Putin, én gang til

Gider vi? Har vi ikke hørt nok om Putin og om, hvad der befinder sig i hans hjerne?

Den gode læser må have mig undskyldt, men jeg bliver opflammet til om ikke dåd, så dog skriveri af et indlæg i Jyllands-Posten af Rune Selsing, se her, en mand, jeg normalt regner for nogenlunde fornuftig. Men dette indlæg er båret af en helt forkert baggrundsforståelse. Desværre viser det sig, at han tidligere har haft et indlæg i Jyllands-Posten, nemlig dette fra marts 2018, som er lige så énøjet. Og det har han haft, uden at jeg har opdaget det og gjort vrøvl over det her på bloggen. Det må den opmærksomme læser virkelig meget undskylde.

Men nu kommer der altså et opgør med Rune Selsing, eller måske alligevel ikke med ham, mere med den tænkemåde, han benytter sig af, og som han vist kalder ”realisme”.

Det er vistnok en tænkemåde, der er ret udbredt. Den går ud på, at man påstår, at verden kan opdeles i imperier, og at de forskellige imperier benytter sig af allehånde lumske metoder for at styrke eller udvide deres magtområder. Der er det Vestlige Imperium, anført af USA, der er det Russiske Imperium, tidligere anført af Sovjetunionen, nu anført af Rusland, og så naturligvis det Kinesiske Imperium. Alle stræber de efter magt, alle vil de udvide deres territorium, alle benytter de sig af løgn og lusk for at få deres ønsker igennem.

Men besynderligt nok anklager Selsing i 2018 kun os i Vesten for at anvende sådanne metoder. Han skildrer Vestens reaktioner på Ruslands indtagelse af Krim, noget, som han fuldt ud godkender – formentlig ud fra antagelsen af, at imperier bruger magt – og spørger så:

Er Rusland så ikke en trussel mod Vesten? Selvfølgelig er de det. Hvis de bare er kvart så aggressive som amerikanerne har været de sidste 50 år, skal vi naturligvis sikre os militært. Det er bedst at forhandle med en stor kæp i baghånden, og det eneste rigtige er naturligvis at tale med dem og respektere de klare interessekonflikter. Russerne plejer deres interesser ligesom andre selvstændige nationer gør, og det kan man ikke fortænke dem i. Det er ikke nær så farligt, som den falske idealisme, der i vidt omfang driver Vestens udenrigspolitik. Vi klovner rundt som kulturignorante idioter og fatter ikke, at vores velmente interventioner i andre landes forhold bliver opfattet som benhård aggression. Se, det er farligt! Det er den indbildte universalisme, der forhindrer vestlige ledere i at pleje deres egne befolkningers interesser og sætte sig til forhandlingsbordet med Rusland. Vi tror, det er de gode mod de onde. Det er de kulturblinde mod rosset.

Og denne sidste påstand benytter han så som overskrift på sit nyeste indlæg: ”Det er ikke de gode mod de onde i Ukraine”. Men det er os vestlige mennesker, der i vor ”kulturblindhed” vil bilde os ind, at verden styres efter vore regler, og derfor ikke kan forstå, at de andre imperier opfatter vores ”velmente intentioner” som benhård aggression.

De sande forhold – efter hans mening sande – skildrer han i det nyeste indlæg:

Ukraine var og er en slagmark for to imperiers kamp for overtagelse. Ikke de gode mod de onde. Krigen var så afgjort en eskalering, men hvis ikke amerikanerne i første omgang havde forsøgt at vinde Ukraine, ville krigen aldrig have fundet sted. Amerikanerne havde ingen særlig ret til at kæmpe for at dominere Ukraine, selv om de i kulturblind ignorance hævder at have sandheden på deres side, og russerne har ingen særlig ret til at forsvare deres interessesfære, selv om stormagter altid gør sådan. Det er historisk fornægtelse, hvis man tror USA handler og ville have handlet anderledes tolerant.

Har amerikanerne forsøgt at vinde Ukraine? Har de forsøgt at dominere Ukraine? Har de med tilskud af forskellig art, måske med den undskyldning, at de styrker demokratiske kræfter i landet, stået bag oprøret mod Janukovitj? Tja, det er ikke til at vide, og jeg véd egentlig heller ikke, om det mere er så interessant at undersøge.

Jeg mener, der er jo sket ganske meget siden Putin angreb Ukraine. Og det er et spørgsmål, om Selsing ”realisme”-tænkemåde formår at give en uimodsigelig baggrund for det hele.

Hans udtalelse om, at krigen ikke er de godes krig mod de onde, fremkalder den formodning, at han forskyder al tale om godt og ondt fra de kampe mellem imperier, som han taler om. Gør han mon det?

Tja, bom, bom! Det er ikke helt klart. Se f.eks., hvad han skriver lidt senere, som en slags konklusion:

Ikke desto mindre er jeg uenig med de ellers modige realistiske dissidenter, når de hævder, at der ikke findes moral i udenrigspolitik. Naturligvis gør der det. Vi bør til gengæld være langt mere forsigtige og ydmyge, end hvad vestlige magthavere ellers har haft for vane.

Hvordan kunne et ydmygt bud lyde? Jo, et bør være at undgå lidelse. Ikke mindst lidelse i stor skala. Naturligvis har krigen i Ukraine været en katastrofe. Især for ukrainere, men også for russere, fattige østeuropæere og alle mulige andre i verden, der har lidt som følge. Atomkrig vil være værre. Derfor bør vi naturligvis fordømme russerne. Og vi bør også fordømme amerikanerne. Og vi bør gøre, hvad vi kan, for at bringe krigen til ophør.

Jamen, her gælder det altså ikke blot om for et imperium at udvide sin magt. Her spiller moralske overvejelser og begrundelser ind, hvad de ikke gjorde tidligere i hans fremstilling. Et bud kunne være at undgå lidelse, siger Selsing. Og se, her kommer hans selvmodsigelse frem. Det han anklager os andre for: at vi bruger moralske argumenter, det udfører han selv: han mener sig i stand til at anklage både den ene og den anden.

Men han ”glemmer” helt at tilskrive russerne en sådan moral, eller at angribe dem for at handle uden hensyn til folks lidelser. Hvis vi vil fordømme russerne, skal vi i hvert fald huske også at fordømme amerikanerne. Åh, ja, men den lidelse, russerne med deres upræcise bombardementer har påført ukrainerne, er til at se for os alle. Mens den lidelse, Selsing påstår, amerikanerne har været skyld i, fortoner sig til nærmest ingenting.

Lidt senere skriver han:

Hvis nu vi ikke blot er ”de gode” og russerne ”de onde” – hvad bør vi så håbe på? Vi kunne, ydmygt, begynde med et folks selvbestemmelse. Ukraine bør være selvstændigt, for Ukraine udgøres af det ukrainske folk. Dog ikke på Krim, der er lige så ukrainsk, som Flensborg er dansk. Og heller ikke entydigt i Donbas. Autonomi eller selvstændighed for begge er den eneste holdbare vej frem. Den vej, der mindsker lidelse.

Det lyder jo meget fornuftigt. Men det er, ifølge hans egen opdeling af verden, jo kun fornuftigt for os i Vesten. For russerne bliver det opfattet som benhård aggression, det har Selsing lidt tidligere forklaret os uvidende. Og på hvilke vilkår kan vi så slutte fred, hvis Putin mener, at Ukraine ikke er en selvstændig stat?

Og så har han åbenbart ikke læst Putins taler. Det, Putin forsøgte på i sin tale af 21-2 2022, var jo at retfærdiggøre sin invasion af Ukraine, se evt. mit referat af talen her. Det gør han ved i begyndelsen af sin tale at hævde, at Ukraine og Rusland i grunden er ét land, ét folk, én kultur, noget, ukrainerne bestemt ikke er enig med ham i. Men det er altså hans opfattelse. Eller det var hans opfattelse.

Så Selsings teori om, at for russerne udgøres Ukraine af det ukrainske folk, er ikke Putins tankegang, men Selsings ønskedrøm. Og Putins teori fra 21-2 2022 fik ham til at sende hærstyrker ind i Ukraine, også ind mod Kyiv. Meningen var formodentlig at ”hjælpe” ukrainerne af med den ”uheldige” regering, de havde stemt sig frem til. Og at ”autonomi og selvstændighed for begge er den eneste holdbare vej frem”, er det ikke blot vestlig propaganda? De ”folkeafstemninger”, der har været afholdt i de fire oblaster, som Putin indlemmede i Rusland engang i september, kan vist ikke med nogen rimelighed siges at være udtryk for disse beboeres vilje eller for disse oblasters selvbestemmelse.

Så vidt jeg kan læse Selsings artikler bygger de på én stor selvmodsigelse. Han opstiller et grundnarrativ, hvorefter verden er opdelt i imperier, som handler efter deres egne interesser. Og Vestens handlinger, som vi fejlagtigt tror er gode og moralsk upåklagelige, er i virkeligheden udtryk for et enormt hykleri. Vi anser Ruslands ideologi for at være ekspansionistisk. Men det er den ikke, og den er det ikke

i modsætning til USA, der har en udtalt ambition om at udbrede sine værdier om frihed, demokrati og menneskerettigheder til alle verdenshjørner. Den amerikansk-vestlige ideologi er naturligvis ikke ekspansionistisk i sin egen selvforståelse, fordi den er på det godes side.

Og denne ideologi, som altså USA prøver at indoktrinere resten af verden med, beskriver Selsing således:

Den verdensorden, der opstod efter Anden Verdenskrig, er derfor, for store dele af kloden, et udtryk for

amerikansk imperial dominans. Det gælder de store institutioner, menneskerettighedserklæringen, administreringen af dollaren og meget mere.

Det er nyt for mig. Jeg har hidtil troet, at institutionen FN, menneskerettighedserklæringer og så videre, var alment anerkendt af alle imperier. Nu hører jeg så, at det er specielt for os i Vesten, de andre imperier vil ikke følge det.

Men det er Selsings hovedfejl. Dels viser den sig, som omtalt, når han selv, når han skal tænke sig frem til en fredsforhandling i Ukraine, går ud fra som en selvfølge, at der er værdier, der er almenmenneskelige: autonomi og selvstændighed, f.eks., dog uden at han her kalder disse værdier specielt vestlige, dels viser den sig i hans overordnede tankegang: imperierne er ikke fælles om de værdier, som de vedtog ved dannelsen af FN, og de andre tiltag efter Anden Verdenskrig, det var vestlige værdier. Men nej, de var netop fælles. Sovjetrusserne var f.eks. med til i Nürnberg at dømme de ledende nazister for forbrydelser mod freden, fordi de ikke havde overholdt de aftaler, de havde indgået.

Så han må, efter min mening, prøve at ændre på sine grundlæggende tanker. At man overholder de aftaler, man indgår med et andet land, er ikke en særlig vestlig dyd, det er et almenmenneskeligt karaktértræk, og hvis man ikke vil rette sig efter denne regel, må der undskyldninger til, f.eks. den undskyldning, Putin kommer med, at russere og ukrainere i grunden er ét folk.

Og det er den for Putin tilgrundliggende forestilling, man må se at få ham bort fra.

Det bliver svært. For den er vist ret indgroet i ham.

For sagen er, at Putin, som sovjetrusserne før ham, lever på en forestilling om demokrati, som han har arvet fra os i Vesten. Sådan som alle andre kulturer har arvet en demokratiforstilling fra os, ligesom de har arvet en forestilling slaveriets ophør, om aftalers overholdelse og meget mere.

Se på Iran! Et grundlæggende muslimsk land, som burde styres efter udelukkende muslimske principper. Hvorfor skal dog et sådant land besvære sine borgere med at holde valg til et parlament med jævne mellemrum? Ja, det skal de, fordi de alle, folket som dets ledere, er blevet påvirket af de vestlige tanker om demokrati. Og at de ikke overholder almindelige demokratiske regler, er ikke udtryk for en særlig islamisk kultur, det er udtryk for et hykleri af den anden verden: de vil være demokratiske udadtil betragtet, men de vender sig imod almene demokratiske regler indadtil.

Det samme kan siges om andre muslimske lande.

Og Rusland?

Ja, Rusland er desværre gået ind i en periode, hvor de efter evne efterligner tilstandene i Sovjetunionen, det vil sige: tilstanden med påstået frie valg, som alle vidste, aldeles ikke var frie, og med påstået frihed til at ytre sig, selv om man ”desværre” har set sig nødsaget til at indskrænke ytringsfriheden gevaldigt her under Ukrainekrigen.

Det er sandt nok, at russerne og andre ikke-europæiske kulturer har vænnet sig til at se ned på os vesterlændinge. Men det skyldes jo dels, at de misunder os vore velfungerende stater, og dels, at de ønsker at undgå, at deres befolkninger kræver ændringer à la de vesteuropæiske stater. Og man skal vel ikke helt overse, at de mange mennesker, der stemmer med fødderne, alle stemmer for at kunne bosætte sig hos os, ligegyldigt, hvor fremmed en kultur de så kommer fra. Strømmen går fra Stormellemøsten til Europa, ikke omvendt.

Og fordi Rune Selsing således har misforstået den baggrund, det hele foregår på, skal vi på ingen måde tro, at freden i Ukraine kan opnås så let, som han bilder sig ind.

Er Putin gået bort fra den forestilling, at det russiske og det ukrainske folk i grunden er det ene og samme folk? Måske han har indskrænket sine krav noget, da han i september indrullerede de fire oblaster i Rusland. Men der er ingen tvivl om, at han vil stille store krav til areal-indlemmelse i Rusland ved en eventuel fredsforhandling, i hvert fald, så længe Ukraine ikke ved erobring har borttaget den mulighed for ham.

Og det højst væsentlige spørgsmål om fredens varighed stiller Selsing overhovedet ikke. Men ak, det gør ukrainerne. Og de gør det med god grund. I 1994 gav ukrainerne afkald på de atomvåben, de havde fra Sovjettiden, mod, at Rusland lovede aldrig at angribe dem. Storbritannien og USA ved medunderskrivere på traktaten. Og har Putin således én gang brudt et løfte, han har afgivet, hvad skulle så få os til at tro, at han ikke ville kunne gøre det igen. Når han altså lige har fået samlet kræfter til et fornyet forsøg på at indlemme det genstridige Ukraine.

Det er sandt nok, at cirka halvdelen af ukrainerne er russisktalende. Men dette sproglige problem har Putin med sin aggression fået forvandlet til et politisk problem: nu er langt over halvdelen af ukrainerne stærkt utilbøjelige til at begive sig ind under russisk herredømme. For nu har de set, hvad det fører med sig af tvang fra oven.

Krigen er ikke de godes krig mod de onde, siger Selsing. Og det lyder jo skønt, for vi bryder os ikke om sådan ligefrem at prale med vore gode statsforhold. Men er der noget at sige til, at de russisktalende ukrainere foretrækker at bo i Ukraine under en ukrainsk regering, når de ser, hvad der foregår i Rusland, hvor størstedelen af befolkningen aldeles ikke ønsker at deltage i Putins krig i Ukraine? De værnepligtige flygter jo til udlandet i stort tal, modsat de værnepligtige i Ukraine, der tager afsked med deres hustruer ved grænsen til Polen.

I det hele taget er det, der får os vesterlændinge til at støtte Ukraine, det mod, ukrainerne udviser i deres kamp mod Putin. Det er det, der får de vestlige ledere til, med deres befolkningers bifaldelse, ikke at vove at svigte Ukraine, men blive ved med at støtte deres kamp. Og ja, det er en kamp for frihed og demokrati.

Og freden? Ja, den kommer vel før eller siden. Men ikke i kraft af noget, der ligner Selsings drømmescenarie.

Advertisement
Udgivet i Samfundsforhold | Skriv en kommentar

Forsinket spontaneitet

De er altså mærkelige, disse muslimer. Eller rettere sagt: Hvor er de anderledes end os!

Tag bare den måde, der bruger sproget på!

Vi kan godt sige, at det er imod sprogets egne intentioner. Men for dem er det åbenbart ret selvfølgeligt.

Måske man husker, hvordan det anerkendte universitet i Kairo, Al-Azhar, i sin tid, da Khoumeini havde opfordret til mord på Salman Rushdie, kom ud med en melding om, at en sådan mordopfordring var uislamisk: Rushdie skulle ganske rigtigt slås ihjel, fordi han havde besmudset muslimernes profet, men han skulle have mulighed for at angre. Derfor skulle han bortføres til et muslimsk land, og dèr stilles overfor valget mellem at blive slået ihjel og at angre.

Angre?

Det ord er da brugt helt forkert af dette universitet. Angre er noget, man gør, fordi man af hele sit hjerte fortryder noget, man har sagt eller gjort. Det er ikke noget, man kan tvinges til at udefrakommende kræfter, såsom en trussel om at blive slået ihjel.

Jeg gik engang i 2010 i rette med denne forkerte sprogbrug, se her. Jeg skrev blandt andet:

Man tog sig til hovedet: dette har da intet med anger at gøre. Det er misbrug af sproget at kalde den slags anger. Anger forekommer, når man af hjertet fortryder noget, man har sagt eller gjort, ikke, når man tvinges til at tilbagekalde. Men sådan tænker muslimer ikke. De lader sig nøje med en ydre tilbagekaldelse, ja, de mener oven i købet, at tilbagekalder han, så ‘angrer’ han. Altså: en bevidsthed om, at der er forskel på et menneskes oprigtige mening og dets påtagne mening, findes ikke hos muslimer. De er ikke interesseret i denne forskel. De angler ikke efter andres oprigtige respekt af dem, de er kun ude efter den respekt, de kan opnå i kraft af deres styrke og magtposition.

Det er desværre stadigvæk alt for rigtigt. Og som man måske kan fornemme, bruger muslimer også ordet ”respekt” på en måde, der stærkt adskiller sig fra vores brug: de taler som rockerbanderne i sin tid: med deres voldstrusler ville de ”sætte sig i respekt”. Det samme er muslimerne ude på. Den tanke, at man kunne vinde andres respekt ved at opføre sig menneskeligt og forstående overfor andre, er udenfor deres synsvidde.

Og så til talen om at ”føle sig krænket”!

Det er et udtryk, der har været brugt både af muslimer og vesterlændinge til at beskrive muslimers reaktion på offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne i 2005. Men også her viser forskellen mellem de to religioner sig. Vi i Vesten vil forstå dette ”at føle sig krænket” ud fra det umiddelbare forhold mellem mennesker. Der er noget spontant ved udtrykket, som gør det umuligt at blive krænket med forsinkelse.

Det var ikke desto mindre, hvad muslimerne blev i 2005 til 2006. Flemming Rose på Jyllands-Posten ville med sine tegninger finde ud af, om muslimerne mente, at det muslimske forbud mod at tegne profeten også gjaldt for os ikke-muslimer. Og efter offentliggørelsen den 30. september 2005 var der faktisk nogle muslimer, der gik ind for den tanke, at hvad ikke-muslimer foretog sig, ikke angik muslimerne. Så vi kunne efter deres mening offentliggøre de tegninger, vi ville, de ville ikke gøre vrøvl.

Men der var andre muslimer, der så en chance for at få indført en slags blasfemi-lov i Vesten, så det ligefrem blev strafbart for os at gøre nar af Muhammed eller bare at afbilde ham. Det argumenterede de for med Ahmed Akkari i spidsen, først herhjemme, siden i Mellemøsten. Dog havde de lidt svært ved at få medhold. Man vidste øjensynligt ikke rigtig, hvilket ben man skulle stå på. Så da statsministeren, Anders Fogh, holdt sin nytårstale i 2005-06, kunne han gøre det i den formodning, at krisen var drevet over.

Men så skete der noget. Ikke i den vestlige verden, men i Saudi-Arabien. Mange mennesker, vist omkring 300, omkom ved den årlige pilgrimsvandring til Mekka. Og det benyttede Saudi-Arabien sig af. Hvor landet tidligere overfor den udsendte Akkari-delegation havde afvist idéen om at beskæftige sig med Muhammed-tegningerne, dèr slog man nu fuldstændig om. Man opfordrede via unavngivne e-mails sine indbyggere til at boykotte danske varer under henvisning til Muhammed-tegningerne. Og den opfordring blev fulgt af de islam- og autoritetstro saudere.

Og så følte pludselig alle muslimer sig krænkede. Så opstod der en konkurrence mellem de forskellige muslimske stater om at være mest fjendtlig overfor Danmark, så nu var der ingen ende på følelsen af krænkethed.

Dog brugte man ordet ”krænket” på en helt anden måde, end vi vesterlændinge bruger det. I vores optik kan man ikke være krænket med forsinkelse. Krænkethed hører til i et forhold mellem mennesker, mellem enkeltmennesker og mellem stater. Hvis et menneske i vor del af verden føler sig krænket over noget, hans samtalepartner har sagt, og ligeud siger, at det var dog en krænkende udtalelse, kan samtalepartneren reagere ved at fastholde sin udtalelse. Så er forholdet gået i stykker. Han kan også reagere ved at sige ”undskyld, sådan var det ikke ment”. Og så kan det gode forhold måske bevares, lidt afhængig af, hvordan den krænkede modtager denne undskyldning. Men naturligvis, hvis den anden siger undskyld, så regner den krænkede med, at det krænkende udtryk ikke vil blive gentaget.

Men man kan ikke komme og påstå, at man er krænket et halvt år efter, at den krænkende handling har fundet sted.

Det er imidlertid, hvad muslimerne har gjort. Først efter et halvt år fandt saudierne ud af, at de da vist alligevel var blevet krænket. Og så er der ikke tale om krænkelse, så er der tale om, at man forsøger at udnytte situationen til at få vestlige lande til at indføre forbud mod Muhammedtegninger eller få vestlige journalister til at undlade at tale ondt om islam.

Jeg har skrevet om muslimernes succes flere gange her på bloggen, først vel i 2008 her. Her drog jeg denne konklusion:

Og som man i dag kan se, har det givet de muslimske lande blod på tanden. Når der nu i FN ligger et forslag fra de muslimske landes organisation om indskrænkning af ytringsfriheden af hensyn til religiøse følelser, så er det en udløber af den succes, de opnåede under Muhammed-krisen. Det lykkedes jo virkelig at få mange mennesker her i Vesten til dels at opfordre til tilbageholdenhed med religionskritiske ytringer, dels selv at afholde sig fra nogen form for udtalelse, der kunne tænkes at såre muslimer.

Men altså, det fuldstændig nye og ganske uhørte ved Muhammed-krisen er, at muslimske lande nu vil blande sig i, hvordan vi skal håndtére vores ytringsfrihed. Retter vi os ikke efter dem, tillader de sig at boykotte os og afbrænde vore flag og vore ambassader.

Det er Bernard Lewis, den kendte islam-forsker, der gør opmærksom på, at Muhammed-krisen har ændret muslimernes syn på, hvad de kan få os andre til at gå med til. Fra da af begyndte talen om ”islamofobi” og ”krænkethed” at florere fra muslimer overfor os. Men krænkede, som vi bliver krænkede i vore personlige forhold, er de ikke.

En tilsvarende mærkværdighed kan man iagttage i Erdogans rasende udfald mod Sverige, fordi landet har rettet sig efter sit ytringsfrihedsideal og tilladt Rasmus Paludan at afbrænde en koran foran den tyrkiske ambassade i Stockholm.

Berlingske beretter om det her, og Tom Jensen giver i en leder sin mening om sagen til kende her. Men ingen af de to gør opmærksom på det, jeg her vil hæfte mig ved, nemlig det forhold, at også i dette tilfælde krænketheden eller fornærmelsen optræder med stor forsinkelse.

For det er jo lang tid siden, Paludan begyndte af afbrænde koraner. Som det fremgår af det første af ovenstående links, skete det på palmesøndag 2019, og siden i høj grad op til det svenske valg i september 2022.

Her i april 2022 reagerede jeg på et indlæg af bl.a. Thomas Hoffmann i Berlingske, se mit indlæg her. Jeg blev noget forarget over forfatternes ringe viden om martyrerne fra Cordoba, og det gik mit indlæg med at gøre nærmere rede for. Men nu vil jeg henlede opmærksomheden på indlægget af en lidt anden grund, den, nemlig, at de hævder, at det forhold, at Paludan bliver ved og ved med at afbrænde koraner, til sidst gør hans optræden uinteressant. Man gider ikke blive ved med at gøre vrøvl, heller ikke, når ”man” er muslimerne. Det gælder specielt muslimerne i Danmark, og i mindre grad muslimerne i Sverige.

Det sjove er, at de to næsten anerkender Paludans gerning som en ”god” gerning, for, siger de, blasfemi kan virke som en fremkaldervæske:

Blasfemi kan skille fårene fra bukkene med hensyn til, hvem der utvetydigt fordømmer volden og hvem, der enten mener, at blasfemikeren selv beder om det eller vælger at (for)skyde skylden på samfundet og systemet, for eksempel et islamofobisk og racistisk Sverige. I samme ombæring kan blasfemi blotlægge, om den blasfemiserede religions tilhængere – i dette tilfælde imamerne, de religiøst »selvlærde« og lægfolk – lægger utvetydig afstand til volden. I skrivende stund har svenske islamiske autoriteter os bekendt endnu ikke været på banen med hverken fordømmelse af volden eller opfordring til fredelige protester.

Og det er jo en ganske sjov betragtning, som man ikke hører så ofte. Den gentages lidt senere i en mere forståelig form:

For ved bestandigt at gentage sit cirkus herhjemme har Paludan formået (næsten) at civilisere de antidemokratiske blandt danske muslimer, så de ikke mister selvkontrollen, hver gang folk kommer med ytringer, der skænder deres hellige bog. Dette gigantiske spring er sket gennem den klassiske opskrift, der altid har forårsaget ethvert reelt og ikke blot formelt fremskridt i ytringsfriheden, nemlig en kombination af: 1) stadig eksponering af de antidemokratiske modtagere for krænkende, men lovlige ytringer; med 2) ukueligt mod hos afsenderen.

Og igen: Det er en interessant iagttagelse, at Paludans koranafbrændinger har medvirket til at ”civilisere” de antidemokratisk elementer blandt vore muslimske landsmænd. Det har jo betydet, at disse landsmænd ikke længer gider lave moddemonstrationer ved diverse koranafbrændinger. Og det har betydet, at alle disse Paludan-demonstrationer ikke har givet genlyd i den store verden. I 2005-06 var reaktionen på Muhammed-tegningerne protester mod Danmark overalt i den muslimske verden; at tegne Muhammed, nej, det går virkelig ikke an. Også Charlie Hebdo har fået muslimernes vrede at føle, sidst med mordet på Samuel Paty. Og så går Rasmus Paludan rundt og afbrænder koraner, uden at de internationale muslimske samfund reagerer. Én ting er at tegne Muhammed, det kan vel være ret nedværdigende for en muslim at se på. Noget helt andet er at brænde alle muslimers hellige bog; det er et angreb på selve religionens kerne, så det må man da reagere imod, hvis man i det hele taget skal reagerer. Men se så, hvad der sker, når det gentages og gentages.

Rigtigt: Ingenting sker!

Det vil sige: Intet er sket, før Erdogan kom på banen.

Og det vil videre sige: Nu gentager begivenhedsforløbet fra Muhammed-tegningerne sig. Alt dette krænkeri kan vi godt glemme. Hvad der er på færde, er, at et muslimsk overhoved benytter situationen til at anklage os i Vesten; i 2006, så opmærksomheden kunne bortledes fra de dræbte i Mekka, i 2023, så Erdogan kan optræde som en rigtig muslimsk fyrste, der sandelig ikke vil vise sig eftergivende og forstående overfor et vestligt land, der tillader, at der afbrændes koraner foran den tyrkiske ambassade.

Ved de tidligere koranafbrændinger i Sverige har Erdogan været så ligeglad, som man kan være, men nu, hvor han har brug for noget, han kan anklage Sverige for, nu er han krænket i sit inderste, nu føler han det virkelig som et angreb på hans trofaste, muslimske hjerte.

Er det ikke mærkeligt? Er det ikke afslørende for den muslimske tankegang? Viser det ikke, at deres krænkethed ikke er en ægte følelse, men blot noget, de bruger for at islamisere os i Vesten? Noget, der desværre er lykkedes i alt for høj grad.

Og så til sidst blot en enkelt betragtning mere:

Lad os prøve at vende problematikken om! Lad os forestille os, at det er os kristne, der bliver krænkede over islams hellige bog! Og vi behøver ikke at opregne alle voldsopfordringerne, vi kan nøjes med at blive krænket over Sura 4,157f, hvor der står, at Jesus ikke døde på korset, se evt. min artikel derom her. Det vil sige: koranen vender sig imod den altafgørende kristne trosartikel. Det kan vi da ikke finde os i! Det må vi gøre vrøvl over! At muslimerne tillader sig at vende sig imod kernen i vor kristendom, nej, her må vi virkelig føle os krænkede!

Men læg mærke til det: Det gør vi jo ikke.

Og når vi ikke gør det, skyldes det, at vi har forstået, hvad religionsfrihed betyder. Det betyder nemlig ikke det, som muslimerne tror, at de kan blive fri for angreb mod deres religion, nej, det betyder blot, at du har lov til at dyrke din religion under statslig beskyttelse, en beskyttelse, der i samme omfang gælder alle andre religioner. Og det betyder – forhåbentlig – at vi omsider kan få en ægte religionssamtale, dvs., en samtale, der foregår uden våben og uden trussel om vold.

Udgivet i Islam versus kristendom, Samfundsforhold, Uncategorized | Tagget , , | Skriv en kommentar

Reguleret ulovlighed

Det er en mærkelig form for journalistik, vore medier foretager. Jeg tænker her på hovedparten af de europæiske medier, dem, man med et nyt ord kalder ”Main Stream Media”, MSM. Jeg læser med større eller mindre fornøjelse mine faste aviser, Kristeligt Dagblad og Information, og besøger derudover en del medier på internettet, og ærlig talt, jeg blev lidt overrasket over, at det her forleden var det agtværdige Kristeligt Dagblad, der skuffede mig. Bladet faldt alt for meget i hak med de andre eksemplarer af Main Steam Media: elendig journalistik, ikke-stillede spørgsmål, politiske forslag, der byggede på ønsketænkning frem for på virkeligheden.

Nuvel, nogen vil måske sige, at bladet er undskyldt, for sådan tænker hele den europæiske elite. Men jeg havde nu regnet med, at i det mindste Kristeligt Dagblad ville være lidt mere virkelighedstro.

Nå, noget af problemet kan forklares med, at man i sin forsideartikel har valgt at indføre Thomas Gammeltoft-Hansen som ”ekspert”. Og så bliver det – måske uden at man fra journalistside tænker over det – hans forestillinger og tankeverden, der bliver den baggrund, på hvilken problemer aftegnes. Men alligevel! Hvorfor finder man så ikke en anden ”ekspert”? Eller endnu bedre: Hvorfor giver man sig ikke til at tænke selv, så man kan stille de rette, mere inkvisitoriske spørgsmål?

Lad os se på det, se her!

Der går ikke lang tid, før journalisten, Tobias Stern Johansen, omtaler Thomas Gammeltoft-Hansen. Det hedder:

“Så længe, EU-landene ikke har opnået fælles fodslag i forhold til håndtering og fordeling af asylansøgere, vil EU forblive sårbart, hvis lande som Rusland eller Belarus forsøger at sende migranter og flygtninge ind over grænserne,” siger Thomas Gammeltoft-Hansen.

“Sådanne situationer påvirker enkelte EU-lande ved EU’s ydre grænser, og man risikerer, at de vil ignorere de fælles asylregler for at undgå, at de bliver ramt uforholdsmæssigt hårdt af asylansøgere,” siger han.

Når EU ikke kan blive enig om et fordelingssystem, begynder lande at agere i deres egne interesser.

“Noget tyder på, at dem, der kommer til Italien og Grækenland lige nu, bliver vinket videre. Der sker ikke den registrering, som man ifølge reglerne bør gøre,” siger Thomas Gammeltoft-Hansen.

Og det kan man jo nok se, at for Gammeltoft-Hansen er problemet ikke, at der kommer for mange migranter til, at vi kan nå at integrere dem, nej, problemet er, at vi ikke behandler dem efter ”de fælles asylregler”. Og disse fælles asylregler forudsætter han bekendt; meget bekvemt, for så behøver han ikke at beskæftige sig med det besynderlige i, at man med disse ”fælles asylregler” laver love for personer, der handler ulovligt. Disse asylregler skal jo gælde dem, der krydser grænsen til EU på ulovlig vis; blot de siger ”asyl”, har vi europæiske lande pligt til at behandle deres asylansøgning, og naturligvis glemme alt om den lovovertrædelse, de begik ved at krydse grænsen.

Første afsnit i ovenstående citat viser, at Gammeltoft-Hansen ikke har lagt mærke til, hvordan Polen og Litauen med en håndfast ligegladhed med ”de fælles asylregler” fik tilintetgjort Ruslands forsøg på at sende migranter ind over grænserne. For når disse migranter imod reglerne bliver sendt retur, selv om de er nået indtil 10 km ind på polsk område, så er det dels imod disse ”fælles asylregler”, der siger, at blot man har sat sin fod på europæisk jord, har man ret til at få sin asylsag behandlet, men det er også en ganske effektiv måde at spænde ben for Ruslands skumle hensigter på, så den sårbarhed, han omtaler, ikke længere er en sårbarhed, polakkerne overtrådte nemlig reglerne. Men det er klart, hvis Gammeltoft-Hansens ønske opfyldes, så ”fodjordsreglen” skal gælde også dèr, så bliver Europa sårbart overfor drillerier fra russisk side. Men det er altså hans ønske, der gør os sårbare, ikke den polske resoluthed. Man kan eventuelt læse mere om situationen ved den polsk-belarussiske grænser her.

Jamen, hvad skal vi da gøre? lyder det ængstelige spørgsmål fra os europæere.

Og Gammeltoft-Hansens svar ses i det næste afsnit: Vi skal finde et fælles fodslag, ellers ”risikerer” vi, at lande ved EU’s ydre grænser ignorerer de kønne asylregler.

Heldigvis er der efterhånden en del lande, der er klogere – det vil sige: mere bevidste om virkeligheden – end Gammeltoft-Hansen. Polen har jeg nævnt. Grækenland kan også nævnes, ikke blot, fordi de før migrantkrisen i 2015 fik deres flåde til at sende migrantbåde tilbage til Tyrkiet, også fordi de i disse år er begyndt på den samme effektive beskyttelsesmetode. Og Spanien kan også nævnes, for hvorfor har de sat et mægtigt pigtrådshegn op omkring deres afrikanske enklaver, når vi nu skal være åh så gode og tillade alle ulovlige grænseoverskridelser? Det er jo med til at gøre det sværere at overskride grænsen – lovligt eller ulovligt – og derfor imod asylreglerne. Men Spanien gør det bare og har gjort det i mange år.

Skal vi også nævne Italien? Italien er jo begyndt at gøre livet besværligt for de idealister med de høje idealer, der for enhver pris vil ”redde liv” på Middelhavet. Man tvinger disse ”redningsskibe” til at sejle langt op til Norditalien, hvis de vil ilandsætte de opfiskede migranter. Det har Thomas Gammeltoft-Hansen sikkert også noget imod.

I hvert fald har han noget imod den praksis med viderevinkning, der har fundet sted igennem mange år i Italien. Det er afsnit 3 og 4, vi er kommet til med disse bemærkninger. Egentlig er det jo efter de smukke regler Italien, der skal iværksætte en behandling af migranternes asylansøgning, men tænk, man har igennem mange år haft den frækhed blot at lade dem rejse videre nordpå, så Italien kunne sole sig med bevidstheden om at ”redde liv”, mens de overlod alt besværet til os i de nordligere og for asylansøgere bedre egne af verdensdelen.

Har Gammeltoft-Hansen ikke vidst det? Og hvis han har, hvorfor omtaler han det så som et nyt problem, der nu skal tages hånd om?

Så snupper vi lige en omtale af FN’s flygtningekommission, UNHCR. Tobias Stern Johansen gentager her det, han den 18-12 2022 skrev i Kristeligt Dagblad, se den gamle artikel her. Citatet lyder:

Ifølge FN-organet UNHCR forventes antallet af bådflygtninge fra Nord- og Nordvestafrika over Middelhavet at stige i 2023. Hverken klimaforandringer eller fattigdom fører i sig selv til migration og flugt, for det kræver ressourcer og netværk at tage af sted. Men det gør sammenfaldet af flere kriser såsom klimaforandringer, krig, ekstremisme og ringe økonomiske fremtidsudsigter – og især de faktorer, Vesten selv har en andel i, sagde forskere her i avisen før nytår.

Ifølge artiklen fra december skyldes den sidste bemærkning Ninna Nyberg Sørensen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Diis, med fokus på migration, konflikt og udvikling. Og hun er naturligvis forsker, ellers kan man jo ikke stole på, hvad hun siger, men er det alligevel ikke noget vrøvl. Har vi i Vesten virkelig ansvar for så meget? Klimaforandringerne? Javel, det sås der tvivl om, men krig? Er det ikke de korrupte stater i Afrika selv, der skulle se at få indrettet nogle bedre stater? Eller er det ikke islam, f.eks. Boko-Haram i Sahel-området, der forårsager krig? Det er jo islam, der skjuler sig under betegnelsen ”ekstremisme”. Men alt det og de dårlige økonomiske fremtidsudsigter, er da ikke Vestens skyld. Man må være forsker for at nå frem til en så forkert konklusion.

Men er hun end forsker, hun er ikke forsigtig nok. For ved kun at nævne to ting, der får folk til at flygte: klimaforandringer og fattigdom, overser hun fuldstændig den eneste begrundelse, der kan give ret til asyl i Europa: personlig forfølgelse. Og Tobias Stern Johansen har tilsyneladende ikke spurgt hende, hvorfor hun mon gør det. Han er sikkert heller ikke orienteret om flygtningekonventionens begrænsning.

Og så har jeg lært et nyt ord: Kontrolaftaler. Med det ord beskriver Thomas Gammeltoft-Hansen den aftale, EU i 2016 indgik med Tyrkiet:

Kontrolaftaler som den, EU indgik med Tyrkiet i marts 2016, efter at flere end en million migranter og flygtninge var strømmet ind i Europa, er ifølge professor Thomas Gammeltoft-Hansen ofte skrøbelige, fordi migrantruterne eller de politiske forudsætninger ændrer sig. Europa står med en udfordring, hvor modellen for aftaler med de tredjelande, man gerne vil sende folk tilbage til, skal gentænkes.

Nogle stemmer peger på, at man i højere grad bør indtænke kvoter for lovlig immigration på områder, hvor der mangler arbejdskraft i Europa. I Belgien er der for eksempel hospitaler og plejehjem, som ikke har noget personale tilbage og må lukke eller er ved at lukke.

Og det er klart, et pænt ord skal man da have for det hykleri, denne aftale er udtryk for. Jeg mener, selv er man for fin til at bruge vold for at holde migranter tilbage fra ens grænser, men at betale andre for at gøre det samme, det er man ikke for fin til.

Og så tanken om, at vi på grund af manglen på arbejdskraft er nødt til at lempe på reglerne. Jamen, har man da helt glemt de 90 mia kroner – eller er det kun 33 mia – vi bruger på de tidligere ankomne migranter, som ikke er til at drive ud på arbejdsmarkedet? Så længe der er nogen tilbage af dem, er der da ingen grund til at indføre flere uvillige hænder.

Så er der Johannes Henriksens leder, se her.

I alt væsentligt kan man sige, at den kører videre i det samme skæve spor, som er lagt af Tobias Stern Johansen og Thomas Gammeltoft-Hansen i forening. Han skriver:

Det er blevet Europas fælles skæbne, i kraft af vores høje levestandard og vores geografiske placering, at blive globalt centrum for flygtninge og migration. Den skæbne kan vi ikke melde os ud af, men vi kan engagere os i at finde holdbare løsninger, som både tilgodeser de mange, der faktisk har behov, og som sikrer, at de europæiske velfærdssamfund ikke bryder sammen.

Nu er denne skæbne ikke mere skæbne, end at den er et udslag af en fejlslagen flygtningepolitik igennem mange år. Men så meget er dog skæbne, at vi – i modsætning til f.eks. Canada – har et Middelhav, der så nogenlunde kan oversejles af små både, så der kan opstå et samarbejde mellem menneskesmuglere, der udsætter migranterne for fare på havet, og ”gode” europæere, der vil ”redde liv”. Og dette med at tilgodese de mange, der faktisk har behov, kan vi godt glemme alt om. For, som det hed i den første artikel, det koster både ressourcer og et godt netværk at kunne tage af sted. Det betyder – oversat – at vi tager os af de rigeste, altså dem, der måske ikke har behov alligevel, og lader de fattigste tilbage. Og derefter hedder det i lederen:

Politisk bør EU fortsætte og intensivere arbejdet for at sikre de ydre grænser, så det under regulerede forhold kan afgøres, hvem der har behov for asyl, og hvem der ikke har. Det kan danne afsæt for en nytænkning af hele asylområdet, hvor det faktisk er dem med størst beskyttelsesbehov, som får hjælp, og ikke som nu, hvor det er de mest ressourcestærke, der når frem til Europas grænser.

Danmark bør arbejde for, at Europa genvinder kontrollen med asylpolitikken. I stedet for at lade som om, problemet ikke findes.

Det er altså, hvad lederskribenten på Kristeligt Dagblad kan lobbe sig op til: at fortsætte med de tiltag, som ikke har virket hidtil. For vi kan jo ikke skelne mellem dem, der har behov for asyl, og dem, der ikke har. Har man glemt, at folk faktisk kan finde på at lyve, hvis det kan bringe dem fordele? Og hvordan de ydre grænser skal sikres, fortælles der intet om. ”Sikre de ydre grænser”, det betyder i normal EU-jargon, at sørge for, at migranterne bliver registreret, intet mere. Og denne undersøgelse af, hvem der har behov for asyl og hvem ikke, hvor skal den foregå? Skal den f.eks. foregå i Rwanda, som den tidligere regering har foreslået? Ja, det undlader Johannes Henriksen klogelig at sige noget om. Man skulle jo nødig skuffe alle de pæne og højetiske mennesker, der læser Kristeligt Dagblad. Han kender selvfølgelig problematikken, men hvorfor kommer han så ikke ind på den, når det er noget så væsentligt, det drejer sig om, som hvordan vi skal håndtere migrantkrisen.

Den sidste sætning: at politikerne lader, som om problemet ikke eksisterer, kan man med en vis ret vende mod Johannes Henriksen selv. Det er meget godt at gå ind for nytænkning, men hvorfor så kun foreslå de løsninger, som allerede har vist sig utilstrækkelige? Og at genvinde kontrollen med asylpolitikken, vil det ikke først og fremmest sige at gøre op med det, der tidligere blev betegnet positivt som ”de fælles asylregler”, hvilket vil sige: gøre op med den tåbelige ”fodjordsregel”, der giver lovovertrædere en lovlig ret til at søge asyl? Men at det er det, der menes med ”nytænkning”, det fremgår ikke af lederen.

Og det fremgår da slet ikke af hverken leder eller artikler, at et opgør med ”fodjordsreglen” vil betyde en langt større anvendelse af almindelig, solid magt overfor migranter. Det var i sin tid – det vil sige for et par år siden – Uffe Østergaard, der foreslog en direkte magtanvendelse overfor migranterne. Og det er jo til at indse, at man behøver en ret stor magtanvendelse, både hvis man vil oprette et asylcenter i Rwanda og hvis man vil få de forskellige ambassader rundt om i Mellemøsten til at skelne mellem forfulgte migranter og økonomiske migranter og føre alle ansøgere derhen. For i så fald vil man jo skulle tvinge de mange migranter, der for øjeblikket sejler ud fra f.eks. Libyen i sikker forvisning om at blive optaget på ét af de mange ”redningsskibe” og afleveret i Italien, tilbage, hvor de kom fra, til disse landes europæiske ambassader.

Dette kan nok lade sig gøre. I det mindste, når det foregår lidt fordækt, som tilfælder er i Ægæerhavet. Men når man erindrer sig den modvilje, der rejste sig overfor polakkerne, fordi de nægtede at samarbejde med det EU’s Frontex, eller overfor grækerne, når deres flåde tvinger migrantbåde tilbage, så er der blandt mediefolkene stor modstand mod sådanne planer. Og desværre må man konstatere, at både Tobias Stern Johansen og Johannes Henriksen lider af den altfor udbredte ”journalist-sygdom”, der af påstået ”næstekærlighed” lukker øjnene for nytten af en sådan magtanvendelse og ikke vil vide af den, skønt de måske et sted i deres inderste godt véd, at den er nødvendig, hvis antallet af migranter skal bremses.

Tobias Stern Johansen føler sig sikkert som en ”god” journalist, når han i artiklen fra 18-12, altså denne, begynder med at skildre en skudepisode, som fandt sted ved den bulgarske grænse:

Abdullah El Rustum Mohammed, en 19-årig flygtning fra Syrien, blev skudt, da han forsøgte at krydse grænsen fra Tyrkiet til Bulgarien i håb om at komme til EU. Nedskydningen blev optaget på video, og det er første gang, at en flygtning beviseligt bliver skudt ned ved en europæisk grænse. Det skriver mediet Lighthouse Report, som i samarbejde med internationale medier offentliggjorde historien i begyndelsen af december.

Den syriske teenager blev sammen med andre flygtninge skubbet tilbage fra Bulgarien mod Tyrkiet, og i protest kastede nogle af dem sten mod grænsen. Det bulgarske grænsepoliti indrømmer, at de var på stedet, men nægter at have affyret den kugle, der sårede den syriske teenager. Han overlevede, men fik varige skader på venstre hånd og i brystkassen.

“Lægen fortalte mig, at jeg knap nok overlevede, fordi kuglen trængte ind præcis til hjertet,” siger Abdullah El Rustum Mohammed til samme medie om hændelsen den 3. oktober 2022.

Sagen sætter kritisk fokus på EU’s grænsekontrol og viser, at flygtninge og migranter stadig vil gå langt for at komme til Europa.

Dette betragtes i de europæiske medier som ”god” journalistik, fordi man lægge al skylden på den europæiske part. Og man kan være forvisset om, at hvis noget tilsvarende skulle ske som følge af, at man ophæver ”fodjordsreglen” og sætter magt bag grænsebevogtningen – altså gengiver ordet grænsebevogtning den betydning, det tidligere havde: med magt at forhindre ulovlig grænseoverskridelse – så vil der lyde et ramaskrig fra både medier og EU-bureaukraterne.

Så dette med at gøre noget effektivt ved den migrantkrise, som truer med at udvikle sig i 2023, kan man vist ikke forvente vil ske.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , | Skriv en kommentar

Også en muslimsk røst

Det er Christian Skaug, der på document.no har gjort opmærksom på en højst besynderlig kronik fra en muslim, se her. Skaug har næsten oversat hele kronikken fra tysk. Originalen befinder sig her, på Berliner Zeitung, og ja, jeg tillod mig at gå det hele igennem for at se, om monstro Skaug skulle have oversat forkert nogle steder. Det har han ikke. Som han gengiver kronikken, må det være nogenlunde, som forfatteren har villet have det gengivet.

Men hvad er det dog, der siges i kronikken?

Forfatteren er fra Iran, hvorfra han flygtede til Tyskland i 1986. Han er født i 1977, og Skaug kalder ham en skribent. Han hedder Behzad Karim Khani.

Som sig hør og bør, kommer det vigtigste – og mærkeligste – budskab frem i overskriften. Den lyder: ”Vi migranter vil arve landet. De væmmelige tyskere uddør”. Og det er, hvad han søger at sandsynliggøre. Det vil sige, siger Skaug, at han siger det samme som Thilo Sarrazin siger med sin bog om, at ”Tyskland afskaffer sig selv”, blot siger han det med triumf i stemmen, hvor Sarrazin siger det med sorg.

Jeg vil ikke gå de enkelte dele af kronikken igennem. Det har Christian Skaug gjort ganske udmærket. Og norsk er nogenlunde forståeligt for en dansker, så man kan læse hans gengivelse, hvis man vil have det fulde indtryk af Khanis synspunkter.

Men jeg vil godt gøre opmærksom på, at han – jeg havde nær sagt: som god muslim – tier stille om en del kendsgerninger, som man egentlig må mistænke ham for udmærket at være klar over.

Først er der nu det, han skriver her:

Merkverdige ting skjer også når man gasser, skyter eller jager i eksil nesten hele ens intelligentsia. Og etter den tapte krigen trenger enkle arbeidere. Folk man kan hente for å gjenoppbygge den ruinhaugen som inntil i går var Berlin, Dresden eller Köln. Etter først å ha kikket inn i munnen på dem for å sjekke tennene deres. Som med husdyr.

Én ting er, at dette jo ikke er særlig pænt sagt overfor tyskerne. Noget andet er, at det er løgn. Hele perioden fra 1948 til 1986 var en periode, hvor det tyske ”Wirtschafftswunder” – det økonomiske mirakel – fandt sted. Og i den periode var det tyskerne selv, der med hjælp fra den Marshall-hjælp, som også vi andre nød godt af, sled i det for at få deres land op på mærkerne igen. Så dette med at genopbygge ruindyngerne i Berlin, Dresden eller Köln var noget, tyskerne fik gennemført ved indenlandsk arbejdskraft.

Og selv om det er sandt, at vi danskere – og formentlig også tyskerne – fra begyndelsen af firserne modtog en masse gæstearbejdere fra Tyrkiet, så er det en ret direkte løgn, når han lader ane, at han og hans familie kom som nødvendig arbejdskraft. Ok, nej, kære Behzad, I kom til Tyskland, enten, fordi I var forfulgte i Iran, eller fordi I mente, I kunne få en bedre økonomisk skæbne i Tyskland. Og hvis det sidste var tilfældet, vidste I jo godt, at I måtte lyve om, at I var forfulgte i Iran for at kunne få opholdstilladelse i Tyskland. Det var ikke så svært, for tyskerne kontrollerede jer ikke, lige så lidt som vi danskere kontrollerede tilsvarende migranter. Og mon ikke derfor du så udmærket kender sandheden, men blot bilder dig ind, at du kan narre tyskerne endnu engang.

Men altså: ligefrem at påstå, at I kom, fordi Tyskland manglede arbejdskraft! Nej, den er for tyk.

Det lyder jo næsten, som om Khani vil mene, at han og hans familie gjorde tyskerne en tjeneste. Og det er klart, hvis man stiller det sådan op, kan man ret effektivt få tilintetgjort enhver undren hos tyskerne over, at der ikke er nogen taknemlighed at spore hos Khani og ligesindede. For så er det jo indvandrerne, der har hjulpet tyskerne, ikke omvendt. Blot er hele dette narrativ altså én stor løgn.

Så lyver Khani også, når han skriver følgende:

Når man [”man” er lig med tyskerne, rr] i ettertid klapper seg på skulderen, man har funnet en måte å hanskes med fortiden på og fastslår at man har en unik erindrings- og ansvarskultur. Og alt dette selv om ikke en eneste synagoge eller skole eller noe jødisk aldershjem klarer seg uten politibeskyttelse.

Dette får Skaug til at skrive, at han åbenbart giver tyskerne skylden for den antisemitisme, der af og til viser sig i Tyskland, selv om denne for det meste er importeret. Og at den er importeret, vil sige, at den er af muslimsk afstamning. Men også det vender Khani om. Tyskerne får skyld for utrolig meget i hans kronik, også for antisemitismen.

Men ok, når man nu er i gang med at lyve, hvad rolle spiller det så med en tydelig selvmodsigelse. De tyskere, som beskyldes for antisemitisme, beskyldes i næste øjeblik for at se med alt for positive øjne på staten Israel og især på denne stats behandling af araberne:

Den tyske begeistringen for og støtten til staten som Amnesty International og Human Rights Watch kaller en stat som praktiserer apartheid i områdene den okkuperer, gjør også stadig større ideologisk inntog i tyske redaksjoner.

Jamen, har vi ikke lige hørt, at det er tyskernes skyld, at der skal beskyttelse til synagoger og jødiske skoler og alderdomshjem, fordi de ikke har fået gjort op med nazismens jødehad? Og så hører vi bagefter, at tyskerne dog alligevel har gjort op med deres fortid på den måde, at de har meget tilovers for Israel. Og selvfølgelig hører vi ikke noget om, at Hamas tydeligt har givet udtryk for en politik om, at Israel skal udryddes, så hele landet fra floden til havet (fra Jordan til Middelhavet) bliver palæstinensisk. Ligesom vi heller ikke hører noget om de mange raketter, som Hamas fra tid til anden sender ind over Israel.

Til sidst prøver Khani at tale lidt pænere om de uroligheder nytårsaften, som var den egentlige anledning til hans kronik. Han skriver:

Misforstå meg ikke. Alt dette rettferdiggjør ingenting. Ikke vår råskap, som er blitt en grobunn for våre barns avstumpede og voldelige utskeielser. Ikke obskøniteten i vår avvisning. Ikke vår mangel på ideer, perspektiver, lyst, deltagelse. Ikke våre duknakkede knurr eller de knyttede nevene i våre lommer. Men kanskje det hjelper å forstå vår sunne mistro og manglende respekt for staten og dens representanter.

Han mener altså, at han har en sund mistro, og at det er i orden, at han ikke har respekt for staten og dens repræsentanter. Lad mig sætte disse udtalelser lidt i relief ved igen at citere Thilo Sarrazin. Han forklarer i et interview fra 2018, som jeg citerede fra her, hvorfor muslimer er afvisende overfor grundlæggende værdier i vore samfund:

For det første: Muslimer tror, at islam er bestemt til at herske over hele verden. For det andet: Muslimer regner sig derfor som bedre, eftersom de har den rette tro – derfor ser de ned på alle vantro. For det tredje: Eftersom de har den rette tro i modsætning til alle andre, er de mindre interesseret i uddannelse, og derfor fører islam til tilbageståenhed. Og for det fjerde: I det absolutte centrum af denne religions verdslige bestemmelser står kvinders underordnede position, der handler alt jo om seksualitet, påklædning, hijab og så videre – og det fører til, at kvinder i den islamiske verden har lavere uddannelse. Og for det femte: Islam er på længere sigt demografisk overlegen. Dette er religionens virkelige sprængkraft.

Punkt 3: at islam fører til tilbageståenhed, rejser det spørgsmål til Khani, hvorfor de mon egentlig flygtede fra Iran. Hvad enten det var den ene eller den anden af de to grunde, jeg anførte tidligere, i begge tilfælde fortæller de med deres fødder – men Khani jo ikke med sin mund – at Tyskland er et bedre land at bo i. Så der er en god portion hykleri i det, når Khani er forarget på plakater, der opfordrer indvandrerne til at tage tilbage til det land, de kom fra (her har Skaug udeladt ordene ”mod betaling”, hvilket gør hykleriet hos Khani endnu større). Tror han virkelig, at Tyskland vil blive et bedre land at bo i, hvis muslimerne overtager det? Kan han ikke se, at når muslimerne som helhed ikke er interesseret i uddannelse, så fører islam til tilbageståenhed?

Men ok nej, hvis islam tager over i Tyskland, vil det efter hans mening blive den store lyksalighed.

Og kan han ikke se på de mange kvinder, der i Iran vender sig imod religionen og dens krav, at den måde, islam behandler kvinder må, måske nok fører til flere børnefødsler, men jo kun, så længe kvinderne finder sig i det? Og det vil de måske ikke blive ved med, heller ikke de muslimske kvinder i Tyskland.

Men ak nej, han er stærkt forvisset om, at islam med Sarrazins ord er ”demografisk overlegen”.

Og det er den måske. Men kun, så længe vi europæere giver dens repræsentanter lov til uimodsagt at lyve så genbommerligt som her.

Nå, man kan jo håbe, at der i Berliner Zeitung kommer modspil.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget , | Skriv en kommentar

Tidens kirke

Man siger, at kirken skal følge med tiden. Og det prøver så en række kendte og ukendte kristne på. Præster og teologer, journalister og redaktører, mange har en mening om kirken, og mange mener, de kan påpege kirkens fejl og give anvisninger på, hvordan man kan skabe en tidssvarende kirke.

Det har jeg også.

Men jeg må indrømme, at min ”løsning” er noget anderledes end den, de fleste kommer med. Og dertil indrømmer jeg, at det måske hænger sammen med, at jeg ikke så meget er interesseret i at undersøge ”tiden” som i at undersøge Det ny Testamente.

Ikke sandt – det lyder sandelig fromt!

Og det bliver ikke mindre fromt, når jeg nu siger, at den teologi, jeg vil søge at uddestillere af Det ny Testamente, er en martyrteologi. Dels vil jeg gå ud fra, at Jesu død var en martyrdød, det vil sige: han blev slået ihjel af jøderne, fordi han vendte sig imod deres lovfromhed, og dels vil jeg lægge stor vægt på alle de formaninger, Jesus kommer med, om at følge ham. At ”følge ham” vil sige at fastholde hans angreb på lovfromheden trods den modstand, et sådant angreb møder, herunder jo altså voldelig modstand.

Lad mig her anvende denne ”fromme” teologi på to artikler i Kristeligt Dagblad den 19-1, den ene en artikel af Erik Bjerager om kristenforfølgelser i ikke mindst muslimske lande, se her, den anden er lederartikel af Anders Ellebæk Madsen om det samme emne, se her.

Begge artikler synes at gå ud fra, at det i første række er staten, der bør reagere på kristenforfølgelserne i verden. Ellebæk Madsen kan gøre lidt nar af vore politikere, fordi de, når de bliver spurgt, sandelig er med på, at det skal der gøres noget ved, men når de kommer ind i den daglige trummerum, glemmer alt om at gøre noget ved kristenforfølgelserne. Det er lige ved, at man kan sige, at han er lidt ond i sin ironi:

Man fristes til at konkludere, at hvis man vil stoppe en offentlig debat om overgreb på religiøse mindretal, så er den bedste metode at oprette en enhed under Udenrigsministeriet, som det skete i 2015. Man skal så huske at give denne penge til at holde søvnige konferencer, hvor man insisterer på, at alt kan ske i alle lande, at man ikke må bruge ordet “kristenforfølgelser”, og at alt, hvad der kan siges om emnet, er relativt. Hvis man så dertil finder ledere til projektet, der er uden indignation, ikke siger noget offentligt og lægger vægt på, at man skal være forsigtig og holde hemmeligt, hvad hemmeligholdes kan, ja, så kan man næste garantere, at samtalen dør. Også selvom enheden stadig findes.

Hvis det så bare skyldtes, at der var blevet gjort så meget arbejde bag facaden, at problemet var blevet mindre, ville det jo være fint. Men sagen er, at omfanget af forfølgelserne ikke er blevet færre, i takt med at interessen i den danske offentlighed er blevet mindre.

Og selvfølgelig skal jeg ikke vende mig det mindste imod, at vore diplomater bag facaden – eller foran facaden, som det nu kan falde sig – bebrejder de værste muslimske stater, at de tillader den grad af kristenforfølgelser, de gør, men jeg undrer mig lidt over, at ingen af dem har nogle bebrejdelser at komme med overfor kirken. For hvem er egentlig nærmere til at indlede en offentlig debat om muslimsk kristenforfølgelse end kirken? Men kirken er om muligt endnu mere tavs desangående end vore diplomater.

Én af dem, der lider under, at kirken ikke har gjort noget ud af sin holdning til islam, er Erik Bjerager selv. Han skriver bl.a. i sin artikel, at en forklaring på de muslimske kristenforfølgelser kan være synet på islams hellige skrift. Hvor jødedom og kristendom har ændret skriftsyn undervejs i historien, har islam ikke været igennem nogen reformation og har opretholdt en fundamentalistisk skrifttolkning.

Havde vi nu indenfor og udenfor kirken haft en diskussion om, hvad islam er i forhold til kristendommen, så ville han måske være blevet opmærksom på, at forskellen mellem de to religioner ikke så meget beror på forskel i synet på deres hellige skrifter, men langt mere i en forskel på, hvad deres hellige skrifter siger. Koranen er og bliver en lovbog, og læser man den som en lovbog, læser man den korrekt. Bibelen er et historisk skrift, og læser man f.eks. Paulus’ breve som en lovbog, læser man dem forkert. For der er formaninger i dem, javist, men at forvandle disse formaninger til love eller til etik er imod skrifterne selv. Formaninger er formaninger, dvs. forslag til, hvad man eventuelt kunne gøre, hvis man vil have fællesskabet til at trives. Det vil sige: en formaning forudsætter, at vedkommende forstår det, der siges, og den sammenhæng, det siges i.

Jeg har her prøvet at opstille forskellen mellem kristendom og islam ud fra det noget forskellige syn på kønsdriften. Hvor islam holder kønnene adskilt i ungdomsårene af moralske grunde, dèr lader den kristne verden de unge mødes, så sød musik kan opstå i hjerterne. For her i Vesten er vi interesseret i, at kærligheden, bindingen den ene til den anden, skal komme indefra.

Her vil jeg udtrykke forskellen på måde, at jeg siger, at kristendommen er Ordets religion, hvor islam er Lovens religion. Det indebærer, at Ord og Lov er to forskellige ting. Det viser sig først og fremmest gennem den eventuelle anvendelse af tvang eller magt. Selvfølgelig er alle mennesker sproglige væsener, og man skulle derfor synes, at dette frit at udtale, hvad man har på hjerte, og dette at lytte til den andens tale, fordi man på samme måde mener, han taler frit fra hjertet, er en selvfølge for ethvert menneske.

Det er dog ikke tilfældet. Hvis et samfund bliver så optaget af loven, at man gør den absolut ved at sætte Gud bag loven, så er loven ikke længere den naturlige lov, en lov eller et regelsæt, som man kan diskutere sig frem til gyldigheden af, men er blevet en regel, som skal adlydes, hvad enten man forstår eller ej, og en regel, som ikke kan diskuteres, men står ubrydeligt fast.

Og det mærkelige er, at dette på den måde at sætte Gud bag lovene, som de er formuleret i koranen, forandrer den naturlige diskussion mennesker imellem på en ødelæggende måde. Lad mig minde om den egyptiske forfatter Al-Aswany, som tillader sig i en diskussion at lade alle argumenter falde og nøjes med at henvise til autoriteterne, i dette tilfælde sig selv, som dem, der bedst véd, hvad islam står for. Jeg skrev lidt om det i 2009, se her.

Og denne diskussionsmåde – som fører ud i en ikke-diskussion – er ret udbredt i muslimske miljøer. Den har også fået en teologisk opbakning af Al-Ashari, den muslimske filosof, som Robert R. Reilly har undersøgt i sin bog ”The Closing of the Muslim Mind”. Jeg har skrevet lidt om ham i begyndelse af dette indlæg.

Dertil kommer, at vestlige mennesker synes at være grebet af en naturlig nysgerrighed: Hvordan er verden sammensat? Hvad kan vi få at vide om mennesket af videnskaben? osv., men at muslimer på mærkelig vis synes at være helt uden en sådan nysgerrighed. Den flamske professor Wim van Rooy har fortalt om de muslimer, han mødte i undervisningen, at de tilsyneladende var komplet ligeglade med matematik og historie, se min beretning om ham her. Min forklaring på det henter jeg fra Al-Ashari: Muslimerne mener at have alle de oplysninger om menneskelivet, de skal bruge, i koranen. For koranen er jo Guds ord, dvs., denne skrift står over alle andre, denne skrift fortæller alt, når koranen er læst, er alle andre skrifter overflødige.

Det vil sige, at en god kristen er et menneske, der bliver et helt menneske, som tør tale frit fra leveren i alle situationer. Men en god muslim er et menneske, der underkaster sig – det betyder ordet muslim jo også – altså underkaster sig koranens ord, der jo ligeud påstås at være Guds eget ord.

Umiddelbart skulle man jo ikke synes, det gjorde så meget, om en religion bliver betegnet som Lovens religion. Men fordi man sætter Guds navn bag en lov, som man burde nøjes med at nå frem til gennem indbyrdes diskussion, og fordi man desforuden sætter forskellige former for tvang bag den lov, man mener er Guds lov, i sidste ende den tvang, at man slår den ihjel, der ikke regner koranen for Guds ord, derfor bliver forskellen mellem Ordets religion, kristendommen, og Lovens religion, islam, så stor, at den er uoverstigelig. Man kan ikke både betragte sin næstes udtalelse som fri og vide, at han måske siger, som han gør, fordi han af forskellige omstændigheder føler sig tvunget til det.

Denne forskel synes Erik Bjerager at have forstået, i hvert fald halvvejs. Han skriver:

I flere lande, hvor islam er fundamentet under staten, som for eksempel Afghanistan, Saudi-Arabien og Iran, hersker der en religionsforståelse, som ikke tåler modsigelse, kritik eller satire. At islam ikke tåler modsigelse, giver sig også udslag i en bekymrende udbredelse af forbuddet mod blasfemi. Blasfemiforbuddet bruges til at undertrykke religionskritik, og blasfemi er der dødsstraf for i flere muslimske lande.

Uoverensstemmelsen er kun halvvejs forstået, for som refereret ovenfor mener Bjerager, at hvis islam havde gennemlevet en reformation, som den, vi har gennemlevet, ville den se anderledes ud. Lad mig gøre opmærksom på, at vores reformation just gik ud på at gå tilbage til kilderne, og kilderne er som bekendt Det ny Testamente. Hvis en islamisk reformation skulle gå samme vej, ville den skulle gå tilbage til koranen. Og da koranen er Loven i guddommelig udformning, ville intet være opnået ved en sådan reformation i retning af større frihed for den enkelte.

Derimod har Bjerager fuldstændig ret i det han siges om blasfemi. Og han har i virkeligheden mere ret, end han måske lige tror. For der er opstået en mærkelig sammenhakning af de to religioner. De vestlige kristne nationer vil uhyre gerne vise sig gæstfrie og forstående overfor de mange tilrejsende muslimer. Derfor undlader man religionskritik af islam.

Og muslimerne tåler ikke religionskritik, fordi deres tro bygger på noget i luften frit svævende, nemlig påstanden om koranen som Guds ord. Den, der vil sætte denne påstand under debat, kalder de en blasfemiker, og de bliver ikke trætte af at gøre opmærksom på, hvor krænkede de føler sig, når nogen angriber deres profet, og specielt da, hvis noget tillader sig at påstå, at han ikke er en fredens mand.

Men på den måde får disse to ret forskellige indstillinger til ytringsfriheden et besynderligt ensartet udslag: de kristne lader af kristen hensyntagen være med at kritisere islam, og muslimerne kan af den grund føle sig godkendt, også i den overordnede stilling i forhold til os, som de mener, deres religion giver dem.

Men desværre er sådanne tankegange blevet næsten normale i Vesten, specielt måske i USA, hvor man gennem snart lang tid har kunnet observere et samfundsødelæggende skel mellem demokrater og republikanere. Jeg læste fornylig på document.no en artikel om, at et amerikansk county afviser elektroniske valgmaskiner. Man vil gå tilbage til papirstemmesedler, se her. Og det slog mig, at disse valgmaskiner kunne være årsag til, at så mange amerikanere tror på, at der foregik valgfusk ved præsidentvalget, sådan som Donald Trump påstår. For er sådanne maskiner involveret i valget, så er almindelige mennesker nødt til at stole på de eksperter, der véd noget om computere, de kan ikke selv forstå korrektheden i valget. Der er med andre ord ikke transparens.

Dertil kommer de for en lægmand uforståelige programmer, man lægger ind i de sociale medier som Facebook og Twitter, m.fl. De påstås at skulle holde debatten på et ordentligt niveau. Men man kan godt mistænke dem for at ville undgå debat om bestemte emner; det er i hvert fald et indgreb i ytringsfriheden.

Robert Spencer har et indlæg, se her, om en vis Vera Jourova, der er vicepræsident i Den europæiske kommission for værdier og gennemsigtighed. Hun arbejder, fortæller han, sammen med andre på World Economic Forum’s panel, som skal beskæftige sig med ”den indlysende og nærværende fare for disinformation”. Dertil kommenterer Robert Spencer:

Aha, disinformation! Dette er blevet den autoritære venstresides foretrukne eufemisme for dens anstrengelser for at udfase uenighed og forhindre den offentlige diskussion, så kun deres argumenter bliver hørt.

Disinformation skal naturligvis imødegås med retinformation, ikke med regler eller love imod visse ting, der ikke må siges, sådan som Vera Jourova tænker sig det. Men det er just det sidste, vi i Vesten er begyndt at fifle med. Og man kan med en vis ret sige, at det er højst uheldig ting, som vi dèr har lært af muslimerne.

Nej, ligesom vi gør muslimerne en bjørnetjeneste ved ikke at ville diskutere deres tro med dem, eller altså ligeud sagt: ved ikke at ville komme med vores modargumenter overfor deres tro – vi lader dem fortsætte med umenneskeligt at undertrykke deres menigheder – sådan gør vi også os selv fortræd, hvis vi med sådanne forholdsregler vil forhindre den frie diskussion.

Og det er ikke mindst kirkens ansvar at holde ytringsfrihedens fane højt. For kristendommen er Ordets religion, Jesus ville frigøre os fra lovens favntag, han udtrykte sin holdning tydeligt overfor farisæerne eller den tids jøder, så tydeligt, at de slog ham ihjel for det. Og når han, den første martyr, turde vove livet for at være sandheden tro, hvordan kan vi så afholde os fra at give udtryk for de Ordets kræfter, som vi jo dog har forstået og i vid udstrækning har rettet os efter?

Vi kunne i folkekirken f.eks. give os til at afholde noget, jeg i sin tid kaldte ”Nye Allehelgen” eller ”Alle martyrers dag”, se her, for derigennem at fremhæve vores syn på sagen, altså på ytringsfriheden: vi ærer dem, der holder fast ved deres hjertes overbevisning på trods af, at de trues med vold eller død. Og vi ærer dem, der på grund af trusler om vold – trusler, der næsten altid udgår fra muslimer – må leve under politibeskyttelse muligvis til deres dages ende. Det vil måske ikke få voldsparate muslimer til at undlade volden, men det vil muligvis hjælpe os til med større kraft at vende os imod den.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget , , | Skriv en kommentar

Den ulige krig

Der er hændt mig noget ret mærkeligt. Oven i købet i flere tempi. Først er der nu det, at den dr. phil. Thorkild Kjærgaard, som jeg i mit forrige indlæg rettede skytset imod, forleden aften kom i fjernsynet, nærmere betegnet Deadline.

Her fremførte han nogenlunde de samme mærkværdigheder, som jeg har læst i Berlingske. Men man havde sat Anna Libak, udenrigskorrespondent ved Weekendavisen, op som hans modpart. Og det var her, jeg oplevede noget ret usædvanligt.

Jeg plejer nemlig at skulle høre på alle de kloge personer, eksperter og videnskabsfolk, som man lader fremføre en sag i medierne, med et veltrænet øre for alt det, der ikke bliver sagt. Men det var det dejlige ved at høre Anna Libak, at den del af min hjerne kunne jeg med sindsro slå fra. Jeg lyttede med den del af hjernen, der lader dette øre være totalt ubrugt. Jeg kunne læne mig tilbage og lade mig oplyse uden tanker om hele eller kun halve sandheder. Hun gjorde det så godt, at jeg er lige ved at sige, at jeg ikke kunne have gjort det bedre selv.

Ja, det er jeg faktisk nødt til at sige. For til min store overraskelse kunne Deadline for en gangs skyld fortælle mig noget, jeg ikke vidste, komme med et synspunkt, som jeg ikke havde tænkt over, mine mange tanker til trods.

Libak greb fat i det udtryk, som folk som John Mearsheimer – som vi så et lille glimt med – og Thorkild Kjærgaard bruger om sig selv: de er realister i modsætning til os andre, der hele tiden skal anlægge etiske betragtninger: hvad er tilladt efter international lov og hvad ikke? ”Jeg er også realist”, sagde hun minsandten. Hun er så meget realist, at hun som de andre ser på verdenssituationen som en kamp mellem forskellige imperier, det vestlige imperium med NATO, det russiske og det kinesiske imperium. Jamen, hvis der er denne kamp, hvorfor så ikke forsvare det imperium, vi mener at tilhøre? Hvorfor så drage den slutning, at de andre – her det russiske imperium – må bruge militær magt, men vi må ikke?

Hun havde mange andre indvendinger imod Kjærgaard, deriblandt den iagttagelse, som det nok er værd at gentage: at Vesten i begyndelsen var indstillet på at lade russerne tage det, de ville have. Som man måske husker, tilbød amerikanerne Zelenskyj en flugtmulighed. Men hans svar overraskede os alle: han havde ikke brug for at flygte, han havde brug for våben, så hans folk kunne forsvare sig. Den iagttagelse har jeg nu også selv gjort, men det var godt at høre den gentaget overfor Kjærgaard.

Men så kom hun med et argument, der for mig var nyt. Det var et svar på den implicitte påstand, der ligger i sammenligningen mellem Ukraine-krisen og Cuba-krisen: at et mindre land, der er nabo til et imperium, ikke længere er suverænt, og at den tese, som Rusland gik med til i 2004: at et suverænt land har ret til selv at vælge alliancepartner, ikke gælder, og at vi i Vesten heller ikke har ladet den gælde. Her plejer man at nævne den såkaldt Monroe-doktrin, hvori USA hævder, at man ikke vil tillade nogen stormagt at blande sig i forhold i Mellemamerika eller Sydamerika.

Til det henviste Anna Libak til Nicaragua og Venezuela. Begge disse lande har indført kommunistlignende regeringsformer, og begge har fået støtte af et ikke-vestligt imperium. ”Af hvem, tror du?” spurgte hun, og svarede selv: ”Af Putin, såmænd”.

Det var jeg ikke klar over. Det havde jeg ikke tænkt på. At man kunne tilbagevise den sædvanlige sammenligning med Cuba-krisen på den retvisende måde, det var ikke faldet mig ind.

Og altså, hvor overraskende! Ikke blot kunne jeg slå mit kritiske øre fra og blot lytte med, jeg lærte til min overraskelse noget nyt. Og det i Deadline! Tja, verden er forunderlig.

Og så var der – for at gøre målet fuldt – hele to artikler i Information, som jeg læste med stor fornøjelse. Nå ja, den første dog med en vis skepsis, og den sidste med blikket kun rettet mod en enkelt ting.

Den første var en artikel af Timothy Snyder, hvor han søger at forklare nogle af de mærkelige ting, russerne foretager sig i Ukraine, se her. Han mener virkelig, som overskriften siger, at den russiske krig er et racehygiejnisk felttog. Og sandt er det jo: russerne foretager sig så mærkelige ting, at man fristes til den slags overdrevne forklaringer.

Jeg mindes, hvordan jeg her på bloggen ret seriøst overvejede, om mon en russisk vejledning fra januar 2022 i, hvordan man graver massegrave, blev udsendt for at tage højde for de massehenrettelser, man forudså ville ske, når man invaderede Ukraine, se her. Nu kom sådanne henrettelser ikke til at finde sted, for ukrainerne gjorde modstand, hvad hverken vi eller russerne havde regnet med. Men ud fra forskellige kommentatorer på den russiske side var der altså nogen, der ville lave denne sammenkobling. Og jeg afviste den ikke fuldstændig, selv om jeg ligesom så mange andre havde svært ved at tro noget sådant om russerne.

Timothy Snyder er ude med en tilsvarende utrolig forklaring. Han mener – vistnok for alvor – at russerne ser på felttoget ud fra et racehygiejnisk synspunkt. Han begynder med at redegøre for russernes oprindelige synspunkt:

Præmissen for Kremls krigsplan var, at ukrainsk identitet var en kunstig entitet, der let kunne udraderes i militært lynangreb, så snart den udenlandsk støttede Kyiv-elite var fysisk elimineret.

Dette synspunkt kan jeg godt genkende, og tilmed som en russisk præmis. Men når han så ligefrem hævder, at den russiske identitet er afhængig af en fjende, i dette tilfælde: ukrainerne, så russerne kun opfatter sig selv som ikke-ukrainere, så står jeg vist alligevel af. F.eks. er det for mig at se ”for meget”, når han skriver følgende:

Krigsudbruddet og mobiliseringen har drevet en stor del af Ruslands intelligentsia og bourgeoisi til udlandet. Fra Putins synspunkt var det nødvendig ‘selvrensning’, hvor Rusland »spyttede« forrædere ud som insekter.

Sandt er, at mange flygtede ud af landet, og sandt er vel også, at de blev betragtet som forrædere af den russiske elite, men det er altså også sandt, at myndighederne søgte at forhindre dem i af flygte. Så at nogen – eventuelt Putin selv – ligefrem skulle have betragtet denne massive flugt som en ”selvrensning”, det er lidt for utroligt.

Det er også et andet eksempel, han kommer med. Han mener, at man er bange for, at russerne bliver for få i fremtiden.

Derudover tømmer Rusland nu sine fængsler for at sende de dømte til Ukraine for at kæmpe og dø. Også det fremstilles som rensning af den russiske befolkning. Alle disse foranstaltninger reducerer dog befolkningen i Den Russiske Føderation. Men en anden racepolitisk foranstaltning skal kompensere: systematisk pågribelse af ukrainske kvinder og børn – og deportation til Rusland.

Tre millioner mennesker er ført fra områder besat af Rusland til Rusland selv, og af disse er mindst 200.000 kvinder og op til 700.000 børn tvangsdeporteret. (Til sammenligning deporterede Nazityskland 200.000 polske børn til assimilering). Logikken er, at de ukrainske kvinder så må gifte sig med russiske mænd og deres børn vokse op som russere.

Jo, jeg har da hørt om deportationer af mennesker til Rusland. Men jeg har svært ved at tro, at det sker for at få skabt flere russere. Snyder skriver heller ikke noget om, hvor mange af disse kvinder der er ude over den fødedygtige alder. Og er de det, kan de jo ikke hjælpe særlig meget med at afhjælpe det svindende befolkningstal.

Så skriver han om filtreringslejre, hvor kvinder og børn går lige igennem, mens de mænd, der skønnes at være uforbederlige, bliver skudt. Kære Timothy Snyder, så enkelt er det ikke. Så snart man opdager, at man kan redde livet ved at lade, som om man er prorussisk, vil de fleste nok gøre det. Så at skønne, om nogen er uforbederlig, er vist lige så svært, som det er for os danskere at skønne, hvilke muslimer der kan indpasses gnidningsfrit i det danske samfund og hvilke ikke.

Alt i alt, jeg kan på sin vis godt forstå, at Snyder griber til mærkelige forklaringer på det, der foregår fra russisk side. For meget af det er jo mærkeligt. Men alligevel! Er hans forklaring ikke for mærkelig? Eller er det mig, der ikke kan tåle at se sandheden om den russiske elite i øjnene?

Noget, der måske kan dæmpe de vilde tanker lidt, er en anden artikel i Information. Det er såmænd bare en jævn journalistisk artikel, skrevet af en almindelig journalist, Niels Ivar Larsen, om et ret almindeligt emne, se her. Som mellemoverskrift heddet det:

Trods eskalationsfare tyder meget på, at flere af Kyivs vestlige allierede fredag beslutter at sende tunge kampvogne til Ukraine. Men skal det ske i kritisk masse, skal Berlin give grønt lys – hovedparten vil være tyskproducerede Leoparder.

Og det er såmænd i al fredsommelighed, hvad artiklen handler om.

Alligevel indeholder den et par ting, som er værd at lægge mærke til, når man tager overskriften på dette indlæg i betragtning.

For bare ovenstående mellemoverskrift lader jo ane, at krigen i Ukraine er en højst ulige krig. De vestlige lande er meget påpasselige med, hvilke våben de leverer til Ukraine. For man er bange for, at Rusland kan finde på at udvide krigen til at omhandle atomvåben, sådan som jo Putin har truet med nogle gange. Det vil sige, at Ukraine skal passe gevaldigt på med, hvordan de anvender de våben, de har fået fra Vesten. For vil de blive ved med at få våben fra Vesten, skal de ikke bruge dem på en måde, der kan opægge Rusland til at bruge atomvåben.

Det vil sige, at ukrainerne ikke må skyde efter mål inde i selve Rusland. Og det betyder, at nu, hvor bomberne formelig hagler ned over civile ukrainere, går det ikke an, at de svarer igen ved at lade tilsvarende bomber hagle ned over civile russere, for det tillader Vesten forståeligt nok ikke. De to gange, hvor langrækkende missiler har ramt russiske flyvepladser, har Vesten da også forsikret, at det må være våben, som ukrainerne selv har udviklet, det er i hvert fald ikke vestlige våben.

Og læg mærke til det: Indtil nu har russerne stolet på sådanne forsikringer. De har i hvert fald ikke iværksat nogen brug af taktiske atomvåben, eller truet ekstra med det.

Men at det giver russerne en vældig fordel på den måde at kunne friholde sin egen befolkning for lidelser, svarende til dem, de påfører ukrainerne, det er der ingen tvivl om. Og ukrainerne må affinde sig med det, for de forstår jo også godt Vestens bekymring.

På den anden side kan vi i Vesten sammen med ukrainerne så også fortælle russerne, hvad vi accepterer som russisk område og hvad ikke.

Ukrainerne vovede således her i efteråret engang at angribe broen til Krim, den nybyggede bro, der er Putins stolthed. Derved signalerede de, at de stadigvæk betragtede Krim som ukrainsk og ikke russisk område. Og vi i Vesten lod dem gøre det, vi var vel også lidt forundrede – og stolte – over, at de kunne bruge deres våben på den kloge måde.

Det samme kan sige om de fire oblaster, som Putin i september erklærede for dele af Rusland. De blev ikke derfor sammen med det rigtige Rusland fritaget for krigshandlinger. Det havde Putin måske regnet med. Og man kunne vel godt have forventet, at han ville bruge sådanne angreb som anledning til at gentage sin trussel om atomvåben, eller måske endda til at iværksætte den. Men intet af det gjorde han. Han har måske indset, at han ikke kan blive ved med at få os til at hoppe på limpinden. Eller også er han mere realist, end vi hidtil har troet.

Men se så, hvad Niels Ivar Larsen skriver. Han omtaler de forskellige landes forskellige indstillinger til leverancerne af tunge kampvogne og skriver så:

Før disse udmeldinger havde Kyivs allierede i Vesten ellers vurderet, at leverancer af tunge slagkraftige kampvogne til Ukraine ville blive anset af russerne for at krydse en rød linje, hvilket kunne risikere at skabe eskalationsspiral og direkte militær konfrontation med Moskva.

Rusland har da også gentagne gange advaret om, at man opfatter våbenleverancertrafik til Ukraine som legitime militære mål, og mandag truede Kreml-talsmand Dmitri Peskov med, at de britiske kampvogne »kommer til at brænde op«, og at leverancen af dem »kun forlænger konflikten«.

Men med intensiveringen af russiske angreb på den ukrainske civilbefolkning og udsigten til, at krigen kan trække ud i flere år, hvis der ikke kommer yderligere hjælp til Ukraine, har tilsyneladende nu overbevist en række lande om, at springet er værd at vove.

Og mærkeligt nok, sådanne ”røde linjer”, som altså både opstilles af Vesten og af Rusland, kan være en svag og meget lille begyndelse til direkte fred mellem parterne. Jo, for da Deadline-udsendelsen forleden var færdig med debatten mellem Anna Libak og Thorkild Kjærgaard, bragte man nogle udtalelser fra en fredsforsker, som sagde det, som vi alle kan se: at der med de helt modsatte krav, parterne opstiller, ikke er nogen udsigt til fred foreløbig. Men hun føjede til, at man af og til tidligere har set, at en indledning til en mere direkte samtale er begyndt med ganske små skridt. Nu har man jo f.eks. fået i stand en kornaftale, så Ukraine har kunnet eksportere noget af sit store kornoverskud til de trængende lande i bl.a. Mellemøsten. Og bare det, at man i det stykke har erfaret, at man dog kunne stole så meget på hinanden, at aftalen blev overholdt af begge parter, kan være en lille begyndelse til noget mere. Og – vil jeg altså hævde – dette, at begge parter opstiller ”røde linjer”, som ikke må overskrides, men – for Ruslands vedkommende – alligevel ikke skrider til handling, hvis vores opfattelse af den røde linje er anderledes end deres, er et tegn, omend måske minimalt, på, at Rusland måske alligevel er til at tale med, at landet alligevel forstår i hvert fald NATO’s militære sprog og retter ind efter det.

Ærlig talt, det undrer mig noget, at russerne har sagt, at de betragter våbenleverancetrafikken til Ukraine som et legitimt militær mål. Jeg kan ikke mindes at have hørt noget om det. Men jeg er jo heller ikke journalist. I hvert fald: Hvis de har sagt det, har Vesten været flintrende ligeglad. Man har vist ikke direkte sagt det, men det ligger i luften, at NATO-lande må transportere våben lige nøjagtig derhen, hvor de synes, uden at Rusland har nogen ret til at blande sig. Her har vi en rød linje, som russerne må lade være med at overskride. Og læg mærke til det: De gør det faktisk. De har ikke vovet at angribe tog med militære køretøjer på i Polen. Vi kan kører dem helt hen til grænsen uden fare for angreb. Derefter, når de kører ind i Ukraine, er der frit slag for russerne, hvis de ellers kan ramme. For for os er der dèr en rød linje: ingen vestlig soldat på ukrainsk jord.

Stadigvæk synes det eneste håb om fred at være Bidens udtalelse i Warszawa: ”For God’s sake, this man cannot remain in power”. En udtalelse, som de fleste misforstod, som om Biden ville opfordre til opstand mod Putin, men som jeg her udlagde lidt anderledes, nemlig som en spådom om, at når nu russerne havde de mange gode egenskaber, som Biden lige havde nævnt i det foregående, så vil det ikke være muligt i det lange løb at blive ved med at narre dem, sådan som Putin gør.

  • Men det ”lange løb” synes at være betydelig længere, end vi havde regnet med. Ak ja.

Men indrømmet, derfra og til at indgå en fredsaftale er der et meget langt spring.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , , | Skriv en kommentar

Falsk historiesyn

Det er i Berlingske, der optræder en person med et falsk historiesyn. Manden er Thorkild Kjærgaard, og han var ude med de samme tanker allerede i marts 2022, altså kort tid efter Ruslands invasion i Ukraine. De nuværende tanker har stået i Politiken, se her, men det er i Berlingske, at han må stå på mål for dem i et interview med Troels Heeger, se her. De indlæg, der fremkom fra ham i marts 2022, stod i Kristeligt Dagblad, se her. I dette blad blev det dog kraftigt imødegået nogle dage senere, se her.

Og ærlig talt, man kan godt undre sig over, at en forholdsvis begavet mand – han er historiker og dr. phil. – kan blive ved med at holde fast i de mærkværdigheder, han påstod i marts måned, efter alt, hvad der er sket i mellemtiden. Det indblik, vi andre synes, vi dog i nogen grad har fået i Putins tænkemåde i kraft af de ting, vi har set ske for vore øjne, synes ikke at have været indblik for ham. Begivenhederne fra februar 2022 til nu har ladt ham ganske upåvirket.

I marts 2022 skrev Thorkild Kjærgaard i Kristeligt Dagblad:

Uanset hvad statsministeren og andre med hende har påstået, er der intet, som tyder på, at Rusland vil forsøge at få de tidligere østeuropæiske lydstater tilbage, endsige at det venter på en lejlighed til at angribe Vesteuropa.

Man kan roligt sige, at han dengang ikke anede noget om, hvad Ruslands mere langsigtede mål var. Og man kan med samme sikkerhed sige, at det, han siger i dag om Ruslands hensigter, er lige så lidt underbygget, ja, nærmest strider imod de meste af det, vi har set ske siden. Sådan beskrives hans påstande af Troels Heeger:

Ukraine ville gøre sig selv en tjeneste ved at acceptere den stærkeres ret som et geopolitisk vilkår.

Af samme årsag burde den krigsplagede nation have opgivet enhver væbnet modstand mod de russiske invasionsstyrker.

Sådan lyder det opsigtsvækkende budskab fra historikeren Thorkild Kjærgaard, der fastholder, at Ukraine selv kan afslutte krigen.

»Hvis Ukraine nedlægger våbnene, standser krigen. Det er en selvfølge,« siger Thorkild Kjærgaard, der er dr.phil. i historie og tidligere museumsdirektør ved Sønderborg Slot.

Han har ret i, at krigen standser som krig betragtet, hvis Ukraine nedlægger våbnene. Men han går tilsyneladende ud fra, at blodsudgydelserne også standser. Det vil sige: han har fuldstændig overset, hvordan russerne i f.eks. Butja myrdede løs med den gode samvittighed, at det var de ukrainske nazister, de slog ihjel. Og han har nok heller ikke hørt om, hvordan russerne i Kherson var ude efter at indføre de russiske traditioner på ethvert plan, hvad enten indbyggerne brød sig om det eller ej, udover, naturligvis, at de ville bekæmpe de ukrainske ”nazister”. Med våben, förstås!

Og selvfølgelig skal vi også fra hans side hører sammenligningen med Cuba-krisen. At Rusland har invaderet Ukraine, er ikke en overskridelse af røde linjer, men er stormagtens reaktion på, at én af de mindre stater ikke vil makke ret, siger han, og sammenligner netop med Cuba-krisen, hvor det var USA, der ikke ville finde sig i raketter på cubansk jord.

Inden vi kommer alt for vidt ind i denne gamle traver, må det vel være tilladt at gøre opmærksom på, at Cuba er en ø, og at USA ikke invaderede øen efter overenskomsten med Sovjetunionen, hvorved raketterne blev fjernet; de havde ikke planer om at gøre det, og foretog sig ikke forberedelser til at gøre det.

Men Rusland har invaderet Ukraine, og overgiver Ukraine sig, har Rusland offentligt bekendtgjort, hvilke oblaster der skal tilhøre Rusland. Så modsat Cuba, som jo ikke overgav sig til amerikanske styrker, for dem var der simpelthen ingen af på Cuba, står ukrainerne i den situation, at de, hvis de overgiver sig, overgiver sig på nåde og unåde. De aner ikke, hvad Rusland kan finde på, de har nok, modsat Kjærgaard, en formodning om, at landet som helhed vil blive indlemmet i Rusland, for Putin har givet udtryk for nogle tanker i den retning. Troels Heeger indvender imod Kjærgaards tanker derom:

Hvis Ukraine nedlægger våben, så har de de facto afgivet territorier til Rusland?

»Rusland har intet ønske om at krænke Ukraines selvstændighed eller integritet, men ukrainerne skal forholde sig neutralt og holde sig langt væk fra NATO og EU,« siger Thorkild Kjærgaard. »På det grundlag må der laves en orden, men jeg er ikke politiker.«

Det er noget af det, der er det mystiske ved Kjærgaards tænkemåde: Han véd ganske nøje, hvad Ruslands ønske er. Og – mærkeligt nok – vi véd ganske nøje, at hans viden er forkert. Har da ikke Rusland ved at inddrage de fire oblaster i syd som russisk område krænket Ukraines selvstændighed og integritet? Og hvis der skal laves en ordning, der bygger på, at integriteten ikke skal krænkes, så er det nok forbigået Kjærgaards opmærksomhed, at det faktisk var det, man prøvede i 2015 med Minsk-aftalerne. Noget, der som bekendt ikke lykkedes.

Og bemærkningen til sidst antyder, at han kryber udenom spørgsmålet. Troels Heeger fremturer med sine ”frække” spørgsmål:

Heeger: Rusland ikke bare ønsker, men har allerede krænket Ukraines suverænitet. Rusland har besat Krim og Donbas siden 2014. I februar 2022 invaderede russiske styrker resten af Ukraine. I første omgang ville de erobre Kyiv og afsætte Zelenskyj, der er en en demokratisk valgt leder? Det er vel per definition en krænkelse af Ukraines suverænitet?

Kjærgaard: »Det er klart, fordi Ukraine har klart overskredet samtlige tænkelige røde linjer.«

»Ukrainerne har ført en udenrigspolitik, der svarer til at køre 130 km i timen i venstre side af vejen.«

Mig forekommer det, at Kjærgaards synspunkter er helt ude i hampen. Og når jeg lige ville vente og se, om ikke der mon kom en del modreaktioner, havde jeg den tanke med, at nogle måske ville anse synspunkterne for være alt for langt ude til, at de gad svare på det.

Men i dag er der så et læserbrev i Berlingske, betitlet ”Har Rusland den stærkeres ret?”, se her. Og den tanke er nok værd at brygge lidt videre på. (Endnu et læserbrev imod Kjærsgaard her).

Vi mennesker indretter os på det storpolitiske plan efter almindelige menneskelige regler, f.eks. efter den regel, at aftaler skal holdes. Og dette er, bedes man bemærke, ikke en speciel vestlig regel, den er almenmenneskelig. Hver gang man taler, også hvis man er leder af et mægtigt land, forudsætter man, at den anden stoler på én, og altså regner med, at lover man ikke at angribe, så vil man heller ikke angribe.

Nu er der nogle udtalelser fra Ruslands ledere, som ikke sådan lige skal gå i glemmebogen, selv om det er tydeligt, at dèr ville Thorkild Kjærgaard helst skrive dem. Der er f.eks. en aftale mellem Storbritanien, USA og Rusland fra 1994 om, at de tre lande garanterer, at Ukraine ikke ville blive angrebet, mod, at landet afleverede sine atomvåben. Det gjorde Ukraine, for dengang stolede man på landene, også på Rusland.

Der er videre en erklæring fra Ruslands side fra omkring 2004 om, at ethvert land naturligvis har ret til at søge det forsvarssamarbejde, landet anser for bedst. Denne erklæring var vist afstedkommet i kraft af NATO’s udvidelse med østeuropæiske stater og skulle måske kun berolige den russiske befolkning: Rolig, folkens, vi er ikke under angreb.

Der er også andre udtalelser af Putin, f.eks. en ret kraftig modsigelse af erklæringen fra 2004, hvor der advares mod ukrainsk NATO-medlemsskab.

Og så begyndte Rusland – læs: Putin – at blæse på tidligere afgivne løfter. Man anekterede Krim, selv om det jo var en del af det Ukraine, man havde lovet ikke at ville angribe, og hjalp til med tropper i Donbas. Og man skal nok også bemærke, at Putin op til invasionen, hvor store troppestyrker blev samlet langs grænsen til Ukraine, flere gange bedyrede, at han naturligvis ikke drømte om at invadere Ukraine, nej, nej, der var skam blot tale om militære øvelser.

Altså en direkte løgn i internationalt regi. Svarende nogenlunde til den løgn, han kom med angående besættelsen af Krim – det var ikke russiske soldater, men nogle ”grønne mænd”, der havde gjort det – og til løgnen om mordet på Skripal, se her. Begge steder skal løgnen vise den russiske befolkning, hvilken smart fyr Putin er: disse dekadente vestmagter, dem kan man jo bilde hvad som helst ind. Men løgn var det under alle omstændigheder.

Og det er jo derfor, vi har så stort besvær med at finde ud af, hvad Putin egentlig vil. Og ”vi”, det inkluderer altså Thorkild Kjærgaard. Men han har sikkert ikke lagt mærke til løgnene.

Lad mig til slut pege på to udviklingstræk, som Rusland må gennemleve, hvis landet igen skal blive et ”normalt” land.

Ligesom Vesttyskland har prøvet at påtage sig skylden for mange af de overgreb, som nazisterne foretog på andre lande under Anden Verdenskrig – de har jo ligefrem ydet store pengebeløb som en slags erstatning – således bør Rusland prøve at påtage sig i hvert fald noget af skylden for den uret, Sovjetunionen har begået mod de østeuropæiske lande bag jerntæppet frem til 1989. Det har man på ingen måde gjort eller bare antydningsvist udtrykt vilje til at gøre. Tværtimod er man blevet næsten fornærmede over, at disse lande har villet tilslutte sig NATO, som om ikke enhver med lidt omløb i hovedet så let som ingenting kan forstå, at efter det, de har oplevet under Sovjetunionens støvlehæl, er det kun naturligt, at de er bange for, hvad Rusland kan finde på, og derfor søger beskyttelse hos NATO.

Det er ikke nogen glorværdig del af historieforløbet, russerne dermed ville påtage sig medskyld for. Men det ville hjælpe utrolig meget på de internationale forhold, om de gjorde noget i den retning. Vi andre vil naturligvis ikke påstå, at russerne i dag er identiske med sovjetborgerne i går, men én eller anden forbindelse kan vi nu godt se, og hvis russerne gør op med Sovjetunionens udskejelser, så må forholdet til Østeuropa medtages i dette opgør.

Dog, intet af dette synes Putins Rusland at være indstillet på. Blot kan man glæde sig over visse tegn på, at Putins Rusland ikke er det eneste Rusland, der findes.

Det andet, man kunne ønske sig af russerne, er, at de ligesom Storbritannien ville acceptere, at de er gået fra at være en supermagt til kun at være en stormagt.

Det måtte jo Storbritannien acceptere efter Anden Verdenskrig. Gennem hele den sidste del af Anden Verdenskrig var det ikke dem, der stod ved roret, det var USA. Og efter krigen kunne landet vel sammen med Frankrig blive en atommagt, men man havde ikke styrke til at måle sig med de to supermagter.

Nu er der så – heldigvis gennem en fredelig udvikling og ikke gennem en blodig verdenskrig – vokset nye potentielle supermagter frem. Nu er Kina en indlysende aspirant til titlen som supermagt, Indien måske på lidt længere sigt, mens Rusland mere og mere må affinde sig med titlen ”stormagt” i stedet for ”supermagt”.

Det kan være sandt nok, at Rusland har flest atombomber, og også sandt, at de har ganske udmærkede fremførelsesvåben. Men deres økonomiske formåen ligger langt under de fleste vestlige landes. Så vil de konkurrere med os i Vesten på det militære plan – og det tyder meget på, at de vil, for det er jo på en måde det, de gør i Ukraine – så vil efterhånden deres manglende økonomiske kunnen afsløres som utilstrækkelig.

Det kan være sandt nok, som Thorkild Kjærgaard slutter interview’et i Berlingske med at sige, at vi i Vesten ikke kan undvære Rusland, kulturelt, litterært, og måske også økonomisk. Men det Rusland, vi i fremtiden kan finde det naturligt at oprette forbindelser med, er ikke Putins Rusland, men netop et Rusland, der har gennemført de to ovennævnte forandringer: forstået østeuropæernes Ruslands-angst, og erkendt deres lavere status.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Brylluppet i Kana

Hvad jeg her vil skrive, er på en måde lidt uretfærdigt imod de præster, jeg lytter til om søndagen, og måske også lidt uretfærdigt imod to udmærkede salmedigtere, Brorson og Lisbeth Smedegaard Andersen.

Men jeg sad under gudstjenesten i dag og tænkte på, om jeg mon ikke på et tidligere tidspunkt har lagt min salme om brylluppet i Kana ud på nettet. Det mente jeg at kunne huske. Og når jeg kom i tanker om det, skyldtes det, at det var, som om gudstjenesten som helhed lagde op til, at vi skulle tro på Gud – hvilket vel også er naturligt nok – men tro på Gud, uden at det rigtig blev klart, på hvilke områder i vor tilværelse Gud griber ind, hjælper os, sørger for os.

Tag salmebogen nr 15, Brorsons dejlige salme ”Op al den ting, som Gud har gjort”! Det er jo en henrivende salme, god at synge, fordi det vel er noget, vi alle kan være enige om: at det er godt at prise Gud for alt, hvad han har gjort, for hele skaberværket.

Jo, sandt nok. Det går de fleste af os med til.

Men på den anden side er det netop Guds forhold til det, vi kalder skaberværket, der er sået tvivl om i vore dage. Har vi i det hele taget brug for Gud i vor tilgang til skaberværket? Brorson synger så overbevisende i vers to, at om så alle konger gik frem på rad, de kunne ikke fæste det mindste blad på en nælde. Og det synger vi da med høj og glad røst. Men har vi helt overset, at dette for vore dages videnskabsfolk næsten er den mindste kunst: at sætte et blad på en nælde? Eller har vi glemt, at vi med al vor moderne kunnen er i stand til at få de levende væsener til at gøre næsten hvad som helst?

Og vi synger også uden at tvivle med på vers 7 om den blinkende stjerneflok, der vil vinke os op til himlen. Ja, måske Brorson og hans samtidige kunne gribes af en vis himmellængsel, men det kan vi da ikke. Vi glæder os ikke til, at døden indtræffer. Jo, vi kommer nok op i himlen, men der er nu så dejligt her på jorden, at vi meget nødig vil herfra.

Så er der en anden salme, vi sang: Lisbeth Smedegaards ”Gådefuld er du, vor Gud”, DDS nr 22. Den kan ses her. Også den en udmærket salme, oven i købet perfekt i forhold til den gammeltestamentlige tekst, 2 Mos 33,18-23, om Moses, der kun får lov at se Gud bagfra, fra ryggen, for – som der står – Guds ansigt kan ingen se, en tekst, der hører med til denne søndag. Her synes jo unægtelig alt det moderne videnskabshalløj at være tænkt med ind i teksten. Oven i købet kan man fornemme en vis afstandtagen fra de skråsikre videnskabstilhængere, når det i vers 6 hedder:

Skærm vor undren, og bevar/ gåden om det sidste svar;/ lad os tro, at vi er mer/ end en skal af støv og ler –

Altså, kære Gud, giv os mod til på trods af alle videnskabsfolkene at synge Brorsons ”Op al den ting” med fuld styrke! Okay, jeg griber tanken og synger med. For fuld udblæsning, så vidt mine gamle lunger formår det. Og jovist, jeg tror da også, at vi mennesker er mere end en skal af støv og ler. Men hvad mere? Og hvis Gud ikke rigtig kommer ind i billedet, når det er vort legeme, det angår, kommer han så ind i billedet, når det er dette ”mere”, der er tale om? Og hvis så, hvordan kommer han ind i billedet?

Og så kom jeg altså hjem, og så måtte jeg da lige se efter, om jeg mon ved en tidligere lejlighed har brugt min ældgamle salme på 16 vers om brylluppet i Kana. Og vupti, her fandt jeg det. Og så viser det sig, at jeg minsandten ikke står alene om at ville have fortællingen om brylluppet i Kana til at sige os moderne mennesker noget, Karen Blixen er ude i samme ærinde med sin novelle ”Babettes gæstebud”. Det er i hvert fald, hvad jeg hævder i ovennævnte blogindlæg.

Og jeg synes jo virkelig, at jeg gør det med god grund. Blixen fortæller i sin novelle om Babette, der var en fremragende kok i det mondæne Paris før pariseropstanden i slutningen af 1800-tallet. Hun måtte imidlertid flygte, kom til Norge og blev kokkepige hos to missionske søstre. På et tidspunkt fik hun en umådelig stor arv tilsendt, og hun kunne derfor tilbyde at afholde en fest for søstrenes far. Men søstrene undrer sig godt nok lidt over de mange mærkelige ting, der bliver sendt til Norge fra Frankrig. Og da de spørger, om de og de flasker indeholder vin, får de et svar, der kun fortæller om de fine titler på vinen, og det beroliger dem.

Dagen oprinder, og en adelsmand, der er inviteret med sammen med egnens bønder, undrer sig over, at maden smager ganske som den mad, han i sin tid nød på én af de fine restauranter i Paris. Og vinen ligeledes. Men det mærkeligste er måske, at da festen er ovre, og søstrene forventer, at Babette nu vil forlade dem, beder hun om at måtte forblive hos dem som deres kokkepige. Jamen, hele din arv? spørger de undrende. Den er brugt op på festen. Så dyr har den altså været.

Men ikke blot har den været dyr. Den har haft forunderlige virkninger. To bønder, der var dybt uenige, er blevet forligte oven på festen. Og det var nok de to ting, Blixen har med fra johannesevangelisten: det helt uventede store og forunderlige ved festen, og det sindsforvandlende ved dette uventede. Det sidste nok for at komplettere evangelisten; for han går ud fra, at hans tilhørere godt vidste, at de ”tegn”, Jesus gjorde, havde virkning ind på menighedens liv, selv om han ikke skriver om det lige her.

Og ligesom Karen Blixen har villet fortæller ikke blot om det forunderlige, men også om dette forunderliges virkninger på fællesskabet mellem mennesker, sådan har jeg også i min salme villet understrege, at det er mod fællesskabets vé og vel, at Gud retter sine kræfter.

Jeg har tilladt mig – ligesom Blixen – at komplettere johannesvangelisten, idet jeg har indført en lille uoverensstemmelse mellem brud og brudgom – jeg har jo også hele 16 vers til min rådighed – en uoverensstemmelse, jeg får til at forsvinde, da den gode vin kommer på bordet.

Og jeg har også tilladt mig at lade Jesus komme med en lille belæring om, hvad det er, der foregår. Det sker i vers 9 og 10, hvor det hedder:

9. Men pluds’lig da han talte, han, /hvis ord er guddomskraften:/Gå hen og fyld de kar med vand,/ så skal I smage saften,/ så skal I få for sagn da syn,/ så, som fra sky til sky mit lyn,/ min ånd slår blandt jer gnister.

10. Så skal I smage da mit væld/ i endeløse strømme!/ Jert bæger frem imod mig hæld:/ hvad ej I turde drømme:/ énhedens kraft, den fælles ånd/ skal oversvømme bæger, hånd,/ og i jert indre gløde”.

Og det var så det, der skete: en menighed blev til. I Johannes’ gengivelse: ”hans disciple troede på ham” (Joh 2,11). I min gengivelse: ”åndens kraft skal gløde i vort indre”.

Og denne glød eksemplificerer jeg så. I vers 12 fortryder køgemesteren overfor brudgommen, at han skældte ham ud, og i vers 13 får uoverensstemmelsen mellem brud og brudgom en ende. Og det hele samles sammen i vers 14, 15 og 16.

14. Så gik den vin til hjerte da/ og skabte ét af mange;/ så blev al brudgoms smerte da/ afløst af glædessange./ Og gammelt nag blev fejet bort,/ og fjendskabs harm kom helt til kort./ Den vin var af de bedste.

15. Den vin endnu vi skænket får,/ skønt flasken har lidt ælde./ Den Store Køgemester går/ selv rundt og i vil hælde./ Den trænger ind i sjæl og sind,/ den ætser troens galskab ind,/ så frisk vi ser og hører.

16. Den, som var blind for venners dyd,/ at se nu pluds’lig magter;/ den, som var døv for troskabs lyd,/ ej mere tro foragter./ I glimt vi ser i himlen ind,/ hvor hører døv, hvor ser hver blind,/ hvor Gud er alt i alle.

Og puh ha, så kom vi igennem de 16 vers. Men vi ender altså ved Blixens hjælp – og ved evangelistens hjælp, lad os bare tage ham med – et andet sted end det lidt kleinmodige sted, hvor vi næsten føler, vi skal synge ekstra kraftigt med på Brorsons ”Op al den ting” for at mane vor tvivl til jorden. Vi ender dèr, hvor ”Gud er alt i alle”, dvs., dèr, hvor Gud gennemsyrer vore fællesskaber med sin ånd, og hvor den gensidige tillid, som vi lever i med samme selvfølgelighed som fisk i vandet, fastholdes som Guds gerning. Hvad vi ikke rigtig kan tro, at Gud står bag: den ydre verdens foreteelser, det fortoner sig blidt og bliver næsten ligegyldigt, for nu ser vi, at Gud står bag noget langt vigtigere: bag vort folkefællesskab, bag vort vennefællesskab og bag vort familiefællesskab. Ham er det, der skaber den tillid, der præger alle vore fællesskaber.

Ser vi det kun i glimt? Eller ser vi det slet ikke, fordi vi – selvsikre, som vi er – tror, at det er os selv, der skaber tilliden i den andens hjerte? Så lad mig endnu engang minde om det sære ord i Mark 11,24: ”Derfor siger jeg jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om, det skal I tro, at I har fået, og så får I det”. Dette ord drejer sig netop om de tillidsforhold, vi lever i. De ødelægges og de opbygges af de ord, vi taler. Og når vi taler i tro, dvs., i tro på, at Ånden vil virke med, så vil vi – jeg kan næsten sige: automatisk – komme til at sige det på en måde, så den anden tror, og så tillidsforholdet bevares, opbygges, måske endda genskabes.

Dèr har vi brug for Gud, og det i langt højere grad, end når det er skabelsen, det drejer sig om. Og det er, hvad jeg her, ligesom i mange andre af mine indlæg her på bloggen, har villet gøre opmærksom på. Og jeg håber og tror, at det sker uden at fornærme Brorson, Lisbeth Smedegaard eller kirkens præster. Skulle nogen fungérende præst læse med her, er det ment som en hjælp mere end som en irettesættelse.

Udgivet i ateisme, Ny testamente | Tagget , , | Skriv en kommentar

Sprogspil 2

Anders Klostergaard Petersen, lektor i religionsvidenskab, har i en kronik i Kristeligt Dagblad indtil flere gange brugt ordet ”sprogspil”, se her. Jeg er begejstret. Indtil da var jeg lige ved at tro, at jeg – sammen med Ludwig Wittgenstein – var den eneste, der havde brugt dette ord. Men nu ser jeg altså, at en anden bruger det også, endda en ganske klog mand. Spørgsmålet er jo så, om vi mon bruger ordet på samme måde.

Og det er måske lidt uvist.

Anders Klostergaard bruger det i en polemik mod en tidligere kronik i Kristeligt Dagblad, skrevet af Lene Koch og Troels Engberg-Pedersen, se her. I den bekender de, at de ikke tror på en række af de normale kristne dogmer. De mener, at det essentielle i kristendommen er kærlighed. Men:

I den traditionelle kristendom er tanken om kærligheden så blevet indsvøbt i en fortælling om Jesus Kristus, død og opstanden. Vi tror ikke selv bogstaveligt på denne historie. Det gjorde man til gengæld i antikken, da den blev udtænkt, helt bogstaveligt. Og sådan er den også blevet forstået op gennem tiden indtil i hvert fald i 1800-tallet. Men helt bogstaveligt kan man efter vores mening ikke længere forstå den historie. Gud gjorde ingenting. Jesus var ikke Guds søn. Han genopstod ikke fra de døde. Og det kommer vi heller ikke til. Derimod kan man meget vel tro og mene at det, som historien skal fortælle os om menneskelivet, er bogstaveligt sandt og af den allerstørste betydning. Her opgiver vi altså én (central) del af den traditionelle kristendom – og fastholder en anden.

Det er denne åbne bekendelse af en manglende tro på den traditionelle kristendom, Anders Klostergaard vender sig imod. Og det gør han meget godt. Men derom senere. Jeg vil nemlig først lige bruge en enkelt bemærkning fra Kochs og Engbergs kronik til at fortælle lidt om, hvordan jeg bruger forestillingen om forskellige sprogspil.

Lidt senere hedder det i deres kronik:

Kærlighedens centrale betydning er ikke bare en kristen opfindelse. Den har også sin rod i den samtidige og forudgående græske filosofi. I Første Brev til Korintherne, kapitel 6, vers 7 citerer Paulus næsten direkte fra Platons dialog “Gorgias”.

Ærlig talt, det sted hos Platon vil jeg da gerne lige kikke efter. Men ak, den altfor udbredte skødesynd træffer vi her. Ingen henvisning til, hvor man kan finde dette citat fra Gorgias. Nå, ja, umiddelbart efter hedder det:

Allerede i den græske tradition møder man i Platons “Gorgias” en person, Kallikles, som vil knytte det gode for et menneske til den enkeltes magt over andre.

Skulle det mon være en person ved navn Kallikes, der siger det samme som Paulus? Jeg véd det ikke, og jeg véd heller ikke om det sted hos Platon, jeg har fundet – et sted, hvor det er Callicles, der har ordet, er det, som de to kronikører tænker på. Men det lyder nu meget tilforladeligt, endskønt jeg må indrømme, at jeg ikke har tyret hele Platons dialog igennem. Det sted, jeg har fundet, ser sådan ud på engelsk:

Whereupon Polus laughed at you [dvs. Sokrates rr] deservedly, as I think; but now he has himself fallen into the same trap. I cannot say very much for his wit when he conceded to you that to do is more dishonourable than to suffer injustice, for this was the admission which led to his being entangled by you; and because he was too modest to say what he thought, he had his mouth stopped.

Det er Kallikles, der taler, og han siger faktisk noget, der kan minde om Paulus’ ord i 1 Kor 6,7: ”Det er mere vanærende at øve uret end at lide uret”. I 1 Kor 6,7, siger Paulus jo

Allerede det, at I overhovedet har retssager med hinanden, er et nederlag for jer. Hvorfor finder I jer ikke hellere i uret? Hvorfor lider I ikke hellere tab?

Og det kan jo godt minde lidt om det, Kallikles siger. Omend man vist må tilføje, at dette ikke viser, at Paulus har kendt Platons dialog og véd af, at der er en sådan lighed.

Så kærligheden er altså det væsentligste. Om den skriver de to:

Kærlighedens væsen forstår vi, som Paulus skildrede det. Dermed er kærligheden det, som filosoffen K.E. Løgstrup ville kalde en “radikal fordring”. I enhver situation, vi befinder os i, stiller kærligheden os den opgave ikke at tænke på os selv, men på den andens og de andres vel. Det er en umulig og uopfyldelig fordring, men den er der alligevel.

Løgstrup siger nu så meget. Blandt andet siger han, at fordringen skulle have været overflødig. Og han siger også, at vi, når vi opdager, at vi ikke handler af kærlighed, dog i det mindste handler, som vi tror, kærligheden ville have handlet. Jeg véd ikke, om det er en hjælp her. Men jeg véd, at Paulus i 1 Kor 10,23 siger, at ”alt er tilladt, men ikke alt opbygger”. Og hvis alt er tilladt, findes der ikke sådan noget som en radikal fordring, og så er det ikke vores opgave ”ikke at tænke på os selv, men på den andens og de andres vel”. Så er det i stedet vores opgave at søge at opbygge de forhold, vi står i. Så er det indlevelse og forståelse, det drejer sig om. Så er det med at have et øje på hver finger, så man, inden man siger de ord, man siger, og også inden man lader alle krav om retfærdighed falde, overvejer, om mon ikke det kan bringe tilliden tilbage, altså opbygge fællesskabet.

Lene Koch og Troels Engberg befinder sig stadig i det sprogspil – dèr har vi ordet – som handler om etik, om gode gerninger, om at afstå fra at tænke på egen nytte og gavn. Det var også, hvad Sokrates diskuterede med sine samtalepartnere – spørgsmålet var: hvad er ærefuldt – og det var, hvad man blandt filosoffer diskuterede i oldtiden.

Men det er ikke, hvad Paulus vil diskutere. Paulus er ikke ude på at få sine menigheder til at handle efter en højere etik. Men han er ude på at få dem til at forstå, hvad det betyder, at de i menigheden er hinandens brødre. Det er jo det ord fra 1 Kor 6,6, der har standset ham i den opfordring, han var i gang med i de første vers af 1 Kor 6, hvor han opfordrer menigheden til selv at udpege dommere til at afgøre stridigheden mellem de to. Men ”de to” er altså ”to brødre”, og den kristne prædiken, der ligger i det, får Paulus til at vende omkring i sin formaning. Nu, i vers 7 og 8, drejer det sig ikke længere om at lade andre træffe en retfærdig afgørelse mellem de to stridsmænd, men om at få dem selv til at blive gode venner igen, altså om at få fællesskabstanken til at vinde over retfærdighedstanken.

Og ”fællesskabstanken”, det er, hvad jeg vil kalde et sprogspil, og dette sprogspil er afgørende forskelligt fra det sprogspil, som Paulus bruger i de første vers af kapitel 6, retfærdighedssprogspillet.

Hvis man i stedet for at slå op på mine udgaver af brevene, slår op i den officielle danske bibel, altså her, så opdager man, at der under vers 7 findes en henvisning til ordet om at vende den anden kind til, Matt 5,38-41. Og i min forståelse af sagen betyder det, at Jesu formaning på det sted lige så lidt som Paulus’ formaning i 1 Kor 6,7 sigter på at få menigheden til at leve efter en høj og forfinet etik, som på det nærmeste er umuligt at efterleve, sådan som de to kronikører hævder, men i stedet på at få de uenige til at blive enige, få tillidsforholdet genetableret, få forståelse til at indtage pladsen i stedet for den fine etik.

Det er, i min sprogbrug, hvad evangeliets sprogspil vil medføre: det vil helt udslette lovens sprogspil, gøre det irrelevant, få os til at glemme alt om fine og gode gerninger.

Jeg har jo mange gange tidligere været ind på materier af denne sort, f.eks. her, hvor jeg vender mig imod den tanke, at Jesu ord i bjergprædikenen skal forstås som en så høj og fin etik, at den bliver ganske uoverholdelig. Nej, hævder jeg, der er tale om gode råd om, hvad du kan gøre, hvis du vil have de fællesskaber, du står i, til at vokse og trives. Du handler altså klogt ved at rette dig efter disse gode formaninger, jfr Matt 7,24-26.

At de to kronikører tænker etisk, viser sig i den sammenligning mellem Gorgias og 1 Kor 6,7, som de foretager. For citatet fra Gorgias – hvis det er det citat, de tænker på – handler jo om etik: hvad er mest ærefuldt? – mens Paulus’ tanker om etik forefindes i de første vers af kapitel 6, men udslettes med opfordringen til hellere at lide uret.

Nok om det. Nu til Anders Klostergaards anvendelse af sprogspil-begrebet.

Den er, vil jeg mene, også ganske klog, selv om vi to ikke anvender begrebet på helt samme måde. Han skriver om de tos forståelse af religiøse udsagn:

Grundtanken er, at religiøse sætninger skal forstås ganske som videnskabelige formuleringer, der gør krav på at sige noget om verden og dens indretning. Men der er, undskyld mig udtrykket, himmel og jord til forskel på religiøse og videnskabelige udsagn.

Den forestilling vender han sig imod, både som de mener at kunne anvende den om oldtidens mennesker, og som de mener, den er gældende for nutidsmennesket.

Om oldtidsmennesket fremhæver Klostergaard Jesu bemærkning om den døde Jairus’ datter: ”Barnet er ikke død, hun sover” (Mark 5,39). Den bemærkning lo de af, og Klostergaard hævder derudfra fuldstændig korrekt, at den tids mennesker så udmærket kendte forskel på et under og en normal begivenhed.

Så skriver han:

Det fører til den anden pointe. Kristendom og religion er et blandt andre sprogspil. Det giver mening i sammenhænge, hvor sprogspillet har betydning, nemlig i spørgsmålet om relationer mellem mennesker og forbindelsen til gruppeværdier, idealer og regler. Det drejer sig derimod ikke om udsagn om den fysiske verdens beskaffenhed.

Det er, efter min mening, så sandt, som det er sagt. Jeg plejer at sige, at de mytiske påstande påstår noget om ting, der ikke kan modbevises, og det vil netop sige, at videnskaben kommer til kort, stillet overfor påstande om Guds eksistens og om verdens skabelse. Man kan så gøre, som de to kronikører: tro, at videnskaben siger alt det, der er at sige om tilværelsen. Men, hævder Klostergaard, det er en fejl. I min optik: Man kan muligvis, hvis man er lidt kleinmodig, føle sig overvældet af videnskabens enorme fremdrift med hensyn til viden om verdensrummet, så man totalt dropper al tale om Gud og skabelse, men i spørgsmålet om relationer mellem mennesker optræder en ganske tilsvarende ikke-bevisbar påstand: At det er kærlighed, det drejer sig om, eller at kærlighed er en realitet. Den hopper de to kronikører gladelig ombord i, uden at tænke over, at påstanden er ubevisbar, og at to andre verdensreligioner, buddhismen og islam, ikke har denne påstand med i sit mytologiske vokabular, og – lige så relevant – at oldtidens tænkere kun har påstanden om kærlighed med som en påstand indenfor etikken, ikke som en påstand, der skal overflødiggøre al etik. Sådan som Paulus bruger tanken om kærlighed.

Klostergaard slutter sin kronik således:

At forveksle et religiøst med et videnskabeligt sprogspil er en grundlæggende misforståelse, der ignorerer, at mennesker dagligt indgår i mange sprogspil med hver sin virkelighedsopfattelse. Det betyder ikke, at der er mange verdener, men der er forskellige måder, hvorpå man kan erkende verden. Det kræver, at man har blik for de forskellige institutioner og de sprogspil, der er specifikke for netop dem.

Og jeg må jo nok konstatere, at omend han bruger betegnelsen ”sprogspil”, så bruger han den noget anderledes end mig. Men det skal ikke forhindre mig i min glæde over, at dog nogen opdager, at sproget har forskellige afdelinger, og at det faktisk betyder noget for vor opfattelse af verden, herunder for vor opfattelse af det dagligliv, vi lever sammen.

Lad mig slutte med et længere citat fra de tos kronik:

Hvis man kan følge os i at forstå Gud som indbegrebet af kærlighed, hvordan skal man da forholde sig til den officielle kristendom, der udfolder sig i Guds hus, kirken? Her lever alt det i den kristne tradition, som vi ovenfor har taget afstand fra. Hvad skal vi stille op med alt dette? Her gælder nu for det første, at vi to kronikforfattere føler, at vi sagtens kan deltage i alt dette – uden at tage det bogstaveligt. Vi ved, at det er i denne historiske skikkelse, at tanken om Gud som indbegrebet af kærlighed er overleveret til os fra vores forfædre og -mødre, og det generer os ikke, at vi for vores eget vedkommende må anse selve den kristne grundfortælling for at være en historisk bestemt udformning af dette centrale budskab. For det andet glæder vi os over kirken som et rum, som er forskelligt fra hele vores øvrige verden, og som man kan træde ind i netop for at fejre det centrale budskab og få trøst til at overvinde livets fortrædeligheder. Budskabet selv taler om en større verden end os selv. Og netop dette større noget vidner kirkerummet også om. Her møder vi ikke mindst historien i fuldt flor, og når vi går ind i kirkerummet, bliver vi del af den store verdensomspændende kristendom og dermed budskabet om vigtigheden af kærlighed til alt levende. Mange kirkers dekorative univers minder os også ikke blot om ånd og tro, men om den jordbundne flora og fauna, som vi selv er en del af.

Ærlig talt, man spørger sig selv, hvad al den fornægtelse, de begyndte med, skulle til for. De kommer jo gladelig i kirken, og mon ikke de kommer for at opnå det samme, som alle vi andre: for at ”få trøst til at overvinde livets fortrædeligheder”, og muligvis også for at sige tak, f.eks. sige tak for det liv i kærlighed og forståelse, som de tilsyneladende lever lige så selvfølgeligt, som alle vi andre. Blot synes de ikke at være klar over, at de gode relationer er skabt af Guds ånd. De tror, at kærligheden er en opgave for mennesket selv, og at det, selv om det kan se håbløst ud, dog lykkes ret ofte. Vrøvl. Kærlighedsforhold er noget, Gud skaber, for intet menneske kan påvirke et andet menneskes indre; at skabe tillid hos to parter på én gang, det kan kun Gud.

Og så burde jeg slutte med at sige, at når de sådan går flittigt i kirke, så er jo alting godt. Det vil jeg dog ikke.

For de to arbejder videre med den falske forståelse af Det ny Testamentes kristendom, som de har indskibet sig i. Den fine etik, som de uddestillerer fra f.eks. Paulus, anvender de som baggrund for at gøre kristendommen til baggrund for alt klimahysteriet.

Og netop det forhold, at de forstår Paulus’ formaninger – altså det, at han siger: Var det ikke en idé at vende den anden kind til – som ophøjet etik – så meningen altså er: Vil du være er rigtigt agtværdigt menneske, så find dig i uret, netop det forhold gør, at de får let ved at komme med deres fine etik overfor klimaforandringerne. Så fin er deres etik, at de gladelig, som alle de andre med den slags ophøjet etik, undlader at undersøge sagen tilstrækkelig omhyggeligt. Og så løber de badus ind i den fælde, Satan har lagt for os: at vi som politisk størrelse er så optaget af at ”gøre det gode”, at vi løber med halv vind, når det drejer sig om at undersøge begrundelsen for det, vi gør, ordentligt.

Men det er i nogen grad en anden sag. Så vi standser her.

Udgivet i ateisme, Ny testamente | Tagget , | Skriv en kommentar

Hverdagseksegese

Jeg var i 1975 nået frem til den erkendelse, at evangeliet udtrykker sig i en særlig logik, en logik, som vi bruger i dagligdagen i vort familieliv, og en logik, som ikke har logik fælles med den lovens logik, som vi bruger, når vi befinder os i det, Løgstrup kalder ”de kredsende livsytringer”, f.eks. jalousien. Den logik betjener sig af en noget-for-noget-tankegang – man kan også tale om en retfærdighedstankegang – tydeligt afbildet af Jesus i den ældste søn i lignelsen om den fortabte søn, Luk 15,29, hvor han klager til sin far over den uretfærdighed, der er begået imod ham.

Og når man gør sig klart, at denne lovens logik ikke kan samarbejde med evangeliets logik, bliver det klart, hvorfor Løgstrup kan tale om ”kredsende livsytringer”: logikken, der behersker den, der er jaloux, låser ham inde i hans jalousi, som derfor bliver en kredsende livsytring.

Desværre gør Løgstrup sig ikke nogen tanker om, hvordan en sådan kredsende livsytring kan erstattes af en suveræn livsytring. Han er tilsyneladende tilfreds med at skildre de to forskellige livsytringer.

Men den opdagelse, jeg gjorde i 1975, svarede netop på det spørgsmål. Og man kan såmænd sige, at den svarede på spørgsmålet ud fra lignelsen om den fortabte søn. For af faderens svar til den ældste søn ser man, at han aldeles ikke går ind på sønnens retfærdighedstanker; han mener tilsyneladende, at den relation, han står i til sin yngste søn, giver ham en sådan glæde over hans tilbagekomst, at det må fejres. Og han gør sin ældste søn opmærksom på, at han jo også har en familierelation til den yngste søn, han ændrer sønnens omtale af sin bror: ”din søn dèr” til ”din bror her”.

Det vil sige: når man spørger, hvordan man kommer ud af sin ”kredsende livsytring”, når der f.eks. er tale om jalousi, så er svaret: ved at møde et ord i en anden logik, i evangeliets logik, i en relationslogik. For det var det, jeg opdagede: Begge disse to logikker ligger i vor hjerne, for under vores opvækst får vi dem begge indkodet i os. Og kaldes der på evangeliets logik, så sættes denne logik i brug, så man tænker og taler ud fra den og ikke ud fra retfærdighedsovervejelser.

Det var noget af en opdagelse at nå frem til. Og det er værd at bemærke, at dette, at jeg nåede frem til den, nok skyldtes Løgstrup og måske også Bultmann, men især skyldtes mine egne hverdagserfaringer: jeg kunne genkende den ældste søns retfærdighedstankegang, jeg havde selv oplevet, hvordan sådanne overvejelser bandt mig fast, og havde gudskelov også oplevet, hvordan et ord udefra kunne forløse mig, kunne få mig til at skubbe alle retfærdighedstanker tilside og igen blot glædes over samlivet med min næste.

Og så gik jeg ellers i gang med min egen private ”hverdagseksegese”. Det vil sige: så gik jeg mange steder i Det ny Testamente igennem for at se, om der var flere steder, hvor man kunne se, at lovlogikken bandt et menneske, men at evangelielogikken kunne løsne lovens greb.

Jeg skal ikke gå alle stederne igennem. Kun to steder vil jeg her nævne. Det ene er 1 Kor 6,1-8. Her opdager Paulus midt i en formaning af jødisk art om at finde en form for retfærdighed mellem to menighedsmedlemmer, der er blevet uenige, at de to jo er brødre, og at brødre, dvs. menighedsmedlemmer, ikke fører sag mod hinanden. Han formaner dem lige ud til at droppe al tanke på ret og rimelighed og hellere finde sit i at lide uret, hvis tillidsforholdet derigennem kan genoprettes.

Og det andet sted er 2 Kor 10-13. Her kunne jeg genkende Paulus’ vedholdende påstand om anerkendelse fra min egen situation i én af de kredsende livsytringer, som Løgstrup har omtalt. Jeg vil ikke kalde min egen erfaring en erfaring af jalousi, men den betegnelse passer udmærket på Paulus’ holdning i de fire kapitler: Paulus er jaloux på de ”overapostle” (11,5), som er kommet til Korinth. Han har hørt, at de – og hans kære korinthere – taler ilde om ham, ser ned på ham, ikke rigtig véd, om han er en rigtig apostel, kapitel 10. Og derfor går han i gang med at rose sig, som god kristen naturligvis under foregivende af, at det slet ikke er det, han gør. Han betegner den del af brevet som dåretale. Og denne dåretale varer fra 11,1 frem til 12,11.

Men netop i 12,11 får vi et dybt indblik i Paulus’ forhold til sine menigheder. Hvis vi altså vover at betragte ham som en jaloux person i disse kapitler. Her skriver han ifølge den nye oversættelse: ”Så har jeg da været vanvittig. I tvang mig til det. Det var jo jer, der skulle have anbefalet mig.” I oversættelsen fra 1948, som er den oversættelse, jeg i sin tid tænkte mine tanker ud fra, hedder det: ”Så er jeg da blevet en dåre. I tvang mig dertil. I burde jo have anbefalet mig”. Det, der fik ham til at skrive denne dåretale, hvor han opregner alt det, han kan rose sig af i forhold til disse ”overapostle” – og det er jo ikke så lidt – var, at han følte sig svigtet af korintherne. Han mente, at forholdet mellem ham og dem var et ægte forhold, at de stolede på ham, at de regnede ham på lige fod med de andre apostle. Og så taler de ilde om ham på den måde. Derfor er dette ”I burde jo have anbefalet mig” kernen i sagen, og samtidig en bøn til korintherne om at blive forstået, accepteret på lige fod med de andre apostle.

Det er det ønske, der ligger bag al hans jalousi, og derfor også bag alle de udtalelser om rimelighed og retfærdighed i sammenligningen mellem ham og dem, der har besøgt Korinth, udtalelser, som tydeligt er holdt i lovens logik. Først med dette hjertesuk i 12,11 hører vi, hvad det virkelig drejer sig om: fællesskab, forståelse, indbyrdes tillid.

Det, der vakte disse ellers længst forglemte tanker til live, var en anmeldelse af Gerd Theissens nye bog: ”Budskab i billeder” i Kristeligt Dagblad, skrevet af Nils Gunder Hansen, se her. Bogen handler ikke mindst om Rudolf Bultmann, hvilket også fremgår af det første, anmelderen skriver:

En af de mest indflydelsesrige teologer i det 20. århundrede var Rudolf Bultmann (1884-1976). Han udkastede et program for

afmytologisering.Er det muligt at ”rense” kristendommen for de forældede verdensbilleder, der stadig bor i den? Kan man fortolke kristendommens mytiske sprog, så det giver mening, nu blot på en anden måde?

Bultmanns syn på sagen var eksistensteologisk. Den kristne forkyndelse var en fordring til den enkelte om at leve egentligt. Traditioner og institutioner kunne ikke give religiøs vished. Individualiseringen føltes dengang som en befrielse, men meget vand er løbet i stranden siden da.

Og så var det, jeg kom i tanker om, at dette med afmytologisering da vist var noget, jeg gik meget op i dengang. Og at også eksistentialismen var noget, jeg var glad for. Jeg mente – lidt naivt måske – at Løgstrup også var en slags eksistentialist, og i hvert fald skete der det, da jeg havde fundet frem til, at Paulus da måtte være grebet af jalousi i 2 Kor 10-13, at jeg foer hen og købte Bultmann’s kommentar til 2 Korintherbrev. For en jalousi, der trådte så tydeligt frem, måtte da også han opdage. Så fuld af forventning gik jeg i gang med hans kommentar.

Men hvor det skuffede mig!

Betragte den store Paulus som et almindeligt menneske, der kunne gribes af noget så lavt som jalousi? Ikke på vilkår! Nej, Bultmann betragtede hele vejen igennem Paulus som den store urørlige guru, der kun var ude på at belære korintherne om den sande kristendom og dens uundgåelige konsekvenser.

Og dåretalen? Jamen, den havde da et pædagogisk sigte. For Paulus var og blev urørlig. Hele hans tale var ligetil og let at forstå. Ingen finurligheder her. Ingen dobbeltheder i udtryksmåden. Alt sammen forståeligt, mente altså Bultmann, ud fra almindelige forklaringsprincipper.

Jeg skrev lidt om det i den bog, jeg udgav i 1985: ”Troen og Kærligheden”. Da havde jeg allerede skrevet en afhandling om sagen, som så senere blev lagt ud på nettet her. I den er jeg stadig optaget af min uenighed med Bultmann og gør temmelig meget – måske også for meget – ud af denne uenighed.

Senere, i 2008, tog jeg så problemet op igen, i en længere afhandling, hvoraf kapitel 2 beskæftiger sig med netop 2 Kor 10-13, se her.

Og nu har jeg så læst det meste af disse gamle overvejelser igennem på Om det var træls? Ja, i den grad. Men hvad gør man ikke for at oplyse den arme læser bedst muligt!

Og så opdager jeg, at jeg faktisk kan bruge nogle overvejelser af Bultmann til at få lidt bedre styr på 12,11. Besynderligt!

Jo, for Bultmann foretager en lille rettelse i de mange Jesus-ord i johannesevangeliet, der begynder med egw eimi, f.eks.: ”Jeg er den gode hyrde”, Joh 10,11. Egentlig bør det oversættes lidt anderledes, siger Bultmann. For dette ”jeg er” ligger sådan set allerede i ordet eimi. Når evangelisten sætter et egw foran, betyder det, at han vil understrege dette ”jeg”, så man på dansk må sige: ”Det er mig, der er den gode hyrde”. Oven i købet kommer påstanden på den måde til at sætte modparten på plads: det er ikke de ledende jøder på Jesu tid, der er ”den gode hyrde”.

Denne overvejelse tager vi så med til 2 Kor 12,11. Og så opdager vi, at der minsandten også står et egw dèr. Mon det skulle have en tilsvarende virkning hos Paulus? Hvis det har, må vi oversætte lidt anderledes. I stedet for ”Det var jo jer, der skulle have anbefalet mig”, må det hedde: ”Det var jo mig, der skulle være anbefalet af jer”, underforstået: ”i stedet for disse overapostle”.

Sandt nok, dette er kun en lille ting, som nok ikke betyder noget i den store sammenhæng, hvor det jo kun er sære skikkelser som undertegnede, som får en så absurd tanke, som at Paulus skulle være jaloux, eller som vil bedrive hverdagseksegese.

Og hverdagseksegese? Vil ikke alle alvorlige teologer bedrive det? Er det ikke meningen, også for Bultmann, at de kristne trossætninger skal ”oversættes”, så de kan øve indflydelse på hverdagen? Nils Gunder Hansen hævder jo f.eks., at Bultmanns opfattelse er, at ”den kristne forkyndelse var en fordring til den enkelte om at leve egentligt”. Er det ikke i hverdagen, at man skal ”leve egentligt”?

Jo, for så vidt.

Men den logik, jeg mener er evangeliets logik, er netop en logik, der handler om fællesskabet, om, hvordan det trives, ikke om den enkelte, hvordan hans indre jeg skal manifestere sig. Det mener jeg for øvrigt også kommer frem i Løgstrups skelnen mellem ”kredsende livsytringer” og ”suveræne livsytringer”. De suveræne livsytringer er suveræne, fordi de er logiske konklusioner ud fra de fællesskaber, vi står i. Det er konklusioner, Løgstrup når frem til igennem sin fænomenologiske metode, hvor han går ”føretisk” til værks, altså undersøger, hvordan vi opfatter vort liv og vort samliv, før vi begynder at lægge etiske overvejelser ind.

Det betyder blandt andet, at Løgstrups tale om suveræne livsytringer udmærker sig ved ikke at være tænkt i individualistiske termer, som næsten alle andres tale om menneskelivet er det. Jeg har nogle gange her på bloggen refereret et stykke af ”Den etiske fordring”, f.eks. her, hvor jeg skriver:

Det gælder Løgstrup. Han har en ret kort overvejelse i ”Den etiske Fordring”, hvor han hævder, at de gerninger, et forældrepar udøver, når de ofrer deres tid og deres penge på deres børn, hverken er selviske eller uselviske. De er ikke selviske, for det er jo ikke sig selv, de hjælper. Og de er ikke uselviske, for deres eget liv lykkes jo, i og med at de opdrager og hjælper deres børn.

Man kan sige, at Løgstrup her tager afstand fra lovens logik og i stedet taler og tænker ud fra en fællesskabets logik. ”Selvisk” og ”uselvisk”, det er ord fra lovens logik. Men i det menneskelige fællesskab, familiens fællesskab, f.eks., gælder disse ord ikke. For her er lovens logik sat ud af funktion.

At lovens logik bliver sat ud af funktion, er meget væsentligt. Men vi må erindre os, at når selv den store Paulus igen kan gribes af en lovens logik, så han bilder sig ind, at han rose sig af både det ene og det andet, selv om det sker under dåretalens fortegn, så er faren for, at lovens logik bagfra griber også os, ganske stor. Det har jeg givet eksempler på her på bloggen i min omtale af de forskellige ”forhekselser”, der kan gribe os, og som netop griber os, fordi vi er fast overbeviste om, at det er ”det rigtige”, vi gør. Men om det gavner det folkelige fællesskab, o nej, det spekulerer vi ikke på.

Men det var måske netop det, vi skulle.

Udgivet i Ny testamente | Tagget , | Skriv en kommentar