Videnskab igennem den journalistiske kødhakkemaskine

Vi så det i Deadline forleden, det, som jeg gjorde opmærksom på i mit forrige indlæg: at de videnskabelige resultater forvrænges, når de skal passere den journalistiske kødhakkemaskine. Der kommer noget helt andet ud af det, end det, der blev puttet ind. Enten er det forenklet ud over det tilladelige, eller også er det direkte forvrænget, så det bliver løgn.

Morale: Man skal være forsigtig med de her journalister!

Jeg tog et lignende spørgsmål op på det klimapolitiske område for nogen tid siden, se her. Jeg var blevet gjort opmærksom på noget, der hed ”Project Drawdown” – det var for øvrigt en journalist, der gjorde opmærksom på det i Berlingske, se her – og ved at studere dette projekt lidt nærmere, fandt jeg ud af, at det måske var helt forkerte og ret virkningsløse tiltag, vi på det klimapolitiske plan var i færd med at indskibe os i. Lederen af dette projekt havde beregnet, at det, der med størst effekt kunne modvirke, at drivhuseffekten løb løbsk, var at erstatte HFC-gasserne i vore køleskabe, frysere og airconditions-anlæg med mere klimavenlige gasser. Jo, for HFC-gasserne var som drivhusgasser 9000 gange kraftigere end CO2.

Værsgo’ og spis!

Men ak, selv om det skulle være sandt, hvad dette projekt siger, det betyder ingenting. For journalister véd, hvad der sælger aviser, og politikere, hvad der tiltrække vælgere, og det gør kedelige forslag, som dette fra Project Drawdown ikke, det gør derimod alarmistiske fremtidsudsigter, det gør 16-årige Greta Thunberg, som hævder, at vi gamle, vi kan sagtens, for vi dør, inden de fatale virkninger viser sig, men vi, de unge, vi skal bære konsekvenserne af jeres laden-stå-til. For sådanne opråb henvender sig til vore følelser, og ligesom de følelsesbetonede indslag i indvandrerdebatten har stor gennemslagskraft, spiller følelser også en stor rolle i klimadebatten.

Hvem kan overskue en drivhusgas, der er 9000 gange stærkere end CO2? Nej vel! Tallet 9000 er så enormt, at vi ikke kan stille noget op med det. Men elever, der ”skolestrejker” i tusindtal, det påvirker os, det påvirker i hvert fald det, der kaldes ”den offentlige mening”.

Så derfor sidder man nu på Christiansborg og diskuterer klimamål, skal vi reducere med 60% eller skal det være med 70% inden 2030?

Sidst, vi herhjemme var grebet af klimahysteri, var i 2009, dengang, der var klimatopmøde i København. Jeg var også grebet. Men jeg indrømmer, at én af debatdeltagerne på ”eftertanke.dk” gav mig noget at tænke over. En herre ved navn Hans Henrik Hansen skrev som svar på dette indlæg af mig bl.a.:

“Hvis man sammenligner temperatur og kuldioxydindhold over et meget længere tidsrum, finder man en slående overensstemmelse” – ja, og HVIS du nu havde fulgt blot minimalt med i klimadebatten, ville du vide, at variationerne i fortidens CO2-koncentration indtraf ca. 800 år EFTER temperaturvariationerne.

Jeg må have troet på dem, der fandt en overensstemmelse mellem temperatur og kuldioxydindhold, men da jeg undersøgte sagen lidt nøjere, fandt jeg ud af, at Hans Henrik Hansen havde ret. Der var ikke nogen tidsmæssig overensstemmelse, men derimod en forskydning. Og det betød jo – men den konklusion var der dengang ingen, der var villig til at drage, heller ikke jeg – at den øgede temperatur ikke havde det stigende CO2-indhold i atmosfæren som årsag.

Når jeg imidlertid har fastholdt min skepsis overfor klimaskeptikerne, skyldes det, at det, der sker nu med den voldsomme afbrænding af fossile brændstoffer, er noget unikt. Det er aldrig før set, at så store mængder CO2 er sluppet ud i atmosfæren over så kort et tidsrum. Derfor må der vel være noget om, at det er farligt og kan medføre utilsigtede ting. Og da CO2 bevisligt er en drivhusgas, forekom det mig stadig, at det ikke kunne være uskadeligt at brænde al det fossile brændstof af.

Nu har jeg imidlertid fundet en hjemmeside fra noget, der hedder ”Global Warming Petition Project”. Projektet går vist nok ud på at få så mange videnskabsmænd som muligt at skrive under på en erklæring, som sætter spørgsmålstegn ved FN’s klimapanels påstande. Men projektet har været så venlig at udsende en pjece over de argumenter, de mener gør en indsigelse mod klimapanelet nødvendig, se her.

Og nu kommer jeg jo så til at optræde i en journalists rolle, så jeg må bede læseren passe gevaldig på. Men man kan jo selv følge med i ovennævnte pjece og måske endda kontrollere oplysningerne dèr ved hjælp af de 132 noter, der findes med henvisning til videnskabelige artikler, der giver yderligere oplysninger. Jeg må indrømme, at jeg selv kun har gjort det med hensyn til én note, de andre har jeg så nogenlunde skænket tiltro. Og jeg må vist også indrømme, at jeg stadig ikke har fået et helt fyldestgørende svar på det spørgsmål, som rejser sig efter læsning af projektets argumenter: hvordan kan det være uskyldigt at udsende al den CO2?

Men projektet har gode argumenter, unægtelig.

Man kan se en oversigt over de første argumenter i figur 13. Her har man øverst anbragt en kurve over solaktiviteten fra 1750 og til i dag. Derunder findes tre kurver, der viser temperaturerne forskellige steder på jorden. Og besynderlig nok: alle tre kurver har en nedadgående tendens i den periode omkring 1950, som man har angivet som en kold periode. Hvilket svarer til, at netop denne periode havde lavere solaktivitet.

Så er der en kurve, der viser, hvordan temperaturerne i USA er steget i løbet af denne tidsperiode. Men – NB – ikke steget i den kolde periode omkring 1950.

Og så er der grafiske afbildninger af stigningen i verdenshavene og af afsmeltningen af alle verdens gletsjere, noget, man sat ind i den store graf med 20 års forsinkelse, fordi det varer nogen tid, før stigende temperaturer slår igennem på disse områder.

Men hvad der måske er mest overbevisende, er, at både stigningen i verdenshavene og afsmeltningen af diverse gletsjere er begyndt, før man begyndte at udlede CO2 via afbrændingen af kul, olie og naturgas.

Hvordan kan det dog hænge sammen? Jeg véd ikke, om man kan lave nøjagtige målinger af verdenshavenes vandstandsstigning fra helt tilbage i 1750, men det lyder ikke usandsynligt, at man har styr på, over hvilket tidsforløb gletsjerne er begyndt at trække sig tilbage. Og hvis den afsmeltning skyldes en temperaturstigning – hvilket lyder rimeligt nok – så kan udledningen af den megen CO2 ikke være årsag til afsmeltningen og temperaturstigningen.

Man gør her opmærksom på, at man hermed ikke har bevist, at årsagen til temperaturstigningen er den øgede solaktivitet, selv om graferne tyder på det, man har blot bevist, at årsagen ikke kan være den menneskeskabte udledning af CO2.

Men gåderne fortsætter:

I figur 17 afbilder man stigningen i atmosfærens indhold af CO2. Man har kun eksakte målinger fra 1958, da man begyndte at måle indholdet fra bjerget Mauna Loa på Hawaii. Og af denne kurve ses det, at indholdet ganske rigtigt så nogenlunde følger afbrændingen af fossile brændstoffer.

Men selv det er ikke enkelt. For andetsteds gør man opmærksom på, at man har regnet den årlige forøgelse af CO2 indholdet i atmosfæren ud til 4 gigaton. Regner man forkert? Jo, for den årlige afbrænding af CO2 sætter man til 8 gigaton. Hvor bliver resten af?

Lad os se på de mængder kulstof, man opregner. I atmosfæren forefindes 780 gigatons kulstof; i oceanernes overflade 1000 gigatons, i plantevækst m.m. på jordens overflade 2000 gigatons, og i de mellemste og dybeste dele af oceanerne 38.000 gigatons. Som man måske véd, har man ”ledt efter” den balje, hvori naturen opbevarede den del af de 8 gigatons CO2, som ikke forbliver i atmosfæren. Men vi må selv gætte os til, at den måske ledes ned i de dybere dele af oceanerne. Pjesen fortæller os det ikke.

Dette med de 38.000 gigatons studsede jeg lidt over. Kunne det nu være sandt? Jeg fandt derfor frem til den kilde, pjecen nævner. Tallene stammer fra en artikel af R. A. Houghton fra 2007. Den er ikke på nettet, men en power-point, som han har lavet til sine foredrag er, se her. Og minsandten, i planche 3 forekommer tallet 38.000 gigatons som angivelse af, hvad oceanerne indeholder af kulstof. Tillige kan man se, at størrelsen af de tilbageværende reserver af fossilt brændstof er 5000 til 10.000 gigatons. Så hvis nogen ville håbe på, at vi løber tør for fossilt brændsel, og at klimaet vil kunne reddes på den måde, må de altså håbe om igen.

Men spørgsmålet er altså, om den enorme afbrænding, vi foretager for øjeblikket, overhovedet har nogen indvirkning på klimaet. Får det temperaturen til at stige? Foreløbig har pjecen påvist, at de jævnt stigende temperaturer, vi har oplevet, begyndte før industrialiseringen satte ind. Men den har mere at sige. Eller – kan jeg sige – den giver mig svar på noget, jeg har spekuleret en del over, men ikke kunnet finde oplysninger om.

For fra forskellige kilder er jeg blevet klar over, at vanddamp er en drivhusgas. Men hvilken rolle spiller den i klodens varmeregnskab?

Ja, her hævder pjecen, at nogen har regnet ud, at hvis drivhuseffekten fra vanddamp blev fjernet, ville klodens gennemsnitstemperatur være fjorten grader Celsius lavere.

Og her kommer så pjecens kritik af FN’s klimapanels konklusion. Man skriver:

Det strålemæssige tilskud ved at fordoble CO2-udledningerne er mindre, men denne strålemæssige drivhuseffekt behandles helt forskelligt i det forskellige klimahypoteser. Den hypotese, som IPCC har valgt at gå ind for, forudsiger, at effekten af CO2 bliver forstærket af atmosfæren, især gennem vanddamp, så der fremkommer en stor temperaturforhøjelse. Andre hypoteser forudsiger det modsatte: at atmosfærens reaktion vil modvirke CO2-forøgelsen, så der kun fremkommer en betydningsløs forøgelse af temperaturen. Den eksperimentelle evidens favoriserer hypotese 2. Skønt mængden af CO2 er forøget betragteligt, er effekten på temperaturen været så lille, at den ikke har kunnet måles.

Men inden man ånder lettet op, bør man nok lige gøre sig klart, at vi stadig ikke har fået en forklaring, der udvikler den hele og totale årsagssammenhæng ved afbrændingen af fossile brændstoffer. Og selv om man ud fra de iagttagelser, man kan gøre, med rimelighed kan sige, at IPCC’s antagelser foreløbig har vist sig at være forkerte, så ville det unægtelig være rart at vide lidt mere præcist, hvorfor afbrændingen ikke hidtil har ført til nogen katastrofe.

Dog, her kan pjecen ikke være os behjælpelig. Den slutter med at opregne fordele ved det stigende CO2-indhold i atmosfæren. Denne CO2 virker nemlig som en slags gødning for al plantevækst, og er desuden medvirkende til, at planter kan klare sig bedre i tørre områder. Og så får vi til sidst en anbefaling til USA om at indføre mere atomkraft. Det er en lidt anden diskussion, som jeg ikke vil tage op her. Men jeg vil dog give pjecen ret i, at der må en eller anden form for energi til, hvis u-landenes befolkninger skal op på vor levestandard. Og det skulle de jo gerne.

Men stadig sidder disse grafer i hovedet på én. Kan det virkelig passe, at den – synes det – enorme udledning af CO2 så at sige ikke har haft nogen indvirkning på jordens klima? Og kan det virkelig være sandt, at der i oceanernes dyb gemmer sig ikke mindre end 38.000 gigatons kulstof, og at vi med alle vore biler og kulkraftværker osv., ”kun” udleder 8 gigatons. ”Kun” har jeg sat i anførelsestegn, ja, for i forhold til de 38.000 gigatons er det jo pebernødder.

Reklamer
Udgivet i Samfundsforhold | Tagget | Skriv en kommentar

Befolkningsudskiftning

Det begreb havde man sat sig for at udforske nøjere i Deadline, lørdag den 22-6. Og alle indslag var iklædt den fine videnskabelige dragt. Jo, jo, man ville skam gå videnskabeligt til værks. Ikke noget med at snyde på vægten. Dette må vist have været den grundsætning, man gik ud fra.

Og hvad endte det med?

Rigtigt gættet: Man snød på vægten. Endda noget så grusomt. Og det er den kanal, vi betaler penge til. Det er den kanal, der tænkes være objektiv og ikke vælge politisk side. Gå hjem og vug! Udsendelsen var sidetung, som sjældent før set. Oven i købet lagde man ikke skjul på, hvem man opponerede politisk imod.

DR har været beskyldt for at have slagside mod de røde i de valgkampe, der har været ført. Men man har forarget forsvoret, at noget sådant skulle være tilfældet. Her forsværger man hverken det ene eller det andet. Her mener man sig berettiget til at vende sig politisk imod store dele af højrefløjen. Jeg gætter på, at man oven i købet mener, man gør den politiske debat en tjeneste med en udsendelse som denne. For hvad er det man gør? Man går et begreb efter i sømmene, som det, man kalder den populistiske højrefløj, har taget til sig og anvendt i sin agitation, begrebet ”befolkningsudskiftning”, og når man så på videnskabeligt grundlag – videnskabeligt, endelig videnskabeligt, læg mærke til det – har ”bevist”, at vi slet ikke kan forvente nogen befolkningsudskiftning, så mener man, at man har drejet diskussionen hen i en sundere retning.

Og det ville man måske også have gjort, hvis man havde taget ordet ”videnskabeligt” alvorligt. Men metoden med at indforskrive en såkaldt videnskabsmand eller -kvinde til at komme med absolutte udsagn, er efterhånden brugt så mange gange, at udløbsdatoen er overskredet. Vi tror ikke mere på det. Folk tror ikke på det. Kun DR tror stadigvæk på det.

Jeg husker ikke navnet på den lektor ved Syddansk Universitet, som man havde fundet frem på DR til at lade os uvidende seere oplyse om demografiens sandheder og faldgruber. Men af hensyn til hans gode navn og rygte vil jeg undlade at prøve at finde ud af det. For det, han sagde, var da sådan set ikke forkert. Og jeg har ikke demografisk kundskab nok til at afsløre, om han med vilje drejede kendsgerninger hen imod en konklusion om, at der ikke var nogen fare på færde, vi var på ingen måde på vej mod en befolkningsudskiftning, eller om han bare sådan af hensyn til den pæne og velopdragne studievært (det var Steen Nørskov, der var vært) gerne ville præsentere nogle tal, der kunne være ham tilpas. I hvert fald: Ved at sammenligne med nogle højst alarmerende tal, som Claus Thomas Nielsen, der er præst i Vestjylland, skrev om på Snaphanen, se her, har jeg opdaget den fejl eller den letsindige omgang med tallene, som lektoren præsenterede for os.

Hvad i alverden! Tillader du dig at sammenligne de demografiske resultater, som en velrenommeret lektor ved Syddansk Universitet, som vist oven i købet var lektor i demografi, fremførte, med dem, som fremføres af en simpel sognepræst, som muligvis ikke har en snus forstand på demografi, og som oven i købet er fra langt ude på landet i Vestjylland?

Ja, det gør jeg. Og selv om jeg ikke har den store forstand på demografi, så er jeg en tilpas god lytter (og læser), så jeg kan få Claus Thomas Nielsen til at fortælle mig, hvor det er, kæden springer af for den velrenommerede lektor. Claus Thomas Nielsen skriver nemlig:

I Europa laves der ikke statistikker af samme klarhed som USA. I nogle lande er det ligefrem forbudt at bede folk om at registrere deres religiøse eller etniske tilhørsforhold. I Danmark forsvinder muslimer f.eks. ud af statistikkerne som fremmede eller efterkommere når de er født af forældre med dansk statsborgerskab. Derved kan der heller ikke skelnes klart mellem fertiliteten blandt kvinder af dansk og udenlandsk afstamning Men vi véd at fertiliteten blandt kvinder af europæisk afstamning gennemsnitligt kun er en smule højere end for japanske kvinder. Tyske kvinder 1,4, Italienske og Spanske kvinder 1,3. Osv.

Læg mærke til oplysningen om, at muslimer ikke mere regnes for fremmede eller efterkommere, hvis de er født af forældre med dansk statsborgerskab. Det samme gjorde faktisk vor gode lektor opmærksom på. Det var i forbindelse med tallene for fertiliteten. Fertiliteten for danske kvinder lå på 1,8 barn på kvinde, for ikke-vestlige indvandrere på 2,0 pr kvinde. Det sidste véd jeg nu ikke, om jeg tror på. Der skal, så vidt jeg husker, en fertilitet på 2,2 til for at opretholde det bestående befolkningstal. Men selv om vi så godtager lektorens tal for fertiliteten – eller selv om jeg måske dèr har hørt forkert – så fortsatte han med at forklare, hvordan man, hvis man var født af forældre med dansk statsborgerskab, ikke regnedes for fremmed, og han begrundede det oven i købet med, at de fremmede jo efterhånden kom til at ligne de indfødte danskere mere og mere.

Og se, dette sidste kan selv jeg erkende som ren og skær ønsketænkning. Det har ikke noget med demografi at gøre. Det er en forudsætning, som demografen lægger ind i sine beregninger. Sådan set svarede han også korrekt nok, da han blev spurgt om, hvad den demografiske videnskab kan sige om fremtiden. Han sagde da til at begynde med, at det eneste videnskabeligt sikre, videnskaben kan sige, er, hvordan det forholder sig den dag i dag. Al fremtidsberegning bygger på så mange forskellige antagelser, at der kan komme mange forskellige resultater ud af det. Men når han nu lagde de mest rimelige antagelser ind i sine beregninger, så viste det sig, sagde han, at det så at sige ikke ville gøre nogen forskel på antallet af ikke-vestlige indvandrere, hvis vi modtog 20.000 pr år i stedet for 10.000 pr år.

Men hvis der blandt de ”rimelige antagelser”, som han lægger ind i modellerne, befinder sig den formodning, at de fremmede efter to eller tre generationer vil blive ganske som os, så er hans beregninger jo ikke til at stole på. Ikke desto mindre stolede Steen Nørskov blindt på demografens tal, som sædvanlig på god journalistvis ved at udelade alle de forbehold, videnskabsmanden havde taget. Og så skal det jo blive forkert. Videnskabsmanden selv, den velrenommerede lektor fra Syddansk Universitet, skyder nogle forbehold til side, og journalisten skyder endnu flere til side. Det er pokker til videnskab, der kommer ud af det.

Og det gav Nørskov sig så til at diskutere med to gæster, specielt inviterede. Og begge havde vist det ”rette” negative syn på ”højrepopulismen”. Den ene, en tysker, Moritz Schram, der talte et udmærket dansk, men fulgte lidt med i tyske forhold, hvor man forståeligt nok, måske, er lidt mere obs på faren ved højrekræfterne – man har jo haft nogle nynazister at trækkes med – og den anden en ung forsker, der havde rejst rundt i Europa og interview’et disse højrepopulister. Sjovt nok kom denne unge forsker med en iagttagelse, som man kunne have spundet videre på: han sagde, at han havde oplevet flere af dem, han havde snakket med, som ganske almindelige mennesker, der blot var bekymrede for deres lands fremtid. Men ak, det synspunkt havde Nørskov ikke brug for, så det forblev en enlig svale, som ikke fik lov at gøre nogen sommer.

Man begyndte med at omtale, hvordan ordet ”befolkningsudskiftning” bredte sig blandt ”højrekræfterne”, det forlød endog af både Pia Kjærsgaard og Marie Krarup havde brugt det. Og stakkels mig, der åbenbart stadig lider under den vrangforestilling, at DR er nogenlunde neutral, sad udsendelsen igennem og ventede på et modsvar fra én af disse to udmærkede politikere. Men tror I, det kom. Nul putte!

Når man dertil lægger, at det hele begyndte med en omtale af Mosbjerg-festivalen, hvor bl.a. Tommy Robinson blev omtalt, men hvor Tv-hold var udelukket, en omtale, hvor man omhyggeligt nøjedes med negative bemærkninger om denne festival – f.eks. så man kun modstandernes skilte i Alken – så bar hele udsendelsen præg af, at DR mener sig berettiget til – man mener nok selv med god samvittighed – at fremføre alle mulige anklager mod noget, man kalder højrepopulismen, uden på nogen måde at lade den del af det politiske spektrum komme til orde.

Alt i alt: denne Deadline-udsendelse er noget af det mest énsidige, jeg har set længe, og N.B.: det åbenlyst énsidige. Énsidigheden plejer dog at være lidt mere skjult. Skrækkeligt!

P.S.: Dette er skrevet, før jeg søndag aften læste dette indlæg af Morten Uhrskov. Det har denne overskrift: ”Om Mosbjerg Folkefest, en udfordret journalist og Deadline, der ufrivilligt bekræfter, at den store udskiftning finder sted”. Og det viser sig, at Uhrskov havde lagt mærke til noget, som jeg havde overset. Nå ja, først viser det sig, at den af mig omtalte lektor i virkeligheden var professor, godt nok kun forhenværende professor, men alligevel, det afslører en vis mangel i min hukommelse. Værre er det citat, han bringer fra professorens mund, det må jeg indrømme, at jeg helt havde overset. Uhrskov skriver:

Han [professoren, rr] var heldigvis også så intellektuelt hæderlig, at han sagde følgende, som i den grad fortjener at blive sat med fed og i kursiv:

Andelen af indvandrere i Danmark er stigende, det er indiskutabelt…Så den udskiftning, der er tale om, ja, den er der jo, hvis vi måler det på historikken.”

Af hjertet tak til den emeritussede professor, men især til Steen Nørskov for at invitere ham i studiet. Propagandisten Steen Nørskov ønskede at fremstille nationalkonservative som skøre mennesker, der ser spøgelser, og så kommer demografen og siger, så det ikke kan misforstås, at der lige præcis er tale om en udskiftning af det danske folk og af en stribe andre europæiske folk.

Jeg må dog til mit forsvar sige, at professoren søgte at uskadeliggøre denne udtalelse ved at fastholde det syn på sagen, at disse indvandrere fra ikke-vestlige lande efter ikke så lang tid ville blive danskere. Man kan derfor sige, at han talte med uld i mund. Og eftersom Uhrskov bringer citatet med fed skrift og i kursiv, formoder jeg, at han har genset Deadline-udsendelsen på internettet for at kunne få den nøjagtige ordlyd. Det kunne (og burde) jeg også have gjort. Men jeg foretrak at skrive mit indlæg direkte ud af min forargelse over det, jeg havde set. Så altså: det er måske mere min dovenskab, der er for stor, end det er min hukommelse, der er for dårlig. Hvilket vistnok er en vis beroligelse, i det mindste for mig selv.

Men hvorom alting er: Dette har ikke styrket min tillid til DR’s neutralitet. Det er stadig sådan, at jeg, når jeg ser Deadline, skal sidde og lytte godt efter, hvad der ikke bliver sagt.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , | Skriv en kommentar

Utilladelige historiske paralleller

Indrømmet, jeg har fordomme. Jeg har den fordom, at jeg på forhånd springer over Marlene Winds artikler. Således sprang jeg i første omgang over en artikel af hende, der hed “Europas sande og falske patrioter”. Men så læste jeg i samme avis, Berlingske, en gendrivelse af hendes påstande i denne artikel, skrevet af en historiker, Jens Lei Wendel-Hansen, se her. Og så var jeg jo næsten nødt til at læse den oprindelige artikel også. Den er her.

Jens Wendel-Hansens bebrejdelse lyder:

I den forbindelse [i forbindelse med fejringen af invasionen 6. juni, rr] sætter hun de sande patrioter, hvortil hun regner de invaderende soldater, over for de falske patrioter, som hun bl.a. ser i Europas nutidige højrepopulistiske bevægelser. … “fordi de ofte ikke forstår, at der nødvendigvis må gå en lige linje mellem deres egen frihed og den frihed, som soldaterne gik i døden for for hele Europas skyld 6. juni 1944”.

Men, hævder Wendel-Hansen: “Den lige linje findes ikke. Det er historien simpelthen for kompleks til”.

Og det kan jeg da kun give ham ret i. Specielt er det mig imod, at man gang på gang drager paralleller mellem de mange højrekræfter i europæisk politik og nazisterne i trediverne. Gang på gang hører man, at vi skal passe på, at ikke trediverne gentager sig, at dette eller hint minder om noget fra trediverne, osv. Og det irriterer mig hver gang. For det er alt for letkøbt. Og det vidner ikke om ret stor historisk viden. Og – værst af alt – man er på den måde med til at almindeliggøre noget, der aldrig må almindeliggøres, nemlig holocaust.

Men ikke desto mindre må jeg indrømme, at jeg nok selv mange gange har draget historiske paralleller, og at mange kendte og mindre kendte historikere gør det samme. Ja, selve historiestudiet lægger vel op til, at vi skal lære noget af historien, omend et sprikwort siger, at “det eneste, man kan lære af historien, er, at man ikke kan lære noget af historien”.

Tag bare den historiker, jeg omtalte i mit forrige indlæg, Benny Morris! Han mener at kunne uddrage den lære af de historiske studier, han har gjort, at det er lettest at skabe fred i et land, hvis landet er homogent i etnisk og religiøs henseende. Og min umiddelbare reaktion var da, indrømmer jeg, at give ham ret. For idealet med et Danmark, befolket af det danske folk, er da mit ideal, det ser jeg gerne realiseret.

Men ikke desto mindre var jeg i stand til ved en forholdsvis kursorisk gennemgang af de dele af historieforløbet, som jeg kender lidt til, at kunne vise, hvordan det mange steder og til mange tider faktisk har været sådan, at der har levet etnisk forskellige folk i det samme land, uden at det er kommet til de helt store modsætninger.

Dog fik jeg også givet et enkelt eksempel på, hvor indviklet netop disse forhold er. Jeg nævnte de japanere, der var emigreret til USA før Anden Verdenskrig, og som blev interneret, da Japan havde angrebet den amerikanske flåde i Pearl Harbor. Det kan godt være, at USA’s regering holdt fast ved det princip, at USA skulle være et land for alle, og at alle borgere skulle betragtes som ligestillede. Men større principryttere var de ikke, end at de udmærket forstod den fare, der kunne ligge i, at nogle af USA’s indbyggere, nemlig de immigrerede japanere, havde større loyalitet overfor Japan end overfor USA.

De to ting kom til at stå overfor hinanden: princippet om alle borgeres lige rettigheder i et demokrati, og kravet om absolut loyalitet fra befolkningens side i en krigssituation. Det er det dilemma, Benny Morris mener, enhver stat står overfor, når der er to eller flere etniske grupper indenfor statens område, eller altså, når der er etniske minoritetsgrupper, som den dominerende etniske gruppe skal tage hensyn til.

Af en anmeldelse i New York Times af Benny Morris’ bog “The Thirty Year Genocide”, se her, den bog, jeg omtalte i det forrige indlæg, skrevet af Bruce Clark, fremgår det, at dette tredive års folkemord er delt op i tre afdelinger, og at den første del af det forekom i 1894-96, hvor omkring 200.000 armenere, bosat indenfor Tyrkiets område, blev myrdet. Men det fremgår også, at massakren måske kan finde en vis undskyldning i den magtkamp, der på det tidspunkt foregik mellem Rusland og Tyrkiet om disse områder. At den tyrkiske ledelse måske stod overfor det samme problem, som USA stod overfor mange år senere: nemlig at en gruppe indenfor landets jurisdiktion kunne tænkes at være illoyal overfor regimet og måske ligefrem støtte landets fjender. Blot må man jo indrømme, at tyrkernes reaktion var noget mere radikal end amerikanernes.

En anden anmeldelse, se her, gør opmærksom på, at en sådan massakre var imod islams forordninger. Og det er sandt nok. Godt nok forekommer der en del voldsopfordringer i koranen, men der blev dog bragt en vis orden ind i dette kaos af den anden kalif, Omar, som fastsatte regler for, hvordan kristne og jøder, “bogens folk”, skulle behandles. Og de skulle indtage en underordnet stilling, betale en særskat, fraskrive sig al tanke om mission, tvinges til ydmygelser, osv., men altså ikke slås ihjel i massakrer. Hvad der i tidens løb er forekommet af pogromer imod jøder og kristne i muslimsk regerede områder, kan med en vis ret betragtes som undtagelser fra denne regel.

Men den første massakre på armenerne og det, der måske kan være en undskyldning for den, får mig til at tænke på den spanske tvangskristning af de muslimer, der kom ind under det spanske kongehus i 1492 ved erobringen af Granada eller “Al-Andalus”, den sidste muslimske stat på den iberiske halvø. Det var en ganske forfærdelig historie. Der var ikke megen religionsfrihed at spore her. Disse muslimer blev tvangsdøbt, blev tvunget til at drikke vin og spise svinekød, blev hørt i, om de kunne fadervor udenad, og blev til sidst omkring år 1630, da alle disse tvangsmidler syntes forgæves, med magt forflyttet ud over det øvrige Spanien.

Det, der skete dèr, er en skamplet på kristendommens historie. Men når jeg nu læser om de vanskeligheder, den tyrkiske sultan i slutningen af 1800-tallet havde med armenerne i den stadige strid med Rusland om landområderne omkring Det kaspiske Hav, så vil jeg vist alligevel sige, at hvis disse stridigheder skal fungére som en slags undskyldning for sultanens massakre på armenerne, så skal vel i lige så høj grad krigstilstanden mellem Spanien og Tyrkiet i 1500 og 1600-tallet kunne betragtes som en undskyldning for denne tvangskristning. For så længe muslimerne, eller altså: de tvangskristnede muslimer, befandt sig i et samlet landområde, nemlig Andalusien, udgjorde de en fare for landets sikkerhed i den stadige kamp mod muslimerne i Nordafrika og i den østlige del af Middelhavet: Tyrkiet eller Det osmanniske Rige.

Er der her tale om utilladelige historiske paralleller?

Ja, det er der måske. Og det vil måske heller ikke holde vand for en nærmere undersøgelse. På den anden side: Bruce Clark, anmelderen i New York Times, kan jeg godt mistænke for at ville tage islam lidt for meget i forsvar. Han synes, det er betænkeligt at koble Tyrkiets tre massakrer mod kristne sammen; der var jo dog tale om vidt forskellige tyrkiske herskere, den sidste, Atatürk, oven i købet ganske ikke-muslimsk i sin tankegang. Det er det måske også. Men hvis det er sandt, hvad Morris hævder: at islams overhøjhed blev påkaldt i alle tre massakrer, også i Atatürks, så kan der måske være noget om det. I hvert fald: hvis man siger “jihad” i en muslimsk sammenhæng – og det gjorde Atatürk – så er det en opfordring, ikke blot til krig, men også til massakrer. Så islam har spillet en rolle i dette folkedrab.

Lad mig nævne nogle andre eksempler på dette dilemma.

Var de danske socialdemokrater i trediverne og fyrrerne nationalt sindede politikere eller var de internationalister?

Svaret er ja.

De var begge dele. De sad på magten i et lille land ved siden af det mægtige Tyskland, der havde en ret uberegnelig herre ved magten, nemlig Adolf Hitler. Og de havde både før og efter krigen en stor frygt i sig for, hvad de kunne ske med Danmark, om det ville blive opslugt af Tyskland eller fortsat kunne få lov være Danmark, beboet af det danske folk. Man havde jo set, hvordan det i 1938 var gået med Tjekkiet: fordi der i grænseområdet mod Tyskland boede en del tyskere, blev landet af Tyskland og Vestmagterne tvunget til at afgive store landområder til Hitlers Tyskland. Ville det samme ske med os? Ville Hitler få øje på Nordslesvig og kræve det tilbage til Tyskland? Socialdemokraterne foretrak at træde varsomt. Man havde modtaget flygtende socialdemokrater og kommunister, efter at Hitler begyndte at forfølge disse mennesker, men man turde ikke modtage jøder, da turen til forfølgelse kom til dem.

Og efter krigen, da omkring 250.000 flygtninge i krigens sidste måneder var blevet landsat hos os, stod vi med et enormt problem. Men også her viste socialdemokraterne sig at være nationalt sindede. Man havde set, hvordan det var gået et naboland til Tyskland med et stort tysk mindretal, man ville for alt i verden undgå, at et fremtidigt Tyskland kunne gøre det samme med os, altså undgå, at der fremvoksede et større tysk mindretal. Derfor holdt man de tyske flygtninge indespærrede bag pigtråd, derfor satte man skilte op ved flygtningelejrene, der forbød fraternisering, derfor straffede man al omgang mellem danskere og tyskere i disse lejre.

Internationale forpligtelser, ethvert menneskes ukrænkelige menneskerettigheder, “en fremmed er en ven, du ikke har mødt endnu”, glem det! Danmarks fortsatte eksistens som småstat ved siden af en mægtig stat stod på spil, her var ikke råd til fine principper.

Forresten rettede man sig efter disse principper, når det var ikke-tyskere, det drejede sig om. Blandt de 250.000 flygtninge var der en del ikke-tyskere, de såkaldte “displaced persons”. De kom til at bo i lejre, der ikke var omgivet af pigtråd.

Blandt dem var der en del baltere, omkring 3000, så vidt jeg husker. Dem var russerne meget interesserede i. Under en forhandling i 1948 tilbød de at modtage en stor del af de tyske flygtninge, der på det tidspunkt var tilbage i danske flygtningelejre mod, at de fik balterne udleveret. Det sagde den danske forhandler nej til. Så principløshed, nej, det var der ikke tale om.

Men tilbage til Marlene Wind. Hun skriver blandt andet:

Det første, man kunne spørge om i lyset af den meget emotionelle D-dags-fejring, er således, om de højrepopulister, der i dag fremstiller sig som de sande forkæmpere for det nationale, selv ville være gået i døden for Europas frihed?

Det ville de næppe. Dels fordi de som »falske patrioter« fokuserer mere på deres egen lille stamme end de større idealer, dels fordi de ofte ikke forstår, at der nødvendigvis må gå en lige linje mellem deres egen frihed og den frihed, som soldaterne gik i døden for for hele Europas skyld 6. juni 1944.

Der er med andre ord langt fra nutidens selverklærede nationalister og populister til dem, der som »sande patrioter« reddede europæerne fra deres egen undergang ved invasionen i Normandiet.

Hun drager her en historisk parallel. Er det ikke lige så tilladt for hende, som det er tilladt for mig at drage de paralleller, jeg har omtalt i det foregående?

Jo, hvis der var mening i det.

Men det er der jo ikke. Hun spørger, om vi, der er nationalt sindede, ville gå i døden for Europas frihed, og svarer, at det ville vi nok ikke. (Hvor hun så véd det fra!!) Dernæst hævder hun, at der er en lige linje fra den frihed, vi nyder i vore dage, tilbage til den frihed, de kæmpede for ved Normandiets kyst. Og det har da Wendel-Hansen ret i, at en sådan lige linje gives der ikke.

Hvad kæmpede de for ved invasionen? For Europas frihed? Nej. For Hitlers død? Ja, snarere det. For nazismen udryddelse? Ja, helt bestemt.

Jeg skal ikke ligefrem påstå, at Neville Chamberlain er mit ideal. Men han er altså, så vidt jeg kan se, betydelig bedre end sit rygte. Det er sandt, at han som den gentleman, han var, stolede for meget på Hitler i München i 1938. Han stolede så meget på ham, at han, da han, da han steg ud af flyvemaskinen, proklamerede de berømte ord: “Fred i vor tid”.

Men mindre end et halvt år senere, da Hitler indtog Rest-Tjekkiet, blev han klar over, at den mand kan man ikke stole på. Og da Hitler så i august 1939 lavede en ikke-angrebspagt med Sovjetunionen og kort efter angreb Polen, holdt Chamberlain fast ved briternes pagt med Polen og erklærede Tyskland krig. Oven i købet sagde han i parlamentet, at krigen ikke ville ophøre, før regimet i Tyskland var sat fra magten.

Hvorfor?

Fordi man ikke kunne stole på dette regime. Man kunne ikke lave aftaler med det. De aftaler, man lavede, brød de, hvis det passede dem. Og et sådant regime er gift for den europæiske fred. Ikke for den europæiske frihed, den måtte de enkelte stater tage sig af, som de nu fandt det for godt. Men for den europæiske fred.

Hidtil havde krige været ført mellem stater, indtil den ene blev træt og bad om fred. Og så sluttede man fred, lavede en aftale, og så var freden genetableret. Men Chamberlain havde erfaret, at den metode ikke var brugelig overfor Hitler. Derfor ordene ved krigens begyndelse om, at det nazistiske regime måtte fjernes. Og derfor en gentagelse af disse ord ved pagten med USA i 1942.

At man mente det på den måde, kommer frem derigennem, at vestmagterne sendte våben i massevis til Sovjetunionen, selv om man jo godt vidste, at der ikke eksisterede nogen frihed i den union. Og det kom forøvrigt også frem i Nürnberg-processen. Dèr lød én af anklagerne på “forbrydelse mod freden”. Og det var Hitlers løftebrud, man havde i tankerne. Det kunne man jo også uden besvær få Sovjetunionen med til. For også overfor Sovjetunionen brød Hitler sit ord. Den ikke-angrebspagt, han havde sluttet i 1939 med Sovjetunionen, var i 1941 ikke det papir værd, den var skrevet på.

Jamen, derfor kan den enkelte soldat da godt have kæmpet for Europas frihed, vil måske Marlene Wind sige.

Den tror jeg ikke på. Den enkelte soldat kæmper for fredens skyld. Han har i tankerne de bomber, der faldt over London under blitzen, han tænker på de mange skibe, som tyske u-både har sænket i Atlanterhavet, han tænker på jagten på det tyske slagskib, Bismarck, og de ofrer, denne jagt har kostet. Han kæmper kort sagt for sit land, sådan set på nøjagtig samme måde, som den russiske soldat gør det. Russerne kaldte jo ikke uden grund Anden Verdenskrig for “Den store Fædrelandskrig”.

Og hvad angår den “lige linje”, som Marlene Wind kan se fra 1944 til i dag: Der kom en kold krig mellem de to supermagter, Sovjetunionen og USA, der kom en terrorbalance, der blev skabt et EF med alle mulige andre motiver end frihedens bevarelse – måske med det motiv, at gøre Europa til en supermagt, der kan matche de to store. Og der blev givet Marshall-hjælp, der blev oprettet en frihandels-zone, EFTA, med Storbritanien som hovedaktør, senere blev EF og EFTA sluttet sammen og endnu senere blev EU dannet, en størrelse, der muligvis higer lige så meget efter supermagtsstatus som efter frihed, i hvert fald synes frihed for det enkelte land ikke at have første prioritet.

Kort sagt: Spil dog med åbne kort! Hav al den tiltro til det EU’ske projekt, det skal være! Men lad være med at blande historien ind i det! Og lad i hvert fald være med at fordreje ret åbenlyse historiske kendsgerninger!

Udgivet i Historie | Tagget , | Skriv en kommentar

Et multikulturelt samfund?

Der er en artikel i Weekendavisen fra sidste fredag, den 14-6, som vistnok burde gøre mig lidt stolt, men som snarere gør mig bekymret, se her. Artiklen er et interview med Benny Morris, en forsker, som sammen med en israeler, Dror Ze’evi, har skrevet bogen ”The Thirty Year Genocide” om folkemordet på armenerne, som de hævder har stået på i over tredive år.

Det, der burde gøre mig lidt stolt, er, at han viser sig at have opdaget det samme, som jeg har opdaget: at den befolkningsudveksling, som fandt sted mellem Grækenland og Tyrkiet i 1923, og som bevirkede, at Kreta, men ikke Cypern blev etnisk rent græsk, har været medvirkende til, at Grækenland blev fri for de problemer med sammenstød mellem etnisk/religiøse grupper, som har præget Cypern.

Han siger i interview’et:

Da tyrkerne og grækerne gennemførte deres endelige befolkningsudveksling i 1923, var resultatet fred. Problemet var løst. Med undtagelse selvfølgelig af Cypern, som tyrkerne invaderede i 1974,« siger Morris.

»Hvorfor invaderede tyrkerne Cypern? Fordi befolkningerne stadig var blandede. Pointen er, at hvis man adskiller befolkninger, som er det, man gør ved at dræbe eller fordrive hinanden, løser man minoritetsproblemet. Så på en måde kan man sige, at social omkalfatring på lang sigt har nogle fordele, selvom det også er en trist refleksion om mennesker og menneskets natur.

Jeg deler ganske hans opfattelse af, at dette er en noget sørgelig konklusion. Men jeg vil mene, at freden i nationerne og freden mellem nationerne er bedre tjent med, at man bygger sin politik på en realistisk iagttagelse af menneskets natur, frem for på etiske forestillinger om, hvordan mennesket burde være.

Det, der har præget vesteuropæisk flygtningepolitik, herunder dansk flygtningepolitik, har desværre været etik og ikke realisme. Og det har taget sin tid at give slip på overbevisningen om, at danskerne dog so oder so måtte kunne opdrages til at være multikulturelle. Mange har jo, som man nok véd, ikke givet slip på den overbevisning endnu, men vil stadig prøve med social ingeniørkunst at få de to kulturer, vi i kraft af denne fejlopfattelse har fået til at være realiteter i vort land, til at spille sammen i en større énhed.

Så jo, der er bestemt noget velgørende ved at høre Benny Morris fremsætte synspunkter, der er båret af realisme og ikke af åben eller skjult moralisme.

Men det er også lidt uhyggeligt eller i hvert fald skræmmende at læse de konklusioner, han selv drager af disse realistiske iagttagelser.

Staten Israel har således et ret stort arabisk mindretal. Om opkomsten af det hedder det:

I et interview med den israelske journalist og forfatter Ari Shavit, som blev bragt i avisen Haaretz i 2004, udtalte Morris, at »der er omstændigheder i historien, der retfærdiggør etnisk udrensning«. I samme forbindelse udtalte han også, at Israels første premierminister, Ben Gurion, begik en stor fejl, da han ikke gennemførte adskillelsen af de to stridende folk ved at fordrive samtlige palæstinensere fra Middelhavet til Jordanfloden.

»Når han allerede var i gang med fordrivelse, skulle han måske have gjort arbejdet færdigt. Jeg ved godt, at det her forbløffer araberne og de liberale og de politisk korrekte typer. Men min fornemmelse er, at dette sted ville have været roligere og have kendt til mindre lidelse, hvis det var blevet løst én gang for alle,« sagde Morris dengang. Han er stadig af den overbevisning.

Man kan godt, når man læser dette, nøjes med at fare op i det røde felt af forargelse over et menneske, der i det hele taget kan tænke sådan. Men man skylder at spørge sig selv, om han monstro ikke har ret i den betragtning, at livet i Israel ville have været roligere, hvis israelerne ikke havde haft dette arabiske mindretal. Det spørgsmål er jeg ikke i stand til at svare på, men jeg er til gengæld i stand til at svare på spørgsmålet om, hvorvidt vort land ville være bedre stillet uden de tilflyttede muslimer. Når man klager over alle de millioner, der er blevet brugt på politibeskyttelse af politikere, herunder Rasmus Paludan, så må man jo svare de klagende, at disse millioner ville være sparet, hvis vi ikke havde haft denne store indvandring af muslimer.

Og det kan godt være, at Morris talte om fordrivelse dengang i 2004, men han gør senere i interview’et opmærksom på, at der er forskel på folkemord og fordrivelse:

Morris påpeger samtidig, at man er nødt til at skelne mellem massemord og adskillelsen af folk efter aftale.

»Massemord er aldrig legitimt uanset dets tilsigtede mål. At adskille folk er legitimt, og voldelig etnisk udrensning – uden mord, men med udvisning – falder et eller andet sted midt imellem.«

I hvilke historiske sammenhænge har etnisk udrensning været legitim?

»Det skal forstås teoretisk. Dine læsere kan selv overføre det til historiske konflikter: tjekkerne og sudetertyskerne, tyrkerne og grækerne, de israelske jøder og palæstinenserne og så videre.«

Og man må jo også tilføje, at de ugerninger, hans bog beskæftiger sig med, folkemordet på armenerne, hører til i den absolut værste kategori. Hvad han mener, Ben Gurion måske burde have gjort, i en noget mildere kategori.

Men hans fremtidsudsigter for jøderne i Israel er mørke.

Morris hører til dem, der stadig mener, at en tostatsløsning er den rigtige løsning. Samtidig tror han ikke på, at det kommer til at ske.

»Den rigtige løsning ville være at dele Palæstina mellem de to folk. To suveræne stater, én for arabere og én for jøder,« siger Morris. »Men jeg tror ikke på, at palæstinenserne vil acceptere det, og nu om dage er der heller ikke opbakning til det blandt den israelske befolkning.«

Hvad er din konklusion? Du lyder ikke særlig optimistisk.

»Intet godt, blot mere af det samme. Vi vil fortsætte med at dominere dem, så længe vi har magten. Med tiden vil vores magt vige på grund af den demografiske udvikling, som er til palæstinensernes fordel. De vil kræve lige rettigheder, og jøderne vil være nødt til at give dem disse rettigheder for at forblive et demokrati. Når majoriteten på et tidspunkt bliver arabisk, vil jøderne ikke længere have lyst til at bo her, og så vil de, som kan, rejse.«

Det er da realisme, så det klodser. Men er det sandt? Og kan vi overføre disse iagttagelser til os?

Først: Er hans realisme realistisk? Er det sandt, hvad han siger? Eller er der eksempler på, at to etnisk forskellige befolkningsgrupper har formået at leve i den samme stat på nogenlunde fredelig vis?

Det sidste er der faktisk eksempler på. Endda her i Europa. Belgien og Schweiz er de to eksempler, der lige rinder mig i hu. Måske man også kan nævne USA. Som stat fungérer den jo da nogenlunde, selv om den, hvad den etniske sammensætning angår, er et mangehovedet uhyre. Men dette kan jo meget vel hænge sammen med, at de ledende i USA har formået at handle efter realistiske og ikke etiske målestokke. Da Japan i 1941 erklærede USA krig ved angrebet på Pearl Harbor, internerede USA i første omgang samtlige japanere i landet. Man ville ikke have en femte kolonne gående frit omkring. Men de internerede japanere protesterede og hævdede, at de bestemt var loyale overfor USA. Og det endte da også med, at der blev oprettet en træningslejr for japanske soldater i USA; dog blev de ikke indsat i krigen mod Japan, men i krigen mod Tyskland.

Altså, man har nok et ideal om, at alle er lige i USA, men når der udbryder krig, er man godt klar over, at alle alligevel ikke er lige.

Og kaster man et blik i historiens heksekedel, opdager man til sin forbløffelse, at der i de muslimske lande jo hele tiden har eksisteret religiøse og etniske mindretal, som vel med mellemrum er blevet forfulgt gennem pogromer, men som dog i det store og hele har overlevet til i dag: kopterne i Egypten er vel det klareste eksempel på en sådan overlevelse. Men indrømmet: netop i de muslimske lande er det også, at forfølgelsen af anderledes troende har været hårdest. Det bevidner Morris i den bog, han har været medudgiver af. Udtrykket ”Trediveårskrigen” har de ændret til ”Trediveårsfolkemordet”, fordi de mener, at Tyrkiets massemord på armenere ikke blot fandt sted i få år under Første Verdenskrig, men havde adskillige tilløb før den tid.

Det romerske rige var også præget af mange forskellige folkeslag, og vel gik det under, men det eksisterede dog i nogenlunde orden i de første fire århundreder af det forrige årtusind for vestrigets vedkommende, men helt indtil 1453 for østrigets vedkommende. Og det må dog siges at være en sjat år.

Så i historiens klare lys er hans teser måske ikke helt så overbevisende, som han fremstiller dem.

Dernæst: Vil den dystre spådom, han har for Israels vedkommende, komme til også at gælde os? Vil de efterhånden ret mange indførte muslimer, når de bliver de fleste, udrydde mindretallet ”danskerne”, eller gøre livet så besværligt for os, at vi rejser vores vej? (Men hvor skal vi rejse hen?)

Her må man sande Storm P.’s ord: ”Det er svært at spå, især om fremtiden”. Jeg vil da håbe, at kirken kan mobiliseres til det teologiske arbejde, det er på en meningsfuld måde at opridse forskellen mellem kristendom og islam, så der kan komme lidt mere skred i omvendelserne fra islam til kristendom. Og hvis det er sandt, som demografiske undersøgelser tyder på, at der venter os en fremtid med muslimer som flertalsbefolkning her i landet, så skal kirken ikke være alt for langsom til at komme ud af starthullerne. For indenfor islam er det en gammel tradition, at en frafalden muslim skal slås ihjel. Det gør det allerede nu svært at overtale muslimer til at opgive deres tro, men det vil da blive helt umuligt, hvis vi kristne kommer til at leve i en muslimsk stat som dhimmier, dvs., som et tålt mindretal, der betaler en særlig skat, og vel har lov til at beholde deres religion, men på ingen måde må sige eller gøre noget, der kan opfattes som mission overfor muslimer.

Desværre ser man ikke blandt kirkefolk meget til en sådan mobilisering; det ser snarere ud til, at man fra kirkens side allerede nu forbereder sig på en tilværelse som dhimmier, i det grad skraber og bukker man for muslimerne.

Man kan se et længere uddrag af artiklen i Weekendavisen – som vist nok er bag betalingsmur – her.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget | Skriv en kommentar

Treenighed

Treenighed er et begreb, der er svært at forstå. Da jeg var i kirke i søndags, fik jeg en forklaring på det, som vist skulle gøre det lettere at forstå. Det var noget med et Kinder-æg. Og et sådant blev fremvist fra prædikestolen og udleveret til os kirkegængere efter gudstjenesten. Og bevares, jeg tillod mig da at nyde min foræring til eftermiddagskaffen, men da jeg skulle forklare for mig selv, hvad dette Kinder-æg havde med treenigheden at gøre, opdagede jeg, at forklaringen var vanskeligere at forstå end det, den skulle forklare.

Så tillad mig her at prøve at forklare treenighedsbegrebet ud fra nogle ret skøre tanker, jeg gjorde mig for nogle år siden, da jeg ville vise, at muslimerne også havde brug for treenighedsbegrebet, selv om de aldrig så meget afviser det og gør nar af os kristne, fordi vi benytter det.

I disse tanker prøvede jeg at parallelisere kristendom og islam. Begge tror på ”Gud Fader”, dvs., på de mere eller mindre tågede tanker om en almagt, der ligger bag alt i tilværelsen og giver livet mening. Og begge tror også på ”Sønnen”, dvs., på en udsending fra Gud Fader, der skal fortælle os mennesker, hvad menneskelivet går ud på. Blot er opfattelsen af ”sønnens” opgave vidt forskellig, den ene religion, kristendommen, er overbevist om, at ”sønnen” skal afsløre for os, hvordan sproget virker, at det virker i et ”herredømmefrit rum”, for at tale med Habermas, den anden religion, islam, er sikker på, at ”sønnen”, altså Muhammed, virker ved magtudøvelse, ved at tvinge mennesker ind under den af Gud gennem Muhammed åbenbarede lov, shariaen.

Men Helligånden, da, den er det vel kun kristendommen, der har med i sin trosbekendelse?

Javist, sådan ser det umiddelbart ud. For vi hævder jo, at det er nødvendigt, at der bliver en flok mennesker til, i kristensproget kaldet en menighed, som kan videreføre og videreudvikle den trend, der blev sat i gang af Jesus, ”sønnen”, så der af det ringe sennepsfrø kan opvokse et træ, hvori himlens fugle kan bygge rede (Matt 13,31-32). Men læg mærke til, at også Muhammeds budskab trængte til videreudvikling: der blev dannet en ”menighed”, et muslimsk folk, der kunne bekrige de andre folk og påtvinge dem deres som de mente guddommelige lov, shariaen. Og denne ”menighed” måtte ligesom den kristne menighed igennem nogle hundrede år, inden det blev klart, hvad opgaven var. Først omkring år 1000 e. Kr. fastslog man indenfor islam, at nu var videre diskussion overflødig, ja ligefrem forbudt. Og det blev begyndelsen til den store muslimske nedgangstid, en nedgangstid, der ikke ser ud til at få ende foreløbig. For hver gang man vil forny den muslimske tro – ved en slags muslimsk anti-helligånd – ledes man automatisk tilbage til Muhammed og hans tid, og så bliver det igen magtsynspunktet, der sejrer.

Blot er der jo i vore dage den hage ved det – altså ”hage” fra et muslimske synspunkt – at det kristne samtalesamfund i den grad har vundet over det muslimske magtsamfund, at de magtsamfund, fromme muslimer prøver at opstille i de muslimske lande, f.eks. i Iran, ikke længere kan nøjes med at overbevise med magt, de er alle så smittede af samtalesamfundene, at de har fundet det nødvendigt at indføre demokratiske afstemninger. Godt nok ikke demokratiske i vestlig forstand, for den fri debat er aldeles ufri i disse lande, men alligevel: hvor det tidligere var nok, at en kalif bestemte det hele ”i Guds navn”, dèr er det i vore dage nødvendigt at afholde afstemninger for at skaffe sig legitimitet. Det er så umuslimsk som noget, men man føler det nødvendigt, fordi selv de muslimske lærde ikke længer tror på magtsamfundet, i den grad er de blevet smittet af det kristne eller vesteuropæiske samtalesamfund.

Det vil sige, at alle muslimer – måske med undtagelse af folkene fra IS og Hibz ut Tahrir – lider af en form for skizofreni: de vil så gerne fortsat være muslimer, men de vil samtidig så nødig acceptere den magtudøvelse, der følger med de muslimske trossætninger; de vil så gerne rette sig efter ”Guds egen lov” – som de kalder det, de finder i koranen – men de prøver samtidig af al magt at omtolke koranens ord, så de bliver fredelige. Hvilket er umuligt, for man kan ikke omtolke historiens vidnesbyrd, og det viser uimodsigeligt, at Muhammed var en krigsherre.

Denne skizofreni viser sig f.eks. i muslimernes dobbeltholdning overfor os, når vi vil lave satiretegninger af Muhammed. På den ene side klynker de og påberåber sig at være krænkede på Muhammeds vegne: at afbilde ham som krigsherre med en bombe i turbanen, det er fornærmende imod muslimerne, for de véd jo alle, at Muhammed var en fredens mand. På den anden side truer de med drab og terrorhandlinger dem, som tegner Muhammed på den måde, noget de gør uden et øjeblik at kunne se den selvmodsigelse, de derved gør sig skyldige i, for hvordan var det lige, var Muhammed ikke en fredens mand?

Fornylig har jeg måttet æde min modvilje imod Adam Holm, journalist og kommentator, i mig igen. Jo, jeg må indrømme, at hans hidtidige meriter kun har givet mig anledning til at tro om ham, at han var én af de sædvanlige journalister, der slikkede muslimerne op og ned ad ryggen. Men så her fornylig viste han en helt anden side af sig selv. I en artikel i Berlingske bebrejdede han en muslimsk komiker, Ellie Jokar, at hun gjorde grin med alt muslimsk, men ikke med Muhammed og koranen, se her. Han skriver:

Forleden blev Ellie Jokar, komiker og rapper, interviewet her i avisen i anledning af hendes nye »Wollah Show«, som for tiden går sin sejrsgang på YouTube. Den 38-årige Jokar, der har iransk baggrund og er lesbisk, går i kødet på alskens tabuer blandt både gammel- og nydanskere om f.eks. homoseksualitet, opdragelse, moral og kulturelle fordomme.

Min yngste søn på knap 13 år synes, at Jokar er sej, og har man set hende i f.eks. satireserien »Det slører stadig«, som for nogle år siden blev vist på DR2, er det svært at være uenig. Men på ét punkt stopper frihedens slør med at blafre: ved Koranen og Allah. Her går Jokars grænse for jokes.

Hun begrunder ikke i interviewet hvorfor, men et kvalificeret gæt er, at det handler om angst. Hvem kan fortænke hende i det? Alt for mange er blevet dræbt eller truet til et liv under beskyttelse, fordi fanatiske militante muslimer vil straffe dem for alskens fornærmelser over for »den eneste Ene«.

Han fortsætter med at fortælle om alt det, man kan gøre grin med uden at risikere noget: ”Jesus, Paven, folkekirken, Hare Krishna, buddhisme”, og undrer sig lidt over, at så at sige alle satirikere gør holdt ved islam. Og han slutter med følgende konstatering:

Ellie Jokar og andre begår en alvorlig fejl ved at tro, at vi bedst skærmer os mod de voldelige anslag ved at slække på vores egen hårdt tilkæmpede liberale offentlighedskultur. Vi bliver kun mere sårbare ved at overlade det beskidte arbejde til en koranskændende mand med et racistisk tankesæt og en ualmindelig ubehagelig forståelse af samfund og medborgerskab.

Tænk, at de som taler om tolerance og inklusion, er de samme, som opretholder de parenteser, der låser fanatikerne fast i deres mentale mørkekammer. Ellie Jokars selvpåførte islam-mundkurv er ikke vejen frem.

Nuvel, Adam Holm skal lige have afleveret nogle ukvemsord imod Rasmus Paludan, og fred være med det. Men han har alligevel forstået Paludans budskab så meget, at han kan indse, at det, han opfordrer Ellie Jokar til, er det samme som det, Rasmus Paludan faktisk udfører: Nemlig et satirisk angreb på koranen og Muhammed. Man kan måske nok gå med til, at Paludans angreb ikke er så sjovt, som satiriske angreb kunne være, men hvor har Adam Holm dog ret i, at vi ikke vinder noget ved at slække på vor hårdt tilkæmpede liberale offentlighedskultur!

Nu har jeg ikke oparbejdet et kartotek over Adam Holms forskellige indlæg, og blandt andet derfor undlader jeg at spørge, om han mon selv i sit journalistiske arbejde har ”opretholdt de parenteser, der låser fanatikerne fast i deres mentale mørkekammer”. Nok er det for mig her at konstatere, at han nu går ind for, at en ”selvpåført islam-mundkurv ikke er vejen frem”.

Jeg kan kun give ham ret: det er bestemt ikke vejen frem, at vi undlader kritik af koranen og Muhammed.

Og nu kom jeg til at skrive ”kritik” og ikke ”satire”. Det var med velberåd hu. For det er jo let nok for os andre, os ikke-muslimer, at sige, at muslimer skal udøve Muhammed-kritik, når man dog véd, at så meget er der tilbage af muslimernes opfattelse af deres religion som en magtreligion, at de let kommer til at betragte en muslim, der laver satire over Muhammed og koranen, som en frafalden muslim. Og så kan det meget let gå sådan, at den gamle regel om, at frafaldne muslimer skal dræbes, træder i funktion. Så Ellie Jokar vil være dobbelt udsat ved at lave satire over Muhammed og koranen; hun vil ifølge muslimske regler både kunne dræbes som frafalden og som én, der laver satire over Muhammed.

Da Muhammed stod overfor Mekka og var parat til at indtage byen, krævede han en række mennesker udleveret til henrettelse, hvis byen ville undgå plyndring, blandt andet en digterinde, der havde lavet satiriske vers om ham, og en skriver, der havde foreslået visse tilføjelser til koranen, tilføjelser, som Muhammed godkendte, hvorved han jo indrømmede, at det var ham og ikke Allah, der var den egentlige forfatter til koranen.

De blev udleveret begge to og måtte lide døden for det, de havde gjort.

Men mærkelig nok er deres historie altså bevaret i den muslimske tradition, selv om i hvert fald det med skriveren jo ikke sætter Muhammed og hans påståede åbenbaringer i et særlig heldigt lys.

Det samme kan man undre sig over angående det citat, jeg bragte for et par gange siden, det, hvor Muhammeds yndlingshustru, Aisha, om det forhold, at Muhammed påstod, at Allah havde givet ham lov til at bryde sin ed, sagde: ”O Muhammed, Gud hjælper dig meget i dit begær”. Man kan såmænd næsten sige, at det her er muslimerne selv, der anvender satire over for Muhammed og hans koranåbenbaringer. Og Aisha blev da ikke slået ihjel i den anledning.

Men Adam Holm har mere at sige i sin artikel, noget, han dog lader Charb sige. Han skriver om Charb:

Eller [Theo van Goghs skæbne gentog sig] for redaktionen på det franske satiremagasin Charlie Hebdo i 2015. Det lille venstreanarkistiske blad har aldrig holdt sig tilbage med at bedrive satire over Gud og hvermand. Ingen var hellige, allermindst de selverklærede hellige. Som Charb – eller Stéphane Charbonnier, tegner og redaktør på Charlie Hebdo – skrev blot nogle få dage før, han sammen med 11 andre blev skuddræbt af to jihadister:

»Hvad er det andet end diskrimination at antyde, at man kan grine af alt undtagen visse aspekter af islam, fordi muslimer er mere sårbare mennesker end resten af befolkningen? Burde man ikke behandle verdens næststørste religion på lige fod med den største? Det er på høje tid, at vi får sat en stopper for den ulækre paternalisme, som de hvide, ‘venstreorienterede’ burgøjserintellektuelle lægger for dagen i deres forsøg på at mænge sig med ‘de stakkels fattige og underuddannede’«.

Selvfølgelig er muslimer mere sårbare end andre, for de lider af skizofreni, de skifter mellem klynk og magtanvendelse, de nægter at påtage sig skylden for egen skæbne, de tror stadig, de kan spille rollen som mennesker, der er overordnet os andre, ser ikke det menneskeligt nedværdigende i den rolle. Hvis de skal blive til hele mennesker, må det være mennesker udenfor islams heksekreds, der får dem til det. Og satirikere er måske velegnede til det formål. Men kirken er lige så velegnet. Hvis den blot ville påtage sig opgaven. Men ak, det har lange udsigter med noget sådant.

Den deltager altfor gerne i det, Charb her med fuld ret kalder ”paternalisme”, dvs., ved at undlade normal kritik af islams trossætninger opfatter man, uden at man selv er klar over det, muslimer som børn, der ikke tåler at høre den fulde sandhed om deres religion. Og det er dog ekstremt nedværdigende for muslimerne, og det er det, selv om de selv i høj grad godkender denne ikke-kritik. For deres egen og vor ikke-kritik hænger sammen med umuligheden af at forene ordreligion med magtreligion, og eftersom de fleste muslimer har indset, at deres religion ikke længere er en magtreligion i den forstand, at den har nogen magt at bruge til at tvinge verden ind under halvmånen, så griber de til den fortvivlede udvej at ville forvandle deres religion til en ordreligion. De bliver derved til skizofrene mennesker, til halve mennesker, der ikke tør være sig selv, til mennesker, der i den grad trænger til at høre et godt kristent ord, der kan få dem ud af deres lovfængsel.

Treenighed, hvad er det?

Det er i hvert fald et fænomen, som kirken ikke har patent på. Helligånden er virksom langt ud over kirkens grænser. Den har fået Habermas til at tale om et ”herredømmefrit rum” som betingelse for al ægte samtale, den har fået demokratiske samfundsidealer til at præge næsten ethvert land i verden, selv muslimske lande, den har fået os vesterlændinge til at hvile så meget i os selv, at vi opgiver at kæmpe for ”æren”, fordi vi via kristendommen véd, at vi i Guds kærlighed har al den ære, vi behøver, den har fået diverse satirikere til at bruge satirevåbnet mod al overspændthed og selvfedme, men om ånden kan få kirkens ledende personer til at tale sandt om islam for på den måde at bringe muslimer ud af deres ødelæggende skizofreni, derom er jeg mere i tvivl. Tegn på, at det går den vej, er næsten ikke til at finde.

Vi må synge lidt kraftigere i kirken, når vi skal synge ”Nu bede vi den Helligånd” og ”Vor Gud, han er så fast en borg”.

Så måske det hjælper.

Måske!

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget , , | Skriv en kommentar

Selvbeherskelse eller selvpromovering

I mine to forrige indlæg har jeg heglet den arme ribebiskop, Elof Westergaard, igennem med mine indvendinger, så han vel må føle sig skåret ned til sokkeholderne. Velfortjent, naturligvis, når det er mig, der gør det. Men alligevel!

Her vil jeg derfor som en slags afbigt begynde med at give ham ret i en indvending, han kom med imod Iben Thranholm på mødet i Vedersø den 15. juni, Valdemarsdag.

Han sagde nemlig noget, som jeg må give ham ret i – hvor utroligt det end måtte lyde oven på alle mine indvendinger i de forudgående indlæg. Han sagde, at han ikke kunne anerkende Iben Thranholms formuleringer om, at vort folk er ved at blive afkristnet, eller om, at de kristne værdier er for nedadgående. Nej, han havde stor respekt for den danske folkekirkekristendom, for de mange mere eller mindre bevidste overbevisninger, der ligger i folkedybet som reminiscenser af børnelærdommen i folkeskolen eller af konfirmationsforberedelsen eller af de ikke helt få tilfældige møder med folkekirken ved bryllupper og begravelser.

Den respekt deler jeg.

Og disse mere eller mindre tilfældige overbevisninger i folkedybet kan måske komme til at spille en rolle i den pågående kamp med islam, en kamp, som menigmand står i uden rigtig at gøre sig det klart, og en kamp, som teologerne burde påtage sig, hvad de dog er meget uvillige til – ak ja, den enighed med Elof Westergaard, jeg havde, varede ikke længe!

Oven i købet er jeg nødt til for at klargøre sagen at gøre noget, som han i sit foredrag advarede imod. Jeg er nødt til at fremsætte min påstand imod den anbefaling, han kom med, at man ikke skulle fastlægge sine værdier som modsætning til andre værdier, læs: som modsætning til de islamiske værdier. Jeg tillader mig altså at sammenligne en værdi, som præge os vestlige mennesker med en værdi, som præger muslimerne. For det forekommer mig, at vi først rigtig kan se denne vestlige værdi som en værdi, når vi sammenligner den med den tilsvarende muslimske værdi.

Den forskel på de to religioner, som jeg vil påpege, har med begrebet ”respekt” at gøre. Jeg skrev om det helt tilbage i 2010 ud fra en undersøgelse, som psykologen Nikolai Sennels havde lavet af muslimer, som han traf i sin egenskab af fængselspsykolog. Et centralt punkt i dette indlæg er dette:

I den danske kultur er det en brist, hvis man bliver vred over ingenting. I den muslimske kultur er det en brist, hvis man ikke formår at angribe sin modstander eller forsvare sin ære. Derfor har unge muslimer ofte en utrolig kort lunte, ikke mindst overfor os ikke-muslimer. De finder det helt i orden at ville tiltvinge sig respekt. De værdsætter ikke den respekt, der kommer indefra, og søger ikke at opnå den, for den forekommer ikke i den kultur, de er opdraget i, her er respekt identisk med den pseudorespekt, som man tvinges til at yde. (Se her).

Dengang tillod jeg mig at mene, at der med Jesus var sket en bevidstgørelse, som kom til at præge de kristne samfund, men som ikke havde gjort sig gældende i de muslimske samfund. I ovennævnte indlæg udfolder jeg det nærmere på en række områder. Men optimistisk, som jeg var dengang, sluttede jeg med at hævde, at muslimer nok kan integreres, men at det tager tid. For de skal jo bringes til at forstå, at de er anerkendte, som de er, og ikke behøver hele tiden at kæmpe for deres ære.

Sjovt nok gør Rasmus Paludan ved folkemødet på Bornholm opmærksom på den samme forskel mellem danskere og muslimer, se evt. en video fra hans optræden på Bornholm her. Han bruger udtrykket ”selvbeherskelse” om det, der præger danskere. En sådan egenskab betragter han som én af de dyder, som vi danskere har. Men han gør sig ikke de store forestillinger om, at denne dyd kan bringes til at præge muslimerne.

Denne forskel mellem de to kulturer er meget dybtgående, og man kan godt på forhånd være negativt stemt overfor chancen for, at den kristne forståelse af ”respekt” nogensinde vil kunne udbredes til muslimerne. Her vil jeg dog nøjes med at bide mig fast i den positive holdning til kulturkristendommen, som Elof Westergaard gav udtryk for, og hævde, at vor forståelse af begrebet ”respekt” og de holdninger, der udspringer deraf, er så stærke, at de før eller siden vil smitte af på vore muslimske landsmænd.

Med andre ord: Det er sandt nok, hvad Elof Westergaard påstår i sin polemik mod Iben Thranholm, at der ligger meget mere kristendom i den almindelige folkekirkekristne, end man sådan lige gør sig klart. Men det er også sandt, at man meget lettere får øje på denne diffuse kristendom, når man – imod Westergaards råd – sammenligner med de udslag, islam giver sig blandt de muslimske unge. Og jeg foretrækker altså så vidt muligt at operere med kendte faktorer, og ikke – som Westergaard – nøjes med at tale om en ikke nærmere bestemt kulturkristendom, eller – som Iben Thranholm – kun omtale vort vestlige samfund som et samfund, der mangler en åndelig dimension.

For efterhånden lang tid siden havde jeg inviteret en ung muslim til at holde foredrag i Kirkeligt Samfund i Horsens. Han hed Rabih Azad-Ahmad og er nu jurist og byrådsmedlem i Aarhus. Jeg husker, at han vistnok for at gøre opmærksom på, hvor velintegreret han var, fortalte, at han som yngre gik på natklub og drak øl ganske som danskerne. Men dèr havde han mødt en vis diskrimination: han og hans kammerater blev ofte nægtet adgang, fordi de, som han sagde, lignede muslimer for meget. Og det fandt han stødende. Jeg prøvede at forklare ham det rimelige i, at natklubværter gerne ville have et rimeligt forhold mellem han- og hunkønsmennesker, og da de vidste, at unge muslimske piger aldrig fik lov at gå på natklub, var det vel rimeligt nok, at de bremsede lidt op i de unge muslimske mænds adgang dertil. Men det kunne han aldeles ikke forstå. Jeg skrev om det på bloggen her.

Men hvad jeg ikke skrev om, husker jeg også ganske tydeligt. Han fortalte, at han til at begynde med gik på en skole med mange muslimer blandt eleverne. Og han faldt i med muslimerne, dvs., han gad ikke rigtig lave noget, måske fordi det var blevet kotyme at sige, at det hele var danskernes skyld. Men så var der ved en lejlighed en ældre fætter, der sagde til ham: ”Og nu dig, Rabih, hvad skal der blive af dig?” Det traf ham. For det spørgsmål var der åbenbart ingen, der før havde stillet ham. Så han og hans far fik arrangeret et skoleskift, vist så vidt jeg husker til en skole med flere danskere i klassen, og han endte med at blive jurist og blev senere indvalgt i Aarhus byråd.

En udmærket skæbne! Et godt forbillede for andre muslimer! Ak ja. Men den første skole, han gik på, var åbenbart ikke god nok, eller – for at sige det lidt mere frækt – de muslimske tankegange prægede den for meget. Det ligger i den muslimske kultur, at drenge er mere værd end piger, og at muslimer er mere værd end ikke-muslimer. Og da danskerne hører hjemme i den sidste gruppe, bliver det nemt muslimske idealer, der præger en klasse, hvis der er for mange muslimer i klassen. Og disse idealer er ikke gode for indlæringen. Og det må man sige, hans livshistorie fortæller, at der må noget særligt til, hvis en muslim skal rives ud af den muslimske kultur og føres over i den danske, i hvert fald så meget, at han kan tilegne sig de egenskaber, der må til, hvis man skal klare sig i det danske samfund.

Og dette særlige opstår kun, når der er danskere, han kan påvirkes af. Omgås den unge muslim kun andre muslimer, er der stor chance for, at han vil blive ved med at kæmpe for sin ære, at han vil fortsætte med at tilkæmpe sig respekt, at han altså aldrig vil lære, at respekt er noget, andre frivilligt yder én, ikke noget, man kan tvinge andre til at vise.

Det, der er fremtidens udfordring, er altså, om den ændring, der med Jesu forkyndelse kom ind i historieforløbet i retning af at ændre forståelsen af begrebet ”respekt”, vil kunne gives videre fra os danskere til vore muslimske landsmænd.

Udsigterne for denne ændring er ikke for gode.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Luther fejlfortolket

Ja, det er hårdt at skulle sige det, men i den andagtsbog, som Eberhardt Harbsmeier har fået udgivet, og som indeholder de andagtsstykker, han i 2017 skrev til Kristeligt Dagblad, foreligger der en gedigen fejlfortolkning af Luther. Måske han tolker Luther forkert flere gange – jeg véd det ikke – men i det citat, jeg bragte i det forrige indlæg her på bloggen, går han helt galt i byen, når han hævder, at Luther var anfægtet, da han skrev ”Vor Gud, han er så fast en borg”. Jeg gjorde i det forrige indlæg en del ud af, at Harbsmeier ikke formåede at skelne mellem troens embede og kærlighedens embede: hvor kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, dèr står troen fast, viger ikke en tomme. Men denne gang skal jeg gøre lidt ud af det forhold, at han for at kunne forhindre, at vi anvender Luthers salme som en slags krigssang imod muslimerne, har følt det nødvendigt at ændre lidt på Luthers sindsstemning, da han skrev salmen. Harbsmeier skriver om ”Vor Gud, han er så fast en borg”, at

den er i virkeligheden den anfægtedes bøn. Luther var i dyb krise, da han skrev den. Hvad hvis jeg har uret? Han havde sat hele verden i brand. Bønderne gjorde oprør. Han var kommet i strid med Erasmus, den store humanist. Var det det værd? Så skrev han denne salme.

Det er helt forkert. Da Luther havde kæmpet sig igennem sin krise i 1515 eller tidligere, kom han ikke mere i tvivl om evangeliet. Det var hans eksistentielle krise, og i hans senere liv kom det ikke mere til eksistentielle kriser, eller man skal måske snarere sige, at det hele tiden var den samme krise, han vidste sig sat i: vil Gud have med en synder som mig at gøre, men også hele tiden var det samme svar, han fik: Ja, det er i kraft af troen, ikke i kraft af gerninger, at Gud er dig nådig.

Så at Luther skulle sige til sig selv: Hvad, hvis jeg har uret?, det er ganske enkelt utænkeligt. Jeg har her gjort en del ud af Luthers martyrvillighed. Det, der bekymrede ham, var, om han ville kunne holde stand, om han ville have mod og kraft til at fastholde evangeliet overfor de katolske anklager. Som jeg dengang skrev: ”Da han klokken cirka 8 om aftenen kom tilbage til sit kvarter, løftede han hænderne og udbrød: ‘Jeg kom igennem det!’” (Se her). Dét var hans udfordring, ikke, om det var rigtigt, at han havde sat hele verden i brand, ikke, om han havde ansvar for bøndernes oprør, ikke, om Erasmus måske i virkeligheden skulle have ret overfor ham, men om han havde kunnet holde fast ved evangeliet.

Hvad striden med Erasmus angår, var hans anfægtelse ikke, om det var rigtigt af ham at vende sig imod den store humanist, men om han havde været for hård imod ham. Jeg afslørede i sin tid Frederik Stjernfelt i ikke at have nærlæst Luther godt nok, selv om han ellers pralede af, at han – og ikke de mange Luther-forskere – havde nærlæst hans original-skrifter, se her. I stedet hævdede Luther i den bordtale, Stjernfelt henviste til – men som han ikke havde læst på latin – at han havde ”jordet” Erasmus. Han brugte det latinske ord ”occido” = ”jeg har slået ihjel”, og det kan måske antyde, at han mente, han havde været for hård ved Erasmus, skønt det nu ikke ville ligne Luther at undskylde noget sådant.

Så nej, Luther skrev ikke ”Vor Gud, han er så fast en borg” ud af en krise, hvor han spurgte, om han havde ret, han skrev den for at opildne kristenheden til kamp mod tyrkerne. Sådan har man i hvert fald tolket den ifølge P. Poulsens bog fra 1962 ”På Opdagelse i Salmebogen”, side 24. Her skriver Poulsen om denne salme:

Hvornår og til hvilken lejlighed den er skrevet har der været ført mange forhandlinger om, men den nyeste og måske mest sandsynlige, fremsat af professor Wolfram i Frankfurt, går ud på, at den skulle være skrevet mod tyrkerne. Som støtte derfor anfører han, at sultan Soliman i februar 1528 havde forlangt Budapest udleveret af kong Ferdinand. På Luther gjorde det et voldsomt indtryk, og omgående udsendte han i den anledning en opfordring til at tage del i krigen mod tyrkerne. Professoren mener, at salmen ligefrem skulle være de kristnes forsvars- og kampsang mod disse fjender, og kun ud fra det synspunkt finder han en rimelig forklaring på, at salmen, der blev trykt i 1529, blev udeladt af samlingen i 1537, men igen optaget i 1544 på et tidspunkt, da Luther igen var optaget af tyrkerne. Han fremfører desuden, at salmen blev sunget på rigsdagen i Augsburg 1530, hvor der netop forhandledes om tyrkerkrigen. Med udtrykket ”riget vi beholde” skulde han derfor have tænkt på det tyske rige og ikke på det, der senere er lagt ind i salmen, hvor der nu står: ”Guds rige vi beholde”.

Ikke sandt, der er dog noget befriende ved at læse en tekst, der er skrevet på et tidspunkt, hvor man ikke havde behov for at være så politisk korrekt, at man skulle tage hensyn til sarte muslimske følelser. Og selv i dag bør vi dog ikke være så uhistoriske, at vi glemmer, at tyrkerne dengang var noget nær de stærkeste blandt de europæiske folk, at de slog den ungarske hær eftertrykkeligt ved Mohacs i Ungarn i 1526 og allerede i 1529 belejrede Wien, noget, de dog måtte opgive. Og vi skal heller ikke glemme, at sultanen, som alle andre muslimske fyrster, havde kravet om muslimernes verdenserobring liggende over sig som en stadig forpligtelse, og jo som en forpligtelse, han gladelig tog på sig, så længe tyrkerne var så stærke i forhold til europæerne, som tilfældet var.

Jeg har lagt Luthers skrift om krig mod Tyrken ud på nettet, se her. Og jeg kan se af den tyske originaltekst til ”Vor Gud, han er så fast en borg”, at det dèr hedder: ”das reich mus uns doch bleiben”. Og bevares, det kan vel forstås om ”Guds rige” ligesåvel som om ”kejserens rige”, men ser man hen til forlægget, Sl 46, som bestemt håber på en højst jordisk hjælp fra den himmelske hærskares herre, så er det ret sandsynligt, at Luther har tænkt på kampen mod tyrkerne og håbet på, at de kristne ville vinde over muslimerne.

Og så er der jo for øvrigt rigeligt med eksempler på, at Luther har betragtet tyrken som den anden store fjende ved siden af paven. Og fjende skal i begge tilfælde forstås som ikke blot en åndelig fjende, men også en verdslig fjende. For paven var ude på at få Luther brændt på bålet, tyrkerne var ude på at erobre større og større dele af Europa. Jeg har tidligere brugt et par indlæg her på bloggen for at vise, hvordan Luthers oversættelse af middelaldermunken Richardus’ skrift ”Gendrivelse af koranen” kan vise os, at Luthers modstand mod islam sandelig var ægte nok. Om vi kan bruge nogle af de argumenter, der fremhæves i dette skrift, er vel uvist, men de to episoder fra koranen, som jeg vil omtale i det følgende, kan i hvert fald bruges til at vise, at ethvert fornuftigt menneske må komme til den konklusion, at det er Muhammed og ikke Gud, der har skrevet koranen, og at Muhammed i begge disse tilfælde har brugt eller snarere misbrugt sine kampfællers tro på ham som Guds talerør til at opnå vinding for sig selv, i disse tilfælde: til at få tilfredsstillet sin næsten umættelige kønsdrift. Richardus skriver – og Luther oversætter:

For det véd alle muslimer meget vel, at Muhammed var blevet forelsket i en kvinde, som hed Maria, en jakobinerinde, som Maccabæus, jakobinernes konge havde foræret ham. Men to af Muhammeds hustruer – den ene hed Aisha, datter af Abu Bakr, blandt alle andre den ædleste, den anden hed Hafsa, datter af Omar – begyndte at være misundelige på Maria. Og de kom en dag ind til ham og fandt ham liggende hos Maria og sagde: ”Skal en profet gøre den slags?” Da skammede han sig, og svor en ed på, at han aldrig mere ville gøre dette, og på grund af eden var de tilfredse. Snart herefter kunne han ikke dy sig, og opstiller en lov, som var det Gud, der havde befalet ham det og åbenbaret det for ham, og anbringer udsagnet i koranen, i kapitel Elmetherarem, hvilket betyder forbud eller band, og siger: ”O profet, hvorfor forbyder du dig det, som Gud har tilladt? Vil du gøre dine hustruer tilpas? Gud har hermed fastslået, at du har lov til ikke at holde din ed”. Altså blev han en meneder, og sov igen hos hende og lod som om Gud havde ophævet hans ed og at Mikael og Gabriel var vidner derpå. (Se her).

Slår man op i koranen, er det sandt nok, at der i Sura 66,1-2 står som her anført. Allah giver virkelig Muhammed lov til at bryde sin ed. Men må ikke ethvert fornuftigt menneske tænke ved sig selv, at den tilladelse nok ikke kommer fra den almægtige, men fra den stærkt begærende Muhammed selv. Richardus fortsætter:

Da sagde den ene af hans hustruer: ”O Muhammed, Gud hjælper dig meget i dit begær. Måske har han talt sådan, fordi han vil følge efter dig, og være meddelagtig med dig i den slags onde gerninger. Mener du, at det er befalet dig af Gud, blot fordi du siger det med din mund? Mener du, Gud vil gøre dig tilpas og stå dig bi heri?” Herefter læste han for sine to hustruer det, som følger efter i kapitel 66, og sagde: ”Lad det være jeres fortrydelse for Gud, at jeres hjerter har syndet således” (han mener, at de har anklaget ham for ægteskabsbrud). Og så følger: ”Hvis han vil skilles fra jer, så vil jeg give ham bedre muslimer i stedet for jer, som er fromme, rige, gør bod og beder, er raske og rørige, og dertil jomfruer”. Da de hørte det, sagde de: ”Vi er kede af det”. (Se her).

Indvendingen, som Aisha kommer med, har jeg læst andetsteds. Dèr var det en hadith, der blev citeret. Men dengang fandt jeg det alligevel lidt besynderligt, at det var i den muslimske overlevering selv, at denne tvivl om åbenbaringens ægthed, som ligger i Aishas bemærkning, kom frem. Men endnu mere mærkeligt er det vel, at Richardus har lært dette i Bagdad af de lærde muslimer dèr. Det er måske forståeligt, at de, der er inde under Muhammeds magt – og det var jo de to hustruer – falder til føje, men at alle mulige andre muslimer gør det, det er alligevel højst besynderligt.

Ja, mere end det: vi vesterlændinge må vel nødvendigvis opfatte Muhammeds ageren her som frækt blasfemi. At tro, at Gud giver lov til at bryde en ed, fordi man kan få sit begær tilfredsstillet derved, det er det skændigste misbrug af gudsnavnet. Men det er, hvad enhver troende muslim må gå ind for.

En lignende beretning bringer Richardus umiddelbart efter:

Sådan gjorde han også, da han tog sin adoptivsøn Zaids kone, og anbragte udsagnet om det i kapitlet Elazeb, at Gud havde sagt: ”Du skjuler i dit hjerte, hvad Gud vil have gjort åbenbart, og du frygter mennesker. Det er mere rimeligt, at man frygter Gud”. Men da Zaid krævede hende tilbage og sagde: ”O Guds apostel, du må ikke tage hende som hustru”, sagde Muhammed: ”Ve dig, Gud har givet mig hende”. Og det, selv om Muhammed selv sagde, at der ikke er nogen større synd end at tilskrive Gud løgn. Derfor er der heller ingen mere utålelig synd hos en profet en uren lyst og kødelig utugt. For den hellige ånd rører ikke de rette, hellige profeters hjerte, når de befinder sig i kødets gerning, som sankt Hieronymus siger. Også Aristoteles siger, at det er umuligt at handle vist, når man er i en sådan gerning eller en sådan brunst. (Se her).

Den beretning har jeg truffet før. Der findes en beretning om de forfølgelser, de kristne i Cordoba blev udsat for omkring 850 e. Kr. Den er skrevet af en præst ved navn Eulogius. Han fortæller om præsten Perfectus, som lod sig lokke til at fortælle nogle muslimer om, hvordan de kristne så på Muhammed og muslimer. Og han fortalte så historien om Zainab, Zaids kone:

For hvordan skulle det menneske regnes for en profet, eller hvordan skulle han undgå at straffes med den himmelske forbandelse, han, som forblændet af en barbarisk ret tog Zainab, sin slægtning Zaids hustru, som sin pryd, ligesom hingst og hoppe, i hvilke der ikke er forstand, og knyttede sig sammen med hende på skøgemanér, og hævdede, at det var bestemt efter en engels befaling? (Se her).

Dog sladrede de muslimer, han talte til, skønt de havde lovet ikke at gøre det, og han blev henrettet for at have forsøgt at omvende en muslim. Det var dengang – som nu – strengt forbudt for de kristne, der levede under islams ”beskyttelse”. Men man kan jo næsten ikke bebrejde dem, at de brød deres ed, for når deres forbillede, Muhammed, kan gøre det for sit kødelige begærs skyld, så kan de vel også gøre det, når de mener, deres tro bliver forhånet.

At den tilladelse til at ægte Zainab, som Muhammed mente, han fik, står i koranen – sådan som Richardus hævder – er sandt nok. I Sura 33,37 står der:

Og da du sagde til ham, som Gud havde vist nåde, og som du havde vist nåde: “Behold din hustru, og frygt Gud!” og holdt skjult hos dig selv, hvad Gud ville vise åbent, idet du frygtede folk, skønt du snarere burde have frygtet Gud. Da så Zayd havde besluttet sig med hensyn til hende, lod Vi dig tage hende til hustru. For der skal ikke skal være noget til hinder for, at de troende ægter hustruer af deres adoptivsønner, når disse har besluttet sig med hensyn til dem. Guds befaling bliver udført. (Se her).

Tidligere havde det være forbudt for en muslim at tage sin svigersøns hustru til ægte. Men sådan lige med et snuptag ombestemte Allah sig, så Aisha har ret i det udsagn, som Richardus citerer hende for: ”Gud hjælper dig meget i dit begær”.

Luthers kommentar i efterskriften fortjener at nævnes her, skønt jeg har nævnt den tidligere, se her. Den lyder, lidt forkortet:

Den grove uhumske Muhammed tager alle kvinder og har dog ingen kone. Den kyske pave tager ingen kone og har dog alle kvinder. Er dette ikke sælsomme ting? Den, der ikke har nogen kone, han har alle kvinder. Og den, der har alle kvinde, har ingen kone. Hvordan går det til? Den uforskammede, uhumske Muhammed giver sig ikke ud for at være kysk, tager, som en horejæger, lige så mange han vil. Derfor har han ingen ægtehustru, og kan heller ikke have nogen ægtehustru. Og således er han uden kone og ikke i nogen ægtestand. (Se her).

Det kan være sandt nok, at det er svært for os vesterlændinge at rakke ned på den muslimske forståelse af kønslivet, når store dele af den vestlige ungdom i lige så høj grad som Muhammed synes at være besat af horejægeridealet. Og det kan være vanskeligt at overbevise muslimer om, at forelskelsens kræfter har bedre muligheder i vor verden end i den muslimske verden med dens kønsadskillelse og vidt forskellige idealer for mænds og kvinders vedkommende. Men jeg tror alligevel, at det er noget, der er værd at fremhæve i vor kamp mod islam.

Men for øvrigt har jeg blot nævnt disse to episoder fra koranen som bevis på, at koranen er Muhammeds værk, ikke Guds.

Udgivet i Luther | Tagget , | 1 kommentar

Uld i mund

Valdemarsdag blev fejret i Vedersø Præstegård som i Kaj Munks tid: med flaghejsning og foredrag. Dette år dog med den afvigelse, at der var inviteret to talere, Iben Thranholm, opstillet for partiet Stram Kurs, og Elof Westergaard, biskop i Ribe.

Hvis man har lyttet lidt på vandrørerne, forlyder det, at museumsdirektør Mette Bjerrum Jensen havde inviteret Iben Thranholm til at tale, lang tid før det blev klart, at hun stillede op til folketingsvalget den 5-6 for partiet Stram Kurs, og at hun, da hun erfarede det, fik kolde fødder, men trods alt anså det for lidt kontroversielt blot at forkaste hende som taler. Som en slags mellemløsning fik hun præstegårdens bestyrelsesformand, biskop Elof Westergaard, til at holde en tale nummer to for Dannebrog. Hvis det er sandt – og det tror jeg, det er – så kunne man have ladet det blive ved det. I hvert fald lyder det lidt lorent, når Lisbeth Lunde Lauridsen i sin velkomst antyder, at det er på grund af, at Dannebrog fylder rundt – hele 800 år – at man har inviteret to talere. Men det skulle måske opfattes som et skjult drilleri til Mette Bjerrum.

På en måde kan jeg godt forstå den glæde, Iben Thranholm gav udtryk for i begyndelsen af sit foredrag: Hun havde virkelig glædet sig til at komme til Vedersø. På den anden side var det måske en fejl af hende at gå ind på en betingelse, som Mette Bjerrum opstillede: at hun skulle tale som privatperson, ikke som kandidat for Stram Kurs; der skulle ikke tales politik. Og under alle omstændigheder var det direkte uforskammet af Mette Bjerrum, der som ordstyrer tildelte sig selv taletid til et spørgsmål til sidst, at stille spørgsmål om Stram Kurs’ politik, blandt andet at vende sig imod det, hun kaldte ”faldskærmsløsningen”. Det var det eneste tidspunkt, hvor Iben Thranholm røg op i noget, der kunne ligne det røde felt. Desværre gjorde hun så meget ud af det, hun med rette opfattede som Mette Bjerrums løftebrud, at hun ikke fik tid til at imødegå påstanden om ”faldskærmsløsningen”. Jeg mener: Rasmus Paludan har dog hævdet, at den udsendelse af muslimer, han foreslår, skal ske på retsstatens grund.

Men hvorom alting er: Jeg savnede hos hende en række forslag til, hvad kirken kunne gøre i den nuværende situation. Hun fremhævede gang på gang tidens åndløshed, hun sagde mange gange, at vor fejl er vor mangel på åndelige værdier. Ja, måske. Men hvad skal kirken gøre ved det? Ingen forslag fra hendes side.

Men Elof Westergaard slog hende alligevel med adskillige bådlængder i disciplinen: at tale udenom. Alle 25 minutter igennem var det de gammelkendte og – troede jeg – for længst tilbageviste argumenter, der blev taget frem. Intet åbent ord om islam, kun en påstand om, at man ikke skulle bestemme vore værdier som modsætning til andre værdier – og man fornemmede jo nok, at han mente islams værdier. Jeg tillod mig i et spørgsmål at citere min gendigtning af ”Vor Gud, han er så fast en borg”, hvor jeg i andet vers direkte kalder Muhammed ”Guds fjende”. Og det faldt ikke i god jord hos Westergaard. Min mening var at stille denne ligefremme tale op overfor Westergaards talen udenom. Jeg ville henvise til Eberhardt Harbsmeier, men det fik jeg vist ikke gjort særlig tydeligt. Så tillad mig at gøre det her. Harbsmeier siger i et andagtsstykke i Kristeligt Dagblad, se hans senere udgivelse ”Daglig tale”, side 289:

Medens jeg skriver dette, kommer jeg lige fra den store pompøse festgudstjeneste i Haderslev Domkirke. Flot musik, gode taler, og faktisk var jeg mest imponeret over statsministerens flotte tale. Han klarede det flot – både at vedkende sig egne værdier og at have den nødvendige kritiske distance til den lutherske arv. En flot gudstjeneste!

Der var dog én ting, som jeg – og andre, jeg talte med – fandt helt forfærdelig: Det var, at vi alle sammen stående skulle synge ”Vor Gud han er så fast en borg”. Stor patos: Vi er omgivet af lutter djævle omkring os – men vi har Kristus med os. Det var vel ikke ment sådan, men forekom mig som falsk luthersk patos at iscenesætte denne salme på denne måde, en selvretfærdig triumfalisme, der ingen steder hører hjemme.

Salmen er sådan set god nok, den er i virkeligheden den anfægtedes bøn. Luther var i dyb krise, da han skrev den. Hvad hvis jeg har uret? Han havde sat hele verden i brand. Bønderne gjorde oprør. Han var kommet i strid med Erasmus, den store humanist. Var det det værd? Så skrev han denne salme.

Det havde efter min mening været flot, hvis man havde sunget denne salme på en anden måde – af pigekoret uden orgel. Så kommer den til sin ret.

Men dette selvretfærdige lutherske brøl, helt forfærdeligt. Man forvandler et anfægtet menneskes bøn til en triumfalistisk slagsang. Vi er de retfærdige, alle de andre er djævle. Selve salmen er sådan set ganske udmærket, men iscenesættelsen af den var helt forfærdeligt, som om vi lutheranere var hellige, omgivet af djævle. Man må gerne være glad, for min skyld også stolt af den arv, vi lever af. Men for alt i verden ikke selvglad.

Hvor tager han dog fejl, den gode Harbsmeier! Og hvor er hans fejltagelse dog almindelig blandt kirkefolket, også blandt de ”store”, biskopper og den slags! Hvis nogen vil fastholde, at Kristus er sandheden, så må han gerne det, men hvis han vil fastholde det i modsætning til andre religioner, f.eks. islam, så er han selvretfærdig. Det vil sige: at angribe islam på det åndelige plan bliver identisk med at angribe muslimer på det moralske plan; at sige, at islam er falsk lære, bliver identisk med at betragte sig selv og sine medlutheraner som hellige og muslimerne som djævle. Man må gerne være glad for sin lutherske arv, måske også stolt, men hvis man vil betragte den som bedre end andres arv, så er man straks udnævnt til at være selvglad.

Hvad er det dog for noget? Hvordan kan Harbsmeier vende op og ned på alting på den måde? Hvordan kan det blive udtryk for selvretfærdighed at forsikre menigheden om, at ”tager de vort liv/ gods, ære, barn og viv”, så kan man lade det alt sammen fare i Guds navn, for det kan man være sikker på, at Guds ord består? Den magt, Ordet giver, er kun Ordets magt, ikke sværdets magt, og vi er, som kristne, derfor henvist alene til den argumentationskraft, der kan ligge i ordet.

Men ak, det, vi dèr er henvist til, kan vi få lov til at bruge for det kirkelige kor, bestående af Harbsmeier og Westergaard i forening (for Westergaard gav udtryk for nogenlunde samme synspunkter) og mange flere kirkefolk med dem. I den salme, jeg har digtet og som jeg læste op fra i Vedersø, (se evt. her) bedes der jo ikke om, at Gud med magt vil fjerne dem, der vil slå os ihjel, fordi vi vender os imod islams trossætning, åh nej, der bedes kun om, at Gud vil bevare vort frie ord på trods af de mordtrusler, Muhammed udsender i sin koran, det vil sige: der bedes om, at vi må kunne fastholde vor islammodstand, selv om det kan blive farligt. Og det er jo nøjagtig den samme overbevisning om ”ordets” overlegenhed i forhold til ”sværdet”, som Luther taler om.

Men nej, kirkens elite lader sig ikke rokke, i hvert fald ikke den repræsentant for det, der talte i Vedersø. Man har én gang lagt sig fast på det moralske standpunkt, at vi, der vil tale islam midt imod, er selvglade og selvretfærdige, og ikke gør andet end udstøde et krigerisk brøl mod muslimerne.

Jeg blev senere gjort opmærksom på, at Luther i den salme, der hedder ”Behold os, Herre, ved dit ord” (DDS nr 337), oprindelig i andet vers skrev ”trods pavens løgn og tyrkens mord”, noget, der nu er ”fredeliggjort” til ”trods dine fjenders løgn og mord”. Dette er dog sket allerede med salmebogen i 1953, og det er derfor formentlig en ændring, der mere er foretaget af hensyn til paven end af hensyn til islam. Men jeg ville sådan set hellere have nævnt et Luther-citat, som jeg ofte har brugt her på bloggen. Luther er i Den store Galaterbrevsforelæsning ved at gennemgå Gal 2,14, hvor Paulus nærmest skælder Peter ud, og her siger han:

Men i denne meget vigtige sag kunne han overhovedet ikke give efter. Og efter Paulus’ eksempel kan enhver kristen hovmode sig. For kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt (1 Kor 13,7), troen derimod hersker, styrer, triumferer, viger ikke for nogen, men alt bør underkastes den og vige for den, skarerne, folkene, kongerne, jordens dommere, som Sl 2,10 siger: “Og nu, I konger, forstå, lad jer undervise, I, der dømmer jorden, tjen Herren med frygt osv. Hvis ikke, skal I forgå på jeres veje”. Derfor er det helt modsatte virkninger, embeder og dyder, som kærligheden og troen har. Se her.

Dette Luther-citat kan man med god grund fremhæve imod det kloge kirkefolk. Man kan og skal vise kærlighed mod ethvert menneske. Men man kan ikke vise kærlighed mod ideer, herunder religioner. Ideer kan være direkte løgnagtige, de kan være gennemsyrede med løgnagtige tanker, de kan være mere eller mindre sande og de kan være helt og holdent sande. Hvad de er, afgøres gennem en fri diskussion. Men fri må diskussionen være, det vil sige: uden trusler af nogen art. Og det gør det svært at diskutere islam med muslimerne. For de er ikke vant til at deltage i nogen fri diskussion. Så længe de mere eller mindre tydeligt bibeholder den regel fra Muhammeds tid, at enhver, der forlod islam, skulle slås ihjel, er det vanskeligt at etablere noget frit debatforum indenfor islam.

Men hvis man ind i denne frie diskussion blander moralske forestillinger, deriblandt en tanke om, at man ikke skal fornærme muslimer ved f.eks. at hævde, at deres profet, Muhammed, var en falsk profet, så forhindrer man den frie diskusion, for så siger den vestlige deltager i diskussionen ikke, hvad han mener. Men det er netop det, der er sket med vore kirkefolk. Muslimerne har klaget over, hvor krænkede de føler sig på deres profets vegne, når vi betegner ham som en falsk profet. Og vi pæne vesterlandske menneske, der så nødig vil gøre en kat fortræd og da slet ikke muslimer, falder for denne påstand og undlader vore angreb.

At vi derigennem udviser en stor foragt for vore muslimske landsmænd, det opdager vi ikke. Jeg mener, de bliver jo ikke anerkendt som ægte landsmænd på den måde. Missionsfolk har vi kunne argumentere imod uden noget som helst hensyn til deres følelser. Pinsemissionsfolk, baptister, og andre sekter ligeledes. Og overfor katolikker afholder vi os på ingen måde fra at sige vort hjertes mening om dem og deres pave og deres mærkværdigheder, hvis vi bliver klar over nogen, også de har fået vor teologiske krabask at mærke. Men så snart det drejer sig om muslimer, lader vi al kritik forstumme. Hvorfor? Fordi vi stadig efter så mange år betragter dem som gæster. Ubevidst sidder det i os, at de da vist helst skulle integreres lidt bedre. Men er det ikke i virkeligheden fornærmeligt imod dem? Er det ikke i virkeligheden ikke at tage deres religiøse overbevisning alvorligt, vi gider ikke engang argumentere imod den?

Overfor én af spørgerne – for øvrigt den kvindelige præst, der var i Humble, da der var muslimsk forfølgelse af kristne på et asylcenter på Langeland, og som havde det største besvær med at overbevise de kirkelige myndigheder om, at det var sådan fat – kom det frem på den måde, at Westergaard spurgte, om de tiltag, der blev foreslået, skulle ske imod grundloven og imod demokratiet. Han gik tilsyneladende ud fra, at religionsfriheden gjaldt alle religioner, også en religion som islam, der under dække af religion vil indføre en anden samfundsorden, kalifatet; eller han lod, som om han ikke vidste det. Man kan også sige, at han ikke har hørt Karl Poppers advarsel, den om, at man ikke skal være tolerant mod de intolerante, for så vil al tolerance med tiden ophæve sig selv.

Eller man kan sige, at han ikke er lydhør overfor nedenstående Kaj Munk-citat, taget fra en nytårsprædiken i 1942/43. Citatet er oven i købet i tilgift en prædiken om Dannebrog, og det er jo ikke så dårligt på en Valdemarsdag:

Korset i vort Flag — det er længe siden, vi har vidst, det betød noget. Og saa er det dog netop Korset, der særtegner Nordens Flag. Vi har listet i Kirke, de faa af os, der kom der, og hørt om Korset, om Kristi Lidelses Eksempel og Kristi Krav om Selvfornægtelse og Kamp … og vi har ment, det skulde tages aandeligt, og det hørte ikke vor Tid til, vi var Kristne, naar vi sad i Kirken og sang Amen, men nej, nej, vi er først Kristne, naar vi gaar ud i Verden og siger Nej til Djævelen og alt hans Væsen og alle hans Gerninger og Ja til den hellige Aand.

Det kræver vi her af jer fra Kirken paa Nytaarsdag, I Mænd i den danske Regering, saa sandt I vil være et kristent Folks Regering, at I vil i det Aar, der kommer, handle i Kristi Krafts og Kærligheds Aand. Vi ved, Jeres Opgave er titanisk svær. Men hvis I handler i Guds Aand, vil han, der er Titanernes Overmand, give jer Standhaftighed, Visdom og Styrke.

Vort Folk opdeles mere og mere i rige og fattige. I maa forfølge Krigsrigdommen med kristen Ubarmhjertighed, slaa dem, der tjener Blodpenge, med Skatter, saa de bløder selv og fordele deres Penge til de Titusinder, der krymper sig under Dyrtid og Erstatningsvarers Svindel. I maa staa Værn om Ungdommen, der daglig forraaes og forsimples, straffe Hjemmene, der ikke værger deres Børn mod Lus og Fnat og Kønssygdomme og Natteeventyr, der ødelægger Liv for stedse. I skal være tro mod Demokratiets gudstemplede Idealer: tving ikke Samvittigheder, øv ikke Vold mod andre Religioner end Voldsreligionerne, skænk hvert Menneske Adgang til ufordrejet Retfærdighed, sky som Pesten Forfølgelse af det værgeløse. (Se her).

Skal vi øve vold imod voldsreligionerne? Ok nej, det er ganske unødvendigt. Det er skam ingen røvere i denne skov. Og vold? Hvordan kan nogen tro, at vi pæne mennesker vil øve vold mod nogen?

Ja, det er, hvad pæne mennesker siger. Men ikke just, hvad kristne mennesker siger.

Var det voldsopfordringer, man sang om i Haderslev domkirke ved reformationsgudstjenesten? Ikke det, der ligner. Kun en opfordring til at holde ud i forfølgelse og gøre det i troen på, at Gud er stærkere end forfølgerne.

Men hvorfor siger Kaj Munk så, at vi skal øve vold imod voldsreligionerne? Fordi dette er opfordringer til politikerne. Dette er et ønske fra kristendommens side om, at volden skal ophøre derved, at voldsreligioner bringes til ophør ved hjælp af statsmagten. Det vil ikke sige andet, end at staten skal sørge for at fastholde det frie ord. Ytringsfriheden må for enhver pris fastholdes, hvis demokratiet ikke skal gå til grunde. Vil nogen øve vold for at standse det frie ord, er det statens opgave at bekæmpe dem.

Det er, hvad man med rimelighed kan forlange af statsmagten.

Men man kan derudover forlange af kirken, at den bruger sin ytringspligt. I modsætning til almindelige borgere, kan de kristne siges at have ytringspligt, nemlig pligt til at tale imod alle dem, der vil forhindre ytringsfriheden.

Det ord ”ytringspligt” har været brugt negativt nogle gange i debatten. Det er stadigvæk muslimerne, man har for øje. Og med henblik på dem siger man, at fordi noget er sandt, behøver man jo ikke buse ud med det overfor muslimerne. Og så kommer man ofte med den tilføjelse: at vi kun har ytringsfrihed, ikke ytringspligt.

Men i et foredrag af Kaj Munk Selskabets formand, Christian Grund Sørensen, samme dag blev det påstået, ud fra flere Kaj Munk-citater, at Munk mente, at den kristne havde en ytringspligt, selv om han aldrig brugte det ord. Lad mig bringe et citat fra en prædiken om Johannes Døber, selv om det vist ikke var det citat, Christian Grund brugte:

Johannes var opfyldt af en brændende Tro, Troen paa, at Sandheden er til, for at den skal siges.

Der er Folk, der bilder sig ind, at Sandheden kan lægges i Lage. Man kan sylte den ned, tror de, have den i Saltkarret og saa tage den op og bruge noget af den, naar det passer En.

De tager fejl. Sandheden kan ikke opbevares. Den forefindes kun i levende Tilstand. Og den skal anvendes, just i det Øjeblik den melder sig. Bliver den ikke det, dør den og raadner og viser sig snart at være til Fordærv. Thi den farligste af alle Løgne er den døde Sandhed.

Johannes Døberen var et Menneske af Kød og Blod. Kød er et Stof med Nerver, og Blodet vil helst blive inde i Legemet, hvor det nu engang er vant til at færdes. Disciplene, der holdt af Johannes, raadede ham til Forsigtighed, og de var ikke de eneste. Hans eget Kød og Blod har ogsaa advaret ham: “Herodes er en mægtig Mand lige i Øjeblikket. Tidens Fylde er ikke inde til at pille ved ham; vent, til hans Aktier er i Dalen hos Folket, eller han ved en eller anden Kluntethed kommer Romerne paa tværs; Sandheden lider ikke under at blive gemt, den bliver dog ved at være Sandhed; i det givne Sekund kan du træde frem i hele din profetiske Vælde og vælte den Vogn, der hælder.”

Men Johannes var ikke bare en Mand af Kød og Blod. Han var af Aand tillige. Af Guds Aand. Af Sandhedens Aand. Derfor troede han ikke en Døjt paa den Opfindelse, der hedder Sandheden som Hermetik.

Der kom den Dag, da han følte: nu er Tiden inde! nu er Sandheden kommen til mig og forlanger at bæres over Vadestedet. Troligt har hans Hjerte hamret bag hans haarede Bryst og Tungen klæbet til Ganen. Men inde i dette hamrende Hjerte har der været en stor Fred: “nu taler jeg, som jeg bør tale, nu staar jeg i mit Kald, nu handler jeg menneskeværdigt.” Ja, i hans ufredsomspændte Hjerte har der været en stor Fred. (Se her).

Og se, det er jo noget andet end den biskoppelige forsigtighed og hensynsfuldhed overfor de muslimske løgnehistorier.

Det er sandt, at vi, hvis vi skal tale meningsfuldt imod islam, må gøre os nogle teologiske overvejelser over både islam og vor egen tro. Men det er ikke umuligt, at vor egen teologiske holdning kunne vinde ved en sådan sammenligning. Jeg lytter gerne til Westergaards ord om ikke at bestemme vore værdier som modsætning til andres værdier, men jeg har erfaret det modsatte af ham – hvis han da i det hele taget har erfaret noget: jeg har erfaret, at mine teologiske opfattelser skærpes ved at blive konfronteret med de muslimske.

Tag sådan noget som åbenbaringen!

Fordi Muhammed fik sine åbenbaringer i en slags epileptisk tilstand, hvor han hverken kunne gøre fra eller til, og oplevede dem som direkte ord fra Allah, der blot brugte ham som et viljesløst rør, derfor mente han at kunne tvinge sin tro igennem. Koranens form svarer dertil: der er tale om Guds tale i første person flertal, altså Guds egen tale, ikke hans tale, som forstået af Muhammed. Modsat de bibelske profeters tale. Af dem er der jo mange, og vi kristne – og jøderne med – véd jo, at hører vi Guds ord i profetens tale, så hører vi det som forstået af netop denne profet, ikke som Guds ord i sig selv.

Hvor meget anderledes er ikke den kristne åbenbaring! Den kræver forståelse af os. Vi skal sættes os i Paulus’ sted, vi skal sætte os ind i Jesu situation, vi skal leve med i disciplenes gøren og laden. Så først får vi mulighed for at forstå.

Derfor er det umuligt for kristendommen at udbrede troen ved sværdet. For gør man det, kan mennesker ikke frivilligt følge ordet. Men for Muhammed var det ikke nogen hindring, at tilslutningen skulle være frivillig, at man skulle forstå. For den troende muslim skal jo ikke forstå, han skal blot adlyde.

Denne iagttagelse forsøger Westergaard at drukne i ordet ”fundamentalisme”. Ok, siger han, der er mange fundamentalister, hver religion har sine fundamentalister. Og ikke sandt, så er de muslimske fundamentalister gjort lige så uskadelige som de kristne eller de hinduistiske. Men hvor virkelighedsfjernt er det ikke at tale sådan! Som om Westergaard slet ikke har opdaget, at de muslimske fundamentalister – i modsætning til de kristne – faktisk går rundt og slår folk ihjel.

Westergaard benyttede sig her af det retoriske trick, som nogen har kaldt ”whataboutery”: man nævner noget andet, der ligner det kontroversielle træk, man ikke kan forsvare, og får derved samtalen ført bort fra det prekære og uforsvarlige. I tilfældet her: man stilles overfor de mange muslimske terroraktioner, og omtolker det i første omgang til udtryk for fundamentalisme og uskyldiggør det i næste omgang ved hjælp af ”whataboutery”: de kristne og hinduerne kan også være fundamentalister. Og det er jo ganske besynderligt at skulle opleve det: en kristen biskop forhindrer os andre i at tvinge muslimerne til at gennemtænke deres tro, skønt jo netop deres tro godt kunne trænge til lidt gennemtænkning.

I det hele taget: Jeg kunne godt savne lidt mere ”bid” i Iben Thranholms indlæg, men var alligevel glad for det, der var mange positive tanker i det. Men i kunsten ”at tale med uld i mund” blev hun langt overgået af Elof Westergaard; det synes at være hele hans teologiske grundholdning, der er lagt an på så godt, som han overhovedet kan, at undgå at fornærme muslimerne eller bare komme med teologiske indvendinger imod dem. Og det er utrolig trættende hele tiden at skulle være opmærksom på, hvad der ikke siges, hvad der tales udenom, hvad der er tilbage af en kristen holdning, når ulden bliver taget ud af munden. Måske jeg var for træt – jeg havde jo ikke fået min middagssøvn – men jeg tror nu alligevel, det var en rigtig iagttagelse, jeg gjorde, når jeg nu efterfølgende vil hævde, at Westergaard ikke har forstået, at troen og kærligheden har vidt forskellige embeder og dyder – for at citere Luther igen – og at det er derfor, han tilsyneladende mener, den rette kristne holdning er af hensyn til muslimernes velbefindende at undlade enhver kritik af islam.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget , , | Skriv en kommentar

Kristendommen – en verdensreligion?

Pinsens tekster handler om de forskellige folkeslag og de forskellige sprog. Vi hører om babelstårnet i 1 Mos 11,1-9, og vi hører om pinseunderet i ApGern 2,1-11. Og de to beretninger rejser for os det spørgsmål, om virkelig alle folkeslag er skåret for tungebåndet på en måde, så det falder naturligt for dem at modtage det kristne budskab. Er de forskellige folkeslags sprog ikke for forskellige til, at noget sådant kan tænkes? Er de forskellige folkeslags kultur ikke for uens til, at de alle kan gribes af en kristen kultur? Eller med andre ord: Er det ikke vildt overdreven kristen selvbevidsthed, der præger os, når vi ved hver dåb oplæser Jesu missionsbefaling: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine disciple” (Matt 28,18f)?

Alle folkeslag? Mon ikke dog i det mindste nogle folkeslag er undtaget? De muslimske, f.eks.? Dem har jo kristne missionærer forsøgt at gøre kristne igennem flere hundrede år. Og næsten helt forgæves, synes det. Hænger det mon ikke sammen med en fejl i hovedantagelsen? Alle folkeslag blev ganske rigtigt splittet ved Babelstårnet, den legende er sand nok, men den anden pinselegende, den fra Apostlenes Gerninger, er ikke sand. Det kristne budskab kan ikke nå ud til alle folkeslag. Der findes folkeslag, f.eks. en del muslimske, som er ganske uimodtagelige for det kristne budskab, så kan de kristne missionærer aldrig så meget lære deres sprog, mission blandt dem er og forbliver som at slå vand på en gås.

Er det ikke sådan, det er fat?

På et tidspunkt i menneskets udviklingshistorie udviklede der sig et sprog, ja, det vil sige: det var måske mange sprog, der udviklede sig sideløbende. Men det, der her er problemet, er, om alle disse sprog, inklusive de mange sprog, der eksisterer i dag, består af de samme ingredienser.

Det kan vist intet menneske blive klar over. For intet menneske kan overskue alle sprog. Mener man, at man er nået til ende med at opregne og undersøge alle sprog, skal det nok vise sig, at der et sted på en fjern ø befinder sig et folk, hvis sprog man ikke har fået med.

Men den kristne tro, eller her: den kristne pinselegende, hævder, at alle sprog har de samme ingredienser, at det altså giver mening at ville forkynde det kristne budskab for ethvert menneske på denne klode.

Alle sprog har således indopereret i sig et begreb, der hedder ejendomsret. Det forholder sig i menneskeverdenen ikke sådan som i dyreverdenen, at den stærkeste kan forlange et fødeemne udleveret fra en underordnet. Dyret, f.eks. en chimpanse, kan ikke sige: nej, den figen er min, jeg har selv plukket den. For dyret har intet sprog. Men mennesket har. Og mennesket kan derfor komme med denne indvending imod en tyran, der vil bruge magt. Det nytter godt nok ikke altid. Men ejendomsretsbegrebet har muliggjort et handelssystem både indenfor hvert enkelt folkeslag og folkene imellem.

Ligeledes har i hvert fald de mere højtstående kulturer alle fået deres basis i en form for lovsprog: man kan bruge lovtankegangen moralsk, så det er den enkeltes ansvar at være så god og kærlig som muligt, eller man kan bruge den juridisk, så det drejer sig om at rette sig efter ordlyden i bestemte love.

Men her standser den jødiske og den muslimske tankegang. Den kristne går videre og hævder, at der også er en sprogafdeling, der baserer sig på relationerne. Du står i en bestemt relation til et andet menneske, og det er denne relation, der afgør, hvad der skal gøres og hvad ikke, langt mere end lovbestemmelser eller moralregler.

Som Paulus siger det: ”Alt er tilladt, men ikke alt gavner; alt er tilladt, men ikke alt bygger op”. (1 Kor 10,23). ”Alt er tilladt”, det vil sige: det er ikke bestemte lovregler, der gælder. ”Ikke alt bygger op”, det vil sige: det afgørende er det fællesskab, du står i, er du med til at bygge fællesskabet op eller bryder du det ned?

Og det er altså påstanden, at de ord, der har med fællesskabet at gøre, de ord, der opererer med en relation til andre, som man står i, de ord, der søger at fremme den gensidige tillid og fortrolighed, de ord er af grundmenneskelig oprindelse.

Men det er desværre de kristnes erfaring, at disse ord er svære at holde fast ved. Jesus har godt nok lært os, at de farisæere, der på hans tid holdt fast i deres lovopfattelse og lod hånt om relationerne, var på afveje – jævnfør hans udsagn om farisæerne, der godkender, at hjælpen til forældrene forvandles til tempelgave, Matt 15,5. Og vi tager da også i vore kirker gang på gang hans andre ord mod farisæerne frem og bruger dem som prædikentekster. Men vi kan ikke nægte, at vi selv gang på gang lader os gribe af en tankegang, der bedst kan karakteriseres med ordet ”farisæisk”. Og så glemmer vi alt om den sprogafdeling, der handler om relationerne, nej, siger vi, det væsentlige er at holde sig på den rigtige side af, hvad god moral kræver.

Og her kommer så det med ånden ind i billedet. For det er jo det mærkelige ved det: at det forhold, at vi kristne – i modsætning til f.eks. muslimerne – taler om ånden, på én gang betyder, at vi ikke selv kan forstå, og betyder, at vi selv både kan og skal forstå.

Vi kan ikke forstå – nej, når vi er fedtet ind i farisæiske tanker, så hager vi os fast i moralregler og forestillinger om, hvad der er det gode, og anklager om, hvad den anden har gjort og ikke gjort imod os. Og dog skal vi bringes til at forstå: forstå, at den anden er et menneske, vi står i et bestemt forhold til, som ægtefælle, som far eller barn, som samarbejdspartner, osv., og at det er indbyrdes forståelse mere end regeloverholdelse, det drejer sig om. Dette at komme til at forstå på den måde kan ikke ske ved vore egne kræfter, der må et ord udefra til, for at vi kan forstå, ånden må virke med, men skønt vi aldrig så meget siger, at vi kun kan komme ind i den rette forståelse af relationen ved åndens hjælp, så er det ikke sådan, at denne hjælp erstatter vor forståelse.

Jeg fik den 5. december 2017 en artikel optaget i ”Den korte Avis”, se her. Begivenheden, den omhandler, har jeg fra ”The Economist”. En artikel i dette magasin fortæller om en yasidi-kvinde, der blev taget som sexslave. Hun flygtede og bankede på døren til en tilfældig sunni-muslimsk familie, som hjalp hende med livet som indsats. De kørte hende ud af Mosul, men måtte undervejs passere et check-point, hvor hendes billede var anbragt, hun var jo efterlyst af hendes ”ejer”. Men her fik jeg lejlighed til at hovére lidt over den muslimske lovfromhed. For kvindens hjælpere havde været så forudseende, at de havde forsynet hende med en niqab, altså den kvindedragt, hvor man kun ser øjnene gennem en smal sprække. Og det var ikke nok til, at vagten kunne genkende hende fra det opsatte billede.

Disse to ting omtalte jeg i min artikel. Men jeg må vist indrømme, at jeg gjorde mest ud af dette med at være skadefro overfor den sidste tildragelse. Her er det imidlertid det første, der har interesse: altså det forhold, at en muslimsk familie hjælper en vildfremmed yasidi-kvinde.

Ikke blot er dette jo et eksempel på, at den del af sproget, der hævder, at den, der taler med dig, er et menneske som du selv, slår igennem hos mange andre mennesker end de kristne. Det er også et eksempel på, at denne umiddelbare barmhjertighed formår at bryde igennem alle de forbehold, den ”normale” muslimske religion har overfor andre end muslimerne. ”Tag ikke jøder eller kristne til venner”, hedder det. ”Muslimer er det bedste folk”, også det påstår koranen. Den slags koranudsagn byggede IS sin magt på i Mosul. Og denne familie vidste naturligvis udmærket, at det var yderst farligt at hjælpe én, der var efterlyst som bortløben slave. Alligevel brød barmhjertigheden igennem, og de hjalp den flygtende kvinde.

Det var farligt for denne familie at hjælpe kvinden. Og det var farligt for Jesus var sætte sig imod de skriftkloges og farisæernes lovopfattelse. Men det var, hvad han gjorde på trods af faren. Han vendte sig imod de jødiske spiseregler, Matt 15,10. Han var tilsyneladende ligeglad med sabbatten, Joh 9,14. Og han lod igennem en lignelse forstå, at det, jøderne påstod: at Gud først gennem en åbenbaring af loven måtte fortælle, hvad der var det gode, før han kunne kræve loven overholdt, var forkert. Jeg tænker på lignelsen om de betroede talenter, Matt 25,14-30, hvor det om Gud hedder, at han ”høster, hvor han ikke såede, og samler, hvor han ikke spredte” (vers 24 og 26).

Og det er netop på det punkt, der kræves forståelse af den kristne. Muslimen, derimod, kan nøjes med at rette sig bevidstløst efter koranens ord. De skal ikke forstås, de skal efterleves. Men så let slipper den kristne ikke fra det. Han må ved åndens hjælp nå frem til at forstå. Ikke forstå en lov eller en regel, men forstå en relation, forstå, hvad det betyder, at han er ægtemand, hvad det fører med sig af handlinger, at han får et barn, hvordan han har levet og stadig lever i et landsbyfællesskab – eller hvor han nu lever – og hvordan han kan fremme eller hæmme disse fællesskaber.

Derfor bekender vi vor tro på Helligånden. Derfor beder vi Helligånden give os forståelse for de relationer, vi lever i. Godt nok skal vi selv forstå, at en streng lovholdning, en gennemført rethaveriskhed meget let kommer til at ødelægge den umiddelbare tillid, som fællesskabet kræver. Men den forståelse kommer ikke af sig selv. Den kommer, fordi vi under vor opvækst møder kærlighed og indlevelse, og den kommer, fordi vi gennem Jesu ord fornemmer, at det at handle, som farisæerne handler, ødelægger de relationer, vi står i. Og vel er det os selv, der forstår, men det er Helligånden, der bevirker, at tiøren falder, at der går et lys op for os, at vi pludselig i en dialog med næsten kommer til at se sagen fra hans side.

Vi kan ikke hævde, at vi kristne er bedre mennesker end muslimerne. Men vi kan hævde, at Jesu budskab er bedre end Muhammeds. Vi kan hævde, at der er større sandsynlighed for, at mennesker kommer til at leve i samhørighed og forståelse med hinanden i den kristne verden end i den muslimske. For skal man leve i en så umiddelbar tillid til hinanden, at man er ligeglad med alle lovbestemmelser og moralregler, så er det mere oplagt at leve efter Jesu ord end efter Muhammeds ord. For Muhammeds lovbestemmelser gør det vanskeligt at leve i umiddelbar tillid, Jesu ord gør det oplagt at leve i et sandt fællesskab.

Udgivet i Islam versus kristendom | Skriv en kommentar

Valgets tale?

Al tale om ”valgets tale” er falsk tale. Den, der formår at få de andre overbevist om, hvad ”valgets tale” er, har allerede vundet den første sejr, nemlig den sejr, at spillet kommer til at foregå på hans eller hendes banehalvdel.

Når således Mette Frederiksen bliver ved med at hævde, at valgets tale var en klar fastholdelse af den stramme indvandringspolitik, så ville hun have vundet diskussionsramme, hvis de partier, hun nu skal til at forhandle med, gav hende ret.

Det gør de dog ikke. De Radikale hævder med samme selvsikkerhed, at valgets tale er, at systemskiftet fra 2001 er rullet tilbage, og at symbolpolitikkens tid er ovre.

Sjovt nok er der ikke så få medier, der giver De Radikale ret i den betragtning, hvilket må opfattes som et vidnesbyrd om, hvor stærk en magt kulturradikalismen er i vore medier. Hører man således Arne Hardis i Deadline og senere læser hans og Hans Mortensens lange artikel i Weekendavisen, se her, bliver man klar over, at de to tænker lige så kulturradikalt som De Radikale. Hvilket ikke er nogen ros.

Man begynder sin ”analyse” på denne måde:

Efter en langvarig, historisk kaotisk valgkamp vendte den gamle politiske orden grundlovsdag tilbage med fornyet styrke og selvtillid.

Mens uromagerne i blå blok nedsmeltede, gik de klassiske magtpartier, som har tabt folkeligt fodfæste gennem årtier, 31 mandater frem ved folketingsvalget. Samtidig blev forestillingen om en ekstrem indvandringskritisk bølge nådesløst dementeret af vælgerne; Rasmus Paludan blev vraget af de danere, hvis lys han hævder at være, mens Pernille Vermund og Kristian Thulesen Dahl samlet fik 17 mandater færre, end Dansk Folkeparti havde før valget. De to kan sikkert nemt finde tid til at diskutere nuancer af afmagt i dansk politik den kommende tid.

Jordskredsvalg? Ikke akkurat. Jorden skrider, men under dansk politiks opkomlinge og styrvolter.

Jeg skal såmænd ikke bebrejde dem, at de er stærkt partiske. Det véd man dog, hvad er. Men jeg vil nok bebrejde dem, at de lader, som om dansk politik foregår i et lukket rum. Der har forekommet lidt uro blandt opkomlinge og styrvolter, i form af Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Stram Kurs, men alt er nu tilbage ved det gamle: de traditionelle magtpartier sidder igen i centrum og kan bestemme. De siger ikke, at nu kan vi danskere igen sove roligt, men det er lige ved.

Senere siges det lidt tydeligere:

Den omfattende vælgervandring grundlovsdag er først og fremmest udtryk for, at den politiske energi fra 2001-valgets lille systemskifte omsider er ved at være udtømt. Dengang blev Anders Fogh Rasmussen statsminister i en uhørt stabil periode på en alliance med Pia Kjærsgaards Dansk Folkeparti hvilende på to søjler: begrænset indvandring og generøs velfærd.

Alliancen fik i de glade år store ord med på vejen af Søren Krarup, som formentlig selv var manden bag betegnelsen det lille systemskifte. Han skrev det med stort, Systemskiftet, for stort var valgresultatet i 2001 efter hans vurdering. Det var nemlig, skrev han i en bog fra 2006, »folket, tør jeg sige folkeånden, som da trådte i karakter og ændrede en linje, som bar en folkelig katastrofe i sit skød«.

Anders Fogh var blevet fascineret af Tony Blair-strategen Philip Goulds The Unfinished Revolution og understregede de linjer i bogen, hvor Gould talte om at »vinde det næste århundrede lige så sikkert, som vi tabte det sidste«.

Det blev et noget kort århundrede for aksen Venstre og Dansk Folkeparti. Efter knap en snes års famlen har Socialdemokratiet omsider fundet sig til rette med folkeånden og har formuleret et forudsigeligt, men forsinket modsvar – stort set identisk med indholdet af den alliance, Fogh og Kjærsgaard byggede fra 2001. I Danmark er adgangsbilletten til regeringsmagt stram udlændingepolitik kombineret med en meget omfattende velfærds­stat. Det kan man sagtens kalde en folkeånd.

Men hov, hvad er nu det? Nu kommer pludselig den afgørende ændring ind i billedet, som var fuldstændig fraværende i det første citat: Socialdemokratiets ændrede udlændingepolitik. Og så vil de to i det andet citats første afsnit prøve at bilde os ind, at ”det lille systemskiftes” energi er udtømt, noget, som de lader det sidste afsnit særdeles effektivt modbevise.

Lad mig prøve at opstille en modtese til den, de to kommentatorer opstiller. Den tese hævder, at folket er foran politikerne i udviklingen, at politikerne er foran kommentariatet, og at kommentariatet halter bagefter begge parter.

Det er sandt nok, at Søren Krarup kaldte regeringsskiftet i 2001 for ”Systemskiftet”, med stort S. Men det er minsandten også sandt, at det var ham, der først gjorde opmærksom på faren ved indvandring, dette til stor forargelse for såvel politikere som kommentariat. Og i den første del af udviklingen fra 1983 foregik vel det meste på debatniveau. Men i slutningen af halvfemserne begynde vestegnsborgmestrene at røre på sig. De kunne mærke utilfredsheden blandt de danskere, der boede i de bebyggelser, der var ved at blive ”indvandrertætte”. Men politikerne, i hvert fald de socialdemokratiske, reagerede ikke. Man var stadig besat af forestillingen om, at man skulle modtage fremmede med åbne arme, alt andet var utænkeligt for gode socialdemokrater. Og kommentariatet gik foran med krav om høj moral.

Det var især kædeindvandringen, der var problemet, altså dette med, at tyrkere eller pakistanere, der var kommet her til landet, altid forelskede sig i én fra hjemlandet. Kommentariatet var hurtig til at komme med forklaringer om, at det da var ganske naturligt: når man var på hjembesøg, mødte man en sød kusine, som man ikke kunne stå for. Og ingen stillede det dog meget naturlige spørgsmål, hvorfor alle de søde kusiner her i Danmark gik fri, hvorfor det ikke var én af dem, man forelskede sig i.

Først, da Eyvind Vesselbo begyndte at vise med tal, hvordan en lille skare fremmede i løbet af mindre end en generation i kraft af disse ”forelskelser” kunne forvandle sig til en ganske stor skare, begyndte nogen at forstå. Men de, der forstod det, var ikke nogen fra kommentariatet, journalister og kommentatorer forblev blinde overfor det, der foregik, nej, det var politikerne, først dem fra Dansk Folkeparti, siden dem fra Venstre og De Konservative.

Det var utrolig svært for os at forstå, at ægteskaber i den muslimske verden ikke byggede på forelskelser, men på aftaler mellem slægterne. At muslimer, der så så normale ud, kunne være så anderledes, det var utroligt. Og dog var det sådan. Og dog kom 24-års-reglen til at virke. Ja, den virkede så godt, at Lars Løkke senere kunne fremhæve, hvordan unge muslimske kvinder havde gavn af den: jo, for nu kunne de få tid til at uddanne sig, inden familien kunne få dem gift.

Men socialdemokratiet red stadig på den høje moralske hest. Og Dansk Folkeparti var stadig et hadeobjekt indenfor kommentariatet.

Men det, som socialdemokratiet ikke kunne se, og De Radikale da slet ikke: at den stadige indvandring voldte store problemer, det kunne almindelige mennesker se. Og store dele af den normale socialdemokratiske vælgerskare stemte derfor ved valget i 2015 på Dansk Folkeparti.

Mette Frederiksen siger nu, at den stramme indvandringspolitik er socialdemokratiets hjerteblod. Det er sikkert sandt, hvad de menige socialdemokrater angår. Men det er langt fra sikkert, at det er sandt, hvad de socialdemokratiske politikere angår. Mange af dem har stadig en uudtalt fornemmelse af, at det er deres opgave at tjene folket, javist, men tjene folket på den måde, at folket skal opdrages til at mene det rette. Og det rette er, at konventionerne skal overholdes. Ikke blot af hensyn til Danmarks anseelse i udlandet, men også af hensyn til god moral. Vi kan ikke lade ”flygtningene” – og de hedder blandt sådanne socialdemokrater stadig ”flygtninge” – i stikken.

Den politik har socialdemokratiet så vundet et enkelt mandat på. Men denne ændring dækker over en ret omfattende vælgervandring. Socialdemokratiet har vundet mange vælgere tilbage fra Dansk Folkeparti, der derfor er gået markant tilbage. Og det har afgivet lige så mange vælgere til SF og De Radikale.

Det, der er med til at gøre fremtiden spændende, er såmænd ikke så meget de forhandlinger, der nu pågår mellem socialdemokratiet og de røde partier. Det er muligt, de finder en ordning, det er også muligt, de ikke gør det. Det spiller ikke den store rolle. Heller ikke spiller det nogen særlig rolle, om socialdemokraterne må bryde deres valgløfte om en stram udlændingepolitik. Det, der har holdt tilstrømningen af udlændinge på et lavt niveau, er jo ikke de strammende tiltag, vi har foretaget herhjemme, det er langt mere den ændrede holdning, der har fundet sted blandt Europas befolkninger. Også de er som danskerne ved at have fået nok.

Nej, det, der gør fremtiden spændende og uforudsigelig, er, om der vil brede sig en forståelse af, at fødselsraten betyder utrolig meget, altså om man blandt folk i al almindelighed vil indse, at med den forskel i fertilitet mellem muslimer og danskere, der rent faktisk eksisterer, vil muslimerne på blot lidt længere sigt komme i flertal her i landet.

Mange folk er ved at indse det. Også blandt politikere breder sig en ulykkesvanger fornemmelse af, at det måske er sådan, det hænger sammen. Det var, hvad det såkaldte paradigmeskift tænktes at skulle råde bod på. Altså det, den borgerlige regering og Dansk Folkeparti blev enige om, nemlig, at en flygtning betyder en flygtning, det vil sige: når der er mere fredelige forhold i hans hjemland, så skal han vende tilbage.

Det, som Mette Frederiksen siger, at vælgerne har talt, og at det, de siger, er, at den stramme udlændingepolitik skal bibeholdes, det synes jo at være sandt nok. Så modsat det Arne Hardis og Hans Mortensen fra kommentariatet siger, er situationen i dag helt anderledes end situationen i 2001. Der er sket en ændring i vælgerhavet. De ”gamle” partier, der nu har fået magten tilbage og sat Dansk Folkeparti udenfor indflydelse, har ændret sig gevaldigt med hensyn til synet på udlændingepolitikken.

Der er nogen, der har udtrykt det på den måde, at de siger, at Dansk Folkeparti har sejret ad helvede til. Og sandt nok, den folkelige meningsdannelse er nu nået på omgangshøjde med det, Dansk Folkeparti sagde i 2001. Men vil denne meningsdannelse, som jo udvikler sig utrolig langsomt, kunne nå at tage højde for den fare, der ligger i muslimernes større fertilitet, en fare, der på sigt kan betyde en befolkningsudskiftning?

Det er det spændende. Det er det uforudsigelige. Det er, hvad der nu bør kæmpes for fra nationalkonservativ side.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget | Skriv en kommentar