Pløjejord

Jeg har fået en tanke. Jeg skal prøve at udvikle den så godt, jeg kan. Den er ikke så svær at forstå. Men den kræver, som så mange andre nye tanker, evne til at anvende sin fantasi. Og når dertil kommer, at jeg med min tanke bevæger mig ind på områder, som jeg ikke véd ret meget om, og som tilsyneladende heller ikke er belyst nogen steder, så begynder vanskelighederne at tårne sig op.

Tanken bygger videre på noget, jeg var i gang med at undersøge, nemlig spørgsmålet om, hvad et ikke-sprogligt dyr vel kan vide om forplantningens mysterier, se her. Jeg nåede frem til det resultat, at selv om en gammel hunchimpanse måske kunne opdage forbindelsen mellem samlejet og den senere fødsel, så kan vi ikke få nogen sikker viden om, hvorvidt hun virkelig véd, at der er en forbindelse, og hun kan under ingen omstændigheder meddele sin eventuelle viden til andre chimpanser, hverken til hanner eller hunner.

Videre argumenterede jeg for, at det kun er via menneskets fortællesprog, at der kan dannes viden om forbindelsen mellem den han, hvis gener deltager i undfangelsen, og det barn, der fødes. Hos chimpanser med deres parring i flæng vil en sådan viden umulig kunne opnås.

Det, der gør det lidt vanskeligt at følge denne argumentation, er nok, at vi har meget svært ved at forestille os, hvad det vil sige at leve uden sprog. Vi tror uden videre, at den viden, vi har i kraft af vort fortællesprog, den har da de forholdsvis begavede chimpanser også, og har svært ved at indse, at den viden, der her er tale om, ikke har noget med intelligens at gøre, men kun kan fremkomme, hvor et fortællesprog kan danne en fiktiv fortælleverden ved siden af den virkelige verden, en verden, som tillader os at gå frem og tilbage i tid, som det lyster os.

Den tanke, jeg har fået, går nu ud på at overføre nu denne uvidenhedsforestilling fra sprogløse chimpanser til sprogbegavede mennesker, idet uvidenheden her tænkes at besætte de dele af historieforløbet, som ligger forud for en given opdagelse. Det er lige ud ad landevejen, at forestillinger om tobaksrygning er afhængig af opdagelsen af Amerika. Så før Columbus opdagede Amerika, var der ingen, der gjorde sig forestillinger om behageligheden ved at ryge tobak.

Men det er noget vanskeligere at forestille sig, at visse kulturer, måske endda mange kulturer, har været uvidende om, at kvindens dna spiller en rolle for barnets kromosomsammensætning. Og det har været ret vanskeligt for mig at finde ud af, hvornår det blev almindelig antaget, at det, at en pige kom til at ligne sin mor, havde med det forhold at gøre, at kvinden i lige så høj grad som manden bidrog til at give barnet bestemte egenskaber.

Umiddelbart vil man jo nok sige, at det dog er noget sært noget at overveje. Kan det da ikke være lige meget, hvad man har vidst til forskellige tider?

Og jeg ville såmænd heller aldrig have givet mig til at overveje det, hvis ikke det var for et bestemt koranord. Der er tale om det ord, som Sara Omar nævner i sin bog ”Dødevaskeren” som udtryk for den muslimske kvindeundertrykkelse. Der er tale om ordet fra Sura 2,223:

Jeres kvinder er pløjejord for jer, så gå til jeres pløjejord, som I vil. Læg op til jer selv, og frygt Gud! I skal vide, at I vil møde Ham engang. Bring det gode budskab til de troende!

Jeg refererer Sara Omar således her:

I Sara Omars bog ”Dødevaskeren” er der en scene på Skejby Hospital, hvor hovedpersonen overfor en anden kurdisk kvinde citerer de steder i koranen, der er kvindeundertrykkende. Og hun slutter netop med ordet om kvinden som mandens ager eller pløjejord. Så siger hun: ”Her har du legaliseringen af vold og voldtægt. Det er mandens ret, og den vestlige verdens love betyder mange steder intet i forhold til koranens ord”.

Den kvinde, hun samtaler med, gør indvendinger: ”Sådan tolker jeg bestemt ikke koranen”.

”Men hvordan står du som kvinde, hvis du bliver gift med en mand, der tolker koranen præcis på den måde”.

Hvortil den anden ikke kan svare andet end ”Jeg har ikke tænkt mig at blive nogens pløjejord”.

Jeg havde såmænd ikke tænkt synderligt over det med pløjejorden, før jeg læste om det hos Sara Omar. Og når jeg læser det hos hende, kan jeg jo godt følge hendes tanke om, at dette er en legalisering af vold og voldtægt.

Men så er det, at jeg ud fra koranens billedsprog pludselig får en ny tanke. For ikke sandt, pløjejorden bidrager jo ikke med nogle arveegenskaber ved kornet. Den kerne, der lægges i jorden, har i sig alle de egenskaber, der hører korn til, jorden er blot næringskilde for væksten, bidrager ikke med nye eller anderledes egenskaber.

Skulle det mon forholde sig sådan, at Muhammed som måske mange andre i oldtiden var uvidende om, at kvinden, hvad arveegenskaber angår, bidrager med lige så meget som manden?

Noget kunne tyde på det. I en artikel på islaminfo.dk, se her, hedder det:

Kvinders og mænds værdi er forskellig i islam, idet kvinden i sig selv er uden værdi. Hun får først værdi gennem manden. Dette pointerer de to kvindelige tyrkiske antropologer N. Sirman-Eralp og L.Yalcin-Heckmann som basis til forståelsen af forholdet mellem mand og kvinde i islam. De to antropologer skrev en udførlig religiøs og antropologisk rapport om dette forhold i forbindelse med en retssag i København, hvor den tyrkiske muslim Polat Chador og dennes tre brødre den 21. oktober 1986 myrdede deres kusine Gülsüme Chadar udenfor hendes hjem i København med i alt 29 knivstik. For at forstå og belyse drabet til bunds bestilte det danske retsvæsen rapporten ved de to tyrkiske antropologer.

Den fraskilte kvinde, som blev dræbt som hævn for at genoprette familiens ære, blev i den sammenhæng beskrevet som en kvinde uden værdi, da hun var fraskilt, selvstændig, levede alene og havde kastet skam over familien gennem forskellige forhold.

Antropologen Sirman-Eralp, som havde været med til at skrive rapporten for den offentlige anklager i drabssagen statsadvokat H.C Abildtrup, udtalte som antropolog følgende om kvinders værdi i islam i forhold til mandens værdi: “Kvinden anses (i islam kun) som den jord, hvori mandens sæd skal sås. Jorden er passiv. Den producerer kun, hvad der sås i den. I sig selv er jorden uden værdi. Jorden kan kun gøres produktiv og få værdi når den ejes (af manden). Jorden er kun af værdi, når den gøres til mark af manden og producerer børn (drengebørn). Derfor er den ugifte kvinde eller den enlige værdiløs. Den enlige kvinde er værdiløs. Kun når hun føder børn får hun værdi, men da kvinden kun er mark, er det manden, der ejer afgrøden, dvs. børnene.”

Det vil sige: Billedet af kvinden som den pløjejord, hvori mandens sæd sås, svarer meget godt til den uvidenhedsforestilling, jeg har gjort mig. Altså spørgsmålet, som har rejst sig for mig, lyder: ”Vidste Muhammed, at kvinden bidrager lige så meget som manden til det barn, der fødes? Var han klar over, at hun er meget mere end ”mark” eller ”pløjejord”, og at den konklusion, han drager på baggrund af sin forestilling om kvinden som pløjejord: at børnene selvfølgelig tilhører manden, derfor er draget på et forkert grundlag?”

Nu kan man selvfølgelig spørge, om ikke denne uvidenhed har præget alle samfund i oldtid og middelalder, uanset religion og uanset kvindesyn.

Det tror jeg ikke.

De samfund, der opdager, at en rødhåret kvinde ofte får rødhårede børn, må vel af virkeligheden komme til at betragte det som noget naturligt, at kvinden bidrager med mere til barnets udseende, end pløjejorden bidrager til, om kornet er rug eller hvede. Men måske denne naturlige slutning i de muslimske samfund er blevet holdt tilbage af den fejlopfattelse, som præger koranen.

Blot må jeg indrømme, at det har været umuligt for mig at finde ud af, hvad man tænkte om kvindens bidrag til arveegenskaberne i gamle dage.

Bortset fra én ting.

I slutningen af middelalderen fremstod blandt karmelitermunkene og franciskanerne en tanke om, at man, hvis man for alvor skulle fastholde, at Jesus var syndfri, var nødt til ikke blot at forestille sig, at Jesus var undfanget ved Helligånden, men også, at Maria var født uden arvesynd. Man havde fra Augustin arvet den tanke – som også Luther var tilhænger af – at menneskets syndighed er knyttet til vore drifter. Det er vore drifter, der er syndige. Og fordi kønsdriften er synd og udøvelsen af den derfor udtryk for synd, vil det barn, der fødes via en syndig akt, fødes som en synder. Dette, at Jesus er undfanget ved Helligånden – noget, der udtrykkes to steder i Det ny Testamente, nemlig i Matt 1,18 og i Luk 1,35 – betyder i nytestamentlig sammenhæng, at han er Guds søn. Men Augustin fik ændret dette, så Jesu undfangelse ved Helligånden i hans teologi kom til at betyde, at Jesus var syndfri i modsætning til alle os andre, som er syndere i kraft af de drifter, vi har i os.

Som man kan forstå, er dette en yderst legemlig opfattelse af, hvad synd er. Synd er altså hos almindelige mennesker noget, der på direkte legemlig vis kan nedarves fra forældrene.

Hov? Fra forældrene?

Kan synden så ikke også nedarves fra moderen?

Jo, naturligvis, svarer karmeliterne og franciskanerne. Og så går de i gang med at danne sig forestillinger om, at også Maria er født uden synd. Så først føler de sig ganske sikre på, at Jesus er syndfri, født uden den skrækkelige arvesynd. Se evt. her.

Jeg mener ikke, vi i vore dage på nogen måde kan gå med til Augustins arvesyndslære og derfor heller ikke til franciskanernes og karmeliternes tanke om Marias syndfrihed.

Men i forbindelsen her er tanken interessant. For den viser jo, at man i den vestlige verden gik ud fra som en selvfølge, at kvinden bidrager til barnets medfødte træk lige så meget som manden.

Det er noget, som vi i dag véd med videnskabelig sikkerhed, men det er også noget, som Muhammed må have været uvidende om. Havde han vidst, hvordan det forholdet sig, ville han ikke have omtalt kvinden som mandens pløjejord.

Ahmed Akkari fortæller i sin nye bog ”Mod til at tvivle”, side 114, om, hvordan han som ungt menneske blev overbevist om koranens guddommelighed, fordi den fortalte om naturvidenskabelige fakta, som man intet kendte til, da bogen blev skrevet:

Et af de videnskabelige fakta, som Koranen tilsyneladende fortæller om, er de forskellige stadier, som et foster gennemlever i moderens mave:

”Vi skabte mennesket af det fineste ler. Siden satte Vi det som en dråbe i en solid bolig. Dråben gjorde Vi til levret blod, blodet gjorde Vi til en klump kød, kødet gjorde Vi til knogler, og knoglerne beklædte Vi med kød. Så lod Vi det opstå som en ny skabning. Velsignet være Gud, den bedste skaber!” (Sura 23,12-14).

Dråben beskrives som sæden, og klumperne af kød som fostret, der udvikles. Og dertil sagde de lærde: ”Hvornår opdagede videnskaben dét ved at kigge ind til fosteret i moderens mave? Meget senere! Mikroskopet blev først opdaget i det 16. århundrede!”

Som sekstenårig var jeg bare målløs. Det her var utroligt!

Dengang som 16-årig havde Akkari ikke mod til at tvivle så meget, at han spurgte, hvor i koranens beskrivelse ægcellen kommer ind i billedet. Men det skal såmænd ikke bebrejdes ham, i hvert fald ikke af mig, for det er jo først i dag som 83-årig, at jeg kommer til at se, at Muhammed ”glemmer” at fortælle om kvindens bidrag. Om man skal bebrejde den danske skole og dens religionsundervisning noget, véd jeg ikke rigtig. Men man kan da godt spekulere lidt over, hvordan Akkari ville have udviklet sig, hvis han var blevet tvunget til at tage stilling til sådanne falske påstande, selvfølgelig ikke fremført som falske påstande, blot som påstande, som skolen må lade et fornuftigt menneske tage stilling til.

Men jeg har nu aldrig regnet dette for et bevis på koranens guddommelighed, se evt. dette indlæg om Maurice Bucaille, en fransk konvertit, som gik meget ind for disse videnskabelige ”beviser” for koranens guddommelighed.

Og vil nogen sige, at jeg da er utrolig fræk, når jeg sådan blander mig i muslimernes overbevisning om koranens guddommelighed, så er jo dette at regne koranen for et almindelige oldtidsskrift noget, vestlige forskere har gjort gennem århundreder, og specielt er dette at påpege historiske unøjagtigheder ikke noget særsyn blandt disse mennesker. Og det er det heller ikke her på bloggen.

Jeg har da forlængst ”frækt” redegjort for det, der efter min mening er noget af det stærkeste bevis for, at det er Muhammed og ikke Gud, der har skrevet koranen. Det drejer sig om sura 5,32:

På grund af dette har Vi foreskrevet Israels børn, at hvis nogen dræber et menneske, uden at det sker som hævn, lige for lige, eller for at have skabt fordærv i landet, er det, som om han havde dræbt alle mennesker. Og hvis nogen skænker et menneske livet, er det, som om han havde skænket alle mennesker livet. Vore udsendinge har bragt dem de klare beviser. Alligevel gik mange af dem derefter for vidt på jorden.

Den tanke, at den, der dræber ét menneske, skal regnes som én, der har dræbt alle mennesker, og at den, der skænker et menneske livet, skal regnes som én, der har skænket alle mennesker livet, står ikke i Det gamle Testamente, som Gud/Muhammed fejlagtigt hævder, den står i en mishna fra cirka 250 e. Kr. En mishna er en rabbinsk udlægning af skriften, og jeg har her oversat det, rabbineren siger fra engelsk.

Og det er ret indlysende: Sammenholder man det, der står i mishnaen, med det, der står i koranen, er tanken noget, Muhammed har lært af sin samtids jøder, ikke noget, Gud har åbenbaret for Muhammed.

På samme måde her: Når Muhammed omtaler kvinden som mandens pløjejord og når han udelader al omtale af ægcellen, så kan det ikke være Gud, der taler igennem ham, det er Muhammeds egen uvidenhed, der slår igennem.

Reklamer
Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget , | Skriv en kommentar

Énfoldig

Det er teksten til i søndags, jeg ikke rigtig kan blive færdig med. For både den prædiken, jeg hørte i ”min” kirke, og den, jeg læste på document.dk, se her, ender med at lade Guds tilgivelse stå helt alene. Det er slutningen på prædikenen, at Guds tilgivelse gælder os, selv om vi er syndere. Og syndere er vi alle til hobe, uden forskel overhovedet.

Og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om det nu også er det, teksten vil sige os. Teksten er, som man måske véd, Luk 7,36-50, ”Kvinden i farisæerens hus”, som det hedder i den normale bibel. Der er tale om en kvinde, som ”levede i synd i den by”, som det så smagfuldt hedder i den danske oversættelse. Hun kommer ind i huset, stiller sig ved Jesu fødder – man skal huske, at man lå til bords dengang – og begynder at væde hans fødder med sine tårer, tørre dem med sit hår og salve dem med olie. Det fører til en samtale om tilgivelse og kærlighed mellem farisæeren og Jesus, og det hele slutter med, at Jesus siger til kvinden: ”Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!”

Det er givet, at det har vakt et vældigt anstød dengang. Tænk, at Jesus tilsiger en luder syndernes forladelse! Det er nogenlunde det samme, som sker i Joh 8,1-12 med kvinden, som er grebet i ægteskabsbrud. Her opfordrer Jesus den, der er uden synd til at kaste den første sten på hende. Og de anklagende mænd går bort. Til sidst siger så Jesus: ”Heller ikke jeg anklager dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere!”

Denne slutbemærkning fik i sin tid en tidehvervspræst til at sige, at kvinden naturligvis gik tilbage til sin gade. Med andre ord: Evangeliet er, at vi med det i ryggen kan synde videre, nu blot med den vished, at det ikke gør noget i vort forhold til Gud, hvilket jo egentlig betyder, at det ikke gør noget i det hele taget.

Men ærlig talt: Er det virkelig det, evangeliet vil os?

Man vil muligvis henvise til et diktum af Luther, som han bruger i et brev til Melanchthon ”Synd tappert”. Så får man sagt noget om, at vi er nødt til at leve med synden som daglig følgesvend, men at vi i troen på Guds tilgivelse også formår at holde et sådant liv ud. Vi er, med Luther ord, på én gang syndere og retfærdige. Dette ”Synd tappert” har jeg behandlet ret indgående her, både ud fra en tekstkritisk undersøgelse og ud fra en teologisk overvejelse.

I den tekstkritiske undersøgelse viser jeg, hvordan vi må være opmærksomme på Luthers totalsyndighedstanke; han tænkte sig, som Augustin, at menneskets drifter, kønsdriften, driften efter legemlige behageligheder og driften efter social anerkendelse, var identisk med synden. Det vil sige, den ægteskabeligt akt kan ikke gennemføres uden synd. Blot skal et menneske udføre den i tillid til Guds tilgivelse.

Og når Luther siger til Melanchthon, at han skal synde tappert, siger han – lidt drillende – til ham: ”lad nu være med at sidde oppe hele natten, når din kone venter på dig i sengen”. De har haft et vist frisprog overfor hinanden, det viser andre dele af Luthers breve til Melanchthon, og dette er et eksempel på et sådant venskabeligt drilleri.

Teologisk må man også sige, at Luther jo ikke tænker sig, at man skal ”synde tappert” i andre henseender end, hvad kønsdriften angår. Det kan man i det hele taget ikke gøre. Det kan jeg vise med en henvisning til Paulus’ formaning til den, der er grebet i tyveri:

Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal tværtimod slide i det og selv frembringe noget godt med sine hænder, så han har noget at give af til den, der har behov for det. (Ef 4,28).

Hvis tyven skal være med i menigheden og slide i det, forudsætter det, at hans tyveri er tilgivet. Men som man kan forstå af det følgende, tænkes han bestemt ikke at synde videre, nu blot med visheden om, at vi alle er syndere, og at det ikke gør noget i forhold til Gud. Man kan ikke på nogen måde bruge Luthers diktum ”Synd tappert” her, for manden tænkes jo at ophøre med sin langfingrethed og i stedet arbejde til bedste for sig selv og for den, der kan trænge til hans hjælp. Han skal sandelig ikke synde, hverken tappert eller kujonagtigt, nej, han skal holde op med at stjæle, som Paulus direkte siger. Og vi kan vel heller ikke forestille os andet.

Hvis vi derfor forestiller os, at kvinden i Joh 8 og kvinden i Luk 7 går tilbage til deres gade, så modsiger det de formaninger, der ellers giver i Det ny Testamente. Måske det er god tidehvervsk teologi, men det er ikke god udlægning af Det ny Testamente.

Jeg kan også sige, at vi har glemt den indvirkning, tilgivelsesordet tænkes at have på den tilgivne. Hvis den anerkendelse, der ligger i at bliver tilgivet, kan få en, der har stjålet, til at fortryde sit tyveri og ophøre med det fremover, kan det så ikke også få en kvinde, der har begået hor, til at leve normalt fremover?

Eller – for nu at angribe problemet fra en anden vinkel – vi kan spørge, om den helhed, der gives til personligheden gennem tilgivelsen, kan bevares, hvis luderen går tilbage til sin gade.

Den helhed, eller den menneskelige integritet, er det jo, Jesus vil bibringe det menneske, der møder hans tilgivelsesord. Dette ord vil flytte et menneske fra at nære afsky for sig selv til at være glad ved sin tilværelse; det vil have mennesket bort fra selvhadet frem til at hvile i at være den, man er; det vil have menneskets inderste personlighed til at blomstre, så al frygt for loven og dens straf forsvinder, og mennesket helt af sig selv gør det, situationen kræver.

Den forvandling af et menneske, og den forandring af dets holdning til andre mennesker, som evangeliet om Guds tilgivelse foranlediger, kan ses af slavens ændrede forhold til sin herre og til sin stilling som slave i det hele taget.

I Joh 15,15 siger Jesus om disciplene, at de ikke er slaver, men venner. Den danske oversættelse siger ”tjenere”, men i originalteksten står der slaver. Og det understreges af det næste, Jesus siger: Slaven véd ikke, hvad hans herre gør. Han arbejder, som man siger, ”efter reglerne”, dvs., uden at forstå meningen med reglerne.

Men sådan skal disciplenes forhold til loven eller ”reglerne” ikke være. Heller ikke en kristen slave tænkes at ”arbejde efter reglerne”, dvs., efter en snorlige, men ubetænksom regelret adlyden, nej, han tænkes selv at forstå, hvad hans herre er ude på, og handle ud fra den situation, han bliver sat i.

Det er, hvad Paulus opfordrer til i Ef 6,5f. Her hedder det:

Slaver, adlyd jeres jordiske herrer, som var det Kristus, med frygt og bæven og af et oprigtigt hjerte,  ikke som øjentjenere, der vil stå sig godt med mennesker, men som Kristi tjenere, der af hjertet gør Guds vilje. 

Denne formaning til slaverne står næsten ord til andet i Kol 3,22. Hvad jeg her specielt vil gøre opmærksom på, er udtrykket ”af et oprigtigt hjerte”. Egentlig står der ”i jeres hjertes énfold”. Men da det i vore dage bliver misforstået, som om der var tale om at handle naivt, er det bedre med den nuværende oversættelse.

Jeg har her leveret en længere redegørelse for, hvordan det græske ord, der anvendes her: aplouV, skal oversættes. Ordret oversat betyder det ”énfoldig”, med tryk på første stavelse, så det bliver en modsætning til ”mangfoldig”. Men da vi ikke kan bruge det, fordi ”enfoldig” er kommet til at betyde ”naivt”, uanset hvordan vi lægger trykket, vil jeg foreslå ordet ”helstøbt”.

Det forandrer ikke så meget ved betydningen her: ”med frygt og bæven og i jeres hjerters helstøbthed”, det er næsten det samme som det, den nuværende oversættelse foreslår. Og dog kan måske det med helstøbtheden give en særlig klang i forbindelsen med øjentjenesten. For dermed siges det, at slaven ikke skal have ét øje, når hans herre er til stedet, og et andet, når han er sammen med sine medslaver. Eller vi kan sige, at eftersom slaven ved sin dåb blev ganske ligestillet med alle andre medlemmer af menigheden, bør han også handle som én, der opfatter sig som ligestillet med alle andre. Den kristne slave er underordnet sin herre i jordisk henseende, men ”i Kristus”, eller ”i menigheden” eller ”i forholdet til Gud” er han det ikke. Ligesom han af Gud ikke længer betragtes som en slave, der intet forstår, men som en ven, der kan sætte sig ind i sin herres formål, sådan skal han i sit forhold til sin herre, ikke betragte sig selv som én, der intet forstår, men som én, der forstår og deler sin herres formål, og handler ud fra det.

Så handler han helstøbt som en god kristen.

Faktisk er der et Jesus-ord, der illustrerer dette på ypperlig vis – når det altså bliver oversat lidt anderledes end den nye oversættelse gør det. Det er ordet om øjets lys, Matt 6,22f. Oversættelsen af 1992 lyder:

Øjet er legemets lys. Er dit øje klart, er hele dit legeme lyst, men er dit øje mat, er hele dit legeme mørkt.

Oversættelserne fra 1907 og 1948 erstatter ordparret klart/mat med ordparret sundt/sygt, men det gør ikke det hele bedre.

Faktisk undrer det mig ikke så lidt, at man bruger ordparret klart/mat eller ordparret sundt/sygt til at oversætte to græske ord, aplouV/ponhroV, som ret klart betyder ”énfoldig (helstøbt)/ond”. Hvis man synes, at et øje da ikke kan være ondt, og at man derfor må oversætte det med ”mat” eller ”sygt”, kunne man have slået op på Matt 20,15; her siger vingårdsejeren til dem, der gør vrøvl: ”Er dit øje ondt, fordi jeg er god?”

Helhjertethed, helstøbthed, det er det, det drejer sig om. ”Ingen kan tjene to herrer”, hedder det i Matt 6,24, og det er klart, for så ville man jo være nødt til at se til både den ene og den anden, altså have et tvesindet blik.

Vi skal også lige omkring Mark 8,35f:

For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal frelse det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden og bøde med sit liv? For hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?

Det ord, der her oversættes ved ”liv”, er det græske ord yuch. Det oversætter vi normalt ved ”sjæl”. Men her er oversættelserne lidt i tvivl. 1948-oversættelsen siger om de to sidste ord ”liv”, at de også kan oversættes ved ”sjæl”. 1907-oversættelsen skriver ligeud ”sjæl” de to steder, selv om man har oversat de to foregående steder med ”liv”. Lukasevangeliet (Luk 9,24f) hjælper os til den rette forståelse, idet det skriver: ”hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men miste sig selv eller bøde med sig selv”.

Igen: Helstøbthed drejer det sig om. Tvesindet er det, Jesus er ude efter at slå ned. Dette, at du er elsket af Gud, må da få dig til at vove at være et helt menneske.

Og – og nu er vil tilbage ved søndagens tekst – gælder det ikke også kvinden i farisæerens hus? Vil hun ikke af Jesu tilgivelse drives til at være sig selv helt og fuldt? Og kan hun være det som luder? Eller: kan hun være det som ægteskabsbryder? Eller – og nu går vi planken ud: kan man være det som ægteskabsbryder? For selv om det kun er kvinder, der plejer at optræde som ludere, så kan jo både han- og hunkønsvæsener bryde deres ægteskab.

Bryde deres ægteskab”! Det lyder unægtelig lidt gammeldags. Ikke blot har vi i vore dage fået p-pillen, der giver kvinder den samme frihed, som manden hele tiden haft: friheden til at gå i seng med hvem som helst uden frygt for graviditet, vi har også efterhånden lært af oplysningstiden – skønt måske i virkeligheden af Jesus – at hvert menneske har en indre urørlig kerne, og at det drejer sig om at lade denne kerne komme til udfoldelse. Helstøbthed, ja, det er måske, hvad det moderne kvindeideal går ud på, med eller uden forudgående tilgivelse fra Guds side. Og ser vi et sådant kvindeideal forvaltet hos en Anahita Malakian, der ifølge egne oplysninger har haft samleje med mere end 100 mænd, eller er det i højere grad forvaltet af f.eks. Eva Selsing, der så vidt vides lever i et normalt ægteskab med sin mand Rune Selsing? Begge synes jo så sandelig at være sig selv, at leve op til Jesu ord om helstøbthed.

Det er vel spørgsmålet.

Og det er ikke så ligetil at svare på.

Men på en lidt besynderligt måde fik jeg hjælp til besvarelse af dette spørgsmål af Deadline-udsendelsen den 13-8. Her havde man sat et panel på tre personer til at finde ud af, om mænd måtte gå i korte bukser. Jeg havde på forhånd regnet med, at det blev én af de diskussioner, jeg ville slukke for, men jeg blev faktisk glædelig overrasket. Jo, for man formåede ud fra forskellige synsvinkler at få afbildet det, som Eva Selsing taler om, når hun i en artikel om Anahita Malakian, se her, skriver, at ”Vi har brug for det fintvævede net af tillid, normer, uudsagte forståelser og velafprøvede praksisser, som udgør civilsfæren”. I Deadline-diskussionen var det det fintvævede net af beklædningsovervejelser, som blev drøftet, f.eks. blev det selvfølgelige nævnt, at vi jo med vort tøj prøver at gøre os til herrer over de signaler, vi sender til andre. Én af de kvindelige deltagere påpegede, at begge de to deltagende kvinder nok bar en trøje med udskæring, men – som hun sagde – ikke mere nedringet end hertil. Og så pegede hun – så vidt jeg kunne se – på et punkt et stykke over kavalergangens indgang. Og begrundelsen var interessant. Når hun ikke ved denne lejlighed ville vise mere af sin krop, skyldtes det, at hun godt ville have folk til at lytte efter det, hun sagde. Hun ville fremstå som saglig. Hun ville i seernes øjne fremstå som et menneske med en god portion viden, ikke først og fremmest som kvinde.

Der ligger altså i civilsfæren en god portion velafprøvede praksisser, som man vel kan prøve at ændre på, og som måske også ændrer sig over tid, men som man i de fleste tilfælde falder gnidningsfrit ind i. Det gælder, hvad vort tøj angår, men det gælder også, hvad vor håndtéring af kønsforskellen angår.

Vi har i store dele af den vestlige verden fået en ungdomskultur, hvor det er legitimt for de unge mænd at få afløb for deres megen testosteron. Og de unge kvinder har spillet med på legen, og har jo efter p-pillens fremkomst kunnet gøre det uden fare for at blive gravide. Men mærkelig nok er dette vilde sexløb med de mange partnere (jeg véd det ikke, men det forlyder, at det er sådan, der foregår) for langt de flestes vedkommende blevet afløst af et nogenlunde normalt ægteskab, oven i købet har de fleste af disse ægtefolk besluttet sig for at få børn sammen, når det kunne passes ind i et uddannelses- og arbejdsforløb.

Disse velafprøvede praksisser kan opfattes som snærende bånd for menneskets frie udvikling, men de kan også opfattes som roller, man naturligt og glad lever sig ind i. Og jeg kan ikke andet end glæde mig over den frihed, der råder i vore vestlige samfund, så det bliver en fri sag, om man opfatter praksisserne på den ene eller den anden måde. Men jeg glæder mig da også over, at ægteskabet med dets børneavl stadig er i vælten. Og – det er jeg overbevist om – er i vælten som en dejlig ting, man frit vælger til.

Blot kan man jo ikke helt overse, at det uforpligtende forhold til samlejet ser ud til at fortsætte langt ud over puberteten. I puberteten kan man vel forstå det, men i voksenalderen forekommer det lidt forkert anbragt. Og jeg forstår sådan set ikke, at Anahita Malakian vil køre videre ad den pubertære vej. Hun vil absolut have kvinderne til, ligesom de mænd, der så gerne vil være ungdommelige, at prale af deres ”erobringer”. Var det dog ikke bedre, klogere, mere voksent, at sige til de mænd, der står og praler af, hvilke kvindebedårere de er: ”Barnerumper! Se dog at blive voksne!”

Det var jeg lidt inde på i mit forrige indlæg om Malakian, se her. Og jeg må også sige, at dette med, at hun har været i seng med ikke færre end 100 mænd, det tror jeg ikke på. Hun er 35 år gammel, har fået tre børn, som hun nu er enemor for. Den ældste er 12 år, ham eller hende har hun altså fået, da hun var 23 år gammel. Hvor mange mænd hun har været sammen med før den tid, vides ikke, men det kan naturligvis snige sig op på et ret betragteligt antal, hvis hun sådan rigtig har lagt sig i selen. Men på et tidspunkt må hun jo have fundet sammen med én, hun ville have børn sammen med. Og han må vel have været lidt mere end en forbigående fornøjelsespartner. Og mon så ikke hendes erobringslyst stilnede noget af.

Hvis det virkelig er sandt med de 100 mænd, så burde hun anskaffe sig en blok af de svenske samtykkeerklæringer, som nu kræves forud for ethvert samleje. Hvis hun udfylder hundrede af dem på behørig vis og sætter dem op på en stor opslagstavle, vil hun givetvis kunne sælge den som et forunderligt kunstværk til Københavns Kommune.

Det, som Jesus vil med sit tilgivelsesord, er at gøre os til naturlige mennesker, at få det menneske, der var i Guds tanke, da vi blev til, til at blomstre, blive sig selv, danne en naturlig helhed. Og det lykkes jo på mange måder for en sådan menneskeforståelse af slå igennem og gøre sig gældende.

Og for mig at se er der ikke megen helstøbthed over Anahitas pralerier. Når man ser hendes holdninger nøjere efter i sømmene, afslører de et vældigt sving fra en måske forståelig og i hvert fald almindelig løssluppenhed på det sexuelle område, før hun fik børn, over en rolig periode med almindelig sexuel aktivitet i ægteskabet til en senpubertær periode i trediverne, hvor hun er blevet alene med sine tre børn, men igen forfalder til det sexuelle praleri. Eller er hun måske muslim og går og øver sig til de 72 sexualpartnere, der venter hende i det muslimske paradis?

Men det naturlige eller det helstøbte, som Jesus anbefaler os, ligger ikke i hendes adfærd eller i, at luderen går tilbage til sin gade. Og jeg tror heller ikke, det ligger i den løsslupne ungdomskultur. Men hvad enten der deri ligger noget naturligt eller ej, når forelskelsen og muligheden for ægteskab melder sig, så er det for de fleste mennesker det, de finder naturligt, det, de ønsker frit at vokse ind i. Man kunne så blot ønske sig for både Anahita og vores kultur, lidt bredere forstået, at også de ville vokse ud af det pubertære. Men det har vist lange udsigter.

Udgivet i Etik, Luther, Ny testamente | Tagget , | Skriv en kommentar

En gratis skat

En gang for mange, mange år siden var jeg ikke blot menigt medlem af det nu næsten glemte parti, Retsforbundet, men også medlem af partiets agitationsudvalg. I dette udvalg producerede vi blandt andet en pjece med ovenstående titel: ”En gratis skat”. Det var naturligvis grundskylden, vi kaldte en gratis skat. Pjecen blev fremstillet, men ak, der var røster indenfor partiet, som ikke syntes, det var en god idé med den titel. Vi gjorde os jo nærmest til grin med den titel, for ingen lader sig da bilde ind, at nogen skat nogensinde er gratis.

Nå, pjecen hjalp vist ikke Retsforbundet ret meget dengang. Og så glemmer man jo det hele. Blandt andet, fordi en helt anderledes alvorlig fare nu truer landet, nemlig den muslimske indvandring. Det har jo vist sig, at landet så nogenlunde kan dalre af sted, selv om vi ikke har indført fuld grundskyld (den gratis skat), mens der er meget, der tyder på, at landets problemer ligger et helt andet sted, nemlig hos den stigende muslimske del af folket.

Og så pludselig kommer alle tankerne fra dengang til at stå lysende klart for én. Så læser man en leder i det engelske magasin The Economist, en leder, der hævder, at staterne sidder fast i gamle skattesystemer, og at det nu er på tide, at man indfører et system, der passer til det 21. århundrede. Og så er det, at øjnene er ved at trille ud af hovedet på én. For som det første, der foreslås, er en skat på jord, altså en gennemførelse af den grundskyld, som dengang blev så læsterligt gennemheglet.

Det kan da ikke passe! Er de blevet vanvittige på The Economist? Hvad har de spist på den redaktion? De fortæller, at Jean-Baptist Colbert, Ludvig den Fjortendes finansminister, havde hævdet, at det at opkræve skat svarer til at plukke en gås, så den hvæser mindst muligt. Men moderne stater har begået tre fejl, hedder det så:

Den første er, at man har ladet chancen gå sig forbi. Dyrere huslejer, ofte resultatet af mangel på passende arealer, har afstedkommet enorme fortjenester hos husejere i store, globale byer. Huspriserne dèr er i gennemsnit 34% højere end for fem år siden, og det udelukker unge mennesker fra at blive husejere. Sådanne enorme fortjenester burde være en indlysende kilde for skatteopkrævning, men trods det er ejendomsskatterne i alt væsentligt forblevet konstant på 6% af statens indtægter i de rige lande, det samme som før krakket i 2008.

Som gammel retsstatsmand spørger man som Jeppe i Baronens seng: ”Drømmer jeg, eller er jeg vågen?” De tanker, som retsstatsfolk har peget på gang på gang, men som nu synes gået i den grad i glemmebogen, at mange nok vil mene, at tiden er løbet fra dem, de fremtræder nu i et anset økonomisk tidsskrift som fremtidens skattemodel.

Så betyder det mindre, at tidsskrifter også vil mene, at en større arveafgift og en skat på investeringsafkast hører med til fremtidens gode skatteindtægter.

Dertil kommer, at The Economist i en længere artikel, en såkaldt ”Briefing”, omtaler selve ophavsmanden til disse jordbeskatningstanker, den amerikanske journalist, Henry George (1839-1897), på en meget positiv måde, ja, omtaler hans hovedværk ”Fremskridt og Fattigdom” med stor veneration. Oven i købet fortæller bladet noget, som jeg som gammel retsstatsmand ikke anede noget om. George’s tanker gav anledning til opfindelsen af et spil, ”Jordejerens spil”, en forløber for ”Matador”, et spil, der var designet til at vise, at ejendomsmarkedet overladt til sig selv ville tendere mod at skabe monopoler, hvor én spiller kan indkassere al husleje. Man havde dengang tilføjet et træk, som ikke kom med i de senere versioner, hvorefter man kunne pålægge en skat på jordprisen, så ingen enkelt spiller kunne vinde alle pengene. Altså, i sin oprindelige form et yderst opbyggeligt spil, men jo i det forhold, at man i de senere versioner havde fjernet alt, hvad der havde med jordskat at gøre, på sørgelig vis en afbildning af de georgeistiske tankers skæbne.

Men tankerne hører måske slet ikke fortiden, men fremtiden til?

I hvert fald påstår The Economist, at økonomer altid har interesseret sig for jordbeskatning. Af to grunde: fordi den er retfærdig, og fordi den er effektiv.

Det har været meget svært for økonomiske tænkere at komme udenom retfærdigheden af jordbeskatning. For hvis man giver jordejendomsret til ét menneske, forhindrer man jo derigennem andre i at have fri adgang til jordens ressourcer. Selv John Locke, den engelske filosof fra det 17. århundrede, der gik stærkt ind for jordejendomsretten, måtte tilføje, at denne ret kun gjaldt, når der var nok jord tilbage til andres almene brug. Denne indskrænkning kan måske gælde i nyvundne territorier, men ikke i storbyerne.

Det andet, som får økonomer til at tænke positivt om jordbeskatning, er, at den er umuligt at omgå, og at den ikke griber forstyrrende ind i de økonomiske kræfter. Penge kan skjules i skattely, men grunde bliver liggende, hvor de er. Og alle andre skatter ændrer forbrugsmønstret. Nogle gange tilsigtet, som ved skat på tobak og flyrejser, andre gange utilsigtet, som ved almindelig indkomstskat. Men jord kan der ikke produceres mere af, alle har på én eller anden måde brug for jord, og alle betaler derfor allerede nu fuld pris for benyttelse af jorden. Lægges der skat på jordbesiddelse, vil derfor prisen på jorden gå tilsvarende ned. Derfor var overskriften på den føromtalte pjece ”En gratis skat” faktisk korrekt nok. Det, du før indførelsen af fuld grundskyld, betalte til kreditforeningen, betaler du efter indførelsen til staten. For den enkelte grundejer er det hip som hap, men jo ikke for staten, der, som The Economist så rigtigt siger, hvis den vil, kan indkassere en del af den enorme fortjeneste, visse jordejere har haft.

Nu er jeg som nævnt et par gange gammel retsstatsmand, og noget af det, jeg husker, dengang jeg deltog i debatterne i dette forum, er, at disse debatter altid løb sur i det, når vi skulle til at implementere disse udmærkede tanker, som vi alle kunne være enige om. Hvad vi ikke kunne blive enige om, var de såkaldte ”overgangsforslag”: hvordan kommer vi fra den nuværende situation uden synderlig jordskat til den ønskeværdige situation med fuld grundskyld?

Så selv om jeg næsten ikke har kunnet få armene ned, nået så vidt i min læsning af The Economist, må jeg indrømme, at de lige så stille sænkede sig ved læsningen af de sidste par sider i den omtalte ”Briefing”.

For på de sidste sider hører vi om alle de indvendinger, økonomer har mod jordskatter. Der er ikke tale om principielle indvendinger, der er tale om indvendinger, som skyldes, at folk i almindelighed er imod skat på ”deres” jord, og at politikerne af den grund ikke er meget for at foreslå det. Så finder økonomerne på alle mulige indvendinger i stedet for at fremhæve fordelene ved den.

Jeg skal kun nævne én af disse indvendinger.

Det er tanken fra ”En gratis skat”, man har arbejdet med. For man anerkender, at der er en tæt sammenhæng mellem den pris, et jordstykke har, og de afgifter, der skal betales. Hvis afgifterne nedsættes, bliver jordstykket øjeblikkelig mere værd. Og omvendt, hvis afgifter påføres. Det vil sige: hvis man vil følge det gode råd, The Economist gav i begyndelsen, at man burde opkræve skat af de enorme fortjenester, som er forekommet ved jordbesiddelse i storbyerne, så på peger bladet i næste omgang på det umulige i en sådan fremgangsmåde. Disse ejendomme kan jo være købt eller belånt fornylig, og på den måde ville en påført ejendomsskat være det samme som konfiskation.

Ikke sandt: så hurtigt kan alle de smukke tanker om fremtidens skat tilintetgøres. Ærlig talt, jeg tager mig lidt til hovedet. For at der ved indførelse af en form for grundskyld, kan siges at være tale om en slags konfiskation, det stod vel klart for The Economist allerede, da man foreslog, at de enormt store fortjenester skulle beskattes. Hvorfor foreslog man så en sådan inddragelse af fortjenesterne i første omgang?

Og så én ting mere, nu, hvor armene er kommet ned i computer-højde:

Noget af det, der slog mig, da jeg for mange år siden læste ”Fremskridt og Fattigdom”, var George’s alternative økonomiske model. Han ville jo ikke opkræve fuld grundskyld for at genere jordejerne, han ville heller ikke gøre det, fordi han deri så fremtidens skat, eller fordi det var en skat, man ikke kunne gemme i skattely. Nej, når han gik ind for fuld grundskyld, skyldtes det, at han derigennem mente, at man kunne få bugt med arbejdsløsheden. Det var igennem arbejdsløsheden og det derigennem skabte løntrykkeri mellem arbejderne, at han så årsagen til menneskers fattigdom og ydmygende udplyndring.

Det har man i mange lande, ikke mindst her i Skandinavien, søgt at bøde på med stærke fagforeninger. Og det er jo i sig selv udmærket. Men den fejl i økonomien, der skaber arbejdsløshed, og som George mente havde noget med jordejendomsretten at gøre, har man ikke fået rettet. Vi har stadig arbejdsløshed, større eller mindre, i alle de vestlige lande.

Jeg skrev i sin tid en længere afhandling om arbejdsløsheden, herunder et afsnit om Henry George’s økonomiske teorier, se her, og den afhandling vil jeg her henvise til, omend den er noget kedelig. Det, disse tanker skal i denne sammenhæng, er blot at bebrejde diverse økonomer, herunder dem på The Economist, at de fuldstændig springer over George’s alternative økonomiske model. Den, de har, er ellers ikke for god, så de kunne have godt af i det mindste at få lidt at spekulere over. Men ikke, om de vil.

Læs eventuelt lidt mere om ”dalreteorien” her.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget | Skriv en kommentar

Hvorfor jeg tror på Gud?

Egentlig skulle indlægget her vel hedde ”Tror du på Gud?” For det er det spørgsmål, der oftest melder sig hos ikke-præster, når de hører vore udgydelser, hvad enten de så vover at stille spørgsmålet åbent, eller de vælger at holde det for sig selv.

Men det skulle måske allerhelst – hvis jeg nu selv får lov at formulere det – handle om, hvordan jeg tror på Gud. For det er nemlig det, der for mig at se er det mest interessante.

Vi skal til at begynde med have fat på det problem, der hedder: Hvad er en myte?

Vor tid tænker ikke længere mytisk, eller rettere: Vor tid prøver, om det er muligt ikke at tænke mytisk. Og det er måske i virkeligheden ikke muligt.

Men hvad er da en myte?

En myte er en påstand om ting og foreteelser udenfor tid og rum, altså om noget, der er ganske ukontrollabelt. Når man påstår noget om noget, der på ingen måde lader sig kontrollere, skyldes det, at man på den måde får givet mening og helhed til vor menneskelige tilværelse.

Hvis vi tager en størrelse som dommedagsmyten – altså den myte, der fortæller, at mennesket ved verdens ende vil blive stillet for en dommer, Gud, og dømt efter, om det har gjort gode eller onde gerninger; de gode belønnes med himmerig, de onde med helvede – så bør man være klar over, at myten har både en objektiv og en subjektiv side. Den objektive side fortæller om verdens ende og Guds dom, altså noget, man ikke kan vide noget om, den subjektive side fortæller, at mennesket skal leve under ansvar, altså noget, man selv kan erfare noget om.

Og føjer man en påstand om lovens åbenbaring til – for jøderne er det åbenbaringen af toraen på Sinai, for muslimerne åbenbaringen af koranen til Muhammed – så får man skabt en lovholdning til tilværelsen, hvor den selvbevidst fromme kan kro sig over alle de love, han overholder, og den mindre selvbevidste kan ængstes for de helvedsstraffe, der venter ham, hvis han gør en forkert handling.

Gør man sig så endvidere klart, hvordan denne lovens åbenbaring fandt sted, at det i hvert fald for Muhammeds vedkommende skete så at sige, uden at han selv var involveret i det, og altså uden at han skulle eller kunne forstå det, så bliver det klart, hvorfor en muslim hedder en muslim, dvs., én der underkaster sig: jo, for han skal jo rette sig efter loven, hvad enten han forstår den eller ej.

Og det fører for muslimernes (og for de antikke jøders) vedkommende til den overbevisning, at man må kunne straffe dem, der vil være muslimer (eller jøder på Jesu tid) men ikke anerkender loven, eller ikke retter sig efter den.

Og for os, der står udenfor dette mytiske univers, bliver spørgsmålet, der skal afgøres, ikke, om der virkelig kommer en dom ved verdens ende, og heller ikke, om Gud virkelig har åbenbaret koranen for Muhammed. Begge disse spørgsmål hører hjemme i den objektive side af myten, og det er ikke dèr, spørgsmålet om mytens sandhed afgøres. Det afgøres i den subjektive side af myten.

Det vil sige, spørgsmålet bliver: Er det egentlige i livet afgjort med at overholde visse mere eller mindre skrappe regler? Er forholdet til min næste retvendt, hvis jeg overholder de regler, der gælder for søskendeforhold og for forholdet til ægtefællen?

Og når det bliver spørgsmålet, så må jeg svare: Nej, på den måde tror jeg ikke på Gud.

Hvordan da?

Umiddelbart vil jeg sige, at jeg tror på Gud på Jesu måde.

Hvis vi f.eks. læser Matthæusevangeliets 25. kapitel igennem, kan vi se, at Jesus opstiller en anden mytisk fortælling end den, jeg skitserede ovenfor. Imod tanken om, at henholdsvis Moses og Muhammed var modtagere af en åbenbaring af loven fra Guds side, sætter han lignelsen om de betroede talenter. Her afbildes Gud som én, der høster, hvor han ikke har sået, dvs., mennesket får at vide, at det selv er i stand til at finde ud af, hvad der er godt og ondt, det behøver ingen åbenbaring fra Gud. Og imod den fromme, men angstfyldte (eller selvbevidste) lovholdning til tilværelsen, sætter han den umiddelbare handling, hvor tingene gøres uden tanke for den belønning eller straf, der måtte følge, sådan som de frikendte i dommedagslignelsen ikke vidste, at deres gerninger kunne frikende dem.

Og – og det er det sværeste – i stedet for den holdning, der mener sig i stand til at tvinge andre mennesker ind under lovens åg, sætter han en holdning, der holder fast ved sin anti-lovholdning, selv om der trues med døden. Og det gøres i den sikre forvisning, at Gud, sprogets skaber, har skabt mennesket som et sprogligt væsen, der uundgåeligt bliver smittet af den holdning, der møder det, og at de andre, der vil tvinge deres holdning igennem, uundgåeligt lider skibbrud, måske først efter manges død, men dog til sidst.

Det er det, der menes med at tro på Jesu opstandelse. For han holdt jo fast ved sin anti-lovholdning, selv om det kostede ham livet. Og han opfordrer talrige steder os til at gøre det samme, ja, han kan direkte sige, at den, der ikke tilsidesætter far og mor til fordel for ham, ikke kan være hans discipel (Luk 14,26).

Sagen er jo den, at livet ikke er omkostningsfrit. At være et sprogligt væsen lægger lige så stille et ideal om helstøbthed ned over os mennesker. Du kan ikke spille én rolle overfor dem, der truer dig, og en anden overfor dem, du har magt over; du må være dig selv i alle forhold.

Eller: Det er ikke gratis at bekende sin tro.

Så kan man naturligvis sige: Jamen, så lad dog være med alt det trospjat! Nøjes med at regne med den subjektive side af myten og lad den objektive side ligge! Alt dette med, om Gud er til og om Jesus er opstået fra de døde, det er jo noget, vi ikke kan vide noget om, så hvorfor bekymre sig om det? Lad det fare og hold dig til den subjektive side: at leve helt og fuldt i de forhold, hvori du står til dit medmenneske. Vær agnostiker! Vær én, der indrømmer, at han intet véd om mytens objektive side.

Jovist!

Problemet er bare, at du kan være lige så agnostisk, som du være vil, med dit liv og med den holdning, dit liv udstråler, giver du alligevel udtryk for din tro. Blot har du ikke nogen til at holde dig i ørerne.

Det er jo det, gudstjenesten vil med dens idelige gentagelser af Jesu formaninger: holde al selvretfærdighed borte fra dig, have dig til at hvile i taknemlighed over alt det, du modtager, få dig til at indse, at de forhold, du glad og lykkelig lever i til daglig, er forhold, hvor det ikke er dig, der har skabt tilliden, men den Gud, der ligger bag sprogets mysterium, og i hvert menneske, der bruger sproget, skaber den modtagelighed hos én selv og hos den, man taler til, som skal være der, for at man kan tale om tillid.

Den Gud tror jeg på. Ham vil jeg takke, ham vil jeg bønfalde, om han dog ikke også i fremtiden vil forære mig al denne lykke.

Og ”tro” betyder altså her, dels den bevidste eller ubevidste livsholdning, uden hvilken intet menneske kan leve, og dels den intensitet, hvormed jeg prøver at gøre livsholdningen bevidst og prøver at leve efter den.

Det sidste har en vis dobbelthed i sig. For når jeg gør mig min livsholdning bevidst, opdager jeg jo, at det ikke er mig, men sprogets Gud, der herre over mine forhold til andre mennesker. Og så betyder jo mine anstrengelser efter at komme til at leve i denne tillid intet. Men på den anden side er det jo mig selv, der i de konkrete situationer taler og handler og føler. Det griber mig bagfra, og dog er det mig, der gribes, mig, der af den grund taler og handler.

Men det første: at tro er en ubevidst livsholdning, er måske det væsentligste. For mange har den forestilling i sig, at troen da på én eller anden måde må kunne føles i én selv. Og da de ikke føler noget særligt overfor alt dette med Gud og Jesus, vover de ikke at bruge ordet ”tro” overhovedet. Dette er en rest fra den pietistiske trosforestilling. Men den trosforestilling ugyldiggøres af tanken om tro som noget, der griber alle os vestlige mennesker bagfra. Så er troen ikke en størrelse, som dele af samfundet har patent på, men noget, alle, der lever et normalt liv i et vestligt samfund, har del i.

Lad mig komme med et par eksempler:

De fleste menneske i vort samfund er enige om, at kønsforskellen er udtryk for noget godt, og at dette at sætte børn i verden er noget velsignelsesrigt ikke blot for dem, der bliver forældre, men også for det barn, der kommer til verden. For, siger vi, livet i sig selv er godt.

Dette, at livet i sig selv er godt, er naturligvis en overbevisning (en trosoverbevisning), som den enkelte har som sin private overbevisning. Men hvis det kun er den enkeltes private overbevisning, hvordan kan han så tillade sig at tvinge denne overbevisning ned over et nyt individ? Det kan han også kun gøre, fordi det er samfundet som sådant, der har denne overbevisning, og samfundet kan kun godtage denne stadige tilvækst ved at sætte det mærkelige gudsbegreb bag tilblivelsen af barnet. Fordi Gud har skabt os mennesker, givet os livet, ladet dyreverdenen udvikle sig, så mennesket blev til, ladet mennesket få del i den forunderlige kønsforskel, osv., derfor tør vi give os livet i vold. Og vi gør det i Guds navn, hvad enten vi véd af det eller ej.

I dette tilfælde er troen måske ikke så meget noget, der griber mig bagfra, som den er noget, jeg ikke kan undslippe, hvis jeg vil forholde mig ret til det liv, jeg har fået.

Man kan så sige, at det ikke så meget er mig som enkeltindivid, mere samfundet som sådant, der på den måde på münchhausensk vis hiver sig selv op ved håret, får udspundet en skabertro af sprogets kirtler, så den deraf skabte Gud kan tildeles meningsfylde og ansvar for livets godhed.

Og det er da for så vidt sandt nok. Problemet er blot, at det samme ville man kunne sige om en hvilkensomhelst anden trosoverbevisning. For enhver trosoverbevisning har sproget som grundlag, og gudsbegrebet ligger som et brugt eller ubrugt værktøj til dannelse af en helhedsoverbevisning, ligesom talrækken og den geometriske forståelse ligger som et godt værktøj til forståelsen af den ydre verden. Derfor skulle jeg måske snarere i mit forrige indlæg have sagt, at mennesket har opdaget gudstanken, fremfor at sige, at mennesket har opfundet gudstanken.

Et andet eksempel på, hvad troen er, kan ses ud fra forskellen mellem muslimsk tro og kristen tro. Der er en væsentlig forskel på mytens objektive side, men en lige så væsentlig forskel på den subjektive side. Og blandt andet derfor er jeg kristen, fordi jeg gennem min opvækst i en dansk sammenhæng, har fået tiltro til den måde, vi omgås på, til forelskelsesmetoden, når en livsledsager skal findes, til den kraft i sproget, som gør tilliden stærk, jeg véd dårlig nok, hvordan. Den lovholdning, som den objektive side af den muslimske myte vil lægge ned over tilværelsen, også over mine venskaber og mine relationer til familien, kan jeg ikke tro er ægte menneskelig. Og fordi jeg lever i relationerne og fordi jeg finder denne holdning anbefalet af Jesus, derfor tror jeg på kristendommen. Med skabertro og opstandelse og hele pibetøjet (så nogenlunde, da).

Inden jeg slutter, skal jeg vist komme en tænkt indvending imøde. For der er måske dem, der vil sige, at når jeg nu gør så meget ud af ”afsmitningsreglen”, altså det forhold, at den holdning, jeg møder de andre i fællesskabet med, før eller siden virker tilbage på mig selv, så må jeg da prøve at overbevise muslimerne med imødekommenhed og forståelse i stedet for med modargumenter mod deres religion og afsløringer af deres eventuelle tvetydige bemærkninger.

Til det vil jeg svare, at det er min fornemmelse, at hvis jeg ville møde muslimerne med den form for hensyntagen, der pro forma giver dem medhold i deres religiøse fejltagelse, men realiter er imod den, så ville jeg møde dem på uægte vis; jeg ville betragte dem som eksotiske væsener, der nok før eller siden ville komme op på niveau med os andre, eller jeg ville mene, at det ville være synd for dem, hvis nogen gav dem de samme tvivlsspørgsmål at slås med, som plager os andre, eller jeg ville antage, at de levede trygt og godt i deres religiøse overbevisning.

Nej, jeg vil møde dem og deres religion som hele mennesker, der oprigtigt prøver ud fra deres religion det samme, som jeg prøver ud fra min religion: at få helhed og ægthed ind over livet. Men fordi vi ser forskelligt på det, der giver ægthed og helhed, derfor må vore opfattelser nødvendigvis støde sammen. Og fordi jeg har haft stor hjælp af den åbne diskussion om kristendom, som foregår i vort samfund, kan jeg ikke tro andet, end at vore muslimske landsmænd også må få glæde og gavn af de input, jeg måtte komme med (og som de læser her på bloggen, hvis de læser her). For jeg prøver hele tiden at være saglig, ligesom det var saglige argumenter, der hjalp mig.

Men jeg må da indrømme, at når de møder mig og mine meningsfæller med påstande om, at vi er islamofober, så er det svært at få en saglig diskussion til at fungére. Og jeg ser også godt deres insisteren på tørklæde og ikke-håndtryk som noget, der skal få dem selv og vi andre til at se et skel mellem dem og os, eller måske direkte som en ideologisk krig mellem Vesten og islam.

Og en sådan krig skal de ikke kunne føre uden protest. Altså en Ordets protest, en protest med argumenter.

Udgivet i ateisme, Islam versus kristendom | Tagget | Skriv en kommentar

Er Gud menneskeskabt?

Problemet er: Er begrebet ”Gud”, det begreb, vi opererer så gladelig med i teologien, et begreb, der er skabt af mennesker?

Som man nok har lagt mærke til, er ateisterne hurtige på aftrækkeren her. De har jo forlængst fået os almindelige vesterlændinge til, når vi diskuterer begrebet ”Gud” at diskutere, om Gud er til eller ej, og helt springe over den meget vigtigere og langt interessantere diskussion om, hvad vi skal bruge gudsbegrebet til. Så hvis vi teologer må indrømme, at det er os mennesker, der opererer med gudsbegrebet, og at det altså i den forstand er et menneskeskabt begreb, så må vi være klar over, at vi med det samme vil blive mødt med indvendingen: Altså er Gud slet ikke til! Altså er han bare noget, vi forestiller os, som vi engang forestillede os hønisser! Altså er han et foster af vores fantasi, og har derfor kun eksistens i fantasien.

Går vi til Det gamle Testamente, opdager vi, at den tanke, man dengang sloges med, var den forestilling, at der kun var én Gud. Der er dog rester af en polyteistisk tanke, f.eks. i 5 Mos 32,8f:

Da den Højeste fordelte folkene,
da han skilte menneskene fra hinanden,
fastsatte han folkenes områder
efter tallet på gudssønnerne.
Herrens del blev hans folk,
Jakob blev hans
arvelod.

Hvor der i den danske oversættelse står ”Herren”, står der i den hebraisk grundtekst ”Jahve”. Så her forudsættes det altså, at israelitternes Gud, Jahve, kun er Gud for israelitterne, og ikke er den højeste Gud, der er én, der står over alle folkeguderne.

Men Det gamle Testamente arbejdede nu med gudstanken på den måde, at den tanke fandt tilslutning, at Jahve var den højeste Gud og samtidig israelitternes Gud. Man løste dette problem med tanken om, at israelitterne var Guds udvalgte folk.

Men der opstod andre problemer, når det var monoteismen, man skulle arbejde med. Hvordan kunne denne ene Gud, hvis han var almægtig, og hvis israelitterne var hans udvalgte folk, dog tillade, at israelitterne blev bortført til Babylon? Det gives der ikke noget svar på, men Guds almagt fastholdes. Og profeten lader Gud tale til persernes konge, Kyros. Han bliver opvakt af Jahve til at bekæmpe babylonerne og befri israelitterne. Det hedder hos Esajas:

Jeg er Herren, der er ingen anden,
der er ingen anden Gud end mig.
Jeg væbner dig, skønt du ikke kender mig,
for at de skal vide i øst og i vest,
at der ikke er nogen anden end mig,
jeg er Herren, der er ingen anden!
Jeg danner lys og skaber mørke,
jeg frembringer fred og skaber ulykke,
jeg, Herren, frembringer alt dette. (Es 45,5-7).

Altså, denne almægtige Gud danner både lys og mørke. Det kan Job ikke forstå. For så er det jo Gud, der har sendt ham alle de kvaler, han må igennem. Han når ikke længere end til at forvisse sig om, at han engang, når han er død, skal se meningen med det hele:

Dog ved jeg, at min løser lever,
til sidst skal han stå frem på jorden.
Når min hud er skrællet af,
når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud;
ham skal jeg skue,
ham og ingen anden skal mine øjne se. (Job 19,25-27).

Så det er sandt, at der er nok at spekulere på, når man går over fra polyteisme til monoteisme.

Jamen, hvorfor alle disse spekulationer, siger så nogle, vi har på Sinai fået loven åbenbaret, det er nok. Retter vi os efter loven, vil Gud dømme enhver retfærdigt.

Og bevares, den tanke er udbredt i Det gamle Testamente. Men den er ikke enerådende. Der er profeter, der ser frem til en tid uden lov, Jeremias, f.eks. i kap 31,31:

Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.

Den tanke går igen hos Løgstrup, når han skelner mellem kærlighedsgerninger og erstatningsgerninger. Disse sidste er de gerninger, vi gør, når vi opdager, at vi ikke har kærlighed, og dog godt véd, hvordan kærligheden ville have handlet. Men idealet er ikke erstatningshandlinger, men ægte spontane kærlighedsgerninger.

Nå ja, tanken har lige gjort holdt ved Jesus. Han siger jo i Matt 6,3, at gerningen skal være gjort, så den venstre hånd ikke véd, hvad den højre gør, og i hans lignelse om verdensdommen véd de frikendte ikke, hvilke gerninger der har bragt dem frifindelse (Matt 25,31-46). Og Luther gennembæves af de samme tanker i sin klosterkamp.

Dog, alt dette skal blot være indledning til nogle bemærkninger om en debat i Deadline den 5-8 om burkaforbuddet.

Som man nok har opdaget, har jeg igennem lang tid ladet debatten om tørklæder og burkaer være fraværende her på bloggen. Jeg har engang for lang tid siden bestemt mig for at sige ”Lad dog barnet!” og så gå videre med nogle andre mere interessante problemstillinger. Når jeg nu vil gøre holdt og sige noget fornuftigt – eller noget ”angiveligt” fornuftigt – om burkaforbuddet, skyldes det, at de tre kloge debattører i Deadline ganske uforvarende kom til at give mig et argument imod muslimerne og deres ”angiveligt” gudsåbenbarede koran.

De kunne nemlig fortælle, at det var meget vagt, hvad der i koranen stod om kvinders påklædning, at reglerne for kvindepåklædning havde skiftet meget igennem tiderne, og at regeringerne i de muslimske lande i Mellemøsten ofte var i syv sind med hensyn til påbud og tilladelser.

Ikke sandt, så er det, man siger til sig selv: De kan rende og hoppe, kan de, disse muslimer, med deres påstande om, at de i modsætning til os har en guddommelig lov, shariaen. Ja, mere end det, de bør rende og hoppe med dette guddommelighedssnak, for det er gudsbespotteligt, det er misbrug af Guds navn, foruden at det er snyd og bedrag fra de muslimske lederes side.

Jeg mener: hvis man for diskussionens skyld går med til den i virkeligheden uhyrlige påstand, at Gud har åbenbaret sin vilje med mennesket gennem henholdsvis toraen og koranen, hvad ligner det så, at mennesker senere hen kommer med udlægninger af disse gudsord? Så forvandler de sig jo øjeblikkelig fra guddommelige ord til højst almindelige menneskeord. Men hvis mennesker først er besat af lovfromhed, kan de få sig selv til at anse selv de mest tåbelige ting for noget, Gud har bestemt.

Jeg kan stadig ikke lade være med at finde det latterligt, at en jøde, altså en rigtig from jøde, der er opsat på at overholde loven til punkt og prikke, ikke må tænde for en elektrisk strøm på sabbatten. Det betyder blandt andet, at han før sabbatten skruer pæren i køleskabet ud, så den ikke tænder, når døren åbnes. Hvis han ikke gjorde det, ville han jo tænde en elektrisk strøm, når han åbner køleskabsdøren for få sig en bid brød.

Og ligeledes finder jeg det besynderligt, at man i visse boligkomplekser i Israel har indrettet elevatorerne sådan, at de på sabbatten standser ved hver eneste etage på vej ned og på vej op. Jo, for hvis man gik ind i en normal elevator og trykkede på knappen til den etage, man ville op til, ville man jo tænde en elektrisk strøm, og det må man ikke, når det er sabbat.

Ja, rigtigt: Pjat og papir!

Men også gudsbespotteligt. For her gør man noget, der er bestemt af mennesker, overvejet af mennesker, gennemtænkt af mennesker, nemlig hvordan en jøde skal forholde sig til forbuddet mod at tænde bål på sabbatten i vor moderne verden, til guddommelig tale. Jeg mener, vi går med til, at Gud har givet visse befalinger, som i sin tid er skrevet ned i Det gamle Testamente, men der kan jo ifølge sagens natur ikke stå noget om, hvordan man skal forholde sig til elektricitet i ledninger. Alligevel har rabbinere altså tilladt sig i Guds navn så at sige – og det er jo det, der er gudsbespotteligt – at forbyde de fromme jøder at tænde for strømmen.

På samme måde med de muslimske tørklæder. Lad os bare sige, at det, der står i koranen, er identisk med en befaling fra ingen ringere end Gud selv. Men at man så ikke kan lade det være med det og rette sig bogstaveligt efter de ord, der står i koranen, men absolut skal brodére videre på dem, absolut skal lave bestemmelser om tørklæder, ja, føler sig foranlediget til at tildække hele kvindens ansigt, det er højst menneskeligt, for den menneskelige fromhed kan ikke få bestemmelser nok, javist, men det har da ikke noget med Gud at gøre. Hold venligst Gud udenfor!

Og når man til stadighed blander Gud ind i det – og det gør man jo ved at hævde, at det er en del af sharia – så handler man gudsbespotteligt, også selv om det antages, at koranen er Guds eget skinbarlige ord. For man blander guddommeligt og menneskeligt sammen. Man lægger noget til de guddommelige ord (altså de angiveligt guddommelige ord) og det bliver de ikke mere guddommelige af, tværtimod håner man de guddommelige ord derved, som om Gud ikke havde tænkt sig godt nok om, da han fastlagde sin lov i koranen.

Der hører altså en bestemt logik til begrebet ”Gud”, som ikke er så nem at have med at gøre. Man kan ikke behandle gudsbegrebet ganske efter forgodtbefindende. Men det er jo netop, hvad både rabbinerne og imamerne gør. Selv om de naturligvis mener, at de i deres store fromhed rammer Guds planer meget præcist, noget, de dog ikke har andet end deres store selvlavede fromhed som bevis for.

Nu er jo imidlertid Guds ord til os aldeles ikke at finde hverken i toraen eller i koranen. Det er i stedet at finde i Jesu skæbne, i hans prædikenvirksomhed, i hans død og opstandelse, eller mere præcist og i hvert fald mere nutidigt: i Jesu martyrvillighed.

Jesus vendte sig i sin prædikenvirksomhed imod den jødiske lovfromhed. Han vovede at tale loven imod (“I har hørt, at der er sagt til de gamle … men jeg siger jer”, flere steder i Matt 5), han vovede at bryde loven og plukke aks på en sabbat (Mark 2,23-28), oven i købet med den begrundelse, at Menneskesønnen, altså han selv, er herre over sabbatten, og han vovede at lade hånt om de jødiske spiseregler: hvad der gør et menneske urent, er det, der kommer ud af munden, ikke det, der går ind i den (Matt 15,10).

Det var det naturlige liv, Jesus ville genindføre, og som han faktisk genindførte i den menighed, han skabte omkring sig, og som levede videre efter hans død. Den livsform, hvor man umiddelbart stoler på sin næste, uden videre regner med, at han forstår, på ganske naturlig vis uden lovens støttekorset med dens ”du skal”, ”du må ikke”.

Det kommer frem på smukkeste vis i Paulus’ brev til Filemon, dvs., i det mindste af alle breve i Det ny Testamente. Brevet er en skrivelse, som Paulus sender til Filemon sammen med den slave, Onesimus, som var løbet bort fra Filemon, var nået frem til den fængslede Paulus og hos ham blevet omvendt til kristendommen. Det fantastiske ved brevet er, at Paulus kun højst indirekte opfordrer Filemon til at frigive Onesimus; opfordringen står mellem linjerne, ikke på dem. For Paulus vil ikke foreskrive Filemon en ny lov, strengere eller løsere end den gamle, han vil, at det skal være det umiddelbare forhold mellem de to, der skal bestemme, hvad Filemon gør.

Eller, kan vi sige, Paulus regner med, at Gud selv vil give Filemon den ånd, der får ham til at se det ægte menneskelige forhold, der er opstået mellem ham og Onesimus, og får ham til at handle derudfra.

Jamen, vil det sige, at Gud åbenbarer sig i forholdet mellem Filemon og Onesimus?

Ja, netop.

Ligesom han åbenbarer sig i ethvert forhold mellem mennesker. For Gud er den inderste kraft i sproget, og sproget er, hvad der styrer ethvert menneskeligt forhold.

Det er jo sandt, at menneskeheden i vor vestlige del af verden – i Østen ser det lidt anderledes ud – har kæmpet med gudsbegrebet for at finde ud af, hvor det kan gøre sig gældende og hvor ikke. Og det er også sandt, at en stor del af denne kamp har udspillet sig med spørgsmålet om, hvorvidt Gud stod bag de ti bud, bag toraen, bag koranen. Alt dette blev dog fejet til side af kristendommen, som med gådeordet om, at Gud står bag Jesu forkyndelse, død og opstandelse, vil pege på, at sproget fungérer, når man opgiver at kæmpe for sit eget; som Paulus lader Gud sige det til sig: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed” (2 Kor 12,9).

Litteraturen kan afbilde for os de særlige situationer, hvor man næsten kan mærke åndens vingesus. Sådan har jeg her brugt en situation fra Kaj Munks skuespil ”Puslespil” for at antyde Guds indgriben, så tydeligt som det nu kan antydes. Mange andre situationer fra andre stykker litteratur kan fremdrages for at vise det samme.

Men man kan også pege på vore demokratier, på, hvordan vi i vore samfund prøver at sørge for, at det bliver argument, der kommer til at kæmpe mod argument, uden ydre magtmidler.

Og dog er det måske især i familieforholdene, at vi ser disse sprogets kræfter udfolde sig, når forståelse og indlevelse gør sig gældende. Vi tænker ikke over, at det er guddommelige kræfter, der dèr gør sig gældende, men det kunne jo meget vel være noget, der dukker op som en afsmitning af afsmitningsreglen, se her. Med andre ord: vi er langt mere påvirkede af kristendommen, end vi sådan går og tror. Og det skal vi vel ikke være så kede af.

Til sidst: Vi skal passe på, at ikke spørgsmålet om, hvorvidt Gud ”er til eller ej”, kommer til at erstatte eller ligefrem udslette alle overvejelser over, hvor Gud mon griber ind, hvor Gud lader sig kende, hvad vi med fuldtonende mening kan tillade os at sætte gudsbegrebets absoluthedskrav bag. Ikke bag toraen eller koranen eller nogen anden lov, for alt sådant er menneskeværk, men bag den overraskende forståelse, der griber os i samlivet med andre, forståelsen af sprogets kræfter – hvilken rigdom dækker ord som ”kærlighed”, ”tillid” og ”fortrolighed” ikke over – og troen på, at vi har fået lov at leve under disse ords velsignelse, en tro, som vi ofte betragter som det mest selvfølgelige af alt, men dog en tro, som ved nærmere eftersyn snarere må kaldes højst uselvfølgelig, kun forklarlig ved højere magters indgriben, som Bonhoeffer formulerede det, se her.

Udgivet i ateisme, Islam versus kristendom | Tagget | Skriv en kommentar

Skinger debat?

Når nogen påstår, at vi har en skinger debat, mener de næsten altid, at skylden for denne skingre debat ligger hos deres debatmodstandere. Sådan mente Henrik Stubkjær i mit forrige indlæg tydeligvis, at det er os indvandringsmodstandere, der med vore påstande er skyld i, at debatten er skinger. Og jeg vil i dette indlæg følge hans eksempel, så når jeg hævder, at debatten er skinger, mener jeg ligesom Stubkjær, at det er den anden side, altså hans side af debatten, der bærer skylden. Men i modsætning til Stubkjær lader jeg det ikke blive ved påstanden om skingerhed, men argumenterer behørigt for det.

Min argumentation vil i alt væsentligt gå ud på at nævne en række NAQs i forbindelse med to artikler fra Information den 4-8 2018, en artikel af Richard Swartz om østeuropæerne, se her, og en artikel af Philip Larsen, kandidatstuderende ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, se her, om betingelser for demokrati. Betegnelsen NAQs bruges her om ”never asked questions”, altså om det forhold, at mange af den anden sides debattører fordrejer debatten ved at undlade at tage væsentlige spørgsmål op til debat.

Richard Swartz plejer at være ganske interessant at læse. Og artiklen her begynder da også meget godt. Swartz fortæller om, hvordan han i forbindelse med EU-udvidelsen mod øst rejste rundt i Østeuropa for at tale med ledende politikere. Han var snu nok til at stille dem det spørgsmål, hvad de selv følte, at de kunne bidrage med ved optagelsen i EU. Og de blev ham alle svar skyldig. De kunne nok pege på, at Østeuropa for lang tid siden havde udgjort et bolværk mod tatarerne, mongolerne og osmannerne. Men både han og de følte, at dette var historie, historie, der forlængst var blevet uaktuel.

Men, fortsætter han, sølle femten år senere tages netop dette synspunkt frem igen af østeuropæerne. Nu er det muslimerne, der ses som den store fare for Europa, og ligesom østeuropæerne tidligere var dem, der satte hælene i overfor den tids invasioner, er det nu igen dem, der vender sig imod muslimernes angreb på det kristne Europa.

Swartz skildrer østeuropæernes opfattelse meget korrekt:

Den kristne hær blev i sin tid anført af polakkernes konge Jan Sobieski. Den rolle har Ungarns Viktor Orban påtaget sig i dag. Hvor andre europæiske politikere virker rådvilde overfor det muslimske ‘stormløb’, kan han tilbyde en simpel og gennemtænkt strategi. Indtil videre med stor succes. Orban blokerer for Europas halvhjertede og forkludrede forsøg på at forholde sig til migrationen, mens stadig flere europæere får den tanke, at manden muligvis gør det helt rigtige, eller at det i det mindste lige nu ikke er muligt at få øje på et realistisk alternativ til hans politik. I det liberale Europa fremstilles Orban derfor som farlig politisk manipulator – og som en højreekstremistisk populist og folkeforfører.

Og man kunne nu tro, at Swartz ville fortsætte med at beskriver Orban som en politisk manipulator. Det gør han dog ikke. Han fortsætter:

Men denne kritik rammer helt ved siden af det væsentlige. Som andre drevne populister – f.eks. Donald Trump – er Orban ikke så meget manipulator, som han er en mester i at lytte. Orban tolker folkeviljen med stor lydhørhed. Det stof, hans politik er gjort af, er ikke fakta eller demokratiske principper, men menneskers følelser, drømme, fordomme og frygt. Han lytter, og det han hører, leverer han tilbage i form af budskaber, folk helst vil høre.

For folk vil fremfor alt gerne høre om sig selv. Altså om deres egen nation. Om hvor unik og fantastisk den er, men jo også gerne, at den er truet. Af indvandrere (selv om Østeuropa stort set ingen har) af kosmopolitter (læs jøder, især finansmanden George Soros), af et nyt fremmedherredømme (med Bruxelles som hovedstad), af eliter (rodløse og internationale) og af liberalister i videste forstand (der håner den kristne kernefamilie med deres evindelige gay-prideparader).

Her melder sig et væld af NAQs.

1) Orbans politik er gjort af det stof, der hedder ”menneskers følelser, drømme, fordomme og frygt”, hedder det. Jamen, er Orban da ikke netop af den grund en god demokrat, når han tager hensyn til disse ting, måske bortset fra menneskers fordomme? Er det ikke en demokratisk mangel, hvis et lands politikere glemmer eller bagatelliserer folks frygt? Og er det ikke et træk, der kendetegner alle politikere, de vesteuropæiske såvelsom de østeuropæiske, at de tager hensyn til folkets drømme, f.eks. drømmen om en reduceret arbejdsløshed eller drømmen om økonomisk fremgang? Hvorfor skal netop Orban hænges ud, fordi han tager hensyn til vælgernes frygt?

2) Folk vil gerne høre om sig selv, siger så Swartz. Og det må de tilsyneladende ikke i Østeuropa, men de må godt i Vesteuropa. Hvad galt er der ved nationalfølelsen? Et stort spørgsmål, ja, men her tages det overhovedet ikke frem.

3) Folk føler sig truet af indvandrere. Den følelse gør Orban noget ved. Men han gør det ikke, som Swartz vil have det gjort, nemlig ved fortælle folket, at der ikke er noget at være bange for. Nej, han gør det at nægte at tage imod de indvandrere, som Bruxelles vil pådutte Ungarn. Dette er et meget væsentligt NAQ. Når Swartz kommer med det tilsyneladende modargument, at der ikke er nogen indvandrere at frygte i Østeuropa, har han ikke hørt deres argument for ikke at ville tage imod indvandrere. Det går, som man måske véd, ud på, at man på Vesteuropas store vanskeligheder med at håndtére specielt de muslimske indvandrere kan se, at det er en dum idé at lukke indvandrere ‘en masse’ ind i sit land. Så det nej til indvandring af muslimer, som østeuropæerne kommer med, er velbegrundet. Men i stedet for at argumenterer imod denne begrundelse, gør Swartz nar af indvandringsfrygten. Og så er det altså hans side af indvandringsdebatten, der taler skingert.

4) Og minsandten, om ikke vi af Swartz’s mund skal høre, at Orban hævder, at Ungarn er truet af jøder, især af finansmanden George Soros. Det har jeg vendt mig imod tidligere, se her, hvor det var Uffe Ellemann, der fremkom med den påstand, at man vender sig imod Soros, fordi han er jøde. Nej, Swartz, nej Ellemann, når Orban vender sig imod Soros, skyldes det, at han med sin enorme formue vil blande sig i Ungarns indvandringspolitik. Hvad jeg ikke gjorde opmærksom på dengang, kan jeg gøre opmærksom på nu: det er et demokratisk problem, hvis et menneske får mere at skulle have sagt i den demokratiske debat end andre, blot fordi han har flere penge end andre. Det vender vi tilbage til.

5) Endelig frygter folket, ifølge Swartz’ opfattelse af Orbans mening, Bruxelles’ overherredømme, eliten og liberalister. Det får ham til at slutte med en række påstande om Østeuropas manglende liberalisme, så han til sidst kan give den hele armen:

Overalt er mønstret det samme: at svække, udhule og underminere civilsamfundet og retsstaten. At bekæmpe demokratiets institutioner med demokratiet som middel. Det hele i nationens navn.

At man kan bekæmpe demokratiets institutioner med demokratiet som middel, er noget, der tages frem i den anden artikel i Information, den af Philip Larsen.

Han mener, at det er nødvendigt for et sandt demokrati at have nogle liberale kontrolinstanser, der kan forhindre et demokratisk valgt flertal i at gøre ganske, hvad der passer dem. Flertallet har magten, ja, men det har ikke altid ret.

Det er således svært at forestille sig, at man kan opretholde et egentligt flertalsstyre uden også at have nogle liberale kontrolinstanser, som kan sætte foden ned. Hvad skulle eksempelvis afholde det gældende flertal fra at forhindre nye flertal i at komme til magten eller til orde?

Det synes oplagt, at dette flertal blot vil vedtage love, som favoriserer det selv i fremtiden. Og kigger vi ud i verden, er det netop det, vi er vidner til med forfatningsændringerne i Ungarn, Polen og Israel. De siddende flertal søger at sikre sig selv.

Sådanne liberale institutioner bør ses

som mulighedsbetingelserne for overhovedet at kunne have et demokratisk styre. Ved at værne om vores frihedsrettigheder sikrer de, at befolkningens stemmer reelt kan udtrykkes, og at intet siddende flertal kan udhule den demokratiske proces og tømme den for mening.

Umiddelbart lyder alt dette jo meget rimeligt. Men det kommer i meget høj grad an på, hvordan disse tanker anvendes. Eller det kommer an på, hvordan de mange NAQs, der ligger gemt i teksten, besvares.

Et af de mange NAQs går således ud på, om EU-kommissionen tænkes at være et eksempel på en liberal kontrolinstans, der kan sikre demokratiet imod at blive tilintetgjort af et demokratisk valgt flertal. Noget kunne tyde på det, at det er det, der menes. For kommissionen har jo lagt sag an mod Polen, fordi landet har vedtaget nogle love, der ændrer på retsvæsnet. Og kommissionen har også set skævt til Ungarns forsøg på at holde George Soros penge ude af landet, så han ikke skal få mulighed for at påvirke valgresultater, blot fordi han har mange penge.

Nu er jeg ikke inde i det ungarske retssystem og heller ikke i de tiltag, man har foretaget sig imod Soros indflydelse, men selve den tanke, der ligger bag: at det ikke blot ved selve stemmeafgivelsen på valgdagen, men også i diskussionen op til valget så vidt muligt skal gælde, at den rige ikke har nogen fortrinsret, forekommer mig rigtig. Eller altså: Hvordan undgår man, at én enkelt rigmand med store annoncer og andre pengekrævende tiltag får en uforholdsmæssig stor indflydelse på diskussionen op til valget og dermed på valget selv?

Jeg har af og til undret mig lidt over, at der i alle de anklager, man har rettet imod Donald Trump, ikke er en anklage for at have brugt af sine egne penge til reklamer ved valgkampen. Og jeg må med skam at melde indrømme, at jeg ikke har undersøgt de amerikanske regler godt nok, for det ville forekommer mig ret ”amerikansk”, at man ikke blot sætter grænser for den enkelte kandidats pengeforbrug, men også kontrollerer det. Men hvis man gør det, hvorfor er så EU-kommission ude efter Orban, når han vil gennemføre det samme ved de ungarske valg? Det forekommer mig, at det er Orban og ikke EU-kommissionen, der her vogter demokratiet bedst.

Men det bedste – eller rettere værste – eksempel på en udemokratisk indgriben fra den liberale kontrolinstans, der skulle kontrollere demokratiet i de enkelte lande, læs: EU-kommissionen, er dog kommissionens stædige fastholden ved asylretten eller ”fodjordsreglen”. Man har bestemt, at med Schengen-aftalen skulle al grænsekontrol EU-landene imellem nedlægges og den ydre grænsekontrol overlades til EU. Og man har da også fra EU’s side gang på gang fastslået, at man tager dette med grænsekontrol alvorligt. Men man har omhyggelig fortiet eller måske slet ikke været klar over, at man med sin insisteren på ”fodjordsreglen” i praksis har sat grænsebevogtning lig med grænsekontrol, dvs., man har ikke på nogen måde villet forhindre illegal grænseoverskridelse – ”fodjordsreglen” er jo netop beregnet på illegale indvandrere – men stillet sig tilfreds med at kunne registrere, hvem der kom ind over EU’s grænser hvor.

Dette har ført til det absurde forhold, at man i praksis har måttet sætte EU’s grænselande til at bevogte EU’s grænser. Det vil sige: Man har i kraft af denne ”fodjordsregel”, som efterhånden har fået næsten guddommelig status, fået en altfor stor indvandring af fremmede, hvor ikke mindst muslimerne, som tiden går, truer med at kunne volde demokratiske problemer. For langt de fleste muslimer vil sætte den muslimske lov, shariaen, der påstås at være guddommelig, over de demokratiske love, der lidt nedværdigende kaldes kun menneskelige love.

Og så er vi fremme ved det, der nok er det største angreb på demokratiet i nyere tid, det forhold, nemlig, at man fra elitens side, eller skal vi sige: fra de europæiske politikeres side, har foranstaltet den største befolkningsudskiftning, Europa nogensinde har set. Det smukke ideal, vi vil bevare, hedder ”demokrati”, og det betyder direkte oversat ”folkestyre”, og det forudsætter et folk med fælles sprog og nogenlunde fælles værdier. Men kan man stadig bibeholde alle de demokratiske værdier, når en efterhånden meget stor del af befolkningen tilhører et andet folk? Én ting er, at disse indvandrere taler det lokale sprog, fransk, tysk, hollandsk, dansk, noget andet er, at de, efterhånden som de er blevet mange, er begyndt at skille sig ud, ikke at ville være danskere, nogle af dem også at vende sig direkte imod det danske samfund. Kan et demokratisk samfund bevares under disse forhold?

Hvordan er det dog kommet dertil?

Tja, nogen har påpeget, at alt dette er sket, uden at folket er blevet spurgt. Og det er da for så vidt rigtigt, men godt nok kun ”for så vidt”. For sagen er vel, at vi – hele det danske folk – har været genstand for en meget møjsommelig læringsproces. Det, vi skulle belæres om, var, hvordan muslimer på én gang kunne være mennesker, der skulle anerkendes, og mennesker, hvis ideologi vi skulle vogte os for.

Denne læringsproces blev i begyndelsen i høj grad vanskeliggjort af, at langt de fleste af os syntes, vi skulle passe på med, hvad vi sagde, for vore gæster, muslimerne, lyttede jo med. Og ville det ikke skade integrationen, hvis gæsterne blev klar over, at vi ikke uden videre godtog alle deres særheder? Først langt inde i processen, hvor muslimerne virkelig var blevet mange og havde samlet sig i ghettoer, var vi nået dertil, at omkring halvdelen af de debatterende lod hensynet til de medlyttende muslimer falde og mere direkte gjorde opmærksom på alle problemerne med at integrere muslimer i vort samfund i det håb, at vi ved at diskutere vanskelighederne kunne få gjort noget ved dem.

Den anden halvdel, derimod, fortsætter med at skamme os andre ud. Til det brug har man opfundet en række skældsord: ”islamofob”, ”populist”, ”racist”, osv., ikke just ord, der fremmer debatten, man må nærmest sige, at de gør debatten skinger.

Prøv at sammenligne denne rimeligt realistiske skildring af debatklimaet herhjemme med den konklusion, Philip Larsen drager:

Læren er, som også den tyske filosof Jürgen Habermas har peget på, at liberale institutioner og rettigheder ikke bør ses som adskilte fra demokratiet eller pr. definition som en spændetrøje for folkets suveræne magt.

Langt snarere burde de ses som mulighedsbetingelserne for overhovedet at kunne have et demokratisk styre. Ved at værne om vores frihedsrettigheder sikrer de, at befolkningens stemmer reelt kan udtrykkes, og at intet siddende flertal kan udhule den demokratiske proces og tømme den for mening.

Vi skal altså i vort danske demokrati stadigvæk finde os i den løftede pegefinger fra Bruxelles’ side: Husk nu på ”fodjordsreglen”! Og det, uanset at netop denne regel er med til at udskifte befolkningerne, så det folk, hvis styre der er tale om, ikke længer er et folk, men en befolkning. Dette er ikke noget, der sikrer, at ”befolkningens stemmer reelt kan udtrykkes”, men i stedet noget, der særdeles effektivt er med til at hindre, at folkets stemmer kan høres, ikke i kraft af indgreb fra statens side, men i kraft af, at den elite, der sidder på meningsdannelsen, søger at forhindre enhver kritik af de fremmede og af indvandringen.

Så langt står vi fra hinanden i debattens to sider. Men mens min side, indvandringsmodstandernes side, sådan set et meget langt stykke ad vejen kan forstå den anden sides holdninger, fordi vi selv engang havde de samme holdninger, er det næsten umuligt for den anden side at forstå os. De bliver ved med at forklare vores holdning med sære psykologiske indretninger af vort ubevidste. Den gamle tale om ”den indre svinehund” kører videre med de førnævnte begreber ”islamofobi” osv.

Og se, det er en trussel mod demokratiet. I første omgang, fordi samtalen forkvakles, i næste omgang fordi det folk, hvis styre der er tale om, tvedeles i en muslimsk og en kristen del, så den indbyrdes tillid, der er en nødvendig forudsætning for demokratiet, forsvinder.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , , | Skriv en kommentar

Den barmhjertige samaritaner én gang til

Gider vi den barmhjertige samaritaner én gang til? Nej vel! Han har hjemsøgt os i tide og utide og synes at have en vis forkærlighed for os indvandringsmodstandere. Så skal vi ikke bare lade ham ligge?

Ak, ja, det ville måske være det klogeste. Men som den opmærksomme læser nok véd, har denne blogejer det med at kaste sig over alle uigennemtænkte udtalelser i aviser og på nettet. Og da der nu igen foreligger en udtalelse om den hårdt prøvede samaritaner – denne gang endda fra en biskop, omend kun en dansk én af slagsen – skal den stakkels mand trækkes frem af stalden igen.

Det er biskop over Viborg stift, Henrik Stubkjær, der har henvist til Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner. Kristeligt Dagblad har den 1-8 en artikel om en strid i Tyskland mellem indvandringstilladende kirkefolk og indvandringskritiske ditto. Ja, det er virkelig lykkedes i det store udland at finde kirkefolk, der mener, at kirken ikke skal gøre sig klog på indvandringsspørgsmål. Journalisten, Tobias Stern Johansen, har så syntes, at der også skulle lyde en røst fra fædrelandet, og så har han ladet Henrik Stubkjær få ordet. Om dette, at det kun er ham, der spørges, skyldes, at alle andre biskopper har ferie, eller det skyldes, at Stern Johansen ikke har kunnet finde en indvandringskritisk biskop her i landet, det skal være usagt.

Henrik Stubkjær introduceres således:

Men det kan aldrig være en mulighed at lade folk drukne, fordi man ikke ønsker at støtte menneskesmugling, mener den katolske teolog Lars Schäfers, som beskæftiger sig med moralteologi ved universitetet i Bonn.

Selv som kristen kan man have forskellige holdninger til den politiske håndtering af migrationen til Europa. Men når det handler om flygtninge på Middelhavet, er det at redde mennesker fra at drukne en moralsk, kristen pligt, som hænger sammen med en beskyttelse af livets ukrænkelighed. Løsninger på dette problem skal findes andre steder,” siger han.

Denne holdning deler Henrik Stubkjær, biskop over Viborg Stift og tidligere generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

Og samaritaneren viser sig i næste ombæring, hvor Stubkjær siger:

Den kristne fordring om næstekærlighed er absolut. Det fremgår tydeligst af lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Den er ikke begrænset til bestemte nationaliteter, etniciteter eller et bestemt geografisk område, og derfor er nødsituationer i Middelhavet selvfølgelig også omfattet af buddet om næstekærlighed,” siger han.

For folkekirken er dette nødhjælpsarbejde imidlertid ikke så relevant, idet kirken så at sige har udliciteret det diakonale arbejde, et kerneområde for kirken, til de frie diakonale organisationer, tilføjer Henrik Stubkjær.

Og ikke sandt, dér dukkede han op, denne allestedsnærværende samaritaner. Oven i købet som én, der gør næstekærlighedsbudet absolut. Og hvad er der så andet at gøre for en arm indvandringsmodstander end at sige ”Bebe! Undskyld! Jeg tog fejl!” overfor en sådan biskoppelig autoritet, understreget af Jesus selv gennem lignelsen om samaritaneren.

Journalisten inspireres imidlertid af det sidste, Stubkjær siger, til at spørge videre. Spørgsmål og svar ser sådan ud:

Hvad svarer du så folk, hvis de spørger, hvad folkekirken gør?

At kirken til alle tider i vores forkyndelse må være et korrektiv til egoismen og kynismen hos os mennesker. Dette er ikke blot et migrationsproblem. Det er mennesker, som havner i desperate situationer på Middelhavet. Debatten er alt for skinger. Og etisk set er det ingen løsning blot at sætte en prop i. Det er politikerne, der står med det politiske ansvar, men det er kirkens opgave at forsvare det enkelte menneskes gudsskabte værdighed og forkynde ansvaret over for den næste, der står ansigt til ansigt med nøden. Folkekirken forkynder altså næstekærligheden ind i denne situation, og flere kirker samler også ind til indsatser i forhold til de nødstedte,” siger han.

Igen: egoisme og kynisme, det er os indvandringsmodstandere, der møder den beskyldning. Vi må se at tage skeen i en noget anden hånd, vi må prøve at forsvare det enkelte menneskes gudsskabte værdighed, måske oven i købet prøve at forkynde ansvar overfor den næste, der står ansigt til ansigt med nøden.

Er der andet at gøre end beskæmmet at krybe i et musehul?

Men hov, var der ikke noget med, at der i Tyskland også fandtes modstandere af denne næstekærlige automatreaktion? Én af dem citeres af Tobias Stern Johansen således:

Men det er ikke kirkens opgave at bjerge folk til Europa, mener Richard Schröder, professor emeritus i filosofi og systematisk teologi ved Humboldt-universitetet i Berlin. Alle er forpligtede til at hjælpe mennesker i nød, men det filantropiske arbejde i Middelhavet fremmer utilsigtet menneskesmuglernes forretning, mener han.

Hvis alle skibe, som er uegnet til at krydse havet, blev indfanget i de libyske farvande og bragt tilbage til Afrika, ville dette slæbebåds-uvæsen bryde sammen, og disse dødsfald i Middelhavet høre op,” siger han til magasinet Idea og tilføjer, at en holdbar løsning kræver libyske modtagelsescentre i overensstemmelse med FN’s standarder.

Nødhjælpsorganisationer har også en dagsorden, tilføjer Richard Schröder.

De finansieres af donationer, og de flyder stærkest, når det handler om liv eller død, ikke om Afrika eller Europa,” siger teologen, som var formand for den socialdemokratiske fraktion ved det eneste frie valg i DDR forud for genforeningen i 1990.

Her ser det hele pludselig helt anderledes ud. For Richard Schröder kan det godt lade sig gøre både at være næstekærlig og afvise flygtningene. Og det kan lade sig gøre, fordi han ikke går med til den forudsætning, som alle de næstekærlige kirkefolk har: at det at redde folk fra druknedøden og det at bringe dem til Europa er ét og det samme. De taler med uld i mund: siger ”redde fra druknedøden”, men mener ”redde til Europa”.

Det har den katolske teolog Lars Schäfers, han, som blev omtalt i det første citat, jeg bragte, ikke forstået. For han går i sit svar ud fra, at Schröder vil lade folk drukne. Og han bliver ikke rettet af interview’eren. Han hører kun dette med, at man går menneskesmuglernes ærinde, hvis man redder folk fra druknedøden, ikke dette med, at de skal sejles til Libyen i stedet for til Europa. Og så er det jo ingen kunst at vende sig forarget imod sine modstandere.

Desværre tager Tobias Stern Johansen ikke disse spørgsmål med til Henrik Stubkjær. Det ville have været oplagt at spørge ham, om man ikke, sådan ret beset, godt kan siges at redde menneskeliv, hvis man fører dem til Libyen og ikke til Europa. I stedet lader han Stubkjær brodére løs på næstekærlighedsbudet og lignelsen om den barmhjertige samaritaner ud fra de halve sandheder, han opererer med. Eller, kan jeg sige, ud fra den tankebesættelse, han er offer for, den, jeg her på bloggen plejer at kalde samaritanitis, en tankegang, der for enhver pris skal opfatte migranterne som stakkels, ynkværdige mennesker, fordi de på den måde bedst kan indgå som statister i det mægtige skuespil, de europæiske ”Gutmenschen” er i færd med at opføre på Middelhavet. For for at diverse ”Gutmenschen” kan komme til at fremstå som gode, næstekærlige mennesker, er det nødvendigt, at migranterne er lige så hjælpeløse som den overfaldne i Jesu lignelse.

Og er de det ikke i virkeligheden, eller véd man ikke, om de er det, så er man ikke bleg for at lyve dem ynkværdighed på. Det gælder langt de fleste kirkefolk, også Henrik Stubkjær. Han siger f.eks., at ”det er mennesker, som havner i desperate situationer på Middelhavet”. Det er ikke sandt. Der er tale om mennesker, der aktivt har bragt sig i desperate situationer på Middelhavet. Og det er noget helt andet. Skal vi anbringe et sådant menneske i Jesu lignelse, bliver der tale om en mand, der smører sig ind i rød farve for at komme til at ligne en halvdød overfalden mand, lægger sig på den barmhjertige samaritaners vej i håb om at blive set og taget med til et herberg. Og det er klart, den gode og kærlige samaritaner vil jo nok opsamle både det første, andet og tredje rødfarvede ”røveroffer”, men mon han dog ikke ville fatte mistanke om bedraget, når han så på ofrenes handlinger i herberget efterfølgende?

Fornylig var vi vidne til en flok migranter, som var ikke helt så villige til at spille rollen som hjælpeløs ”røveroffer”, som diverse samaritanister kunne forvente. De var blevet samlet op af et italiensk forsyningsskib, men da de på deres mobiltelefoner så, at skibet var på vej sydover, tvang de kaptajnen til at sejle nordpå til Italien. Jeg har omtalt episoden her, men der har iøvrigt været næsten komplet radiotavshed i de europæiske medier om denne sag.

Senere er der sket noget lignende, men i dette tilfælde gjorde de opsamlede ikke mytteri og lod sig sejle tilbage til Libyen.

Stubkjær siger videre, at ”debatten er alt for skinger”. Hertil må man sige, at det tror da pokker, når den ene side benytter sig af fordrejninger og usandheder; og her tænker jeg på den side, Stubkjær befinder sig på. Hvordan skal man kunne få en ordentlig debat ud af det, når Stubkjærs side med Lars Schäfers’ ord antyder, at vi på den anden side ønsker at lade folk drukne, når sandheden dog er, at vi blot ønsker at sejle dem til Libyen og ikke til Europa?

Så hævder Stubkjær videre, at det ikke er nogen løsning ”blot at sætte en prop i”. Men han afkræves ikke noget svar på, hvad han mere nøjagtig mener med det, eller hvorfor en løsning med tilbagesendelse til Libyen – hvis det er det, der menes med at sætte en prop i – ikke skulle være brugbar.

Og endelig gentager han sit mantra, at vi kristne har et ”ansvar for den næste, der står ansigt til ansigt med nøden”. Sandt nok, såmænd, men har vi også ansvar for den, der lyver sig i nød for at blive hjulpet på en ganske bestemt måde, nemlig ved at blive sejlet til Europa?

Egentlig er der ikke tale om noget etisk problem, for vi er alle enige om, at mennesker i nød skal reddes, også mennesker, der med vilje har bragt sig i havsnød. Men vi er ikke enige om, hvad vi efterfølgende skal gøre. Skal disse mennesker anklages for brud på havretsreglerne, eller skal de pure frifindes for alle anklager, endda belønnes med at opnå det, der i første omgang fik dem til at bryde havretsreglerne?

Det første har visse vanskeligheder ved sig, indrømmet, for de egentlig ansvarlige er jo menneskesmuglerne, og de tager ikke selv med gummibådene ud på Middelhavet. Men det sidste har den vanskelighed ved sig, at der derved skabes en incitamentsstruktur, som ikke kan andet end få flere til at vove pelsen på Middelhavet.

Jamen, er vi ikke nødt til at fastholde asylretten, retten til at få sin sag behandlet, hvis man sætter sin fod på europæisk jord?

Hvor absurd håndhævelsen af denne ret efterhånden har udviklet sig, så man fornylig ved den spanske enklave Ceuta på Marokkos kyst. Her er opsat et fem meter højt hegn, der skal hindre migranter i at komme til at sætte foden på europæisk jord. Men fornylig lykkedes det en ovenud stor mængde migranter at forcere hegnet på én gang. De var langt flere end den stedlige politistyrke kunne håndtére, så det var ganske mange af dem, der fik held til at ”sætte foden på europæisk jord”. Og “semileikum – fem liter petroleum”, ikke så snart havde de med deres fod rørt jorden indenfor hegnet, før de var urørlige for politiet og i ro og mag kunne vente på at blive sendt til Spanien.

Med andre ord: Den overtrædelse, de har begået ved at forcére et grænsehegn, fører ikke til nogen anklage eller dom eller anden reaktion, tværtimod fører den til, at de får deres ønske opfyldt, at komme til Europa. Se Informations beskrivelse af begivenhederne her.

Dette er ikke håndhævelse af lov og ret, det er ligegladhed med lov og ret, og det bør standses jo før des bedre.

Hvorfor bliver det det så ikke?

Fordi den europæiske elite lider af samaritanitis, de skal absolut, for at de kan se sig selv som gode, menneskekærlige mennesker, have fastslået, at den slags lovovertrædere er ynkværdige mennesker, der handler ud af desperation. At man med denne absurde manglende konsekvens inviterer dem til at prøve at forcére hegnet, det vil man helst ikke se.

På samme måde på havet: når man belønner den lovovertrædelse, det er bringe sig i havsnød, med at overtræderen får sit højeste ønske opfyldt, så skal det da gå sådan, at overtrædelserne bliver flere og flere.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , | Skriv en kommentar

Uselvfølgeligt

Jeg er blevet inspireret til at skrive noget om den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer. Men som sædvanligt, når det er mig, der skriver, er der først så gruelig meget, vi skal igennem, før vi når frem til det, jeg vil sige.

Først vil jeg gøre opmærksom på Nanna Hauge, som har skrevet en prædiken til document.dk, se her, og i den prædiken nævner Dietrich Bonhoeffers bog ”Efterfølgelse”. Hun skriver i sin prædiken:

Vi er købt dyrt og skal nåden ikke være billig nåde, så skal den efterfølges af handling,

Sådan skrev den tyske præst og modstandsmand Dietrich Bonhoeffer, i bogen Efterfølgelse. Den dyre nåde, siger Bonhoeffer, er dyr, fordi den kalder til efterfølgelse og handling, dyr er den, fordi den koster mennesket livet, det gamle liv i vildfarelsen, nåde er den derved, at den skænker et menneske livet og den ånd, der ikke er fej. Dyr er nåden fremfor alt, fordi den har været dyr for Gud, fordi den har kostet Gud hans søns liv. ”I blev købt dyrt” som der står i Bibelen.

Jeg må indrømme, at jeg altid har været lidt loren ved ”Efterfølgelse”. Den forekom mig lidt for højstemt og forloren. Det var, som skulle man selv arbejde sig frem til nåden. Eller det var, som gjorde Bonhoeffer en masse krumspring for at skjule, at det i grunden var mennesket selv, der ved egen kraft skulle forvandles.

Jeg har taget problemet op i den afhandling her på bloggen, der drejer sig om Luthers udtryk ”Synd tappert!”, se her. Her formulerer jeg min indvending ved at sige, at udtryksparret ”billig/dyr” er taget fra pengeverdenen, og at man altid risikerer, at sådanne ”pengeord” tager sin baggrundsforståelse med over i gudsforholdet. Og Guds nåde kan nu aldrig forstås som hverken noget, man køber, eller noget, man får givet. For både ordet ”vare” og ordet ”gave” tager sin logik med sig over i gudsforholdet, begge dele er f.eks. en ting, og Guds tilgivelse er ikke en ting. Og så har den gode teolog bagefter det største besvær med at forklare, at ”sådan skulle det alligevel ikke forstås”.

I hvert fald tager Bonhoeffer i et brev til Eberhard Bethge fra den 21-5 44 (”Widerstand und Ergebund”, side 183) afstand fra ”Efterfølgelse”:

Jeg husker en samtale, som jeg for tretten år siden havde med en ung fransk præst. Vi havde ganske enkelt stillet os det spørgsmål, hvad vi egentlig ville med vores liv. Da sagde han: jeg ville gerne blive en helgen (- og jeg regner det for muligt, at han er blevet det -); det gjorde dengang et stort indtryk på mig. Alligevel modsagde jeg ham og sagde nogenlunde sådan: jeg vil gerne lære at tro. Igennem lang tid har jeg ikke forstået dybden i denne modsætning. Jeg troede, at jeg kunne lære at tro, idet jeg selv så nogenlunde forsøgte at føre et helligt liv. Det var vel som en afslutning på denne vej, at jeg skrev ”Efterfølgelse”. I dag ser jeg tydeligt farerne ved denne bog, som jeg alligevel som tidligere står ved.

Troede han virkelig, dengang han skrev ”Efterfølgelse”, at han kunne lære at tro ved at forsøge at føre et helligt liv? Er Bonhoeffer blevet klogere af fængselsopholdet? Eller er det måske snarere hans forelskelse i Maria von Wedemeyer, der har fået ham til at forstå flere af kristendommens skjulte hemmeligheder, herunder spørgsmålet om, hvor meget i kristenlivet mennesket selv udvirker, og hvor meget der må overlades til Gud? Det er jo, kan man vist sige, det evige skisma i den kristne teologi.

Nu er der det mærkelige ved min måde at drive teologi på – og vist også ved Bonhoeffers – at personforholdet til Gud forstås ud fra det personforhold, vi erfarer til mennesker, og at omvendt de tanker, vi får om personforholdet til Gud ved at læse det ny testamente, uvægerligt gør sig gældende i personforholdet til mennesker.

Og når Bonhoeffer, netop i forholdet til den purunge Maria von Wedemeyer, oplever, at det, der fremkalder deres forhold, i høj grad er ting, de ikke selv er herrer over, så virker det naturligvis ind på hans forståelse af gudsforholdet: også det lever og vokser og fuldendes af kræfter, som et menneske ikke selv behersker, f.eks. af troen.

Det var jo ganske besynderligt, at det blev de to, der kom til at danne par. Marias beretning om mødet i begyndelsen af juni 42 lyder som følger:

Jeg havde netop taget studentereksamen og påbegyndte at besøge familien før jeg tiltrådte mit ‘pligtår’ i Altenburg stift. Til det hørte fremfor alt et besøg hos min bedstemor, som jeg har haft et særlig nært forhold til. Det var gensidigt, fordi hun i mig mente at kunne genkende sig selv som ung pige. Dèr var jeg en uge, og så kom, i begyndelsen lidt forstyrrende, den berømte pastor Bonhoeffer på besøg. Men det udviklede sig meget hurtigt til, at vi tre kom godt ud af det med hinanden. Samtalen mellem de to andre blev ført på en måde, så jeg ikke blot mente at forstå, hvad det drejede sig om, men også følte mig opmuntret til at deltage. Hvad jeg så også gjorde.

Jeg er bange for, at jeg havde en fræk tone overfor min bedstemor, hvilket morede hende; den tone blev bibeholdt, selv om Dietrich var til stede. Vi talte sammen om fremtidsplaner. Min plan om at studere matematik, som af bedstemor blev regnet for en dum nykke, blev taget alvorligt af Dietrich, måske netop af den grund.

Vi gik ture i haven. Han fortalte, at han havde været i Amerika, og vi blev forbavsede over, at jeg endnu ikke havde truffet nogen, der havde været derovre.

I et brev til Eberhard Bethge skriver Bonhoeffer den 25-6 42:

Jeg har ikke skrevet til Maria. Det går virkelig ikke an. Hvis det ikke er muligt, at vi ses igen, vil den skønne tanke om disse højspændte minutter vel endnu engang opløse sig til den række af uopfyldte fantasier, som på en måde allerede er befolket i tilstrækkelig høj grad. På den anden side kan jeg ikke se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre at iværksætte et møde med hende som ikke var påfaldende eller krænkende.

Her ser man, hvordan han følte, at hans egen udfarende kraft var magtesløs; den kunne ikke bruges til noget. Der var i de dage, de havde været sammen, åbenbart tale om ”højspændte minutter”, men da han er 36 år og hun kun 18, føler han, at det ville være påfaldende eller måske ligefrem krænkende, hvis han skrev til hende eller opsøgte hende. Og hvad så? Er der så andet at gøre end at lade disse højspændte minutter føje sig til den befolkede række af uopfyldte fantasier?

Men lykken stod dem bi, og da Marias bedstemor i efteråret 42 skulle gennemgå en øjenoperation i Berlin, kunne de to mødes igen, uden at det virkede påfaldende, for hvad var mere naturligt, end at Bonhoeffer besøgte sin trofaste medhjælper, Marias bedstemor, under hendes sygdom. Og dèr traf han så Maria, som godt nok undrede sig over de mange besøg, men tog dem som udtryk for Bonhoeffers trofasthed. I den forbindelse talte de igen godt sammen, og Dietrich inviterede oven i købet Maria på restaurant.

I løbet af efteråret ses de så igen og har nogle gode samtaler.

Så sker der det, at Marias bror, Max, den 26-10 42 omkommer på Østfronten. Bedstemoderen, der har mærket amoriner imellem de to, inviterer uden sin datters vidende Bonhoeffer med til begravelseshøjtideligheden. Det sætter moderen sig imod og beder Bonhoeffer om ikke at komme. Men så føler Maria sig tvunget eller foranlediget til at gribe ind. Hun skriver til Bonhoeffer; forklarer, at hun er blevet klar over hendes mors brev til Bonhoeffer, og beder undskylde for dette familievrøvl ”som De og jeg i grunden ikke har noget at gøre med”.

Og ikke sandt, så er der gået udenom den varme grød, men det er alligevel blevet klart, at det er af betydning for Maria, hvad Bonhoeffer tror og mener om familien.

Bonhoeffer svarer øjeblikkelig tilbage og takker for den klarhed, som Maria har bragt over sagen, for han forstod ikke helt hendes mors bøn til ham om at udeblive. Hvad dette familievrøvl er for noget, har han ingen ret til at få at vide, blot er det vigtigt for ham at få at vide, at hun ikke vidste noget om brevet. Og lidt senere skriver han:

kun ud af et roligt, frit, frelst hjerte kan der ske noget godt og rigtigt; det har jeg altid erfaret i livet og jeg beder Gud om – tilgiv, at jeg siger det på den måde – at han snart, ret snart vil give os et sådant hjerte, og at han på den måde snart, ret snart igen vil føre os sammen. Mon De kan forstå det? Mon De ikke føler det helt på samme måde – det håber jeg, ja, jeg kan slet ikke forestille mig andet.

Dette er vist så tæt, som tænkes kan, på at være et frieri uden dog virkelig at være det.

Maria er imidlertid så forskrækket over det, hun har sat gang i, at hun viser sin mor dette brev. Moderen får et møde i stand med Bonhoeffer, og tilsyneladende regner hun det brev, han har skrevet til Maria, for et frieri, for hun beder ham om igennem ét år at afholde sig fra at kontakte Maria, så hun kan få lov at falde til ro. Bonhoeffer skriver om det i et brev til Eberhard Bethge: han føler nok, at han kunne argumentere imod hendes ønske, men da hun lige er blevet enke, vil han efterkomme ønsket:

jeg bør ikke give hende [altså Marias mor] følelsen af at være værgeløs, så ville jeg være en skurk, men det vanskeliggør min situation.

Men nu er jo på en måde trolden sluppet ud af æsken, og det uden at det er kommet til nogen åben erklæring mellem Maria og Dietrich; at de elsker hinanden og tænker på den anden som en mulig ægtefælle, er noget, de erfarer gennem andre. Det får Maria til at skrive i sin dagbog:

Det overvældende er og bliver, at han virkelig vil gifte sig med mig; jeg kan stadigvæk ikke rigtig forstå, at det er muligt.

Den 10-1 43 betror så Maria sin dagbog, at hun har haft en lang samtale med sin mor. Og hun har fået lov til at skrive til Bonhoeffer på den betingelse, at tesen om det ‘kontaktfrie år’ opretholdes. Og det brev er et utrolig fint eksempel på den modenhed, der præger Maria trods hendes 18 år. Hun skriver bl.a.:

Det bliver svært for mig her skriftligt at skulle sige Dem det, som man knap nok kan sige ansigt til ansigt. Jeg ville jo skulle tilbagevise hvert ord, som vil kunne siges derom, fordi det griber så hårdt fat på ting, der skal tilkendegives ganske forsigtigt. Men eftersom jeg har erfaret, at De forstår mig så godt, tillader jeg mig nu at skrive til Dem, også selv om jeg slet ingen ret har til at svare Dem på et spørgsmål, som De slet ikke har stillet.

Jeg kan idag sige Dem et ja, der kommer fra et helt og glad hjerte.

Men De må prøve at forstå min mor, når hun ikke vil ophæve den ventetid, der er os pålagt. — —

Det brev svarer Bonhoeffer øjeblikkelig på, da han modtager det den 17-1 43. Han skriver bl.a.:

Må jeg ikke godt skrive, hvad jeg inderst inde føler! Jeg mærker og er overvældet af bevidstheden om, at der er tilfaldet mig en gave uden lige – jeg vovede ikke mere at håbe på det efter alt det forvirrende, der er sket i de sidste uger – og nu er det store og lykkebringende, som jeg slet ikke kunne forestille mig, indtruffet, og hjertet udvider sig og bliver ganske bredt og flyder over med taknemlighed og beskæmmelse og kan stadig ikke rigtig fatte det, dette ‘Ja’, som skal træffe afgørelse om hele vort liv.

Og Bonhoeffer går derefter over til at skrive ‘du’ til Maria og kalde hende med fornavn.

Hvad du behøver af tid og ro til en indre prøvetid, som du skriver, må du have, ganske som det er godt for dig. Det véd alene du. Med dit ‘Ja’ kan jeg jo nu også vente roligt. Uden dette ‘Ja’ var det svært, og det ville være blevet stadig sværere; nu er det let, når jeg véd, at du vil det og behøver det. Jeg vil ikke presse og forskrække dig med noget, jeg vil skåne dig og gøre den lykke, der begynder vort liv, let og glad for dig, jeg forstår det godt, når du nu et stykke tid endnu en gang vil være helt alene – jeg har i mit liv været længe nok alene til at kende velsignelsen – og ganske vist også farerne – ved at være alene.

Det kommer til endnu nogle kontakter imellem dem, inden Bonhoeffer bliver fængslet den 5. april 1943, men kun via breve og via en enkelt telefonsamtale, som Maria foretager. Fra 5. april og fremefter, indtil Bonhoeffer blev overført til fængslet i Prinz-Albrecht-Strasse i oktober 44, holdtes forbindelsen imellem dem kun vedlige gennem breve og gennem Marias overvågede besøg i fængslet. Når Bonhoeffer blev overført til et andet fængsel, skyldtes det, at han blev mistænkt for at have forbindelse til de sammensvorne bag attentatet mod Hitler den 20. juli 1944. Det var også årsagen til, at han blev hængt den 9. april 1945.

Men lad os foreløbig standse her!

De breve, som de to har udvekslet, blev efter Marias død med hendes vidende og godkendelse udgivet og foreligger nu som ”Brautbriefe aus Zelle 92”. Og det er en ganske fantastisk brevveksling. Det, som digtere gang på gang med større eller mindre held har forsøgt at gengive: hvordan to mennesker finder ud af, at de er forelskede i hinanden, det kommer her frem i en højst usædvanlig form: på skrift. Og vi ser en sart tilbageholdenhed, som trods alle tvivlsoplevelser ender med at føre til, at de forstår hinanden og tror hinanden.

Men vi ser også, hvordan Bonhoeffer forstår, at alt det, der overfor andre mennesker er fordele: hans berømmelse, hans viden, den vægt, hans ord har i kraft af hans alder: 36 år, alt det må tilintetgøres overfor Maria, han må nøjes med at være Dietrich og kaste alt Bonhoeffer-væsenet fra sig, og så blot vente, vente på det rette øjeblik.

Ja, det er det, Bonhoeffer skal lære her – på den hårde måde.

Ikke at presse på. At vente som de fem brudejomfruer (Matt 25,1-11) uden at kunne foretage sig noget, uden at kunne fremme sagen til egen fordel, uden at miste ønsket om forholdets etablering. Blot vente og hele tiden være parat.

Så kan han, når tiden er inde, når ordet ‘ja’ foreligger, netop fordi han har ventet i tro, gribes af tro, tro på den Gud, der binder det ene hjerte til det andet, tro på, at det er ægthed, der strømmer ham i møde fra Marias brev.

Og det må det dog være, siger vi, skønt vi godt véd, at en dygtig manipulator ville kunne skrive det samme og opnå den samme reaktion. ”Kun ud af et roligt, frit, frelst hjerte kan der ske noget godt og rigtigt”, skrev han til hende. Og hun svarede: ”Jeg kan idag sige Dem et ja, der kommer fra et helt og glad hjerte”. Han har bedt Gud om, at han vil give de to et sådant hjerte, og nu foreligger det, og så overvælder troen ham, så al tvivl blæses fuldstændig ud af hovedet på ham: Er det ungpigenykker? Føler hun sig forført af ham? Er hun betaget af hans fromhed og gudsfrygt? Intet sådant overvejer han et eneste øjeblik. Kun det ord ‘ja’ hører han, kun det bestemmer hans svar, kun det stoler han på som ægte ment, ja, som fremelsket af den Gud, der ”har vort hjerte i sin hånd, og det som bækkene vender” (DDS 696 vers 7).

Men virker så den forståelse af troen, den oplevelse, han her har haft af Guds indgriben, ind på hans teologiske tanker?

Det må den da nødvendigvis gøre. Men det tager tid. Og det er så kniplingstynde følelser og fornemmelser, der dèr bestemmer menneskers handlinger, at det ikke er ligetil at beskrive det. Brevene kan fortælle om personforholdet mellem menneske og menneske, men får Bonhoeffer tid nok til at overføre sine erfaringer om dette personforhold til personforholdet til Gud?

Jeg véd det ikke. Men jeg vil her til sidst prøve at vise, at der et sted i deres brevveksling optræder en situation, et ordspil, en iagttagelse, der kan afbilde det, der var Luthers grundproblem, givetvis dog uden at Bonhoeffer bliver klar over dybden i iagttagelsen.

Den 10-11 43 har de to mødtes til en samtaletilladelse i fængslet. De har tidligere gjort op med hinanden, at disse samtaletilladelser er en noget blandet fornøjelse, fordi de aldrig får lov til at være alene, og aldrig kan sige noget til hinanden, uden at andre lytter med. Sådan som det jo også er med brevene, de bliver censureret, altså gennemlæst af andre.

Det får Dietrich til at nedfælde sine taknemlige tanker allerede samme dag, selv om brevet først kan afsendes syv dage senere. Han havde efter hendes sidste brev ikke regnet med, at hun kunne komme,

og så kom du alligevel. Det varede altfor kort – naturligvis, jeg havde igår og også i dag nedskrevet alle de spørgsmål og anmodninger, som jeg havde til dig, for ikke at glemme dem – og så glemte jeg naturligvis det hele. Men det betyder heller slet ingenting i sammenligning med den kendsgerning, at du en stykke tid sad ved siden af mig på sofaen og var hos mig. Dèr har du haft nattevagt, er rejst af sted og fra banegården kommet direkte herhen – velsagtens uden middagsmad – og så siger du naturligvis bare: ‘Jamen, det er da selvfølgeligt’! Ja, Maria, men at det er selvfølgeligt, det er jo netop underet, det er den lykke, der igen og igen er mig ubegribelig, det er noget så helt og holdent uselvfølgeligt!

Det er ordspillet selvfølgeligt/uselvfølgeligt, vi skal have fat på. Det er dette naturlige, at hun kommer og besøger ham, uanset de vanskeligheder, hun må igennem, der af ham (og egentlig af enhver kristen) må betragtes som et under. Hun er hans forlovede, de regner hinanden for forelskede, de er ikke længer individuelle personer, men nu og fremover bundet samme af deres ja-ord, og derfor, fordi hun er lykkelig i sin kærlighed, derfor kommer hun trods nattevagt og manglende middagsmad, og derfor kan hun nu kun udleve sin fulde menneskelighed ved at besøge ham, når lejlighed gives. Og det er naturligt og selvfølgeligt for hende. Og dog er det et under, dog er det ubegribeligt, uselvfølgeligt.

At være helt og fuldt menneske, hvordan opnår man det?

Luther formulerede sit problem lidt anderledes. ”Hvordan får jeg en nådig Gud?” spurgte han. Men det var i grunden det samme problem. Og han fik løst det ved at svare på samme måde som Maria og Dietrich: ved at leve i kald og stand, ved at være ligefrem og naturlig, ved at gøre det, der ligger lige for, (se her) det, han er sat her på jorden for at gøre.

Ligefrem og naturlig”. Ja, bevares, det er naturligt og selvfølgeligt, når man vel at mærke kan få alle sine retfærdiggørelsesforsøg krænget af sig. Det var det, Luther forgæves forsøgte på i det, man kalder klosterkampen. Og hans erfaring var, at disse retfærdiggørelsesforsøg blev siddende. Og hvad så? Så vil jo denne Satans trang til at iføre sig den moralske overlegenhedsfølelse altid vinde sejr.

Jo, måske. Men hvis man ved tro på Guds tilgivelse kunne lære at være ligeglad med det, så kunne måske – måske, ja – denne ligefremme og naturlige holdning, som ligger i livet kald og stand, dukke op af sig selv, så naturligt og ligefrem, så man skulle tro, det var løgn, og derfor så uselvfølgelig som noget. Det er grundunderet i tilværelsen, det, det gælder om at have øje for.

Og derfor skal Gud takkes. Ikke blot for naturens undere, også for kulturens undere. De undere, som er så selvfølgelige, at vi næsten altid overser dem. De undere, der består i tillidens opretholdelse, i kærlighedens ægthed, i de naturlige og selvfølgelige omsorgsgerninger.

Selvfølgelige og naturlige er de. Men det er netop det uselvfølgelige ved dem.

Og hvad kan vi så lære af det?

Vi kan lære, at Gud uddeler sine undere med rund hånd i vort samfund. Der er jo utrolig mange, både i og udenfor kirken, både blandt kirkegængere og kirkefremmede, der får lov at opleve samhørigheden med et andet menneske. Derfor: i kirken har vi ikke Gud for os selv, han er alle menneskers Gud, også Gud for dem udenfor kirken, ja, måske han endda vil drille os kirkegængere lidt, vi, der tror, vi har ham som Gud mere end de kirkefremmede. Han, der lod hedninger få del i frelsen for at ægge Israel (Rom 11,11) skulle han ikke kunne drille os på samme måde?

Men vi kan også lære, at vi, når vi lovpriser Gud for netop disse gerninger, tager afstand fra både de løsslupne og de lovfromme. Fra de løsslupne tager vi afstand, for de tror, de kan få samhørigheden til at blomstre ved egen kraft. Fra de lovfromme tager vi afstand, for de tror det samme, blot bruger de en anden metode, fromhedens metode, lovtvangens metode, men lige forkert er det.

Nej, at nå frem til selvfølgelighedens uselvfølgelighed er det ikke givet noget menneske at kunne ved egen kraft.

Udgivet i Historie, Luther | Tagget | 1 kommentar

Den polariserede debat

Debatten herhjemme er polariseret. Men den er ikke symmetrisk polariseret, så man kunne skælde lige meget ud på begge sider af debatten og finde sandheden som en blød mellemvare mellem to ekstreme synspunkter. Den er asymmetrisk polariseret på den måde at forstå, at den ene side i debatten, den side, der hidtil har haft eneret på at definere debattens grundlag (og dermed indirekte definere, hvad der er sandhed og hvad ikke) ser sig udfordret af den anden side af debatten. Det er denne anden side, der har sagligheden og det sandhedssøgende element i alle debatter med sig. Det kan man se deraf, at det er denne anden side, som 1) kommer med argumenter, som 2) stiller alle de frække spørgsmål, og som 3) vover at vende sig imod og sætte spørgsmålstegn ved den opfattelse af virkeligheden, som præger den første side af debatten.

Det er sørgeligt at måtte sige det, men et bevis på, at det hænger sådan sammen, kunne man finde i fredags den 27-7 i Weekendavisen. Her havde Morten Beiter en artikel om situationen i Italien, se her, og denne artikel bærer alle kendetegn på at tilhøre den førstnævnte side af ovenstående polarisering. Det kan man se deraf, at Beiter 1) ikke kommer med argumenter, han nøjes med at referere en økonom og en journalist, som følger med i den italienske debat, 2) ikke stiller indlysende spørgsmål og 3) går ud fra som en selvfølge, at det er hans side af debatten, der har fat i virkeligheden.

Dette sidste kan ses af overskriften og mellemoverskriften.

Overskriften lyder: ”Pianister i skudlinjen”, og det forklares nærmere med en lidt dårligt billedbrug senere: politikerne ”skyder på pianisten, fordi de ikke kan lide musikken”. Altså: politikerne mangler argumenter, og søger at få de økonomer fjernet, der advarer dem mod at bremse immigrationen. At politikerne skulle have gyldige argumenter, kan man efter ”pianisternes” opfattelse ganske se bort fra.

Mellemoverskriften fortæller om det, Beiter vil undersøge: ”Kan man drømme og være vågen på samme tid? Spørgsmålet trænger sig på i Italien, hvor den populistiske regering er kommet i klammeri med virkeligheden”. Det, Beiter kalder ”virkeligheden”, er en af visse økonomer påstået virkelighed, hvori immigranter bidrager så væsentligt til den italienske økonomi, at den vil opleve et væsentligt tilbageslag, hvis immigranter sendes ud af landet, eller hvis nye immigranter hindres i at komme ind i landet. Den virkelighed nægter den nye italienske regering at tage hensyn til, ifølge Beiter.

Men er det sandt? Er dette virkelig virkeligheden? Som før antydet under punkt 3), går Beiter ud fra som en selvfølge, at hans side af debatten har ret, at det er ham og hans ligesindede, der kan bestemme, hvad der er virkelighed og hvad ikke. Og at han ikke regner sine modstandere for folk, der har argumenter, ses af udtrykkene ”drømmere” og ”populister”. Og har de ikke argumenter, er der ingen grund til at stille de spørgsmål, som vi andre – drømmere og populister, som vi er – finder relevante, punkt 2). Derfor er det fuldt tilstrækkeligt at referere troværdige udtalelser fra hans side af debatten, uagtet de argumenter, der lyder dèr, forekommer mærkelige, punkt 1).

Lad os se på, hvad Beiter skriver (Jeg tillader mig at citere ret omfattende fra hans artikel, men prøver at understrege det, jeg vil argumentere imod, så man måske kan nøjes med at skimme citaterne, hvis de forekommer for omfattende).

Beiter refererer en økonom ved navn Tito Boeri således:

(a) Han havde mindet om, at én af de bærende søjler i italiensk økonomi består af immigranter, legale som illegale. Og det i en sådan grad, at det italienske pensionssystem ikke ville være i stand til at udbetale pensioner til alle italienske pensionister, hvis det ikke havde været for de milliarder af euro, Italiens omkring tre millioner legale immigrant-arbejdere hvert år indbetaler i sociale bidrag. Og at det – hvis det lykkes at skrue ned for den illegale indvandring, sådan som regeringen har sat sig for – samtidig bliver lige så nødvendigt at kompensere med en øget legal indvandring til republikken, som i år 2065 ifølge beregninger fra det italienske statistiske institut ISTAT vil have omkring syv millioner færre indbyggere, fordi italienerne i årevis har født alt for få børn.

(b) »Alle er enige om, at der skal dæmmes op for den illegale indvandring. Men man glemmer, at hvis den illegale indvandring bremses, bliver det samtidig nødvendigt at åbne mere op for den legale indvandring af folk til de jobs, som italienerne ikke selv længere vil udføre. Der er et stort behov for udenlandsk arbejdskraft i Italien, og dette behov opfyldes ikke af et passende antal arbejds- og indrejsetilladelser. Således ender det med, at arbejdet bliver udført af illegale, der ankommer til Italien med fly og bil, ikke med både over Middelhavet, og som bliver i landet efter deres visum er udløbet,« sagde Boeri og tilføjede, at hvis Italien helt lukker af for indvandring, vil den statslige italienske pensionskasse allerede i 2040 gå glip af indbetalinger for i alt 73 milliarder euro, hvoraf kun de 35 ville være gået til immigranterne selv.

Lidt senere hører vi et nyt citat fra Tito Boeri. Han siger:

(c) »Tallene taler for sig selv og lader sig ikke skræmme. Vi har behov for immigranter, som øjeblikkeligt betaler sociale bidrag. En strategi kunne også være at stimulere fødselsraten i Italien. Hvilket ikke vil være nemt, men man kan da altid prøve. Men inden disse nyfødte begynder at bidrage til systemet, vil der jo gå mindst 18-20 år.«

Beiter har også medtaget vidnesbyrd fra en anden journalist, Vladimoro Polchi. Hans beskrivelse af den italienske økonomi ser således ud i Beiters gengivelse:

(d) »Den økonomiske krise har selvfølgelig betydet, at flere italienere end tidligere er begyndt at søge jobs i byggeindustrien og som børne- og ældrepassere. Jobs, som italienere før krisen ikke mere ville have. Så det er rigtigt, at immigranter og italienere i nogle sektorer af arbejdsmarkedet er begyndt at konkurrere med hinanden. Men det ændrer ikke ved det faktum, at immigranterne stadig har en stor del af arbejdsmarkedet for sig selv, fordi ingen andre vil have det, og at hele sektorer i vores samfund ville gå i stå, hvis det ikke var for denne arbejdsstyrke,« siger Polchi.

(e) Han nævner i flæng, at immigranterne udgør omkring halvdelen af arbejdsstyrken i de italienske støberier, 70 procent af Italiens omkring 900.000 børne- og ældrepassere, 90 procent af fårehyrderne i en bjergregion som Abruzzo, og at mange italienske ikoniske fødevarer som parmesanost og fontina-ost er totalt afhængige af udenlandsk arbejdskraft. Malkningen af køerne på Posletten foretages for en stor dels vedkommende af sikhere fra Indien.

(f) I den mere kuriøse afdeling kan nævnes, at der i serie A-turneringen i fodbold er over 200 udenlandske spillere og i kirkerne over 1600 udenlandske præster, fordi færre og færre italienere ønsker at være præst. Men også parmaskinken, den syditalienske bøffelmozzarella og Brunello’en, en af Toscanas bedste vine, ville ikke kunne produceres i de nuværende mængder uden Italiens udenlandske arbejdsstyrke, som for øjeblikket tæller omkring tre en halv million personer, hvoraf en del er kommet ind på legal vis og andre på illegal vis og bagefter har fået papirerne i orden.

(g) Hertil kommer de illegale indvandrere, som for øjeblikket vurderes til at være mellem 300.000 og 400.000 personer, og hvor en stor del er beskæftiget som lavtlønnede, sort betalte daglejere i det italienske landbrug. Heraf en del hentet direkte fra de italienske flygtningelejre.

Disse citater skal jeg prøve at tage op til vurdering om lidt. Men først vil jeg godt fremdrage nogle citater, der viser selvsikkerheden hos Beiter og de folk, han citerer. Uden blusel overhovedet mener de sig i stand til at sætte rammerne for diskussionen: modstanderne er drømmere, der nu, hvor de har fået regeringsmagten, bliver stillet overfor virkeligheden, som ikke sådan kan drømmes bort.

Boeri har, siger Beiter, vovet ”at minde om, at der hinsides alle drømmene, valgpropagandaen og følelserne på Facebook også eksisterer en virkelighed”. Og han har beskrevet arbejdsministeren som en person, der ”er i færd med at tabe jordforbindelsen for at gå i kredsløb om planeter langt fra vores egen”. Ingen tvivl om det: både Beiter og Boeri mener, at det er deres ”virkelighed”, der er den virkelige virkelighed.

Efter citat (b) siger således Beiter:

Et kollaps, altså. Og et reelt problem, der bør tages højde for. Selv om dette langtfra er en ny opdagelse, gik Boeris ord som en steppebrand i den populistiske lejr, hvor den stærkeste mand i regeringen, indenrigsminister og Lega-leder Matteo Salvini, agerer sherif under sloganet prima gli italiani, »italienerne først«. Og det varede ikke længe, før Salvini fra et photo shoot i Toscana lavede en video-selfie, hvor han kaldte Boeri for »et fænomen« og selvsikkert proklamerede, at »der er meget, der skal ændres i det offentlige apparat, som mener, at Italien ville være på spanden uden indvandrere«. Salvini fortsatte i en anden svada: »INPS’s præsident fortsætter med at drive politik og med at ignorere mange italieneres vilje til at arbejde og få børn. Hvor lever han, på Mars?«

Med andre ord: Jeg kan ikke lide, hvad Boeri siger. Ud med Boeri.

Det ser ud til, at mange fremmede planeter tages i brug i denne italienske diskussion. Men Beiter godtager uden diskussion, at man i 2040 vil stå og mangle 38 mia euro til de italienske pensionister, citat (b). Det vil sige: ”virkeligheden” har her forklædt sig som en økonomisk-videnskabelige forudsigelse: sådan vil det gå, hvis vi lukker for immigration.

Yderligere et citat til understregning af Beiters (og mange mediers) syn på situationen ser sådan ud:

Den første træfning fik dagbladet La Repubblicas redaktionschef for den økonomiske sektion, Francesco Mannacorda, til at fundere over modsætningsforholdet mellem »det røgslør af slogans og alarmerende budskaber regeringslederne spreder hver dag« og nogle simple fakta, »som altid har været farlige for dem, der mystificerer for at dominere«.

»Dermed skal ikke være sagt, at alle Boeris forslag er gode. Men en diskussion kræver, at man tager udgangspunkt i fakta og ikke skubber dem væk ved at svinge fornærmelsens verbale knippel,« skrev Mannacorda og rettede fingeren mod »dem, som forsøger at bilde os ind, at komplekse problemer har meget simple løsninger. Men virkeligheden kan ikke bøjes«.

Igen: Fra dette medies side drømmer man ikke om, at politikerne kunne have gode argumenter for det, de vil gøre, nej, de er kun ude på at sprede alarmerende budskaber, som ”simple fakta” ville kunne afmystificere, omend de i samme åndedrag er nødt til at nægte, at ”komplekses problemer har meget simple løsninger”.

Nu vil jeg så prøve at tage citat (a) til (g) op til undersøgelse. Men først vil jeg bringe et citat fra Douglas Murrays bog ”The Strange Death of Europe”. Det er egentlig en virkelig ond bemærkning, han kommer med. Han har nævnt to organisationer, som i 2000 udgav en rapport om migration for Blair-regeringen. Derefter skriver han:

Begge organisationer var bemandet med folk, som allerede var kendt som tilhængere af masse-immigration, og som derfor klart havde til hensigt at forskaffe ‘intellektuel vægt’ til at understøtte de opfattelser med, som ministrene i forvejen havde. (side 39).

Bemærkningen er ‘ond’, fordi der i den ligger en beskyldning om videnskabelig uredelighed hos denne rapports forfattere, når altså videnskaben er økonomi. Godt nok har folkeviddet forlængst ment det samme om økonomer, når man f.eks. siger, at en økonom er et menneske, der kan sige ganske præcist, hvordan den økonomiske udvikling vil forløbe, og er i stand til, når det er gået anderledes, straks at komme med en forklaring på, hvorfor. Men alligevel! At beskylde ærværdige universitetsuddannede mennesker for uredelighed, er det ikke for langt ude?

Det er det desværre ikke. Murray påviser da også, hvordan senere rapporter om det samme emne har vendt sig imod de resultater, som denne rapport nåede frem til.

Det, Murrays citat skal advare imod, er at antage, at en tilfældig økonom altid har ret i de påstande, han kommer med. Økonomi er en ret speciel videnskab, som desværre alt for ofte er indgået i en slags symbiose med visse politiske holdninger, så det kan være ret vanskeligt at holde de to ting ude fra hinanden. Og – ak – Beiter gør i hvert fald ikke noget forsøg på det. Han går uden at tvivle det mindste ud fra, at Boeri og hans lige har ret i deres økonomiske forudsigelser. Disse forudsigelser udgør ”virkeligheden”.

Når en forholdsvis ubefæstet sjæl som undertegnede således læser i citat (b), at ”der er et stort behov for udenlandsk arbejdskraft i Italien”, så lyder det lidt mærkeligt. For har man ikke gang på gang læst, at der er høj arbejdsløshed i Italien? Er det ikke blevet påpeget indtil flere gange fra forholdsvis troværdig kilde, at de lave tyske lønninger og de faste kurser landene imellem, som eurosamarbejdet har foranlediget, har betydet, at tyske varer kan udkonkurrere varerne fra Sydeuropa, herunder Italien? Og er det ikke ret ligetil, at arbejdsløsheden derfor vil blive højere i Italien end i Tyskland?

Hvis man googler den italienske arbejdsløshedsprocent, har den fra 2012 og til nu ligget fra 11% til godt 10%, se her. Da arbejdsstyrken er på omkring 25 mill, vil det sige, at 2½ mill italienere er uden arbejde. Det kan man så sammenligne med de 3½ mill immigranter, der er i arbejde i Italien, (se citat (f)), plus den næsten halve million illegale arbejdere fra citat (g), så får man et indtryk af sandhedsværdien af udsagnet om, at ”der er et stort behov for udenlandsk arbejdskraft i Italien”. Resultat: Hvis man først skal sætte de arbejdsløse italienere i arbejde, er det nærmest løgn at påstå, at der er behov for udenlandsk arbejdskraft i Italien.

Man kan også sammenligne det med Boeris udtalelse fra citat (c) om, at ”Vi har behov for immigranter, som øjeblikkelig betaler sociale bidrag”. Da al tale om den italienske arbejdsløshed er som støvsuget bort fra Beiters indlæg, falder det ikke ham ind at spørge Boeri om, hvorfor det absolut skal være immigranter, der skal komme i arbejde og betale sociale bidrag? Kunne det ikke lige så godt være nogle af de arbejdsløse italienere? Og det falder måske heller ikke Boeri ind selv at tage problemet ”de arbejdsløse italienere” med ind i sine overvejelser. Vi véd det ikke, for Beiter omtaler det ikke. Men af en artikel, som jeg googlede mig til, se her, hvor Boeri undersøger, hvilken virkning på ungdomsarbejdsløsheden det vil have, hvis man fremrykker pensionsalderen (han mener, at det, at de gamle bliver på arbejdsmarkedet, vil forhindre de unge i at komme til), fremgår det, at han så udmærket véd, at der er stor ungdomsarbejdsløshed i Italien. Hvorfor ”glemmer” han så at omtale den i forbindelse med immigrantspørgsmålet? Skulle Murray virkelig have ret i sin ‘onde’ antagelse om, at økonomer ofte lader hånt om deres videnskabelige integritet?

Nogen kunne mene, at Boeri, når han mener, det skal være immigranter, der skal betale de sociale bidrag, henholder sig til den påstand fra citat (d), der siger, at der er en række jobs, som italienerne ikke vil have. Hvis det er sådan, han tænker, synes han at indtage en arbejdsgiverposition: når italienerne kun ugerne tager visse jobs, skyldes det, at de er for dårligt lønnede, altså for dårligt lønnede for italienere, ikke for de fremmede. Med andre ord: Immigranterne fungerer som løntrykkere. Og hvis man vil sige, at den internationale konkurrence ville få disse jobs til at forsvinde, hvis lønningerne var højere, er det det stive eurosamarbejde, man skal have fat i, ikke immigration.

Så er der det argument, der fremkommer i citat (a) og som høres ret ofte i debatten, også herhjemme: vi er nødt til at indføre fremmed arbejdskraft, for vi europæere er et aldrende folkefærd, og derfor er der allerede nu alt for mange pensionister, der skal forsørges af et alt for ringe antal mennesker i den arbejdsføre alder. Uden videre fremføres det som en stor ulykke, at Italiens befolkning i 2065 skulle være faldet med hele syv millioner.

Det har altid irriteret mig at høre dette argument. Det forekommer mig altfor letkøbt. Det er, som om økonomer kun kan få deres formler til at passe på et samfund, hvor der er et efter deres opfattelse rigtigt forhold mellem den ydende og den nydende del af befolkningen. Og for at de kan få vort samfund forvandlet til et sådan yndlingssamfund for økonomer, er de nødt til at foreslå øget indvandring. Men er man ikke nødt til, hvis man skal tænke bæredygtigt, at få økonomerne til at ændre opfattelse af, hvad et rigtigt samfund er, hvis det yndlingssamfund, de arbejder med, altid skal have en stadig stigende befolkning? Jorden kan jo ikke blive ved med at holde til det.

Eller, hvis vi skal bruge de tal, Boeri anvender (citat b): Hvis vi undlader at lukke af for indvandring, vil den italienske pensionskasse i 2040 kunne udbetale 38 mia euro mere til pensionisterne end hvis man lukker for indvandringen; indvandrerne (altså de legale indvandrere) har indbetalt 73 mia euro; der er i 2040 ikke så mange af dem, der er gået på pension, så de skal selv kun have 35 mia euro, resten kan udbetales til italienerne. Udmærket! Men hvad så, når alle indvandrerne fra 2018 er gået på pension? Så vil der jo foreligge en endnu større pensionsbyrde, og for at kunne betale den, er man nødt til at få flere indvandrere ind i landet, kort sagt: det vil være skruen uden ende, en komplet mangel på bæredygtighed.

Alt dette skal vise, at de økonomiske argumenter, man ofte anvender til fordel for indvandring, ikke er holdbare. Det passer ikke, mener vi her mod nord, at indvandring er en økonomisk gevinst for et samfund, tværtimod har Den danske Natioalbank udregnet, hvad en gennemsnitsindvandrer koster, og det er ikke småting. Så vi her i den nordlige del af Europa har længe været klar over, at indvandring er en byrde. Hvis Morten Beiters artikel giver et retvisende billede af diskussionen i Italien, ser det ud til, at man i Italien først nu er ved at tage den diskussion om indvandringens lønsomhed, som vi tog for en ti-tyve år siden her oppe nordpå. Men jeg er ikke helt på det rene med, om det fortæller om en indskrænkethed hos Beiter eller hos italienerne.

Men da nu Beiter er dansker og skriver på dansk og oven i købet skriver i en dansk avis, var det vel egentlig rimeligt at forvente, at han prøvede at sammenholde det, italienske økonomer kalder ”virkeligheden” med det, danske økonomer taler om, når de vil undersøge indvandringens omkostninger. Det er jo to vidt forskellige opfattelse af indvandringen, der her kommer til udtryk.

I stedet får vi et partsindlæg fra den ene side af den nuværende alt for polariserede debat, den side, der betragter os indvandringskritikere som drømmere og populister, uden sans for ”virkeligheden”, boende på en fremmed planet. Det forekommer mig at være for dårligt, dels af Morten Beiter, som burde have en god stor indsprøjtning journalistisk nysgerrighed, og dels af bladets redaktion, som ikke har villet eller ikke har turdet eller – værst af alt – slet ikke fået den tanke, at nogen af de indvendinger, jeg her har nævnt, burde være taget op.

På den måde vil polariseringen af debatten fortsætte.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget | Skriv en kommentar

Forargeligt eller dumt?

Der er en kommentar på Berlingske, som jeg godt vil kommentere. Den er skrevet af Eva Agnete Selsing, se her. Jeg vil kommentere den, ikke så meget fordi jeg er uenig i hendes holdning til problemet ”mange sexpartnere”, mere fordi jeg ser den som et eksempel på, at hvor en moraliserende tankegang er kommet ind i billedet, er den utrolig vanskeligt at komme af med.

Det synes nemlig at være problemet ”mange sexpartnere”, hun tager op til undersøgelse. Det begyndte vist med en undersøgelse foretaget af ét eller andet institut af, hvordan henholdsvis drenge og piger så på deres seksualliv. Og her nåede undersøgelsen frem til det resultat, at det ikke var spor betænkeligt for drenge at prale af deres mange sexeventyr, tværtimod kunne det både for dem selv og andre understrege deres mandighed. Modsat var det ydmygende for piger at have mange sexpartnere, det var ikke noget, de talte om, og hvis det blev kendt, at de havde mange sexpartnere, blev de skammet ud.

Det fik Anahita Malakians til på Facebook at skrive om sin forargelse over denne forskel. Sådan burde det ikke være her i 2018, mente hun, og hun opfordrede derfor sine medsøstre til åbent at stå frem og fortælle om, hvordan også de havde haft mange sexpartnere. Hun foreslog dem at gøre det under hashtagget #over10.

Det kom op til debat i Deadline den 24-7 om aftenen. Sørine Gotfredsen, Anahita Malakians og Camilla-Dorthea Bundgaard deltog i den. Debatten havde været i gang andre steder, men jeg havde ikke rigtig gidet beskæftige mig med den. Først Eva Selsings kommentar fik mig til at indse, at her da vist var noget, der råbte på en fornuftig kommentar. ”Fornuftig”, åh ja, det betyder her: en kommentar, som jeg er enig med; og det er jeg jo som regel med mine egne kommentarer.

Eva Selsing gør nemlig det, at hun godtager forargelses- og fordømmelsesmetoden. Hendes artikels overskrift hedder ligefrem ”Lad os dyrke fordømmelsen”. Hun skriver bl.a.:

Fordømmelse er på det nærmeste blevet et skældsord. »Jeg vil ikke blande mig i, hvordan andre indretter sig« er den enkeltes credo, der tilfredsstiller både venstreorienterede og liberale.

Moral er stillingtagen, vurdering, dom og fordømmelse ved overskridelse. Afstår vi fra det, ophører vi med at tænke moralsk om vores fællesskab.

For fællesskabets skyld, altså, mener hun, vi skal blande os, fordømme og minde hinanden om, hvad der er rigtigt og forkert. Og hvad er det da, der er rigtigt og forkert:

At du skal være din kæreste tro. At du skal tage vare på dig selv, hvis du kan. At du skal tage hensyn til andre i offentligheden.

Eva Selsings fejl er ikke, at hun vil fastholde visse normer, men at hun vil gøre det ved hjælp af moralsk fordømmelse:

Vi har brug for det fintvævede net af tillid, normer, uudsagte forståelser og velafprøvede praksisser, som udgør civilsfæren. At vi forholder os til hinanden og vores handlinger – til praksisserne – som moralske væsner. At vi dømmer og fordømmer hinanden for at bryde med normerne. Ellers dør de. Se bare på ægteskabet og familien, som er det frie Vestens byggesten, og hvis opløsning er et direkte resultat af skredne normer. Af de sociale dyders bortgang. Civilsamfundet består ikke uden sådanne normer, som bunder i en delt opfattelse af ret og vrang. Og ikke bare om de store, politiske eller etiske spørgsmål, men i høj grad også om hinandens dagligdags adfærd.

Det er jo en sand beskrivelse, hun her giver af vort liv med hinanden, at det er et fintvævet net af tillid, normer, uudsagte forståelser og velafprøvede praksisser. Men det er ikke korrekt, at dette liv opretholdes gennem dom og fordømmelse af hinanden for at bryde normerne. Det opretholdes, fordi vi er relationsvæsner. Det lever i vore samfund, fordi der er en række forhold, hvori vi står til hinanden, og hvis disse forhold brydes ned, går det, som hun beskriver det til sidst:

For jo længere væk, moralen kommer fra det konkrete, fra vores hverdag og medmennesker, desto mindre forpligtende bliver den. Derfor er nyliberalisternes teoretiske dogmer og de venstreorienteredes krav om fordomsfri godhed, uanset konsekvenserne – begge universalismer, i øvrigt – de facto en afmoralisering af vores partikulære virkelighed. Og afmoralisering er en invitation til forråelse og det afstumpede. Til den syge hedonisme, der ingen midler skyr for at få sin nydelse.

Det er civilisationens og dermed menneskets modsætning. Det er der ingen grund til at dyrke. Så lad os lade være med at fordømme fordømmelsen. Den er ganske nødvendig for den orden, de fleste af os er taknemmelige for at have arvet.

Det lyder jo umiddelbart rigtigt, at der i vort samfund er visse normer, der gælder. Og ud fra ordet ”normer” har vi utrolig let ved at drage den slutning, at vi for at opretholde det gode samfundsliv er nødt til at skælde ud på normbryderne, skamme dem ud, holde dem deres overtrædelse af normerne for øje.

Ordet ”norm” snyder hende. Det peger i den grad hen mod begrebet ”moral”, at man skal være meget fast i kødet for at undgå at lade sig rive med.

Det er ikke desto mindre det, det drejer sig om: at undgå at lade sig rive med ind i en fordømmelsesholdning.

Og så vil hun måske sige: Jamen, hvad så? Skal vi da give Anahita Malakians ret i, at letlevende kvinder skal stå frem og bekendtgøre for os alle, hvor mange mænd de har nedlagt?

Nej, men vi skal prøve at trænge ind i det ny testamentes tale, når det vil fortælle os, at der er en tredje udvej. Man er ikke nødt til at vælge imellem at være forarget og fordømme eller at være ligeglad og opfordre til pral. Man kan også, som det ny testamente, opfordre til fornuft, opfordre til omtanke, opfordre til klogskab, opfordre til at lade sin velforståede egeninteresse gælde og tage behørigt hensyn til den.

Hvordan dog det?

Det kan man se af den lignelse, som Matthæus anbringer i slutningen af bjergprædikenen, Matt 7,24-27. Det, Matthæus vil med at anbringe denne lignelse dèr, er, at han vil have os til at se alle de formaninger, som bjergprædikenen er fuld af, som klogskabsregler. Lignelsen taler jo om en klog mand kontra en tåbe, ikke om en moralsk mand kontra en umoralsk mand. Jeg har tidligere skrevet om dette mærkelig forhold, f.eks. her og her. Meningen er, at det, Jesus giver os i bjergprædikenen, er gode råd om, hvordan vi får de forhold, vi står i, til at blomstre og lykkes. Og det er klogskabsråd, fordi vort eget liv jo lykkes, hvis disse forhold lykkes.

Det er her på samme måde som med ordet ”norm”: det lokker os til at tænke i moralbaner. Når Jesus i Matt 5,28 siger, at den, der kaster et lystent blik på en andens hustru, allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte, så er det såmænd forståeligt nok, at man giver sig til at tænke i lovbaner. Mange mener som bekendt, at Jesus her skærper loven, så den bliver umulig at overholde, og at hans mening med det er at få os til at fortvivle, fordi vi ikke kan gøre fyldest overfor Gud med lovoverholdelse; og så, når vi har fortvivlet, griber til Guds tilgivelsesord. Men nej, siger Matthæus – og sikkert Jesus med – lignelsen i kapitel 7 om de to husbyggere gør det klart, at Jesus hele bjergprædikenen igennem, også med hensyn til det sjette bud i Matt 5,27f, vil have os til at handle klogt, dvs., han vil have os til at tage hensyn til den relation, vi står i: den kan ødelægges ved blot et forkert blik.

Luther har i en prædiken over dette ord ikke ladet sig nøje med dette ”at se på en kvinde”, men føjer til: ”eller driver spøg med hende”, se her. For han er klar over, at det betænkelige ved et blik på en kvinde med hensyn til hendes ægteskab og dit med er, om der ligger en invitation i blikket eller ej.

Jeg vil således sige til Anahita Malakians: ‘Problemet er ikke, at du handler umoralsk ved at gå i seng med den ene efter den anden og måske oven i købet prale af det bagefter. Det kan da uden tvivl betegnes som umoralsk, men det er ikke sagen for Matthæus og heller ikke for mig. Jeg hører omhyggeligt på dig, men har ikke til sinds at overbevise dig om, at du umoralsk. Kun det vil jeg overbevise dig om, at du er dum, du handler uklogt, du handler, så du blæser på din mere langsigtede interesse. Og det er dumt.’

Af en side på internettet, se her, fremgår det, at Anahita er født i 1983, hun skulle altså nu være 35 år gammel. Hun er enemor med tre delebørn på 12, 10 og 5 år. Men der står på den side ikke noget om, hvorvidt hun har levet i ægteskab med en mand, og hvordan dette ægteskab blev opløst, om det var hende, der ville ud af det eller hendes mand, om de havde levet i et såkaldt ”åbent ægteskab”, eller hvordan de mente, at de bedst tog hensyn til børnenes tarv i deres skilsmisse, og den slags.

Men når hun nu opfordrer sine medsøstre til at prale af alle de mænd, de har været sammen med, og også selv gør det, kan man godt forestille sig, at hun på nuværende tidspunkt har opgivet enhver tanke om et fremtidigt fast forhold til en mand. Så er hun jo fri til at gå i seng med hvem som helst, der tilfældigt krydser hendes vej i fremtiden.

Men har hun mon tænkt på, at hun måske ikke i særlig mange år endnu vil have den sex-appeal, som hun åbenbart har for tiden?

Noget tyder på, at det ikke er en tanke, der er faldet hende ind.

Og hvis hun på et tidspunkt skulle få den tanke, at det måske var på tide at opgive denne evindelige flakken om mellem forskellige mænd og binde sig mere fast til et enkelt hankønsvæsen, så bør hun måske overveje, om det mon er en særlig god idé sådan at bralre ud med, hvor mange skalpe hun har i sit bælte. Hvilken mand vil indlade sig alvorligt med hende med den fremtidsudsigt blot at blive endnu en skalp, hun kan prale af?

Hun mener om sig selv, at hun vil være den modige person, der vil bryde den lov, der synes at herske i samfundet, at det kun er mændene, der kan prale af deres sexuelle erobringer uden skade for det gode rygte. Men dels er det måske tvivlsomt, om det er særlig klogt af mænd at prale af deres jagtbytte, for hvis de en dag ønsker sig en hustru og ikke blot et nyt jagtbytte, så er deres pralerier nærmest til ulempe for dem, og dels vil hun selv måske, hvis hun en dag skulle ønske et fast forhold, opdage, at det er vanskeligt at finde én, hun vil holde sammen med i mere end sengen, og måske også opdage, at hun, hvis hun vil love ham troskab, vil få lidt vanskeligt ved at overbevise ham om det ærlige i det løfte, når hun nu har den fortid, hun har, både med de mange forhold og med det store praleri af dem.

Så er der selvfølgelige det med vanen tilbage, altså: hun kan håbe på, at én af de mange mænd, der er passeret igennem hendes liv, får for vane at lægge vejen om ad hende indtil flere gange, så det for hende blive en slags vane, at ham kan hun nogenlunde regne med. Måske det oven i købet går sådan, at hun opdager, at det, han er interesseret i, ikke så meget er hendes krop, som det er hende selv, hendes væremåde, hendes smil, hendes humor, hendes tilgang til tilværelsen, den del af den, der ikke optages af lagengymnastik. Og så kommer hun altså til som en lidt ældre kvinde at falde til patten som hustru i et næsten normalt ægteskab. Hvilket vel også vil sige, at hun ikke mere i så høj grad praler af sine erobringer, i nogen grad, fordi hun har opdaget, at hendes mand ikke er særlig begejstret for det, men især, fordi hun simpelthen ikke mere har nogle erobringer at prale af.

Jeg vil her kaste én af mine egne erfaringer ind i billedet. Jeg blev for mange år siden af en kvinde spurgt, om jeg ikke måtte indrømme, at alle mænd i grunden måtte være i tvivl om, hvorvidt de nu også var far til det barn, deres kone fødte, og om jeg ikke på samme måde var ramt at tvivl angående mit faderskab.

Jeg måtte i overensstemmelse med sandheden svare, at den tanke aldrig havde strejfet mig. Og jeg kan da ikke lade være med stadig med en vis taknemlighed at undre mig over, at jeg hele tiden med den største selvfølgelighed har regnet med, at mit barn var mit og ingen andens.

Og denne fuldstændig udeblevne tanke var hverken min eller min kones fortjeneste. Tillid kan man ikke sådan selv forskaffe sig. Men når vi på det plan helt og holdent stolede på hinanden, skyldtes det de forestillinger om forlovelse og ægteskab, som dengang var almindelige, og som også vi var grebet af: nemlig, at det at sige ja til hinanden, var noget, man gjorde for livet. Jeg gik ud fra, at hun så sådan på tingene, og hun gik ud fra, at dette var min opfattelse af sagen, og da vi først var blevet klar over, at det skulle være os to, lå der indbygget i den tillid et løfte om, at alt sexualliv var noget, vi havde med hinanden, ikke med andre. Løfte og løfte, med det ord er vi inde på moralens område igen, men vi spekulerede ikke på moral eller ikke-moral, for det var for os begge så selvfølgeligt, at sådan var det. Det lå så at sige indbygget i det forhold, vi gik ind i, først som forlovede, siden som ægtefolk.

Det vil sige: jeg oplevede dengang, at der var et menneske, der overgav sig helt og fuldt til en fremtid sammen med mig, stolede på mig for livet, regnede mig for en værdig livsledsager, ville have mig til far for de børn, hun håbede på.

Det var en tillidserklæring uden lige, og jeg kan ikke lade være med at have lidt ondt af de mange mennesker, der som Anahita flyver fra blomst til blomst for at opnå en stadig sexuel nydelse, men derved går glip af den langt større lykke, det er at møde en så uforbeholden tillid som den, jeg mødte.

Og hvordan hun end vender og drejer det: de to ting udelukker hinanden. En forudsætning for at møde den tillidserklæring, som jeg mødte, er, at der eksisterer en samfundsforståelse af, at den sexuelle forening er noget, man har med én og kun én person, og noget, der binder for livet. Man kan diskutere, om de svangerskabsforebyggende midler, da de blev almindelige, har bidraget til at nedbryde denne samfundsforståelse, men man kan ikke diskutere, om Anahita med sin praleopfordring lader hånt om den og prøver at nedbryde den, for det gør hun. Det betyder, at hun handler dumt. For hun udelukker med sine pralerier, at hun nogensinde kan komme til at møde en tillid af den art, som jeg mødte. Hun siger jo selv, at det er samfundets forståelse af det sexuelle, hun vil ændre.

Den forståelse vil jeg blot ikke have ændret.

Og så er vi tilbage ved Eva Selsings påstand. For hvis vi er nogle stykker, der vil holde den gamle forståelse af forholdet mellem kønnene i hævd, er det så ikke logisk, at vi med fordømmelse og udskamning vender os imod de mennesker, der agter samlejet for så lidt, at de raskvæk gennemfører det med både den ene og den anden?

Nej, det er det ikke. Det er langt mere relevant at påpege, hvor dumt sådanne mennesker bærer sig ad. Det er langt bedre at prøve at vise, hvilke oceaner af menneskelig lykke der skjuler sig i det faste forhold mellem ægtefæller. Det er langt mere i overensstemmelse med mennesket som et relationsvæsen at fremhæve, hvordan et menneske først finder sig selv i et forhold til en anden, og hvordan et menneske går glip af netop den sammenhæng med alt andet levende, der ligger i at give livet videre, hvis det på Anahitas vis er ligeglad med alt sådant.

Jeg vil slutte med igen at henvise til Joachim Skovgaards billede af Adam og Eva i Edens have, og til det blogindlæg om betagelse, jeg skrev om det, se indlægget og et link til billedet her.

Det er dette at kunne blive betaget af en person af det andet køn, vi skal fremhæve. I indlægget om Joachim Skovgaards billede brugte jeg ordet betagelse som indvending mod den muslimske moraliseren med dens indbyggede sociale kontrol. Det, jeg har imod Eva Selsings indlæg, er, at det kunne forlede en svag sjæl til at tro, at den eneste forskel på islam og kristendommen er, at muslimer går lidt mere til biddet med sin sociale fordømmelse end vi kristne. Og tror man det, har man misforstået det hele.

Vi kristne har en flanke til enhver moralforståelse af ægteskabet og hvad der til hører. Vi har også en flanke til en forståelse af sexualiteten, der vil ødelægge al tale om ægteskab. Vi kirkefolk har igennem mange år oparbejdet i os en frygt for gennem vore formaninger at blive betragtet som dydens pertentlige vogtere. Det har været grunden til, at vi ikke har talt den megen sexuelle løssluppenhed imod.

Men skal vi anbringe os ret imellem de to flanker, vi skal forsvare, må vi sige med Paulus: ”Alt er tilladt, men ikke alt opbygger” (1 Kor 10,23). Alt er tilladt. Ja, det er ikke længer lovens forbudt og tilladt, der gælder; det drejer sig ikke længer om at skamme ud og forarges. Men ikke alt opbygger. Nej, for det ægteskab, man lever i, næres og opretholdes af gensidig troskab. Og derfor vil det være dumt at lade et eller flere sidespring ødelægge det, uanset at alt stadig er tilladt.

Udgivet i Etik, Luther, Ny testamente | Tagget | 3 kommentarer