Holocaust var unikt

Det er mig imod, at man gang på gang ”trækker nazikortet”, dvs., henviser til begivenhederne i Tyskland i trediverne for at advare mod dem, der i vore dage vender sig imod de fremmede.

Godt nok er dette med at trække nazikortet blevet en mere og mere sjælden foreteelse, formentlig fordi flere og flere politikere ud fra integrationens vanskeligheder har draget den konklusion, at der virkelig er forskel på ”dem” og ”os”, at de fremmede kommer hertil med en helt anderledes kultur, og at de ikke lægger denne kultur fra sig, idet de passerer grænsen.

Egentlig ville jeg have brugt et læserbrev, som jeg for lang tid siden skrev til Horsens Folkeblad, men jeg kan ikke finde det på min computer. Så jeg ”nøjes” med at henvise til dette blogindlæg, som også er ret gammelt, fra 2010. Dengang havde Lars Hedegaard fået en dom for nogle ytringer, han var fremkommet med i en ret privat sammenhæng, og da han var dømt efter racismeparagraffen, opstod der en diskussion om, hvorvidt denne paragraf skulle ophæves. Og i den diskussion var der to, der henviste til begivenhederne i Tyskland i trediverne, Erik Bjergager, Kristeligt Dagblads redaktør, og Mogens S. Mogensen, debattør på religion.dk. Bjergager er ganske kort i sin omtale, se her. Han skriver:

Historien rummer talrige skræmmende eksempler på, at nedsættende generaliseringer om minoriteter har ført til racisme og forfølgelse. Holocaust i Nazityskland, folkemordet i Rwanda og den etniske udrensning på Balkan fulgte efter en periode, hvor mindretallene var blevet lagt systematisk for had. Det er denne generaliserende hetz mod befolkningsgrupper, som begrænses af racismelovgivningen.

Og Mogens S. Mogensen skriver:

Ord er ikke som tanker toldfrie, men kan have alvorlige konsekvenser. Det er bl.a. derfor, at vi har en injurielovgivning, som ingen – ikke engang Dansk Folkeparti – ønsker ophævet. Erfaringerne fra 30’ernes Europa viser desværre også med al ønskelig tydelighed, at der kan være en nær sammenhæng mellem ord og handlinger. De voldelige handlinger mod jøderne optrådte i forlængelse af racistisk/antisemitisk propaganda og verbale overfald. Har man længe nok omtalt jøder som skadedyr, bliver det efterhånden naturligt at omsætte ordene i handling og begynde at gennemføre skadedyrsbekæmpelse.

Dette fandt altså sted i 2010. Og det er jo, set i lyset af den udvikling, der har fundet sted, lang tid siden. Meningen dengang var, at man ville gøre nutidens muslimer til ofre, ligesom datidens jøder var det. Men da det efterhånden har vist sig, at den største og mest farlige antisemitisme ikke findes blandt danskere, men blandt vore muslimske landsmænd, har dette retoriske trick med at sidestille nutidens muslimer med datidens jøder mere og mere mistet sin gennemslagskraft. Det var jo dog en muslim, der ved terrorattentatet i København i februar 2015 dræbte en jøde, ikke omvendt. Og det er efterhånden velkendt, at der er muslimske prædikanter, der opildner til had mod jøder, ja direkte til drab på dem – en sådan havde terroristen fra Krudttønden besøgt, før han begik sin ugerning – hvorimod ingen jødiske rabbinere opildner til had mod muslimer og da slet ikke til drab på dem.

Så jeg troede ikke, at jeg skulle møde den forestilling mere. Men ikke desto mindre mødte jeg den forleden dag ved et foredrag.

Dog først en anden mærkelig ting ved dette foredrag.

Jeg har gennem et stykke tid haft en mistanke om, at man i Grænseforeningen har villet bruge forholdene i Nord- og Sydslesvig, hvor danskere og tyskere efterhånden har lært at leve sammen med hinanden, skønt de har forskellig sprog og forskellig kultur, som argument i integrationsdebatten, og altså hævde, at vore integrationspolitikere kan lære af forholdene i grænselandet.

Det er også tilfældet. I bladet ”Grænsen” er der i februar-nummeret for 2017 et interview med foreningens nye formand, Jens Andresen. I dette interview siger han bl.a.:

Vi må aldrig lukke os om os selv. Men samtidig er vi i kraft af vores lidenhed også mere sårbare, for eksempel når det gælder vores sprog og kultur”, siger Jens Andresen, der mener, at alle mindretal i Europa har meget at lære af den dansk-tyske mindretalsordning, der blev en realitet med København-Bonn Erklæringerne i 1955. Det gode eksempel fra grænselandet, hvor man i dag lever i fredelig sameksistens, kan også bruges i integrationen af flygtninge og indvandrere, mener Jens Andresen, der dog samtidig advarer mod at sidestille de to grupper.

”Det danske og det tyske mindretal har altid boet, hvor de gør. Vore nye medborgere, der kommer hertil som flygtninge og indvandrere, kommer fra andre egne af verden og har en anden kultur og religion. Men det overordnede princip er det samme: Hvis mennesker vil, kan de lære at leve i fred og fordragelighed med hinanden. Det er viljen, det kommer an på. Og jeg tror på, at der er noget godt i alle mennesker, så projektet skal nok lykkes”.

Som man ser, vil Jens Andresen bruge de erfaringer, man har gjort i grænselandet, i den integrationsindsats, vi står overfor med vore muslimske landsmænd. Men han er dog klog nok til at indrømme ulighederne i de to situationer: de nye indvandrere er for det første indvandrere, for det andet indvandrere med en anden kultur og religion. Blot gør han sig ikke klart, hvor stor forskellen mellem os danskere og vore nye borgere er, netop hvad angår kultur og religion.

Det er utvivlsomt sandt, at der er noget godt i alle mennesker. Men det, muslimer forstår ved ”det gode”, er forskelligt fra det, vi forstår ved det. Hvad der er ”det gode”, bestemmes af religionen. Og islam er en magtreligion, der i de første mange århundrede udbredte sig gennem militære erobringer, og i vore dage ”nøjes med” gennem vold at håndhæve shariaen i de ghettoer, de foretrækker at leve i.

Hvis mennesker vil, kan de lære at leve i fred og fordragelighed med hinanden”, skriver Jens Andresen. Det er jo den erfaring, man har gjort i grænselandet. Og det er udmærket. Men hvad stiller man op, hvis mennesker ikke vil? Hvad gør man med mennesker, hvis religion tilsiger dem ikke at indordne sig under danske regler, ikke at tage danskere som venner, ikke at rette sig efter danske love, men efter den muslimske lov, shariaen?

Her nytter fromme forhåbninger ikke. Og her falder naive overbevisninger om alle menneskers iboende godhed til jorden. Her stilles vi overfor en religion med regler så faste, at de dræber alt naturligt liv, men også giver muslimen den tryghed, han har brug for, ikke mindst i et fremmed land som vort, selv om han så ikke bliver integreret i vort samfund. Det uhyggelige er, at det er han sådan set ligeglad med. Han har jo sin omgangskreds i ghettoen, han behøver ikke os danskere for at kunne leve det liv, han betragter som godt og fuldkomment.

Man kan godt undre sig over, at et nogenlunde normalt menneske, i dette tilfælde Jens Andresen, kan være så naiv, at han fuldstændig overser den forskel i kultur og religion, som der er mellem det almindelige ”leverpostej-Danmark” og den muslimske ghetto.

Men så kommer vi til det foredrag, jeg hørte forleden. Her benyttede foredragsholderen sig af den samme iagttagelse: den, at integrationen mellem danskere og tyskere – for nu at bruge det ord – i grænselandet dèr er forløbet udmærket, til at sige, at dette kan være et mønster for integrationen af muslimer. Og i modsætning til Jens Andresen advarede han ikke det bitterste mod at sammenstille de to grupper. Måske det skyldes, at han – vist i modsætning til Jens Andresen – er akademiker. De har det med sommetider at løbe ud ad en tangent, næsten ligegyldigt hvilken. Eller de lader – med Løgstrups ord – begrebsmøllen snurre, og inden man får set sig om, er man langt borte fra virkeligheden med dens mange uløselige problemer.

Oven i købet brugte han sammenstillingen af de to grupper til at skamme os danskere ud, fordi vi gang på gang opstillede et ”dem-og-os” skema, argumenterede ud fra det, talte ud fra det, vendte os imod indvandringen ud fra det. At de fremmede ikke er blevet integreret bedre, end tilfældet er – det måtte man forstå – er udelukkende vores skyld, ikke deres (hov, nu kom jeg til at sige ”dem-og-os”, men det gjorde foredragsholderen egentlig også, dog uden selv at opdage det). Vi danskere burde være langt mere åbne overfor de fremmede, ja, han fremkom oven i købet med en påstand, som jeg troede, at alle nutidens debatdeltagere forlængst var ophørt med at komme med, den påstand, nemlig, at den fremmede kultur er en berigelse for os.

Heraf drog jeg den slutning, at han holdt sig langt borte fra de tekster, som jeg af og til træffer på, tekster, hvor man bruger ordet ”kulturberiger” i ironisk forstand, f.eks. om en muslim, som har begået en forbrydelse. Og det er jo så, hvad det er. Men besynderligt er det, at han, en normalt begavet professor, overhovedet ikke har lagt mærke til, f.eks. at Yahya Hassan skulle have politibeskyttelse, da han ville oplæse sine digte i Vollsmose, f.eks. at brandbiler og ambulancer ikke kan komme ind i ghettoer og slukke ildebrande eller redde menneskeliv, før der er samlet en tilstrækkelig stor politistyrke til at beskytte dem, f.eks. at efterhånden temmelig mange mennesker i vort land er nødt til at have politibeskyttelse døgnet rundt, f.eks. at det er nødvendigt med politibeskyttelse ved den jødiske skole og ved synagogen i København, osv., osv., alt det er dog ganske mærkeligt og burde fortælle enhver nogenlunde uhildet person, at muslimer altså har vanskeligt ved at blive integreret. Og her siger jeg ”integreret”, ikke ”assimileret”, for kunne vi blot nå så vidt, at alle de muslimske voldsudøvelser og trusler ophørte, så ville meget være nået, så kunne måske den proces, man har set i grænselandet, tage form i vore ghettoer, og så kunne vi måske efter mindre end hundrede år opnå en rimelig form for sameksistens.

Men at tro, at man kan bruge metoden fra grænselandet på integrationsproblemerne, at tro, at blot vi danskere ophører med at tænke og tale i ”dem-og-os” kategorier, så vil det hele løse sig, som det har gjort det i grænselandet, det er dog vist noget, der kræver enten stor forargelse mod det, de vist selv kalder ”højrefløjen”, eller en omfattende blindhed for foreteelser, som ligger klart i dagen for os andre (det ikke-ønskede overstreges).

Teaterinstruktøren Tue Biering fik for nogen tid siden den fornemmelse, at han og store dele af dansk teater befandt sig i et ekkorum, hvor de kun hørte deres egne meninger. Den boble ville han godt prikke hul på, og, siger han til Berlingske, se her, det er det, han forsøger med sit nye stykke ”Rocky”. I den anledning var han inviteret i Deadline den 20-9 og her så vi noget af det, han lod sit stykke ende med: en vaskeægte folkepartist kom ind på scenen og holdt en valgtale; derigennem ville han tvinge de venstreorienterede til at lytte til ”de andre”. Efter sigende var der en del, der udvandrede under denne sidste seance.

Men man spørger sig selv, om Grænseforeningen på tilsvarende måde opererer i et ekkorum, hvor man kun hører sine egne meninger og er blind for realiteterne udenfor dette rum. Noget kunne tyde på det.

Og så er dette dog kun noget, der kan gøre mig lettere forarget. Det næste, jeg skal omtale – og har omtalt i begyndelsen – er noget, der gør mig højlig forarget.

Foredragsholderen tillod sig at advare os mod at anvende ”dem-og-os” kategorierne netop med henvisning til Tyskland i trediverne. Det kan gøre mig højlig forarget.

I første omgang en forargelse af samme art som den forrige, en forargelse over, at et nogenlunde fornuftigt menneske netop på det punkt, der hedder ”integration af indvandrere”, har en blind plet og ikke kan eller vil se, at de sammenligninger, de kommer med, er helt ude i skoven.

Det gælder sammenligningen mellem grænselandets modsætninger og modsætningerne mellem danskere og muslimer, men det gælder så sandelig også sammenligningen mellem vor omtale af muslimerne og nazisternes omtale af jøderne. Herhjemme har vi pressefrihed, og hvis nogen er uenig med andres omtale af muslimerne, kan han opponere mod det i kraft af denne frihed; hvad der så sandelig også er mange, der har gjort; vi har haft og har stadig en stor debat om ”tonen” i debatten. Men man synes fuldstændig at have glemt, at pressefriheden blev ophævet ved Hitlers magtovertagelse i 1933. Og glemt er også, at jødeforfølgelsen i Tyskland var iværksat af myndighederne. Det var nazisterne, der med deres racelove gjorde jøderne til undermennesker.

Og jovist, der skal nok have været en del antisemitisme i Weimar-republikkens Tyskland, men Hitler blev ikke valgt, fordi han ville forfølge jøder, han blev valgt, fordi tyskerne skammede sig over nederlaget i Første Verdenskrig og derfor greb ”dolkestødslegendens” påstande med begærlighed. Han blev valgt, fordi hans SA’ere havde terroriseret gaderne, han blev valgt, fordi depressionen i 1929 gik hårdt ud over de tyske arbejdere, og formentlig også, fordi han havde ganske gode talegaver.

Så en sammenligning mellem ting, der siges mod muslimerne i dag, og ting, der blev sagt mod jøderne dengang, er uhistorisk og falsk; sammenligningen bruges ikke for at bidrage til større forståelse af historiske kendsgerninger, den bruges, fordi man ikke ellers véd, hvad man skal anklage højrefløjen for.

Det er slemt nok med sammenligningen mellem grænselandsproblemerne og integrationsproblemerne. Det er værre med sammenligningen mellem tonen i dag og tonen i Tyskland i trediverne. Men værst er det, at denne sidste sammenligning er med til at bagatellisere holocaust.

Når man drager holocaust ind i det, der sker i dagens Danmark, antyder man – uden at ville det eller uden at tænke sig ordentligt om – at holocaust såmænd ikke var værre, end hvad der kan ske herhjemme, hvis den ”onde tone” mod muslimer får overtaget. Når man siger, at det had til muslimer, som man med sin ”tone” opbygger, kan føre til noget meget slemt – og antyder, at der jo skete noget meget slemt i Tyskland – så sammenligner man altså det, der i værste fald kan ske med vore muslimske landsmænd, hvis hadet tager overhånd, med det, det skete med jøderne i Tyskland.

Men enhver debatdeltager burde holde sig for god til på den måde at nedgøre holocaust. Holocaust var en unik historisk begivenhed, som vi må håbe, aldrig vil forekomme igen. Holocaust var noget ganske utænkeligt, før det fandt sted, og noget helt ufatteligt, når man finder ud af, at det rent faktisk har fundet sted. En industriel tilintetgørelsesmaskine sat i system med tysk grundighed, så den i løbet af forholdsvis få år kunne udrydde, dræbe, tilintetgøre – hvilket ord skal vi bruge? – 6 millioner jøder.

En del af den industrielle grundighed havde med gaskamrene at gøre. Men en anden og lige så væsentlig del havde med den omhyggeligt opbyggede løgnehistorie at gøre. Man fortalte jo ikke de jøder, man indsamlede og gennede ind i togvogne, at de skulle føres til tilintetgørelseslejre, nej, man foregøglede dem, at der var tale om en ”Umsiedlung”, en bosættelse af jøder et andet sted østpå. Og illusionen skulle bibeholdes til det sidste, ellers fungerede den industrielle tilintetgørelsesmaskine ikke. Derfor var der ved tilintetgørelseslejrene opført stationsbygninger, der så hyggeligt landlige ud, derfor blev jøderne ved ankomsten mødt med et ”velkommen” og fik at vide, at de først skulle igennem en aflusningsproces og derfor skulle klæde sig af, og først når de stod i gaskamrene, blev de klar over, hvad det hele gik ud på. Men så var det for sent.

Det var djævelsk, det var umenneskeligt (skønt jo udført og udtænkt af mennesker), det var grusomt, det var på alle måder forfærdeligt. Aldrig før set. Aldrig før opkommet i noget menneskes hjerne, skønt aversion mod mennesker, der var anderledes, jo sandelig nok havde fandtes.

Lad dog holocaust stå i al dens grusomhed! Lad dog være med at gøre den til noget, der nok også kunne finde sted hos os! Lad os dog afstå fra at bruge holocaust som forbandelsesformular overfor vore politiske modstandere! Uanset, hvor forargede vi er på deres synspunkter, ethvert forsøg på at bruge rædslen fra holocaust imod dem er forargeligt, fordi det gør holocaust til noget, der nærmer sig det normale, det overfladiggør holocaust, og normal må vi aldrig gøre denne historiske skændselsgerning, vi skal fastholde den som det hele unikke, som noget, der for altid vil stå i en kategori for sig selv.

I det blogindlæg, jeg henviste til i begyndelsen, har jeg givet udtryk for nogenlunde de samme synspunkter. Og i et tidligere indlæg, se her, tog jeg mig for at ønske for tyskerne, at de engang om ikke så længe igen kunne have den samme stille stolthed over at være tyskere, som vi har over at være danskere. For, som jeg skrev, denne naturlige stolthed over sit folk og denne naturlige glæde over sit sprog hører med til det at være et helt menneske.

Reklamer
Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , | Skriv en kommentar

Sørine Gotfredsens kælderdyb

Den fremmede Luther 39

Sørine Gotfredsen har udgivet en bog, der hedder ”Fri os fra det onde”. Den har fået ganske stor omtale her på det seneste. Weekendavisen havde en lang bagsideartikel om hende og hendes bog, den er ikke online. Kristeligt Dagblad bringer et uddrag fra bogen, se her, et interview med hende, se her, og en anmeldelse af bogen, se her. Desuden er den anmeldt i Berlingske, se her, og Kasper Støvring omtaler den positivt på sin blog, se her. Dertil kom et interview med hende i Deadline den 18-9 se her.

Gotfredsen mener, at hun med sin bog prøver at genanvende Luthers forståelse af ”det onde”. Det mener jeg ikke, ja, jeg mener ikke, det er muligt for et moderne menneske at overtage Luthers forståelse af menneskets ondskab. Det mener Gotfredsen vist i virkeligheden heller ikke. Hun siger i Kristeligt Dagblads interview:

Her er det vigtigt at sige, at vi ikke kan vende tilbage til det menneskesyn, Luther havde. Vi er kommet så langt i vores individtænkning og psykologiske opfattelse af verden, at det ikke er muligt. Derfor er Søren Kierkegaard den virkelig gode samlende figur – fordi han er luthersk på alle mulige måder, men også en individets tænker og en moderne mand. Vi er nødt til at holde fast i, at det stadig er Gud, der har lagt banen for menneskene i en eller anden grad.

Det går jeg ikke med til. Søren Kierkegaard er ikke luthersk, hverken på den ene eller den anden måde. Så han er ikke til nogen hjælp her. Nej, når vi ikke kan overtage Luthers syn på synden, skyldes det, som nævnt i ”Den fremmede Luther 2”, at Luther i sit reformatoriske gennembrud brugte én metafor om forholdet til Gud, den metafor, der tages fra et nært forhold mellem mennesker, hvor tillid er hovedordet, men i sin nærmere forklaring af gennembruddet brugte Augustins syndsforståelse som model. Og da disse to metaforer ikke er logisk overensstemmende, er og bliver der en ulogiskhed i Luthers teologi. Vi er derfor nødt til at udskille den augustinske del af Luthers teologi som uspiselig for os, men står så til gengæld overfor den opgave at skulle erstatte Luthers augustinisme med noget andet; for Luther brugte jo Augustins tanker som noget væsentligt, når han skulle forklare sit reformatoriske gennembrud.

Den augustinske syndsforståelse forstår kort sagt synden som identisk med vore drifter. Både kønsdriften, driften efter legemlige behageligheder og driften efter social anerkendelse betragtes af Augustin som følger af syndefaldet. Han ser oven i købet så legemligt på synden, at han mener, at orgasmen, ”den fæle brunst”, først blev påført mennesket efter syndefaldet, ligesom han også mener, at manden før syndefaldet selv med sin vilje kunne styre sit lems erektion.

Ud fra sådanne tanker forestiller han sig, at menneskets synd videreføres til den næste generation, fordi mennesket (manden i hvert fald) under samlejet er grebet af begær. Af den grund er det barn, der fødes, fra fødslen af en synder. Det er, hvad Augustin forstår ved arvesynd. Hvis det ikke var tilfældet, ville barnet fødes uden synd.

Men, siger så Augustin, dette, at undfangelsen sker uden synd, er jo netop tilfældet med Jesus; han er undfanget ved Helligånden, som Lukas hævder det, Luk 1,35. Derfor er han den store undtagelse.

Alt dette har Luther overtaget, og alt dette indgår som en væsentlig del af hans teologi lige fra det reformatoriske gennembrud og fremefter. Men han bruger det på en speciel måde i sin retfærdiggørelseslære. Denne måde kan vi ikke genskabe, men vi kan måske, som antydet i ”Den fremmede Luther 2” og udviklet yderligere i ”Den fremmede Luther 14”, gennemtænke den tankegang endnu mere, som jeg i sidstnævnte ”fremmed-Luther” har kaldt familietankegangen. Det er den tankegang, der ligger bag Luthers forestilling om retfærdiggørelse, dvs., tanken er, at mennesket i mødet med Guds tilgivelsesord får sit forhold til Gud genoprettet, ligesom et ægtepar kan blive forsonet med den enes bøn om tilgivelse og den andens tro på ægtheden af denne bøn.

Man skal lægge mærke til, at gavesymbolikken er ret uegnet her, selv om Luther ret ofte anvender den. For gavetankegangen holder sig indenfor en juridisk tankegang, og dèr er tro unødvendig, ja dèr er den nærmest i vejen.

I Romerbrevsforelæsningen fra 1515 gør Luther meget ud af den fare, der ligger i menneskets retfærdiggørelsestrang: ikke så snart er mennesket kommet ind i det rette forhold til Gud, før det vil gøre dette til et udslag af dets egen vilje og altså prale af det. Og hele vejen igennem sit forfatterskab bruger Luther tanken om menneskets totale synd til at slå denne retfærdiggørelsestrang ned. Augustinismen, som vi ikke kan overtage, udgør således en væsentlig del af Luthers teologi. Når han kan hævde, at selv den største helgen aldrig kommer ud over det stade, at han eller hun hver dag skal bede ”forlad os vor skyld”, skyldes det, at selv en sådan helgen altid vil prøve at retfærdiggøre sig overfor Gud, og en sådan retfærdiggørelse gøres umulig af den totale synd, som han eller hun er præget af.

Det er, hvad han skriver til Latomus i 1521:

Lad os tage sankt Paulus eller Peter, enten når han beder eller lærer eller gør en anden god gerning. Hvis det er en god gerning uden synd og uden nogen fejl, så kan han stå med den skyldige ydmyghed overfor Gud og tale på denne måde: ‘Se, Herre Gud, denne gode gerning har jeg gjort med din nådes hjælp, der er ikke nogen fejl eller synd i den, ejheller behøver den, at du ser igennem fingre med den, og det beder jeg heller ikke om med hensyn til den, blot det ønsker jeg, at du dømmer den med din sandeste og mest nøjagtige dom. Heri kan jeg nemlig rose mig overfor dig, at du ikke kan fordømme den, eftersom du er retfærdig og sanddru, ja jeg er sikker på, at med mindre du nægter dig selv, vil du ikke fordømme den. I denne gerning er der ikke brug for den barmhjertighed, som tilgiver skyld, sådan som Fadervor lærer det, den er her udelukket, der er blot brug for den retfærdighed, som kroner gerningen’. (Se her).

Min indvending mod denne tankegang er, at hvad enten det er Paulus eller Peter eller en hvilken som helst anden helgen, behøver de ikke denne totalsyndighedslære for at lade være med at ville retfærdiggøre sig. Det ligger i selve forståelsen af, at forholdet til Gud er blevet retvendt, at man så ikke har nødig at retfærdiggøre sig, og at man, hvis man alligevel gjorde det, øjeblikkelig ville være tilbage i det retsforhold til Gud, som man lige var sluppet fri af.

Jesus præciserer denne holdning i én af sine lignelser, Luk 17,7-10:

Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? v8 Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. v9 Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? v10 Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.«

Det er selvfølgelige gerninger, der lægges for fødderne af os. Det er med Luthers ord gerninger i kald og stand. Der er ingen grund til at drage vor eventuelle ondskab ind i billedet her. Løgstrup overvejer et sted i ”Den etiske Fordring”, om de gerninger, forældre øver overfor deres børn, er selviske eller uselviske. Og han når til det resultat, at de ikke er nogen af delene. Ganske vist opofrer forældrene for børnenes skyld deres tid, deres penge og deres omhu, men de gør det jo, fordi deres egen tilværelse lykkes, i og med at børnenes liv lykkes.

Løgstrup siger det ikke på det sted, men jeg siger det så til gengæld her: at sådan har det sig med de gerninger, vi står og går i til daglig: de er bare det mest selvfølgelige af alt, også selv om de er udtryk for en slags opofrelse, fordi vi ikke får vore umiddelbare behov dækket af hensyn til den helhed, vi befinder os i. Men helheden, det er jo også os, og uden den os omgivende helhed ville vort liv forsumpe.

Og man må undskylde mig – eller Sørine Gotfredsen må have mig undskyldt – men jeg kan altså ikke se, hvad tanken om det onde i menneskesindet har med disse ting at gøre. Luther gør ganske rigtig brug af tanken om alle drifterne som onde til så at sige at tvinge os til at bede om vore synders forladelse og derved undgå selvretfærdighedens fare. Men det er efter min opfattelse både umuligt for os at gøre det samme og dertil unødvendigt.

I Weekendavisens interview med Gotfredsen hedder det:

Når man er fanatisk og provokeret af udviklingen og det multikulturelle samfund, og samtidig har en afgrund, man kan falde ned i, fordi man har mistet evnen til at bekæmpe det onde i sig selv, kan en Breivik opstå.

Det lyder mere kierkegaardsk end luthersk. Men at Gotfredsen mener, at et menneske har magt til at bekæmpe det onde i sig selv, er sandt nok. Hun gentog det i interview’et i Deadline, hvor det hed, at vi er nødt til at kunne italesætte det onde for at kunne bekæmpe det.

Blot taler Luther jo ikke om, at mennesket har en fri vilje, hans tese er derimod, at menneskets vilje er trælbunden. Men trælbunden, hvad vil det sige?

Det vil sige, at vi drages, mere end vi går selv. Der er tanker, der besætter os bagfra, der er idéer, der overlister os, uden at vi gør os klart, hvor de kommer fra. Og disse tanker og disse idéer bestemmer, hvad vi gør og ikke gør. Men de bestemmer over os, fordi vi giver dem vores tilslutning. Vi handler ikke viljesløst. Luther siger om den frie vilje følgende:

Men hvis vi siger, at den frie viljes kraft er den, hvorved mennesket er duelig til at blive grebet af ånden og blive fyldt af ånden, eftersom det er skabt til enten evigt liv eller evig død, så vil vi tale ret. For denne kraft, det vil sige, denne egnethed, eller, som sofisterne kalder det, denne dispositive kvalitet og passive egnethed, den bekender også vi. Hvem véd ikke, at denne kraft ikke er indgivet træer eller dyr? Som man siger: Himlen blev ikke skabt for gæs. (Se her).

Det vil sige, den frie vilje er en passiv egnethed, en modtagelighed for Guds ord, javist, men jo også for djævelens listige tale, hvilket ikke skal forstås sådan, at vi stilles overfor de to muligheder og selv kan vælge, men sådan, at enten den ene eller den anden ånd vil gribe os.

I ”Den fremmede Luther 36” søger jeg at indkredse, hvad det er for en logik, vi skal tænke i, når vi skal prøve at forstå, hvordan ordet kan gribe os bagfra. Den logik, vi skal tænke i, er tillidsforholdets logik. Men at komme til at tænke i den logik, når man er besat af rettighedstænkningens logik, er noget, der kun kan ske ved et mirakel. Og at tro i kristen forstand er at tro på dette mirakel, dvs., at opfatte det venskab eller det ægteskab, man står i, som en gave fra Gud, fordi kun han kan skabe den tillid, der er grundlaget for det. Hvis vi bilder os ind, at det er os selv, der har skabt tilliden, er der ikke tale om et tillidsforhold, men om, at vi har manipuleret den anden til at tro på os. Og en sådan tro bliver aldrig ægte.

Det samme med den tillid, der hersker i vort folk. Den er Guds gave til os. Den er vokset frem i kraft af det samme åndens mirakel. Og bilder vi os ind, at det er os, der ved hjælp af vor overordentlig store sociale ingeniørkunst har frembragt den, bedrager vi os selv.

Det er her, vi har brug for gudsbegrebet. Det er her, gudsbegrebets forklaring af det uforklarlige kommer ind. Det er her, vi higer efter noget at klynge os til, nogen at takke, nogen at anråbe om hjælp, hvis tilliden svigter. Hvad angår verdens skabelse eller livets tilblivelse, lad det kun ligge som de gåder, det er. Hvad angår sygdom og død, lad kun lægevidenskaben forklare så langt den kan, lad kun her tilfældigheder råde, selv om vi ikke tror på tilfældigheder. Men hvad angår den enes tætte bånd til den anden, hvad angår sprogets virkemåde: at vi indtil den inderste nerve af vort væsen stoler på den, vi taler med, hvad angår vor kulturs dybeste grund, nej, her kan intet mindre end det gådefulde gudsbegreb være tilfredsstillende, her nytter det intet med ingeniørkunst af højeste karat, her ligger tværtimod den grundsten, som alt andet hviler på, en grundsten af tro, som ingen viden kan komme bag om, en trospåstand, som må til, om livet i vort land, i vor kultur og i vore hjem skal leves.

Om Sørine Gotfredsens opfattelse af det onde kan man i bedste fald sige, at den er diffus. Når hun kan hævde, at vi er nødt til at tale om det onde for at kunne bekæmpe det, er hun i skønneste overensstemmelse med det moderne menneske. For for det moderne menneske er det onde noget, man ”kommer til” at gøre. Det er et uheld, der sker én; man ”kommer til” at tale, før man tænker, man ”kommer til” at sige noget uoverlagt, man ”kommer til” at såre et andet menneske. At vi alle er syndere, kan det moderne menneske derfor sådan set godt være enig med Gotfredsen i, for, ikke sandt, vi kommer jo alle til engang imellem at sige noget forkert, at gøre noget, vi ikke skulle have gjort, osv. Og på den baggrund er det trøsterigt at høre Guds ord om tilgivelse, for dette forstår man som udtryk for, at det såmænd ikke gør så meget med de uheld, vi ”kommer til” at gøre undervejs i livet; vi er gode nok på bunden; og det har vi jo sådan set altid ment, uanset al syndetale.

Nej, nej, så overfladisk vil naturligvis ingen præst tale. Men så overfladisk vil præstens tale ofte blive hørt.

Hvad er da det onde?

Tja, hvorfor skal vi tale om det? Lad dog det problem ligge! I stedet skulle vi fastholde vort tillidslivs afhængighed af gode kræfter, der rammer os. Vil du prale af, at dit ægteskab har varet så og så længe? Forkert! Du kan glæde dig over det, men den glæde må altid være præget af taknemlighed mod Gud. For det er jo ikke dig, der har båret dig ædelmodigt ad, det er dig og din ægtefælle, der er faldet ind i de roller, som samfundet har skabt, og har fundet jer til rette i dem, hvorved jeres samliv er blevet præget af samhørighed, tillid, fortrolighed. Er du imødekommende og forstående i dit ægteskab? Ja, men det er du, fordi du selv er blevet mødt med imødekommenhed og forståelse, fra din ægtefælle, fra dine forældre, fra dine søskende og venner.

Og så er dog hele tiden disse roller som henholdsvis mand og hustru under forandring. Så opstår der hele tiden nye opfattelser af, hvad rollerne egentlig vil. Så skal de nye enkeltindivider, der hele tiden kommer til og skal prøve at overtage deres forældres opfattelse, afsøge muligheder, prøve nye ting af, finde ud af, hvilke opfattelser de kan leve sig selv helt ud i.

Det samme er tilfældet på de store linjer med vores samfundsopfattelse. Mennesket har igennem hele sin historie skullet afsøge muligheder for orden og retfærdighed. Men som bekendt er det ofte uorden og magtudøvelse, der i stedet er blevet resultatet. Overbevisning har afløst overbevisning. I vort lille land har fra 1500-tallet og fremefter adelsvælde og kongemagt stået imod hinanden, indtil vi i 1660 fik enevælden. Man enedes vel i begyndelsen om, at kongen var konge ”af Guds nåde”, men senere blev det nok for majestæten blot at være oplyst, altså så oplyst, at han med sin enevældige magt kunne skabe retfærdighed.

Blev det så det, der blev resultatet? Nej, det syntes man ikke i Frankrig, hvorfor man fik den franske revolution, en revolution, der ikke udsprang af sig selv, men af de store diskussioner, man op til 1789 havde ført om statens væsen.

Og sådan er det fortsat indtil vore dage. Nogen ende på diskussionen synes ikke i sigte. Noget paradis synes ikke at ligge og vente på os i den nærmeste fremtid, forøvrigt heller ikke i den noget fjernere fremtid, uanset hvor stor en fremskridtstro vi prøver at opildne hos os selv.

Undervejs i denne udvikling er der fremstået virkelig onde regimer. Det er ikke alle styrende, der tillader nogen fri diskussion, og får man ikke tilpas med korrektioner fra dem, der er uenige med én, så kan man let komme med uhyrlige påstande og indrette uhyrlige samfundsordninger. Det kender vi fra Sovjetunionen og fra Tyskland under nazismen.

I en tidligere ”Den fremmede Luther”, nemlig nummer 22, har jeg prøvet at skildre ondskaben på samfundsniveau ved hjælp af ordet ”forhekselse”. Det er Luther, jeg har det fra. Jeg bruger Informations chefredaktør Rune Lykkeberg som eksempel. Han sammenligner den europæiske slavehandel i 16- og 1700-tallet med vore dages noget lorne holdning til flygtningestrømmen over Middelhavet og mener, at ligesom fremtiden har afsløret den tids slavehandlere i at have fine idealer for de hvide, men glemme at lade dem gælde de sorte, sådan vil fremtiden sige om os, at vi for at forsvare samfund baseret på liberale frihedsværdier for os selv systematisk krænker dem for andre.

Denne sammenligning, som ved nærmere eftertanke er helt ude i skoven, fortæller efter min mening ikke, at Rune Lykkeberg er ond. Men den fortæller, at han lider af den forhekselse, som jeg har kaldt samaritanitis, han mener, at hans gode intentioner om gennem staten at hjælpe de mennesker, han kalder flygtninge, kan tillade ham at undlade den journalistiske pligt, det må være at undersøge forholdene til bunds: er flygtningene flygtninge? Har deres ankomst indflydelse på vore samfund? Er det irreversible ændringer med samfundet, vi er i færd med at lave? Osv. Intet af dette undersøger ham. Ondskab? Dovenskab? Nej, værre endnu: forhekselse, fast overbevisning om noget forkert, en stadig gentagelse sammen med den øvrige elite af ting, der måske nok er båret af velvilje, men ikke desto mindre er forkert anbragt velvilje.

Lad mig slutte med et citat af Gotfredsen, som viser netop det, og derfor også viser, at hendes opfattelse af ondskab er ret så diffus:

For eksempel er det først nu ved at gå op for nogle politikere, at ikke alle, der kommer med folkevandringen til Europa, er stakkels flygtninge, og at der også er nogle, der synes, det er rigtig fint at komme til et rigere land. Det er en ærlig sag! Men vi opdager ikke de blandede motiver, når vi har frasorteret selviskheden. For så tror vi, at sådan noget kan mennesker da ikke finde på, men jo, det kan mennesker godt.

Det er lidt overfladisk, for spørgsmålet er jo ret beset ikke, om migranterne er onde mennesker eller ej, det er snarere, om ikke den europæiske elite, der for at kunne få den dejlige fornemmelse ind over sig, at man gør noget godt, ja, at man i modsætning til så mange andre virkelig kæmper for det gode, føler sig som den barmhjertige samaritaner, og derfor er nødt til at opfatte migranterne som stakler.

Hvis vi nu endelig skal tale om ondskab, så forekommer denne ondskab mig langt den værste. For den forklæder sig som godhed og lukker derfor øjnene på indehaveren.

Jeg har tidligere, i ”Den fremmede Luther 31” omtalt Sørine Gotfredsens forståelse af det onde, en forståelse, som jeg heller ikke dèr er tilfreds med og ikke betragter som et rimeligt ekko af Luther.

Udgivet i Luther, Samfundsforhold | Tagget , , | Skriv en kommentar

Terrorist eller borger?

Den terrorist, der søgte at skyde Lars Hedegaard, Basil Hassan, men ikke havde held til det – heldigvis – siges at være død i Syrien. Hans fætter, Chadi El-Cheikh Hassan, har skrevet en artikel i Berlingske, se her, og en anden lignende i Kristeligt Dagblad, se her, hvor han prøver at udrede det mærkelige forhold, at disse to fætre gik hver sin vej.

Man må nok sige, at han prøver at redegøre for den forskellige skæbne, de fik, ikke just, at han har fundet forklaringen. Men interessant er det da, hvad han siger.

Den ene forklaring, han kommer med, trækker på hans egne erfaringer. Når han blev godt integreret, endte med en god stilling og et normalt forhold til os danskere, har det med det at gøre, at han var faldet vældig godt til i sin skole; så godt var han faldet til, at han, da hans mor flyttede til Brabrand, flygtede tilbage til sin far og fortsatte i sin ”gamle” skole. Han fortæller om det:

Som jeg husker det, var det den bedste tid i min barndom. Jeg havde kun danske venner. Jeg tog i sommerhus med dem, var til deres fødselsdage, byfester, sov hos dem i weekenderne, fiskede, plukkede kirsebær og tændte bål på Hornbæk Strand. Jeg gjorde alt det, som man normalt gjorde som barn og teenager i 1990ernes Danmark. Jeg gik til boksning i min fritid. Kommunen støttede mig også, og jeg blev sendt til Bornholm på en bondegårdsferie hver sommer for at være sammen med andre unge danske teenagere.

Ikke noget under, at han med den erfaring anbefaler muslimske unge at få kontakt og søge venskab med danske unge. Hvad han ikke skriver her, er, at det kræver accept fra forældrenes side. Er de ”gode” muslimer, vil de måske have læst koranen eller i det mindste vide fra moskéen, at der i denne bog står, at muslimer ikke skal blive venner med kristne og jøder (Sura 5,51). Men et sådant forbud mod danske venner har Chadi åbenbart ikke fået fra sin far.

Basil, hans fætter, havde tilsyneladende også været heldig:

Basil var på mange måder en klog, intelligent og veltalende dreng. Vi tilbragte meget tid sammen og blev rigtig gode fætre og kammerater.

Basil var højere uddannet end jeg og blev færdiguddannet ingeniør. Da han blev færdig med sin uddannelse, stod han til et godt job i Metroprojektet.

For hans forældre og mig så alt tilsyneladende normalt ud. Men han var en meget praktiserende muslim og tilbragte tid i moskeen på Nørrebro.

Djævelen ligger gemt i det sidste: han var praktiserende muslim og tilbragte tid i moskéen. Det er åbenbart ikke alle muslimer, der ser noget positivt i det:

Hans mor brugte også meget tid på at belære ham om, hvordan man skal give plads til andre, og hvordan man opfører sig over for andre menneske. Engang, da vi kom og besøgte dem til en ramadan-middag, blev min far opmærksom på, at Basil ikke var der. Han var taget til moskeen, og min far råbte ad sin bror, Basils far.

»Lad nu være med at sende din søn til moskeen. Du ved ikke, hvad han går og laver der!«

Min onkel svarede tilbage af uvidenhed, at hans søn blot gjorde rent og støvsugede i moskeen. Hans mor var mange gange ude om natten for at lede efter ham og fandt ham med en langskægget mand, der var meget ældre end han. Hun forsøgte hele tiden at finde ud af, hvad der foregik og havde et ihærdigt arbejde med at gøre ham til en ordentlig ung mand. En søn, hun kunne være stolt af.

Men ak, han gjorde meget andet i moskéen end støvsuge og gøre rent. Han fik en med danske øjne meget uheldig påvirkning. Også med Chadis øjne var det, han lærte i moskéen, uheldigt. Han anlagde f.eks. skæg. Dog:

På et tidspunkt fik jeg påvirket ham lidt. Han fjernede skægget og begyndte at dyrke sport og motionstræning. Han tabte sig meget, og jeg gik i byen med ham nytårsaften, og vi dansede til den lyse morgen. Alt tydede på, at det gode og fornuftige i ham ville vinde.

Men mange gange lever denne type personer mellem to verdener. De har en indre kamp, og det er ofte svært at gennemskue, hvem der vinder kampen, fordi de hele tiden skifter fokus, ligesom en brydekamp.

Det er givetvis rigtigt, at mange muslimske unge kæmper med at finde ud af, hvem de i grunden er. Og sandt er det også, at vi, der står udenfor, ofte kan have svært ved at forstå vanskeligheden i den kamp.

I foråret var jeg – som den flittige læser (hvis han eller hun findes) vil huske – ikke så lidt opdaget af Åsne Seierstads bog To søstre, om to somaliske søstre, som havde klaret sig godt i det norske uddannelsessystem, men brød af, da den ældste var 18 år, gav sig til at frekventere en ret radikal moské, tog tørklæde på og derefter begge rejste til Syrien for at blive gift med de krigere, der var dèr, se her.

Og det er klart: Både Basil Hassans historie og disse to søstres historie får os til at spørge, hvad der egentlig foregår i disse moskéer, hvordan det at komme i en forholdsvis almindelig moské kan føre til enten tilslutning til IS eller til, at man forsøger at dræbe en kendt islamkritiker. Chadi slutter med en formaning:

Vi skal passe på vores børn. Vi skal være opmærksomme på, hvem de færdes med, og hvor de opholder sig. Lad være med at sende jeres børn i disse moskeer, for de fleste af dem er mere eller mindre radikaliseret.

Mange af imamerne skjuler nemlig deres hensigter og siger kun, hvad medierne vil høre, når kameraet ruller. Jeg vil igen pointere, at det ikke er alle. Der findes også fornuftige imamer og gode moskeer.

Problemet for os er blot, at vi ikke formår at skelne mellem de fornuftige og gode imamer og de radikale og mindre gode af slagsen. Og problemet er også, at vi ikke gør os umage for at skelne, men i vores store ”godhed” accepterer alt, hvad de mindre gode imamer siger, og da specielt accepterer deres påstand om, at de er krænkede på deres religiøse følelse, når de en sjælden gang møder kritik af deres religion.

Der er et Luther-argument, som jeg har brugt tidligere, se her, men som det her er passende at drage ind i overvejelserne igen.

Så siger man igen: Ja, men den verdslige magt øver ikke tvang i trosspørgsmål, men forhindrer kun på ydre måde, at folk bliver vildledt af falsk lære. Hvordan skulle man ellers bekæmpe kætterne? Svar: Det skal biskopperne gøre; det er dem, og ikke fyrsterne, der har fået denne tjeneste pålagt. For kætteri kan man aldrig bekæmpe med magt. Der skal en anden fremgangsmåde til og her er det en anden kamp end sværdets. (Se her).

Altså, vi gør i vore dage netop det, Luther siger, at man ikke skal gøre: Vi bekæmper muslimerne med verdslige midler; vi vil lægge bånd på, hvad der må siges ved fredagsbønnerne, hvad der må undervises i i moskéerne, hvad de muslimske friskoler må bruge af materiale, osv. Men hvor ville mange af disse tiltag være unødvendige, hvis kirken påtog sig den opgave, som Luther her siger, at den – eller altså biskopperne – har, nemlig at tilbagevise islam som sådan, at sætte forskellen mellem islam og kristendommen op så tydeligt, at både kirkens egne temmelig forvirrede medlemmer og muslimerne kan forstå det!

Det er i al beskedenhed det, nærværende blog forsøger på. De måder, jeg har sat forskellen op på, har været mange, og jeg er derfor ikke sikker på, at jeg ikke har nævnt noget af det følgende tidligere. Men en god ting kan vel ikke siges for tit, så derfor dette:

Den forskel, jeg har brugt tiest, den, at en muslimsk martyr er et menneske, der kender sandheden med en sådan sikkerhed, at han kan slå andre ihjel for sandhedens skyld, mens en kristen martyr er et menneske, der kender sandheden med så stor sikkerhed, at han kan lade sig slå ihjel for sandhedens skyld – den forskel viser sig også i den forskellige skæbne, der blev de to religionsstiftere til del. Muhammed red ind i Mekka på krigens dyr: kamelen, og forlangte 30 personer udleveret til henrettelse, hvis han skulle skåne byen for plyndring. Han fik dem udleveret af mekkanerne, og de slap for plyndring, men de 30 blev henrettet. Jesus red ind i Jerusalem på fredens dyr: æselet, han blev taget til fange inden en uge og henrettet som en lovbryder.

Svarende dertil brugte muslimerne sværdet, når deres religion skulle udbredes, mens de kristne brugte ordet. Muslimernes styrke var den ydre magt, de kristnes styrke ordets magtesløse magt, når det overbeviser mennesker.

Lad os bruge denne forskel på ordet ”respekt”!

Rockerbander – både dem af dansk og dem af muslimsk herkomst – bruger at tale om, at de med deres store armmuskler vil ”sætte sig i respekt”. Det er magtens brug af ordet ”respekt”. Og det er i høj grad den brug af ordet, muslimerne anvender, også når de ikke optræder i bander. De kræver respekt af hinanden, og hver muslim stilles overfor den opgave at opnå de andres respekt. Som Nikolai Sennels i sin tid gjorde opmærksom på, se her, så er der det mærkelige ved denne muslimske sætten-sig-i-respekt, at muslimen sætter sig i respekt, når han ikke finder sig i noget, også selv om der er tale om småting. Det er nedværdigende for en dansker at fare i flint over ingenting. Men selv den mindste ting kan for en muslim blive opfattet som et angreb på hans ære, og derfor reagerer han helt anderledes stærkt på alt, hvad der kan opfattes som en fornærmelse.

Spørgsmålet er: Hvordan kan vi få en muslim til at forstå, at den respekt, der gives uden at være fremtvunget, er langt mere værd end den, der blot bøjer sig for den ydre magt? Den respekt, der udspringer af agtelse for personen, er ægte, mens den, der udspringer af angst for repressalier, er uægte og kan forsvinde som dug for solen, når den stærke vender ryggen til.

Dette gælder i statsstyret. Hvilket ikke skal forstås på den måde, at den muslimske kalif er som en moderne diktator, der hersker enevældigt over sine undersåtter, men skal forstås på den måde, at den blanding af ”ord” og ”sværd”, som ethvert styre bygger på, her lader ”sværdet” få overhånd, så ”ordet” mere eller mindre modsigelsesfyldt må halte bagefter, så godt det formår: man påstår med sura 2,256, at der ikke findes tvang i religionen, og lader, svarende dertil, jøder og kristne beholde deres jurisdiktion, men underordner det altsammen under de muslimske regler. Så tvang i religionen? Nej, da, ikke ret meget, i hvert fald!

Også sine egne tvinger man. Det er under dødsstraf forbudt at forlade islam. Og de fremmede lande? Ja, dem angriber man uden at være provokeret af dem, for man har jo fra Muhammed arvet en jihad-forpligtelse. Lykkes det at få et landområde ind under halvmånen, så kan man udsætte de dèrboende kristne og jøder for den milde tvang, der ligger i at være dhimmier under en muslimsk fyrste.

Skal man respektere et sådant statsstyre? Ja, til en vis grad. I sammenligning med andre statsformer – herunder kristne staters styre – var det såmænd ikke det værste styre.

Men den akilleshæl, der ligger i ethvert styre, der sætter ”sværd” foran ”ord”, den, at respekten kun er en ydre respekt, der udmærket kan huse oprørstanker i det skjulte, den viste sig også indenfor islam. Den muslimske verden gik i stykker, knækkede over, så den regel, der sagde, at muslimer ikke måtte bekæmpe andre muslimer, blev brudt den ene gang efter den anden.

Man kan sige, at den kristne verden ikke var meget bedre, og det er såmænd sandt nok. Men med demokratiets frembrud i 1700-tallet fik de kristne ledere mulighed for at bygge deres ledelse på ægte respekt, en respekt nemlig, der fremkom af de hemmelige valg til diverse parlamenter. Hvad de muslimske fyrster altid mangler, og hvad de kristne overhoveder manglede, indtil demokratiet blev indført: legitimitet, det formidlede de hemmelige valg. Herved blev det muligt for en leder at skelne mellem en ”læbebekendelse” til ham og en ægte bekendelse.

En sådan demokratisk legitimitet har ingen leder i de muslimske lande. Hvis kulturen stadig sætter ”sværd” foran ”ord”, er det også svært at få skabt ægte respekt. Og når undersåtterne flygter til vore demokratiske lande, har de uheldigvis denne ”sværd-kultur” med sig. Det mildeste udtryk er nok det sociale pres, der forekommer iblandt muslimer, det farligste er den radikalisering af unge muslimer, der fører til terrorhandlinger.

Igen: hvordan får vi vore muslimske landsmænd til at forstå værdien i den ægte respekt i modsætning til den angstfyldte respekt?

En forudsætning for at kunne få en muslim til at fatte dette for os selvfølgelige forhold er, at vi tør være os selv, tør være glade ved den kultur og den religion, der er vores og har givet os at kunne leve på en sådan gensidig respekt.

Det respekt-samfund inviterer vi muslimer med ind i. Blot må han jo så undlade at kræve respekt for sig selv og sine særheder gennem voldsudøvelse. Men indrømmes må det: det, der forekommer selvfølgeligt for os, kan tilsyneladende være næsten umuligt at forstå for en muslim.

Chadi forstod det, Basil gjorde ikke. Og de to norske søstre forstod det heller ikke. De havde endda fået gode muligheder for at blive normale borgere i Norge. Men deres bror forstod det.

Men at sætte ord på denne forskel, ja, det er kirkens opgave. Og den kunne den godt gøre sig noget mere umage med at løse.

Udgivet i Islam versus kristendom, Samfundsforhold | Tagget , | Skriv en kommentar

Mett eett klingende stæmme

Den fremmede Luther 38

Overskriften er ikke nutidsdansk. Den stammer fra Poul Helgesens ”antimalmøbog” fra 1530. Her håner han den lutherske salmesang, der var begyndt i Malmø, og som Peder Laurentsen havde beskrevet i det i 1528 udkomne værk ”Malmøbogen”. Det omtalte jeg allerede i ”Den fremmede Luther 8” om ”Det omkalfatrende årti”, se her.

Når jeg føler trang til igen at gøre opmærksom på Poul Helgesens hånende ord, skyldes det, at jeg igår var til ”Luther og lagkage”, en foredragsrække, som Horsens Provsti afholder i anledning af Luther-året. Her blev Luthers genopdagelse af salmesangen sat i perspektiv, og vel at mærke sat i perspektiv på en for mig ny og mere gennemgribende måde.

Der er det mærkelige ved den historiske udvikling, at når først en ting har vundet hævd og er blevet almindelig, så tænker man ikke længer over, hvor gennemgribende en ændring der i virkeligheden fandt sted, da den blev indført. Nu salmesangen! Den forekommer os at være en naturlig og uundværlig del af gudstjenesten, og uvilkårlig forestiller vi os, at den da altid må have været der. Det har den imidlertid ikke. Og det var det, der blev fremhævet igår. Den romerske pave, Gregor den Store, fik engang i 600-tallet afskaffet salmesangen i kirkerne. I stedet indførtes den gregorianske sang, fremført af mere eller mindre professionelle sangere. Og derved blev det menighedens opgave blot at være lyttere; den deltog ikke mere aktivt i gudstjenesten; den kunne ikke mere få lov til selv at lovprise og takke Gud, det måtte den overlade til gejstligheden.

Det, der skete med Luther, var derfor noget meget radikalt. Vi siger ofte, at han afskaffede alle mellemleddene og hævdede, at enkeltmennesket havde direkte adgang til Gud, udenom alle biskopper, ærkebiskopper, kardinaler og paver. Men det betød altså også, at der så ikke længer var noget til hinder for, at menigmand kunne deltage aktivt i gudstjenesten med salmesang. Og – som det vil vise sig – også menigkvinde.

Som sagt betragter vi disse ændringer som noget, der næsten opstod som selvfølgeligheder. Men hvis vi nu i stedet betragter historien, ikke fra vort ophøjede eftertidsstade (i bagklogskabens ulideligt klare lys), men fra de menneskers standpunkt, som deltog i beslutningerne, så rejser sig jo unægtelig det spørgsmål: Hvordan turde dog Luther? Hvordan turde han gå imod næsten tusind års kirkelig tradition? Hvordan turde han affærdige den enorme autoritet, som paven havde?

Svaret på det spørgsmål ligger i den overbevisning, som blev mere og mere fast hos Luther i løbet af første halvår af 1520, nemlig den overbevisning, at paven var identisk med den antikrist, der omtales i 2 Thess 2,4, hvor det siges, at han sætter sig i Guds tempel, se evt ”Den fremmede Luther 16” her. Denne overbevisning var nemlig langtfra en flyvegrille. Den var tværtimod den krumtap, hvorom alle de ændringer i de kirkelige forhold, der kom i de følgende år, drejede sig.

For med den overbevisning blev der jo sat spørgsmålstegn ved hele kirkens ordning. Hvor mange ting var ikke blevet ændret i tidens løb, og det vil altså sige: ændret af den pavestol, hvorpå det var djævelen selv, der sad, altså pr. definition ikke ændret til det bedre?

Ingen havde f.eks. spekuleret på, om lægfolk skulle drikke af kalken. Det var bare en selvfølgelig ordning, at kun præsten drak af vinen, en ordning, som var indført engang i fortiden, hvornår vidste ingen, men hvorfor skulle man dog lave om på det? Ja, det skulle man måske, fordi det meget vel kunne være en ordning, der var indført af djævelen selv, hvis altså paven var antikrist. Og da det ikke var særlig svært at vise, at det ved nadverens indstiftelse var alle disciplene, der drak af kalken, var det for Luther tegn på, at denne oprindelige ordning burde indføres igen. Se f.eks. hvordan Luther i ”Om kirkens babyloniske fangenskab” ligefrem antyder, at ånden havde forudset denne strid! Han skriver:

Dertil kommer, at Matthæus fortæller, at Kristus ikke sagde om brødet: ‘spis alle heraf’, men om kalken: ‘drik alle her af’. (Matt 26,27). Og ligeledes siger Markus ikke: ‘de spiste alle’, men: ‘de drak alle af den’ (Mark 14,23), de sætter altså begge bemærkningen om ‘alle’ ved kalken, ikke ved brødet, som om ånden havde forudset denne strid, at brugen af kalken ville blive forhindret nogen, den brug, som Kristus ville, at alle skulle være fælles om. (Se her).

Andre ting argumenterer Luther for uden helt at overskue konsekvenserne. F.eks. hævder han som bekendt, at enhver, der er krøbet ud af dåben, er pave, biskop, præst, uden tilsyneladende at have tænkt på, at også kvindekønnet bliver døbt, altså er ”krøbet ud af dåben” og altså ud fra denne udtalelse er pave, biskop og præst, ganske på linje med mændene.

Det havde Luther muligvis ikke overvejet de fulde konsekvenser af. Men andre havde. Da kong Frederik den Første i 1530 afholdt en herredag i København for at få afklaret, om det skulle være lutherdom eller katolicisme, der skulle være den gældende religion i landet, skulle katolikkerne opstille nogle sætninger, som de mente var lutherske. De lutherske skulle derefter tilkendegive, om sætningerne virkelig var lutherske, hvorefter katolikkerne så kunne opponere imod dem.

Én af de sætninger, de opstillede, lød: ”Alle kristne af begge køn er præster”, se her. Og mærkelig nok, den sætning godkendte lutheranerne uden vrøvl. Men det fik ikke nogen betydning dengang, man havde nok at gøre med at ophæve præstecølibatet, se evt. mit indlæg derom her.

Noget andet, der også i dag betragtes som en selvfølgelighed, men som bestemt ikke var det dengang, er opkomsten af salmesangen. Og ikke blot er det nyt, at man med salmesangen lader menigheden deltage i lovprisningen af Gud, det må også siges at være nyt, at kvinderne nu kunne ”få lov” til at synge med.

Jeg har ikke kunnet finde ud af, om der lå særlige overvejelser bag dette forhold, eller man bare tog det som en bivirkning ved indførelsen af salmesangen. Men med Gregors indførelse af den gregorianske sang lukkede man ikke blot munden på menigheden i bred almindelighed, man gjorde det også på kvinderne i særdeleshed. For de stemmer, der efter den tid hørtes i kirkerne, var drenge- og mandsstemmer, kvindestemmer hørtes kun i nonneklostrene. Det er i hvert fald, hvad jeg indtil nu har fundet ud af.

Man kan forestille sig, at kvinderne med største selvfølgelighed har sunget med, da Luther indførte salmesang på modersmålet, og at alle har accepteret, at sådan måtte det være, når det nu fremover skulle være menigheden, der sang. Man kan måske også tænke sig, at nogen – eventuelt Luther selv – har fundet beskrivelser af gudstjenesten i oldkirken og deri læst, at kvinderne sang med. Jeg har ikke fundet nogen tekst med en sådan oplysning, men jeg har nu heller ikke ledt særlig intenst.

Når jeg i det hele taget nævner det – og nævner det som noget nævneværdigt – skyldes det Poul Helgesen. Som jeg gør opmærksom på i ovennævnte blogindlæg (dette her; jeg gentager det i dette blogindlæg) falder det Poul Helgesen for brystet, at han nu i kirken skal høre ikke blot mands- og drengestemmer, men også kvindestemmer, endda – som han skriver – kvinder, der kvæder med ”et klingende stemme”. At han reagerer på det, kunne tyde på, at det ikke har været så stor en selvfølge, som vi efterfølgende går og bilder os ind.

Altså: Ikke blot blev manden fri for hele denne kirkelige overbygning, kvinden blev det også. Og hvis Poul Helgesen har ret i at være overrasket over den kvindelige salmesang med ”et klingende stemme”, så har hun med lige så stor glæde som manden, men måske endda med større frimodighed grebet sin nyvundne frihed. Det er jo ikke, fordi det har skortet på stærke kvinder i europæisk historie både før og efter Luther, men det er nu alligevel en sjov tanke at forestille sig den første gudstjeneste med menighedens salmesang: Luther, der sidder og lytter til sangen i sin præstestol, og så hører først én, så to, så mange kvinder, der stemmer i med.

Skal vi forestille os et overraskelsens smil træde frem på Luthers ansigt? Skal vi forestille os, at han i sit stille sind hører Gud sige til sig: ”Hvad Martin, det havde du nok ikke regnet med!”

I hvert fald kan vi i dag tænke tilbage på disse frimodige kvinder med stor glæde. For hvad er et ægteskab for en mand uden kvindelig frimodighed?

Udgivet i Historie, Luther | Tagget , | Skriv en kommentar

Den barmhjertige samaritaner

Hvert andet år, når vi kommer forbi 13. søndag efter trinitatis, hvor teksten er Luk 10,25-37, Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner, venter jeg så småt på, at én eller anden folkekirkepræst bruger lignelsen til at opfordre os til at tage os pænt af de mange migranter, der når frem til vores grænse. Ikke at jeg ligefrem opsøger denne lejlighed til at blive forarget, den kommer såmænd af og til ganske uden anstrengelse fra min side, men de fleste år går søndagen nu forbi, uden at jeg modtager denne for mig at se forkert anbragte opfordring.

Således ikke i år.

Jeg mødte den dog ikke ved gudstjenesten, nej, jeg mødte den i Berlingskes ”Groft Sagt” om tirsdagen, se her. Hans Hauge, forfatteren til denne ”Groft Sagt”, havde åbenbart hørt radio om søndagen. Han indledte sin ”Groft Sagt” på denne måde:

En folkekirkepræst fra Vejle omtolkede i sin radiotransmitterede prædiken lignelsen om den barmhjertige samaritaner på så mange kreative måder, at prædikenen kunne være holdt på de Radikales landsmøde, hvis man lige fjernede Gud.

Ja, prædikenen kunne godt være holdt på de Radikales landsmøde, jeg vil endda mene, at man godt kunne have ladet Gud forblive i den, for når prædikenen har den pointe, prædikanten gav den, vil jeg formode, at selv de mest ugudelige radikale nok kan sluge den, oven i købet mene, at den smager godt.

Men om præsten ligefrem ”omtolkede lignelsen på mange kreative måder”, kan jeg ikke sådan lige se. For jeg måtte naturligvis ind på internettet for at høre, hvad der egentlig blev sagt, se her. Præsten tog den diskussion op, som foregår i vore kirkelige cirkler, diskussionen om, hvem da min næste er; er det kun den, der banker på min egen personlige dør, eller er den nødlidende person, jeg hører om gennem presse og tv, også min næste? Hun gik, efter lidt snak frem og tilbage, ind for det sidste. Hvilket hun efter min mening har ret i. Jesus vil netop med sin lignelse hævde, at kravet om næstekærlighed ikke er begrænset til dem, der tilhører det samme folk som os, det er grænseløst. Så når han til sidst siger til den lovkyndige, ham, der havde udæsket ham til at fremkomme med lignelsen: ”Gå du hen og gør ligeså!”, så ligger der deri, at det at elske næsten betyder at elske også den næste, der ikke er min landsmand. Og den side af sagen slap hun meget godt fra, der er ikke tale om nogen omtolkning af lignelsen, når man mener, kristendommen opstiller et sådant krav.

Derimod har Hauge så evig ret i den næste iagttagelse, han gør om prædikenen:

Lignelsen betyder, at vi, eller præsten mente de andre, de vantro og ugudelige, ikke måtte dæmonisere flygtninge.

Det er sandt, at præsten med sit ”vi” ikke mente sig selv og sine ligesindede, men os andre vantro og ugudelige, der ikke sådan lige vil være med til at lukke landets dør på vid gab for alle, der søger asyl. (Det samme retoriske trick bruger jeg om lidt, så pas på!). Det, vi gør galt – og ”vi” betyder igen her mig og mine ligesindede – er, at vi dæmoniserer flygtningene, vi stiller spørgsmålstegn ved, om nu også de arme, forfulgte mennesker er flygtninge, vi prøve at liste os uden om kravet fra lignelsen ved at hævde, at de mennesker, der banker på vort lands dør, ikke er ægte flygtninge, men kun lykkeriddere, ikke flygtninge fra forfølgelse, men kun fra jammerlige økonomiske forhold.

Her ligger hunden begravet, her går præsten galt i byen.

For hun aner jo ikke noget om de mennesker, der kommer til vor grænse og søger asyl. Og hun har heller ikke prøvet at få nogen oplysning om dem. Ja, de oplysninger, som hun kunne få ved blot at være en smule kritisk, fortrænger hun. Det er på den måde og ud fra den holdning til de mange mennesker, der ankommer til landet, at hun viser sig som en god radikal politiker, der udmærket kunne holde hovedtalen på de radikales landsmøde.

Den fortrængning er hun jo ikke ene om. Og heller ikke er de radikale ene om den. Den deles af store dele af vort folk. For vi er et gammelt kristent folk. Vi har alle hørt Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner. Og vi er alle villige til at give Jesus ret: det menneske, der er den næste, vi skal elske, er ikke kun den nærmeste familie, ikke kun vennerne, ikke kun landsmanden, nej det er simpelthen ethvert menneske, der trænger til vor hjælp.

Det vil sige: Vi går glad og gerne med til at lade verdens teater være skueplads for Jesu lignelse, når blot vi kan tiltage os rollen som den barmhjertige samaritaner (her har du det retoriske trick, kære læser: ”vi” betyder her ”alle de andre idioter”). Vi vil da i hvert fald ikke have rollen som præsten eller levitten, der så den halvdøde mand, men gik forbi. Men skal vi have rollen som den barmhjertige samaritaner, så vi, uden at vi selv lægger mærke til det, kan smykke os med de gode gerningers glorie, er det jo pinende nødvendigt, at de, der hjælpes af os, får tildelt rollen som det halvdøde røveroffer. De er altså nødt til at være stakler, der er hjælpeløse, nødlidende og forfulgte. Deres hjælpeløshed er den brasso, vi skal bruge, når vores glorie skal pudses. Uden hjælpeløshed, ingen gode fortjenstfulde gerninger, ingen god mavefornemmelse, ingen overbevisning om, at vi ”gør en forskel”.

Og derfor, derfor fortrænger præsten alle de oplysninger, der kommer frem om de såkaldte flygtninges herkomst, om, at de fleste af dem er økonomiske migranter og ikke forfulgte flygtninge, om, at mange af dem rejser gennem mange sikre lande, før de ankommer til vores hoveddør. Jeg har sagt, at denne fortrængning er et tegn på, at de pågældende lider af en sygdom, en sygdom ved navn samaritanitis, men det er ganske besynderligt, hvilken enorm kraft denne sygdom har, hvilken magt den kan tage over de ledende i vore samfund, både de ledende politikere og de ledende journalister, måske efterhånden mest det sidste.

Samaritanitis-sygdommens enorme styrke kan illustreres ved den måde, svenskerne har håndteret de såkaldte uledsagede flygtningebørn på. Man skal absolut have disse mennesker anbragt i den bås, der hedder ”forfulgte stakler”, og derfor stoler man på deres egen angivelse af deres alder uden at undersøge det medicinsk. Det er jo ikke, fordi svenskerne på andre områder er mere godtroende end andre, men fordi de selv gerne vil have den gode ”mavefornemmelse”, det giver at gøre en god gerning, derfor vælger de at tro på, at mennesker, der ser ud til at være både énogtyve og treogtyve år, har ret, når de selv angiver at være sytten år. Fidusen for de pågældende er, at de hurtigere får ret til familiesammenføring og i det hele taget får en bedre (og meget dyrere) behandling end andre ”flygtninge”. Og så kan disse ”flygtningebørn” ellers begå drab, voldtægt, brandstiftelse, ligegyldigt hvad, de skal med vold og magt anses som ”forfulgte stakler”, ellers kan det storslåede skuespil, som man spiller med manuskript i Lukasevangeliet, ikke gå op, de skal værsgo’ have rollen som halvdød mand på vejen, så kan vi ugudelige indvandringskritiske personer få rollen som forbipasserende præst og levit, mens de selv med deres gode gerninger kan stråle i rollen som den barmhjertige samaritaner. Så meget behageligere er det med denne stråleglans, at disse mange gode gerninger jo ikke koster de ”gode” mennesker noget, staten betaler, og det er ikke de ”gode” mennesker selv, der lider under indvandringen, det er den fattige del af befolkningen, der får ned over sig de ulemper, det giver at have mennesker med en fremmed kultur boende omkring sig.

Jovist, Jesus vil med sin lignelse hævde, at næsten ikke blot er landsmanden, det er en hvilkensomhelst nødstedt, der behøver vor hjælp. Men at han derved er kommet til at lægge manuskript til et skuespil af så enorme dimensioner, som vi nu ser udspille sig i Europa, det var ganske imod hans hensigt. At det er sket, hænger sammen med, at vi har mistet al realitetssans, stillet overfor disse migrantstrømme. Vi drømmer ikke om at standse dem, skønt de jo mister deres flygtningestatus, så snart de rejser igennem et sikkert land, f.eks. Tyrkiet, Jordan eller Libanon. Og stadigvæk skal vi, der prøver at få lidt realitet ind i billede, nedgøres, stadigvæk skal det hedde om os, at vi ”dæmoniserer” migranterne ved at kalde dem, hvad de er: migranter, lykkeriddere, mennesker, der ikke er forfulgte, men kun ønsker sig en bedre tilværelse.

Det sidste, Hauge skriver, er vist skrevet, for at det skal have den særlige twist, som ”Groft Sagt”-erne gerne skal have:

Prædikenens højdepunkt var nok dette om den forslåede mand i grøften: »Præsten, der gik forbi, var ikke en folkekirkepræst, men en jødisk præst.« Tænkte vi det ikke nok. De jøder tænker kun på sig selv. De hjælper kun deres næste, hvis han er jøde. Kære præst: Pointen er såmænd, at selv radikale humanister lader ham ligge, for de skal til landsmøde på Nyborg Strand. Ja, man har endog hørt om folkekirkepræster, der ikke er flygtningevenner. De er nok jødiske præster.

Og ja, det er da ganske sjovt, og har i hvert fald den finurlighed, som Hauges indlæg gerne har. Men hvis han mener det alvorligt, dette med, at pointen er, at selv radikale humanister lader den overfaldne ligge, så er det ikke rigtigt: Pointen er, som Nørremarkspræsten siger, den, at næstebegrebet udvides til at omfatte alle. Blot kan og skal vi ikke hjælpe alle, det vil sige: vi kan og skal ikke hjælpe alle, som giver sig ud for at være nødlidende og forfulgte, men kun dem, der virkelig er det. Og skal vi gøre det, altså gøre det som samfund, bør vi nok på trods af alle konventioner lukke helt ned for de spontane migranter og nøjes med FN-flygtninge, for migrantproblemet har i kraft af vor samaritanitis udviklet sig til et frygteligt cirkus, hvor vi (og ”vi” betyder her desværre den vesteuropæiske elite) lader os bedrage langt mere, end godt er. Hvor mange FN-flygtninge, vi skal modtage, kan vi så diskutere.

Det var efter sigende også i den lutherske tradition, at man begyndte at skelne mellem værdigt og ikke værdigt trængende fattige. Nina Javette Koefoed skriver her om Almisse, arbejde og fattigdom i den lutherske verden:

Synet på almisser, fattigdom og arbejde fik betydning for hvordan man organiserede fattighjælpen. Tiggeren og almissegiveren mistede betydning og skellet mellem den værdigt og den ikke-værdigt trængende blev afgørende for hvem, der skulle hjælpes. Staten havde ifølge Luther pligt til at hjælpe de fattige, der ikke selv var skyld i deres fattigdom og samtidig tvinge de frivilligt fattige, de der kunne arbejde, til at arbejde. Det skulle foregå via forbud mod tiggeri, via centrale uddelinger af frivilligt indsamlede bidrag til de fattige, hvor giveren forblev anonym, og modtagerens værdighed blev vurderet, inden hjælpen blev uddelt.

Den skelnen har vi fuldstændig ladet hånt om, hvad angår asylansøgerne ved vores grænse. Og det skyldes, at vi er nødt til at betragte dem som nødstedte stakler, hvis vi selv skal kunne indtage rollen som barmhjertig samaritaner.

Ak ja, den sygdom samaritanitis er virkelig meget farlig. Det farligste ved den er, at de, der har den, ikke aner, at de er syge.

Udgivet i Etik, Indvandringspolitik | Tagget | Skriv en kommentar

Moral hos chimpanser?

En artikel i Kristeligt Dagblad har gjort mig noget forarget. Det drejer sig om en artikel med overskriften ”Har mennesker monopol på moral?” se her. Artiklen interview’er to forskere, en etolog Mette Herskin fra Aarhus, og en etiker Thomas Ploug, fra Aalborg.

Min forargelse går på to ting.

1) Først på den behandling, en amerikansk forsker har givet en chimpanse, og

2) dernæst på det forhold, at tilsyneladende ingen af de to interview’ede har opdaget en meget væsentlig lighed mellem chimpanse og menneske, som ellers ud fra det sagte skulle være til at få øje på.

Nå ja, der er måske i virkeligheden kun én ting, der forarger mig, nemlig den behandling amerikaneren Herbert Terrace har givet en chimpanseunge, som han fik i pleje og kaldte Nim Chimpsky. Når han behandler den så forkert, som han gør, skyldes det – tror jeg – at han overhovedet ikke, al sin klogskab til trods, har blik for, at chimpanser ligesom andre større pattedyr, binder sig til andre levende væsener: de er relationelle væsener; de eksisterer ikke i et lufttomt rum, men eksisterer i flokken, finder deres venner og holder sig til dem, er afhængige af dem, står ikke frem som enkeltindivider, men som en del af et samfund, chimpansesamfund for de flestes vedkommende, et menneskesamfund for Nims vedkommende.

Men nej, sådan ser Terrace ikke på chimpanser, dette træk ved dem har han ikke blik for. Når han fik chimpansen i pleje, skyldtes det, at han ville undersøge, om chimpansen ved hjælp af tegnsprog kunne blive menneskelignende. Det har været forsøgt tidligere. Et ægtepar, Gardner, fik også en unge i pleje, Warshoe, men de sørgede dog i det mindste for, at den mødte et begrænset antal mennesker, som forblev omkring den, og som hele tiden ”talte” til den – og til hinanden, hvis den så på det – ved hjælp af tegnsprog.

Men ikke sådan med Nim. Han blev anbragt i en plejefamilie uden særlige kundskaber, og fik så først undervisning i tegnsprog, da han var omkring et halvt år gammel. På nogenlunde samme tidspunkt i en chimpanses udviklingsforløb, som når et barn begynder at lære sit andet sprog i seks-syv års alderen.

Og da det ikke gik så godt i denne plejefamilie, flyttede Terrace ham til en ny familie, og derfra igen til en ny familie. Der var ikke noget at sige til, at Nim, altså chimpansen, til sidst blev aggressiv og bed én af sine lærerinder. Han blev siden brugt til nogle andre forsøg, men endte på et alderdomshjem for udtjente chimpanser, selv om han selv regnede sig for mere menneske end chimpanse, han havde jo aldrig levet sammen med andre chimpanser før. Han døde som 26-årig.

Andre end mig er blevet forargede. Der er her en anmeldelse af en bog om Nim, og her en anmeldelse af en film eller ”dokumentar” om ham. Begge er stærkt kritiske overfor Herbert Terrace.

Men jeg er som sagt egentlig også ikke så lidt forarget på de to videnskabsfolk i Kristeligt Dagblads artikel.

I løbet af de seneste 20 år har der været en stigende interesse og udvikling af metoder til at undersøge, hvad dyr egentlig kan føle. Det har åbnet for en hel masse ny viden. Næsten hver eneste gang, vi undersøger det, finder vi nye områder af dyrenes følelser, der viser, at de er i stand til mere, end mange førhen troede. Der er netop kommet meget mere fokus på dyrs positive følelser, for eksempel deres evne til at knytte sig til hinanden og kunne lide hinanden, hvor der før i tiden har været meget fokus på de basale negative følelser såsom frygt og smerte,” siger Mette Herskin.

Det er jo sandt nok, at dyr har evne til at knytte sig til hinanden. Det har man vidst længe. Allerede Jane Goodall, der undersøgte vildtlevende chimpanser i Tanzania i slutningen af halvtredserne, fortalte om brødre, der hjalp hinanden i flokkens indbyrdes magtkampe, om hun-chimpanser, der tog sig af deres mindre søskende, hvis deres mor døde, osv. Så det burde ikke være noget nyt, at de kan knytte sig til hinanden.

Men sandt nok, man har sikkert tidligere – fordi man anså menneskeheden som bestående af enkeltindivider – anset chimpanser og andre dyr på samme måde, dvs., undersøgt dem hver for sig. Så set fra det synspunkt er det udmærket, at man nu ser på dyrene i deres samspil med andre dyr.

Blot skal man altså passe gevaldigt på, når man vil tage et menneskeligt træk frem og undersøge, om det findes hos dyr. F.eks. det træk, der hedder empati. Man kommer her særdeles let til at opdele dyrs handlinger i selviske og uegennyttige handlinger, eller empati i ægte og uægte empati. For sådan kan man jo gøre med menneskers handlinger. Men det er ikke særlig heldigt.

Imidlertid viser flere nyere studier tegn på ægte empati blandt dyr.

Man har observeret ræve begrave deres døde artsfæller, man har fået rotter til at forlade deres mad for i stedet at fokusere på en nødstedt rotte i flokken, og præriemus er blevet set vise omsorg for andre sårede præriemus. Alt sammen eksempler fra videnskabelige studier på en tilsyneladende empatisk opførsel i dyreverdenen, som dyrene ikke nødvendigvis selv opnår nogen instinktiv gevinst ved. Den tankegang er blevet bredere accepteret, siger Mette Herskin.

Man må altså meget have mig undskyldt, men den med, at ræve begraver deres døde, den tror jeg ikke på. Men da interview’eren tilsyneladende gør det, spørger han ikke ind til, hvad det kan være for noget. Men jeg mener: Her har man igennem snart mange år diskuteret, om dyr var klar over, at de skulle dø. Elefantkirkegårde havde man en overgang i kikkerten, det måtte da vise, at dyrene vidste, at de skulle dø, og derfor af sig selv gik hen til kirkegården og lagde sig til at dø. Men den tanke er man gået bort fra, der er andre ting på færde end dyrenes dødsbevidsthed i disse ”elefantkirkegårde”.

Og Goodalls resultater viser da også med al tydelighed, at chimpanserne ikke véd, hvordan de skal behandle deres døde. Der er ikke nogen tradition for at begrave de andre chimpanser. I begyndelsen regnede Goodall med, at de gamle chimpanser, hun ikke så mere, var draget bort bag bjergene, fordi de mærkede døden nærme sig. Men siden gjorde hun en opdagelse, som gjorde en sådan forklaring overflødig: Når de ikke var til at få øje på mere, skyldtes det, at de havde følt sig afkræftede og var kravlet ind i det tætteste krat, de kunne finde. Så tæt var krattet, at menneskene ikke kunne finde dem.

Og da der udbrød en polio-epidemi i flokken og mange unger døde, blev mødrene ofte ved med at slæbe rundt på den døde unge i flere dage, indtil ungen, der var ved at rådne op, ligefrem gik i stykker. Jeg skrev i sin tid en længere afhandling om mine refleksioner over Goodalls iagttagelser, se her. Et mindre, men relevant udsnit af denne argumentation skrev jeg i et indlæg her på bloggen, se her.

Det tog mig nogle år at bearbejde alle de indtryk, Goodalls bøger efterlod. Men efterhånden tror jeg, at jeg har fundet frem til en væsentlig forskel mellem menneske og dyr. Dette, at vi har et sprog, bevirker, at vi kan fortælle om fortiden. Og kan vi fortælle om fortiden, vil et sådant fortællesamfund efterhånden opbygge en kollektiv erfaring. Og kollektive erfaringer, det er noget, der ikke findes i noget dyresamfund, ja, ikke kan findes, for intet dyresamfund har et fortællesprog.

I den føromtalte afhandling citerer jeg Goodall for at sige, at det er hendes indtryk, at chimpanserne på mærkelig måde er ”fanget inde i sig selv”, se her. Denne indfangethed eller denne begrænsning forsøger jeg dèr at forklare ved hjælp af den kendsgerning, at mennesket har et sprog, hvad chimpanserne ikke har, og at mennesket derigennem med tiden får foræret en kollektiv hukommelse eller en kollektiv erfaring. Heriblandt altså erfaringen af, at alle mennesker dør.

Det svar på spørgsmålet om, hvorvidt ræve begraver andre ræve, der gives her, tror jeg derfor mere på: svaret går ud på, at ræve kannibaliserer på døde ræve og af og til gemmer de døde som forråd til senere. Det svar er selvfølgelig meget lidt antropomorft og ret uhyggeligt – at vi skal tilskrive de søde ræve sådanne tilbøjeligheder – men mere sandsynligt end det, Mette Herskin giver.

Kristeligt Dagblads artikel fortsætter:

hvis dyr er mere empatiske end først antaget, kan der opstå forvirring om, hvordan man forholder sig til deres rettigheder, siger Thomas Ploug, der forsker i etik på Aalborg Universitet.

Det er stadig den samme diskussion som den, der kørte mellem Immanuel Kant og Jeremy Bentham. Der er så bare sket noget i videnskaben, biologien og psykologien siden, og når skellet mellem dyr og menneske nedbrydes, rejses spørgsmålet: Har dyrene så også rettigheder, og har de en værdi i sig selv, der kræver et særligt etisk hensyn?”, siger Thomas Ploug.

Jovist, det har længe været sådan, at biologer og andet godtfolk (f.eks. etologer) nedbryder skellet mellem dyr og menneske. Men var det så ikke en god idé for en filosof at søge at gennemtænke, om der er et skel, og i bekræftende fald at finde ud af, hvori det består, og måske endda argumentere for dette skel? F.eks. ved at opstille menneskets sprog som den afgørende forskel, sådan som jeg gør det i den førnævnte blogartikel, eller ved at opstille et andet skel, som man så kan argumentere for. I stedet giver Thomas Ploug diskussionen den drejning, at det væsentlige er, om dyrene har rettigheder. Han uddyber det senere:

Vi må jo konstatere, at vi i stigende grad opdager menneskers og dyrs genetiske og adfærdsmæssige beslægtethed. Derfor er det selvfølgelig blevet mere relevant at argumentere for, at dyr også har krav og rettigheder, specielt højerestående dyr. Men der er jo også nogle, der bevæger sig den anden vej og siger, at mennesket jo i virkeligheden bare er en avanceret form for dyr, og i stedet for tanken om, at vi er noget særligt, og i stedet for at forsøge at leve op til en særlig menneskelig etik, skal vi bare udfolde os mere i overensstemmelse med, at vi egentlig er dyr. Man adopterer således en socialdarwinistisk tænkning ind i etikken. Du kan også tage det kristne verdensbillede. Her vil man jo sige, at det hele er skaberværket, men at mennesket har en særlig rolle og en særlig værdi. Men man kan også anskue det sådan, at både mennesker og dyr er en del af et og samme skaberværk,” siger Thomas Ploug.

Alting flyder. Specielt åbenbart grænsen mellem dyr og menneske. Men man er dog endnu ikke nået dertil, at man forlanger af dyrene, at de skal beskytte vore menneskerettigheder. Det er vel også tvivlsomt, om løver og elefanter og næsehorn vil gå med til det; for ikke at tale om ulve. Ikke fordi de ikke kan føle empati, måske endda for os, men fordi de ikke kan opstille regler, noget sådant kræver nemlig et sprog, og det har dyrene ikke.

Hvis vi egentlig er dyr, er vi dog et såre livskraftigt dyr. Det er os og ikke chimpanserne, der nu bebor den ganske klode og er herre over de andre dyr.

Hvilket forresten står i de kristne skabelsesberetninger fra 1. Mos 1 og 2. I dem begge fremhæves menneskets enestående stilling. I den første derved, at menneske, men ikke dyrene, sættes til at herske over skabningen, inklusive dyrene, 1. Mos 1,26. I den anden skabelsesberetning derved, at det er Adam, der giver dyrene navne, ikke omvendt, 1. Mos 2,19. Så den med, at man ud fra de kristne skabelsesberetninger også kan anskue det sådan, at dyr og mennesker er ligestillede dele af et og samme skaberværk, den må han længere ud på landet med.

Men hvis man endelig vil overveje, om vi behandler dyrene godt, så kan man tage chimpansen Nims skæbne op som et afskrækkende eksempel, et eksempel på, hvordan en videnskabsmand opfatter et dyr som et forsøgsobjekt, og ikke er villig til at engagere sig i et forhold til dette dyr, skønt jo netop han gennem sine studier skulle være blevet klar over, at dyr evner at knytte sig til hinanden, at de først er hele dyr, når de lever i flokken.

Og nu dette med empatien!

Kristeligt Dagblads artikel slutter således:

Undersøgelser af dyrs empati og følelser hører under fagområdet etologi, der søger at afdække dyrs adfærd. Historisk set har man ikke tillagt dyr følelser, og filosoffen René Descartes beskrev dem i 1600-tallet som ”maskiner” uden en egentlig bevidsthed. I løbet af 1990’erne og omkring årtusindeskiftet ændredes denne holdning imidlertid, og flere undersøgelser peger på, at dyrs følelsesliv er mere komplekst end som så, og at de rent faktisk er i stand til at handle moralsk og empatisk.

For lidt og for meget fordærver alt. Fordi René Descartes i sin tid beskrev dyr som maskiner, behøver vi jo ikke gå i den modsatte grøft og tillægge dem menneskelige egenskaber, f.eks. moral. Forøvrigt bør man vel også nævne den temmelig lange periode, hvor en række forskere, også etologer, regnede mennesket for en slags højt udviklet dyr og kun det; åndelige forhold havde man ikke blik for; at sproget kunne være den afgørende forskel, troede man ikke på, for ikke sandt: når dyr kunne lære store dele af menneskets sprog, så kunne det jo ikke være det, der var særegent for mennesket, mente man med en lidt for overfladisk argumentation.

Og nu vil man altså omvendt tillægge dyr moral, tilsyneladende blot fordi de i visse situationer udviser empatisk adfærd.

Dette kan muligvis hænge sammen med, at man, hvad den menneskelige etik angår, ikke har gjort sig umage med at skelne ordentligt. Mennesket er, som chimpansen, et flokdyr. Det vil sige: der er individer, man af tilværelsen selv bindes sammen med, eventuelt, så det holder livet ud, f.eks. søskende, ægtefæller, venner. Men fordi vi er væsener med moral, og fordi vores moral tilsiger os at være barmhjertige mod alle andre, ikke kun mod dem, vi kender, undlader vi at skelne mellem empati overfor vore bekendte og empati overfor fremmede. Denne manglende skelnen overfører vi så på dyrene: fordi de udviser empatisk adfærd overfor dem, de kender, tror vi, de handler moralsk. Hvad de efter al sandsynlighed ikke gør, for moral forudsætter sprog.

Lad mig illustrere det med en besynderlig foreteelse, som Goodall opdagede i sine studier af de vildtlevende chimpanser. Hun opdagede, at to hunner, en mor og hendes datter, på et tidspunkt fandt ud af, at chimpanseunger smager godt. Det lykkedes dem at kannibalisere på indtil flere nyfødte unger. De angreb en mor med unge på et tidspunkt, hvor hun var borte fra flokken og de stærke hanner, og lykkedes det den ene af dem at bide ungen i hovedet og således dræbe den, ventede de blot på, at moderen blev træt og lod unge være unge. Så tog de fat på at spise den.

Det i sig selv er jo ikke noget synderlig godt tegn på empati. Men det holdt op lige så pludseligt og ubegrundet, som det var begyndt. Da de to hunner lidt senere blev gravide og fik unger, ophørte deres kannibalisme. Tilsyneladende var den eneste forklaring, at de nu havde fået andet at tænke på.

Men vi standser ikke dèr. For en form for empati hersker i chimpanseflokken: man bruger de mange pauser i den daglige fouragering til at afluse hinanden. Denne ”teknik” bruges også til at neddæmpe aggressioner. Har to hanner gennemført et ”imponereløb” for at finde ud af rangfølgen, er de naturligvis vældig opsatte mod hinanden, men det kan så ske, at den ene rækker hånden ud for at få lov til at klø eller afluse den anden. Og tro det eller ej: det samme gjorde én af de hunner, hvis unge de to kannibaler lige havde slået ihjel og nu sad og mæskede sig med: hun rakte sin hånd ud i en forsonende gestus.

Der er ikke megen moralsk forargelse i en sådan gestus. Og måske derfor er den ret uforståelig for os mennesker. For vi er sproglige væsener og derfor moralske væsener med mulighed for at blive moralsk forargede og for at lade denne forargelse blive siddende i os gennem lang tid. Den mulighed har chimpanser ikke. Og måske vort største handicap i vor forståelse af de andre dyr er dette, at vi ikke kan smyge vor sprogdragt af os, vi kan ikke slippe vort sprog og alt det, det giver os, vi kan ikke gå tilbage til en ikke-sproglig tilstand – den mulighed er forlængst forpasset – og vi har derfor meget vanskeligt ved at forstå vore dyre-medskabninger.

Men altså: Ligeså selvfølgeligt det er, at dyr kan knytte sig til andre dyr, ligeså selvfølgeligt er det, at de overfor disse dyr kan udvise empati. Men den empati, de udviser, er før-moralsk, og at opfatte den som udslag af moral er derfor forkert.

Og: Hvis man gør sig det klart, må der udstikkes etiske retningslinjer. Ikke noget med rettigheder for dyr, men noget med retningslinjer for, hvordan mennesker behandler dyr; at vi respekterer det, at de knytter sig til andre individer, herunder til et menneske, og derfor kræver, at der på forhånd, før en dyreunge tages ind til forsøg, sørges for, at der i dyrets levetid er så få mennesker som muligt, der omgås det.

Jeg mener at kunne erindre, at de indiske elefantpassere er elefantpassere for livet, i hvert fald for elefantens liv. Om det hænger sammen med, at man har forstået de her nævnte forhold, véd jeg ikke. Det kunne også have sin grund i det indiske kastesystem eller i lønfastsættelserne i Indien, eller i det forhold, at elefanterne har protesteret mod fremmede oppassere. Det må vel i hvert fald indrømmes, at en elefant, der protesterer, har mere magt bag sin protest end en chimpanse.

Der er intet etisk forkert i at erkende, at dyr ikke har moral. Men der er noget etisk forkert i at overse det faktum, at mange dyr er flokdyr, der bliver nedtrykte og ulykkelige, hvis ikke de får mulighed for at udleve deres flokdyrinstinkter.

Udgivet i Etik | Tagget , | Skriv en kommentar

Let’s roll

Den fremmede Luther 37

Let’s roll”, ”så kører vi”, sådan plejede Todd Beamer at sige, når familien med ham ved rattet skulle på skovtur.

Han var 32 år gammel, forretningsmand, søndagsskolelærer, og han tog af sted med fly fra Newark den 11. september 2001. Men ikke lang tid efter starten blev flyet kapret af fem flykaprere. De gennede de ret få passagerer ned i bagenden af flyet, og hvad der foregik i cockpittet, blev passagererne ikke klar over. Til at begynde med troede de, der var tale om en almindelig flykapring, og selv om det var alvorligt nok, kunne de have begrundet håb om at slippe fra den ubehagelige begivenhed med livet i behold.

Men så begyndte nogle af dem at bruge deres mobiltelefon. Og da de var blevet temmelig stærkt forsinkede i deres afgang, var angrebet på tvillingtårnene i New York allerede sat ind, Tv-stationerne bragte nyt derfra, og de pårørende, som de ringede til, kunne derfor fortælle, hvad der var sket i New York, og senere, hvad der var sket med Pentagon.

Todd Beamer fik dog ikke fat på sin kone, men ”kun” på en telefonoperatør, Lisa Robinson. Hun kunne fortælle ham, hvad der var sket i New York, og han kunne fortælle hende om de planer, som flypassagererne havde lagt, da det gik op for dem, at deres skæbne formentlig var at skulle flyves ind i en menneskefyldt bygning: De havde besluttet at angribe flykaprerne, den ene flykaprer havde meldt ud, at han havde et bombebælte, som han ville detonere i tilfælde af, at han blev angrebet, men det blev amerikanerne enige om var bluff.

Beamer bad derefter Lisa Robinson ringe hans kone op og hilse hende fra ham. Og så fremsagde de sammen Sl. 23 fra Det gamle Testamente: ”Herren er min hyrde”. Så lod han sin telefon være tændt, så Robinson hørte ham sige ”Let’s roll”, hvorefter der kort tid senere hørtes skrig og tumult, men så blev det hele afbrudt.

Let’s roll”, det vil jeg her fremhæve for at vise modsætningen mellem den kristne og den muslimske martyrforståelse. For dette udtryk er jo så dagligdags som noget, og den handling, som den plejede at være indledningen til, var også dagligdags og selvfølgelig. Og derfor virkede også den livsfarlige handling, som passagererne tænkte på at gøre, selvfølgelig og ligefrem. Der var intet opstyltet over den, der var intet forkrampet i den, det var blot enkelt og ligetil. Sådan måtte man handle, hvis man ville redde amerikanske liv. Og det ville man jo.

Og dette står i skærende kontrast til muslimernes opførsel. Jeg skrev om det i sin tid i en lille bog, der hed ”Kristne prædikener imod islam”, se her. Dengang regnede jeg med, at alle de 19 flykaprere havde modtaget Mohammed Attas lille håndbog om, hvad der skulle ske, og derfor med åbne øjne gik ind til døden, ind til det, Atta, lederen af de 19, kaldte ”nultimen”. Siden er jeg blevet klar over, at nogle af dem intet anede om, at der var tale om en selvmordsaktion. Der findes en video, som jeg desværre ikke har noget link til, som viser, hvordan Osama bin Laden ler højlydt, da han fortæller om deres uvidenhed, men jeg skrev om det her.

Denne latter fra Osama bin Ladens side fortæller noget ret afslørende om den muslimske martyrforståelse. Den fortæller, at muslimerne åbenbart formår at skelne mellem dem, der anbefaler martyrdøden, men ikke drømmer om selv at påtage sig den, og dem, der naivt gennemfører den uden tilsyneladende at se misforholdet hos dem, der anbefaler den.

Det samme kan ses hos Muhammed selv. En hadith beretter om, hvordan under et slag en muslim kom hen til Muhammed og spurgte, om man virkelig kom i paradis, hvis man døde i kamp for muslimernes sag. Da Muhammed svarede ja, kastede han sig med dødsforagt ud i slaget og blev kort efter dræbt. Og naturligvis, tanken er, at muslimerne skal fyldes af beundring for et sådant trosmod. Men tanken er ikke, at man skal få det spørgsmål ind i hovedet, hvorfor Muhammed så ikke selv kaster sig ud i kampen med en lignende dødsforagt. Nå, Muhammed kan jo også siges med det harem, han havde, at have i hvert fald seksuelt overskud til at kunne vente lidt med de 72 himmelske jomfruer.

Men forresten, ingen tager det teologiske problem op, om mon de flykaprere, der ikke på forhånd var klar over, at der var tale om en selvmordsaktion, mon også får del i alle de 72 jomfruer. De får måske kun 36 at fornøje sig med. Eller kommer de ind i køen blandt almindelige muslimer, så de som alle andre må bedømmes på alle gerningerne i deres liv? Ingen véd det, og ingen spekulerer tilsyneladende over det.

Men altså, var det fem eller var det ti, der blev genstand for Osama bin Ladens latter, vi véd det ikke. Men vi véd, at nogen af dem må have vidst, hvad det drejede sig om, dem, der fik Attas ”brugsanvisning” med ”nultimen” beskrevet.

Men tilbage til ”Let’s roll”!

Luther er indviklet, meget indviklet. Det, jeg vil prøve at vise – eller i det mindste antyde – i det følgende, er, at hans beskrivelse i romerbrevsforelæsningen fra 1515 af den holdning, som Gud med sin nådesforkyndelse skaber i mennesket, som hilariter, munter, i hans senere skrifter bliver til den holdning, vi plejer at kalde ”kald-og-stand” holdningen, altså: mennesket skal ikke bekymre sig om gennem gerninger: cølibat, bønner, legemlig afholdenhed, eller den slags, at vinde sig Guds gunst, men i tillid til, at det er elsket af Gud gøre de selvfølgelige og enkle gerninger, der ligger lige for fødderne af det dèr, hvor han eller hun har sin daglige dont.

Luther er et sted i denne forelæsning ved at tage Augustins skrift ”om ånden og bogstaven” til hjælp, se her. Det får ham til at tale om alle Satans listigheder. Nogle af de mere rå typer narrer Satan ved at få dem til at tro, at de har gjort nok.

Men de går til deres handling kun støttet af deres egne kræfter, altid med modvilje og vanskelighed, eftersom de burde trænge ind på Gud med sukke om hjælp, så han kunne fjerne denne modvilje og ændre den til en munter vilje og gennem nåden fjerne denne tilbøjelighed til det onde. (Se her).

Grunden til, at man skal sukke til Gud om hjælp, er, at man går til sine gode gerninger kun støttet af sine egne kræfter. Man burde derfor sukke til Gud om hjælp, så den skjulte modvilje, man har mod de gerninger, Gud ønsker af én, kan fjernes, og erstattes af en munter vilje.

Men Luthers indviklethed standser ikke dèr. Han fortsætter:

Men andre mere skarpsindige narrer han [dvs Satan] med et mere skarpsindigt lys. Dem får han til at handle med både glæde og munterhed, så han under denne besmykkelse skjuler deres svaghed for dem selv, så de tror, de har nåden. Med den mest skjulte underfundighed behager de sig selv frem for de andre, og bliver overmodige, mens de gøres til enestående og overtroiske opstyltede mennesker, så at de i kætteri og stædighed under skikkelse af sandhed og retfærdighed udviser nidkærhed uden forstand. (Se her).

Luther var som bekendt igennem svare anfægtelser på et tidspunkt før denne forelæsning. Men man kan næsten ane konturerne af disse anfægtelser i disse citater. Det har holdt meget hårdt for ham at blive klar over og sikker på, at Gud virkelig var ham nådig. Med til denne sikkerhed hørte en overbevisning om, at Guds dom skulle man bøje sig for, også om han ville dømme én til helvede, se her. Om man skal sige, at disse hårde overbevisninger blev mildnet med årene, er jeg lidt i tvivl om. I hvert fald bibeholdt Luther både op til rigsdagen i Worms og i tiden derefter den villighed til at bekende den tro, han var nået frem til, også om det skulle koste ham livet. Og som man kan forstå: selv det skal et menneske gøre med et glad sind, det skal gøre det hilariter, muntert.

Denne munterhed, stillet ansigt til ansigt med døden, genfinder jeg hos amerikanerne i det fjerde fly fra 11-9 2001.

Det er utvivlsomt, at noget af det, europæerne har ”arvet” fra Luther, er hans resoluthed i gudsforholdet. Det kan udtrykkes på forskellig måde med teologiske termer, men i det almindelige menneskeliv betyder det blot, at man er glad og tilfreds med sit kald og stand, det er her, man har sit liv, det er her, man gør den gerning, Gud kræver af én, og altså udøver den glad og muntert.

Og så sker der det fantastiske, som jeg igen og igen vender tilbage til, dette, at Gud pludselig stiller et menneske overfor opgaver, der kræver livet som indsats, og – midt i denne opgave – giver det kræfter til at gøre det, der skal gøres.

Hvordan går det dog til, at disse almindelige mennesker, Todd Beamer, Jeremy Glick, og alle de andre, pludselig kaldes ud af deres almindelighed og forvandles til højst ualmindelige mennesker, til heroer, til Guds martyrer, til forbilleder for os allesammen? Og hvordan får de dog kraft til, midt i dette højst ualmindelige, at bevare deres ligefremhed, stadig at handle hilariter, muntert?

Ikke mindst er det fantastisk, når man sammenligner med de muslimer, som gør deres sataniske gerninger lige ved siden af dem. De kommer med ønsket om at slå ihjel, så mange amerikanere som muligt. De har fået den afsindige tanke, at de ved at drukne deres naturlige livslyst og slå sig selv ihjel sammen med mange andre kan aftvinge Gud martyrkronen. De har fået den overbevisning ind i hovedet fra deres fordrejede religion – jeg vil mene, det er islam som sådan, andre, at det kun er en fordrejet form for islam, lad den diskussion ligge her – at de gennem denne terrorhandling opnår Guds velbehag, så han vil give dem del i evigt liv, endda med hele 72 jomfruer at forlyste sig med, hvis det skulle være sjovt, sådan i al evighed.

Men der er og bliver noget forkrampet over dette forhold til Gud. Det er og bliver en ugudelig gudsforestilling at have, at man på den måde kan tvinge Gud til at give én del i himmeriget, oven i købet ved at slå andre ihjel. Der er ingen munterhed i denne handel med Gud.

Men det er der hos Todd Beamer med hans ”let’s roll”. Selvfølgeligt, enkelt, som var det en søndagstur, han skulle af sted på. Med sikker gudsfrygt i sindet har han sagt til sig selv: ”Vi må gøre dette her”. Og så gjorde han det.

Og Jeremy Glick! Også han var så klar i sin beslutning, at det vidner om dyb menneskelighed. En reporter, Jane Pauley, talte med Jeremy Glicks hustru knap et år efter 11-9, se her og senere fremkom der en længere beskrivelse af begivenhederne ombord på flyet, se her.

Jeremy Glick følte, at han måtte spørge sin kone, om de skulle gøre det her. Det sagde hun ja til. Og på spørgsmålet om, hvordan kaprerne var bevæbnede, svarede han, at de syntes at have knive med. ”Men hvad”, føjede han til, ”jeg har jo plastickniven fra morgenmaden”.

Sådan tog han sin skæbne med netop munterhed. En munterhed, givet ham af Gud, men dog sprunget frem af hans eget sind, som en naturlig udløber af det, der præger det kristne, vestlige menneske: at handle ret i de situationer, man stilles i.

Udgivet i Islam versus kristendom, Luther | Tagget , , | Skriv en kommentar

Islam: religion, kultur eller race?

For et årstid siden citerede jeg Daniel Greenfield for at sige, at islam er dygtig til at skifte farve, snart vil man være en religion, snart en kultur, og snart en race, se her. Derved kan man opnå alle fordelene ved de forskellige betegnelser, men undgå ulemperne.

Jeg kom til at tænke på denne udmærkede iagttagelse forleden ved et studiekredsmøde, jeg var med til. Vi kom til at diskutere kvindelig omskæring (eller kønslemlæstelse) og var da enige om det forfærdelige ved fænomenet, men kunne ikke rigtig finde ud af, hvordan islams rolle var i forhold til dette fænomen. Kan man sige, at det hører med til islam, eller må man sige, at det gør det på ingen måde?

Nu bagefter, hvor diskussionen har sat sig eller har givet anledning til nærmere eftertanke, vil jeg bruge Greenfields skelnen og sige, at betragter man islam som en kultur, må man sige, at kvindelig omskæring hører med til denne kultur. Ganske vist finder omskæring af kvinder sted også i ikke-muslimske samfund i Afrika, så man kan ikke sige, at det er noget, islam har opfundet. Og ganske vist er det langt fra i alle muslimske lande, at man praktiserer kvindelig omskæring, så fænomenet hører ikke med til islam, som f.eks. koranen, bønnerne eller ramadanen gør det. Men den islamiske kultur har sine steder indoptaget fænomenet i sig, og eftersom muslimerne dèr begrunder deres omskæringspraksis med deres muslimske tilhørsforhold, må man dog vist hævde, at det hører med til muslimsk kultur, og altså på den måde hører med til islam.

Når det er kristendom, det drejer sig om, har man to betegnelser til rådighed: med ordet ”kristenhed” betegner man den kristne kultur, med ordet ”kristendom” betegner man den kristne teologi.

Hvis man ville spørge mig, om mariadyrkelse hører med til kristendommen, ville jeg afgjort svare nej. For i min opfattelse af, hvad kristendom er, er der ikke plads til nogen mariadyrkelse. Men hvis man ville spørge mig, om mariadyrkelse hører med til kristenheden, ville jeg være nødt til at svare ja, for det er jo en kendsgerning, at mariadyrkelse finder sted i visse dele af kristenheden, og ligefrem frakende disse dele kristennavn vil jeg dog ikke.

På samme måde kan der givetvis være de muslimer, der med afsky i stemmen vil hævde, at kvindelig omskæring på ingen måde hører med til islam. I deres forståelse af islam er det på ingen måde noget, islam kræver, og vil nogen hævde det, er de på afveje, islamisk set, vil de sige. Men hvis de ikke ligefrem vil fratage alle somaliere muslim-navnet, må de dog vel indrømme, at kvindelig omskæring hører med til islam, når islam forstås som en kultur. De kan sikkert fremføre mange gode argumenter imod kvindelig omskæring, og vi vesterlændinge lytter med opladte sind og ører, men diskussionen om, hvorvidt dette fænomen hører med til islam eller ej, er jo en intern diskussion indenfor islam, og vi andre er derfor blot med på en lytter.

Men forøvrigt – uden at skulle blande os i denne interne diskussion – vi kan vel egentlig godt forstå somalierne. At påstå, at kvindelig omskæring hører med til islam, teologisk forstået, er ikke helt hen i vejret. Ligesom det ikke er helt hen i vejret at påstå, at dette at nægte at give hånd til en person af modsat køn hører med til islam. For det, der er det kernepunkt, ud fra hvilket begge fænomener forstås, er påstanden om, at det er op til samfundet – det muslimske samfund, selvfølgelig – at indrette ordninger, der så vidt muligt holder kønsdriften i skak. Og det tænkes både omskæringen af kvinder og det manglende håndtryk at gøre. Men indrømmet, i deres konsekvenser er de to fænomener jo vidt forskellige.

Vi, der følger denne diskussion fra sidelinjen – selv om der vist ikke foregår særlig megen diskussion om emnet i muslimske kredse – kan nok se, at de, der går imod kvindelig omskæring, på forhånd har afskåret sig fra en række gode argumenter. Det bedste argument er, så vidt jeg kan se, argumentet fra skabelsesforestillingen. Ved at sige, at det er Gud, der har skabt mennesket, siger vi jo, at mennesket, som det er og forefindes, inklusive opdelingen af menneskeheden i to køn, er godt. Vi fornægter skabelsestroen, hvis vi mener, det er nødvendigt at rette på Guds gode skaberværk.

Men dette at fornægte skabertroen er netop, hvad både jøder og muslimer gør. De gør det ved de drengeomskæringer, der finder sted indenfor begge religioner, og de gør det gennem deres forbud mod at spise visse dyr. Svinet er skabt af Gud ligesom koen og hønen er det, og forhuden er, også den, skabt af den Gud, der så alt, hvad han havde skabt og se, det var såre godt. (1 Mos 1,31).

Men når man mener at have modtaget senere åbenbaringer, der modsiger den tanke, at alt det legemlige er skabt af Gud og derfor godt, så er der ikke særlig langt til at få den tanke, at når man sådan på andre områder kan afhjælpe nogle af de fejl, Gud begik, da han skabte verden, så kan man vel også gøre det med hensyn til de kvindelige kønsorganer. Når man på den måde er blevet bange for den kvindelige kønsdrift – og ”man” skal her forstås som identisk med ”mand” – så er det ikke helt ulogisk at ville forhindre dens frie udfoldelse. Oven i købet har man jo ofte kunnet få kvinderne med på idéen. Kan man blot få en ting til at fremstå from, er der næsten ingen grænser for, hvad man kan få folk med på.

Det skal indrømmes, at den vestlige kønslige løssluppenhed ikke er den bedste baggrund for at prædike skabelsestro overfor muslimerne. De vil jo så let som ingenting kunne afvise vore indvendinger med en forklaring om, at de netop med alle deres regler om adskillelse af kønnene vil forhindre, at det går dem, som det er gået os. Og så peger de på den vestlige løssluppenhed og er ikke spor forlegne ved, at dette, at nogle muslimer omskærer kvinder, er med til at holde kønsdriften i ave.

Og jo, vi kan godt se fidusen. Men det er nu alligevel et forsøg på at forbedre Guds skaberværk, og noget sådant bør man afholde sig fra, hvis man tror på Gud. I stedet burde muslimerne prøve at forstå os. For denne løssluppenhed, som er det første (og ofte det eneste), de observerer, er slet ikke så stor, som de tror. Den er nemlig kombineret med en tilbageholdenhed hos mandkønnet, en glæde over at se de mange pigeben om sommeren og det lyse hår, der flagrer i vinden, men også en respekt for den person, der har henholdsvis benene og håret, en respekt, der vokser ind i sindet på os under vores opvækst, og som bevirker, at vi godt kan tåle at være sammen med letpåklædte piger uden at fristes til at skulle voldtage dem eller gramse på dem. For de er jo hele mennesker ligesom vi, de er jo personligheder med hver deres præg, ja, de er så meget individer hver for sig, at det kan ske, at én og anden af de beundrende mandfolk bliver forelsket i én af dem. Hendes smil, hendes blik, hendes tale får hjertet til at hamre i brystet, og tankerne til at dreje sig om hende og kun hende.

Var det mon ikke det, der var Guds mening med at skabe os som to køn?

Og hvis det var det, så er det jo at gå imod Guds mening med sit skaberværk, hvis man holder de to køn ude fra hinanden.

Men se, nu kom jeg jo til at anvende en del argumenter imod islam selv, imod den kønsadskillelse, som islam praktiserer overalt, imod det kvindesyn, som de udleder af koranen – og som også med rette kan udledes af koranen. Det er argumenter imod islam, teologisk forstået, men det er jo også argumenter imod islam, forstået som kultur. Og må man så alligevel ikke sige, at de to ting ikke kan adskilles?

Nej, trods alt ikke.

For man kan godt sige, at kvindelig omskæring passer ind i islams tænkemåde på den måde, at det ikke er påkrævet, men heller ikke forbudt. Man kan godt leve som muslim uden at praktisere dette. Det må de pakistanske muslimer kunne undervise de somaliske muslimer i. På samme måde som de muslimer, der levede i Spanien under kristent overherredømme fra 1200-tallet til omkring 1500, ikke kunne praktisere deres muslimske regler fuldt ud – for de forlangte, at muslimerne havde overherredømmet – men alligevel regnede sig selv for at være muslimer.

Dog blegner spørgsmålet om kvindelig omskæring – hvor umenneskeligt det end er – for spørgsmålet om muslimsk terror. Er terror, jihad, selvmordsbombere noget, der hører uløseligt med til islam? Nogen mener det jo tilsyneladende. Men kan man ikke leve som muslim uden at gå ind for dette? Det burde de moderate muslimer kunne overbevise de krigeriske om.

Men den diskussion er taget op mange andre steder her på bloggen, uden at jeg dog tør love, at den ikke vil blive taget op igen.

Udgivet i Islam | Tagget , | Skriv en kommentar

Fortielsens løgn

Det er noget af en kunst at lyve ved hjælp af fortielser. Dog hjælpes en politiker godt på vej, hvis han eller hun interview’es af en journalist, der måske uden selv at vide det også lever i den fortielsernes verden, som politikeren lever i. Man kan så spørge, om det er politikerne eller journalisterne, der bibeholder denne verdens trylleslør over virkeligheden. Men hvis politikeren opererer helt på egen hånd, f.eks. holder en tale eller skriver et indlæg, der ikke tænkes at skulle ledsages af en spørgerunde bagefter, så er han eller hun sikret mod den slags ”ulykker”.

Således har f.eks. EU-kommissionens migrations-kommissær, Dimitris Avramopoulos, på Jyllands-Postens debatsider et indlæg, som ikke er noget interview, se her; han kan altså selv sørge for at fortie, hvad der skal forties, og fortælle, hvad der må fortælles. Men han kan forhåbentlig ikke sikre sig imod fremtidige indvendinger imod hans fortielser.

Først er der nu en fortielse, som det formodentlig er uhyre let for ham at komme med, fortielsen af den græske flådes rolle før 2015. For at den græske flåde dengang aktivt forsvarede det græske territorium, idet den jog eventuelle migrantbåde tilbage til tyrkisk farvand, det har alle i dag ”glemt”. Nævner man det, vil alle med en smule omløb i hovedet jo øjeblikkelig spørge, hvorfor man ikke lader den græske flåde overtage denne rolle igen, siden den så udmærket har kunnet gøre det tidligere, og siden det medførte en decideret migrant-tsunami, da den ophørte med sin tilbageskubbende virksomhed. Så derfor nævner man det ikke – ”man”, det er her EU’s elite, heri medregnet de tilknyttede journalister.

Om situationen i Ægæerhavet skriver Avramopoulos:

I det østlige middelhavsområde er situationen bragt under kontrol. Siden EU i marts 2016 indgik aftalen med Tyrkiet, er det daglige antal personer, der krydser havet fra Tyrkiet til Grækenland, faldet fra 10.000 personer på en enkelt dag i oktober 2015 til nu blot 80 i gennemsnit om dagen. Overordnet set er der sket et fald på 98 pct. i antallet af mennesker, der ankommer til de græske øer fra Tyrkiet.

Og naturligvis går han ikke længere tilbage i historien, for så skulle han jo ikke forklare (og tage æren for) noget fald i antallet af migranter, men forklare (og lade sig skamme ud for) den voldsomme stigning, der fulgte efter Syriza-regeringens tiltræden, den regering, der var gået til valg på en mere ”human” flådebefaling. Avramopoulos var selv forsvarsminister fra 2013 til 2014, så han kan naturligvis udmærket huske den daværende flådebefaling om forsvar af territoriet. Blot har han tilsyneladende fuldstændig slettet det fra sin hukommelse i det øjeblik, han blev migrant-kommissær i Bruxelles.

At han så også ”glemmer” at nævne, at lukningen af Balkan-ruten, hvor Østrig og Ungarn hjalp Makedonien med at bevogte sin grænse til Grækenland, kom før EU’s (dvs. Merkels) aftale med Tyrkiet, det er noget, der hører med til de fortielser, man benytter sig af i Bruxelles, både blandt politikere og journalister.

Men i det øjeblik, han har fået situationen i Ægæerhavet skildret, så den græske flådes forsvar af territoriet er ”glemt”, og forsvaret af EU’s ydre grænser er overladt til Tyrkiet, kan han gå videre til situation i den mellemste del af Middelhavet:

Men Libyen er ikke Tyrkiet, og vi kan ikke indgå samme type aftale med Libyen, som vi har gjort med Tyrkiet. I det centrale middelhavsområde skal vi derfor fokusere på tiltag, der redder liv til søs, på arbejdet med at forbedre forholdene i Libyen, hvor det er muligt, på at hjælpe migranter, som er strandet i Libyen, med at vende tilbage til deres oprindelseslande samt på at bekæmpe ulovlige og farlige bådoverfarter.

Etableringen af sikre og lovlige adgangsveje for egentlige flygtninge er en særlig vigtig brik i dette puslespil, for Europa skal stadig leve op til sin humanitære forpligtelse til at hjælpe dem, der flygter fra krig og forfølgelse.

Ikke sandt, når man ”glemmer” den græske flådes forsvar, er dette at indgå en aftale med Libyen den eneste måde, man kan forsvare EU’s grænse på.

Men med alle de ting, der forties, bliver man noget i tvivl om, hvad manden egentlig mener. Tag dette med, at vi skal ”fokusere på tiltag, der redder liv til søs”. Hvordan stemmer det overens med det, vi også skal: ”bekæmpe ulovlige og farlige bådoverfarter”? Der er vel ingen af menneskesmuglernes bådoverfarter, der er lovlige. Og så skal vi vel bekæmpe dem allesammen. Men hvordan så redde liv? For redder vi liv, hvor skal vi så gøre af de reddede? Ja, de skal velsagtens ifølge den humanitære forpligtelse, vi har, føres til Italien. Men så bekæmper vi ikke ulovlige bådoverfarter, men hjælper tværtimod menneskesmuglerne.

Nå, man kan da med en vis lettelse konstatere, at han i det mindste ikke fortier, at EU har et kontor i Libyen, der hjælper migranter, der er strandet i Libyen, med at vende tilbage til deres oprindelseslande. Men han vover ikke på den baggrund at drage den dog ret nærliggende slutning, at man så godt kan føre de ulovlige bådoverfarters passagerer tilbage til Libyen.

Og han fortæller heller ikke noget om, hvordan man skal sikre lovlige adgangsveje til EU for egentlige flygtninge. Men jeg véd såmænd ikke, om han skal klandres for det i særlig grad; for en sådan fortielse gør alle sig skyldig i. Jeg mener: lad os indrette alle de hotspots i Libyen, vi kan drømme om, hvis vi ikke til den tid kan skubbe menneskesmuglernes både tilbage med magt, men stadig føler os forpligtede til at redde de ”skibbrudne”, og altså redde dem til Europa, så vil vi jo være lige vidt. For vi kan i så fald være sikre på, at de, der er blevet afvist som flygtninge af EU’s kontor i Libyen, vil forsøge sig med ”skibbruds”-metoden.

I begyndelsen af sin artikel søger Avramopoulos at lade EU – det vil sige ham selv – tage æren for det, der er sket på migrantområdet. Han undlod som sagt at nævne lukningen af Balkanruten; det var europæiske enkeltstater, der handlede på egen hånd og delvis imod EU’s ønsker. Ligeledes undlader han under omtalen af problemerne i det centrale Middelhavsområde at nævne, at enkeltstaternes handlinger har spillet en meget større rolle end EU’s.

Først var det enkeltstater, Østrig og Frankrig, der lukkede deres grænser til Italien. Så var det Italien, der formentlig af den grund foretog en kovending i sin politik, og pludselig gav sig til at vende sig imod NGO’ernes skibe og deres vistnok uformelle koordinering med menneskesmuglerne. Man krævede ligefrem nu, at NGO’erne kun reddede skibbrudne mennesker, altså ikke som hidtil hjalp menneskesmuglerne med at få deres både tilbage til den libyske kyst.

Og det er næsten selvfølgeligt, at han heller ikke gør noget ud af, at dette, at migrantstrømmen til både Grækenland og Italien er aftaget, har med det forhold at gøre, at migranterne efter diverse grænselukninger ikke kan komme nordpå. Grækenland og Italien har ikke så stor interesse for dem, at de vil vove store pengebeløb og stor fare for blot at blive efterladt dèr. Her har EU ikke spillet nogen rolle.

Så skriver Avramopoulos:

I juli bad vi alle EU-landene om senest i september at meddele os, hvor mange flygtninge fra Libyen og nabolandene de vil være villige til at genbosætte i løbet af det kommende år.

I dette tilfælde er der ikke tale om, at Avramopoulos lyver ved hjælp af fortielser, her lyver han ved hjælp af forkert begrebsanvendelse. Det er begreberne ”flygtninge” og ”genbosættelse”, der ikke harmonerer. Der er store flygtningelejre i Jordan og Tyrkiet. De mennesker, der bor dèr, er flygtninge, dvs., der er tale om mennesker, der er flygtet fra krigshandlinger i Syrien. Men både Jordan og Tyrkiet regner sandelig med, at de vender tilbage til Syrien, når engang krigshandlingerne slutter. Det er en stor gæstfrihed, Jordan og Tyrkiet udviser (og Libanon med, forøvrigt). Men de regner ikke med, at den skal vare evigt. Der er tale om flygtninge, ikke indvandrere. Avramopoulos, derimod, regner med, at de EU-lande, der tager imod flygtninge fra Libanon og nabolande, vil genbosætte dem, dvs., vil behandle dem som indvandrere. Bevares, det har vi her i landet gjort igennem snart mange år, og de andre EU-lande formentlig også, men alligevel: der er tale om at lyve ved hjælp af forkert begrebsanvendelse.

Nå, nu skal vi jo også være gode ved den arme mand. Så lad mig til sidst nævne to ting, som jeg ikke vil klandre ham for: 1) han gør rigtigt opmærksom på, at man må have tilbagesendelsesaftaler med de lande, migranterne kommer fra; for mange af de ankommende er jo migranter og ikke flygtninge. 2) Han vil arbejde på, at EU kan finde et afbalanceret kompromis vedrørende reformen af EU’s asyllovgivning. At en sådan reform er i gang, er undgået min opmærksomhed, men det lyder da udmærket; hvis man blot kan undgå, at altfor mange af Avramopoulos’ støbning forkludrer dette arbejde.

Men når han til sidst skriver:

Jeg er endvidere overbevist om, at vi vil kunne høste fordelene af migration, hvis vi arbejder sammen,

så går han ud fra, at vi alle er enige om, at der er fordele ved migration. Og så er vi tilbage ved hovedanklagen ”løgn”, i dette tilfælde ikke løgn ved fortielse, ejheller løgn ved forkert begrebsanvendelse, men løgn ved forsøg på at lokke en forkert antagelse ned i halsen på os.

I et interview med Inger Støjberg i Jyllands-Posten, se her, kommer hun med et udmærket svar på den betragtning. FN’s ”International Organisation of Migration” har et Europa-kontor, hvis leder hedder Eugenio Ambrosi. Han har en del af indvende imod forholdene i Libyen, og til svaret fra Støjberg om, at Europa er ved at blive løbet over ende, kommer han med følgende betragtning, og hun med det udmærkede svar:

IOM’s Ambrosi mener ikke, Europa er i fare for at blive løbet over ende.

»Europas befolkning er aldrende, og vi får brug for arbejdskraft,« siger han, men det afviser Støjberg:

»Løsningen på arbejdskraftmangel i Europa er ikke ukontrolleret og ulovlig indvandring fra Afrika. Indvandringen skal være efterspurgt af vores arbejdsmarked, være velreguleret og ske efter regler, der fastsættes i Folketinget.«

Godt brølt, løvinde!

Til allersidst: Er det ikke for krast et ord at bruge, ordet ”løgn”? Der er vel blot tale om, at Avramopoulos deler de tanker og den sprogbrug, man har vænnet sig til at bruge i Bruxelles. Så man kan vel ikke sådan direkte sige, at han bevidst lyver?

OK, lad os så sige, da, at når mange deler en løgn, så er det ikke løgn, men ”kun” falsk bevidsthed, ”kun” et samfunds fælles skabelse af en fantasiverden, der er tale om. Lad os så sige, at man for at kunne begå sig på de bonede gulve i Bruxelles, må gå ind på alle de udtalte og uudtalte forudsætninger, som eliten dèr deler. Det gælder både politikere og journalister, og at det gælder begge parter, viser svagheden i EU’s demokrati.

Alligevel må man fastholde ordet ”løgn” om Avramopoulos. Det skyldes, at han som sagt har været forsvarsminister i Grækenland og har været det på et tidspunkt, hvor den græske flåde havde ordre til at bevogte grænsen mellem Grækenland og Tyrkiet – og ”bevogte” betyder her altså virkelig bevogte, i den forstand, at man sendte skibe med migranter ombord tilbage til Tyrkiet. Han må også have vidst, at Syriza ved valget i januar 2015 gik til valg på at fratage den græske flåde denne ”push-back-ordre”. Og når derfor netop han i sin beskrivelse af det, der skete på Ægæerhavet undlader at fortælle hele sandheden, så er betegnelsen ”løgn gennem fortielse” særdeles passende.

Men indrømmet: Var det kun ham, der løj, så det ikke så slemt ud som nu, hvor eliten i Bruxelles og i mange europæiske regeringer har uhyre svært ved at se virkeligheden, som den er.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , , | 3 kommentarer

Islams arv

Vil det bringe islam mere i samklang med den moderne verden – og ikke mindst med den moderne videnskab – hvis islam som sådan vender tilbage til den opfattelse, mutazilitterne i sin tid havde? Vil islam ikke langt bedre blive i stand til at kunne indgå som en del af vore europæiske samfund, hvis man opgav den noget særprægede teologi, der ligger i asharismen og holdt sig til mutazilitternes lære?

Det er Robert R. Reilly, der i sin bog The Closing of the Muslim Mind tager dette problem op, og både han og Lone Nørgaard, som har refereret ham i Jyllands-Posten, se her, og på Snaphanen, se her, har givet udtryk for, at hvis muslimerne blot ville vende tilbage til mutazilitternes lære, så skulle vi se løjer, så ville de helt anderledes kunne falde til i vore samfund.

Man kan sige, at det er et problem, som jeg igen og igen har beskæftiget mig med her på bloggen. F.eks. vendte jeg mig allerede i 2008 imod den engelske ærkebiskop Rowan Williams, fordi han hævdede, at engelsk lov og sharia burde kunne forenes, se her. Jeg søgte at vise, at dette var et umuligt forehavende, fordi der var (og er) tale om en logisk umulighed. Og forene det logisk umulige, det kan selv nok så megen god vilje og imødekommenhed ikke gennemføre.

Jeg vil her citere lidt mere fra Patricia Crones bog ”God’s Rule”, end jeg gjorde dengang. På side 173 i et afsnit, der hedder ”Filosofi og religion”, skriver hun:

Al-Farabi var ingen nyplatoniker, og der er intet spor af mysticisme i hans værk. Men filosofi var givetvis en religion også for ham. Blot var det en religion uden åbenbaring: Menneskene kunne ræsonnere sig frem til den ultimative sandhed uden overnaturlig hjælp. Det var den overbevisning, der satte filosofi på kollisionskurs med religion, hvis man med religion mener en åbenbaring, som skulle godtages uden protest.

De to havde i virkeligheden allerede stødt sammen, da han skrev. Lægen og filosoffen Abu Bakr al-Razi (død 925) havde underkendt åbenbaret religion som falsk. Der var kun én frelsende sandhed, nemlig filosofiens, og den var tilgængelig for alle mennesker, i lige høj grad for eliten og for masserne. Gud havde givet alle mennesker mulighed for at finde vejen frem til frelse gennem ilham, hvilket bogstaveligt betyder guddommelig inspiration, men her betyder noget i retning af instinkt: dyr og mennesker véd begge, hvad der er godt og ondt for dem i kraft af dette instinkt. Profeter var bedragere, som gjorde indtryk på folk med deres tricks og taskenspillerkunst. I samme retning havde en tidligere filosof, al-Sarakhsi (død 899), skrevet en bog om ”Charlatanernes hemmeligheder”, hvormed han mente profeterne, mens den rationalistiske teolog Ibn al-Rawandi (død 912) under brahmanernes beskyttelse havde argumenteret med, at de mirakler, som profeterne påstod, de gjorde, var tricks, og at den åbenbarede lov skulle forkastes: enten var den i overensstemmelse med fornuften, og i så fald var den overflødig, eller også var i modsætning til fornuften, og så var den forkert.

Reilly gør opmærksom på, at det var under kaliffen al-Mamun (813-833), at mutazilitterne vandt frem. Han gjorde endda det, at han krævede, at alle imamer skulle aflægge løfte på, at de ville lære, at koranen var et historisk dokument, der skulle forstås i sin historiske kontekst, og ikke en evig tekst, der havde eksisteret sammen med Gud fra evighed af – det var især angående det spørgsmål, at modsætningen mellem de to retninger trådte frem.

Men hvad han også bringer til torvs af interessant stof er en række koran-citater for henholdsvis den ene og den anden retning. Det burde teoretisk kunne hjælpe os til at få et bedre overblik over, hvilke muligheder en eventuel nutidig tilbagevenden til mutazilismen har for at vinde genklang blandt muslimer.

Og indrømmes må det, at tanken om islams overhøjhed over al anden religion og kultur går langt tilbage. Den er, jeg havde nær sagt ”selvfølgelig”, indeholde i koranen, nærmere bestemt sura 9,33:

Han er den, der sendte sin udsending med retledningen og den sande religion for at lade den sejre over al anden religion, selvom de, der sætter andre ved Guds side, hader det.

Og at sejre vil her ikke blot sige ”sejre i en debat på argumenter”, men ”sejre med sværdet i hånd”.

Men den viser sig også allerede hos kalif Omar (634-644) i en overlegenhed overfor andre kulturer. Han blev spurgt af én af sine generaler, hvad der skulle ske med den mægtige bogskat, man fandt hos perserne, og svarede:

Kast dem i vandet. Hvis der er ret vejledning i det, de indeholder, har Gud givet os en bedre vejledning. Hvis der er fejl i det, har Gud beskyttet os imod det.

Nu mødte jo imidlertid islam en overlegen kultur, nemlig den græske kultur. Og mange af dem, der konverterede til islam, tog på den måde deres græske kultur med sig, at de ikke kunne lade være med at stille kritiske spørgsmål til islam og til koranen: Hvordan kan fornuften forstå virkeligheden? Kan Gud kendes på rationel vis? Hvordan stemmer fornuftens stemme overens med de krav om åbenbaring, der indeholdes i koranen? Går fornuft forud for tro? Henvender åbenbaringen sig til fornuften? Kan fornuften forstå moralske principper ud over koranen? Hvad nu, hvis der er noget i koranen, der forekommer ufornuftigt? Er det tilladt bare det at stille det spørgsmål? Stemmer islam overens med andet end sig selv? Er den i stand til at inddrage filosofi? Hvis den er det, på hvilken baggrund?

Hvis man imod disse spørgsmål ville opstille tanken om Guds almagt, meldte ét af Guds navne sig, ét fra sura 59,23, ”al-Jabbar”, ”betvingeren” eller ”den uimodståelige” (en tilsvarende gengivelse findes ikke i den danske oversættelse). Gud er den, der alene beordrer hver bevægelse i et menneske.

En hadith bruger det, der står i sura 20,121 om Adam, at han satte sig op mod sin herre og kom på afveje, som ”bevis” på Guds prædestination. For eftersom koranen er skrevet i himlen, før tidens begyndelse, vidste Gud altså på forhånd, at det ville gå sådan. Vi lader det stå, skønt det jo er en typisk cirkelslutning.

Denne prædestination findes også i koranen på mere direkte måde. F.eks. i sura 6,125:

Den, som Gud ønsker at retlede, hans bryst åbner Han for overgivelsen til Gud; og den, som Han ønsker at lede vild, hans bryst gør Han snævert og trangt, som under en opstigning til himlen.

Eller sura 8,17:

Det var ikke jer, der slog dem ihjel, men Gud, der slog dem ihjel. Når du kastede, var det ikke dig, der kastede, men Gud, der kastede. Han ville udsætte de troende for en smuk prøvelse fra sin side. Gud hører alt og ved alt.

Men den modsatte retning, mutazilitternes forgængere, kunne også hente skyts i koranen. F.eks. i sura 40,40:

Den, der begår en ond handling, vil kun få det samme til gengæld, mens de, der handler ret, mand eller kvinde, og tillige er troende, vil træde ind i Haven og dér blive forsørget uden afregning.

Eller i sura 18,29:

Sig: “Sandheden kommer fra jeres Herre. Lad så blot, hvem der vil, tro, og hvem der vil, være vantro!”

Eller i sura 6,164:

Hvad hver enkelt begår, kommer over ham selv; ingen skal bære en andens byrde.

Eller sura 45,22:

Gud skabte himlene og jorden i sandhed. Enhver vil blive gengældt for det, han har bedrevet. De vil ikke blive gjort uret.

Angående det sidste, kan man lægge mærke til, at Yusuf Ali oversætter dette ”i sandhed” med ”for just ends”, dvs., han mener Muhammed her lader Gud lægge retfærdighedens rationalitet ned over sin skabelse fra begyndelsen.

Reilly finder de to synspunkter sat direkte op ved siden af hinanden i sura 16,93:

Hvis Gud ville, havde Han gjort jer til ét fællesskab; men Han vildleder, hvem Han vil, og retleder, hvem Han vil. I vil engang blive draget til ansvar for, hvad I gjorde.

Og det kan man jo kun give ham ret i. Hvis det er Gud, der vildleder og retleder, hvordan kan han så drage mennesket til ansvar? Det hænger ikke sammen.

Men tilbage til hovedspørgsmålet: Er det muligt for muslimerne ved at vende tilbage til mutazilitternes lære at ”blive moderne”, dvs., at leve sig gnidningsfrit ind i et demokratisk samfund?

Og her er vistnok koranens modsigelser ret irrelevante. Reilly mener, at det ikke mindst er kalifatets ophør i 1924, der er en anstødssten for muslimer i vore dage. F.eks. for Sayyid Qutb, der har fået en enorm indflydelse på muslimsk tankegang, skønt han blev henrettet af Nasser. Reilly skriver om ham og hans tankegang:

Hvorfor er Qutb så populær? Det er der to svar på. Den ene del af forklaringen stammer fra den overvældende følelse af muslimsk sorg og ydmygelse, som Qutbs ideologi spiller op imod. Den del stammer fra islam selv, som tager profetens samtidige som model for succes, som brændte sig frem til herligheden og riget. Således, sagde Qutb, må muslimer fjerne tidernes tilvækst og forberede sig på at gøre det, som de gjorde: at tage verden i besiddelse igen, at genoprette kalifatet. Redskabet til at gøre det – afhængigt af, hvilken islamist man taler med – er en kombination af overtalelse og jihad, begge dele baseret på den traditionelle islam, eller simpelthen på jihad.

Det andet svar, mener Reilly, har med det at gøre, at det var asharitterne og ikke mutazilitterne, der i sin tid vandt kampen om fornuftens plads i islam, altså med det resultat, at fornuften har en underordnet plads.

Her kommer imidlertid den i islam indbyggede selvmodsigelse til udtryk. En ideologi kan ikke på én gang overbevise med logik og med magt. Vil man overbevise med logik, må han afstå fra magtanvendelse. Vil man overbevise med magt, er der ikke tale om overbevisning, kun om mundsbekendelse til ideologien, hjertet er ikke overbevist.

Men derfor kan en ideologi om magtanvendelse godt spredes blandt folk.

Reilly bruger Tyskland efter Første Verdenskrig som sammenligningsgrundlag (side 106). Både tyskerne og muslimerne følte sig på det tidspunkt ydmygede og var derfor modtagelige for teser, hvis sandhed man ikke efterforskede så meget. Dolkestødslegenden – den påstand, som nederlagets general von Ludendorff fremsatte om, at våbenstilstanden var den socialdemokratiske regerings påfund, ikke hærens idé – var direkte løgn, kun fremsat for at dække over von Ludendorffs skamfølelse, men blev i høj grad godtaget af det tyske folk og brugt af Hitler med stor virtuositet.

I den tilsvarende forklaring på muslimernes underlegenhed havde muslimerne den ”fordel”, at de kunne (og kan) operere med den størrelse, der hedder gud eller altså: Allah. Når det er gået muslimerne ilde, hævder de, skyldes det, at muslimerne har vendt sig for meget imod Vesten i stedet for at intensivere deres trosliv. Løsningen er derfor indlysende: Vi må igen gøre som de første muslimer; de var troende indtil døden, og se, hvilken magt Allah gav dem: de erobrede den halve verden.

Den forskel til tyskerne i mellemkrigstiden gør, at mens nazismen kunne lægges så godt som totalt i graven med nederlaget i 1945, kan islam ikke lægges i graven: der vil altid kunne fremstå fanatikere, der får fuldstændig urealistiske idéer om, at Vesten kan bekæmpes med terroristernes nålestik; man mener jo at have gud i baghånden; det er i sidste ende ham, der skal lade begivenhederne forme sig som i islams første tid. Og han jo simpelthen gøre det. Hov – her røg kæden af; her ”glemte” den fromme muslim, at der er noget, der hedder guds almagt, og at han ikke lader sig tvinge af en selv nok så stor fromhed hos muslimerne.

Med andre ord: Den muslimske ”løsning” hænger ikke sammen. Heller ikke, når man vil holde sig til asharitternes ideologi. Og mutazilitternes ideologi synes ikke at have nogen nævneværdig tilslutning.

Og forresten er også den præget af koranens indbyggede selvmodsigelse.

Derfor er der kun os vestlige mennesker at håbe på, når det drejer sig om at gøre muslimerne egnede til at leve i vore samfund. Og desværre må man sige, at vi ikke bærer os særlig kløgtigt ad, hvad det angår: Vi gør det nærmest til en hadforbrydelse, hvis nogen vil komme med kritik af islam eller koranen, mens vi ikke undser os for at bruge magt, økonomisk magt, imod de muslimer, der vil lære deres unge om koranen og religionen. Men med økonomisk magt får man lige så lidt som med voldsmagt mennesker til at tro. Det kan man kun med fri overtalelse. Og den har vi danskere – ikke mindst folkekirken – helt frivilligt givet afkald på.

Ak ja.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget , , , , | Skriv en kommentar