Sundhedsfagligt forsvarligt

Dette udtryk er blevet anvendt i tide og utide her i coronatiden.

Men det er et snydebegreb. Det er et begreb, der udadtil giver sig ud for at være baseret på alvorlig og granitfast videnskab, men som ved nærmere undersøgelse viser sig at basere sig på nogle højst almindelige og måske i virkeligheden tvivlsomme antagelser.

Men da folk i almindelighed nærer en ubegrænset tiltro til videnskaben, er der måske ikke noget at sige til, at politikerne går i dækning bag det videnskabeligt klingende udtryk ”sundhedsfagligt forsvarligt”, både når de lukker ned og når de åbner op. Men skal man analysere begivenhederne nærmere, lønner det sig at gøre sig klart, at der hersker og må herske en større eller mindre uoverensstemmelse mellem sundhedseksperterne og politikerne. Og man bør også være klar over, at uoverensstemmelsen ikke består i, at sundhedseksperterne udelukkende beskæftiger sig med det, videnskaben siger, mens politikerne er bestemt af det, man kunne kalde ”husmandslogik”, et lidt nedladende udtryk, som jeg dog gerne tager til mig, for det minder mig om det, jeg selv vil kalde ”snusfornuft”, og en sådan størrelse glæder jeg mig over, at vore politikere i så høj grad er i besiddelse af. Nej, uoverensstemmelsen har også med etik at gøre, uoverensstemmelsen ligger også i et vidt forskelligt syn på sagen, om man går ud fra sundhedseksperternes lægevidenskabelige og samfundsvidenskabelige syn på epidemien eller man går ud fra det syn på epidemien, at ethvert dødsfald er ét dødsfald for meget, som Mette Frederiksen vist har formuleret det.

Som man måske husker, har dette ført til en række spørgsmål til ministrene. Nogle journalister synes at være gået temmelig meget ind på sundhedseksperternes vistnok utilitariske etiske synspunkt, hvorefter man giver sig til at sætte pris på et menneskeliv. Skal vi redde menneskeliv for enhver pris? spørger man. Og mener naturligvis, at prisen for nedlukningen kan blive for høj, samfundet kan blive sat for meget i stå, den produktion, der skal give penge i kassen, i sidste ende jo også penge til det sygehusvæsen, der skal behandle de døende, bliver sat så meget tilbage, at der dør flere end nødvendigt.

I den forbindelse har det været en glæde for den gamle pastor – altså undertegnede – at ministrene pure har nægtet at gå ind i den diskussion. De har nærmest været fuldstændig ligeglade med, hvad journalister fremførte af såkaldt videnskabelige beviser for omkostningerne ved de nedlukninger, der skal redde menneskeliv. Jeg fornemmer hos dem en ulyst til at påtage sig Vorherres rolle. Skal mennesker dø, så skal de ske på trods af samfundets anstrengelser for at redde dem, ikke på grund af, at samfundet vil slippe billigere om ved epidemien. Det kan godt være, at det bare skyldes, at de ikke vil kunne stilles til ansvar for diverse dødsfald senere, men jeg er nu ikke sikker på, at de tænker så langt, jeg tror, at de blot har den sande menneskelighed siddende i sig, at de ikke mener, de vil kunne forklare eller forsvare de ekstra dødsfald, der sker i kraft af en nedlukning, der ikke er gennemgribende nok.

Og det betyder, at jeg ikke tøver med at tildele dem et godt, gedigent kristeligt sindelag. Så kan de være socialdemokrater alt det, de vil.

En artikel Berlingske, se her, viser problematikken.

Statsminister Mette Frederiksen (S) afviser, at hun har hældt sundhedsmyndighedernes anbefalinger ned ad brættet.

Det siger hun på et pressemøde fredag, efter at det sidste uge i Jyllands-Posten kom frem, at Sundhedsstyrelsen ikke anbefalede en så voldsom nedlukning af Danmark, som regeringen foretog i begyndelsen af marts, fordi de negative konsekvenser ville være for store.

Ifølge Mette Frederiksen var nedlukningen baseret på anbefalinger fra en »bred myndighedsgruppe«, og det er i hendes øjne en selvfølge, at beslutningen om at lukke et land ned er politisk.

»Det kan i mine øjne i et demokrati aldrig nogensinde blive hverken en bureaukratisk, en teknokratisk eller en embedsmands beslutning, om et samfund skal lukke ned eller åbne op. Det er selvfølgelig en demokratisk beslutning,« siger Mette Frederiksen fredag eftermiddag.

Læg mærke til begrundelsen for, at Sundhedsstyrelsen ikke anbefalede så hård en nedlukning som den, regeringen faktisk foretog: de negative konsekvenser ville være for store. Her tænkes ikke på de dødsfald, der uundgåeligt ville være en følge af epidemien, men på de økonomiske og samfundsmæssige konsekvenser. Det vil sige: med denne lille tilføjelse viser det sig, at Sundhedsstyrelsen forstår sin opgave ud fra de retningslinjer, som Jes Søgaard redegjorde for, se mit forrige indlæg, at man i sin bedømmelse skulle medtage de samfundsøkonomiske konsekvenser. Men journalisterne tror i deres spørgsmål til statsministeren, at de anbefalinger, styrelsen kommer med, kun er lægefaglige. Derfor gør Mette Frederiksen ret i at fastholde, at det er politikerne og kun politikerne, der træffer beslutningerne.

For øvrigt er det bemærkelsesværdigt, at Sundhedsstyrelsen ikke blot ikke har en sociologisk ekspertise, den er heller ikke fuldt opdateret, hvad kendskabet til covid-19 angår. Det fremgår af en lille bemærkning i artiklen:

Af et svar fra Sundhedsstyrelsen, som Politiken har fået aktindsigt i, fremgår det, at covid-19 ifølge Sundhedsstyrelsen ikke »kan betegnes som en alment farlig sygdom, da den ikke har hverken et sædvanligvis alvorligt forløb eller en høj dødelighed«.

Om Sundhedsstyrelsen svarer forkert her – for covid-19 er da bestemt en alment farlig sygdom – fordi man på det tidspunkt ikke véd bedre, eller det skyldes, at man stadig, uden at sige det, arbejdede for, at danskerne skulle smittes i så høj grad, at der opstod flokimmunitet, det er uvist. Men jeg er taknemlig for regeringens kontante og hurtige nedlukning.

Og jeg er ikke fri for at godte mig lidt over det præcise svar, én af journalisterne fik:

Men kunne du så ikke bare have sagt det ærligt til danskerne: »Det her er ikke noget, Sundhedsstyrelsen anbefaler. Det er noget jeg selv gør«.

»Vi vælger at gøre det, som i parentes bemærket nok er det, der er det allervigtigste, og som ser ud til at have virket. Vi valgte at basere vores arbejde på en bred rådgivning fra flere forskellige myndigheder, og det, mener jeg fortsat, var klogt«.

Og journalisten går ikke videre med spørgsmålet. For han eller hun må vel også erkende, at regeringen har handlet klogt, for de regler, de fastlagde, har jo virket.

Så er der den 30. maj dukket en artikel op på Berlingske, se her, som gør opmærksom på, at Kåre Mølbak og Søren Brostrøm er vendt på en tallerken angående nedlukningen i sin tid. Den nedlukning advarede de imod, men senere, da det havde vist sig, at den havde overordentlig stor effekt, kaldte de den uden videre en kæmpesucces. Og det er jo da interessant nok, at have den iagttagelse med. Det siges også i artiklen, at det forhold, at de dengang tog fejl, har fået dem til i de seneste to rapporter om, hvor meget der kan åbnes, at være nærmest intetsigende i deres anbefalinger.

Men der siges ikke noget om, at deres anbefaling af en mindre nedlukning end den, regeringen foretog, kan hænge sammen med, at de på det tidspunkt mente, at det klogeste var at satse på, at folket kunne opnå flokimmunitet.

Så alt i alt: Det er dejligt og glædeligt og skønt, at regeringen nok prøver at dække sig ind under de forskellige matematiske modeller, men på ingen måde vil lade disse modeller – som man kan kalde ”robottænkere” – tage magten fra sig, men hele vejen igennem bevarer sin snusfornuft. Så må man for min skyld gerne kalde den en husmandslogik. Hellere husmandslogik, der er menneskelig, end robot-logik, der sætter en prislap på et menneskeliv.

Udgivet i Etik | Tagget , , | Skriv en kommentar

Det sundhedsfaglige kompleks

Der har ifølge Berlingske været optræk til en slags skænderi eller i hvert fald uoverensstemmelse mellem de kloge jurister.

Det begyndte med, at professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, Jes Søgaard, havde fået øje på en mail fra departementschef i sundhedsministeriet, Per Okkels, til Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm. I denne mail stod der bl.a.:

Før du svarer, skal du forlade ansvaret for proportionalitet i anerkendelse af et ekstremt forsigtighedsprincip.

Søgaard siger om dette udsagn til Berlingske:

Det er skrevet i bydeform, så det er ikke et høfligt forslag, men en ordre, at Søren Brostrøm skal forlade proportionalitetsprincippet, som er noget af det vigtigste i embedsmænds faglighed. Det handler om, at man altid skal opveje konsekvenserne af en given handling over for handlingens effekt. For eksempel omkostningerne ved at lukke et samfund ned for at bringe antallet af kontakter i befolkningen ned og dermed undgå smittespredning. Det betyder jo, at der er en masse aktiviteter i samfundet, som vi gerne vil have, sættes på pause. For eksempel i sundhedsvæsenet, hvor operationer og behandlinger udskydes. Men det kan også være samfundsøkonomiske konsekvenser bredt forstået eller frihedsrettigheder. Den slags afvejninger skal embedsmænd lave. Det er normalt det, vi forstår ved faglighed i embedsværket.

Og Jes Søgaard er ret forarget over, at en sådan ordre kan forekomme. Og også forarget over, at Mette Frederiksen på pressemødet den 11. marts sagde:

Det er myndighedernes anbefaling, at vi lukker al unødvendig aktivitet ned på de områder i en periode. Vi anlægger med andre ord et forsigtighedsprincip.

Det vil sige: Hun skyder som politiker ansvaret for lukningen over på ”myndighederne”, altså sundhedsmyndighederne, men disse myndigheder har fået ordre om at arbejde, ikke ud fra deres egen sundhedsfaglige vurdéring, men ud fra det af politikerne fastsatte forsigtighedsprincip.

Det er nu ikke noget, der kan forarge mig særlig meget. Ikke ud fra den juridiske vurdéring, Peter Loft giver udtryk for i Berlingske, se her, men ud fra det, Jes Søgaard selv skriver, og ud fra det, jeg mener at kunne huske om sagen.

En sundhedsfaglig vurdéring, det vil de fleste af os vist opfatte som noget, der har med lægevidenskab at gøre, som noget, der handler om, hvordan virussen opfører sig, som noget, der kan kaste lys over det, vi almindelige mennesker ikke véd så meget om: hvordan vi kan undgå smitte, osv. Men derimod er det vist kun få af os, der hører det i udtrykket, som sundhedsøkonomen Søgaard hører: at med til den sundhedsfaglige vurdéring hører overvejelser over sundhedsøkonomiske problemstillinger: overvejelser over samfundsøkonomiske konsekvenser bredt forstået eller frihedsrettigheder. Den slags overvejelser vil nok de fleste mene hører hjemme i den politiske samtale. Og derfor er det vist egentlig meget tilfredsstillende, at der ved udmålingen af de forholdsregler, vi skulle træffe i anledningen af coronaen, var både folk fra Sundhedsstyrelsen og folk fra det politiske liv til stede.

At man muligvis kan bebrejde Mette Frederiksen, at hun har undladt at tage de andre partier i folketinget med på råd, hvad angår nedlukningen af Danmark, det er nok rigtigt. Men den sag vil jeg ikke tage op her.

Her drejer det sig nemlig om noget andet. Her drejer det sig om noget fra den første tid med coronavirussen, som jeg mener at kunne huske. Og vel er min hukommelse ikke altid til at stole på, men jeg tror nu nok, at jeg har ret i dette tilfælde.

Jeg mener nemlig at kunne huske, at da man fastlagde den ny strategi i midten af marts, kaldte man den en afbødningsstrategi: man ville forsinke smittens udbredelse, så sygehusene kunne følge med. Men der var også noget med, at politikerne ville have sundhedspersonerne til at fragå de tanker, de tidligere havde luftet, om, at man måtte bekæmpe coronavirussen ved at prøve at indføre flokimmunitet, dvs., ved at prøve at smitte så mange som muligt, så så stor en del af befolkningen blev immune overfor virussen. Den tanke brød politikerne sig ikke om. De var med fuld ret bange for, at folk ikke ville kunne forstå, at myndighederne ligefrem anbefalede dem at lade sig smitte.

Så det gjorde myndighederne ikke. Men der var dog undsluppet Kåre Mølbak en bemærkning om, at smittetrykket godt kunne tåle at stige fra 0,9 til 1,3. Og den bemærkning kunne vel forstås som en bemærkning om, hvad sygehusvæsenet kunne kapere, men den kunne også forstås som en erkendelse af eller et håb om, at hvis vi får et smittetryk på 1,3, er der større chance for, at vi ret snart opnår flokimmunitet.

Det samme kan siges om de råd, forældre til børn i de mindste klasser i skolen fik, da der blev åbnet for børnenes skolegang. I første omgang hed det sig, at man godt måtte sende børnene i skole, selv om der var én i familien, der var smittet med corona. Den tilladelse trak man dog ret hurtigt tilbage. For igen: folk vil ikke frivilligt lade sig smitte. Skal vi holde afstand for at undgå at smitte hinanden, så skal vi naturligvis ikke aktivt prøve at smitte hinanden.

Der er faktisk en del, der tyder på, at politikere og sundhedsfolk har været ret uenige om strategien. Politikerne har, så vidt man kan se, været de forsigtige, været dem, der først har opgivet enhver tanke om flokimmunitet, formentlig ikke fordi de har nogen særlig lægefaglig viden, men kun, fordi det er dem, der skal stå og forklare strategien for alt folket, for forklare, at man rolig kan lade sig smitte, for det er kun 1 eller 2 procent, der dør, det kan og vil vore politikere ikke.

Hvad jeg godt kan forstå.

Det betyder også, at man må se med en vis skepsis på sundhedsmyndighederne, når det nu kommer frem, at idéen om at lukke grænserne var politikernes, ikke sundhedsmyndighedernes. Det er muligt, det forholder sig sådan, og det er muligt, at det engang vil kunne påvises gennem diverse mails og samtaler, men jeg kan ikke helt lade være med at se et forsøg på at bibeholde flokimmunitetsstrategien i en sådan anbefaling.

Hvis man vil forhindre virussen i at sprede sig, så er grænselukninger en nødvendighed. Det var kinesernes undladelsessynd, at de nok afskar Wuhan, hvor smitten opstod, fra det øvrige Kina, men ikke fra udlandet. Derfor kunne der rejse mange smittede mennesker fra Wuhan til Italien, hvor der findes en stor koloni af kinesere, og det var det, der bragte smitten til Europa.

Ligeledes har Færøerne og Island opnået, at de ikke længere har nogle personer i landene, der er smittede. Men at de holder grænserne bevogtede og kræver test af dem, der vil rejse ind, det er naturligvis en nødvendighed, hvis man vil bevare sit land sygdomsfrit.

Så dette med, at det er ligegyldigt med grænselukninger, det er direkte forkert. På det punkt skal man ikke stole på det, sundhedsmyndighederne har sagt, men i stedet på vore politikeres sunde fornuft. De skal ikke nyde noget af at arbejde for flokimmunitet.

Det skal sundhedsmyndighederne heller ikke, eller altså: det skal de ikke mere. For det har jo været med den virus på den måde, som det blev sagt i begyndelsen: at vi lægger skinnerne, mens toget kører, eller: vi regner med at blive klogere efterhånden. Og det betyder blandt andet, at vi ikke bagefter skal komme og bebrejde hverken den ene eller den anden nogen ting. Alle har nok handlet efter bedste overbevisning. Og blot de lader deres overbevisning retlede af de kendsgerninger, der efterhånden dukker op, er det jo også helt i orden.

Men stadigvæk må jeg anholde Jes Søgaards definition af det sundhedsfaglige. De lægelige overvejelser og de sundhedsøkonomiske overvejelser er to forskellige ting.

Udgivet i Etik | Tagget | Skriv en kommentar

Nationaløkonomisk korrektion

Det er noget af et vovestykke, jeg her indlader mig på. Oven i købet et vovestykke, som jeg måske ikke er helt glad for. For jeg agter at komme med nogle kritiske kommentarer til tidligere overvismand Niels Kærgaards artikel i Berlingske her fornylig, se her. Og ham har jeg ellers en del respekt for. Det samme har jeg for forhenværende departementschef Jørgen Rosted. Men også han får en kommentar med på vejen af mig i anledning af en artikel i Information, se her. Han får den til dels, fordi han taler udenom. Det samme gør Niels Kærgaard, men ham har jeg også noget at indvende imod, fordi han ikke anvender (eller kender) min krisemodel, hvilket måske ikke kan overraske.

Kærgaard har indvendinger at rette imod indførelsen af mimsen i 1975 og imod Anders Foghs skattestop i 2001. Begge dele var, siger han, økonomiske flop. De kunne fint sælges politisk, men de havde højst uheldige virkninger økonomisk. Og Anders Fogh var endda økonom af uddannelse.

Dog skal man måske lægge mærke til det, han skriver om mimsen:

I 1974-75 havde den første oliekrise ramt landet, og der var begyndt at komme arbejdsløshed. Da samlede Anker Jørgensen alle landets økonomiske professorer på Marienborg 21. aug. 1975, og der blev økonomerne og regeringen enige om, at det rigtige var at sætte gang i økonomien med en midlertidig momsnedsættelse. Fra 29. sept. 1975 og fem måneder frem blev momsen sat ned fra 15 til 9,25 procent. Der skulle gang i hjulene, og en midlertidig momsnedsættelse skulle nok få forbrugerne til at tage pungen op af lommen (dankortet var jo ikke opfundet).

Det var altså ikke et løssluppent politisk missil, der blev affyret af nogle uvidende, men popularitetssøgende politikere, men et alvorligt og formodentlig gennemtænkt forslag fra omhyggeligt uddannede og omhyggeligt granskende professorer. Alligevel var der noget galt. Der var det galt, siger Kærgaard, at det øgede forbrug også rettede sig mod varer, produceret i udlandet. Og det var vel den hjemlige produktion, man ville støtte.

Det er sikkert rigtigt nok. Men mere væsentligt var det dog vist, at økonomerne regnede med, at de gode tider, som man havde oplevet i tresserne, ville komme igen. Mimsen var beregnet på at give Danmark et forspring, når arbejdsløsheden forsvandt. Men, som Kærgaard skriver:

I 1975 troede man, at arbejdsløsheden ville vare et halvt års tid. Men den steg indtil 1993. Og hvem tør spå om, hvor langvarig den nuværende krise bliver?

Hvorfor troede man det? Ja, det gjorde vist nok alle økonomer. Den kendte amerikanske økonom, John Kenneth Galbraith, mente således i 1970, da arbejdsløsheden næsten var forsvundet, at økonomerne nu omsider havde lært at betjene de rette økonomiske håndtag, og at det var på den måde, de havde fået arbejdsløsheden ned i nærheden af 0%. Og derfor: I stedet for som Kærgaard at nøjes med at se på forslaget om mimsen som en fejlvurdéring, burde man måske se på selve de økonomiske teorier, der lå bag forslaget.

Jeg har her skildret det, jeg kalder ”dalreteorien”, en teori for økonomisk udvikling baseret på Henry George’s økonomiske tænkning. Den går ud fra det omvendte af den normale teori. Det farlige er ikke de lange perioder med en smule opgang og en smule nedgang, det farlige er de uventede opgangsperioder, den i tresserne og den i nullerne. For sådanne periode vil altid efterfølges af en ualmindelig stor nedgangsperiode. Når der fandt økonomisk fremgang sted i disse perioder, skyldtes det to uventede begivenheder. EF’s og EFTA’s oprettelse af det store europæiske frihandelsområde fremkaldte de glade tressere, og Kinas indtræden i verdensøkonomien den store fremgang i nullerne.

Det kan forklares, hvis man antager, at to kræfter holder hinanden i skak, nemlig forventningspriserne på jord og fast ejendom og produktivitetsstigningerne. Så længe disse kræfter ikke foretager de store udsving, vil vi befinde os i dalreperioden med en stadig, men ret beskeden arbejdsløshed. Men når der uventet sker en stor stigning i produktiviteten, får vi en voldsom fremgang i økonomien og tilsvarende nedgang i arbejdsløsheden, ønskedrømme for enhver økonom. Men fordi forventningspriserne på jord og fast ejendom ret hurtigt forøges, grundet produktivitetsstigningen, og fordi disse stigninger ikke fortsætter, derfor efterfølges de glade opgangstider af trykkende nedgangstider. Det var, hvad vi oplevede i halvfjerdserne, og derfor var mimsen en dårlig idé. Og det var, hvad vi oplevede frem til 2013, og derfor var det en dårlig idé at beskære dagpengeperioden i den tro, at den fulde beskæftigelse snart ville komme igen. Men, kære økonomer, det gør den ikke; vi er atter inde i dalreperioden, og her hersker til stadighed en større eller mindre arbejdsløshed, og det nytter ikke at håbe på de gode tiders genkomst, og det er for resten også dumt. For kommer der en uventet stigning i produktiviteten, en stigning, som forventningspriserne på jord og fast ejendom ikke havde taget højde for, så er det bombesikkert, at der følger en meget uheldig nedgangsperiode efter.

Nå, som sagt er dette ikke lige den økonomiske teori, Niels Kærgaard arbejder efter. Det havde jeg sådan set heller ikke ventet. Derimod kunne man godt have ventet af ham, at han ville præcisere sit angreb på Anders Foghs skattestop en lille smule.

Det, han har imod skattestoppet, er baseret på hans keynesianske model af økonomien. Når der er gang i hjulene, skal man kræve for meget op i skat, og når det er nedgangstider, skal man kræve for lidt op i skat. Men med skattestoppet gjorde Fogh det modsatte; derfor gik det galt: ”Vi fik en højkonjunktur og et boligboom og ramlede derfor med fuld fart ind i finanskrisen”. Javist, det gjorde vi, og det skyldtes bl.a. økonomernes dårlige teorier. Men hvorfor dog ikke nævne, at når vi i Danmark klarede os dårligere end Sverige, skyldtes det, at Sverige havde en form for grundstigningsskyld, som bevirkede, at deres jordprisstigninger ikke kom ud for den samme himmelflugt som vores?

Nå, hovedsagen for Niels Kærgaard kommer frem i dette citat:

Det er derfor fuldt berettiget, at alle med blot noget kendskab til Danmarks økonomiske og politiske historie var ved at falde ned af stolen, da Jakob Ellemann-Jensen under partilederdebatten lancerede både en midlertidig momsnedsættelse og et skattestop som hovedbestanddelene i Venstres politik. Det var at gå tilbage til to af de sidste 50 års mest oplagte økonomisk-politiske fusere.

Og det er måske rigtigt nok. Men hvor mange eller hvor få økonomer støtter disse tanker? Det er uvist, men vist også ret ligegyldigt. For som Kærgaard bemærker, ”det er ekstremt svært at forudsige en krises længde”.

Så er der Jørgen Rosteds bemærkninger i Information. Rosted kommer med nogle alternative betragtninger om EU’s forslag til løsning af corona-krisen. Det er dog ikke blot det nuværende løsningsforslag, Rosted kritiserer, det er faktisk hele det hidtilværende økonomiske samarbejde i EU. Man har fra EU’s side ville gennemføre en hård budgetdisciplin, og det gjorde man, uanset, om det ville gå ud over beskæftigelsen. For ”kravet om budgetdisciplin og Finanspagten dominerer det hele”.

Derfor foreslår Rosted en anden vej:

Et godt bud på et bedre regelsæt er en dobbelt målsætning: at medlemslande skal føre en politik uden negative konsekvenser for andre. Og at medlemslande skal sørge for en holdbar statsgæld – en statsgæld, de selv kan betale renter og afdrag på, og som de selv hæfter for.

Og bevares, det lyder jo meget pænt. Men hvad mener han med det? Det kommer frem lidt senere:

Opfylder de nordlige lande så kravet om at føre en politik uden negative konsekvenser for andre medlemslande?

Det tror de fleste vel, men sådan er det ikke. Lande som Tyskland, Holland og Danmark har et meget stort, permanent overskud i samhandlen med andre lande. Modstykket til det overskud er færre job i eksportindustrien i andre lande med højere arbejdsløshed og dårligere offentlige finanser til følge. Det gælder naturligvis også i de sydlige medlemslande. Derfor har politikken i de nordlige medlemslande negative konsekvenser for medlemslandene i syd.

Landene i nord må pålægges at skabe en mere balanceret samfundsøkonomi gennem flere investeringer i deres eget land – gerne i grøn omstilling og bedre velfærd.

De sydlige medlemslande er lagt i en benlås, som de ikke kan komme ud af. Kombinationen af fælles valutakurs, dårligere konkurrenceevne, høj arbejdsløshed, svagere offentlige finanser og tilbagevendende krav om offentlige besparelser er en ond cirkel.

Rosted siger det ikke direkte, men det er tæt på. Det er jo sandt nok, at vi nordlige lande med vores overskud i samhandelen med andre lande skader de sydlige lande derved, at dette overskud fører til færre job hos dem. Fejlen er Euroen. Fejlen er, at det, der førhen kunne udligne denne ubalance, nemlig en valutakursændring, ikke er muligt længere. Alternativet er enten løntilbageholdenhed i de sydlige lande eller lønfremgang i de nordlige lande. Men det er klart: at foreslå f.eks. Tyskland, at landet skulle øge sine lønudgifter for at mindske sin eksport af hensyn til de sydlige lande, det er i den grad imod den tænkemåde, som den frie konkurrence lægger op til os at bruge. Så det vil derfor ikke ske.

Medlemslandene skal føre en politik uden negative konsekvenser for andre, hedder det. Jo tak, men går det fælles marked ikke just ud på fri konkurrence? Er meningen ikke, at et firma i Danmark, der leverer gode og billige produkter, skal kunne udkonkurrere et firma i Italien, der leverer gode produkter, blot til en højere pris? Og står landene ikke på lignende måde i konkurrence med hinanden? Er meningen ikke, at denne konkurrence burde få landene i syd til at føre en bedre politik, med f.eks. en højere pensionsalder? Godt nok kan man måske sige, at vi nordlige lande med vores højere pensionsalder er mere konkurrencedygtige end de sydlige lande, der på grund af den lavere pensionsalder har en større udgift til pensioner, men det ville en forskellig kurs råde bod på. Men skal vi sådan helt frivilligt nedsætte vores pensionsalder for at give de sydlige lande en chance? Det er vist ikke Rosteds mening. Men hvad er så meningen?

Om begge d’herrer kan man sige, at de ikke tager hensyn til euroens skadelige virkninger. Men man må vist også sige, at den ene modsiger den anden en lille smule. Når Kærgaard mener, at man ikke bør nedsætte momsen, fordi man derved gavner andre lande lige så meget som Danmark, så vender han sig jo temmelig kraftigt imod Rosteds tese om, at man som EU-land ikke bør foretage sig noget, der kan have negative konsekvenser for andre. Og Rosted har tilsyneladende ikke blik for, hvordan Danmarks regering løser specielt Danmarks problemer.

Men inden man fortvivler over det, kan man trøste sig med Kærgaards bemærkning om, at det er ekstremt svært at forudsige en krises længde, måske endda trøste sig med dalreteoriens teser. For ifølge den kommer der ikke nogen alvorlig krise, før vi har haft et opsving svarende til det, vi havde i tresserne og nullerne. Og da et sådant opsving kun vil kunne forekomme, hvis der sker en uventet produktivitetsstigning, så vil selv de klogeste økonomer ikke kunne forudsige det. Og hvis de kunne, ville de nok være så kloge, at de holdt deres mund med det, for véd man det i forvejen, kommer det jo ikke uventet.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , | Skriv en kommentar

Muslimsk bønnekald

Der har været en del snak om, hvorvidt man fra lovgivningsmagtens side skulle forbyde muslimerne at kalde til bøn fra deres moskéer. Sidst har Den korte Avis en artikel om sagen, se her.

Men besynderlig nok gentager man dèr en muslimsk argumentation. Man siger nemlig – det er Michael Nedersøe, byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Horsens byråd, der fremkommer med den – at vi her i landet har religionsfrihed, men ikke religionslighed. Danmark er et kristent land, og derfor bør man bibeholde den kristne kirkes forrettigheder, deriblandt den, at den – og andre kristne kirker – må ringe til gudstjeneste, men at andre religioner ikke på samme måde må kalde til bøn.

Den argumentation vil jeg mene, vi bør afholde os fra. Ikke blot, fordi argumentationen er muslimsk, også fordi vi har én, der er bedre. Faktisk har vi to argumentationer imod de muslimske bønnekald, så lad os tage dem i rækkefølge.

Den ene tog jeg frem for ti år siden, se her. Også dengang var der muslimer, der ønskede at kalde til bøn fra deres moskéer. Og en ingeniør i én eller anden kommune gav i den anledning udtryk for, at kirkeklokker, ambulancekørsel, skoleklokker og alarmsignaler alt sammen var ”samfundsaccepteret støj”. Og med til begrebet ”samfundsaccepteret støj” regnede han så de muslimske bønnekald.

Og man må jo indrømme, at en sådan argumentation er sekulær. For det, den verdslige øvrighed skal, er at sørge for lighed for loven. Og når den ene religion må kalde til bøn, så må vel også den anden. Det synspunkt mener jeg godt, man kan acceptere, om end man måske nok vil kunne finde et lidt pænere udtryk end ”samfundsaccepteret støj”.

Men som jeg gjorde opmærksom på dengang i 2009, er det vel også lighed for loven, hvis man indskrænker de muslimske bønnekald til ét eller to om ugen. Så vil det nemlig svare til det, der skete med kirkens klokker på reformationstiden. På det tidspunkt forvandlede den daglige klokkeringning sig nemlig fra at være religiøs til at være borgerlig. Peder Laurentsen redegør i sin ”Malmøbog” for, hvordan man nu ringede ved middagstid og ved solnedgang, for at folk kan vide, hvad klokken er.

Nu skal jo en from muslim vistnok bede hele fem gange i døgnet. Kun bønnen om fredagen indtager en vis fremhævet stilling. Derfor kunne det give en vis mening at sige, at ved denne gudstjeneste i moskéen kan man i religionslighedens navn tillade bønnekald.

Det ville være en lovgivning, der rettede sig efter vore sekulære principper og ikke efter et muslimsk princip, hvorefter den religion, der sidder på magten, har lov til offentligt at kalde til gudstjeneste, de andre religioner ikke.

Dette muslimske princip har muslimerne brugt overalt, hvor de erobrede statsmagten. De undertrykte religioner, kristendom og jødedom, var underlagt mange begrænsninger, herunder for kristendommens vedkommende, at kirkeklokkerne skulle tie. Sådan var det i Spanien i de første tre-fire hundrede år af den muslimske erobring. Men da så de kristne konger lidt efter lidt tilbageerobrede store dele af det muslimske Spanien, gav dette princip bagslag. For nu var det de kristne, der sad på magten, og derfor var det det muslimske bønnekald, der skulle tie, og kirkeklokkerne, der gav lyd fra sig.

En tysk imam gav for nogle år siden udtryk for, at muslimerne i Tyskland blot ønskede at leve under de samme kår, som muslimerne levede under, mens de kristne fyrster i Spanien herskede over dem. Og sandt nok, disse muslimer havde et vist selvstyre med qadien som dommer i sager, der kun omhandlede muslimer, men den gode imam glemte vist, at bønnekald fra moskéerne ikke var tilladt.

På samme måde glemmer vore udmærkede bønnekaldsmodstandere, at hvis vi lader det muslimske princip, at det er flertallets religion, der har forrang, gælde, så må vi til sin tid, når muslimerne kommer i flertal her i landet, affinde os med tavse kirkeklokker. Plus alle de andre begrænsninger i religionsfriheden, der vil blive tale om.

Der er dog også en anden sekulær tankegang, man kan benytte sig af imod muslimske bønnekald. Man kan benytte sig af det fænomen, der hedder hævd, se her.

Da således en beboer i nærheden af Horsens Klosterkirke klagede over, at han blev vækket af kirkens klokker hver morgen klokken syv, så kunne man til ham sige, at det fænomen skulle han have tænkt på, før han købte sin lejlighed. For kirken lå der først. Det er jo også et sådant hensyn, man prøver at tage med alle de høringer, der skal til, før man kan lave en lokalplan, også en lokalplan, hvori indgår bygningen af en moské. Og hvis muslimerne gerne vil vinde lidt goodwill fra den danske befolkning, går de sikkert med til, at der kun udråbes bønnekald én gang om ugen, også selv om de så, hvis dette bliver skrevet ind i lokalplanen, er afskåret fra at benytte sig af det trick, de plejer at benytte sig af: at kræve flere og flere muslimske regler sat i værk, efterhånden som de bliver flere og flere.

Men hvad enten det er argumentet med lighed for loven, hvad landets religioner angår, eller det er argumentet med hævd for klokkeringning, hvis vi ud fra begge argumenter ender med at give muslimerne ret til f.eks. et ugentligt bønnekald, så kan vi være ret sikre på, at hvis vi ikke foretager os andet, så vil de fleste af dem forstå det, så det kommer til at bekræfte dem i deres religion. For er det ikke Guds vilje, at ikke-muslimer skal understøtte og tjene Guds yndlinge, muslimerne? Og er det ikke, hvad muslimerne ser, både derved, at vi understøtter muslimske familier økonomisk, og derved, at vi giver den ret til at holde gudstjeneste med bønnekald? Så det er den ret, Gud har givet dem, de her ser virkningen af.

Der er ikke tale om nogen forståelse af vort samfund som et sekulært samfund, som ikke gerne vil gøre forskel på religionerne. De medbringer jo deres egen forståelse af, hvordan et samfund skal indrettes, nemlig shariaen, og den tolker de tingene ud fra.

Når vi derfor ikke indretter vort samfund efter de muslimske regler, så vi giver kristendommen fortrinsrettigheder, men efter de sekulære regler, så muslimerne regnes for lige med de kristne, så skylder vi samtidig at fastholde vor sekularisme, forklare muslimerne den, måske endda være stolte af den.

Og her må vi erkende vor kirkes svigt. Den har ikke vovet at tale islam midt imod. Den har ikke turdet afvige fra det politisk korrekte, så den åbent fremlægger sine overvejelser over, hvorfor islam ikke er og ikke kan være sandheden om menneskelivet. Først når den træder i karaktér, først når den tør tale sandhedens ord ind i islams falskheder, først da får vor sekulære samfundsorden en chance for at trænge ind i muslimernes sind.

Denne direkte tale fra kirkens side bør så følges op af de almindelige danskere med en stolthed over vort samfund, en glæde over den tillid, der behersker os, en taknemlighed over alt det, naturen giver os. Og det gør efter min mening ikke spor, om muslimerne føler, at vi i denne glæde og stolthed regner vore samfund for bedre end de muslimske samfund, muslimerne kommer fra. Ikke fordi vi selv er bedre mennesker, men fordi den kristendom, vore samfund bygger på, er en bedre og sandere religion, end den islam, deres samfund, både dem her i landet og dem i landene, de kom fra, bygger på.

Med andre ord: den forkyndelse, vi vil komme med overfor muslimerne for at gøre dem klart, hvad kristendommen står for, skal ikke på nogen måde være understøttet af trusler, heller ikke trusler om at forbyde deres bønnekald, den skal naturligvis udelukkende bygge på den kraft, forkyndelsen har i sig selv.

Men det skal den så til gengæld også bygge på.

Til sidst kan jeg ikke dy mig for at gengive en historie, som jeg tolker som en parodi på muslimernes udnyttelse af deres letkrænkelighed. Blot har jeg ikke kunnet finde det link, jeg i sin tid læste den ud fra. Det må vist nærmest siges at være Rokoko-posten i ét eller andet tysk blad. Man fortalte, at en from tysker havde indgivet en klage over bønnekaldet i en bestemt by. Han følte sig krænket på sin kristendom, fordi man i kaldet hele tiden sagde, at ”Gud er større”, og han forstod jo godt, at man dermed mente, at muslimernes Gud var større end den kristne Gud. Det krænkede hans religiøse følelse at høre denne blasfemi gentaget 5 gange om dagen.

Og minsandten, retten i den tyske by gav ham ret. Bønnekaldet måtte ophøre.

Det er det, der gør, at jeg er ret sikker på, at det hele er ment som ironi. For det vil en europæisk ret jo aldrig gøre, ligesom ingen kristen ville føle sig krænket på sin religiøse følelse. Men det er jo just den slags argumenter, muslimerne anvender, for at få os til at ophøre med at kritisere islam: de føler sig krænkede, deres religiøse følelse lider overlast.

Til det må man vel sige: Det tror da pokker, når de render rundt med en så letkrænkelig religion, der bestandig veksler mellem at true sig til tavshed fra modstandernes side og at spille krænkelseskortet ud. Er der virkelig så mange irrationaliteter i deres religion? Bygger de virkelig på et så løst fundament?

Svaret er vistnok: ja, det gør de.

Udgivet i Indvandringspolitik | Skriv en kommentar

Den nødvendige Gud

Det er stadigvæk Grosbøll og hans gudsfornægtelse, jeg har siddende i hovedet og ikke rigtig kan få ud.

Selve det med gudsfornægtelsen har jeg sådan set taget stilling til, se her, idet jeg nærmest er endt det samme sted som biskop Rebel: at dette åbent at fremkomme med en fornægtelse af Gud er imod en præsts dekorum, altså imod den anstændige opførsel, man må forvente af en præst.

Men hvis man nu ser bort fra denne fornægtelse, det vil sige, hvis man giver ham så lang snor, at man indrømmer, at han aldrig selv har forstået det uheldige og misforståelige i fornægtelsen, og i stedet nøjes med at spørge, om der mon i hans prædikener ligger en ny og anderledes gudsforståelse, kan så ikke denne gudsforståelse vise sig at være relevant for præster, der jo dog skal forkynde evangeliet ind i en verden, der ikke er meget for at snakke om Gud?

Det skal jeg her prøve at undersøge ud fra et interview i Kristeligt Dagblad fra 2009, se her, i anledning af, at han havde udgivet nogle prædikener under titlen ”Ugudelige prædikener”.

Dengang, i 2009, foer jeg også i blækhuset og frembragte et indlæg her på bloggen om netop det interview, se her. Men hvad jeg dengang var interesseret i, var hans fornægtelse af, at han havde givet efter, hvilket på en lidt anden måde viser, at han ikke har forstået forskellen på et udsagn i en teologisk debat og et udsagn om ens egen tro. Nu, derimod, vil jeg på baggrund af Lars Sandbecks og Viggo Mortensens tidligere nævnte artikler undersøge interview’et ud fra et forsøg på at finde frem til hans teologi og eventuelt sammenligne den med min egen. For jeg mener jo også om mig selv, at jeg forsøger at få gudstanken gjort aktuel i en moderne verden.

I interview’et bliver Grosbøll bl.a. spurgt:

Hvorfor kalder du bogen “Ugudelige prædikener”?

– Nu har jeg i den grad måttet høre for de linjer i “En sten i skoen”. Folk mener, at der så ikke er nogen Gud i det, jeg prædiker. Okay, så læs prædikenerne med bevidstheden om, at her er der åbenbart ingen Gud til stede. Og se så, om I synes, at det egentlig ændrer ret meget. Det mener jeg ikke, at det gør. Jeg mener, at Gud efterhånden er blevet et ord, som ingenting siger.

Men er Jesus så guddommelig? Ham holder du jo meget af, fordi han kaster lys over dit og mit liv?

– Lad mig sige det på den måde: Når liv får den tyngde og får det lys og de glimt over sig, hvad vil du kalde det? Men jeg vil lade folk selv om at vælge, hvilke ord de sætter på. Men jeg kunne godt finde på i et uheldigt øjeblik at kalde det for guddommeligt.

Lad mig nøjes med her at drage den konklusion, at dette at kalde det, at liv får tyngde, åbenbart ikke nødvendigvis fører med sig, at der er tale om en guddommelig indgriben. Og selvfølgelig tvinges jeg her til at spørge, om der da er det for mig. Er jeg nødt til, ikke i et uheldigt øjeblik, men som en nødvendig konsekvens af bibelens ord at kalde den livstyngde, ordet har fremkaldt hos mig guddommelig? Det vil jeg mene, jeg er, og jeg skal komme ind på det om lidt.

Først er der et par andre udsagn fra interview’et, jeg vil citere:

Thorkild Grosbøll, er du ikke bange for, at du med den titel på ny igen og igen får stillet spørgsmålet: Tror du på Gud eller ej?

– Det må man gerne spørge om, og jeg svarer, at jeg tror bestemt ikke på Gud. Jeg tror på Jesus, min herre og min konge. Jeg mener ikke, at Gud kan bruges til noget. Ikke andet end som et poetisk udtryk. Men hvorfor skal det egentlig være finere, at det er Gud, der har lavet verden og ikke Big Bang?

Det er det med Gud som skaberen, der her tages frem. Den Gud tror han ikke på. Men vi andre gør det jo ikke, fordi det skal være finere, så det er vist en stråmand, han dèr opstiller.

Et andet sted hedder det:

Når du tror på Jesus, tror du så på, at han er Guds inkarnation?

– Hvad betyder at inkarnere? Den, der hengiver sig til en linje af Shakespeare, er ifølge Jorge Luis Borges selv Shakespeare. Den vision af guddommelighed eller mening, som findes i vores bibeltekster, inkarneres, i det øjeblik det tages til hjerte og bliver motor for vores handlinger. Hvad vil man så med mere? Vi har stadigvæk selv skabt vores gud, der er ingen andre til at gøre det. Der er ikke nogen anden end os, der har skrevet den bog (Bibelen).

At vi selv har skabt vores Gud, vil jeg da godt give Grosbøll ret i, om end nok på en lidt anden måde, end han tror. I min optik har vi mennesker fået sproget som en – ja, guddommelig – gave. Men det mærkelige ved sproget er, at der på forhånd ligger forestillinger og tanker og realiteter deri, som vi først efterhånden og gennem flere århundreders udvikling finder frem til. Og det er altså noget, der ligger der på forhånd, derfor er disse forestillinger ikke noget, vi opfinder, det er noget, vi opdager.

Tydeligst viser det sig indenfor matematikken. Vi opfinder ikke den pytagoræiske læresætning, vi opdager den. For at summen af kateternes kvadret er lig med hypotenusens kvadrat i en retvinklet trekant, det er jo ikke noget, der først blev sandt, efter at Pytagoras havde formuleret sin sætning, det har alle dage fra urtid til i dag forholdt sig sådan.

Men også i de politiske forhold kan man iagttage en udvikling af sproglige forhold. Vi er f.eks. i vore dage blevet klar over, at slaveri bør være forbudt, for alle mennesker har fået sprogevne og må i lighed med alle andre betragtes som et individ, som en person, og personer kan ikke gøres til genstand for køb eller salg. Det har godt nok holdt hårdt og taget mange århundreder at nå frem til den erkendelse, men selv indenfor islam, hvis koran ellers godkender slaveriet, er man ved konsensus nået frem til den grundsætning, at slaveri er forbudt.

Og gudsbegrebet har såmænd været genstand for en tilsvarende udvikling. På det punkt har Grosbøll ret: vi har selv skabt vor Gud. Men man må rejse et tillægsspørgsmål: har vi opfundet ham eller har vi opdaget ham? Eller: Ligger der i sproget selv en skjult forestilling om noget uafviseligt, noget, man ikke kan komme uden om, en forklaringsmodel, man må bøje sig for?

I hvert fald måtte man på Det gamle Testamentes tid i høj grad slås med den tanke, at der kun var én Gud. Det var ikke sådan, som man i Israels nabofolk gik ud fra, at hvert folk havde sin gud, og Israels folk havde så Jahve, nej, deres Gud, Jahve, var den eneste, han, og ikke alle de andre, havde skabt himmel og jord.

Det førte så til den forestilling, at Israel var Guds udvalgte folk. Men den tanke gennemhullede Jesus. Israels folk havde ingen særstilling overfor Gud, en tanke, der blev videreført af Paulus i hans modstand mod, at hedninger skulle omskæres. Og så stærkt slog denne tanke igennem, at da islam blev dannet i 620’erne, forestillede Muhammed sig ikke, at Allah specielt var arabernes Gud, nej, han var den eneste Gud, men han havde nu udover den åbenbaring, han havde givet jøderne og de kristne, givet araberne en åbenbaring på deres sprog.

Så det er sandt nok: vi har selv dannet os vort gudsbillede.

Men det er væsentligt at gøre opmærksom på én ting mere. Også de sociale sprogspil – dem, jeg har kaldt retfærdighedssprogspillet og relationssprogspillet – er givet os med sproget fra urtiden af, men kommer først langsomt til bevidsthed i menneskeverdenen.

Retfærdighedssprogspillet først. Det er det, der ligger bag loven fra Sinai og bag den lovforståelse, som jøderne på Jesu tid havde.

Den forståelse vendte Jesus sig imod. Det væsentlige er ikke retfærdighedssprogspillet, men relationssprogspillet. Det kommer, som jeg har nævnt flere gange her på bloggen, tydeligst frem i Jesu lignelse om den fortabte søn, Luk 15,11-32. Og det, der her er værd at iagttage, er, at retfærdighedssprogspillet, som den ældste søn er grebet af, synes at være det samme dengang som nu. Vi kender så udmærket den oplevelse at blive behandlet uretfærdigt. Vi kan så udmærket sætte os ind i hans anklage mod hans far.

Men vi kender vel også relationssprogspillet. Vi kender vel også til det fænomen, at vi overfor en bror eller et nærtstående familiemedlem kan lade retfærdigheden træde tilbage, måske som i lignelsen af glæde over at have fået en kær søn og bror tilbage, måske af andre grunde.

Og hvis det er det, Grosbøll vil understrege: at fortællingen her som Jesu fortællinger i det hele taget vil have os til på tilsvarende måde at skippe retfærdighedstankegangen og lade relationstankerne tage over, så synes jo, det jeg vil, og det, Grosbøll vil, at være ét og det samme.

Og så rejser sig også for mig det spørgsmål: hvad skal vi egentlig med Gud? Hvordan kommer gudsbegrebet ind på en uafviselig måde i denne forbindelse? Er det ikke nok at lade evangeliets ord ramme ned i vort forhold til vore medmennesker? Ja, vil det ikke i sidste ende måske være ødelæggende at tage Gud med ind i dette forhold, for vi tænkes jo at elske vor næste på grund af ham selv og ikke, fordi Gud har befalet os det?

Men netop med det sidste spørgsmål kommer vi til et fænomen, hvor måske vandene skilles, i hvert fald et fænomen, hvor gudstanken for mig bliver en bydende nødvendighed, hvad den jo ikke synes at være for Grosbøll.

Dette at elske næsten som sig selv betyder i min fortolkning ikke at have én eller anden dyb kærlighedsfølelse i sindet, som man så på forskellig måde søger at bibeholde. Det betyder i stedet at stå i det rette tillidsforhold til ham, det betyder igen at nære fortrolighed til ham, det betyder igen at stole på hans kærlighed, som han stoler på min.

Og dette at få et forhold, hvori man står til sin næste til at heles efter et brud, dette at tale et forsoningsord, så det trænger ind og bliver troet, det er noget, der – hvis det skal være ægte – kun kan ske med åndens hjælp. Jeg er ikke herre over den andens tro. Jeg kan tale mine ord med en ydmyg stemmeføring, jeg kan belægge dem med den inderligste fortrydelse, det nytter intet, jeg må dog i sidste instans lade ordet selv om at gøre sin virkning, dvs., jeg må stole på, at ånden vil virke med, vil samle vore hjerter til ét.

Og fordi jeg lever i en række tillidsforhold til mine omgivelser, og fordi jeg véd af, at disse tillidsforhold vel kræver min omtanke og passende indgriben og også synes at være afhængig af, at jeg er opmærksom hele tiden, men ikke er noget værd, dersom ikke ånden vakte tro hos den anden og de andre, derfor kan jeg ikke andet end så snart lejlighed gives at takke den Gud, der har ladet alt dette ske for mig. Uden hans ånds indgriben ville disse tillidsforhold ikke være det, de er.

Men er det Gud, der således skaber samhørighed mellem mig og min næste, så er den Gud, jeg kender fra dette forhold, naturligvis identisk med den Gud, der har lagt både retfærdighedssprogspillet og relationssprogspillet ind i sproget, ja, identisk med den Gud, der har ledet udviklingen så listigt, at netop det sprogafhængige menneske er blevet til, selv om vi naturligvis ikke kan se hans spor.

Så at fornægte denne skabende og opretholdende Gud, det vil være som at fornægte det evangelium, jeg tidligere forkyndte, og som jeg nu dels læser mig til i Det ny Testamente, dels hører forkyndt i kirken, og dels lovpriser Gud for i samme kirke.

Så altså, igen: Grosbøll og konsorter, det går altså ikke at fjerne Gud fra vor forkyndelse.

Udgivet i ateisme | Tagget , , | Skriv en kommentar

Følelse eller forudsætning

Det er troen, der er tale om i overskriften. Er troen en følelse eller er den en forudsætning? Det skal her overvejes.

At troen kan være en følelse, lyder måske lidt underligt. Men jeg tror, der ligger en dunkel fornemmelse af, at det vist må forholde sig sådan, i mange nutidsmennesker. Man har stadig missionsfolkenes omvendelsesoplevelse i tankerne, og dette, at mange af dem tillod sig at betragte de mennesker, der ikke havde haft en sådan omvendelsesoplevelse, som ikke-kristne, har sat sig spor i den kollektive erindring.

Ikke mindst Kaj Munk har lidt under denne missionske anskuelse. Han opdagede under store kvaler – som han gav udtryk for i mange skuespil – at han hverken kunne gribes af den overmåde store forelskelse, som den romantiske kærlighedsforståelse krævede, eller gribes af den trossikkerhed, som den missionske trosforståelse satte ham i udsigt. De mangler, han mente at opleve på elskovsområdet, fik han bugt med gennem sit ægteskab med Lise i 1929, men usikkerheden på trosområdet var det først under besættelsen, at han fik nogenlunde bugt med.

I ”Kaj Munk paa Tomandshaand”, side 40-41, citerer A. Drewsen Christensen fra en samtale, han havde med Munk, efter at han havde været ovre og se ”Ordet” på Betty-Nansen teatret. Han nævnte pastor Bandbuls ligtale over Inger, se den evt. her, replik 869, og mente, at det var en god ligtale. Dertil svarede Munk:

Det har De saa sandelig ret i, hr. pastor, det er da ogsaa en af mine ligtaler, tilmed en af de bedre. Og nu skal jeg sige Dem noget, ved De, hvorfor dette stykke er skrevet? Det skal jeg sige Dem. Det er fordi jeg selv har staaet lige saa afmægtig ved et bestemt dødsfald og følt, hvor tomme og ligegyldige mine pæne ord lød. Følt, at var jeg for alvor en troens mand, saa havde jeg ikke haft brug for alt mit prædikeri til at skjule vantroens afmagt med, saa kunde og skulde jeg have sagt: I Jesu navn du døde, jeg byder dig staa op! Og den døde var staaet op. Saa havde man virkelig været ordets forkynder, men i stedet for er vi bare nogle mere eller mindre pjankede mandfolk, der løber rundt i noen lange, sorte klæder og en hvid møllesten om halsen og snakker og snakker om noget, som vi knapt ved, om vi selv tror paa.

Oven på den svada får de to præster en lang og god samtale, der slutter med, at Drewsen Christensen spørger:

Tror De nu egentlig, at det er guds mening, at den sande tro skulde have magt over liv og død?” ”Ja, somme tider tror jeg det, til andre tider ikke. Det er svært, meget svært, men” og nu slog hans stemme om, ”saa er der jo den udvej, at det var ligsynsattesten, der var noget i vejen med. Og skal vi nu ikke gaa ud og skyde ænder?”

Det er Anker Gemzøe, der i ”Kaj Munks digtning og livssyn”, side 128 har henledt opmærksomheden på denne samtale. I forlængelse heraf citerer han fra Drewsen Christensens anden bog ”Ridderen i munkekutte”, side 106, om, at grunden til, at stykket blev en succes, var, at ”Munk havde beaandet dette stykke med sin egen medfølelse saa levende, at det rev tilskuerne med”.

Men på en måde er det måske mere oplysende at citere fra side 108:

Sandheden er, at ”Ordet”, ligesom alle andre af Munks religiøse stykker, er skrevet ud af hans fortærende tvivl. Det taler om, hvorledes Munk ud sit sinds lidenskab krævede, at forholdene skulde være, burde være, men hvordan de netop ikke var.

Og fra side 109 er det også rimeligt at citere:

Munk ønskede at se gud som den, der fra skyen sendte sit dræbende lyn mod al ondskab og lægede alle sår, ikke med milde og trøstende ord, men med handling. Men Munk havde erfaret bittert, at det gjorde gud netop ikke, og hvad var der så ved undertroen?

Nu er det jo ingen kunst at tvivle på, at en dødeopvækkelse som den i ”Ordet” kan finde sted i den virkelige verden, det er noget, vi alle tvivler på. Men når der bag denne tvivl i hvert fald for Munks vedkommende gemmer sig en tvivl på den gode Guds godhed i det hele taget, så er vi fremme ved en væsentligere aspekt ved det at tro. For modsiger ikke selve tilværelsens indretning tanken om en skabende og opretholdende Gud? Er det ikke meget mere rationelt helt at opgive al tanke om alt det gudhalløj, og nøjes med at regne den fysisk-kemiske verden for virkelig, alt andet for indbildning, fiktion, løgn?

Det mener i hvert fald Piet Hein i det digt, der den 24-5 findes på bagsiden af Horsens Folkeblad. Det lyder således:

ALLE VORE KRAVLEGÅRDE

Vi trænger så bittert til trange kår.

    Og hvad kan det nu bero på?

Det tar nok adskillige tusind år

at voxe fra krav om en kravlegård.

Vi råber til himlen i dag som i går.

    Giv mig en løgn at tro på.

Og ikke sandt, det er jo da et udmærket digt. Oven i købet lidt finurligt. Men også finurligt på en måde, som Piet Hein vist ikke har tænkt på.

Man fornemmer jo nok, at de mennesker, der råber på kravlegårde, er de andre, de, der ikke er så oplyste personer som Piet Hein selv. Det er et kendt prædikanttrick: Man siger: Vi er alle syndere, men regner dog derved sig selv for en lidt bedre synder, fordi man trods alt véd, at man er en synder, hvor de andre går omkring og bilder sig ind, at de er gode nok.

Sådan her:

Piet Hein vil jo ikke selv ind i nogen kravlegård. Han er en fri fugl, der selv har valgt sin livsanskuelse og argumenterer for den. Det gør han i talrige andre gruk. F.eks. i dette:

Husk at elske, mens du tør det!

Husk at leve, mens du gør det!

Og jo, han kan bestemt noget med sproget, den Piet Hein. Men han glemmer som utrolig mange andre såkaldt moderne mennesker at overveje, hvilke forudsætninger han taler ud fra. Ganske vist deles disse forudsætninger af så at sige hele den danske befolkning, men derfor ophører de ikke med at være forudsætninger. Oven i købet er de trosforudsætninger, dvs., det er noget, som vi her i den vestlige verden tror på, selv om vi alle deler den tro og derfor tager den for givet, for noget, vi ikke behøver at argumentere for, og heller ikke sådan helt alvorligt behøver at tro på.

Han glemmer at overveje og tage stilling til det spørgsmål, der vel er det dybeste af alle dybe spørgsmål, det nemlig: Hvorfor begår du ikke selvmord?

Med sin lidenskabelige skabertro tager dog Kaj Munk stilling til det spørgsmål. Ved at insistere på, at dog det onde i sidste ende må have en mening, får han forsynet de dage, han må leve efter den traumatiske oplevelse med Marie Sands død i barselsseng, med den baggrundstro, at han dog må pukke og blive ved med at pukke på Guds mening med det skete. Så meningsløst er det hele ikke, at selvmordet er den eneste udvej. Nej, der må være en mening, Gud må være der bag den meningsløse ulykke, og en dag, en dag vil han nå frem til den almægtige og slynge ham bebrejdelserne i ansigtet: Hvorfor lod du dog dette ske, når du kunne have forhindret det?

Det er Jobs forløsende tro midt i det meningsløse, der rammer ham, det er den, der forhindrer selvmordet, den Job, der i Job 19,25-27 efter at have beskrevet sin elendige tilstand og klaget over den siger:

Dog ved jeg, at min løser lever,

til sidst skal han stå frem på jorden.

Når min hud er skrællet af,

når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud;

ham skal jeg skue,

ham og ingen anden skal mine øjne se.

Og spørger man igen: hvorfor dog ikke ladet al denne overtro fare?, så er svaret, at det jo er denne ”overtro”, der har bestemt, hvordan vi i vore dage tænker. Der har fundet en udvikling sted, javist, men denne udvikling har jo fundet sted, fordi der i sin tid var en personlighed, nemlig Jesus, der vovede at protestere mod sit samfunds frihedsnedbrydende opfattelse. Og den ligefremhed eller den resoluthed, vi har i vor omgang med den arv, vi har fra vor nære og fjerne fortid, den har vi jo også et sted fra: fra Jesus måske, og fra Luther i hvert fald.

Så når Piet Hein vil mene, at alle vi andre – og det vil nok sige: alle vi kristne – bygger på en løgn, som han i hvert fald ikke vil bygge på, så er det næsten umuligt for ham ikke i sin tankeopbygning at bruge nogle af de sten, der står kristendom på. Han véd det bare ikke.

Og vil han ikke anerkende nogle af de sten – hvis han f.eks. vil anse alle kristendommens trossætninger for løgn – så kan vi måske nok gå med til at bruge kravlegårdsbilledet, i den forstand, nemlig, at vore trossætninger ikke kan bevises, men vi kan med fuld ret påstå, at han i lige så høj grad som os sidder i en kravlegård. Han tror ganske vist, at han holder sig til det, videnskaben fortæller os og intet mere, men det passer ikke. At livet er godt i sig selv, det er ikke noget, han véd, det er noget, han tror. Og denne tro er udmærket, for så vidt den har forhindret ham i at begå selvmord, og det kan vi da kun glæde os over, når vi tager hans mange gruk i betragtning.

Han vil muligvis også irriteres over vores påstand om, at det er Guds ånd, der virker i vore fællesskaber og står bag udviklingen på en for os uforståelig og uoverskuelig måde. Og han kan formentlig slet ikke gå med til, at vore samfund udgør en kampplads for kampen mellem Gud og Satan. Og det er sandt nok, kommunismens og nazismens ødelæggende ideologier kan måske forklares på anden måde end som en djævelsk fascination af tanken om, at mennesker med de rigtige meninger eller af den rigtige afstamning er mere værd end andre, men det er nu bemærkelsesværdigt, at den tanke om alles ligeværd, som vi hylder i dag som noget højst selvfølgeligt, har kristne rødder, om end også Seneca har givet udtryk for den.

Og resolutheden, som udspringer af troen på syndernes forladelse, især som denne tanke er fremført af Luther, også den hører med til den kristne ”løgn”, men har Piet Hein ikke i høj grad arvet den i sin selvforståelse? Og er denne selvforståelse i mindre grad ”løgn”, fordi Piet Hein ikke fører den historisk tilbage til dens oprindelse, og ikke vil tale om nogen Gud, der afstedkommer resolutheden, fordi han forlader synder? Er vi andre, der har godtaget vor afhængighed af historien, i højere grad lukket inde i en kravlegård end han, der ikke vil kendes ved denne afhængighed?

Ingen af os behøver jo at råbe: ”Giv os en løgn at tro på!”, for troen er noget, vi ganske ubevidst og ubemærket arver fra vort samfund. Og den tro, som han altså kalder en løgn, er blandt andet troen på alle menneskers lige værdi og troen på resoluthed som menneskets adelsmærke.

Forskellen på den pietheinske ateisme og vores teisme er vist kun den, at vi véd af, at vor tro er en tro, eller i Piet Heins sprogbrug: er ”løgn”, hvorimod han er uvidende om, at den livsanskuelse, han betragter som grundfast og urokkelig, også bygger på tro. Ikke tro som en følelse, større eller mindre, af gudsafhængighed, men tro som en forudsætning for at leve, som han gør.

Det vil sige: Han befinder sig ligesom os i en kravlegård. Blot lider han af en synsskade, så han overhovedet ikke ser tremmerne, men bilder sig ind, at når han rejser sig op og går rundt i kravlegården, så er det ham selv, der holder balancen, og ikke nogen tremmer – eller altså overleverede trossætninger – han støtter sig til.

Lad mig slutte med to citater, ét fra Grundtvig og ét fra Kaj Munk. Det fra Grundtvig lyder således:

Jeg maa nemlig bede saavel Læseren som Læserinden lægge vel Mærke til, at det er ingenlunde, som man sædvanlig snakker, blot Vorherre Christus og hans Tjenere, der forlanger Tro af os, thi den forlanger alle de vise eller uvise Mestere, som vil oplyse os om alle muelige Ting, ligesaa fuldt, skiøndt de gierne, saa vidt som mueligt, tager dem iagt for at bruge det Ord. (Grundtvig i Danskeren 1851, side 535).

Piet Hein er fuld af tro. Men han siger det ikke til nogen.

Kaj Munk-citater er fra en artikel, der hedder ”Paaskens Opad”, fra Jyllands-Posten den 9. april 1939, se her:

Ring da, I Paaskeklokker! Fortæl den svimle, feberstønnende Jord, at der endnu er nogen hernede, der har Mod til at kime med Glæde. Verden er fuld af Angst i disse Aar, ogsaa mit Hjerte hamrer. Livet, det skønne Liv, skal det i al Evighed forraaes og forspildes? Gud er dog Himlens og Jordens Skaber, ogsaa Jordens, og fra Skov og Strand og Mark skinner der stadig Glimt i Glimt af Hans Visdom og Vælde og Ynde, Violens Duft og den Kæres Kys og Barnets Leg og Mandens festlige Strid med Stof og egen Vilje og andres men lystent Begær savler hen over Jorden, og Hadet glammer mod Himlen. “Herre, vor Gud!” spørger vi, “hvad skal vi se, før vi udfris herfra? Skal vore Børn ligge med oprevne Buge? Og hvor dybt skal vi selv forraade og svigte?” Paaskeklokkerne kimer hen over alle 5 Verdensdele om ham, der opstod af Graven, skønt det var umuligt, og for til Himmels og naaede op, skønt de kloge mente, det var ud i det blaa. Med denne Tro paa det utrolige tør vi gaa i Kamp mod Angsten i os og om os. Endogsaa Angsten for, at vor Tro tager fejl – at der skete ikke noget Paaskemorgen – at det var de afsindsfortvivlede Mænd og Kvinder, der af Skuffelse, Sorg, Nattevaagen, Sult og Dødsangst gled ud i et Anfald af Hysteri. Om alt kan jeg falde i Tvivl, om min Hustrus Kærlighed, om jeg selv er til. Men det røde Blod i mit Hjerte rejser sig til stærke, villende Slag, at jeg er til, at hun elsker mig, at han er opstanden. Ja, denne Tro vil jeg kæmpe for mod Verden og mod mig selv, for det ved jeg dog godt, den er mit Livs dyreste Eje, og hvad de andre byder mig i Erstatning for den er sølle, latterligt, haabløst.

Det, de villende slag vil overbevise om, er, at jeget er til, at kærlighed findes mellem mennesker, og at Kristus er opstanden. Det sidste må med. For det utrolige i hans opstandelse forlener de andre dele af det, der tros på: at jeg er til, at hun elsker mig, med det uselvfølgelige, med det forunderlige, med det, der bør takkes for.

Denne tro, hverken den ene eller den anden del af den, er ikke logisk, ikke ugrundelig ad videnskabelig vej, ikke bevisbar som en matematisk grundsætning. Den står for så vidt fritsvævende i luften. Men vil nogen nøjes med de to første dele, som f.eks. Piet Hein synes at ville, så står de i lige så høj grad svævende i det fri. Der vindes først helhed over det med den tredje del af troen: at Kristus er opstået.

Og når det røde blod overbeviser mig om sandheden i disse trossætninger, bringer jeg mig selvmordet på afstand. Vel forstår jeg ikke Guds førelse, men jeg forstår, at han vil gøre mig til et helt menneske, og det takker jeg ham for, og jeg forstår, at han bruger mit samliv med de andre i fællesskab til dette formål, og det er jeg endnu mere taknemlig for. For det er jo dog mit livs dyreste eje.

Udgivet i ateisme | Tagget , , | Skriv en kommentar

Mytisk tale

Vor tid forstår ikke mytisk tale. Hvis noget er en myte, så mener de fleste i vore dage, at det er løgn og latin. Og når nogen siger, at de vil prøve at aflive den eller den myte, så mener de, at den myte, de vil aflive, er usand. Ordet ”myte” er ikke et positivt udtryk.

Denne manglende forståelse af, hvad en myte er, stiller sig ofte i vejen for den kristne forkyndelse. ”Jeg tror da ikke på Gud”, kunne man hører konfirmander sige før den første undervisningstime. ”At tro på Gud er som at tro på hønisser”, mente en ret fremtrædende dansker i sin tid. Ingen af delene vidner om den store forståelse af, hvad en myte er. Men det fremgår også ret tydeligt, at man ikke har spor lyst til at prøve at sætte sig ind i det.

I 2003 stod præsten i Tårbæk, Thorkild Grosbøll, frem og proklamerede i et interview i Weekendavisen, at han ikke troede på en skabende og opretholdende gud. Og så fik jo kristendommens myter en ordentlig én på frakken, oven i købet fra én af dens egne tjenere.

Og nu, hvor Grosbøll er død, hører vi så fremtrædende teologer forsvare ham. Lars Sandbeck skrev i en kronik i Kristeligt Dagblad den 20-5, se her, at Grosbøll var en whistleblower, ”hængte folkekirkens beskidte vasketøj til tørre i fuld offentlighed”. Og Viggo Mortensen skriver i et indlæg den 22-5 i samme avis, se her, at Grosbølls ærinde var at tale om Gud på nutidens vilkår. Avisen har også indhentet nogle udtalelser fra andre teologer, se her, men dem lader jeg ligge i denne omgang.

I forbindelse med balladen i 2003 fremkom Gudmund Rask med det diktum, at troen er en gave, tvivlen er et vilkår, fornægtelsen er et problem. Der var allerede dengang mange præster, der ville forvandle Grosbølls fornægtelse til et udsagn om tvivl. Det var det selvfølgelig ikke. Men hvordan Grosbøll så selv opfattede det, var det dengang ikke nemt at blive klog på.

Det spørgsmål vil jeg imidlertid her lade ligge. I stedet undrer jeg mig over, at de to nævnte teologer ikke træder i karaktér i deres indlæg. Hvad mener de selv? Hvordan vil de tale om Gud på nutidens vilkår?

Viggo Mortensen gør lidt nar af professor Anders-Christian Jacobsen. Han mener, at ”Grosbølls kristendom vandt aldrig frem: ’Han tog fejl af tiden’.” Hertil spørger Viggo lidt drillende, om overensstemmelse med tidsånden er et dogmatisk kriterium; hvad med sandheden?

Men det samme burde han måske spørge sig selv om, når han vil mene, at Grosbølls ærinde var at tale om Gud på nutidens vilkår. Er nutidens vilkår blevet et dogmatisk vilkår? Hvad med sandheden?

Men noget løsningsforsøg på denne altafgørende opgave for kirken, kommer Viggo Mortensen ikke med.

Og Lars Sandbeck mener, at Grosbøll er inspireret af tre teologier. Som den sidste af disse nævner han den narrative teologi, og den gør han så meget ud af at nedgøre. Og han slutter af med denne svada:

Grosbøll erklærede åbent, at han ikke havde noget tøj på, og han trak alle os andre med i faldet for øjnene af hele befolkningen. Som teologer skulle vi tale om Gud. I stedet talte vi om livspoesi, hvis vi da ikke bare valgte at stikke menigheden en nødløgn. Trods alt det positive, der er at sige om den narrative teologi, er den i sidste ende en teologisk katastrofe, kulminationen på en teologisk striptease, der forsøgte at gøre alt det skønt, vi også og snarere burde have holdt for sandt.

Jeg vælger at betragte Grosbøll som begyndelsen på afslutningen på denne narrative æra og som en vigtige påmindelse til os teologer og præster om at turde tænke fundamentalt igen, arbejde med kristendommens kernebegreber på en måde, så de faktisk handler om virkeligheden, idet vi vover at tro, at kristendommen taler sandt om Gud og menneske.

Det ser jeg masser af eksempler på blandt landets præster i dag. Måske er det noget, vi kan takke Grosbøll for.

Ærlig talt, det blev jeg ikke meget klogere af. Vi skal arbejde med kristendommens kernebegreber, så de faktisk handler om virkeligheden, siger han. Men hvad er det for kernebegreber? Er det noget med en skabende og opretholdende Gud? Og hvordan kan nogen tale om Gud nogensinde komme til at handle om virkeligheden? Er Gud da en del af virkeligheden? Det var vel, hvad Grosbøll benægtede. Det var Grosbølls problem, hvad vi egentlig skulle med Gud, og derfor er det da lige flot nok at affærdige det på den måde, som om vi nu er nået frem til at tænke fundamentalt igen – hvad det så end vil sige, for det bliver jo ikke forklaret.

Men begrebet ”Gud” indgår jo i en myte, og da vi ikke i vore dage forstår, hvad en myte er, eller altså tror, det er lig med løgn og latin, så er vi som forkyndere jo i nogen grad på spanden, når vi skal forklare, hvordan en myte alligevel kan indeholde en form for sandhed.

Det er let nok at sige, at den myte, at det er Gud, der har skabt himmel og jord, står i bibelen, nærmere bestemt i 1 Mos 1 til 2. Og man kan da også godt gøre lidt ud af det forhold, at der faktisk er to skabelsesberetninger, som oven i købet er forskellige: i den første skabes mennesket som mand og kvinde, i den anden skabes Adam først, derefter dyrene, og så først Eva. Derved understreges det jo, at disse myter i hvert fald af dem, der i sin tid satte disse to forskellige myter sammen, ikke skal opfattes som videnskabelige beretninger.

Men hvad er så meningen?

Det kan ses af omkvædet i første skabelsesberetning: ”Og Gud så, at det var godt”. Når det er Gud, der har skabt verden, så er verden god i sig selv. Når Gud har skabt mennesket som mand og kvinde, så er kønsforskellen god i sig selv. Det er, hvad myten vil sige om det forhold. Og når det hedder, at Gud satte mennesket i Edens have for at dyrke og vogte den, (kap 2,15), så bevidnes derigennem, at arbejdet er en god ting, villet af Gud. Og videre: når det hedder i første skabelsesberetning, at Gud sagde, at mennesket skal herske over de andre skabninger, og i anden skabelsesberetning, at det var mennesket, der skulle give dyrene navne, (kap 2,19) ikke omvendt, så gives der mennesket en overordnet stilling i skaberværket, ja, det antydes gennem det med navngivningen, at denne overordnede stilling har med det forhold at gøre, at mennesket, men ikke de andre skabninger, har fået en sprog i skabelsesgave.

Så myten fortæller os en hel masse om vor tilværelse, men fortæller jo om det på en ikke-videnskabelig måde. Jeg har andetsteds været inde på, at mange videnskabsfolk ikke er opmærksom på den rolle, sproget spiller for vor viden om samleje og fødsel, se her. Så det vil jeg springe over her. For her er det noget andet, jeg vil fokusere på.

Det er dette med tilværelsen som god i sig selv.

Det er nemlig ikke alle kulturer, der har den opfattelse af tilværelsen. Faktisk har – eller havde – det meste af Østasien tidligere sjælevandringslæren som sin kulturelle baggrund, ligesom vi i Vesten har skabelsestroen. Og sjælevandringslæren siger det modsatte af skabelsestroen. Den er en myte på samme måde, som skabelsestroen er det, men mytens værdier er de modsatte af skabelsestroens.

Er livet godt? Nej, livet er lidelse, svarer Buddha, som nok er den fremmeste repræsentant for sjælevandringslæren. Er der et evigt liv efter døden? Nej, lyder svaret, normalt vil sjælen efter døden komme til at lide af livstørst og derfor genfødes i et nye legeme til en ny lidelsesfyldt tilværelse. Er der ingen frelse? Jo, hvis du i dette liv i din meditation gennemgår årsagskæden og erkender, at livstørsten fremkalder livsbedrag og får mennesket til på falskelig vis at knytte sig til andre mennesker og at gøre sig afhængig af legemlige goder, så vil du kunne opnå den sande frihed, og så vil du efter døden kunne indgå i nirvana, dvs., så vil du være sikker på, at de lidelsesfyldte genfødsler standser, og at din personlighed helt opløses i Det store Intet.

Disse to mytologiske universer kan menneskehedens historie byde på. Og meningen er i og for sig ikke at stille dem op som et valg, man kan foretage. For fordi vi er opvokset i et samfund, der har baseret sig på skabelsestroens mytiske univers, derfor har vi utrolig svært ved at godtage sjælevandringens univers. Bare det at skulle forsage det ægteskabelige samliv og i stedet for at betragte det som livets mål og mening at skulle regne det for en forførelse bort fra den egentlige tilværelse, det er jo næsten en umulighed for os. Nej, her i Vesten lever vi på skabelsestroens myter.

Men erkende det? Nej, det bryder vi os ikke om. Sådan direkte at deltage i kirkens trosbekendelse? Nej, det er ikke noget for os. Så hellere vise sin intellektuelle overlegenhed ved at give Grosbøll ret: der er nok slet ikke nogen Gud til i virkeligheden; og alt det med Gud, hvad skal vi egentlig med det?

Lars Sandbeck hævdede som før nævnt, at den narrative teologi er en teologisk katastrofe. Det vil jeg ikke give ham ret i. Og for at drille ham en lille smule, vil jeg slutte med at fremhæve den novelle af Karen Blixen, som jeg holder allermest af, og som jeg mener fortæller, hvad kristendom er, på fuldt så forståelig og fuldt så gyldig en måde som diverse myter.

Jeg har tidligere refereret den, se her. Men denne gang bliver det under lidt andre forudsætninger.

Som ramme har Blixen anvendt en typisk forvekslingshistorie. Den gamle billedhugger Leonidas Allori er blevet anklaget for forbrydelse mod statens sikkerhed og skal henrettes den næste morgen. Men han har dog fået lov til den sidste nat at besøge sin unge hustru, Lucrezia, mod at én af hans elever vil sidde i fængslet som gidsel for ham. Det bliver Angelo, der får det tilbud, et tilbud, han ikke kan afslå.

Det hele bliver arrangeret i så stor hast, at Angelo ikke når at få givet Lucrezia besked. Hun og han har nemlig opdaget, at de er forelskede i hinanden, og de havde aftalt at mødes netop den aften, hvor han blev indkaldt som gidsel. Han ville nærme sig hendes hus fra stien i bjergene og være iført sin grønne kappe. Den kan hun kende ham på i mørket.

Og selvfølgelig går det så hverken værre eller bedre, end at Leonidas efter at have talt intenst med Angelo beder om at måtte låne Angelos grønne kappe. Da han tilmed siger, at han vil nærme sig huset ad stien fra bjergene, er vi tilhørere ganske overbeviste om, at en forveksling vil finde sted og naturligvis uhyre spændte på, hvordan det vil spænde af.

Men Blixen, den luskebuks, snyder os for løsningen. Vi følger i fortællingens videre forløb ikke Leonidas, men Angelo, hører om alle hans kvaler med dødsangst og jalousi, indtil Leonidas kommer tilbage, lægger den lånte kappe om Angelos skuldre og lader slutteren føre sig ud foran henrettelsespelotonen.

Hvad er dog meningen? Elendige historiefortællerske! Véd hun ikke, at med til enhver fortælling hører en ordentlig slutning, der binder alle de løse ender i historien op?

Ja, Blixens mening får vi ikke sådan umiddelbart. Men min mening med historien er, at vi skal forstå noget af, hvad en myte er, at den er en påstand om noget ubevisligt, som danner en ramme om vort liv, så det giver mening.

Sådan er påstanden om Gud som skaberen af vor verden en ubevislig påstand om, at verden er god, og at det giver mening at leve i den og hengive sig til hinanden, så livet kan formeres. Derigennem siges der noget, som ingen videnskab kan sige os. Det kan kun en myte, men den myte må, som alle myter, tros.

I ”Kappen” ser myten lidt anderledes ud, men har dog de samme karakteristika. Leonidas fortæller om det i sin samtale med Angelo. Han har hele livet igennem troet på, at ”trofasthed er den høje guddommelige egenskab, gennem hvilket universet styres”. Det har givet ham det, som alle myter giver dem, der tror på den, to ting: en forvisning om, at det tilsvarende er hans skyldighed at være tro, tro i sin kunst mod det gyldne snit, tro i sit liv mod sine medmennesker; og en taknemlighed over den mening, han ser i det alt sammen; nu kan han fortrøstningsfuldt overgive sit legeme til Campaniens gode jord.

Men myten er en myte, det vil sige: du må tro på den, hvis den skal give dig noget. Men hvis vi spørger, om Blixen da selv tror på den myte, hun lader Leonidas fortælle, vender hun spørgsmålet om: tror du, kære læser, på denne myte? Og her er det sandelig ikke så ligetil at svare.

For er tilværelsen styret af trofasthed? I betragtning af, at dette siges til en troløs, nemlig Angelo, er der egentlig ikke meget, der taler for det. Her synes det snarere at være den mere kloge, der narrer den mindre kloge. Og hager man sig fast i den tolkning, hvad tilværelsen jo sådan set giver god grund til, så vil man naturligvis sige, at når Leonidas kom tilbage, skyldes det, at Lucrezia i tide opdagede, hvem det var, der kom, så den gamle ikke opdagede, at han blev bedraget.

Men når Blixen ikke fortæller os, hvad der skete mellem Leonidas og Lucrezia, kan det hænge sammen med, at hun vil holde den anden mulighed åben for os. Blot må vi selv komme i tanke om den, selv vove for egen regning og risiko at antyde den. For man kan jo også tænke sig, at Leonidas hørte og forstod, man kan tænke sig, at de to fik talt sammen, ja endda fik talt ud sammen.

Det kan en anden fortælling – eller skal vi ligefrem sige: en anden myte – antyde for os, en fortælling, som også Blixen kender. For hvis vi siger, at intet menneske da kan erfare et sådant svigt og tilgive det, så siger denne anden fortælling det modsatte. Peter fornægtede sin herre og mester i ypperstepræstens gård. Men efter sin opstandelse, da de mødtes ved Tiberias sø, tilgav Jesus ham, Joh 21, 15-19. I det mindste dette ene menneske modbeviser den myte om tilværelsen, at det er magt og snilde, det kommer an på, ikke trofasthed.

Men fortællingen om ham er en myte, for det er jo ganske ubevisligt, at Jesus opstod fra de døde; det er mytens ene side, den ubevislige påstand, hvor den anden side er opfordringen til os om ligesom han at holde tilgivelsens mulighed åben og opleve meningsfuldhed, en tilværelsens helhed, hvoraf vi er en del.

Denne myte er fuldkommengørelsen af skabelsesmyten.

Man plejer ikke at kalde beretningen om Jesu opstandelse for en myte. Men jeg tror, det kan være relevant i denne sammenhæng. Så får vi også belyst forskellen mellem det, en fortælling kan, og det, en myte kan.

Fortællingen angler efter vores tro. Men det, vi skal tro på, er egentlig noget, vi sådan set godt kunne få at vide, vi kunne jo spørge Lucrezia. Og det er muligvis for at fastholde en vis mytekarakter over fortællingen, at Blixen i en efterfølgende fortælling fortæller om ægteskabet mellem Angelo og Lucrezia, hvor hun dog – ikke helt fortællemæssigt korrekt – undgår at lade Lucrezia røbe noget om, hvad der foregik den nat.

Men myten gør troen uundværlig. Vi stilles med myten om Jesu opstandelse overfor valget mellem at tro på opstandelsen og dermed tro på tilgivelsesmuligheden og at fornægte opstandelsen – det var bare disciplene, der så syner – og dermed lade fornægtelse være fornægtelse, uforløst og utilgivet.

Jeg har i den første af de to salmer, jeg i sin tid skrev til Laubs melodi til ”Hil dig, frelser og forsoner” fortalt om, hvordan Jesus tilgav Peter efter opstandelsen, og derefter spurgt mig selv: ”Tror jeg på på denne måde/ du tog Peter selv til nåde”, og umiddelbart derefter givet det selvfølgelige svar: ”Herregud, hvor kan jeg andet/ jeg, der hver dag jo har sandet/ at min tillid bærer du”. Se her.

Men jeg er klar over, at fortællingen om Jesu opstandelse er en myte, den forbliver i det ubevislige, og det er netop fra dette sted, den opfordrer os til trofasthed og giver os sammenhæng i tilværelsen.

Det betyder også, at jeg godt er klar over, at man, hvis man vil beskæftige sig historisk-kritisk med evangelierne, ikke kan indregne myten i sine overvejelser, som var der tale om en håndgribelige kendsgerning. Det har jeg givet udtryk for i den anden af de to salmer, hvor jeg fortæller om, hvordan Jesus havde forudsagt, at han skulle opstå fra de døde, og at man jo derfor kunne tænke sig, at det var den forudsigelse, der lå i Peters hjerne og skabte de opstandelsessyner, som de andre så tilsluttede sig. Jeg spørger i vers 7, om det var sådan, det hang sammen, at ”hvad han ønskede så gerne/ skabte syner i hans hjerne”, men jeg slutter verset med at spørge: ”Eller stod du virk’lig op?”

Og så har vi dobbeltheden i troen på en myte. At tro på Jesu opstandelse er dels at tro på det overnaturlige, at en død krop bliver levende, og dels derudfra at drage den slutning, at en tilgivelse, der genopretter det brudte fællesskab, er mulig. Og det er dels at regne med det overnaturlige, at der er en Gud til, som har skabt vor verden, og som i sin trofasthed opretholder den indtil i dag, og dels derudfra at drage den slutning, at livet er godt i sig selv, og at det er godt at hengive sig til hinanden. Begge dele hører med til kristendommen.

Blot har jeg fornemmelsen af, at man i vore dage helst vil nøjes med det, der har med vort samliv med hinanden at gøre og droppe de ubevislige påstande, der dog upåtvivleligt hører med til mytens væsen. Man vil ikke tro på Gud, men man lever dog, som om alt, hvad der hører gudstroen til, er sandt. Man vil ikke tro på Jesu opstandelse, men man lever dog i uopgiveligt håb om, at ægte menneskeligt fællesskab er muligt.

Hvor længe det bliver ved med at gå, er ikke godt at vide. Men jeg vil nu kæmpe for, at den heri indbyggede modsigelse må ophøre så snart som muligt.

Udgivet i ateisme | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Skilsmisse

Der er et hængeparti fra mit forrige indlæg, som jeg vist er nødt til at tage op. Det handler om, at der midt i alle disse høje, skarpskårne, uoverholdelige etiske regler i bjergprædikenen pludselig optræder en højst overholdelig og nærmest jordnær regel: forbuddet mod skilsmisse, Matt 5,31-32:

Der er sagt: ‘Den, der skiller sig fra sin hustru, skal give hende et skilsmissebrev.’ Men jeg siger jer: Enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, forvolder, at der begås ægteskabsbrud med hende, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud.

Oven i købet kan man lægge mærke til, at Matthæus (eller er det Jesus selv?) anbringer dette ord i den samme ramme som alle de ”hårde” ord i bjergprædikenen. Først siger Jesus, hvad der er sagt til ”de gamle”, så sætter han sit eget udsagn op derimod. Som han gjorde to vers tidligere angående det lystne blik:

I har hørt, at der er sagt: ‘Du må ikke bryde et ægteskab.’ Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.

Altså samme skema: ”I har hørt, at der er sagt …” efterfulgt af ”Men jeg siger jer …”. Alligevel har både den gamle kirke, kirken på Luthers tid og de moderne teologer behandlet de to udsagn vidt forskelligt.

Hvordan det?

Jo, de gamle – og delvis Luther – flyttede spørgsmålet om ægteskabsbrud fra formaningsafdelingen over til lovafdelingen. Hvad der var tænkt som en formaning (er det nu også klogt af dig med hensyn til dit livs lykke at søge skilsmisse?) det blev ændret til en lov (samfundets love forbyder skilsmisse). Det lystne blik, derimod, kunne man ifølge sagens natur ikke lave lovregler om, så det beholdt man som en slags formaning.

De moderne teologer har jo heller ikke kunnet få nogen lovregel sat i værk overfor det lystne blik, men man har til gengæld kunnet opstille en guldrandet og ganske uoverholdelig etik, så man ud fra den kan overbevise de arme kirkegængere om, at de så sandelig er syndere. Men denne totalsyndighedstanke har man ikke kunnet overføre på spørgsmålet om skilsmisse, for hvis det er synd at opnå skilsmisse, så er der jo ganske mange danskere, der ikke kan overbevises om synd ud fra det kriterium.

Så både de gamle og de moderne teologer kommer i vanskeligheder, når man bliver klar over, at disse to handlinger står ved siden af hinanden og så at sige råber på at blive behandlet på samme måde.

På hvilken måde?

Ja, de vil naturligvis – men det er naturligvis kun naturligt efter min opfattelse, indrømmet – behandles som formaning, dvs. som et godt råd om, hvordan man for sin egen lykkes skyld skulle tage og handle.

Og vil man indvende, at ordlyden i Matt 5,31-32 da tydeligt afslører, at der er tale om en lovbestemmelse, og at den, der laver en lov om forbud mod skilsmisse i kristne lande, derfor på det nøjeste følger Jesu egne anvisninger, så må jeg igen gøre opmærksom på det ganske parallelle udsagn i ordet om det lystne blik, og det vil sige: jeg må igen gøre opmærksom på den dog vist uafviselige argumentation, at skal det ene ord tages som en lovbestemmelse, så må også det andet tages som en lovbestemmelse, og skal det ene ord forstås som en formaning, så må også det andet ord forstås som en formaning.

Og jeg vil altså foreslå, at man uanset, at det støder ens normale opfattelse af, hvordan man kan kende en lovbestemmelse på ordlyden, accepterer den forestilling, jeg bragte frem i mit forrige indlæg, at Jesus forstår loven helt anderledes, end vi normalt gør det. Gud vil ved at give os loven fortælle os, hvordan menneskelivet er indrettet, og hvordan vi derfor bedst muligt – og det vil sige klogest muligt – kan handle i overensstemmelse med livet selv. Og det betyder, at vi skal forstå det ”lovmæssige” i Matt 5,31-32 på samme måde, som vi skal forstå det i f.eks. Matt 5,21-22, ordene om de stærke straffe for at sige ukvemsord til næsten, vi skal forstå det som udsagn, der vil fortælle os, hvordan vi går glip af livet ved at være vredladen eller vellystig. Vi får altså at vide, hvordan vi kan handle klogt, ikke, hvordan vi kan overholde Guds befalinger til punkt og prikke.

På samme måde bruger Jesus den dommedagsforståelse, der var gængs blandt jøderne dengang. I Matt 25,14-30, lignelsen om de betroede talenter, fortæller Jesus os jo godt nok noget om, hvordan det går til på dommedag, men det gør han kun for at oplyse os om, hvordan vor tilværelse her og nu er indrettet: den er nemlig indrettet sådan, at du ikke kan tro dig sikker, hvis bare du retter dig efter én eller anden lovbestemmelse, for Gud er en Gud, der høster, hvor han ikke såede (vers 24), det vil sige: du må selv for egen regning og risiko leve dig ind i den måde, fællesskabet fungérer på og derudfra handle til bedste for dette fællesskab.

Eller han nedbryder jødernes dommedagsforståelse med den følgende lignelse, den om verdensdommen, Matt 25,31-46. Hvor jøderne gik ud fra den almindelige retsopfattelse, at uden lov ingen dom, og hvor derfor det afgørende er at kende loven i alle dens detaljer, så man ved at tage sig sammen, være sig bevidst om, hvad loven kræver og handle derefter, kan opnå frifindelse, dèr fortæller Jesus det højst overraskende træk ved både de frikendte og de fordømte, at de handlede eller ikke handlede uden at være klar over, at deres handling kunne bringe dem frikendelse eller dom på den yderste dag.

Igen: ved at fortælle om dommedagen vil Jesus siger noget om, hvilken form for liv det drejer sig om at efterstræbe: at det er den umiddelbare, ligefremme handling overfor næsten, det drejer sig om, den handling, der udspringer af, at man véd sig stående i en relation med den anden eller de andre, som fuldbyrdes gennem netop sådanne næsten automatiske handlinger.

Luther har på fremragende måde beskrevet, at det netop er en sådan ligefrem og selvfølgelig gerning, man kan kalde en god gerning. Han forklarer i sit værk ”Om de gode gerninger”, afsnit seks, se her, hvordan troen er det afgørende i en god gerning:

For det sjette: Det vil vi kunne se af et tydeligt eksempel fra det jordiske liv: Når en mand eller en kvinde venter kærlighed og forståelse fra den anden, og tror fast på det, hvem lærer dem da, hvordan han skal anstille sig, hvad han skal gøre, undlade at gøre, sige, tie stille med og tænke? Alt det er det alene tilliden, der lærer ham, og det mere end nødvendigt; for der er for ham ingen forskel mellem gerningerne; han gør den store, den lange og de mange ligeså gerne som de små, de korte og de få; og ydermere gør han dem med et glad, fredfyldt og trygt hjerte, og han er i det hele taget et frit menneske.

Det, Luther her beskriver, er netop forholdene i en relation, her ægteskabet, hvor det hele glider som en leg, hvis relationen lever på normal vis, og den gensidige tillid hersker.

Men kan det virkelig passe, at Jesus på den måde omdanner lovbestemmelser til formaninger?

Lad mig pege på vort moderne samfund. Her kan man faktisk sige, at vi forholder os overfor dem, der vil skilles, med formaninger og ikke med lovkrav. Det har godt nok taget lang tid at nå frem dertil, og det besynderlige er, at denne udvikling ofte er sket med de kirkelige myndigheder som en indædt modstander, men sket er det. Vi har i vore dage indset, at man ikke kan tvinge nogen ægteskabelig kærlighed igennem, og at alt, hvad man kan gøre, er – som man gjorde det tidligere og vel delvis gør endnu – at lade foretage en mægling, altså et forsøg på formaning, om de to ikke kunne indse, at de ved en lidt anderledes holdning måske kunne få ægteskabet til at blomstre igen, enten med præste- eller psykologhjælp. Men som regel har man taget sagen i egen hånd, så den utilfredse har fundet sig en afløser for sin kone eller mand.

I hele dette spil har kirken i høj grad stået på sidelinjen.

De fleste præster véd godt, at det er lykkedes missionsfolkene at tegne et kulsort billede af kirken, og man har derfor været meget påpasselig med at tale om ægteskab og skilsmisse og om de unges indførelse i det seksuelle livs hemmeligheder. Man vil nødig anses for snerpet.

Og så er vi tilbage ved start: så ser vi på den ene side lovforståelsen af menneskelivet og på den anden side tilgivelsesforståelsen, hvor alt er tilladt, og Gud er idel kærlighed, men hvor man blot glemmer at fortælle, hvad der opbygger.

Kan en formaningsforståelse af Jesu ord her have noget at sige? Kan den blive en mulighed for kirken at tale ud fra? Når det altså er ægteskabet, der skal omtales? Jeg tror det ikke. Man skal i hvert fald ikke sige, at det, man gør, er, at man formaner. For en formaning forstås af de fleste i vore dage som en selvretfærdigt løftet pegefinger. Men på den anden side: de fleste mennesker forstås jo også synd som dette at spise for meget til frokost.

Her på bloggen har jeg flere gange forsøgt at vise, at dette, at vi binder os til hinanden to og to i et ægteskab, måske ikke blot er et kulturelt træk, men ligefrem har sin basis i bestemte hormonudskillelser. Se f.eks. her for en mere indgående beskrivelse af dette forhold. Man kan muligvis også argumentere for, at ligesom pardannelse har udviklet sig hos den menneskeabe, der hedder gibbonaben, sådan har (måske) pardannelse udviklet sig hos én af de forhistoriske menneskearter, sådan at sproget og kulturen har udviklet sig ”ovenpå” denne pardannelsesegenskab.

Det er ikke min tanke, at man skal tage sådanne forestillinger med op på prædikestolen, blot, at de måske kan give én en vis basis for at turde påstå, at dette at leve samme i et ægteskab ”til døden skiller os ad” er noget for mennesket naturligt, ikke blot noget, der hører kulturen til. Vi kan også sige, at det giver os mod til med lidt større styrke at påstå, at ægteskabet er indstiftet af Gud, og at det altså derfor hører med til hans gode skabelse.

Det betyder så, at vi med god samvittighed kan sige, at det at blive forelsket hører ungdommen til, men at dette ikke betyder, at det er klogt at give slip på den, man i første omgang var forelsket i, og flyve videre til den næste. Vi behøver ikke argumentere med, at det er imod Guds bud at handle sådan – vi stilles faktisk fri af Gud til selv at beslutte os for det ene eller det andet – vi kan nøjes med at henvise den lykke, ældre ægtepar kan opleve med hinanden, vel at mærke, en lykke, de har, uden at den ene har udnyttet den anden, og derudfra spørge, om ikke det var en god idé at udnytte den betagelse, begge parter for øjeblikket føler for den anden, til at grundlægge en mere indgående personernes groen fast i hinanden.

Og tilsvarende overfor dem, der mener, at de kun står i deres ægteskab med det ene ben, det andet går på jagt efter nye og spændende partnere, de eventuelt kan blive forelsket i og slå følge med: kan man ikke overfor dem argumentere med den lidt trivielle iagttagelse, at de jo bliver ældre for hver dag, der går, og at de, jo ældre de bliver, des mere ueftertragtede bliver de på ægteskabsmarkedet? Så hvorfor ikke blive ved det, man har, og affinde sig med, at man alligevel ikke kan opdrage den anden efter ens egne ønsker til en partner? Hvad man jo for resten heller ikke kan med en eventuel ny partner.

Man kan vel også argumentere med, at alle de småskænderier, man har, måske for en nøjere betragtning ikke altid er den andens skyld, og at man måske ved at leve sig lidt mere ind i sin partners tankegang og væremåde ikke blot kan få disse irritationsmomenter til at aftage, men måske også opdage nye sider af sin partners væsen. Hvis altså det en dag kommer dertil, at den anden røber lidt mere af sin inderste tankegang end sædvanlig. Hvilket selvfølgelig forudsætter, at man har vist sig indlevende og forstående.

Men alt sammen må de fremføres som klogskabsbetragtninger, som gode råd, ikke som en forkromet etik, der for alt i verden skal efterleves, eller som noget, man bør efterleve, hvis man sådan rigtig vil være tilfreds med sig selv. For der er i et ægte ægteskab ikke noget ideal, man skal leve op til, ikke noget krav, man skal efterleve, kun dét er klogt: at leve sig ind i den andens tankegang og væremåde, måske ligefrem at blive ét med den anden.

Der kan vel være ældre ægtepar, hvor man må sige, at de har ladet vanerne tage over. Men der er så sandelig også ældre ægtepar, om hvem man må sige, at de supplerer hinanden til den store guldmedalje.

Så jo, det betyder noget, at Jesus gør oprør mod lovtankegangen, det er væsentligt, at han sætter formaningen – forstået som ovenfor beskrevet – i stedet for lovkravet.

Udgivet i Luther, Ny testamente | Skriv en kommentar

Individuel eller relationel

Overskriften kunne for så vidt lige så godt hedde ”Lov eller evangelium” eller ”Enkeltmenneske eller fællesskab” eller ”Retfærdighed eller kærlighed”. Alle disse modsætninger går tilbage til 1975, da jeg gjorde min ”evangeliske opdagelse”, idet jeg forbedrede Løgstrup en lille smule og derved fik et nyt vokabular for, hvordan evangeliet virker på os mennesker.

Løgstrup skelner i ”Opgør med Kierkegaard” mellem kredsende livsytringer og suveræne livsytringer. Og han beskriver de to livsytringer ganske udmærket, men han spørger ikke om, hvordan et menneske kan komme over fra de kredsende livsytringer til de suveræne. Det gør jeg derimod, og mit svar er, at de kredsende livsytringer er kredsende, fordi man i dem er låst fast i en bestemt logik eller – som jeg sagde dengang – et bestemt sprogspil. Den logik, der behersker én i f.eks. den kredsende livsytring, der hedder misundelse, er baseret på retfærdighedens logik, og denne logik adskiller sig fra det, man ud fra Løgstrup kunne kalde de suveræne livsytringers logik, men som måske bedre kan kaldes relationernes logik.

Den, der er grebet af misundelse, bliver ved med at tænke på de uretfærdigheder, der er overgået ham, kan ikke slippe ud af denne logiks favntag. Fidusen er nu blot, at ikke blot er retfærdighedens logik indkodet i det menneskes hjerne, relationernes logik er det også, men denne anden logik kan den pågældende selv ikke aktivere. Der må et ord til udefra, for at denne anderledes logik kan bringes i spil.

Det ses måske tydeligst i Jesu lignelse om den fortabte søn, Luk 15,11-32. Den ældste søn, der blev hjemme, er netop grebet af misundelsens eller retfærdighedens logik. Det kan ses af hans replik vers 29-30. Og hans far kunne måske nok være gået ind på hans retfærdigheds-tankegang. Men det gør han ikke. I stedet tiltaler han ham ud fra relationernes logik. Han påpeger relationen mellem sig selv og sin ældste søn, vers 31, og relationen mellem den ældste søn og hans bror, og det ligger i sagens natur – det vil sige, i relationernes logik – at der i disse relationer ikke tænkes i retfærdighedsbaner.

I den lignelse er sagen klar: de to former for logik udelukker hinanden, lovens eller retfærdighedens logik må helt udelukkes. Men sådan er det langt fra altid i Jesu forkyndelse.

Det samme gælder for Paulus’ vedkommende. Han er sine steder meget ivrig for at bevare loven som Guds lov og give den en funktion i frelsesværket, f.eks. i Galaterbrevet. Men i 1 Kor 10,23 er han lysende klar. Loven er helt borte, alt er tilladt, der er ikke mere noget forbudt og tilladt. I min formulering: Hvis mennesket er drevet af relationernes logik, kan det ikke samtidig i mindste måde være drevet af retfærdighedens logik.

Men ud fra en sådan total adskillelse mellem retfærdighed og relation eller mellem lov og evangelium, hvad skal vi så stille op med Matt 5,17: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde”?

Lad mig foreslå, at vi tolker det ud fra Matt 7,12, den gyldne regel. Om den siger Jesus, at sådan er loven og profeterne. Man plejer sådan lidt henkastet at sige, at det har rabbinere sagt før ham. Men jeg vil mene, at han med disse ord totalt omkalfatrer den jødiske forståelse af loven. Han forvandler dermed loven fra at være en befaling udefra, som vi måske forstår og måske ikke forstår, til at være en rettesnor for vor livsopfyldelse, som vi selv både kan og skal forstå. Loven ophører med dette greb med at være befaling, den forvandler sig til formaning. Hvor der før lød et ”du skal”, lyder det nu: ”var det ikke en idé, om du gjorde sådan og sådan?” Hvor det før var ligegyldigt, om vi forstod, hvordan livet hang sammen, hvordan vore fællesskaber fungérede, dèr er det nu altafgørende, at vi selv kommer til at forstå.

Mange teologer har svært ved at forstå Det ny Testamentes formaninger. Uvilkårligt opfatter man dem som en ny lov. At opfatte dem som forslag til, hvad det kunne være klogt at gøre, når nu de relationer, man står i, er indrettet på den og den måde, nej, det kan eller vil man ikke. Og sandt er det jo, at skønt Luther så udmærket forstod, hvad en formaning er og selv brugte at formane, så begyndte man allerede i hans samtid at tale om ”lovens tredje brug”. Det udtryk afslører, at man forestiller sig, at formaningerne er tænkt og udtrykt i lovtermer. Indrømmet: de er udtrykt i lovtermer, men de er bestemt ikke tænkt i lovtermer.

Men den finesse ved Det ny Testamentes udtryksmåde har man ikke blik for.

De formaninger, Jesus kommer med i bjergprædikenen, opfattes i vore dage som ”syndespejl”, dvs., som en skærpelse af lovens anvisninger indtil det umulige, så mennesket af denne skærpelse bringes til at indse det umulige i at holde loven og derfor indser, at den eneste redning er at stole på Guds tilgivelse. Men det lumske ved den opfattelse er, at formaningerne derved bibeholder deres ”du skal”; man når aldrig frem til det frigørende: ”ville det ikke være klogt, når det nu drejer sig om at gøre de forhold, du står i, levende og saliggørende, at handle på den og den måde?”

Jesu nye forståelse af loven betyder, at den ikke er Guds befaling til os, en befaling, som han vil kræve os til regnskab for, men er Guds oplysning om, hvad der kan ødelægge vore indbyrdes forhold, og hvad der kan styrke dem. Og da opgaven for os består i at styrke de forhold, vi står i til vore medmennesker, skal vi ikke handle efter Jesu formaninger, fordi Gud kræver det, men fordi det er klogt. Det er også, hvad han siger i slutningen af bjergprædikenen, Matt 7,24-27.

Vi tænker ikke over, at et enkelt vredladent ord kan ødelægge det forhold, vi står i til f.eks. vor ægtefælle, Matt 5,21-22. Og vi har normalt ikke blik for, at et enkelt lystent blik kan vække unødig jalousi hos vor ægtefælle og være med til at nedbryde dette forhold, men det er, hvad Jesus vil have os til at se med formaningen Matt 5,28. Og er det kommer til et skænderi eller blot en uoverensstemmelse, så er vi tilbøjelige til at hage os fast i retfærdighedsbetragtninger. Men det er kontraproduktivt. Prøv i stedet at ”vende den anden kind til”, dvs., at opgive hele denne noget-for-noget-tankegang. Herregud, er det ikke bedre, at forholdet bevares eller måske endda styrkes, end at du får ret? (Matt 5,39).

Men her tænker vore moderne teologer helt anderledes.

Hvad er synd? spørger man og prøver ud fra bjergprædikenen at vise, hvordan Jesus strammer syndsbegrebet helt ud i det uoverholdelige med disse ord fra bjergprædikenen. Så du tror ikke, du er en synder? Du tror ikke, du har brug for syndernes forladelse? Kommer du da aldrig til at sige et vredladent ord til din næste? Er det aldrig sket dig, at du har kastet et lystent blik på en andens hustru? Tror du virkelig om dig selv, at du kan betvinge den medfødte trang, vi alle har i os, til at slå igen, hvis vi bliver slået? Nej vel! Bare ned med nakken og ned på knæ og bed om syndernes forladelse hos den Gud, der er parat til at tilgive.

Men stiller man sagen sådan op, når man aldrig frem til det, Det ny Testamente når frem til: formaningen. For det giver jo ingen mening at formane tilhørerne til at kæmpe imod det, man lige har påvist er deres natur. Højst kan man ende prædikenen med, at man frimodigt kan leve videre med al sin syndighed intakt. Og det er der jo ikke megen formaning i.

Dertil kommer, at man på den måde forvandler gudsbilledet. Fra at have været en person, som vi står i et personforhold til: vor himmelske far, bliver Gud en slags tilgivelsesmaskine, hvis gode egenskab: kærlighed og vilje til forbarmelse, hele tiden så at sige tvinger ham til at tilgive. Og tilgivelseshandlingen bliver en slags automathandling, som vi ikke behøver at tænke dybere over, ud over naturligvis at vi på passende måde skal se brødebetyngede ud, når præsten siger, at vi alle er syndere.

Men det må indrømmes, at mange formuleringer i Det ny Testamente bestemt ikke har gjort sagen lettere for den, der vil flytte interessen fra syndsaspektet til relationsaspektet. Se f.eks. på Matt 6,13, bønnen om tilgivelse i Fadervor. I den græske tekst, kan man se, står der ikke ”forlader”, men ”har forladt”. Det samme kan man se i en note i bibelselskabets normaludgave, se her, hvis man klikker på vers 13. Den latinske tekst, derimod, har den form, vi bruger: ”forlader”. Går man et par vers frem, ser man, at det også dèr forudsættes, at vi har forladt hinanden vore synder, ja, det lyder næsten, som sætter Gud en betingelse op for os.

For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.

Det svarer meget dårligt til det, Paulus skriver i Rom 5,8, at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. Og det svarer jo også meget dårligt til vores oplevelse af et personforhold. I et sådant kan man ikke stille betingelser.

Men måske der ikke er tale om betingelser, som personer stiller, hverken Gud eller mennesker. Måske der er tale om en beskrivelse af noget faktisk foreliggende. Det kan lignelsen om den gældbundne tjener (Matt 18,23-35) tyde på. Blot er også den temmelig tricky.

Det, der faktisk foreligger, er den logik, som vi alle har siddende i vores hjerne, og som jeg har kaldt relationslogik. Den logik er det, der får den gældbundne tjener til at bryde ud af den pengelogik eller retfærdighedslogik, han hidtil havde bevæget sig i, så han kaster sig ned for sin herre og beder om udsættelse. Så hedder det:

Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. (Vers 27).

Desværre anvendes her på græsk det samme ord som i Fadervor. Her betyder det ”eftergive”, dèr betyder det ”tilgive”. Det samme kan for øvrigt ses i den latinske oversættelse af Det ny Testamente. Og de to ting betyder jo ikke helt det samme på vort sprog, der er nærmest en verden til forskel; det ene: ”tilgive” hører hjemme i relationslogikken, det andet: ”eftergive” i retfærdighedslogikken. Jeg skal ikke kunne sige, om der fra oldtiden indtil i dag har fundet en udvikling sted i den del af retfærdighedslogikken, der har med vore pengetransaktioner at gøre. Men facit er i hvert fald, at vi moderne mennesker, når vi hører ordet ”eftergive”, anbringer det i retfærdighedslogikken og regner med, at hvis en gældspost er eftergivet, så er der dermed sket noget, som ikke sådan kan laves om; der har fundet en begivenhed sted i den sociale verden, en begivenhed, som står fast.

Sådan en begivenhed regner vi også med sker, når én giver en anden en gave. Så ligger gaven fast, ejendomsforholdet er ændret, jeg kan som modtager fremover regne med, at gaven er ”min”.

Men det er ganske klart, at det ikke er den logik, Jesus regner med. Eller vi skal måske snarere sige, at hvis det er den logik, han anvender i den første del af lignelsen, så bryder han den i stykker i den sidste del. Det kan ”undskyldes” med, at der i lignelsen er tale om forholdet mellem en herre og hans slaver, og at den slave, der har fået sin gæld eftergivet, jo ikke er ophørt med at være sin herres slave. Men mere rimeligt vil det nok være at sige, at i sidste del af lignelsen træder det, lignelsen skal ligne, tydeligere frem. Herren, der får medynk, er jo Gud, og når Jesus lader denne herre blive vred (vers 34), bryder han derved jødernes (og vores?) gudsbillede i stykker: Forholdet mellem dig og din Gud er et personforhold, og når du ved at bede om tilgivelse og ved at blive tilgivet viser, at du forstår, hvordan det foregår i et sådant forhold, så må du også vise, at du forstår dette i dit forhold til din medtjener; for dér er der jo også tale om et personforhold.

Og det er det, der gør lignelsen tricky. For jeg tager fejl, både hvis jeg ganske vil overhøre, at lignelsen vil sætte mig ind i en tilgivelses-holdning til min næste, og mene, at jeg kan fortsætte mit syndige liv, blot med glad fortrøstning til Guds tilgivelse, og hvis jeg vil mene, at der ud af denne lignelse lader sig fremstille en ny og finere etik, der i hvert fald må gælde for de kristne.

Lignelsen vil ikke opstille en lov om, at en kristen altid skal tilgive, ja tilgive op til syvoghalvfjerds gange. Dette udsagn skal ikke forstås som en lov, selv om det ser sådan ud, det skal forstås som en formaning: Var det ikke en idé, om du lod være med altid at bilde dig ind, at det er dig, der er blevet forurettet? Ville forholdet til din næste ikke have godt af, at du i stedet glad undrede dig over alt det, den anden finder sig i fra din side?

Jeg kan ikke dy mig for her til sidst at nævne, at jeg for nogle år siden faktisk blev højlig forbløffet over at opdage, at Luther ikke er lutheraner.

Hvordan det?

Jo, det regnedes i mine studieår for god latin at regne Jesu formaninger i bjergprædiken for ”syndespejl”. Og man var fuldt forvisset om, at man i det stykke var en god lutheraner. Og tænk, så opdagede jeg ved i Erlangerudgavens bind 43 at læse nogle prædikener, Luther holdt i 1531 over bjergprædikenen, at Luther overhovedet ikke bruger disse Jesus-ord på den måde. Jeg lagde prædikenerne ud på nettet her, så andre kan have fornøjelse af at læse dem. Og jeg skrev en halvlang og måske lidt kedelig afhandling om dette mærkelige forhold, hvor jeg sammenlignede Luthers behandling af teksterne med nogle tekstvejledninger fra Præsteforeningens Blad, se her.

Og sjovt nok, det bliver værre endnu. For i Luthers prædiken over Matt 5,31-32, ordet om ægteskabsbrud, ender Luther med at ville overlade denne vanskelige sag til øvrigheden. Men hvis den vil foreskrive skilsmisse, fordi den ene part har været utro, siger Luther:

Men hvis man vil råde dem, der vil være kristne, så ville det være meget bedre, at man formaner og opfordrer begge parter til at blive sammen, og lader den uskyldige ægtefælle forsone sig med den skyldige, så han eller hun tilgiver den anden af kristelig kærlighed (om ellers den skyldige vil ydmyge sig og forbedre sig). Med mindre da, at der ikke var håb om forbedring, eller den skyldige, når vedkommende igen var forsonet med den anden og taget til nåde, ville misbruge en sådan velgerning og straks igen gå hen sig til et offentligt fruentimmer, i tillid til, at man ville vise barmhjertighed og tilgive. Da ville heller ikke jeg tilråde eller formane til at vise nåde, men hellere hjælpe med til, at man overgav en sådan til hudstrygning eller stak vedkommende i en sæk. (Se her).

Det er dog ret bemærkelsesværdigt, at Luther tilsyneladende fuldstændig har glemt Jesu ord om at tilgive syvoghalvfjerds gange. Men det er for mig at se noget af det store ved Luther: Dette ord om at tilgive er i hans øjne en formaning, ikke et bud eller et højstemt etisk krav. Og han kan godt se, at en tilgivelseshandling er noget, der må baseres på den enes bøn om tilgivelse og den andens tro på, at denne bøn er ægte ment. Kun da kan forholdet blive genetableret. Og denne tro på tilgivelsesbønnens ægthed kan man ikke frempresse af sig selv, den er åndens gave. Så kan der aldrig så meget stå i Matthæusevangeliet, at man skal tilgive halvfjerds gange – eller som i den gamle oversættelse ”syv gange halvfjerds gange” – det nytter ikke noget.

Men nu er vi ovre i en lidt anden sag.

Udgivet i Luther, Ny testamente | Tagget | Skriv en kommentar

Ingen vaccine?

Nej, det er ikke mig, der som den værste sortseer skal prøve at forudsige, hvad der sker, hvis det værsttænkelige sker, det er såmænd Mike Ryan, WHO’s chef for akutberedskab, se her. Det hedder:

Ryan advarer også om, at udviklingen af en vaccine ikke vil garantere en sejr over Covid-19.

Han siger, at det nye virus kan blive ved med at være i cirkulation til en vis grad snarere end at blive udryddet.

»Måske forsvinder virusset aldrig,« siger han.

Ryan pointerer videre, at virus og sygdom kan holdes under kontrol – endda uden vaccine, som det er tilfældet med hiv.

»Vi har i forhold til hiv fundet behandlinger, og vi har fundet metoder til forebyggelse. Folk er ikke så bange for det, som de var tidligere,« siger han.

Indrømmet, dette lille tekststykke afslører, at Mike Ryan ikke er helt så pessimistisk, som overskriften kunne lade ane. Men hvad han siger, er sådan set også nok for mit tankeeksperiment. Det går ud på at forestille sig, at vi ikke får nogen vaccine foreløbig, at vi altså må leve med covid-19 som en stadig trussel, der kan bryde frem, hvis vi slækker på agtpågivenheden. Derudfra kan vi så prøve at danne os tanker om, hvordan vores fremtid vil se ud.

(Angående hiv, se evt. her).

Men jeg vil først omtale en undersøgelse, der viser noget nær det modsatte.

I en artikel i det israelske blad ”Times of Israel”, se her, har en israelsk professor, Isaac Ben-Israel, foretaget en sammenligning mellem en række af de lande, der har oplevet et coronaudbrud. Han medtager kun de lande, der har nogenlunde styr på tallene. Men han mener at kunne påvise, at den eksponentielle vækst, som man havde forventet, og som de matematiske modeller forudså, ikke fandt sted. Og, siger han, det gælder både de lande, der foretog en overmåde drastisk nedlukning, og de lande, der, som Sverige, havde en meget mere afslappet tilgang til virussen. I alle lande opnår virusangrebet et højdepunkt efter omkring 40 dages angreb, og derefter klinger angrebet af.

Han arbejder, så vidt jeg kan se, udelukkende med matematiske modeller, og han nøjes med at påpege det, han finder er en mærkelig opførsel af en virus. Men om denne mærkelige opførsel skyldes en bestemt reaktion fra menneskesamfundet eller den skyldes egenskaber ved virussen selv, fortæller han ikke noget om. Og han overser vist også, at Sverige, selv om landet følger Ben-Israels kurve, har haft langt flere dødsfald end sine nabolande.

Men hans artikel kan vel give anledning til at overveje, om mon denne virus opfører sig anderledes end de andre virusser, vi har mødt tidligere. Er det mon sådan, at den efter et heftigt angreb i begyndelsen, bliver ”træt” og ikke angriber så heftigt mere? I hvert fald er den forskellig fra SARS-virussen derved, at den får folk, der ikke viser symptomer, til at være smittebærere. Så hvor man måske i dag kan sige, at SARS-virussen er død og ikke mere dukker op iblandt os, så må man om covid-19 nok realistisk sige, at vi ikke véd, om den i det hele taget kan dø på samme måde som SARS-virussen.

Dog må vi vistnok indrømme, at Ben-Israels kurver om ikke andet viser os, hvor lidt vi véd om covid-19. En mulig forklaring på dens opførsel kunne være dens tendens til at mutere. Det mærkelige ved virusser er jo, at de har et meget flygtigt liv. Hvis vi siger, at covid-19 gør et menneske til smittebærer i den første uge af angrebet, gør det sygt i anden, tredje og fjerde uge, men jo derefter, både hvis det menneske overlever og hvis det dør, kun lever videre i kraft af alle de smittedråber, den har fået mennesket til at udstøde.

Men hvad nu, hvis der blandt disse smittedråber befinder sig mange mutanter? Og hvad nu, hvis disse mutanter gør virussen mindre og mindre smitsom, efterhånden som den generation for generation bevæger sig fra det ene menneske til det næste? Vil den så ikke efter et vist antal generationer blive så svækket i sin virkning, at det kan forklare Ben-Israels kurver?

Jeg understreger – hvad den trofaste læser jo nok har regnet ud for længst – at jeg ikke aner det, jeg er jo ikke virolog. Men jeg nævner det for at lade det fremstå som den ene side af et fremtidsscenarium, hvor den anden side er den mulighed, som Mike Ryan nævner: at virussen vil bevare sin smitteevne, at vi ikke finder nogen vaccine, at vi ikke i noget samfund får dannet flokimmunitet, og at vi derfor kun kan holde den stangen ved stadig og – indrøm det bare – ret irriterende agtpågivenhed.

Bare det, at vi ikke kan bruge håndtryk som hilseform! Skal vi virkelig være tvunget af den skide virus til at afholde os fra det de næste fem til ti år? Ja, måske.

Og de store forsamlinger, hvor mennesker i hundredevis står tæt op og ned ad hinanden, som ved store koncerter, festivaler, ja, og kirkelige sammenkomster! Også det må vi afstå fra, for gemmer virussen sig ubemærket i bare ét af disse hundreder af menneske, så har vi et udbrud igen. Og her nytter det ikke meget at lave test og opsporing, for hvem kan under en festival huske, hvem han har været sammen med i smitteafstand; det kan jo dreje sig om mindst halvtreds mennesker.

Dette kan dog muligvis afværges, hvis man opfinder en app, der ved hjælp af diverse smartphones kan besvare spørgsmålet om, hvem der har været indenfor smitteafstand.

Men noget, der nok vil involvere flere, er problemet med turistrejser. Vil den agtpågivenhed, vi er tvunget til at opretholde, kunne tillade os at rejse luften tynd, som vi gjorde før covid-19? Formentlig ikke. Så i hvert fald dèr er der noget, der bliver en ret betragtelig ændring i forhold til tidligere. Hvis altså min lidt pessimistiske forudsætning holder stik, og virussen tillader sig at lade være med at uddø.

Der er den sjove ting ved denne forudsigelse, at der også er noget positivt at sige om den. Nogen har under corona-krisen gjort opmærksom på, at antallet af døde i forhold til befolkningstallet ikke er steget. De, der er døde af covid-19 har altså så at sige erstattet andre, der så ikke er døde. Dette mærkelige forhold forklaredes af nogle derved, at den almindelige influenza så at sige ikke har vist sit grimme fjæs under corona-krisen. Den er jo også en virus-sygdom, og den er, ligesom covid-19, afhængig af tæt kontakt mellem mennesker. Når denne kontakt ophører, kan den ikke smitte, som den plejer.

Dertil kommer, at denne gammeldags influenza måske slet ikke vil overfalde os dette efterår, som den ellers plejer at gøre hvert efterår. Man har nemlig fundet ud af, at den plejer at opstå i Sydøstasien – efter sigende vist i de samme wet-markets, som covid-19 – og vi vestlige mennesker har hidtil nøjedes med at gætte os frem til, hvilken influenza-form der muligvis vil angribe os dette efterår, og så fremstille en vaccine derimod.

Men hvis nu den internationale lufttrafik på grund af covid-19 bliver betydelig droslet ned, og i hvert fald kun åbnes, hvis passagererne gennemgår tests og/eller karantæne, så vil jo hverken covid-19 eller den almindelige influenza have nogen chance for at angribe os. Så vil vi måske dette efterår slippe for de mange opfordringer til at lade os vaccinere mod influenza, fordi der simpelthen ikke kan ankomme nogen influenza-virus. Den har så at sige ikke fået landingstilladelse.

Og så kan måske den omfattende agtpågivenhed, vi udviser med minus-håndtryk, holden-afstand og afholdenhed fra store forsamlinger have en dobbelt-effekt. Ikke blot slipper vi for covid-19, vi slipper også for den almindelige influenza.

Hvis vi gør det, og hvis vores indskrænkede handlemulighed fastholdes igennem måske ligefrem nogle år, så vil den tanke måske dukke op hos nogle få udvalgte: hvorfor ikke indføre begrænsninger i den ellers frie trafik til og fra Sydøstasien, hvor efter sigende den ene influenza-epidemi efter den anden opstår? Hvorfor skal vi blive ved med at affinde os med denne trafik, når dog influenzasmitten kan bremses ved diverse indskrænkninger i den frie bevægelighed?

Naturligvis vil Kina ikke gå frivilligt med til det. Men hvis det er sandt, hvad jeg her formoder: at influenzaerne opstår i Sydøstasien, er det så ikke rimeligt, at kinesere og andre folkeslag i området skal opgive deres tradition med tæt omgang med vilde dyr for vores skyld? Vi har jo igennem en del år – nu tænker vi os frem til cirka 2025 – skullet opgive vores traditionelle hilseform: håndtrykket, og maorierne formentlig deres hilseform: næsegnidningen, er det så for meget forlangt, at også disse områder opgiver nogle af deres traditioner, hvis det altså kan påvises, at det udgør en fare for hele menneskeheden?

Nuvel, det behøver jo ikke gå så slemt, som præsten prædiker. Måske finder vi en vaccine, måske dør virussen ud af sig selv, måske viser der sig midler, der kan helbrede sygdommen. Måske, måske, foreløbig véd vi kun meget lidt.

Men skulle det værste ske, så vil det endnu tydeligere minde os om det, som vi vel allerede er blevet klar over: at virussen angriber alle, og derfor minder os om, at vi alle er mennesker. I den henseende er globaliseringen langt mere fremskreden, end vi vist forestiller os. Ikke blot er vi i færd med at få et fælles sprog: engelsk, vi er også i færd med alle at bøje os for en fælles videnskabelig tale, og noget tyder også på, at vi arbejder os hen imod nogenlunde fælles regler for den indbyrdes samkvem landene imellem.

Men det ville jo være betydelig bedre, om vi kunne få lov at opdage disse goder også uden en nedlukning af diverse turistdestinationer. Og hvem siger også, at det er denne værst tænkelige fremtid, vi kommer til at affinde os med. Det kan jo godt gå til den anden side.

Man har da lov at håbe.

Udgivet i Samfundsforhold | Skriv en kommentar