Muslimens indre kampe

Ovennævnte overskrift er tage fra en artikelrække på jihadwatch, se her, som er skrevet af en tidligere muslim, Anjuli Pandavar. Ovenfor anførte link fører til den foreløbig sidste artikel i rækken; herfra kan man klikke sig tilbage på de andre. Men man kan også her gå direkte til artikel, nummer tre, som jeg her vil beskæftige mig lidt med.

Pandavar begynder med at citere ajatollah Khoumeini dèr, hvor han siger:

Allah skabte ikke mennesket, for at det kunne have det morsomt. Der er ingen vittigheder i islam. Der er ingen humor i islam. Der er ikke noget morsomt i islam. Der kan ikke være noget morsomt eller nogen fornøjelse i noget, der er alvorligt.

Det kan vi selvfølgelig grine af. Men for den, der lever under et regime, hvis ledere er besat af sådanne tanker, er det ikke spor morsomt. Og det er netop det: at leve under et sådant regime eller i en sådan kultur, Pandavar her beskæftiger sig med.

Nej, der er ikke noget at grine af i islam. Men islam er heller ikke spor menneskelig. Ja, Pandavar siger ligefrem, at islam gør det umuligt for muslimer at være menneskelige. For humor hører med til de egenskaber, der er givet med vor menneskelighed, der skal meget til for at undertrykke den.

Men, siger han, det er, hvad islam går ud på. Sura 9,71 lyder:

Og de troende menn og de troende kvinner er hverandres venner: De påbyr det gode og forbyr det onde

Det lyder jo meget uskyldigt. Men Pandavar gør opmærksom på, at det skal forstås sådan, at dette med at påbyde det gode og forbyde det onde, er noget, det er enhver muslims pligt at gøre overfor sin medmuslim. Blandt andet et sådant vers kan være med til at skabe et angiversamfund, hvor man holder hinanden i ørerne i langt højere grad, end man gør i selv det mest forstenede danske landsbysamfund. Det siges måske lidt tydeligere i Sura 3,105:

Og blant dere skal det være et samfunn som kaller til det gode, og som påbyr det rette og forbyr det onde. Og det er disse som skal fullkommengjøres.

Og for at der ikke skal herske tvivl, har Muhammed forklaret det nærmere i en hadith:

Hvis nogen af jer ser noget forkert, skal han rette det med sin hånd; hvis han ikke formår det, lad ham så forandre det med sin tunge; hvis han heller ikke formår det, skal han rette det i sit hjerte; men det er den svageste grad af tro.

Pandavar føjer til:

Med andre ord: Vold er det, man først skal gribe til, når man skal holde sin medmuslim på ret kurs. At passe sig selv er den svageste grad af tro.

Disse regler, som man bliver opflasket med fra barnsben af, bevirker, at muslimer er vant til at leve, som om de er hengivne muslimer. For alle disse ydre ting, som ”de andre” går og holder øje med, dem kan man jo godt praktisere, såsom at påkalde Allahs navn ved de mindste ting, man foretager sig, at huske at sige ”hvis Allah vil” overfor sine fremtidsplaner og den slags. Ifølge Pandavar med det resultat, at ”enhver muslim véd, at enhver muslim handler forkert, men enhver muslim lader som om enhver muslim handler korrekt”.

Pandavar beskriver en muslims liv således:

Dette universelle hykleri gør det muligt for et menneske på én gang at være muslim og nogenlunde normalmenneskelig. Det er en foreteelse som har bestået tidens test og givet muslimske samfund sammenhold indenfor en ramme af lydighed, hierarki og sociale personrelationer. Indenfor dette system gør muslimer mere eller mindre, hvad de vil, når blot de gør det diskret og aldrig taler om det. Men tingene kan ret hurtigt gå galt, hvis hykleriets kode bliver brudt, som hvis f.eks. en ung kvinde bliver mistænkt for utugt, noget, der jo, ifølge sin natur, ikke kan skjules særlig længe. Så vil enhver fare op og protestere, og shariaens forslag: at en far må slå en sådan datter ihjel uden at føle skyld, insisterer man stærkt på, især fra den nærmeste families side. Det skal være en heldig kvinde, der slipper fra dette med livet i behold, det er nok mest dem, der lever i det forbandede Vesten, hvor muslimer plages af forestillingen om, at deres døtre bliver for vestliggjorte.

Men i Vesten, siger så Pandavar, er muslimerne stillet overfor det åbenlyse menneskelige ønske om lykke, glæde, munterhed. Og selv om meget kan holdes skjult, ikke mindst den enkelte muslims tanker om den vestlige verden, kan altså en far pludselig opdage, at et barn, der har tilladt sig at smile ude i den vestlige verden, og pænt opført sig ”muslimsk” derhjemme, pludselig ikke er, som han har troet. Dog så længe diskretionen kan undskylde og dække over det, går det an, men hvis oprøret udarter sig til, at den unge siger: ”Jeg tror ikke på Allah”, så er den gal. For det kan intet hykleri dække over.

Det er også oplysende for livet som muslim i Danmark, at Pandavar ikke blot hævder, at der ikke findes nogen moderat islam, nej, siger han, det er uinteressant, det interessante er, at der heller ikke findes nogen moderat muslim. Det er ikke sådan, at muslimen udvælger sig visse vers fra koranen, som han vil leve efter, og lader andre stå, det er i det hele taget ikke sådan, at det er koranen, der bestemmer over hans liv.

Godt nok læser muslimen koranen, men han læser den for at recitere den, ikke for at forstå den og rette sig ind efter den. Det er det kun sheiker og ajatollaher, der gør. Og når den almindelige muslim reciterer koranen og er optaget af at få det til at lyde smukt, så føler han, at han godt kan tillade sig at skeje lidt ud som et normalt menneske med glæder og lykkefølelser ved siden af sin fromhed, så vidt nu distraktionen i samfundet kan tillade det.

Selvfølgelig er det i sidste ende koranens vers, der gennem traditionen har bestemt, hvad der er tilladt og hvad ikke. Men den nutidige muslim retter sig mere efter den fromhed, samfundet har fremelsket, end direkte efter koranens ord.

Pandavar slutter med en note til Sura 9,71. Han anfører andre koranord, Sura 2,3: ”Dette er den (fullkomne) Bok, dette er det ingen tvil om, en rettledning for de rettferdige”, Sura 5,3: “Og bistå hverandre i rettskaffenhet og gudsfrykt, og bistå ikke hverandre i synd og overtredelser, og frykt Allah”, og Sura 6,115: “Skal jeg søke en annen dommer enn Allah, når det er Han som har åpenbart dere Boken, som er gjort tydelig og klar? Og de som Vi ga Skriften til, vet at denne [Qur´ânen] er åpenbart av din Herre med sannheten, derfor skal du ikke være en av tvilerne”. Blandt andet disse koranord, der alle afbilder koranens ord som direkte guddommelige, gør enhver tanke om reform af islam umulig. Og så hedder det:

Med andre ord, den eneste måde at reformere islam på, består i, at muslimer ophører med at være muslimer, så de griber deres menneskelighed i stedet for og lever helt åbent med at søge lykken, ikke den depraverede lykke fra Allah, men menneskehedens glade og opfyldende lykke. Al den energi, de såkaldt moderate muslimer og muslimske reformister anvender på hykleri og fornægtelse, ville være meget bedre anvendt, hvis det var dem muligt at være ærlige. Men de kan ikke være ærlige. Så de forlader ikke islam og befrier ikke deres brødre for islams åg, men i stedet for fordobler de dets tyngde og genopbygger barrikaderne omkring den muslimske tro og fortsætter med at synge deres pris for den bog, som man ikke må tvivle på, indtil den dag, hvis den nogensinde kommer, da de ikke længere kan sidde deres egen menneskeligheds kald overhørig.

Det er hårde ord, men de lyder i mine ører som sande og uomgængelige.

Reklamer
Udgivet i Islam | Tagget | Skriv en kommentar

En ægte forfulgt

Jeg er lige ved at begynde med at sige, at oven på alle de mange migranter, der søger til Europa, og af hvilke kun et meget lille fåtal er forfulgte, er det en lise endelig langt om længe at træffe én, der virkelig er forfulgt. Men jeg tager mig i det. For den beretning, som Hanna Ziadeh har i Weekendavisen den 18-10, se her, fortæller om en ægte forfulgt, ja, men jo dermed også om den sørgelige skæbne, der er blevet hans, og at glæde sig over det er trods alt umuligt for mig.

Erik Bjerager var inde på det i sin leder i Kristeligt Dagblad den 17-10, se her. Her skrev han om vore muslimske landsmænd:

De eller deres forældre kommer fra muslimske lande, der i deres lovgivning praktiserer forskelsbehandling af ikke-muslimer. De kommer fra lande, der lovgiver mod blasfemi, så kritik af islam udlægges som en forbrydelse. Og de kommer fra lande, hvor muslimer, der vender islam ryggen, lever livet farligt.

Og det vidner om en ganske stor viden om forholdene i de muslimske lande. Men om end hans viden er stor, viser Ziadehs artikel, at det står endnu værre til, end Bjerager véd af. Ziadeh fortæller, at den fælles arabiske straffelov, vedtaget af Den arabiske Ligas 22 medlemslande, hævder, at frafald straffes med døden, og han fortsætter:

Heldigvis er det få lande, der implementerer dødsstraffen, deriblandt Saudi-Arabien. Yemen, Sudan, Mauretanien og Qatar fastholder sharia-dødsstraffen i landenes nationallovgivning, mens Jordan, Syrien, Kuwait, Algeriet og Egypten har nationale lovgivninger, der forbyder muslimske borgere at skifte tro, og hvis de dømmes for frafald, mister de fundamentale rettigheder. De frafaldne har ikke ret til at arve, til at gifte sig med en muslim og til at have eller dele forældremyndighed over deres børn.

Ærlig talt, jeg føler mig lidt taget ved næsen. Her har jeg lyttet til den ene efter den anden af folk, der kender til arabiske forhold, Jakob Skovgaard Petersen, Rasmus Boserup og før dem Jørgen Bæk Simonsen, uden at nogen har nævnt eller blot så meget som antydet disse forhold. Først nu, langt, langt henne i min stadig stigende viden om forholdene i de muslimske lande, er der én, der fortæller, hvor slemt det står til.

Jo, jeg har da nok vidst, at man i gamle dage praktiserede dødsstraf for frafald indenfor islam. Og jeg har også nok vidst, at hvis en muslim fik fradømt sit muslim-navn, var der i vore dages muslimske lande visse rettigheder, der ophørte. Men at dette også gjaldt de mennesker, der f.eks. bliver kristne, nej, det var jeg ikke klar over. At det stadig er sådan, at mission fra kristne mod muslimer er forbudt, var jeg ikke klar over.

Hanna Ziadeh, der regnes for kristen i Libanon, selv om han vist ikke vil kalde sig kristen, har truffet en muslim – han kalder ham Youssef – som er blevet grebet af kristendommens budskab, som også går til kristne gudstjenester, men som, da han spurgte præsten i den pågældende kirke, om han kunne blive døbt, blev spurgt, om han var jordansk statsborger, og da han bekræftede det, fik dette afvisende svar: ”Vi foretager ikke konverteringer i vores kirke”.

Det vil sige, den religionsfrihed, som praktiseres i Jordan – og Jordan er ellers ét af de mest frihedsorienterede lande i Mellemøsten – gælder kun dem, der i forvejen er kristne. Som Ziadeh formulerer det:

I den arabiske verden er tro en arvesag, ikke en frivillig bekendelse. – – alle opdrages til at se på deres nedarvede tro som den eneste rigtige.

Og lidt tidligere:

Den herskende holdning er, at de, der fornægter islams sande budskab, er forrædere, der har tabt alle deres rettigheder. De har begået socialt selvmord.

Derimod er det ikke blot tilladt, men ligefrem ønskeligt – altså set fra statens side – at kristne bliver omvendt. Det har Ziadeh selv været udsat for:

Jeg husker tydeligt, da jeg var 15 år, hvor mine skolekammerater – der oplevede, hvordan jeg blev sendt ud en gang om ugen i islamkundskabstimen – insisterede på at tage mig til en kendt sheik, »som vil åbne dit hjerte for Allahs sandhed«, lovede de. Efter to timers diskussion med den shiamuslimske sheik, som kun kendte til kristendom gennem de muslimske tekster, faldt dommen.

»Intet håb. Han er forladt af Guds nåde, la rahmat li allah bih,« erklærede sheiken. Selv i det ellers kristent ledede Libanon ville helvede være sluppet løs, hvis en kristen havde foretaget den form for omvendingsbestræbelser på en muslim. Deri ligger problemet, ja, tragedien, som mange som Youssef oplever. De arabiske medier og samfund fejrer enhver omvendelse til islam, alt imens de fordømmer og straffer ethvert fravalg af den herskende religion.

Han medtager den indflydelsesrige sheik al-Qaradawi’s udtalelse, at uden dødsstraffen for frafald, ville der ikke være nogen muslimer tilbage, men kommer derefter med et mere kompliceret bud på islams behandling af de frafaldne:

Dødsstraffen mod de frafaldne er udtryk for en dybt forstyrret forflygtigelse, som forener de herskende eliter, det religiøse establishment og »manden på gaden«. Den store syriske filosof Sadek al-Azem påpegede, at i kampen mod Vestens overlegenhed – teknologisk, socialt og især militært – opdyrkede de arabiske og muslimske samfund myten om islams religiøse og moralske overlegenhed. En absolut overlegenhed, som ikke formindskes af de islamiske staters militære nederlag eller af deres økonomiske afhængighed af Vesten.

I islams overlegenhed søgte befolkningerne trøst for Vestens overlegenhed i næsten alt andet. At forkaste islam svarer til at forkaste det eneste, der er enighed om, hvad angår islams autenticitet og dens samhørighedskraft. At fornægte islam er at underminere den fælles trøstefortælling.

Det lyder lidt mærkeligt, men jeg tror, det er sandt: tanken om islams overlegenhed er en fælles trøstefortælling for samtlige muslimer. Men man kan roligt sige, at det ikke er nogen sund fortælling, hverken for de muslimer, der lever i de muslimske lande eller for dem, der lever hos os. Dels må det, efterhånden som den enkelte muslim lever sig ind i Vestens kultur, blive mere og mere svært at fastholde muslimernes moralske overlegenhed – i hvert fald, hvis muslimerne mødes med teologisk modsigelse, hvad der desværre sjældent sker – og dels må det i det lange løb blive klart for selv den mest tungnemme muslim, at de nålestik – læs: terroraktioner – som stærkt troende muslimer stadig får held til at gennemføre i Vesten, er en utrolig svag afglans af den militære magt, islam besad i middelalderen.

Jeg har tidligere, nemlig her, citeret en belgisk professor Wim van Rooy for at siger noget af det samme. Han har, siger han, tilbragt megen tid med at udspørge diverse undervisere, herunder folk, der underviser muslimer. Selv har han også undervist dem.

Da jeg arbejdede med undervisning, og da jeg talte til disse muslimer, blev jeg klar over, at i virkeligheden er de komplet ligeglade med at lære matematik og historie. Det rager dem en papand. Og det skyldes den rammefortælling, som deres religion giver dem. Hvordan det? Fordi i koranen er det hele skrevet ned, Allah véd alting, Allah kan forvandle verden i løbet af et sekund. At integrere ren videnskab ind i en sådan rammefortælling er en vanskelig opgave. Og denne rammefortælling, denne antikulturelle conceptionelle rammefortælling, den har de internaliseret fuldstændig. De sidder derfor i klasselokalet rastløse og uden at være interesserede, eller de keder sig og bliver rå, hvilket også er almindelig kendt. Så den indstilling, vi har – jeg tror, Spinoza kalder den ‘libido scienti’, lysten til at vide noget – den har muslimerne ikke.

Jeg véd ikke, om dette giver nogen forklaring. Men det fortæller i hvert fald mig, at den rammefortælling – blandt andet en fortælling om Guds almagt, der langt overstiger, hvad vi forstår ved almagt – er med til at holde den muslimske verden nede i uvidenhed, og ligeledes med til at vedligeholde det had til os vesterlændinge, som præger dem, men også med til – og det er en tredje af van Rooys iagttagelser – at holde muslimerne i en konstant tilstand af skizofreni: de skal med den del af deres intellekt, der tilslutter sig islam, fastholde en overlegenhed, som de med den del af deres intellekt, der ser sig om i verden, må finde absurd.

Ziadeh skriver til næstsidst:

De arabiske regeringer kender udmærket til betydningen af de få frafaldnes opgør med statens religion, idet de behandler dem på samme måde, som de totalitære regimer i Østeuropa behandlede de dissidenter, der enten nægtede at følge kommunistpartiets ideologi eller prøvede at hoppe af til Vesten.

Det forekommer mig, at han har ret. Og det får mig til at se de åbne arme, vi har overfor de mange migranter fra de muslimske lande, som en stor fejltagelse. Vi holder os til flygtningekonventionen. Men den blev til for at fortælle, hvad vi skulle gøre ved de jøder, der flygtede fra Tyskland i trediverne, og de mennesker, der flygtede fra østblokken frem til sammenbruddet. Og de migranter, vi nu tager imod, ligner slet ikke disse flygtninge. Det gør derimod en mand som Youssef. Han lever i en totalitær ideologi, der forhindrer ham i at være et normalt menneske. Det er muligt, at han ikke ender med at ville flygte til Europa. For Jordan er jo hans land. Men hvis han gør, så er konventionerne skrevet for folk som ham langt mere end for de folk, vi faktisk tager imod.

Desværre har Ziadeh mere ret i det sidste, han skriver, end godt er. Han slutter således:

Youssefs beslutning om at skifte religion var ikke ment som et politisk opgør, men det er det blevet. Youssef og de få andre konvertitter er de egentlige muslimske dissidenter. De kan sammenlignes med de sovjetiske balletdansere eller musikere, som ønskede at danse eller skrive musik på en anden måde, end hvad partiet tillod. Da de hoppede af til Vesten, foretog de også en politisk handling.

Det farligste ved Youssefs valg er, at han slet ikke er et politisk menneske. Han virker ganske almindelig. Jo mere gennemsnitlig og normal personen er, des farligere er hans fravalg af den herskende ideologi. Til forskel for kommunismens dissidenter, som nød Vestens forståelse og støtte, bliver Youssef og de andre frafaldne kun mødt med tavshed og frygt.

Vi har endnu ikke fundet ud af, hvordan vi kan befri muslimerne for deres tro, dvs., hvordan vi kan missionere blandt dem. Men hvis det netop er deres muslimske tro, der undertrykker dem, så er det den, vi skal bearbejde og modsige på enhver måde.

Udgivet i Islam | Tagget , | Skriv en kommentar

De journalister, de journalister!

Oven på det forrige indlæg vil jeg lige tage også journalisterne ved vingebenet. Det fortjener de. Når nu tilsyneladende Kristeligt Dagblads chefredaktør ikke vil.

For er det da ikke for dårligt, at danske journalister så mange år efter, at der kom muslimer til landet, i lyset af, at netop muslimers tilstedeværelse volder os danskere alle mulige problemer, véd så lidt om islam, at de ikke kan eller vil stille de mest simple spørgsmål, men bevidstløst fortsætter med at prøve at bilde os ind, at muslimer nok i tidens løb skal integreres fuldstændigt i vort samfund?

Måske man også skal blive lidt forarget over den Deadline-udsendelse den 17-10, hvor man prøvede at tage ved lære af Magnus Boding Hansen, journalist på Weekendavisen. Han havde i sin avis haft en lang artikel, som prøvede at pille lidt ved afdøde krigsjournalist Jan Stages stjernestatus, se her.

Boding Hansen hævdede, at der rundt om Stage havde dannet sig en slags schweizergarde, som tog ham i forsvar, ligegyldigt hvor store journalistiske brølere han begik. Han havde f.eks. den uskik at anbringe sig selv i begivenhedernes centrum, når han fortalte, og det uanset, om han havde været til stede eller ej. Han kunne også finde på at skrive om en person, at han var død, selv om han senere kunne træffes lyslevende et helt andet sted. Han tog det i det hele taget ikke så nøje med kendsgerningerne. Og det var faldet den yngre Magnus Boding Hansen for brystet. To af de gamle, Karen Thisted og Georg Metz, prøvede at dysse sagen ned, selv om de måtte indrømme, at det ikke var så godt med den slags unøjagtigheder. Men han skrev nu så fremragende, så det var forståeligt, at diverse chefredaktører faldt for hans artikler.

Ja, ja, det kan man da godt mobilisere lidt forargelse over.

Men hvis jeg skal være ærlig, er der noget, jeg kan blive tusind gange mere forarget over ved journaliststanden. Godt nok er det en iagttagelse, jeg står ret alene med, men da min iagttagelse stadig forekommer mig indlysende rigtig, lever forargelsen stadig i mig.

Det drejer sig om den iagttagelse, jeg gjorde i efteråret 2015. Allerede i august stillede jeg på baggrund af en flugtberetning fra oktober 2014 det spørgsmål, om det var Tyrkiet eller Grækenland, der havde ændret på deres procedurer, så det gav anledning til de mange flygtninge, der dengang i august 2015 fik migrantstrømmen over Det ægæiske Hav til at eksplodere, se her.

Dengang anede jeg ikke, at jeg næsten var den eneste i hele Europa, der stillede dette spørgsmål.

Og da jeg en månedstid senere fandt svaret på mit spørgsmål, anede jeg heller ikke, at der ikke var andre, der havde fundet dette dog ret enkle svar på spørgsmålet om årsagen til migrant-tsunamien i 2015-16. Svaret var, blev jeg klar over, se her, at Syriza i januar 2015 gik til valg på at indføre en mere human migrantpolitik, og at partiet, da det faktisk vandt valget og dannede regering, gav kontraordre til den græske flåde: den ordre, flåden hidtil havde haft: at den skulle tvinge alle migrantbåde tilbage – en ordre, der fremgår af den her omtalte flugtberetning – blev trukket tilbage, og Det ægæiske Hav – Europas grænse mod Tyrkiet – lå derfor fuldstændig ubeskyttet hen, enhver, der ønskede det, kunne sætte sig i en gummibåd og krydse de få kilometer til én eller anden græsk ø.

Det var det, menneskesmuglerne opdagede, og så kom der ellers gang i smugleriet. Så meget gang kom der i denne forretning, at de smuglere, der hidtil havde tjent penge på at sejle folk over fra Libyen til Italien, måtte til at sætte prisen ned og sende agenter ud for at hverve kunder.

Det, jeg opdagede, var ikke noget specielt. Enhver journalist kunne have fundet ud af det, hvis man havde turdet undre sig over de mange migranter, der oversvømmede Europas veje. Men ingen journalist spurgte. Ingen fik den tanke ind i hovedet, at der dog vel måtte være én eller anden årsag til, at der pludselig kom migranter ‘en masse’ over Ægæerhavet. Ingen!

Man betragtede det nærmest som en naturkatastrofe. Det var bare sådan, og som journalist syntes man mere opsat på at skildre de forfærdelige forhold, migranterne var flygtet fra – som man i parentes bemærket ikke anede en pind om – end på at give læserne eller seerne valide forklaringer.

Se, det er værd at være forarget over! Det er et journalistisk svigt af rang, overfor hvilket det, Jan Stage har foretaget sig, er det rene vand.

Jeg har tidligere nævnt denne journalistiske fadæse, f.eks. omtaler jeg her Dimitris Avramopoulos’ rolle dels som forsvarsminister under den regering, der lod flåden skubbe migrantbåde tilbage, og dels som migrantkommissær i EU-kommissionen. Det er naturligvis uetisk af ham, at han ”glemmer” alt, hvad han stod for tidligere, men det er ligeså uetisk, ja, faktisk imod den gravevirksomhed, som journalister mener, deres æreskodeks tvinger dem til at udføre, når journalister ikke interesserer sig spor for hans tidligere virksomhed.

Altså: der er måske grund til at komme med et lille pip i anledning af Kristeligt Dagblads journalisters manglende spørgsmål til muslimerne, som omtalt i sidste indlæg. Der er måske grund til at komme med et lidt større pip, måske endda en indsigelse, mod Jan Stages måde at drive journalistik på. Men der er minsandten grund til at komme med et rungende advarselsråb overfor den tavshed, der prægede journalisterne, da migrantkrisen var på sit højeste.

Og journalisterne er de værste. Jeg kan til nød forstå – om end på ingen måde acceptere – Avramopoulos’ forglemmelse, der vel snarere må kaldes en fortrængning. Jeg mener, han blev udnævnt til et dyrt betalt embede i EU, og har derfor skullet gå ind under de fine principper, EU har, f.eks. princippet om ikke at tvinge eventuelle asylansøgere tilbage. Og når han i sit embede som EU-kommissær undlader at tvinge asylansøgere tilbage, så er det i høj grad i hans interesse som EU-kommissær, at ingen opdager, at han selv tidligere lod den græske flåde gøre netop det. Hvis nogen bliver klar over det, vil han naturligvis skulle forklare, hvorfor han ikke foretager denne simple operation, for – ikke sandt – når de virkede tidligere, hvorfor skulle det så ikke virke nu? Så derfor er det ikke mærkeligt, at han tænker ved sig selv: Hellere holde mund med vor tidligere praksis.

Men at journalister ikke graver denne kendsgerning frem og stiller ham det EU-kætterske spørgsmål: Når det virkede tidligere, hvorfor så ikke prøve, om det virker nu?, det er utilgiveligt, det er med til at tilsløre sandheden, det er en hån mod al god journalistik.

Men det er, hvad Europas journalister har gjort, eller altså: undladt at gøre. Og ingen opdagede noget.

Udgivet i Etik | Skriv en kommentar

De forskere, de forskere!

Af og til undrer man sig lidt over alle de penge, der bruges på forskning på vore universiteter. Det er de særeste ting, der forskes i. Og når der endelig forskes i noget, som dog kan siges at have en vis aktualitet for vort samfund, f.eks. i integration af muslimer i Danmark, så føler man alt for ofte, at forskeren er bange for at sige noget, der kan støde muslimer, for han eller hun véd jo udmærket, at muslimerne lytter med, og vil derfor nødig sige noget, der kan vanskeliggøre deres integration.

Og ærlig talt, så bør de ikke kaldes forskere, men påvirkningsagenter, betalt af regeringen til at påvirke os almindelige danskere til at have en positiv holdning til muslimer og til fortsat indvandring af samme.

Og da journalister ofte er ude i samme ærinde og derfor misbruger forskertitlen ganske skamløst – så snart de kan sige, at sådan og sådan siger ”forskningen”, undersøger de ikke sagen yderligere, selv om enhver idiot kan sige sig selv, at de måske burde spørge yderligere ind til problemet – kan de få samme etiket klistret på sig: påvirkningsagenter!

Nu forleden var der således en artikel på forsiden af Kristeligt Dagblad, se her. Anledningen var, at Udlændinge- og Integrationsministeriet har udgivet én af deres årlige undersøgelser af, hvordan det går med integrationen. Og lad os nu foreløbig gå ud fra, at de spørgsmål, man stiller, er ægte nok, at de altså ikke leder hen til et bestemt svar. Det vil sige: når man har spurgt, om respondenten synes, at religionskritik skal forbydes, men ikke gør rede for, hvilken religion man tænker på, eller hvilken sammenhæng kritikken fremkommer i, så går jeg foreløbig ud fra, at det er et relevant spørgsmål, og at svaret på det kan fortælle noget væsentligt.

Det viser sig, fortæller undersøgelsen, at det er 48 procent af efterkommerne, der mener, at religionskritik skal forbydes, mens det er 42 procent af indvandrere og knap 20 procent af etniske danskere, der er enige i den påstand.

Og naturligvis vil de af os, der har fulgt lidt med i udviklingen her i landet gennem de seneste ti til tyve år, sige til os selv: nå ja, det tænkte vi nok; men hvorfor dog lave en dyr undersøgelse af noget, som vi godt vidste i forvejen?

Dog, denne opfattelse får vi ikke lov til at have ret længe. I mellemoverskriften får bladets journalister lige anbragt en bemærkning fra én eller anden person, som de kalder en forsker:

Vi skal passe på med at lade tallet være et udtryk for en fejlslagen integration, mener forsker.

De fleste af os kan jo ellers udmærket se, at det just er det, undersøgelsen viser: fejlslagen integration. Nå ja, det kommer måske an på, hvor meget integrationen skal være forgæves, før den er fejlslagen. Vi andre kan godt huske tyve-tredive år tilbage til den tid, hvor vi var så grænseløst imødekommende overfor ”fremmedarbejderne”, som vi kaldte dem, og hvor vi da bestemt regnede med, at de i løbet af ganske få år ville blive som os. Nogle af os gik så over til at tale om multikulti, da det viste sig ikke at gå helt, som vi havde forventet: nu skulle de fremmede da sandelig have lov til beholde deres kultur, samtidig med, at de integrerede sig i vores kultur – hvordan det så skulle kunne lade sig gøre. Men da heller ikke det så ud til at være de vises sten, gik vi – eller i hvert fald nogle af os – over til at studere den kultur og den religion, de kom fra, lidt nærmere. Og så er vi – meget langsomt – nået til den erkendelse, at integration er noget nær umuligt, når det er muslimer, det drejer sig om. Så ”fejlslagen integration”, nå ja, hvis vi ikke mere forventer os nogen integration, så er integrationen vel hverken fejlslagen eller retslagen, den forekommer bare ikke.

Men denne opfattelse må vi endelig ikke som læsere af Kristeligt Dagblad løse billet til. Journalisterne skynder sig derfor at interview’e en forkvinde for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi. Navnet indikerer, at hun nok er muslim, og det tyder det svar, hun giver, også på.

Hun mener, at efterkommere bliver mere religiøse end deres forældre. Og sjovt nok, den iagttagelse kan man vist som dansker give hende ret i. De danskere, der kom til Argentina, f.eks., ville gerne holde fast ved deres danske traditioner, og til dem hørte kirken. Og kirken fik derfor i deres dagligdag en større plads, end den havde haft i Danmark. Så det er ganske naturligt, at efterkommere bliver mere religiøse end deres forældre.

Men når hun fortsætter med at begrunde det med, at de ikke føler sig som en del af det danske samfund, springer kæden af for hende. Og når hun i det næste, hun siger, lader forstå, at det mest er danskernes skyld, at de ”føler sig ekskluderet”, så er hun helt på gale veje.

Hvad havde de ventet? Havde de ligefrem ventet, at vi danskere skulle stå på pinde for dem?

Tja, af og til hører vi om tilfælde, der synes at vise, at det netop er det, de hertil migrerende muslimer forestiller sig. Jeg husker således et tilfælde fra Næstved, hvor det kom frem, at nogle muslimer var utilfredse med den behandling de fik, og nærmest havde forestillet sig, at de fik stillet hus og bil og arbejde til rådighed; så først kunne de overbevises om, at vi danskere betragtede dem som lige så meget værd som os selv.

Men jeg vil nu hellere vise tilbage til den forklaring, to psykologer kom med angående de mange ildspåsættelser, der forekom i vinterferien 2008 (ak ja, dengang var det ”kun” affaldsbeholdere, der blev antændt, ikke biler) se her. De forklarede, at de muslimske drenge hjemmefra fik den muslimske rangorden indpodet: drenge var mere værd end piger, muslimer mere værd end ikke-muslimer. Og, fortalte de, når så disse drenge kom ud i det virkelige liv og opdagede, at de aldeles ikke var mere værd end danskerne, så blev de frustrerede, og så greb de gladelig den forklaring, som danskerne tilbød dem: dette, at de ikke kunne klare sig, var danskernes skyld; vi var ikke åbne nok, ikke inkluderende nok, forstod ikke, hvilke traumer de havde lidt under på deres flugt, osv. For oh, så var det ikke deres skyld, så var det ikke dem, der var noget galt med, så kunne de bibeholde den rangorden, de havde med hjemmefra: at muslimer var mere værd end danskerne.

Følte de sig ekskluderet? Muligvis, men det vil de jo gøre alle steder, hvis de på forhånd kommer med det, de to psykologer kalder et ”merværdikompleks”.

Men jeg vil her ikke blot bebrejde Halima El Abassi, at hun siger, som hun gør, jeg vil også bebrejde Kristeligt Dagblads journalister, at vi læsere som det første skal præsenteres for en forklaring, der lægger skylden på os danskere.

Men som om det ikke var nok, skal vi præsenteres for endnu en forklaring af samme art. Den kommer fra Tarek Hussein, forfatter til bogen ”Det sorte Skæg”. Han siger:

Når man som muslimsk minoritet de seneste 20 år har følt, at man er blevet hetzet på baggrund af ens religion og kultur, så hæver man i sidste ende paraderne. Konsekvensen bliver, at man afviser enhver kritik af religion, også selvom den er berettiget.

Ikke sandt, her siges det direkte, at vi danskere, vi er altså nogen værre nogen. Vi ligefrem hetzer de arme muslimer, og Tarek Hussein har endda oplevet det igennem hele 20 år. Arme mand!

Men ikke et eneste uddybende spørgsmål fra vore journalister! Ikke om det falder dem ind, at det måske kunne være lidt overdrevet! Og heller ikke får de den tanke, at give den stakkels Tarek lejlighed til at forklare sig lidt nærmere, så vi måske i fremtiden kunne komme denne hetz til livs. Nej, de lader som ingenting. De accepterer hans udtalelse som den mest naturlige ting af verden.

Det kunne da f.eks. have været sjovt at få at vide, hvad det er for en form for religionskritik, han trods alt finder berettiget. Er det det, at islam foreskriver, at enhver, der fraskriver sig islam, skal slås ihjel? Det giver i sig selv ikke megen lyst til religionskritik, i hvert fald ikke af islam. Eller er det det, at de unge ikke må komme sammen med unge muslimer af det modsatte køn, så de selv kunne finde ud af, hvem de vil dele livet med? Intet svar, for der er intet spørgsmål.

Nå, dette var, hvad ”tilfældigt” udvalgte muslimer mener, nu til det alvorlige, nu til forskerne!

Her har journalisterne fået fat i Karen Nielsen Breidahl, der er lektor ved institut for politik og samfund ved Aalborg universitet. Hun er muligvis identisk med den forsker, de nævner i begyndelsen, for hun gentager dette synspunkt:

vi skal passe på med at lade undersøgelsen og i særdeleshed spørgsmålet om religionskritik blive et udtryk for, hvordan det står til med integrationen generelt.

Javel, så passer vi på med det da. Én gang til! Men Karen er dansker, så hende kan vore to journalister godt stille opfølgende spørgsmål til.

Adspurgt hvorfor, kommer lektoren med et eksempel. I 2015 lavede hun en lignende undersøgelse, hvor hun blandt andet spurgte danskere og indvandrere om, hvorvidt børn på daginstitutioner skulle spise traditionel dansk mad. Det svarede omtrent 40 procent etnisk danskere ja til.

Modsat var tallet lavere for indvandrere. Her har vi igen at gøre med en frihedsrettighed, hvor det faktisk er danskere, der vil tvinge et barn til at spise en bestemt kost, og det samme ser vi i for eksempel debatten om tildækning,” siger hun og fortsætter:

Derfor tror jeg ikke, at det her spørgsmål i sig selv afspejler, om man er imod danske eller demokratiske værdier. Når folk bliver præsenteret for sådan et spørgsmål, så er det de færreste, der fører det tilbage til oplysningstidens idealer. Svaret afspejler i stedet en aktuel debat, hvor splittelsen er stor.”

Jeg véd ikke, om læseren kan forstå det eksempel, hun kommer med. Det er mig, der har sat streg under ”tvinge” i andet afsnit. Som jeg læser hendes referat af undersøgelsen, ville man blot undersøge, om der i daginstitutionerne skulle serveres traditionel dansk mad. Men hvis man svarer ja til det, kan man så på nogen måde tages til indtægt for, at man vil tvinge sit barn til noget som helst? Jeg kan ikke indse noget i den retning.

Og i det sidste afsnit viser hun vist udelukkende, at hun ikke har forstået noget af, hvad demokratiske værdier er. For kritik, også kritik af religion, er da en uundværlig del af de demokratiske værdier.

Men dette blev alligevel vore to journalister for meget. Og i stedet for at spørge videre overfor Karen Nielsen Breidahl, opsøger de et sidste offer, Yvonne Mørck, lektor ved institut for samfundsvidenskab og erhverv på Roskilde Universitet, og minsandten, det kommer der endelig noget fornuftigt ud af (og det fra en lektor ved det knaldrøde og udskældte RUC, utroligt!). Så hele artiklen slutter med, at denne lektor siger:

Vi skal blive bedre til at insistere på, at kritik, hvad enten det handler om religion eller noget andet, er en del af vores almene demokratiske dannelse.”

Ja og amen. Men, kære Yvonne og kære journalister, det er altså lettere sagt end gjort. For religionskritik i det hele taget og kritik af islam i særdeleshed er ganske utænkeligt indenfor islam. Muhammed fik forelagt koranens ord som noget, der bare skulle tros – efter eget udsagn – og andre muslimer må på tilsvarende måde blindt bøje sig for disse påstået guddommelige ord. Der er virkelig ikke noget at kritisere. Hvis man gør det, afslører man sig øjeblikkelig som en frafalden muslim, for den muslimske trosbekendelse lyder som bekendt, at man tror på Allahs énhed og på, at Muhammed er hans sendebud. Hvordan kan man gøre det, hvis man ikke i ét og alt og uden kritik overhovedet bøjer sig for disse guddommeligt nedsendte ord?

Nå, besynderligt nok – og glædeligt nok – opdager man så dagen efter, at dette er skrevet, at Kristeligt Dagblads leder gør opmærksom på det samme som jeg. Erik Bjergager, avisens chefredaktør, skriver i en leder:

De muslimske eksperter har sikkert ret i, at indvandrere og især deres børn kan føle sig ekskluderet og hetzet i Danmark. Men det er ikke den vigtigste grund til, at også herboende muslimer modsætter sig kritik af deres tro. De eller deres forældre kommer fra muslimske lande, der i deres lovgivning praktiserer forskelsbehandling af ikke-muslimer. De kommer fra lande, der lovgiver mod blasfemi, så kritik af islam udlægges som en forbrydelse. Og de kommer fra lande, hvor muslimer, der vender islam ryggen, lever livet farligt.

Islam er som sådan ikke en tolerant religion. Den fordrer underkastelse, ikke modsigelse. Den muslimske verden har ikke fostret religionskritikken, sådan som den kristne verden har. At blive agnostiker, ateist eller konvertere til for eksempel kristendom fra islam er den ultimative religionskritik. Og netop den frihed og kritik forbyder islam.

Men så er det, man spørger sig selv: Hvis denne viden om islam forefindes inden for Kristeligt Dagblads fire vægge, oven i købet på chefredaktørniveau, hvorfor synes den så fuldstændig fraværende hos bladets journalister? Hvorfor blev de muslimer, der blev udspurgt og som her kaldes eksperter, ikke mødt med nogle af de modspørgsmål, som jeg ovenfor har efterlyst?

Desværre – jeg har ikke noget svar. For jeg forstår det ikke.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget , , | 1 kommentar

Forkyndelse eller præstesnakkerads

Det er Kaj Munk, der bruger ordet ”præstesnakkerads”, se her. Han bruger det i en prædiken over Mark 7,31-37, beretningen om Jesu helbredelse af en døv, der også vanskeligt kunne tale. Det er jo, kan man nok høre, en lidt nedladende betegnelse for nogle præsters prædiken. Det, Munk gør indsigelse imod, er, at de ikke tager helbredelsesunderet for pålydende, men i stedet giver sig til at komme med åndelige fortolkninger. At Gud helbreder din døvhed, vil blot sige, at han giver dig øre for evangeliets sandhed, siger han, at han helbreder din stumhed betyder blot, at han giver dig mod til at blive en bekendende kristen. ”Den Tønde har vi nok af”, siger Munk i sin anklage mod sine kolleger.

Men ak, han øser selv af netop den tønde i slutningen af prædikenen. Her hedder det:

Kanoners Torden og Bombers Drøn er ved at gøre al Menneskeheden døv, og Lidenskabens Krampe ryster den, saa Talens Brug er den nægtet, og den stammer paa Forbandelser og Løgne. Vi længes, længes raadvildt, med Øjne, der svier af at stirre, og fordi de ikke længere kan græde, vi længes efter det Menneske, den Nation, den Aand, der kan bringe denne arme Menneskehed hen til Frelseren. Vi ved, at Han venter, rede til, saa saare det blot er muligt, at gøre sit Kærligheds Under, saa den døve skal kunne høre Sangen om Livets Mening, og den stumme skal løfte sin Stemme til at deltage i Lovsangen om, at Han gør alle Ting vel.

Og ikke sandt, så siger man: Åh, gudskelov, at han alligevel øste af den tønde. For det kan vi forstå.

Luther har også skullet prædike over denne tekst. Det har han endda gjort flere gange. I en prædiken fra 1538, som vi desværre kun har i en ret pauver gengivelse, se her, hedder det blandt andet:

Dette er et smukt mirakel, hvis man sammenligner med det, han gør i dag. For i vore dage fødes børnene, så de ikke blot ikke har ører, osv., men heller ikke har sjæl, osv., men på et år får alt dette givet, sjæl, legeme, tunge, osv. Dette mirakel er så almindeligt, at det overhovedet ikke bliver bemærket. Der er jo næsten ingen i verden, der takker Gud, fordi han har en fin tunge og et fint øre, som har og igennem 50 år har haft et fint ansigt. Hvor mange er der, som af hjertet glæder sig over dette store under? Her undrer de sig, fordi han helbreder ham, osv. Men at de selv kan høre, det er ikke underligt. Han udfører dette mirakel i de små, for at vi skal forstå det store mirakel, for hele verden er døv, fordi den ikke forstår.

Man kan selvfølgelig godt spekulere på, om Markus lige har tænkt på det, som Luther her gør opmærksom på. Men man kan vel også give Luther ret i hans undren over, at vi kan tale, kan høre andre tale, kan tale sammen og forstå hinanden. Måske endda vi vil sige, at det er det store under, underet med den døvstumme kun et mindre under. Og bevares, man kan måske godt sige, at Luther bevæger sig ud i noget af det, Kaj Munk kalder ”præstesnakkerads”, men det er en forunderlig og god prædiken, der kommer ud af det.

Det betyder ikke, at vi andre har kunnet gøre disse to kunsten efter. Der er sikkert ofte kommet ikke så lidt præstesnakkerads ud af munden på os. Så man kan da godt forstå Egon Clausen og Erik Hagens, når de – som jeg omtalte det for et par indlæg siden – på grund af den megen præstesnakkerads, som de hører, mener, at hvad de selv finder ud af, er mindst lige så godt som det, vi ”kloge” teologer disker op med, måske endda bedre eller i hvert fald mere i overensstemmelse med Jesus selv.

Noget af det, der ofte får præster til at forfalde til præstesnakkerads, er det, jeg har kaldt ”totalsyndighedstanken”. Man føler sig forpligtet til at forkynde syndernes forladelse, ja, man mener sågar, at det kristne evangelium i en nøddeskal er, at vore synder er os forladt. Og for at få denne forkyndelse til at gøre indtryk på tilhørernes hjerter, må man naturligvis forudsætte, at der er nogle synder, der skal forlades, ellers synes jo begrebet ”syndernes forladelse” at blive udhulet. Og så trækker man det gamle, velkendte øg af stalden, der hedder, at vi alle er syndere. Men hvordan vi er syndere, hvad vor synd sådan mere præcist består i, hvor vi gør noget forkert, der kræver ugentlig syndsforladelse, det hører vi ikke ret meget om.

Her tror jeg, det kan være en lettelse, hvis man gør sig klart, at Jesu etik er en relationsetik. Det, Jesus vil med sin forkyndelse, er at hele brudte forhold eller at opbygge allerede eksisterende forhold. Der er ikke tale om, at vi hver dag begår en vis mængde overtrædelser, som vi så kan få tilgivelse for om søndagen. Der er tale om, at vore indbyrdes forhold opretholdes ved Guds kræfter, ved Helligåndens gerning, og at ordet om syndsforladelse vil bekræfte os i, at vi ikke står over vor næste, at vi ikke kan manipulere ham eller hende til at holde af os, at vi er dybt afhængige af de andre, når det drejer sig om at have kærlighed i hjertet, tillid i sindet og fortrolighed som en daglig styrke.

Men dette, at præster føler sig forpligtet på at tale om synd, fører med sig, at de så at sige aldrig siger noget positivt om menighedens liv. Og det er egentlig en skam, for det er med til at gøre prædikenen uvedkommende.

Jeg tænkte på det i søndags. Her var teksten Luk 14,1-14, hvor der fortælles om helbredelsen af en mand med vand i kroppen og om dette med at sætte sig øverst eller nederst ved bordet. Det er dette sidste, jeg her vil have fat på. For enhver, der kikker ind i en kirke om søndagen, opdager, at vi som den naturligste ting af verden retter os efter Jesu ord her: vi sætter os nederst, ingen sætter sig øverst, kun dåbsfolk, hvis der er sådanne til stede, og det er ikke, fordi de skal hædres frem for os andre, men fordi døbefonden som regel står mellem skib og kor.

Selvfølgelig kan der være andre steder, hvor vi ikke følger Jesu anvisning, men i en dybere forstand er denne fortælling trængt ind i vores kultur. Jeg tænker på det forhold, at vi har forstået, at respekt er noget, der vokser frem af sig selv, ikke noget, man kan fremtvinge hos andre, hverken ved magt, ved overlegen kundskab eller ved smukt udseende. Man må udlevere sig som person, lade de andre se, hvad der bor i én, så måske de vil acceptere én, så måske de vil vise én respekt.

Det er noget, vi tager som en selvfølge. Vi spekulerer ikke over, hvor vi har den overbevisning fra. Vi har den blot. Men kunne det ikke tænkes, at Jesu anvisning om hæderspladser ved bordet har spillet en rolle for denne del af vor overleverede kultur. Jeg mener: når Jesus viser os, hvor dumt det er selv at tiltage sig en lidt for fremragende plads i stedet for at lade andre om at give én den anerkendelse, man ønsker sig, så er det jo det samme, der er tale om: respekt er ikke noget, man selv kan tvinge andre til at vise én, nå ja, det kan man måske godt, men det bliver en kunstig form for respekt, nej, vil man have den ægte respekt, må man lade den komme af sig selv.

Som sagt, vi tænker ikke over, at vi har det sådan i vort indbyrdes samliv, vi danskere, det er os så selvfølgeligt som noget. Og det falder os derfor meget svært at forstå, at mennesker fra en anden kulturkreds kan tænke anderledes om disse materier. At muslimerne føler deres ære gået for nær for et godt ord, nej, vi forstår dem ikke. At de føler, de skal kæmpe for deres ære, det synes vi da er godt tosset. At de absolut med magt vil sætte sig i respekt, det viser, synes vi, at der er noget, de helt har misforstået.

Men hvis vi vil benytte denne forskel i kultur mellem os og vore muslimske landsmænd til at prale af vort samfund: ha, ha, vi er da bedre end jer!, så viser det, at der er noget, vi har misforstået. Det, man har fået foræret, kan man ikke prale af, som om det er noget, man selv har fremkaldt. Og den forståelse af, hvad respekt er, er noget, vi har fået ind med modermælken – jeg vil hævde: i sidste ende fra Jesu forkyndelsen, andre vil sige: fra den naturlige menneskelighed – den er ikke noget, den enkelte har frembragt i sit indre, den er noget, vi har erfaret som noget godt og yderst lykkeligt, men det er noget, der ligger i vort samfunds kerne, noget, der vokser frem, vi véd dårlig nok hvordan, og som vedligeholdes ved en række drillerier, en række små finter, en række underforståetheder, og måske i sidste ende ved fortællingen fra Luk 14.

Også en anden af Jesus-traditionerne har sat sit præg på vort samfund, nemlig lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Jeg har før – alt for ofte, vil nogen nok sige – været inde på, hvordan den i misforstået form er blevet anledning til den sygdom, jeg kalder samaritanitis, men denne gang er det den ægte side af lignelsen, jeg vil have frem, den side af den, hvor forkyndelsen er, at den næste, der skal elskes, ikke er begrænset til folkefællen, men at dem fremmede hører med ind under buddet.

Man kan nemlig om denne del af lignelsen sige, at dens budskab tages hen som en selvfølge af os. Vi har ikke i vor folkelige forståelse af forholdet mellem os og de fremmede, nogen tro på, at vi danskere i særlig grad skulle være Guds børn. Alle andre mennesker er da i lige så høj grad som vi Guds skabninger og dermed Guds børn. At Gud skulle elske os frem for andre mennesker, nej, det falder os ikke ind.

Det betyder ikke, at vi ikke udmærket kan mene, at Danmark er for danskere, uden at bryde med denne opfattelse. Hermed mener vi jo blot, at vi danskere er ét folk blandt mange, og at de andre folkeslag har deres skikke og mere eller mindre ubevidste reaktionsmønstre, ikke, at vor væremåde er den bedste, blot, at den er den, der har vundet hævd her i landet. Vore love er ikke guddommelige, det er blot vore love og ikke andre landes love, om end vi naturligvis har lært af de andre og lyttet til deres argumentationer.

Her er det anderledes med muslimerne og de muslimske love, og til en vis grad også med jøderne og deres love. Jeg har tidligere refereret David Novak, der i sin bog ”Natural Law in Judaism” omtaler en rabbinsk udlægning af 2 Mos 21,35-36, se her. Her omtales, hvad man skal gøre, hvis en mands okse stanger en anden mands okse ihjel. Og Novak forklarer, at en rabbiner, der kan sin hebraisk, vil mene, at dette kun gælder, hvor begge parter er jøder, ikke hvis den anden mand er ikke-jøde; for det ord, der oversættes ved ”en anden mand”, betyder ”en landsmand”, og den naturlige lov eller den almindelige retfærdighedsfølelse kan derfor råbe alt det, den vil, om uretfærdighed, hvad der står skrevet, står skrevet, siger rabbineren, og det må man rette sig efter, så denne ligelighed gælder kun, når begge parter er jøder.

Den samme opfattelse af, at de, der har modtaget Guds lov, er noget særligt, gælder muslimerne. De finder talrige steder i koranen, der fortæller dem, at ”de er det bedste folk”, og den slags, og det retter de sig efter, ikke efter almindelig retfærdighedsfornemmelse.

Og derfor kan man sige, at det, Jesus vil med lignelsen om den barmhjertige samaritaner, nemlig nedbryde den forestilling hos jøderne, at de er mere end andre i Guds øjne, det er på en måde en overflødig ting at komme med til os danskere, men jo bestemt ikke overflødig til vore muslimske landsmænd.

Så også om dette kan man sige, at vi har taget ved lære af det kristne budskab, om end man også her på indrømme, at det såmænd også kan være den almindelige menneskelighed, altså tanken om den naturlige lov, der har overbevist os. For det er jo sandt: den tanke, som Paulus fremfører i Rom 2,11, at Gud ikke gør forskel på nogen, den forefindes også hos de gamle hedenske filosoffer.

Og altså: Når vi hele tiden skal høre om synd, høre om alt det, vi gør forkert, så bliver prædikenen nemt uvedkommende.

Det betyder ikke, at vi så skal høre om, hvor gode vi er. Det er ikke det, der er pointen. Men pointen er, at vi måske skulle høre om, hvordan vi kan og bør arbejde for at bevare vor indbyrdes tillid, hvordan vi måske burde være lidt mere præget af taknemlighed over det gode samfund, vi lever i, et samfund, der er godt, ikke blot fordi vi modtager mange ydelser fra stat og kommune, men også fordi der hersker tryghed og gode forhold til naboer og venner.

Og der er jo de fine ved det, at er vi taknemlige, kan det lettere gå sådan, at vi handler ud af taknemlighed. Og det er jo ikke det værste, der kan ske.

Jeg kan også sige, at vi i stedet for evig og altid at skulle høre, hvor store syndere vi er, måske en gang i mellem skulle deltage i Grundtvigs bøn i ”Morgenstund har guld i mund”, hvor han i sidste vers siger:

Gud give os at skinne så/ som himmellys, skønt af de små/ da randt for os guldterning”.

Udgivet i Luther, Ny testamente | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Var Jesus etiker?

Vi tager endnu en omgang ”Skovlunde-kunstværk-kritik”. Dog denne gang med udgangspunkt i kunstneren Erik Hagens bemærkning om, at det er etikeren Jesus, der interesserer ham, se her. Det giver anledning til at tage det spørgsmål frem: Var Jesus etiker? Kan det, Jesus ville, indordnes under begrebet ”etik”? Hvordan kan Jesus som etiker harmonere med det endeligt, han fik: han blev jo dømt som overtræder af den jødiske lov?

Jeg har ofte her på bloggen påvist, at islam er en lovreligion. Den gode muslim er ham, der overholde shariaens regler til punkt og prikke. Og en sådan muslim er meget påpasselig med, hvad han foretager sig, om det nu også passer ind under de regler, som hans religion foreskriver ham.

Af og til kan man se denne loviver næsten gå over gevind. Især, når det ikke blot drejer sig om ens egen lovoverholdelse, men også om andres respekt for loven. Loven synes at give den lovfromme uanede kræfter – og en uanet stejlhed, ikke blot til selv at overholde loven, men også til at anklage andre for ikke at gøre det.

Jeg har lige rejst mig fra Tv-avisens reportage om den opblussende modstand mod abort i USA. Og så må jeg sige, at vi ikke behøver gå til muslimerne for at finde stejlhed i opfattelsen af loven. En stejlhed, som let går hen og bliver ganske umenneskelig. Nogle af de abortmodstandere, som nu demonstrerer i USA, synes at ville have al abort forbudt og gjort strafbart, også en graviditet, som er fremkaldt af en voldtægt, skal det være strafbart at afbryde.

En tilsvarende stejlhed prægede jøderne på Jesu tid. Her var det ikke spørgsmål om abort eller ikke abort, det var spørgsmål om sabbatsoverholdelse: hvordan overholder man korrekt sabbatsbuddet?

I 1. Makkabæerbog 2,29-38 fortælles der om, hvordan nogle jøder havde forskanset sig i deres huler i deres kamp mod den hedenske konge. Hans folk angreb dem på en sabbatsdag, men de forsvarede sig ikke imod dem, for det var jo sabbat, de hverken kastede med sten eller spærrede indgangen til hulerne. Derfor blev de alle dræbt. Men de andre jøder, som så, hvad der skete, blev enige om, at de ville forsvare sig og slås, også selv om det skulle ske på en sabbat.

Det samme hørte vi om i kirken i søndags. Her blev der prædiket over Luk 14,1-14, hvis første del handler om, hvordan Jesus helbreder en mand på en sabbat, mens de lovkyndige og farisæerne holder øje med ham. Han forsvarer sig med, at enhver af dem jo ville drage deres søn eller okse op af en brønd også på en sabbat, hvis de var faldet ned i den. Men, fortæller en af parallellerne til historien, dette gav anledning til, at de planlagde at få Jesus slået ihjel. Så her ser vi den samme stejlhed, som lovholdningen andetsteds giver anledning til.

Vi så den for resten i en helt anden sammenhæng i Deadline den 12-10. Her blev nobelprisen i litteratur diskuteret. Den var blevet uddelt til den østrigske forfatter Peter Handke. Det var den ene deltager i debatten meget vred over. Hun var litteraturkender, ingen tvivl om det, men hun havde én gang for alle slået fast, at Peter Handke havde diskvalificeret sig selv til nobelprisen ved at sige noget pænt om Milosevic, den serbiske leder, der efter sigende har haft manges død på samvittigheden og blev anklaget for krigsforbryderdomstolen i Haag. Handke talte endda ved hans begravelse. Det ville den anden deltager ikke nægte, men han mente, at Handke skulle bedømmes på sine værkers litterære kvaliteter, ikke på forfatterens politiske holdning. Men intet bed på litteraturkenderen, hun forblev vred og afvisende: det var en eklatant fejl af nobelkomiteen, at den havde givet en sådan person nobelprisen.

Igen: Man lægger en moralsk målestok ned over virkeligheden, og dette virker tilbage på én selv, så man bliver stejl og stenhård i sin bedømmelse. For den gode moral giver én en uangribelig platform at argumentere ud fra.

Så spørgsmålet er: Var det moral, Jesus prædikede? Var det en særlig etik, han ville fremelske hos os? Var han ude på at gøre os dadelfri i moralsk henseende? Ville han give os en urokkelig platform for vore tanker og handlinger?

Lad mig først pege på nogle af de ting i Jesu forkyndelse, der ikke er af moralsk tilsnit.

Det gælder det ord, jeg tog frem sidst, ordet om at ”hver dag har nok i sin plage”, Matt 6,34. Det har nærmest karaktér af et godt råd til os mennesker. Det er dumt af os, hvis vi ødelægger dagen i dag med at gå og bekymre os for, hvad der kan ramme os i morgen. Det kan være svært at lade være med at bekymre sig, men bekymrer vi os på trods af Jesu advarsel, så er det ikke nogen moralsk regel, vi overtræder, der vil blot være tale om, at vi handler temmelig uklogt.

Eller vi kan tænke på de mange tilfælde, hvor Jesus viser sig tilgivende, endda overfor kvinder, der har levet som ægteskabsbrydere, hvilket måske vil sige: som ludere. Kendtest er nok Joh 8,1-11, hvor de, der ville stene ægteskabsbrydersken, går bort, fordi Jesus har sagt, at den, der er syndfri, skal kaste den første sten. Men Luk 7,36-50, kvinden i farisæerens hus, kan dog også nævnes som karakteristisk for Jesu handling. Om hende siges det direkte, at hun levede i synd i den by. Men episoden slutter jo med, at Jesus siger til hende: ”Dine synder er tilgivet”. Og: ”Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!” Det kan man dog vist ikke indregne som noget, der viser Jesus som etiker. Eller hvis man gør det, bliver det en ret speciel form for etik, der bliver tale om.

Man må vel i det hele taget sige, at Jesu tale om syndernes forladelse ikke just er det samme som det at opstille store og vanskeligt gennemførlige etiske retningslinjer. Han siger f.eks. i Mark 2,17, at de raske ikke har brug for læge, det har de syge, han er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere. Hvor ligger der noget etisk ideal i det?

-Hold nu op, vil man sige, har du ikke læst næstekærlighedsbuddet? Det, om noget, er da etik. Og at Jesus gik ind for næstekærlighed, det turde vel være bekendt. Hvortil så alle disse udflugter?

Og indrømmet, dette synes jo uimodsigeligt. Oven i købet kan man givetvis fremføre mange kloge teologers opbakning til denne tanke – nå nej, Erik Hagens er jo nærmest modstander af os ”kloge” teologer, men alligevel! Se blot her og her, hvad biskop Marianne Christiansen sagde ved folketingets åbning i 2015, det år, hvor vi havde den store migrantinvasion:

Hvordan forsikrer vi hinanden og ikke mindst vælgerne om, at intet bliver anderledes eller dårligere i fremtiden, og hvordan skal vi kunne rumme fremmede og flygtninge i vores land, når vi nu er bange for dem, og hvordan skal vi overhovedet møde fremtiden, hvis vi ikke kan være helt trygge ved, at alt skal være, som det plejer? ”Frygt ikke, jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst”, siger Jesus til sine disciple, der står over for den altid aldeles ukendte og frygtede fremtid, som de selv skal klare uden leder. Kærligheden fordriver frygten.

Der er ikke så meget at tage fejl af. Vi skal ikke være bange for at åbne landets porte for de fremmede, der nu strømmer ind over vore motorveje. For kærlighed fordriver frygten. Hvor skønt! Alle landets problemer kan holdes i ave af kærlighed. Og så kommer jeg og sætter spørgsmålstegn ved, om Jesus er etiker. Han er vel tværtimod den største etiker af alle. Og hans etik består af det meget enkle ord: kærlighed.

Ja, ja da. Så siger vi det: Jesus var etiker. Jesu gerning bestod i at give os den fuldkomne etik. Javist, ja.

Men er det tilfældet, så skal vi minsandten ikke nøjes med Marianne Christiansens og Erik Hagens alt andet end fuldkomne etik. Er Jesus den største etiker, så er det det største bedrag imod kristendommen, hvis vi nedskriver hans etik til et krav om at stemme de rigtige folk ind i folketinget, så landets porte i betragtelig grad kan åbnes for de fremmede.

Hvordan det?

Løgstrup taler et sted om, at vi mennesker har det med at handle, som vi véd, at kærligheden ville have handlet, i stedet for ligefremt at handle af kærlighed. Han kalder sådanne handlinger erstatningshandlinger. Og bevares, sådanne handlinger kan da være gavnlige i mange henseender. Men kærlighedshandlinger er det altså ikke. For kærligheden handler spontant.

Løgstrup foretager i den anledning en lille ændring af lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Han tænker sig, at samaritaneren i første omgang var gået forbi den overfaldne og så bagefter fortrød, vendte om og hjalp den arme mand. Han handlede altså ikke spontant, dvs., han handlede ikke af kærlighed, men gjorde kun det, han vidste, at kærligheden ville have gjort.

Det ser altså ved første øjekast ud til, at de gerninger, som én af kirkens dignitarer (eller hedder det ”dignitøser”, når det drejer sig om kvinder?) anbefaler, netop er de åbne portes gerninger. Men ser man nøjere efter, gør man sig f.eks. de overvejelser, som Løgstrup giver udtryk for, så falder de åbne portes gerninger igennem som sørgelige erstatningshandlinger. Og så kan man aldrig så meget tale om, at man interesserer sig for Jesus som etiker, det bliver aldeles ikke hans etik, man går ind for. Hvilket blandt andet viser sig ved, at den etik, man på egen hånd opbygger, er en etik, man kan bruge til at se ned på andre med. Og det gør jo Erik Hagens til overflod.

Så spørgsmålet bliver da, hvad en kærlighedens etik i det hele taget er. Eller det bliver, hvordan vi kan gøre vore gerninger, så den højre hånd ikke aner, hvad den venstre gør (Matt 6,3). Eller det bliver, hvordan vi kan handle, så også vi må spørge, som de retfærdige i Jesu lignelse om verdensdommen (Matt 25,31-46), hvornår vi har gjort disse gode ting.

Det fortæller Luther os noget om i sin afhandling om de gode gerninger. Under punkt 6 skriver han, se her:

Når en mand eller en kvinde venter kærlighed og forståelse fra den anden, og tror fast på det, hvem lærer dem da, hvordan han skal anstille sig, hvad han skal gøre, undlade at gøre, sige, tie stille med og tænke? Alt det er det alene tilliden, der lærer ham, og det mere end nødvendigt; for der er for ham ingen forskel mellem gerningerne; han gør den store, den lange og de mange ligeså gerne som de små, de korte og de få; og ydermere gør han dem med et glad, fredfyldt og trygt hjerte, og han er i det hele taget et frit menneske.

Disse umiddelbare handlinger udspringer af det forhold, vi står i til næsten. Og forholdet, relationen, lever netop i den gensidige tillid. Det er sagen. Jesu etik – hvis vi skal bruge det begreb – er en relationsetik.

Jeg kan ikke dy mig for her at nævne Dietrich Bonhoeffer, som jeg før har skrevet om, ja, jeg fortalte endda hele hans forelskelseshistorie i den purunge Maria von Wedemeyer, se her. Jeg mener: han havde skrevet tykke bøger, deriblandt en bog om etikken, og så rammer en helt anden form for etik ned i hans tilværelse med hans forelskelse. At det har været ret omkalfatrende for ham, bevidner han i det brev, jeg dengang citerede, dèr, hvor han skrev til Maria:

Dèr har du haft nattevagt, er rejst af sted og fra banegården kommet direkte herhen – velsagtens uden middagsmad – og så siger du naturligvis bare: ‘Jamen, det er da selvfølgeligt’! Ja, Maria, men at det er selvfølgeligt, det er jo netop underet, det er den lykke, der igen og igen er mig ubegribelig, det er noget så helt og holdent uselvfølgeligt!

Forholdet, deraf udspringer det hele. Deraf kommer den spontane kærlighedsgerning, som man ikke sådan tænker over, den bliver bare gjort, det er selvfølgeligt. Og dog er tilliden, kærligheden, fortroligheden, hvoraf gerningen udspringer, noget af det mest uselvfølgelige, der kan tænkes.

Måske man så vil sige: Ja, den er go’ med dig! Hvem véd ikke, at kærligheden er en stærk følelse i forelskelsen? Men forelskelse udfylder ikke hele tilværelsen. Der er arbejdspladser, der er borgersamfund, der er lande, der skal styres. Her er det ofte helt andre følelser end kærlighed, der præger menneskers omgang med hinanden.

Sandt nok! Og dog er det, der er grundlaget for den etik, der gælder disse steder, netop den relation eller de relationer, man står i til de andre: arbejder man på at fremme den indbyrdes tillid? Er man med til at forhindre konflikter i at opstå? Gør man sit til, at arbejdspladsen, byen eller landet bliver et godt sted at være?

Som man nok kan forstå, er det i den etik, der her er tale om, ikke gjort med at føle kærlighed. Vi bruger jo i det hele taget ikke ordet ”kærlighed” i forbindelse med de menneskelige relationer dèr. Men at kunne stole på hinanden, at have en vis grad af tillid til de andre, det er stadigvæk alfa og omega.

Og nu den tillid, vi danskere har til hinanden!

Den er jo noget ganske uselvfølgeligt, eller – med Bonhoeffers ord – det er uselvfølgeligt, at den er så selvfølgelig. Og dog er den noget, vi kan være med til at opbygge eller nedbryde. Og hvis vi opdager, at der er noget i vor officielle handlemåde, der er med til at nedbryde vores indbyrdes tillid, vil så ikke Jesu etik, der jo går ud på at styrke vores indbyrdes forhold, kræve af os, at vi gør vort til at forhindre denne nedbrydning? Eller – for at tale ligeud af posen – når vi bliver klar over, at de fremmede, specielt muslimerne, ikke lader sig indordne i vore samfund og dermed er med til at ødelægge den indbyrdes tillid, vi har til hinanden, uanset, hvor meget vi inviterer dem med til at dele denne tillid, bør vi så ikke for relationens skyld standse den stadige strøm af indvandrere, i det mindste indtil vi har set, om de muslimer, vi har fået indenfor grænserne, vil smelte sammen med os danskere i et tillidsfuldt samliv?

Dertil kommer så for øvrigt, at mange af de mennesker, der har fået asyl hos os, fordi de har hævdet, at de bliver forfulgt, ikke er forfulgt alligevel. Uwe Max Jensen har fundet ud af, at Harun Demirtas har fået opholdstilladelse, fordi han påstod at være forfulgt, men at han desuagtet holder ferie i Tyrkiet, oven i købet i den by, hvor han i sin tid hævdede at være blevet forfulgt, se her. Og der er jo nok flere end ham, der glad og gerne rejser tilbage til det land, hvori de påstod de blev forfulgt.

-Jamen, kærligheden, lad dog kærlighed og barmhjertighed sejre i sådanne tilfælde!

Ja, kærligheden til det land, der er vort, den skal sejre, den skal handle ud fra, hvilke handlinger der fremmer den indbyrdes tillid og hvilke der mindsker den. Og det er klart: Én svale gør ingen sommer. Én snyder betyder ikke noget. Få vanskeligt integrerbare indvandrere har ikke stort at sige. Men når uintegrerbare muslimer kommer hertil i stort tal, når det viser sig meget vanskeligt at få dem bort fra de traditioner, de medbringer, traditioner, der ikke bygger på tillid, men på muskler, bør vi så ikke – af kærlighed – standse denne strøm?

Så altså: Hvis vi endelig skal nævne kærligheden som grundlaget for Jesu etik, så må vi forstå kærligheden, ikke som en følelse, vi selv skal frempresse, men som en handlingsrække, der er en naturlig følge af den tillid, vi nærer i de mange forskellige forhold, vi står i. Og stillet overfor de migranter, der krydser Middelhavet og arbejder sig op til os i det høje Nord, må vi sige stop til dem, når de når vores grænse. Vi skal ganske rigtigt vise kærlighed til de fremmede, men dels er der intet, der forhindrer os i at bruge alle de penge, vi synes vi kan undvære, på de fremmede i de lande, de bor i, og dels har vi allerede så rigeligt med fremmede inde i landet, fremmede, som vi måske har vist en forkert form for kærlighed, siden de endnu ikke er gledet ind i vore tillidsforhold, og før vi får hold på disse fremmede, er det ikke tilrådeligt at indlemme flere.

-Jamen, kærligheden?

Ja, netop, sådan bør vi gøre af kærlighed til vort land, af kærlighed til de fremmede i deres fremmede lande, af kærlighed til de fremmede, vi allerede har modtaget, og af kærlighed til den Jesus, hvis etik vi prøver at følge. Hans etik er ikke en ”følelses-etik”, men en relations-etik, og blandt de relationer, vi skal stræbe efter at opretholde, er de tillidsfulde relationer mellem os danskere. Godt nok bliver vi aldrig i stand til, når det er tillid, det drejer sig om, at kunne sige: ”Så, nu har jeg gjort, hvad jeg skal”, ligesom vi aldrig vil kunne se ned på andre, der ikke har gjort nok, men det er måske et tegn på, at det er Jesu etik, vi har med at gøre: han var jo en farisæisme-bekæmper i alt, hvad han sagde og gjorde.

Udgivet i Etik, Indvandringspolitik, Luther | Tagget , | Skriv en kommentar

Er det kunst?

Det er stadigvæk Erik Hagens maleri af en sparkende kvinde, der her skal debatteres, se billedet her, denne gang ud fra denne overvejelse: Er det kunst? Tænkes vi at godtage det, fordi det er kunst? Eller er der kun tale om en satiretegning på linje med andre satiretegninger, så man rask væk kan forkaste det, som man forkaster eller accepterer andre satiretegninger?

Det er ikke, fordi jeg er særlig kunstnerisk begavet eller har særlig megen forstand på kunst, men hvad angår det, kunstneren vil sige, plejer jeg nu at kunne følge godt nok med. Og hvis kunstneren, som han siger, har følt sig inspireret af Inger Støjberg, mindes jeg en satiretegning af Inger Støjberg, nemlig denne, hvor Inger Støjberg er ved at tænde lysene på et juletræ. Tegneren har så anbragt en hængt flygtning på juletræet som en slags julepynt.

Uden videre kunstforstand er jeg i stand til at bedømme denne satiretegning. Og jeg tillader mig at mene, at den lige var lovlig ond. Jeg vil endda føje til, at den er uden særlig meget vid. Den står der bare som en påstand om, at Inger Støjberg, hun er altså så ond, at hun kunne tænkes at fejre julehøjtiden med at glæde sig over en migrant, der er død. Hvad hun argumentere med for at forsvare sine stramninger, hvad hun frygter med hensyn til den folkelige sammenhængskraft, intet af det får tegningen frem, kun dette: hun er ond, basta! Og når jeg føler, at det har jeg frimodighed til at sige, skyldes det, at bemeldte værk fremstår som en satiretegning og intet andet.

Men når jeg nu præsenteres for et værk, der påstås at være noget så fint som ”kunst”, oven i købet ”kirkekunst”, har jeg så lov til at angribe det? Har jeg lov til at sige, at dette ikke har noget med kunst at gøre, heller ikke med kirkekunst, det er intet andet end et eksempel på en satiretegning, der morer enkelte sjæle i dag og i morgen er glemt, eller overtrumfet af andre satiretegninger, flygtigt, som det avispapir, den er trykt på?

Men om det nu er tilladt eller ej, jeg siger det: det, Erik Hagens har præsteret, er ikke andet end en satiretegning, bortset lige fra, at han ikke har forsynet den sparkende kvinde med Inger Støjbergs ansigtstræk, hvad enten det så skyldes, at han ikke er i stand til at tegne et portræt af Inger Støjberg, så det ligner, eller det skyldes, at han mener, at noget sådant lidt for tydeligt ville afsløre ham som kun satiretegner.

Hvis man vil vide lidt om, hvordan jeg i øvrigt bedømmer kunst, kan man læse dette indlæg. Det stammer fra et besøg på Enner Mark Fængsel ved Horsens, som jeg sammen med provstiets øvrige præster deltog i. Jeg havde godt nok i forvejen læst om ”alteret” i kirken i fængslet, at det kun bestod af et hul, som et kors havde slået i muren, men at det gjorde et sådant indtryk på mig, at det var ved at slå mig ud, det havde jeg ikke ventet. Det må have været indtrykket fra fængslet i øvrigt, muren, som man kunne se fra ethvert sted mellem bygningerne, metaldetektorerne, vi skulle igennem, før vi fik adgang, hele den atmosfære af undertrykkelse, der åndede ud af hver kvadratmeter på fængslet, og så se dette håb om frihed lyse ud fra kirkemuren.

Men det var også det, at det stod der som et ordløst udsagn, var der, som noget, der vel var åbent for fortolkning, men som dog, hvordan man end vendte og drejede det, måtte fortolkes som noget, der stod i den strideste modsætning til hele fængslets handlemåde og idé. For her skal der jo være mure, her forhindrer man jo ethvert forsøg på at slå hul i disse mure, her giver det hele kun mening i kraft af den mur, der omkranser det alt sammen. Og så er der et kors, der slår hul på disse mure, så er der et ord om korset, der vender sig imod det, vi så møjsommeligt har opbygget.

Og vil man sige, at det jo er ganske det samme, ”kunstværket” i Skovlunde kirke vil sige, at også det peger på mure, der skal nedbrydes, at også det vil ændre tanker og forestillinger, så er svaret, at det lyder smukt, men er noget vrøvl. For kunstværket i Enner vil hævde, at der er en frihed, der skal forkyndes midt indenfor de mure, som ingen drømmer om at nedrive, at der er et håb om en fremtid, som vi ikke kan drømme om, men som måske Gud kan se, hvor fængsler er unødvendige, at vi mennesker er mere end vore overtrædelser, at der er et ”jeg”, som rækker ud over vore forbrydelser. Hvorimod kunstværket i Skovlunde kun peger på en fremtid, som vi mennesker selv kan fremkalde, hvis vi blot retter os efter det, kunstneren vil mene er en anvisning fra Jesus selv. Der er ikke tale om, at ingen drømmer om at lukke landets døre op for migranterne, tværtimod, det både drømmer om og anbefaler kunstneren og hans mange ligesindede, og det tænkes også kirkegængerne at være med til at foranledige.

Kunstværket i Enner vil ganske rigtigt sige, at mure er en uting, som evangeliet vil sige det, men det går ind under den nødvendighed, som denne uting er, en nødvendighed, som vi som samfund alle har medskyld i, og måske især medskyld i, fordi vi har standset al tankevirksomhed i retning af, hvordan vi får skabt samfund, hvor ingen begår forbrydelser og ingen derfor kommer i fængsel.

Kunstværket i Skovlunde, derimod, kan ikke nøjes med sådanne evangeliske antydninger om en ukendt og næsten uforestillelig fremtid, det skal hævde med store bogstaver, at dette at lukke landets grænser for migranter er en uting, som vi bør høre op med, og som vi som samfund kan ophøre med. Og sandt nok, det kan vi ophøre med, vi kan åbne vore grænser for mange flere migranter. Men ikke blot skal vi spørge os selv, om det nu også er det, Jesu lignelse om den rige mand og Lazarus vil have os til, vi skal også spørge os selv, hvilket samfund vi fremkalder med denne grænseåbning.

Vi kan se på Sverige, vi kan se på Frankrig for at se, hvad for mange indvandrere på for kort tid har ført til. Er det et sådant samfund, vi ønsker? Hvis dette, at vi følger noget, vi mener er Jesu anvisninger, fører til sådanne samfund, er det så Jesu anvisning, vi følger, eller er det blot vore egne indlægninger i Jesus-ord, der vil os noget helt andet?

Man kan også se forskellen på de to kunstværker, hvis man spørger, ikke blot, hvad kunst er, men også hvad kirkekunst er.

For der er ingen tvivl om, at kunstværket i Enner prædiker evangelium, når det til de fanger, der sidder inde bag mure, forkynder, at der er frihed også for dem. På samme måde som det i oldtiden lød til de kristne slaver, at selv om de i samfundet var slaver, var de dog i kirken frie – med det til følge, som ingen dengang kunne se eller forestille sig eller drømme om, at slaveriet blev ophævet – sådan lyder det nu til dem, der er fængslet, fordi vi stadig er nødt til at have love og straffe dem, der overtræder disse love, at dette kun er en menneskelig nødvendighed, ikke en guddommelig ordning, og at de i kirken er frie, selv om de stadig kan se murene omkring sig – uden at nogen i dag kan se, om det fører til omvæltninger i fremtiden, så alle fængslers mure kan brydes ned.

Men ”kunstværket” i Skovlunde, hvad prædiker det? Prædiker det andet end satiretegningen af Inger Støjberg? Den prædiker jo til dem, der ser den: ”Se, hvor ond Inger Støjberg er, godt, vi ikke er så onde!” Og nøjagtig det samme prædiker Erik Hagens med sin satiretegning i Skovlunde: ”De er onde, de, der vil holde migranterne ude fra vort samfund. Godt, vi ikke hører til den slags mennesker!” En sådan prædiken er en farisæisk prædiken, og indrømmet, noget sådant er der nok mange fromme kirkegængere, der gerne vil høre, men det er dog en modsatrettet prædiken, kirken er sat i verden for at føre.

Dertil kommer så, at den ”gode gerning”, som denne tegning anbefaler, er det ikke kunstneren selv eller den fromme beskuer, der har besvær med at fuldføre. Både det at betale for den integration, der følger efter en eventuel indlemmelse af disse migranter i vort samfund, og det besvær, det er at skulle leve side om side med de fremmede, specielt, hvis de er muslimer, overlader disse fromme til andre, til skatteyderne og til de fattige danskere.

Det er muligvis derfor, de dele af kirken, der fører den samme tale som Erik Hagens, ikke opdager, hvor farisæiske de er.

Kunst eller satiretegning? Jeg vil holde på det sidste.

Udgivet i Etik, Indvandringspolitik | Tagget , | Skriv en kommentar

At tage Jesus på ordet

Som jeg bekendtgjorde i det sidste indlæg her på bloggen, vil jeg nu beskæftige mig med det maleri, som Erik Hagens har malet i Skovlunde kirke, et maleri, der har vakt debat. Det forestiller en dansk familie, der lidt overrasket ser på, at en kvinde sparker en neger bort fra deres indgangsdør, se billedet i Kristeligt Dagblad her.

Jeg har tænkt mig i et senere indlæg at spørge, om der er tale om kunst i det hele taget. Men her vil jeg indskrænke mig til at spørge: Er det muligt at tage Jesus på ordet? Eller, lidt mere udførligt spurgt: Er det muligt for en lægmand at gå direkte til Jesu ord uden al historisk kundskab, uden noget kendskab til græsk eller hebraisk?

Ja, selvfølgelig, vil man måske sige, det var jo netop det, Luther agiterede for: det var ikke kirken, paven eller de kloge biskopper, der skulle bestemme, hvad der var ægte kristendom og hvad ikke. Det måtte lægfolket selv finde ud af. Og til hjælp for lægfolket var det jo, at Luther som én af de største bedrifter, han udførte, fik bibelen oversat til tysk. Derfor er det også ethvert missionsselskabs første opgave, når det vil forkynde evangelium på et nyt sprog, at få bibelen oversat til dette sprog.

Så den er klar nok. Det er muligt at tage Jesus på ordet.

Men alligevel!

Én af Luthers modstandere, Jacobus Latomus fra Louvain, var af den opfattelse, at nu, hvor bibelen var oversat til latin, var der ingen grund til mere at beskæftige sig med dens oprindelige sprog. Men det var imod Luthers overbevisning. Noget af det nye, han indførte ved universitetet i Wittenberg, var, at der blev ansat professorer i både græsk og hebraisk, den græske professor var, som man måske véd, ingen ringere end Luthers medhjælper, Philip Melanchthon.

Så uden videre at afskedige de mange professorer i græsk og hebraisk, det går åbenbart heller ikke, hvis man vil rette sig efter den lutherske tradition.

Men hvad så?

Jeg vil mene, at vi som menighed befinder os i en stadig diskussion med skriften, og at menighedens lægfolk kan deltage på lige fod med de lærde i den diskussion. Spørgsmålet er nemlig ikke bare, hvad der står og hvordan det blev forstået i Jesu samtid, spørgsmålet er også, hvordan det kommer os ved. Og hvad det sidste angår, står vi alle lige, vi har alle et menneskeliv at tale ud fra.

Lad mig bruge Matt 6,34: ”Hver dag har nok i sin plage” som eksempel! Det er et lidt finurligt ord – som så mange af Jesu ord. Men hvis vi kan gå med til, at Jesus ikke vil mene, at nogen dag ligefrem er en plage, så kan vi nok forstå, at han vil gøre os opmærksom på, at vi, hvis vi har en dejlig dag i dag, kan ødelægge den ved at bekymre os om i morgen. Man behøver ikke at kunne græsk for at kunne forstå dette ord.

Lidt anderledes står det til med Jesu ord til den rige unge mand om at gå bort, sælge alt, hvad han ejer og så komme og følge Jesus, Matt 19,21. Her vil nok mange lægfolk lytte opmærksomt til præstens prædiken, for de forventer jo, at han kryber uden om den direkte fordring, der ligger i ordene, og er kun spændt på, hvordan han vil krybe uden om den. Præsten har jo ikke solgt alt, hvad han ejer, og menigheden tænker heller ikke på, at den skal sælge alt sit habengut, så dette med sådan direkte at tage Jesus på ordet, det er man i dette tilfælde ikke så glad ved, det er man helst fri for, og man lytter opmærksomt til præsten for at høre, hvordan man kan blive fri.

Og hvis man ser med en vis beundring på Frans af Assisi, fordi han jo forlod alle ting og fulgte efter Jesus (måske), kan man så helt overhøre Luthers indvending imod alle Franses efterfølgere, at når de ikke må eje eller administrere noget af det, der skal opretholde deres liv, så er det barnagtigt, sygt og dumt, se her?

Ikke sandt, her kommer den teologiske kundskab én til gode som lægmand. For det skulle jo nødig ende med, at man skulle give sit gods fra sig.

Et andet sted, hvor man kan have brug for lidt sprogkundskab, er ved Jesu ord i Luk 14,26: ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel”. Hvad er nu det? Tager man sådan direkte Jesus på ordet, så skal man jo til at hade sin far og mor. Kan det virkelig være meningen?

Jeg har for lang tid siden gjort gældende overfor Jens-André Herbener, en lærd sprogkyndig, som mestrer både hebraisk og aramaisk, Jesu modersmål, at han skal være opmærksom på, at man på både hebraisk og aramaisk har et særligt udtryk for at foretrække noget fremfor noget andet, se her. Hvis jeg hellere vil have te end kaffe, kan jeg sige, at jeg elsker te og hader kaffe. Det betyder ikke, at jeg hader kaffe, blot, at jeg her og nu foretrækker te. Om en mand med to hustruer kan det i 5 Mos 21,15 hedde, at han elsker den ene og hader den anden, men dèr har man dog rettelig oversat det med, at han foretrækker den ene og tilsidesætter den anden. For det er det, der menes.

Det burde man måske også have gjort med ordet hos Lukas. Men ak, her har man villet “tage Jesus på ordet” og derved grebet helt fejl. For betydningen kan ses i Matt 10,37, hvor det hedder: “Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd”.

Nuvel, det er ikke, fordi jeg er nogen særlig god hebraist, jeg har blot hørt denne forklaring for lang tid siden, jeg husker ikke fra hvem, men den forekom mig så indlysende, at jeg har husket den og bringer den til torvs, når jeg finder anledning til det. Det finder jeg desværre ofte. For når der skal prædikes over denne tekst, griber mange præster – og tekstvejledningen i Præsteforeningens Blad, “Præsten” – ofte fejl. De er ikke klar over disse sproglige finesser.

Alt dette som optakt til at sige, at menighed og præst er henvist til hinanden. Præsten må udlægge teksten ikke blot sådan, at menigheden kan forstå ordene, men også sådan, at teksten bliver vedkommende, rammer ned i hans egen og menighedens eksistens.

Og man kan givetvis bebrejde mange præster, at de ikke rammer ned i nogens eksistens. Men betyder det, at en kunstner som Erik Hagens eller en forfatter som Egon Clausen alene i kraft af at være lægfolk har bedre chancer for at forstå Jesu ord ret? Ja, det er vist, hvad to herrer mener, for se blot her:

Egon Clausen skriver således i et læserbrev i Kristeligt Dagblad den 12-10, at Erik Hagens, kunstneren, ikke er ude på at forsvare kirken, men at han

har læst i Bibelen med en lægmands blik, og han er blevet ramt af mange af dens fortællinger. Ikke mindst af Jesu egne ord. Der har han mødt en kristendom, som har berørt ham dybt, og det er den, han har forsøgt at omsætte til vore dages virkelighed, men det er åbenbart kontroversielt. Det var det også på Jesu tid.

Og heraf forstår man jo godt, at den måde, Hagens ved sin bibellæsning har forstået Jesu ord på, rammer den ægte betydning bedre, end vi andre rammer den. For uden blusel og uden historisk retfærdiggørelse påstås det, at fordi kirken opfatter hans maleri som kontroversielt, har han fat i den ægte Jesus, for – ikke sandt – hans ord var også kontroversielle.

Og kunstneren selv, Erik Hagens, refereres i et interview i Kristeligt Dagblad, se her, på følgende måde:

Hende, der sparker på den sorte mand på billedet, er direkte inspireret af Venstres nye næstformand,” siger han og griner, inden han åbner højtidsskabene, som også rummer politiske billeder. For eksempel har han malet en stor saks, som skærer folk i stykker, ind i julebilledet ”som et billede på alle kristendommens ofre gennem tiden”, mens disciplene omkring Jesu nadverbord i påskeskabet alle er store politikere og frihedskæmpere som Nelson Mandela og den tyske teolog Bonhoeffer, der blev likvideret, da han tog tilbage til Nazityskland for at give Hitler teologisk modstand.

Jeg tænker, at dem, der er Jesu disciple i dag, er dem, der følger hans radikale medmenneskelige tanker,” forklarer kunstneren, inden han lukker skabet i igen, mens han åbner op for sin egen teologiske rejse.

Hvordan følger man Jesu radikale medmenneskelige tanker i dag? Gør man det ved at blive en Frans af Assisi-efterfølger, eller ved som Nelson Mandela og Bonhoeffer at kæmpe imod totalitære regimer? Det er lidt svært for os andre at afgøre, men kunstneren har truffet sin afgørelse gennem sin bibellæsning, og den videregiver han med største selvfølgelighed til menigheden. Men forresten: Hvorfor har han ikke medtaget Kaj Munk blandt de store frihedskæmpere? Nå nej, han var jo bare dansker og derfor ikke værd at nævne; det store udland, derimod, det kan bruges som forbillede.

Et andet spørgsmål, som ikke tages op, er, hvorfor Edward Snowdon, whistlebloweren, der måtte flygte til Rusland, er afbildet som Judas. Jeg véd det ikke og har ikke umiddelbart noget svar. Og hvis jeg fik en forklaring, ville jeg nok uden videre tage den hen som Erik Hagens’ forklaring, og måske undre mig lidt over den politiske overbevisning, der fører til dette resultat, men især undre mig over, at hans lidt specielle mening skal sidde i Skovlunde kirke til evig tid.

Men så til det spørgsmål, der har vakt debat: Er det rimeligt at afbilde en nutidig politiker, Inger Støjberg, med de negative konnotationer, som hun får her, hvor hun ligefrem sparker en neger ud af Danmark? Hagens forklarer sig sådan:

Den holdning, Inger Støjberg udviste, mens hun var integrationsminister, havde ikke noget med partipolitik at gøre. Den handlede om etik, og det gør motivet her også. Jeg har malet billedet som min tolkning af lignelsen om den rige mand og den fattige Lazarus. Det er min tolkning, og så kan man enten være enig, uenig eller ligeglad. Men Jesu mening med denne fortælling eller lignelse er ganske alvorlig – og hans afsluttende ord ikke særlig opmuntrende, hvilket da også svarer til den virkelighed, som vi oplever i dag.

Man fornemmer, at Hagens uddrager en bestemt etik af lignelsen om den rige mand og Lazarus. Men man fornemmer også, når man selv kikker lidt på lignelsen, at det er en meget overfladisk læsning, han har præsteret af lignelsen. Jesu afsluttende ord lyder (Luk 16,19-31):

Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.

Og ærlig talt, det har ikke ret meget med den sparkende kvinde at gøre. Hvis man vil finde et ord, som man kan tænke sig, at Hagens har brugt som inspiration, kan det være vers 25:

Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. 

Det vil sige, at vi rige advares om, at vi i det hinsidige vil komme til at pines, hvis vi har overset den fattige næste, der lå for vor dør. Man kan måske diskutere, om Jesu domsforståelse blot består i, at skæbnerne vendes om, sådan som lignelsen her synes at forudsætte. Men selv, hvis vi tager denne lignelse bogstaveligt, er der dog ikke i lignelsen noget, der kan minde om et spark. Lazarus ligger for den riges dør, men bliver ikke sparket væk, han mæsker sig med de smuler, der falder fra den riges bord, og det får han lov til.

Noget andet er imidlertid, om ikke vi i de vestlige lande må siges at have lært ikke så lidt af denne lignelse. Jeg mener: vi har oprettet sundhedssystemer for alle, rige og fattige, vi har lavet sociale ordninger, så ingen skal gå for lud og koldt vand, ikke blot op til jul, men hele året rundt. Og vi har doneret ulands-hjælp i lange baner, og kunne nok donere mere til, hvis vi blot kunne forvisses om, at den endte i de rigtige hænder, for noget af problemet med fattigdom i ulandene er dårlig regeringsførelse.

At vi ikke har gjort det godt nok, kan vi godt blive enige om. Men det er dog ikke det samme, som at vi har givet ulandene et spark.

Hvor kommer sparket da fra?

Det er ikke så svært at se. Ikke fra Jesu lignelse, men fra den politiske handling, som Hagens vil protestere imod. Han mener, det er forkert, at vi afviser migranterne ved grænsen eller på anden måde prøver at forhindre dem i at komme ind i landet. Det vil sige: det, han med sit billede protesterer imod, er ikke det, at vi af vor rigdom giver til de fattige, det er måden, vi gør det på. Vi skal gøre det på hans måde for at slippe for tiltale af ham. Vi skal åbne vore lande, måske endda – som på tegningen – vore hjem for de fremmede, så først får vi hans godkendelsesstempel.

Men det siger Jesu lignelse ikke noget om. I det hele taget: når vi indvandringsmodstandere ikke vil lade flere migranter komme ind i landet, skyldes det ikke, at vi ikke vil dele ud af vor rigdom, det skyldes, at vi ikke vil ødelægge den tillid, som Gud har ladet vokse frem blandt os. Og selv hvis man tager lignelsen om den barmhjertige samaritaner med i betragtning, siger Jesus ikke noget sted, at vi skal åbne vort lands grænser for de fremmede, vi skal hjælpe dem, ja, vi skal give dem af vores rigdom, ja, men det kan gøres på andre måder end ved at give de mennesker asyl, som af menneskesmuglere er anbragt ved vores grænse.

Man kan sige, at det er karakteristisk for Hagens’ bibellæsning, at han får noget ud af bibelen, som han kan bruge til at angribe andre med, i dette tilfælde: alle os, der vil argumentere for, at vore grænser skal lukkes for flere migranter. Hans bibellæsning giver ham anledning til at dømme os, eller – ihukommende billedet – til at give os sparket.

Men ligefrem, som Egon Clausen, at foretrække hans bibellæsning frem for en almindelig, nogenlunde kyndig præsts, det er nok lidt overdrevet. Eller, som Erik Hagens selv, mene, at han og ikke vi andre kan finde frem til Jesu medmenneskelige tanker, også det lyder lidt hovskisnovskiet.

Tager disse to – og de mange andre, hvis mening de gengiver – Jesus på ordet? Det er højst uvist. Og ifald de gør det, har de først omhyggeligt udvalgt det Jesus-ord, de vil tage ham på.

Udgivet i Etik, Luther, Ny testamente | Tagget , | Skriv en kommentar

Her ser vi Danmarks fremtid

Nej, det er ikke Sverige, vi skal se på, det er Israel. Og det spørgsmål, jeg vil rejse, lyder: Vil det, vi ser ske i Israel, også ske i Danmark, blot med en tilpas tidsforskydning?

Det er demografien, der er den foruroligende kendsgerning. For nogen tid siden refererede jeg en forsker, Benny Morris, som var ret pessimistisk med hensyn til Israels fremtid, se her. Grunden var, at demografien peger mod landets opløsning. Jo, for Israel har et ret stort arabisk mindretal indenfor sine grænser. Og dette mindretal formerer sig hurtigere end de jødiske israelere. Og en sådan demografisk kendsgerning er der ikke meget at stille op imod. Morris bliver spurgt, hvad hans konklusion er, og han svarer:

Vi [dvs. jøderne] vil fortsætte med at dominere dem [dvs. araberne], så længe vi har magten. Med tiden vil vores magt vige på grund af den demografiske udvikling, som er til palæstinensernes fordel. De vil kræve lige rettigheder, og jøderne vil være nødt til at give dem disse rettigheder for at forblive et demokrati. Når majoriteten på et tidspunkt bliver arabisk, vil jøderne ikke længere have lyst til at bo her, og så vil de, som kan, rejse.

Og det er denne demografiske udvikling, vi allerede nu kan se konturerne af i Danmark. Og demografi er skæbne. Er der først kommet et vist antal muslimer ind i landet, er det noget nær umuligt at få dem til at rejse igen. Og selv om vi forestillede os, at vi kunne se stort på alle internationale konventioner, så vi pr. dags dato lukkede for alle asylansøgere – hvad vore politikere jo ikke drømmer om – så ville den demografiske danskerknuser blot arbejde lidt langsommere. Resultatet ville være givet alligevel.

Det gælder i Israel, siger Benny Morris, og det gælder lige så meget i Danmark, siger jeg. Derved er intet at gøre.

Det er hårdt at høre for én, der i sin tid noget mistrøstigt lyttede til Michel Houellebecq’s ord dèr, hvor han fortæller, at hovedpersonens elskerinde, der er jøde, vil tage tilbage fra det fuldstændig islamiserede Frankrig til Israel, og lader hovedpersonen sige, at han jo ikke har noget Israel at tage tilbage til, se her. Denne bemærkning hørte jeg i sin tid som en advarsel mod fortsat muslimsk indvandring, for det gælder jo også mig, at jeg ikke har noget land at emigrere til, hvis tilværelsen i et muslimsk Danmark bliver for uudholdelig. Og hvad så, hvis ikke engang Israel, jødernes tilflugtssted, kunne yde beskyttelse mere!

Nu var jeg dengang ikke helt så pessimistisk som Benny Morris, og det er jeg heller ikke i dag, om end af andre grunde. Det kommer jeg til om lidt. Men lad mig lige først gribe fat i én af den gode tanker, jeg dengang kom med, inspireret af Morris. Det var den lutherske skelnen mellem verdsligt og åndeligt regimente, som jeg dengang formulerede på denne måde:

Men jeg vil mene, at freden i nationerne og freden mellem nationerne er bedre tjent med, at man bygger sin politik på en realistisk iagttagelse af menneskets natur, frem for på etiske forestillinger om, hvordan mennesket burde være.

Og jeg fortsatte:

Det, der har præget vesteuropæisk flygtningepolitik, herunder dansk flygtningepolitik, har desværre været etik og ikke realisme. Og det har taget sin tid at give slip på overbevisningen om, at danskerne dog so oder so måtte kunne opdrages til at være multikulturelle. Mange har jo, som man nok véd, ikke givet slip på den overbevisning endnu, men vil stadig prøve med social ingeniørkunst at få de to kulturer, vi i kraft af denne fejlopfattelse har fået, til at være realiteter i vort land, til at spille sammen i en større énhed.

Politikerne har villet være etiske på vore vegne, har troet, at bare de løftede pegefingeren højt nok, så ville folket rette ind efter de høje idealer.

I dag vil jeg føje til, at vore politikere i alt for høj grad har fået ret, hvad angår danskernes villighed til at være ”gode mennesker”, der tålmodigt tager imod de fremmede; vi har været et alt for tålmodigt folk. Men politikerne har været meget naive med hensyn til, hvordan de fremmede ville arte sig i vort samfund, i hvert fald når de fremmede er muslimer.

At én af disse fremmede, en mandlig sygeplejerske ved navn Harun Demirtas, kan sige, som han gør i en debat, var overraskende selv for mig, der dog er forberedt på lidt af hvert fra muslimsk side, se her. Han blev stjernegal over, at en dansk bloddonor skrev, at han ville søge et andet sted at give blod, fordi han blev betjent af en sygeplejerske (kvindelig) med muslimsk tørklæde på. Og så var det, Demirtas skrev:

Men er du virkelig i tvivl om, om en sygeplejerske med tørklæde kan hjælpe dig, må du finde et land, hvor der ingen muslimer findes.

Ikke sandt, så er den arme dansker virkelig banket på plads. Og det af én af de indvandrere, som vi i vor naivitet har taget gæstfrit imod.

Men problemet er jo det, som Houellebecq opridser for os: vi arme danskere ikke har noget ”Israel”, som vi kan søge tilflugt i. Modsat Demirtas, der kan rejse til Tyrkiet. Det vil forblive tyrkisk (og muslimsk) i mange år endnu.

Problemet med muslimer er, at de mener, de er Guds udvalgte folk. Det fortæller koranen dem. Og problemet med os danskere er, at det er umuligt for os at få ind i vort hoved, at nogen kan mene noget så tosset om sig selv og sit folk; og så mene det, når de lader, som om de er ynkværdige og forfulgte.

Sådan er muslimer ikke desto mindre.

Fornylig stod der på den norske hjemmeside for Human Rights Service, se her:

Israels minister for offentlig sikkerhet, Gilad Erdan, sier følgende om de arabiskdominerte områdene:

Det er et veldig, veldig voldelig samfunn – ganger tusen. Volden har sammenheng med kulturen. Mange disputter som ender opp i rettssalen her, blir løst med våpen der, sa Erdan i et intervju med Jerusalem Radio på mandag.

Han sier det skyldes familiefeider, vold i hjemmet og æresdrap.

Det har vært over 70 drap i disse områdene. Arabere utgjør 20 prosent av Israels befolkning, men står for mer enn halvparten av landets registrerte drap.

Det er gammelt nytt. Ser vi til arabiskdominerte områder i resten av verden finner vi samme fenomen, også i Europa. Når voldskulturer først får fotfeste eskalerer problemene.

I Israel har araberne dannet deres egne partier. Tidligere kunne de fire arabiske partier ikke enes, men denne gang har de være enige. Dog var valgdeltagelsen blandt araberne kun 49%.

Jerusalem Post beretter om et møde med repræsentanter for den forenede liste, altså araberne, se her. Heraf fremgår det for det første, at de hævder, at det er dem, der er de indfødte, jøderne de indtrængende. Og det er jo ikke helt forkert, at situationen er den omvendte af, hvad den er hos os.

Men dernæst citerer avisen den ene af de to repræsentanter:

De advarede også om, at hvis de statslige autoriteter ikke gør noget ved volden i de arabiske landsbyer, vil volden sprede sig til resten af landet. Der har allerede været 66 dødsfald i 2019 som følge af vold i de arabiske landsbyer, men, sagde de, der har ikke været tilstrækkeligt med politi til at håndtere situationen.

Jeg læste dette igennem, før jeg læste det forrige citat fra Human Rights Service. Og jeg fik da lidt ondt af de arme arabere. Men undrede mig jo også lidt over, om virkelig israelerne var så voldelige overfor deres arabiske landsmænd. Men så, efter at have læst Human Rights Service’s omtale, blev jeg klar over et højst almindeligt træk hos muslimer: det er aldrig deres skyld. I dette tilfælde: at det er deres kultur, der kræver ekstra politiopbud, og at den megen vold foregår muslimerne imellem og hænger sammen med muslimernes kultur, nej, det kan de ikke se. Når det israelske politi kan opretholde ro og orden i de jødiske områder, hvorfor kan de det så ikke i de muslimske områder?

Og ikke sandt: dette træk kan vi genkende: muslimerne indrømmer aldrig, at noget er deres skyld, i hvert fald ikke overfor os ikke-muslimer. Og så er det jo nogle lidt besværlige landsmænd at have med at gøre.

Men så til den forskel mellem Israel og Danmark, som trods de dystre udsigter kan give os et lille håb.

Der er den forskel på situationen her og situationen hist, at mens vi, hvis vi vil, kan lægge os i selen for at få vore muslimske landsmænd omvendt til kristendommen, så kan jøderne ikke gøre det samme med deres arabere. Hos dem er der tale om et skel mellem etniske grupper, og en sådan tilhører man fra fødslen af.

Dette synspunkt forplumres godt nok noget af, at både jøder og muslimer (og også ofte vi kristne vesterlændinge) sammenblander etnicitet og religion, altså, det forplumres af, at den enkelte jøde eller muslim mener, at hans etniske tilhørsforhold er knyttet uløseligt til hans religion. Det har i begge tilfælde givet sig udslag i, at han har fået et uudsletteligt mærke sat på sig, nemlig omskærelsen. Og vi kristne har været tilbøjelige til at tænke i de samme baner, så vi helt undlader mission overfor jøder – hvilket endda lader sig forstå, for de glider jo i ét med os andre – og overfor muslimer – hvilket er ganske uforståeligt, for de vil kun glide i ét med sig selv.

Problemet for os danskere er derfor dette, at det i vort folkekirkelige liv hidtil kun er yderst få, der har taget sig den opgave på at gennemtænke forskellen mellem kristendom og islam og derudfra prøve at gøre sig tanker om, hvad der kunne føre til muslimers omvendelse. Langt de fleste har nok at gøre med at fortælle alverden og sig selv, at vi som kristne naturligvis må modtage alle dem, der banker på vor dør og søger om hjælp, og at det ikke spiller nogen som helst rolle, om de er muslimer eller hvad de er.

Det har fornyligt give sig det besynderlige udslag, at der i Skovlunde kirke optræder et billede, hvor en kvinde sparker en neger væk fra døren ind til en dansk familie, mens familien står og kikker forundret til. Kunstneren, Erik Hagens, har bekendtgjort, at billedet af den sparkende kvinde er inspireret af Inger Støjberg, se her. Og ærlig talt, dette kan ikke tages som udtryk for den mest påtrængende missionsiver.

Men derom mere i et senere indlæg!

Her blot dette, at vi trues på vort folks eksistens, hvis vi ikke gør noget for at bevare både vor kristendom, vor kultur og vor folkelighed, og altså gør noget i retning af at få vore muslimske landsmænd til ikke blot at tilegne sig vort sprog, men også at tage imod vor kultur, og i sidste ende give slip på deres muslimske tro.

For den kan ikke gøres fredelig, den er og vil forblive en magtreligion.

Det er det, den israelske minister for offentlig sikkerhed, Gilad Erdan, gør opmærksom på. Og det er det, vi på forskellig måde erfarer med vore muslimske landsmænd. Fra deres religion, islam, har de arvet det træk, at de hele tiden skal tiltvinge sig respekt, ikke blot fra os ikke-troende, men også fra andre muslimer. Det skal de gøre som enkeltindivider, og det skal de gøre som medlemmer af deres klan.

At respekt er noget, der frivilligt vokser frem i samværet mellem mennesker, det falder dem ikke ind. Og det vil formentlig også falde dem meget hårdt at lære det, ikke mindst fordi denne lære kommer fra os ikke-troende.

Her hjælper det jo naturligvis ikke, at de fleste danskere har glemt eller overset, at deres naturlige væremåde og deres naturlige opfattelse af, hvad respekt er, hænger uløseligt sammen med deres kristentro, mere præcist sammen med deres dåb.

Lad mig præcisere det med en lidt halvmorsom sammenligning!

Man fortalte engang, at en jordemoder fik udarbejdet et stempel med en meget lille skrift. Med dette stempel satte hun et aftryk på den vordende moders mave. Ingen kunne dog læse de små bogstaver. Men et stykke henne i graviditeten var maven blevet så stor, at bogstaverne kom frem. Der stod: ”Når dette kan læses, søg da jordemoder igen!”

På samme måde kan man sige, at der ved barnedåben sættes et stempel på barnet. Dog er bogstaverne så små, at ingen kan læse, hvad der står. Men når barnet kommer i konfirmationsalderen, har huden udvidet sig så meget, at teksten kan læses. Der står: ”Godkendt! Vorherre.”

Og det er i kraft af denne godkendelse, at vi danskere kan leve sammen sådan, at vi forventer, at ligesom Vorherre godkender mig, sådan vil også mine meddanskere (eller altså: medkristne) godkende mig. Respekt er ikke noget, jeg skal tilkæmpe mig, men noget, der gives mig frivilligt af de andre i fællesskabet, fordi de, ligesom jeg, på forhånd er godkendte.

Det er her, vi har en fordel frem for israelerne: Vi kan synge om Danmark, at det skal bestå i tusind år, og det kan vi gøre, også med en vis procentdel af fremmede indenfor vore grænser. For det Danmark, vi ønsker skal bestå, er ikke blot bestemt af de gener, vi nulevende overleverer til de kommende slægter, men også af den kultur, læs: den kristendom, der har levet her i landet og gjort os til dem, vi er.

Det er da, hvad vi kan sige til Harun Demirtas: Du er velkommen i vort land. Det er dejligt at se, at du både har fundet dig et job, som du tilsyneladende er glad for, og har fundet ud af at mestre vort sprog. Og det er da muligt, at du også har fundet ud af, at respekt ikke er noget, du skal tilkæmpe dig, men noget, der vokser frem af sig selv. Det er muligt, du er klar over, at du er anerkendt som du er uden forhåndsbetingelser. Og det kan da kun glæde os endnu mere.

Men du må være klar over, at du ved stadigvæk at erklære dig som muslim giver næring til de muslimer, der gør, hvad de kan, for at tilkæmpe sig respekt, brænder biler af, smider sten på motorvejene, opretter særlige muslimske områder, hvor sharia og ikke dansk lov gælder, og hvor kun muslimer og ikke danskere er velkomne, oven i købet med det til følge, at ambulancer og brandslukningskøretøjer må vente, til der er tilstrækkeligt politiopbud, før de kører ind i disse områder.

Det har mange af dine medmuslimer forsøgt at frasige sig ansvar for. De har prøvet at tolke koranen, så den ikke understøtter magtanvendelse. De har forsøgt at forvandle islam fra en magtreligion til en ordreligion. Men det lader sig ikke gøre. De muslimske landsbyer i Israel og de muslimske ghettoer i Danmark er præget af de samme forsøg på at sætte sig i respekt, altså af den samme unaturlige opfattelse af, hvad respekt er.

Hvis også du vil ønske dig et Danmark, der består i endnu tusind år, så må du frasige dig islam med alt dens væsen og alle dens gerninger. Der er ingen vej udenom. Gør du det ikke, er du med til at ændre Danmark til et muslimsk sharia-land. Og det bliver ikke rart at bo i, heller ikke for dig.

Jeg kan slutte med at opfordre alle til at synge med på den bøn, der lyder i fjerde vers af ”min” Luther-salme, se her:

4. Den tillid, Du lod vokse frem,

som præger hele folket,

lad den omslutte nye hjem,

så alting bliver tolket

i lyset af Dit ord,

det ord, hvorpå vi tror,

at tale uden vold,

det er vort bedste skjold,

lad det beskærme alle!

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget , | Skriv en kommentar

Et sværd, ikke en rævehale

Det er Luther, der i et forsvar for sit ”hårde” brev angående de oprørske bønder, siger:

For herskerne var det, der er sket, også nyttigt. De kunne herved lære, hvad der ligger i pøbelen, og hvor langt man kan stole på den. Sådan at de kan lære for fremtiden at regere ret, at holde styr på land og veje. Der var jo intet styre og ingen orden mere, alt stod åbent og ledigt. Ligeledes var der heller ikke mere nogen frygt eller angst i folk, enhver gjorde lige, hvad han ville. Ingen ville give noget fra sig, og dog ville enhver svire og drikke, være lapset og gå ledig omkring, som var de alle sammen herrer. Æslet skal have pisk, og pøbelen skal regeres med magt. Det vidste Gud godt. Derfor gav han ikke øvrigheden en rævehale i hånden, men et sværd. (Se her).

Dette er, hvad der ligger bag den lutherske skelnen mellem den verdslige og den gejstlige øvrighed. Den gejstlige prædiker barmhjertighed, den verdslige regerer land og rige, ikke med barmhjertighed, men med retfærdighed.

Spørgsmålet er ikke, om Luther har ret i den skildring, han giver af forholdene under bondeoprøret, spørgsmålet er, hvad det kan føre til, når der ikke mere er nogen autoritet til at opretholde lov og orden.

Svaret på det spørgsmål kan vi aflæse på Middelhavet. Her har det igennem snart mange år været barmhjertigheden og ikke retfærdigheden, der har haft det store ord. Og viste de enkelte stater sig mindre barmhjertige, end medierne mente var påkrævet, fremkom der den ene snøft-historie efter den anden i medierne. De enkelte eksempler på ledere, der ville regere med sværdet og ikke med rævehalen, har fået mediehavet imod sig. Og ledelsen af det hele, EU-kommissionen og EU-parlamentet, har valgt at følge medierne, dvs. valgt at regere med rævehalen. Sværdet har de gemt langt væk.

Man kan se det med det første, der sker med migranterne på Middelhavet. De migranter, der bliver reddet ombord på NGO’ernes både, er alle pseudo-skibbrudne. Og at være skibbrudne for sjov, eller med vilje at have udsat sig for at blive skibbrudne, er en lige så stor overtrædelse af havretsreglerne som for sjov at affyre sine nødraketter. Og disse overtrædelser burde derfor straffes. Men ak, se, om de bliver det! Ingen myndigheder så meget som drømmer derom. Og ingen journalister vover at ymte det mindste om nogen overtrædelse her. For disse mennesker er af den europæiske elite udnævnt til stakler, og stakler viser man barmhjertighed overfor, overfor stakler må retfærdigheden vige for barmhjertigheden. At denne barmhjertighed så bliver udnyttet på det groveste, det ser man stort på.

Oven i købet vifter man stolt med rævehalen: Se, hvor gode vi er!

Det samme gør man med den specielle udlægning af flygtningekonventionen, man har her i Europa, det, jeg har kaldt fodjordsreglen: så snart en asylansøger har sat sin fod på europæisk jord, har han eller hun ret til at få sin sag behandlet. Som jeg før har gjort opmærksom på, har man fra EU’s side alligevel været betænkelig ved fodjordsreglen. Man har allerede i 2001 udstedt et direktiv, hvorefter flyselskaber bliver pålagt en bøde på ikke under 3000 euro, hvis de medtager passagerer uden visum til europæiske lufthavne. Og så forhindrer man jo ganske effektivt en stor mængde asylansøgere i at sætte deres fod på europæisk jord, eller man tvinger eventuelle asylansøgere i armene på menneskesmuglerne.

Igen: rævehale og ikke sværd!

Denne mærkelige fodjordsregel, som for længst har passeret sidste salgsdato, har medført, at der, hvad grænsebevogtning angår, er fremstået nogle forhold, der er det omvendte af tidligere forhold. Tidligere var det et lands pligt at bevogte sine grænser, så ingen illegal grænseoverløber slap ind i landet. Nu betaler man nabolandet for at forhindre mennesker i at krydse grænsen ud af dette land. Det, som man tidligere gjorde nar af DDR for: de bevogtede grænsen, for at ingen skulle slippe ud af landet, det betaler man nu Tyrkiet for at gennemføre.

Og besynderlig nok har man fået diverse menneskerettighedsorganisationer til at holde mund. De holdt jo ikke mund, dengang det var Berlusconi, der lavede den samme aftale med Libyens Gadaffi. Man kunne ikke bortlicitere sine menneskerettighedsforpligtelser, hed det dengang. Men nu, hvor det er EU, der laver aftale med Tyrkiet, nu kan man pludselig godt købe Tyrkiet til at sørge for, at de stakkels flygtninge – som i parentes altså ikke er så stakkels mere – ikke får lejlighed til at sætte en fod på europæisk jord.

Men denne aftale med Tyrkiet er bygget på sand. Og nu kommer skybruddet, nu stiger floderne, nu suser stormene, så de rammer dette hus, det styrter, og dets fald er stort. For nu truer Erdogan EU. Nu viser det sig, at Erdogan er en dårlig dørvogter. Han har sine egne indenrigspolitiske mål at stræbe efter, og formentlig af den grund har han iværksat en krig mod de syriske kurdere. Ikke blot vil han have en bufferzone på 30 km syd for den tyrkiske grænse til Syrien, han vil også befolke denne zone med de etnisk-arabiske syrere, som bor i Tyrkiet som flygtninge.

Og, siger han, hvis EU så meget som antyder, at dette er en invasion, vil han lade EU oversvømme med de tre millioner syriske flygtninge, som bor i Tyrkiet, så kan EU aldrig så meget påberåbe sig aftalen med ham, han er da bare ligeglad.

Ak ja, når man åh så gerne vil være barmhjertig, når man vil styre land og rige efter barmhjertigheden, når man vil regere med en rævehale og ikke med et sværd, så går det galt. Med den luskede aftale, vi i sin tid indgik med Tyrkiet – lusket, fordi den, ligesom direktivet af 2001, sætter fodjordsreglen ud af kraft uden at sige det – har vi skaffet os ris til egen bag. Og det ris, vi vil blive slået med, ligner mere et sværd end en rævehale.

Alt dette betyder imidlertid ikke, at der ikke er noget at gøre. Men det betyder, at skal man gøre det, der er påkrævet, er man nødt til at lade rævehalen ligge og gribe til sværdet. Og det er det, der bliver vanskeligt: dels at få politikerne til at forstå, at sværdet er nødvendigt, dels at få medierne til at bringe ægte reportager i stedet for de snøftudsendelser, man har vænnet sig til at forlyste os seere med. Begge dele ser ud til at være komplet umulige at gennemføre, når man ser sig omkring i det europæiske elite-landskab.

To ting kan man dog håbe på. Begge dele har med Grækenland, ikke med EU, at gøre.

Man kan håbe på, at den aftale, som Sebastian Kurz i sin tid fik lavet med diverse Balkan-lande om at hjælpe Makedonien med at lukke sin grænse mod Grækenland hermetisk til, vil holde. Så vil det blive Grækenland og Grækenland alene, der kommer til at stå med de tre millioner migranter, som Tyrkiet vil afsende over Ægæerhavet.

Og det andet, man kan håbe på, er, at Grækenland i så fald vil blæse på alt, hvad der hedder EU og fodjordsregel og igen lade sin flåde patruljere i det smalle farvand mellem de græske øer og det tyrkiske fastland. Det har de gjort før. Som tidligere bemærket her på bloggen, se her, var årsagen til den store flygtningetsunami, der ramte Grækenland i efteråret 2015 til foråret 2016, at Syriza i januar 2015 var gået til valg på at lempe på forholdsordren til den græske flåde. Indtil da havde flåden tvunget migrantbåde tilbage til Tyrkiet, og fordi de ophørte med det, fik menneskesmuglerne kronede dage, og vi europæere fik kærligheden at føle.

I sin tid, før 2015, havde man godt nok indtryk af, at grækerne standsede migranterne delvis med velvilje fra Tyrkiets side. Noget sådant kan man nok ikke forvente denne gang. Men derfor kan det godt lade sig gøre at bruge sværdet, hvis man altså tør.

Man skal selvfølgelig på forhånd bekendtgøre, at fra den og den dato vil alle migrantbåde blive tvunget tilbage til Tyrkiets kyst, hvis de vover sig ind over grænsen mellem tyrkisk og græsk territorialfarvand. Men man er også nødt til på forhånd at gennemtænke, hvilke smarte tricks menneskesmuglerne kan finde på som modvægt. Hvis de f.eks. anbefaler migranterne at punktere deres gummibåd, når de standses af et græsk flådefartøj, hvad så? Så er vel flådefartøjet tvunget til at samle dem op og føre dem til Grækenland? Aldeles ikke. Australierne opfandt den metode til at imødegå sådanne handlinger, at de medbragte plasticbåde. Dem anbragte de migranterne i. De kunne jo ikke umiddelbart punkteres, og de kunne sejle migranterne tilbage, i dette tilfælde til Indonesien. Ved de langt kortere strækninger i Ægæerhavet skulle en sådan metode nok kunne gennemføres.

Men naturligvis skal migranterne også vide, at det ikke nytter dem noget at sætte foden på én eller anden græsk øs jord. For fodjordsreglen vil grækerne ikke længer overholde. De vil – og så bandede de – forsvare deres fædreland, uanset fodjordsregel og andre EU’ske tosserier.

Jamen, EU må da gribe ind og hjælpe Grækenland.

Uha, nej, endelig ikke. For EU har ikke noget fædreland at forsvare. EU’s politikere behøver ikke at frygte, at der kommer til at myldre migranter rundt på gader og torve i deres lande. Og de vil derfor blot gøre, som de plejer. De vil naturligvis sige, at de vil hjælpe Grækenland med dets grænsebevogtning, men grænsebevogtning betyder på EU-sprog grænsekontrol, og grænsekontrol betyder kun registrering af de ankommende migranter, ikke tilbageholdelse, ikke forhindring af grænseoverskridelse, ikke tilbagetvingning af migrantbåde. For EU-politikerne bor så langt fra problemerne, at de har råd til at opretholde fodjordsreglen uden at blive konfronteret med den letforståelige kendsgerning, at med fodjordsreglen intakt er al tale om grænsebevogtning intet værd.

Det vil sige: hvis Erdogan gør alvor af sin trussel og sender sine tre millioner syriske migranter mod Europa, så nytter rævehalen ikke noget, så er det sværdet, der må tale. Den ødelæggende fodjordsregel må væk, flåden må sættes ind som før, og bådene tvinges tilbage, uanset, hvad Tyrkiet vil sige til det. Og disse tiltag kan kun Grækenland, ikke EU foretage.

Udgivet i Indvandringspolitik, Luther | Tagget , , , | Skriv en kommentar