Er mennesket en synder?

I mit forrige indlæg kom jeg til – igen – at vende mig imod den totalsyndighedspåstand, som florérer i visse kredse, der mener om sig selv, at de tager lutherdommen alvorlig, præster, teologer, kunstnere og den slags godtfolk. Jeg forestiller mig derfor, at det vil være nødvendigt – endnu engang – at tage overskriftens spørgsmål op. For vil man ikke med rette kunne stille dette spørgsmål inkvisitorisk til mig: ”Mener du da ikke, at mennesket er synder?”

Og lad mig til en begyndelse svare, at spørgsmålet er forkert stillet. Det er så forkert stillet, at det ikke lader sig besvare.

Fejlen er, at spørgsmålet går ud fra en forudsætning, som er forkert. Der gås ud fra, at mennesket er et individ, der kan anskues alene. Men mennesket skal altid ses som et relationsvæsen; mennesket står altid i forhold til andre.

Jeg kan også sige, at det forkerte er, at spørgsmålet stilles ud fra en moralsk forudsætning; som om spørgsmålet om moral er det dybeste spørgsmål, man kan stille. Det er det ikke. Spørgsmålet om relation er endnu dybere.

Man spørger efter menneskets indre moralske habitus, som om denne habitus eksisterer i kraft af menneskets større eller mindre anstrengelser. Men sådan er det ikke. Sådan er mennesket ikke. Hvis vi har noget i os, som kan kaldes kærlighed, så eksistere denne kærlighed ikke som en selvstændig størrelse, som vi kan skrue op eller ned for, den eksisterer kun som reaktion på en andens kærlighed. Vi har den ikke på anden måde.

Det samme med andre af de fænomener, der hører fællesskabet til: tillid, indlevelsesevne, fortrolighed. Der er ikke tale om egenskaber, som jeg har i mig, og som jeg eventuelt kunne prale med; der er tale om beskrivelser af ét eller flere af de forhold, hvori jeg står til andre mennesker.

Ja, selv hvis man gennem psykologiske undersøgelser kunne udpege nogle gode egenskaber, som jeg er i besiddelse af: omgængelighed, f.eks., så er den slags egenskaber i sidste ende jo egenskaber, der har udviklet sig i mig i kraft af den familie og det samfund, jeg er en del af. Jeg har f.eks. i mine drengeår været medlem af F.D.F. i Viborg, og vi havde en særlig jargon, som vi uden videre falder ind i, når vi efter mange år mødes igen. Men hvem har skabt denne jargon? Den var der jo bare. Selv om jeg gerne ville prale af den, så har jeg jo på ingen måde skabt den. Jeg kan ikke engang sige, at jeg har været med til at opretholde den. Højst kan jeg sige, at jeg vist ikke har været med til at nedbryde den. Og det skyldes ikke nogen særlig rosværdig egenskab hos mig (f.eks. omgængelighed), kun, at jeg befandt mig vældig godt blandt mine kammerater.

Det, jeg dèr har oplevet, er det forhold, som Jesus gør opmærksom på med ordet om, at den dom, vi dømmer med, bliver vi selv dømt med, og det mål, vi måler, får vi selv tilmålt med (Matt 7,2 og Mark 4,24). Vi udlægger ofte dette ord, som om det drejer sig om dommen ved tidernes ende, men det giver meget mere mening, hvis vi udlægger det om de fællesskaber, vi står i. Er vi rethaveriske, mødes vi i de fællesskaber, vi befinder os i, med rethaveriskhed. Er vi imødekommende, mødes vi med imødekommenhed. (Se evt. min gennemgang af ordet her).

Jamen, hvor kommer så det onde fra? For mennesket er da ondt, ikke? Koncentrationslejre, dødslejre sågar, krige og tortur, viser det ikke, at mennesket i bund og grund er et ondt væsen, for der er jo her tale om en ondskab af en så total karakter, at det er en fornærmelse mod dyrene at kalde den dyrisk?

Jo, dette er ondt, ingen tvivl om det. Men det er forkert at tilskrive denne ondskab en egenskab, der sidder i enkeltmennesket og forstærkes, når så mange onde mennesker slår deres anstrengelser sammen. De mange mennesker, der bekæmpede nazismen og dens ufattelige ondskab – de allierede soldater, f.eks. eller vore egne modstandsfolk – var jo ikke anderledes i deres indre personligheder end de tyskere, der udøvede disse onde gerninger. Hvis alle mennesker er i besiddelse af et kælderdyb af ondskab, hvorfor giver det sig så det ene sted udslag i en ondskab, hvis lige verden ikke tidligere har set, og det andet sted i et heltemod, som vi alle må beundre?

Jeg har nogle steder hæftet mig ved en udtalelse af Luther i ”de servo arbitrio” om mennesket som et påvirkeligt væsen, som et væsen med en ”dispositiv kvalitet” eller en ”passiv egnethed”, f.eks. her.

Det vil sige: mennesket er et sprogpåvirkeligt væsen. Men man må føje til, at mennesket har fået til opgave selv at diskutere sig frem til, hvem mennesket er.

Resultatet af de mange diskussioner, der har fundet sted i menneskehedens historie, ser vi i de mange forskellige religioner og livsanskuelser, der findes verden rundt. Og i vore dage har diskussionerne resulteret i de mange forskellige politiske opfattelser, der findes.

Er det da i disse opfattelse, vi finder det onde? Er det dèr, menneskets ondskab skjuler sig?

Ja, det kan man godt sige. Men man må føje til, at en ond politisk opfattelse aldrig selv vil kalde sig ond, den vil altid gemme sig under dække af at være god, nødvendig, fremtidssikret. Eller – hvis vi skal bruge de gamle, længst forglemte begreber, som Luther udtrykte sig i – netop på diskussionsplanet foregår den evige kamp mellem djævelen og Gud.

Og på det plan findes der ingen facitliste (sådan som muslimerne påstår det med deres koranovertro). Der sker hele tiden en udvikling eller bare en forandring i de sociale forhold i ethvert samfund, også i de muslimske. Men dette, at der ikke på forhånd gives nogen sølvskinnende løsning på samfundenes og de menneskelige fællesskabers problem, betyder ikke, at alt så er ligegyldigt.

Vi har i Vesten haft held til (eller Gud har inspireret os til) at udforme visse menneskerettigheder. Og vi kan rolig antage dem som almenmenneskelige. Der er og bliver noget umenneskeligt ved at udøve tortur, ligegyldigt hvilken kultur og hvilke stater det er, der gør det. Og der er og bliver noget forkert og i det lange løb direkte dumt ved at knægte ytringsfriheden. Mange kulturer har forsøgt det, herunder den vestlige kultur i dens brogede fortid, men man får ikke bedre forståelse for menneskenes problemer ved at undertrykke alle de opfattelser, man anser for forkerte, i stedet for at argumentere imod dem.

Og tager vi nu de nazistiske udryddelseslejre frem som eksempler på menneskehedens ondskab, så er det vist ikke så svært at se, at det onde netop ligger i de onde anskuelser, de onde meninger, men – N.B. – det hele klædt ud som nødvendigheder, som noget, der skulle være adgangsbillet til en lys fremtid.

Hitlers ekspansionspolitik var således ikke til at få øje på i begyndelsen. Det var således ikke blot Kaj Munk, der anså det for rimeligt, at alle tyskere skulle ”heim ins Reich”, også når det betød, at det tyske riges grænser skulle udvides. Det var alle de toneangivende europæiske politikere. Da Hitler således i 1938 ønskede at indlemme Sudeterlandet i det tyske rige, fandt man det forståeligt nok, og i München lavede man en traktat, der beskar Tjekkoslovakiets areal tilsvarende, og tvang tjekkoslovakerne til at skrive under.

Man troede, at Hitler kun ville samle alle tyskere under én hat: ”ein Volk, ein Reich, ein Führer”, som det hed. At han var besat af en socialdarwinistisk tankegang, der tilsidesatte enhver international ret, og at han ville sikre tyskerne ”Lebensraum”, så landet ikke som i Første Verdenskrig skulle kunne udsultes, det så man ikke umiddelbart, for det var ikke til at se på forhånd. Først da Hitler i marts 1939 besatte Rest-Tjekkiet, blev man klar over Hitlers bedrag. Og ”man”, det vil her også sige Chamberlain, ham, vi plejer at gøre nar af, fordi han efter München-forliget troede på, at Hitler var en normal aftalepartner. Man skal ikke glemme, at Chamberlain i 1939, efter Tysklands angreb på Polen, erklære Tyskland krig og hævdede, at krigen skulle fortsætte, indtil det nazistiske styre var fjernet, og at han i juni 1940, da Storbritanien stod muttersalene overfor de sejrrige hitlerske hære, nægtede at søge at få en fredsaftale med Hitler i stand.

Og så kan vi da forresten også godt gøre opmærksom på, at en anden, der ikke mere stolede på Hitler, var Kaj Munk. Han skrev den 26. marts 1939 en artikel i Jyllands-Posten, Brændende Europa, hvori det hed:

Magten har taget Magten fra ham [dvs. fra Hitler, rr]. Hans store Idé Tyskland for Tyskerne er blevet forraadt ved dette Erobringstogt. Sejren over Czekiet er en Smertensakt, en frygtelig Ulykke for Føreren, for hans Idé, for hans Land, Den, der lever, vil faa det at se. Men det er der maaske ingen, der gør. (Se her).

Oven i købet havde Kaj Munk også erkendt, at Hitler lod sig lede af socialdarwinistiske tankegange. Han lader i skuespillet Niels Ebbesen grev Gert, der er et billede på Hitler, sige:

Og hvad er saa mit Arbejde? Jeg skal sige jer det. At grundlægge et Rige paa Barmhjertighed, Retfærdighed og Fred. Jeg er den barmhjertige, for jeg gør Ende paa det, der ikke duer. Jeg er den retfærdige, for jeg tilkender den Stærke Sejren. Jeg er selve Freden, for den er kun mulig, hvor een hersker og alle adlyder stumt og blindt. (Herrerne bukker.) (Se her, replik 498).

Det, at den stærke sejrer, er ikke noget, vi plejer at forbinde med retfærdighed. Men er man socialdarwinist, dvs., tror man, at det i nationernes indbyrdes forhold drejer sig om det samme som i den biologiske udvikling, nemlig de bedst egnedes overlevelse, survival of the fittest, så ser man en slags højere retfærdighed i, at de svage nationer går under og de stærke overlever.

Kaj Munk har fulgt godt med i den tyske debat og i Hitlers taler, siden han i løbet af kun godt et år kan blev klar over, at Hitler virkelig er socialdarwinist. Dog havde hverken han eller den tids politikere fantasi til at forestille sig, hvad Hitler havde i sinde at foretager sig med jøderne. Kaj Munk havde protesteret mod Hitlers forfølgelse af jøderne med sit skuespil Han sidder ved Smeltediglen fra 1938, og i ovenstående artikel fra marts 1939 protesterer han også:

Hvad Hitler har øvet for Tyskland indtil nu, var straalende paa een dyb og hæslig Skygge nær: Behandlingen af Jøderne. Maaske var der ikke Plads for dem i Riget mere, skulde Idealet Tyskland for Tyskerne gennemføres til Bunds. Men saa maatte der være truffet en Ordning. I Stedet for er der faret frem imod dem saadan, at Tusinder og atter Tusinder har lidt uforestilleligt.

Men at nogen skulle kunne få den tanke, at når ”der ikke var plads til dem i riget”, var man nødt til at slå alle jøderne ihjel, det lå helt udenfor enhver journalists eller politikers forestillingsevne. Det ”uforestillelige”, som Munk taler om, var meget værre end det, han havde set indtil da.

Ondskaben lå så udpræget hos de ledende nazister, især hos Hitler. Ikke i deres hjernestruktur eller i deres drifter, men i deres tankegang. Og fordi Hitler som noget af det første, han gjorde, da han blev rigskansler, var at stække det frie ord og føre pressen ind under Göbbels’ herredømme, kunne den jødehadende avis Der Stürmer udfolde sine teorier uden modsigelse, og tyskerne efterhånden bibringes den opfattelse, at alt ville blive godt, hvis blot jøderne kom af vejen. Men hvad der lå i dette ”komme af vejen”, forblev en hemmelighed i det offentlige liv, så længe krigen varede.

Og spørger man, hvordan dog almindelige, nogenlunde gode mennesker kunne få sig selv til at medvirke i jødeudryddelsen, er det igen ensretningen af den offentlige mening, man skal have fat på. Man gik gradvist til værks. Først erklærede man jøderne for en uønsket race, dernæst fjernede man jøderne fra det offentlige liv, anbragte dem i særlige ghettoer, og derfra befordrede man dem så til dødslejrene. De, der medvirkede til det, var efterhånden så indpodet med en totalitær tankegang, at de fandt sig i det og hjalp med til det, hvis de blev udkommanderet. I slutningen af trediverne var det almindeligt at sige, hvis noget ikke var, som man syntes, det skulle være: ”Hvis blot Føreren vidste”. Man havde vænnet sig til, at man ikke selv skulle gøre noget eller tage ansvar for noget eller deltage i nogen debat om godt eller ondt, Føreren skulle nok ordne det hele.

Nuvel, alt dette skulle gøre det tydeligt, at vi ikke har taget Luthers teologiske opfattelse til os ved at efterligne så godt, vi nu kan, hans totalsyndighedsopfattelse. Den bygger på en antagelse om, at drifterne er identisk med synden, og den tanke er det umuligt for os at gå med til. Hvis vi vil lade os inspirere af Luther, så er den føromtalte forestilling om mennesket som et ordpåvirkeligt væsen langt mere relevant. Man kan endda supplere den med den lutherske tanke om mennesker som værende forheksede, se evt. mit blogindlæg derom her.

Men hævde, at mennesket er en synder? Gøre det til udgangspunkt for ens kristenforkyndelse? Nej, det fører på afveje.

Reklamer
Udgivet i Etik, Luther | Tagget , , | Skriv en kommentar

Ondskaben i os

Har vi alle ondskaben i os?

Ja, det påstår Lars von Trier i et interview med ham i Berlingske, se her. Han siger, at han ”har den meget banale tanke, at vi alle sammen har ondskaben i os”. Og den påstand vil jeg godt undersøge lidt nøjere. Eller rettere: ikke så meget påstanden selv, mere den måde, han prøver at underbygge den på i den film, der for øjeblikket er uhyre omtalt på filmfestivalen i Cannes. Filmen hedder ”The House That Jack Built”.

Nu ligger der sikkert meget andet i filmen end lige denne pointe med ondskaben. Og man skal heller ikke regne med, at von Trier benytter sig af en én til én overførsel fra film til virkelighed. Men alligevel. Jeg er bange for, at han falder for det samme trick, som Sørine Gotfredsen faldt for efter massakren på Utøya. Dels skrev hun et indlæg lige efter massakren, dels ét et årstid senere. I det sidste hedder det, se her:

For hvis man finder det forsvarligt blot at se bort fra eksistensen af Breivik, må det skyldes, at man opfatter ham som en absolut undtagelse. Det er han naturligvis også i forhold til ekstremiteten af sine handlinger. Men han er det næppe i forhold til sit indre kælderdyb og det fald, han har foretaget ned i det.

Problemet ved at insistere på at analysere og forholde sig til Breiviks person er jo, at man kan blive mistænkt for selv at befinde sig tæt på alt det frygtelige. Siden man mener, at det er så genkendeligt. Man blotter en del af sin egen person ved at erkende, at man af og til selv kan fornemme et indre kælderdyb fyldt med en skrøbelighed, der kan kanaliseres ud som trang til i indadvendt selvretfærdighed at slå fra sig frem for at mildnes og forstå.

Man diskuterede dengang, om man kunne tillade sig at erklære Breivik for sindssyg. Gjorde man det, lød argumentet, satte man ham udenfor menneskeheden, og derved undgik man at erkende, at vi alle bærer ”en Breivik” i os.

Den tankegang mener jeg er forkert. Og så er det ligegyldigt, om det er Sørine Gotfredsen, der fremsætter den overfor en reel begivenhed, eller det er Lars von Trier, der kommer med den i en fiktiv historie om en massemorder.

Det er nemlig, hvad von Triers film handler om: en massemorder. Han fortæller i filmen om fem af de 61 mord, han begik i 70ernes og 80ernes USA. Og det er ifølge Bo Green Jensens anmeldelse i Weekendavisen, se her, en meget vontriersk film.

Jeg vil gerne vise, at vi er nødt til at fastslå, at der er mennesker, der er sindssyge, og at vi ikke kan bruge disse sindssyge, næsten bestialske menneske – som von Triers massemorder – som bevis på menneskets ondskab.

Men først vil jeg prøve at afmontere den totalsyndighedsforståelse, som præger både Luther og Kierkegaard, og fra dem en masse fromme teologer i vore dage. Det er jo fra dem, vi har en forestilling om, at vi absolut indenfor kristendommen skal skildre mennesket som værende ondt, i total henseende ondt. Og det er forkert.

Når Luther tænker sig mennesket som ondt i total henseende, skyldes det arven fra Augustin. Alle vore drifter er syndige. Det gælder både kønsdriften, driften efter mad og drikke og driften efter social anerkendelse. Denne synd er vi født med, for den syndige kønsdrift fører med sig, at det barn, der undfanges i kraft af den, bliver en synder. Undtagelsen er Kristus, der jo er undfanget ved Helligånden. Man kan se dette og andre af Augustins mærkværdigheder udfoldet i en prædiken af Luther om arvesynden, se her, hvor man jo så tillige ser, at Luther tilslutter sig dem alle.

Disse tanker har dog ikke kunnet holde sig i den protestantiske verden. Men mærkelig nok har man i al luthersk teologi søgt at fastholde et totalaspekt på synden. Man har ikke som Luther kunnet afbilde synden som en medfødt næsten legemlig skavank, men har så i stedet søgt at gøre den til en psykologisk egoisme af samme styrke. Godt forsøgt, kan man sige, men når man har forladt det synspunkt, at vore drifter er syndige – og det har jo alle moderne mennesker – så falder alle forsøg på at gøre synden total ynkeligt igennem.

Kierkegaard søgte som alle lutheranere at fastholde totalaspektet af syndigheden. Det førte megen indviklethed med sig, men resulterede i følgende passus fra ”Indøvelse i Christendom”. Der er tale om en ”morale”, som han anbringer efter hvert afsnit af bogen. Heri hedder det:

»Og hvad vil saa alt Dette sige?« Det vil sige, at Enhver især, i stille Inderlighed for Gud, skal ydmyge sig under, hvad det dog vil sige at være i strengeste Forstand en Christen, oprigtigt for Gud tilstaae, hvor han er, at han dog værdeligen maatte tage mod Naaden, der tilbydes enhver Ufuldkommen, det er, Enhver. Og saa ikke videre; saa passe han forresten sit Arbeide, glad ved det, elske sin Hustru, glad ved hende, opdrage sine Børn sig til Glæde, elske sine Medmennesker, glæde sig ved Livet.

Dette er et afsnit, der hyppigt citeres af danske præster. Kierkegaard har i ”Indøvelses” afsnit afbildet den ideale fordring, og hvad der kræves af en kristen, er så at fremkomme med indrømmelsen af, at man på ingen måde formår at fuldføre idealet, ja, at man end ikke formår at stræbe efter det. Dog opdager disse præster som regel ikke, at denne mulighed for overfor Gud at bevare skindet på næsen tages bort af Kierkegaard i 1855 som indledning til det, man har kaldt kirkekampen.

Så altså, både i Luthers og i Kierkegaards skrifter har man fundet beskrivelser af synden som total. Og det er denne overbevisning om, at man er på rette lutherske vej, når man efter fattig evne efterligner disse store teologer i at gøre synden total, der får vore dages teologer til at se de samme tendenser i os dagligdagsmennesker som i henholdsvis Breivik og von Triers seriemorder.

Og bevares, en sådan overbevisning er from, men den er ikke derfor sand.

For nogen tid siden var der i Kristeligt Dagblad en omtale af en bog af en amerikansk forsker, Abigail Marsh, som i denne forbindelse er interessant, se her. Bogen hedder ”The Fear Factor Hvordan én følelse forbinder altruister, egoister og resten af os” (Det er Kristeligt Dagblads Elisabeth Yskes, der har været så venlig at oversætte den sidste halvdel af titellen, bogen foreligger ikke i en dansk oversættelse).

Yskes skriver bl.a.:

Lige så længe, som der har været psykologer, biologer, økonomer og filosoffer til, er det blevet diskuteret, hvorvidt mennesket i sin natur er grundlæggende egoistisk eller altruistisk. Mange har gennem tiden forholdt sig skeptisk, hvis ikke direkte afvisende til, om der overhovedet findes gode gerninger, som ikke er drevet af nogle former for egoistiske interesser.

Og hun fortsætter med at skildre Abigail Marsh’s undersøgelse af de mennesker, der har doneret deres ene nyre til en fuldkommen fremmed person, noget, Marsh opfatter som udslag af ekstraordinær altruisme. Det viser sig, refererer Yskes, at den del af hjernen, der hedder ”amygdala”, et lille område midt inde i hjernen, er større hos disse ekstraordinære altruister end hos almindelige menneske og hurtigere gennemstrømmes af blod, når personen ser på et ansigt, der udviser frygt.

Det fik mig til at anskaffe bogen. Og jeg må sige: den er virkelig interessant, også for en teolog som mig. For den aktualiserer det problem, som for mig at se er et hovedproblem i teologien: Hvordan er forholdet mellem den del af mennesket, som vi har fælles med dyrene, og den del, der gives os af den omgivende kultur?

Hvis Abigail Marsh har ret i sine undersøgelser – og der er tale om omhyggelige, videnskabeligt velfundérede undersøgelser – så nytter det ikke noget for os teologer at fortsætte ad den vej, som mange af os er slået ind på: at vi fra dyrene har arvet et kælderdyb af ondskab og egoisme, som kulturen, i vort tilfælde: kristendommen, prøver at holde stangen. For hvis de handlinger, som de ekstraordinære altruister foretager sig, f.eks. at melde sig som nyredonorer, er bestemt af en anderledes hjerneudrustning, så har de jo mere deres oprindelse i naturen end i kulturen, og slås så ikke vort sædvanlige billede af mennesket i stykker?

Men mere end det!

For Abigail Marsh viser også det modsatte. Hun har undersøgt psykopater og påvist, at deres amygdala er lille og ikke gennemstrømmes af blod, når personen ser et ansigt, præget af frygt. Så den omvendte overvejelse må vel også gælde: at psykopater ikke er 100% ansvarlige for deres handlinger; de er jo bestemt af deres anderledes hjernestruktur.

Og det er specielt den del af Marsh’s undersøgelse, der er relevante, stillet overfor Sørine Gotfredsens Breivik-analyse og Lars von Triers fiktive seriemorder. Yskes omtaler næsten ikke den del af Marsh’s bog, så jeg må advare læseren: det følgende er baseret på min læsning af bogen, og jeg er ikke hverken psykolog eller neurolog og er desforuden noget i tvivl om, hvorvidt jeg har forstået Marsh korrekt. Men ifølge det, jeg hidtil har forstået, ser billedet nogenlunde således ud:

Vi har alle fra vores dyrefortid arvet et område i hjernen, der får os til at udvise raseri eller overlegenhedsadfærd. Man har foretaget eksperimenter med dette område på dyr, hvor man med elektroder indopereret i de arme dyrs hjerner kan fremkalde raserianfald. Men bemærkelsesværdigt nok udløses anfaldet kun, når dyret er samme med et andet dyr, aldrig, når det er alene.

Dette afbalanceres af amygdalas evne til at reagere på frygt i de ansigter, dyret (eller mennesket) ser på. Og det mærkelige er – men her er jeg lidt usikker på, hvordan det fungérer – at dyrets amygdala (eller menneskets, og det er jo kun mennesket, man kan spørge om, hvad det føler) tilsyneladende både registrerer frygten hos det andet menneske, og gør det muligt for dyret selv at føle frygt.

Dette skulle medføre, at der i en dyreflok opstår en vis rangorden. Aggressionsafdelingen i hjernen holdes i skak af frygtafdelingen i amygdala.

Nu er denne frygtafdeling – og det er ganske besynderligt – tillige området for beskyttertrang. Det ser ud til, at amygdala, når der ses frygt i en andens ansigt, trigger for en lyst til at hjælpe eller beskytte. Men lad være med at tillægge disse formodninger for meget vægt. De skal blot lægge op til et referat af de mange besøg hos potentielt psykopatiske børn, som Marsh og kolleger har gennemført.

For disse besøg udviklede sig ofte ganske anderledes end forventet. Børn, som har haft det ene raserianfald efter det andet, børn, som har udvist ødelæggende adfærd, børn, som har skadet både søskende og forældre, børn, som af alle beskrives som potentielt psykopatiske, sådanne børn har Marsh og hendes kollega ofte kunnet udspørge ganske fredeligt, endda af og til oplevet, at barnet udviste en vis hjælpsomhed overfor dem. Men hjernescanningerne udviste det samme resultat: deres amygdala reagerede ikke som andres på angstfyldte ansigter. Og karakteristisk for dem var også, fortæller hun, at de ikke udviste nogen anger over det, de havde gjort. Som regel gav de andre skylden for deres destruktive handlinger. De syntes at have følt deres handlinger som noget, der kom over dem.

Heldigvis spurgte hun dem også om deres angstfølelser. Og mange af dem blev forvirrede over det spørgsmål, den følelse syntes de ikke at kende. Ja, én skrev endda som svar på et udsagn (Det, der gør andre bange, plejer ikke at gøre mig bange), at ”der er ingenting, der gør mig bange; ingenting!”

Nå, ja, nu skrev jeg ”heldigvis”. Det er dog tvivlsomt, om det giver en større forståelse af forholdene, det gør dem måske snarere mere indviklede. For i den anden ende af skalaen, dèr, hvor det drejer sig om de ekstraordinært altruistiske, dèr spiller frygten bestemt en rolle. Dèr gennemfører altruisten sin handling på trods af, at han eller hun med åbne øjne ser frygten og føler den i sig.

Men i hvert fald: Abigail Marsh ser en skala at opdele menneskene efter i de scanninger, hun har gennemført, ud fra deres amygdala-størrelse. I den ene ende, psykopat-enden, en manglende frygt, men også en manglende medfølelse. I den anden ende: samme frygt som hos almindelige mennesker, og større medfølelse.

Marsh er meget omhyggelig med at imødegå den almindelige forklaring på fremkomsten af sådanne potentielle psykopater. Det skyldes ikke, hævder hun, at der er tale om dårlige forældre. Tværtimod har hun i sin omgang med forældrene og deres psykopatagtige børn gang på gang set en dyb bekymring og en rørende omsorg. Men den galt udviklede hjerne har de ikke kunnet stille noget op imod. Og søskende til de pågældende synes heller ikke at være som den psykopatagtige.

Abigail Marsh begynder sin gennemgang af psykopaterne med en omtale af Gary Ridgway, en seriemorder, der i staten Washington i 80erne og 90erne dræbte i hvert fald 48 kvinder, før han blev opdaget. Man kan læse om ham på Wikipedia her. Der er blevet skrevet mange bøger om netop ham, for selv om han måske ikke har rekord i antal dræbte, så har han rekord i USA for det antal mord, han er dømt for.

Det er naturligvis ikke ham, Lars von Trier har lavet film om. Men ifølge den føromtalte gennemgang af filmen af Bo Green Jensen, har hovedpersonen i filmen nogenlunde samme antal mord på samvittigheden, nemlig 61. Deraf tager filmen ”kun” fem frem, hvis modbydeligheder skildres. Så man kan godt forestille sig, at Gary Ridgway har inspireret von Trier.

Men det er for så vidt ligegyldigt. Sagen er, at det, så vidt jeg kan skønne, må anses for umuligt at få nogen realitet ind i en filmisk skildring af en seriemorder. Man kan skildre det bestialske, man kan lade det ufølsomme i morderens sind træde frem, men man kan aldrig skabe den genkendelse hos tilskueren, der skal til, hvis filmen skal sige noget sandt om tilværelsen. For tilskueren er ikke psykopat. Tilskueren har ikke nogen amygdala, der er galt udviklet. Tilskueren kan, som de fleste mennesker, føle frygt, føle anger, føle medlidenhed. Det kan en seriemorder ikke. Der er derfor, og vil altid være det, en forståelseskløft mellem hovedpersonen og tilskueren, ja, mellem enhver psykopat og ethvert normalt menneske.

Og vil man fremstille en seriemorder på film, og vil man have folk til at forstå ham, til at sætte sig i hans sted, da må man fremstille ham, som om han var normal. Eller man må fremstille alle os andre, som om vi har ondskaben i os. Og ærlig talt, jeg stoler mere på Abigail Marsh’s hjernescanninger end på Lars von Triers menneskeopfattelse.

Og dertil forekommer det mig klart, at skal vi holde os til de undersøgelsesresultater, Marsh fremlægger for os, så må teologernes tanker om menneskets totalsyndighed tages bort. Det har jeg også bestræbt mig for i mange år.

Lad mig slutte med at bringe et lidt udvidet citat om menneskets ondskab fra det fornævnte interview i Berlingske.

Jeg kom til at tænke på, at man som tilskuer bliver forfærdet over at se Jack tage livet af sine ofre, men på den anden side ønsker man ikke, at han bliver fanget, for det ville jo tage livet af historien. Bliver man som publikum en slags medskyldig i gerninger.

»Det vil jeg da sindssygt gerne have! Jeg har jo den her meget banale tanke om, at vi alle sammen har ondskaben i os, og at det kun er et spørgsmål om, hvorvidt vi kan lave en civilisation, der kan holde den undertrykt og forhindre de situationer, hvor vi havner i den.

Lars von Trier lader sig her lokke i en fælde. Det er jo en ret absurd tanke, at fordi vi ønsker at se filmen færdig, skulle der påføres os en slags medskyld. Vrøvl! Et sådant ønske kan ikke vise os menneskets ondskab. For vi ønsker jo ikke at se flere forfærdelige mord, vi ønsker at vide, om de bliver opklarede og hvordan de bliver opklarede; og vi ønsker at finde ud af, hvad vel instruktørens mening med det hele kan være. Det er ikke ondskab, det er nysgerrighed.

Men den fælde falder von Trier i. Vi har alle ondskaben i os, det er, hvad han vil vise os. Derfor tager han imod den tese, der serveres for ham på et sølvfad. Hovedpersonen, Jack, er én af os. Og vi har bare fromt at sætte os i hans sted og indrømme, at vor synd er lige så stor som hans. Og så sætter von Trier sin lid til, at vi kan lave en civilisation, som kan holde denne ondskab undertrykt.

Han ser altså helt bort fra, at nogle mennesker kan lide af en sindssygdom, der skyldes en hjernefejl, og at det er den og ikke en kulturfejl, der skaber ondskaben.

Men noget tyder på, at vi på grund af den hjerneforskning, der kommer nærmere og nærmere til menneskets personlighed, må opgive denne ”fromme” syndserkendelse.

Udgivet i Luther | Tagget , , | Skriv en kommentar

Tragedien gentager sig

Tragedien, der her skal omtales, er ikke blot skyderierne ved grænsen mellem Israel og Gaza, det er også det tragiske i, at medierne – i hvert fald de æterbårne – næsten udelukkende ser sagen fra Hamas’ synspunkt.

Det var det samme i 2014. Også dengang var det billedsiden af nyhederne, de store følelsesudbrud, det, der af tv-producerne kaldes ”godt fjernsyn”, der dominerede. Se evt. mit indlæg fra dengang her. Lidt mere får man ud af det, hvis man klikker sig lidt frem og tilbage fra dette indlæg. Jeg undrer mig i dag over, at jeg var så aktiv dengang. I dag tror jeg ikke, jeg gider. For det er jo altsammen set tidligere.

Men der er alligevel et par forskelle, det kan være værd at notere sig.

Dengang bestod Hamas’ angreb i, at de sendte raketter ind over Israel. Og da Israel gelejdede sine indbyggere i beskyttelsesrum, når raketterne kom, og der således ikke var døde og lemlæstede på Israels side, men kun et hul i jorden, hvor raketten havde ramt, så vi ingen billede derfra, for det var ikke ”godt tv”. Derimod så vi en række billeder fra de forfærdelige tilstande i Gaza: mødre, der græd, fædre, der skældte ud, bårer, der blev båret ind på hospitalerne, tillige med de huse, der var blevet ødelagt. Kun en enkelt gang blev vi i en bisætning gjort opmærksom på, at Israel ved sine luftbombardementer anvendte en ”banke-på-metode”: man kastede en uskyldig bombe på et hus for at advare beboerne om, at huset ville blive ødelagt om få minutter. Og det blev det så. Men den eneste gang, denne metode blev omtalt, var i forbindelse med en far, der stod udenfor sit ødelagte hus og anklagede israelerne, fordi han kun fik 8 minutter til at få sine værdigenstande ud. At Hamas i mange tilfælde tvang beboerne op på husets tag, skønt de var blevet advaret, og derved sendte mange mennesker i døden, det fortalte billederne ikke noget om. Det er lidt uklart, om denne manglende omtale skyldtes, at en sådan handlemåde er fuldstændig vanvittig, set med vestlige øjne, eller det skyldtes, at dette viser, at Hamas så udmærket var klar over, hvad der er ”godt fjernsyn” og udnytter sin viden på denne bestialske måde.

Denne gang har Hamas måttet ændre strategi, i hvert fald hvad raketter angår. For al-Sisi i Egypten har lukket Gazas grænse mod Egypten, så det er lidt småt med raketforsyningen i Gaza. Så man har nøjedes med at lade sine folk forsøge at forcere grænsehegnet mod Israel. Så bliver de ganske vist ramt af de israelske skarpskytter, men det er også meningen. På den måde får man jo fremskaffet – undskyld det kyniske udtryk – mange sårede og døde til brug for det ”gode fjernsyn”, man arbejder på at få i kassen på de mange vestlige medier.

Og det virker. Også denne gang.

I hvert fald i de æterbårne medier. For den slags ”godt fjernsyn” vil man ikke gå glip af. Og så må vi finde os i at se en reportage fra et palæstinensisk hjem, hvor moderen klager over sin søn, der er død. Og naturligvis, man kan ikke andet end få en vis medfølelse med denne mor. Men man savner alligevel nogle indvendinger fra reporteren. Når hun kalder ham uskyldig og anklager israelerne for drabet, kunne man godt spørge hende, hvorfor hun ikke frarådede ham at gå med i den demonstration. Det havde han jo ikke behøvet. Men intet af dette blev bragt, hverken i reportagen eller bagefter. Måske man mente, at man så ville ødelægge det, der var ”godt fjernsyn”.

Men hvad er ”godt fjernsyn”? Jeg for min del foretrækker spændende interviews, der sætter tingene på plads, gør os klogere på ting, som i den almindelige nyhedsstrøm synes os forvirrende og indviklede. Og skal jeg pege på noget, der dengang var ”godt fjernsyn”, vil jeg pege på Martin Krasniks interview med Mads Gilbert. Gilbert var læge på et sygehus i Gaza, og han var dengang meget afholdt som interview-offer, fordi han så tydeligt var på palæstinensernes side og anklagede israelerne for deres bombardementer. Og fordi han på et tidspunkt var blevet citeret for at have sagt, at israelerne bevidst dræber kvinder og børn, blev han inviteret indenfor i Deadline. Krasniks interview sidder stadig i hukommelsen på mig som noget af det ”bedste fjernsyn”, jeg har set.

Ikke blot blev han nemlig af Krasnik spurgt om dette med, at israelerne bevidst dræber kvinder og børn – noget, han måtte fragå – han blev også præsenteret for en påstand om, at Hamas brugte den palæstinensiske befolkning som menneskeligt skjold. Og det vendte han sig meget kraftigt imod: ”Bevis det!” lød det fra ham.

Og det, der var det fine ved interview’et, det, der gjorde det til ”godt fjernsyn”, var, at Krasnik faktisk beviste sin påstand. Han viste et klip, hvor en repræsentant for Hamas sagde:

Det viser hvor ukueligt vort kæmpende folk er. De forsvarer deres rettigheder og boliger med deres liv og kroppe. At folk møder det israelske flyvevåben med åben pande for at forsvare deres hjem – har vist sig at være en effektiv politik overfor besættelsesmagten. Det siger også noget om vores tapre, heroiske folk. Derfor opfordrer vi i Hamas vort folk til at bruge den metode for at forsvare deres hjem.

Så ikke sandt, det tror da pokker, at der fremstår dræbte kvinder og børn, når de bevidst går op på taget af den bygning, som israelerne har advaret om, at de vil ødelægge.

Blot kunne man dengang ikke få ind i sit hoved, at nogen kunne tænke så mærkeligt. Men det kunne altså ”nogen”, nemlig Hamas. Og det kan ”nogen” stadigvæk. Men vi kan stadig ikke forstå det. Vi møder stadig sådanne påstande med tvivl. Der må ligge noget andet bag. Og så kræver vi undersøgelser og kommer med analyser.

Men måske en vis erkendelse er ved at indfinde sig hos os.

Naser Khader skriver i hvert fald i Jyllands-Posten, se her, at

I virkeligheden er det terrororganisationen Hamas, der står bag de såkaldte fredelige protester. I flere måneder har organisationen skubbet unge palæstinensere frem i en næsten selvmordsagtig fremmarch, men Hamas’ intentioner er og har aldrig været fredelige. Hamas er en terrororganisation, de har aldrig anerkendt Israel, og deres primære mål er ikke at arbejde for den palæstinensiske sag, og en fredelig to-stats-løsning. De kæmper først for fremmest for deres islamistiske broderskabs ideologi – koste hvad det vil.

Og Jyllands-Posten skriver i en leder, se her:

Palæstinensernes ulykke er deres ledere, hvad enten det er det radikal-islamistiske Hamas i Gaza – stemplet som en terrororganisation af både USA og EU – eller den knap så opfanatiserede Fatah-bevægelse på Vestbredden, der dog stadig ledes af den 83-årige Mahmoud Abbas. Det var ham, der for nylig i en tale betvivlede, at Holocaust har fundet sted.

Palæstinensernes ulykke er endvidere det svigt, som de har været udsat for i den arabiske verden i de 70 år siden oprettelsen af den jødiske stat Israel. De arabiske lande har brugt det palæstinensiske spørgsmål til at holde liv i drømmen om at smide jøderne i havet, som det hed i årtier. Det har været i deres kyniske interesse at holde det palæstinensiske sår åbent, dels som en lynafleder for hjemlige problemer, dels som en måde at presse Vesten på.

Palæstinenserne har betalt prisen. Det er den, der også betales i disse dage på grænsen mellem Israel og Gaza, hvor et forfærdende stort antal mennesker er blevet skudt og såret i Hamas’ skrupelløse bestræbelser på at bruge den civile befolkning som skjold i kampen mod Israel. Historien gentager sig dermed fra den seneste Gaza-krig i 2014, da Hamas skjulte raketbatterier ved skoler og sygehuse uden tanke på, hvad prisen ville være for de civile palæstinensere.

Men man skal måske alligevel finde den største forandring hos Hamas selv. Den 14. maj, i mandags, blev omkring 50 mennesker dræbt, fordi de prøvede at forcere grænsehegnet til Israel. Lige fra slutningen af marts har Hamas opildnet til demonstrationer ved hegnet, ladet nogle af sine unge mænd forsøge at bryde igennem det, prøvet at indhylle det i røg, så deres gennembrud ikke blev opdaget, osv. Og alle forventede, at disse demonstrationer ville fortsætte med stigende styrke frem til den 15. maj, som er 70-årsdagen for Israels oprettelse, og samtidig dagen, som palæstinenserne fejrer som deres fordrivelsesdag.

Men mærkeligt nok fandt en fuldstændig nedtoning af intensiteten i demonstrationerne sted den 15.maj. Og man kan vel ikke lade være med at spørge sig selv, om det mon skyldes, at Hamas er blevet påvirket af de menige palæstinensere. Er der nogen af dem, der har sagt: Nu vil vi ikke mere ofre vore sønner på en sag, der ikke har nogen udsigt til at føre til noget?

Hamas hører jo virkelig til de hårdkogte islamister. Man véd fra koranen, at muslimer har forrang fremfor alle ikke-muslimer. Og det gør det næsten umuligt at slutte nogen som helst fred med os ikke-muslimer. For derved ville man jo anerkende os som ligestillede med muslimerne. Og det går i disse muslimers øjne ikke.

Når dertil kommer, at det jo er jøder, der her skal sluttes fred med, bliver det hele meget værre. Jøder, der i koranen betegnes som aber og svin, må behandles som sådanne, ikke som mennesker, der har ret til at leve. (F.eks. Sura 5,166). Og slutte fred med dem og næsten betragte dem som ligestillede, nej, det er for meget forlagt af en hårdkogt islamist.

Man kan som Jyllands-Posten håbe, at palæstinenserne formår at finde sig nogle andre ledere. Men før det sker, er der vist ikke meget at have sit håb om fred i.

Udgivet i Islam | Tagget | 1 kommentar

Religionsfilosofi

Det bliver muligvis lidt langt, dette her. Det bliver formodentlig også lidt indviklet. Men jeg tænker som så: Når Kristeligt Dagblad kan tillade sig at bringe en lang religionsfilosofisk artikel, som det ærlig talt er lidt svært af finde hoved og hale i, så kan jeg vel også. Så det skal her forsøges.

Artiklen i Kristeligt Dagblad, se her, er skrevet af Kai Sørlander. Og det borger nok for kvaliteten, men det borger, så vidt jeg kan se, ikke for forståeligheden.

Tag bare sådan noget som overskriften: ”Kristendom erkender som den eneste verdensreligion sig selv som irrationel”!

Hvad siger man til det? ”Nå!” eller ”Det vidste jeg ikke” eller ”Det har jeg aldrig tænkt på”?

Bedre bliver det ikke, når vi kommer lidt ned i teksten. Her hedder det:

En religion er en form for verdensanskuelse, der ikke hviler på et rationelt grundlag, men på tro. Deri ligger implicit en mulighed for, at religioner kan være forskellige med hensyn til, om de selv erkender, at de hviler på tro – en tro, som går ud over rationaliteten. Det er ikke normalt, at religioner selv lægger eftertryk på denne distinktion.

Hinduismen indeholder et kastesystem, men den siger ikke selv, at dette kastesystem skal accepteres på basis af en tro, som ikke kan begrundes rationelt.

Konfucianismen dyrker traditionen, men den siger ikke selv, at denne dyrkelse hviler på en tro, som går ud over rationaliteten.

Buddhismen søger efter en højere oplysning, men den siger ikke selv, at denne oplysning forlader rationalitetens vej.

Islam binder samfundet med sharia lov, men den siger ikke selv, at denne binding er irrationel.

Blandt de store religioner er der kun én, som anerkender sig selv som personlig og irrationel tro, og det er kristendommen.

Jeg spørger mig selv (og Sørlander): Hvad betyder ”tro” i denne forbindelse? Betyder det ”ikke videnskabeligt bevisbar”? I så fald kommer ”rationel” til at betyde ”videnskabeligt bevisbar”. Og er det egentlig ikke en indskrænkning af begrebet rationalitet?

Og er Sørlander ikke lidt for hurtig på aftrækkeren med det, han skriver om de enkelte religioner? Jeg har f.eks. her på bloggen omtalt en bog af Robert R. Reilly The Closure of the Muslim Mind, se her, hvor jeg fortæller, at Reilly mener, at en strid indenfor islam i 1000-tallet blev afgørende for, at islam lukkede ned for al rationalitet. Og det var dog vist noget, de pågældende muslimer gjorde med viden og vilje.

Ligeledes kan man henvise til zenbuddhisterne i Japan. De har det af og til med at bruge sproget imod sprogets egen logik for at frigøre mennesket fra bundetheden til sproget. Og også det sker dog vist helt bevidst, dvs., den form for buddhisme er ganske klar over, at den ”forlader rationalitetens vej”.

Jeg går en anden vej i mine religionsfilosofiske overvejelser end Sørlander. Måske jeg ender samme sted som han, men det kommer så vist til at bero på en tilfældighed. Jeg gjorde for snart længe siden noget ud af Niels Bohrs filosofi, se her. I den forbindelse omtalte jeg Kants teori om ”Den transcendentale illusion”. Denne illusion, siger han, forfølger os altid, den kan ikke bortelimineres, sådan som f.eks. den optiske illusion kan fjernes. Jeg vil her omtale denne illusion på en lidt anden måde, men jeg mener, det er det samme fænomen, vi taler om, Kant og jeg.

Den del af sproget, vi har til at beskrive ting med, er ikke refleksivt, dvs., det sprog kan ikke indoptage sig selv i beskrivelsen. Det sprog er altid et øje, som udefra ser på tingene. Og vil det beskrive hele verden, som jo religionerne vil, kommer det i vanskeligheder.

Hvis f.eks. en videnskabsnarkoman vil lægge den videnskabelige naturlovsnødvendighed ned over hele verden, falder denne beskrivelse også ind under naturlovsnødvendigheden, for han selv og hans beskrivelse er jo også en del af verden, men gør den det, mister den enhver sandhedsværdi, for modstanderens anderledes beskrivelse af verden er fremstået med lige så stor nødvendighed.

Og hvis en teolog vil fremhæve Guds almagt med så gennemgribende konsekvens, at også hans egne forestillinger om Guds almagt har samme almagt at takke for sin fremkomst, så rammes han af samme mangel på refleksivitet: for hans modstanders tankegang er i lige så høj grad et udslag af Guds almagt. Dette, at individet forstår, bliver ikke bestemt af individet selv, men af Guds bagved liggende almagtstråde.

Og hvis en marxist vil hævde, at produktionsforholdene bestemmer alle menneskers tankegang, må man spørge ham, om så ikke også hans egne tankegange er bestemt af produktionsforholdene og derfor er lige så uinteressante som alle andres.

Kant bruger, så vidt jeg kan se, disse tanker til at kræve af en kristen teologi, at den skal være kritisk og ikke dogmatisk, dvs., den skal gøre sig klart, at den opererer med trossætninger, ikke med kendsgerninger.

Og det mener jeg faktisk, at kristen teologi så nogenlunde har skrevet sig bag ørerne, sjovt nok den del af teologien, der hedder ”dogmatik”. Nå ja, jeg har da sådan set et lille horn i siden på Løgstrup, fordi han foretrækker at tale om ”metafysik” fremfor om ”mytologi”, men hvor meget man skal lægge i det, er jeg ikke helt klar over.

Men ellers er det vel et problem, som al menneskelig tanke, der vil omfatte hele verden, roder sig ind i. Ofte dog, uden at tænkeren gør sig det klart, hvad enten det så skyldes forglemmelse, distraktion eller direkte fortrængning (det ikke ønskede overstreges).

Og hvis dette, at man således må tale om mytologi og ikke om metafysik, bevirker, at en religion kommer til at stå som modsætning til rationel tale, nå ja, så er alle religioner irrationelle, og så kan der vel være noget om, at kristendommen udgør en undtagelse derved, at den er sig bevidst (eller skulle være sig bevidst) at den ”kun” er en tro, ikke en kendsgerning. Og så siger måske Sørlander og jeg alligevel nogenlunde det samme.

Men der er dog vist mere at sige.

Jeg arbejdede i sin tid en del med en slags sprogfilosofi, hvorefter sproget tænktes opdelt i tre afdelinger eller sprogspil, som ikke har logik tilfælles, se f.eks. her. En afdeling af sproget er det videnskabelige sprog, hvormed vi prøver at komme overens med den verden, der omgiver os. En anden afdeling er det juridiske sprog eller handelssproget, hvormed vi søger at omgås mennesker i de samfund, hvori vi har hjemme. Og endelig er en tredje afdeling af sproget relationssproget, hvormed vi forklarer og gebærder os i de relationer, hvori vi står til hinanden.

Det er klart nok, at hvis man betragter det videnskabelige sprog som det eneste sprog, eller det eneste gyldige sprog, så må alt, hvad der bygger på de to andre sprog, forekomme irrationelt. Noget kunne tyde på, at Sørlander betragter det videnskabelige sprog som det eneste rationelle, og derfor mener, at kristendommen, der ikke bygger på dette videnskabelige sprog, som irrationel. Men hvad nu, hvis kristendommen er i overensstemmelse med relationssproget, og hvis vi anerkender, at også relationssproget har i sig en form for rationalitet, tvinges vi så ikke til at sige, at helt irrationel kan kristendommen ikke være?

Men lad mig gå tilbage til Robert R. Reilly og hans bog om den muslimske ”mind”, der blev lukket, se her. Jeg afskrev dengang nedenstående oversættelse af noget af Reillys bog:

Al-Ashari er ikke bange for at indrømme det urealistiske ved menneskets handlinger, som ligger i denne teori – i den betydning, at de ikke er fremkommet ved menneskets frie vilje og handling – når han forklarer, at Gud kan skabe både handlingen og viljen til at handle. ”Hvis man går med til, at Gud kan skabe bøn i ét menneske, for at denne person kan blive en bønsperson, hvorfor skulle man så ikke kunne gå med til, at Gud kan skabe vilje i en anden? Når han gør det, bliver denne person en intenderende person. Eller hvorfor skulle han ikke kunne skabe tale, så denne person bliver et talende væsen?” Så omtaler han mutazilitternes indvending, at en sådan tale ikke i virkeligheden er tale, fordi den ikke er villet, det er snarere, som når nogen taler i søvne. Hertil svarer al-Ashari: ”Jamen, hverken er det sådan, at en epileptisk persons tale eller en sovende persons tale er virkelig tale, eller sådan, at en vågen persons tale er virkelig tale”. Al-Ashari ligestiller bevidst, rationel tale med ubevidst, irrationel mumlen. Den vågne person er lige så lidt årsag til sin tale som den sovende person er det af hans, for den eneste virkelige årsag og aktør er Gud.

Man kan her lægge mærke til, at al-Ashari med sine tanker fuldstændig udvisker den menneskelige person. Der bliver ikke noget selv tilbage, når han har været der med sine vilde tanker. Og naturligvis kan det være fristende at betragte dette som irrationelt og intet mere.

Men for det første er der nu åbenlyst tale om, at al-Ashari ikke er opmærksom på det refleksive problem. Han gør sig ikke klart, at han med disse tanker fuldstændig udrydder al selvstændighed i mennesket, og altså også i ham selv. Som jeg skrev lidt senere i dette blogindlæg:

den påstand, han her kommer med, opfatter han som ”virkelig tale”, som en rationel påstand, der har virkelighed. Han skriver påstanden ned på papir, han vil overbevise andre om dens sandhed, og det forudsætter, at den er fremsat af et rationelt væsen: ham selv, og henvender sig til rationelle væsener, der er i stand til at forstå rationel tale.

Hvad dette fænomen angår, synes han at nå til samme resultat, som de moderne videnskabsnarkomaner, der anser mennesket for så bundet til naturlovsnødvendigheden, at det bliver at betragte som en robot og ikke andet, og han synes som de at undtage sig selv og sine samtalepartnere fra denne robottilværelse.

Men for det andet må man gøre sig klart, at mennesket altid forestiller sig Gud ud fra menneskelig tankegang og menneskeligt sprog. Andet kan vi ikke gøre. Vi må altid bruge det for os forhåndenværende sprog, enten vi er klar over det eller ej, og dette sprog, eller rettere: den af de tre sprogafdelinger, som vi uvilkårligt tænker ud fra, bestemmer, hvad der kommer ud af vore tanker.

Og er man som al-Ashari bundet af forestillingen om Gud som vilje, så er det en menneskelig diktator, man har i tankerne, en diktator, oven i købet, som ikke lader sig binde af forudgående løfter eller regler af nogen art, men kun gør, hvad hans vilje fra øjeblik til øjeblik dikterer ham. Og det er klart nok, at hvis man tror på, at verden hænger sammen i kraft af det videnskabelige sprogs rationalitet, så er der ikke megen rationalitet tilbage hos al-Ashari. Men hvis man følger ham i hans udredninger, kan man vel ikke nægte ham en form for rationalitet, godt nok en højst unormal form og en højst vild form, men dog en vis sammenhæng mellem at tale om Gud som bestemt af vilje og den konklusion angående mennesket, han når frem til.

Jeg skrev for lang tid siden et indlæg, der hed ”Derfor er jeg ikke ateist”, se her. Det mødte en del indvendinger, som jeg fik travlt med at svare på. Blandt andet tog jeg spørgsmålet om den menneskelige bevidsthed op til overvejelser. Det gjorde jeg på følgende måde:

Min kritik af denne dogmatisme [der hævder, at Gud ikke er til, fordi hans tilværelse ikke kan bevises fysisk] lyder: Jamen, hvis man kun skal tale om det, der kan måles og vejes fysisk, så er det meningsløst at tale om en menneskelig bevidsthed. At jeg er ved bevidsthed, at jeg tænker og taler som andet og mere end en indviklet robot, det er noget, jeg véd ad introspektionens vej, ikke noget, jeg på nogen måde kan få et videnskabeligt bevis på. Og læg mærke til det: selv om så alle andre hævder, at de har en bevidsthed, er der ikke bevist noget derved. Det ville jo også en samling robotter kunne hævde.

Det interessante er nu, at der faktisk er religioner, der hævder, at det er udtryk for et bedrag, når et menneske tror, det har bevidsthed. Det, det drejer sig om for visse dele af buddhismen, er at komme ud af dette bedrag, er gennem meditation at nå frem til at kunne indse, at livet er lidelse, at begæret efter liv er et vildskud, at dette vildskud fremkalder “maya”, selvbedrag, at selvbedraget får de fleste mennesker til at tro, de har en bevidsthed, et selv, et jeg, og endelig, at den vise ved at afsløre selvbedraget og opløse begæret indefra, får sjælen, bevidstheden, jeget, til at forsvinde som røg i luften.

Og jeg vil stadig mene, at hvis man holder sig til de videnskabelige kendsgerninger og kun regner med dem, så er disse buddhistiske forestillinger, hvor sjæl, bevidsthed, selvet, jeget, forsvinder som røg op i den blå luft, en uundgåelig følge. Og det er ikke nemt at vide, om denne følge skal kaldes rationel. En lidt mere udførlig gennemgang af Buddhas oplysning kan ses her.

Her til næstsidst vil jeg gøre opmærksom på en bemærkning af Erasmus i striden med Luther om den frie vilje, som jeg finder særdeles rammende. Luther har i sin ”de servo arbitrio” sagt følgende:

Hvis du ville, hvis du gjorde, hvis du hørte, så ville fornuften sige: fordi det ser sådan ud efter ordenes natur og talemåden blandt mennesker kræver det. Men det vil sige, at de guddommelige sager og de guddommelige ord skal måles efter menneskers brug og forhold. Hvad er vel mere forkert, eftersom disse er himmelske, hine jordiske? Derfor forråder det tåbelige sig selv, fordi det kun tænker menneskeligt om Gud. (Se her).

Hertil indvender Erasmus – efter min mening med fuld ret:

Hvis Gud værdiges overfor os at tale med menneskeord, efter den sædvanlige, daglige tale, hvad perverst er der da i at bruge den menneskelige sprogbrug til at udforske meningen? (Se her).

For netop fordi Guds tale til os er holdt i almindelige menneskeord, netop derfor kan vi også tale om Gud med almindelige menneskeord. Ja, hvad mere er: vi må gøre det, vi har ikke anden mulighed. I den forstand kan man sige, at ikke blot har Gud skabt mennesket i sit billede, det er også op til mennesket at forstå Gud ud fra menneskelige forhold.

Blot skal vi gøre os klart, hvilken del af vort menneskesprog vi bruger. Buddhisten bruger således det, jeg har kaldt det videnskabelige sprog. Og han når frem til den samme konklusion, som visse hardcore videnskabsnarkomaner gør: at den menneskelige bevidsthed er nul og nix.

Al-Ashari bruger det juridiske sprog – omend i en lidt speciel udformning – og når frem til nogenlunde det samme: at den almægtige gud, hvis vilje bestemmer alt, umuliggør tanken om et selvberoende og selvvillende menneske.

Hvad så med kristendommen? Hvilken del af det menneskelige sprog anvender den i sin gudsforståelse?

Den anvender det, jeg har kaldt relationssproget. Den taler om Gud som en far. Den forestiller sig, at Guds befalinger er som en fars gode råd, og at forholdet kan genoprettes gennem en tilgivelseshandling, hvis det brydes i stykker.

Og for at forstå dette sprog er man nødt til at anvende en form for ordombytning. Man forstår, hvordan Gud kan være en far ud fra ens egne erfaringer i den familie, man er vokset op i. Og man forstår omvendt ud fra det kristne budskab den menneskelige faderskikkelse i dens idealitet, ikke kun ud fra den virkelighed, man har oplevet.

Vi vil måske ikke umiddelbart være tilbøjelige til at tro, at nogen far kan behandle sine sønner forskelligt. Der må vel være retfærdighed til, mener vi. Det mente den ældste søn i Jesu lignelse (Luk 15,11-32) også. Men faderen handlede ikke efter den strenge retfærdighed. Han handlede ud fra den relation, han stod i, altså han handlede, fordi sønnen, den yngste søn, var hans søn.

Men hvad betyder det, at en sådan faderskikkelse er den Gud, der har skabt verden og os i den, som står bag kønsforskellen og som har givet os sproget?

Det betyder, at der er helhed over tilværelsen. Det betyder, at den bevidsthed, vi har, den person, vi er, passer sammen med de relationer, vi står i: familiens relation, vi er vokset op i, ægteskabets relation, som vi går ind i, venskabets og samfundets relationer. Og altså ”passer samme med” i den forstand, at der kastes helhed ind over vort liv.

Det må indrømmes, at vi ikke omgås relationsdelen af sproget med samme selvfølgelighed som de andre dele. Og dog er det i høj grad det, vi lever på. Jeg prøvede for et års tid siden at udlægge beretningen om vandringen til Emmaus (Luk 24,13-32) om to videnskabsnørders forlovelse og ægteskab. Og jeg sluttede med at påtage mig en iagttagers skikkelse og sige:

Måske jeg så, som de to disciple dengang, i glimt ser forklaringen på det hele, ser den Gud, der har skabt universet, stået bag livets tilblivelse, ført dets udvikling frem til mennesket, skabt det sprog, der binder det ene individ til det andet, så nyt liv dannes. Måske jeg så som dem [de to videnskabsnørder] ser den kraft, der holder alting sammen: den selvhengivende kærlighed, der vover at miste livet, men netop derigennem bevarer det. Måske jeg så opdager de skjulte kræfter i sproget, der bag om ryggen på os fører os til tro, tro på den andens oprigtighed, tro på tilværelsens sammenhæng, tro på kærligheden som sammenhængskraften bag vor videnskab, vort samfundsliv og vor dagligdag.

Men så blev han usynlig for dem. (Se her).

Er dette rationalitet? Måske. I hvert fald forekommer det mig at være i overensstemmelse med denne lidt ukendte del af sproget, hvormed vi danner forhold til hinanden, lever i disse forhold og tror på dem ind i vor inderste marv. Og at leve sådan vil jeg nu ikke kalde irrationelt.

Udgivet i ateisme, Luther | Tagget , | Skriv en kommentar

Forsøgsprædiken

Ja, indrømmet, en lidt mærkelig overskrift. En prædiken er vel altid en prædiken. Men tanken er den, at undertegnede gamle præst, vil prøve på sine gamle dage at tage en praksis op, som han forlængst har lagt bag sig: den praksis at prædike. Faktisk har jeg i den grad lagt denne praksis bag mig, at jeg har betragtet det som en fristelse, hvis jeg undervejs i den prædiken, jeg hører i mit kirkebænkeembede, giver mig til at tænke på, hvordan den tekst skulle skæres. Og jeg mener virkelig, at jeg er nået så langt i mine bestræbelser, at jeg hver søndag faktisk lytter efter. Det hjælper jo også disse bestræbelser, at jeg føler en stille glæde over, at det ikke er mig, der står på prædikestolen.

Det, som nu sidenhen har sat mig i gang med at overveje, hvordan en prædiken over sidste søndags tekst, Joh 17,20-24, skulle skæres, er den tanke om énhed, der lyser ud af teksten. Så nu forsøger jeg.

Sådan kunne man prædike over denne tekst:

I året 632 efter Kristi fødsel døde Muhammed. Den ældste biografi om ham er skrevet cirka 100 år senere. Den er overleveret nogenlunde pålideligt. Deri står der fortalt om Abu Sufyan, én af Muhammeds modstandere. Da Muhammed havde erobret Mekka, blev Abu Sufyan ført frem for ham. Muhammed spørger ham så: ”Er det stadig ikke klart for dig, at der ikke er anden gud end Allah?” Hertil svarer Abu Sufyan: ”Hvis der havde været nogen anden, skulle han have bevist sin eksistens og hjulpet mig”. Muhammed fortsætter sin udspørgen: ”Er det stadig ikke klart for dig, at jeg er Allahs sendebud?” Abu Sufyan svarer: ”Derom har jeg stadig mine tvivl”. Men det får én af Muhammeds tilhængere til at sige: ”Vé over dig! Bekend dig til islam og sig: ‘Der er ingen anden gud end Allah og Muhammed er hans profet’, inden jeg hugger hovedet af dig”. Så bevidnede Abu Sufyan sandheden og aflagde bekendelse til islam.” Ja, det sidste er et direkte citat, derfor hed det, at Abu Sufyan bevidnede sandheden, for i biografiens øjne er naturligvis påstanden om, at Muhammed er Guds profet, sandheden.

Dagens tekst, hvor Jesus taler om, hvordan menigheden bliver ét i kraft af, at ordet om Sønnens énhed med Faderen forkyndes for den, rejser det spørgsmål: Hvordan bliver en samling mennesker ét? Sker det i kraft af udefra kommende kræfter, eller sker det i kraft af en fælles indre holdning?

Og skal vi svare ud fra det, Muhammeds biografi fortæller, vil Muhammed sige, at énhed mellem mennesker opnås gennem ydre tvang. For han godkendte den omvendelsesmetode, som blev anvendt imod Abu Sufyan.

Men skal vi svare ud fra det kristne evangelium, kan vi svare, at énhed i menigheden i hvert fald ikke opnås gennem tvang. Da disciplene påskedag mødte den opstandne Jesus, var Thomas ikke til stede, fortæller johannesevangelisten. Og han troede ikke på, at det var Jesus, de andre havde set. Men han blev ikke truet af de andre af den grund. Og da han næste søndag virkelig møder den opstandne Jesus, bliver han heller ikke truet med al landsens straf, fordi han ikke havde troet på det kristne evangelium, højst gjorde Jesus lidt nar af ham; han havde jo sagt, at han ikke ville tro, medmindre han stak sine fingre i naglegabene og sin hånd i Jesu side; værsgo, siger Jesus til ham, her har du mine hænder, her har du min side. Men altså: måske lidt drilleri, men ingen tvang.

Og ser vi nu på to af de fællesskaber, vi står i i forhold til andre mennesker, ægteskabets fællesskab, og folkets eller statsdannelsens fællesskab, så ser vi den samme forskel mellem kristendom og islam. Dog kan vi lægge mærke til, at den kristne kirke på begge områder har været utrolig sen til virkelig at undlade al magtanvendelse eller trussel om magtanvendelse.

Det er jo sandt, at Paulus i 1. Kor 7,4 kan sige, at en hustru ikke råder over sit eget legeme, det gør hendes mand, og at en mand, heller ikke han, råder over sit eget legeme, det gør hans hustru. Og dermed siger han jo ikke blot noget afgørende om kønnenes ligestilling, han siger også noget afgørende om det inderlige fællesskab, som et ægteskab er.

Det er også derfor, han formaner korintherne til at undgå skilsmisse. Oven i købet henviser han på det punkt til et ord af Jesus. Det gør han ellers ikke ret tit, men her gør han det. Og som man måske véd, Jesus formaner også til, at ægtefolk ikke skiller sig fra hinanden.

Den formaning har vi jo taget til os. I brudevielsesritualet formanes ægtefællerne til at holde sammen ”til døden skiller jer ad”. Og vi forstår det som en formaning, ikke som en lovregel, dvs., vi forstår det som et godt råd om, hvad det kommer an på, ikke som et statsligt forbud mod skilsmisse.

Dog skal vi ikke langt tilbage i tiden, før formaningen hos Jesus og Paulus netop blev forstået som en lovregel. Og det var en ulykke. For den énhed, som evangeliet taler om, er netop en frivillig énhed, det er en énhed, som begge parter i ægteskabet selv vil. Det er ikke en énhed, som man bliver tvunget ind i, eller som man tvinges til at forblive i. Men ak, man kan ikke helt nægte, at de i de kristne menigheder alt for ofte har været en énhed, man opretholdt ved tvang.

Sådan er ofte de skønne idealer én ting, den grå virkelighed noget andet.

Og ser man på de muslimske ægteskaber med sådanne briller på, så ser det vel i første omgang ud til, at muslimerne har ladet lovforståelsen fuldstændig udradére alt, hvad der har med kærlighed og umiddelbarhed at gøre. De har et ideal om, at mænd og kvinder ikke må omgås hinanden. På den måde vil de styre den ellers ustyrlige kønsdrift. Og fordi unge mænd og kvinder således ikke kan mødes, så ”sød musik opstår i hjerterne”, er det muslimske ægteskab altid et arrangeret ægteskab. Ahmed Akkari, tidligere imam, fortæller således, at hans familie i Libanon havde udset en kvinde til hans hustru, og derfor lagde et vist pres på ham for få ham til at sige ja til hende. Men han kendte hende ikke. De fik lov til at være sammen alene et par gange, før ægteskabet skulle indgås, det var det hele. Forelskelse? Glem det, det er en by i Rusland.

Men hvor er dog Helligånden rundhåndet med sine gaver! Selv med så hårde odds imod sig, selv med så megen listig tvang involveret, som vitterlig forefindes i muslimske miljøer, formår Helligånden alligevel at gøre sin gode gerning: at binde hjerterne til hinanden, at skabe den énhed mellem ægtefællerne, som er den dybere mening med ægteskabet. Da den egyptiske professor Naser Said havde udtalt som sin mening, at koranens ord skulle læses i deres historiske sammenhæng, erklærede det toneangivende, islamiske universitet i Egypten, Al-Azhar, at han var en kætter, at han ikke længere var muslim, og at hans kone derfor skulle skille sig fra ham, for en muslimsk kvinde må ikke være gift med en ikke-muslim. Nu er det en gammel muslimsk regel, at enhver tidligere muslim skal slås ihjel. Vel er det ikke noget, den egyptiske stat retter sig efter, men man plejer at behandle eventuelle mordere meget mildt. Naser Said mente naturligt nok, at det var sikrest for ham at flygte ud af landet. Så han flygtede til Holland, som beredvilligt tog imod ham.

Men hvad med hans kone? Hun behøvede jo ikke følge med. Hun var efter muslimsk lov skilt fra ham. Og muslimsk lov er ikke nogen spøg for kvinder. Hustruen er i de fleste henseender underlagt sin mand. Han har endda ifølge koranen lov til at slå hende. Og vil han skilles, er det uhyre nemt for ham. Men vil hun skilles, er det en næsten umulig opgave for hende. Og i alle tilfælde følger børnene manden ved skilsmisse, undtagen de allermindste.

Så ikke sandt, nu var Saids hustru fri. Nu havde alle disse indskrænkende love ikke mere magt over hende. Og så ville hun naturligvis blive i Egypten, ikke?

Skudt forbi. Hun fulgte med sin mand til Holland. Hun og hendes mand udgjorde et eksempel på, at den naturlige kærlighed, som Gud har nedlagt i alle ægtefæller, også muslimske ægtefæller, som en mulighed, den blæser på alle lovbestemmelser, shariaens og toraens og vore hjemlige moralbegrebers regler, den nøjes med at følge sit hjertes stemme. Så gudskelov virker Helligånden med overalt, hvor det ene mennesker taler til det andet.

Og det er altså kristendommens force i forhold til islam. Kristendommen modarbejder gennem Jesu lignelser og eksempel al lovtrældom, hvorimod islam snarere hengiver sig til lovtrældommen.

Det gælder også, hvad det folkelige fællesskab eller statsopfattelsen angår.

Vi har i Danmark været så heldige, at folkets grænser og statens grænser er nogenlunde sammenfaldende. Og vi har også været så heldige, at vi forholdsvis tidligt fik nogle forestillinger om, at den folkelige diskussion skulle være fri. Allerede i slutningen af 1700-tallet fremstod frihedsbevægelser, men først med grundloven i 1849 blev ytringsfriheden og religionsfriheden slået fast.

Hvordan dette folkelige fællesskab giver sig udslag, kan måske bedst illustreres med den kendte vittighed om overlægen, der udenfor sygehuset træffer en arbejdsmand, der er ved at grave en grøft. Han står og hviler sig på sin skovl, og det får overlægen til at sige: ”Ja, det var arbejdsmand, man skulle have været!” Hvortil arbejdsmanden svarer: ”Jamen, du ku’ jo bare ha’ læst videre!” Det er her, der skal grines.

Men en sådan selvfølgelighed, hvormed man ser på sit eget stade i samfundet sammenlignet med andres, er ikke noget selvfølgeligt, der vokser frem i alle lande, den er en Guds gave til os, den er fremkaldt af den Helligånd, der vel benytter mange menneskelige redskaber, men dog arbejder skjult i hjerterne, så ingen kan granske hans gerning.

Og dette folkelige fællesskab er det nu, vi inviterer vore muslimske landsmænd med ind i.

Blot er det ikke så nemt, som det lyder til. For disse mennesker, muslimerne, har jo deres eget fællesskab. Og når dertil kommer, at de mener at have guddommelig fuldmagt til at påtvinge os deres statsforståelse, så er det næsten dømt til at gå galt.

Dog, det går heldigvis ikke altid så galt, som præsten prædiker. For muslimer er jo også mennesker, kan også lade sig påvirke af den frie tale og den ligefremme omgangstone, vi har her i landet. Og vi kan da håbe på, at det kan holde tankerne om den guddommelige fuldmagt lidt i ave. Men nægtes kan det jo ikke, at tanken om tvang i samfundsanliggender ligger lige under overfladen hos mange muslimer. Nogle udvikler sig som bekendt direkte til terrorister. Og hos dem kommer jo tanken om tvang i overvældende grad til udfoldelse.

Til sidst: Nogen vil måske indvende imod denne prædiken: Hvad er det dog, du er i gang med, præst? Står du ikke og taler nedsættende om vore muslimske landsmænd, dem, vi ellers skal gøre alt, hvad vi kan, for at de skal føle sig godt tilpas her i landet? Hvor kan du dog tillade dig det?

Hertil vil jeg svare: Hvordan skulle vi kunne bede for vore muslimske landsmænd, hvis vi ikke véd, hvad vi skal bede om for dem? Vi må dog kende dem og deres kultur for at kunne bede Gud hjælpe os med at integrere dem hos os. Samtidig med, at vi takker for den samhørighed og den tillid, der gudskelov stadig præger os danskere som folk, må vi dog bede Gud røre vore indvandreres hjerter, så de kommer ud af den afvisende holdning til os, som de alt for tit har, og prøver at leve sig ind i vor levemåde, vore tanker, vor selvfølgelige tillid til hinanden. Og modsætter deres religion sig, at de sådan åbner sig for os, så må vi vel bede om, at de må få kraft til at vende sig imod deres religion.

Lad os da gøre det!

Amen.

Og så følger naturligvis kirkebønnen, som gerne skulle indeholde en tak for de mange dejlige ægteskaber, vi ser omkring os og måske selv befinder os i, en tak for forståelse og hengivenhed, for samhørighed og indlevelsesevne, for gensidig tro og tillid. Samtidig må vi bede om Helligåndens hjælp til at modstå al bedreviden, manipulationstrang, selvretfærdighed og farisæisme, både for kristne og muslimske ægteskabers vedkommende. Og hvorfor ikke bede for de mange muslimske kvinder, som føler sig undertrykt i deres ægteskab, fordi de er underlagt et lovsystem, som betragter dem som undermennesker.

Og hvorfor ikke på tilsvarende måde bede om Helligåndens bistand til at få vore muslimske landsmænd til at komme ud af den overlegenhedsfølelse, som deres religion vil hensætte dem i? Vi er jo alle lige for Gud. Bede om, at politi og brandvæsen igen vil kunne arbejde i muslimske boligområder uden politibeskyttelse, at bandeuvæsenets forbandelse må blive nedbragt og at unge muslimer må modtage alle de tilbud om uddannelse, som vort samfund byder på.

Vi kan gerne bede om bedre integration, men som landet ligger må det jo betyde de fremmedes integration i vort samfund, ikke vort samfunds ændren sig efter deres traditioner. Og vi kan også bede om betænksomme politikere, som ikke vedtager love blot for at sende signaler, men har ører og øjne for både danskernes og de fremmedes tarv.

Men helst skulle ordene jo være formet, så det hele ikke bliver en slags politikersnak, som enhver kan lægge ind i, hvad han synes.

Hermed er den gamle præsts forsøg på at genoptage den prædikenpraksis, som han ellers for lang tid siden har lagt bag sig, endt.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget | Skriv en kommentar

Muslimer som forbillede?

Det er Søren Hviid Pedersen, der i Berlingske påstår, at vi på to punkter bør tage muslimer som forbillede, nemlig, hvad angår familien og hvad angår religionen, se her.

Jeg plejer at være enig med Søren Hviid, men her er jeg så uenig med ham, som jeg næsten kan være.

Det er selve det projekt, han går ind for, jeg er imod. Projektet går tilsyneladende ud på, at vi i Vesten henter noget fra islam, og at muslimerne så måske henter noget fra kristendommen, at vi på den måde sammensætter en halvvejs fælles samfundsforståelse, som vi burde kunne leve i i fred med hinanden.

Men nej, sådan fungérer religioner ikke.

Religioner er udtryk for et helhedssyn på verden og mennesket i verden. Man kan ikke på den måde vælge visse ting ud fra en religion og lade resten ligge. Og man kan heller ikke, som Søren Hviid anbefaler os at gøre, nøjes med at se på de ydre manifestationer ved henholdsvis den muslimske familie og den muslimske religion, og så prøve at overføre det til kristendommen, som om den muslimske familieforståelse kan være et forbillede for os kristne, som har et helt andet menneskesyn.

Jeg tager et halvlangt citat fra hans artikel for at få det hele med:

Det ene område er, hvorledes muslimerne i langt højere grad værdsætter familien som det væsentligste fællesskab. Og her tænker jeg altså ikke på arrangerede ægteskaber og æresdrab, men på den respekt der hersker om familien, og den autoritet der er knyttet til ens familie. Det synes jeg er ganske tiltrækkende.

Det er tiltrækkende, fordi man fra barnsben lærer, at man er sat i en sammenhæng, der er større end én selv og de flygtige behov og ønsker, man udviser. Ved at antage familiens perspektiv fremfor ens egne egoistiske behov, lærer man at blive et voksent menneske, der skal tage hensyn til andre mennesker.

Netop hensynet til familien, et levende og organisk fællesskab, er grobunden og fundamentet for enhver sund konservatisme. Familien er alt, og du er intet (uden den)! Den vestlige kulturs frigørelsesideologi er den rene gift for familien. I dag er familien tømt for funktioner og indhold, og er blevet reduceret til at være en forbrugsenhed. Familien er ikke en eksistentiel eller materiel nødvendighed mere, den er blevet til en form for forbrugsvalg. Her kan den muslimske kultur tjene som et forbillede.

I det sidste afsnit giver han en negativ skildring af den danske familie. Det er han vist også nødt til at gøre, hvis hans tese om islams familieforestilling skal gå op. Vore dages familie er tømt for funktioner, reduceret til forbrugsenhed, er ikke nogen eksistentiel eller materiel nødvendighed. Og så ”glemmer” han behændigt, at børn dog stadig knytter sig til deres forældre, at de stadig skal opdrages og gå i skole, at lærerne stadig har gavn af samtaler med forældrene, at børnepenge stadig uddeles til forældrene, osv.

At opdrage børn, det er dog en funktion, endda en væsentlig funktion. Så lærer ikke også vestlige børn fra barnsben af, at de er sat ind i en sammenhæng, og at de må ”antage familiens perspektiv”?

Men mere end det:

For den muslimske familieforståelse og det muslimske familieliv er på ingen måde noget, der er værd at efterligne.

For det første er det muslimske ægteskab ikke skabt på baggrund af forelskelse, men på baggrund af sharia. Det betyder bl.a., at det ikke som hos os er naturligt at tale sig til rette om tingene, nej, følger man sharia, er det mandens ord, der afgør sagen, ifølge koranen har han oven i købet lov til at slå sin kone, mens det modsatte ikke er tilladt.

For det andet opdrager muslimske forældre deres drenge og piger helt forskelligt. Drengene hører til på gaden, pigerne i hjemmet. Drengene er små prinser, der får lov til næsten hvad som helst, pigerne må adlyde i ét og alt, og også adlyde deres brødre, de er og bliver de underordnede.

For det tredje består en væsentlig del af den muslimske børneopdragelse i at indpode børnene, at de endelig ikke må blive som os danskere.

Den kønsadskillelse, der er en væsentlig del af muslimsk kultur, er forældrene specielt opmærksomme på, når børnene kommer i puberteten. Men på samme måde, som ejeren af en hanhund ikke gør sig bekymringer om, hvor mange hunhunde hans hund befrugter, mens ejeren af en hunhund er nødt til at være meget påpasselig med sin hunds færden, når den er i løbetid, på samme måde lader den muslimske familie glad og gerne deres unge drenge besøge natklubber og diskoteker sammen med andre muslimer, og i disse miljøer synes voldtægt af danske piger ikke at være særlig afskrækkende, for disse piger betragtes som ludere; skulle en sådan voldtægt føre til graviditet, er det ikke noget, de muslimske unge eller deres forældre tager sig af.

Omvendt naturligvis med de muslimske unge piger. Dem beskytter familien, så hjemmet af og til næsten bliver et fængsel. Og da de jo skal i skole eller afsted på en anden uddannelsesinstitution, må brødrene holde øje med, hvad der foregår: søsteren skulle jo nødig forelske sig i en dansker.

Jeg skal gerne indrømme, at vi danskere ikke har fundet de vises sten, hvad angår håndteringen af kønsforskellen. Men ligefrem at stille den muslimske familieforståelse op som et ideal til efterfølgelse for os, det tyder vist på en dårlig indlevelse i denne familieforståelse.

I det hele taget: Når vi stilles overfor en fremmed kultur, er opgaven ikke at finde træk, vi kan udveksle med ”de andre”, eller at sammenligne: Hvem er bedst til det, og hvem til det? Opgaven er i stedet at prøve at forstå den fremmede kultur indefra, at kunne forstå den sære, fremmede logik bag det, de fremmede foretager sig.

Når man hører min beskrivelse af den muslimske familiekultur, kan man formodentlig ikke høre den som andet end én lang nedgørelse af denne kultur. For vi kommer jo uvilkårlig med vor kulturs forestillinger og vil bedømme den fremmede kultur ud fra dem. Og jeg skal da gerne indrømme, at jeg ikke ”giver den for lidt” i min beskrivelse. For det drejer sig jo også om at få os danskere til at forstå, at der virkelig er tale om en fremmed kultur. Men hvis det er trængt ind, så består næste skridt i at få os danskere til at forstå, at muslimerne meget ofte handler af fromhed. De mener virkelig, at vores kultur er løssluppen på det seksuelle område, og de mener, at de handler fromt og klogt ved at holde deres piger i stram snor og passe godt på, at de ikke kommer i ulykke.

Og hvis jeg nu indrømmer, at der er noget om denne fromhed, så skal det på ingen måde forstås sådan, at vi skal prøve at efterligne den, bestemt ikke, nej, det skal forstås som et forsøg på at påvise, hvor forskellig deres kultur er fra vores. Og der er altså en vis sammenhæng i deres kultur. De bøjer sig for kulturens krav, også selv om de ikke forstår alle enkelthederne i den. Men, ærlig talt, vil de nok sige, er det ikke bedre at styre kønsdriften i alle enkeltheder, som vi gør det, fremfor at lade de unge selv finde ud af det? Giver vi ikke de unge en større sikkerhed ved at lade dem have faste regler at rette sig efter?

Man kan endda udvide denne forståelse lidt. For, som jeg før har været inde på, er islams leveregler typisk regler for kollektivet. Man tænker kollektivt, tager ikke hensyn til individets overbevisning og tankegang eller dets selvstændige overvejelser, nej, individet tænkes kun at have til opgave at indflette sig i samfundet. Det ses tydeligst i forhold til alkohol: det er ikke op til enkeltindividet at gøre erfaringer med alkohol; de erfaringer har samfundet gjort på enkeltindividets vegne, så man i muslimske lande har sørget for, at der ikke er alkohol til salg, så enkeltindividets afgørelse bliver overflødiggjort. Men egentlig er det samme tankegang, der ligger bag etikken på kønsdriftens område. Enkeltindividet skal ikke selv gøre sig erfaringer med denne sære drift. Samfundet véd bedst, hvordan denne drift håndteres. Og samfundet skulle derfor helst indrettes med effektiv kønsadskillelse, så enkeltindividet ikke nødes til at tage stilling til denne eller hin af det modsatte køn, men kan nøjes med at bøje sig for forældrenes valg.

I modsætning dertil søger vi at opdrage vore unge til hele individer, der selv kan tage stilling og selv kan tage ansvar for deres liv, både hvad arbejde og job angår, og hvad ægtefælle og familie angår.

Sjovt nok tager Søren Hviid fejl både i sin beskrivelse af muslimerne og i sin beskrivelse af os danskere, fordi han ikke er opmærksom på denne dybereliggende forskel. Han siger om de muslimske unge, at de ”lærer at blive et voksent menneske”. Det lærer de netop ikke. De lærer at leve korrekt i en muslimsk sammenhæng, men dèr er det jo netop ikke afgørelser, der skal træffes, kun regler, der skal efterleves. Og han siger om det dansk-konservative syn på familien, at ”familien er alt, og du er intet (uden den!)”. Jeg tror ikke, der er nogen dansk familie – konservativ eller ej – som lever efter den retningslinje.

Lad os så se på, hvad Søren Hviid har at sige om muslimernes forhold til deres religion. Igen tager jeg et halvlangt citat:

Det andet område, hvor vi kan lære af den muslimske kultur, er deres værdsættelse af deres religion. De tager deres religion alvorligt. Den er på godt og ondt en del af deres liv og gerning.

Der er således en alvorlighed og seriøsitet i deres liv, en seriøsitet som for danskerne og vesterlændingene synes uforståelig.

Siden den franske revolution i 1789 og dens skrækkelige ideologiske arvtagere, liberalismen og marxismen, har man forsøgt at destruere den kristne civilisation og kultur. I stedet for at leve i korsets skygge, lever vi i dag inden for en forståelsesramme, der kan betegnes som hyper-hedonistisk. Vi dyrker og værdsætter mange ting, men allermest os selv og vores frihed og frigørelse, aldrig værdsætter vi det, der betyder noget, nemlig det at være bundet til noget, der er meget større end en selv, f.eks. familien, kristendommen og nationen. Det er derfor, at muslimer kan tjene som forbilleder for danskerne og vesterlændingene.

Det er selvfølgelig rigtigt, at muslimernes religion er meget mere synlig end vores kristne religion. Søren Hviid synes at dele opfattelsen hos den københavnske taxachauffør, som Norman Svendsen refererede for at have sagt: ”Man kan sige, hvad man vil om disse muslimer, men de tager sgu deres kristendom alvorlig!”

Og ligesom ved omtalen af ægteskabet skal Søren Hviid have vores religiøse udtryksformer rakket ned til sokkeholderne: vi lever ikke i korsets skygge, vi lever i et lykkestræb (hyper-hedonistisk), vi værdsætter os selv og ikke det at være bundet til familien, kristendommen og nationen. Så får han sin tese til at glide nemmere ned. Men den er forkert, uanset hvor meget han smører den med denne negative olie.

Det er sandt nok, at vi i den offentlige debat er tilbøjelig til at overse de mange danskere, der i det daglige handler ud af pligtfølelse. Men de er der dog. Politibetjente, soldater, lærere, virksomhedsejere, ja, almindelige arbejdere også, der véd, hvordan tingene skal gøres og er stolte af det. Alle disse mennesker er aldeles ikke selviske, lykkestræbende individer. De er blot mennesker, der ”lever i korsets skygge”, dvs., de er mennesker, der af Jesus har lært, at de gode gerninger skal udøves som selvfølgelige fællesskabshandlinger, ikke som brasso, hvormed ens glorie kan pudses. Det er jo Jesus, der har lært os, at almisse skal gives, så den venstre hånd ikke aner, hvad den højre gør (Matt 6,3). Det er ham, der har sagt, at vi ikke, som farisæerne, skal stå på gadehjørner og i synagoger og bede, men i stedet gå ind i vort lønkammer (Matt 6,5f).

Vi skal i det hele taget være opmærksom på, at kristendommen ikke vil være en direkte årsag til nogen omkalfatring af samfundet, men kun vil være det enzym, der får de sproglige overvejelser til at finde sted, der gør samfundet mere humant. Det gør den først og fremmest ved, som Kristi kors viser os det, at afstå fra al vold, men alene lade ordets kræfter virke. Den ytringsfrihed, som vi i Vesten søger at fastholde og udbrede, er således netop opstået ”i korsets skygge”. Godt nok ville rent humanistiske tankegange nok have kunnet frembringe den frihed, vi er så glade for, og der er måske ingen andre end vi kristne, der vover at se kristendommen som årsag dertil – omend jo altså en usynlig årsag – men man kan måske også sige – og her vil jeg nok give Søren Hviid lidt ret – at de store massebevægelser: nazismen og kommunismen, endte i den store umenneskelighed, fordi man droppede at forstå kristendommen som ophav dertil.

Man kan måske også nøjes med at sige, at disse fatale fejltrin er en pris, man må betale for ytringsfriheden, for når man giver ytringsfrihed, véd man ikke, hvor samfundet ender. Blot det står fast, at det hele bliver værre, når samfundene ikke har ytringsfrihed. Det er jo, hvad Søren Hviid nok vil være enig med mig i, muslimer, der flygter fra deres muslimske lande til vore kristne lande og ikke omvendt. Så det er måske ikke det allerklogeste af dem i den grad at holde sig til islam med ”alvorlighed og seriøsitet”.

Dertil kommer imidlertid noget, som Massoud Fouroozandeh gør opmærksom på i sin bog ”Global Jihad”: at indvandringen af muslimer til Europa af mange ledende muslimer betragtes som begyndelsen til en erobring af Europa (side 192-195). Det vil sige, at den almindelige, yderst fredelige muslim, der blot vil leve med sin religion på ganske vestlig manér og tager den seriøst på samme måde som kristne tager deres religion seriøst, uden at ville det bliver ”nyttige idioter” i denne kamp for islams overherredømme. Bosætter en sådan muslimsk familie sig i en islamisk domineret ghetto og tvinges til at rette ind efter de muslimske normer, er de med til at udbrede islam, ikke på den pæne måde: ved overtalelse, men på den hårde måde: ved tvang. Og ikke sandt: så kunne man såmænd næsten ønske sig, at en sådan familie nøjedes med at være folkekirkelig-kristen interesseret i sin religion, og ikke omfattede den med ”alvorlighed og seriøsitet”.

Så nej, Søren Hviid Pedersen har ikke ret i sin påstand om, at muslimer på disse to områder kan tjene som forbillede for os kristne.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget | Skriv en kommentar

Folkelig splittelse

I løbet af de seneste fire-fem dage har jeg oplevet næsten for meget for min gamle hjerne at kapere.

I onsdags var jeg til foredrag med Massoud Fouroozandeh. Det var meget spændende. Han har vigtige ting at sige, og jeg håber, han kan finde mere ørenlyd hos vore kirkelige dignitarer end det hidtil er sket. Ved den lejlighed købte jeg bogen ”Global jihad”. Den kan absolut anbefales, selv om den er fra 2012 og derfor ikke har noget at sige om IS’s opkomst og nedkæmpelse.

Dagen efter, om torsdagen, læser jeg så en kronik i Kristeligt Dagblad, skrevet af tre antropologer, se her, som anbefaler, at vi modtager ”flygtninge” i massevis. Foreløbig har jeg fået afløb for alle kronikkens mærkværdigheder ved at skrive et lille læserbrev til Kristeligt Dagblad, som de måske/måske ikke vil bringe, men ellers tror jeg, at min væsentligste indvending vil være den, at de tre kronikører burde oplyses om, at deres meget fromme tankegang udspiller sig under dække af EU’s bestemmelse fra 2001, hvor man tildeler flyselskaberne et såkaldt transportøransvar, dvs., at et flyselskab, der vil flyve passagerer til en EU-lufthavn, skal sørge for, at alle passagerer har gyldig legitimation og visum til et EU-land. Hvis ikke man gør det, idømmes man en bøde på mindst 3000 euro.

Som Folkebevægelsens kandidat i EU-parlamentet, Rina Ronja Kari så rigtigt siger, se her, har EU på den måde udliciteret EU-landenes pligt til reel asylbehandling til flyselskaberne. Jeg vil sige det på en lidt mindre pæn måde: EU pudser sin glorie ved hele tiden at pukke på, hvordan man sandelig retter sig efter det, man hævder er en flygtnings menneskeret, nemlig at man har ret til at få sin asylsag behandlet, så snart man sætter foden på europæisk jord. Men samtidig sørger man med dette direktiv for, at det kun er de rige flygtninge, dem, der har råd til at betale menneskesmuglernes høje priser, der overhovedet har en chance for at komme til at sætte foden på europæisk jord.

Rina Ronja Kari gør opmærksom på, at man ved at ophæve dette direktiv ville tage brødet ud af munden på menneskesmuglerne, hvilket er rigtigt nok, men jo også viser, at det er dette EU-direktiv, der får folk til at give sig menneskesmuglere og Middelhavet i vold. Jeg, derimod, vil gøre opmærksom på, at man ved en sådan ophævelse vil opleve en migranttsunami, som vil få den tsunami, vi oplevede i 2015, til at ligne et skvulp i et vandglas.

Og jeg vil altså tillade mig, hvis det kommer dertil, at spørge de tre kronikører, om de vil gå ind for, at EU kommer bort fra sit hykleri og ophæver direktivet. Så får de i hvert fald deres ønske om flygtninge i massevis opfyldt. For som det er nu, hvor så at sige ingen gør opmærksom på dette EU-direktiv, og hvor derfor ingen tager det med i sine overvejelser, falder alle forestillinger om ”flygtninge i massevis” fuldstændig til jorden, hvis man skal gøre sig virkningen af en ophævelse klar.

Fredag var jeg så til indvielse på Hørbylunde bakker. Her har man fået arrangeret Kaj Munks mindekors på en lidt anden måde, og i den anledning havde Ikast-Brande kommune inviteret til indvielsesfest.

Og det er her, overskriftens ord om folkelig splittelse kommer i anvendelse.

For jeg undrer mig lidt over mig selv. Biskop Henrik Stubkjær holdt indvielsestalen, og to gange førte han tankerne op til nutiden. Den ene gang sammenlignede han jødernes flugt til Sverige med vores dages flygtninge; en fuldstændig vild sammenligning, som jeg tidligere har vendt mig imod, se her. Og så sagde han temmelig meget om vort samfunds værdier, som vi skulle kæmpe for, og fik indsparket den bemærkning, at Kaj Munk uden tvivl ville have været meget imod forslaget om at kræve drengeomskæring forbudt.

Bagefter, hvor vi gik lidt rundt og passiarede, havde jeg faktisk lejlighed til at sige nogle ord til Henrik Stubkjær. Og når jeg nu ønsker, at kirken helt anderledes vender sig imod islam, når jeg nu opfatter disse to forsøg på at aktualisere Munks skæbne som helt ved siden af, hvorfor sagde jeg så ikke det til ham? Men det gjorde jeg ikke. I stedet brugte jeg lejligheden til at sige ham tak, fordi han for et årstid siden tog sig tid til at vise en flok studenterjubilarer bispegårdens kælder – jeg var én af dem – og fortælle lidt om, hvor gammelt dette rum var. Small talk, altså, hyggesnak. Hvorfor ikke diskussion, forsøg på at angribe hans fejlagtige synspunkter?

Jeg må indrømme, at jeg ikke er helt klar over det. Men jeg tror, det skyldes, at jeg fornemmer, at emnet er for stort til en snak på et par minutter. Og jeg tror også, det skyldes, at jeg også fornemmede, at Stubkjær i sin tale var ret forsigtig. Også han fornemmede måske, at han ville komme til at støde nogen af de tilstedeværende, hvis han var for direkte.

En forspildt mulighed? Ja, måske.

Men så vågner man op til lørdagens aviser. Og dels er der interview’s med Ahmed Akkari angående en bog om, hvad det var, der i Nassaq fik ham bort fra islamismen. Det vil jeg måske vende tilbage til, for så vidt jeg kan se, er den slags ”omvendelseshistorier” guld værd for os i kirken, der vil have muslimerne bort fra den radikale islam.

Derfor er der grund til at beskæftige sig nøjere med det.

Men man får også serveret et kapitel af Martin Schwarz Laustens bog ”Jødehad og jødesympati i Folkekirken”. Det står at læse i Kristeligt Dagblad her. Og det er yderst interessant. Ikke mindst på baggrund af, at jeg lige fra i onsdags har haft travlt med at læse i Massouds bog ”Global Jihad”, hvor han bl.a. sammenligner islam med nazismen.

Og derfor føler jeg nu en ustyrlig trang til at gå Kaj Munks udtalelser igennem for at se, om hans afstandtagen fra nazismen kan være os en hjælp i vor afstandtagen fra islam.

Jeg har således altid været lidt loren overfor det, der er pointen i Kaj Munks skuespil ”Han sidder ved smeltediglen”, dette, at de hitlervenlige, tyske kristne mente at kunne bevise, at Jesus ikke var jøde, men arier. Som man måske husker, finder hovedpersonen, professor Mensch, en samling potteskår i Palæstina, som, da han får dem samlet i Tyskland, viser sig at være et billede af Jesus. Og da han fremviser det for den rettroende nazist, professor Dorn, siger denne:

Man behøver ikke Helfigur for at være klar over, at det har staaet skralt til med Forhuden, (se her, replik 332).

Med andre ord: Hvis portrættet er af Jesus, beviser det, at Jesus var jøde.

Men var det noget, der optog tyskerne? Ja, det hævder faktisk Schwarz Lausten. Der var danskere, der tog denne fejlagtige anskuelse op, siger han. Og Kristeligt Dagblad lagde sider til en kraftig benægtelse af påstanden. Så det, Munk gør i sit skuespil, er faktisk, at han som Kristeligt Dagblad vender sig imod de Tyske Kristnes falske påstand om Jesus som arier.

Man har anklaget Munk for at give dette skuespil en uklar slutning. Den anklage vil jeg i nogen grad tilslutte mig. Men med det replikskifte, han tildeler Hitler, har han fanget noget højst karakteristisk for nazismen (og i næste omgang for islam, hvad Munk jo ikke var klar over). Replikskiftet lyder sådan:

FØREREN: Min Hr. Professor, tro Søn af mit tyske Folk! Det er Dem bekendt, at for mig har Livet kun eet Maal: Tyskland.

MENSCH: Og hvis det nu skete, Sandheden en Dag traadte Dem i Vejen?

FØREREN: For mig er Fædrelandet Sandheden. Hvis paa min Vej til selve Sandheden en eller anden Sandhed vil forsinke mig, slaar jeg den ned. (replik 555-557).

Dette ikke at argumentere imod noget, andre påstår er sandheden, er typisk for nazismen. Man bruger magt i stedet for ord. Men det er altså også typisk for islam.

Der er et andet sted hos Munk, der næsten illustrerer det endnu tydeligere. Det er et sted i ét af forarbejderne til Niels Ebbesen, skuespillet, som Munk læste op af i den første del af besættelsestiden. Her låner grev Gert tydeligvis træk fra Hitler og fra nazismen. Men når Munk i fjerde akt i sin anden bearbejdelse af skuespillet lader grev Gert sige:

Hvem taler om Løgn og Sandhed, om godt og ondt. Bor Gud ikke i mig? er det ikke mig, der bestemmer, hvad der er Sandhed og hvad Løgn, hvad der er godt og hvad ondt. (Herrerne bukker)

så er det næsten for groft sagt, hvis det er nazismen, ordene skal have gyldighed for. For det var dog trods alt kun indirekte, at Hitler lod hånt om ordets magt. Han selv brugte i hvert fald ordet og ordets mange overtalelsesmidler i sine mange taler. Men om det så er overdrevet for Hitlers vedkommende, det stemmer des bedre for Muhammeds vedkommende.

For han hævdede jo, at Gud boede i ham. Han hævdede, at det var Gud selv, der talte til ham i de åbenbaringer, han påstod at have fået. Og det, Gud fortalte ham, det var jo netop forskellen på godt og ondt, og derigennem forskellen på løgn og sandhed. Nej, indrømmet, han sagde ikke, at det var ham, der bestemte, hvad der var sandhed og hvad løgn, han var meget omhyggelig med at føre sine ord frem som Guds ord, men sagen var dog den, hvis man ikke tror på åbenbaringen til ham, at han bestemte over godt og ondt, at han altså satte sig i Guds sted. Nøjagtig som grev Gert her gør i Munks gendigtning.

Hvem er Gud og hvordan kan vi erkende ham?

Gud er et begreb, som vi mennesker bruger til at gøre en overbevisning absolut. Når således muslimerne sætter begrebet ”Gud” bag de åbenbaringer, som Muhammed påstod, han fik, og som nu er samlet i koranen, betyder det, at ordene i koranen gøres til noget absolut, til noget, der ikke må modsiges eller betvivles, men skal antages, som de står. Og når vestlige mennesker næsten pr automatik vender sig imod omskærelse, såmænd både af drenge og piger, skyldes det, at vi betragter menneskelegemet som helligt; det er noget, der er godt i sig selv, og som vi ikke skal røre ved. Vi siger ikke, at vi tænker sådan, fordi vi er grebet af skabertroen, for vi taler ikke gerne om Gud, men det er nøjagtig det samme, der er tale om: vi sætter noget absolutskabende bag overbevisningen.

Og forskellen mellem islam og kristendom er just en forskel i den måde, vi anvender gudsbegrebet på. For når gudsbegrebet står bag koranens ord, betyder det, at de skal ikke bare antages, men også adlydes, og adlydes, hvad enten man forstår dem eller ej. Og det betyder videre, at man som rettroende muslim har pligt til at udbrede koranens ord, i første omgang ved overbevisning, i næste omgang ved vold og trusler om vold.

Men handler man sådan, går man stik imod det, der er kristendommens overbevisning. For i kristendommen står Gud ikke bag en bog, men bag et menneske. Og det menneske, altså Jesus fra Nazareth, brugte ikke magt for at overbevise, men lod ordets egne kræfter være udslaggivende.

Det vil igen sige, at mens tvivl indenfor islam er tegn på, at man ikke hengiver sig helt til Gud, så er tvivl indenfor kristendommen et medhenhørende fænomen, som man aldrig slipper fri af. For den overbevisning, man når frem til i menigheden, er ikke en forud givet overbevisning, men en overbevisning, man diskuterer sig frem til. Og en sådan diskussion forudsætter, at man ejer så meget af tvivlens nådegave, at man er villig til at lade den anden sige sin mening uden at true ham til tavshed, ja endda ud fra den forudsætning, at det kunne være ham og ikke mig, der har ret.

Og her til næstsidst vil jeg tillade mig at komme med et par bemærkninger til det interview med Ahmed Akkari, som Information har bragt den 5-5 (bag betalingsmur). Her sætter Akkari på uheldig måde humanismen op som modsætning til religionerne, og under begrebet ”religion” indrangerer han både kristendom og islam uden smålig skelen til forskellene. Han siger:

Jeg er nået frem til, at organiseret religion er fuld af iboende konfliktelementer. I deres selvforståelse og mellem mennesker skaber de splid. Ikke kun islam, men også andre religioner. Religionerne graver grøfter

Det er jo så sandt, som det er sagt, at religionerne ikke er enige, ja, det er også rigtigt, som Akkari siger lige efter, at der er splittelser indenfor religionerne, mellem sunni og shia og mellem katolikker og protestanter.

Men hvorfor overser Akkari den dog meget væsentlige forskel, at mens de religiøse forskelle i Vesten udmønter sig i diskussioner, til tider ret indædte diskussioner, så udmønter de religiøse forskelle sig i de muslimske lande i voldelige magtkampe? Sandt nok, der har i kirkens historie været voldelige magtkampe, og der har i islams historie fundet diskussioner sted, men som tingene ser ud i dag, er vold mellem religiøse retninger ukendt i det kristne Vesten, men dagligdag i islam.

Tidligere skrev jeg følgende om magt og magtudøvelse indenfor islam:

At islam er en magtens religion, kan i første række ses af den ældste biografi af Muhammed, skrevet af Ibn Ishaq, se her. Her fortælles det, hvordan Abu Sufyan blev ført frem for Muhammed, efter at han havde lidt nederlag til ham. ”Er det stadig ikke klart for dig, at der ikke er nogen anden gud end Allah”, spørger Muhammed. Abu Sufyan svarer: ”Hvis der havde været nogen anden, skulle han have bevist sin eksistens og hjulpet mig”. Muhammed siger så: ”Er det stadig ikke klart for dig, at jeg er Allahs sendebud?” Dertil svarede Abu Sufyan: ”Derom har jeg stadig mine tvivl”. Så greb én af Muhammeds tilhængere ordet: ”Vé over dig! Bekend dig til islam og sig: ‘Der er ingen anden gud end Allah og Muhammed er hans profet’, inden jeg hugger hovedet af dig”. Så bevidnede Abu Sufyan sandheden og aflagde bekendelse til islam. Men altså, ikke via overbevisning og forståelse, men via et magtbud. (Se her).

At kristendommen derimod godtager et menneskes tvivl, kan f.eks. ses af fortællingen om Thomas (Joh 20,24-29). Han var ikke til stede første påskedag, da Jesus viste sig for disciplene efter sin død og opstandelse, og han vil først tro, når han kan stikke sine fingre i naglegabene. Og han bliver ikke forbandet ned i helvede, men hjulpet til at tro, da Jesus viser sig for disciplene søndagen efter. Eller man kan henvise til de to disciple, der påskedag vandrer til Emmaus, Luk 24,13-32. Heller ikke de fordømmes, også de hjælpes til tro.

Og her gør jeg opmærksom på, at ikke jeg, men Spinoza henviser til Paulus, som mange steder udtrykker sig yderst tilbageholdende, fordi han vil have menighedens medlemmer til selv at forstå og ikke godtage noget, bare fordi det er Paulus, der siger det.

Det forholder sig altså ikke sådan som Akkari mener: at islam og kristendommen står som modsætninger til humanismen, det forholder sig sådan, at humanismen er udsprunget af kristendommen, mens humanismen ikke har nogen plads indenfor islam. Det kan ses af det fællestræk ved kristendom og humanisme, at tvivl er accepteret af begge, accepteret i den grad, at man sikrer sig, at ens modstander har samme ret til at ytre sig, som man selv har.

Og så må man altså tage det med i købet, at er tvivl tilladt, så er konflikter mellem forskellige synspunkter uundgåelige. Noget kunne tyde på, at Akkari trods alt det, han har tilegnet sig af vestlig kultur, stadig har et ønske om en konfliktfri tilværelse. Det har jeg også. Og jeg mener, at vi i høj grad har en sådan konfliktfri tilværelse her i landet. Men tilværelsen er konfliktfri i den forstand, at vi holder så meget fast ved tvivlen, at vi lader vore modstandere har fri ret til at ytre sig, ikke i den forstand, at vi er enige om alt.

Der vil nok stadig i lang tid fremover være splittelse i vort folk. Men så længe vi ikke lader splittelsen udmønte sig i voldshandlinger, er splittelsen ikke ødelæggende for folkets sammenhængskraft.

Udgivet i Etik, Islam versus kristendom | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Vender supertankeren om?

Man tør næsten ikke tro det. Fra min første færd som blogejer har jeg måttet erfare, at folk har sammenblandet islam og kristendom. I sin tid, da jeg var med på ”eftertanke.dk”, var det en fuldstændig fast regel, at havde man sagde noget ufordelagtigt om islam, skulle man skynde sig også at sige noget ufordelagtigt om kristendommen. Det behøvede ikke være sandt, det behøvede heller ikke være noget ufordelagtigt om den nutidige kristendom, blot det blev klart, at man ikke havde mere imod islam end imod kristendommen.

I årenes løb har jeg jo så opdaget, at det ikke blot er på ”eftertanke.dk”, at denne regel gjaldt, det synes at have været noget, hele komplekset af journalister og politikere har rettet sig efter. Og jeg var såmænd ved at tro, at det til evig tid ville forblive sådan. Vi, der ser en forskel på islam og kristendom, ville for altid forblive et mindretal, stillet overfor den magtfulde sammensværgelse mellem medierne og politikerne.

Men så læste jeg forleden en leder i Jyllands-Posten. Dog, den venter vi lidt med.

Først skal vi lige læse lidt i en artikel af Svend Løbner i Kristeligt Dagblad, se her. Den hedder ”Troens sprog gør gavn – både for kristne og muslimer”. Løbner prøver at vise, at det er en stor fordel, når den almindelige, humanitære godgørenhed bliver understøttet af religionens krav. Og som det fremgår af overskriften, betyder ”religion” her både kristendom og islam.

Bliver de to så blandet sammen her?

Ikke umiddelbart. For det er jo sandt nok, at både kristendommen og islam anbefaler, at man giver almisse. Spørgsmålet er, om begge også i lige høj grad sigter på den humanitære opgave: at hjælpe de nødlidende uanset deres religion. Det siger Løbner ikke noget om. Men man kan godt få mistanke om, at de muslimske hjælpeorganisationer først og fremmest skal hjælpe andre muslimer. Nuvel, der er vel også flere nødlidende blandt den tredje verdens muslimer end blandt de kristne, så det vil vel næsten nødvendigvis blive fortrinsvis muslimer, der bliver hjulpet både af kristne og muslimske hjælpeorganisationer. Løbner sammenfatter sin sammenligning mellem det katolske Caritas og de muslimske hjælpeorganisationer på denne måde:

Og hvor Caritas benytter den katolske infrastruktur i en bred vifte af verdens lande, fokuserer Danish Muslim Aid på lande med muslimsk majoritet.

Om muslimerne gør dette af princip eller fordi det er nemmest at overbevise muslimer her i landet om, at de skal hjælpe deres trosfæller, det får være usagt.

Men man skal nok alligevel nedskrive sine forventninger til Svend Løbners kendskab til islam en del. For lidt senere hedder det:

Udenrigsministeriet oprettede den 1. januar 2018 Enheden for Religions- og Trosfrihed med afsæt i artikel 18 i FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder (ICCPR). Respekt for menneskerettigheder, herunder retten til at dyrke sin religion, skifte religion eller slet ikke have nogen religion, er selvsagt grundlag for fred og dermed også for udvikling.

Læg her især mærke til, hvad der ikke siges. Løbner fortæller ikke noget om, at det i de muslimske lande står meget skralt til med retten til at dyrke sin religion, hvis da ikke denne religion er islam. Og han nævner heller ikke noget om, at det indenfor islam under dødsstraf er forbudt at forlade islam. Denne regel har været i kraft fra gammel tid. I nyere tid har de muslimske stater ganske vist som regel undladt sådan direkte at lovgive om frafald fra islam, men dels har nogle stater faktisk statutter af den art, f.eks. det Afghanistan, vi prøver at hjælpe, dels har de fleste muslimske stater et blindt øje, de kan ”se” med, når muslimer myrder en medmuslim, der har vendt sig bort fra islam.

Vi skal også lige omkring denne artikel fra det norske Human Rights Service, som fortæller om, hvordan svenske politikere lyver, så vandet driver af dem. Én nægter pure, at de mange flygtninge, der skal modtages, har nogen effekt på den svenske velfærdsstats håndtering af syge og gamle, skønt Aftonbladet og ikke mindst dets læsere mere end antyder det, en anden påstår, at antallet af voldtægter bare går ned og ned, skønt statistikkerne viser det modsatte. Som jeg husker det, brugte svenske politikere for få år siden under Fredrik Reinfeldt en anden taktik: man fremhævede Sverige som en humanitær stormagt. Men det trick kan åbenbart ikke bruges mere. Så håber man på, at man kan få pressen med til at benægte fakta. Det har man kunnet før, så måske protesterne fra Aftonbladets læsere er tegn på, at der selv i Sverige er ved at ske noget nyt; at det selv dèr ikke mere går helt så glat med at holde folk hen i uvidenhed.

Og så til lederen i Jyllands-Posten! Den står her. Den handler om jøderne i Frankrig. Emmanuel Macron lod sig som bekendt omfavne af Donald Trump og genomfavnede ham til den store guldmedalje. Det hindrede ham dog ikke i at tage stærkt til genmæle mod Trumps politik i sin tale til kongressen. Og det har den danske presse gjort et stort nummer ud af. Men det er vist kun Jyllands-Posten, der har opdaget det uldne ved hans senere udtalelser ved et møde med amerikanske studerende i Washington.

Han adresserede her antisemitismen i Frankrig, hvorfra mange jøder er rejst til Israel, fordi de ikke føler sig i sikkerhed i Frankrig. Det hedder i lederen:

Antisemitismen i Frankrig var bl.a. hvad Emmanuel Macron talte om til en række studerende på George Washington Universitetet, hvor han fik spørgsmålet blandt flere andre. Han pegede på to årsager til denne ”nye” antisemitisme. For det første »importen af Israel-Palæstina konflikten«.

»Visse personer ønsker at reproducere denne internationale konflikt inden for det franske samfund,« sagde Macron og tilføjede »den anden grund«, nemlig den »gamle« franske antisemitisme, der »eksisterede i begyndelsen af århundredet, og som er ved at få mere fart på. Det bekymrer mig meget …«

Understregede præsidenten, der også sagde, at antisemitismen er uforenelig med den franske republik.

Her ser man det ”gamle” skema: Hvis man antyder, at det er muslimer, der står bag de mange angreb på jøder i Frankrig – og det gør jo Macron med ordene om, at man importerer Israel-Palæstina-konflikten – så må man umiddelbart derefter sige noget lige så ufordelagtigt om den vestlige verden. Derfor skal Macron tale om den ”gamle franske antisemitisme”, som om den er ved at få mere fart på.

Men så kommer det positive ved Jyllands-Posten. For den udenomssnak hopper lederskribenten ikke på. Det er, siges der, en ”eufemistisk eksercits, der kun er alt for genkendelig, også herhjemme”. Og lederen slutter:

Sagen er, at det i Frankrig – såvel som i Tyskland og andre europæiske lande – hovedsageligt er unge muslimske mænd, der gør livet utåleligt for jøderne. Og deres jødehad er måske nok accentueret af Israel-Palæstina konflikten, men ikke født af den; det er en ahistorisk påstand, som ser bort både fra religiøse skrifter og såmænd også det glimrende samarbejde mellem arabiske antisemitter og det nazistiske Tyskland under Anden Verdenskrig. Den slags er svært at se i øjnene, hvis man har lagt sig fast på et verdenssyn, der ser muslimer som ofre uanset hvad. Men den muslimske mand, der dræbte en 85-årig jødisk kvinde med en kniv i hendes lejlighed i Paris, mens han råbte ”Allahu akbar!”, er ikke offer, men bøddel, og hvis man ikke tør sige det højt, er man mere diplomatisk, end godt er.

Det er jo kun alt for sandt, at de vestlige medier og politikere sædvanligvis betragter muslimer som ofre. Men den muslimske terror mod bl.a. jøderne må dog få os til at indse, at muslimerne her ikke er ofre, men bødler. Og hvis først vi får mod til at sige det højt, så alle i landet kan høre det, så kan det uventede ske.

For der er ingen tvivl om, at islams strategi er at invadere Europa, nedbryde ytringsfriheden, indfører flere og flere muslimske traditioner, eventuelt under dække af religionsfriheden, så Europa til sidst helt og holdent bliver muslimsk. Men hvis først vi europæere bliver klar over, at denne strategi ligger uudryddelig i islams dna, hvis først vi begynder i det offentlige at modargumentere islam, hvis først vore teologer og filosoffer får taget sig sammen til at konfrontere islam og alle islams selvmodsigelser, så skal vi se løjer; så er det langtfra sikkert, at den islamiske spådom om overtagelse af Europa vil gå i opfyldelse. Tværtimod, hvis der kommer gang i de europæiske kirker, så de tager sig sammen til at udvise lidt missionsiver, vil måske mange af de europæiske muslimer ophøre med at være muslimer og i stedet blive kristne, ja, måske oven i købet gribes af den samme missionsiver og missionere blandt deres landsmænd i Mellemøsten.

Utopi?

Ja, indrømmet, det lyder lidt langt ude. Men ærlig talt, er det ikke det, kristendommen går ud på, at ”ordet” er stærkere end ”sværdet”, at det at leve under et ordherredømme, som f.eks. de europæiske demokratier, er bedre end at leve under et sværdherredømme som de mellemøstlige stater? Hvorfor skulle vi så blive ved med at holde denne grundantagelse i kristendommen hemmelig?

Har det lange udsigter med at få vores elite til at gå den vej? Tja, måske. Men Jyllands-Postens leder er måske et skridt i den retning.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget , , | Skriv en kommentar

Vi har sejret – stort!

Det ”vi”, der er her er tale om, er mennesket. Og den sejr, der er tale om, er sejren over alle andre levende væsener på denne klode.

Det er værd at holde sig denne sejr for øje i den standende ulvedebat. Og det er også værd at gøre sig klart, at den sejr, vi har vundet, er irreversibel. Vi kan ikke gøre det, der er sket, om. Vi hænger på denne sejr med alt, hvad det indebærer.

Vi har sejret. Mennesket har vundet over alle andre levende væsener. Ja, vi har endda sejret ad helvede til.

At vi har sejret, betyder blandt andet, at der ikke mere er noget, der hedder ”natur”. Alt det, vi kalder ”natur”, er ikke ægte natur, det er natur på menneskets betingelser. Og hvis naturen er kendetegnet ved en blind udvikling, ved tilfældighedernes spil i den biologiske udvikling, så har vi mennesker forlængst taget kampen op mod denne udvikling og på langt de fleste områder sejret. Der er noget med rotter, der udvikler resistens overfor de gifte, vi anvender i bekæmpelsen af dem, så på det område kæmper vi stadig imod naturen. Men hvad ulve angår, kæmper vi ikke mere, vi har sejret. Hvis ulven bliver en del af vores fremtidige dyrebestand her i Danmark, skyldes det menneskelige paragraffer, ikke naturens styrke, ikke den tilfældige udvikling, ikke det ”fremmede”, det ikke-menneskelige, som vi i en vis romantiserende naturforståelse vil lægge ned over ”naturen”.

Den korte Avis har taget ulvedebatten op til debat, se her. Man gør opmærksom på den fordrejning af debatten, som DR og TV2 prøver at gennemføre. I stedet for at spørge, om vi skal have ulve i Danmark, spørger man, om det skal være tilladt at skyde en ulv. Og jeg skal da ikke nægte, at der forekommer en fordrejning af debatten, når dette spørgsmål bliver sat i centrum, men jeg vil alligevel mene, at en ikke uvæsentlig ting i debatten er det forhold, at man blandt dem, der mener, at ulve fortsat skal være fredede, nægter at se i øjnene, at vi mennesker har sejret.

I Jyllands-Posten var der forleden et læserbrev af en dansker, der var flyttet til USA, nærmere betegnet Rocky Mountains, se her. Han fortalte om de mange vilde dyr, der findes i dette område, coyoter, bjørne og pumaer. Men, siger han, de farligste dyr er faktisk hjortedyrene. De er mere aggressive. Men man underviser i, hvordan man skal forholde sig i mødet med disse dyr. Og det får ham til at hævde, at man er en bangebuks, hvis man frygter ulve i Vestjylland.

Jeg gider ikke overveje, om han har ret, eller om et sådant udsagn kan berolige folk i Vestjylland. Men jeg vil nok overfor ham og hans ligesindede fremhæve det forhold, at man blandt de mange forskelle mellem Vestjylland og Rocky Mountains også finder den, at man med en vis ret kan sige, at det i Rocky Mountains er mennesket, der er rykket ind på dyrenes gebeter, mens det i Vestjylland er dyret, ulven, der har bevæget sig ind på vort område. I Rocky Mountains har man skullet tage stilling til, om man skulle have stort besvær og mange omkostninger ved at udrydde de farlige dyr. Ved et ringe befolkningstal kunne det ikke betale sig, og nu, nu er det vel billigere at undervise folk i omgangen med den bestand af vilde dyr, der var der i forvejen.

Her i Danmark, derimod, skal man tage stilling til, om man i et forholdsvis tæt bebygget område kan affinde sig med ulvens tilstedeværelse. Kan man nå at undervise befolkningen, inden der sker en ulykke? Vil befolkningen undervises, eller vil den kræve ulven bortskudt? Så vidt man kan se af de ulveoptællinger, der har fundet sted ud fra dna-spor, er der allerede bortskudt en fem-seks ulve, ud over den, hvis bortskydning fornylig blev filmet og bragt som et måske ubehageligt indslag i TV2 nyhederne. I parentes bemærket: denne ulv så ikke ud til at have hørt efter i biologi-timen, hvor læreren fortalte, at ulve er sky natdyr; den luntede af sted ved højlys dag foran en brølende landbrugsmaskine, før den blev skudt.

Men altså: Vi har sejret ad helvede til. Hele diskussionen om, hvorvidt vi skal have ”mere natur” eller ej, foregår under den overskrift: Sejr til mennesket. ”Mere natur” er altid mere natur på menneskets præmisser. Og én af disse præmisser er altså i vore dage en forestilling om, at naturen skal være natur, og at vi som mennesker skal lade den være natur. Hvilket vist i virkeligheden må siges at være en selvmodsigende forestilling. For når naturen kun er og kun kan være natur på menneskets betingelser, er den ikke længer natur, men kultur, dvs., en del af de omgivelser, som mennesket beslutter må være her.

Som man nok kan forstå, er dette ikke et argument hverken for eller imod ulve i det vestjyske. Måske man kan sige, at det er et forsøg på at få ulvetilhængerne til at komme med bedre argumenter end det sædvanlige med, at ulven er en del af den oprindelige danske natur. Ok ja, det er jo sandt nok, at den sidste ulv i Danmark blev skudt i 1813. Så den har jo været her før. Men det i sig selv er på ingen måde et argument for, at den skal være her igen.

Vildsvinet har også været her før. Men vildsvinet prøver vi med stor kraft at holde ude af landet. For de sygdomme, det fører med sig, kan smitte vore svinebestande med store økonomiske tab til følge. Og ikke en kat gør af dette forsøg på at bestemme over vilddyrbestanden i Danmark. Ikke en eneste ”naturven” argumenterer for, at vi bare skal lade vildsvinet komme ind i landet, for det er hjemmehørende her, og det kan være med til at forøge biodiversiteten. Hvad vildsvinet angår, holder man igen med argumentationen – og ”man” betyder her medier og politikere – en argumentation, der til forveksling ligner den, man anvender til fordel for en dansk ulvebestand.

Det forholder sig lidt anderledes med mårhunden. Efter hvad Wikipedia, se her, fortæller, indførte Sovjetunionen dette vilde dyr i tyverne og trediverne fra Østasien med henblik på pelsproduktion. Herfra har den så bredt sig, bl.a. til Danmark. Og selv om det i og for sig er et spændende dyr – Wikipedia fortæller bl.a., at mårhundene danner faste par, og det er dog vist ret usædvanlige for pattedyrs vedkommende – anbefaler alle, at man forsøger at bortskyde den. Hvilket dog hidtil ikke er lykkedes.

Og ærlig talt, jeg véd ikke rigtig, om jeg skal le eller græde over mårhundens foreløbige succes. Ét eller andet sted langt inde i min sorte sjæl lever vist en vis skadefro glæde over, at mårhunden er her endnu. Vi mennesker, der tror, at vi kan skalte og valte med naturen efter forgodtbefindende, vi har da vist godt af at opleve, at vi af og til i vores naturbeherskelse kommer til at slippe kræfter løs, som vi ikke helt kan magte. Men selvfølgelig, hvis jeg en dag bliver inficeret med den farlige bændelorm, der kan være dødelig for mennesker, og som mårhunden bærer med sig, så vil nok min skadefryd forsvinde.

Alt i alt: Man må holde lidt styr på argumenterne. Argumentet med biodiversitet og argumentet med ”mere natur” duer simpelthen ikke. I hvert fald ikke overfor de mennesker, der skal leve med ulven i deres nærhed. For det er naturromantiske argumenter, der overser det faktum, at den natur, vi sådan hæger om, er den mennesketilladte natur, ikke naturen, som den er i sig selv.

Og bagom begrebet ”mennesketilladt natur” kommer vi ikke. Hvis man tænkte sig, at ulvene i Vestjyllland fik smag for bæverkød – jeg aner ikke, om de kan finde på at gå efter bævere – og hvis man videre tænkte sig, at de i løbet af nogle år fik udryddet alle de bævere, man med stort besvær havde udsat i Vestjylland, hvad så? Skulle man så udrydde ulvene, fordi man (altså menneskene) gerne ville have bævere, eller skulle man påny udsætte bævere, der kunne se frem til en fremtid som ulveføde?

Beslutningen ville være op til os mennesker at tage. For vi har sejret, og denne sejr lader sig ikke rulle tilbage. Den natur, vi prøver at skabe eller bibeholde, er altid naturen på menneskenes præmisser.

Udgivet i Etik, Samfundsforhold | Tagget | Skriv en kommentar

Forbud mod hadprædikanter?

I mit forrige indlæg omtalte jeg Hal Kochs modstand mod et forbud mod nazisme som noget positivt. Man skulle bruge ”ordet” og ikke ”sværdet” imod nazisterne; man skulle tale eller argumentere imod nazisterne, ikke forhindre dem i at tale og argumentere. Problemet er blot, hævdede jeg, at vi, hvis vi overfører denne tankegang fra datidens nazister til nutidens muslimer, glemmer, at dette råd kun virker, hvis vi så også virkelig taler og argumenterer imod muslimerne. Hvad vi ikke tør og ikke gør.

Der er imidlertid mere at sige om den sag.

For sagen er, at vi fra 1945 til 1949 havde en række lejre her i landet, der var fyldt med tyskere. De var flygtet fra de tyske områder i øst gennem de sidste krigsmåneder, og de var flygtet i overmåde stort tal, så der den 5. maj 1945 befandt sig 250.000 flygtninge her i landet; heraf var de 220.000 tyskere, resten af anden etnicitet.

Allerede i den opdeling viste der sig noget, der nok i vore dage ville blive kaldt diskrimination. For mens de 30.000 ikke-tyskere, de såkaldte ”displaced persons”, blev anbragt i lejre med fri udgangstilladelse og tilladelse til at arbejde i det danske samfund, hvis de kunne finde noget arbejde, blev de 220.000 anbragt i bevogtede, pigtrådsomspændte lejre, med forbud mod at omgås danskere og naturligvis også et deraf følgende forbud mod at arbejde i det danske samfund.

Forskelsbehandling, vil vi nok sige i dag. Og det er jo fuldstændig rigtigt.

Men det var der faktisk god grund til. Man ønskede på ingen måde, at det tyske mindretal i Danmark blev større, end det var. Man havde set, hvordan det gik et naboland til Tyskland, nemlig Tjekkoslovakiet, når det havde et stort tysk mindretal indenfor dets grænser. Den skæbne ønske man ikke skulle overgå Danmark i en nærmere eller fjernere fremtid.

Nu var jo imidlertid mange af flygtningene børn. Og børnene skulle undervises, mente flygtningeadministrationen. Spørgsmålet var blot, hvordan man skulle gøre det. Man havde for så vidt lærerpersonale for hånden, for blandt flygtningene var der mange lærere. Blot havde disse lærere igennem de sidste 12 år undervist efter nazistiske retningslinjer. Så de fleste af dem satte man rask væk fra bestillingen. I stedet satte man ofte purunge piger til at undervise børnene, under overopsyn af danske lærere fra Sønderjylland. Mange af dem var nemlig fortrolige med det tyske sprog.

Og så vil man måske i vore dage indvende: ‘Jamen, hvad er det dog for noget? Forbyder man nazismen? Skal man da ikke lade nazismens tankemønstre komme tydeligt frem, så man kan imødegå dem?’

Svaret er, at det ønskede man på ingen måde på skoleområdet. Man ville ikke for danske penge og i dansk sammenhæng oplære børn i nazismens teorier. Derimod ville man bruge de danske penge og den danske sammenhæng, flygtningene befandt sig i, til at undervise dem i demokrati. Og Hal Koch må have været nogenlunde enig i det synspunkt. For han gik med til, at hans lille bog ”Hvad er demokrati?” blev oversat til tysk, så den kunne bruges som materiale i de mange studiekredse, der blev oprettet i flygtningelejrene.

Man ville da selvfølgelig heller ikke fremvise hvilke som helst film i lejrene. Man viste ikke gamle nazistiske propagandafilm. I stedet viste man nye tyske film, der prøvede at komme til rette med den nazistiske tid. Og – ikke mindst – man viste optagelser fra de befriede koncentrationslejre.

Det eneste sted, hvor man med visse indskrænkninger tillod, at nazistiske synspunkter kom til orde, var i den rubrik i den tyske avis Deutsche Nachrichten, der hed Das Wort ist frei, ordet er frit. Og da flygtningene efter nogen tid opdagede, at de godt kunne tale frit fra leveren, uden at det fik ubehagelige konsekvenser for dem i de lejre, de boede i, kom der en ret livlig diskussion i gang i denne avis.

Og det var jo godt nok, men diskussionen viste også, at det ikke var så nemt sådan lige at fjerne alle de vaner, man blandt tyskerne havde med sig fra nazitiden. Her beretter således en tillidsmand i én af lejrene om, hvordan det var lykkedes en nazist at forblive lejrleder. Da han klagede over det, blev han og hans medtillidsmand afskediget. Redaktionen bemærker, at en sådan handlemåde er imod de danske myndigheders anvisninger, da de udtrykkelig har sagt, at ingen nazist må få et betroet embede. Denne beretning har jeg ikke fået oversat til dansk.

Men her er en beretning på dansk med redaktionens svar knyttet til. Også den handler om nazisternes skalten og valten i flygtningelejrene. Og her har jeg oversat redaktørens klumme om et brev, han har fået fra beboere i Allesø-lejren ved Odense angående noget, han har skrevet: Efter mange skældsord slutter de med at skrive, at hvis han var kommet ind i lejren, efter at de havde læst hans klumme, var han ikke sluppet helskindet ud igen. Redaktøren er åbenbart ikke af den rette tyske ånd, dvs., han er ikke nazistisk inspireret. Og det forstår man jo på det hele: Har man den rette tyske ånd, lader man ikke sine modstandere få den frihed til at udtrykke sig, som man selv med største selvfølgelighed benytter sig af. Man giver ham i stedet et lag tæsk.

Jeg tvivler stærkt på, at vore politikere her i nutiden har undersøgt, hvordan datidens politikere handlede, stillet overfor nazisterne i de tyske flygtningelejre. Og derfor er det på sin vis underligt, at danskerne nuomstunder, stillet overfor islamisterne blandt vore indvandrere, handler på nogenlunde samme måde som danskerne dengang.

Tag dette med skolen! Også vi danskere af i dag synes jo, det ville være for galt, hvis vi lod fem og syv være lige, så vi under religionsfrihedens fane gav islamister lov til at så deres onde sæd i de muslimske skolebørns hjerter. Nok kan der oprettes muslimske friskoler, nok kan de bestemme store dele af undervisningen, men vi kræver dog, at de underviser i demokrati, vi vil dog have, at børnene skal vide, hvad det er for et samfund, de vokser op i. Dengang ville vi ikke opfostre en slange ved vor barm, det vil vi heller ikke i dag.

Eller tag det med religionen! Skulle vi dengang, fordi vi strengt holdt på forkyndelsesfriheden, have givet folk fra Den tyske Kirke, den kirke, der var halvnazistisk, lov til at prædike løs i kirkerne? Vi gjorde det i hvert fald ikke. Det var en dansk præst, der sørgede for forkyndelsen, og han fik en række andre danske præster til at prædike for de tyske flygtninge. Og det var forresten både de tyske flygtninge og disse præster glade for. Præsterne, fordi der altid var fuldt hus til gudstjenesterne, og flygtningene, fordi det at gå til gudstjeneste var én af de få fornøjelser, de havde.

Her har vi det i dag unægtelig noget sværere. For den radikale islamisme gemmer sig under den almindelige islam, og det er ikke til at se forskel, hverken for os andre eller for muslimerne selv. Dengang skulle man trods alt anvende en ikke så lidt kreativ fortolkning af Jesu ord for at få dem til at harmonere med nazismen, i dag skal man indenfor islam anvende sin kreativitet for at forhindre, at man ved at prædike almindelig islam kommer til at udså sæd for den radikale islam. For er der i det hele taget forskel?

Ved forskellige lejligheder er det blevet afsløret, at imamer siger ét, når de taler med danskere, og noget andet, når de taler med muslimer. Sidst, det skete, var med TV2’s dokumentar ”Moskeerne bag sløret” i 2016. Ingrid Ank fortæller, at det var det forbud mod fri ytringsfrihed for imamer, der fulgte i sporet på denne udsendelse, der gav anledning til, at foreningen Åndsfrihed blev stiftet. Hun skriver:

Et af lovforslagene, som også blev vedtaget, betyder, at ytringsfriheden nu er mere indskrænket for religiøse forkyndere end for alle andre mennesker. Man har altså fundet det rimeligt – også i henhold til Grundloven, hvad jeg stadig mener kan betvivles – at det er ok, at der er noget, som alle andre gerne må sige og skrive, men religiøse forkyndere ikke må. Men hvad har man fået ud af det: Man har mistænkeliggjort den religiøse forkynder – præsten, imamen, rabbineren osv. ved at lave andre regler for dem end for alle andre. (Se her).

Jeg véd ikke af, om Hal Koch har gjort sig tanker om eller skrevet noget om livet i flygtningelejrene. Men jeg gætter på, at han som de fleste andre dengang mente, at man skulle prædike demokrati mere end nazisme. Man stod dengang som nu med det spørgsmål i hovedet: Gælder tolerancen også de intolerante?

Men i hvert fald: Hvis vi skulle lade imamerne prædike lige, hvad der lyster dem, så tror jeg rolig, man kan tage Hal Koch til indtægt for den tanke, at man i så fald helt anderledes end hidtil skulle gå i kødet på religionen islam. Det forkerte, vi gør i dag – også set i forhold til det, vi gjorde i de tyske flygtningelejre – er jo, at vi er bange for at tale islam midt imod, hvad enten det så skyldes frygt for terrorhandlinger eller det skyldes frygt for uheldig påvirkning af integrationen, og derfor lader vi islam være islam i det forfængelige håb, at den radikale islam nok dør af sig selv.

Man kan også se på den underholdning, man dengang satte i værk! Man tog frem af den rige tyske kulturskat fra før nazismen og fik flygtningene til at opføre en række gamle skuespil, komedier og tragedier mellem hinanden. Man fik forskellige kunstnere til at underholde. Man fik dannet forskellige kor, der kunne fornøje sig selv og medflygtningene med deres sang. Og efterhånden som man fik skrabet instrumenter sammen, kunne man endda få dannet små orkestre.

Så hvis der stadig sad folk i lejrene med nazistiske sympatier – og det gjorde der jo – så fik de langsomt, men sikkert deres ”moderne”, nazistiske kultur skiftet ud med den førnazistiske.

Men det tog tid. Og det krævede omhu. Begge dele havde man heldigvis, tid havde man i lejrene, omhu havde bl.a. redaktørerne på Deutsche Nachrichten. Se f.eks. her, hvordan én af de unge piger ikke er sluppet fri af de mange positive tanker, hun indtil nu har gjort sig om Hitler. Og se, hvor nænsomt redaktøren, Hans Reinowski, svarer hende! Forøvrigt er der også en dansker, en ”flygtningeven”, som han kalder sig, der svarer, se her.

Problemet for os i dag er, om der i dag hos muslimer findes en ikke-voldelig islam, ligesom der dengang hos tyskerne fandtes en ”før-nazistisk” tysk kultur. Jeg selv tror ikke rigtig på det. Men jeg har dog her på bloggen nævnt de muslimske filosoffer, Al-Farabi og Ibn Rushdie, som begge søgte at bibeholde den tanke fra den græske kultur, at den sande måde at styre et samfund på kunne erkendes af fornuften, noget, mullaherne dog ikke var glade for. Og man må vist også indrømme, at der er mange andre muslimske filosoffer, som er knap så ”medgørlige”, når det drejer sig om fornuftens indflydelse på samfundet. Jeg var også en overgang interesseret i både Ibn al-Rawandi og Al Hallaj, men også de må vist siges at høre til de meget lidt indflydelsesrige historiske figurer indenfor islam.

Men så har vi da heldigvis Tusind og én nat, vil man måske sige. Og ja, det er et stykke almenmenneskelig højkultur. Og jeg har da også i sin tid taget mig for at gennemgå nogle få stykker af disse eventyr, men man spørger sig selv, om disse historier er kendt og elsket blandt nutidens muslimer, eller om de hører til de ting, der er haram. Jeg véd det ikke.

Derimod véd jeg, at skal vi vinde muslimernes ”minds and hearts”, så må vi gå frem, som Reinowski overfor den unge pige, så må vi forstå, at det er vanskeligt at give slip på noget, som man fra ungdommen af har sat sin lid til, og at islam netop som religion med alle de traditioner, der hører til en religion, har boret sig langt ind i muslimernes hjerter.

Blot kommer det mere og mere til at stå mig klart, at vi er nødt til at argumentere imod selvsamme islam, uanset, hvor meget vore muslimske landsmænd holder af deres religion og er bundet af den. For vi kan ikke bygge vort samfund både på islam og på kristendommen, vi kan ikke på én gang bygge på vore højst menneskelige love og samtidig lade dem overskygge af påstået guddommelige love.

Og så har jeg slet ikke nævnt den ikke uvæsentlige forskel mellem dengang og nu, at de tyske flygtninge forsvandt, man vidste, at de kun var her for en tid, mens de muslimske migranter forvandler sig til indvandrere, så snart de sætter foden på dansk jord.

Udgivet i Historie, Indvandringspolitik | Tagget | 1 kommentar