20 Gaza’er

I anledning af, at Benjamin Netanyahu fornylig blev genvalgt til Israels premierminister, havde Jyllands-Posten en leder, hvori man beklager dette valg på grund af, at det vil udskyde fredsprocessen; to-statsløsningen bliver endnu mere urealistisk, se her.

Desværre er sådanne tanker typiske for vestlige iagttagere. Vi indskrænker altfor ofte vore formaninger til dem, der ligner os. De, der er anderledes, muslimerne f.eks., forekommer os for alternative til, at vi gider rykke ud med formaningsord til dem; de hører jo alligevel ikke efter, eller de forstår os jo alligevel ikke, eller – og det er måske den værste underforståelse, vi gør os skyldige i – de er endnu ikke i deres udvikling nået op på vores stade.

Det kan formuleres på en anden måde. Det har Robert L. Meyer på ”jihad-watch” gjort, se her. Han slutter sin lange og omhyggelige gennemgang af de mange forsøg på at skabe fred mellem israelerne og palæstinenserne med at bebrejde de vestlige medier og politikere, at de tror, de forhandler med ”manden i spejlet”, dvs., de tror, de forhandler med et mennesker, der tror og tænker ligesom de. Men, siger han – og det fremgår med al ønskelig tydelighed af hans gennemgang – muslimerne tænker ikke ligesom vi, de har ikke en sekulær forestilling om, hvad det drejer sig om. For dem betyder koranen utrolig meget. Og når der står i sura 2,191: ”Dræb dem, hvor I møder dem, og fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer”, så har det i islams lange historie været udlagt sådan, at et stykke land, der én gang er erobret af muslimer, til verdens ende skal forblive muslimsk, og hvor det kan påpeges ikke at være tilfældet, er det enhver muslims pligt at søge at få det til at blive tilfældet.

Robert L. Meyer fortæller, at efter Camp-David aftalerne i juli 2000, hvor Yassir Arafat fik tilbudt 97% af vestbredden, afslog han alligevel tilbudet. Og da han blev spurgt hvorfor, svarede han: ”Fordi israelerne ikke ville give os 100%”. Meyer mener, at Arafat var bundet af koranens ord og det i den grad, at han kunne risikere at blive myrdet af mere trofaste korantilhængere.

Lad dette være, som det være vil. Så meget står i hvert fald fast for mig, at dette med at tro, at muslimerne på den anden side af forhandlingsbordet tænker som vi, er helt og aldeles forkert.

Lad os bruge denne iagttagelse i forhold til Jyllands-Postens leder. I lederen hedder det:

Netanyahu kommer igen til at sidde på det yderste højres nåde. Op til valget stillede han en annektering af i hvert fald dele af Vestbredden i udsigt, og han vil blive hårdt presset af sit parlamentariske grundlag for at indfri løftet. To-statsløsningen bliver dermed stadig mere urealistisk. 80 pct. af medlemmerne i det nyvalgte Knesset afviser en to-statsløsning. En snarlig amerikansk fredsplan for Mellemøsten, som præsident Trump har stillet i udsigt, kan give den det endelige dødsstød, hvis palæstinenserne som ventet siger nej til, hvad USA formodes at stille med.

Dermed understreges den bitre ironi, at jo stærkere Israel forekommer, jo svagere bliver det på længere sigt. Hvis Israel skal fortsætte som demokrati med lige rettigheder til alle slags borgere, herunder de arabiske israelere, arbejder tiden imod Israel som en jødisk stat. Netanyahu kan annektere bosættelserne på Vestbredden, og han kan stå fast på sin uforsonlige kurs, men han kan ikke løbe fra denne grundlæggende udfordring.

Mener lederen virkelig, at det, der gør to-statsløsningen urealistisk, er israelernes holdning? Jamen, har man da ikke lagt mærke til de mange raketter, der i tide og utide affyres fra Gaza? Har man helt glemt Netanyahus bemærkning fra 2014, at han ville modsætte sig enhver mulighed for en to-statsløsning, hvor palæstinenserne frit kunne ind- og udføre, hvad de ville? ”Vi vil ikke skabe 20 Gazaer på Vestbredden”, sagde han, se her.

Det er højst besynderlige tanker, der kører rundt i hovedet på palæstinenserne, i hvert fald på deres ledere. Konrad Otts skelnen mellem sindelagsetik og konsekvensetik gjorde jeg i sin tid lidt ud af her på bloggen: de mennesker, der uden videre går ud fra, at vi skal hjælpe alle, der møder op ved vores grænse, så vi giver den asyl, kalder han sindelagsetikere, for de tænker ikke på konsekvenserne af deres handlinger, men kun på deres rette sindelag. Vi andre, der er bekymrede netop for konsekvenserne af alle disse ”gode” mennesker ”gode” gerninger, kalder han konsekvensetikere.

Ifølge den sprogbrug er de palæstinensiske ledere typiske sindelagsetikere. Der er ingen fornuft i deres handlinger. De tænker ikke langsigtet, men har kun øje for, om de nu også her og nu opfylder det, de mener er Allahs befaling til dem om at sætte livet til for hans sag.

Jeg mener: en to-statsløsning ville jo kunne give dem mulighed for at få gang i økonomien, mulighed for at få hjulene til at rulle, mulighed for at uddanne befolkningen helt anderledes end nu. Om de så til sin tid, når de måske om mange år er blevet jævnbyrdige økonomisk og militært med israelerne, finder det umagen værd at prøve at nedkæmpe israelerne militært, ja, det kan vel ikke helt udelukkes; så længe de er muslimer, eksistere den risiko stadig for israelerne, at muslimerne vil prøve at opfylde det, der står i sura 2,191. Men der er også en mulighed for, at palæstinenserne til den tid er blevet glade for samarbejdet med israelerne og økonomisk og kulturelt har fundet dette samarbejde givende. Og så er al tale om at få sura 2,191 til at gå i opfyldelse jo umuliggjort.

Måske det er det, Hamas’ ledere forestiller sig.

Men vi i den vestlige verden burde dog også kunne indse, at Hamas for hver raket, de skyder af ind over Israel, skyder en to-statsløsning endnu længere ud i fremtiden.

Man må selvfølgelig spørge, inden man forlanger af Israel, at de skal slutte fred og stole på Hamas og Abbas, hvor lang tid uden raketaffyring der skal til, før de så nogenlunde tror på, at Hamas vil overholde en fredsaftale. Er ti år nok? Hvilket altså betyder ti år med israelsk kontrol over al indførsel til landet, så Israel ikke risikerer en dag at stå overfor et stærkt oprustet Palæstina. Når Netanyahu ikke ønsker sig 20 Gazaer på Vestbredden, er det jo et ønske, der kun kan opfyldes, hvis det fortsat vil være umuligt at indføre raketter til Vestbredden på samme måde, som man kan indføre dem til Gaza. Og skal det være umuligt, kan den palæstinensiske del af dobbeltstaten ikke blive suveræn.

Skal det kommende Palæstina blive en suveræn stat, må der først blandt israelere og deres ledere skabes en tillid til, at en aftale kan holde, at altså palæstinenserne er til at stole på. Og den tillid opbygges ikke med raketter.

Erik Boel har i en artikel i Horsens Folkeblad den 21-4, som ikke er på nettet, udtrykt en opfordring til at droppe den håbløse to-statsløsning. Men ak, han har ikke noget at sætte i stedet. Desuden mener han, at israelerne bør nære frygt for at komme i mindretal i deres eget land.

Det samme mener Jyllands-Postens leder. Man skriver jo, som før citeret, at ”hvis Israel skal fortsætte som demokrati med lige rettigheder til alle slags borgere, herunder de arabiske israelere, arbejder tiden imod Israel som en jødisk stat”. Dette må bero på en fejlslutning. Man går tilsyneladende ud fra, at hvis løsningen med en to-statsløsning bryder sammen, er kun løsningen med en samlet arabisk-jødisk stat tilbage. Hvis vi altså skal have en løsning, hvor demokratiet kan opretholdes. Men man kan da være 100% overbevist om, at israelerne aldrig vil gå med til en sådan løsning. Når man lige har gennemført en grundlovsændring, der indebærer, at staten Israel er en stat for jøder og ikke for andre, så kan man virkelig ikke forestille sig, at man vil trække denne ændring tilbage. Og de arabere, der bor indenfor Israels område, kan ikke foreløbig komme til at udgøre et flertal i landet.

Nej, hvis en to-statsløsning ikke kan gennemføres, er det status quo, der kommer til at råde, dvs., vi vil fortsat have et Hamas i Gaza, som fra tid til anden affyrer raketter ind over Israel, og en Abbas på Vestbredden, som styrer de derboende palæstinensere med hård hånd, og et Israel, som gør gengæld mod Hamas i Gaza, og som opretholder bosættelser på Vestbredden. Det er højst uheldigt, og vi vesterlændinge bliver ved med at synes, at der da må kunne træffes en permanent ordning. Men vi er altså nødt til at erkende, at det er ikke er nok fra vores side at lægge pres på Israel, vi må også sætte os så tilpas ind i den tankegang, der råder på den anden side, hos Hamas og Abbas, at vi kan indse, at det i alt væsentligt er den side af forhandlingsbordet, der umuliggør en varig fredsløsning.

Reklamer
Udgivet i Samfundsforhold | Tagget | Skriv en kommentar

Selvmodsigelse

Hvis man påstår, at man tilhører en religion, der går ind for fred, kan man så møde den, der siger noget andet om ens religion, med vold? Ligger det så ikke i den første påstand, at man møder påstand med modpåstande, ikke med vold?

Lige siden den store opstandelse, der opstod i de muslimske lande i anledning af Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, har jeg undret mig over, at så få har peget på den selvmodsigelse, der ligger i, at muslimerne ved at reagere på tegningerne med voldshandlinger giver Kurt Westergaards Muhammed-tegning ret. Altså: De siger, de er imod tegningen, men ved at udøve vold til forsvar af deres profet giver de med deres handlinger tegningen ret. Denne tegning var jo nok den mest præcise tegning af Muhammed: Han blev afbildet med en bombe i turbanen som tegn på, at han går ind for vold.

Min undren gentog sig, da jeg i 2008 refererede en syrisk stormufti for at sige følgende i anledning af, at Geert Wilders påtænkte at producere en film, hvori måske en koran ville blive afbrændt:

Hvis der opstår uroligheder, blodsudgydelse og vold, efter at koran-filmen af Geert Wilders er blevet udsendt, så er Wilders ansvarlig … Hvis Wilders river en koran i stykker eller brænder den i sin film, så vil dette simpelthen betyder, at han opfordrer til krig og blodsudgydelse. Og det er ham, der er ansvarlig. … Det er det hollandske folks ansvar at standse Wilders. (Se her).

Det er besynderligt. Jeg kan ikke finde ud af, hvilken form for logik – om overhovedet nogen – der bevæger sig i sådanne muslimers hoveder. Wilders slog ikke nogen ihjel ved at rive en side ud af en koran (Det var forresten ikke det, der blev gjort i filmen; skærmen var sort og der lød et ritsch, hvorefter en stemme sagde: ‘Sådan lyder det, når man river en side ud af en telefonbog’). Men om så filmen havde vist en side, der blev udrevet af en koran, eller en koran, der blev brændt, det er ikke noget, der slår mennesker ihjel, og det er ikke nogen opfordring til krig og blodsudgydelse.

At sådan en stormufti ikke kan indse, at hans udtalelser ikke giver mening, eller at de, hvis de endelig skal give mening, kun kan forstås som en trussel om vold og optøjer i gaderne, hvilket jo aldeles ikke er noget, som nogen tilhænger af den fredelig religion kan opfordre til, det er altså for mig ret uforståeligt.

Nu har vi så i afvigte påske været vidne til først Palmesøndag: store voldelige optøjer på Nørrebro, så Langfredag: en fredelig demonstration af muslimer med opfordring til genindførelsen af blasfemiparagraffen, og siden Påskedag: et stort anlagt terrorangreb på Sri Lanka med over 200 dræbte.

Ekstrabladet har i anledning af demonstrationen Langfredag haft en samtale med én af initiativtagerne til demonstrationen, Khalid Alsubiihi, se her. I interview’et lyder det:

– Islam er den tro, vi lever efter i vores hverdag. Og Koranen er grundlaget for vores liv.

– De værdier brænder, håner og nedgør Rasmus Paludan. Derfor reageres der også, som det sker.

– Hvor går grænsen så for, hvad man må ytre sig om?

– Forskellen på os og ham er, at vi kommer med et fredeligt budskab i dag, hvor vi respekterer andres religioner, men vi kræver også respekt for vores. Han kommer med et budskab om, at han hader muslimer, og de må ikke være i Danmark.

– Han spreder had mod minoriteter og splitter os. Det er den store forskel på ham og os.

Man må sige om koranen, som Kaj Munk engang sagde om bibelen, at koranen er lettest at tro på, når man ikke har læst den. Hvorfor blev der store optøjer Palmesøndag på Nørrebro? Fordi de dérboende muslimer opfatter Nørrebro som muslimsk område, og på muslimsk område skal politiet ikke komme og bestemme. Og hvorfor vil muslimer ikke rette sig efter de danske regler? Fordi deres regler, shariaen, er guddommelige, hvor vores blot er menneskelige. Og hvor har muslimerne disse påstået guddommelige regler fra? Rigtigt gættet: fra koranen.

Respekterer muslimer andres religioner? Ja, hvis de retter sig ind efter muslimerne. Kræver de respekt for deres egen religion? Ja, på den måde at forstå, at vi ikke skal komme med vores politistyrke og bestemme, hvad der må ske på muslimsk område. Spreder Rasmus Paludan had mod muslimerne? Ikke, hvis de vil rette sig efter de danske love. Men vil de sætte shariaen over de danske love, ja, så vil han opponere imod det, både med ord og demonstrationer, f.eks. den demonstration at afbrænde en koran. Blot er det nok forkert at kalde det ”had”. Der ligger masser af modargumentationer i det; hvis f.eks. muslimer ikke vil rette sig efter danske love, så er det vel rimeligt at spørge dem, hvorfor de så vil bo her i landet, og måske også rimeligt af hensyn til fremtidens landefred at prøve at få dem sendt hjem.

Sidste del af interview’et ser sådan ud:

– Så grænsen går ved det, som Paludan gør?

– Absolut.

– Hvad håber I så at få ud af demonstrationen i dag?

– De danske politikere og medier skal forstå, at vi rækker hånden ud nu og siger nok er nok. Tag vores hånd og lad os samarbejde. Vi er en del af det danske samfund og danske borgere, der elsker Danmark.

– Jeg har selv været udsendt med Den Danske Brigade og sat mit liv på spil for Danmark. De fleste muslimer i Danmark opfører sig ordentligt, arbejder og er en del af samfundet. Dem skal man ikke glemme ved at skære alle muslimer over en kam.

Man kan virkelig ønske sig, at en sådan tilsyneladende fredelig muslim som Khalid Alsubiihi giver sig til at læse koranen, så han bliver klar over, hvad det er for en bog, han betragter som sit livs grundlag. Det er jo ikke os, der skærer alle muslimer over én kam. Det er bl.a. sådan nogle gode samfundsborgere som Khalid, der gør det, fordi han frivilligt giver sig ind under den samme koran, som f.eks. terroristerne på Sri Lanka. Han betragter sig givetvis som en god muslim, fordi han så nogenlunde følger nogle påbud, der står i koranen. Men der står jo flere påbud end dem, han kan bekvemme sig til at følge.

Det er således bemærkelsesværdigt, at det i den disput, der på et tidspunkt udviklede sig mellem det store al-Azhar universitet i Kairo og imamerne indenfor Islamisk Stat, kun lykkedes al-Azhar at påpege én fejl hos IS: At de i stedet for at henrette en jordansk pilot med sværd, brændte ham levende, se evt. en kort bemærkning derom her, hvor man, hvad der nok er mere relevant, også kan læse en gendrivelse af den tanke, at koranen er Guds eget skinbarlige ord, noget, Khalid kunne have godt af at læse.

Jeg har efterhånden brugt en del tid på at studere koranen. Og i det indlæg, som jeg her linker, har jeg anført en del indvendinger imod, at koranen skulle kunne være Guds ord. Jeg kan ikke se, hvordan man med sin fornuft i behold kan fastholde det synspunkt, at koranen er Guds eget ord, altså ikke blot Guds ord, som vi kristne betragter bibelen som Guds ord, for vi fastholder på én gang, at bibelen er skrevet af mennesker, men dog kan overbevise mennesker, så Guds ånd altså taler derigennem, nej, koranen er Guds direkte ord, ikke blot givet til fortidens mennesker, men som givet til fortidens mennesker derved tillige givet til nutidens mennesker.

Der er vel en del muslimer, der har søgt at fastholde dette syn på koranen samtidig med, at de som Khalid vil hævde, at de er gode danskere, når koranen er grundlaget for deres liv. Og man kunne naturligvis ønske for Khalid, at han kunne finde nogle solide imamer, der kunne fortælle ham, at alt, hvad der har med jihad at gøre, er noget, der gjaldt engang, men ikke gælder mere, eller fortælle ham, at dette med at forfølge jøder vel er noget, der står i koranen, men også noget, som andre ord i koranen ophæver. Jeg har blot ikke fundet nogen muslimsk teolog eller filosof, for hvem det er lykkedes at fremkomme med troværdige argumenter i den retning.

Når jeg vil ønske, at der kunne fremkomme en sådan muslim, skyldes det, at det hele så ville blive meget nemmere for Khalid. Så ville han jo slippe for at skulle forlade islam og slippe for at blive anklaget for frafald med de følger, det kan få. Og ikke mindst, han ville slippe for at skulle forlade hele den kultur, han er vokset op i, alle de traditioner, han er kommet til at holde af. Ligesom jo også forholdet til familien ville blive stærkt påvirket, hvis hans koranstudier skulle få ham til at ville forlade islam. Men jeg vil på den anden side mene, at vil han være et helt menneske, så kan han ikke fortsat være muslim.

De selvmodsigelser, han roder sig ind i i interview’et med Ekstrabladet, er tegn på et tvesind, som det vist ikke er behageligt at rende rundt med. Lad mig blot her til sidst pege på endnu en tvivlsom bemærkning. Artiklen beskriver hans holdning således:

Demonstrationen blev fra start til slut afviklet fredeligt, men budskabet var også klart: Hvis de danske politikere ikke griber ind nu og stopper Rasmus Paludans afbrændinger af koraner og stopper hans fornærmende hån af islam, så kan det gå langt værre end de uroligheder, der søndag ramte Nørrebro og andre københavnske bydele.

Naturligvis spurgte interview’eren ham ikke, om dette skulle opfattes som en trussel. Men lige så ”naturligvis” kan det ikke opfattes anderledes. Jeg mener, at fagforeningsledere er blevet dømt for udtalelser, der er ganske tilsvarende. Men har med arbejdsgiverne lavet en aftale, og er en sådan aftale truffet, er det forbudt fagforeningslederne at opfordre til strejke. Det er sket, at nogen af dem har været meget utilfredse med et aftaleresultat og har hævdet, at de er bange for, at der kan opstå mange spontane strejker. Men de er blevet dømt i arbejdsretten. Sådan må man ikke sige. Det vil uvægerlig blive betragtet som en opfordring til strejke, også selv om der ikke formelt set er tale om en opfordring til strejke.

Det er det samme med Khalids udtalelse her. De danske politikere vil sandsynligvis ikke stoppe Rasmus Paludan, og kommer det af den grund til nye optøjer, måske endda langt værre end dem, vi så Palmesøndag, så vil man med rimelighed kunne sige, at Khalid har opfordret til det.

Men ingen tvivl om det: Det vil han benægte alt, hvad han kan. Med lige så stor kraft, som han på trods af, at han frygter sådanne voldsepisoder fra muslimernes side, hævder, at islam er en religion, der prædiker fred.

Forstå det, hvem der kan.

Udgivet i Islam | Tagget , , | Skriv en kommentar

Guds påskelatter V

Jeg har i mine præsteår holdt en del prædikener over evangeliet til 2. påskedag, johannesevangelistens morsomme beretning om Maria Magdalene, der så den opstandne Jesus og dog ikke så ham, Joh 20,11-18. Når jeg i år slutter denne påskesekvens om Guds påskelatter med én af disse prædikener, skyldes det, at det forhold, at Maria netop genkender Jesus, da han kalder hende ved navn, på den måde rammer hovedet på sømmet, at alle de spekulationer, vi kan gøre os over Jesu opstandelse, viser sig at være grundløse. Det er jo fuldstændig umuligt for os at fatte, hvordan der kommer liv i et dødt legeme, men det afgørende fortælles der om her, så vi vel alle må fatte det: personforholdet genskabes, det personforhold der blev umuliggjort af døden, bliver til igen; hvordan og ad hvilke veje må forblive et mysterium, men at det genskabes, står fast.

Som det hedder i Jobs bog, kapitel 19, vers 25-27: ”Dog ved jeg, at min løser lever,/ til sidst skal han stå frem på jorden./ Når min hud er skrællet af,/ når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud;/ ham skal jeg skue,/ ham og ingen anden skal mine øjne se.”

Men til prædikenen!

Den lyder sådan her:

Vi har i vort nye testamente fire opstandelsesberetninger. Og alle har de noget tilfælles. Det er ellers ikke så meget de har tilfælles, disse beretninger. Hvilket har ærgret ærgerrige teologer, der med påskeberetningerne som baggrund har søgt at bevise eller sandsynliggøre opstandelsen. Hvis det er det, vi er ude på, hvis vi i beretningerne vil have et bevis for Jesu opstandelse, så vi kan være sikre: han er virkelig opstanden, så går vi forgæves. For beretningerne har så lidt tilfælles, at de umuligt kan bruges til nogetsomhelst historisk bevis. Allerede i det andet århundrede efter Kristi fødsel var der en kritiker, der gjorde opmærksom på, at Lukas omtaler to engle ved graven, mens Markus omtaler én engel. Og det er ikke noget, der er heldigt for et historisk bevis.

Men hvordan skulle opstandelsen dog også kunne bevises? Det ville være imod opstandelsens natur. Jeg mener, hvis man skal til at forklare en vittighed, så er pointen gået fløjten; enten forstår man den, eller også forstår man den ikke, enten har man humoristisk sans, eller også har man det ikke.

Nej, vi skal ikke i disse beretninger have noget bevis på Jesu opstandelse.

Vi skal derimod høre det, de har tilfælles, nemlig den underfundige lattertone. Der er noget underfundigt ved beretningerne, og det gælder egentlig dem alle fire. Hvad betyder underfundigt? Jo, tænk Dem et teaterstykke. Skurken er på scenen, men hører i det samme helten komme. Han lægger sig på lur, parat til at springe ind bag på helten og kvæle ham. Vi, tilskuerne, véd, at skurken er der, men helten aner det ikke, intetanende går han lige lukt i fælden. Er der børn til stede ved en sådan forestilling, så kan man være næsten sikker på at de råber: ‘hej, pas på, han er omme bag brændestablen’. Men vi voksne har lært at beherske os, vi har lært at sætte afstand mellem begivenhederne på scenen og os selv; skønt det bobler i os af spænding, siger vi ingenting, vi tvinger os til at være rolige.

Det er det underfundige i situationen, at vi véd noget, som de implicerede ikke véd.

Og sådan også med opstandelsesberetningerne. Lad os tage Markus først: Kvinderne går ud til graven tidlig søndag morgen. Og undervejs diskuterer de, hvem der skal vælte dem stenen fra graven. Det er typisk for den underfundige fortællekunst. Vi, tilhørerne, véd, at stenen er væltet fra, véd, at Jesus er opstået fra de døde, det bobler i os af fryd, men kvinderne véd det jo ikke; de implicerede er ikke selv klar over det, vi véd; de går endnu med deres sorg; de har ikke forstået, at det utrolige er sket. Og når vi så hører dem gå og være bekymret for, hvordan de nu skal få stenen bort fra graven, så bobler vi over, så har vi lyst til at glemme vor tilhørerrolle og fare op til dem på scenen og fortælle dem det frydefulde budskab, rive dem på én gang ud af deres sorg. Åh I dumme kvinder, lad dog sten være sten og skynd jer hen til graven og se, at den er tom, tom, jublende tom.

Fortællingen er underfundig, det er lige før den får os til at glemme at beherske os, vi skal lige til at ruske løs i kvinderne, om de dog ikke kan forstå, men vi tager os i det, vi bliver på vores plads.

Vi kan vist godt springe over Matthæus og Lukas, og det må vel også siges, at det er Johannesevangelisten, der er hovedpersonen idag. Han er underfundig, så det klodser. Se Maria Magdalene, hun står ved graven med sin gråd. Graven er tom, men hun har intet forstået, hun græder stadig. Hun ser to engle, de spørger hende, hvorfor hun græder, og hun svarer: ‘Fordi de har taget min herre bort, og jeg véd ikke hvor de har lagt ham’. Ak lille barn, er det den måde du tyder den tomme grav på, kan ikke engang englene lede dig på sporet af, hvad der er sket, ja, der er jo nogen, der ikke kan se skoven for bare træer.

Men så minsandten om ikke den underfundige johannesevangelist fortæller, at Jesus selv står der. Og Maria vender sig om og får øje på Jesus. Hun ser den opstandne med sine egne skinbarlige øjne, men der er stadig ikke noget lys, der går op for hende, hun er så overbevist om, at Jesus er død, så hun slet ikke genkender ham; Jesu død har slået hende så ganske til jorden; enhver tale om, at han efter dette skulle være Guds søn, må da være tåbelig, synes hun, opstandelsen falder hende overhovedet ikke ind. Men vi, tilhørerne, hvordan kan vi være vidne til en sådan mangel på forståelse? Vi må da fare hen til hende, stikke hende tændstikker i øjnene, så hun kan se, råbe det ind i øret på hende, så hun kan forstå, at hendes sorg er borte, at manden, der døde, er Guds søn. Kun en kraftanstrengelse kan holde os tilbage.

Og dog kan vi jo godt forstå hende. Mindes du ikke dine skoledage? Hvordan læreren spurgte dig efter hovedstaden i Danmark. Ja, hvad kunne mon den hedde? Der var vist en by, der hed Korsør et eller andet fjernt sted i den store verden. Du foreslog Korsør. Vild jubel fra dine kammerater. Nej, siger læreren, det er noget med en købmand. En købmand? Du tænker, så hårene slår gnister. Nykøbing, siger du. Igen højlydt latter. Køben…, siger læreren, Køben… de andre er ved at strække fingrene af led. Tænk, at nogen kan få så mange oplysninger uden at kunne finde ud af det! Det er da umuligt. Nej, det var faktisk muligt dengang. Så mon dog ikke alligevel du kan forstå Maria.

Men det bliver værre endnu. Ikke nok med, at hun ser den opstandne Jesus for sine øjne uden at se ham, uden at genkende ham, nej hun mistyder ham endda også. Jesus siger til hende: ”Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?” Og hun?? Ja, hun tror minsandten, det er havemanden. Nej, Marialil, nu er du altsa god, nu er du dog for hildet i dig selv. Dette slår dog alle rekorder.

Bevares, du har sørget meget over Jesu død, det kan vi godt forstå. Og Jesu død har for dig været et bevis på, at han alligevel ikke var den, du troede han var, Guds søn. Men hvorfor, lille Maria. Hvorfor? Ved du da ikke, hvem Gud er? Har du da glemt, at han har magt over døden såvelsom over livet? Er der slet ikke noget der rinder dig i hu, bare et lille skriftsted om, at for Gud er alle ting mulige? O P siger op, S T A N siger stan, opstan … har du det ikke nu?

Men nej, intet hjælper. Det menneske, der er kroget ind i sig selv, kan kun hjælpes ud udefra. Det menneske, der er alene med sin sorg, kan kun et kærlighedsord udefra bringe lindring. Og dog er kærlighedsordet nytteløst, hvor mennesket er så forstenet, at det tyder kærligheden som egenkærlighed. Maria, se nu her, graven er tom, kan du da ikke se det som udtryk for Guds kærlighed? Maria, tag nu og tænk dig om, der sidder to engle i graven, tror du da ikke, at Gud selv har handlet her til bedste for dig. Men nej, stadig ingen reaktion, stadig ingen tro på Guds kærlighed. Jamen, så se da der Maria, der står jo den opstandne selv, nu må vi da op af sæderne og hjælpe hende til tro, nu må vi da gøre noget kraftigt for at overbevise hende om Guds kærlighed. Men nej, intet nytter, ingen kraftgerning fra menneskehånd formår noget, når et menneskehjerte er lukket for Guds kærlighed, du må beherske dig, sæt dig roligt ned, kun den almægtige formår noget her.

Så lyder da den almægtiges røst for anden gang den dag i de dødes have. Kort tid forinden havde den lydt som mange vandes drøn, råbt sit: ”Jesus kom herud”, så stenen væltedes fra, og den døde vågnede. Og nu lyder den, denne Guds almagtsrøst, som den lyder herefterdags, som en stille susen; kun én ting siger den opstandne med den almægtiges røst: ”Maria”. Det navn hvormed hun er indskrevet i livets bog, det navn, hvormed hun til evig tid er gemt i Guds hukommelse, det navn nævnes her, så underet sker, så Maria ser, hvor hun før ikke så, så Maria tror, hvor hun før ikke troede, ser Guds kærlighed, tror det ord, hvori kærligheden tager udtryk.

Havemanden, ja du er god, er du Maria.

Og dog forstår vi dig, Maria. For når vi tror skyldes det jo kun det ene, at den samme almagtsrøst engang nævnte vort navn, så vi fik magt til bag langfredags og påskemorgens begivenheder at se Guds kærlighed.

Amen.

Udgivet i Ny testamente | Skriv en kommentar

Guds påskelatter IV

Denne gang skal jeg ”forlyste” læseren med en salme, jeg skrev for en tre år siden. Den har relevans af to grunde. Dels fordi jeg dengang gav den overskriften ”Guds påskelatter”, dels fordi jeg kom i tanker om den, da jeg læste om Benny Schusters nye bog, der jo netop hedder ”Om påskelatteren”. Men jeg må desværre gentage, hvad jeg dengang sagde: Det er noget forskelligt, vi mener med udtrykket ”påskelatter”.

I forhold til mine forrige artikler kan man sige, at perspektivet her udvides en smule. Nu er det ikke blot evangelierne og specielt opstandelsesberetningerne som åbnere og retledere og idealer for litteraturen, nu bliver opstandelsen også betragtet som det, der ligger bag videnskaben. Ikke som den ultimative forklaring – den finder vi måske i virkeligheden aldrig – men som den spore, der ligger bag vor udforskning af universet.

Og jeg skylder nok også at koble al denne jubel sammen med noget i det foregående. For hvis Guds påskelatter allerede lød på forskellige tidspunkter af Jesu lidelse, betyder det så ikke, at de mange ”hvorfor”, vi oparbejder livet igennem, mister styrke, forvises til det halvvejs latterlige område, hvor man prøver at måle livet med retfærdighedens alen? Gud ler jo i det skjulte af alle vore forsøg på at opstille en retfærdig orden og stille spørgsmål om hvorfor denne lidelse skulle ramme os.

Nej, jeg tør ikke svare ja til disse spørgsmål. Der er og bliver noget uforståeligt ved det faktum, at Gud kaldes almægtig og god, og så ikke behandler os godt. Jesu død kunne han måske le af, for den var påført ham af onde mennesker, og det var disse onde mennesker, der fik deres besyv påskemorgen ved Guds latter. Men andre er jo blevet ramt af lidelse, der ikke skyldes menneskers ondskab, men blot naturkræfters rasen, hvad enten man så tænker på naturkatastrofer eller på uhelbredelige sygdomme.

Og vel tænker vi jo, at også naturkræfterne ligger indenfor Guds herredømme, men det er dog svært at fastholde den Gud, der sender uforståelige, smertefulde sygdomme, som en Gud, der ler. Eller er det dèr, Guds underfundighed virkelig viser sig? Det er svært at tro for den, der stadig har mange hvorfor’er siddende i sindet.

Og dog betyder vel Guds latter, at vi tør se frem til en opstandelse, hvor både den ene slags hvorfor og den anden slags bliver besvaret.

Jeg tror det.

Melodien til salmen er: ”Op min sjæl, thi sol er oppe”.

1. Himlen genlød af Din latter,

Du, som kan alt, hvad du vil.

Intet menneske det fatter,

død han var jo som en sild!

Stenen vælted’ Du fra graven,

tog ved hånd ham op at stå;

de, der vandred’ rundt i haven,

så, hvad intet øje så.

2. Fligen løfted’ Du fra himlen;

skæl der faldt fra øje vort;

hvad behersked’ skabervrimlen,

så vi; Du tog sløret bort.

Verden var i mørket landet;

Du slog himmelhul på jord,

og i hullet, som Du danned’,

titted’ frem Dit skaber-ord.

3. Atter tør din kirke ånde,

atter løfte hoved sit;

skabe nyt, gå Dig til hånde

kækt det tør vi nu og frit.

Atter tør vi se og kende

bagved alt en Fader god;

Kristi lov er uden ende,

han, hvis ben af grav opstod.

4. Ak, vi så kun bånd og bindsel,

så kun videnskabens slot.

Og vi selv, vor hjernes vindsel?

Marionet kun og robot!

Du slog hul på tankens fængsel,

lod den levende os se;

Kristi lov er al vor længsel,

lader alt i frihed ske.

5. Hver mikrobe, hver amøbe!

Ordet Dit i småkravl bor.

Du den mindste mus lod svøbe

i Dit net af skaber-ord.

Mennesket, Din søn, Din lige,

skønt mod Dig han sig forbrød,

styres af, hvad Du vil sige,

har Din lov i sind og skød.

6. Lad da Kristi lov forkynde,

skabe tro i hjernens kød,

så påny vi kan begynde

og kan le af grav og død!

Hver gang verden vil os binde,

skabe angst og mismods sind,

lad Din latter atter vinde,

lad os se i himlen ind!

7. Hver gang mistilliden bryder

fællesskabs fortrolighed,

hver gang hånligt mod mig lyder:

”Hå, han tror på kærlighed!”

se dog, hvor Dit barn sig atter

lukker til i hjertets grund,

lad påny Din påskelatter

trænge gennem ”øre-sund”!

8. Se, de står omkring og spotter:

”Al hans tro er narrespil!

Intet sind i verden godt er;

han er død jo som en sild!”

Herre, lad Din påskelatter

mig slå ned, så jeg kan le,

le og le, til helt jeg fatter:

Det umulige kan ske.

Udgivet i Ny testamente | Skriv en kommentar

Guds påskelatter III

Påskelørdag kan da ikke rumme særlig store doser af Guds påskelatter. Og Langfredag da slet ikke. Så hvorfor bibeholde overskriften?

Af to grunde.

For det første, fordi hvis Gud er lattermild påskemorgen, er han det også langfredag. Hvis han er underfundig efter Jesu opstandelse, har han nok også været det før Jesu opstandelse.

Og for det andet, fordi de mennesker, der har skrevet Det ny Testamente, har lagt nogle af Guds underfundigheder fra påskemorgen ind i lidelseshistorien. Så man altså, når man læser eller hører lidelseshistorien, gang på gang burde tænke: ‘Nå ja, sådan hænger det nok sammen’, eller: ‘Var det det, Gud havde til hensigt?’

Jeg vil altså ikke som tidligere hævde, at Jesu disciple på én eller anden måde af sig selv kom på det med opstandelsen. Her nøjes jeg med at sige, at de bagefter, da det stod dem klart, at Jesus var opstået, kom i tanker om en masse ting, som burde have fået dem til at tænke på opstandelsen som en mulighed allerede om fredagen. Blot var der ingen, der fik de tanker. Det gik først op for dem påskemorgen, da de så den opstandne selv.

Man kan se, hvad jeg mener, på Lukas’ beretning om de to disciple, der vandrede til Emmaus, Luk 24,13-35. De går og diskuterer alt det, de har oplevet, først og fremmest jo Jesu korsfæstelse; de havde håbet, siger de, at han var den, der skulle forløse Israel. At det er Jesus selv, der slår følge med dem, ser de ikke. Det er en del af den guddommelige underfundighed, som fortælleren vil have frem. Og Jesus fortæller dem om alle de steder i Det gamle Testamente, der handler om ham, specielt vel om de steder, der handler om Herrens tjeners lidelse og død, f.eks. Es 53,8. Men stadig ingen reaktion fra deres side. Først, da han bryder brødet, genkender de ham. Men så bliver han usynlig for dem.

Og så er det, de siger: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?« Der var noget, der optog dem i overordentlig høj grad, men de forstod ikke, hvad det var, før de så ham som den opstandne. Emmaushistorien er en underfundig beretning, der viser, hvordan det at blive kristen er, som at få en tiøre til at falde, er som at høre en vittighed, der vender hele den normale tankegang på hovedet, er som at mærke relationstankegangen overtrumfe retfærdighedstankegangen.

For det, der står i skriften, har jo stået der hele tiden, også under Jesu korsfæstelse. Blot var det kun Jesus selv, der forstod det, kun ham, der forudså sin lidelse, død og opstandelse. For disciplene lød det alt for utroligt. Peter, mønsterdisciplen i både positiv og negativ retning, kunne ikke sige andet end: “Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig” (Matt 16,22), da Jesus havde forudsagt sin død og opstandelse. Men bagefter, bagefter, da de havde forstået i det mindste nogle af Guds planer, bagefter, kunne de ikke fortælle lidelseshistorien uden at indlægge en række skriftsteder, som skulle vise, hvordan det hele skete efter Guds plan. Og så bliver selv lidelseshistorien en del af Guds påskelatter. Så bliver det fortællingen om, hvordan jøderne, disse lovtrælle, troede, de fik has på Jesu anderledes evangelium ved at få ham korsfæstet, men hvordan Gud hele tiden vidste, hvad han ville gøre, og hvordan fortællerne nu bagefter kan se, at han måske nok har prøvet at undertrykke sin påskelatter, men hvordan man dog kan ane et smil på hans ansigt så hist og så her i begivenhederne, fordi det altsammen lægger op til påskemorgen, hvor alle mærkværdighederne tænkes at få deres forklaring, hvor alle de uløste problemer falder i hak.

Matthæus og Markus fortæller således, at Jesu sidste råb på korset var: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!” Matt 27,46 og Mark 15,34. Og vi plejer at forstå dette råb som udtryk for den dybe fortvivlelse, der prægede Jesus. Men man skal lægge mærke til, at ordene stammer fra Sl 22 i Det gamle Testamente, og at en række af de ting, der fortælles om ved korsfæstelsesscenen, kan forstås som en opfyldelse af ord fra Sl 22, og måske skal forstås sådan.

Således fortælles der hos alle fire evangelister om, hvordan de soldater, der korsfæstede Jesus, trak lod om hans klæder, f.eks. hos Mark 15,24. Men læg mærke til, at der om salmisten står det samme, Sl 22,19. Og Matt 27,43 fortæller, hvordan ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham og sagde: “Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham”. Men også det står omtalt i Sl 22, nemlig i vers 9.

Det underfundige er, at sådanne overensstemmelser var der ingen, der kunne se ved Golgata. Først bagefter, i opstandelsens lys, kunne man se overensstemmelsen. Og derved blev jo jøderne til skamme. Den helligskrift, de holdt sig til, og ifølge hvilken de mente at kunne retfærdiggøre henrettelsen af Jesus, den fortalte i virkeligheden den stik modsatte historie. Og ikke sandt, så har vi den situation oprullet, som jeg fortalte om i det forrige indlæg: de meget lovtro mennesker, muslimer eller jøder, får deres lovtroskab fuldstændig tilintetgjort, og Gud tillader sig den frækhed at le af dem, fordi de således har misforstået det hele.

Men han ler jo også af evangelieforfatterne. Han ler af deres blindhed. Det, de ikke har kunnet se det før efter opstandelsen, det har jo Gud vidst det hele tiden. Så han altså har svært ved at holde sin påskelatter tilbage langfredag.

Jeg vil ikke ligefrem påstå, at Gud ved sig selv tænker: ‘Ka’ de idioter da ikke læse Sl 22, min redning står jo tydeligt omtalt i den sidste halvdel’. Men det er vel ikke umuligt, at Jesus har tænkt det med, da han citerede det første vers af Sl 22.

Også johannesevangelisten har fundet sådanne underfundigheder.

Jeg opererede i sin tid en del med den tanke, at johannesevangeliet var skrevet af en anden Johannes end den Zebedæussøn, som omtales som én af Jesu disciple, og som traditionen har regnet for forfatteren, jeg forestillede mig nemlig, at det var skrevet af den Johannes, der omtales i Apg 4,5 som én, der er af ypperstepræstelig slægt og derfor deltager i det jødiske råds møder. Han flyttede efter Jerusalems ødelæggelse år 70 til Efesus, hvor en Johannes omtales i de oldkristne skrifter. Man har almindeligvis regnet med, at denne Johannes i Efesus var identisk med Zebedæussønnen Johannes, men der kunne sådan set lige så godt være tale om ”min” Johannes.

Parentes: Rudolf Bultmann betragtede johannesevangeliet som et skrift, der var blevet til langt fra Jerusalem, uden tilknytning til jødedommen, for forfatteren var, mente han, en græker, der var blevet kristen. Denne teori blev noget tvivlsom, da man fandt en dam med fem søjlegange, der højst sandsynligt var identisk med den dam, der er omtalt i Joh 5,2, en lokalitet, man ellers havde betragtet som evangelistens frie opfindelse. Parentes slut.

Hvis det er ”min” Johannes, der er forfatteren, har han nok været vidne til Jesu korsfæstelse, hvad der jo også hævdes i Joh 19,25-27. Men vi skal selvfølgelig ikke forestille os et vidne i moderne forstand. Johannes har, som de andre evangelister, villet fortælle en historie, en underfundig historie, en utrolig historie, som han ikke selv troede på i begyndelsen, men først fik til at give mening, da Jesus var opstået fra de døde.

Han har, ligesom de andre, fået soldaternes kasten-lod-om Jesu klæder til at stemme overens med Sl 22,19; i modsætning til de andre citerer han hele det relevante skriftsted. Og det, at Jesus siger: “Jeg tørster”, også i det ser han en opfyldelse af skriften, nemlig af Sl 22,16. Men hermed er han ikke færdig.

Det er ham og kun ham, der fortæller, at jøderne bad om lov til at få de korsfæstede slået ihjel, så de ikke skulle hænge på korsene på sabbatten. Og det gav Pilatus soldaterne ordre til. Men da de kom til Jesus og så, at han var død, nøjedes de med at stikke en lanse ind i siden på ham Joh 19,34. Og da de gjorde det, kom der vand og blod ud. Det bevidner evangelisten meget stærkt. Det hedder:

Den, der har set det, har vidnet om det, for at også I skal tro – og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han taler sandt.

Det lyder unægtelig som et vidnesbyrd fra én, der selv har set det. Men naturligvis, hvis man ikke kan gå med til, at johannesevangelisten selv har været til stede på Golgata, så må man forklare det på anden måde. Men for mig at se, lyder det ikke blot som et vidnesbyrd af én, der selv har set, det lyder også som et vidnesbyrd om noget, han ikke forstod før senere. Det er, vil jeg mene, først senere, han får de mange begivenheder på Golgata til at falde på plads, det vil sige, til at blive opfyldelsen af diverse skriftsteder. Det gælder også denne detalje med lansestikket. Her ser han Det gamle Testamentes krav til påskelammet opfyldt; på det måtte nemlig intet ben knuses. Det vil sige: han ser i det forhold, at man ikke knuste Jesu ben, et tegn på, at Jesus er det sande påskelam. Nogle fortolkere har sagt, at det er årsagen til, at han ikke fortæller om nadverens indstiftelse, for hans påstand om, at Jesus dør samtidig med, at påskelammet slagtes, står i modsætning til traditionen om, at Jesus holdt påskemåltid om torsdagen. Man kan måske sige, at johannesevangelisten har lidt svært ved at få det med lansestikket til at blive et forståeligt tegn, og man kan i hvert fald sige, at han med alle sine mange tolkninger af begivenhederne, ikke rigtig kan bruges som et vidne i moderne forstand.

Men ikke blot ser johannesevangelisten her et tegn på, at Jesus er påskelammet. Han ser også Zak 12,10 opfyldt: “De skal se hen til ham, som de har gennemstukket”. Dette sidste skriftsted er her gengivet efter den hebraiske grundtekst, ikke efter den græske oversættelse, “Septuaginta”, som ellers bruges. Dette viser, at evangelisten har kendskab til hebraisk.

Parentes: Der er den krølle på teorien om den ypperstepræstelige Johannes som forfatter, at forfatteren i så fald har været medlem af det store råd og derved været med til at dømme Jesus til døden. Og mærkelig nok står der ikke i johannesevangeliet noget om forhøret hos Kajfas. Forhøret hos Annas er omtalt, men ikke det hos Kajfas, se Joh 18,24 og 28. Man kan tænke sig, at hele sandheden har stået i det oprindelige evangelium, men at de disciple, der har udgivet det og tilføjet kapitel 21, også har lavet den ændring, at de har fjernet Johannes’ fortælling om at have været med til at dømme Jesus. Parentes slut.

Men det underfundige hos johannesevangelisten består ikke mindst i, at der, som han ser det, i mange almindelige begivenheder ligger et tegn fra Gud. Tingene er ikke bare det, de for en ydre betragtning ser ud til. Begivenhederne rummer en dybere sandhed. Og det tænkes alt sammen afsløret påskemorgen, hvor det bliver klart, at Jesus er opstået fra de døde. Opstandelsen bliver så at sige den bemærkning, der afslører alt det hidtidige som del af en vittighed, man uvægerlig må le af. Eller opstandelsen bliver som verbet i lang tysk bisætning, som på forunderlig måde får alle ordene til at falde på plads.

Noget af det kan ses i johannesevangeliets opstandelsesberetning, Joh 20,1-10. Som det hos de andre evangelister er kvinder, der som de første kommer ud til graven, er det hos Johannes en kvinde, nemlig Maria Magdalene, der først ser, at stenen er væltet fra. Men hun ser på det tidspunkt ingen engle, hun fortæller blot Peter og den discipel, Jesus elskede, at ”de har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham”, en underfundighed, der gentager sig lidt senere, for, ikke sandt, vi, læserne, tilhørerne, véd, at Jesus er opstået, vi, men ikke Maria Magdalene, kender den sande sammenhæng: at Jesu lig ikke er flyttet, men at han er opstået, og vi er derfor ved at boble over af indestængt latter over den kvinde, der er så langsomt opfattende.

Men er de to disciple ikke også langsomt opfattende?

Måske. Johannesevangelisten fortæller, at han selv kom først ud til graven, men at det var Peter, der først gik ind i graven. Dog havde Johannes set linnedklæderne ligge der, og det skal måske tænkes med i historien, at hans hjerne er ved at sprænges for at få en forklaring på, hvorfor linnedklæderne ligger der. For lidt senere, da det er Peter, der fortælles om, hedder det, at også han ser linnedklæderne ligge der og lægger mærke til, at klædet, som Jesus havde haft over hovedet, ikke lå sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Hvordan han reagerer på denne iagttagelse, fortæller Johannes ikke noget om, men han fortæller, hvordan han selv reagerede. Det hedder, at han gik ind i graven, ”og han så og troede”.

Er han ved at fatte noget af Guds påskelatter? Hører han måske ligefrem Gud le fra det høje? Det kan måske fortsættelsen af kapitel 20 give svar på.

Udgivet i Ny testamente | Tagget | Skriv en kommentar

Guds påskelatter II

Efter terrorhandlingen den 11. september 2001 skrev jeg en bog, som jeg kaldte ”Kristne prædikener imod islam”. Den første – alt for lange – prædiken i denne samling havde som tekst Sl 2,4, hvor det hedder: ”Han, som sidder i himlen, ler”. Denne næsten for længst glemte tekst randt mig i hu, da jeg læste Kristeligt Dagblads omtale af Benny Schusters bog om Guds påskelatter. For øvrigt har jeg lagt denne bog ud på nettet her, hvis man vil kikke mig i kortene.

Denne første prædiken er formet som et brev til én af flykaprernes far. Jeg forestiller mig, at han i den fromme forsamling af alvorlige muslimer, han er medlem af – som jeg lidt fejlagtig kalder et ”broderskab” – har fået forespørgsel om, hvorvidt han kender nogen, der vil udføre en selvmordsaktion, og i den forbindelse har tilbudt sin egen søn. Og jeg tænker mig videre, at sønnen har sagt ja, som den lydige søn og fromme muslim, han er, og at faderen er utrolig stolt over at have en så hengiven søn, der ganske hengiver sig til Gud.

Jeg prøver også at leve mig ind i denne tænkte muslimske fars frustration:

I det hele taget, sådan tror jeg, du har set på det, så gik aktionen ud på at give disse vesterlændinge med deres overforbrug og seksuelle udskejelser en lærestreg. Det var jo ikke mindst det, der var årsag til din frustration, at verden så ud til at være indrettet ganske uretfærdigt, så de vestlige mennesker, der ikke udviste nogen form for ægte fromhed, fik al magten og alle bekvemmelighederne, mens den muslimske verden, der dog i nogen grad rettede sig efter Guds forskrifter, sakkede agterud. Med ét slag skulle der vendes op og ned på alt dette. Det, din søn var kommet med i, det vidste du i hvert fald, skulle vende nedgangsperioden, opildne alle muslimers tro, få vesten til at fremtræde som det dekadente, afmægtige makværk, det var.

Men jeg er så så fræk overfor denne tænkte far, at jeg forestiller mig, at hans søn var ombord på det fjerde fly, det fly, der ikke nåede én eller anden fornem bygning i Washington – hvilken vides ikke – men styrtede ned i Pennsylvanien. Frækt er det at forestille sig det, for al den stolthed over, at hans søn kunne dræbe så mange vantro vesterlændinge, fordamper jo i nogen grad, når det bliver klart, at det var – muslimsk set – alt for få, der blev slået ihjel ved den lejlighed. Dog venter jeg lidt med at dreje kniven yderligere rundt i dette åbne sår.

Først lidt om den manual, som man har fundet i den bagage, som lederen af operationen, Mohammad Atta, ikke fik med i flyet.

Man får virkelig indtryk af, i hvor høj grad disse unge mennesker skal gøre vold på sig selv og deres naturlige instinkter. Ikke blot skal de overvinde deres egen angst for at dø, de skal også overvinde deres naturlige modvilje, som ethvert civiliseret menneske har mod at dræbe andre mennesker. De gør det ved at kalde det mord, de skal udføre, for ’slagtning’: ’Hvis Gud befaler, at én af jer skal slagte, så tilegn slagtningen til jeres fædre (…), for I har forpligtelse overfor dem. Vær ikke uenig, men adlyd. Hvis du slagter, så vold ikke dem, du dræber, ubehag, for dette er en af Profetens – fred være med ham – skikke. På én betingelse: at du ikke bliver distraheret’. Nå, ja, det er jo ikke så rart for os vesterlændinge at blive betegnet som slagtedyr, men vi forstår godt og anerkender det også, at I muslimer er civiliserede mennesker, siden der skal en så stærk ordfordrejning til for at få jeres unge til at slå os ihjel.

Dog trøster jeg min tænkte muslim lidt i det følgende:

Når virkelighedens time nærmer sig, nultimen, så byd (…) helhjertet døden velkommen for Guds skyld’, lyder én af instrukserne. Og det har jo altså din søn rettet sig efter. Han har gennemtænkt situationen. Han har endda, som én af passagererne har fortalt, iført sig sit røde hovedbånd som tegn på, at han var en selvmordspilot. Kan du da ikke med god grund være stolt af ham, også selv om det ikke lykkedes for denne kaprerbesætning at få flyet sendt ind i en menneskefyldt bygning?

Så det står altså fast, det var ikke kaprernes manglende offervilje, der var skyld i, at det gik galt for kaprerne.

Det må dog være rart at høre for denne far, at hans søns offervilje var der ikke noget i vejen med. Alligevel hævder jeg, at den Almægtige ler af disse flykaprere. Hvordan det? Det skriver jeg om lidt senere:

Jeg vil nemlig gøre opmærksom på, at den Almægtige ler, og at det er jer, han ler af. Sandt nok, han ler ikke af alle de mennesker, det lykkedes jer at få dræbt. Han har medlidenhed med enhver skabning, der lider uden at det er nødvendigt. Nej, han ler af jer. Han ler af alle jeres forberedelser, han ler af også den detalje, I glemte, men han ler først og fremmest af al jeres alvor, af jeres hårdt tilkæmpede villighed til at dø, af jeres kyniskhed og følelseskulde, altså af alt det, som I mener er jeres styrke, og som også vi kristne i et øjebliks forblændelse har ladet os betage af. Alt dette ler den Almægtige af.

Jeg forklarer det lidt nærmere i det følgende:

Når Gud ler, når han, som salme 2 siger det, håner og spotter dem, der gør oprør mod ham (og det vil i denne sammenhæng sige jer), så skyldes det, at han finder det utrolig latterligt, at nogle mennesker vil gøre sig selv til martyrer. Det er da det rene galimatias. Og for yderligere at understrege det latterlige i dette forehavende, gør han det, at han i den selvsamme handling, hvorigennem disse galninge (deriblandt altså din søn) udfører deres galmandsværk, lader nogle af de af jer forhadte og foragtede amerikanere vokse op til martyrstadiet. Hvad I har kæmpet igennem år for at opnå: sjælsstyrke overfor døden, det lader han dem opnå med legende lethed i løbet af en tyve minutters tid. På den selvsamme dag, hvor I lader jeres selvmordsangreb rulle af stabelen, udvælger han af en håndfuld tilfældige amerikanere nogle få, og dem lader han gribe martyrkronen, ja, man kan næsten sige, at han lader dem snappe martyrkronen fra din søn og hans medsammensvorne.

I, der troede, at I skulle vinde, og vinde stort i moralsk henseende over os vesterlændinge i kraft af jeres villighed til at dø for islams sag, I bliver sejlet langt agterud på netop den bane, I dèr har valgt jer, så I nu står med skammen, ikke blot over at have ladet jeres unge lide døden for en forkert sag, men også over at have ladet dem konkurrere med os vesterlændinge om det største martyrsind, hvor I blev håbløst udkonkurreret, eller, at jeg skal sige det sådan: I forsøgte at lade jeres unge afpresse Gud martyrbelønningen, men han gav den til dem, I mindst syntes havde fortjent den og lo jer dertil op i jeres åbne ansigt.

Er der her tale om en hånlig latter? Ja, det er der. På den måde, at det er djævelen selv, Gud ler af. Han ler, fordi han med sin ånd har besejret djævelen. Det er jo djævelen, der i sin tid besatte Muhammed, så han fordrejede kristendommens trossætninger, så de kom til at sige det modsatte af det oprindelige. Den muslimske martyr er dødsforagtende, javist, men det er han, fordi djævelen har forvendt hans tankegang. Han tror, at han selv kan beslutte sig til at blive martyr. Han bilder sig ind, at martyren er én, der slår ihjel i Guds navn. Han tror, at Gud kæmper for sin sag gennem voldsanvendelse, drab og krig. Og da historiens gang ret tydeligt har vist, at hvis det er Gud, der kæmper igennem den muslimske voldsanvendelse, er det en ret ynkelig gud, der er tale om, så må dagens muslimer, hvis de stadig vil holde på, at deres gud kræver opofrelse af livet af dem, på en meget krampagtig måde fastholde deres trossætninger. Men bevares, bare de er mange nok om det, og bare de på tilstrækkelig effektiv måde kan holde sig borte fra de farlige vesterlændinge, så kan vel nok masken, den fromme maske, bevares. Og alt sammen fastholdes det med de mest alvorlige miner. Ingen latter her.

Og det er jo det, der er latterligt. Det er latterligt på samme måde, som jødernes fastholden ved deres lov var latterlig. Og stillet overfor en sådan alvor, ikke blot en dagligdags lovoverholdelse, men direkte en vilje til at slå ihjel og blive slået ihjel, hvad skal Gud så gøre? Er det ikke umuligt at trænge igennem al denne lovfromhed? Må han ikke give op, simpelthen bare lade tingene ske? Er der plads til nogen latter her?

Nej, ikke så vidt vi kan se. Det er alt sammen så sørgeligt, så sørgeligt. Så mange døde! Så mange ofre for en vild, umenneskelig blodtørst! Så megen ødelæggelse fra kræfter, som vi ikke véd, hvad vi skal stille op med, kræfter, oven i købet, som befinder sig i vore egne lande!

Men hvor kunne man efterfølgende ønske sig, at vi havde hørt Guds latter noget tydeligere! Hvor kunne man ønske sig, at vi var blevet smittet af den, var blevet grebet af den livsglæde, som denne latter er udtryk for, havde genopbygget de to tårne og råbt til de muslimske ugerningsmænd: ‘Kom kun an, næste gang kan I ikke besejre os, fordi vi ikke véd, hvad I er ude på!’ Men ak, i stedet skulle vi absolut vise vores mægtige styrke – som jo er langt mægtigere end selv den største muslimske stats, indrømmet – ved at nedkæmpe Taliban i Afghanistan. En dumhed uden lige! Og en reaktion, der viser, at vi ikke havde hørt Guds latter!

Guds latter? Hvad var der at le af?

Der var de muslimske flykaprere at le af. Der var deres krampagtige, dødsensalvorlige martyrvillighed at le af. Der var deres indædte had til alt vestligt at le af. Og når vi burde kunne le af det, skyldes det – som før nævnt – at Gud så let som ingenting kunne opvække martyrer af ganske almindelige amerikanere, martyrer, der var ægte martyrer, fordi de ikke selv søgte martyriet, martyrer, der var kristne martyrer, fordi de ville frelse liv i stedet for som deres modpart, de muslimske martyrer, at ødelægge liv. Og ikke blot kunne han gøre det, denne almægtige Gud, der har vort hjerte i sin hånd og – efter Grundtvigs iagttagelse – ”det som bækkene vender”, han gjorde det rent faktisk også. Han lod det fjerde fly blive forsinket i afgangen, så den uvidenhed, der prægede de andre flys passagerer, som jo alle troede, at der var tale om en almindelig kapring, hvor de fleste passagerer slipper fra det med livet i behold, ikke kom til at blive et våben i flykaprernes hånd. I stedet lod han det fjerde flys passagerer blive klar over, hvad flykaprerne var ude på: at flyet skulle flyves ind i én eller anden betydningsfuld amerikansk bygning og dræbe mange mennesker, og er det ikke forunderligt: da passagererne på det fjerde fly var blevet klar over det, gav resten sig af sig selv. Der var ikke tvivl skabt i deres sind om, at de skulle prøve at tilbageerobre flyet fra muslimerne. Og det prøvede de så på.

På det fjerde fly blev det således en kamp mellem muslimske martyrer og kristne ditto. Og de kristne vandt. Ikke på den måde, at det lykkedes dem at holde flyet i luften, det endte jo med, at det, efter hvad øjenvidner fortæller, flaksede besynderligt rundt i luften, indtil det styrtede ned, men dog på den måde, at de mange mennesker, der var udset til ofre i den bygning, flyet skulle flyves ind i, reddede livet. Takket være de kristne martyrer, der jo ofrer deres liv for at redde liv, ikke for at tage liv.

Hvis man skulle få den tanke at ville læse min lange prædiken igennem – den, der er formet som et brev til en far til én af flykaprerne – vil man måske synes, at jeg drejer kniven lidt for meget rundt i det sår, denne far må have i sindet. Men havde jeg vidst, hvad jeg senere blev klar over, kunne jeg såmænd have drejet kniven endnu mere rundt. For jeg er senere blevet klar over, at det ikke var alle de 19 kaprere, der var klar over, at der var tale om en selvmordsaktion. Så dette med, at de skulle forberede sig på ”nultimen”, gælder ikke dem alle, kun nogle af dem. Værre endnu: der skulle efter sigende findes en video, der viser, hvordan Osama bin Laden med både latter og skadefryd fortæller, at nogle af kaprerne ikke vidste, hvad det gik ud på.

Og man kan også lægge mærke til, at jeg slutter med at pege på denne fars menneskelighed og opfordrer ham til at lade den besejre hans muslimske hengivenhed. Jeg skriver:

Jeg véd godt, at vi i den kristne verden betragter muslimer som næsten uomvendelige. Og det letteste ville vel derfor være at slutte denne prædiken med at formode, at dette jo nok ikke gør indtryk på dig. Men hvorfor skulle det egentlig ikke det? Du er jo menneske som vi andre. Du har vel et hjerte i livet, også du. Det kan godt være, at du ikke kan føle medlidenhed med de mange døde. Det kan godt være, at du stadig synes, at amerikanerne har rigtig godt af den lærestreg, de dèr fik. Men kan du nægte, at disse almindelige amerikanere i deres sidste stund blev ophøjet til det sublime? Kan du nægte, at deres død var langt menneskeligere end din søns? Kan du ikke se, at ’han, der troner i himlen, ler’?

Så vær ikke bange. Han ler ikke af dig af anden grund end den, at han vil have dig til at le af dig selv. Og hvorfor skulle det være umuligt? Det er jo dog menneskeligt at le, og du er et menneske. Ikke?

Tilbage er kun at sige til os kristne: Ja, Gud ler, Gud ler også af os, når vi ikke vil le af os selv. Men at han ler af muslimerne, at han vil have os til at le med, at han vil sende sin latter ned over os i vor kamp mod muslimerne, til tegn på, at de med alle deres selvmodsigelser og umenneskeligheder allerede har tabt, og at deres djævel kun ligger i dødskrampe, inden han helt udånder, det er det, der skete på det fjerde fly, et vidnesbyrd om.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget , | Skriv en kommentar

Guds påskelatter I

Så har der igen været et par artikler i Kristeligt Dagblad, som har inspireret mig. Så den trofaste læser må finde sig i en artikel om ovenstående emne. Men når jeg sådan tænker mig om, må jeg indrømme, at jeg kun indirekte er inspireret af Kristeligt Dagblads artikler. For den sag, de behandler, Guds påskelatter, opdager jeg, at jeg har behandlet for lang tid siden. Og det er mere min egen behandling af sagen, end det er Kristeligt Dagblads, jeg vil referere i det følgende.

De artikler, der sætter disse tanker i gang hos mig, er en anmeldelse af Benny Schusters nye bog: ”Om påskelatteren”, se her, og et interview med forfatteren, se her. Så vidt jeg kan forstå på de to artikler, er det mere den deciderede latter, end det er den mere beherskede humor, Schuster behandler. I denne og et par følgende artikler vil det blive omvendt: vi tager humoren frem som det primære og latteren som det mere specielle.

Det, den kristne forkyndelse går ud på, er nemlig at få tiøren til at falde. Og det at få tiøren til at falde er ofte ensbetydende med at forstå det vittige i vittigheden, eller at forstå, at en bemærkning fra den anden ikke skal tages helt for pålydende, eller at få øjnene op for den anderledes sammenhæng, den anden sætter sine ord ind i. Og i alle sådanne tilfælde er der noget, der hindrer den rette forståelse, nemlig den tankegang, der besætter én for øjeblikket.

Jeg har for et par gange siden omtalt det, der sker for den ældste af de to sønner i Jesu lignelse om den fortabte søn, Luk 15,11-32, som det, at relationstankegangen overtrumfer retfærdighedstankegangen, se her. Og dette at være bundet af retfærdighedstankegangen er ganske almindeligt blandt os mennesker. Og er vi bundet af den tankegang, kan det være ganske svært at komme løs. Der skal et skub til udefra, der skal lyde et ord til os, som ikke bevæger sig i retfærdighedstankegangen. Eller, hvis vi skal tale ”nytestamentligt”: der skal lyde en formaning til os.

Og det forhold, at en formaning i vore dage næsten altid forstås som en ekstra omdrejning af retfærdighedstankegangen, har bevirket, at der kun er få præster, der formaner fra prædikestolen. For de vil ikke komme med deres ”løftede pegefingre”, de vil ikke låse tilhørerne yderligere fast i retfærdighedstankegangen eller i de moralske overvejelser, som udspringer af denne tankegang.

Formaningen som den ”løftede pegefinger” skal ikke have nogen tiøre til at falde, den forbliver i den tankegang, som den anden er bundet af, den bringer ikke noget nyt. Men formaningen i nytestamentlig forstand gør. For den henviser til det forhold, den ene står i til den anden, og kommer med forslag til, hvad man kunne tage og gøre, hvis man vil bevare dette forhold eller måske endda udbygge det.

I lignelsen her: faderen formaner den ældste bror til at gå med ind til festen, og han gør det, ikke med henvisning til, at det kræver kærligheden, ikke med henvisning til en højere moral end den, der fører regnskab med de ting, faderen har givet eller ikke givet, men med henvisning til det broderforhold, der består mellem den ældste og den yngste bror. Jesus har fået det frem på en ganske fiks måde. Den ældste bror omtaler sin bror som ”din søn dèr”, men faderen retter det til ”din bror hèr”; et fint udtryk for Jesu humor.

Den ældste søn tænkes altså at skulle rives ud af sin retfærdighedstankegang, en tankegang, der har det med at ville låse det enkelte menneske fast, så det slet ikke kan tænke anderledes. Og denne udrivning sker netop ved et ord udefra, ved det, der i Det ny Testamente kaldes en formaning.

Det er netop det, der er humorens hemmelighed: den lever trygt i de dagligdags forhold, hvori den står til andre mennesker, så trygt lever den, at den vover at gøre grin med retfærdigheden, vover at drille den anden, vover at sætte forholdet i spil for at forstærke det yderligere. Det kommer ikke særlig tydeligt frem i ordskiftet her mellem far og søn, og dog ligger der som sagt en antydning af et drilleri i den rettelse, faderen kommer med: ”din bror her”.

Det er jo i det hele taget det, Jesus betragter som sin sendelse: at rive jøderne ud af deres retfærdighedstankegang, den tankegang, der binder dem til at overholde loven i alle dens forgreninger. Og skal man gøre det, er man nødt til at have ikke så lidt humor med i sin bagage. Blot ærgerligt, at vi præster, teologer, moderne mennesker i det hele taget, har vænnet os til at se alle bibelens personer som de største alvorsmænd og derfor ikke kan forestille os, at de kan være besjælet af humor, og derfor ikke ser den humor, der dog er der.

Det gælder ikke mindst Paulus. Fordi vi én gang for alle har besluttet, at han er en stor alvorsmand, der kun taler alvorlige ting til os, ser vi ikke de steder, hvor han er noget af en spasmager. For den slags ser man kun, når man selv er indstillet på, at det kan forholde sig sådan.

Jeg tog for nogle år siden to ting frem fra Paulus’ breve, som efter min mening viser Paulus’ humor, se her. Den ene ting er den tilsyneladende ret henkastede bemærkning, Paulus kommer med i slutningen af galaterbrevet, det brev, hvor han går stærkt i rette med galaterne, fordi nogle af ikke-jøderne overvejer at lade sig omskære. Han skriver i Gal 6,11: ”Se med hvor store bogstaver jeg skriver til jer med min egen hånd!” Hvorfor skriver han dog det? Det synes jo at være en fuldstændig overflødig bemærkning. Han plejer at tilføje en hilsen med sin egen håndskrift til sidst, efter det, som hurtigskriveren har skrevet efter hans diktat. Og så hører vi ikke andet fra den store Paulus, end at han morer sig lidt barnligt over, at han ikke kan skrive så smukt som hurtigskriveren. Er det ikke det rene pjat?

Ja, selvfølgelig er det pjat. Men det er velovervejet pjat. Han er bange for, at forholdet til galaterne skal gå i stykker ovenpå de krasse ord, han har skrevet til dem. Derfor pjatter han lidt med dem, om de dog ikke kan se, at han stadig er den gode, gamle Paulus. Derfor prøver han med lidt humor at få dem til at forstå, at det er forholdet til dem, der er det væsentligste for ham.

Det andet sted, jeg tog frem dengang, hentede jeg fra Paulus’ brev til Filemon, mit yndlingsbrev. Det brev er skrevet som et ledsagebrev til den slave, Onesimus, som var løbet bort fra Filemon og nået frem til Paulus. Hos ham blev han kristen, og Paulus sender ham nu tilbage. Men den formaning han giver Filemon: at han passende kunne tage og frigive Onesimus, står ikke linjerne, men mellem linjerne.

Jeg citerer en lille bid fra det tidligere indlæg:

Han [Paulus] har bedt ham gøre op, om Onesimus skylder ham noget. Hvis det er tilfældet, påtager Paulus sig med egenhændig underskrift at ville betale (Filemon 18f). Og Paulus, den filur, er naturligvis ude på at få Filemon til at gå de ekstraudgifter igennem, han har haft, fordi Onesimus er rendt fra ham. For så snart han har fået ham til det, føjer ham til: ”For ikke at tale om, at du skylder mig dig selv”. Det er en talemåde, Paulus ofte bruger, at menighederne skylder ham noget, fordi han har bragt dem evangeliet; formentlig, fordi alle véd, at Paulus er fattig som en kirkerotte. Og her bruger han altså talemåden til at tage gas på Filemon, til at sige til Filemon: ”Du får selvfølgelig ikke en rød reje, for i menigheden bruger vi ikke det dèr med debet og kredit”.

Jeg kan ikke lade være med at forestille mig, at de to, Paulus og Filemon, hvis de senere har mødtes, har moret sig gevaldigt over disse ord. Især hvis Filemon må indrømme, at han nåede at finde sine regnskaber frem, før han opdagede det, Paulus skrev lige efter, at han jo skyldte ham sig selv. Men det er lidt sørgeligt, at jeg står ret alene med disse tanker, der er endda fortolkere, der er i tvivl om, hvorvidt Paulus i det hele taget formaner Filemon til at frigive Onesimus. For mig er dette et skoleeksempel på, hvad en formaning er: Paulus beskriver det nyetablerede broderforhold mellem Onesimus og Filemon, men kun indirekte i Filem 1,16: Onesimus er en kær broder for Paulus, ”hvor meget mere må han så ikke være det for dig, både i denne verden og i Herren”. Og det er ud fra dette broderforhold, at han opfordrer Filemon til så også at behandle Onesimus som en bror. Og man kan da ikke have en bror som sin slave, vel?

Og det er et skoleeksempel, fordi det netop viser, at relationstankegangen: at de to, Filemon og Onesimus, er brødre, fuldstændig overtrumfer retfærdighedstankegangen: at Onesimus har påført Filemon nogle udgifter. Og samtidig viser det, at Paulus forventer af Filemon, at han selv forstår, hvad det betyder, at have Onesimus til bror. Og endelig viser dette brev, at relationstankegangen giver rum for humor, hvad retfærdighedstankegangen ikke gør; og skal morsomheden virke, også den morsomhed, som på en måde går ud over Filemon, så må Filemon gå ind på tankegangen. Ligesom man ofte må ændre tankegang, hvis man skal forstå en vittighed.

Der er et andet sted hos Paulus, som er interessant i denne henseende. Det er 1 Kor 6,1-8. Her er Paulus i gang med at formane to af menighedens medlemmer i Korinth, som er blevet uenige om noget og har indbragt deres uenighed for den romerske dommer. Det er Paulus meget imod. Kan menigheden ikke selv løse sine interne problemer? Men så kommer han til at sige: ”Broder fører sag mod broder og det for ikke-troende”, vers 6. Og så er det relationen broder, der tager over i hans sind og i hans argumentation. Og læg mærke til, at han jo ikke kommer med nogle kærlighedsbetragtninger. Det hele bygger på relationen broder overfor broder. Når de er brødre, så må de da kæmpe for, at denne relation bevares. I stedet har de bragt den i fare. Hvordan skal de så kæmpe for at bevare den? Ja, de kunne jo f.eks. finde sig i at lide uret, vers 7. Eller affinde sig med de tab, de har lidt. Her er det soleklart relationstankegangen, der overtrumfer retfærdighedstankegangen. Men man skal være opmærksom på, at Paulus retter sin formaning til begge parter. Hvis ikke han gjorde det, ville han jo optræde som en dommer, der gav den ene ret på den andens bekostning, og så ville relationstankegangen ikke overtrumfe retfærdighedstankegangen.

Man kan lægge også mærke til, at der henvises til Matt 5,38, ordet om at vende den anden kind til. Det vil sige: Det ord er ikke, som mange tror, en skærpelse af loven, det er en venden-sig-bort-fra-loven. For den formaning bygger netop på den tanke, at forholdet skal bevares, og det sker ikke ved lovgerninger. Nej, ordet vil opfordre tilhørerne til at blæse loven en lang march. Står du overfor en retslig anklage, er der én, der vil stille dig for retten eller bare vil mene om sig selv, at han har et retsligt krav på dig, så lad ham få ret, så giv efter, så lad retfærdigheden gælde ad helvede til, blot relationen til den anden kan bevares.

Ligger der nogen humor bag sådanne ord fra Jesus?

Nej, ikke som vi umiddelbart fornemmer dem. Men det skyldes måske, at vi slet ikke forventer humor fra Jesu side. Hvad nu, hvis vi lyttede til ordene ud fra en forventning om, at Jesus nok var ude på at gøre lidt grin med de nøjeregnende jøder, der skulle have alting til at gå op, de jøder , der målte alting med retfærdighedens eller lovens alen! Ville vi så ikke kunne se hans underfundige humor? Jeg mener, der kommer et gravalvorligt menneske og forlanger af Jesus, at han skal dømme mellem ham og hans næste. Og selvfølgelig kunne Jesus da sige, som han gør andetsteds, at han ikke er sat til at dømme mellem den ene og den anden, Luk 12,13. Men han kan altså også sige, som han gør her. Den gravalvorlige siger: ‘han har slået mig på den ene kind’, og den finurlige Jesus svarer: ‘så vend den anden kind til!’ og den gravalvorlige siger: ‘jamen, han vil have min kappe!’ og Jesus svarer: ‘så lad ham også få kjortelen!’ og den gravalvorlige siger: ‘jamen, han vil tvinge mig to mil med sig!’ og Jesus svarer: ‘så gå fire mil med ham!’

Hvad ligner dog det? Er det ikke imod al retfærdighed?

Jo, selvfølgelig er det det. Men det er netop meningen. For retfærdighedstankegangen binder dig. Og først, når du er kommet ud af den, kan du forstå, at du måske kan helbrede forholdet til den anden ved at gøre, som Jesus her foreslår. Eller ved at gøre noget helt andet, for du skal jo selv tænke dig om, selv bruge din fantasi til at forestille dig, hvad der måske kan bringe jeres forhold ud af dødvandet.

Eller tag lignelsen om arbejderne i vingården, Matt 20,1-16! Det kan vist ikke være anderledes, end at vi alle blev ramt af det uretfærdige i vingårdsejerens handlemåde, da vi første gang hørte lignelsen. Gud må da være retfærdig, synes vi. At det overfor ham ikke gælder om at gøre dette eller hint, ikke kommer an på at overholde lovens mange fine regler, men i stedet om blot at regne sig for hans skabning, i stedet om at tage alting af hans hånd, nej der går lang tid, inden vi fatter, at sådan er virkelig Gud, så generøs, så velgørende anderledes.

Vi er ikke vant til at høre nogen hovérende tone i Jesu ord, og det er heller ikke et hovérende tonefald, vi hører her, kun en lille antydning af et drillende tonefald: ‘ha, ha, jeg tænkte nok, at I troede, historien skulle fortælle, hvordan de sidste fik mere end de første, men sådan er Gud ikke, nej, hos ham bliver de sidste de første og de første de sidste’. Nå ja, det sidste underfundige drilleri står jo faktisk i teksten, blot hører vi det ikke som et drilleri, men som en alvorsfuld advarsel. Men det er måske en alvorlig fejlhøring hos os!

Eller tag fortællingen om farisæeren og tolderen, Luk 18,9-14! Når Jesus slutter med at sige:

Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.

kan vi så undgå at høre, hvordan han er nødt til at hæve stemmen en smule, når han siger dette ”jeg siger jer”. For han véd jo godt, at det, han skal til at sige, går stik imod farisæernes opfattelse. Al retfærdighed tilsiger jo, at den, der gør farisæerens gode gerninger og både faster og giver tiende af al sin indtægt, ham er det, der bliver ophøjet, og det skader ham selvfølgelig ikke det mindste, at han selv véd, at han overholder loven, og derfor på en måde ophøjer sig selv, for – ikke sandt – det er jo gerningerne, der tæller.

Og i dette, at Jesus hæver stemmen, ligger hans humor, hans drilleri imod farisæerne, hans forsøg på at få dem ud af deres selvretfærdighed.

Det har holdt hårdt, umådelig hårdt. Nogle af dem har der jo nok været, som har kunnet høre kærligheden og omsorgen bag drilleriet, men de fleste er nok forblevet i deres indelukkethed i retfærdighedstankerne. Derfor har det ikke været vanskeligt for Jesus at se, hvor det måtte ende. Allerede her i Luk 18,31-34 er Jesus derfor i stand til at forudsige sin lidelse, død og opstandelse.

Det synes vi jo ikke, der er megen humor forbundet med. Og dog er det netop heri, at der ligger en forberedelse til Guds påskelatter.

Men det venter vi med til et senere indlæg.

Udgivet i Ny testamente | Tagget | Skriv en kommentar

Hurra, koranen brændes af, og ingen myrdes

Verden er mærkelig! Eller lidt mere præcist: Muslimer er mærkelige.

I 2005 blev Danmark ganske uventet gjort til centrum i verdenspolitikken, fordi vi havde tilladt nogle tegninger af Muhammed at blive offentliggjort i en dansk avis, uden at statsmagten greb ind. Det medførte et halvt år senere en boykot af danske varer fra Saudi-Arabernes side, og sidenhen en sand konkurrence blandt muslimske stater om, hvem der kunne være mest ond mod Danmark og således bevise sit sande og fromme muslimske sindelag.

I 2011 var der en amerikansk præst, der brændt en koran af. Han optog det på video, og derved blev alle klar over, at sådan havde han handlet. Det medførte en sand massakre i Afghanistans hovedstad Kabul, hvor omkring 24 mennesker blev dræbt. En voldsom demonstration! Og en demonstration af, at muslimer sandelig ikke finder sig i hvad som helst, se her.

I denne tid, hvor Rasmus Paludan indtil flere gange under politibeskyttelse har sat ild til en koran, endda efter at han har tilsmudset dens blade med svinekød, sker der ikke noget. Jovist, der er da en række muslimer, der møder op og protesterer ved hans demonstrationer, men på internationalt plan: radiotavshed, ingen reaktioner fra store muslimske stater, ingen angreb på danske ambassader eller på danskere i det hele taget, ingen boykot af danske varer.

Midt i al den hurlumhej, som Paludans seneste demonstration har fremkaldt, den i søndags, den 14. april på Blågårds Plads, hvor Paludan ikke nåede at brænde nogen koran af, men kun at kaste den hellige bog på jorden, så han blev ført bort af politiet, og hvor der bagefter opstod store uroligheder blandt muslimerne med stenkast mod politiet og ildspåsættelse ‘en masse’ – midt i alle de bebrejdelser mod Paludan, midt i alle de udskæld, han får, fordi det efter de udskældendes meninger er ganske unødvendige provokationer, dèr er der ingen – altså ingen før undertegnede – der gør opmærksom på det dog ret usædvanlige, at der ikke er nogen af de danske politikere, der advarer mod de internationale reaktioner. Og hvorfor er der ingen, der tænker på at advare på den måde? Såmænd, fordi der ingen internationale reaktioner er.

Jeg bilder mig ikke ind, at jeg ville have haft tilstrækkelig mange ben i næsen til at vove som Paludan af afbrænde en koran. Jeg synes ganske vist, at den fortjener det. Det er et djævelsk budskab, den indeholder, fuld af terroropfordringer er den, og de står ved siden af alle mulige kønne ord. Men de står der altså. Og der er mange muslimer, der retter sig efter dem. Så på bålet med den. Men jeg tror ikke, at jeg turde. Og jeg tror også, at jeg ville foretrække den belærende og overtalende måde. Det ligger ligesom mere til mig.

Men jeg må indrømme, at skal det siges kort og klart, så er en afbrænding af koranen en tydelig måde at sige det på: Vi anser denne bog for at være et stykke djævelskab. Vi mener om den, at den går imod almindelig menneskelighed. Vi er af den opfattelse, at den ikke blot ikke er Guds skinbarlige ord, som muslimerne mener, men at mange af dens ord ligefrem er negative, onde, nedbrydende for al sand humanitet.

Det er det første, jeg vil sige: Lad os dog midt i alt hurlumhejet glæde os over, at muslimerne i udlandet nu er blevet så vant til vort lille lands mærkelige udskejelser, at de ikke længer gider demonstrere imod os!

Men der er et par andre ting, som dog i det mindste skal nævnes, omend det er lidt usikkert, om de har noget på sig.

Man kan godt spørge sig selv om, hvor megen muslimsk planlægning der ligger bag den megen uro, der fulgte efter Rasmus Paludans demonstration.

Vi plejer at regne med, at den slags optøjer, hvor ”unge” – måske endda ”utilpassede unge” – viser deres utilfredshed med samfundet, er noget, der opstår spontant. Og indrømmes må det, at mobiltelefoner har gjort det muligt at hidkalde oprørske ”unge” i stort tal på ganske kort tid. Men man må jo dog spørge, hvem det mon er, der ringer rundt og opfordrer til vold mod politiet. Og i dette tilfælde: Hvem er det, der får voldsomhederne til at fortsætte lang tid efter, at Paludan er bragt bort? Ligger der en bevidst strategi bag?

Hvad det sidste angår, kan man vist rolig svare, at muslimerne har en strategi: de opfatter sig som værende i krig med det danske samfund, repræsenteret i dette tilfælde ved politiet. Og Paludans demonstration er blot en ret tilfældig anledning til for de ”utilpassede unge” på Nørrebro at udleve deres ideal: at bekæmpe de vantro danskere, eller mere specifikt: at bekendtgøre for de danske myndigheder, at her, her på Nørrebro, her i Vollsmose, osv, her er det muslimerne og ikke danskerne, der bestemmer. Det er jo noget, de gør så ofte, når politi og brandvæsen rykker ud: de forhindre disse ”vantro” i at udføre deres arbejde. Og det er altså den ”strategi”, der ligger bag de store uroligheder på Nørrebro, mere end det er Paludans koranafbrænding.

En sådan iagttagelse gør det nærliggende at spørge de radikale og den øvrige gruppe til venstre for dem, desværre inklusive Trine Bramsen fra socialdemokratiet, om de virkelig ikke kan se den krig, der pågår mellem muslimerne og politiet, om de virkelig ved at forbyde Rasmus Paludans demonstrationer – og det påtænker de tilsyneladende – sådan helt frivilligt vil give muslimerne en sejr i denne kamp.

Men er man opmærksom på denne krig mellem ”os” og ”dem”, kan man godt tillade sig at spørge videre: Er der mon kræfter indenfor politiet, der også kan se, at de er i krig mod muslimerne? Er der mon politifolk, der er trætte af evig og altid at skulle trække det korteste strå i denne kamp? Skulle det mon være sådan, at disse politifolk ved, som de siger, at forsvare ytringsfriheden godt kan se, at de samtidig forsvarer politiets anseelse, dvs., politiets myndighed, dets pligt til at sørge for god ro og orden? Er der monstro kræfter indenfor politiet, der er opmærksom på, at man ikke kan blive ved med at give efter for disse muslimske ”unge”, uden at det nedbryder enhver orden i samfundet? Og vil det sige, at disse kræfter indenfor politiet i virkelighed ikke er så kede af at skulle forsvare Rasmus Paludans demonstrationer, fordi de så får lejlighed til at vise politiets styrke overfor modstanderen?

Oprindelig var jo Paludans demonstration planlagt til at skulle finde sted i Mjølnerparken hen på eftermiddagen søndag. Men da der natten til søndag var en bil i Mjølnerparken, der blev sprængt i stykker, forlagde man demonstrationen til Blågårds Plads. Men ærlig talt, var det ikke tudedumt af politiet? Jeg er ikke klar over, om ideen med Blågårds Plads var politiets eller Rasmus Paludans, men begge parter véd sikkert udmærket, at netop Blågårds Plads af muslimer betragtes som muslimsk område. Og så er jo fokus blevet flyttet. Så er det ikke det, at Paludan kaster koranen ned på jorden eller brænder den af – hvad han jo ikke fik lejlighed til – der er det provokerende, nej, så er det provokerende det, at politiet kommer og vil bestemme over muslimsk område: Blågårds Plads.

Det viser jo begivenhederne også med al ønskelig tydelighed. Hvis det var Paludan, der var den røde klud for øjnene af de mange muslimske tyre, så ville vreden jo ophøre i det øjeblik, han blev fjernet. For så ville muslimerne se sådan på det, at dermed havde de vundet kampen. Når de ikke desto mindre fortsætter kampen, efter at Paludan er blevet gelejdet væk, viser det, at det er politiets tilstedeværelse, der provokerer dem.

Nu var jo politiet imidlertid talstærkt til stede, og de formåede – meget mod muslimernes ønske – at lave adskillige provokerende tiltag i området, f.eks. lukkede de gennem nogle timer fuldstændig af for al trafik til og fra Blågårds Plads. Og lur mig, om ikke adskillige politifolk, også nogle i den øvre del af politihierarkiet, har følt en vis stolthed over, at de i det mindste ved denne lejlighed har kunnet få magt over et område, som muslimerne betragter som deres område. I hvert fald kan en sort sjæl som min ikke andet end føle en stille glæde over denne kendsgerning.

Men hvis man således tør formode, at også politifolk har en nogenlunde normal opfattelse af sejr og nederlag, tør man så ikke også gå videre og formode, at disse ledende politifolk, da de havde samlet store politistyrker til forsvar af Paludan i Mjølnerparken i stedet for hjemsende dem foreslog et lige så sprængfarligt sted for Paludan at demonstrere i, nemlig Blågårds Plads? I hvert fald afviste de ikke hans anmodning om at måtte demonstrere dèr, hvis det nu var ham, der foreslog denne plads. Har de tænkt ved sig selv: ‘Nu skal vi alligevel vise disse muslimer, hvem der bestemmer her i landet’? Hvis de har, må man vel sige til sig selv, at så er vort land ikke helt fortabt.

Well, well, vi aner ikke, hvad de tænker i de højere politikredse. Så ovenstående er i nogen grad gætværk. Men eftersom det passer ret godt med begivenhederne, sådan som de er blevet refereret på Tv og i aviserne, kan det vel kvalificere sig til at være ‘kvalificeret gætværk’.

Men det står i hvert fald fast: nogen international reaktion på Paludans koranafbrændinger er der ikke kommet. Og så er vi på rette vej. Vi skulle for længst gennem sådanne demonstrationer dels have gjort muslimerne trætte af at demonstrere, dels have fastholdt vores opfattelse af deres religion og deres helligskrift: at vi anser dens budskab for falsk.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget | Skriv en kommentar

To folk – ét land

I forlængelse af den forrige artikel får jeg lyst til at undersøge ovennævnte problem lidt nøjere. Hvordan går det almindeligvis, når historien har medført, at to folk mener, at de har samme ret til at bosætte sig i det samme land? Eller: Er det Göran Rosenberg, der har ret, når han, som refereret i det forrige indlæg, hævder, at det er selvødelæggende for Europa, når man fastholder, at fremmede ikke hører hjemme hos os, eller er det Douglas Murray, der har ret, når han påstår, at Europa er i færd med at begå kollektivt selvmord, fordi eliten tillader store mængder fremmede (læs: muslimer) at bosætte sig i vor verdensdel?

Historien opviser faktisk et eksperiment, der burde kunne afgøre den strid. Normalt kan man ikke lave eksperimenter, der indebærer forsøg med hele folkegrupper, men historien, den filur, har alligevel i hvert fald i ét tilfælde givet os noget, der kan betragtes som et etnisk eksperiment i stor skala. Det drejer sig om Cyperns og Kretas forskellige skæbne. Jeg skrev om det her på bloggen for ti år siden. Dengang skrev jeg:

Men Cypern-problemet er særlig interessant, fordi det har en parallel, hvor man rent faktisk anvendte to-stats-modellen med gode resultater til følge. Jeg tænker på Cyperns ”søster-ø” Kreta. Begge disse øer har haft den noget tvivlsomme skæbne op gennem middelalder og nyere tid til stadighed at have skiftet herskere: så var det venetianerne, så var det de ottomanske tyrker, så var det grækere og englændere, der var herrer. Og begge øer har været skueplads for voldsomme oprør imod de siddende herrer fra de undertrykte grækeres side. Men kun Kreta har opnået at få en varig fred.

Hvorfor?

Kreta blev ikke befriet fra tyrkernes overherredømme sammen med det øvrige Grækenland i 1820erne. Det førte til en række oprør fra den græske majoritets side i løbet af 1800-tallet. Det førte forresten også til en massakre på det tyrkiske mindretal. Men endelig i slutningen af århundredet fik øen selvstændighed. Dog blev den først i 1923 sluttet sammen med det øvrige Grækenland. Derved kom den ind under den byttehandel, som i dette år blev gennemført mellem Tyrkiet og Grækenland: man udvekslede mindretal. Det græske mindretal i Lilleasien blev tvunget til at flytte til Grækenland mod at det tyrkiske mindretal i Grækenland flyttede til Tyrkiet.

Dette var en ganske besynderlig ordning, som ikke er blevet efterlignet siden, men man må indrømme, at ordningen har været effektiv i den forstand, at der fx på Kreta ikke, som på Cypern, har været etniske uroligheder siden.

Cypern kunne nemlig ikke lave denne byttehandel. For øen var blevet engelsk kronkoloni i slutningen af 1800-tallet, og englænderne havde ingen planer om at bytte mindretal med tyrkerne; de havde jo heller ikke noget at bytte med. Derfor forblev muslimerne på øen, og derfor har vi problemer i dag. (Se her).

Altså: Vi har to nogenlunde ensartede øer. Den eneste forskel er den forskellige historie i forrige århundrede. Den ene ø fik løst sit mindretalsproblem, den anden ikke. Problemet er her ikke, om vi skal komme med vore moralske fordømmelser af dette mindretalsbytteri, men om vi tør indse, at denne snuptagsløsning, som utvivlsomt har skabt mange tragiske skæbner for de involverede, måske i det lange løb ikke var så tosset endda. Og i hvert fald må det vel være tilladt at glæde sig med kretenserne over, at de ikke har cyprioternes problemer at slås med.

Og så til humlebien, der ikke kan flyve, alias: landet Danmark, der med de høje skatter, vi har, efter almindelig økonomisk tænkning ikke kan have så høj en levestandard, som vi har. Det er økonomen Tinggaard Svendsen, der i sin bog “Tillid” refererer udenlandske økonomers undren over tingenes tilstand i Danmark, se her. Men Tinggaard forklarer vort lands mærkelige tilstand med fænomenet “Tillid”. Han skildrer sine egne oplevelser først på Læsø, hvor man ikke behøver at låse dørene, fordi den indbyrdes tillid er enorm; dernæst i Durban, Sydafrika, hvor man af portieren på hotellet får oplysning om, hvor man ikke skal gå hen, hvornår man skal åbne døren til sit værelse (først efter at receptionen har sagt god for den, der står udenfor), og hvornår man ikke skal gå nogen steder, så mange røverier forekommer der.

Det er klart, siger Tinggaard Svendsen, alle de vagter, al den sikkerhed, alle de ekstra foranstaltninger, man er nødt til at have, alle de ekstra forsikringer, man føler det påkrævet at tegne, alt det koster penge. Men derved bliver det jo omvendt klart, at den “sociale kapital”, vi har i form af en stor indbyrdes tillid, den er faktisk penge værd. Det vil sige, at skal vi gøre op i almindelige menneskepenge, hvad de fremmede koster os, så er det ikke nok at se på de 36 mia kr, som er ekstraudgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse, kontanthjælp og hjemsendelsespenge, man må medindregne det angreb på vor indbyrdes tillid, der finder sted. Hvis vort samfund i løbet af nogle tiår forvandler sig til et samfund, der hvad tillid angår står på niveau med Sydafrika eller USA, så vil samfundet blive meget mindre produktivt, fordi der må ofres mange flere penge på sikkerhed.

Må ikke også sådanne tanker nedbryde Rosenbergs rosenrøde tanker om multikulturen og hans tilsvarende tornede tanker om nationalfølelsen?

Apropos Sydafrika, så erindrer jeg, at Simon Spies, den frækkert, engang, mens apartheid endnu blev opretholdt i Sydafrika, hævdede, at verdenssamfundet var i gang med at finde ud af, hvordan to racer kunne leve sammen på det samme landområde: Skulle det ske som i USA eller skulle det ske som i Sydafrika? Hans udtalelser vakte en del forargelse, for det blev opfattet, som om han so oder so godkendte apartheidstyret. Det var han dog ligeglad med. Hans bemærkninger fik mig til at gå apartheid-systemet nærmere efter i sømmene, og min tese dengang var – tror jeg nok – at der måske kunne være noget rigtigt i at sætte grænser mellem de to racer i Sydafrika, men at den måde, de hvide havde gjort det på, var udslag af et kolossalt hykleri. Jo, for dels havde man oprettet de forskellige Bantustans, hvor de sorte tænktes at skulle udfolde sig, på jord, der ikke var noget særligt værd, og dels havde man sørget for, at alle de hvides tjenestefolk og alle arbejderne i de hvides fabrikker kun kunne bo midlertidigt i hvides områder. Hvis man endelig ville opdele landet efter race, skulle naturligvis enhver beboer have jord til den samme værdi. Det ville ikke have været umuligt at gennemføre, det vil sige: ikke økonomisk umuligt, men jo nok politisk umuligt. For så skulle de hvide jo af med store dele af deres rigdom. Og det var de aldeles ikke indstillet på. Og ikke sandt – det var jo dem, der havde den politiske magt, indtil apartheid-systemet brød sammen.

Nuvel, med disse Sydafrika-problemer har vi bevæget os bort fra Europas problemer, hvor spørgsmålet er, om vi frivilligt skal skaffe os de næsten uløselige problemer på halsen, som ligger i, at flere kulturer og flere folk skal bebo det samme land, og bevæget os hen til de lande, der fra historiens store heksekedel har arvet sådanne to-folks-problemer. Og så er vi fremme ved det sidste, jeg har tænkt mig at sige noget om i denne omgang: Rwanda-Burundi.

Disse to centralafrikanske lande er præget af modsætningerne mellem to folkeslag, tutsierne og hutuerne. Især Rwanda har været på avisernes forsider på det sidste, fordi det den 6. april var 25 år siden en massakre på tutsierne fra hutuernes side begyndte, en massakre, der var utrolig blodig og omfattende, både hvad angår antallet af dræbte og hvad angår antallet af voldsudøvere. (Ja, vi er fantastisk gode til det dèr med jubilæer).

Men i dette tilfælde kan man dog sige, at der synes at være noget at fejre. For siden den nuværende præsident tog magten og afbrød massakrerne, har der været nogenlunde fred mellem de to etniske grupper. Måske det skyldes, at den daværende massakre var så grusom, at den har efterladt sig et stort traume både hos dem, der udøvede den, og hos dem, den gik ud over. Derfor er man – lidt ligesom i Algeriet, hvor borgerkrigen også har efterladt store traumer – indstillet på for næsten enhver pris at undgå en tilsvarende situation. Præsidenten taler ikke om hutuer og tutsier, men om rwandaer. Dog er det, der især har fået folk til at afholde sig fra vold, nok den stærkt stigende levestandard, man har oplevet op gennem nullerne.

Man kan læse lidt om landets historie her. Men om man bliver klogere på, hvad der fremkaldte massakren i 1994 og hvad der holder et eventuelt had mellem de to etniske grupper i skak nu, er tvivlsomt. Så meget synes dog at stå klart, at dengang i 1400-tallet, da tutsierne invaderede landet (fra Etiopien), var landet beboet af hutuer, og at tutsierne, skønt de vist hele tiden har været et mindretal, det meste af tiden har siddet på den politiske magt.

Man kan håbe på to udgange på konflikten. Den ene er den, som præsidenten håber på: at man ved at regne sig selv for rwander og ved at regne alle sine medborgere for rwandaer efterhånden “glemmer”, om man er tutsi eller hutu. Jeg har sat “glemmer” i anførelsestegn, for jeg tror ikke, man ligefrem glemmer det, men man kan måske nå dertil, at man stoler på et andet menneske, selv om han eller hun tilhører den modsatte etniske gruppe. Det kræver, at der er gang i økonomien, at der ikke er korruption – og der er efter det oplyste forholdsvis lidt korruption i landet – og at begge grupper deltager i den politiske styring.

Den anden udgang er mere ambitiøs. Den håber på, at de to grupper bevarer deres identitet, ikke lægger skjul på den i det daglige, men vedkender sig den. Men – og det er det, man kan tvivle på – efterhånden når dertil, at man tillader sig at drille den anden gruppe med det ene eller det andet. Med den forhistorie, der findes angående forholdet mellem de to grupper, synes vel et ligefremt drilleri at være ganske usandsynligt. Men det er ikke desto mindre noget, der ret effektivt vil kunne hindre nye modsætninger i at vokse frem. Lidt, ligesom vi herhjemme kan drille hinanden med vores lokale oprindelse, vi driller fynboerne med deres boghvedegrød, jyderne med deres “jydekrog”, osv.

Hvorom alting er: verden er fuld af forskelligheder, folkeslagene får deres forskellige skæbne, og de, der af historien er tvunget til at dele land med et andet folk, må prøve at få det bedste ud af det. Men hvor meget man end må håbe, at det må gå godt de steder, hvor to folk skal deles om det samme land, ligefrem frivilligt at importere de vanskeligheder en sådan skæbne stiller ens land overfor, det må siges at være yderst dumt. Derfor må man udtrykke stor forståelse for de østeuropæiske lande, der nægter at tage imod muslimske flygtninge/migranter.

Udgivet i Historie, Indvandringspolitik | Tagget , , | Skriv en kommentar

Realisme udbedes

Foruden Kristeligt Dagblad abonnerer jeg også på Information. Ikke fordi jeg er synderlig tilhænger af den linje, dette dagblad lægger for dagen, men fordi jeg godt vil se sagen “fra den anden side også”.

Derfor kan man selvfølgelig godt sige, at det er “ris til egen røv”, når jeg i dag må læse en artikel i bladet, som ikke blot går imod min opfattelse af tingene, men gør det på en fuldstændig horribel måde. Det hænder, at jeg bliver lettere irriteret over noget, de skriver i Information, men det opvejes af, at der dog af og til dukker nogle fornuftige overvejelser op, og at det af og til sker på de mærkeligste steder. Men denne gang! Uha! Uha! Her er der tale om en mangel på realisme, der siger spar to til alt, hvad bladet ellers plejer at lægge sider til.

Det mærkelige er også, at artiklen er skrevet af én af de næsten faste skribenter, Göran Rosenberg, som efter min smag plejer at levere nogenlunde velovervejet stof. Det gør han altså ikke denne gang. Eller stoffet er velovervejet efter en tankegang, der har meget lidt med virkeligheden at gøre, se her.

Det begynder med, at han kalder Brexit for en stor tåbelighed. Noget af det, han finder tåbeligt, er, at man bilder sig ind, at man kan take back control, det vil sige: kontrollen med grænserne, kontrollen med indvandringen og “kontrol over den frie bevægelighed for polske blikkenslagere”. Han fortsætter:

Set i det lys er det oplagt, at Brexit har meget til fælles med de neonationalistiske kræfter, som har vokset sig stærke over det meste af Europa. Og som i bl.a. Ungarn og Polen har ført regimer til magten på løfter om at sikre et samfund, som er fri for fremmed indflydelse og fri for fremmede.

Så skal vi lige en smut omkring Israel og den ændring af grundloven, som blev vedtaget sidste sommer og som fastslår, at “Israel er en stat, der bygger på et etnisk-religiøst tilhørsforhold”. Han ser noget forfærdeligt i, at Benjamin Netanyahu om det har sagt, at “Israel er ikke en stat for alle sine medborgere. Israel er det jødiske folks nationalstat og ingen andres.”

Han begynder med at tale om Brexit som et “selvskadeprojekt” og slutter med at hævde, at “selvødelæggelsens veje kan være uudgrundelige – og mange”.

Så man kan forstå, at han mener, at disse neonationalistiske kræfter er selvødelæggende.

Lidt senere går han over til at kalde disse kræfter for “etnopluralistiske”, et ord, som jeg umiddelbart ville mene skulle betyde det modsatte af det, han forklarer:

I Europa er endnu kun små ekstreme nationalistpartier og bevægelser åbne fortalere for en sådan etnonationalisme. Nogle af dem taler nu i stigende grad også om etnopluralisme, som går ud på, at ethvert samfund skal bygge på etnisk tilhørsforhold og stræbe efter etnisk enhed, selv hvis dette indebærer, at ‘fremmedetniske folkegrupper’ skal forflyttes til et samfund, hvor de er ‘etnisk hjemmehørende’.

Men ok, så lader vi “etnopluralisme” betyde “etnomonisme”. For en enkelt artikels skyld kan vi vel nok affinde os med det.

Det, der gør, at jeg siger, at hans artikel er udtryk for mangel på realisme, er, at han ikke kan acceptere den kendsgerning, at folk, som de er flest, helst vil bo i nærheden af nogen, de kender. Ja, en almindelig historisk snusfornuftig betragtning vil endda hævde, at folk har levet blandt slægtninge og bekendte i mange hundrede år, før der opstod folkeblandinger.

Og så tror sådan en farisæer, at han bare ved at tale nedsættende om os, der holder af vort folk, og løfte en moralsk pegefinger – for det er det, han gør – kan ændre på dette urinstinkt hos mennesket.

Har manden da ikke set, hvordan det går alle de steder, hvor forskellige uheldige begivenheder har ført til, at to folk kommer til at leve på samme landområde?

Han nævner selv Balkankrigene.

Sidst, etnopluralismens princip blev gjort gældende i Europa, var under 1990’ernes Balkankrige. Massakren i Srebrenica viste os, hvilke former etnisk udrensning kan antage. De etniske udrensningers historie er dog lang, og drømmen om etnisk renhed er en af de mest selvdestruktive i historien. Samtidig er den en af de mest forførende, for den giver løfte om, hvad mennesker i turbulente tider længes efter – hjemligheds- og fællesskabsfølelse og kontrol.

Her hæfter han sig ved den ødelæggende etniske udrensning, der dèr fandt sted. Men var det ikke en idé at efterspørge årsagen til, at det gik så galt, dvs., årsagen til, at to forskellige folkeslag kom til at bo i samme landområde? Det tyrkiske rige har en stor del af skylden herfor; begivenheder under Anden Verdenskrig, hvor tyskerne satte kroater op mod serbere, en anden del; og de to forskellige religioner, der prægede serbere og kroater end tredje del.

Disse mennesker må sandelig glæde sig over, at det var en amerikaner med lidt fornuft i behold, der fik draget nogle forholdsvis antagelige grænser mellem de forskellige folk dèr, for havde det været Göran Rosenberg, havde det set sort ud nu. Mennesker er jo ikke engle. Og tror man, at de er det, eller tror man, at man med lidt moralsk forargelse kan få dem til at lade, som om de er det, så går det uvægerlig galt.

Han gør tykt nar af os med en naturlig fædrelandskærlighed. “Hvert folk sit land”, siger han med hån i stemmen, underforstået, at det er vort motto. Men er det ikke netop det, der har skabt en nogenlunde holdbar fred på Balkan?

Oven i købet får man undervejs en vis mistanke om, at han måske alligevel ikke helt selv stoler på det, han skriver. Han nævner flere gange, at vi “etnopluralister” ikke bare ønsker “etnisk orden”, men også “renhed”. Jeg mener ikke, at det ord “renhed” er blevet brugt af nogen af de etnonationalistiske partier i Europa. Men da det mindre om de ord, tyskerne brugte i trediverne, da de tog fat på jødebekæmpelsen, ligger der en alvorlig anklage mod os deri. Men jo altså også en fejlagtig anklage. Eller en forestilling om, at vi nok ikke i længden vil kunne holde os i skindet. Og det er den forestilling, jeg mistænker ham for alligevel ikke helt at dele.

Men det er tæt på.

Bortset fra det er det jo rigtigt nok, at vi håber på at kunne få nogle af indvandrerne til at vende hjem, med Rosenbergs ord, “at ‘fremmedetniske folkegrupper’ skal forflyttes til et samfund, hvor de er ‘etnisk hjemmehørende’.”

Men når vi ønsker, at f.eks. somalierne skal vende hjem, skyldes det jo, at vi er realister, der ikke drømmer om at ville lave mennesker om, i modsætning til Rosenberg, der lever i en drømmeverden, hvor mennesker flinkt retter sig efter “de godes” mindste vink. Vi har jo set – og Rosenberg må vel have hørt om det, også han – hvordan somaliere har utrolig svært ved at tilpasse sig det danske samfund, og hvordan de sammen med andre muslimer danner parallelsamfund, hvor andre regler end de danske love gælder, og hvor mærkelige magtforhold gør sig gældende. Og det er såmænd ikke så svært at se en fremtid for sig, hvor disse parallelsamfund bliver så store og så indflydelsesrige, at dansk kultur og dansk væremåde går fløjten i store dele af landet. Naturligvis håber vi da ikke, at det kommer til direkte væbnet kamp mellem os og de andre. Hermed mener jeg selvfølgelig, at jeg ikke håber, at vi danskere forledes til at gribe til våben. For mange muslimer har jo forlængst erklæret os krig. Der er ganske mange af dem, der mener, at de udfører en god gerning for Allah, hvis de slår en dansker ihjel.

Nå, men når Göran Rosenberg siger, at “drømmen om etnisk renhed er en af de mest selvdestruktive i historien, og når han samtidig hævder, at den er en af de mest forførende, for den giver løfte om, hvad mennesker i turbulente tider længes efter – hjemligheds- og fællesskabsfølelse og kontrol”, så føler man trang til at spørge, hvilket land han kommer fra. Hans fornavn lyder, som om han kommer fra Sverige. Og hvis vi forestiller os, at han er omkring de 50 år gammel, så må han vel have oplevet det svenske “folkehjem”, Sverige som et land, der bugnede af gensidig tillid. Og han må vel derfor også et sted langt inde i sin sorte sjæl længes efter “hjemligheds- og fællesskabsfølelse”, for det er jo den situation, han kommer fra. Men hvorfor er så de tanker om, hvordan det var engang, selvdestruktive? Hvorfor er det galt at ville bevare i det mindste noget af alt det gode, der var? Hvorfor er det forkert at ville bremse op for migrantstrømmen eller måske endda helt standse den? Er det ikke netop noget, man føler, man bør gøre, fordi man realistisk ikke kan forestille sig andet, end at vort land og vort folk med alle de mennesker med en fremmed kultur, vi lukker ind hos os, vil forsvinde indenfor en overskuelig fremtid?

Eller vi kan vende spørgsmålet om: Hvem er det her i landet, der allermest længes efter at leve sammen med ligesindede, altså længes efter “hjemligheds- og fællesskabsfølelse og kontrol”? Ja, Göran Rosenberg vil aldrig gætte svaret, så lad mig her afsløre det: Det er vore muslimske landsmænd. Det er dem, der klumper sig sammen i parallel-samfund og boligghettoer. Det er dem, der opdeler befolkningen i “dem” og “os”. Det er dem, der lever efter andre love end de danske, noget, de naturligvis langt bedre kan gøre, når de holder sammen i ghettoer.

Men igen: Hvorfor er det selvdestruktivt at ville have disse mennesker med ind i vort folkelige fællesskab, så den tillid, der herskede engang, dog måske med tiden kan genskabes?

Selvdestruktiv? Han kan selv være selvdestruktiv, kan han!

Ak, ja, det lyder som et tomt skældsord, men jeg mener faktisk, at det er ham og ikke mig, der arbejder på Europas ødelæggelse. Det er ham, der med sin hån mod os fædrelandsbeskyttere vil skabe en fremtid, hvor de mange muslimer i kraft af deres kultur vil ødelægge vores kultur; ikke fordi de kan argumentere for, at deres er bedre, men alene fordi de bliver mange nok til at gennemføre det, deres kultur kræver af dem.

Jeg kan også sige, at hans tale lyder som en røst fra for tyve år siden. Vi var jo dengang langt de fleste af os indstillet på, at vi endelig skulle være så gode, så gode. Ikke noget med at se ned på de fremmede, ikke noget med at gøre nar af dem, venlige og imødekommende skulle vi være, så ville det hele gå glat og gelinde. Vi andre, men åbenbart ikke Rosenberg, har i mellemtiden gjort den erfaring, at det med de stadige mængder af fremmede, der blev ved med at strømme ind over grænsen, er gået alt andet end glat og gelinde. Og vi, men ikke Rosenberg, har fået den tanke, at disse mennesker, der kalder sig flygtninge og forsøger at foregive at være flygtninge overfor myndighederne, nok ikke er flygtninge i virkeligheden, men økonomiske migranter. Og vi, men ikke den europæiske elite, har opdaget, at det forhold, at man som økonomisk migrant så let som ingenting kan komme ind i Europa, har været et trompetkald, der hidkaldte andre titusinder.

Derfor, kære Rosenberg, er det jo, vi ønsker at de skal “forflyttes til et samfund, hvor de er ‘etnisk hjemmehørende’.” Eller endnu bedre: at de skal forblive i de samfund, hvor de er ‘etnisk hjemmehørende’. For, surprise, surprise, der er faktisk samfund, hvor disse mennesker er etnisk hjemmehørende og andre samfund, hvor de ikke er det.

Men jeg kan godt se, at før man kan indse det, må man få øjnene op for den virkelighed, vi befinder os i. Og det er nok til syvende og sidst det, det skorter på hos Göran Rosenberg.

Sjovt nok har Lone Nørgaard netop i dag en udmærket gennemgang af Douglas Murrays tanker, se her. Dem fremlægger han i en fortrinlig bog, der hedder “Europas sælsomme død”. Og han vil jo altså sådan set give Göran Rosenberg ret i, at Europa handler på en selvødelæggende måde, men det, han betragter som selvødelæggende, er præcis det modsatte af det, Rosenberg betragter som selvødelæggende. Så det, Rosenberg slutter med at sige, nemlig, at “selvødelæggelsens veje kan være uudgrundelige – og mange”, kommer på den måde til at ramme ham selv i nakken. Ja, disse veje er mange, men uudgrundelige er de vist især for dem, der omhyggeligt lukker øjnene for den virkelighed, der dog mere og mere presser sig på.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , | Skriv en kommentar