Historiske “kendsgerninger”

Den fremmede Luther 14

For et par indlæg siden var jeg ”ude med riven” efter Anders Klostergaard. Men i dag skal jeg tage udgangspunkt i en kronik af den samme Klostergaard, og vel at mærke gøre det med stor tilslutning. Kronikken stod i Kristeligt Dagblad den 19. februar og hed ”Luther skal tilegnes i sin fremmedartethed”, se her.

Klostergaard gør her det samme, som jeg har gjort igennem en del indlæg under betegnelsen ”Den fremmede Luther”. Han advarer mod at tro, at vi kan læse Luther direkte uden at tage hensyn til den epokale forskel mellem den tid og vor tid. Det samme gør jeg. Han mener, at mange debattører og forfattere nok skynder sig med at pointere forskellen mellem dengang og nu, men

Alligevel er det, som om mange læser Luther, som var han umiddelbart forståelig og tilgængelig. Det er kun et spørgsmål om at læse ham på latin, tysk eller moderne sprog og så i øvrigt redegøre for centrale begreber i hans teologi og tænkning. Men derved gør man sig øvelsen for let. Det minder om en prædiken, hvor man læser bibeltekst og bruger den ind i nutiden, fordi man tror, at der hersker en direkte kontinuitet mellem fortid og nutid.

Han tager skriftet ”Om verdslig øvrighed” frem som eksempel og advarer mod en alt for hurtig slutning fra dette skrift til grundlov og velfærdsstat. Det samme gjorde jeg for et par indlæg siden, se her, hvor jeg gjorde opmærksom på, at én af forskellene mellem dengang og nu er, at vi i dag alle er fyrster i den forstand, at vi alle for at kunne deltage i den demokratiske debat må tænke som fyrster, dvs., overveje, hvilken virkning vore forslag vil have på folkets trivsel. Det er jo forøvrigt noget, jeg ofte har beskæftiget mig med i forbindelse med indvandringen. Når vi skal overveje, hvor mange indvandrere vort folk kan holde til, går det ikke an blot at tænke i forlængelse af vor umiddelbare fornemmelse af, hvad en god gerning er, vi må også tænke som fyrster, dvs., vi må se på de hidtidige erfaringer med indvandrerne og derudfra gøre os tanker om fremtiden.

Dog kan man nok allerede i denne sammenstilling af Klostergaard og mig se, at jeg nok er mere tilbøjelig til at anvende Luthers tanker end Klostergaard, omend jeg som han vil mene, at vi skal bruge en god teologisk si for at kunne finde frem til, hvordan Luther kan komme os ved i dag; Klostergaard taler om en filtrering, men det skal ikke skille os ad.

Jeg kan også fuldt ud tilslutte mig den finurlige tanke, han fremfører således:

Luthers ord er gennem oversættelse forståelige, men de betyder ikke det samme i dag, som de gjorde på Luthers tid. Luther talte om retfærdiggørelse ved tro. Det kan vi godt forstå, men det er en overspringshandling at tro, at tro og retfærdiggørelse betyder det samme i dag som i det 16. århundrede. Der er faktisk verdener og den lutherske virkningshistorie til forskel.

Det finurlige ligger i, at Klostergaard har blik for det mærkelige, at det i stor udstrækning er den lutherske virkningshistorie, der har forhindret, at vi kan forstå Luther direkte. I mit indlæg ”To inkompatible metaforer” fortalte jeg, hvordan Luther var dybt afhængig af Augustins arvesyndsforståelse, se her. Blot gik han det skridt videre, at han mente, det var umuligt for noget menneske at bekæmpe denne synd. Man måtte derfor i tillid til Guds nåde bruge det middel, Gud selv havde indrettet for at holde denne synd i ave, nemlig ægteskabet. Men det finurlige er, at dette, at de lutherske præster fremover levede i ægteskab, har haft den virkning, at hans arvesyndsforståelse lige så stille er gledet så meget i baggrunden, at vi ikke selv med al mulig Luther-troskab formår at eftergøre den.

Dog har jeg den indvending imod Klostergaard, at han ikke fortæller os, hvad det da kan være, der binder os sammen med fortiden. Han siger ganske korrekt:

Vel kan fremmedartetheden ikke være så radikal, at det er umuligt for os at forstå den, for i så fald ville vi jo ikke engang kunne begribe selve anderledesheden.

Men han overser, at det jo må være nødvendigt, hvis man meningsfuldt vil beskæftige sig med fortiden, at have blik for begge dele: både for det, der skiller, og for det, der binder sammen.

Lad mig komme med et par eksempler fra bibelen!

Hvorfor kan vi f.eks. stadig gribes af Josef-fortællingerne? Det skyldes vel, at de kræfter, som der fortælles om i disse fortællinger, dem har vi også i os. Vi kender både dette at svigte en bror, som de ti brødre gjorde, da de smed Josef i brønden, og til dette at forvente hævn, som de gjorde, da de efter deres anden rejse til Egypten oplevede, at deres halvbror, faderens yndlingssøn, nu Josef var ”død”, Benjamin, blev anklaget for tyveri. Og vi kan også sætte os ind i Josefs følelser, da han oplevede, at Juda ville stille sig ind som kautionist for Benjamin, og brodersolidariteten og den fælles kærlighed til deres far nu var genoprettet.

Hvorfor?

Fordi sprogets grundstrukturer er de samme. Fordi der er noget i menneskehedens historie, der ikke ændrer sig, nemlig sproget og de strukturer, der er nedlagt i det. Både retfærdighedstankegangen, som den griber dem, når de ængstes for den ”fremmede” herskers hævn, og familietankegangen, der får brødre til at holde sammen uanset hvad, er kendt af os, gentager sig hos os, repeteres i mange af de historier, vi fortæller.

Vanskeligere er det måske med Paulus’ brev til Filemon, fordi man her skal indtænke en munter, ja næsten drilsk Paulus. Og det er vi jo ikke vant til. Men jeg tror, det kan lade sig gøre, og jeg har jo da også forsøgt det nogle gange her på bloggen, se f.eks. her. Dog, hvis man læser min omtale af én af de forskere, der forsøger sig med at fortolke Filemon-brevet, Norman R. Petersen, se her, så bliver det lidt vanskeligere at tro på, at man i vore dage kan læse en familietankegang eller en broderholdning ind i brevet. Men jeg bliver nu ved mit.

Og jeg mener, jeg har Paulus med mig. Han skriver jo i 2 Kor 8,3 om makedonerne, at de deltog i indsamlingen til brødrene i Jerusalem, og at de gjorde det ”på eget initiativ”. Og dette, at en gerning, som man selv kommer i tanker om at gøre, er bedre til at opbygge fællesskabet end én, man skal opfordres til, er noget, vi så udmærket er klar over. Tænk bare på hustruen, der er spændt på om hendes mand husker deres bryllupsdag. Hun kan selvfølgelig sige det til ham, at i morgen er det vores bryllupsdag, men det ville jo være meget bedre, om han huskede den uden at blive gjort opmærksom på det.

Det er det, der får Paulus til ikke at ville røbe for Filemon, hvad det er, han mener, han skal gøre. Han kommer med alle mulige antydninger: Onesimus, den bortløbne slave, der er kommet til Paulus og nu bliver sendt tilbage til sin herre, Filemon, med Filemon-brevet i hænde, er en kær broder for Paulus, og Paulus ville gerne have beholdt ham, for at ham kunne tjene ham ”i dit sted”, men sender ham alligevel tilbage til Filemon, nu ikke som en slave, men som en kær broder.

Man kan næsten sige, at det, der får Paulus til at undlade at sige, hvad han vil have Filemon til at gøre, er, at han har lyttet til Jesus, når han siger, at ved den gode gerning véd den højre hånd ikke, hvad den venstre gør.

Og man kan også sige, at det er det, Luther sigter frem imod med alle sine tanker om menneskets totale syndighed, om retfærdiggørelse af tro, om Guds uforskyldte nåde, osv., han vil have os til at gøre de gode gerninger med den største selvfølgelighed. Blot får han altså denne udmærkede hensigt pakket ind i en masse forestillinger, han har med sig fra sin middelalderlige fortid, først og fremmest tanken om menneskets totale syndighed.

På det punkt mener jeg, vi har brug for en teologisk si, så vi kan si alle disse for os nærmest uforståelige tanker fra. For de tilhører en tid, der uhjælpeligt er forbi. Tilbage er kun teologernes sørgelige efterligninger af Luthers totalsyndighedstanke, som de mener sig forpligtede på at forkynde, men som dels ikke har ret meget med den lutherske original at gøre, og dels måske slet ikke er nødvendig for at kunne forkynde evangelium.

Jeg mener, hvordan sker forsoningen mellem to mennesker, der lever i et tæt fællesskab? Den sker ved et ord fra den ene, der udtrykker ønske om forsoning, og en umiddelbar tro på dette ord fra den anden. Kunne vi ikke opfatte Guds ord på lignende måde? Som et ord om tilgivelse til os, som, i det øjeblik vi tror det, fremkalder forsoning med Gud, genopretter forholdet til Gud. Og det, der er Luther om at gøre, er så, at vi, når vi således lever et liv forsonet med Gud, af os selv gør alle mulige gode gerninger, af os selv lever ret i de forhold, hvori vi står, ja, af os selv forstår, hvad vi skal gøre, og hvad vi skal undlade, hvis vi vil bevare de forhold, vi lever og ånder i, forholdet til Gud og vore mange forhold til andre mennesker.

Det vil sige, hvis jeg skal fuldføre den tankegang, som Anders Klostergaard kun når halvvejs igennem: Netop det tætte forhold til andre mennesker i ægteskab og familie iøvrigt har vi fælles med Luther og hans tid. Vi bruger det samme sprog derom. Vi véd derudfra, hvad forsoning vil sige. Og den del af Luthers tankeverden kan være guld værd for os, for på det punkt ser han klart og er i stand til at lære os noget. Men drejer det sig om hans totalsyndighedslære, som han hele tiden vil gøre gældende også på disse punkter, må vi se at lære at trænge den tilbage.

Og det har vi ikke lært særlig godt endnu. Det er ingen kunst at forkynde Guds nåde som en gave, kunsten er at forklare, hvordan tro kan være nødvendig, når det dog er en gave (hvad det jo i virkeligheden heller ikke er). Og det er ingen kunst at forkynde tro uden gerninger, kunsten består i at forkynde tro på en måde, så gerningerne gøres på den måde, at den højre hånd ikke véd, hvad den venstre gør.

Udgivet i Historie, Luther | Tagget , | Skriv en kommentar

Befri gudstjenesten

Jeg var til begravelse i lørdags. Og ja, en begravelse er jo også en slags gudstjeneste, i hvert fald mere end en forestilling.

Og mærkeligt er det sandelig, at et ord kan ramme én, så alting synes at gå op i en højere énhed. Jeg har oplevet det før, men regnet det mere eller mindre for en erhvervssygdom: jeg gamle præst lider af en næsten sygelig respekt for diverse bibelord og salmevers. Og når de lyder i kirken, nu ikke længer fra min mund, men fra mine efterfølgeres mund, så vækker det minder, så rammes jeg af alle de tanker, jeg før har gjort mig over denne tekst, af alle de begivenheder, hvor disse ord syntes at passe som fod i hose, og så øges min respekt for bibelordet voldsomt, så føler jeg mig ét med den gamle forfatter, følger med ham ind i tilværelsens mysterier, glædes med ham over den jubel, gudsordet i ham kan fremkalde.

Alligevel var det noget særligt i lørdags. Det var én af mine venner fra den såkaldte hjernegruppe, der blev begravet. Og så er der jo utrolig mange minder, der dukker op, minder om udbytterige samtaler, minder om den fælles kamp for at få rede på vor mærkværdige tilværelse.

Og på vor mærkelige hjerne, dette sære organ, der på én eller anden måde sætter os i forbindelse med den hele menneskehed, dens kultur, dens overvejelser, dens gale udveje, dens jublende glæde.

Og dens fortrøstning.

Det sidste springer vi som regel over. Vi nøjes med problemerne. Og de er jo også store nok. Så store er de, at vi aldrig synes at blive færdig med dem. Og hele tiden lurer tidens frække overbevisning på os: Der er kun denne verden. Det, vi kan se og tage og føle på, er alt, hvad der findes. Vi, der befinder os ved historiens herlige afslutning, er nået frem til den eneste sande overbevisning, den, tidligere tider ikke turde begive sig ud i, fordi man ikke mente, man kunne leve med dem: at al tale om gud og overnaturlige væsner er tankespind, ulogisk tale, videnskabsfornægtende forsøg på at slippe for tomheden.

Alt dette ligger der som en truende overbevisning, der vil snuppe os til sidst. Men meget andet havde vi fremme i gruppen.

Så var det kønsforskellen, vi skulle slås med. Har vi forskellige hjerner, mænd og kvinder? Og hvis ja, kan vi så selv modvirke det, som denne forskel lægger op til? Og kan vi ikke det, hvem er vi da, ud over, at vi er bestemt ned til den mindste tanke af det, der foregår i hovedet på os?

Så var det problemerne med højre og venstre hjernehalvdel. Også det havde vi fremme og drøftede intenst. Kunne det måske forklare, hvorfor vi er, som vi er? Eller alt det med spejlneuronerne? Man finder dem hos dyr, man finder dem hos mennesker. Er det dèr, vores gåde ligger gemt?

Og det bedste af det hele: vi vovede os frem. Vi fandt ud af, at der ikke blev gjort grin med os, hvis vi kom frem med vore spinkle håb og ydmyge fortrøstninger. Vi turde fremsætte også religiøse, poetiske, dybt menneskelige påstande. De blev taget op, de blev diskuteret, ikke som galimatias, men som noget, der burde overvejes, tages hensyn til, reflekteres på, ja, som noget, også de andre havde været i nærheden af i deres tanker.

Det var dejligt. Det var opløftende. Det var givende.

Og nu var det så slut. Nu var så én fra gruppen død og blev begravet. Og så rejser alle spørgsmålene sig igen: Var det altsammen hjernespind og intet mere? Havde de ”frække” ret: der er kun denne verden og intet mere.

Så står man der med sin svage tro, sin lidt forkrøblede overbevisning, der syner af så lidt. Og hvad kan så kirken sige, den er jo ligeså kleinmodig som dens afdankede medhjælper? Det bliver nok de sædvanlige, lidt for forsigtige floskler.

Nå ja, jordpåkastelsesordene om den døde, der igen skal opstå af jord, de må vel skulle lyde. Men ellers?

Og så blev det hele helt anderledes. Så mødte man en kirke, der turde. Så var der stadig nogen, der turde tage de gamle velkendte ord i sin mund:

Herre, du ransager mig og kender mig.
v2 Du ved, om jeg sidder eller står,
på lang afstand er du klar over min tanke;
v3 du har rede på, om jeg går eller ligger,
alle mine veje er du fortrolig med.
v4 Før ordet bliver til på min tunge,
kender du det fuldt ud, Herre;
v5 bagfra og forfra indeslutter du mig,
og du lægger din hånd på mig.
v6 Det er for underfuldt til, at jeg forstår det,
det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.

Åh, Gud, de ord! Jeg kender dem jo så godt, men havde i al min forkrøblethed næsten glemt dem. Men her blev de taget frem. Her turde man tale om Gud, som den altgennemtrængende person, der kender én, så endog ordet og tanken er til hos ham, før det bryder frem hos mig. Det er underfuldt, ja, men det er også større, større end tidens ”frække” forestillinger, større end vore mange forsigtige tanker i gruppen, større end selv de største filosoffers ophøjede overvejelser.

v7 Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd?
Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?
v8 Stiger jeg op til himlen, er du dér,
lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.
v9 Låner jeg morgenrødens vinger
og slår mig ned, hvor havet ender,
v10 så leder din hånd mig også dér,
din højre hånd holder mig fast.
v11 Siger jeg: »Mørket skal dække mig,
lyset blive til nat omkring mig«,
v12 så er mørket ikke mørke for dig,
natten er lys som dagen,
mørket er som lyset.

Her har vi siddet i vore tanker, her har vi grublet og søgt, her har vi ledt og efterprøvet de mærkeligste tanker, og så er det dog, som om det hele finder sit salige slutpunkt, når salme 139 bliver læst op i en kirke, så lyder det fra denne længst hengemte kilde, at han har været der hele tiden, al vor søgen var i den forstand forgæves, at det i forvejen var ham, der var subjektet i vor søgen. Og vi steg jo op til himlen, vi var jo i dødsriget, vi lånte morgenrødens vinger, så vi kunne flyve alle de vilde tanker imøde, og dog var det, vi troede, kun var vor egen udflugt, styret af ham, dog ledte hans hånd os også dèr, hans højre holdt os fast.

Blot véd jeg ikke, om vi, al vor dejligt oparbejdede fortrolighed til trods, turde sige som salmisten, at lyset skal blive nat omkring os. Men om vi så havde sagt det, når fortvivlelsen greb os, om ikke til hinanden, så dog til os selv, så talte vi dog samtidig til den Gud, for hvem mørket ikke er mørke, men klart som dagen. Så var vi dog stadig set af hans øjne, midt i vort selvvalgte mørke.

Og så standsede præsten sin oplæsning af Salme 139 dèr. Det gjorde ikke noget. For resten af dagen klingede de følgende strofer frem i bevidstheden:

v13 Det var dig, der dannede mine nyrer,
du flettede mig sammen i min mors liv.
v14 Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt,
underfulde er dine gerninger,
jeg ved det fuldt ud!
v15 Mine knogler var ikke skjult for dig,
da jeg blev formet i det skjulte,
blev vævet i jordens dyb.
v16 Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje;
alle dagene stod skrevet i din bog,
de var formet,
før en eneste af dem var kommet.
v17 Hvor er dine tanker dyrebare for mig,
hvor stor er dog summen af dem, Gud!
v18 Tæller jeg dem, er de flere end sandet,
bliver jeg færdig, er jeg stadig hos dig.

Alt det, vi har diskuteres, alle de neuroner, hvis virkninger vi har drøftet, den bevidsthed, vi ikke rigtig kunne komme på sporet af, alt det skyldes Gud, ham er det, der har dannet det exceptionelle modtageorgan, der sammen med alt det input, jeg har fået livet igennem, udgør mig, mit selv, min person. En person, der dog er omsluttet forfra og bagfra af denne store, ukendte, dejlige, varme person, der hedder ”Gud”.

Hvor gjorde det dog godt! Hvor var det dog opløftende netop her, som afslutning på alle vore grublerier i gruppen, at møde salmistens karske tale!

Hov, jeg kom jo til at skrive som overskrift ”Befri gudstjenesten”. Og ja, så bliver jeg mindet om, at jeg egentlig ville have skrevet dette som et modstykke til ”forestillingen” i Aarhus Domkirke, den, der ”kører” for øjeblikket. Men ærlig talt, det er jo som at sammenligne ild og vand.

Og ja, jeg tror godt, at jeg kan aflægge al min gammelmandsstædighed, al min jeronymuske forbenethed og virkelig åbne mig for det nye og spændende ved mange teologers forsøg på nytænkning. For naturligvis må man møde mennesker dèr, hvor de er. Og det er da også muligt, at alt, hvad jeg her har skrevet, om det blev læst af arrangørerne af ”forestillingen” i domkirken, blot ville blive betragtet som ”yt”, som en forlængst uinteressant gammel pastors håbløse udgydelser, og salme 139 selv som noget, der ikke kan interessere unge mennesker i vore dage.

Lad mig derfor slutte med et citat af Søren Kierkegaard. Det er fra ”Enten-Eller”, ”Diapsalmata”. Den tid, han beskriver, kan jeg genkende som min egen.

Lad Andre klage over, at Tiden er ond; jeg klager over, at den er ussel; thi den er uden Lidenskab. Menneskenes Tanker ere tynde og skrøbelige som Kniplinger, de selv ynkværdige som Kniplings-Piger. Deres Hjertes Tanker ere for usle til at være syndige. For en Orm vilde det maaskee kunne ansees for Synd at nære saadanne Tanker, ikke for et Menneske, der er skabt i Guds Billede. Deres Lyster ere adstadige og dorske, deres Lidenskaber søvnige; de gjøre deres Pligter, disse Kræmmersjæle; men tillade sig dog ligesom Jøderne at beklippe Mønten en lille Smule; de mene, at om vor Herre holder nok saa ordentlig Bog, kan man nok slippe godt fra at narre ham lidt. Pfui over dem! Derfor vender min Sjæl altid tilbage til det gamle Testamente og til Shakespeare. Der føler man dog, at det er Mennesker, der taler; der hader man, der elsker man, myrder sin Fjende, forbander hans Afkom gjennem alle Slægter, der synder man.

Det gjorde min sjæl også, vendte tilbage til Det gamle Testamente. Og ordet derfra vendte ikke tomt tilbage. Det var ikke gudstjenesten, der blev befriet, det var mig. Og det var måske netop meningen med gudstjenesten.

Udgivet i ateisme | Skriv en kommentar

Bondeoprøret

Den fremmede Luther 13

Så skal man til det igen!

I ”Eksistensens” serie af små bøger i anledning af Lutheråret er der nu udkommet en bog af professor Carsten Selch Jensen: ”Hvorfor slår vi ihjel? Om reformationen og krigen”. Og meningen er sikkert god nok. Den omfattende viden hos forfatteren sikkert stor nok. Og det er da også muligt, at en bog af en videnskabsmand skal være præget af et gennemgående ”på den ene side/på den anden side”. Og havde Selch Jensen så endda taget den hele Luther med, så kunne man på en måde bedre affinde sig med denne superneutrale indstilling. Men når han ser bort fra en meget væsentlig ting ved Luthers teologi, nemlig hans martyrvillighed og hans tilsvarende forventning til andre kristne om en tilsvarende villighed til at sætte livet ind for troen, så bliver det altså så som så med hans gengivelse af Luthers tanker.

Eller jeg kan også sige, at så lytter han ikke til Luther. Og vil man udgive bøger om Luther, og vil man søge at indkredse, hvor vi eventuelt kan bruge ham idag, så er den første betingelse vel, at man lytter til, hvad han rent faktisk siger. Men enten har Selch Jensen kun læst sekundær litteratur om Luther – hvad jeg dog tvivler på – eller også har han læst Luther med de samme briller på, som megen sekundær litteratur om Luther bruger; trængt ind til kernen i hans syn på samfundet og på den kristne i samfundet har han ikke.

Og det er en skam. Det kunne han godt have fået plads til på de 37 sider, han har fået stillet til rådighed. Af de 11 kapitler er det kun kapitel 6 og 7, der direkte omhandler Luther. Og det bliver kun til en ret sporadisk omtale af ”Om den verdslige øvrighed” fra 1523, et par bemærkninger om bondeoprøret i 1525 og en hurtig gennemgang af ”Om soldater også kan have Guds nåde” fra 1526. Indledningen indtil kapitel 6 omhandler urkirkens og oldkirkens holdning til staten og de etiske problemer ved krigen, efterskriften fra kapitel 8 udviklingen gennem de senere århundreder.

Bogen som helhed præges af, at Selch Jensen ikke rigtig kan blive enig med sig selv om, hvorvidt han er pacifist eller tilhænger af den retfærdige krig. Og ærlig talt, så siger man til sig selv, at den skinbarlige Luther selv, uden professorale fortolkninger, dog er langt klarere og langt kraftigere i sine argumenter end alle disse fortolkere, der skal forsvare Luther, så han bliver spiselig for en ømfindtlig nutid.

Men nu til et par udeladelsessynder, som er ret væsentlige.

Selch Jenssen omtaler både ”Om den verdslige øvrighed” og ”Om soldater også kan have Guds nåde”. Men den ikke uvæsentlige undtagelse fra en underordnets lydighedspligt, som omtales i begge disse bøger, tager Selch Jensen ikke med. Jeg citerer fra det sidstnævnte skrift, hvor Luther skriver:

Et andet spørgsmål: Hvad hvis min herre fører denne krig med urette? Svar: Hvis du ved med sikkerhed, at han har uret, så skal du frygte og adlyde Gud mere end mennesker (Apg 5,29) og ikke gøre krigstjeneste; for da kan du ikke have nogen god samvittighed over for Gud. Ja, siger du, men min herre tvinger mig, fratager mig mit len, giver mig ikke mine penge, min løn og betaling. Desuden ville folk håne mig og skælde mig ud som kujon, ja, en forræder, der svigter sin herre i nøden. Svar: Den risiko må du tage og for Guds skyld lade det gå tabt, som går tabt. Han kan sagtens give dig det hundrede gange igen, sådan som han lover i evangeliet: Den, der forlader hus, hjem, kone og ejendom for min skyld, skal få det hundrede gange igen. Man må jo også regne med denne risiko på alle andre områder, hvor øvrigheden tvinger en til at øve uret. Men når Gud vil have en til at forlade selv far og mor for hans skyld, så må man rigtignok også forlade sin herre for hans skyld. Men hvis du ikke ved eller kan få at vide, om din herre handler uretfærdigt, skal du ikke slå af på det sikre lydighedskrav på grund af det usikre retsspørgsmål, men efter kærlighedens målestok tro det bedste om din herre. (Se her).

Jo, jo, jeg forstår godt, at den, der som Selch Jensen er tilbøjelig til at kaste al den besværlige tale om retfærdig krig overbord, fordi de er lige ved at have besluttet sig for, at det ikke har noget at sige i den virkelige virkelighed, lader hånt om Luthers opfordring til ikke at adlyde i dette tilfælde. Men Luther selv tog ikke let på dette med den retfærdige krig.

Da der således i 1528 gik rygter om, at de katolske fyrster ville foretaget et angreb mod protestanterne, og man af den grund fra protestantisk side overvejede, om man ikke skulle starte en præventivkrig for at opnå de fordele, det giver at kunne bestemme tid og sted for angrebet, bad man Luther om råd. Og selv om rygterne ret hurtigt viste sig ikke at tale sandt, nåede Luther at afgive sit votum. Det gik ud på, at ”den, der angriber, har uret”, også selv om der er stærke indicier på, at modparten vil angribe. Og Luther troede dengang, som de fleste andre, på rygterne.

Der er også dem, der slår på, at Luther både her og i skriftet om øvrigheden, se her, fragår kravet om lydighedsnægtelse, hvis det ikke er muligt med sikkerhed af afgøre, om der er tale om en forsvars- eller angrebskrig. Og det er måske ud fra sådanne tanker, at man ser sit forud indtagne standpunkt bekræftet: at alt dette med angrebs- eller forsvarskrig er noget uldent noget, som man ikke kan bygge på i den virkelige verden. I så fald må man dog lige lytte med til, hvad Luther skriver til soldaterne i de to hære, der i 1542 ligger overfor hinanden ved den lille by Wurzen.

Først opfordrer han fyrsterne til at søge forhandling. Men skulle det ske, at én af dem bliver angrebet, så vil han fra Wittenberg lyse Guds velsignelse over den angrebne part, at den med god samvittighed kan slås det bedste, den har lært, og det, hvad enten det er hans egen fyrste eller modparten, der angriber. Men om den angribende part hedder det:

Men den anden hævngerrige, ufredelige hob forkynder jeg hermed, at de skal vide det, så de ikke kan undskylde sig på den yderste dag, på dommedagen, at de har lyst sig selv i band og er trængt ind i Guds hævn, og hvis de omkommer i krigen, må de være evig fordømte på legeme og sjæl. For de fører ikke alene krig uden tro, men de bringer også i den verdslige ret en dårlig samvittighed med ind i slaget. Og jeg tilråder også troligt, at den, der fører krig under en sådan ufredelig fyrste, han skal løbe alt, hvad han kan, bort fra krigen, han skal redde sin sjæl, og lade sin hævngerrige, vanvittige fyrste alene, så han kan føre krig med dem, der vil fare til djævelen med ham. For ingen er tvunget til, ja det er snarere forbudt ham, at være lydig mod en fyrste eller en herre, eller at holde en ed, når det er til fordømmelse for hans sjæl, det vil sige, når det er imod Gud og imod retten. (Se her).

Man skulle jo heller ikke synes, at det er så svært for soldaterne at opdage, om det er dem eller fjenden, der overskrider grænsen. Så helt galt afmarcheret er Luther nu ikke.

Men ak, Selch Jensen er ikke den eneste, der ser stort på denne undtagelse. Det gjorde man også i den Lutheropfattelse, man havde i Tyskland før Anden Verdenskrig. Om det skyldtes, at man ikke havde læst Luthers originale tekster, eller det skyldtes, at man mente, det var for naivt, hvad han sagde, får stå hen. Men den tyske Hauptpastor W. Görnandt, der virkede ved den tyske kirke i København, skrev i Deutsche Nachrichten, den avis, der udkom i de tyske flygtningelejre her i landet fra 1945-1949:

Af den grund, mener Luther, må menneskene indordne sig under lovens tvang, og de har ingen ret til oprør og modstand. Men også denne underordnelsespligt har en tydelig grænse: hvis de “overordnede” forlanger noget, der klart går imod Guds vilje, så skal de ikke adlydes; ja, Luther går endog så vidt, at han opstiller en ret til at nægte krigstjeneste for dem, som er fast overbevist om den pågældende krigs uretmæssighed. Man kan jo prøve at forestille sig, hvilken håndgribelig aktuel betydning dette råd fra Luthers side ville have kunnet få i de foregående år, hvis man blot havde rettet sig efter det. Se her.

Her er altså én, der har læst på lektien. Og han har jo ret. Hvis den del af Luthers tankeverden var gået ind i generalernes bevidsthed, og de havde vovet at rette sig efter ordene, var krigen aldrig begyndt. For de kunne jo alle se, at angrebet på Polen netop var et angreb.

Men uha! Noget sådant kan man da ikke forlange af generaler. Hitler kunne jo finde på at henrette dem for det. Vi forstår jo alle så udmærket, at man føler sig tvunget til at adlyde ordre, for vi har omhyggeligt siet al martyrvillighed ud af Luthers teologi. Det gør det hele meget nemmere.

Forøvrigt ligger der også det forhold gemt i Luthers krav til fyrsten om kun at føre forsvarskrig, at legitimitetsspørgsmålet på den måde kommer frem i lyset, og altså kommer frem som noget, der vedrører også den menige soldat.

Det var noget, Churchill havde blik for. Han sagde i én af sine taler i begyndelsen af krigen, at man godt kunne beklage, at det tog så lang tid at blive klar over, hvem Hitler egentlig var, hvor lidt man kunne stole på hans ord. Men på den anden side, føjede han til, har disse begivenheder med Hitlers brudte løfter gjort det soleklart for vore soldater, hvad det er, de kæmper imod.

Det var den ene undladelsessynd: man må virkelig huske at få den tanke med hos Luther, at lydighedspligten overfor fyrsten har sine undtagelser. Så til den anden.

Den er også ganske almindelig blandt lutherforskere og historikere i al almindelighed. Man gør normalt det, når man skal omtale bondeoprøret (ikke ”bondekrigen”, som Selch Jensen også skriver), at man kaster sig ud i et forsvar eller angreb mod Luther, som i sit andet skrift om oprøret hævder, at bønderne skal ”slås ned som gale hunde”. Det gør dog Selch Jensen ikke uden videre. Han skriver:

I første omgang opfordrede han [dvs. Luther, rr] til, at man straks standsede krigshandlingerne og i stedet søgte at forhandle sig frem til en løsning på de sociale problemer som bønderne pegede på. Da han ved selvsyn så, hvilke myrderier og ødelæggelser bondehærene havde forårsaget ændrede hans syn på konflikten sig dog radikalt. Hvor han i første omgang havde formuleret sig om en mulig fredelig afgørelse på oprørene i skriftet »En fredsappel i anledning af de schwabiske bønders tolv artikler« (Ermahnung zum Frieden auf die zwölf Artikel der Bauernschaft in Schwaben) fra 1525, så blev tonen en ganske anden i det korte tillæg, som han efterfølgende føjede til fredsappellen, »Imod bøndernes røver- og morderbander« (Wider die raüberischen und mörderischen Rotten der Bauern). Heri opfordrede han kompromisløst øvrigheden til at slå oprørene ned: »Derfor, kære herrer, befri nu, red nu! Forbarm jer over de arme mennesker! Stød, hug, dræb nu, hvem der kan!« (Side 20-21).

Men hvorfor så let springe hans forhandlingsforslag over? Er det dog ikke mærkeligt, at han, der anser bøndernes oprør som ikke blot et oprør mod deres jordiske herrer, men også som et oprør mod Gud, i det hele taget råder til at forsøge sig med forhandling? Er man ikke nødt til af den grund at se med lidt mildere øjne på hans råd om nedkæmpelse af bønderne, selv om disse øjne typisk er nutidsøjne?

Det mærkelige ligger allerede i hans fredsappel. Her retter han sit skyts først mod fyrsterne, se her, og siden mod bønderne, se her. Men han begynder med at hæfte sig ved artikel 12 i de artikler, som bønderne havde udsendt, se her. Her tilbyder de sig til at modtage bedre undervisning i den hellige skrift. Og det er nok til at få Luther til at skyde alle tanker om øjeblikkelig straf for oprør mod øvrigheden til side og opfordre til forhandling. Ja, mere end det! Det får ham til selv at begive sig ind i stridens øje og gennem en række prædikener prøve at give bønderne det, de bad om: bedre undervisning i den hellige skrift.

Men den undervisning ser helt anderledes ud, end vi forestiller os. Vi er tilbøjelige til at bruge kristendommen som et ekstra lag ovenpå den naturlige etik. Det gælder min gamle lærer på Københavns Universitet, N. H. Søe, som i sin ”Kristelig Etik” forsøger at få ordet om at vende den anden kind til til at harmonere med den strafmulighed, øvrigheden synes at måtte have. Og det gælder såmænd også Selch Jensen, som søger at få Luther anbragt imellem Machiavelli og pacifisten Erasmus af Rotterdam: hvilken etik kan man uddrage af Luthers toregimentelære?

Men Luther vil ikke aflevere nogen kristelig etik. Og hvis han vil, er den i hvert fald meget ekstrem og gælder kun for den kristne som enkeltperson. Og som sådanne prædiker han for bønderne. De skal finde sig i al undertrykkelse og udpining fra fyrstens side. De skal på enhver måde underordne sig øvrigheden, også den uretfærdige øvrighed, også den direkte tyranniske øvrighed. Så når de tror, at de kan bruge evangeliet til at få understøttelse for deres iøvrigt rimelige krav, så tager de gruelig fejl.

Derfor skal de give afkald på at kæmpe under kristennavnet og vide, at de kæmper som hedninger imod øvrigheden.

Derfor skal og må nu jeres titel og navn være det, at I er mennesker, der kæmper af den grund, at I ikke vil eller skal lide uret og ondt, sådan som det er naturligt. Det navn skal I tage på jer, og lade Kristi navn i fred. For det er også jeres gerninger, sådan handler I også. Men vil I ikke føre det navn, men beholde det kristelige navn: velan, så kan jeg ikke forstå sagen anderledes, end at den gælder mig, og så må jeg regne jer for fjender, som vil hindre og bekæmpe mit evangelium, mere end pave og kejser hidtil har gjort det, fordi I under evangeliets navn farer frem og handler imod evangeliet. Så vil også jeg omvendt ikke skjule for jer, hvad jeg vil gøre i den anledning. Jeg vil henføre sagen for Gud, jeg vil med Guds nåde vove min hals og trøstigt forlade mig på ham, som jeg har gjort indtil nu imod pave og kejser, og bede for jer, at I må blive oplyste, bede om, at han vil stå jeres forehavende imod, så han ikke lader det lykkes. Se her.

Vi i vore dage vil jo nok sige, at Luther da er en sær snegl. I sin henvendelse til fyrsterne siger han, at oprøret er deres skyld og opfordrer dem til at være imødekommende. Og i sin henvendelse til bønderne siger han også, at de krav, de kommer med, er rimelige, men til dem hedder det, at de ikke skal bruge vold eller oprør for at få dem gennemført, ja, de skal være villige til at finde sig i al uret fra øvrighedens side. Sådan kan man da ikke tale til mennesker, siger vi. For vi viger tilbage fra Luthers martyrvillighed; den tager vi ikke med ind i vor forståelse af hans teologi. Men ikke desto mindre har han den. Og ikke desto mindre forventer han af de kristne, der følger hans lære, at også de er villig til at tage martyriet på sig.

Og selv er han det også. Ikke blot i Worms, men også her overfor bondeskarerne. Han siger her, at han ”med Guds nåde vil vove sin hals”, og Julius Köstlin, en tysk professor, der i slutningen af 1800-tallet skrev en omfangsrig Luther-biografi, prøver ud fra samtidige breve og senere oplysninger at stykke hans rejse ind i bondeoprøret sammen, hvilket er ret svært. Men han hævder dog, at Luther gik imod bønderne med en række prædikener, se her, selv om han må indrømme med en samtidigs brev til kurfyrsten, at ”Dr Luther ikke kan dæmme op for et sådant oprør”. De ville hellere lytte til Thomas Münzer. Hans breve udgav Luther den 12. maj 1525, se her.

Når Selch Jensen skriver, at det, der fik Luther til at ændre holdning til oprøret, var, at han ved selvsyn så bondehærenes ødelæggelser, kunne man få den tanke, at det kun var en sådan ydre ting, der bevirkede, at Luther anbefalede, at bondeoprøret skulle slås ned. Det var det ikke. Det, der fik ham på andre tanker, var, at han på sin prædikenrejse ind i oprørsland mødte en total afvisning af evangeliet, sådan som han læste det i bibelen.

Og læg mærke til det: Når vi synes, det er noget mærkeligt noget, som ikke er værd at nævne, skyldes det ikke blot, at vi har svært ved at kapere Luthers martyrvillighed, det skyldes også, at vi ud fra det, vi har oplevet i mellemtiden – jeg tænker på alle de oprør, der er lykkedes, og som har ført til en ændret styreform, omend af og til til et decideret diktatur – har fået den opfattelse, at vore samfund består af ynkværdige og gode mennesker på bunden, som desværre underkues af onde mennesker i samfundets top. Vi betragter næsten pr. automatik samfundets laveste klasser som gode mennesker. Denne opfattelse fører vi over på bønderne på Luthers tid: de var stakkels undertrykte mennesker, der desværre var nødt til at gribe til vold for at blive hørt. At de har været undertrykte, er jo rigtigt nok. Det giver Luther os ret i. Blot må vi gøre os klart, at de har ladet sig vildføre af sværmeriske prædikanter som Thomas Münzer, og at det har ført til, at de optræder med en vildskab uden lige. Münzers hårde ord, se f.eks. her, er mindst lige så hårde som Luthers ”slå dem ned som gale hunde”.

Men altså: Luthers hårde ord kunne for så vidt godt tages som udtryk for hans toregimentelære. Men inden vi forarges over det, skal vi lige bringes til at forundres over, at han faktisk opfordrede til forhandling først, selv om det sådan set går imod en kras forståelse af toregimentelæren.

Hvis vi til sidst skal stille det sædvanlige lærerspørgsmål: ”Kære børn, hvad kan vi så lære af det?”, må vi gøre os klart vanskeligheden ved en direkte overførsel af Luthers tanker til nutiden: hos os er vi alle ”fyrster”, fordi vi alle deltager i landets styrelse og lovenes vedtagelse gennem den demokratiske proces. Men vi kunne måske lære, at det altid er vanskeligt for ikke at sige umuligt at overbevise mennesker om voldsudøvelsens djævelskhed, når de har fået underbygget deres voldsudøvelse med gudelige tanker.

Münzer mente, at evangeliet, som han havde forstået det, gav ret til at slå ihjel, ”lad ikke jeres sværd blive koldt af blod”, se her. Det samme mener de muslimske salafister. Og ligesom de få hedsporer var i stand til at trække bønderne med sig ud i et voldsorgie, sådan lader i vore dage mange muslimer sig trække med ud i terrorhandlinger af netop på koranen byggede gudelige tanker. Derfor styres muslimer måske bedst af diktatorer, der med hård hånd tør slå oprørske salafister ned ”som gale hunde”. Men bedst ville det naturligvis være, om man kunne fjerne forbindelsen mellem religion og vold. Det er dog svært, når religionen er islam.

Måske vi burde kikke Luthers martyrteologi lidt efter i sømmene!

Udgivet i Etik, Historie, Luther | Tagget , | 1 kommentar

Performative ord

Den fremmede Luther 12

Da jeg sidste efterår var i Det kongelige Teater for at se Shakespeares skuespil ”Romeo og Julie”, lagde jeg mærke til, at man i vielsesscenen, hvor frateren vier Romeo og Julie, havde undladt at bruge et rigtigt vielsesritual. Man lod frateren føre de tos hænder sammen, man lod ham lægge sine hænder på deres hoveder, mens de knælede ned, men man undlod tilspørgslen, det med ”vil du elske og ære … indtil døden skiller jer ad?” Og de to svarede da heller ikke ja til noget.

Det er vist nok noget, instruktøren har fra Shakespeare, men hvad enten denne ”skuespilsvielse” er hans eller instruktørens ”opfindelse”, der er det rigtige ved den, at man på den måde respekterer, at kirken og teatret har hver sin genre. I kirkens vielse sker der noget, to mennesker bliver bundet med kærlighedens bånd til hinanden for livet. Man siger, at de ord, hvormed præsten erklærer de to for ægtefolk at være, har performativ kraft, de gennemfører det, de siger, eller i og med, at ordene udtales, sker det, de handler om.

Og der er det rigtige ved teatrets tilbageholdenhed overfor vielsen, at man ikke sådan kan bruge de performative ord, uden at den performative kraft følger med. Og det er jo ikke meningen i en teaterforestilling. Her er det hele netop teater, og her har det hele sin styrke i ikke at være virkelighed, men ”kun” teater.

Når jeg kom i tanker om denne iagttagelse, skyldtes det, at det forekommer mig, at man i Aarhus har glemt denne forskel på kirken og teatret. Aarhus domkirke og teatret Svalegangen har i fællesskab lavet et projekt, som de kalder ”Befri gudstjenesten”, se Kristeligt Dagblads interview med domprovst Poul Henning Bartholin om sagen her. Man har lagt beslag på kirken fra den 18. til den 25. februar. De ordinære gudstjenester foregår i mødesalen i skt. Clemens gård, se her. Det er sikkert også hyggeligt.

Og man har fået en række kendte og mindre kendte personligheder til at prædike, heriblandt den nye kvindelige imam Sherin Khankan. Især hendes navn på listen har fremkaldt reaktioner. Og det er ikke mindst det forhold, der er genstand for interview’et med Bartholin.

Bartholin prøver at klare frisag overfor det mærkelige forhold, at en imam skal prædike ved en kristen gudstjeneste, gennem to sproglige manøvrer. 1) Han hævder, at der ikke er tale om en gudstjeneste, men om en forestilling. 2) Han hævder, at der ikke er tale om en prædiken, men om en verdslig tale. Så er den hjemme. Alting er i orden. Det er os andre, inklusive Kristeligt Dagblad, der har misforstået det hele.

Og man må da indrømme ham, at dette med, at det er en forestilling, understøttes af det faktum, at man skal betale 50 kr for en billet. Noget sådant har man dog ikke nogensinde krævet ved en gudstjeneste.

Men interview’eren er ikke helt tilfreds. Han spørger videre:

Hvorfor har I hyret en uddannet præst og ikke en skuespiller til præsterollen, hvis det drejer sig om en forestilling og ikke en gudstjeneste?

Fordi det kan tilføre noget, at det er en rigtig præst. Det er vigtigt, at personen, der spiller præst, har en dyb forståelse af, hvad sådan en gør under en gudstjeneste. Det er vigtigt at have den teologiske refleksion med under forestillingens tilblivelse.

Sognepræst Christina Laursen, der skal spille præst, sagde for en uges tid siden til Kristeligt Dagblad, at hun ville undlade at pege på Kristus og i stedet pege på fællesskab og kærlighed. Ville det være i orden for en præst at sige, hvis ikke det drejede sig om en forestilling?

For mig at se kan man ikke pege på fællesskab og kærlighed uden at pege på Kristus. Jeg ved ikke, om Christina Laursen er citeret korrekt, men jeg er sikker på, at hun er enig i, at de to ting hænger sammen.

Ærlig talt, jeg tror ikke, jeg køber den argumentation. Hvis man da i det hele taget kan tale om en argumentation. Projektet hedder ”befri gudstjenesten”, men den skal altså alligevel ikke befris eller nytænkes mere, end at præsten skal have en dyb forståelse af, hvad en præst gør under en gudstjeneste. Det vil sige: ”plejer” spiller også her, hvor det ellers drejer sig om nytænkning, en enorm rolle. Og der er vist heller ikke megen nytænkning i at sige, at man, når man peger på fælleskab og kærlighed, også peger på Kristus. Det er de gammelkendte fraser om igen. For hvem er Kristus i denne sammenhæng? Hvem er han for den moderne tilhører, som man vil have fat på? Og vigtigst af alt: Kan man i grunden ikke godt undvære ham? Og er det ikke den egentlige grund til, at Christina Laursen har undladt at pege på ham?

Man kunne indvende, at nytænkningen ikke skulle drejer sig om, hvad teaterfolk mener og tror, men om, hvad teologer ved en ny gennemtænkning af de teologiske påstande kunne komme op med.

Så bliver Bartholin spurgt om, hvorvidt der er tale om en udtyndet kristendom, og han svarer:

Nej, forestillingen peger i høj grad på, hvad der er bærende i en luthersk gudstjeneste, nemlig at Gud i Kristus tjener mennesker.

Og her kommer så én af de teologiske floskler, som vist mangler teologisk underbygning: at Gud i Kristus tjener mennesker. Og det er måske dèr, vi har hele problemet med projektet: man har et teologisk diktum: at Gud i Kristus tjener mennesker, men man véd ikke rigtig, hvordan man skal få det ud til folket. Derfor hidkalder man teaterfolk, derfor får vi et stort misk-mask af teater, sekulær tale, diskussion?, og alle de andre ting, som skal give fylde, men vist bare afslører tomhed. Eller afslører, at sætningen ”at Gud i Kristus tjener mennesker” ikke er tænkt igennem, ikke har fået fodfæste i dagliglivet, men forbliver i de høje teologiske luftlag.

Måske man også – ihukommende mit forrige indlæg – kunne få den tanke, at folkekirken er som en supertanker: nu har den igennem de sidste to hundrede år haft ateismen som fjende, så kan den ikke pludselig se islam som den størrelse, der skal gøres op med. Men er ateismen længer den egentlige fjende? Har ikke mange mennesker, netop fordi de ser de stærkt troende muslimer ikke være det mindste forlegne ved at vise deres tro, spurgt sig selv og hinanden: hvad tror vi egentlig på? Hvad er egentlig vor tros grundlag? Og er det her ikke for lidt at sige, at Gud i Kristus tjener mennesker? Var det ikke en idé, om man forlod det poppede – som jo ærlig talt er prøvet mange gange før – og i stedet for diverse kulturpersonligheder satte nogle teologer til at gøre det, som de vel må forventes at have fået uddannelse til, nemlig at prædike?

Men nu skriver vi jo 2017, og nu er dette år jo forlængst gjort til Luther-år, og intet arrangement vil derfor undvære en henvisning til Luther, heller ikke projekt ”befri gudstjenesten”. Jeg vil derfor tillade mig at gå lidt videre i de genre-overvejelser, jeg gjorde mig i begyndelsen, og henvise til en prædiken af Luther over ”elsk jeres fjender”. Her beskriver han en kristen som et menneske, der slet ikke kender til noget had eller fjendskab med nogen, og spørger så:

Så rejser sig nu det spørgsmål: Hvad skal man nu sige til det, at man ofte i skriften læser, at selv hellige personer har forbandet deres fjender, også Kristus selv og hans apostle? Betyder det at elske og velsigne sine fjender? Eller, hvordan kan jeg elske paven, som jeg daglig skælder ud på og forbander, og det med rette? (Se her).

Han svarer selv lige efter:

Jeg svarer så enfoldigt, jeg kan: Jeg har ofte sagt, at prædikeembedet ikke er vores embede, men Guds. Men hvad der hører Gud til, det er ikke noget, vi gør, det gør han selv gennem ordet og embedet, og det er hans egen gave og virksomhed. Nu står der skrevet i Joh 16,8, om Helligåndens embede og gerning, at han skal overbevise verden; men hvis han skal overbevise den, så kan han ikke hykle overfor den, eller kaldes nådejunker og sige, hvad den gerne vil høre. Nej, så må han skælde ud på den og overfuse den med ondt; sådan som Kristus skriger vé over farisæerne.

Ikke sandt, det var alligevel meget. Prædiken er Guds ord, ikke vores. Selv om det er os, der tænker os om, formulerer alle ordene, skriver dem ned, måske lærer dem udenad, så vi kan fremføre dem naturligt og ligefremt, embedet er Guds, det er Helligåndens gerning, der udøves fra prædikestolen.

Hvad er det dog for noget at sige? Hvordan hænger det sammen?

Ja, det hænger måske sammen med, at prædikenen tænkes at have performativ virkning. Og at den tænkes at have en sådan virkning, viser sig i, at den står alene; den tænkes ikke i gudstjenestelig sammenhæng at skulle diskuteres, eller at lægge op til debat.

Hvad skal den så?

Den skal sige mennesker det, de ikke kan sige sig selv.

Det er f.eks. ikke umiddelbart indlysende, at de menneskelige fællesskaber bygger på noget, der overtrumfer retfærdigheden. Men hører vi lignelsen om de to sønner, Luk 15,11-32, så kan vi jo nok sætte os ind i den følelse af at være blevet uretfærdigt behandlet, som præger den ældste søn: ”mig, som har tjent dig trofast, har du aldrig givet et kid”. Men gennem faderens udsagn om, at ”vi nu burde glæde og fryde os, fordi din bror lever”, bliver broderen udsat for et performativt udsagn, der tilsigter at ændre ham, og det samme udsagn tænkes jo at ramme os, når vi hører fortællingen, hvad enten det nu sker gennem en prædiken eller på anden måde: vil vi i vor dagligdag lade retfærdighedsforestillinger overskygge alt andet, også broderkærligheden?

Hykleri er jo også noget, man godt kan gribes af. Og vi véd det vel fra os selv, at er vi grebet af hykleri, så véd vi det ikke selv. Der tiltrænges altså en afsløring udefra. Og dette udefra kan være fra en prædiken. Men vi må jo nok indrømme, at det i vore dage også kan komme fra film og romaner, fra skuespil og debatartikler, for vi i den vestlige verden er alle mere eller mindre påvirkede af Jesu afsløring af farisæismen. Mange af hans ord er gået hen og blevet en slags ordsprog for os, som vi forholdsvis ubevidst søger at rette ind efter.

Derfor kan det godt give en vis mening af og til at lade filmfolk, kendte debattører eller forfattere få adgang til prædikestolen og give deres besyv med, hvad angår udlægningen af dagens tekst. Også det kan føre til den forvandling i sindet hos tilhørerne, som en prædiken skal sigte på. Det er prøvet i adskillige kirker, uden at det har givet anledning til den store kritik. Det hænger vel også sammen med, at disse kulturpersonligheder nok ikke ville påtage sig opgaven, hvis de var erklærede ateister, der så negativt på alt det, der hører kirken til.

Og nu har man så i Aarhus inviteret en muslim til at tale fra domkirkens prædikestol. Kan det ikke være lige så tilladeligt som at lade enhver anden kulturpersonlighed tale?

Læg mærke til det modsigelsesfyldte i Poul Henning Bartholins forsøg på at forsvare invitationen:

Poul Henning Bartholin, du mener, at en imam kan prædike i Aarhus Domkirke på søndag, fordi det er en forestilling og ikke en gudstjeneste. Hvorfor er det en vigtig skelnen i dette tilfælde?

Sherin Khankan skal ikke prædike. Det står der ganske vist på hjemmesiden, men det drejer sig om en verdslig tale, et oplæg om et aktuelt emne. Når vi laver en forestilling om en gudstjeneste, spiller vi også gudstjeneste. Derfor kalder vi talen en prædiken, selvom det i virkeligheden ikke er evangelisk forkyndelse i den forstand.

Sherin Khankan er indbudt som en person, der siger noget om fællesskab. Hendes tale vil bagefter få modsvar fra forestillingens præst, som vil bruge evangeliet som afsæt til at tale om fællesskab. Projektet er her ikke at række ud efter islam og dialog, men simpelthen at drøfte det med hende, fordi hun er samfundsdebattør.

Tag bare den sidste sætning! Man vil ikke række ud efter islam i en dialog, men vil alligevel ”drøfte” fællesskab med Khankan. Jamen, at ”drøfte” er det ikke det samme som ”at gå i dialog med”?

Og man spørger sig selv, om mon hendes ”tale” på søndag skal stå uimodsagt i ”forestillingen”, eller den allerede ved den samme ”forestilling” skal have et modsvar fra ”forestillingens præst”. Og man spørger også sig selv, om et sådant modsvar, hvis det altså hører med til ”forestillingen” nu på søndag, også skal forekomme som korrektion eller modindlæg til de andre prædikanter eller foredragsholdere. Hvis det er tilfældet, så behandler man dem anderledes, end man andre steder har behandlet tilsvarende kulturpersonligheder, og så går man også bort fra den forestilling om prædikenen, at den skal være performativ, eller at den skal fremkalde en ændring i tilhørernes holdninger. Og så går man da vist også bort fra det programpunkt, der er sat op for hele miskmasket: at man vil ”befri gudstjenesten”. Nå ja, hvis meningen er, at man vil befri den for enhver påvirkningsmulighed, så er det måske rigtig nok. Men ”befri” betyder vel her: vikle den ud af alle de gamle fraser, så der virkelig kan ”ske noget”, altså ske noget med de mennesker, der har betalt helte 50 kr for at være med.

Men tilbage til Sherin Khankan. Spørgsmålet er: Kan hun ikke være lige så god som enhver anden kulturpersonlighed? Kan hun ikke lige så godt som enhver anden udstille vores farisæisme og gøre den afskyelig for os?

Svaret er nej.

Og svaret er nej, fordi hun tilhører en religion, der om nogen har taget farisæernes holdning til sig. Hun tilhører en religion, der har regler for alting, der opdeler dagligdagens handlinger i ”halal” og ”haram”, tilladt og forbudt, og derfor som udgangspunkt går imod det, der er gudstjenestens hovedformål: at skabe forvandling bort fra lovtrældom hen til evangelisk ligefremhed. Skal det lykkes for hende, skal det ske ved et meget stort slumpetræf, som vel ikke er umuligt, men som dog er langt mere sandsynligt hos de andre kulturpersonligheder.

Luther er god til at illustrere, hvad det går ud på. Han har i sin romerbrevsforelæsning fra 1515 skrevet følgende:

Den fjerde trældom er den åndelige, men onde trældom. Den kæmper apostelen imod af alle kræfter til bedste for de kristne. Den består i at være underlagt loven og dens byrder, altså, at tro, at for de kristne er der brug for ydre lovgerninger til frelse. For de, der er vise på den måde og tror på det, forbliver trælle og bliver aldrig frelst. For de træller under loven og loven hersker over dem på grund af deres tåbelige tro og samvittighed. Sådan er alle de mennesker, som vil frelses gennem noget andet end tro på Kristus, de ser med stor bekymring på, hvordan de kan gøre fyldest for loven med dens mange gerninger og lovbestemmelser. Men disse gerninger har apostelen og de åndelige ganske vist også gjort og gør dem stadigvæk, men ikke, fordi de bør gøres, men fordi de vil det; ikke fordi de er nødvendige, men fordi de er tilladte. Men disse hyklere binder sig således ind i dem, at de gør dem nødvendigt, og derfor gør dem, fordi de af nødvendighed bør gøre dem, ikke fordi de vil gøre dem, sådan som de dog selv synes. Og denne trældom er i vore dage vidt udbredt. Se romer11#74.

(Romerbrevsforelæsningen er under udbygning. Man kan derfor ikke se den lidt større sammenhæng, citatet her står i; men jeg håber, det kommer sådan lidt hen ad vejen).

Muslimerne er, så vidt jeg kan se, ”mennesker, der vil frelses gennem noget andet end tro på Kristus”, og ”de ser med stor bekymring på, hvordan de kan gøre fyldest for loven”. Og når de ikke vil vide af den frihed, som troen på Kristus giver, så gør de deres gode gerninger, ikke som frie gerninger, som de egentlig selv synes, det er passende at gøre, men som gerninger, de nødvendigvis må gøre, fordi de er påbudte gerninger.

Hvis Sherin Khankan deler dette – forkerte – syn på, hvad gode gerninger er, hvordan kan hun så være med til i en gudstjeneste eller en ”forestilling”, der skal ”befri gudstjenesten”, være med til at nedbryde al lovtrældom? Det lader sig ikke gøre.

Og så er der blot tilbage at håbe på, at hun på søndag i den samme seance bliver mødt med passende modargumenter af ”forestillingens” præst. Men man kan nu godt frygte, at man selv her i Luther-året får den sædvanlige gang snik-snak, når det drejer sig om dialog med muslimer, og ikke mødes af hans karske tale.

Udgivet i Islam versus kristendom, Luther | Tagget , | Skriv en kommentar

Så fast en borg

Den fremmede Luther 11

Vi gør rigtig noget ud af Luther i Horsens Klosterkirke. Hver onsdag klokken 10.00 til 10.20 er der morgensang i kirken, og ved den lejlighed bruges der her i Luther-året som andagtsstykke en Luthertekst, som tænkes at være om ikke opbyggelig, så i det mindste oplysende.

Gad vidst, om Luther kommer til at hænge os ud af halsen, når vi når hen på efteråret og den rigtige fejring sætter ind, den, der knytter sig til den 31. oktober, dagen for teseopslagene! Nå, det er mig, der fik til opgave at fremskaffe de tekster, vi læser, og jeg har gjort mig umage – synes jeg da selv – med at få teksterne til at være så varierede som muligt, så det ikke kun er tung teologi eller from opbyggelighed, vi udsættes for, men også af og til udslag af Luthers humor og sjove iagttagelser.

Men det hænder, at vore udmærkede præster vil give Luther endnu en tand og derfor sætter en Luther-salme på programmet. Og ja, det tager vi da med, dem synger vi jo også en del af, når det ikke er Luther-år. I dag, den 15-2, skulle vi således synge ”Vor Gud, han er så fast en borg”. Og det er jo en kendt salme på en kendt melodi, så den synger vi glad og gerne med på.

Men efter læsningen, som afslutning på andagten, skulle vi så synge en salme på det samme versemål og med den samme melodi, digtet af én af vore nye salmedigtere, Iben Krogsdal. Jeg tror nok, at hun har sat sig for at digte en ny salme til hver af de gammelkendte Luther-salmer, jeg har i hvert fald stødt på hendes salme på melodien til ”Nu fryde sig hver kristen mand”.

Og det er da ikke, fordi jeg har noget imod denne idé. Og forleden, da det var ”Nu fryde sig hver kristen mand”, hun havde brugt, tænkte jeg ikke sådan over forskellen. Men i dag, hvor det var ”Vor Gud, han er så fast en borg”, forekom hendes salme, netop når man sang den sammen med Luthers original, utrolig bovlam. Jamen, hun kan da være en udmærket salmedigter, og hun har da også skrevet noget, som jeg egentlig har fundet ganske fortrinligt. Og det kan man muligvis også sige om denne salme, hvis det ikke var, fordi man lige inden havde sunget Luthers kraft-salme.

Jeg mener, her hører vi om djævle, der myldrer frem, her opereres der med den mulighed, at ”de tager vort liv, gods, ære, barn og viv”, her sættes vi tilbage til Luthers tid, hvor der så sandelig var krig og vold på mange fronter, fjender, der fra mange sider truede evangeliet, som Luther havde afdækket, papister og sværmere og kloge filosoffer, og alle fik de Luthers forhammer at smage. Han havde ingen fine fornemmelser, her ophørte al hensyntagen for det ene formål at få evangeliet til at fremstå klart og tydeligt. For det formål måtte de stærke midler tages i brug, djævelen kaldes ved navn, fejltagelser drages frem i lyset.

Og så føres vi med den nye salme op til vor tid, så tages det frem, som vi har fået ud af at være lutheranere igennem fem hundrede år, og hvad bliver det til? Det bliver hos Iben Krogsdal – som hos den største del af den øvrige kirke – til en kedelig afsløring af en blind plet, hvad kirkens opgave angår, det bliver til en beskæftigen sig med alt andet end det, der dog må være én af kirkens største opgaver i dag, nemlig at gøre rede for forholdet mellem kristendom og islam.

Den Luther, der satte livet ind for evangeliets skyld, han har fået efterkommere, der ikke vover at fastholde kristendommens sandhed overfor islams vildfarelser, men bøjer og skraber for islams repræsentanter, at de endelig ikke skal føle sig uvelkomne her i landet. Den Luther, der hævdede, at fyrsten skulle lader ”ånderne tørne sammen” og først gribe ind, hvis den ene part ville gribe til vold (se her), hans efterfølgere af i dag undviger på alle måder enhver åndelig kamp med islam, ikke blot inviterer man imamer med ind i kirken og lader dem fremsynge deres falske koran dèr, det forlyder endog – og det er netop kommet frem i dag – at man ved en specialgudstjeneste i Aarhus Domkirke vil lade en imam, godt nok en kvindelig imam, nemlig Sherin Khankan, prædike.

Luther? Nå ja, ham fejrer vi da på behørig vis, ham ærer vi skam med lange foredrag og kyndige oplæsninger, men når det kommer til forsvar for det kristne evangelium imod den muslimske trussel, så gemmer vi ham langt væk, så har han ikke noget at sige os, eller – værre endnu – så lader vi, som om de ligegyldigheder, vi hoster op med, er, hvad vor tid trænger til.

Jamen, hungrer vore menigheder da ikke efter at få et klart billede af, hvad kristendommen er i modsætning til islam? Er det ikke dèr, slaget skal stå? Er det ikke det, det drejer sig om? Er det ikke dèr, vi har vore dages udfordring, en udfordring, der fint holder mål med de udfordringer, Luther stod overfor, papismens og sværmernes udfordringer?

I hvert fald, jeg kunne ikke slippe disse overvejelser, og da jeg først havde fået den tanke ind i hovedet, at man da måtte kunne genskrive Luthers ”Vor Gud, han er så fast en borg” på en mere krasbørstig måde, end Iben Krogsdal har gjort det, blev tanken ved med at arbejde i mig, indtil nedenstående digt var skrevet.

Og når jeg nu bagefter læser det igennem, er det egentlig ikke så tosset. Jeg kalder fjenden ved hans rette navn, for det er Muhammed, der er fjenden, ikke nødvendigvis den enkelte muslim, kun for så vidt han har ladet sig besnære af Muhammed, og det er der jo nok mange, der har. Og jeg går ikke ind på folketingets dagsorden: hvad man kan tillade af prædikener i moskéerne, men holder mig til kirkens opgave, som er at opstille forskellen mellem loven og evangeliet så knivskarp, at både kristne og muslimer skulle kunne se, hvor stregen går mellem de to religioner. Men jeg fastholder også, at har folketinget besluttet, at vi skal tage imod så og så mange muslimer som indvandrere – hvilket vi som borgere gør klogt i at vende os imod – så er det kirkens forbandede pligt at tale imod koranens voldsopfordringer, ikke at lade, som om de ikke findes. Og endelig har jeg en bøn om, at den folkelige tillid må bevares, og de muslimer, som ved diverse regeringers misregering er kommet ind i landet, må gribes i det mindste så meget af denne tillid, at de arbejder med på den, hvilket ikke kan ske ved at forlange, at vi kristne skal bøje os for deres følelse af krænkethed, hver gang vi siger noget ondt om Muhammed, men kun kan ske ved, at de opgiver deres fornærmethed over vor omtale af deres profet, og ligeledes opgiver den deraf flydende vold.

Men her er digtet:

Nydigtning af ”Vor Gud, han er så fast en borg”! (15-2 2017)

Mel.: Vor Gud, han er så fast en borg…

1. O, Gud, Du er vort stærke skjold,

bag det vi vil opøve

et værn mod dem, der vil med vold

os al vor frihed røve.

Giv mod trods al vor frygt,

og giv os duers kløgt,

så slangers snildhed kan*)

os præge hver en mand,

at vi kan fjenden tvinge.

2. Din fjendes navn er Muhammed,

han vil os overliste,

men, stærke Gud, slå du ham ned,

at han os ej skal friste

at gå på kompromis

med lovens tyranni!

Bevar vort frie ord

trods truslerne om mord,

som lyder fra hans strube.

3. Giv styrke til med gæstfrihed

at tage mod hver fremmed,

som søger ly og voldsfrihed,

bli’r i vort folk indlemmed.

Og lær os vise dem,

at dette er vort hjem,

at fra koranens ord,

hvorpå så stærkt de tror,

hvert voldsord må udrives.

4. Den tillid, Du lod vokse frem,

som præger hele folket,

lad den omslutte nye hjem,

så alting bliver tolket

i lyset af Dit ord,

det ord, hvorpå vi tror,

at tale uden vold,

det er vort bedste skjold,

lad det beskærme alle!

*) Matt 10,16

Så mange var ordene!

Udgivet i Islam versus kristendom, Luther | Tagget | Skriv en kommentar

Menneskets oprindelse

Videnskab kan bruges til meget. I en kronik i Jyllands-Posten, se her, prøver professor Anders Klostergaard Petersen at bruge videnskaben om menneskets udvikling til at opfordre de borgerlige politikere til at være mere ordentlige, både i behandlingen og i omtalen af flygtninge.

Han har læst en bog af Joseph Henrich, det må vist være den, jeg også er i gang med: ”The Secret of Our Succes”. Her viser Henrich, at mennesket i sin redskabsbrug i modsætning til dyrene har en kumulativ kultur: man lærer efterhånden mere og mere, fordi man ophober den viden, forrige slægter havde tilegnet sig.

Det oversætter Klostergaard til en påstand om, at mennesket ikke blot er et legemligt væsen, det er også et åndeligt væsen, det har kumulativ kultur eller ånd.

Ikke et ondt ord om chimpanser, hedder det så

Som mennesker er vi imidlertid andet og mere: kultur og ånd. Det kræver rigtignok, at man forstår det og er villig til at kultivere det. Ellers vender vi kun alt for hurtigt tilbage til skoven.

Det er noget frygteligt vrøvl. Jovist, vi driller af og til hinanden med, at nu er der vist nogle abetendenser i os, der gør sig gældende. Men den slags tanker plejer jo at forblive på drilleplanet. Når de som her bliver taget alvorligt, må de anholdes.

Udviklingen går ikke baglæns. Det er komplet umuligt for mennesket at vende tilbage til skoven. Vi har fået denne kumulative kultur, den kan vi ikke sådan give fra os. Eller – sagt lidt tydeligere – vi har fået et sprog, og dette sprog er vor skæbne. I den grad er det vor skæbne, at vi aldrig kan slippe det, ja, det bliver skæbnesvangert, når vor selviskhed iklæder sig skønne sproglige utopier, der giver os lov til at slå andre ihjel. Så kommer vor ondskab til at overgå alt, hvad noget dyr kan præstere.

Mærkeligt nok omtaler Klostergaard næsten ikke sproget som noget, der er en del af vort udviklingspotentiale og derfor adskiller os fra dyrene. Det er mærkeligt, fordi han begynder med et Grundtvig-citat – at mennesket er ingen abekat – og man kunne formode, at han ikke blot kendte fortsættelsen:

bestemt til først at efterabe de andre Dyr, og siden sig selv til Verdens Ende, men han er en mageløs, underfuld Skabning, i hvem Guddommelige Kræfter skal kundgiøre, udvikle og klare sig giennem tusinde Slægter, som et Guddommeligt Experiment, der viser, hvordan Aand og Støv kan giennemtrænge hinanden, og forklares i en fælles guddommelig Bevidsthed”

men også vidste, at Grundtvig mener, at det, der adskiller os fra dyrene, netop er ”Ordet” eller altså sproget. Dét er det jo, der udvikler sig, dét er det, hvis kræfter klarer sig gennem slægterne, dét er det, der er Guds eksperiment med os og får legemlighed og åndelighed til at gennemtrænge hinanden.

Jeg er ikke kommet så langt i Henrichs bog, og jeg er lidt spændt på, hvor stor en rolle han vil tillægge sproget. Jeg var i sin tid meget optaget af de resultater, som Jane Goodall havde opnået ved at følge vilde chimpanser gennem en årrække, og jeg mente at måtte konkludere, at det netop var sproget, der gav mennesket, men altså ikke chimpansen, en kollektiv hukommelse, og derfor sproget, der gjorde fortidsmennesket bevidst om, at det skulle dø, se evt. her. I de fejder mellem chimpanseflokkene, som Goodall iagttog, ser man nok, at chimpanserne går bersærk, men ikke, at de slår ihjel, højst udøver de vold med døden til følge. Dette at slå ihjel synes at være en handling, der er forbeholdt mennesket i dets indbyrdes uoverensstemmelser.

Den viden om, hvordan man slår ihjel – en viden, som rovdyrene har instinktivt – kan vi ikke sådan lægge fra os. Så tilbage til skoven kommer vi aldrig.

Men kan vi mon ikke komme tilbage til det store menneskeslagteri, som de to verdenskrige medførte?

Vi håber det jo ikke. Men det er værd at lægge mærke til, at det i f.eks. Anden Verdenskrig ikke var mangel på kultur, der førte til menneskeslagteriet – nazisterne mente om sig selv, at det var dem, der var udtryk for fremtidens kultur. Og de fik jo af den grund utrolig mange tilhængere i Tyskland.

Lad mig også fremhæve en anden ting ved disse forfærdelige krige. Under Første Verdenskrig opdagede man, at soldaterne på begge sider af fronten havde udviklet advarselssystemer, så de kunne hjælpe hinanden til at undgå det værste blodbad. Ikke blot fandt de menige soldater sammen juleaften, de fandt også sammen mange steder langs fronten. Man kan sige med Habermas, at livsverdenen, som den menige soldat repræsenterede, her viste sig betydelig mere menneskelig end systemverdenen, som generalerne og politikerne repræsenterede.

Men altså: Klostergaard omtaler kulturen og det i modsætning til naturen:

Det er sansen for kulturens skrøbelighed og fællesskabets lette vej til opløsning og vold, som gør mig til liberal, socialkonservativ tænker. Kun en borgerlig tænkning har hidtil dokumenteret evne til at forstå kulturel skørhed og social erosion. Samme tænkning lægger derfor vægt på kulturel læring som modvægt til dyriskhed og narcissisme. Det er gennem kultur, vi holder aben stangen og fremelsker det sociale menneske, som evner at indgå i fællesskab med andre uden at forfalde til vold og selviskhed.

Som krigene har vist, er vi mennesker i dyriskhed langt værre end dyrene. Men vi skal altså som modvægt have en liberal, socialkonservativ tænkning, kun derved kan vi holde aben stangen.

Så citerer Klostergaard Goethe:

Ædel skal mennesket være, hjælpsom og god, for deri alene adskiller det sig fra alle andre væsener, vi kender, skrev Goethe. Det lød ikke: Ædelt er mennesket; men derimod ædelt skal det være. At fremelske det ædle i mennesket er kulturens opgave. Ordentlighed og respekt kommer ikke naturligt. Det kommer kulturligt. Det ved Angela Merkel, men har dagens danske borgerlige politikere den dannelse og indsigt?

Og indrømmet, det lyder jo smukt: at det er kulturens opgave at fremelske det ædle i mennesket. Men spørgsmålet er ikke, om det er smukt, men om det er sandt. Kan gerne være, at ordentlighed og respekt kommer ”kulturligt”, men er det af den grund noget, det ene menneske kan drive det andet til? Eller noget, en elite kan fremelske hos en befolkning?

Ja, det mener Klostergaard. Han vil være liberal, men lægger ikke mærke til, at han med sine forestillinger om, hvad politik går ud på, er alt andet end liberal.

Liberalisme går ud på at lade mennesker selv bestemme. Hvad de skal købe, hvilke film de vil se, hvor de vil bo, hvem de vil bo sammen med, hvor deres børn skal gå i skole osv., osv., alt det skal være familiens eller den enkeltes egen afgørelse. Og politikerne skal blande sig så lidt som muligt. Der skal ikke være nogen smagsdommere, der skal bestemme bogudvalget eller kulturudvalget at vælge imellem. Politikerne skal ikke søge at fremelske ordentlighed og respekt, det er jo noget, der ligger i folk selv, når de lever i et liberalt samfund.

Sådan set er det spørgsmål, Klostergaards kronik rejser, et alt for gammelt og alt for velkendt spørgsmål, nemlig spørgsmålet: Hvem skal vogte vogterne?

De borgerlige politikere, som Klostergaard henvender sig til, tænkes at skulle fremelske ordentlighed og respekt, for, siger Klostergaard, hvis mennesket er et kulturvæsen, skal denne kultur kultiveres. Og hvem skal gøre det? Hvor finder man en sikkerhed for det rigtige resultat, bestående af det ædle menneske?

Ja, i Sovjetunionen var det den ledende elite, der tog sig det arbejde på at fremelske den rette sovjetborger. I Nazityskland var det føreren, der med sine ideologer og mange hjælpere skulle opdrage folket. Og i EU er det – ja, rigtigt gættet – eliten i Bruxelles og dens medarbejdere rundt om i landene, der skal kultivere den almindelige borger. Og, siger altså Klostergaard, uden en sådan kultivering er vi snart tilbage ved abestadiet. Ak nej, vil jeg sige, tværtimod, hvis eliten, med eller uden Klostergaards påskyndelse, fortsætter med at ville kultivere os, så vi åbner landets døre for endnu flere uintegrérbare muslimer, så risikerer vi at ødelægge den naturlige tillid, der hersker mellem medlemmerne af ”den danske stamme”.

Klostergaard slutter med følgende svada:

Derfor er det svært ikke at forfalde til mismod, når man ser på aktuel borgerlig politik, internationalt og nationalt. Det første har jeg begrænset mulighed for at påvirke. Hvad angår det sidste, kan jeg appellere til landets borgerlige politikere. Tænk dog over, hvad I gør!

I tilsidesættelsen af Danmarks internationale forpligtelser som f.eks. udtrykt i afvisningen af kvoteflygtninge og i en eklatant mangel på ordentlighed i behandlingen og omtalen af flygtninge er I godt på vej til at reducere mennesket til abekat. I betoningen af det nationale på bekostning af det internationale fører I os tilbage til stammesamfundet. Dermed bidrager I til sammen med andre, som internationalt trækker på samme hammel, at øge risikoen for vold mellem nationer. Mennesket er hverken ædelt eller ordentligt; men det kan kultiveres i den retning. Det forudsætter imidlertid politikere, som forstår det og ved at handle derefter.

Det er politikerne, han henvender sig til, ikke den almindelige borger. Men besynderligt er det, at han ikke har lagt mærke til, at folk er ved at være godt trætte af at bliver behandlet som nogen, der skal kultiveres til at være ædle og ordentlige. Det er jo netop den holdning, som Klostergaard her udviser: den formynderiske holdning, der har fået de mange bevægelser, der vil bremse migrantstrømmen, til at få øget tilslutning.

Men altså: vi, der vil bremse indvandringen, kommer aldrig til at reducere mennesket til en abekat; vi betoner ikke det nationale på bekostning af det internationale, tværtimod ser vi det nationale som grundlag for alle internationale aftaler. Hvordan det skulle føre til vold mellem nationerne, er det mig umuligt at se. Derimod kan jeg se uønskede spændinger vokse frem i takt med det stigende antal indvandrere fra en fremmed kulturkreds, som vi af Klostergaards og ligesindedes iver efter at opdrage os til ædle mennesker tvinges til at modtage og leve sammen med. Det vil sige: efter min overbevisning er det en holdning, som den, Klostergaard indtager, der udgør en fare for vold, ikke mellem nationerne, men indenfor nationerne, og ikke den holdning, der vil bruge de mange penge, vi i dag bruger på integration, til at hjælpe forfulgte mennesker i nærområderne.

Det er et yderst overfladisk menneskesyn, der mener ud fra forestillinger om menneskets udvikling at kunne drage konklusioner om, hvad der er politisk klogt i dag.

Udgivet i Indvandringspolitik, Samfundsforhold | Tagget , | Skriv en kommentar

Tror du, så har du

Den fremmede Luther 10

Jeg var til Luther-møde forleden. Det var Peter Lodberg, der holdt foredrag i Horsens-Hedensted folkeuniversitet. Og han sagde ved den lejlighed noget, som jeg her vil opponere imod. Det skal ikke forstås sådan, at han og jeg er glødende uenige om, hvordan Luther skal tolkes. Han har skrevet en bog om tro, og den er sikkert udmærket. Han har også skrevet om troen i den serie, der hedder ”Tænkepauser”, som Aarhus Universitetsforlag udgiver. Og jeg tvivler egentlig ikke på, at han også dèr er i stand til at redegøre for Luthers tanker på udmærket vis. Men der en enkelt bemærkning eller en enkelt tankestruktur i hans foredrag, som triggede noget i mig, som fik gamle, uløste problemer til at fremstå igen.

Han beskrev senmiddelalderens angst for fortabelse som udtryk for, at man var bange for ikke at kunne yde Gud nok. De gode gerninger, som man gjorde, var langt fra nok. Den aflad, man købte i dyre domme, var tegn på den angst, man havde i sig: truende flammer fra skærsilden truede hele tiden.

Og, sagde han så, ‘det er med vilje, at jeg her bruger næsten økonomiske termer’. Det var, hvad man dengang tænkte i. Det var en ”frelsens økonomi”, man spekulerede på. Og her kom Luther ind og vendte op og ned på tankegangen. Den frygt for fortabelsen, man følte, fordi man ikke havde gjort fyldest, den tog Luther bort ved at forkynde, at Kristus har betalt gælden; det er altsammen tilgivet; du er fri for at frygte for din evige skæbne, Kristus er trådt ind til fordel for dig, så du, når du tror på hans gerning, kan være fri, frejdig og frygtløs.

Det er muligt, der kan tales om Luthers befriende forkyndelse til nutidsmennesker på den måde. Men jeg, som dog også er et nutidsmenneske, kan ikke rigtig få noget ud af det. Og jeg vil egentlig også tro, at Lodberg og jeg nok ville kunne blive enige, dog først efter mange timers diskussion. Men her forlader jeg Lodberg og nøjes med at tale om mig selv og mine problemer.

Når jeg ikke kan få noget ud af den forkyndelse, skyldes det, at den er holdt i økonomiske kategorier. For hvis der er tale om en gæld, der bliver eftergivet, hvordan kan så Luther sige i ”Om et kristenmenneskes frihed”: ”Tror du, så har du; tror du ikke, så har du ikke”, se her? I menneskelige forhold er det jo sådan, at netop de økonomiske forhold ”gælder”, hvad enten jeg tror eller tvivler. Hvorfor skal det så hedde, at jeg kun har, hvis jeg tror?

Det samme gælder, hvis man taler om Guds ord som en gave. Ordet ”gave” bringer sin egen logik med sig. Og den logik siger, at når en gave er givet, så er den givet, og så kan den ikke sådan trækkes tilbage. Dette at give en gave har så at sige juridisk gyldighed, uanset om det bliver skrevet ned eller ej, for sådan tænker vi om de gaver, vi giver eller får.

Den menneskelige logik siger, at har jeg fået gaven, så har jeg fået den, så er den min ejendom, og sådan er det, hvad enten jeg tror eller ej, sådan er det, uanset hvilket sindelag jeg har overfor giveren; om jeg mistror hans gode hensigter, om jeg slet ikke opdager, at jeg har fået en gave, det er ligegyldigt, gaven var min fra det øjeblik af, da giveren gav mig den.

Og det vil sige, at skal man have troen presset ind i en sådan gavelogik, så går det galt, så er man nødt til at sige, at de menneskelige forhold ikke kan afbilde de guddommelige perfekt, eller lignende. Og så ville det efter min mening være bedre, om man fandt sig et andet billede på Guds handling overfor et menneske end gavebilledet, om man fandt en anden logik end gælds-logikken.

For det tør nok siges, at både det ny testamente og Luther bruger ordet tro. Og kan man ikke få troen anbragt, kan troen ikke gøres til en forståelig aktør i det, der sker, så har man som forkynder et problem.

Lad mig prøve at vise det ved at stille nogle ikke særlig fromme spørgsmål til en Luther-tekst, i dette tilfælde fra ”Om et kristent menneskes frihed”. Her skriver han:

Men for at du kan komme ud af dig selv og bort fra dig selv, det vil sige, ud af din fordærvelse, sætter han foran dig sin kære søn, Jesus Kristus, og lader sige til dig gennem hans levende trøsterige ord: Du skal hengive dig med en fast tro til ham, og frimodigt stole på ham. Så skal for denne tros skyld alle dine synder forlades dig, alt dit fordærv være overvundet, og du være retfærdig, sanddru, fuld af fred og from, alle bud være opfyldt, og du stå frit overfor alle ting. (Se her).

For det første: Hvor mange nutidsmennesker føler, at de befinder sig i et fordærv, eller at de gerne vil ud af sig selv, bort fra sig selv? Ikke mange, gætter jeg på. Så direkte at overtage det, Luther her opstiller som menneskets problem, det går ikke.

For det andet: Hvad er det, troen på Kristus skal tro på? Er det et ord om, at han har tilgivet mig mine synder? Måske. Men hvordan kan det så hedder umiddelbart derefter, at mine synder forlades mig for denne tros skyld, som om det var i kraft af min tro, at jeg fik mine synders forladelse? Hvis det er tilgivelsen af synderne, der kommer først, og min tro kun opstår som en reaktion på ordet om tilgivelse, så kan det jo ikke hedde, at det er på grund af min tro, at mine synder forlades mig.

For det tredje: Jeg kan nogenlunde forstå, at mine synder forlades mig, jeg kan også forstå, at mit fordærv er overvundet, specielt, hvis jeg tænker som middelaldermennesket og frygter skærsildens og helvedes straffe. Og jeg har også lært – omend ikke forstået – at Gud ikke vil tilregne mig min synd, at han erklærer mig retfærdig, omend jeg slet ikke er det. Men hvordan bliver jeg sanddru (warhaftig) gennem denne tro? At jeg bliver fuld af fred, er vel en følge af, at jeg ikke længere frygter for straf, men at jeg bliver from, og at alle bud bliver opfyldt, hvordan kan det lade sig gøre? For slet ikke at tale om, at jeg nu, hvor jeg tror, står frit overfor alle ting?

Jeg vil tillade mig at forsøge at løse disse problemer ved at påstå, at Luther tænker relationelt, men langt fra altid udtrykker sig relationelt. Han opfatter forholdet til Gud netop som et forhold, og han burde egentlig altid udtrykke sig i de begreber, som vi mennesker bruger om forhold til andre mennesker. Det gør blot ikke altid. Men han gør det f.eks. i stykke 6 i ”Om de gode gerninger”. Her hedder det:

For det sjette: Det vil vi kunne se af et tydeligt eksempel fra det jordiske liv: Når en mand eller en kvinde venter kærlighed og forståelse fra den anden, og tror fast på det, hvem lærer dem da, hvordan han skal anstille sig, hvad han skal gøre, undlade at gøre, sige, tie stille med og tænke? Alt det er det alene tilliden, der lærer ham, og det mere end nødvendigt; for der er for ham ingen forskel mellem gerningerne; han gør den store, den lange og de mange ligeså gerne som de små, de korte og de få; og ydermere gør han dem med et glad, fredfyldt og trygt hjerte, og han er i det hele taget et frit menneske. Men hvor der er tvivl inde i billedet, da søger den sig, hvad der er bedst, da begynder den at udmale forskel på gerninger, hvormed den kan vinde sig gunst; og går alligevel til værket med tungt hjerte og stor ulyst, og er samtidig fanget og mere end halvt fortvivlet, og bliver ofte til nar af den grund. (Se her).

Jeg har citeret dette stykke før, jeg véd det godt. Men det er ét af mine yndlingcitater fra Luther. For ved at blive klar over, at det er dette billede, der foresvæver ham i hans teologi, får man – synes jeg – et klarere billede af, hvorfor han taler så meget om troen. Sådan er det jo i vore forhold, altså de nære forhold, ægteskab, søskendeforhold, forhold til forældre og børn.

I de mere fjerne forhold, derimod, bruger vi pengebilleder, retfærdighedsbilleder, bruger i det hele taget lovens logik. Og denne logik kommer også ind i forholdet til vore nærmeste, når tvivlen kommer ind i billedet, tvivlen på kærlighedens ægthed, tvivlen på udsagnenes umiddelbare holdbarhed, tvivlen på, om forholdet er intakt. Så begynder man at samle sammen af gode gerninger for at have noget at kunne fremvise for den anden. Så begynder man at samle sammen på ting, den anden ikke har gjort, ting, den anden har været ligeglad med, osv. Og alle disse tanker er holdt i en bestemt del af sproget, vi kan kalde det lovens logik.

Og denne lovens logik ser ikke på forholdet, men på den enkelte. Problemet med Luther og hans formuleringer er, at han henter mange af sine begreber fra den sprogbrug, der knytter sig til lovens logik. Og det gør han, selv om grundtankegangen er en relationel logik, der tænker i forhold og forholds genoprettelse.

Tænker vi således relationelt om vort forhold til Gud, så kommer de spørgsmål, jeg nævnte under punkt 2 ovenfor, ikke i spil. For et forhold genoprettes ved et ord om tilgivelse og den andens tro derpå. Det kan ikke genoprettes uden tro, tilgivelsesordet i sig selv er ikke nok. Men ind i denne logik, relationslogikken, blander Luther så lovens logik, når han tillader sig at sige, at ”dine synder forlades dig for denne tros skyld”. Nej, de gør ej! Udtrykket ”for denne tros skyld” fastslår korrekt, at svaret på Guds kærlighedserklæring må være tro, ellers er forholdet ikke genoprettet. Men det antyder, at troen kommer til som en slags gerning, næsten som en slags betaling for syndernes forladelse. Og det er forkert.

Det bliver ikke bedre i det følgende:

Derfor skal også det rettelig være alle kristnes eneste gerning og øvelse, at de opbyggede ordet og Kristus smukt i sig for til stadighed at opøve og styrke en sådan tro. For ingen anden gerninger frembringer en kristen. (Se her).

Nu bliver troen tydeligt gjort til en gerning, oven i købet en gerning, som man kan øve sig i, og som man kan opbygge i sig, opøve og styrke. Vel kan man ej! Troen er en reaktion, ikke en aktion. Troen kommer af sig selv, fordi ordet lyder, og man hører og forstår, at man er elsket, at forholdet til Gud er i orden. Men hører man ordet i en menighed, så kan man i samlivet med de andre i menigheden måske/måske ikke få held til at opleve umiddelbarheden i de menneskelige forhold leve op og trives. Men det sker ved åndens indgriben, ikke ved viljens anstrengelser.

Og så kun en kritik mere af Luther! Han siger lidt senere i ”Om et kristenmenneskes frihed”:

For det niende. Når nu mennesket af budene har lært og følt sin manglende evne, så han nu bliver bange for, hvordan han skal opfylde budet, eftersom budet må opfyldes eller han må være fordømt, så er han ret ydmyget og tilintetgjort i sine egne øjne, finder intet i sig selv, hvorved han kan blive from. Og så kommer det andet ord, den guddommelige forjættelse og det guddommelige tilsagn og siger: Vil du opfylde alle bud, blive fri for dit onde begær og blive løsgjort fra synden, som budene tvinger til det og forlanger det, se så her, tro på Kristus, i hvilken jeg tilsiger dig al nåde, retfærdighed, fred og frihed. Tror du, så har du. Tror du ikke, så har du ikke. (Se her).

Det er ikke sandt, at du har, hvis du tror. Men det er sandt, at du er, hvis du tror. I så fald er du nemlig Guds øjesten, hans elskede barn. Og vil man sige, at man dog har Guds kærlighed, så er svaret, at kærlighed – også i menneskelige forhold – ikke er noget, man kan have, det er noget, man kan leve i, det er noget, man kan tro på, men det er ikke en størrelse som alt det andet, man kan have. Jeg kan sige, at jeg har dette andet menneskes tillid, men det er en farlig udtryksform, som kun kan bruges efter et langt samliv, og som måske endda selv da helst ikke skal bruges. For det er måske mere relevant at sige, at jeg nærer tillid til dette andet menneske, det kan man jo udtale sig om med nogenlunde sikkerhed. Den andens tillid er altid noget, man kun kan tro på.

Man kan vist nok også sige, at det, Luther til stadighed forsøger at give sprog til, er det ret afgørende spørgsmål, hvordan man skal handle, så den højre hånd ikke véd, hvad den venstre gør, eller handle, så man bliver frikendt på dommens dag, hvor det jo, ifølge dommedagslignelsen i Matt 25, om dem, der har gjort det gode, gælder, at de ikke anede, at det, de gjorde, kunne bringe dem frifindelse på dommens dag, se evt. et mit blogindlæg derom her. Blot bruger han i alt for høj grad det sprog, der hører lovens logik til. Men det er altså det andet sprog, det relationelle sprog, han tænker efter.

Det viser sig, når han skal beskrive de gerninger, som en kristen tænkes at gøre. De gøres glad og muntert, de gøres frit og gerne. Det kommer også frem i ”Om et kristen menneskes frihed”. Henimod slutningen fortæller Luther, hvordan en kristen vil tænke:

‘Velan, min Gud har gennem og i Kristus uden nogen fortjeneste, fuldstændig gratis og af idel barmhjertighed givet mig uværdige, fordømte menneske, al fromheds og saligheds hele rigdom, så jeg fremover intet mere behøver, end at tro, at det forholder sig sådan. Ej, så vil jeg omvendt overfor en sådan fader, der sådan har overvældet mig med sine overmåde store gaver, for intet fri og glad gøre hvad der behager ham, og overfor min næste være en kristen, som Kristus er blevet for mig, og ikke gøre andet, end hvad jeg ser, er ham nødvendigt, nyttigt og saligt, eftersom jeg dog i min tro har nok af alle ting i Kristus’. (Se her)

Det er den slags udtalelser, der får selv den største kritiker til at sige: Han er nu alligevel god nok, ham Luther.

Udgivet i Luther | Tagget , | Skriv en kommentar

Mediernes brøde

Det har længe været sådan, at journalister og politikere har kunnet tillade sig at være uvidende, ja næsten blanke på nationaløkonomiens område. Det har forekommet begge parter tilstrækkeligt, at man fra tid til anden inviterer en økonom ind i studiet, når der forekom noget i den offentlige debat, der var lidt for uforståeligt, eller indhentede en udtalelse – helst ultrakort – fra én af de økonomer, der anså det for forsvarligt at stille op på den betingelse. Så havde man, mente man, opfyldt sin pligt som journalist eller politiker.

Grækenlands gældskrise var ét af de emner, man har skullet behandle. Men nogen særlig dybtgående behandling er det ikke blevet til. For hvis nu alle Grækenlands vanskeligheder beror på den fejlkonstruktion, som euroen udgør, så er det et lidt for farligt emne at beskæftige sig med. Så man har som regel nøjedes med at citere en økonom, der var tilhænger af euroen, for så fik man ikke ørerne i maskinen.

På samme måde med Brexit. I alt væsentligt har danske journalister holdt sig til de økonomer, der tænkte Bruxelles-tanker, og altså anså Brexit for en ulykke, ikke så meget for EU, mere for Storbritanien.

I begge tilfælde kan man undre sig lidt over, at det forhold, at virkeligheden ikke arter sig efter forudsigelserne, tilsyneladende ikke får vore medier til at skifte grundopfattelse.

Jeg tager en leder i Berlingske af Tom Jensen frem som eksempel, se her.

Det kan godt siges at være lidt uretfærdigt. Tom Jensen er jo ellers normalt meget fornuftig. Og det er han oven i købet også i denne leder. Tilmed er det noget helt andet, han er i gang med at tale om. Og så angriber jeg ham for en lille bagatel! Er det ikke lidt tvivlsomt?

Han skriver bl.a.:

Er der nogen, der kan huske Attac? Det var en elefanthueklædt omrejsende bevægelse, som førte an i meget af det, der indtil for få år siden var den eneste synlige modstand mod globaliseringen. Og den deraf følgende nødvendige politik. De nødvendige internationale institutioner. De nødvendige frihandelsaftaler. Den nødvendige fjernelse af grænserne for menneskets, varernes og kapitalens frie bevægelighed. Alt det nødvendige, som kun de mest ekstreme kunne argumentere imod, netop som følge af tingenes uafvendelige nødvendighed…

Jeg fornemmer en vis afstandtagen fra alt det med nødvendigheden, som han her nævner. Meningen synes at være, at sådan så eliten på forholdene dengang, da Attac var i vælten.

Blot er jeg lidt i tvivl om, hvorvidt det nu også er meningen. For talte man dengang om globaliseringen? Var det ikke verdenskapitalismen, man anså for fjenden? Eller valutaspekulationerne?

Min mistanke om, at Tom Jensen bruger nutidens termer til forklaring af fortidens fænomener, bestyrkes af det, han skriver om fjernelse af grænser. For her smutter lige det nødvendige ved fjernelse af grænser for menneskets frie bevægelighed med ind i billedet. Og det var dog vist ikke inde i billedet dengang.

Og fjernelsen af grænser for mennesker er aldeles ikke nødvendig, heller ikke efter normale nationaløkonomiske teorier.

Hvordan kan jeg nu vide det?

Det kan jeg vide, fordi The Economist i sin tid roste globaliseringen utrolig meget, se mit indlæg her. Bladet skrev:

Begynd med at huske på, hvad der er på spil. Det mangesidede system af institutioner, regler og alliancer, anført af Amerika, har igennem syv årtier understøtter global vækst. Det muliggjorde genopbygningen af efterkrigens Europa, det så Sovjet-kommunismens lukkede verden bryde sammen, og det fremkaldte ved at tilslutte Kina til den globale økonomi den største reduktion af fattigdommen i historien.

Det giver jeg bladet fuldkommen ret i. Men læg mærke til, at alle disse fantastiske ting er opnået uden at man fjernede grænserne for menneskenes frie bevægelighed. Deraf slutter jeg – men ikke The Economist, for det tænker bladet ikke over – at EU’s tale om den frie bevægelighed for varer, kapital og mennesker, kun er økonomisk begrundet for de to førstes vedkommende, ikke for menneskenes vedkommende. Økonomier kan blomstre, selv om der ikke gives nogen fri bevægelighed for mennesker. EU kan også, hvert land for sig, få vækst i økonomien, uden nogen Schengen-aftale, uden nogen Dublin-forordning, med grænsebevogtning ved alle grænser, så kun varer og kapital (og tjenesteydelser) kan bevæges frit.

Det vil sige, hvis The Economists evaluering af de store økonomiske fremskridt i efterkrigstiden står til troende, så prøver EU at snyde os: man vil absolut have de enkelte lande til at smelte sammen til én stor USA-lignende statsdannelse, til sin tid med fælles præsident og et ægte parlament, som formodentlig tænkes at komme til at ligne den amerikanske kongres. Og fordi man ikke har tålmodighed til at vente på, at landene lige så stille gror sammen af sig selv på de måder, de nu hver for sig finder for godt, derfor blander man nationaløkonomiske tanker ind i det hele. Dem er der jo ingen, der rigtig forstår, og det lyder jo godt, at der i Stor-Europa ikke skal være nogen grænser. Det søger man at snige ind i de økonomiske teorier, så fri bevægelighed for mennesker optræder med samme økonomiske selvfølgelighed, som fri bevægelighed for varer og kapital.

Og ak, Tom Jensen har ladet sig rive med af denne forkerte tankegang!

Lidt senere omtaler han Brexit: briterne stemte sig ud, fordi de ikke længere gad være med i EU. Det er jo også en slags idealisme, føjer han til. Og så skriver han:

Præcis som det er, når nogle ønsker at lukke grænserne, selv om det måtte skade den økonomiske vækst. De prioriterer imidlertid et indvandringsstop og deres kamp mod f.eks. islam højere end fremskrevne vækstkolonners stabile yndighed.

Her er de for mennesker åbne grænser gået hen og blevet en del af forudsætningerne for økonomisk vækst. Det er direkte forkert. Talrige undersøgelser viser, at den indvandring, vi har haft i de sidste mange år, koster penge, endda rigtig mange penge.

Det er rigtigt, at vi, der er imod indvandring af muslimer, prioriterer et stop for en sådan indvandring af ikke-økonomiske grunde. Vi ser vort lands enestående tillidskultur under nedbrydning, vi er bange for de mange ghetto-områder, vi ser integrationen som et fallitbo. Og det er nok også rigtigt, at hvis virkelig det forholdt sig sådan, at den muslimske indvandring gav os økonomiske fordele, så ville vi være imod den. Men sådan forholder det sig jo langtfra.

Jo, hvis man absolut vil have EU til at være en tro kopi af USA, så der kun er én valuta overalt, så er det muligvis korrekt nok, at der heller ikke skal være grænser for mennesker, der vil flytte fra ét sted til et andet. For så vil der muligvis dannes økonomiske vækstcentre forskellige steder i området, og sådanne centre vil tiltrække arbejdskraft fra mindre økonomisk attraktive steder. Men når det nu faktisk forholder sig sådan, at Europa ikke er USA og ikke kan blive det, fordi man ikke kan smelte alle de forskellige folkeslag sammen i én stor heksekedel – folkene gør besynderlig nok modstand mod et sådant initiativ – så er det ikke nødvendigt af hensyn til økonomien at ophæve grænserne for mennesker.

Og så er det altså snarere et stykke listigt folkeforførelsesstrategi, når man fra elitens side lader al grænseophævelse indrullere under hovedbegrebet ”globalisering” og drager den forkerte slutning, at fordi folk, som de er flest, er imod ukontrolleret indvandring, er de også imod fri bevægelighed for varer.

Desværre hopper Tom Jensen på den limpind.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , , | Skriv en kommentar

Fake news

Falske nyheder”, det er blevet et begreb, som man taler meget om i de etablerede medier. Og ingen tvivl om det, det er Donald Trump, der har fremkaldt dette begreb, for han synes at operere med noget, hans talsmænd eller -kvinder kalder ”alternative nyheder”; han synes at mene, at påstår han blot noget tilstrækkelig hårdnakket, så skal de etablerede medier pænt rette sig efter hans påstand.

Men den slags falske nyheder er det forholdsvis let at komme til livs. Man skal blot gøre, som de amerikanske medier gjorde, da Trump påstod, at der var flere til hans indsættelse end til Obamas: man skal vise billeder, der viser, at hans påstand er forkert. Det er også, hvad man har gjort, og tiden vil vise, hvem der vinder: Trump med sin bevisligt falske påstand eller medierne med deres kritiske efterprøvning.

Det bliver nok medierne.

Imidlertid har dette medført, at nogle af medierne er begyndt at øve en form for selvkritik: Er vi gode nok til at være kritiske? Er vi degraderet til lammefromme mikrofonholdere? Og så indkalder man nogle ”kritiske” journalister, der skal forestille at stille kritiske spørgsmål til mediernes hidtidige håndtéring af tingene. Men den tilgang til problemerne er langtfra dybtgående nok.

Man har jo stadigvæk fra de etablerede mediers side et horn i siden på det, man kalder ”alternative medier”, dvs på de internetsider, der har opnået stor gennemslagskraft. Dèr har vi, siger man, eksempler på ”fake news”. Dog nøjes man indtil nu med at fremsætte påstanden om falskhed, man beviser den ikke, som man gør det med Trumps alternative kendsgerninger.

Nej, det, man kan anklage de etablerede medier for, er noget langt værre. Det, der får dem til at miste troværdighed, er noget langt farligere. Det er den vinkling, de giver af nyhederne, og det er alt det, de fravælger i nyhedsstrømmen. Dét er det, der gør det anstrengende at lytte til de etablerede medier. Dét er det, der for mig har forvandlet det, der før blev modtaget letløbende og uden kritiske spørgsmål, til noget, det er meget anstrengende at læse og lytte til: Man skal hele tiden være opmærksom på, hvad det ikke siges.

I første omgang havde jeg således godtaget mediernes referat af pressekonferencen efter Merkels møde med Erdogan. Man gjorde noget ud af, at Merkel tilsyneladende havde fået anbragt en kritik af Erdogan inde i en ros til ham. Og det syntes man, var ganske smart. Men man undlod at fortælle, at Erdogan sandelig også havde kritik at fremføre mod Merkel og mod alle os europæere, der rask væk taler om ”islamistisk terror”. Det måtte jeg ind på et såkaldt alternativt medie for at finde ud af, i dette tilfælde det svenske Avpixlat. Her fortæller man, se her, at Erdogan havde set meget forarget ud, da Merkel omtalte ”islamistisk terror”, og at han umiddelbart derefter sagde:

– Uttrycket “islamistisk terrorism” sårar oss muslimer djupt. Ett sådant uttryck är inte korrekt, eftersom islam inte kan förknippas med terror. Islam betyder fred. Jag ber om att detta uttryck inte ska användas. Så länge det används måste vi ta avstånd från det. Som en muslimsk president kan jag personligen inte acceptera att uttrycket används.

Det er da noget nyt. Skal vi tilfredsstille Erdogan, er det ikke nok, at vi siger ”islamistisk terror” og ikke – mere korrekt – ”islamisk terror”, nej vi må hverken sige det ene eller det andet. For uanset, hvor mange islamiske terrorister der opererer på europæisk grund, så har det ikke noget med islam at gøre, for islam betyder fred. ”Period”, punktum, som Trumps talsmand sagde efter påstanden om, at der havde været flere til Trumps indsættelse end til Obamas.

I fortsættelse af disse for Europa yderst afgørende problemer lykkedes det så for en journalist på Weekendavisen, Jesper Vind, i et interview i Deadline at få det til at se ud, som om den fortsatte lukning af Balkanruten udelukkende afhang af Tyrkiet. At Makedonien havde lukket sin grænse til Grækenland, at andre lande på Balkan havde fulgt eksemplet, og at det sandsynligvis var det mere end Tyrkiets holdning, der havde bevirket den opbremsning af migrantstrømmen, der kunne ses i februar/marts 2016, det fik lov til at være et problem, der ikke blev berørt. Dels nævnte Vind overhovedet ikke den mulighed, og dels fik han ikke stillet spørgsmål om det af studieværten.

Og det er da for dårligt. Det er ikke ”fake news”, for et sådant fænomen er til at tage og føle på. Nej, det er falskhed ved udeladelse, det er tegn på, at journalister er gået ind i den boble, politikerne befinder sig i, i stedet for at prøve at prikke hul på den.

Makedonien har lukket sin grænse til Grækenland. Hvis politikere og journalister nævner det alt for tit, kunne nogen måske få den tanke, at det dog må være ethvert lands ret at åbne eller lukke sin grænse for hvem det vil, og at det derfor er højst besynderligt, at det er EU, der næsten på sine grædende knæ skal bede andre lande tage sig af den grænsebevogtning, der dog må være EU’s egen opgave. Først bad man Tyrkiet gøre det, nu vil man gerne bede Libyen om det, hvis man bare kunne finde en regering, der kunne gøre det.

Altså, journalister og politikere i uhellig forening vil bilde os ind, at opgaven med at afgøre, hvem der kommer ind i EU og hvem ikke, ikke ligger hos EU’s myndigheder, men må overlades til nabolandene. Hvorfor dog det? Hvornår er det blevet god skik?

Nu holder man så EU-topmøde på Malta. Og noget er der dog sket. En vis bevægelse har dog fundet sted i alle de ”fake news” eller altså “udeladelsesnyheder”, som politikere og journalister igennem snart mange år har udsendt til de intetanende befolkninger. Tidligere kunne man godt låne øre til diverse NGO’er, når de forklarede, at man ikke kunne udlicitere sine menneskerettighedsforpligtelser, og stadigvæk er der enkelte pip fra disse organisationer, der finder vej til main-stream-medierne. Men nu lader politikerne, som om de ikke hører det. Og journalisterne stiller ikke spørgsmål om den side af sagen mere.

Skal det kaldes et fremskridt, er det i hvert fald et meget lille ét. Men det er vist også alt, hvad man kan glæde sig over for tiden.

Man kan forstå, at politikerne på Malta er meget bekymrede for de migranter, der af den libyske kystvagt bliver sendt tilbage til Libyen. For kan og vil Libyen overholde sine menneskerettighedsforpligtelser? Men ingen bekymrer sig om, at EU med sine tiltag for at styrke den libyske kystvagt, er lige så hyklerisk, som når man på den ene side holder den etiske fane højt: man vil ikke et øjeblik bøje sig for dem, der siger, at fodjordsreglen er ødelæggende for Europa, man vil – og så bander man – sørge for, at enhver, der sætter foden på europæisk jord og søger om asyl, kan få sin sag behandlet. Men på den anden side sørger man for, at der ikke kommer alt for mange og sætter fod på Europas jord ved at pålægge flyselskaber et transportøransvar: de må under strafansvar ikke medtage passagerer til Europa, som ikke har gyldig legitimation og gyldigt visum.

Det samme gør man med hjælpen til den libyske kystvagt: med højt hævet etisk fane viser man alverden, at man overholder fodjordsreglen, samtidig med at man beder libyerne sørge for at begrænse antallet af fødder, der bliver sat på europæisk jord.

Men ingen journalister gør vrøvl. Ingen journalister spørger ind til den højst absurde situation, der kan opstå ud for Libyens kyst: indenfor territorialgrænsen hersker den libyske kystvagt. Bliver ens gummibåd opdaget af den, er det tilbage til Libyen (hvis man da ikke har bestukket den til at sætte kikkerten for det blinde øje). Men har man held til at komme udenfor denne grænse, venter de europæiske skibe på én, og man bliver samlet op og kommer til det forjættede land, Europa. Man ser den absurde situation for sig: en gummibåd fyldt med migranter sejler ud fra kysten. En libysk kystvagtsbåd, betalt af EU, sætter efter den. Men udenfor grænsen venter et italiensk krigsskib, også betalt af EU. Den ene båd betyder tilbageslag, den anden betyder redning, begge handler på EU’s foranledning. Skal det italienske krigsskib f.eks. prøve at komme først hen til gummibåden, eller skal det sejle bort, fordi det skal overlade skuepladsen til den libyske kystvagt?

Det får vi naturligvis intet at vide om fra diverse pressekonferencer fra Malta-mødet, for ingen spekulerer i de baner. Men mon ikke man kan være sikker på, at skulle der være nogen af de fintfølende journalister, der opdager, at det italienske krigsskib overlader det til libyerne at ”ekspedere” migranterne, så vil politikerne af den etablerede presse få det glatte lag. For det, der holder gang i hele denne trafik, er jo – bortset fra menneskesmuglerne – den europæiske medlidenhedspresse.

Og hvad mon der vil ske, hvis migranterne skærer hul på gummibåden, så den begynder at synke? Den libyske patruljebåd har ikke plads til alle de mennesker, så italieneren går indenfor den libyske territorialgrænse og hjælper med at fiske migranterne op. Så kan man være sikker på, at alle migranter svømmer hen til italieneren, for de kan jo ikke forestille sig, at migranterne vil blive overført til den libyske båd, når den kommer tilbage efter at have afleveret sin første ladning. Det kan jeg heller ikke forestille mig. For vi er jo så gode.

Men spørgsmålet her er egentlig ikke, hvorfor dette er uholdbart, det er, hvorfor ingen spørger ind til konsekvenserne, hvorfor ingen stiller vore politikere til regnskab for alle de halve og hykleriske løsninger, de præsenterer os for på indvandringsområdet.

Hvis man forestiller sig en journalist, der befinder sig udenfor boblen, hvad ville så være mere naturligt end at spørge, hvorfor den italienske flåde og de EU-skibe, der hjælper den, ikke kan gøre, som den græske flåde gjorde i Ægæerhavet, før Syriza vandt valget i januar 2015. Her optrådte man som kystbevogtning, det vil sige: man bevogtede faktisk de græske kyststrækninger mod illegal invasion, man skubbede eventuelle migrantskibe tilbage. Når det kunne fungére i Ægæerhavet frem til maj-juni 2015, hvorfor kan det så ikke fungére igen både dèr og i libysk farvand?

Men naturligvis, alle de journalister, der har mulighed for at stille spørgsmål til politikerne, befinder sig indenfor boblen, og derinde kan det næsten ikke tænkes, at der ikke er nogen, der véd, hvordan den græske flåde gjorde dengang, blot har de lært at holde mund. For i boblen er man enige om at fortsætte hykleriet, fortsætte med at lade, som om man overholder alle konventioner, specielt fodjordsreglen, og derfor ikke kan tillade sig at skubbe bådene tilbage, men må have nabostaterne til at sørge for at holde migranterne tilbage, mens man dog samtidig får flyselskaberne til at forhindre, at alt for mange benytter sig af fodjordsreglen.

Det er i sandhed en mærkelig verden, vi befinder os i. Og det er ikke Trump, der gør den mærkelig, vi kan udmærket selv, vi europæere, ja hvad angår vildførelse af en befolkning, slår vi amerikanerne med mange hestelængder.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , | Skriv en kommentar

Guds dårskab

Den fremmede Luther 9

Det er Paulus, der har bragt mig frem til denne lidt særprægede overskrift. Han skriver i 1 Kor 1,22-25:

For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker.

Det, jeg her skal omtale lidt nøjere, er den forudsætning, der ligger bag Paulus’ ord her: at Kristus er den første martyr, at hans disciple er kaldede til at efterfølge ham i martyrvilligheden, og at den dårskab, der består i at være villig til at lide døden for sin tros skyld, som jo altså ifølge den kristne forkyndelse er Guds dårskab, er visere end menneskene.

Martyriet er nemlig ikke kun martyrens død. Martyriet er også den efterfølgende lovprisning i den kristne menighed af det, martyren har gjort. Og martyriet er endelig den negtive bedømmelse af martyrens bøddel, som denne lovprisning medfører.

Dette med at lovprise den, der holder fast ved sin tro på trods af, at han eller hun bliver truet på livet, er i vore dage noget, vi næsten helt har glemt. Og den kristne kirke har ikke gjort noget for at hjælpe på hukommelsen.

Det vil sige: dette gælder måske kun den kristne kirke i Europa. I f.eks. Kenya er den kristne kirke stillet overfor den muslimske oprørsgruppe Al-Shabab. Den udøver også sin terrorvirksomhed i Kenya, for den er utilfreds med, at Kenya har sendt tropper ind i Somalia for at bekæmpe netop Al-Shabab. For nogen tid siden foretog den et terrorangreb mod et indkøbscenter i Nairobi. Her gik terroristerne frem, som de plejede at gøre i Kenya: de spurgte, om folk var muslimer eller kristne; muslimerne lod de gå, de kristne skød de. Siden fik vi set en rystende dokumentar, som var sammensat af de billeder fra overvågningskameraer, som var bevaret fra aktionen. På et tidspunkt så man en af terroristerne spørge en kvinde, som man ikke kunne se, om hun var kristen eller muslim, og da hun havde svaret ”kristen”, hørte man umiddelbart efter et skud. Senere fandt man hendes lig, se her.

Jeg tør ikke sige, om de kristne i Kenya hylder hende for hendes trosstandhaftighed. Jeg har ikke hørt om det i vore medier. For vi gør det jo ikke. Heller ikke vore kirker. Vi har glemt alt om martyrteologien. Vi opfordrer vore medborgere til at passe på sig selv. At den ”Guds dårskab”, der opfordrer til at holde fast ved troen trods dødstrusler, skulle være visere end mennesker, nej, det tror vi ikke på. For menneskelig visdom vil jo sige, at man da ikke skal udæske eventuelle muslimske terrorister ved at udtale sig negativt om deres religionsstifter, uanset om man mener det, uanset om man føler sig forpligtet til at oplyse sin menighed.

Og så får vi den mærkelige situation, at de af vore medborgere, der må have politibeskyttelse, fordi de har talt sandt om islam og derved fået de muslimske terroristers trussel ind over sig, nærmest bliver betragtet som lidt halvdumme, fordi de ikke kunne forstå den visdom, som vi synes skal gælde, menneskers visdom: at man må passe på med, hvad man siger; at man må undgå at få ørerne i maskinen; at man hellere må holde mund med det, der kan krænke muslimerne.

-Jamen, vi lever jo med en luthersk kirke, og Luther siger jo ikke noget om martyriet. Hvorfor skal vi så ulejlige os med at gøre noget ud af den sag?

Nå, så Luther siger ikke noget om martyriet! Sandt nok, hans fromme efterfølgere, også dem i vore dage, tager alt mulig andet frem af det store forråd, han har efterladt os. Og der er jo nok at tage af: ”frelse ved troen alene”, ”gode gerninger er gavnlige gerninger”, ”aflad skal man ikke købe”, osv. Og det er såmænd på sin vis forståeligt nok: man er vant til at uddrage fra Luther det, man har brug for i situationen, og martyrteologi har man igennem flere hundrede år ikke haft brug for. Derfor ser man det ikke, selv om det er der.

Dertil kommer, at man i vore dage prøver at komme på så god talefod med katolikkerne som muligt. Derfor er man tilbøjelig til fra luthersk side at lade begge sider være nogenlunde lige skyldige i det, der skete.

Men her sætter begivenhederne selv sig imod. Det var virkelig ikke Luther, der var ude efter pavens skalp, men omvendt paven, der ville have Luther brændt på bålet. Papisterne dengang mente, det var pavens pligt ikke blot at påpege, hvad der var kætterske meninger, men også at opfordre den verdslige øvrighed til at eksekvere den dom, de kætterske meninger førte med sig: at blive brændt på bålet.

Den fare så Luther bestemt også i øjnene. Når han reddede livet, skyldtes det væsentligst to personer: Jan Huss og Frederik den Vise.

Jan Huss blev, som man måske véd, brændt på bålet i Konstanz i 1415. Om man skal kalde hans død en martyrdød, er måske uvist. Men i hvert fald fik den en slags martyrvirkning: Man var fremover opmærksom på det løftebrud, paven dengang havde givet sin tilladelse til: kejseren brød løftet om frit lejde. Det store spørgsmål, både for Luther og alle andre, var, om kejseren denne gang, hvor Luther blev indkaldt for rigsdagen i Worms, også ville bryde det løfte om frit lejde, han havde givet Luther. Det anså mange for det mest sandsynlige, deriblandt Luther selv. Han blev således advaret mod at drage til Worms, en adelsmand tilbød ham ophold på hans uindtagelige ridderborg, men Luther afslog med sit berømte diktum: ”Om der så er lige så mange djævle i Worms, som der er tagsten på husene, tager jeg derind”.

Så det er svært at nægte, at Luther havde villigheden til at lide martyrdøden. Han skriver således den 21-12 1520 til sin ven, Georg Spalatin, der var sekretær hos Frederik den Vise:

Bliver jeg stævnet, vil jeg, såvidt det står til mig, endog som syg, lade mig bringe derhen, dersom jeg ikke kan komme rask. Thi det er ikke ret at tvivle om, at jeg kaldes af Herren, dersom kejseren kalder mig. — Vi formår jo vistnok ikke at afgøre, hvoraf der kan opstå mest fare for evangeliet og for menneskeheden, af mit liv eller af min død. — Som jeg oftere har sagt, ville jeg hellere omkomme ved romanisternes hånd alene, end at han [kejseren, rr] skulle indblande sine hænder i denne sag. Du véd, hvilke ulykker der forfulgte kejser Sigismund efter mordet på Huss, så at han derefter ikke havde held til noget, døde uden arvinger, og også hans dattersøn Ladislaus senere omkom, og i et slægtled blev hans navn tilintetgjort, og hvorledes endelig hans dronning Barbara blev dronningernes infami, og andre ting, som jeg tror er dig bekendt. (Se her).

Bemærkelsesværdigt er det også, at han drog sit lettelsens suk, allerede da han havde overstået forhøret hos rigsdagen, før det var klart, om kejseren ville bryde sit løfte om frit lejde. Da han klokken cirka 8 om aftenen kom tilbage til sit kvarter, løftede han hænderne og udbrød: ”Jeg kom igennem det!” (Se her). Men han var jo aldeles ikke kommet igennem det, han var på ingen måde sluppet fri af dødstruslen, den hang stadig over ham. Det, han var kommet igennem, var forhøret. At han havde holdt stand, at han ikke havde givet efter for truslen, at han havde bevaret sin sjæl, det var det, han jublede over. Hvad der så siden skete med ham, det måtte komme eller ikke komme, som nu Gud bestemte det.

Efter Worms fik han at vide af sin fyrste, at han ville blive ”taget til fange”, så snart man kom ind i fyrstens område. Men han måtte ikke røbe det for nogen. Selv den broder, han efter ordensreglerne skulle have med som ledsager, vidste ingenting. Derved blev forsvindingsnummeret jo også så meget mere omgivet af mystik. Og det var helt efter Frederik den Vises planer.

Men i 1523 blev nogle af hans ordensbrødre i Antwerpen anklaget og dømt for kætteri. De blev brændt den 1-7 1523 på Grand Place i Bruxelles. Da Luther hørte det, udbrød han: ”Det skulle jo have været mig!” og sendte et brev til sine tilhængere i Nederlandene. I dette brev indlagde han et digt eller en salme, hvori han både beskrev selve begivenheden og den virkning, den havde på morderne. Den kan ses her.

Jeg har tidligere omtalt begivenheden, se her, men kan dog ikke dy mig for her at gentage det vers af Luthers martyrsalme, som jeg dengang citerede:

For bålets aske bliver ved,
gi’r støv i alle lande.
Al verdens vand, dens jord og grav
kan ej dets glød udvande.
Dem, som vor fjende ved sit mord
har tvunget til at tie,
dem tvinges han til hvert et sted
at lade glad udsige
Guds pris med tunger døde.

Når jeg ikke kan dy mig, skyldes det, at Luther her omtaler martyrvirkningen. Morderne tvinges til at lade de døde tale, for Gud udvirker, at de døde taler gennem deres død.

Det vil sige: Her bliver det tydeligt over al måde, at Guds dårskab er visere end menneskene, Guds svaghed er stærkere end menneskene.

Guds dårskab er ikke blot dette, at der er mennesker, der er villige til at dø martyrdøden, det er det langt mere omfattende, at vi i den europæiske kultur stoler på ord mere end på sværd, eller det, at vi regner med, at hos os skal ordet og ikke magten herske. Muslimerne, derimod, tror mere på magt end på ord. Den respekt, de taler om, er en respekt, man fremtvinger med magt, ligesom rockerne vil ”sætte sig i respekt”. Den respekt, vi taler om, er hjertets respekt, er den respekt, der kommer indefra, og som ikke kan fremtvinges. Og det er vel forståeligt nok, at vil vi vise muslimerne, at der er en anden form for respekt end den, de regner med, så ville det være det bedste, om vi vovede at tale frit fra leveren angående deres religion, om vi vovede at holde fast på, at mens vi mener, deres religion er forkert, anerkender vi dem som mennesker, altså holde fast på denne overbevisning, uanset de trusler, de måtte fremsætte imod os.

Her kunne kirken træde til som folkets rådgiver og læremester. Men ak, netop kirken svigter afgørende her. Store dele af den tør ikke fremstille islam som væsentlig anderledes end kristendommen, man inviterer imamer ind i kirken, for at de kan lade deres kristendomsfjendtlige budskaber lyde, man bøjer islams lære, så den kommer til at minde om kristendommen.

Udgivet i Luther | Tagget | Skriv en kommentar