Undskyld min naivitet

For nogen tid siden troede jeg, at jeg i Christian Foldager havde en meningsfælle. Han havde skrevet en kronik i Berlingske den 23. september, se her, hvori han nogenlunde rimeligt redegjorde for euroens problemer. De små skønhedsfejl, den indeholdt, mente jeg nok, man kunne overse.

Det har vist sig, at det kunne man ikke.

Nu den 13-10 har han så begået en kronik i Weekendavisen (ikke on-line). Og så må jeg æde alle mine positive ord i mig igen. Kronikken har overskriften ”Det tyske problem”, og heri søger Foldager at lægge et fænomen, han kalder ”det tyske problem” ned over historieforløbet fra 1871 til i dag. Dette problem lader han Thomas Mann formulere i et kort diktum, fremsat efter 1945: ”Europæiske Tyskland i stedet for tysk Europa”.

Der er en del kendsgerninger, der skal rettes til, for at europæisk historie kan siges at være historien om det tyske problem. F.eks. skriver Foldager:

De to forsøg i det 20. århundrede på at samle Europa under tysk ledelse var mislykkedes.

Det er vist rigtigt, at Hitler forsøgte at samle Europa under tysk ledelse. Men gjorde den tyske kejser det under Første Verdenskrig? Det foreligger der da vist ikke noget som helst om. Men Foldager kan se det.

Ligeledes formår han at se, at de reformer af arbejdsmarkedet, tyskerne gennemførte i nullerne, har været med til at holde de tyske lønninger kunstigt nede. Kunstigt? Hvad kunstigt er der ved at ville sikre sig mod inflation?

Og nu opdager jeg, at Foldager også i sin kronik i Berlingske hævdede, at disse reformer skabte kunstigt lave tyske lønninger. Så jeg burde have anet uråd.

Der er ikke noget kunstigt ved de tyske lønninger. Ethvert euro-land har haft mulighed for at gøre det samme som tyskerne: holde deres lønninger i ave, og derigennem skaffe sig en konkurrencefordel. Og en del lande har da også gjort netop det, heriblandt Danmark, skønt vi ikke formelt er med i euro-zonen, men kun har bekendtgjort, at vi binder vores valuta til euroen.

En del euro-lande har derimod ikke gjort noget sådant. Hvert land i euro-zonen har sin måde at fastsætte lønninger på, og ikke så få sydeuropæiske lande har fundet det nemmest at lade fagforeningerne få i overkanten af det tilladelige, håbe det bedste, og ellers optage statslån til at klare det budgetunderskud, som denne lemfældige politik fører med sig.

Foldager skriver et stykke nede i teksten:

De store uligheder i eurozonen er opstået på grund af de lave tyske lønninger, der har givet de tyske virksomheder en stor konkurrencefordel i EU. Det har sikret en historisk lav arbejdsløshed i Tyskland og rekordstore tyske handelsoverskud. Modsat har de sydeuropæiske lande rekordhøj arbejdsløshed og store handelsunderskud. Tidligere ville de sydeuropæiske lande kunne have tilpasset sig tyskernes konkurrencefordel ved at devaluere deres egen valuta. Den mulighed har de imidlertid opgivet ved at tiltræde euroen. De sydeuropæiske lande kan derfor enten træde ud af euroen med store omkostninger til følge eller ændre deres samfundsmodel efter tysk forbillede for igen at blive konkurrencedygtige. Tyskerne vedbliver med at kræve det sidste i forsøget på at skabe et tysk Europa.

Jeg må indrømme, jeg forstår ikke, hvorfor han vil give tyskerne skylden for ubalancen i euro-zonen. Det er da i lige så høj grad de andre landes skyld, fordi de har ladet lønningerne stige. Det, der er tale om, er – som jeg var inde på i mit forrige indlæg om sagen, se her – at man i EU tror, man kan gå på vandet, eller udlagt: tror, man kan lade hånt om almindelige økonomiske love. Det kan man ikke. Og når man i de sydeuropæiske lande frivilligt har tilsluttet sig euroen, så må man da have vidst, hvad man gik ind til. Man kan ikke nøjes med at håbe på, at det vand, man vil gå på, kan bære én.

Derfor er også den sidste sætning i ovenstående citat forkert. Det er ikke tyskernes mål at skabe et tysk Europa. De ønsker blot at slippe for rollen som den rige onkel, der betaler gildet.

Lidt tidligere havde Foldager skrevet:

De tyske interesser gennemtvinges om nødvendigt med økonomisk magt af den tyske elite i forsøget på igen at skabe et tysk Europa. Det har vi set i forhold til Sydeuropa, hvor Angela Merkel siden eurokrisens begyndelse har fastholdt de tyske krav om en streng sparepolitik og økonomiske reformer efter tysk forbillede som modydelse for tyske redningspakker. Vi har også set det i forhold til Østeuropa, hvor Angela Merkel vedbliver med at true de østeuropæiske lande med økonomiske sanktioner, hvis ikke de accepterer modtagelsen af flygtninge. Sidst men ikke mindst nægtede Angela Merkel kategorisk på grund af tyske interesser at give den tidligere britiske premierminister, David Cameron, den nødvendige undtagelse fra reglen om de europæiske arbejdstageres frie bevægelighed, der kunne have forhindret en britisk udmeldelse af EU.

Tre ting kører Foldager sammen i samme gryde.

For det første tilstandene i euro-zonen.

Her skulle Tyskland vise sit magtansigt ved at stille krav. Og sandt nok er det: de stiller krav. Men det gør de ud fra et ønske om at få deres udlånte penge tilbage. Og desværre også ud fra en stædig fastholdelse af euroen som fælles valuta, noget, de andre euro-lande er enig med dem i. Og skal man ud af de urealistiske forestillinger om, at man da vist alligevel godt kan gå på vandet, eller altså, om, at det nok skal gå med de lønninger og det statsbudget, man har, så er der ikke anden udvej ud af drømmeland, end at nogen maler dem virkeligheden for øjnene. Og det er altså blevet tyskernes skæbne at skulle gøre det. Ikke fordi de vil have et tysk Europa, men fordi de økonomiske vilkår nu engang er sådan, at vil man have en fælles valuta, må man også have en nogenlunde fælles løndannelse; ellers må man træde ud af euro-samarbejdet.

Den anden ting, Foldager nævner, er fordelingen af migranterne. Det er sandt nok, at tyskerne ønsker, at østeuropæerne tager imod langt flere af de migranter, der kom til Tyskland under migrant-tsunamien i 2015, men det er i lige så høj grad et krav fra Bruxelles som fra Berlin. Så at dette krav skulle være et udtryk for, at tyskerne nu vil kæmpe for et tysk Europa, er en ret løs påstand.

Den tredje ting er noget, jeg ikke har hørt før, skønt jeg dog følger temmelig godt med. Det var tyskerne, der nægtede at give indrømmelse til David Cameron angående arbejdskraftens frie bevægelighed, og de gjorde det på grund af tyske interesser, hævder Foldager.

Det tror jeg, er noget, Foldager har fundet på for at få sin tese om tyskernes ønske om et tysk Europa til at stemme. Dette med de fire ting, der i det indre marked skal kunne bevæge sig frit: varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft, det er noget, der først og fremmest er Bruxelles’ tankegang, og noget, domstol og parlament går stærkt ind for, men jo også noget, de fleste lande, herunder Tyskland, uden at kny anser for en nødvendighed.

Som jeg før har været inde på, er kravet om arbejdskraftens frie bevægelighed noget, der er unødvendigt for den økonomiske fremgang. Det er kun kommet med, fordi eurokraterne vil bruge det til at nedbryde nationalstaterne, eller – hvad der er det samme – til at fremme tanken om Europas Forenede Stater. Og den tanke er tyskerne såmænd ikke mere optaget af end andre folkeslag. Men det skal de altså være i Foldagers øjne, hvis han skal have sin tese til at holde vand.

Oven i købet hævder han lige efter, at der er tale om, at tyskerne har skiftet politik; altså, før var det et europæisk Tyskland, de kæmpede for, nu er det et tysk Europa.

Dette skifte i den tyske politik har haft katastrofale konsekvenser for det europæiske fællesskab, som i vid udstrækning har været holdt sammen af tyskernes vilje vil at ofre deres nationale interesser for at sikre sammenholdet i Europa. Den tyske konfrontation med briterne endte med en historisk britisk udmeldelse af EU. Den tiltagende splittelse mellem resten af de europæiske lande truer med lignende skæbnesvangre politiske konfrontationer i spørgsmålet om både flygtningepolitikken og sparepolitikken.

Sandt nok, der er en tiltagende splittelse mellem de europæiske lande om både migrantpolitikken og sparepolitikken. Men det er et tegn på, at euroen er blevet indført 50 år for tidligt, ikke på, at tyskerne vil gøre Europa tysk.

Til sidst i kronikken gentager Foldager næsten ordret de tanker, han sluttede sin artikel i Berlingeren med: at Macron vil søge at få indført en euro-finansminister, og at dette vil føre til, at de rige nordeuropæiske lande hvert år vil skulle overføre milliarder af euro til de fattige sydeuropæiske lande, hvilket der nok vil være stor modstand mod her mod nord.

Dog mener han nu i Weekendavisen, at dette sandsynligvis vil føre til et vælgeroprør og en efterfølgende hollandsk, finsk og ligefrem tysk udmeldelse af euroen.

Og til allersidst gentager han så sin fejlagtige opfattelse i en opsummering:

Den tyske samling efter den kolde krig har til trods for forsøget på at inddæmme tyskernes indflydelse genskabt det tyske problem og langsomt gjort Tyskland til den dominerende magt i et stadig mere tysk Europa.

Jeg gentager derfor min indvending: Dette at kræve økonomisk ansvarlighed af et land er ikke specielt tysk krav. Det er et krav, som ligger i de økonomiske forhold selv, her: det forhold, at man har indført en fælles mønt, så de enkelte lande ikke mere kan ændre deres valutakurser i forhold til hinanden.

Som sagt må jeg indrømme, at jeg ikke gennemskuede Foldager i hans artikel i Berlingske. Nu mener jeg til gengæld at have gennemskuet noget af hans metode: han har ét eller andet temmelig urealistisk synspunkt på historien, som han skal have anbragt oven på de aktuelle begivenheder. Og det kommer der sjældent noget godt ud af.

Det samme forsøger han sig med i en artikel om det østrigske valg i Berlingske, se her. Det synspunkt, der nu skal lægges ned over begivenhederne, er det, at man i østrigsk politik efter krigen hele tiden har søgt at føre politik ud fra en midterposition. Man har både dèr og i andre europæiske lande villet undgå yderpartiernes ekstreme holdninger. Han slutter med følgende halvængstelige kommentar:

I Østrig er det den unge generation med Kurz i spidsen, som skaber splittelsen og bryder med mønsteret fra efterkrigstiden. Situationen begynder at give mindelser om den tyske Weimarrepublik, hvor den politiske midte stod svagt under presset fra yderfløjene. Vi må håbe, at midtens kollaps ikke er et forvarsel om, at vi igen er på vej mod et sammenbrud for demokratiet. Lederkulten omkring Sebastian Kurz giver i hvert fald mindelser om tidligere tiders regimer, og valget i morgen markerer et kollaps for efterkrigstidens politiske orden i Østrig.

Ak ja, sådan kan det, der vel egentlig må betegnes som et sundhedstegn for demokratiet: at folk protesterer mod det, de opfatter som en helt forkert politik med deres stemmeseddel, i stedet beskrives som det modsatte: en fare for demokratiet, endda som noget, der giver mindelser om den tyske Weimarrepublik, og uha, uha, vi véd jo alle, at det var den, der gav grobund for nazismen.

Men, kære Christian Foldager, dette at protestere med sin stemmeseddel mod, at ens land skal forvandles af de mange indvandrere, det er altså ikke det samme som at være på vej bort fra demokratiet. Tværtimod!

Reklamer
Udgivet i Historie, Samfundsforhold | Tagget , | Skriv en kommentar

Gud og menneske

Jeg er ikke helt færdig med Yuval Harari, ham den israelske professor fra forrige indlæg. I interview’et med Flemming Rose, se her, fremkom han med nogle ret interessante, men også ret mærkværdige udtalelser.

Han betegnede det på et tidspunkt som én af de fornemste egenskaber ved mennesket, at det i kraft af sproget kunne lave fiktive historier (fictional stories). Det måtte Rose have nærmere besked om. Og som eksempel på sådanne fiktive historier fremførte så Harari de bibelske beretninger om skabelsen. Det er noget, menneskene tror på, på trods af, at ingen nogensinde har set Gud eller kunnet bevise, at han er til.

Hvorfor gør mennesker dog det? spørger Rose.

Jo, forklarer Harari, når ting bliver sagt tit nok, tror folk på det. Og når man opdrages til at tro, at disse historier er sande, så er det jo hele ens livsgrundlag, der ødelægges, hvis man af realiteterne tvinges til at indrømme, at der er tale om fiktive historier. Derfor fastholder man dem af al magt.

Dog forstår man på det hele – det er sådan en skjult pointe – at Harari selv nok kan holde til at få disse fiktive historier fastholdt som netop fiktive. Men han siger ikke tydeligt, at han er klogere end alle os religiøse mennesker. Blot er det jo, ud fra den måde, det bliver sat op på, den skjulte forudsætning. Som det er for utrolig mange af nutidens ateister. Vi andre såkaldt troende mennesker er nogle intellektuelle stakler, der på trods af manglende bekræftelse fra naturvidenskabens side stædigt fastholder vor ”ønsketænkning”: at Gud er til.

Alligevel er han i stand til at bruge begrebet ”Gud” på en ikke helt forkert måde, når han hævder, at vi, når vi vil forbedre på mennesket, som det er og forefindes, gør os selv til guder. Derved kommer det på indirekte måde frem, at også han mener, at gudsbegrebet har noget at sige om, hvad der er at være menneske. Men han opdager det ikke selv.

Hvad vil da gudsbegrebet sige om det at være menneske?

Gudsbegrebet er et grænsebegreb. Gud defineres som den, der i modsætning til mennesket står udenfor universet. Mennesket undersøger alting med sin videbegærlighed og sit årsags-virknings-sprog. Og mennesket undersøger også sig selv. Men netop det er det problematiske. For det undersøgende menneske er ikke kun undersøgende, det er også argumenterende. Og hvis mennesket, når det ser sig selv udefra, nødvendigvis må lægges ind under naturlovsnødvendigheden, så udslettes uden videre det argumenterende menneske, for argumentation forudsætter frihed af én eller anden slags.

Det er sandt nok, at når vi siger, at Gud har skabt verden og har skabt mennesket i sit billede, så er det en fiktiv fortælling, vi skaber os. Jeg plejer at sige, at der er tale om mytiske udsagn. Med et lidt ”pænere” udtryk kan vi sige med Kant, at der er tale om, at vor teologi er kritisk teologi i modsætning til dogmatisk teologi, dvs., vi er klar over, at den fortælling, vi kommer med, ikke lader sig kontrollere af normale videnskabelige undersøgelser.

Den dogmatiske teologi, derimod, tager de mytiske udsagn for direkte pålydende, betragter dem som kontrollérbare på samme måde som videnskabelige udsagn og vil ikke vide af, at de stilles frem som myter. Og sandt nok, sådanne teologiske holdninger findes.

Jamen, hvad skal vi så med de mytiske udsagn, vil man måske spørge.

Svaret er, at de i og for sig ikke skal ”bruges” til noget. De står der blot som en forudsætning for alt vort videnssamleri, ja for vort menneskeliv i det hele taget. De siger, at når det er Gud, der har skabt verden, må der jo være en mening med det hele, for Gud er en person, og ligesom vi som personer har en mening med det, vi gør, sådan har Gud også en mening med at skabe verden. Dermed være naturligvis ikke sagt, at vi kan se eller forstå denne mening. Men livet er ikke meningsløst, og vi kan måske i lykkelige glimt fatte noget af meningen med det. Men påstanden giver os en ramme, indenfor hvilken vi kan leve et meningsfuldt liv.

Men tillige sættes der med denne fortælling en grænse for os.

Hvis Guds skaberværk er godt, som det er og forefindes, så siger denne fortælling til os, at vi ikke skal give os til at forbedre det. Jeg har tidligere anvendt denne tanke på den skik, visse muslimske lande har med at foretage kvindelig kønslemlæstelse, hvor man fjerner klitoris, se her. Som jeg skrev dengang: ”når Gud har forsynet hver kvinde med et sådant lystorgan, må det vel være meningen, at hun skal føle lyst på samme måde som manden”.

Men den samme tankegang kan jo anvendes på Hararis lyst til at forbedre menneskets intellektuelle evner. ”Gud så alt, hvad han havde skabt, og se, det var såre godt” (1 Mos 1,31). Når nu det var såre godt, hvordan kan vi så tillade os at forbedre det?

Oh, det kan vi sagtens. For vi tror jo ikke på alt det med Gud. Det er jo ren og skær overtro, synes vi at være enige om. Og sådan noget gammeldags pjat kan ikke standse udviklingen.

Ja, det kan vi jo netop, hvis vi gør os til guder; hvis vi altså mener, at vi kan tillade os at gribe ind i naturens orden; hvis vi mener, vi kan træde i Guds sted og gøre det samme som han: skabe nyt, denne gang noget nyt og bedre i stedet for det makværk, Gud har serveret for os.

Så det har jo Harari ret i, at når vi vil forbedre det menneskelige genom, så er det nu os mennesker, der overtager Guds rolle, eller, som han sagde: der gør os til guder.

Jamen, hør nu, det kan da godt være, at man ud fra skabelsesberetningen kan vende sig imod en sådan menneskeforbedring, men skabelsesberetningen er jo netop en fiktiv fortælling, som Harari har sagt, og – har jeg sagt for ganske kort tid siden – den er en myte, der savner videnskabelig opbakning. Hvorfor så ikke gå i gang med dette ønskværdige foretagende?

Fordi en sådan forbedring kun kan foretages ud fra en anden lige så ubevislig myte.

Forskellen mellem Harari og mig – eller Harari og kristendom/jødedom – er, at jeg véd af, at kristendom er noget, jeg tror på, ikke noget, jeg véd, mens Harari ikke véd af, at han bygger på kristendommens og jødedommens sørgelige rester, når han vil gå i gang med at ”forbedre” menneskets genom; blot tror han, at han bygger på fornuften.

Det gør han ikke.

Forskellen har med Kants skelnen mellem dogmatisk og kritisk livsanskuelse at gøre. Hararis fornuftstro er i lige så høj grad som min gudstro en tro, ikke noget, der ad filosofisk eller videnskabelig vej kan bevises. Men når man behandler de kristne trossætninger, som var de videnskabeligt bevisbare, så er man, med Kants terminologi, en dogmatiker. På samme måde med Hararis fornuftstro: behandler man den som den eneste sande tro, som den eneste overbevisning, et nogenlunde rationelt væsen kan have, så behandler man den som dogmatik, som noget, der står uafviseligt fast.

Og det er en fejl. Men det er en fejl, som de pågældende ateister har meget svært ved at indrømme.

Det vil sige: Hararis udsagn om, at vi mennesker, hvis vi vil forbedre det menneskelige genom, gør os til guder, er sandt på et helt andet plan, end Harari synes at kunne se.

Det er sandt på den måde, at vi ved en sådan handling påtager os gudernes viden og ansvar. Den forståelse har Harari indset. Men det er også sandt på den måde, at mennesket, hvis det vover sig ud i sådanne eksperimenter, ikke har nogen fornuft eller nogen fast viden at gå frem efter, men ”kun”, som vi andre, en tro, oven i købet en tro, som man ikke har indset er en tro.

Nu er denne artikel sådan set færdig. Men jeg vil alligevel for min egen fornøjelses skyld brodére lidt videre på de tanker, der er er fremsat. Om det bliver klargørende eller endnu mere forvirrende af det, må tiden vise.

Men man kan efter min mening – ifølge min religionsfilosofiske opfattelse – skelne mellem fire religioner, eller man kan lægge verdens religioner ind i fire forskellige bokse.

To bokse bruger ordet ”gud” i deres vokabular, har altså et positivt forhold til tilværelsen som sådan. Og to bokse har ikke brug for dette ord.

To bokse indeholder en refleksiv religion, altså en religion, der er kritisk i sit forhold til sig selv, véd af, at den er en tro. Og to bokse indeholder religioner, der uden videre betragter sig selv som den eneste sandhed om tilværelse, de er altså med Kants udtryk dogmatiske, ikke kritiske.

Kristendommen hører til i den boks, der bruger ordet ”gud” og er refleksiv. Det sidste viser sig ikke mindst derved, at dette at blive kristen er noget, man ikke kan tvinges til. Det kristne budskab må forkyndes, og den enkelte må frit forstå det og tilslutte sig det.

Islam, derimod, hører nok til de religioner, der bruger ordet ”gud”, men islam er ikke refleksiv. Islams grundlægger, Muhammed, har selv hørt ordet fra Allah som noget, han ikke skulle forstå, men blot videregive. Islam mener sig derfor berettiget til at tvinge folk til at godtage dens retningslinjer, ligesom islam opstiller dødsstraf for den, der forlader islam.

Buddhismen har ikke brug for ordet ”gud”, og svarende dertil betragter den tilværelsen som lutter lidelse. Blot kan menneskene ikke slippe ud af lidelsen, for efter hver tilværelse føres sjælen øjeblikkelig ind i et nyt legeme. Og fordi sjælen er besat af den ”maya”, den falske bevidsthed, som mener, livet er godt, derfor længes sjælen, når den er død, tilbage til den legemlige tilværelse. Skal sjælen befries for de stadige genfødsler, må det ske ved en oplysning som den, Buddha opnåede under det hellige lotustræ, da han i tankerne gennemgik årsagssammenhængen fra den ene ende til den anden. Men oplysningen må komme frivilligt, den kan ikke påtvinges noget menneske.

Endelig er der i den fjerde boks kommunismen. Den bruger ikke ordet ”gud”, men anser alligevel – lidt selvmodsigende – tilværelsen som god. Blot er der den hage ved det, at ”de herskende tanker er de herskende klassers tanker”, for at citere Marx. Og før man indser, at det er sådan fat, at altså al fin og ophøjet teologi og filosofi blot er de herskende klassers måde at undertrykke på, før kan ingen ændring finde sted. Men når dette er erkendt af tilstrækkelig mange, vil udviklingen nærme sig en revolutionær omvæltning.

Som bekendt holder de intellektuelle sig ikke tilbage fra at give denne udvikling en hånd med. Og de holder sig heller ikke tilbage fra at fjerne alle kontra-revolutionære med magt. Så de har, som muslimerne, en tyrkertro på deres ”religions” sandhed; de kan slå dem ihjel, der ikke vil acceptere denne sandhed. Muslimerne sætter ”gud” bag deres sandhed, kommunisterne holder på, at deres sandhed er videnskabelig korrekt; begge dele synes de giver deres vold legitimitet.

Derfor er det nærmest denne sidste boks, jeg vil anbringe Yuval Hararis overbevisning i. Han tror på udviklingen, ikke udviklingen mod det klasseløse samfund, men udviklingen mod menneskets større intelligens. Så stærkt tror han på denne udvikling, at han ikke drømmer om give os almindelige mennesker lejlighed til at stemme om, hvorvidt vi nu også ønsker en sådan udvikling.

På den anden side har han vel heller ikke tænkt sig, at vi, der ikke ønsker denne udvikling, og direkte ytrer os imod den, skal slås ihjel. Så lidt fra den første boks har han dog med sig. Men når vi bliver overflødiggjort og måske i næste omgang udryddet, bliver resultatet let det samme.

Udgivet i ateisme, Samfundsforhold | Tagget , | Skriv en kommentar

Det guddommeliggjorte menneske

Det første begreb, vi skal have frem på skærmen, er det gamle græske begreb ”hybris”. De gamle grækere havde en række fortællinger om mennesker, der begik hybris, dvs., mennesker, der gik ud over den begrænsning, der påhviler menneskeslægten. Man kan illustrere det ved fortællingen om Ikaros, han, som efter at have fået vinger påført ville stige op til solen. Men ak, da han kom nærmere solen, smeltede den voks, hans vinger var fastgjort med, og han styrtede til jorden.

Det næste, det er godt at skrive sig bag øret, når vi nu skal igennem emnet ”det guddommeliggjorte menneske”, er den vittighed, der fortæller os, at den menneskelige hjerne er den eneste computer, der kan fremstilles af ufaglært arbejdskraft.

Begge dele skal vi have in mente, når vi skal se nærmere på nummer 5 i Flemming Roses serie ”Den nye verdensorden”. Her interview’er Rose en israelsk historiker, forfatter og professor ved det hebraiske universitet i Jerusalem, Yuval Harari. Man kan se interview’et her. Det blev vist på DR2 mandag den 9-10 kl 23.00.

Harari bliver af Rose præsenteret som én, der mener, at den største trussel mod menneskeheden ikke kommer fra radikal islam, fra Rusland eller Kina, men fra teknologien, nærmere bestemt den teknologi, der mener sig i stand til at skabe både robotter og overmennesker og derved sætte hele den ”gamle” menneskehed skakmat.

Og det viser sig at være en korrekt karakteristik. Harari begynder med at fortælle om, hvordan mennesket blev menneske, og det er ganske interessant, at han virkelig vover at afbilde mennesket som den mægtigste dyreart på jorden, altså ikke den største, men den mægtigste (the most powerful). Mens jeg frekventerede et forum ved Aarhus Universitet, ”Forum Teologi/Naturvidenskab”, var det meget vanskeligt at komme igennem med den tanke, at mennesket var noget helt specielt; nej, forlød det, mennesket var et dyr, måske et højt udviklet dyr, men intet mere; og alt, hvad man påpegede som specielt ved mennesket, blev øjeblikkelig skudt ned med bemærkninger om, at de samme træk fandtes hos dyrene.

Ikke sådan med Harari. Han påstår frimodigt, at det, der skete, da mennesket fik sprog og blev menneske, var en revolution i evolutionen. (Ja, han mener virkelig, at det, der gør mennesket til menneske, har med dets sprog at gøre). Men det, der så gør ham anderledes – i hvert fald anderledes på en måde, jeg ikke kan gå med til – er, at han mener, at vi i dag står overfor en lignende, måske endda større revolution.

Sandt nok, mennesket er nu blevet herre over naturen, det er det fremmeste væsen på hele planeten, det væsen, som alle andre væsener er afhængige af. Og mennesket er i kraft af sin enorme og altgennemtrængende videnskab blevet i stand til at undersøge sig selv. Men, føjer så Harari til, i den grad kan det undersøge sig selv, at det nu kan optræde som skabermagt, kan ophøje sig til guddom over de andre væsener og sig selv, kan reparere de skader, der er på dets genom, (trin 1), på lidt længere sigt forbedre dette genom, (trin 2), og på langt sigt erstatte de nuværende mennesker med betydelig mere fuldkomne væsener (trin 3). Altsammen takket være videnskaben, den lægevidenskabelig kunnen, og ikke mindst takket være AI, kunstig intelligens, den videnskabsgren, der hævder at kunne skabe kunstige mennesker, altså ikke blot robotter, der kan gøre det samme, som vi mennesker kan, men robotter, der kan overgå os på alle områder.

Jeg vil hævde, at han tager fejl. Jeg vil hævde, at han har overset noget, da han gjorde sig tanker om, hvordan mennesket fik sit sprog. Og jeg vil hævde, at denne fejl slår igennem i de tanker, han gør sig om fremtiden.

Lad os tage det første trin i menneskets fuldkommengørelse, som han beskriver: at vi reparerer de skader, der findes på vores genom!

Jovist, man kan med rimelighed sige, at vi allerede er begyndt på dette arbejde. Har man iagttaget, hvordan en arvelig sygdom bemægtiger sig en bestemt familie, kan man frasortere de fostre, der har sygdomsgenet og kun beholde de sygdomsfri. Det vil, kan man hævde, på sigt føre til, at denne arvelige sygdom bliver udryddet.

Udmærket!

Men hvad med alle de sygdomme, der ikke er arvelige? Hvordan skal man f.eks. bekæmpe zika-virussen? Skal alle de myg, der overfører den sygdom, udryddes? Eller vil det være mere effektivt, omend jo også langt mere langsommeligt, at tilføre det menneskelige genom gener, der gør os uimodtagelige for denne virus?

Intet svar!

På et tidspunkt begyndte Rose og han at diskutere, om mennesket ønsker sig evigt liv. Det mente Harari ikke, at man kunne svare på. Derimod kunne man måske, når et menneske blev halvfems, spørge, om det ønske at leve ti år mere, når det kunne gøre det ved godt helbred. Og når de ti år var gået, kunne man spørge igen. Så ville man formentlig hele tiden få en anmodning om endnu ti år.

Det er egentlig noget forfærdeligt vås. Harari fremskriver den viden, vi for øjeblikket har om det menneskelige genom, om genernes virkemåde, om deres samspil og om de sære ”endestykker” på generne, hvis længde aftager med de stadige delinger, og hvis funktion man endnu ikke er klar over. Og så går han uden videre ud fra, at vi i fremtiden vil kunne ændre på dette genom, så vi kan leve meget længere. Det hævder han, før vi er blevet klar over, hvad det egentlig er, der uafviseligt bevirker, at et menneske ældes. Hans fantasi fejler i hvert fald ikke noget, men hans videnskabelige viden er hele tiden præget af en forvisning om, at det vi ikke véd i dag, det véd vi i morgen.

Men ikke blot vil han ændre vores genom, så vi kan leve længere, han vil også ved hjælp af kunstige ændringer i genomet gøre fremtidens mennesker mere intelligente.

Også her kan man gøre opmærksom på alt det, vi ikke véd om det menneskelige genom, for ikke at tale om alt det, vi ikke véd om den menneskelige intelligens.

Men lad mig bare pege på en enkelt ting: Vi mennesker holder af vores børn. Og vi holder af dem, fordi de ligner os, fordi de er vores børn. Vil et almindeligt menneskepar kunne føle, at et foster, hvis genom er manipuleret til at blive et supermenneske, bliver deres barn? Og vil de ønske sig et barn med helt andre evner end dem, de selv har?

Hvis det altså i det hele taget bliver muligt at skabe mennesker med en stor intelligens. Og hvis det i det hele taget gavner menneskeheden med mange individer med høj intelligens.

For spørgsmålet er jo, hvor stor en del af udviklingen frem mod nutidsmennesket intelligensen har ansvaret for. Jeg har været inde på det før, men lad mig blot gentage det her: Menneskets kulturelle udvikling er en udvikling af fænomener, der på forhånd ligger i sproget. Og i den kulturelle udvikling i menneskesamfundet, hvor efterhånden flere og flere af sprogets strukturer kommer for en dag, er det ikke den enkeltes intelligens, der spiller en rolle, langt snarere er det den frihed og åndelige diskussion, der finder sted i samfundet, der har noget at sige.

Så dèr ser vi, hvordan den fejl, Harari gør sig skyldig i, når det drejer sig om, hvordan mennesket blev til menneske, dukker op igen, når talen er om muligheden for at skabe ”overmennesker”.

Dette var Hararis første trin i den fremtidige udvikling.

Det næste trin skal jeg ikke gøre meget ud af, for jeg er ikke helt klar over, hvad han mener med det. Det består vistnok i, at menneskene efterhånden finder ud af at erstatte de fleste kropsdele med kunstige aggregater, sådan at det til sidst kun er hjernen, et menneske har med sig fra sit gamle legeme. Vild fremtidsvision, ja, men vist også en ret urealistisk.

Så er der det tredje trin.

Det er endnu mere fantasifuldt. Harari er af den opfattelse, at det i nær fremtid vil være muligt at fabrikere robotter, der i enhver henseende ligner os mennesker, blot er de uden vore fejl og mangler. Som han siger i interview’et: den hidtidige udvikling har været præget af tilfældige mutationer, en følen-sig-frem til det rette, hvor meget bedre vil ikke vi mennesker kunne gøre det, når vi med vor fornuft er i stand til at planlægge nøjagtig, hvordan det rigtige, fuldkomne menneske skal se ud.

Det eneste tvivlsspørgsmål, han har overfor denne utopi, er, om det vil være muligt at indplante bevidsthed i en sådan robot. Det er, siger han, jo ikke hidtil lykkedes for nogen robotmagere at give deres robotter bevidsthed. Det er en lidt mærkelig tilbageholdenhed, han her udviser. Når han alligevel er i gang med de store fantasi-fremtidsudsigter, hvorfor er han så nødt til at forestille sig, at dette med bevidstheden skulle være lukket land for robotmagerne? Mange andre fremtidsforskere plejer, når de bliver stillet overfor noget, som er umuligt set ud fra næsten enhver synsvinkel, at sige: ”Ja, det er ikke muligt – endnu!” Hvorfor er det umuligt for ham at sige noget tilsvarende?

Jeg véd det ikke.

Men jeg véd, at han, hvad angår det tredje trin, lider af samme mangel, som blev påvist ved det første trin: Han bilder sig ind, at menneskets hjerne er det hele, at menneskets intelligens er alt, hvad der skal til, at en forbedring af intelligensen automatisk vil føre os frem mod endnu større muligheder, endnu større viden, endnu større magtudøvelse over den ikke-menneskelige kultur.

Men det er ikke det centrale i menneskekulturens udvikling. Det centrale er sproget og de skjulte træk, der på forhånd ligger i sproget, men som først åbenbares pø om pø af menneskene selv i deres indbyrdes diskussion.

Pytagoras opfandt ikke læresætningen om retvinklede trekanter, han opdagede den. Den var der i forvejen, den har haft gyldighed fra evighed af. Det samme med alle matematikkens andre sætninger.

Og det samme med alle de konklusioner, man må drage af ordet ”retfærdighed”. På et tidspunkt anså man det ikke for uretfærdigt at holde slaver. På et tidspunkt mente man, at retfærdighedsbegrebet ikke behøvede indebære lige ret for kvinder, osv.

Mig forekommer det, at når han ender i sådanne vilde spekulationer, hænger det sammen med, at han nok ser sproget som det væsentligste kendetegn for mennesket i forhold til dyrene, men ikke ser det som noget, der i sig bærer kim til menneskets udvikling. Den forløber således ikke efter tilfældigheder, men efter den retning, som sproget angiver. Hvordan mennesker tænker om retfærdighed, er noget, der udvikler sig, hvordan vi tænker om talrækken, ligeså, og hvordan vi bærer os ad med at styre det ene menneskes køb og salg, også det udvikler sig ad retninger, som på forhånd ligger i sproget.

Og hele den tanke, at robotter kan gå ind i menneskesamfundet på linje med mennesker! Bare det spørgsmål: Skal disse robotter fabrikeres, så de vokser op på samme måde som et menneske og gennem indlæring tilegner sig alt det, et menneske tilegner sig? Eller tænker Harari sig, at de på forhånd forsynes med al den viden, som den største videnskabsmand har tilegnet sig gennem et helt liv? Intet af det overvejer Harari.

Hvis det er det første, han har i tankerne, glemmer han, at mennesket er et dyr, endda et flokdyr. Det betyder, at vi har indbygget i os et tillidsforhold til vore nærmeste. Og det betyder videre, at sproget kommer til at fungére, fordi det ene menneske tør stole på det andet. Men vil disse tænkte super-robot-mennesker kunne tale med andre normale mennesker? Vil man kunne stole på en sådan robot? Vil man regne med, at det han (eller hun?) siger, er noget, han virkelig mener? Der synes jo ikke at være nogen person til stede inde i robotten.

Og hvis det er det sidste, han forestiller sig, så er al udvikling afsluttet med disse robotter. For hvordan skal de kunne tale med andre robotter eller med de tilbageblevne ægte mennesker, hvis de ikke har nogen bevidsthed?

Til sidst skal jeg kort berøre hans pessimistiske fremtidsudsigter. Han har andetsteds gjort rede for det, f.eks. her, hvor han forudser en stor hærskare af overflødige mennesker i fremtiden, og her, hvor han ser en fremtid for sig, hvor maskiner kan frembringe musik, der ikke er til at skelne fra menneskefrembragt musik.

Dette med musikken kan man være enig eller uenig med ham i, men det er ganske morsomt, at en computer i Californien – ja, hvor ellers? – har analyseret en række Bach-kompositioner og derefter lavet et musikstykke selv. En række musikkendere skulle derefter gætte mellem tre musikstykker: et ægte Bach-stykke, et computer-Bach-stykke, og et stykke komponeret à la Bach af en musikprofessor: hvad er hvad? De gættede alle forkert.

Men det andet, det, der blev annonceret af Rose som den store fremtidsfare, robotovertagelsen af alt arbejde, det gør han noget ud af i interview’et.

Godt nok er det gået sådan, siger han, ved de tidligere teknologiske revolutioner, at der vel var arbejdspladser, der forsvandt, men der var lige så mange, der dukkede op. Da bilen blev almindelig, forsvandt arbejdet som kusk og hjulmager, men en række andre dukkede op: fabriksarbejder, mekaniker, prøveassistent, osv. Men når robotteknologien om få år slår igennem, kan man ikke regne med, at det vil gå sådan for sig. I ovennævnte artikel om de overflødige mennesker gør han sig den overvejelse om fortidens ledere og generaler, at de havde brug for underklassen til at levere mad på bordet og for generalernes vedkommende til at levere soldater. Men når begge disse ting i fremtiden kan klares uden menneskelig medvirken, ved hjælp af nogle avancerede robotter, der kun behøver menneskelig styring i begrænset omfang, så vil en række mennesker blive overflødiggjort.

Og der er ikke noget at gøre ved det. For de nye jobs, der eventuelt skabes, er jobs indenfor robotteknologi og cyberstyring, noget, som ingen almindelige mennesker har uddannelse til at bestride.

Og derfor vil fremtiden formentlig byde på en lille overklasse af meget rige mennesker, der sidder på alle robotterne og tjener tykt på deres indsatser, og så en stor underklasse af overflødige mennesker, der ikke har noget arbejde, og måske lever i fattigdom, måske underholdes ved at se fjernsyn dagen lang.

Det ser han som den store fare. Og det er det, Rose bruger som afsæt for sit interview.

Men ærlig talt, er ikke også det noget vrøvl?

I den førnævnte artikel nævner han, hvordan både taxa-, uber- og lastbilchauffører bliver ledige om føje år, når alle biler bliver selvkørende, og hvor al transport sandsynligvis bliver varetaget af store firmaer, der opererer med en hær af disse robot-biler.

Ergo: en række mennesker bliver overflødige, må gå for lud og koldt vand, eller leve for penge, staten indkræver til deres underhold.

Der er én ting, han glemmer. Han glemmer, at disse enorme selskaber, der har sat sig på al transport og overflødiggjort en række chauffører, er afhængige af alle andre mennesker som kunder. Hvis ingen vil bruge de transportmuligheder, de tilbyder, fordi de ikke har råd til det, så går disse firmaer ned med flaget. De kommer til at indse det samme, som Henry Ford indså: hans arbejdere måtte have en løn så god, at de kunne købe en Ford-T, ellers forsvandt hans indtjening. Eller: samtidig med, at han skovlede penge ind til sig selv, var han dog stadigvæk en samfundets tjener, der havde sin eksistensberettigelse i at tjene andre med sine biler.

På samme måde med automat-bilerne og deres ejerselskaber.

Og på samme måde med alle de andre områder, som Harari ser så pessimistisk på. Han glemmer kundesynspunktet, han glemmer samfundsaspektet.

Men værst er det vist alligevel, at han i de tre trin, jeg begyndte med, overser sprogets særkendetegn.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget | Skriv en kommentar

Krise igen?

Information har den 9-10 en forsideartikel, som beskriver, hvordan Deutsche Bank advarer: Den næste krise er lige om hjørnet, se her. Artiklen fortsætter inde i bladet over hele to sider, så jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg virkelig gad læse dette igennem. Men på den anden side har jeg jo lige skrevet en artikel her på bloggen om nationaløkonomiske forhold, se den forrige artikel. Og hvis jeg har ret i min analyse, vil der gå rigtig lang tid, før vi igen kan opleve en krise; vi oplever den først, når vi har haft en opgangstid, der svarer til tressernes eller nullernes højkonjunktur. Hvis disse to opgangstider var forårsaget af en pludselig stigning i produktiviteten, en så stor stigning, at forventningspriserne på jord ikke kunne følge med, og hvis nedgangsperioden begyndte, fordi produktivitetsstigningen ikke kunne blive ved med at levere det, som forventningspriserne forventede, så kan der godt ske en vis fremgang i økonomien, uden man straks behøver at råbe vagt i gevær. For en produktivitetsstigning som den i tresserne eller den i nullerne har vi ikke oplevet endnu, især ikke en så pludselig produktivitetsstigning.

Informations artikel er ikke on-line, så jeg gav mig til at lede efter andre kilder til Deutsche Banks advarsel. Jeg fandt én her. Men både den og Informations artikel er egentlig ret mærkelige. Og hvis de gengiver Deutsche Banks advarsel nogenlunde troværdigt, er jeg nok mest tilbøjelig til at betegne den som varm luft.

Den anførte artikel og dens forløber er skrevet af en vis Tyler Durden. Og når jeg er tilbøjelig til at kalde Deutsche Banks artikel varm luft, skyldes det ikke kun, at den ikke nævner noget som helst om forventningspriser på jord og fast ejendom, advarer om nogen boligboble, eller på anden måde antyder, at den godt véd, at jord og kapital ikke er helt det samme. Det skyldes også, at den i store dele af sin fremstilling benytter sig af statistiske argumenter uden at gøre rede for de årsager, den mener ligger bag. Og det plejer man at kalde om ikke ligefrem dårlig videnskab, så i hvert fald ufuldkommen videnskab.

Det hænger muligvis sammen med, at økonomer er uenige om det teoretiske grundlag for deres tænkning. Der findes keynesianere, der findes monetarister, og der findes formentlig også teoretikere af nyere dato, og alle sammen tænker de over nationaløkonomien ud fra deres teorier. Hvis nu Jim Reid, der har skrevet Deutsche Banks artikel, vil prøve at ramme alle disse teoretikere, er det måske en god idé at gøre, som han gør her: Han opstiller et skema over samtlige økonomiske kriser fra engang i 1800-tallet til i dag, og viser så på en række grafer, hvilke værdier der har haft hvilke udsving.

Og så drager han, eller i hvert fald Tyler Durden, følgende slutning:

Det vil i hvert fald kræve et stort spring i troen at sige, at kriser ikke vil fortsætte med at være et regelmæssigt træk ved det finansielle system, som har været virksomt siden begyndelsen af halvfjerdserne.

Jeg har nu ikke hørt om nogen, der vil hævde, at vi er kommet ud over situationen med de stadig tilbagevendende kriser. Problemet er jo, om den næste krise er nært forestående eller først vil komme om ti eller tyve år.

Så nævnes der en række særlige ting ved nutidens finansielle tilstand, deriblandt staternes store gæld og den uhyre lave rente, og så hedder det:

Hvis der kommer en krise ret snart (indenfor 2-3 år) vil det være svært at se på disse variabler og sige, at man ikke kunne forudsige den. Når det er sagt, er der jo et stort element af uforudsigelighed ved kriser.

Så har man da vist iført sig både livrem og seler. Men er nogen blevet klogere?

Nuvel, det næste noget tvivlsomme argument går på, at de finansielle systemer har været meget svingende, siden man gik bort fra guldet.

Undskyld mig, men er forfatteren ikke her tilhænger af en gammel overtro? Dette med, at det at knytte en valuta til prisen på guld skulle give en særlig stabilitet, er dog vist noget, ingen rigtig tror på i vore dage. Eller skulle krisen i 2008 have en eller anden forbindelse med, at man i begyndelsen af halvfjerdserne gik bort fra guldet? Eller fik man ikke kriser dengang, hvor man betragtede guldet som en international valuta? Hvad med krisen i 1929? Alle holdt dengang på guldet, men krise fik man alligevel.

Men vi er ikke færdige med mærkværdighederne endnu. Jim Reid har tilsyneladende en teori om, at hvis politikerne ikke gør det rigtige, så er der en ekstra risiko for, at vi får krise. Han opstiller ét eller andet kriterium for, hvad populisme er, og formår derefter at lave en graf, som viser, at populismen i vore dage er næsten lige så stor som i 1930erne. Og ikke sandt, det lyder jo meget farligt. Tænk, trediverne! Det var dengang Hitler regerede. Det kan næsten ikke blive værre.

Men enten har Reid en skjult teoretisk baggrund, som Durden blot ikke gør rede for, eller også er det hele en gang overfladisk snak. Jeg er mest tilbøjelig til at tro det sidste.

Lad mig slutte med at redegøre i al korthed for en krise i Japan i begyndelsen af 1990’erne.

Der var fremgang i den japanske økonomi. Det betød, at der blev bygget mange erhvervsejendomme i Tokyos midtby. Priserne på disse ejendomme steg og steg. Store firmaer optog lån for at kunne spekulere i disse prisstigninger; at ”spekulere i” betyder at købe en ejendom, ikke for at bruge den, men for senere at kunne sælge den med fortjeneste. Men da fremgangen i økonomien blev ved, gik det godt gennem nogle år. Og de, der spekulerede og gik ud af legen i tide, kunne slippe af sted med store gevinster. Hvilket naturligvis opildnede andre til at forsøge at opnå lige så store gevinster.

Godt nok kom der er tidspunkt, hvor bankerne blev nødt til at undlade at kræve normale afdrag på lånene, men endnu syntes spekulationerne at kunne give noget af sig, de svimlende priser på ejendommene i bymidten holdt sig.

Indtil en skønne dag det hele krakelerede. Tilliden til fremtiden, til, at også det næste hold spekulanter kunne få gevinster med sig hjem, forsvandt som ved et trylleslag. Man indså – men ak, altfor sent – at de fleste opkøb var rene spekulationsopkøb, foretaget uden tanke for selv at udnytte erhvervsejendommen, kun med fortjenstfuldt videresalg for øje.

Enhver kunne sige sig selv, at det ikke kunne blive ved med at gå. Men de, der sad midt i det, de, der blev grebet af spekulationsfeberen, kunne ikke se det.

Spekulation og sammenbrud af spekulation kan sikkert foregå på mange andre måde og indenfor mange andre grene af økonomien end lige erhvervsejendomme. Men hvis man vil give sig af med at forudsige den næste krise, er det ikke populistiske partier, man skal se på, ejheller guldstandarder eller ikke-guldstandarder, men snarere de muligheder for spekulation, der ligger i jordprisfastsættelsen: Giver den sig udslag i for høje aktiekurser? Er det boligpriserne i en bestemt del af økonomien, der er ude af det normale leje? Eller er det en helt tredje spekulation, der gør sig gældende?

Men det har i hvert fald Deutsche Banks undersøgelse ret i: Kriser har det med at være uforudsigelige.

Udgivet i Samfundsforhold | Skriv en kommentar

Banal ondskab

I mine indvendinger imod Sørine Gotfredsens syn på menneskets ondskab, se her og her, er der noget, jeg ikke har fået med, noget, der ikke blev plads til, men også noget, som jeg ikke rigtig har gennemtænkt – endnu.

Jeg blev mindet om det, da jeg læste Henrik Stubkjærs prædiken ved Folketingets åbningsgudstjeneste, se her. Egentlig burde jeg fremdrage flere ting ved denne prædiken, for den var faktisk efter min ringe mening ret god. Men jeg nøjes med én ting.

Stubkjær fik sagt noget om, at de åndelige værdier bliver der flere af derved, at de bliver delt.

Pointen er, at det egentlige liv er det liv, der bliver mere af, ved at det bliver delt. Ligesom Kristus selv bliver større ved, at han deler sig med os. Altså er den kristne kun – ved at dele sit liv med sit medmenneske.

Det anvendte han på det danske folk og fik følgende resultat ud af det:

Når vi siger, at ”Danmark er et kristent land”, så betyder det noget for vores måde at forholde os til hinanden. For så anerkender vi hver enkelts ret til et livsgrundlag – Gennem selvforsørgelse eller offentlig forsørgelse, hvor det er nødvendigt. Den enkelte og fællesskabet er hinandens forudsætninger. Og vi vedkender os både nationalt og internationalt, at ethvert menneske rummer en gudbilledlighed og har ret til et liv i værdighed. Og vi anerkender, at livet er smukt, og at vi har et ansvar for at værne om det.

Det er ordet ”livsgrundlag”, der slog mig: den enkelte har ret til et livsgrundlag.

Det har Stubkjær fuldstændig ret i. Det skriver jeg under på med største glæde. Men jeg er bange for, at vandene herefter skilles.

For spørgsmålet er: Hvordan skal ”vi” – og ”vi” betyder her staten, herhjemme den danske stat, repræsenteret af de folketingspolitikere, der sidder og lytter – hvordan skal ”vi” handle, når vi anerkender den enkeltes ret til et livsgrundlag? Hvordan skal vi handle overfor den enkelte dansker for at tilgodese den ret, han har, og hvordan skal vi handle overfor den enkelte udlænding, som jo også rummer en gudbilledlighed og har ret til et liv i værdighed?

Jeg gætter nok ikke meget forkert, når jeg påstår, at så at sige alle politikere på Christiansborg vil bruge den socialistiske metode, når de vil materialisere den ret til et livsgrundlag, som den enkelte har, dvs., de vil bruge statens magt til at opkræve skatter med til at foretage en eller anden omfordeling. Man kan så diskutere, hvor stor omfordelingen skal være, hvor høje skatterne kan tåle at blive, inden ethvert økonomisk incitament til produktion er forsvundet, osv. Men omfordeling, det er metoden, man vil bruge, når man fra statens side skal omsætte den smukke teori om den enkeltes ret til et livsgrundlag til praksis.

Den tankegang er blevet så almindelig, at man uvilkårlig vil spørge: ”Ja, hvordan ellers?”, og da den socialistiske tankegang præger alle nutidspolitikere (og langt de fleste nutidsmennesker), skal man langt tilbage i historien for at finde et alternativ.

Jeg skal derfor præsentere ét, der er hentet fra Grundtvig.

Han foreslår den 1. september 1849 under treårskrigen, at man skal indrette en stor mængde selvejerbrug i Danmark, så de soldater, der nu sætter livet i vove for Danmarks skyld, efter krigen kan vende tilbage til en god tilværelse som selvstændige gårdmænd. Han skriver i tidsskriftet ”Danskeren”:

Man gaaer nemlig ud fra to Forudsætninger, som er lige falske og lige fordærvelige, den ene, at det kan være det samme, hvem der eier Jorden, naar den blot er fri Eiendom og skal ikke bortfæstes, og den anden, at hvem der har lovlig thinglæst Skiøde paa et Jordbrug, har ogsaa fuld Eiendoms-Ret derover, om saa end hele Folket, paa nogle faa Herremænd nær, derved berøvedes deres Fæderneland.

Begge dele er grundfalske og fordærvelige, thi ethvert Folk er sit Fædernelands Grund-Eier (paa pluddervælsk “Suveræn”) og kan aldrig retmæssig ved nogen Lov tabe sin Eiendoms-Ret, saa det er kun Nytten og Brugen af Jorden, der retmæssig kan fordeles ved Lands-Loven og blive Gienstand for Kiøb og Salg, og disse Ting bør da ordnes ved Love, som har fælles Bedste for Øie og tager særdeles Hensyn til Landets Forsvar og Landefredens Haandhævelse. (535)

Om vi derfor havde faaet en Lovgivning, som gik ud fra den falske Grundsætning, at enten Kongen eller en Slump Herremænd eiede Landet og kunde give eller sælge det til hvem de vilde, og kunde altsaa, om de lystede, lade det ligge øde, ja med Flid ødelægge det, saa hele Folket maatte sulte ihjel, da seer man let, at saadanne Love var ligesaa uretfærdige, som ubillige og ugudelige, og burde uden videre afskaffes.

Hvad Juristerne kalde fuld Eiendoms-Ret, som man kan have over sine Penge, sine Klæder og sit Boskab, det har Ingen selv over sit Huus og ingen uden hele Folket over Jorden, som skal bære og føde dem, men skiøndt den hidtil giældende “Danske Lov” ingenlunde er givet med denne klare Indsigt, saa er den dog givet med en dunkel Følelse af denne urokkelige Grundsætning, saa Herremændenes Eiendoms-Ret til Landets Sædejord er paa flere Maader indskrænket, som en Nytte og Brug, der ikke maa forhindre, at Fattig-Folk jo ogsaa kan leve. (Se her).

Det, som Grundtvig her advarer imod: at man lader ejendomsretten gælde både det, mennesker har frembragt, penge, klæder, indbo, og det, ingen har frembragt, nemlig jorden, det har han, som man nok véd, advaret imod forgæves. I vore dage skelner man ikke mellem ejendomsret til bohave og ejendomsret til jord.

Jeg husker engang, vi på Præstehøjskolen fik besøg af Thorkild Kristensen, Thorkild Livrem, som han blev kaldt i sin tid. Jeg spurgte ham om netop dette: burde man ikke skelne mellem ejendomsret til jord og ejendomsret til ting? Han svarede, at det for alle praktiske formåls skyld var unødvendigt med en sådan skelnen. Ærlig talt, selv om jeg har stor respekt for ham, jeg tror ikke på den udtalelse. Og man kan da også se, at vismændene den ene gang efter den anden anbefaler, at man øger ejendomsbeskatningen.

Nu jeg har nævnt Thorkild Kristensen, er det da sådan set også meget sjovt, at det, der i sin tid satte mig i gang med at udforme min lidt specielle ”dalreperiode-teori”, var, at jeg deltog i et såkaldt Thorkild Kristensen seminar på Skærup Mølle, se her.

Dengang – og de gange, jeg senere har omtalt denne teori – har jeg været ret omhyggelig med at fastslå, at jeg ikke på dette tidspunkt taler for øget ejendomsbeskatning, jeg taler kun for i den økonomiske teori at anvende de iagttagelser, man kan gøre sig angående forventningspris på jord.

Men nu, inspireret af både Grundtvig og den amerikanske økonom Henry George (1839-1897), tillader jeg mig at anvende de iagttagelser, man har gjort i de to opgangsperioder, jeg har nævnt i ovenstående blogindlæg, opgangsperioden i tresserne og den i nullerne. Hvis de begge, som teorien hævder, er fremkaldt af, at produktivitetsstigningen er blevet større, end forventningspriserne på jord regnede med, så skulle man jo tro, at man kunne få arbejdsløsheden ned, måske til helt at forsvinde, som den gjorde det i tresserne og også næsten i nullerne, ved at beskatte jordbesiddelse, så der slet ikke opstår nogen forventningspris på jord.

Det vil jeg også mene, man kan, men jeg vil dog undlade at redegøre nærmere for de måder, det kan gøres på, og blot nøjes med at henvise til de iagttagelser, jeg her har omtalt. Sådan set er det jo glædelige erfaringer, som økonomer burde kaste sig over med stor iver for at se, hvad det vel kan være, der fik hjulene til at rulle så hurtigt, at næsten alle kom i arbejde.

Det gør de jo imidlertid ikke, som man nok kan se. Og min påstand er, at de har glemt den kendsgerning, som vi skal have en Grundtvig til at gøre os opmærksom på, den, nemlig, at ”jorden skal bære og føde folket”, eller altså: at ethvert menneske er afhængig af jorden på den dobbelte måde, at han skal have et sted at bo, og at han skal have noget at spise. Jorden er simpelthen ethvert menneskes livsgrundlag. Og nu er vi tilbage ved Henrik Stubkjærs formulering.

Socialisterne – og som sagt, næsten alle politikere tænker i vore dage socialistisk – vil beskatte produktionen og ud fra den foretage en omfordeling af det, der er fremkommet ved denne produktion. Men de undlader at gøre noget ved produktionens forudsætninger; de tænker ikke over, om produktionsforholdene i sig selv er med til at skabe den ulighed, de vil gøre noget ved, eller med til at skabe den arbejdsløshed, som på en hidtil uforklarlig måde gør al tale om anerkendelse af den enkeltes ret til et livsgrundlag til mundsvejr.

Georgeisterne, derimod – og lad os bare opkalde denne politik efter Henry George, selv om han jo på ingen måde har patent på den – vil lade anerkendelsen af alles ret til et livsgrundlag materialisere sig, inden der overhovedet er produceret noget, vil altså gøre det til en forudsætning for al produktion, at de ydes en afgift til ”de andre”, fordi man ved sin produktion beslaglægger noget af den jord, som ”de andre” har lige så stor ret til. De vil, som man måske véd, opkræve en skat på værdien af den jord, der bruges ved produktionen. Gennem denne skat anerkender de, at alle har ret til et livsgrundlag, og at enhver producent bruger noget af ”de andres” livsgrundlag til sin produktion.

Det, der er problemet ved den socialistiske model, er, at der i denne model altid vil være arbejdsløse, altså mennesker, som på grund af en fejl i det økonomiske system ikke kan komme til at forsørge sig selv. Igennem de perioder, som jeg har kaldt ”dalreperioderne”, men som andre nok vil give et pænere navn, har der været arbejdsløshed. Kun i de to perioder, hvor produktivitetsstigningen har oversteget forventningspriserne på jord, har vi haft noget, der lignede fuld beskæftigelse. Men på trods af, at fuld beskæftigelse således er en sjældenhed, går man i arbejdsformidlingen og i omsorgen for de arbejdsløse ud fra, at enhver, der kan og vil, altid kan få et arbejde.

Det er bare ikke tilfældet. Der er økonomiske kræfter, der modvirker det. Og disse kræfter har med jordprisdannelsen at gøre.

Er man blandt økonomer ved at få øjnene op for disse forhold?

I hvert fald tør man nu åbent indrømme, at krisen i 2008 begyndte med, at der gik hul på en boligboble. Fornylig foreslog Nationalbanken og en anden institution, hvis navn jeg har glemt, at man ved ejendomskøb skulle begrænse købers mulighed for at få de mest fordelagtige lån. De skulle kun kunne opnås af købere med en forholdsvis høj indkomst. Men reglerne skulle kun gælde for de store byer. Begge dele fremkaldte store protester. Men bemærkelsesværdigt nok har man fra de protesterendes side ikke hverken erkendt faren for en bristende boligboble eller været i stand til at fremkomme med forslag til, hvordan man ellers kan hindre, at boligpriserne, skønt det drejer sig om jord, ryger op i himlen. For det er jo, hvad der er ved at ske i øjeblikket.

Hvad har nu alt dette med ”det onde” at gøre?

Jo, det onde er ikke så meget noget, der ligger i det enkelte menneske. Det onde har slået sig ned i vore samfundsordninger. Ikke på en særlig synlig måde, mest skjult som sære økonomiske kræfter, som ingen rigtig tør tage sig for at udrede.

Og når ingen økonom tør søge at udrede disse kræfter, hænger det ikke sammen med, at økonomer er onde mennesker, det hænger blot sammen med, at de, hvis de skal tjene penge på deres videnskab, er nødt til at stå sig godt med politikerne, og politikerne vil ikke vide af forslag, der indebærer, at der skal gøres noget ved jordpriserne. For – det er både de selv og næsten alle analytikere enige om – det vil være det rene politiske selvmord at antaste ”den hellige ejendomsret” til jord.

Det er jo ikke fordi politikerne sådan ligefrem er onde, det er såmænd blot, fordi de ikke i medierne kan få mere end to minutter til at redegøre for deres politik.

Og når de ikke får det, skyldes det ikke journalisternes ondskab, det skyldes blot, at de føler, de skal konkurrere med andre journalister om seernes og læsernes opmærksomhed, derfor tør de ikke vove sig ud i eksperimenter, men føler sig nødsaget til at følge med strømmen og kun stille spørgsmål, som læserne ud fra deres ret snævre horisont ville stille.

Og læserne og seerne og vælgerne, heller ikke de er onde, uha nej. De forstår ikke alt det med økonomi og prøver heller ikke særlig ivrigt at sætte sig ind i det, men stemmer alligevel på partier, der vil sørge godt først for dem og dernæst for folket som helhed. Og eftersom alle andre har den samme prioritering, er der jo ingen, der vil sige, at de derved handler ondt. For når alle handler ud fra deres egne velforståede interesser, så er der jo ikke tale om ondskab, griskhed, det er altid noget, der præger ”de andre”, ikke én selv.

Så alt i alt, vi kan ikke i det økonomiske liv finde onde mennesker, kun almindelige mennesker, der tænker, som mennesker gør flest. Og det kan man vel ikke bebrejde dem??

Alligevel er det min fornemmelse – hvis det må være mig tilladt her at udtrykke mig, som Luther ville have gjort – at djævelen sidder og gnækker af fryd i sit helvede.

Alligevel vil jeg tillade mig at føle dyb sorg over det samfund, vi har, et samfund, hvor ganske vist utrolig mange mennesker prøver at gøre noget godt, blot gør de det allesammen ud fra en socialistisk samfundsmodel, det vil sige, de gør godt med andres penge, de gør godt ved omfordeling, og midt i al denne godhed går der altså frustrerede mennesker omkring, som ikke kan opnå den tilfredsstillelse, det giver at have et arbejde.

For vi har jo arbejdsløshed. Vi har jo ikke formået at indrette vort samfund, så al arbejdsløshed forsvinder. Alle vi husejere er med vores modstand mod at betale skat af vores ejendom med til at borttage livsgrundlaget for de arbejdsløse. Oven i købet tillader vi os – mange af os i hvert fald – at knurre over at skulle betale til sådanne lediggængere.

Derfor kan jeg godt lide den sætning, som Henrik Stubkjær brugte: at vi bør anerkende hver enkelts ret til et livsgrundlag. Problemet er blot, hvordan denne anerkendelse skal materialisere sig.

Angående Sørine Gotfredsens tale om ondskab: Tom Jensen har på Berlingske søgt at indkredse det onde ud fra skudattentatet i Las Vegas, se her.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Burkadebatten

Nu har folketinget vedtaget, at man vil forsøge at virkeliggøre et maskeringsforbud. Og det har fremkaldt en gevaldig debat. Hvad skal man nu sige til det?

Som den opmærksomme læser af denne blog vil vide, har jeg haft den indstilling til tørklæder på muslimske kvinder, at jeg siger ”Lad dog barnet!” Hvis de synes, det er noget, de vil gå op i, så lad dem dog det! Blot har jeg hele tiden undtaget offentlige stillinger og stillinger, hvor arbejdsgiveren forlanger ensartet påklædning af sine ansatte.

Og nogenlunde samme holdning er jeg såmænd indstillet på at indtage til dette at bære burka eller niqab: ”Lad dog barnet!”

Alligevel er det på sin plads at sige lidt mere:

Det ærgrer mig noget, at det er folketinget og ikke folkekirken, der henvender sig til muslimerne. Men da folkekirken er aldeles mundlam og altfor følgagtig overfor muslimerne, er der trods alt lidt glædeligt ved, at nogen i folket omsider har taget sig sammen til at sige en slags ”hertil og ikke længere!” til muslimerne.

I nogen grad kender vi det forhold fra vore egne religiøse miljøer, at der kan opstå en slags fromhedskonkurrence. Hvis man indenfor et religiøst miljø har fået den (iøvrigt forkerte) opfattelse af kristendommen, at den kræver bestemte ydre ting overholdt, så kan det komme til en slags konkurrence indenfor dette miljø om, hvem der på bedste måde overholder disse regler. Af og til kan det endda gå sådan, at fromheden næsten løber grassat: man finder på stadig nye ting, som skal overholdes; så kan man vise sig selv som en god kristen, og tilsvarende – ganske ukristeligt – pege fingre ad dem, der ikke overholder de samme regler.

Sådan er det gået indenfor islam. Gennem den vækkelse, der har fundet sted i store dele af den muslimske verden indenfor de seneste 30-40 år, er der flere og flere, der har fundet ud af, at de skal overholde alle skrevne og uskrevne muslimske regler. Man vil absolut vise sin overmåde store fromhed.

Og så ser man stort på, at man derved indvikler sig i en vis form for selvmodsigelse. Jeg mener: man gør sig til af, at sharia er en guddommelig og derfor uforanderlig lovsamling. Men når man opfinder flere og flere regler som et mere og mere sandt udtryk for sharia, så er sharia jo netop ikke uforanderlig. Dog, lad blot det ligge.

Men man vil mere end det. Ikke blot skal man flagre med sin overordentlig store fromhed, man skal også vise os danskere, at man vil være sig selv, ikke vil integreres til en så ufrom kultur som den danske.

Det er derfor, det rigtigste ville være, om kirken kom på banen. For kun den kan jo fortælle muslimerne, at det sande menneskeliv lider skade, hvis man forsøger at indkapsle alle livets forhold i regler. ”Fromhed styrker riget”, sagde Christian den Fjerde, på latin: ”regnum firmat pietas”, RFP, af onde tunger ”oversat” til ”Riget fattes penge”, et altid aktuelt valgsprog.

Men den form for fromhed, som muslimerne udviser, styrker aldeles ikke riget; snarere undergraver den riget, fordi den opstiller et skarpt skel mellem ”os, de meget fromme, der overholder alle reglerne”, altså muslimerne, og os, de vantro, der er ligeglade med, om vi overholder eller overtræder sådanne regler. (Læg mærke til, at det er muslimerne og ikke os, der på denne måde skelner mellem ”dem” og ”os”).

Det, som folketinget nu vil sige med sin signalpolitik: at vi danskere vil møde hinanden og de fremmede iblandt os med et åbent sind og et åbent ansigt, det var det jo kirken, der skulle have sagt.

En anden ting er også værd at drage frem i denne forbindelse. Da Muhammedtegningerne var blevet offentliggjort – eller var det før de blev offentliggjort – meldte to kendte muslimer ud, at forbudet mod at tegne Muhammed kun gjaldt for muslimer. Hvordan vi ikke-muslimer gebærdede os på det område, var ikke noget, muslimerne tog sig af.

Man må nok indrømme, at de to kloge muslimer tog fejl. De havde, naive, som de var, undersøgt den muslimske tradition i den tro, at den var uforanderlig, men havde fuldstændig overset, at islam til stadighed befinder sig i kamp med os ikke-muslimer, og at en del af denne kamp består i at få os til at acceptere og give plads til en stadig større sharia. Så længe muslimerne i Europas vestlige lande var få, indordnede de sig uden særkrav. Men da de var vokset til et ret anseligt mindretal, begyndte de at ville vise os andre, hvem de var. Vi skulle vise dem hensyn på både den ene og den anden måde. Og det skulle vi gøre ud fra vor egen forestilling om religionsfrihed. Godt nok vendte de op og ned på religionsfriheden, så den blev gjort til en frihed fra at blive krænket, altså en frihed fra at få sin religion kritiseret, men vi fandt os lydigt i det. For vi ville jo være så gode, åh, så gode imod dem, så de rigtig kunne føle sig hjemme hos os, så integrationen kunne forløbe godt.

Og så har vi altså fået den mærkelige situation angående tegninger af Muhammed, at muslimerne vil tvinge deres tegningsforbud ned over os ikke-muslimer. De anvender en dobbelt og delvis selvmodsigende taktik: de beder os så mindeligt om ikke at krænke deres religiøse følelser, men lader os samtidig forstå, at gør vi det, vil de ikke vige tilbage fra at slå krænkeren ihjel.

Man kan ikke sige, at de bruger denne taktik, hvad angår tørklæderne. Her vil de ikke tvinge noget igennem, kun bede om tilladelse til at bære tørklæde også som offentligt ansat. Hvad de naturligvis ikke skal have lov til, for vi har jo et samfund, hvor statsmagten er sekulær og derfor ikke skal flage med den ene eller den anden religions markører. Ikke desto mindre har vi haft ret svært ved at afvise muslimerne på det punkt.

Og altså: derfor er der da noget vist glædeligt ved, at vi danskere nu endelig siger ”nu går det ikke mere!” til muslimerne.

Et andet sted, hvor vi nok burde have trådt mere i karaktér og på tilsvarende måde sagt stop, er, hvad angår den idé, som visse muslimer har fået, at man som god muslim ikke bør give hånd til et menneske af modsat køn. Også det er en regel, som tjener det dobbelte formål, dels at signalere til ens egne: ”Se, hvor god en muslim jeg er!” og dels at tvinge en for os danskere fuldstændig fremmed regel ned over os, for vi vil da ikke tvinge nogen til at give hånd, hvis han nu ikke vil.

Ja, se dette sidste er netop spørgsmålet. Hidtil er vi med største selvfølgelighed gået ud fra, at det er os, der skal bøje os for muslimernes regler og ikke omvendt. Så vi har vendt og drejet det, så alle kunne være tilfredse. Men hvorfor egentlig det? Hvorfor ikke gøre opmærksom på det dog egentlig ret indlysende, at det er dem, der er kommet ind i vort land som vore gæster, ikke omvendt?

Og selvfølgelig kunne man da forestille sig en folketingsbeslutning om, at alle i offentlige hverv skulle tvinges til at give hånd, også til personer af modsat køn, hvis de ville beholde deres stilling. Men efter min mening ville det være bedre, om kirken her tog sagen op og prøvede at få muslimerne til at forstå, at danskere faktisk godt kunne føle sig krænkede, når den, de henvendte sig til, ikke ville give hånd. Og hvis de forventer af os, at vi ikke krænker dem, må de vel som mindstemål selv undlade at krænke andre.

I sin tid kommenterede jeg sagen med en censor, der ikke ville give hånd til de kvindelige elever, se her. Og dèr udtrykte jeg det håb, at denne censor selv ville kunne indse, at hans holdning og handlemåde var imod det, der ifølge vore uskrevne love var en censors pligt: nemlig at få beroliget alle eksaminanderne, så man kunne få frem hos dem et sandt billede af, hvad de kunne og ikke kunne. Eksamen er for de fleste i høj grad med til at skabe nervøsitet, og det er direkte imod enhver intention om at dæmpe denne nervøsitet, når censor ikke vil give hånd. Men de interview’s, der havde været med ham, tydede ikke på, at han var til sinds at nå frem til en sådan erkendelse.

Lad mig slutte med et par henvisninger og en spådom.

Søren Hviid Petersen glæder sig her over burkaforbuddet, fordi den snigende islamisering nu ser ud til at blive bragt til standsning. Og tre venstremænd demonstrerer enighed om Venstres endelige stillingtagen med en række gode og mindre gode argumenter, se her. Endvidere bringer Berlingske den nyhed til torvs, at en kvindelig skakspiller blev smidt ud af det iranske hold, fordi hun ikke vil adlyde ordren om at iføre sig hijab, se her.

Og så spådommen: Det næste sted, hvor man må håbe, at danske myndigheder sætter hælene i overfor vore muslimske landsmænd, er i spørgsmålet om evolutionsteorien. Den tyrkiske stat har, fortæller Berlingske, se her, fjernet al omtale af evolutionsteorien fra de tyrkiske skolebøger. Og bevares, man havde nok hørt rygter om, at der var givet statstilskud til en tyk bog, som vender sig imod Darwins teori, men at det skulle få en så afgørende betydning, er alligevel lidt af en overraskelse.

Min frygt er, at de danske muslimer nu vil føle sig opfordret til at vise sig som lige så fromme muslimer som deres tyrkiske religionsfæller og prøve at forhindre, at der undervises i evolutionslæren på de muslimske friskoler. Journalisten Lars Henrik Aagaard fortæller følgende:

For nogle år siden havde denne skribent fornøjelsen af at diskutere darwinisme med en ren nydansk 2. G på det daværende Vestre Borgerdyd Gymnasium.

I den rent muslimske klasse af 16-17-årige og ganske velformulerede elever accepterede man, at Darwin og evolutionslæren var en del af pensum. Men der stoppede forståelsen. Som en af eleverne formulerede det:

»Jeg tror, at alle her i klassen er helt sikre på, at det er noget plat, at vi stammer fra primater. Det er jo ikke bevist.«

En anden elev uddybede og sagde, at hun tror på »at islam er sandheden, og at Koranen er absolut. Og når man som jeg følger islam, så degraderer man sig selv som menneske, hvis man siger, at man nedstammer fra aberne.«

Det er ganske vist godt 15 år siden, at overtegnede besøgte gymnasiet. Men opfattelsen er næppe ændret meget siden, hvilket bl.a. de aktuelle sager om skærpet tilsyn med en række muslimske friskoler herhjemme synes at vidne om.

Selvfølgelig kan man ikke tvinge evolutionslæren ned i halsen på muslimske elever. Men man kan tvinge dem til at kunne forklare argumenterne for evolutionslæren til eksamen. Og her kan der ikke gives ved dørene.

Udgivet i Islam | Tagget , | Skriv en kommentar

Om at gå på vandet

Hvis en politiker vil søge noget helt umuligt gennemført, siger man af og til om ham, at han tror, han kan gå på vandet.

Det udtryk vil jeg mene, man med føje kan bruge om Emmanuel Macron, den franske præsident, specielt som hans overtro på egne evner kom til udtryk i hans store tale forleden.

Men han er på ingen måde alene om at tro, han kan gå på vandet. Specielt hvad ét spørgsmål angår, mener faktisk størstedelen af den europæiske elite, at de kan trodse økonomiens kræfter, nemlig hvad angår valutakurspolitikken. Den politik har man godt nok afskaffet i og med, at man indførte euroen i store dele af EU, men nissen er flyttet med fra de problemer, man havde før, til de problemer, man har nu.

Lad mig til en begyndelse citere Morten Messerschmidt fra en artikel fra 28-1 2012, som tilsyneladende ikke mere findes på nettet. Jeg downloadede den og har en kopi. Han prøver deri at gøre op med økonomers og politikeres angst for devalueringer. At foretage devalueringer vil sige at lade markedskræfterne råde, hvad angår valutakurserne. I et længere afsnit påviser han med tal fra kommissionen, hvor store fald en række landes valutaer har været udsat for fra engang i 80’erne til omkring årtusindskiftet. Portugal: 36%, Italien 62%, Grækenland 569%. Så skriver han:

Hvad skyldtes disse udsving? Siden 1979 havde slangensamarbejdet jo sigtet efter at holde landenes valutaer sammen. Hvordan kunne da disse markante udsving alligevel ske? Svaret er enkelt – landes økonomiske formåen er forskellig. Og derved vender vi tilbage til spørgsmål om devaluering. For er det særligt ondt, at en valuta falder i værdi, hvis landets konkurrenceevne falder? Eller er det ikke blot naturligt for en markedsøkonomi, at værdifastsættelsen af et produkt – i dette tilfælde et lands konkurrenceevne – stiger og daler i forhold til andre lande, der måtte være stærkere og bedre? Naturligvis.

Egentlig er det mærkeligt, at man skal have en jurist (Messerschmidt er jurist) til at sige den slags indlysende ting på det økonomiske område. Men økonomer og politikere er i den grad sovset ind i hinanden, at enhver økonom, der vil have indflydelse, er nødt til i hvert fald i nogen grad at gå ind på politikernes tankegang. Og de har nu engang fundet ud af, at det er et tegn på politisk styrke at have en ”stærk” valuta. Så må det gå med virkeligheden, som det kan bedst.

Lidt senere skriver han:

Betyder fraværet af valutaer så, at forskellene bare forsvinder? Naturligvis ikke. Det betyder, at landene mister konkurrenceevne. Værdien af deres produktion bliver mindre og prisen på varen (valutaen) bliver relativt dyrere. At lade sin valuta falde i værdi, er ikke rart – det giver mindre købekraft i forhold til alle andre lande. Men alternativet er værre? Her gennemføres devalueringen nemlig internt. Det er, hvad grækerne, italienerne osv. oplever i øjeblikket. Når græske pensionister og offentligt ansatte går 25 % ned i løn, er det devaluering – det økonomiske styrkeforhold udlignes. Devalueringen foretages bare internt og ikke som vi er vant til eksternt, valutarisk. Men mon ikke den græske sygeplejerske, lærer eller buschauffør hellere ville have ladet dracmaer nedskrive med 25 % end have lønnen beskåret tilsvarende? Med en devaluering er det trods alt kun varerne fra andre lande, der bliver dyrere. Men den nedskæring, de nu påtvinges – i øvrigt af en regering, de ikke selv har valgt – forringer deres købekraft også overfor græsk producerede varer. Og effekten på økonomien er lang tid om at virke.

Det er jo sagen. Fordi man ikke mere kan devaluere, er man tvunget til det, Messerschmidt kalder en intern devaluering. Det er identisk med en lønnedgang, og, som han siger, ved en ekstern devaluering er det dog kun udenlandske varer, der bliver dyrere, ved en intern er det også de hjemlige varer. Og så har han ikke engang nævnt, at alle gældsposter ved den interne devaluering jo forbliver de samme; huslejen er lige så stor som før, men skal nu betales af en mindre løn, modsat forholdene ved en ekstern devaluering.

Og så til Macron, eller rettere sagt: til Christian Foldagers artikel om Macrons forslag til løsning af euroens krise, se her. Han beskriver udviklingen i euro-området således:

De sydeuropæiske lande, herunder Frankrig, kan ikke konkurrere med tyskernes effektivitet og lave omkostninger. Siden indførelsen af euroen har tyskerne opnået en stadigt større fordel i deres konkurrenceevne, fordi de i 2000erne gennemførte en række reformer af deres arbejdsmarked, der forringede lønmodtagernes rettigheder i forhold til arbejdsløshedsunderstøttelse, ansættelsesvilkår og lønniveau. De mange reformer har holdt de tyske lønninger kunstigt lave lige siden og derved sikret de tyske virksomheder en stor konkurrencefordel. Resultatet er en historisk lav arbejdsløshed i Tyskland og rekordstore tyske handelsoverskud. Modsat har de sydeuropæiske lande rekordhøj arbejdsløshed og store handelsunderskud.

Retfærdigvis skal det siges, at der var økonomer, der advarede, da euroen blev indført. Man hævdede, at samarbejdet ville krakelere, så snart økonomien løb ind i en krise. Det kom som bekendt kun til at ske for Grækenlands vedkommende, men økonomerne glemte at gøre opmærksom på det, Foldager her beskriver, nemlig, at ulighederne vil vokse og vokse, som tiden går.

Og disse uligheder kan kun holdes nede ved lønnedgang i de sydeuropæiske lande, herunder Frankrig. Kan man ikke konkurrere med tyskerne på effektivitet og omhu, så må man konkurrere på pris. Og derfor er, siger Foldager,

de sydeuropæiske landes dilemma i disse år, om de skal træde ud af euroen eller ændre deres samfundsmodel efter tysk forbillede for igen at blive konkurrencedygtige.

Macron gik til valg på det sidste i en videreførelse af sin forgænger Hollandes upopulære reformdagsorden. Macron vil gennem massive nedskæringer tilpasse Frankrig til den tyske model. Det indebærer velfærdsforringelser, en reduktion af den offentlige sektor og et opgør med franskmændenes arbejdsmarkedsmodel.

Det vil imidlertid ifølge flere økonomer kræve en lønnedgang på 20 procent i Frankrig, hvis de franske virksomheder skal genvinde deres konkurrenceevne i forhold til tyskerne. Det vil Macron næppe kunne overleve politisk, da det vil indebære en kraftig forringelse af franskmændenes levestandard på få år.

Men hvad så? Jo, fortsætter Foldager:

Macron kræver derfor som sin forgænger Hollande en ny europapolitisk aftale med Tyskland. Macron vil have en europæisk finanspolitik med et fælles budget for eurozonen, der skal sikre en udligning mellem de rige og fattige eurolande. Det er ifølge Macron nødvendigt for, at valutaunionen kan fungere. Han forudser, at euroen vil kollapse inden for de næste ti år uden en sådan reform, fordi de økonomiske uligheder forårsaget af valutasamarbejdet vil blive for store og uholdbare for de sydeuropæiske lande.

De rige lande i Nordeuropa vil med denne model hvert år skulle overføre milliarder af euro til de fattige lande i Sydeuropa. Samtidig kræver Macron, at tyskerne øger deres private og offentlige forbrug samt igangsætter massive investeringer i tysk infrastruktur. Det skulle få lønningerne til at stige i Tyskland og derved sikre en imødekommelse af Macron, som ikke ensidigt vil skulle sænke lønningerne med 20 procent for at nå det tyske lønniveau.

Hvis Macron virkelig forudser, at euroen vil kollapse inden for de næste ti år, hvis der ikke kommer en reform, så må man trods alt indrømme, at den økonomiske virkelighed er begyndt at trænge ind i Elyssée-palæet. Til gengæld er så fornemmelsen for den politiske virkelighed tilsyneladende fløjet ud i samme takt. For tror Macron virkelig, at han kan få os nordeuropæere med på en sådan udgiftskrævende reform? Oven i købet en reform, som vil blive ved med at dræne os for penge i en uoverskuelig fremtid.

Og på det punkt tror jeg, at Foldager er mere realistisk end Macron (og end de fleste iagttagere):

Merkel har indtil videre udtrykt forståelse for Macrons ønsker uden at give konkrete løfter om indholdet af en eventuel aftale. De fleste iagttagere forventer imidlertid, at hun efter valget i morgen vil indgå en stor europapolitisk aftale med Macron, der løser euroens problemer.

Sandheden er dog, at Merkel vil få meget svært ved at imødekomme Macrons krav om et fælles budget for eurozonen, hvor de rige nordeuropæiske lande hvert år skal overføre milliarder af euro til de fattige sydeuropæiske lande. Det er ganske enkelt for upopulært i Tyskland og resten af Nordeuropa til at blive gennemført.

Når diverse iagttagere tror, at euroens problemer vil blive løst i det af Macron skitserede samarbejde mellem Frankrig og Tyskland, skyldes det, at de ”glemmer” at nævne disse milliarder, der skal overføres til de sydeuropæiske lande. Så snart de kommer med ind i kalkulationerne, bliver regnestykket ulige vanskeligere.

Dog, Foldager har mere i ærmet, endda noget meget væsentligt, i hvert fald det, der gjorde, at jeg blev opmærksom på hans artikel. Han skriver hen imod slutningen:

Den eneste forandring i den fastlåste situation er valget af Macron og hans ambitiøse plan om ensidigt at imødekomme de tyske krav uden offentlige garantier fra Merkel om indholdet af en eventuel aftale om euroen og det økonomiske samarbejde efterfølgende.

Macron risikerer derved at blive ladt i stikken af Merkel med en upopulær sparepolitik, der næppe vil give øget beskæftigelse i Frankrig uden fælleseuropæiske vækstinitiativer. Det er Macron tydeligvis også opmærksom på, og derfor truer han Merkel i sin bog, »Revolution«.

Her skriver han, at euroen skal reformeres inden for blot to år efter hans tiltræden som præsident. Hvis ikke det lykkes at få en plan for et fælles budget for eurozonen inden da, vil han drage de fulde konsekvenser heraf, hvilket er en åbenlys trussel om at forlade euroen.

Vil det så sige, at vi kan forvente, at Frankrig forlader euroen om to år?

Gid det var så vel!

Men indrømmet, det, han har skrevet i sin bog ”Revolution”, kan godt betragtes som en opskrift på, hvad han vil gennemføre som præsident. Meget af det har han jo allerede forsøgt at gennemføre. Og man kan godt af den beslutsomhed, der synes at præge ham, håbe på, at han – imod den almindelige politisk/økonomiske opfattelse i EU – er klar over, at skal Frankrig blive stort igen – eller bare redde sig igennem nogenlunde med økonomien i behold – så nytter det ikke noget at forblive i euroen under de nuværende betingelser. Enten må de ændres radikalt, eller også må Frankrig ud af euroen.

Jeg håber mest på det sidste. Ikke fordi jeg er imod EU, men fordi jeg er for Europa. Og et frit samarbejde mellem frie selvstændige nationer er, hvad der tjener Europa bedst. Om så lande vokser sammen, så en fælles mønt kan komme på tale, eller de bibeholder deres mange forskelligheder, så en fælles mønt vil være udelukket, det må fremtiden vise. Men at blive ved med at lade, som om man kan tvinge det fællesskab igennem, der er forudsætningen for den fælles mønt, det er lige så tosset som at tro, man kan gå på vandet.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , , | 1 kommentar

Missionsforpligtelse

Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskarers Herre”. Dette ord fra Zak 4,6 er Kristeligt Dagblads motto. Det står stadig i avisen, omend jeg må indrømme, at jeg sådan lige for en sikkerheds skyld var nødt til at se efter på e-avisen. Men den er go’ nok.

Når vi skal begynde dette indlæg, der vistnok vil ende med at tendere hen imod at blive en prædiken, med dette ord, skyldes det, at der hermed siges, at Guds magt ligger i ordet, dvs., i sproget, i den umærkelige magt, sproget har til at overbevise os. Fordi vi kan forstå, derfor overbevises vi. Fordi vi har fattet logikken, lader vi os afskære fra noget, vi måske ellers ville have gjort. Mennesket er et sprogligt væsen, og sproget er det, der får os til at gøre det, vi gør.

Og det, der er det ny testamentes vidnesbyrd om sproget, er, at sproget var det første, at verden er blevet til ved ordet, ikke omvendt, at det altså er en person med et sprog, der står bag verdens tilblivelse. Det er jo ikke noget, man kan bevise. Tværtimod, kan man næsten sige, for eftersom mennesket er det eneste sproglige væsen, vi kender, og eftersom dette væsen blev til meget sent i jordens historie, har altså jorden og universet i det hele taget været til i milliarder af år, uden at noget sprogligt væsen har eksisteret. Er det så ikke mest naturligt at sige, at sproget, da det blev til med mennesket, har taget form efter den verden og de love, der forefandtes, i stedet for at komme med påstande om, at sproget var til fra begyndelsen af, ja, måske endda har bestemt udviklingen?

Det kommer lidt an på, hvad man vil lægge i johannesevangelistens udsagn i begyndelsen af evangeliet, at ”i begyndelsen var Ordet og Ordet var hos Gud og Ordet var Gud” (Joh 1,1), og i påstanden om, at ”alt er blevet til ved det og uden det blev intet til af det, som er” (Joh 1,3). Vi forsker og forsker og finder sammenhænge og årsager, og alt dette kan lade sig gøre, fordi verden er sammensat af årsager og virkninger, ting, der harmonerer med vores sprog. Det kan man naturligvis godt påstå hænger sammen med, at sproget har udviklet sig i netop en sådan årsagsbestemt verden, men ser man nærmere efter, er der alligevel noget mærkeligt ved, at tanken om årsag og virkning er opstået i sproget på et tidspunkt, hvor så at sige intet af verdens årsagssammenhæng var blevet noget menneske bevidst.

Men lad nu foreløbig det problem ligge.

I søndagens anledning, dvs., i anledning af, at der denne 16. søndag efter trinitatis, altså i går, blev prædiket over Luk 7,11-17, Jesu opvækkelse af enkens søn fra Nain, skal her en særlig tanke af nytestamentlig art fremføres, den nemlig, som Lukas har fremført i kap 24, hvor han omtaler Emmaus-episoden. Noget af det, de to disciple, der påskedag gik til Emmaus, skulle have forklaret meget nøje, var det for dem uforståelige, at Jesus, ham, som de havde regnet med skulle forløse folket, var blevet udleveret til dødsstraf og korsfæstet.

Sagen er jo, at Jesu død står i en skærende kontrast til det, der fortælles om dødeopvækkelsen ud for Nains byport. Når Jesus på den måde viste sig at have fået magt fra Gud til at afvende andres død, hvorfor kunne han da ikke med magt fra samme høje sted afvende sin egen død?

Lukas vil svare, at det skyldes, at ”Kristus skulle lide dette og indgå til sin herlighed” (Luk 24,26). Men vi frække nutidsmennesker vil naturligvis spørge videre: Hvorfor skulle han da det?

Og svaret på det spørgsmål ligger i Kristeligt Dagblads motto: Guds magt ligger i sproget, i de uanselige og oversete kræfter, der ligger i at forstå, kræfter, der kun kommer til udfoldelse, når al ydre tvang er borttaget.

Det var ikke jødernes måde at tænke på. De mente, at tvang måtte der til. Og selv om de var et folk besat af romerne, havde de sikret sig en vis frihed til selv at afgøre religiøse stridsspørgsmål. Det store råd, synedriet, havde af romerne fået en vis domsmyndighed i religiøse spørgsmål. Blot skulle de have romernes tilladelse til gennemføre dødsstraffe. Det var grunden til, at Jesus blev korsfæstet og ikke stenet, altså henrettet efter den romerske og ikke efter den jødiske skik.

Men jøderne ville altså have Jesus henrettet. Hvorfor? Jo, fordi han talte imod loven, han brød sabbatten, han lod hånt om spisereglerne, han ville ikke gå med til at stene utro kvinder, osv. Og loven, sagde man, var jo Guds lov, hvis ikke man skulle gennemtvinge den, hørte alting op.

Nej, svarede Jesus, Ordets lov står over Sinai-loven. Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Det er Ordets lov. Den kan enhver forstå. Og, føjer Jesus til i Matt 7,12: Sådan er loven og profeterne. Det er Ordets tvangsløse forståelse, det gælder om. At ville tvinge nogen accept af loven igennem, er imod lovens egen indbyggede mening.

Derfor lod Jesus sig tage til fange, derfor lod han synedriet dømme sig, derfor fandt han sig i pisk og korsbæring, ja i døden selv.

Og for at bekræfte, at dette var den rette holdning, lod Gud ham opstå fra de døde. Gennem opstandelsen siges det, at tvang til tro ikke fremkalder tro.

Det budskab bragte disciplene videre. Det budskab døde de martyrdøden for. Men gennem martyrierne bredte budskabet sig videre ud, indtil det nåede også til os. Og om korsbudskabet end aldrig så meget er blevet misbrugt til magtudøvelse under den lange vandring nordpå, det har dog ikke mindst hos os båret den ypperlige frugt, der hedder ytringsfrihed.

Den frihed værner ikke mindst Jesu eksempel om. Han, der fandt sig i at blive foragtet, spyttet på, slået og til sidst henrettet på et kors, i hans navn kan man ikke yde modstand mod bespottelse, hånsord og latterliggørelse.

Jeg har her på bloggen i mange artikler hævdet, at der med Luther i hvert fald for en stund blev åbnet et vindue for ytringsfriheden. Selvfølgelig ikke ytringsfriheden i vores moderne aftapning, og heller ikke nogen særlig varig udgave af den, for det varede ikke længe, før diverse fyrster og andre magtpersoner fandt ud af, hvordan man kunne omgå kravet om ytringsfrihed, som jo forøvrigt slet ikke var blevet formuleret endnu.

Desværre er det stadig sådan, at hvor Gud bygger en kirke, bygger Satan kort efter et kapel. Hvor ytringsfrihed vokser frem, vokser kort efter også frem metoder til udtynding eller omgåelse af ytringsfriheden. Uden at man rigtig opdager det. Satan er en meget lumsk person.

Den danske folkekirke har f.eks. i alt for lang tid undladt at prøve at missionere blandt muslimer. Højst har vi ført dialog. Venlig dialog, der vist mest fra vores side kan karakteriseres som en venlig imødekommelse af de muslimske trossætninger. Men fremhæve forskellene mellem islam og kristendom, det har vi igennem lang tid ikke vovet. For kirken har set sig selv som en del af integrationsanstrengelserne fra danskernes side, og man har ikke troet, at det førte til god integration, hvis man begyndte at fortælle muslimerne, hvad der var i vejen med islam. Ja, ikke engang overfor vore egne medlemmer har vi vovet at tale om islam, for vi skulle da gerne have dem til at bevare en nogenlunde positiv holdning overfor de fremmede, hvis de skulle føle sig godt tilpas hos os.

Og i nogen grad kan man tilskrive denne kirkens undladelsessynd ansvaret for, at det nu synes at være staten, der med lovgivning vil prøve at fjerne vildskud fra de muslimske miljøer.

Hvad skal kirken da gøre?

Ja, det sjove er, at den ”Henrik Stubkjær”, jeg i min satire i det forrige indlæg havde fået skabt, faktisk er inde på noget af det rigtige. Han behandler muslimerne som voksne mennesker. Han går ud fra, at når han selv efter nogen tid kan få et vist udbytte af en blasfemisk tegning af Jesus, så må muslimer jo også på samme måde kunne få det af en blasfemisk tegning af Muhammed. Eller han går ud fra, at de ligesom vi er så stærke i troen, at dette at få troen modsagt ikke rokker ved deres overbevisning. Derfor er det jo, at han udstiller den højst blasfemiske tegning ”Piss Muhammed”.

Modsat ”min Henrik Stubkjær” vil imidlertid den rigtige Henrik Stubkjær betragte muslimerne som så skrøbelige, at de ikke tåler at blive krænket på deres religiøse følelser, som man siger. Vi kristne, ok, vi er så stærke, at der skal mere til end en potte med urin for at rokke os i troen, men muslimerne, de vil med garanti få dårlige fornemmelser af med en tegning at blive gjort opmærksom på, at Muhammed var en krigsherre. Hvad han jo rent faktisk var.

Og det er en fejl. Eller det er udtryk for, at vi alligevel ikke rigtig tror på, at Kristus måtte lide dette og så indgå til sin herlighed. Eller udtryk for, at Kristeligt Dagblads udmærkede motto kun er mundsvejr for os, ikke en realitet, vi kan bygge på.

Meningen er jo ikke, at vi skal gøre grin med Muhammed. Min satire var trods alt kun satire. Men meningen er, at vi skal betragte muslimerne som sproglige væsener af samme art som vi selv, blot med den hage ved sig, at de har fået en religion ind med modermælken, som fordrejer det oprindeligt menneskelige, så det, der drejer sig om for dem, er at vinde i de evindelige magtkampe, der finder sted blandt muslimer, i stedet for at hvile i de tillidsforhold, der dog trods alt stadig findes iblandt dem.

Med andre ord: vores påstand er, at det sandt menneskelige er at finde i den enes tillid til den anden, hvad enten det er et venneforhold, et ægteskab eller et forhold mellem nationer. Ud af denne tillid springer vore diskussioner, vore forsøg på at løse menneskelivets gåde, vore tanker om staternes funktionsmåder. Hvis vi lukker af for den frie diskussion, ligegyldigt med hvilken retfærdiggørelse, er det et stykke af det ægte menneskelige, vi afskærer os fra.

Og jo, vi forstår godt, at det er svært for et menneske med en helt anden kultur at finde sig selv i vores anderledes samfund. Men vi hjælper ikke et sådant menneske, altså en indvandret muslim, ved at tale ham efter munden, ved at give ham ret i alle de anklager, han retter mod os, eller ved at undlade at fremkomme med de indvendinger mod hans religion, som vi finder relevante. For fra en kristen synsvinkel må vi betragte ham som et menneske, der af sin religion er blevet frarøvet sin menneskelighed.

I stedet for et ægteskab med sand tillid mellem ligestillede har han af sin religion fået et noget-for-noget ægteskab med over- og underordning. I stedet for en ægte drille-kultur i festligt vennelag har han fået en kultur, der hele tiden ser på ære og skam. I stedet for et realistisk syn på de samfund, han forlod, specielt på den forfølgelse, han mente sig udsat for, har han fået et falsk billede af Vesten som den, der er skyld i alle hans muslimske samfunds gebrækkeligheder.

Specielt det sidste kan volde vanskeligheder for en hankøns-muslim. Bedst går det nok, når han ikke spekulerer så meget over det, men blot tuder med de ulve, han er iblandt. At det kan føre nogen af hans medmuslimer ind i en radikaliseringsproces, som måske ender med en kraftig himmelfart, det spekulerer han ikke på. For i hans optik er forholdet mellem nationer et magtforhold, og at hans nationer skulle være svage, de nationer, der dog retter sig efter Guds egen lov, det går over hans forstand.

Koranen har et meget positivt syn på Jesus. Han var virkelig en profet, næsten af samme karat som Muhammed. Men at han led og døde på korset, det kan koranen ikke gå med til. I Sura 4,157 hedder det:

og fordi de sagde: “Vi har dræbt Messias, Jesus, Marias søn, Guds udsending” – men de dræbte ham ikke, og de korsfæstede ham ikke. Det forekom dem blot således. De, der er uenige om ham, er i tvivl om den sag. De har ingen viden derom, men kun løse formodninger. De har med sikkerhed ikke dræbt ham.

Som man kan forstå, er det en direkte modsætning til Luk 24,26. Og ikke blot er der her en modsætning mellem de to religioner, hvad angår det, der sådan rent faktisk skete med Jesus ved hans korsfæstelse, der er også en modsætning mellem dem, hvad angår betydningen af Jesu død. Vi holder på – bl.a. ud fra Luk 24,26 – at tilværelsen er indrettet sådan, at tingene sker ”ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved Guds ånd”. Muslimerne, derimod, har en så stor tiltro til magtens betydning, at de har meget vanskeligt ved at gå med til, at love, vedtaget på verdslig måde af et verdsligt parlament efter intens diskussion, skal være overordnet love, givet af Gud selv gennem Muhammed. For Gud lod jo Muhammed erobre og styre og lede hele riger ud fra disse guddommelige love. At Guds magt gennem Muhammed og de efterfølgende kaliffer nu skulle være så underordnet og betydningsløs, som tilfældet er, det er næsten ubærligt for dem.

Den klemme kan vi ikke hjælpe dem ud af med verdslige midler. Det er jo deres religion, der tager fejl. Gud er ikke en magtgud. Han er en ordgud. Hans handlinger gennemføres ikke med magt og styrke, men ved det ord, der prædikes og ved den ånd, der får ordet til at trænge ind i hjertet.

Det burde kirken fortælle vore muslimske landsmænd.

Udgivet i Islam versus kristendom, Ny testamente | Tagget , | Skriv en kommentar

Blasfemi-udstilling

I morgen fredag den 29. september holder Skovgaard Museet i Viborg fernisering på en udstilling, der hedder ”Blasfemi i kunsten fra Reformationen til i dag”. Udstillingen åbnes af biskop Henrik Stubkjær. Det har forlydt i pressen, at udstillingen ikke vil rumme Kurt Westergaards tegning af Muhammed med en bombeturban på hovedet. Dette forlydende har blandt andet fået integrationsminister Inger Støjberg til at offentliggøre Westergaards tegning på sin Facebook-side, hvilket igen har medført talrige kommentarer for og imod hende.

Det er lykkedes os her på bloggen ved ihærdigt arbejde hele natten at hacke os ind på Henrik Stubkjærs computer, hvorfor vi i dag kan offentliggøre den tale, Stubkjær vil holde i morgen ved ferniseringen. Den gengives her in extenso dog med visse redaktionelle links indføjet.

Biskoppen siger:

Velkommen til fernisering på udstillingen ”Blasfemi i kunsten fra Reformationen til i dag”. Jeg kan allerede nu røbe, at undertitlen er ”Den store forbrødring”. Den forbrødring, der er tale om, er naturligvis forbrødringen mellem de to store religioner islam og kristendom. Når denne undertitel først har kunnet røbes i dag, skyldes det, at vi har valgt at hemmeligholde, at vi udstiller Kurt Westergaards tegning. Naturligvis gør vi det. Hvordan kan man fortælle blasfemiens historie uden at vise denne tegning?

Hemmeligholdelsen skyldes ikke så meget angst for terrorhandlinger. Som I, der her står midt i kunstudstillingen, har erfaret det, har vi taget omfattende sikkerhedsforanstaltninger. Nej, hemmeligholdelsen skyldes, at vi ønskede at udnytte overraskelsesmomentet. Og det er os derfor en stor glæde, at så mange har deltaget i integrationsminister Inger Støjbergs forargelse over, at vi ikke ville udstille Muhammed-tegningerne. Det har jo, som man kan se af denne tætpakkede sal, gjort udstillingen og ferniseringen i dag til et tilløbsstykke.

Derfor er det første, jeg vil sige til de mange forargede: ‘Så I troede, vi ikke ville udstille Muhammed-tegningerne. Dèr må I altså tro om igen!’ Jeg kan også sige, at I ikke havde lagt mærke til datoen, den 29. september. Den er så tæt på jubilæumsdatoen den 30. september for offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne i 2005, som tænkes kan.

Så selvfølgelig viser vi Muhammed-tegningerne, oven i købet har vi udnyttet dem aktivt som led i vore sikkerhedsforanstaltninger.

Disse sikkerhedsforanstaltninger skal jeg kort gennemgå, fordi de på én gang er udtryk for ”den store forbrødring” mellem islam og kristendom og for de sikkerhedsforanstaltninger, der er nødvendige for en udstilling som denne.

I har nok lagt mærke til, at man allerede ved indgangen til Skovgaard-museet fik stillet spørgsmålet: ”Er islam fredens religion?” På to trykknapper under spørgsmålet var der mulighed for at trykke ”ja” og ”nej”. Og det er så snildt indrettet, at alle I, der er kommet indenfor, nødvendigvis må have trykket på ja-knappen. For trykker man på nej-knappen, kører man hele vejen rundt i svingdøren og bliver sat af udenfor.

Næste del af vore sikkerhedsforanstaltninger mødte I, da I kom ind i forgangen. Her har vi anbragt en stor kopi af Kurt Westergaards tegning, og spørgsmålet nedenunder lyder: ”Har denne tegning ret?” Vil man videre, må man naturligvis trykke på nej-knappen. I samme øjeblik, man gør det, tegnes en stor rød streg hen over tegningen. Og så først kan man komme ind til selve udstillingen.

Men det er endnu mere spidsfindigt indrettet. Der var måske nogen af jer, der lagde mærke til et lille skilt ved siden af tegningen. Det har overskriften ”Kære selvmordsbomber!” Men da ingen er jer jo er selvmordsbombere, har I nok ikke tænkt over det. Derfor skal jeg lige citere teksten for jer. Den lyder – og jeg citerer:

Kære selvmordsbomber! Vi er enige med dig i, at islam er fredens religion. Derfor vender vi os stærkt imod Kurt Westergaards tegning. Men vi gør dig lige for en ordens skyld opmærksom på, at hvis du bringer din bombe til udløsning, giver du hans tegning ret. Derfor: hold fingeren fra udløserknappen!

P. S.: Læg venligst bombevesten fra dig i garderoben”. Citat slut.

Dette sidste, dette med at opbevare bombeveste i garderoben, har vi forberedt os ret grundigt på. Vi har fået anbragt et solidt sprængsikkert pengeskab. Men måske var vi ikke omhyggelige nok. Garderobemandens sikkerhedsudstyr havde vi sørget godt for, idet vi havde lånt en rustning fra 1600-tallet. Men garderobemanden selv havde vi ikke baggrundstjekket godt nok. Han var fra Aarhus. Og da han ved forpremieren forleden modtog en selvmordsbombevest, spurgte han: ”Hvilken knap er det, man ikke må trykke på? Er det den dèr?” Og så trykkede han på en knap. Og den knap var det.

Det var et farligt rengøringsarbejde bagefter. Blod og knoglestykker overalt. Men rustningen – det var snart det værste – var helt gået fra hinanden, så vi måtte bruge en hel nat på at få den samlet. Der medgik mindst 15 m ståltråd. Men nu er den da hel igen. Og alting er igen ordnet og pænt. Nå ja, det viste sig, at bombemandens øje var fløjet op i lysekronen, lige dèr, hvor den fastgøres til loftet. Vi opdagede det først her til morgen. Men vi har valgt at lade det sidde. Det passer meget godt til én af udstillingsgenstandene, hvad jeg om lidt skal komme ind på.

Man kan som teolog ikke lade være med at tænke på, hvordan den stakkels selvmordsbombemand bliver modtaget i det hinsidige. Andre kommer med tyve, tredive, nogle endda med hele hundrede vantro i deres følge til aflevering i helvede. Og denne selvmordsbombemand kommer kun med én. Og det endda en aarhusianer!

Men dette skilt med Muhammed-tegningen er ikke vores sidste sikkerhedsforanstaltning overfor eventuelle bombemænd. Efter at man er kommet ind til selve udstillingen, ser man som én af de første udstillingsgenstande den Muhammed-tegning, der viser en fortvivlet mand løbe de muslimske martyrer i møde og råbe: ‘Nej, nej, ikke flere selvmordsbombemænd; vi er løbet tør for jomfruer!’

Som man nok véd, venter der den trofaste selvmordsbombemand 72 jomfruer i det hinsidige at fornøje sig med. Men da Muhammed i en hadith fortæller os, at størstedelen af helvedes beboere er kvinder, er der ikke noget at sige til, at nogle af himlens beboere bliver bekymrede: slår de nu til, disse jomfruer?

Det må indrømmes, at denne del af vores sikkerhedsforanstaltning ikke så meget henvender sig til bombemandens vilje til at kæmpe for islam som til hans egen velforståede egeninteresse. Men vi mener nu, at den godt kan bruges alligevel. Det må være en overvejelse, som enhver bombemand gør sig.

Så lidt om de enkelte værker i udstillingen!

Jeg har selv overfor Kristeligt Dagblad givet udtryk for, hvor provokeret jeg blev af at se et krucifiks nedsænket i en beholder med kunstnerens egen urin. [Her tænkes på Andreas Serranos foto af en beholder med hans egen urin og et krucifiks nedsænker deri, redaktionens bemærkning, se evt. billedet her]. Og jeg håber på, at jeg ved at indrømme, at jeg blev provokeret, men alligevel senere tvunget til at tænke over det, kan få vore muslimske landsmænd til på lignende måde nok at lade sig provokere, men senere lade sig mane til eftertanke, sådan som jeg blev det. For at få denne virkning frem hos dem, har udstillingen valgt at opsætte Niels Thomsens karikatur af Serranos billede ved siden af det. [Dette billede kan ses på Trykkefrihedsselskabets hjemmeside. Det ligner Serranos billede, men har et skilt ved siden af urinbeholderen, hvorpå der står ”Piss Muhammed. Korsfæstet profet nedsænket i griseurin”, red. bemærk.]. Så er der skabt en vis ligelighed, og så har vi understreget det, der er udstillingens undertitel ”Den store forbrødring”, her: en forbrødring i en fælles følelse af at være provokeret.

Og det tør være soleklart, at er en muslimsk terrorist sluppet igennem vore første sikkerhedsforanstaltninger, vil han ved synet af de to glas urin, godt nok kun i fotografisk gengivelse, blive så overvældet af samhørighed med os kristne, at det vil være umuligt for ham at udløse nogen bombe.

Det er lidt vanskeligt ud fra Serranos billede at se størrelsesforholdet. Men jeg forestiller mig nu, at uringlasset ikke er helt lille. Og jeg henviser i den anledning til Luther, som i et brev til sin kone i 1537 beskriver, hvordan han var døden nær og i flere dage ikke havde givet den mindste dråbe vand fra sig. Men i kraft af manges bønner, fortæller han, ”åbnede Gud her til morgen min blære, og i to timer er vel et fad fuldt gået fra mig, og jeg synes, jeg er født på ny”.

På samme måde forestiller jeg mig, det er gået kunstneren her. Og kunstværket bliver således et vidnesbyrd om, at kunst og provokation kan koste store anstrengelser at komme ud med, indtil kunstneren, når værket er blevet til, er som født på ny.

Som sagt er uringlassene kun gengivet fotografisk. De er dog så naturtro, at vi har valgt at anbringe spande nedenunder billederne, så folk ikke skal være bange for, at de får urin på sig, hvis de kommer til at forskubbe billederne lidt.

Uwe Max Jensen har i Fyens Stiftstidende og i Horsens Folkeblad foreholdt os, at der er i hvert fald to kunstværker, vi har overset. [Artiklen findes her på Trykkefrihedsselskabets hjemmeside, red. bemærk.]. Man vil måske beklage vor strategi med hemmeligholdelse, men beklageligt eller ej, værkerne er med på udstillingen, som I kan se, når I går rundt om lidt. Selvfølgelig er de med, vil jeg sige. Dog kan jeg ikke tilbageholde et lille personligt hjertesuk overfor begge værkerne.

Hvad angår Firoozeh Bazrafkans værk, ”Blasfemi”, det med en makuleret koran bredt ud over et bedetæppe, ærgrer det mig lidt, at der kun er en koran, som bliver makuleret. Men da man jo ikke kan se på de enkelte strimler, om de stammer fra en koran eller en bibel, vil jeg foreslå tilskueren, at han eller hun forestiller sig, at en del af strimlerne stammer fra en bibel. På den måde bliver der ligelighed mellem de to religioner, og det, der er udstillingens undertitel ”Den store forbrødring”, bliver igen fremhævet.

Denne undertitel bliver også fremhævet på forbilledlig vis af Uwe Max Jensens værk ”Halve sandheder”, som viser koranen savet midt over og bibelen savet midt over. Den absolut ligelige behandling, der her udvises mod de to religioner, passer som fod i hose til forbrødringstemaet. Skulle man komme med et lille hjertesuk her, ville det gå på, at det ville have været endnu mere i overensstemmelse med dette tema, hvis de to umage halvdele var blevet flikket sammen, altså en halv bibel med en halv koran. Men det er måske for meget forlangt af en kunstner, der ikke som en teolog kender diverse fortolkningsmetoder.

Endelig bedes man bemærke den lille video, der kan ses i forgangen. Her kan man opleve Firoozeh Bazrafkan m. fl. synge Trilles vise om øjet i det høje. Og det fine ved denne kunstudfoldelse er, at hun synger om, hvordan hun lægges i seng med et ”Fadervor”, men bagefter, inden hun skal sove, mærker et øje fra det høje, og derfor synger, at ”ham Allah, han er eddermane svær at få smidt ud”. [Man kan se videoen her, red. bemærk.]. På den måde blandes træk fra kristendommen på fineste multikulturelle måde sammen med træk fra islam. Eller – for at knytte til ved det, jeg sagde tidligere – her stilles kristne og muslimer lige i fornemmelsen af at leve under Guds årvågne øje.

Behøver jeg at sige, at grunden til, at denne video kan opleves i forgangen, er, at vi endnu ikke har nået at få fjernet selvmordsbombemandens øje fra lysekronen!

Så er der alle de værker, vi kunne have taget med, men ikke har taget med. Der er f.eks. Theo van Goghs ”Submission”, værket, hvor man ser en kvindekrop dækket en række korancitater. Vi har udeladt det, fordi det forekommer os for énsidigt vendt imod islam. Og det går jo ikke, når temaet er forbrødring.

Man kan også nævne Geert Wilders værk ”Fitna”, et værk, hvor en række af de mest krigeriske koranvers citeres, og hvor der derefter lyder et ”schritch”. Wilders hævder, at det kun er lyden fra dette, at der rives en side ud af en telefonbog, man hører, men den skjulte mening må dog vist være, at disse koranvers burde rives ud af koranen. Og af den grund kunne vi såmænd godt have medtaget dette værk. For det er også vor mening, at man bør gøre sådan, ligesom det jo må være enhver fredselskende muslims mening. Alligevel forekom det os for énsidigt.

Skulle man have taget det med, kunne det være illustreret med en afsyngelse af tre linjer fra en moderne salme, hvor muslimer opfordres til at fjerne alle voldsord fra koranen. Der står ”at fra koranens ord/ hvorpå så stærkt de tror/ hvert voldsord må udrives”. [Man kan se hele salmen her, red. bemærk.]. Men vi skulle i så fald nok have medtaget hele salmen, og det går på ingen måde, for salmedigteren, en obskur person, hvis navn jeg af hensyn til Ricardt Riis ikke skal nævne, hævder, at Muhammed er Guds fjende, hvilket naturligvis på ingen måde kan godtages.

Blot går vi jo stadig ud fra med største selvfølgelighed, at enhver muslim er fredselskende og derfor på ingen måde retter sig efter voldsordene i koranen. Det er i det hele taget grundsynspunktet, både i udstillingen selv og i de sikkerhedsforanstaltninger, vi har udtænkt, at når vi fjerner dele af vores helligskrift – for eksempel fremsiger vi godt nok missionsbefalingen ved hver dåb, men vi tror jo ikke på den og retter os på ingen måde efter den, jeg tænker på Jesu ord om at gøre alle mennesker til hans disciple – så er det ikke for meget at forvente af vore muslimske landsmænd – noget for noget – at de fjerner diverse voldsord fra koranen.

Lad mig slutte med at gentage ordene fra det lille skilt: ‘Læg venligst selvmordsbombevesten i garderoben’! Dette er på en måde mottoet for hele udstillingen, både henvendt til muslimer og til kristne.

Hermed erklærer jeg udstillingen for åbnet”.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget | 3 kommentarer

Naturvidenskab og kristendom

Den fremmede Luther 41

Vi begynder i Gombe, området, hvor Jane Goodall foretog sine enestående observationer af vildtlevende chimpanser.

Én af de iagttagelser, hun gjorde, var, at der hersker en vis hakkeorden i chimpansesamfundet. Blandt hannerne foretages der af og til ”imponereløb”, dvs., stærke, spektakulære handlinger, hvorved hanchimpanserne afgør, hvem der skal være dominerende og hvem underordnet, og oven i købet afgør det på en forholdsvis fredelig og ublodig måde. På samme måde er der en hakkeorden blandt hunnerne.

Denne hakkeorden betyder, at ingen individer står lige i forhold til hinanden. Det viser sig i den måde, føden deles på. Hvis du har fundet en dejlig frugt, men en overordnet rækker hånden ud og ”beder” dig om den, så gør du klogest i at aflevere den, for der er ingen ejendomsret, og der er ingen ligestilling i chimpansesamfundet.

Da jeg i sin tid skrev en længere afhandling om Goodalls undersøgelser, tillod jeg mig at anvende Habermas’ skelnen mellem en strategisk og en kommunikativ handlen og at anvende denne skelnen til at spørge, om der mon fandtes eksempler på kommunikativ handlen blandt chimpanser, se her. Spørgsmålet måtte besvares med et ”nej”, mente jeg, dog med én undtagelse, nemlig det, Goodall har kaldt bejleradfærd. Hun havde iagttaget, hvordan nogle hanner tilsyneladende havde erfaret, hvor langt en bestemt hun var henne i sin periode, så den i god tid, inden hun kom i brunst, kunne ”bortføre” hende til et fjernt område, så han kunne have hende for sig selv i hendes brunstperiode. Goodall selv brugte det vist til at overveje, om vi dèr havde en slags begyndelse til vore ægteskaber, jeg derimod til at spørge, om en sådan handlen fra chimpansernes side kunne betegnes som en kommunikativ handlen, for denne ”bortførelse” kunne kun ske på noget, man dog vist må kalde frivillig basis.

Og det er det sidste, jeg her er interesseret i. For frivillig ligestilling synes at være en forudsætning for sprog. En sprogbruger må i det mindste lade, som om han betragter den, han taler med, som sin ligemand. Sproget lægger op til det. For jeg vil jo have ham til at tale sandhed. Derfor handler jeg imod mine interesser, hvis jeg forsøger at tvinge noget igennem overfor ham. Enhver god forhørsleder véd, at man ikke ved tortur kan få sandheden frem; det er oftest kun løgn, der kommer ud af at torturere tilfangetagne forbrydere.

I gamle dage anså man det af og til for en snild måde at få forbrydere til at indrømme deres forbrydelse på, hvis man anbragte en ”spion” i samme celle. Han skulle naturligvis spille rollen som en anden forbryder, og han skulle – helst lidt modvilligt – indvi den ægte forbryder i sin ”forbrydelse”. På den måde, når de to således var ligestillede, var der større chancer for at få forbryderen til at fortælle sandt om, hvad han havde gjort.

Men nægtes kan det jo ikke, at vi stadig i vore samfund har den chimpansiske magtstruktur siddende. Og nægtes kan det heller ikke, at den ret ofte gør sig gældende.

Hvad skal da vinde? Sprogets tendens til ligestilling og forståelse, eller magtstrukturens tendens til over- og underordnelse?

Det kan siges at være det problem, menneskeheden i sin historiske udvikling har beskæftiget sig med.

For bedre at kunne se det, kan det være praktisk at beskæftige sig lidt med den amerikanske filosof Daniel Dennett. Han har for nylig skrevet en bog ”From Bacteria to Bach and Back: The Evolution of Minds”. Jeg refererede nogle anmeldelser af den i sin tid her. Hvad der her især har min interesse, er hans videreudvikling af begrebet ”memer”, som han har arvet fra Richard Dawkins. Et ”mem” er en kulturel størrelse af én eller anden art, som tænkes at ”bruge” mennesket på samme måde, som gener bruger de dyr, de er ophav til. Ligesom gener kan memer ikke leve for sig selv. De er nødt til at invadere et menneske for at kunne videreføres. På den måde, hævder Dennett, kan den menneskelige udviklingshistorie beskrives.

Jeg har to ting at indvende mod Dennett. Den ene er, at han ligesom i sin første bog ”Consciousness explained” ikke er meget for at tildele mennesket en sjæl, en personlighed, et selv. Nogle hævdede, at denne første bog i stedet for ”bevidsthed forklaret” burde have heddet ”bevidsthed bortforklaret”. Den anden er, at han betragter memerne som helt tilfældige størrelse, ikke ser nogen sammenhæng i deres udvikling eller ikke er opmærksom på de værdier, de er bærere af.

Dennett har udvidet Dawkins’ mem-opfattelse. I hans øjne er ethvert sprogligt udtryk et mem, som lever sit eget liv i menneskeverdenen, når det overføres fra det ene menneske til det andet. Og det, jeg finder realistisk ved denne opfattelse, er Dennetts hævdelse af, at denne overførelse ofte sker bag om ryggen på det pågældende menneske selv. Ligesom generne styrer individets, også det menneskelige individs, handlinger, uden at det selv er opmærksom på det, således kommer memet ind i menneskets hjerne, næsten uden at den pågældende bliver opmærksom på det.

Imidlertid må man være klar over – og det er vist også Dennetts opfattelse – at memerne står i en stadig kamp indbyrdes for at vinde over det enkelte individs tanker og handlinger. Her som i genernes kamp gælder det, at den bedst egnede overlever.

Og man må også være klar over – men det tror jeg, Dennett har overset – at memerne i deres kamp for at vinde har en med- eller modspiller i menneskets nedarvede indbyrdes magtkamp. Formentlig ligger der gener i menneskets arvemasse, der danner basis for et socialt liv med hierakidannelse à la chimpansernes. Men disse gener modarbejdes af menneskets sprog – og vi betragter her sproget som en del af de memer, der kæmper om individets gunst – og det betyder, at sprogets memer, der forudsætter ligelighed mellem individerne, modarbejdes af genernes tendens til magtkamp.

Hvis vi skal bruge Habermas’ vokabular, kan vi sige, at den kommunikative handlen, som sproget lægger op til, hele tiden modarbejdes af den strategiske handlen, som generne vil gennemføre. Hvilket vil sige, at det ”herredømmefri rum”, som hos Habermas er forudsætningen for den kommunikative handlen, har vanskeligt ved at indfinde sig.

Eller – hvis vi ser det fra enkeltmenneskets synspunkt – mennesket er fristet til at finde sin tilfredsstillelse af den drift, der hedder ”driften efter social anerkendelse”, i den anerkendelse, der ligger i at være frygtet. Det er fristet til at lade dette at have autoritet, magt, indflydelse i samfundet være den egentlige lykkemåler, og lade hånt om den umiddelbare tillid, som sproget søger at få det til at leve på. Men ser vi på mennesket som et ”mem-væsen”, så består lykken ikke i at have magt og myndighed, men i at leve i tillidsforhold, hvor man lever sammen med andre mennesker, i at være anerkendt som menneske, ikke som betydningsfuldt, klogt, stærkt, smukt menneske.

Hele tiden modtager mennesket input fra de memer, andre mennesker tilsender det. Og hele tiden bearbejdes disse memer i det neurologiske maskineri. Men de bearbejdes ikke kun ud fra de ting, der ligger i memerne selv, de bearbejdes også ud fra en overvejelse om, hvordan det passer ind i enkeltmenneskets sociale magtstruktur at anerkende netop dette mem. Og det vil sige: kan et mem overbevise indehaveren om, at det vil øge hans sociale anseelse med en antagelse af dette mem, kan det godt gå hen og blive antaget, uanset det ikke lever op til det krav om ligelighed, der udgår fra memet selv, for så vidt der er tale om et sprogligt mem.

Under nazismen udgik der fra officielt hold et mem, der hævdede, at jøderne er undermennesker, der bør udskilles fra de ”rigtige” ariske tyskere. Og selv om masser af tyskere havde haft forbindelse med tyske jøder, talt til dem på lige fod, og derigennem havde erfaret dem som fuldt ligeværdige med tyskerne, så var dette mem ledsaget af så kraftige trusselsundertoner, at de fleste makkede ret; i hvert fald vovede kun få at hæve røsten mod den umenneskelighed, der lå i dette mem.

Magten havde talt. De fleste tyskere slog hælene sammen og indordnede sig.

Det hører med til fortællingen, at ytringsfriheden var blevet tilsidesat. Den naturlige kamp mem mod mem var aflyst; det var ikke mere muligt at skabe et herredømmefrit rum, hvor memerne kunne kæmpe om individernes gunst.

I oktober 1943 gjorde jøderne i udryddelseslejren Sobibor oprør. Det lykkedes mange at slippe ud af lejren og enkelte at undgå at blive fanget senere. Én af dem var Thomas Blatt. Han har siden arbejdet ihærdigt for, at folk skal blive klar over udryddelseslejrenes umenneskelighed. På et tidspunkt fik han lejlighed til at tale med én af sine bødler ved navn Karl Frenzel. Jeg har gengivet en del af samtalen på dette blogindlæg. Det viser, synes jeg, menneskets dobbelthed. Frenzel bøjede sig, mens han deltog i jødeudryddelsen i Sobibor, for magtens tale; det mem, som nazisterne forlangte antaget, antog han uden besvær. Så mennesket har chimpansegenet siddende i sig, bøjer sig for magtens tale.

Men modsat chimpansen kunne han ikke få fred bagefter. Modsat chimpansen vidste han godt et sted i sin bevidsthed, at det, han havde gjort, var ondt. Han fik samvittighedsnag, og det var derfor, han indvilgede i at tale med ét af sine ofre. Man kan nok som Blatt og jeg mene, at de forsøg på retfærdiggørelse, han disker op med, er noget flossede i kanten, men selve det, at han føler, at han skal forklare og forsvare sig, ikke blot overfor os andre, men også overfor sig selv, viser, at han ikke blot har gener, der byder ham tænke i hierarkier, men også får memer ind i hovedet, der ved nøjere bearbejdelse giver menneskelige værdier fra sig.

Eller tag Gorbatjov! Jeg har tidligere skildret Sovjetunionen som et magthierarki, der faldt sammen, fordi der kom én til magten, som ikke var opmærksom på de særlige hensyn, et magthierarki må tage til sproget, nemlig Gorbatjov, se her. Hvor magthaverne tidligere talte om frie valg, men jo godt vidste, at valgene var alt andet end frie, hvor de tidligere havde talt om ytringsfrihed, skønt de ofte demonstrerede, at det var farligt at sige, hvad man tænkte, dèr var Gorbatjov anderledes ligefrem: han troede på systemet uden det mummespil, der prægede hans forgængere. Og denne ærlighed gav bagslag, lykkeligt bagslag. Sovjetunionen brød sammen. Der kom nye tider i Rusland.

For nogen tid siden læste jeg i The Economist en anmeldelse af en biografi af Gorbatjov, skrevet at William Taubmann, se her. Heri hed det bl.a.:

Gorbatjovs brug af det unaturlige og banale sovjetiske ”newspeak” fik ham til at lyde som en ”apparatnik”. Men under dette gemte sig en klippe af moralsk instinkt og ”common sense”, som bestemte hans valg langt mere end marxistiske dogmer og sovjetisk ideologi. Hvordan kunne sådanne normale menneskelige reflekser overleve i et alt andet end normalt land?

Og det sidste spørgsmål sammenfatter på udmærket vis det, der her er pointen: de memer, der beherskede Sovjetunionen skulle hele tiden tilegnes med et sideblik til magtforholdene. De var måske i deres oprindelse gode nok, men man gjorde klogt i at skele til, hvem der sagde hvad og rette sine meninger og sin opførsel ind efter det.

Så skal vi se på, hvordan Kierkegaard refererer Hegel korrekt nok, men sammen med Hegel opstiller en forkert problemstilling for mennesket. Han skriver i ”Frygt og Bæven”:

Umiddelbar sandselig og sjælelig bestemmet er den Enkelte den Enkelte, der i det Almene har sit τελος, og dette er hans ethiske Opgave, bestandig at udtrykke sig selv i dette, at ophæve sin Enkelthed for at blive det Almene. Saasnart den Enkelte vil gjøre sig gjeldende i sin Enkelthed ligeoverfor det Almene, da synder han, og kan kun ved at anerkjende dette atter forsone sig med det Almene. Hver Gang den Enkelte, efterat have været traadt ind i det Almene, føler en Tilskyndelse til at gjøre sig gjeldende som den Enkelte, da er han i Anfægtelse, af hvilken han kun arbeider sig ud, ved angrende at opgive sig selv som den Enkelte i det Almene. (|4, 148)

Hverken han eller Hegel synes at skelne mellem det etiske og det almene, men som jeg har gjort nærmere rede for det her, kan der være god grund til at lade det etiske være identisk med ”den naturlige lov” og det almene med det nedslag, den naturlige lov har givet sig i netop dette samfund. Det vil sige: i enhver historisk epoke tager den enkelte livtag med det almene, ikke blot sådan, at han skal afpasse sin medfødte hierarkiske tænkning efter det, men også sådan, at han skal tage hensyn til, hvad ”det etiske” kræver.

I den afhandling, jeg her henviser til, bruger jeg Luthers historie som eksempel. Luther gjorde i første omgang det, at han ophævede sin enkelthed for at blive det almene: Han blev ramt af angst, lovede at gå i kloster, og følte sig ud fra det daværende ”almene” forpligtet til at holde dette løfte. Senere blev han klar over, at munkeløfterne var imod det etiske, altså imod den naturlige lov eller imod Guds vilje, og så måtte det daværende almene ændres. Hvad det jo også blev. Det, der bevirkede en ændring af det almene, var ikke, som hos Kierkegaard, dette, at han forholdt sig absolut til det absolutte, men dette, at det etiske krævede en ændring af det almene.

Og så er vi omsider fremme ved det, alle disse krumspring skulle føre frem til: striden mellem Luther og Erasmus.

Bjørn Bredal har i Kristeligt Dagblad anmeldt en bog om Erasmus af Rotterdam, skrevet af den Nina Burton, se her. Jeg tør ikke sige, om Nina Burton behandler Erasmus’ strid med Luther ordentligt. Men hvis Bredal har givet et nogenlunde korrekt referat af hendes omtale af den, gør hun det ikke.

For det første skriver han, at Luther er ”en rasende mand”, der ligesom Erasmus drog nytte af bogtrykkerkunsten. Dernæst fremhæver han Erasmus’ traktat ”Om den frie vilje” (som Erasmus selv kalder ”Diatriben”), som noget, der har den fulde gyldighed og relevans i dag. Det lyder, som om Burton helt overser Erasmus’ svar på Luthers afhandling om ”Den trælbundne vilje”, et stort skrift i to afdelinger, der hedder ”Hyperaspistes”. Det findes på min Martin Luther side, se her. Og endelig fremhæver han Burton, fordi hun ”resumerer modsætningsforholdet så fint, at det er hele bogen værd”. Til bevis citerer han Burton:

Mens han [altså Erasmus, rr] skrev dette, stod det mere og mere klart for ham, at det var her, renæssancens og reformationens veje skiltes. Midt i sin revolte havde Luther flere middelalderlige idéer. Han så djævle her og der i naturen og betragtede verden som en slagmark mellem Gud og Satan. For Luther rangerede tro højere end både kærlighed og viden, og inspiration havde mere vægt end fornuft. (…) Erasmus delte derimod de italienske renæssancehumanisters menneskesyn. For dem lå det mest menneskelige i sproget, i kunsten, i det at skabe, i noget, man kunne forme og selv formes af. Ikke mindst gennem de bøger, som viste menneskets egen formåen. Altså begyndte han at føle det lige så vigtigt at forsvare de humanistiske idéer mod Luther som mod munkene.

Som jeg ser det, skal modsætningsforholdet mellem Erasmus og Luther findes et helt andet sted. Det, de diskuterer – og er enige om at diskutere – er forholdet mellem Guds altgennemtrængende kræfter og menneskets vilje. Erasmus skriver i Hyperaspistes om disse altgennemtrængende kræfter:

På Diatribens vegne vil jeg svare, at den aldrig har sagt, at Gud virker alt i alle. Den har hævdet, at nåden i alle gode gerninger samarbejder med mennesket, men at Gud i os skulle begå utugt, drikke sig fuld, lyve, være misundelig, slå ihjel, det har Diatriben aldrig hverken ment eller sagt, for selv om det i en vis betydning kan siges at være sandt, plejer jeg dog helst at afholde mig fra at sige den slags ting. (Se her).

At Gud i os begår utugt, drikker sig fuld, lyver, er misundelig, slår ihjel, det kan i en vis betydning siges at være sandt. Deri gemmer sig menneskehedens store gåde, en gåde, som ikke mindst vi moderne mennesker stilles overfor med vor enorme viden om hjernens funktion, og at affærdige denne gåde, som Erasmus gør her, er utilstedeligt. Retfærdigvis må det da også siges, at Erasmus andetsteds forsøger at løse gåden med visse begreber fra skolastikken. Men for både Erasmus og Luther er det denne gåde, der skal løses. Jeg har prøvet at gøre rede for det i min afhandling om forholdet mellem de to, se her.

Men hvordan løses da denne gåde? Er der anden ”løsning” end determinismens løsning, altså at påstå, at fordi alle vore tanker og forestillinger, alle vore ord og handlinger udspringer af neuronaffyringer i vores hjerne, foreteelser, der foregår efter ganske bestemt neurokemiske love, derfor er al tale om frihed i forbindelse med menneskets handlinger uvidenskabelig tale? Bevares, de to kombattanter tænker ikke i videnskabelige termer, i stedet for naturens lovmæssighed sætter de Guds almagts gennemtrængende virkninger. Men det er det samme spørgsmål, de slås med, som det, der i dag optager os.

Og hvad skal vi da gå ind for? Skal vi vælge Erasmus’ løsning, som på trods af den determinisme, der dog ”i en vis forstand” er sand, hævder, at mennesket har en fri vilje? Eller skal vi vælge Luther, der taler om en ”trælbunden vilje”, hvad han så kan mene med det?

Jeg vil, hvilket måske ikke er den helt store overraskelse, gå ind for Luthers tale. Luther er ikke hardcore determinist. Han mener, at det frie ved mennesket mere er dets forståelse eller dets modtagelighed for sandheden, end det er dets vilje. Men han er også klar over, at denne modtagelighed for sprogets stilfærdige overtalelse (eller for ånden) kan virke begge veje, kan få mennesket til at gøre ting, som kun en djævel kan finde på, og få det til at gøre selvfølgelige næstekærlige gerninger. Menneskets frihed består netop i denne ”dispositive kvalitet eller passive egnethed”, siger han, for himlen blev jo ikke skabt for gæs (se her).

Vi får altså i den menneskelige historie både en Karl Frenzel, der lod sig gribe af nazismens sirenesang, og måtte leve livet ud med bevidstheden om det onde, han havde gjort, og en Mihael Gorbatjov, der bevarede så meget af sin menneskelighed, at han kunne bringe det sovjetiske mummespil til ophør.

Men vi får også i Luther et eksempel på et menneske, der ikke lod sig tvinge bort fra den overbevisning, han efter grundige studier var nået frem til. Jo, for argumenter ville han gerne bøje sig, men ikke for trusler om bål og brand. I modsætning til Luther står så Erasmus, der i ”Om den frie vilje” selv erklærer, at han gerne underkaster sin mening under kirkens dekreter, hvad enten han forstår dem eller ej, se her.

I vor menneskelige verden fyger det med memer. Vi er ordvæsener. Og kunsten består nu i at skille klinten fra hveden, at finde ud af, hvilke memer der skjult understøtter vor hierarkiske tænkning, og hvilke der lader alle menneskers ligeværd gælde, eller – kan man sige – hvilke memer der tillader os at hyle med de ulve, vi er iblandt, og hvilke der tvinger os til at hyle med netop vor tone, også om det koster os noget. At det er det sidste, der giver os vort sande menneskeværd, det er kristendommens påstand.

Tidligere har jeg leveret en ”Den fremmede Luther 35” om forholdet mellem Erasmus og Luther, se her. Men en god gerning kan ikke gøres for tit.

Udgivet i Luther | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar