Af sig selv

Det er sjovt, som ord kan bide sig fast. Selv på en gammel rotte som mig. Jeg har jo hørt ordene de tusind gange – omtrent i hvert fald – og kender dem udenad. Alligevel kan det ske, at et ord bliver ved med at plage mig, så det ikke er til at blive fri for.

Som nu udtrykket i sidste søndags tekst ”af sig selv”. Det hedder på græsk ‘automatæ’, og det får lignelsen, hvori ordet forekommer, til i teologslang at hedde ”lignelsen om den automatiske sæd”. I en lidt større sammenhæng lyder det i markusevangeliet 4,26-28:

Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; v27 han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. v28 Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset.

Det er jo ikke kornet, der er hovedperson i lignelsen. Om det kan vi jo godt stadig indrømme, at vi ikke véd, hvordan det går for sig. Det er Guds ord. Og om det hedder det altså, at det giver afgrøde ”af sig selv”. Gør det virkelig det?

Med til denne fascination af dette ord hører måske også det forhold, at jeg tilfældigvis kom til at læse et digt, jeg skrev for mange år siden om, hvordan Guds ord vandt frem i Østeuropa, og vandt frem, netop uden at vi anede det eller lagde mærke til det. Jeg citerer lige et par vers derfra:

9. Ja, Han, som selv er Ordets magt og har i sine hænder

vort hjerte, og som bækkens vand det frit og mægtigt vender,

Han lod en sæd gro frem til høst,

gav folkets tro omsider røst,

gav mæle til kvinde og mæle til mand

båd’ i Polen og Ungarn og Østtyskland.

10. Og nu ta’r Han så seglen frem, for høstens arbejd kalder,

og hvad der ej er folkets tro, det lisså stille falder,

et lille korn blev lagt til ro,

ved murens fod det måtte gro,

det åd selv de stærkeste mures forband

båd’ i Polen og Ungarn og Østtyskland.

Det, der nu har optaget mig i forbindelse med denne tekst, er, hvordan denne optismisme kan anvendes på islam. Kan vi virkelig finde paralleller mellem den måde, Ordet virkede på i Sovjetunionen og Østeuropa i det hele taget, og den måde, det må tænkes at virke på i den muslimske verden, både muslimerne i ”deres eget” land og muslimerne herhjemme hos os?

Javist, vi fik nogle optøjer i Iran på baggrund af, at styret havde snydt med valghandlingen. Jeg skrev om det her. Og det såkaldte arabiske forår bar jo også visse forhåbninger i sig, forhåbninger om, at Ordet dog omsider ville vise sin kraft også blandt araberne. Det skrev jeg om her. Men Ordet synes i den forbindelse at have forholdt sig passivt. Det hele synes at være tilbage i sin gamle dårlige gænge, ja for Libyens vedkommende endda tilbage i noget værre end før.

Og hvad så? Så virker Ordet jo ikke alligevel! Så vokser der ikke noget op ”af sig selv”!

Jeg vil ikke her gentage de forhåbninger, jeg havde dengang. I stedet vil jeg søge at skitsere, hvordan vi skal behandle vore muslimske landsmænd, hvis det virkelig forholder sig sådan, at Ordet giver afgrøde af sig selv.

Lad mig begynde med at påpege, at Jesus i et andet ord har givet en slags beskrivelse af, hvordan Ordet virker ”af sig selv”. Jeg tænker på ordet om ikke at dømme, her taget fra lukasevangeliet 6,37f:

Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.

Som jeg tidligere har gjort opmærksom på, se her, vil jeg mene, at dette er ord, der fortæller om mennesket som et resonansvæsen, et genklangsvæsen, og at ordet ikke blot vil gøre opmærksom på, at sådan foregår tingene i menneskesamfundet, men også vil have os til at handle ud fra denne viden, dvs., vil have os til at handle ud fra en tro på, at imødekommenhed før eller siden avler imødekommenhed hos den anden, at dette at vise sig tilgivelsesparat vil fremkalde samme tilgivelsesparathed hos den anden.

Desværre virker dette også den modsatte vej. Det betyder, at viser du dig påholdende, er du rethaverisk overfor den anden, vil den anden også være rethaverisk overfor dig. Du får altså med din rethaveriskhed skabt en atmosfære af rethaveriskhed imellem jer, og den kan være ganske svær at få udryddet.

Og hvis vi bruger dette ord på et lidt mere overordnet plan, vil det sige, at hvis vi danskere vover at lade ikke retfærdighed, men forståelse, indlevelse, tilgivelse gælde i vort forhold til vore muslimske landsmænd, så vil de – af sig selv – blive ramt af indlevelse og tilgivelse, også de.

Blot er der jo den hage ved denne overvejelse, at den tilsyneladende slet ikke er sand. Er det ikke netop, hvad vi danskere hidtil har gjort overfor vore muslimske landsmænd? Og det har jo aldeles ikke haft nogen forvandlende virkning på deres lovforståelse af religionen.

Jeg plejer at sige, at vi skal give muslimerne al den frihed, vort samfund bare kan trække, til at udøve deres religion: lade dem gå med tørklæde alt det, de vil, lade dem spise halal-mad dag ud og dag ind, lade dem bede fem gange om dagen i de foreskrevne stillinger, hvis det er det, de synes deres religion befaler dem at gøre. Og har vi ikke set, at får de den frihed, så tager de den som en selvfølge uden nogen taknemlighed, og ikke blot tager de disse friheder, de tager mange flere tilligemed? Er sandheden ikke, at den imødekommenhed, vi viser dem, er ganske ugengældt?

Jeg plejer godt nok også at føje til, når jeg har beskrevet alle muslimernes religiøse gerninger: ”Lad dog barnet!” Underforstået: De, muslimerne, føler sig bundet af sådanne lovforskrifter, men vi, de kristne, er heldigvis løst fra loven, kan spise, hvad vi vil, kan bede, hvornår vi vil, kan klæde os, som vi vil. Og det er måske det, vi har glemt: at være os selv i al vor imødekommenhed, at være glade over og stolte af vor måde at være på, at fastholde og ikke sige undskyld for den frihed, vi har fået i fødselsgave!

Men der ligger betydelig mere i det end som så. For der er tale om et kultursammenstød, og begge kulturer har udviklet forsvarsmekanismer, som kan være ganske svære at trænge igennem.

Lad mig illustrere, hvad der er på færde ved at henvise til nogle overvejelser, Løgstrup har gjort sig i Norm og spontaneitet om kærlighed og seksualitet, side 134-160. Han overvejer forholdet mellem person og legem og skriver:

Når kærligheden ikke er med, vil legemets hengivelse drage hele personen med sig, uden at kunne det, fordi personen ikke har forelskelsens mulighed for personlig hengivelse. Alligevel er personen med, fordi legemet er med, og det kan gøre den uforelskede legemlige hengivelse til en mangel-oplevelse, uanset vellysten. (side 142).

Men hvis legem og person er knyttet så uløseligt sammen, som her beskrevet, betyder det så ikke, at den muslimske kultur er fuld af mennesker med mangel-oplevelser, for uanset vellysten er der jo tale om en uforelsket oplevelse?

Nej, ikke nødvendigvis, for Gud har mange strenge at spille på. Og den forelskelse, der ikke er der før samlejet, kan Han lade spire frem efter det, så tæt er person og legem knyttet sammen. Men at indrette samfundet på muslimsk vis er godt nok at udfordre Guds gode ordninger, for Han har jo netop skabt forelskelsens mulighed, for at vi skal bruge den, dvs., lade den være grundlaget for vore ægteskaber.

Men ligesom muslimerne i deres store fromhed – den, de lader komme til udtryk i deres kønsadskilte samfund – udfordrer Guds gode ordning, sådan udfordrer også i vore vestlige samfund pornoen den. Også den vil sætte skel mellem person og legem, omend fra den modsatte side.

Norm og spontaneitet er skrevet i 1972, altså lang tid før islams mange problemer blev aktuelle i vore samfund. Alligevel er Løgstrups beskrivelser aktuelle. For den holdning til tingene, som er modsat pornoens holdning, og som Løgstrup kalder ”den gnostiske adskillelse af ånd og legem”, og som dengang var repræsenteret af stærke kirkelige strømninger, den er i vore dage så rigelig repræsenteret af islam. Og det, der var utrolig vanskeligt dengang: at fastholde tanken om kærlighedens formning af sanseligheden, det er også vanskeligt i dag. Løgstrup slutter hele dette afsnit med at skrive:

Som sagt modsætningen er klar nok. Vi har den gnostiske adskillelse af ånd og legem med dens mistænkeliggørelse af sanseligheden. Og som den yderste modpol libertinismen i pornografiens udgave med en sådan dyrkelse af sanseligheden, at den enkeltes individualitet forsvinder og alt, hvad der er af personlighed er faret i kønsorganerne. Men det går her som det så ofte går med heftige modstandere, når de ikke kan komme fri af hinanden, skyldes det, at der bag ved det, som de strides om, ligger en fejltagelse, som de er fælles om. Det er på den fælles, om end skjulte fejltagelse, at deres strid bliver så bitter. Hvori består da puritanismens og pornografiens fælles fejltagelse? I at kærlighed og kønsdrift skilles ad. Begge steder. I den gnostiske dualisme bliver der ingen plads for tanken om kærlighedens formning af sanseligheden. Så langt kommer man slet ikke. For at kunne gøre sig tanker om det, må nemlig sanseligheden først indsættes i sin ret. Og i pornografien udgår stort set kærligheden, hvad der alene interesserer er den isolerede seksualitet.

Michel Houellebecq’s roman Underkastelse, som jeg omtalte i det forrige indlæg, omhandler netop en person, der lider af den ‘pornografiske’ fejltagelse. Han vil for alt i verden holde sig selv udenfor i sine erotiske eventyr. Han finder i begyndelsen af undervisningsåret én af de smukke kvindelige elever, som han kan leve sammen med, men han er egentlig glad, når året er omme, og dette kærlighedseventyr er slut. Han binder sig godt nok temmelig stærkt til én af dem, så han er lige ved at sige, at han elsker hende, men hun er jøde og rejser i kraft af den store jødeforfølgelse i Frankrig til Israel. Men han har, som han siger det, ikke noget Israel at søge beskyttelse i.

Man kan rolig sige, at hos ham finder tanken om ‘kærlighedens formning af sanseligheden’ ikke husrum. Og man må føje til, at af netop den grund opløses hans personlighed mere og mere. Men læseren må selv afgøre, om løsningen mon skulle være at finde i det muslimske tilbud om to eller tre kvinder som ægtefælle til at løse hvert af mandens behov.

Men man må også sige, at denne tanke heller ikke findes hos de mange kristne, der vil indgå i dialog med islam. Man taler om de tre abrahamitiske religioner, jødedom, kristendom og islam, og mener, at de må stå sammen mod den ateiske verden. Men derigennem overser man på kønslivets område netop den altafgørende forskel, som Løgstrup her skitserer: at den kærlighedens formning af sanseligheden, som kristendommen anser for mulig, ja nødvendig, ikke får et ben til jorden indenfor islam.

Det er svært at se, om vores kultur påvirker muslimerne eller ej. Det synes ikke at være tilfældet, ghettoer lever i bedste velgående uden forbindelse med det store danske samfund. Men påvirkningen sker jo netop ”af sig selv”, den finder sted, mens bonden intetanende sover og står op. Så måske der alligevel sker noget i det skjulte.

I gårsdagens Deadline (for den 1-2) var der et interview med Manyar Parwani. Han vil lave en film om Omar Hussain, morderen fra angrebet på Krudttønden og synagogen i Krystalgade. Og han har forsøgt at trænge ind i det miljø, der har kunnet udklække en sådan jihadist. Under dette forsøg er han gentagne gange blevet udsat for trusler. Unge hætteklædte mænd i elefanthuer har omringet ham og i ét tilfælde truet ham med en pistol. Men, fortæller han, senere kan det ske, at én af dem henvender sig til ham alene, og han kan så ofte få en alvorlig samtale med ham, om dette at være ung muslim i Danmark, om koranen og dens forskrifter, osv. Selv er han muslimsk opdraget, omend han nu er sprunget fra, hans mor var alvorligt troende muslim, så han véd godt, hvad han taler om, når han fortæller en sådan ung fyr, hvad religionen påbyder, og han taler med en vis vægt, når han forklarer, at det aldrig kan være en god muslimsk handling af slå uskyldige mennesker ihjel.

Der synes at være en vis uoverensstemmelse mellem, hvad en ung muslim kan gå med til, når han er i en gruppe, og hvad han tænker, når han er alene. Det er også en vanskelig tilværelse, han har. Dels som ung. Dels som muslim i et ikke-muslimsk land.

Her kan han hore og drikke, hvad han ikke vil kunne i et muslimsk land. Og det gør han så. Og det giver ham måske en vis følelse af at have magt over tingene, at have styr på også forholdet til det danske samfund. Men holder det? Eller mærker han, at han ikke lever med den frihed og selvfølgelighed, som de danske unge? Opdager han, at de har noget, han ikke har: en selvforståelse af, at som de er, er de gode nok, og at de piger, de kommer sammen med, også er fuldt ud mennesker?

Eller når han ikke længere end Omar Hussain? Parwani kom med en teori, der vist skulle være meget foreløbig – for han er jo slet ikke færdig med de indledende studier til sin film – men alligevel havde noget tankevækkende ved sig: de unge muslimske mænd véd godt, at dette liv med hor og druk ikke er i overensstemmelse med de muslimske love, med shariaen, og de må derfor håbe på at kunne erhverve tilgivelse fra Guds side, en tilgivelse, som der, efterhånden som regnebrædtet fyldes op, kun kan gives mulighed for at opnå gennem jihadisme, dvs., gennem en selvmorderisk handling i Allahs tjeneste.

Parwani selv var sluppet ud af denne religiøse klemme, kunne man forstå. ‘Sådan tænker de’, sagde han på et tidspunkt, ‘ikke som vi andre’. Og dette ‘vi andre’ er altså ham selv og vi danskere. Så i det mindste for hans vedkommende synes der at have været nogle kræfter, der i det skjulte har ført ham bort fra islam.

Kræfter, der har virket ”af sig selv”.

Men det mærkelige er, at disse overvejelser mindst lige så meget retter sig mod os danskere som mod vore muslimske landsmænd.

Hvis der findes sådanne skjulte kræfter, der virker ”af sig selv”, automatisk, så virker de jo bedst, når vi ikke sådan tænker over det, når vi blot lige ud ad landevejen vover at være os selv, vover at glæde os over livet, inklusive forelskelsen og hvad den fører med sig, vover at leve i tillid til de samfundskræfter, der beskytter os, i det hele taget vover at leve i tro på, at mennesket er et genklangsvæsen, at dette også gælder for muslimen, og at han før eller siden vil lade sig overbevise om det krampagtige i hans sharia-tro.

Herunder skal vi naturligvis også vove at vise muslimerne en naturlig gæstfrihed. Men da muslimerne jo er kommet for at blive, må denne gæstfrihed nu efter så mange år forvandle sig til krav til muslimen, tilsvarende krav, som vi stiller til en dansker. Og det holder det stadigvæk hårdt med. Vi finder stadig på undskyldninger, vi betragter stadig muslimerne som stakler, dvs., ikke ligeværdige med os.

Både de og vi har meget at lære.

Og denne læreproces tager tid. Men den ødelægges på forhånd, hvis tilstrømningen af muslimer ikke standses.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik, Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Af sig selv

  1. Pingback: Den kærlighed, den kærlighed! | ricardtriis

  2. Pingback: Ytringspligt? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s