Uhistorisk bibellæsning

Torben Bramming har den 19-1 et indlæg i Kristeligt Dagblad, der er ganske mærkeligt, se her. Denne ellers fornuftige mand glemmer alle former for historisk-kritisk læsning af fortidens skrifter og udnævner Augustin og Luther til autoriteter, hvad angår bibellæsning. Dermed dropper han den historisk-kritiske tilgang til bibelen, som ellers er anerkendt herhjemme, blandt andet ved kravet om videnskabelighed i den teologiske undervisning.

Og at Bibelen, skrevet med stort, er tilhænger af arvesyndslæren, det er han ikke i tvivl om. Og Luther og Augustin bygger denne lære på bibelen, hævder han. Arvesyndslæren er ”god teologi, udledt af Genesis”, hedder det, og hvis man formoder, at han tænker på syndefaldsberetningen i 1 Mos 3, får man som resultat, at han forveksler den krasse og håndfaste arvesyndslære med den fortolkningsåbne myte om syndefaldet.

Ændrer synet på synden og specielt på arvesynden sig i historiens løb?

Overhovedet ikke efter Brammings mening. Augustin, Luther og Bibelen (med stort) fastslår en tese, der gælder for alle historiske tider, altså også for vor tid. Så hvis man vil forsøge at forklare eller måske ligefrem forklejne arvesyndslæren med nogle såkaldt moderne teser, så er man galt afmarcheret.

Nu skal jo stykker af bibelen forkyndes, forklares eller måske bortforklares hver søndag i kirkens prædikener. Og det kan derfor ikke være forkert at spørge: Hvad er det centrale i det kristne budskab? Hvad er det, der skal forkyndes hver søndag? Er det arvesyndslæren?

Bramming siger om arvesyndslæren:

Den er ikke alene god teologi udledt af Genesis, men er noget mere virkelighedsnær end Jacobsens teenagegud [jf. Professor Anders-Christian Jacobsens indlæg, se her]. For mennesket dør jo, mennesket er jo synder – gør det onde, det ikke vil, og ikke det gode, det vil – mennesket kan ikke komme ud af denne onde cirkel, for mennesket er egoistisk i sit væsens dyb. Sådan er mennesket – det er sandheden gennem hele historien, også i 2019.

Det er jo sandt nok, at Paulus i Rom 7,19 siger, at det gode, som han vil, det gør han ikke, men det onde, som han ikke vil, det gør han. Men hvordan det nærmere skal forstås, siger han ikke noget om. Og de lærde er ret uenige om, hvilken sammenhæng Rom 7 i det hele taget er skrevet ind i. Og hvis mennesket, som Bramming hævder det, er ”egoistisk i sit væsens dyb”, må man vel spørge, om Bramming, når han udtaler sig, som han gør, udtaler sig ud fra den egoisme, der gemmer sig i hans væsens dyb. Hvis han gør det, kan vi jo ikke regne med ham. Og hvis han ikke gør det, mener han altså, at han selv udgør en undtagelse fra den ellers almengyldige regel, at mennesket er egoistisk i sit væsens dyb.

Så altså, hvis det er arvesyndslæren, der skal prædikes hver søndag, så forudsættes der prædikanter, der er undtaget fra denne læres påstande om altgennemtrængende synd.

Arvesyndslæren”, siger Bramming og forbavsende mange andre teologer med ham. Jeg tror, de mener ”totalsyndighedslæren”. Det er min mistanke, at de – som mange lutheranere – vil forsøge at eftergøre Luthers klosterkrise. Han kom som bekendt i stor anfægtelse i klostret, fordi han fortvivlede over sin synd. Og han fandt først fred, da ordet i Rom 1,17 kom til at stå stærkt for ham, ordet om, at ”den retfærdige skal leve af tro”. Denne ”bevægelse” i sindet tror mange prædikanter med luthersk baggrund, at de skal forsøge at få deres tilhørere til at eftergøre.

Men det bliver noget kunstigt noget. Det bliver en syndsopfattelse, der ikke har meget med Luthers syndsforståelse at gøre og såmænd heller ikke meget med et normalt, nutidigt præsteliv at gøre.

Så nej, det er ikke menneskets totale syndighed, der skal forkyndes, hvad enten man nu vil tale om arvesyndslæren eller totalsyndighedslæren.

Hvordan skal forkyndelsen da være?

For eksempel, som Jesus viser os det i lignelsen om den fortabte søn, Luk 15,11-32. Da sønnen er kommet hjem og festen er begyndt, vil den ældste søn ikke gå ind og deltage i den. Faderen går så ud for at bede ham om at komme ind. Og de fleste kan nok fornemme, at den ældste søn er misundelig. Bag hans ord ligger en forestilling om, at der skal herske retfærdighed, og at det er faderens pligt at yde retfærdighed mellem sine to sønner. Han tænker retstanker og er besat af en hjemmets jura, som vi alle vel egentlig godt kender.

Men faderen går ikke ind på disse tanker. Han taler om familiesamhørigheden. Hvor den ældste søn havde omtalt den yngste, ikke som sin bror, men som faderens søn, omtaler han ham som ”din bror her”, dvs., han henviser til den samhørighed, der hører en familie til, en samhørighed, kan man forstå på hans handlemåde, der får al tale om retfærdighed til at være en by i Rusland.

Vi véd ikke, om den ældste søn gik med ind til festen. Men vi véd, at skulle han overtales til at gå med ind, så skulle det ske på netop den måde. For vi kender det fra os selv, at er vi grebet af retfærdighedstanker, så er det kun et ord udefra, der kan løsrive os fra dem.

Det vil sige: Skal vi ud fra denne lignelse finde ud af, hvad kernepunktet i forkyndelsen skal være, må det være en invitation til at være med i fællesskabet, det fællesskab, hvor der ikke tænkes i retfærdighed og ligelig fordeling, men i hensyntagen, indlevelse og tillid, for kun derved kan den retfærdighedstankegang, også vi ofte er grebet af, ødelægges.

Et andet sted, hvor vi ser dette spil mellem loven og evangeliet – det vil sige: i mellem to forskellige former for logik i sproget – er 1 Kor 6,1-8. Her tager Paulus fat på en strid, der er opstået i Korinth mellem to af menighedens medlemmer. I første omgang bebrejder han dem, at de lader deres uenighed pådømme af en romersk dommer og ikke af nogle af menighedens medlemmer. Men altså, uenigheden skal løses på juridisk vis: menigheden skal optræde som dommer og afsige en retfærdig dom.

Men så kommer han til at sige (eller skrive): ”I stedet for fører broder sag mod broder, og det for ikke-troende” (vers 6). Og så er det ganske mærkeligt at se, hvordan evangeliet tager over. Det må være ordet ”broder”, der giver sin betydning fra sig. For han fortsætter: ”Allerede det, at I overhovedet har retssager med hinanden, er et nederlag for jer. Hvorfor finder I jer ikke hellere i uret? Hvorfor lider I ikke hellere tab?” (1 Kor 6,7) Brødre har jo ikke retssager mod hinanden. De finder sig i at lide tab. Hvorfor? Fordi for dem er det ikke sagen at få ret, nej, sagen er, om forholdet bevares intakt. Sålænge de tænker retfærdighedstanker drejer det sig om ret og uret, og har man fået ret, er alt godt. Men kommer man over i evangeliets tankegang drejer det sig om det tillidsforhold, man står i: kan tilliden bevares eller genoprettes, hvis den er brudt? Det er en helt anden logik, der er tale om. Og det er mærkeligt at se, hvordan Paulus springer over fra den ene logik til den anden.

Det er også bemærkelsesværdigt – og det har enorme konsekvenser for forståelsen af bjergprædikenen – at udgiverne under vers 7 har anbragt en henvisning til Matt 5,38-42, ordet om at vende den anden kind til. Ved at gøre det, gør man dette ord til en formaning, dvs. ikke en opfordring til at rette sig efter loven eller ”god moral”, men en formaning, der siger: var det ikke en idé, om du lod den strenge retfærdighed fare? Kunne du ikke bedre bevare et godt forhold til din næste, hvis du fandt dig i denne uret (hvis der nu var tale om noget, du syntes var en uret imod dig fra den andens side)?

Sædvanligvis betragter gode, kloge Luther-teologer formaningerne i bjergprædikenen som en skærpelse af loven, nogle kalder det ligefrem et ”syndespejl”. Ved at skærpe loven til det uoverholdelige vil Jesus tvinge tilhøreren til at klynge sig til nåden i Kristus, siger man. Men hvis denne henvisning er korrekt – og det tror jeg, den er – vil formaningerne i bjergprædikenen netop være formaninger, dvs., Jesus vil med f.eks. denne formaning spørge, om du ikke får forholdet til din næste til at blive retvendt, hvis du undlader at holde så stejlt på din ret.

Det vil sige: alle formaningerne i bjergprædikenen er forslag til, hvad du kunne tage og gøre, hvis du vil have dit forhold til dine nærmeste (eller til de andre i menigheden) til at blomstre. Det svarer fortrinligt til den mærkelige kendsgerning, at Jesus i den dobbeltlignelse, der afslutter bjergprædikenen (Matt 7,24-27), ikke taler om en god mand kontra en ond mand, men om en klog mand kontra en tåbelig mand.

Og det svarer også til den for lutheranere store mærkværdighed, at vort lutherske forbillede, Luther selv, i en prædikenrække over bjergprædikenen ikke bruger disse formaninger som et syndespejl, men som netop formaning, dvs., gode råd om, hvordan man får forholdene i menigheden til at blomstre. Se evt. en længere afhandling derom her.

For mig at se skal derfor forkyndelsens sigte ikke være først en påpegning af tilhørernes enormt store synder efterfulgt af en beroligende tilgivelsestale, men i stedet en opfordring til tak og bøn, tak for de gode fællesskaber, vi står i, bøn om, at vi ved vor indlevelsesevne må medvirke til at bevare den tillid, der bærer dem.

Lad mig slutte med igen at gøre opmærksom på, hvad arvesyndslæren vil sige. Jeg skrev i Den fremmede Luther 4, se her, følgende:

Her lønner det sig at gå nærmere ind på Augustins tankegange. Han søger i den tiende bog af sine Bekendelser at redegøre for, hvordan drifterne har tag i ham og hvordan han søger at neutralisere dem. I kapitel 30 tager han kønsdriften frem. Dens fristelser mener han så nogenlunde at have overvundet ved at sende sin konkubine gennem mange år bort. Dog undrer han sig over, at han ikke kan udrydde den helt. –

Dernæst tager han i kapitel 31 driften efter mad og drikke frem. Her om siger han i sin enetale til Gud:

Så meget har du [altså Gud, rr] lært mig, at jeg er nået til at indtage min mad som medicin. Men når jeg går over fra sultens pine til mæthedens hvile, ligger begæret på lur efter mig i selve overgangen. Den overgang er i sig selv en lyst, og der er ingen anden vej end den, som nødvendighed tvinger mig til at gå. Selv om det er på grund af helbredet, jeg spiser og drikker, så følger der dog et farligt velbefindende med, der som regel prøver at gå foran, så det nu bliver på grund af det, jeg foretager mig, hvad jeg både siger og mener bør ske for helbredets skyld.

Altså, ikke blot spiser og drikker vi, vi direkte begærer maden og drikkevarerne. Og når den naturlige mæthed indfinder sig, betragter Augustin det som et tegn på den synd, der er knyttet til begæret. Derfor er det, han betragter sin mad som medicin, dvs., som noget, der er nødvendigt for at opretholde livet, men ikke nødvendigvis behøver føre til nydelse.

Man fortæller om Frans af Assisi, at han en dag tog noget aske fra ildstedet og strøede det på sin mad. ”Broder aske er kysk”, sagde han. Det er lige efter bogen, når bogen er Augustins Bekendelser. For på den måde kan han undgå den syndige madnydelse.”

Ikke sandt, de, der er gamle nok til i barneårene at have stiftet bekendtskab med levertran, véd nok, hvad det er at indtage medicin. Jo værre det smager, des bedre hjælper det, sagde man. Men det, Augustin og efter ham Frans her siger, er, at al mad skal indtages, som vi dengang indtog vores levertran.

Jeg kan ikke tro, at Torben Bramming eller nogen af de andre arvesyndstilhængere tilbereder maden, så den smager dårligst muligt. Jeg formoder, at de ligesom alle vi andre danskere prøver at gøre maden tillokkende. Og jeg gætter nok ikke forkert, når jeg formoder, at hverken Bramming eller nogen af de andre, der tror, de er tilhængere af arvesyndslæren, efter et godt måltid hos en kollega vil sige: ”Det var et godt, kristent måltid; al velsmag var taget ud af maden, så vi rigtig kunne indtage den som medicin og undgå nydelsens fristelse”.

Reklamer
Udgivet i Historie, Luther, Ny testamente | Tagget , , | Skriv en kommentar

Kirkens undladelsessynd

Det var et gevaldigt forsvar for regeringens udspil om psykisk vold, Eva Kjer Hansen kunne levere forleden aften i Deadline. Hun beskrev så nøje de situationer, man tænkte på at ramme med loven, at man som tilskuer sidder og tænker: ”Ha, hun tør ikke sige m-ordet!”

Man kunne oven i købet gribe sig selv i at tænke, at dette til forveksling ligner situationen for nogle år siden om folkeskoleforliget. Man turde ikke sige, at hele denne operation havde til hensigt at få de muslimske elever bedre integreret.

Nu er så justitsministeren ude i samme ærinde i Berlingske, se her. Søren Pape skriver bl.a.:

For et år siden startede jeg arbejdet med at udforme et lovforslag om psykisk vold i samarbejde med flere organisationer. Undervejs i arbejdet har jeg mødt nogle af de mennesker, der har levet i hjem, hvor psykisk vold har hersket. F.eks. en kvinde, der levede med en mand, som monitorerede hendes adfærd i mindste detalje. Og en kvinde, som pga. mandens jalousi blev isoleret fra sin omgangskreds og underlagt et regime af nedværdigende kontrol. Organisationer, der har viden om psykisk vold, har også fortalt mig, at ofre for psykisk vold ikke altid er klar over, hvad de er udsat for. Deres selvværd nedbrydes langsomt, de mister dømmekraften og plages af skyld og skam. Samtidig går psykisk vold ofte forud for fysisk vold, og meget tyder på, at der i hovedparten af sager med partnerdrab har været en forudgående psykisk vold.

Og ikke sandt, det er ret let at se, at det ikke er psykisk vold blandt etniske danskere, der tænkes på, men psykisk vold blandt muslimer. Og tror man ikke på denne antagelse, bringer Den korte Avis en artikel om tre kvindemord i Østrig, se her, alle foretaget, fordi den muslimske mand ikke kunne tåle, at hans kone ville have del i den frihed, som vestlige samfund tilbyder vore kvinder, men handlede, netop som Søren Pape beskriver det: kvinderne blev isoleret fra deres omgangskreds, blev underlagt en nedværdigende kontrol, osv.

Fra den norske document.no hører vi en lignende historie, dog nu med manden som den svegne part, se her. Overskriften er meget sigende: ”Da kærligheden mødte islam”. For nordmanden, Ove, var overbevist om, at Paulus havde ret, når han i 1 Kor 13,7 siger, at kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Så da han opdagede, at Miriam, som han havde mødt og var blevet forelsket i, var muslim, holdt han sig til Paulus, og mente, at det nok skulle gå. Men da hendes familie opdagede forholdet, forlangte de, at Ove skulle konvertere til islam. Det fremgår ikke, om han gjorde det, men derefter stillede Miriam flere og flere krav, krav om ikke at spise svinekød og ikke at drikke alkohol. Så hedder det:

Ove synes også deres sexliv var vanskelig. Miriam hadde blitt rituelt omskåret på egyptisk vis av sin onkel under et barneselskap. Å stimulere denne kvinnen var svært vanskelig, ettersom hun ikke kunne føle mye av selve seksualakten. Hvordan kunne familien hennes tillate at noe så forferdelig hadde blitt gjort mot henne, og hvordan kunne hun fremdeles ha et familiært forhold til disse menneskene som hadde berøvet henne muligheten til et sexliv som alle kvinner har en rett på? Dette var ubestridelige fakta, som det var ytterst vanskelig å forholde seg til.

Da så Miriam blev gravid, glædede Ove sig til at blive far, men her glædede han sig for tidligt. For Miriam fik arrangeret en abort i al hemmelighed, og det glædede hendes familie sig over, for, som han senere fik at høre at de sagde, ”familiens ære var blevet reddet”. Men hans faderdrømme var lagt i grus. Og så måtte han indse, at Paulus’ ord ikke havde magt her, og de gik fra hinanden.

Nuvel, det må indrømmes, at intet i den sidste historie formentlig ville kunne komme ind under den påtænkte lovs bestemmelser om psykisk vold. Men de andre historier viser, at det er muslimer, man har i tankerne, det er muslimers psykiske vold i deres ægteskaber, man vil prøve at forhindre med loven.

Det er tvivlsomt, om det vil lykkes. Lad mig igen minde om Luthers ord i skriftet om øvrigheden fra 1523. Han skriver:

Så siger man igen: Ja, men den verdslige magt øver ikke tvang i trosspørgsmål, men forhindrer kun på ydre måde, at folk bliver vildledt af falsk lære. Hvordan skulle man ellers bekæmpe kætterne? Svar: Det skal biskopperne gøre; det er dem, og ikke fyrsterne, der har fået denne tjeneste pålagt. For kætteri kan man aldrig bekæmpe med magt. Der skal en anden fremgangsmåde til og her er det en anden kamp end sværdets. (Se her).

Det, øvrigheden vil gøre med loven om psykisk vold, er noget, kirken for længst skulle have gjort. Kirken skulle have taget et opgør med islam, kirken skulle have undersøgt islams lære, skulle have gjort sig klart, hvordan muslimers handlemåde udspringer af denne lære og derudfra være kommet med diverse bebrejdelse mod vore muslimske landsmænd, fordi de stadig, også her i landet, hvor de ikke er tvunget til det, holder sig til denne umenneskelige lære.

Det er ikke så ligetil en sag, det må indrømmes. Jeg har forsøgt mig med noget i den retning mange gange her på bloggen, og nu vil jeg forsøge mig igen. Forsøge mig? Ja, mere bliver det nok ikke til, for det, det drejer sig om, er jo ikke blot at rette bebrejdelser mod muslimerne, fordi de opfører sig anderledes end os, det er at søge at forstå, hvorfor de opfører sig anderledes, hvad det er for tanker, der får dem til at gøre det, de gør.

Lad mig her prøve at klargøre det ved hjælp af skellet mellem lov og evangelium, dog med den udvidelse, at skellet her skal forstås som et skel mellem voldens magt og ordets magt.

Sædvanligvis foretager vi ikke denne sidste skelnen, for i vore kristne lande har kristne godt nok mange gange forstået kristendommen som lov, men har aldrig betragtet det som en from gerning at tvinge andre til at overholde loven. En sådan fromhed er derimod fulgt i islams kølvand. Og da islam giver manden forrang frem for kvinden, betyder det, at den muslimske mand som regel betragter det som sin ret og pligt med magt at tvinge de ham underlagte kvinder til at rette ind efter shariaen, dvs., efter hans tolkning af shariaen. Gør han ikke det, kan han ikke opretholde sin ære blandt sine medmuslimer. At være en god muslim er ikke blot selv at rette sig efter shariaen, det er også at tvinge de mennesker, shariaen lægger ind under ens myndighedsområde, til at overholde shariaen.

Dertil kommer – som ofte nævnt tidligere – at islam tænker kollektivt, hvor vi tænker individuelt. Hvordan kønsdriften skal tøjles, er for os noget, den enkelte må finde ud af, men hos muslimerne er det samfundet som sådant, der skal sørge for dette. Og det sker ved livet igennem at holde kønnene skarpt adskilte og ved at påbyde især kvinderne indskrænkninger i deres bevægelser og opførsel i det offentlige rum. De må ikke være udfordrende klædt, de må ikke bruge parfume, de må ikke se direkte på mænd, men skal slå øjnene ned , osv.

Og da denne påtvungne kønsadskillelse ikke giver mulighed for, at forelskelse kan opstå, er det ifølge muslimsk tradition forældrene, der bestemmer, hvem de unge skal giftes med. Og vil de unge ikke makke ret, måske fordi de er blevet forelsket i en anden, så er det faderens ære, der er gået for nær, dvs., hvis han vil være en god muslim, må han prøve at gennemtvinge sin vilje.

Vi kan til nød forstå det med faderens ære, men at han forsøger sig med vold, fordi han vil være en god muslim, det er ret uforståeligt i vore øjne. Og dog er det netop det, vi skal have fat på, når vi skal leve os ind i muslimsk tænkemåde. Kun derved kan vi jo også få en forklaring på, at de fædre, der udfører de såkaldte æresdrab, ikke synes at fortryde noget bagefter, men synes at have god samvittighed over det, eller i hvert fald at mene, at det var en nødvendighed, at de handlede, som de gjorde.

At det er afgørende for en muslims ære, at han som far skal bestemme, hvem hans børn skal giftes med, det er vi efterhånden blevet klar over. Jeg minder om, at Sadiq, faderen til de to søstre, som Åsne Seierstad skriver om i sin bog ”To søstre”, ikke ville anerkende, at den mand, hans ældste datter var blevet gift med, var hans svigersøn; han havde jo ikke spurgt ham, om han måtte gifte sig med hans datter. Derfor sagde han, da han efter megen møje og besvær var kommet til Syrien, havde talt med sin datter og derefter fået at vide, at hans svigersøn sad i en bil og inviterede ham til at komme og tale med sig: ”Jeg har ingen svigersøn”, se her.

Og derfor handlede Alis far, som han gjorde, i den beretning, som Berlingske bringer fra Vollsmose, se her.

Alis far var blevet fængslet for at have stukket Alis storesøster med en kniv. Og det er Ali, Berlingske får fat på for at finde ud af, hvad der er op og ned i denne sag. Men Ali kan ikke sætte sig i sin fars sted. Han har en anden opfattelse af, hvad islam siger, en opfattelse, der minder om den vestlige ønsketænkning om islam.

Der er sket det, at storesøsteren havde nægtet at gifte sig med den mand, hendes far udpegede til hende. At der er noget galt i det, kan Ali ikke se (og reporteren spørger ham ikke ud om det). Så er hun her den 1-1 2019 blevet gift ved en imam, og da Ali bliver spurgt, om faderens knivstikkeri ikke er udtryk for æresdrab, siger han:

Grunden til, at det ikke er et æresdrab, er, at hun har ikke gjort noget forkert, der har trådt på min fars ære. Hun blev gift 1. januar, så selv hvis hun havde kysset eller haft sex med sin nye mand, havde det været lovligt i islam.

Men han svarer ikke på, om hendes giftermål var i overensstemmelse med faderens vilje. At det er lovligt i islam at kysse og have sex med sin mand, det véd vi jo godt. Og det vil sige, at Ali ikke anerkender sin fars ret til at bestemme, hvem storesøsteren skal giftes med, selv om det er almindeligt at anerkende det indenfor islam. ”Hun har ikke gjort noget forkert”, siger han. Men faderen og de fleste muslimer er jo af en anden mening.

Om det første ægteskabstilbud siger Ali:

Der kom på et tidspunkt en mand og friede til min søster. Hun sagde nej, hvor min far havde sagt ja. Han blev helt gal over, at min søster havde sagt nej, og der sagde han: »Hun har trådt på min ære«. Men der er jo ikke nogen, der har trådt på hans ære eller noget som helst i ham. Der er bare blevet sagt nej. Det er hendes mening. Så hans opfattelse af ære er helt galt på den.

At sige nej til sin fars bestemmelse er ikke noget, man ”bare” gør indenfor islam. Det må vel Ali vide. Men han er jo vokset op i Danmark og har åbenbart tilegnet sig en del danske værdier, værdier, som han dog forsøger at blande sammen med islamiske. Han fortæller således, at hans søster, så snart hun fyldte 18 år, flyttede ind hos en veninde og venindens mand. Det finder Ali helt i orden, for en kvinde må ikke bo uden en mandlig værge, ifølge islam. At hun ikke må flytte hjemmefra uden sin fars tilladelse, ifølge islam, det ser han således bort fra.

Men efter at være blevet gift, flyttede søsteren hjem til sin far og mor, for manden havde ikke fundet en lejlighed. Her boede hun så en uges tid, da manden kom forbi.

Søsterens nye mand kom forbi, og de ville ud, men faderen ville ikke have, at søsteren forlod hjemmet. »Men de tog ud, for nu er det jo ikke længere min far, der bestemmer over hende. Det er jo hendes mand, der kan sige, hvad hun må og ikke må,« siger Ali, der kørte dem på McDonald’s, »så min søster lige kunne slappe lidt af«.

Mon ikke Alis far har sagt som Sadiq: ”Jeg har ingen svigersøn”? Og har han sagt sådan, er det jo ham, og ikke hendes mand, der bestemmer over hende. Så der er ingen tvivl om, at faderen har følt sig vældig angrebet på sin ære. Men heller ingen tvivl om, at han føler det som sin muslimske pligt at genoprette sin datters respekt for de afgørelser, han har truffet, og altså genoprette den med magt.

Det var det, han prøvede den næste dag, da han stak hende med en kniv.

Det forekommer mig, at det er Alis far, der er mest i overensstemmelse med islam. Ali, derimod, prøver at være from på visse selvudvalgte punkter, men det er ikke på den måde, man bekæmper faderens main-stream-islam. Hvorfor besluttede søsteren og hendes mand, at hun skulle flytte hjem til sine forældre? Skyldtes det, at der måtte en mand til at sige, ”hvad hun må og ikke må”? Muligvis. Men de måtte dog vide, at det, de foretog sig, i høj grad var en leg med faderens ære. De måtte dog være så meget inde i main-stream-islam, at de forstod, at havde faderen ikke givet sit minde til ægteskabet, så forlangte hans forståelse af islam af ham, at han prøvede at tvinge datteren til at være lydig.

Vil man vende sig imod islams kollektive forståelse af, hvordan man holder kønsdriften i ave, kan man ikke, som Ali, bibeholde en forestilling om, at det er manden, der fortæller kvinden, hvad hun må og ikke må. Så må man helt forlade islam, for der er, hvad enten man forstår det eller ej, en vis logisk sammenhæng i main-stream-islams overbevisninger, som de viser sig hos faderen.

Islam er en lovreligion, der forlanger af sine tilhængere, at de bruger magt for at få deres medmuslimer til at overholde shariaen. Og man kan ikke plukke dele ud af shariaen efter eget forgodtbefindende. Man er virkelig nødt til at rette sig efter shariaen, hvad enten man forstår den eller ej.

Det er indenfor kristendommen, at man selv skal forstå og kun rette sig efter det, man har forstået. Det er indenfor kristendommen, at det er ordets stille og magtfrie overbevisning, der tænkes at gøre sig gældende. Det er indenfor kristendommen, at der findes forelskelsesægteskaber, indenfor islam findes der kun sharia-ægteskaber; de kan så måske komme til at rumme kærlighed.

Der er ganske mange muslimer, der har forsøgt som Ali at tilpasse islam til deres frihedsidealer. Det er mislykket hver gang.

Men hvor savner man dog en kirke, der kan tilbyde disse muslimer den ægte vare, den sande frihed, den virkelige selvbestemmelse, den ægte kærlighed!

Vi har et bud, der hedder ”Du skal ære din far og din mor”. Men vi kræver det ikke overholdt som et bud, vi forventer, at børn ærer deres forældre, fordi der i et hjem ad naturlig vej kommer til at herske kærlighed. Derfor tør vi kristne godt vende buddet om: ”Du skal ære din søn og din datter”. Og ”ære” betyder her: lade dem være de voksne mennesker, de er, lade dem selv tage ansvar for deres liv, overlade det til dem selv, hvem de vil giftes med og hvem ikke.

Det er, hvad vi vil lægge i ordet ”ære”.

At en far føler sin ære gået for nær, hvis hans datter selv vil bestemme, hvem hun vil giftes med, kan vi ikke betragte som andet end en værre gang farisæisme. Og hvis han er bange for andre muslimers fordømmelse, så må han have mod til at være ligeglad med den. Han må have mod til at fastholde, at hans ære påbyder ham at lade hans datter selv bestemme. Han må om ikke af andre så af den kristne danske folkekirke indgives den overbevisning, at man i en familie netop elsker og ærer hinanden så meget, at man taler sig til rette, aldrig bruger vold. Og det er netop denne ægte familiefølelse, han mangler, når han kan lade sig vildlede af muslimske overbevisninger om, at det er ham, der skal bestemme over hans datters giftermål.

Der er en væsentlig forskel mellem kristendom og islam på netop disse punkter. Og det er op til den kristne kirke at fremholde disse forskelle, både af hensyn til vore egne medlemmer og af hensyn til vore muslimske landsmænd. Skam få os, at vi ikke har gjort det!

Udgivet i Islam versus kristendom, Luther | Tagget , , | Skriv en kommentar

Hensynsfuld tavshed?

Noget af det irriterende ved at læse det, man kan kalde ”main-stream-aviserne”, er, at man uvilkårlig hele tiden skal være oppe på dupperne. Under læsningen dukker der spørgsmål op, som man gerne vil have svar på, og man læser og læser – ja læser endog af og til det, der står mellem linjerne – men lige lidt hjælper det, svar på ens som det synes naturlige spørgsmål får man ikke.

Nu fornylig måtte jeg f.eks. læse ikke så få indlæg om det tilfælde af tuberkulose, som var opdaget på en skole i Haslev. Jeg syntes, det var et naturligt spørgsmål at stille, hvordan mon denne sygdom var kommet ind i landet. Og derfor ville jeg godt vide, dels om den elev, der var smittekilden, var etnisk dansk eller ikke, dels hvordan han, hvis han var etnisk dansker, havde fået smitten. Men intet af det kunne jeg læse, selv ikke når jeg fandt frem til de mere lokale blade; de plejer jo ofte at give lidt mere information end de landsdækkende aviser.

Naturligvis havde jeg mistanke om, at smitten var kommet ind i landet i kraft af de mange migranter, der er ankommet. For jeg husker jo nok, hvordan vi fra min generation måtte igennem diverse undersøgelser og i tilgift dertil en calmette-vaccination, og at vi efter disse genvordigheder omsider kunne erklære landet tuberkulosefrit.

Og jeg erindrer også, at jeg for ikke så lang tid siden læste en advarsel: de mange migranter, der væltede ind i Tyskland, havde landet slet ikke kapacitet til at undersøge for diverse smitsomme sygdomme. Men jeg husker også, at der var så mange andre bekymringer, der meldte sig ved de mange migranter, at denne bekymring blev skubbet noget i baggrunden. Både i medierne og hos mig.

Men ved at læse om tuberkulosetilfældet i Haslev blev i hvert fald min bekymring vakt igen. Var Danmark nu ikke længer tuberkulosefrit? Undersøgte vi mon de nyankomne migranter grundigt nok? Eller havde den pågældende elev hentet sygdommen ved et af de mange besøg i hjemlandet, som migranter foretager? Det er jo noget, de gør, selv når de har fået asyl, og selv når deres asyltildeling er begrundet i, at de er personligt forfulgt i hjemlandet.

Intet af dette fik jeg svar på fra ”main-stream-medierne”.

Men så læste jeg i det svenske alternative medie ”Samhällsnyt”, at der var udbrudt tuberkulose et sted i Nordsverige, se her. Tilfældet dèr svarede nogenlunde til tilfældet i Haslev bortset fra, at betydelig flere var ramt. Men skildringen afveg fra den danske skildring på et væsentligt punkt. Mats Dagerlind, som skrev artiklen, sluttede på følgende måde:

Tuberkulose er en livstruende lungesygdom, som reguleres særskilt i smittespredningsloven. Den er i de seneste år blevet væsentligt farligere end tidligere, eftersom mange bakteriestammer er blevet resistente overfor de fleste antibiotikapræparater.

At sygdommen er vendt tilbage til Sverige efter i lang tid at have været udryddet, beror på indvandring fra højrisikolande i forbindelse med, at man ikke foretager obligatorisk helbredskontrol ved indrejse til Sverige fra disse lande.

Og se, her fik jeg svar på de spørgsmål, jeg tumlede med under læsning af de danske mediers beretninger om forekomsten af tuberkulose i Haslev.

Så mangler vi bare at få svar på, hvorfor der ikke foretages obligatorisk helbredskontrol på asylansøgere fra disse lande. Hvis det skyldes personalemangel, burde så ikke asylansøgerantallet tilpasses efter det forhåndenværende personale? Ellers sætter man jo befolkningens sundhed på spil.

Og forøvrigt: Hvad galt skulle der være i at fortælle, at forekomsten af tuberkulose skyldes en indvandrer? Jeg kan til nød, med opbydelsen af al min fantasi, forestille mig, at nogen mener, det kan skade integrationen, hvis man fortæller, at indvandreres kriminalitet er større end danskernes, selv om det desværre er alt for sandt, men det er mig umuligt at få ind i mit hoved, at dette at fortælle, at denne sygdom er medbragt af en indvandrer, skader integrationen. Jeg mener: kriminalitet er noget, man kan bebrejde indvandrerne, manglende undersøgelse for sygdom er noget, man kan bebrejde de danske myndigheder.

Hvorfor må vi ikke få det at vide?

Udgivet i Indvandringspolitik | Skriv en kommentar

Ny teologi

Nu er man begyndt at diskutere teologi i Kristeligt Dagblad. Og da det spørgsmål, man diskuterer, er et spørgsmål, der har optaget mig fra midten af firserne, er jeg naturligvis rimelig interesseret og følger godt med.

Man har haft lidt smådiskuteren frem og tilbage om, hvorvidt man skal lave om på dåbsritualet. Men her forleden fremsatte så Lars Sandbeck den tanke, at det ikke blot er ordene i dåbsritualet, man bør lave om på, det er teologien bag, der trænger til at ændres, se her. Sandbeck gør opmærksom på, at reformatorerne var tilhængere af en kras arvesyndslære, hvorefter det nyfødte barn var en synder, der ville ryge direkte i Helvede, hvis ikke det blev døbt. Han glemmer så ganske bekvemt, at langt de fleste nutidige teologer har forladt denne arvesyndslære.

Det har fået Claus Thomas Nielsen, kendt tidehvervsmand, på banen. Han lader, som om Sandbeck ligesom han selv er tilhænger af den bogstavelige reformatoriske arvesyndslære, og roser ham, fordi han tør, hvor andre tier, se her.

Også Aarhus-teologen, professor Anders-Christian Jacobsen, er leveringsdygtig med et indlæg, se her. Han mener som Sandbeck, at der er behov for at fjerne arvesyndslæren bag dåbsritualet, men han fortæller os ikke, hvor denne lære forekommer i ritualet, og er derfor lidt vag med hensyn til ændringer.

Jeg skrev i 2000 en artikel i Præsteforeningens Blad, betitlet ”Foreløbigt opgør med Luther”, se her. Her prøver jeg at vise, at Luther i alle detaljer delte Augustins opfattelse af menneskets syndige substans:

Augustin mente, at fordi mennesket ikke kan andet end udøve syndigt begær i undfangelsesøjeblikket, derfor fødes mennesket som en synder. Luther også. Augustin mente, at fordi Kristus var undfanget ved Helligånden, derfor var han alene født uden synd. Luther også. Augustin mente, at skønt dåben rensede for al arvesynd, kunne man dog ikke skaffe sig et syndfrit individ ved at lade et nydøbt ægtepar have samleje, det var kun syndens skyld, der blev fjernet ved dåben, ikke dens realitet. Luther også. Augustin mente, at den ugifte stand var den bedste, men at ægteskabet var en Guds ordning, indstiftet for at undgå utugtssynder. Luther også. Dog var der den forskel mellem de to, at mens Augustin mente, at man burde blive munk og leve i cølibat, var Luther af den anskuelse, at man, hvis man følte kønsdriften røre på sig, skulle følge Guds råd, at det er bedre at gifte sig end at brænde (1 Kor 7,9); hvis man blev i klostret under de omstændigheder, udviste man en holdning, der imod Guds råd søgte at retfærdiggøre sig selv. Men det, der fik Luther til at anbefale klostrene nedbrudt, var altså retfærdiggørelseslæren, ikke skabelseslæren.

I ovenstående afhandling kan man se de steder angivet, der beviser mine påstande.

Det er lidt svært at tro på, at Claus Thomas Nielsen virkelig tror på det, han siger, han tror på. Tror han virkelig på, at arvesynden kommer ind i mennesket ved undfangelsesakten? Det tror jeg ikke på. Kanhænde, at han som andre tidehvervsfolk bruger det sære Luther-diktum ”Synd tappert” (se her) for at undskylde overfor sig selv, at han som alle os andre finder denne undfangelsesakt vidunderlig, men jeg er såmænd ikke engang sikker på, at han tænker så langt. Og når han også hævder, at det faldne menneske har bevaret noget af gudbilledligheden, så er det mere Grundtvig end Luther, han holder sig til. Grundtvig har i hvert fald i ”Den christelige Børnelærdom” på netop det punkt skitseret en afgørende forskel mellem sig selv og de luthersk-ortodokse: de mener, at intet af gudbilledligheden er tilbage, Grundtvig, at noget er tilbage.

Anders-Christian Jacobsen skitserer den arvesyndslære, han vender sig imod: den vender op og ned på forholdet mellem menneske og Gud. Gud bliver den uretfærdige dommer, der dømmer et uskyldigt barn til Helvede. Andre vil, hævder han, sige, at arvesyndslæren skal sige, at intet menneske kan leve sit liv uden at komme i konflikt med sig selv, sit medmenneske og Gud. Det kan være rigtigt nok, siger han så, men så er det det, man må gøre til grundlag for dåben.

Jeg må sige, at for mig at se er der meget mere på spil, hvis man vil tage et opgør med Luther med hensyn til arvesyndslæren. Jeg taler af egen erfaring.

Faktisk havde jeg ingen anelse om, at Luther var augustinsk i sin teologi, før jeg i midten af firserne fik anskaffet mig de 67 bind af Luthers samlede tyske værker i Erlangerudgaven. Alle de tekster, jeg indtil da havde læst, og alle de kommentarer, jeg havde frekventeret, fortalte intet om Luthers augustinisme. Det blev vist betragtet som noget uvedkommende, man gjorde klogest i at springe over.

Men er det sandt? Er er her tale om et ubetydeligt levn fra middelalderen hos Luther?

I Luthers skrift imod Latomus har jeg ikke kunnet dy mig for at komme med en lidt besk kommentar til en note i Asger Højlunds oversættelse af skriftet, se her. Af teksten bliver det klart, at Luther betragter selve seksualakten som syndig, se her. Men Højlund kommenterer blot dette forhold på denne måde: ”I dette stykke er Luther, som i øvrigt størstedelen af kirken fra oldkirken og op til det seneste århundrede, præget af den platonske forståelse af selve seksualakten som syndig”. Dette giver jeg følgende kommentar med på vejen:

Ikke mere. Det er dog besynderligt. Her har vi noget, der viser, at hele Luthers baggrundsforståelse er forskellig fra vor, her ser vi tydeligt, at for Luther er den gennemgribende syndsforståelse helt anderledes funderet, end den kan være for os, og så springer en alvorlig fortolker det rask væk over, så læser man hen over det, så lader man, som om dette er en biting, der ikke har nogen betydning for vor forståelse af Luther, så går man videre i sit forsøg på at forstå den Luther direkte, som man dog ellers har fået et vink med en vognstang om ikke kan forstås direkte.

Desværre er Højlund på ingen måde alene om denne fejl. Jeg har faktisk kun foruden mig selv fundet én, der har gjort opmærksom på det. Løgstrup nævner sagen i ‘Norm og spontaneitet’, men tager ikke stilling for eller imod.

Som jeg andetsteds har nævnt, vil jeg betragte dette som 1900-tallets lutherforskeres skødesynd. Og jo mere jeg tænker over det, des mere mærkeligt forekommer det mig, at man fx med største selvfølgelighed mener at kunne udlægge og forklare det kendte dictum ‘simul justus ac peccator’ uden at være opmærksom på, at det må få en helt anden valør i den Luthers mund, der i ét og alt følger Augustin i syndsforståelsen, end det nogensinde kan få i et moderne menneskes mund, der kun kan have et skuldertræk tilovers for den augustinske syndsforståelse.

Det er ikke mindst denne stikken hovedet i busken, der har bevæget mig til dog i det mindste at undersøge, hvad det er Luther siger, ud fra hans egne forudsætninger.

Stedet i ”Norm og Spontaneitet” findes på side 147, og dèr prøver Løgstrup at forene de noget forskellige udsagn, som Luther er kommet med. Jeg vil dog foretrække at sige, at der hos Luther er to forskellige grundholdninger, der kæmper mod hinanden: én holdning, som han har fra Augustin, og som jeg har afbildet med ovenstående citat fra min afhandling i Præsteforeningens Blad, og en derfra forskellig holdning, som man kan kalde den ”folkelige Luther”, hvor han lader sine egne erfaringer fra ægteskabet træde tydeligere frem. Disse to ”Luthere” har jeg prøvet at gøre lidt rede for i én af mine ”Den fremmede Luther” her på bloggen, nemlig nummer 2, se her.

Tilbage står så spørgsmålet om, hvilken teologi vi skal lægge til grund for vort dåbssyn, hvis vi tvinges til at kaste vrag på Luthers arvesyndslære. Her vil jeg foreslå, at vi knytter til ved Luthers forståelse af gudsforholdet som et personforhold, der etableres ved tro og tillid, i stedet for den middelalderlige lovforståelse af gudsforholdet. Det var jo dog til syvende og sidst denne nye forståelse, der lå bag reformationen. Og det er også en sådan forståelse, der præger mange præster, når de f.eks. i faddertiltalen skal redegøre for, hvad dåben indebærer. Det samme gælder de mange dåbssalmer, der er skrevet, også de holder sig i reglen langt borte fra umulige og for nutidsmennesker uforståelige klichéer.

Fornylig fandt jeg en dåbssalme, som jeg skrev i 1993. Jeg har brugt den ved en dåbsgudstjeneste én gang, men lod den så ligge. Dog er den ikke helt tosset. Og i hvert fald kan jeg ud fra den gøre rede for, hvordan jeg på pædagogisk forsvarlig måde vil fortælle dåbsforældre, hvad det hele går ud på. Den ser sådan her ud:

1. Tak for det barn, du gav os, Gud,

for hver en fuldendt finger!

Tak, skønt unægtelig jo brud

på nattesøvn det bringer!

2. Tak for de mange dages sum,

hvor vi fik lov at bære

på livets vækst i livets rum,

på livsprocesser sære!

3. Tak også, Gud, for véers skrig,

for fødslens gode smerte!

Ved smerten bandt du listelig

det barn ind til vort hjerte.

4. Og tak for barnets sug og smil,

dets appetit på livet!

Vi lægger ble og omsorg til,

og væksten bli’r os givet.

5. I barnet la’ du billed dit,

men også lidt af vores.

Vort eller dit — det sker ret tit,

vi af vort barn bedåres.

6. Dit billed, Gud, og vores med,

det skal nu vokse, trives,

og skulle helst af kærlighed

og fællesskab omgives.

7. Men ak, vi aner det, o Gud,

at kærligheden skranter,

skal selv vi fylde målet ud,

da bli’r det kun til slanter.

8. Så du, der selv er kærlighed,

lad barnet vær’ dit eget,

så, hvor det går, din Ånd går med!

Det er vist ej for meget!

9. Når barnet ved vor troløshed

forbløder inderst inde,

husk på dit barn, som skulle fred

i eget selvværd finde!

10. Og når vort voksenhykleri

vil gøre alt uægte,

husk det skal ses, selv midt heri:

det barn kan ingen knægte!

11. Så skal, som dine kære børn,

vi selv og vore unger

nok tages vores lovsangstørn

med sang af fulde lunger.

Som man ser, går de fem første vers med at sige tak og indrømme vor betagethed af det mærkelige, der sker, når et barn fødes. Det vil sige: vi begynder med skabelsen. Når vi gribes af barnets barnlighed, når vi betages af væksten i barnet og altså ikke bare betragter det som en selvfølgelighed, så finder vi det naturligt at sige tak, ligesom vi jo i vor folkelige tradition siger ”vi har fået et barn”, ikke ”vi har frembragt et barn”.

Hvis taknemlighed på den måde griber os, er det lettere for os at arbejde med på de fællesskaber, vi står i. For netop den tillid og kærlighed, vi oplever dèr, er jo lutter foræringer, i hvert fald ikke noget, vi selv kan frembringe. Hvis vi selv mener, vi kan frembringe kærlighed, bliver det kun manipulation.

Og det er jo faren, også for det barn, der skal vokse op med os som forældre: at det mødes af troløshed eller forstillelse. Derfor må takken efterfølges af bøn, bøn om hjælp, eller mere præcist: Bøn om, at Guds dåbsløfte må indfries: at han vil lade sin ånd trænge igennem, så den umiddelbare kærlighed må gribe os i vore ord til hinanden.

Og får vi lov at opleve det – og det gør jo ganske mange forældre – så er vi tilbage ved lovsangen.

Noget af det samme kan ses af nummer 448 i Salmebogen: ”Fyldt af glæde over livets under” og i Hans Anker Jørgensens ”Sov du lille, sov nu godt”, som findes i 100 Salmer som nummer 839. Også disse salmer rummer, skal vi sige: et forslag til dåbsteologi, herunder en bøn om, at Guds dåbsløfte må indfries: vi er jo, som det hedder i nr 448, vers 4, født på ny til liv i Kristus, og det kan godt udlægges som et løfte om, at Gud vil give barnet at vokse op som et selv, noget værd i Guds øjne, omend det måske ikke er særlig gennemskueligt for kirkefremmede dåbsforældre.

Så véd jeg godt, at vi ikke er kommet særlig langt ind i det ny testamentes dåbsteologi. I den spiller jo martyrtanken med ind. Og jeg véd ikke, om det er tilrådeligt overfor folk, der står famlende overfor kristendommen, eller skal vi sige: overfor nybegyndere, ligefrem at fortælle, at vi døbes til at efterfølge Jesus også i villigheden til at sætte liv til for sandhedens skyld.

I Luk 12,50 siger Jesus: ”Men en dåb skal jeg døbes med, og hvor det knuger mig, indtil den er fuldendt”. Der er ingen tvivl om, at han her ser frem til sin død og opstandelse, og altså føler en knugende fornemmelse om hjertet ved det. Den samme tanke om dåben som identisk med død og opstandelse ses i Mark 10,38, hvor Jesus spørger Zebedæussønnerne, som beder om at måtte få sæde ved hans side, således: ”I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg drikker, eller døbes med den dåb, jeg døbes med?”

Det vil sige: Dåben er en tegnhandling, der knytter os sammen med Jesus, så vi tænkes at følge efter ham gennem døden frem til opstandelsen. Det er også sådan, Paulus forstår dåben i Rom 6,3f: ”Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv”. Det nye liv, vi tænkes at skulle leve, er et liv i tillid til, at kommer vi til at lide, endda lide døden for sandhedens skyld, så sker det i efterfølgelse af Jesus, dvs., vi kan som han forvente en opstandelse som en kraftgerning fra Gud, der viser vor døds meningsfuldhed.

Jeg skrev for cirka halvandet år siden en salme på den melodi, der bruges til Simon Grotrians dåbssalme: ”Velsign mit, barn, o kære Gud”, nr 840 i 100 Salmer, se her. Her tænker jeg mig, at forældrene i vers 5 kommer til at bede om, at barnet hellere, i stedet for selv at gribe til vold og terror, må blive offer for vold, men at de øjeblikkelig i vers 6 tager denne bøn tilbage: skal nogen lide nogen martyrdød, så lad det være en anden, og lad vort barn leve livet ud. Men forældrene tænkes dog fromt at slutte med en bøn om, at det dog må være Guds vilje, der sker.

Og om ikke andet, så kan vel dette salmeforsøg være en påmindelse om, at det nok alligevel ikke er så ligetil uden videre at lade det ny testamentes dåbsteologi være vores.

Udgivet i Luther, Ny testamente | Tagget , , | Skriv en kommentar

Sjælsmark

Forleden aften var Inger Støjberg i Deadline. Anledningen var en video, som åbenbart er gået viralt. Den handlede om en dreng på Sjælsmark Udrejsecenter, der græd, fordi han ikke kunne få kartofler og broccoli. Det fik Deadline-redaktionen til at foranstalte et interview med integrationsminister Inger Støjberg. Man brugte dog ikke videoen som udgangspunkt, men derimod en rapport fra ombudsmanden. Niels Krause-Kjær, interview’eren, blev ved med at bore og bore i, at ombudsmanden sagde sådan og sådan, skulle ministeren så ikke rette sig efter det. Og Inger Støjberg blev ved med at sige, at det gjorde man sandelig også, men at ansvaret var og blev forældrenes.

Nu er det så Berlingske, der har lavet et interview med Inger Støjberg. Efter den samme opskrift, se her, og med nogenlunde de samme spørgsmål og de samme svar. Det kører efter den melodi, der hedder: ”Kan vi ikke gøre noget for at gøre tilværelsen bedre for de mange børn på Sjælsmark Udrejsecenter?”, altså et spørgsmål, der vil mene, at det offentlige skal handle ud fra følelserne. Svarmelodien lyder: ”Vi skal sørge for, at tilværelsen for de forældre, der ikke vil rejse hjem, skønt de har fået afslag på asyl, ikke bliver en almindelig, fri, dansk tilværelse. Ellers får vi dem ikke til at rejse hjem, og ellers tiltrækker vi alt for mange migranter; de kan jo bare komme ind i landet; vi kan ikke sende dem tilbage”.

Ingen af de to interview’ere finder på at spørge om, hvordan det er kommet dertil, at vi danskere er nødt til at opføre os så ubarmhjertigt. Det er såmænd ikke, fordi det vil kræve særlig megen tankevirksomhed at stille det spørgsmål, det skyldes udelukkende, at det åbenbart er en betingelse for at blive journalist, at man er angrebet af den sygdom, jeg har kaldt samaritanitis: migranter skal partout anses for ynkværdige mennesker, der ikke kunne drømme om at lyve for myndighederne, og vi danskere skal altid påtage os skylden for alverdens ulykker.

Svaret på dette ikke-stillede spørgsmål er, at vi danskere, som alle andre europæiske folk, med liv og lyst har deltaget i en fromhedskonkurrence. Ifølge Flygtningekonventionen er det kun et naboland til det land, der forfølger sine borgere, der har pligt til at give de forfulgte asyl. Andre lande har lov til det, men er ikke forpligtede på det.

Men i stedet for at nøjes med at gøre, hvad vi er forpligtede til, har vi – og de andre europæiske lande – villet være åh så gode, så vi har ladet, som om vi var forpligtede overfor alle de migranter, der tropper op på vort dørtrin. Det har betydet, at migranterne, der jo – tro det eller ej – er næsten lige så kloge som vi europæere, har fået frit valg mellem alle de europæiske lande, og minsandten har været frække nok til at udnytte det. Derfor venter man med at søge asyl, til man kommer til det land, der tilbyder de bedste vilkår.

Og derfor er det, at det land, hvis folk og hvis politikere føler, at nu har man modtaget tilstrækkeligt med fremmede, uintegrerbare borgere, kun har den mulighed for at afværge at blive overrendt at gøre livet som asylansøger så lidt tiltrækkende som muligt. Det er en ret vanskelig balancegang, man dèr har vovet sig ud på. For på den ene side har man EU, med både kommission og domstol, der presser på for at få landene til at blive ved med at være ”åbne”, måske endda ”globalistiske”, og på den anden side har man flokken af utilfredse vælgere, der forlanger ”fasthed” og ”handlekraft”.

Og så må man altså handle ”ubarmhjertigt”.

Men hvorfor dog ikke forhindre, at migranterne i det hele taget kommer ind i landet? Hvorfor dog ikke oprette et grænsepoliti, der kunne bevogte vores grænse døgnet rundt, så ingen eller kun ganske få kunne slippe over grænsen? Ville nogen søge asyl, kunne de jo gøre det i Tyskland, et land, der ikke forfølger sine borgere, og altså er et sikkert land.

Desværre er svaret på det spørgsmål lige så klart som svaret på spørgsmålet om det ikke-stillede spørgsmål ovenfor. Det skyldes, at sygdommen samaritanitis får danskerne flest til at handle efter barmhjertigheden og ikke efter retfærdigheden. Og så indviklet er tilværelsen indrettet, at man derved kommer til at handle ubarmhjertigt.

Det er fra Luther, vi har den opfattelse, at staten, øvrigheden, skal handle efter retfærdigheden og ikke efter barmhjertigheden. For de mennesker, øvrigheden skal styre, er ikke Guds bedste børn, de har det med at ville udnytte den barmhjertighed, man måtte blive fristet til at yde dem. Og mærker de, at det er barmhjertighed og ikke retfærdighed, der styrer øvrighedens handlinger, så undser de sig ikke for at bryde loven, for – ikke sandt – øvrigheden sørger jo alligevel ikke for, at loven overholdes.

Hertil vil Luther svare – med Paulus (Rom 13,4) – at øvrigheden ikke bærer sværdet for ingenting. Dette svar bliver dog overhørt i vore dage. I dag mener man, at vi alle er så gode, at øvrigheden ikke behøver noget sværd, i hvert fald ikke overfor de ”stakkels” mennesker, der er ”flygtet fra forfølgelse og nød”.

Mikael Jalving har i sin sidste blog på Jyllands-Posten, se her, hævdet, at ”Fort Europa er vejen frem”. Og det har han fuldstændig ret i. Han henviser til professor Uffe Østergaard, der for et par år siden til alles overraskelse kom frem med den samme melding. Men han glemmer at nævne den omstændighed, som Uffe Østergaard dog huskede at tage med, at et ”Fort Europa”, der skal holde migranter ude, må have mulighed for at bruge magt, altså mulighed for at skyde på illegale grænsegængere, der ikke parérer ordre.

Og både Østergaard og Jalving glemmer, at vi danskere, indtil et ”Fort Europa” er kommet op at stå, faktisk udmærket kan etablere et ”Fort Danmark”, naturligvis også det med myndighed til at skyde på dem, der ikke adlyder.

Men som man nok kan forstå, vil sådanne tiltag være alt for meget for alle de ”Gutmenschen”, som landet er fuldt af, og som indtil videre også synes at beherske politikernes flertal.

Udgivet i Indvandringspolitik, Luther | Tagget , , , | Skriv en kommentar

O hellige enfold!

Nu er der minsandten nogle engelske kirkeledere, der vil konkurrere med paven om at være mest barmhjertig overfor de mennesker, som de kalder ”flygtninge”. Kristeligt Dagblad beretter om det den 8-1, se her, under overskriften: ”Kirkeledere er ”forfærdede” over britisk debat om migranter”. Af én eller anden grund sætter de ordet ”forfærdede” i overskriften i anførselstegn. Det kan selvfølgelig bare hænge sammen med, at det ord er ét af de ord, kirkelederne betjener sig af. Men det kan også betegne en vis afstandtagen fra avisens side. Og det skal den ikke høre noget for fra min side.

For mage til enfoldighed og mangel på omtanke skal man da lede længe efter. Eller – hvis det må være mig tilladt at bruge mine egne betegnelser – mage til samaritanitis-besmittelse ser man meget sjældent. Blot kan man bemærke sig, at det ikke er lignelsen om den barmhjertige samaritaner, disse ledere har anvendt, men historien om Jesu flugt til Egypten, Matt 2,13-15. Det er jo også den tekst, der prædikes over i disse helligtrekongerstider. Og det er imponerende, hvad de kan få ud af den tekst. De skriver, ifølge Kristeligt Dagblads referat:

I brevet henviser kirkelederne til den netop overståede helligtrekonger. Det var efter de tre vise mænds besøg, at Jesusbarnet selv blev flygtningebarn i Egypten, da kong Herodes beordrede alle drengebørn under to år i og omkring Betlehem dræbt.

Den hellige families flugt går igen i flygtninges situation rundt om i verden. Vi siger til regeringen: Lad os hjælpe med at ændre det fjendtlige miljø, til en kultur, hvor vi tilbyder et fristed.”

Jeg véd godt, at noget af det, der kendetegner en god prædikant, er, at han kan få noget opbyggeligt ud af næsten en hvilken som helst tekst. Men alligevel! Hvis man nu gør sig klart, at Matthæusevangeliets barndomsberetninger efter al sandsynlighed er uden historisk virkelighed, alene opfundet med det for øje at kunne fastslå, hvordan Jesu forkyndelse går stik imod denne verdens magthaveres ønsker, må man så ikke i redelighedens navn undlade at sammenligne hans flugt med migranternes flugt i vore dage? Man kunne måske sammenligne den med ordet fra Luk 22,24-27, disciplenes strid om, hvem der er den største, hvor Jesus siger:

Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener.

Så ville man have en vis sandsynlighed med sig for, at dette er ægte Jesus-ord. Men så ville man jo ikke få noget med flugt ind i billedet, og det ville også være vanskeligere at få de første ord til at stemme overens med vore dages demokratisk valgte ledere.

Men som sagt: Paven har indledt denne fromhedskonkurrence. I en prædiken sidste år, se her, var det ordene fra juleevangeliet: ”der var ikke plads til dem i herberget”, han tog frem.

Dengang kommenterede jeg pavens påstand om, at Gud i dette barn (Jesusbarnet) gør os til agenter for hans gæstfrihed, således:

alt dette ville jo være udmærket, hvis paven var i besiddelse af noget tryllesalt, som han kunne drysse ud over vore samfund, så der ikke blot blev skabt husly og brød til de mange migranter, men også arbejde til dem.

Og da paven ikke er i besiddelse af noget sådant tryllesalt – og hans engelske konkurrenter heller ikke – må man konkludere, at hans (og deres) formaninger er en billig omgang.

Den britiske indenrigsminister, Sajid Jahid, siger direkte til migranterne:

I kommer fra Frankrig, som er et sikkert land. Næsten alle I, der kommer her, søger om asyl. Men hvis du var en ægte asylansøger, kunne du have gjort det i et andet sikkert land,” sagde indenrigsministeren ifølge avisen Daily Express under et besøg på en flådekutteren HMC Searcher, der patruljerer kanalen.

Bemærkningerne fik den anglikanske biskop af Dover, som ligger dér, hvor kanalen er smallest, til at minde ministeren om, at det er folk i nød, der begiver sig ud på turen over kanalen.

Det er vigtigt at huske, at vi her taler om mennesker. Lad os ikke glemme, at hver eneste person er kostbar,” sagde biskop Trevor Willmott til avisen The Guardian.

Indenrigsministeren fremfører her et argument imod de fromme mennesker. Og man skulle jo tro, at de følte sig forpligtet til i det mindste at tage argumentet op. Men intet ligger biskoppen af Dover fjernere. ”Der er tale om folk i nød”, siger han. Ja, det siger alle dem, der er ramt af samaritanitis, ellers er deres ”gode gerning” jo ikke god. Men det er jo ikke sandt. Disse mennesker er ikke i nød, de er heller ikke forfulgte, slet ikke personligt forfulgte. Og stillet overfor indenrigsministerens argument om, at alle kanalmigranterne kommer fra Frankrig, et land, som på ingen måde stræber dem efter livet, falder en sådan i luften frit svævende påstand om dem som værende i nød uhjælpeligt igennem.

Men den gode biskop ser det ikke selv, og det er måske også tvivlsomt, om den britiske presse gør det.

Jeg har tidligere været inde på, at vore dages kirkelige synes at være grebet af et falsk kristendomssyn på nogenlunde samme måde, som middelalderens kirkelige var det. Blot mangler vi jo så en Luther til at gennembryde dette falske syn på det væsentlige i kristendommen. Se eventuelt her, hvordan Luther gennemførte en ”Umwertung aller Werte”, en omvurdéring af alle værdier.

Dengang mente man, at man kun kunne være en sand kristen, hvis man fulgte Jesu opfordring til den rige unge mand om at sælge alt, hvad han ejede og derefter slutte sig til Jesus (Matt 19,21). Det gennemskuede Luther, idet han gjorde opmærksom på, at franciskanerne aldeles ikke forlod alle ting, men drog ind i klostre, hvor de fik alle ting serveret.

Men han sagde mere end det i sin prædiken over fortællingen om den rige unge mand. Han hævdede, at ægteskabet er Guds gode ordning, altså en skabelsesordning, og at den mand, der stiftede familie og fik børn, havde forpligtelser overfor kone og børn, som han ikke sådan kunne løbe fra, se min gennemgang af fortællingen her. I dette blogindlæg vover jeg til sidst at skrive:

Og nu er spørgsmålet så, om vi kan betragte den nationale sammenhæng som en lignende skabelsesordning. Er det umiddelbart set en god ting, at vi har tillid til vore landsmænd? Er den samhørighed, vi føler med andre danskere, en ligegyldig tilfældighed, som i virkeligheden burde erstattes af samhørighed med alle og enhver, eller er den noget gudgivet, som vi ikke blot bør takke for, men søge at bevare? Og spørgsmålet er videre, om vi, hvis vi lader hånt om denne sammenhængskraft og i vor iver efter at gøre det gode indlader en masse fremmede i vort land, handler ædelt og etisk korrekt, eller om vi mon ikke derigennem snarere opfylder vor egen retfærdiggørelsestrang end Guds lov.

Det samme kan jeg spørge om, stillet overfor disse kirkelige lederes formaning. Vi har som danskere igennem århundreder oplevet, hvordan vort folk er blevet smedet sammen, så vi har en umiddelbar tillid til hinanden. Vi har fælles sprog, nogenlunde fælles oprindelse, og ikke mindst har vi under Anden Verdenskrig fået repeteret, hvordan et ydre tryk kan fremkalde en uventet stor folkelig samhørighed. Nu har vi så erfaret, hvor svært det er for muslimer at blive en del af dette samfund, hvordan de mere er indstillet på at få os til at bøje os for deres traditioner end for selv at bøje sig for vore. Parallelsamfund er opstået så her, så dèr, kriminalitet i sådanne ghettoer er omfattende, politi og brandvæsen bliver mødt med stenkast, når de skal udfører deres tjenestejob dèr. Vi ser mere og mere af vort samfunds sammenhængskraft udhulet. Er vi da ikke nødt til at bremse op for den muslimske tilvandring, alene for at kunne bevare vort frie og tillidsfulde samfund? Og altså, ikke blot nødt til det for vor egen skyld, også nødt til det for at vise alverden, at Gud har indrettet det sådan, at tillidsfulde og frie samfund mest opstår, hvor folk har fælles fortid, fælles sprog og fælles skæbne.

Til sidst kun dette: Det er en særegenhed ved denne britiske debat, at den deltager, der vil bremse tilstrømningen, er muslim, indenrigsminister Sajid Jahid. Ham er det, der kommer med den soleklare indvending, at disse migranter jo kommer fra et sikkert land, hvordan kan de så tillade sig at søge asyl i England?

Man kunne få den tanke, at muslimerne måske alligevel ikke er interesseret i at få alt for mange muslimer ind i landet. Eller at i hvert fald nogle af dem godt kan se, at de, hvis der sker det, at der kommer alt for mange, kommer til at miste mange af de goder, de har for øjeblikket, fordi der simpelthen vil blive for mange om de begrænsede midler, der selv i vore rige samfund kan bruges på uuddannede muslimer på kontanthjælp.

Dog, dette er der ikke andre vidnesbyrd om, så lad det foreløbig være en flyvetanke, der endnu ikke har fundet et sted at sætte sig til hvile.

Udgivet i Indvandringspolitik, Luther, Ny testamente | Tagget , | Skriv en kommentar

Stadig splittelse i folket

For cirka et halvt år siden prøvede jeg her på bloggen ud fra en tale, som biskop Henrik Stubkjær holdt ved mindekorset for Kaj Munk på Hørbylunde bakker den 4-5 2017, at analysere mig frem til den splittelse i det danske folk, som jeg mener at kunne iagttage, en splittelse, som har næsten bibelske dimensioner, jævnfør Jesu ord om de kommende kristenforfølgelser, der vil bevirke, at

En bror skal udlevere sin bror til døden, og en far sit barn, og børn skal rejse sig imod deres forældre og få dem dømt til døden. (Matt 10,21).

Nuvel, helt så vidt er det endnu ikke kommet. Men den splittelse, der forekommer, kan såmænd også være slem nok.

Den gav sig dengang udslag i, at Henrik Stubkjær i sin tale talte med uld i mund, da han ville føre Kaj Munks kamp for sandhed og ret op til nutiden. Naturligvis vidste man godt, at han havde været generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp og derfor nok var en del af det etablissement, der havde meget svært ved at sætte grænser for indvandringen, så man var nok klar over, hvad han mente med nutidens kamp for sandhed og ret. Men han sagde det ikke ligeud. For så ville han jo støde de indvandringsmodstandere, der var kommet for ligesom han at ære Kaj Munks minde. Men derved blev jo hans tale et stærkt vidnesbyrd om den splittelse, der er i folket, en splittelse, som ikke ser ud til at ville fortage sig lige med det samme.

Det samme var jeg vidne til i går ved et mindearrangement i Vedersø på 75-årsdagen for mordet på Kaj Munk. Det var et udmærket arrangement, og det blev afviklet på en god måde, selv om der var over 100 fremmødte i modsætning til de 25-30, man fra arrangørernes side havde regnet med. Og talerne kan jeg heller ikke indvende noget imod, heller ikke den første tale, den ved Kaj Munks grav, selv om det er den, jeg studsede over.

Her blev der nemlig talt med uld i mund på samme måde som for et halvt år siden, da man ville nævne Kaj Munks betydning for nutidens kamp for sandhed og ret. Mente taleren, at sandheden var de mange migranters elendige forhold sammenlignet med vores svælgen i goder, eller mente han, at sandheden blev skjult af den folkelige elite? Han mente vist det første, men han sagde det ikke ligeud, kun med antydninger blev det nævnt, at Kaj Munk kunne have noget at sige i vore dage.

Kan han da det?

Måske.

Men lad mig begynde med at indrømme, at det med sandhed og ret ikke ligger så klart for dagen, som det gjorde, da ideologierne nazisme og kommunisme herskede. Her kan vi – i hvert fald bagefter – tydeligt se, hvordan sandheden holdtes nede, hvordan der var tale om et mummespil, som de ledende brugte for at holde folket undertrykt. Dels var der mange, der aldeles ikke kunne se det dengang, og dels er fejlen hos vore dages eliter ”kun”, at de er grebet af en diffus trang til at hjælpe, og at denne trang får dem til at se bort fra, at de ødelægger det folk, de er sat til at tjene.

Man må også være klar over, at mens nazismen herskede, var der ganske mange, der ikke så det farlige ved den. Da Kaj Munk den 28. juli 1940 havde holdt sin første store tale efter besættelsen i Ollerup – en tale, der siden blev brugt som bevis for, at Munk stadig var Hitler-tilhænger, se min omtale af den her – skrev Svendborg Avis blandt andet følgende i en leder:

Vore tyske Naboer foragter enhver Form for Spytslikkeri. Det, de under de nuværende Forhold forlanger af os, og som de med Rette kan forlange, er en korrekt og forstaaende Holdning. Der er i ingen Henseende stillet Krav om, at vi skulde give os af med at efterabe Nazismen. Naturligvis. Man har fra tysk Side lagt Vægt paa, at der mellem de to Lande skabes et frugtbart Samarbejde, f. Eks. i økonomisk Henseende, og det er vi selvfølgelig ogsaa i høj Grad interesseret i. Men der er samtidig givet os et bestemt Løfte om, at ogsaa under de nye Forhold vil det danske Folks Frihed blive agtet og vort Lands fremtidige Uafhængighed fuldtud sikret.

Man er lige ved at kunne kalde dette et fornemt eksempel på spytslikkeri overfor tyskerne. Og dog er det snarere en form for journalistisk ønsketænkning. Man lader, som om der ikke er indført censur, selv om man på Svendborg Avis naturligvis udmærket véd, at det er der. Man lader, som om Danmark stadig er et frit land og at vor uafhængighed er sikret, selv om enhver med øjne i hovedet kan se, at sådan forholder det sig ikke. Men det er nu meget rarere at leve i en sådan ønsketænkningsboble end i den ubehagelige virkelighed. Og så svært kan det vel ikke være at tage en smule hensyn til vore tyske gæster, selv om de jo i virkeligheden er besættere. De har jo oven i købet været så large ikke at stille krav om, at vi skulle efterabe nazismen. Hvad mere kan man forlange!

Det var den slags holdninger, Munk ville ændre på. Det var imod den slags virkelighedstildækning, han kæmpede. Og noget kunne tyde på, at han havde menigmand med sig i denne kamp. I hvert fald var der fulde huse ved de oplæsningsaftener, han holdt rundt omkring i riget. Her oplæste han scener fra det endnu ikke færdige skuespil ”Niels Ebbesen”. Dette skuespil spillede således en væsentlig rolle i hans kamp for sandhed og ret.

Men ”sandhed og ret”! Kan man i det hele taget afgøre, hvad der i en given situation er sandhed og ret? I en tale i Tommerup ved et præstekonvent sagde Kaj Munk:

Hvem er Hr. Hitler? Intet ondt om Hr. Hitler.

Han er for os en ganske almindelig Erobrer.

Men visst er det, at Historien havde store Planer for med den Mand. De Ord, han talte, lød stærke ogsaa i kristne Øren: Offervilje, Kaldsbevidsthed, den Almægtige.

Men Kristus siger: Paa deres Frugter skal I kende dem. Løgnen følger Sandheds Spor – brugende de samme Ord.

Jeg har det Indtryk, at der er alt for store Dele af vort Folk, der befinder sig vel ved Tvetungethed og Kappen paa begge Skuldre, befinder sig vel i det Morads af Uværdighed, der for Tiden er Danmarks Liv. Det danske Folk synes let at gøre til et Trællefolk; det er, som om Materialismen har givet os Slavesind.

Men ikke sandt, når løgnen for at blive troet er nødt til hele tiden at prøve at ligne sandheden, så er tingene besværlige, vanskelige at skille ud fra hinanden. Er offervilje ikke altid noget positivt? Eller kan man virkelig ofre livet på djævelens alter?

Vi har svært ved at tro, at djævelen kan være så udspekuleret.

Men se så, hvordan Kaj Munk i ”Niels Ebbesen” gennem en skildring af figuren ”Grev Gert” fortæller os, hvordan Hitler tænker. Grev Gert taler til sine rådsmænd:

I ser ud, som om I er enige med mig, men ikke ved, hvad det er, I er enige med mig i. Ved I ikke, hvad mit Hverv er: at grundlægge det nye Rige, det, der bygger alene paa Kraft. At gøre Ende paa alle Menneskers syge Løgne om Medlidenhed, der lader det uønskede triumfere, om Retfærdighed, der er Svaghedens Skalkeskjul, om Freden, der dækker over Udfoldelsen af alle Laster. I mit Rige regerer ikke Sagførerne med Ordets underfundige Vaklen, men Styrken ved Hjælp af mit Sværd. (Se her).

Dette er skrevet i juni 1940. Allerede da havde altså Munk et klart blik for, hvad der var det væsentlige i Hitlers program: magt, magt og kun magt. Han havde heller ikke lagt skjul på det. Det lå i det såkaldte førerprincip. Herom lader Munk Gert sige:

Jeg er barmhjertig, for jeg gør Ende paa det, der ikke duer. Jeg er retfærdig, for jeg tilkender det Sunde Sejren. Jeg er Freden, selve Verdensfreden, for jeg vil at en kun en skal herske og alle andre, stumme, adlyde ham. (Se her).

Blot kunne vi danskere ikke rigtig tro på det. Selvfølgelig kunne da en ordentlig diktator som Hitler give os danskere lov til at bevare vores frihed. Det var, hvad Svendborg Avis og mange andre troede. Og når det viste sig, at sådan var det ikke, lullede man sig ind i den løgn, at sådan var det alligevel, at den tvang, man var under, var frihed.

Munk opfordrede dengang, i besættelsestidens første år, ikke til oprør og modstand og sabotage. Men hvad da? Hvad kunne man som almindelig dansker stille op?

Man kunne gøre det samme, som Vaclav Havel mange år senere anbefalede dem, der måtte leve under kommunismens virkelighedsforfalskelse, se her: at hver enkelt, så godt han kunne, søgte at ”leve i sandheden”. Det vil også sige at leve i håbet. Håbet om hvad?, vil man måske spørge. Munk lader Niels Ebbesen svare:

Landsmænd, der skal komme en stor Fredens Dag engang — den tror jeg paa og vil jeg tro paa — da vi her og vor Nabo lever Side om Side og hjælpes med at gøre Livet rigere for hinanden. Derfor skal begge vore to Folk bestaa. Og derfor lover jeg Jer, at jeg ikke vender hjem til min Plov og mine Børn, før vi har jaget alle dem, der vil vor Undergang, ned over Grænsen eller ned under Jorden, hvor de nu helst vil selv. For frie maa vi være for at leve. (Se her).

Nu er jo imidlertid vores situation noget anderledes end tiden under besættelsen. Så kan vi overhovedet bruge Munks iagttagelser til noget?

Det vil jeg mene. For vi oplever jo den samme splittelse i folket som dengang. Oven i købet fordeler de to lag i folket sig også i dag sådan, at det er eliten, der søger at omgå sandheden, men det brede folk – den del af folket, der ikke er forført af de mange medier, som eliten bruger til sine formål – der holder sig til sandheden.

Og det er egentlig ikke så svært i vore dage at skelne sandhed fra løgn. Det kræver blot, at man har mod til at stille de spørgsmål, som eliten ikke stiller. Jeg har kaldt sådanne spørgsmål ”NAQ’s”, never asked questions, se her, hvor jeg nævner nogle eksempler på sådanne NAQ’s. Flere eksempler kommer senere.

Men først vil jeg godt nævne et andet eksempel på journalisternes metoder, når de vil undvige at tale om sagen. Der er såmænd tale om et interview, som Steen Nørskov den 4-1 havde i Deadline med undervisningsminister Merete Riisager. Hun og Inger Støjberg har fået lavet en undersøgelse om tredje-generations-indvandrere. Og det viser sig, at også denne generation sakker agterud i forhold til de danske elever i folkeskolen. I den udsendelse brugte Steen Nørskov al tiden på at søge at underminere gyldigheden af denne undersøgelse. Han formåede oven i købet at fremdrage hele to såkaldte forskere, der udtalte sig om alt det, som man ikke kunne slutte ud fra undersøgelsen.

Og bevares, Merete Riisager forsvarede sig udmærket. Men hvor var det dog en skam, at hun ikke fik mulighed for at nævne det ret simple faktum, der kunne bevise, hvad der er galt med disse børn af indvandrere! Det har oven i købet været fremme i medierne, så der er ikke tale om nogen hemmelighed: disse børn har ikke dansk som hjemmesprog. Det er enkelt og ligetil at forstå, at et barn i så fald på forhånd er bagud på point i forhold til danske børn. Men indrømmet: Merete Riisager og skolefolk i det hele taget har ikke gjort det let for sig selv. Under hele diskussionen om folkeskolereformen for nogle år siden undlod man omhyggeligt at bruge ordet ”muslim”, ja, man lod hele vejen igennem, som om der kun var danske børn i skolen. Og hvis både skolefolk og journalister på den måde går udenom virkeligheden, så er det ikke let at få en sand diskussion i gang.

Jeg mindes min kusine i Amerika. Hun taler kun engelsk. Jo, for da hun skulle til at i skole, opdagede hendes forældre, at hun var bagude i forhold til de andre børn. De talte nemlig dansk i hjemmet. Men efter den opdagelse skiftede de over til engelsk i hjemmet. De valgte altså virkelig USA til på trods af, at de derved valgte Danmark fra.

Jeg gætter på, at hvis man ville foreslå noget tilsvarende for indvandrerne her i landet, ville vores elite straks fortælle os, hvor synd det er for disse børn, at de ikke mere vil kunne begå sig på deres forældres sprog.

Lad mig slutte med en hurtig opregning af de NAQ’s, som tidligere har været omtalt her på bloggen.

Det vist mest oplagte eksempel er det spørgsmål, der ikke bliver stillet angående de såkaldte ”uledsagede flygtningebørn”, nemlig, hvem har betalt menneskesmuglerne for at hjælpe barnet frem til Danmark? (Se her).

Et andet spørgsmål angående betaling, som ikke stilles, angår de mange mennesker, der her i efteråret var på vej gennem Mexico til USA. Her er det mig, der spørger Hvem betaler? uden dog at få svar. Og forresten: ville det ikke være en god journalistisk gerning at følge op på disse menneskers skæbne? Det eneste, jeg har hørt desangående, er en lille notits om, at Mexico vil lukke en flygtningelejr ved grænsen til USA. Men ingen spørger, hvor mange der er kommet ind i USA, eller om migrantstrømmen stadig foregår, eller om pengestrømmen til migrantstrømmen er udtørret. Man har fra mediernes side blot været ude på at skabe en snøfthistorie, der kunne stille Donald Trump i et dårligt lys.

Det er også bemærkelsesværdigt, at ingen journalister under den store migranttsunami i efteråret 2015 prøvede at finde ud af, hvorfor netop nu migrationsruten via Tyrkiet-Grækenland var blevet så populær. At det skyldtes, at Syriza i januar 2015 gik til valg på en mere lempelig flygtningepolitik, var der ingen journalister i det øvrige Europa, der interesserede sig for. Man betragtede i alle de mange reportager om migrantstrømmen denne som en naturkatastrofe, uforklarlig og uafvendelig. Selv om sandheden derom såmænd kunne udfindes af lille mig, jeg, der ikke har nogen journalistisk uddannelse, men blot er naturligt nysgerrig, se her. Hvad der altså ikke var nogen journalist, der var.

Og endelig er det mig fortsat en gåde, hvordan man i hele EU-systemet stadigvæk på én gang kan prale af, at man overholder ”fodjordsreglen” til punkt og prikke, og fastholde et transportøransvar for alle flyselskaber. Man pudser sin glorie med fodjordsreglen: alle, der sætter foden på europæisk jord, har ret til at få deres sag behandlet, men fortier, at man med transportøransvaret sender asylansøgerne i armene på menneskesmuglere. Det er hykleri i eu’sk særklasse, se her.

Begge disse to sidste former for hykleri har jeg beskrevet i en kronik, jeg fik optaget i Jyllands-Posten, se her, uden at hykleriet af den grund er aftaget.

Dog, selv om den folkelige splittelse har været meget dyb, synes der nu at være tegn i sol og måne på, at nogle politikere er ved at ændre holdning. Det sker kun ganske langsomt, for man skal jo have baglandet med, og når man som lydigt partimedlem igennem mange år har været vant til at betragte modtagelsen af migranter eller flygtninge, som man tidligere kaldte dem, som noget nær uomgængelig, kan det være vanskeligt at forklare, at det ikke mere forholder sig sådan. Men om ikke partimedlemmerne skifter holdning, vælgerne gør det i hvert fald. Og selv om disse bølgeskvulp i vælgerhavet foreløbig kun har ført til, at Spanien og Italien har skiftet plads – Italien har lukket sine havne for migranter, fordi dets regering vil lukke helt af, men Spanien har fået en socialistisk regering, der ikke kan få sig selv til at nægte migrantskibe adgang til sine havne – så vil det forhåbentlig gå sådan, at efterhånden alle europæiske regeringer standser migrantstrømmen, så til sidst også kommissionen må give sig.

Hvorfor ”forhåbentlig”?

Fordi det at leve i hykleri ikke er at leve i sandhed. Fordi man ikke kan blive ved med at ”lade, som om”. Fordi hele mummespillet dog må ophøre, som det ophørte for Sovjetunionens vedkommende.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , | Skriv en kommentar

Lov og evangelium

Nu har jeg hørt hele to prædikener til nytårsdag over den ultrakorte tekst, Luk 2,21, om Jesu omskærelse på ottendedagen, i begge tilfælde suppleret med epistelteksten fra Gal 3,23-29. Og så læser jeg desforuden en prædiken af Merete Boye, se her, som oven i købet har Galaterbrevets tekst i overskriften: ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri”. Men inden læseren tænker, hvor jeg dog må blive from, skynder jeg mig at gøre opmærksom på, at dette skal være indledningen til en vis opposition mod disse prædikanter.

Denne opposition meldte sig først hos mig, da én af prædikanterne gjorde et efter min mening lidt for stort nummer ud af, at Jesus fremstod kontinuerligt af det forudgående. Han skulle omskæres efter loven, hedder det, og det betyder, at han gik ind under loven. Det blev der brodéret lidt videre på derved, at det blev sagt, at vort nye år jo heller ikke er nyt i den forstand, at vi bygger på noget splinternyt, selv ikke, når vi vedtager de bedste og mest epokegørende nytårsforsætter. Vi har altid vort gamle menneske med os, vi er altid produkter af fortiden, præget af den, opdraget af de og de forældre, udruget i den og den skole, osv.

Det er utvivlsomt rigtigt, når det drejer sig om os dusinmennesker. Men det kan ikke overføres på Jesus, og da specielt ikke på den Jesus, der tænkes at have tilintetgjort lovfromheden. For loven og evangeliet er hinandens modsætninger. Lever du efter loven, lever du ikke efter evangeliet. Og er du blevet grebet af evangeliet, spiller loven ikke længer nogen rolle for dig.

Om jeg husker ret, har Grundtvig i én af afhandlingerne i tidsskriftet ”Danevirke” nogle tanker om udviklingen i menneskehedens historie. Han mener dèr, at Kristus er historiens knudepunkt, han er på én gang det mål, historien stræbte frem imod før hans komme, og det mønster, historien udvikler sig efter efter hans komme. Man kan også sige, at historieforløbet er fuldt af bevidstgørelser. Menneskeånden bliver styrket og ændret af diverse bevidstgørelser, og det, der skete med Jesus var en sådan afgørende bevidstgørelse i historieforløbet. Ligesom der med hjulets opfindelse skete noget afgørende, og noget afgørende positivt, endda noget, der ikke senere kan ”afopfindes”, og ligesom der med atombombens opfindelse også skete noget afgørende, der ikke kan ”afopfindes”, selv om mange måske gerne ville ønske, at den ikke var opfundet, sådan sker der på det kulturelle og religiøse område også af og til med ét spring nogle bevidstgørelser, som kun vanskeligt lader sig ”afopfinde” igen.

Blot er det, som om vi endnu ikke helt har bearbejdet den bevidstgørelse, der fandt sted med Jesus. Ja, vi har lært, at der er noget, der hedder ”farisæisme”, vi har lært, at vi, når vi ser på os selv, når vi har gjort gode gerninger, i hvert fald gerninger, vi selv synes er gode, løber risiko for at blive farisæiske, men det er, som om vi gang på gang skal lære at ”affarisæére” os selv. Blandt andet derfor har vi indført en prædiken over Jesu ord i vore gudstjenester.

Jesus sætter en meget skarp modsætning op mellem loven og evangeliet, mellem det at tænke i retfærdighedsbaner og det at tænke i relationer. Den ældste søn i lignelsen om den fortabte søn, som har været hjemme hos sin far hele tiden, føler det uretfærdigt, at hans lillebror skal modtages med bravour og slagtet fedekalv. Han siger: ”Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham”. (Luk 15,29-30).

Men hans far går slet ikke ind på denne retfærdighedstankegang. Han har en anden tankegang, han handler efter. Han ser relationen til sin yngste søn genoprettet. Og han beder sin ældste søn skippe alle tanker om retfærdighed og glæde sig over det forhold, der nu er genoprettet.

De to tankegange lader sig ikke smelte sammen. Enten går den ældste søn med ind til festen for sin bror, eller også bliver han ude. Der er ingen mellemvej. Og da det jødiske samfund på Jesu tid i høj grad byggede på en lovforståelse til Gud, er det ret forståeligt, at man i Det store Råd blev enige om, at det bedste, dvs., det mest lovmedholdelige, var at få Jesus henrettet, for han gik jo imod loven.

Og det kan godt undre mig lidt, at der i de to prædikener, jeg hørte, ikke var mere opmærksomhed på det nye, Jesus kom med. Man nøjedes med at bruge de kendte floskler, frelse, f.eks., men at det var lovretfærdigheden og farisæismen, vi skulle frelses fra, det forblev en hemmelighed.

Og det samme manglende blik for forskellen mellem lov og evangelium præger Merete Boyes prædiken. Hun kan f.eks. få sig selv til at sige, at

forskellen på os og jøderne kun er, at vi har forstået, at Messias er kommet – jøderne venter stadig på ham.

Det er dog en betydningsløs forskel. Langt vigtigere er det forhold, at jøderne i deres lovfromhed slog den Jesus ihjel, som vi regner for Messias.

Så er det sandt, at Paulus i Galaterbrevet, især i det tredje kapitel, er bundet af sin jødiske opfattelse: at loven er givet af Gud på Sinai, og derfor prøver at finde ud af, hvad vel Gud kan have ment med at gøre det. Han kommer med den teori, at loven er vores opdrager (Gal 3,24) eller at det, der kommer af loven, er syndserkendelse (Rom 3,20).

Og for at få det til at gå op, prøver Merete Boye at få os alle til, ligesom Luther i hans klosterkamp, at fortvivle under lovens anklage. Jeg citerer en stor bid af hendes prædiken, for deri kan man tydeligt se det:

Det betyder ikke, at Loven er sat ud af kraft. Guds lov er stadig givet os som en gave, som noget, vi skal stræbe at leve efter. Frelse os kan Lovens gerninger ikke, men dermed er ikke sagt, at Loven ikke er god. Hvis alle blot ville leve efter De Ti Bud, så havde vi en meget bedre verden, og det kan de fleste godt indse. Loven er god, Loven udtrykker hvad der er Guds vilje, og derfor sætter Jesus heller ikke Loven ud af kraft, men radikaliserer den ligefrem. Han siger ting som: ”I har hørt, at der er sagt til de gamle: ‘Du må ikke begå drab,’ Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Tåbe! til sin broder, skal dømmes til Helvedes ild.”

Loven er ikke givet os for at vi skal frelses ved den, eller for at vi skal bruge den til at hævde vores egen godhed og anstændighed ved. Loven er god, og vi er altid under lovens fordring; men der er ikke frelse ved Loven. Når vi ikke kan overholde Loven – og det kan vi ikke, eller også vil vi ikke – så bryder livet sammen for os. Og fordi vi bryder Loven igen og igen, bryder livet hele tiden sammen, og vi efterlades knuste og nedbrudte under Lovens retfærdige dom. Og Loven er nådeløs og uden trøst. Men der er givet os nåde, trøst, lindring og frelse ved troen på Jesus Kristus. ”Det, der kommer ved Loven er syndserkendelse”, siger Paulus i Romerbrevet.

Syndserkendelse vil sige, at man erkender, at man er en synder – og at være en synder betyder ikke, at man er ond eller uforbederlig, det betyder bare, at man ikke er fuldkommen. At man er et uperfekt menneske. At have syndserkendelse vil sige at føle på sin krop, at Loven er god, men at man har brudt Guds fuldkomne lov og dermed gjort sig fortjent til helvede. Den eneste, der kan trække os op af helvede – både det helvede, vi selv skaber, og det helvede, der retfærdigvis burde vente os efter vores død – det er Kristus; og derfor må man krybe til korset, til Kristi kors, når man erkender, at man ikke kan leve op til de krav, Gud har fastsat i sin Lov. Når man erkender, at man bare er en synder – at man ikke kan leve op til det, som man godt ved er det gode – så må man råbe: ”Herre, frels mig!”, og det er alt hvad vi skal.

Så rækker Jesus hånden ud og trækker os op af svovlpølen og planter os med fødderne på jorden igen.

Jeg har her gennemgået tre prædikenvejledninger fra Præsteforeningens Blad for at sammenholde dem med Luthers prædikener over bjergprædikenen. Og jeg fandt ud af, at alle tre prædikenvejledninger betragter ordet i Matt 5,21ff som et ”syndespejl”, Jesus opstiller for os, dvs., som en skærpelse af loven, en skærpelse dog, som vi ikke tænkes at skulle eller kunne overholde, men hvis funktion ene og alene er at få os til at fortvivle over vor synd: at vi ikke kan overholde loven, så vi kan komme så langt ned med nakken, at vi i vor fortvivlelse ikke véd andet råd end at gribe den tilgivelse, Jesus tilbyder os.

Det undrer mig noget, for mærkværdigt nok udlægger Luther det i sine prædikener over bjergprædikenen ikke på den måde. Men jeg kan godt se fidusen: Man vil have tilhøreren til at opleve den samme fortvivlelse og den samme følelse af befrielse, som Luther følte i sin klosterkamp. Han er det store forbillede, og vi tænkes alle, hvis vi vil være gode lutheranere, at skulle gennemleve en lignende kamp. Jeg havde nær sagt: ”en lignende omvendelseskamp”, for det var jo en sådan kamp, de gode missionsfolk fra forrige århundrede arbejdede på at fremkalde; de ønskede for tilhørerne, at de kunne få en omvendelsesoplevelse, som kunne blive basis for det nye liv, og som kunne bevirke, at missionsfolkene kunne skelne mellem tiden, før de blev omvendt, og tiden efter.

Men jeg må indrømme: Merete Boyes skildring lader mig ganske upåvirket.

Dertil forekommer den mig alt for overfladisk. Hvordan kan hun dog skrive, at ”at være en synder betyder ikke, at man er ond eller uforbederlig, det betyder bare, at man ikke er fuldkommen. At man er et uperfekt menneske”, og så bilde sig ind, at man kan føle syndserkendelse, fordi man ikke er fuldkommen – som om noget menneske på denne jord er fuldkommen – endda føle, at man har fortjent helvede, eller at livet bryder sammen, eller at vi efterlades knuste og nedbrudte! Alt sammen bare fordi man er et uperfekt menneske – og ja, det er Merete Boye, der skriver ”bare”.

Dette ”bare”, som jo langt de fleste mennesker vil give hende ret i, gør det umuligt for os at følge hende i den erkendelse, hun mener må følge: at vi skaber et helvede for os selv, og at det kun er Kristus, der kan ”trække os op af svovlpølen”. Alt sådant bliver tomme ord. Vi kan ikke få vores oplevelse af os selv til at stå mål med dette, hverken hvad angår vore indre fornemmelser eller hvad angår vore ydre handlinger.

Så nej, det onde i os kan ikke beskrives på denne overfladiske måde. Djævelen er mere udspekuleret end som så. Det onde skal altid klæde sig ud som godt, ligesom løgnen altid skal tage sandhedens dragt på sig. Det onde ligger derfor i langt højere grad i det af Jesus opfundne ord ”farisæisme”. Det er netop, når vi tror, vi gør det gode, at vi står i størst fare for at være onde. Det er, bevares, ikke alle steder, vi lever i en slags godhedskonkurrence. Men mange steder i vort samfund, i vor omgangskreds og i vor familie gør vi. Og netop når vi gør det gode for at vise os bedre end andre, netop da er vi ikke bare ”uperfekte”, nej vi er direkte forbandede kærlighedsødelæggere.

Blot er det ikke altid, vi har denne vilje i os til at tromle næsten ned med vores godhed. De fleste dage lever vi jo bare glade og ligefremme i de forhold, hvori vi står. Men det sjove er, at en sådan ligefrem holdning til vor næste ikke er noget, vi kan ville. Det er noget, der gives os. Den gives os af vor næste, og vi giver den til ham eller hende, eller – for at sige det ligeud – denne holdning er noget, der skabes af Guds ånd.

Det mindste, vi kunne gøre, var da at takke Gud for denne ligefremhedens ånd.

Så i stedet for at fylde os med krampagtig syndserkendelse og kunstig glæde over en dårlig forstået frelse, ville det, som jeg ser det, være mere kristeligt og mere i overensstemmelse med vor dagligdag, at takke Gud for det liv i kærlighed og forståelse, som vi i langt de fleste af vore levedage føler, vi lever, og bede ham rede trådene ud for os, hvis noget er gået galt mellem os og vor næste. Og det ville tilmed kunne forstås langt bedre af almindelige danskere.

Det er nogenlunde den samme bebrejdelse, jeg har rettet mod Sørine Gotfredsen, se her.

Udgivet i Luther, Ny testamente | Tagget | Skriv en kommentar

Moderat islam?

Overskriften kunne også have været ”Paven og imamen”. For jeg har på jihadwatch.org fundet tre interessante artikler af Hugh Fitzgerald. De har alle med terrorhandlingen her i december ved et julemarked i Strasbourg at gøre. Den første, se her, bebrejder paven, at han ikke turde forbinde terrorhandlingen med islam, den anden, se her, citerer nogle udtalelser fra en imam, der betragter sig selv som moderat, og den tredje, se her, forsøger at finde ud af, hvordan vi som vestlige mennesker skal tackle islam i vore lande.

Hvad det første angår, pavens reaktion på terrorangrebet i Strasbourg, har vi det vel efterhånden sådan, at den slags officielle udtalelser hænger os ud af halsen. ”Mine tanker går til…” og så nævnes de pårørende til de døde. Vi har hørt det til bevidstløshed. Nå, lige dette udtryk brugte paven vist ikke, men Fitzgerald finder tilstrækkeligt mange andre, han kan nævne, ikke for at gøre nar af paven, heller ikke for at bebrejde ham det, men for at påpege énsidigheden i sådanne udtalelser.

Og vistnok også for at gøre opmærksom på en lille opløftende detalje. Hvor paven plejer at sige, at ”der findes ikke noget, der hedder islamisk terrorisme”, eller ”den autentiske islam og den korrekte læsning af koranen modsætter sig enhver form for vold”, dèr har han i udtalelsen efter Strasbourg-terroren udeladt den slags påstande.

Men selv om pave Frans måske selv har følt, at sådanne påstande efterhånden bliver lidt for tyndslidte, så undgår han stadig omhyggeligt at nævne islam. Noget af det, der slog mig ved Fitzgeralds artikel, var, at han er fræk nok til at give paven nogle forslag til, hvad han kunne sige næste gang, han skal kondolere i anledning af et muslimsk terrorangreb. Han kunne f.eks., siger Fitzgerald, have nævnt ”nogle tekster, som har vildledt nogle mennesker”. Eller han kunne måske endda have brugt ordet ”jihad” – tænk bare på, hvilken klarhed, det vil give sagen, hvis denne pave, der alt for længe har forsøgt sig med ”appeasement”, havde vovet at gøre noget i den retning, f.eks. havde sagt: ”Vi er meget kede af i Strasbourg at se endnu flere ofre for jihad”.

I stedet for nævnte han ikke morderen med et ord, og heller ikke de tekster, som udenfor enhver tvivl har motiveret ham i hans drab på ”vantro”. Og så nævner Fitzgerald nogle af disse koransteder: 2:191-194, (Richardus); 4:89, 8:12, 8:60, 9:5, (R: 175), 9:29, 47:4. Jeg har her forsynet dem med links til Pickthall’s koranudgave, og et par steder henvist til den Richardus, hvis bog ”Gendrivelse af Koranen” Luther har oversat.

Det forekommer mig også relevant, når Fitzgerald anholder udtrykket, at situationen i Strasbourg nu er ”næsten normal”. Ja, hvis det normale er, at julemarkeder bliver lukket i et par uger i den december måned, hvor de skulle tjene penge, at de bliver fyldt med maskinpistolbevæbnede betjente, eller at alle nu, med den muslimske tilstedeværelse i Europa, må frygte det næste terrorangreb, noget, man aldrig spekulerede på, før muslimerne ankom, hvis det er normalt, så er situationen i Strasbourg igen normal. Men ”gammeldags normal”, nej, det bliver den ikke med muslimer iblandt os.

Hvad Fitzgerald gør opmærksom på til sidst, har jeg ikke hørt før. Han siger, at ”Allahu-Akbar” ikke betyder, ”Gud er stor”, sådan som det sædvanligvis oversættes, men ”Vores gud er større end jeres”. Det er jeg ikke i stand til at afgøre, men det må da indrømmes, at en sådan oversættelse i lidt højere grad ville kunne forklare disse terrorhandlinger.

I den næste artikel har Fitzgerald fundet nogle citater fra en vis imam, Hocine Drouiche, som finder sådanne terrorhandlinger uislamiske. Ét citat lyder:

Igen er Frankrig blevet ramt af terrorisme i islamisk jihads navn. Disse syge mennesker finder altid religiøs dækning for deres umenneskelige forbrydelser. Terrorismen ophører ikke, før alle muslimer stærkt fordømmer det og fjerner den dækning, som forurener dem og gør deres fremtid i Frankrig og Europa farlig.

Imod dette hævder Fitzgerald, at Drouiche vender op og ned på tingene. Det er ikke sådan, at terroristerne synes, det er sjovt med den slags forbrydelser, og så bagefter, når den har fundet sted, søger at finde religiøs retfærdiggørelse af disse umenneskelige forbrydelser. Nej, sådanne jihadister føres frem til at begå disse forbrydelser af koranen selv og dens klare befalinger – i over 100 vers – om at foretage jihad imod de vantro. Religionen er ikke en undskyldning, der kommer bagefter, men er snarere årsagen til denne vold. Jihadisterne er heller ikke ”syge mennesker”, nej, de er korantro muslimer, der adlyder islamiske tekster.

Og, spørger Fitzgerald, hvordan vil muslimer mon bære sig ad med at fordømme de mange vers i koranen, der opfordrer dem til at skabe frygt i de vantros hjerter? Sagen er jo den, at muslimsk terrorisme vil fortsætte, lige så længe som den uskabte og uforanderlige koran fortsætter, altså så længe muslimer tror dette om deres helligskrift.

Hvordan kan imam Drouiche, som mener det godt, men ikke kan give sig selv lov til at tro, at kilderne til den muslimske terror findes i koranen og haditterne, tro, at han kan overbevise 1,5 mia muslimer om, at de skal ignorere så meget af det, de læser i disse tekster? Det kan han ikke overbevise dem om.

Så citerer Fitzgerald følgende fra Drouiche:

I almindelighed har imamernes udtalelser endnu ikke accepteret republikkens værdier og menneskehedens værdier. Hvis muslimer fortsat vil leve i Frankrig og i Europa, er det påtrængende nødvendigt at vågne op og befri denne religion fra de intolerante integralisters hånd. Hvis en religion ikke indfører fred, skader den sig selv og fortjener ikke at være nær ved det guddommelige.

Det kommenterer han således:

Disse ”intolerante integralister” har koranen og Muhammeds eksempel, som beskrevet i haditterne, på deres side. De opfinder ikke selv disse koranvers. Det er de sande ”moderate” muslimer, som f.eks. Drouiche, som vil have os til som dem at ignorere alle jihad-versene i koranen. Men det er dem, som er utro mod både islams bogstav og ånd. Islam er jo en aggressiv tro, hvis tilhængere bliver belært om at drive jihad, indtil hele verden er domineret af islam, og islam hersker overalt. [se 8,39, rr] Det er imam Drouiche, som ignorerer 1400 års jihad-historie, og den kendsgerning, at muslimer har erobret mange lande og mange folkeslag, som, én gang underkuet, fik valget mellem døden, omvendelse til islam, eller accept af en permanent dhimmi-status, med de mange byrdefulde betingelser, herunder betaling af yizyah, som denne status indebærer. [se 9:5, rr]

Og når Drouiche hævder, at ”islam gennemlever en verdensomspændende, dyb krise”, og at ”islam har brug for en vis og intelligent elite for at blive befriet og menneskeliggjort”, hævder Fitzgerald modsat, at islam ikke er i krise, men burde være det, ikke blot i de muslimske lande, hvor der er krigslignende tilstande mellem sunni og shia, mellem arabere og ikke-arabere, osv., men også iblandt muslimerne i Europa

som i millionvis har slået sig ned her, som er uvillige til at lade sig integrere, som udnytter de generøse ikke-muslimske staters largeness, når de sørger for gratis eller subsidieret husleje, gratis lægehjælp, familiesammenføring og arbejdsløshedsunderstøttelse. Muslimerne synes at være ganske godt tilfredse med dette arrangement, for de tager det, som var det deres ret, ja, der er endda nogle, der beskriver det som noget, der er tilladt for en jihadist, for det er jo yizyah i samfund, hvor det er ikke-muslimer, der har magten. De ser ikke nogen krise i islam; de ser tværtimod en islam, der er i fremgang, og som ikke kan standses af sådanne forvirrede vestlige leder som May, Macron og Merkel. De kan kun se en krise blandt de vantro, som langsomt mister kontrol over de af muslimerne beboede områder i deres stater.

Det er, som jeg ser det, desværre en altfor korrekt beskrivelse af den holdning, vore muslimske landsmænd har til os.

Hugh Fitzgerald tager kritikken af imam Drouiche op i det tredje og hidtil sidste afsnit, det er det, der findes her. Her er det imamens udtryk om, at islam er blevet taget som gidsel af uvidende mennesker, fulde af had, han vender sig imod. N.B.: Det er det samme udtryk, vores statsminister af og til har brugt om de muslimske terrorister.

Og som i de forrige artikler hævder han her, at det ikke er terroristerne, der misforstår islam, det er tværtimod Drouiche og mange andre ”moderate” muslimer med ham, som ikke kan få sig selv til at tro på islams sande natur, at den er krigerisk og aggressiv.

Måske pave Frans er i bevægelse – i meget langsom bevægelse – bort fra en fuldstændig frikendelse af islam for de mange terrorangreb, men imam Drouiche er det ikke. Han vil have en muslimsk elite til at gennemgå og modargumentere terroristernes radikale tanker, men – spørger Fitzgerald – hvem skal udnævnes til at udgøre en sådan elite, og ikke mindst: hvordan skal denne elite kunne opnå det ønskede resultat, hvis ikke de har lov til at fjerne, ophæve eller kontekstualisere de mange krigeriske udtalelser i koranen? At kontekstualisere betyder, forklarer han, at få dem til at passe på situationen på Muhammeds tid, men ikke nødvendigvis på senere situationer.

Og så er det, man kunne ønske sig endnu en artikel fra Hugh Fitzgerald, omhandlende striden indenfor islam mellem mutazilitterne og asharitterne fra cirka 800-1100 om netop det spørgsmål: gælder koranens ord til evig tid, eller er de kun gyldige i den historiske periode, hvori de er fremsat? Det spørgsmål har jeg strejfet i min omtale af Robert R. Reilly’s bog ”The Closure of the Muslim Mind”, se f.eks. her. Men jeg er bange for, at resultatet af en undersøgelse i den retning vil blive negativt, dels fordi det er logisk umuligt at forvandle guddommelige magtanvendelseskrav til krav om fredelig omgængelighed, og dels fordi de asharitter, der vandt den daværende strid, stadig præger så at sige alle muslimske lærde.

Så hvis imam Drouiche vil være en ”moderat” muslim, så må han omvende sig til f.eks. kristendommen. Og det har måske lige så lange udsigter, som at pave Frans får øje på islams krigeriske natur.

Udgivet i Islam | Tagget , | Skriv en kommentar

Individuel psykologi

Den individuelle psykologi undersøger hovedsagelig hvert enkelt menneske for sig, finder personlighedstræk, sammenligner med andre menneskers personlighedstræk og danner sig overblik over de forskellige slags personlighedstræk, eventuelt også over deres fordeling i forskellige befolkninger.

Det er altså individet i sig selv, man er interesseret i, ikke så meget individernes samspil med hinanden, og da slet ikke de forskellige kulturers indvirkning på individet.

En sådan individuel psykologi er Morten Uhrskov Jensen faldet for i et indlæg i Jyllands-Posten, se her. Derved kommer han til at begå en stor brøler, som han formentlig ved nærmere eftertanke vil fortryde. Han får virkelig sig selv til at skrive:

De to mordere i Marokko er selvfølgelig psykopater. Ellers ville de aldrig have været i nærheden af at begå deres afskyelige forbrydelse. Det er på høje tid, at vi i den vestlige verden indser, at der er psykopater iblandt os, både blandt vores etnisk egne og blandt de mennesker, vi har sagt alt for ofte goddag til i de seneste fire-fem årtier.

Hvordan når han dog frem til den besynderlige konklusion?

Jo, han begiver sig ind i en undersøgelse, styret af den individuelle psykologi. Det begynder med, at han er dybt forarget over to kvinder, der beslutter sig for at tage på ferie i Marokko på trods af det nylige terrorangreb, for – som de siger – ”den begivenhed skal ikke få lov at rokke ved vores menneskesyn”.

Og det er da sandt nok, den holdning er en smule mærkelig.

Derefter citerer Morten Uhrskov en vis herre, Joseph de Maistre, fra for 200 år siden: ”Mennesket er for ondt til at være frit”.

Og så opstiller han fem forskellige personlighedstræk, deler hver op i en positiv og en negativ side og hævder så, at det er ét af disse par, nemlig samvittighedsfuldheden, der er afgørende for, om vi tør stole på den anden. Samvittighedsfuldheden deler han op i trofasthed kontra upålidelighed, og skriver så:

Alle fem personlighedstræk skal ses som en normalfordeling, hvor der er flest i midten og færre og færre, jo længere vi når ud i enderne af fordelingen. Der vil være nogle få, der er så trofaste, at de kan ende med at blive selvskadende, f.eks. kvinden, der forbliver i et forhold med en voldelig mand, fordi hun er overbevist om, at hun kan hjælpe ham af med sin lyst til at banke hende sønder og sammen. Hun forstår ikke, at voldsmanden er ude i den præcist modsatte ende af normalfordelingen. Han er upålidelig eller med et bedre ord, han er psykopat. Han synes faktisk, at det er hyleskægt at tæve sin kone, og kan han få lov til at fortsætte med det, er det ren bonus. I de værste tilfælde taler vi om Peter Lundin, Amagermanden og senest Peter Madsen.

Og så kommer den før citerede bemærkning om, at morderne i Marokko, som han for nemheds skyld reducerer til to, selvfølgelige er psykopater, en bemærkning, som logisk må efterfølges af en bemærkning om, at sådanne psykopater jo både findes blandt etniske danskere og blandt de muslimer, vi ”har sagt alt for ofte goddag til i de seneste fire-fem årtier”.

Det vil sige: uden at lægge mærke til det, kommer han til at fremkomme med den samme ”forklaring”, som alle de kendte vestlige ”Gutmenschen” og alle de godtroende og bortforklarende journalister og politikere kommer med: der er tale om psykologiske fejl hos disse mordere, der er tale om en dårlig barndom eller noget andet, hvorved sådanne uheldige personlighedstræk er fremkommet. Man venter bare på, at Morten Uhrskov kommer med den sædvanlige tilføjelse, at dette intet har med islam at gøre. Det gør han dog heldigvis ikke. Men han lægger tankegangen an lige til højrebenet for mange godtroende mennesker; for ikke sandt, når der er psykopater både blandt danskere og muslimer, så er alle de terrorangreb, vi har været ofre for gennem de seneste tyve-tredive år, jo ikke et muslimsk speciale. De ville lige så godt kunne have fundet sted blandt kristne som blandt muslimer.

Men netop den kendsgerning, at terroren er en muslimsk specialitet, er det, der gør hans teoretiske tilgang forkert. Vi kan ikke se mennesket udelukkende ud fra en individuel psykologis standpunkt. Det bliver en fuldstændig forkert menneskeopfattelse, vi bruger til vor analyse, hvis vi ser bort fra de forskellige kulturers forskellige indvirkning på menneskers opførsel. Skal vi forstå, hvorfor alle de terrorangreb, både vi og mange muslimske lande udsættes for, begås af muslimer, er vi nødt til at medtage religionen islam som en mulig påvirkningskraft for terroristerne.

Ja, mere end det: Vi er nødt til at overveje, hvilken ændring der er sket i den muslimske verden indenfor de sidste tyve-tredive år eller mere. Vi må gøre os forestillinger om den ”vækkelse”, der har fundet sted i muslimske kredse, en vækkelse, der gør det muligt for nogle muslimer at betragte Vesten som fjenden, den fjende, som skal bekæmpes under alle omstændigheder og med alle midler.

Og jeg vil ligefrem sige: Vi kan godt lægge alle psykologiske overvejelser til side. Det er ikke sådan, at disse vækkelseskredse bevidst eller ubevidst analyserer samtlige muslimer og udvælger sig dem med psykopatiske træk, for dem kan de bruge som terrorister. Og hvis man vil hævde, at terroristerne af den tankegang, de bliver grebet af, gøres til psykopater, så er det vist mere et tegn på den individuelle psykologis fallit end på en brugbar forklaring.

Man må jo gøre sig klart, at det, vi kalder personlighedstræk, er noget forholdsvis konstant, og at den ”hjernevask”, der siges at finde sted, når et menneske gribes af den muslimske forklaring på tingenes for islam så sørgelige tilstand, er et fænomen, der rammer personer med alle mulige forskellige personlighedstræk.

Det betyder så – desværre – omvendt, at man, hvis man vil bekæmpe terrorismen, ikke kan scanne hele den muslimske eller kristne befolkningsgruppe for psykopatiske træk, i stedet er man nødt til møjsommeligt og teologisk indviklet at gå terroristernes overbevisning igennem, prøve at forstå den indefra, finde ulogiskheder i den, og muligvis ad den vej få de potentielle terrorister afradikaliseret. Jeg har prøvet at arbejde lidt videre ad den vej med et forslag om ”tvangsfjernsyn” i fængslede terroristers eneceller, se her, men om det vil nytte noget, er vel – som så meget andet – tvivlsomt.

Til sidst: Det kan muligvis tjene til Morten Uhrskovs undskyldning, at mange kristne teologer, der absolut skal overbevise os om, at mennesket er en synder, benytter sig af lignende forklaringer fra den individuelle psykologi. Jeg var lidt inde på det i forbindelse med et møde, jeg var til, hvor Sørine Gotfredsen talte om sin bog ”Fri os fra det onde”, se her. Men det vil føre for vidt igen her at skulle afvise disse ”syndsforklaringer”.

Udgivet i Islam | Tagget | Skriv en kommentar