Muslimernes voldsparathed

At tale om en sådan størrelse er nærmest en dødssynd. Også blandt sociologer, der ellers skulle se objektivt på de samfund, hvis karakteristika de søger at afbilde, hersker der en stor uvilje mod at tillægge vore muslimske landsmænd en større voldsparathed end os almindelige danskere. Ikke blot er det altså den folkelige elite, herunder både politikere, medier og – mærkeligst af alt – kirkefolket, som er uvillige til at se det, der dog er til at se for ethvert uhildet blik: at muslimerne er stærkt overrepræsenteret blandt verdens terrorister, det er også sociologer, der viger tilbage fra at se muslimer som noget særligt, hvad angår voldshandlinger.

Der er imidlertid en bemærkelsesværdig undtagelse blandt sociologer, hvad dette angår: hollænderen Ruud Koopmans. Jeg omtalte ham her på bloggen i februar i år, se her, da hans bog „Das verfallene Haus des Islam“ udkom, og han fik også en omtale, da bogen blev oversat til dansk, se her. Her reagerede jeg især på hans udtalelse om, at vi bør revidere flygtningekonventionen, måske endda trække os fra den.

Og her fornylig skulle jeg så lige aflevere nogle fornuftige ord til hans forsvar i anledning af, at en anden sociolog, Jakob Skovgaard-Petersen, angreb ham, se her.

Nu har jeg så truffet hans navn igen, denne gang i form af en sociologisk undersøgelse, han har foretaget sammen med andre sociologer. Det var Robert Spencer, der på jihadwatch gjorde opmærksom på denne undersøgelse, se her. Oven i købet er han så venlig at viderebringe en intenetadresse på undersøgelsen, se her.

Og lad os begynde med den. Overskriften på undersøgelsen lyder:

Skriftmæssig legitimation og mobilisering af understøttelse af religiøs vold: eksperimentel evidens på tværs af tre religioner og syv lande.

Jamen, hvad er nu det? Er der virkelig en sociolog, der mener, at det, der står i de hellige skrifter, betyder noget for tendensen til at udøve religiøs vold?

Vi er efterhånden vant til, at vores politikere hver gang, der har været et muslimsk terrorangreb, siger, at denne hændelse naturligvis ikke har noget med islam at gøre, ligegyldigt hvor mange gange terroristen har råbt ”allahu-akbar”. Og vi har også vænnet os til, at seriøse og – mener de selv – objektive videnskabsfolk med alvorlige miner hævder, at islam er fredens religion. Ja, vi har oven i købet hørt netop denne udtalelse fra ingen ringere end den katolske kirkes overhoved, pave Frans. Og så kommer denne enkeltperson, Ruud Koopmans, og påstår, han har lavet en undersøgelse, der påviser en forbindelse mellem det, der står i de hellige skrifter og det, terrorister foretager sig. Er det dog ikke mere rimeligt at gøre som de fleste andre sociologer: forklare det med de alment kendte og accepterede sociologiske årsager: dårlig barndom, pauver opvækst, nederlag på arbejdspladsen, og den slags? Hvorfor blande Bibel og Koran ind i sådanne spørgsmål?

Koopmans og compagni er godt klar over, at de går noget nær enegang blandt sociologer. De nævner i kapitlet om teorispørgsmål og undersøgelsesspørgsmål en lang række afhandlinger, der ikke tildeler religionen nogen afgørende rolle for voldsudøvelsen, og skriver så:

Terroristernes erklærede religiøse motiver har man sat spørgsmålstegn ved; det var ikke andet end et legitimerende dække over andre kræfter eller over berigelsesformål. Som Dawson (2019, 80) har bemærket, er ‘hele diskussionen om religiøs terrorisme gennemtrængt af forfinede, men signifikante fordomme, som ikke vil acceptere religion som noget, der i sig selv kan være kilde til motivation, men den fordom er måske født ud af den sekulære baggrund og opvækst, som de fleste videnskabsfolk, der beskæftiger sig med terrorisme, har’.

Nu fortalte overskriften, at den ville benytte sig af ”eksperimentel evidens”. Hvordan gør man dog det som sociolog? Man kan da ikke sådan eksperimentere med mennesker!

Nå ikke! Så kender man ikke sociologerne godt nok. De er nogle meget snedige folk. De stiller almindelige mennesker nogle tilsyneladende uskyldige spørgsmål. Og dem svarer folk jo beredvilligt på. Og så indblander de i de uskyldige spørgsmål nogle mere lumske spørgsmål, spørgsmål, som, uden at de pågældende aner det, kan afsløre noget om deres holdninger. På den måde eksperimenterer de med mennesker.

Men de redegør omhyggeligt for det overfor deres sociolog-kolleger, sådan at det, de kalder ”eksperimentel evidens” kan blive anerkendt som et resultat, der videnskabeligt set er validt. Men gad vidst, om det bliver det i dette tilfælde! For resultatet går temmelig meget imod det, den oplyste elite i Vesten bryder sig om at få at vide.

Men hør nu blot:

Først skal man have fat på et ret stort antal respondenter, altså folk, man udspørger for at få svar. I dette tilfælde har de cirka 8000 respondenter. Det er med til at gøre resultatet validt. Så har man lavet forskellige opdelinger af respondenterne. Man har nogle fra forskellige lande, i dette tilfælde USA, Tyskland, Cypern, Libanon, Israel, de palæstinensiske territorier og Kenya. Så skal man sørge for, at de udtagne respondenter så nogenlunde svarer til befolkningssammensætningen. Det har man ikke kunne gøre i Kenya, her har man måttet nøjes med respondenter fra de to største byer, Nairobi og Mombasa.

Videre! Man agter at sammenligne de tre abrahamitiske religioner, jødedom, kristendom og islam, og derfor sørger man for, at disse tre grupper er nogenlunde ligeligt repræsenteret blandt hvert lands respondenter.

Så langt, så godt. Her er intet lumsk formål at få øje på. Men det kommer så nu. Det, man sigter mod, er nemlig at finde ud af, hvilken indflydelse disse religioners hellige skrifter har på holdningen til voldsanvendelse. Derfor deler man hver af de tre gruppers repræsentanter op i to lige store grupper. Den ene gruppe, som man kalder kontrolgruppen, stiller man blandt mange andre spørgsmål, dette spørgsmål:

Hvad synes De personligt: Skal mennesker, som i Guds øjne fremkalder skade og øver ondt, slås ihjel?

Denne gruppe har så fem svarmuligheder, meget enig, enig, hverken enig eller uenig, uenig, meget uenig. Elementært, dr. Watson!

Den anden gruppe, som er den, hvis holdninger man egentlig ønsker at udforsker, får stillet det samme spørgsmål med samme svarmuligheder, men først efter at udspørgeren har oplæst et stykke fra bibelen for jøderne og de kristne og et stykke fra koranen for muslimerne.

Og ved så bagefter at sammenligne de to gruppers svar indenfor hver religion for sig, får man et indtryk af, hvor meget skriftordet betyder for de pågældendes stillingtagen til vold.

Jeg viser lige spørgsmålet til den anden gruppe på engelsk, for at man kan se sammenhængen::

[for Christians and Jews:] According to the [Bible/Torah] Book Deuteronomy, those who cause mischief and do evil in the eyes of God, should be killed.

[for Muslims:] According to the Quran, Surah 5, Al Ma’idah, those who cause mischief and do evil in the eyes of Allah, should be killed.

What do you personally think? Should people who cause mischief and do evil in the eyes of God be killed?

Vi skynder os at slå op i 5. Mos 17,2-5, hvor det hedder:

Finder man hos dig, i en af de byer, som Herren din Gud giver dig, en mand eller kvinde, som gør noget, der er ondt i Herren din Guds øjne, og bryder pagten med ham og mod min befaling går hen og dyrker andre guder og tilbeder dem eller solen eller månen eller hele himlens hær, og du hører om det, så skal du undersøge det grundigt. Hvis det virkelig forholder sig sådan, at denne afskyelige handling har fundet sted i Israel, skal du føre den mand eller kvinde, der har begået denne onde handling, ud til byporten, hvad enten det er en mand eller kvinde, og stene dem til døde.

Og i Sura 5,33 står der:

Gengældelsen for dem, der fører krig mod Gud og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet. Sådan er det. Der tilkommer dem vanære i denne verden, og i den hinsidige har de en vældig straf i vente.

Som man ser, har jeg denne gang taget korancitatet fra den danske udgave, for her er det ikke sammenhængen, det drejer sig om. Jeg formoder, at respondenterne har fået hele skriftstedet forelagt, så de har kunnet se, at der virkelig kræves en hård straf for at skabe fordærv i landet eller for at bryde pagten med Gud. Man gennemfører nemlig sidenhen en lille prøve på både kristne, jøder og muslimer for at få et indblik i, hvor godt de er inde i deres religions helligskrifter. Så man er altså lidt mistænksom overfor de pågældendes religiøse kundskaber. Og blandt andet derfor formoder jeg, at man har vist dem skriftstedet i en koran eller bibel, før man sammenfatter det som anført ovenfor og stiller dem spørgsmål om deres personlige overbevisning.

En lille parentetisk bemærkning: Ligesom sociologerne er lidt mistænksomme med hensyn til respondenternes skriftklogskab, sådan er jeg temmelig mistænksom med hensyn til sociologernes ditto. De jødiske rabbinere har jo for længst nægtet at adlyde ordene fra 5. Mos, og de kristne har med hensyn til Det gamle Testamentes voldsopfordringer fulgt Jesu eksempel og sagt: ”der er sagt til de gamle sådan og sådan, men Jesus siger os”, jfr. Matt 5,22. Så det er altså lige frækt nok at ville bilde jøder og kristne ind, at bibelen opfordrer til vold. Men af hensyn til det gode formål lader jeg det passere.

For nu er jo spørgsmålet: Hvad får disse kloge sociologer ud af deres fiksfakserier?

Det, der for mig at se er det mest interessante – og vist også det mest interessante for Koopmans og konsorter – er, at muslimerne i alle lande er langt de mest voldsparate, med eller uden skriftsteder. I et gennemsnit af samtlige lande ligger muslimerne på en voldsparathed på 29% uden skriftundervisning, med en sådan på 47%. Jøderne er de mindst voldsparate med kun 2 og 7% uden og med skriftundervisning, og de kristne nærmere jøderne end muslimerne: 9 og 12% af dem mener, at det er religiøst korrekt at bruge vold.

Det vil sige, at den konklusion, vi almindelig dødelige drager ud fra muslimernes historie, ud fra koranens budskab og ud fra, at de fleste terrorhandlinger i vor tid begås af muslimer, er korrekt nok. De sociologer, der forklarer de muslimske terrorhandlinger med alt muligt andet end islam, er galt afmarcheret. Ud fra disse undersøgelser må man faktisk konkluderer, at det er en korankender som Robert Spencer, der har ret, når han hævder, at den muslimske jihad-ordre fra Allah selv efter ganske mange muslimers mening stadig har gyldighed.

Man kan også bide mærke i, at dette at komme til en muslim med koranen i hånd og sige: jamen, der står sådan og sådan, har langt større effekt, end det har at komme med en bibel i hånd og sige det samme til en kristen eller en jøde.

Men faktisk er der flere spændende iagttagelser, man kan gøre sig ud fra resultaterne her.

Man kan se, at tallene for muslimer er stærkt afhængig af, hvor muslimerne bor. Muslimerne i Palæstina har således uden skrifthenvisning en voldstendens på 41%, men på hele 78% med skrifthenvisning. Og man tager nok ikke meget fejl, hvis man vil mene, at svarene dèr har at gøre med den stemning, lederne oppisker i området. Men det er ikke alle, der sådan uden videre går ind for voldsanvendelse, kun 41%. Til gengæld foretager procentsatsen så et gevaldigt hop, når man får forevist koranstedet.

Interessant er på den baggrund ikke mindst, hvad muslimerne i Israel mener om religiøs vold. Kun 7% mener, den er berettiget, men mærkelig nok stiger denne procentsats til 36, når de får forevist koranstedet. Men det ligger dog stadig langt under de 78%, som muslimerne i de palæstinensiske områder udviser.

Men hvad der er årsagen til, at muslimerne i Tyskland er ret lidt voldsparate, 4 og 16% uden og med skrifthenvisning, det er ikke godt at vide. Mange af dem er tyrker, og de har vel efterhånden boet ret længe i Tyskland, så de ikke drømmer om at øve vold mod nogen, selv med et ret skrapt skriftsted for øje. Og det kan man da godt tillade sig at glæde sig lidt over. Sådan i al fredsommelighed.

Til gengæld må man både ærgre sig og undre sig over tallene for de kristne i USA. De er på henholdsvis 21 og 22%, hvilket er ret højt for kristne efter min ringe overbevisning. Karakteristisk er også, at de kristne dèr er ret ligeglade med, om de får stukket et skriftsted ud, de er lige så voldsparate med som uden skriftsted. Er det bibelbæltet, der slår igennem i undersøgelsen?

Jeg vil her til sidst godt gøre lidt mere ud af sociologernes uvidenhed om kristendommen. I deres undersøgelse skriver de:

Alle tre monoteistiske religioner – islam, kristendom og jødedom – har hellige bøger, der i forskellige vers legitimere vold mod individer, som foretager handlinger, der er imod den sande tro.

Jakob Skovgaard-Petersen kunne ikke have sagt det bedre. Men det er en helt forkert opfattelse af kristendommen. Islam og jødedommen kan begge kaldes lovreligioner, men kristendommen er ikke en lovreligion, det er derimod en religion, der holder på, at loven ikke er en befaling i det ydre, men lægges ind i menighedens hjerter, som der står i Hebr. 10,16-17:

»Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med dem, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger mine love i deres hjerte og skriver dem i deres indre. Jeg husker ikke længere på deres synd og på deres lovbrud.«

hvor det jo for øvrigt er Det gamle Testamente, der citeres, nemlig Jer 31,31.

Denne fejltagelse kommer også til udtryk i ét af de spørgsmål, man stiller. Jeg tager dem som før på engelsk:

The rules of the [Quran / Bible / Torah] are more important to me than the current laws of [survey country]

[Islam / Christianity / Judaism] is superior to other religions

Disse påstande skal man altså svar enig eller uenig til. Som man ser, lokker man de kristne på glatis ved i det første spørgsmål at gå ud fra, at der gælder regler i kristendommen på samme måde som i islam og jødedommen.

Og hvad det andet spørgsmål angår, bliver man lidt i tvivl om, hvor de gode sociologer vil hen. Vil da ikke enhver kristen mene, at kristendommen er de andre religioner overlegen (superior)? Hvis han mener, at islam er bedre, så kan han jo frit gå over til islam. Anderledes med en muslim. For hvis han forlader islam, foreskriver visse koranvers dødsstraf. Så mon ikke også han svarer, at islam er den bedste religion? Og hvad har man så ud af sådanne svar?

Til sidst en lille sjov ting med det korancitat, man har anvendt, Sura 5,33. Jeg citerer det her fra den norske udgave, så kan man nemlig se det foregående vers:

5:33  Av denne grunn foreskrev Vi Israels barn at den som dreper et menneske, hvis det ikke er for (mord på) et menneske eller for opprør i landet, så skal det (for ham) være som om han har drept hele menneskeheten. Og den som lar det i live, så skal det (for ham) være som om han holdt hele menneskeheten i live. Og Våre sendebud er visselig kommet til dem med klare tegn, men de fleste av dem handlet etter det visselig umåteholdent i landet. 5:34  Lønnen for dem som fører krig mot Allah og Hans Sendebud, og som anstrenger seg for å skape opprør i landet, skal ene og alene være at de drepes eller korsfestes, eller at deres hender og føtter hugges av på motsatt side, eller at de fordrives fra landet. Dette vil være til skjensel for dem i denne verden, og i den kommende vil de lide en betydelig straff.

Sagen er den, at verset forud for 5,33, som i den norske udgave hedder 5,33, er det vers, som mange muslimer benytter, når de vil bevise, at islam er en fredens religion. I farten lægger de ikke mærke til, at koranen her fejlagtigt påstår, at ordene om, at den, der dræber et menneske, skal være som den, der har dræbt hele menneskeheden, ikke er talt til muslimerne, men til jøderne. Derimod er det jo sandt nok, at voldsordene, som Koopmans og co. benytter, er talt til muslimerne. Jeg har omtalt dette ord lidt nøjere her.

Nå, det var lidt drilleri imod Koopmans fra min side. Jeg kunne ikke dy mig. Men bortset fra det, er hans afhandling jo yderst interessant. Det er da rart nok at få understreget, at det man hidtil havde regnet med ud fra de teologiske overvejelser, man har gjort sig, ikke er helt forkert.

Udgivet i Islam | Skriv en kommentar

Rimelig tvivl

I forlængelse af mit foregående indlæg vil jeg hævde, at man godt kan tillade sig at møde regeringens mange nedluknings- og oplukningsforslag med et vist mål af tvivl; ikke en urimelig stor tvivl, ikke en alt for lille tvivl, men en rimelig tvivl.

Den samme rimelige tvivl vil jeg efter bedste evne forsøge at møde modstanderne af regeringens strategi med, herunder i dette indlæg først og fremmest speciallæge i klinisk immunologi Kim Varming. Han bliver her interview’et om coronasituationen, og selv om jeg nærmest er allergisk overfor videoer, vover jeg alligevel at referere fra interview’et og tilføje mine amatør-bemærkninger.

Først hævder han, at corona-epidemien udvikler sig som alle andre epidemier: efter en voldsom start, hvor udbruddet kan gå fantastisk hurtigt, oplever man cirka tyve dage senere, at epidemien når sit højdepunkt, hvorefter den flader ud og aftager.

Det var, kan jeg huske, hvad vi så på de grafer, sundhedsminister Magnus Heunicke viste os for et år siden. Der var på grafen to kurver. Begge kurver havde et højdepunkt, hvorefter de dalede ned igen, den ene kurve havde sit højdepunkt over antallet af sengepladser, der var markeret med en lige linje; til gengæld var den hurtigere til at komme ned igen; den andens højdepunkt lå under sengepladslinjen, men indtraf lidt senere, ligesom afviklingen af epidemien tog lidt længere tid.

Sådan forholder det sig altså, siger så Kim Varming, og sådan forholder det sig i alle lande, både i de lande, der har lukket ned, og i de lande, der er forblevet åbne. Og Varming vover på baggrund af disse veldokumenterede kurver at hævde, at den nedlukning, vi foretog i fjor, og den, vi har foretaget i år, ikke har betydet noget som helst for smittespredningen.

Her dukker jo tvivlen op for første gang, ikke blot hos mig, men også hos Varmings interview’er. Vi kan da se forskellen på at lukke ned og have åbent i forskellen mellem Danmark og Sverige. Sverige, der ikke lukkede ned, havde flere corona-døde end Danmark. Det synes at være en rimelig indvending.

Hertil svarer Varming, at man ikke skal nøjes med at se på Sverige og Danmark. Tager man f.eks. Frankrig og Spanien med i sammenligningen, viser det sig, at disse lande havde flere døde end Sverige, selv om de lukkede lige så kraftigt ned som Danmark.

Det er noget, jeg ikke sådan på stående fod kan bekræfte, men jeg er tilbøjelig til at tro på den iagttagelse, Varming her har gjort.

Så er der spørgsmålet om, hvor ideen om at lukke samfund ned kom fra. Her må jeg indrømme, at jeg ikke helt kunne forstå, hvad Varming sagde, men jeg tror nok, det var noget med, at Kina som det første land lukkede ned, og at de fleste lande i Europa fulgte trop. Men han nåede dog at få indsparket den bemærkning, at nedlukningen ikke var virologernes, men politikernes idé. Hvad han ifølge min hukommelse har ret i.

Men unægtelig rejser sig her det spørgsmål, hvorfor nedlukning ikke gør nogen forskel. Hvis smitten spreder sig fra person til person, skulle man jo tro, at man kunne forhindre coronaen i at brede sig, når man beder alle personer om at holde afstand, om at undlade håndtryk, om at spritte hænderne af i tide og utide, og hvad man ellers har bedt os om.

Hvordan kan Varming på den baggrund hævde, at vor nedlukning, der jo netop har betjent sig af disse midler, ikke skulle have haft nogen virkning?

Det gør han bl.a. ved at gøre opmærksom på, at corona-virusserne ikke blot spreder sig via de små vanddråber, en smittet person giver fra sig, når han taler eller – endnu værre – synger. De spreder sig også via de meget mindre aerosoler. Det har jeg hørt om før. Det er spredningen via aerosoler, der er årsagen til, at vi ikke har måttet synge i kirkerne i fire måneder. For disse aerosoler forbliver i luften meget længe. Og det var jo tanken bag den bestemmelse om vore gudstjenester, at de højst måtte vare 30 minutter. Så længe ville det vare, før en almindelig, ikke-syngende menighed havde fyldt et kirkerum med aerosoler, i hvert fald havde afgivet så mange, at de udgjorde en smittefare.

Det betyder, siger så Varming, at det er umuligt at bekæmpe smitten. Smitten findes overalt. Og derfor har vores nedlukning ikke gjort noget fra eller til.

Jamen, vil man så sige, hvorfor er det så kun et ret lille antal, der er blevet smittet?

Det hænger – så vidt jeg kan forstå Varming – sammen med reaktionen fra vort udmærkede immunsystem. Man kan måske også sige, at når man stiller dette spørgsmål, skyldes det, at man regner virussen for at være en fuldstændig ny, aldrig før set foreteelse. Men, siger Varming, særdeles meget af coronaens arvemateriale kender immunsystemet fra andre virusser, f.eks. forkølelsesvirussen. Derfor rammer virussen kun de mennesker, som har været forkølet for så lang tid siden, at deres forkølelsesimmunitet er forsvundet. Det svarer for øvrigt til en lidt overraskende melding, jeg læste forleden: de, der fornylig har været forkølede, har vanskeligere ved at blive angrebet af coronavirussen.

Det er rigtigt, at det, vi har oplevet i det sidste år, er noget helt nyt i menneskehedens historie. Men det helt nye og hidtil ukendte er ikke virussen og dens angreb, det har vi set mange gange tidligere i menneskehedens historie, nej, det nye er den reaktion, menneskeheden har foretaget på angrebet: nedlukning af det meste af samfundet. Det er aldrig set før i menneskehedens historie.

Og en anden helt ny ting er vaccinerne. Ikke så meget Johnson og Johnson eller AstraZenica, men i stedet Pfizer og Moderna. For disse to sidste vacciner bruger en metode, som kaldes Messinger-Rna – hvad der så kan ligge i det – og det er en helt ny metode. Og fordi disse vacciner er blevet til i stor hast, er de alligevel – hævder Varming – på trods af de omfattende forsøg, der skal gennemføres med vacciner, før de kan godkendes, så nye og ukendte, at alle, der bliver vaccineret, i virkeligheden deltager i et omfattende eksperiment. Selv vil han ikke deltage i dette eksperiment, og han råder også andre til hellere at udsætte sig for risikoen ved corona-virussen end for risikoen ved disse vacciner.

I den forbindelse har han nogle udregninger af risici, som jeg ikke fik helt fat på, men som stiller den ret ringe risiko for at blive smittet med corona – og blive rigtig syg af det – overfor den ukendte risiko, der er for hidtil ukendte langtidsvirkninger af disse vacciner. Her må jeg vist stå af i min forståelse af tingene. Jeg kan godt forstå, at han som virolog og som kender af mange epidemier i tidens løb kan være noget skeptisk overfor vaccinerne, og jeg kan også godt forstå, at verdenssamfundet i den rus af virusfrygt, det befinder sig i for øjeblikket, griber til en næsten hvilken som helst vaccine for at vise befolkningen, at der er udvej ud af nedlukningerne, men følge ham i overvejelser over den ene eller den anden risiko det kan jeg ikke.

Men som man kan forstå, har han en helt anden forklaring på det ret ringe antal syge og døde, som virussen har fremkaldt, end medier og regering og myndigheder. Hvor de vil tilskrive det ringe antal den nedlukning, de har beordret, vil han tilskrive det et immunsystem, som på forhånd kender til corona-virussens slægtninge, og derfor udmærket kan bekæmpe corona-virussen.

Og skal jeg nærme mig de to forklaringer med nogenlunde samme kilo rimelig tvivl, vil jeg nok mene, at Varmings forklaring er den bedste. Men jeg indrømmer, at det ville være praktisk at have lidt mere viden om, hvor corona viser sig, og hvilke smittekæder den har benyttet sig af. For selvfølgelig smitter den fra person til person, men det forekommer mig, at man, hvis man skal medindregne den smitte, der foregår via aerosolerne, må lade flertallets forklaring falde, herunder den værdi, man tillægger mundbind – disse bremser jo ikke aerosoler. Det gør ikke denne forklaring bedre, at man af og til opererer med begrebet ”en superspreder”. Tværtimod synes dette begreb at forvirre mere end forklare.

Alt dette betyder dog ikke, at Kim Varming overser eller glemmer de dødsfald, der vitterlig finder sted, eller de uheldige langtidsvirkninger, man har konstateret. Blot kan man ikke slutte, som nogle beregninger gør, at der ville være død mange, mange flere, hvis vi ikke havde lukket ned, eller altså: hvis vi havde fulgt Varmings påstand om, at nedlukningerne ikke har hjulpet os spor. For sådanne beregninger går jo netop ud fra, at det er nedlukningerne, der har forhindret smitten i at brede sig mere end tilfældet er, hvor Varming vil hævde, at det er vort immunsystem, der har været vor beskytter.

Men alt dette betyder ikke, at vi ikke har kunnet gøre noget, og heller ikke, at vi ikke har skullet gøre noget. Vi har hele tiden skullet beskytte vore udsatte medborgere, og vi har hele tiden skullet forhindre de dødsfald, der lod sig forhindre. Men lukke hele samfundet ned, som vi gjorde det i 2020, uden at de corona-dødsfald, som vi oplevede, gav sig udslag i en overdødelighed i 2020 i forhold til årene tidligere, det er en for høj pris at betale. Oven i købet må man jo dertil føje, at de, der døde – også uden at være angrebet af corona – ofte døde en kummerlig død, omgivet af plejepersonale i rumdragter, og uden deres kære omkring sig.

Nu betyder dette, at jeg mener, man bør lægge mest vægt på en forklaring à la Kim Varmings, ikke, at der ikke er mange ting, jeg er i tvivl om og kunne ønske mig en god forklaring på.

Det ville således være rart at vide lidt mere om, hvordan vort immunsystem virker. Man kan godt savne oplysning fra de sundhedsfaglige myndigheder om, hvad den enkelte kan gøre for at få det til at fungére optimalt.

Jeg savner sådan set også en forklaring fra Kim Varming på, hvorfor coronaen kom ikke blot i en første bølge, men også i en anden bølge. Det kan godt være, at det for ham er en selvfølge, at smitten følger årstiderne, men for mig er det ikke helt selvfølgeligt. Virussen breder sig jo f.eks. også i områder omkring ækvator, hvor de ikke har årstider, som vi har det. Herunder hører vist også spørgsmålet om, hvorvidt vi kan forvente en tredje bølge til efteråret.

Og det kunne egentlig også være rart nok at blive lidt klogere på, hvordan forholdet er mellem influenza og corona. Det er forskellige virusser, der er tale om, javist, men opfører de sig alligevel ikke på forbavsende ensartet måde? Hvis man kunne få fastslået lighedspunkter mellem de to sygdomme, kunne man måske stille sig det spørgsmål, om vi kunne have forhindret de mange influenza-dødsfald i halvfemserne ved lukke samfundet helt eller halvt ned, ved at teste for influenza-virus, som vi nu tester for corona-virus.

Men som man kan se: det korte af det lange er, at det forekommer mig, at man kan rejse rimelig tvivl om det rigtige i de to nedlukninger, vores regering har foretaget.

Udgivet i Samfundsforhold | Skriv en kommentar

Mediernes valgsprog: Hold frygten vedlige!

Efter en Tv-avis den 25-4, hvor der blev nævnt utrolig store tal for smittetilfælde i Indien, men hvor disse tal ikke blev sat i forhold til tallene i andre lande og heller ikke i forhold til Indiens befolkningstal, og derfor i grunden var ret intetsigende, faldt jeg over en artikel i Kristeligt Dagblad den 26-4, hvor også de forfærdelige tal i Indien blev nævnt.

Den læste jeg igennem blandt andet for at finde ud af, om også Kristeligt Dagblad nøjes med de frygtindgydende tal. Det gjorde de nu ikke. Men proportionerne blev først omtalt til allersidst, hvor det hed:

Indien har registreret yderligere 2767 dødsfald blandt bekræftede smittede. I alt er cirka 192.000 personer med covid-19 døde i landet.

Det placerer Indien som nummer fire på listen over flest dødsfald efter USA, Brasilien og Mexico.

Tallene skal dog ses i lyset af, de fire lande er blandt verdens mest folkerige nationer.

Indien har cirka 137 dødsfald pr. million indbyggere. Danmark har med 2474 dødsfald cirka 426 pr. million indbyggere.

Bladets internetudgave bringer en lignende oplysning fra Ritzau, se her, hvor dog forholdstallet er anbragt lidt højere oppe i artiklen.

Men er det i grunden ikke mærkeligt, at situationen i Indien i en tv-avis fra et påstået neutralt medie, oven i købet statsbetalt, fremstilles som en naturkatastrofe, der nærmest kun kan sammenlignes med en tsunami, uden at tallene sættes i forhold til tal fra andre lande, og uden at man sætter det i forhold til Indiens befolkningstal?

Det forekommer i hvert fald mig at være højst besynderligt. Og det får mig til at stille det spørgsmål, jeg har nævnt i overskriften: Betragter vore medier det som deres opgave at holde befolkningens frygt for corona-pandemien vedlige, så vi danskere bliver ved med at tage alle de forholdsregler mod smitteudbredelsen, som vi nu har vænnet os til? Det forhold, at Ritzau nævner, hvordan dødstallet i Indien ser ud i forhold til dødstallet i andre lande, kunne tyde på, at i hvert fald DR1 hellere vil snyde befolkningen med fortielsens metode end risikere, at vi mister noget af ængstelsen for corona.

Og det er efter min mening dybt forargeligt. Jeg bryder mig virkelig ikke om at blive holdt for nar af folk, der har til opgave at komme med objektivt korrekte oplysninger.

Et andet eksempel fra den kære Tv-avis: Den konservative ordfører, Mette Abildgaard, blev interview’et om de borgerliges forslag om at tillade private fester på restauranter at fortsætte længere end til klokken 23, som reglerne ellers nu fastlægger. Det talte hun meget godt for, man forstod på hende, at hun havde meget imod, at det offentlige skulle blande sig mere end højst nødvendigt i private fester. Og hun talte sin sag på udmærket vis: reglen med klokken 23 var jo lavet for at forhindre, at gæster bragte smitte videre fra én restaurant til andre, men ved private fester er der tale om et sluttet selskab, som forbliver på stedet, indtil man før eller siden skilles.

Og så minsandten, om ikke Tv-avisens redaktion havde fået en ekspert, Allan Randrup Thomsen, til at udtale sig. Midt i udsendelsen så man hans bekymrede ansigt dukke op, og efter at han havde sagt nogle mistrøstige ord, spurgte interview’eren, om man ikke fra de konservatives side måtte bøje sig for eksperternes ord. At Randrup Thomsens ord ikke svarede til Mette Abildgaards betragtninger, så interview’eren stort på, man burde, mente han, bøje sig for ordene, alene fordi de kom fra en ekspert. Man kunne da ikke bilde sig ind, at man som politiker var klogere på pandemien end eksperterne.

Denne udtalelse afslører mediernes falden-på-halen-holdning overfor eksperterne. Både de og politikerne har alt for længe klappet hælene sammen og sagt javel til alt, hvad eksperterne sagde. Hver gang der skulle åbnes op for noget, måtte man først have eksperter til at regne ud, om det nu også gik an. Vi er blevet fyldt med ekspert-udtalelser og fået ørerne tudet fulde af modelberegninger, og forventningen har været, at vi ligesom medierne bøjer os dybt i støvet for enhver ekspertudtalelse.

Det er jo en stor fejltagelse. Vi bøjer os for det, vi kan forstå, for det, vi kan se rimeligheden i. Og ekspertudtalelser tager vi til os, så godt vi nu forstår dem, men vi sammenligner dem selvfølgelig med det, vi ellers véd, og prøver at få det hele til at se fornuftigt ud.

Nu er der så på det sidste kommet eksempler på noget, som almindelige mennesker ikke kan forstå, noget, der virker som det rene galimatias i fornuftige folks øjne. Man har åbnet samfundet meget gradvist, og man holder øje med smitten ved hjælp af de mange tests, og man har nu besluttet, at det skal være muligt at lukke samfundet ned på sogneplan, hvis testresultaterne tilsiger det.

Det har givet sig nogle ret tåbelige udslag. I Herning har et sogn således skullet lukke ned, fordi smittetallet var for højt. Men de høje smittetal stammer fra sognets ene ende, hvor eleverne går i en skole, der ligger udenfor sognet. Ikke desto mindre er det skolen i den anden ende af sognet, der skal lukke, skønt der ikke findes én eneste smittet på den skole.

Det samme er sket andre steder i landet, og sjovt nok, dette er så tåbeligt, at selv redaktionerne på tv-aviserne kan se det. Og det beretter de derfor om.

Så det er dog noget.

Så til en anden mærkelig ting!

De, der bliver vaccineret, får en seddel med, hvorpå det bl.a. hedder:

Selv om du er blevet vaccineret, skal du fortsat følge Sundhedsstyrelsens generelle gode råd om at forebygge smitte. Vaccinen er ikke 100% effektiv, og vi ved endnu ikke, om vaccination også forebygger, at den vaccinerede bærer virus og dermed kan smitte videre.

Det er en ganske mærkelig besked at få. Skal man f.eks. efter lang tids hårvækst frekventere sin frisør, skal man medbringe enten et bevis på, at man inden for 72 timer (er det vist) er testet negativ, eller en vaccinationsattest.

Javel. Men de stakkels frisører skal altså finde sig i, at de, der er vaccinerede, stadig udgør en smitterisiko for dem. Det er formentlig en minimal risiko, men man må da spekulere lidt på, hvorfor de nyvaccinerede skal opfordres til at holde afstand m.v., når smitterisikoen er så ringe, at man godt må udsætte sin frisør for den.

Det lyder, som om man ikke sådan lige er til sinds at give slip på den kontrol, man har fået over folks opførsel. Så vi nyvaccinerede skal endelig ikke tro, vi er noget. Kan vi komme tilbage til normalen? Ikke endnu, kære venner, lyder det så. Og man kan næsten høre, hvordan den ene myndighedsperson hvisker til den anden: Vi må for alt i verden holde frygten vedlige.

Det er mærkeligt, som det er gået med den coronabekæmpelse.

De af os, der kan huske tilbage – altså så langt tilbage i tiden som tilbage til sidste forår – erindrer, hvordan virologer og den slags godtfolk, da skolernes mindste klasser fik lov at komme i skole igen, forsikrede om, at der ikke var nogen fare for smitte, for børn blev så at sige ikke angrebet af virussen. Og også dengang hørte man en virologhvisken, men den gik i den modsatte retning af i dag: vi må for alt i verden have smitten til at brede sig, ellers får vi aldrig skabt flokimmunitet.

Men den hvisken er forstummet. Og den strategi, man havde i foråret, er pist borte. Dengang var formålet at begrænse antallet af indlagte og døde, efterhånden blev dette formål udskiftet med det formål at begrænse antallet af smittede. Og især efter at vacciner er blevet tilgængelige, er det det formål, man arbejder efter, virologer og politikere en bloc.

Hvorfor er dog virologer hoppet ombord på den galej? Og mærkeligt nok, ikke blot virologer herhjemme, tilsyneladende virologer i hele verden. Virologer véd dog fra andre virusangreb, at det med den slags angreb går sådan, at de volder stort besvær med mange syge og døde i begyndelsen, men alle sammen topper på et vist tidspunkt, nemlig når tilstrækkelig mange er blevet smittet og derved har opnået immunitet, takket være vort udmærkede immunsystem. I stedet er man gået med til politikernes nedlukningsstrategi, en strategi, der sigter på at afbryde virussens normale smitteveje og derved sulte den ihjel med afstandtagen og afspritning.

Dog er denne strategi ikke særlig konsekvent gennemført. Man iværksætter tests i tusindvis, men man følger ikke op med kontaktopsporing. Det er, som om det for politikerne er nok selv at fornemme dette sus af magt, når man sidder på Christiansborg og vedtager en indskrænkning af folks dagligliv og véd, at folk lydigt retter sig efter de mere eller mindre – mest mindre – logiske ting, man vedtager.

Og medierne følger trop.

Man véd, at det drejer sig om at fastholde folk i lydighedstilstanden. Derfor bortsorterer man alle stemmer, der ville kunne nedtone frygten. Og derfor kommer tallene fra Indien som en kærkommen gave til disse corona-ildsjæle, når man altså kan snyde med dem ved at undlade at sætte dem i forhold til virkeligheden.

Og derfor følger man også fra mediernes side lydigt de nu omvendte virologers tal. Der jo matematikere, der har udarbejdet modeller for, hvordan en epidemi spreder sig. Når blot sådanne modeller bliver fodret med de rigtige tal, kan de på fiks og enkel måde udregne, hvor mange der vil blive smittet. Det gælder i hvert fald, når det er dyr, der er tale om, og hvorfor skulle det så ikke gælde, når vi taler om mennesker! Og bedst af alt: disse matematiske modeller, som kun eksperterne forstår, har en aura over sig af videnskabelighed, som gør dem troværdige.

Bevares, der var lidt koks i samarbejdet mellem virologer og politikere i forbindelse med minkskandalen, men det er hurtigt glemt – og Kåre Mølbak er ude af billedet – så nu kan igen kloge virologer forklare os uvidende bæster, hvordan det hele hænger sammen.

Og der er jo ingen tvivl om, at det forelå meget omhyggelige beregninger, før nedlukningen i december 2020. Dog er det stadig uklart for mig, hvordan det kunne gå til, at man midt i december havde beregnet, at nedlukning først skulle finde sted efter juleaften. Jeg kan godt se, at det var politisk klogt, for så forstyrrede man ikke folks julegaveindkøb, men man må være dybt imponeret over, at beregningerne lige nøjagtig kunne udpege den 25. december som den helt rigtige nedlukningsdag; netop da ville det være sundhedsmæssigt forsvarligt.

Og selvfølgelig deltager jeg da i forargelsen over lukninger af skoler, hvor der ikke er konstateret nogen smittede elever overhovedet. Men jeg kan ikke helt se bort fra, at vi kirkegængere har været udsat for en lignende tåbelig restriktion fra januar til nu. Jo, vi har været genstand for restriktioner, der har skullet omfatte alle kirker fra den mindste landsbykirke til den største domkirke. Så fordi det måske har været forbundet med smittefare, at man synger i en lille landsbykirke med lavt til loftet – hvor findes for øvrigt sådan en kirke? – derfor skal også vi, der frekventerer en langt større kirke, tvinges til at holde munden lukket under salmesangen. Og fordi der måske i en vis luftmængde over et vist tidsrum vil opsamles temmelig mange nanopartiker med virus på, skal ikke blot kirker med et lille antal kubikmeter luft nedskære gudstjenestens varighed til 30 minutter, nej, det skal minsandten også kirker med et ocean af kubikmeter luft til hver kirkegænger gøre. Det er der altså lige så lidt mening i, som at en skole i den ene ende af sognet uden smittede, skal lukke ned, når smitten er konstateret i den anden ende af sognet.

Men bevares, dette handler jo kun om kirken, og kirken interesserer ikke medierne synderligt. Den gør selvfølgelig, som den skal, andet tør den ikke. Nej, storcentre og små forretninger, erhvervsdrivende af forskellig art, dem er man interesseret i. Kun Kristeligt Dagblad kommer med beretninger, der inkluderer kirkerne og deres gudstjenestefejring.

Alligevel, trods denne tætte alliance mellem medier og politikere, er der i ny og næ dukket beretninger op, som stiller spørgsmålstegn ved selve baggrundsstrategien ved coronaepidemien. Jeg har tidligere nævnt Morten Pedersen, som sammenligner coronaepidemien med influenzaepidemierne i 90erne, se her, og ved anden lejlighed omtalt Christine Stabell Benns opfordring til at stole noget mere på vort immunsystem, se her.

Men her har det været mig nok at kunne antyde med en vis sandsynlighed, at regeringen og dens virologer prøver at vedligeholde en vis frygt for coronaen, og hævde, at dette er en tvivlsom strategi.

Udgivet i Samfundsforhold | Skriv en kommentar

Teologisk determinisme

Dette udtryk bruges af Jakob Skovgaard-Petersen i en artikel i Information den 23-4, se her, hvor han vender sig imod Ruud Koopmans’ påstand om islam som årsag til den muslimske verdens tilbagestående tilstand. Jeg skal ikke gå ind som deltager i denne debat, men jeg vil godt prøve at skitsere, hvordan henholdsvis kristendom og islam kan omsættes fra religiøse forestillinger til livsnær politik.

Jeg vil gøre det ud fra to citater fra artiklen i Information, ét fra begyndelsen og ét fra slutningen.

Det fra begyndelsen lyder:

Det begynder ellers meget godt. Koopmans gør op med en idé om, at Koranen er mere voldelig end Bibelen, og at hellige skrifter har determineret den senere historie som en form for teologiske dybdestrukturer, der igen og igen manifesterer sig;

Både Koopmans og Skovgaard-Petersen arbejder ud fra sociologiske tankemønstre. Og det er måske derfor, at de begge har lidt imod teologiske forestillinger, f.eks. forestillingen om, at Koranen er mere voldelig end Bibelen, og at denne større tendens til vold i Koranen vil manifestere sig i de muslimske samfund. At så Koopmans alligevel får givet islam skylden for, at de muslimske lande er bagud, det er et problem, som han selv må svare på, jeg vil i hvert fald ikke her gå i klinch med ham om dette.

Derimod vil jeg måske nok udnytte Skovgaard-Petersens begreb ”teologisk determinisme” og lidt forsigtigt erklære mig for ”teologisk determinist”. Lidt forsigtigt, ja, for skal teologiske termer oversættes til politik eller sociologi, må man være ret forsigtig.

Det giver Skovgaard-Petersen selv et eksempel på. Han skriver henimod slutning af sin artikel:

Dette er ikke for at afvise, at religiøse normer og attituder kan spille en sociologisk rolle. Det kan de, og det gør de, og muslimske normer – ikke kun islamistiske – kan stå i modsætning til liberale værdier. Det giver Koopmans træffende eksempler på, og jeg har selv mødt min kvote af bigotte muslimer i de snart 40 år, jeg har rejst og boet i den muslimske verden. Men hele metoden om at nå frem til islam som en residualforklaring er lige så skrøbelig, som islams hus siges at være.

Og lidt senere kommer så det med den teologiske determinisme:

Alligevel udgør Koopmans’ fokus på faktiske attituder et markant fremskridt i forhold til den teologiske determinisme, der tit præger diskussionen om islam i den danske offentlighed. Koopmans flytter fokus fra »islam« til nutidige muslimer, og han ser dem som forskellige, foranderlige og ikke nødvendigvis bigotte. At fattigdom og politisk undertrykkelse ikke er så klart forårsaget af islam, som han hævder, ændrer ikke ved, at der findes muslimer med intolerante normer, ja, dødsensfarlige ideologier, som de opfatter som sand islam. Andre muslimer fortolker deres religion helt anderledes. Der pågår med andre ord heftige kulturkampe mellem muslimer. Det kan man kalde et livstegn eller et krisetegn, som man vil. Men det er af betydning for os alle. Og der er andre bøger, der bedre dækker, hvad der sker.

Hvis jeg skal redegøre for min teologiske determinisme, må jeg begynde med det første citat, det, hvor Koran og Bibel bliver sammenlignet.

Det er simpelthen i teologisk henseende for dumt at tro, at man kan afklare forholdet mellem kristendom og islam ved at optælle voldsopfordringer i henholdsvis Bibel og Koran. Det vil Skovgaard-Petersen nok heller ikke mene, men det er tæt på, at det faktisk er det, han gør. Netop når det er voldsord, man leder efter, må man gøre sig klart, at Bibelen i kristen henseende består af to dele, Det gamle og Det ny Testamente. Og Det ny Testamente ophæver Det gamle Testamentes voldsord. Det har jeg prøvet at vise her på bloggen temmelig mange gange. Så jeg skal her nøjes med at komme med to betragtninger.

1) Det var Jesus, der blev henrettet af jøderne, ikke omvendt. Og han blev henrettet, fordi han prædikede imod loven. Jødernes religion var en lovreligion, man mente på Sinai at have fået anvisninger fra Gud om, hvordan livet skal leves. Disse anvisninger læste man i Det gamle Testamente. Hele den tankegang vendte Jesus sig imod, og derfor blev han slået ihjel. Det mente jøderne, at deres lov krævede.

2) Hans anderledes syn på Det gamle Testamente kan ses mange steder, bl.a. i Luk 4,16-30, beretningen om Jesus i synagogen i Nazaret. Jeg har her prøvet at fremhæve Jesu kritik af Det gamle Testamente på forskellig måde, bl.a. ved at gøre opmærksom på, at Jesus i synagogen standser sin oplæsning af Es 61,1-2 lige før han kommer til udsagnet om, at Gud vil udråbe ”en hævndag for vor Gud”. Jesus vil godt være en Herrens salvede, der skal udråbe et nådeår fra Herren, men ikke en salvet, der skal udråbe ”en hævndag for vor Gud”.

Det vil sige, at man ikke sådan uden videre kan sammenligne Koranen og Bibelen. Man er nødt til skelne mellem Det ny og Det gamle Testamente. Oven i købet er der en række steder i Det gamle Testamente, som er en slags forløber til Det ny, nogle steder, der forstår Gud på Det ny Testamentes måde: ikke først og fremmest som lovgiver, men som den, der er ophavsmand til ”et nådeår”.

Men dertil kommer en meget større forskel mellem Bibelen i det hele taget og Koranen. Og den forskel gør det endnu mere forkert at ville sammenligne de to helligskrifter kun ved at sammenligne antallet af voldsord.

Om bibelen kan vi kun sige, at Guds ord findes i den, ikke, at den er identisk med Guds ord. Det kan derimod muslimer sige om Koranen. Og de gør det.

Det er altså en forskel, der ligger i selve den form, Koranen har i modsætning til Bibelen. Hvor Bibelen består af mange skrifter med forskellige forfattere, dèr består Koranen af ét skrift med kun én forfatter, Muhammed. Hvor Bibelen har 12 små og 4 store profeter, profeter, der alle benytter sig af tricket med direkte citater af den Allerhøjeste, dèr er Koranen skrevet af én profet, som hele vejen igennem taler med Guds stemme. Det er altså selve Koranens form, der gør, at det bliver naturligt at hævde, at når Muhammed er Guds sendebud, så skal det forstås på den måde, at de ord, Muhammed har efterladt sig, ikke er hans, men Guds ord, og derfor ikke skal fortolkes ud fra forfatterens mening i den eller den situation, men blot adlydes, som de forefindes og står.

Og vil man nu sige, at den forskel på Koranen og Bibelen, som jeg her har skitseret, den kender naturligvis Skovgaard-Petersen også – han er jo professor ved Københavns Universitet – så er det nu ikke helt sikkert. Jeg har for 12 år siden skrevet om ham i anledning af et interview, der var med ham i Information, se min artikel her. Og når han dengang kunne sige følgende om Koranen:

Den handler ligesom Biblen overvejende om forskellige regler og pligter og ikke mindst om lydighed og taknemmelighed over for Gud.

så er den misforståelse, jeg her har gjort rede for, åbenbart af ældre dato. Men så sker der vist også det for ham, at han i alt for høj grad overfører sin forståelse af de kristnes omgang med Bibelen til muslimerne; ligesom vi kristne føler os berettigede til at se bort fra visse bibelske regler, f.eks. forbud mod homoseksualitet, sådan kan jo også muslimer se bort fra visse koranforskrifter, og på den måde føre islam ind i den moderne verden.

Han siger f.eks. i artiklen fra i år:

Koopmans prøver at underbygge sin islamiske årsag ved at påstå, at det religiøse al-Azhar Universitet har stor indflydelse på regeringen. Det har det ikke. Ej heller islamisterne, som bortset fra Morsis ene år ved magten har været langt væk fra landets økonomiske politik.

Og sådan ser det ud i de fleste muslimske lande: Der er ingen islamisk indflydelse på statens økonomiske politik, og islamisk jura eller normer spiller en ret ubetydelig rolle i folks økonomiske ageren.

Det kan man godt sætte et stort spørgsmålstegn ved. I min førnævnte artikel, altså denne, fortæller jeg om Nasr Saids skæbne.

Nasr Said, en egyptisk professor, kom for skade at sige noget forkert om koranen. Det normgivende muslimske universitet al-Azhar fradømte ham hans muslimnavn, men var ikke særlig moderne, for de to regler fra islams første tid, der kunne skade Nasr Said, glemte man at ophæve. Den ene regel siger, at en frafalden muslim skal slås ihjel. Nogle få år tidligere var da også en mand blevet slået ihjel i Egypten, efter at al-Azhar havde fradømt ham muslimnavnet. Hans mordere gav som begrundelse: al-Azhar afsagde dommen, vi eksekverede den. Så det havde været praktisk, om al-Azhar havde sagt, at i disse moderne tider gælder den regel naturligvis ikke mere. Det gjorde man ikke.

Den anden regel siger, at en muslimsk kvinde ikke må gifte sig med en ikke-muslim. Og da nu Nasr Said var blevet dømt til at være ikke-muslim, blev hans kone tvunget til at skille sig fra ham. Dette er også en gammel regel; jeg har stødt på den i Spanien omkring år 850 e. Kr. Men heller ikke den er blevet ‘moderniseret’. Man véd ikke, om det var kærlighed til hans eget liv eller kærlighed til hans kone, der fik ham til at flygte. Jeg ville også være ligeglad. Stillet overfor sådanne ‘moderniseringer’ er det bare med at komme bort. Så Said og hans kone flygtede til Holland.

Der knytter sig for øvrigt den interessante kendsgerning til Nasr Saids historie, at det forkerte, han sagde om Koranen, var, at den ikke skulle tolkes absolut, men historisk. Netop gennem en sådan tolkning ville man kunne gøre islam moderne. Men gå bort fra tanken om, at Koranen er Guds eget skinbarlige ord, det turde al-Azhar altså ikke.

Det, jeg vil med min ”teologiske determinisme”, er at se på religionens rolle for samfundsudviklingen på en anden måde end vist både Koopmans og Skovgaard-Petersen. I et af de førnævnte citater hed det:

At fattigdom og politisk undertrykkelse ikke er så klart forårsaget af islam, som han hævder, ændrer ikke ved, at der findes muslimer med intolerante normer, ja, dødsensfarlige ideologier, som de opfatter som sand islam. Andre muslimer fortolker deres religion helt anderledes. Der pågår med andre ord heftige kulturkampe mellem muslimer. Det kan man kalde et livstegn eller et krisetegn, som man vil.

Her vil jeg godt spørge: Pågår der i de muslimske samfund virkelig en heftig kulturkamp? Mit eksempel med Nasr Said viser i hvert fald en afgørende begrænsning af en sådan kamp. For hvis det i det egyptiske samfund var sådan, at man på papiret havde ytringsfrihed, men kunne blive angrebet for at være en ikke-muslim, hvis man sagde noget forkert, og af en grund risikerede at blive slået ihjel, så griber jo Koranens voldsord på uhensigtsmæssig måde ind i den kulturkamp, Skovgaard-Petersen fortæller om. Så fandtes der altså i Egypten dengang en voldsparathed, som muslimerne har taget med sig til vor del af verden, og som her ikke blot forhindrer en ægte og fri diskussion for muslimerne, men også gør sig gældende i negativ henseende for os.

Som den ”teologiske determinist”, jeg er, ser jeg kristendom og islam som hinandens modsætninger. Og de er modsætninger især med hensyn til anvendelsen af vold. Muhammed udbredte sin religion ved magtanvendelse, muslimerne satte sig ved erobringer i besiddelse af store områder, hvor det var dem, der havde det statslige voldsmonopol; det udnyttede de til at få deres religion, islam, til at øge sin tilslutning, mens andre religioner fik mindre tilslutning. Sådan gik det for sig i Spanien efter den muslimske erobring. I modsætning til islam udbredte kristendommen sig ved overtalelse. Det går tilbage til Jesus selv, som med sin korsdød viste os, at dette at holde fast ved sin tro på trods af trusler, i den grad er i overensstemmelse med menneskets sande væsen, at det i sidste ende vil være den holdning, der vinder over menneskers hjerter og sind.

Min opfattelse går altså ud på, at det er kristendommen, der har fat i den sande menneskelighed, hvorimod islam – muligvis meget imod mange muslimers selvopfattelse – med sine lovbestemmelser handler imod den sande menneskelighed.

Det betyder ikke, at alt er rosenrødt i kristne samfund og alt er forkert i muslimske samfund, men det betyder, at hvis der opstår ægte kærlighed mellem ægtefæller i de muslimske samfund, sker det på trods af de muslimske love, fordi disse love lader det afgørende ligge i overholdelsen af lovene, hvorimod det i kristne samfund sker i overensstemmelse med kristendommen, fordi loven i kristendommen er afskaffet. Og ligeledes: hvis nogen i de kristne samfund tænker om samfundet på en fri måde: hvordan kan den og den uheldige ting blive forhindret, så er det tanker, der stemmer overens med kristendommen, ja måske i virkeligheden er fremkaldt af kristendommen. Mens det i muslimske samfund vil være usædvanligt, hvis nogen tænkte frit om samfundsforbedringer, fordi ”frit” vil sige: uden at tage hensyn til Koranens befalinger.

Men forholdene er ret indviklede.

Tag sådan noget som den tankerne om den naturlige lov! Men kan med god ret hævde, at den gyldne regel, som Jesus formulerer i Matt 7,12, er noget, som hvert menneske har fået mulighed for at erkende rigtigheden af, eftersom hvert menneske er et sprogligt væsen, og eftersom det netop er sproget, der har givet os mulighed for at indse, at den rettighed, vi vil mene, at vi selv har, må vi være villige til at give andre også. Og naturligvis er det i den forbindelse karakteristisk, at Koranen ikke indeholder noget, der ligner den gyldne regel, mens den forekommer i andre kulturer, f.eks. den kinesiske.

Og man kan ligeledes godt hævde, at vore verdslige love er bygget på den gyldne regel. Men problemet er, at så snart der er dannet en regel eller en lov, så kan farisæismen træde til og gøre sin grumme gerning, en gerning, der nedbryder det fællesskab, som loven tænktes at opbygge.

Men har kunnet se dette fænomen træde i kraft i forbindelse med flygtningekrisen. Den folkelige elite har af Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner, Luk 10,25-37, uddestilleret den moralregel, at man skal tage imod de mennesker, der er forfulgte. Men man har brugt den til at fyre op under sin egen godhed, på god farisæisk vis, og fuldstændig glemt at tage hensyn til samfundets, dvs., landets behov for sammenhængskraft. At man bruger denne misforståede eller halvtforståede kristendom til at rakke ned på os indvandringsmodstandere, det er, hvad det er, og det holder vi såmænd nok til, værre er, at den gode gerning, man tror, man udøver, kræver, at flygtningene er stakler, der er os inderligt taknemlige, fordi de bliver reddet fra forfølgelse. Det har medført, at ganske mange mennesker fra især Mellemøsten har kunnet spille de rette kort for at få opholdstilladelse her i landet; man har ikke turdet kontrollere deres oplysninger, for så blev man jo beskyldt for det værste, og selv det forhold, at disse påstået forfulgte mennesker rejste på ferie i det land, de påstod at være forfulgte i, fik ikke piben til at få en anden lyd hos den folkelige elite.

Det er ét eksempel på, hvordan religionen, altså kristendommen, skaffer sig mærkbare fodspor i den politik, et land fører, omend det jo altså er en misforstået religion, der her er tale om.

Et andet eksempel kan man se i corona-bekæmpelsen.

Det bliver øjeblikkelig gjort til et tegn på god moral, at man opfører sig ansvarligt i corona-tiden, bærer mundbind, ikke samles alt for mange, accepterer, at alle ens fritidsinteresser lukker ned. Og én ting er nu, at vi på for farisæervis går og holder øje med hinanden, om vi nu også overholder reglerne, noget andet og værre er, at medierne mener, at de understøtter den gode moral ved at tie stille med de røster, der prøver at nedtone faren ved coronaen.

Også det er noget, der har klangbund i vore samfund, fordi kristendommen har været her, både den ret forståede og den misforståede kristendom. Den ret forståede: så vi så nogenlunde stoler på hinanden og vore myndigheder. Den misforståede: så vi tror, det hele virker bedst, når vi går og holder hinanden i ørerne med hensyn til overholdelsen af reglerne.

Og dog må vi hævde, at kristendommen har været virksom både til at få den naturlige lov til at slå igennem i vore positive love, og til at få skabt en ægte debat – altså en debat uden trusler – om samfundets indretning.

Og islams indflydelse på samfundsplanet indrømmer jo Skovgaard-Petersen kan være ret stor: han har mødt sin kvote af bigotte muslimer, siger han. Men det forekommer mig, at han mangler blik for, at det med debatten i muslimske lande kan have sig på samme måde som med debatten i de kommunistiske lande: man foregiver at være fri i debatten, man lader, som om man har sine meningers mod, og de ledende i samfundet lader også, som om der hersker frihed for alle og enhver, men alle véd, at dette er et mummespil, at de såkaldt frie valg, der afholdes, aldeles ikke er frie.

Men som sagt vil jeg ikke her gå nøjere ind i uenigheden mellem Koopmans og Skovgaard-Petersen, det er mig nok at hævde, at den teologiske forskel, der er mellem kristendom og islam – en forskel, der er absolut – ganske upåtvivleligt gør sig gældende i de forskellige landes politiske liv. Og jeg mener nok, man kan holde fast ved forskellens absoluthed, samtidig med, at man har blik for de mange mærkelige samfundsudviklinger, der finder sted, både i vestlige og i muslimske lande.

Udgivet i Islam versus kristendom | Skriv en kommentar

Indre Mission og islam

Som man måske har opdaget, har jeg været ikke så lidt optaget af det manifest, som Naveed Baig og Kasper Mathiesen har udsendt, og som kan ses her.

I dette indlæg vil jeg foretage en sammenligning, om ikke ligefrem mellem Indre Mission og islam, så i hvert fald mellem den folkelige elites reaktion på henholdsvis Indre Mission og islam.

Det skal her være min påstand, at når den folkelige elite, som jeg for nemheds skyld i det følgende til kalde ”de kulturradikale”, reagerer så forskelligt på de to størrelser, skyldes det, at den ene part, missionsfolkene, betragtes som danskere, mens den anden part, muslimerne, betragtes som fremmede.

Men vi begynder med manifestet. For i de tre første kapitler, især i de noveller, der optager størstedelen af pladsen, kommer det frem, at forfatterne gør meget ud af at opfordre deres medmuslimer til at turde være ved, at de er glade for at bo i Danmark og vil gøre meget for at blive accepteret af de indfødte danskere. Derfor forsikrer de om, at islam godt kan forenes med demokratiske forestillinger, og at det er helt i overensstemmelse med ønsket om at være en god muslim, hvis man får danske venner og accepterer danske værdier.

Og det er jo noget af det, der får én til at blive ved med at spørge, om det da ikke alt sammen er udmærket, om det ikke er gode tegn, hvis den form for islam vinder indpas blandt de danske muslimer, og om det ikke er forkert at vende sig imod dem, som jeg gør her på bloggen, ligegyldigt, om mine argumenter passer eller er forkerte.

Men denne gang skal svaret ikke gå på, at koranen siger noget andet end de to forfattere, det skal i stedet gå på, at der hører meget mere med til at blive dansker, end de tror, eller at der er himmelvid forskel på at få den proforma-anerkendelse, som de fleste danskere har lært, at de skal forsøge at præstere, og at modtage den ægte anerkendelse, det vil være udtryk for, hvis der en dag bliver gjort grin med en muslimsk skik, som man før i tiden gjorde grin med missionsfolkene.

Men ak, det har lange udsigter med en sådan gøren grin med. For muslimerne siger jo hele tiden, at den slags kan de ikke goutére, de føler sig krænkede. Og derfor ser vi blandt de kulturradikale det mærkelige fænomen gøre sig gældende, at alt kan man gøre grin med, alt kan bruges af satirikere og komikere, alt, lige med undtagelse af islam. Islam kan man ikke gøre grin med, islam er hellig, islam er urørlig. Ikke blot på grund af, at muslimerne ikke nøjes med at erklære sig krænkede, men tillige viser sig voldsparate. Nej, jeg vil her vove den påstand, at det ikke så meget er frygt for muslimsk gengældelse, der afholder diverse kulturradikale fra at kritisere islam eller gøre grin med islam, det er i lige så høj grad en rest kristendom, de har siddende i sindet, den rest nemlig, der siger, at vi skal være gode ved de svage. Og muslimerne hører i kraft af deres endnu ringe antal og i kraft af, at de er fremmede, der ikke rigtig er kendt med de danske omgangsformer, til de svage.

Og desværre betyder det, at det ønske, som mange muslimer sikkert har inderst inde: at de kan blive anerkendt af os danskere helt og holdent, det ønske, som også kommer frem i manifestet, det ønske kan de ikke få opfyldt foreløbig. Og det er ikke vi islam-kritikere, der har skylden for det, nej, det er de kulturradikale, som i det ydre vil være åh så gode ved muslimerne, men i virkeligheden betragter dem som børn, der kræver beskyttelse, eller som lavere udviklede mennesker, der først efter mange år vil kunne udvikle sig op til det høje stade, vi danskere befinder os på.

Derfor er det for letkøbt, hvad der skrives i kapitel 3: Muslimer og danskhed:

At være dansk er en særlig følelse. At få dansk statsborgerskab som indvandrer eller flygtning er en gave, hvorimod det at være dansk ikke kan tildeles: det er noget man tager til sig og gør sig. Danske muslimer skal helhjertet, stolt og modigt være og føle sig som ligeværdige danskere. Når det sker har vi hjemme i Danmark sammen med resten af den danske befolkning.

Ak, var det bare så let! Men det er det ikke. Og det på trods af alle de gode intentioner, de to forfattere har. Det hedder f.eks. i kapitel 7 om ytringsfrihed:

Danske muslimer skal respektere andres ytringsfrihed, være åbne for kritik og reagere på hån og spot med barmhjertighed og overbærenhed.

Hån og spot? Ja, men spørgsmålet er unægtelig, hvor meget der vil blive puttet ind i den kasse. Vil drillerier f.eks. blive opfattet som hån og spot? Vi danskere plejer jo netop, når vi kender hinanden og føler os i fællesskab med hinanden, at være ret gode til at komme med små drilske bemærkninger. Det gælder også kirkefolket. Og tro det eller ej: det gælder også missionsfolkene.

Der blev i sin tid udgive en lille vittighedssamling. Den hed ”Pastoren er morsom”. Der ligger et godt slidt eksemplar af den på min boghylde. Den har jeg arvet fra min far, der var indremissionær. Og han har taget den med til adskillige af de møder, han holdt rundt om i missionshusene. Og naturligvis læst op af den, muligvis efter den lidt mere højtidelige tale, han har holdt, det skulle jo ikke være pjat, det hele. Tillad mig at viderebringe et par stykker:

Side 63: Om Provst Fenger fortælles det, at han havde den affekterede Vane at trække et r sidst i et Ord over til den indledende Vokal i det næste Ord. Som Regel lød det meget fornemt; men det gik galt engang, da han talte om Livets Forkrænkelighed og Guds Trofasthed: ”Blomst falde-r-a, og Blad falde-r-a, men Guds Kærlighed falde-r-alle-r-a.”

Side 96: En københavnsk Præst har fornylig paa Prædikestolen sagt i Bønnen: ”… og saa beder vi Dig bevare den danske Tunge – saa langt den rækker!”

Som man kan se, er det ikke ualmindeligt at drille præster, så snart der bliver noget at drille dem med.

I 2013 gik en muslimsk udsendelse over skærmen på TV2. Den hed ”Det slører stadig” og havde fire muslimske kvinder som inspiratorer. Jeg videregav nogle af de sketches, som de underholdt med her. Deriblandt denne:

Et par muslimske kvinder skal til fest. De gør sig de ihærdigste anstrengelser for at få håret til at sidde, som det skal. De giver det lak, de skubber det op, så det fylder noget mere, og så – naturligvis – inden de drager af, ifører de sig det uundværlige tørklæde, der både skjuler og ødelægger alle de anstrengelser, de har gjort sig forinden.

Der kommer megen muslimsk selverkendelse frem i de små fortællinger, der ledsager indledningsordene i manifestet. Men måske der mangler lidt humor. Det samme problem: det muslimske tørklæde, behandles i fortællingen i kapitel 39: Muslimsk beklædning om kvinden Alia, der prøver at tage sit tørklæde af:

Hun følte sig skizofren: på den ene side havde hun lyst til at bære sit tørklæde med stolthed, på den anden side var hun træt af kampene, blikkene, frygten for ikke at kunne finde arbejde. Efter lange overvejelser bestemte hun sig for at tage tørklædet af som 28-årig. Det var pludselig en helt anden verden at gå på gaden, andre blikke og attituder hun mødte. Pludselig var det nemmere at være anonym i København. Hun var stadig usikker på sit valg, følte sig konstant splittet. I godt en måned gik hun uden tørklæde og prøvede at vænne sig til det. Men en dag brød hun ud i gråd midt i bønnen. Inderst inde føltes det forkert ikke at have tørklæde på. Dagen efter iførte Alia sig igen sit tørklæde.

Her er dette at bære tørklæde noget, der ikke har nogen humor i sig. Derimod har det, som mange steder i manifestet, noget med følelser at gøre. Vi ikke-muslimer skal rigtig ved brug af det store følelsesregister have at vide, hvor frustrerende det er ikke at kunne blive anerkendt, bare fordi man går med tørklæde. Men hvad nu, hvis vi ikke forstår et levende kvæk af, hvorfor det er så vigtigt for muslimer absolut at skulle flage med, at her kommer en muslim. Derfor er det jo fuldstændig umuligt for os at leve os ind i den gråd, Alia bryder ud i efter godt en måned. Kan man som muslim virkelig forvente, at vi forholdsvis fornuftige danskere pludselig skal finde det nærmest selvfølgeligt og åh så menneskeligt, at muslimer går med tørklæde, ikke giver hånd, opererer med arrangerede ægteskaber, lader deres piger blive hjemme, mens drengene får lov at ‘muntre’ sig ganske, som de vil, osv., osv.? Ville det ikke være meget mere i overensstemmelse med det ‘danske’ i os danskere, at vi gjorde godt og grundigt nar af alle disse mærkværdigheder?

Hvad gjorde de kulturradikale i sin tid overfor missionsfolkene? Viste de deres åh så store forståelse? Ok nej, som vi véd, tog de dem under ‘kærlig’ behandling med modsigelse, spot og ironi.

Vi, der ikke lever op til de kulturradikales høje idealer, vi islam-kritikere, og specielt: vi kirkefolk, vi burde vel være dem, der i første række viste muslimerne, at en række kærlige og humoristiske drillerier hører med til den danske kultur.

Nu er jeg ikke forfatter og de følgende forslag skal derfor kun betragtes som en stakkels amatørs tanker i den retning, jeg mener, man skal bevæge sig.

Jeg har her forsøgt mig med godkendelse af andres drillerier og med et par selvopfundne drillerier mod muslimer. Det kom der bl.a. dette forslag til vittighedstegning ud af:

Jeg er ikke vant til at tænke i satiretegninger, men hvad med én, der forestillede en selvmordsbombemand, der ankommer til Helvede, og djævelen selv, der siger til én af sine underordnede: ”Tjek ham lige, om han har taget sit selvmordsbombebælte af; jeg har lige haft store udgifter på ovnene og vil nødig have dem sprængt i luften”.

Et andet forsøg fra min side gik mere ud over de kulturradikales angst for at støde muslimerne, se her, men jeg fik dog anbragt et lille hip til deres tanke om terroristen, der får stor belønning i paradis. Efter at have ladet Henrik Stubkjær fortælle om en aarhusianer, der modtog bombeveste til opbevaring i garderoben, og på typisk aarhusiansk vis spørge: er det den knap, man skal trykke på?, og derefter ryge i luften sammen med bombemanden, lader jeg Stubkjær komme med følgende teologiske overvejelse:

Man kan som teolog ikke lade være med at tænke på, hvordan den stakkels selvmordsbombemand bliver modtaget i det hinsidige. Andre kommer med tyve, tredive, nogle endda med hele hundrede vantro i deres følge til aflevering i helvede. Og denne selvmordsbombemand kommer kun med én. Og det endda en aarhusianer!

Kendt er også den skadefryd, der bevæger nogle af os, når vi tænker på Luxenbergs opdagelse af, at de huri’s, som almindeligvis bliver tolket som skønne jomfruer, i virkeligheden er vindruer, og den deraf følgende skuffelse, der må ramme en terrorist, når han i paradis i stedet for 72 jomfruer at fornøje sig med, modtager 72 vindruer, der, selv om de måske smager paradisisk, dog ikke helt lever op til selvmordsterroristens forventninger.

Der ligger vist også ikke så lidt drilleri i Richardus’ overvejelser over, hvordan Gud mon vil bære sig ad med at skaffe tilstrækkeligt med jomfruer til at møde de tapre terrorister. Richardus har stillet det spørgsmål angående den kødelige lyst i paradis, som jo Muhammed prædiker: Hvad den mon skal bruges til, Gud har jo skabt den for barnefødslens skyld? Og så opstiller Richardus en række drillespørgsmål:

Men hvis der skal fødes børn ud af den kødelige gerning, så vil der altså fødes mange flere efter opstandelsen end før opstandelsen. Og disse børn kan jo ikke være fuldkomne som deres fædre og mødre, men må være ulige vanskeligere, tåbeligere, mere trængende. Hvordan kan man da sige, at de er salige? Men hvor den kødelige lyst er til stede, er også for kvinderne den kødelige smerte ved fødslen til stede, ligeledes vil børnene også med nødvendighed skulle dø; skal de så også opstå? (Se her).

Men det bedste er vist alligevel Aishas bemærkning, da Muhammed af Allah har fået lov til at bryde den ed, han havde aflagt til sine hustruer om ikke at have samkvem med en Maria, en jakobinerinde, som de to havde fundet ham i seng med. Jeg har før hørt bemærkningen gengivet som: ”Allah har travlt med at gøre dig tilpas”, og det skulle være et svar, som virkelig forefindes i en hadith, altså findes i den muslimske tradition. Hos Richardus er formuleringen lidt anderledes, men den bagvedliggende humor stadig til at få øje på. Richardus’ beretning begynder således, se her:

For det véd alle muslimer meget vel, at Muhammed var blevet forelsket i en kvinde, som hed Maria, en jakobinerinde, som Maccabæus, jakobinernes konge havde foræret ham. Men to af Muhammeds hustruer – den ene hed Aisha, datter af Abu Bakr, blandt alle andre den ædleste, den anden hed Hafsa, datter af Omar – begyndte at være misundelige på Maria. Og de kom en dag ind til ham og fandt ham liggende hos Maria og sagde: ”Skal en profet gøre den slags?” Da skammede han sig, og svor en ed på, at han aldrig mere ville gøre dette, og på grund af eden var de tilfredse.

Richardus – og Luther med – har udvidet Aishas svar ikke så lidt. Efter at Muhammed har hævdet, at han af Gud har fået lov til at bryde sin ed, siger hun:

Da sagde den ene af hans hustruer: ”O Muhammed, Gud hjælper dig meget i dit begær. Måske har han talt sådan, fordi han vil følge efter dig, og være meddelagtig med dig i den slags onde gerninger. Mener du, at det er befalet dig af Gud, blot fordi du siger det med din mund? Mener du, Gud vil gøre dig tilpas og stå dig bi heri?” (#105).

Og her er jo noget af humoren forsvundet. For dette er så tydeligt talt af en ikke-muslim. En muslim ville aldrig rejse tvivl om, hvorvidt ordene i koranen er talt af Gud. Og så langt går Aisha i den muslimske tradition heller ikke. Men det lyder dog, som om hun har så meget af humorens nådegave, at hun kan antyde det.

Det værste – og det er aldeles ikke for sjov – er, at historien er gengivet i koranen, Sura 66,2ff. Her hedder det:

66:2  Å du Profet, hvorfor forbyr du (deg selv) det Allah har tillatt deg. Søker du dine hustruers behag? Og Allah er Tilgivende, Barmhjertig. 66:3  Allah har foreskrevet dere løskjøpelse fra deres (uoverveide) eder, og Allah er deres Venn, og Han er den Allvitende, den Allvise. 66:4  Og da Profeten betrodde en (sak) til en av sine hustruer, og hun så fortalte den (videre). Og Allah gjorde ham bekjent med det, Han åpenbarte en del av den og unnlot (å nevne) en del. Og da han meddelte henne det, sa hun: Hvem har fortalt deg dette? Han svarte: Den Allvitende som vet alt, har meddelt meg det.

Slår man op på stedet i den norske koranudgave, kan man se et par forsøg på (bort)forklaringer, ligesom man har følt sig foranlediget til at gøre den ed, Muhammed aflagde, til en ”uovervejet ed”, som man ikke er nødt til at holde, når man altså lige er så heldig at hedde Muhammed.

Det er skrappe sager for en muslim. At skulle slå så mange krøller på sin fornuft, at man kan opfatte dette som Guds skinbarlige ord til menneskeheden, det må være vanskeligt for de fleste nogenlunde fornuftige mennesker, og altså også for muslimer. Men det er, hvad der følger af påstanden om, at koranen er Guds eget ord, og af brugen af koranen til trøst og vejledning.

-Åh, hold op!, vil måske en kulturradikal sige, du er jo ikke spor bedre. Muslimerne opererer med den ganske ubevislige påstand, at der er en gud til, og at han ord til andet har dikteret Muhammed koranen, I kristne opererer med den ligeledes ubevislige påstand, at der er en gud til, og at han har oprejst et dødt menneske fra de døde. I er lige tossede begge parter.

Og her kommer måske forskellen mellem islam og kristendommen frem. For vi kristne véd jo godt, hvad vi vil svare til dette. Vi vil sige, at påstanden om, at Gud har skabt verden, er en mytisk påstand, og at en mytisk påstand altid opererer med en objektiv del, som er ubevislig og skal være ubevislig, og en subjektiv påstand, som har at gøre med den måde, vi lever livet på. Når vi i den vestlige verden lever livet ud fra den tese, at livet er godt i sig selv, giver vi skabelsesmyten ret, hvad enten vi er kulturradikale eller ej. Og på lignende måde er påstanden om Jesu opstandelse en myte, ubevislig, som den er. Dens subjektive side hævder, at der kan opstå tillid mellem mennesker. Og ethvert menneske, der i sin dagligdag lever i lykkelig tillid til sin ægtefælle og sine børn, som måske endda nærer tillid til naboer og bysbørn, lever på opstandelsestroen.

Men muslimerne, hvad vil de sige til denne kulturradikale indvending? De kan ikke for mig at se få gjort troen på koranen til mytetale. Den skal og må forstås ganske ligefremt. Og så falder den igennem. Ikke blot, fordi der i den findes sådanne historier om Muhammeds særstilling, også fordi selve grundtanken bag den islamiske åbenbaring: at man skal tro på koranens ord, hvad enten man forstår dem eller ej, er imod sprogets virkemåde, en virkemåde, som de kristne trossætninger (eller myter) derimod tager højde for.

Med Habermas’ ordvalg: Kristendommen påstår, at kommunikativ handlen finder sted, og den søger at fremelske den, islam opererer udelukkende med strategisk handlen, og fanger derved ikke sprogets hemmeligheder.

Udgivet i Islam versus kristendom | Skriv en kommentar

Forsoning mellem kristne og muslimer?

I mit forrige indlæg kom jeg til at sige, at hvis vi danskere skal bære hver plet, der falder på Danmarks navn, så skal vel også muslimerne bære de pletter, der er faldet på islams navn.

Det var ved lidt af et tilfælde, at den tanke faldt mig ind. Men den er god nok. For ifølge almindelig rationel tænkning står alle folkeslag lige. Og hvis man med en vis rimelighed kan betragte muslimer som et folkeslag, så bør de vel også bære med på de pletter, som islams historie har afstedkommet.

Men kan da muslimer betragtes som et folkeslag?

Ikke uden videre.

Og dog er sagen den, at islam stræber efter at tiltage sig den stilling og indflydelse, som folkeligheden har hos os. Det kan blandt andet ses i Iran. Her har ajatollaherne forsøgt at underkue den glæde, almindelige iranere føler over deres arv fra oldtiden, hvor f.eks. Kyros herskede over et rigt og mægtigt Persien. Endnu har de dog ikke gjort, som muslimer andre steder har gjort, nemlig søgt at nedbryde mindesmærkerne fra den tid. Men på anden måde forsøger de at arabisere Iran, se evt. min omtale af det her. De gør det f.eks. ved at indlede deres henvendelser til iranerne med en bøn på arabisk, noget der aldrig fandt sted før revolutionen i 1979, og ved at ændre hævdvundne persiske gadenavne til navne for arabiske martyrer, se her.

Dertil svarer, at muslimerne herhjemme stræber efter at oprette områder af landet, hvor ikke dansk lov, men sharia gælder.

Men hvad værre er: dertil svarer også, at muslimer af os vesterlændinge har lært, at det at påstå sig krænket er et utrolig virksomt middel til at opnå indflydelse. Samuel Paty blev myrdet, fordi muslimer påstod sig krænkede af hans undervisning i ytringsfrihed; han havde nemlig vist sine elever nogle af Charlie Hebdos Muhammed-karikaturer. Andre steder er lignende aktioner i gang. Og alt for ofte får de lærere, der vover en sådan rationel undervisning, ingen støtte fra deres overordnede. Disse siger straks undskyld ved den mindste antydning af, at nogen føler sig krænket.

For en fire-fem år siden foreslog jeg i anledning af Orlando-massakren, hvor en muslim gik bersærk i USA og dræbte en række uskyldige amerikanere, at vi skulle handle i lighed med amerikanerne, da Japan havde angrebet Pearl Harbor: de internerede alle de japanere, der boede i USA, troede altså ikke på, at de holdt med USA, fordi de boede i USA. Først da en række unge japanere i lejrene meldte sig som frivillige til den amerikanske hær, tøede myndighederne noget op; de frivillige blev dog indsat i amerikanernes kampe i Europa.

På den baggrund foreslog jeg, se her, at vi skulle erkende, at vi er i krig med islam, registrere alle muslimer, og ved en terrorhandling fra muslimsk side foretage en kollektiv afstraffelse ved f.eks. en måned igennem at tilbageholde alle offentlige ydelser til disse mennesker.

Hvis så enkelte muslimer ville slettes fra listen, skulle de ved en offentlig ceremoni kaste en koran på et til lejligheden opstillet kulbækken.

Jeg vidste selvfølgelig godt, at den slags aldrig ville blive gennemført – dertil er vi alt for letpåvirkelige for muslimske påstande om krænkethed – men at der foregår en åndelig krig om menneskers hjerter og sind mellem os og islam, er stadig en soleklar sag for mig.

Og at dette med at tage afstand fra koranen måske ikke er en helt skør idé, viste sig for en måneds tid siden, da Robert Spencer fortalte om en shia-muslimsk lærd, Wasim Rizvi, der havde krævet, at 26 voldsopfordringer i koranen skulle betragtes som uægte ord, se her. Den oplysning har Spencer senere opdateret, se her, hvor han er så ”fræk”, at han indleder med at citere Kashmirs stormufti: ”Koranen lærer broderskab og forkaster alle former for vold”, og derefter skriver: ”Nasir-ul-islam satser på, at den almindelige offentlighed ikke har noget kendskab til f.eks. disse Koran-vers”, og så citerer han en række koranord, hvoraf jeg kun medtager de fire første af de 13, som Spencer citerer, (der er altså efter sigende 26 i alt) her fra den norske koranoversættelse:

8:61  Og gjør rede for dem (som kjemper mot deg) hva du formår av makt og grensevakter til hest, som dere kan skremme Allahs fiende og deres fiende med, og andre foruten dem. Dere kjenner dem ikke; Allah kjenner dem. Og hva dere enn gir ut for Allahs sak skal gjengjeldes dere, og det skal ikke gjøres dere urett.

8:13  Da din Herre åpenbarte til englene: Jeg er med dere, styrk da dem som tror. Jeg vil kaste redsel i hjertene på dem som er vantro. – Og slå dem da over nakkene deres, og slå dem over fingerspissene.

3:152  Vi vil kaste redsel i de vantros hjerter fordi de har stilt guder ved siden av Allah; noe Han ikke har åpenbart noen fullmakt for. Deres bolig er Ilden! Og ondt er de urettferdiges hjemsted!

2:192  Og drep dem hvor dere enn finner dem (mens krigen pågår), og driv dem ut fra den byen som de drev dere ut fra, for forfølgelse er verre enn krig. Men bekjemp dem ikke ved den Hellige Moské, før de bekjemper dere der. Men om de kjemper mot dere, så bekjemp dem. Slik er de vantros belønning.

Endvidere fortæller han, at disse lærde – jeg havde nær sagt: naturligvis – kræver Rizvi stillet til regnskab for sin krænkelse af profeten. For, siger de, ”der er ingen jordisk magt, der kan ændre så meget som ét eneste ord i den hellige koran, og da slet ikke Rizvi”. Dog er der denne gang, så vidt jeg har kunnet se, ikke nogen, der opfordrer til at slå Rizvi ihjel. Og det er dog altid noget.

Denne overtro på koranen er det, der giver de muslimske terrorister blod på tanden. Og så længe vi har sådanne ord stående i koranen og så længe der er tilstrækkelig mange imamer, der kalder koranen Allahs uforandrede ord, synes vi at skulle have problemer med muslimsk terrorisme.

Stillet overfor det føromtalte dansk-muslimske manifest, se her, kan jeg let forfalde til at gentage Robert Spencers ord: Forfatterne til manifestet, Naveed Baig og Kasper Mathiesen, ”satser på, at den almindelige offentlighed ikke har noget kendskab til” voldsordene i koranen. Men mærkeligt nok er det min fornemmelse, at de to forfattere mener, at de er i stand til at fratolke volden fra voldsordene. Det har jeg dog ikke fundet noget eksempel på i manifestet.

Men skulle jeg komme til at deltage i en samtale med dem, så ville deres forhold til voldsordene i koranen være noget, jeg godt ville have oplysning om. Måske vi så kommer op af skændes, men hellere et sagligt korrekt skænderi end en høflig snakken udenom.

I det hele taget er jeg blevet mere og mere overbevist om, at det er i muslimernes forhold til koranen, at vi vesterlændinge skal sætte vores åndelige angreb mod islam ind.

Jeg har før været inde på det højst beklagelige forhold, at vi her i landet ikke tør tage IS-krigerne hjem. De skal afislamiseres, eller som det hedder med et lidt pænere, men også mere intetsigende ord: de skal resocialiseres. Sådan siger man. Men netop et sådant ordvalg viser vores svaghed som vesterlændinge. Og det mærkelige er, at den svaghed, der her er tale om, er en teologisk svaghed. Vi er svage, fordi vi ikke har vovet at tænke forholdet mellem kristendommen og islam igennem som et absolut modsætningsforhold, eller vovet at betragte islam som en religion, der ikke hænger logisk sammen, eller vovet at hævde, at den vestlige verdens kultur hænger på kristendommen.

Et af mine forslag til behandling af eventuelle hjemvendte IS-krigere gik ud på, at de i det fængselsophold, som de skulle gennemleve som betingelse for at komme tilbage, skulle tvangsundervises i den moderne, historisk-kritiske videnskabs syn på koranen, se her. Jeg er godt klar over, at et sådant forslag vil møde stor modstand fra vor folkelige elite. For uvilkårlig betragter man i både den kirkelige og den kulturelle elite samfundet som neutralt i religiøs henseende, og det kan da ikke passe, at man ligefrem skal prøve at nedbryde al respekt for islam hos disse krigere, vil man sige.

Om man nedbryder respekten for islam på den måde, skal jeg ikke kunne sige. Det må muslimerne sådan set selv om. Men hvis de kun kan opretholde respekten for islam ved at lukke øjnene dels for voldsordene i koranen og dels for de mange ting, der beviser, at koranen ikke kan være Guds ord, så er det på tide, at de får øjnene op. I hvert fald, hvis de vil leve i vort samfund. Vi holder på rationaliteten, og det gør vi, fordi Jesus har fået os til at se det djævelske i lovtrældommen, og lovtrældom er netop det, der får muslimerne til først at føle sig krænket over vores rationelle tilgang til koranen og koranens tilblivelse, og dernæst at true med magtanvendelse, hvis vi fremturer med vore rationelle argumenter.

Lad mig på den baggrund tillade mig at glæde mig en smule over lektor Anders Klostergaard Petersen. Han har skrevet en kronik i Kristeligt Dagblad, som svar på de to kronikker, der har været angående Morten Rydals kronik om koranens tilblivelse, se her. Kronikken har overskriften: ”Klap lige hesten, islamforskere”, og indeholder en kritik af de tre islamforskere for deres temmelig nedladende holdning til Morten Rydals kronik, og for deres ulyst til at tage de reelle problemer for islamforskningen frem, som han peger på.

Anders Klostergaard siger f.eks.:

Jeg har gentagne gange spurgt mine kolleger, som arbejder med islam, til flere af de forhold, som Rydal diskuterer omkring historiciteten i den traditionelle fremstilling af islams fremkomst. Hver gang har de været afvisende. Det gælder også den seneste kroniks forfattere, som begge har været ansat ved AU. Flere studerende har gennem årene spurgt til, hvorfor studiet af tidlig islam adskiller sig så markant fra undervisningen i tidlig kristusreligion i forhold til anvendelse af historisk-kritiske metoder.

Han fortsætter:

Det hænger efter min bedste overbevisning sammen med, at disse metoder ikke mindst er blevet udviklet i sammenhæng med studiet af Bibelen. Det er en udvikling med snart 250 år bag sig. Men der er de sidste 50 år også sket meget inden for forskningen i tidlig islam. Det hører vi bare ikke særlig meget om i Danmark, og det er ærgerligt. Jeg har kendskab til flere internationalt førende islamforskere, som netop arbejder med studiet af islam ved hjælp af de samme metoder, der i bibelforskningen har været gængs i mere end 100 år.

Blandt de nyere forskere, der har beskæftiget sig med islams fremkomst, nævner Anders Klostergaard Stephen Shoemaker, hvis seneste bog ”A Prophet Has Appeared. The Rise of Islam through Christian and Jewish Eyes” han anbefaler. Jeg fandt på nettet en indholdsfortegnelse til denne bog, og ved et hurtigt blik på den ser det ud til, at Shoemaker tager de samme emner op, som Karl-Heinz Ohlig i den artikel, jeg nævnede tidligere, nemlig ”Evidence of a New Religion in Christian Litterature”, som kan ses her. Det mærkelige er jo, at de ældste vidnesbyrd, vi har om den nye religion, islam, er kristne. Og begge d’herrer gennemgår disse kilder, omend de måske ikke er enige i bedømmelsen af dem. I hvert fald er jo Ohlig medlem af det forskerteam, der går under navnet INARAH, et forskerteam, som er ildeset blandt andre islamforskere.

Men det er alligevel underligt, at ingen af de fire forskere – nu tæller Anders Klostergaard med – gør noget ud af det bevis imod den gængse islamhistorie, som Rydal bringer, og som jeg omtalte her, nemlig den tavle, man har fundet ved en badeanstalt i Gadara; den tavle beviser, at den ‘kalif’, som almindeligvis kaldes Muawiyah (661-680), var kristen. Et lignende bevis kan ses i en anmeldelse af Rydals bog her. Her består beviset dog i, at Muawiyah er afbildet på en mønt, holdende kristne kors.

Det spørgsmål, der ligger i overskriften: om en forsoning mellem kristne og muslimer er mulig, må derfor nærmest besvares med en påstand om, at det har meget lange udsigter.

Der tegner sig to muligheder. Den ene er, at vi kristne fortsætter med at bøje os for muslimernes påståede følelser af at være krænkede på deres religions vegne. Så kan vi godt glemme alt om, at muslimerne bliver kristne; så vil de i stedet blive mere og mere krævende; så vil de, den dag, de bliver de fleste, kræve store straffe for enhver kritik af islam.

Den anden mulighed er, at vi insisterer på at ville sige igen og igen til vore menigheder – og til de muslimer, der med vilje eller af vanvare kommer til at lytte med – at koranen ikke kan være Guds ord, at dens voldsopfordringer er umenneskelige, at dens hierarkiske tankegang er tillidsnedbrydende. Det vil vi gøre for at beskytte vore menigheder mod islam, og for at give muslimerne mulighed for at befri sig for islams lovtrældom. Og som kristne forkyndere er det vor pligt at tale på den måde, uanset om der foreligger trusler, og uanset om nogle af truslerne bliver ført ud i livet.

Jeg håber naturligvis, at vi griber den sidstnævnte mulighed. Vi kan ikke blive ved med at tro, at vi går i Jesu fodspor ved at give muslimerne ret i deres falske påstande. Vi må, som han, vende os imod deres lovtrældom under koranen. Og kan det gøres med historiske beviser angående islams og koranens tilblivelse, så er det det, vi skal gøre.

Udgivet i Islam versus kristendom | Skriv en kommentar

Noget at være stolt af?

I sangen ”Jeg elsker de grønne lunde” hedder det i det fjerde vers:

Mig fryder din ros, din ære,

mig knuger din sorg, dit savn.

Hver glans, hver plet vil jeg bære,

som falder på Danmarks navn.

Med disse ord vil forfatteren, Johs. Helms, hævde, at en ganske almindelig dansker, f.eks. undertegnede, i den grad er bundet sammen med sit fædreland, at fædrelandets glans og plet bliver enkeltindividets glans og plet.

Jeg husker, at Victor Borge engang, da han havde haft en tv-forestilling i Danmark på dansk, sluttede af med at spille netop ”Jeg elsker de grønne lunde”. Og jeg husker også, at jeg blev grebet af det. Han var som jøde flygtet til Amerika og havde slået igennem som pianist og komiker. Og ærlig talt, det var vi danskere da lidt stolte af.

Stolte af? Hvordan det, han var jo jøde.

Ja, men han var dansk jøde. Han hørte med til ”os”.

Selvfølgelig hører der da meget andet med til denne stolthed. Han havde en humor, som vi syntes var udpræget dansk, selv om amerikanerne tilsyneladende også kunne goutere den. Og måske vi også, som det lille folk, vi var, greb enhver mulighed for at føle lidt stolthed på nationens vegne.

Jeg gætter på, at andre folk har det på samme måde. Men hvis stolthed eller i det mindste glæde over at tilhøre det folk, man tilhører, betyder noget, så bliver spørgsmålet: hvad så med de folk, der har mere at skamme sig over end at være stolt over? Tyskerne, f.eks.

Hvad tyskerne angår, mener jeg, vi har set, at de har klaret den proces ganske udmærket. Og det er heller ikke deres problemer, jeg her vil beskæftige mig med. Det er vore indvandreres problemer, nærmere betegnet, vore muslimske landsmænds problemer.

Vi kan godt kalde dem ”landsmænd”, sådan som jeg plejer at gøre det her på bloggen. For de bor jo her i landet sammen med os gammeldanskere. Men lige så lidt som de danske udvandrere til Argentina blev argentinere ”over night”, lige så lidt bliver jo muslimske indvandrere danskere i løbet af et tiår eller to. Og man kan ikke forvente, at de skal føle skam over kommunistlovene i 1941 eller føle stolthed over hjælpen til jøderne i 1943.

Men hvad har de så at have deres identitet i? Hvad har de så, de kan føle stolthed over?

Det er spørgsmålet. Og svaret på det spørgsmål er i meget høj grad: islam. For så vidt, altså, som de er muslimer.

Det, der så er problemet, er, at den stolthed, de føler over at være muslimer, er en påtaget stolthed, en falsk stolthed, en stolthed, som baserer sig på påstande uden basis eller ligefrem på urigtige påstande.

I årene fra cirka 1000 til 1500 var det islam, der var den stærkeste i forhold til Vesten. Men i de senere århundreder er det Vesten, der i den grad har fået overtaget, økonomisk, kulturelt og militært, så at de muslimske lande har følt sig meget foranlediget til at tage ved lære af de vestlige lande. Pakistan overtog således i høj grad de engelsk inspirerede love, da det blev dannet, Tyrkiet gennemførte i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet nogle vældige folkedrab på armenierne, men de gennemførte alligevel – eller som reaktion på dette – en omfattende vestliggørelse i 1920erne: de fik et europæisk alfabet, de forbød tørklæder på universiteterne, og meget andet, ting, som Erdogan styk for styk har ført tilbage til den oprindelige islamiske skikkelse; dog ikke alfabetet, det er endnu af vestlig observans.

Men der har været en række reaktioner på denne vestliggørelse, reaktioner, der har skullet tage stilling til Vestens overvældende store magt. Og det har været en svær opgave at skulle løse. For islam er en magtreligion, og noget af det, der tidligere kunne ”bevise”, at islam var den sande religion, var, at de muslimske hære fremkaldte frygt i deres fjenders hjerter, eller altså: at de muslimske lande var de europæiske lande overlegen på utrolig mange områder. Når dette ”bevis” ikke længere forefandtes, stod disse islamreformatorer med det store spørgsmål: Hvad så? Hvad har vi så at være stolte af?

Mange af dem fandt ud af, at de ville være stolte af islam. Nu ikke af islam som militærmagt, men af islam som moralsk overlegen størrelse. Påstanden var, at muslimerne, fordi de havde fået koranen som Guds åbenbaring og rettede sig efter det, der stod i koranen, var bedre mennesker end os andre, mere moralske, mere lydige imod Guds befalinger. Tidligere skulle en sådan påstand ledsages af en påvisning af, at Gud af den grund havde givet islam jordisk overherredømme, nu måtte man droppe denne påvisning og måtte nøjes med at påpege eller rettere påstå den moralske overlegenhed hos muslimerne.

Og det er jo normalt ikke vanskeligt at overbevise mennesker om, at de er bedre end andre. Således også her. Muslimerne, der er indvandret til os, betragter sig i det store og hele som bedre mennesker end os. I hvert fald får de denne overbevisning ind i sig gennem deres religion. Blot er der det problem ved en sådan påstand, at ganske mange muslimer godt kan se, at de aldeles ikke er bedre end os vesterlændinge, hverken dygtigere eller mere moralske. Og så er grunden lagt til en skizofreni i den muslimske sjæl. Så må de enten droppe alle overvejelser over ”os” og ”dem”, forskelle og ligheder, eller også må de prøve at fastholde deres muslimske overlegenhedsfølelse i trods, en trods, der bunder i, at de godt et sted i deres bevidsthed véd, at det er løgn.

Jeg omtalte for en halvandet års tid siden en flamsk professor, Wim van Rooy, som ud fra sine erfaringer med undervisning af muslimer, brugte ordet skizofreni til at beskrive tilstanden. Jeg refererede ham på følgende måde:

Han fortalte f.eks. om en række psykiatere, han kendte, som havde lagt mærke til, at de muslimer, der kom i deres praksis, ofte udviste skizofrene træk. Jeg tror ikke, at denne iagttagelse har nogen gyldighed i psykiatrien, men det, van Rooy forvandlede den til, forekom mig rigtigt.

Hvordan det?

Jo, efter at have fortalt om psykiaternes iagttagelse, sagde han:

”Dette overrasker mig ikke, og det er noget, som alt for sjældent tages i betragtning. Muslimen får at vide, aldrig udtalt, altid implicit, at ‘islam er den bedste religion’, ‘det er den endegyldige religion’, osv. Så han opdrages til at have en følelse af overlegenhed. Og så kommer de her til Vesten og I véd allerede, hvordan det ender her. I Vesten er de ikke de bedste.” (Se her).

Sådanne overvejelser kan man godt anbefale Naveed Baig og Kasper Mathiesen at tage hensyn til, når de vil beskrive muslimers opførsel her i landet i deres manifest, som man ser her. Denne skizofreni forklarer, at forældrene sender deres børn på ”genopdragelsesrejser” til hjemlandet, hvis de bliver for danske. Den forklarer, at forældrene, især faderen, ser børnenes naturlige indlevelse i det danske som en trussel mod deres identitet. Den forklarer, at muslimerne overalt vil ”flage” med deres muslimskhed i form af kvindernes tørklæder. Den forklarer deres krampagtige forsøg på at styre de unges forelskelser gennem en så omfattende kønsadskillelse, som lader sig gennemføre på dansk grund.

Og man vil nok ud fra en sådan forståelse af muslimernes væremåde kunne forudse, at de to forfatteres forsøg på i deres manifest at fremkalde en muslimsk reformation vil falde til jorden. Wim van Rooy har denne lidt pessimistiske fremtidsudsigt for sådanne reformatorer:

van Rooy mener, at enhver muslim, der opfanger noget af Vestens filosofi og tager den med sig tilbage til islam og prøver at ændre islam – eller at optø islams iskolde gudsforståelse – mødes med interesse i begyndelsen, men efter kort tid – tyve, tredive, fyrre år – må opgive deres reformationsforsøg. For alt, hvad man behøver at vide, står jo i koranen.

Det er nu min påstand, at de to forfattere til det omtalte manifest lider af den samme skizofreni: de har en idealforestilling om islam, som de blot ikke kan få til at stemme overens hverken med islams historie eller med koranen. Derfor føler de sig nødsaget til at beskære ikke så lidt i koranens tekster.

Og i en slags bisætning skal det da indrømmes, at de ikke er alene om denne skizofreni i islams historie. Temmelig mange muslimske filosoffer har været nødt til at arbejde på samme måde. Al-Farabi har måttet hævde, at fornuften ved omhyggelig tænkning ville nå frem til de samme resultater som koranen; koranen er derfor for de uuddannede, men fornuften for de lærde. Noget af det samme hævder Ibn-Rushd. Og en lærd muslim kunne engang i 900-tallet hævde, at de, der havde foretaget mirakler, var tryllekunstnere, og at den åbenbarede lov burde forkastes: enten var den i overensstemmelse med fornuften, og så var den overflødig, eller også var den i modsætning til fornuften, og så var den forkert. Det har jeg skrevet lidt om her.

Min mistanke er, at de to forfattere er grebet af den sekt indenfor islam, der hedder sufismen. Eller mistanke og mistanke! Det er jo en ærlig sag at være sufist. Men hvis man skal være et helt menneske og ikke en snyder, må man vel ét eller andet sted indrømme, at Muhammed ikke var sufist, at han ikke havde så stor respekt for menneskeliv, som sufismen forudsætter. Men nej, det kan ikke ses på manifestet.

Tag kapitel 10: Muslimer og reformation! De indledende betragtninger er da udmærkede, hvis blot de kunne underbygges med korancitater. De ser sådan ud:

Ægte forandring begynder med en reformation af hjertets og sindets tilstand. Muslimernes kriser skyldes i høj grad vores kollektive spirituelle og intellektuelle tilstand. Vi kan ikke nøjes med at skyde skylden for vores problemer på andre. De religiøse læringsmiljøer, friskolerne og moskeerne skal gå i front, således at rationalitet, selvkritisk refleksion, moralsk forædling og spiritualitet kommer i højsædet i dansk-islamisk identitet og mentalitet.

Og novellen? Ja, den fortæller om en muslimsk gymnasieelev, Yara, der i sin ungdomstid oplevede en personlig spirituel vækkelse. Hendes forældre var ikke i særlig høj grad praktiserende muslimer, og da hun begyndte at komme i moskeen og oplevede, at andre i ungdomsgruppen så ned på ikke-praktiserende muslimer og omtalte det omgivende samfund som truende, korrupt og moralsk forkasteligt, holdt hun op med at komme i moskeen.

Og koran-citaterne? Tja, først lyder det fra Sura 13,11(12):

13:12  For ham er det rader (av engler) foran ham og bak ham, som vokter ham etter befaling fra Allah. Allah endrer sannelig ikke et folks skjebne, før de (selv) endrer det som er i deres hjerter. Når Allah ønsker å straffe et folk, så er det ingen som kan avverge det, og de har ingen beskytter foruten Ham.

Denne ”ham” er muligvis profeten. Og påstanden om, at Allah ikke ændrer et folks skæbne, før de selv ændrer deres indstilling, er da velanbragt ovenpå indledningen. Men spørgsmålet er jo så, hvordan deres indstilling kan ændres, hvis de har den indstilling fra diverse korancitater, at ”de er det bedste folk” (Sura 3,110(111)).

3:111  Dere er den beste menighet som er frembrakt for menneskeheten; dere påbyr det rette og forbyr det onde og tror på Allah. Og om Skriftens folk trodde, ville det være bedre for dem! Blant dem er det troende, men de fleste (av dem) er opprørere.

Den tanke, at alle muslimernes fortrædeligheder altid er de andres skyld, passer jo som fod i hose til forestillingen om muslimernes særlige stilling hos Allah. Og det kan formentlig selv nok så megen sufisme ikke rokke ved.

Og den føromtalte Dania, der tog til Himalaya, følte sig så nær ved Allah som aldrig før, stillet overfor naturens skønhed. Javist, det kan muligvis være Gud, hun føler overensstemmelse med, men er han på nogen måde ansvarlig for koranens indhold? At forfatterne kalder ham Allah, er en slutning ud i det blå. Men det er måske den samme (falske) slutning som de fleste sufier foretager.

I kapitel 20: Islams verdensbillede, fortælles der i novellen om en ung ægtemand, Nadeem, der går helt i stykker over at have mistet et spædt barn. Men så møder han Omar, en gammel barndomsven, og de får sig nogle meget åndelige samtaler. Og en sommerdag i skoven lærer så Omar Nadeem at bede. Og liggende med panden mod jorden oplever Nadeem for første gang sit hjerte åbne sig for Allah. Og da Omar siden inviterer ham på pilgrimsfærd til Mekka, oplever han en indre balance og lykke ved livet, som han aldrig havde drømt om. Og så giver han gradvist slip på depressionen og vreden.

Igen: Det er følelserne, der skildres og skildres, som om de er det væsentligste. Det spørgsmål, som vel de fleste kristne stilles overfor ved en sådan begivenhed: at miste et barn, er vel teodicéproblemet, altså spørgsmålet om Guds retfærdighed. Og mon ikke også muslimer stilles overfor dette spørgsmål? Eller er deres gud så højt hævet over menneskelige begreber, at selv begreber ”retfærdighed” ikke kan bruges til at beskrive ham?

Måske. Men alligevel er det højst menneskelige følelser, der får Nadeems vrede til at forsvinde. Vrede? Ja, hans vrede må vel have haft sit udspring i en fornemmelse af, at han er blevet uretfærdigt behandlet af Gud. Men uden begrundelse, uden forklaring, uden brug af koranord forsvinder vreden, når panden lægges ned mod skovbunden.

Det er næsten for godt til at være sandt. Og korancitaterne hjælper ikke meget. De afbilder kun Gud som den almægtige, der formår alt. Og det er vist kun til hjælp, hvis man kan få en sufistisk oplevelse af altings sammenhæng.

Så er der kapitel 28: Kærlighed og frygt i islam. Her omhandler novellen en ung kvinde, Nadin, der lever et splittet liv, delt op mellem perioder med udskejelse og perioder med from muslimsk levevis. Hun begynder til sidst at gå til psykolog. Og gennem samtaler med sin kvindelige psykolog finder hun ud af, at hendes frygt stammer fra barndommen: hendes mors formaninger har altid været pakket ind i advarsler om Guds straf.

Psykologen, der selv er muslim, er meget inspireret af sufisme, og det hun kalder kærlighedens vej. Som en del af behandlingen læser de og diskuterer Rumis spirituelle kærlighedsdigte. Via digtene og samtalerne med psykologen åbner en ny verden sig op for Nadin. Hun begynder at finde indre ro, og lærer at snakke direkte med Gud om sin angst, sine tanker og sine længsler. Gradvist begynder hun at opleve Guds barmhjertighed, nærvær og kærlighed i sit indre og ydre liv.

Og det kan jo lyde som en udmærket ting at få sin stadige frygt jaget på flugt med nogle spirituelle kærlighedsdigte. For det er da invaliderende hele tiden at skulle leve med frygten for Guds straf. Og måske Rumis digte er velegnet til at jage en sådan frygt bort. Men er koranen? Er der ikke gang på gang ord i koranen, der aldeles ikke handler om barmhjertighed, nærvær og kærlighed, men om ting, der skal gøres, bønner, der skal bedes, regler, der skal overholdes, alt sammen fordi der venter en straffende Gud i baggrunden.

Det forekommer mig, at de to forfattere er nødt til at undlade at tage hensyn til adskillige koranord, hvis de skal have koranen til at afbilde Gud som den barmhjertige og kærlige. Skal de opretholde en glæde eller måske ligefrem stolthed over at være muslimer, må de beskære koranen ikke så lidt, eller holde sig til den tradition indenfor islam, sufismen, som taler om en barmhjertig Gud. Men hjælper det noget?

Er det ikke alt for tydeligt, at deres forsøg på via sufismen at afbilde væsentlige træk fra kristendommen i deres manifest falder ynkeligt igennem i forhold til den ægte kristendom. Bare det forhold, at vi i kristendommen gang på gang gentager den bøn, Jesus lærte os: Fadervor, hvor vi altså taler til Gud som et barn til sin far, og lader hans ord forsikre os om, at den lovtrældom, som gav os vor frygt, er en falsk opfattelse af Gud; han er ikke den retfærdige dommer, men den kærlige far, tanker og forestillinger, der gennemsyrer Det ny Testamente, og muligvis nogle af Rumis digte, men bestemt ikke koranen. Når man altså læser alt det, der står i koranen.

Men måske det også er væsentligt at få den kendsgerning med, at kristendommen ikke har lagt sig på folkeligheden. Man kan være dansker uden at være kristen, og det gælder, selv hvis det kommer til at stå fast, at vores folkelighed er bygget på kristendommens grundvold. Omvendt har islam taget på sig alle en folkeligheds træk, så det væsentligste for en araber ikke er hans folkelighed, om han er egypter eller berber, men hans religion, at han er muslim. Eller rettere: islam har forsøgt at tage patent på folkeligheden, men det er ikke lykkedes. Selv om det arabiske sprog blev udbredt sammen med religionen islam, sådan at f.eks. Spanien blev et arabisk talende land, så er der i dag forskel på de mange arabisk talende landes befolkninger, dels på sproget, og dels på måden at møde tilværelsen på.

Og måske også på, hvilken form for stolthed, man føler. Egypterne kan føle stolthed over pyramiderne, skønt de er bygget lang tid, før landet blev muslimsk. Iranerne kan føle stolthed over den del af historien, hvor perserkongen spillede første violin, og være glade for de mindesmærker, de har fra den periode. Og tyrkerne kan såmænd også være stolte over deres folk og kan være det stadigvæk, selv om Erdogan forsøger at skubbe al tyrkisk stolthed over på islam.

I kapitel 4: Muslimer og identitet afbilder forfatterne i novellen en kvinde, Safia, som kom til Danmark som 11-årig. Hun taler både arabisk og dansk. Men forfatterne er ivrig efter at betone, hvor meget hun elsker Danmark, hvordan hun føler sig forbundet med det landskab, hun ser omkring sig, hvordan hun føler sig mest tryg og hjemme i Helsingør. Igen er det følelserne, de slår på, men ikke følelsen af Allahs almagt, nej, følelsen af forbundethed med det landskab, hun kender. Her betoner de ikke forbundetheden med det danske folk, men det gør de dog andre steder. Og man fornemmer hos dem en vis længsel efter en normalitet, som de ét eller andet sted i sindet godt véd, at de ikke selv har, den normalitet, nemlig, at være helt og fuldt forbundet med et folk på rent menneskelige præmisser, at elske sit folk, fordi det er min familie, altså storfamilie, fordi jeg er med i at tage ansvar for, hvad de har gjort af godt og ondt i tidligere tider.

Det hedder:

Hendes minder er fra Danmark, hendes familieliv, hendes skolegang og uddannelse, hendes arbejde som læringskonsulent i folkeskolen, hendes ægteskab, hendes tre fødsler, hendes tætteste venskaber og relationer. Det hele har udspillet sig under denne himmel. Safia åbner øjnene igen. En gråspurv har sat sig på bordet ved siden af hende og napper løs af resterne af den falafel-sandwich hun var i gang med at spise.

Jeg tror, de to forfattere vil drille os danskere lidt. For det er jo ikke en spegepølsemad, spurven spiser af, men en falafel-sandwich.

Og det skal de såmænd være velkomne til. Men hvad de ikke skal være velkomne til, er at fornægte deres egen og også denne kvindes arv fra islam. Skal vi danskere bære ikke blot hver glans, men også hver plet, der falder på Danmarks navn, så skal de vel også bære de pletter, der falder på islams navn, den plet, der hedder den uberettigede erobring, som islam satte i værk, den plet, der hedder voldsordene i koranen, den plet, der hedder det muslimske hierarki-system, med den muslimske mand øverst, under ham den muslimske kvinde, og derunder igen, ikke-muslimen.

Og disse pletter bærer man altså ikke ved totalt at fornægte dem, som de to forfattere gør.

Udgivet i Islam versus kristendom | Skriv en kommentar

Koranudpluk

Det er almindeligt antaget, at man skal læse en tekst i sammenhæng. Man må ikke udskille en lille del af den og lade, som om denne lille del er det hele.

Ikke mindst får vi ikke-muslimer ofte dette at vide, når vi drister os til at udlægge en tekst fra koranen: ”Det har I helt misforstået, I må se dette udsagn i dets sammenhæng!” Og det må vi jo så tage til os.

Ikke desto mindre vil jeg i dette indlæg vise, hvordan de to forfattere til Dansk-muslimsk-manifest, der kan ses her, i en bestemt meget afgørende sammenhæng beskærer deres korancitater på en ganske uforsvarlig måde.

Men først skal jeg lige feje for egen dør.

For et par indlæg siden, nemlig her, citerede jeg den gamle græske kirkefader, Maximus Bekenderen for at sige følgende:

Hvad er mere jammerligt og forfærdeligt for dem, der må opleve det, end at se et barbarisk ørkenfolk angribe andres lande, som om det var deres egne; at se civilisationen selv blive ødelagt af vilde og utæmmede dyr, som kun er mennesker i den ydre form.

Og uden videre gik jeg ud fra, at det barbariske ørkenfolk, han beskrev, var muslimske arabere. Nu har jeg så konsulteret én af de forskere, som er knyttet til det af mange islamforskere forkætrede forskerhold: INARAH, nemlig Karl-Heinz Ohlig. Han har skrevet en artikel, der hedder ”Evidence of a New Religion in Christian Litterature”, som kan ses her. Her siger han om dette citat, at der ikke er enighed blandt forskere om, at det er de tidlige muslimer, det drejer sig om. Blandt andet véd man, at Maximus i 632 var i gang med at udlægge Habakuks bog. Her står der noget om kaldæerne, som erobrer bopladser, som ikke er deres egne (Hab 1,6). Så måske er det fra Habakuks bog, at han har udsagnet om, at de angriber andres lande, som om det var deres egne.

Men hvad enten udsagnet er blevet til, fordi Maximus kendte til de tidlige muslimer, eller det er blevet til, fordi han henter nogle tanker fra Habakuks bog, stadigvæk synes jeg, udsagnet passer fortrinligt på muslimerne og deres erobringer: de mener jo virkelig igennem den såkaldte åbenbaring til Muhammed at have fået besked fra allerhøjeste sted om at erobre hele verden.

Dette bekræftes af den store muslimske filosof Ibn Khaldun. Om ham skrev jeg i sin tid, se her:

Han skriver: ”I det muslimske samfund, er hellig krig en religiøs pligt på grund af den muslimske sendelses universalitet og forpligtelsen til at omvende enhver til islam enten ved overtalelse eller ved magt”. (Kapitel 3, afsnit 31). Og i samme åndedrag gør han udtrykkelig opmærksom på, at en tilsvarende forpligtelse giver kristendommen ikke de kristne; deres religion, siger han, udbredes udelukkende gennem det, der i hans øjne er ‘propaganda’.

Den kendsgerning mener jeg ikke, vi skal overse. Man kan se på den med beundring: i løbet af 100 år udbredte islam sig ved sværdets hjælp hen over Nordafrika, op gennem Spanien, indtil islam midt i Frankrig i 732 blev standset af Karl Martel. Og i den modsatte ende af Middelhavet trængte de muslimske osmanner frem gennem Lilleasien, erobrede Konstantinopel i 1453 og nåede i 1529 frem til Wien, som de belejrede, men ikke indtog. Først ved en senere belejring af Wien i 1683 lykkedes det at slå tyrkerne så eftertrykkeligt, at de ikke siden har prøvet at erobre Europa. Man kan beundre det, ja, men man kan også se på det som en utilladelig forstyrrelse af freden, som udtryk for en tro, der ikke vil lade os leve i fred.

Vi vesterlændinge får hele tiden at vide, at vi skal vise anger overfor de erobringer og koloniseringer, vore bedsteforældre foretog. Det prøver vi så pligtskyldigst på. Men burde vi ikke kræve en tilsvarende anger fra muslimernes side for de erobringer, de har foretaget, og de krige, de har anstiftet mod os, ganske ud fra den devise, som er beskrevet af Maximus og gentaget af Ibn Khaldun: at hellig krig (jihad) er en religiøs pligt? Jo, måske, men en sådan anger kan vi godt kikke i vejviseren efter.

Det gælder også Dansk-muslimsk-manifest. De to forfattere til manifestet, Naveed Baig og Kasper Mathiesen, har ganske vist et kapitel i manifestet, der hedder ”35 – Islam og terror”. Og så tror man måske, at de vil undskylde for al den jihad, som muslimer har udført. Men nej, overhovedet ikke! Om ”Islam og terror” skriver de:

Billigelse og brug af terror er imod Islams lære. Det samme gælder støtte til drab og overgreb på civile, samt ethvert forsøg på at underminere samfundets stabilitet og skabe kaos. Muslimske institutioner skal i højere grad samarbejde med resten af samfundet og myndighederne mod den ekstremisme som kan lede til terror, uanset hvor det stammer fra.

Og det lyder jo smukt. Og det, de skriver i den korte novelle, er lige så smukt. Novellen handler om en ældre muslim, der er vant til hver dag at komme i moskéen. Her ser han en dag en meget høj ung mand i slutningen af tyverne deltage i middagsbønnen. Desuden er der kommet en gruppe yngre mænd, som taler sammen med denne høje person. Da det har stået på nogle uger, beslutter vor hovedperson sig at henvende sig til én fra bestyrelsen, om ikke de skal holde øje med denne gruppe. Men så holder de op med at komme i moskéen. Og så hedder det om vor hovedperson, Mounir:

Næsten et år senere sidder han på biblioteket og læser dagens aviser. PET har afværget et planlagt terrorangreb på Nørreport station. På forsiden af avisen er der et billede af tre mænd, der føres bort af politiet. De har bjælker for øjnene, men Mounir synes, han kan genkende den store mand, der går forrest.

Denne novelle er i mine øjne ret intetsigende. Muslimske institutioner skal samarbejde med resten af samfundet mod ekstremisme. Ja, det kunne jo være skønt nok, om de gjorde det. Men var der nogen i denne historie, der gjorde det? Det får vi ikke at vide. Men det er da altid noget, at vore to forfattere indrømmer, at terrorhandlinger kan udspringe fra islam. Det var jo folk, der kom i moskéen, der havde planlagt en terrorhandling. Men noget sådant er altså forbudt ifølge islam, hævder de.

Men hvordan beviser de det så?

Jo, det gør det såmænd ved at bruge koranudplukningsmetoden.

Det første udpluk er hentet fra Sura 5,32(33). Her står der ifølge den norske oversættelse:

5:33  Av denne grunn foreskrev Vi Israels barn at den som dreper et menneske, hvis det ikke er for (mord på) et menneske eller for opprør i landet, så skal det (for ham) være som om han har drept hele menneskeheten. Og den som lar det i live, så skal det (for ham) være som om han holdt hele menneskeheten i live. Og Våre sendebud er visselig kommet til dem med klare tegn, men de fleste av dem handlet etter det visselig umåteholdent i landet.

Dette vers har af de norske oversættere fået følgende ord med på vejen:

Her er det referert til læren i Det Gamle Testamente. Det menes her at dersom noen dreper en viktig skikkelse som har betydning for verden, er det som å drepe menneskeheten.

Det er nu én ting, at disse oversættere ikke har gidet slå efter i Det gamle Testamente. For sådanne ord står ingen steder i Det gamle Testamente. De muslimer, der er klar over denne mangel, kan naturligvis forsvare ordene her med den ”oplysning”, at jøderne har forfalsket deres åbenbaringsskrift, Det gamle Testamente. Men når man får at vide, at den tanke, at den, der dræber ét menneske, skal være som én, der har dræbt hele menneskeheden, findes i en jødisk mishna fra 250 e. Kr., så duer den forklaring ikke, ja, så bliver dette ord et bevis på, at det er Muhammed og ikke Gud, der står bag koranens ord. For om Muhammed kan man godt tro, at han har hørt denne lidt mærkelige mishna og troet, at det var Det gamle Testamente selv, der blev gengivet, men om Gud kan man ikke mene noget sådant, se evt. en oversættelse af mishnaen fra 250 i min artikel her.

Men selv, hvis vi lægger denne oplysning til side, er brugen af koranstedet i denne forbindelse forkert. Man har dels overset, at verset omtaler en befaling til Israels folk, ikke til muslimerne, og man har dels taget verset ud af dets sammenhæng.

Der er i vore dage mange andre muslimer, der tager verset, som om det er talt til muslimerne. For det er jo et udmærkede fredsopfordrende ord. Og sådan vil også vore to forfattere have det opfattet. Og vil man det, er det nødvendigt at gå let hen over det, der står i det næste vers. For det er nemlig, i modsætning til det første, talt til muslimerne. Her hedder det:

5:34  Lønnen for dem som fører krig mot Allah og Hans Sendebud, og som anstrenger seg for å skape opprør i landet, skal ene og alene være at de drepes eller korsfestes, eller at deres hender og føtter hugges av på motsatt side, eller at de fordrives fra landet. Dette vil være til skjensel for dem i denne verden, og i den kommende vil de lide en betydelig straff.

Og så er vi jo henne i noget, der ikke er helt så fredsopfordrende som det førstnævnte vers. Og dette er altså talt til muslimerne. Og det kunne vore to forfattere da godt have taget med, hvis de altså havde forstået, at man ikke må plukke i koranens ord, men altid skal have sammenhængen med. I stedet har de taget det smukke ord fra det forrige vers og anvendt det på muslimerne i stedet for på jøderne.

Og dette skal være koranudlægning!

Men det næste koranord er næsten værre.

Det er taget fra Sura 4,29(30) hvor der står:

4:30  Å dere som tror, spis ikke opp deres eiendom innbyrdes ved falskhet, med mindre det skjer ved handel etter gjensidig overenskomst. Og drep ikke dere selv, sannelig, Allah er Barmhjertig mot dere.

Og det er jo så tydeligt vendte mod muslimerne og giver besked om, hvordan de skal forholde sig overfor andre muslimer. Denne kendsgerning har forfatterne imidlertid valgt at tilsløre. Så man citerer kun den sidste del af verset. Det ser sådan ud:

..I må ikke slå hinanden ihjel! Gud er barmhjertig imod jer. (4:29)

På den måde får man ordet til at blive en opfordring til menneskene i al almindelighed: vi må ikke slå andre mennesker ihjel. Og bevares, det lyder da fromt, og det er da også noget, vi danskere gerne vil høre: tænk, står der virkelig et sådant fredsord i koranen? Men det er altså ikke korrekt, det er en ordudplukning af værste skuffe, vi her er vidne til.

Kristeligt Dagblad skriver i sin leder den 14-4 således, se her:

Om der er mange muslimer, der vil bakke op om manifestet eller melder sig ind i Naveed Baigs menighed, er usikkert. Det er i første omgang heller ikke antallet af tilhængere, der er det væsentlige. Det væsentlige er her, at den mest samtalevenlige del af dansk islam melder sig på banen for at diskutere med andre muslimer og ikke-muslimer. Indtil nu har det store problem netop været, at den organiserede muslimske tro mangler talspersoner, der kan være del af en moderne europæisk offentlighed uden enten at stikke hovedet i busken, når debatten bliver svær, eller forfalde til krænkelse over kritik.

Det kan såmænd være rigtigt nok at kalde de to muslimer for ”samtalevenlige”. Men man må så sandelig spørge, om det er klogt af os danskere at indlade os i samtale med dem. Vil man svare ja til det spørgsmål, må man prøve at få samtalen til at blive en kritisk samtale, ikke den sædvanlige talen-muslimerne-efter-munden.

Ellers bliver virkningen af manifestet, at vi danskere endnu en gang lader os narre til at overse de væsentlige forskelle, der er på islam og kristendom.

Og altså: det må nærmest kaldes direkte snyd, når muslimer hugger en hæl og klipper en tå på koranen for at få den til at stemme overens med deres vestligt inspirerede overbevisning.

Udgivet i Islam versus kristendom | 1 kommentar

En drømmeislam

En drømmeislam er den form for islam, der afbildes i det nysudkomne manifest: Dansk-muslimsk-manifest, udgivet af imam Naveed Baig og islamolog Kasper Mathiesen. Manifestet kan ses her.

Manifestet har fået gode ord med på vejen af Kristeligt Dagblad, dels i en leder, se her og dels i en omtale, se her. Disse gode ord får så Uwe Max Jensen til på document.dk at anklage Kristeligt Dagblad for at skjule sandheden om de to forfattere, se her. Den sandhed kender nemlig Uwe Max Jensen. Han véd at fortælle om Kasper Mathiesen, at han i 2011 var meget begejstret for Osama bin Laden, og at han har talt varmt om Hizb ut-Tahrir. Og om Naveed Baig skriver han:

Pakistanske Naveed Baig er kendt som en af de mest tvetungede imamer i Danmarkshistorien. I dag fungerer Naveed Baig blandt andet som tillidsvækkende hospitalsimam på Rigshospitalet, men i midten af 1990’erne er der ganske andre toner fra den radikaliserede hadprædikant. Naveed Baig truer med drab fra talerstolen i en københavnsk moské.

Hvis han ikke beder om tilgivelse eller lærer af sine fejl, har man ret til at dræbe ham,” siger Naveed Baig.

Det er DR’s nuværende mellemøstkorrespondent, Puk Damsgård, der afslører de islamiske dødstrusler.

Og det lyder jo ikke så godt. Jeg var såmænd ved at tro, det var en overdrivelse. Men så læste jeg i Weekendavisen en notits af Søren Villemoes, hvor han kunne fortælle, at Kasper Mathiesen på sin blog for ti år siden havde skrevet:

De globale medier og Vestens militære propagandamaskiner har kun et par billeder af manden [altså af Osama bin Laden, rr]. På dem alle stråler han af ro, visdom og varme. Han ligner mere end noget andet en arketypisk Jesus-figur, en Buddha, en legende

Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, er heller ikke udelt begejstret i sin leder, se her. Bl.a. hedder det:

Men opgaven er (desværre) meget større, end manifestet lægger op til: Det vil »gøre op med etnisk-nationale normer, såsom æresrelateret vold, tvangsægteskaber, racisme, negativ social kontrol, undertrykkende patriarkalisme og antisemitisme«, fordi det grundlæggende er »uforeneligt med islam«. Gid det var så vel. Alle religioners grundlæggende dogmer er blevet udfordret af oplysningstankens krav om frihed – og de islamiske dogmer udfordres mere end nogen andre. En virkelig oplysning, ja, reformation af islam, kræver et langvarigt, smertefuldt opgør med disse dogmer, anført af religiøse tænkere og autoriteter. Reformatorerne vil møde hård modstand fra islamiske institutioner og religiøse autoriteter overalt. De risikerer at blive udstødt og angrebet. Det kræver lidt mere end et manifest, men det er dog en begyndelse.

Jeg vil prøve at gå en anden vej, når jeg skal bedømme manifestet. Egentlig havde jeg tænkt på at give dette indlæg overskriften ”En løgneislam”, men dermed ville jeg jo afsløre, at jeg tror, det er med vilje, at de to viser os et falsk billede af islam, at jeg altså går ind på Uwe Max Jensens påstand om Naveed Baig, at han er én af de mest tvetungede imamer i Danmarkshistorien. Og jeg vil egentlig hellere gå ud fra, at de virkelig mener det, de skriver i manifestet. Det er dog kun tilsyneladende mere imødekommende overfor dem. Når jeg er færdig med min kritik af dem – nok ikke allerede i dette indlæg, men så måske i nogle flere – vil det stå klart, at der er tale om særdeles farlige muslimer: de kan sikkert ikke overbevise ret mange muslimer om deres teser, men kan de i stedet overbevise naive danskere om dem, kan der komme mange forkerte reaktioner ud af det fra danskernes side.

Hvis man slår op på kapitel 12: Islam og familie, ser man til at begynde med nogle udmærkede betragtninger, der dog ikke er specielt muslimske, f.eks. denne:

Familiens bånd skal dyrkes og styrkes på tværs af generationerne. Dette kræver tålmodighed og overbærenhed, personlige ofre for familiefællesskabet, men også respekt for, og plads til, individet.

Efter denne indledende betragtning følger der som i alle kapitlerne en lille novelle. I denne novelle fortælles der om en ung kvinde, Maryam, hvis storebror havde giftet sig med en ikke-muslim og derfor ikke havde set sine forældre i flere år, og hvis storesøster havde forelsket sig i en ikke-muslim, hvilket fik hende til at pakke sin kuffert og flytte hjemmefra, også hun med faderens forbandelse hængende over sig. Der sluttes med nogle ord om Maryams anden storebror, der uden at forældrene véd det, er droppet ud af en uddannelse og blevet chauffør i et lastbilfirma.

Uden tvivl er dette er ret realistisk billede på, hvordan muslimske forældre blander sig i deres børns liv og vil bestemme deres valg af ægtefælle og ofte også deres valg af profession. Og alt kunne sådan set være såre godt og give anledning til en del diskussion i muslimske kredse – hvilket jo også er forfatternes hensigt – hvis det ikke var for én ting. De to forfattere har lige fået den lille notits med i novellen, at den ældste storesøsters mand, ”efter et års tid er konverteret til islam”.

Hvorfor skal det står der?, kan man spørge. Og svaret er, at dermed bliver et argument mod ægteskabet frataget faderen. For det er almindelig kendt, at ifølge koranen må en muslimsk mand godt gifte sig med en ikke-muslim, men en muslimsk kvinde må ikke. Det, der skal afbildes, synes altså at være faderens stivsind.

Men i så fald er det mærkeligt, at de koranord, der her som ved alle kapitler afslutter kapitlet, handler om ærefrygt for forældrene, ikke om forældres kærlighed til deres børn. Og mærkeligt er det også, at forfatterne ikke med et ord nævner de muslimske æresbegreber. Det er almindelig kendt, at børnenes ”forkerte” handlemåde fratager faderen ære. En mand, der vil opretholde den ære, han kan have i de muslimske kredse, han færdes i, må have styr på sine kvinder. Det har Maryams far ikke, og det gør ham rasende.

Vi danskere undrer os over den sociale kontrol i de muslimske miljøer. Men hvis ikke man forstår, at dette har noget med en mands ære at gøre, og at dette æresbegreb ikke sådan lige kan fjernes, fordi det er så indgroet blandt muslimerne, så forstår man ikke, hvor vanskeligt det vil være for en far at give sine børn samme frihed, som en dansk far giver sine børn.

Man kunne synes, at det var mere relevant at citere Sura 2,221(222), hvor det forbydes muslimer at gifte sig med ikke-muslimer. (Jeg citerer fra den norske udgave af koranen, fordi man dèr kan se sammenhængen). Det pågældende sted lyder:

2:222  Og gift dere ikke med kvinner fra avgudsdyrkerne, før de tror, for en troende slavinne er bedre enn en avgudsdyrker, selv om hun også måtte behage dere. Og bortgift ikke (deres kvinner) til avgudsdyrkerne, før de tror, for en troende slave er bedre enn en avgudsdyrker, selv om han (også) måtte behage dere. Slike kaller til (Helvetes) ild, men Allah kaller til Paradiset og tilgivelse etter Sin vilje. Og Han gjør Sine tegn klare for mennesker, for at de kan la seg formane.

Men det kan hænge sammen med en anden ‘from’ muslimsk skik: Man bringer de citater fra koranen, som man finder det fromt at gøre opmærksom på, ikke dem, som er mest relevante.

Det kan f.eks. ses i manifestet kapitel 14: islam og ægteskab. Her hedder det i den teksten:

Muslimer skal gøre op med vold, tvang og undertrykkelse i ægteskabet. Vi skal også gøre op med snævre etnisk-betingede ægteskabs-kulturer; Islam tillader entydigt ægteskab på tværs af kultur og etnicitet.

Ud fra det koransted, jeg lige har citeret, vil nok de fleste imamer sige, at islam entydigt forbyder ægteskab på tværs af kultur, i hvert fald, når man i begrebet kultur medindregner begrebet religion. Og det har da også været muslimsk praksis så at sige overalt, i hvert fald har man forbudt muslimske kvinder at gifte sig med ikke-muslimske mænd, for kvinden tænkes jo i ethvert ægteskab at være den underordnede, og det går ikke an, at en ikke-muslim hersker over en muslim.

Og hvad angår det første: at muslimer skal gøre op med vold i ægteskabet, er dette ikke blot imod almindelig muslimsk skik, det er også imod koranen. For i Sura 4,34(35) hedder det:

4.35 Mennene er ansvarlige for kvinnene med det som Allah har utmerket noen av dem med fremfor andre, og med det som de gir ut av sin eiendom. Derfor er de rettferdige kvinner de lydige (og) de som vokter over det usette med Allahs hjelp. Og dem som dere frykter opprør fra, skal dere formane og la alene i deres senger, og (om nødvendig) straffe. Men om de adlyder dere, så søk ingen vei (til straff) over dem, sannelig Allah er Opphøyet, Stor.

Man kan lægge mærke til, at de fleste oversættere har det på samme måde som vore to forfattere: de er så påvirkede af de vestlige tankegange, at de prøver at ændre koranens tekst, så den kan danne baggrund for deres drømmeislam. Og det kan vi vesterlændinge da godt være lidt stolte af, men er vi ikke nødt til at gøre vore muslimske landsmænd opmærksom på, at vil de være med på vores galej, hvad angår kvinders ligestilling, så kan de ikke samtidig være med på den muslimske galej, der siger, at koranens er Guds ord fra ende til anden?

Så kan man for øvrigt se, at den novelle, der følger efter denne koranløgn, vistnok er temmelig urealistisk. Den handler om den muslimske kvinde, Dania, der har fået høje bjerge på hjernen, og omsider får sparet sammen til at kunne komme til Himalaya. Dog må hun til sidst give op overfor anstrengelserne i højderne og bliver hjulpet tilbage til lejren af den lokale guide Adit. De to bliver så forelskede og skriver sammen, da hun er kommet hjem. Han fortæller, at han har studeret islam på YouTube, og nu er klar til at konvertere til islam. Og så kan de blive islamisk viet i København. De er stadig sammen 10 år senere, hvor de har fået tre børn.

Hvad skal man sige til en sådan historie? At det er højst usandsynligt, at en muslimsk kvinde på egen hånd bestiller en rejse til Nepal; for hvad mon hendes forældre siger til det? Dem hører vi ikke det mindste til. Og er det ikke også usandsynligt, at en guide fra Nepal vil slippe sin religion for at kunne gifte sig med en muslim? Det er vist kun her i den vestlige verden, at religionen betragtes som et tilfældigt vedhæng, som man så let som ingenting kan udskifte. Og Dania selv? Kan hun virkelig gå med til, at Adit skal skifte religion for at de kan blive gift? Deler hun ikke forfatternes opfattelse: at islam éntydigt tillader ægteskab på tværs af kultur og etnicitet?

Men jeg forstår det da godt: ved at indføje den lille bemærkning om Adit, der konverterer til islam, slipper forfatterne for at skulle forsvare sig overfor alle de andre muslimer, der har et mere traditionelt syn på, hvad en from muslim må og ikke må. Nå ja, de har da i den forudgående historie ”glemt” den fromme muslimske regel, at når en mand og en kvinde er alene sammen i et værelse, så er djævelen altid med som tredjepart. Men hvad, den regel er måske ikke så kendt, i hvert fald ikke så kendt blandt naive danskere.

Men hvis nogen synes, at vore to forfattere med disse to eksempler lader islam ligne kristendommen lidt for meget, så er kapitel 33 et helt anderledes klart eksempel på det. Kapitlet hedder ”Islam og udviklingshæmmede”, og som sædvanlig indledes der med en beskrivelse af, hvor god islam er. Det hedder bl.a.: ”At drage omsorg for og støtte folk med særlige behov, fysisk og psykisk, er pålagt alle muslimer i fællesskab og belønnes rigt af Allah”.

Men mærkeligt nok viser den tilknyttede novelle, at den beskrivelse af Allahs lov ikke er trængt igennem blandt vore muslimske landsmænd. Den handler om en pige med cystisk fibrose, som er henvist til at sidde i kørestol hele tiden, men ellers er kvik nok i pæren. Hun har hele sin barndom følt sig skamfuld over at være den, hun er, og dertil mærket, at familien også følte skam over at have fået et barn som hende.

Linas far er udadtil en religiøs mand med et fint rygte i den lokale moske. Han underviser endda i islam og familien er ofte i moskeen til forskellige sociale arrangementer. Lina har dog aldrig fået lov til at komme med. Faderen har aldrig formået at acceptere hende som hun er, som Gud har skabt hende, har aldrig formået at elske hende. Tværtimod, føler hun, har han altid skældt hende ud eller været åbenlyst skuffet, modløs og trist over at se på hende.

Men hun bor ikke hos familien til stadighed.

I dag er Lina 29 år og har boet alene, med 24-timers handicaphjælp, siden hun var 22. Hun er i gang med en IT-uddannelse og har endda fundet arbejde. Da hun flyttede hjemmefra som 18-årig, og kom på en institution for folk som hende selv, oplevede hun for første gang ikke at blive opfattet som Guds straf og begyndte at lære at acceptere sig selv. Med tiden har Lina udviklet en dyb foragt for det hun oplever som sine forældres hykleri, for islam, og for den skam hun oplever at religionen og hendes forældre har pålagt hende at leve med. Hun kan jo ikke gøre for, at hun er, som hun er. For et par år siden er Lina konverteret til Kristendommen, fordi hun føler, at hun i den religion bedre kan blive accepteret, som hun er.

Hvad skal man sige til det? Skal man være stolt på kristendommens vegne? Eller skal man betragte det som et forsøg på at få islam til at ligne kristendommen mest muligt? Eller er det ”blot” en udskamning af medmuslimerne, fordi de gennem deres religion påfører hende en skam at leve med? Men hvis de to forfattere er så sikre på det, de skriver i kapitlet: at dette at støtte og hjælpe mennesker med særligt behov belønnes af Allah, hvorfor har de så kun et ord om Job at vise fra koranen? Man skulle tro, at når de er så sikre på, at disse gerninger belønnes af Allah, så måtte det være en smal sag at finde koranvers, der sagde netop det. Det har de ikke gjort. Mærkeligt!

Jeg er mest tilbøjelig til at gribes af sorg på de to forfatteres vegne. Så tæt på at have opdaget det væsentlige ved menneskelivet og dog så langt borte! Deres medmuslimer har jo dog begrebet det, de her siger om Allah: at han belønner gode gerninger. For når man befinder sig i et lovunivers, når det, det drejer sig om i livet, er at gøre de af Allah befalede gerninger, så er det op til én selv, om man vinder Allahs bifald, man har ikke som i kristendommen på forhånd Guds accept. Det er ens egen skyld, om man bliver anerkendt eller ej. Det har Maryams og Danias fædre forstået. For de véd, at indenfor islam er det dem selv, der skal kæmpe for at opnå og bevare æren. Og Linas far har den samme opfattelse. Derfor er Lina ham en torn i øjet. For hvordan kan han opfatte hende som andet end en straf fra Gud?

Og de to forfattere synes at være enig med ham, når de lader koranverset handle om Job. Der er tale om Sura 21,83(84):

21:84  Og (ihukom) Job, da han ropte til sin Herre: Jeg er blitt rammet av lidelse, og Du er den Barmhjertigste av alle som viser barmhjertighet. 21:85  Så bønnhørte Vi ham og fjernet den lidelse som hadde (rammet ham). Og Vi ga ham hans familie og deres like med dem (som) en barmhjertighet fra Oss, og en formaning for dem som tilber (Allah).

Åh, disse lovtanker! Hvor kan de dog ødelægge alt! Jovist, Job fik alting tilbage, det kender vi fra den bibelske historie. Men Lina fik jo ikke lov til at få kræfter til selv at gå. Hendes far blev derfor ved med at føle, at hun tog hans ære fra ham. For når loven er det overordnede, når alting gøres op i halal og haram, når det drejer sig om at kunne møde frem for Guds domstol med en række gode gerninger, så bliver ens menneskeliv bedømt på tilsvarende vis, så bliver ens egen mening om én selv, ens naboers mening om én afhængig af den række lovoverholdelser, man kan præstere.

-Men hvad da? Hvad vil du sætte i stedet for de gode gerninger, som Allah påbyder, du kristne præst?

Fællesskab! Fællesskabet med familien, fællesskabet med naboerne, fællesskabet med venner og bekendte. Alt, hvad der skal gøres, har sit udspring i fællesskabet, gøres, for at fællesskabet kan blive helt og lykkeligt, gøres, for at tilliden kan blive hel og gro sig stærk. Det er troen, der frelser, siger vi kristne, men det er jo netop troen på fællesskabet, troen på, at tilgivelse og forståelse er en mulighed, troen på, at indlevelse i den andens tankegang og vanskeligheder kan finde sted, så fællesskabet styrkes endnu mere.

Eller jeg kunne sige, at det, der skal sættes i stedet for hele denne løntankegang er taknemligheden; er taknemligheden for livet i sig selv, taknemligheden for det gode liv, der gives én, i Linas fars tilfælde: taknemligheden over, at Lina har sin forstand og kan uddanne sig, taknemligheden over, at hun har levet i et samfund, hvor hun har kunnet få hjælp.

Hvor anbringer forfatterne sig?

Tja, de synes at anbringe sig i den dybe kløft, der findes mellem islam og kristendommen. Og man må virkelig spørge dem: Hvordan kan de dog holde fast ved koranen som deres vejleder, når den er skrevet af et menneske som Muhammed, og dertil giver en række umenneskelige befalinger i Guds navn?

Jeg mener, Muhammed lader jo Allah kræve, at tyvens hånd skal hugges af, Sura 5,38(39). Og ingen tvivl om det: det at gå rundt med en manglende højre hånd er og skal være en stadig nedværdigelse. Det hedder også i Ibn Ishaqs levnedsbeskrivelse, at Muhammed lod nogle af sine modstandere straffe på den måde, at de fik højre fod og venstre hånd hugget af; derefter sad Muhammed indenfor i skyggen og så, hvordan de tumlede rundt i den brændende sol udenfor.

Og han giver rask væk ordre til, at folk, som har vendt sig imod ham og hans budskab, skal dræbes, f.eks. skal en digterinde, der har digtet smædevers om ham, udleveres fra Mekka som betingelse for, at han vil undlade at plyndre byen i 630. Og hun blev udleveret og hun blev henrettet af den Muhammed, som man kalder Guds sendebud.

Ligeledes lader han en hel jødisk stammes mænd henrette i Medina. Kvinderne fordeler han mellem sine krigere, efter at han selv har bemægtiget sig de smukkeste.

Er det en mand, hvis ord man kan stole på? Er det et menneske, værdigt til profetnavnet?

Men kan de to forfattere blive stående i denne kløft? Kan de til stadighed anbefale deres medmuslimer at gøre som de kristne gør, at lade forelskelse besætte sig som grundlag for et senere ægteskab, at lade familiens fællesskab være så stærkt, at det også kan klare at indoptage en handicappet person, og så samtidig prøve at lade alt sådant være underbygget af omhyggeligt udvalgte koranvers, hvor de værste og mest krigeriske vers er sorteret fra? De må dog på ét eller andet tidspunkt blive klar over, at det er det, de gør, og at det ikke er tilfældigt, at disse som de selv mener uheldige tendenser med bl.a. manglende ligestilling mellem mænd og kvinder har udviklet sig indenfor islam. Det må dog vel falde dem ind, at når de anbefaler kristne måder at forholde sig til tilværelsen på, så er det lidt mærkeligt at skulle holde fast ved tanken om, at en kristen mand ikke er god nok til en muslimsk kvinde. Mærkeligt? Nej, selvmodsigende.

Ja, ja, jeg har nok set, at de i kapitel 28 omtaler den persiske digter Rumi. Og noget tyder også på, at det ikke er Main-Stream-Islam, de holder sig til, men mere den retning indenfor islam, der hedder sufisme, en retning, der har temmelig meget tilfælles med kristendommen.

Men ærlig talt, de fleste plejer at foretrække den ægte vare frem for en simili-vare. Hvorfor vil de to forfattere ikke det?

Udgivet i Islam versus kristendom | Skriv en kommentar

Magtreligionen

Så megen magt har magtreligionen islam fået, at det er meget svært at kunne tale lige ud om den. Selv om det, man siger, er sandt, kan man blive dømt for det. Og de, der taler åbent om islam, får vanskeligere ved at skaffe sig ørenlyd.

Morten Rydal har med sin bog Muhammed – da imperiet fandt sin profet” åbnet en flanke mod de danske islamforskere. Den blev uddybet, da han med sin kronik i Kristeligt Dagblad direkte opfordrede disse islamforskere til at komme ud af busken, se her. Det medførte i første omgang en ”modkronik” af Jakob Skovgaard-Petersen, se her. Den vendte jeg mig imod med en artikel her på bloggen, se her.

Nu har så også Thomas Hoffmann blandet sig i debatten sammen med Johanne Louise Christiansen, se her.

Det skuffede mig lidt. Jeg har hidtil regnet Hoffmann for én af dem, der ikke uden videre kunne siges at ”gemme sig i busken”. Hans artikler i Weekendavisen har været ganske oplysende, og i et interview med Mikkel Andersson på Kontrast.dk, se her, optrådte han nogenlunde neutralt, ikke islamofobisk, ikke islamofilt. Og jeg forsøgte derfor at få et kort læserbrev optaget i Kristeligt Dagblad. Det blev dog afvist allerede dagen efter. Og det kan naturligvis skyldes, at man den dag bragte et svar fra Morten Rydal, nemlig dette. Men jeg har en lumsk mistanke om, at det måske også skyldes, at jeg gik mere lige på og hårdt overfor islam, end man vil have det på avisen. Læserbrevet så sådan ud:

Koranens voldsord

Uoverensstemmelsen mellem Rydal og de tre koranforskerne forekommer mig af mindre betydning i forhold til indholdet i koranen. Den græske kirkefader Maximus Bekenderen (582-662) skriver omkring 640: ”Hvad er mere jammerligt og forfærdeligt for dem, der må opleve det, end at se et barbarisk ørkenfolk angribe andres lande, som om det var deres egne; at se civilisationen selv blive ødelagt af vilde og utæmmede dyr, som kun er mennesker i den ydre form”. Her har vi et vidnesbyrd om en hærfører, og det kan meget vel være den hærfører, som har fået navnet ”Muhammed”. Men er det ikke mærkeligt, så præcist disse ord beskriver den vold, der også i dag foretages af mennesker, der tror, at denne hærfører var Guds sendebud?

Når jeg greb til at citere Maximus, skyldes det, at både Skovgaard-Petersen og Thomas Hoffmann omtaler disse tidlige kristne kilder til islams fremvækst. Hoffmann forholdsvis neutralt, Skovgaard-Petersen lidt overfladisk. Han skriver:

Og af beretninger må man også nævne de ikke-muslimske krøniker, som Patricia Crone var den første til at opgradere. Også her er Muhammed allerede i 600-tallet nævnt som en hærfører og religiøs leder, selvom de ikke så har meget pænt at sige om ham. Disse ikke-muslimske kilder var med til at få Crone til at revidere sin revisionisme.

Det var Skovgaard-Petersens bemærkning om, at disse de ældste kilder til Muhammeds historie ikke har noget pænt at sige om ham, jeg ville kommentere med mit Maximus-citat. For det er jo meget pænt sagt en kolossal underdrivelse. Det er jo nemlig sandt og yderst karakteristisk for religionen islam, hvad Maximus siger, at dette ørkenfolk angriber andres lande, som om det var deres egne. For denne hærfører har den overbevisning, at han af Gud selv har fået ordre til at erobre den hele verden og tvinge den til at være islamisk.

Den kendsgerning forekommer mig mere relevant end spørgsmålet om, hvornår og hvordan koranen er blevet til. Men bevares, skal vi arbejde på den måde for at fratage muslimerne troen på koranen som Guds ord, åbenbaret uden fejl fra Gabriel til Muhammed og fra Muhammed til skriverne, og fra skriverne til vore dage, så kan vi da godt det. Hovedsagen er, at vi får slået fast for vore egne kristne tilhængere og derigennem jo også for de muslimer, der hører med, at koranen ikke er og ikke kan være Guds ord til menneskeheden.

Det sidste må med: den kan ikke være ord fra Gud. Det er det, en vestlig videnskabelig tilgang til koranen skal være med til at afsløre. Og derfor kan spørgsmålet om koranens højst menneskelige tilblivelse være et aktuelt spørgsmål at tage frem, hvis man vil afsløre, hvad islam går ud på, og hvis man vil forhindre den uheldige virkning, det kan have, hvis nogen læser alle voldsordene i koranen som opfordringer, man som troende muslim bør følge.

Blot syntes jeg altså i mit læserbrev, at det kunne gøres kortere, hvis jeg fik Maximus til at være talsmand for mig. Men det syntes Kristeligt Dagblad så åbenlyst ikke.

Steffen Wernberg-Moller har i Den korte Avis et indlæg, der har overskriften: ”Når sandheden om islam bliver forbudt i Vesten”, se her. Her hævder han, at:

der kan ikke på sandfærdigt grundlag argumenteres positivt for islam og islamisk indvandring. Man bliver nødt til at lyve, fortie og true.

Det er jeg fuldt ud enig med ham i. Blot siger jeg det på en måske lidt mere indviklet måde, idet jeg forklarer, at kristendommen er Ordets religion, islam Magtens religion, og at de mange diktaturer, vi har oplevet i vor del af verden, hele tiden finder det nødvendigt at bruge Ordet til at understøtte Magten, fordi de alligevel godt er klar over, at mennesket er et ordvæsen. Blot tror de, at mennesket er et flokdyr i den grad, at flokken kan true den enkelte til lydighed.

De to ting står logisk set hinanden imod. Og vil man som diverse diktatorer bruge Ordet til at understøtte Magten med, er man simpelthen nødt til at lyve, fortie og true.

Det er derfor, hvad islam i sidste ende er ude på. Blot forsøger enhver from muslim efter bedste evne at fortie det. Og det lykkes jo i forbavsende høj grad. Det er ubekvemt, at Maximus’ ord kommer frem, man kunne blive kaldt ”islamofob”, hvis man lod det ske. Og de, der kender den slags ord – Skovgaard-Petersen, f.eks. – nedtoner dem eller gør halvvejs grin med dem. Disse ældste vidner om Muhammeds tilstedeværelse på kloden, som jo altså er de kristne, der har måttet smage virkningen af de ”åbenbaringer”, han fik, ”har ikke noget pænt at sige om ham”. Nej, det tror da pokker! Deres lande blev jo brutalt erobret af denne såkaldte profet. Vi havde heller ikke noget pænt at sige om tyskerne under besættelsen.

Blot er Skovgaard-Petersens nedtoning typisk for os i den vestlige verden. Og – fortæller Robert Spencer – også for hinduerne i Indien.

Jeg har tidligere, nemlig her, citeret Spencer for at omtale en indisk shi’itisk muslim, endda en tidligere formand for den ledende muslimsk-shi’itiske forening i Indien ved navn Rizvi, for at kræve 26 voldsopfordringer udtaget af koranen. Det er et højst bemærkelsesværdig krav, men da shi’iterne ikke anerkender de tre første kaliffer, kan det nogenlunde logisk forklares med, at disse kaliffer stod for store erobringer og derfor havde brug for nogle voldsopfordringer.

Nu er Robert Spencer så på banen igen med nye oplysninger om denne sag, se her. Han kan berette, at en leder og talsmand for det hinduistiske parti BJP udtaler, at ”det er mit partis opfattelse, at det at sige absurde ting om en hvilken som helst religiøs tekst, herunder koranen, er en handling, der bør møde den stærkeste fordømmelse”.

Én ting er, at både shi’itter og sunnier i Indien fordømmer Rizvis opfattelse, de holder fast ved, at intet ord i koranen er blevet tilføjet eller ændret igennem 1400 år, men at hinduerne ikke nøjes med at holde deres mund, men hævder, at de 26 voldsopfordringer i koranen ikke må anfægtes, det er ganske besynderligt. For voldsopfordringerne retter sig mod alle ikke-muslimer, herunder naturligvis hinduer. Og dog har vi europæere ikke noget at lade hinduerne høre. For vi hævder nøjagtig den samme selvmodsigende, for ikke at sige selvmorderiske tese.

I det førnævnte indlæg fra Den korte Avis omtaler Wernberg-Moller sagen fra Østrig med en kvinde, Elisabeth Sabbaditsch Wolff, som

blev frikendt for at opildne til had, men dømt for fornedrelse af en religion – “a legally recognized religion”.

Til det sagde Sabbaditsch-Wolff selv: “Redegørelse for “religiøse overbevisninger af en i juridisk forstand anerkendt religion” på en faktuel og akkurat måde, kan konstituere “fornedrelse”, hvis den religion tilfældigvis er islam”.

Robert Spencer siger sådan her: “Stater som er regeret efter sharia forbyder fornærmelse af islam. Siden islamiske talsmænd anser fornærmelser mod islam som værende islamofobiske og kriminelle så benytter de alle mulige midler til at underkue ytringsfriheden, og arbejder på at lukke den ned fuldstændigt.

Fornærmelse mod islam omfatter at fremsige sandheden om islam. Ingen debat er tilladt”.

Men så har Wernberg-Moller en interessant tilføjelse. Han omtaler også sagen fra en skole i England, nærmere bestemt i Batley, hvor tre lærere er blevet suspenderet, fordi de havde brugt Charlie Hebdos Muhammedtegninger i undervisningen:

I den forbindelse er ytringsfriheden nu kommet til undsætning fra uventet kant. Kirken.

Ærkebiskoppen fra Canterbury Justin Welby sagde: “Jeg kender ikke detaljerne i sagen om skolen i Batley. Men i dette land afskaffede vi blasfemilovene for lang tid siden, tyve år er nu passeret, og Kirken af England var blandt dem som dengang støttede afskaffelsen af blasfemilovene.

Fordi vi mener, at blasfemi måske nok kan være et moralsk dårligt valg, i den forstand, at andre menneskers tro fornedres på en dårlig måde, men det burde ikke gøres til et kriminelt spørgsmål.

Jeg syntes, at lukke ytringsfriheden ned når det gælder religion (læs: islam), hvilket sker i forskellige dele af Europa lige nu, er helt forkert. Vi bliver nødt til at kunne tale frit”.

Det er så sandt, som det er sagt, at det er højst uventet, at kirken kommer ytringsfriheden til undsætning. Men det er dog sket før. Jeg har før været inde på en tidligere ærkebiskop i Canterbury, nemlig Rowan Williams, og hans svar på det muslimske brev ”A Common Word”, se her. Dette indlæg havde overskriften ”Gudsbegrebets indre logik”, og jeg citerede Rowan Williams for at sige:

Den tanke, at en hvilkensomhelst handling, hvor ekstrem eller ødelæggende eller endog morderisk den måtte være, kan retfærdiggøres med, at den afværger nederlag for en bestemt tro eller en særlig religiøs gruppe, er ikke i fuld overensstemmelse med den overbevisning, at vort nederlag ikke betyder Guds nederlag.

Selv udlagde jeg Rowan Williams’ tanker på denne måde:

Det er tanker, der ikke baserer sig på en specifik kristelig gudstanke, men på gudstanken i det hele taget, på gudstanken i dens logiske konsistens, derfor – sådan tænker Rowan Williams åbenbart – også på den muslimske gudstanke. Og udfoldelsen af, hvilke konsekvenser der ligger i denne åbenbart fælles gudstanke, viser sig så lige så stille at rulle tæppet væk under enhver form for muslimsk magtanvendelse. Og da magtanvendelse i Guds navn er noget, der så at sige er indbygget i den muslimske gudsforståelse, er det selve denne gudsforståelse, der får sit dødsstød med disse logiske udredninger. Men Rowan Williams siger ikke dette åbent, hvis det i det hele taget strejfer hans bevidsthed.

Dette er jo sådan set et bevis på, at muslimerne opfatter gudsbegrebet forkert, når de vil gøre Gud til en Magtgud, dvs., en gud, hvis magt afhænger af et menneskes, nemlig Muhammeds, magt. Derfor er muslimernes gud en afgud og Jesu Gud den sande Gud; han lod jo sin overbevisning om sandheden komme andre til gode alene ved ordets egen overbevisende kraft. Og i forlængelse af hans gudsopfattelse har vi udviklet et samfund med ytringsfrihed og deraf følgende intens debat, dvs., debat om alt muligt, herunder også religion og altså også islam, noget muslimerne ikke på nogen måde vil gå med til. De siger, det skyldes, at deres religiøse følelser bliver krænkede, men virkeligheden er, at de aldrig selv er gået ind i en ægte religiøs debat, og at deres religion heller ikke vil kunne holde til en sådan debat, fordi der – som Wernberg-Moller siger – ikke sandfærdigt kan argumenteres til fordel for islam.

Lad mig slutte med at citere fra Morten Rydals svarartikel i Kristeligt Dagblad den 14-4, se her. Han slutter med at skrive:

Skovgaard-Petersen stiller sig uforstående over for, at jeg som teolog beskæftiger mig med historisk-kritisk forskning, som, ifølge ham, potentielt kan undergrave det evangelium, som jeg forkynder hver søndag. Det skal man høre fra en professor!

Én ting er, at Bibelen – i modsætning til Koranen – til stadighed underlægges historisk-kritisk analyse.

Noget helt andet er, at det tilsyneladende er helt fremmed for Skovgaard-Petersen, at nogle af hans kolleger rent faktisk studerer islams historie af lidenskab for sandheden. Altså at de rent faktisk har en forestilling om, at vi ved forskning kan komme sandheden lidt nærmere – uanset at det måtte få ubekvemme konsekvenser. Det synes at være helt uden for Skovgaard-Petersens horisont.

Hvad var det da, Skovgaard-Petersen skrev til slut? Det var dette udbrud af undren:

Men det kan undre mig, at en teolog og sognepræst er så opsat på at påvise, at muslimske kilder ikke kan verificeres historisk. For det samme gælder jo den frelseshistorie, han selv prædiker over hver søndag. Og det går jo endda. Efter snart 200 års bibelkritik har kristne lært at skelne mellem historisk viden og kristen tro. Også muslimske intellektuelle har i generationer været klar over, at der kunne være tvivl om deres religiøse kilders historiske nøjagtighed. Var det ikke mere interessant at undersøge deres debatter om det?

Og her ses igen det forsøg på at samtænke islam og kristendom, som jeg før har anklaget ham for, se her. Man må dog som forsker i islam gøre sig klart, at der er himmelvid forskel på at anse sit helligskrift for skrevet af mennesker, overleveret på rent menneskelig vis, derfor genstand for almindelig historisk-videnskabelig forskning, og så anse sit helligskrift for skrevet af Gud selv, overleveret på fuldstændig sikker vis, så der ikke forekommer nogen fejl i nutidens koraner overhovedet, og derfor umulig at gøre til genstand for almindelig historisk-videnskabelig forskning, i hvert fald, hvis denne forskning påviser, at visse koranord ikke kan føres tilbage til Muhammed.

Og så tror alligevel Skovgaard-Petersen, at muslimer kan betragte deres koran, som vi betragter bibelen. Utroligt!

Udgivet i Islam | Skriv en kommentar