Er terrorismen vores skyld?

Tja, det er, hvad den såkaldte terrorforsker Magnus Ranstorp siger ifølge Kristeligt Dagblad, se her.

Udtalelsen fremkommer, fordi Kristeligt Dagblad har spurgt en række eksperter om deres syn på den aktion, politiet har gennemført, hvor man har arresteret omkring 20 personer spredt over hele landet, og hvor man åbent har sagt, at de arresterede er mistænkt for at planlægge et terroranslag. På den baggrund hedder det i avisen:

Også terrorekspert Magnus Ranstorp analyserede i Kristeligt Dagblad, at der ligger en ”giftig cocktail af årsager” til grund for truslen – og nævnte i avisen de snart 14 år gamle Muhammed-tegninger samt ”polariseringen i udlændingedebatten” som årsager til, at nogle kan opleve ”en følelse af undertrykkelse og og uretfærdighed”.

Dog, på de alternative medier – i hvert fald nogle af dem, jeg frekventerer – dukkede der modsigelser op. Mikael Jalving skriver på document.no, se her, at han håber, den ellers ret besindige Magnus Ranstorp er blevet fejlciteret, men han bringer dog citatet for det tilfælde, at citatet er rigtig:

»Muhammed-tegningerne symboliserer stadig en konfrontation mellem islam og Vesten for de her grupper. Men Syrien-problematikken er også en del af konflikten. Samtidig skaber den polariserede debat i Danmark også en følelse af undertrykkelse og uretfærdighed blandt nogle.«

Og Jalving kommenterer hans udtalelse således:

Tonen og tegningerne er ikke årsag til noget som helst, men udtryk for ånden i et demokrati, hvor meninger brydes, modsat i Sverige indtil for nylig. Årsagen, min fine ven, ligger et helt andet sted, som er ideologisk og har at gøre med en bestemt livsanskuelse, som er blevet importeret til Vesteuropa af industri, velvillige politikere og indvandringsfanatikere de seneste mange årtier.

Debatten og tonen er allerhøjst anledninger eller bekvemme undskyldninger. Årsagen til islamistisk terror skal søges i roden, som logisk set er islamisk og bunder i islams påbud om jihad, hellig krig. 19 år efter angrebene på Amerika den 11. september 2001 har vi endnu ikke fattet, hvad jihad betyder. Flere såkaldte forskere slet ikke.

Og i Human Rights Service kommenterer Hege Storhauge Ranstorp således:

Undertrykkelse og urettferdighet, altså. Vi må ikke kritisere islam, vi må være snillere. Dette er jo narrativet til islamister og terrorister! Det er vi som har gjort noe som får dem til å drepe oss. Vår skyld!

Når ble meningsbrytning i et demokrati en terrortrussel? Hvorfor tydde ikke prester til vold og terror da kristendommen i sin tid ble verbalt angrepet fra nær sagt alle kanter? Årsaken til terror ligger ene og alene i islam og Muhammed som eksempel. Thailand har ikke Muhammed-tegninger, Russland har det ikke, USA hadde det ikke verken før eller etter 9/11, India har heller aldri hatt det – og ingen av dem har heller hatt den danske «tonen» i innvandringsdebatten. Men terror har de fått, i bøtter og spann.

Og hun fortsætter med at opregne alle de muslimske terroranslag, der har fundet sted før Muhammedtegningerne i 2005. Hun når op på et overraskende stort antal. Og det er jo logik for perlehøns – men måske ikke for terrorforskere – at ingen af disse terrorhandlinger kan begrundes med Muhammedtegningerne. Med andre ord: Muslimerne kan godt selv, de formår udmærket udøve terror uden på nogen måde at være provokerede af os.

Nå, de andre eksperter, Kristeligt Dagblad har talt med, er lidt mindre bombastiske. Thomas Hoffmann gør således opmærksom på, at Sverige og Tyskland, der har haft en helt anderledes offentlig diskussion end Danmark, også har været genstand for terrorangreb. Og Johannes Værge griber fat i tanken om menneskets syndighed, men mener dog ikke, at den tanke behøver føres helt derud, hvor vi straks bukker under for offerretorik. Og Camilla Sløk har bemærket, at med al denne tale om at påtage sig skyld, er det nok lidt svært at påtage sig skyld som individ, det er noget nemmere at gøre det på samfundets vegne.

Dog, det, der har bragt mig til tasterne – i gamle dage hed det: fået mig til at fare i blækhuset – er en sjov detalje ved den muslimske reaktion, som jeg kun kan finde en lidt ondskabsfuld forklaring på, altså ondskabsfuld overfor de letfornærmelige muslimer.

For ikke så lang tid siden var der i Drammen i Norge en mand, der havde fået den idé, at han ville foretage en koranafbrænding. Det burde han jo lave lov til efter almindelig opfattelse af ytringsfriheden. Men ak,

Da demonstrasjonen endte med koranbrenning, eller i alle fall et forsøk på å tenne på denne boken, stoppet politiet det hele ut fra en ordre fra politidirektør Benedicte Bjørnland. Det handlet om politidirektørens beordring om å forhindre brenning av koranen, med begrunnelse i straffeloven § 185 (den såkalte rasismeparagrafen). Så kom det noen (ekle) jurister å påpekte at å tenne på koranen, om enn så kontraproduktivt, så er det likevel fullt lovlig.

Det er Rita Karlsen, der beretter om det, se her. For nu måtte jo politidirektøren ud og forklare sig. Lidt flovt for de norske myndigheder.

Men se, i den anledning kom det til demonstrationer fra muslimske side, ikke blot i Norge, men også i Pakistan. Karlsen skriver:

Imens trigges protester i diverse muslimskdominerte land, som for eksempel i deler av Pakistan, der det brennes norske flagg og oppfordres til boikott av Norge. Men det skjer neppe i ytringsfrihetens navn, og de samme vet nok neppe hva religionsfrihet betyr.

Husker man min jubel over, at Rasmus Paludan kunne afbrænde den ene koran efter den anden, uden at der opstod protester i muslimske lande? Ellers se her. Jeg fandt det dengang højst besynderligt. Og jeg finder det i dag næsten endnu mere besynderligt, især ovenpå den afbrænding, som var planlagt i Norge, men ikke blev til noget alligevel. Den fremkaldte protester, men Rasmus Paludans mange afbrændinger, der faktisk blev til noget, ikke.

Det er her, min noget ondskabsfulde forklaring kommer ind.

Min forklaring på denne sære forskel er, at muslimerne hos de norske myndigheder har fundet en vis genklang for deres tanker om, at det skal være forbudt at fornærme en religion, læs: islam. Hos de danske myndigheder har de derimod ikke fundet den mindste genklang for sådanne tanker. Vi danskere er i deres øjne udenfor pædagogisk rækkevidde, det nytter ikke noget at protestere overfor os, for vi er stædige som æsler, lader os ikke bøje det mindste for at forhindre koranafbrændinger.

I mine øjne skal vi tage dette som en ros, en anerkendelse. For mig at se er det noget, vi skal være stolte over.

Men det er også noget, der må få os til at se den muslimske krænkethed som rent og skært skuespil. Det er også noget, der afslører, at det, vi tror, er krænkethed, i virkeligheden er et fint udspekuleret politisk træk: ved at spille krænket vil muslimerne have os til at føre deres politik ud i livet, så vi forbyder kritik af islam.

Faktisk er der noget yderst glædeligt ved som dansker at være udenfor pædagogisk rækkevidde i muslimernes øjne. Og vi kunne ønske for nordmændene, at de i lige så høj grad kom udenfor rækkevidde. For overfor nordmændene gider muslimerne stadigvæk spille krænkede, overfor os har de opgivet at foregive at være krænkede. Men – og det er det lidt ondskabsfulde ved det, jeg siger – i begge tilfælde véd de godt, at de skal lade, som om de er krænkede, de skal spille fornærmede, de skal opføre det skuespil at være utrolig kede af, at deres kære profetbog bliver brændt.

Med andre ord: Denne forskellige reaktion på dansk og norsk koranafbrænding afslører, at det ikke er muslimers fine følelser, der er tale om, det er deres fornemmelse af magt, der er rystet. I Pakistan kan de nok reagere med vold, hvis nogen skulle finde på at tale nedsættende om Muhammed eller hans bog, men i Vesten ikke; her må de nøjes med at lade, som om deres fine følelser er krænkede. Så véd de, at de kan få os til at undlade at fortælle, hvad vi mener om koranen.

Udgivet i Islam | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Er mennesket ondt?

Der vil muligvis i den kommende tid kunne opleves visse bølgeskvulp her på bloggen. Jeg har været på emerituskonvent, og dønningerne derfra vil formentlig vise sig og skylle ind over de arme læsere. Men lad mig alligevel her tage ikke så få af foredragene på konventet frem i al korthed. Så kan vi få det overstået i en fart.

Idéhistoriker Claus Christoffersen fortalte om Hannah Arendt og kom til sidst ind på hendes breve om Eichmann-processen, hvilket fik hende til at tale om ondskabens banalitet. Det fik mig til at henvise Christoffersen til Thomas Blatt, som jeg har omtalt her på bloggen, specielt for hans interviews med Karl Frenzel, én af de bødler, som Blatt som 16-årig havde mødt i udryddelseslejren Sobibor, se her. I modsætning til Eichmann kan man hos Frenzel spore ikke så lidt af en fortrydelse af det, han har gjort. Han vil tale med Blatt, fordi han ønsker at sige undskyld. Han drømmer om det, han har gjort om natten. Han har haft mange år i fængslet til at gennemtænke det.

Men er mennesket virkelig så ondt, som holocaust synes at tyde på? Vi skal, mener jeg, passe på, at vi ikke gør ondskaben til en egenskab hos mennesket. Måske det var det samme, Hannah Arendt mente: Eichmann og Frenzel var så almindelige, var ganske som os andre, og kunne alligevel udføre gerninger, som vi andre synes, vi aldrig ville kunne gå med til.

Vi hørte også Mogens Højmark fortælle om Karen Jeppe og om hendes arbejde blandt de af tyrkerne fordrevne armeniere. Jeg må indrømme, at jeg ikke før har tænkt over, at Karen Jeppe på den måde kom til at være et vidne om tyrkernes ”holocaust”, om deres folkedrab på armenierne. Hun skrev om det, fortæller han, således:

Godt for hver den, som blev fri for at se den dødens allé, der lige fra Urfas mure strakte sig langt, langt ud i den gule, svedne slette, uendelig som den. Den var velbeplantet, denne allé, men den havde ikke skygge af friske, grønne træer, det var menneskelig, der flankerede vejen. Lig i alle stadier af forrådnelse. (Se evt hans kronik om Karen Jeppe her).

Og så blev vi igen stillet overfor det uforståelige: Hvordan kan noget menneske i den grad ofre sig for andre, som Karen Jeppe gjorde? Og hvordan kan andre mennesker i den grad holde al naturlig medfølelse tilbage, som de tyrkiske bødler gjorde?

Dette minder mig om, hvad jeg i sin tid skrev om nogle forsøg, som hjerneforskeren Abigail Marsh har udført:

Abigail Marsh ser en skala at opdele menneskene efter i de scanninger, hun har gennemført, ud fra deres amygdala-størrelse. I den ene ende, psykopat-enden, en manglende frygt, men også en manglende medfølelse. I den anden ende: samme frygt som hos almindelige mennesker, og større medfølelse. (Se her).

Og ikke sandt, så har vi problemet igen, denne gang iført neurologiske klæder: Er menneskets ondskab eller godhed bestemt af dets hjerneudrustning? Og mit svar er igen: Nej, vi må lade være med hele tiden at tænke over mennesket i egenskaber. Kan gerne være, vi kan udstyre Karen Jeppe med en særlig stor amygdala, så vi kan forstå, at hun bliver ved og bliver ved med at ville gøre noget for de nødlidende. Men de mennesker, der deltager i de massakrer, der gør disse mennesker nødlidende, har ikke på tilsvarende måde en lille amygdala; de er blot almindelige mennesker, som alle os andre; ellers krævedes der jo en særlig udskilningsproces af de tyrkiske myndigheder for at få bortsorteret dem med den store medfølelse. Eller skal vi virkelig forestille os, at også sådanne mennesker ville kunne deltage i disse umenneskelige handlinger?

Vi hørte også et foredrag af nytestamentleren Kasper Bro Larsen. Jeg har tidligere her på bloggen vendt mig imod hans efter min mening forkerte sammenligning mellem Paulus’ forsøg på at mediere mellem de stærke og de svage i 1 Kor 8 og 10 og så vor behandling af vore muslimske landsmænd, se her. Og da hans overskrift til sit foredrag var ”Paulus som integrationskonsulent” var mine forventninger til foredraget ikke for gode. Og vi slap da heller ikke for at se adskillige moderne sociologers opfattelse af de muligheder, der forelå, når to forskellige etniciteter skulle leve sammen. Men han trak dog så meget i land i de sidste minutter af foredraget, at jeg nu bagefter vil mene, at det mest givende ved hans foredrag var det, at han fortalte, at den nyere Paulus-forskning var gået bort fra dialektiske teologis Paulus-forskning, som efter disse forskeres mening i alt for høj grad var bestemt af Luther.

Og her kunne jeg måske være kommet med et par indspark, hvis jeg havde tænkt på det. For det er min opfattelse, at den Luther-fortolkning, som de såkaldt dialektiske teologer står for, er forkert. Det er kun den ene side af Luther, vi holder os til, hvis vi mener, at vi mennesker totalt set er syndere og aldrig kommer af med vor synd, ligegyldigt hvor mange gange vi får vore synders forladelse. Der er en anden side også, en side, der mener, at ”et godt træ bærer gode frugter”, en side, der ikke, som mange moderne teologer, afholder sig fra at komme med formaninger, men rask væk går ud fra, at Guds ord er så stærkt, at det kan trænge ind i sindet og forårsage en forvandling, så mennesket af sig selv gør gode gerninger.

Det er jo således ganske bemærkelsesværdigt, at Luther, stillet overfor formaningerne i bjergprædikenen, ikke, som de dialektiske teologer, går ud fra, at Jesus med f.eks. ordet om at vende den anden kind til (Matt 5,38) vil skærpe loven så meget, at mennesket kan bringes til at indse, at det ikke kan andet end søge tilflugt i Guds nåde. I sine prædikener over bjergprædikenen forekommer den tanke overhovedet ikke, se her.

Noget tyder altså på, at Luther ikke – i hvert fald ikke med den her omtalte side af sin teologi – tænker i egenskaber. Han har en meget vigtig iagttagelse i ”de servo arbitrio”. Han har prøvet at forklare Erasmus, at en vilje, der ikke formår at gøre det gode uden Guds hjælp, ikke kan kaldes en fri vilje. Og så fortsætter han:

Men hvis vi siger, at den frie viljes kraft er den, hvorved mennesket er duelig til at blive grebet af ånden og blive fyldt af ånden, eftersom det er skabt til enten evigt liv eller evig død, så vil vi tale ret. For denne kraft, det vil sige, denne egnethed, eller, som sofisterne kalder det, denne dispositive kvalitet og passive egnethed, den bekender også vi. Hvem véd ikke, at denne kraft ikke er indgivet træer eller dyr? Som man siger: Himlen blev ikke skabt for gæs. (Se her).

Den kraft, som Luther her taler om, er altså egentlig ikke en kraft, men snarere en passiv egnethed eller en ”dispositiv kvalitet”, dvs., en kvalitet, der står til rådighed for Ordet, når det tales til et menneske. Med andre ord: Mennesket har sprog, mennesket kan høre og forstå sandhedens ord, og har det forstået, handler det af sig selv derefter.

Desværre er det jo nu sådan, at løgnens ord ligner sandhedens til forveksling, og mange, der hører løgnens ord, vil derfor tro, at det er sandhedens ord, de hører, måske fordi det kildrer deres ører for meget, måske fordi det passer lidt for godt til deres luksustilværelse, og får løgnens ord overhånd i et samfund, så er det, at begivenheder som det armenske folkedrab eller tyskernes holocaust kan finde sted. Udført af ganske almindelige mennesker, ja, men altså af mennesker, der er blevet forhekset af løgnen til at tro, at det, de bliver sat til, er en nødvendig handling, selv om den gør vold på almindelig menneskelighed.

Derfor er ytringsfrihed alfa og omega i ethvert samfund. Kun igennem en fri meningsudveksling kan vi finde frem til Ordets sandhed, så det bliver den og ikke løgnens pseudosandhed, der overtager menneskenes ”dispositive kvalitet”, deres sprogforståelse, deres livsmål, deres helhedsopfattelse.

På et tidspunkt kom vi så – sådan lidt privat – til at diskutere menneskets syndighed. Og mærkeligt nok var der én, der kunne huske Sørine Gotfredsens overraskelse over, at jeg på et seniorkonvent i Aarhus vovede at sige, at jeg aldrig havde haft en sådan trang til at undlade at gøre det gode, som hun omtalte, men ”kun” en taknemlighed over de mange gode relationer, jeg stod i og stadig står i, se her.

Og lad mig så til benefice for dem, der dog synes, at der til det at være et godt kristent menneske hører, at man bekender sin synd, og som derfor er parat til bekende næsten hvilke som helst synder, vi europæere har begået overfor andre folkeslag, her til sidst komme med forslag til, hvilken synd vi kunne tage og bekende, siden vi nu så gerne vil bekende vor synd.

Lad os antage, at den økonomiske teori, jeg her på bloggen har omtalt som min teori om ”dalreperioden”, er sand! Lad os videre antage, at den ikke blot er sand som en økonomisk teori, der kan forklare det ellers uforklarlige: hvorfor der opstår kriser i økonomien, men også sand på den måde, at den i det hele taget forklarer, hvorfor der forefindes det sære fænomen, der hedder arbejdsløshed!

Og lad os videre antage, at de universitetsansatte økonomer omsider tør give sig i kast med den forklaring af arbejdsløsheden, som lyser ud af Henry George’s økonomiske model og som også kan ses bevist tydeligt nok i de opgangstider, der fandt sted i tresserne og nullerne ovenpå de uforventede produktivitetsstigninger, så de tør anbefale vore politikere at indføre en form for grundskyld, der skal forhindre, at der opstår forventningspriser på jord og fast ejendom. Dette er en fuldstændig utopisk antagelse, ikke fordi teorien ikke meget vel kan være sand, men fordi økonomer hidtil har afholdt sig fra at foreslå noget, som de ved ikke har nogen gang på jord. Jeg ville muligvis på tilsvarende måde have undladt at foreslå noget sådant, om jeg var økonom, og det ville i så fald være min synd.

Vore kære økonomer kunne med fordel læse, hvad Grundtvig skriver i 1849, hvor han ønsker, at soldaterne efter krigen får tildelt et stykke jord, fordi de har været med til at forsvare herremændenes jord. Her hedder det i hans ugeskrift ”Danskeren”, se her:

Hvad Juristerne kalde fuld Eiendoms-Ret, som man kan have over sine Penge, sine Klæder og sit Boskab, det har Ingen selv over sit Huus og ingen uden hele Folket over Jorden, som skal bære og føde dem, men skiøndt den hidtil giældende “Danske Lov” ingenlunde er givet med denne klare Indsigt, saa er den dog givet med en dunkel Følelse af denne urokkelige Grundsætning, saa Herremændenes Eiendoms-Ret til Landets Sædejord er paa flere Maader indskrænket, som en Nytte og Brug, der ikke maa forhindre, at Fattig-Folk jo ogsaa kan leve.

Men hvis vi nu tænkte os frem til dette scenarie, hvordan ville så en almindelig dansker reagere, og hvordan ville specielt de mange syndsbekendende kristne reagere? De ville jo i så fald skulle udskifte den sikkerhed, de har i deres bolig, og som de nogenlunde kan forstå baggrunden for, med den sikkerhed, de i fremtiden ville kunne få med deres arbejde; ikke sådan, at de med garanti ville kunne beholde deres arbejde, men sådan, at den efterspørgsel efter arbejde, som findes i dag og som resulterer i arbejdsløshed, ville blive afløst af en efterspørgsel efter arbejdskraft, en efterspørgsel, som ville give dem sikkerhed for altid at kunne få én eller anden slags arbejde. Hvordan ville mon almindelige danskere reagerer på et sådant forslag?

Gætter jeg meget forkert, hvis jeg regner med, at alle vi, der er på den grønne gren, fordi vi ejer et hus og sidder til en nogenlunde rimelig husleje, finder på en masse undskyldninger for ikke at følge økonomernes forslag? Er jeg helt gal på den, når jeg antager, at vi husejere vil være ret immune overfor det moralske argument, som økonomerne vil komme med: at arbejdsløsheden ved deres forslag ville forsvinde, at samfundet ville blive lavet om, at de lavest lønnede eller arbejdsløse først med dette forslag ville blive anerkendt som ligeværdige borgere … ville ikke sådanne argumenter prelle af på os som vand på en gås?

Det vil i så fald være udtryk for vores synd: Vi vil foretrække sikkerhed for vort eget vedkommende frem for mulig hjælp til de fattige og arbejdsløse. Skal de hjælpes, skal det ske ved almisser fra os rige i form af skatter, ikke på den måde, at de selv bliver anerkendt derved, at de får mulighed for arbejde sig til føden.

Og hvis man synes, at det da er et sært fremtidsscenarie, kan man jo spørge sig selv, om dette ønske om sikkerhed ikke er virksomt allerede nu, og om derfor ikke talen om vores store synd meget mere relevant kunne anbringes dèr end i diverse indre rørelser hos os mennesker?

Men lad mig slutte med at fortælle om den helt store oplevelse i Løgumkloster, en oplevelse, der var ved at tage pippet fra mig, skønt jeg har nået en alder, hvor der skal noget til at taget dette element fra mig.

Det var gudstjenesten. Den blev forrettet af tidligere biskop Karsten Nissen. Og det var ikke hans prædiken, der ramte mig. Ikke for det, den var god og solid, som de andre indlæg på konventet. Nej, det var den gammeltestamentlige tekst, den fra Es 11,1-9. Om det nu var måden, Nissen læste den op på, om det var kirkerummet, eller om det skyldtes, at jeg havde sovet godt og derfor var modtagelig, jeg véd det ikke. Men igen at høre om Herrens tjener, der dømmer med retfærdighed, slår voldsmanden med mundens stok og dræber den uretfærdige med læbernes ånde, jo, jeg har endnu ikke glemt det, det er sproget, det er Ordet, der har denne magt.

Men at det fredsskabende evne er så stor, at freden breder sig fra menneskelivet til dyrelivet, nej, det er umuligt. For om de så var muligt, at der kunne skabes fred i dyreverdenen, menneskeverdenen kan aldrig komme til at erfare denne fred. Esajas’ ord er vilde drømme, det er utopi, det er komplet umuligt.

Men Esajas påstår det hårdnakket: ”Ulven skal bo sammen med lammet; panteren ligge sammen med kiddet”. Selvfølgelig er det ufredelige mennesker, der er tale om, selvfølgelig mener han, at sådanne mennesker, når han, der er Ordet, får magt over sindene, skal være så ovenud uforståeligt fredelige. Men det er jo netop det, der gør det umuligt.

Dog den drømmende Esajas fortsætter: ”Koen og bjørnen bliver venner, deres unger ligger sammen, og løven æder strå som oksen”. Jamen, kære Esajas, løven er jo slet ikke indrettet på at kunne æde strå. Ligeså lidt er vi mennesker indrettet på at kunne leve i samfund uden modsætninger og stridigheder, hvor meget vi end går og drømmer om det. Det passer ikke. Det er løgn. Det må være løgn. Er ikke vi mennesker syndere? Kan vor selvopholdelsesdrift nogensinde gøres til intet?

Men det bliver værre. Løver kan måske afrettes, men slanger ikke: “Spædbarnet leger ved slangens hule, det lille barn stikker sin hånd ind i hugormens hul”. At virkelig hele naturen skal laves om, tænkes om, før det rette billede på mennesket træder frem, det viser vel med al tænkelig tydelighed, hvor umulige profetens tanker er.

Og dog blev det læst op, som var det en selvfølge, at sådan ville det blive engang. Dog mærkede man gennem oplæsningen, at her talte én, der på en eller anden måde selv skænkede disse vilde syner tiltro.

Og man spørger sig selv: Er det virkelig vor tro? Er det virkelig, hvad vi regner for sandt? Er det, hvad der giver os håb midt i selviskhed og forvirring? Har kundskab om Herren den virkning? Som det hed til sidst: “Ingen volder ondt eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for landet er fyldt med kundskab om Herren, som vandet dækker havets bund”.

Så er vel trods alt de syner om et samfund uden arbejdsløshed måske også mulige som en virkelighed engang. Så er måske også mine drømme om et samfund uden fængsler, som jeg engang forestillede mig, se her, noget, der ikke er så umuligt endda.

Jeg véd det ikke. Jeg véd det virkelig ikke. Men jeg kom hjem med et vist håb, takket være Esajas.

Udgivet i Etik, Luther | Tagget , , | Skriv en kommentar

Duer og slanger

Der er en artikel fra jihad-watch, som har ramt mig, nemlig denne. Det skyldes først og fremmest emnet: ‘Kristenforfølgelser i muslimske lande’, men det skyldes også, at talspersonen, en irakisk kvinde, der tildeles dæknavnet Layla, bruger et Jesus-ord, som også jeg gerne vil bruge, til at understrege sin opfordring til specielt svenskerne om at tage sig i vare for muslimerne, nemlig Matt 10,16:

Se, jeg sender jer ud som får blandt ulve. Vær derfor snilde som slanger og enfoldige som duer.

Og lad os begynde med at tage en hurtig gennemgang af dette lidt mærkelige Jesus-ord.

Først dette med at være snilde som slanger. Det græske ord fronimoV betyder klog. Det er det samme ord, der anvendes til at betegne den mand, der i Matt 7,24 bygger sit hus på klippen. Og så er der vist ingen grund til at lade oversættelsen påvirke af, at det er slanger, der omtales som kloge, så der bliver noget listigt og snedigt over det. Det har Layla gjort i den engelske oversættelse, hvor det hedder ‘cunning’, hvilket betyder snedig, og i den svenske oversættelse, hvor det gengives ved ‘listiga’. Luther nøjes i sin oversættelse med at sige ‘klug’, og det er for mig at se fuldt ud tilstrækkeligt.

Lidt mere indviklet er det med duerne. De beskrives som ‘enfoldige’ i den nye danske oversættelse, ligeså i den danske oversættelse fra 1902, men i den fra 1948 hed det ‘uden svig’. Dette svarer til Luthers oversættelse ‘on falsch’. Layla siger på engelsk ‘innocent’, hvilket betyder uskyldig, og på svensk ‘oskyldiga’.

Jeg har her leveret en længere redegørelse for, hvordan ordet om øjet som legemets lys, Matt 6,22f, skal oversættes. Jeg foreslår, at man oversætter det græske ord aplouV med ‘helstøbt’. I gamle dage oversatte man det med ‘eenfoldig’, forstået i modsætning til ‘mangfoldig’, altså med tryk på første stavelse. Men da ‘enfoldig’ i vore dage betyder ‘naiv’, er den oversættelse udelukket.

Nu er det ikke aplouV, der er brugt i Matt 10,16, det er akeraoi, der betyder udelt. Men den latinske oversættelse bruger ordet ‘simplex’, hvilket er det samme, der bruges i Matt 6,22, og da Jesus ikke talte hverken græsk eller latin, men aramaisk, kan det godt være det samme aramaiske ord, der er brugt i Matt 6,22 og i Matt 10,16. I hvert fald vover jeg at hævde, at ‘helstøbt’ er en bedre oversættelse end ‘uskyldige’ og ‘enfoldige’, ja måske endda bedre end Luthers ‘uden svig’, selv om det snerper hen ad det udelte eller helstøbte.

Alt dette har fået mig til at ændre lidt på den salme, jeg i sin tid skrev på melodien til ”Vor Gud, han er så fast en borg”, se min salme her. Jeg har egentlig aldrig været tilfreds med det første vers, og jeg har da også godt været klar over, at når jeg taler om ‘duers kløgt’, så er det mere slangerne, der er kloge, end det er duerne, hvis man altså kikker nøjere efter i teksten. Derfor har jeg ændret lidt ved det første vers. Men jeg gengiver her hele salmen, for vi får brug for den i det følgende:

1. Vor faste borg er du, vor Gud!

Du vover nyt at begynde,

når du som får os sender ud

blandt ulve for at forkynde.

Et helstøbt sind og hu

som duers giv os nu,

så slangers klogskab kan

os præge hver en mand,

at vi kan fjenden tvinge.

2. Den største ulv er Muhammed,

han vil os overliste,

men, stærke Gud, slå du ham ned,

at han os ej skal friste

at gå på kompromis

med lovens tyranni!

Bevar vort frie ord

trods truslerne om mord,

som lyder fra hans strube.

3. Giv styrke til med gæstfrihed

at tage mod hver fremmed,

som søger ly og voldsfrihed,

bli’r i vort folk indlemmed’.

Og lær os vise dem,

at dette er vort hjem,

at fra koranens ord,

hvorpå så stærkt de tror,

hvert voldsord må udrives.

4. Den tillid, Du lod vokse frem,

som præger hele folket,

lad den omslutte nye hjem,

så alting bliver tolket

i lyset af Dit ord,

det ord, hvorpå vi tror,

at tale uden vold,

det er vort bedste skjold,

lad det beskærme alle!

Og så til kvinden med dæknavnet Layla. Som sagt er det jihad-watch, der skriver om hende. Men jihad-watch har sine oplysninger fra noget, der hedder sputniknews.com, og de henviser igen til en svensk avis: ”Världen idag”, se her, hvorved vi så omsider er fremme ved originalen.

Og der er som nævnt tale om en irakisk kristen kvinde, og hun advarer svenskerne imod islam. Men hun er omhyggelig med at understrege, at det ikke er muslimerne, men islam, hun advarer imod. Det hedder:

Bland många kristna i Irak råder uppfattningen att europeiska länder som Sverige och Frankrike har varit naiva då de tagit emot många muslimer från Mellanöstern. Det säger Layla, som arbetar med att stötta utsatta kristna i Irak. Hon är själv av uppfattningen att Sverige har varit naivt.

Ni förlorar kontroll, säger hon.

Layla säger att det bland kristna irakier till och med finns uppfattningen att Sverige kommer vara islamistiskt i framtiden, på grund av den stora invandringen från muslimska länder.

Vi som har vuxit upp här vet vad islam är. Det är inte människorna – muslimerna – som jag varnar för, utan ideologin, säger hon.

Så hører vi en pastor Basil (også et dæknavn) fortælle om det muslimske begreb ‘taqquia’, der vist nærmest betyder ‘forstillelse’, og betyder, at muslimerne ikke åbent tilkendegiver deres langsigtede mål. De kan, selv om de forekommer moderate, godt ligge og vente på et gunstigt øjeblik til at overtage magten i Sverige, om ikke før, så når de bliver de fleste.

Artiklen fortsætter:

Men de flesta muslimer i Sverige verkar ganska moderata …

Jag skulle vilja säga att de är mer avslappnade här i Mellanöstern än i Europa. När man lever i en främmande kultur kan ens egen kultur bli ännu viktigare, säger Layla.

Det innebär, enligt Layla, att också religionen blir viktigare i ett främmande land.

Även om de flesta muslimer inte tror på jihad så tror de på Muhammed. De tror att alla folk ska bli muslimer och att det väntar en belöning i himlen för den som för människor till islam.

Man kan selvfølgelig sige, at vi kristne da ikke er meget bedre. Vi tænker os jo også, at vi skal omvende andre mennesker til kristendommen. Er det ikke nøjagtig det samme som det, muslimerne gør?

På ingen måde. Vi kristne ønsker ytringsfrihed, for vor missionsmetode går ud på overtalelse. Vi tænker os, at når mennesker udsættes for Jesu ord, som vi selv er blevet udsat for dem, så vil de som os fornemme, at i hans ord gemmer sig den sande menneskelighed, gennem hans ord bliver man et helt menneske, kan være sig selv, behøver ikke gå og være bange for at mene eller tro noget forkert.

Muslimerne, derimod, vil, som de har gjort det gennem hele deres historie, overtage statsmagten og derigennem tvinge undersåtterne til at blive muslimer. Ikke gennem en hårdhændet tvang, nej, deres projekt er utrolig langsigtet: de gør de ikke-muslimske undersåtter til dhimmier, og disse dhimmier skal dels betale en særlig skat, og dels opføre sig som undertvungne. Desuden bliver deres religionsudøvelse indskrænket, f.eks. er det dem under dødsstraf forbudt at prædike kristendom for en muslim, ligesom det under samme straf er forbudt en muslim at forlade islam.

Der er altså tale om to helt forskellige missionsmetoder.

Og så kommer vi til det, der lige er vand på min mølle:

Den europeiska kyrkan måste vakna upp. Ifall islamister får makten kommer de inte behandla er enligt mänskliga rättigheter, utan enligt sharialagar, säger Layla.

Vad är ert råd till oss i Sverige?

Älska muslimerna, men var medvetna. Jesus säger att vi ska vara listiga som ormar och oskyldiga som duvor, säger Layla.

På ett politiskt plan kan detta innebära att vi ska ta väl hand om muslimerna, men inte ge efter för eventuella påtryckningar från islamistiskt håll, menar hon.

Det viktigast är dock, enligt både Layla och Basil, att dela evangeliet med muslimerna.

Det är den enda lösningen, säger Layla.

At kirken skal vågne op, ja, det er også, hvad jeg længes efter. Og hvis man læser min salme med omhu, vil man se, at jeg siger nogenlunde det samme som Layla. Det er Muhammed, der er problemet. Det kan godt være, at de moderate muslimer ikke tror på jihad, men de tror på Muhammed, og hvis de derfor ved et uheld kommer til at læse i koranen og opdager de voldsopfordringer mod os vantro, der forekommer dèr, så aner vi ikke, hvor længe de vil forblive moderate. Derfor må kirken ligeud sige, at det er Muhammeds krav om at være Guds sande udsending og hans deraf følgende voldsudøvelse i Guds navn, vi ikke kan have med at gøre. Hvis muslimer vil leve her i landet, det vil sige: tage imod vores gæstfrihed, må de derfor udrive disse sider af koranen. Og da vi véd, at den gode muslim opfatter koranen som en helhed, har vi et problem.

Vi skal tage godt imod muslimerne, siger Layla. Så absolut, siger jeg. Vi skal give dem al den frihed, vort samfund kan trække. Eller: vi skal tage imod dem med gæstfrihed (vers 3).

Vi skal ikke give efter for eventuelle påvirkninger fra islamistisk hold, hedder det hos Layla. Javist, siger jeg i vers 3, vi skal vove at vise dem, at Danmark (eller altså Sverige) er vort hjem, og at vi er stolte over det, og ikke ønsker at ændre det i islamisk retning. Vil de have noget lavet om, må de som alle andre argumentere for det, voldsordene i koranen må udrives.

Og så dette med, at den eneste løsning er at dele evangeliet med muslimerne. Ikke blot dette med Jesus som frelser, mere dette med tillid som noget afgørende i vort folk, som noget, vi ønsker kunne omslutte også vore muslimske landsmænd (vers 4). Så de i det mindste kommer ind i en normal religiøs eller teologisk diskussion, en diskussion, hvor man bruger ord, hvor man ikke bliver fornærmet eller krænket, hvor man prøver at forstå hinanden, vi dem, naturligvis, men også de os, så de dog i det mindste får en fornemmelse af vor overbevisning om, at ”tale uden vold/ det er det bedste skjold”.

Jo, det er helt opløftende at finde sin egen overbevisning gengivet så præcist som her af Layla og pastor Basil.

Til sidst en lidt mærkelig ting:

Jeg aner ikke, om den svenske avis ”Världen idag” hører til de utroværdige medier, som man plejer at kalde MSM: Main Stream Media, eller den er en del af de mere troværdige alternative medier. Det er jo i hvert fald usædvanligt for et medie af den førstnævnte slags at bringe beretninger fra folk, der mener, at svenskerne vil komme til at styre Sverige inden så længe.

Men avisen tør ikke lade denne advarsel stå. Man bringer til sidst et interview med en islamolog Rickard Lagervall. Han bringer en række beroligende udtalelser til torvs. Men det bemærkelsesværdige ved hans udtalelser er, at han ikke kommer med modargumenter til det, de irakiske kristne siger. Når de siger, at svenskerne mister kontrol på grund af de mange muslimer, der er kommet til landet, nøjes han med beroligende at hævde, at det ”kun” er en halv million mennesker med muslimsk baggrund i Sverige, et tal, som jeg har ikke rigtig tror på. Og da disse ikke udgør nogen samlet gruppe, kan han ikke forestille sig, at de vil overtage magten i Sverige. Men han nævner overhovedet ikke de mange uroligheder i Sverige, der om noget viser, at regeringen har mistet kontrol.

Gengivelsen af artiklen i sputniknews forkorter Lagervalls udtalelser noget og lægger nogle mere nøjagtige tal på bordet. Der skulle ifølge Pew-research være omkring 800.000 muslimer i Sverige, dvs., 8,1% af befolkningen. Men samme institution hævder i en rapport, at man i 2018 forventede, at tallet på muslimer i Sverige ville stige til 4,5 mill i kraft af indvandring og fødselsoverskud, desværre siger man ikke, hvornår dette kan forventes.

Men netop i dag bringer Jyllands-Posten en opgørelse fra Morten Uhrskov Jensen, se her, som opererer med tal, der er helt anderledes uberoligende. Han har bragt nogle tal for procentdelen af muslimske mænd mellem 15 og 44 år i forskellige byer fra 2017 og skriver så:

Det er de kendte tal, der snart er tre år gamle. Her kommer prognosen for de samme kommuner i 2027:

50,4 pct. i Stockholm, 52,5 pct. i Göteborg, 62,8 pct. i Malmø, 79,3 pct. i Södertälje og 80,4 pct. i Botkyrka.

Tallene er taget fra denne kilde. Og de er jo bestemt ikke beroligende.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget | Skriv en kommentar

Teologi, neurologi, kunstig intelligens

Disse tre videnskabsgrene lider i vore dage af den samme vanskelighed, nemlig den vanskelighed, at det kræves af dem, at de forlader den hævdvundne individuelle synsmåde og prøver at gennemføre en relationistisk synsmåde.

Teologien har i århundreder beskæftiget sig med enkeltmenneskets forhold til Gud. Selv Luther, der dog på mange måder bragte noget helt nyt ind i teologien, havde som udgangspunkt stillet sig selv det spørgsmål: ‘Hvordan får jeg en nådig Gud?’ Og eftertiden har forsøgt at eftergøre hans klosterkamp med dens totalforståelse af synden for om muligt at kunne finde frem til hans svar på det, man mente var det afgørende problem: enkeltmenneskets forhold til Gud.

Og neurologien har på samme måde været optaget af enkeltmenneskets hjerneudrustning. Hvor sidder dén egenskab, og hvor denne anden i vores hjerne? Hvordan kan vi forklare, at vi kan genkende ansigter? Hvad ligger der bag vores evne til at behandle sproglige udsagn? Osv. Den enkelte hjerne undersøges, dissekeres, får sin funktion forklaret, så godt det nu er muligt, og derudfra drager man sine konklusioner om, hvem mennesket er.

Tilsvarende har de mange forsøg på at lave et kunstigt menneske netop prøvet at efterligne enkeltmenneskets hjerne, og man har – måske lidt ufilosofisk og overfladisk – regnet med, at kunne man kopiere de funktioner, der foregår i en menneskelig hjerne, så havde man skabt et kunstigt menneske. Dog har tidsplanerne for, hvornår det kunstige menneske ville se dagens lys, måttet revideres gang på gang. Det vil ikke rigtig lykkes. Den gamle vittighed om, at menneskehjernen er den bedste elektronhjerne, der findes, og at den har den fordel, at den kan fremstilles af ufaglært arbejdskraft, står stadig ved magt.

Jeg faldt over en artikel i Information, se her (bag betalingsmur), som omhandler de problemer, som kunstig intelligens står overfor. Det er professor Thomas Bolander, professor i kunstig intelligens og logik på DTU, der bliver interview’et i anledning af, at han har fået trykt en bog på Informations forlag. Den hedder ”Hvordan ser fremtiden ud med kunstig intelligens”. Man kan se en engelsksproget artikel af ham om noget af det samme her. Endvidere er der her en lidt ældre artikel, også om kunstig intelligens.

Det, han ser som den store udfordring for dem, der arbejder med kunstig intelligens, er, at de robotter, man hidtil har lavet, fuldstændig har manglet social intelligens. Ved social intelligens forstår man almindeligvis evnen til at sætte sig i andres sted. Et ofte brugt eksempel er den robot, man havde udviklet til at gå rundt med ting og sager på et hospital. Denne robot kom ind til en lægesekretær og afleverede sin forprogrammerede besked ”Tug er ankommet”. Men sekretæren talte i telefon, og en sådan iagttagelse, simpel for et menneske, kunne Tug ikke gøre, så Tug blev ved med at gentage ”Tug er ankommet”, så sekretæren til sidst blev så gal, at hun sagde: ”Hvis du siger det én gang til, sparker jeg dig i kameraet”.

Et andet eksempel på den manglende evne til at forstå, hvad andre er i færd med, så man, da en robot, der kører rundt på hospitalsgangene, uden videre tog elevatoren for næsen af portører, der hurtigst muligt skulle have en alvorlig skadet patient på operationsbordet.

Og Bolander nævner også et eksempel fra forsøgene på at lave selvkørende biler. Hvis en sådan bil observerer en bold på vejen og en dreng inde på fortovet, så hører der ganske megen social intelligens til at forbinde de to observationer, så den gør sig klart, at der består en vis fare for, at drengen vil gå ud på gaden for at hente sin bold. Det er en tanke, der er nærmest selvfølgelig at få for et menneske, men som det er utrolig svært at tildele en robot. Og dog spiller dette at kunne tænke sig til, hvad andre trafikanter vil foretage sig, en stor rolle for en sikker afvikling af trafikken.

Det er jo bestemt glædeligt, at man nu medtager også menneskets sociale intelligens, når man skal arbejde med kunstig intelligens, men det er nok en virkning af det kulturelle klima, der præger os i vore dage, at man først sent er blevet opmærksom på denne mangel ved de robotter, man har fremstillet. For vor kultur har været præget af en individuel opfattelse af mennesket; det var individet, man interesserede sig for; når individet var gennemanalyseret, mente man, at man havde løst menneskets gåde.

Man så det samme indenfor neurologien.

Det, som Bolander fortæller om robotters manglende sociale intelligens, bringer mig til at tænke på dengang, man i neurologien opdagede spejlneuronerne. De kom til at spille en vis rolle indenfor de neurologiske videnskaber, men gør det vist ikke i så høj grad mere. Det er vist gået med dem, som det gik med venstre/højre hjernehalvdels-problematikken: en overgang troede man, at man derved havde svar på næsten alt, men hen ad vejen opdagede man, at hjernen alligevel var noget mere indviklet, end man troede.

Det var noget af en tilfældighed, at man opdagede spejlneuronerne. Man havde sat lange kanyler ind i hjernerne på nogle rhesusaber, og så opdagede man, at de neuronsamlinger, der danner forstadier til bestemte bevægelser, blev aktive, når aben så andre foretage disse bevægelser. Heldigvis afbrød man de forsøg, man egentlig var i gang med for nøjere at undersøge, hvad det dog var for sære ting, man tilfældigt var stødt på. Og snart efter fandt man spejlneuroner mange andre steder.

Jeg må indrømme, at jeg både dengang og nu manglede at få et hjerneområde beskrevet, nemlig et område, der kan ”oversætte” det interne skema, hjernen har, til et eksternt skema. Det er jo sådan, at der er en bestemt del af hjernen, der noterer sig, hvor de forskellige legemsdele befinder sig i forhold til hinanden. Det er én ting, og en højst nødvendig ting. Noget helt andet er imidlertid at vide, hvordan den tilsvarende kropsholdning ser ud udefra, så man kan genkende den hos en anden abe. Det må der, syntes jeg dengang, være ét eller andet område i hjernen, der holder regnskab med. Men bevares, jeg er ikke neurolog, kun lidt hjerneinteresseret, så det er der nok nogen, der har fundet ud af, uden at jeg har opdaget det.

Det interessante er jo nemlig, at disse spejlneuroner findes hos dyr. Og ser man på, hvordan dyr samarbejder, kan man næsten regne ud, at der må findes ét eller andet neurologisk fænomen, der kan afpasse det ene dyrs handlinger med de andres. Dyr må have en form for social intelligens. Men ligesom det er lidt af en overraskelse for dem, der arbejder med kunstig intelligens, at robotter også må udstyres med en social intelligens, sådan var det vist lidt af en overraskelse, at man måtte finde funktioner i dyre- og menneskehjerner, der kan forklare vores sociale samarbejde. Man er tilbøjelig til at overse det, for det er så stor en selvfølge for os, at vi ikke tænker over det.

Vi tænker heller ikke så meget over, at vi mennesker i sproget har et værktøj, der udstyrer os med en langt mere omfattende social intelligens, end noget dyr kan have. Jeg mener: sproget er jo indrettet, så jeg siger ”jeg” om mig selv og ”du” om den, jeg taler til, mens den anden gør det modsatte. Siger den anden ”jeg er tørstig”, er det altså ikke mig, der er tørstig, selv om jeg netop ville sige det samme, hvis det var tilfældet, men den anden. Vi tvinges altså helt anderledes end dyrene til at sætte os i den anden persons sted af det sprog, vi er alene om at være udstyret med. Blot er det så selvfølgeligt for os, at vi ikke tænker over det.

Måske vi først opdager det, når vi hører om nogen, der ikke har den evne i så høj grad som os. Jane Goodall fortæller således om en ældre chimpanse-han, der var blevet ramt af polio. Han holdt til ved et træ, alene, men da flokken på et tidspunkt gjorde holdt tæt ved træet, kravlede han med stort besvær ned fra træet, fik sig med lige så stort besvær på jorden arbejdet hen mod flokken, og ethvert menneske ville jo straks have forstået, at han ville være sammen med de andre og groomes af dem. Det fik han dog ikke lov til, for det, vi mennesker forstår, det forstod chimpanserne ikke. Der var ingen, der fornemmede hans ønske eller tog hensyn til det, så da han var tæt på dem, rejste de sig op og vandrede videre.

Teologiens fejl: at vi arbejder individuelt i stedet for relationelt, kan måske findes allerede i den anden skabelsesberetning. Hvor det i den første skabelsesberetning, 1 Mos 1,27, hedder, at Gud skabte mennesket som mand og kvinde, hvor man altså dèr korrekt har set mennesket som et relationsvæsen, dèr hedder det i 1 Mos 2,7, at Gud Herren blæste livsånde i Adams næsebor, som om dette at få del i ånd eller at få givet et sprog er noget, enkeltmennesket kan få. Og at enkeltmennesket Adam har sprog, kan ses af vers 19, hvor Adam skal give dyrene navne. Men hvordan kan mennesket som enkeltindivid have sprog? At påstå det er at lade individualismen tage magt over relationismen.

Luther har et dobbeltsyn på dette problem. Som sagt kan man med god ret sige, at hans klosterkamp søgte at løse hans individuelle problem: ‘hvordan får jeg en nådig Gud?’ men han gør dog i ”Om de gode gerninger” en helt korrekt iagttagelse, når han dèr siger:

Når en mand eller en kvinde venter kærlighed og forståelse fra den anden, og tror fast på det, hvem lærer dem da, hvordan han skal anstille sig, hvad han skal gøre, undlade at gøre, sige, tie stille med og tænke? Alt det er det alene tilliden, der lærer ham, og det mere end nødvendigt; for der er for ham ingen forskel mellem gerningerne; han gør den store, den lange og de mange ligeså gerne som de små, de korte og de få; og ydermere gør han dem med et glad, fredfyldt og trygt hjerte, og han er i det hele taget et frit menneske. (Se her).

Nu er der naturligvis andre relationer end den ægteskabelige, så dette at handle frit og med et glad, fredfyldt og trygt hjerte er noget, vi også kender fra andre af de forhold, vi står i. Blot har vi det med – fejlagtigt – at tro, at dette, at vi på den måde lever frit i vore forhold, skyldes vore gerninger, eller skyldes vore indre egenskaber, vor omgængelighed, vor imødekommenhed eller ligefrem vor kærlighed. At denne kærlighed – når den forefindes – er skabt af den relation, vi står i, det falder os ikke ind. Det har ført til, at mange af nutidens alvorlige teologer har det samme tvesind som Luther: De tillægger sig selv en syndighed uden nogen som helst grænser og mener, det er kristeligt korrekt at anse sig selv og sine medmennesker for syndere helt igennem.

Men samtidig prøver de at indtage den samme ligefremme holdning til tilværelsen, som Luther havde. Og det er jo da sådan set udmærket. Blot får det faktum, at tilliden i deres relationer ganske har grebet dem, taget magten over dem, fået dem til at handle så kærligt og forstående og inkluderende, som de gør, ikke nogen plads i deres bevidste opfattelse af sig selv.

Min mening er ikke, at de på nogen måde skal prale af eller være stolte over, at de lever et lykkeligt liv i deres relationer, men at de skal droppe den individualistiske tankegang og gribe fat i den relationistiske.

Det er jo grum individualisme, når man vil mene om sig selv, at man er en arm synder, der intet godt kan præstere, når man dog lever i et fællesskab, der påvirker én til at være forstående og imødekommende. Hvorfor dog ikke åbent erkende denne imødekommenhed, men erkende den som en virkning af det fællesskab, man står i, ikke som noget, man selv har presset frem af sine indre kirtler?

Og så er vi fremme ved det begreb, som teologen, men ikke neurologen eller it-specialisten har fået at slås med, begrebet ”ånd”. Det er ikke den ene, der med sin tillid og kærlighed skaber kærlighed i den anden, det er heller ikke den anden, der ved at vise tillid og handle kærligt får den første til at være kærlig, det er fællesskabets ånd, der griber dem begge, så det forsoningsord, der tales efter en uoverensstemmelse, bliver udsagt med den rette fortrydelse, og så ordet, selv om det måske ikke er udtalt så fuldkomment, som en skuespiller kunne gøre det, dog bliver modtaget i tro.

Eller vi kan sige, at vi er fremme ved det, der er særegent for alle menneskelige relationer: de er alle afhængige af, at der hersker i det mindste en vis form for tillid mellem enkeltindividerne. Det gælder i høj grad i ægteskaberne, det gælder i mindre grad i byfællesskaberne, men selv om man tit overser det, gælder det også i nationens fællesskab: uden en vis form for tillid opløses alt i interne magtkampe.

Måske man ligefrem skal sige, at ethvert sprogligt udsagn både skaber tillid hos den, der modtager det, og udtales i tillid af den, der fremkommer med det. Sprog forudsætter tillid, sprog skaber tillid.

Dette er noget, som specielt kristendommen gør opmærksom på, men den gør opmærksom på det, ikke som noget særligt kristeligt, men som noget almenmenneskeligt. Blot hører det med til kristendommens historie, at den gjorde opmærksom på det som en protest mod, at man ville have lovtankegangen til at være det afgørende i de menneskelige relationer.

Men hvis man kan acceptere dette som en rent menneskelig analyse, så rejser sig det spørgsmål for it-eksperten, der vil prøve at lave et kunstigt menneske: Selv om så neurologien kunne udvikle sig så meget i fremtiden, at man kunne blive klar over, hvilke hjerneprocesser der betinger de nære menneskelige relationer og den tillid, der opbygges dèr, ville man så ved at eftergøre disse hjerneprocesser hos en robot kunne få en robot til at glide ind i én eller anden menneskelig relation?

Hvis vi ønsker at måle tilliden mellem danskere og muslimer, plejer vi at stille en dansk far det spørgsmål, hvad han ville sige til, at hans datter ville gifte sig med en muslim. Nu kan man ikke stille helt det samme spørgsmål, når det er robotter, det drejer sig om, for vi har endnu ikke udviklet han- og hunkøns robotter, men alligevel! De fleste kan nok se, at når spørgsmålet om tillid til en robot bliver stillet på den måde, er det mere eller mindre meningsløst. For om et menneske kan man dog formode, at der er en person til stede inderst inde, men hvad er der inderst inde i en robot? En person? Et ansvarligt væsen? Et væsen, der har følelser og kan blive stødt på manchetten, hvis man ikke viser det tillid? Tja, en sådan robot er vist ikke udviklet endnu, og man vil nok også være lidt betænkelig ved at udvikle noget i den retning, for så véd man ikke, hvor man ender.

Og dette må man sige, selv om der nu er udviklet robotter, der prøver at efterligne de neurale netværk, man kender fra bl.a. menneskehjernen. Et sådant netværk er i stand til at lære noget, det kan gøre erfaringer. Men det er ikke i stand til, som de robotter, man laver ud fra et andet paradigme, at aflægge regnskab for, hvorfor de har truffet netop denne afgørelse i netop denne situation. Og det gør det jo lidt vanskeligt for et normalt menneske at have tillid til dem. For vi mennesker kan normalt så nogenlunde forklare, hvorfor vi handler, som vi gør.

Dette skal dog ikke opfattes som et forsøg på at bremse robotteknologien. Jeg vil give Thomas Bolander ret i, at man fremover kan vente mange gode lettelser i dagligdagen fra kunstig intelligens. Det er snarere et forsøg på – igen, for jeg har gjort det før, se her – at slå den israelske professor Yuval Harari’s superoptimisme lidt ned. Han undrer sig ifølge hosstående link over, at det endnu ikke er lykkedes at indplante bevidsthed i nogen robot.

Det forsøg tror jeg rolig man kan påstå aldrig vil lykkes. For ”bevidsthed” er et begreb, vi tillægger hinanden, lidt ligesom begrebet ”person” eller begrebet ”sjæl”. Det er et begreb, der får kommunikationen mellem os mennesker til at fungére, ikke et begreb, der lader sig undersøge videnskabeligt. Det, man stoler på, når man lever med et andet menneske i et fællesskab, er jo ikke den andens hjernesvingninger eller neurale netværk, men den person, man antager findes et sted inderst inde.

At der virkelig findes en sådan størrelse i hvert menneskelegeme, det er det, den gamle mytefortæller vil sige med sin fortælling om, at Gud indblæste livsånde i Adam – hvis vi lige et øjeblik ser bort fra, at han glemte Eva; dog, dette gjorde han jo kun, fordi han så kunne fortælle den dejlige historie om, hvordan dyrene ikke var nogen medhjælp for Adam, det var først Eva. Og lytter vi til første skabelsesberetning, hører vi jo det samme i påstanden om, at mennesket er skabt i Guds billede (vers 27). Det er vel også vor erfaring: at der i menneskelivet ligger ét eller andet samlende, der forbinder alle de mystiske tilbøjeligheder, drifter og ønsker til én samlet personlighed.

Vil nu en religionsforsker komme og sige, at dette kun er noget, kristendommen siger, det har ikke anden gyldighed end en sådan religiøs gyldighed – hvorved han måske mener, at det ingen gyldighed har – så kan man henvise til buddhismen. Den er på alle punkter modsatrettet kristendommen, og den opererer også med den tanke, at mennesket har en sjæl eller er en person, nu ikke som noget godt, der skal fastholdes og udbygges, men som noget højst uheldigt, som skal fjernes fra menneskeverdenen, så mennesket kan indgå i nirvana, den store intethed. Men tanken om mennesket som en person forefindes altså, oven i købet som noget, det er utrolig vanskeligt at komme af med.

Så kunne man til sidst overveje, om vi teologer mon skal sige undskyld, fordi det formentlig er os, der først har ladet os besnære i den grad af individualismen, at alle andre synes at være blevet smittet af den. Jeg mener, det er jo så moderne at sige undskyld for noget, ens bedsteforældre har gjort. Det vil jeg dog undlade her, men i stedet igen gøre opmærksom på, at Det ny Testamente anser mennesket for et resonansvæsen, og at den ophævelse af loven, som det går ud fra, ikke betyder, at alt er ligegyldigt, men at vi i stedet for at bekymre os om lovens eller moralens rette overholdelse, skal bekymre os om vore relationers gode eller mindre gode tilstand.

Og er de gode, så ville vi da være nogle skarn, om vi undlod at takke for dem.

Udgivet i Luther, Samfundsforhold | Tagget | Skriv en kommentar

Hån, spot og latterliggørelse

Det var vist det, Flemming Rose i sin ledsageartikel til de berømte Muhammedtegninger den 30-9 2005 hævdede, at vore muslimske landsmænd måtte finde sig i. Og det var altså det, de kære muslimer – i hvert fald dem i fremmede lande – aldeles ikke ville finde sig i. Så gale blev de over den latterliggørelse, som specielt Kurt Westergaards tegning var udtryk for, at de greb til voldshandlinger for at forsvare Muhammeds ære, og derved gav Kurt Westergaard ret: det var rigtigt af ham at anbringe en bombe i Muhammeds turban for at betegne Muhammeds voldsparathed, for han har virkelig opfordret sine tilhængere til at forsvare ham på voldelig måde.

Dette viser den indbyggede selvmodsigelse i islam.

Dog er muslimerne mange steder så svage, at de godt kan se, at det ikke nytter meget at bruge vold. Så bruger de i stedet krænkelsesmetoden. De forklarer, hvor dybt krænkende det er, at vi ikke anerkender Muhammeds storhed, men i stedet betragter ham som et almindeligt menneske og måske oven i købet som en krigsherre, der med vold vil undertrykke andre. Og så fortæller de, hvor fredeligt et menneske Muhammed var. På den måde mener de, de kan få os til at afstå fra kritik af Muhammed.

Her på det seneste har det så vist sig, at andre har fundet denne krænkelsesmetode så effektiv, at de har overtaget den fra muslimerne. Alle minoriteter bralrer nu op om, hvordan det og det fænomen i majoritetssamfundet krænker dem, og hvordan vi, der stadig udgør majoriteten, derfor helt anderledes end før må tage hensyn.

Og det virker. Rektorer siger pænt og høfligt undskyld, fordi man på et universitet kom til at synge ”Den danske sang er en ung, blond pige”, når der dog på universitetet går mange piger, der ikke er blonde. Det var vist nok dette, at de ikke var blonde, man hæftede sig ved, ikke så meget det, at de ikke var unge.

Nu sidst har det så vist sig, at krænkelsesmetoden har bredt sig til vore politiske græsgange. Enhedslistens Pernille Skipper har følt sig krænket over en sang, som Bertel Haarder har skrevet her op mod jul. Det plejer Haarder at gøre, og skal han følge almindelig dansk tradition, må han næsten naturnødvendigt tage en række mere eller mindre besynderlige hændelser fra år 2019 frem til omtale og gøre lidt grin med dem. Det er også, hvad han har gjort denne gang. Sangen kan ses i sin helhed her.

I vers 1 får regeringens uddeling af milde gaver et ord med på vejen, i vers 2 ansættelsen af Martin Rossen, i vers 3 Simon Emil Amnitzbøll-Billes nye parti. Og i vers 4 er det Trumps ønske om at købe Grønland, der omtales i ikke alt for venlige vendinger, vers 5 sammenligner Trump med Ronald Reagan, og vers 6 fortæller om Radio 24 syv’s skæbne. Så er der vers 7, som også nogle er blevet forarget over; det gør lidt grin med den kønsforvirring, der hersker. Og som en nydelig rosin i pølseenden kommer så vers 8, der omtaler den episode i Enhedslisteborgmester Hedeagers seng, hvor tre kvinder og en mand gik i seng sammen – i en formentlig ret bred seng – og hvor manden, tro det eller la’ vær’, forgreb sig på den nærmest liggende kvinde.

Jeg har gennemgået begivenheden og indføjet nogle kommentarer – ikke af den morsomme slags – her. Senere, da manden fik en dom – han skulle 1 år i fængsel – kommenterede jeg her begivenheden på denne måde:

Eller man må undre sig over, hvordan mandens handling kan have noget med ”vold” at gøre, når Weekendavisen kan fortælle, at den pågældende kvinde efter få minutter vendte sig om, hvilket manden tog som et tegn på, at han skulle stoppe.

Jeg har aldrig før hørt om en voldtægtsmand, der ikke fortsatte, til han fik udløsning. Hvis kvinden undervejs gjorde modstand eller frabad sig videre samleje, så ligger der det i begrebet voldtægtsmand, at han tvinger hende til at finde sig i hans bevægelser, indtil han får udløsning. Det er det, en voldtægtsmand er ude på. Det er det, han vil opnå. Det er derfor, det hedder voldtægt.

Men indrømmet, manden tilstod voldtægt – han må være utrolig politisk korrekt, men han er vist også medlem af Enhedslisten – så ham om det! Derimod udhules begrebet voldtægt gevaldigt med den dom, hvad jeg altså dengang i september gjorde opmærksom på.

Det har imidlertid alle allerede glemt. Nu hæfter man sig kun ved ordet ”voldtægt”, og det må være derfor, man kan puste sig op til stor forargelse over Haarders vers. Verset lyder sådan ifølge ovenstående link:

Helt anderledes hetero er Hedeager-drengen:

Én var ej nok, han vill´ ha´ to med i borgmestersengen!

Han møved´ med dem begge, og han pilled´ lidt for meget!

Han tro´de, at i Enhedslisten var der fælleseje!

M E N hvorfor skal de vær´ så striks´

og hindre Enhedsliste-sex,

lad ham dog få en dejlig heks

med hjem til jul!

For det første synes jeg nu, verset er sjovt. Det ligger i fin forlængelse af de øvrige vers, og for øvrigt også af de sædvanlige revyviser, når disse altså er sjove.

Og for det andet er ordet ”Enhedsliste-sex” en særdeles præcis beskrivelse af det, der foregik, og som Bertel Haarder, ene af alle, ikke har glemt. Det må Enhedslisten virkelig finde sig i, at dette at lægge tre kvinder og én mand i samme seng og så regne med, at der da ikke sker noget som helst ved det, det kan kun af os andre anses for hamrende naivt. Og det er altså folk fra Enhedslisten, der har været så naive. Hvis der altså er tale om naivitet. Men det er altså på dansk grund fuldkommen normalt og ikke noget at lade sig krænke af, at diverse revyviser gør grin med en så besynderlig handling.

Endvidere passer det, som jeg i mit citat har gjort opmærksom på, at når mandspersonen ikke med vold sørgede for at få udløsning, men i stedet trak sig beskedent tilbage, da han fornemmede, at hans ret direkte tilnærmelser blev afvist, så kan man umuligt kalde det voldtægt, dette passer utrolig fint med den måde, Haarder beskriver det på, når han skriver: ”Han møved´ med dem begge, og han pilled´ lidt for meget!” Mere blev det altså ikke til, og kun det faktum, at manden selv indrømmede voldtægt, bevirkede, at han blev dømt for voldtægt.

Derfor kan jeg faktisk godt blive grundig forarget over Pernille Skippers reaktion. Hun skriver ifølge Berlingske, se her:

Der er ikke noget som helst morsomt ved en voldtægt, og vi snakker faktisk om rigtige levende mennesker. Det er et konkret menneske, der er blevet udsat for en voldtægt, og som nu bliver latterliggjort i en julesang og bliver kaldt »heks« og »fælleseje«. Den her situation er det laveste punkt, vi er nået, i min tid i Folketinget.

Nej, kære Pernille, den dame blev ikke udsat for voldtægt, heller ikke, selv om det, jeg citerer fra Weekendavisen er forkert, og manden faktisk fik udløsning. Det, der her er forargeligt, er ikke, at Bertel Haarder laver lidt grin med denne episode, men at denne episode betegnes med ordet ”voldtægt”. At sammenligne det, der skete i borgmestersengen med alle de voldtægter, der foregår rundt omkring i vort land på gader og stræder, hvor kvinder ikke på nogen måde lægger op til det, på samme måde som kvinden her har gjort ved direkte at gå i seng med ”forbryderen”, det er det forargelige, det er, hvad der er en udhuling af voldtægtsbegrebet.

Hvordan Enhedslisten har det med sine interne regler, det véd jeg ikke, men når manden blev dømt, hænger det formentlig sammen med, at han tilsyneladende hellere vil følge disse regler og betale store bøder og gå 1 år i fængsel end blive sat nedad i Enhedslistehierarkiet.

Men Pernille Skipper må altså meget undskylde: godt nok er vi efterhånden vant til fra muslimernes side at skulle acceptere mange mærkelige ting og være meget påpasselige med, hvad vi siger om Muhammed og muslimer, men jeg troede alligevel ikke, at vi var kommet dertil, at vi på samme måde skal acceptere Enhedslistens højst besynderlige kønsmoral – hvis det da har noget med moral at gøre – for ikke af dem at blive opfattet som krænkere.

Berlingske har her gjort rede for den store opstandelse i anledning af verset. Og man må desværre indrømme, at Søren Espersen ser ud til at være den eneste, der tager Haarder i forsvar. Til én af kritikerne, Alternativets Sikandar Siddique, som havde sagt, at han ikke er af den snerpede type, siger Espersen:

»Jeg skal da lige love for, at du er den snerpede type…! Se nu at komme i Julehumør, Sikandar«.

Og det, Søren Espersen her siger til Sikandar, må man også sige til Pernille Skipper: Det er fuldstændig normalt, at der bliver lavet viser om den slags besynderlige hændelser, som disse fire enhedslistefolk har lagt krop til. Og Skipper skulle tage og grine med i stedet for at påtage sig den forargedes rolle. Hun kommer virkelig højt op i sin forargelse. Ikke blot forarges hun over, at det, hun stadig kalder voldtægt, bliver latterliggjort, hun forarges også over, at den pågældende bliver kaldt ”heks” og ”fælleseje”. Men på det punkt tager hun nu fejl.

Disse ord er ikke en beskrivelse af den såkaldt forurettede. Haarder er formentlig lige så forvirret som vi andre om, hvordan de i Enhedslisten omgås kønsdriften. Så det er ikke den pågældende, der betragtes som fælleseje, det er – formoder formentlig Haarder og jeg med ham – enhver kvinde i Enhedslisten: de risikerer jo af deres borgmester at blive anbragt i en seng ved siden af en mand, opløftende eller skræmmende, vælg selv!

Og at Haarder ønsker for manden, at han får en ”heks” at fornøje sig med til jul, det er da meget pænt tænkt af Haarder. Den ”heks”, han tænker på, er naturligvis ikke den, der kalder sig forurettet, men en tilfældig anden kvinde, som blot skal kaldes ”heks”, fordi det rimer på ”sex” og ”striks”.

Altså, kære Skipper, læs nu lige sangen ordentlig, fald lidt ned og prøv at være en nogenlunde normal dansker med både humor og selvironi intakt.

Men hvad selvironi angår, kan vist vi normaldanskere ikke slå jøderne – det kan da slet ikke Pernille Skipper. Jeg husker en historie, Georg Metz engang fortalte i Information. Han er selv jøde, så han kan tillade sig på det punkt at være fræk og fuldstændig uden kønsmæssig korrekthed. Der var en jødisk kvinde, som i krigens sidste dage blev voldtaget af en russisk soldat. Da han havde fuldbyrdet, hvad han ville, spurgte han hende, hvad hun nu ville sige til sin mand, når hun kom hjem. Hun svarede, at hun ville sige, at hun var blevet voldtaget af en stor, flot russer tre gange. ”Tre gange?” sagde russeren forbavset. ”Ja”, svarede hun, ”hvis De altså har tid!”

Er dette at gøre grin med andre voldtægtsramte kvinder? Sikkert. Men det er også at gøre grin med voldtægtsmanden, det er også at skose ham, fordi han naturligvis ikke kan foretage tre voldtægter i træk. Det er vi mænd ikke indrettet til. Og hun véd det og driller ham med det.

Ærlig talt, jeg er nødt til også at fortælle Metz’ historie for at komme tilbage til den normale danske atmosfære, hvor vi godt kan tåle at blive gjort grin med, hvis vi har opført os lidt besynderligt. Og tre kvinder og én mand i én seng, det er nu altså ret besynderligt.

Men altså, således er den skønne juletid begyndt i dagens Danmark. Nogen har sandelig lært af muslimerne at blive krænkede. Lad de ikke blive en vane!

Udgivet i Islam versus kristendom, Samfundsforhold | Tagget , , | Skriv en kommentar

Politisk selvgodhed

Torsdag aften den 28-11 2019 var domprovst Anders Gadegaard i Deadline. Han har udgivet en bog: ”Tro mod politik”, hvori han klandrer sine præstekolleger for at være for bovlamme overfor politiske spørgsmål. Den holdning blev han udspurgt om af Niels Krause Kjær. Og så var der sat en yngre kvindelig præst til at være et modstykke til Anders Gadegaard. Hvilket hun såmænd slap rimelig godt fra.

Men både hun og alle de andre, som har ytret sig imod Gadegaard, tager fejl af problemstillingen. Den er jo også fastsat af Gadegaard, så han kommer til at spille på hjemmebane, men forkert er det. Han gør det til et spørgsmål om, hvorvidt en præst må tale politik fra prædikestolen. Men det, der er galt, er ikke, at Gadegaard taler politik fra prædikestolen, det, der er galt, er, at han med sin måde at tale politik på er med til at uddybe modsætningerne i vort folk i stedet for at prøve at inddæmme dem. Og det er langt værre.

Sjovt nok er den eneste, der har blik for det – ud over undertegnede, förstås – lektor ved Menighedsfakultetet Leif Andersen. Kristeligt Dagblad har her interview’et en række præster angående Gadegaards opfattelse, og da turen kom til ham, sagde han blandt andet:

Det bliver nemt en form for politisk selvgodhed. Faren er, at synden gøres til de andres. Og der er allerede rigeligt med kant i Kristi egen forkyndelse.

Jeg vil ikke hermed hævde, at det er Gadegaards skyld, at der er opstået en mægtig politisk kløft i vort folk. Den har såmænd været der længe. Men han gør intet for at få den til at forsvinde, han arbejder snarere på at uddybe den.

Denne kløft eksisterer, fordi den ene del af det politiske spektrum mener om sin politiske overbevisning, at den alene er i overensstemmelse med alle mulige både humanistiske og kristne principper. Det giver disse politikere mulighed for helt at undlade at komme med politiske argumenter imod deres modstandere, de kan nøjes med at finde på skældsord om dem. Og jeg husker kun alt for godt en tid for ikke så længe siden, hvor man talte om en ”indre svinehund”, som man mente, vi indvandringsmodstandere gik og fodrede med vores anskuelser. Jeg husker også, at der var mange præster, der ikke åbent turde være med i ”Indvandringskritisk netværk”, et netværk, som en præst på Lolland prøvede at oprette for at få lidt ligelighed i debatten. Hvilket dog viste sig at være omsonst.

Denne kløft eksisterer stadig her i Danmark, selv om den heldigvis er blevet mindre. Og det er stadig sådan, at den opretholdes af den følelse hos dem, der går ind for fortsat indvandring, at de gør det rigtige, ja, det eneste rigtige, noget, de ikke føler, de behøver at argumentere for, for det er, synes de, simpelthen selvindlysende. Og dette, at den ene side af debatten overhovedet ikke tager modpartens argumenter op til debat, gør debatten nærmest ikke-eksisterende.

Denne fornemmelse af, at det er nærmest selvindlysende rigtigt at være tilhænger af, at vi skal tage os af de mennesker, der banker på vores dør for at få hjælp, understøtter Gadegaard med sin såkaldt politiske prædiken. Han ser det bare ikke selv, ser det i hvert fald ikke som et problem. Og det mærkelige er, at skønt han godt nok ser, at man ikke skal sætte Gud bag en bestemt politisk dagsorden, så er det netop det, han i praksis gør. Han siger i et interview med Kristeligt Dagblad, se her:

Hvis man argumenterer for et konkret politisk tiltag ved at sige, at det er Guds vilje, så får man et teokrati, siger han og tilføjer, at man ikke kan sige, at troen har løsningen eller den endegyldige sandhed for, hvilke beslutninger der skal tages.

Og det er jo sandt: ved at sætte gudsbegrebets autoritet bag en politisk afgørelse, gør man denne afgørelse absolut, sætter den udenfor diskussion, gør det overflødigt at lytte til modargumenter. Så teoretisk kan han godt se, at gudsbegrebet absolutterer afgørelsen. Men i praksis er det netop det, han gør, ved at betragte sin politiske holdning som selvfølgelig og selvindlysende, så selvindlysende, at han ikke behøver omtale modargumenter og da slet ikke argumentere imod dem. Og nøjagtig det samme gør de mange ”Gutmenschen”, som synes, det er så synd for de stakler, der møder op ved vor grænse.

Hvad enten man mener, at det er vor humanisme, der tilsiger os at tage imod mennesker ved grænsen, eller man mener, det er det kristne næstekærlighedsbud, der kræver det af os, i begge tilfælde opfatter man kravet som så selvindlysende, at man ikke har behov for at lytte til modargumenter. Og det er det samme som at sætte Gud bag kravet.

Han mener selv, at han ikke på uretmæssig måde bringer politik op på prædikestolen:

Men jeg har ikke sagt noget, som for mig ikke er indlysende rigtigt i den forstand, at det handler om at hjælpe nogen, der har brug for hjælp.

Men f.eks. at overveje, om de mennesker, der rent faktisk banker på vor dør, nu også er dem, der har brug for hjælp, eller er dem, der i første række har brug for hjælp, det beskæftiger han sig tilsyneladende ikke med. Og så er det svært at se andet, end at han meget kraftigt understøtter de farisæere, der åh så gerne vil hjælpe.

Hov, nu kom jeg til at kalde diverse ”Gutmenschen” for farisæere. Er det nu også rigtigt?

Ja, lyt til Leif Andersen. Han mener, som før sagt, at dette at prædike politik let fører til politisk selvgodhed, og at synden gøres til de andres synd.

Og det sidste: at synden gøres til de andres, det har vi set så rigeligt med eksempler på indenfor de seneste tyve år. Det er såmænd ikke så meget det, at vi indvandringsmodstandere bliver skældt ud for det værste, det er mere det, at ingen gider høre vore argumenter.

Jeg skal indrømme, at hvis vi sammenligner vore dages ”Gutmenschen” med farisæeren i lignelsen, Luk 18,9-14, så falder vore kære landsmænd lidt igennem. Farisæeren praler af, at han giver tiende af al sin indtægt, vers 12, og det må man dog indrømme, nok kan være et betragteligt afsavn for ham. Anderledes med vore dages farisæere: de kan kun prale med, at de stemmer på det ‘rigtige’ parti, og det kræver jo ikke det store afsavn. Ikke desto mindre er de i stand til med næsten større ildhu end Lukas’ farisæer at takke Gud for, at de ikke er som os andre, i hvert fald når deres forargelse over vores opførsel uanede højder. Synden gøres til de andres synd.

Se, den farisæisme var det værd at prøve at gøre noget ved i sine prædikener.

Og læg mærke til det: Det skal ikke så meget gøres for at få disse mennesker til at undgå at bære sig farisæisk ad. Det skal gøres, fordi vi derigennem kan slå bro over den kløft, der er opstået i vort folk.

Selv mener Gadegaard, at den kristne forkyndelse fører en etik med sig.

Det handler for eksempel om livets hellighed, menneskets ansvar og frihed og kravet om, at vi skal forlige og forsone os og ikke sætte skel. Alle de etiske værdier udspringer af kristendommen. Så hvis man er grebet af den kristne tro, kan man ikke andet end at tænke ud fra den, når man skal finde politiske løsninger.

Det var det, som på Luthers tid kaldtes ”lovens tredje brug”. Man opererede med lovens første brug. I den handlede det om at bruge loven i samfundsforhold. Lovens anden brug var dens brug til at få mennesker til at indse, at de ikke kunne holde loven og derfor måtte klynge sig til Guds tilgivelse. Lovens tredje brug var så, mente man, den brug, den kristne gjorde af loven, når han skulle finde ud af, hvad han som kristen skulle gøre.

Denne tredje brug af loven vendte Luther sig imod.

Men det betød ikke, at Luther var tidehvervsmand. Det er muligt, Gadegaard har ret i at anse tidehvervsfolkene for mennesker, der lader syv og fem være lige. Jeg husker i hvert fald en tidehvervsmand, der ville afslutte en prædiken over Joh 8,1-11 – fortællingen om kvinden, som var grebet i hor, og som Jesus reddede fra at blive stenet – med at sige: ”Og selvfølgelig gik hun tilbage til sin gade”. Man kan også nævne alle de mange, der mener at finde et evangelium i Luthers ord til Melanchthon ”Synd tappert”, se evt. min kommentar til dette udsagn her.

Ingen af disse to holdninger er korrekte. Paulus siger i 1 Kor 10,23, at alt er tilladt, men ikke alt bygger op, og tidehvervsfolkene har blik for det første: det er virkelig ikke loven, der gælder for den kristne, men glemmer måske det sidste. Gadegaard og konsorter synes at ville bruge netop loven eller etikken til at bygge op.

I stedet skulle man spørge, hvad det da er, der skal bygges op. Svaret er jo, at det er de fællesskaber, vi står i. Vi skal handle overfor vor ægtefælle, så det ægteskabelige fællesskab vokser, trives, opbygges. Og vi skal handle overfor de handlende i vores by, så byfællesskabet kan blive fri for rethaveriskhed og selvtilstrækkelighed og i stedet komme til at blive præget af forståelse og god atmosfære.

Og også vort folkelige fællesskab skal vi søge at bygge op. Også det har Gud lagt hen til os at bekymre os for. Jo, jo, vi véd godt, at det ikke er os, der opbygger hverken det ene eller det andet fællesskab. Uden Guds ånd sker der ingen opbygning. Men vi véd også, at vi med rethaveriskhed og selvtilstrækkelighed kan forhindre fællesskabets glæder i at vokse frem.

Og når vi nu kan se, at alle disse ”Gutmenschen” med deres store forargelse over andres behandling af flygtninge og migranter, en forargelse, der effektivt forhindrer dem i at gå ind i en ægte dialog, hvor argumenter og modargumenter ramler imod hinanden … når vi kan se, at disse folk har skabt en stor kløft i vort folk, så må det for mig at se være kirkens opgave at søge at indsnævre den kløft, så må kirken i sin forkyndelse prøve at fastholde, at vi alle, også dem på den anden side af den kløft, der dannes af det forskellige syn på indvandringen, hører med til folket, og så må kirken direkte opfordre til, at menneskene på den anden side i det mindste bliver betragtet som nogenlunde normale mennesker, hvis argumenter fortjener at blive hørt.

Lad mig sige det samme på endnu en måde: Præsten tænkes ikke at skulle afbrydes, når han taler fra prædikestolen. Det er derfor, han ikke må tale politik. For den politiske samtale er netop en samtale, en debat, en ordveksling, hvor argument møder modargument. Men fra prædikestolen tænkes intet modargument at komme til orde.

Hvad skal præsten så prædike om?

Han skal som Jesus grave et spadestik dybere. Han skal gøre rede for, hvad der gavner og hvad der skader vort folkelige fællesskab. Han skal give farisæerne tørt på – og jo derfor helst selv være fri for farisæisme – fordi farisæernes forargelse, der nøjes med skældsord mod modparten, er ødelæggende for fællesskabet. Og i sin iver efter at fortælle, hvad der skader fællesskabet, kan han såmænd godt opstille en modsætning til muslimerne, som gennem deres krænkethed vil hindre al debat om f.eks. Muhammeds stilling i forhold til Gud, og som af den grund og af andre grunde indsætter et skel i folket, et skel mellem muslimer og ikke-muslimer.

Jeg véd godt, at de fleste præster er hundeangst for at sige noget om islam fra prædikestolen. Men det sjove er, at de med denne angst for at støde vore muslimske landsmænd netop sætter skel i befolkningen: muslimer er af en særlig støbning, de tåler ikke som vi andre, at deres religion mødes med modspil. På samme måde sætter prædikanter af Gadegaards type skel i befolkningen ved direkte eller indirekte at nedgøre os med en anden stilling til indvandring: os gider man ikke høre på, vore argumenter bliver ikke taget alvorlig.

Til sidst blot dette: Jeg kommer i tanker om, at jeg har sagt noget lignende i en bog, jeg udgav kort efter 11-9 2001: ”Kristne prædikener imod islam”. Den findes på nettet her, hvor den dog findes i en udgave, hvor alle de danske særbogstaver er erstattet af en firkant. Derfor er den lidt vanskelig at læse. Jeg kommer vist til at rette det engang ved lejlighed.

Men i den sidste prædiken skriver jeg bl.a.:

Det er ikke desto mindre det, der må siges ligeud til dem [dvs. til muslimerne]: Efter vor bedste overbevisning er deres religion forfejlet, deres gudsdyrkelse forfalsket, deres fromhed forhærdende selvretfærdiggørelse. Det er, hvad jeg har forsøgt at sige i denne bog, lidt mere afdæmpet i de andre prædikener, lidt mere hårdt og brutalt i denne sidste. Og jeg mener faktisk, at jeg på denne måde tager muslimerne alvorligt som mennesker. Jeg tager dem som diskussionspartnere, jeg vover at sætte min egen religion i spil, jeg taler til dem og med dem. Som bekendt viser dette, at slangen i syndefaldsberetningen ikke er menneskelig, sig derved, at den ikke bliver forhørt af Gud Herren, den bliver ikke talt til. Sådan må vi for alt i verden ikke behandle andre mennesker, muslimer eller ej.

Disse var ordene.

Udgivet i Etik, Samfundsforhold | Tagget | Skriv en kommentar

Udeladelserne!!

Hvad der ikke siges, er igen og igen det afgørende i en såkaldt nyhedsartikel. Det gælder også den lange artikel i The Economist for den 16. november. Den findes her, men den er bag betalingsmur, hvilket jo sådan set kan være ligegyldigt, eftersom det, der her har interesse, er det, der ikke står i artiklen.

Artiklen handler om migration. Og migration, må vi forstå, er en velsignelse, både for det land, folk migrerer fra, og for det land, folk migrerer til. Hvordan det? vil vi jo nok spørge. Jo, forklarer bladet, hvis migranter migrerer fra et fattigt land til et rigt land, tjener de typisk tre til seks gange så meget som før. Hvis alle grænser blev åbne for migranter, hvis enhver, der ønskede at migrere, fik lov til det, siger et estimat, at verden ville blive dobbelt så rig. Og dog kan denne enorme gevinst ikke realiseres, fordi migranter er tvunget til at forblive, hvor de er.

Ak ja, hvor er det synd for alle disse migranter! Og hvor bør vi have ondt af verden, at den går glip af en sådan rigdom!

Artiklen er en typisk økonomisk artikel. Den betragter alle mennesker som økonomiske agenter og intet mere. Og med en sådan énøjethed er det ikke mærkeligt, at den overser mange aspekter af virkeligheden. Dertil kommer, at den også blander alle ting sammen. Alle vestlige stater – og det er jo dem, der migreres til – betragtes under ét, og den modstand mod migration, der har vist sig forskellige steder i den vestlige verden, mener man, er forårsaget af ulyst til forandringer, en ulyst, der nemt ville kunne fjernes; hvis man blot lod migranterne betale en del af den større løn, de kan få i Vesten, i skat – i hvert fald i begyndelsen af deres nye tilværelse hos os – så skulle vi se løjer, så ville modstanden mod immigrationen straks forsvinde.

Og så glemmer forfatteren, Robert Guest, sådan lige i forbifarten, at det i Europa er de færreste af migranterne, der kommer i arbejde, så snart de betræder landets jord. Så den skatteindtægt, han taler om, har hos os på dette kontinent forvandlet sig til en skattebyrde. Om han véd dette, er uvist, men hvis han véd det, holder han omhyggeligt sin mund med det. Der er spørgsmål, han ikke stiller.

Lad os tage et andet spørgsmål, der ikke stilles. Det hedder i begyndelsen af artiklen:

Selve det, at de rykker teltpælene op, gør dem [migranterne, rr] mere produktive, for rige lande har bedre institutioner, de har retshåndhævelse, de har effektive kapitalmarkeder og moderne kompagnier. Konstruktionsarbejdere i rige lande bygger bedre bygninger, fordi de har bedre værktøj, el-tilførsel, der er til at stole på, og fordi deres arbejdsgivere ikke skal betale til korrupte lokale embedsmænd. Videnskabsfolk i rige lande har større gennemslagskraft, fordi de har bedre laboratorier og et større udbud af andre videnskabsfolk, de kan samarbejde med.

Og se, det kan jo alt sammen være rigtigt nok. Men alt det, der opremses her, er jo samtidig en opskrift på, hvordan man kan gøre et fattigt u-land til et rigt land, så dets indbyggere ikke behøver at migrere til den rige del af verden, noget, der formentlig ville bringe verdens samlede rigdom op på mindst ti gange så meget, som den er nu. Men se, det nævner artiklen intet om, selv om tanken jo ligger lige til højrebenet.

Robert Guest er godt klar over, at skal folk i almindelighed godkende den migration, han ser som en stor velsignelse, så må migrationen foregå ordentlig og følge bestemte regler. Og minsandten, i den forbindelse fremhæves Australien som det store eksempel. Australien, landet, som effektivt sætter sin flåde ind mod alle flygtningeskibe fra Indonesien og anbringer de illegale migranter, de opfanger, på fjerntliggende øer, og som af den grund kritiseres af FN og diverse NGO’er, det Australien skulle være det store eksempel. Hvordan kan det dog hænge sammen?

Det hænger sammen med nogle tal, artiklen bringer, og her er der for en gangs skyld noget interessant i artiklen. I Australien er 29% af befolkningen født udenfor Australien, det tilsvarende tal for USA og Tyskland ligger på omkring 15%. Indtil 1973 anerkendte Australien kun folk af europæisk oprindelse. Men efter den tid har man været åben overfor alle. Dog lukker man folk ind efter et bestemt point-system. Derigennem kan man bestemme, hvem man helst ser som sine medborgere. At være mellem 25 og 32 år gammel giver mange point, at have en god uddannelse og erhvervserfaring ligeledes, og naturligvis giver også det at kunne tale engelsk mange point. Landet har således modtaget 200.000 nye indbyggere fra 2011 til 2018, heriblandt 10 til 20.000 flygtninge.

Og ikke sandt, så er det, man siger: Nå, skal det være på den måde? Og så er det, man videre må spørge sig selv, om Robert Guest ikke er klar over, at vi her i Europa skal være helt anderledes hårde i filten, hvis vi skal følge Australiens eksempel. Jeg har således flere gange argumenteret for, at vi med brutal flådemagt standser alle flygtningebåde, der er på vej over Middelhavet, og sender dem tilbage til det land, de kom fra, ligesom Australien har gjort med migrantbådene fra Indonesien. Men jeg er da, i modsætning til Guest, udmærket klar over, at skal det kunne lade sig gøre, må den holdning, der gennemstrømmer medierne og den politiske elite, ændres. Der er en række rige menneskesmuglere – i Libyen, i Tyrkiet og i Marokko – som på den mest udspekulerede måde udnytter vor efterkristne barmhjertighedsfølelse ved at sende den ene ladning migranter til vore kyster efter den anden, sikre på, at vore gode hjerter – og den forståelse, vi har af flygtningekonventionerne – vil løbe af med os, så vi modtager dem i vore asylcentre og senere optager dem i vort samfund. Hvad vi jo også gør, dumme, som vi er.

Men altså, intet af det skriver Guest om, selv om det må være klar for enhver, der tænker sig lidt om – men det gør Guest måske ikke – at ruten over Middelhavet må standses, hvis migrationen skal foregå på en regelret måde.

Så det synes at være en kendsgerning: den europæiske situation, hvor vi bliver overlæsset med spontane migranter, og aldeles ikke kan vælge og vrage mellem dem, der kommer, men føler os forpligtede til at tage alle dem til os, som menneskesmuglerne kaster op på vore strande, den situation har Guest megen ringe føling med.

Han skriver et enkelt afsnit om Sverige:

Immigranter er kun en byrde, hvis værtslandets politik medfører, at det bliver for let at få underhold og for svært at få arbejde. Sverige har begået begge disse fejl overfor asylansøgere under den europæiske migrantkrise i 2015-16, idet man overøste dem med gratis ydelser samtidig med, at man tvang dem til at være passive i lange perioder. Dette var ikke holdbart, og regeringen nedskar flygtningestrømmen med fem sjettedele.

Nuvel, det var minsandten ikke den svenske regering, der nedskar antallet, det var en kombination af lukningen af grænsen mellem Makedonien og Grækenland og aftalen med Tyrkiet, der bremsede migrantstrømmen. Men det mærkelige er, at Guest tilsyneladende ikke aner, hvordan vore velfærdsstater fungérer. Det er jo ikke blot Sverige, der har begået den fejl at tildele migranter understøttelse, det er alle de europæiske velfærdsstater, der har gjort det. Og vi kan jo dårlig tænke os at opføre os anderledes. Hvordan skulle f.eks. svenskerne – eller danskerne for den sags skyld – kunne gøre migranter egnede for arbejdsmarkedet uden at give dem sprogundervisning? Og sprogundervisning tager tid. Der kan nok være en del migranter fra Mellemøsten eller Afrika, der har lært engelsk, men der er formentlig ingen, der har lært svensk eller dansk.

Men ok, slige indvendinger berører ikke Guest. Han opererer rask væk med den forestilling, at enhver migrant, der ankommer til et rigt land, fra dag ét kan få arbejde og derved tjene fem gange så meget, som han kunne i hjemlandet. Det er den forestilling, der er baggrunden for, at han kan anbefale værtslandet at beskatte migranterne i den første tid i landet, for at blødgøre værtsbefolkningens holdning overfor migranterne. Det er tydeligt, at han ikke har læst det danske ministeriums opgørelse over, at de fremmede hvert år koster de danske skatteydere 36 mia kroner. Og hvad er alle hans fine forestillinger så værd?

Mens jeg læste den halvlange afhandling igennem, kunne jeg ikke lade være med at lure lidt på, om Guest mon omtalte islam og de vanskeligheder for en god integration, islam belemrer os med. Men det er kun yderst sporadisk og dertil for det meste direkte forkert, det, Guest fortæller om muslimer og islam.

Han citerer en engelsk kvinde for at sige, at mange af de fremmede prøver at påføre englænderne deres kultur, deres sprog og deres religion. Ja, hun har ikke selv oplevet det, men har hørt, at der er gader, hvor englændere ikke kan færdes, fordi shariaen hersker dèr.

Men den påstand hævder han senere er forkert. Nej, siger han, der er ingen gader London, hvor de, der er født i landet, ikke kan færdes. Det tror han ikke på, det passer ikke ind i hans forestillingsverden. Men ikke desto mindre er det en virkelighed mange steder i London (og i Danmark). Og det er direkte forkert, for ikke at sige ”løgn”, når han hævder, at ”det er mere sandsynligt, at unge, mandlige, indfødte amerikanere eller englændere begår kriminalitet, end at unge immigranter gør det”. Der er talrige statistikker, der beviser det modsatte. Disse forkerte oplysninger kommer han med i forbindelse med, at han hævder, at den frygt, som ældre mennesker – han mener, der mest er ældre mennesker, der er imod migranterne – føler, er ubegrundet, den skyldes udelukkende propaganda fra indvandringsmodstandere.

Men han er dog godt klar over, at muslimer har nogle mærkelige fobier. Overfor homoseksuelle, f. eks. Det får ham til at sige, at hvis mennesker overalt på kloden kunne ”stemme med fødderne”, hvis der altså var åbne grænser, så ville nok mange homoseksuelle flygte bort fra Iran, måske til Uruguay, hvor de kunne blive gift med deres partner. Men uha, her kom han jo til at sige noget mindre godt om islam; så han skynder sig at sige, at mange mænd i Saudi-Arabien nok ville foretrække at forblive i dette land, for her udfolder den muslimske fromhed sig og her holdes kvinderne på deres rette plads. Men hov, nu kom han til at sige noget uheldigt om kvinder, så han synes, han er nødt til at føje til, at de saudiske kvinder nok ville benytte sig af den utopiske afstemning med fødderne til at rejse til Canada, hvor de havde frihed til at blive skilt fra deres mand.

Men at muslimer medbringer hele deres voldskultur til det land, de migrerer til, det siger han ikke. Og det skyldes givetvis ikke, at han ikke så gerne vil sige noget ufordelagtigt om islam, det skyldes, tror jeg, at han ikke aner en pind om det, og altså heller ikke – sin store viden til trods – har fundet ubesvarede spørgsmål, der kunne få ham til at undersøge islam lidt nøjere.

Det er en mærkelig artikel. Ikke blot fordi man som sædvanlig skal være opmærksom på, hvad der ikke siges, også fordi han blander ting sammen, som ikke kan blandes sammen.

Migration er således overalt det samme, mener han. Om det er mennesker, der flygter fra Venezuela til Colombia og dèr får dannet sig en tålelig tilværelse, eller det er afrikanere, der via Sahara, Libyen og Middelhavet flygter til Europa, det er ét og det samme. Om det er migranter, der får point nok til at blive accepteret af Australien som nye borgere dèr, eller det er illegale migranter, der, fordi menneskesmuglerne gerne vil tjene penge, sætter foden på europæisk jord og derfor kan søge om asyl, det er for ham det samme, han ser ikke forskellen. Og selvfølgelig nævner han som før nævnt ikke, at en forudsætning for, at vi kan følge Australiens eksempel og måske få skabt en reguleret migration, er, at vi kan få lukket for al illegal og derfor spontan migration over Middelhavet.

Desværre er det et normalt højt estimeret blad, der bringer denne afhandling. Og det viser, hvor indgroet den slags falske forudsætninger er hos den europæiske elite. Hvilket igen viser, hvor farlig for Europas fremtid vores egen elite er.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget | Skriv en kommentar

“Ordet”

Som jeg fortalte for et par indlæg siden, har jeg været i Aalborg og købt en bog om Kaj Munk af Anker Gemzøe og Mogens Pahuus.

Jeg har ikke tænkt mig her på bloggen at gå alle de steder igennem, hvor de to forfattere er uenige med mig, men som den trofaste læser nok kan tænke sig, kan jeg ikke helt holde min mund, specielt ikke, når det drejer sig om dødeopvækkelsen i ”Ordet”, noget som jeg har vendt mig ret kraftigt imod med min bog om ”Ordet”, den, der hedder ”Et spark til himlens dør”.

Først vil jeg dog nævne et sted, hvor Anker Gemzøe giver mig ret. Det er ham, der gennemgår ”Ordet”, og han skriver på side 129:

Når Johannes sætter sig i Jesus’ sted og gør Ordet til handling, til Dåd på liv og død, ligger der således et Gudsoprør i en direkte betydning såvel som flere indirekte.

I en note henviser Gemzøe så til min ringhed, dèr, hvor jeg på side 65 i ”Et spark til himlens dør” skriver:

Tesen er altså her, at der ligger en anklage mod Gud i »Ordet«s handlingsgang. Gennem denne handling viser Munk Gud, hvad han skulle have gjort. Ved at lade underet ske på teatret fortæller Munk Gud, at det var forkert, det, han gjorde, da han lod Inger dø.

Gemzøe fortsætter i noten med at sige:

Riis ser bort fra mange andre aspekter af dramaet, ikke mindst de kunstneriske. Det leder til den besynderlige konsekvens, at han sætter Munks senere ”toer” En Almanakhistorie”, Ordet II, over Ordet – som en tiltrængt korrektion, en sundere position i relation til underet. Kaj Munk udgav ikke selv dette tendentiøse debatindlæg, dramatisk set et makværk.

Det er såmænd sandt nok, at jeg især interesserer mig for de teologiske aspekter ved Munks dramaer, og at det er af teologiske grunde, at jeg vender mig imod dødeopvækkelsen i ”Ordet”. Men ærlig talt, må ikke enhver fortolker af ”Ordet” være opmærksom på de teologiske problemer, der er ved dødeopvækkelsen, og i det mindste stille det op som et problem, om der kan være stor kunstnerisk værdi i noget, som er så teologisk forkert som en dødeopvækkelse?

Og med hensyn til ”En Almanakhistorie”, så er det jo ikke mig, der lader det stykke være en korrektion til ”Ordet”, det er såmænd Munk selv. Han udgiver ikke selv dette stykke, blandt andet fordi det dramatisk set er et makværk – det har Gemzøe ret i. Men når han ikke udgiver det, kunne det også hænge sammen med, at han selv betragter det som en korrektion til dødeopvækkelsen i ”Ordet” og derfor ikke vil have sat spørgsmålstegn ved ”Ordet”. Han skriver således til Hans Brix den 31-5 1935 samtidig med, at han sender manuskriptet til ”En Almanakhistorie” til ham, at han ved at skrive ”En Almanakhistorie” er blevet befriet for sit Borgensgaard-kompleks. Han har altså åbenbart haft skrupler over ”Ordet I”, der jo foregår på Borgensgaard. Og i et senere brev foreslår han helt at overskære forbindelsen mellem ”En Almanakhistorie” og ”Ordet”, som han siger: ”af hensyn til ”Ordets” verdensry”.

Så nej, jeg sætter ikke ”En Almanakhistorie” over ”Ordet”, men jeg spørger, hvad Munk mon vil med ”En Almanakhistorie”, og hvorfor han har et Borgensgaard-kompleks. Det er dog ikke helt irrelevante spørgsmål.

Jeg vil egentlig også mene, at man burde undre sig lidt over den bagvendte måde at anklage Gud på, som foreligger i ”Ordet”. Man anklager Gud ved at anklage sig selv for manglende tro. Det er næsten alt for fromt. Det kommer frem allerede i ”Ordet” selv. Inger har i en samtale med gamle Mikkel Borgen sagt, at det nok gik i stykker for ham, fordi Gud ikke hørte ham, da han lå og bad ved Johannes’ seng. Dertil svarer Borgen:

Nej, der tager du fejl. Skylden er ikke Guds, Inger, men min, vor, Menneskenes. Der laa jeg og bad for mit dyreste i Verden, og jeg er fuldt og fast sikker paa, at havde jeg kunnet bede med Tro, var det sket. Men jeg bad med Tvivl: “Mon Gud dog ikke vil høre mig? det er dog altid Forsøget værd”. Nej, Inger, nej, naar en Far, skønt det gælder hans kæreste i yderste Nød, ikke kan bede med Tro, nej, saa er Miraklet gjort hjemløst i Verden.

Inger: Skulde Vorherre ikke nok kunne gøre det alligevel, Bedstefar? Skulde Vorherre ikke nok være mægtigere end et Menneskes Tvivl? (Ordet, Replik 78f).

Naturligvis har Inger ret. Skal vi i det hele taget tale om Gud, så er det ikke en Gud, der har gjort sig afhængig af menneskers tro eller tvivl, så han kun kan komme til at redde et menneske, hvis mennesker tror, nej, så handler han som selvstændigt væsen, på tværs af menneskers tro og tvivl.

Men ikke sådan for Munk. Han har fået den pietistiske tanke om helbredelse ved tro ind under huden, så han ikke kan slippe den. Tværtimod udvider han den i ”Ordet” ganske drastisk, så det bliver til ”dødeopvækkelse ved tro”. Og det gør han uden at skænke det en tanke, at han derved sætter Gud fra bestillingen. Det lyder fromt, men er dog ganske ugudeligt.

Når Inger opstår fra de døde, skyldes det således ikke et indfald hos den Almægtige om at gøre en uheldig tildragelse god igen, det skyldes et barns tro. Hvis den lille Maren ikke havde været til stede, ville Inger være forblevet i sin kiste. Som Johannes siger:

Inger, skal du da raadne, fordi Tiden er raadden? Saa lad det ske! læg Laaget paa! forbliv i jer Halvtro og Selvhjulpethed! Og lad mig vende tilbage til Mørket, til Mørket og Naaden i Natten. Se, der kommer det alt. (Replik 930).

Det viser sig næsten endnu tydeligere i artiklen ”Om Miraklet” fra 11. september 1932 i Jyllands-Posten, se her. Her hedder det:

Naar Baaden kæntrer udenfor Revlen, saa siger Tyngdeloven, at de tre Fiskere derude maa drukne. Det vil da ogsaa som Regel ske. Men de troende inde paa Bredden har igennem alle Aarhundreder vidst, at Gud kunde maaske ogsaa have en anden Plan, som kun – o Gaade! – kunde forhindres gennem Menneskers manglende Tro og manglende Bøn. Saa falder de da paa Knæ og raaber til Himlen, forvisset om, at maa det saa være, kan Underet ske.

Skal vi virkelig tro på en Gud, hvis plan kan hindres gennem menneskers manglende tro og manglende bøn? Ja, det synes her at være Kaj Munks Gud. Men må vi dog ikke sige med Kierkegaard: ”Fanden være Gud på de betingelser”?

Det er altså en helt forkert teologi, der ligger bag underet i ”Ordet”. Og det mærker Munk selv. Han mærker det ikke lige med det samme, han har skrevet ”Ordet”. Og han mærker det slet ikke, da ”Ordet” får succes, dvs., efter 2. september 1932, for da samler han sammen af brugelige og ubrugelige argumenter til fordel for en trosdødeopvækkelse. Men han mærker det, da pastor Fibiger skriver et læserbrev imod ham den 5. oktober 1932. Her hedder det bl.a.:

Kampen mod den legemlige Død var ikke Maalet for hans [Jesu] Liv og Virke. Hans centrale Sigte laa langt dybere, han sigtede efter at ramme Døden i dens Rod, dvs: Synden. Dèr var Skaden, og Døden var kun Synden i dens sidste Konsekvens, “Syndens Sold”.

Derfor mener jeg, at Deres Stykke vilde have vundet, hvis De havde lagt Problemet op i dette Plan, f. Eks. i en ren Konflikt mellem Tro og Vantro eller en fristende Løgn mod en frigørende Sandhed. Med andre Ord: Hvis De havde lagt Konflikten ikke i det mirakuløse; men i det etiske, saa sandt som det at lære Lydighed, ubetinget at lægge sin Vilje ind under Guds, er Livets egentlige Maal, som det staar om vor Frelser selv. (Et spark til himlens dør, side 69).

Munk lader sig ganske vist ikke mærke med noget i sit svar til Fibiger. Men det er dog ganske mærkeligt, at han lader det skuespil, der skal hjælpe ham af med hans Borgensgaard-kompleks, handle om netop det: en fristende løgn mod en frigørende sandhed. Maren, pigen, der hjalp Johannes med opvækkelsen i ”Ordet”, er blevet en voksen kvinde, lader sig forføre af en kunstmaler, som dog ikke vil vide af hende, sørger derfor for at få fosteret fjernet uden at forældrene véd af det, og gør sig bagefter klar til at blive gift med pastor Bandbuls søn, Andreas. Tilfældigt hører hun og forældrene så i radioen, at Johannes er død i en kamp for at ødelægge kunstmalerens maleri af Maren. Og først da går Maren til bekendelse, befries fra løgn til sandhed.

For Fibiger havde jo ret. Jesu opgave var ikke at opvække døde, men at befri syndere fra deres synd, dvs., at tale et ord, der netop kunne befri syndere, få dem ud af deres forsnævrede tankegang, få dem bort fra trældom under loven ind i frihed under evangeliet.

Så kan man slå op på side 285 i ”Kaj Munks digtning og livssyn”, og se, at Mogens Pahuus, som har skrevet om ”En Almanakhistorie”, vistnok giver mig ret i temmelig meget af det, jeg begrunder min opfattelse med. Han skriver:

Det er sandsynligt, at Riis har ret i, at Munk – som han i et brev til Brix skriver – har haft et ”Borgensgaard-Komplex” i de år, hvor han skrev ”En Almanakhistorie” (i flere forsøg), og at han er blevet inspireret til sin nye opfattelse af miraklet af Selma Lagerlöfs Kejseren af Portugalien (1914). I en artikel fra 1940 siger Munk om denne romans hovedperson Jan fra Skrolykke: ”Og da det omsider var helt ude med ham, da han bare var et Lig paa Bunden af en Fjord, se, da blev han stærk som en Guddom – kunne gøre Mirakler – kunde gøre Frk. Gulleborg fra Stockholm til Klara Fina fra Skrolykke igen”.

Så sammenfatter jeg Maren og Klara eller Munk og Lagerlöf og skriver (side 220):

For her sker underet, her finder miraklet sted. Her er stedet, hvor det overnaturlige griber ind i det naturlige. Her sker noget, som vi må opgive at finde naturlige, psykologiske forklaringer på, her slår kun tanken om guddommelig indgriben til.

Men desværre tror Pahuus, at jeg dermed blot refererer min egen opfattelse, han ser ikke, at jeg drager konklusionen ud fra Munks værk, sammenholdt med Selma Lagerlöfs ”Kejseren af Portugalien”. Det skulle ellers være klart nok: Fordi ”En Almanakhistorie” er skrevet over samme læst som ”Kejseren af Portugalien”: en Jesus-figuration øver guddommelig indflydelse på et menneske efter sin død, kan vi drage den slutning, at hvis Klara Fina forvandles til et helt menneske, så forvandles Maren på samme måde.

Og igen: Pahuus giver mig tilsyneladende ret:

Det kan nok tænkes, at Munk selv når frem til, at miraklet i hvert fald ofte har denne indre form. Det er imidlertid samtidig sikkert, at han ikke dermed en gang for alle afviser tanken om miraklet som en ydre begivenhed. Det fremgår med al tydelighed af det sidste drama-udkast, han skrev, Alverdens-Urostifterne.

Men han føjer altså lige noget til: jeg har ikke ret i det, jeg også skriver, at den tanke om bønnens kraft, som behersker ”Ordet”, ikke findes andre steder hos Munk. Jo, jo, siger Pahuus, den findes skam også i ”Alverdens-Urostifterne”.

Og det er jo sandt. Men det er også sandt, at denne tanke om bønnens kraft dèr findes i en form, der næsten er endnu mere fræk end den form, den har i ”Ordet”. Fræk, dvs., Munk sætter Gud udenfor indflydelse. Paulus er fuldstændig sikker på, at han har bønnens våben. Da han hører, at Peter er i fængsel, siger han, at så hjælper vi ham til frihed da. Og da Cornelius spørger. Har du våben?, svarer han: Der spurgte en hedning sig for (Alverdens-Urostifterne, replik 347-351), og så går han og menigheden ellers i gang med at bede til den store guldmedalje. Og så ser vi i scenens anden side, hvordan Peter bliver befriet fra sine lænker og ført ud af fængslet. Han kommer så tilbage, og Paulus og han omfavner hinanden.

Og det er jo en smuk fortælling, og vi forstår alle, at kan vi bare bede med entusiasme og inderlighed, så har vi derigennem et våben, som kan udrette mirakler. Det er blot ærgerligt, at Lukas i Apostlenes Gerninger giver fortællingen en helt anden drejning. Han opfatter ikke bønnen som et våben. At Peter bliver befriet, er helt og holdent Guds idé. Derfor kan han lave en lille sjov krølle på historien. Da Peter vender tilbage til menigheden, bliver pigen, der genkender ham på stemmen, så glad, at hun glemmer at åbne døren og løber ind til de andre og fortæller, at Peter står udenfor. Det tror de ikke på: ”Du er vanvittig”, sagde de, og ”Det er hans engel”. Men omsider fik Peter da banket så hårdt på døren, at de lukkede op og så, at det faktisk var ham, jvfr Apg 12,1-17.

Derfor vil jeg præcisere: Når Pahuus siger, at Munk ikke afviser tanken om miraklet som en ydre begivenhed, så er det jo sandt nok, og det kan man tydeligt konstatere i hans prædikener. Men skellet går ikke mellem ydre og indre mirakel, det går mellem miraklet som villet af Gud og miraklet som fremkaldt af menneskets stærke tro. Det sidste kan man, så vidt jeg lige kan se, kun finde to eksempler på, ”Ordet” og ”Alverdens-Urostifterne”. Det første kan man derimod finde mange eksempler på, noget, jeg gjorde opmærksom på i Munkiana 40 fra 2009, se her, hvor jeg i tilknytning til Per Stig Møllers omtale af en morale, som han fandt i ”Det gyldne Smil”, i enakteren ”Den Kærlighed” og i ”Puslespil”, skrev:

der sker noget og der skal ske noget på scenen. Men det, der sker, er ikke kun giftmord og slåskampe og nedrigheder, det er først og fremmest det, at personernes liv bliver lavet om, bliver noget helt andet, end det ellers ville have været.

Dengang, altså for ti år siden, vovede jeg – noget forsigtigt – at kalde en sådan personforvandling et under, forsigtigt, fordi jeg mener, det er noget, der sker på paradoksal måde: forårsaget af Guds ånd og dog forårsaget på en måde, så det er mennesket selv, der forstår og forvandles. Løgstrup har hævdet, at de suveræne livsytringer ikke kan villes, de kommer af sig selv som et indfald, et menneske får. Og dog er det jo mennesket selv, der får dette indfald. Men hvor Løgstrup i ”Opgør med Kierkegaard” nøjes med at skildre de to modsatrettede livsytringer, de suveræne og de kredsende, og ikke spekulerer på, hvordan overgangen fra det ene sæt livsytringer til det andet foregår, dèr er dramatikeren Kaj Munk mere givende. Jeg skriver til sidst i afhandlingen fra 2009:

For det har jeg opdaget ved Munk, at min teologi svarer til hans dramatiske forståelse. Hvor han i sin dramatik vil have, at noget sker på scenen, mennesker går ud af de begivenheder, han udsætter dem for på scenen, som andre væsener, end de var, da de gik ind i dem – dér vil jeg i min teologi hævde, at mennesker kan forvandles, øjnene kan åbnes på os, så vi forstår, der kan gå et lys op for os. Og ligesom det dramatisk er en balancegang at fremstille begivenheden som noget naturligt, der dog indebærer et indgreb udefra – hvilket lykkes Munk i Ordet II, sådan er det teologisk et paradoks, at mennesket forvandles, omvendes, kommer til tro gennem et ord udefra og gennem åndens virken i hjertet, en virken, der paradoksalt nok ikke forhindrer, at det er mennesket selv, dets eget inderste, der forstår, forvandles, gribes.

Det er stadig det, der fascinerer mig ved Kaj Munk. Og så tager jeg det med, at han i 1925 blev så fortvivlet over at skulle være passiv tilskuer og præst ved Marie Sands død i barselsseng, at han greb til den fortvivlede udvej at skrive et drama, hvori der forekommer en dødeopvækkelse. Det er jeg i stand til at se bort fra og undskylde, men jeg gør det ikke uden samtidig at undre mig over alle de teologer, litterater og andet godtfolk, som arbejder ihærdigt på at finde en dybere mening med opvækkelsen.

Udgivet i Ny testamente | Tagget , | Skriv en kommentar

Symbolpolitik

Der har været vældig ståhej om den tilsvining af jødiske gravsten, der har fundet sted i Randers.

Da man først hørte om det, anede man ikke, hvem der stod bag. I min tankeverden var der to muligheder. Enten var det nynazister, eller også var det muslimer.

Det var ikke, fordi jeg kom særlig langt i mine overvejelser, men jeg husker da, at jeg hældede mest til, at der var tale om nynazister. Og jeg husker også, at én af grundene til, at det forekom mig mest sandsynligt, at det var dem, var, at det, gerningsmændene foretog sig, var ren og skær symbolpolitik.

Jeg mener, hvis man som nynazisterne er ude på at få andre danskere overbevist om, at jøderne er et problem her i landet, så kan man muligvis med en noget forskruet tankegang tro, at man kan få fat på andre med samme forskruede tankegang ved at lave den slags symbolpolitik. Der var jo ingen jøder, der blev dræbt, der var ingen umiddelbare trusler om, at nogen ville blive dræbt, der var kun tale om en symbolhandling på et symboltidspunkt: årsdagen for ”krystalnatten” i 1938.

Anderledes med en muslim! Han læser koranordene om, at jøder er aber og skal dræbes, og han tænker ikke på, om han skal overbevise andre om sine hadtanker, det er nok for ham, om han kan dræbe nogle jøder. Så mener han, at han kan gøre sig fortjent i Allahs øjne til at komme i det muslimske paradis, hvis han bliver dræbt. Så en muslim med anti-jødiske følelser er langt mere farlig end en nynazist. Det, som en sådan muslim er ude på, er realpolitik og ikke kun symbolpolitik.

Når vi bevogter synagogen i København og den jødiske skole sammesteds, er det heller ikke nynazister, vi vil beskytte disse steder imod, det er muslimske terrorangreb på jøder, vi er bange for, terrorangreb som det, der fandt sted, da Omar El-Hussein dræbte den jødiske vagtmand, Dan Uzan, ved synagogen i Krystalgade den 14. februar 2015. Han havde hørt en jødehadsk prædiken i en moské og besluttede sig efter drabet på Finn Nørgaard foran Krudttønden for at slå jøder ihjel.

Nå, nu viste det sig ret hurtigt, at det var nynazister, der stod bag tilsviningen af den jødiske kirkegård i Randers og forskellige andre anti-jødiske tiltag. Og så brød en sand syndflod løs i medierne, hvor gud og hver mand tog afstand fra sådanne handlinger. Det kendte politiker-ord ”uacceptabelt” blev brugt særdeles flittigt.

Men også det er jo ren og skær symbolpolitik. Det er med Shakespeares ord ”Words, words, words”. Det koster os ikke noget. Vi giver udtryk for vore følelser overfor vore jødiske landsmænd, og det er da udmærket. Men bare det at sige, at muslimerne er en langt større fare for jøderne end nynazisterne, nej, det vover vi sandelig ikke, for uha, uha, muslimerne må vi ikke træde over tæerne, måske vi derved kunne aktivere deres anti-jødiske følelser.

Og det at anbefale, at vi skruer ned for indvandringen, specielt indvandringen af muslimer, det er heller ikke noget, der ligger til højrebenet for vore medier. De er altfor røde til at gå ind for noget sådant. Og når man på den måde viger udenom nogen anbefaling af det eneste, der virkelig kan beskytte vore jødiske landsmænd, så er det, ordet ”symbolpolitik” falder én i munden, vel at mærke: symbolpolitik fra mediernes side med alle de negative konnotationer, medierne ofte lægger ind i ordet.

På den baggrund var det en lise at læse Morten Messerschmidts artikel i Berlingeren, se her. Han, men ikke de normale journalister, var i stand til at løfte blikket lidt fra den danske andedam, han, men ikke de veluddannede journalister, kunne gøre opmærksom på, at den væsentligste årsag til, at jøder flytter fra Frankrig til Israel, er den muslimske chikane imod dem. Han, men ikke normal-medierne, kunne fortælle, at jøder er ophørt med at bære genstande, der kan vise, at de er jøder.

Alt det er jo yderst sørgelige kendsgerninger. Men det er dog kendsgerninger, der fortjener at komme frem, hvor meget end muslimer har noget imod det.

Men man skal åbenbart ikke forvente, at normal-journalister tager sådanne kendsgerninger frem. Så er det godt, at vi har en reserve-journalist som Messerschmidt. Og det er da forresten også godt, at Berlingske bringer hans artikel.

I den forbindelse kan det også være relevant at nævne, at Yahya Hassan tilsyneladende ikke har noget som helst jødehad med sig fra sin muslimske baggrund. Eller man skal måske snarere sige, at det er blevet helt udslettet, fordi han har vist sig at reagere på ganske normalmenneskelig måde. Jeg mener: han blev modtaget med stor gæstfrihed af en jøde, chefredaktøren på Weekendavisen, Martin Krasnik, boede hos ham i to måneder, og han har – modsat sine medmuslimer – bevaret venskabsbånd til Krasnik. Krasnik formåede at få et interview med ham. Oven i købet var det ikke Krasnik, der tog initiativ til de telefonsamtaler, der udgjorde interview’ets kerne, det var Yahya Hassan. Så hvor andre muslimer lader koranord udslette deres normalmenneskelige reaktion, dèr bevarer Yahya Hassan sin menneskelighed intakt.

Udgivet i Islam, Samfundsforhold | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Yahya Hassan

Jeg har anbragt emnet for dette indlæg i overskriften. Så kan de, der allerede har fået nok af Yahya Hassan, springe fra med det samme. Jeg var såmænd lige ved selv at gøre det, for denne digter er ikke lige min kop te, men så hørte jeg Erik Skyum Nielsen i Deadline den 12-11. Han beskrev digtsamlingen ”Yahya Hassan 2” som bestående af 4 lange, skidegode digte, 4 halvlange, halvgode digte, og 40 små digte, der stort set ikke var noget værd.

Han blev på et tidspunkt spurgt om anmeldernes yderst forskellige opfattelse af bogen og brugte dette digt som eksempel:

»JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/ SIDEN ÅR 2013/ TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/ DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/ OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED.«

Om dette digts dårlige rim: ”jakken”, ”tretten”, ”træt af den”, sagde han med et udtryk fra vejrmanden Voldborg, at de var ”lokale rimdannelser”. Og de rim, der var ”gode nok”, ”led”, ”oksesved” og ”jaget ged”, var til gengæld uden betydningsspil.

I Deadline-udsendelsen i øvrigt lagde jeg mest mærke til, at Lars Bukdahl, Weekendavisens anmelder af digtsamlingen, var meget begejstret for den. Og i betragtning af, at han også var begejstret for Simon Grotrians salmer, undrede det mig ikke. Han synes at elske abrupte og overraskende udtryk, næsten uanset sammenhæng og øvrige betydningsindhold.

Men så læste jeg Bent Blüdnikows artikel i Berlingske den 13-11, se her, som er en indvending imod Martin Krasnik og Klaus Wivel i Weekendavisen, hvor de lobhudler Hassan og giver ham en lang og begejstret omtale. Det får Blüdnikow til at skrive:

Men det er ikke hele sandheden om Yahya Hassan, for Weekendavisen forbigår en vigtig del af historien. Og det er, at han i 2015 meldte sig som opstillet til Folketinget for partiet Nationalpartiet. Det var kritisk vendt mod indvandringspolitiken, som ifølge partiet »har fået en retorik med racistiske undertoner«. Hassan ændrede nu holdning til sine digte og understregede, at »min digtsamling har aldrig været en »islamkritik«.« Han deltog i debatten om Israel-Palæstina-striden med forudsigelige indlæg om, at Israel var skyld i ulykkerne, og palæstinenserne blot var ofre. Om Israel anvendte han ordene »undertrykkelse, vold, racisme, fanatisme og had«. Hassan forsøgte at få venner, og modet til at stå alene svigtede.

Martin Krasnik hev bukserne af islamkritikeren og attentatofret Lars Hedegaard i et interview i Deadline og tværede ham ud. Han kaldte ekstremisten Rasmus Paludan for en nazist. Men over for den kriminelle Yahya Hassan udviser Krasnik og hans avis næsegrus beundring. Det kan man godt forstå, hvis de har ret i, at han er en gudsbenådet kunstner, men hvorfor fortæller de ikke sandheden om ham?

Det er, fordi de er den type intellektuelle, der nærer en jaloux beundring for kunstnere, der overtræder moralske og kriminelle grænser, som de ikke selv tør.

Og det har han ret i, bortset fra det sidste. Den forskellige behandling, vi giver en af vore egne og en af de fremmede, er påfaldende. Begge bliver forfulgt af muslimer. Begge må være under politibeskyttelse. Begge har været udsat for attentater fra muslimsk side. Men hvorfor er det kun Hassan, der bliver mødt med forståelse?

Og ja, så var jeg jo næsten nødt til at læse, hvad Martin Krasnik skriver. Det står vistnok bag betalingsmur, men for dem, der som jeg abonnerer på Weekendavisen ser linket sådan ud. Og den åbenbarede noget for mig, som jeg vel egentlig godt vidste i forvejen, men som alligevel bliver sært nærværende, når man sådan forbinder det med en skæbne som Yahya Hassans: at vold virker, at vold ødelægger mennesker, at vold forhindrer mennesker i at blive hele mennesker. Og den vold, jeg taler om, er islams vold.

Og hvis vi nu lægger det spørgsmål til side, om digtene er gode eller dårlige, og hvis vi ydermere ser bort fra de moralske overtoner i Blüdnikows artikel og sammenholder det, han skriver om Yahya Hassans liv efter den første digtsamling, med det, Martin Krasnik fortæller om i sin artikel, så fremstår billedet af et splittet menneske, og så får vi stillet det spørgsmål til os, om vi egentlig ikke godt forstår den splittelse, der præger Yahya Hassan.

Han har siddet 21 måneder i fængsel, fordi han skød en ung mand i foden og i låret, han har efterfølgende boet hos Martin Krasnik i to måneder. Krasnik talte med ham i Deadline, hvor han læste op af sit langdigt med ord om, at han ”pisser på Allah og hans sendebud”.

Men en sådan udtalelse var lige så slem som Kurt Westergaards tegning. Det viste sig, fortæller Krasnik, at der i løbet af natten kom så mange trusler mod ham på Facebook, at han ikke kunne vende tilbage til sit værelse i Brønshøj.

Så kommer han under politibeskyttelse, så begynder han at gå i jakkesæt, så prøver han – så vidt jeg forstår – at leve som dansker. Men det vil ikke lykkes ham. For de forfølger ham stadig. Hvem er de? spørger Krasnik.

»Alle mulige indvandrere, bander, jeg var jo vantro, jeg var forræder, jeg var et udskud, og jeg rendte rundt og spillede smart. Da de ikke kunne få rigtig ram på mig, brændte de min families lejlighed. Og så købte jeg dén kanon og skød ham den lille dreng.«

Du mener den 17-årige, du skød i foden?

»Ja, dagen før var jeg blevet omringet og overfaldet af ham og ti af hans venner. De stod rundt om mig og stampede på mig. Jeg ringede til PET og sagde, vil I beskytte mig, eller skal jeg selv gå ud og købe en kanon og hundrede bønner og begynde at skyde igen? De ringede aldrig tilbage, og dagen efter kom han hen mod mig med fire-fem andre, og jeg råbte, han skulle fucking skride, og så skød jeg ham i låret og foden.«

Hvorfor var de efter dig?

»De ser mig som en forræder og en frafalden præmie­perker. Du så selv, hvordan jeg så ud i jakke­sæt, de havde sgu ret, jeg var en præmieperker, og jeg gad ikke være en præmie­perker, forstår du? Det blev for meget. Jeg blev fucking træt af at være præmie­perkeren.«

Træt af hvad?

»Af at være forfulgt. Af alle, træt af at være bokse­pude, træt af at vende den anden kind til, at være alles forpulede kæle­dægge og bokse­bold. Jeg har vendt den anden kind til i alt for lang tid. Og jeg skal ikke op og hænge på noget kors.«

Nej, han vil ikke op og hænge på et kors, det forstår vi jo alle sammen. Men spørgsmålet er, om han slipper for det, hvis han altså vil være et helt menneske. For, som Jesus siger: ”Hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv?” (Matt 16,26). Det betyder ikke, at han bliver slået ihjel, det betyder, at han ikke mere har nogen sjæl, eller at den sjæl, han har, opløses. Det er forresten, hvad han selv skriver:

»MIN SKYGGE FORLOD MIG/ OG EN SKIKKELSE NEDFÆLDEDE SIG OVER MIG/ SENERE BLEV JEG EN KARIKATUR AF MIG SELV«.

Jeg vil tro, at det er det, der gør ham gal og vredladen, måske endda, at det er det, der ligger til grund for de indlæggelser på psykiatrisk, han har været igennem.

Han prøvede jo, ifølge Blüdnikow, at gøre sine medmuslimer tilpas. Han tilsluttede sig Nationalpartiet og tog afstand fra de islamkritiske passager i sine digte, og dermed mente han formentlig, at han kunne tilfredsstille de voldsberedte muslimer. De så ham jo, siger han her, som en frafalden, og en sådan skal slås ihjel ifølge almindelig muslimsk skik.

Men dels lykkedes det ham ikke at gøre dem tilpas, dels mistede han sig selv under den operation. For man mister sig selv, hvis man lader sig tvinge til at mene noget andet end det, man inderst inde mener.

Det er, hvad Jesus advarer imod med ordet om øjet som legemets lys, Matt 6,22f. Jeg har her taget den nuværende bibels oversættelse op til kyndig kritik. Egentlig burde det i oversættelsen hedde: ”Øjet er legemets lys. Hvis dit øje er helstøbt, er hele dit legeme lyst. Men hvis dit øje er ondt, er hele dit legeme mørkt. Hvis altså det lys, der er i dig, er mørke, hvor stort er så ikke mørket!”

Problemet for Yahya Hassen er altså, at han ikke er og ikke kan være helstøbt; han er i sit inderste tvedelt, delt mellem kristendom og islam.

Som alle andre muslimer føler han, at han skal tiltvinge sig respekt. Han ville ikke være under politibeskyttelse, for så er han underlegen. Derfor købte han en revolver og skød fra sig. Han vil respekteres, og den respekt, han vil have, tvinger han frem hos andre. Krasnik igen:

Onsdag, 6. november, 13.12

»Jeg har ligget bælte­fikseret, fordi jeg kom til at smadre en neger, jeg har ligget i bæltet, fikseret, der er et bande­medlem, der tror, han er noget, det kostede mig lige en tur i bæltet og to sprøjter i røven.«

Hvad gjorde han da?

»Manden skar ansigter, han provokerede mig. Han lånte min yndlings-CD med gangsta­rap, og han ridsede den så meget, at ikke et eneste nummer virkede. Så smadrede jeg ham.«

Hvorfor lader du ham dog ikke være? Det er da ikke dét værd!

»Sådan hænger det ikke sammen. Dem, der træder mig over tæerne, de har trådt på en fucking land­mine. Sådan er det, og sådan bliver det hele vejen ned i graven, hvis jeg ikke bliver respekteret, så går jeg hele vejen til bæltefikseringen.

Typisk muslimsk. Og denne muslimskhed sidder åbenbart dybt i ham. Han skal forsvare sin ære som mandfolk. Ingen skal komme og se nedværdigende på ham.

Men se så på noget andet, han siger:

Du har også haft et liv og frihed. Skal du leve sådan her altid?

»Det ved jeg sguda ikke. Jeg har prøvet det andet. Det duede ikke. Sådan er jeg ikke. Jeg er sådan her.«

Du skriver sådan her i »MÅNEDIGT«: »JEG VIL HUSKES SOM ET AF DE MENNESKER/ DER IKKE BLEV SLÅET IHJEL/ FOR INGENTING/ PÅ DEN HER JORD«. Du vil ikke slås ihjel …

»… ja, for ingenting. Men jeg vil gerne slås ihjel for min sag.«

Hvilken sag?

»Mine digte.«

De er der jo. Du behøver ikke dø for dem.

»Jeg vil dø for mine digte og for at kunne gå i fred for alle danskerne og alle perkerne.

Dette er jo den skinbarlige kristendom. Et menneske står last og brast med den livsanskuelse, han har dannet sig, og lader sig ikke på nogen måde tvinge til at mene noget andet. Kun argumentets kraft gælder. Det var det, Jesus gjorde, og det er det, han opfordrer os andre til at gøre. Vi danskere, der lever blandt andre danskere, som ikke tænker på at bruge vold mod anderledestænkende, vi bliver ikke sat i det dilemma, som Yahya Hassan er sat i: Hvor langt skal han give afkald på den opfattelse, han har dannet sig, for at tilfredsstille sine landsmænd og medmuslimer, så han undgår deres vold?

Det, der gør ham syg, er, at han forsøger at balancere mellem de to verdener, den muslimske, hvor det drejer sig om at kæmpe for sin ære, ellers er man ingenting, og den kristne, hvor man på forhånd af Gud er erklæret for at være anerkendt, så man blot behøver leve ligefremt og så glæde sig over de andres anerkendelse eller være ligeglad med deres modstand.

Og man kan altså ikke balancere mellem to størrelse, der er logisk uforenelige, uden at tage skade på sin sjæl. Hvis man mener, at det er én selv, der i kraft af de unikke erfaringer, man har gjort sig, er nået frem til den livsanskuelse, man har, så er den logiske konklusion, at man må lade andre have den samme frihed til at nå frem til deres måske anderledes livsanskuelse; det vil sige: man må finde sig i den vold, andre øver mod én for at få én til at frafalde sin livsanskuelse; for livsanskuelsen er jo en del af ens personlighed, og sin personlighed kan man ikke opgive, hvis man vil være et normalt, det vil sige: helstøbt, menneske.

Og omvendt: Hvis man godtager islams tese om, at en frafalden skal slås ihjel, hvis man prøver med vold at få andre til at frafalde deres umuslimske anskuelser, så må man også selv bøje sig for den vold, andre udøver mod én. Men så bliver det ikke én selv og ens egen indre personlighed, der bestemmer, hvad man regner for sandt og hvad ikke, så bliver det de andres større eller mindre vold, der afgør sagen. Og så bliver man et delt menneske: Udadtil siger og gør man ét, indadtil har man sine tvivl, men altså tvivl, som man af hensyn til konsekvenserne holder for sig selv. Men så opæder personligheden også sig selv indefra.

Og det er min fornemmelse, at det netop er denne opløsning, Yahya Hassan af al magt gør modstand imod.

Jeg kan ikke give ham noget råd, der er bedre end det, Jesus giver i Matt 6,22f. Og jeg er ret sikker på, at han vil hade mig, hvis jeg giver udtryk for min medlidenhed med ham.

Men så meget må jeg vel have lov at sige, at jeg er bange for, at hans tilfælde kun, som man siger, er toppen af isbjerget, at der altså er mange muslimer som ham, blot har de ikke den sproglige evne, så de kan blive berømt blandt danskerne, som han er blevet det. Men tvesindet, skizofrenien, at være parat til voldeligt at forsvare sin ære og så alligevel at kunne tale normalt med andre uden tanke for egen ære, det har de, og det forsvinder ikke sådan på en studs.

En flamsk professor, Wim van Rooy, har givet udtryk for det samme. Og hvis man dengang, se her, var i tvivl om, hvorvidt han nu også havde ret i denne diagnose, så giver Yahya Hassans opførsel ham desværre alt for meget ret.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget , , | 1 kommentar