Sprogets menneskeforvandling

Man kan af og til få en fornemmelse af, at diverse videnskabsfolk, hvor kloge de end er, ikke rigtig har forstået, hvor altomkalfatrende det var for mennesket, da vi fik sprog, og at de derfor ikke helt har blik for, hvor stor forskellen mellem dyr og menneske er.

For nogen tid siden læste jeg en artikel i Weekendavisen om nogle forsøg, man ville foretage på marsvinecentret i Kerteminde, specielt med en marsvinehun, som hed Freja. Man ville undersøge hendes fornemmelse for tid, og da man samtidig et andet sted i verden undersøger spækhuggere for det samme, mente man at kunne få noget fornuftigt ud af det.

I den anledning indsendte jeg et læserbrev til avisen, og til min store overraskelse tog de det. Det så sådan ud:

Sprog og tidsfornemmelse

Det er meget spændende, når forskere i Kerteminde prøver at finde ud af marsvins tidsfornemmelse, ifølge artiklen ”Frejas fornemmelse for tid” den 21-4. Men mon de gør sig klart, at vi mennesker i kraft af det fortællesprog, som vi har fået, helt anderledes let har tilegnet sig en fornemmelse for tid? Vi véd i kraft af dette sprog en hel masse om fortiden, blandt andet véd vi, at vore forfædre er døde. Og derfor er vi vist de eneste væsener på kloden, der véd af, at vi skal dø. Men dette fortællesprog gør det også uhyre vanskeligt for os at sætte os ind i andre skabningers tidsfornemmelse. Derfor er det ekstra spændende at se, hvad man finder ud af. Men hvis marsvins tidsfornemmelse viser sig ikke at være særlig stor, skyldes det altså ikke manglende intelligens, men manglende sprog.

Og min mistanke om den manglende fornemmelse for sprog er sand, véd jeg naturligvis ikke. Men da jeg andre steder har oplevet en mangel af samme art, syntes jeg, det var nærliggende at gøre opmærksom på denne forskel mellem menneske og dyr.

Noget tilsvarende oplevede jeg, da jeg for mange år siden studere Jane Goodalls observationer af chimpanser i Gombe i Tanzania. Jeg husker, at hun i én af sine – meget spændende – bøger om sine oplevelser dernede fortalte, at hun havde set nogle af de ældste hanner forsvinde. Hun fremsatte da den flyvetanke, at de nok var gået ud bag bjergene for at dø i fred. Og det var lidt mærkeligt, for hendes observationer i øvrigt viste med al ønskelig tydelighed, at døden var noget fremmed for dem. Hun havde f.eks. observeret en hunchimpanse, der var blevet særdeles ilde tilredt i en kamp mod de ældre hanner, og som de menneskelige observatører ikke ville have fundet, hvis det ikke var, fordi hendes datter opholdt sig nærheden. Så fandt man hendes mor. Hun var søgt ind i det tætteste krat, hun kunne finde, og dèr var hun død. Det var jo nok også sket med de tidligere omtalte ældre hanner.

Men altså: at vi skal dø, det hører med til de kollektive erfaringer, som vort fortællesprog giver os adgang til.

Men også andre ting ved vor tilværelse har dyr ikke adgang til, fordi de må nøjes med enkeltindividets erfaringer. En ældre hun, Flo, sprang en morgen lige lukt ind blandt hannerne. Goodall troede, hun var blevet tosset, men opdagede så, at hun var blevet lyserød, altså var kommet i brunst. Hun skrev om det således:

“Selv om Flo havde et afslappet forhold til hannerne, konkurrerede hun dog sjældent med dem om bananerne. Hun ventede hellere til de havde fyldt favnen, før hun prøvede lykken. Vi blev derfor forbavsede, da vi en juli morgen i 1963 så hende styrte hen til David og Goliath, da de nærmede sig bananerne. Men så opdagede vi, at hun var lyserød; hun fremviste en pragtfuld stor opsvulmning”. (Se her).

Og jeg føjede til for egen regning, at hendes opførsel også viste, at hun vidste at hun var lyserød.

Den erfaring havde hun altså gjort, at hun kan have det sjovt med hannerne, når hun er i brunst. Derimod kan man måske tvivle på, om hun er klar over, at det, hun oplever dèr, efter ni måneders forløb kan føre til, at hun bliver mor igen. I det hele taget er mange mennesker – også kloge videnskabsfolk – tilbøjelige til at regne med, at forskellen mellem dyr og menneske udelukkende ligger i vores noget større begavelse. Så at sige ingen nævner, at dyr ikke véd af, at de skal dø. Og man synes også ofte at gå ud fra som en selvfølge, at når vi mennesker véd, at ovenpå parring følger fødsel, og at den han, der har parret sig med netop denne hun, derfor bliver far til den fødte unge, så véd dyrene det også. Men man er da nødt til at spørge, hvor dyrene skulle vide det fra. De har jo kun deres individuelle erfaring at bygge på, og derudfra kan de ikke regne ud, hvordan forplantningen foregår.

I det hele taget forvolder dette manglende fortællesprog hos dyrene os en del vanskeligheder i vor undersøgelse af dyrene. For det er os på det nærmeste umuligt at leve os ind i en tilværelse uden sprog. Sproget er et fænomen, der er så tæt knyttet til det at være menneske, at vi har utrolig vanskelig ved at forestille os, hvordan det er at være dette eller hint dyr. For vi skal jo tænke sproget væk.

Det er noget af det, der gør vore spekulationer over, om det eller det dyr har bevidsthed, næsten uigennemførlige, hvis ikke betegnelsen ”fluffy” er bedre: upræcis, omfattende for meget, eller omfattende for lidt, uden at man helt bliver klar over, om det er det ene eller det andet.

Vi kan jo begynde med begrebet ”at vide”. Når et menneske véd noget, kan det altid formulere det, det véd, i en sproglig udtalelse. Det benytter diverse lærere sig af. ”Nå, lille ven, du véd godt, hvordan det foregår, så forklar mig det!” For vi mennesker kan ikke vide noget uden at vide det i sproglig formulering, i tanken eller i samtalen eller ved eksamensbordet.

Men dyrene er jo nødt til at vide det, de véd, uden at have en sproglig formulering at støtte sig til. Og det gør det utrolig svært for os at sætte os ind i.

Jeg fortalte for nogle indlæg siden, se her, om min hund i vores sommerhus, hvordan den havde fået et stød af et elektrisk hegn, og hvordan den troede, at det var mig, der havde givet den det, fordi jeg ikke kunne lade være med at le af den ved den lejlighed.

Og vel var det noget forkert, den derved kom til at vide, men alligevel kan man godt spørge, om den véd, at det var mig, der stod bag, og hvad det vil sige, at den véd det. For den vidste det jo på én eller anden måde. Den ville nemlig ikke sidenhen gå tur med mig ned til stranden, hvor den havde fået sit stød, men nok gå tur med mig ind i landet. Så på den måde fik jeg opklaret, hvad den vidste og hvad den ikke vidste. Og jeg vil mene, at denne min viden er korrekt nok, altså min viden om min hunds viden. Men det er jo også klart, at den ikke véd det på samme måde, som vi mennesker véd noget. Jeg kan f.eks. ikke fortælle den om, hvad der virkelig var sket, og om, at jeg var aldeles uskyldig i det stød, den fik. For vel var den ikke udenfor sproglig rækkevidde, men den kunne ikke nås med vort fortællesprog, det sprog, hvormed vi har fået hold på, hvordan vor omverden fungérer, og det sprog, hvorpå vor viden baserer sig.

Så blandt andet derfor bliver begrebet bevidsthed et noget fluffy begreb.

Men nu gør sproget jo mere end det: det giver os religioner, blandt dem kristendommen. Og kristendommen påstår, at hver af os har en personlighed, er et individ for sig, omend vi lever i en intim sammenhæng med andre. Hvordan stemmer denne påstand overens med det, neurologien fortæller os: at alle vore tanker, alle vore forestillinger, hele vort verdenssyn, altså vor hele person, har sit modsvar i neuronaffyringer. Er mennesket på den måde en person, når denne persons tanker og ord og handlinger baserer sig på neuronaffyringer? Og hvordan viser et menneskes handlinger sig, når man betragter dem gennem neurologiens troldspejl? Er de så frie handlinger, eller bliver de underlagt neurologiens naturlovsbestemthed ved at være udtrykt gennem neuronaffyringer?

Dette med at være et individ går jo helt tilbage til livets første fremtræden. Ved hjælp af cellemembranen adskiller den enkelte celle sig fra alt andet i verden. Og den må for at kunne leve have næring, ligesom den har indbygget i sig en måde at formere sig på, for det éncellede dyr: celledeling, for flercellede dyr: forskellige andre strategier, ofte med sammensmeltning af sæd og æg. Formeringen er nødvendig, for af én eller anden grund er døden indbygget i livet, og skal arten overleve, må der dannes nye individer.

Det betyder, at når der kommer en hjerne til, så er der indlagt i denne hjerne en lyst til at få noget at spise og en lyst til at formere sig, ligesom der i de sociale arter er indlagt en lyst til at omgås de andre i flokken på en god måde.

Det må så betyde, at selv meget primitive dyr i en vis forstand kan siges at ”vide”, at de skal have noget at spise og endda også, hvad de kan spise. Men denne viden er altså knyttet til enkeltindividet, og blandt andet derfor er det vel ikke helt tåbeligt at hævde, at der altså findes noget ”derinde”, der udgør dette enkeltindivid.

Mere tydeligt bliver det, når vi kan iagttage, at et dyr gør sig nogle erfaringer, sådan som min hund havde erfaret noget. Så er det vel ikke helt forkert at sige, at når et sådant individ på den måde ”véd” noget, så er de en størrelse bag denne viden, et individ, et særligt fra andre individer forskelligt væsen, som havde truffet det valg at ville følge mig ned til stranden, og som derigennem var blevet en erfaring rigere.

Hov, hov, vil man måske sige: nu lægger du noget fra den menneskeverden, du kender, ind i et dyrs verden!

Og sandt nok, det gør jeg. Men skyldes det ikke, at der faktisk er sådanne ligheder mellem menneske og dyr? Nogle forskere mener af den grund, at det er meget svært at opstille et skel for begrebet ”bevidsthed”. Hvor langt ned i dyrerækken kan vi med mening tilskrive dyrene bevidsthed? De véd jo ganske meget, omend de ikke kan give sprogligt udtryk for det, sådan som vi kan.

Disse overvejelser kan i ret høj grad siges at være min reaktion på den før omtalte bog af Paul Davies: ”The Demon in the Machine”, se her. Davies tager fejl, når han søger at få lagt kvantemekaniske mekanismer ind i hjernen for på den måde kunne påstå, at mennesket har en fri vilje. Han er, sådan lyder mit modargument, af den fejlagtige opfattelse, at hvis hjernens neuronaffyringer foregår efter strenge naturlove, så vil alt det, der foregår i mennesket i kraft af sådanne neuronaffyringer, i samme grad være naturlovsbestemt. Han har ikke blik for, at neuronerne – i min formulering – har afgivet deres determinisme til de programmer, der er lagt ind i dem. Og derfor kan min kritik af ham gå på titlen på hans bog. I stedet for at tænke sig en dæmon i hjernens maskineri, må man tænke sig et helt menneske derinde, en person, et individ med sprog og erfaring og lang opvækst, så det ikke blot er den personlige erfaring, der er indlagt i hjernens tråde, men en stor del af slægtens erfaring, der ligger der.

Og dette svarer – sjovt nok – på en måde til noget, Paul Davies siger. For han gør nemlig utrolig meget ud af det begreb, han kalder information. Han finder information både hist og her i naturens kredsløb. Men hvis han dog bare kunne få den idé at lade hjernen være et informationscenter for ethvert menneske, så det enkelte menneske i sine beslutninger handlede på baggrund af disse informationer! Ville han så ikke have løst problemet med den frie vilje?

Men det er måske for meget forlangt af en moderne videnskabsmand. Først skal han erkende en slags ”dobbelt kausation” i forbindelse med hjernens funktion: at der udover den kausation, der finder sted mellem neuronerne, også foregår noget på et andet kausations-felt, nemlig for menneskets vedkommende det felt, som sproget bereder for os. Og dernæst skal han erkende, at det er mennesket selv – eller, om man vil: menneskets sjæl, dets inderste person – der dels under sin opvækst og senerehen udvælger de rammer af information, indenfor hvilke valgene senere skal foretages, og dels senere også foretager disse valg. Dog naturligvis ikke uden en kraftig anvendelse af alle de informationer, der er stuvet sammen i hans hjerne.

Og i kraft af al den information, der ligger bag valgene, er det ikke modsætningen ”naturlovsbestemt-frit”, der er brugbart til at beskrive det, der foregår, men modsætningen ”hensigtsmæssigt-dumt” eller ”velovervejet-overfladisk”.

Og ja, hvis man vil, kan man fortsætte ad en psykologi-vej eller af en sociologi-vej, så man forklarer det trufne valg ud fra personens psykologiske sammensætning: ”Han måtte selvfølgelig handle på den måde med den overfladiske natur, han har”, eller så man forklarer det ud fra den sociale sammenhæng, han befinder sig i. Men begge dele er forklaringer, der ikke bygger på neurologiske naturlove.

Jeg skal nok slutte med – til læserens beroligelse – at fortælle, at min hund og jeg siden blev gode venner igen, blandt andet, fordi vi tog tilbage til Horsens efter vort sommerhusophold, og naturligvis også – glem ikke det – fordi jeg fremover tog mig normalt af hunden, hvad jeg forresten altid har gjort; den var en dejlig skabning. Og når vi fandt hinanden igen, hænger det også sammen med hundes indbyggede respekt for flokkens alfa-han, i dette tilfælde mig. Så ligefrem at hævde, at hunden fandt sig i at have mig sin herre i kraft af en fri vilje hos den, er vel lidt for meget.

Men hvad så med os mennesker?

Har vi en lignende indbygget respekt for stærke mennesker? Eller er vi på anden måde frie individer, er vi forsynet med en frihed, der ligger ud over den, dyr har fået givet?

Det er et teologisk spørgsmål, og det kræver derfor et teologisk svar. Som måske/måske ikke vil følge engang i fremtiden.

Advertisement

Hvorfor narre Gud?

Jamen, narre Gud? Hvem kan dog finde på det?

Ja, det er der faktisk to hold mennesker, der kan finde på: Muslimerne og de frisindede vesteuropæere.

Jeg har tidligere, nemlig her, citeret fra Løgstrups bog ”Norm og Spontaneitet”. Her søger han at sammenholde legeme og person og forklarer, at to holdninger prøver at adskille, hvad Gud har villet sammenføje. Pornografien adskiller de to størrelser, for det er kun den legemlige nydelse, man dèr er ude efter, personen skal endelig lade være at binde sig, for man skal jo være klar til næste nat med en anden person. Og puritanismen adskiller også. Den lader alt bero på den gode og velovervejede gerning. Blot man gør det rigtige, er alt vel. Men er det det? Er meningen ikke, at man skal hengive sig helt, ikke til et regelsæt, men til et andet menneske? Er meningen ikke – Guds mening, altså – at man skal få disse to størrelser: legeme og person, til at klinge sammen?

Lad os se på det!

Et kik ind i dyreriget afslører, at brunsten, orgasmen ved samlejet, synes at være noget, vi har fælles med dyrene. Det vil sige, fromt udtrykt, at Gud har fundet det nødvendigt for at få de to køn til at søge sammen med befrugtning for øje at give kønnene en legemlig belønning. Det er præcist, hvad Luther siger i en bryllupsprædiken fra 1531, se her:

Derfor kan Gud også godt lide den brunst, han har indgivet brudgommen og bruden. Han har tænkt: Jeg må give narren en kappe på, så de kommer sammen. For hvis det ikke forholdt sig sådan, så ville man aldrig kunne bringe folk sammen i det ægteskabelige liv.

Men Gud har også i sin visdom skabt mennesket som en pardannende art. Det har han gjort ved at sørge for, at hormonet oxytocin udskilles ved forelskelse og samleje. Oxytocin er et hormon der er individspecifikt, det binder det ene individ til det andet, moderen til sit barn, og den ene partner til den anden. Derfra, fra hormonet, er så denne pardannende kraft via sproget blevet overført til menneskets kultur, så det er blevet almindeligt, at mennesker danner familier med en far og en mor som grundpiller.

Også det har Luther klargjort:

Men i det ægteskabelige liv er Gud tilstede med sit ord og han helliger livet; han siger: Når du bor hos din kone, går i seng og til bords med hende, så er det ikke et liv, som når horer og horkarle kommer sammen; men det er et helligt og guddommeligt samliv, som af Gud selv er anordnet og indstiftet. (#42).

Og Løgstrup undersøger i Den etiske Fordring – i en noget anden sammenhæng godt nok – om det naturlige menneske handler ud fra etik eller ikke-etik i sit ægteskab. Det spørgsmål svarer han nej til:

Imidlertid er det udelukket, at varetagelsen af den andens liv i exclusiv forstand skulle være motiveret med, at ens eget liv lykkes derved, så man blot skulle være betænkt på den andens ve og vel som middel dertil. Det er udelukket, fordi det andet menneske i ens kærlighed til det udgør en levende del af ens eget liv. Den andens lykke eller ulykke er en væsentlig del af ens egen lykke eller ulykke. (side 143).

De gerninger, der gøres i et ægteskab, er, som Luther siger i et her på bloggen ofte bragt citat, gjort med et ”glad, fredfyldt og trygt hjerte”, se her. Eller for at tale med Jesus: de er gjort, så den venstre hånd ikke véd, hvad den højre gør, Matt 6,3.

Der er altså ingen lov eller etik forbundet med de gerninger, vi gør i de fællesskaber, vi står i. Som Paulus siger det, 1 Kor 10,23:

Alt er tilladt, men ikke alt bygger op.

Med denne formulering som baggrund kan man sige, at den liderlige vesterlænding nøjes med den første sætning, den fromme vesterlænding med den sidste, som dog iklædes en etisk tankegang. Og begge dele er forkert.

Men ikke mindst det sidste, altså dette at lægge etiske målestokke ned over sammenholdet i ægteskabet, er noget, vi kun altfor godt kender til her i Vesten. Og når jeg i det følgende vil bebrejde muslimerne, at de, også de, lægger altfor stor vægt på etikken, dvs., på overensstemmelsen med koranen, så sker det altså med den viden i baghovedet, at det gør vi også i mange tilfælde.

Men nægtes kan det ikke, at muslimerne har overdrevet vildt på det område. De har i det idealsamfund, de søger at lovgive om, udeladt forelskelsens kræfter fuldstændigt, for de sætter sig kraftigt imod, at deres unge omgås unge af det modsatte køn i ungdommen. Og de sørger på den måde omhyggeligt for, at deres ægteskaber baseres ikke på forelskelsens efter deres mening altfor flygtige kræfter, men på forældreaftaler, på storfamiliernes bestemmelser. Det vil sige: derved prøver de at narre Gud.

Og så dannes der, i hvert fald hos de muslimske kvinder, et ideal om at ville være en god muslim, og dette ideal tilsiger dem at bøje sig for den muslimske etik, også selv om denne etik ser forskellig ud for kvinder og for mænd. Det får den fromme muslimske kvinde til, fordi hun vil være en from kvinde, at vælge at iføre sig tørklædet, det muslimske signal om, at denne kvinde er urørlig, hun vogter på sin dyd, hun venter på sine forældres udvælgelse af en mand til hende.

Og ikke sandt, ud fra vor egen frygt for vore unge kvinder liv og levned, ud fra vestlige forældres bekymring for deres unges skæbne, kan vi godt sætte os ind i den unge muslimske kvindes tanker: hun vil gerne elskes af sine forældre; derfor beslutter hun at gøre, som de ønsker, dvs., at afvente deres valg af ægtefælle til hende; og derfor søger hun at undgå omgang med vestlige unge mænd, for hun vil ikke risikere at blive forelsket i én af dem med de vanskeligheder til følge, det giver anledning til.

Alt sådant skal man have i tankerne, når man skal bedømme en artikel af Thomas Hoffmann i Information den 1. juni 2023, se her.

Anledningen til artiklen er en forside på modemagasinet Elle. Man kan læse mere om det i Kristeligt Dagblad den 29. maj 2023, se her, og på Tv2s hjemmeside den 26. maj 2023, se her.

På et instagram-opslag skriver Elles redaktør blandt andet, at kvinden på forsiden, Nagin Ravand, inspirerer til at tage stilling:

Og det sidste har hun [også] gjort, når det kommer til at bære tørklæde. På trods af at hendes ikke-tørklædebærende mor og far var imod hendes valg og advarede hende om de mulige konsekvenser heraf. Dem mærkede hun da også fra første gang, hun bar tørklædet offentligt. Ikke mindst på fodboldbanen. Det fortæller hun blandt andet i denne udgave af ELLE.

På ELLE har vi indtil nu aktivt valgt tørklædebærende kvinder fra på vores forside. Det har vi fordi det er vores ambition at skildre mennesker frie og lige – uanset alder, etnicitet, seksualitet, kropsstørrelse, religiøse tilhørsforhold og lignende. At bære tørklæde er sjældent kvindens frie valg, men i Nagins tilfælde er det anderledes. Hun har truffet et valg for sig selv, og kun sig selv efter mange overvejelser. Og hun står ved det – uanset hvad andre omkring hende end måtte mene.

Man skulle jo synes, at dette er en ganske positiv beskrivelse, og at det kunne betragtes som noget af en sejr for muslimske kvinder, at nu én af dem kan afbildes, iført tørklæde, på forsiden af et dansk modemagasin.

Men nej, sådan gik det ikke. ELLE blev udsat for en sand shitstorm, alene foranlediget ved én sætning i denne redegørelse, nemlig påstanden om, at det at bære tørklæde sjældent er kvindens frie valg. Herom skriver Thomas Hoffmann:

Men i samme ombæring falder bemærkningen fra Elle: »At bære tørklæde er sjældent kvindens frie valg.« Herefter er fanden løs i SoMe-universet. For nu føler de frit tilvælgende hijabier sig underløbet og bedraget. Deres selvfortælling om det frit tilvalgte slør står ikke længere helt rent, men er blevet perspektiveret og sat i kontekst.

Så gennemgår han nogle koransteder for at vise, at dette at bære slør ikke er noget, der indenfor islam er overladt til kvindens frie valg, men er et påbud, oven i købet et påbud givet til mændene. For i koranen er der en hierarkikæde, der går fra Gud til manden og derfra til kvinderne. Og så hedder det:

Mange veluddannede hijabier har for længst tillagt sig et akademisk arsenal af ‘kritiske’ begreber som ‘islamofobi’, ‘racialisering’ og ‘intersektionalitet’. Men socialpsykologiske dynamikker som gruppepres, nudging, social eksklusion, pseudokonsensus (det vil sige, når alle tror, de er enige med hinanden, men faktisk ikke er det) og især hegemoni (her forstået som frivillig selvunderkastelse) er stort set fraværende i deres kritiske repertoire. Det er en skam, men man fornemmer hvorfor.

Jeg skal indrømme, at Hoffmann ved at inddrage socialpsykologien gør det hele ret indviklet. Men ligesom det kan være relevant at anvende sådanne overvejelser på vestlige unge, er det jo også relevant at bruge dem på muslimske unge. Er de bange for social eksklusion? Det er jo noget, der forekommer blandt alle unge. Går de med til tørklædet, fordi de tror, at alle deres muslimske kammerater finder det en god ting? Eller er valget af tørklæde frit, fordi der er tale om en frivillig selvunderkastelse? Det er nok ret svært at se relevansen af disse forklaringer for den unge selv – og så er det ligegyldigt om det er vestlige eller muslimske unge – men det forhindrer jo ikke, at det kan være gavnligt at fremhæve sådanne ”mekanismer”.

Så skriver Hoffmann:

Den anden [kontekst, rr] er et nutidigt kompleks af jura og religionssociologi. Det er den helt konkrete kontekst, at for millioner og atter millioner er sløret slet ikke et spørgsmål om frit tilvalg, men et spørgsmål om landets lov. I Iran og Saudi-Arabien er det landets lov på den hårde måde. Mens det i mange andre islamiske lande ikke er påbudt ved lov, men snarere må beskrives som en uskreven lov.

Og det får ham til lidt senere at skrive:

For de danske kvinder og mænd, der ofte insisterer på at kalde hinanden søstre og brødre og gerne taler en islamisk solidaritet op, er den manglende vilje og evne til at mobilisere mod islamiske regeringers slørtvang overfor deres medsøstre påfaldende, ja af-slørende.

Alt dette har Hoffmann ret i. Og jeg blev da også glædeligt overrasket ved at læse hans artikel. Og så i Information! Her var der da endelig et menneske, der turde træde op imod den alt for store eftergivenhed, vi plejer at udvise overfor de sære muslimske regler.

Og dog er der et par ting mere at sige.

Man kunne overveje, om mon ikke dette, at så mange muslimske kvinder farer i flint over ELLEs bemærkning om, at tørklædebæringen sjældent er kvindens frie valg, betyder, at ganske mange af disse mennesker har tilegnet sig Vestens menneskeforståelse: Mennesket er et frit væsen, der selv står inde for sin tilværelse og gør det, som det selv kan forstå og acceptere er det rigtige for dets tilværelse. Så kan det i øvrigt være sandt nok, at der måske er tale om en pseudokonsensus blandt de muslimske unge kvinder, men hvis denne konsensus, pseudo eller ej, er udtryk for, at de selv mener, de handler frit og ikke efter påbud fra hverken deres forældre eller den muslimske tradition eller koranen, så er der dog tale om en ganske stor påvirkning af disse unge menneskers sind fra den vestlige kultur.

Men der er også en ting mere at fremhæve.

Det er ikke mærkeligt, hvis nogle unge mennesker tager afstand fra de mange fester og den megen alkohol, der forekommer i f.eks. de danske gymnasier. For de danske unge menneskers vedkommende er der måske i virkeligheden tale om en pseudokonsensus, når det hedder sig, at de da alle synes, det er vældig sjovt med både fester og alkohol, men de har jo ikke nogen særlig mulighed for at sige fra. Nå ja, det siges, at der blandt amerikanske unge er opstået en bevægelse imod fri sex. Med en ring af en særlig art bekendtgør man, at samleje med mig bliver der først tale om, efter at vi er blevet lovformeligt gift. Og hvis man opfatter det muslimske tørklæde som et element, der giver nogenlunde det samme signal til interesserede unge mænd, så giver det mening, at en del muslimske kvinder har været frivillige i deres valg af at bære tørklæde.

Godt nok er det en utrolig bagvendt holdning: Af Vesten har de lært at være sig selv og selv tage ansvar for deres liv. Men dette ansvar bevirker så, at de tyr til et muslimsk signal, for at undgå den vestlige løssluppenhed.

Og er det sådan fat, og er det baggrunden for mange muslimske kvinders valg, så er det ikke ord som ”islamofobi”, ”racialisering” og ”intersektionalitet”, der skal bruges, når der skældes ud på ELLE, så må man i stedet sige det, som det er, og give den danske ungdomskultur et skud for boven.

Det holder den nok til. Og det vil nok ikke få den til at ændre sig stort. Hvad der på sin vis er en skam. For dette, at danske unge har Europa-rekord i drikkeri, er ikke noget at prale af.

Og her kunne man forvente kirkens reaktion. Som f.eks. kunne bestå i at advare mod at prøve at narre Gud, så man enten som muslimerne søger at undgå, at det bliver forelskelsen, der udvælger ens ægtefælle, eller som de vestlige unge tror, at det er klogt i disse p-pille-tider at have samleje med alle og enhver.

Eller man kunne bruge Paulus’ udmærkede ord om loven, der er død, men relationen, der kræver omhu og omtanke for at vedligeholdes. Men kirken har nok været for bange for at fremstå som en moralsk tante, så derfor undlader man hellere i det hele taget at sige noget om kønsdriften.

Hvilket ikke er særlig klogt. Og heller ikke særlig kristeligt.

Hvad er resonans?

Dette spørgsmål er affødt af min læsning af en lille smule om Hartmut Rosa. Altfor lidt, vil nok den kloge læser sige, men jeg svarer, at lidt har også ret. Det drejer sig om en artikel i Kristeligt Dagblad den 29-5 2023, se her, og en artikel i Højskolebladet den 14-12 2021, se her. Og ganske rigtigt, i betragtning af Hartmut Rosas forfatterskab er dette jo meget lidt. Men det er dog nok til, at jeg kan fremføre nogle kritikpunkter imod ham, ligesom jeg også har bemærket mig, at han på nogle punkter siger det samme, som jeg siger.

Det er især overskriftens spørgsmål, der har fanget mig. For svarer ordet ”resonans” ikke til mit lidt specielle udtryk ”afsmitningsreglen”? Er resonans ikke det, Jesus omtaler i Luk 6,37-38, ordene om ikke at dømme, om at tilgive, så man opnår tilgivelse, om at give, så man får givet, i hvert fald i min tolkning af skriftstedet, se f.eks. her? Og er vi derfor ikke langt mere enige, end man skulle tro?

Det var at håbe. Men når jeg læser de to indlæg, har jeg alligevel nogle indvendinger, som gør, at jeg ikke er så sikker på vores enighed. Blot véd jeg ikke rigtig, hvordan jeg skal formulere forskellen.

Lad mig forsøgsvis sige, at Rosa stadigvæk sidder fast i den forkyndelsesmetode, som vi præster har brugt igennem snart mange hundrede år: vi prædiker synderne og disses forladelse. Vi søger at afbilde vore tilhøreres liv som syndigt og uetisk, med mange fejl indbygget i sig, for at vi med des større succes kan prædike syndernes forladelse.

Rosa siger ikke, at enkeltmennesket er en synder, men han siger, at samfundet som sådant er på gale veje. Vi lever i et accelerationssamfund, hastigheden bliver større og større, men vi bevæger os væk fra det egentligt menneskelige. Det er, som om vi går op ad en rulletrappe, der hele tiden vil føre os nedad, for at bruge et billede, som han anvender i Højskolebladet. Men det drejer sig ikke bare om at sætte tempoet ned:

Frem for blot at sætte tempoet ned handler det ifølge Hartmut Rosa om, at vi skal forholde os resonante til verden, hinanden og os selv. I Rosas tænkning handler resonans om at forholde sig åbent og lyttende til omgivelserne. På den måde er vi modtagelige for, at der i mødet med verden kan opstå en resonans eller en genklang, hvor vi lader os påvirke af hinanden – hvor vi transformeres. I dette møde mærker vi også, at der er noget, som er uden for vores kontrol. Noget, som vi har lyst til at række ud efter uden et ønske om at eje, dominere eller kontrollere det.

I modsætning til denne tale om resonans, som noget, vi kan opnå, hvis vi er heldige, er min tale om afsmitning en fortælling om kræfter, som allerede her og nu bemægtiger sig os, men som vi blot ikke er klar over. Det er sandt, at vi tænker individualistisk, og det er nok Rosas fortjeneste, at hans tænkning søger ud over det individualistiske, men det er ikke sandt, at vi i ét og alt lever individualistisk. Vi indgår allerede nu i en række forhold, og vi forholder os i disse forhold naturligt til andre mennesker, uden at tænke over, at der er noget særligt ved det. Vi er alle del af en familie, og netop i familien oplever vi afsmitning eller resonans. Vi har et arbejde, mange af os, og på arbejdspladsen er det også andre mennesker, som vi omgås, taler med, diskuterer med, finder ud af det med, alt sammen på en synes vi naturlig måde, som der ikke er nogen grund til at gøre noget ud af.

Men det er der. Der er grund til at takke Gud for den gerning, Hans ånd har gjort ved alle disse forhold, ja ved vort folk i det hele taget, at det er blevet et folk, præget af tillid. Og denne folkelige tillid betyder netop, at vi kan tale sammen med udbytte, at vi kan komme hinanden ved, at vi ikke behøver at holde mund, hvis der er noget, vi er utilfredse med, men frækt kan komme frem med det, naturligvis under hensyntagen til de andre, for vi skulle jo nødig ødelægge det gode forhold, vi har til dem.

Så i stedet for den evige forkyndelse af synden, burde præsterne fortælle om den folkelige tillid og opfordre til at deltage i takkesangen for den. Samtidig med, naturligvis, at man gør rede for, hvad tilliden kan tåle, og hvad den måske bryder sammen ved, hvordan vi skal give udtryk for vor glæde over samværet med de andre på en så tilpas douce måde, at det kommer til at se ægte ud.

Lad os se på et citat fra Kristeligt Dagblads artikel. Her lyder det:

Med den kropslige tilstedeværelse i det religiøse rum og med liturgiens tid eller tider – som er kvalitativt anderledes end den tidsopfattelse, vi ellers opererer med, nemlig tid som ressource for vækst og optimering – kan det hænde, at den aggressive eller stressede kontroltrang for en stund viger for en erfaring af at blive talt til som en appel til i videste forstand at svare. Religionens bidrag til et ændret verdensforhold er altså at være et sted, hvor man indøves i at lytte eller at være lydhør, som et rum, hvor et andet verdensforhold end det kontrollerende manifesterer sig.

Og ikke sandt, så er vi et andet sted henne end ved min tale om afsmitning. Så er vi henne ved det transcendente, hvad det så er for noget, eller ved noget, som har mere med individets egenerfaringer at gøre end med fællesskabets givende nærhed.

Men se så, hvordan han og jeg nærmer os hinanden i et citat lidt forud for dette:

Vredens årsager er selvsagt de usikre arbejdsbetingelser og overhovedet usikre fremtidsudsigter i et komplekst, uigennemskueligt og tendentielt selvundergravende samfund, hvor erfaringer af accept eller det at blive hørt har dårlige vilkår.

Det giver sig udslag i den manglende vilje, energi og tålmodighed til at høre på synspunkter, man ikke deler. Den polarisering er livsfarlig for demokratiet, der lever af samtale, meningsudvekslinger og kompromiser. Men når lydhørheden over for anderledestænkende slipper op og dermed den forpligtende og tidskrævende argumentation for egne synspunkter og villigheden til at tage ved lære af andre, så er et egentligt demokrati ikke muligt.

Jeg er ikke enig med ham i denne tale om vrede og usikre arbejdsbetingelser og et selvundergravende samfund. Bestemt ikke. Men jeg er enig med ham i, at der efterhånden er oprettet så mange ekkokamre, hvor man kun kan tåle at høre synspunkter, man er enig i, og også i, at det er en yderst farlig udvikling for demokratiet.

Men min tanke er – vist i modsætning til Hartmut Rosas – at denne vilje til samtale, denne nysgerrighed efter, hvad andre mener, stammer fra kristendommen. Og sjovt nok: at jeg har fået disse tanker knyttet sammen med kristendommen, skyldes såmænd islam, altså dette, at jeg har studeret islam så tilpas meget, at jeg er blevet opmærksom på – og tør erkende – islams grundlæggende forskel fra kristendommen.

Så når Rosa – som så mange andre kloge folk – uden at skelne taler om ”religion” og ikke specielt om kristendommen, tager han afgørende fejl. Når det f.eks. om ham hedder:

Når han i denne sammenhæng sætter fokus på især den religiøse praksis, er det ud fra en interesse i det verdensforhold, som netop religionen – og her holder Rosa sig til de kristne konfessioner, men fastholder, at det principielt gælder alle religioner – etablerer eller har til hensigt at etablere, nemlig menneskers vertikale forhold eller det transcendente forhold til det ultimative, det omfattende eller det ubetingede, der kan blive til en erfaring af resonans.

så har han i den grad uret. Nej, Rosa, den går ikke! Der er forskel på religioner, og især er der forskel på kristendom og islam.

Den forskel har jeg undret mig over mange gange her på bloggen. Og jeg må indrømme, at der gik år, før jeg blev klar over, at det var rigtigt nok med denne forskel.

Fra mine Luther-studier er jeg vant til, f.eks. i striden mellem Erasmus og Luther, at argument mødes af modargument, at altså Luther både tager de ting frem fra skriften, der taler for hans opfattelse, og de ting, der synes at tale imod den. Og det var da noget af en overraskelse at opdage, at den form for debat var fraværende indenfor islam. Når således den egyptiske forfatter Al-Aswany vil have os til at forstå, at Muhammed var en fredens mand, mener han, at det er nok at komme med en tekst, der viser ham som fredelig, og undlade at omtale de mange tekster, der viser ham som en krigsherre, se her. Og der gik lang tid, før jeg blev klar over, at det i den muslimske debat ikke er argumentet, der tæller, men deltagernes højere eller lavere autoritet. Og det er da noget af en forskel til vor vestlige debat.

Jeg har stadigvæk svært ved at leve mig ind i denne tænkemåde. Og jeg må stadig undre mig over, at så at sige ingen muslimer ser den selvmodsigelse, der ligger i, at de på den ene side påstår, at de er krænkede over, at vi afbilder Muhammed som en krigsfyrste – nej nej, han var sandelig en fredens mand, hvor kan I tro andet? – og på den anden side ikke undser sig for at true med vold overfor den, der viser f.eks. Kurt Westergaards tegning af Muhammed. Jeg mener: hvis Muhammed virkelig er en fredens mand, så må hans tilhængere da vende sig imod sådanne trusler om vold. Men nej, det gør de ikke.

Det er nok også derfor, at det er så svært at indgå i en nogenlunde normal debat om, hvad der står i koranen, og hvordan det skal forstås. Det er måske forståeligt, at de herboende muslimer gerne vil løsrive sig fra voldsopfordringerne i koranen og fra den erobringshistorie, islam kan udvise, og hvis de ville vende sig imod disse ting på normal måde – f.eks. ved at sige, som Al-Azhar-universitetet i Egypten siger om koranens tilladelse til at holde slaver, at den tilladelse er ophævet gennem konsensus – så kunne vi vestligt orienterede mennesker måske finde det forståeligt. Men blot at lade, som om koranens voldsopfordringer ikke findes, det går ikke.

Men det er ikke desto mindre det, muslimer i al almindelighed gør.

Muslimernes syn på ægteskabet er også helt forskelligt fra vores syn på det.

Vi mener, at de to køn står lige i Guds øjne. Det gør muslimerne ikke. Ifølge koranen står manden over kvinden. Og det har udartet til den højst besynderlige opfattelse, at mandens kønsdrift næsten pr. definition er ustyrlig. Det er ikke mændene selv, der skal holde denne drift nede på et antageligt niveau, det er kvinderne, der ved at tildække deres ynder skal sørge for at styre denne ellers ustyrlige kønsdrift. Det betyder så, at de fleste muslimer finder det uundgåeligt, at kvinder, der ikke er tilpas tildækkede, voldtages af muslimske mænd. Og sådanne kvinder er jo sædvanligvis vestlige kvinder.

Men det er klart, at der i en sådan verden med en tydelig forskelsbehandling af kønnene, ikke er megen plads til hverken resonans eller afsmitning. Det hele er låst fast i muslimske lovparagraffer på samme måde, som farisæerne på Jesu tid låste deres handlinger fast i regler, der skulle overholdes. Og derfor: hvis resonans skal kunne virke, må disse paragraffer bort.

Det sker da heldigvis af og til, at naturen – altså resonans eller afsmitning – går over optugtelsen. Jeg har bl.a. her fortalt om den egyptiske professor Nasr Sayd, der af det muslimske universitet Al-Azhar blev fradømt sit muslimnavn. Hans kone skulle derfor skilles fra ham, men i stedet for at følge de muslimske regler, fulgte hun sit hjerte og flygtede sammen med sin mand til Holland. Men hvor den slags i den kristne verden sker i kraft af religionen – som altså her er kristendommen – sker det i den muslimske verden på trods af religionen – for dèr betyder religion islam.

Jeg har her prøvet at redegøre for, hvordan Det ny Testamentes teologi, opfattet som en martyrteologi, sætter tingene helt anderledes på plads end vor sædvanlige, meget fredsommelige teologi. Det specielle ved denne teologi er, at den forklarer, at vil et menneske være et helstøbt menneske, så må det stå fast på sin opfattelse af livet, dvs., så må det, hvis det har forstået Jesu budskab og bøjet sig for det, fastholde det også under forfølgelser. Det vil i vor sammenhæng sige, at vi som kristne må prøve at opretholde det af Gud givne folkelige tillidsfællesskab, og at vi må gøre dette i protest mod islams lovreligion, også om det fører til, at muslimer føler sig krænkede. For de rammes ikke af nogen resonans eller afsmitning, så længe de holder fast ved deres muslimske love og regler. Skal de blive hele mennesker – og det er det, vi ved evangeliets forkyndelse skal hjælpe dem til – så må de høre dette evangelium, og det vil sige: høre det som en modsætning til deres love og regler.

Så min mistanke består stadigvæk: at selv om begrebet resonans og begrebet afsmitning minder om hinanden, og selv om Hartmut Rosa af og til udlægger resonans på en måde, der minder om min forståelse af afsmitning, så er jeg for stærkt præget af min nye opdagelse af Det ny Testamentes teologi til, at jeg kan give ham ret.

Den ustyrlige historie

Det er historieforløbet som sådant, jeg her i overskriften kalder ustyrligt. Når jeg gør det, skyldes det en artikel af Robert Spencer på jihadwatch.org, se her. Her behandler han blandt andet romerrigets historie, det vil sige: romerriget, forstået som det rige, der blev til lang tid før Kristi fødsel og først gik under med Det byzantinske Riges fald den 29. maj 1453 – det er Spencer, der husker datoen, ikke mig. Det gør han blandt andet af den grund, at han just har udgivet en bog, der hedder ”Guds imperium: hvordan byzantinerne reddede civilisationen”.

Robert Spencer mener, at der er utrolig mange ting, vi kan lære af Det romerske Imperium. Men når han så som det første fortæller, at man anså romerriget for udødeligt og derfor tillod sig indbyrdes at kæmpe om magten, så er da vist det, vi skal lære, at vi ikke skal bære os sådan ad.

Han kommer også med den rigtige iagttagelse, at når det vestromerske rige gik til grunde i 476 e.Kr., skyldtes det i høj grad, at man havde tilladt en enorm masseimigration. Mange af de invaderende germanske stammer blev romerske soldater, og det var befolkningen godt tilfredse med, de gad nemlig ikke selv have ulejlighed med at forsvare riget. Men eftersom disse indvandrere ikke delte romernes værdier og blev mere og mere krævende og bestemmende, endte det med, at de overtog magten i det hele taget.

Han siger det ikke direkte, men det er ikke svært at forestille sig, at han dermed giver os europæere en advarsel: Det kan I lære af romerrigets fald, at I ikke skal lade så mange fremmede komme indenfor Europas grænser. Men den lære retter vi os jo nok ikke efter. Altså igen noget, vi ikke skal lære.

Og så skriver han – og nu kommer der noget, som jeg kun er delvis enig med ham i:

Det romerske Imperium, der havde centrum i Konstantinopel, levede videre i næsten tusind år efter Vestromerrigets fald. Til syvende og sidst blev det overvundet af de islamiske jihadister, som havde prøvet at ødelægge det i næsten otte hundrede af disse tusind år, og som stadig i dag har de samme erobringsaspirationer.

Det romerske imperium, han her skriver om, har han tidligere betegnet som et rige, der ”gav den vestlige verden dens åndelige, politiske, intellektuelle, filosofiske og kulturelle arv”. Og det er dog vist alligevel at tage munden lidt for fuld.

Lad mig i hvert fald forsøgsvist imødegå det ud fra mine tanker om martyrteologiens betydning for kristendommens fremmarch i oldtiden.

Det er jo ikke helt forkert, hvad Robert Spencer her skriver. Vi har virkelig meget at takke den græsk-romerske kultur for. Der er store filosoffer, som vi med udbytte har lyttet til. Der har fundet en intens intellektuel debat sted, som vi i høj grad kan genkende, fordi nogle af vore problemer blev debatteret. Men hvorfor ikke sige ligeud, at vi i lige så høj grad har kristendommen at takke for vor kultur. Jeg vil endda vove at sige: ”i højere grad”.

Og det skyldes især det personbillede, der dannedes i oldtiden. Det blev i høj grad dannet af martyrerne. De vovede ikke at sige noget, som de personligt ikke kunne stå ved. Og havde de én gang forstået, at mennesket er et ordvæsen, og at derfor tvang ødelægger enhver diskussion, også debatten om, hvordan samfundet skal styres, så lod de sig ikke rokke fra denne sandhed af selv nok så mange trusler.

Men unægtelig skete der jo noget med denne teologi, da de kristne blev et flertal og fik overbevist endog kejseren, Konstantin den Store, om kristendommens sandhed. Det var mindre end hundrede år senere, at den store Augustin fik kejsermagten til at stille sig bag hans angreb på den kristne sekt, donatisterne. Og i fem-sekshundredetallet blev i det østromerske rige kejsermagt og kirkemagt svejset sammen, så det gik ud over de mange sekter, der var forskellige fra hovedkirken. Man gik over fra at diskutere kristne trossætninger til at bekæmpe anderledestænkende med våben.

Man havde diskuteret, om der var én eller to naturer i Kristus. Man endte i hovedkirken med to, men monofysitismen, der holdt på, at der kun var én natur i Kristus, bestod, og det, at kejsermagten søgte at bekæmpe monofysitterne, betød, at islam, da den religion brød frem, havde meget lettere ved at overtage f.eks. Egypten og hele Nordafrika end ellers. Man kan også nævne, at den græske kirkefader Maximus var blevet overbevist om, at dyoteleismen var den rette anskuelse – den påstand, at der var to viljer i Kristus, en guddommelig vilje og en menneskelig vilje – men at han hen imod sin død måtte opleve, at kejsermagten havde skiftet over til en monoteletistisk opfattelse, så han blev bortført til et sted i udkanten af riget, dog først efter at hans tunge var skåret af. Han døde kort tid efter, 82 år gammel.

Så noget tyder på, at det, vi i dag kan bebrejde muslimerne: at de ved at operere med en almægtig gud, får givet den verdslige øvrighed en ubrydelig magt, er noget, vi også kan bebrejde den ortodokse kirke i det østromerske rige. Og for øvrigt: hvis man følger de tanker, der er fremme i kredsen omkring Putin, tanker, der går ud på, at Moskva er ”Det tredje Rom” efter Rom og Konstantinopel, se evt. her, kan man med lidt god vilje – eller ond vilje – se den samme tendens i Kreml: sådanne forestillinger, hvor man forestiller sig gud bag øvrigheden, synes at give denne en næsten uindskrænket magt; for den har jo guds velsignelse med sig.

Det betyder dog ikke, at man kan sidestille ottomanerne, der erobrede Konstantinopel med de græsk-ortodokse, der forsvarede byen. For ottomanerne har i sit trosgrundlag nogle for os andre højst uheldige erobringsaspirationer, noget, der ligger indbygget i koranens lære og derfor forefindes i alle muslimer. Det har de græsk-ortodokse ikke.

Men hvis man skal finde ud af, hvordan demokratiet er vokset frem hos os, er Luther umulig at komme uden om. Det, at han opstillede et skel mellem den kirkelige og den verdslige øvrighed, førte med sig, at den verdslige øvrighed havde fornuften at rette sig efter og ikke nogen guddom, hvis autoritet man kunne henvise til for således at få autoritativ begrundelse for alt, hvad man foretog sig. Når dertil kommer, at han udtrykkelig forbyder denne øvrighed at afgøre kirkelige stridigheder, er vejen banet for et demokrati, hvor man er uenige på ordplan og ikke på magtplan; også selv om man ikke anvendte ordet ”demokrati”. Jeg har før gjort opmærksom på Luthers brev til de to fyrstebrødre af 21. august 1524, hvor han bl.a. skriver:

Man skal blot lade ånderne fægte med hinanden og tørne sammen. Hvis nogen bliver forført derved, velan, sådan går det i krige; hvor der er en strid, hvor et slag finder sted, dèr må nogle falde og blive såret; men den, der kæmper redeligt, får kronen. (Se her):

Af sammenhængen fremgår det tydeligt, at den krig, Luther tænker på, er en ordkrig. Og sådanne ordkrige, som Luther ønskede sig overfor pavestolen i stedet for den dom om Rigens Akt, han blev idømt i Worms, de blev efterhånden almindelige, og mange filosoffer tog tanken op og argumenterede for en åben og fri debat, og ikke sandt – så var den demokratiske samtale skabt.

Men på trods af denne overbetoning af den græsk-ortodokse kirkes meriter, har Robert Spencer ret i noget, han siger hen imod slutningen. Her skriver han:

På denne mindeværdige dag ,[altså den 29. maj, dagen for Konstantinopels fald, rr] er vi på samme måde stadig truede af disse islamiske jihadister, selv om de fleste amerikanere har glemt deres eksistens og tror, at de er en kraft med kun lille virkning. Vi er også truede af en masseimigration, som udtynder vor nationale karakter og énhed. Og ganske, som det ofte var tilfældet i Det romerske Imperium, kommer den største trussel indefra, fra dem, der er opsatte på at sikre deres magt, og er så kortsynede, at de ødelægger selve grundlaget for den magt.

Dette gælder i næsten højere grad Europa, i hvert fald Vesteuropa.

Pinse

Nu det er pinse, kan det vel ikke siges at være helt ved siden af at sige et par ord om det sære ord om bespottelse mod Helligånden, Matt 12,31-32, parallelt med Mark 3,28-30. Jeg har før været inde på dette ord, se her. Og det lyder jo ganske mærkeligt, at bespottelse mod Menneskesønnen skal tilgives, men bespottelse mod Helligånden skal ikke tilgives. Ordet lyder således fra Markus:

Sandelig siger jeg jer: Alt skal tilgives menneskenes børn, forsyndelser og bespottelser, hvor meget de end spotter. Men den, der spotter Helligånden, får aldrig i evighed tilgivelse, men er skyldig i en evig synd.« De havde jo sagt: »Han er besat af en uren ånd.«

Her sættes bespottelse mod Helligånden ikke overfor bespottelse mod Menneskesønnen. Men det gør det hos Matthæus:

Derfor siger jeg jer: Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende.

Når jeg vil gå ud fra Matthæus, skyldes det, at han udlægger dette med bespottelse som identisk med at tale et ord imod henholdsvis Menneskesønnen og Helligånden.

Men stadigvæk er jo spørgsmålet: Hvad vil det sige at tale et ord imod Helligånden?

Det vil – vil jeg sige på baggrund af min nye erkendelse, der omtales i ovenstående link – sige, at et menneske siger, som han gør, af frygt. Han har egentlig forstået sagen, han er ved Helligåndens hjælp nået frem til en ægte forståelse, men han vover ikke at bringe den forståelse frem, som han er nået frem til, for han er bange. Det kan være frygt for at miste anseelse, frygt for at miste sit job, eller ligefrem frygt for at miste livet. Og med den sidstnævnte frygt bliver jo ordet et hårdt ord at omgås, men vel ikke noget, vi i vore ytringsfrihedstider behøver at tage så tungt? Eller hvad?

Både hos Matthæus og hos Markus står ordet i forlængelse af fortællingen om farisæerne, der hævder, at det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at Jesus uddriver dæmoner. Dertil indvender Jesus, at hvis Satan uddriver Satan, er han kommet i splid med sig selv. Med andre ord: Det Jesus siger her, er ganske enkelt at forstå. Også farisæerne har i virkeligheden forstået det. De vil blot ikke indrømme det. Derfor er det dem, der skal tage sig i vare for ordet om at tale et ord imod Helligånden. For det er jo ved Helligåndens hjælp, at vor forståelse kommer i stand. Taler de et ord imod Menneskesønnen, så deltager de dog i diskussionen, så betragter de diskussionen som åben. Men når de i virkeligheden har forstået det, der ikke er til at misforstå, men blot ikke vil lade den forståelse, som Helligånden leder dem frem til, gælde, så taler de imod Helligånden, og det er galt.

Men naturligvis, en forudsætning for, at det forholder sig sådan, er, at det er Helligånden, der er årsag til, at vi forstår. Vi synes vel umiddelbart, at det er os selv. Og det er det jo også i en vis forstand. Men læg mærke til, at vi ofte forklarer det, at vi kommer til at forstå, ved at sige, at dèr, omsider, faldt tiøren for os. Og tiørefaldet, det er netop Helligåndens gerning.

Man kan meget vel sige, at det ikke betyder det store, om vi regner denne tiøres fald for noget selvfølgeligt eller for Helligåndens gerning, når det er matematik eller videnskab, det drejer sig om. Men det hænger ofte sammen med, at vi befinder os i en debatsituation og derfor umiddelbart mener, at det, der får os til at forstå, er den andens debatindlæg. Og det er det jo også. Det er hans tonefald, det er hans ærlighed i det, han siger, det er det forhold, at vi sammen med ham i et godt kammeratskab i fællesskab har villet undersøge ét eller andet videnskabeligt problem. Og så spekulerer vi ikke på, hvordan dette kammeratskab er opstået. Så lader vi det gladelig være den selvfølgelighed, det er, uden at blande Helligånden ind i sagen. Og som sagt: det gør måske heller ikke så meget. Bortset lige fra den situation, hvor det bliver come il faut at tale imod Helligånden, eller altså: at sige noget imod det, man véd, er sandt.

Mere let at få øje på Helligåndens gerning er det, når Han handler i de personlige forhold til næsten. Når vi må sige undskyld til vores barn, fordi vi var for hårde ved ham eller hende. Når vi søger at få en forsoning i stand med vor ægtefælle. Eller når vi opdager, at vi ikke har taget ægtefællens bekymring alvorlig nok. Så prøver vi at reparere forholdet med ord. Men vi véd jo godt, at ord kun trænger frem til øret, ikke ind i hjertet. At få ordene troet, at få den anden til at fæste lid til os igen, det er Helligåndens gerning, og den gerning yder Han gerne kvit og frit. Og Han yder den såmænd også, om vi helt har glemt Ham, sådan som det formentlig er tilfældet med de mange lykkelige ægteskaber, der findes i vort land.

Og også det er jo for så vidt helt i orden. For Helligåndens gerning er skjult. Han træder ikke tydeligt frem. Og dog er netop den enes ord til den anden i en sådan situation det eneste sted i vort verdensbillede, hvor begrebet ”Gud” er på sin plads, hvor det er pinende nødvendigt med et begreb udenfor vor tingslige verden, dvs., udenfor naturlovsnødvendigheden, til at forklare tingene.

Jeg har nogle gange, f.eks. her, fremhævet Jesu ord om ikke at måtte miste sig selv. Og denne opfordring til at blive et selv og kæmpe for også at være et selv er nok værd at fremhæve. For der er mange her i Europa, der har set det som et ideal. Men det er også værd at knytte denne opfordring sammen med Jesu martyrteologi, altså med det faktum, at Jesus talrige steder i evangelierne opfordrer sine disciple til at efterfølge ham, dvs., til at holde fast ved evangeliets frihed uanset, om det koster dem livet. Min tese er, at det er Jesu forestilling om ”afsmitningsreglen”, der ligger bag ved en sådan opfordring; afsmitningsreglen er i min optik den regel, der siger, at mennesker i den grad er fællesskabsvæsener, at en rethaverisk holdning altid vil smitte af på de andre i fællesskabet, så også de begynder at kræve deres ret, og på samme måde, at en forstående og indlevende holdning smitter, så de andre udviser den forståelse, som fællesskabet lever af. Jeg plejer at bruge Jesus-ordet om ikke at dømme, Luk 6,37-38, som ”bevis” på, at Jesus tænker i afsmitningsreglens regi.

Dertil kommer, at Jesus tydeligt ser sin egen forskel fra farisæernes livsforståelse. Han vil mene, at der er en væsentlig forskel på farisæernes forståelse af loven og hans forståelse af den. For ham er loven indbygget i det sprog, vi har fået, og mennesket retter sig uden at tænke over det efter det, fællesskabet kræver for at kunne trives og måske endda vokse i intensitet. Og når denne opfattelse møder farisæernes opfattelse, hvorefter loven består af regler, der kræves overholdt under trussel om straf, ikke blot straf i det hinsides, men også straf her på jorden, så vil farisæerne og de skriftkloge prøve på – som de lovoverholdende mennesker, de er – at gøre deres til, at Jesu lovforståelse bliver holdt nede, ikke med modargumenter, men med straf. Hvilket som bekendt lykkedes dem over al måde med Jesu korsfæstelse.

Men efter korsfæstelsen møder vi det første tegn på, at det er Jesus og ikke farisæerne, der har forstået tilværelsens mysterier korrekt. For der var disciple, der fulgte Jesu eksempel. Og det lykkedes ikke farisæerne at slå dem alle ihjel. For for hver gang, de slog én ihjel, opstod der ti, der fandt dette budskab troværdigt. Blandt dem oven i købet af og til en farisæer. Paulus er vel det bedste eksempel på det.

Hvis man således forestiller sig, at afsmitningsreglen er Jesu baggrundsforståelse, kan man få en vis mening med ordet om Guds rige som et sennepsfrø, der vokser sig stort, Matt 13,31-32. Så er hans tanke nemlig den, at han netop med sin forkyndelse om ordet som et ord, der virker uden magtmidler, får overbevist sine modstandere, og at folk, når de ser martyrernes dødsvillighed for evangeliets skyld, lader sig overbevise om kristendommens sandhed.

Sådan gik det jo til med oldkirkens historie. Stik imod, hvad man skulle forvente. Og sådan gik det til med den fælles diskussion angående samfundets indretning. Den var længe om det, men den brød dog igennem omsider. Og den brød igennem, fordi man kunne se, at ordet virker i frihed, og at tvang overfor ordets frihed er af det onde.

Men selvfølgelig har der i denne lange Ordets historie været mennesker, kristne mennesker, der havde modtaget og forstået det kristne budskab og også levet i overensstemmelse med det i menigheden, men som, da forfølgelserne brød igennem, ikke turde fastholde deres tro. Om de ligefrem taler et ord imod Helligånden, lad det være tvivlsomt. Men at de ikke turde fastholde noget, de dog havde forstået, det er sikkert. Og bagefter, når forfølgelserne var overstået, blev de igen optaget i menigheden, dog først efter en længere bodsperiode.

Og nu, i vore dage, er der også mennesker, der taler et ord imod Helligånden. Jeg anvendte det i mit indlæg om Prædikenrester, se igen her, på de forskellige forhekselser, jeg opererer med her på bloggen. Lad mig her nøjes med at pege på den muslimske forhekselse. Her overser man, at man med sine tvangsforanstaltninger overfor de anderledes troende netop gør tilegnelsen af budskabet, her Muhammeds budskab, til en tale imod, hvad man måtte have forstået, altså til en tale imod Helligånden.

Thomas Hoffmann fortæller her om, hvordan Muhammed tillod én af sine tilhængere at lyve for at redde livet, ja, endda gik med til, at han have ofret til de afguder, som Muhammed vendte sig imod. Blot han havde bevaret troen i hjertet, var alt i orden. Som modsætning citerer jeg Jesu såkaldte udsendelsestale i Matt 10,5-42. Og dèr gives der ikke tilladelse til at lyve for ikke at blive forfulgt. I den forbindelse kunne jeg da sådan set godt have vedføjet ordet om ikke at tale et ord imod Helligånden. For det er den samme stærke opfordring, Jesus her kommer med. Men – finurlig, som jeg er – citerer jeg i den sidste del af indlægget Sara Omar fra hendes bog Dødevaskeren for at vise, at hun holder sig til Jesu formaning, ikke til Muhammeds tilladelse. Hun skriver:

Som vi begge ved, er dét at have retten til sin egen stemme ikke en selvfølge for kvinder som dig og mig. Men jeg vil kæmpe for den ret og holder derfor fast i et spinkelt håb. Hvis vi skal gøre os frie, så er vi nødt til at tage bladet fra munden og gøre front mod undertrykkelsen, uanset hvor den har sine rødder. Hvis vi skal føle os som mennesker, må vi fortælle vores historie.

Altså: Det, hun har forstået – og hun har, hvad enten hun er klar over det eller ej, forstået det i kraft af Helligånden – det vover hun ikke at sige nej til, for så er det sig selv og hendes person hun undertrykker. Det er stort set af hende. Det er menneskeligt set. Ja, og det er kristendom, langt bedre formuleret end mange pinseprædikanter formulerer det.

Putin igen

Netop, som jeg skal til omsider at lægge Putin på hylden for en stund, ser jeg et interview i Weekendavisen med en forfatter til en bog om netop Putin, se her. Han hedder Giuliano da Empoli, og han er egentlig politolog, det vil sige: han skriver sædvanligvis artikler og bøger om alvorlige politiske emner. Men da han under disse studier stødte på én af Putins rådgivere, Vladislav Surkov, fandt han ham så bemærkelsesværdig – eller som han siger: så romanesk – at han blev klar over, at den bedste måde at beskriver ham på, var at skrive en roman. I den hedder han Vadim Baranov, og gennem ham forsøger da Empoli at forstå den noget mærkelige Putin, som i romanen naturligvis ikke hedder Putin, men blot Zaren.

Jeg fandt interview’et så interessant, at jeg fandt frem til nogle anmeldelser af bogen – på engelsk og tysk, de sprog, jeg så nogenlunde mestrer, ikke på bogens originalsprog: fransk; jeg beklager. Og egentlig skulle jeg jo også beklage, at jeg ikke har læst bogen selv, skønt den nu udkommer på dansk under titlen Troldmanden fra Kreml. Det vil jeg dog ikke gøre. Jeg vil i stedet benytte de forskellige anmeldelser til at vise, hvor forskelligt man kan se på én og samme bog, afhængigt af, hvor man befinder sig i diskussionsfeltet om Ruslands invasion af Ukraine. De amerikanske anmeldere synes at betragte bogen som Putin-venlig, mens en tysk-schweizisk anmeldelse ser lidt anderledes på den: ”Jeg kan godt forstå, hvorfor den naive holdning: at man må indtage en altid forhandlingsvenlig holdning til krigsherren, forekommer umulig, når man læser denne bog”, se her.

Nå ja, der er også en anmeldelse fra Le Monde, se her. De har oversat den til engelsk, så den bliver forståelig også for mig, tak for det! Og den anmeldelse er næsten neutral. Det hedder i den:

Bogens centrale person, Baranov, er, skønt inspireret af en tidligere rådgiver for Vladimir Putin, næsten helt og holdent fiktiv. Igennem ham tager forfatteren os med ind i den russiske præsidents indre cirkler, oligarken Boris Berezovsky og andre nøglefigurer i Kreml, f.eks. grundlæggeren af den paramilitære Wagner-gruppe, Yevgeny Prigozhin – mennesker, der er lige så berømte som de er umulige at få hold på, men altså mennesker, som forfatteren kan bruge og få til at tale, som han ønsker. Det er på den måde, bogens magi kommer til udtryk, og det virker ganske tilforladeligt.

Men på trods af denne neutrale holdning fortsætter anmelderen med at sige:

Problemet med denne magi er imidlertid, at man bliver grebet af den, og denne grebethed passer ikke godt sammen med den kolde forstand, som en analyse kræver. Alligevel bliver forfatteren, en politolog, ved med at insistere på sin romans analytiske natur, fordi den, ifølge ham, kommer nærmere til realiteterne end et essay. Resultatet er en forunderlig blanding af analyse og en stereotypisk diskurs, som bare passer mere ind i vort billede af Rusland end det kaster lys over det.

Men har romanen alligevel ikke en analytisk værdi? Anmelderen siger under overskriften ”Uengageret observatør”, at hovedpersonen ikke engagerer sig i Putins politik. Han tror tilsyneladende ikke rigtig på den. Og da en oligark bliver smidt på porten, viser han endog medlidenhed med ham. Han er fuld af romantisk ironi, og det giver ham mulighed for at kommentere uden ophidselse på den lovløse realitet, som han er med til at opbygge, og som han oven i købet af og til giver sine bitre kommentarer til.

Men hvis man sammenholder disse udtalelser med interview’et i Weekendavisen, får man mistanke om, at denne dobbelthed – at være i sit indre ligeglad og i det ydre nogenlunde engageret – er en speciel russisk måde at klare ærterne på, og derfor formentlig er intenderet af forfatteren og ikke – som anmelderen vist mener – er en uheldig personskildring.

Så er der en artikel i New York Times, som et årstid efter udgivelsen i Frankrig, prøver at opsummere dens virkning, se her. Den afslører – uden at tænke over det – det debatødelæggende skisma, der forefindes i USA. Man skriver allerede i indledningen, at bogen fremviser et sympatisk portræt af den russiske leder, og at de 15 kritikere, som NYTtimes har spurgt, siger, at det rejser bekymringer om, hvorvidt den kan have indflydelse på den nationale franske politik i den ukrainske krig.

Ikke sandt: om det er sandt, hvad bogen skriver, er ikke, hvad der bekymrer denne anmelder, men om det måske får USA eller Frankrig til at føre en anden politik, fordi man opdager, at Putin er ret sympatisk, det vækker bekymring. Og så har man på forhånd indtaget sit standpunkt, og derfra lader man sig ikke rokke, uanset hvilke argumenter man møder.

Det er en holdning, der er utrolig farlig for den demokratiske samtale. Og ak, det er et kendt amerikansk blad, der fremfører den slags tanker. Og ingen opdagede noget.

Men jo, her i Danmark er der dog nogen, der har opdaget noget. Og også opdaget, hvor lidt ægte debat der forekommer i den amerikanske medieverden. Og jo dertil opdaget, at de to danske nyhedsmedier, DR og Tv2, uden mindste blusel er 100% enige med den demokratiske side i USA.

At det så måske ikke er sandt, at bogen fremstiller Putin som en sympatisk person, det er noget andet. Denne artikel holder sig tilsyneladende mest til disse kritikere, hvad angår bogens indhold, og vi erfarer jo herhjemme i fuldt omfang, hvordan medier er i stand til på forhånd at udvælge kritikere, der mener det samme som dem, og lade andre uhørte. Hovedpersonen er, hedder det, en Putin-hjælper, der drømmer om vestlig dekadence, om, at det er USA’s mål at få Rusland ned med nakken, om, at russerne foretrækker en stærk leder – alt sammen, siger man, typiske Kreml-ideer.

Positivt betragtet, hedder det, giver bogen en forklaring på den franske fascination af Rusland. Negativt betragtet, er den udtryk for et lemfældigt syn på Putin, som gennemtrænger den franske debat og har indflydelse på dette lands holdning til Rusland.

Igen: om det portræt, bogen giver af Putin, er sandt, betyder ikke så meget; hvad der betyder noget, er, om den får en negativ indflydelse på amerikansk eller fransk politik. Og set i det perspektiv, kan man godt forstå, at NYTimes har noget imod bogen. For sæt, det er sandt, hvad den schweizisk-tyske anmelder skrev, citeret ovenfor, så vil man jo ikke længere kunne betragte Putin som én, man altid vil kunne forhandle med. Og det syn på Putin vil avisen vist nok nødig se bortskaffet.

Nej, må jeg så bede om interview’et i Weekendavisen. Det er foretaget i Paris af avisens franske reporter Aske Munck. Og deri får da Empoli lejlighed til at forklare sig. Først er der det at sige, at bogen er skrevet før Putins invasion i Ukraine. Dernæst lader det til, at forfatteren næsten er flov over den opmærksomhed, bogen har fået, fordi den udkom lige op til invasionen. Og endelig er der hans pointe med at udsende sine tanker som en roman. Det er spændende. For det viser, at han, ligesom undertegnede, har fundet Putin-skikkelsen besynderlig og uhåndtérlig.

Allerede i mellemoverskriften kommer dette uhåndtérlige frem. Her hedder det:

Vladimir Putins autokratiske greb om magten i Rusland har udviklet sig i mere og mere paranoid retning, og det er der intet overraskende i. Det er en erhvervsskade, der stammer fra hans tid som chef for den russiske efterretningstjeneste FSB. For mens spionage handler om at indsamle præcise oplysninger, er målet med kontraspionage – Putins speciale – at ophæve paranoiaen til en dyd, så man altid er to skridt foran modstanderen.

Og det forklares måske bedst, når det er ”ståltrådsteorien”, der skal udlægges. Ståltrådsteorien? Ja, hør bare:

Men russerne har perfektioneret Goebbels agitpropstrategi med den såkaldte ståltrådsteori: Hvis man vil knække ståltråd, skal man vride den frem og tilbage og i alle retninger, indtil den til sidst giver efter og knækker. »Det er det samme med den offentlige opinion som med ståltråden. Rusland støtter ikke bare de fraktioner, der kolporterer Kremls budskab. De støtter alt og alle for så at sige at drukne sandheden i en konstant informationsstrøm, der flyder over med så mange forskelligartede teorier og oplysninger, at ingen til sidst ved, hvad der er rigtigt og forkert, og derfor til sidst bliver ligeglade. Der opstår en demokratisk træthed, en nærmest kvælende apati. Og det er også et utrolig stærkt våben,« siger da Empoli. Han ser ståltrådsteorien som en af de væsentligste forklaringer på, at der ikke er mere modstand mod Putins krig i hjemlandet. Naturligvis også godt hjulpet på vej af truslen om at skulle 25 år i fængsel, hvis man kritiserer styret i Kreml eller blot kalder krigen for »en krig«.

Her vil nok enhver læser ligesom jeg studse lidt og tænke: ”Er det virkelig sådan, det skal forstås?” Jeg mener, vi har jo her på det seneste ser især Prigozjin stå i fuldt flor på Tv og skælde ud på den russiske ledelse. Og så undres vi jo lidt over, at han virkelig i et diktatur får lov til det. Men han er måske i virkeligheden bare en figur i Putins marionetspil, en figur, der skal få seerne til at tro, at der hersker virkelig ytringsfrihed i Rusland, og at ”Zaren” så udmærket kan goutére det. Skal vi mon til at vænne os til overfor den slags tildragelser at sige: ”Ståltrådsteori!”

Ja, måske.

I hvert fald er det værd at gøre opmærksom på den bemærkning, da Empoli kommer med, når man hører de amerikanske og franske kritikere hævde, at han er for putinvenlig:

»Det var oplagt at beskrive magtens inderkreds og se det hele fra Putins og Surkovs synsvinkel. Men jeg forsøger ingenlunde at retfærdiggøre deres handlinger. Jeg forsøger at forstå dem. Det er to meget forskellige ting.«

I interview’et hedder det også:

Ifølge da Empoli glemmer mange i Vesten, at Mikhail Gorbatjov og Boris Jeltsin set med russiske briller er historiske anomalier, der ikke har meget at gøre med den russiske måde at tænke på. Demokratiske glimt i et autokratisk mørke. I bogen siger hans hovedperson ligefrem, at »Ingen kan undslippe sin skæbne, og den russiske skæbne er at blive regeret af efterkommere til Ivan den Grusomme«.

I fortsættelsen går da Empoli vist lidt imod den opfattelse af amerikanerne, som jeg har antydet i det forudgående. Han bliver spurgt om Fukuyama og svarer:

»Vi europæere var desværre de eneste, der troede på Fukuyama. Det er også derfor, det er så frygtindgydende for os at erkende, at rå militærmagt og brutal ekspansionisme – som vi troede erstattet af et internationalt system med handel, aftaler og konventioner – pludselig er tilbage igen med fuld styrke. Vi var slet ikke klar til det. Amerikanerne, derimod, har jo aldrig troet, at rå militærmagt var passe. Ligesom Washington heller ikke opfattede Rusland som en fjende, der hørte fortiden til. Det var kun i Europa og især i Tyskland – krystalliseret i Gerhard Schröders skandaløst tætte forhold til Putin – at vi temmelig naivt troede, at alt var normaliseret, og at relationerne til Rusland kunne være som alle andre,« mener da Empoli.

Men da Aske Munck spørger om ikke hans opfattelse ligner John Mearsheimers temmelig meget, svarer han:

”Jeg er sikker på, at 2004 med orange- og rosarevolutionerne i Ukraine og Georgien overbeviste Putin, at han ville være den næste i køen, hvis åbningen mod Vesten fortsatte. Særligt fordi han jo kun så den ene side af sagen – netop på grund af sin fortid som den paranoide tidligere chef for kontraspionagen. Han så kun komplottet – den amerikanske indflydelse, som jo var der – men som en tendens til at overskygge den reelle spontane demokratiske bevægelse, som kom fra borgerne. Hans paranoia skyggede så at sige for det spirende demokrati, som han ikke opfattede som en reel og egentlig folkelig bevægelse. Det var der, det tippede over for ham.

Lad mig til næstsidst igen fremdrage den tysk-schweiziske artikel, jeg nævnte før. Her siges der i én mundfuld både noget rigtigt og noget forkert. Jeg tænker på dette afsnit:

Vesten klør sig stadigvæk i øjnene. Efter over et år med krig i Europa, en krig, som ikke begyndte den 24. februar 2022, men meget tidligere med annektionen af Krim og de krigeriske handlinger i Donbas. En ”specialoperation”, som efter russiske forestillinger skulle have fungéret hurtigt og som en ”befrielse”. Det er ikke mærkeligt, at boghandlernes reoler er fulde af publikationer, som forsøger at forklare og forstå, hvorfor den russiske sjæl og frem for alle Vladimir Putin føler sig så meget truet på deres eksistens, deres stolthed og selvforståelse, at man er parat til at tænde op for en årelang udnyttelseskrig, der vil traumatisere russere og ukrainere i en hel generation.

Det rigtige ligger i den bemærkning, at russerne forestillede sig, at invasionen skulle være hurtigt overstået, for det var jo en befrielse. Der er ingen tvivl om, at Putin blev lige så forbavset som vi over Zelenskijs svar til amerikanerne, der ville evakuere ham: ”Jeg har ikke brug for et lift, jeg har brug for våben”. Men derfor er det jo helt forkert, hvad man fortsætter med at sige: at de følte sig så truede, at de vovede at gå ind i en årelang krig. De forestillede sig jo netop ikke, at der ville blive tale om en årelang krig. Så tanken om, at de følte sig truet på deres eksistens, må også tages af bordet.

Og her kan den sammenligning med Hitler, som jeg begyndte med for et års tid siden, se her, passende danne afslutning.

Hitler og Putin er fælles om at opfatte Vestmagterne som dekadente. Og de fik det begge bekræftet af vestmagternes opførsel. Hitler opdagede, hvor imødekommende Vesten var overfor hans krav på Sudeterlandet: man tvang ligefrem Tjekkiet til at aflevere dette stykke land, så Hitler kunne blive tilfreds. På samme måde opdagede Putin, at Vesten ikke reagerede med andet end ord på hans angreb på Georgien, på hans annektering af Krim-halvøen og på hans indgriben i Donbas-regionen.

Og disse ”dekadente” reaktioner fik både Hitler og Putin til at tro, at Vesten virkelig var dekadent. Derfor gik de begge videre i deres magtudvidelse. Hitler ved at indtage Rest-Tjekkiet i marts 1939 og angribe Polen i september 1939, Putin ved at invadere Ukraine den 24. februar 2022.

Men her viste det sig for dem begge, at Vesten ikke var dekadent. Der var derimod tale om en sovende kæmpe. Og begge formåede at vække denne kæmpe med fatale følger for Hitler og med endnu ukendte følger for Putin.

Hvis rollerne var byttet om

Vi er ikke helt færdige med Benjamin Abelows bog ”Hvorfor Vesten bragte krigen til Ukraine”. Beklager. Men det forekommer mig, at den manglende argumentation fra Abelows side er et sørgeligt eksempel på, hvordan mange nødvendige diskussioner i vore dages vestlige samfund føres: man hager sig fast i én side af argumentationen og er stærkt utilbøjelig til i det hele taget at gå ind på de argumenter, der peger i modsat retning. Man kunne dog i det mindste finde nogle argumenter, der pegede på noget andet end det, modparten tror, men nej, man undlader simpelthen at nævne de argumenter, man er uenige i, og så må læseren eller tilhøreren prøve at afgøre, om det skyldes, at man ikke véd det, eller det skyldes, at man uden argumentation vil drejer diskussionen i ens egen retning.

Og dog er der i Abelows bog også argumenter, som rummer et gran af sandhed. Der er f.eks. det med Monroe-doktrinen, som af Abelow fuldt korrekt beskrives således:

I denne doktrin har USA i bund og grund forbudt potentielt fjendtlige fremmede magter at placere militære styrker på den vestlige halvkugle. USA’s politik har dermed leveret en åben udmelding om den opfattelse, at det geografiske nærområde har strategisk betydning, når det drejer sig om opstilling af militære kapaciteter, uden hensyn til andre landes erklærede intentioner. Denne opfattelse er kernepunktet i amerikansk udenrigspolitik.

Og med en vis ret spørger Abelow derefter, hvordan USA så kan nægte Rusland den samme ret: retten til at have et geografisk nærområde uden fjendtlig tilstedeværelse.

Jeg kan for egen regning supplere Abelows iagttagelse med den oplysning, at noget af det, der fik USA til i 1917 at træde ind i Første Verdenskrig på Vestmagternes side, var, at England havde aflyttet de telekabler, der fra Tyskland gik over Atlanten, og opdaget, at Tyskland og Mexico førte samtaler om eventuel mexicansk deltagelse i krigen på tysk side. Det, plus formentlig meget andet, fik USA til at gå ind i krigen. Og det var igen en stærkt medvirkende årsag til Tysklands nederlag.

I den forbindelse nævner Abelow også Cuba-krisen. Og ja, det er også en væsentlig ting at drage frem. Han skriver:

Sovjetunionen anbragte i 1962 atommissiler på Cuba og udløste dermed Cubakrisen. Men de fleste mennesker har ikke kendskab til, at Sovjetunionens placering af missilerne på Cuba blev iværksat kort tid efter, at USA i Tyrkiet havde opstillet Jupiter-missiler, der var udstyret med brintbomber. Det er heller ikke almindelig kendt, at Sovjetunionen til sidst (41) trak sine missiler bort fra Cuba, hvilket førte til krisens afslutning. Sovjetunionens tilbagetrækning af missilerne var et led i en hemmelig aftale mellem USA og Sovjetunionen; ifølge aftalen skulle begge lande fjerne de våben, der opfattedes som offensive. Der var tilmed enighed om, at USA i stilhed og uden offentlig opmærksomhed først skulle fjerne sine missiler flere måneder efter, at Sovjetunionen havde fjernet sine missiler fra Cuba.

Dette med, at tilsvarende missiler skulle fjernes fra tyrkisk område, har jeg nu hørt før. Men det er stadig lidt af en gåde for mig, hvordan disse missiler har kunnet holdes skjult for offentligheden, når missilerne på Cuba blev offentligt kendt. Har Sovjetunionen ikke vidst, at der var tilsvarende missiler i Tyrkiet? Og hvis man har det, hvorfor har man så ikke fortalt noget om det?

Nå, lad kun dette problem ligge! Og lad også i denne forbindelse problemet om den gensidige atomafskrækkelse mellem USA og Rusland ligge! Jeg kan ikke gennemskue, om der stadig hersker ligelighed mellem disse to magter, eller om måske Rusland er ved at vinde en vis overlegenhed overfor USA. Fiona Hill refererer en samtale mellem Donald Trump og Putin, hvor Putin skulle have sagt: ”Ja, ja, kære Donald, du véd jo nok, at vi har disse her hypersoniske missiler”. Trump svarede: ”Dem vil vi også få”, og Putin gav så igen: ”Ja, det vil I måske, men vi fik dem først”, se her. Og jeg kan heller ikke gennemskue, om det er en sådan underlegenhed, der har fået USA til at opsige de forskellige atomnedrustningstraktater, som Abelow nævner.

Her forekommer det mig nok at sige, at hvis USA dengang kunne klage over, at Sovjetunionen kom for tæt på, hvordan kan man så overhøre den nuværende klage fra Rusland om, at Vesten med sine NATO-udvidelser kommer for tæt på?

Det er der en vis logik i.

Og så alligevel! Er det så helt logisk og fuldt ud korrekt, når Abelow opstiller nedenstående tankeeksperiment under overskriften: hvis rollerne byttes om:

Når man overvejer de 30 års historie, som netop er blevet skildret, må man spørge: Hvordan ville USA’s ledere reagere, hvis rollerne var byttet om – lad os fx sige, hvis Rusland eller Kina iværksatte lignende operationer tæt på USA’s territorium? Hvordan ville Washington fx reagere, hvis Rusland skabte en alliance med Canada og efterfølgende opstillede raketsystemer 100 km fra USA’s grænse? Hvad ville der ske, hvis Rusland dernæst anvendte disse raketsystemer til at gennemføre live-firing skydeøvelser for at træne ødelæggelse af militære mål inde i USA? Ville USA’s ledere acceptere mundtlige forsikringer fra Rusland om, at russerne havde venlige hensigter?

Nej, selvfølgelig ikke! Det sandsynlige svar på sådanne operationer ville være følgende. USA’s militære planlæggere og politiske beslutningstagere ville studere våbensystemernes og øvelsernes offensive potentiale. De ville se bort fra russernes erklærede hensigter og opfatte det hele som en alvorlig trussel. De ville muligvis tolke skarpskydningsøvelserne som indikationer på et overhængende russisk angreb. USA ville kræve, at raketsystemerne blev fjernet, og hvis dette krav ikke omgående blev opfyldt, ville USA sikkert svare igen med et forebyggende angreb på raketsystemerne, (39) hvilket igen utvivlsomt ville føre til egentlig krig med risiko for en eskalation, der indebar gensidig beskydning med kernevåben. Desuden ville USA’s regering, og sikkert også størstedelen af USA’s befolkning, give Rusland den moralske skyld for Amerikas forebyggende angreb, som USA imidlertid ville betegne som selvforsvar.

Dette med, at Rusland skulle anvende de tænkte raketsystemer i Canada til at gennemføre skydeøvelser mod militære mål i USA, er noget, der skal modsvare de opstillinger af raketsystemer, som USA har foretaget i Polen og Rumænien, under foregivende af at ville forhindre Iran i at sende raketter ind over Europa, men med mulighed for at kunne anvende atomraketter mod Rusland, noget, Abelow gør meget ud af. Derfor tager han disse tænkte raketsystemer med i sit tankeeksperiment.

Og ærlig talt, er der ikke noget om snakken? Ville USA ikke foretage helt anderledes krigeriske modsvar end de protester, Rusland indtil invasionen har indskrænket sin protest til?

Nuvel, det er altid svært at lave den slags parallelle tankeeksperimenter. Man kan i hvert fald spørge, om nu også Abelow har opstillet tingene korrekt.

Én indvending er, at han nok burde have sat tingene op, så Rusland her blev betragtet som et demokratisk land, og USA tilsvarende som et diktatorisk land, undergivet en uberegnelig diktatorskikkelse.

En anden indvending kunne gå på, at han også burde have fortalt, at dette onde land, USA, i den umiddelbare fortid havde underlagt sig Canada – og lad os bare tage Grønland og Island med – og tvunget deres styrer ind under sig og ind i en modsætning til det demokratiske Rusland. Imidlertid faldt dette onde USA heldigvis sammen ved egen kraft og de tre tidligere satellitlande blev fuldt ud selvstændige. Var så USA blevet et venligt land, som disse lande roligt kunne handle med, og som de ikke behøvede at frygte, så de nu kunne nedruste for fuld kraft?

Ja, det er jo spørgsmålet. Og vi er nu nok nødt til at indflette nogle iagttagelser, som disse landes regeringer havde gjort, nogle temmelig tvetydige taler, USA’s uberegnelige leder havde holdt, som antydede – men kun antydede – at både Canada, Grønland og Island så sandelig hørte med til det sande USA. Ville det ikke være advarsler nok til at få Canada til at bede om russisk hjælp mod det USA, hvis planer man ikke kunne gennemskue?

Nu vil nok én og anden læser spørge, om jeg mon ikke gør lidt nar af den gode Abelow. Og indrømmet, sådan kan det godt se ud. Men læg alligevel mærke til, at når det lyder, som om jeg gør nar, skyldes det, at Abelow – sin vane eller uvane tro – betragter alle verdens ledere under ét. De er lavet af nogenlunde samme stof, de reagerer på nogenlunde samme måde. Derfor kan han tillade sig at lave et tankeeksperiment uden de mange gesvejsninger, som jeg er nødt til at lave for at få min anderledes opfattelse med ind i billedet. Han kan tillade sig – men jeg ikke – at se bort fra Sovjetunionens brutale fremfærd overfor Polen og de baltiske lande. Han kan tillade sig – men jeg ikke – at ”glemme” de mange mennesker, der flygtede fra Rusland for at undgå at blive indkaldt til militærtjeneste. Han kan tillade sig – men jeg ikke – at overse, at Rusland med Putin i spidsen har erklæret, at man ikke mere tager det så højtideligt med de grænser, der nu gør nabolandene, specielt Ukraine, til frie og selvstændige lande.

Og skal man lave et tankeeksperiment af ovenstående art, må man have det hele med.

Jamen, er det ikke sandt, at hvis man går ind for det princip, der siger: intet fremmed militær i vort nærområde, så må man også acceptere, at modparten har den samme ret?

Jo, det er man nødt til. Eller rettere: Det ville man være nødt til, hvis dette var et princip, eller hvis der var tale om en internationalt anerkendt rettighed, som en stormagt havde.

Men det er det jo netop ikke.

Den suverænitet, som FN tildeler ethvert land, gælder netop ethvert land, uanset, om det grænser op til en supermagt eller ej.

Cuba havde ret til at lave en militær alliance med Sovjetunionen. Og jo også ret til at opstille raketter, der kan nå ind i USA. Oven i købet kan man sige, at det er forståeligt, al den stund USA havde angrebet Cuba og forsøgt en omvæltning af regeringen dèr. På samme måde havde Tyrkiet ret til at lade opstille amerikanske raketsystemer vendt imod Sovjetunionen. Men her gjorde disse retssynspunkter mere skade end gavn. Og det lykkedes da også de to supermagter at nå til en forståelse, uden at det kom til atomkrig.

Det, som denne sammenligning fører til, er kun dette spørgsmål: Hvordan kan det denne gang lykkes de to supermagter, USA og Rusland, at nå en rimelig aftale, uden at nogen af dem drister sig til at anvende atomvåben?

Og det er faktisk ret svært at svare på det spørgsmål.

Og desværre må jeg sige, at Abelow ikke bidrager til nogen troværdig besvarelse af det spørgsmål. Jeg er nødt til at citere ham fra netop det afsnit, som jeg ellers troede, jeg kunne blive nogenlunde enig med ham om, et citat, der viser hans fejl: Han tillægger USA de værste motiver, men friholder Rusland for tilsvarende eller værre motiver. Citatet lyder:

Og alligevel handler USA over for Rusland ganske sorgløst og respektløst i forhold til de selvsamme principper, ovenikøbet også når det drejer sig om den lokale geografi, dvs. ganske tæt på Rusland. Dette gør USA sommetider alene, sommetider sammen med sine NATO-allierede. USA trækker sig ensidigt ud af våbenkontrolaftalerne, fremkalder antirussiske revolutioner i lande, der grænser op til Rusland og trænger sig med sine militære styrker og øvelser helt frem til kanten af russisk territorium. Samtidig retfærdiggør man disse handlinger med henvisning til Vestens gode hensigter, og til at formålet udelukkende er at afskrække russerne fra angreb. Og USA gør disse ting tilsyneladende uden (40) at bekymre sig om, hvordan kloge russiske ledere, militære planlæggere og almindelige russiske borgere måske ville opfatte dem; eller uden at bekymre sig om, hvordan sådanne handlinger med tiden vil kunne påvirke Ruslands politiske og militære holdninger og beslutninger.

USA handler aldeles ikke ”sorgløst og respektløst” i forholdet til Rusland. Således var det yderst ansvarsfuldt, at man i 1994 efter Sovjetunionens fald fik lavet en aftale, hvorved Ukraine afgav sine atomvåben. Men det er sandt: det ”véd” Abelow ikke. Og det kan ganske rigtigt siges at være beklageligt, at Polen kom med i NATO, for det måtte Rusland nok opfatte som en provokation. Men i betragtning af Polens og de baltiske landes historie, er det, hvor beklageligt det end kan siges at være, yderst forståeligt. Men alligevel skal det af Abelow afbildes som respektløst.

Og så påstår han nu, at USA ligefrem ”fremkalder” antirussiske revolutioner. Tidligere har han dog nøjedes med at sige, at man med en vis ret kunne anklage USA for at stå bag omvæltningen i Ukraine i 2014. Nu er anklagen forvandlet til en kendsgerning. Og igen: en sådan anklage kan man på ingen måde rette mod Polen og de baltiske lande.

Og påstanden om, at man ikke bekymrer sig om, ”hvordan kloge russiske ledere” vil opfatte sådanne handlinger, kan rettes mod ham selv. Er der noget, han ikke bekymrer sig om, er det, hvordan kloge russiske leder tænker. Putins taler, som ligger frit fremme på nettet, og hvori man kan læse sig til noget af den højst besynderlige tankegang, der ligger bag hans handlinger, er ”en by i Rusland” for ham, interesserer ham ikke, er noget, han ser fuldstændig bort fra.

På en konference i St. Petersborg i 1994, på et tidspunkt, hvor Putin var viceborgmester dèr, udtalte han, refererer Information i denne artikel:

»Glem ikke, at Rusland af hensyn til den offentlige sikkerhed og fred i Europa frivilligt afgav enorme territorier til de tidligere republikker i Sovjetunionen; inklusive de områder, der historisk set altid har tilhørt Rusland«

Og det er ikke gratis at komme med den slags udtalelser. Senere, da Putin blev præsident, kunne man finde dem og lignende udtalelser frem og spekulere på, hvad der mon egentlig mentes med det, han her siger. Og læser man så hans taler, f.eks. talen fra lige før invasionen, den tale, jeg har kaldt Putins Mein Kampf, fornemmer man lidt om, hvordan ”kloge russiske ledere” tænker, se evt her. Og der er ikke noget at sige til, at nabolande til et mægtigt rige, som før var erobret og besat af dette rige, vil have en vis sikkerhed for, at historien ikke gentager sig.

Og så til sidst Abelows påstand om, at vi i Vesten har handlet uden at bekymre os om, hvordan vore handlinger med tiden vil kunne påvirke Ruslands militære holdninger og beslutninger.

Hvis Abelow havde ret i, at russiske ledere tænker ligesom vi, så ville denne udtalelse naturligvis være korrekt. Men da han fuldstændig overser, at de tænker anderledes, og da han endvidere ikke bekymrer sig om at undersøge deres anderledes tankegang bare i nogen grad, bliver hans udtalelse desværre lige så forkert som det meste af alt det andet, han skriver.

Og det er altså ikke en god dialog, der kommer ud af det, når man på den måde anvender halve sandheder, hvor man kunne have skaffet sig hele ditto.

Oversete argumenter

I forlængelse af det forrige indlæg vil jeg her prøve at vise, hvor overfladisk Benjamin Abelow i sin bog ”Hvordan Vesten bragte krigen til Ukraine” behandler sine modstandere, altså de mennesker, der ikke mener, at det er Vesten, der har bragt krigen til Ukraine.

Det vil jeg gøre på baggrund af, hvordan Abelow fra side 53 til side 61 behandler Fiona Hill, en Washington-medarbejder og – med Abelows ord – en erklæret Ruslandshøg. Hun er blevet interview’et i ”Politico” og det lykkedes mig at finde det pågældende interview, som findes her. Derved bliver jeg i stand til at sammenligne Abelows gengivelse af hendes udtalelser med hele interview’et. Og det er ikke til Abelows fordel.

Han begynder med at gengive et afsnit fra den første del af interview’et. Her siger Fiona Hill:

Jeg mener, at der har eksisteret en logisk og metodisk plan [for Putin, rr], hvis oprindelse går langt tilbage i tiden, i hvert tilfælde til 2007, da han (Putin) gjorde verden, og helt sikkert Europa, opmærksom på, at Moskva ikke ville acceptere en yderligere udvidelse af NATO. Og inden for et år derefter, allerede i 2008, åbnede NATO så døren for Georgien og Ukraine. Det går absolut tilbage til dette afgørende tidspunkt.

Hill fortsatte:

På den tid var jeg officer i den nationale efterretningstjeneste, og Det Nationale Efterretningsråd (o.a.: USA’s NIC) var i gang med at analysere, hvad Rusland ef- (54) ter al sandsynlighed ville foretage sig som svar på NATO’s erklæring om Åbendør-politikken. En af vore vurderinger var, at der var en reel og ægte risiko for en eller anden form for en forebyggende russisk militæraktion, ikke begrænset blot til annekteringen af Krim, men risiko for en meget mere omfattende aktion mod Ukraine og Georgien. Og selvfølgelig, fire måneder efter NATO-topmødet i Bukarest (da NATO’s politik vedrørende Ukraine og Georgien blev annonceret) kom invasionen i Georgien. Der kom dengang ikke nogen invasion af Ukraine, for den ukrainske regering afholdt sig fra at søge om medlemskab af NATO. Men vi burde have overvejet seriøst, hvordan vi skulle håndtere dette mulige resultat af vor politik og vore relationer til Rusland.

Og naturligvis, det er ikke uvæsentligt at have forhistorien til invasionen af Ukraine med. Og selv om Putin i 2004 havde accepteret, at ethvert selvstændigt land naturligvis måtte søge militært samarbejde med hvem de ville – noget, Abelow ikke nævner – så beslutter Putin alligevel at reagere med en kraftig undsigelse, da NATO åbner døren for både Georgien og Ukraine.

Men den analyse, Hill her omtaler, er altså en analyse af de værst tænkelige træk fra Putins side. Der er risiko forbundet med at meddele, at Georgien måske kan optages i NATO. Men man har vel fra USA’s side ment, at man var nødt til at beskytte Georgien mod Ruslands trusler.

Denne analyse får følgende karakteristik af Abelow:

I disse punkter, og særligt i det sidste, har Hill direkte erkendt den afgørende rolle, som NATO-udvidelsen og den vestlige militære inddæmning har spillet for Ruslands tilskyndelse til aktioner i Ukraine. Selv om Hill argumenterer for en krigerisk holdning, viser det sig derfor, at hun faktisk forsvarer en synsmåde, der i høj grad svarer til den, der er præsenteret af Mearsheimer. Men af årsager, der er vanskelige at udgrunde, tildeler hun og andre ligesindede politiske guruer kun denne synsmåde en meget lille eller slet ingen betydning i deres beslutningstagning. Snarere ser det ud til, at denne måde at se sagen på forsvinder i fortidens tåger. (Side 56).

Det, der ærgrer mig ved en sådan udtalelse, er, at Abelow fuldstændig opgiver at prøve at få sammenhæng i Hills udtalelser. For læser man hele interview’et igennem, forekommer det i hvert fald mig, at disse tanker aldeles ikke forsvinder ind i fortidens tåger.

Lad mig komme med nogle citater fra Hills interview for at vise, at hun har en baggrundsforståelse, som Abelow ikke har fattet.

Hun bliver spurgt om det er Putins mål at genskabe Sovjetunionen, det russiske imperium eller noget lignende, og svarer:

Hans mål er at genskabe den russiske dominans over det, som Rusland ser som ”Det russiske Imperium”. Det siger jeg ganske klart, for de områder, Sovjetunionen havde, dækkede ikke over alle de territorier, som engang var en del af Det russiske Imperium. …

Putin har lagt vægt på en tanke om, at der findes en ”Rusky Mir” eller en russisk verden. Det essay, han fornylig udgav om Ukraine og Rusland, slår fast, at det ukrainske og det russiske folk er ”ét folk”, en ”yedinyi narod”. Han siger, at ukrainere og russere er ét og det samme. Denne tanke om en russisk verden betyder, at alle russisk-talende, som findes på forskellige steder, som på et tidspunkt tilhørte ”Det russiske Zarrige”, igen skal forenes.

Ikke mindst er det interessant at læse, hvordan hun mener at kunne se denne tendens til en genskabelse af Zarriget. Hun hævder, at grænserne for det gamle russiske imperium nu igen er på spil for Moskva, så de kan dominere dem, og bliver derefter spurgt, hvordan denne dominans kan tænkes udført.

Det betyder ikke, at Putin vil annektere dem alle sammen og gøre dem til en del af den russiske føderation, sådan som de har gjort det med Krim. Man kan etablere dominans ved at marginalisere regionale lande, ved at forvisse sig om, at deres ledere er helt og holdent afhængige af Moskva, enten, så Moskva i praksis udpeger dem gennem pseudovalg, eller ved at sikre sig, at de er afhængige af russisk økonomi og politik og sikkerhedsnetværk. Det kan man se nu udover de tidligere Sovjetrepublikker.

Vi har set, at der blev lagt pres på Kazakhstan for igen at orientere sig imod Rusland i stedet for at balancere mellem Rusland og Kina og Vesten. Og kun få dage før invasionen af Ukraine undertegnede Azerbaijan en gensidig militær overenskomst med Rusland. Dette er ret signifikant, fordi Azerbaijans leder har modsat sig det igennem årtier. Og vi ser også, at Rusland har gjort sig selv til den endelige mægler for, hvordan det fremtidige forhold mellem Armenien og Azerbaijan skal være. Georgien er også blevet marginaliseret efter at have været en torn i øjet på Rusland igennem årtier. Og Belarus er nu fuldstændig underlagt Moskva.

Men med alt dette sagt, var Ukraine det land, som slap bort. Og hvad Putin nu siger, er, at Ukraine ikke tilhører ukrainerne. Det tilhører ham og fortiden. Han vil slette Ukraine fra kortet, ganske ligefremt, fordi det ikke hører med på hans kort over ”Den russiske verden”. Det har han faktisk fortalt os. Det kan være, han lader nogle småstater være tilbage. Når vi ser på et gammelt kort over Europa – og det er måske det kort, han har set på – finder vi alle mulige slags mærkelige størrelser … jeg plejede at sige: hvad i alverden er det? Dette er alt sammen små steder, som er afhængige af en større magt, og som blev skabt for at forhindre dannelsen af store levedygtige stater, hvor der var konkurrence om pladsen. Så hvis Putin får det, som han vil have det, vil Ukraine ikke eksistere som det nuværende moderne Ukraine fra de sidste 30 år.

Og se, alt dette må man jo formode, at Abelow har læst. Og har han læst det med bare et minimum af forståelse, får han jo faktisk derigennem en god begrundelse for Putins invasion af Ukraine. Der er ikke noget i Hills argumentation, der halter. Det er kun Abelow, der ikke kan eller vil forstå hende. For det er kun i nogen grad NATO’s udvidelse, der er begrundelsen, det er i langt højere grad det forhold, at Putin ønsker det gamle Ruslands grænser tilbage. Og bevares, det kan der ligger en sikkerhed i, men man må da i det mindste spørge, om dette ønske ikke i virkeligheden er uafhængigt af NATO’s gøren og laden.

Og så er der altså også noget ved Hills sammenligning mellem Putin og Hitler, som Abelow får galt i halsen.

Hill drager denne sammenligning frem for at pege på det fællestræk mellem dem, at de vil erobre land. Hitler var i den grad ekspansiv. Efter at have fået Sudeterland og foretaget Anschluss: indlemmelsen af Østrig, angriber han Polen, senere Danmark og Norge, sætter sig så på det meste af Frankrig, før han så med operation Barbarossa går ind i Sovjetunionen. Her siger så Hill:

Tyskland gik dengang ind i et veritabelt udbrud af massiv territorial ekspansion og besættelse. Og Sovjetunionen slog tilbage. Vladimir Putins egen familie led under belejringen af Leningrad, og alligevel gør Putin her nøjagtig det samme.

Dette bekommer ikke Abelow vel. Så den bemærkning må nedgøres. Til det brug fortæller han om Ruslands lidelser under Anden Verdenskrig. Han skriver:

Hill er selvfølgelig nået frem til sit syn på de russiske handlinger i fuld bevidsthed om de frygtelige konsekvenser, som den tyske invasion af Rusland under Anden Verdenskrig havde. I interviewet hæfter hun sig også ved, at “Vladimir Putins egen familie led under belejringen af Leningrad.” Hendes bemærkning om dette er korrekt, men noget af en underdrivelse. Om Putins oplevelser bruger Stephen F. Cohen disse ord: “Kun med nød og næppe overlevede (Putins) mor og far deres dødelige sår og sygdomme, hans storebror døde under tyskernes lange belejring af Leningrad, og flere af hans onkler omkom.”36 Desuden er de lidelser, som Putins (59) familie måtte gennemleve, repræsentative for hele den russiske nations lidelser. Selv om det nøjagtige tal er ukendt, døde omkring 25 millioner sovjetborgere under de tyske invasioner under Anden Verdenskrig, heraf halvdelen — cirka 12,5 millioner – inden for Ruslands grænser. Det er et tab, der svarer til omtrent en ud af syv af de russerne, der levede dengang.37

Alligevel tager Hill ikke notits af denne smertelige histories relevans for spørgsmålet om russisk sikkerhed; alligevel fremhæver hun ikke, hvordan NATO’s udvidelse og de vestlige militærmagters inddæmning (eller i russiske øjne måske fornyede inddæmning) tæt op mod Ruslands grænser vækker mindelser om denne historie; og alligevel vil hun ikke opfatte en psykologisk sensitivitet hos Putin som en forståelig følge af hans erfaringer med sin egen familie. Nej! I stedet mistænkeliggør hun Putins personlige oplevelser med familien, og bruger dem som støtte for sit synspunkt om, at han er motiveret af en farlig og irrationel trang til at ekspandere. Efter at have omtalt Putins familie tilføjer hun hånligt: “Dog gør Putin her (med sin invasion af Ukraine) nøjagtigt det samme (som Tyskland gjorde mod Rusland).” Selv når Hill overvejer Putins egne familietraumer, har hun tydeligvis ikke plads til Ruslands bekymringer for dets sikkerhed i sine analyser. Det hele drejer sig om Hitler, Nazi-Tyskland og Anden Verdenskrig endnu en gang.

Vi skal efter Abelows mening ikke forstå Polens lidelser for russernes hånd som baggrund for, at de ønsker medlemskab af NATO, som jeg før bemærkede. Det ulejliger Abelow sig ikke med at omtale. Men russernes lidelser under Anden Verdenskrig (og under Napoleon) dem skal vi høre om, for dem kan han bruge i sin fortælling. Men her skal ydermere skabes medlidenhed med russerne – og ja, vi kan da alle som almindelige mennesker føle medlidenhed med russerne under Leningrads belejring og beundring for de mange russere, der kæmpede imod – men ikke blot for at begrunde deres frygt for NATO-udvidelserne, men også for at kunne komme med nogle hånsord mod Hill. Gør hun virkelig det, at hun mistænkeliggør Putins personlige oplevelser med familien? Og er hendes udsagn om Putin virkelig udtalt med hån i stemmen? Ja, man kan jo selv læse originalen, hvis man ikke kan få øje nogen hån i min oversættelse. Jeg kan ikke se denne hån.

Hvad gjorde Tyskland med Barbarossa? Ja, man brød det løfte, man havde givet Stalin. Det samme gjorde Putin: han brød løftet til Ukraine fra 1994. Er det ikke tilladt at gøre opmærksom på det, uden at man skal forhånes for det? Men selvfølgelig, hvis Abelow ikke omtaler Bukarest-dokumentet, fordi han ikke véd noget om det, så kan det måske forklares – men ikke undskyldes – at han forstår Hills udtalelser anderledes, end de er ment.

I det hele taget: Hvor er det træls at lytte til en debat, som ikke er en debat, fordi man ikke kommer med modargumenter. Selve det at opveje de to argumenter mod hinanden er da af betydning. Det ene argument: at Putin foretog invasionen, fordi han var bange for NATO-udvidelserne og at derfor Vesten har et stort medansvar for invasionen. Det andet argument: at Putin har fået ind i hovedet, at det gamle Zardømme skal genetableres, og at det er derfor, han søger at få alle de tidligere lande under Zarriget til at blive afhængige af Rusland. Og dette sidste argument kan der da være noget om, selv om det i vore vestlige øjne forekommer mærkeligt. Ikke desto mindre kan det læses ud af Putins taler.

Men at skulle høre på kun den ene side af debatten, som viser sig at være uden vilje til at sætte sig ind i den anden sides argumenter, det er ødelæggende og til at ærgre sig over.

Men sådan er altså denne bog af Benjamin Abelow.

Debat med udeladelser

Jeg er her fornylig blevet bekendt med en bog, som Marie Krarup har skrevet forordet til – og anbefalet – og som derfor er et udmærket udtryk for hendes synspunkter. Bogen er skrevet af en amerikansk forfatter og foredragsholder, Benjamin Abelow, og hedder i sin danske oversættelse: ”Hvordan Vesten bragte krigen til Ukraine”.

Men det er til at ærgre sig både gul og grøn over, at amerikanerne ikke mere formår at føre en nogenlunde normal debat. Vi europæere er såmænd ikke meget bedre. I tilfældet her: Abelow benytter sig af alle mulige tricks for at kunne få ret overfor sine modstandere. Og hvis det var modargumenter, han kom med, så var det helt i orden. For en debat lever og ånder i argumentsammenstød. Men Abelow benytter sig af udeladelser, gengiver modstandernes argumenter forkert eller halvt, og er vist så sikker på, at han har ret, at han næsten kunne ønske sig, at vi andre fik taleforbud, noget, der dog med den politiske holdning i USA ikke er udsigt til, at hans modstandere får.

Han slutter f.eks med følgende svada:

Ikke engang ud fra de vildeste fantasier er Ukraine af vital sikkerhedsinteresse for USA. Faktisk betyder Ukraine nærmest ingenting i den henseende. Fra et amerikansk perspektiv – og dette siger jeg ikke af respektløshed over for det ukrainske folk – er Ukraine irrelevant. For USA’s borgere har Ukraine ikke større betydning end noget som helst andet land ud af de 50 lande, som de fleste amerikanere af forståelige årsager ikke vil kunne finde på et verdensatlas uden en masse søgen på kryds og tværs. Så jo, Ukraine er irrelevant for Amerika. (Side 80).

Dette viser, at han tilsyneladende fuldstændig har glemt Bukarest-deklarationen fra 1994, som USA, Storbritannien og Rusland underskrev, og hvori de gav Ukraine løfte om aldrig at angribe, mod at landet afleverede de atomvåben, man havde i sin besiddelse fra Sovjettiden. Så udover at have brudt FN-pagten ved at angribe et selvstændigt land, har Putin også brudt det løfte, han i sin tid afgav.

Og har man dette løfte in mente, er det ikke mærkeligt, at det ikke mindst er USA og Storbritannien, der er ivrig efter at støtte Ukraine. Ellers vil andre jo ikke fremover kunne regne med de løfter, de giver.

Og blandt andet denne ”forglemmelse” gør Abelows bog til et ret betænkeligt indlæg i debatten.

Den 1. marts 2022, altså kort tid efter invasionen, skrev jeg i dette indlæg om Marie Krarups syn på sagen. Det handlede nu mest om Minsk2-aftalerne, men der blev også plads for hende til at sige følgende:

»NATO udvider sig igen og igen og igen. Så kan man bare stille spørgsmålet: Er det klogt? De har givet nogle løfter, der så kun var mundtlige, over for Gorbatjov. Dem har man så glemt.«

Det samme siger Abelow:

Ifølge en analyse fra dette universitet [Georg Washington universitetet, rr] “blev der af Vestens ledere kastet en kaskade af forsikringer om Sovjetunionens sikkerhed ud til Gorbatjov og andre sovjetiske embedsmænd gennem hele den tyske genforeningsproces i 1990 og videre ind i 1991.” Disse forsikringer angik ikke blot spørgsmålet om NATO’s udvidelse ind i det tidligere Østtyskland, som det hyppigt påstås, men også NATO-udvidelse ind i de øvrige lande i Østeuropa.

Denne løfteafgivelse bliver der i øvrigt talt meget om. Temmelig mange gør opmærksom på, at løftet aldrig blev skrevet ned, og at det er det, der får amerikanerne til at nægte at overholde det, ja, måske endda nægte, at det er afgivet. Og Abelow gør temmelig meget ud af dette løftebrud. Han mener jo, at Vesten i høj grad er medskyldig i invasionen i Ukraine, fordi vi har undladt at tage hensyn til Ruslands sikkerhedsproblemer og rask væk har udvidet NATO med diverse østeuropæiske lande.

Der er imidlertid et særligt forhold ved denne løfteaflæggelse, som man sædvanligvis overser, og som også Abelow overser. Jeg skrev om det her:

Talen om, at NATO ikke ville udvide sig en tomme østover, forekom, da Gorbatjov og en amerikansk udenrigsminister talte om Tysklands fremtid i lyset af genforeningen af de to Tysklande. Og på det tidspunkt bestod Warszawa-pagten om ikke i bedste velgående, så dog stadigvæk som en fælles øst-europæisk forsvarsalliance, oprettet som svar på NATO. Så hvis NATO skulle udvides østover, skulle det ske ved krig. Og deraf kommer den lystige sætning om, at NATO ikke ville udvide sig en tomme. Men alt dette kom til at se anderledes ud, da Sovjetunionen gik i opløsning og Warszawa-pagten ligeså.

Det er måske forståeligt, at Abelow ikke er klar over dette forhold. For det nævnes ikke ret ofte. Men det er dog værd at få med i regnestykket. Og udelader man det, får man alt for let ved at beskrive østudvidelsen af NATO som et løftebrud. Mit syn på den sag kan ses i det samme indlæg:

Jeg tør ikke sige, om de østeuropæiske lande ud fra nogle udsagn fra russiske politikere har følt sig i en udsat position, men da der ikke syntes at være udsigt til, at Rusland ville tage ansvar for de uhyrligheder, Sovjetunionen havde foretaget, på samme måde, som Vesttyskland har påtaget sig et vist ansvar for nazisternes uhyrligheder, er der måske ikke noget at sige til, at disse lande stadigvæk havde en vis frygt for den store bjørn dèr østfra.

Man skal ikke glemme, at Polen og de baltiske lande har en for russerne lidt kedelig fortid at tænke på. Efter pagten mellem Stalins Sovjetunion og Hitlers Tyskland i 1939 angreb Hitler Polen fra vest, mens Stalin gjorde det fra øst. I samme bid tog han de baltiske lande ind under sig. Og det er ikke noget, man sådan lige glemmer. Katyn-massakren på polske officerer huskes også, ligesom det huskes, at Sovjetunionen hele vejen igennem benægtede, at det var dem, der foretog massakren. Først efter dens fald kom der en indrømmelse.

Men dette er fuldstændig udeladt af Abelow. Han skriver om Polens optagelse i NATO:

Selv om den kurs, der var lagt for NATO’s udvidelse, blev åbenlys midt i 1990-erne, blev det første afgørende skridt taget i 1999, da NATO formelt gav adgang til optagelse af tre nye lande i Østeuropa. Den pensionerede hæroberst Douglas Macgregor, der har en ph.d.grad i Internationale relationer og er en kendt militærchef fra Golfkrigen, har deltaget i udviklingen af USA’s krigsplaner for Europa. Han gav i et interview for nylig denne kommentar til optagelsen af et af disse østeuropæiske lande:

Da vi i 1999 besluttede at optage Polen … var russerne bekymrede – ikke så meget fordi NATO var fjendtlig på det tidspunkt, men fordi de vidste, at Polen var det. Polen har en lang historie med fjendtlighed over for Rusland … På dette tidspunkt er Polen, (24) om noget, en potentiel katalysator for krig med Rusland.9

Nuvel, det er ikke Abelow selv, men Macgregor, der vender tingene på hovedet. Det er ikke, mener han, Rusland, der har en lang historie med fjendtlighed overfor Polen, men omvendt Polen, der har en lang historie med fjendtlighed overfor Rusland. Man gætter nok ikke meget forkert ved at hævde, at dette også er Abelows synspunkt. Men kan man helt overse de overgreb, Sovjetunionen har foretaget på Polen? Ja, jeg er bange for at måtte sige det: Abelow kan. Han taler om en kurs, der – af USA, mener han vist – er lagt for NATO’s udvidelse, og overser derigennem, at de fleste østeuropæiske lande havde et rimelig stærkt ønske om at komme med i NATO; USA behøvede ikke at presse på, hvis de havde noget ønske om det, hvad Abelow mere end antyder. Han skriver f.eks. efter at have fortalt om løftet overfor Gorbatjov – som han jo anser for et gedigent løfte uden hensyntagen til, at det blev aflagt, mens Warszawapagten endnu eksisterede:

Jeg ønsker ganske enkelt at gøre opmærksom på, at Vesten optrådte på en måde, hvor man kalkulerede med at bedrage Moskva, og at denne episode lagde grunden for udviklingen af en russisk fornemmelse af, at man ikke kunne stole på NATO og i særdeleshed ikke på USA. (Side 24).

Dette er nu vistnok objektivt forkert. For i 1990erne – og det er disse forhandlinger, Abelow her beskriver – var man ivrig efter at få Rusland med ind i samarbejdet, blandt andet fik man jo som nævnt etableret en fælles aftale om Ukraines atomvåben. Så påstanden om, at man var ude på at bedrage Moskva, det lyder i mine ører mere som en indlægning end som en udlægning at begivenhederne.

Nuvel, det er én af de indvendinger, jeg har mod den gode Benjamin Abelow. En anden indvending går på, at han overhovedet ikke interesserer sig for de mange kilder, vi har til at prøve at forstå Putins psyke. De personer, Abelow citerer og bygger sit narrativ på, er alle amerikanere med ekspertise i amerikansk udenrigspolitik. Hvordan Putin tænker, hvad han mener og siger, det gør Abelow ikke noget som helst ud af.

Og det skyldes, tror jeg, at han i virkeligheden uden at vide det og uden at undersøge det, mener, at Putin handler som alle, der har magt. At han er en del af en særlig kultur, at denne kultur har overlevet Sovjettiden, at denne kultur har rødder langt tilbage i tiden, det er han ikke interesseret i, for det forstyrrer hans narrativ for meget – nå ja, den sidste bemærkning er lidt fræk, men jeg føler, at jeg dog so oder so må have en forklaring på, at han kan undlade at interessere sig for den russiske tankegang, når han dog har brug for den hele tiden.

Han kan f.eks. på side 38 fortælle om nogle forhandlinger i december 2021, altså ikke lang tid før invasionen, som Rusland ikke fik noget ud af efter Mearsheimers referat. Mearsheimer skriver – og givetvis med Abelow tilladelse:

Blinken gjorde det klart: “Der er ingen ændringer! Der vil ikke komme nogen ændringer!” En måned senere iværksatte Putin invasionen af Ukraine for at fjerne den trussel, som han så fra NATO.

Ikke sandt, at Putin måske har handlet, fordi han mente, at ukrainere og russer tilhørte det samme folk og derfor burde hører sammen politisk – sådan som han forklarer det i sin tale den 21-2 – det er gået Abelows næse forbi. Jeg har ligefrem kaldt talen ”Putins Mein Kampf”, fordi jeg mener, vi kan spore hans egentlige hensigter der ligeså tydeligt, som vi i Hitlers ”Mein Kampf” kunne spore Hitlers hensigter og fremtidsmål for Tyskland, se her.

Det er jo i hvert fald tydeligt for enhver, der fulgte nogenlunde med i begivenhederne dengang ved invasionen, at Putin havde forventet en helt andet modtagelse af de menige ukrainere end den, hans soldater fik, og at han måtte til at ændre det meste af sin tankegang, da den ukrainske modstand viste sig betydelig stærkere, end han havde regnet med. Vi i Vesten havde jo forresten heller ikke regnet med en så stor modstand og modstandsvilje fra ukrainernes side.

Men alt dette bortforklares af Meirsheimer – med Abelows billigelse – med en skråsikker bemærkning om, at Putin iværksatte invasionen for at fjerne den trussel, han så fra NATO’s side. Og ja, det har måske været en medvirkende drivkraft, men kan man helt overhøre det, han siger i talen den 21-2 om russerne og ukrainerne som ét folk? Kan man helt lade være med at spekulere på, hvordan han dog vover noget så uhørt som at bryde FN-pagten og Bukarest-løftet? Har han mon slet ikke spekuleret på, hvordan Vesten ville reagere på hans invasion?

Nej, ikke efter Abelows mening. Eller rettere: Det er kun Vesten, der skal tage hensyn til den anden parts reaktion, at Putin skulle gøre det samme, ser Abelow ikke.

En anden forklaring, som Abelow selv kommer med, ses side 50:

Hvad angår det sidste punkt, er det muligt, at Putin i betragtning af den aktuelle og fremadskridende militære koordination mellem USA og Ukraine har følt, at chancen for at undgå deployeringen af offensive Aegis-affyringsramper i Ukraine var ved at forsvinde og at han ville være nødt til at handle omgående, hvis han skulle imødegå truslen. Alt dette er spekulationer, men de forekommer rimelige og synes at være sammenhængende med de tidligere erklæringer om russiske bekymringer. Men uanset hvad der specifikt førte til invasionen, er det åbenlyst, at truslen om nye Aegis-deployeringer hældte endnu en spand sand ud på toppen af det sandslot, der allerede var tæt på kollaps.

Her prøver Abelow at udregne Putins spekulationer. Vi, der har læst en del af Putins taler, har for længst opgivet at trænge nærmere ind i dem, vi er i hvert fald blevet klar over, at de ikke ligner vore spekulationer særlig meget. Men sådan tænker Abelow ikke. Nej, hans Putin tænker som en amerikansk våbenekspert: Hvad skal jeg gøre, inden det bliver for sent? Nå, her indrømmer Abelow, at dette er spekulationer, men han føjer dog til, at de er rimelige og i god sammenhæng med tidligere erklæringer. Javist, når man fjerner enhver forestilling om en særlig russisk tankegang, om en tankegang hos Putin om et russisk storrige, så får han måske selv mening i det. Men har det meget med virkeligheden at gøre, når virkeligheden dog inkluderer en person som Putin?

Side 73 dukker en ny mærkværdighed op. Her er Abelow i færd med retorisk at spørge, hvem der har ansvar for hvad. Og et stykke nede spørger han:

Hvem bærer ansvaret for de tusindvis af unge mænd, der er døde, mens de gjorde tjeneste i de russiske militære styrker, og som for de flestes vedkommende sikkert mener, at de ligesom deres ukrainske modstandere kæmper for at beskytte deres land og deres familier?

Man siger til sig selv: Det kan han da ikke selv tro på? Tror han virkelig, at de russiske soldater mener, at de med deres kamp beskytter deres land og deres familier? Der er jo ingen, der har angrebet Rusland. Det er ikke Ruslands territorium, der lægger plads til krigen, det hele foregår på Ukraines jord. Det er ukrainerne, der må modtage den ene bomberegn efter den anden fra russiske krigsmaskiner. Det er sandt nok, at det er russiske soldater, der dør i ”kødhakkeren” ved Bakhmut, men mange af dem erklærer, at de føler sig anvendt som kanonføde. Og forskellige kloge krigsfolk fortæller, at russerne tilsyneladende benytter samme taktik som under Anden Verdenskrig: de sender læssevis af soldater af sted, forholdsvis ubeskyttede, fordi de regner med, at fjenden – i dette tilfælde altså ukrainerne – ikke formår at dræbe dem alle sammen, så at i det mindste nogle af dem når frem og kan slå ukrainere ihjel.

Det er virkelig de færreste, der mener, at de kæmper for fædrelandet. Men igen: hvis de mener det, så passer jo Abelows narrativ. Så får han tingene til at gå op. Men mon han har lagt mærke til de mange unge mennesker, der flygtede til udlandet, da de blev opfordret til at kæmpe for fædrelandet og deres familier? Nej, tak, sagde de, det skal vi ikke nyde noget af.

Og det var ikke manglende fædrelandskærlighed, det var baggrunden for det, det var den for dem manglende overbevisningskraft i Putins fortælling.

Så altså: man kan ikke, som Abelow gør, lade hånt om de mange muligheder, vi har for at prøve at trænge ind i Putins tankegang, hvor uigennemskuelig den end forekommer os. Og man kan ikke fuldstændig undlade at omtale Bukarest-deklarationen og Putins brud på det løfte, der dèr blev givet af Rusland overfor Ukraine. Og det lyder i mine ører lidt for utænkeligt, at Abelow ikke skulle være klar over denne aftale, og at det derfor er med velberåd hu, at han har udeladt al omtale af den.

Så kan han ganske vist få fremstillet Vesten med USA i spidsen som medansvarlig for krigen i Ukraine. Og det er oplagt, at det er noget, der skal diskuteres. Men når den ene side – Mearsheimer-siden eller Krarup-siden eller Abelow-siden – undlader at besvare modpartens argumenter med modargumenter, men i stedet lader, som om de ikke eksisterer, så bliver det en noget pauver diskussion, der kommer ud af det.

Og det er det, der ærgrer mig. For jeg vil gerne blive klogere. Men jeg vil ikke lade mig snyde.

Himmelfart

Her imellem Kristi Himmelfartsdag og Pinse kan det vel ikke være forkert at sige lidt om dette lidt mærkelige fænomen: at Jesus foer til himmels. Ikke blot om det, der vel er mest mærkeligt for os nutidsmennesker: hvordan kan det i det hele taget lade sig gøre, for hvor er i grunden himlen henne, når rummet er uendeligt? Også om det, som vel er lidt mere vedkommende: Hvad ville de gamle sige med denne påstand, at Jesus foer til himmels?

Jeg faldt lidt tilfældigt over en artikel på Human-Right-Service, en norsk hjemmeside, som jeg af og til besøger. Her havde én af skribenterne, Rita Karlsen, lavet en artikel om Kristi Himmelfart. Godt nok havde den som overskrift: ”Himmelspretten”, og jeg troede vist i begyndelsen, at hun dermed ville gøre nar af kirken. Men en kort undersøgelse på Google viste – tror jeg nok – at det i Norge er ret almindeligt at bruge dette udtryk om Kristi Himmelfarts dag.

Men bortset fra det var hendes artikel nu ret mangelfuld. Blandt andet, fordi hun nok tog problemet med nutidens forståelse af begrebet ”himmel” mod fortidens op, men egentlig blev hængende i det sædvanlige uvidenhedens hængedynd med dette forståelsesforsøg. Det er jo sådan set sandt nok, hvad hun skriver:

For slike reiser til himmelen er kjent i mange religioner, foruten kristendom, i jødedom, hinduisme, buddhisme, islam, dog i noen ulike varianter. Himmelreisen eller himmelfarten kan være en midlertidig tilstand der en blir innviet i guddommelige hemmeligheter, for så å skulle vende tilbake til jorda, eller det kan være en varig tilstand, en føres «hjem».

Som man måske véd, bryder jeg mig ikke meget om, at man blander alle religioner sammen i én stor pærevælling, sådan som hun gør det her. Det kan da godt være, at fortællingen om Jesu himmelfart og fortællingen om Muhammeds rejse til det overjordiske fra Jerusalem er lige anstødelige for et moderne menneske, men kan man sådan helt overse, at disse fortællinger er lige så forskellige som religionerne, islam og kristendommen, er forskellige?

Ja, det kan hun åbenbart. For lige efter forklarer hun de uvidende læsere, at man ved at operere med en himmel med belønninger og et helvede med straffe, får givet et redskab, hvormed man kan disciplinere mennesker, for når der er belønninger i himlen, hvem vil så ikke stræbe efter at gøre det gode. At Jesus netop vendte sig imod en sådan lovtrældom, det synes ikke at være faldet hende ind.

Og dog formår hun at citere en præst, Einar Gestus, som efter hendes opgivelse er den eneste norske præst, der tør tale islam midt imod: ”Jesus står for frihed, Muhammed er for tvang”. Og hun citerer ham også for at sige, at ”straffende guder” er en hindring for demokrati. Mon dog ikke hun alligevel har forstået noget af forskellen?

Tja, det er ikke helt nemt at se. Hun gennemgår kristendommens indførelse i Norge og ser kirken som statsskabende. Og så føjer hun til:

Slik sett tyder mye på at kirken har hatt en sterk statsskapende rolle, etter hvert også i demokratiets navn (akkurat den linja synes Den norske kirke å ha forlatt).

Og så slutter hun med at omtale legenden om Ikaros, der fløj for tæt på solen, så den voks, der holdt hans vinger på plads, smeltede. Det har heller ikke så meget med Jesu himmelfart at gøre.

Men hvad er så meningen med himmelfarten?

Ja, to af vore evangelier har ikke fundet det fornødent med en beretning om himmelfarten. Det gælder johannesevangeliet, og det gælder markusevangeliet. Dog har markusevangeliet en yngre slutning, der fortæller om himmelfarten. Til gengæld har Lukas givet os hele to beretninger om himmelfarten, én i slutningen af evangeliet og en anden i begyndelsen af Apostlenes Gerninger.

Nu er johannesevangelisten jo noget af en filur. Man kan således argumentere for, at han i Jesu afskedstaler, kapitel 14-16, har ladet Jesus tale om sin bortgang og dermed mene både sin bortgang til korsfæstelsen og sin bortgang efter opstandelsen til Gud. Se f.eks. på Joh 16,6-11:

Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt.

Her tales der om, at Jesus går bort. Og da han holder denne tale skærtorsdag aften, er vel naturligt at tænke på, at han forlader disciplene for at blive korsfæstet. Men da hans bortgang efterfølges af Helligåndens komme, må Jesu bortgang i sin himmelfart næsten uundgåeligt tænkes med ind her.

Denne dobbelthed er det nok værd at holde sig for øje. Og det er jo slet ikke utænkeligt, at de, der har udvalgt teksterne til de forskellige søndage, har villet bruge teksterne fra afskedstalerne i Joh 14-16 her i påsketiden netop for at forklare, hvad himmelfarten betyder. Og ærlig talt, med sådanne finurligheder fra johannesevangelistens side kommer vi ud over de noget bovlamme betragtninger, Rita Karlsen kommer med, alle hendes andre udmærkede artikler ufortalt.

Derigennem får johannesevangelisten også fortalt om de getsemaneanfægtelser, vi alle skal igennem som kristne. Det hedder jo i Joh 16,2: ”De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud”. Det vil sige: disciplene skal igennem de samme trusler og de samme lidelser, som Jesus her skærtorsdag aften véd, at han står overfor. Og spørger vi, hvorfor vi dog skal igennem disse anfægtelser, kan man nok bedst svare med et Jesus-ord fra lukasevangeliet, nemlig ordet fra Luk 9,24f:

For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal frelse det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men miste sig selv eller bøde med sig selv?

Det er jo noget af det mest væsentlige, vi har arvet fra Jesus: Overbevisningen om, at hvert mennesker er et selv, at der i hvert menneske skjuler sig noget exceptionelt, og at dette unikke ikke må tvinges frem, men skal have frihed til at vokse sig stort til et helt menneske.

Og det er det, der er det glædelige budskab: At du vinder livet, også om du mister det. At du vinder livet, om du formår, trods trusler og pinsler, at bevare din personlighed intakt, som Jesus bevarede sig selv intakt som personlighed på korset. Det er den forkyndelse, der ligger i opstandelsesbudskabet, det er det, der skal siges med himmelfarten: at nu er det menneskets egen overbevisning, der skal stå fast overfor modgang og forfølgelser, ånden vil vel styrke og opmuntre, men den virker jo netop i frihed, og det vil sige: den virker kun, fordi den får os mennesker til selv at forstå.

Men forstå dette umulige: at jeg vinder livet, selv om jeg dør, det kan dog ingen.

Det er også det spørgsmål, som Leif Andersen stiller sig i en søndagsovervejelse i Kristeligt Dagblad, se her. Han slutter med at sige:

Hvis ikke man lige er tæt på Jesu tankegang her, så kan det virke som et sløjt bytte. Jesu personlige nærvær, hans kærlige ansigt lige over for dem – hvordan kan et usynligt nærvær af en usynlig ånd hamle op med det? Men læg mærke til, hvad der sker med disciplene pinsedag: De har siddet og gemt sig bag lukkede døre, af frygt for hvad der skulle ske med dem – altså for netop det, Jesus havde forudsagt. Men så bliver de fyldt af Guds Ånd – og de bliver nærmest frygtløse! Talsmanden vidner ikke bare i dem om Jesus, han fylder dem med kraft og mod til selv at vidne om ham.

Frygtløse?

Ja, det blev jo disciplene. De lod sig piske og forjage, de lod sig dræbe og korsfæste, men de forkyndte sejr under deres lidelser, om måske ikke ligefrem med frygtløshed, så i hvert fald ved at nægte at tilbagekalde deres tro. De formåede at bevare deres indre personlighed intakt. Og det var det, der fik andre til at tro på dem, så kirken voksede oldtiden igennem under den mærkelige overskrift, at martyrernes blod er kirkens udsæd.

Det er også det, vi i den vestlige verden i dag ser som noget sandt menneskeligt. Og jeg kan ikke forestille mig andet, end at denne tro på menneskets indre personlighed – at der er en sådan indre sjæl, at den har kraft fra Helligånden til at bevares, at den modstår alle indre og ydre trusler – har fået et mægtigt løft opad gennem Luthers optræden i Worms i 1521. Jeg har sagt det før, men skal gerne gentage det. Man kan læse Julius Köstlins beretning om det her (på tysk) og scroller man ned til celle 69 hedder det – og nu oversætter jeg:

Cirka klokken 8 kom han [altså Luther, rr] tilbage til sit herberge. Venner og tilhængere ventede på ham dèr. Så snart han trådte ind til dem, fortæller én af dem, der var til stede, rakte han hænderne op og råbte med et lykkeligt ansigt: ”Jeg kom igennem det! Jeg kom igennem det!” Straks derefter sagde han til Spalatin og andre, at hvis han havde tusinde hoveder, ville han hellere lade dem alle afhugge end tilbagekalde.

Jamen, han var jo aldeles ikke kommet igennem det. Nu ventede tværtimod det svære, for nu ville den katolske kirkes hele magtapparat være ude efter ham, kejseligt frit lejde eller ej. Nu var det afgørende spørgsmål, der skulle besvares, om Kejser Karl ville gøre som kejseren i sin tid gjorde med det frie lejde, der var givet Jan Huss: droppe det og brænde Luther på bålet.

Hvordan kan Luther så sige, at han var kommet igennem det? Det kan han, fordi Kristi ideal havde bemægtiget sig ham: han havde bevaret sin sjæl ren, havde ikke tilsmudset den ved at sige andet, end hvad han kunne stå ved.

Det er derfor, at pinsens under på en måde er et større under end påskens. For dette under rammer ikke et særligt menneske, Guds søn – det kan vel være forståeligt, at han med de særlige kræfter, han må formodes at have, holder ud i lidelserne – det rammer ganske almindelige mennesker, i ét og alt lig med os almindelige mennesker i nutiden, det får dem til at holde fast ved troen på, at de er elsket af Gud, at de er hans kære børn, at de ikke skal lade sig tvinge af lovreligioner eller af magt og trusler til at gå bort fra dette glade budskab.

Og det er også derfor, at det nu sømmer sig for den danske folkekirke at træde i karaktér overfor vore muslimske landsmænd og åbent argumentere imod deres trossætninger: det er ikke voldsprofeten Muhammed, der er Guds udsending, det er ordprofeten Jesus; det er ikke menneskeligt at lade sig tvinge af magtmennesker, det er menneskeligt at stå sådanne mennesker imod, også om man mister livet ved det; det er ikke ære og anseelse i andre menneskers øjne, det drejer sig om, det er dette at kunne hvile i at være den, man er.

Og alt det og det meget andet, der kan og skal sige imod den muslimske lære, må drages frem. Ikke for at være onde mod muslimerne, men for at frigøre dem fra islams lovtrældom.

Men om dette under sker i år, er måske ret tvivlsomt. For i folkekirken er der ikke mange, der følger Melanchthons anbefaling i Den augsburgske Bekendelse § 1 om at bekæmpe det muhammedanske kætteri.

Men engang må det vel blive pinse.

Eller rettere: Selvfølgelig vil det blive det.

For der er en ganske bemærkelsesværdig tilføjelse, som johannesevangelisten foretager i Joh 14,12. Her hedder det:

Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre større gerninger end dem, for jeg går til Faderen.

Hvordan i alverden kan evangelisten tillade sig at sige – eller at lade Jesus sige, for at være helt præcis – at den, der tror på ham, skal gøre større gerninger end dem, Jesus gør? Er da ikke Jesus Guds søn og derfor udstyret med helt anderledes formåen end os almindelige mennesker?

Jovist, men ikke desto mindre ser vi det i oldtidens martyrvillighed; derigennem voksede kirken enormt. Og vi ser det i Luthers bekendelsesmod. Også det førte til forandringer i den europæiske tænkemåde, blandt andet fordi den trykte bog udbredte hans tanker helt anderledes effektivt end den mundtlige prædiken. Og vi ser det i vore dages selvfølgelige opfattelse af enkeltmennesket som et individ, dvs., som et unikt væsen, der bør beskyttes. Ikke blot er det os europæere, der synes, at tortur er umenneskeligt, det er langt de fleste stater i de mest forskelligartede kulturer, der også ser sådan på sagen – i hvert fald, når der ikke er alt for store interesser for styret på spil.

Der er virkelig sket det, som Jesus forudså med sin lignelse om den automatiske sæd: at sæden – Jesu ord – af sig selv er groet frem til en vældig høst, Mark 4,26-29. Det var det, jeg skrev en vise om i anledning af Sovjetunionens fald, se her, og det er det, der kommer til udtryk, hver gang vi holder dåb, hvor vi citerer Matt 28,18:

Mig er givet al magt i himlen og på jorden.

Tror vi virkelig på det?

Ja, det gjorde jeg jo, dengang jeg skrev visen. For her fortalte jeg om, hvad jeg havde set med mine egne øjne: et under så stort, at man tror, det er løgn. Se f.eks. vers 9:

9. Ja, Han, som selv er Ordets magt og har i sine hænder

vort hjerte, og som bækkens vand det frit og mægtigt vender,

Han lod en sæd gro frem til høst,

gav folkets tro omsider røst,

gav mæle til kvinde og mæle til mand

båd’ i Polen og Ungarn og Østtyskland.

Og så må Guds ånd vel også bearbejde os herhjemme.