To sprog

Det er forholdet mellem kristendom og islam, jeg her vil forsøge at afklare ved hjælp af forestillingen om, at de to religioner har overtaget to forskellige dele af det menneskelige sprog.

Jeg har før redegjort for den del af ”min” religionsfilosofi, der går ud på, at det menneskelige sprog er delt i tre dele, eller tre sprogspil, som har den kedelige egenskab ved sig, at man ikke kan oversætte fra det ene sprogspil til det andet, se f.eks. her. Vi får alle del i alle tre sprogspil under opvæksten, men er man opvokset indenfor islam, kommer man til at tænke i lovregler og bestemmelser, for islam har taget lovsprogspillet til sig og arbejdet med det igennem hele sin historie.

Er man omvendt opvokset i den kristne verden, er det et andet sprogspil, man kommer til at lægge hovedvægten på, det, jeg plejer at kalde ”relationssprogspillet”.

Forskellen på de to sprogspil træder nok tydeligst frem i Jesu lignelsen om den fortabte søn, Luk 15,11-32. Her kan man konstatere, at den ældste søn sidder uhjælpelig fast i lovsprogspillet. For han nægter at gå ind til den velkomstfest, hans far har foranstaltet for den yngste søn, der er kommer tilbage fra sin udlandsrejse. Han begrunder sit afslag på denne måde: ”Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham”. Han tænker altså retfærdighedstanker. Hans bror fik sin del af arven og har derfor ikke krav på mere. Når faderen alligevel foranstalter en fest for ham, og altså direkte tager ham tilbage i hjemmet, føler han det som en uretfærdighed, der begås imod ham.

Vi kender så udmærket sådanne tanker. Vi véd endda også, at sådanne tanker ikke er til at komme ud af. Man kan gå i dagevis og ruge over en uret, man synes er begået imod én. Når vi alligevel synes, at han da vist er en sær én, skyldes det … nå ja, at vi har hørt lignelsen før og derfor er indstillet på at give faderen ret, men vel også, at vi selv har erfaret familiesamhørigheden og også lagt mærke til, at der kan opstå situationer, hvor den strenge retfærdighed må vige for samhørigheden. Det er jo, hvad faderen i lignelsen slår på: ”Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet”.

Uoversætteligheden mellem de to sprogspil bevirker, at den ældste søn ikke selv kan komme fri af sin lovtankegang. Men relationssprogspillet ligger alligevel i hans hjerne, og i det øjeblik, hvor han mødes af et ord, der kun kan forstås ved hjælp af dette sprogspil, aktiveres det latente sprogspil i ham, og han forstår, hvorfor faderen har handlet, som han har gjort. Eller rettere: han forstår måske! For netop denne overgang fra lovtankegangen til relationssprogspillet er det i menneskelivet helt uforståelige. Vi teologer siger, at det ånden, der bevirker det, men man kan med lige så stor ret hævde, at det er mennesket selv, der forstår, mennesket selv, der får øjnene op, eller mennesket selv, for hvem tiøren falder. Nå ja, det siger vi jo sådan set også, for vi hævder, at hvor ånden er, er der frihed. Men uforståeligt er det. For det er jo ikke noget, man kan ”ville” sig frem til. Det sker så at sige bag om ryggen på én. Og det sker ikke, uden at et ord udefra kommer ind i hjernen på én og aktiverer det hidtil ubrugte relationssprogspil.

Denne oversættelsesumulighed spiller ind i forholdet mellem islam og kristendommen.

Der synes således komplet umuligt for en muslim at komme til at forstå vores måde at håndtére kønsdriften på.

Han er opdraget til at mene, at en mand er mere værd end en kvinde, og at en muslim er mere værd end en ikke-muslim. Han er opdraget i et miljø, hvor det ikke er kærlighed og tillid mellem ægtefællerne, der står i højsædet, men lydighed mod sharia. Han lever sig ind i den muslimske opfattelse af den mandlige kønsdrift, den opfattelse, at den er ganske ustyrlig, og at det er kvindernes opgave at holde den i skak ved at holde deres fristende former skjult. Og samtidig vokser han, hvis han bor her i Danmark, op i et samfund, hvor de europæiske kvinder så sandelig ikke lægger skjul på deres ”fristende former”, men tillader sig at tildække dem på en æggende måde, så de kan indgå i den søde leg mellem kønnene, en leg, som han dog i kraft af sin opvækst er helt ude af stand til at forstå eller deltage i.

Man fristes næsten til at sige: Hvad under, om der i de muslimske miljøer opstår en forestilling om, at alle europæiske kvinder er ludere? Og når dertil kommer, at den virkelighed, den muslimske mand lever i, står i stærk kontrast til det, hans religion fortæller ham: at han er mere værd end en ikke-muslim, hvad under så, om han finder det helt i orden at voldtage en europæisk kvinde, måske endda deltage i en gruppevoldtægt, et fænomen, som den muslimske kultur har ”beriget” vort land med? Gennem denne ”krigshandling” kan han jo vise, tror han, at han dog har nogen magt overfor os.

Jeg må indrømme, jeg har stadig siddende i mig den bemærkning, som nogle af de muslimske mænd, der havde omringet en tysk kvinde nytårsaften 2014/15 i Köln, fremkom med, da de blev spurgt. De sagde: ”Det er vores kvinde”, se her. Her havde en lille gruppe muslimske mænd haft ulejlighed med at omringe en tysk kvinde, så mener de altså ganske bestemt, at så tilhører hun dem, og så er det dem, der har ret til at overgramse hende alle mulige steder. Og jo, jeg kan godt se en vis logik i deres tankegang, for har man af Gud fået tildelt en større værdi end os ikke-muslimer, så er det måske logisk nok, at man betragte europæiske kvinder som frit jagtbytte, men alligevel! Jeg skal stadig knibe mig i armen for at forsikrer mig om, at der virkelig er mennesker, der tænker sådan, at den muslimske kultur virkelig er så fremmed i forhold til vores, at det virkelig er denne komplet umulige opgave, vi står overfor med vores integrationsanstrengelser.

For det er jo ikke nok at straffe disse unge mennesker, selv om det selvfølgelig også skal gøres. Vi må også have dem til at forstå det, vores kultur bygger på, det, der gør, at vore kvinder kan have den frihed, de lever i, det, der gør, at de (og vi mænd også) kan nyde sommerens varme og sol uden dækkende gevandter. Og hvordan skal vi dog gøre det, når vi selv dårlig nok er klar over, hvad vores kultur siger til forskel fra deres? Når vi hele tiden tror, at de da må tænke ligesom vi?

Jeg har flere gange, f.eks. her og her, slået et slag for det, jeg kalder afsmitningsreglen, den regel, der siger, at det mål, vi måler med, får vi selv tilmålt med (Luk 6,37-38), forstået på den måde, at vi, hvis vi i de forhold, vi står i, er imødekommende og forstående, selv før eller siden vil blive mødt med forståelse og imødekommenhed. Vi er med vor imødekommenhed med til at opbygge det forhold, der er tale om – og man kan her tænke på ægteskabet, familien, eller den arbejdsplads, man er ansat ved. Ligesom vi omvendt, hvis vi optræder rethaverisk og bydende, er med til at nedbryde den gode tone på arbejdspladsen, så vi selv før eller siden bliver mødt med rethaveriskhed og krav.

Det, jeg spørger om her, er så, om det er denne regel, vi skal rette os efter i vor omgang med muslimerne. Og hvis det er – og det synes jo at være en uundgåelig konsekvens – nytter det så noget i deres tilfælde? Er de ikke for fremmede, for stålsatte i deres anderledes tro, så det er umuligt at trænge igennem og opnå nogen fælles forståelse eller vise nogen imødekommenhed.

Ja, oven i købet har det jo vist sig, at når vi gang på gang viser imødekommenhed overfor muslimerne – og det har jo vi danskere gjort den ene gang efter den anden – så ser muslimerne dette som et svaghedstegn, ikke som en invitation til at være med i vort fællesskab.

Og på samme måde har det vist sig, at den taknemlighedsreaktion, vi forventer skulle komme fra muslimernes side over dette, at de har fundet beskyttelse her i landet og modtager økonomisk hjælp til at kunne opretholde en nogenlunde god tilværelse, den reaktion mangler i forbavsende høj grad. Det er, som om muslimerne forstår alt sådant som en selvfølge, en selvfølge, som viser dem, at også vi ikke-muslimer anerkender den overhøjhed over andre, som de mener, Gud har givet dem.

Og det har vist sig ganske svært at komme igennem med den tanke, at vi betragter dem som vores ligestillede landsmænd, intet mere, og at vi med vor godgørenhed inviterer dem med ind i vort samfund. Det er, som om muslimerne har en grundindstilling til tilværelsen, der på forhånd betragter den slags som en ret, de har, ikke som en udstrakt hånd imod dem.

Jeg vil ikke rette på det, jeg har kaldt afsmitningsreglen, jeg vil ikke mene, vi skal holde op med at være imødekommende, men jeg vil mene, at ligesom Jesus så sandelig ikke lagde fingrene imellem, når han påtalte farisæernes forkerte gudsopfattelse, sådan skal vi ikke blive ved med at holde os tilbage, hvad angår kritik af islam, koranen og Muhammed i skøn forening.

Og jeg står da gerne ved det forslag til reaktion fra kirkens side, jeg kom med, da en amerikansk præst havde afbrændt en koran, og en muslimsk pøbel i den anledning i Kabul angreb den amerikanske ambassade, hvorved 24 mennesker blev dræbt. Dengang foreslog jeg, at kirken ved en højtidelig handling, hvor de dræbtes navne blev nævnt, for hvert navn kastede en koran på et til formålet antændt bål, se her. På den måde kunne vi få slået fast så tydeligt, at det skulle være til at forstå, at mennesker er uerstattelige, men koraner ikke.

Men alt sådant hører ind under kirkens og det kristne enkeltmenneskes gerninger.

Hvordan skal så staten forholde sig overfor muslimerne?

Ja, her stiller sagen sig lidt anderledes. For det ligger i islams natur, at den vil besidde det voldsmonopol, som statsmagten har. Og det kan vi på ingen måde acceptere. Vi kan jo således ikke nægte, at det er statens opgave at beskytte sine borgere mod tilfældig vold, i dette tilfælde den vold, der udøves af muslimer, for at de kan opretholde deres ”jurisdiktion” over deres ghettoer.

Hvad skal vi f.eks. stille op, når det er uhyre svært at opdrive vidner til de episoder, der opstår i ghettoerne? Hvordan skal vi opklare de mange stenkast fra broer ned mod biler på vejene? Hvordan skal vi forholde os til den muslimske drengeopdragelse, hvor drengene får lov til at drive rundt på gaderne til langt ud på aftenen, så de ikke er noget værd i skolen den næste dag?

Nå ja, det sidste er måske det letteste at gøre noget ved. For det burde ikke være umuligt at tvinge muslimske drenge til at være hjemme senest klokken ni, så de kan få sig en god søvn inden næste dags skolegang. Det kan eventuelt kontrolleres med en fodlænke, og ved misbrug kan der fradrages i forældrenes børnepenge.

Jamen, på den måde fremmer man da ikke integrationen. På den måde skaber man da kun had til os danskere.

Det skal man nu ikke være så sikker på. Der er faktisk en god grund til at handle sådan. Og når forældrene ikke vil eller kan sørge for børnenes nattesøvn, så kan vel det offentlige tage over. Der skal nok være en del muslimer, der godt kan forstå det.

Værre er det med de mange forsøg på at forhindre brandbiler og politifolk i at arbejde i ghettoerne. Efter min mening vil det ikke være forkert her at ty til kollektiv afstraffelse. Nedsatte offentlige ydelser i et helt kvarter, det er ikke noget, vi er vant til i Danmark, men når nu muslimerne vil i krig med os, skulle vi så ikke prøve at få dem til som helhed at tage ansvar, og skulle vi så ikke i hvert fald lade være med direkte understøtte vore modstandere.

Og vil man de mange voldtægter til livs, er det måske også handlinger overfor det muslimske kollektiv, man skal gå i gang med. Jeg mener, det ligger jo efterhånden fast, at langt de fleste voldtægter har muslimer som gerningsmænd. Fremfor at arbejde på at få et landsdækkende dna-register, kunne man vel godt arbejde på at skaffe sig et dna-register over alle muslimske mænd i f.eks. København. Så ville man ret hurtigt kunne finde gerningsmændene.

Og hvis muslimerne mener, det er en ekstra grund til at hade os, så lad deres imamer undervise dem i, hvordan både mænd og kvinder skal leve afholdende inden ægteskabet. Det er god muslimsk tankegang. Medmindre altså, at de stedlige imamer i virkeligheden i det skjulte giver deres minde til disse voldtægter. For ikke sandt, opfattelsen af de danske kvinder som ludere må jo komme et sted fra. Og den krigshandling mod det danske samfund, som en voldtægt af en dansk pige er udtryk for, finder nogle imamer måske ikke helt forkert.

Men hvad vi end beslutter os for på det kønspolitiske område, vi må blive bedre til at forsvare vor måde at tackle kønsdriften på og til at forsvare vore traditioner på det område. For på trods af mange forskellige tilgange til disse problemer blandt os danskere, så er vi vistnok enige om, at vor måde er mere menneskelig end den muslimske.

Og til sidst: Behøver jeg at gentage, at alle disse tiltag eller i det hele taget alle vore integrationsanstrengelser kun kan lykkes, hvis vi får sat en stopper for al fremtidig indvandring fra muslimske lande.

Reklamer
Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget | Skriv en kommentar

Murray igen

For et par måneder siden skrev jeg lidt om Douglas Murray, fordi jeg havde fået fat på (og læst) hans bog The Strange Death of Europe, se her. Egentlig havde jeg tænkt mig at levere nogle flere tanker fra denne bog, for den er efter min mening ganske fremragende. Men det blev, som indholdsfortegnelsen udviser, ikke til noget.

Nu støder jeg så igen på ham, denne gang på den norske hjemmeside ”document.no”, se her. Det er den ihærdige Christian Skaug, der har fundet et interview med ham i Le Figaro, og han er så venlig at oversætte Murrays forklaringer til det letlæste norske bokmål.

Murray har åbenbart lagt mærke til, hvordan alle de pæne folk i Europa åndede lettet op, da Spanien tog imod det ”gode” skib Aquarius med de 629 migranter om bord. Han kommenterer det således:

Er det virkelig noen som tror at problemene vil bli løst så snart Spania har tatt imot de drøyt 600 personene på Aquarius? At ingen følger med på hva som skjer og bestemmer seg for å gjøre det samme som Aquarius? Hva er egentlig politikken vår? At alle som er i en båt kan komme til Europa? At enhver som kommer på denne måten til Europa, har rett til å bli her? Dette er åpenbart politikken vår i øyeblikket. Og den er ikke holdbar.

Det, han siger her, er desværre alt for rigtigt. Man er tilfreds, når man får reddet folk op af Middelhavet og sendt dem til Europa. Og man gør sig virkelig ingen forestillinger om, at denne ”godgørende” handling kan blive inspiration for menneskesmuglere og migranter. Så det er så sandt, som det er sagt, at vor politik er, at alle, der ankommer til en europæisk havn på denne måde, har ret til at blive her.

Han omtaler præsident Macron lidt sarkastisk:

Jeg synes president Macron burde gå foran med et godt eksempel. Han bør insistere på at den neste Aquarius, den etter der igjen, og den neste med, alle kan få legge til havn i Syd-Frankrike. Jeg befinner meg for tiden i Nice, og for meg ser det ut som om dette ville være en svært rimelig løsning. Jeg er sikker på at lokalbefolkningen ville ønske velkommen et stort antall mennesker fra sør for Sahara. Syd-Frankrike er tross alt veldig stort, og ikke alle nykommere kan bosette seg permanent i Nice.

Han kunne også have opfordret ham til at fjerne den bestemmelse om transportøransvar, som EU indførte i 2001, og som er grunden til, at migranter giver sig menneskesmuglere i vold. Jeg og Rina Ronja Kari er ikke de eneste, der har gjort opmærksom på denne bestemmelse. Mikkel Andersson gjorde det også i en kronik på Berlingske for et par år siden, se her. Her spurgte han, hvorfor folk dog ikke tager flyveren til Europa, og svarede:

Grunden, til at folk flygter over Middelhavet, er ikke, at de ruter [flyruterne, rr] ikke findes. Det skyldes, at transportører, som eksempelvis fly- og færgeselskaber, bliver holdt økonomisk ansvarlige for at sende folk uden gyldigt visum til Europa – og gyldige visa har og får de færreste flygtninge eller migranter.

Men alle kan jo forstå, at hvis det med almindeligt passagerfly koster 7000 kr at komme fra Somalia til København, men 40.000 til 50.000 kr med menneskesmuglerne, så vil antallet af migranter vokse massivt, hvis man i EU skulle fjerne denne bremse.

Dog, vi nøjes med Murrays satire: Hvis præsident Macron er så forarget over, at den italienske indenrigsminister, Matteo Salvini, har nægtet Aquarius anløbstilladelse, kan han jo bare lade bådene anløbe f.eks. Nice i stedet for at lukke grænsen til Italien.

Murray mener forøvrigt ikke, at Salvini kan gennemføre sin politik, i hvert fald ikke løftet om at udsende den halve million mennesker, som er kommet ulovligt til landet. Det er ikke noget land i verden, der kan gøre det på en human og ordnet måde.

Han beskriver den tidligere italienske politik:

I 2013 igangsatte den italienske regjeringen operasjon Mare Nostrum. Hva var hensikten med denne operasjonen, som ble støttet både av EU og det internasjonale samfunnet? Hva er resultatene? Har ikke denne operasjonen skapt mer fordelaktige betingelser for migranter og oppmuntret stadig flere til å komme?

Hensikten var å gjøre noe med de miserable vrakene av gamle farkoster fulle av mennesker som smuglerligaene benyttet for å gjøre størst mulig profitt. Europa så de forferdelige konsekvensene og ville gjerne hjelpe. Men til syvende og sist gjorde vi problemet verre. Ingen er villige til å innrømme det, men ved å sende skip ut i Middelhavet for å bringe folk trygt til Europa, har vi skapt en tiltrekningsfaktor. Alle benekter dette, men det er sant. Menneskesmuglerne fylte mindre og mindre drivstoff i båtene fordi de visste at europeerne ville komme dem til unnsetning tidligere og gjøre mesteparten av smuglerjobben for dem. Dette er en makeløs forretningsmodell for smuglerne, men et forferdelig system for Europa. Blant de mange tingene vi burde ha gjort (jeg foreslo det i boken, og er glad for å høre at president Macron begynner å vurdere det), er å åpne sentre for behandling av asylsøknader i Nord-Afrika. Det ville også forhindre båtene fra å forlate den nordafrikanske kysten, og vi kunne unngå å opptre som partnere i smuglerligaer.

Denne tiltrækningsfaktor – eller denne incitamentsstruktur, som Mikkel Andersson kalder det – er der normalt ingen af de ansvarlige politikere, der vil se. Man benægter det, og forresten: journalisterne gør det også, kloge universitetsfolk også. Og igen: Murray beskriver situationen særdeles præcist: ”Det er en mageløs forretningsmodel for smuglerne, men et forfærdeligt system for Europa”.

Om så det vil nytte med et asylbehandlingscenter i Nordafrika, tja, jeg er lidt i tvivl. Det har været en del fremme blandt en række politikere, men man har vist ikke gennemtænkt det grundigt nok. Ét af de spørgsmål, der ikke stilles, går på, om de migranter, der fortsat benytter sig af menneskesmuglernes både, suppleret med diverse skibe fra NGO’er, skal flyves tilbage til Nordafrika, til det omtalte center. Det er man næsten nødt til at gøre, hvis det hele skal virke. Men lur mig, man er givetvis ikke villig til at anvende den magt, der skal til for at få uvillige mennesker ind i maskinerne, eller den magt, der skal til, hvis man skal holde dem under bevogtning, indtil de kan sendes af sted. Og skulle der være politikere, der har mod til at give den slags ordrer, så kan man være sikker på, at blot menneskesmuglerne medsender nogle kvinder med børn, så skal medierne nok være på pletten og levere de ønskede snøfthistorier, så de ”stakkels” mennesker får lov til at blive i Europa.

Murray bliver spurgt om NGO’erne. Og han giver her et mere ætsende billede, end man er vant til:

Alt dette blir i stor grad tilrettelagt for av NGO-er som er tilhengere av åpne grenser. Disse organisasjonene drives av virkelige ekstremister. De sprer informasjon blant migranter og potensielle migranter for å hjelpe dem til å omgå gjeldende regler, og forklarer dem hvordan de kan forbli permanent i Europa..

Disse NGO-ene mener at verden ikke burde ha grenser, at grenser er rasistiske, at grenser skaper alle problemene i verden. De har personlig påtatt seg å svekke Europas grenser. Italienske myndigheter har tatt flere NGO-er på fersken i aktivt samarbeid med smuglernettverk. Det ble oppdaget at disse NGO-ene hadde telefonkontakt med smuglerne, de avtalte møtesteder og leverte til og med båter tilbake til de kriminelle. Hvem har gitt disse gruppene retten til å bestemme vår verdensdels fremtid? Hvem tillot dem å være våre moralske overdommere? Eller bestemme over våre samfunns skjebne i det korte og lange løp?

Også her hæver Murray sig højt op over de sædvanlige mediers problemstillinger. Disse NGO’er, som anser grænser for en uting, mener, at de kan tillade sig at være vore moralske overdommere, ja, mener, at de kan bestemme over vore samfunds skæbne på langt sigt. Det vil sige: De er som regel fuldstændig ligeglade med vore samfunds videre skæbne, blot de kan få lov til at ”gøre en god gerning”. De er konsekvensimmune, ser ikke på konsekvenserne, kun på, at de kan komme til at handle etisk, altså etisk efter deres målestok. Det er forresten også, hvad Murray hævder i sin bog. Men her sammenholder han NGO’ernes samarbejde med menneskesmuglerne, og formuleringerne får derved et skarpere præg.

Murray bliver også spurgt om den vestlige skyldfølelse. Har vi ikke som koloniherrer gjort os skyldige i overgreb, som vi nu må betale for ved at modtage migranter? Herpå svarer Murray:

Hvis man mener at vi er ansvarlige for migrantstrømmen fra Irak og Libya, hva med strømmen fra Pakistan, Bangladesh, Myanmar, Eritrea, Nigeria og flere titalls andre land verden rundt? Er vi ansvarlige for situasjonen i alle disse landene? Er virkelig den beste løsningen å la alle disse menneskene få bo i Europa? Eller er det et problem som ingen egentlig ønsker å tenke over?

Det sidste er nok det egentlige svar. Vi – altså vore politikere og medier – har fundet ud af, at hvis man belægger de europæiske folk med en vis skyldfølelse overfor resten af verden, så vil migrantstrømmen og dens ulemper glide lettere ned. Og bevares, det trick har virket indtil nu. Men vil det virke fremover? Viser Aquarius-affæren, at vi står ved en korsvej? Det er Murray langtfra sikker på:

Saken viser at ingenting vil forandre seg i øyeblikket. Det er bra at den italienske regjeringen endelig sa stopp. Men den kyniske responsen fra andre europeiske land viser at alle fremdeles håper de kan unngå konsekvensene av dette historiske migrasjonstrykket mot vårt kontinent. Kanskje noen land vil klare det en stund. Kanskje Frankrike kan unngå det verste i år. Men det kan ikke vare. Ikke for noe land.

Skal man være lige så pessimistisk som Murray?

I hvert fald synes jeg, at man kan se en spirende forandring i den politiske verden. Man ser indvandringskritiske partier vokse frem i mange lande. Man ser gamle, velkonsoliderede partier tage bestik af folkestemningen, og langsomt – altfor langsomt – ændre kurs. Ikke af lyst, men for ikke at miste vælgere.

Problemet er, at det er let nok at ændre kurs, sålænge det kun er på ordplanet, det foregår. Når det hele skal overføres til handlingsplanet, når handlingerne skal gennemføres med magt, vil vi så se ynkelige tilbagetog under mediernes pres, eller vil vi se det gennemført, som man med ord har lovet befolkningerne?

Se, det er ikke til at vide. Foreløbig må vi vente og se. Men for mit vedkommende med lidt mere håb i sindet end før.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , | Skriv en kommentar

Nej til Muhammeds terrormanual

Kunne man forestille sig en plakat på en række folkekirkebygninger med Kurt Westergaards Muhammed-tegning på og ovenstående advarsel skrevet med store bogstaver: ”Nej til Muhammeds terrormanual!”? Man skal ikke forestille sig, at en sådan plakat kommer op på væggene til daglig, men hvad med at bruge en sådan plakat som en kirkelig reaktion på enhver muslimsk terrorhandling på europæisk jord? Med en lidt mindre skrift kunne man jo fortælle, at det er med beklagelse, at man må konstatere, at denne nylige terrorhandling giver Westergaards tegning ret: Muhammed er virkelig igennem sin koran ophavsmand til den slags handlinger.

Nej, rigtigt gættet, kære læser, det kan man ikke forestille sig. For folkekirken er i den grad vævet ind i de politisk korrekte holdninger til muslimer, og alle de ledende i folkekirken er alt for påpasselige med at være pæne og høflige og forstående overfor de muslimske miljøer i Danmark til at kunne finde på noget sådant, så en sådan tanke er helt udelukket. Det vil sige: Jeg kan godt glemme alt om en kraftig reaktion fra kirkens side mod de muslimske terrorangreb.

Nogen vil måske undre sig over, at jeg fromme mand i det hele taget kan få en tanke som denne. Er det ikke mig, der gang på gang har sagt om de mange muslimske særheder: ”Lad dog barnet!”? Har jeg ikke stillet mig imødekommende an overfor mange af de muslimske specialiteter? Hvordan kan jeg så pludselig blive en hardliner, der ligefrem kalder koranen for en terrormanual?

Svaret er, at hardliner på den måde har jeg altid været. Og svaret er, at det irritere mig ikke så lidt, at muslimdebatten her i Danmark hele tiden drejer sig om småting: badeforhæng i skolerne, særlige kvindetider i svømmebadet, tilladelse til bønnekald, burkatilladelse eller -forbud, og nu her på det sidste: tilladelse eller ej til muslimsk eid-fejring på Københavns Rådhusplads.

Disse ”småting” har det ved sig, at de kan udkrystalliseres til offentlige forbud eller offentlige tilladelser. Der er altså tale om tiltag fra det offentliges side imod en bestemt religion. Og det er jo faktisk ikke så godt, al den stund vi har religionsfrihed her i landet. Man skal da også altid bruge forskellige omveje og alternative forklaringsmodeller for at kunne sige, at vi da så sandelig respekterer religionsfriheden.

Marie Krarup har i Den korte Avis vendt sig imod den tilladelse, muslimerne åbenbart har fået til at afholde en eid-fest på Rådhuspladsen i København, se her. Hun forestiller sig, at kristendommen har en særstilling i Danmark, historisk og symbolsk; derfor er det alene folkekirken, der gennem brug af det offentlige rum vil kunne dominere andre. Og derfor svarer den muslimske eid-fejring til, at der blev flaget med det tyske flag over Amalienborg og Christiansborg.

Mikkel Andersson, der vist ellers er ateist, giver hende delvist ret på sin blog på Berlingske, se her. Han citerer hendes tanke om det tyske flag og hendes fortsættelse om, at ”man ville som dansker føle sig forjaget og skubbet bort fra sit eget, – som en bortvist fra sit eget hjem” og fortsætter:

Hvad enten man kan lide det eller ej, så er Rådhuspladsen et nationalt symbol, hvor danske sportshold rutinemæssigt fejres efter særligt fornemme præstationer, dignitarer modtages og lignende. Den betyder altså noget særligt for en del mennesker i Danmark – den er et symbol på hovedstadens og dermed nationens hjerte.

Han føler altså også, at nogen går hans nationale oplevelser for nær. Ak, ja, følelser, følelser, følelser! Er vi da ikke nødt til at sige, at hvad enten vi kan lide det eller ej, er der kommet en masse muslimer ind i vort land, og vore muslimske landsmænd har altså også lov til at være her med samt alle deres særheder? Og også her vil jeg sige: ”Lad dog barnet!” Hvis muslimerne synes, det er i orden at holde fællesbøn på Rådhuspladsen og ellers kan få tilladelse til det, så dem om det. Og synes nogen, det virker mærkeligt – og det gør det jo, for den slags er vi ikke vant til – så må de altså se at blive klar over det på den hårde måde, at muslimerne er her, og at de formentlig bliver her i lang tid fremover.

Medmindre de da bliver omvendt til kristendommen.

Men det er netop det, det kniber med. Der er jo ingen danskere, der gør et ærligt forsøg på at omvende dem. Der ligger en vældig teologisk opgave forude med at gøre sig klart, hvori forskellen til islam består, om vores religion er bedre end deres, om koranen er en slags bibel, blot med muslimsk fortegn, om deres forståelse af, hvem Gud er og hvad Gud vil os, er anderledes end vores. Men kun få påtager sig denne opgave. Det betyder, at den almindelige folkekirkekristen lades i stikken. Og det er ikke mindst det, der er det fatale ved den nuværende situation.

Hvad vi skal gøre!?

Ja, vi kunne f.eks. fortælle muslimerne og os selv, at vi så udmærket er klar over, hvad muslimerne er ude på, at det for dem drejer sig om at blive så synlige i det offentlige rum som muligt. Og jo, de må såmænd godt få lov til at demonstrere deres religion på Rådhuspladsen, som andre demonstrerer imod og for både det ene og det andet, hvis de synes, denne synlighed kan være i overensstemmelse med deres gudsforhold – og det er den måske – men vi behøver heller ikke at holde det hemmeligt for muslimerne, at vi godt kan se, at magtdemonstrationen på Rådhuspladsen har sin parallel i de talrige magtdemonstrationer, der finder sted i de muslimske boligområder, de såkaldte ghettoer. Når politi- og brandfolk ikke kan få adgang til disse områder, så er det en demonstration, der ligger i forlængelse af det, de gennemfører på Rådhuspladsen, men jo en demonstration, der dels er langt farligere og dels afslører deres endemål meget tydeligere: en overtagelse af samfundet.

Tror man som godmodig dansker ikke på disse påstande, kan man læse et interview med imam Monzer Abdullah i Kristeligt Dagblad for den 6. juni, se her. Overskriften har fanget essensen af imamens udsagn ganske udmærket: ”Hvis du presser islam, slår den tilbage. Hvis du lader den være, spreder den sig”.

Men kirken burde jo være på pletten og fortælle både muslimerne og de uvidende kristne – og dem er der vist mange af – at den religionsfrihed, vi har, og som også vore muslimske landsmænd nyder godt af, har sin begrundelse i Jesu ord om at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er (Matt 22,21). Fordi Jesus anbefaler, at landene skal styres efter fornuften og ikke efter et påstået Guds-ord, derfor har vi fået et demokratisk styre, der lader den naturlige lov gælde – den naturlige lov, det vil sige: det, man kan blive enige om i en fri diskussion.

Og man kunne vel også godt skose dem lidt for denne demonstrative bøn til Gud. F.eks. med Jesu ord i bjergprædikenen om farisæerne:

Pas på, at I ikke viser jeres retfærdighed for øjnene af mennesker for at blive set af dem, for så får I ingen løn hos jeres fader, som er i himlene. Når du giver almisse, så lad ikke blæse i basun for dig, som hyklerne gør det i synagoger og på gader for at prises af mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør, for at din almisse kan gives i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.

Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.

Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. (Matt 6,1-8).

Altså: Kan gerne være, at muslimerne gennem deres demonstrative bønner mener, at de hjælper Gud med at udbrede islam. Men det er ikke den slags udvendighed, Gud vil have. De gode gerninger, han forventer af os, skal gøres, så den venstre hånd ikke véd, hvad den højre gør. Og faste bønner, der bare jappes af, er jo ikke bønner, altså anmodninger fra den ene person til den anden, men forsøg på at hævde sig overfor sine medmennesker. Og så vil man bilde sig selv og os andre ind, at Gud har behag i sådanne bønner.

Luther bruger i sit skrift om munkeløfterne fra 1521 Paulus’ ord i 1 Kor 14,23 om tungetalen, hvor han giver udtryk for, at en fremmed, der hørte korinthernes tungetale, ville sige, at de var blevet vanvittige … han bruger disse ord til at komme med en tilsvarende anklage mod munkenes tidebønner:

Hvis (som Paulus siger) der kom nogen vantro ind til dem [dvs. til munkene, rr], mens de brøler, mumler, råber, og så, at de hverken profeterede eller bad, men kun, som de plejede, blæste luft igennem organernes rør, som de efter fælles råd samordnede, og ganske enslydende fremstillede sig, mon så ikke han med god ret ville sige: Hvilket vanvid? Hvad er det nemlig andet end rør og fløjter, som Paulus siger ikke giver nogen forskel på stemmerne, men kun lyder i luften, ikke anderledes end hvis nogen stiger op på en forhøjning og deklamerer, og gennem en hel time taler fremmede ord til folket, hvilket ingen forstår. Mon ikke man her taler ud i luften? Mon ikke det må bedømmes til at være vanvid? (Se her).

Den samme anklage kan jo rettes mod de muslimske bønner. Men ak, fordi muslimerne selv tager deres bønner så gravalvorligt, prøver vi danskere det bedste, vi formår, at stille os forstående an overfor den slags vanvid (jeg bruger Luthers ord).

Jeg opfordrer naturligvis ikke til, at man stiller sig op på Rådhuspladsen ved siden af de bedende muslimer og gør nar af dem. Men jeg opfordrer til, at vi kristne taler rent ud af posen og holder op med at betragte den slags udvendigheder som fromme og agtværdige handlinger.

Og hvis man synes, at man ikke kan være bekendt at sige den slags imod de muslimske bønner, og hvis vore muslimske landsmænd beder os om at tage dem alvorligt, så kan vi bede dem om at lytte efter, hvad det egentlig er, de beder om i deres bønner. For selv om de beder på arabisk, så er det jo dog menneskeord, de bruger, og menneskeord har sædvanligvis en betydning. Og de beder altså rent faktisk om at måtte blive behandlet anderledes end jøderne og de kristne. I sura 1 – den bøn, der skal bedes over tyve gange om dagen, hvis det skal være rigtigt – hedder det i vers 6 og 7:

Led os ad den rette vej. Vejen, der følges af dem, som Du viser nåde; ikke den, der følges af dem, som vreden rammer, eller af de vildfarne.

Og de, som vreden rammer, er jøderne, de vildfarne er de kristne. Så når muslimerne 37 gange om dagen (eller hvor mange gange det nu er) siger til Gud, at vi er vildfarne, kan de så ikke tolerere, at vi én gang eller to om måneden siger til vore menigheder, at muslimernes bønner er vanvid. Og ja, vi har ikke noget imod, at muslimerne lytter med.

Så kan jeg jo nok høre, at muslimerne siger, at de ikke sådan kan lave om på deres bønner. For bønnerne er formuleret i koranen, og koranen er Guds egne skinbarlige ord, umulige at forandre.

Hertil må man svare, at koranen aldeles ikke er Guds eget ord. At påstå, at de ”åbenbaringer”, Muhammed fik, er ord fra Gud, er et trick, Muhammed brugte for at få magt over mennesker. Og hvis en imam eller en anden muslimsk leder vil hævde, at koranen er Guds ord, er det et trick, der bruges for at kunne bestemme over mennesker.

Og vil muslimerne dertil svare, at vi jo har det på samme måde med bibelen, så må vi meget afgjort svare ”nej”. Jesu ord vil netop ikke være autoritative, de vil ikke være ord, man skal rette sig efter, hvad enten man forstår dem eller ej, de vil forstås og modtages og tilegnes på rent menneskelig vis. Gud er en person, og vi står i et personforhold til Gud, og ligesom en far ikke bryder sig om, at hans børns anmodninger og bønner skal udbasuneres for alle andre, sådan bryder Gud sig ikke om, at vi mennesker beder til ham med ord, der på forhånd er lagt fast, eller beder til ham i flok. Ganske vist hører fællesbøn med til vores gudstjeneste, men dels beder vi på vort modersmål, dels tænkes vi så sandelig at have hjertet med i det, vi beder om, og endelig er fællesbønnen et forbillede på den enkeltes bøn i lønkammeret.

Nej, hvad gudstjenesten angår, er salmerne i langt højere grad udtryk for den enkeltes medleven. Her takker man Gud for det liv, man har fået, her får man afløb for sin jubel over tilværelsen, her beder man om hans hjælp til det samliv med næsten, som er det, der giver livet fylde.

Og så er vel alligevel det, der tydeligst viser os, at koranen ikke er og ikke kan være Guds ord, det forhold, at den er en terrormanual. Jeg omtalte for et par år siden en sag fra Norge, hvor en vis mullah Krekar blev dømt for at have opfordret til drab på en mand, der havde revet en side ud af koranen og brændt den, se her. Krekar forsvarede sig med, at han blot gjorde opmærksom på den straf, som koranen foreskrev. Men det fritog ham ikke for straf. Naturligt nok. For man kan ikke i et retssamfund have to retssystemer, et sekulært og et muslimsk. Og koranen kan aldrig så meget foreskrive straf i det og det tilfælde, det er ikke det lovsystem, der gælder hos os.

Problemet er blot, at mange muslimer ikke kan eller vil indse dette. De vil rette sig efter sharia, ikke efter vore love. Og derfor fremstår der fra tid til anden terrorister, derfor véd den, der med ord og argumenter vender sig mod islam, sig ikke sikker, derfor er i det hele taget islam et problem for os.

Og derfor har jeg stadig det håb, at vi i folkekirken omsider finder ud af, at vi må reagere mod en sådan terrorreligion. Om det så lige skal være på den måde, jeg antydede i begyndelsen af dette indlæg, lad det stå hen. Men når politikerne bliver ved med at diskutere alle mulige småting, så burde vi teologer komme ud af busken og tage livtag med de store problemer. Til oplysning for vore menigheder og til sund anfægtelse for vore muslimske landsmænd.

Udgivet i Islam, Luther | Tagget , | 3 kommentarer

Selvbevidsthed

I et kapitel i sin bog ”I am not a Brain” søger den tyske filosof Markus Gabriel at indkredse begrebet ”selvbevidsthed”. Og han fremkommer dèr med nogle for mig at se ret overraskende iagttagelser.

Godt nok gør han sig mange tanker om, hvordan selvbevidsthed er bevidsthed om at være bevidst. Og godt nok fremfører han mange filosoffers tanker i den anledning. Men han har også blik for, at begrebet ”selvbevidst” kan bruges om et mennesker, der optræder – nå ja, selvbevidst, eller altså selvsikkert, på engelsk bruger han begrebet ”self-assurance”, som altså er en særbetydning af begrebet ”self-consciousness”.

Og så springer han pludselig fra filosofien over i litteraturen, ganske vist to stykker litteratur, som jeg ikke kender. Men jeg mener dog godt, jeg kan følge tankegangen alligevel.

Det første eksempel – og jeg vil nøjes med det første eksempel – er et essay af Heinrich von Kleist, offentliggjort i en berlinsk avis i 1810. Det hedder ”Über das Marionettentheater”. Man kan se det beskrevet i Wikipedia (på tysk) her. Og man kan se hele essayet her.

Der er tale om en samtale mellem en almindelig person, muligvis von Kleist selv, og en berømt danser. Den almindelige person har lagt mærke til, at den berømte danser er meget interesseret i et marionetteater og står og betragter det i lang tid. Han spørger ham, hvorfor, og danseren svarer, at marionetfigurerne er så vidunderligt graciøse i deres dans. Han mener, det hænger sammen med, at de i de enkelte led ikke har nogen vilje til at styre sig, kun har de ét ophængningspunkt, og det giver dem mulighed for at kunne udvise en ubeskrivelig ynde. En sådan ynde er det næsten umuligt for et menneske at opnå, for vi lever efter syndefaldet og har spist af kundskabens træ. Derfor er vor viden, vor bevidsthed og vor selvbevidsthed med os i alt, hvad vi gør, også i vore dansebevægelser.

Dette får så den almindelige person til at fortælle om en oplevelse, han havde. Han og en sekstenårs dreng var netop stået op af badet fra en svømmetur, og den sekstenårige satte så sin fod op på en taburet for at tørre den. Det gjorde han med en ubeskrivelig ynde, men han så det selv, fordi taburetten stod foran et stort spejl, og da den anden lo af ham, blev han forlegen og forsøgte at gentage bevægelsen, dog nu ganske uden ynde, faktisk på en næsten komisk måde. Morale: Ynde kan forekomme umiddelbart, men vil man beslutte sig til at udvise ynde, bliver det komisk.

Det var det første om selvbevidsthed. Nu kommer det andet.

Det har at gøre med en beskrivelse af ”det underbevidstes” historie, som Lone Frank har givet i en artikel i Weekendavisen, se her (bag betalingsmur):

Efter Freud og elever som Jung, der byggede videre på mesterens koncept, kom der kritik. For eksempel fra den fremtrædende psykiater Erich Fromm, der afviste det psykoanalytiske ubevidste som »en mystifikation«. Så da den næste bølge rejste sig, var den af en ganske anden slags og handlede ikke længere om undertrykkelse og fortrængninger. De såkaldte situationister, som skød frem fra slutningen af 1960erne og fortsatte ind i ’70erne anført af de amerikanske psykologer Richard Nisbett og Timothy Wilson, lagde vægt på, at vi påvirkes af, hvad der tilfældigvis foregår rundt om os. Bevægelsen var især et opgør med tanken om, at handlinger styres af individets moralske karakter. Den hævdede derimod, at mennesker uden at være det bevidst reagerer på situationen omkring dem, mens de fejlagtigt tror, at deres adfærd skyldes bevidste overvejelser.

Et eksempel, som ofte kommer i spil, er eksperimentet med en studerende jesuit. Den unge mand får til opgave at holde et improviseret foredrag over lignelsen om den barmhjertige samaritaner. På vej til foredraget bliver han af udspekulerede forskere konfronteret med et menneske, som beder om hjælp, og hvad gør han? I stedet for at trække på sin kristne bevidsthed og moral, afslår han og haster forbi den nødstedte, fordi han har travlt.

Så vidt jeg husker fra engang for lang tid siden, hvor jeg læste om dette ”ondskabsfulde” forsøg, var der tale om mange forsøgspersoner og det var ikke alle, der ”faldt igennem”, men mange gjorde og en del af dem var teologi-studerende. Men det er her underordnet. Hovedsagen er, at det ikke så meget er en ret skjult underbevidsthed, der får os til at handle, som vi gør, men mere den bedømmelse, vi har af den situation, vi befinder os i. Den bedømmelse kan så til gengæld være mere eller mindre bevidst.

Og så til det tredje, der her skal siges om selvbevidstheden:

Det forhold, at ynden i bevægelserne kommer, når vi ikke tænker over det, dukker op igen, når vi taler om de gode gerninger. Også de ødelægges, når de gøres bevidst. For at gøre dem bevidst betyder at være klar over, at der er tale om gode gerninger. Og så er det næsten umuligt ikke at tilregne sig selv dem eller altså at pudse sin glorie med dem.

Jeg har Luther mistænkt for, at det egentlig var denne selvretfærdiggørelsestrang, han ville angribe. Men jeg må indrømme, at det ikke altid er lige tydeligt. Jeg har her prøvet at lade Luthers klosterkamp dreje sig om netop det, antydet gennem den tanke om resignation overfor døden, som han fremkommer med i romerbrevsforelæsningen. Og jeg har her forsøgt at anvende Luthers tanke om, at gerningerne skal udføres hilariter, muntert, som den historiske baggrund for passagererne i det fjerde fly den 11. september 2001.

Jeg kan også sige, at min tolkning går ud på, at det er Luther om at gøre, at vore gerninger bliver gjort, så den venstre hånd ikke véd, hvad den højre gør (Matt 6,3), eller så det går os som de frikendte i Jesu dommedagslignelse, der ikke anede, at det, de havde gjort, kunne skaffe den frifindelse på dommens dag (Matt 25,38).

Begge dele angriber netop selvbevidstheden, som her snarere må kaldes farisæisme. Men som von Kleists essay viser, er det ret vanskeligt at ”slukke for” selvbevidstheden, den følger os jo overalt.

Se f.eks. nedenstående citat fra romerbrevsforelæsningen 1515-16. Luther befinder sig jo på dette tidspunkt selv i klostret med dets daglige bønnerytme og disciplin. Hele dette påtvungent fromme liv kan han ikke få til at rime med den evangeliske frihed, som hans reformatoriske opdagelse har ført ham frem til. For hvordan kan man undgå, at man kommer til at se på sig selv og alle de fromme gerninger, man gør ud over det, lægfolket gør, og derfor føler sig bedre end de andre?

Som det er nu, handler næsten alle uden kærlighed og modvilligt i deres kaldelser. Eller hvis de handler, handler de af den grund af frygt, fordi de stoler på denne elendige korsets samvittighed. Og måske vil Gud i vore dage, at vi skal være bundet af forskellige ordener og regler og statutter, om han dog blot kunne tvinge os til at trænge ind på ham. Men hvis den frihed igen blev givet til os, nemlig den frihed, at fasten, bønnerne, lydigheden, kirkens embeder osv., blev overladt til hver enkelts frie afgørelse og samvittighed, så at han gjorde, så meget han ville, bevæget af Guds kærlighed, så tror jeg, at på ét år ville næsten alle kirker og altre blive opgivet. Og dog burde det være sådan, at vi kun gik til alt dette frit og muntert, fordi vi kunne tjene Gud, ikke af frygt for samvittigheden eller for straf eller i håb om fortjeneste eller ære.

Det burde være sådan, at alle disse gerninger blev gjort frit og muntert. Men indtil videre nøjes Luther med at påpege hykleriet og selvretfærdigheden. Først senere, da han i 1521 skriver skriftet ”Om munkeløfterne”, tør han nedbryde alle de regler og statutter, som forhindrede friheden.

Lidt senere hedder det:

Derfor må du holde dig for øje når du beder, når du fejrer messe, når du synger korsang eller når du gør nogetsomhelst andet, om det er ud af frihed i din situation, at du gør det, så vil du finde ud af, hvordan du har det i forhold til Gud. For hvis du ikke gør det, fordi du forholder dig som fri og helstøbt, så gør du ikke noget, for så er du en træl og en lønslave. (Se her).

Men man må dog vistnok sige, at hvis det er vanskeligt for en danser gennem bevidst tankearbejde at opnå den rette ynde – enten ser han sig selv i et rigtigt spejl, eller også ser han sig selv gennem sin forestillingsevne – så er det endnu vanskeligere for en munk på Luthers tid at anse alle de kødets spægelser, som han tvinges til at gennemleve, som noget, han gør uden tanke på, at det er noget særligt. Han vil uvægerligt se på sig selv og sine gerninger, og lige så uvægerligt anse dem for ”gode gerninger”, som Gud vil belønne ham for på dommedag. Men han skulle jo netop ud fra Luthers ord her handle som et helstøbt menneske, ikke som en lønslave, eller gøre det af lyst, ikke af tvang.

Dertil kom imidlertid, at kirkens afladssystem understregede disse falske tankegange. Munkene tænktes jo med deres overskydende gode gerninger: at leve i cølibat, at spæge legemet på forskellig vis, at bede til Gud med daglige bønner, én af dem endda midt om natten – de tænktes at bidrage til, at det skatkammer, som paven rådede over: ”thesaurus ecclesiae”, blev fyldt, så almindelige mennesker fra dette skatkammer kunne få tildelt aflad – mod betaling, naturligvis.

Men denne højst uevangeliske tankegang blev Luther først klar over, da han som svar på sine 95 teser mødte kirkens forhammer.

Og så var reformationen i gang.

Udgivet i Luther | Tagget | Skriv en kommentar

Sandheden – en europæiske værdi?

I et indlæg i Berlingske, se her, af Christian Friis Bach, generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp, slås der igen og igen på de europæiske værdier. Overfor denne sædvanlige værdisnak – her bibragt os i overflod – er det nødvendigt at spørge: Er der mon ikke en europæisk værdi, der hedder ”hold dig til sandheden”? Man kan for min skyld gerne føje til: ”så vidt muligt”.

Det forekommer mig, at Christian Friis Bach og store dele af den europæiske elite med ham har opbygget et panser af usandheder, hvormed de kan slå os almindelige mennesker i hovedet, fordi vi ikke ønsker, at vore lande fortsat skal være indvandringslande.

Det prekære og uldne begynder i overskriften: ”Hvis vi lukker døren for folk i nød, svigter vi vores værdier”. ”Vi”, det er jo altså ”vi europæere”. Og sandt nok, vi har en meget skamfuld historie. I 30erne svigtede vi vore forpligtelser. De jøder, der blev forfulgt i Tyskland, og som søgte tilflugt i nabolandene, herunder Danmark, blev i stort tal afvist. Det omtaler Friis Bach med forargelse. Og det er jo sandt nok. Sådan handlede vi. Sandt er det også, at dette var grunden til, at vi fik de konventioner, som vi nu fremholder som europæiske værdier, retningslinjer, vi for alt i verden må rette os efter.

Men er det sandt, at de 629 mennesker om bord på ”redningsskibet” Aquarius, der blev afvist af Italien og Malta, men blev modtaget af Spanien, var i nød? De har betalt en stor sum penge til menneskesmuglere for at komme udenfor den libyske sømilegrænse, så de kan blive samlet op af skibe, der ligger parat derude for det samme. Men går de om bord i disse gummibåde, som man som regel bruger, fordi de er i nød? Hvis de er økonomiske migranter – og det er størsteparten af dem – er det ikke forfølgelse, der får dem til at henvende sig til menneskesmuglerne, men ”kun” et ønske om at komme til Europa for at få bedre økonomiske forhold. Det kan være forståeligt nok, bevares, men at tale om, at de sådan ligefrem er i nød, det er dog vist imod den europæiske værdi, der hedder ”hold dig så vidt muligt til sandheden”.

-Jamen i havsnød, da? Vi må da indrømme, at disse mennesker er i havsnød og vil drukne, hvis ikke de bliver reddet?

Også det prøver Friis Bach at overbevise os om:

Vi må og skal prioritere at redde liv. Lige meget hvilken juridisk status disse mennesker ender med at få i Europa – hvorvidt de får asyl og kan blive eller bliver sendt hjem, er de først og fremmest mennesker. De skal behandles værdigt og med respekt. Det er menneskets værdighed og menneskerettighederne, der er fundamentet for hele vores europæiske civilisation. Det skal vi stå fast på – også når det er svært. Det eneste rigtige at gøre er at sikre, at folk ikke skal drukne i deres forsøg på flugt fra forfølgelse eller at komme væk fra dårlige levevilkår. Dernæst må Europa håndtere de mennesker, der er blevet reddet. Nogle af dem har ikke brug for vores beskyttelse og må rejse tilbage – måske med en håndsrækning til at få deres lande til at fungere bedre.

Læg mærke til, hvor meget der ikke bliver sagt her. Vi skal redde liv. Javist, så sandt, som det er sagt. Men vi ville jo også redde liv, hvis de skibe, der tager dem op, sejlede dem tilbage til Libyen, hvor de kom fra. Og hvis vi nu skal holde os til sandheden, hvilket jo altså også er en europæisk værdi, så må vi indrømme, at vi hidtil har ladet os narre af folk som Friis Bach, når han lige så stille og ubemærket udvider begrebet ”at redde liv” til at betyde ”at give adgang til Europa”.

Anders Vistisen skriver i Jyllands-Posten på sin blog, se her, at Europa bør gøre som Australien. Australien har tvunget de synkefærdige skibe, fulde af migranter, der ville bringe sig i havsnød i havet mellem Indonesien og Australien, tilbage til Indonesien. Gennem en sådan tvang har australierne ikke blot i første omgang reddet livet for de mennesker, der sejlede ud fra Indonesien – for deres liv blev reddet, også selv om de ikke som ønsket kom til Australien – de har også i næste omgang sørget for, at ikke flere druknede. I havet mellem Australien og Indonesien er antallet af druknede migranter nul, for der er ikke længere nogen, der sejler ud fra Indonesien for at blive reddet; på Middelhavet skal de druknede tælles i tusinder pr år. Hvem er det så lige, der redder liv?

Men det er altså det snydebegreb, der anvendes: ”at redde liv”, der er det første eksempel på en meget letsindig omgang med sandheden, eller altså: en uhyggelig kasten-vrag-på en grundlæggende europæisk værdi: hold dig til sandheden så vidt det er muligt.

Et andet eksempel er, at Friis Bach snyder med konventionsordlyden. Han skriver:

Mennesker, der flygter fra krig og forfølgelse, fortjener, at vi, der er så heldige at bo i et land, man flygter til og ikke fra, åbner vores dør, når de banker på og søger beskyttelse.

Og det lyder jo udmærket. Men hvorfor blive ved med at overse, at flygtningekonventionen kun taler om de mennesker, der er personligt forfulgte. Faktisk er krigsflygtninge – og dem har vi jo modtaget mange af fra Syrien – ikke omfattet af konventionen. Alligevel har vi – og ”vi” betyder her ”den europæiske elite” – på bedragerisk vis modtaget dem som indvandrere, ikke som krigsflygtninge, selv om krigsflygtninge faktisk tænkes at vende tilbage til det land, de er flygtet fra i det øjeblik, krigen er slut. I vores ovenud store godhed har vi åbnet vore døre og vore lande for dem også.

Men lad så det være, at Friis Bach her smelter krigsflygtninge og personligt forfulgte flygtninge sammen, værre er, at han lige så stille i det næste afsnit (det afsnit, jeg citerede før) får disse to slags flygtninge smeltet sammen med mennesker, der vil komme væk fra dårlige livsvilkår. Dog kan man her muligvis undskylde ham med, at han senere i dette afsnit fortæller, at nogle ikke får deres asylansøgning godkendt og må vende tilbage til det land, de kom fra.

Men ærlig talt, ved nærmere eftertanke er den undskyldning ikke meget værd. For han må jo vide, hvad mange andre véd, at det er utrolig vanskeligt at få sendt afviste asylansøgere tilbage. Vi har lejre, hvor de skal opholde sig, hvis de ikke frivilligt rejser hjem, og medierne er ivrige efter at fortælle os, hvor elendigt de har det i disse lejre, men hvis det ikke nævnes, at langt over halvdelen af de mennesker, der banker på vores dør, ikke har noget beskyttelsesbehov, men blot ønsker sig en bedre tilværelse, var det så ikke en idé at være lidt mere omhyggelig med at holde sig de europæiske værdier efterrettelig, så man i sin skildring af forholdene nævner alle ting, også det, der taler imod ens anbefalinger?

Og så har vi slet ikke tale om den viden, som Friis Bach jo dog også må have et sted i sin sorte sjæl, nemlig den viden, at jo flere af disse lykkeriddere vi tager ind i Europa, des flere vil der komme i fremtiden. Netop fordi størsteparten af migranterne er lykkeriddere eller økonomiske migranter, er der jo ikke tale om en ”push-effect”, men om en ”pull-effect”, og det betyder, at han vel, hvis han vil holde sig de europæiske værdier efterrettelig, burde gøre opmærksom på denne effekt. Vi bør handle humanistisk, vi bør betragte de 629 mennesker om bord på Aquarius som mennesker, der skal behandles med værdighed og respekt. Jovist. Men er de mennesker, så er de jo i stand til at lyve. Det hører på forunderlig vis med til det at være menneske. Og at behandle dem med værdighed vil bl.a. sige at afsløre deres løgne. De giver sig ud for at være forfulgte, for så kommer de ind under konventionerne, men er i virkeligheden økonomiske migranter. Er det ikke galt at ville tilsløre disse kendsgerninger? Det er forkert at give asyl til nogle, der ikke er forfulgte, men lyver sig forfulgte, men det er også forkert at lade, som om alle de mennesker, der bliver samlet op af diverse NGO-skibe, er stakkels forfulgte mennesker, der har brug for vor beskyttelse.

Det er imod de europæiske værdier, når det bliver klart, at én af disse værdier hedder ‘hold dig til sandheden’.

I det sidste afsnit løfter Friis Bach pegefingeren overmåde meget:

Lad os nu huske hinanden på endnu en gang, at menneskerettigheder som sikkerhed, ligeværd, frisind og lighed for loven netop er universelle rettigheder. Vi risikerer i vores iver efter ikke at få flygtninge hertil at bøje vores egne værdier så meget, at vi ikke længere kan genkende vores demokrati. Det er ikke på grund af konventionerne, vi ikke sender folk tilbage til forfølgelse, tortur, umenneskelig behandling og dødsstraf. Det handler om vores værdier, værdighed og humanisme – og det skal vi holde fast i.

Han har ret i, at det, der får os til at modtage diverse migranter, egentlig ikke er konventionerne, det er snarere vor humanisme. Og det er jo også den, han bruger til at angribe os andre med.

Altså: det ville være uetisk, hvis vi sendte folk tilbage til forfølgelse, tortur, umenneskelig behandling og dødsstraf. Men hvor er lige de mennesker, der risikerer den slags ved at blive sendt tilbage? Hvis hovedparten af de ombordværende på ”Aquarius” er økonomiske migranter, risikerer de jo ikke noget sådant. Og hvis vi, som tiden er gået, har erfaret, at en masse mennesker lyver sig ind under den paraply for at komme til Europa, skal man så bare holde mund med det for at få os almindelige mennesker til at synes, at det er etisk nødvendigt at modtage flere og flere migranter, uagtet de ødelægger vore samfund mere og mere?

Det er hovedsagen for mig i dette indlæg: Vi, der er ivrige efter ikke at få migranter hertil, er lige så store humanister som Friis Bach. Vi medtager blot den europæiske værdi i vor samling, at man skal være sanddru. Og eftersom vi igennem mange år har ladet os snyde, dels af den europæiske elite, dels af menneskesmuglerne og dels af migranterne selv, er det ikke blot for at slippe for udgifterne ved at integrere alle disse migranter, at vi vil sætte en prop i, som Anders Vistisen formulerer sig, det er også af sandhedshensyn.

Og vi kan såmænd føje til: det skyldes, at vi snart ikke længere kan genkende vort demokrati. At vi har fået et element ind i folket, som vender sig imod alt det, som vi anser for nødvendigt for et demokrati: ytringsfrihed, ord og ikke vold som reaktion på modsigelse, kønnenes ligeberettigelse, osv., det fører med stor sandsynlighed til, at vort demokrati nedbrydes, og det er således ikke blot for den folkelige samhørigheds skyld, at vi vil standse migrantstrømmen, det er også, fordi vort demokrati ikke kan tåle flere ikke-demokratiske mennesker.

Og så har jeg slet ikke nævnt den værste løgn af dem alle: Man fortier fra Bruxelles’ side, at man i 2001 pålagde alle flyselskaber et transportøransvar: de fik pligt til at kontrollere, at alle passagerer fra en lufthavn i Mellemøsten eller Afrika til en lufthavn i EU havde gyldig identifikation og gyldigt visum. Hvis de tog passagerer med, som ikke var i besiddelse af disse ting, blev selskabet idømt en bøde på ikke under 3000 euro, se her.

Man vil redde liv, siger man. Javist, men så afskaf denne ordning! Med denne ordning tvinger man forfulgte mennesker og lykkeriddere en bloc til at ty til menneskesmuglernes metode, for de kan jo ikke få visum til Europa. Og menneskesmuglernes metode medfører uundgåeligt drukneulykker fra tid til anden.

Det er sandt nok, at en sådan afskaffelse ville øge antallet af migranter uhyre meget, langt mere end det blev øget i efteråret 2015. Men ærlig talt, får alle de smukke ord om at ville redde liv, om at ville hjælpe forfulgte, om at åbne vore grænser for nødstedte ikke en lidt underlig klang, når det bliver klart, at al denne humanisme udføres i ly af dette mægtige EU’ske hykleri.

Blot bliver det jo aldrig klart. Ingen fortæller os, at sådan er det. I alle diskussioner om migrationsproblemer forbliver det en dyb hemmelighed.

Men ville det mon ikke komme frem, hvis denne grundlæggende europæiske værdi kom lidt mere frem i lyset: Hold jer så vidt muligt til sandheden?

Udgivet i Etik, Indvandringspolitik | Tagget , | 3 kommentarer

Korrespondenter versus forskere

I gårsdagens Deadline (den 11-6 2018, se her) havde man taget det såkaldte flygtningeproblem op til behandling. Meget apropos, sådan set, i betragtning af, at det netop er i disse dage, at man opdager, at den italienske indenrigsminister minsandten vil indfri sit valgløfte om at bremse for migranttilstrømningen til Italien.

Højst besynderligt! Hvor kan han dog nænne det!

Der er tale om et såkaldt redningsskib, ejet af ”Læger uden Grænser”, som uden at tage hensyn til, at Italien har fået ny regering, har opsamlet 629 migranter i Middelhavet, og som tankeløst regnede med uden problemer at kunne aflevere dem til en italiensk havn. Så kunne skibets besætning, som de plejer, sole sig i bevidstheden om at have udført en god gerning: de har ”reddet liv”, og så – også som de plejer – lade Italien og de andre EU-lande bagefter gøre det grove arbejde med at integrere disse mennesker. Men nu har altså Italiens nye indenrigsminister nægtet at give skibet lov til at lægge til i en italiensk havn. Malta har også afvist skibet, og så kan det pludselig ikke bare være ”business as usual”. Og man kunne nok have forudset en længere og ret ubehagelig sørejse for de mange migranter, hvis ikke Spanien havde forbarmet sig over det overfyldte skib og givet det anløbstilladelse i Valencia. Spanien har lige fået en ny socialistisk premierminister, og det har måske været udslaggivende.

Bemærkelsesværdigt er det, at det at sejle de stakkels skibbrudne migranter til Tripoli eller Tunis af alle – og i hvert fald af alle vestlige medier – betragtes som en ikke-løsning.

Men som sagt valgte man i Deadline at fokusere på ”flygtningekrisen”, måske i anledning af disse begivenheder, måske af andre grunde.

Det blev en mærkelig oplevelse. Man sidder som på nåle for at få alt det med, som ikke siges, for at kunne fornemme alle de NAQ’s (never asked questions) som ligger lige under overfladen, men aldrig kommer op i lyset, for at kunne blive klar over, hvor forskere, korrespondenter og politikere tager fejl.

Denne gang blev det en opvisning i, hvordan Deadline-redaktionen forsøger under dække af såkaldte forskningsresultater at få sat en flygtningevenlig dagsorden, som man så kan få korrespondenter og politikere til at forholde sig til.

Og ganske rigtigt, det, den såkaldte forskning fremviste, var på ingen måde neutrale kendsgerninger. Forskerens resultater – der var tale om en lektor ved Aalborg Universitet, Martin Lindberg-Petersen, som blev fremhævet som ekspert, hvad flygtninge angår, og som selv hævdede at have ti år på bagen som forsker i disse spørgsmål; det kan næsten ikke blive større – forskerens resultater kom som reaktion på en udtalelse fra socialdemokratiets formand Mette Frederiksen om, at de, der kritiserede socialdemokratiets forslag, aldrig havde andre forslag. Jo, jo, sagde Deadline-redaktionen, denne forsker har fremsat hele 32 forslag, som ikke er nye, men er fremsat af en række aktører på området.

Han fik dog ikke mulighed for at omtale alle 32 forslag – godt det samme, måske – men man fornemmede, hvis man altså som denne blogejer stiller sig kritisk an overfor den slags forskere, at de alle bar præg af, at han opfattede migrant-krisen som skabt af en ”push-effect” og ikke af en ”pull-effect”. Forskellen på disse to baggrundsopfattelser er enorm. Og så længe man fejlagtigt tror, der er tale om en ”push-effect”, vil man uvægerlig gå fejl i byen med sine løsningsforslag.

Han kunne f.eks. komme med udtalelser om afrikanske lande som lande, hvor en udstrakt forfølgelse finder sted, og dermed antyde, at migranterne kommer til Europa, fordi de ikke kan leve fredeligt i deres eget land. Og så burde han jo være mødt med spørgsmål om Nigeria: er det land et land, der forfølger sine borgere? Vi hørte forleden dag i Deadline et interview med den nigerianske udenrigsminister, og han blev spurgt, hvad han ville gøre ved det forhold, at så mange nigerianere flygter til Europa. Det er her ligegyldigt, hvad han svarede, det væsentlige er, at overfor ham var man i Deadline godt klar over, at der går en strøm af mennesker fra Nigeria til Europa. Man var altså klar over, at der var tale om en ”pull-effect”: de flygter ikke, fordi de er forfulgt i Nigeria, men fordi de kan opnå bedre forhold i Europa.

Dog, dette havde man fuldstændig glemt, stillet overfor Lindberg-Petersen. Han fik lov at forblive i sin naive tro på, at der er tale om en ”push-effect”, at de flygter, fordi de er forfulgte i deres eget land.

Det kom også til udtryk i et modforslag til socialdemokratiets forslag om modtagelejre i Nordafrika: man skulle foretage asylbehandlingen på diverse ambassader og konsulater i Afrika. Så ville man ikke få så lange køer foran behandlingsstederne.

Her ser han fuldstændig bort fra spørgsmålet om, hvad vi skal gøre ved dem, der alligevel forsøger at komme til Europa ad søvejen, enten fordi de har fået afslag, eller fordi de mener, de har bedre chancer på den måde. Han går naivt ud fra, at alle ansøgerne da naturligvis er pæne mennesker, der lydigt retter sig efter det afslag, de måtte få. Og spørgsmål fra studieværten, Camilla Thorning, af den art, jeg stiller her – glem det!

Og den sædvanlige tale om, at vi kan standse migrantstrømmen ved at hjælpe de afrikanske lande på fode økonomisk, også den fik vi at høre fra hans mund. Jeg har andetsteds citeret Konrad Ott for at sige, at der ikke kommer migranter fra de fattigste lande, for de har ikke råd til at betale menneskesmuglerne, se her. Først, når der kommer et vist opsving i et land, får landsbybeboerne råd til at investere i én af deres unge mænd; de betaler menneskesmuglerne for at føre ham til Europa, og han skal så sende penge tilbage til dem, hvilket han kan gøre, hvad enten han bliver anerkendt som flygtning eller må nøjes med en tilværelse som illegal i Europa.

Bare det at sammenholde de mange billeder, vi ser for øjeblikket på tv af sorte, unge mænd, med spørgsmålet om, hvem der mon har betalt menneskesmuglerne, for at de kan komme over Middelhavet, ville i høj grad være opklarende. Men det blev ikke stillet, måske fordi det ville afsløre forskerens forkerte forhåndsindstilling. Men det er dog væsentligt. For enhver med lidt omløb i hovedet kan nok forstå, at sådanne unge mænd ikke har råd til selv at betale menneskesmuglerne.

Naturligvis skal vi hjælpe de fattigste lande i Afrika, men vi skal samtidig lukke for migrationen, den migration, disse lande nu får råd til i kraft vores hjælp.

Man siger, at Afrika modtager lige så mange penge i de beløb, afrikanerne i Europa sender hjem, som de modtager i u-lands-bistand. Disse såkaldte ”remittances” er en økonomisk virkelighed, som enhver flygtningeekspert burde tage hensyn til. Men det hørte vi ikke et ord om hos Martin Lindberg-Petersen. Det er ganske mærkeligt, at man tilsyneladende kan gå igennem en periode på hele ti års studier af flygtningeproblematikken med bevidst lukkede øjne, ja, at det måske i disse cirkler betragtes som en nødvendighed, at man har den slags øjne.

Og han blev naturligvis heller ikke spurgt om det af Deadline-værten, Camilla Thorning.

Ligeledes var det også umuligt at få indført nogen spørgsmål om den såkaldte incitaments-struktur, som ligger i den måde, vi hidtil har behandlet migrantstrømmen på: for hver skibsladning migranter, der ankommer til en italiensk havn, skabes der en tilskyndelse hos diverse afrikanere om at også de kan komme til det forjættede land: Europa. Lindberg-Petersen anså i den grad hele trafikken over Middelhavet som bestemt af en ”push-effect”. Og Deadline-redaktionen havde åbenbart den samme opfattelse, siden man ikke gik i kødet på ”forskeren”.

Korrespondenterne var lidt mere neutrale, bl.a. fordi de så det som deres opgave at referere de forskellige politiske opfattelser – og nu er der jo kommer skred i det politiske billede, der tidligere var præget af politisk korrekthed, så der var nogle ”højrefløjspolitikere” at referere. Niels Kvale fik således nævnt, at nogle italienere kaldte de såkaldte redningsskibe à la skibet fra ”Læger uden Grænser” for flygtningetaxaer, fordi de så dem som en del af menneskesmuglernes forretning. Men det blev ikke begrundet med de iagttagelser, man har angående disse skibes gøren og laden ud for Libyens kyst.

Og politikerne, der afsluttede det hele, Sofie Carsten Nielsen fra de Radikale, og Mattias Tesfaye fra Socialdemokratiet, heller ikke de bidrog stort til oplysning om de sande forhold. Nå ja, Mattias Tesfaye fik da sagt, at han ikke anså de 32 forslag som realistiske, og formåede også at hævde, at som det er nu, kan enhver, der har sat foden på europæisk jord, forvente at forblive i Europa, enten legalt eller illegalt, hvilket ikke kan gå i længden, men man kunne af og til få indtryk af, at han både skulle forsvare sin formands udtalelser og neddrosle uenigheden med de radikale.

Kort sagt, det hele var en sørgelig affære, der var alt for præget af lukkede øjne.

Udgivet i Etik, Samfundsforhold | Tagget | Skriv en kommentar

Forskertroværdighed

Vi begynder med en ”Groft sagt” af Hans Hauge, se her. Han nævner, at den sædvanlige to-procents nedskæring på uddannelserne nu ophæves og fortsætter:

De Radikale jubler. Forskningen styrkes nemlig. Det er den, vi skal leve af, siger Sofie Carsten Jensen.

Hun har ret. Der kan igen blive forsket i oldislandsk og færøsk på Københavns Universitet, og Aalborg Universitet kan ansætte endnu flere jihad-forskere, der kan berolige Naser Khader med, at hjemvendte Syrien-jihadister ikke er farlige.

Groft sagt” er at forstå som satire. Det er forresten Hans Hauge også ofte, når han ikke skriver en ”Groft sagt”. Men her kan man nok mærke, at Hauge ikke har den store tillid til jihad-forskere fra Aalborg Universitet. Og jeg kan betro læseren, at det har jeg heller ikke. Alligevel plejer jeg at læse forskellige artikler igennem, selv om de er skrevet af forskere. For ikke sandt – det ku’ da være!

Således har jeg pligtskyldigt læst en artikel af to forskere igennem i Kristeligt Dagblads netavis på Grundlovsdag. Den er skrevet af to ellers meget agtværdige forskere, Vincent Hendricks og Mads Vestergaard. De er begge afbildet i avisen iført sølvpapirshatte. For, fortæller de, den bruges af de mest ekstreme konspirationsteoretikere, som med hatten vil beskytte sig imod overvågning og påvirkning af hjernen.

Ja, ja, den slags mennesker findes formodentlig.

Men overfor sådanne teoretikere er man nødt til at have nogle fixpunkter, hævder de:

En vigtig erkendelse er, at populisme ikke er en ideologi. Populisme er en strategi. Du kan have venstre-populisme a la Hugo Chavez i Venezuela eller højre-populisme a la Marine Le Pen i Frankrig. Det karakteristiske er, at populisme ligesom konspirationsteorier er fokuseret på de gode og de onde, et enkelt verdensbillede med et klart os mod dem. Det kan være Bruxelles mod den menige mand eller Washington mod rustbæltet. Det leverer et meget klart fjendebillede og giver endda et klart svar på lidelsens årsag,” påpeger Vincent Hendricks.

Men, siger de to forskere, ikke blot har vi en trussel fra den faktabenægtende populisme, vi har også en trussel fra teknokratiet. Det er også galt, når politiske beslutninger begrundes med en påstand om, at det ikke kan være anderledes.

Og så går de to filosoffer ellers nogle af dem udvalgte fænomener fra nutiden igennem for at påpege farligheden ved dem. Trump bliver naturligvis nævnt, og vi får også at vide, at Facebook og andre diskussionsfora kan indebære en risiko for vilde, ikke faktabaserede teorier. Mads Vestergaard siger:

Jeg vil argumentere for, at journalisters fortsatte respekt for kendsgerningerne er endnu vigtigere end politikernes.

Og det kan jo da være rigtigt nok.

Alligevel sidder man efter endt læsning tilbage med en fornemmelse af, at der da vist ikke rigtig blev sagt noget væsentligt. Og de to herrer har endda udgivet en bog ”Fake News – når virkeligheden taber”, som udkommer den 14. august og kommer til at koste 179,95 kr.

Jeg tror nok, at Vincent Hendricks er amerikaner. Det kan være grunden til, at han og hans kompagnon synes at se problemstillingen gennem amerikanske briller og synes at foretrække Trump og visse europæiske populister som eksempler på Fake News, skønt det, man her i Europa kalder Main Stream Media formelig bugner af falske virkelighedsbeskrivelser. Man har på de store blades redaktioner en utrolig berøringsangst overfor islam, man forskønner og undskylder alt, hvad der har med islam og muslimer at gøre.

Jeg husker en episode fra for mange år siden. En politimester kom for skade at sige, at indvandrere var overrepræsenteret i kriminalstatistikken. Som han dog fik på puklen for den iagttagelse! Spørgsmålet for medierne var ikke, om det var sandt, hvad han sagde, nej, man bebrejdede den arme mand, at han i det hele taget vovede at sige den slags, når vi nu stod overfor den opgave at skulle have indvandrerne integreret i vort samfund. Hvordan det skulle hjælpe på integrationen, at man fortiede kendsgerninger, det gav medierne sig ikke af med at overveje.

Og lang tid senere oplevede tyskerne en nytårsaften i Köln. Der blev begået utallige overgreb på tyske kvinder af indvandrere og asylansøgere fra Nordafrika. Og slemt var det med disse overgreb, men langt værre var det, at der gik dage, før sandheden om begivenhederne kom frem. Se eventuelt min skildring af dette forhold her.

Hvis en forsker ville undersøge, hvem det i vore dage er, der har en sølvpapirshat på, som forhindrer ham i at se virkeligheden i øjnene, så var det måske værd at se nærmere på det vendepunkt, der fandt sted med begivenhederne i Köln nytårsaften 2015/16. Her blev med ordene fra chefredaktør på Die Welt, Stefan Aust, den gode flygtning forvandlet til en ond mand. Viser det mon ikke, at de store mediehuse fejlagtigt på forhånd er gået ud fra, at alle flygtninge er stakkels mennesker, der ydmygt beder os vesterlændinge om hjælp? I hvert fald synes disse overfald – og de mange andre, som man nu har vovet at omtale – at vise, at migranter ikke er stakler.

Men et vendepunkt blev denne nytårsaften ikke. Og dog sker der noget, omend det sker langsomt og yderst trinvist.

Det kan en begivenhed i Sverige vise.

Den beskrives i en artikel på den norske hjemmeside for Human Rights Service her, som er skrevet af Nina Hjerpset-Østlie og har overskriften ”Asylbørn: Myter versus virkeligheden”.

Som man måske véd, har de asylansøgere, der er under 18 år, visse fordele fremfor de voksne asylansøgere. Det har bevirket, at mange unge asylansøgere lyver sig yngre, end de er, for at opnå disse fordele. Det har de igennem lang tid kunnet gøre, for myndighederne og medierne og politikerne i skøn forening har hidtil anset det for nedværdigende at foretage tandundersøgelser og røntgenundersøgelser af håndleddene på dem – i hvert fald i Sverige; så ville man jo vise, at man ikke troede på disse staklers fortællinger. Og stakler er de, det er disse forenede kræfter ikke i tvivl om. Først sent er man begyndt på medicinske aldersundersøgelser.

Imidlertid har de svenske indvandringsmyndigheder afvist en stor del af disse asylansøgere, og det har vakt et voldsomt røre i befolkningen, det vil sige: blandt alle de svenske ”Gutmenschen”. Så stort et røre har det vakt, at regeringen Löfven har fremlagt et forslag om at give op til 9000 sådanne ”unge” mænd (for det er hovedsagelig mænd, det drejer sig om) opholdstilladelse på trods af afslaget.

Nu er man er som sagt begyndt at foretage aldersundersøgelser af asylansøgerne. Det har blandt diverse ”Gutmenschen” skabt en påstand om, at asylansøgerne ikke lyver, de véd blot ikke, hvor gamle de er. Det påstår en socialantropolog og aktivist Aisha Munir i sin forskning

som angivelig viser at medisinske alderstester fører til identietskrise, selvskading og lav selvfølelse blant EMA [det er: uledsagede flygtningebørn, rr]. Ifølge Munir skyldes den påståtte identitetskrisen nettopp alder:

De blir fortvilte og frustrerte over å ikke bli trodd når de oppgir alderen sin. Fortvilelsen og frustrasjonen øker når de blir tildelt en alder som ikke stemmer med hvor gamle de selv mener de er, en alder basert på hva deres foreldre har fortalt dem gjennom barndommen, sier Munir. I de yngste barnas tilfelle fører dette til at de får en dyp mistillit til sine egne foreldre: har foreldrene deres fortalt dem gal alder, den avanserte teknologien i Norge kan jo ikke ta feil? – Samtalene jeg har hatt med de enslige mindreårige hvor jeg fulgte dem igjennom asylprosedyren, ga meg innsikt i hvordan aldersundersøkelsen fører til identitetskrise, selvforakt og selvskading, sier Munir.

Og se, her er der altså tale om en forsker, der udtaler sig, og selv om hun formentlig er muslim (Muhammeds yndlingshustru hed Aisha), så kan hendes forskning vel være god nok, skulle man tro. Hun har jo talt med flygtningebørnene selv og hørt, hvad de har at sige. Så er der ikke al mulig grund til at regne med det, hun siger, og frikende børnene eller de unge for at ville lyve sig til en lavere alder og en bedre behandling?

Det skulle man jo tro. Og det ville sikkert også både Vincent Hendricks og Mads Vestergaard have fundet frem til, hvis de havde forsket lidt i, om der kunne være noget uldent ved sådanne påstande. De ville ikke have betegnet en sådan forskning som ”Fake-News”. Men heldigvis behøver vi ikke at stole på sådanne forskere, vi kan nøjes med at læse, hvad den svenske avis Ekspressen har undersøgt. For der er sket det højst besynderlige, at én af de svenske aviser har taget sig den opgave på at bruge almindelig god, gammeldags journalistik for at finde ud af, hvad der er op og ned i denne sag. Og det er besynderligt. For de svenske medier har hidtil været rørende enige om at vende sig imod ethvert forsøg på at udtrykke bekymring for den store indvandring, Sverige har modtaget. Man er i de svenske medier blevet beskyldt for det værste, hvis man har så meget som tænkt på at bremse asyltilstrømningen.

Sådan har det været længe. Men dels fik jo den alt for store tilstrømning den socialdemokratiske regering til at indføre et identitetstjek ved alle grænser, hvilket bremsede tilstrømningen noget. Dels har Sverigedemokraterne efterhånden fået så stor tilslutning blandt svenskerne, at de andre partier ikke finder det opportunt at blive ved med blot at ignorere dem. Men mærkeligt er det alligevel, at det er et svensk blad, der påtager sig opgaven som regeringskritiker og undersøger forholdene.

Hvad har Ekspressen så fundet ud af?

Nina Hjerpset-Østlie refererer:

som vanlig viser det seg at asylindustrien opererer med helt egne fakta, som har svært lite med virkeligheten å gjøre. Først EMA’ene som sådan: 0 prosent har gyldige ID-dokumenter. Det vil si at man egentlig ikke vet hvem de er. 78 prosent er eldre enn de oppga. 99,4 prosent av dem er menn.

Og kommer de direkte fra krig og vold? Nej,

49 prosent oppgir å ha bodd i Iran minst ett år siden før de kom til Sverige. I snitt har de bodd i Iran i 10 år. 5 prosent oppgir å ha bodd i Pakistan i minst et år før de kom til Sverige. I snitt har de bodd i Pakistan i 13 år. 13,5 prosent er født og har bodd i hele sitt liv i enten Iran eller Pakistan.

Men altså, hele 78% opgiver forkert alder. Véd de da ikke, hvor gamle de er?

Ekspressen har gjort sig den ulejlighed at rejse til Iran.

Expressen finner på sin side at påstanden i all hovedsak er usann når det gjelder afghanske EMA som kommer til Sverige fra Iran – altså halvparten. I Iran vet de fleste eksakt hvor gamle de er, sier afghanske Raziyeh Khavari, som er født og oppvokst i Iran.

I Iran vet de flesta exakt hur gamla de är, men i Afghanistan är det inte så. Jag har bott där också, och många vet inte hur gamla de är. En av anledningarna är att det inte finns något modernt system för att utfärda födelsebevis.

Raziyeh säger att de afghaner som kommit till Sverige från Iran i de flesta fall vet hur gamla de är:

Jag kan inte veta säkert för alla, men för 90 procent så tror jag att de vet. Jag känner till systemet i Iran.

Ikke sandt, så er den ged barberet! Ikke med et dyrt forskningsprojekt, hvor man spørger 117 forskellige mennesker om, hvad de føler, men med en journalist, der udfører en forholdsvis simpel journalistisk opgave: at finde et menneske, der kender forskel på Iran og Afghanistan og deres måde at registrere eller ikke registrere fødsler på.

Dertil kommer imidlertid, at nu Ekspressen har en journalist i Iran, finder de ud af flere ting angående Iran:

Minst tre millioner afghanere lever i Iran, hvorav cirka halvparten ikke har lovlig oppholdstillatelse.

Likevel: alle afghanske barn har rett til 12-årig skolegang og registrerte flyktninger har tilgang på de samme statlige helsetjenestene som iranere. Kostnaden for helsetjenester er høyere for ulovlige migranter, men en rekke iranske og utenlandske veldedighetsorganisasjoner hjelper de mest utsatte. Noen av dem faller derimot mellom to stoler og mange afghanere i Iran er fattige, skriver Expressen. Det gir imidlertid ikke rett til relokalisering til europeiske land under dekke av asylinstituttet.

I debatten om EMA forekommer påstanden om at afghanere i Iran risikerer å bli tvangrekruttering til krigen i Syria. De afghanske migrantene Expressen snakker med i Iran har derimot ikke hørt at noe slikt forekommer og frykter heller ikke at det skal skje barna deres. Er det ikke pussig hva våre hjemlige asylaktivister alltid later til å bare vite sånn helt av seg selv?

Alle Expressen snakker med er enige om at Iran er et trygt og sikkert land for afghanske flyktninger. Problemet er hovedsakelig fattigdom. Barna, selv ulovlige innvandrere, har krav på skolegang og helsetjenester. Det er dog begrensinger på hvilke studier de kan ta og hvilke yrker de kan ha. Fordi iranske arbeidsgivere har plikt til å ansette iranere først, er det ofte vanskelig å i det hele tatt få jobb. Europa fremstår derfor lokkende når det gjelder en økonomisk og yrkesmessig tilværelse.

Selvfølgelig er Ekspressen først og fremmest ude efter at aflive de hjemlige myter om de afghanske flygtninge, men se alligevel, hvor mange positive ting om Iran, man får sagt i forbifarten, forholdsvis troværdigt, netop fordi det er sagt i forbifarten. Iran har taget sig af mange afghanske flygtninge, givet børnene skolegang og forældrene hjælp. Det er da vist en lidt anden måde at anskue Iran på, end vi er vant til at høre fra vore mediers side. Dog har iranske arbejdsgivere pligt til at ansætte iranere først, så man forstår jo godt, at en tilværelse som flygtning kan være utilfredsstillende, og at de derfor søger mod Europa. Men dette giver dem ikke flygtningestatus, for den status mister de, så snart de forlader Iran, der ifølge Ekspressen må betragtes som et sikkert land.

Det er jo også det, de svenske asylaktivister drager i tvivl med myten om, at afghanere i Iran risikerer at blive tvangsrekrutteret til krigen i Syrien. Men, hævder altså Ekspressen, det er en myte, og Nina Hjerpset-Østlie kan ikke dy sig for at udtrykke sin undren over, at de hjemlige asylaktivister véd den slags sådan helt af sig selv.

Det er også min undren. Og jeg vover at give en forklaring på dette underlige. Når de svenske ”Gutmenschen” danner sådanne myter omkring de afghanske afviste asylansøgere, skyldes det, at de, hvis de selv skal optræde som gode samaritanere, er nødt til at tillægge afghanerne rollen som stakkels, forfulgte mennesker. Ellers passer grundbilledet ikke, og grundbilledet er altså lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Med andre ord: disse mennesker lider af samaritanitis.

Det er ganske mærkeligt: Vore to forskere, der har skrevet en bog om Fake-News, gør et stort nummer ud af problemerne omkring præsident Trump og de såkaldt højrepopulistiske partier i Europa. Men hvis de i stedet for at kikke mod vest, kikkede mod øst, mod Sverige, ville de få øje på en næsten altomfattende fornægtelseskultur. De kendte medier som helhed, dog nu med undtagelse af Ekspressen, er i den grad præget af politisk korrekthed, at de gennem mange år har søgt at fastholde et billede af indvandringen til Sverige først som noget positivt, så som noget, der kan løses, så som noget ret vanskeligt, en udfordring, men dog noget, Sverige må tage på sig, alt i mens problemer med ghettodannelse, parallelsamfund, bandekonflikter, no-go-zoner osv., steg og steg. Dog denne virkelighed, som i langt højere grad end USA-virkeligheden bærer præg af forfalskninger, den vover de ikke at give sig i kast med.

Deres tankegang refereres således:

De to filosoffer peger på, at det, som skaber en truende sandhedskrise, er kombinationen af de gammelkendte socialpsykologiske mekanismer og en medie- og informationsvirkelighed, som er dramatisk forandret.

Men de ser ikke, at dette, at informationsvirkeligheden er forandret, så de gamle papiraviser ikke har monopol på meningsdannelsen, men nye internetbaserede medier er kommet til, er årsagen til, at mediebilledet i f.eks. Sverige nu tilsyneladende er ved at ændre sig, altså ændre sig bort fra den form for ”Fake News”, der kun fortæller halve sandheder, hen til en journalistik, der genoptager de gode, gamle dages journalistiske idealer.

Faren ligger ikke i Facebook og Twitter og de andre nye medier, faren ligger i de gamle medier, som stadigvæk i alt for høj grad prøver at opdrage i stedet for at oplyse. Og faren ligger ikke i de nye, såkaldt populistiske partier, men i de gamle partiers forsøg på at skjule, at tilførsel af nye muslimske borgere vil ændre samfundene for bestandig.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , | Skriv en kommentar

Journalistikkens deroute

Mange har travlt med at diagnosticere nutidens vanskeligheder. Snart er det populismen, det er galt med, snart er det globaliseringen, der alligevel ikke er så god, som man havde troet, og snart er det noget helt tredje.

Jeg skal her prøve at komme med nogle bemærkninger ud fra den tese, at fejlen, som vor tid har gjort sig skyldig i, eller faren for demokratiets fortsatte eksistens, ligger i journalisternes manglende faglighed. Journalisterne har ikke villet holde deres faglighed højt, men har været optaget af i stedet for at oplyse befolkningen at opdrage befolkningen. Og det indebærer en fare for demokratiet.

Det har med indvandringen at gøre. Som Douglas Murray gør opmærksom på i bogen The Strange Death of Europe, har eliten set det som sin pligt at komme med den ene begrundelse, undskyldning eller retfærdiggørelse af indvandringen efter den anden, alle lige intetsigende, for ikke at sige: forkerte.

Man har sagt, at indvandring er uundgåelig, og at vi altid har haft indvandring. Begge dele er forkert, men påstandene er blevet fremført alligevel, og journalisterne har ikke holdt deres faglige kompetence i ære, så de har boret i spørgsmålet og efterforsket rigtigheden, de har bare godtaget teserne, for – ikke sandt – man ville jo så nødig gøre indvandrerne kede af det.

Her er det befriende at høre Murray fortælle os, at vel modtog Storbritanien i sin tid 50.000 hugenotter som flygtninge fra Frankrig i 1681 – det var mange, og det tog tid, før disse mennesker slog rod i Storbritanien – men i Tony Blairs regeringstid har Storbritanien haft en ”hugenot-indvandring” hveranden måned.

Og man har hævdet, at indvandringen var en økonomisk fordel for landene. Uden undersøgelse, som en ren og skær påstand. Og når det siden gennem seriøse økonomiske undersøgeler viser sig, at indvandringen, som den hidtil er foregået, er en økonomisk belastning for landene, har man fortiet det, bortforklaret det, hentet andre ”eksperter” ind.

Og så har Murray – vistnok lidt imod sin egen hensigt – bevist, at Europa er et gammelt kristent kontinent, der stadig er præget af kristendommen, omend på en noget bagvendt facon. Det er Europas kristne arv, der får os (i hvert fald vor elite) til at se med skyldfølelse på vor historie og vor behandling af fremmede nationer – noget, som muslimer ikke drømmer om at gøre på samme måde, selv om de har en lige så skyldbelagt fortid. Og på den baggrund har man ment at måtte gå med til en stor indvandring.

Det er også denne arv, der får eliten til at gå ind for et multikulturelt projekt. Som man måske husker, var parolen overfor indvandrerne i begyndelsen, at de naturligvis så vidt muligt skulle bevare deres kultur, for eliten mente, at vi havde så godt af at få kulturerne blandet. Det er man dog gået noget bort fra, efter at man har set, hvor vanskeligt det er at forene de to hinanden modsigende kulturer, og så taler man i stedet for om integration, dog på den lidt besynderlige måde, at man ikke mener, modtagerlandet har nogen kultur overhovedet, der er værd at nævne.

Hege Storhaug refererer Murray således, se her:

«Menneskerettigheter» ble den nye Guden – endog for kirken. Vi, folkene, hadde sluttet å tro. «Respekt», «toleranse» og «mangfold» ble det nye evangeliet. Sistnevnte er det «mest selvfornektende av alt», som Murray lakonisk smetter inn. Dette er verdier som har «ingen sjanse til å påkalle den dype lojaliteten som samfunn må kunne mobilisere hvis de skal overleve i lang tid».

Det er dog kun delvist rigtigt. For de ”menneskerettigheder”, man regner med: konventionerne, er tilpassede, så de kommer til at stemme overens med det overordnede synspunkt, som elitens forhekselse, dens samaritanitis, fremsætter for dem. Forhekselsen går ud på, at man ser Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner udspille sig for vore øjne, og det, at man for alt i verden vil rette sig efter de humanistiske ”menneskerettigheder”, er i virkeligheden udtryk for, at man aldrig vil kunne beskyldes for at være identiske med præsten og levitten i lignelsen.

Men er der nogen journalister, der borer i disse påstande, søger at stille kritiske spørgsmål til dem, prøver at stille spørgsmål til de – som politikerne synes – selvindlysende teser om menneskerettighederne? Overhovedet ikke. Og mærkeligt nok, det bilder man sig ind, at folk, som folk er flest, ikke opdager. Man bliver overraskede over, at folk ikke stemmer, som journalisterne synes, de skal stemme. Derfor har man opfundet begrebet ”populisme”. Så kan journalisterne tillade sig, tror de, at se bort fra deres egen manglende faglighed, deres efterladenhed, hvad normal kritisk journalistik kræver af dem.

Nu har imidlertid Anna Libak udgivet en bog Forstå populismen!, og den har fået forholdsvis få, men ganske gode anmeldelser. Jes Fabricius har en kommentar – eller er det en anmeldelse? – i Kristeligt Dagblad, se her, hvori han mener, bogen absolut er værd at læse, omendskønt han vist foretrækker Jan-Werner Müllers bog om populisme. Blandt andet en sådan kommentar gør det nærliggende at tro, at Libak har handlet uklogt ved at bibeholde begrebet ”populisme” sammen med andre af elitens begreber: ”globalisme”, ”pluralisme” m.m., og blot søge at vurdére dem omvendt af det sædvanlige.

Det samme kan man sige i anledning af en anden kommentar fra Kristeligt Dagblad, denne gang af Johannes Henriksen, se her. Han hæfter sig ved noget andet hos Libak, nemlig, at magten er flyttet bort fra Vesten, og at det er det, folk reagerer på. Men hun siger dog også, ifølge hans referat:

Hvis der ikke kom i omegnen 5000-10.000 nye indvandrere om året – flygtninge og deres familiemedlemmer – så kan det da godt være, at den nationalkonservative og indvandrerkritiske dagsorden ville holde op med at være strømførende. Men det, at du hele tiden har udsigt til, at flere mennesker kommer hertil og skal integreres, gør, at den problemstilling ikke går væk, men blot blive accentueret. Det drejer sig vel at mærke om noget, der svarer til en dansk provinsby om året, det koster aktuelt 36 milliarder kroner årligt, og det vil stige.”

Løsningen er for Libak – stadig efter Henriksens referat – den canadiske model:

”Den canadiske model er styret indvandring. I Canada har de derfor stort set ingen populisme, og det er, fordi de hele tiden har sagt: Canada først. De forbeholder sig retten til at plukke de indvandrere, som kan tilbyde lige præcis den arbejdskraft, som samfundet ønsker.”

Ærlig talt, man spørger sig selv: Véd hun, hvad hun selv siger? Er hun ikke klar over, at Europas problem er den spontane indvandring, der ankommer med gummibåd og skib fra Nordafrika? Hvis vi skulle have ”styret indvandring”, skulle vi jo lukke af for den spontane migration. Det behøver Canada ikke gøre, for Atlanterhavet lader sig ikke oversejle med skrøbelige gummibåde, så menneskesmuglernes fidus med at lade migrantfyldte gummibåde komme i ”havsnød” ud for Afrikas kyst, så de kan blive opsamlet af alle de åh så godhjertede europæere, lader sig ikke praktisere på Atlanterhavet.

Anna Libak er da bestemt en dygtig journalist, og hun er nok værd at høre på, når hun kaldes ind for en kommentar i Tv-avisen eller Deadline. Men hvad migrantkrisen angår, formår hun ikke at løserive sig fra den forhekselse, så at sige alle journalister er præget af. Heller ikke hun stiller de rette spørgsmål, heller ikke hun borer på god journalistisk vis ned i de én gang vedtagne vinklinger.

Her viser det sig ved, at hun bruger en nærmest intetsigende sammenligning mellem Europa og Canada, hvor en sammenligning mellem Australien og Europa ville have været langt mere givende. For her er problemerne de samme. Her stod man i begge tilfælde overfor menneskesmuglere, der lod migranter bringe sig i havsnød, så de kunne komme til Australien. Og her kunne Europa lære noget, for Australien har bragt såvel migranternes drukneulykker som deres illegale havsnød og ankomst til Australien til ophør. Men jeg kan da godt se, at hun med en sådan sammenligning af sine journalistkolleger øjeblikkelig ville blive betragtet som en fuldblods populist, måske med det resultat, at de så ikke ville lytte til hende mere.

Dog tror jeg ikke, hun gør sig den slags overvejelser. Når hun udtrykker sig, som hun gør, skyldes det snarere, at hun bruger de tågede begreber ”populisme” og ”globalisme” uden at gøre op med deres flertydighed. Man kan højst sige, at hun gør et ærligt forsøg på at uddestillere de forskellige betydninger, der ligger i ”globalisme”. I Bent Winthers referat fra Berlingske, se her, hedder det:

Globalismen er det tankesæt, som en hel generation af ledere i Vesten og resten af verden har troet på i årtier.

Kort fortalt er det forestillingen om, at jo mere de vestlige samfund åbnede sig økonomisk for hinanden og resten af verden, des rigere og lykkeligere ville vi alle sammen blive. De fri, globale strømme af arbejdskraft, kapital, kultur, information, jobs og alt andet ville få verden til at smelte sammen i fred og velstand. Endemålet var en global landsby, hvor alle folkeslag lever harmonisk sammen.

Kernen i globalismen er, ifølge Libak, troen på, at alle mennesker i alle lande har de samme præferencer i en fri verden. Samt at jo tættere integrationen bliver, des mere vil det være en fordel for os alle sammen.

»Den var i bund og grund en fusion af liberalismens tro på markedet som problemknuser og venstrefløjens tro på mangfoldighed som en gevinst i sig selv. Jo mere, man blander mennesker og kulturer, des mere forståelse, tolerance og innovation ville der komme ud af det. Kort sagt jo sjovere blev det,« siger hun.

Af dette referat ser det virkelig ud til, at også hun har ladet sig snyde af snydebegrebet ”globalisme”. Hun begynder med at tale om en økonomisk åbning mellem de vestlige lande indbyrdes og mellem dem og den øvrige verden; en sådan åbning bringer rigdom og lykke. Og det er jo sandt; for frihandel – og det er jo det, der her er tale om – er virkelig til fordel for begge parter. Men så fortsætter hun med at tale om globale strømme af arbejdskraft, kapital osv, som om det er en følge af den økonomiske åbning. Men det er det jo ikke; én ting er frihandel, noget andet er migration.

At venstrefløjen har en tro på mangfoldighed som en gevinst i sig selv, er måske sandt nok. Men at liberalismen tror på markedet som en problemknuser, er ikke sandt; frihandelen skaber rigdom, men løser ikke problemer. Men når beskrivelsen af, hvad globalisterne tror på, ikke bliver retvisende, så bliver hendes øvrige analyser forkerte.

Winther refererer f.eks. lidt senere:

Globaliseringen gjorde os alle sammen rigere, især i lande uden for Vesten, hvor millioner er løftet ud af fattigdom. Men den skabte også stor ulighed, og lønningerne i Vestens middelklasse stagnerede. Desuden havde globalisterne ifølge Anna Libak slet ikke blik for kulturelle og religiøse modsætninger.

»Globalismen opererer ikke med klasser, kulturer eller religioner. Den opererer med individer. Og den ene borgers muligheder for at udfolde sig, begrænses ikke af den andens. For man kan leve sit liv, som man vil, så længe det sker inden for lovens rammer. Det var præcis af den grund, at det i mange år i Danmark og hele det øvrige Vesten betragtedes som suspekt at sige, at man var imod indvandring. For man kunne jo ikke have noget imod folk, man ikke kendte på forhånd. At religion og kultur i sig selv kunne være barrierer for harmonisk sameksistens, var ikke gyldige argumenter,« skriver Anna Libak i bogen.

Igen her viser det sig, at globalisering er to ting, og at man gør klogest i at skille dem ad, men at Anna Libak netop ikke gør det. Globalisering forstået som frihandel har gjort os alle rigere, ikke mindst i Kina, hvor millioner i kraft af den frie handel, som Kina slog ind på, er blevet løftet ud af fattigdom. Men læg mærke til, at dette er sket, uden at Kina har måttet ændre sin gamle kultur, uden at de har måttet antage det, Libak her skildrer som en globalistisk forestilling.

Men denne anden betydning af globalisme: at det også betyder multikulturalisme, kulturel rigdom ved sammenblanding, det er ikke, som globalisme forstået som frihandel, en god ting, men et uprøvet ideal, som mange havde, men som nu har vist sig at føre til ulykke for landene, især de vesteuropæiske lande. Indvandring af talløse muslimer har ført til parallelsamfund, muslimske bandekrige, ”no-go-areas” i mange byer.

Og denne ulykke er nu også Anna Libak blevet klar over. Det hedder til sidst i Bent Winthers referat:

Som konsekvens af globalismens død, er næsten alle nye partier i Vesten antiglobalister, og de gamle partier, der ikke tager vælgernes bekymring alvorligt, vil fortsat tabe, mener hun.

»Nogle gamle klassiske partier har overtaget de oprindelige populisters program. Deres dagsorden er på forskellig måde at skærme Vesten af for globaliseringens negative sider, og det synes jeg er klogt,« siger Anna Libak.

Hun mener, at Vesten bliver nødt til at føre en mere balanceret kurs, som ikke går ud på mindre frihandel, men sikrer, at den sker på fair betingelser. Store lande som Kina eller multinationale selskaber skal ikke kunne misbruge deres dominerende stilling. Og så skal EU lukke sine grænser.

»Så længe EU ikke har kontrol med, hvem der kommer til at bo i Unionen, vil den fortsat blive svækket. Lige så enige man er om, at et vist mål af indvandring er til gavn for et samfund, lige så enige er man om, at for stor indvandring af folk, der har meget anderledes værdier, er et problem,« siger Anna Libak.

Det er muligt, at nærværende analyse af Anna Libaks tanker vil føles misvisende, hvis Anna Libak (ved et uheld) skulle komme til at læse den. Men hvis jeg har overdrevet, kan det hænge sammen med, at jeg igennem mange år med læsning af den politiske og journalistiske elites halve sandheder og hele løgne har vænnet mig til at lytte efter alt det, der ikke bliver sagt, eller vænnet mig til at stille de spørgsmål, som enhver opvakt journalist ville have stillet ”i gamle dage”, da der var journalister til.

EU skal lukke sine grænser”. Javel, det er muligt, at hun i ganske ligefrem forstand mener det, hun siger. Men når man tilstrækkelig mange gange har hørt den europæiske elite hævde, at det er nødvendigt at kontrollere EU’s ydergrænser, og først efter alt for mange gange, hvor man naivt har forstået dette at kontrollere som en reaktion på den store migranttsunami, bliver klar over, at ”kontrollere” ikke betyder ”lukke af for”, men blot ”registrere”, ”tage fingeraftryk af”, og den slags … når man har sådanne oplevelser siddende i sig, bliver man temmelig bekymret over Libaks udsagn ”at lukke EU’s grænser”: mener hun nu virkelig ”lukke”?

Bekymringen bliver ikke mindre af det næste, hun siger: At alle er enige om, at et vist mål af indvandring er til gavn for et land, men for stor indvandring et problem. Man føler sig øjeblikkelig sat tilbage til den periode for ikke ret lang tid siden, hvor alle partier bortset fra Dansk Folkeparti hævdede, at vi nok skulle kunne klare at indoptage de spontanflygtninge, der kom til os nu, men hvor ingen var villig til at komme med et bud på, hvor mon den grænse lå, der kunne få os til at sige ”stop, ikke flere!”

Dansk Folkeparti har foreslået, at Danmark afviser alle spontanflygtninge ved grænsen og i stedet modtager vor rimelige andel af verdens flygtninge som FN-kvota-flygtninge. Med sit forslag om at tage Canada som mønster for vor flygtningepolitik siger hun vist det samme som Dansk Folkeparti, blot med andre begreber. Så risikerer hun ikke at blive slået i hartkorn med dette parti.

Og det kan da godt være, at vort debatklima gør sådanne krumspring nødvendige. Men mig forekommer det nu at være endnu et tegn på, hvordan journalister vrider og vender sig for at slippe for at efterleve deres faglige idealer. I dette tilfælde det ideal, der hedder ”klarhed”.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , , | 1 kommentar

Thorkil Kristensen-seminar

Der er en enkelt ting fra det Thorkil Kristensen-seminar, jeg nylig deltog i på Skærum Mølle, som jeg vil begynde med. Det er en lille bemærkning af tidligere professor ved Cornell-universitetet Per Pinstrup Andersen, som fremkom i hans foredrag på seminaret. Han gjorde opmærksom på, at store velorganiserede menneskegrupper oftere får politikernes ører end diffuse menneskemængder, selv om disse sidste er meget større i antal. Han benyttede Trumps vælgerbasis som eksempel: Fordi de afskedigede minearbejdere er velorganiserede, og fordi deres afskedigelse på grund af konkurrencen fra udlandet er til at få øje på, er det dem, politikerne lytter til, når de vil gøre noget for nogen. Alle de forbrugere, der har fordel af USA’s frihandel, ses ikke, deres tilstedeværelse er for diffus til, at den kan fremkalde nogen politisk indgriben, og da slet ikke en storm, som den, Trump har rejst med sin told på stål og aluminium.

Thorkil Kristensen-seminaret havde som tema: ”Globalisering – den enes brød, den andens død!” Som den opmærksomme læser nok véd, jeg har tidligere vendt mig imod begrebet ”globalisering”, se her, ja, jeg har direkte kaldt det et ”snydebegreb”, se her. Indvendingen mod ordet ”globalisering” er, som man måske husker, at man med dette ord håndtérer to begreber på én gang, nemlig begreberne ”frihandel” og ”migration”, og den slags sammenblanding fremmer ikke just forståelsen. Men i dette tilfælde må man medgive, at de to hovedforedrag så nogenlunde holdt sig til betydningen ”frihandel” og kun undtagelsesvist fik sagt noget om migration. Hvilket dog ikke betyder, at betegnelsen ”globalisering” i stedet for ”frihandel” er en uskyldig foreteelse.

På den måde var det klargørende, at Per Pinstrup Andersen vendte sig imod Trumps straftold. Han kaldte det direkte for ”merkantilisme” og beskyldte Trump for ikke at have forstået den ellers bredt anerkendte grundsætning blandt økonomer, at der ved frihandel opstår en ”win-win-situation”. Fejlagtigt tror Trump, at hvis europæerne vinder ved at kunne udføre billigt stål til USA, så vil amerikanerne ved samme transaktion tabe. Men nej, siger de fleste økonomer, og altså også Per Pinstrup Andersen, begge vinder ved frihandel. For frihandel betyder, at varer fremstilles dèr, hvor det er billigst at fremstille dem, og det får begge de implicerede lande fordel af.

Jamen, hør nu, vil man indvende, har vi ikke gang på gang i vore medier hørt om den ulykke, der opstår ved at et svineslagteri hist lukker, og en motorfabrik her går konkurs. Er det derfor ikke logisk, at når en hel mineby lukker og slukker på grund af, at de bliver udkonkurreret af varer fra fremmede lande, så vækker det opsigt, og så kommer der en forståelig indgriben fra præsidenten?

Jo, det er fuldstændig rigtigt. Men her kommer Pinstrups iagttagelse til sin ret, omend med lidt andre faktorer. For sagen er, at afskedigelser næsten altid foregår i ryk, for de kommer, fordi en virksomhed går konkurs, og derfor bliver mange arbejdere arbejdsløse på én gang. Og den slags lægger medierne mærke til. Men alle de ansættelser, der sker i kraft af, at stål bliver billigere, ansættelser der også finder sted i USA, sker pø om pø, aldrig med ét slag, så det lægger medierne ikke mærke til. Ikke desto mindre er der en årsagssammenhæng mellem konkursen og ansættelserne, som er næsten usynlig, hvorfor ingen gør opmærksom på den.

For når den vare, som den konkursramte virksomhed fremstillede, nu fremover kan fås billigere, så vil der enten forbruges mere af den, eller folk vil bruge de sparede penge på noget andet. Og det, de så bruger pengene på, øger produktionen, og så ansættes der flere folk. Og skulle de i stedet sætte pengene i banken, vil også det på sigt øge beskæftigelsen; for uden kapital at investere i virksomheder, ingen ny arbejdspladser.

Men denne sidste iagttagelse: at billiggørelse betyder flere penge mellem folk, større efterspørgsel, og flere ansatte, er der kun få økonomer, der deler. Både Per Pinstrup Andersen og Christian Friis Bach, der var den anden hovedtaler på seminaret, var af den “gode” gamle socialdemokratiske opfattelse, at taberne ved globaliseringen så vidt muligt skal holde skadesløse, altså, at de arbejdsløse skal have kompensation, fordi de blev arbejdsløse ved globaliseringen (frihandelen). Pinstrup Andersen forsikrede oven i købet, at den økonomiske fordel, som et samfund opnår ved globaliseringen var så stor, at der var rigeligt med midler til at yde taberne kompensation. Men hvordan det nærmere bestemt skal foregå, hørte vi intet om.

Under en privat samtale med Per Pindstrup Andersen undrede jeg mig over, at økonomerne tilsyneladende helt har lagt den amerikanske økonom Henry George på hylden. I sit hovedværk ”Fremskridt og Fattigdom” argumenterede han ellers for, at fremskridtet er en kile, der ikke – som mange tror – drives ind under samfundet, så hele samfundet løftes op, men en kile, der drives ind midt i samfundet, så nogle løftes op, men andre presses ned. Og den iagttagelse synes jo at passe udmærket på vore samfund, hvilket Pinstrup Andersen måtte give mig ret i.

At jeg så fortsatte med at påpege, at George mente, at det var arbejdsløsheden, der var skyld i misèren, at den kunne afskaffes gennem en skat på jordbesiddelse, men at vi måske måtte bruge andre midler til at afskaffe den, nå ja, det var måske dumt af mig at være så eftergivende på forhånd, men jeg ville nu blot hævde, at vi efter min mening godt kan glemme alle socialdemokratiske forslag om kompensation (bortset naturligvis fra arbejdsløshedsunderstøttelse), for det hele vil ordne sig, hvis vi blot kan formå at holde arbejdsløsheden nede på en antagelig procent.

Men det var noget af det positive ved seminaret: frihandel (blot kaldt ”globalisering”) blev virkelig fremhævet som et gode, oven i købet fik vist begge foredragsholderne nævnt, at krige holdes på afstand, når der hersker frihandel, for man vil jo ikke dræbe ens kunde.

Så skal det også nævnes, at Pinstrup Andersen var inde på den told på bearbejdede varer, som EU har. Det betyder bl.a., at Kenya eksporterer grønne kaffebønner til Tyskland, hvor de forarbejdes for så senere at kunne tilbagesendes til Kenya, hvis beboerne dèr ønsker at drikke kaffe. At fjerne disse toldsatser, synes at være én af de bedste måder at give udviklingsstøtte på, men der mangler dels oplysning om, at sådanne satser forefindes, og dels vilje til at påvirke EU, så de bliver fjernet.

Og både Friis Bach og Pinstrup Andersen var af den opfattelse, at hvad angår migrationen, var den eneste mulighed at hjælpe de afrikanske og mellemøstlige lande frem til økonomisk vækst, så de unge vil foretrække at blive hjemme. Det forhold, at en vis økonomisk vækst er en forudsætning for, at unge tager af sted, fordi de (eller deres landsby) ellers ikke vil kunne betale menneskesmuglerne, blev ikke nævnt.

Men man kan godt bagefter overveje, om det er muligt at føre en ærlig debat ved hjælp af falske begreber.

Jeg véd ikke, hvem der først har brugt begrebet ”globalisering” som udtryk for både frihandel og migration. Men jeg gætter på, at det er en journalist, der under Trumps valgkamp har prøvet at lave en analyse, der viste ligheder mellem Trumps forestillinger i Amerika og den såkaldte højrefløjs forestillinger her i Europa. Det lyder jo også ganske genialt, at man således opfinder begreber, ”globalisering” og ”populisme”, der kan gøre udviklingen på begge sider af Atlanten sammenlignelige. På den måde kan man ”låne forargelse” over Trumps protektionisme til brug ved omtalen af europæernes modstand mod migranterne.

I hvert fald varede det ikke længe, før eliten fandt, at en sådan analyse var både klog og givende. At den kun var givende for elitens anskuelser, ikke for sandheden, så man ikke. For USA har jo ikke haft problemer med muslimske indvandrere, der bare tilnærmelsesvist kan sammenlignes med Europas problemer med muslimske parallelsamfund. Og den populisme, som Trump udviser ved at ville lægge beskyttelsestold på visse varer, har intet modsvar i Europa. Her skal populisme forstås som modstand mod indvandring. Bevares, det kan for en overfladisk betragtning synes, at tingene godt kan sammenlignes – Trump ville således lukke for indvandring fra muslimske lande, så også Trump ser, at problemer med indvandring kan blive for store – men mens det i USA er kristne mexikanere, der udgør det store flertal af indvandrere, legale såvelsom illegale, så er problemerne i Europa muslimerne, der med deres store antal skaber problemer.

Men så meget kan siges, at med dette ordvalg har eliten, den politiske og den journalistiske, vundet slaget om definitionsretten, det vil sige, retten til at bestemme, på hvilken baggrund diskussionen skal føres. Og spørgsmålet er altså: svigter man ikke sandheden ved at acceptere de rammer, eliten har lagt for diskussionen? Betyder det ikke noget for almindelige menneskers opfattelse, om man siger ”globalisering” eller ”frihandel”? Har det ikke indflydelse på menneskers tanker, om man med begrebet ”populisme” slår Trumps politiske baglands opfattelse sammen med den modstand mod indvandring af flere muslimer, der breder sig i de europæiske vælgermasser?

Det vil jeg absolut mene, det har.

Den mest positive opfattelse af virkningen af dette seminar går ud på, at diskussionen eller modsætningerne mellem de danske ”Gutmenschen” og vi indvandringsmodstandere vil være lige så uforløst som hidtil. En mere negativ opfattelse af virkningen vil være, at der kan være visse ubefæstede sjæle, der af den megen tale om globalisering som et gode, globalisering forstået som frihandel, får den tanke, at så må jo også indvandring af de mange fremmede være et gode.

Det er ikke uden betydning, når man erstatter skarpe, klare ord med slørende ord, især ikke, hvis hensigten med den nye sprogbrug er at tilsløre de egentlige forhold. Og det kan man godt have mistanke om med skiftet fra ”frihandel” til ”globalisering”.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , | Skriv en kommentar

Selv-selvfølgelighed eller selvfedme?

Den amerikanske organisation Pew Research Center har udført en omfattende undersøgelse af europæeres opfattelse at både dette og hint, bl.a. af religion. Og dette med religionen er, hvad Berlingske især hæfter sig ved, se her; ud fra den del af undersøgelsen, man udvælger sig, kan man få lejlighed til at løfte formanende pegefingre mod os kristne, overskriften fortæller, hvordan: ”Kristne er mindre tolerante: »I et dansk perspektiv er den stærke sammenhæng mellem religiøs identitet og anti-minoritetssynspunkter ret slående«.”

Og ikke sandt, det havde De nok ikke ventet.

Men det er ikke det, der her skal behandles.

Det skal derimod en norsk reaktion på undersøgelsen. Den stammer fra den norske statsradiofoni. Her citerer man professor Thomas Hylland Eriksen ved Universitetet i Oslo for at sige: ”Tallene reflekterer en utbredt norsk selvgodhet, som har styrket seg etter at Norge er blitt et absurd rikt land”. Når han kan sige sådan, skyldes det, fortæller artiklen, at en opfattelse, som går igen blandt nordmænd, er, at ”Folket vårt er ikke perfekt, men vi har en kultur som er bedre enn andre”. Og sådan må man ikke sige i et multikulturelt land. Siger man det alligevel, er det et udtryk for, at man ikke er udviklet nok endnu. Og det er skamfuldt, føler åbenbart professoren, at så mange nordmænd deler denne opfattelse, hele 58% af befolkningen, Norge har af alle europæere flest af den slags mennesker, kun Schweiz nærmer sig nordmændene med 50%.

Men den gode professor får i Human Rights Service svar på tiltale af Nina Hjerpset-Østlie, se her. Hun leverer i denne artikel et fortrinligt forsvar for nationalfølelsen og påviser – med de ord, jeg har brugt i overskriften – at denne glæde ved det norske, som nordmænd føler, aldeles ikke er udtryk for selvfedme, men kun et naturligt udtryk for, at dette folk hviler i sig selv, tør være sig selv, ja, er sig selv med en selvfølgelighed af stor styrke: nordmændenes kultur hviler på selv-selvfølgelighed.

Hendes pointe står i mellemoverskriften:

Norge er det eneste landet i Europa hvor over halvparten av befolkningen mener at egen kultur er bedre enn andres. Ja, selvfølgelig, det er da også derfor vi har innrettet oss slik vi har!

Det skulle bare mangle, fortsætter hun. Der er vist hos alle folk et godt ordsprog, det, der hedder: ”Ude godt, hjemme bedst”. Hvorfor de andre ikke tør være ved denne enkle sandhed, det må jo de om. Men nordmændene tør godt. Og det er da ikke så tosset en måde, de har indrettet sig på. Det kan bl.a. ses på dem, der stemmer, altså ikke stemmer ved at svare på Pew’s spørgsmål, men stemmer ved at vandre: vandringen går ikke fra Norge mod andre lande, men fra andre lande mod Norge. Så uanset, hvad disse migranter måtte have svaret på spørgsmål fra research-centre, den stemme, de afgiver med deres fødder, må vel siges at tælle mere.

Selv multikulturalisterne føler sig jo hjemme i Norge. De rejser i hvert fald ikke til Pakistan eller Somalien, selv om disse lande kun ligger en fly-rejse borte.

Og så citerer Hjerpset-Østlie Thomas Hylland Eriksens ovenfor nævnte bemærkning om nordmænds selvgodhed, og skriver derefter:

Jada, det er nordmenn helt sikkert [altså selvgode, rr]. Norsk kultur og folkelige egenskaper er nå en gang norsk kultur og folkelige egenskaper på både godt og vondt. Å forholde seg til gode og dårlige sider ved egen kultur – være stolt av og ville bevare de gode/innse og akseptere det dårlige – er forresten et meget heldig, og relativt sjeldent kulturtrekk. For det første får man et rimelig avslappet forhold til at andre påpeker dårlige sider, hvilket demper krenkelsesparatheten, samtidig som det fremmer evne til bearbeidelse og endringsvilje. Det er ikke alle kulturer som har det trekket heller, for å si det mildt.

Så kan hun ikke dy sig for at nævne, at Hylland Eriksen som nordmand jo efter sin egen teori også må have del i denne selvgodhed. Den bemærkning skal såmænd være hende vel undt. For se, hvad hun fortsætter med at skrive:

Men når han hevder at det skyldes rikdom, tar han feil. Norges materielle rikdom demonstrerer istedet at der foreligger en spesifikk kultur, for hva har vi gjort med den? Jada, vi fant olje og det var et slags lykketreff. Og hva gjorde vi med pengene? Vi bygget en av verdens største og mest generøse velferdsstater, bygget ut skoler, helsetjenester og infrastruktur til det felles beste. Vi har brukt ufattelige summer på flyktninger og asylsøkere og integreringen av disse. Vi har gitt like ufattelige summer i bistand til andre land. De siste to [med] vekslende hell, men viljen har vært tilstede og våre lederes høystemte ord er alltid blitt fulgt av kontante midler for å gjennomføre løftene.

Så sammenligner hun med andre lande:

Det finnes en rekke andre land som har hatt samme lykketreff som Norge: de fant oljefelter på eget territorium. Hva har de gjort med pengene? Tja, de ledende kleptokratene og deres utvidede familier har milliarder på bok i Sveits og privatfly i assorterte farger, landets øvrige eliter velter seg i penger og drar på shopping i Paris, mens folket stadig er analfabeter, har dårlig tilgang på helsetjenester og til tider sulter. Korrupsjon og nepotisme er ekstremt utbredt. Vold hører til dagsorden, fengsling og tortur av politiske fanger er ikke uvanlig og noen av disse landene henretter fremdeles folk offentlig på torget.

Hva kommer det av, mon tro? Tilfeldigheter eller en Styrelse Fra Oven? Nei, det skyldes kultur.

Det kan være Venezuela, hun sammenligner med. Det kan også være Saudi-Arabien. Eller det kan være et helt tredje olieland. Men sandt er det jo, at den forskellige kultur giver sig vidt forskelligt udslag. For kultur socialiserer folk, kultur får et folk til at have indbyrdes tillid:

Kultur er grunnleggende for sosialiseringen av an befolkning. Kristendommen dempet og forsøkte å utrydde vikingtidens klanmentalitet, hvilket etterhvert gjorde det mulig å bygge en nasjonalstat. Denne nasjonalstatens kultur er grunnen til at vi har brukt store deler av rikdommen vår til å bygge en velferdsstat til beste for alle. En fisker i Oslo føler solidaritet nok til å betale skatt for at en fremmed akademiker som insisterte på å studere statsvitenskap, også på skattebetalernes regning, i hjemkommunen i Finnmark og ikke får jobb, skal ha noe å leve av. Vi stoler ganske enkelt på, ikke alltid med rette, at myndighetene bruker våre penger på vårt felles beste. For å få til slikt, må du i utgangspunktet ha en tillitskultur. Tillit er nemlig ikke noe vi blir født med, vi blir sosialisert inn i den. Vi blir heller ikke født som demokrater som løser problemer og interessekonflikter ved fredelig, om enn hissig, ordskifte – ikke vold. Dette blir vi også sosialisert til. Denne sosialiseringen skyldes utelukkende kultur; selv ikke nordmenn blir født som altruister, selv om det ofte kan høres slik ut på virkelighetsfjerne liberalister.

Og selvfølgelig skal også denne del af den norske kultur sammenlignes med andres kultur, f.eks. den mellemøstlige klankultur. Her vil den ene klan ikke dele med den anden, hævder hun. Og jeg er vist desværre nødt til at give hende ret. I mig sidder stadig en beretning, jeg hørte for mange år siden fra en politimand, der var udsendt til Irak for at undervise irakerne i politiarbejde. Han kom nærmest skuffet hjem. For han erfarede, at der bestod et næsten uudryddeligt had mellem de forskellige landsbyer, og at det derfor var nærmest umuligt at få oprejst bare det minimum af tillid, der kan få en almindelig dagligdag til at fungére. Hjerpset-Østlie siger det samme:

Ingen klaner står fredelig og ser på at rivaliserende klaners barn får skolegang, selv ikke når det også gagner deres egne. Dette er også kultur, og det later ikke til at noen av disse landene har tenkt til å endre den med det første.

Men kultur er langt mere end blot det at kunne lide at stå på ski og at have forkærlighed for myseost:

Disse tingene er nemlig bare overfladiske kulturtrekk. Kultur er alle de udefinerbare tingene du aldri tenker over i hverdagen. Språk, koder, kontekst, humor, felles historiske og folkelige referanser, ting som kort og godt er så internalisert at du aldri tenker over det. Likevel er du umiddelbart en del av det, du kjenner det øyeblikkelig igjen og du forstår det fullt ut, selv om du ikke nødvendigvis er begeistret for det. Du vet bare instinktivt hva du har med å gjøre fordi det nettopp er din og ditt hjemsteds kultur, som du er 100 prosent sosialisert inn i.

Og lad mig så for egen regning slutte med at sige – og jeg tror bestemt, det er rigtigt – at det, hun tillægger nordmændene: at de er glade for deres land og deres kultur, det kan vi med samme sindsro tillægge danskerne. Det kan godt være, det ikke fremgår af de målinger, Pew-instituttet foretager, men der er også hos os en glæde over Danmark og alt, hvad Danmark står for.

Og jeg skal gerne føje til, at vi, lige fra de første gæstearbejdere ankom her til landet, har gået ud fra som en selvfølge, at de ønskede at få del i denne udmærkede kultur, og at vi er blevet ret så skuffede over, at de synes at synes bedre om deres egen, ja, at det nu er kommet så vidt, at mange af dem, specielt jo muslimerne, ligefrem hader vores kultur og vil gøre, hvad de kan for at ødelægge den, måske ikke direkte og bevidst, men i hvert fald indirekte og ubevidst, derved, at de overalt, hvor de kan komme til det, vil gøre opmærksom på deres religion og kræve rettigheder på dens vegne.

Disse rettigheder har vi i stort tal indrømmet dem, fordi vor kultur jo er en tillidskultur. Og derfor er det altså stadigvæk både overraskende og skuffende, at de lukker sig inde i deres ghettoer og foretrækker deres eget selskab fremfor vores. Men sådan er det.

Men læg mærke til det: der består en vis symbiose mellem på den ene side muslimernes ønske om at herske i det offentlig rum og på den anden side vor multikulturalistiske elite og al dens eftergivenhed. Muslimerne presser på for at få flere og flere områder, hvor de kan vise deres religion; får de det ikke, erklærer de sig rask væk som ofre for dansk indelukkethed. Eliten vover ikke at sætte en stopper for muslimernes påfund, de får bare tilladelse på tilladelse, for man vil jo nødig beskyldes for islamofobi eller selvtilstrækkelighed. Og da slet ikke for selvfedme.

Man kan håbe, at flere og flere ser denne symbiose, altså ser, at problemet ikke blot er, at muslimerne elsker deres kultur for meget, men også, at vi, hvis vi følger i elitens fodspor, elsker vores kultur for lidt.

Derfor synes jeg, det er  overordentlig gavnligt for vor fremtidige fællesliv med vore muslimske landsmænd, at Nina Hjerpset-Østlie finder der ganske selvfølgeligt, at sætningen ”Folket vårt er ikke perfekt, men vi har en kultur som er bedre enn andre” får tilslutning fra 58% af nordmændene.

Det manglede da bare.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget | Skriv en kommentar