Overmennesker?

Det er muslimerne, jeg tænker på med denne overskrift. Og hvis nogen synes, at det da er for nedladende overfor vore muslimske landsmænd sådan ligefrem at mene, de ser sig selv som overmennesker, så bør de lige læse, hvad der skrives i Weekendavisen i denne uge af Sami Kleit, en muslim med fornuften i behold, se her.

Han begynder med at fortælle om et arabisk mundheld:

Der findes begivenheder i verdenshistorien, om hvilke araberne siger, at det skete fi ghaflatin min al-tarikh – »mens historien tog sig en lur«.

Det er et mundheld, vi gerne bruger for at komme på afstand af det ubehagelige. Af det, der burde være gået anderledes, hvilket vil sige, at det burde være gået vores vej.

Og det udlægger han om mange araberes syn på begivenhederne omkring Israel. Specielt er det vist almindeligt blandt arabere at mener, at ”historien tog sig en lur” under seksdageskrigen i 1967:

Seks sølle dage skulle israelerne bruge for at besejre Egypten, Syrien og Jordan og afhænde araberne Sinai-halvøen, Golanhøjderne, Vestbredden, Østjerusalem og Gaza. Som den libanesiske journaliste Hisham Melhem skrev i 2017, var det her, at dødsstødet ramte den arabiske nationalisme, der var personificeret i Egyptens karismatiske præsident Gamal Abdel Nasser.

Men har da virkelig araberne et syn på historien, der siger, at historiens gang næsten af sig selv vil gå arabernes vej? Det mener ikke blot Sami Kleit, men også en syrisk filosof, han henviser til:

I bund og grund er den palæstinensiske sag ikke så meget udtryk for sympati for Palæstina, som den er udtryk for arabernes forfængelighed. Vi har holdt fast i den palæstinensiske sag, fordi vi har troet på, at historien på et tidspunkt ville vågne af sin lur, så vi kunne genvinde det verdenshistoriske lederskab, vi havde før Osmannerrigets kollaps. Det var den syriske filosof Sadiq Jalal al-Azm, der i en artikel i Boston Review i 2004 hævdede, at det dybest set er denne kamp for at genvinde fordums magt og ære, der driver araberne – ikke økonomi, afkolonisering eller ønsket om at frigøre sig fra besættelsesmagter.

Det er en forholdsvis kort artikel, der er tale om, så det er måske forståeligt, at Kleit allerede nu forlader dette med ”historiens lur”. Men det er ikke desto mindre ærgerligt. For denne opfattelse af historiens gang svarer alt for godt til den muslimske selvopfattelse, jeg har truffet på mange gange: den, at muslimerne er Guds øjestene, fordi de, men ikke vi ikke-muslimer, overholder den lov, Han har givet. At de faster på rette måde, at de afholder sig fra svinekød, at de ordner deres ægteskabelige forhold efter koranens anvisninger og ikke efter det, vi vil kalde den naturlige kønsdrift, alt dette udmærker dem i Guds øjne, mener de, og de bliver derfor ved med at tro på, at Gud på én eller anden måde vil belønne dem for deres trofasthed.

At denne overmenneskeindstilling også viser sig i den måde, de opfører sig på her i vort land, f.eks. gennem det, man plejer at kalde ”dominansadfærd” overfor os ikke-muslimer, det omtaler Kleit forståeligt nok ikke, men at vi har erfaret det, er dog med til at gøre hans tale troværdig. Og man kan selvfølgelig også stille spørgsmålstegn ved hans påstand om, at araberne indtil Osmannerrigets fald i 1683 havde et verdenshistorisk lederskab, også bortset fra, at det ikke var araberne, men tyrkerne, der som muslimer skulle have haft dette lederskab. Denne påstand må dog korrigeres med en modpåstand om europæernes økonomiske og militære opblomstring allerede omkring 1400-1500tallet.

Men lad det kun være.

Interessant er også hans følgende betragtninger. De går ud på, at flere arabiske lande har indset, at ”det største håb for genrejsning er et samarbejde med Israel”. Det kan man f.eks. se på de Abraham-aftaler, som med amerikanernes bistand blev indledt før 7. oktober-angrebet, og som stadig gør sig gældende.

Det er en indsigt, flere arabiske lande er nået frem til, hvilket de såkaldte Abraham-aftaler også vidner om. Skulle man være i tvivl om arabernes seriøsitet, er det blot at se nogle uger tilbage, da Saudi-Arabien og Jordan gik i brechen for Israel over for iranernes angreb natten til søndag den 14. april.

Det er jo sandt – og ret overraskende – at både Jordan og Saudi-Arabien var med til at forsvare Israel mod det svar fra Irans side, som var det første direkte angreb fra Iran mod Israel. Men man skal dog ikke helt overse, at der bag denne beslutning fra disse to lande også ligger en oldgammel modsætning mellem shi’a-islam og sunni-islam.

Han slutter med denne påstand:

På trods af hvad mange af os tror, findes der ingen naturlov, der dikterer, at vi som arabere partout skal leve i elendighed i en verden, der konstant er ude på at ydmyge os. Der findes en fremtid, der er både ganske lys og håndgribelig. Den kræver blot et opgør med vores hellige ko.

Nu går legenden ikke så meget på historiens lur, som på, at den gør nar af araberne. Det er den hellige ko, araberne skal gøre op med, hvis de vil have en bedre fremtid. Men selv om han stiller sig på sine medmuslimers side – han siger: hvad mange af os tror – så undlader han at gennemgå de koransteder og de historiske kendsgerninger, som kan understøtte tanken om muslimernes overlegenhed.

Men på trods af disse småindvendinger vil jeg alligevel mener, at dette indlæg er et stærkt indlæg til fordel for en fred i Gaza-konflikten. Og det er bemærkelsesværdigt, fordi det ikke retter indvendinger imod Israel, men imod deres modstandere: araberne. Det er vi ikke vant til.

En anden artikel fra Weekendavisen, vist også af en muslim, i hvert fald af et menneske, der hedder Waleed Safi, se her, vender sig som de fleste andre imod Netanyahu. Han burde tage ved lære af amerikanerne og deres oplevelser i Vietnam, hedder det, efter at han har hævdet, at de store ødelæggelser var forudberegnet af Hamas, både ødelæggelser af bygninger og af menneskeliv:

Hamas leder med sine guerillataktikker tanken hen på Viet Cong, der opererede fra tunneller mod amerikanerne; begge krige foregik i udfordrende terræn, og ligesom amerikanerne i sin tid mangler Israel klare mål og strategi og evne til at vinde hearts and minds.

Dette med, at amerikanerne ikke kunne vinde minds and hearts i Vietnam, er nok lidt af en overdrivelse. Som jeg husker det, var der ganske mange, der efter amerikanernes flugt fra Vietnam flygtede fra landet, og jeg vil da tro, at det skyldtes, at amerikanerne trods alt havde fået dem overbevist om det sande i det vestlige frihedsideal. Men hvis det er en forudsætning for en varig fred – og det tror jeg, Waleed Safi har ret i – så viser denne opgaves enorme omfang sig i Kleits artikel. Han prøver at tænde et lille lys i det mørke, som den muslimske tanke om historiens lur udgør. Men at det er et lille lys, og at han selv véd, at lyset kun er svagt, det afslører, hvor umulig en opgave det er, at ændre denne ret grundlæggende muslimske tro på, at Gud før eller siden vil belønne arabernes lovtroskab.

Og specielt er det jo vanskeligt, når israelerne ikke gør sig nogen forestilling om, at det er det, der skal til. Netanyahu har flere gange bemærket, at amerikanerne ikke skal komme her og belære israelerne om, hvordan man fører krig. Waleed citerer den tidligere amerikanske topgeneral David Petraeus på følgende måde:

Den korrekte tilgang, siger Petraeus, er en omfattende civil-militær kampagne, der ikke begrænser sig til at rydde områder for Hamas-krigere, men sikrer disse områder mod geninfiltration, samt nok så vigtigt: Genopbygger de mange beskadigede og ødelagte områder, og etablerer en samfundsstruktur med institutioner og myndighedskontrol, så befolkningen kan vende tilbage.

Altså: man skal handle, så befolkningen kan se, at de trygt kan vende tilbage. Udmærket. Men kan de også være sikre på, at de lokale bander, herunder Hamas, ikke mere vil tage magten fra magthaverne? Det er højst usikkert. Og man kan nok med Waleed betegne Israels strategi som fejlagtig, fordi der er sket noget af Israel ganske uforudset:

For mens Netanyahu har gået og forberedt hele verden på de forestående offensiv mod byen Rafah i Gaza, som nu huser 75 procent af enklavens befolkning, har Hamas i al stilhed genindtaget dele i Gaza, som den israelske hær erobrede for fire måneder siden.

Så hvis palæstinenserne i Gaza nu i virkeligheden godt kan indse, at et liv uden Hamas, altså uden at skulle være levende skjold for Hamas-soldater, faktisk vil være et bedre liv, så er det stadig tvivlsomt, om Israel kan sikre palæstinenserne imod Hamas’ terror. Og det er blandt andet tvivlsomt, fordi ikke blot de aktive medlemmer af Hamas, men også mange palæstinensere lider af den fromme muslimske overbevisning, at Gud er en Gud, der belønner den lydige handlen ved at lade det gå, sådan som hans yndlinge, muslimerne, ønsker sig det, altså sådan at islam igen bliver en dominerende magt på denne klode.

Og desværre vover vi vestlige mennesker ikke at modsige denne muslimske overbevisning. Nå, ja, i første omgang vover vi slet ikke at tro på, at nogle muslimer har en sådan overbevisning om, at de er mere værd i Guds øjne end vi andre. Men selv om vi så ad åre får denne påstand gentaget fra så mange kilder, at vi til sidst tror på den, så vover vi da ikke at fortæller muslimerne, at deres gudsopfattelse er forkert. Det kan da være synd nok for dem, at de ikke indtager en ledende rolle i det globale samfund, at vi også pointerer for dem, at det slet ikke er meningen, at det skal være sådan, det vil da næsten være helt ubærligt for dem. Nej, det vover vi ikke at sige til dem.

Men det er dog at yde dem en bjørnetjeneste. Det er at lade dem fortsætte med at være ofrer for Hamas’ lumskerier. Kan gerne være, vil en palæstinenser vel sige, at Hamas’ strategi med at give Israel et dårligt ry er lykkedes, men det er os, de civile borgere i Gaza, der har betalt for det i form af de mange døde, ligegyldigt om det så er 23.000 eller 34.000, der er blevet ramt af de israelske bomber.

Og så skulle vi undlade at fortælle dem, at hele den gudsforståelse, der ligger bag Hamas’ strategi, er forkert? Bestemt nej! For Gud er ikke en ”belønnergud”, der kun er ude på at få mennesker til at rette sig efter de love, han har givet, hvad enten man forstår disse love eller ej, han er en fællesskabernes Gud, han er en sprogets og det sproglige samværs Gud.

Han ønsker sig ikke vores mere eller mindre punktlige adlyden, han ønsker sig vor forståelse. Han vil, at vi skal forstå, hvad det kommer an på i de fællesskaber, vi står i. Han er ude på at få os til at indse, at den nøjagtige lovoverholdelse i stedet for at opbygge kan ødelægge vore fællesskaber. Han vil ikke have os til at handle fromt, han vil, at vi skal handle klogt, dvs., forsøge at opbygge og styrke vore fællesskaber uden hensyn til lovbestemmelser eller god moral.

Det er nok rigtigt, at dette med at håbe på, at ens handlinger vil blive belønnet af Gud, eller dette med at tro på de nederlag, man lider, som udtryk for, at historien har taget sig en lur, er ret udbredt blandt muslimer. Robert Spencer har i hvert fald hævdet, at den tanke er grundmislimsk, at et stykke land, der én gang er blevet muslimsk, skal forblive muslimsk indtil verdens ende, ser derom i dette blogindlæg.

Men læser man Robert R. Reilly’s gennemgang af Al-Asharis teologi, se her, bliver man klar over, at det er en sådan teologi og ikke uheld eller søvn fra historiens side, der er skyld i muslimernes tilbageståenhed. Og det, de mangler, er en ordentlig videnskabelig debat. Ved at tro i den grad på Guds almagt, at man bilder sig ind, at det er Gud, der står bag alle menneskets handlinger, også dets ord, lægger man enhver alvorlig debat i graven. I stedet bør man følge Jesus i hans krav om argumenter, f.eks. som de fremkommer i bemærkningen til den tempeltjener, der slog ham, da han var til forhør hos ypperstepræsten Annas. Til ham sagde Jesus:

»Har jeg sagt noget forkert, så bevis, at det er forkert; men er det rigtigt, hvorfor slår du mig så?« (Joh 18,23).

Det skal da indrømmes, at en sådan ægte debat i mange henseender kan siges at have været en mangelvare i kirkens historie. Men der har dog trods alt været ikke så få, som trods kirkens og fyrsternes modstand har vovet at sige, hvad de var blevet overbevist om. Vi plejer at nævne Galilei som én, der blev tvunget af den katolske kirke til at mene noget andet, end hvad han havde overbevist sig om. Men det er måske mere relevant her at nævne Laurentius Valla, som i fjortenhundredetallet skrev om, hvordan det såkaldte ”Konstantins gavebrev” var et falsum, og at det derfor var forkert, når paverne mente, at de af kejser Konstantin havde fået myndighed til at udnævne kejsere og fyrste i Vestromerriget, ligesom Konstantin havde det i Østromerriget.

For da Luther læste det i 1520, blev det sammen med hans 95 teser mod afladen grundlaget for reformationen. Det var i hvert fald dette skrift, der fik Luther til at hævde, at paven var antikrist, hvilket i første række gav ham selv mod til at stå fast på sine meninger i Worms, og i næste række fik ham til at sige, at det er fyrstens opgave at lade ”ånderne tørne sammen”, altså at lade argument møde argument og ikke møde argument med modindgreb, se her.

Det var sådan set ikke noget, Luther selv havde fundet på. Eksemplet med Laurentius Vallas skrift viser, at denne videnskabelige strid med argument mod argument havde godt fat i den italienske renaissance. Og Luthers debat med Erasmus er et godt eksempel på, at man her lod argument møde argument. Og dermed et godt eksempel på kristendommens fortrin i forhold til islam, hvor det aldrig rigtig kom til nogen debat, fordi de fromme muslimer hele tiden ville lade koranens ord være overordnet ethvert argument. Hvilket koranens ord nok også er bedre til end bibelens ord.

I det hele taget: at overbevise muslimer om koranens fejl og forkerte gudsopfattelse er nok en ret langvarig affære. Men situationen i Gaza skulle vel egentlig kunne overbevise os om, at forsøget må gøres. Og tror man ikke på, at muslimerne virkelig regner sig for Guds yndlinge, så er den artikel af Sami Kleit, jeg indledte med, et udmærket sted at begynde sin lærdom udi islams besynderligheder.

To mærkelige krige

Verden hjemsøges for øjeblikke af hele to højst usædvanlige krige, krigen i Ukraine og krigen i Gaza.

De to krige er mærkelige, men er det på hver sin måde.

Krigen i Gaza er mærkelig, fordi den er en krig mellem en magt, der har alle mulige moderne våben og også virkelig formår at bruge dem, Israel, stillet overfor en modstander, der overhovedet ikke benytter sig af luftvåben og panserværn, men af en række ”dirty tricks”, det vil sige: metoder, som almindeligvis er betragtet som utilladelige i moderne krigsførelse: underjordiske tunneller ‘en masse’, hvorfra man kan udøve bagholdsangreb på fjenden, uuniformerede soldater, der skjuler sig blandt civilbefolkningen, og en ret letgennemskuelig metode med at bruge civilbefolkningen som dække.

Og krigen i Ukraine er også usædvanlig, selv om der dèr i lidt højere grad er tale om mere sædvanlige fænomener: at soldater står overfor soldater i felten, at begge parter bruger luftvåben og tanks, og at begge parter opererer mere og mere med kunstig intelligens. På disse punkter er der ikke tale om noget usædvanligt, men det er der til gengæld med den måde, på hvilken Vesten giver støtte til Ukraine.

Hvis vi først ser på begyndelsen af krigen, så havde jo Vestmagterne lagt mærke til, at russerne opstillede ret store troppestyrker langs grænsen til Ukraine. Og at Putin overfor Macron bedyrede, at der naturligvis var tale om en øvelse, intet mere, det kan måske betragtes som en del af krigens indbyggede løgnagtighed. Men da invasionen var en kendsgerninger, og Vestmagterne derfor blev stillet overfor det ulykkelige valg, om de skulle gribe ind eller ikke gribe ind, var svaret ganske klart: man ville ikke gribe ind, man nøjedes med at tilbyde Zelenskiy, at han kunne blev evakueret til et sikkert land.

Men da det så viste sig, dels, at ukrainerne så sandelig ikke sådan lige ville opgive deres selvstændighed, og dels, at de faktisk kunne øve betragtelig modstand mod den russiske hær, så gik Vesten over til at ville hjælpe Ukraine. Men den hjælp, man igennem de over to år har ydet Ukraine, har hele tiden været givet med et øje til Ruslands reaktion. For det har hele tiden ligget som en mørk trussel fra russernes side, at de kunne gribe til atomvåben. Vi har endnu ikke rigtig lært, hvordan det er at hjælpe et land, der er i krig med en atommagt. Hvornår kommer vi med vores hjælp til at overskride den ”røde linje”, som får Rusland til at slippe atomvåbnene løs? Der har været flere tilfælde, hvor vi kunne være bange for, om den nu var overskredet, men heldigvis har vores frygt hver gang været unødig. Og heldigvis har vi hele tiden kunne forskubbe denne røde linje en del, så vores hjælp er blevet større og større.

Men vi har altid advaret ukrainerne mod at bruge de våben, vi giver dem, til at angribe ind i Rusland selv. For vi går ud fra, at vi dèr har med en rød linje at gøre, og vi vil i hvert fald ikke opføre os provokerende, så Putin derigennem får en undskyldning for at sætte sine atomvåben ind.

Og det betyder, at det våben, som vist ikke er et særlig effektivt våben: luftangreb mod civilbefolkningen, det er det kun Rusland, der kan bruge. Ukrainerne må lide under talrige russiske luftangreb på både civile og militære mål, men russerne kan leve i fred for den slags krigsførelse.

Men det betyder jo også, at den ukrainske våbenindustri skal beskyttes mod russiske luftangreb, mens den russiske våbenindustri kan arbejde uhindret. Og det betyder, at ukrainerne må bruge store pengebeløb på at reparere de skader på f.eks. elektricitetsværker, som russerne forårsager, mens russerne kan lave strøm uden udgifter til den slags. Dog har ukrainerne i krigens løb fremstillet langtrækkende droner, som de har kunnet sende ind mod de russiske olieraffinaderier og der anrettet en del skade. På tilsvarende måde har russiske militser fra ukrainsk territorium kunne angribe mål i Rusland, bl.a. i Belgorod, til ret stor skade for russerne, eller måske i virkeligheden til mere irritation end skade.

Sjovt nok var der i Deadline netop den dag, hvor jeg skrev om disse materier, et interview med den lettiske forsvarsminister om den russiske trussel mod Letland og mod NATO i det hele taget. Og det blev kommenteret af Kristian Søby Kristensen, som var ansat ved én eller anden kommission til undersøgelse af militære forhold. Han fik sagt det meget præcist til sidst i interview’et, idet han forklarede, hvordan de røde linjer, der eksisterer mellem NATO og Rusland hele tiden er til diskussion, og hvordan begge parter prøver hinanden af.

Han omtalte også nogle begivenheder som en russiske fejlkalkulation. Jeg blev ikke klar over, om det var invasionen i sin tid, han tænkte på, men det var det vist nok. Det kan i hvert fald med god grund siges at være en fejlkalkulation. Man er såmænd lige ved at sige, at det var det fra både russisk og vestlig side. For at ukrainerne var villige til i den grad at forsvare sig mod Putin, det var uventet for begge parter.

Men det blev også betegnet som en ny situation, som vi ikke har været stillet i tidligere: at der føres en proxy-krig mod en atommagt. Hermed menes, at vi i Vesten nøjes med at støtte Ukraine pekuniært og militært uden direkte at være involveret i krigshandlinger, mens russerne jo som en angribende part er mere direkte involveret i krigshandlingerne.

Den lettiske forsvarsminister var fuldstændig overbevist om, at ukrainerne kan vinde denne krig. Han blev udfrittet om, hvordan han ville reagere, hvis Ukraine tabte krigen, men det ville han ikke svare på, bl.a. jo fordi det for enhver krigsførende part drejer sig om at bevare håbet om sejr, ellers går krigsviljen hos folket fløjten. Og han var også tilbageholdende med at fortælle, om letterne ville sende tropper til Ukraine. Han nøjedes med at sige, at hvis NATO-landene som helhed opfordrede sine medlemmer til at gøre det, ville de, letterne, nok følge trop.

Og stillet overfor spørgsmålet om, hvorvidt Letland mon ikke var i fare for at blive det næste mål for Putin, svarede han indtil flere gange, at NATO-eden jo betød, at et angreb på Letland ville blive betragtet som et angreb på alle lande.

Men det er nok også værd at bemærke de meget hårde udsagn, han kom med om Putin. Den mand var ikke til at stole på, han var en diktator, man ikke kan regne med, hans intentioner kan svinge fra måned til måned, var noget af det, han fik sagt.

Og det vil sige, at når letterne arbejder for et stærkere forsvar – også med NATO’s hjælp, der er jo en dansk bataljon derovre – så sker det for at forhindre Putin i at foretage den fejlkalkulation at angribe Letland. Det kan han nok ikke fristes til for øjeblikket, for han er vist endnu ikke kommet sig oven på sin første fejlkalkulation, den, der fik ham til at invadere Ukraine, fordi han regnede med, at de vestlige lande var dekadente og ikke længere gad forsvare sig selv og da slet ikke Ukraine. Men skulle det ske, at han vinder på én eller anden måde – altså på en måde, så han selv kan betragte det som en sejr – så skal NATO passe på, hed det fra Kristian Søby Kristensen, og det er derfor, at dette at sende NATO-soldater til Letland er en god idé. Derved kan man formodentlig forhindre den slags tanker i at opstå i Putins hjerne.

Til sidst nogle bemærkninger om Vestens syn på sig selv.

Vi har det for øjeblikke med at være utrolig ydmyge. Og det kan såmænd i mange tilfælde være en ret ligegyldig ting, omend vi nu nok kunne fremhæve den ganske store indflydelse på andre lande, der er udgået fra Vesten. Men når vi med ydmyg røst fortæller om de alliancer, som Rusland forsøger at få op at stå med andre lande, og når vi bliver lidt mismodige ved at høre, at én af begrundelserne for at indgå alliancer med andre lande er, at landene vil prøve at komme ud af Vestens skadelige indflydelsessfære, så burde vi nok få så megen frimodighed ind i vores protesterende røst, at vi kunne spørge både os selv og de lande, Rusland vil have med i sit antivestlige net, om en sådan anti-vestlige alliance skal bygge på den grundlov, at man har lov til at bryde sine løfter.

Det er jo nemlig, hvad Rusland har gjort med sin invasion af Ukraine. Man havde i 1994 højtideligt lovet Ukraine, at man ikke ville angribe landet, hvis det ville aflevere sine atomvåben og ikke prøve at skaffe sig atomvåben. Storbritanien og USA var medunderskrivere til denne pagt. Men den har Putin set stort på, i sine taler har han overhovedet ikke nævnt den.

Og man kunne jo da også spørge, om det i en sådan fremtidig anti-vestlig alliance skal være tilladt at gøre, som Putin gjorde med erobringen af Krim: først at benægte, at russiske soldater var involveret, senere prale af, at han fik os i Vesten til at stole på denne benægtelse, for, sagde han, selvfølgelig var det ham, der stod bag.

Og ak, det er jo også én af de usædvanlige ting ved Ukraine-krigen: at vi dèr har med en uberegnelig diktator at gøre, som i hvert fald overfor os i Vesten er ligeglad med løfter og aftaler. Hitler var af nogenlunde samme kaliber, og ham skulle der en blodig verdenskrig til for at få sat fra styret. Det kan man ikke gøre med en atommagt. Så hvordan det skal ende, er i meget høj grad uvist.

Lad mig slutte med to henvisninger. Én fra Emil Rottbøll på Berlingske, se her:

Men det ville være lille Letland, der lå først for, hvis det faktisk skulle komme til direkte krig mellem NATO og det store naboland Rusland.

Og forsvarsminister Andris Spruds er ikke i tvivl om, om det er risikoen værd:

»Vi skal støtte Ukraine med alle midler, indtil de sejrer.«

Både for Ukraines skyld og for vores egen.

Og én fra Weekendavisen af Mikkel Vedby Rasmussen, se her. Han skriver:

Men én begrænsning på Vestens hjælp har syntes at ligge urokkelig fast: USA og dets allierede vil ikke sende soldater til Ukraine.

Nu foreslår Estland og Litauen imidlertid, at NATO overskrider sin egen grænse ved at sende instruktører til Ukraine med risiko for, at soldaterne bliver angrebet af russiske styrker, hvilket bringer NATO i krig med Rusland.

Skal man tro Frankrigs præsident Emmanuel Macron er frygten for krig med Rusland NATOs største udfordring.

Den nye, “oldgamle” pagt

Da Jesus indstiftede nadveren skærtorsdag aften, kaldte han den ifølge Lukas og Paulus for den nye pagt. Derved henviser han til Jer 31,31-34, hvor Jeremias profeterer, at Gud vil indstifte en ny pagt med sit folk:

Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.

Den gamle pagt bestod i loven fra Sinai, men den nye pagt er karakteriseret ved, at loven – altså det, der skal gøres – ligger i menneskenes hjerter, så de altså ikke behøver at blive mindet om det.

Paulus omtaler denne nye pagt som én, der er blevet til i menigheden i kraft af hans forkyndelse, og som består i, at menighedens medlemmer af sig selv gør det, der er det rigtige. Han skriver i 2 Kor 3,1-6:

Begynder vi nu igen at anbefale os selv, eller har vi som visse andre brug for anbefalingsbreve til eller fra jer? Nej, I er selv det brev, der står skrevet i vore hjerter, og som kendes og læses af alle mennesker, så det er klart, at I er et Kristus-brev, der er blevet til ved vores tjeneste, ikke skrevet med blæk, men med den levende Guds ånd, ikke på tavler af sten, men i hjerter, på tavler af kød og blod. En sådan tillid har vi til Gud ved Kristus. Ikke at vi af os selv duer til at udtænke noget, som kom det fra os selv; at vi duer til noget, skyldes Gud, som også har gjort os duelige til at være tjenere for en ny pagt, ikke bogstavens, men Åndens; for bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende.

Den sære overskrift, jeg har sat på dette blogindlæg, skal antyde, at dette at gøre de gode gerninger af sig selv, eller dette at handle, så den venstre hånd ikke véd, hvad den højre gør (Matt 6,3), er noget, der er naturligt for mennesket. Det fremkommer af de forhold, vi står i til hinanden, og mennesket har fra første færd været et flokdyr. Blot skete der det, da vi fik sprog, at den retfærdighedstænkning, der oprindelig skulle være forbeholdt livet i samfundet, udbredte sig til diverse forhold, så der opstod en lovreligion, jødedommen – senere islam – som mente, at hele livet skulle omgærdes af pagtens lov. Når så Jeremias skulle profetere om en tid uden en sådan lov, kalder han, forståeligt nok, denne lov for den nye pagts lov og den jødiske lov for den gamle pagts lov. Men i virkeligheden er altså den lov, Jesus anbefaler – som jo altså ikke er nogen lov – den oprindelige ”lov”, altså udtryk for den oprindelige omgangsform mellem mennesker, før sprogets retfærdighedstænkning fik forpurret de forhold, hvori vi står til hinanden.

Jeg har i dette indlæg og i dets foregående indlæg hævdet, at livsgåden er løst. Og det er sket, siger jeg, i og med, at nogle amerikanske neurologer har undersøgt to personer i hver sin hjernescanner på én gang. Så har man nemlig kunnet få bevis for, at vi mennesker er anlagt på samtale eller på fællesskab, for man kunne iagttage, at den fælles samtale gav udslag i hjernens belønningscenter.

Man må for min skyld gerne hævde, at dette bevis på, at mennesket er et flokdyr, formentlig ved samme neurologiske undersøgelse vil vise, at mange andre dyr er flokdyr, f.eks. de primater, vi nedstammer fra. Blot skal man lige have den detalje med, at vi mennesker, men ikke ret mange primater, på et tidspunkt begyndte at udskille oxytocin ved samleje, hvorved vi blev forandret fra blot at være et flokdyr til at være et pardannende flokdyr.

Da så sproget kom til, blev der dannet ord for de følelser, der præger sådanne væsener. Men der skete tillige noget andet og mindre positivt. Der skete det, at den konkurrencementalitet, vi også havde arvet fra de andre primater, nu fik et sprog, og derigennem meget stærkere kunne gøre sig gældende. Sproget bevirkede, at vi i vore smågrupper kunne tale til hinanden og – mere afgørende her – kunne tale om hinanden. Det betød, at der kunne dannes idealer for menneskelig optræden, og at man kunne begynde at se ned på dem, der ikke overholdt de idealer, der var blevet dannet. Idealerne kunne tage form af særlige love, eller de kunne tage form af en højere moraltænkning. I begge tilfælde kunne det føre til, at den konkurrencementalitet, vi havde arvet, kunne få udtryk i en negativ omtale af en anden person. Med de to ting, konkurrencementaliteten og sprogets særlige afdeling for love eller moralforestillinger, kunne bagtalelsen blive en del af den menneskelige virkelighed.

Det kunne den ikke hos f.eks. chimpanserne. Den han, der mistede sin førerposition, kunne nok vide med sig selv, at han var slået, og måtte også leve med, at de andre i flokken kunne se det. Men han behøvede ikke at frygte for bagtalelse. For chimpanser kan ikke tale og derfor heller ikke bagtale. Der kunne ikke dannes nogen ondsindede rygter om ham, man kunne ikke enes om at håne ham, han var kort sagt så dejlig fri for at komme til at lide under de muligheder, som sproget har givet os mennesker.

Hvis jeg nu springer direkte derfra og op til jødefolkets historie, som vi kender den fra Det gamle Testamente, så er det nok et alt for stort spring. Vi må i hvert fald standse ved gudsforestillingen. For den forestilling dukkede jo op i menneskesamfundene på et tidspunkt, og den dukkede specielt op hos jøderne, når de – rigtigt – ville erstatte de mange guder, andre folkeslag havde, med én gud over alle andre guder, men desværre også – mindre rigtigt – når de ville sætte denne gudsforestilling bag ved de morallove, der havde dannet sig også i deres samfund.

Det betyder ikke, at det var galt at formulere de ti bud. Men det betyder, at den absoluthed, der knytter sig til gudsforestillingen, på en sær måde bliver overflødig eller bliver misforstået, når buddene ikke blot skal være gode råd, men påbud, vi skal følge.

Tag det femte bud om ikke at slå ihjel.

Dette bud behøver ikke nogen gudsabsoluthed for at bliver overholdt. Det vil normalt blive overholdt, når man handler klogt. For den rettesnor, man har for sine gerninger: den gyldne regel, som Jesus har formuleret i Matt 7,12, men som i andre kulturer er formuleret på lignende måde, er en rent logisk rettesnor: når jeg ønsker, at andre ikke slår mig ihjel, giver det sig selv, at jeg så på lignende måde må undlade at slå andre ihjel.

Noget lignende kan siges at gælde for det sjette, det syvende og det ottende bud.

Det sjette? Ja, for hvis du ønsker, at andre mandfolk skal holde sig fra din kone, må du jo på tilsvarende måde holde dig fra andres koner.

Det syvende? Hvis du ønsker, at andre ikke skal bestjæle dig, må du undlade at bestjæle dem.

Det ottende? Hvis du ikke er så glad for, at andre fortæller onde rygter om dig, må du undlade at fortælle onde rygter om andre.

Klogskab er, hvad der kræves hele vejen igennem. Kun det fjerde bud, buddet om at ære far og mor, kan ikke på samme måde siges at kræve klogskab. For det henholder sig jo til den kendsgerning, at familien danner en miniflok i flokken, og at meget af det, man gør i familien, gør man umiddelbart, uden tanke om gengæld, uden at ville være noget særligt.

Og det er jo Jesu påstand – nå nej, han talte jo ikke sprogfilosofisk – men hvis han gjorde, ville han sige, at det, det drejer sig om i den menighed, han skabte, var at udbrede familiens selvindlysende gerninger til hele menigheden. Derfor kaldte menighedens medlemmer hinanden brødre og søstre: det var familiens sprogbrug, de ville gøre gældende, ikke lovens sprogbrug. Det gjaldt om at styrke den indbyrdes tillid, den tillid, man har til et andet menneske, alene fordi det er et menneske. Det gjaldt om at få fortroligheden til at vokse, så brødrene blev brødre ikke blot af navn, men også af gavn, og så søstrene ikke konkurrerede om at være den dydigste, den kærligste, den mest moralske, men blot var, som de var, fordi de på forhånd var anerkendt af Gud og dermed af de andre.

Det er i det hele taget fidusen ved den ”nye” pagt: fordi det i forvejen er lagt ned i vort sind, at vi står i en række relationer og derfor uden at tænke over det handler til bedste for disse relationer, derfor udøver vi ”gode gerninger”, uden at de med det samme forvandles til fortjenstfulde gerninger, hvad der uvægerligt sker, hvis de betragtes som lovgerninger. Det vil sige: vi undgår derved Jesu anklage for farisæisme.

Men hvordan kan vi handle, så vi gør ”gode gerninger” uden at vide, at det er gode gerninger?

Det kan vi gøre ved at følge de naturlige tilbøjeligheder, der for mange årtusinder siden er lagt ned i vort legeme. Vi kan lade os gribe af vor forelskelse, så vi holder sammen med den eneste ene livet igennem, ikke fordi vi er særlig kærlige mennesker, men fordi vi styres af oxytocin. Vi kan glæde os over vort medmenneskes stemme, ikke fordi vi selv fremkalder kærlighed til ham i vort indre, men fordi vor hjerne er indrettet på at belønne os, når vi hører en andens røst. Vi kan føle os godt tilpas i vort folk, ikke fordi vi er nogle vældig gode og forstående mennesker, men fordi vi føler os ét med dem, vi deler sprog med. alt sammen noget, der foræres os af den måde, vi er indrettet på, og derfor alt sammen noget, der kommer helt af sig selv.

Hvis det da kommer.

For alle Jesu formaninger går ud på at lade det komme af sig selv, det vil sige: være opmærksom på den ”nye pagts lov”, der er nedlagt i os. Han kender udmærket til farisæismens fare, jævnfør lignelsen om farisæeren og tolderen, Luk 18,9-14. Og når han fortæller om dommedag og de mange ”gode gerninger”, de udvalgte har gjort: bespist sultne, givet tørstige at drikke, osv., så fortæller han, at de udvalgte ikke var klar over, at disse gerninger kunne frikende dem på dommedag, Matt 25,31-46.

Som man måske har bemærket, har jeg indtil flere gange gjort opmærksom på Jesus-ordet fra Luk 6,37-38. Det ser således ud med min rettelse indlagt:

Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal de [man] give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.«

Når jeg vil rette ”man” til ”de”, skyldes det dels, at der faktisk står ”de” i den græske grundtekst, men også, at ordet ”man” lader ane, at denne gave vil blive givet på dommedag, og at det hele derfor skal forstås om dommedag, mens jeg vil mene, at ordet skal forstås om, hvordan det går for sig i de forskellige relationer, vi står i.

Jeg indrømmer blankt, at det i så fald kommer til at lyde ganske fantastisk. Blot må jeg så henvise til, at det er Jesus, vi har med at gøre, og han er jo ret fantastisk.

Men indrømmet: Én ting er at ville have en sådan naturlov til at gælde i familiens skød. Det kan være svært at tro på, men er dog ikke helt utænkeligt. Noget helt andet er at mene, at denne naturlov gælder overalt, hvor mennesker kommer sammen. Og dog er det netop, hvad Jesus påstår. Og hvis det er det, han påstår, og hvis det er det, han vil have os til at tro på, så kan man også her se, at han ikke opfordrer til moralsk forfinede handlinger, men til simple klogskabshandlinger. Vil du ikke gerne leve i en relation, hvor man er villig til at tilgive små og store overtrædelser? Jamen, så tilgiv du selv din næste, hvis du opdager noget misligt hos ham. Vil du ikke gerne have de andre til at hjælpe dig, hvis du kommer i bekneb? Jamen, så hjælp du de andre nu, hvor du har råd, så de kan hjælpe dig, når du ikke har råd. Var det ikke rart, om I ikke dèr, hvor du færdes, gik og dømte hinanden? Jamen, så hold du op med at være dømmende og bagtalende.

Kan disse gode råd om, hvordan man kan handle klogt, virkelig udbredes til større forsamlinger, landsby- og by-fællesskaber, ja folkefællesskaber i det hele taget, og derudover også til det globale fællesskab? Det lyder utroligt. Og dog er det, hvad Jesus påstår f.eks. med lignelsen om sennepsfrøet, Matt 13,31-33, det frø, som er mindre end alt andet frø og dog vokser op til et træ så stort, at himlens fugle kan bygge rede i dets grene. Udlagt: Det ord, Jesus forkynder, har en sådan kraft i sig, at det kan gennemvæve ikke blot familier og byfællesskaber, ikke blot folkefærd, men ligefrem det globale samfund. Og det ord er altså et ord om, at der i alle mennesker ligger en resonansmulighed, som responderer, hvis der bliver kaldt på den.

Jamen, vil ikke altid konkurrencementaliteten ligge på lur og i forfærdelig mange tilfælde afløse den indbyrdes forståelse og det indbyrdes sammenhold?

Det er vi desværre nødt til at svare ja til. Og besynderlig nok, dette gør sig gældende næsten lige så meget i familiefællesskabet, som i det globale fællesskab. Blot afholder det ikke Jesus fra at insistere på eksistensen af denne mærkelige ekkovirkning blandt mennesker.

Men er dette mærkeligt og forekommer umuligt, så er det næste næsten endnu mærkeligere og fuldkommen umuligt. For det har med døden at gøre.

Døden, som jo mennesket kender til og véd af i modsætning til de andre dyr. Men hvordan véd vi af den?

Vi véd af døden at sige som noget ubetinget ondt. Derfor er dette, at vi begraver vore døde, på en måde en protest mod tilværelsens skaber: hvorfor har Du skabt alt liv til at ende med død?

Det gamle Testamente deler denne protest. Fortidens mennesker har man derfor givet et langt længere liv end nutidsmenneskene. Metusalem blev således 969 år, ifølge 1 Mos 5,27. Og nutidsmenneskenes lavere levetid forklarer man med synden. Fordi vi er syndere, skal vi dø. Noget, vi i dag vist ikke kan gå med til. For vel er vi ikke søndagsskolebørn, og vel lader vi alt for ofte retfærdighedstænkningen ødelægge vore relationer, men de relationer, der trods alt bliver til, er dog så vidunderlige og gudvelbehagelige, at de ikke fortjener døden. Blot får de den altså alligevel.

Og i henseende til døden er Jesus endnu mærkeligere end Det gamle Testamente.

Nå, ja, det er måske ikke så mærkeligt, at han i Matt 6,34 anbefaler os ikke at lade glæden over dagen i dag ødelægge af frygt for dagen i morgen, for, siger han, ”hver dag har nok i sin plage”.

Værre – det vil sige: mere uforståeligt – er det, at han kan sige, at ”den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal frelse det”. (Luk 9,24 og paralleller). Selv var han ikke bange for at forkynde imod den jødiske lovforståelse, at den gensidige forståelses livsholdning var den rigtige, ikke den gensidige kontrollerende holdning, selv om han vidste, at det kunne koste ham livet at sige dette. Og det kostede ham jo faktisk livet. Men hans disciple samlede sig efter hans død i tro på, at han var opstået fra de døde, det vil sige: i tro på, at det var sandt, hvad han sagde, at den, der mister sit liv på grund af den samme forkyndelse, som han gav mæle til, ikke dør i evig forstand, men netop vinder livet, evigt liv.

Det vil sige, at den tanke om liv efter døden, som farisæerne hidtil havde trøstet sig med, den brugte Jesus som opfordring til at stole så meget på menneskets medfødte tendens til flokliv, at man vovede at sætte sit liv ind for denne tanke. Det gjorde han selv, og – siger opstandelsestroen – derved vandt han livet. Nu gælder det for hans disciple – og det vil jo i vore dage sige: for os – om at være lige så åbenmundede, så også vi tør vove livet for at få sandheden om mennesket frem, den sandhed, at al vor lovtænkning er af det onde, kun tillidslivet, fortrolighedslivet i vore relationer er det sande liv.

Kun dette, at tilstrækkelig mange mennesker har efterlevet denne livsholdning fra Jesu hånd, har gjort, at vi i dag har et samfund, der dog i nogen grad lever op til betegnelsen ”tillidssamfund”. Det gælder martyrerne i oldkirken, det gælder Luther i Worms, og det gælder mange senere mennesker, der har vovet at fremkomme med det, de ser som sandheden, imod alle afvisende magter, herunder alt for ofte den kristne kirke. Det er i kraft af sådanne frittænkende og frittalende mennesker, at vi betragter det som nærmest en selvfølge, at hvad min nabo siger, det er noget, han virkelig mener.

Lad mig slutte med at henvise til et blogindlæg fra 2016: Er hykleriet på vej ud?, se her. Her omtaler jeg med store ord det hykleri, som Europas flygtninge- eller migrantpolitik er udtryk for. I den grad har lovtankegangen eller moralforestillingen magt over os, at vi bilder os ind, at alt er godt, når blot vi anstrenger os for at være så fint moralske, som vi kan, det vil, hvad migrantpolitikken angår, sige: når blot vi giver alle, der møder op på vort dørtrin, ret til at få deres asylansøgning behandlet. Blot overser vi fra vort høje moralske stade to kendsgerninger: at vi ved at kræve et transportøransvar udført af flyselskaberne kaster folk med migrationsønsker i armene på menneskesmuglerne, og at migrationskrisen dengang skyldtes, at grækerne ikke mere skubbede bådene med migranter tilbage til Tyrkiet.

Et sådant hykleri føres vi uvægerlig ind i, når vi opstiller nogle moralske krav og prøver at efterleve dem. I modsætning til at handle moralsk skal vi handle klogt, dvs., vi skal gøre, hvad vi kan for at bibeholde den folkelige tillid, vi har opnået. Hvilket jo må betyde, at vi må lukke ned for den masseindvandring, vi var vidne til dengang, en masseindvandring, der synes at gentage sig i disse år. For det folkelige fællesskab er, ligesom ægteskabet, en gudgiven virkelighed. Lukas lader Paulus give udtryk for dette i Apg 17,26, hvor det hedder:

og af ét menneske har han skabt alle folk og ladet dem bosætte sig overalt på jorden og fastsat bestemte tider og grænser for, hvor de skal bo.

Det samme siger han, når han fortæller om det, der skete på pinsedagen. Da skete der det, at forbandelsen fra menneskenes babelstårnsbyggeri, fortalt om i 1 Mos 11,1-9, hvor Gud ville undgå den samlede menneskeheds mægtige gerninger og derfor forvirrede menneskenes sprog, blev tilintetgjort. Man hørte apostlene tale forskellige sprog, så sprogforskellen er altså bevaret, men de talte ikke uforståeligt vokapyk, men talte om Guds storværker på de mange forskellige sprog, se Apg 2,6-13.

Det vil sige: der er en samhørighed mellem mennesker, som er naturlig, og de handlinger, der udspringer af denne samhørighed, er derfor selvfølgelige og uden bagtanker. Vi kan alle forstå, hvad der kræves, for at vore familiebånd kan bevares, og opstiller vi regler for overholdelse af samhørigheden som betingelse for vor anerkendelse, ødelægger vi muligheden for selvfølgelige handlinger.

Det samme gælder på det folkelige plan. Her er i tidens løb blev gjort ganske meget for at styrke båndene mellem os, men meget af det bliver ødelagt af de mange muslimer, der er ankommet. Og fordi de, ligesom jøderne på Jesu tid, er grebet af en lovreligion, betyder i dag dette at efterfølge Jesus at advare alle, og jo specielt vore muslimske landsmænd, mod lovtrældommen, og altså at gøre det, selv om det kan være risikabelt, fordi muslimer vanskeligt kan tåle at høre nogen modsige deres religion uden at gribe til vold.

Det er – kort fortalt – Jesu tale om den nye pagt udlagt for mennesker i vore dage.

Men det er klart, hvis dette blev udbredt i en større offentlighed, ville de mange medier korse sig og holde fast på, at vi naturligvis skal gøre det gode, som vi har gjort hidtil. At vi har været hyklere, vil man benægte, at vi skal handle klogt og ikke moralsk, vil man foragte, og mit forsøg på at få Jesus over på min side, vil man nedgøre: Er det ikke Jesus, der kræver kærlighed, vil han ikke have den næstekærlighed, det drejer sig om, udbredt til alle folk?

Men læg alligevel mærke til, at jeg jo ikke hermed siger, at vi ikke skal hjælpe vore fattige medmennesker. Blot hævder jeg, at vi ikke hjælper dem, som vi kunne, på den måde, vi handler på for øjeblikket.

Vi kunne f.eks. undlade at bygge en toldmur op omkring Europa. Så kunne de fattige lande helt anderledes få del i de fordele, der er ved fri samhandel.

Eller vi kunne, som efterhånden mange har gjort opmærksom på, få råd til at hjælpe mange flere, hvis vi lukkede vore grænser for menneskesmuglernes handlinger og i stedet hjalp de mange i diverse flygtningelejre rundt omkring.

Men som vi handler for øjeblikket, risikerer vi at ødelægge vor folkelige tillid. Og det er imod det, Jesus kalder den nye pagt, eller som jeg kalder den naturlige folkelige samhørighed.

Journalisters ikke-nysgerrighed

For nogle år siden skrev jeg et indlæg her på bloggen om ovenstående emne, se her. Jeg brugte dog ikke et ligeså kringlet ord som overskriftens. I stedet talte jeg om NAQ’s, en efterligning af den forkortelse man ofte støder på, når man vil læse brugsanvisningen til ét eller andet: FAQ’s, som betyder ”frequently asked questions”. Og så kan man måske regne ud, at NAQ’s betyder ”never asked questions”, spørgsmål, der aldrig stilles.

Et typisk eksempel på et sådant ikke-stillet spørgsmål, er det, som Hege Storhaug rettede mod dem, der ville give de børn, der flygtede alene, de allerbedste vilkår, herunder mulighed for at få deres forældre med til det land, de var flygtet til. Hun stiller det højst naturlige spørgsmål: Hvem har betalt menneskesmuglerne for at tage barnet med til Europa? Spørgsmålet er oplagt, for barnet har jo ikke selv betalt. Men besynderligt nok var der i alle de beskrivelser, som hun – og jeg – kunne finde om disse børn, ingen journalist, der tog det spørgsmål op.

Men jeg tillod mig også at henvise til et tidligere indlæg af min egen ringhed, nemlig dette. Her var det de flygtninge, som var på vej nordpå igennem Mexico, hvis underhold undervejs jeg var noget nysgerrig efter at få noget at vide om. Og dengang var det en udsendelse i Deadline, jeg undrede mig over. Man fortalte om, hvor velorganiseret flygtningestrømmen var, men intet om, hvem der stod bag affodringen af disse mange mennesker.

Og nu i dag i Kristeligt Dagblad, se her, ser jeg en omfattende reportage om de flygtninger – som dog her kaldes migranter – som er på vej fra Venezuela og andre lande via Mexico til USA, skrevet af en journalist ved navn Benedikte Chiristine Rasmussen. Men ærlig talt, selv om Benedikte fortæller ret indgående om pekuniære vanskeligheder, så jeg en overgang troede, at jeg fik alle mine nysgerrige spørgsmål besvaret, må jeg indrømme, at jeg efter endt læsning kun er forvirret, endda næsten mere forvirret end før læsningen.

Hun fortæller f.eks. om en 49-årig venezuelaner, Angel, der sidder ved sin ”forretning”, som er en papkasse i den colombanske kystby Necocli og venter på kunder. Hans kone er taget i forvejen og er ankommet til USA, og det lykkedes ham at spare op i Venezuela, så han kunne tage bussen. Men så blev han frarøvet sin opsparing, og så måtte han gå, hvilket tog ham tre uger.

Og bare i den korte beretninger ligger der en del ikke-besvarede spørgsmål.

1. Hvis han ikke har råd til at betale bussen, hvordan kan han så få råd til en tre ugers vandretur? Det er jo ikke gratis at gå, i hvert fald ikke, hvis man vil have mad hver dag. Og mad til tre uger, mon ikke det nemt kan løbe op til, hvad en busbillet koster? Men sligt interesserer ikke Benedikte.

2. Hvordan har han fået råd til at købe de varer, han reklamerer med? Det spekulerer Benedikte ikke på, og derfor får vi ikke det at vide.

Derimod får vi at vide, at de migranterne skal igennem en farlig jungle for at komme til Panama, hvorfra de kan fortsætte rejsen mod det forjættede USA. Der findes ganske vist både fra Necocli, men de koster penge, og jo mere man betaler, des længere når man frem til Panama. Det fortæller Henri Babilonia, der er lokal filmproducent. Og der kommer folk fra alle dele af verden, sågar også fra Kina. Oven i købet er det asiaterne, der har de fleste penge og derfor dem, der kommer længst op ad kysten. Men hvorfor de skal den vej, får vi ikke at vide. Jeg mener, man skulle jo synes, at det var lettere og billigere at rejse direkte til Mexico, hvis man alligevel skal igennem dette land for at nå til USA.

Og sådan efterlader Benedikte os med en masse ubesvarede spørgsmål i sin artikel. Man får en slemme mistanke, den, nemlig, at det, hun er ude på, er at fortælle en rigtig snøfthistorie, altså at afbilde nogle mennesker som stakler, som det sandelig er godt, at nogle hjælpsomme mennesker i Vesten vil hjælpe. Det anses i det meste af Vesten for at være en ganske normal journalistopgave. At man så er nødt til at gå let hen over det, der vel burde være ens egentlige journalistopgave: at oplyse om sagernes rette sammenhæng, herunder den økonomiske sammenhæng, det ser man stort på.

Det minder i uhyggelig grad om den farisæisme, der præger en masse Gutmenschen i Europa. Man danner foreninger, der har til formål at ”redde liv” og finansierer skibe, der samler migranter op på Middelhavet og sejler dem til en europæisk havn. Oven i købet hænder det ikke så sjældent, at man har Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner liggende i baghovedet. Og så glemmer man ikke blot, at migranterne blot er ude på at få en bedre tilværelse, de er ikke flygtninge i flygtningekonventionens forstand, man glemmer også, at de ”gode gerninger” i Jesu opfattelse skal udøves, så den venstre hånd ikke véd, hvad den højre gør (Matt 6,3), eller så man er ganske uvidende om de ”gode gerninger”, man har gjort, som de frelste i lignelsen om dommedag (Matt 25,31-45). Hvis man gør sine gerninger for at have noget at fremvise på dommedag, er man bevidst om disse gerninger og om, at man derfor er bedre end så mange andre, der ikke gør sådanne gerninger, det vil sige: man er en stor farisæer.

I den forstand er vort kontinent et efterkristent kontinent: vi gør gode gerninger, men vi gør dem på en måde, der er stik imod Jesu anbefalinger.

Hvad skal man da gøre?

Man skal gøre kloge gerninger, jvfr Matt 7,24, hvor den, der handler efter Jesu formaninger i bjergprædikenen kaldes en klog mand. Det vil sige: Man skal gøre, hvad man kan, for at styrke de relationer, man står i, sin familierelation, sin nabo- og by-relation og sin folkelige relation. Og opdager man, at sidstnævnte udhules i kraft af ens ”gode gerninger”, sådan som den stadige strøm af Middelhavsmigranter udhuler vore samfund, i hvert fald, så længe man ikke tør argumentere tilstrækkeligt imod islam, så må man standse sin støtte til disse såkaldt godgørende institutioner.

Men midt i al denne elendighed er det en lille smule glædeligt, at lederen i Kristeligt Dagblad for den 10-5, skrevet af Jeppe Duvå, se her, tør gå lidt mere realistisk til situationen i Gaza, end man er vant til fra mediernes side.

Som jeg før har været inde på, er det normale for medierne at aflevere så mange snøft-historier til os arme seere som muligt. Og i fremskaffelsen af sådanne historier, er det Hamas, der har vundet stort over Israel. Dem fodres vi med hver eneste dag. Én ting er, at mange demonstranter tilsyneladende helt har glemt, hvem der startede krigen i Gaza, noget andet er, at medierne også ret hurtigt er begyndt at se bort fra det.

På den baggrund er det glædeligt at læse, hvad Duvå skriver. Han begynder bladets leder med at skrive:

Hvis krigen i Gaza slutter, uden at Hamas i alle praktiske henseender er nedkæmpet og umuliggjort som fortsat hersker over Gazas pinte og plagede befolkning, vil det være en ulykke, der får hele den israelske invasion af landstriben til at fremstå som en meningsløs tragedie. Nu, hvor den humanitære tragedie alligevel er fuldbyrdet, bør den i det mindste tilføjes det element af mening, at Hamas elimineres.

Den udgang på krigen er mindst lige så meget i det palæstinensiske samfunds interesse som i israelernes.

Glædeligt ja, i en vis forstand. Men er Duvå helt klar over, hvad det vil sige at eliminere Hamas? Ja, det skal det følgende jo vise.

Det er sandt, hvad han skriver, at Hamas har som mål af ødelægge staten Israel, og at Hamas derfor ikke bør have nogen indflydelse på det fremtidige Mellemøsten. Og det er også ret modigt af ham at skrive det følgende:

Det gælder også, selvom det indebærer, at den israelske hær indtager byen Rafah i det sydligste Gaza. Her er det sandsynligt – men ikke sikkert – at Hamas tilbageholder de resterende israelske gidsler. Indtagelsen af Rafah nærmer sig og må foregå med den allerstørste hensyntagen til de civile palæstinensere, der er stuvet sammen i byområdet, hvor de tidligere er søgt hen på flugt fra kamphandlingerne i det nordlige Gaza.

Men det er, som hele vejen i denne krig, i høj grad Hamas’ valg, hvor blodigt det skal blive. Hamas kan nedlægge våbnene og løslade gidslerne. Så er kampene overstået. Men Hamas’ mål er at trække den jævne palæstinensiske befolkning med sig i afgrunden, nu hvor Hamas’ egentlige mål – tilintetgørelsen af staten Israel – igen er slået fejl.

Altså, vi skal igennem endnu en proces med israelske bombninger, der afstedkommer store tab hos civilbefolkningen. For selv om Israel så sandelig hidtil har bombet med den hensyntagen, at man beder civilpersoner om at flygte fra det område, man vil bombe – noget, der er tudedumt set fra en militærteknisk synsvinkel – og selv om Israel også har indledt indtagelsen af Rafah med at bede de civile om at flytte sig, så er Hamas ikke dermed tilintetgjort. Faktisk véd vi jo ikke engang, om Hamas er slået helt ned i den øvrige del af Gaza. I hvor høj grad har israelske soldater vover sig ned i de underjordiske tunneller? Er der stadig uerobrede tunnelsystemer i Gaza by, i Khan Younis og andre byer, som erklæres erobrede? Vi véd det ikke.

Og det er jo da sandt nok, at Hamas bare kan nedlægge våbnene og løslade gidslerne, så slutter krigen. Men man må da ikke overse, at Hamas så lidt som andre bevægelser vil underskrive sin egen dødsdom. Og så længe de har i det mindste nogle gidsler, er der håb om overlevelse. Man skal heller ikke være blind for, at Netanyuahus to mål er umulige for Hamas at efterkomme. Det ene mål: at udlevere gidslerne, vil svække Hamas utrolig meget. Det andet mål: At udrydde Hamas, er et udtryk for, at Israel vil kæmpe til den bitre ende, og at al snak om en våbenhvile, der skal gå over i en endelig fredsaftale, er uspiselig for Israel, i hvert fald for Netanyahu og de israelske højrefløjskræfter, han er afhængig af, hvis han vil blive siddende som premierminister og derved undgå de anklager for korruption, der hænger over hovedet på ham.

Ikke desto mindre er det en sådan våbenhvile, mange i det internationale samfund ser som løsningen. Måske fordi man ikke rigtig tror på, at Hamas er ude på at udslette Israel. Det tror derimod Duvå på:

De forløbne syv måneder har om ikke andet bevist overfor Gazas civile indbyggere, at med forsvarere som Hamas behøver de slet ikke fjender som Israel. Hamas’ afvisning her på 217. dag af at løslade de resterende israelske gidsler viser, hvor uendeligt ligegyldig palæstinensernes velfærd er for Hamas. Israel havde ikke haft nogen grund til at føre krigen med de kolossale humanitære omkostninger, den har haft, hvis Hamas havde haft en rationel dagsorden.

Det er dog et spørgsmål, om ikke Hamas har en ganske rationel dagsorden. De har jo hele tiden vidst, at den krig, de har sat i gang, vil være særdeles usymmetrisk. De har slet ikke de våben, der skal til for at slå Israel. Men de har hele tiden brugt deres befolkning som dække for deres soldater. Det gjorde de under Israels tidligere angreb, og det gør de nu. Naturligvis véd de godt, at disse palæstinensere vil blive slået ihjel, hvis de ikke forføjer sig bort fra de områder, Israel siger de vil bombe. Men ved at lade sin befolkning bombe – og ved at offentliggøre læssevis af billeder af grædende palæstinensere – har Hamas udført den kloge ”krigshandling”, at de har fået alverdens medier over på deres side. For – tænker medierne – det er da for brutalt at gøre som Israel gør: sådan at bombe civilbefolkningen. Blot glemmer man, at det er Hamas, der forhindrer eller overtaler denne civilbefolkning til ikke at rette sig efter Israels anbefalinger.

Det glemte også amerikanerne. Og det slag har Hamas vundet: slaget om amerikanernes goodwill.

Det er det, der nu får Joe Biden til at nægte at give Israelerne de våben, der siger de skal bruge. Netanyahu kom forleden i et interview med en amerikansk reporter med den ganske fikse bemærkning, at det er bedst, hvis man skal ramme fjendens mål nøjagtigt, at have præcise våben. Og hvis amerikanerne forhindrer israelerne i at få præcise våben, er de så ikke medskyldige i de civile tab, der bliver resultatet. Men det ændrer ikke på det faktum, at erobringen af Rafah med de civile tab, det uundgåeligt vil medføre, er imod amerikanernes ønske.

Men altså: Kan vi betragte Jeppe Duvås lederartikel som et vist tegn på, at medierne er begyndt at blive lidt mere nysgerrige, altså er interesseret i at finde ud af de dybere sammenhænge i de begivenheder, de beretter om? Det var at håbe.

Det vil måske også gælde The Economist. I en artikel fra i denne uges udgave, se her, dukker i hvert fald en oplysning om, som i ret høj grad tilfredsstiller min nysgerrighed. Som man måske husker, har jeg ikke kunnet få nogen oplysning om, hvordan Hamas har kunnet få materialer til deres tunnelbyggeri, når Israel ikke tillod dem via Israel at indføre bygningsmaterialer. Det kan nu ses af noget, The Economist skriver næsten i en bisætning. Den lyder sådan:

Siden Hamas overtog Gaza i 2007, har grænsen mod Egypten og smugletunnellerne under den været en livline. Dèr kunne våben komme ind i Gaza, dèr kunne soldater komme ud for at søge medicinsk behandling eller sikkerhed. Abdel-Fattah al-Sisi, den egyptiske præsident har af og til ladet, som om han ødelagde tunnellerne. Men det betaler sig godt at smugle. De egyptiske soldater deltager i det med glæde. Så Israel har en strategisk grund til at erobre grænsen. Ja, nogle officerer mener, at de skulle have gjort det i de første uger af krigen.

Det er ikke nemt at være Israel. For at stå godt med egypterne har de været nødt til at se igennem fingre med disse smuglerier. Og når dertil kommer, at de også så igennem fingre med Hamas’ planer om at udslette Israel af landkortet, gav de dermed Hamas lejlighed til at eksperimentere med en ny form for krigsførelse: underjordisk tunnel-krig ført mod overjordiske luftbombardementer.

Men Jeppe Duvå har da så evig ret i, at det er i den palæstinensiske befolknings interesse, at Hamas mister sin magt. Spørgsmålet er blot, hvor mange af denne befolknings medlemmer der er klar over det.

Så alt i alt: Vi har vel ikke fået alle vore nysgerrige spørgsmål besvaret, i hvert fald ikke, hvad angår de såkaldte flygtninge, som jo altså er migranter, og deres bevægelser, men at vi har fået nogle af dem besvaret, hvad angår Gaza-krigen, er dog et fremskridt. Men stadigvæk mangler vi at se de israelske besættere på Vestbredden blive sat på plads, så de dèrboende palæstinensere kan få et godt indtryk af en retsstat.

Information venstreorienteret?

Vi er ikke helt færdige med Gaza-konflikten endnu (Bliver vi det nogensinde?).

For der er sket det, at Hamas, da Israel udkastede flyveblade, der opfordrede beboerne i et bestemt område af Rafah til at flygte til et angivet sikkert sted, pludselig sagde, at de havde godkendt en våbenhvileaftale med Israel. Dette fik en del Gaza-beboere til at juble. Men en israelsk talsmand var hurtigt ude og melde, at den aftale, Hamas havde godkendt, var et forslag, som Egypten og Qatar havde opstillet, ikke det forslag, som Israel var gået med til. Hvorfor Israel ikke kunne acceptere det. Derfor ville man fortsætte det påbegyndte angreb på Rafah.

I en artikel i Berlingske, se her, overvejer Kristian Mouritzen, hvilke tanker (eller måske endda bagtanker) Hamas kan have med denne bekendtgørelse. Han mener heri at kunne se det første tegn på desperation hos Hamas.

Og det er da muligt, at deres tilslutning – eller altså falske tilslutning – skal forstås på den måde. Og det er da sandt nok, at kunne de få nogle af de jublende Gaza-beboere til at undlade at efterkomme Israels opfordring til at forlade det pågældende område, så ville de kunne få Israels angreb på Rafah til at få den ønskede virkning på verdensopinionen, derved at ganske mange palæstinenser uvægerligt ville blive dræbt, hvilket er udtryk for nogenlunde den samme bagtanke, som de har haft hele tiden ved at prøve at hindre palæstinenserne i at forlade de områder, Israel har erklæret at ville angribe. Men om det er noget, de gør i desperation, eller noget, der ligger i forlængelse af deres hidtidige taktik, det er ret uvist.

Så skal jeg omtale to artikler fra Information. Det er årsag til den lidt besynderlige overskrift, for i én af dem omtales Information som et venstreorienteret blad. Jeg har nu holdt det i efterhånden mange år, og jeg betragter mig da ikke som venstreorienteret. Blot må jeg indrømme, at jeg ikke deler bladets hovedlinje i mange henseender. Men der kan altså af og til dukke noget op, som får mig til at spidse ører. Som nu her den 7. maj, for hele to artiklers vedkommende.

I den ene, se her, gennemgår Emil Jørgensen nogle forskellige israelske dagblades syn på krigen med Hamas. Det er en ret lang artikel, som er ganske spændende at læse. Dog vil jeg indskrænke mig til tre citater fra den. Det ene forekommer til sidst. Her citerer man en chefredaktør, Eran Tiefenbruunn, som ellers blev omtalt til at begynde med. Han kommer med en stikpille til europæerne:

»Jeres største fejllæsning har intet med Israel at gøre,« siger Eran Tiefenbruunn, som i 1990’erne var korrespondent i Berlin.

»Det handler om jer selv. Europæerne har glemt, at det bedste, der er sket i verden, er sejren for jeres liberale tænkning og frihed. Hamas repræsenterer ikke frihed. De fleste arabiske lande deler ikke jeres opfattelse af frihed. Det gør vi. Og alligevel ser I os som skurke«.

Det forekommer mig at være en rigtig iagttagelse.

Så bringer Emil Jørgensen en udtalelse fra en anden redaktør, Ohad Hemo. Den lyder:

»Vi hører palæstinensere og den arabiske verden, når de siger, at de vil dræbe os. Og vi tænker, at de måske ikke mener det bogstaveligt. Men det gør de, og det forstod jeg først den 7. oktober.«

Nu ser Ohad Hemo noget af den samme naivitet i vestlige medier, siger han.

»Der er så meget ignorance. Verdens opfattelse af krigen formes af billeder, og når du har en hær på den ene side og palæstinensiske civile på den anden, så ligger din sympati automatisk hos palæstinenserne«, siger han og tilføjer med spor af tristhed i stemmen:

»Man er nødt til at forstå, at Gaza er Hamas, og Hamas er Gaza. Selvfølgelig er der også palæstinensere, som kritiserer Hamas, men du kan ikke adskille terrororganisationen fra staten i Gaza«.

Man er lige ved, for fuldkommenhedens skyld, at føje til, at ikke blot Ohad Hemo troede, at han forstod Hamas, og at de var til at stole på dem, Netanyahu gjorde det også. Men de snød altså ham og alle de andre israelere, så vandet drev af dem.

Og så det sidste citat fra denne artikel. Det er mærkeligt, fordi det uden at ane det giver mig svar på noget, jeg har spekuleret på længe, nemlig det spørgsmål, hvordan fik Hamas penge og mulighed for at bygge det underjordiske netværk, de gemmer sig i? I artiklen siger en israelsk journalist:

Skurkerollen er uomtvisteligt Hamas’, for set igennem deres linser er det terrororganisationens krig. De startede uhyrlighederne, de afviser våbenhviletilbud, de gemmer sig bag civile, og de har valgt at bruge årtiers donorpenge og magt på at bygge et undergrundsnetværk, der er større end metroen i New York, når de kunne have rejst et nyt Dubai.

Læg mærke til den lille bemærkning om finansieringen af undergrundsnetværket. Hamas brugte årtiers donorpenge, ikke til at hjælpe palæstinenserne, ikke til at give dem en bedre dagligdag, ikke til at rejse et Dubai i Gaza, men til at bygge et netværk af underjordiske tunneller. Eller altså: til at forberede en krig mod Israel.

Er det FN eller de andre hjælpeorganisationer, der har været for naive og troet, at når de gav penge til palæstinenserne i Gaza, så blev det også dem, der kom til at nyde godt af det? I så fald har Hamas snydt dem.

Blot forstår jeg stadig ikke det hele. For én ting er pengene. Noget andet er materialerne. Og vel har de før den 7. oktober kunnet indføre næsten, hvad det skulle være, gennem Israel, men Israel har dog ikke ville lade dem købe materialer, der kunne bruges til tunnelbyggeri, for man havde erfaringer med, at Hamas byggede tunneller ind under grænsen, så der pludselig dukkede terrorister op langt inde i Israel.

Har Hamas fået materialerne gennem Egypten? Måske. Men i så fald må det være gennem korrupte egyptiske toldembedsmænd.

Alt sådant véd jeg intet om. Men nu har jeg i hvert fald fået en antydning af, hvordan Hamas fik pengene til tunnelbyggeriet.

Og N.B.: Det var en oplysning, jeg fik gennem det påstået venstreorienterede blad, Information. Mon ikke det beviser, at bladet ikke er så venstreorienteret, at det gør noget?

Så er der lige én artikel mere, så skal den arme læser slippe. Den er også fra Information, og det er i den, at det ganske uneutrale ord ”venstreorienteret” bruges om Information. Den er skrevet af en aramæer, Maradona Isho, som om betegnelsen ”venstreorienteret” skriver således:

Den største koncentration af sammenspiste propalæstinastøtter er dog at finde på det venstreorienterede Dagbladet Information, så helt tilsigtet er min kommentar sendt til Informations spalter. Lad mig formulere det på denne måde: Venstrefløjens aktører er bimlende naive, hvis de tror, at et frit Palæstina bliver demokratisk med religionsfrihed og plads for de homoseksuelle. Tværtimod. Et frit Palæstina vil snarere ligne nabolande som Egypten og Jordan, med en autoritær styreform og hvor åbenmundede ateister og homoseksuelle vil blive underkuet. Præcis som tilfældet er i dag. (Se her).

Men ak, den stakkels Isho blev altså skuffet. Det ”venstreorienterede” blad Information optog faktisk hans artikel, og én af bladets læsere, denne blogejer, syntes oven i købet godt om det, han skrev. Tja, sådan kan virkeligheden ofte vise sig helt anderledes end forventer.

Men altså, hvor venstreorienteret Information end er, man har tilladt Isho at påpege nogle ikke helt forkerte besynderligheder hos venstreorienterede danske politikere. F.eks. denne påstand:

Lige så gode hensigter venstrefløjen måtte have, lige så snotforvirrede er de, hvis de i ramme alvor tror, at et frit Palæstina bliver demokratisk med religionsfrihed og plads for de homoseksuelle. I dag er det nemlig sådan, at hele vejen fra Marokko til Pakistan er de muslimske stater helt eller delvist autoritære. Og Palæstina er ingen undtagelse.

Og videre denne påstand:

Beskyldninger om en uhellig alliance mellem den yderste venstrefløj og islamister er blevet aktualiseret ved, at den moderate venstreorienterede sociolog Eva Illouz har hudflettet den yderste venstrefløjs ensidige propalæstinensiske støtte, hvor blandt andet Hamas’ terrorangreb ikke fordømmes, og hvor Hamas og Hizbollah accepteres på trods af deres islamistiske syn på kvinder og homoseksuelle.

Og bedre bliver det jo ikke af, at Isho forskyder sine anklager til Danmark og danske venstreorienterede politikere, f.eks. kommer han med denne anklage:

Tilsvarende smagløst var det, da Enhedslistens Rosa Lund gik med i en demonstration, hvor det officielle banner viste Hamas’ soldater bryde gennem grænsehegnet på vej ind for at udføre deres massakre.

Men, besynderligt nok, hvad han skriver til sidst, er da sandt nok, blot må iagttagelsen udstrækkes til næsten hele den venstreorienterede medieverden:

Og når venstrefløjen støtter den palæstinensiske sag helt uden at stille oplagte krav om demokrati, religionsfrihed og rettigheder for homoseksuelle, fordi man ikke vil fornærme eller stille palæstinensere i et dårligt lys, så bidrager man utilsigtet til diskrimination af minoriteter, og støtten har den konsekvens, at den styrker de palæstinensiske muslimers forståelse af, at en antidemokratisk attitude med manglende religionsfrihed og forfølgelse af homoseksuelle til følge er legitime holdninger at have.

Det er, som jeg ser det, ikke mindst næsten hele medieverdenen, der ikke vil fornærme muslimerne, og derfor bidrager til, at de minoriteter, der bor i muslimske lande, og nu også de jøder, der bor hos os, bliver diskriminerede. Og hvis så endda muslimerne kunne forene deres religions holdninger til kvinder, homoseksuelle og svinekød med åbenhed overfor os andre, der ikke har disse holdninger, så var dog noget nået. Men ak, når de ikke kan tåle at se disse holdninger modargumenteret uden straks af råbe ”islamofobi” og handle – ofte med vold – derefter, så reagerer vore muslimske landsmænd altså på vores imødekommenhed på en måde, som vi slet ikke havde regnet med. Derfor bør vi ikke holde vores kritik af islam tilbage. Vor tilbageholdenhed fører jo til helt forkerte resultater.

Lad mig slutte med at pege på to ting, som almindeligvis er overset i Gaza-konflikten.

Den ene er, at der synes at være sket et vist tilbageslag hos de vestlige medier. Kan De, kære læser, huske fjernsynets første år. Da så man aldrig en speaker læse op af et manuskript. Nej, for nu var det jo fjernsyn og ikke radio, og nu skulle seerne sandelig have fjernsyn for alle pengene. Så bare at sidde og glo på en mand eller kvinde, der læste op af et manuskript, det var ikke noget at vise på fjernsyn. Her skulle man i stedet have handling, her skulle man se ting ske, her skulle alle sådanne kedelige elementer være banlyste.

Alligevel så man efter ret få år, at fjernsynet lod speakere komme til. Det blev almindeligt i det, der nu hed TV-avisen at se det, man havde undgået i fjernsynets første år: en mand eller kvinde, der bare læste op af et manuskript eller en teleprompt. For sagen var jo, at vi seere gerne ville have det, vi hidtil havde fået på skrift i aviserne: Oplysning om, hvad der skete rundt om i verden. Og det er nu engang sådan, at meget af det, der sker, kan man ikke berette med billeder, der må ord til, og ord er, hvad en speaker kan levere.

Men i Gaza-konflikten er fjernsynet faldet tilbage i sin falske forsmag for TV. Og det har Hamas vundet utrolig stort på. Det kunne ses så sent som denne aften (8-5). Man er faldet tilbage til at filme noget, der sker. Man går igen efter det, der fremkalder følelser hos os seere – eller det, som man tror, fremkalder følelser hos os. Man gengiver en opfordring fra Israel til beboerne i en begrænset del af Rafah om at begive sig bort til en anden, ret nøjagtig angivet del af Gazastriben. Alligevel skal vi ”underholdes” ved at se en tørklædeklædt palæstinensisk kvinde stå og jamre: ”Vi skulle drage herned og det gjorde vi. Nu skal vi flytte igen. Hvor skal vi flytte hen?”

Hvorfor sætter man et sådant indslag på? Man kan godt få en mistanke om, at man selv falder for de følelser, der vælder ud af munden på denne kvinde. Hvor er det dog synd for hende? Og så glemmer man alt det, man burde gøre som journalist.

Først undre sig over, at Israel på forhånd annoncerer, hvor de vil angribe. Det er jo ganske imod al militær visdom, for så får man ikke fordelen ved overraskelsesmomentet, og så giver man jo samtidig besked til alle Hamas-terrorister om at forlade området, eventuelt sammen med de gidsler, de har dèr.

Dernæst gribe denne udmærkede kvinde i en fejl: for Israel har jo sagt, hvor de kan tage hen. Hvorfor lader man den oplysning gå til grunde i al hendes jammer?

Det kan selvfølgelig skyldes, at man holder med Hamas. Jeg tror snarere, at det skyldes, at den gamle forkærlighed for handlingsmættede følelsesbilleder bryder frem igen og fejer al fornuftig journalistik til side.

Den anden er noget, jeg lidt tilfældigt kom til at nævne i mit forrige indlæg: at vi alle, vestlige og israelske medier og politikere plus de arabiske lande, må gøre, hvad vi kan, for at vinde palæstinensernes ”minds and hearts”. Der bliver ikke nogen varig fred i dette område, hvis ikke både israelere og palæstinensere kommer til at indse, at det klogeste vil være at lade voldsepisoden afløse af en aftale- og forhandlingsepisode. Men for at det kan komme dertil, må begge parter kunne se, at den anden part mener det alvorligt med denne voldsopgivelse. Og det burde palæstinenserne kunne se af israelernes opførsel i Gaza. Men de kan nærmest de det modsatte af israelernes opførsel på Vestbredden.

Det er noget, som de vestlige medier ikke behandler i særlig høj grad. Men Israels opførsel dèr lader meget tilbage at ønske, hvad angår dette at overbevise palæstinenserne om deres gode hensigter. Man har bemægtiget sig det ene stykker jord efter det andet af Vestbredden og gjort det til et område for israelske bosættere. Man har ladet disse bosættere udøver en række uprovokerede voldelige handlinger imod de dèrboende palæstinensere. Man har gjort det til en yderst besværlig sag at skulle bevæge sig fra det ene palæstinensiske område til det andet, fordi bosætterne har deres egne veje, som man ikke må krydse.

Alt dette er med til at vedligeholde palæstinensernes had mod israelerne. Det burde de vestlige medier undersøge, berette om, være forargede over.

Det er måske sandt, at det er umuligt at slutte fred med muslimer, for de vil altid af deres religion få at vide, at de ikke må slutte venskab med kristne eller jøder. Men der er jo i selve Israel og på Vestbredden ikke så få eksempler på, at det kan lade sig gøre at leve i fred, endda i nogle tilfælde at slutte venskab med den anden part. Og det uanset muslimernes krigeriske religion, den vover disse fredelige muslimer at se bort fra.

Alternativet er, at begge parter holder strengt på deres ret, og der derfor fortsat vil være krigstilstand imellem dem, nogle gange uden synderlig vold, andre gange, som nu, med utrolig megen vold til følge. Så vil vi opnå den samme tilstand, som hersker mellem shi’itter og sunnier, de to grene af islam, som har ligget i krig med hinanden fra islams begyndelse.

Og det er der ingen grund til at beundre og efterligne.

Muslimsk infiltration

Desværre er det ikke nødvendigt at sætte spørgsmålstegn ved overskriften.

Der har været en del snak i medierne om, hvorvidt muslimer i ansvarsfulde stillinger i Danmark prøver at modarbejde de danske værdier. Men nu har man fået noget, der er så tæt på et bevis, som tænkes kan. Godt nok ikke om infiltration i Danmark, men i Norge.

Det kommer frem i en artikel af Trond Ellingsen i Rights.no her. Han gennemgår heri et interview, som den norske pendant til Danmarks Radio, NRK, har bragt med den israelske pressetalsmand ved premierministerens kontor i Israel, David Mencer. Interview’et er foretaget af NRK’s korrespondent i Mellemøsten, Yama Wolasmal, og har, efter hvad Trond Ellingsen beretter, fået stor ros iblandt norske journalister. Ellingsen selv spørger, om hyldesten er berettiget, eller om interview’et blot udviser en stor uvidenhed hos Yama. Jeg vil i stedet spørge, om Yama bevidst lyver og bevidst fordrejer kendsgerningerne.

Her kan man se NRK’s udskrift af interview’et, ligesom man kan se en video med selve interview’et. Interview’et foregår på engelsk, så det har været mig muligt at gennemse det. Herunder opdagede jeg, at der var klippet og klistret i det, måske sådan, at lidt for prekære detaljer er klippet fra, hvad véd jeg. Men hvad Ellingsen ikke fortæller, kan ses ved et opslag på Wikipedia: Yama Wolasmal er født i Afghanistan. Mit gæt er derfor, at han er muslim. Og derved får jeg en slags forklaring på nogle af de mærkelige spørgsmål, han stiller: han føler det som sin muslimske pligt at deltage i Hamas’ propagandakrig mod Israel.

Yama spørger således ind til antallet af dræbte i Gaza. Og man forstår på gennemgangen fra NRK, at denne organisation stiller sig bag hans spørgsmål. Det hedder således i gennemgangen:

Mencer hævder, at Hamas har 24 batallioner i Gaza-striben, og at det israelske forsvar i løbet af krigen har ødelagt 18 eller 19 af dem. Fire af dem, der er tilbage, skal befinde sig i Gaza.

-De siger, at de har ødelagt 18 batallioner. Har De bevis på det?

-Vi véd, hvor mange terrorister fra Islamisk Jihad og fra Hamas, vi har dræbt. Vi har dræbt 13.000 terrorister.

-Det har vi aldrig set bevis på.

-Jeg er talsperson for denne regering og for det israelske folk, og jeg fortæller dig nu, at vi har dræbt 13.000 væbnede terrorister, konstaterer Mencer. Vi har fulgt guldstandarden, når vi retter krigen mod terrorister, og fået civile til at forlade området, siger Mencer.

Ifølge Mencer har israelske soldater udregnet dette tal ved at tælle alle dem, som har skudt imod dem. Det samme tal, 13.000, videregav den tidligere talsperson for den israelske regering, Eyvon Levy, den 29. februar.

De Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder i Gazastriben har publiceret lister over dræbte palæstinensere med både navn og ID-nummer. Men Israel mener, i modsætning til FN, at dette tal ikke er troværdigt i denne krig.

Da han spørges om dette, spørger Mencer retorisk tilbage, om man ville have regnet tal fra ISIS for troværdige.

Sådan er det hele vejen igennem. Mencer skal bevise og bevise, selv om det for de fleste nogenlunde neutrale iagttagere i højere grad er Hamas, der er den utroværdige part. Jeg betragter det således som en løgn, at sundhedsmyndighederne har offentliggjort navne og ID-numre på de dræbte palæstinensere. Alle de vestlige medier, der gengiver tallene, gør det med henvisning til, at det er Hamas’ tal, og at det derfor er muligt, at de er forkerte. Dog gør man det jo kun i den første sætning. Senere går man ud fra, at de er sande. Men så tvivl om dem ville man ikke gøre, hvis de var så nagelfaste, som Yama her påstår.

Og det kan i hvert fald noteres med sikkerhed, at disse myndigheder aldrig har trukket de 13.000 dræbte terrorister fra deres antal. Derfor hedder det gang på gang i de vestlige medier, at 34.000 palæstinensere er blevet dræbt, langt de fleste kvinder og børn.

Hvad antallet angår, skriver Nils Thomas Svendsen på document.no, se her, følgende:

Hamas påstår videre at 34.000 er døde på Gaza-stripen. Men helsedepartementet har i en serie rapporter innrømmet at mer enn 15.000 av dødstallene ikke stammer fra helsesystemet selv, men fra «reliable media sources» og at 11.000 av disse ikke er verifiserte. En tredjedel eller flere av departementets data er således i beste fall ufullstendige og i verste fall fiktive. Vi er altså potensielt nede i 23.000.

Man kan for øvrigt lægge mærke til, at påstanden om de publicerede lister i ovenstående citat ikke står som noget, Yama siger, men som noget, der efter NRK’s mening står ganske fast. Så stor indflydelse har altså muslimen Yama på den norske statsradiofoni.

Det var spørgsmålet om antallet af dræbte. Så er der spørgsmålet om, hvad der skete den 7. oktober. Som man måske husker fra det forrige indlæg, mente muslimen dèr, at det var forfærdelige ting, der dèr var sket. Men Yama Wolasmal lader, som om der savnes bevis på umenneskelighederne. Trond Ellingsen skriver:

Enda verre ble det da Mencer minnet om at Hamas halshugde jøder under massakrene den 7. oktober, og Wolasmal reagerte ved å si at han ikke hadde sett bevis for det. Har ikke NRK fått med seg at videoer av halshugginger ble lagt ut av terroristene mens det pågikk? Eller at USAs utenriksminister Anthony Blinken ble vist bilder av brente og halshugde babyer under sitt besøk den 12. oktober i fjor? Dette ble opplyst av Jerusalem Post i en artikkel samme dag.

Det ser ud, som om Yama er villig til at følge Hamas i alle deres løgne. Til at begynde med offentliggjorde Hamas billeder af de forfærdelige begivenheder. Man mente vist derigennem at kunne få de trofaste muslimer i Gaza til at juble. Men da man opdagede, at det internationale samfund ikke jublede på helt samme måde, gik man over til at nægte, at noget sådant var sket. Det er den taktik, Yama følger her overfor Mencer. Men det giver Mencer lejlighed til at komme med følgende replik, der rammer ganske godt:

Til slutt var det bare for Mencer å konstatere et uansett hvilke bevis Israel legger frem, så blir det det aldri nok for mennesker som ikke ønsker å se sannheten.

Desforuden kan man konstatere, at dette replikskifte ikke er med i den udskrift, som NRK har lagt på nettet. Derimod er ordvekslingen med i videoen fra interview’et. Jeg kan ikke svare på, hvorfor man ikke har slettet det også dèr. Har Yama måttet diskutere med ledelsen i NRK og har han måttet affinde sig med denne halve løsning? I begge tilfælde giver man uden at ville det Mencer ret i hans bemærkning: Yama og dele af den norske statsradiofoni ønsker ikke at se sandheden. Eller: Det lykkedes for muslimen Yama at infiltrere statsradiofonien i uhyggelig grad.

Så er der spørgsmålet om hospitalerne. Er de blevet brugt af Hamas til centre, fordi Hamas ønsker at nyde godt af den beskyttelse, en krigsmagt normalt giver hospitaler? Og igen lader Yama, som om der ikke foreligger noget bevis på en underjordisk kommandocentral under al-Shifa hospitalet. Og Mencer svarer, her gengivet efter NRK’s tekst:

-Igen Yama. Disse spørgsmål chokerer os her i Israel. Fordi vi har fremlagt beviser. Vi har vist dig dem, vi har vist dem til verdens medier. Utrolig mange journalister er blevet ført frem til disse tunneller. Vi har vist dig de skudsikre døre. Vi har set cellerne.

-Ikke specifikt al-Shifa, svarer NRK.

Også her stiller NRK sig bag Yama i denne ganske ubegrundede tvivl om sandheden af Israels afsløringer. Men også her kan man se en forskel mellem videoen og den påståede afskrift derfra. Det har Trond Ellingsen blik for. Han refererer fra videoen under overskriften ”Bevæbnede jordmødre?”:

Eller når Wolasmal sier at det ikke er bevist hva Hamas brukte bunkerne og tunnelene til som ble oppdaget under sykehusene, eller at bombekastergranatene som ble hentet ut derfra ikke beviste noe som helst? Det burde holde for NRKs mann å erkjenne at det umulig kunne ha vært helsepersonell som holdt til der. Helsepersonell har ikke behov for bombekastergranater.

Men David Mencer svarte tålmodig, også da han forsvarte IDFs angrep på sykehusene i Gaza med å fortelle at man fant tilsvarende bombekastergranater på sykehusets intensivavdeling. Og at israelske soldater ble beskutt fra fødeavdelingen. Mencers noe syrlig kommentar var at det ikke var jordmødrene som skjøt.

Tja, man forstår jo godt, at de i tekstudgaven skærer en sådan ironisk bemærkning bort. Men igen: Viser det ikke med al mulig tydelighed, hvilken indflydelse en muslim som Yama Wolasmal har, når han kan lade, som om Israels beviser for Hamas’ udnyttelse af hospitalsbeskyttelsen er ugyldige.

Og så er der endelig spørgsmålet om, hvad der skal ske med Gaza efter krigen. Her sammenligner Mencer situationen i Gaza med situationen, som de allierede stod overfor i Tyskland efter Anden Verdenskrig: Man var storsindet nok til at opbygge det ødelagte Tyskland. Det får Yama til at spørge, om Israel vil betale for en sådan genopbygning, og selv om Mencer fortæller ham, at han ikke har bemyndigelse til at afgive et sådant løfte, gentager han spørgsmålet en tre-fire gange.

Men hvad han ikke spørger om, og hvad man så udmærket forstår, at han ikke spørger om, efter at man har set hans muslimske holdninger slå igennem i de andre spørgsmål, er, hvordan man har tænkt sig af afradikalisere palæstinenserne i Gaza. Det gjorde man jo med tyskerne i stor stil i 1945. Tilmed gjorde vi det her i Danmark i de mange lejre for tyske flygtninge, som blev oprettet herhjemme, indtil de i 1949 kunne rejse tilbage til Tyskland. Lad mig bare nævne, at man i undervisningen af de mange børn i lejrene ikke ville bruge hverken de tyske lærere som undervisere, for de var formentlig nazistisk infiltrerede, eller de lærebøger, som de havde undervist efter, for også de byggede på den nazistiske ideologi.

Har man på tilsvarende måde tænkt sig at afradikalisere palæstinenserne i Gaza? Og hvordan vil man gøre det? Hvis Israel skal betale for genopbygningen, er det vel et rimeligt krav at stille, at børnene ikke for israelske penge som hidtil skal undervises i islams overlegenhed over jøderne. Men hvad skal de så undervises i? Og skal koranen med dens syn på jøderne bruges? Eller – hvis jeg må henvise til det forrige indlæg – skal man anvende den milde form for islam fra Indonesien, så man lader indonesiske lærere undervise børnene? Forudsat, naturligvis, at denne milde form er ægte. Men det er den vist desværre ikke.

Mencer giver udtryk for et fromt ønske med disse ord:

Ingenting vil gøre Israel gladere end at have fredelige naboer i Gaza, som er velstående. Et Gaza, som kan give børn en bedre fremtid, som ikke er radikaliserede, og som ikke fører krig og sender raketter mod os.

Man kan kalde dette et fromt, men uopfyldeligt ønske. Men måske både israelerne og vi herhjemme i langt højere grad skulle gå islam på klingen, forlange svar på, hvordan de mange voldsopfordringer i koranen skal tolkes, få afklaret, om man stadigvæk har den tese siddende i sindet, at al jord, som én gang er blevet muslimsk, skal være det i al fremtid, og i det hele taget forlange ret omhyggelige redegørelser for, hvordan en fredelig sameksistens med muslimer kan gennemføres, uden at der fra tid til anden fremstår farlige muslimske terrorister.

En tysk flygtning i Danmark giver i avisen Deutsche Nachrichten udtryk for, hvordan man som tysker skal se på fremtiden, se her:

Vi må oplyse vore medmennesker og fremfor alt vore unge, opmuntre de bedrøvede og sætte al vor styrke ind for skolingen i den demokratiske ånd.

Og lidt senere spørger han, om det fandtes noget godt i nazismen. Dertil svarer ham:

Nej, aldrig! Det var fra begyndelsen til den bitre ende løgn og bedrag. Nu må dog selv de dummeste vide, at vi blev regeret af en bande forbrydere, hvor de “førende mænd” måtte omgive sig med stærke livvagter, fordi den ene ville udæske den andens rang og tragte ham efter livet — mens man prædikede kammeratskab for os!

Jeg gætter på, at det er meget få muslimer, der vil sige det samme om islam, som der her siges om nazismen. Men hvad så? For hvis det nu er nogenlunde klart, at det var Hamas’ islamisme, der fik dem til både at lyve, som de gør, og at se ned på enhver jøde, begge dele egenskaber, som gør, at det ikke er rart at være nabo til dem, så er jo emhver afradikalisering næsten umuliggjort.

Så også på det punkt er Yama en dårlig journalist. Det er ikke afgørende, hvem der betaler for genopbygningen, men det er afgørende, om vi i Vesten sammen med Israel kan vinde gaza-beboernes ”minds and hearts”, så de kan se en fordel i et fredeligt fællesskab med israelerne og fastholde det, uanset hvilke koransteder fromme muslimer vil tude dem ørerne fulde med.

Mild islam?

Findes der er mild udgave af islam?

Dette spørgsmål skal her tages op til debat. Det vil sige: jeg kan sådan set allerede nu afsløre, at jeg mener, at der ikke findes nogen mild udgave af islam. Derimod anser jeg det for givet, at der findes ganske mange milde muslimer. Så det, der skal undersøges, er, om de milde muslimer kan blive ved med at være milde, når den islam, de knytter sig til, på ingen måde er mild. Kan de bevare sig selv som hele mennesker, når deres mildhed tvinger dem til at glemme eller overhøre eller direkte fornægte de voldelige træk ved islam?

Årsagen til, at det spørgsmål skal tages op her, er en artikel i The Economist af den indonesiske forsvarsminister Prabowo Subianto, se her.

Og jeg skal på ingen måde nægte Subianto betegnelsen ”mild muslim”. Jeg vil endda mene, at man om Indonesien, som jo er det største muslimske land i verden, må sige, at det er en mild form for islam, der hersker dèr. Og derfor lytter jeg naturligvis med velvilje, når han, som overskriften hævder, vil undersøge, om ikke vi i Vesten er dobbeltmoralske, fordi vi lægger mere vægt på at der dræbes mennesker i Ukraine, end på, at der dræbes mennesker i Gaza.

Er vi da ikke det?

Indrømmet, det kan se sådan ud, når man betragter begivenhederne gennem de briller, som vore vestlige medier giver os at se dem igennem.

Subianto begynder med at fortælle om, hvordan Indonesien droppede en lille portion nødhjælp fra luften ned over Gaza. Han véd da godt, at det ikke hjælper det store, men det var ment som et udtryk for medlidenhed fra den ene muslim til den anden. Han, og andre muslimer, havde håbet, at blodsudgydelserne i det mindste ville ophøre i den hellige ramadan-måned, men ak, det gjorde de ikke. Og så skriver han:

Lige siden den 7. oktober har jeg hørt argumenter, som prøver at give støtte til krigen i Gaza, fordi den er en retfærdig reaktion på Hamas’ angreb. Hvad der skete den dag, var forfærdeligt, jeg føler virkelig med alle de israelere, som mistede deres kære. Men jeg kan ikke på nogen måde se, hvordan begivenhederne den 7. oktober kan retfærdiggøre det, der er sket i Gaza sidenhen.

Hvordan skulle jeg kunne det? Hvordan kan nogen retfærdiggøre drabet på titusinder af uskyldige civile, hvoraf største delen er kvinder og børn? Hvordan kan nogen retfærdiggøre den grad af ødelæggelse og den sult og nedværdigelse, som det uskyldige Gaza-folk er blevet udsat for, i en kampagne, som milliarder rundt om i verden mener har brudt enhver international lov og konvention om at beskytte civile, når en konflikt er i gang?

Jeg skal sådan set ikke bebrejde Subianto, at disse udtalelser røber, at der er temmelig mange kendsgerninger, han ikke er klar over. For disse kendsgerninger er også overset af de fleste vestlige journalister. Og godt nok er han forsvarsminister i Indonesien og godt nok er han udset til at blive den næste præsident dersteds, men journalist er han jo ikke. Og så kan man vel ikke forvente en journalistisk undersøgelse af de påstande, han kommer med, som man kan forvente det af rigtige journalister. Så at han stoler på journalister i disse materier, javist, lad gå, det må man bebrejde disse journalister, men da ikke ham.

Størstedelen af ofrene er kvinder og børn, skriver han og overser ligesom de fleste vestlige journalister, at denne påstand er Hamas’ påstand, og at en sådan påstand fuldstændig lader de dræbte Hamas-soldater ude af betragtning.

Gaza-folket er udsat for sult, hedder det, og her følger han også vestlige journalister, der ”glemmer” eller overser eller bevidst undlader at fortælle, at Hamas og andre magthavere i Gaza tilsyneladende uden samvittighedsnag stjæler fra de lastbiler, der kommer ind i Gaza, så de kan have noget til sig selv og også have noget at sælge af til de fattige Gaza-beboere.

Og så får han også sagt, at israelerne bryder enhver international lov. Det kan man også finde anført i vestlige medier. Men glemmer man så ikke Israels opfordring til de civile om at flygte fra Nord-Gaza til Syd-Gaza, og tilsvarende Hamas’ forsøg på at tvinge befolkningen til at blive i Nord? Det gør mange vestlige medier, og dem følger Subianto uden selvstændige undersøgelser.

Og det er jo sådan set i orden for hans vedkommende. Vi bør da kunne stole på vore medier. Vi bør da have tillid til almindelige journalistiske undersøgelser. Og når han har det – nå, ja, det giver et forkert billede af sagen, for der er noget, journalisterne overser eller glemmer eller bevidst udelader, men bebrejde ham denne udeladelse, det vil jeg ikke gøre.

Så siger han, at han siger dette som muslim, javist, men dog først og fremmest som menneske. Og det må gribes med kyshånd. For er det ikke den milde muslim, vi her ser? Og er det ikke ofte en sådan, vi savner?

Men, fortsætter han, den vrede, han føler som menneske, føles tilsyneladende ikke af alle. Da Rusland invaderede Ukraine, var det Vesten, der ledte en kampagne for at fordømme Rusland for at overtræde menneskerettighederne og international lov. Men nu, nu godkender de samme lande, altså os i Vesten, en ligeså blodig konflikt, nemlig den i Gaza. Og så fortsætter han – men nu har jeg noget vanskeligere ved at forsvare ham:

Hvordan er ødelæggelsen af Gaza by mindre fordømmelig end ødelæggelsen af Mariupol? Hvordan er angrebet i Butsja værre end det på al-Shifa hospitalet? Hvordan er drabet på palæstinensiske civile mindre fordømmelsesværdigt end drabet på ukrainske civile?

Nu sammenligner han noget, som han dog burde vide ikke kan sammenlignes. Jeg mener, russernes ødelæggelse af Mariupol var ikke en gengældelse af et angreb, ukrainerne havde foretaget mod russiske borgere, sådan som ødelæggelsen af Gaza by kan betragtes som en gengældelse for 7. oktober, for invasionen af Ukraine kom, uden at Ukraine på nogen måde have provokeret Rusland.

Og det er vel efterhånden blevet klart, at massakren i Butsja var ren og skær ondskab, mens angrebet på al-Shifa hospitalet havde sin grund i, at Hamas – imod alle regler for acceptabel krigsførelse – brugte hospitalet som hovedsæde; tænk på de underjordiske tunneller, man har fundet dèr.

Og så er det jo sandt nok, at drabet på civile er fordømmelsesværdigt, hvad enten der er tale om ukrainere eller palæstinensere. Men hvordan kan han helt overse, at det i Gaza-konflikten er Hamas, der lader hånt om beskyttelsen af civile, derigennem, at de bruger de civile som skjold for deres soldater, mens det er Israel, der søger at beskytte dem ved deres mange opfordringer til at forlade de områder, der vil blive bombet?

Subianto fortsætter:

Flere og flere mennesker i Indonesien og ud over verden, i det globale Syd og også i Vesten, føler, at det, at vestlige regeringer ikke presser Israel til at afslutte krigen, er tegn på en alvorlig moralsk krise. Hvordan kan man ellers forklare den dobbeltstandard, hvor man opfordres til at have ét sæt principper for Ukraine og et andet for Palæstina?

Her har vi hans anklage mod Vesten i en nøddeskal. Og når han sådan med vestlige journalistere hjælp ”glemmer” en række ubehagelige kendsgerninger, så kan han nok opretholde en sådan anklage om dobbeltmoral, og dertil få anbragt sig selv – og islam, som det viser sig – på en høj moralsk piedestal. Han har, fortæller han, adskillige gange opfordret til fred mellem Rusland og Ukraine, og han opfordrer til fred i Gaza, og, føjer han til, det gør han, fordi man ødelægger menneskeliv og menneskelige beboelser.

Og så følger det, der viser ham som en mild muslim, men som også ved nærmere undersøgelse viser de vanskeligheder, en mild muslim har med islam som sådan.

Jeg opfordrede til våbenhvile som indledning til en varig fred, fordi jeg som muslim og som indoneser tror på fred og sameksistens i moderation og harmoni. Disse værdier udgør dna’et i vores land og vort folk. For os er de lige så relevante, når det er europæere, der lider, som de er, når ofrene er asiater eller afrikanere. Og de er også lige relevante, hvad enten det drejer sig om kristne, muslimer eller jøder.

Jeg skal ikke anklage ham for ikke at have sat sig ind i Putins noget besynderlige baggrundsforståelse, den, der gør, at det er vanskeligt at få en fred i stand i Ukraine-krigen. Men jeg vil nok anse det for meningsfuldt at anklage ham for uvidenhed om, hvad der driver Hamas i Gaza-konflikten. Han tror som muslim på fred og sameksistens, men hvordan kan han helt se bort fra, at det gør Hamas ikke. Hamas har i sin grundlov indskrevet, at Israel skal udryddes, Hamas’ mål er evig kamp mod Israel, altså på ingen måde fredelig sameksistens. Så det vil sige, at den løsning på konflikten, som Subianto betragter som nærmest selvindlysende: at Israel og en palæstinensisk stat lever fredeligt side om side, er en løsning, som Hamas ikke drømmer om at gå med til.

Og at Subianto virkelig forestiller sig en sådan løsning, kan ses af det sidste, han skriver:

Vi må blive enige om at afbryde denne krig med det samme. Men vi må ikke standse dèr. Hvis vi ikke vil have, at en række volds- og lidelsesbegivenheder gentager sig selv med dramatisk regularitet, som de har gjort det i det meste af de sidste otte årtier, må vi arbejde sammen på at løse konflikten ved at etablere en uafhængig palæstinensisk stat ved siden af det nu eksisterende Israel.

Jeg siger ikke, at dette ikke er en god løsning. Ja, jeg kan endda gå med til, at det er den eneste løsning, der kan give varig fred. Men jeg spørger mig selv, hvordan muslimen Subianto vil overbevise muslimerne i Hamas om det muslimsk rigtige i denne løsning. Her er det ikke kristen teologi, det drejer sig om, men muslimsk teologi. Her er det koranord, der må bringes i spil. Her nytter det ikke noget sådan ud i luften at påstå, at islam som religion ønsker fredelig sameksistens med ikke-muslimerne, når det meste af islams historie viser, at islam er en erobringsreligion. Javist, der er blevet sluttet fred mellem muslimske lande og ikke-muslimske lande, men de fromme muslimer mener, at en sådan fred højst må være ti år og at den muslimske side har ret til hvert år at bryde denne aftale. For enhver from muslim mener – ud fra en række koranord og ud fra Muhammeds praksis – at en muslim har pligt til at udbrede islam med sværdet, altså med vold, med krig, og måske endda med de forfærdelige metoder, Hamas anvendte den 7. oktober.

Jeg har mødt denne muslimske ulyst til at gå ind på en koranudlægning overfor os ikke-muslimer tidligere. Her har jeg f.eks. mødt den hos Naveed Baig, den danske imam med pakistanske rødder. Han henviser til, hvordan 126 muslimske lærde gik i rette med den selvudråbte kalif, al-Baghdadi. Og det var da selvfølgelige interessant nok, at de overfor ham påpegede, at der i den muslimske verden er opstået konsensus om, at det ikke mere skal være tilladt at holde slaver. Ud fra denne konsensus kan de bebrejde ISIS deres forsøg på at gå i Muhammeds fodspor ved at tillade slavehold. Jeg ville jo nok mene, at det havde været mere relevant, om der var opnået konsensus om, at man ikke måtte anvende vold for at udbrede islam. Men en sådan konsensus er der måske for mange koranord, der vender sig imod.

I hvert fald fortalte Robert Spencer for nogle år siden om en strid i Indien, se her. Den shi’itiske imam, Rizvi, havde hævdet, at de 26 voldopfordringer, der findes i koranen, er uægte koranord; de blev nemlig, siger han, føjet til under de første kaliffer, som shi’itterne ikke anerkender. Men som han dog fik på puklen for det af en række andre imamer. Sågar var der én, der hævdede, at han fortjente døden for denne udtalelse.

Men måske vi kirkefolk skal gribe i egen barm, når det drejer sig om at retlede Subianto.

Jeg skrev for lang tid siden en vise om omvæltningerne i Sovjetunionen. Og i et senere indlæg her på bloggen, nemlig dette, filosoferede jeg lidt over, om ikke den samme omvæltning kunne tænkes at finde sted indenfor islam. Denne filosoferen over et skriftord greb mig også i søndags, da der i prædiketeksten forekom ordet ”herliggørelse”. Jesus beder i sin bøn langfredag aften Gud om at herliggøre ham, Joh 17,1.Og hvad Johannes mener med begrebet ”herliggørelse”, kan bedst ses af Joh 12,27-32, hvor Jesus siger:

Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.

Det vil sige, at dette at blive herliggjort i Johannes’ sprogbrug er identisk med at blive ophøjet fra jorden, altså med at blive korsfæstet. Hvordan kan det være en herliggørelse, og hvordan kan Jesus på Golgata drage alle til sig?

Ja, det er den sandhed, som jeg har prøvet at skitsere ud fra Luk 6,37-38, ordene om, at som vi behandler andre, vil de behandle os; viser vi dem tilgivelse, vil vi før eller siden blive mødt af de andres tilgivelse. For med vore ord er vi med til at opbygge de fællesskaber, vi står i.

Men jeg indrømmer igen her, at en sådan påstand lyder usandsynlig. Og jeg er derfor nødt til igen at pege på, at ordet faktisk gik i opfyldelse i urkirken, hvor apostlene, inklusive kristenforfølgeren Paulus, faktisk lod sig drage af Jesus-begivenheden. Man skulle ellers tro, at dødsangsten ville afholde dem fra at sige noget, der kunne føre til henrettelse, men nej, de fastholde, hvad de af Jesus havde lært var sandheden, også selv om det kostede dem livet. Og i oldkirken var det de samme uforståelige kræfter, der virkede. Gennem de mange martyrier voksede kirken frem til at blive anerkendt.

Og lige så besynderligt er det, at Luthers modstand mod paven bragt Europa ind på et nyt spor. For han holdt jo fast ved sin overbevisning, selv om paven truede ham med bål og brand. Og den overbevisning gik ud på, at fyrsten skulle lade ånderne tørne sammen, se her. En sådan let henkastet bemærkning er det, der har ført til vore dages ytringsfrihed, en ytringsfrihed, for øvrigt, der som før omtalt her på bloggen, begyndte med Jesus selv. Da han blev slået af én af tempeltjenernes under forhøret hos ypperstepræsten Annas, sagde han:

»Har jeg sagt noget forkert, så bevis, at det er forkert; men er det rigtigt, hvorfor slår du mig så?« (Joh 18,23).

Og det er, hvad vi i vore dage prøver at leve op til: argumenter drejer det sig om, ikke autoritet, ikke magtanvendelse.

Og at vi som kirke ikke har ulejliget os med at angribe muslimerne for koranens voldsord, og måske/måske ikke derved fået dem til at erklære disse ord for ugyldige for nutidsmennesker, det er, hvad man kan bebrejde os.

Og som sagt, Prabowo Subianto synes at have forstået ganske meget af dette menneskeideal. Men han er ikke blevet klar over, at det bestemt ikke var et ideal for Muhammed.

Hvad kan man stole på?

Dette indlæg bliver en måske lidt for overfladisk gennemgang af de forskellige medier. Og hovedindholdet er altså den arme blogbestyrers forsøg på at løse overskriftens spørgsmål: I hvilket medie har man de mest troværdige journalister? Hvor har man øje for de mange løgne, der florerer i medieverdenen? Hvordan kan man skelne de troværdige medier fra de ikke-så-troværdige?

Lad mig begynde med Steen Raaschou på snaphanen.dk.

Han har her et indlæg om forholdene i Gaza, hvor han ikke blot bygger på det, man plejer at kalde alternative medier, men også forsøger at drage en konklusion af de mange forskellige oplysninger, han får. Han siger, at han vil forbinde de forskellige ”dots”. Derigennem mener han at kunne finde ud af, hvad ”alle punkterne, lagt sammen, peger hen imod”.

Det skal man være varsom med. Der er f.eks. dem, der vil mene, at coroma-halløjet var en planlagt begivenhed med ét eller andet formål af én eller anden magtorganisation. Og det lyder selvfølgelig ikke så godt. Blot vil jeg mene, at sandheden måske er langt mere ubehagelig. Hvis nemlig vi tør se medierne i den situation, ikke som nogen, der skal oplyse os om sandheden, men som nogen, der skal hjælpe statsmagten med at få os arme indbyggere til at forstå, hvor farlig coronaen er, så er dette, at medierne har forvandlet sig fra folkeoplysere til folkeopdragere langt farligere, end hvis én eller anden verdensorganisation prøver at få os alle ind i sit favntag.

Det samme ser vi i klimadebatten. Den er nemlig af samme grund aldeles ikke nogen debat. Den har forvandlet sig til en debat, der i vore almindelige medier foregiver at være en videnskabelig debat, men alligevel fornægter alt det, der kendetegner en ordentlig videnskabelig debat. Man hævder, at så og så stor en procentdel af videnskabsfolkene står bag påstanden om CO2 som en skadelig luftart. Men de argumenter og – især – de modargumenter, der findes for en sådan påstand, lader man os ikke høre. Og det, selv om det er kendetegnende for den videnskabelige udvikling, at sandheden er et barn af det gode argument, ikke af gode og berømte videnskabsfolk.

Som sagt er der en del ”dots” i Raaschous indlæg. Ét af dem kunne jeg godt se en vis mening i. Nemlig det spørgsmål, han stiller til amerikanernes byggeri af en havn ved Gazas kyst. Herom skriver han:

1000 amerikanske soldater bygger i øjeblikket på “en midlertidig havn udenfor Gaza.” Den er 50 % færdig. Den koster 300 mio dollars og er angiveligt til “humanitær hjælp,” men den kan tage meget store fragt- og containerskibe, og den er uforståelig fordi alt kunne gøres meget lettere ad landvejen, fortæller BBC. Mon ikke den også kan tage olietankere? Mere om dem om lidt.

Nu lægger vi et punkt til: Gaza’s meget store og næsten ikke omtalte olie- og gasforekomster.

Den med, at hjælpen meget lettere kan komme ind i Gaza ad landvejen, den køber jeg. Og derfor må også jeg spørge, hvorfor i alverden amerikanerne så ofrer så mange penge på den havn. Er der en hemmelig plan bag ved?

Måske Raaschou kommer med noget af et svar lidt senere, hvor han skriver:

Det er her vore veje skilles, jeg er kun interesseret i fakta, ligegyldigt hvem de skader eller gavner, jeg “holder ikke med nogen af dem,” og desuden er det billede der tegner sig ikke andet end regeringens længe udtrykte ideologi om et Storisrael, og det er tydeligt at se, at det let kan have været meningen at gennemføre det lige siden den 7 oktober.

Det er ikke kønt, men det er sandsynligt, påstår jeg. Det gode ved påstanden er, at vi allerede inden et års tid ved, om den er sand eller falsk. Den hviler på faktiske begivenheder, som jeg linker til her, og endelig til min tolkning af dem, som blot er en logisk sandsynlighedsberegning. Den kan være forkert, men ikke meget tyder på det:

Araberne skal ud af Gaza og Vestbredden. Det er Nethanyahu’s “Endlösung,” Det får man ud af at ‘connecte’ disse ‘dots.’ Det er det, amerikanere og europæere støtter: Folkemord, krigsforbrydelser og etnisk fordrivelse. Alle udgifter betales af USA og Israels overtagelse af Gaza’s olieforekomster.

De kalder det selvfølgelig noget andet: “Selvforsvar og humanitær hjælp.” Vi leverer de fly og bomber, der slår jer ihjel, men I kan til gengæld blive genbosat i USA, Canada og Europa, hvis I overlever. Foreløbig har 35.000 ikke overlevet. 70% er kvinder og børn.

Aha, det var planen. Altså planen, som Raaschou har afsløret: De mange Gazaboere skal genbosættes i USA, Canada og Europa. Så bliver Gaza åben for israelere, og så kan olie- og gasforekomsterne udnyttes.

Men er det sandt? Man kan i hvert fald komme med den samme indvending overfor Raaschou, som han kom med overfor vore medier. Hvad skal man med en havn, når det er meget lettere at sende hjælpen ind via Israel?, lød indvendingen fra ham. Nu lyder indvendingen imod ham: Det er da meget lettere at sende Gazas beboere til USA, Canada og Europa via Israel end via en selvstændig havn.

Og for øvrigt, hvis Netanyahus plan er, at araberne skal ud af Vestbredden og Gaza, så er det jo kun Gaza-beboere, der kan evakueres via den havn.

Så lægger jeg også lige i farten mærke til, at Raaschou uden indvending sætter antallet af dræbne palæstinensere til 35.000, selv om Hamas i sine opgivelser vist kun er nået til 33.000. Dertil kommer, at han uden indvending gentager Hamas’ påstand om, at 70% er kvinder og børn, selv om Israel påstår, at de har dræbt 13.000 hamas-krigere – eller er det kun 11.000?

Når jeg ved første gennemlæsning kunne se en vis mening med Raaschous påstand om havnebyggeriet, skyldes det, at jeg hos Robert Spencer – som vist er et alternativt medie med den modsatte alternative opfattelse af Raaschous – og også andre steder har læst, at de arabiske lande meget bastant har nægtet at tage imod nogen palæstinensisk flygtning. Man er, siger Spencer bl.a. her og her, interesseret i at bibeholde palæstinensernes krav på hele Israel, eller man fastholder, at de i sin tid, i 1948, blev fordrevet uretmæssigt. Derfor har et stigende milliontal palæstinensere levet i flygtningelejre i Libanon og i Gaza. Og ikke sandt, kunne man nu i det mindste få palæstinenserne i Gaza til at forlade området, så var dog i hvert fald det problem løst.

Og ingen tvivl om det, den israelske højrefløj, hvorfra i hvert fald to ministre sidder i Netanyahus regering, ønsker at hele Palæstina kommer til at tilhøre Israel, ligesom omvendt Hamas og mange palæstinensere ønsker, at det hele kommer til at tilhøre palæstinenserne. Men netop af den grund kan man da godt forudse, at Hamas vil modsætte sig en udvandring fra Gaza – og Hamas er jo ikke nedkæmpet endnu – og at ganske mange af beboerne i Gaza hellere vil have alt besværet med at genopbygge Gazastriben end at rejse fra det hele. Det er jo trods alt deres land, føler de.

Så til en artikel i Kristeligt Dagblad. Det er Bjarne Nørum, der skriver om den organisation, der hedder Journalister uden Grænser, se her. Og så skulle man jo tro, at en person som mig, der har en ret stor mistanke til vor journaliststand, ville blive glad. For her hedder det, at de vestlige lande har den største pressefrihed. Og ikke sandt, hvad mere kan man forlange?

Tja, man kan f.eks. forlange, at disse journalister deler sol og vind nogenlunde lige. Men gør de det? Vore hjemlige journalister er i hvert fald alle til hobe modstandere af Donald Trump. Og det er minsandten disse journalister uden grænser også. Deres repræsentant siger i hvert fald ifølge Nørum:

”Vi så, hvor katastrofalt det var i Donald Trumps første periode som præsident, og vi har allerede i år set ham komme med trusler mod journalister,” siger Rebecca Vincent, der videre fremhæver, at valgkampe har en tendens til at udkrystallisere presset mod pressefrihed og øge misinformation.

Jeg siger om Donald Trump som Steen Raaschou om Gaza: ”jeg holder ikke med nogen af dem”, ”jeg er kun interesseret i sandheden”. Jeg indrømmer gerne, at det var tosset af ham at bekendtgøre, at han ville købe Grønland af Danmark, men jeg anerkender alligevel hans forsøg på at få forsonet Israel med nogle af de sunni-arabiske lande. Blot står jeg vist ret alene med en sådan forholdsvis afslappet holdning til Trump.

Så er der et langt interview med Lars Løkke Rasmussen i Information, se her. Interview’eren er Rune Lykkeberg. Og et stykke ned i teksten siger Lykkeberg, at mange vil mene, at det er de stærke, der tryner de svage i Gaza. Herpå svarer Lars Løkke:

For når jeg prøver at engagere afrikanske kolleger i Ukraines frihedskamp, så trækker de Palæstina-kortet – eller nogle andre kort. Det er også derfor, vi prøver at læne os ind i den her konflikt på en balanceret måde, som også rummer det forhold, at det hele er accelereret af Hamas’ angreb. FN’s generalsekretær kom helt galt afsted, da han sagde, at Hamas’ angreb ikke skete i et vakuum. Jeg siger det på den måde, at den 7. oktober er første sætning i et nyt kapitel i en meget lang og sørgelig bog.«

Lars Løkke prøver i det hele taget at være afbalanceret. De store moralske armbevægelser er han helst fri for. For de ender ofte helt anderledes, end man forestiller sig. Ovenstående betragtning fortsætter han således:

»Vi har jo sagt i månedsvis, at der bør komme en våbenhvile. Danmark har i meget klar tale sammen med EU og amerikanerne sagt: ’Lad være med at lave en landoffensiv i Rafah. Jeg tror ikke, jeg afslører nogen stor hemmelighed, hvis jeg siger, at der er tiltagende frustration i verdenssamfundet over, at man ikke afsøger et nyt ryk i sin strategi. Men jeg har selv et billede på, at der på en uhyre trist og meget dyster baggrund er mulighed for at fremme noget langsigtet og bæredygtigt …«

Danmarks udenrigsminister henviser her til en »lang samtale«, han havde forleden med den saudiske udenrigsminister, som bestemt efterlod ham med det indtryk, at der blandt golfstaterne er en »oprigtig vilje« til at normalisere forholdet til Israel og komme tilbage til de forhandlinger, som blev afbrudt efter Hamas’ angreb. Det gælder flere lande i regionen, at de har nogle »skarpe analyser«, fordi både de protesterende folkemasser, som Løkke kalder for »gaden«, og den politiske stabilitet giver dem en langsigtet interesse i at finde en bæredygtig løsning:

»Emiraterne normaliserede deres relation til Israel for fire år siden uden at løse det palæstinensiske spørgsmål, og jeg ved ikke, hvor højt det stod på saudiernes dagsorden, da de gik ind i forhandlingerne med Israel. Men det står klart for alle nu, at man ikke kan normalisere relationerne i regionen, hvis man ikke løser det palæstinensiske spørgsmål.«

Lidt senere hedder det om Hamas:

»Altså først og fremmest er det jo Hamas, som har ansvaret for at initiere den her fase i Israel-Palæstina, og det er bare værd lige at nævne. Og de kunne slippe gidslerne i morgen, og så ville Netanyahu være frataget et argument. Det er bare vigtigt at få sagt.«

Her går Lars Løkke i nogen grad imod den sædvanlige journalistiske tilgang. For besynderligt nok, er det hele tiden Israel, medierne beskæftiger sig med. Det og det burde Israel gøre, på den og den måde kunne man komme nærmere en fred, osv. Og selv nu, hvor der foreligger et våbenhvileforslag fra Israel, er det Israel, medierne kommer med forslag til, ikke Hamas. Men derfor er det da glædeligt, at Lars Løkke tør sige det ligeud til Hamas, at hvis de vil undgå et angreb i Rafah, så kunne de løslade gidslerne.

Blot kan man selvfølgelige indvende, at noget sådant ville være meget imod Hamas’ hele tankegang. De vil sandelig have mest muligt ud af deres gidsler. Og de er da godt klar over, at hvis de løslader alle gidslerne, har de ikke noget at forhandle med, ingen stor hærstyrke, ingen trusler mod Israel, ingenting.

Så er der en artikel i Berlingske af Pierre Colignon, se her.

Han omtaler de mange protester på de amerikanske universiteter. Om dem siger overskriften, at de ikke kommer ud af de blå. Det hedder lidt nede i artiklen:

Mønsteret har været det samme på en stribe amerikanske universiteter, og vi kender det også fra propalæstinensisk aktivisme i Europa. Igen og igen bliver jøder, som bor i USA eller Europa, gjort til skydeskive for en kritik af Israel, som er så ekstrem, at den jødiske stat ikke levnes nogen legitim ret til at eksistere.

Igen og igen lyder budskaber, som er så ultimative, at de fuldstændig flugter med den palæstinensiske terrororganisation Hamas’ ideologiske hovedlinje om, at Israel skal forsvinde.

Og denne holdning til Gaza-konflikten afspejler, siger Colignon, den påståede postkolinialisme, der præger Vesten:

Ifølge gruppen Within Our Lifetime – United For Palestine har palæstinenserne som »koloniseret folk« ret til at gøre modstand »med alle nødvendige midler«, mens Students for Justice in Palestine kort efter Hamas’ terror i Israel 7. oktober skrev, at »væbnet kamp« er et legitimt middel for at genetablere »oprindelige folks suverænitet«.

Der er altså en linje i læsningen, og den kommer direkte fra nogle af de teorier om postkolonialisme, som de seneste år har vundet frem på vestlige universiteter.

Det forklares lidt senere:

Det går så også ud over Israel, der bliver set som symbolet på hele den hvide mands arvesynd. Glemt er alle nuancer om Israels statsdannelse, de arabiske krige mod Israel, den palæstinensiske terror, og jøders uddrivelse fra muslimske lande.

Der er kun én sandhed: Israel er en bosætterkolonialistisk magt og bærer dermed hele skylden for konflikten med palæstinenserne.

Lidt senere citerer han en palæstinenser, Khymani James:

Khymani James skrev det ligeud i november på X: »Der findes ikke nogen tostatsløsning. Palæstinenserne skal have hele deres land tilbage. Punktum«.

Det er den slags ekstremisme, som klæber til Hamas, og igen og igen kan bruges som argument af folk som Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, der også vil begrave tostatsløsningen. Når man hører den slags, kan Netanyahu med rette sige: Vi kan jo ikke forhandle med sådan en modpart.

Skal palæstinenserne gøre sig håb om at få deres egen stat, skal de gøre op med Hamas’ ultimative dødsideologi og acceptere, at freden forudsætter en accept af modparten. Samme erkendelse er vejen frem for studerende og andre i Vesten, som vil hjælpe palæstinenserne frem mod målet om suverænitet og frihed.

Det, Colignon mangler i denne analyse, er en erkendelse af, at når forhandling er umulig, er der kun én mulighed tilbage: krig.

Men der er meget mere at sige om situationen i Gaza. Noget af det kan siges som en opposition til endnu en artikel i Information, nemlig denne, som er et essay, skrevet af en israelsk professor: Yuval Noah Hariri. Og han formår med en ret kort sætning at klargøre Israels dilemma, dog uden at han selv bliver klar over det. Han skriver et stykke nede i essayet:

Efter den grufulde massakre den 7. oktober var Israel nødt til at befri gidslerne og afvæbne Hamas, men disse mål burde ikke have været de eneste. I lyset af den eksistentielle trussel, som Iran og dets stedfortrædende kaoskræfter udgør for Israel, havde Israel også brug for at forstærke sin alliance med vestlige demokratier, styrke samarbejdet med moderate arabiske kræfter og arbejde for at etablere en stabil regional orden.

Men Netanyahu-regeringen lod hånt om alle disse mål og fokuserede i stedet på hævn. Det er ikke lykkedes den at få frigivet alle gidslerne, og regeringen har ikke fået afvæbnet Hamas. Hvad værre er, så har den med forsæt påtvunget de 2,3 millioner palæstinensere i Gazastriben en humanitær katastrofe og dermed undermineret selve det moralske og geopolitiske grundlag for Israels eksistens.

Man har lyst til at spørge ham, hvordan man mon har tænkt sig, at Israel skulle afvæbne Hamas, for ikke at tale om at befri gidslerne. Er der andre måder at gøre det på end den måde, Israel har gjort det på: Man har opfordret befolkningen i den nordlige del af Gaza til at flygte sydpå – hvilket Hamas for øvrigt forsøgte med våben at hindre dem i – og først derefter givet sig til at bombe Gaza by. Det er, hvad man på jihadwatch – et alternativt medie, som jeg ret ofte læser – kaldt den mest hensynsfulde krigsførelse, der tænkes kan.

Og det burde være klart for enhver, at hvis Hamas skal afvæbnes, så må der føres krig, og i betragtning af de mange underjordiske gange, Hamas har lavet, må der anvendes bomber i udstrakt grad, ellers går der for mange israelske soldater til.

Hvad Israel derimod ikke har taget højde for, det er Hamas’ udstrakte propaganda. Dette, at palæstinensere bliver dræbt ved bombningerne, har Hamas udnyttet langt mere, end Israel har regnet med. Og det skyldes formentlig de vestlige mediers naivitet eller fejlsyn: Israel er én af vore egne og skal derfor opføre sig lige så eksemplarisk, som vi selv ville have opført os – i hvert fald, som vi tror, vi ville have opført os. Mens Hamas og andre palæstinensere er fremmede, der endnu ikke har udviklet sig op til vort høje stade, og som man derfor må have en vis medlidenhed med, og i hvert fald ikke kan stille krav til.

Men i tilfældet Yuval Hariri er det altså en israeler, der er faldet for Hamas’ propaganda, noget, han dog vist kun kan have gjort i kraft af en meget stor naivitet. Hvordan kan han tro, at man kan få gidslerne frigivet uden kamp? Har han ikke lagt mærke til, hvor få gidsler, der blev frigivet ved den våbenhvile, der fandt sted i efteråret?

Og så skal vi tilbage til Steen Raaschous artikel. Når han her skriver, at der i Gaza foregår folkemord, krigsforbrydelser og etnisk fordrivelse, så har også han givet efter for Hamas’ propaganda. Jo, der er mange palæstinensere, der er blevet dræbt. Men tallene burde dog modtages med en vis forsigtighed, eftersom det er Hamas-kontrollerede myndigheder, der kommer med dem. Ligeledes burde man som minimum fradrage de Hamas-krigere, som Israel påstår at have dræbt. Men bortset fra det, så forudsætter begrebet ”folkemord”, at der ligger hensigt bag de drab, der finder sted. Og eftersom Israel hele tiden advarer palæstinenserne om, hvor de skal gå hen for at undgå de krigshandlinger, som israelerne påtænker, så beviser det, at israelerne ikke har til hensigt at slå palæstinenere ihjel, men modsat til hensigt at redde dem fra krigens brutalitet.

At dette ikke overbeviser Yuval Hariri, er naturligvis beklageligt. Mere beklageligt er det, at de fleste vestlige medier desværre mener, at de mange snøfthistorier, som Gaza-beboernes lidelser giver anledning til, er bedre til at sælge aviser end den kedelig sandhed.

Så det er ikke folkemord, der finder sted i Gaza. Er det da krigsforbrydelser?

Heller ikke, for så vidt man tror på Israels advarsler mod civilbefolkningen.

Derimod kan man med rette anklage Hamas for krigsforbrydelser. At lade sine soldater skjule sig blandt civilbefolkningen er en krigsforbrydelse. At bruge civilbefolkningen som skjold ligeledes. Og at stjæle madvarer fra de mange lastbiler, der bringer forsyninger ind i Gaza, er også en forbrydelse.

Er der da tale om etnisk fordrivelse?

Det er der utvivlsomt mange israelere, der gerne så praktiseret. Men Egypten og de andre arabiske lande sætter sig imod det. Man vil ikke modtage palæstinenserne som flygtninge af den grund, jeg nævnte før.

Steen Raaschou siger, at han ikke har fulgt med i Gaza-konflikten. Det var for meget af det gode. Og måske fordi han sådan mangler en vis baggrundsviden, hopper han på den værste, nemlig den tanke, at massakren den 7. oktober 23 var et bestillingsarbejde fra Israels side, så man kunne få en anledning til at angribe Hamas. Men hvordan han kan få sig selv til at nære tiltro til en sådan fortælling, det er ret mystisk. Nå ja, der er nogle israelere, der fortæller om det. De begrunder det med, at grænsen mellem Gaza og Israel er én af de mest overvågede grænser, så det er umuligt for en kat at passere. Hvordan kan så så mange mennesker passere?

Det har jeg ikke noget svar på. Og det er da også, hvad mange undrer sig over. Jeg mindes at have set et billede fra én af de underjordiske gange. Man påstod, at den førte frem til grænsehegnet, så man kunne komme tæt på uden at blive opdaget. Men naturligvis, også det må være op til den enkelte at afgøre.

De to sidste dots, som Raaschou nævner, lyder sådan her:

Og de sidste to punkter: Israels bygning af en kæmpe-lejr i Sinai indhegnet af meterhøje betonmure. 70 % af Gaza’s huse er udbombede. Enhver kan se, at det aldrig har været meningen, der skal bo palæstinensere der mere. Hvad peger alle punkterne lagt sammen så logisk hen imod?

Desværre for ham henviser det link, han anviser, altså dette, til en artikel i The Guardian om, hvordan Egypten bygger en stor lejr i Sinai. Det er noget, de gør, siger avisen, fordi de vil være forberedt på alle eventualiteter, hvis Israel angriber Rafah. Men andetsteds kan man læse, at Israel planlægger at oprette store teltlejre i dele af Gaza, hvor de mange, der er flygtet til Rafah, kan bo. Men naturligvis, det er ikke rart at skulle flygte fra det ene sted til det andet for at undgå at blive bombet. Eller skal vi sige det samme på en anden måde: Det er ikke rart at være regeret af Hamas. For det er jo Hamas, der ikke vil udlevere gidslerne, det er Hamas, der gemmer sig i de underjordiske gange, det er Hamas, der uden hensyn til den sult, den almindelige palæstinenser måtte føle, stjæler den mad, lastbilerne kommer ind med.

Jamen, kan man virkelig tro det om Hamas?

Steen Raaschou tror om Israel, at de kan dræbe andre israelere i en aktion – aktionen den 7. oktober – for at få en årsag til at angribe Hamas. Jeg tror om Hamas, at denne organisation er villig til at lade palæstinensere dø for at få verden til at få et billede af Israel som en brutal magt. Jeg kan ikke se nogen god grund til at tro noget så besynderligt om Israel. Men jeg kan godt se, at Hamas’ ligegladhed med sin befolkning stemmer godt nok overens med det, jeg har læst om organisationen indtil nu.

Men desværre, ligesom jeg finder, at det er en værre tanke, at vore medier går mere efter, hvad der sælger aviser, end efter sandheden, sådan finder jeg det forfærdeligt, at de ikke kan give os i det mindste nogle af de oplysninger, der afbilder Israel som andet end en magt, der vil have hævn, begår folkemord og krigsforbrydelser.

Det er normalt spændende at læse snaphanen. Der kan formentlig være temmelig megen sandhed i det, Raaschou her beretter om coronaen og om de vacciner, der i al hast og i stor forvirring blev uddelt til store folkemængder. Den lektie har han, mener jeg, læst ret grundigt på. Men den lektie, der hedder Israel, har han ikke læst grundigt nok på.

Kierkegaards fejl

Jeg kom i mit forrige indlæg til at citere Rom 1,11-12, fordi jeg ville påvise, hvordan Paulus har blik for det, som relationen eller fællesskabet eller menigheden kræver. I Rom 1,11-12 hedder det:

For jeg længes efter at se jer, for at jeg kan give jer af Åndens gaver, så at I kan blive styrket, eller rettere: så at vi sammen kan opmuntres ved vor fælles tro, jeres og min.

Det vil sige: Paulus er godt klar over, at i den kristne menighed står alle lige. Ligesom han formodentlig er i stand til at opbygge romerne, vil samværet med dem bevirke, at også han opbygges. Det ene ikke uden det andet.

Denne gensidighed har imidlertid Kierkegaard overset. Han er i den grad individualist, at han ”glemmer”, at ligesom den kærlige opbygger kærligheden i den anden, opbygges hans kærlighed på samme måde af den anden. Den ene har ikke noget forud for den anden.

Der er især et citat fra ”Kjerlighedens Gjerninger”, som viser dette ret klart. Det findes på side 220 i den udgave af bogen, som Det kongelige Bibliotek har stillet til rådighed, se her.

Her har Kierkegaard i et afsnit, der hedder ”Kjerligheden opbygger” forklaret, hvad det efter hans mening er at opbygge. Og i en slags konklusion skriver han så:

Saaledes have vi vundet den Forklaring af hvad det er, at Kjerlighed opbygger, ved hvilken vi ville dvæle: den Kjerlige forudsætter, at Kjerligheden er i det andet Menneskes Hjerte, og just ved denne Forudsætning bygger han Kjerligheden i ham op – fra Grunden af, forsaavidt han jo kjerligt forudsætter den i Grunden.

Og det kan jo nok lyde meget opbyggeligt. Men det besynderlige er, at Kierkegaard i alle de følgende afsnit – og formodentlig i hele ”Kjerlighedens Gjerninger” – går ud fra, at det, det drejer sig om, er at beskrive den kærliges gerninger, holdninger, indtryk og forhold. Man skulle tro, at han ud fra bare dette lille citat kunne få den tanke, at den kærlige jo på samme måde, som han opbygger kærligheden i den anden – hvilket kan være sandt nok, og hvilket nok ganske mange vil erkende muligheden af fra deres eget liv – får kærligheden opbygget i sig af den anden. Men det gør han ikke Se blot på, hvad han skriver i det følgende afsnit:

Thi Kjerlighed kan og vil kun behandles paa een Maade, ved at elskes frem; at elske den frem er at opbygge. Men at elske den frem er jo netop at forudsætte, at den er tilstede i Grunden. Det kan derfor friste Mennesket at være Bygmesteren, at være Læreren, at være Tugtemesteren, fordi det synes at være at herske over Andre; men det at opbygge, som Kjerlighed gjør det, kan ikke friste, thi det er netop at være den Tjenende; derfor har kun Kjerlighed Lyst til at opbygge, fordi den er villig til at tjene. – Bygmesteren kan vise paa sit Arbeide, og sige »det er mit Værk«, Læreren paa sin Discipel; men Kjerligheden, der opbygger, har Intet at vise paa, thi dens Arbeiden bestaaer jo just blot i at forudsætte.

Lad det alt sammen være sandt nok. Men det er dog hele tiden holdt i individualismens stramme greb. Det er den kærliges handlemåde og ”gode gerning”, der peges på. At den kærlige ikke har nogen gerning at pege på, ikke kan sige: se denne kærlighed hos den anden er mit værk, det er kun til en vis grad sandt. For den kærlige har jo faktisk gjort noget, han har forudsat kærligheden hos den anden, og – hævder altså Kierkegaard med en vis ret – derved skabt kærligheden hos den anden.

Men lidt senere, på side 276, siger Kierkegaard det samme på en lidt anden måde. Han siger, at egentlig kunne den kærlige godt sige: ”Nu står den anden ene – ved min hjælp”, for det er jo sandt nok, kærligheden er virkelig fremkommet ved den kærliges handling: han har forudsat den i grunden. Men det er dog ikke ham, der har skabt den, for hævder han det, fratager han den anden hans selvstændighed. Og derfor må dette siges på en særlig måde.

Med Tak til Gud siger han derfor: nu staaer dette Menneske ene – ved min Hjælp. Men der er ingen Selvtilfredsstillelse i 276 dette Sidste; thi den Kjerlige har forstaaet, at væsentligen staaer dog ethvert Menneske ene – ved Guds Hjælp, og at den Kjerliges Selvtilintetgjørelse egentligen blot er, for ikke at forhindre det andet Menneskes Guds-Forhold, saa al den Kjerliges Hjælpen uendeligt forsvinder i Guds-Forholdet. Han arbeider uden Løn; thi han gjør sig selv til Intet, og just i det Øieblik, da der kunde være Tale om, at han dog kunde beholde den stolte Selvbevidstheds Løn, saa træder Gud til, og han er atter tilintetgjort, hvilket dog er ham hans Salighed.

Ikke sandt, nu er vi kommet så vidt i denne individualismens tankeverden, at den kærlige fremstilles som så kærlig, at han ligefrem tilintetgør sine egne gerninger for ikke at komme til at virke forstyrrende ind på den andens gudsforhold.

Og det er individualismens forbandelse. Kierkegaard er helt ude af stand til at se, at al denne selvtilintetgørelse er ganske unødvendig, ja faktisk helt forkert anbragt. Den kærlige kan jo på ingen måde ”beholde den stolte selvbevidstheds løn”, for den kærlighed, han føler for den anden, har jo den anden skabt i ham. Blot ser Kierkegaard ikke denne gensidighed.

Hans énsidighed giver sig de mærkeligste udslag. I afsnit ni på side 339 beskriver Kierkegaard således ”Den Kjerlighedens Gjerning at erindre en Afdød”.

Og jeg skal ikke klandre ham for at beskrive, hvordan et menneske kan erindre en afdød, de følelser, der er knyttet dertil, de tanker, der gennembæver én. Men at kalde en sådan nærmest uundgåelig smertelig tankegang for en kærlighedens gerning? Det er dog vist for meget. Eller det er et tydeligt tegn på, at der hele tiden tænkes individuelt. Det er enkeltindividet, det drejer sig om. Samværet, samlivet, den gensidige kærlighed, at den ene i sin kærligheds tilblivelse er afhængig, ikke af sine egne anstrengelser eller følelser eller forsøg på at fremkalde kærlighedens følelse, men af den andens tiltale, mimik, og hele gestik, intet af dette ser Kierkegaard, så optaget er han af at beskrive det, han kalder kærlighed.

”Det, han kalder kærlighed”?

Jamen, er det ikke det, han beskriver hele vejen igennem?

Jo, det er det. Men han beskriver den som den enkeltes oplevelse, den enkeltes ”gode gerning”, den enkeltes tanker desangående, hans anstrengelser for at skabe kærlighed hos den anden, ikke hans oplevelser af at få skabt kærlighed i sig selv af den andens forudsætten kærlighed hos ham.

Og når han kan tale om dette at erindre en afdød som en kærlighedens gerning, skyldes det netop dette énsidige syn på, hvad kærlighed er. Han har i hele den hidtidige beskrivelse ikke været interesseret i den andens ord og handlinger, den andens tro på den kærlige, eller den andens tillid til den kærlige. Det har hele vejen igennem været den kærliges tanker og oplevelser, der beskrives. Og derfor savner han ikke den afdødes ord og handlinger, som vel alle andre gør. Derfor kan dette at tænke på den afdøde beskrives som en kærlighedens gerning.

Det er faren ved den megen talen om kærlighed. Hvis man overser, at kærlighed altid findes i et forhold, og at den ene ikke kan skabe kærlighed i den anden, og heller ikke kan konstatere kærligheden i den anden, men må nøjes med at tro på kærligheden hos den anden – det vil sige: Hvis man overser, at kærlighedens tilstedeværelse forudsætter Guds ånds virken – så risikerer man som Kierkegaard her at komme ind i en ond cirkel, hvor man beskriver enkeltpersonens handling overfor den anden, og så er Åndens virken og næstens indvirken på én selv glemt, overset, ikke taget i betragtning.

Eller man kan angribe Kierkegaard med det Luther-citat jeg bragte i det forrige indlæg, dette:

Når apostelen vil indføre den kristne etik, er der intet, han er mere optaget af at udslette helt frem til slutningen af brevet end klogskaben eller selvfølelsen. Derfor begynder han straks med den værste og mest skadelige pest af alle, fordi den alene igen kan opløse den åndelige fødsel med en særlig slags goder og ved hjælp af selve de gode gerninger snarere dræbe den. Men det gør han ikke blot i dette brev, men i dem alle på en meget omsorgsfuld måde, idet han véd, at udenfor fællesskabet, freden, kærligheden, ydmygheden – men at være bevidst om dem er identisk med døden – er alle gerninger intet. (Se her).

Kierkegaard vil undgå det, Luther kalder den værste pest, nemlig dette at være bevidst om de ”gode gerninger”, man gør. Og det prøver han at gøre ved at tale om den kærliges selvtilintetgørelse. Han har blik for, at kærligheden bliver til ved den enes påvirkning af den anden, men overser gensidigheden. Det vil sige: Det, Luther prøver at undgå ved at operere med en totalforståelse af syndigheden, det prøver Kierkegaard at opnå ved at lade enkeltmennesket formelt afgive enhver stolthed over at have givet et andet menneske kærligheden. Blot afgiver den enkelte ikke stoltheden reelt. Han narrer sig selv til at tro, at han ikke føler sig bedre end den anden – hvilket han jo gør, for det er ham, der giver den anden kærligheden, ikke omvendt, i Kierkegaards tankeverden.

Men hvis tanken om at kunne udøve en kærlighedens gerning ved at mindes en afdød forekommer én temmelig anstrengt, må vist grundtanken i et andet af afsnittene i Kjerlighedens Gjerninger forekomme nærmest afsindigt. Jeg tænker på det afsnit, der indledes på side 298 og hedder ”Kjerligheden bliver”.

Den kærlighed, der bliver, er den kærliges kærlighed. Og den bliver på trods af det brud, som Kierkegaard her opererer med. Den bliver på trods af, at den andens kærlighed ikke bliver. Lad os se på et afsnit fra dette kapitel, side 301:

Det, at Kjerlighed bliver, eller maaskee rettere, det, om den nu virkeligen i dette og dette Tilfælde bliver, eller om den ophører: er Noget, som paa saa mangfoldig Maade beskæftiger Menneskenes Tanker, ofte Gjenstand for deres Samtale, oftest Hoved-Indholdet i alle Digternes Fortællinger. Det fremstilles da som priseligt, at Kjerlighed bliver, men som uværdigt, at den ikke bliver, at den ophører, at den forandrer sig. Kun det Første er Kjerlighed, det Andet viser sig jo ved Forandringen ikke at være Kjerlighed – og da altsaa heller ikke at have været Kjerlighed. Sagen er denne, man kan ikke ophøre at være kjerlig; er man i Sandhed kjerlig, saa bliver man det; ophører man at være det, saa var man det heller ikke. Det at ophøre har altsaa, i Forhold til Kjerlighed, tilbagevirkende Kraft. Ja, jeg kan ikke blive træt af at sige det og af at paavise det: der er overalt, hvor Kjerlighed er med, noget saa uendelig Dybsindigt. See, en Mand kan have havt Penge, og naar saa det ophører, naar han ikke længer har Penge, saa bliver det dog lige vist og sandt, at han har havt Penge. Men naar En ophører at være kjerlig, saa har han heller ikke været kjerlig. Hvad er dog saa mildt som Kjerlighed, og hvad saa strengt, saa nidkjert paa sig selv, saa tugtende som Kjerlighed!

Det er faren ved den individuelle anskuelse af kærlighed: man gør kærlighed til en egenskab – et ord, som Kierkegaard selv bruger lidt senere – og om en egenskab mener man så uvilkårligt, at den bestemmer det menneskes tanker og handlinger. Typisk individuelt, sådan set, for allerede her overser man, at de fleste af et menneskes handlinger ikke er aktioner, men reaktioner: man befinder sig i et fællesskab, og ens ord og handlinger er fremkommet som svar på det, andre har sagt eller gjort.

Men sådan tænker Kierkegaard ikke. Og specielt: sådan tænker han ikke om det kærlighedsforhold, der oplever et brud. Og den mærkelige forestilling, at den kærliges kærlighed ikke ophører, selv om kærlighedsforholdet brydes, søger nu Kierkegaard på flere ret absurde måder at bibeholde.

Han kan på side 302 forklare, at et kærlighedsforhold ikke er et forhold mellem to, men at de to implicerede i at forholde sig til hinanden forholder sig til ”Kjerligheden”, og at den kærlige ved ikke at affalde fra kærligheden netop viser, at det er kærlighed, han har som sin gode egenskab. Lidt senere, side 303, sammenligner han den kærliges vedholdenhed med et toleddet ord, hvis ene led forsvinder:

Saa kom det da til et Brud mellem de Tvende; det var en Misforstaaelse, dog brød den Ene Forholdet. Men den Kjerlige siger »jeg bliver« – saa er der dog intet Brud. Tænk Dig et sammensat Ord, det sidste Ord mangler, der er kun det første Ord og Bindetegnet (thi Den der bryder Forholdet kan dog ikke tage Bindetegnet med sig, Bindetegnet beholder den Kjerlige, som naturligt, paa sin Side), tænk Dig altsaa af et sammensat Ord det første Ord og Bindetegnet, og tænk Dig nu, at Du slet Intet videre veed, om hvordan det hænger sammen: hvad vil Du saa sige? Du vil sige, det Ord er ikke færdigt, der mangler Noget. Saaledes med den 304 Kjerlige. At det kom til et Brud, det kan ikke ligefrem sees, det kan kun vides i Forbigangenhedens Forstand. Men den Kjerlige vil ikke vide det Forbigangne, thi han bliver; men at blive er i Retning af det Tilkommende. Altsaa udtrykker den Kjerlige, at det Forhold, som den Anden kalder et Brud, at det er et Forhold, som endnu ikke er blevet færdigt.

Tja, så langt kommer man ud i det urealistiske, når man for alt i verden vil fastholde kærligheden som en egenskab hos den enkelte i stedet for at forstå den som en virkelighed hos begge parter i et forhold.

Kan det blive værre?

Ja, det kan det, hvis man altså forstår ordet ”værre” som betydende længere borte fra den almindelige opfattelse af et kærlighedsforhold og et brud på det. Jeg vil helst ikke sige, at Kierkegaard bliver ond, men lad mig så nøjes med at sige, at han i sin tolkning af et sådant brud – modsat hvad jeg gør i min tolkning af noget tilsvarende – ser ned på os almindelige mennesker og fremhæver enkeltpersonens store idealisme. Han skriver på side 305:

Naar den Troløse forlod Pigen, men hun »i Aftenrødens dunkle Tid« sidder hver Aften ved Vinduet og venter, saa udtrykker hun jo hver Aften: nu kommer han, han kommer ret strax; det seer hver Aften ud som var der intet Brud, thi hun bliver. At hun i tre Aar har siddet saaledes hver Aften, det udtrykker hun jo ikke den enkelte Aften; det opdager derfor heller ikke den Forbigaaende, saa lidet som hun selv veed af det, hvis hun virkelig kjerligt bliver. Dog maaskee elskede Pigen egentligen sig selv. Hun ønskede Foreningen med den Elskede for sin egen Skyld; det var hendes eneste Ønske, hendes Sjel var som Eet med dette Ønske. Til Tak for dets Opfyldelse vilde hun gjøre Alt for at gjøre den Elskede Livet saa skjønt som det var muligt, ja det er sandt, men dog, dog det var dog for hendes egen Skyld hun ønskede Foreningen. Naar saa er, vorder hun vel træt, hun bliver opmærksom paa det Forbigangne, paa Tidens Længde – nu sidder hun ikke længere ved Vinduet, hun udtrykker at Bruddet er: men Kjerlighed bliver.

Jeg må indrømme: Jeg holder med pigen. Oven i købet vil jeg mene, at der er sandt, hvad Kierkegaard her skriver om hende, at hun ønskede foreningen med den elskede for sin egen skyld. For – og igen giver jeg hende ret – det var en klog handling, for hendes eget livs lykke og hendes elskers livs lykke afhang jo deraf. Og siger elskeren nej, bryder han forholdet, så er det også en klog handling af hende, når hun har overvundet sorgen, da at se sig om efter en anden at knytte sig sammen med.

Og så er jeg forresten ligeglad med, at Kierkegaard her ser ned på hende, fordi hun kun kan vente på den elskedes tilbagekomst i tre år. For mig at se – og vistnok for de fleste almindelige mennesker at se, at bedømme efter de mange fortællinger om elskov og svigt – er den kærlighed, der nægter at anerkende bruddet som en realitet, for galskab at regne.

Og så til sidst et forsøg på forklaring af Kierkegaards mærkelige forståelse af kærlighed.

Jeg skrev for en elleve-tolv år siden en længere afhandling om Kierkegaards kærlighedsforståelse, se her. Heri når jeg frem til den tese, at Kierkegaard som mange andre pietister var tilhænger af den opfattelse, at Gud kunne give enkeltmennesket besked om, hvad han gerne ville have gjort af netop det menneske på netop den dag. Det har Kierkegaard skrevet om i sin dagbog, og det har jeg her citeret ham for. Gud kan ikke nu, hvor vi befinder os i den tidsalder, som Kierkegaard kalder Reflexion, direkte sige til den enkelte, hvad han vil, at han skal gøre. Men han kan på forskellig vis pirre til et menneske, og det er så op til dette menneske at vove at tro på, at det, der sker med ham, er udtryk for et ønske fra Guds side om netop den eller den handling.

Det er ikke ualmindeligt blandt pietister at have den opfattelse. Blot siger man aldrig direkte, at Gud har villet det eller det af mig, man skjuler det altid med hemmelige ord, som kun den indviede kan forstå. Jeg har her i samme afhandling redegjort for de ting, der tyder på, at Kierkegaard har delt denne opfattelse. Og hvordan det giver sig udslag i Kierkegaards liv, prøver jeg at redegøre for i kapitel 4, se her. Han mener, at den måde, hans tungsindsanfald viser sig på, fortæller ham noget om, hvorvidt han har handlet, som Gud har villet have ham til at handle. Når han således i forbindelse med en udgivelse i 1848 blev angrebet af store ”Reflexions-Byger”, og når han oplevede, at disse byger forsvandt, i og med at han tog den beslutning at lade skriftet udgive, tog han det som et sikkert tegn på, at Gud havde villet, at skriftet skulle udgives, se her.

På samme måde hævder jeg – men uden at kunne bevise det med Kierkegaards dagbogsoptegnelser – at Kierkegaard af nogle ”Reflexions-Byger”, han blev overfaldet af i forlovelsestiden: ”skal jeg bryde forlovelsen eller fortsætte”, blev overbevist om, at det brud med Regine, han foretog i august 1842, var noget, Gud havde villet. For hans ”Reflexions-Byger” forsvandt, da han havde foretaget bruddet.

Det er, hvad der er det egentlige indhold i ”Frygt og Bæven”. For i Guds befaling til Abraham om at ofre Isak ser Kierkegaard en parallel til hans befaling til Kierkegaard om at bryde med Regine. Og dette brud og Kierkegaards spekulationer over meningen med det kan ses i næsten hele hans forfatterskab, omend hele tiden på en ret tilsløret og hemmelighedsfuld måde.

Derfor kan man med en vis sandsynlighed sige, at hvad Kierkegaard i Kjerlighedens Gjerninger skriver om den kærlighed, der bliver, handler om hans brud med Regine og hendes og hans reaktion på bruddet.

Javel, vil man måske sige, at Regine måske har elsket sig selv, det kan vi måske gå med til. Men at Kierkegaard skulle være en så kærlig person – og anser sig selv for en så kærlig person – at han afbilder sig selv som ”den kjerlige”, det kan dog vist ikke passe.

Nej, det vil vi ikke synes. Men det kan nu meget vel være dèr, man ender, når man er så individualistisk indstillet som Kierkegaard. Han så således Regine ved en gudstjeneste i påsken 1843, og hun må have set på ham med et særligt blik, for han fattede håb om en genforening. Men ak, dette håb svandt, da han en månedstid senere erfarede, at Regine havde forlovet sig med Schlegel, ham, hun senere blev gift med. Hvad han skrev i sin dagbog i den anledning, véd vi ikke, for netop dèr er nogle sider af dagbogen revet ud. Men han selv holdt altså fast ved sin kærlighed, efter hvad han mente. Så begivenhederne kan meget godt stemme overens med beskrivelsen her i Kjerlighedens Gjerninger.

Og hvad angår den opfattelse, at Kierkegaard selv er identisk med ”den kjerlige”, kan man se en dagbogsoptegnelse fra 1854, som jeg har citeret her. Her skriver han:

Dog til at elske duer jeg! I Qvinder, kommer I til mig, eller for at sige det Samme paa en anden Maade: kommer I ikke til mig, hvad duer I til at elske, I Jomfruer og Madammer i denne kummerlige Slægt. Nei, jeg duer til at elske, og var denne min eneste Genialitet, – det var anden Potens – skjult i det Incognito at jeg var den Selvkjerligste af Alle.

Dog, lad det være med en sådan overensstemmelse, som det være vil. Hvad jeg har har villet påvise, er, at Kierkegaards individualisme får ham til fuldstændig at overse de relationer, som vi alle befinder os i, og de handlingstilskyndelser, vi får derfra.

Den stolthed, som Kierkegaard vil undgå, kan kun undgås ved at gøre sig klart, at Guds ånd er fællesskabets ånd, og denne ånd virker i de to samtalepartnere på én og samme tid.

Jeg har tidligere, nemlig her, givet en skildring af Kierkegaards noget indviklede forhold til Regine Olsen.

Et hængeparti

Jeg har i et stykke tid haft en fornemmelse af, at der for mig vist foreligger et hængeparti her på bloggen. Jeg har været fræk nok til en del steder her på bloggen at tolke Jesu domsord – f.eks. ordene i Matt 25,12, 30 og 46 – ikke som en beskrivelse af, hvad der sker på den anden side af døden, men som en besked om, hvad det gælder om her på denne side af døden.

Problemet, som jeg endnu ikke har taget op til debat, er, at Paulus jo siger nogenlunde det samme. Også han har en række domsord, som han ”forlyster” os med, ikke mindst i de første kapitler af Romerbrevet. Og spørgsmålet er altså: Skal de behandles på samme måde som Jesus-ordene, så vi altså ikke får svar på, hvad der venter os på dommedag, men får svar på, hvad det drejer sig om, mens vi lever her før dommedag?

Men først Jesus-ordene:

Når jeg vil forstå dem anderledes end de fleste andre teologer, skyldes det min sprogspilteori. Jeg mener, at vi omgås hinanden ved hjælp af to vidt forskellige sprogspil, som man måske også kan kalde tankesystemer eller handlingsbaggrunde, se evt. her. Det bemærkelsesværdige ved denne iagttagelse er, at de to sprogspil ikke har samme logik. Når man ”er” i lovsprogspillet, kan man kun komme over i relationssprogspillet, hvis man tiltales af en anden person i dette sprogspil, man kan f.eks. ikke selv arbejde sig løs af lovsprogspillet eller det individuelle sprogspil.

Og når denne teori lægges ned over Jesus-ordene, opdager man, at det, Jesus vil med sin forkyndelse, er at få os til at tænke i det relationelle sprogspil i stedet for i det individuelle sprogspil. I det inviduelle sprogspil er man betænkt på, hvad man skal gøre. Hvad siger Gud med sin lov? Hvad vil han, at jeg skal gøre her i livet?

I modsætning til dette sprogspil står det relationelle sprogspil. Det tænker i forhold. Spørgsmålet er ikke, hvad jeg, enkeltpersonen, skal gøre, men hvad der kan få de forhold, hvori jeg står til andre, til at fungére bedst muligt. Og det er altså det, Jesus er ude på: at få os lokket over i det relationelle sprogspil, så vi af os selv, uden løftet pegefinger fra hverken ham eller Gud, gør, hvad vi kan, for at få vore forhold genetableret, hvis de er gået i stykker, eller understøttet, hvis de lever på almindelig måde.

Det mærkelige – og ulogiske – er så blot, at han for at fortælle os, hvad det kommer an på her i livet, bruger det individuelle sprogspil. Det er dette sprogspil, der opererer med belønning og straf, men det er – mærkeligt nok – i en dommedagsskildring med forestillinger om belønning og straf på dommedag, at Jesus får sagt, at det er det relationelle sprogspil, vi skal tænke og handle i.

I den store dommedagslignelse, Matt 25,31-46, dukker der derfor en modsigelse op. Når Jesus lader lignelsen ende med en skildring af Guds straf over den ene part, og belønning til den anden part, bruger han billeder fra jødernes individuelle sprogspil eller lovsprogspil. Men dette sprogspil opererer med den forestilling, at de handlinger, man bliver dømt for, er viljeshandlinger, altså er noget, man gør, skønt man af Guds ord har fået at vide, at sådan må man ikke gøre. Ikke desto mindre er det nye og specielt Jesus-agtige ved lignelsen det, at han lader både de frikendte og de dømte spørge, hvornår de har gjort de gerninger, de bliver frikendt og dømt for.

Det vil sige: den slags gerninger, som forudsættes i frikendelsen og straffen, er ikke de gerninger, Jesus har i sigte. Det er i stedet relationssprogspillets ubevidst rigtige gerninger, der blot gøres af sig selv, fordi man med sit indbyggede relationssprogspil forstår, at det drejer sig om forholdet og ikke om min dom eller frikendelse på dommedag.

Denne indbyggede ulogiskhed eller modsigelse har da også bevirket, at ganske mange teologer prædiker over lignelsen uden tilsyneladende at have opdaget den uvidenhed, der præger begge parter.

Et andet sted, hvor en tilsvarende ulogiskhed viser sig, er i lignelsen om den gældbundne tjener, Matt 18,23-35. Den konge, der skal forestille Gud, viser med al ønskelig tydelighed, at han ikke er den strenge regnskabsgud, der holder nøje øje med, om vi gør det ene eller det andet, men en gud, der er indstillet på at få os over i relationssprogspillet, hvor det er forbundethed, forståelse, indlevelse, det drejer sig om. Det gør han ved at eftergive den gældbundne tjener al hans gæld.

Ikke desto mindre forvandler han sig til en streng regnskabsgud, når det ikke lykkes ham at få et menneske over i relationssprogspillet. For den tilgivne tjener bliver jo overladt til bødlerne, indtil han kan yde kongen retfærdighed. Er det da Gud, der alligevel ikke er relationssprogspillets Gud, eller er det Jesus, der ikke på anden måde kan tydeliggøre nødvendigheden af at leve i relationssprogspillet?

Jeg vil jo, som man nok kan forstå, holde på det sidste. Blot må jeg jo så indrømme, at Jesu budskab bliver ret svært forståeligt, noget, der også har vist sig kirkehistorien igennem. For gang på gang dukker disse individualistiske forestillinger om de mange gode gerninger, man har gjort, op.

Også Matt 5,21-23 kan nævnes i denne forbindelse. Hvis man for en stund kan fjerne det fromme udtryk fra sit ansigt, kan man vel egentlig godt få sig til at undre sig lidt over, om Gud virkelig vil dømme til helvede, bare fordi man siger ”Tåbe!” til sin bror. Går han virkelig så meget op i detaljer, ham Gud?

Eller tag Matt 12,36f: at mennesket skal dømmes for ethvert tomt ord, det har talt. Det var dog en sær nøjeregnende Gud, der her er tale om. Kan det virkelig være rigtigt?

Det kan, som jeg ser det, kun være rigtigt, hvis vi vover at tage Jesu dommedagstale som udtryk for, hvad det drejer sig om her i livet før dommedag. Så lyder det, at det afgørende er de ord, vi taler i de fællesskaber, vi står i: opbygger de fællesskabet eller nedbryder de det?

Og endelig skal jeg også nævne den let oversete specialitet, at Jesus i lignelserne om husbyggerne, Matt 7,24-27, omtaler de to som henholdsvis en klog mand og en tåbe, hvilket jeg – men forbavsende få andre – udlægger som et tegn på, at alt, hvad Jesus har formanet os til i bjergprædikenen, er klogskabsbetragtninger, altså gode råd om, hvordan man får sit liv til at lykkes. Se f.eks. her.

Og det er lidt ærgerligt, at man sådan rask væk overser denne specialitet. For det betyder, at man tolker Jesu formaninger som en styrkelse af loven, som Jesus ganske vist ikke drømmer om, at vi kan opfylde, men som er beregnet på at få os til at indrømme, at vi er syndere i alt, hvad vi laver og gør. Så kan ordet om syndernes forladelse lyde des mere tillokkende, mener man. (Jeg har her kommenteret Luthers prædikener over bjergprædikenen for at vise, at Luther ikke er en god lutheraner: han bruger nemlig ikke som de fleste nutidige lutheranere formaningerne i bjergprædikenen som syndespejl).

Og det er her, vi kommer frem til det, jeg vist hidtil er sprunget lidt let henover. For er det ikke det samme, Paulus er ude på? Vil ikke også han erklære os alle for at være syndere, og altså syndere helt igennem, for med des større succes at kunne forkynde os budskabet om vore synders forladelse? Er det ikke det, der er meningen, både med Rom 1-3 og med Gal 3? I sidstnævnte kapitel, vers 24, er det jo, loven kaldes vores ”opdrager” til Kristus, og det er vel netop det samme, man mener, at Jesu formaninger i bjergprædikenen er: en ”opdrager” til Kristus.

Hvis man vil sige, at jeg ”bortforklarer” Jesu syndeanklage, vil jeg så kunne ”bortforklare” Paulus’ syndeanklager på samme måde? Det ser jo ikke umiddelbart særlig let ud.

Lad os se på det!

Først er der nu det at sige, at Paulus i Gal 3,19-22 som den tidligere farisæer, han er, fastholder, at loven er givet af Gud, hvilket i nogen grad er imod Jesus, som jo i bjergprædikenen flere gange siger: ”I har hørt, at der er sagt til de gamle … men jer siger jer”. Se selv, hvad der siges i Gal 3,19-22:

Hvad skulle så loven? Den blev føjet til for overtrædelsernes skyld, men den skulle kun være gyldig, indtil det afkom, som havde fået løftet, var kommet. Den blev givet ved engle, gennem en formidler. En formidler står ikke kun for den ene part. Men Gud er én. Er loven da imod Guds løfter? Aldeles ikke! For var der blevet givet en lov, som kunne gøre levende, så ville retfærdigheden også komme af loven. Men Skriften har indesluttet alt under synd, for at løftet ved tro på Jesus Kristus kunne gives dem, som tror.

Ikke sandt, når det nu er Gud, der har givet loven, så må han have haft én eller anden mening med det. Og det er altså, at den blev føjet til for overtrædelsernes skyld, men at den dog kun skulle være gyldig, til Kristus kom, hvilket jo vil sige, at den ikke er gyldig mere. Men er den ikke gyldig mere, hvordan kan den så være medvirkende til, at Skriften indeslutter alt under synd? Er det mon det, der menes med, at loven er en opdrager til Kristus? Men er det tilfældet, hvor har vi så den tilsvarende tanke i evangelierne? Og findes den ikke dèr, er det så et tegn på, at Paulus til en vis grad er ”gået sine egne veje” for at kunne bibeholde den tanke, at loven er givet af Gud?

Men det er på ingen måde min påstand, at Paulus har misforstået noget. Han gør allerede i Rom 1,11-12 klart, at han så udmærket formår at skelne mellem individualisme og relationisme. Her hedder det:

For jeg længes efter at se jer, for at jeg kan give jer af Åndens gaver, så at I kan blive styrket, eller rettere: så at vi sammen kan opmuntres ved vor fælles tro, jeres og min.

Han er godt klar over, at i et fællesskab, dvs. i den kristne menighed, er der ingen, der er overordnet de andre, her deltager alle på lige fod med at opmuntres ved troen.

Dog gør han allerede her det samme som Jesus: Han synes at blande de to sprogspil sammen. At et menneske er retfærdigt, er vel tydeligt nok et udtryk fra lovsprogspillet, altså tegn på, at man med sine viljesbeslutninger har gjort det rigtige. Men disse tanker ødelægger Paulus, og han gør det ved at bringe det kendte Habakuk-citat i spil: ”Den retfærdige skal leve af tro”, vers 17, et vers, der som bekendt kom til at betyde utrolig meget for Luther. Hos ham bliver dette skriftsted ligefrem til den kendte lutherske trossætning: ”Retfærdiggørelse af tro”. Og det har Luther, vil jeg mene, forstået korrekt nok. Men når målet beskrives som retfærdiggørelse, og når det at blive retfærdig er et mål indenfor lovreligionen, så er det ikke mærkeligt, at man blandt kristne teologer uafladeligt har formået at bringe gerninger ind som det retfærdiggørende, enten så man har hævdet ”lovens tredje brug”, nemlig dens brug som rettesnor for den omvendte, eller så man opregner en række ting, som den kristne i hvert fald helst skulle holde sig efterrettelig.

Men fører loven så til, at synden opdages, og til, at mennesker drives mod syndsforladelsen i Kristus?

Ja, det forudsætter, at synden beskrives på ægte vis. Og gør Paulus det?

Ja, i resten af Rom 1 beskriver Paulus menneskenes synder. Men det er et ”de”, han tager under behandling, så er han selv indkluderet deri? Det ses ikke umiddelbart.

I begyndelsen af Rom 2 fortsætter han sin domstale. Som Jesus f.eks. i dommedagslignelsen fortæller om belønning og straf fra Guds side, sådan taler også Paulus her, vers 6-8:

Han [altså Gud, rr] vil gengælde enhver efter hans gerninger: Dem, der søger herlighed og ære og uforgængelighed ved udholdende at gøre det gode, vil han gengælde med evigt liv; og over dem, der søger deres eget og er ulydige mod sandheden, men lydige mod uretten, kommer vrede og harme.

Og spørgsmålet er altså, om vi – eller ”jeg”, hvis man ikke vil dele min frække antagelse – kan have nogen ret i, at Paulus med disse ord vil beskrive, hvad det kommer an på her i livet, altså fortælle os, hvad der kan gøre os til hele mennesker. Så at altså disse ord på trods af, at de efter ordlyden synes at høre hjemme i lovens sprogspil, faktisk er en del af relationssprogspillet. For de gerninger, der underforstås som det, der skal gøres, er gerninger, der udspringer af ønsket om at styrke fællesskabet.

Og i Rom 3,1-20 lader Paulus så den store kanon tordne i form af en række skriftsteder fra Det gamle Testamente, der skal vise, hvordan alle vi mennesker er syndere. Blot viser skriftstederne ikke det, han påstår, de viser. Fra vers 10-12 citerer han Sl 14,1-3, og her standser han sit citat, før han når frem til vers 4, som viser, at de hårde ord er vendt imod ”de forbrydere, der lever af at æde mit folk” og altså ikke mod alle mennesker.

Og vers 13 er et citat fra Sl 5,10, men også det citat har Paulus valgt med omhu, så man ikke ser, at vers 9 fortæller, at de mennesker, der ikke har et sandt ord i deres mund, er salmistens fjender, og altså ikke alle mennesker.

Det betyder imidlertid ikke, at han ikke kan have ret i det, han siger i Rom 3,20:

For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse.

Men han har ret på en særlig og ret indviklet måde. Dog er det ikke mere indviklet, end at Luther har fået øje på det. Han siger i sin kommentar fra 1515 til romerbrevet, her Rom 12,1ff:

Når apostelen vil indføre den kristne etik, er der intet, han er mere optaget af at udslette helt frem til slutningen af brevet end klogskaben eller selvfølelsen. Derfor begynder han straks med den værste og mest skadelige pest af alle, fordi den alene igen kan opløse den åndelige fødsel med en særlig slags goder og ved hjælp af selve de gode gerninger snarere dræbe den. Men det gør han ikke blot i dette brev, men i dem alle på en meget omsorgsfuld måde, idet han véd, at udenfor fællesskabet, freden, kærligheden, ydmygheden – men at være bevidst om dem er identisk med døden – er alle gerninger intet. (Se her).

Den åndelige fødsel består i at være blevet ført over fra lovsprogspillet til relationssprogspillet. Men hvordan kan så selve de gode gerninger ligefrem dræbe denne åndelige fødsel? Det kan de, fordi de altid vil være gjort indenfor det, Luther her kalder klogskaben, på latin: prudentia. Det vil sige: Man véd af, at man har gjort det rette, og denne viden sætter altid den, der har rettet sig efter loven eller efter den gode moral, over dem, der ikke har gjort noget sådant. Man siger det måske ikke åbent, men man føler sig bedre end dem, der ikke anstrenger sig på samme måde. Det er den uundgåelige virkning af en lovbestemmelse eller en god moralregel.

På den måde har Paulus virkelig ret i, at ved loven kommer kun syndserkendelse. For netop ved at gøre disse gode gerninger og for sig selv eller andre prale af dem, føle sig bedre, eller på anden måde fremhæve sig selv, sætter man sig udenfor fællesskabet, og udenfor fællesskabet er, som Luther her siger, alle gerninger intet.

Og at det er den uundgåelige følge af at gøre det, man gør, fordi man vil overholde loven, kommer tydeligt frem, når Luther hævder, at dette at være bevidst om gerningerne er identisk med døden. Hvis man ved hjælp af mit link læser den latinske original, opdager man, at det ord for klogskab, prudentia, der bruges øverst i ovenstående citat, dukker op igen imellem de to tankestreger. Så det ord skal måske snarere i begge tilfælde oversættes ved ”selvbevidsthed”.

Det er tanken fra Jesu dommedagslignelse, Matt 25,31-46, som Luther her har i tankerne. Denne ”uvidenhedstanke” dukker også op hos ham i ”Om den trælbundne vilje”. Her hedder det:

Ligeledes forbliver riget over de fromme, skønt de hverken selv har søgt det eller tænkt over det, som det, der er beredt dem af deres fader, ikke blot før de selv var til, men også før verdens grundlæggelse. (Matt 25,34). Ja, hvis de også gjorde gode gerninger for at opnå riget, så ville de ikke opnå det, og snarere forblive blandt de ugudelige, som har et ondt og et lønsøgende øje og som søger deres eget, også i Gud. Men Guds børn gør det gode med en uegennyttig vilje, søger ikke nogen belønning, men alene Guds ære og vilje, parate til at gøre det gode, også hvis der hverken fandtes noget rige eller noget helvede, hvilket dog er umuligt. (Se her).

Men så bliver problemet, hvordan man når frem til en sådan uegennyttig vilje, så man gør, hvad der er godt, uden at være sig det bevidst.

Luther har sin løsning på det problem. Han går ud fra, som Augustin, at alle vore drifter er syndige, og at vi derfor i alt, hvad vi gør, gør syndige gerninger. Så når vi handler i bevidstheden om, at alle vore gerninger er syndige og behøver Guds tilgivelse, så kan de ”gode gerninger”, som vi gør, jo aldrig blive ægte gode gerninger, fordi de altid bærer synden i sig, og så kan vi handle ret. For så ødelægges den mulighed, vi ellers ville have til at anse os for bedre end andre: vi og de er jo i virkeligheden lige store syndere.

Min løsning på problemet er en anden.

Jeg vil argumentere ud fra det, jeg har kaldt afsmitningsreglen, en regel, der siger, at vi mennesker smitter hinanden både med et godt humør og med en trykket stemning. Hvis man tolker ordet om ikke at dømme, Luk 6,37-38, som jeg gør det her og mange andre steder på bloggen, så kan man nå frem til den opfattelse, at ligesom jeg kan påvirke andre til noget godt, sådan kan andre påvirke mig. Og det gode, jeg kan påvirkes til, er opretholdelsen af fællesskabet. Hvilket vil sige, at hvis jeg med mine ord er med til at styrke de mange fællesskaber, jeg deltager i, så er det så at sige ikke mine ord, jeg taler, det er ord, som jeg bruger, fordi de andre har ”smittet” mig med deres gode humør, deres indlevelsesevne, og deres afpasning efter min tilstand.

Og det vil ikke blot sige, at jeg i sådanne situationer handler med en selvfølgelighed uden lige, det vil også sige, at jeg ville handle forkert, hvis jeg troede, jeg i disse situationer skulle gøre en ”god gerning”. For det, fællesskabet giver mig, er en indbyrdes tillid, så alle ”gode gerninger” fra min side kun vil være forstyrrende, fordi de vil virke unaturlige; de vil jo ikke udspringe af fællesskabets samhørighedsfølelse, men af mine forsøg på at være et godt menneske eller på at gøre noget godt, hvilket begge dele er holdt i de individuelle overvejelsers regi.

Sjovt nok kan man finde denne henvisning til fællesskabet og dets opbyggelse hos Paulus, endda i det selvsamme romerbrev, hvor han i begyndelsen går anderledes til værks end jeg gør. Han skriver således i Rom 13,8-10:

Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. Buddene: »Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære,« og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: »Du skal elske din næste som dig selv.« Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde.

Vel er det sandt, at dette at lade alt hvile på kærligheden, kan friste visse sjæle til at mene, at det hele drejer sig om at føle det rette i de fællesskaber, man står i. Og det kan vel være sandt nok, at fællesskaberne fungérer derved, at man føler, at man hører til dèr. Men det væsentligste er dog de ord og gerninger, som fællesskaberne fremkalder hos os, fællesskaberne her forstået som de andres ord og gerninger.

Men denne hensyntagen til de andre dukker op i fuldt flor i næste kapitel. Her i Rom 14 tager Paulus en uenighed i menighederne op til undersøgelse. Og hans formaning går netop ud på at rette sig efter hinanden og ikke dømme hinanden på grund af en anderledes holdning til spisen og helligdage. Og i vers 13 giver han denne udmærkede formaning:

Lad os derfor ikke længere dømme hinanden, men I skal meget hellere dømme sådan: Ingen må bringe sin broder til at snuble eller falde.

Denne formaning går, som man kan se, ikke ud på at finde én eller anden regel, der skal overholdes, men på at holde fast ved fællesskabet, så ingen føler sig forbigået. Og den minder derfor om den personlige tilbageholdenhed, jeg nævnte før fra Rom 1,11-12, hvor Paulus jo går fra at være en lærer, som de kan have gavn af at lytte til, til at være et menigt medlem af menigheden, som kan have gavn af det fællesskab, de optager ham i.

Men problemet med denne sammenligning mellem Jesus i evangelierne og Paulus i brevene udkrystalliserer sig i spørgsmålet om, hvorvidt Paulus med talen om, at loven driver til syndserkendelse, tænker på den uundgåelige selvtilfredshed med egen lovoverholdelse, som Luther afbilder så udmærket. At det altså er derfor, loven ikke duer til at fremkalde lovoverholdelse, når man ved lovoverholdelse tænker på kærlighed som lovens fylde, hvilket med mine begreber siges lidt mere forståeligt, når man taler om al lovoverholdelse som noget, der holder sig indenfor lovsprogspillets rammer, mens relationssprogspillet besætter én, så man uden at tænke over det, siger og gør det, fællesskabet kræver for at vokse og trives.

Lad mig til sidst henvise til en artikel, jeg skrev for 8 år siden, som viser, hvordan Luther kan have sørgelig ret i det, jeg ovenfor citerede ham for: at den åndelige fødsel kan dræbes af selve de gode gerninger, man gør. Der er tale om to artikler fra Kristeligt Dagblad, jeg citerer fra, se her, og det er især Anders Raahauges artikel, jeg her har brug for.

Han redegør for en artikel af en tysk lærd, Gerd Held, som midt i den store flygtningekrise i 2015 harcellerer over, at medierne uden nøjere undersøgelse kalder alle migranterne, der vrimler ind i Europa, for flygtninge. Hvorfor skal de kaldes ”flygtninge”?

Jo, forklarer Held:

”Derfor holdes der så hårdnakket og imod al socioøkonomisk sandhed altid fast i samlebegrebet flygtning. Det ord skal angive det rene menneske, berøvet alle midler. Migranterne er velkomne, fordi de byder på lejlighed til at demonstrere en god og gudvelbehagelig indsats. I sidste ende skal de blot stå i vejkanten frem mod Gud. Det selvudslettende, hjælpende menneske er mere beskæftiget med sig selv, end det vil indrømme.”

Det er en tanke, som jeg har tilsluttet mig med min anvendelse af begrebet ”samaritanitis”. Med dette begreb betegner jeg en farisæisme, der er så opsat på at gøre ”gode gerninger”, at man lægger Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner ned ”flygtningekrisen”, og derved uden at tænke over det, gør alle flygtninge til en overfalden, som ligger i vejgrøften. Så kan man nemlig selv indtage rollen som den barmhjertige samaritaner, hvad man ikke kan gøre, hvis den virkelige ”flygtning” skulle afmales.

Men ikke blot er man i alle sine ”gode gerninger” højst utilbøjelig til at se de tilrejsende mennesker som det, de er: nemlig som mennesker, der ikke er forfulgte, men blot vil bedre deres egen situation, man er også fuldstændig ligeglad med, at man ved at indføre en så stor mængde uintegrerbare muslimer, nedbryder den folkelige tillid, fordi disse fremmede kommer ind i landet med en helt anden menneskeforståelse og helt andre idealer end dem, vi har, og ikke har til sinds at prøve at leve sig ind i vore idealer.

I stedet for en sådan overtro på ”gode gerninger”, skal vi sige som Paulus, at ”alt er tilladt, men ikke alt opbygger” (1 Kor 10,24), hvilket udlagt betyder, at det går galt, hvis vi bare vil rette os efter loven eller ”gøre en god gerning”, og glemmer alt om det fællesskab, der skal vedligeholdes eller opbygges.

Dette blev langt og indviklet. Men hvis problemet er, hvordan man kan gøre noget, som man ikke er bevidst om, eller hvordan de gerninger, man gør, skal være gjort, så den venstre hånd ikke véd, hvad den højre gør, (Matt 6,3) og det skal det jo, så må det vist blive indviklet.