Dygtig journalistik?

Man skal lægge mærke til spørgsmålstegnet. For den form for journalistik, jeg nu skal omtale, er alt andet end dygtig. Hvis man da ikke vil sige, at dette at få kendsgerninger til at forsvinde er udtryk for dygtighed blandt nutidens journalister. Hvilket man godt kan fristes til at sige.

Den journalist, der er tale om, hedder Signe Molde. Og det journalistiske arbejde, hun har præsteret, er en udsendelse om en hjemmeside, jeg ret ofte frekventerer, nemlig klimarealisme.dk. Hun står bag en udsendelsesrække, der hedder ”Signe Molde på udebane”, og man kan tydeligt mærke, at hun føler sig på udebane i udsendelsen om klimarealisme.

Jeg selv så udsendelsen igennem ved at streame – sådan hedder det vist, når man ser Tv på sin computer, og der ikke er tale om en direkte udsendelse. Og jeg sad bagefter tilbage med en mærkelig fornemmelse, en fornemmelse af, at jeg havde været udsat for en ”dygtig” journalists manipulation. For hver gang samtalen mellem de implicerede lagde op til noget, der kunne ligne et bevis for, at et stigende CO2-indhold i atmosfæren ikke betød noget, drejede hun samtalen hen på noget andet. Meget smart, men jo ikke særlig oplysende, hvis man er optaget af at få noget at vide om klimaforandringerne.

Man tror, det handler om klimaforandringer, videnskabelige beviser for eller imod, men nej, det handler om Signe Molde og hendes evne til at få noget sjovt ud af disse gamle mænd med deres mærkelige og ganske utidssvarende ugrønne meninger.

Hvis man efter disse advarsler alligevel kunne tænke sig at se udsendelsen, vil jeg anbefale, at man klikker på dette link til klimarealisme.dk. Her er der et link videre til udsendelsen, men her kan man også læse diverse kommentarer fra normale følgere af klimarealisme.dk. Og det kan nok være fornuftigt lige at slå en omvej om ad dem, før man kaster sig ud i Signe Molde og hendes ”journalistik”.

Blandt kan man læse, at én af deltagerne fra klimarealisme, Søren Hansen, efter at have modtaget kritik for at have medvirket, skriver følgende:

Tak for indlægget. Din kritik er ikke helt berettiget, faktisk deltog geolog Jens Morten Hansen også i nogle optagelser, men de blev slet ikke brugt. Udsendelsen havde ikke til formål at præsentere klimarealismen, det er ikke Signe Moldes ærinde, og det vidste vi godt i forvejen. Vi stillede op ud fra betragtningen, at omtale er bedre end ingen omtale. Undervejs i optagelserne fik vi lejlighed til meget grundigt at forklare og dokumentere vores synspunkter, men det blev klippet væk til fordel for mere fængende udsagn.

Karl Iver og undertegnede fik en mulighed for at se udsendelsen 14 dage før den blev bragt, men reelt havde vi ingen muligheder for at gøre indsigelser. Sådan er det bare.

Han skriver ikke, at ”dårlig omtale er bedre end ingen omtale”, men det må vist være det, han mener. Og jeg skal på ingen måde klandre Søren og Karl Iver for, at de deltog, heller ikke for, at de deltog på sådanne dårlige betingelser, som de kendte i forvejen. For det er nok sandt, at omtale i det hele taget er bedre end tavshed. Men det er jo egentlig forfærdeligt, at vore medier – og ikke mindst flagskibet Danmarks Radio – er så ligeglade med sagen selv og kun er ude på at gøre grin med dem, der ikke mener som medierne vil, vi skal mene.

Kun det kan man håbe på, at seerne er klogere end sådanne ”journalister”. At der trods den nedladende behandling og alle de mange grinende ansigter alligevel er nogle sandheder, der dukker op og holder sig i seernes bevidsthed. Men tage det som et tegn på, at udviklingen i det én gang vedtagne paradigme er ved at vende, så der fremover bliver sat spørgsmålstegn ved de klimaforandringer, vi får fortalt om, det er nok for meget at håbe på.

Alligevel vil jeg tillade mig at håbe på, at klimahysteriet ophører, og at vi om en fire-fem år, når vi genudser Signe Moldes udsendelse, siger til hinanden: Var medierne virkelig så énøjede dengang?

Noget af det, der måske kan hjælpe på en udvikling i den retning, er det forhold, at nogle mennesker, endog nogle danskere, måske kommer til at fryse til vinter. Gad dog vidst, om ikke mange frysende personer vil spørge sig selv, om dette nu også er nødvendigt. Her har man fra mediernes side foregøglet befolkningen, at den nye grønne fremtid vil blive herlig og rig og hensynsfuld overfor både dyr og mennesker. Og så skal åbenbart mennesker lide for den grønne omstillings skyld. Gider vi egentlig det? Er det nu også nødvendigt? Og måske videre: Har mon alligevel de klimarealister, som Signe Molde ville gøre grin med i sin tid, ret i, at vi bærer os forkert ad, og at det ikke betyder noget for fremtidens temperaturer, om vi ingenting gør i stedet for alt dette vindmøllehalløj?

For én ting er jo at være grøn, når det ikke koster noget. Noget andet er at være det, når det ikke blot er dyrt, men ligefrem koldt.

At der allerede nu er tendenser i den retning, kan ses af en kronik i Kristeligt Dagblad den 27-9, se her. Den er skrevet af en mig ubekendt person ved navn David Munk-Bogballe. Han ender med at påpege a-kraftværker som særdeles velegnede grønne kraftværker. Og det kan man være enig eller uenig med ham i. Hvad der imidlertid i denne forbindelse er af betydning, er, at han meget overbevisende påpeger, at vind- og solenergi kræver omfattende backup-kapacitet, som kan træde til, når solen ikke skinner, og vinden ikke blæser. Han skriver bl.a.:

At bygge flere vindmøller og solcelleanlæg, som den nyligt indgåede Marienborg-erklæring eksempelvis lægger op til, vil være i tråd med målsætningen om at udfase fossile brændsler, gøre os uafhængige af russisk og mellemøstlig olie og gas og samtidig øge vores kapacitet for strømproduktion.

Imidlertid vil det også øge behovet for alternative energikilder til de tidspunker, hvor vejret ikke arter sig, og kapacitetspotentialet, uanset hvor stort vi har bygget det, ikke kan udnyttes. Paradokset er således det følgende: jo mere vi elektrificerer vores samfund, og jo flere og større vind- og solenergianlæg vi opfører for at dække vores stigende behov for el og for at sikre vores uafhængighed af import af fossile brændsler, jo lavere bliver vores forsyningssikkerhed, og jo mere sårbare bliver vores samfund.

Og det har han jo ret i. Man har absolut villet have os bort fra gasfyr og oliefyr og over til eldrevne varmepumper. Det vil sige: man vil gøre os endnu mere el-afhængige. Men samtidig gør man det, at man ved at føre energiproduktionen overfra de stabile kilder: kul, olie og naturgas, til de ustabile: sol og vind gør strømforsyningen sårbar for uventede afbrydelser – eller: hvis man ikke vil tolere sådanne afbrydelser – gør strømforsyningen unødvendig dyr; for en backup-kapacitet, der står stille, koster jo alligevel noget, og en lagringskapacitet med batterier eller Power-to-X er heller ikke billig.

Tidligere kunne vi snuppe noget af vandenergien fra Sverige og Norge, men den går ikke mere:

I dag bruger danskerne på årsbasis 16 procent mere strøm, end vi producerer, og derfor importerer vi overskudsproduktion fra Norge, Sverige, Holland og Tyskland. Det er dog lande, der især for Tyskland og Hollands vedkommende over de kommende år planlægger at satse massivt på sol- og vindenergi for at kunne udfase fossile brændsler. Således vil de lande, vi forlader os på, når solen er gået ned, og vinden ikke blæser, selv risikere at stå i samme usikre situation som os og derfor være ude af stand til at hjælpe.

Det er, som om vore politikere ikke ser disse enorme problemer for fremtidens el-forsyning. Sandsynligvis kommer vi til at erfare denne mangel på rettidig omhu allerede til vinter:

Med stor sandsynlighed vil vi stå i situationer, hvor der ikke er strøm og energi til at dække vores behov. Det er en skandale. Det kendetegner udviklingslande, at der er nedbrud i fødevare- og energiforsyningen, og at deres befolkninger bruger en meget stor andel af deres indkomster på energi og mad. Alvoren af den nuværende situation, hvor energi- og fødevarepriserne stiger så voldsomt, at familier og virksomheders budgetter kollapser, kan derfor kun med betydelig anstrengelse overdrives.

En væsentlig årsag til krisen er Ruslands forkastelige invasion af Ukraine og Putins afbrydelse af gasleverancerne, men det ville være en fejl at lukke øjnene for, at den også er en konsekvens af en uansvarlig og naiv klima- og energipolitik.

Vinteren kommer, og den vil utvetydigt afsløre et af nyere tids største politiske bedrag, nemlig at klimakrisen skulle være danskernes tungestvejende bekymring. Det er den ikke. Det har den aldrig været. Det er vigtigere at kunne betale sine regninger, beholde sin bolig, sit arbejde og have råd til tøj og mad. Vi vil ikke bruge vinteren på at fryse for klimaet.

Det sidste vil for 100.000 husstandes vedkommende kunne undgås ved at bruge kul på fjernvarmeværkerne, så de uendeligt mange tons træpiller, de har indkøbt, kan frigives fra værkernes lagre og sælges til de mange mennesker, der med bekymring over, om de kan tænde pillefyret i kælderen, inden kulden og skimmelsvampen tager over.

Mig forekommer det, at han rammer hovedet på sømmet, når han siger, at vi ikke vil bruge vinteren til at fryse for klimaet.

For det vil nok mange mennesker komme til. I hvert fald, hvis brændselspriserne fortsætter med at ligge så højt som nu. Og derfor er hans forslag om at erstatte de såkaldt miljøvenlige brændselspiller med kul på de kraftvarmeværker, der tidligere har fyret med kul, afslørende for klima-politikernes mangel på forudseenhed. Og selv om hans forslag om at genoptage kulfyringen måske kun er tænkt som en midlertidig foreteelse, indtil vi får bygget de atomkraftværker, han opterer for, så er forslaget et udslag af, at han virkelig mener det, når han ikke tror, vi danskere vil være villige til at fryse for klimaet.

Og her er det, man kan håbe på lidt klimarealisme.

For hvis man nu ikke sådan lige på en studs kan godtage de nye atomkraftværker, og hvis man måske ikke har kundskab nok til at sætte sig ind i sikkerhedsprocedurer og den slags ved atomkraftværker, så kan måske nogle ret enkle forklaringer fra en klimarealist få én til at indse, at man jo lige så godt helt kan se bort fra al den snak om, at vi danskere skal have en grøn energiprofil, og måske oven i købet skal prøve at optræde som et grønt foregangsland. Alt dette er jo i virkeligheden det rene pip, hvis klimaet så at sige ikke påvirkes af et øget CO2-indhold.

Lad mig derfor slutte med to af de mange argumenter, som den ”dygtige” journalist Signe Molde fratog os muligheden for at høre i omtalte udsendelse.

Det første går i al sin enkelhed ud på, at de iskerneboringer, man har gennemført på Grønland og i Antarktis viser, at det ved de temperaturstigninger, der fandt sted for millioner af år siden, altid var temperaturen, der først steg, derefter CO2-indholdet der steg. Hvilket beviser, at årsagen til temperaturstigningerne ikke var et øget CO2-indhold.

Det andet har at gøre med den utrolig ringe mængde CO2, der findes i luften. Kan det virkelig være nok til at fremkalde en temperaturstigning, selv om det står fast, at CO2 er en drivhusgas? Det er såmænd IPCC, der spørger, og deres svar er højst vildledende. De siger nemlig, at den lille temperaturstigning, som CO2 kan fremkalde gør det muligt for atmosfæren at indeholde meget mere vanddamp. Og vanddamp er en yderst effektiv drivhusgas. Og det er sandt nok, at vanddamp er en effektiv drivhusgas, men man er nødt til at føje til, at det også er en meget usikker drivhusgas. Inden man får set sig om, har den forvandlet sig til små vanddråber, der udgør skyer i atmosfæren, og de kaster sollyset tilbage og virker derfor afkølende og ikke opvarmende. Det blev vist nok nævnt i en bisætning i udsendelsen, men en diskussion om det nåede vi ikke frem til.

Og altså: Hvad Signe Molde ikke turde give sig i kast med: en ægte videnskabelig diskussion pro et contra om klimaudviklingen, det kan måske en frysende befolkning omsider tvinge politikere og medier til at gå i gang med. Og ak, så ryger de skønne drømme om, at Danmark kan gå forrest. Men vi fryser ikke længere. Og er det ikke vigtigere?

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget | Skriv en kommentar

Klogt eller etisk korrekt?

Jeg er fornylig lidt tilfældigt blevet mindet om et foredrag, jeg i sin tid holdt om de tyske flygtninger her i landet. Det er et emne, jeg blev meget interesseret i efter at have læst Henrik Havreheds disputats ”De tyske flygtninge i Danmark 1945-1949” fra 1987.

Og det emne kan der siges meget om. Når jeg nu vil sige noget igen, og specielt vil sige noget ud fra omtalte foredrag, skyldes det, at jeg godt – også i forbindelse med nutidens indvandrere, som man jo plejer at kalde ”flygtninge” – vil fastholde en skelnen, som jeg, uden rigtig at være klar over det, anvendte på vores behandling af flygtningene, nemlig forskellen mellem dette at gøre noget, fordi det er etisk korrekt, og dette at gøre noget, fordi det er klogt.

Én af forskellene mellem dengang og nu er nemlig, at man dengang ikke var grebet af et ideal om for enhver pris at skulle bære sig etisk korrekt ad, sådan som vi er det nu. Dels fordi Danmark havde oplevet, at krigen standsede lige på vores dørtrin. Den taknemlighed, der udsprang deraf – mod Styrelsen og mod briterne i nogenlunde lige fordeling – kom til udtryk i, at vi, da briterne i juli 1945 beordrede os til at beholde de 250.000 flygtninge i hvert fald vinteren over, modtog ordren uden at kny, selv om det kom til at betyde både udgifter og besvær. Og dels fordi der dengang herskede en stemning blandt sejrherrerne af, at tyskerne havde fortjent en dårlig behandling. Man havde lige set billederne fra de befriede koncentrationslejre, set tændstikmændene vandre omkring, set bulldozerne skubbe ligdynger ned i massegrave, så ville nogen være hårde mod tyskerne, så havde tyskerne rigtig godt af det.

Disse film havde jo også danskerne set – og de blev for øvrigt forevist i flygtningelejrene – også de danske politikere, men trods den negative stemning overfor flygtningene, handlede vore politikere dengang ikke efter etikken, men efter fornuften. Det er først os senerelevende, der lægger et lag af moral ned over begivenhederne, så vi giver os til at bedømme begivenhederne efter en målestok, som man ikke brugte dengang.

Og det er for mig at se særdeles oplysende at gøre sig klart, at fortællingen om de tyske flygtninge tager sig meget forskelligt ud, om man lægger den ene eller den anden baggrundsforståelse ned over den, hvilket også er oplysende for vor fortælling om nutidens såkaldte flygtninge. Blot skal man jo så være klar over, at ligesom man ikke kan bebrejde den tids politikere for en handling, der ikke står mål med vore etiske idealer, sådan kan man heller ikke rose dem for en handling, som vi finder af stor etisk værdi, men som de dengang blot opfattede som en klog handling.

Vi satsede således fra begyndelsen på, at alle flygtningene skulle anbringes i pigtrådsomspændte lejre med bevogtning af dansk personale. Og det er klart, dette svarer på ingen måde til de høje etiske idealer, vi har i vore dage. Og jeg må indrømme, at jeg ikke aner, hvordan Flygtningemuseet i Oksbøl håndterer den kendsgerning. Men man nævner den dog, se her, hvor det hedder:

Livet i lejren var præget af flugtoplevelser og usikkerheden for fremtiden. Men det var også et liv i en by bag pigtråd, hvor byråd, teater, biograf og skole var med til at sikre indhold og adspredelse for mennesker, hvis tilværelse var blevet revet op med rode.

At livet i lejren var præget af flugtoplevelser, det er sandt nok. Men jeg tror nu ikke, det var præget af usikkerhed for fremtiden, i hvert fald var der ikke større fremtidsusikkerhed for flygtningene end for tyskerne i almindelighed. For én ting var de sikre på: de skulle tilbage til Tyskland.

Jeg har her skrevet en længere smøre om danskernes begrundelse for at anbringe flygtningene bag pigtråd og dertil indføre et såkaldt fraterniseringsforbud, det vil sige: gøre det strafbart for danskerne at sætte sig i forbindelse med nogle af de tyske flygtninge. Men man skal helt ned til #97, før man når frem til det, jeg mener, er den egentlige begrundelse. Man har i Tjekkiets eksempel fra 1938 set, hvor farligt det er at have et tysk mindretal i sit land, og så længe man har en vis grund til at tro, at der før eller siden vil komme en ny tysk diktator, der vil stille lignende krav til nabolandene, så længe vil man fortsætte med at sige, som man sagde i FN: at vi ikke vil optage de tyske flygtninge i det danske folkelegeme, se #38.

Men hvis vi således siger, at det var en klogskabsbetragtning, der fik os til at gøre lejrene bevogtede, så må man også sige, at det, museet nævner i samme åndedrag: at der var byråd, teater, biograf og skole, også var en klogskabsbetragtning, altså ikke kan godskrives os danskere som et udtryk for vores høje etiske stade. Vi gjorde det, fordi vi var bange for, at der skulle opstå lejrkuller, noget, som en stadig indelukkethed bag pigtråd nemt kan medføre.

Og dette at undgå lejrkuller havde vi faktisk held med. Arne Gammelgaard fortæller i sin bog ”Drivtømmer” om den tyske postmester Ernst Arndt, som interesserede sig meget for musik, og i Oksbøl fik oprettet et damekor og siden, da man fik fremskaffet nogle instrumenter, kom med i et orkester. Hans dagbog bærer præg af, at det er det, der optager ham i de år, han tilbragte i Oksbøl; han havde ikke tid til at klage over pigtrådshegnet. Så han har nydt godt af opholdet i Oksbøl, hvad hans søn også i et brev til Arne Gammelgaard giver udtryk for.

Og fraterniseringsforbuddet? Jamen, når det lille orkester skal optræde i andre flygtningelejre, må man naturligvis lade dem rejse med de danske jernbaner, selv om de dèr kan komme til at tale med danskere.

Men alt dette, fordi vi fra dansk side har handlet klogt, mere end fordi vi har handlet etisk korrekt.

I ovennævnte artikel om pigtråden omkring flygtningelejrene indrømmer jeg, at jeg har en vis tvetydig holdning til fraterniseringsforbuddet, se her. Jo, jeg kan godt se det nødvendige i det, men jeg kan heller ikke nægte, at jeg har en vis goodwill overfor dem, der på forskellig måde bryder det. Det har den Walter Franz også, som jeg nævner #64. Walter Franz var gymnasielærer i Königsberg, kom til København som flygtning, til at begynde med på Hagemanns kollegium, derefter i Kløvermarkslejren. Han har skrevet en lang beretning om sine oplevelser, og i kraft af Arne Gammelgaard har jeg kunne videregive den, se her. Der er mange spændende ting at læse i den, men her vil jeg nøjes med hans glæde over at være blevet inviteret til at besøge en dansk familie; formentlig har han mødtes med den danske mand på Københavns bibliotek, som han havde lov til at besøge for at kunne undervise sine gymnasieelever i lejren korrekt. Han spørger, hvordan en flygtning føler det ved igen at sidde ved et rigtigt bord i et hus af stenmure og spise af almindelige porcelæn og svarer:

Jo, vist nok blev han i første omgang smerteligt angrebet at vemod over det, som også han en gang har besiddet, men nu har mistet. Men så kom velværet over i nogle timer, takket være menneskers godhed, at være rykket ud af elendigheden og have lov til at sidde ved et smukt dækket bord med porcelæn og glas og en festlige dekoration og igen holde indtog i en verden, som var gået under for ham. I har gjort mere for, at vi igen har kunnet tro på menneskelighed end jeres myndigheder med deres fortjenstfulde indretninger i lejren, som jo også er et bevis på, at Danmark er en kulturnation. (Se her).

Jeg véd såmænd ikke, om dette beviser, at Danmark er en kulturnation. Det beviser vel kun, at vi er ret nysgerrige: hvad er denne fremmede egentlig for én? Og da fraterniseringsforbuddet nok mest er sat i værk for at undgå forbindelser, der kunne føre til ægteskab mellem danskere og tyskere, behøver man vel ikke tage det så højtidelige overfor en mand i halvtredserne.

Walter Franz og hans beretning om denne gæstfrihed hos danskerne tog jeg med i det foredrag, jeg omtalte i begyndelsen.

Ligeledes medtog jeg Maria Pohlmanns beretning, #65. Hun var som ung pige kommet til Allesø og flygtningene dèr havde lavet en udstilling og inviteret danskerne til at komme os se, hvad de havde lavet. Det gjorde danskerne også. En af dem havde medbragt en kurv æbler, som det lykkedes hende at få afleveret, mens vagtmandskabet så den anden vej.

Det er også værd at nævne, at et kontor i København med adresse i Kløvermarkslejren udførte et enormt arbejde for at give flygtningene vished om, hvor deres kære befandt sig. Man udsendte skemaer til alle lejrene, hvor man kunne skrive navnene på dem, hvis skæbne man gerne ville vide noget om. For i flugtens forvirring var mange familier blevet spredt og nogle kunne være endt i andre flygtningelejre i Danmark. Men nogle kunne jo også være kommet til Tyskland. Og hvordan kunne kontoret komme i forbindelse med et tilsvarende kontor i Lübeck, der var jo oprettet en postspærring? Jo, man fik forbindelse med nogle Røde-Kors-lastbiler, der kørte sydpå gennem Hamborg. De medtog breve med forespørgsler om enkeltpersoner og fik på tilbagevejen svar med tilbage. Jamen, dekretet om postspærring skulle da overholdes, ikke? Jo, for alle andre, men ikke for et kontor, der med sine oplysninger kunne giver mennesker ro i sindet. Men alt bureaukrati med at spørge om tilladelse, begrunde det og vente i årevis på at få svar, det undgik man ved selv at træffe denne ret indlysende beslutning.

Forresten kom der af og til noget sjovt ud af disse sammenføringer. En mand på Amager fik således besked om, at hans datter befandt sig i Oksbøl, og at der godt kunne skaffes plads til ham dèr. Han sagde selvfølgelig pænt tak, men spurgte, om ikke overflytningen kunne vente, til hans tobaksplanter kunne høstes. En anden person sagde meget bestemt nej til en sammenflytning. Nu var hun lige blevet skilt fra sin mand, blot havde hun ikke fået papirerne ordnet, men ikke, om hun nu ville flytte sammen med ham! Det forstod kontoret godt.

Jeg er også ret sikker på, at jeg omtalte K. Robert Hansen. Han var sognepræst i Sdr Bjert syd for Kolding, og da en tysk gymnasieskole med elever, lærere og lærerhustruer blev interneret i én af sommerlejrene ved Lillebælt, tog han forbindelse til dem. Som han skrev i sine erindringer, mente han, at sognebørnene var sikre nok på hans danske sindelag til, at han kunne gøre det. Skolen kom en kort overgang til én af de to lejre ved Karup, men det var vist ikke så godt med de mange unge drenge i en lejr med mange unge kvinder, så de blev flyttet til Vingsted, hvor K. Robert Hansen igen fik kontakt med dem. Så god kontakt havde han – og så anerkendt var hans kontakt – at da én af lærerhustruerne blev syg og af den grund blev indlagt på flygtningesygehuset i Haderslev, fik læreren og hans søn lov til at besøge Sdr. Bjert på hjemvejen. Det vidste ledelsen i Vingsted, for da sygehuset ringede og fortalte, at hustruen var død, efter at de to besøgende var taget af sted, kunne man ringe til Robert Hansen og bede ham overbringe det sørgelige budskab.

Det førte til, at lærerhustruen blev begravet på Sdr. Bjert kirkegaard, hvor man stadig vedligeholder hendes grav.

En grav, som ikke findes mere, er rektorens grav. Han døde, mens skolen befandt sig i Sdr. Bjert, og han blev begravet dèr. Hans hustru var utrolig slået ud af det, fortæller Robert Hansen, for to af hendes sønner var døde, den tredje vidste hun ikke hvor var. Så traf hun en dag en engelsk officer ude i skoven, og da han fortalte, at han skulle til Berlin, overtalte hun ham til at tage et brev med. Det gjorde han gerne, selv om han godt vidste, at der var indført postspærring for al post til og fra Tyskland, og han kunne så, da han kom tilbage, fortælle, at hendes søn levede og at han havde fået en søn.

Og dèr har vi det så igen. Det var uden tvivl klogt at indføre en postspærring. Man ønskede ikke, at eventuelle varulve – altså vedholdende tilhængere af nazismen – skulle kunne skrive frem og tilbage over grænsen. Men heldigvis kunne officeren selv foretage den afgørelse, at et brev til Berlin fra en sørgende enke i Danmark ikke burde komme ind under den bestemmelse.

Endnu en historie gav jeg til bedste dengang. Den handler om seminarieforstanderen i Tønder. Han var blevet involveret i arbejdet med de flygtninge, der boede i den tidligere Zeppelinstation lidt nord for Tønder. Og denne lejr var jo som alle andre omgivet af pigtråd og forsynet med vagter ved indgangen, så der ikke skulle finde nogen illegal fraternisering sted.

Da det så blev jul, skulle seminarierektoren naturligvis ud til lejren. Blot havde han ikke regnet med sine børns reaktion. For da de dagen før hørte om flygtningene, der skulle holde jul, gik de op på loftet og fandt noget af deres gamle legetøj frem. Det pakkede de pænt ind, og næste dag sagde de så til deres far, at det skulle han tage med til flygtningene. Og så måtte den arme seminarierektor agere smugler, og lidt uvant forsøge at se almindelig ud, når han passerede vagten. Men det lykkedes ham da, og han kunne melde tilbage, at legetøjet havde vakt begejstring blandt børnene.

Og se, alle disse historie skulle såmænd blot signalere, at det er let nok at vedtage de nødvendige forholdsregler i folketinget, altså f.eks. et fraterniseringsforbud, endda at give ordre til, at et skilt om fraterniseringsforbuddet skulle opsættes udenfor alle flygtningelejre, noget vanskeligere er det i praksis at forhindre fraternisering. Henrik Havrehed kunne ikke dy sig for at krydre fortællingen om de unge danske værnepligtige, der blev sat til at bevogte lejrene, med en bemærkning om, at man dermed havde sat ræven til at vogte gæs, og videre fortælle om de ikke helt få forbindelser, der kom ud af det mellem de mange unge piger i lejrene og deres ”vogtere”.

Det samme fortæller forresten Arne Gammelgaard. Det var efterår og kartoflerne skulle tages op udenfor Grove-lejren ved Karup. Men bønderkarlene havde lagt mærke til, at flygtningene kom ud af lejren for at finkæmme marken. Flygtningene var jo også bønder og vidste godt, at disse små kartofler, der som regel bliver efterladt, er noget af det lækreste, man kan tænke sig.

Men, sagde bønderkarlene til hinanden, det er for galt, det skal flygtningene ikke have lov til. Så næste aften gemte de sig, og da marken lidt efter blev fuld af flygtningen foer de frem og greb dem for at tage kartoflerne fra dem. Således foer én af karlene frem, fortæller Gammelgaard, greb fat i en flygtningepige med kartofler og holdt fast – og han holdt fast – og han holdt fast – og det gjorde han de næste halvtreds år. For – og det min forklaring – han opdagede jo, at ”the kartoffelwoman” bestod af mere interessante ting end kartofler.

Men ak, her stødte også han imod fraterniseringsforbuddet. For selv om de så aldrig så meget hævdede, at de var forelsket i hinanden, måske endda dødeligt forelsket, her hjalp ingen kære mor, de måtte pænt vente, til alle flygtninge var tilbage i Tyskland. Og selv da kunne det såmænd være vanskeligt for forelskede at få hinanden med øvrighedens godkendelse.

Alt dette kan man underholde sig selv og andre med. Og det gjorde jeg altså også dengang i et foredrag. Men jeg må indrømme, at én af de kommentarer, foredraget fik med på vejen, efter min mening var lidt forfejlet. For hvor jeg havde villet fastholde uoverensstemmelsen mellem klogskab og etik, dèr slog han ind på etikkens vej og havde meget at sige imod vor håndtéring af flygtningene, blandt andet ud fra det, jeg havde fortalt. Så det, der blot var ment som en sjov og lidt drilsk indvending imod vore daværende politikere, det blev nu vendt til en højtidelig etisk betragtning over det umenneskelige ved pigtråd og fraterniseringsforbud. Og dels er det ret uhistorisk således at anvende vor tids etik på den tids problemer, dels er det mig i det hele taget imod, at nogen lader al nødvendighed og alle kendsgerninger ude af betragtning og spreder etiske krav ud over det hele.

Og den holdning, denne mand havde, synes jeg, man kan genfinde i de flestes holdning til flygtningeproblemet i vore dage. Altid skal denne dyne af etik lægges ned over problemet, altid skal tingene gøres op i moralsk rigtigt og moralsk forkert. Og når man så oven i købet udelader adskillige relevante kendsgerninger, så er der altså noget her, der er helt galt.

Og jeg gad altså vidst, om Flygtningemuseet i Oksbøl har formået at holde skidt fra kanel, eller at skelne mellem nødvendighed og etik.

I sin indledning til den række flygtningefortællinger, som man giver til bedste, skriver man, se her:

Gennem historier fra flygtninge fra blandt andet Tyskland, Ungarn, Vietnam, Afghanistan og Syrien gør udstillingen tal til mennesker, og formidler de universelle erfaringer, tanker og følelser, der knytter sig til det at være et menneske på flugt.

Og ikke sandt, det synes jo da at være noget af det samme, som jeg gjorde i mit foredrag: lade de almindelige menneskelige følelser komme til udtryk. Så hvad kan jeg indvende mod det?

Dertil kommer, at den nødvendighed, som de danske politikere dengang mente, de måtte tage hensyn til, måske ikke holder vand for et nutidsmenneskes etiske forestillinger. Var det virkelig nødvendigt med den pigtråd og det fraterniseringsforbud? Kunne det have gjort noget, hvis der i stedet for de par hundrede forbindelse mellem en dansk mand og en tysk flygtningepige, der opstod i og omkring flygtningenelejrene, var fremkommet to eller tre tusind forbindelser? Ville disse tyske piger ikke gnidningsløst have tilpasset sig dansk kultur og levevis? Så kunne der ske noget ødelæggende for Danmark, hvis mange flere tyskere var blevet en del af det danske folkelegeme?

Og mere relevant: Står vi overfor en tilsvarende nødvendighed med de flygtninge, vi modtager i vore dage? Eller – lidt mere udfordrende formuleret – lukker vi vore øjne for vitterlige kendsgerninger, hvis vi mener, at vi nu som dengang skal lade medmenneskeligheden, dvs. de etiske overvejelser, sejre over de iskolde og ubehagelige nødvendigheder?

Det vil jeg faktisk mene, vi gør. Men det må indrømmes, at de nødvendigheder, som vi nægter at tage stilling til, er nødvendigheder, som først er blevet os bevidst som nødvendigheder her på det seneste.

Til forskel fra dengang skal vi i dag overveje, om vort folk – eller vort folkelegeme, hvis man foretrækker det ord – kan tåle den ret store influx af fremmede og stadigvæk være et dansk folk. For i dag siger etikken jo, at vi skal se stort på dette problem, eller direkte se bort fra det – hvorfor skulle disse fremmede ikke kunne indoptages i vort folk? Men viser ikke de mange ghettoer og den muslimske kultur, der florerer dèr, at det er noget, vi ikke kan se bort fra?

Lad os se på et par af de flygtningefortællinger, museet har gengivet. Og jeg er som sædvanlig fræk nok til at koncentrere mig om det, der ikke siges. Først Gihan fra Syrien:

Da de boede i Syrien, havde hendes mand, Hanan, sit eget store tømrerfirma, og Gihan var hjemmegående husmor – I Danmark er deres hverdag meget anderledes. Her arbejder de begge to. Gihan startede med at være i praktik i seks måneder i den lokale børnehave, hvor hun lærte en masse sprog. Nu arbejder hun i Brugsen i Oksbøl.

Lidt senere citeres hun for at sige:

Vores hjem er her i Danmark. Halvanden måned efter vores ankomst fik vi dette hus i Billum. Der var den her sofa, en støvsuger og mad i køleskabet. Fra første dag følte jeg mig hjemme. Vi følte os trygge. Jeg håber, at krigen i Syrien stopper, så vi kan tage på besøg, men vi vil aldrig flytte tilbage. Jeg ønsker aldrig igen at opleve den frygt, vi følte om bord på den båd. Desuden ville vi være nødt til at starte helt forfra igen. Vi har gjort det før, og det er pinefuldt hver gang.

Men så til det, der ikke siges. Vi får ikke noget at vide om, hvorfor de flygtede. Den krig, der er i Syrien, er jo vidt forskellig fra den krig, der fik tyskerne i Østprøjsen til at flygte. Blev de personligt forfulgt, eller var der for mange bomber i deres by? Og for øvrigt, hvis de er krigsflygtninge, så tænkes de jo at skulle vende tilbage til Syrien, når krigen er slut. Der har regeringen prøvet at gennemføre for nogle syrieres vedkommende. Men medierne synes, det er vældig synd for dem at skulle tilbage til Syrien. Men Gihan ønsker, at Syrien i det mindste bliver så fredeligt, at de kan tage på besøg. Det er der forresten allerede mange syrere, der gør. De tager ikke direkte til Syrien, så ser det for mistænkeligt ud, de tager til Libanon og derfra med bus til Damaskus.

Og det er klart, om en sådan familie må man næsten nødvendigvis synes, at de da selvfølgelig skal have lov til at blive her i landet, krigsflygtninge eller ej. Og indrømmes må det jo også, at vi i vores hjertelige modtagelse indikerer, at de ikke er flygtninge, men indvandrere. De lærer dansk og får arbejde, i modsætning til de tyske flygtninge dengang, der måtte lære alle mulige sprog, kun ikke dansk, og arbejde fik de ikke lov til, selv om mange landmænd manglede arbejdskraft, for de skulle ikke tro, de kunne blive indvandrere.

Så er der Rahima:

Hendes familie flygtede fra Aleppo til deres sommerhus i det nordlige Syrien og håbede, at krigen ikke ville vare særligt længe. Da Islamisk stat rykkede ind i området i 2013, valgte hendes far at flygte til Danmark.

”Valgte at flygte til Danmark”, jamen, det kan man da ikke. Ifølge de europæiske regler skal man søge asyl i det første europæiske land, man sætter sin fod på. Og det kan ikke være Danmark. Men selvfølgelig, det er ikke Rahimas fars skyld, det er EU’s skyld, man har alt for længe ladet fem og syv være lige.

Og hvordan kunne han vide, at det var Danmark, det var godt at komme til? Nogle af de syrere, der er ankommet, må have fortalt om alt det guld, der ligger på gaden her i landet. Eller også har diverse menneskesmuglere brugt sådanne salgsargumenter.

Endvidere: Han har brugt den for os ret uforståelige metode, at han lader kone og børn forblive i det farlige Syrien, mens han alene giver sig menneskesmuglerne i vold. Er det da kun ham, IS er ude efter? Er han sikker på, at de ikke vil gå efter hans familie? Eller er dette et tegn på, at han ikke er forfulgt, kun utryg?

Nå, Rahimas far nåede til Danmark, og herfra kunne han så søge om familiesammenføring.

Der er sikkert andre flygtningehistorier fra Flugtmuseet, men man kan godt spørge, om man udvælger dem, der på tilpas måde understøtter flygtningevennernes opfattelse af flygtninge. Jeg har her – lidt ondskabsfuldt måske – gengivet noget af den beretning, en anden flygtningepige, Iman Rabeh, har fortalt, se her. Hun selv vil helst leve mellem andre arabere og hendes forældre har ikke lært sig dansk og omgås ingen danskere. En sådan beretning skal man nok ikke forvente at finde på museet. For man kan nok sige, at Iman Rabeh teknisk set er flygtning, hun er i hvert fald kommet ind i Danmark i kraft af, at hendes familie har betegnet sig som flygtninge. Men er det ikke snyd? Er de ikke som så mange andre herboende arabere migranter og ikke flygtninge?

Og så er der alle de ”flygtninge”, som ikke har givet os nogen beretning, man kan gengive på det museum, men til gengæld gennem deres gerninger viser os, at de fra det land, de kom fra, har medtaget deres voldskultur. Bliver deres røst hørt i Oksbøl? Jeg tvivler.

Igen: viser ikke de mange ghettoer og den muslimske kultur, der florerer dèr, at det er noget, vi ikke kan se bort fra? Kan vi på kort eller langt sigt virkelig optage en sådan voldskultur i vort fredelige land?

Jeg vil altså mene, at vi bør lære det af vore politikere dengang, at vi ikke i al vor godgørenhed ser bort fra den kendsgerning, at muslimer er meget vanskelige at integrere i vor kultur, og at vi, hvis vi fortsætter med den af EU og diverse konventioner fastlagte kurs, så vi importerer flere og flere muslimer, om føje år vil ende med at have de enorme voldsproblemer, som vi for øjeblikket ser udfolde sig i Sverige.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , | Skriv en kommentar

De uforståelige forhekselser

Bjarne Corydon er i en længere artikel i Berlingske, se her, ude med pisken efter regeringen. Han mener, at den tidligere eksisterende respekt mellem regeringens politiske ambitioner og embedsmændenes faglige vurdéringer er gået fløjten. Han skriver:

»Det er mit indtryk – for det er jo ikke sådan, at jeg har egentlig videoovervågning af regeringsarbejdet til rådighed – at fagligheden spiller en mindre rolle på bekostning af hensyn til kommunikation og taktik.«

Men ak, virkeligheden er meget værre end her skildret. For det, Bjarne Corydon skildrer, er kun en meget lille del af den uoverensstemmelse mellem politiske ønsker og faglige vurdéringer, der finder sted, ikke blot i Danmark, men ud over hele den vestlige verden.

Jeg mener, hvorfor er der ikke nogen embedsmænd i EU, der kan gøre EU’s politikere opmærksom på det enorme hykleri, der finder sted på indvandringsområdet? Der må da være nogle embedsmænd i EU, der véd, at EU i 2001 har udstedt et direktiv, hvorved de forhindrer, at der via de mange flyruter til Europa dukker flygtninge op ved diverse lufthavne, sætter foden eftertrykkeligt på europæisk jord, siger ”asyl” og derved får ret til at få deres asylsag behandlet. Nej, nej, kære forfulgte mennesker fra Mellemøsten – hvis sådanne findes – I må pænt give jer menneskesmuglerne i vold og lade jer transportere over Middelhavet til en ganske høj pris, så I på den af kommissionen anbefalede måde kan få fødderne på europæisk jord og sige ”asyl”. Og ikke sandt, så må vi arme europæiske borgere pænt finde os i dette enorme hykleri.

Men det mest mærkelige er, at dette trick, som formentlig politikere og embedsmænd er enige om, virker, ja virker til den store guldmedalje. Man har virkelig med dette snydetrick fået Europas befolkning til at blive enige om, at dette at tage godt imod disse migranter på Middelhavet er en europæisk værdi, og at vi alle sammen burde være villige til at hjælpe disse ”arme” mennesker. For de embedsmænd, der burde have faglighed nok til at sige, at kun en lille brøkdel af disse mennesker er ægte flygtninge, de holder deres mund, hvis da ikke de i lige så høj grad som politikerne er grebet af den hellige ild og kun ønsker at ”gøre en god gerning” eller ”leve op til de europæiske værdier”.

I Sverige begyndte denne forhekselse med Oluf Palme. Han ville overbevise svenskerne om, at de var noget særligt, at de hørte til en klasse højere end andre folkeslag. Og det videreførtes af Frederik Reinfeldt, der ville have Sverige til at gå foran med et godt eksempel. Sverige skulle vise sig som en ”humanitær stormagt”, nu, hvor man ikke længere kunne vise sig som en militær stormagt. Og selv nu, hvor landet hærges af muslimers indbyrdes kampe og af deres stadige forsøg på at vise sig som stærkere mennesker end svenskerne, selv nu har ikke blot flertallet af politikerne holdt fast ved disse tanker, flertallet af befolkningen har tilsyneladende også stadigvæk en svaghed for sådanne tanker.

Hvorfor?

Fordi man elsker at føle sig som et godt menneske. Om man også elsker i samme åndedrag at kunne se ned på og skælde ud på sådanne mennesker som Sverigedemokraterne – og mig, sagde hunden – det vides naturligvis ikke, men temmelig meget kan nu tyde på det.

Det var den første forhekselse. Og den kan altså forklares med, at embedsmændenes faglighed er gemt godt af vejen, så ingen opdager hykleriet, altså opdager, at ”flygtningene” aldeles ikke er flygtninge, at deres manglende taknemlighed hører den muslimske tro til, og at muslimerne med deres større fertilitet efter ikke så mange år vil udgøre flertallet i Europa.

Den næste forhekselse, den med corona, lader vi ligge i denne omgang, og går umiddelbart over til forhekselse nummer tre: klimahysteriet.

Den synes med ordgyderiet at omfatte den ganske verden, men med de efterfølgende handlinger kun at omfatte den vestlige verden. Og det er vi i den vestlige verden såmænd selv skyld i. For de videnskabsfolk, der skulle sige fra, har i stedet i høj grad tilsluttet sig de advarsler, der kommer fra IPCC, det internationale klimapanel. Og hvad værre er: de videnskabsfolk, der siger fra, risikerer opsigelse og økonomisk nedtur. Med andre ord: Den frie videnskabelige diskussion er sat ud af kraft.

Det viser sig bl.a. i, at medierne kun lader de folk komme til orde, der tør sige, at klimafaren jo er en fastslået kendsgerning. Læg mærke til det lille ord ”jo”! Det signalerer, at dette er noget, alle er enige om. Derved gøres det overflødigt at komme med modargumenter.

Der var i Deadline forleden aften en sjov lille tilføjelse, som den interview’ede ekspert gjorde. Men diskuterede en artikel fra Kristeligt Dagblad, som også jeg havde observeret, nemlig denne om udskamning. Man kom ind på, hvornår begrebet ”skam” blev anvendt som en indre motivation, og hvornår det blev brugt for at få andre til at handle korrekt. Kun det sidste man jo kalde udskamning. Og man var enige om, at danskernes opslutning om corona-restriktionerne viste en høj grad af folkelig samhørighed.

Og så var det, at eksperten kom med den bemærkelsesværdige bemærkning, at en sådan opslutning naturligvis forudsatte, at der lå videnskabeligt bevisbare kendsgerninger bag politikernes anmodning til folket om at slutte op om de vedtagne forholdsregler.

Studieværten gik rask hen over denne selvfølgelighed, men når én som jeg hører det, kan jeg ikke gøre for det: så sættes alle mine tanker om diverse forhekselser i gang: folkeforhekselserne om indvandringen, om coronaen og om klimaet. For på alle disse områder må man konstatere, at der mangler videnskabeligt beviser for sandheden af det, politikerne påstår. Man må indrømme, at diverse anbefalinger, befalinger og ordrer til den arme, ordremodtagende befolkning i den grad mangler videnskabelig evidens.

Det er der ingen undskyldning for på indvandrings-området, heller ikke på klimaområdet, men vel i nogen grad på corona-området, i hvert fald i begyndelsen, hvor man også blandt videnskabsfolk var stærkt i tvivl om, hvad coronaen egentlig var for en sygdom.

Og nu står vi så overfor en ny problemstilling: energimangel i kraft af, at Rusland har lukket for gassen.

Umiddelbart ville man måske mene, at en sådan problemstilling da måtte være gefundenes Fressen for alle klimatosser. Det, som man har diskuteret op ad stolper og ned ad vægge igennem efterhånden ikke så få år: hvordan man skal få folket med på at opgive de fossile brændstoffer, det bliver folket pludselig tvunget til, når russerne på grund af vore sanktioner mod dem ikke mere vil levere disse brændstoffer til os.

Men selv de mest tossede klimatosser kan jo på den anden side godt se, at folket nok ikke vil blive ved med at støtte en sådan opgivelse, når vinteren sætter ind og folk begynder at fryse i de små hjem. Så nu går også de mere rabiate klimatosser med til, at politikerne lægger hovederne i blød for at sikre folket varme til vinter, oven i købet går mange af dem med til, at man begynder at overveje, om vi dog ikke skulle omgøre den beslutning, politikerne tog i 2021 om at standse for udvindingen af gas og olie fra den danske del af Nordsøen.

Så for øjeblikket befinder vi os i en spændende fase: hvor mange vil være tilbøjelige til at tilsidesætte deres urealistiske klimateori for en tid, for at befolkningen ikke, fordi man fryser, skal forlade denne teori helt?

Og så til noget helt andet!

For hvis vi nu kalder den klimateori, som vore medier herhjemme er tilhængere af, for et narrativ, så opdager vi pludselig en hidtil uopdaget parallel. For Putins teori om Rusland historie, dets samhørighed med Ukraine, og hans deraf følgende ret til at bruge magt for igen at kunne blive ”zar” for hele Rusland, kalder vi jo også et narrativ. Hans narrativ kan vi med største lethed indse er falsk, men vort eget klimanarrativ, det holder vi fast ved som den klareste, mest underbyggede sandhed.

Javel, siger man så, men det er da klart, at russerne tror på Putins narrativ, de hører jo ikke andet fra de medier, der har lov til at operere i Rusland.

Og det er jo sandt nok. Men nøjagtig det samme kan siges om klimanarrativet. De medier, der opererer her i landet – heriblandt de to fjernsynskanaler med enorm statsstøtte – er meget påpasselige med, hvem de åbner mikrofonerne for. Så man kan med lige så stor ret sige, at det er da indlysende, at de fleste danskere tror på klimakatastrofen, for gennem alle de medier, de fleste har adgang til, møder de kun videnskabsfolk, der er tilhængere af klimakatastrofe-teorien.

Og ja, det forholder sig med vores narrativ, klimakatastrofeteorien, på samme måde som med Putins narrativ: Putin er nødt til at forbyde alle andre teorier om invasionen i Ukraine end dem, han fremlægger for befolkningen. Og det gør han så, han vil jo gerne have hele befolkningen til at bøje sig for hans narrativ. Vi – altså vore politikere – vil gerne have hele folket til at rette ind efter de ”grønne” klimateorier. Derfor forhindrer man klimeskeptikere at komme til orde i medierne. Og man gør det, omend ikke med de samme krasbørstige metoder som russerne, så i hvert fald i samme hensigt, nemlig i den hensigt at få folket til at gå frivilligt med, måske endda så ”frivilligt”, at de ”gode” udskammer de ”onde” og på den måde hjælper myndighederne til at få folket til at indordne sig.

Og mærkeligt nok: endnu en parallel-udvikling mellem Rusland og Europa, repræsenteret ved vort eget lille fædreland, kan ses. Folkets brede masse går med til næsten alt, hvad narrativet fortæller os, når bare det ikke berører vor almindelige dagligdag alt for meget.

Det gælder i Rusland: Så længe russerne kunne leve videre uden synderlige indskrænkninger i deres dagligliv, så var krigen i Ukraine noget, der foregik meget langt væk, og noget, de egentlig ikke behøvede at tage stilling til; de kunne uden de store besværligheder fint gå med til Putins narrativ.

Og det gælder herhjemme: Så længe alt det med klimaet indskrænkede sig til noget, man skulle mene og synes, måske oven i købet noget, hvorved man for alle andre kunne vise sin gode vilje – se, jeg har købt en el-bil for at gøre noget for at redde kloden – så var langt de fleste med på noderne. Men i det øjeblik, der skal betales noget for det, i det øjeblik, tiltagene rammer ind i ens dagligdag, så forsvinder entusiasmen, så er man ikke længere så sikker på, at det nu også er helt rigtigt, alt det med klimaet.

Det er dèr, russerne er kommet hen med Putins ordre om mobilisering af 300.000 reservister. Så bliver hans narrativ pludselig vedkommende, så skal man til at betale for det, oven i købet muligvis med sit liv, og så er folkets gode vilje med ét forsvundet, så må der helt anderledes grove midler til for at få folk til at adlyde, midler, som Putin jo også har, og som han ikke tøver med at sætte i værk.

Men det er også dèr, vi er kommet hen med lukningen af gasledningen. Når vi står og skal vælge imellem at afbryde al brug af naturgas og derved komme stærkt frysende igennem vinteren, eller tillade fortsat brug af fossil energi i hvert fald midlertidig, så vælger selv de mest klimatossede politikere naturgasløsningen, naturligvis under diverse udsagn om, at det kun er midlertidigt.

Sådan er det altså, kan man forstå, med disse to lidt vidtløftige narrativer, Putins om et Storrusland, der selvfølgelig indoptager Ukraine, og vort om klimaet, der kræver, at vi giver afkald på alle fossile brændstoffer: så længe man kan nøjes med at være tilhænger af narrativerne med munden, så er man med på den værste, men så snart man også skal være tilhænger med handlinger, altså med afsavn eller risici, så trækker man følehornene til sig.

Tilbage til den overhørte bemærkning i Deadline: der skal være videnskabelig evidens for det, politikerne foreslår.

Vi kan tilsyneladende imødese en kold vinter med kolde stuer, kolde styrtebade, kold håndvask og så videre. Her må man håbe, at nogle politikere derudover får kolde fødder, altså kolde fødder over alt det ”grønne”, de tidligere ville have gennemført.

Man har allerede opdaget, at det måske vil være muligt midlertidigt – endelig midlertidigt – at bruge naturgassen fra Nordsøen, ligesom tyskerne og polakkerne nu indfører kul til deres kulkraftværker – for øvrigt via den dybe havn ved Ensted-værket i Aabenraa fjord, N.B. nu uden at der er nogen dansk kat, der gøer – fordi de trods alt føler sig ansvarlige overfor deres befolkning, noget, man tidligere næsten kunne glemme. Og minsandten, om ikke en esbjergenser har fået optaget et læserbrev i Kristeligt Dagblad i dag (den 26-9), hvori han foreslår at sætte kulkraftværket i Esbjerg op på fuld styrke, noget, ingen tidligere ville have vovet at skrive noget om.

Så jo, der er nye tider på vej, fremkaldt delvist af det putinske narrativ. Men ligefrem at håbe på, at både hans narrativ og vores ”grønne” ditto bryder sammen, det er måske for meget.

Eller er det?

Udgivet i Etik, Samfundsforhold | Tagget , , | Skriv en kommentar

Mere Putin

Man får undskylde mig, men jeg er endnu ikke færdig med at redegøre for Putins tanker. Nå ja, hans tanker kan vist ingen trænge ind til, men hans ord kan man da godt gøre sig sine tanker om.

Og noget af det, han sagde i sin tale, kom jeg vist lidt for let om ved i mit forrige indlæg. Desuden er der en bestemt foreteelse fra Vestens side, som vi plejer at betragte som udtryk for stor naivitet, men som man måske i virkeligheden bør se lidt anderledes på.

Jeg fik gjort op med Putins påstand om, at Washington, London og Bruxelles har opfordret Kyiv til at flytte krigshandlingerne over på russisk territorium, men jeg fik ikke gjort op med det forhold, at han udvider den fjendtlighed, han tillægger Vesten, til at gælde hele tiden fra Sovjetunionens fald til nu. Han påstod nemlig i begyndelsen af sin tale følgende, se talen på engelsk her:

Målet for denne del af Vesten er at svække, splitte og i sidste ende ødelægge vores land. De siger nu åbent, at det i 1991 lykkedes dem at opdele Sovjetunionen, og at tiden nu er kommet til at gøre det samme overfor Rusland, som skal være opdelt i adskillige regioner, der vil komme i dødbringende fejde med hinanden.

De lagde disse planer for lang tid siden. De støttede internationale terroristgrupper i Kaukasus og flyttede NATO’s offensive infrastruktur tæt på vore grænser. De brugte en skånselsløs russofobi som et våben, idet de opmuntrede til et had mod Rusland gennem årtier, først og fremmest i Ukraine, som var beregnet til at blive et anti-russisk brohoved.

Derefter følger det citat i det forrige indlæg, der begynder med ”de forvandlede det ukrainske folk til kanonføde”.

Det er jo sandt nok, at vi i Vesten flyttede NATO’s grænser nærmere til Rusland, mens det ikke er sandt, at NATO nogensinde har angrebet andre lande. Javist, enkelte NATO-lande, f.eks. USA kan man beskylde for at have angrebet andre lande, men ikke NATO som sådan.

Men er der virkelig noget om, at det er os i Vesten, der har været årsag til Sovjetunionens sammenbrud? Mig bekendt faldt Sovjetunionen sammen af sig selv. Og det er i hvert fald ikke sandt, at vi i tiden efter dette sammenbrud har bestræbt os for at splitte, svække og ødelægge Rusland.

Tværtimod, må man sige.

Og for at bevise det, er det nok at sige bare ét eneste ord, ordet: Merkel.

Og det i hendes handlinger, der beviser vor vestlige gode vilje, er det samme, som vi nu efter invasionen i Ukraine bebrejder hende. Vi bebrejder hende, at hun var naiv nok til at indgå en række handelsaftaler, herunder gas-aftaler, med Rusland. Og nu bagefter kan vi jo alle sammen blive enige om, at det var naivt. Men for hende og for de fleste tyskere dengang gav det god mening. Hun og alle vi andre naive mennesker var bestemt ikke ude på at svække og ødelægge Rusland, vi var ude på at styrke Rusland, at handle af al magt med et Rusland, vi antog for at være et fredselskende land, for vi var af den overbevisning – en overbevisning, som nu har vist sig at være forkert – at et land, man handler med, vil man da ikke føre krig mod.

Og nu, hvor de sanktioner, vi har påført Rusland som følge af invasionen i Ukraine, er trådt i kraft, nu ser vi, hvor mange europæiske firmaer, der har fulgt dette gode fredsråd og oprettet afdelinger i Rusland. Og vi græder med dem over de tab, de må lide ved at trække sig ud af Rusland, men vi ærgrer os også med dem over, at denne fredsindsats ikke har båret frugt.

For det var en fredsindsats, ligesom Merkels rejser til Moskva og hendes samtaler med Putin også viste vore fredelige hensigter.

Her viser sig altså den lidt mærkelige kendsgerning, at den bebrejdelse, vi er kommet med overfor Merkel, den kan vi nu bruge imod Putin som bevis på vore fredelige hensigter, det vil sige, som modbevis på hans påstande om, at vi lige fra Sovjetunionens sammenbrud og til i dag har været ude på at få Rusland ned på hælene.

Et andet bevis på Vestens fredelige hensigter, er WTO, frihandelsaftalen indenfor FN. The Economist hævdede i sin tid, at dette, at Vesten og jo især USA åbnede sine grænser for kinesiske varer, var med til at løfte den kinesiske underklasse op på middelklasseniveau. Det var ikke nogen i moralsk henseende dydig handling, det var blot en i økonomisk henseende klog handling. For derved vandt jo også den amerikanske økonomi store fordele. At så de kinesiske myndigheder har udnyttet den derved fremkaldte økonomiske vækst til at opruste, så landet nu kan optræde som USA’s ligemand på det militære område, bevirker det, at vi skal ærgre os over vores åbenhed dengang? Selvfølgelig ikke. Men vi skal måske endnu engang påpege, at de økonomiske kræfters virkemåde ikke bestemmes af Vesten, men bestemmes af alment gyldige økonomiske love, som alle parter gør klogt i at rette sig efter.

På lignende måde med Europas forhold til Rusland. Vor handel med landet har givetvis været med til at hjælpe den russiske økonomi opad. Og dermed også været med til at give Putin mulighed for at opruste. Men det skal naturligvis ikke få os til at fortryde den åbne økonomi, vi tilbød Rusland i nullerne og tierne.

Nu vil man måske sige, at et sådant forsøg på at fredeliggøre forholdet til Rusland har Europa med Tyskland og Frankrig stået i spidsen for. Men se så til USA og Storbritanien! Er det ikke sandt, at disse lande har været langt mere russerfjendtlige?

Det véd jeg nu ikke. Jeg husker et møde mellem Trump og Putin i Helsinki engang i 2018, hvor Trump prøvede at tale venligt til Putin på trods af, at vestlige medier mente, han burde have talt hårdt til ham.

Og vil man påstå – hvilket jo sådan set er rigtigt nok – at det er USA og Storbritanien, der er mest ivrige efter at sende våben til Ukraine, så skal man måske tage traktaten fra 1994 frem til nøjere eftersyn. Ganske vist har vore medier glemt den, men hvis USA og Storbritanien har husket den, må man da tage hatten af for det. Dengang lovede disse to lande sammen med Rusland, at Ukraine rolig kunne aflevere de atomvåben, de havde på ukrainsk jord efter Sovjetunionens fald, disse lande ville stå inde for, at Ukraine ikke blev angrebet.

Det blev jo så Ukraine alligevel, fordi Rusland havde ”glemt” alt om denne traktat. Men hvis der ligefrem står i traktaten, at de underskrivende lande vil hjælpe Ukraine i tilfælde af angreb, så kan det jo være derfor, at Storbritanien og USA lover våbenhjælp – og leverer det. Og at man holder sine løfter, skal man vel ikke klandres for.

For øvrigt er der nu noget, som vi i Vesten nok ikke har lagt tilstrækkelig mærke til undervejs, men som nok alligevel har betyder mere – i hvert fald mere for Putin og måske også for mange i det russiske folk – end vi dengang var opmærksom på.

Jeg tænker på de lidet diplomatiske hændelser, der fandt sted, når vore ledere besøgte Putin. Merkel blev hilst velkommen af Putins hunde, da han havde hørt, at hun ikke brød sig om hunde. Macron blev bænket ved et alenlangt bord, formelt vist for at undgå, at Putin blev smittet med corona, men reelt vist snarere for at vise, hvem der stod øverst.

Jeg har også ét eller andet sted, som jeg nu ikke mere kan finde, fået efterretning om, at Putin elskede at komme for sent til de aftalte møder. Bevares, det tænkte vi vist ikke så meget på den gang, jeg erindrer da ikke, at nogen vestlige medier har gjort opmærksom på det, men nu bliver det bemærket, synes det, for nu får Putin igen med samme mønt, efter hvad dette sted beretter. Ikke af os i Vesten, men af dem, han skulle forhandle med i Uzbekistan. Ligesom Putin før med vilje kom for sent til møderne med de vesterlandske ledere, sådan kommer statsoverhovederne, der skal møde ham i Uzbekistan, nu for sent til mødet med ham. Sådan fortalte man på det nu forsvundne medieopslag.

Men måske skyldes det, at jeg i skrivende stund ikke kan finde de morsomme videoer af en nervøst ventende Putin, som en artikel om denne sag forlystede sine læsere med, at den avis, der bragte dem, har fjernet dem, fordi man ved nærmere eftertanke opdagede, at der var tale om ”fake news”, altså om, at nogle spøgefugle havde villet gøre grin med Putin. Så meget står dog fast, at Putins opførsel overfor Ukraine ikke har vundet udelt bifald fra de lande, han mødtes med i Uzbekistan. Den kinesiske leder gjorde således før mødet ophold i Kasakhstan og fortalte lederne dér, at Kina ville garantere deres uafhængighed, et løfte, der tydeligt var en advarsel til Rusland om at afholde sig fra at lave en ”Ukraine-handling” overfor Kasakhstan.

Jeg vil tro, at vi vestlige mennesker finder Putins opførsel overfor Merkel og Macron en lille smule barnlig. Skal vi ikke opfører os som voksne mennesker, vil vi vel sige. Men det er måske ikke helt uden betydning for Putin selv, at han gennem sådanne drengestreger kan vise dels sig selv og dels sine tilhængere i den russiske befolkning, at Vesten i virkeligheden er den underlegne part. Vi her i Vesten har blot ikke rigtig kunnet tage den slags alvorligt.

Men hvor er det hele dog indviklet! Det er lidt svært for os almindelige mennesker at forstå, at Zelenskijs påstand om, at det nu – altså efter at han har fået gode våbenleverancer fra Vesten – er ukrainernes mål at generobre hele Ukraines tidligere territorium fra russerne. Skulle han ikke drosle lidt ned på retorikken, tænker vi, så vi kan få en fredsaftale i stand? Men hører vi det som et råb om flere våben fra Vesten mere end som en del af en mulig fredsaftale med Rusland, så forstår vi det måske bedre.

På lignende måde med Putins løgne i hans nylige tale. Vi kan godt forarges – som denne blogbestyrer – over hans usandheder, men hvis vi betragter dem som en del af hans forsøg på at retfærdiggøre krigen overfor sine tilhængere, så er vi nok nærmere sandheden. Men så er vi jo også fjernere fra en eventuel fred. Medmindre vi da i tilfælde af, at russerne bliver skåret helt ned til sokkeholderne på slagmarken, kommer til at opleve ham som en lige så overbevisende løgner, nu med en løgn om, at han var blevet vildført af sine generaler eller en anden lige så usandsynlig påstand. Ja, med den mand ved roret véd man virkelig ikke, hvad der kan ske.

Lad mig slutte med igen at henvise til Bidens tale i Warszawa i marts i år, se mit indlæg derom her. Heri fremhævede han sine store tanker om det russiske folk. Han sagde bl.a.:

”Jeg nægter at tro, at I er glade for, at uskyldige børn og bedsteforældre bliver dræbt, eller at I går med til, at hospitaler, skoler, fødeklinikker bogstavelig talt bliver gennempryglet af russiske missiler og bomber; eller at byer bliver omringet, så de civile ikke kan flygte, at forsyninger bliver afskåret, og man prøver at sulte ukrainere til overgivelse”.

Og lidt senere:

”Dette er ikke den måde, I er på, russere. Det er ikke det, fremtiden har i vente til jeres familier og jeres børn. Jeg siger jer, som sandt er: Dette er ikke værdigt for jer, I, det russiske folk. Putin kan og bør ende denne krig”.

Det var på baggrund af denne beskrivelse af det russiske folk, som han så det, at han sagde de famøse ord til sidst: ”For Guds skyld, den mand kan ikke forblive ved magten”. Ikke som en opfordring til at vælte ham, men som en påpegning af, at Putins indre gehalt og tankegang svarede så dårligt til det russiske folks ånd, at han før eller siden må ophøre med at være dets leder.

Det er en tanke, jeg helt kan tilslutte mig. Men jeg er bange for, at det nok snarere bliver siden end før, at han træder ned fra tronen.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Løgn over løgn

Putins tale den 21-9 2022 kan ses på Kremls egen hjemmeside her (på engelsk), og i Informations oversættelse (bag betalingsmur) her (på dansk).

Det, der slog mig ved min første gennemlæsning af talen, var, at Putin tager alle de anklager, som vi kommer med overfor Rusland, og vender dem 180 grader. Det vil sige, at talen ikke indeholder noget forsvar mod vore anklager mod Rusland, med mindre man vil kalde hans parallelle angreb for et forsvar. Man kan derfor ikke sige, at talen er en del af en samtale mellem Vesten og Rusland, den er blot en række påstande, som der ikke gives begrundelse for, påstande, der derfor kun har til hensigt at underbygge det narrativ, som Putin har skabt for at retfærdiggøre sin krig mod Ukraine.

Denne iagttagelse af den fuldstændige mangel på vilje til at indgå i en samtale med Vesten fører til min første påstand, vendt mod bl.a. Kasper Støvring. Han tog kort efter invasionen fat på Samuel Huntingtons opdeling af verden i syv forskellige områder med hver sin kultur, se her, og hævdede, at vi i Vesten har bildt os ind, at vores kultur er den, alle andre kulturer må rette sig efter. Men, siger han, det er forkert, vi et blot én blandt mange kulturer, og vi kan ikke kræve vore regler overholdt af de andre.

Dette holder ikke. Og Putins tale viser, at denne tese er uholdbar. For Putin lyver så stærkt, som en hest kan rende. Og han skammer sig ikke det bitterste over det. Tværtimod fortsætter han med at lyve, blot endnu mere end tidligere.

Man kan sige, at han lader hånt om alle de regler for kommunikation, som sproget opstiller for os – og vel at mærke: for alle de mennesker, der er forsynet med et sprog, dvs., for alle kulturers mennesker.

Det er altså ikke den vestlige kultur, der forventer, at en stat holder de løfter, den én gang har givet, det gør alle kulturer. Det er ikke noget specielt vestligt at gå uhyrlighederne i Butsja nøje igennem for at blive klar over, om det virkelig er russiske soldater, der har gjort det, det er noget, alle kulturer kan deltage i. Og det er derfor ikke et specielt træk ved den russiske kultur, at den lyver sig fra sådanne misgerninger, det et tegn på, at Putin stiller sig udenfor al kultur.

Lad os tage Butsja-begivenhederne! Dem vender Putin om, idet han om de vestlige stater siger:

De forvandlede det ukrainske folk til kanonføde og skubbede dem ind i en krig mod Rusland, som de begyndte tilbage i 2014. De brugte hæren imod civile og organiserede folkedrab, blokade og terror mod dem, som nægtede at anerkende den regering, som var blevet til i Ukraine som resultatet af et statskup. (ikke medtaget i Information).

Hvor man fandt lig, der kunne bevise, at den ukrainske hær har begået folkedrab, undlader han klogelig at sige noget om. For der er jo ikke begået noget folkedrab af den ukrainske hær.

Og hans egne trusler om at anvende atomvåben – noget, han flere gange har antydet muligheden af – også dem vender han til det modsatte. Umiddelbart efter ovenstående hedder det:

Da regimet i Kiev offentligt nægtede at løse problemet med Donbass fredeligt og gik så langt som til at annoncere sin ambition om at besidde atomvåben, blev det klart, at en ny offensiv i Donbass – der var to af dem før – var uundgåelig og at den uundgåeligt ville blive fulgt op af et angreb på Krim, altså på Rusland. (Informations oversættelse).

Der foreligger ikke nogen ambition fra Ukraines side om at komme til at besidde atomvåben. Højst kan man have udtrykt ærgrelse over, at man fra Ukraines side i 1994 underskrev en pagt med Storbritanien, USA og Rusland om at afgive de atomvåben, man havde fra Sovjettiden, mod, at disse tre lande lovede aldrig at angribe Ukraine. Man kan til nød se en vis rationalitet i Putins hjerne, når han undlader at omtale denne pagt, for det er jo en lidt prekær kendsgerning, måske en kendsgerning, der sammen med meget andet har fået ham til ikke at tale om en invasion, men om en særlig militær operation. Men hvad det er for en rationalitet, der får ham til at nu at anklage Ukraine for at gøre det, han selv flere gange tidligere har gjort: true med atomvåben, det er ikke godt at vide.

Og helt uden for al rationalitet synes det da at være, at han oven på sådanne ord selv senere i talen truer med at anvende atomvåben.

Så er der spørgsmålet om, hvem der begynde krigen eller den specielle militære operation. Her oversætter Information således:

I den forbindelse var vor beslutning om at starte en forebyggende militæroperation nødvendig og den eneste mulighed. Hovedmålet med denne operation, som er at befri hele Donbass, forbliver uændret.

Ordet ”forebyggende” er oversat fra det engelske ”pre-emptive”, hvilket med det halvdanske ord ”preventiv” er en betegnelse for det fænomen, at en stat, der føler sig truet, gør sig selv til angriberen for at kunne udnytte fordelen ved at være angriber. Det var, hvad Israel gjorde i 1973, da man så store hærstyrker på både egyptisk og syrisk side af grænsen. Men Rusland så jo ikke store hærstyrker fra Ukraine opmarcheret ved sin grænse. Tværtimod var det Ukraine, der så russiske hærstyrker lige på den anden side af grænsen. ”I den forbindelse” hedder det, dvs. i forbindelse med Putins påstand om, at en ukrainsk offensiv i Donbass var uundgåelig, og at en sådan ville blive fulgt af et angreb på Krim. Men igen vender Putin kendsgerningerne på hovedet. De russiske styrker ved Ukraines grænser før den 24. februar er en velbevidnet kendsgerning. Men ukrainske styrker udenfor Donbass, parat til også at erobre Krim, befinder sig kun i Putins hjerne og synes at være opfundet til lejligheden, så han kan retfærdiggøre invasionen.

Derimod synes det ikke at være gået Putins næse forbi, at ukrainerne fornylig gennemførte et angreb på nogle militærbaser på Krim. Han siger hen mod slutningen af talen:

Nogle uansvarlige vestlige ledere gør mere end blot at tale om deres planer om at organisere leveringen af langtrækkende offensive våben til Ukraine, som kan bruges til at angribe Krim og andre russiske regioner.

Og lidt senere hedder det:

Washington, London og Bruxelles opfordrer åbent Kijev til at flytte fjendtlighederne over på vores territorium. De siger åbent, at Rusland skal besejres på slagmarken på enhver måde og efterfølgende berøves politisk, økonomisk, kulturel og enhver anden suverænitet.

Tværtimod det, der påstås her, har vestmagterne i deres våbenleverancer hele tiden pålagt Ukraine den begrænsning, at de ikke må angribe russisk territorium. Og det véd Putin naturligvis godt. Men som ved de andre ting, han nævner, vender han også her tanken på hovedet. Men sandt nok, det er også for os vesterlændinge, der kender denne ordre til begrænsning, en gåde, hvordan ukrainerne fik held til at ramme mål på Krim. Men vi glemte jo ikke, det må indrømmes, at godte os lidt over russernes forvirring.

For øvrigt varsler hans påstand om, at Krim hører med til Rusland ilde for fremtiden. De folkeafstemninger, han i sin tale bebuder skal afholdes i de nu besatte områder af Ukraine, og som vi jo på forhånd kender resultatet af, bliver formentlig anledningen til, at disse provinser bliver indlemmet i Rusland. Og hvordan vil Putin så i fremtiden reagerer, når ukrainerne angriber ind i Donbass? Vil han så sige, at de angriber Rusland og sætte des større modangreb i værk?

Måske. Men sagen er måske, at han nok ikke har styrke nok til at iværksætte et modangreb.

Måske han selv er klar over Ruslands svaghed. For ligesom tidligere skal han også denne tale lade os vide, at Rusland har atomvåben. Umiddelbart efter det forrige citat fortsætter han:

De har tilmed grebet til atomafpresning. Jeg henviser ikke kun til den vestligt opmuntrede beskydning af atomkraftværket i Zaporizjzja, som udgør en trussel om en atomkatastrofe, men også til udtalelser fra nogle højtstående repræsentanter for de førende NATO-lande om muligheden for og godkendelsen af at bruge masseødelæggelsesvåben – atomvåben – mod Rusland.

Og så følger det, der er citeret af mange medier, det om Ruslands store atomvåbenarsenal, som oven i købet er mere moderne end Vestens. Men ligesom alt det andet er højst besynderligt – han skal for enhver pris angribe Vesten for det, vi beskylder ham for – sådan optræder hans trussel om at anvende atomvåben nu som en reaktion på vores trussel om at bruge atomvåben, en trussel, som han påstår sig frem til. Det mener jeg ikke, han har gjort tidligere.

Pierre Colignon har i en leder i Berlingske, se her, gjort opmærksom på den samme omvendthed, som jeg her har fortalt om, han taler om ”Putins omvendtland”. Han bringer et interessant kort, der viser, hvor mange der ved en folkeafstemning i 1991 stemte for at forblive i Ukraine, provins for provins. De vestlige provinser udviste et ja til Ukraine på over 90%, men de østlige fulgte godt med, alle med over 50%. Selv Krim lå med 57% over de 50%.

Han slutter med denne opfordring:

Vores opgave er at skrue op for den militære bistand til ukrainerne og på samme tid at skabe nye alliancer verden over. Putins krig og hans atomare sabelraslen destabiliserer hele verden. Vesten, Tyrkiet, Indien og såmænd også Kina har alle en interesse i, at Putin tvinges til at respektere international ret.

Det er givetvis sandt, at de nævnte lande alle har en interesse i at Putin tvinges til at respektere international ret. Problemet er blot, hvordan tvang virker overfor Putin. Måske han kan indse, at det for øjeblikket er klogest at indgå en fredsaftale, men hvad skal det nytte, når han ikke har forstået, at også han kan nyde godt af international ret. Det, vi her kalder international ret, kalder han jo vestlig magtdominans. For hele hans narrativ er bygget op omkring et had til det Vesten, der har andre idealer end han, frihedsidealer, aftaleidealer og fredsidealer. Så så snart han bliver stærk igen, vil han så ikke starte forfra?

Det er ukrainernes frygt. Derfor er de meget lidt tilbøjelige til at slutte en fred, der ikke har ydmyget Rusland så meget, at hele Putins narrativ falder til jorden. Det bedste ville være, om Rusland tog Storbritaniens skæbne på sig og affandt sig med at være reduceret fra supermagt til stormagt. Men så måtte Putins narrativ helt forsvinde fra russisk jord. Og er det tænkeligt? Det umulige resultat – eller det andet umulige resultat – ville være, at Rusland skulle tage Tysklands skæbne på sig, altså blive fuldstændig besejret på alle fronter, så landet, som Tyskland, i mange år fremover må optræde yderst forsigtigt og uden at vifte med noget supermagtsflag. Dette resultat er også umuligt, for Rusland har atomvåben.

Så hvad der kommer til at ske, udover at krigen trækker i langdrag, står i høj grad hen i det uvisse.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , | Skriv en kommentar

Breivik, psykopat eller normal?

I min forrige artikel satte jeg næsen op efter igen at omtale et skuespil, jeg skrev i 2012 efter alle Breivik-retssagerne for at få lidt holdt på det hele, og omtale det lidt mere udførligt end jeg gjorde i 2018, se her. Jeg er efter 2012 blevet klar over, at skal man kunne afbilde en person i et skuespil – eller i en roman, for den sags skyld – kræver det, at personen er nogenlunde normal. Hvis han eller hun er psykopat, altså har helt afvigende karaktértræk, så vil det være vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at få skabt den genkendelighed, der er nødvendigt mellem den fremstillede person og tilskuerne.

Men dengang troede jeg, som så mange andre, på, at Breivik ikke var særlig forskellig fra os. Det var blot hans idéer, hans tankeverden, der havde sat ild til ham og fået ham til at blive massemorder.

Dog var diskussionen om hans normalitet fremme allerede dengang i 2012, det kan jeg se af stykkets første akt.

Her lader jeg to skuespilforfattere diskutere med hinanden i fængslets spiseafdeling. De er indsat i fængslet for at lytte med på Breiviks diskussion med den fange, han skal lave mad sammen med. Og de diskuterer intenst og inderligt, om Breivik er sindssyg eller ej.

I anden akt er vi i samme madlavningsrum. Her er det en nylig indsat muslim, der diskuterer med sin imam, der er fængselspræst for ham. Ahmed, som muslimen hedder, har slået sin søster ihjel efter påbud fra sin far. For søsteren havde villet gifte sig med en ikke-muslim. Men Ahmed kan ikke glemme det blik, søsteren sendte ham, inden hun døde. Han drømmer om det hver nat, ser hendes spørgende ansigt for sig igen og igen. For han er på ingen måde overbevist om, at han har gjort det rigtige. Det må imamen bruge en del kræfter på at overbevise ham om. Norges lov siger, at han er morder, shariaen siger, at man skal adlyde sine forældre.

Jeg indrømmer, at jeg i denne akt ikke just tegner et pænt billede af muslimerne i Europa. Og hvis det er derfor, at det teater, jeg indsendte skuespillet til, har afvist skuespillet, så kan jeg måske et sted i min bevidsthed forstå det, men så ærgrer det mig på den anden side, at vi er så muslimangste, at vi ikke tør sige sandheden om dem.

Tredje akt er en madsmøringsakt, hvor Breivik og Ahmed er fælles om projektet: at smøre sig nogle mellemmadder.

Og denne akt benytter jeg til at afbilde Ahmed som en muslim, der er godt ked af at være muslim. Han er ikke som den foregående muslim, Breivik fik som madkammerat. Han skulle vaske kniven mindst 27 gange, hvis den havde været berøring med svinekød. Men Ahmed kan godt lide rullepølse, selv om den er lavet på svinekød. Og det gør Breivik lidt mere åben overfor ham. Og så følger dette replikskifte:

Anders: Du er vist ikke en helt almindelig muslim.

Ahmed: Nej, måske ikke. Men du er jo heller ikke en helt almindelig kristen.

Anders: Nå, hvad usædvanligt er der da ved mig?

Ahmed: Man kan spekulere på, om en muslim har lov til at slå ihjel for at fremme islams sag. Det er der jo nogen, der mener. Men jeg tror ikke nogen mener, en kristen må slå ihjel for at fremme kristendommens sag.

Anders: Det skal du nu ikke være så sikker på. Jesus har jo i hvert fald sagt: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.”

Ahmed: Det tror jeg ikke på. Det har jeg da aldrig hørt før.

Og så må de prøve at finde en bibel og slå op på Matt 10, og minsandten, dèr står det. Men Ahmed opdager så, at der også står, at Jesus er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, og så siger han:

Ahmed: Det er jo lige mig. Der var splid mellem min far og mig. Jeg ville ikke slå hende ihjel. Men han sagde, jeg skulle, for en søn skal adlyde sin far. Og det skal han jo – indenfor islam. Men måske skal han det ikke indenfor kristendommen. Og nu bagefter – jeg er ked af, at jeg gjorde det, jeg tror nok, det må være forkert. Men imamen sagde, at det var ok.

Og så kommer de til at tale om dette at se ofrene for sig. Ser Breivik aldrig sine ofre for sig, end ikke dem, der sendte ham et bedende blik, inden han tog livet af dem?

Nej, svarer Breivik, det gør han ikke. For han er stadigvæk overbevist om, at det, han gjorde, var nødvendigt. Han tror stadigvæk på Knights Templar, meget fastere i troen end Ahmed, der er begyndt at tvivle på de muslimske trossætninger. Hvad tvivler han dog på, spørger Breivik, og Ahmed svarer:

På hele den fiktion, som den islamiske tankeverden udgør. Det er jo alt sammen bare noget, vi bilder os ind. Men vi tror på det, fordi vi er mange om at bilde os det samme ind. Vi tror på, at koranen stammer direkte fra Gud, eller fra Allah, som imamen siger. Men gør den det? Vi tror på, at det, sharia siger, er Guds egenhændige befaling til os. Men det er jo ikke sikkert. Vi tror på, at Muhammed var Guds profet. Men hvis Jesus har sagt, som der står hos Matthæus, at det ikke er sikkert, man skal adlyde sin far, så er jeg langt mere tilbøjelig til at mene, at Gud taler igennem ham. For det lyder da meget mere rimeligt.

Men Breivik tror fuldt og fast på sin tankeverden. Og replikskiftet går videre:

Ahmed. Hm, jeg tror ikke, jeg vil modsige dig. For hvis du mister denne faste tro, så får du det bare ligesom mig. Og det er ikke rart. Jeg er kommet til at tvivle. Og når man tvivler på, at det, man har gjort, er rigtigt, så er der jo ikke noget at gøre. Men jeg kan godt sige dig: at se dette blik for sig dag ud og dag ind, det er forfærdeligt. Det er, som om hun vil sige til mig, at der er noget galt med mig og med min familie, ja, med hele den religion, der er min.

Anders. Jeg kan godt sætte mig ind i, hvordan du har det. Men jeg tror ikke, der er andet at gøre end at blive ved med at sige til sig selv, at det, jeg gjorde, det var rigtigt. Sådan gør jeg. Der var også en tid for et halvt år siden, hvor jeg begyndte at se dem for mig, dem, der bad om nåde, dem, der løb, og dem, der bare stod der. Men så begyndte jeg at læse manifestet igen. Og så blev jeg klar over, at hvor brutalt det end var, det jeg havde gjort, var rigtigt nok. Der var ikke noget at udsætte på mig. Og så forsvandt de blikke igen. Mon ikke du skal gøre det samme: se at tage dig selv i kraven, tving dig til at gå alle de gode grunde igennem, du havde til at adlyde din far, bøj dig for hele den kultur, der er din, så tror jeg, dette med, at du ser din søsters blik, vil ophøre. Så slipper du for hele tiden at se hende. Det er min erfaring.

Ahmed. Det er mærkeligt. Vi har begge en fiktion, min deles af utallige mennesker verden over, din er du muttersalene om. Alligevel er det dig, der kan holde fast ved den, og mig, der vil slippe den. Og du har jo på en måde gjort det meget sværere for mig at holde fast ved min fiktion. For det, som Jesus har sagt, at det ikke altid er rigtigt at adlyde sin far, det lyder rigtigt. For sæt nu, han befaler én noget, der er forkert.

Anders: Ja, og hvordan véd du, hvad der er forkert og hvad der er rigtigt?

Ahmed. Det er det, dette forfærdelige blik fortæller mig.

Jeg tager dette stykke med, fordi jeg her prøver at sætte mig ind i, hvordan Breivik med sin viljestyrke kan undgå de anklagende blikke. Hvis det var den sande beskrivelse af Breivik, så ville han være én af os. Og jeg må indrømme, at hele stykket, også resten af det, er skrevet ud fra den forudsætning. Men holder den?

Foreløbig går vi til fjerde akt.

Her er det fængselspræsten, Trine, der taler med Breivik. Og hun går noget hårdere til ham end Ahmed med hensyn til eksistensen af Knights Templar. Hun siger direkte til ham:

Du mener, at du i dem [dvs. i tempelridderne] og deres tankeverden har en retfærdiggørelse af alt det forfærdelige, du gjorde på øen. Og når tempelridderne forsvinder, forsvinder også din retfærdiggørelse, og så dukker ansigterne op. Men der er ingen vej udenom. Du må tage deres død på dig. Ikke bare sådan, at du indrømmer det barske ved massakren, også på den måde, at du indrømmer det fuldstændig uberettigede ved den. Ellers bliver du aldrig til menneske igen.

Og her er jo spørgsmålet stillet ret barsk op. Men vel også stillet sandt op, i hvert fald sandt, set fra et kristent synspunkt.

De to ender med at diskutere Bjørnstjerne Bjørnsons skuespil ”Over Ævne 2”, som Breivik har haft tid til at læse i fængslet, som han har bedt Trine om også at læse, og som han mener giver ham en retfærdiggørelse af det, han har gjort.

Det skuespil handler om Pastor Sangs søn, Elias, som under en arbejdskamp: en omfattende lock-out, hvor mange mennesker lider ufatteligt, har undermineret den bygning, hvor arbejdsgiverne er forsamlede, og sprænger den i luften, så de fleste af dem dør, Elias også.

Her mener Breivik, at Bjørnson næsten har forudset det, der skete den 22. juli 2011, for, siger han:

Anders. Jo, netop ”Over Ævne to” siger det hele. Der var skabt en fuldstændig uholdbar situation mellem arbejderne og arbejdsgiverne. Det var en umenneskelig holdning, arbejdsgiverne indtog, og arbejderne led frygteligt under arbejdskampen. På samme måde har arbeiderpartiet i dag en helt umenneskelig arrogance overfor indvandringen og de problemer, den giver, og det jævne, norske folk lider frygteligt under indvandrernes tilstedeværelse. Men, siger så Bjørnson, der var én, Elias Sang, der ofrede sig, påtog sig at udføre en stor operation, hvorved arbejdsgivernes hykleri blev åbenbart.

De diskuterer så, om Bjørnson trækker dette positive syn på Elias’ handling tilbage i de replikker, som han i sidste akt tildeler Elias’ søster, Rakel. Trine siger bl.a.:

Elias havde i sig en trang til at gøre det overordentlige, det grænsesprængende. Og den trang udnyttede pastor Bratt, siger Rakel. Derfor dette grænseoverskridende: at sprænge sig selv og alle arbejdernes fjender i luften. Jeg véd ikke, om det er en tilsvarende dyrkelse af det store, det grænseløse, der har bestemt dig, noget kunne faktisk tyde på det, men Rakel mener, så vidt jeg husker, at det er noget i den dur, der har ført ham op i det umenneskelige. Men altså, det er det umenneskelige, han er blevet ført op i. Og det, du er blevet ført op i, er da også det umenneskelige.

Denne pastor Bratt var faktisk den, der gav Elias idéen til udåden. Han overlevede, men blev efterfølgende sindssyg.

Trine. Du glemmer pastor Bratt.

Anders. Pastor Bratt?

Trine. Ja, det var ham, der støbte kuglerne, og Elias, der affyrede dem. Det var ham, der fik idéen til denne forfærdelige terrorhandling, men det var Elias, der udførte den. Og her er det jo, Rakel meget rigtigt siger, at Bratt havde udnyttet den trang til det grandiose, der lå hos Elias. I Bjørnsons skuespil er de to ting: de vilde idéer og trangen til det storladne, det grandiose, fordelt på to personer. I Utøya-begivenheden er de to ting smeltet sammen i den samme person: i dig.

Anders. Mener du, at jeg skulle have både en pastor Bratt og en Elias Sang i mig?

Trine. Ja. Du har både den vilde idé, at man kan få folk til at lytte med en voldshandling, og den kyniske ligevægt, der kan udføre en sådan umenneskelig terrorhandling.

Anders. Det har jeg ikke tænkt på før.

Og hun prøver så at vise, at Breivik bruger det samme trick som pastor Bratt for at holde skylden fra døren:

Efter udåden, efter at de mange arbejdsgivere er døde, er pastor Bratt i stand til i sin sindssyge at danne sig et fantasivæsen, en hr. Lasalle, et luftvæsen, som han præsenterer for Rakel, som han spørger om dit og dat, som følger ham overalt. Men midt i alt dette skuespilleri véd han godt, at det kun er skuespil. Han lader, som om hr. Lasalle svarer, men han er fuldt ud tilfreds med, at ingen, heller ikke han selv, kan høre, hvad hr. Lasalle siger. På samme måde med dig og dine tempelriddere. Ingen andre kan se dem. Men du kan, eller rettere: du er i stand til at lade, som om du ser dem. Ingen andre har læst om deres organisation, ingen andre steder end i dit manifest kan man se, hvad de vil, og hvordan de arbejder. Men det generer ikke dig. Du er i stand til at fastholde i din egen tankeverden, at de er til. Og som en anden pastor Bratt mener du, at du kan spørge dem og de kan svare, skønt ingen andre end dig hører, hvad de siger.

Anders. Det er løgn. Du véd godt, at det er løgn. Og en dag vil du også blive klar over, at Knights Templar eksisterer.

Lidt senere hedder det:

Anders. Det passer ikke. Jeg véd, at det var umenneskeligt, det, jeg gjorde, men jeg véd også, at det var nødvendigt. Og det véd Knights Templar også.

Trine. Ja, det kan Knights Templar og du blive enige om. Ligesom hr. Lasalle og pastor Bratt kan blive enige. I begge tilfælde er der noget, der skal skjules. I begge tilfælde er skylden for stor til at nogen tør påtage sig den.

Og så slutter akten med, at Trine erklærer, at Breivik ikke har læst skuespillet til ende:

Trine. — for hvis du havde, ville du have opdaget, at det hele slutter med, at Rakel siger, at nogen må begynde med at tilgive. Har du noget, du skal bede om tilgivelse for?

Anders. Det véd du godt, at jeg ikke har. Ja, der var jo de to uskyldige forbipasserende i regeringskvarteret, men ellers var de alle skyldige og fortjente deres skæbne.

Trine. Ja, der ser du. Du kan ikke påberåbe dig Bjørnson. For han vil hjælpe dig til at blive et helt menneske. Men et helt menneske bliver du kun, hvis du kan bede om tilgivelse. Så kan du se på alle ansigterne uden at skulle vende blikket bort. For så beder du om tilgivelse. Og den proces må du igennem. Du må tage deres død på dig.

Som man kan se, var jeg på det tidspunkt overbevist om, at Breivik er et normalt menneske. Ligesom de andre forfattere, der har beskæftiget sig med ham, anser jeg ham for at være ”én af os”. Men jeg har ikke kunnet få mig selv til at tro på, at han ville tage skylden på sig, ikke, efter det, jeg læste om retssagen mod ham. Derfor må jeg også lade dette afgørende spørgsmål være uafgjort i femte og sidste akt.

Fængselspræsten, Trine, har fået foranstaltet, at den lille gruppe får lov at se genudsendelsen fra 22-7 2011. Man hører Stoltenbergs opfordring til at lade den åbenhed, der præger de norske folk, bevares. Det sætter en vis dialog i gang mellem Ahmed og fængselsimamen. Ahmed ender med at foretrække kristendommen frem for islam. Men nu springer Breivik frem. Han har løsnet én af køkkenknivene fra den kæde, der skulle gøre det umuligt at bruge den som våben, og truer Trine med at skære halsen over på hende. Det får Ahmed til at forsvare Trine. Der opstår en slåskamp mellem Ahmed og Breivik, inden to fængselsbetjente får overmandet Breivik. Men Ahmed er livsfarligt såret.

Og inden han dør, beder han Trine, om hun ikke vil døbe ham ind i kristenheden. Hun svarer, at hans martyrvillighed har været hans dåb. Og så dør han.

Men Søren, én af de to forfattere fra første akt, spørger, hvorfor Breivik gik sådan amok.

Trine. Jeg véd det ikke. Jeg synes ikke, jeg kan gennemskue det. Gad vidst, om det har noget med det at gøre, at jeg gik så hårdt til ham i går.

Søren. Hvordan det?

Trine. Han ville absolut retfærdiggøre sin ugerning med Bjørnson, I véd, med det skuespil, hvor en meget grusom arbejdskamp fører til, at den borg, arbejdsgiverne er lukket inde i, bliver sprængt i luften, så de alle sammen dør. Det er jo en terrorhandling, Bjørnson dèr omtaler, og Breivik ser deri en parallel til det, han har gjort. Men det vendte jeg mig imod, ret kraftigt endda, og jeg sagde også til ham, at jeg godt kunne se, at alle hans selvopfundne tanker om tempelridderne kun var noget, der skulle retfærdiggøre hans udåd. Han havde ellers selv fået mig til at læse dette skuespil af Bjørnson, men da jeg hævdede, at hans fantasiverden var ganske uvirkelig, blev han gal, og så, ja, så gjorde jeg vist lidt nar af ham.

Søren. Ja, det var måske uklogt. Hvordan gjorde du det?

Trine. Jo, der er en pastor Bratt, som i skuespillet er den teoretiske ophavsmand til terrorhandlingen. Ham lader Bjørnson gå ind i sindssygens tåger efter terrorhandlingen. Det viser sig blandt andet ved, at han hele tiden fører en samtale med en fiktiv person, som hverken publikum eller de andre personer kan se. Og det drillede jeg Breivik med. For det er jo det samme, du gør, sagde jeg, du stiller en fiktiv organisation op, som kan legitimere din ugerning, for at undgå at tage skylden for ugerningen på dig. Det er måske blevet for meget for ham.

Søren. Ja, man gør nok klogest i at tale ham efter munden. Det ser i hvert fald ud til at være farligt, hvis man ikke gør det.

Trine. Jamen, nogen må dog give sig til at behandle ham som et normalt menneske, hvis han igen skal blive normal.

Det er denne sidste replik her, der har fået mig til igen at referere skuespillet og nu lidt mere udførligt end før. For det, jeg siden har erfaret – om Breivik og om psykopater i almindelighed – gør det vanskeligt for mig ikke at synes, at det ikke nytter noget. At vi altså kan prædike kristendom for ham til verdens ende, han er et menneske, der er ganske uimodtageligt for al vor prædiken.

Lad mig nævne tre ting, der frister mig til at sige: ”Det nytter ikke noget!”

Jeg nævnte i mit føromtalte indlæg, at jeg var kommet i besiddelse af et brev, som Breivik fra fængslet havde udsendt til en række norske bladredaktioner, se her. I det brev er der ikke skygge af fortrydelse over det, han har gjort. Han har derimod været i stand til igen at oparbejde en tro på, at hans ord betyder uendelig meget. Han kan således opfordre medierne til at sige undskyld for noget, han påstår er sket siden 1945. Jeg skrev dengang:

En følelse af deja-vú bredte sig ind over én. Jo, for det var der altsammen, det, der særligt kendetegnede Breiviks kompendium. Den ret specielle stil, dette, at han går op i tal og søger at overbevise med statistik, dette, at han er så bombesikker på sin sag, at han mener sig i stand til at forudsige ganske præcist, hvad der vil ske fremover, dette, at han tror, han kan gennemskue sine opponenter og på forhånd tage højde for deres reaktioner, ja, næsten forudberegne deres reaktioner. Og også dette – og det er nok noget for ham helt specielt – at han er lynhurtig til at finde på en ny forklaring, når den forrige viser sig ikke at slå til. Og denne nye forklaring – det er det forunderlige – kan han med det samme sammenkoble med en ny forklaring på, hvad han egentlig mente med den første forklaring.

Det er dette sidste, der gør det næsten umuligt for mig at tro, at en kristen forkyndelse vil have nogen virkning på ham. For når han hele tiden i sin kommunikation skal vise sig som den overlegne, der på forhånd havde taget højde for modpartens indvending, og blot på skrømt havde sagt det, der blev modbevist af hans modpart, så forsvinder det billede af et ærligt menneske, som man har i enhver samtale af den, man taler med, for hans vedkommende. Det er ikke til at få øje på, hvem han egentlig er.

I tilfældet med de to første psykiatere og deres undersøgelse: Da han erfarede, at ingen tog hans tempelherreteori alvorligt, er han i sin lynende begavelse straks parat med en forklaring på, at den pompøsitet, han udviste overfor psykiaterne, var påtaget. Nuvel, så siger vi det. Men er den normalitet, han nu forsøger at iklæde sig, så ikke også påtaget. Har han i det hele taget en fast personlighed, udover én, der hele tiden vil foregive at være klogere end modparten?

Den anden ting, der kan få mig til at mene, at kristen forkyndelse altid vil prelle af på Breivik, er den teori, jeg fremførte her: At den egentlig årsag til massakren ikke er det, han skriver i Manifestet, men er, at han i kraft af de dræberlege, han gennemfører i World of Warcraft, har fået en ubændig lyst til at overflytte de mord, han forlyster sig med på nettet, fra nettets fiktive virkelighed til den virkelige virkelighed, og at alt det med tempelherrerne blot skal tjene som undskyldning for det.

Det eneste positive, der er at sige om ham ifølge den teori, er, at han dog altså i kraft af ét eller andet i sin bevidsthed føler, at han skal have en undskyldning for sin udåd. Er det en slags samvittighed, han her har? Eller er det psykopatens viden om, hvad andre føler og tænker, der får ham til at efterligne normalmenneskene på det punkt?

Det bringer mig frem til det tredje punkt.

Det handler om de undersøgelser, en amerikansk forsker ved navn Abigail Marsh har gennemført af den menneskelige hjerne. Hun har opdaget, at størrelsen på den del af hjernen, der hedder amygdala, har betydning for enkeltmenneskets empati. Har man en normal amygdala, reagerer man med empati overfor et billede af et smertefuldt ansigt, men har man en lille amygdala, reagerer man ikke anderledes på et sådant billede end på alle mulige andre. Omvendt, hvis man har en amygdala større end normalen, så er man ualmindelig medfølende og forstående overfor sine medmennesker. Jeg har fortalt lidt mere om disse undersøgelser i et indlæg fra for fire år siden, se her.

I dette indlæg er jeg optaget af at vende mig imod den tese, at vi alle har ondskaben i os. Det er en tese, som Lars von Trier efter eget udsagn gerne vil have os til at acceptere med en film, han har lavet, der hedder ”The House That Jack Built”. Her afbilder han en seriemorder, og kloge folk hævder, at det er en amerikansk seriemorder ved navn Gary Ridgeway, han prøver at portrættere, hvilket ikke lyder usandsynligt. Lars von Triers morder har virkelig mange mord på samvittigheden, omend von Trier ”kun” fremstiller en fire-fem stykker, Gary Ridgeway er blevet dømt for et tilsvarende enormt antal mord.

Men netop Gary Ridgeway omtaler Abigail Marsh som et eksempel på et mennesker, der givetvis har en lille amygdala, selv om hun ikke har målt størrelsen på den. Og ud fra denne teori må jeg anfægtes i min sædvanlige teologi. For er det muligt at drage et menneske med en helt anden medfødt indstilling eller medfødt mangel til ansvar? Kan Breivik gøre for det, han har gjort, hvis han er udstyret med en lille amygdala? Og derfor må det afgørende spørgsmål stilles: Nytter det noget at sige, som jeg lader Trine sige, at ” nogen må dog give sig til at behandle ham som et normalt menneske, hvis han igen skal blive normal”?

To ting vil jeg slutte med.

Den ene er, at han udover en lille amygdala også er udstyret med et sprog og en lynende begavelse. Han véd så udmærket, hvad andre føler i sådanne situationer, og han har under retssagen ofte vist, at han med ord kan gå ind i den almindelige fornemmelse for, hvad der gør ondt. Så han har selvfølgelig udmærket vidst, at dette ville volde mange mennesker sorg. Blot har hans lyst til at nedskyde mennesker været større end en sådan viden, en viden, han jo også har uden at have den tilsvarende følelse. Og han har også ét eller andet sted i sine overvejelser været klar over, at han kunne blive skudt af politifolkene. Oven i købet siger han jo, at han havde regnet med at skulle tage sit eget liv. Men igen: mener han det alvorligt, eller er det én af hans mange manøvrer for at få folk til at tro det, han vil have dem til at tro om sig?

Det vil sige, at hvis vi regner med, at der hører en form for selverkendelse til for at kunne komme til at leve på Guds tilgivelse, så er det svært at se, om Breivik i det hele taget kan danne sig noget billede af sig selv. Jeg mener, han er hele tiden optaget af at give andre et forståeligt billede af sig selv. Når han erfarer, at han har optrådt for pompøst, laver han lynhurtigt om på sig selv. Men betyder det, at han ikke har nogen fornemmelse af, hvem han selv i virkeligheden er? Det kan man være bange for.

Og kan han så komme til at hvile i sig selv, når der ikke er noget selvbillede at hvile i?

Det er så det andet problem med ham og kristendommen. For hvor vi andre i al almindelighed i vore samtaler med største selvfølgelighed går ud fra, at vore ord er led i en kommunikativ handlen – for nu at tale med Habermas – så synes al hans tale med andre mennesker at være en strategisk handlen: han er ude på noget, han kan ikke hvile i sig selv, men vil have de andre til at tro noget særligt om sig. Det var ikke lykkedes ham i de forskellige hverv, han havde inden massakren, men med massakren skulle det lykkes. Og dette ønske om at påtvinge andre sine forestillinger er måske også, hvad der ligger bag hele tempelridderteorien. I den fantasiverden kan han – ligesom i World of Warcraft – være noget, og hvis blot de andre vil gå med til eksistensen af denne verden, kan han få opfyldt sit inderste ønske: at se ud af noget i andres øjne.

At få kristendommens syn til at fæste rod i et sådant sind skulle synes umuligt, når dette kristendommens syn netop vil fortælle ham, at han er god nok som den Guds skabning, han er. Han har Guds velvilje og behøver ikke gøre sig ulejlighed med at gøre dette eller hint for at opnå det. Derfor kan han møde sine medmennesker som ligemænd og ikke som konkurrenter. Derfor behøver han ikke prøve at påtvinge dem et bestemt syn på sig selv, men kan roligt lade dem helt af sig selv få det sande syn på ham. For dette sande syn kan han godt være bekendt, han har jo Guds nåde.

Jeg véd virkelig ikke, om et sådant syn kan trænge ind i ham. Det var vanskeligt før Utøya, men synes jo fuldstændig umuligt efter. For nu skal han, som Trine siger, tage de mange ofres død på sig. Det er virkelig ham, der har gjort det, må han indrømme, og han har gjort det for at fremhæve sig selv, for at tildele sig selv titel af anklager, dommer og bøddel, hvilket er så forkert, som det kan være.

Jeg skal ikke fremhæve hans eventuelt lille amygdala som en undskyldning for ham. For det sprog, han har fået, er et sprog af samme art som vores, og bruger vi det til at foretage kommunikative handlen med, så må han også kunne bruge det dertil.

Hvis han blot turde.

Udgivet i Etik, Ny testamente | Tagget , , | Skriv en kommentar

Vetlesen om Breivik

Den filosof, jeg omtalte i mit forrige indlæg, Arne Johan Vetlesen, har også i sin bog ”Om ondskab” skrevet om Breivik. Ved at lede lidt på internettet fik jeg fat i det første kapitel af bogen, en indledning, hvori han kort beskriver de seks kapitlers indhold. Og en ret stor del handler altså om Breivik.

Han stiller problemet op på denne måde:

Tyder den kendsgerning, at gerningsmanden [dvs. Breivik, rr] var alene om sine ugerninger, på, at han levede i sin egen verden og ikke forstod konsekvenserne af det, han foretog sig? Er det spektakulære ved hans handlinger – det forhold, at de afviger fra det ‘normale’ tilfælde, hvor handlingerne udføres på ordre fra en højerestående autoritet og dermed sætter det enkelte individ under (større eller mindre) pres – tegn på, at vi har at gøre med en afviger i psykiatrisk forstand, et tilfælde af patologi, af sindssygdom? Eller kan det tænkes – hvor lidt vi end måtte bryde os om det, og hvor afvigende det end måtte være i forhold til den etablerede teoretiske forklaringsmodel – at en tilregnelig person med fuld forståelse af konsekvenserne af det, han gør, kan beslutte sig for at udføre sådanne handlinger? Hvis svaret på dette spørgsmål er “ja”, hvad fortæller det så om vores samfund, at det har kunnet frembringe denne massemorder, denne desperation og det ideologisk bestemte fjendebillede, som Breivik agerede på baggrund af, og som vi ved, at han ikke er alene om?

Jeg er bange for, at han i den del af bogen, som jeg ikke har læst, går ind for den sidste antagelse. Men jeg nægter, at der i vort samfund eksisterer et ideologisk bestemt, voldslegitimerende fjendebillede – af muslimerne, förstås – som Breivik ikke skulle være alene om. Det betyder, at det, Vetlesen skriver i det første afsnit, der hedder ”Fortællinger om berettigelse”, er forkert.

Det kommer frem lidt tidligere i den indledning, jeg har fået fat på. Her fortæller Vetlesen at dette kapitel er skrevet allerede i slutningen af 2011, hvor kun den første psykiatri-rapport var udkommet. Han indrømmer, at han har haft stort udbytte af at læse alt det, der sidenhen er skrevet om Breivik, men fastholder i alt væsentligt det, han skrev på dette tidlige tidspunkt. Han skriver bl.a.:

Gerningsmanden har moralen på sin side i ønsket om at forsvare sin gruppe (race, nation, etnicitet, religion – eller hvad der nu fokuseres på i det enkelte tilfælde) mod den trussel om total udslettelse, som ifølge fortællingen kommer fra den identificerede gruppe af fjender. Det handler om, hvad der må gøres – og som nogen må påtage sig at gøre – på vegne af den truede gruppe, sådan at den ikke forsvinder. Det handler om intet mindre end overlevelse i en situation, hvor kompromiser er udelukket og politikkens – demokratiets og debattens – normale spilleregler må tilsidesættes. I denne fortælling er der ingen tid at miste, og derfor må alle midler være tilladt. Her peger jeg på fællestrækkene mellem den ideologi, som Breivik bekender sig til, og som netop er en kollektiv (fælles) størrelse og ikke noget, som han på egen hånd har konstrueret (‘Manifestet’ er som bekendt i vidt omfang en collage af citater fra en række forbilleder), og strukturen i andre historiske eksempler på voldslegitimerende fortællinger. Mens identiteten hos de grupper, der er tale om, kan variere fra tilfælde til tilfælde, er de strukturelle elementer grundlæggende de samme: truslen fra ‘de urene andre’, imperativet om et selvopofrende forsvar af sin egen gruppe, så den kan overleve.

Jeg véd ikke, hvad der gør det, men Vetlesen går her i fodsporene på en række norske politikere, der hen over årene ikke har kunnet dy sig for at benytte Breivik-terroren imod højrefløjen i norsk politik. Gang på gang har man hørt, at den og den islamkritiske udtalelse risikerer at fremkalde en ny Breivik. Og det er faktisk for dårligt, når man betænker, at han giver den som ekspert på terrorområdet. Det er sandt nok, at man kan diskutere, om Breivik var sindssyg eller ej – de to psykiatere, der interview’ede Breivik frem til december 2011, mente, han led af en bestemt sindssygdom – men det har man i norsk presse vist helst overhørt. Senere ville han i hvert fald selv helst dømmes som normalt menneske, og det blev han da også.

Det, man kan bebrejde Vetlesen, er, at han her mener, at den ideologi, Breivik bekender sig til, er en kollektiv størrelse og ikke noget, han selv har konstrueret. Oven i købet mener han, at Breiviks Manifest er et bevis på en sådan samstemthed. For, siger han, Manifestet består af en række citater fra Breiviks forbilleder.

Og det er jo sandt nok. Men hvorfor springe over den kendsgerning, at intet af disse citater anbefaler brugen af vold? Når man bliver klar over det, falder Vetlesens tese sammen. Og det er altså også svært at se hele tempelridderteorien som noget, han har andetsteds fra, og ikke som noget, han selv har konstrueret. Ligeledes er også det forhold værd at være opmærksom på, at han befinder sig i isolation frem til december 2011, dvs. mens han blev udspurgt af de to psykiatere.

Som jeg skrev om det her: Breivik troede under hele denne afhøring stadig, at hans tempelriddertanker ville føre en reaktion med sig i hans retning. Det fik ham til at optræde meget pompøst, overlegent og med utrolig store tanker om sig selv og sin mission.

Det kan da være sandt nok, at meningen med hele denne tempelridderteori er at give Breivik moralsk rygstød til den massakre, han planlægger at udføre. Og det kan godt være, at han selv fandt denne retfærdiggørelse tilstrækkelig. Men derfor behøver vi andre jo ikke at gøre det. Vi kan godt gøre Breivik og vore tilhørere opmærksom på, at der er et logisk spring i Manifestet fra alle citaterne, der ikke anbefaler voldsudøvelse, og frem til tanken om en tempelridderorden, hvor en kommandør får myndighed til at optræde som på én gang anklager, dommer og bøddel.

Så jeg har på forhånd så megen mistillid til Vetlesens beskrivelse af Breivik, at jeg ikke finder det ulejligheden værd at købe bogen. De følgende linjer i indledningen overbeviser mig ikke. Her skriver han:

I stedet for at undersøge tilfældet Breivik langs de optrukne retspsykiatriske sprog vil jeg anvende indsigter fra Hegels retsfilosofi til at belyse spørgsmålet om, hvorvidt vi den 22. juli havde at gøre med en tilregnelig eller en gal gerningsperson. Uden her at gå i detaljer vedrørende min fremstilling kan jeg sige, at den fokuserer på en kombination af alternativer, som normalt betragtes som gensidigt udelukkende, som et enten/eller. Spørgsmålet om, hvilke konsekvenser Breiviks næsten totale isolation i årene op til terrorhandlingerne fik for hans selvforståelse, for hans relationer til andre mennesker og til en fælles social og moralsk virkelighed, kan, sådan som jeg ser det, formuleres ved hjælp af Hegels refleksioner over krydsfeltet mellem ondskab og galskab.

Når disse argumenter ikke overbeviser mig, skyldes det også, at jeg på et tidspunkt dannede mig min egen teori om tilfældet Breivik. Sandt nok må man overveje, hvad Breiviks næsten totale isolation i årene op til terrorhandlingen kom til at betyde, men her mener jeg ikke, at man skal se på hans isolation, men langt snarere på hans optagethed af spillet ”World of Warcraft”, et spil, hvor man sættes til at dræbe andre mennesker – altså fiktive mennesker – noget, vist mange mennesker har fornøjelse af, uden at det fører til terrorhandlinger.

Jeg har skrevet om det her:

Så er altså den fantasiverden, han opbygger om tempelriddere, noget, han fantaserer sig frem til, fordi han på den måde kan få udløsning for sin dræberlyst.

Men hvor har han dog en sådan bestialsk lyst fra?

Den har han – dette er min nye påstand – fra World of Warcraft, det internetspil, som han gennem år brugte al sin vågne tid på at deltage i. Dette spil, vil jeg hævde, giver ham en følelse af magt. Det ”giver ham lov til” at slå andre mennesker ihjel, det ”giver ham lov til” at føle stolthed over de mange døde, der hober sig op, det gør det tilladt for ham at føle sig som beherskeren. Selvfølgelig véd han godt, at han kun er behersker i det fiktive spil, ikke i virkeligheden. Men spillet fremkalder hos ham, tror jeg, et ønske om også at være beherskeren i virkeligheden, om at kunne skyde og ramme virkelige mennesker, ikke blot skikkelser på en skærm.

Jeg har to argumenter for denne teori.

For det første nævner Manifestet, hvilke mennesker der skal slås ihjel, når hans får magten, og hvilke der skal skånes. Anklageren havde læst manifestet og spurgte ham om, hvorfor han slår mennesker ihjel, som han selv har fortalt skulle skånes. Han svarede med en dum undskyldning om ”collateral damage”, altså et ikke-svar. Jeg mener med min teori at kunne give et svar: Han udvalgte sig en ø til sit formål, fordi han dèr kunne gennemføre sine drab uden indblanding udefra. Og så lod han hånt om Manifestets anbefalinger.

For det andet siger flere vidner, at de hørte ham udstøde glædeslyde, når han fik ram på nogle af de flygtende unge mennesker. Det svarer givetvis til de lyde, han har udstødt, når han i computerspillet fik ram på en modstander.

Og vil man have endnu et argument, omend kun et halvt argument, kan man gøre opmærksom på, at anklageren i sagen mod Peter Madsen, som i sin ubåd dræbte Kim Wall, lod afspille en video af et kvindedrab, en video, der var fundet på Peter Madsens computer. Dette viser, at det ikke er en helt uskyldig fornøjelse at se den slags videoer. Der kan tænkes at gå en linje af inspiration fra computervirkelighed til sand virkelighed.

Men jeg indrømmer blankt, at det er mærkeligt, at Breivik ud over sit internet-spil også var optaget af at danne sin tempelridderteori. Han har så sandelig i modsætning til Peter Madsen haft brug for at retfærdiggøre sin handling.

Alt i alt: Jeg har været utrolig optaget af Breivik-skikkelsen. Inden jeg nåede frem til mit ”computersvar” på gåden Breivik, havde jeg fulgt en række norske forfattere i deres forsøg på gennem deres forfatterkunst at forstå Breivik. Jeg har således i 2015, se her, forsøgt at sige som Åsne Seierstad, at han er som én af os, men det er ikke lykkedes mig. Her i 2015 har jeg anbragt en række citater fra de to første psykiateres undersøgelse af Breivik, citater som til fulde viser hans enorme selvbevidsthed, som ingen af os vil kunne hamle op med. Og inden da havde jeg i 2014 læst en bog om ham: Aage Storm Borchgrevinks bog ”En norsk tragedie”, et indtryk af en almindelighed, se her, der dog i samme åndedrag blev sat i skammekrogen af et brev, Breivik havde udsendt til en række redaktører, et brev, der afslører ham som højst ualmindelig, altså som psykisk syg, noget, jeg så endelig i 2018 bliver klar over gennem retssagen mod Peter Madsen.

Men ikke for det. Jeg skal på ingen måde underkende diverse forfatteres forsøg på at tegne et billede af mennesket Breivik. Jeg har såmænd selv forsøgt mig i den boldgade. I august 2012 skrev jeg et skuespil om Breivik-affæren, og – indrømmet – jeg forsøgte som mange andre at forstå ham som et almindeligt menneske. Da jeg nu i anledning af denne artikel igen læste skuespillet, opdagede jeg, at jeg da vist havde indsendt det til Odense Teater. Dog uden at få svar. Hvilket i dag ikke gør mig så meget. For nu er jeg blevet klar over, at det er umuligt at afbilde psykopater på scenen. En scenefremstilling skal altid have noget, der kan skabe tilknytning hos publikum. Og det kan en psykopat aldrig, man vil aldrig kunne sætte sig i hans sted, man vil ikke kunne leve med i hans forestillingsverden.

Men derfor kunne jeg da godt fristes til én af dagene at skrive lidt om dette skuespil. Ikke for at vise, hvordan Breivik er inderst inde, men for at stille det for mig ret nærgående spørgsmål, om der med Breivik som eksempel gives individer på denne klode, som det kristne budskab ikke kan nå, altså ikke kan nå, principielt forstået.

Jeg véd ikke, om det er tilfældet. Men Breivik kunne være et eksempel på et sådant individ.

Udgivet i Etik, Samfundsforhold | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Etik og sandhed

Denne lidt mærkelige overskrift har med det forhold at gøre, at ganske mange springer ud i en etisk holdning, før de har undersøgt forholdene ordentligt. Det er, som om man med al hast vil indtage en korrekt etisk holdning, og finder man så en baggrund for at være et etisk korrekt menneske, griber man chancen og antager teorien, og gør det uden først at have undersøgt, om den baggrund, den etiske handling skal udføres på, er i overensstemmelse med virkeligheden.

Vi ser det i forhold til migranterne på Middelhavet. Når jeg lidt nedladende har kaldt diverse Gutmenschen ”samaritanister”, skyldes det, at de lader sig gribe af den almindeligt anerkendte tese, at det er så synd for disse mennesker, for de har alle sammen været udsat for forfølgelser dèr, hvor de kommer fra. Tanken er måske den, at når så mange og så højtstående mennesker mener, at det forholder sig sådan, så er det nok sandt. Og så skynder man sig at rette ind, så prøve man at ”gøre en forskel”, eller altså at indtage den etisk korrekte holdning. At denne holdning så af og til indebærer, at man skal se ned på sådan nogen som mig, der har undersøgt forholdene lidt bedre, det er beklageligt – i hvert fald for mig – men det må jeg jo prøve at bære.

Men vi så det også i corona-tiden. Her lader det sig måske lidt bedre forsvare. For vi vidste jo ikke, hvor alvorlig en sygdom coronaen var. Men undervejs viste vi os alle som ansvarlige individer, der virkelig havde ”samfundssind”. Nu bagefter, hvor vi har opdaget, at sygdommen nærmest er at sammenligne med influenza, køler vi vel lidt ned. Men dukker der mange tilfælde op i efteråret, kommer måske den nu lidt for overfladiske bekymrethed op igen. For ikke sandt, så får man jo igen lejlighed til at vise sig som et ansvarligt menneske.

Og så har vi klimahalløjet. Også her springer utrolig mange mennesker med på vognen, og ærlig talt, jeg har en mistanke om, at det skyldes, at man så kan fremstå som et ansvarligt individ, der gerne vil lide afsavn af forskellig art – dog ikke alt for alvorligt – for at redde klimaet. Og også her gælder det: undersøge, om det har sin rigtighed med påstanden om, at mere CO2 medfører højere temperaturer her på kloden, det gør man ikke; man er fuldt ud tilfreds med at kunne agere som et ansvarligt individ på baggrund af den ikke-diskussion, der finder sted i medierne.

Nu forleden var der et interview i Kristeligt Dagblad med en norsk etik-filosof, Arne Johan Vetlesen, se her. Det er Bjørg Tulinius, der har gennemført interview’et, og det bygger på en bog, som Vetlesen har skrevet: ”Om ondskab”. Jeg har ikke læst bogen og vil derfor ikke benægte, at der kan stå ganske fornuftige ting i den, men at dømme efter interview’et står der også ting deri, der afslører, at hans etik åbenbart ikke formaner ham til at sætte sig ordentligt ind i tingene eller til at tvivle tilpas meget på de såkaldt fastslåede kendsgerninger.

Hen imod slutningen siger han blandt andet:

”Det gik op for mig, at jeg i de 30 år, jeg har forsket i ondskab, har tænkt det alt for snævert. Jeg har primært været optaget af de onde handlinger, som et menneske påfører et andet menneske. Men når jeg så kiggede ud ad vinduet, var der jo en natur lige foran og omkring mig, som vi mennesker også har gjort ondt. Den alarmerende klimakrise og tabet af biodiversitet gjorde med andre ord, at jeg måtte stille spørgsmålet om menneskelig ondskab i en ny relation: vores forhold til naturen.”

Vetlesen har forsket i ondskab, kan man forstå. Men nu vil han forsker i en ny form for ondskab, i vor ondskab overfor naturen. Og det, der får ham til det, er ”den alarmerende klimakrise” – N.B. uden tvivlsspørgsmål – og tabet af biodiversitet. Man kan måske bære over med almindelige mennesker, når de løber med strømmen og uden særlig undersøgelse lader sig rive med af alarmismen, men en akademiker burde da som minimum være modtagelig overfor tvivlsspørgsmål, altså føle en vis etisk forpligtelse til at bygge på noget uomtvistlig sandt.

Men mærkeligt nok siger han så undervejs til den sidste forfærdelige svada noget, som jeg da godt kan give ham ret i. Han siger:

”Vi må gøre op med hele den idé om, at frihed er en særlig egenskab ved individet, som for alt i verden ikke må begrænses. Hverken af andre mennesker, myndigheder eller staten. For mennesket er et relationelt væsen og er kun noget i kraft af andre, af fællesskabet. Derfor må der også være indbygget en begrænsning i den enkeltes frihed – en begrænsning, der handler om, at jeg kun har ret til at gøre sådan og sådan, hvis det bidrager til at opretholde det fællesskab, også for efterslægten.”

Og det er jo faktisk, hvad også jeg arbejder for at gøre opmærksom på. Vi er kun noget i kraft af andre, vi er en del af et fællesskab. Det er forresten det, der har fået mig til at være imod den pågående indvandring. Det fællesskab, som jeg elsker og holder af, det folkelige fællesskab, kan ikke tåle det. Men nu skal så dette folkelige fællesskabs kræfter mobiliseres for at dæmme om for klimaforandringerne. Og uden videre går Vetlesen altså ud fra, at det er os mennesker, der er skyld i klimaproblemerne. Hvilket nok ikke er sandt, men om det er det eller ej, ulejliger han sig ikke med at undersøge eller argumentere for. Han er straks på vej med en ny form for etik, byggende på vort forhold til naturen. Og så må han altså, som han siger, stille spørgsmålet om den menneskelige ondskab på en ny måde, nemlig i vort forhold til naturen.

Javist, det må han, hvis altså det er en usvigelig sandhed, at vi med vor udledning af CO2 får jordens temperatur til at stige. Men det har jo til dato vist sig kun at være en påstand, som nogen er kommet med, en påstand oven i købet, som man fastholder uden at ville gennemføre den normale argumentation og modargumentation, hvilket ellers er forholdsvis let: iskerneboringer afslører, at de temperaturudsving, der har fundet sted i fortiden, altid fandt sted på den måde, at temperaturen steg først, og først derefter steg atmosfærens indhold af CO2. Derfor kan CO2 ikke være årsag til temperaturstigningen. Blot har jeg til dato ikke set nogen argumentere imod dette faktum, hvad Vetlesen heller ikke drømmer om at gøre. Han er tilsyneladende øjeblikkelig gået i gang med at gennemtænke en ny etiks grundlag.

Det hedder i slutningen af interview’et:

Når man så spørger, om den norske filosofiprofessor er pessimist eller optimist i forhold til fremtiden, kalder han sig selv for ”håbefuld”.

”For jeg oplever, at der er både en ung og en ældre generation, som er meget optagede af at gøre noget anderledes. Deri ligger mit håb. Problemet er mellemgenerationen af folk mellem 40 og 60 år, som er den gruppe, der gør karriere og reproducerer mange af de negative træk ved samfundet. Der er på den måde vældig stærke kræfter, som ønsker at fortsætte ad samme ødelæggende kurs som før.”

Derfor er Arne Johan Vetlesen heller ikke helt sikker på, at de store forandringer vil ske, medmindre der kommer et stærkt pres fra borgerne selv.

”Vi kan selvfølgelig ikke redde klimaet og forhindre ødelæggelserne, hvis ikke samfundet også forandrer sig. Men som individer og borgere har vi et ansvar for at sikre, at det sker og kan ikke bare sidde og vente på den udvikling. Og et sted at starte kunne som sagt være at begynde at forstå vores etiske ansvar, der ikke længere skal handle om at sikre maksimal frihed for den enkelte. Men i stedet er båret af værdier som mådehold, nøjsomhed og balance. Af en frihed med begrænsninger. Af dyder og pligt mere end af rettigheder.”

Der er mange ting at indvende mod sådanne tanker. Først og fremmest jo, at Vetlesen let og elegant springer bort fra de videnskabelige spørgsmål om sandheden af klimapåstandene til de sociale spørgsmål om, hvordan vi som samfundsborgere kan overbevises, så vi reagerer korrekt – klimamæssigt korrekt, som det vist kan hedde.

Og lad mig dernæst til hans påstande her gøre opmærksom på, at vi i den vestlige verden, altså vore politikere, så sandelig ikke har siddet og ventet på en klimakatastrofe. Tyskerne har f.eks. lukket en række atomkraftværker, og også kun nødigt holdt enkelte kulkraftværker i drift. I stedet har de gjort sig afhængige af gas fra Rusland. Og det har ikke noget at gøre med, at de ville sikre maksimal frihed for den enkelte, men var forårsaget af den langt mere jordnære bekymring, at politikerne ville have energi nok til industrien og energi nok til opvarmning af de tyske boliger; og af det faktum, at naturgas afgiver meget mindre CO2 end kul pr energienhed, der frembringes.

Og at vi fremover skal til at lade os bære af værdier som mådehold, nøjsomhed og balance, er vel ikke forkert, blot er det jo netop det, der har præget politikerne indtil nu.

Og stadigvæk er vore politikere præget af mådehold og nøjsomhed. Men de føler jo også et vist ansvar for befolkningen, og er godt klar over, at det gør ondt at mangle varme i de hårde vintermåneder.

Så man må desværre for Vetlesen sige, at den holdning til naturen, som han tror er ny, den har vore politikere haft igennem snart mange år. Baseret på en ubevist tese om CO2’s ødelæggende virkning på klodens klima.

Det er en holdning til naturen, der er tale om. Men er det også et andet forhold til naturen? Det hævder Vetlesen. Menneskets ondskab kommer nu til syne i vort forhold til naturen, hedder det. Vetlesen mener at kunne lære noget af sin søn, som, da han var tre år gammel, hilste på træer og buske i naturen. Sådan kan vi voksne måske lære af et barn at få et andet forhold til naturen.

Sprogbrugen her finder jeg mystisk. Vi kan være dumme i forhold til naturen, men kan vi være onde? Med den sprogbrug forekommer det mig, at etikken går debattørerne til hovedet.

Sprogbrugen her bygger naturligvis på den påstand, at det er os mennesker, der med vor CO2-udledning gør kloden varmere, det er, hævder man, ikke noget, der sker af sig selv. Men selv under den forudsætning er det vrøvl at tale om vort forhold til naturen, eller – hvad værre er – at sige, at vi er onde overfor naturen. Vi kan være ukloge i vor naturforvaltning, men onde? Nej.

Men sådan taler ikke desto mindre Vetlesen.

Nuvel, vi får af Tulinius at vide, at Vetlesen fra ungdommen af har været optaget af menneskets ondskab, først i forhold til Auschwitz, senere på mange andre felter. Men altså også, hvad naturen angår. Det hedder:

Selvom det måske ikke virker umiddelbart indlysende, mener Vetlesen også, at menneskelig ondskab spiller en rolle i den eskalerende klimakrise, som hans forskning har kredset omkring i de senere år.

Det får han mulighed for at uddybe senere, men helt overordnet kan man sige, at også klimakrisen er en ekstraordinær situation, der sætter ”plejer” ud af spillet og får mennesker over hele kloden til at stille sig spørgsmålet om, hvordan de skal handle. For hvad er den gode handling, og hvad er den onde, i en verden der er truet – af netop vores, menneskets, måde at være i verden på?

”Det, som vi troede skulle bringe os fremgang og fremskridt, er måske i virkeligheden det, der forhindrer vores overlevelse. Vi er kommet så langt ud ad en kurs, hvor vi som samfund fungerer ødelæggende – og går mod ødelæggelse. Også selvødelæggelse,” lyder det fra den norske filosof.

Han har ret i, at det ikke lyder umiddelbart indlysende, at menneskets ondskab skulle have noget med en klimakrise at gøre – hvis vi for argumentets skyld antager, at en sådan er undervejs. Men man kan på ingen måde efterspørge den gode handling overfor naturen, kun den kloge handling. Og læg så venligst mærke til det lille ”måske”, som jeg har fremhævet! Det afslører, at han løber afsted med sine etiske overvejelser, langt forud for enhver nogenlunde realistisk analyse af klimaet. Der er ganske rigtigt videnskabsfolk, der forudser store selvskabte klimamæssige vanskeligheder i fremtiden, men jeg har endnu ikke truffet nogen, der sådan for alvor vil argumentere for, at vi mennesker ligefrem går frem mod vor ødelæggelse.

Det farlige ved hans holdning – eller skal jeg ligefrem sige: det uetiske? – er, at ved alt for tidligt at begynde at tale etik får han skabt en etisk diskussion i stedet for den højst nødvendige videnskabelige diskussion, som jo langt fra er tilendebragt, og oven i købet bedriver han denne etiske diskussion på noget indtil videre uafklaret. Derved bliver også etikken falsk.

Jeg mener: vi i de rige lande her i Vesten sætter enorme beløb af for at gøre os uafhængige af de fossile brændstoffer. Men hvis det nu ikke betyder noget overhovedet for klimaet, alt det, vi betaler for i dyre domme, ville det så ikke være ikke blot klogere, men også mere etisk korrekt at gøre noget mere for at rette op på forskellen mellem rige og fattige lande. Den etiske forpligtelse har vi jo haft længe – hvis man endelig vil se det som en etisk forpligtelse og ikke som en praktisk og klog foranstaltning – og den sættes af al vor iver for klimaet ned på andenpladsen.

Ligesom man så absolut kan diskutere det etisk korrekte i vor migrationspolitik. Mange har jo hævdet, at vi for de mange penge, migranterne koster os, når de kommer ind i landet og forvandles til indvandrere, kunne hjælpe ti til tyve gange flere flygtninge i Mellemøsten. Er det så etisk korrekt at fortsætte med at adlyde de for længst uddaterede konventioner?

Eller er det etisk korrekt at give Tyrkiet en masse penge for at forhindre, at migranter kommer over Ægæerhavet? Hvis vi lod den græske flåde skubbe dem tilbage, sådan som den tidligere har gjort, ville det så ikke blot være meget billigere, men også mere etisk korrekt? For vi taler jo ikke om forfulgte mennesker, men om mennesker, der ønske sig en bedre tilværelse, noget, som vi med pengene fra Tyrkiet ville kunne hjælpe dem med at få dèr, hvor de bor.

Eller var det etisk korrekt at afbryde diskussionen om, hvad coronaen var for en størrelse af frygt for, at folk så ikke ville rette sig efter myndighedernes krav om nedlukning? Og var nedlukningen en uproportional foranstaltning, oven i købet en foranstaltning, der for mange menneskers vedkommende betød, at måtte dø i ensomhed uden deres nærmeste omkring sig?

Også dèr rejser sig etiske spørgsmål, der ser lidt anderledes ud i min optik end i Vetlesens.

Endelig kan jeg ikke dy mig for at drille Vetlesen lidt. Han synes at ville gøre det til et etisk spørgsmål, om vi skal behandle naturen, så vi ikke gør angreb på biodiversiteten. Og det kan da være fornuftigt nok at prøve at undgå ligefrem at udrydde truede arter. Men kan man kalde det et etisk spørgsmål? Naturen som sådan er jo på ingen måde etisk. Det hører med til naturens virkemåde, at rovdyr æder byttedyr, og besynderligt nok: de gør det uden nogen som helst etisk kvababbelse. Og det var jo unægtelig ikke pænt gjort af naturen at sende en asteroide ind i Yucatan-halvøen dengang for 65 millioner år siden, så store dele af dyreverdenen blev udryddet. At det så gav plads til pattedyrenes fremvækst, inklusive menneskets opkomst, det kunne naturen vel ikke vide. Og tænk, hvor uetisk: vi har altså denne uetiske asteroide, der slog så store dele af biodiversiteten ihjel, at takke for vor eksistens i dag; vi burde måske som menneskehed takke nej til en sådan tilværelse.

Eller hvad med giftslangerne? Udgør de mon ikke en truet dyreart, så det er uetisk af os at slå dem ihjel, hvis det altså var muligt. Så hellere ofre en række mennesker, børn, kvinder, mænd, på giftslangernes alter. Eller er det trods alt for uetisk?

Alt i alt: Det er ikke så let at diskutere etik. Men det er ødelæggende for et normalt samfundsliv, hvis samfundets klogeste og bedst uddannede mennesker hopper med på den ene limpind efter den anden med deres etiske briller anbragt så tæt for øjnene, at de ikke får tid til eller ikke gider – det ikke ønskede overstreges – undersøge den sag ordentligt, som de tilslutter sig så brændende.

Udgivet i Etik, Samfundsforhold | Tagget , | Skriv en kommentar

Modsigelsens grundsætning

På mine gamle dage er jeg blevet opmærksom på, at jeg da vist tænker så afvigende fra andre, at det ikke vil være helt forkert at tale om min teologi, uanset, at det måske lyder lidt anmassende.

Jeg har prøvet at skitsere den – eller lidt af den – i indledningen til den afhandling, jeg i sin tid skrev om striden mellem Erasmus og Luther, se her. Her opererer jeg med to mytiske systemer, skabertroens og sjælevandringslærens. At de er mytiske, betyder, at de ikke lader sig videnskabeligt bevise, men må tilegnes i tro. Det vil sige: ”tilegnes”, for de fleste mennesker sker det ganske automatisk under opvæksten, der er på ingen måde tale om, at man, f.eks. her i Vesten, bevidst tilegner sig skabertroens vokabular, der er blot tale om, at man bevidstløst lever ud af de værdier, som dette mytiske system har lagt frem for os.

Det vil sige, at hvis man stiller det obligatoriske spørgsmål: ”Tror du på Gud?”, så vil mange vestlige mennesker nok svare nej eller i hvert fald trække lidt på deres ja, men hvis der med dette spørgsmål menes, om man tror på, at det, som skabermyten fortæller, sådan rigtig bogstaveligt er sket – og det er jo som regel det, der menes – så kan man roligt svare nej. For myten en myte og lader sig ikke videnskabeligt bevise.

Og dog!

Det hedder jo i myten, at mennesket er skabt i Guds billede (1 Mos 1,26) og at mennesket, i modsætning til dyrene, har fået Guds ånde indblæst i sine næsebor (1 Mos 2,7). Og det er ikke så svært at finde ud af at ”oversætte” dette til den iagttagelse, som også vi moderne mennesker kan gøre, at mennesket har fået et sprog, og at dette sprog har givet os adgang til en helt anden verden end den, dyrene har adgang til. Men mærkeligt nok har det vist sig, at moderne videnskabsfolk har meget vanskeligt ved at forestille sig, at der i det hele taget er en kategorisk forskel mellem menneske og dyr, og at denne forskel skulle bero på sproget.

Jeg har ment, at man i det mindste kunne bruge denne forskel til at tidsfæste sprogets opkomst i menneskeverdenen. Jo, for via sproget er mennesket, men ikke dyrene, blevet klar over, at vi skal dø, og finder man derfor nogle fortidsmennesker, der tydeligvis er blevet begravet, kan man drage den slutning, at i hvert fald den menneskeform har været i besiddelse af et sprog. Men jeg må indrømme, at jeg ikke hos de videnskabsfolk, der beskæftiger sig med fortidsmenneskene, har fundet overvejelser af denne art.

Men der er jo i det hele taget så meget, som man som videnskabsmand kan distraheres af, så man glemmer væsentlige træk ved tilværelsen. Noget af det, der kan få en videnskabsmand eller -kvinde til at glemme, er det, jeg har kaldt ”det refleksive problem”. En optagethed af dette problem har jeg fundet hos ikke så få tænkere, både fortidige og nutidige.

Problemet er et filosofisk problem. Det viser sig, når man vil omtale tilværelsen som helhed. Så er mange af nutidens videnskabsmænd tilbøjelige til fuldstændig at overse, at både de selv og den tilværelsesforklaring, de fremsætter, er en del af denne tilværelse. Hvis de f.eks. når frem til den forklaring på tilværelsens problemer, at alt styres af ubønhørlige naturlove, så ”glemmer” de, at hvis de selv og den forklaring, de kommer med, er styret af sådanne love, er den intet værd. For vi, der hører denne videnskabsmand, regner ham ikke for en robot, og det gør videnskabsmanden selv jo heller ikke. Han vikler sig derfor uvægerlig ind i en selvmodsigelse med en sådan påstand.

Jeg skal ikke prale af, at jeg selv er kommet på den tanke. Så vidt jeg husker, har jeg den fra Grundtvig. I sine filosofiske skrifter betragter han modsigelsens grundsætning som al filosofis sandhedsmærke. Men i ovennævnte afhandling om Luther og Erasmus er det i højere grad Kants tese om den transcendentale illusion, jeg hæfter mig ved. Men om jeg så har fået denne sande tanke i kraft af en misforståelse af disse kilder, så viser det vel blot én af filosofiens overraskende tilfældigheder.

Her på bloggen har jeg nogle gange omtalt den muslimske filosof Al-Ashari, f.eks. i dette indlæg. Her påviser jeg, hvordan Al-Ashari gør sig skyldig i netop denne glemsomhed eller netop denne selvmodsigelse: ved selve den handling, han udfører, nemlig at komme med en udtalelse om verdens sammensætning, modsiger han sig selv. Jeg skrev dengang:

Han [dvs. Al-Ashari] går i den grad ind for talen om Guds almagt, at han betragter al menneskelig handling som forårsaget af Gud, også den menneskelige tale. Det blev mødt med det modargument, at ethvert menneskes tale jo i så fald er som et menneskes tale, når det taler i søvne. Og besynderlig nok gik Al-Ashari med til dette. Al menneskelig tale er faktisk, fordi den i sidste ende er bestemt af Gud, som en robots tale eller som et sovende menneskes tale. …

Med selve den handling, hvormed han fremkommer med sin påstand, modbeviser han det, påstanden går ud på. For når han hævder, at al menneskelig tale er som en robots tale, så er selve den påstand undtaget fra at være robottale. For robottale kan man ikke tillægge sandhedsværdi, men den påstand, at al tale er robottale, tillægger han sandhedsværdi, dog uden selv at være klar over det.

Han glemmer det refleksive problem: at den tilværelsesanskuelse, man fremsætter, skal kunne rumme denne fremsættelse i sig. For det menneske, der siger noget om tilværelsen, er selv en del af den tilværelse, han udtaler sig om.

Det er modsigelsens grundsætning i funktion. Men indrømmet, der er tale om en eksistentiel selvmodsigelse. Og da de færreste mennesker tænker over, at deres tilværelse bygger på bestemte forudsætninger, tænker de heller ikke over, at den tilværelse, de lever her i Vesten, bygger på Vestens kulturelle forudsætning, som for de flestes vedkommende er givet i kraft af kristendommen.

Lad os i dagens anledning – det er jo i skrivende stund den 11-9 – overveje forskellen mellem kulturen på Jesu tid og kulturen i vore vestlige lande. For jøderne på Jesu tid drejede det sig om at efterleve lovens krav så godt som muligt. Loven skulle ikke forstås, den skulle adlydes. Det vil sige: mennesket var Guds træl.

Her så Jesus anderledes på sagen. Han siger i Joh 15,15, at hans disciple ikke er trælle (oversat til ”tjenere”), men venner. Det vil sige, at de tænkes at forstå det, Gud ønsker sig af dem. De udgør hver for sig en selvstændig personlighed, der kan forstå, hvad der kræves – men desværre også misforstå det – og fordi de står som en person overfor Gud, forstår de umiddelbart, hvad Gud ønsker af dem. Ja, disciplene forstod det endda, selv om det, de havde forstået, og som de fastholdt som deres personlige overbevisning, førte med sig, at de blev henrettet.

Det sås den 11-9 2001 hos passagererne i det fjerde fly. Normalt ville en flykapring føre til, at passagererne løslades, når kaprerne enten er blevet slået ihjel af de pågældende myndigheder, eller har fået deres krav opfyldt. Men passagererne på det fjerde fly var forsinkede i afgangen og kunne derfor via deres mobiltelefoner blive klar over, hvad der var sket med de andre fly, der var blevet kapret. Og så forstod de. Så viste sig værdien af at være selvstændige personer, der så det som deres opgave at modarbejde kaprernes hensigter. Derfor angreb de kaprerne, men desværre ikke med det resultat, at de vandt, kun med det resultat, at de og flykaprerne dræbtes ved flyets styrt. Men de reddede alle de menneskers liv, som flykaprerne havde planlagt at slå ihjel ved at styre flyet ind i én eller anden bygning.

Robert R. Reilly hævder i sin bog ”The Closure of The Muslim Mind”, at den teologiske opfattelse, der vandt i de muslimske samfund omkring år 1000, Al-Asharis opfattelse, fik de muslimske samfund til at stå stille i deres udvikling igennem de næste mange hundrede år. Jeg er ikke blind for, at en sådan stilstand er imod den menneskelige natur, og at man derfor ikke uden videre kan betragte den moderne muslimske vækkelse som en udløber af Al-Asharis tanker. Man kan vel sige, at muslimerne ikke er dummere, end at de godt kan se, at den vestlige kultur er deres overlegen, og at denne overlegenhed hænger sammen med, at vi i Vesten betragter os som selvstændige væsener i forhold til Gud. Blot har de stadig den ”diskussionsform” siddende i sig, at den, der vinder diskussionen, ikke er den med de bedste argumenter, men den med den største autoritet.

Formentlig derfor har de bøjet sig for Osama bin Ladens autoritet, skønt den militære betydning af terrorangrebet den 11-9 var yderst ringe, ligesom hverken de eller bin Laden selv har tænkt over, at amerikanernes nederlag i Afghanistan til trods var der utrolig mange kvinder, der oplevede at blive frigjort fra islams tvang, mens amerikanerne var til stede i landet.

I optakten til selve angrebet kan ses en forskel på de to kulturer, den muslimske og den kristne, i hvert fald, hvis man er villig til at se den udtrykte menneskelighed, som har præget vore vestlige samfund som udsprunget af Jesu menneskelighed. Man kan sige, at terroristerne udnyttede vores godtroenhed. For de var jo nødt til at anvende bedrag, hvis deres forehavende skulle lykkes. Og det gjorde de åbenbart uden samvittighedskval. Bedrag, for at komme ind i USA, bedrag for at komme ombord på flyene, og bedrag overfor passagererne for at få dem til at forholde sig i ro. Og deres bedrag lykkedes jo i høj grad, blot ikke overfor passagererne i det fjerde fly, fordi de på grund af forsinkelsen blev opmærksom på bedraget.

Det bedrag, de skulle anvende for at komme ind i USA, var nok ikke stort. Men der er og bliver dog noget lusk ved at anvende amerikanernes velvilje mod fremmede til at udføre dødbringende terror imod dem.

Det bedrag, de skulle udføre for at komme ombord i flyene, indskrænkede sig til, at de i stedet for skydevåben anvendte knive, fremstillet af barberblade. Vi havde jo her i Vesten set flykaprere tidligere og havde ved vore lufthavne taget vore forholdsregler. Men dem kunne de snildt krybe ind under.

Og bedraget overfor passagererne bestod blot i at fortælle dem den løgn, at de ville slippe fra det med livet i behold. Da vestlige mennesker af mange muslimer betragtes som muslimerne underlegne, har det nok ikke voldt dem synderlige kvaler med det bedrag.

Men alt dette bedrageri er udtryk for, at islam ikke kan stå fast overfor modsigelsens grundsætning. Hvis man i det daglige handler, som om det er én selv, der taler, men i sin teologi regner med, at ens tale er bestemt af Gud, så modsiger man sig selv igennem selve det at tale. Og hvis man vil bøje sig for koranens love, hvad enten man forstår dem eller ej, så modsiger man denne holdning, hvis man giver sig til at begrunde de love, koranen indeholder. Og hvordan kan en normal muslim lade være med det?

Overfor de muslimske terrorister står de amerikanske passagerer i det fjerde fly. Da de opdagede bedraget, handlede de. Og de handlede ud fra deres almindelige menneskelighed. Lad være, at de gennem deres kristne samfund havde lært denne menneskelighed at kende gennem Jesus, det var ren menneskelig omsorg for de landsmænd, der ville blive ramt af flyet, der gjorde sig gældende, og fik dem til at gøre modstand, selv om de måtte regne med, at de derved ville dø noget tidligere, end hvis de lod kaprerne gøre, som de ville.

Og fordi vore samfund af Jesus har lært ytringsfrihed, har lært anerkendelse af ethvert menneske på lige fod med alle andre, har lært at danne vore personligheder i frihed, ja, har lært at kæmpe for disse idealer med ord og af og til også med gerning, derfor burde vi i de vestlige samfund være glade for vore samfund og stolte over, så vidt vi har drevet disse idealer, endda i den grad, at vi burde kunne spørge vore muslimske landsmænd, om de ikke burde komme ud af den selvmodsigelse, der ligger i med fødderne at anerkende vore samfund som bedre end dem, de kom fra, mens de med munden stadig betragter en muslim som mere værd end en ikke-muslim.

Men det synes modsigelsens grundsætning hidtil ikke at have kunnet få os til.

Udgivet i Islam versus kristendom, Samfundsforhold | Tagget , , | Skriv en kommentar

Flere rester

Der var en del af det Jesus-ord, jeg tog frem i det forrige indlæg, som jeg slet ikke gjorde noget ud af. Lad os se på den del at teksten, jeg tog frem, altså denne tekstrest:

Derfor siger jeg jer: Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives.  Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende.(Matt 12,31-32).

Jeg gjorde temmelig meget ud af dette med at tale imod Helligånden, men jeg sprang fuldstændig over dette med at tale imod Menneskesønnen. Var det ikke en fejl?

Jo, det var det på sin vis. Men jeg blev så glad for at have fundet en vis mening med ordet om synd mod Helligånden, at jeg helt glemte at overveje det mærkelige i, at dette at tale et ord mod Menneskesønnen afstedkommer tilgivelse. Er det ikke ret besynderligt?

Lad os se på det!

Hvis dette at synde mod Helligånden er ensbetydende med at have forstået en andens argumentation, men i stedet for at argumentere imod ham at fratage ham ordet med forskellige tvangsmidler, så kan dette at tale imod Menneskesønnen sidestilles med dette at forstå den anden, men ikke give ham ret, men i stedet prøve at argumentere imod ham.

Det fatale er altså at ville besvare et ord med magt i stedet for med ord.

Dette svarer til, at Jesus ville have sit budskab accepteret og forstået på frivillig basis. Han var ikke selv tvunget af Gud til at komme med netop de tanker, han kom med, og han mente derfor, at ligesom han selv helt frit var kommet frem til sine anskuelser, sådan måtte alle andre også have fuld frihed til at følge ham i disse anskuelser. Den store hammer ville ikke falde ned, hvis man ikke øjeblikkelig gav Jesus ret, men fremkom med den ene eller den anden indvending. Hammeren faldt først, når man ville fratage Jesus retten til at tale, f.eks. ved som jøderne at slå ham ihjel.

Jesus taler i Matt 5,33-37 om at sværge, og han slutter denne formaning med at sige, at ”i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde”. Dermed mener han nok, at vi ikke skal understøtte vores tale med diverse edelige forsiringer, men lade ordene tale for sig selv; det rene og klare ord er nok til at overbevise den anden. Og vil nogen sige, at det tror han ikke på, så er det helt i orden, han bliver ikke fordømt for det. Men han opfordres alligevel til at spørge sig selv, om han ikke netop selv retter sig efter dette ord uden at tænke over det. Er det mon ikke sådan, at han, når han fremfører en kendsgerning for et andet menneske, går ud fra, at det er kendsgerningen selv, der overbeviser den anden. Kun hvis han selv tvivler på kendsgerningen, finder han på at styrke den med en ed. Og så er vi ovre i dette med at synde mod Helligånden.

Jeg har i nogle indlæg her på bloggen anklaget muslimerne for både som modtagere og som afsendere af et ord at regne mere med afsenderens autoritet end med ordets egen overbevisningskraft, se f.eks. her. Det har med det forhold at gøre, at Muhammed ville tvinge sine trossætninger igennem, og at muslimerne derfor ikke får den frihed til selv at forstå, som Jesus går ud fra, at vi kristne skal have. Og vil man spørge, om jeg da hævder, at alle muslimer synder mod Helligånden, så er svaret ja. Men jeg skal gerne føje til, at det altså er det problem, de har fået at slås med, vi har opfundet andre måder at omgå sådanne Jesus-ord på.

Her tænker jeg først og fremmest på de forhekselser, jeg tidligere har omtalt. Og lad mig her holde mig til klima-forhekselsen!

Jeg har fornylig fundet dels et par videoer, som to amerikanske forskere, Richard Lindzen og William Happer, har brugt til at vende sig imod klima-katastrofe-tilhængerne (se Happers her), og dels en fælles artikel på 28 sider, hvor de samme to herrer leverer en gendrivelse af IPCC’s teser, se her.

At jeg taler om en klimaforhekselse, lyder nok i manges ører forfærdeligt. Men i artiklen her begynder de to forskere netop med at klargøre, hvad der er god videnskabelig skik, og hvad man ikke kan bygge på, videnskabeligt set. De skriver:

Troværdige videnskabelige teorier fremkommer ved at bedømme teoretiske forudsigelser med observationer, ikke med konsensus, ikke med peer-review, ikke med regeringsopfattelser eller med manipulerede data.

Og så går de i gang med at tilbagevise de uvidenskabelige metoder, som har været skyld i klimaforhekselsen.

Først tager de fat på den tilsyneladende særdeles ofte anvendte metode, at man hævder, at der er 95% konsensus blandt videnskabsfolkene om den lurende klimakatastrofe. Dette argument gælder ikke, når talen er om videnskab, hævder de. Og videnskabens historie giver dem ret. Ret ofte har der været konsensus blandt ærværdige videnskabsfolk om en bestemt videnskabelig teori, som så blot er blevet imødegået af én eller to uenige. Og disse uenige har ret ofte endt med at få ret. Altså: om så virkelig 95% af alle med forstand på tingene var enige om klimakatastrofen, kunne deres teori alligevel godt være falsk. Virkelighedsprøven manglede.

Dernæst gør de opmærksom på den selvfølgelighed, at regeringer ikke kan bestemme, hvad videnskabens resultater skal være. De nævner i den forbindelse den russiske genetiker Lysenko, hvis falske biologiske opfattelse rådede i over 40 år i Sovjetunionen og var skyld i mange dødsfald. Jeg har omtalt Lysenko her.

Jamen, de videnskabelige artikler, vi bygger på, vil katastrofetilhængerne sige, er skrevet i seriøse tidsskrifter, der omhyggeligt lader alle deres artikler peer-review’e før optagelsen. Så det må da kunne tages alvorligt. Nej, siger mine hjemmelsmænd, det er kun overensstemmelsen med virkeligheden, der gælder. For det har vist sig, at artikler, der modbeviser katastrofeteorien har vanskeligt ved at blive offentliggjort, og derfor har også forfatterne vanskeligt ved at skaffe midler til deres forskning. I min sprogbrug: når en forhekselse er indtruffet, er så mange ramt af den, at normal videnskabelig redelighed næsten forsvinder; for forhekselsen går jo netop ud på, at man tror, man kender sandheden. De forskere, der skal peer-review’e artiklerne har på forhånd taget stilling imod klimarealisterne. Det vil sige, som de to siger med en lille vits: “It is pal review, not peer review”, det vil sige: det er vennerne, der bedømmer, ikke de lige så kloge, men potentielt uenige.

De gør også opmærksom på, at der i forsvaret af klima-katastrofen ofte anvendes falske data. Teorierne skal jo stemme overens med de observerede data, og kan man derfor manipulere med disse data, kan man få sine teorier godkendt. Det er der en del eksempler på.

Og så slutter de denne afdeling med en udtalelse fra USA’s højesteret, der i en sag om videnskabelig redelighed har fastslået netop de principper, som de i deres artikel regner for grundlaget for al videnskab: teorien skal bekræftes af observationer, det er ikke nok med konsensus.

Det var det første afsnit af afhandlingen.

Det afsnit har kun med det spørgsmål at gøre, hvordan man udøver ret videnskab. Der er i og for sig intet deri, der vender sig argumentativt imod påstanden om en klima-katastrofe. I det nytestamentlige vokabular, jeg her søger at opstille: afhandlingens forfattere søger at klargøre, hvordan man vil kunne skelne mellem at tale imod Menneskesønnen, hvor man indgår i en fælles diskussion om teoriers sandhed, og at tale imod Helligånden, hvor man pure nægter at se det, der dog ligger lige for øjnene af én. Hvis du kun hævder en uenighed om en videnskabelig teori og søger at påvise dens uoverensstemmelse med virkeligheden og de observerede data, så er det Menneskesønnen, du taler imod, og det hører nu engang med til hans sendelse, at han gladelig finder sig i modsigelser. Men hvis du søger at bruge andre metoder end den frie videnskabelige diskussions metoder, så er du på gale veje, så må man sige, at du taler imod Helligånden, for så er det selve sprogets sandhedsskabende kraft, du vender dig imod.

Men foreløbig har det altså været forholdet til den videnskabelige diskussion, der har været emnet. Og det viser sig i det følgende at være yderst relevant.

For det næste er en gennemgang af hele 13 punkter, hvor de påviser, at man ikke kan regne IPCC’s resultater for videnskab. Jeg vil i første omgang tage punkt 6 frem:

IPCC er kontrolleret af regeringerne, fremlægger kun regeringsgodkende opfattelser og kan derfor ikke levere noget troværdigt videnskabeligt grundlag for det, man foreslår.

Det ligger i IPCC’s retningslinjer. To regler skal overholdes. ”Sammendraget for politikere er linje for linje godkendt af medlemsstaternes regeringer”, hedder det. Man har muligvis regnet dette for en udtalelse, der skal berolige de politikere, der skal træffe de svære beslutninger. Men ihukommende Lysenko-affæren kan regeringer jo ikke bestemme, hvad der er videnskabeligt sandt og hvad ikke. Man tror måske, at man bygger på videnskab, men man bygge ”kun” på politiske overbevisninger.

Den anden regel siger, at hoveddelen i rapporten eftergås, så at den kan stemme overens med sammendraget. Og man lægger åbenbart ikke skjul på, at det foregår i den rækkefølge. Det vil sige, fortæller mine to hjemmelsmænd, at man fjerner de videnskabelige indvendinger imod sammendraget, som måske har foreligget, før sammendraget blev skrevet. Så er man sikker på at det rette bliver sagt. Men så er man jo også sikker på, at det ikke er videnskab, vi taler om, men politik.

Det samme fortæller Johannes Krüger i ”32 Myter”, side 268:

Ved uenighed mellem forskere og politikere om udformningen af budskabet, har politikerne det sidste ord, idet de har mandat til at instruere forskerne i, hvad der skal stå i Summary for Policy Makers.

Og det betyder jo, at på den måde bliver den videnskabelige frie diskussion, som er i stand til at fortælle os, hvordan virkeligheden fungérer, sat ud af kraft. Men indrømmet, det gøres på en skjult måde, så kun ganske få opdager det, og så de, der opdager det, stilles i et dilemma: skal jeg gøre vrøvl og måske miste mit embede, eller skal jeg affinde mig med den fremlagte Summary, det er vel heller ikke helt forkert?

Det samme dilemma har talrige kirkefolk været stillet i. Det stod f.eks. Augustin i, da han bad om kejserens hjælp til at få bugt med donatisterne, en efter hans opfattelse kættersk retning indenfor kirken. Dèr begik den store Augustin synden mod Helligånden. Han turde ikke lade det være Ordet, der afgjorde sagen, men ville – modsat Jesu anbefalinger i ord og Jesu eget forbillede – have magten til at hjælpe Ordet.

Sådan tør heller ikke folkene bag IPCC lade det være den frie videnskabelige diskussion, der når frem til svar på det afgørende spørgsmål: Befinder vi os lige foran en klimakatastrofe? Nej, man har afgjort sagen, alle mener, at katastrofen truer, og at vi må handle jo før, jo bedre.

I punkt 2 påviser Lindzen og Happer, hvordan mange i den videnskabelige diskussion foretager ”cherry-picking”, dvs., udvælger deres data, så de passer med det, de vil have bevist. Man citerer en organisation, der hævder, at det nuværende CO2-niveau er på et hidtil ikke overgået højt niveau, man har ikke set noget lignende indenfor de sidste 650.000 år. Måske, siger Lindzen og Happer, men hvorfor udvælger man lige dette tidspunkt. Af en alment anerkendt graf fremgår det, at CO2-niveauet for millioner af år siden var på over 7000 ppm, og meget ofte har ligget på mere end 1000 ppm, og så vil man hævde, at vore 415 ppm er ekstremt højt; det er da snarere ekstremt lavt. Og i stedet for at fortælle noget om de sidste 650.000 år, kunne man have hæftet sig ved den sandhed, at CO2-niveauet fra for 180 mill år siden og til i dag er gået ned fra 2800 ppm til 415 ppm. Men så ville man naturligvis ikke have kunnet fremstille de 415 ppm som katastrofale.

Og ikke sandt, så står vi der igen og skal afgøre: Er det, denne organisation foretager sig, synd mod Helligånden, eller er et ”kun” synd mod Menneskesønnen? Er der tale om en bevidst tilsidesættelse af en sandhed, som man godt kender, og måske håber på, at andre ikke gør opmærksom på, eller er der tale om, at man har andre forklaringer i baghånden, forklaringer, som man blot endnu ikke er kommet frem med? Er det sidste tilfældet, er der ”kun” tale om en synd mod Menneskesønnen, men er det første tilfældet, taler man Helligånden imod, og det er forkert, ikke just, fordi man risikerer straf i det hinsidige, men fordi man ødelægger den videnskabelige diskussion, og fordi man selv bliver et tvesindet menneske af det, hvor man skulle være énsindet, helstøbt.

Det er i det hele taget kristendommens bidrag til Vestens kultur. Der er på dens baggrund blevet et menneskeideal til, et ideal, som ser den indre énhed som et ideal, eller som ser dette, at enhver tør være sig selv, som noget positivt, eller som har ytringsfriheden som ideal, uanset, hvor tåbelige ytringer, der er tale om. Blot kan man vist ikke nægte, at denne kultur er under pres i disse år. Og de forskellige forhekselser, som jeg har talt om, er nok det farligste pres på den. For som alle forhekselser er de svære at afsløre.

Dette indlæg er jo blot et ringe forsøg.

Udgivet i Ny testamente, Samfundsforhold | Tagget | Skriv en kommentar