Et radikalt brud med EU’s asylpolitik

Det var med ikke så lidt forbavselse, jeg forleden læste et interview i Berlingske med Ruud Koopmans, se her. Nu her jeg efterhånden beskæftiget mig ikke så lidt med Koopmans, ikke mindst i februar i år, se her, da hans bog „Das verfallene Haus des Islam“ udkom. Dengang læste jeg en del anmeldelser af bogen, og nu, hvor bogen er oversat til dansk, har jeg igen læst nogle anmeldelser af bogen og interviews med forfatteren.

Men hvad han siger i interview’et i Berlingske, har jeg ikke før truffet på hos ham. Og det er nu lidt mærkeligt.

Det hedder i interview’et:

Set med Koopmans’ øjne er det europæiske asylsystem skruet sammen på en måde, der inviterer til både moralske og politiske katastrofer.

»Det er netop problemet med Europas migrations- og asylpolitik. Som den er organiseret på nuværende tidspunkt kan vi ikke selv styre antallet,« siger han.

»Nogle gange kommer der store mængder på grund af kriser i Mellemøsten. Hvis Erdogan i morgen beslutter at åbne grænserne, vil Europa blive oversvømmet af migranter. På den måde er det ude af vores kontrol. Det afhænger af eksterne begivenheder og politiske ledere uden for Europa, der afgør, hvor mange mennesker, der kommer hertil.«

Det, han siger her, er faktisk ret epokegørende. Oven i købet er det ”timed”, så det just bliver sagt på dagen, før EU offentliggør sit forslag til ændring af asylsystemet i EU. Og så bliver det endda ”værre endnu” lidt senere:

I en ustabil verden, hvor Mellemøsten regeres af skruppelløse ledere som Assad og Erdogan, kan det kun gå for langsomt med en grundlæggende gentænkning af de internationale konventioner.

»Det vil kun være muligt, hvis vi får en fundamental revision, eller endda trækker os fra Flygtningekonventionen og sætter noget andet i dens sted. Samtidig bør vi tilsvarende revidere vores nationale og europæiske asylpolitik for at gøre det muligt, at vi kan tage imod flygtninge på en måde, som for eksempel Canada gør det,« siger Ruud Koopmans.

»Det er ikke nødvendigvis antallet af migranter, der er problemet. Vi kan godt håndtere det antal, vi har fået i de seneste årtier, hvis vi blot for det første fik dem i regelmæssige doser, i stedet for i store bølger og perioder helt uden nyankomne. For det andet handler det om at få kontrol over sammensætning af indvandrerne,« siger Koopmans.

At EU skulle trække sig fra Flygtningekonventionen må vel betragtes som ganske udelukket. Men det må desværre også betragtes som det eneste, der kan gengive EU kontrol over sine grænser, så man derigennem kan komme til at tage imod flygtninge som Canada gør det.

Som det er for øjeblikket, lader vi Erdogan om at bevogte EU’s grænse, altså ”bevogte” i den gammeldags betydning, hvor der menes ”at forhindre illegal grænseoverskridelse”. Vi i EU nøjes så med at ”bevogte” i den specielle EU’ske betydning, hvor det betyder ”at registrere og sende videre til asylbehandling”. For Flygtningekonventionen tillader os jo ikke at gøre andet, mener vi.

Så det er ganske rigtigt observeret af Koopmans, at vi har sat en skruppelløs leder som Erdogan til at bevogte vores grænse, og at vi, hvis vi vil ud af denne afhængighed, er nødt til at trække os fra Flygtningekonventionen.

At vi er afhængige af ham, viste sig fornylig, da EU’s udenrigsministre skulle træffe afgørelse om situationen i Hviderusland. Alle andre lande end Cypern ønskede at sende en stærk fordømmelse af forfølgelserne af fredelige demonstranter i landet og at boykotte en del af de ledende folk i landet. Men Cypern ville kun være med, hvis EU på tilsvarende måde ville fordømme Tyrkiets overgreb mod cypriotisk havområde i Middelhavet.

Jeg forstår godt Cypern. For Erdogan udnytter i høj grad det forhold, at han, hvad øjeblik det skal være, kan afsende en tsunami af migranter imod Europa. Han direkte spekulerer i, at EU ikke tør forsvare sine medlemsstater. Derfor sender han olieeftersøgningsskibe ind i områder af Middelhavet, som han kræver for Tyrkiet, uanset, at der ikke er truffet aftale med nabolandene om fordelingen. Jeg forestiller mig, at Cypern spørger, hvorfor EU er så ivrig efter at fordømme et land, som man ikke har noget udestående med, når man ikke vil hjælpe et medlemsland, der føler sig klemt.

Det betyder selvfølgelig ikke, at EU skal sende krigsskibe til Cypern, det betyder blot, at EU skulle udnytte sin økonomiske magt til at få Tyrkiet til at indgå én eller anden form for aftale om olieudvinding i Middelhavet. Men ak, fordi EU absolut har skullet vise sig som bogstavtro overholder af Flygtningekonventionen og derfor ikke selv kan forsvare sine grænser, og fordi man derfor har overladt grænseforsvaret til Tyrkiet – mod en klækkelig betaling – derfor tør man ikke spille med musklerne overfor Tyrkiet. Og derfor lader man Cypern i stikken.

Men disse forhold skriver vore medier ikke noget om. Det vil dog sige: Nu citerer man faktisk Koopmans, når han foreslår, at vi trækker os fra Flygtningekonventionen. Og det er bestemt ikke hver dag, man ser den slags foreteelser.

Det hedder lidt senere i interview’et:

Spørgsmålet er, om det fremover skal være muligt at søge asyl ved den europæiske grænse. Senest har den danske regering udpeget en såkaldt migrationsambassadør, der skal arbejde diplomatisk for oprettelsen af en modtagelejr i et formodentligt nordafrikansk land. Ideen lyder umiddelbart positiv i Ruud Koopmans’ ører.

»Faktisk ja,« siger han og foreslår selv Marokko.

Også dette er ret epokegørende. Normalt plejer der at være en masse NAQ’s i et sådant interview (NAQ = never asked questions). Men dette lyder næsten, som om det er interview’eren, der har spurgt Koopmans om, hvad han synes om idéen med en modtagelejr i et nordafrikansk land. Og det er jo oplagt at spørge ham om det, når han nu selv har foreslået, at EU trækker sig fra Flygtningekonventionen. Men det er sandelig yderst sjældent, at den slags oplagte spørgsmål bliver stillet.

Nå, selv om det naturligvis er glædeligt for én, der har indset det uholdbare i vor nuværende migrationspolitik, at se, at der trods alt sker få og yderst forsigtige skridt frem mod noget mere fornuftigt, så er der stadig lang vej igen.

At der er lang vej igen, kom bl.a. frem i Deadline den 23-9, samme dag, som EU-kommissionen havde fremlagt sit forslag til ny asylpolitik. Her var næsten alt ved det gamle, i hvert fald fra journalistisk side. Man havde Ole Ryborg til at fortælle om dokumentet på 450 sider, man havde Kaare Dybvad Bek til som fungerende integrationsminister at kommentere forslaget fra EU, og man havde Jens Rohde, nu fra De Radikale, til at komme med bemærkninger fra studiet i København, og Peter Kofod, parlamentsmedlem for Dansk Folkeparti, til det samme fra Bruxelles.

Ylva Johansson, den svenske flygtningekommissær, som har haft en stor finger med i spillet i formuleringerne, gjorde på engelsk opmærksom på, at man fra kommissionens side havde opgivet at bruge tvang overfor medlemslandene. Og hun gjorde det i et særligt afsnit på svensk klart, at Danmark jo stod udenfor det retlige samarbejde og derfor ikke kunne pålægges nogen form for solidaritet med de øvrige EU-lande.

Jeg gad vidst, hvorfor man pludselig finder den regel frem. Den plejer man ellers aldrig at omtale, i hvert fald ikke fra EU’s side. Men måske man vil prøve at gøre os danskere flove: vil vi virkelig optræde som dem, der vil undgå det ubehagelige ved at være godgørende mod flygtningene? Hvis det er meningen, vil det forhåbentlig virke imod hensigten.

Kaare Dybvad mente nok, at det socialdemokratiske forslag om en modtagelejr i et nordafrikansk land var en mulighed, også selv om de andre lande ikke ville være med, og selv om kommissionen ikke ville røre forslaget med en ildtang. Og så kom han med en interessant indvending mod ét af forslagene fra kommissionen.

Kommissionen foreslår, at de lande, der ikke vil modtage godkendte asylansøgere, kan byde ind på at tage ansvar for afviste asylansøgere. Hvis det ikke lykkes indenfor 6 måneder at få dem sendt tilbage til det land, de kom fra, skal landet modtage vedkommende afviste asylansøger. Hertil bemærkede Kaare Dybvad, at man ved at sætte en frist på 6 måneder giver den afviste asylansøger et incitament til at nægte at lade sig hjemsende, for ikke sandt, venter han bare 6 måneder, kan han leve i det nye land som illegal indvandrer. Dem er der i forvejen mange af.

Mig forekommer det, at han derved påviste, at i hvert fald den del af kommissionens forslag er det rene gak-gak. Man tror stadigvæk, at asylansøgere er søndagsskolebørn, der lydigt retter sig efter, hvad kommissionen siger. Det er sygdommen samaritanitis, der gør sig gældende: hvis ens gerning skal være en god gerning, må de mennesker, man hjælper, være stakler, stakler ligger ligesom den overfaldne i Jesu lignelse urørlige i grøften, de lyver ikke for at få asyl, og de rejser lydigt hjem, hvis de får besked på det. Virkeligheden: at de faktiske asylansøgere er alt andet end lydige stakler, trænger stadig ikke ind til bureaukraterne i Bruxelles.

Og ikke sandt: det havde været oplagt at viderebringe denne indvending mod kommissionens forslag til Jens Rohde, han sad jo dèr og havde en hel masse imod forslaget. Men den slags oplagte spørgsmål har journalisterne ved de store medier en udpræget evne til at undgå.

Jens Rohde var imod forslaget, vist mest, fordi det ikke ville tvinge landene til at være med i en fordelingsordning. Men om forslaget ville være med til at bibeholde det incitament til at søge mod Europa, som hidtil har eksisteret blandt folk i Mellemøsten og Afrika, det var noget, han åbenbart ikke havde overvejet. Og han blev altså heller ikke spurgt af Jacob Rosenkrands, ham var det, der var ordstyrer.

Og han blev da slet ikke spurgt om, hvordan man fra EU’s side stadigvæk kunne tillade sig at udlicitere sine menneskerettighedsforpligtelser. Det burde han være blevet spurgt om, så stærkt han holdt på, at vi i EU for enhver pris skulle overholde vore pligter overfor asylansøgerne. Enhver, der sætter sin fod på europæisk jord og søger asyl, har ret til at få sin sag behandlet. Sandt nok, ifølge Flygtningekonventionen. Men hvordan kan vi så tillade os at betale Erdogan for at forhindre ansøgere fra Tyrkiet i at komme til sætte foden på europæisk jord. Det hænger ikke sammen. Det er hykleri af værste skuffe. Og det blev da også påtalt, da det i sin tid var Berlusconi, der lavede dette nummer med Libyens Gadaffi. Men nogle år og et par millioner migranter senere blev det betragtet som en god ordning, da Merkel fik en tilsvarende ordning i stand med Erdogan.

Det er at udlicitere sine menneskerettighedsforpligtelser. Man lader Erdogan gøre det, men ikke selv må gøre.

Det samme gør man, når man lader flyselskaber forhindre folk i at komme om bord, hvis de ikke har visum til et europæisk land. Det, man selv er for fin og har en alt for ophøjet etik til at gøre, får man flyselskaberne til at gøre.

Så var der mere forslag i Peter Kofods tale om, at man burde gøre som australierne: på enhver måde forhindre de migranter, menneskesmuglerne sender af sted, i at komme til Europa. Så tager man brødet ud af munden på menneskesmuglerne. Og så først vil drukneulykkerne ophøre.

Men tilbage til Ruud Koopmans!

Berlingske har på sin hjemmeside, så vidt jeg kan se og huske fra i går, ændret overskriften på interview’et med ham. I går, den 23-9, stod der blot, når man rullede ned på b.dk, at ”vi har brug for et radikalt brud med EU’s asylpolitik”. I dag hedder det: ”Respekteret ekspert: Vi må genvinde kontrol med indvandringen – og det kræver konventionsbrud”. Denne ændring gør avisen ret i at foretage. For det epokegørende er, at Koopmans faktisk foreslår, at EU trækker sig fra Flygtningekonventionen. Og så fortjener det at stå i overskriften.

I et interview i Der Tagesspiel, som document.no oversatte i februar, se her, hedder det:

Hvordan har akademikere og publikum håndtert funnene dine om islam så langt?

Viljen til å anerkjenne religionens rolle er dessverre veldig lav. Mangelen på interesse for undertrykkelse av religiøse minoriteter, frafalne, kvinner og homoseksuelle i den islamske verdenen er svimlende. Det er en av hovedårsakene til at jeg skrev denne boken. Det er en sterk tendens i politikk og i media til å benekte religionens betydning for disse problemene. Dette er sant i den grad «islam» ikke eksisterer. Men disse problemene har også en religiøs dimensjon som ikke kan benektes.

Regner du ikke med at høyreekstreme representanter som AfD-politiker Björn Höcke snart vil bruke boken din som et politisk våpen?

Jeg kan ikke forhindre høyreekstreme fra å bruke boken min som ammunisjon i politiske debatter. Men jeg beskriver virkelige problemer. Dette er grunnen til at fremmedfiendtlige eller islamhatere ikke trenger boken min for å påpeke de begredelige forholdene i den islamske verden. Det gjør den islamske verdenen fint selv allerede. Alle som leser boken min vil imidlertid bemerke at den åpner for et differensiert syn på emnet.

Den slags spørgsmål forekommer ikke i Kristeligt Dagblads eller Berlingskes interview med Koopmans her i september. Om det skyldes, at han nu interview’es til danske blade og derfor regner med, at vor debat, blandt andet efter at Dansk Folkeparti blev anerkendt som ”stuerent”, er mere alsidig end så mange andre landes, er ikke til at vide. Og jeg har ikke indtryk af, at Troels Heeger, Berlingskes interview’er, har skullet lokke eller presse ham til at sige, at Flygtningekonventionen bør revideres.

Så ikke blot har Koopmans affundet sig med at blive beskyldt for at levere ammunition til de højreorienterede – han har fremsat sine teser uafhængigt af sine medforskeres fordomme – nu er han også omsider nået frem til at vove at gå imod det, der forekommer at være grundlaget for EU’s migrationspolitik, Flygtningekonventionen.

Måske grænsebevogtning igen kan komme til at betyde grænsebevogtning.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , , | Skriv en kommentar

Hvordan argumentere imod islam?

Dette spørgsmål har optaget mig længe. At argumentere mod islam forestiller jeg mig er kirkens opgave i dagens Danmark. Lad folketinget tage sig af de mere praktiske opgaver såsom at begrænse virkningen af de mange tiltag, muslimerne finder på for at islamisere landet, selve det at vende sig imod islams kerne må vel være kirkens opgave.

Jeg har i februar i år omtalt en bog af den hollandske forsker Ruud Koopmans, se her. Og bogen er nu udkommet i en dansk oversættelse – den hedder Islams forfaldne hus. De religiøse årsager til ulighed, stagnation og vold” – og i den anledning bringer Kristeligt Dagblad et længere interview med Koopmans, se her.

Jeg har ikke så meget at tilføje til det, jeg skrev i februar, men når jeg nu igen bringes til at synes, at Koopmans tager fejl, når han mener, at islam og vort vestlige demokrati på én eller anden måde kan forenes, rejser det spørgsmål sig jo med fornyet styrke: Jamen, hvad så? Hvad så med alle de muslimer, der allerede findes i landet? Hvordan skal vi – altså kirken – stille os til den form for islam, de repræsenterer? Hvis vi mener, at det drejer sig om at vinde ”minds and hearts”, hvordan i alverden bærer man sig så ad med det, når det er muslimer, det drejer sig om?

Lad mig her komme med nogle tanker ud fra det evangelium, der blev prædiket over i søndags, fortællingen om Martha og Maria, Luk 10,38-42. (Jeg skal nok for god ordens skyld gøre opmærksom på, at jeg først fik disse tanker, da jeg kom hjem fra kirke; jeg hørte sandelig efter, som sig hør og bør, så præsten, der prædikede, har ikke sagt noget imod islam, som jeg nu vil forsøge at gøre).

Hvad er der galt med Martha, kan man spørge. Mit svar her vil være, at hun er bundet af lovtankegangen, ikke den jødiske lovtankegang, men den lovtankegang, der så let som ingenting udvikler sig af vort fælles samliv. Der danner sig visse idealer for, hvordan en kvinde opfører sig, og visse for, hvad en mand har at gøre. Og, mener lovtankegangen, det drejer sig for et menneske om at holde sig disse idealer for øje og så vidt muligt søge at leve op til dem.

Det er jo også det, Martha er i fuld gang med at gøre. Vi må nok forestille os, at Jesus ikke kom alene til Martha og Maria, men at hans disciple var med. I den nye oversættelse, den af 1992, forsvinder disse disciple lidt ud af billede, for dèr hedder det blot, at Martha ”var travlt optaget af at sørge for ham”. I oversættelsen af 1948 hed det, at hun ”havde travlt med meget husligt Arbejde”, og i oversættelsen af 1907 stod der, at hun ”havde travlt med megen Opvartning”. Det er alt sammen en oversættelse af det græske diakonein, og det kan jo ganske rigtigt betyde det, oversættelserne siger, bortset lige fra, at vor nutidige oversættelse lader ane, at det kun var Jesus, der skulle sørges for; det står der faktisk ikke noget om.

Men, kan man sige, så meget mere påfaldende er det dog, at Maria lader Martha være alene om arbejdet. For hører det ikke med til kvinderollen at være en god værtinde? Og må der ikke arbejdes for at kunne leve op til det ideal? Så mange mænd, og kun to kvinder til at varte dem op! Så kan den ene af disse to opvartende kvinder da ikke tillade sig at blande sig med mændene!

Men det er lige det, hun kan! Altså efter Jesu budskab! Det var nemlig ikke sådan, at Jesu budskab kun var beregnet for mændene, og at kvinderne upåvirket kunne fortsætte deres opvartergerning og derigennem fortsat være bundet af lovtankegangen. Nej, kvinderne blev af Jesus regnet lige med mændene. Men det vil også sige, at de i lige så høj grad som mændene havde brug for at få deres lovforståelse af gudsforholdet ændret.

Vi har i vore dage på mange områder en lovforståelse, der er uafhængig af gudsforholdet. Men den lovforståelse, den tids jøder havde, var i høj grad afhængig af gudsforholdet. Man havde af Det gamle Testamentes mange lovregler uddestilleret en række regler, som den fromme jøde skulle følge. Det var noget med overholdelsen af sabbatten, det var noget med, hvad man måtte spise og hvad ikke, og det var på Jesu tid jo også noget med de mange ofringer i templet. Ikke, at man forstod, hvorfor reglerne skulle overholdes, ikke, at der var noget fornuftigt formål med hver og én af disse regler, det afgørende var blot, at man ved at overholde disse regler viste sig gudhengiven. Om næsten havde gavn af det eller ej, kom i anden række.

En ganske tilsvarende lovfromhed er vore dages muslimer besat af. Oven i købet har de også den uheldige detalje med i billedet, at den, der modsætter sig denne lovforståelse, skal slås ihjel. Det var jo Jesu fornægtelse af lovens betydning, der fik jøderne til at slå ham ihjel, og det er hos muslimerne sådan, at den, der er frafalden, skal slås ihjel. Sådan bliver det, når lovfromheden går over gevind. Så kan den ikke støtte sig til det, der er rationelt, men må bruge magt til at få sin opfattelse respekteret.

I menneskehedens udvikling har fornuft og magt hele tiden stået hinanden imod. I dyreverdenen er det magten, der hersker. I en abeflok er det den stærkeste han, der tager føringen. Vel dannes der visse familiebånd mellem mødre og afkom og mellem brødre, men i flokken hersker et magthierarki. Og forholdet til andre flokke er bestemt af yderst voldelige magtkampe.

Dette forandrede sig afgørende, da mennesket fik sproget. Dels bevirkede det, at den menneskelige kernefamilie med han, hun og unger blev dannet, dels førte det med sig, at grunden blev lagt til en ligestilling mellem kønnene, for hunnerne var jo også medlemmer af sprogfællesskabet, og er man det, er man anerkendt, og dels førte det til, at der kunne laves aftaler med naboflokkene, så aftalefred kunne herske i større og større samfund.

Men som man nok har observeret, blev magttilbøjeligheden ved med at bestå. Det var svært for sprogets strukturer med ligeberettigelse mellem alle at slå igennem. Faktisk må man vel sige, at det først er slået igennem med demokratiets indførelse.

Men slået igennem og slået igennem? Det kan man vel ikke sige, at ligeberettigelsen er. Og det er jo også svært, for vi har stadigvæk hierarkier. Børn har ikke det samme at skulle have sagt som voksne. Og de kan ikke få det. Og indvandrede mennesker har ikke det samme at skulle sige som statsborgere. Og mennesker i fremmede lande har ikke samme krav på hjælp som landets egne borgere, osv. osv.

Hvis nu det forholder sig sådan, at det i islam er magten og i kristendommen sproget, der har mest at sige, og hvis disse forhold ligger som en mere eller mindre uerkendt virkelighed bag muslimers og kristnes opførsel, så vil det være uhyre svært at danne et samfund, hvor begge disse religioner kan føle sig tilpas. Man må for min skyld gerne sige, at det tillidssamfund, vi har her i Danmark, er vokset frem af sig selv, men kristendommen har dog snarere fremelsket end bremset denne indbyrdes tillid. Og vi vil da godt invitere vore muslimske landsmænd med ind i denne tillid, men hvis de fra det land, de kom fra, eller fra deres religion, islam, medbringer en magtopfattelse, hvordan vil de så kunne nære tillid til os danskere, for så ligger det jo i kortene, at vi som vantro i deres øjne tilhører en laverestående folkegruppe? Og så vil de jo altid prøve at skille sig ud som anderledes og måske endda bedre.

Jamen, er da magt et hovedord blandt muslimer?

Ja, det kan nok bedst ses af den måde, hvorpå muslimer vil styre kønsdriften. For når lovfromheden lægger sin kolde hånd på denne drift, når man i ét og alt skal lade sine handlinger underlægge shariaens bestemmelser, så bliver der ikke mulighed for, at forelskelse kan opstå. For forelskelse forudsætter frihed. Og lovfromhed er det modsatte af frihed.

Nu kom jeg til at sætte lovbestemmelser op imod frihed. Og sandt nok er de to størrelser modsætninger. Men jeg vil sådan set hellere se modsætningsforholdet mellem lovfromheden og sproget. For begrebet ”frihed” brugt om kønsdriften kan forlede diverse muslimer til at tro, at vi vestlige mennesker går ind for parring i flæng mellem unge mennesker. Og det gør vi ikke. Godt nok giver vi vore unge mennesker frihed til at lade kønsdriften besætte sig, men vi gør det i den overbevisning, at både vor menneskenatur og vor kultur formår at trænge igennem, så det ender med, at der dannes par på baggrund af forelskelsen. Og vi kan jo også påpege, at mennesker også hos os gifter sig og får børn. Og det skyldes ikke, at friheden ikke er frihed, det skyldes, at vi mennesker fra vor natur og fra vor kultur har pardannende kræfter i os.

Det tør jo muslimerne ikke tro på. De vil have også disse forhold pakket ind i lovbestemmelser. Oven i købet skal det ikke være rationelle lovbestemmelser, men bestemmelser baseret på koranens forskelsbehandling af mænd og kvinder.

Nu skal vi jo ikke komme for godt i gang med at anklage muslimerne. For tendensen til at ville løse alverdens problemer med lovbestemmelser har så sandelig også vort sekulære samfund i sig. Vi diskuterer omskæringens tilladelighed til den store guldmedalje, men glemmer tilsyneladende i den diskussion at spørge, hvem børnene egentlig tilhører: forældrene eller staten? Og vi diskuterer sexchikane op ad vægge og ned ad stolper, men tør ikke lade det være op til ”klimaet på arbejdspladsen” at afgøre disse sager, nej, vi må pakke også dette ind i retningslinjer, bestemmelser, regler. I det hele taget: det, der hedder civilsamfundet, har vi i vore politiske diskussioner vist ikke særlig megen tillid til.

Og en forvirret sjæl kunne i den anledning såmænd næsten finde på at spørge, om det monstro ikke er muslimerne, der er kommet længst i udviklingen mod at finde svar på spørgsmålet om, hvordan vi bedst tackler kønsdriften. De har da i hvert fald fundet regler til bekæmpelse af mange uheldige ting ved denne drift. Når det nu er regler, det drejer sig om. Men det er det måske ikke alligevel?

Sagen er jo også den, at de advarsler mod lovfromhed, som Jesus fremsætter, nok i sin tid var møntet på den tids jøder, men jo på ingen måde har tabt deres aktualitet. Kirken har til alle tider været klar over, at der skulle prædikes imod lovfromhed, for den har i sine prædiketekster søndag efter søndag ladet menigheden høre disse advarsler. Præsterne og de kirkelige myndigheder tænktes vel at skulle lytte med, men det har de nu ofte forsømt. Ikke desto mindre har det, vi kalder civilsamfundet i den kristne del af verden ofte har frihed til at udvikle sig.

Og civilsamfundet, det betyder her de mange fællesskaber, et menneske er med i: familiens fællesskab, landsbyfællesskabet, folkefællesskabet. Og der er det ved disse fællesskaber, at ved selve det at være med i dem, bliver det klart, hvad der skal gøres, for at de kan trives, uden at det behøver at udformes i regler, ja, snarere er det sådan, at trivslen kan forhindres af regler og fastlåste traditioner.

De to søstre, Martha og Maria, boede således sammen i en slags familiefællesskab. Og skal vi forstå, hvad det vil sige, er vi nødt til at fremfabulere en historie om det, vi har ingen nøjagtige efterretninger derom. Har der måske dannet sig en vis tradition for, at det var Martha, der var den flittigste, og at det derfor var Martha, der fra tid til anden gik og prikkede til Maria, om hun dog ikke kunne give en hånd med?

Hvis det er baggrunden, er det jo ikke underligt, at det er Martha, der har travlt, og hende, der beder Jesus om at få Maria til at hjælpe med. Men i denne situation, som i en situation lidt senere i lukasevangeliet, nægter Jesus at være én, der dømmer mennesker imellem. I kapitel 12 i evangeliet hedder det:

En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.« Men han svarede: »Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« (Luk 12,13-14).

Hvorfor vil Jesus ikke skaffe denne mand retfærdighed?

Mit svar lyder: Fordi det ligger i broderforholdet, hvad der skal gøres, for at tilliden kan genskabes. Og det kan meget vel være noget andet end det, én eller anden lovregel kræver.

Sådan vil jo også den ældste søn i lignelsen om de to sønner, Luk 15,11-32, påberåbe sig almindelig lovmæssig retfærdighed. I stedet henvises han til at handle ud fra broderforholdet, dvs., handle sådan, at dette forhold, såvidt det står til ham, genoprettes.

Men muslimer og kristne står altså i samme situation, når vi stilles overfor Jesu angreb på lovfromheden: begge parter er vi tilbøjelige til at lade lovholdningen overtrumfe tillidsholdningen.

Problemet med vore muslimske landsmænd er så blot, at de ikke hører Jesu angreb på deres lovfromhed. I stedet bliver de ved med at tro, at lovfromheden er det bedste, det sikreste. Når de i tillæg dertil opererer med en påstand om et menneskes ære som noget, man for enhver pris skal hæge om, så er der lagt op til, at de kører videre i den tradition, der siger: ingen forbindelse mellem de to køn hos unge mennesker, alle ægteskaber skal først og fremmest være aftaleægteskaber, så kan de efterfølgende blive forelskelsesægteskaber.

N.B.: Dette er den fromme version. Den mindre fromme version, som de unge muslimer tilegner sig, siger, at de danske piger er frit vildt og kan voldtages efter forgodtbefindende. Hvilket jo er knap så fromt.

Og på den baggrund kan vi opstille en væsentlig forskel mellem islam og kristendom på det felt: i islam er det sharia, loven, reglerne, der holder sammen på ægtefællerne, i kristendommen er det kærligheden, samhørighedsfølelsen, den fælles tillid, der er limen.

Jamen, kan der da ikke ske det for muslimske ægtefolk, at tilliden og den indbyrdes samhørighed vinder over alle lovkrav, så det ligeud bliver kærlighed, der får dem til at holde sammen?

Jo, det kan ske. Gud Helligånd er ødsel med sine gaver. Han spreder dem ud, hvor vi – de fromme kristne – mindst venter det. Jeg er stadig forundret – glad forundret – over, hvordan Nasr Saids kone ikke forlod ham, skønt han blev dømt til at være en ikke-muslim, og hun derfor efter sharia skulle skilles fra ham, se her. Men jeg gør mig også klart, at dette skete imod al-Azhar-universitetets afgørelse og imod koranens ord. Og det er også klart for mig, at vil en muslim vende sig imod shariaens lovregler, måske fordi deres livserfaringer siger noget andet, så skal hun eller han tage sig vældig i agt: ligesom jødernes lovfromhed i sin tid fik dem til at henrette Jesus, således vil vore dages muslimers lovfromhed få dem til at henrette den, der vender sig imod de muslimske lovregler, om de ellers kan komme af sted med det.

Hvordan skal vi prædike imod islam?

Svaret er: Vi skal lade Jesu røst høre.

Vi skal som han vende os imod alle disse ydre tegn på fromhed, som muslimerne er så glade for: tørklæder på fromme kvinder, ærefrygt for koranen, bønner fem gange om dagen, afholdenhed fra vin og svinekød, m.m. Ikke fordi vi vil have den slags forbudt ved lov, men fordi vi fra kirkens side opfatter den slags bundethed til ydre gerninger som djævelens værk.

Og naturligvis skal vi også på passende vis gøre nar af de muslimer, der bilder sig ind, at de i Guds øjne står over os vesterlændinge. Hvorfor har Gud ikke hjulpet dem til bedre forhold i deres hjemlande? Hvorfor er det de islamiske lande, der halter bagud på næsten enhver parameter? Tyder vores umiskendelige overlegenhed på næsten ethvert område ikke på, at det er os og ikke muslimerne, der har fundet ud af, hvordan et menneskesamfund fungérer bedst, altså fundet ud af, hvad Guds mening med os mennesker er?

Og jeg mener altså også, at vi direkte skal sige til de danskere og de muslimer, der går og håber på, at der en dag vil fremstå en moderne islam, der kan acceptere alle Vestens friheder, at de håber forgæves. Godt nok siger Ruud Koopmans noget i den retning, men han er sociolog og har en sociologs begrænsede udsyn, jeg er teolog og kan se, hvordan alle muslimer i større eller mindre grad er afhængige af koranen, og hvordan koranen giver svar på alle lovfromhedens spørgsmål, men ikke lader rum for nogen frihed for et menneske til at finde sin egen vej.

Til sidst må jeg gøre opmærksom på, at dette er skrevet, før jeg læste et interview med Koopmans i Berlingske, se her, hvor han giver udtryk for, at vi har brug for et radikalt brud med EU’s asylpolitik. Det vil der måske blive lejlighed til at beskæftige sig med senere.

Udgivet i Islam versus kristendom, Ny testamente | Tagget , | Skriv en kommentar

Europas skjold

Det er Grækenland, der i en artikel i Weekendavisen kaldes ”Europas skjold”, se her. Og det er en ganske udmærket betegnelse, dog af en anden grund end den, journalisten Minna Gross tror. For hun siger i sin overskrift, at skjoldet slår revner. Men hvad hun nøjagtig mener med det, er uvist. I underoverskriften hedder det:

Reportage. Grækenland er blevet kaldt Europas skjold, men på Lesbos har mange fået nok af at være frontlinje for en migrant- og flygtningestrøm, som EU ikke formår at håndtere.

Skyldes revnerne, at beboerne på Lesbos ikke mere er så gæstfrie overfor migranterne? Eller skyldes det, at EU ikke har formået at levere en løsning, der holder? Det er ikke nemt at vide, hvad hun mener.

Når jeg synes, at betegnelsen er udmærket, skyldes det, at den græske flåde frem til valget i januar 2015 havde ordre til at patruljere i det smalle farvand mellem de østgræske øer og det tyrkiske fastland og tvinge alle de både med migranter, de traf på, tilbage til Tyrkiet. Jeg har det fra en så fuldtroværdig avis som Politiken. I oktober 2014 bragte avisen en beretning om en mand, der var flygtet fra Tyrkiet og til Sverige, se min artikel her, se Politiken her. Han fortalte, at de af kaptajnen på den lystyacht, der sejlede dem til Grækenland, havde fået ordre om at forholde sig fuldstændig tavse og forblive under dæk. For den græske kystvagt skulle nødig opdage dem. Det ville betyde, at de blev tvunget tilbage til Tyrkiet.

Jeg må indrømme, at jeg er noget langsomt opfattende. Det tog mig flere måneder, efter at migrantkrisen var brudt frem, før jeg i september 2015 fandt ud af, hvad årsagen til krisen var. Og det var ikke engang mig selv, men Enhedslistens Niels Rohleder, der fortalte det, se her. Til gengæld har jeg siden undret mig over, at ingen andre har fundet ud af det. Men det kan være, at jeg igen er naiv. Måske det bare skyldes, at journalister og politikere så udmærket véd, hvad der foregik før migrantkrisen, men bare holder mund med det.

Men årsagen til, at 2015 blev året, hvor migranter oversvømmede Europa, var, at den græske flåde fik kontraordre af den nye Syriza-regering; den var nemlig gået til valg på noget, de kaldte en mere human flygtningepolitik. Så nu fik den græske flåde ordre til at lade migrantbåde passere.

Min opdagelse af, hvordan det hang sammen proklamerede jeg med samme glæde, som Archimedes, da han havde løst et problem: ”Heureka! Jeg har fundet det!” Se her.

Og skal man udtrykke det med den udmærkede betegnelse, Minna Gross har fundet på om Grækenland, kan man sige, at Grækenland før 2015 var Europas skjold, men at skjoldet, da landet absolut ville optræde ”humant”, ikke blot fik revner i sig, men helt gik i stykker. Eller man kan sige, som jeg sagde i ovenstående artikel, at både Merkel og Syriza optrådte som Troldmandens lærling, der nok kunne fremsige den trylleformular, der fik de voldsomme begivenheder til at begynde, men ikke den, der fik dem standset.

Så kan man lægge mærke til, at Anna Libak har en udmærket artikel lige ved siden af Minna Gross’, en artikel, der spørger: ”Hvis interesser skal EU sætte først: europæernes eller migranternes?”, se her. Som den ærede læser vel efterhånden véd, betyder det, at jeg kalder artiklen udmærket, at Anna Libak siger nogenlunde det samme som jeg. Og det er fuldstændig rigtigt gættet. Jeg vil endda i dagens anledning føje til, at hun siger det ikke så lidt bedre end jeg.

Jeg skal f.eks. bruge mange ord på at forklare, hvordan dette at hjælpe de mennesker, som vore medier for tiden bruger til deres snøfthistorier, skaber en incitamentsstruktur, der får flere til at hjemsøge vore strande. Anna Libak nøjes med i overskriften at skrive: ”Flere, hvor de kom fra” og i brødteksten, at ”diskussionen ikke handler om de konkrete uledsagede børn. Men om alle dem, der potentielt vil følge efter, hvis vi forbarmer os”.

Og det er en ganske fortrinlig måde at få det sagt på, at man ikke må lade sig bondefange af mediernes snøfthistorier og forsøg på at skabe goodwill overfor nogle bedrageriske migranter. Hun fortsætter med at skrive:

»Uledsagede børn« leder tanken hen på små piger uden sko og snavsede drenge med forskræmte øjne. Men at dømme efter tv-billederne af de uledsagede flygtningebørn, som Tyskland og Frankrig har indvilliget i at tage imod, vil det være mere retvisende at skrive »unge mænd«. Om de alle vitterligt er under 18 år, må stå for en prøvelse, eftersom det i Sverige, der har modtaget i titusinder af uledsagede flygtningebørn, har udviklet sig til en hel videnskab at fastslå, om de er mindreårige.

Men vigtigere er, at uledsaget ikke betyder forældreløs. Erfaringen viser, at familier sender deres unge mænd i forvejen, fordi det er dem, der er stærke nok til at overleve turen over Middelhavet, og fordi det er dem, der har størst sandsynlighed for at få opholdstilladelse på grund af deres alder. Så snart de har fået den, følger familien imidlertid efter, for i henhold til konventionerne kan man ikke nægte at familiesammenføre mindreårige. Og jo flere man giver opholdstilladelse, jo flere vil der komme. Befolkningen i Afrika forventes at fordobles frem mod 2050. Der bliver over en milliard flere afrikanere, og FNs forventning er, at migrationen mod EU kun vil tage til.

Igen: jeg kunne ikke have sagt det bedre. Og specielt den sidste oplysning giver jo overskriften ret i forfærdende grad: der er virkelig flere at tage af.

Der er også værd af lytte til Libak, når hun kort omtaler von der Leyens tale om Unionens tilstand:

I sin tale om Unionens tilstand sagde kommissionsformand Ursula von der Leyen, at »Migration er et emne, som har været diskuteret længe nok«. Hun glemte at nævne, at diskussionen faktisk har resulteret i en slags tværeuropæisk konklusion: at antallet betyder noget. De færreste EU-borgere ønsker, at det går som i Sverige; det gør ikke engang svenskerne selv længere. De fleste vil have færre asylansøgere, ikke flere. De ønsker, at EU bremser tilstrømningen frem for at fremme den.

Derved griber hun fat i det, som Minna Gross lod Lesbos-beboerne sige: at nu er det ved at være nok med alle disse migranter. Og hun springer over alle mellemregningerne og nøjes med at fortælle det væsentlige: at befolkningerne er enige om, at antallet betyder noget, at tilstrømningen skal bremses og ikke fremmes.

Til gengæld kunne Anna Libak godt lære lidt af mig – i al beskedenhed – angående de ønsker, hun fremsætter til sidst. Her skriver hun:

Flere EU-hjemsendelsesaftaler, udlicitering af søredning og returnering af migranter til kyststater uden for EU, EU-registrering af afviste asylansøgere og EU-støtte til nærområderne vil derfor være populært. Til gengæld er der ikke stemning for obligatorisk omfordeling, hvor staterne afgiver den demokratiske kontrol med asylområdet til Bruxelles.

Dilemmaet er uafviseligt. Asylansøgere har rigtig gode grunde til at ville til EU. Men europæerne har – belært af erfaringen – rigtig gode grunde til at være imod. Til syvende og sidst er spørgsmålet, hvis interesser EU skal forsvare: europæernes eller migranternes?

Det første: EU-hjemsendelsesaftaler kan der være god grund til at forsøge sig med. Men det fromme ønske modvirkes i betragtelig grad af de mange penge, det pågældende lands landsmænd sender hjem til familien. Disse dejlige økonomiske tilskud forsvinder jo ved en hjemsendelsesaftale.

Det næste: at EU skulle udlicitere søredning til kyststaterne uden for EU, er alt for kortfattet formuleret til, at man forstår, hvad der menes. Italien har længe forsynet Libyens kystvagt med midler og uddannelse, men Libyens territorialfarvand ligger alt for tæt på kysten til, at det rigtig batter.

Og man må vel egentlig også spørge, om det dog ikke først og fremmest er EU’s eget forsvar, der har den opgave at forsvare landene. Hvorfor skal det overlades til f.eks. Libyens kystvagt at være den store Bastian, der putter de opsamlede migranter i blækhuset, altså fører dem tilbage til Libyen? Er det ikke mere naturligt, at den opgave varetages af EU’s forsvar?

Men i det hele taget skal man være meget varsom med at tro, at EU-bossernes ord betyder det, man umiddelbart tror, de betyder. Og glædeligt er det, at Libak tilsyneladende er i gang med at opdage EU-elitens newspeek.

Men endnu mere glædeligt og næsten epokegørende kunne det være, hvis Libak blev klar over, at migrant-tsunamien i 2015 havde som årsag, at den græske flåde ophørte med at være Europas skjold. Så måske hun kunne foreslå, at den – og gerne den italienske og spanske flåde også – igen påtog sig denne opgave.

Jeg véd godt, at denne opgave nok kun kan ivaretages, hvis man skrotter ”fodjordsreglen”. Men hvis ingen begynder at foreslå det, kommer det aldrig til at finde sted. Og hvis den bibeholdes, er alle andre ”gode forslag” elendige, fører ikke til noget, omgås af menneskesmuglernes snigløb.

Og så er det alligevel ikke – trods de pæne ord – europæernes interesser, de europæiske politikere varetager, men migranternes. Og så bliver også Libaks smukke spørgsmål til sidst, hvor hun spørger, hvis interesser EU skal forsvare, tomme ord. For – som jeg før har bemærket, se her – man kan ikke give regler for illegale grænseoverskridere uden at gøre al grænseoverskridelse legal.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , | Skriv en kommentar

Fordrejninger, skæve vinkler og blinde øjne

Det er pressens fejl, jeg her opregner, altså den del af pressen, der får statsstøtte, og som man med et godt dansk ord plejer at kalde Main-Stream-Media, MSM. Det skal jeg her illustrere ud fra en artikel i Information, skrevet af Martin Gøttske, se her, (vist bag betalingsmur).

Det er en artikel, som jeg i første omgang blev godt forarget over at læse, fordi den som de fleste andre artikler fra MSM benytter sig af netop fordrejninger, skæve vinkler og blinde øjne. Men det er også en artikel, der vidner om et vist håb for os indvandringsmodstandere. For den fortæller om, hvordan de myndigheder, der befinder sig tæt på de borgere, der skal bære indvandringens byrder, tilsyneladende er ved at få øjnene op for, at det ikke kan blive ved med at gå, som det er gået hidtil. For de bryder rask væk det, som Gøttske kalder ”de værdier og love, som EU selv påstår at stå for”.

For både italienerne, slovenerne og kroaterne har i Gøttskes historie tvunget den stakkels pakistanske ingeniør, Zeeshan Mahmood, tilbage over grænsen til nabolandet. Gøttske bruger som alle medier den metode, at han knytter sin forargelse op på en enkelt persons historie. Så kan han rigtig få skabt forargelse: tænk, at europæiske myndigheder kan behandle en uskyldig pakistaner på den måde!

Efter halvandet års anstrengelser nåede Mahmood omsider frem til Triest ved Italiens grænse til Slovenien og meldte sig gladelig til det italienske politi, fordi han stolede på fodjordsreglen: blot han sagde asyl, ville han få sin sag behandlet. Men go’morren, han blev tvunget tilbage over grænsen til Slovenien, derfra over grænsen til Kroatien og til sidst over EU’s grænse til Bosnien.

Det må vist være dèr, Gøttske har truffet ham. I hvert fald citerer han ham for til sidst at sige, at han, selv om han er blevet afvist 11 gange, vil blive ved med at forsøge at komme til Europa til sit sidste åndedrag.

Ud fra denne historie opbygger så Gøttske et stort lager af forargelse. Men hvis man går de forskellige forargelser igennem, viser det sig, at han ubevidst opererer med en gradinddeling af lande og mennesker.

Én ting er nu, at han uden videre godtager Mahmoods begrundelse for at flygte fra Pakistan, den nemlig, at han er homoseksuel. Jeg mener, det kan jo enhver komme og sige. Og det kan man tænke sig virker godt overfor asylmyndighederne. Det er svært at modbevise, og alle véd jo, at det i Pakistan, som er et muslimsk land, er svært at leve som homoseksuel. Men undersøge, hvor mange asylansøger der bruger den begrundelse, hvor mange der tidligere blev godkendt som flygtninge med den begrundelse, og hvor mange der senere har vist sig ikke at være homoseksuelle alligevel, nej, nej, det skal man ikke forvente af Gøttske, han er kun ude på at få os til at være forargede.

Men forarget på Pakistan, fordi det er svært at leve dèr som homoseksuel? Overhovedet ikke. Dels ligger Pakistan alt for langt væk, og dels er Pakistan et muslimsk land, og muslimerne skal vi jo alle være gode ved, uanset små og store mærkværdigheder. Så hvis det ikke var så svært at komme til Europa, når det skal ske ved illegale grænseoverskridelser, så kunne vi vel nok få mange flygtninge fra Pakistan!

Men endnu flere forargelsesgrader skal vi igennem.

Gøttske får én af de mange NGO’er, han interview’er, til at sige:

»Vi har længe vidst, at Kroatien illegalt og med vold sender folk ud af EU, men det nye og foruroligende er, at et af kernelandene i EU, nemlig Italien, nu også direkte deltager i den proces.«

Og det svarer meget godt til hans egen opfattelse og til hovedsynspunktet i artiklen. Han har opstillet en rangstige over ”ordentlige” stater, og jo længere nede på rangstigen, en stat befinder sig, des mindre grund er der til at blive forarget. Men Italien, ét af kernelandene i EU, at det land sender folk tilbage, det er virkelig forargeligt!

Tja!

Man kan også se sådan på det, at Italien alt for længe har kunnet se stort på reglerne i Dublin-traktaten. Skønt den påbyder det første land, en flygtning ankommer til, at behandle flygtningens asylansøgning, har Italien i mange år uden at gribe ind ladet flygtninge søge videre nordover til lande, hvor det bedre kan betale sig at søge asyl. Da så disse lande efter krisen i 2015 lukkede grænserne, og Italien kom til at stå med lige så mange uhåndtérlige asylansøgere som vi andre længere nordpå, begyndte man i Italien at tale om europæisk solidaritet. Og da det ikke hjalp, var det, at man begyndte at sende flygtninge tilbage til det land, de kom fra. Det kunne Gøttske have fortalt os. Men indrømmet, så ville det være vanskeligere for ham at oparbejde så stor en forargelse, som han ønsker at få frem.

Men som man kan forstå: jeg vil tillade mig at komme med en modforargelse, en forargelse på ham, fordi han stiller større krav til ét land end til andre, eller fordi han – som langt de fleste mediefolk – regner ud, hvem det er nemmest at opægge en forargelse imod, og så fyrer sit krudt af mod det land.

Denne rangordning får han brug for senere. Han kommer med et citat lidt efter:

Denne italienske omgåelse af konventioner og love får ifølge Gianfranco Schiavone Europa til at rutsje stadig hurtigere ned ad en glidebane.

»Det er endnu et tegn på, at Europa bryder sine egne love og egen moral for at holde flygtninge væk,« siger han.

»Flygtningekonventioner og højt besungne humanitære principper, som EU før bakkede op om, er nu intet værd. Vi lever nu i en tid, hvor stater helt åbent opfører sig illegalt, og hvor målet om at holde flygtninge fra døren er vigtigere end at følge reglerne. Og det gælder hele Europa”, siger han.

Nogenlunde på samme måde udtaler de andre NGO’er, han spørger, sig. Men man må dog stille i det mindste to spørgsmål til disse højetiske mennesker. Dublin-forordningen skulle forhindre flygtningene i selv at vælge det land, de ville søge asyl i. Dengang man vedtog den forordning, mente man nemlig, at en flygtning var en flygtning, dvs., var et menneske, der var udsat for forfølgelse. Og derfor mente man, at en flygtning måtte være tilfreds, blot han kom i sikkerhed. Og det ville han jo være i det første europæiske land, han ankom til.

Men fordi der nu er gået konkurrence mellem de europæiske stater om at være barmhjertigst, lader man i stort omfang flygtningene selv vælge, hvilket land de gerne vil indvandre til. En stilfærdig udvikling, ja, og en udvikling, der ser from ud, men også en udvikling, som må rulles tilbage, når flygtningeantallet bliver for stort. Hvilket dog hverken NGO’erne eller medierne vil gå med til. For begge disse parter lever jo af at skabe forargelse.

Og blandt andet derfor må man spørge, om der er noget som helst galt i, at Italien sender flygtninge tilbage til Slovenien. I dette tilfælde var Italien jo ikke det første land, flygtningen ankom til.

Men også af en anden grund må man stille det spørgsmål. For Slovenien er jo et sikkert land for en flygtning at befinde sig i. Så snart en flygtning har bevæget sig fra det land, i hvilket han er forfulgt, og til et andet land, der ikke forfølger ham, forvandler han sig fra flygtning til migrant. Det betyder ikke noget for alle de mennesker, der lader hjertets tale vejlede sig, men det betyder faktisk noget for tolkningen af konventionerne. For et land har ikke pligt til at tage imod flygtninge fra et sikkert naboland – mennesker, der altså i virkeligheden er migranter – blot har de lov til det. Og da de fleste europæiske lande gerne vil anses for godhjertede og næstekærlige, tager de fleste imod migranter fra nabolandene.

Eller altså: det har de hidtil gjort. Men nu tyder noget på, at landene har fået nok. Gøttske føler sig voldsomt forarget over denne kendsgerning, at Italien sender den stakkels flygtning Mahmood tilbage til Slovenien, men jeg glæder mig. Nu kan vi måske igen få normale tilstande, hvor en grænse er en grænse, og hvor et land selv har pligt til at bevogte sin grænse.

Dog er vi ikke helt færdige endnu. For netop i dag ser jeg i Avisen Danmark en artikel af Stine Bosse: ”Mette Frederiksen prædiker retfærdighed, men efterlader offeret i grøften”, se her. Nå, tænker jeg, skal vi nu høre om den barmhjertige samaritaner igen. Og ja, en hurtig gennemlæsning af artikel viser, at det skal vi. Stine Bosse skriver:

Jeg kommer til at tænke på lignelsen om den barmhjertige samaritaner. En mand bliver overfaldet af røvere. “De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød”, lyder det. Den første, der gik forbi manden var en præst, og samaritaneren hjalp.

Men hvem stod mon mest klart tilbage for offeret? Hvor tit har vi ikke hørt fra voldsofre, at det var dem, der så på, og ikke gerningsmandens vold, der gjorde størst indtryk? Det giver måske svar. Under alle omstændigheder er det iøjnefaldende, at det var en præst – som til daglig gør en dyd ud af at være etisk foregangsmand – der dengang prædikede ét til dagligt – og gjorde det modsatte i virkeligheden. Det minder om Mette Frederiksens fremfærd.

Stine Bosse anvender her tanken om at sige ét, men gøre noget andet, på Mette Frederiksens tale om at ville være børnenes statsminister, men nu nægte at modtage børn fra lejren på Lesbos.

Det er en frygtelig blindhed, den dame må lide af, altså Stine Bosse. At ville være børnenes statsminister betyder at ville gøre noget for de børn, der er i Danmark. Og ”børnene” på Lesbos er teenage-bøller, der sætter lejren i brand og truer beboerne til ikke at tage bolig i den lejr, grækerne i al hast har fået oprettet et andet sted på Lesbos.

Hele denne situation minder mig om dengang jeg var aktiv præst. Vi præster kunne uddele af de penge, der kom ind til menighedsplejen, hvis der kom en forhutlet sjæl og bad om hjælp. Vi tænktes altså på menighedens vegne at optræde som en barmhjertig samaritaner.

Det var nu ikke så nemt. For mange af dem, der forsøgte sig hos præsten, var drankere, og de var blot ude på at få penge til den næste druktur. Derfor havde vi en aftale med en nærliggende købmand om, at vi kunne udstede en seddel, der gav indehaveren ret til at købe for et bestemt beløb, dog ikke spiritus. På den måde mente vi at kunne administrere menighedsplejens penge bedst.

Men det var ikke altid nemt. Jeg husker en dag, hvor jeg fik besøg af en mand, som absolut skulle til Kolding. Han forklarede indgående om sit ærinde i Kolding, men sagen var, at han desværre ikke havde penge til billetten. Ærlig talt, jeg stolede ikke på manden. Og hvis den næstekærlige læser synes, at det dog er for galt, at jeg, der var ansat til at være en barmhjertig samaritaner, nærmest opførte mig som præsten, der gik lige forbi, så hør kun videre.

Jeg tilbød ham at køre med ham ned til banegården og købe ham en billet. Det kunne han jo dårlig undslå sig for, så det gjorde vi. Og ikke sandt, så er alle glade, manden fik sin billet, præsten (altså mig, ikke ham i lignelsen) lod sig ikke narre, og så kan historien vel slutte her.

Nej, ikke helt. For et par dage efter så jeg ham nede i byen, altså i Horsens. Han hilste ikke, men lod, som om han ikke genkendte mig. Så ak, præsten havde alligevel ladet sig narre. Den arme mand havde formentlig stået på stationen og forsøgt at få sin billet solgt. Hvilket var lykkedes ham, så Kolding? Det var en by i Rusland.

Det er det samme, jeg vil anstrenge mig for med de migranter, der søger ind mod vore kyster. Jeg følte en forpligtelse til at bruge menighedsplejens penge ordentligt. Sådan bør også vore politikere føle sig forpligtede til at bruge de midler, der er sat af til at hjælpe forfulgte mennesker, ordentligt. Det betyder, at man så vidt muligt sikrer sig imod snyd.

Det skænker Stine Bosse – som alle de andre Gutmenschen – ikke en tanke. For hende er de såkaldt ensomkommende børn først og fremmest nogen, der har brug for vor hjælp. At de skulle være led i deres forældres forsøg på at bedrage vore asylmyndigheder, kan hun formentlig slet ikke forestille sig. Så derfor stiller hun ikke det dog ret indlysende spørgsmål: Hvem har givet dem penge til at betale menneskesmuglerne med? Og hun når slet ikke frem til den betegnelse for disse børn, nogle klarsynede mennesker har fundet på: betegnelsen ”ankerbørn”: de skal være de første, der ankommer til det fremmede land, der flyder med mælk og honning, senere kan de så via familiesammenføring få deres forældre med.

Og det er jo ganske smart. Og det fungérer fortrinligt, fordi det i alt væsentligt er mennesker som Stine Bosse, der sidder ved roret rundt om i landene. Og hun véd jo nok, hvad etikken siger. Hun formår nok at få de politikere, der vil snyderiet til livs og have skilt migranterne fra, fremstillet som hjerteløse mennesker, der – ligesom præsten og levitten i Jesu lignelse – går forbi uden at hjælpe.

Jeg har behandlet Stine Bosses syn på disse materier i september 2018, se her. Hun er ikke blevet meget klogere. Og jeg har her skrevet lidt om begrebet ”ankerbørn”.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget | Skriv en kommentar

Udpluk fra klimadebatten

Ordet ”Udpluk” i overskriften skal tages ret bogstaveligt. Jeg har tænkt mig at tage en række egentlig ikke særlig sammenhørende tanker fra klimadebatten frem til sammenblanding. Hvis det går, som jeg håber, skulle der komme en lidt overraskende konklusion frem i slutningen.

Først er der tre udpluk fra en artikel i Weekendavisen af Jon Hustad, se her. Det første lyder sådan her:

Når der kommer større mængder CO₂, og temperaturen stiger, især i nordlige lande, vokser skoven meget hurtigere og overtager stadig nye landområder. Skov absorberer omtrent 20 procent af den globale CO₂-udledning.

Det første lyder meget interessant. Og hvis man hører til dem, der er bange for, at vi med al den mængde fossilt brændstof, vi fyrer af, får CO2-mængden i atmosfæren til at stige alt for meget, kan det måske være beroligende at høre, at jordens skove vokser hurtigere i kraft af den øgede CO2-mængde i atmosfæren. Derimod tror jeg simpelthen ikke på den sidste sætning, i hvert fald kun, hvis man ser bort fra den mængde træ i bunden af skoven, som ved forrådnelse frigiver al den CO2, der blev dannet, mens træet voksede.

Som jeg før har været inde på, se her, er en urørt skov CO2-neutral, når først den er vokset til.

Det næste udpluk er fra den samme artikel. Det lyder:

80 procent af verdens træpiller bliver konsumeret i EU – vel at mærke træpiller, som EU selv kunne have produceret, eftersom især Nordeuropa har enormt meget skov.

Ærlig talt, det lyder da dejligt. Vi europæere har jo hidtil troet, at vi slet ikke havde nogle energireserver selv, men nu hører vi, at vi har masser af skov, som sagtens kunne give os de træpiller, vi bruger.

Et opfølgende spørgsmål lyder: Hvorfor gør vi det så ikke?

Svaret på det spørgsmål er nok, at det er billigere at importere træpiller fra USA og Canada. Men hvorfor det er det, er et spørgsmål, vi i denne omgang lader ligge.

Det tredje udpluk fra denne artikel ser således ud:

Men før forskerne [se link lidt senere, rr] præsenterer resultaterne fra den canadiske skov, gennemgår de, hvad forskningen hidtil har påvist om den såkaldte karbongæld, der blandt andet siger noget om, hvor lang tid det varer, før brugen af brænde til strømproduktion bliver mere klimavenlig end brugen af kul, olie og gas.

Karbongælden fremkommer blandt andet, fordi skov og planter per kalorie indeholder mere CO₂ end fossile kilder, og fordi skovbunden indeholder så meget oplagret CO₂. Hvis der ikke vokser ny skov op i stedet for den, der brændes, vil brænde til evig tid være mere CO₂-intensivt end alle fossile kilder. Malcolm og hans kolleger har i lighed med andre skov- og klimaforskere som udgangspunkt, at det hele begynder med urskov, som der skal fældes stadig mere af, hvis man ønsker mere brænde eller biobrændstof.

Dette udpluk er lidt længere. Det skyldes, at jeg vil prøve at vise, at begrebet ”karbongæld” er et snydebegreb. Som jeg har forstået Jon Hustad og hans ophavsmænd, vil de prøve at vise, at brugen af træpiller til strømproduktion ikke umiddelbart er mere klimavenligt er brugen af fossile brændstoffer.

Umiddelbart skulle man jo ikke tro, at en sådan tese lod sig bevise. Når vi her i Danmark nu er begyndt i stor stil at anvende træpiller til el-produktion, skyldes det, at de fleste umiddelbart synes, at det er godt, at man ikke brænder fossile brændstoffer af, for den mængde kulstof, der derved sendes op i atmosfæren, har ikke noget modsvar i et tilsvarende optag af kulstof fra planter. Det er har derimod de træpiller, man anvender. Når man altså sørger for at plante skov i stedet for den skov, man fælder til træpilleproduktion.

Elementært, dr. Watson!

Men hvis man bringer snydebegrebet ”karbongæld” ind i billedet, kan man få det hele gjort så indviklet, at man næsten får det modsatte resultat frem.

Da Uffe Elbæk i sin tid skulle forsvare, at han på et tidspunkt havde taget flyveren i stedet for toget, forsikrede han, at han havde afbetalt på den derved opståede klimagæld (det var hans ord for karbongæld) ved at betale for tilplantning af et par kvadratkilometer skov. En sådan skov ville med tiden – formentlig i løbet af et par hundrede år – optage al den karbon, hans flyvemaskine havde forurenet luften med.

Dette begreb overfører man så til el-produktion med træpiller: ved at fælde skov til træpilleproduktion påfører man sig en karbongæld. Hvordan det? Joh, for det tager tid, før nyplantet skov får optaget den mængde kulstof, der er brændt af til træpiller. Og da træpiller afleverer færre kalorier pr ton end fossile brændsler, når man frem til det særegne resultat, som står i citatet ovenfor, at der går tid, ”før brugen af brænde til strømproduktion er mere klimavenligt end brugen af kul, olie og gas”.

Ikke sandt, så er det, man siger til sig selv: ”Det var li’godt pokkers!”

Det er da heller ikke sandt. Faktisk er der tale om snyd og bedrag.

Man overser sjovt nok begrebet ”karbongæld”. Ved at bruge fossile brændsler til el-produktion pådrager man sig en karbongæld. Den skal afbetales, som Uffe Elbæk afbetalte sin: ved at tilplante et nyt jomfrueligt areal med kulstofoptagende skov. I de to scenarier, der sammenlignes, har man altså træpillescenariet, hvor man med det samme tilplanter det areal, man har fældet, og man har fossil-brændsel-scenariet, hvor man tilplanter et nyt areal med skov. Så er det sandt nok, at det tager længere tid for træerne at afbetale karbongælden i træpillescenariet, fordi energitætheden er mindre, der skal sendes mere kulstof op i atmosfæren for at producere den samme mængde energi. Men det er jo en ret ligegyldig iagttagelse sammenlignet med den stadige tilplantning af ny skov, der er nødvendig i fossil-brændsel-scenariet. Blot gør Hustad overhovedet ikke opmærksom på den nødvendighed eller den udgift, der vil være forbundet med sådanne stadige jordopkøb.

Jeg har læst den afhandling, Hustad henviser til, se her, eller snarere: jeg har forsøgt at læse den. Den er indviklet som bare pokker. Og det skal den måske også være. Jeg har en stærk mistanke om, at den ved at gøre tingene indviklede og ved at tale om ret ligegyldige forhold skal skjule den ret enkle sandhed, som man holder sig til på de danske kraftværker: at træpiller skåner atmosfæren.

Vi lader disse indvikletheder ligge og går videre til næste udpluk.

Det er en bemærkning fra præsident Trump, som han kom med, før han tog til Californien for at besigtige de mange skovbrande, der er sluppet løs langs hele den amerikanske vestkyst.

I den bemærkning hævdede han, at skovbrandene havde noget at gøre med den måde, vi administrerede skovene på. It is the forest management, sagde han.

I samme bemærkning sagde han også, at det med klimaforandringer, det troede han ikke på. Og det var lidt ærgerligt, for selvfølgelig kastede alle vore hjemlige medier sig over den påstand og lod være at hefte sig ved den første. Men det sjove var, at Californiens guvenør, selv om han er demokrat, faktisk gav Trump ret i, at brandene havde noget med skovadministrationen at gøre. Og hvad der næsten var endnu mere morsomt, var, at en dansk skovbrugsekspert i en bisætning, som man næsten ikke lagde mærke til, kom med noget af en forklaring på det forhold. Og det bliver så det sidste udpluk, jeg skal nævne.

Jo, hun sagde, at når de store mængder nedfaldne grene, kvas og væltede træer på skovbunden blev udtørret af lang tids mangel på regn, så var de rene brandfælder, der meget let kunne antændes af de altid optrædende lyn.

Og så var det, at jeg fik en tanke. Det sker med års mellemrum, og de er ikke lige geniale alle sammen, men vi tager dem med rub og stub for at dog lade de duelige gøre sig gældende.

Min flyvende tanke var den: Hvis der er nok skove i Nordeuropa til at dække Europas forbrug af træpiller – og måske mere end det nuværende forbrug – og hvis der er enorme arealer med urørt skov i Canada og USA, skov, som har skovbunden fyldt med kvas og væltede træer, hvorfor slår vi så ikke to fluer med ét smæk og giver os til at udnytte al denne urørte skov til produktion af træpiller. Så får vi mulighed for at lade utrolige mængder fossilt brændsel forblive i jorden og mulighed for at få ryddet op i skovbunden, så skovbrandene i fremtiden vil mindskes betragteligt.

Alt dette forudsætter, at de mange klimadebattører, der vil have mindsket menneskehedens udslip af CO2 til atmosfæren, har ret. Jeg er endnu ikke rigtig blevet klar over, om de nu også har ret. Men jeg hopper med på den vogn, fordi jeg gerne ser de olieproducerende landes indflydelse formindsket. Det gælder ikke mindst Saudi-Arabien. Deres indtægtskilde kunne jeg godt tænke mig formindsket.

Af et tidligere indlæg om disse materier, nemlig dette, fremgik det, at Danmarks Naturfredningsforening er meget imod at fælde skov til biobrændsel. Man mener vist for alvor, at urørt skov producerer ilt til atmosfæren, og at derfor omsorg for de urørte skoves biodiversitet og klimavenlighed så udmærket kan forenes. Så sådanne debattører vil sikkert være godt tilfredse med Jon Hustads artikel og med den undersøgelse, han henviser til. Men ak, det er stadig sådan, at når urørt skov har nået sit maximum, er der balance mellem CO2-optaget i bladene og CO2-afleveringen i de forrådnende trædele i skovbunden.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget | Skriv en kommentar

Snublestenen

Ifølge Tobias Stern Johansens referat af diskussionen i Tyskland – i Kristeligt Dagblad den 15-9, se her – skal der nu ske noget på EU-plan. Og da Tyskland sidder på formandsposten i Det europæiske Råd, skal man måske tage det ret alvorligt.

Men ærlig talt, man har sine tvivl.

Noget af det, vi har erfaret siden migrantkrisen i 2015, er, at enkeltlandene i EU er meget bedre til at lytte til befolkningernes frustrationer end kommissionen i Bruxelles. Det var enkeltlande – nemlig Østrig plus nogle ikke-EU’ske Balkanlande – der hjalp med til at lukke grænsen mellem Nordmakedonien og Grækenland, det var enkeltlande, der lukkede deres grænse mod Italien, hvilket fik Italien til selv at tage ansvar for de migranter, der arriverede til deres kyster, det var enkeltlande, der som både Sverige og Danmark på forskellig måde hindrede den frie bevægelighed for migranter.

Undervejs har EU prøvet på forskellig måde at hjælpe til med forsøg på fælles løsninger. Men uden det store held. Enkeltlandene har været meget modvillige til at modtage af EU fastsatte kvoter af migranter. Men nu vil man altså prøve igen fra EU’s side. To parlamentsmedlemmer diskuterede, hvad man kunne gøre, i Deadline den 14-9. Men det var ikke nemt at se, at noget af det, de foreslog, kunne dú. Dels, fordi de to parlamentsmedlemmer i alt for høj grad fulgte medierne i deres beskrivelse af problemerne, dels fordi de af samme grund omhyggeligt undlader at foreslå noget, der indebærer magtanvendelse overfor migranterne.

Og dels fordi både de og alle de andre, der kommer med løsningsforslag til migrantproblemerne hele tiden snubler over snublestenen, den snublesten, der hedder asylretten, og som er identisk med den regel, jeg her på bloggen har kaldt fodjordsreglen. Altså den regel, der siger, at enhver, der sætter sin fod på europæisk jord og siger ”asyl”, har ret til at få sin asylsag behandlet.

Den regel er en snublesten, fordi den er selvmodsigende. Man har lavet en lov for dem, der handler imod loven. Man skulle ikke tro, det kunne lade sig gøre. Det kan det heller ikke. Men de yderst imødekommende lovgivere har ikke opdaget det. Ikke endnu, i hvert fald.

Men det er det, der giver os alle problemerne. Det er det, der gør det nødvendigt for politikere og delvis for journalister at tale med to tunger. Det er det, der medfører den hårrejsende selvmodsigelse, at en organisation, der har til opgave at beskytte grænser, ender med at blive et færgeselskab i menneskesmuglernes hånd. Jeg tænker på Frontex.

Meningen med fodjordsreglen var jo god nok. Man havde set, hvordan i trediverne grænserne var lukkede for de jøder, tyskerne tvang til at rejse ud af Tyskland. Det måtte ikke gentage sig, sagde man. Og hvordan kan man hindre, at dette sker igen? Ved at lave en lov, endda en international konvention. Og det har virket ud over alle grænser – om jeg så må sige. I hvert fald virket, så alle politikere føler sig forpligtet til at efterleve fodjordsreglen, endda efterleve den langt ud over det, der står i teksten.

Det skulle jo nødig hedde sig.

Det skulle nødig hedde sig, at danskerne var fremmedfjendske. Eller at vi ikke ville være næstekærlige og hjælpe flygtninge i nød. Så derfor så man igennem fingre med alle ulogiskheder. Derfor fik denne angst for, hvad de andre ville sige, os til at modtage langt flere end vi havde lyst til, og endnu langt flere, end vi kunne gøre til gode medborgere. Og selv om den manglende integration først har vist sig senere, sidder fornemmelsen af, at vi som folk skal være gode ved migranterne, stadig dybt i os og forhindrer os i at gøre det eneste rigtige, nemlig sætte en prop i, indtil vi har fået de forhåndenværende udlændinge integreret noget bedre end tilfældet er for øjeblikket.

Ulogiskheder! Jamen, er fodjordsreglen da ulogisk?

Ja, det er den i den forstand, at den gør det umuligt at forsvare vore grænser. Reglen gælder jo for illegale grænseoverskridere. Men hvis man af al magt forhindrer mennesker i at krydse grænsen, vil der jo aldrig forekomme nogen illegale indvandrere, og så kan man ikke vise de andre lande, at man er et humant land. Så derfor er man nødt til at lade grænserne være åbne.

Det gjorde man da også glad og gerne med de indbyrdes grænser mellem EU-landene. For det var jo en del af det store europæiske projekt, som man gik op i med liv og sjæl. Dengang, ja. Men ikke så meget mere nu.

Hvorfor ikke?

Fordi det europæiske grænseagentur, Frontex, ikke kan leve op til forventningerne. Og det skyldes ikke mangel på mandskab eller på ressourcer. Joh, måske i nogen grad. Men det skyldes først og fremmest, at man skal overholde en selvmodsigende lov: fodjordsreglen.

Folk flest tror jo, at et grænseagentur skal beskytte grænserne, altså forhindre ulovlig indtrængen. Men udfører man denne opgave effektivt, forhindrer man jo de illegale grænseoverskridere i at komme til nogensinde at udtale de forjættende ord: ”Vi søger asyl!”

Det vil sige: Man kan ikke tvinge både med migranter tilbage, hvis man skal overholde fodjordsreglen. Frontex og EU-politikerne er derfor af den selvmodsigende fodjordsregel tvunget til at tale ”nysprog”: man taler om grænsekontrol, og folk tror, at grænserne så bliver bevogtede, men man mener blot, at man vil registrere de ankommende migranter, så de på behørig vis kan få deres asylsag undersøgt.

Og når så menneskesmuglerne også taler ”nysprog”, så ender det i det rene galimatias. Menneskesmuglerne sender folk ud på Middelhavet i overfyldte gummibåde med begrænsede mængder vand til de ombordværende og kun benzin til ret få sømil, og når de så kommer udenfor Libyens territorialgrænse, kommer de til alles overraskelse i havsnød, så de mange godhjertede europæiske fartøjer kan komme til at gøre en god gerning, som de jo så gerne vil, og redde liv.

En overgang for nogle år siden, forsynede menneskesmuglerne båden med en mobiltelefon med et indkodet nummer til en redningsstation i Rom. Og så snart de kom udenfor territorialgrænsen, kunne de ringe til Rom og fortælle, at de var i havsnød. Det var det måske ikke, men med den overfyldte båd ville de jo snart komme det. Og Rom så sig så for på sit oversigtskort og sendte det nærmeste skib af sted for at ”redde liv”. Og var det en båd fra Frontex, så måtte den pænt for en stund forvandle sig fra bevogtningsfartøj til redningsfartøj og fragte de ”reddede” ind til en italiensk havn.

Smart, ikke? I hvert fald smart fundet på af menneskesmuglerne. De griner hele vejen til banken over de naive europæere. Og vi burde vel også grine lidt af os selv. For det er da skørt! Men ak, vor farisæiske lyst til at ”gøre en god gerning” overskygger langt vor lattermildhed.

Og denne farisæiske lyst gennemstrømmer næsten alle politikere og journalister.

I 2015 strømmede migranter – som àpropos dengang kaldtes flygtninge – op gennem Balkan til Ungarn. Men Ungarn lod dem ikke uden videre komme til Tyskland, selv om det var målet for de fleste. Man ville overholde Dublin-forordningen, som sagde, at migranter skulle have deres sag behandlet i det første land, de kom til. Det var jo egentlig Grækenland, men det var da i hvert fald Ungarn. Først da Angela Merkel sagde, at Tyskland ikke ville overholde Dublin-forordningen og derfor ikke ville sende migranterne tilbage til Ungarn til asylbehandling dèr, gik der hul på bylden. Det kan godt være, at Merkel havde regnet med, at det kun var de migranter, der på det tidspunkt opholdt sig i Ungarn, der ville benytte sig af hendes tilsagn, men hun tog i så fald gruelig fejl: utrolig mange migranter i Stormellemøsten så her en chance for at forbedre deres livsvilkår og drog af sted.

Det reagerede ungarerne på. De gav sig til at bygge et hegn ved grænsen til Serbien. Men som de da fik på puklen for det! Alle de stakkels mennesker – som for øvrigt ikke så spor ”stakkels” ud, unge mænd, de fleste af dem, alle udstyret med mobiltelefoner – dem må vi da hjælpe, dem kan man da ikke lukke grænsen for, sagde man fra de godhjertede europæeres side.

Ak, ja, ånden var redebon, men kødet var nu temmelig skrøbeligt. Selv for tyskerne blev det på et tidspunkt for meget. De smukke ord fra Merkels side: ”Wir schaffen das”, blev uopfyldelige, man lukkede grænsen til Østrig, og så måtte østrigerne jo meget mod deres vilje sidde med Sorteper, hvor ”Sorteper” altså er identisk med de mange migranter.

Men mærkeligt nok blev uviljen mod Ungarn, fordi de havde lavet et grænsehegn, ved med at sidde i de godhjertede mennesker. Selv her fem år efter ved jubilæet – vi er jo så gode til at holde jubilæer – mærker man den. Kristeligt Dagblad har en artikel om grænsehegnet, se her, og i den mærker man tydeligt en forudindtaget holdning mod grænsehegnet. Man besøger ikke en hvilken som helst borgmester ved en grænseby, men én, der er skeptisk overfor grænsehegnet. Man interview’er ikke en tilfældig kvinde om de elektroniske dimser, man anvender i grænsebevogtningen, men én, der ser det som et problem, uden at det dog bliver klart, hvad problemet er. Og det hele er lagt ind under en uvilje mod den mandskabsbesparende teknologi, uden at man så meget som nærmer sig spørgsmålet om det berettigede i at have god gammeldags grænsebevogtning.

Sjovt nok kunne man også have fortalt en historie om, hvordan dette grænsehegn var med til at sætte en stopper for den uhåndtérlige migrationsbølge i 2015. Men hvad, vi, der vil beskytte vort land mod uønsket migrantindvandring, må jo også gang på gang erfare, at migrantbølgens ophør i langt de fleste tilfælde tilskrives Angela Merkels aftale med Tyrkiet, og ikke Østrigs og andre landes hjælp til Nordmakedonien med at styrke grænsebevogtningen til Grækenland.

Nuvel, disse to artikler fra Kristeligt Dagblad og aftenens Deadline-udsendelse er blot endnu et bevis på, at der er meget lang vej tilbage, før vi får sat den prop i, der er det eneste, der kan redde os fra den ulykke, der sker engang sidst i dette århundrede, at Danmark ikke mere er danskernes land. For uanset, hvor stor sympati man kan have for forsøgene på at lave en opsamlingslejr udenfor Europa – det var det socialdemokratiske EU-parlamentsmedlem, der gik ind for en sådan løsning – så mangler der i dag og i lang tid fremover den nødvendige vilje til at sætte magt bag disse løsninger. Man vil formentlig flyve alle de mennesker, der selv ankommer til kysten eller får hjælp til det af diverse godhjertede organisationer, tilbage til Afrika til opsamlingslejren, men det er jo ikke søndagsskolebørn, vi har med at gøre, og hvad vil der mon ske, hvis disse mennesker gør, som afviste asylansøgere plejer at gøre: sætter sig voldsomt til modværge? Så kan man være sikker på, at medierne vil være til stede og have stor medlidenhed med de ”stakkels” migranter. Og er det ikke nok, anbringer man nogle børn i billedet; så glider det som smurt i olie, og alle er nødt til at bøje sig for medlidenhedens krav, også selv om det netop er det krav, der har ført os ud i uføret.

Men det hele begyndte altså med, at vi lavede en regel, fodjordsreglen, der gør det umuligt for os at bevogte vore grænser, eller at hindre illegal grænseoverskridelse. Derfor er vi endt i den bizarre situation, at vi må betale Tyrkiet for at beskytte os mod illegal grænseoverskridelse i Ægæerhavet. Derved er det vendt op og ned på al normal tankegang. Man kan tvivle på, om det hele bliver normalt igen, før vi får genindført den gamle regel, at det er et lands egen opgave at forsvare grænserne mod illegal indtrængen. Men skal det ske, er man vist nødt til at ophæve fodjordsreglen.

Udgivet i Indvandringspolitik | Skriv en kommentar

Politik fra prædikestolen?

Nej, man må da ikke drive politik fra prædikestolen, det er vist de fleste enige om. Og dog er det den mest passende beskrivelse, jeg kan give på det, jeg oplevede søndag formiddag, da jeg var i kirke. Det var et politisk indlæg, prædikanten kom med, hvis man da ikke skal sige, at det var misbrug af evangeliet eller udtryk for farisæisme eller et eksempel på automatisk tilgivelsesudstedelse.

Teksten, der skulle prædikes over, var Joh 5,1-15, beretningen om den syge ved Betesda dam. Og jeg må da vist begynde med at indrømme, at det kan være lidt vanskeligt at finde ud af, hvordan man gør denne tekst anvendelig som en formaning til nutidsmennesker. Læser man hele kapitel 5, opdager man, at beretninger er anledning til, at Jesus holder en lang tale til ”jøderne”, dvs., til sine modstandere, oven i købet de mennesker, der er så meget modstander af ham, at de vil slå ham ihjel, fordi han efter deres mening bryder sabbats-buddet.

Det gjorde præsten dog ikke noget ud af. I stedet tog han vist bestik af den salme, K. L. Aastrup har skrevet om begivenheden, nr 157 i DDS, ”Betesda-søjlernes/ buegange”. Her hedder det i 8. vers, hvor han lader Jesus tale til den helbredte:

Men husk, et menneske/ skal du være./ Fra egne veje/ at kunne vige,/ en broders ansigt/ ved mødet kende – / det er på jorden/ min Faders rige.

Det betød meget for ham at få slået fast, at vi skal se et menneske i enhver, der er i nød. Vi kan godt nok finde på gode undskyldninger for ikke at hjælpe børnene i Moria-lejren på Lesbos, og vi kan også finde forklaringer på, at det ikke går an at redde druknende op af Middelhavet, men det er imod Jesu budskab: han forkynder os, at Gud behandler alle med mildhed og ikke tænker på at straffe os for vore synder, og derfor skal vi handle på samme måde: hjælpe uden personsanseelse.

Det blev slået fast med det samme og så er ligesom grunden lagt, så er begrundelsen givet for et politisk tiltag om at gøre, som alle medier og de fleste politikere alt for længe har forklaret: vi skal hjælpe, som den barmhjertige samaritaner hjalp. Det er den pseudokristendom, jeg har givet navnet samaritanitis. Og jeg må indrømme: jeg havde ikke ventet at få denne forkyndelse serveret ud fra beretningen om Jesu helbredelse af den syge, men ok, her hedder det åbenbart: ”Keine Hexerei, nur Behändigkeit”.

Og så måtte vi igennem nogle overvejelser over Det gamle Testamentes syn på det onde som Guds straf, men Jesu opfattelse af Gud som en mild og tilgivende Gud. Så måtte præsten godt nok gøre lidt ud af Jesu ord i vers 14: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« Og så fik vi nogle overvejelser over, hvorfor mon Jesus tilsyneladende gik ind på den tankegang, at det onde skyldes synden. Jeg husker ikke rigtig, hvad det gik ud på, for det var vist mere bortforklaringer end forklaringer.

Men det mærkelige er, at præsten til sidst gentog den politiske opfordring, han var begyndt med, den om at hjælpe både på Lesbos og i Middelhavet iøvrigt, for derefter blot at sige, at det vil vi jo åbenbart meget nødigt, hvorfor vi skal være glade for, at det milde ansigt, fortællingen her giver udtryk for, at Gud har, det vender han også mod os.

Og så var det slut.

Det er det, jeg i begyndelsen kaldte “automatisk tilgivelsesudstedelse”. Det er en typisk tidehvervsk tilgivelsesforståelse, som langt overgår det, den tidehvervske digter, K. L. Aastrup, siger i sin salmes sidste vers. Han uddrager godt nok en morale af fortællingen: den helbredte skal være et menneske, skal vige fra egne veje, men han undlader klogelig at forkynde tilgivelse umiddelbart derefter. For gjorde han det, ville det være det samme som at sige, at det gør ikke så meget, hvis du ikke er et menneske overfor dit medmenneske, Gud er dum nok til at tilgive dig alligevel, så synd du kun tappert videre, din synd er enorm, men Guds tilgivelse er altid større.

Men er det evangelisk tale? Er det, hvad evangelisten vil fortælle med sit kapitel 5?

Ak nej. Det, Johannesevangelisten lader være hovedsagen i denne tekst, er jo ikke nogen opfordring til os om at opføre os menneskeligt overfor alle mennesker. Det var godt nok det, søndagens præst sagde, men man skal ikke altid stole på præster. Hovedsagen finder vi i vers 18:

Derfor var jøderne endnu mere opsat på at slå ham ihjel; for ikke blot brød han sabbatten, men han kaldte også Gud sin fader og gjorde sig selv Gud lig.

Det afgørende for evangelisten er, at helbredelsen finder sted på en sabbat, og at Jesus derved åbent sætter sig imod jødernes lov. Jøderne havde nemlig en lov, som de mente stammede fra Gud selv, toraen. Og den lov ville de i deres store fromhed rette sig efter, hvad enten de forstod den eller ej. Så Jesus skulle ikke komme her og kaste vrag på den lov. Men det gjorde Jesus jo ikke desto mindre. Det kan siges at være hovedsagen for hans virke: at fjerne vor afhængighed at loven og sætte en afhængighed af fællesskabet i stedet. Og beretningen her viser os, hvordan denne blinde lovlydighed forhindrer en fornuftig tilgang til den helbredelse, Jesus foretog.

På samme måde forhindrer vor næsegruse beundring for flygtningelove og asylrettigheder os i at foretage fornuftige tiltag i forbindelse med lejren på Lesbos. Det gælder vor elites syn på migranter i det hele taget: det er som jødernes syn på sabbatsloven. Det hele væves ind i et spind af moralforestillinger, så det bliver næsten umuligt at foretage sig noget fornuftigt, der kan styrke vore samfunds sammenhængskraft, både ude og hjemme.

Altså: ligesom jøderne havde svært ved at se bort fra sabbatsreglerne, sådan har vore eliter svært ved at komme fri af asylrettighederne. Oven i købet får de moralske forestillinger et ekstra pift af diverse præster og andet godtfolk, så man kan undlade at se på de ofte forvirrende omstændigheder.

For forvirrende er de ledsagende omstændigheder. Det er altfor letkøbt at nøjes med bare at ville være god, eller bare – som denne søndags prædikant – at ville anvende et påstået Jesus-bud om at handle menneskeligt som baggrund for ens handlinger.

Tag præstens opfordring til at hjælpe børnene på Lesbos! Det er jo rigtig nok, at diverse medier og politikere har en tendens til at anbringe børn i forgrunden. De gøres til hovedpersoner i opfordringen til at hjælpe. Og det virker. Kan medierne ikke selv overkomme det, er der nok NGO’er, der vil hjælpe dem. Og så får vi Læger uden Grænser, der beskriver de elendige forhold for børnene i lejren. Og ingen spekulerer på, om det er sandt. Alle skynder sig at gå ind for at tage i hvert fald børnene til Europa. Norges statsminister tilbød således straks at tage 50 af de uledsagede børn til Norge ud af de 12.000 beboere i lejren. Rørende!

Men lad os dog tage den forvirrede virkelighed i øjesyn. På document.no findes en beretning fra en græker, der har boet på Lesbos, men nu bor i Norge, se her. Hans artikel er noget sarkastisk. Han mener, den græske regering bevidst tier stille med, hvad det er for børn, vi taler om. De er nemlig i høj grad interesseret i at komme af med disse “børn”. For der er tale om afghanske unge menneske, siger han, som huserer i lejren som voldsudøvende bander. Det er måske endda dem, der har stukket ild til lejren eller forhindret brandfolk i at slukke ilden. Så lad os endelig komme af med dem, tænker grækerne.

En anden artikel på denne hjemmeside, se her, fortæller, at aktivister truer lejrens beboere med døden, hvis de vover at sige ja til at blive genhuset i en lejr på øen, som den græske regering med imponerende hast har fået etableret. Hvorfor? Fordi formålet med afbrændingen af lejren var, at man skulle væk fra øen, ikke at man blot skulle flyttes til en teltlejr på øen. Og dette ædle formål ville man altså tvinge de græske myndigheder til at gå med til.

Og en tredje artikel fra samme kilde, se her, fortæller, at Sylvi Listhaug, et fremtrædende medlem af det norske fremskrittsparti, meget fornuftigt spørger, om dette at lade den lejr, man bor i, gå op i røg, skal være en adgangsbillet til Europa.

Nu var der faktisk – tro det eller ej – dele af denne prædiken, der var ganske fornuftige. Præsten kom ind på det kendte teodicé-problem: Kan en retfærdig Gud lade ondt regne ned over mennesker, der dog har opført sig efter budene? Eller er det onde, der rammer os, mon altid straf for noget forkert, vi har gjort? I den anledning endte han med at sige, at vi mennesker er blevet sat på denne jord med dens gode og onde sider for selv at skulle finde ud af, hvordan vi får en god og fornuftig tilværelse ud af det. Og det har vi jo gjort. Vi har underlagt os store dele af naturens kræfter, vi har bekæmpet mange af de sygdomme, der tidligere slog os ihjel, osv.

Og jeg kan ikke lade være med at sige, at havde han dog bare anvendt den samme tankegang på vort forhold til den menneskelige verden, så kunne der være kommet noget fornuftigt ud af det. Vi er jo nemlig ikke blot sat ind i en verden, der fungerer efter naturvidenskabelige love, men også sat ind i en menneskeverden, der fungerer efter visse samfundslove, love der ikke er naturvidenskabelige, men heller ikke moralske. Snarere er der tale om, at vore fællesskaber fungérer på en bestemt måde, som vi ikke må sidde overhørig.

Det er oplagt, at det i det lange løb er klogt at hjælpe dem, der er i nød – derved skaber man en atmosfære af hjælpsomhed, som man måske selv får brug for engang – men derfor er det ikke uden videre oplagt, at det vil være klogt at hjælpe de mange mennesker i Moria-lejren med at komme til Tyskland eller hvor de nu vil hen.

Læg mærke til ordet “klogt”. Det er nemlig her og andre steder min påstand, at Jesus ikke vil skabe en ny lov. Han vil ikke være en ny Moses, som man af og til formulerer det. Hvad vil han da? Han vil vise os, hvordan menneskelivet fungérer, hvordan det er klogt af hensyn til sit ægteskabs bevarelse at undlade at udsende inviterende blikke til andre kvinder, Matt 5,27f, og hvordan det er fornuftigt at undlade at tale alt for hårdt til sin ven, Matt 5,22f. Godt nok udtaler han sig ofte i lovtermer, men den forståelse af ordet “lov”, der her er tale om, er den samme som vi bruger, når vi f.eks. taler om loven for menneskeligt samkvem, hvorved vi jo ikke forstår en morallov, som man kan skamme folk ud for ikke at følge, men forstår en sammenhæng i tilværelsen, som man gør klogt i at rette sig ind efter. Forøvrigt siger han det selv i dobbeltlignelsen i Matt 7,22-27. Her er modsætningen klog-tåbe, ikke god-ond.

Men vi skal selv forstå den funktion, samlivet mellem mennesker har. Vi skal selv forstå naturens sammenhæng, de love, der gælder dèr, og vi skal selv forstå vore samfunds funktionsmåde, de love, vi dèr gør klogt i at rette os efter. Vi får ikke nogen lov nedsendt fra himlen, som Moses fik. Den tanke vender Jesus sig imod med lignelsen om de betroede talenter, Matt 25,14-30. Om herren hedder det jo, at han høster, hvor han ikke såede.

Og netop forståelsen kaldes der på med hensyn til asylansøgerne på Lesbos. Ligesom det er den, der kaldes på med hensyn til, om de reddede mennesker på Middelhavet skal sejles til Europa eller til Afrika. Hvad er klogt? Hvad tjener ikke blot os selv, men det internationale samarbejde, bedst?

Og overfor sådanne spørgsmål, kommer moralske bindinger ind som en hund i et spil kegler. Blot har vi det jo med at gøre mange spørgsmål til moralske spørgsmål. Dette sker delvis drevet af vore medier. En god historie i medierne er ofte en historie, hvor man kan få seerne eller læserne til at blive grundigt forargede. Og det trick falder mange for, såmænd også mange præster.

Men hvis vi følger Jesu tankegang fra bjergprædikenen eller Paulus’ fremhævelse i 1 Kor 10,23, at alt er tilladt, men ikke alt opbygger, så vi altså skyder moralspørgsmål til side og udelukkende ser på, hvordan vi kan gavne de samfund, vi befinder os i, både vort eget og andres, så er talen om blot at fordele asylansøgerne mellem de europæiske lande alt for letkøbt. Man ser simpelthen bort fra alt for mange kendsgerninger ved en sådan tankegang.

Hvis vi ikke ser på, om vi kan gøre noget, der kan give os en god mavefornemmelse, så får vi måske øje på det samme, som Sylvi Listhaug har set: at det sender et uheldigt signal til andre lejres beboere, hvis dette, at man brænder lejren af, får til følge, at man kommer ind i det forjættede land, Europa. Ganske vist skal man jo så forlade den næsten uudryddelige opfattelse hos Europas samaritanister, at alle migranter er stakler, der da bestemt ikke kunne finde på at snyde for at blive anerkendt som flygtninge. Fakta synes at vise, at de er alt andet end stakler, og at de for det meste er parat til at bruge alle midler for at få adgang til vore lande.

Men ligesom det er Jesu opfattelse, at den tids jøder burde se bort fra sabbatskravet, og i stedet lade fornuften råde, sådan vil en nutidig udlægning af den samme opfattelse have os til at se, hvor indfiltret nutidens Venligboere er i moralkrav, krav, der har samme absolutte tendens i sig som den tids sabbatsbud. Og ligesom den tids jøder så ganske bort fra, at der dog var et menneske her, der blev befriet fra sine lidelse, sådan ser vor tids farisæere ganske bort fra det snyderi, de bliver udsat for, de lovovertrædelser, folkene i redningsbådene på Middelhavet gør sig skyldig i, når de forsætlig bringer sig i havsnød, og da først og fremmest ser bort fra, at det er EU selv, der med sin forordning af 2001, hvor man tvinger flyselskaber til at kræve visum af passagerer til Europa, får migranter ‘en masse’ til at begive sig ud på Middelhavet.

Overbevisningen om, at man har den rette moralske holdning, fremkalder mange lukkede øjne. Og det burde vel være kirkens opgave at lukke øjnene op på os. Men med denne prædiken opnåedes nærmest det modsatte.

Udgivet i Ny testamente | Skriv en kommentar

Det spændende spil

Det spil, der her tænkes på, er et uformelt spil. Man kan dårlig nok sige, at der findes regler i det. Alligevel deltager så at sige alle i det. Jeg tænker på spillet mellem mand og kvinde.

Og når der er grund til at beskæftige sig lidt med det igen her på bloggen, skyldes det den forside, Politiken bragte forleden. Her havde de anbragt 701 navne, fortrinsvis på kvinder fra medieverdenen. Alle havde oplevet noget af det samme som Sofie Linde. Hun havde oplevet, at en mandlig overordnet gjorde tilnærmelser til hende, og da hun afviste ham, hævdede, at hun skulle give ham et blowjob, ellers ville han forhindre hende i at gøre karriere.

Og man får af de 701 navne indtryk af, at det står skralt til med ligestillingen indenfor medieverdenen, og at der er alt for mange eksempler på sexisme, altså på, at mænd kræver sexuelle ydelser for at give underordnede kvinder gode vilkår.

Men de mange reaktioner på både Sofie Lindes udtalelser og de 701’s erklæring har dog udeladt en væsentlig ting, som jeg bilder mig ind kan være en medforklaring til tingenes tilstand i dagens Danmark. De har udeladt den udvikling, der har fundet sted i samfundet angående synet på kønslivet. Hvor der før var nogenlunde enighed om, at kønnenes omgang med hinanden i teenage-årene skulle føre til, at sød musik opstod i hjerterne, så man fandt sammen to og to, dèr synes opfattelsen nuomstunder at være den, at meningen blot er, at man skal have det sjovt. Og sjovt kan man tilsyneladende kun have det med masser af sprut og masser af villige piger.

Jeg véd godt, at man bliver betragtet som gammeldags og snerpet, hvis man vover at sige den slags ting. Og jeg véd også godt, at det, jeg her på bloggen har forsøgt gennem nogen tid, nemlig at undlade at kalde denne sexistiske opførsel for umoralsk og i stedet kalde den dum, nok ikke vil få den store udbredelse i min levetid. Hvis nogen vover at tale imod de løsslupne gymnasiefester, bliver han uvægerlig betragtet som moralist. At han skulle have blik for, at der er ødelagt noget væsentligt for de unge mennesker ved sexismens sejr over – ja, lad os bare sige dét ”gammeldags” syn på kønsforskellen, at den gerne i sidste ende skulle føre til fælles børneopdragelse, det gør man til latterlig moralisme og glemmer så alt for hurtigt det egentlig ret fornuftige (og samfundsopbyggende) i synspunktet.

Der var to psykologer – en mandlig og en kvindelig – der i fredagens Deadline forsøgte at give en forklaring på, hvorfor vi oplever alle disse krænkelser på det sexuelle område. Og jeg skal sådan set ikke indvende noget imod disse forklaringer, dvs., intet, ud over at den historiske dimension manglede. Man forsøgte ikke at overveje, hvad fremkomsten af p-pillen i sin tid har gjort for samfundets opfattelse af sexlivet og denne opfattelses indflydelse på de unges opførsel. Man undlod at komme ind på, hvad der får unge piger til at sende intim-billeder af sig selv til den for tiden udvalgte unge mand, med den risiko, naturligvis, at han siden vil misbruge dem. Den vældige fest i Dyrehaven, hvor utallige unge skal mødes og ”have det sjovt” som en nødvendig indledning til gymnasietiden, blev heller ikke nævnt, ligesom den ikke er blevet det i hele debatten om de sexuelle krænkelser. Og den tradition, som ved en del gymnasier på et tidspunkt havde dannet sig, at tredje-g’erne ved visse indvielsesfester udnævnte de kønneste af 1. g’s piger til ”puttepiger” (var det ikke det, de hed?) blev heller ikke omtalt som noget, der kunne være en medvirkende årsag til sexismen senere hen.

Det forekommer mig ret indlysende, at det syn på forholdet mellem mand og kvinde, som udspringer af sådanne forhold, er nedværdigende for kvinden. Det er uhyre let for letsindige mænd at få den tanke, at kvinden kun er til for at fornøje mændene; det er deres legemlige ynder, der er interessante, ikke deres intellekt eller personlighed. Og de unge kvinder kommer næsten uundgåeligt til at se på sig selv ud fra de samme kriterier og bestandig overveje, om de nu også er tiltrækkende nok, i stedet for blot at være sig selv og ud fra den selvsikkerhed, det giver dem, at se på de unge mænd. Det ville måske være for meget, om de ligefrem kunne se på dem som mulige livsledsagere, men se på den som eventuelt interessante samtalepartnere, det må dog være muligt, så man ikke straks springer ombord i de sexuelle øvelser. Men indrømmet, jeg er nok håbløst gammeldags.

Legen, alle de uudtalte ord, blikkene fra den ene til den anden, spillet mellem kønnene, er det alt sammen noget, der blot er gammeldags og erstattet af det mere moderne ”skal de være os to i aften, søster?” Og kan de føre til andet end stor sandsynlighed for ødelagte menneskeskæbner?

Jeg har her gjort et forgæves forsøg på et leve mig ind i Mads Holgers selvmord for nogle år siden. Og jeg har lidt senere omtalt de streger, han havde tegnet på sin seng, en streg for hver pige, der havde sovet med ham i denne seng, se her. I den artikel stiller jeg dette spørgsmål:

Men oplevelsen af, at en pige siger til én: ‘du er den eneste ene, kun dig vil jeg have, så længe jeg lever’, kan den virkeliggøres i dette virvar? Eller mere alvorligt, måske: Det jeg, som jeg er, og som jeg bliver i samlivet med en person af modsat køn, kan det dannes, kan det modnes, kan det finde sig selv i alle disse kvindearme?

Den oplevelse fik Mads Holger ikke. Den oplevelse er det nok kun meget få af nutidens unge, der får.

Og jeg har for et par indlæg siden, se her, vendt mig imod Lone Frank, fordi hun på trods af den kærlighed, hun oplevede om ikke før, så da hendes mand døde, ikke tør lade kønnenes samspil udmunde i ægteskab og det ægteskab for hele livet. Nej, man må endelig ikke tro, at hun er gammeldags, hun vil sandelig være med på noderne, og de noder, hun vil være med på, er dem, der siger, at man da selvfølgelig aldrig skal lade en god chance gå fra sig.

I forbindelse med indlægget om hende, henviste jeg til mit indlæg om Anahita Malakians, se her. Hun ville absolut have kvinder til at prale lige så meget af deres ”erobringer” som mænd og afslørede til den ende, at hun da selv havde været sexuelt sammen med over 100 mænd. Egentlig véd jeg ikke, om jeg tror hende. For hun har tre børn, og selv om de måske er avlet med tre forskellige mænd – hvad jeg ikke har nogen anelse om – så tager det dog tid med den slags, og jeg kan ikke rigtig tro, at hun har kunnet bruge den tid på sine elskovseskapader.

Men både mod Lone Frank og mod Anahita Malakians må man indvende, at det, de foreslår måske slet ikke er til fordel for kvinderne; at altså det samfund, der ville blive dannet, hvis disse tanker slog igennem i højere grad, end de allerede er slået igennem, nok ikke ville blive noget særlig lykkeligt samfund. Det er altså ikke en særlig klog strategi, de fremlægger.

Og man må vist også sige, at hvis de skal have gennemført deres mange erobringer – og det ønsker i hvert fald Anahita – så kræver det en indsats, så må de gøre sig lækre, så må de prøve at vinde yndest hos mændene. Det vil sige: så må de udnytte deres kvindelighed; så må de spille med på den søde kønslige leg med samme tilbageholdenhed, som mændene vist efter deres mening spiller med: med iver efter at få den anden til at ”bide på”, mens man selv holder sig tilbage, parat til næste erobring. Men det er hverken for mænd eller kvinder nogen særlig lykkelig tilbageholdenhed på et område, hvor det netop drejer sig om at give sig selv.

Da jeg i sin tid skrev en afhandling om Luthers prædikener over bjergprædikenen, nåede jeg frem til ordet i Matt 5,27 om ikke at se på en kvinde, så man begærer hende, eller – som det hedder i oversættelsen af 1992: med et lystent blik, se her. Derigennem kom jeg til at tænke moderne ligestillingstanker. Jo, for hvis manden kan synde på det område – men mit hovedsynspunkt var allerede dengang, at det ikke så meget var synden, Jesus var ude efter, det var mere det, at han bar sig dumt ad – hvad så med kvinden? Skal så ikke hendes anstrengelser for at gøre sig set af mænd kaldes syndige (eller altså med min formulering: dumme)?

Jeg mindes et indlæg i Information engang. Her berettede en mand om, hvordan han var kommet lidt i vildrede. Han havde en kvindelig kollega, som var ganske smuk og tiltalende, og som også gjorde sig umage med sit udseende. Selv var han lykkelig gift, men han havde af og til i sine samtaler med denne kollega spekuleret på, om det mon var frækt af ham, at han med sine blikke beundrede hendes barm, hvor man lige kunne ane indgangen til kavalergangen, eller han skulle holde sine øjne for sig selv og nøjes med at lytte efter hendes indvendinger mod det, han sagde. Det ville måske være bedst at nøjes med det sidste, men på den anden side: når hun nu havde haft alt det besvær med at komme til at se tiltrækkende ud, ville det så ikke være en form for pæn kompliment, om han lod sine blikke fortælle hende det, naturligvis uden at lade blikkene blive til en indbydelse.

Ikke sandt, her har vi det delvis bevidste og delvis ubevidste spil mellem kønnene. Og ville det dog ikke være lidt ærgerligt, om kvinderne af angst for den sexisme, der altså åbenbart hersker i visse brancher, dækkede sig til eller undlod at gøre sig smukke og tiltrækkende? Skal der virkelig lukkes helt ned for den leg mellem kønnene, der foregår overalt, hvor de mødes? Det bliver forhåbentlig ikke udgangen på den ballade, der er rejst af Sofie Linde.

Vi har det jo herhjemme sådan, at kvinderne godt kan gå klædt nogenlunde, som de selv vil. Vi kender cykelpiger om sommeren, hvor vinden jo godt kan tage lidt rigeligt fat i kjolerne, men hvad, det ser jo ganske uskyldigt ud. Og sjovt nok, når man er opvokset her i landet, tager man det som et uskyldigt ekstra krydderi på tilværelsen, og lader muslimerne beholde deres forargelse for sig selv.

Men det betyder jo ikke, at vi behøver rette os efter dén franske kvindes forargelse, der blev standset af vagterne, da hun ville besøge et kunstmuseum. Hun var for nedringet, sagde de. Det var bagende varmt den dag, så hun var meget utilfreds med at skulle besøge museet iført en ekstra jakke. Og bagefter skrev hun et harmdirrende brev i én eller anden avis – eller var det på twitter – hvori hun blandt andet skrev, at hun følte sig nedgjort til ikke at være en hel kvinde, men kun et par bryster. Desværre for hende havde hun vedhæftet et foto, og på det foto kunne man se, at hendes nedringning gik næsten helt ned til navlen, og at hendes bryster fremviste en smuk kavalergang imellem sig i hele dens mulige længde. Og ærlig talt, så siger man til sig selv, at hun da vist har gjort sig temmelig megen umage med at få folk til at se på hendes bryster og ikke på hende selv som kvinde. Det er Berlingske, der bringer historien – inklusive billede af de to hovedpersoner, brysterne, se her.

Nå, lad os slutte med en artikel fra Kristeligt Dagblad, se her, som viser, at alt håb for en gammel ronkedor som undertegnede og hans syn på den vedvarende kærlighed måske alligevel ikke er helt ude. I denne artikel har man interview’et tre par, som havde fundet sammen på et efterskoleophold og var blevet godt og grundigt forelskede dèr. De to af parrene holdt sammen bagefter, var blevet gift og havde fået børn. Det tredje par var gået fra hinanden bagefter, eller altså: det var ikke lykkedes dem at fortsætte samværet i de forskellige uddannelser, de havde valgt.

Man skal nok ikke lave procentregning på disse oplysninger, men man kan vel godt glæde sig lidt på kærlighedens vegne.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , | Skriv en kommentar

Har vi glemt 11. september?

Ja, næsten. Sådan må denne blogs arme redaktør svare. Jo, jeg huskede da datoen i løbet af i går. Men jeg havde glemt, at jeg plejer at komme med et indlæg i dagens anledning. Og midt den diskussion, som de danske medier er optaget af – om drengeomskæring, om Arnes pension, om el-biler, om betydningsfulde mænds sexkrænkelser, osv, osv – er der måske ikke noget at sige til, at dagen i går kun blev mindet på TV2 til allersidst i 19-nyhederne efter vejrudsigten. Men da jeg så sent på aftenen læste et par indlæg på jihadwatch, fandt jeg ud af, at jeg vist alligevel måtte komme med et par bemærkninger i anledning af dagen. Og det bliver så i dag, dagen efter, da det var for sent at gå i gang med noget i går.

Jeg blev nu også mindet om dagen af Uwe Max Jensen på document.dk, se her. Han bringer et billede fra den 11. september 2001, et billede, som jeg godt husker, og som jeg ikke har set offentliggjort siden. Billedet forestiller palæstinenserne i Vollsmose, som fejrer muslimernes sejr over deres fjende: Vesten. De kører rundt i Vollsmose og Odense med tudende horn og med palæstinensiske flag flagrende ud af vinduerne. Og jo, det kan nok være relevant at gøre opmærksom på, at der dengang var beboere her i landet, der fejrede de mange menneskers død som en sejr.

Men jeg husker også, hvordan de af mere forsigtige muslimer fik påbud om at stikke piben ind. Der var muslimske ledere, der godt kunne se, at det ikke var klogt at tolke dette som en sejr. Men om det skyldtes, at de selv ligesom vi andre var dybt rystede over, at nogen kunne få sig selv til at udføre en sådan terrorhandling, eller det skyldtes, at de anså det for klogest at holde glæden over “sejren” bag lukkede døre, det er ikke til at vide. Men hvis det sidste var tilfældet, havde de i høj grad held til at få os danskere til at tro på sig. For vi var jo fuldt og fast overbevist om, at en så rabiat handling kunne de muslimer, vi kendte, og som vi betragtede som stakler, vi skulle være gode imod, ikke på nogen måde finde på. Og vi var overbevist om, at hvis deres helligskrift, koranen, gjorde en sådan handling tilladt, så ville vore muslimske landsmænd bestemt vende sig imod koranen.

Nuvel, der var én blandt os danskere, der af netop den begivenhed indså nødvendigheden af at sætte sig nøjere ind i den muslimske tankegang, nemlig undertegnede. Det gav sig udslag i en bogudgivelse: “Danske prædikener imod islam”, som nu ligger på nettet, se her. Den må vist være blevet anmeldt i Kristeligt Dagblad, hvad jeg ikke helt husker, men jeg husker stadig, at journalisten, jeg talte med, var meget forarget over overskriften, for, mente hun, man kan da ikke som god kristen prædike imod islam.

Ak ja, sådan var stemningen dengang. Og det kun få måneder efter terrorhandlingen.

Men har stemningen blandt os vesterlændinge ændret sig? Noget tyder på, at det ikke er tilfældet. Robert Spencer siger på jihadwatch, se her:

Khalid Shaikh Mohammed og de andre, der har skrevet om 11. september, skrev for adskillige år siden et langt islamisk forsvar for handlingerne, og det forsvar indeholdt en lang, nøje begrundet forklaring på, hvorfor disse angreb var retfærdiggjort ud fra et islamisk doktrinært trossynspunkt.

Og en anden af jihadwatch’s folk, Daniel Greenfield, fortæller i en længere artikel, hvordan den helt anderledes diskussion, der er opstået i USA, diskussionen om “white supremacy”, hvidt overherredømme, var lige ved at bevirke, at ledende folk i New York ville have aflyst den årlige mindehøjtidelighed, se her. Det blev kun forhindret, fordi pårørende til de omkomne gjorde indsigelse.

Men mere end det. Bevægelsen “Black-Lives-Matter”, der næsten bevidstløst vender sig imod alt, hvad der har med hvide mennesker at gøre, har ikke blot ødelagt statuer af George Washington, Thomas Jefferson, Christopher Columbus, og Abraham Lincoln, de er også gået efter statuer til minde om 11. september. Et mindesmærke, der skulle få os til at erindre de mange modige brandfolk, der døde under angrebet, er således blevet oversmurt, formentlig i kølvandet på det had mod politiet, som har rejst sig blandt mange sorte amerikanere. Greenfield skriver:

New Yorks politi-departement har oplevet sine værste dage siden 9/11 med over 400 betjente såret i Black-Lives-Matter-optøjer. Politibetjente og brandfolk er gået fra at være nationens helte til at blive tilsvinet som sjælløse udyr.

Og nu i vore dage, siger så Greenfield, er både New Yorks politi-departement og New Yorks brandvæsen kun en skygge af sig selv. For der er ansat nogle mangfoldigheds-mennesker, der skal sørge for, at både politistyrken og brandfolkene afspejler befolkningens sammensætning. Og det får ham til at sige, at der nok ikke ville være så mange af disse personer, der ville vove livet i tjenesten, hvis et tårn i dag skulle blive angrebet på samme måde som i 2001. Men så føjer han til:

Hvad de gjorde, var den almindelige form for heroisme. Den er ude af trit med den nyopståede etos af performativt hysteri, som er gået viralt på de sociale medier, og som gør det at være offer til det afgørende. Men de mænd, der levede og døde den dag, var ikke ofre, og de prøvede ikke at blive berømte. De gjorde bare deres pligt. Men for mange mennesker er pligtbegrebet blevet en lige så ukendt ting som lodenfrakker og cylinderhatte.

Jeg plejer i mine artikler den 11. september at omtale passagererne på det fjerde fly, som fandt ud af, hvad der var på færde og angreb flykaprerne. Og de har stadigvæk min store beundring. Men Greenfields artikel får mig til at føle lige så stor respekt for brandfolk og politibetjente den 11. september. Hvad jeg måske i nogen grad har overset i mine tidligere artikler.

Men se så, hvad Greenfield også skriver:

Det er ikke tilstedeværelsen af ondt, der skaber en krise, det er snarere fraværet af en meningsfuld opposition imod det. Og en meningsfuld opposition stammer fra en dyb moralsk følelse, uden hvilken livet er meningsløst.

Mohammed Atta sagde til passagererne: “Forhold jer roligt. Alt vil blive i orden. Hvis I prøver at gøre modstand, vil I sætte jer selv og flyet i fare. Bare forhold jer roligt.”

Det virkede tre gange. Og så, da amerikanerne blev klar over, hvad der foregik, holdt det op med at virke.

Atta og hans bande af jihadist-slagtere forstod, at det, almindelige amerikanere ønskede, var behagelighed og sikkerhed. De ønskede at læne sig tilbage i sæderne, sætte høretelefonerne til, og så udholde den mellemliggende tid de skulle tilbringe i en konservesdåse i luften.

Tag dem til fange og slå dem ihjel. For Allah sagde: ‘Ingen profet skal tage fanger, før han har tilsølet landet med blod”, sagde Atta til sin mænd.

Bare forhold jer roligt, så vil I være okay”, sådan løj overfor de vantro gidsler.

Altså: Han løj. Og han løj med tilladelse fra koranen. Det er derfor, koranen er Satans og ikke Guds bog. Det er derfor, det er Jesus og ikke Muhammed, der er menneskenes frelser.

Ja, vil man sige, det siger du kun, fordi du har været kristen præst. Der sidder endnu i dig den overtro på kristendommen, som du ikke efterfølgende kan slippe.

Det er næsten som at høre Bart D. Ehrman tale. Der er et langt interview med denne amerikanske forsker i Kristeligt Dagblad i dag, se her. Og hvor har denne ateist dog meget positivt at sige om kristendommen! Men ak, han har været kristen, endog en rigtig genfødt én af slagsen, men det er forbi. Han mener, det er håbet om et godt liv efter døden, der holder kristendommen oppe. Men det kan han ikke længer tro på. Heller ikke på en skabende Gud eller på Jesu opstandelse.

Det er typisk tale fra et moderne menneske. Men hvis man nu kommer ud over den hurdle, det er at skulle tro på en Gud, som videnskaben ikke kan bevise eksisterer, og når frem til spørgsmålet om, hvordan de forskellige religioner bruger gudsbegrebet, så kan man få noget meningsfuldt ud af gudsbegrebet.

Så giver det pludselig en dyb mening, at johannesevangelisten kalder Jesus for “Ordet”. For det stemmer jo på forunderlig vis ganske overbevisende sammen med Jesu opfordring til at være helstøbt. Se evt. min gennemgang af Matt 6,22f her. Altså: det er i overensstemmelse med sprogets egen dybere mening, at du er helstøbt, ikke siger ét til én flok mennesker og noget andet til en anden flok. Det er denne dybere mening med sproget, du kan knytte betegnelsen “Gud” til. For når du sætter gudsbegrebet bag noget, gør du dette noget absolut. Sprogets krav på ærlighed påstås derfor med den kristne gudsbetegnelse at være absolut.

Anderledes indenfor islam. Her sætter man gudsbegrebets absoluthedskrav bag Muhammeds magtanvendelse. Man påstår, at den inderste drivkraft i et menneske er dets angst for døden. Og det er ikke nogen særlig ærefuld drivkraft. Den er det, der fik folk til at følge Muhammed i hans omfattende erobringer og blodige fremfærd. Den er det, der dengang i september 2001 fik Osama bin Laden til at iværksætte angrebet på USA. Den er det, der i dag får muslimerne til at gøre sig selv til offer, for – siger de – vi er ganske uskyldige i denne terrorhandling.

Men desværre, fordi mange andre muslimer har løjet, fordi Muhammed betragtede løgnen som en del af den krigsførelse, han var i færd med overfor de vantro (det er jo os), fordi vore dages muslimer stadig knytter sig til koranen og svarer med vold, når den bliver angrebet, og fordi de ikke tør lade deres medmuslimer have frihed til at forlade islam, derfor kan heller ikke de fredelige muslimer komme udenom, at islam som sådan vil føre krig mod os, blot vil de naturligvis – som enhver krigsherre vil det – nægte, at der er tale om krig, lyve os op i vort åbne ansigt og fortælle, at islam da er ganske fredelig, og at de er nogle stakler, der kun ønsker at leve et liv i fred med os andre.

Kan man uden problemer sætter Guds autoritet bag en sådan lære? Ja, hvis man kan overbevise sig selv om, at det er i orden at lyve overfor ikke-muslimer; eller om, at det er i orden at føre krig mod os andre, samtidig med, at man hævder at være tilhænger af en religion, der da bestemt går ind for fred.

Men kan et helstøbt menneske det? Ikke uden at foretage en masse indskrænkninger i det, sproget lægger op til os at forstå.

Derimod kan man, som kristendommen gør det, så udmærket sætte gudsbegrebets absoluthed bag sprogets anvisninger, først og fremmest forbuddet mod at lyve. Så dannes der baggrund for den frie debat, der hører vore samfund til. Så får vi et samfund, hvor Bart D. Ehrman udmærket kan undervise i bibelske emner, for det er kun sundt, at vi kristne får vores tro modsagt. Så får vi et samfund, hvor alt kan kritiseres, ingen religion er hellig, ingen anskuelse urørlig.

Men dette samfund er under stadig udfordring. Ikke mindst i USA, hvor en række mindretal: de sorte, de tvekønnede og omvendtkønnede, og altså også muslimerne, vil kræve særrettigheder af de hvide kristne, der har opbygget det amerikanske samfund, og som stadig udgør flertallet. Blandt disse særrettigheder er retten til ikke at blive udfordret på sin tro. En sådan rettighed er lige vand på muslimernes mølle. Men den er ødelæggende for kristentroen.

Noget af det giver Daniel Greenfield udtryk for i slutningen af sin artikel. Her hedder det:

På en kølig efterårsdag vågnede millioner af amerikanere op til en forfærdelig drøm om historiens afslutning og huskede så på, at vi er en nation, ikke en grænseløs global anordning, at vi havde brug for helte, ikke mangfoldighed, at historien ikke var forbi, at vi stadig havde fjender, og at det, der betød noget, ikke var farven på vores hud, eller det forhold, at man kunne signalere de rette politisk korrekte dyder, men var, om man ville fare hen til cockpittet eller blive siddende i sit sæde i håb om, at de, på trods af alt det, man vidste, ikke ville slå én ihjel.

På en kølig efterårsdag passerer vi forbi ild og ødelæggelse, flyver over ødelagte byer og ruiner, fordi for mange af os er faldet i søvn, indtil så denne mørke stemme igen hørtes komme med sine hadefulde krav. Og mange af vore medpassagerer knælede, mens nationalsangen lød, de spyttede på deres land og på mindet om vore faldne døde.

Det er nu alligevel godt at høre en stemme, der kan minde os om disse heltegerninger, udført af ganske almindelige amerikanere. Det er for tidligt at glemme det. Og det er også for farligt. Vi har stadig brug for at se op til dem som Vestens helte.

Udgivet i Historie, Islam versus kristendom | Tagget , | Skriv en kommentar

Abraham ofrer Isak

Gudmund Rask Pedersen, præst i Vær-Nebel her udenfor Horsens, har det tilfælles med mig, at han ligesom jeg har en blog på wordpress.com. I en artikel af 3. september, se her, betitlet ”Opkald fra mælkevejen”, skriver han om en roman af Bjørn Poulsen med netop denne titel og kommer i den anledning ind på fortællingen i 1 Mos 22,1-12, historien om Abraham, der af Gud får befaling til at ofre sin søn Isak.

Han bringer et forholdsvis langt citat fra Bjørn Poulsens roman, som jeg har den frækhed at viderebringe i sin helhed:

Ude i bilen slår det mig, at jeg allerede som barn tænkte over teodicé-problemet. Jeg kendte selvfølgelig ikke selve begrebet, men jeg spekulerede over, om Gud virkelig var så god, som både min børnebibel og H.C. Andersen påstod. Tværtimod forekom han mig at være ikke kun hævngerrig og grusom, men også uretfærdig. Første gang jeg hørte om Guds befaling til Abraham om, at han skulle ofre sin søn Isak, reagerede jeg mod det urimelige i dette krav. Jeg ønskede, at Isak skulle gøre oprør, rive sig løs af sine bindinger.

I Virum havde vi en stor bog om Rembrandt, og på hans billede af Isak kunne jeg se, han var en stor dreng, i mit otte-ni-årige perspektiv så godt som voksen, alligevel lå han bare der med alt sit hvide kød blottet for slagtekniven. Jeg hadede Gud og Abraham og foragtede Isak, og senere, da jeg blev ældre ændrede mine følelser sig ikke grundlæggende. Ikke et øjeblik købte jeg Kierkegaards ellers meget velargumenterede forklaring om, at det hele handlede om tro, om en tro der var så stor, så ubegribelig at den overskred enhver moral, nej, for mig var sagen klar, alt handlede om magt, om at Gud ville demonstrere sin almagt, at uanset hvor gudfrygtig og pligtopfyldende Abraham var, så kunne Gud alligevel til hver en tid tvære ham ud som en ynkelig lille pissemyre…

Gudmund Rask bruger så resten af artiklen til at give en anden udlægning af historien om Abrahams ofring af Isak, idet han gør opmærksom på, at historien jo ender med, at Abraham bliver forhindret i at foretage ofringen, vers 11 og 12. Og det er jo rigtig nok. Men da Bjørn Poulsen siger, at han ikke et øjeblik købte Kierkegaards forklaring, tillader jeg mig at gøre opmærksom på, at det gør jeg heller ikke. Kierkegaard har skrevet en hel afhandling om Abraham og hans ofring af Isak. Den hedder ”Frygt og Bæven” og blev udgivet i 1843. Det er et fantastisk skrift, blandt andet, fordi det er dobbeltbundet, så der nedenunder Abraham-fortællingen skjuler sig en Kierkegaard-fortælling, som kun Kierkegaards tidligere forlovede Regine Olsen forstår. Igennem den fortælling vil Kierkegaard gøre rede for, hvordan også han fik en gudsbefaling, en befaling til at ophæve forlovelsen med Regine.

Jeg har skrevet hele to afhandlinger om sagen og lagt dem ud på martinluther.dk, se her og her. Og jeg har skrevet lidt om Regine her.

Men det er egentlig ikke det, jeg vil skrive om.

Nej, der skete det for mig, som vist nok sker for en del gamle mennesker, at der pludselig dukkede en erindring op fra min ungdom, i dette tilfælde en erindring om, hvordan man ud fra den moderne historisk-kritiske fortolkningsmetode kan forklare denne mærkelige fortælling. For indrømmes må det jo, at historien, som den står, har voldt både jødiske og kristne fortolkere problemer.

Og så mente jeg at kunne huske, at jeg dengang på universitetet havde fået fortalt, at man på Det gamle Testamentes tid havde kendt til børneofringer, måske endda blandt israelitterne, men at man havde vendt sig kraftigt imod dem fra profeternes side. Man havde også vendt sig imod dem med en historie som denne. Blot havde den ikke i sin oprindelse haft Abraham som hovedperson. Men da man så gav sig til at ordne alle de forskellige fortællinger, man havde, i en fortløbende række, fik man anbragt denne fortælling blandt Abraham-fortællingerne. Og det så jo udmærket ud, blot måtte man så lige have en forklaring på, hvorfra Abraham fik tanken om at ofre Isak. Jo, forklarede man, det var Gud, der ville sætte Abraham på prøve.

Men ændrer man så ikke noget ved det ellers nogenlunde forståelige gudsbillede? Sætter Gud mennesker på prøve? Giver han en befaling, som alligevel ikke er en befaling, men kun en prøve?

Luther gør sig i sin kommentar til 1 Mosebog nogle interessante overvejelser. Først spekulerer han på, hvordan Gud åbenbarede sig for Abraham, skete det monstro igennem en drøm? se her. Dernæst gør han sig også nogle tanker om, hvordan Guds åbenbaring om ikke at ofre Isak kom til ham, og hvordan han kunne være sikker på, at det ikke var en falsk åbenbaring, se her.

Og videre spekulerer han på, om Gud virkelig kan friste nogen; Jakob siger jo i sit brev, at Gud ikke frister nogen, Jak 1,13. Dog er det især dette, at Gud med sin befaling modsiger den forjættelse, han har givet Abraham, som Luther ser som en fristelse for Abraham, se Luthers bemærkning her. Den modsigelse løser Luther ved at hævde, at Abraham var fast overbevist om, at Gud af Isaks aske kunne oprejse afkom for Abraham. Det svarer til, hvad Hebr 11,17 hævder.

Blandt andet dette viser, at Luther tænker noget anderledes om Abraham end Kierkegaard, hvad der jo ikke er mærkeligt, hvis Kierkegaard skal have historien til at fortælle noget om den gudsbefaling, som han mener udgik til ham. Men igen: Vi lader både Luther og Kierkegaard ligge og går i krig med den moderne historisk-kritiske bibeludlægning: Er det virkelig sandt, at man på Det gamle Testamentes tid, måske endda blandt israelitterne, har kendt til børneofringer?

Til at begynde med kastede jeg mig over de bøger fra min studietid, der stadig står på min reol. Men ak, intet at finde dèr! Så prøvede jeg at finde noget interessant ud fra de henvisninger, som bibelselskabet har forsynet dens bibeludgave med. Det var besværligt, men gav ikke noget endegyldigt resultat.

Og så til sidst måtte jeg jo så ty til internettet. Og her lykkedes det mig at finde i hvert fald to artikler om emnet, se her og se her. Det var et stort held. For hvis jeg selv skulle have tygget hele Det gamle Testamente igennem for at finde relevante bibelsteder, ville jeg for længst være stået af. Nu, derimod, mener jeg mig i stand til at fremkomme med nogle rimeligt velargumenterede overvejelser angående børneofringer i Israel.

Det tydeligste eksempel på dette vil jeg mene er 2 Kong 23,10. Her står der fra vers 1 fortalt om Josijas reform. Denne konge fandt efter sigende en gammel bog og efter den bog reformerede han gudsdyrkelsen i Israel. Én af de ting, han ændrede, omtales i vers 10:

Han gjorde Tofet i Hinnoms søns dal uren, så ingen længere kunne lade sin søn eller datter gå igennem ilden for Molok.

Heraf tillader jeg mig at slutte, at der tidligere havde været israelitter, der ofrede deres søn eller datter til Molok.

Dernæst er der Mika 6,7. I kapitel 6 lader Mika følgende spørgsmål lyde mod Jahve (Herren):

»Hvordan skal jeg træde frem for Herren/ og bøje mig for Gud i det høje?/ Skal jeg træde frem for ham med brændofre,/ med årgamle kalve?/ Tager Herren imod væddere i tusindtal,/ imod oliestrømme i titusindtal?/ Skal jeg give min førstefødte for min overtrædelse,/ min livsfrugt for min synd?«

Umiddelbart herefter svarer profeten, at Jahve kræver retfærd og kærlighed. Men Mika har altså ment, det var ligeså relevant at svare på spørgsmål om børneofring som på spørgsmål om brændofre. Og igen: Det tyder på, at dette fænomen har været kendt og måske endda brugt af israelitterne. Man kan også notere sig, at mens det i 2 Kong 23,10 lå i formuleringen, at det var Molok, der krævede børneofringer, rettes spørgsmålet hos Mika til Jahve; der har åbenbart været israelitter, der har ment, at det var Jahve, der krævede børneofringer.

Mikas afvisning svarer meget godt til en række forbud mod børneofringer, som findes i Det gamle Testamente, f.eks. i 3 Mos 18,21:

Du må ikke give nogen af dine børn som offer til Molok; du må ikke vanhellige din Guds navn. Jeg er Herren!

Endvidere kan nævnes 3 Mos 20,3 og til 5 Mos 12,31.

Hvad jeg hidtil har argumenteret for, er, at disse mange forbud nok tyder på, at der har været en del overtrædelser af dette påbud. Derfor har det været nødvendigt at gentage dem.

Så er der nogle forskere, der hævder, at Mikas formaning modsiges af nogle delvis uklare ord i Es 30,33. I de forudgående vers – fra vers 27 – har Esajas skildret Jahves fortærende ild. Og så hedder det:

Der står allerede et ildsted parat,/ det er beredt for kongen;/ Herren har gjort bålet dybt og bredt,/ der er ild og brænde i mængde./ Hans ånde er som en strøm af svovl,/ der sætter det i brand.

Min ”gamle” bibel – det er oversættelsen fra 1931 – fortæller, at det hebraiske ord for ”ildsted” er ”tofet”, og at dette ord genfindes i Jer 7,31. Og så iler man jo med at slå op hos Jeremias. Her står der om judæernes overtrædelser:

De har bygget Tofets offerhøje i Hinnoms søns dal for at brænde deres sønner og døtre. Det har jeg aldrig befalet eller haft i tankerne.

Og så er vi tilbage ved Josijas reform. Men hvad var det dog, Esajas sagde? Det kunne næsten lyde, som om det bål, man lod sine sønner og døtre gå igennem, var Jahves bål. Kan det virkelig passe?

Ja, da Jesus skulle omskæres, henviser Lukas i sin fortælling derom til den jødiske tradition med disse ord:

»Alt det første af mandkøn, der kommer ud af moderlivet, skal helliges Herren« (Luk 2,23).

Og minsandten, sådan står der i Det gamle Testamente. Men hvad betyder det, at den førstefødte skal helliges Herren? 2 Mos 13,11-16 giver en slags forklaring derpå:

Når Herren fører dig til kana’anæernes land og giver dig det, sådan som han tilsvor dig og dine fædre, skal du overgive alt det første, der kommer ud af moderlivet, til Herren. Alle førstefødte handyr af dit kvæg skal tilhøre Herren. Det førstefødte æsel kan du frikøbe med et stykke småkvæg; vil du ikke frikøbe det, skal du brække halsen på det. Enhver førstefødt blandt dine sønner skal du frikøbe. Når din søn i fremtiden spørger dig: »Hvad betyder dette?« skal du svare ham: »Med stærk hånd førte Herren os ud af Egypten, af trællehuset. Da Farao gjorde sig hård og ikke ville lade os gå, slog Herren alle førstefødte i Egypten ihjel, både af mennesker og af kvæg. Derfor bringer jeg det første handyr, der kommer ud af moderlivet, som offer til Herren, og jeg frikøber hver førstefødt blandt mine sønner.« Det skal være et tegn på din hånd og et mærke på din pande, for med stærk hånd førte Herren os ud af Egypten.

Men denne forklaring rejser blot et nyt spørgsmål: Hvad betyder det ”at frikøbe”? Det lyder næsten, som om den egentlige befaling gik ud på at ofre den førstefødte søn, men at man sidenhen kunne nøjes med at ”frikøbe” den førstefødte, faktisk nøjagtig ligesom Abraham kunne ”frikøbe” Isak ved at ofre en vædder i stedet.

I 4 Mos 18,8 og fremefter taler Jahve til Aron, der er præsternes øverstkommanderende. Her får han besked om, hvilke indtægter præsterne skal have. Fra vers 15 til 17 lyder det så til Aron:

Af alt levende, man kan ofre til Herren, skal det første, der kommer ud af moderlivet, tilfalde dig; det gælder både mennesker og dyr. Dog skal du frikøbe den førstefødte af mennesker, og ligeledes skal du frikøbe det førstefødte af urene dyr. Dem, der skal frikøbes, skal du frikøbe efter takseringen, når de er en måned gamle: fem sekel efter helligdommens vægt; en sekel er tyve gera. Men førstefødte okser, får eller geder må du ikke frikøbe; de er hellige. Deres blod skal du stænke på alteret, og deres fedt skal du brænde som et offer, en liflig duft for Herren.

Når Aron får besked om, at han ikke må frikøbe okser, får eller geder, men åbenbart i stedet skal ofre dem, så blodet kan stænkes på alteret, så tyder det på, at dette at frikøbe den førstefødte af mennesker betyder, at de ikke skal ofres. Det vil sige: her præciseres det, at dette, at alt det første af mandkøn, der kommer ud af moderlivet, skal helliges Jahve, ikke betyder, at det skal ofres til Jahve, men at der skal ydes et stedfortrædende offer.

Noget kunne altså tyde på, at den forestilling, at alt førstefødt skal ofres, var den oprindelige regel, men at den af så at sige alle Det gamle Testamentes forfattere er blevet ændret til en forestilling om, at man skal yde et offer, hvorved man kan frikøbe sit barn.

Og ind i denne række af regler og lovbestemmelser og fortællinger, som vil ændre den gamle regel til en ny og mere menneskelig regel føjer sig så fortællingen om Abrahams offer af Isak, 1 Mos 22,1-12.

Så kun tre ting til:

Der sker et mærkeligt skift i gudsnavnet i fortællingen. Indtil vers 10 er gudsnavnet ”Gud”. Men i vers 10-12 hedder det:

Så rakte Abraham hånden ud og tog kniven for at slagte sin søn. Men Herrens engel råbte til ham fra himlen: »Abraham, Abraham!« Han svarede ja, og englen sagde: »Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn.«

Altså ”Herrens engel” hedder det. Her er gudsnavnet Jahve (Herren). Alligevel siger denne guddom gennem englen, at han nu véd, at Abraham frygter Gud. Og så er pludselig gudsnavnet igen ”Gud”.

Hvordan hænger det sammen?

Tja, nogle forskere har villet forbinde dette med den kildeopdeling, som man plejer at anvende overfor 1 Mosebog, hvor nogle tekster bruger gudsnavnet ”Gud” (Elohim), og andre gudsnavnet ”Herren” (Jahve). Men jeg véd egentlig ikke, om det går an her. For skiftet foregår jo midt i fortællingen. Og selv om man så tillægger fortællingen to forskellige kilder, så forbliver problemet jo tilbage: Hvorfor sætte man historien sammen på den måde, at forbuddet mod at ofre børn tillægges Jahve?

Man kunne måske – men det er meget stort måske – forestille sig, at fortællingen oprindelig havde gudsnavnet ”Elohim”, og at man lod dette gudsnavn omfatte alle guder, Baal, Molok, Jahve, osv., men at forfatteren ville præcisere, at israelitternes Gud, Jahve, vitterlig forbyder den slags, og derfor, når forbuddet lyder, lader det være Jahves engel, der bringer det frem. Så bliver måske ordene om, at ”Abraham frygter Gud”, at opfatte som en påstand om, at det er israelitterne, der har den sande gudstro, for Jahve bliver jo i israelitternes historie mere og mere betragtet som den eneste Gud.

Den anden ting, jeg vil slutte med, går på det – om jeg så må sige – ukristelige i hele fortællingen. Det kan godt være, at mange fromme jøder på Jesu tid og før det ville anse det for en ovenud stor fromhed, når et menneske adlød Gud, selv om han ikke forstod den befaling, Gud gav ham. Men en sådan lydighed er slavens lydighed og går imod Jesu forestilling om gudsforholdet. For han siger jo i Joh 15,15, at han ikke længere kalder disciplene slaver (tjenere), men venner, og at han gør det, fordi slaven ikke véd, hvad hans herre gør. Det tænkes altså Jesu disciple at vide. Og derved opstilles en stor forskel til denne fortælling i Det gamle Testamente. Men vi véd jo fra bjergprædikenen, at Jesus ikke er bange for at sige, at ”I har hørt, at der er sagt til de gamle … men jeg siger jer”.

Og til sidst en ikke uvæsentlig bemærkning fra Immanuel Kant. Kant skriver i Der Streit der Fakultäten følgende:

For selv om Gud virkelig skulle tale til et menneske, så kan dette menneske dog aldrig vide, at det er Gud, der taler til ham. Det er simpelthen umuligt, at et menneske med sine sanser kan fatte den uendelige, kan adskille ham fra sanseverdenen og kende ham derigennem. Men at det ikke kan være Gud, hvis stemme han tror at høre, derom kan han nok overbevise sig selv i nogle tilfælde; for hvis det, han får befaling om gennem denne stemme, står i modstrid med den moralske lov, så kan tilsynekomsten forekomme ham nok så majestætisk og være noget, der i nok så høj grad overskrider naturlovene, han må dog regne det for bedrag.

Og i en note tager Kant Abraham-fortællingen frem:

Som eksempel kan tjene myten om det offer, Abraham på guddommelig befaling ville bringe ved at slagte og brænde sin eneste søn (det arme barn bar uden at vide noget selv på brændet dertil). Abraham skulle have svaret den stemme, han mente var Guds: ”At jeg ikke skal dræbe min gode søn, det er ganske sikkert; men at du, som viser sig for mig, er Gud, derom er jeg ikke sikker, og derom kan jeg ikke blive sikker”, også selv om det råbte fra den synlige himmel. (Min oversættelse).

Dette er noget, jeg har taget fra den ene af de to artikler, jeg henviste til i begyndelsen, nemlig denne. Men både det og Jesu ord i johannesevangeliet burde – trods Kierkegaard – kunne få os til at sige med Bjørn Poulsen, at vi ikke et øjeblik tror på Kierkegaards forklaring. Og vi kan efter denne gennemgang rolig sige, at vi heller ikke tror på Det gamle Testamentes fortælling.

Udgivet i Luther, Ny testamente | Tagget , | Skriv en kommentar