Luther og mystikken

Den fremmede Luther 19

Der er efterhånden ikke så få, der har villet se Luthers ”tårnoplevelse” som en mystisk oplevelse, altså som noget, der er inspireret af middelalderens mystiske tænkere. Nu har sidst Kristian Højerholdt i en kronik i Kristeligt Dagblad prøvet at finde ud af, hvad der er op og ned i den påstand, se her. Og det gør han efter min mening ganske udmærket, ikke mindst, fordi han konkluderer på denne måde:

Forfatteren Aldous Huxley karakteriserer i bogen ”Den evige filosofi” med en åbenlyst polemisk formulering ”Theologia Deutsch” som ”den bog, som Luther påstod han elskede så højt, og som han, hvis vi skal slutte ud fra hans liv, lærte så lidt af …”.

Det er en rigtig vurdering, hvis man som Huxley tager udgangspunkt i en forståelse af religion, der betoner spiritualitet og muligheden af videregående menneskelig udvikling og religiøs erfaring.

Det står klart, at Luthers holdning til disse spørgsmål ændrer sig over årene. Sværmeri bliver med tiden det mildeste af de skældsord, Luther hæfter på mystisk inspirerede anskuelser og bestræbelser. Luther var tydeligvis som person ikke mystisk anlagt, og det har grundlæggende forekommet ham naturligt at betone vigtigheden af menneskets engagement i det daglige liv i moralsk og religiøs henseende. Ja, han synes ligefrem at betvivle muligheden af menneskelig udvikling eller forandring med grundlag i videregående indre erfaring. ”Sværmernes” påståede forbindelse til tidens omfattende sociale uro (bondeoprør) har utvivlsomt bestyrket ham i hans negative syn på mystisk forankret spiritualitet.

Det er utvivlsomt rigtigt, at Luther ikke var mystisk anlagt. Men ikke desto mindre har han altså i 1518 sørget for udgivelsen af et skrift, Theologia Deutsch, som i høj grad fremmer mystiske tænkeres tanker. Hvordan hænger det sammen?

Ja, først skal vi lige foretage et par forbehold. I kronikkens mellemoverskrift har man citeret dette stykke fra kronikken:

Lad mig sige (…), at (bortset fra Bibelen og St. Augustin) har jeg aldrig nogensinde haft en bog i mine hænder, som jeg har lært mere fra om Gud og Kristus, mennesket og alle ting, der er til.”

men udeladt de ord, jeg her har sat i parentes, som så heldigvis forekommer i hovedteksten. Af mellemoverskriften kunne man tro, at Luther anbragte Theologia Deutsch på førstepladsen, men den står altså ifølge teksten selv på tredjepladsen.

Dertil kommer endvidere, at det af sammenhængen, hvori dette udsagn står (jeg har fundet det i Erlangerudgavens bind 63, side 239) fremgår, at Luther vil bruge udsagnet og sin egen ros til skriftet til at sætte ”de højlærdes” latinafhængighed i skygge og fremhæve, at tyskerne også kunne skrive teologi på deres eget sprog. Og så skal man måske ikke tage den store ros alt for bogstavelig.

Men bortset fra det er der jo rigeligt at undre sig over.

Højerholt skriver, at Theologia Deutsch indskriver sig i en tradition af tysk senmiddelaldermystik:

Det mest afgørende punkt vedrører forståelsen af forholdet mellem menneske og Gud. Og her er ingen tvivl: ”Das Büchlein” repræsenterer helt klart et standpunkt om mulig forening mellem menneske og Gud (på tysk ” Vergottung).

Det er vist nok Højerholts mening at hævde, at noget sådant kunne Luther ikke gå med til. Og ser man på hele den dialektiske teologis Luther-forskning, er dette udtryk også noget, der intetsteds forekommer, så man kunne fristes til at tro, at det heller ikke forekommer hos Luther.

Det gør det dog. Det opdagede nogle finske Lutherforskere i den kolde krigs sidste år, hvor Sovjetunionen i et forsøg på at vise sin gode vilje overfor Vesten, beordrede nogle ortodokse kirkefolk til at føre dialog med lutheranerne. Og da de mente, at finnerne nok var de mest medgørlige blandt dette folkefærd, blev det finnerne, de russiske ortodokse skulle samtale med.

Russerne foreslog, at man skulle drøfte det græske begreb qewsiV, på latin ”deificatio”, altså på dansk ”guddommeliggørelse”. Det var finnerne meget imod. For, sagde de, det begreb findes ikke hos Luther. Dog gav de sig til for en sikkerheds skyld at undersøge det, og minsandten, de fandt begrebet hos Luther, oven i købet både på latin: deificatio og på tysk: Vergöttlichung. Det var anledning til en vis fornyelse af Luther-forskningen.

Det skal jeg dog her ikke gøre mere ud af. Kun vil jeg henvise til et enkelt sted i Luthers bog imod Latomus (1521), hvor ordet forekommer, se her, og en artikel, jeg engang havde i Præsteforeningens Blad, se her. Hvis man altså gider.

Derimod kan der være grund til at gøre lidt ud af et andet citat fra Højerholt. Han skriver om Theologia Deutsch:

Eksemplet over alle for dem, der vil søge ”fuldkommengørelsen”, er Kristus. Eftertrykket i beskrivelsen af vejen ligger på overvindelse af synd og selviskhed og accept af lidelse, afsavn og ensomhed. Udgangspunktet for den grundlæggende forståelse er sådan set uhyre enkelt: Synd er fravær af overensstemmelse mellem individuel og guddommelig vilje. Alene menneskets egenvilje er Gud imod. Alt andet, inklusive mennesket som skabning, er fuldkomment, som det er. Hvor store vanskelighederne end måtte være, repræsenterer ”synd” en udfordring, som kan overvindes.

Luther har i sin romerbrevsforelæsning fra 1515 nogle mærkelige overvejelser over noget, han kalder resignatio in infernum, resignation over at være fordømt til helvede. Jeg kan ikke påstå, at jeg er færdig med mine overvejelser desangående, men som en foreløbig og lidt forsigtig teori vil jeg antage, at dette at kunne nå frem til at acceptere, at man er fordømt til helvede, når man blot er klar over, at det er Guds vilje, der sker med én, og på den måde bliver fuldstændig ét med Guds vilje, det er identisk med det, Højerholt nævner her: en overvindelse af synd og selviskhed og en accept af lidelse, afsavn og ensomhed. Det som Theologia Deutsch oplever som en mystisk forening med Gud, med tilværelsens grund, det oplever Luther som en fuldstændig accept af Guds dom, også hvis den fører til fordømmelse.

Luther er ved at udlægge Rom 9,3, hvor Paulus giver udtryk for, at han kunne ønske at være borte fra Kristus, hvis det blot kunne hjælpe hans brødre og landsmænd. Herom skriver han bl.a.:

Men for dem, der i sandhed elsker Gud med en sønlig og venskabsagtig kærlighed, som ikke er af naturen, men alene af Helligånden, er disse ord utrolig gode og et fuldendt eksempel på et vidnesbyrd. For disse ofrer sig gerne til al vilje fra Guds side, også til helvede og evig død, hvis Gud blot har villet det, så at hans vilje fuldt ud sker; derfor søger de intet af deres eget. Men ligesom de således rent ud efterdanner sig selv efter Guds vilje, således er det umuligt, at de forbliver i helvede. For det er umuligt, at den skulle forblive udenfor Gud, den, som helt og holdent kaster sig frem til Guds vilje. For han vil, hvad Gud vil; altså behager han Gud. Hvis han behager ham, er han elsket; hvis han er elsket, er han frelst. (Se her).

Altså, hvis man resignerer til helvede, så søger han ikke sit eget, så efterdanner man sig helt og fuldt efter Guds vilje, og – føjer Luther til med tilsyneladende inkonsekvens – så er det umuligt, at man forbliver i helvede. Jeg har et andet sted fundet den samme inkonsekvens, hvad angår buddhisten, der gennemgår årsagskæden, og – vupti – når han er nået til ende med det, erkender, at han gennem denne erkendelse netop er sluppet fri af årsagskæden, se her. Og det er han, selv om det skulle være umuligt, årsagskæden gennemtrænger jo alt.

På samme måde mener altså Luther her, at man frelses, hvis man af hjertet accepterer Guds dom, også, hvis den fører til helvede. Han fortsætter:

Hvis man spørger, om Gud nogensinde har villet eller vil det, at et menneske resignerer til helvede og overgiver sig til fordømmelse eller forbandelse bort fra Kristus på grund af hans vilje, så vil jeg svare, at det skal ske i mange og især i dem, som er i en kærlighed eller gunst til Gud, som rent ud er ufuldkommen. For i dem skal den begærets kærlighed, hvori de er begravet, med nødvendighed ødelægges. Men den ødelægges ikke, medmindre der sker en indgydelse af en overvældende nåde eller gennem denne benhårde resignation. For “intet vanhelligt kan komme ind i Guds rige”. Men nu véd ingen, om han elsker Gud rent, ejheller kan han mærke på sig selv, at han ikke også stræber efter at frelses, og ikke benægter at fordømmes, hvis han behager Gud. For de fordømte pines så meget hårdere, fordi de ikke véd, at de bliver fordømt, og heller ikke resignerer overfor denne Guds vilje, og slet ikke kan gøre det uden nåde. For hvis dette er skærsildens straffe (og sådan forekommer det mig), at sjælene med en ufuldkommen kærlighed bliver skrækslagne ved denne resignation, idet de er enige om at gøre den til en forbandelse bort fra Gud, så er vi elendigt dumme, vi, som skelner mellem at fuldkomme en kærlighed til Gud i dette liv med en brændende iver og forventer en så barsk sorg fremtiden. Hvor der dog ikke finder nogen skærsild sted, medmindre den finder sted som en resignation til helvede. Men de fuldkomment hellige, fordi de er fulde af kærlighed, dog uden stor sorg, foretager denne resignation. For ud af en overvældende følelse imod Gud tager de forud enhver mulighed i betragtning, også den at udholde helvede. Og i kraft af denne beredvillighed undflyr de straks på den måde straffen. For de kommer jo ikke til at frygte det, som fordømmer, fordi de glad og gerne undergiver sig fordømmelsen for Guds skyld. Snarere bliver de mennesker fordømt, som flygter bort fra at blive fordømt. (Se her).

Elsk din næste som dig selv”, hedder det. Og Augustin konkluderer derudfra, at dette, at vi elsker os selv, er tilladt, blot skal altså kærligheden til næsten være lige så stor, som den kærlighed, vi har til os selv. Luther ser anderledes på dette. Han læser budet sådan, at vi skal elske næsten i stedet for os selv. Den kærlighed, vi af naturen har til os selv, skal udslettes, eller, som det hedder her, ”den begærets kærlighed, hvori de er begravet, skal ødelægges”. Det sker derved, at selve den stræben efter at frelses, som man vel synes, det er naturligt for et kristent menneske at have, skal tilintetgøres, så man resignerer overfor Guds vilje, også selv om den fordømmer én til helvede. En sådan resignation kan man kun opnå ved Guds nåde – og her adskiller Luther sig nok fra Theologia Deutsch. Men i villigheden til at give sig helt hen til Gud, ligner Luther denne inspirationskilde. Og, som han skriver, ”de fuldkomment hellige foretager denne resignation”.

Luther har i 1518 skrevet en forklaring eller en resolution til de 95 artikler. Deri forekommer der en beskrivelse af tilstanden i skærsilden, en beskrivelse, der knytter til ved hans egne erfaringer. Han skriver:

Men også jeg har kendt et menneske, som forsikrer, at han ofte har lidt disse straffe, igennem et meget kort tidsinterval, men det var i den grad store helvedesstraffe, at hverken sproget kan sige det eller pennen skrive det, eller den, der ikke har erfaret det, kan tro det, således at, hvis de var varet ved, eller havde varet bare en halv time, ja bare ti minutter, så ville han helt været gået til grunde og alle hans ben ville være blevet til aske. Her viste Gud sig forfærdelig vred, og sammen med ham hele skabningen. Da var der ingen flugt, ingen trøst, hverken indvendig eller udvendig, men der var anklage for alle ting. Da græd han frem dette vers: ‘Jeg er fordrevet fra dine øjne’, og han vovede slet ikke at sige: ‘Herre, straf mig ikke i din vrede’. I dette øjeblik, ja det er mærkeligt at sige det, kan sjælen ikke tro, at den nogensinde bliver forløst, kun føler den, at straffen endnu ikke er fuldbyrdet. Men den er evig, og han kan ikke bedømme den til at være timelig. Alt, hvad der er tilbage, er det blotte og bare ønske om hjælp og en forfærdelig sukken, men han véd ikke, hvorfra han skal bede om hjælp. Her bliver sjælen ophængt sammen med Kristus, så man kan tælle alle dens ben, og hver krog af sjælen er fyldt med den allerstørste bitterhed, rædsel, frygt, sorg, men alt dette varer evigt. (Se her).

Jeg skrev i sin tid en lille afhandling om Luthers skærsildsforståelse, se her, hvor jeg undrede mig over, at Luther hævdede, at han vidste, at der fandtes en skærsild, og at vi skal helt hen til 1529, før Luther når frem til at erklære skærsilden for en menneskelig fiktion. Dengang kendte jeg ikke stedet her i romerbrevsforelæsningen, men i dag, hvor jeg kender det – men altså ikke hele romerbrevsforelæsningen – tør jeg nok drage den konklusion, at disse ting, både stedet i resolutionerne over de 95 teser og stedet her om resignatio ad infernum, giver os en antydning af, hvilke tanker der gennembævede Luther under de anfægtelser, han havde, før han nåede frem til ”det reformatoriske gennembrud”.

Men romerbrevsforelæsningen viser os også, hvor forskellig den fred, Luther nåede frem til ifølge denne tekst, er fra den fred, vi normalt tror, han nåede frem til, og især fra den fred, vi selv mener at kunne nå frem til. Se blot, hvad han skriver i romerbrevskommentaren kort efter det ovenfor citerede:

Og dette selvsamme skal vi bekende og ønske, ikke kun med ord og med et fiktivt hjerte, men med hele vor sjæl, at vi er fortabte og fordømte. For ligesom den handler, der hader en anden, således bør også vi handle imod os selv. For den, der ikke kun lader, som om han hader, men hader for alvor, han stræber efter at bringe fortabelse over og dræbe og fordømme ham, som han hader. Således skal altså også vi af et oprigtigt hjerte bringe fortabelse og forfølgelse over os selv, ofre os til helvede for Guds og hans retfærdigheds skyld, så vil han forbarme sig over os og befri os. (Se her).

Jeg drømmer ikke om at følge Luther i dette had til mig selv. Men jeg indrømmer, at historien er besynderlig (eller fromt udtrykt: at Guds veje er uransagelige). For det var netop den holdning, der i Worms gav ham rygrad til at stå imod det ønske om at redde livet, som han havde fælles med os alle.

Og derigennem blev Europas historie ændret.

Vi plejer vist at betragte det som noget af en selvfølge, at han ikke ville tilbagekalde i Worms. Men det er selvfølgelig ikke nogen selvfølge. Han skriver i 1524:

Thi hvorvel Gud har givet mig den Naade, at jeg ikke saaledes frygter Døden, som jeg fordum gjorde, og han ogsaa vil hjælpe mig, at jeg villigt og gerne dør, saa kommer de dog ikke til at gøre det, før min Time er der, og min Gud kalder mig — om de end nok saa meget raser og tager paa Vej. (Se her).

Det er dog ret bemærkelsesværdigt, at det, han her beder om Guds hjælp til, ikke er at undgå døden, men at kunne dø villigt og gerne. Også det hører foruden alt det ovenfor nævnte med til det, man kan kalde ”den fremmede Luther”.

Vi burde måske lære lidt martyrholdning og martyrteologi af Luther.

Udgivet i Luther | Tagget , | Skriv en kommentar

Fra bøn til jihad

En bog, som jeg er lige ved at få lyst til at læse, er Åsne Seierstads dokumentarroman To søstre. Seierstad blev interview’et i Deadline den 19-3, og det gjorde mig interesseret i sagen. Dagen efter var jeg optaget af at læse en del anmeldelser af den norske udgave igennem, og jeg er da bange for, at jeg for at få opklaret overskriftens problem, er nødt til at købe bogen.

Seierstad har forsøgt at opklare, hvad der får to norsk-somaliske piger på 16 og 18 år til at forlade Norge med hjem, skole, og hele den trygge dagligdag, til fordel for en tilværelse i Syrien som IS-kæmperes hustruer: en oktoberdag i 2013 forlod de deres familier uden at sige farvel eller fortælle, hvor de ville hen. I hvert fald lægger Seierstad en del dokumentation frem, så vi andre kan overveje netop det spørgsmål.

Hun har fået adgang til et ret stort kildemateriale, dels de optegnelser, som de to piger gjorde, mens de gik til undervisning i koranlære, og dels den mængde e-mails og Facebook-opdateringer, hvor søstrene og den øvrige familie udvekslede synspunkter efter søstrenes ankomst til IS. Derudover har hun interview’et klassekammerater til søstrene, lærere og andet godtfolk, som kendte dem. Og endelig har hun fulgt søstrenes far, mens han rejste til Syrien for at forsøge at få sine døtre med hjem.

Såvidt jeg kan forstå af anmeldelserne, har hun kun i begrænset grad ladet sin forfatterfantasi løbe af med sig. Og hvis hun af familien har fået lov at kikke dem over skulderen med hensyn til udveksling af e-mails, så kan hun vel også godt lade kilderne tale for sig selv.

Én af kilderne er den e-mail, de to sendte til deres far, da de uden at fortælle andre i familien om deres planer var taget af sted til Syrien. En læseprøve på bogen – det første kapitel – kan ses her, og sidst i dette kapitel står e-mailen:

Vi elsker dere såå høyt og dere har gitt oss alt i livet. Vi er evig takknemlige for alt . Vi ber om tilgivelse for alt vondt vi har gjort dere. Vi elsker dere såå høyt og ville gjort alt for dere og aldri gjort noe for å såre dere med vilje, og er det da ikke rett og rimelig at vi gjør alt for ALLAH swts skyld og er takknemlige oven for det han har gitt oss ved å følge hans lover, regler og befalinger Det er nå slik at muslimene blir angrepet fra alle hold og vi må gjøre noe. Vi vil så gjerne hjelpe muslimene og den eneste måten vi kan virkelig hjelpe dem er ved å være med dem i deres lidelser og gleder. Det er ikke lenger nok å sitte hjemme og sende penger. Med tanke på dette har vi bestemt oss for å reise til Syria og hjelpe til der nede med alt vi kan. Vi vet dette høres absurd ut, men det er haq og vi måtte dra. Vi frykter hva ALLAH swt vil si til oss på dommedagen.

Abo du vet at dette er fard al ayn ikke bare på menn men også på kvinner og hvem enn som kan. Vi har nå dratt og er snart fremme in shaa ALLAH. Vær så snill og ikke bli sure på oss, det gjorde oss såå vondt å dra uten å få sagt hade på en måte som dere fortjener. Tilgi oss in shaa ALLAH, når vi tok dette valget gjorde vi det med det som er best for vår Ummah i tankene, men også hva som er best for vår familie, det er kanskje litt vanskelig å skjønne nå men in shaa ALLAH vil dette valget hjelpe oss alle på dommedagen in shaa ALLAH.

Vi elsker dere såå mye og håper at dere ikke vil bryte kontakt med oss, in shaa ALLAH vil vi sende en sms når vi når hotellet og da kan dere ringe in shaa ALLAH. Igjen så vil vi si at vi elsker dere av hele våre hjerter og vi beklager at dere måtte få vite på denne måten, vi har allerede bedt for mye av dere men vi må be om en tjeneste; for både vår sikkerhet og deres sikkerhet må ingen andre enn familien vite at vi har dratt, dette kan ikke bli understreket nok. Vær så snill og prøv å forstå våre handlinger in shaa ALLAH.

«Allah være lovet, hersker over hele verden . Ayan & Leila

Seierstad får indføjet, at ”fard al ayn” betyder individets pligt, såsom bøn, faste, almisse, pilgrimsrejsen til Mekka. Og hun slutter med at fortælle, at faderen underretter politiet om, hvad der er sket, noget ikke helt uvæsentligt, for han vil have sine døtre tilbage og drømmer ikke om at rette sig efter deres forbud mod at omtale det for andre end familien.

Men det, der er den store gåde – vist nok for alle vesterlændinge, der læser det – er, hvordan en almindelig undervisning i koranen kan føre til et sådant brud med familien.

Nuvel, måske undervisningen heller ikke var helt almindelig. I Deadline skildrer Seierstad det i hvert fald som en meget snedig undervisning, lagt an på at føre eleverne længere og længere ind i islams irgange, så f.eks. den tanke at dø for Allahs skyld ikke bliver så fjern, eller så en yderst håndgribelig forestilling om dommedag kommer til at bestemme ens handlinger.

Og internettet har jo også spillet en rolle. En site, der hedder islam.net nævnes som en inspirationskilde for pigerne.

Men det spørgsmål, jeg har nævnt i overskriften: går der en lige vej fra den muslimske dagligdags-fromhed til jihad-tankerne, er der ingen af anmelderne, der tager op. Det ville måske også være for farligt, for hvis dette, at en muslim gør alvor af sin religion, virkelig studerer koranen og sætter sig ind i islams traditioner, næsten nødvendigvis fører med sig, at han/hun tager jihad-forpligtelsen alvorligt, hvad i alverden skal vi så stille op? Så ligger det jo lige for, som Geert Wilders i Holland, at forbyde koranen og nedlægge moskéerne. Men spørgsmålet er alligevel, om der ikke er en logisk forbindelse mellem de to fænomener, bøn og jihad. Det kan jeg godt være temmelig bange for, uden at jeg dog vil gribe til Wilders’ foranstaltninger.

Moderen er den, der sætter det hele i værk. Hun går derhjemme, taler ikke norsk, kun somalisk, og føler måske af den grund, at pigerne bliver for norske. Det er hende, der sammen med nogle af sine somaliske veninder får gennemført, at børnene får en ny koranlærer, som de selv må betale for. Det er faderen åbenbart gået med til. Måske han har tænkt, at når det er religionsundervisning, kan der vel ikke ske noget ved det. For religionen islam står jo i høj kurs hos alle somaliere. Uden at de véd ret meget om den.

Mærkelig nok bliver en bror, der aldersmæssigt ligger imellem de to søstre, ikke påvirket af koranundervisningen på samme måde. Han bliver ved med at være ”norsk”, altså så norsk som man nu kan være, når man dog er somalier, og det er ham, der i den korrespondance, der senere udspiller sig via internettet mellem pigerne og familien, stiller dem en række kritiske spørgsmål, spørgsmål, som dog ikke bringer dem tilbage til Norge. Men man burde måske, i stedet for at interessere sig så meget for, hvorfor pigerne blev radikaliserede, undersøge nøjere, hvorfor drengen ikke blev det. I hvert fald håber jeg at kunne få mere at vide om, hvilke argumenter han bruger imod sine søstre.

Faderen er derimod ikke til megen hjælp, hvis man vil trænge ind i islams påvirkningsmuligheder. For han er en muslim af ”folkekirkekristen” tilsnit. Han accepterer aldeles ikke døtrenes fromme, islamiske argumenter, han er besat af almindelig faderkærlighed, så kan islam sige, hvad islam vil, og han rejser derfor til Syrien for at få pigerne med sig hjem, for han tror ikke på, at de er rejst af sted af egen fri vilje. Men det lykkes ham ikke at få dem overtalt.

At moderen senere tager tilbage til Somalien med de to mindste børn, er vel egentlig blot med til at gøre det hele endnu mere indviklet. Den magt har religionen og traditionen og kulturen over hende, at hun aldeles ikke er forskrækket ved det, hun har medvirket til: at hendes to døtre er blevet IS-tilhængere og gift med IS-krigere – de har begge fået et barn – men er villig til at gøre sit til at forhindre de to yngste børn i at blive for norske. Hun er dog vendt tilbage til Norge med sine børn.

Inden jeg åbenbarer for læserne, hvad min mening om sagen er, vil jeg godt vise nogle af de reaktioner, som de norske anmeldere giver udtryk for.

Først er der en artikel fra document.no af Kjell Skartveit, som går i rette med en anmeldelse af bogen i Stavanger Aftenblad af Sven Egil Omdal, se her. Omdal benytter sig åbenbart af det ret almindelige trick, at han forsøger at bagatellisere sagen. Det er ret almindeligt, siger han, at 15-årige bliver ekstreme. Dertil svarer Skartveit, at han ikke kender nogen 15-årige, der bare minder om disse jihadister. Og Omdals bemærkning om, at tanken om døden som begyndelsen på det egentlig liv, også findes hos visse inderlige kristne bevægelser, får den bemærkning med på vejen, at det jo så er mærkeligt, at der ikke efter den kristelige inderlighed opstod en hærskare af selvmordsbombere. Omdals forsøg på bagatellisering er som sagt set før, men et så lavt niveau er vist ikke almindeligt.

Så er der Ingunn Økland, som i Aftenposten, se her, mener, at Seierstads brug af kilderne er for dårlig. Hun mener ikke, at læserne får tilstrækkelig baggrund til selv at kunne danne sig et indtryk af en kildes troværdighed; alt for meget går gennem Seierstads forsøg på at gøre det til en roman. Og dette, at Seierstad kalder sin metode for ”litterær journalistik” modstilles af Økland med en udtalelse i indledningen, hvor Seierstad direkte skriver, at ”dette er en dokumentarbog”. Jeg har ikke fundet andre, som nærer disse betænkeligheder, men derfor kan der naturligvis godt være noget om det. Men ærlig talt, er sagen ikke vigtigere end dette historisk-videnskabelige pindehuggeri?

Anmeldelsen i nrk, Norges Radio, se her, er altovervejende positiv, men drager vist sine egne konklusioner. F.eks. hedder det, at bogen også kunne have heddet ”To af os”, fordi de to søstre er opvokset i Norge. Som om det slet ikke havde nogen betydning, at de var af somalisk afstamning. ”De havde set ud og snakket som alle andre, indtil de pludselig supplerede hijab’en med niqab og begyndte at skulke fra gymnastiktimerne”, hedder det, og så udelukkes effektivt al tale om, at de jo netop, somaliere som de var, ikke så ud som alle andre. Men indrømmet, de fremstod som glade og dygtige elever, der så ud til at trives.

Dog gør denne anmelder opmærksom på, at ”loggen fra disse samtaler [mellem søstrene og deres bror] er guld værd for denne bog og kan bidrage til at hindre radikalisering af unge, norske muslimer”. Det er noget af det, også jeg er interesseret i: Hvilke argumenter fremfører broderen?

Til sidst vender anmelderen sig så – vistnok lettere bebrejdende – mod nogle lærere, som ikke har villet bøje sig for pigernes krav om særlig klædedragt og fritagelse for gymnastik og heller ikke tillod, at man forlod klasseværelset, fordi det nu var bedetid. Men er det den slags eftergivenhed, der fremover tænkes at forhindre radikalisering? Jeg tvivler.

Nævnes kan også en anmeldelse fra Bokklubben, se her, som er meget positiv, og som – som en slags konklusion – lader broderens spørgsmål gå videre til os: ”Burde jeg for længe siden have forstået, hvor dette bar hen?” Og indrømmet, det synes at være det, diverse anmeldere er enige om: vi må lære at spotte disse ekstremistiske holdninger lang tid før.

Men det er netop her, jeg vil sætte mine tvivlsspørgsmål ind: Der er jo ganske mange unge muslimer, der som de to søstre begynder at gøre meget mere ud af deres religion, overholder de daglige bedetider, ifører sig de muslimske klædestykker, lader skægget gro (hvis de er mænd), faster i ramadanen og hvor de ellers synes, religionen kan give begrundelse for det, uden at de ender dèr, hvor de to søstre endte: som jihad-krigere. Hvordan kan vi skelne disse – synes vi – til tider rabiate, men dog i grunden ufarlige religionsudtryk fra den langt værre holdning, der vil drage til IS for at kæmpe eller – værre endnu – vil ofre livet ved et terrorangreb i Europa? Er der en logisk forbindelse mellem den uskyldige muslimske fromhed og den langt fra uskyldige muslimske terror? For mig at se lader dette spørgsmål sig ikke mere affærdige med den påstand, diverse politikere plejer at komme med, når der har fundet et terrorangreb sted i deres område: Dette har intet med islam at gøre. Jo, den mulighed foreligger faktisk, at det har noget med islam at gøre, at den muslimske fromhed i sin yderste konsekvens ender med terrorist-døden.

Men lad mig begynde et andet sted! Lad mig begynde med spørgsmålet om identitet!

Det er jo oplagt noget vrøvl, hvad Omdal påstår, at 15-årige bliver ekstremister. Derimod er det vist ikke helt forkert at sige, at 15-årige kommer til at stille sig det spørgsmål: Hvem er jeg? Måske det spørgsmål ikke optager etnisk norske unge så meget, men man kan være sikker på, at det optager indvandrerunge.

Og det er det første, jeg vil sige: Alle vore forsøg på at være multikulturelle er forsøg på at tildække en uomtvistelig virkelighed og bør opgives. Der er en vanskelighed, som rammer alle indvandrerunge, den nemlig, at de står med et ben i hver lejr, at de både er norske og somaliske som i søstrenes tilfælde, og at det uvægerlig giver mange vanskeligheder og overvejelser og sjælesplittelser at stå i den situation.

Og her nytter det altså ikke – som alle de politisk korrekte gør det – at komme med påstande om, at etnicitet intet betyder. Vrøvl! Det betyder alt for forståelsen af, hvem man er.

Er de tyrkere, der bor i Europa, en del af de europæiske folk, eller er de stadig tyrkere? Erdogan mener bestemt, at de tilhører ham, og han opfordrer dem derfor til føde mange børn, så det tyrkiske islæt i Europa kan blive styrket.

Men vi, vi opfordrer dem til at blive danske. Og vi tror, de er blevet danske helt og holdent, når de taler dansk (uden accept), når de tilsyneladende falder ind i arbejdslivet uden problemer og spiller fodbold som almindelige (altså etniske) danskere.

Og minsandten, i en tv-reklame for en kommende serie om Danmarks historie, argumenterer man for, at man endelig skal se denne serie, for den vil fortælle os noget om vor historie, om, ”hvordan vi er blevet dem, vi er”. Mærkeligt! Her er dette ”vi”, der er blevet sådan, som vi er, så tydeligt de etniske danskere og kun dem. Hvad med alle vore indvandrere? Det er jo så åbenlyst ikke deres historie. Deres historie handler om borgerkrige i hjemlandet, om flugt og sprogvanskeligheder, og – ja, rigtigt – om identitetsproblemer. De inviteres til at være med i det danske fællesskab, men er dette at være med i det identisk med at glemme deres egen medbragte baggrund?

Vi kvier os ved at sætte dem kniven for struben og sige: ”I må vælge! Vil i være danskere eller vil I være somaliere?” Vi fastholder længst muligt ideen om multikulturalisme: det må da være muligt at være begge dele; man må da kunne være både dansker og somalier. Og ja, det ville måske være muligt, hvis det ikke lige var for religionen, for islam.

Det er jo ikke os, der sætter et skel op mellem ”dem” og ”os”. Vi har så sandelig været gode værter overfor vore gæster og er endda vedblevet med at betragte og behandle dem som gæster langt ud over det rimelige. Det er i første omgang sagen selv, for man kan ikke flytte til et andet land med en helt anden kultur og tro, at man kan leve som i det land, man kom fra. Og det er i næste omgang religionen islam, for den vil have sine tilhængere til at overholde bestemte ydre regler, og disse regler har så de tilflyttede gæster krævet, at vi, deres værter, skulle respektere, ikke blot med den selvfølgelige konsekvens, at de fik lov til at udføre deres religiøse ritualer, men også som et krav til det offentlige, at det skulle betale.

Som man måske véd, har det her på bloggen gang på gang lydt med hensyn til disse muslimske særregler: ”Lad dog barnet!” Hvis de synes, det er sjovt at gå med tørklæde, så lad dem dog! Men jeg har søgt at føje til: Og lad dem selv betale for det, hvis det kræver udgifter fra det offentliges side. Det vil være ret svært at gennemføre i praksis, det véd jeg godt. Med hensyn til særlige badetider for muslimske kvinder i vore svømmehaller skulle det vel ikke være umuligt at finde ud af, hvad sådanne ekstratimer kunne koste. Med hensyn til halal-mad på hospitalerne vil det nok være sværere, omend ikke umuligt. Og med hensyn til skoleelevers pjækkeri fra gymnastiktimerne – som det var tilfældet med de to søstre – er man nok nødt til at skære i bistanden til forældrene. Jeg har også, om jeg husker ret, forestillet mig, at de elever, der insisterede på at gennemføre en faste i ramadan-måneden, skulle tvinges til at betale for ekstraundervisning i skolernes sommerferie.

Vil man sige, at man da på den måde netop jager muslimerne ud i parallelsamfund, så må svaret være, at sådanne parallelsamfund jo er opstået under de nuværende forhold, hvor vi bestemt ikke har jaget muslimerne nogen steder hen, men bøjet os for både rimelige og urimelige krav. Og man må videre svare, at vi er stolte af vort sekulære samfund, som giver plads til alle religioner, men ikke tænkes at indrette sig efter nogen særlig religion. Islam skulle kunne være her, hvis den ikke er aggressiv og vil tvinge os andre til at rette ind efter den; problemet er blot, at en sådan underordnet stilling kan islam ikke finde sig i i længden.

Det spørgsmål, som for mig at se rejser sig ved Åsne Seierstads bog, er, hvad der ville være sket, hvis de to piger kun havde kunnet gennemføre deres pjækkeri, hvis deres far havde været villig til at betale bøderne for det. Så ville der i hvert fald i familien være opstået en diskussion, muligvis mellem faderen og moderen om, hvor man ønskede, at børnene skulle have deres fremtid. Man kunne også indvende, at søstrene på den måde ville få endnu mere brænde til den påstand, at ”nordmændene hader os”. Men den opfattelse har de øjensynligt fået alligevel.

I deres e-mail til forældrene skriver de i hvert fald, at de af taknemlighed overfor det, Allah har givet dem, vil ”følge hans love, regler og befalinger”. Men så føjer de til: ”Det er nu sådan, at muslimerne bliver angrebet fra alle sider, og vi må gøre noget”. Det er ikke længer nok at sende penge (Det har de altså gjort hidtil), nu må de ned til Syrien og ”være med dem i deres lidelser og glæder”.

Men hvordan det er gået til, at de ikke har fundet deres identitet i det somaliske folk, skønt det sikkert var det, deres mor ville opnå med den nye koranlærer, og i stedet har fundet den i tilslutningen til den muslimske ummah, det lyder vel umiddelbart som en gåde. Men kan den ikke i nogen grad forklares med den påstand, at koranen i sig selv kræver lydighed mod den muslimske menighed, altså mod ummahen?

Det er også det tankevækkende ved deres e-mail, at de bliver ved med at bedyre, at de elsker deres familie. Det kan være noget, den ene pige gør opmærksom på, der her slår igennem. Hun har noteret, formentlig under koranundervisningen, at dør man som martyr, kan man vælge et vist antal familiemedlemmer med sig til paradis, se her. Men det er alligevel mærkeligt, at de i den grad har blikket rettet mod den fremtidige tilværelse, at de ganske kan ”glemme” alle normale datterfølelser overfor deres far og mor. Og det er måske mindre mærkeligt, snarere forargeligt, hvis islam.net har formået at bilde de to søstre ind, at et sådant brud på almindelig moral er, hvad Allah kræver.

Dog, jeg indrømmer, at jo mere jeg mener at have fundet en forklaring – eller i det mindste: en slags forklaring – på, hvorfor søstrene tog af sted, des større bliver den anden gåde, som Seierstad stiller os overfor: Hvorfor tog broderen ikke af sted også? Hvorfor forholdt han sig skeptisk til koranlærerens lokketoner? Hvorfor søgte han gennem sine e-mails at så tvivl i søstrenes sind: var det nu også det rigtige, de havde gjort?

Måske bogen vil bringe svar på nogle af disse spørgsmål.

Udgivet i Islam | Tagget | Skriv en kommentar

Troen alene?

Den fremmede Luther 18

Anders Klostergaard Petersen, professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, har i Præsteforeningens Blad 2017/11 en artikel – Troen, om igen – hvor han vender sig imod én af lutherdommens hovedteser, nemlig den, der siger ”troen alene” (sola fide). Han henviser i sine noter til en kronik, han havde i Weekendavisen den 1-7 2016, som kan downloades her, hvor han, lidt dristigt, påstår, at det for religioner slet ikke drejer sig om tro. Så ingen tvivl om det, Klostergaard er ude på at få os til at reformulere de lutherske grundtanker.

Det kan der muligvis være god grund til. Men spørgsmålet er, om Klostergaards forestillinger, som skal erstatte vore indgroede lutherske tanker, er så meget bedre end det, de tænkes at skulle erstatte.

I Weekendavisens kronik synes han i hvert fald at gå imod noget meget afgørende for Luther, nemlig det, man har kaldt Luthers ”pro-me-argument”: hvad betyder den og den trossætning for mig, pro me. Se bare på følgende citat:

Religion har været og er en afgørende forudsætning for overhovedet at danne grupper og fællesskaber. Men religionen tilslører denne forbindelse, for hvis den åbenlyst afdækkede den, ville den miste sin virkning … »Vi samles nu for at skabe social sammenhængskraft og ikke for at fejre Kristus’ fødsel.« I så fald ville religion stå tilbage som tanketant og drømmegøgl. Deri ligner den enhver anden form for ideologi, der også kun virker, så længe den kan fremstå som noget »uden for mig«, fra et tredjeordensperspektiv.

Han lægger vist ikke selv mærke til det, men er det ikke soleklart, at hvis hans religionsvidenskabelige tese holder stik, så er al religion, også kristendommen, også alle Luthers sætninger, ”tanketant og drømmegøgl”? Eller: Hvis kristendommen skal have nogen virkning på folkets sammenhængskraft, går det virkelig ikke an at anse Klostergaards tanker for sandheden. Lige herefter skriver han:

Vil vi forstå religion og i den sammenhæng også folkekirkelig kristendom, skal vi se på dens funktion. Den bidrager til at skabe et samfund og en kultur, som sætter os i stand til at handle nogenlunde fornuftigt med hinanden. Det er ikke altid lige let at se, men kristendom og folkekirke er primært en moralsk institution og et betydningsunivers, der former vore normer og værdier. I svære situationer som ved de store overgange i livet gør den det muligt at komme videre.

Kristendom er et betydningsunivers, som gør det muligt i svære situationer at komme videre. Javist, det er det. Men hvis man, som Klostergaard her, forholder sig betragtende og undersøgende til dette univers, så er man jo udenfor og ikke inde i dette betydningsuniverses tryllering, og så får man vel heller ikke del i en sammenhæng, kristendommen skaber. Altså: Den kloge Klostergaard står udenfor vor verden og fortæller os, hvordan den fungérer; men han er for klog til selv at ville være en del af denne verden.

Jeg kan også siger, at Klostergaard ikke synes at have lagt mærke til, at de fleste fortolkere af både Paulus’ og Luthers tekster opererer med to betydninger af ordet tro: det kan dels betyde en ”holden-for-sandt”, og det kan dels betyde en tillid, en fortrolighed i et nært menneskeligt forhold. Og man er som regel opmærksom på, at begge betydninger spiller med hos Paulus og hos Luther.

Klostergaard synes helt at skubbe betydningen ”at holde for sandt” til side i den tolkning af Paulus, han gennemfører i artiklen i Præsteforeningens Blad. Men han har ikke desto mindre fat i noget højst interessant, nemlig opfattelsen af de nytestamentlige formaninger. I et afsnit med den noget vovede titel ”Modsætningen mellem tro og gerninger forsvinder” skriver han:

For den enkelte gennemspilles historien i Kristusfortællingens kollektive betydning. Man suges gennem dåben rituelt ind i fortællingen, men man må selv være trofast over for Gud gennem det liv, man lever. Det er, hvad formaningsteksterne i NT – og dem er der mange af, skønt man i betydelige dele af den lutherske tradition helst ville overse dem eller nedtone deres betydning – drejer sig om: et liv i Kristus-efterligning. Vær tro(fast) indtil døden. Livet som et langt træningsprogram (græsk aschesis) til indskærpelse af Kristus-religionen og vækst i det hellige liv og levned, der opfattes som dets udfoldelse i praksis.

Dette med de nytestamentlige formaninger var også i sin tid mit problem som prædikant. Først i 1975 fandt jeg en løsning på det, og – syntes jeg selv – en holdbar løsning. Man er nødt til – religionsfilosofisk – at forstå, at menneskets sprog er inddelt i forskellige, af hinanden uafhængige logikker eller sprogspil. Der er én del af sproget, som vi bruger overfor vor omverden; dèr opererer vi med naturlove, med årsag og virkning. Der er en anden del af sproget, som vi bruger i samfundssammenhæng; dèr opererer vi med tanker om love og retfærdighed og idealer, om handel og gengæld, om noget-for-noget; det er lovsproget. Men så er der en tredje del af sproget, som vi bruger i de nære menneskelige forhold, forholdet mellem børn og forældre, mellem søskende, mellem gode venner og mellem ægtefæller. Dèr går det hele ud på at tænke i forhold, at prøve at bevare forholdet, at handle, så man opbygger forholdet, for nu at bruge et nytestamentlige udtryk; det er relationssproget.

Problemet er så, at Fanden ikke vil lade os være. Hele tiden får han os til at blande lovsproget ind i relationssproget, så vi godt nok handler for at styrke tilliden, men gør det med hensigter, gør det manipulerende. Eller så vi gør det for at kunne sige til os selv, at nu har jeg overholdt loven. Vi opstiller den fineste etik, javist, men gør det, for at kunne pudse vores glorie, når vi har opfyldt alt det, den opstillede etik kræver. Problemet er, at der er tale om to forskellige former for logik; og der er ikke nogen bro fra den ene form til den anden. Er man derfor inde i lovsproget, hvor det drejer sig om at overholde loven, kan man ikke selv se noget forkert ved det, og kan derfor ikke selv komme ud af denne logik.

Løgstrup skelner i Opgør med Kierkegaard mellem to forskellige former for livsytringer: de suveræne livsytringer og de kredsende livsytringer. Når de kredsende livsytringer ikke er til at komme ud af, skyldes det ifølge den tredeling af sproget, som jeg har antydet her, at det lovens sprog, som bestemmer én i den kredsende livsytring, f.eks. misundelse, ikke har logik til fælles med relationslogikken. Man bliver ved med at kredse rundt i sin sammenligningstendens, fordi man befinder sig i den del af sproget, hvor det drejer sig om at præstere.

At det forholder sig sådan, så jeg bekræftet i 1 Kor 6,1-8. Her er Paulus i gang med at formane to brødre i korinthermenigheden, som er raget uklar over ét eller andet. De har indbragt sagen for en romersk dommer, og det er i første omgang det, Paulus bebrejder dem:

Broder fører sag mod broder og det for ikke-troende.

Det væsentligste var altså det sidste: at det sker for en ikke-troende dommer. Men så kommer han til at se på det første i denne sætning, og så sker underet: at han springer over fra den ene logik til den anden. Indtil da havde han – tankeløst – benyttet sig af farisæernes lovsprog: uenigheder må vel, som hos jøderne, kunne klares med en domsafgørelse. Men dette, at han er kommet til at kalde de to uenige ”brødre”, får ham til at se den familielignende relation, de to står i, fordi de er med i den kristne menighed. Og så foreslår han dem – og det er altså ikke en ny lov, men et forslag – at de opgiver retssynspunktet:

Allerede det, at I overhovedet har retssager med hinanden, er et nederlag for jer. Hvorfor finder I jer ikke hellere i uret? Hvorfor lider I ikke hellere tab?

Paulus vil altså have de to til at forstå, forstå, hvad det betyder, at de er brødre, forstå, hvad et fællesskab lægger frem for dem af gerninger, der skal gøres. Med andre ord: have dem til at slippe lovens logik og handle efter fællesskabets logik.

De kloge mennesker, der har udgivet det ny testamente, har lavet en henvisning til Matt 5,38ff, ordet om at vende den anden kind til. Det er lige vand på min mølle. For det vil sige, at ordet om den anden kind ikke er en skærpelse af loven, indtil den sprænges – hvilket er en almindelig opfattelse blandt lutherkyndige – det er såmænd blot et forslag til, hvordan man kunne bære sig ad, hvis man er blevet uenig med sin kone, sin bror eller søster eller sine børn. For ikke sandt, i nære menneskelige forhold drejer jo alt sig om tilliden, om at få tilliden genskabt, om at genetablere det tidligere forhold. Og det gøres ikke med selv nok så retfærdige afgørelser, men det sker måske, hvis den ene part opgiver retfærdighedstankegangen. Så kan det være, at det ord, hvormed du giver udtryk for dit ønske om fortsat fællesskab, skaber det fællesskab, du ønsker.

Men pas på, Fanden er løs også her. For hvor let kan det ikke gå sådan, at dit ord bliver manipulerende, så du ubevidst lader ane gennem minespil eller betoninger, at nu har du gjort dit, nu er det den andens tur; og så er vi øjeblikkelig tilbage i præstationsræset, tilbage i noget-for-noget-tankegangen.

Og det er her, vi må have fat i den paradoksale tankegang, at vel er det os mennesker, der siger det afgørende fællesskabsskabende ord, men at den anden tror det, er åndens gerning. Og uden den andens tiltro til ærligheden i dine ord, genetableres fællesskabet jo ikke.

Og det har jo Klostergaard ret i med sine ord om vi lutheraneres ulyst til at godtage formaningsordene i det ny testamente. Vi har villet være mere lutherske end Luther selv, vi har pukket på Guds tilgivelsesord som noget, der stod fast, som noget, man virkelig kunne regne med, som noget, der var så sikkert som amen i kirken. Vi har virkelig forkyndt Guds nåde som en overvældende gave til os mennesker, vi har – og det angreb jeg tidligere Peter Lodberg for her på bloggen, se her – fortalt igen og igen, at gælden er betalt, du er fri for at frygte for din evige skæbne. Det vil sige, vi har anvendt lovens logik for at forklare, hvad kristendom går ud på, uden at tænke over, at tager vi den sprogform fra vort menneskeliv og anvender den på gudsforholdet, så forsvinder to ting, som vi normalt regner med i forkyndelsen: baggrunden for at formane forsvinder, og baggrunden for at tro bliver borte.

For hvis vi har Guds nåde på samme måde, som vi har pengene på vores bankbog, så har vi den, hvad enten vi tror eller ej, og den er vores ”ejendom”, hvad enten vi gør det ene eller det andet.

Blot har vi altså ikke Guds nåde på den måde. For Guds nåde skal forstås i en anden sprogform fra vort menneskeliv, i relationslogikken, den logik, der siger, at først i den gensidige tro bliver relationen til den anden intakt igen, hvilket altså også gælder forholdet til Gud. Uden tro, intet genetableret forhold, uden tro, ingen frelse.

Men hvis forholdet ikke genetableres ved vore kræfter, hvordan kan der så formanes?

Jeg tror, mange lutheranere har forlæst sig på Luthers skrift om ”den trælbundne vilje”, fra 1525, se her. Her hævder Luther jo gang på gang, imod Erasmus, at den menneskelige vilje virkelig intet formår, når det gælder frelsen. Og hvad skal der så formanes for? Så må jo enhver opfordring til at forblive i Guds kærlighed være enten ”spildte Guds ord på Ballelars”, eller anledning til selvretfærdige tanker? (Se evt. min lille afhandling om skriftet her).

Men faktisk fastholder Luther de to ting, der ikke kan fastholdes, hvis man bedriver ”bankbogs-teologi”: muligheden for formaning og tanken om frelse ved tro. Det sidste vil Klostergaard fratage ham, men åbenbart ikke det første. Hvorfor det?

Ja, det forstår jeg ikke helt. Men lad mig i første omgang henvise til en enkelt Luther-tekst og en Grundtvig-salme for at vise, at troen dog ”so oder so” må være en nødvendig ingrediens i kristenlivet.

Luther-teksten er taget fra afhandlingen ”Om de gode gerninger” fra 1520. Her fremstiller Luther tilliden som den første gode gerning, og altså ”den første” i den betydning, at uden den er alle de andre gode gerninger intet værd. Han bruger et eksempel fra et menneskeligt ægteskab, se her, og spørger, hvem der lærer ægtefællerne, hvad de skal gøre og hvad de skal undlade. Svaret er, siger han, at det gør tilliden. For mangler den, går man til dagligdagens gerninger med stor ulyst, men er den der, får lysten og glæden ved samlivet gerningerne til at strømme fra ægtefællerne i en lind strøm, uden at de går og holder regnskab med givet og modtaget.

Og Grundtvig-salmen er såmænd det kendte vers fra ”Morgenstund har guld i mund”, hvor det hedder, at vi, hvis vi stoler på Guds nåde, får ”lyst og lykke til/ at gøre gavn, som Gud det vil”. At vi får lykke til det, eller at vi får held med vort forehavende, det er noget, der sker ved Guds ånd, så det har vel noget med Guds nåde at gøre. Og at vi får lyst til det, også det afhænger af Guds ånd, for vi kan jo ikke selv give os selv lyst til at gøre hverken det ene eller det andet.

Og vi i vore dage vil måske nok – lidt klostergaardagtigt – spørge Grundtvig, om vi dog ikke bare kan leve løs og lade være med at spekulere på, om vi nu også stoler på Guds nåde. Vil så ikke lysten til at gøre gavn dèr, hvor vi er sat, alligevel kunne få gavnlige gerninger til at sprudle frem? Og vi vil måske spørge Luther, om da ikke vi selv kan reparere vort ægteskab, hvis der er kommet en kurre på tråden, så gerningerne igen bliver gjort med iver og selvfølgelighed.

Svaret er vel, at det kan vi måske. Som jeg før har sagt, synes det at være det religionshistoriske eksperiment, vi er i gang med i hele Vesterlandet: kan kristendommen undværes?

Men det forekommer mig ret indlysende, at vi ikke kan gå historisk til værks overfor det ny testamente, hvis vi mener, at den tro, vi måske kan undvære, den kunne de også undvære dengang. Når den enkelte i de paulinske menigheder, som Klostergaard beskriver det, blev ”suget rituelt ind i fortællingen”, så er den fortælling dog noget, man tror på. Det behøver man måske ikke tro på i vor folkekirkelige tid, men det må det dog have været nødvendigt dengang, hvor menigheden var omgivet af samfund med andre fortællinger. Og når man ligefrem opfordres til at leve sit liv i ”Kristus-efterligning”, altså til at være ”trofast til døden”, så forudsætter en sådan trofasthed dog vist, at man er overbevist om Kristi opstandelse fra de døde.

Lad mig skyde en enkelt af Klostergaards mange pile tilbage mod ham selv. Han skriver i Præsteforeningens Blad:

Men en hvilken som helst besindelse på fortiden må nødvendigvis også indebære et kritisk livtag med den. Alternativt ender vi i eftersnakkeri og papegøjetale. Jeg har hæftet mig ved, at der i disse år er en række teologer og præster, som har vanskeligt ved at skelne mellem recitation og fortolkning. … Men recitation og udenadslæren har da aldrig været en evangelisk-luthersk eller for den sags skyld paulinsk dyd.

Man kan, så vidt jeg kan se, med lige så stor ret sige, at det er Klostergaard, der undlader at tage livtag med i hvert fald Luther og muligvis også Paulus, når han vil aflive begrebet ”sola fide”, eller når han ”glemmer” at den paulinske kristne nødvendigvis må tro på Kristusfortællingen, eller når han stiller sig udenfor den urkristne menighed som betragter og dermed bedriver papegøjetale om nogen.

Men én ting må man lade ham: når han i det første citat skriver, at ”livet er et langt træningsprogram til indskærpelse af Kristus-religionen og vækst i det hellige liv og levned, der opfattes som dets udfoldelse i praksis”, så er han for mig at se langt inde i en farisæisk-etisk overvejelse, som ulykkeligvis også Luther af og til ligger under for. Så forvandler han, uden at være klar over det, formaningen til en lov, man skal rette sig efter, eller i hvert fald stræbe at rette sig efter. Og så det er for så vidt en god ”Luther-papagøjetale”. Men heldigvis er Luther leveringsdygtig i en modgift. Han skriver i den store galaterbrevskommentar:

Derfor kaldes man ikke en gører, fordi man har gjort gerninger, men fordi man skal gøre dem, for de kristne bliver ikke retfærdige ved at gøre retfærdige gerninger, nej, de gør retfærdige gerninger, fordi de allerede ved tro på Kristus er retfærdiggjorte. Det andet hører hjemme på det borgerlige plan, nemlig at gøreren bliver til ved at gøre gerninger, såsom at den, der ofte spiller cithar, bliver en citharspiller, som Aristoteles siger. Men i teologien bliver gørerne ikke til ud af gerningerne, men ud af de personer, der allerede er skabt gennem troen, bliver der gørere til. Det er det, Paulus taler om i Rom 2,13, når han siger: “Lovens gørere bliver retfærdiggjort”, det vil sige, regnes for retfærdige. (Se her).

Tillad mig til sidst at bringe Luther romerbrevsforelæsning fra 1515 i spil. Jeg er ganske vist endnu ikke færdig med at oversætte den, men hvis man tager det stykke, jeg her henviser til, i al dets foreløbighed og eventuelt ved kritiske spørgsmål holder sig til den latinske tekst, så vover jeg det alligevel.

Det stykke, jeg vil gøre opmærksom på, er stykket, hvor han udlægger Rom 12,8: ”Den, der giver, skal give rundhåndet”, se her. Jeg har andetsteds angrebet oversættelsen ”rundhåndet”, nemlig her, hvor jeg er i færd med at rette på oversættelsen af Matt 6,22f. Den ordrette oversættelse af det græske ord “haplous” er ”enfoldig”, men da dette i vore dage betyder ”naiv”, ”småtbegavet”, foreslår jeg oversættelsen ”helstøbt”; meningen er nemlig det modsatte af ”tvefoldig”, hvor sindet er delt mellem to stridende opfattelser. Det kommer måske tydeligst frem i Ef 6,5f, hvor slaverne, også med brug af ordet “haplous”, opfordres til undgå ”øjentjeneste”, dvs., undgå at være på én måde overfor deres herre og på en anden måde overfor deres medslaver, se her. Det, der nu er interessant ved Luthers tolkning af Rom 12,8, er, at han forstår det latinske ”simplex” (og det græske ”haplous”) på netop denne måde, se celle 2: Man skal give uden at nære håb om gengæld.

Oversat til ”min” fortolkningsmodel betyder det: Man skal give for at opbygge menigheden. Den farisæiske lovholdning vil give for at opfylde et lovkrav; måske man gør det, for at andre skal se det, måske man gør det, for selv at kunne regne sig for et godt menneske. Begge dele skal opgives. Man skal give for at fremme fællesskabet.

På samme måde med de andre formaninger fra Rom 12. Luther har en masse negative ting at sige om sin samtid, men midt ind i dette formår han at afbilde den ideelle handling, der handler af lyst, af iver, af glæde (Gud elsker en glad giver, (2 Kor 9,7)). Ikke mindst går han i dybden ved ordet om kærligheden, der ikke skal være falsk (Rom 12,9). Her kommer han ind på det, han kalder kærlighedens efterligning. Og det forekommer mig at svare meget godt til det, Løgstrup kalder erstatningshandlinger.

Men om både ham og Løgstrup gælder det, at de ikke er meget for at beskrive, hvordan man kommer fra den falske kærlighed til den ægte. Og det er netop den overgang, jeg interesserer mig for. Hvor kommer den tro fra, der får det til at ske? Er en formaning et sådant ord, der kalder på troen som en reaktion?

Men hvad Klostergaard angår: Jeg vil bestemt mene, der stadig er meget at hente hos Luther. Men hvis man tror, at man kan fjerne troen som alle handlingers baggrund, så må man tro om igen.

Udgivet i Luther, Ny testamente | Tagget , | Skriv en kommentar

Mere dybde, tak!

Det er journalisterne, jeg tænker på. Det mærkelige er jo, at dette folkefærd, skønt de har fået uanede platforme at boltre sig på, er blevet mere overfladiske i takt med sendefladens udvidelse. Måske det skyldes, at der skal præsteres flere og hurtigere nyheder end tidligere, nu, hvor ikke blot radioavisen excellerer i timenyheder, men hver avis med respekt for sig selv er forsynet med en internetside, hvor der med mellemrum udgives ”Breaking news”. Måske det skyldes en stiltiende enighed mellem samtlige Vesterlandets journalister om at holde alle ”dårlige”, ”hadefulde” og ”islamofobiske” tanker og nyheder og indlæg borte fra læsernes sarte sjæle. Jeg véd det ikke. Kun det véd jeg – og jeg véd det, fordi jeg kan se det – at jeg gang på gang føler mig frustreret af de officielle medier, fordi jeg ikke får svar på det, jeg regner for naturlige spørgsmål.

Jeg skal komme med to eksempler på det.

Det ene stammer fra en løs bemærkning, som blev fremsat som en ligegyldig ting i forbindelse med det hollandske valg. Man var – jeg tror det var i en Deadline-udsendelse – i færd med at rapportere fra de forskellige partiers valgfest, og så lød det pludselig, at Geert Wilders’ parti ikke holdt nogen fest, fordi partiet ikke havde råd til at betale for den sikkerhed, politiet krævede, at en sådan fest skulle omgives med. Det blev nævnt som den mest selvfølgelige ting af verden. Og journalisten gik videre i teksten uden at forklare sig nøjere.

Men seerne – i hvert fald jeg – sidder tilbage med en sær smag i munden: Behandler de hollandske myndigheder virkelig et stort parti på den måde? Kan det virkelig passe, at et demokratisk land som Holland, der vel om noget skulle have orden på alle demokratiets forudsætninger, ikke kan få råd til at lade en partifest omgive af tilpas sikkerhedspersonale?

Én ting er, at man fra danske journalisters side flere gange i en omtale af den valgkamp, der gik forud for det hollandske valg, fik sagt, at Wilders ikke deltog i mange af de vælgermøder, de andre var med i, uden at nævne, at det skyldes, at hans kampagneprogram var blevet lækket, så eventuelle muslimske terrorister kunne have fået fat i det. Det var dog noget, der havde været fremme i medierne, så det vidste vi godt, selv om det ikke blev sagt. Udeladelsen fra journalisternes side var således kun et udtryk for det efterhånden velkendte fænomen, at vi kun får halve sandheder fra deres side. Det kan man dog, når man kender den tilbageholdte sandhed, nogenlunde selv råde bod på.

Men her? Når der rejses spørgsmål ved selve ligeligheden i den demokratiske proces? Så savner man virkelig nogle gammeldags journalister, der kan grave sandheden frem.

Og i dette tilfælde nyttede det ikke noget at gå til de alternative medier. De har alt for få midler til at kunne udføre en opgave som den.

Det andet eksempel går i modsat retning.

Det drejer sig om en artikel i Berlingske af bladets Tysklands-korrespondent, Troels Heeger, se her. Heeger refererer en bog, skrevet af en Welt-journalist, Robin Alexander, som hævder, at Mark Rutte og Angela Merkel i en forhandling om flygtningeaftalen med Tyrkiet den 6-3 2016 accepterede, at EU skulle modtage mellem 150.000 og 250.000 flygtninge fra Tyrkiet. Intet blev skrevet ned, man holdt sig til et mundtligt løfte. Blot ”glemte” de at informere deres europæiske kolleger på næste dags møde.

Også her står man som læser med hårene i postkassen. Hvad er det for noget? Hvordan kan der i mere end et år have eksisteret en aftale om at modtage 250.000 flygtninge fra Tyrkiet, uden at der, såvidt medierne har bemærket, har meldt sig én eneste? Og hvordan passer dette mundtlige løfte med den aftale, der den næste dag rent faktisk blev indgået med Tyrkiet, og som sammen med den lidt tidligere gennemførte lukning af ”Balkanruten” bevirkede et stop for migrant-tsunamien?

Rent ud sagt: Jeg tror ikke på det. Ikke fordi jeg ikke så gerne vil tro ondt om Rutte og Merkel, men fordi det ikke passer ind i de informationer, jeg hidtil har fået om Tyrkiet-aftalen. Som jeg har forstået det, var der tale om en ganske genial aftale: Grækenland skulle tilbagesende alle de migranter, der ankom, til Tyrkiet efter at have talt syrerne blandt dem. Herefter ville EU modtage et tilsvarende antal syriske flygtninge fra de tyrkiske flygtningelejre. Og ærlig talt, det er mig umuligt at se, hvordan 250.000 syrere kan passe ind i den aftale. Derfor vil jeg tro – uden at have undersøgt det – at Robin Alexander har misforstået sagen. Hvis tallet 250.000 har været nævnt af Rutte og Merkel aftenen før, kan jeg kun tro, det har været som et estimat over, hvor mange syriske flygtninge der maximalt kunne blive tale om.

Godt nok har der tidligere været tale om nogle natlige flylandinger i Tyskland, hvor nogen mente, at der ankom migranter til Tyskland. Og der var vist dengang mistanke om, at Merkel ville indsmugle nogle migranter i Tyskland, uden at offentligheden fik nys om det. Men 250.000? Det lader sig ikke gøre.

Disse to ting er eksempler på dårlig journalistik. Journalister har ikke tid eller tager sig ikke tid til at undersøge det, de viderebringer, nøjere. Det skal gå så hurtigt, at de er bange for med sådanne undersøgelser at komme for sent, så konkurrenten snupper nyheden for næsen af dem. Hvilket bevirker, at det bliver halve nyheder, de bringer, nyheder, som ikke direkte er løgnagtige, for det er nok ikke ligefrem med vilje, at de kolporterer dem uden at undersøge dem, men alligevel højst utilfredsstillende.

Herved adskiller de sig fra en anden slags dårlig journalistik: den journalistik, som i kraft af en slags kollektiv blindhed ikke kan se virkeligheden, f.eks. ikke kan se andet end flygtninge i den migrantstrøm, der oversvømmede os i efteråret 2015. Her er det ikke sådan, at journalister af skyndsomhed løber med halv vind, her er det sådan, at man regnes for en dårlig journalist, hvis man ikke opfatter de mange migranter som ynkværdige mennesker; her er det sådan, at man ser det som sin opgave at få læserne eller seerne til se på disse mennesker med de samme øjne: som stakler, der har brug for vores beskyttelse.

Det er ikke virkeligheden, man er ude på at beskrive, det er den del af virkeligheden, der kan bruges til dette ophøjede formål.

Det har betydet, at man aldrig har gjort sig nogen umage med at finde ud af, hvad årsagen til 2015’s migrant-tsunami var. Man har betragtet det som en naturkatastrofe, eller man har antydet, at kampene i Syrien blev værre, og har ikke villet se, at den egentlige årsag var, at Syriza i januar 2015 gik til valg på det, de kaldte en mere human flygtningepolitik, og at de, da de kom til magten efter valget, faktisk gennemførte deres valgløfte om en ”åben og humanistisk flygtningepolitik”, så den græske flåde ikke mere fik lov til at sende migrantbådene tilbage. Alt det har man omhyggelig fortiet, eller det har vore veluddannede journalister undladt at bore i, selv om det var så let af finde ud af, hvis man bare ville, at selv en amatør som jeg har kunnet se det, se her.

Sådan synes det at kunne forklares: Hvis en vaks journalist, én af dem, der er stolt af sit fag og ser det som sin opgave at oplyse folket om de virkelige begivenheder, skulle få den tanke at ville undersøge årsagerne til den store migrantstrøm i efteråret 2015, så er det, som man kan forstå, på ingen måde en uoverkommelig opgave, den er faktisk lige til at gå til. Men vor vakse journalist vil så hurtigt erfare, at dette er noget, man ikke taler om, dette er noget, der skal forblive i uvidenhedens tågeslør, for – ikke sandt – nogen blandt læserne kunne jo få den tanke, at har den græske flåde kunne forhindre migrantbåde én gang, kan den vel gøre det igen. Måske en enkelt læser eller to kombinerer det med forundringen over, at det nu skal være EU’s nabolande og ikke EU selv, der skal forsvare grænserne, og for ikke at skulle give svar på det, forekommer det diverse redaktioner klogest at fortie den sande årsag til migrantstrømmen.

Og så fortsætter man med at afspille den falske melodi, at Tyrkiet har en klemme på EU derved, at de kan undlade at holde migrantbådene tilbage.

Og naturligvis har man også undladt at gøre opmærksom på, at migranterne er migranter, de har jo forladt et sikkert land, Tyrkiet, for at søge lykken i EU. Nej, de skal absolut kaldes ”flygtninge”, til nød ”flygtninge eller migranter”, for man vil jo endelig være god, og at påvirke folk til at modtage fremmede i deres land, mener man er en god gerning.

Denne dårlige journalistik er værre end den først omtalte. Men begge dele bevirker, at det bliver mere og mere anstrengende at se nyheder på Tv og at se Deadline: man skal hele tiden være på vagt; den umiddelbarhed, hvormed man tidligere kunne suge til sig, er forsvundet; man føler, at man er blevet narret for mange gange til, at man uden videre skænker journalisterne tiltro.

Det er en sær verden, vi lever i.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget | Skriv en kommentar

Missionsbefalingen afblæst

Det var ganske mærkeligt forleden at læse Kathrine Lilleørs blog, se her. Hun har afblæst missionsbefalingen. Hun indrømmer, at vi ved hver dåb citerer dette stykke fra Matt 28,19f:

Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

Men desuagtet har hun virkelig ikke tænkt sig at drive mission blandt vore muslimske landsmænd.

Argumentationen er måske lidt tynd. For det første udelader hun dette med at lære at holde det, Jesus har befalet os. Men det sker måske bare af korthedshensyn. For det andet opstiller hun som så mange andre, der har det lidt svært med argumenterne, en stråmand: hun skriver:

Hvis dåbsstatistikken skal forbedres afgørende, skal vi ud og døbe muslimer. Omvende dem. Få skiftet bedetæppet ud med salmebogen. Missionere. Kort sagt.

Dansk Folkeparti har sagt det i årevis. Jeg kan huske, hvor jeg stod, da Søren Espersen anklagede mig for ikke at opfylde mit præsteløfte, når jeg ikke så det som en indlysende opgave at omvende muslimer. Umiddelbart kan det ligne, at han har ret. Kristus befaler os ved vores dåb, at vi skal gå ud og gøre alle til hans disciple ved at døbe dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Døbe gør jeg gerne. Bestemt. Men stemme dørklokker med vand og ritualbog under armen i Mjølnerparkens opgange, gør jeg ikke.

Niksen. Njet. Ikke på vilkår.

Hvem er det nu lige, der siger, at vi skal missionere blandt muslimer ved at stemme dørklokker? Det er der da ingen, der har foreslået. Foreløbig er jo alt, hvad der har med mission blandt muslimer at gøre, på diskussionens plan, ja, det vil sige: når Lilleør så kategorisk afviser tanken, er problemet ikke engang nået frem til dette plan. Og hun vil formentlig gøre sit til, at tanken aldrig når frem til at blive diskuteret i folkekirken.

Dog, det, hun derefter siger, ligner noget, der har en vis argumentationskraft. Godt nok er det helt ude i hampen, men det kan ikke udelukkes, at der er en del præster, der mener, at missionsforpligtelsen kan afblæses på den måde, hun her antyder.

Hun fortsætter nemlig således:

Niksen. Njet. Ikke på vilkår. Det er respektløst. Ville til forveksling ligne den nedladenhed man i lande som Saudi Arabien møder os kristne med. Som andenrangstroende, fordi vi ikke tror det samme som flertallet. Der er i den europæiske tradition respekten til forskel. Respekt for det andet menneskes åndelige valg, der ikke skal intimideres, så længe det ikke forstyrrer den offentlige orden eller bryder landets love.

Det er ikke helt nemt at blive klog på, hvordan hun forestiller sig, at en mission overfor muslimer gør dem til andenrangstroende eller er respektløs overfor deres åndelige valg eller er udtryk for en intimidering. Lad mig bringe mit første Luther-citat i spil! Det stammer fra et åbent brev, Luther i 1524 sendte til sine to fyrstebrødre. Han omtaler striden mellem Münzer (det var før Münzer satte sig i spidsen for bondeoprøret) og sig selv og beder øvrigheden undlade at gribe ind:

Hvis deres ånd er den rette, så vil den ikke være bange for os og skal nok bestå. Hvis vores er den rette, så vil den heller ikke frygte dem eller nogen anden. Man skal blot lade ånderne fægte med hinanden og tørne sammen. Hvis nogen bliver forført derved, velan, sådan går det i krige; hvor der er en strid, hvor et slag finder sted, dèr må nogle falde og blive såret; men den, der kæmper redeligt, får kronen. (Se her).

Luther anså det ikke for respektløst at angribe sine modstandere med ord. Hvorfor skulle vi så gøre det? Havde han ikke respekt for de andres åndelige valg? Eller prøvede han at intimidere dem? Brevet her tyder på det modsatte.

Kathrine Lilleør fortsætter:

Synspunktet går et par århundreder tilbage. Således holdt Frederik den 6. hånden over jøderne og skærmede dem mod forfølgelse ved at give dem medborgerskab. Han sendte ikke præster ud for at omvende dem. Han lod liberalt i genskæret fra den amerikanske og franske forfatning jøderne frit vælge deres tro. Grundlovsfædrene sikrede, at den respekt smittede af på Folkekirken. Fordi vi i et par århundreder er blevet holdt i kort snor af staten, er der skabt en tradition for upolemisk at forkynde Kristus i stedet for at forkynde mod dem, der ikke tror som os. Åndsfrihed har vi her i landet således praktiseret ikke bare demokratisk men også religiøst. Endnu en af utallige velsignelser, vi kan takke båndet mellem stat og kirke for.

Hvad der lå bag Frederik den Sjettes forhold til jøderne, vil jeg undlade at kommentere, for det véd jeg ikke nok om. Men det lader til, at hun ser det som et ideal, at vi i folkekirken forkynder Kristus upolemisk, eller at det ikke ville være så godt at forkynde imod dem, der ikke tror som os. Oven i købet ser hun vist det som udtryk for åndsfrihed i religiøs henseende. Åndsfrihed betyder åbenbart i hendes optik, at man lader være med at komme med indvendinger mod vore muslimske landsmænd, lader være med at diskutere teologi med dem, kort sagt, lader dem være i fred med deres forkerte og delvis farlige tro.

I det sidste afsnit vender hun tilbage til missionsbefalingen:

Hvad da med missionsbefalingen ved dåben? Overhører Folkekirken den? Nej, den står ved magt. Ikke som tvangs- eller dørsælgerdåb, men som forkyndelse. En forkyndelse, der åbner kirkedøren for dem, der gerne vil ind. De nybagte kristne forældre siger jatak. 87%. Knapt ni ud af ti nyfødte.

Og her kommer stråmanden frem igen. Der er jo ingen, der tænker sig mission overfor muslimer gennemført som tvangsdåb eller forestiller sig, at man døber, hvis man skulle få den idé at gå rundt og stemme dørklokker. Derimod kunne der godt være dem, der mente, at man fra prædikestolen eller i foredragssalen kunne opridse forskellen mellem kristendom og islam noget mere. Det ville vel netop være udtryk for åndsfrihed, om man – som Luther udtrykker det – lader ånderne tørne sammen. I den forbindelse er der et andet Luther-citat, som det også er relevant at bringe frem, nemlig dette fra skriftet om lydighed mod øvrigheden fra 1523:

Så siger man igen: Ja, men den verdslige magt øver ikke tvang i trosspørgsmål, men forhindrer kun på ydre måde, at folk bliver vildledt af falsk lære. Hvordan skulle man ellers bekæmpe kætterne? Svar: Det skal biskopperne gøre; det er dem, og ikke fyrsterne, der har fået denne tjeneste pålagt. For kætteri kan man aldrig bekæmpe med magt. Der skal en anden fremgangsmåde til og her er det en anden kamp end sværdets. Guds ord skal kæmpe her; hvis det ikke kan klare det, så vil den verdslige magt heller ikke kunne stille noget op, selv om den så fylder verden med blod. Kætteri er et åndeligt anliggende, det kan man overhovedet ikke slå ned med våben eller brænde med ild eller drukne med vand. (Se her).

Man kan vist rolig sige, at vore dages biskopper har svigtet denne opgave. Derfor er det ikke underligt, at politikerne kommer med så mange forslag, der griber ind på åndsfrihedens område, f.eks. imam-loven, og at diverse kontroverser med muslimerne i det hele taget udspiller sig på øvrighedens område.

Sjovt nok er noget af det, Luther klager over i ovennævnte skrift, at den verdslige og den gejstlige øvrighed har byttet plads, så den gejstlige er optaget af sine indkomster, mens den verdslige påtager sig opgaven som kætterbekæmpere. Det synes at være den samme omvendthed, der præger os i dag.

For det er meget sjældent, man hører noget opgør med islam fra vore prælater.

Og vil man, som Lilleør, mene, at en kristen modsigelse af islam (eller altså et forsøg på mission overfor muslimer) er respektløs, kunne man igen have gavn af at læse Luther, her som han udtrykker sig angående Gal 2, hvor Paulus skælder Peter ud, og siger:

Men i denne meget vigtige sag kunne han [Paulus rr] overhovedet ikke give efter. Og efter Paulus’ eksempel kan enhver kristen hovmode sig. For kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt (1 Kor 13,7), troen derimod hersker, styrer, triumferer, viger ikke for nogen, men alt bør underkastes den og vige for den, skarerne, folkene, kongerne, jordens dommere, som Sl 2,10 siger: “Og nu, I konger, forstå, lad jer undervise, I, der dømmer jorden, tjen Herren med frygt osv. Hvis ikke, skal I forgå på jeres veje”. Derfor er det helt modsatte virkninger, embeder og dyder, som kærligheden og troen har. (Se her).”

Der kan selvfølgelig være dem, der siger: ‘Åh, ham Luther! Hvorfor skal vi rette os efter hans 500 år gamle råd?’

Til dem må man sige: ‘Det er bedre at være oldgammel og vågen, end nutidig og doven’. Og vågen var Luther, både overfor sværmerne og overfor muslimer (tyrkerne). Og dovne er vi, også så det står efter, når vi bruger vores påståede kærlighed til muslimerne til at undgå at affyre troens krudt imod dem. Luther stod midt i kampen, kampen mod papisterne, sværmerne og tyrkerne. Og han fastholdt, at man ikke måtte bruge vold for at overbevise dem, men han fastholdt også, at han skulle og måtte bruge ordets kræfter for at få dem bort fra deres fejlagtige opfattelse. Vi står også midt i en kamp, kampen mod islam, men vor kirke er faldet i en dyb søvn, lullet i dvale af de gode og jævnt rindende indkomster, og vi føler ikke noget ansvar for at sætte os ind i ”fjendens” grundbog, eller for at prøve at forstå – indefra – hvad der bevæger muslimer; vi går med søvngængeragtig sikkerhed ud fra, at de nok til syvende og sidst er som os – og så er de jo gode nok – eller vi regne med, at de om ikke så længe vil nå op på vort niveau og blive lige så ligegyldige overfor deres religion, som vi er overfor vores.

Tilbage til Lilleør!

Det skulle være respektløst at prøve at overtale muslimer til at slippe deres tro! Herrejemini! Har vi efterhånden ikke set nok eksempler på, hvordan mange muslimske kvinder lever som i et fængsel, omgivet af krav fra brødre og fædre om korrekt muslimsk opførsel, kvinder, der bliver tvunget ind i et ægteskab, fordi deres kultur tilsiger dem det? Eller det omvendte: fromme muslimske kvinder, der bilder sig ind, at de klarer frisag i kraft af deres lovoverholdende fromhed? Men uha! Vi må endelig ikke fortælle dem, at hvert menneske har fået et hjerte for at kunne følge hjertets stemme i ægteskabsforhold. Det ville være respektløst. Men det er da kun respektløst overfor de mænd, der bestemmer over kvindernes skæbne. Overfor de pågældende kvinder ville det være befriende, hvis vores mission lykkedes.

Og så har vi slet ikke talt om de unge mænd. De, som føler, at de må sætte sig i respekt overfor os danskere og derfor angriber os, hvis de kan komme af sted med det ustraffet. Hvor har de dog den skæve opfattelse af tilværelsen fra, at det er magt, det drejer sig om? Og hvis de har den fra islam – hvad jeg tror – hvordan får vi så denne misforståelse fjernet fra deres sind? Tja, det har jeg ikke noget klart og tydeligt svar på, men én ting véd jeg: det lykkes ikke ved, at vi lukker øjnene. For man skal jo være klar over – og Kathrine Lilleør må gerne læse med her – at den respekt, hun taler om, er noget helt andet end den, de kræver, når de vil sætte sig i respekt: Vi skal tvinges til at anerkende, at de er de stærkeste. Den respekt, vi danskere tænkes at vise dem, tænker vi os skal komme indefra, altså være noget, vi af os selv viser dem, noget, vi viser dem, fordi de er borgere her i landet, ikke fordi de er stærke, eller fordi vi er bange for dem.

Men ak, det er jo just den forkerte form for respekt, vi viser dem, når vi trækker os tilbage og – af respekt – ikke kunne drømme at kritisere deres store idol: Muhammed. Og jeg er bange for, at vi med al vor imødekommenhed opnår det modsatte af det, vi vil: muslimerne opdager, at det nytter noget at udøve magt og true med vold, for de oplever det, Lilleør kalder respekt, som identisk med frygt. Og det er lige det, de vil.

Og dette med voldsanvendelse har muslimerne fra Muhammed. Der er adskillige ”voldsvers” i koranen.

Ét af dem er sågar Hizb-ut-Tahrir i 2002 blevet dømt for at anvende mod jøder. Det drejer sig om Sura 2, 191, som lyder:

Dræb dem, hvor I møder dem, og fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer! (Fristelse til frafald er værre end drab! Kæmp ikke med dem ved det fredhellige bedehus, medmindre de vil kæmpe med jer dér! Men hvis de gør det, skal I dræbe dem! Sådan er gengældelsen for de vantro).

Man skulle næsten tro, at dommerne havde læst Luthers brev til sine to fyrster, for efter det tidligere citerede står der dèr:

Men hvis de gør mere end at kæmpe med ordet, hvis de også vil bryde i stykker og slå i stykker med næven, så skal Deres fyrstelige nådige herrer gribe ind, hvad enten det er os eller dem, der er tale om, og øjeblikkelig vise dem ud af landet med den besked: Vi vil gerne finde os i og rolig se på, at I kæmper med ordet, så at den rette lære kan blive styrket; men hold næven i ro, for det er vores embede (at bruge næven); ellers må I forføje jer ud af landet. (Se her).

Men det er jo nu så indlysende, at vore dommere nok også selv har kunnet finde det i deres retsbøger. Bemærkelsesværdigt er det derimod, at dommerne har set stort på, at voldsopfordringen står i koranen. Det er udmærket, at det kommer frem, at vi ikke regner koranen for nogen hellig skrift, eller mener, at det er Gud selv, der står bag den. Og det kunne vi fra kirkens side godt fortælle vore muslimske landsmænd. Men se, om vi gør!

Kathrine Lilleør vil tilsyneladende respektere dem ved at tale dem efter munden. Det er der ikke megen åndssammentørnelse i.

Udgivet i Islam, Luther | Tagget | Skriv en kommentar

Tro

Ved en mærkelig tilfældighed er der i det engelske magasin The Economist to ting, der, uden at bladet har villet det, er kommet til at korrespondere forunderligt med hinanden.

Den ene ting optræder forrest i bladet, se her. Det drejer sig om en satiretegning, en ”cartoon”, som i fire tempi viser os et filosofisk problem, som vist i grunden er betydelig større, end tegneren forestiller sig.

Vi er i en psykologs konsultation. En mand klager sin nød over, at ”der er en krise i tilliden i verden af i dag”. Psykologen ser deltagende, men roligt og professionelt på ham. Næste billede: Manden er i større ophidselse: ”Politikerne lyver for os; falske nyheder leder os på vildspor; og vore Tv-apparater og smart-phones udspionerer os”. Rolig psykolog. Tredje billede: Manden i endnu større ophidselse: ”Det er umuligt at have tillid til, hvad der er virkeligt og hvad der er uvirkeligt!” Fjerde billede: Psykologen griber mandens hænder: ”Din lykke er meget vigtig for mig; vent lige lidt, mens jeg søger i min database for at finde et varmt og tillidvækkende svar”. Fokus er nu flyttet lidt bagud, så vi ser skrivebordet fra siden, og vi kan nu se, at psykologen er en robot; kun den øverste del er menneskelignende, den nederste er en stor fjeder forbundet til en stol. Og et skilt for enden af skrivebordet fortæller, at hun er din ”kunstig-intelligens-ven”.

Spørgsmålet er: Er manden blevet narret?

Tja, det morsomme i tegningen er, at manden beklager sig over, at det ikke er til at vide, hvad der er virkeligt og hvad ikke, at han i denne beklagelse forudsætter, at kvinden, han betror sig til, er virkelig, men at tegneren fortæller os, at netop virkelig er hun ikke.

Nuvel, tegneren kan naturligvis regne med, at vi mennesker i fremtiden stadig vil betro os til hinanden ud fra den forestilling, at den anden er virkelig, dvs., er et menneske af kød og blod. Og det regner vi da normalt også med. Vi tænker ikke over, at vi har den forudsætning for ethvert menneskeligt samkvem, at den, vi taler til, kan overveje vore ord, leve sig ind i dem og fremkomme med et adækvat svar.

Men er det, vi sådan lever vort dagligliv på, en illusion?

Ja, det kan der godt argumenteres for. Der kan argumenteres for det ud fra den kristne teologi, hvad jeg skal vende tilbage til. Og der kan argumenteres for det ud fra det, nogen kalder videnskab. Det sidste giver selvsamme eksemplar af The Economist et eksempel på.

Bagerst i bladet er der nemlig en anmeldelse af Daniel Dennett’s nye bog: ”From Bacteria to Bach and Back: The Evolution of Minds”, se her. Da jeg så det, spidsede jeg ører. Jeg har tidligere haft megen fornøjelse af at læse Dennett’s bog ”Consciousness explained”. Dennett er både en meget vidende mand og en meget god fortæller, så det var en fornøjelse at læse denne bog. Derfor kastede jeg mig ud i en søgning på internettet efter anmeldelser af hans nye bog, om der mon skulle være nogen, der var bedre eller i hvert fald mere omfangsrige end den i The Economist. Det fandt jeg. Derved blev jeg lidt klogere på, hvad Dennett er ude på denne gang.

I sin tid var der folk, der mente, at den første bogs titel egentlig burde være ”Consciousness explained away”, for, sagde man, det er jo, hvad Dennett gør: Han ender med at fornægte bevidsthed.

Det samme siger nogle af anmelderne om den nye bog, f.eks. denne fra New York Times af Thomas Nagel. Han stiller det dog i begyndelsen kun op som et spørgsmål: ”Er bevidsthed en illusion?” Er det dèr, Dennett vil have os hen?

Dennett hører i hvert fald til de moderne hard-core ateister. Han ser det i bogen som en del af sin opgave at vende sig imod ethvert forsøg på at få ”Gud” eller andre overnaturlige væsener puttet ind i de videnskabelige forklaringer. Og det gør han, selv om han indrømmer, at to ting hidtil har unddraget sig videnskabens forklaringer: Livets oprindelse og fremvæksten af den menneskelige kultur. Men det giver jeg ham da ret i: vi teologer skal ikke bruge de ”huller”, der er i videnskabens forståelse af, hvordan tingene har udviklet sig, til gøre gudstanken sandsynlig, vi skal ikke bedrive ”theology of the gaps”.

Det betyder også, at jeg egentlig er ret interesseret i Dennett’s tanker om menneskets udvikling. For øjeblikket er jeg ved at studere en bog af Joseph Henrich ”The Secret of Our Succes”, hvori han fremsætter den teori, at det er vores evne til at akkumulere kulturelle træk, der har gjort vor fantastiske udvikling mulig. Jeg må indrømme, at jeg har savnet en lidt større vægtlæggen på det menneskelige sprog hos Henrich, men hvad jeg savner hos ham, kan jeg muligvis få hos Dennett. Dennett opererer med det af Richard Dawkins opfundne begreb ”memer” og anbringer memer i den kulturelle udvikling på samme stade som gener i den biologiske udvikling. Nagel refererer Dennett’s opfattelse af memer således:

De inkluderer sådanne ting som memet for at have sin basketball-kasket omvendt på eller for at bygge en hvælving med en bestemt form; men det bedste eksempel på memer er ord. Ord har det som vira, der skal en vært til, for at de kan reproduceres, og de kan kun overleve, hvis de transmitteres til andre værter, dvs., mennesker, der lærer det ved imitation.

Oven i købet har Dennett tilsyneladende blik for det samme, som jeg har nævnt nogle gange, vist også her på bloggen: at sprog er forudsætningen for, at enkeltmennesket kan få del i den erfaring, som fortidige mennesker har gjort:

Sprog tillader os at transcendere tid og rum og kommunikere om noget ikke-nærværende, at akkumulere delte kundskabsområder, og gennem skrivning at opbevare dem udenfor det individuelle menneske, hvilket resulterer i en meget stor sum af kollektiv kundskab og praksis udbredt mellem de mange mennesker, der udgør en civilisation.

Det er også min opfattelse. Det, der er hemmeligheden ved vor succes, er i meget høj grad sproget. Og det kan måske lønne sig at stifte nøjere bekendtskab med Dennett’s teori om, hvordan memerne og sproget og kulturen er opstået, eventuelt, hvornår de er opstået, eventuelt, hvilket fortidsmenneske der har haft de forudsætninger, hvorudfra disse ting har udviklet sig. Men det får vente. Og jeg véd heller ikke, om jeg gider. For Dennett har også sine mangler.

Én af dem nævner Nagel i begyndelsen. Dennett går ind for en forestilling, som en filosof ved navn Wilfrid Sellars har formuleret: det, som vi mennesker i vor dagligdag anser for virkeligheden – møbler, huse, solnedgange, problemer og muligheder og fejltagelser – kalder han ”manifeste billeder”, og det stiller han i modsætning til ”videnskabelige billeder”, som omfatter molekyler, atomer, elektroner, tyngdekraft, quarker, osv.

Nagel refererer:

Dette er ifølge Dennett verden, som den er i sig selv, ikke kun for os, og opgaven består i at give en videnskabelig forklaring på, hvordan molekylernes verden er kommet til at inkludere væsener som os, komplicerede fysiske objekter, for hvem alting, inklusive dem selv, ser så forskelligt ud.

Dette er, for mig at se, den reduktionistiske fejlslutning, en fejlslutning, der nægter, at der i udviklingens løb har fundet nogen nydannelse sted. Det er, tror jeg, den fejlslutning, der får ham til at ende med den konklusion, at begrebet bevidsthed er en illusion.

Jeg kan også sige, at han ikke vil anerkende begrebet ”emergens”. At der finder emergens sted i udviklingens løb, vil sige, at der dannes noget helt nyt, noget aldrig før set, noget, som ikke lå i svøb i det forudgående.

At liv blev til, er udtryk for en sådan nydannelse. Vi aner ikke, om det er blevet til andre steder i universet, og vi aner heller ikke, hvor stor sandsynligheden var for, at det kunne ske, dengang det skete. Vi kan derfor heller ikke gøre os tanker om, hvorvidt noget andet livslignende fænomen med formeringsevne og udviklingsevne, byggende på andre kemiske processer, vil kunne findes på andre planeter. Vi har, så vidt jeg véd, ikke gennemprøvet alle andre temperatur- og trykmuligheder for samtlige grundstoffer.

Pointen her er, at vi har måttet danne os et helt nyt vokabular for at kunne forstå livets processer. Men, siger altså Dennett, dette vokabular kan man ikke regne med, det er en form for fiktion, og opgaven som alvorlige videnskabsmænd må være at reducere eller oversætte det biologiske sprog til det atomfysiske. For at der skulle være sket noget principielt nyt med livets opståen, er forkert.

Man kan også sige, at Dennett’s fejl er, at han ikke anerkender den dobbelte kausation. Hvilket er mærkeligt, eftersom det ikke mindst er noget, der viser sig i Darwins udviklingsteori, og er der noget, Dennett arbejder ud fra, er det Darwins tanker. Jeg har gjort nærmere rede for dette begreb her, så jeg skal nøjes med en kursorisk gennemgang.

Sagen er den, at man, hvis man vil spørge efter, hvorfor denne sommerfugl ser ud netop som den gør, stilles overfor to årsagskæder. Den ene går tilbage til sommerfuglens dna. Det er generne, der bestemmer alt levendes udvikling fra éncellet væsen til flercellet voksenindivid. Det er den mikrokosmiske årsagsrække. Men ud over den findes der en makrokosmisk årsagsrække. For at netop denne sommerfugl gener ser ud, som de gør, skyldes makrokosmiske forhold, f.eks. at en del af en population blev afskåret fra hoveddelen og derfor udviklede sig forskelligt fra denne.

Den samme dobbelte årsagsrække finder vi i menneskets eksistens. Jovist, den ydre, legemlige udvikling er yderst interessant at følge i de mange mellemformer mellem abe og menneske, man har fundet. Men sproget og kulturen betyder jo også noget, ja, må opfattes som en selvstændig årsagskæde. Hvilket vi især ser i den historiske udvikling. For her har man jo observeret, at nutidsmennesket og Cro-Magnon-mennesket, hvad legemlighed angår, er identiske, det eneste, der har forandret sig, er sproget og kulturen. Det mærkeligt er, at såvidt jeg har forstået, interesserer Dennett sig levende for denne udvikling; det er blandt andet det, han skal bruge sin ”mem-teori” til. Så det er mig lidt af en gåde, hvorfor han absolut skal fastholde hele denne kulturelle verden som en fiktiv verden. Nagel refererer:

Han [Dennett] siger, at hver arts manifeste billede er ”en bruger-illusion fortræffentlig designet af udviklingen til at passe til brugerens behov”. På trods af ordet ”illusion” ønsker han ikke simpelthen at benægte realiteten af de ting, der udgør det manifeste billede; de ting, vi ser og hører og interagerer med, ”er ikke kun fiktioner, men forskellige versioner af, hvad der virkelig eksisterer: virkelige mønstre”. Men den underliggende virkelighed, hvad der eksisterer i sig selv og ikke kun for os eller for andre skabninger, er præcist og udelukkende repræsenteret i det videnskabelige billede – i sidste ende i fysikkens, kemiens, molekylærbiologiens og neurologiens sprog.

Senere hedder det hos Nagel, at Dennett hævder, at der med memerne i menneskeheden opstår en stadig større grad af forståelse, fordi ”der opstod nye ting at tænke over: ord og andre memer”.

Senere gav opfindelser som f.eks. ure og skrivekunst os ”mindeværdige ting at gøre ting med”. Skridt for skridt, argumenterer han, bevægede vi os bort fra en bottom-up kulturel udvikling frem mod en bevidst dirigeret top-down udforskning, hvilket fremkaldte direkte intelligent design. Det har sat os i stand til at udrydder kopper, sende folk til månen – og stille spørgsmål til vore sind. – Måske er intet problem større end bevidsthedsproblemet. Dennett gentager sin langvarige tilslutning til den kontraintiutive idé, at bevidsthed er en ”bruger illusion”, der er som en apps interface, hvorigennem folk interagerer med programmet uden at forstå, hvordan det virker. Memetiske apps i vores hjerne, hævder Dennett, skaber en ”bruger interface”, som ”gør memerne ‘synlige’ for ‘selvet’”, idet de giver autoritet til ”både ord og handlinger”.

Jeg vil give Dennett ret i hans opfattelse af bevidstheden: der er ikke tale om nogen videnskabelig bevisbar kendsgerning. Det er her, teologien kan komme med den påstand, at den tro, vi lever vort dagligliv på, er en illusion; det er en tro, vi har, at en givende og sandhedsudforskende samtale er mulig. Dog vil jeg som teolog ikke kalde bevidstheden en ”bruger illusion”, men en trosvirkelighed. Jeg er mig naturligvis ganske bevidst, at Dennett på ingen måde vil gå med til den sprogbrug. For alt, hvad der hedder ”tro”, er ham imod. Men – det er en sjov og ham selv ubevidst kendsgerning – alligevel tror han. Han kan ikke andet. I enhver samtale gør man det, hvad enten man er sig det bevidst eller ej, at man tror på den anden, tror på, at vedkommende ikke er en robot, tror på, at vedkommende ikke er påvirket af det ene eller det andet stof, men er forholdsvis normal, tror på, at den anden ikke er ude på at få én ned med nakken, men kun ude på at få sandheden frem. Man kan naturligvis blive skuffet i denne forhåndstillid, og så tager man sine forbehold, men i en normal samtale – og ikke mindst i en videnskabelig diskussion – stoler man på den andens ærlighed og retskaffenhed.

Vi skal tilbage til begyndelsen: vi vil føle os ført bag lyset, hvis det forholder sig, som satiretegningen antyder: at vor samtalepartner, overfor hvem vi netop har udøst vor frustration, viser sig ikke at være et menneske, men en robot. For vi går i al samtale ud fra, at den anden har et selv, en bevidsthed, et ”jeg”, der formår at lytte og svare ud fra hans eller hendes ægte overbevisning. Det forstår da også Dennett så udmærket. For det er jo, hvad der ligger i hans påstand om, at forestillingen om et selv er en ”bruger-fiktion”. Blot er det lidt mærkeligt, at han ikke kan se – eller ikke vil være ved – at han selv er en bruger af denne fiktion. I stedet vil han bibeholde det, man måske kan kalde den videnskabelige tilgang til verden, hvor man stiller sig selv udenfor det, der skal undersøges. Og det er da også en udmærket holdning at have, når det er videnskab, der skal bedrives. Men så sandelig ikke, når det er filosofi.

Det er ikke al filosofi, der er reflektiv, men den bør dog være det; det vil sige: den bør undersøge sine egne forudsætninger. Og hvis vi, som satiretegningen antyder, forudsætter en person bag al samtale, så kan vi nok fastslå, at eksistensen af et selv eller en person er en trosvirkelighed, men vi kan ikke fragå, at vi ved at deltage i en samtale, også en videnskabelig eller filosofisk diskussion, tror på muligheden af at nå frem til en sandhed gennem en sådan ægte diskussion.

Denne tro er os i mange tilfælde ikke bevidst. Den synes i hvert fald ikke at være Dennett bevidst. Men ikke desto mindre har han den, drives af den, regner med den. Det gør han, når han svarer på de indvendinger, hans bog fremkalder, hvad enten de er filosofiske eller videnskabelige. Det vil sige: han er selv én af de brugere, som betegnelsen ”bruger illusion” handler om. Og hvorfor han ikke tør være ved det, er lidt af en gåde. Måske det hænger sammen med, at han på et tidligt tidspunkt i sin ungdom har fået en livslang afsmag for alt, hvad der har med kristendom at gøre, hvad véd jeg. Om det er tilfældet, beklager jeg det på kristendommens vegne. Vi kristne teologer har nok været for hurtige til at følge den almindelige antagelse: at tro er noget, man vælger, ikke noget, man opdager, at man i forvejen lever i, så også vi har overset troens væsen af uerkendt forudsætning. Men han tror altså alligevel.

Til sidst en overvejelse, der skal vise det absurde i, som Dennett, at gøre de naturligvidenskabelige sætninger til de eneste, der handler om virkeligheden, og lade alt, hvad der bevæger mennesker til at gøre det ene eller det andet, være fiktioner, illusioner, ting, der ikke virkelig var virkelige.

For ikke så lang tid siden, i terrorbalancens tid, var mennesket i stand til at ødelægge alt liv på jorden. Ja, det er vi vel stadig i stand til, men dengang var der en ikke helt lille sandsynlighed for, at det faktisk kunne gå sådan til i denne verden. Man kan spekulere på, hvad det var, der fik terrorbalancen til at ophøre; var det, som jeg har hævdet det, se her, Ordets kræfter, der slog igennem i Sovjetunionen, eller var det Sovjets økonomiske formåen, der ikke længere slog til, eller var det noget helt tredje. Men én ting står fast: Det var ikke en ny udviklingen inden for de neurologiske kræfter, der foregår i menneskers hjerner, det var ikke en mutation i generne, der koder for menneskehjerner, nej, forklaringen skal ene og alene findes i de overvejelser af den ene og den anden art, der foregår i menneskesamfundet, altså i de memer, der kæmper mod hinanden i menneskers sind.

Udgivet i ateisme | Tagget | Skriv en kommentar

Poul Helgesen

Den fremmede Luther 17

Kaare Rübner Jørgensen bliver den 7-3 2017 interview’et i Kristeligt Dagblad i anledning af, at han har forsvaret en doktorafhandling: ”En katolsk kamphane” om Poul Helgesen, eller Paulus Helie, som han hedder på latin, se her.

Rübner Jørgensen mener, der kan hentes relevante kendsgerninger om reformationen i denne danskers historie. Han var født i Halland og kom som lærd karmelittermunk til at spille en væsentlig rolle for reformationen i Danmark. Før begivenhederne i Worms sluttede han sig til Luthers ønske om en reform af kirken, men vendte sig siden bort fra reformatoren, fordi han mente, at Luther gik alt for hårdt til værks.

Rübner Jørgensen siger bl.a.:

Jeg spejler mig klart i Poul Helgesens virke som en tredje vej mellem pavedømme og Luther under Reformationen. Han var reformkatolik – altså, en katolik som ikke er bange for at fortælle, at der er mange fejl i hans kirke, som burde reformeres. Det er jeg jo enig i – vi skal have et opgør med cølibatet, folk skal ikke udelukkes fra nadveren, bare fordi de er skilt, og kvindelig ordination skal vi også have. Så både som historiker og som katolik er der meget at hente hos Poul Helgesen.

Det er jo en ret stor mundfuld af ting, som Rübner Jørgensen vil have ændret i den forhåndenværende katolske kirke. Om også Helgesen ønskede et opgør med cølibatet, er ikke til at se ud fra kilderne, men Luther gjorde det jo. Så nu har reformkatolikkerne foreløbig ventet i 500 år. Hvor længe endnu vil de vente?

Men nu forblev jo Helgesen indenfor den katolske kirke, reformkatolik eller ej, og Rübner Jørgensen forklarer, hvorfor han slog op med Luther:

Men der, hvor han står af over for Luther, er ved afsværgelsen af og bruddet med den katolske kirke og pavedømmet som institution. Det så han som en kilde til krig, konflikt og social uro. Og det fik han jo på sin vis ret i. Tænk på bondeoprørene i Syd- og Midttyskland. Helgesen var en fredens, samdrægtighedens og kontinuitetens mand, der ville fastholde den fælles, grænseoverskridende kirke. Men rense den for det misbrug, der var, og som Luther også påpegede.

Jeg vil søge at besvare det spørgsmål, der her rejser sig: Kan man opnå en tilfredsstillende reformation af den katolske kirke, sålænge den har det syn på paven, som den har? Eller – hvis vi fører spørgsmålet tilbage til reformationstiden: Ville der være kommet en ændring igennem af noget som helst, hvis Luther ikke havde anklaget paven for at være antikrist og i stedet var faret frem med helgesensk lempe, hvis han havde haft mulighed for det?

Men først vil jeg lige henvise til det indlæg, jeg har her på bloggen om bondeoprøret, se her. Dèr viser jeg, at det er noget nær umuligt at gøre Luther ansvarlig for bondeoprøret. Han formanede alle indbyggerne i riget til som gode kristne at finde sig i al uret fra øvrighedens side. Man skal adlyde øvrigheden, også når den handler uretfærdigt. Men man skal ikke som soldat eller som én, der på anden måde er i fyrstens tjeneste, lade sig tvinge til at handle imod Guds bud, selv om man naturligvis, hvis man f.eks. nægter at deltage i en angrebskrig, selv må tage den straf, som fyrsten måske vil tildele én.

Det væsentligste i forhold til Helgesen er dog Luthers påstand om, at paven er antikrist. Det har jeg også behandlet her på bloggen, se her, så om det skal jeg her blot sige, at det, der får Luther til at komme med sin påstand, er de mange brud på almindelig fornemmelse for ret og rimelighed, paven foretager sig; det er det, at han sætter sig ud over alt, hvad den naturlige lov tilsiger os mennesker at gøre; for den naturlige lov er også Guds lov.

Hvordan stiller Helgesen sig til pavens påstand om at være kirkens leder? Det spørgsmål er nok værd at undersøge, når man skal afgøre vilkårene for den tredje vej, vejen mellem lutherdom og katolicisme.

I 1530 ville kongen, Frederik den Første, have en afgørelse på religionsspørgsmålet. Han indkaldte til en herredag i København, og som forberedelse til en disputation, der skulle afgøre spørgsmålet, bad han katolikkerne om at fremkomme med nogle artikler, som efter deres mening var lutherske. Dem bad han de lutherske om at kommentere ganske kort, og siden skulle så katolikkerne svare på lutheranernes kommentarer. Den ene af de teologer, der repræsenterede katolikkerne, var Poul Helgesen, den anden en hidkaldt franciskanermunk fra Rhinegnene, Nicolaus Herborn.

Nu nåede man aldrig frem til den ønskede disputation, for på den samtidige rigsdag i Augsburg havde Christian den Anden afsvoret sig sin lutherske tro, og det betød, regnede man med i Danmark, at han nu kunne få sin svoger, kejser Karl den Femte, til at hjælpe med et angreb på Danmark. Men resultatet af Helgesens og Herborns anstrengelser foreligger, dels i et latinsk skrift, Confutatio, som blev gjort tilgængeligt i begyndelsen af 1900-tallet, dels i en udgivelse af dele af skriftet, som Poul Helgesen besørgede i begyndelsen af 1530erne. Jeg har sat de to værker sammen i en udgivelse – med oversættelse – på nettet her.

I denne forbindelse er det især artikel 15, der er værd at kikke på. Her vil de to katolikker mene, at en luthersk sætning om pavedømmet kunne lyde således:

Alle romerske biskopper, som vi kalder paver, har siden de hellige apostles død, været antikrister, eftersom de er Kristi modstandere med lærdom og hykleri.

Lutheranerne indvender, at de aldrig har talt om alle paver, kun om dem, som ud fra en sikker historieberetning kan vises at have lært imod Kristi lære. Men disse paver regnes så til gengæld for antikrister.

Det svar er katolikkerne naturligvis ikke tilfredse med. Lidt senere i artiklen skriver Poul Helgesen i sin danske oversættelse (hvilket nogenlunde svarer til den latinske version):

Vi ved godt, hvilken umage jeres bannerfører Morten Luther gjorde sig i en bog for at forsvare den brandstiftelse, han foretog på kirkeloven, men at det var en letsindig handling, det har nu mange lærde mænd tilkendegivet alverden.

Det er sandt, at Luther i 1520 kort efter, at han den 10. december havde afbrændt både pavens bulle og den kanoniske ret, udgav et skrift for at forsvare og forklare sin handling. Jeg har lagt den ud på min hjemmeside, se her. Her henviser han til 30 steder fra den kanoniske ret, som han mener viser, at paven i den grad ser stort på almindelig ret, at han må være antikrist. F.eks. hedder det i artikel 9: ”Næst efter Gud afhænger hele kristenhedens frelse af paven”, se her, og i artikel 11: ”Ingen på jorden må dømme paven, men paven skal dømme alle mennesker på jorden”, begge steder med henvisning til den kanoniske ret. Og i artikel 21 bebrejder han paven, ”at han praler med, at han er romerrigets arvtager, når dog enhver véd, at gejstligt embede og verdsligt regimente ikke kan forenes”, se her, og i artikel 22 lyder bebrejdelsen, ”at han lærer, at det er rimeligt, at en kristen med vold beskytter sig mod vold; imod og over Kristus, Matt 5,40: ‘Den, der tager din kappe, lad ham også få kjortlen’”.

Men de to katolikker prøver overhovedet ikke at argumentere imod det, som Luther her fremfører. I stedet henviser de til Matt 16,18 og til Jesu befaling til Peter i Joh 21,15: ‘Vogt mine lam!’ Luther har godt nok i artikel 13 udover stedet i Matt 16,18 henvist til Matt 18,18, hvor nøglemagten gives til alle apostlene, ikke blot til Peter, men det tager de sig ikke af. Lidt senere følger så denne meget kraftige pave-trosbekendelse:

Det vil vi sige nu, og det er foreløbig nok, – at ingen romersk bisp, hvordan han så ellers er i sit liv og levned (sålænge han er romersk bisp, hvilket han altid er, sålænge han forbliver fast i troen og trofast) kan nogensinde fare vild i de ting, som har med troen og kristendommens salighed at gøre. Og især ikke i de ting, som han med sin pavelige magt og myndighed afgør med domsret.

Disse udtalelser er fra 1530. Og skønt de er udarbejdet sammen med Nicolaus Herborn, er det vel ikke urimeligt at antage dem for at være identisk med, hvad Poul Helgesen selv mener. Han kunne i den danske udgave, han besørgede, have slettet det – hvilket han gør i en del tilfælde – han kunne måske også have modereret det, men intet af delene gør han. Og det må vel betyde, at Poul Helgesen lægger alle sine reformønsker ind under pavens magt.

I et forfatterportræt af Sebastian Olden Jørgensen, omhandlende Poul Helgesen, se her, kan man se tre stykker af Helgesens svar på ”Malmøbogen” aftrykt – i Helgesens originale retskrivning. Der blev i 1528 i Malmø udgivet en bog om den reformats af kirken, man dèr havde gennemført, kaldet ”Malmøbogen”, se her, og Helgesen fik i 1530 til opgave at udgive et modskrift. Deri redegør han i indledningen for sine synspunkter, blandt andet beskriver han tre slags prælater i sin samtid. Der er dem, der farer frem med forandring og vil ændre hele den gamle kirke, der er dem, der vil bevare alt for meget på trods af de misbrug, der bevisligt finder sted i kirken, og så er der en tredje slags:

Men foruden disse tvende slags findes også en tredje, og de er nogle gode retsindige mænd, der så er begge slags medfældige, at de på ingen side giver den ganske handel magt, og ere fordi begærendes, at det, som er kristeligt og redeligt, må stadfæstes, blive bestandigt og have magt. Men det, som er ukristeligt og uredeligt af gerrighed, misbrug og mishandel forvandlet og forbistret, må enten aflægges eller forbedres og reformeres, så at synd og syndig handel måtte af kristendommen forstyrres og forjages, mennesker og kristelig skik og brug dog uskamferede. (min lempelige oversættelse til nutidsdansk).

Problemet, set fra Luthers side, var, at det pavedømme, som man fromt havde givet al magt i kirken, var både ukristeligt og uredeligt, præget af gerrighed, misbrug og mishandel, og at alle de fromme ønsker, som Helgesen havde, derfor ikke havde nogen gang på jorden, hvis de skulle gennemføres med pavemagtens hjælp. For pavemagten deltog selv i misbruget og havde derfor ikke nogen interesse i at fjerne det.

I anledning af Rübner Jørgensens ønske om et opgør med cølibatskravet har jeg været ved at gennemlæse ”Anti-Malmøbogen”, for at finde ud af, hvad Poul Helgesen mener om den sag. Han gør et overmåde stort nummer ud af at vende sig imod lutheranernes ophævelse af præstecølibatet, dels med historiske argumenter, dels med argumenter fra den kanoniske ret. Hans mening er vistnok, at får man blot has på alle de andre misbrug i præsteverdenen, så skal man nok også få kyske præster, som snildt kan overholde cølibatskravet.

Men han overser, at det først var med Frederik den Førstes antagelse af Hans Tavsen som sin personlige kapellan, at tvangen fra cølibatskravet forsvandt. Indtil da havde kongerne opfyldt det, de anså for en forpligtelse overfor kirken: de havde omhyggeligt indfanget alle bortløbne munke og ført dem tilbage til deres klostre. Når Helgesen i ”Anti-Malmøbogen” kan hævde, at han gerne vil forandre mening, hvis blot nogen vil overbevise ham om, at man godt må bryde et højtideligt løfte om at ville leve i cølibat (han tænker på de katolske præsters løfte, men sagen synes at være den samme som for munkenes vedkommende), så springer han ganske over Luthers skrift ”Om munkeløfterne” fra 1522, se her, hvor Luther netop beviser, at et løfte aflagt i strid med Guds formaning (om at gifte sig, hellere end at brænde af begær, 1 Kor 7,9) skal brydes.

Man kan muligvis også undre sig lidt over, at Poul Helgesen i sin ”Skibbykrønike” under året 1526 ikke omtaler den vel nok vigtigste begivenhed: at rigsrådet besluttede at lade de penge, der skulle betales for at kunne indtage ærkebispestillingen i Lund, tilgå kongen i stedet for paven. (”Skibbykrøniken” findes her, dog på latin, så min påstand bygger kun på en kursorisk gennemlæsning af kapitlet om 1526.) Derved forvandledes den danske kirke til en nationalkirke, man afskar sig fra den universelle pavekirke. Men at herredagen i Odense det år vedtog, at man ikke fremover skulle betale paven for diverse bispeindsættelser, var dog ret afgørende og sætter med eller uden Poul Helgesens viden spørgsmålstegn ved hans pavetro udtalelser fra 1530.

I det hele taget er det, som om både Poul Helgesen og Rübner Jørgensen synes at overse den verdslige magt, paven kunne sætte bag sine afgørelser. De bortløbne munke skulle kongerne indfange, og først Frederik den Første afstod fra denne magtanvendelse. Og de af paven kætterdømte skulle den verdslige magt, kejser eller konge, sørge for at brænde på bålet, hvilket kejser Sigismund i 1415 pligtskyldigt udførte på trods af det frie lejde, han havde givet Jan Huss, men hvilket kejser Karl den Femte i 1521 ikke ville gennemføre, fordi han ikke ville bryde sit løfte om frit lejde til Luther.

Det rejser det spørgsmål: Ville det have været muligt for Luther at fare frem med helgesensk lempe? Der var jo ikke tale om en diskussion mellem ligestillede. Paven havde bag sig den verdslige magt med alle dens muligheder. Luther havde kun ordets magt. Og denne verdslige magt ville paven ikke opgive. Ville Poul Helgesen det?

Én af de sætninger, som Luther skulle tilbagekalde var nævnt under artikel 33 i den pavelige bulle og lyder således, se her:

At brænde kættere er imod Helligåndens vilje.

Det vil sige: Luther skulle ikke blot tilbagekalde alle de andre ting, der var nævnt i bullen – og de stammede alle fra tiden, før Luther fik den tanke, at paven var antikrist – han skulle også indrømme, at paven havde ret til at kræve en tilbagekaldelse af ham under trussel om kætterbål og uden argumentation. Han skulle opgive den frihed i trosforhold, som for ham var alfa og omega, og han skulle bøje sig så dybt for pavens overhøjhed i kirken, at han indrømmede, at paven var så klog på kirkens og kristendommens forhold alene i kraft af, at han var pave, at han uden at argumentere for det kunne tvinge Luther til at tilbagekalde.

Der er ikke noget at sige til, at Luther efter at have læst bullen, blev endnu sikrere i sin overbevisning om, at paven var antikrist. Og gør man sig således hele hans situation i 1520 klar, må man dog vist indse, at nogen helgesensk middelvej ikke var mulig. Og altså heller ikke ville have været mulig for andre, f.eks. Helgesen, at indtage.

Jovist, Rübner Jørgensen har nok ret i, at ”Helgesen var en fredens, samdrægtighedens og kontinuitetens mand”, men det bliver i nogen grad mundsvejr, når han i 1530 fremkommer med sin pave-trosbekendelse, som jo altså giver paverne ret til at brænde kættere.

Det har nok altid været sådan, at magten har villet dække sig ind under ordet, at magtmennesker har villet retfærdiggøre deres magtudøvelse. Det så man dengang ved pavemagten, det ser vi i dag ved islam.

Den fred, Poul Helgesen ønskede sig, var en mild udgave af vore dages muslimske fred. Islam er fredens religion, får vi at vide, men den fred, der opnås ad islams vej, er den fred, der tænkes at komme til at råde, når alle tvinges til at rette sig efter islams forskrifter. På samme måde her: Den fred, Helgesen går ind for, er pavens fred, det vil sige, en fred, hvor paven har magt til at frasortere de anskuelser, der er ham imod, og få kejseren til at sørge for de fornødne kætterbål.

Og samme modsigelse synes at råde de to steder: Hvis vi laver en tegning, der fortæller, at islam bruger magt for at nå sine mål, får vi at vide, at islam så sandelig ikke bruger magt, og at vi, hvis vi vil forstå islam ret, må tage afstand fra tegningen. Men vi får også at vide, at vi, hvis vi ikke vil tage afstand fra påstanden om den indbyggede magtvilje i islam, selv må tage følgerne, følger, der kan være ganske ubehagelige, idet de består af terror og anden magtanvendelse.

Ligeledes med den katolske kirke på reformationstiden. Man vil forkynde, altså udbrede evangeliet uden magt, man vil diskutere, også det uden magtanvendelse, men man vil dog fastholde pavemagten som en instans, der skal afgøre tingene, og altså i sidste ende afgøre dem med magt. Magten vil retfærdiggøre sig, magten ønsker at have Ordet og Ordets kræfter at dække sig ind under.

Det afgør sagen: Det var ikke muligt for Luther at optræde mere moderat, for han blev truet med bålet, hvis han ikke tilbagekaldte sine udtalelser. Og Poul Helgesens ønske om en anden slags reformation af kirken kunne ikke gennemføres, sålænge han ville opretholde pavemagten.

Læs resten

Udgivet i Historie, Luther | Tagget , | Skriv en kommentar

Snydeordet “globalisering”

Mikael Jalving morer sig lidt over den ”voksenmobning”, Carsten Jensen var udsat for på et møde i Aarhus Teater den 26-2 2017, se her. Ærlig talt, jeg forstod ikke rigtig hans moro, men da jeg altid gerne vil more mig med de morsomme, gav jeg mig til at se videoen fra mødet efter, se her. (Jeg advarer mod dette link. Videoen er 6 timer lang og det, der har med sagen at gøre, kommer først sent i seancen. Dertil kommer, at Clement Kjersgaard er ordstyrer, så hvis man lider af ”Clementofobi” er det nok klogt at lade være med at klikke på linket). Men jeg var med på en kikker til det meste af mødet, og fandt da også frem til det morsomme, som Jalving nævner.

Der var såmænd blot tale om den kvikt opfattende Anna Libak, der af Carsten Jensen var blevet kaldt Anna Lise Libak. Da hun svarede, sagde hun, at hun nok var den omtalte ”Anna Lise Libak”, og at hun nu ville svare ”Carsten Børge Jensen” på hans indvendinger. Meningen var, at hvis hun skulle have et ekstra navn sat ind, så skulle Carsten Jensen også have et sådant ekstra navn klistret på sig. Og det fik han så: ”Børge”. Det er altså ikke sådan, at Carsten Jensen har et hidtil ukendt mellemnavn ”Børge”, men blot sådan, at Libak svarede igen på hans fejlhuskning.

Ja, ja, det kunne jeg da godt more mig lidt over.

Men jeg fik da set så meget af diskussionen, at jeg synes, at jeg godt kan være lidt uenig med Mikael Jalving, når han kommer med følgende opsummering af diskussionen:

Diskussionen i Aarhus mimer således holdningen i EU: Kristendommens betydning kan negligeres; den er i bedste fald museal. Når kristendommen en sjælden gang dukker op i kulturprogrammer, lyder det da også med den største naturlighed Befri gudstjenesten! kurateret af lige dele eventmagere, imamer og kalejdoskopiske mash-up-gøglere.

Vi har alle sammen glemt eller fortrængt, hvorfor vi er så sekulariserede. Vi taler lystigt om danske værdier, men glemmer helst den kristne arv, som man må acceptere, også selv om man ikke tror på Jesus.

Jo, javist, så siger vi det. Men jeg er ikke så interesseret i, hvad kristendommens rolle i vor verdensdels udvikling positivt set har været, det er mig nok, at den ikke negativt har modvirket denne udvikling.

Nej, hvad jeg lagde mærke til, var noget andet, og – vil jeg hævde – noget langt mere skæbnesvangert: Jeg lagde mærke til, at man rask væk brugte ordene ”populisme” og ”globalisering” uden at definere, hvad man mente med det. Kun nøjedes man med at antyde, at ”populisme” var et uheldigt fænomen, mens ”globalisering” var noget godt.

Det er et gammelkendt trick, at en debattør i den politiske samtale forsøger at bestemme det rum, indenfor hvilket der diskuteres. Kan man få fastlagt diskussionens forudsætninger, har man allerede halvvejs vundet. Og det gør man typisk ved at anvende plusord og minusord, som var det selvfølgeligheder, man talte om. I dette tilfælde: Man taler nedsættende om ”populisme”, man kalder dem med holdninger, man ikke godtager, for ”populister” for på den måde at undgå at argumentere imod dem. Og omvendt: man omtaler ”globalisering” som noget utvetydig godt, som noget, alle da må være enige om at anerkende (”alle”, dvs., alle fornuftige mennesker).

Det, som meget af debatten i Aarhus kom til at handle om, var spørgsmålet om indvandring: skal vi fortsat lade flygtninge/migranter strømme ind i landet, eller skal vi lukke grænsen for dem?

Og her brugte altså modstanderne af grænselukning netop ovenstående debattrick: Man kaldte det populisme, når nogen ville lukke grænsen, og man talte om globalisering som noget, der var en så uafvendelig del af ”udviklingen”, at vi simpelthen som fornuftige, fremtidsorienterede mennesker var nødt til at bøje os for det. Dertil argumenterede man fra den side med, at vores rigdom i høj grad beror på, at vi holder vore grænser åbne.

Men stillet overfor dette trick forekom det mig, at tilhængerne af grænselukning kun, hvad det første begreb angår, formåede at komme med en modargumentation. ”Populisme”, dette begreb smager uvilkårligt ikke godt, så meget har modstanderne opnået, men når man kan opløse ordet og gøre opmærksom på, at alle politikere jo egentlig burde være stolte over at være populister, fordi de netop bør argumentere med, at de tager vare på folkets liv og tarv, så ydes der dog en vis modstand imod den negative brug af ordet, når man gør opmærksom på, at populus på latin netop betyder folk.

Noget tilsvarende kan imidlertid ikke siges, hvad debatten om globalisme angår. Her formåede tilhængerne af grænselukning ikke at få afmontéret det fordrejende ved dette begreb.

Sagen er, som tidligere anført her på bloggen, at dette begreb er en sammensmeltning af to begreber, begrebet ”frihandel”, der drejer sig om åbne grænser for varer, og begrebet ”indvandring”, som handler om åbne grænser for mennesker.

Denne sammensmeltning bruger man f.eks., når man skal tage stilling til USA’s nye præsident, Donald Trump. Han sætter spørgsmålstegn ved de hidtidige frihandelsaftaler, fordi det forekommer ham, at de har gjort mange amerikanere arbejdsløse. Og han lukker grænsen for indvandring fra muslimske lande, fordi han vil beskytte amerikanerne mod terrorisme. Det er to forskellige ting, og man burde rettelig tage stilling til de to ting hver for sig. Men ved at slå det sammen som en modstand fra Trumps side mod globalisering, opnår man fra den europæiske elites side det, at man gør modstand mod indvandring til noget suspekt. Man lader, som om de europæiske problemer og de amerikanske er de samme, og ved at stille sig på Trump-modstandernes side gør man de mennesker her i landet og i Europa i det hele taget, som er imod den muslimske indvandring, til lige så store tosser, som Trump-tilhængerne: de tror, at ”tiden kan skrues tilbage”, de tror, at man kan vende sig imod frihandel, her kaldt “globalisering”, uden at det koster på landenes rigdom, og de mener, at den hidtidige politiske elite har gjort det dårligt.

Men Europas problemer er helt anderledes end USA’s. Da Trump i Florida kom med nogle udtalelser om situationen i Sverige, førte det til, at mange amerikanske medier besluttede sig for at foretage et fakta-tjek angående Sverige. Og så opdagede de til deres store forundring, at det, Trump sagde, faktisk var rigtigt nok: Der er no-go-zoner i Sverige, der er områder, hvor svensk lov ikke kan gennemføres, hvor ambulancefolk, brandvæsen og politi har vanskeligt ved at komme ind og arbejde, der er en stor overrepræsentation af immigranter i kriminalitetsstatistikken, kort sagt, man opdagede, at det, som Trump havde set i Europa, og som han ville beskytte amerikanerne imod, var korrekt nok: det var ikke mere i Europa, som det var i ”de gode gamle dage”.

Men alle de europæiske vanskeligheder kan man få dysset ned ved at blande tingene sammen, europæiske udfordringer sættes lig med amerikanske, udfordringer med amerikanere, der bliver udkonkurreret af billig kinesisk arbejdskraft sættes lig med udfordringerne fra vore mange indvandrere: det skyldes altsammen en angst for globaliseringen, en angst, der dog er ganske grundløs, for se, hvor langt vi har drevet det i rigdom takket være globaliseringen (forstået som ”frihandel”), vi kan simpelthen ikke undvære globaliseringen (forstået som ”frihandel” og ”multikulturalisme”), så alle vi, der bekæmper den muslimske indvandring, antages at bekæmpe globaliseringen (forstået som både det ene og det andet).

Og diskussionen i Aarhus Teater viste altså, at det kan være ret svært at sno sig ud af den klemme, som mutikulturalisterne vil have os andre anbragt i.

Men umuligt skulle det vel ikke være. Selv om det altså i Aarhus gik lystigt derudaf uden at nogen afklaring af snyderiet blev foretaget.

Udgivet i Indvandringspolitik, Samfundsforhold | Tagget , | Skriv en kommentar

En halv analyse

Så skal man til det igen. Tom Jensen, Berlingskes chefredaktør, har begået et indlæg på sin blog, se her, som jeg egentlig synes er ganske tankevækkende, men som jeg ikke desto mindre føler mig tvunget til at protestere imod, fordi hans analyse – som i det forrige indlæg om Tom Jensen – ikke er gennemgribende nok.

Han begynder med at gøre opmærksom på den fortælletekniske fidus, at man altid skal have en skurk for hånden, når man vil fortælle om det gode. For i al litteratur og film og teater er det kampen mellem det onde og det gode, der er det spændende, er det, der griber folk.

Den fidus kan også bruges i debatten:

Hvis man kan placere sin modstander i en position, hvor vedkommende anses for at have et slet menneskesyn eller for at være uempatisk, egoistisk eller hadefuld, da består debatten ikke længere af to ligeværdige synspunkters brydning. Man har gjort sin modstander mindreværdig, fordi vedkommende basalt set er ond.

Over de seneste årtier er der skabt stærke fortællinger om, hvad man i virkelighedens brutale verden må anse for godt og ondt. Det er således godt at hjælpe flygtninge hertil. Det er ondt at lade være. Det er godt at ville bevare velfærdssamfundet med alle dets ydelser, overførsler, sikkerhedsnet og skattefinansierede services. Det er ondt at ville gøre op med eller reformere det.

Jeg har været en anelse mere sofistikeret, idet jeg har talt om, at diverse ”Gutmenschen” lider af en sygdom, som jeg har givet navnet samaritanitis, en sygdom, der får én til at se flygtningeproblemet som en genopførelse af Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner, hvor det enkelte ”Gutmensch” kan se sig selv i samaritanerens rolle og flygtningen i den overfaldnes rolle. Det giver én en stærkt øget selvfølelse. Men det rejser også et problem, det nemlig, at det ødelægger det fine billede, når flygtningen ikke vil spille rollen som den ynkværdige overfaldne, men i stedet opfører sig som en turist, der stiller krav, eller som et stærkt selvbevidst mennesker, der kender alle lovene og nok véd, hvad der tilkommer ham. Derved risikerer det godgørende ”Gutmensch” at blive afsløret som ikke blot ”god”, men ligefrem ”selvgod”.

Tom Jensen nævner selv to eksempler på, hvordan begreberne ”godt” og ”ondt” ikke altid er lige lette at anbringe. Det ene handler om den video, som er gået viralt på nettet, og som viser børn, der bliver meget kede af det, når en voksen siger til dem ”Du er ikke dansker”. Det er tænkt som et indlæg i den debat om danskhed, der opstod som følge af folketingets vedtagelse af en dagsorden om det uheldige i, at danskere kommer i mindretal i diverse ghettoer. Men der var mange, der mente, at det onde ikke lå i folketingets vedtagelse, men i, at en far misbruger sin datter ved at få hende til at græde for åben skærm.

Det andet eksempel har med de redningsskibe at gøre, som forskellige NGO’er sender ned til den libyske kyst. Vil det ikke resultere i et øget migrantpres, og er det ”godt” på blot lidt længere sigt.

Som sagt forekommer det mig, at der er mange gode ting i Tom Jensens indlæg. Blot irriterer det mig noget, at han ikke er i stand til at se og indrømme mediernes kolossale brug – og misbrug – af denne ”godt”/”ondt” metode. Ikke blot gennem de mange snøfthistorier, de viser, men også igennem de mange spørgsmål, de ikke stiller, dem, jeg i et tidligere indlæg har kaldt NAQ’s, ”never asked questions”.

Når f.eks. NGO’er kan få tilslutning til den idé, at det er en god gerning at sende opsamlingsskibe til den libyske kyst, skyldes det jo, at et utal af medier giver dem deres opbakning. Hvad har vi ikke set af fyldte – eller rettere overfyldte – skibe og gummibåde, og godgørende mennesker i europæiske skibe, der samler de ”arme” mennesker op. Det er jo en situation, hvor det er uhyre let for én, der lider af samaritanitis, at tildele europæerne rollen som den gode samaritaner, og migranterne rollen som den overfaldne, der bliver hjulpet. Og den fortælling hjælper medierne gerne med at viderebringe. Men fortællingerne om diverse seksuelle overgreb i Tyskland, begået af netop de mennesker, der sad i bådene, har haft meget vanskeligere ved at finde plads på TV-skærmene. Gør man det, ødelægger man jo det billede af migranterne som ynkværdige mennesker, som hører med til den genopførelse af Jesu lignelse, som man, det vil sige: de fleste journalister, er i gang med.

Jeg skal nævne to lignende tilfælde, der fra journalisters side er blevet behandler med stor anvendelse af NAQ’s.

Den ene beskrives her i Information. Den handler om et såkaldt ”uledsaget flygtningebarn” på ni år, der var kommet til Danmark sammen med sin onkel og tante, flygtet fra krigen i Syrien, efter hvad Information skriver.

Allerede her ligger et NAQ: Hvorfor i alverden flygter en niårig pige sammen med sin onkel og tante i stedet for at blive hos sine forældre?

Der sker så det, at pigen opnår familiesammenføring med sin far, bedstemor og tre søskende. Her kommer så det næste NAQ: Hvorfor skal denne familiesammenføring foregå i Danmark? Hvorfor ikke i Syrien? Ved at blive ført tilbage til Syrien ville hun slippe for alle sprog- og kulturvanskelighederne ved at komme til Danmark. Men jeg véd det godt: vi danskere kan slet ikke forestille os, at det kan være bedst for et barn at forblive i de vante forhold hos sine forældre, hvis disse ikke bor i Danmark. Det må dog være langt bedre at komme til at bo i Danmark end at bo i Syrien.

Jamen, Syrien? Er det ikke dèr, hvor der er borgerkrig? Er det ikke et alt for farligt land at bo i?

Tja, faderen og bedstemoderen, samt de tre søskende kunne altså godt bo der. Og spørger man, hvorfor de da har sendt deres pige af sted sammen med hendes tante og onkel, er der faktisk et svar på det spørgsmål, et svar, som der dog ikke bliver spurgt ind til, det nemlig, at barnet skal fungére som det, man kalder et ”ankerbarn”. For et uledsaget flygtningebarn bliver meget lettere anerkendt som flygtning og har derefter ret til at få familiesammenføring. Det véd man jo i Syrien. Og har man kun penge til at betale menneskesmuglerne for onklen, tanten og deres niece, og er det kun dem, der regnes for robuste nok til at tage turen over Middelhavet, så får man på den måde bragt mange flere til det forjættede land, Danmark. Ganske smart, ikke?

Men historien slutter ikke her. For man opdager, at man i Tårnby kommer ret langt ned i boligkøen og derfor er nødt til at klumpe sig sammen i en for lille bolig. Det får så JuraRådgivningen, en dansk institution, til at råde de familiesammenførte til at søge asyl. Det fik de, og hokus-pokus: nu kan de komme foran i boligkøen, også foran etniske danskere. Det er jo så smart, at det næsten er oversmart, ikke?

Her får man imidlertid stillet nogle af de ellers ikke stillede spørgsmål. Dog i Informations artikel er det ikke en journalist, der stiller det, derimod Tårnbys borgmester og en vis Ole Brockdorff i kommentarfeltet.

”Hvordan kan det lade sig gøre, at en familie der selv har betalt alle udgifter for at komme til landet, pludselig kan ændre status til flygtninge og dermed opnå flere goder? Hvordan kan det overhovedet ske, at Udlændingestyrelsen giver dem flygtningestatus, når de selv frivilligt har betalt for at rejse hele vejen herop?”

Disse to spørgsmål fra Tårnbys borgmester Henrik Zimino har udløst hele balladen omkring den pågældende syriske familie, udelukkende fordi de ikke som familiesammenførte, har et retskrav på en bolig foran den etniske danske befolkning. Hvorefter de med hjælp fra udlændingeadvokater og andre får gennemtrumfet hos Udlændingestyrelsen, at de i stedet får status som flygtninge, hvilket omgående sender dem ind foran køen af 150 etniske danske boligsøgende i Tårnby Kommune.

Etniske danskere må altså vente endnu længere på en bolig, selv om de har stået på venteliste i flere år, og samtidig må de også leve med den kendsgerning, at konverteringen af den syriske familie fra at være familiesammenførte til flygtninge samtidig betyder, at familien nu skal økonomisk livsforsørges fra dag 1 af den danske statskasse.

Det er for mig at se yderst relevante spørgsmål. Men det er også typiske NAQ’s, spørgsmål, der aldrig stilles af vore journalister. For det er da mærkeligt, at de først, når de kommer herop og finder ud af, at de skal leve meget trangt, kommer i tanker om, at de er ”personligt forfulgt”, og det er da mindst lige så mærkeligt, at Udlændingestyrelsen overhovedet giver sådanne personer flygtningestatus. For mig at se hænger det sammen med, at man meget nødig vil være med- eller modspiller i de snøfthistorier, som medierne jo er mestre i at fremstille.

Jeg behøver vist ikke at skrive, at den arme Ole Brockdorff får gevaldig på puklen af Informations øvrige kommentatorer.

Det andet tilfælde af NAQ’s henter jeg fra Fyens.dk, se her. Det drejer sig om, at regeringen er begyndt på at gennemgå en række somaliske flygtninges opholdstilladelse for at finde ud af, om ikke nogen af dem kan sendes hjem.

Da der efter regeringens mening er fredeligt nok i Somalia til, at det kan lade sig gøre, er hjemsendelserne begyndt. Og naturligvis begynder så hele orkestret af ”Gutmenschen” at protestere. Det gør de jo hver gang, nogen skal hjemsendes, så det er der ikke noget mærkeligt i. Men de begrundelser, de giver, er mærkelige. For nu har man pludselig fundet ud af, at indbyggerne i Somalia har en tradition med at omskære piger, en operation, der er helt anderledes ødelæggende end omskæring af drenge. Og så lyder det fra FN’s torturkomité som følger:

Udvisningerne møder kritik fra fagfolk og organisationer, som advarer om, at Danmark dermed udviser herboende flygtningebørn til “torturlignende forhold”.

Det er ifølge Politiken i strid med menneskerettighedskonventionen.

– Hvis der er en væsentlig risiko for, at de vil blive udsat for omskæring, er det et klart brud på konventionen, siger formand for FN’s torturkomité Jens Modvig til avisen.

Det er dog et utroligt hykleri, der her lægges for dagen. Man har hele tiden vidst, at denne mærkelige religiøse tradition fandtes. Man har også vidst, at denne ”omskæring” ikke blot var smertefuld i sig selv, men ofte medførte årelange smerter. Men på trods af denne viden har man nægtet at undersøge, om de piger, der fra somaliske familier her i landet blev sendt på ferie til Somalia, var omskåret, når de kom hjem. Det ville sandelig være at være alt for mistænksom overfor de fremmede, det var nok at sige til dem, at den slags er forbudt i Danmark, og at de kan blive straffet, hvis det senere kommer frem, at de har ladet deres døtre omskære; siger man det, er der ingen tvivl om, at de naturligvis vil respektere værtslandes love.

Så det, der ville kunne redde mange somaliske piger og kvinder for de smerter og gener, som den kvindelige omskæring forårsager, det er man alt for naiv eller alt for fintfølende på somaliernes vegne til at ville gennemføre.

Altså: Når man skal bruge sin viden om omskæring af kvinder i Somalia til effektivt at sørge for, at somaliske kvinder i Danmark ikke bliver omskåret, har man alle mulige undskyldninger, selv om man ved en effektiv kontrol faktisk kunne undgå denne form for tortur.

Men når man skal bruge sin viden til at forhindre hjemsendelse af somaliske flygtninge, så er er ingen ende på, hvilke rædsler der venter de arme piger i Somalia, så kalder man det om ikke tortur, så i hvert fald ”torturlignende forhold”. For skal udsendelser forhindres, kan åbenbart det mindste halmstrå bruges, og det største hykleri undgå afsløring.

Og ja, det kan man jo være sikker på, at ingen journalister vil stille de spørgsmål, der let som ingenting ville kunne afsløre hykleriet.

Tom Jensen har ret i, at fidusen med at gøre nogle til ”de gode” og andre til ”de onde” bruges meget af kommentatorer. Men hvorfor så ikke analysere til bunds og fortælle, at den også i høj grad bruges af journalister, når de på indirekte måde til fortælle os, hvem der er ”de gode” og hvem ”de onde”, og i hvert fald ikke vil stille afslørende spørgsmål til dem, de regner for ”de gode”?

Udgivet i Etik, Islam | Tagget , | Skriv en kommentar

At tale ind i tiden

Der er to personer fra Ateistisk Selskab, som har et indlæg i Berlingske, som jeg godt vil kommentere lidt på, se her. De skriver et stykke nede i deres indlæg:

Hvorfor skulle Messias være rigtig?

Det er dette dogme om Jesus’ helligdom, som netop er så svært for et moderne oplyst menneske at tro på. Hvorfor skulle denne Messias være rigtig – og alle de andre påståede hellige personer gennem verdenshistorien være løgn? Implicit i kirkens påstand ligger jo, at Mohammed løj, at Joseph Smith (mormonerne) løj og at Sun Myung Moon (Moon-bevægelsen) løj for eksempel. Derfor prøver kirken at markedsføre sig på et andet dogme. Et, som nogle vil påstå, kirken ligefrem har opfundet – begrebet næstekærlighed.

Men at gøre godt for andre er jo påviseligt ikke forbeholdt kristne mennesker. Selv i samfund, der aldrig har hørt om Gud og Jesus, behandler mennesker hinanden med respekt – ja, sågar blandt dyr, der næppe kan have læst om ham, ser vi næstekærlige handlinger. Vi er gode, som vi er, selvom kirken i gennem århundreder har lært os, at vi er syndige og født syge. Skyldfølelsen over at være et dårligt menneske er sanktioneret af Gud gennem religion. Glæden ved at gøre godt virker til gengæld til at være noget mere naturlig.

Det forekommer mig, at de her virkelig har fat i noget. Eller altså: at de retter en yderst relevant anklage mod kirken og dens teologer. For hvor hører man dog ofte, at en præst forsvarer troen med at gentage de yderst velkendte trossætninger uden at forklarer nøjere, hvordan dette, at Jesus er Guds søn, kan komme os almindelige mennesker ved i vores dagligdag, eller hvordan det, at han er opstået fra de døde, kan være noget, vi ligefrem bygger samfund på. Som om alting er forklaret, når blot man har fastslået, at Jesus er Kristus, at han eksisterede før alle tider hos Gud og at han opstod efter døden og fór til himmels.

I gamle dage kunne man måske nøjes med at sige sådan. Men den går jo ikke længer. At Gud er til, er ikke mere nogen selvfølge. At der er en himmel, hvoroptil Jesus kan fare Kristi Himmelfartsdag, er ikke noget, der er umiddelbart indlysende for et moderne menneske. Og at Jesu grav var tom, er også noget, det er svært at tro på, selv for dem, der har valgt at gøre tjeneste i kirken som præster.

Skal vi derfor tale ind i tiden, tale til tidens mennesker, må vi forklare, hvordan det kan komme et menneske af i dag ved, at Jesus stod op fra de døde. Vi må lytte til dem, der spørger: ”Hvad kommer dette mig ved?” Måske endda lytte til disse to ateister, der kommer frem med ovenstående anklage i Berlingske.

De vil tilsyneladende betragte sig selv som oplyste menneske, og det må vist betyde, at de kun bøjer sig for rationelle argumenter. Og da det ikke forekommer dem, at påstanden om, at Jesus var Guds søn, er særlig rationel, griber de fat i den, og spørger, hvorfor da netop han skulle være den sande Guds søn, hvorfor ikke Muhammed, Joseph Smith, Sun Myung Moon?

For det er jo sandt, at vi kristne må hævde, at Muhammed er en løgner, ligesom de to andre. Men på den anden side: det kræver nu ikke særlig megen religionshistorisk undersøgelse at blive klar over, at skal man på rationel vis vælge mellem Muhammed og Jesus, så må prisen gå til Jesus. Muhammed er simpelthen ikke rationel.

Han har haft nogle åbenbaringer, og vi kan godt indrømme, at hans psyke har været indrettet således, at han har kunnet få nogle oplevelser, som han selv måtte tolke som åbenbaringer. Nogen siger, at han blev grebet af en sær form for fjernhed, at han kom i en slags trance, når han fik sine åbenbaringer, det er sådan set lige meget, det er nok rigtigt, at han ikke selv har været klar over det bedrag, der ligger i at påstå at have haft guddommelige åbenbaringer.

Det mærkelige er jo, at han har haft en karisma, der har fået mange i hans omgivelser til at tro på disse åbenbaringer. Som tiden gik, og han vandt militære sejre, hjalp jo disse sejre i sig selv gevaldigt på de andres tro på hans guddommelige åbenbaringer, hvortil naturligvis kom det forhold, at det meget hurtigt blev betragtet som forræderi at tvivle på, at Muhammed fik sine åbenbaringer fra Gud; derfor har man fra gammel tid haft den regel, at hvis nogen fornægtede sin muslimske tro, skulle han dræbes.

Så islam har vist sig at være en magtreligion, og en sådan behøver ingen rationel underbygning.

Jeg skal nævne to begivenheder fra Muhammeds liv som viser magtreligionen i islam. Den ene handler om en jødisk stamme, som Muhammed bekæmpede. Han vandt over den, og stammens skatmester blev ført frem for ham, han skulle røbe, hvor stammens penge var gemt. Det ville han ikke. Muhammed beordrede ham tortureret. Han ville stadig ikke, og Muhammed sagde så til sidst: ”Så hug da hovedet af ham!” hvilket man gjorde.

Der var ikke noget religiøst i denne handling. Det var rent og skært pengebegær fra Muhammeds side. Eller han var ude på at styrke sin magt også økonomisk.

Den anden begivenhed er det, der skete, da han besøgte sin adoptivsøn Zaid. Denne var ikke hjemme, men hans meget smukke hustru var. Muhammed blev grebet af begær efter hende, men da Zaid tilbød at lade sig skille, ville Muhammed ikke gå med til det, for han havde modtaget en åbenbaring om, at man ikke måtte gifte sig med sine svigerdøtre. Kort tid efter fik han dog en åbenbaring om, at dette fremover skulle være tilladt, og at han derfor godt måtte gifte sig med Zaids kone. Hvilket han så gjorde. Men åbenbaringsordene findes den dag i dag i koranen, se her.

Som sagt, jeg går gerne med til, at Muhammed selv har troet på, at de åbenbaringer, han får, er ægte nok. Bedraget ligger dybere nede i hans psyke. Men naturligvis, bedrag er det. Og enhver muslim stilles derfor overfor store tankevanskeligheder, når de skal forsvare Muhammed og koranen. De er så at sige nødt til at springe ud i det, uden nogen som helst rationelle begrundelser for deres tro og med en række rationelle indvendinger imod samme. Det er nok derfor, de bliver så krænkede, når vi andre siger noget ufordelagtigt om Muhammed.

Og så vil naturligvis vore to ateister spørge, om ikke det er ganske det samme med Jesus. Men det er det ikke.

For det første hævder han ikke om sine ord, at de åbenbaret ham af Gud selv. Der er tale om lignelser, om stridssamtaler, om lange formaningstaler, f.eks. bjergprædikenen, men de taler alle sammen til vor forståelse, vi tænkes selv at kunne indse, at som han her siger det, sådan forholder det sig. Hvilket er noget andet end som Muhammed at komme med Guds facitliste.

Og faktisk var dette, at tilhørerne selv skulle kunne forstå det, han sagde, noget meget væsentligt for ham. For jøderne havde, ligesom muslimerne senerehen, en åbenbaret lov. Den var ikke givet ved Gabriel som koranen, men ved Moses på Sinai, og den forefandtes i det gamle testamentes lovbøger. Dens bestemmelser vendte Jesus sig imod. Imod jødernes spiseregler hævdede han, at det, der gør et menneske urent, ikke er det, der går ind i munden, men det, der går ud af munden. Og imod deres sabbatsbud sagde han, at sabbatten er til for menneskenes skyld, ikke menneskene for sabbattens skyld.

Eller – hvis vi skal samle hans argumentation i ét ord – han hævdede at loven og profeterne var opfyldt i den gyldne regel, den, der siger, at hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I gøre mod dem (Matt 7,12).

Og deri ligger der en form for rationalitet. Godt nok en eksistentiel rationalitet, ikke kun en logisk rationalitet. Den logiske rationalitet kræver kun, at der er overensstemmelse mellem det, man siger til én tid og til én side, og det, man siger til en anden tid og til anden side. Den eksistentielle rationalitet kræver, at der er overensstemmelse mellem den holdning, man selv har, og den holdning, man forventer af andre. Det er det, der kommer frem i den gyldne regel, og det er det, der på en måde er grundlaget for al etik: hvis du forventer, at andre undlader at bruge vold, så må du også selv undlade at bruge vold. Hvis du ønsker, at det i et familieskænderi skal være den anden, der begynder med at sige et forsonende ord, så fortæller dette ønske dig, hvad du skal gøre, nemlig være den første til at søge forsoning.

Og det har vore to ateister jo ret i, at alt, hvad næstekærlighedsbudet siger, ikke er noget, det er forbeholdt kristne mennesker at leve efter. Den gyldne regel forekommer både i den gammeljødiske kultur og i kinesisk kultur. Hvad de ikke har helt så meget ret i, er påstanden om, at vi mennesker er gode. Det forrige århundrede og mange begivenheder i dette vil ikke give dem ret i den påstand.

Faktisk er menneskehedens historie fuld af mennesker, der selv føler, at de er gode. Blot har de ladet sig lokke af falske overbevisninger om, hvordan menneskelivet skal leves.

Tag sådan noget som den tanke, at alle mennesker er lige! Paulus hævder (Gal 3,28), at der i den kristne menighed ikke er forskel på jøde og græker, på træl og fri, og på mand og kvinde, og romeren Seneca sagde noget lignende. Det er store ord, og det er store idealer at opstille. Og man må da også sige, at kristenhedens historie er fuld af brud på disse idealer. Men det samme må man jo sige om de fleste andre store kulturkredses historie. De nyeste tilfælde er vel nazismen og kommunismen. I begge tilfælde kan det undre, at man i gamle kristne lande har fået ganske mange til at opstille en forskel mellem ariere og ikke-ariere og mellem revolutionære og kontra-revolutionære, en forskel, der åbenbart har givet henholdsvis arierne og de revolutionære god samvittighed i deres forfølgelse af ”de andre”.

Og hvis man affærdiger disse tilfælde med, at det var dengang, nu er vi heldigvis blevet klogere, så kan man pege på islam, der nu synes at være blevet noget af en magtfaktor i vore vestlige samfund. Også den ideologi opererer jo med forskel på mennesker, på mand og kvinde, og på muslimer og ikke-muslimer. Så også dèr kan ”overmennesker” med god samvittighed behandle ”undermennesker” på en nedrig måde.

Og ikke sandt, den tanke, at alle er lige, forekommer os vesterlændinge rationel, ja, vi vil vel med god ret hævde, at den er rationel. Vi kan f.eks. gøre det ud fra den gyldne regel.

Så hvad rationalitet angår, er det nu ikke helt forkert af kirken at hævde, at Muhammed løj (hvis den altså bare turde sige det højt i vore dage, det mod kan man godt efterlyse hos kirkens folk). Men deraf følger jo ikke, at Jesus så var Messias, eller altså, at han var Guds søn.

For at forstå, hvad der ligger bag den påstand, er vi nødt til at have Jesu død og opstandelse med i billedet.

Det, der skal siges med fortællingen om Jesu død og opstandelse, er, at mennesket er et resonnansvæsen, som det bliver tiltalt, sådan svarer det igen. Hvis det møder forståelse og indlevelse, vil det før eller siden reagere med forståelse og indlevelse. Hvis det møder rethaveriskhed, vil det selv optræde rethaverisk overfor den rethaveriske. Jesus siger det tydeligt i den lukanske udgave af bjergprædikenen, Luk 6,37-38:

Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.

Som jeg andetsteds har gjort opmærksom på, skal dette ikke forstås om dommedag, men om fællesskabet mellem mennesker. Sådan er mennesker nu engang indrettet, at hvis man undlader at dømme i fællesskabet, så vil der skabes en atmosfære af forståelse og indlevelse, så man heller ikke selv bliver dømt. Eller, hvis man er så forstående, at man tilgiver andre, også for det, der virkelig gjorde ondt, da det blev sagt eller gjort, så vil andre gribes af den samme ånd, så man om jeg så må sige, får tilgivelsen tilbage i hovedet igen. Hvilket jo er udmærket.

Spørgsmålet er jo så, om ikke disse udmærkede (og fromme) tanker tilintetgøres af den skæbne, der blev Jesus til del. Kan gerne være, at han forkyndte tilgivelse, der var tilsyneladende ingen tilgivelse at finde for hans negative holdning til den jødiske lov hos det store råd i Jerusalem. De dømte ham til døden, ikke for noget, han havde gjort, men fordi han ikke viste den rette respekt for moseloven. Så derved, at han døde, blev det klart, at denne tanke om mennesket som et resonnansvæsen er forkert. Det passer simpelthen ikke. Jesu skæbne, hans død på korset, er det bedste bevis imod den ellers ganske positive opfattelse af mennesket.

Her kommer opstandelsen ind som Guds ”kraftstejlemig” til mennesket: ”Jo – og så bandede han – mennesket er et resonnansvæsen, det er sådan, at mennesket formår at gøre godt, når det møder godhed, den offervilje, du lægger for dagen, går ikke ud i det rene ingenting, den borer sig ind i menneskehjerter og vil før eller siden vende tilbage til dig selv. Derfor, efterfølg Jesus i hans offervilje, fasthold bekæmpelsen af loven, så mennesker løsnes fra lovtrældommen, om I slås ihjel for jeres ords skyld, jeres død har ikke været forgæves”.

Jeg indrømmer, at vi teologer igennem mange år er sprunget over alt, hvad der bare lugter af martyrteologi. Og det kan godt være, at det svier til os nu.

Men hvis man vil spørge, om vi da ikke med disse overvejelser er langt væk fra alt, hvad der har med rationalitet at gøre, så er svaret, at vi tværtimod er lige i centrum af spørgsmålet om rationalitet. For vil du hævde, at det, du siger, udspringer af din egen indre overbevisning, så må du – jævnfør den eksistentielle modsigelse, du vil undgå – indrømme din talepartner samme ret. Du må altså, hvis du selv vil anses for ægte i dine udtalelser, hvis du vil, at andre skal fornemme din egen personlighed deri og ikke tro, at du er tvunget til at sige, som du gør, indrømme din næste, at det er muligt, at også han er ægte.

Og det har den sære konsekvens, at vil du således være et helt menneske, hvor indre overbevisning og ydre tale holdes sammen, så må du være indstillet på at holde ud overfor de trusler, som ”lovmennesker” – Jesu tids jøder, vor tids nazister og kommunister, og også diverse muslimske terrorister – vil komme med. Det vil sige: så må du være indstillet på at efterfølge Jesus i hans standhaftighed overfor trusler, også om det fører til døden.

Det er ganske paradoksalt. Men det paradoksale kommer frem i nogle Jesus-ord, f.eks. i dette fra Luk 17,33: ”Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det.” Eller Mark 8,36: ”For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden og bøde med sit liv?” I den græske grundtekst står der ”psyke”, hvilket her er oversat, ikke med ”sjæl”, som det mange steder oversættes ved, men med ”liv”. Det er også en korrekt oversættelse. Man plejer at forsvare det med en henvisning til aramaisk, det sprog, Jesus talte, men man kan også forklare det med den særlige betydning af ordene ”liv” og ”død”, som det ny testamente opererer med. Den, der lever med sine anskuelser bundet til en andens magtudøvelse, lever et kun biologisk liv, og først i det øjeblik han vover at lade sine anskuelser være helt hans egne, uden ydre tvang, først da lever han rigtigt. Og det gør han, selv om dette medfører hans død.

Det vil altsammen sige, at i begivenhederne omkring Jesus ser vi udfoldet kernen i sprogets virkemåde, eller kernen i rationaliteten. Dette svarer til, at man i oldkirken gjorde meget ud af ordet fra Joh 1,1, at Kristus er Ordet, ”logos”, det rationelle.

Hvilket altså altsammen skulle vise, at dette, at vi tror på Jesus som Guds søn, ikke bare er noget, vi slynger ud, men noget, vi mener ligger til grund for al menneskelighed, al rationalitet, al historisk udfoldelse.

Udgivet i ateisme, Islam | Tagget | Skriv en kommentar