Hvad er kunst?

I anledning af et kunstværk, som Københavns Kommune har købt kom jeg til at tænke på en gammel, morsom historie, som måske slet ikke er en ægte historie, der har fundet sted i den virkelige virkelighed, men kun en vittighed, der har klædt sig ud som virkelighed. Det gør de jo sommetider, de vittigheder.

Den handler om en kunstmaler, som havde aftalt med en kunde, at han skulle købe et maleri, der forestillede israelitternes overgang over Det røde Hav. Kunden betalte glad og gerne, for der var efter sigende tale om en kunstner med et stort navn. Men han blev lidt stram i betrækket, da han så det færdige maleri. Hele lærredet var fyldt op at én stor rød farveklat. ”Hvor er israelitterne?” spurgte han. ”Ja, de er jo kommet over Det røde Hav”. ”Hvor er så egypterne?” lød det næste spørgsmål. ”Jamen, de druknede jo i Det røde Hav, så dem kan du jo ikke se”.

Det var vistnok her, vi grinede i gamle dage. Men der er en fortsættelse, som kan anvendes på vore dages kunst.

Som bekendt har Københavns Kommune købt et kunstværk bestående af 20 A4-ark, hængt op på en væg, i et rektangel med 4×5 pladser. På hvert ark står der et navn: NN er død, altså i alt 20 navne, hvis nekrolog venter på at blive skrevet. Lars Løkke er blandt de nævnte navne, Inger Støjberg også, så vidt jeg har kunnet få oplyst er der udelukkende tale om kendte politikere.

Pris: 10.000 kr.

Forståeligt nok er der en del mennesker i dette land, der lidt forundret spørger: Er det kunst?

Og for at få svar på dette væsentlige spørgsmål er det relevant at lytte til resten af ovenstående ”morsomme” historie. Det fortælles nemlig, at en god ven af kunstneren en sen nattetime spurgte ham: ”Ærlig talt, er det kunst?”

Herpå svarede kunstneren: ”Absolut! Det var en stor kunst at få ham til at betale forud”.

Det samme kan man sige om nutidens 20 A4-ark. Er det kunst? Absolut, kunsten lå i at få kommunen til at betale.

Men til forskel fra dengang kan man ikke her tale om stor kunst. For med den kunstopfattelse, der hersker i vore dage, måske især blandt politikere, der ikke selv skal betale for det, var det ikke nogen særlig stor kunst at lokke penge ud af kommunen. Man vil jo så gerne være med på noderne, man skulle nødig fremstå som en gammel Jeronymus, der ikke forstår den moderne tid (lad være med at kikke på mig!) Så derfor, når kunstneren er fræk nok, så er det ingen kunst at få afsat et yderst billigt kunstværk til 10.000 kr.

Man må forestille sig, at kunstneren grinede hele vejen hen til banken.

Vil man se en anden opfattelse af, hvad kunst er, kan man se her.

Reklamer
Udgivet i Samfundsforhold | Skriv en kommentar

Er Danmark vort land?

Lars Aslan Rasmussen, MF for Socialdemokratiet, har i Berlingske en kommentar til debatten om de hjemvendende IS-krigere, se her. Hans synspunkt er, at problemet med disse krigere er minimalt i forhold til problemet med det, han kalder hverdagsislamismen. De få krigere, de er tale om, skulle det nok være muligt at holde et vågent øje med, men alle de små tiltag i retning af at gøre samfundet mere og mere islamisk, betyder langt mere. Her tænker Aslan Rasmussen på hadet og fanatismen, som trives i mange moskéer og blandt mange almindelige muslimer, også i de muslimske friskoler, hvor børnene lærer, at der er forskel på ”dem” og ”os” – ”de rene” og ”de urene”.

Det kan han efter min mening have ret i.

Og et bevis på den fare, han ser, kom så til syne på en blog i Jyllands-Posten, hvor en muslimsk sygeplejerske, Harun Demirtas, som er næstformand for sygeplejerskerne i Kreds Hovedstaden, kommer helt op i det røde felt i anledning af et læserbrev, han har set i Jyllands-Posten. Hans indlæg kan ses her, og det læserbrev, han farer i flint over, her.

Det, Demirtas bliver oprørt over, er, at en dansk mand, der igennem 20 år har været bloddonor, i læserbrevet giver udtryk for sin ulyst ved at blive behandlet af tørklædebærende muslimske sygeplejersker. Han begrunder det med sit syn på, hvad tørklædet indebærer, og slutter med at sige, at han ikke mere vil give blod til de donorsteder, hvor der bæres islamiske tørklæder.

Det er det, der får Demirtas op på mærkerne. Han begynder med at spørge:

Kan man hænge et skilt på væggen i venteværelset og skrive: Her arbejder sundhedspersonale med anden etnisk baggrund end dansk, bl.a. kvinder med tørklæder og mænd med langt flot skæg, der brænder for at hjælpe dig, selv om de er underbemandet. Men er du racist og ikke vil have deres hjælp, er du velkommen til at søge andre steder.

Og han mener, at det selvfølgelig ikke er muligt. For i sygehusvæsnet behandler man jo alle uanset race. Og så følger en lang udskældning af den bloddoner, der gik sin vej uden at give blod: han er racist, han dømmer kvinder med tørklæde som undertrykte, han bliver så provokeret, at han ikke kan styre sig, han dømmer muslimer, han er utaknemlig.

Til sidst kommer så det værste. Men det venter vi lidt med. Vi skal først lige se en kommentar til Demirtas, som en vis Christian Erichsen kom med. Han skriver:

Fuldskæg kan være en bakteriebombe, så hvad har mænd med langt flot skæg at gøre i sundhedsvæsenet? For almindelige danskere er religion en privatsag og det de reagerer på er den demonstrative måde nogle muslimer insisterer at udstille deres religiøse tilhørsforhold på. Så vil de bære tørklæde, så vil de ikke arbejde med bare arme som krævet i visse områder af sygehusvæsenet, så vil de ikke give hånd til mænd, så vil muslimske kvinder ikke behandles af mandlige læger, så vil de have bederum, så vil de bære burka. De kræver at vi respekterer deres skikke men vil ikke respektere vore. Men det er vel resultatet når man tilhører en religion der udnævner en til højerestående art end de vantro. Så hvem der er racister kan bestemt diskuteres.

Lige for lige, når venskab skal holdes. Det er et ordsprog, vi længe har rettet os efter overfor muslimerne. Men efterhånden som vi har opdaget, at de ikke forstår dette ”lige for lige”, er mange begyndt at miste tålmodigheden med dem og alle deres særheder. Og det er da ikke, fordi jeg mener, at vi skal gøre som bloddonoren. Men jeg finder det bemærkelsesværdigt, men desværre også typisk, at Demirtas blev ”helt rasende, da jeg læste, at nogle patienter tror, at de bare kan henvende sig til et offentligt sygehus og håndplukke personalet efter udseende” uden på nogen måde at nævne, endsige tænke på, hvordan muslimer opfører sig i sygehusvæsnet, og hvor mange krav de stiller.

Det er desværre rigtigt, hvad Christian Erichsen skriver, at muslimer mener, de tilhører en højerestående art end os vantro: de stiller krav til os, men drømmer ikke om at rette sig efter vore traditioner og krav. Jeg kan stadig ikke forstå, at det offentlige sygehusvæsen tillader muslimske kvinder at bære tørklæde. Hvorfor skal patienter, der så sandelig har nok at gøre med at fordøje alle de nye indtryk, når de kommer på sygehus, i tillæg til alt dette belemres med at spekulere på, hvem der er muslim og hvem ikke?

Og så kommer vi til det værste. Han slutter med at skrive:

Nej, vi håndplukker ikke vores patienter. Men vi accepterer heller ikke, at nogen udsætter vores kollegaer med tørklæde for diskrimination. Men er du virkelig i tvivl om, om en sygeplejerske med tørklæde kan hjælpe dig, må du finde et land, hvor der ingen muslimer findes. For du får ikke lov til at fravælge en pga. udseende eller religion.

Det er en udtalelse, der fik en garvet debattør som Morten Uhrskov Jensen op af stolen, se her. Det er dette med, at de, der ikke vil behandles af en tørklædeklædt sygeplejerske, må finde et andet land, han forarges over. Han skriver:

Det er en ren etnisk krigserklæring rettet mod det danske folk, et folk, der for 1.500 år siden byggede en grænsevold mod syd for at holde uønskede ude. Hvor skulle de etniske danskere tage hen, hvis de ikke ønsker at spille efter Harun Demirtas’ pibe? Hvorfor skulle de ikke føle sig voldsomt provokerede over en person, som vi har været nådige at give adgang (i første eller anden generation, det er underordnet), og som nu truer de hjemmehørende med landsforvisning?

Harun Demirtas synes at ønske etnisk udrensning af de danskere, som ikke ser sig selv som en del af Harun Demirtas’ multikultiimperium.

Man kan godt argumentere for, at der er en god del overdrivelse på begge sider. Og det er jo ikke, fordi jeg ud fra Uhrskov ord ”nådige” vil forvente af vore muslimske landsmænd, at de skal gå og være os taknemlige døgnet rundt, de skal såmænd være sig selv, så vidt muligt. Men det ville nu ikke skade, om de ville prøve at sætte sig i vores sted, så de forstod vor modvilje mod for deres skyld at blive ved med at lave om på vort samfund.

Hvad der imidlertid især slog mig ved Uhrskovs bemærkninger her, er det spørgsmål, han stiller: Hvor skal vi etniske danskere tage hen? Én ting er, at Demirtas er kommet ud over taknemlighedsstadet – hvis han nogensinde har befundet sig dèr. Noget helt andet er, at han, som vi trods alt stadig betragter som en fremmed, og som vel også betragter sig selv som en nytilkommen, tillader sig at jage sine meningsmodstandere ud af landet. Så melder det forfærdelige spørgsmål sig: Hvor vil han, at vi skal tage hen? Tager han slet ikke hensyn til, at dette er vort hjem, vort land? Har han helt glemt, at det er ham, der er kommet til vores land, ikke os, der er kommet til hans land? Det er ham, ikke os, der har et land i baghånden, hvis Danmark ikke passer ham.

Så er vi fremme ved det næste. Som består i, at vi går tilbage til Michel Houellebecq’s roman ”Underkastelse”. Den bemærkning, jeg vil have fat i, omtalte jeg for et par år siden i en anden sammenhæng, se her. Men nu kommer jeg igen i tanker om den i en meget forfærdeligere sammenhæng. Bemærkningen falder, efter at hovedpersonen har været sammen med sin jødiske elskerinde. Hun har besluttet, at hun vil rejse til Israel, for i det Frankrig, der er opstået efter en muslims valg til præsident, er jødeforfølgelsen blusset op. I romanen har muslimerne fået mere og mere magt, og det er det, der får hende til at ville flygte. Men så hedder det i romanen om hovedpersonen, at han ikke har noget Israel at søge beskyttelse i.

Det gælder jo også os. Vi har ikke noget Israel at søge beskyttelse i. Hvis vort land forvandles til ukendelighed, hvis vi selv eller vore bekendte ikke tør leve det ud, der ligger i os, af frygt for repressalier, hvis vort land islamiseres uden ende, som det sker i Houellebecqs roman, og vi opfordres til at udvandre, hvor skal vi så vandre hen? Der er intet Danmark, der står parat til at beskytte os, som der er et Tyrkiet, Demirtas kan tage sin tilflugt til.

Demirtas er ikke den eneste muslim, der mener, vi ”racister” bare kan skrubbe af. Nå ja, jeg erindrer, at en tysk borgmester tillod sig at sige, at de, der var imod hans ønske om at tage imod indvandrerne, bare kunne forlade Tyskland, og han var ikke muslim. Men i Holland har der dannet sig et muslimsk parti, og formanden Tunahan Kuzu lægger ikke skjul på sine ønsker om hollændernes fremtid, se her:

Når nederlendere ser på deg som utlending, mener de egentlig at de er overlegne, og at du ikke hører til her, sa Kuzu i et intervju med YouTuberen Ismail Ilgun om identitet i Nederland skriver Breitbart.

Kuzu vil snu saken på hodet, og sier at innfødte nederlendere som er bekymret over at Nederland endrer karakter, hvor folk med forskjellig bakgrunn lever sammen i en by som Zaandam eller et bydel som Poelenburg, kan «dra seg til helvete vekk».

Det må indrømmes, at Kuzu er mere nøjagtig i angivelsen af vi europæeres fremtidige destination end Demirtas. Men jeg véd nu ikke, om det beroliger.

Men hvis man har fået den fornemmelse ind under huden, som Houellebecq giver udtryk for, så kan man for det første måske forstå en del af muslimernes følelser. For det er jo den samme følelse af usikkerhed om, hvor man egentlig hører til, der besjæler dem. Det ulykkelige er så bare, at det overfor muslimer er meget, meget vanskeligt at hævde, at det er dem, der skal ændre sig, fordi det er dem, der har forladt det sted, hvor de egentlig hørte hjemme, og frivilligt er draget til vores land. Deres folkelige identitet er knyttet næsten uløseligt sammen med deres religiøse identitet, og den er ikke nem at danse med for os andre.

Men denne følelse burde også gøre det muligt for os at sætte os i andre folkeslags sted, f.eks. i israelernes sted. De har lige fra starten af staten Israels grundlæggelse haft et ret stort arabisk mindretal boende iblandt sig, og mens araberne på Vestbredden ikke har nogen rettigheder i den israelske stat, så har araberne i Israel det. Hans Rustad på document.no, se her, prøver at forstå israelerne indefra, så at sige, idet han fortæller, at der er to ønsker for staten Israels liv, der nemt kommer til at stride mod hinanden, ønsket om at ville være et demokrati og ønsket om at ville være en jødisk stat.

Det sidste tilsiger, at jødernes traditioner og religion skal have forret i staten, men det første tilsiger, at alle er lige for loven, ingen skal på grund af deres religion berøves nogle rettigheder. Denne uforenelighed er kommet for en dag med et nyt grundlovstillæg, som parlamentet just har vedtaget.

Jeg vil ikke mene, at jeg er i stand til at afgøre denne tvist mellem to uforenelige tænkemåder, men jeg vil dog for ligelighedens skyld anføre et link, dette her, til en artikel fra Berlingske, der ser noget mere kritisk på sagen end Rustads.

Og så vil jeg fremhæve den udmærkede oversættelse af ordet ”demokrati”, der kalder det ”folkestyre”. Denne oversættelse forudsætter, at den størrelse, der skal styres, udgøres af et folk. Og et folk tænkes at have samme sprog og samme historie. Ja, også samme historie. Hvilket naturligvis ikke betyder, at det er umuligt for fremmede at leve sammen med folket og at blive anset som et fuldgyldigt medlem af folket, men alligevel betyder, at disse fremmede på én eller anden måde må indoptage folkets historie i deres bevidsthed, selv om det er svært. For de fremmede har jo deres eget folks historie at forholde sig til, og hvilken historie vejer så tungest?

Morten Uhrskov slutter sit blogindlæg på denne måde:

Nu skal du høre, Harun Demirtas. Hvis du fortsætter af den vej, du netop har betrådt, vil du med sikkerhed bevidstgøre de etniske danskere om…lige præcis, deres etniske tilhørsforhold. Er det det, du ønsker? Hvis det sker, slipper du kræfter løs, du ikke gør dig begreb om.

Lad os håbe både for dig og os andre, at du ikke lige vidste, hvad det egentlig var, du skrev, da du skrev det med, at man må finde et andet land, hvis man ikke deler din fortolkning af det islamiske tørklædes betydning.

Det er et fromt håb at give udtryk for. Men jeg er bange for, at dette håb er for naivt. Jeg kan frygte, at Demirtas’ ord er udtryk for en muslimsk overlegenhedsfølelse, som alle muslimer får ind under huden, når de under deres opvækst møder begrebet ”rent-urent” og bliver klar over, at vi danskere betegnes med ordet ”urene”. Og jeg er ret sikker på, at denne overlegenhedsfølelse ubevidst kommer til at præge dem i deres forhold til os, hvad der også er mange eksempler på, Demirtas’ ord er kun det mest tydelige.

Og naturligvis vil jeg da ikke ønske, at Demirtas fortsætter ad den vej, han her har betrådt, men jeg kunne på den anden side godt ønske mig, at vi danskere blev mere bevidste om vort etniske tilhørsforhold. Det behøver ikke at betyde, at vi bliver ubehagelige overfor vore muslimske landsmænd, men det skulle gerne betyde, at vi begynder at sætte spørgsmålstegn ved deres muslimsk avlede overlegenhedsfølelse. Gerne gennem diverse drillerier, men i hvert fald gennem oplysning om, hvad vi føler i omgangen med dem og med hinanden, og hvad vi søger at tage hensyn til.

Lad mig minde om den mandlige censor, der ikke ville give hånd til de kvindelige elever. Jeg har her påpeget, at han med sit ikke-håndtryk kunne være med til at øge de kvindelige elevers nervøsitet: de følte ikke, de blev retfærdigt behandlet. Den følelse ville han imidlertid ikke være med til at undlade at give næring til. Det kunne han så let som ingenting gøre ved at give hånd til både mænd og kvinder, men for ham var åbenbart dette, at han var muslim, overordnet det, at han befandt sig i en dansk sammenhæng, hvor man bestræber sig for, at alle er godt tilpas, også i vanskelige situationer som f.eks. en eksamen.

Den samme holdning ses hos Demirtas. Hans muslimske praksis: at mænd har skæg og kvinder tørklæde, sætter han over hensynet til patienterne. De skal værsgo finde sig i diverse muslimske mærkværdigheder. Som jeg før sagt: oveni alle de andre nye ting, man skal lære, når man kommer på sygehus, skal de lære at omgås muslimer.

Det, jeg kunne ønske mig, når jeg siger, at danskerne burde blive mere bevidste om deres etniske tilhørsforhold, er, at vi i stedet for bare at forbyde eller tillade disse muslimske skikke prøver at sætte muslimerne ind i vore skikke og mærkværdigheder ud fra de nogenlunde fornuftige overvejelser, der ligger bag, prøver at få dem til at se, at det i vores folkelige sammenhæng kommer an på at undgå at støde andre, at vise forståelse for deres følelser, at sætte os ind i de andres situation. Og hvis de fastholder, at det er deres religion, der påbyder disse mærkværdigheder, så skal vi påpege, at vi her i landet ikke regner folk fra nogle religioner for mere værd end andre, at vi ikke lader religiøse love overskygge almindelig menneskelig forståelse, en forståelse, som vi beder dem deltage i, fordi menneskelig forståelse overtrumfer religiøse regler.

Til syvende og sidst er det jo et spørgsmål om, hvorvidt de vil være med os eller ej, eller – som politikerne plejer at sige – om de ”vil Danmark” eller ej. Er det ikke lidt selvmodsigende, at de flygter fra et land, hvor muslimer er mere værd end ikke-muslimer, til et land, hvor alle er lige, og så, vel ankommet til dette land, vil leve og anerkendes fuldt ud som danskere i kraft af den lighed, de har forstået gælder her i landet, men dog medbringer deres muslimske tro, som siger, at deres muslimske identitet skal overskygge deres identitet som danskere?

Javist, ”Lad dog barnet!” som jeg plejer at sige om alt dette tørklædehalløj. Men jeg plejer dog vist nok også at føje til, at de ikke skal leve her i landet, uden at deres religion bliver modsagt på det kraftigste af kirken og de kristne. Dette sidste mangler i høj grad. Og det er dèr, vi har problemet.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , | Skriv en kommentar

Små (dirty) tricks

I Kristeligt Dagblad for den 19-7 er der en artikel, hvor man stiller Morten Messerschmidt og Anders Klostergaard Petersen nogle spørgsmål angående forholdet mellem kristendom og sekularisme, se her. Som underoverskrift har bladet skrevet:

Morten Messerschmidt (DF) vrøvler, når han giver kristendom æren for, at vestlige lande holder religion og politik adskilt, siger professor Anders Klostergaard Petersen. Professoren ser på kristendom med videnskabelige øjne uden at have blik for religionens udvikling, siger Messerschmidt.

Og så begynder bladet at udspørge de to personer om det, der står i overskriften: ”Er kristendommen mere foreneligt med et sekulært samfund end andre religioner?

Jeg vil her springe over det, Morten Messerschmidt sige, bortset fra én ting. Ham er jeg i det store og hele enig med, men jeg vil dog hævde, at det kan være lidt farligt at lade sig lokke på glatis af spørgeren. Se her:

Men hvorfor er det kristendommens fortjeneste og ikke for eksempel oplysningstidens, at politik og religion i mange vestlige lande holdes adskilt?

Fordi der ingen oplysningstid ville være uden kristendommen.

Det er et uhyre fristende svar, og jeg ville nok også være stolt af mig selv, hvis jeg kunne komme med et så rammende svar midt i en travl hverdag. Alligevel vil jeg, når jeg nu her har tid til at tænke mig om, sige, at det ikke er nødvendigt at hævde, at kristendommen er årsagen til oplysningstiden, det er nok at sige, at kristendommen fint kan leve med de idealer om ytringsfrihed, der dukkede op i oplysningstiden, eller – som jeg har sagt det nogle steder, f.eks. her – at kristendommen er et enzym, der får en naturlig udvikling til at finde sted, en udvikling, som måske/måske ikke ville have fundet sted alligevel.

Eller jeg kan sige, at det er nok at sige, som Messerschmidt siger lidt tidligere:

det sekulære fungerer meget fint og har gode livsbetingelser i den kristne del af verden

Messerschmidt er ude på at sammenligne kristendommen med islam i henseende til sekularisme, så han føjer til: ”og ikke i den islamiske [del af verden]”. Hvilket han har så evig ret i.

Men hvis man ligefrem hævder, at kristendommen er årsag til oplysningstiden, åbner man en flanke for folk som Anders Klostergaard Petersen. Det vender vi tilbage til.

Når jeg mest vil hæfte mig ved Klostergaards svar, hænger det sammen med, at jeg vil prøve at vise, hvilke tricks (dirty tricks, om man vil) han benytter sig af for at få kristendommen og islam anbragt på samme niveau.

Det er en lidt mærkelig iagttagelse, man kan gøre sig med mange religionsvidenskabsfolk: de mener øjensynlig, at de, hvis de vil være ”videnskabelige”, er nødt til at nå frem til det resultat, at kristendom og islam står nogenlunde lige med hensyn til voldsanvendelse. Så først, når det er om ikke påvist, så dog i det mindste påstået, kan de føle sig som rigtig neutrale i religiøs henseende. Og neutral, det må man være, man må dele sol og vind lige, om det så er sandt, det, man når frem til, det må komme i anden række.

Det første trick, som jeg skal omtale, kunne man kalde forvirringstricket, eller mangfoldiggørelsestricket. Det lyder sådan hos Klostergaard:

Kristendom er mange ting og har været mange ting gennem tiden.

Det er tilsyneladende sandt nok. For der foregår jo hele tiden en historisk udvikling, hvorved tingene ændrer sig. Men man burde dog som almindelig historiker gøre sig overvejelser over, om mon de ændringer, der sker med kristendommen, holder sig indenfor visse rammer, eller de er ganske udflydende. Og man burde nok også se på, om der er visse fællestræk, der følger de forskellige kristendomsformer op igennem historien. Nadveren og dåben synes således at have været karakteristisk for alle former for kristendom. Og man har også haft den samme helligskrift at henholde sig til.

Så det burde ikke være helt umulig for en videnskabsmand at redegøre for, om kristendommen har været grundlaget for vore sekulære samfund – det er det spørgsmål, der bliver stillet.

Den opgave vil Klostergaard dog ikke påtage sig. Han afgrænser sekulariseringsbegrebet til noget, der først opstod i det 17. og 18. århundrede, og vender så om på årsagssammenhængen. Det er kristendommen – men kun kristendommen i den nordvestlige del af Europa, der, hvor kristendommen kan siges at være sekulariseret – der er blevet sekulariseret af kulturen, ikke omvendt, nej, den kulturelle og sociale udvikling har gjort kristendommen i disse dele af verden sekulariseret.

En årsagssammenhæng, han ikke redegør nærmere for, hvilket man må erindre sig, når han senere afkræver Messerschmidt en redegørelse for en påstand om den modsatte årsagssammenhæng.

Det var det første trick: der er mange former for kristendom.

Så til det næste: Sekularismebegrebet udtyndes. Dette, at mange evangelikale i USA bruger religiøse argumenter imod vielsen af to personer af samme køn, tages som udtryk for, at disse kirker ikke går ind for sekularisme. Og lidt senere hedder det:

De fleste af verdens kristne befinder sig på det afrikanske og på det asiatiske kontinent. Der ser vi ikke sekulariserede former for kristendom.

Men hvad var det nu lige, sekularisme betød? Det er mildt sagt stadigvæk uklart. Og den uklarhed i forbindelse med uklarheden om, hvad kristendom er, slås nu sammen, så ovenstående replik fremkommer. Det er sikkert sandt nok, at der i mange samfund, hvor kristendommen har slået rod, ikke findes særlig mange overvejelser over sekularisme/ikke sekularisme. Der er andre ting, der mere presserende kræver løsninger, korruption, f.eks.

Så har Messerschmidt som sagt givet udtryk for den tanke, at uden kristendom ingen oplysningstid. Det bliver Klostergaard spurgt om. Og han svarer:

Jo, men så må man jo argumentere for det kausalforhold. Det er ikke nok bare at sige, at kristendommen er forudsætningen for udviklingen i vores del af verden, bare fordi man føler det. Den væsentligste faktor for udviklingen i Nordvesteuropa er det generelle velstandsniveau.

Dette påvirker naturligvis kristendommen, og kristendommen smitter samtidig af på samfundsudviklingen. Men hvis man skal pege på velstand eller kristendom som afgørende faktor for, at vi i høj grad holder religion og politik adskilt i Vesten, er der ingen tvivl om, at det er velstand. Det er der temmelig stærk videnskabelig evidens for at sige.

Som før nævnt, var det nok for Klostergaard bare at sige, hvordan det er den sociale og kulturelle udvikling, der har fremkaldt den sekulære kristendom. Nu, hvor han stilles overfor den modsatte årsagssammenhæng, og hvor det er Messerschmidt, der kommer med påstanden om årsagssammenhæng, er det ikke nok bare at sige det, det må bevises.

Og hvordan beviser man den slags ting?

Ja, man henholder sig selvfølgelig til, hvad videnskaben siger. Og den siger, med temmelig stærk videnskabelig evidens, at det mere er velstanden end kristendommen, der gør, at vi i Vesten holder religion og politik adskilt. Men henvisning til denne evidens undlader han at komme med. Han mener tilsyneladende, at det er nok, at han bruger videnskaben som en autoritet, han kan gemme sig bagved. Hvad det desværre også er i denne sammenhæng, for han bliver ikke bedt om at redegøre for denne videnskabelige evidens.

Det er også ét af de tricks, der bruges: Når alt andet svigter, så bare tal om videnskabelig evidens! Det lukker munden på de spørgende, og er man selv en videnskabsmand, dvs. er man af sit miljø anerkendt som videnskabsmand, så vil en sådan henvisning være nok som argumenterstatning.

Og her må jeg anholde en bemærkning af Morten Messerschmidt. Han siger:

For det andet er min største anfægtelse mod professor Anders Klostergaard Petersen, at han ikke betragter kristendommen som et trosanliggende, men som noget rent videnskabeligt.

Man kan efter min mening ikke anklage nogen for at behandle kristendommen videnskabeligt. For kristendommen tåler så udmærket at blive udsat for videnskabelig kritik. Men man kan bestemt anklage Klostergaard for at føre dårlig videnskab i marken.

Det ses i dette korte indlæg ganske tydeligt i det sidste spørgsmål og det svar, han giver:

Du mener ikke, man kan anskue religionerne isoleret. Men er der alligevel ikke en pointe i, at de fleste muslimer tror, at Koranen er skrevet af Gud, mens de fleste kristne tror, at Bibelen er skrevet af mennesker, og de dermed i højere grad kan diskutere og fortolke helligteksterne?

Det er noget vrøvl, for der findes muslimer, der tror, at Koranen er skrevet af mennesker. De ligner på mange måder sekulære protestanter. Samtidig kan man både i Indre Mission og i Luthersk Mission i Danmark samt mange andre steder i hele verden finde kristne, der tror, at Bibelen er Guds ufejlbarlige ord.

Disse forestillinger er forholdsvis nye og dermed udtryk for, at der er en udvikling i kristendommen, i islam og i alle andre religioner, der præges af samtiden, og i denne sammenhæng er tanken om Bibelens og Koranens ufejlbarlighed en reaktion på oplysningstidens religionskritik.

Her har spørgeren, Jens From Lyng, fat i noget. Netop, hvad synet på de to helligskrifter angår, ses en tydelig forskel mellem kristendom og islam. Jeg vil oven i købet mene, det er god videnskab at påvise og fastholde denne forskel. Plus mange andre forskelle.

Koranen skrevet af Gud? Mener muslimerne virkelig det?

Ja, det gør de, og det gør langt, langt de fleste muslimer. Lad mig bare nævne, at det toneangivende muslimske universitet Al-Azhar i Kairo for år tilbage fradømte en egyptisk professor, Nasr Said, muslimnavnet, fordi han tillod sig at sige, at koranen burde læses i sin historiske kontekst, se her. Hvad der findes af videnskabelig, historisk-kritisk forskning angående koranen, er altsammen udført af vestlige ikke-muslimske videnskabsfolk. Muslimer selv går ikke den vej.

Det er der flere grunde til.

Én grund er den muslimske trosbekendelse, der som bekendt lyder noget i retning af: Der er kun én gud, Allah, og Muhammed er hans profet. I det sidste, at Muhammed er Guds profet, ligger en påstand om netop det, spørgsmålet nævner: at koranen er skrevet af Gud.

En anden grund er koranens form. Den er udformet, så det lyder, som om det er Gud selv, der taler. Han taler i pluralis majestatis. Og hvis det nogle steder lyder, som om ordene er Muhammeds, har hjælpsomme muslimer indføjet et ”Sig:” foran ordene, så det alligevel blive Allah, der taler.

Og det er simpelthen dårlig videnskab at sammenligne det med visse kristne fundamentalister, der tror, at bibelen er Guds ord. De kan sige det med al den trosstyrke, de kan mønstre, påstanden kan aldrig komme til at veje det samme som den muslimske påstand; der er helligskrifternes form til forskel. Koranen har kun én profet, så når denne profet siger: Så siger Allah, så er der ikke noget at tage fejl af. Mens bibelen har fire store og tolv små profeter, som alle siger: Så siger Herren, og så kan det jo ikke undgås, at læseren opdager, at Gud taler på én måde gennem Jeremias og på en anden måde gennem Ezekiel. Det i sig selv gør, at man får en helt anden tilgang til bibelen, end muslimer må have til koranen.

Og det er direkte forkert, at forestillinger om helligskrifterne, koranen og bibelen, som henholdsvis Guds eget skinbarlige ord, og som Guds ord via en menneskelig røst, først er kommet til for forholdsvis nylig. I 1000-tallet var der en heftig strid indenfor islam, og den gik blandt andet ud på, om man skulle læse koranens ord som eviggyldige eller som historiske ord med en historisk kontekst, se her. Og det var den første opfattelse, der vandt, og altså vandt i den grad, at denne opfattelse har holdt sig til i dag.

Det er blandt andet denne opfattelse, der får én til at tvivle lidt på rigtigheden af det, han skriver i den forbindelse: at dette viser, at der er udvikling i kristendommen, i islam og i alle andre religioner. Jovist er der udvikling i kristendommen, men den udvikling vil jo nødvendigvis gå langt hurtigere end udviklingen indenfor islam. For islam skal hele tiden slæbe sin koran med sig, en koran med ord, der dårligt lader sig fortolke anderledes, end den én gang fastlagte fortolkning tilsiger.

Som en lidt parentetisk bemærkning kan indføjes, at en reformation indenfor kristendommen fører til noget helt andet end en reformation indenfor islam. Ved den lutherske reformation brugte man det humanistiske slogan: Tilbage til kilderne. Hvor muslimerne har brugt dette slogan – og det har blandt andre IS – fører det til det samme voldsregimente, som herskede under Muhammed. Derfor finder man ikke tendenser til voldsanvendelse hos de kristne fundamentalister – Klostergaard nævner Indre Mission og Luthersk Mission, men det er nu ret milde former for fundamentalisme – mens man hos muslimske fundamentalister næsten ikke kan undgå at støde på koranens mange opfordringer til vold.

Til sidst skal jeg blot kommentere et spørgsmål, som stilles til Klostergaard, men desværre stilles alt for upræcist, så han får gode muligheder for at undlade at se det, der dog synes at ligge lige for. Spørgsmålet lyder:

Morten Messerschmidt vil indvende, at man blot kan se på de overvejende kristne lande over for de overvejende muslimske lande for at få syn for sagn om, at kristendommen er mere forenelig med en sekulær samfundsorden?

Det er ret indlysende, at de terrorister, der plager vore samfund, er muslimske terrorister, ikke kristne terrorister. Det er også ret let at se, at mens kristne i muslimske lande – f.eks. kopterne i Egypten – ikke udgør nogen fare eller noget besvær for statsmagten, så udgør de store mindretal af muslimer i de europæiske lande ikke blot en stor og besværligt masse, men en direkte fare i form af den højere kriminalitet og de mange terroranslag fra disse mindretal.

I en normal samtale ville Klostergaard nok have forstået denne mening bag Messerschmidts bemærkning. Men intet er normalt her. Klostergaard vil ikke se det indlysende. Han svarer derfor kun med, at det kun er den nordvesteuropæiske kirke, der er sekulariseret, flertallet af kristne, der bor i Afrika og Asien, er ikke sekulariserede. Hvad der så end her menes med sekulariserede. Modsætningen til islam er slående, endda ofte i den ubehagelige dobbeltbetydning. For det er islam og ikke kristendommen, der har et statsideal, kalifatet, som de vil have indført, om det så skal være med vold.

Men Klostergaard ser ikke denne modsætning. Og jeg er bange for, at dette skyldes, at en sådan modsætning ikke må så meget som antydes i det religionsvidenskabelige miljø, han bevæger sig i. Hvis man gør det, bliver man lukket ude, mistænkt for at ville indføre kristne værdier i en ateistisk, såkaldt videnskabelig undersøgelse.

Men kan så ikke en gammel lærd muslim bruges. Jeg tænker på Ibn Khaldun, død 1404. Han er ikke bange for at opridse forskellen mellem kristendom og islam. Jeg citerer fra et tidligere blogindlæg om ham, se her:

Lad mig først pege på, at Ibn Khaldun som den naturligste ting af verden hævder, at muslimer, modsat kristne, har en pligt til at føre hellig krig. Han skriver: ”I det muslimske samfund, er hellig krig en religiøs pligt på grund af den muslimske sendelses universalitet og forpligtelsen til at omvende enhver til islam enten ved overtalelse eller ved magt”. (Kapitel 3, afsnit 31). Og i samme åndedrag gør han udtrykkelig opmærksom på, at en tilsvarende forpligtelse giver kristendommen ikke de kristne; deres religion, siger han, udbredes udelukkende gennem det, der i hans øjne er ‘propaganda’.

Hvornår er det blevet god videnskab at se bort fra et historisk vidnesbyrd som dette?

Udgivet i Uncategorized | Tagget , | Skriv en kommentar

Den omvendte verden

Hvis De, kære læser, efter at have læst dette indlæg, sidder tilbage med en fornemmelse af, at dette dog vist var skrevet af en gammel Jeronymus, der er utilfreds med alt nutidigt og holder på, at alting var meget bedre i gamle dage, så er De ikke ene om den fornemmelse. Jeg har den selv. Jeg formoder, at jeg selv, når jeg er færdig med det, jeg her vil sige, også vil sidde med den fornemmelse: Du er vist ved at blive gammel! Du taler som et ekko fra forrige århundrede! Du må se at komme i omdrejninger, så du kan følge med i alt det nye, der sker!

Men lad os nu se på det!

Der er to forhold, jeg vil gøre opmærksom på, to forhold, hvor vi i vore dage tænker fuldstændig omvendt af den måde, man tænkte på i gamle dage. Og rigtigt gættet, jeg mener faktisk, at den måde, man tænkte på i gamle dage, var bedre, og jeg mener også – som den gamle Jeronymus, jeg er – at vi hurtigst muligt skulle se at indføre de tilstande, vi havde i gamle dage.

Men ak, det er vist lettere sagt end gjort. For det er hele kleresiet, der er smittet med den moderne tankegang, som de vist ikke engang helt er klar over, hvad går ud på. Det er journalister og politikere i en samlet masse, der nu burde lytte efter, hvad en gammel Jeronymus har at fortælle om de gamle dage, som han jo nok husker lidt bedre end de fleste.

De to forhold hedder grænsebevogtning og spionage.

Angående det første vil jeg henvise til tilstanden i gamle dage, oven i købet gøre det som noget ideelt: I gamle dage var det det enkelte land selv, der bevogtede sine grænser, sørgede for, at der var styr på tingene, så der ikke optrådte nogen illegale grænseoverløbere.

I dag, derimod, tillader EU ikke Grækenland at genoptage den praksis, man havde før 2015, hvor det var den græske flåde, der sørgede for at bevogte grænsen mellem Grækenland og Tyrkiet, de ofte smalle sunde, der adskiller de græske øer fra det tyrkiske fastland. Den praksis lod den nytiltrådte græske regering i januar 2015, under Syrizas ledelse, sig af diverse ”Gutmenschen” lokke til at opgive med det resultat, at Europa blev oversvømmet af migranter fra august 2015 og frem til marts 2016.

Denne vældige strøm blev standset, først af en aftale mellem Balkanlandene om at hjælpe Makedonien med at lukke grænsen til Grækenland fuldstændig af, dernæst af en aftale mellem EU og Tyrkiet om, at alle migranter, undtagen syriske flygtninge, skal sendes tilbage til Tyrkiet mod en klækkelig betaling til Tyrkiet, förstås.

Og det er noget af det, omtalte gamle Jeronymus ikke forstår. Var det, grækerne gjorde, da deres flåde patruljerede i Ægæerhavet, ikke noget, ethvert land har ret til at gøre? Det var i hvert fald i gamle dage en ganske ligefrem tanke, at der ved enhver grænse blev foretaget grænsebevogtning. Var det imod én eller anden aftale eller EU-lov eller konvention, når grækerne lod flåden presse eventuelle migrantbåde tilbage? Det har i hvert fald sidenhen ikke været omtalt, at det var det, de gjorde.

Og det er det, der undrer mig gamle mand: Hvorfor vil Europa ikke længere bevogte sine grænser? Hvorfor laver man aftaler med de nordafrikanske lande om at holde migranter tilbage? Er det ikke den omvendte verden, hvis mit naboland for at vise sig som en god nabo skal bevogte grænsen for mig? At det ikke er mig, der skal holde kontrol med, hvem der kommer ind i mit land, men min nabo, der skal holde kontrol med, hvem der komme ud af hans land?

Det er det første forhold, jeg vil anholde som noget, der er det omvendte af det, det var i gamle dage. Og man er velkommen til for sig selv at prøve at afgøre, om den kendsgerning, at ikke ret mange andre har forsøgt at anholde denne ikke-grænsebevogtning, skyldes, at undertegnede er gammel, eller det har sin rod i, at han er temmelig ”jeronymusset”.

Det næste forhold er om muligt endnu mere ikke-omtalt.

Det har med det at gøre, at det i gamle dage var et lands eget ansvar at bekæmpe spioner. Da sovjetrusserne kort tid efter krigen fik del i atomhemmeligheden, fordi nogle englændere, der arbejdede med fremstilling af atomvåben, havde kommunistiske tilbøjeligheder, var det naturligvis et hårdt slag for den britiske kontraspionage, men der var da ingen, der fik den idé at bebrejde Sovjetunionen, at deres spionage var bedre end den britiske kontraspionage. Det var virkelig – dengang i gamle dage, altså – ethvert lands opgave at beskytte sine hemmeligheder mod fremmede magters indtrængen, og gjorde de det ikke godt nok, var det bare ærgerligt.

Og det var sådan set ligegyldigt, om den fremmede magt indrømmede sin heldige spionage eller ej, det faldt f.eks. ikke nogen ind at tvivle på, at russerne havde fået opskriften på atombomben ved spionage, russerne kunne så sige, hvad de ville.

Også det er der i vore dage vendt op og ned på.

Det kan selvfølgelig hænge sammen med, at der nu sker så mange ting, som den jævne mand – og da slet ikke en gammel Jeronymus – ikke rigtig forstår. Hvordan man er i stand til at hacke sig ind på noget, man ikke burde have adgang til, ja, det er en gåde for de fleste, men når det er almindelige firmaer, der udsættes for det, kan dog de fleste, også undertegnede, forstå, at de pågældende firmaer må beskytte deres data noget bedre.

Og jeg kan også godt forstå det, når store lande advarer mod onde magters hacking, uden at jeg er helt klar over, hvem der hentydes til med ”onde magter”, dog gætter jeg på, at det, hvis det ikke er Kina, nok er Rusland. For i hvert fald Rusland har jo fremragende skakspillere, og de er nok helt fantastiske til det dèr med at hacke.

Men hvad jeg ikke forstår, er, hvad der foregik i USA op til præsidentvalget i 2016. Det forlyder, at Trump-kampagnen skulle have haft kontakt til nogle russiske hackere, der kunne hacke sig ind på Hillary Clintons servere og finde ud af det demokratiske partis valgstrategi (eller hvad de nu fandt ud af). Og det forlyder også, at nogle russiske ”trolde” har skabt en mængde uægte e-mails og andre internet-mystifikationer, hvorved de kunne blande sig i den amerikanske valgkamp og sørge for, at det blev Trump og ikke Clinton, der vandt.

Nu er det så oven i købet kommet frem, at denne indblanding skete ved hjælp af 12 navngivne russere, som i USA er anklaget for spionage (eller hvad de nu er anklaget for). Og det mærkelige er, at det også synes bevist, at disse 12 personer havde relation helt op til Putin.

Dette blev afsløret kort tid, før Trump skulle mødes med Putin i Helsingfors. Om det var et rent tilfælde, eller man fra dele af administrationen ville have Trump til at aflyse mødet med Putin, det er ikke godt at vide.

I hvert fald var man fra amerikanske mediers side stærkt interesseret i at få Trump til at bebrejde Putin det på deres møde.

Og det er netop det med denne bebrejdelse, jeg ikke helt kan forstå.

Har amerikanerne andre at bebrejde end sig selv? Ja, demokraterne skulle have sikret deres servere bedre. Men hvis Trump er nødt til at bruge russere for at hacke sig ind på disse servere, skyldes det så, at der ikke er amerikanere, der er tilstrækkelig dygtige hackere?

Og i det hele taget: Hvis russerne ved hjælp af hackere og ”trolde” kan påvirke et amerikansk valg, så er det da sandt, at de kan være uheldigt for den demokratiske proces, men det er da så sandelig amerikanerne selv, der skal udarbejde procedurer, så den slags ikke kan foregå, det er amerikanerne selv, der skal sikre sig, at deres demokrati ikke kan påvirkes på den måde.

Og derfor forekommer det mig, at al den ståhej, som Trump har fremkaldt med sine bemærkninger på pressekonferencen efter topmødet, er noget af en skændsel for amerikansk presse. Man blander indenrigspolitik og udenrigspolitik sammen. Man forlanger af Trump, at han skal benytte topmødet til at bebrejde Putin denne indblanding, som efter mediernes opfattelse er så bevist, som den kan blive, men man tænker ikke over, om forholdet mellem USA og Rusland forværres ved en sådan bebrejdelse.

Der har i tidens løb foregået meget i det skjulte. Spionromaner er fulde af den slags beretninger. Og det har været en nådesløs kamp. Ikke noget med barmhjertighed her. Ikke noget med en højere moral. Her gjaldt det om med alle midler at få fat på det, man ville have, og for enhver pris ikke at blive opdaget. Og blev man opdaget, var det bare med at benægte så hårdt, man kunne.

Vi fik paraplymordet på et tidspunkt, så fik vi plutonium-mordet, og nu sidst Novochok-forgiftningerne i England. Og om det nu skyldes, at tingene ikke foregår helt så hemmeligt som i spionromanerne, eller det skyldes, at kontraspionagen er blevet bedre, sikkert er det, at England ikke har holdt sine anklager mod Rusland tilbage, men ladet dem komme offentligt frem, endda fået mange lande til at gennemføre aktioner imod Rusland.

Rusland benægter selvfølgelig alt. Jeg kan ikke helt blive klar over, om det skyldes, at landet stadig befinder sig på spionromanernes stade og tidspunkt – lidt ligesom denne blogejer – eller det skyldes, at de ikke har noget med mordene at gøre. Men i hvert fald: Der er sket den ændring i Vestens offentlighed, at der nu er vendt op og ned også på disse forhold. Nu er det ikke så meget det enkelte lands pligt til at beskytte sig imod den slags fra andre landes side, man interesserer sig for, nej, nu går man i offentligheden op i, hvordan man kan få det andet land til at ophøre med den slags frækheder.

At det virkelig er noget nyt, kunne ses på pressemødet i Helsinki efter topmødet. Ole Wæver sagde det i Deadline den 16-7 meget præcist: Det var da topmålt tåbelighed af en reporter at spørge ind til afsløringerne om, at Putin skulle have hjulpet Trump under valgkampen; som om ikke enhver med lidt omløb i hovedet ville kunne sige sig selv, at hvis der virkelig var noget om de anklager, der kommer fra USA, så ville ingen af de to røbe noget; de havde jo begge haft fordel af det.

Ikke desto mindre er det denne manglende tro på de amerikanske myndigheder, som Trump gav udtryk for på pressemødet, der er det store samtaleemne i USA. Og han har da også følt sig foranlediget til at trække sin manglende tro tilbage. Ret klodset og utroværdigt.

Man mener åbenbart, at Putin skal værsgo undlade at kæmpe for sit lands interesser af hensyn til amerikanernes fine fornemmelser for fair optræden ved et valg. Det får man ham ikke til.

Det mener i hvert fald ikke denne gamle Jeronymus. Men om verden virkelig er i den grad gået af lave, at der er vendt op og ned på også dette, at det er et land selv, der skal sørge for beskyttelse, det er næsten ikke til at tro. Så jeg vil håbe på, at der bliver vendt tilbage på disse forhold, inden det hele opløser sig i kaos.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , | Skriv en kommentar

Amerikanernes egen skyld

På denne blog har man ikke kunnet læse særlig mange indlæg om præsident Trump. I hvert fald ikke indlæg, hvor jeg vover at tage stilling til ham.

Det, jeg undrer mig over ved ham, har lige fra begyndelsen været hans frisure. Jeg har ikke kunnet forstå den. Hvor reder han sit hår fremefter, og hvor reder han det bagud? Jeg er foreløbig kommet til det resultat, at han må have en meget speciel kam, der reder hvert andet hår fremefter og hvert andet bagud. Men det kan være, at fremtidige billeder af den præsidentielle hårpragt vil ændre på denne forklaring.

Dog kan jeg ikke helt nægte, at også det, der befinder sig under håret, er begyndt at påkalde sig min interesse. Her tænker jeg ikke mindst på Trumps forståelse af de økonomiske forhold – eller måske snarere mangel på forståelse af samme. Det har der været en artikel om i Berlingske fornylig, se her. Den er interessant, fordi den fremhæver, at al frihandel skaber en win-win-situation, hvilket er det modsatte af, hvad Trump påstår. Men den er især interessant, fordi den uden selv at blive klar over det, giver en forklaring på det amerikanske underskud på handelsbalancen.

Det er noget, jeg har gået og spekuleret på et stykke tid. Og så giver en økonom i denne artikel mig svaret: det er amerikanernes egen skyld, at de har et stort underskud på handelsbalancen.

Det skal jeg prøve at forklare.

Artiklen hedder ”Trumps blinde øje i handelskrigen”, og én af de ting, Trump ikke synes at være opmærksom på, er, at USA har et stort handelsoverskud, hvad angår tjenesteydelser. Blandt andet spiller det forhold ind, at der er mange flere kinesere, der rejser til USA, end amerikanere, der rejser til Kina. Det svarer til en eksport fra USA og giver et overskud til USA på den konto, der hedder turistrejser. Dette overskud er ikke stort nok til at dække underskuddet på den konto, der hedder ”varer”, men det er dog betragteligt, hedder det. Og senioranalytiker i Danske Bank Mikael Olai Milhøj siger:

Det er en naturlig følge af, at den amerikanske økonomi i stil med mange andre vestlige landes er ved at gå fra at være en industrination med produktion af blandt andet biler til at være langt mere orienteret omkring serviceydelser.

Både han og andre analytikere mener, at Trump med vilje underbetoner dette overskud, fordi de vælgere, der stemte på ham, ikke kommer fra de lag, der har fordel af overskuddet på tjenesteydelser.

Lad alt dette være, hvad det være vil. Vi skal i gang med den faktaboks, artiklen er forsynet med. Deri står der bl.a.:

Chefkonsulent i Dansk Erhverv Michael Bremerskov Jensen fremhæver, at når amerikanerne kan blive ved med at køre med underskud på handelsbalancen, skyldes det tre ting:

1) At den amerikanske økonomi har fungeret som magnet på udenlandske investorer, der har kastet enorme midler ind i det amerikanske aktie-, obligations- og boligmarked.

2) At dollaren fungerer som verdens reservevaluta, hvilket holder hånden under dollarkursen og skaber en global efterspørgsel efter amerikanske finansielle instrumenter.

3) At udlandet med billig lånefinansiering er villig til at kompensere for amerikanernes lave opsparing.

Og netop her dukker det op, som jeg har ledt efter og spekuleret ikke så lidt på. Men Bremerskov Jensen gør ikke opmærksom på det. Jeg er nødt til selv at gøre det.

Sagen er den, at hvis amerikanerne har for lav en opsparing (3) til kunne foretage de nødvendige investeringer i dollars, så træder udlandet beredvilligt til (1). Men så sker det noget, som Bremerskov Jensen – og vist med ham mange økonomer – regner for en positiv ting, nemlig (2), at noget ”holder hånden under dollarkursen”.

Jamen, det er da godt nok. En stærk valuta, er det ikke, hvad ethvert land ønsker sig?

Desværre jo. Det siger jo næsten alle økonomer. Men det er dumt. For hvis et lands valutakurs er for høj, bliver dets varer for dyre i forhold til andre landes varer. Og det vil sige, at hvis de mekanismer, der er omtalt i (1), (2) og (3), fortsætter, vil USA stadig have en for høj valutakurs, for høj til, at dets varer kan konkurrere med andre landes varer. Og desværre er det ikke noget, der tyder på, at disse mekanismer vil ophøre.

Det vil sige: det forholder sig ikke sådan, som Trump mener, at det er Kina, der kunstigt søger at holde sin valuta lav, så landet kan eksportere gevaldigt til USA, det forholder sig modsat: det er USA, hvis valuta holdes kunstigt oppe i kraft af mekanismer, der er dårligt forstået, en ”holden hånden under”, som desværre af mange økonomer betragtes som en positiv ting og ikke som det konkurrenceforvridende fænomen, det i virkeligheden er.

Det betyder, at den toldkrig, der nu indledes af Trump især imod Kina, men også mod EU, bygger på en forkert antagelse, eller på en antagelse, som ingen rigtig er klar over. Og man må nok desværre føje til, at Trump formentlig nok kan få mange økonomer til at skaffe ham tal, der viser, at han har ret. For der eksisterer jo en vis symbiose mellem politikere og økonomer. Og forøvrigt, hvis jeg har ret i, at de fleste økonomer næsten på rygraden regner en høj valutakurs som et gode, så vil de jo allerede af den grund ikke kunne se noget problem i, at de mange udenlandske investeringer i USA sætter dollarkursen op. Det er sikkert heller ikke noget problem for den amerikanske finansverden, men det er det for de mange firmaer, der skal konkurrere med kineserne. Og det er jo i høj grad dèr, Trumps vælgere befinder sig.

Jeg har desværre ikke nok økonomisk indsigt til at sige, hvad der skal gøres. Men én ting kan jeg dog pege på. Og jeg gad dog vidst, om ikke det var nok, hvis denne unormalitet, som jeg her skal nævne, blev bragt i orden. Underskuddet på det amerikanske statsbudget er enormt. Det vil sige, den amerikanske forbundsstat indkræver ikke nær nok skatter til at dække sine udgifter med. De statsobligationer, der skal dække hullet, skal altså finansieres. Og det er sådan set ligegyldigt, om lige den del af samfundets finansieringsbehov dækkes af hjemlige eller udenlandske investorer, selve det, at staten optræder med et så stort underskud, der skal dækkes ind, er med til at kalde de udenlandske investorer frem, derved med til at øge efterspørgslen efter dollars, som man kan bruge til sine opkøb af amerikanske aktier og obligationer, og derved med til at gøre dollaren kunstig dyr.

Kunne man fjerne dette enorme underskud, ville måske et mere rimeligt forhold mellem dollaren og andre valutaer fremkomme. Og beskyldningerne mod Kina for kunstig valutamanipulation kunne affærdiges.

Men altså, så vidt jeg kan se ud fra denne lille let oversete bemærkning om, at det forhold, at dollaren fungere som verdens reservevaluta, holder hånden under dollaren, er det amerikanernes egen skyld, at deres handelsunderskud, hvad varer angår, er så stort.

Så altså: det, der roterer rundt under præsidenten mærkelige frisure, er ikke bare mærkeligt, det er direkte forkert.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget | Skriv en kommentar

Martyrvirkning

De to prædikener, jeg stiftede bekendtskab med i søndags – den ene holdt i min ”hjemkirke”, den anden af Merete Boye, læst på document.dk se her – har givet mig anledning til nedenstående bemærkninger.

Det problem, der i første omgang rejser sig for en moderne læser, kunne være problemet om Guds almagt. I teksten, som er Matt 10,24-31, står der jo bl.a.:

Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. (vers 29).

Hvad er nu det? Betyder dette ”uden jeres fader er med den” mon, at Gud lader dem falde til jorden? Står da Gud bag det onde, der sker?

Den tanke er der i vore dage mange, der har svært ved at kapere. Gud kan da ikke ligefrem være ond. Det havde i hvert fald for nogle år siden Lars Sandbeck. Jeg skrev derfor lidt imod ham, se her. Han havde vendt sig imod den gamle oversættelse, der lød: ”uden jeres faders vilje”. Dette med ”vilje” står der ikke noget om, sagde han, meget korrekt. Og derfor hævdede han, at ”teksten understreger ikke almagten, men nærværet, den solidariske, kærlige faders nærvær med og omsorg for selv de mindste ting”.

Det er nu i al almindelighed mærkeligt at fratage Gud almagten, men det er da i særdeleshed her besynderligt. For lige efter dette med spurven, der falder til jorden, står der, at Gud har talt alle vore hovedhår. Nå ja, for nogen kan det vel være en overkommelig opgave, (se f.eks. billedet af Lars Sandbeck i denne artikel) men for langt de fleste menneskers vedkommende, i hvert fald de unge blandt os, er det nu noget, der synes nærmest umuligt for os mennesker, og kun muligt for Gud. Det må vel også være den trøst, der skal gives, at når Gud har styr selv på noget så ligegyldigt som antallet at vore hovedhår, så har man nok også styr på det langt mere afgørende: om vi lever eller dør.

Men er Gud da almægtig? Er han så almægtig, at han står bag også det onde, der hænder mennesket?

Ja, det mest indlysende svar er jo, at har han ikke det, er han ikke almægtig. Og er han ikke almægtig, er han så Gud? ”For Gud er alting muligt”, hedder det i Matt 19,26, Luk 1,37, Job 42,2 og 1 Mos 18,14. Alle disse skriftsteder må vi altså skrotte, hvis Gud alligevel ikke er almægtig.

Men så står han altså bag det onde, der hænder mennesket?

Lad os sige det på den måde, at Gud har sat mennesket ind i en verden med både vulkanudbrud og tsunamier. Men han har ladet det være op til mennesket selv at træffe foranstaltninger imod dette onde. Vil vi absolut bosætte os på vulkanens sider, fordi der er frugtbar jord dèr, er det vort eget ansvar at holde øje med de udbrud, der kan komme, og senere lære af de ulykker, der rammer os. På samme måde som det op igennem menneskets udviklingshistorie hele tiden har været menneskets lod at lære at omgås vilde dyr, uvejr og andre gebrækkeligheder, herunder vort eget legemes sygdomme.

Det vil sige: Sådan ser vi kristne på det. Muslimerne ser anderledes på det. For dem er Gud almægtig også på den måde, at hans almagtstråde rækker ind i menneskets beslutninger og overbevisninger. Jeg har tidligere omtalt Robert R. Reillys bog ”The Closure of the Muslim Mind”, og undret mig over, om det mon kan være rigtigt, hvad han skriver dèr, at muslimerne, efter at den teologiske retning, der hedder asharitterne, sejrede i 1000-tallet, har undladt at drive videnskabelig forskning, fordi de ikke ville eller måtte gribe ind i Guds virksomhed, se her. Det skulle efter hans mening være en del af forklaringen på, at der er så få nobelpristagere fra den muslimske verden.

Det er i hvert fald givet, at vi her har en væsentlig forskel mellem den vestlige og den muslimske verden. Og jeg vil altså mene, at det afspejler en forskel mellem islam og kristendommen. Vi i den vestlige verden har lært at forholde os til verden og det, der foregår i verden, ”som om Gud ikke var til”. Vi tvinges ikke til at drage den konklusion, at han så ikke er til, men vi lokkes til selv at undersøge verden og tage vore forholdsregler, fordi den Gud, der måske/måske ikke er til, er en Gud, der stiller os frit: vi må selv finde ud af, hvordan vi vil klare os i denne mærkværdige verden, så vi ikke blot overlever, men måske endda overlever godt; vi må selv, frit, afgøre med os selv, om vi finder denne tilværelse så god, at vi vover at delagtiggøre andre i den ved at sætte børn i verden, ja, måske endda så god, at vi lokkes til at synge lovsange til Guds pris. Vi står ganske frit, Gud tvinger os ikke.

Anderledes indenfor islam! Her er Gud højt ophøjet over mennesket, ganske umulig at forstå og komme til rette med. Og han tvinger sin vilje igennem, uanset vor indsigt og kunnen og gøren og laden. For en hurtig betragtning kunne det godt se ud, som om muslimen er et frommere menneske end den kristne. For, ikke sandt, han affinder sig med både det onde og det gode fra Guds hånd, han beder sine foreskrevne bønner uanset, hvordan det går ham, han modtager godt og ondt med samme holdning. Men er det en holdning af tak? Kan det være det, når den dog i sidste ende ikke er muslimens egen, men er fremkaldt af den Gud, der virker igennem hans følelser og viljesafgørelser?

Forskellen mellem de to religioner kommer frem som en forskel i Guds forhold til henholdsvis Muhammed og Jesus.

Forholdet mellem Muhammed og Gud er et tvangsforhold. Hvad der står i den hellige bog, koranen, er Guds eget, skinbarlige ord, der er intet i denne bog, der er Muhammeds tilskud til formuleringerne. Gud får Muhammed til at hensættes i en særlig trance-lignende tilstand, i denne tilstand lægger han koranens ord ind i Muhammeds hjerne, så han senere, når han vågner op af sin trance, kan recitere den nøjagtige ordlyd af Guds tale, så det kan blive nedskrevet og dermed overleveret til en hungrende eftertid.

Muhammeds efterfølgere har derfor ikke andet at gøre end at bøje sig i støvet for koranens ord, derfor hedder en sådan efterfølger en ”muslim”, dvs., én, der underkaster sig.

Men ligesom muslimen er tvunget til at underkaste sig, som Muhammed var det, således skal også Muhammeds budskab, koranen, udbredes ved tvang. Af og til kun mild tvang, men frihed er der ikke tale om, ligestilling mellem muslimer og kristne/jøder på statsplan heller ikke.

Forholdet mellem Jesus og Gud er derimod et frit forhold. Bibelen er ikke umiddelbart Guds ord. Den er kun Guds ord igennem menneskelig forståelse, menneskelig udtryksmåde, menneskelig grebethed. Når Jesus siger ”Hver dag har nok i sin plage” (Matt 6,34), så er det noget, han siger ud fra sin egen erfaring af, hvordan tiden henrinder, og hvordan et menneske ved at tage sorgerne på forskud kan ødelægge dagen i dag. Og de mennesker, der hører ordet, tænkes da også at forstå det på rent menneskelig vis, måske endog at ane en lille ræv bag øret hos Jesus. Som om nogen dag kan være en plage!

Og budskabet tænkes også at udbredes ved fri overbevisning. Men her kommer det interessante. For hvad nu, hvis de mennesker, som budskabet tænkes udbredt iblandt, betragter enhver tale om et frit forhold til Gud som gudsbespottelse? Hvad nu, hvis de er så overbeviste om, at de er tvunget af Guds åbenbaring til at vende sig imod en sådan frihedsforståelse med vold? Jøderne havde Guds åbenbaring i Toraen, den lov, Gud havde givet på Sinai, muslimerne har den i koranen, begge har den på en måde, så de må vende sig med vold imod den, der vil undergrave denne opfattelse – i hvert fald jøderne på Jesu tid.

Ja, så måtte jo jøderne på Jesu tid slå Jesus ihjel. Hvad de jo som bekendt også gjorde. Men de måtte naturligvis fortsætte med at slå de disciple ihjel, som hævdede, at han var opstået fra de døde. For derigennem fastholdt disse disciple jo Jesu frihedsforkyndelse, ja, slog fast som uigendriveligt, at det at tro på toraen som Guds åbenbaring var at have en falsk gudsforståelse. Men hvordan skal disse disciple forholde sig til den tvang, den tids jøder ville lægge ned over dem?

De skulle forkynde det glade frihedsbudskab, uanset hvad denne forkyndelse førte til for deres personlige vedkommende. De skulle gå i Jesu fodspor, den Jesus, der fastholdt sin forkyndelse, selv stillet overfor døden. De skulle fastholde, at forholdet til Gud var et frit forhold, om så jøderne truede med døden.

Hvordan kunne de dog det? Var ikke forkyndernes død det ultimative bevis på, at deres forkyndelse var usand, at Gud ikke stod bag den forkyndelse af det frie forhold til ham, som de gik ind for?

Nej, tværtimod, siger søndagens evangelium. Når man altså vover at inkorporere almagtstanken i det. For Gud, den almægtige, virker igennem martyrernes død. Han formår at få de uskyldiges død til at virke tilbage på bødlerne, så de – før eller siden – kan se det forkerte i det, de har gjort.

Dette evangelium kan nok siges at forudsætte almagtstanken, men det gør det på den måde, at almagtstanken skal lyde som en trøst til dem, der forfølges, fordi de forkynder Jesu opstandelse. I det førnævnte indlæg, nemlig dette, nævnte jeg den tanke, at de spurve, der er tale om, nok ikke er fritflyvende spurve, men spurve i bur. Derigennem siges det til de kristne, der er sat i fængsel af forfølgerne, at Gud har det i sin magt at lade dem komme fri eller lade dem lide martyrdøden. Om han vælger det sidste, skyldes det ikke, at han er en ond Gud, men det skyldes, at han vil bruge denne martyrs død til at forkynde sit frihedsbudskab for dem, der synes ganske immune overfor det.

At noget så utroligt kan lade sig gøre, er Paulus’ skæbne et bevis på. Han var i begyndelsen kristenforfølger, mente det helt i orden at kristne skulle indfanges og stenes, hvis de bekendte Jesu frihedsbudskab. Men den holdning led skibbrud, den holdning kunne han ikke fastholde, stillet overfor de mange, der fastholdt troen trods de sten, der regnede ned over dem. Han skriver jo selv om det i Gal 1,13 og i 1 Kor 15,9. Man kan også sige, at han med sit liv bevidnede, at ”afsmitningsreglen” var sand. ”Afsmitningsreglen” er et udtryk, jeg har brugt om det forhold, at et menneske får tilmålt med det mål, det måler med (Luk 6,38), se her. Og det, denne søndags tekst vil sige er altså, at vi rolig kan regne med, at det forholder sig sådan, Guds almagtskræfter står bag den forkyndelse, der er sat i værk af Jesus, blot viser disse kræfter sig her som Ordets kræfter, det er Ordets almagt, der er tale om, det er Ordet, der formår at sætte sig igennem trods al modstand. Det svarer forøvrigt udmærket til det skriftord, vi anvender ved enhver dåb, nemlig Matt 28,18, hvor Jesus siger til sine disciple, at al magt i himlen og på jorden er givet ham, altså givet det korsfæstede og opstandne Ord.

Men hvordan så få disse tanker omsat til vore dages menigheder? Ja, det problem rejser også Merete Boye. Hun siger i sin prædiken:

Vores herre og mester sagde sandheden om os og om alle mennesker så klart og med en sådan myndighed, at de, der ikke brød sig om det, ikke fandt anden udvej end at håne ham, kalde ham for Fanden selv, og til sidst at slå ham ihjel på korset. Hans tale var stærk og myndig og udfordrende. Kunne det tænkes, at vores kristne tale i dag er blevet så fad og så tam, at den ikke kan udfordre nogen? Det er et uvelkomment og et ubehageligt spørgsmål, men ikke desto mindre er vi nødt til at spørge os selv, hvad det er der gør, at vores kår er så meget bedre end Jesu kår, og de første disciples? Er vi gået på akkord med sandheden? Vælger vi i vores kristne tale og livsførelse den bløde mellemvare, det som de fleste kan blive enige om – noget, der hverken er bevislig løgn eller påtrængende sandhed, som vi står inde for med vores liv og lemmer? Ikke, som Jesus sagde, vores tale skulle være: ”Ja ja!” og ”Nej, nej!”, men ”Joh, men” og ”tjah, såmænd… ham Jesus sagde så mange gode ting, men lad os ikke blive lukkede og ensidige: vi skule da nødig komme til at provokere eller ryste nogen.” Hvis det er dén tale, vi fører i vores kristne kirke, så er vi så ufarlige og så tandløse, at ikke engang kejser Nero ville kunne finde på at krumme et hår på vores hoveder.

Desværre har hun alt for meget ret i disse bemærkninger. Og specielt har hun ret, hvis ordene anvendes på kirkens forhold til islam. Her forekommer det i hvert fald mig, at kirken alt for ofte vælger den bløde mellemvare, den, der på ingen måde kan provokere eller ryste nogen. Men skulle vi ikke kunne bekvemme os til at sige sandheden om islam? Skulle vi ikke i stedet for al vor eftergivenhed fortælle sandheden om koranen: at den indeholder en række opfordringer til uvenskab med, ja mord på os ikke-muslimer?

Måske det ville være en idé, om vi begyndte med at nævne nogle af de martyrer, der i dag bliver ofrer for den muslimske terror! Måske vi burde tilføje en række mennesker i kirkebønnen, f.eks. de mennesker, der må leve med politibeskyttelse, fordi de har udtrykt sandheden om islam. Det ville være en udmærket måde at komme bort fra det ofte anvendte udtryk, at ”de selv var ude om det”. Jeg foreslog også for snart flere år siden, at vi burde oprette en særlig helligdag, Ny Alle Helgen, hvor vi fejrede nutidens martyrer, se her. Jeg skrev bl.a.:

Skal vi ikke kalde den kvinde, hvis mord jeg omtalte i begyndelsen [hun blev skudt ved massakren i et center i Nairobi, fordi hun svarede ja til, at hun var kristen], for en martyr? Skal vi ikke kalde andre, der dør med samme bekendelse på læben, uanset at de kunne redde livet ved at nægte at bekende deres tro, for martyrer også? Og skal vi ikke kalde alle dem, der holder fast på sandheden, uanset om de trues på livet, for martyrer? Theo van Gogh, f.eks.? Ved samme lejlighed kunne vi jo så mindes de mange, der ikke har lidt martyrdøden, men er truet til at leve med politibeskyttelse døgnet rundt, Geert Wilders, Hirsi Ali, m.fl. Også de betaler en pris for at sige sandheden, også dem burde vi jo hylde for deres mod.

Forslaget kan stadig tager op og aktualiseres.

P.S.: Man vil bemærke, at jeg denne gang har søgt at linke til de bibelsteder, jeg omtaler. Desværre giver bibelselskabet kun begrænset mulighed for at linke til enkelte vers. Ud over bibelselskabets udgave benytter jeg mig af en gengivelse af fire af Paulus’ breve, som jeg lavede for nogle år siden.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , | Skriv en kommentar

Også du …

Ovenstående citatstump fra Cæsar stammer, som man måske véd, fra dengang, Cæsar blev myrdet. Han opdagede sin ven Brutus blandt morderne, og udtalte så de erindringsværdige ord: ”Også du, min søn Brutus!”

Det er dog ikke Brutus, jeg vil bruge ordene om – jeg udtaler dem jo heller ikke, mens jeg er i færd med at blive myrdet – men den tyske filosof Jürgen Habermas. Og det ”også”, som skal udtales med en vis bedrøvethed, hentyder til, at Habermas er plaget af frygt for økonomiske sandheder, så han, ligesom hovedparten af journalister og politikere, helst undlader at komme nærmere ind på økonomiske forhold.

Af bedrøvetheden kan man måske fornemme, at jeg havde troet, Habermas ville være anderledes. Og sandt nok, det havde jeg. Jeg har tidligere beskæftiget mig en del med Habermas, faktisk skrevet en hel bog om ham og hans filosofi, en filosofi, jeg mener, det kan være gavnligt for teologer at sætte sig ind i. ”Myte og rationalitet” hed den.

Og jeg har også her på bloggen beskæftiget mig med ham en enkelt gang. Det var spørgsmålet om den ”herredømmefri kommunikation”, jeg havde oppe at vende, se her.

Nu er det imidlertid en helt anden Habermas, jeg har for mig. Nu er han politisk kommentator. Og i en tale, som Information har bragt på forsiden og inde i bladet – den er meget lang – slog det mig, at den forhekselse, som han tillægger Vestens politikere, især de tyske, lider han da vist selv af. Talen findes i oversættelse til dansk her (bag betalingsmur) og på tysk (gratis) i Die Zeit her. Talen er holdt i anledning af, at Habermas blev tildelt den tysk-franske journalistpris.

Den forhekselse, der er tale om, får dem, der er grebet af den, til at undlade at gøre sig nationaløkonomiske overvejelser. I Habermas’ tilfælde er sådanne overvejelser næsten totalt fraværende. Alligevel beskæftiger han sig indgående med Tysklands rolle inden for euroen og prøver at vise, at tyskerne slet ikke – ret betragtet – er de gode europæere, de tror de er.

Habermas bruger ikke ordet ”forhekselse”, det er min opfindelse. Men han taler om, at de tyske politikere handler i god tro, blot forvandler denne gode tro sig, uden at de opdager det, meget ofte til forkerte gerninger. Han sammenligner det med cisterciensernes anfægtelser i det 11. århundrede:

I det 11. århundrede blev munke i cistercienserklostrene hjemsøgt af trosanfægtelser, der resulterede i en form for melankolsk apati. Dette tungsind, der gik under betegnelsen acedia, blev ikke straffet som synd, fordi det ikke overskred den kognitive grænse til eksplicit kætteri. Men ‘munkesygen’ kunne heller ikke henføres under diagnosen depression – hvilket ville have fritaget de ramte for ethvert personligt ansvar. … Det er præcis denne udviskning af ansvarets klare grænser, der også kendetegner den vaklende tro eller mauvaise foi i dens nutidige mere jordnære udgaver.

Dette bruges af Habermas som en beskrivelse af de tyske politikere. Men det kunne lige så vel bruges af mig i min beskrivelse af den sygdom: samaritanitis, som jeg mener hjemsøger den europæiske elite: man rammes af den uden egentlig at kunne gøre for det, men man har alligevel på én eller anden måde ansvar for de gerninger, den fører med sig.

Men når Habermas omtaler denne mauvaise foi, bruger han den til at vise, hvordan tyskerne tror, at de handler ret og rimeligt indenfor euro-samarbejdet, men i virkeligheden kun skøtter sig selv.

Her har han især et godt øje til Merkels sprogbrug. Han fremkommer endda med nogle sprogfilosofiske bemærkninger. Hendes brug af ordene ”loyalitet” og ”solidaritet” er påfaldende, siger han. Hun kan kræve ”loyalitet” af Tysklands EU-partnere. Men

i almindelighed må vi sige, at det kun er chefer, som er i position til at kræve loyalitet af deres ansatte, hvorimod fælles politisk handling snarere forudsætter solidaritet end loyalitet.

Og Habermas fortsætter så med at skitsere, hvad solidaritet er:

‘Solidaritet’ er en term, der beskriver et gensidigt tillidsfuldt forhold mellem to aktører, som er gået sammen om et fælles politisk projekt ud fra egen fri vilje. Solidaritet er ikke godgørenhed, og det er helt sikkert heller ikke at stille betingelser, der kun er til fordel for den ene aktør.

Og lidt senere hedder det:

Tillid slår bro over det tidsspand, der kan forløbe, indtil en gentjeneste kan forfalde, selv om det kan være usikkert, hvornår eller om den overhovedet forfalder. De tvangsmæssige og rigide betingelse, der blev opstillet for vores såkaldte solidaritetshjælp, udstiller klart manglen på et sådant tillidsgrundlag – og hulheden i vores selvbillede som gode europæere.

Her genkender jeg de to former for forhekselse, den ene er – nej, ikke den forhekselse, som Habermas mener, tyskerne er angrebet af, men den, han selv er angrebet af, og den anden er den, der har grebet diverse Gutmenschen, mest politikere og journalister.

Habermas sagde i begyndelsen af sin tale, at det ikke ville være en moralsk bebrejdelse, han ville komme med. Men er der noget, disse ord er, er det da moralske. De betingelser, der blev opstillet for Grækenland, var tvangsmæssige og rigide, og udstiller manglen på tillid fra tyskernes side, og viser altså, at de slet ikke er så gode europæere endda. Tyskerne bliver moralsk fordømt af Habermas, fordi de ikke viser grækerne tillid.

På samme måde bliver vi indvandringsmodstandere moralsk fordømt af de europæiske Gutmenschen, fordi vi ikke anser migranterne for at være flygtninge, vi stoler ikke på deres forklaringer, vi tror, at de ikke er forfulgte, de er kun ude på at få et bedre liv.

Hvis vi nu ser på, hvad Habermas ikke siger, så er det bemærkelsesværdigt, at denne tillid skal være der, uanset, at grækerne så sandelig efter almindelig målestok ikke har vist sig tyskernes eller andre långiveres tillid værdig. Alle de politiske tiltag, de lovede at ville gennemføre, lod de være med at gennemføre. Deres politikere lod blot hele det græske cirkus med klientelisme, manglende skatteopkrævning og nærmest uopsigelighed for offentligt ansatte fortsætte. Det er jo baggrunden for de skrappe foranstaltninger, den såkaldte trojka har indført. Men kan sige, at tyskernes og de andre långiveres tillid til grækernes tilbagebetalingsevne har lidt nederlag. Derfor de rigide tiltag.

Men alt det siger Habermas ikke noget om. Og derfor svarer Habermas’ opfordring til at vise grækerne tillid ganske til de ”gode” europæeres holdning til migranterne: de vil have os til at nære tillid til, at det er sandt, når de siger, at de er forfulgte i deres hjemland; de vil have os til at tro på, at de uledsagede flygtningebørn angiver en korrekt alder.

Den forhekselse, Habermas er grebet af, minder således slående om den forhekselse med hensyn til migranterne, mange europæere er grebet af.

Men skal man da vise tillid ud i det blå? Selv hvis vi siger ”solidaritet”, mener vi vel dog, at solidariteten må være gensidig, og vi må vel ”have lov til” at blive lidt knotne, hvis den anden part ikke udviser solidaritet.

Men nej, sådan tænker Habermas ikke. Han er ude med den moralske forargelse over sine tyske landsmænds manglende solidaritet. Han mener, at de under dække af ordet solidaritet hypper deres egne kartofler. Og hvad værre er: Han mener, at man kan bebrejde mennesker, at de ikke udviser tillid. Han er ikke klar over, at tillid er noget, der vokser frem af sig selv. Men derom senere.

Hvis nu Habermas havde bragt nogle ret enkle økonomiske betragtninger ind i billedet, så havde det hele set noget anderledes ud, og så havde han kunne spare lidt på forargelsen over tyskernes, som han mener det, hykleriske solidaritet.

Allerede, da den fælles mønt blev indført, var der økonomer, der advarede. Forståeligt nok! For med så forskellige systemer for løndannelse i de mange euro-lande, synes det umuligt at låse valutaerne fast. Hidtil har man jo kunnet devaluere, hvis lønnen i ens eget land blev for høj i forhold til lønnen i de andre lande. Derved har man kunnet bevare sin konkurrenceevne. Men hvordan skulle det gå nu, hvor den mulighed ikke foreligger, men hvor man stadig arbejdede med det ”gamle” løndannelsessystem?

Tja, det har vi fået svar på gennem ikke blot Grækenlands, men også Italiens og Frankrigs manglende konkurrenceevne overfor Tyskland. I første omgang gik det nogenlunde, for landede optog bare statslån for at kunne give de arbejdsløse understøttelse. Men det er det, der, som tiden er gået, er blevet umuligt. Så de advarende økonomer havde ret. Men hverken Habermas eller hovedparten af den europæiske elite har opdaget det.

Jeg har flere gange argumenteret for, at disse vanskeligheder ret let kunne løses derved, at landenes valutaer fik lov at flyde i forhold til hinanden. Så ville disse forskelle udjævnes, og man ville automatisk få nogenlunde samme konkurrenceevne og nogenlunde samme arbejdsløshed.

Men den solidaritet eller den forståelse, der på den måde ville være vokset frem mellem de europæiske folk, har den europæiske elite ikke haft tålmodighed til at vente på. Derfor ville man i stedet med euro-projektet tvinge solidariteten frem.

Og hvad blev resultatet? Ja, Habermas har kun øje for, at tyskerne ikke år efter år har kunnet se på, at de skulle punge ud for at redde især de sydeuropæiske økonomier. Det bebrejder ham dem. De må virkelig udvise større solidaritet. Men han bebrejder ikke grækerne, at de afbilder Merkel med Hitler-overskæg, så vrede er de på tyskerne. Indbyrdes solidaritet mellem de europæiske folk? Det går grækerne ikke med til, for de mener – fejlagtigt – at den store arbejdsløshed og de lave lønninger, de må slås med, er tyskernes skyld. Man kan virkelig frygte, at megen mellemfolkelig forståelse i Europa vil gå tabt med den nuværende politik.

Og det er sørgeligt, at Habermas i stedet for at fremkomme med argumenter, også selv om de skulle være af nationaløkonomisk art, giver sig til at udarbejde en forhekselsesboble, han kan anbringe sine modstandere i. Det skuffer mig. Jeg kunne godt forvente noget mere af ham.

Men det hænger måske sammen med, at han ikke har blik for den nationale sammenhængskraft. Fejlagtigt mener han, at den nationale sammenhængskraft i 1800-tallet blev fremelsket af en klog og fremsynet elite, det var ikke sådan, at den voksede frem af sig selv, den er ikke naturwüchsig entstanden. Tilsvarende mener han om en europæisk folkelighed, at den vil kunne fremelskes af en europæisk elite, en dertil svarende europæiske solidaritet vil ikke kunne vokse frem på naturlig måde.

Denne fremelskelse ser han hos den franske præsident Macron, ikke hos Merkel eller de andre tyske politikere. Det centrale spørgsmål er for Habermas ”politisk udvikling i euro-zonen”. Altså politisk udvikling, så må den økonomiske udvikling klare sig, som den kan bedst. Det overmod, der prægede euroens politiske arkitekter i sin tid, lever på bedste – eller værste – vis videre hos Habermas. Man tror, man kan beslutte hvad som helst, uafhængigt af den økonomiske virkelighed.

Helmut Kohl fattede ved sammenslutningen mellem DDR og Vesttyskland den politiske beslutning, at kursen mellem D-marken og den østtyske mark skulle fastlåses. Det var en klog politisk beslutning, men de økonomiske tømmermænd viste sig bagefter, da Tyskland fik et budgetunderskud, der oversteg det, der var tilladt af EU.

Det samme vil Macron nu gøre. Og han får Habemas’ anerkendende ja til det. Macron har

i det mindste taget de første skridt hen imod en dagsorden, der rækker langt ud over ét enkelt lands interesser, mens Merkel kæmper for sin egen politiske overlevelse. Macron kritiseres med rette i sit eget land for sine reformers socialt ubalancerede karakter, men han rager et hoved op over alle andre europæiske ledere, fordi han anskuer alle de aktuelle problemer ud fra et meget bredere perspektiv og dermed ikke bliver dømt til kun at være reaktiv. Han har modet til at forme en ny politik.

Igen ser Habermas bort fra de økonomiske kræfter. Macron har med rette set, at de franske fagforeninger modarbejder den europæiske integration, fordi de gør Frankrig mindre konkurrencedygtigt, og derfor bekæmper han dem. Det ser Habermas ikke. Han tror, man på én gang kan have løndannelse som sædvanligt og fast kurs overfor udlandet gennem euroen.

Og ud fra denne anskuelse får bankunionen og alle de andre tiltag, der ”skaber spillerum og kompetencer for en fælles fleksibel politisk handling på europæisk niveau”, Habermas’ velsignelse med på vejen. Og den får de, fuldstændig uden overvejelse over, om de økonomiske kræfter nu vil tillade det.

Habermas forklarer:

Jeg taler her om overskridelse af tærsklen til de overnationale og dog demokratiske former for politisk integration, der lægger op til, at vælgerne forud for deres stemmeafgivning skal afveje perspektiverne for alle borgere, også på tværs af landegrænser.

Oversætteren har her pyntet lidt for meget på teksten. Han har således selv indføjet ”og dog demokratiske”, og bevares, det lyder jo beroligende, at også de overnationale former er demokratiske, men det er ikke noget, Habermas har været i tvivl om, og derfor heller ikke noget, han har behov for at understrege på samme måde, som oversætteren har det. Ligeledes står der faktisk ikke ”lægger op til, at vælgerne”, men ”von den Bürgern verlangt”. Dog heller ikke om det véd jeg, om det gør nogen særlig forskel.

For det er for mig at se det sørgelige ved den Habermas, jeg træffer nu, at han i blind tillid, dvs., uden økonomiske overvejelser, går ind for EU-projektet, og ligesom de virkelig stærke EU-bosser altid, stillet overfor de vanskeligheder, den stadig tættere integration mellem landene medfører, siger: ”Mere integration, mere integration”!

Det er, hvad han anbefaler de tyske socialdemokrater at gøre, og derfor er det, han ser et ideal i Macron.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , | Skriv en kommentar

Mytteri

Jeg har tidligere omtalt det, der skete på det gode skib Tampa, et norsk skib på vej til en indonesisk havn, se her. Skibet kom et nødstedt skib til hjælp, en gammel plimsoller, der var i havsnød med en masse migranter om bord, undskyld, den gang – det var i 2013 – kaldte man endnu disse lykkeriddere for flygtninge. Men altså, de kom om bord på Tampa, og så skulle man synes, de var glade, for ikke sandt, de var jo blevet reddet fra druknedøden.

Men da de hørte, at Tampa var på vej til Indonesien, og at det var en almindelig regel på havet, at det skib, der redder skibbrudne op, tager dem med til den havn, det var på vej til, gjorde de oprør og tvang kaptajnen til at sejle dem til australsk farvand, nærmere bestemt Christmas Island. De var så mange flygtninge imod alt for få besætningsmedlemmer, at han følte, han var nødt til at rette sig efter mytteristerne.

Men ak, dengang nøjedes man ikke med at kalde migranter flygtninge, man anså også alle disse migranter for at være stakler, som det var så synd for, og ingen tillod sig derfor at kalde det, der skete på Tampa ved dets rette navn, det navn, der står i overskriften. I stedet gav den samlede verdenspresse sig til at bebrejde Australien, at man ikke modtog disse stakler med åbne arme.

Siden den tid har migranter, der tages om bord på et skib, ikke haft nødig at begå mytteri, ved selve deres antal ser de truende nok ud til, at kaptajnerne på forhånd anser det for klogest at sejle dem derhen, hvor de helst vil hen, i Middelhavet jo altid til Europa.

Det har været ”systemet” igennem alt for mange år. På to måder bryder man med de almindelige havretsregler. Man bringer sig i havsnød, hvilket man burde straffes for, og man tvinger kaptajnen til at sejle til Europa, hvad man også burde straffes for. Men fordi ingen straffer for nogen af delene, er det blevet den almindelige fremgangsmåde, ingen har mere spekuleret på, om det nu også var helt i orden.

Men nu med den nye italienske regering ser der ud til at være kommet andre boller på suppen. Document.no beretter om den seneste udvikling i sagen, se her.

En gummibåd med 67 migranter ombord udsendte nødsignaler og blev derfor taget op i et italiensk forsyningsskib. Men da optagningen skete indenfor libysk ansvarsområde, fik dette skib ordre til at sejle sydpå, for et libysk kystvagtskib var på vej for at overtage de reddede. Men det ville de ”stakkels” migranter ikke finde sig i, og de truede kaptajnen til at sejle mod Italien. Truslerne var så alvorlige, at kaptajnen tilkaldte et italiensk flådefartøj, som overtog migranterne. Men også det satte kurs mod Italien. Gamle vaner er ikke nemme at udrydde.

Men den italienske indenrigsminister Matteo Salvini vil have alle migranterne fængslet, de skal gå fra borde iført håndjern, siger han. Det vil imidlertid den stedlige anklagemyndighed ikke umiddelbart mene er nødvendigt. Man har haft politi om bord på fartøjet, det har afhørt migranterne, og når en rapport foreligger, vil anklagemyndigheden træffe sin beslutning.

Christian Skaug, som har skrevet artiklen, slutter med denne konklusion:

Problemet for Italia og Europa er at disse privilegiene tilfaller en gruppe av invasjonsstyrker. Om det bare var to eller seks personer som tok initiativ til mytteriet, finnes det ingen tegn til at noen av de andre 58 voksne mennene ombord tok mannskapets parti. Deres ansvar er kollektivt, men spilleregler som ennå ikke er forkastet, pulveriserer dette ansvaret.

Og det er jo sandt. Det lover ikke godt for fremtidens redningsaktioner på Middelhavet, hvis det som hidtil altid skal være de ”skibbrudne”, der bestemmer, hvor skibet skal sejle hen, og hvis oven i købet disse lovovertrædere belønnes med, at de får deres vilje, altså kommer til Europa. Og man skulle jo synes, at der var god grund til at sejle dem alle tilbage til Libyen, eventuelt efter at have straffet de to eller seks personer, der tog initiativ til mytteriet. Dog er det måske tvivlsomt, om det sker.

Men selv om det ikke sker, er der vist alligevel grund til en stille glæde. Det, som alle har betragtet som normen, er ikke mere normalt: det, som hidtil er sket, uden at nogen har protesteret: at migranterne er blevet sejlet til Europa, selv om andre havne lå nærmere, oven i købet uden at blive straffet; og at man uden videre har brugt udtrykket ”at redde liv” som identisk med ”at redde liv og sejle dem til Europa”, det sker ikke mere, i hvert fald ikke uden protester.

Og så vil vel Matteo Salvini og vi andre europæere, der har fået nok af indvandring, omsider få den standset. I dette tilfælde simpelthen ved at sørge for at opretholde lov og orden også på havet.

Udgivet i Etik | Tagget | Skriv en kommentar

Er mennesket unikt?

Det spørgsmål stiller jeg foranlediget af en kronik af professor i religionsvidenskab Anders Klostergaard Petersen. Den stod i Kristeligt Dagblad den 2. juli, se her. Klostergaard mener, vi fremover i de humanistiske videnskaber må tænke evolutionært, hvilket også betyder, at vi med Darwin anerkender, at ”ikke desto mindre er forskellen mellem mennesket og andre mere komplekse dyr alene et spørgsmål om grads- og ikke kategoriforskel”.

Det tror jeg ikke, han har ret i. Naturligvis er der så mange lighedspunkter mellem os og de andre dyr, at man, overvældet af mængden, fristes til at holde forskellen for en gradsforskel. Men der er dog også mange forskelle mellem og os de andre, og disse forskelle er af en art, som man nærmest må kalde kategoriforskelle. Hvis man altså anerkende disse forskelle og ikke ser bort fra dem, eller – og det har godt 25 år i Forum Teologi/Naturvidenskab lært mig – af iver efter at tækkes naturvidenskabsfolkene går alt for meget ind på deres tankegang.

Klostergaard skriver korrekt, at vi humanister må lære af naturvidenskabsfolkene, men at de også kan lære af os. Det kan de muligvis, hvis vi blot vover at være os selv og fastholde det, der er vores udgangspunkt. Og vort udgangspunkt – vil jeg hævde – må være sproget, sproget forstået ikke blot som et kommunikationsmiddel, men først og fremmest forstået som et fortællemiddel, der giver os mulighed for at udvide vores erfaringsverden fra den kun personlige erfaring til hele klanens erfaring mange generationer bagud.

Det har intet dyr mulighed for. Blot er denne forskel mellem den personlige erfaring og den erfaring, vi gennem sproget får fra slægten, så umærkelig, at vi næsten aldrig tænker over den og derfor har en tilbøjelighed til at tillægge dyrene en viden, de aldrig kan have, fordi deres erfaring kun er individets, aldrig klanens erfaring.

I et læserbrev i Kristeligt Dagblad, optaget den 6-7, tillod jeg mig at fremhæve, hvordan enkeltindividet aldrig kan blive klar over, at døden venter. Det er kun klanen, der i kraft af sprogets fortællemulighed kan danne ordet ”død” og forestille sig den dertil hørende virkelighed. Svarende dertil er det kun mennesket, der begraver sine døde. Og skal vi som humanister komme med vort bidrag til fortællingen om menneskets evolution, kunne det f.eks. bestå i en sådan oplysning. Dette, om et fundet fortidsmenneske har begravet sine døde, er jo noget, der af og til har kunnet kontrolleres. Og finder man ud af, at nogle fundne skeletrester stammer fra et menneske, der ikke er faldet om tilfældigt, men er blevet begravet, får man en mulighed for at hævde, at på det og det tidspunkt havde mennesket et fortællesprog, der kunne give det en viden om døden.

Men som sagt, at vi mennesker skulle være noget særligt, og at det specielt er sprogets fortællemulighed, der gør os til noget særligt, sådan at vi, ene af alle levende væsener, er klar over, at vi skal dø, det er noget, en almindelig naturvidenskabsmand eller -kvinde har utrolig vanskeligt ved at indse. Den videnskabsmand, Anders Klostergaard tidligere har nævnt, se her, Joseph Henrich, har i sin bog ”The Secret of Our Succes”, ikke gjort noget ud af denne iagttagelse, Daniel Dennett gør det heller ikke sin bog, ”From Bacteria to Bach and Back”, og Jane Goodall, der skriver om chimpanserne i Gombe, Tanzania, heller ikke hun tager denne forskel frem.

Jeg tror, det hænger sammen med, at sproget er så nært knyttet til os mennesker, at det er uhyre vanskeligt at forestille sig, hvordan det er at leve uden sprog. Og når vi ser, hvordan chimpanser ligner os på utrolig mange måde, både i følelsesliv og i opførsel, er vi tilbøjelige til at tillægge dem en større viden, end de rent faktisk har, eller vi er tilbøjelige til at tillægge dem dele af den kollektive erfaring, vi har i kraft af vort sprog.

Lad mig prøve at vise det ved hjælp af noget, man kan kalde en sprogfilosofisk overvejelse:

Det er jo meget lidt, vi véd om sprogets tilblivelse og udvikling. Men visse logiske overvejelser fra matematikkens verden kan dog give os nogle fingerpeg.

Det er givet, at kunsten at addere, altså at lægge tal sammen, bliver en del af menneskets muligheder før kunsten at multiplicere, at gange tal med hinanden. For dette at multiplicere består i at addere et bestemt antal gange, man må altså først kunne addere, før man kan multiplicere. Elementært, dr. Watson!

Hvis man vil spørge, hvornår ordet ”far” er blevet til, kan man finde svar på spørgsmålet ved på samme måde at spørge efter ordets forudsætninger. Her viser det sig, at der er flere forudsætninger. Der må være dannet en viden om, at fødsel følger efter samleje. Og der må være opstået en nogenlunde fast tradition for pardannelse i flokken, så man er i stand til at erfare, at det var samlejet med netop denne han, der førte til dette barn, eller man må have konstateret en lighed mellem én han i flokken og et bestemt barn.

Vi mennesker tager det som en selvfølge, at forbindelsen mellem samleje og fødsel da er noget, man véd. Men hvordan skulle selv en gammel hunchimpanse kunne slutte tilbage fra fødslen til det samleje, der gik forud? Goodall beretter om den gamle hun Flo, at hun en morgen ganske ugenert gik ind mellem hannerne, noget, en klog hun normalt aldrig ville vove. Så Goodall var ved at tro, hun var blevet senil, indtil hun opdagede, at hun var ”lyserød”, dvs., hun var i løbetid. Så det vidste altså Flo, at hun nu var i den tilstand, og det var hun også klar over, at i den tilstand var hun attraktiv for hannerne. Så nu skulle hun hen og more sig.

Men véd hun af den grund, at der følger en fødsel og en yngelpleje efter? Det er ikke til at vide, og – hvad værre er – der synes heller ikke at være nogen metode, ved hjælp af hvilken man kan få det at vide. Og – værst af alt – selv om en enkelt hun et sted i sin bevidsthed svagt aner denne sammenhæng, så er hun ude af stand til at kommunikere denne viden til andre. Denne viden, om den i det hele taget forefindes, vil aldrig kunne bliver hannernes viden, og den ene hun aner ikke, om andre hunner véd det.

At vide” er for os mennesker at kunne udtrykke det sprogligt, men bare det at forestille sig, hvad det er at vide noget, når man ikke har sprog, det er vanskeligt for os sproglige mennesker.

Det var viden om forholdet mellem samleje og fødsel.

Hvad angår viden om forholdet mellem samleje med netop denne han og det barn, der fødes senere, er sagen næsten endnu mere kompliceret. Man kan tænke sig to scenarier, hvorved denne viden kan komme for dagen.

Man kan tænke sig, at der på et tidspunkt i menneskehedens udvikling danner sig faste parforhold, og at der derigennem bliver skabt en vis psykologisk sammenhæng mellem hannen og moderens unger. På den måde kan man tænke sig, at ordet ”far” i første omgang blot betegner den han, der hjælper til med ungernes pleje, og først senere kommer til at betegne også en legemlig afstamning.

Eller man kan tænke sig, at man har parring i flæng i protomenneskets flokke, som chimpanserne har det, og at man så senere i kraft af den lighed, der er mellem visse unger og visse hanner, antager et biologisk link fra ungen til hannen gennem samlejet, hvilket måske så i næste omgang fører til et ønske fra hannens side om privilegeret adgang til netop denne hun, altså til udviklingen af pardannelsen.

I den forbindelse er det fristende at nævne en erfaring, som Folkebevægelsens Jens-Peter Bonde har gjort. Det er Kristeligt Dagblad, der fortæller historien, se her. Han fortæller her, at han for nogle år siden fik en søn på 27 år. Jo, han og den 27-åriges mor havde da i de glade dage i ungdomsoprørets tid haft samleje, men da hun stod og skulle giftes med en anden, regnede begge med, at det barn, hun senere fik, måtte være brudgommens. Først da drengen var blevet voksen og havde udviklet træk, så enhver kunne se ligheden med Jens-Peter Bonde, kom sammenhængen for en dag.

Ja, sådan kan man jo blive overrasket.

Men begge disse to scenarier – hos protomenneskene, ikke hos Jens-Peter Bonde – er ret indviklede, og at regne ud, hvilke oplysninger der forudsættes hvornår er ligeledes ret indviklet. Men begge scenarier forudsætter altså et fortællesprog, hvorved individerne gennem fortællinger om fortiden kan blive klar over sammenhængen mellem netop dette samleje og den efterfølgende fødsel af netop dette barn. Og det er klart, skal der i et samfund dannes en stolthed hos den enkelte han over at have fået netop dette afkom, så må samfundet nødvendigvis være et sprogsamfund. For lad være, at ordet ”far” måske i begyndelsen blot er blevet brugt om den ekstra plejer, der er om moderen meget af tiden, når ligefrem ordet ”afkom” er dannet, må meget af den viden, vi har om samleje og fødsel og hannens sæds betydning, være blevet dette samfunds eje. Og igen forudsættes her et fortællesprog, hvorved denne kollektive erfaring kan blive til.

Så sproget er ikke blot et kommunikationsmiddel, det er en forudsætning for, at meget af den viden, vi betragter som selvfølgelig om samleje og fødsel og slægtskab, kan dannes, og naturligvis også en medvirkende årsag til, at hele samfundet kan få del i denne viden.

Sådan ser imidlertid Joseph Henrich ikke på sagen. I sin bog på side 146 skriver han:

Sikkerhed for at være far (paternal security) indeholder den iagttagelse, at hos nogle arter må hannerne bekymre sig om, hvorvidt de er den genetiske far. Alt andet lige vil en han være desto mere villig til at investere i sin samlevers afkom, jo mere sikkerhed han har for, at det er ham, der er faderen. Hos mange primater, inklusive chimpanser, parrer hunnerne sig i flæng, så hanner har sædvanligvis ingen eller kun ringe ide om, hvem der er deres afkom, og sædvanligvis bekymrer de sig ikke meget om det.

Henrich går tilsyneladende uden videre ud fra, at den viden, vi mennesker har om sammenhængen mellem samleje med denne hun og faderskabet til det barn, hun senere føder, har også andre arter, og at hannerne hos de arter, hvor der foregår parring i flæng, derfor må bekymre sig om, hvorvidt de er den genetiske far. Han gør sig altså ingen forestillinger om, at spørgsmålet om, hvorvidt en art har sprog à la menneskesproget, er afgørende for, om en sådan viden er til stede.

Han er, så vidt jeg har erfaret, ikke alene blandt naturvidenskabsfolk om denne uvidenhed eller fejlopfattelse. Vi humanister burde kunne hjælpe med til at bibringe disse mennesker en mere fyldestgørende opfattelse.

Lad os bare tage et par af de ovenfor nævnte sætninger fra Henrichs bog! At en han vil være villig til at investere i en unge, hvis han véd, at det er hans afkom, forudsætter både, at der i et sådant dyresamfund er en viden om, at man ved et samleje får en unge, der tilhører én på særlig måde, og at der i dette samfund har dannet sig et ideal om, at en rigtig han bekymrer sig om sit afkom. Men uden sprog ingen sådan viden og uden sprog intet sådant ideal.

Og den næste sætning: at chimpansehanner kun har ringe ide om, hvem der er deres afkom og sædvanligvis ikke bekymrer sig meget om det! Nej, kære Henrich, de har ikke kun ringe ide om, hvem der er deres afkom, de har ingen ide om det overhovedet, for de kan ikke have nogen ide om det. Vi har det, fordi vi lever i et sprogsamfund, de har det ikke, fordi de ikke lever i et sprogsamfund.

Netop det, at de ikke lever i et sprogsamfund, bevirker jo også, at vi ikke kan spørge dem om, hvad de véd. Hvad Henrich her skriver, er derfor den rene spekulation, ikke baseret på nogen iagttagelser, men kun på en falsk og udokumenteret forestilling om, at chimpansers indre tankeverden må ligne vores. Han bruger i sine overvejelser en antropomorf forestilling. Og det er en falsk, uvidenskabelig metode.

Hvis vi kan frigøre os fra sådanne antropomorfe forestillinger, kan vi rolig gå ud fra, at når der ikke blandt chimpanser ses nogen hanner, der hjælper til med yngelplejen, og når der ikke kan iagttages noget bånd mellem en voksen chimpansehan og bestemte unger, så skyldes det ikke, at chimpanser er dårlige fædre, det skyldes, at de ikke aner noget om afkom og faderroller og sammenhænge mellem samleje og fødsel.

I min afhandling ”Aben og mennesket” refererer jeg følgende om Jane Goodalls oplevelser i Gombe:

Jane Goodall beskriver i “Gennem et vindue” en situation, hvor hun efter at have fortalt en gruppe etologer om en bestemt hændelse i Gombe, blev mødt med isnende tavshed; man kunne virkelig ikke bygge på den slags anekdoter, som hun dèr var fremkommet med. Og hun føjer til, at det efter den begivenhed varede længe, inden hun atter deltog i videnskabelige debatter om dyrs adfærd.

Den hændelse, hun skildrede, var den unge han, Figans, forsøg på at beherske sig bevidst. Flokken af chimpanser havde bevæget sig bort fra bananfodringspladsen. Lidt efter kom Figan tilbage for at mæske sig med godbidderne uden at blive generet af de store hanner. Men da han den første gang, han gjorde det, ikke kunne lade være med at udstøde de jubelhyl, chimpanser normalt udstøder, når der er rigelig med føde til stede, og da han derved gjorde den erfaring, at de andre straks blev hidkaldt af disse jubelhyl, og hans enespisning dermed ødelagt, så blev det faktisk en erfaring, han gjorde, fortalte altså Goodall, for da han næste gang, efter at flokken var vandret bort fra bananerne, lidt efter dukkede op for at mæske sig med dem i fred, lykkedes det ham at undertrykke disse ellers obligatoriske jubelhyl.

Det vil sige, Goodall bragte her til torvs i den videnskabelige verden et vidnesbyrd om en højst overraskende social intelligens, et højst overraskende vidnesbyrd om, at chimpanser ikke blot blindt lader sig lede af deres naturlige drifter, ikke blot automatisk udstøder deres “madråb”, men er i stand til at undertrykke disse lyde, hvis situationen kræver det. Men ak, denne iagttagelse kunne ikke rummes i videnskabsfolkenes forståelse af, hvad der var muligt, og derfor blev den afvist; man havde på forhånd dannet sig en teori, og hvad der ikke stemte med teorien, stemplede man som løs snak, skrøner, anekdoter. (Gennem et vindue, side 22). (Se her).

Den forklaring, der ligger implicit i Goodalls fortælling her, kunne dengang ikke godtages på det videnskabelige parnas. Vi humanister fandt vel forklaringen rimelig, men ikke naturvidenskabsfolkene. Efter deres mening var forklaringen for menneskelignende, hun arbejdede med antropomorfe teorier. Men nu, hvor Henrich fremsætter antropomorfe forklaringer, der går langt videre end Goodalls dengang, nu er det så os humanister, der må sige stop: store ligheder er der mellem mennesker og dyr, men vi må fastholde den afgørende forskel, som vort sprog udgør.

Anders Klostergaard har i lighed med Joseph Henrich ikke nogen fornemmelse for sproget som den afgørende forskel på dyr og menneske. Han går så vidt i sine antropomorfe tanker, at han vil lade dyrene have del i Løgstrups suveræne livsytringer og mene, at dyr har religion.

Om Løgstrup hedder det:

Tidligere sognepræst Lars Ole Gjesing fortalte mig engang, at Løgstrup ved det sidste seminar, han gav, blev spurgt, hvordan han ville forholde sig, hvis suveræne livsytringer også fandtes hos andre dyr. Det var Løgstrup åben over for, hvilket også ligger i naturlig forlængelse af hans skabelsesteologi.

Det havde været mere interessant, hvis Klostergaard var fremkommet med et citat fra Løgstrup. Kan gerne være, at Løgstrup var åben overfor talen om dyrs delagtighed i de suveræne livsytringer, selv om det nu ikke ligger i naturlig forlængelse af hans skabelsesteologi – Løgstrup var jo meget imødekommende overfor overraskende spørgsmål – men det vil nu være svært for ham at lade dyr have del i den suveræne livsytring, der hedder ”talens åbenhed”, hvis man tør lade det, at dyr ikke har sprog, stå fast.

Sidst i kronikken hedder det:

Er religion begrænset til mennesket? Spørgsmålet er ikke helt så vanvittigt, som det måske først lyder.

I 2016 skrev 32 kolleger en vigtig artikel. De havde opstillet kameraer i fire chimpansepopulationer i Vestafrika. Chimpanserne slog ikke alene med store sten på hule træer og lavede trommelyde, men de fyldte også træernes hulrum med klippestykker, så der omkring træerne opstod klippebunker. Vi ved ikke, hvorfor de gør det, men måske går der en linje herfra til de stenstøtter, vi hører om i fortællingen om Jakob i Første Mosebog, og de tidligste tempelbyggerier.

Chimpanser er emotionelle. De har ritualer, hvor de fejrer gruppen, ligesom de tilsyneladende har rituel territorialmarkering og helligsteder.

Jeg kan ikke sige andet, end at dette er ren spekulation, antropomorf spekulation. Og hvis der er naturvidenskabsfolk, etologer og hvad de ellers hedder, der deltager i den slags spekulationer, er det på tide, at nogle mere jordnære humanister, måske endda nogle teologer, beder dem slå koldt vand i blodet: Kære venner, dyr er ikke mennesker, brug jeres fantasi, ikke til at tillægge dyrene menneskelige egenskaber, men til at forestille jer, hvordan det er at ligne os mennesker så meget, hvad angår følelsesliv og reaktionsmønster, men ikke have sprog.

I den samtale, som forhåbentlig stadig pågår mellem naturvidenskabsfolk og humanister, må det være opgaven for os humanister at komme med den slags advarsler. Men sådanne advarsler skal åbenbart ikke komme fra religionsvidenskaben, i hvert fald ikke fra dette fags professor i Aarhus.

Til sidst kun dette: Søren Kierkegaard skriver i ”Sygdommen til Døden”, at mennesket er et forhold, der forholder sig til sig selv. Det er vistnok noget, han har fra Hegel, men derfor kan det jo være rigtigt nok. I hvert fald: Dette, at mennesket har et sprog, og at dette sprog så at sige danner en virkelighed udenfor og ved siden af mennesket, gør det muligt for mennesket at komme til at forholde sig til sig selv. Det kan komme til at se på sig selv og sin tilværelse udefra. Det er ikke blot et bevidst væsen, det er et selvbevidst væsen. Markus Gabriel har i sin bog ”I am not a Brain” et helt kapitel om menneskets selvbevidsthed. Og at have selvbevidsthed betyder, at mennesket i alt, hvad det gør, ikke blot gør det dette eller hint, det véd også af, at det gør det. Det har sprog for det, det gør. Og denne sprogets sideløbende virkelighed spiller med ind i hele menneskets tilværelse. Mennesket forholder sig til sig selv.

Og vil nogen drille mig og sige, at det er der også dyr, der gør. Man har udført forsøg med chimpanser, undersøgt, om de véd af, at det væsen, de ser i et spejl, er dem selv, og minsandten, det er der nogle chimpanser, der kan blive klar over. Men – hvis det må være mig tilladt at drille igen – den chimpanse, der forstår spejlets forunderlighed, kan ikke kommunikere denne forståelse til de andre, der ikke forstår det, det er og bliver en helt privat forståelse.

Og dèr er så forskellen igen.

Udgivet i Etik | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Tolerant mod de intolerante?

Det spørgsmål dukker op igen og igen: Skal man være tolerant mod de intolerante?

Og det dukker op, fordi vi har fået intolerante mennesker som vore landsmænd, muslimerne. Ikke alle muslimer, åh nej, men nok muslimer til, at spørgsmålet er uhyggelig relevant: Kan vi behandle vore muslimske landsmænd på samme måde, som vi behandler vore danske landsmænd? Selv på denne blog, hvis ejer jo dog regner sig for rimelig tolerant, dukker det hele tiden op.

For nylig tillod jeg mig at mene, at vi var ukloge, hvis vi ikke tog en angrende IS-kriger tilbage til Danmark, fordi vi jo måtte kunne lære en masse af ham om, hvordan et nogenlunde normalt menneske radikaliseres, om, hvornår han skiftede opfattelse af IS, osv., osv., se her. Men jeg tillod mig også at mene, at han i sin fængselscelle på ingen måde skulle have nogen imam til at besøge sig. Det vil sige: Jeg tillod mig på ganske intolerant måde at fratage denne muslim den menneskeret, man synes det er, at kunne få religiøs trøst og vejledning i fængslet. Hvordan kan jeg dog tillade mig det? Skal vi ikke fastholde vor danske tolerance imod den muslimske intolerance?

Og engang i februar tillod jeg mig at fremkomme med den teori til afradikalisering af tilbagevendende IS-krigere, at man kunne lukke dem i enecelle og dèr udsætte dem for tvungne foredrag om koranens tilblivelse ifølge vestlig videnskab, foredrag, som de ikke kunne slukke for eller skrue ned for, og som på almindelige vestlig vis beviste, at koranen er en højst menneskelig bog, se her. Dengang tillod jeg mig dog at gå med til, at de kunne få besøg af diverse imamer, som de kunne drøfte deres eventuelle (og forhåbentlige) anfægtelser med.

Begge dele altså i virkeligheden meget intolerante forslag. Er det nødvendigt? Er det tilladt for én, der godt vil kalde sig tolerant? Ja, det er spørgsmålet.

Anledningen til at tage sådanne spørgsmål op igen er en kronik i Jyllands-Posten den 10-7 af professor i religionsvidenskab Anders Klostergaard Petersen, se her. Han vil selv kalde sig liberal og mener at vide ganske bestemt, hvad en liberal kan gå med til og hvad ikke. Ja, han tillader sig at bruge den samme forkortelse som sidst, jeg havde ham under behandling, se her. Jeg tænker på forkortelsen USP, som står for ”Ultimate Sacred Postulates”, endegyldige, hellige postulater. Forkortelsen er ”opfundet” af en amerikansk samfundstænker, Roy Rappaport. Dengang var det det danske samfund, hvis USP Klostergaard mente indeholdt noget om lighed for loven. Og dengang tog jeg forkortelsen til mig, specielt fordi Klostergaard hævdede, at enhver ideologi, enhver tankeretning og enhver religion havde nogle USP’er, som den ufravigeligt holdt fast på. Det var lige vand på min mølle, for derved fik jeg en religionsvidenskabsmands ord for, at også islam havde en essens, noget religionshistorikere ellers plejer at vende sig stærkt imod.

Når man nødig vil gå med til, at også islam har nogle USP’er, skyldes det de mange voldsopfordringer i koranen. Jeg har tidligere omtalt et forsøg fra 126 lærde muslimer på at argumentere imod IS, se dette indlæg og de to foregående! Ud fra de koransteder, der nævnes dèr, er det meget vanskeligt at se, hvordan der kan eksistere nogen moderat islam, som går imod f.eks. IS’s voldsanvendelse. Hele tre koransteder nævnes der, som alle taler om en handel, Gud slår af med dem, der sætter livet til i kampen for islams overherredømme: som betaling fra Guds side vil de komme op i haven med de 72 jomfruer. Så man kan vist rolig sige, at voldsudøvelse hører med til islams USP.

Men hverken dengang eller nu anvender Klostergaard tanken om disse USP’er på islam. I stedet anvender han dem til at påpege nogle USP’er hos os danskere og til formanende at løfte sin pegefinger: Skulle vi ikke handle i overensstemmelse med det, der er grundlaget for vor kultur? Og mere specielt nu: Skulle ikke de, der kalder sig liberale, handle i overensstemmelse med liberalismens USP’er?

Hvad han vender sig imod, er ikke mine ret krasbørstige forslag – dem har han formentlig ikke læst – men mere beskedent regeringens ghettopakke.

Først bekendtgør han, hvad liberalismens USP er:

En af grundene til min fundamentale liberale overbevisning ligger i liberalismens pointering af den enkelte på bekostning af gruppen eller kollektivet. Ingen hob har lov at knægte den enkelte i samfundets interesse.

Og denne liberalismens USP ser han knægtet i den lovgivning, der netop er vedtaget også af liberale partier:

En såkaldt ghettolov lægger op til, at poders uregerlige adfærd skal have kollektiv betydning. Familien skal straffes for den enkeltes forbrydelse. Undskyld mig. Er vi i en moderne retsstat eller et afghansk stammesamfund? Det ligner til forveksling forne tiders kollektive afstraffelse af gruppen for den enkeltes misligheder. Familie og landsby må bøde for individets handlen.

Et ønske om bedre og øget integration blandt ikkeetniske danskere kan man kun støtte; men når det tager form som en lov om tvungen vuggestue- og børnehavegang, må den liberale sige fra. Uanset hvor velment initiativet måtte være, skal staten ikke begive sig ud i knægtelse af den enkelte. Den enkelte familie må selv træffe valget.

Hvad angår det sidste, dette med tvungen vuggestue- og børnehavegang, har jeg da mine tvivl om, hvorvidt det vil virke. Men Klostergaard burde dog nævne baggrunden for forslaget: de børn, der kommer i skole fra muslimske familier, hvor konen går derhjemme og passer børnene, er på forhånd to år bagefter de danske børn, alene fordi de ikke kan tale dansk. Det er meget godt med fine, liberale principper, men når en masse børn uforskyldt kommer til at lide under det kultursammenstød, der foregår, så forstår i hvert fald jeg godt, at man nu vil prøve at komme nye boller på suppen.

Man skal jo ikke glemme, at én af islams USP’er hedder: Tag ikke kristne eller jøder til venner, eller som en imam sagde det i TV2’s afslørende serie: Man skal passe på ikke at smelte, dvs., ikke at smelte sammen med danskerne. Det har hidtil blandt andet givet sig udslag i, at muslimske familier ofte sender deres børn på genopdragelsesrejser til hjemlandet, hvis de synes, de bliver for danske. Så den liberalisme, der står fast på, at den enkelte familie selv må træffe valget, har hidtil skullet vise sit værd blandt danskere, ikke blandt en minoritet som muslimerne, der ofte er fjendtligt stemt overfor det danske samfund.

Man kan forøvrigt sige, at der ikke er tale om tvang. Men hvis de vil have understøttelse af den danske stat, så er de nødt til at lade deres børn få bedre mulighed for at lære dansk gennem vuggestue og børnehave. Så hvis familien synes, det er at foretrække, at barnet bliver hjemme hos moderen, så kan de træffe dette valg, blot får de så ingen penge af den danske stat.

Hvad angår det med de uregerlige poder, hvis overtrædelser tænkes at skulle straffes på familien, så må man igen se på den anderledes kultur. Det er almindelig børneopdragelse blandt muslimer at holde pigerne hjemme i kort snor, men lade drengene gøre næsten, hvad de vil. Ofte har det ført med sig, at drengene kommer alt for sent i seng, fordi de turer omkring i små grupper til langt ud på natten, så de ikke er noget værd i skolen den næste dag. Her har jeg, om jeg husker ret, et sted foreslået, at man fra det offentliges side fastsatte en tid, f.eks. klokken ni om aftenen, som sengetid for børn på indtil 14 år. Hvis de blev antruffet ude efter den tid, kunne der vanke en bøde til forældrene.

Er det uliberalt? Danske forældre tænkes i hvert fald at have ansvar for deres børn, muslimske sikkert ligeledes. Og det gør vel ikke noget, at samfundet beder efterladende forældre tage dette ansvar alvorligt.

Nogle opsigtsvækkende begivenheder i Kokkedal-området kan illustrere, hvilke problemer vi står overfor i kraft af denne anderledes muslimske drengeopdragelse.

Berlingske fortæller om det med disse overskrifter, se her:

Gruppevoldtægter af mindreårige piger ryster nordsjællandske byer: »Det har været ligesom et tag-selv-bord«

Nordsjællands Politi efterforsker i øjeblikket en række påståede voldtægter og voldtægtsforsøg af purunge piger i Nivå, Kokkedal og Hørsholm. Imens ser områdets forældre skræmte til og holder et vågent øje med deres egne børn.

Det er lidt svært at blive klar over, hvad der er sket. Men efterforskningsleder Henrik Gunst siger:

Det er fuldstændig uhørt, når drenge i flok misbruger mindreårige piger seksuelt. De er bare store børn, men de her unge drenge har ikke haft noget filter.

Dette er givetvis en korrekt iagttagelse. For det filter, danske drenge får med sig i opdragelsen i kraft af vores selvfølgelige opfattelse af kvinder som ligestillet med mænd, får de muslimske drenge ikke med sig – og det er muslimske drenge, der anklages. I deres familier er manden overordnet kvinden – igen én af islams USP’er; det står i koranen. Så hvordan skulle de bliver anderledes?

Men de skal altså ud i det danske samfund, ja, de får lov til af deres forældre at være uden opsyn i en stor del af tiden i det danske samfund, så det altså er os danskere, de kommer til at afreagere på. Og hvordan skal vi så tackle dem?

Det er problemet.

Og problemet er jo ikke bare straf til børnene eller straf til forældrene. Det er hele mentaliteten hos både børn og voksne, der skal bringes i samklang med vores mentalitet.

En anden artikel i Berlingske, se her, beretter:

De sigtede drenge er af anden etnisk herkomst end dansk, mens de forurettede er af forskellig etnicitet.

Drengene nægter sig skyldige.

I forbindelse med den verserende sag har B.T. interviewet en far til den ene sigtede. Han tvivler ikke på sin søns uskyld, men beskylder den forurettede for at lyve og er citeret for at sige:

»Der var ikke tale om voldtægt. Hvis man er sammen med en pige hjemme hos hende, er det ikke voldtægt, som hvis man tager fat i en pige udendørs og tvinger hende ned.«

Det er desværre også en karakteristisk holdning hos muslimerne, at de prøver at lyve sig fra det skete. Men faderens tillægs-undskyldning: at det foregik hjemme hos hende, viser hans anderledeshed med al ønskelig tydelighed. Men viser også, at det bliver svært at forandre denne mentalitet.

Og her tror jeg ikke, imamer med koranen i baglommen kan hjælpe os. Ifølge muslimsk retspraksis gælder en kvindes vidnesbyrd i retten kun som det halve af en mands. Og skal det være målestokken – og det er det jo for mange muslimer, der betragter deres ret, shariaen, som den egentlige ret – så får piger eller kvinder ikke mange chancer.

Kun kan vi håbe på, at de ved på egen krop at opleve, hvordan det danske retssystem fungérer, vil kunne få en vis respekt for sandhedsværdien i de domme, der afsiges. Det fik i hvert fald én af de unge mænd, der var anklaget i forbindelse med Omar Husseins angreb på synagogen i København, se her. Ligeledes var mange pakistanske kvinder godt tilfreds med, at alle de implicerede i drabet på Ghasela Khan i Slagelse blev dømt, se her.

Men mentalitetsændring, er det ikke ganske uliberalt?

Her dukker overskriftens problem op i en lidt anden formulering: Kan man være liberal overfor de uliberale?

Lad mig først vende mig imod Klostergaards definition på liberalisme:

Derfor er tanken om den enkeltes ukrænkelige frihed og umistelige værdi en grundlæggende liberal USP.

Vi siger sommetider om konventionerne, at de ikke er skrevet på stentavler. Dermed henviser vi til Moses, der kom ned fra Sinai med de ti bud skrevet på stentavler, dvs., disse bud var guddommelige, kunne ikke laves om af mennesker. Og på både Moses og Muhammed passer S’et i USP (det står for Sacred, helligt) udmærket. Men selv om vi indrømmer, at liberalismen har sine USP’er, så er vi nok nødt at tilføje, at hellige på samme måde som de ti bud og koranen er liberalismens grundsætninger ikke. Tværtimod er de til stadig diskussion, og det, vi bøjer os for, er det uafviselige argument, der i historiens løb har vist sig til fordel for menneskers frihed, eller mere præcist: det indtil nu uafviste argument. For vi kan ikke nægte, at der i fremtiden kan komme nye argumenter, baseret på nye erfaringer. Eller vi kan sige, at man til stadighed må argumentere for liberalismens USP’er.

Hvis vi ser på det samfund, hvori vore liberale idéer skal fastholdes, er det et samfund, som med sine skattekroner giver tilskud til både det ene og det andet. Det er der gode, socialdemokratiske grunde til, og jeg skal ikke her principielt vende mig imod det meget statsstøtteri. Men det forplumrer diskussionen om, hvad der er liberalt.

Da Jens Jørgen Thorsen i sin tid lavede en Jesus-film, der var stærkt blasfemisk, kunne man argumentere for, at også en sådan film skulle kunne vises. Man er vel liberal. Javist. Men man kunne også med en vis ret spørge, om det er statens opgave med sin understøttelse til denne film at være med til at tale nedsættende om Jesus. Nok skal filmen kunne fremstilles og vises, men skal det nødvendigvis være for statens penge? Nu skal der nok mere til at vippe Jesus af pinden end en sølle filmmager, men alligevel, helt ude i skoven er en sådan indvending nu ikke, og om ikke andet viser den, hvor forplumret diskussionen om liberalisme er i kraft af alt dette statsstøtteri.

Noget tilsvarende oplevede vi, da Den sorte Diamants lokaler blev lejet ud til et formål, som mange anså for statsundergravende. Kan man forsvare dette med, at man skal være liberal? Den pågældende forening kunne jo have afholdt sit møde mange andre steder, hvis man altså ville betale for det.

Værre er det, når muslimers mangel på liberalisme viser sig derigennem, at man vil tvinge andre. Vi plejer at sige, at min frihed standser dèr, hvor andres frihed antastes. Men når muslimer i kraft af, at de føler sig krænket, vil begrænse min ytringsfrihed, er det så ikke liberalismens grundvold, der antastes? Har jeg ikke ret til at sige, f.eks., at Muhammed var en krigsherre, der ikke undså sig for at udøve tortur for økonomisk vindings skyld, selv om jeg godt véd, at muslimer kan føle sig stødt over det? De betragter jo Muhammed som det perfekte menneske, og i vore dage er et perfekt menneske – modsat på Muhammeds tid – et menneske, der er rund og gavmild mod alle.

Og allerværst er det naturligvis, når vore uliberale muslimske landsmænd gennem voldshandlinger vil få os til at afstå fra at sige noget negativt om Muhammed. Det selvmodsigelse, der ligger deri, ser de ikke: ‘Muhammed må ikke afbildes som en voldsmand, islam er ikke en voldsreligion, vil nogen hævde det, slår vi ham ihjel’.

Skal vi lade sådanne tanker nyde alle liberalismens fortrin, vel vidende, at hvis de vinder indpas i samfundet, vil al liberalisme i samfundet undergraves?

Mit svar er, at muslimerne skal nyde så mange af liberalismens fortrin som muligt, men at de ikke skal nyde dem uden modsigelse. Vold og opfordringer til vold skal naturligvis som hidtil straffes, men den sympatisørsump af almindelige, såkaldt moderate muslimer, som omgiver de voldelige muslimer, skal modsiges så godt man kan komme til det, uanset om mange muslimer vil føle sig krænkede over det. Det hensyn, vi viste vore nye landsmænd for tyve eller tredive år siden, at vi ikke ligefrem angreb deres religion, kan vi ikke længer være bundet af, specielt ikke, når vi ser, hvad denne religion fører til, altså hvilke gerninger det fører med sig, når muslimer anser sig som overordnet os andre og anser kvinder som underordnede væsener.

Jeg kan slutte med at sige, at jeg sådan set er enig med Klostergaard, når han siger,

Syndebuksmekanisme og massesuggestion er i liberalismen nådesløst afmaskeret.

hvis jeg med ‘massesuggestion’ kan få lov til at tænke på islam, og hvis den demaskering, der er tale om, er lig med den teologiske undersøgelse og afsløring af islam, jeg foretager mig her på bloggen.

Men det er vist tvivlsomt, om det er det, han tænker på.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget | Skriv en kommentar