Den ekstreme forsigtigheds princip

Der har lige fra begyndelsen af corona-virussens angreb på vort land bestået en uenighed mellem de sundhedsfaglige eksperter og de ansvarlige politikere. Og da Mette Frederiksen er kommet ganske langt i sine centraliseringsbestræbelser, er det politikerne, der har vundet i denne uenighed.

Da Mette Frederiksen i marts i år lukkede landet ned, hævdede hun, at det var efter råd fra sundhedsfaglige eksperter. Men det lykkedes aldrig medierne trods ihærdig udspørgen at få hende til at afsløre, hvilke eksperter der var tale om.

Når man fandt det relevant at spørge efter disse eksperter, skyldtes det, at vore hjemlige eksperter havde agiteret for, at man skulle stræbe efter at opnå flokimmunitet, hvilket for coronaens vedkommende ville opnås, når 60% af befolkningen havde opnået immunitet. Sådan tænkte eksperterne i marts i år.

Man havde indset, at man måtte opgive den strategi, som WHO anbefalede: at man skulle teste sig ud af problemet, så man ved at finde og isolere alle de smittede, udsultede virussen. Man sagde dog ikke, at det skyldtes, at man ikke havde tilstrækkelig testkapacitet.

Husker De Magnus Heunickes to pukler? Den ene pukkel, høj og stejl, nåede op over en kritisk linje, den anden lav og udbredt, holdt sig under denne linje; linjen repræsenterede sygehusvæsnets maksimale kapacitet. Den strategi, man arbejdede efter dengang for længe siden i marts, gik ud på for enhver pris at undgå at overbelaste sundhedsvæsnet. Man forberedte sig så godt, man kunne: etablerede ekstra afdelinger til de corona-syge, fik skaffet respiratorer frem, lukkede andre afdelinger ned, aflyste diverse undersøgelser og operationer af folk med andre sygdomme.

Meningen var, at man ved at sænke smittetallet en smule, f.eks. fra 2,1 til 1,3, ville få coronaen til at brede sig så langsomt i befolkningen, at sygehusvæsnet kunne følge med. Smittetallet er, som man måske husker, det antal personer, hver syg kommer til at smitte. Man drømte ikke om at få det ned under 1,0, blot det kunne holde sig på omtrent 1,3, var man fra sundhedsmyndighederne tilfreds, for så ville man have senge nok.

Men så kom Mette Frederiksen med sin nedlukning. Hun var tilhænger af den ekstreme forsigtigheds princip. Så nedlukningen blev omfattende. Og den blev effektiv, langt mere effektiv, end virologerne havde regnet med.

Jeg forstod hende godt. Det kan jeg se ved at genlæse mine artikler fra dengang. Jo, for som politiker at gå ud og sige til befolkningen, at nu skal I være forsigtige, men ikke overforsigtige, nu skal vi undgå af smitte for mange, men alligevel sørge for at smitte nogen, det kan man ikke. Det vil jo være det samme som at bede hver enkelt om at påtage sig en risiko, og det kan en politiker ikke gøre.

Det sås tydeligt, da man begyndte at lukke op i april måned. Man tillod de mindste klasser at begynde i skolen igen på trods af smitterisikoen. Der var forældre, der foretrak at beholde børnene derhjemme. Man ville være ekstremt forsigtige. Sundhedseksperterne havde til deres forbløffelse opdaget, at nedlukningen havde bragt smittetallet ned under 1,0, og ikke sandt, så havde det lange udsigter med at opnå flokimmunitet. Sundhedsmyndighederne ville formentlig have sagt til disse forældre, at det ikke gjorde så meget med lidt smitte i krogene, for sygdommen er meget mild for børns og unges vedkommende, og – mente man dengang – voksne i tyverne og trediverne blev heller ikke så hårdt angrebet; deres tanke med sådanne tænkte udtalelser var, at vi på den måde lidt hurtigere nåede frem til den ønskede flokimmunitet. Men man sagde ikke noget. Begrebet ”flokimmunitet” var blevet et fy-ord. Politikernes ekstreme forsigtighedsprincip havde sejret.

Igen: det er yderst forståeligt, at politikerne agerer således. Men derfor kan der godt være noget om det, virologerne siger.

For hvad var nu egentlig strategien? Man havde opnået langt mere, end man havde regnet med. Der stod tomme senge på sygehusene, for man var ikke i nærheden af sin kapacitetsgrænse. Så effektiv havde nedlukningen været. Og flokimmunitet stræbte man ikke mere efter. Det gjaldt i stedet om at udsulte virussen, altså at teste, opspore og isolere alle de smittede. Så ville virussen blive holdt nede og til sidst uddø af mangel på næring.

Og efterhånden havde man da også fået oparbejdet en ganske stor testkapacitet, omend der på et tidspunkt var ved at gå bureaukrati-koks i systemet: nogen skulle have en lægetilladelse for at blive testet, andre kunne gå lige ind i testteltene.

Og selv om man lukkede op – frisører og restauranter kunne igen få besøg af kunder – så bibeholdt man den ekstreme forsigtigheds princip; på et tidspunkt forbød man således folk at færdes på bestemt områder, Islands Brygge og et sted på Fanø, eller var det Rømø. Al virolog-tale om, at et smittetal på 1,3 var ønskeligt, var forstummet, hvad enten det nu var faglig begrundet, eller det skyldtes, at politikerne åndede virologerne i nakken. Og de store koncert- og sportsbegivenheder var stadig underlagt strenge regler og begrænsninger.

Hvor stod man så her ved efterårets begyndelse?

Ja, det er lidt svært at blive klar over. For godt nok fik vi at vide fra testcentrene, at man nu fandt lige så mange smittede som under forårets nedlukninger, men det var umuligt at sammenligne tallene, for man testede jo også langt flere nu end tidligere. Og godt nok steg antallet af corona-indlagte, men man tog det nu som en selvfølge, at faren for at overskride sygehusenes maksimum-kapacitet var ikke eksisterende. Man var da også for længst begyndt at genoptage hospitalernes almindelige arbejde med alle de andre sygdomme, der skulle behandles. Nu så man frem til en vaccines ankomst, ikke til nogen flokimmunitet, blandt andet jo, fordi man havde erfaret, at selv Stockholm med en ikke eksisterende nedlukning, ”kun” havde opnået, at 10% var blevet smittet.

Men modsætningen mellem politikere og sundhedsfagfolk har ikke fortaget sig. Lad mig her illustrere den med modsætningen mellem to artikler af læger i Berlingske fornylig.

Den ene artikel er en overlæges strøtanker fra orkanens øje, se her. Peter Søe-Jensen er overlæge på Herlev hospitals intensivafdeling. Han skriver bl.a.:

På de sociale medier fremgår det, at det kun er de gamle og svækkede, dem der alligevel ville være døde lige om lidt, som bukker under for corona. Ikke på vores afdeling.

Jeg har lige puttet en plastictube i luftrøret på en patient, så han kan tilkobles respiratoren. Det er oftest en han, mellem 50 og 60 år gammel, erhvervsaktiv uden væsentlige sygdomme indtil nu. Ligner i skræmmende grad mig selv. Det kunne have været mig! For første gang i mit lægeliv tænker jeg på mit eget og mine kollegaers helbred, når jeg nærmer mig patienten, selvom vi bærer de påkrævede værnemidler.

Jeg ville ønske, at en af de der selvudnævnte eksperter, der florerer på de sociale medier og som bagatelliserer denne nye sygdom, kunne stå ved min side, mens vi tilsammen skaber adgang til patientens syge lunger.

Bare jeg rammer hans luftrør i første forsøg, så jeg ikke behøver at blæse luft ned i lungerne på ham velvidende, at den samme mængde luft skal retur, lige i min retning, denne gang blot fyldt med viruspartikler, der kun venter på adgang til netop mine slimhinder. Pyha, det lykkedes.

Dette giver ham anledning til at fortælle om sygehuspersonalet i al almindelighed:

Jeg er taknemmelig for, at vores sygeplejersker ufortrødent vasker patienten hver morgen velvidende, at der er virus på huden, fjerner afføring fra bleen velvidende, at der er virus i afføringen, fjerner opkast fra patientens bryst og mundvige velvidende, at der er virus i opkastet. Denne behandling er ligeså vigtig som al anden og nødvendig for patientens velbefindende og overlevelse.

Jeg er taknemmelig for, at vores faste rengøringspersonale, ja, alle sammen ikke-etniske danskere, hver morgen smilende siger »godmorgen«, hvorefter de uden tøven rengør stuerne velvidende, at der kan være virus overalt. Jeg er taknemmelig for, at vores portører, altid smilende og hjælpsomme, kører patienterne rundt på hospitalet, skubbende i sengens hovedende, lige der i patienternes udåndingsslipstrøm velvidende, at patientens luftveje kan være betændt med virus.

Alt dette kan jo være rigtigt nok. Og vi andre kunne måske også godt ofre lidt taknemlighed mod disse sundhedsarbejdere. Men alligevel!

Vel er virussen farlig, der er jo faktisk mennesker, der dør af den, men statistikken siger ikke desto mindre, at dødsprocent er lavere for COVID-19 end for influenza. Og naturligvis skal vort sygehuspersonale da udstyres med alle mulige værnemidler – hvad de jo også bliver – men det kan godt undre en smule, at man tilsyneladende ikke er begyndt at anvende tidligere smittede – og derfor formentlig immune – sygeplejersker. Måske de ikke just skal anvendes på Peter Søe-Jensens intensiv-afdeling, men i ældreplejen i almindelighed ville de være velanbragte. Blot hører man aldrig om det. I foråret hørte man en del om, hvordan man ikke blot testede for virus, men også for antistoffer. Det hører man ikke mere noget om. Jeg véd ikke hvorfor.

Skyldes det, at princippet med den ekstreme forsigtighed har vundet overhånd, så vi hele tiden søger at opnå det ekstreme med netop den sygdom, men glemmer det med andre mere velkendte sygdomme?

Den anden artikel stammer fra en hjertelæge, se her.

Kampen mod coronavirussen har betydet, at mange alvorligt syge hjertepatienter kommer alt for sent i behandling. »Vi har uden tvivl reddet folk fra at dø af corona. Men de liv, vi har sat over styr, er unge mennesker, som bestemt ikke er færdige med at leve,« siger professor i kardiologi Jens Flensted-Lassen. Han efterlyser mere oplysning til befolkningen. Ondt i brystet skal ikke afskrives som covid-19.

Det hedder i artiklen:

Da Danmark lukkede ned i marts under coronapandemiens første bølge, opdagede hjertespecialisterne en bekymrende sideeffekt ved samfundets smittebekæmpelse: Antallet af patienter med blodpropper i hjertet faldt drastisk. De, der faktisk fandt ind på hjerteafdelingerne, kom ofte flere dage for sent.

Patienterne kom senere end normalt, fordi de var blevet sendt til coronatest først. Eller fordi de af frygt for coronavirussen ikke selv havde søgt hjælp.

Nu står vi så midt i pandemiens anden bølge, og der er tegn på, at noget lignende er ved at ske, siger Jens Flensted-Lassen, overlæge og professor i kardiologi ved Syddansk Universitetshospital.

»Vi kan se nu, at vi som samfund ikke har lært af første bølge. Min kliniske fornemmelse er, at flere patienter med blodpropper i hjertet overses, fordi hele systemet er indstillet på corona,« siger overlægen, der også er formand for Dansk Hjerteregister.

Og artiklen nævner så eksempler på mennesker, der kom for sent til det reddende hjerteindgreb, fordi de skulle coronatestes først. Disse mennesker, hedder det, er blevet ofre for sundhedsvæsnets fokus på den nye virus.

Det er altså, som før nævnt, politikernes ekstreme forsigtighedsprincip, der har vundet over virologernes forsøg på at finde en langsigtet strategi. I den grad har dette princip vundet, at det næsten er blevet en mani, både hos sygehuspersonale og politikere. Jeg forstår godt Peter Søe-Jensens anklage mod dem, der overser, at der er folk, der må lægges i respirator i op til 14 dage på grund af corona, men jeg finder, at han i den grad er grebet af forsigtighedsprincippet, at han overdriver ikke så lidt, når han tillægger sygehuspersonalet bekymring for, om de rammes af coronaen og måske dør af den. Ja, de kan rammes, men det er yderst få i den aktive alder, der dør. De gamle og udsatte skal vi beskytte, men langt de fleste andre kan godt tåle at rammes af coronaen.

Og man kan godt forestille sig, at dette ønske om at være forsigtige for enhver pris – et ønske, som synes at have grebet alle politikere i Europa – har gjort sig gældende, da der kom meldinger om smitte fra mink til menneske, oven i købet smitte med en ellers ukendt mutation, sådan at man også her har reageret næsten panisk. At det har givet sig udslag i, at man uden fortrydelse har brudt grundloven, har jeg beskæftiget mig med i mit forrige indlæg, men at det forinden gav sig udslag i, at man påbød mundbind, skønt man tidligere har sagt, at det hverken gjorde fra eller til, det nedbryder desværre den nødvendige tillid til både sundhedseksperter og politikere.

Det er, som om politikerne i deres forsigtighedstilstræben griber til næsten et hvilket som helst redskab, de kan komme i tanker om, for at få smittetallet ned. Man vil så gerne kunne sige: ‘Se, vi har klaret os bedre end det og det land!’

Hvis man forestiller sig en sådan modsætning mellem virologer og politikere, og hvis man tænker sig, at det er lykkedes politikerne at ”tryne” virologerne, så får man lidt af en forklaring på det mærkelige forhold, at hele embedsværket synes at have godkendt regeringens beslutning om at slå samtlige mink i landet ihjel. Man har i nogen grad fået sundhedseksperterne til at sige ja og amen til politikernes tiltag, og politikerne har grebet selv forholdsvis vage bemærkninger fra eksperterne til at bestemme indgreb, som går langt ud over det påkrævede.

Sådan som det skete med ordren om at slå samtlige mink ned.

Det er også mærkeligt, at politikerne (og sundhedseksperterne i deres følge) ikke har tænkt på andre forholdsregler mod coronavirussen. Man har fundet et middel, måske flere, som kan afbøde virkningerne af corona for de svage og udsatte, men det er, som er det nærmest en biting, selv om det måske har reddet ikke så få menneskeliv. Man har ikke gjort noget for at styrke menneskers immunforsvar; det har man overladt til folk selv at finde ud af, eller rettere: det har man fra politisk hold aldeles ikke spekuleret på. Men at det er nødvendigt at have godt med c-vitamin og tilstrækkeligt med d-vitamin i kroppen, for at immunforsvaret kan fungére godt, det kunne man godt have gjort noget mere ud af. Men nej, man har været optaget af nedlukning og hvad dertil hører og kun det.

Man må håbe, at nedslagtningen af minkene bliver den sidste fadæse, politikerne når at lave, inden en vaccine kommer og redder os.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget | Skriv en kommentar

Vi skal have drænet sumpen

Den dybere betydning af overskriften vender jeg tilbage til.

For først skal vi gøre os klart, at der har fundet et grundlovsbrud sted, og at den skyldige er Mette Frederiksen.

Anders Krab-Johansen har sagt det på en udmærket måde i en artikel i Berlingske, se her. Han skriver blandt andet:

Magten er steget statsminister Mette Frederiksen til hovedet. Hun agerer som om, at hun har fået folkets mandat til at lede Danmark, som hun lyster. Folketinget bør fortælle statsministeren, at hun tager fejl.

Det er let nok at skrive sådan. Men at få Mette Frederiksen til at forstå det er ulige vanskeligere. Lidt senere hedder det hos Krab-Johansen:

Derfor bør det vække til eftertanke hos regeringens parlamentariske grundlag, at de står bag en statsminister, som har overordentligt svært ved at forstå, at håndteringen af minksagen er en skamplet på vores retssamfund. Fødevaremyndighederne har udstedt ulovlige ordrer om aflivning af millioner af mink, og politiet har assisteret uden lovgrundlag. Redegørelserne fra Miljø- og Fødevareministeriet er urovækkende læsning om ansvarsforflygtigelse. Justitsministeriet konkluderer i sin redegørelse: »Myndighedernes ageren i det samlede forløb må anses for tilsidesættelse af grundlæggende forvaltningsmæssige normer.«

Men Mette Frederiksen børster kritikken af kappen.

Udfordringen for Folketinget – og især regeringens støttepartier – er, at Mette Frederiksen personligt er overbevist om, at hun alene gør det rigtige. Hun får Danmark gennem coronakrisen. At hun ikke stopper et lovbrud går nok. Som statsministeren sagde på Amalienborg: »Jeg mener sådan set, at jeg gør det rette. Da jeg bliver bekendt med, at der ikke er den lovhjemmel, der skal til, da oversender jeg et brev til Folketingets formand for at sikre, at den lovhjemmel kan komme på plads, og det mener jeg sådan set, er den rigtige måde at reagere på som statsminister.«

I sin magtarrogance synes hun, at den ulovlige aflivning af mink kan fortsætte med politiets og Forsvarets assistance. En journalist spørger, om hun ikke burde stoppe nedslagtningen af minkene som ansvarlig regeringschef. Hertil svarer hun: »Jeg vil gerne anholde det, der ligger i spørgsmålet, nemlig at det skal stoppes, at minkene skal aflives. Det er jeg simpelthen ikke enig i.«

Grundloven siger det. Loven siger det. Myndighederne siger det. Redegørelsen siger det. Aflivningen var ulovlig. Alligevel er statsministeren uenig, og derfor fortsatte den ulovlige praksis.

Det er hårde ord fra Anders Krab-Johansen. Men de er desværre sande. Og det fremgår med al mulig tydelighed af de statsministerord, han her citerer. Og det forfærdelige er, at det aldeles ikke fremgår med hverken stor eller lille tydelighed for statsministeren.

Den statsminister, som vi troede, vi kendte, og hvis alvorsfulde mine vi bøjede os for i marts uden at kny, hun har nu forvandlet sig til en statsminister, som åbent erklærer, at en grundlovsstridig ordre skal udføres, fordi den er nødvendig – dvs., fordi hun synes, den er nødvendig – så kan lovgrundlaget altid komme i stand senere.

Dertil kommer, at den egentlige begrundelse for, at det hastede så stærkt, nemlig at mutationen ”cluster fem” var farlig for fremtidige vacciners virkning, blev trukket tilbage af Kåre Mølbak. Men ok, intet problem, statsministeren fastholder uden blusen sin beslutning om medslagtning af alle landets mink her og nu.

Heldigvis har en del aviser, herunder Berlingske, bragt en del oplysninger til veje, som underminerer statsministerens sikkerhed og stiller spørgsmålstegn ved den måde, hun har ensrettet sin administration på.

I denne artikel, f.eks., gennemgås de noget besynderlige forhold på Statens Serum Institut, og man får en fornemmelse af, at dygtige folk, som Kåre Mølbak, er blevet trynet af Sundhedsministeriets departementschef, Per Okkels. Man citerer Else Smith, der har været overlæge på SSI:

»Der har altid været en konflikt mellem det politiske miljø og SSI, og det har man skullet balancere. Men jo mindre SSI har været i stand til at sige fra, desto større indflydelse har departementet fået, og der er et indtryk af, at Mølbak ikke bryder sig om at sige Okkels imod. Derfor er der sager, der minder om politisk bestillingsarbejde,« siger Else Smith og peger på SSIs modvilje mod at dele data med forskere i ind- og udland som udtryk for, at der politisk er ønske om lukkethed.

»Det er helt klart, at den manglende åbenhed hos SSI også skyldes et politisk ønske, og der har SSI ikke været insisterende nok,« siger Else Smith.

For mit vedkommende må jeg sige, at jeg oven på en oplysning som denne bedre forstår Mølbaks bemærkning om, at ”den skræmmende mutation cluster 5 fik alt for meget vægt”, se min tidligere artikel her. Senere i Berlingskes artikel er der en kilde, der kalder Mølbak en nørd, i positiv forstand, enormt dygtig til sit arbejde og rigtig god til alt det faglige. Han trængte til lidt opbakning i mine øjne, og det fik han her.

Så har der, som man nok véd, været to store traktordemonstrationer i landet, én i Aarhus og én i København, begge afviklet med stor professionalisme. Og ser man de mange skilte på demonstranternes traktorer, er der ikke megen tvivl om budskabet: det er grundlovsbruddet, man demonstrerer imod. Jeg tror oven i købet, at Tv-avisen havde fundet en demonstrant, der indrømmede, at det måske var nødvendigt med nedslagtningen af alle landets mink, men at det på ingen måde hastede så meget, at man ikke kunne have nået først at vedtage det fornødne lovgrundlag. Men ellers så man det på skiltene: Alle skal rette sig efter loven, Grundloven skal overholdes, osv.

På den baggrund var det en stor skuffelse at høre Jakob Rosenkrands interview’e Knud Jeppesen, én af idémændene til demonstrationen i Deadline den 21. I stedet for at spørge ind til meningen med demonstrationen, i stedet for at forhøre sig om rimeligheden i at kalde det skete for et grundlovsbrud, gav han sig til at mistænkeliggøre nogle af de organisationer, der stod bag. Først og fremmest Bæredygtigt Landbrug. Om den organisation mente han at kunne sige ikke så lidt nedgørende: den var ikke i overensstemmelse med almindeligt antagne klimamål, og hvad han ellers kunne sige. Og gennem flere spørgsmål – som snarere var indlæg i en debat om, hvorvidt man kunne stole på Bæredygtigt Landbrug – forsøgte han at koble det arme interview-offer sammen med Bæredygtigt Landbrug. Alt sammen noget, der ikke havde det bitterste med demonstrationen at gøre.

Det var derfor noget af en lise at høre Knud Jeppesen sige: Jeg forstår ikke, hvor du vil hen med det. Meningen var nok, at han så udmærket forstod, at Rosenkrands ville forhindre ham i at sige noget om demonstrationens protest mod statsministerens grundlovsbrud. For han ville aldeles ikke svare på spørgsmål om forholdet mellem de forskellige foreninger. Han, men så åbenlyst ikke Rosenkrands, ville tale om grundlovsbrud, for det var det, demonstrationen var en demonstration imod.

Et upolitisk DR? Glem det. De er på den station så politiske som nogen. De er aldeles ikke den nysgerrige mikrofon, som de engang ville fremstå som. De vil have os arme seere til at mene noget ganske bestemt. Og alt dette fremstår som elendig journalistik.

Men det bliver værre endnu. Tv-avisen bragt en reportage om demonstrationen, se her. Om det var tilfældigt eller med hensigt, véd jeg ikke – men jeg er nu bange for, at der lå hensigt bag – men man bragte netop den del af Inger Støjbergs tale i Aarhus, hvor hun sagde: ”Vi skal have drænet sumpen fyldt med Mette Frederiksens magtarrogance” (02:53 i ovennævnte indslag).

Og så kom man ellers effektivt væk fra det, demonstrationen drejede sig om. For udtrykket ”dræne sumpen” er Donald Trumps udtryk. Han bruger det om hele atmosfæren i Washington, politikere og medier i flæng. Og i en artikel i Berlingske, se her, forklarer man, hvordan Trump bruger udtrykket, og derefter gennemgås så de politiske reaktioner her i landet, som naturligvis alle går ud fra det udklip fra talen, som Tv-avisen bragte. Søren Pind var ude for at tage afstand, det samme var Jakob Ellemann-Jensen. Men avisen lod al god journalistik fare: man undlod at gengive udsagnets sammenhæng med den øvrige tale.

Det er elendig journalistik – eller rettere: det er politiserende journalistik. D’herrer journalister har én gang tidligere fået skabt splid i Venstre og groft udnyttet det forhold, at mange venstrefolk på fremtrædende pladser i partiet ikke kan vente, til de kan diskutere deres uenigheder bag lukkede døre, men føler en ubændig trang til at komme i fjernsynet. Men det er ikke en journalistisk opgave at puste til en uenighed, som måtte forefindes i Venstre, og det er da dertil elendig journalistik at lade uenigheden blusse op takket være et tilskåret citat.

Takket være den utrættelige søgemaskine google har jeg fundet et rimeligt referat af, hvad Inger Støjberg sagde. Det findes i et blad, der hedder Maskinbladet, se her. De refererer Støjberg således:

– Der er noget rivende galt i Danmark, når en statsminister og mindst fem ministre tilsidesætter Grundloven, sagde Inger Støjberg og fortsatte:

– Man smadrer menneskers livsværk i form af deres minkfarme, hvor de slår samtlige mink ihjel – sætter hæren og politiet ind – for så efterfølgende prøve at krybe udenom uden at give dem fuld og hel erstatning.

– Mette Frederiksen får ikke lov til at lukke et helt erhverv uden at tage et ansvar på sig.

– Vi kan ikke genskabe erhvervet, vi kan ikke bringe de døde avlsdyr tilbage, men vi kan kæmpe med næb og klør for, at der kommer en fuld, hel og ordentlig erstatning – og for at statsministeren drages til ansvar. Nu har hun fyret Mogens Jensen, som også har et ansvar, men det endelige ansvar ligger hos Statsministeren.

– Derfor vil jeg sige til dig, Mette Frederiksen: Du er kørt over for rødt, du bremsede ikke op, da du blev gjort opmærksom på det. Ansvaret er dit. Så tag det dog på dig, sagde Inger Støjberg og tilføjede, at der nu skal nedsættes en lovbrudskommission, der placerer ansvaret, når hun nu ikke selv vil tage det på sig.

Af dette referat kan man ikke se, om udtrykket ”dræne sumpen” blev anvendt i begyndelsen eller i slutningen. Men i denne artikel vil det være passende at anvende det her i slutningen. Det er både det socialdemokratiske parti, der er den sump, der skal drænes og befries for den centralisering, der er sket under Mette Frederiksen, og det magtarrogante mediehus, Danmarks Radio, der trænger til en gennemgribende reform, så journalisterne kan komme væk fra det Trump-had, de alt for længe har fået fripas til at give udtryk for.

Hvad der er den værste sump, kan man diskutere. Men i de her nævnte tilfælde synes der at være indgået en sumpalliance om at nedtone alle påstande om grundlovsbrud. Vi er i nogen grad vant til, at politikere prøver at lyve sig fra deres fejltagelser, selv om det er sjældent at se det i det omfang, det her sker. Men at også DR deltager i forklejnelsen af grundlovsbruddet, det er utilstedeligt. Man kan tage det frem og diskutere det. Man kan måske også argumentere for, at det ikke er så slemt endda, ja, måske endda holde på, at det var nødvendigt med den minknedslagtning, men undvige al diskussion, nøjes med at nedgøre modstanderen som umoralsk, finde små ting at overdrysse begivenheden med, det er virkelig noget, der kun finder sted, hvor der er en meget stor sump.

Og det vil tage år at få den drænet.

P.S.: I Deadline den 22. (søndag aften) havde Jakob Rosenkrands det socialdemokratiske folketingsmedlem Jeppe Bruus Christensen i studiet. Han skulle forsvare nedslagtningen. Og det må indrømmes: Jakob Rosenkrands gik til biddet i sine angreb. Men karakteristisk nok havde han fuldstændig udeladt det faktum, at Mette Frederiksen, da hun fremlagde ordren om at slagte alle danske mink, begrundede det med faren ved cluster-fem-mutationen. Der blev vist to episoder, hvor Mette Frederiksen, meget forarget over, at journalisterne ikke forstod hende, fik lov til at fastholde hastværket og nødvendigheden, uden at nogen journalist spurgte, om ikke Mølbaks nedtoning af cluster-fem-faren havde borttaget al begrundelse for både hastværk og nødvendighed.

Berlingskes chefredaktør Tom Jensen har en udmærket artikel i Berlingske den 23., se her. Han slutter med denne fuldkommen korrekte iagttagelse:

Regeringen hænger på eneansvaret for en sommer, hvor man gik på ferie i stedet for at gøre Danmark klar til coronaens anden bølge. Man hænger på ikke at inddrage den økonomiske sagkundskab i sine beslutninger. Man hænger på ikke at have lyttet til advarsler og gode råd om truslen fra minksmitten, som har lydt fra fagfolk i månedsvis. Man hænger på det indtryk, der står tilbage efter regeringens nu faldne forslag til en ny epidemilov, der blot ville give regeringen selv endnu større magt. Man hænger på ikke at have inddraget Folketinget særligt meget i sine beslutninger. Man hænger på seks dages-reglens konsekvenser i København. Man hænger på den tvivl, der er rejst om SSIs alarmrapport om mink-mutationernes potentielt katastrofale konsekvenser. Man hænger på et urimeligt lukket Nordjylland og et slagtet minkerhverv og tusinder af familiers skæbner. Man hænger på sit eget grove grundlovsbrud. Man hænger på det hele. Selv. Helt, helt, helt selv.

Fordi man har magten, og har monopoliseret den som ingen før i nyere tids danmarkshistorie. Derfor er der ekstra god grund til at efterprøve den. Det gør Berlingske. Fordi Mette har den.

Det kan jeg fuldt ud tilslutte mig.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Direkte eller gennem mennesker?

Hvordan kommer Guds ord til os? Kommer det direkte, eller kommer det gennem mennesker?

Dette spørgsmål besvares på vidt forskellig måde af islam og af kristendommen. Og det betyder, at der er en enorm forskel på bibel og koran. Det er altså en betydelig fejl, hvis man i sin gennemgang af et koransted uden videre sammenligner med bibelen og f.eks. siger, at bibelen også taler på den måde.

I første omgang kan man selvfølgelig sige, at både koranen og bibelen fra Guds side er givet gennem mennesker. For ifølge muslimsk tradition brugte Gud jo Muhammed som talerør for sine åbenbaringer, og hans ord i koranen lyder derfor til os igennem et menneske. Så at Guds ord kommer til os gennem mennesker synes de to religioner at være enige om.

Men det er kun tilsyneladende.

For nok brugte Gud ifølge muslimsk tradition Muhammed som talerør, men dette skal forstås ganske bogstaveligt: Muhammed var som et dødt talerør, der ikke selv medvirkede til åbenbaringens formulering. Og derfor hedder det i muslimsk teologi, at den jordiske koran er en nøjagtig kopi af den himmelske koran, der fra tidernes morgen har befundet sig hos Gud i himlen.

Men kan man ikke også sige, at Gud brugte bibelens forfattere som talerør for det, han ville sige?

Jo, på en måde. Men forskellen er, at Gud brugte de bibelske forfatteres forståelse af menneskelivet til at viderebringe budskabet. Gud stiller i det bibelske univers så at sige mennesket overfor et forslag til forståelse af, hvad det kommer an på som menneske, og så gør han desforuden det, at han spørger mennesket, om det ikke også synes det. Han angler efter menneskets forståelse, menneskets accept af det ord, han taler. Man kan nok sige, at de bibelske forfattere er Guds talerør, men det er forstående talerør, der er tale om.

Og fornylig opdagede jeg en forsker, der fik sagt tingene ganske klart, om end det ikke just var de begreber, jeg her har opstillet, der var i spil. Det var ganske pudsigt.

Jeg traf tilfældigt igen på en artikel i Kristeligt Dagblad om den amerikanske bibelforsker Bart D. Ehrmann, se her. Han vil ikke kalde sig kristen, men studerer alligevel bibelen for fuld kraft og underviser også i bibelske skrifter og har i det hele taget stor respekt for kristendommen.

På hans hjemmeside, se her, blev jeg henvist til en diskussion på Youtube mellem ham og en anden bibelkyndig forsker, James White, se her. Jeg indrømmer blankt, at dette at følge med i en diskussion på Youtube ikke lige er min spidskompetance. Jeg foretrækker så afgjort at have tekster foran mig, så jeg kan standse op og gå tilbage, hvis der er noget, jeg ikke fik fat på i første omgang, specielt da, når de to taler så hurtigt, at det kniber en gammel mand som mig at følge med.

Men så meget fik jeg dog fat på, at de to er uenige om de bibelske skrifters overlevering. Ehrmann mener, at vi kristne må acceptere, at vi ikke med sikkerhed véd, hvad der står i de bibelske skrifter. Han brugte mange eksempler, men kun ét, jeg kan huske. Han brugte Mark 3,1-6, der fortæller om, hvordan Jesus på en sabbat helbreder en mand med en vissen hånd efter at have spurgt de tilstedeværende farisæere, om det er tilladt at gøre godt eller gøre ondt, at frelse liv eller slå ihjel på en sabbat, hvad de ikke kunne svare på. Så står der:

Han så rundt på dem med vrede, og bedrøvet over deres forhærdede hjerte sagde han til manden: »Ræk hånden frem!« Han rakte den frem, og hans hånd blev rask igen.

Her har Ehrmann lagt mærke til, at de andre synoptiske evangelier ikke medtager det med, at Jesus blev vred, og hævder derudfra, at vi altså ikke véd, om Jesus blev vred eller ej. Og sådan er der utrolig meget, siger han, som vi ikke véd og aldrig får at vide, simpelthen fordi vi har fire forskellige evangelier og derudover kan observere forskelle mellem Paulus og Johannes, osv.

Til sidst spørger han, hvordan det kan være, at Gud, når han dog vil åbenbare sin vilje for mennesker, ikke sørger for, at ordene bliver overleveret til os efterlevende på en helt utvetydig måde. Og hans svar på det spørgsmål er, som man måske kan forstå, at det skyldes, at Gud slet ikke er til.

Hvordan vil nu James White tage den udfordring op?

Ja, det er ganske interessant at se.

Han gør nu for det første det, at han drager en sammenligning mellem andre oldtidsskrifter og Det ny Testamente. En sådan sammenligning falder ud til Det ny Testamentes fordel. For vi kender teksten til Det ny Testamente med langt større sikkerhed end teksterne til de andre romerske eller græske oldtidsskrifter. For alle oldtidsskrifter gælder, at de ældste manuskripter er flere hundrede år yngre end skrifternes tilblivelsestidspunkt. De ældste hele manuskripter til Det ny Testamente er således kun fra 300-tallet. Men, fortsætter han, idet han fremviser en lille lap, man har fundet fra omkring år 130 e. Kr. med tekster fra johannesevangeliet, kikker man denne tekst efter og sammenligner den med tekster fra 300 e. Kr., opdager man, at der står nøjagtig det samme. Godt nok er der utrolig mange forskelle mellem de enkelte manuskripter, men går man dem igennem, kan man påvise, at langt de fleste af dem skyldes uskyldige afskriftsfejl, nogle opstået, fordi man uvilkårlig kender teksten fra ét af de andre evangelier og lader sig påvirke af det, men nogle ganske få er forskellige på den måde, at de siger noget forskelligt.

Som f.eks. det nævnte vredesudbrud, som Jesus kommer med i Mark 3,5. Det ses andre steder, at Jesus bliver vred, og det kan vel også forklares, fordi Jesus synes, at farisæernes holdning er umenneskelig. Men om man så forklarer forskellen med en ulyst hos de andre evangelister, hvis vi tænker os, at de har skrevet af efter Markus, hvad gør så det? Er det noget, der rokker afgørende ved det, Jesus vil have sagt med de ord, han kommer med?

Men James White har også noget at sige til Ehrmanns indvending om, at Gud måtte have sørget noget bedre for den nøjagtige overlevering af sine ord. Han siger, at vi jo ikke må forestille os, at overleveringen af bibelen er foregået, som muslimerne påstår, at overleveringen af koranen har fundet sted. Da muslimerne opdagede, at der stod noget forskelligt i de forskellige koranmanuskripter, sørgede kaliffen Uthman (død 658) for, at alle koraner blev indsamlet og én officiel koran blev udleveret, så der fremefter kun var én koran at holde sig til.

Sådan er det ikke med bibelen, siger White. Og når vi ser resultatet, må vi også indrømme, at den overlevering, der har fundet sted med Det ny Testamente, er langt sikrere end den med koranen. For vi kristne behøver ikke at stole blindt på Johannes eller Markus eller Paulus. Ejheller er det nødvendigt at stole på den skriver, der har skrevet tekstlappen fra 130. Vi har derimod en lang række afskrifter, som stemmer forbløffende godt overens. Muslimerne, derimod, de er jo nødt til at stole på, at Uthman er korrekt, når han gengiver Muhammeds ord for os. Ikke blot skal muslimen altså nære blind tillid til, at Muhammed virkelig er Guds profet, han skal også nære blind tillid til, at Uthmans udgave af koranen er den rette, at altså Uthman havde ret i at tilintetgøre nogle manuskripter, der viste en anden tekst end hans.

Denne forskel i overleveringshistorien – eller måske rettere: i henholdsvis den kristne og den muslimske opfattelse af overleveringshistorien – kan genfindes som en forskel i villigheden til at lade de historisk-videnskabelige metoder komme til at arbejde med teksterne. De kristne manuskripter har man fra kirkens side – ganske vist ikke uden protester i begyndelsen – ladet videnskaben arbejde med, og det har vist sig at være til velsignelse for kirken. For blandt andet derved er det blevet klart, at det ikke er en lovbog, vi har for os i Det ny Testamente, men et forslag til beskrivelse af vort menneskeliv, et forslag, som vi tænkes at tage stilling til. F.eks. er det ud fra Mark 3,1-6 meningen, at vi skal forstå, hvordan en streng lovoverholdelse kan kvæle det naturlige liv.

De muslimske manuskripter til koranen, derimod, forsøger man fra de fromme imamers side så vidt muligt at holde udenfor videnskabelig bearbejdelse. Da man fandt nogle meget spændende – og meget gamle – manuskripter til koranen i en moské i Yemen, var det kun med nød og næppe, det lykkedes nogle tyske forskere at få en mikrofilm udført til Tyskland. For da regeringen fandt ud af, at disse koranmanuskripter muligvis havde en ordlyd, der afveg fra den officielle korans ordlyd, trak de følehornene til sig: hvis det kom frem, ville videnskaben dermed have bevist, at den muslimske trossætning om koranen var forkert; den trossætning, der siger, at den er overleveret fuldkommen fejlfrit fra Muhammeds tid til i dag. Og det turde man ikke lade ske.

Jeg plejer at nøjes med at påpege den forskel mellem koran og Ny Testamente, der ligger i, at koranen er ét menneskes tale, hvorimod vi i Det ny Testamente hører mange røster. Vi vil som kristne aldrig kunne sige det samme om Det ny Testamente, som muslimer siger om koranen: at den er Guds egen tale. For Guds tale i Det ny Testamente hører vi igennem mennesker, og oven i købet ikke blot igennem ét menneske, som man påstår at høre Guds tale igennem det ene menneske: Muhammed i koranen, men gennem mennesker, der har forskellig tankegang, forskellig sprogbrug og forskellige erfaringer.

Men det, som muslimer nok vil betragte som en fordel for koranen frem for Det ny Testamente, vil jeg betragte som et vidnesbyrd om, at Gud ønsker vor forstående tilbedelse, ikke en tilbedelse, der tilbeder, hvad enten den forstår eller ikke forstår.

Og dette: at tro, hvad enten man forstår eller ej, og også dette at adlyde en lov, hvis betydning man ikke fatter, det betragtes af fromme muslimer – og af og til også af fromme kristne, for det er, som om det hører fromheden til at tænke sådan – som bedre, mere gudhengivent end at adlyde forstående. Ingen muslim spekulerer derfor på, hvorfor det er forbudt for en muslim at spise svinekød, det er bare sådan, Allah har bestemt det, og baggrunden for hans viljesbestemmelser vover man ikke at spørge om.

På samme måde med de andre koraniske bestemmelser. Hvorfor det lige er fire hustruer, der udgør det tilladte maksimum for en muslim, det spekulerer man ikke på, det retter man sig efter og betragter som rigtigt, blot fordi det står i koranen. Og hvorfor manden står højere i det muslimske hierarki end kvinden, også det er noget, man bare tager for givet, at spørge om det retfærdige eller det hensigtsmæssige i denne rangordning er ufromt, for det afslører, at man ikke tror fuldt ud på Guds ord.

Og se, denne forskel mellem en forstående læsning af en helligtekst og en blot adlydende læsning, den har jeg for så vidt hele tiden været klar over. Men at se denne forskel anvendt på de to helligteksters helt forskellige overleveringshistorie, det var nyt for mig.

Men nu er det jo altså knap så nyt mere.

Udgivet i Islam versus kristendom | Skriv en kommentar

Virkeligheden slår igennem

Desværre er man nødt til at tilføje: ”af og til”. Men der er alligevel noget opbyggeligt ved at iagttage, at virkeligheden dog af og til får bugt med den inhumane sharia-lov. For det er det, det her skal handle om.

Den tyske filosof Jürgen Habermas har i sin afhandling ”Theorie des kommunikativen Handelns” skelnet mellem livsverden og systemverden.

Livsverdenen er vor dagligdags verden, den verden, der består af alle de mennesker, vi almindelige mennesker møder og omgås i dagligdagen. Her hviler vores omgang med hinanden på uudtalte regler og traditioner, her er det den umiddelbare forståelse, der afgør tingene, her er det tanken om de forskellige fællesskaber og om, hvordan man ”får tingene til at glide”, der bestemmer, hvad der gøres og hvad ikke.

Anderledes med systemverdenen. Den består af myndigheder, først og fremmest de lovgivende, udøvende og dømmende myndigheder. Og denne systemverden tænkes at understøtte livsverdenen, men gør det jo ikke altid. Dog har vi i de demokratiske samfund gennem efterhånden mange år søgt at få systemverdenen til at ”følge med”. For livsverdenen ændrer sig hele tiden, en ændring, der synes at forekomme mere eller mindre af sig selv, uden at nogen myndighed beslutter det. Og vor metode til at få de love, systemverdenen gennemfører for at få styr på det hele, til at hjælpe med til at bibeholde livsverdenen, hedder den demokratiske debat. I denne debat kan vi gøre os klart, hvilke ændringer der er tale om, hvad de kan medføre af uheldige forhold og hvordan vi kan beskytte den ret skrøbelige livsverden.

Hvordan skal f.eks. undervisningssystemet indrettes?

Man anbringer en voksen med en vis specialuddannelse midt iblandt en klasse med børn. Og man er nogenlunde enige om, at der i en sådan situation skal foregå en vis undervisning. Og systemverdenen har da også givet regler, som afgrænser både lærerens og børnenes handlinger. Men det hele afhænger af, om man kan få den rette gnist til at springe mellem lærer og elev. Og det kan der ikke gives regler for. Det må livsverdenen selv finde ud af.

Eller hvordan skal man fra systemverdenen klare de ægteskabelige uenigheder, der i nogle ægteskaber har vokset sig alt for store?

Også her skal livsverden og systemverden på én eller anden måde finde hinanden. Skal f.eks. hustruen ved en skilsmisse have hustrubidrag? Ja, det skulle hun tidligere, hvor det var et sjældent syn at se kvinder have lønarbejde. Men som tingene har udviklet sig, så de fleste kvinder har udearbejde, er det nu hustrubidraget, der er et sjældent syn.

At der er forskel på livsverden og systemverden så man også engang for længe siden, da visse arbejdere kunne true deres arbejdsgiver med, at de ville ”arbejde efter reglerne”. Det betød jo, at de ville lade hånt om den tillid og indbyrdes forståelse, der uvægerlig opstår på en arbejdsplads, og holde sig strikte til reglerne, noget, der jo både i teori og i praksis ville gøre arbejdsgangene meget langsommere. Og at en sådan aktionsform virkede, viste jo med al tydelighed, at systemverdenen, altså de regler, der gælder, må tage hensyn til livsverdenen, altså den tradition, den tillid og de uskrevne regler, der bærer det hele.

Og så videre, og så videre!

Én af forskellene på den vestlige samfundsmodel og den muslimske består i, at den vestlige med sin demokratiske diskussion kan tage højde for de ændringer i livsverdenen, der uafladeligt finder sted, men at den muslimske samfundsmodel, der bygger på sharia, ikke som overordnet systemverden er i stand til at reagere på de ændringer, der uundgåeligt finder sted i livsverdenen.

Det kunne man få illustreret af hele to artikler i fredagens aviser, henholdsvis Kristeligt Dagblad og Information.

Kristeligt Dagblad fortæller om den kurdiske mand, Deniz Serinci, som er vokset op i Esbjerg som en del af det kurdiske miljø, se her. Han var dengang, fortæller han, med til at deltage i den sociale kontrol, og fandt det mere eller mindre selvfølgeligt. Men på et tidspunkt mødte han en dansker, som han fik et rigtig godt venskab med. Blot opdagede han efter nogen tid, at denne dansker var én af dem, hans kurdiske omgivelser (læs: hans religion) havde lært ham at afsky, han var nemlig bøsse.

Og det havde den muslimske systemverden, bestående af en sharia-opfattelse, ikke taget højde for på samme måde, som vor demokratiske diskussionsverden havde det: den slags mennesker kan faktisk være flinke og rare og hjælpsomme. Indrømmet: det har taget tid for vor livsverden og efterfølgende for vor systemverden at finde ud af det, ligesom det jo også har taget tid for de homoseksuelle selv at finde deres egne ben i en verden, der tilsyneladende bestod af lutter heteroseksuelle mennesker, men fordi vi har en systemverden, der er fleksibel, har vi i vesten i det store og hele haft held til at undgå de værste forskelsbehandlinger.

Det har den muslimske systemverden som bekendt ikke. Vi har set billeder fra Iran, hvor homoseksuelle er blevet hængt fra kraner, vi har hørt om, hvordan homoseksuelle er blevet styrtet ned fra høje huse. Hvorfor? Fordi den muslimske systemverden, sharia, på det nærmeste er uforanderlig. Den bygger jo på koranens ord, og disse ord betragtes af en from muslim som værende Guds egne ord, intet mindre. Og så er de bestemmelser, man udleder deraf, hellige, urørlige. Og enhver from muslim, der gerne vil have sine medmuslimers anerkendelse, må hverken selv være homoseksuel – uha uha – eller på nogen måde godkende homoseksualitet.

Og det er så det opbyggelige ved Kristeligt Dagblads historie: Her slog livsverdenen igennem overfor den muslimske systemverden. Her kunne et menneske se det umenneskelige ved en systemverden, der ville gennemtvinge en fordømmende holdning overfor et menneske, som Deniz på ingen måde kunne fordømme, men kun være positivt indstillet overfor.

Der var andre ting end lige denne hændelse, der fik Deniz til at forlade islam eller i hvert fald de strenge muslimske regler. Men dette med den homoseksuelle ven var vist det mest udslaggivende.

Så er der Informations artikel, se her. Den fører os et helt andet sted hen. Den fortæller om, at #metoo-bevægelsen omsider synes at begynde at gøre sig gældende i visse muslimske lande, specielt i Egypten og Iran. Og så ser vi igen, hvordan livsverdenen begynder at røre på sig i muslimske lande, selv om den har været undertrykt af den hårde (og umenneskelige?) muslimske systemverden. Mange kvinder begynder at klage over den behandling, de får i familien med ofte voldelige ægtemænd, og i samfundet, hvor det er uhyre svært at få sin sag frem, hvis man er blevet seksuelt forulempet.

Artiklen nævner et eksempel fra Cairo, hvor et Facebook-opslag med en anklage mod en ung mand, der på campus chikanerede de kvindelige studenter, blev lagt ud på nettet. Det blev ret hurtigt taget ned, men en anden kvindelig studerende greb bolden og anklagede den samme person med navns nævnelse, så der i løbet af kort tid var ikke færre end 50 anklager mod ham, nogle endda for voldtægt. Så kunne politiet ikke gøre andet end anholde ham og anklage ham for voldtægt.

I Iran blev en højtprofileret internationalt kendt kunstner på samme måde anbragt i gabestokken. Han blev kaldt ”Irans Harvey Weinstein”.

En boghandler er ligeledes på de sociale medier blevet anklaget for at have inviteret, bedøvet og voldtaget 300 kvindelige studerende over en længere årrække. Også han er blevet anholdt og har tilstået forbrydelserne.

Om dette kun er et kort bølgeslag i samfundet, som hurtigt vil ebbe ud igen, vides endnu ikke. Men besynderlig nok kan de strenge islamiske love måske bevirke netop det. Det hedder i Information:

Sidst men ikke mindst er straffelovene i regionen, når det gælder alvorlige forbrydelser som voldtægt, ofte funderet på de mest strenge sharialove. Med andre ord betyder det, at voldtægtsforbrydere skal straffes med døden.

Disse juridiske problemstillinger kombineret med konservative sociale normer gør det svært for mange kvinder at kæmpe for retfærdighed. Nogle frygter, at deres søgen efter retfærdighed potentielt kan ende med at slå hele familier i stykker.

Det får én af hjemmelsmændene – eller -kvinderne – til at sige: »Det er en tung byrde for ofrene, og mange foretrækker at tie stille«. Og det forstår man jo godt. Dels står altså de voldtagne kvinder overfor en meget streng bevisbyrde. Men selv om de moderne analysemetoder nok har hjulpet dem i disse spørgsmål, så dukker en ny vanskelighed op: hvis de ved hjælp af sædanalyser får bevist, hvem gerningsmanden er, og at der virkelig er tale om voldtægt, så må de i kraft af sharialovene finde sig i med deres anklage at være med til at udvirke mandens død. Ikke så få vælger på den baggrund hellere at tie stille.

Men der er måske nye tider på vej. Både herhjemme og i Mellemøsten.

Udgivet i Islam versus kristendom | Skriv en kommentar

Proportionalitet versus panik

Hvis man spørger, hvad der ligger bag regeringens beslutninger i minksagen, dukker disse to begreber op. Proportionalitet, som det begreb, man skulle have handlet efter, panik, som det begreb, man rent faktisk handlede efter.

Begrebet proportionalitet har jeg fra Martin Ågerup, som på en blog i Jyllands-Posten, se her, skriver:

Demokratiske samfund søger normalt at efterleve proportionalitetsprincippet: Statens indgreb skal stå i et rimeligt forhold til de problemer, man forsøger at løse. At der er en teoretisk risiko for et eller andet, er ikke i sig selv nok til at begrunde et indgreb. Risikoen skal være af en vis størrelse. Ingen ved, om dette er tilfældet her. En række forskere har allerede udtrykt deres skepsis overfor beslutningen.

Ågerups artikel er blandt andet interessant derved, at den er skrevet den 7. november, altså før alt halløjet om lovbrud og grundlovsbrud, det halløj, der den 18. november har nået et foreløbigt klimaks derved, at fødevareminister Mogens Jensen har trukket sig. Det vil sige: den beskæftiger sig ikke med det, den samlede presse nu – med rette – er optaget af: vil det få følger for statsministeren også?

Jeg vil også her prøve at undgå disse juridiske spørgsmål og holde mig til ovennævnte problemstilling: Var det rimeligt med denne totale nedslagtning af alle landets mink?

Det, der gjorde, at man satte denne nedslagtning i gang, var, at man havde fundet en mutation af COVID-19, kaldet cluster fem, i mennesker. Denne mutation kunne man konstatere var blevet til i minkbesætninger, hvorfra den havde angrebet mennesker. Man havde fundet 12 personer med denne mutation, alle i Nordjylland (et enkelt tilfælde fra Sjælland viste sig at bero på en fejlmelding).

Netop denne mutation var man bange for. Den kunne nemlig vise sig at gøre en eventuel vaccine uvirksom, mente man. Og man så i fantasien, at Danmark kunne blive et nyt Wuhan, hvorfra en COVID-19, cluster fem, spredte sig eksplosivt ud over hele verden. Og, frygtede man, derigennem ville det være en helt ny smitte, man skulle til at bekæmpe.

Naturligvis siger regeringen ikke, at den har handlet i panik, det gør Ågerup heller ikke, ordet er mit, opfundet til brug i denne artikel.

Men desværre er det alt for velvalgt.

Og når engang medierne er færdige med at diskutere, hvilke ministre der bør gå af på grund af grundlovsbrud, så er der en vigtig ting at diskutere her: Er der handlet i panik i dette tilfælde, og hvis der er, hvordan undgår vi så i fremtiden at handle i panik?

Bent Winther har i et indlæg på Berlingske den 17. november, se her, antydet, at der kunne ligge den strategi bag regeringens handlemåde, at man med vilje ville indpode en vis frygt i befolkningen. Nogle Aarhus-forskere havde engang i foråret anbefalet, at man søgte at holde en vis ængstelse i live hos folk, fordi der så var større chance for, at de efterlevede de retningslinjer, der blev givet. Han skriver:

Da den danske minkbestand blev beordret aflivet og Nordjylland lukket ned på et pressemøde 4. november, var det med udsigten til, at en verdensomspændende epidemi kunne starte forfra, og at vacciner ikke ville virke. Hanstholm kunne med andre ord i værste fald blive det nye Wuhan.

Efterfølgende har sundhedsminister Magnus Heunicke sagt, at det ikke var hovedbegrundelsen. Og faglig direktør i Statens Serum institut Kåre Mølbak har sagt, at den skræmmende mutation cluster 5 fik alt for meget vægt.

Det er altid i orden at blive klogere. Cluster 5 viste sig at være et spøgelse, som ikke er set siden september. Men et af de mange spørgsmål, der melder sig, er: Hvis ikke det var frygten for den nye mutation, der lå bag de vidtrækkende tiltag, hvorfor skulle det så gå så stærkt?

Det hele er meget mærkeligt. Og det er mærkeligt, fordi det efterfølgende viser sig, at enhver proportionalitet mangler. Jeg mener at kunne huske det samme som Bent Winther: at det var frygten for, at Hanstholm kunne blive et nyt Wuhan, der lå bag beslutningen. Det var jo også karakteristisk, at de kommuner i Nordjylland, hvor folk fik indskrænket deres bevægelsesfrihed ganske drastisk, var kommuner, hvor cluster fem var blevet konstateret.

Men hvis man nu trækker i land med Wuhan-teorien, hvorfor lukker man så ikke de nedlukkede kommuner op igen? (Det har man gjort her den 19.) Sådan vil jeg spørge, uden at jeg dog anser Winthers spørgsmål om det store hastværk for uberettiget, kun fordi dette spørgsmål leder hen til spørgsmålet om grundlovsbrud, hvorimod ”mit” spørgsmål leder hen til et spørgsmål om regeringens panik.

For at det er cluster-fem-frygten, der var hovedbegrundelsen, det viser både hastværket og nedlukningen af de nordjyske kommuner. Og så er det lidt mærkeligt af Kåre Mølbak nu bagefter, hvor ikke så få videnskabsfolk står frem og nedgør den undersøgelse, der hævder, at cluster-fem kan gøre en kommende vaccine uvirksom, og hvor han selv har måttet fortælle, at det sidste fund af cluster-fem fandt sted i midten af september, det er lidt mærkeligt at komme og påstå, at ”den skræmmende mutation cluster 5 fik alt for meget vægt”. Javist, det gjorde den måske, men var det ikke ham selv, der gav den alt for megen vægt?

Eller var det statsministeren?

Der er forskellige småbemærkninger, der er faldet bort i mediernes iver for at tale om grundlovsbrud.

Jeg mener at kunne huske, at Mette Frederiksen, da hun blev foreholdt, hvordan befalingen om nedslagtning var imod grundloven, sagde, at hun ville gøre det igen, altså som det hed sig, viste en overmåde stor foragt for kravet om lovhjemmel. Hvordan er hun indrette i sin hjerne, siden hun kan sige noget sådant?

Og jeg mindes også, at det på et tidspunkt kom frem, at WHO roste Danmark for at handle så resolut med nedslagtningen af minkbesætningerne.

Begge dele fortæller os om en Mette Frederiksen, der mener at besidde den moralske overhånd og det i den grad, at spørgsmålet om lovhjemmel bliver ligegyldigt. Hun mener med den ændring af epidemiloven, man i alt for stor hast vedtog i marts, at Magnus Heunicke – og det vil sige: hende selv, statsministeren – har fået ret til at beslutte næsten hvad som helst ”af hensyn til folkesundheden”. For ikke sandt: der kan være tilfælde, hvor det drejer sig om hurtig indgriben, coronavirusser er jo ligeglade med grundlov og retssikkerhed, og så mener hun i sin store moralskhed, at man må handle på forventet efterbevilling.

Hurtig indgriben? Jovist, det kan måske i visse situationer være påkrævet. Men sker det på et for løst grundlag, bliver resultatet panikløsninger. Og det er just, hvad der er sket her.

Om det skyldes, at Mette Frederiksen har villet samle alle regeringens tråde i statsministeriet, eller der ligger andre forhold bag, véd jeg ikke, men noget tyder på, at den nødvendige diskussion mellem diverse fagfolk – det vil her sige virologer og sociologer – og den nødvendige fremlæggelse af de forskellige synspunkter er blevet kortsluttet. Var det kun en flyvetanke, Kåre Mølbak fremsatte, den med Hanstholm som et nyt Wuhan, den blev i hvert fald øjeblikkelig grebet af Mette Frederiksen og ud fra hendes overordnede moralske synspunkt forvandlet til en dødsattest for samtlige mink i Danmark, grundlov eller ikke grundlov.

Jeg var i marts ret imponeret over statsministerens ro og beslutsomhed. Den måde, hun optrådte på, den forståelse, hun udviste, det gammelkendte ord ”samfundssind”, som hun bragte til ære og værdighed igen, alt dette gjorde indtryk, også på en gammel ronkedor som mig.

Men jeg må indrømme, at den Tv-avis, som den 4. november blev forvandlet til et alenlangt pressemøde med Magnus Heunicke og Mette Frederiksen som hovedaktører, gav mig en lidt dårlig smag i munden. Og efterhånden som de mange afvigende meldinger indløb – meldinger om unødvendigheden af nedslagtningerne, meldinger om uenighed om cluster-fems vaccineødelæggende virkninger, m.m. – blev den dårlige smag dårligere og dårligere. Og da så de involverede personer én efter én begyndte at bakke ud af cluster-fem-teorien, kom det til at stå lysende klart for mig, at der var tale om en panik-løsning, en panik-løsning, som man bagefter gør, hvad man kan, for at retfærdiggøre. Uden at det panikkede dog forsvinder fra indgrebet.

Og så træder altså efterhånden et noget andet billede af statsministeren frem end det, jeg hidtil har haft. Nogen hævder, at magten er gået hende til hovedet. Jeg vil mene, at det, der driver hende, er en overbevisning, som hun desværre har fælles med mange af hendes kolleger i den vestlige verden, en overbevisning om, at folket forventer handlekraft af deres ledere. Det gør folket måske også. Men skal folket have det ønske opfyldt? Og skal de have ønsket opfyldt på et for løst grundlag?

Lad os gå tilbage til Martin Ågerups spørgsmål. Hans tredje spørgsmål lyder: ”Vil lukning af mink-produktionen forhindre mink-mutationen i at sprede sig?” Han lader andre svare for sig:

Søren Riis Paludan, virolog og professor ved Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet har udtalt følgende til Dagbladet Information:

Jeg tror, at det er en illusion at tro, at man kan inddæmme den, nu hvor den først har spredt sig. Hvis den har pandemipotentiale, som SSI tænker, den kan have, og den er sygdomsfremkaldende, så har den med stor sandsynlighed allerede spredt sig videre”.

Alternativt diskuteres det også, om Cluster 5 mutationen overhovedet stadig eksisterer, eller om den er døet ud af sig selv. Den er ikke fundet i laboratorietests i lang tid, og Henrik Schiøler, lektor på Institut for Elektroniske Systemer ved Aalborg Universitet har for Berlingske lavet en beregning, der viser, at der er 99,4 procent sandsynlighed for, at Cluster 5-varianten ikke har spredt sig siden september og dermed er uddød.

Det må selvfølgelige være irriterende at få sit beslutningsgrundlag borteroderet på den måde. Men ærlig talt, siges der andet dermed, end at man fra regeringens side skulle have lyttet til et bredere udsnit af danske virologer?

Ågerup spørger også, om mutationen kan opstå i andre lande, hvor der forefindes minkproduktion, og om der kan opstå farlige mutationer i en eventuel vekselvirkning mellem os og de andre husdyr, vi omgiver os med. Og endelig spørger han, om monstro denne fare ved de stadig mutationer måske imødegås bedst ved stadig at udvikle nye vacciner.

Alt sammen spørgsmål, som regeringen (læs: Mette Frederiksen) i sin iver efter at fremstå handlekraftig ikke har taget op.

Andre kan føjes til:

Gik man ikke alt for hurtigt og tankeløst frem, da man begyndte at slå minkbesætninger ned? Der var enkelte røster fremme om – men de blev ikke hørt – at det var tosset at slå nogle minkbesætninger ned, der netop havde overstået smitten og derved dannet antistoffer, noget, man kunne konstatere derigennem, at besætningen efter en periode med nedsat foderforbrug nu var oppe på normalt foderindtag.

Havde man været opmærksom på dette, kunne man måske have fået oplysninger om, hvorvidt sådanne besætninger kunne smittes igen, og hvor lang tid en eventuel immunitet hos mink varede. Men panikholdningen forhindrede, at sådanne undersøgelser blev sat i værk.

Det kunne også være godt at blive klar over, hvordan smittens vej fra menneske og til mink og tilbage igen egentlig foregår. Men en sådan undersøgelse skulle være sket på et tidligere tidspunkt, nu, hvor alle mink er udryddet – men heldigvis endnu ikke alle mennesker – er det for sent at undersøge dette problem.

Men jeg er bange for, at det ikke blot er ønsket om at fremstå handlekraftig eller visheden om at være på den rette moralsk set høje hest, der bestemmer Mette Frederiksens handlinger. Der ligger også bag hendes tilsyneladende stålsathed et ønske om at vise andre statsledere, at vi i Danmark står last og brast med dem. Eller – mere personligt – der ligger et ønske om at vinde anerkendelse hos andre landes statsledere.

Vi ser et sådant ønske i fuld udfoldelse, hvad angår indvandringsproblematikken. Selv om vi i sin tid lukkede grænsen for alle almindelige mennesker, der ikke havde et anerkendelsesværdigt formål med deres rejse ind i Danmark, lukkede vi den aldrig for de spontane asylansøgere. For, ikke sandt, det skulle jo nødig hedde sig, vi må endelig ikke få de andre lande til at tro, at vi er os selv nok, at vi ikke vil være gode mennesker, osv. I spidsen for en sådan holdning står den vores højmoralske statsminister.

Da præsident Trump annoncerede sit ”America first”, blev det mødt med forargelse af vesteuropæiske ledere, selv om det jo egentlig ikke rummer andet i sig end den største selvfølgelighed, for selvfølgelig er politikere ansat af folket til at varetage folkets tarv. Men vore politikere har igennem mange år været mere optaget af at opdrage folket til det rette sindelag overfor de spontane asylansøgere, konventionerne forlangte, at vi modtog. Det har givet dem en fornemmelse af, at de véd bedre end folket. Og den fornemmelse mærker man i statsministerens panikafgørelse.

Jeg har ikke hidtil anset Mette Frederiksen for en farlig dame. Det synspunkt er på vej til at blive betragteligt ændret.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , | Skriv en kommentar

Luther versus Jakob S.-P.

Det er naturligvis Jakob Skovgaard-Petersen, som overskriften omtaler, og de spørgsmål, der skal tages op, lyder: Hvem af de to bruger de rette historiske metoder? Hvem af de to giver os det mest troværdige billede af islam?

Når disse spørgsmål kan lyde lidt overdrevne, skyldes det to ting: 1) at vi moderne mennesker normalt regner med, at vi, alene fordi vi befinder os i denne vidunderlige moderne tid, véd langt mere end tidligere tiders mennesker og derfor kan give en langt sandere beskrivelse af historiens gang, og 2) at vi almindeligvis betragter Luther som en lidt hårdkogt reformator, fra hvem man kan vente angreb mod både tyrk og pave, men ikke afbalanceret argumentation.

Begge disse to antagelser er imidlertid forkerte. Godt nok havde den tids forskere ikke så mange tekster til rådighed som nutidens, men i behandlingen af dem var humanisterne før Luthers tid – og også Luther selv – udmærket i stand til at argumentere på god historieforskervis.

Skovgaard-Petersen skriver i kapitel 7 under overskriften ”Makon, Makomet, Mahon, Makometus, Machomet” følgende om Luther:

Martin Luther (1484-1546) overtog selv de middelalderlige polemikkers opfattelse af islam og genudgav dominikaneren Ricoldo Montecrucis karakteristik af Muhammad – på trods af at der var tale om et katolsk skrift.

Han bekendtgør i en note, at han har disse oplysninger fra Martin Schwarz Laustens bog ”Tyrkerfrygt og tyrkerskat, islamofobi, religion og politik hos teologer og regenter i reformationstidens Danmark”, side 278. Allerede ordet ”islamofobi” i bogens titel antyder en vis uhistorisk fordom, og jeg har da også her på bloggen vendt mig imod denne bog, se f.eks. her. På side 278 skriver Lausten efter at have hævdet, at både paven og tyrken for Luther var Antikrist:

Dette afholdt dog ikke Luther fra at gøre brug af katolske teologer fra middelalderen, nemlig franciskanermunken Johannes Hiltens spådomme, som tolkedes til at handle om tyrkerne, og dominikanermunken Ricoldo Montecrucis’ gendrivelse af islam, ligesom han også engagerede sig i en udgivelse på latin af koranen.

Det er lidt besynderligt, at Lausten – og Skovgaard-Petersen efter ham – undrer sig over, at Luther gør brug af katolske forskere. Man må vist kalde denne undren uhistorisk. For skellet mellem lutheranere og katolikker var jo ikke fremstået endnu. Så alle de lærde mennesker, Luther ville påberåbe sig – og det var trods alt nogle stykker – var jo katolikker. Det, Luther vendte sig imod, var først og fremmest pavedømmet, og han gjorde det med skriftargumenter, javist, men først og fremmest med almindelige humanistiske argumenter, som f.eks. at paven havde tilladt kejseren at bryde det lejde, han havde givet Johan Hus, og at paven mente sig berettiget til – mod betaling – at erklære et ægteskab for ugyldigt.

Det sjove er nu imidlertid, at graver man bare lidt ned i Luthers holdning til Ricoldo og til islam, opdager man, at han på god humanistisk vis efterlyser bedre tekster til bedømmelsen af islam, først og fremmest en oversættelse af koranen til latin.

Han sørger i 1530 for at udgive ét af Ricoldos skrifter og skriver her i forordet:

Skønt jeg indtil nu ivrigt har stræbt efter at kende muhammedanernes religion og skik, har jeg ikke kunnet få fat på andet end en gendrivelse af koranen og ligeledes en kritik af koranen af Nicolaus de Cusa; men koranen selv har jeg forgæves søgt at få at læse. Det ser ud til, at forfatterne af både gendrivelsen og kritikken har villet afskrække de troskyldige kristne fra Muhammed og bevare dem i troen på Kristus. Men eftersom de kun stræber efter at fremdrage noget dumt og absurd fra koranen, noget, der kan fremkalde had og bevæge folket til modvilje, og samtidig springer over uden gendrivelse eller skjuler det gode, der måtte være i den, sker der det, at de finder liden tiltro og autoritet, som om de forringede deres værk ved enten at hade tyrkerne eller ved kun at have ringe evne til at modsige dem. (Se her).

Luther mener altså – lidt i modsætning til Skovgaard-Petersen, men N.B.: før han har læst koranen – at man ved at læse koranen må kunne få et betydelig bedre indtryk af islam end ved at læse diverse lærde folks beskrivelse af religionen. Senere får han imidlertid mulighed for at læse koranen. Det sker i 1542. Det får ham til at oversætte Ricoldos bog til tysk. Og i det forord, han har anbragt dèr, kommer han med nogle bemærkninger, som næsten får ham til at trække beskyldningerne mod Ricoldo om at fremkalde had tilbage. Dèr skriver han nemlig:

Denne bog af broder Richard fra dominikanerordenen, kaldet ”Confutatio Alcoran”, har jeg tidligere læst flere gange, men jeg har ikke kunnet tro, at der var fornuftige mennesker på jorden, som djævelen kunne få til at tro på så skændige ting, og jeg har altid troet, at det var opdigtet af de italienske skrivere, de, som med deres evige løgnehistorier til ære for paven har gjort alle deres historier fordægtige. Derfor ville jeg gerne have læst koranen selv, og jeg undrede mig over, hvordan det kunne være, at man ikke forlængst havde oversat koranen til latin, eftersom dog Muhammed nu har hersket i mere end ni hundrede år og gjort så stor skade. Dog har ingen taget sig for at erfare, hvad Muhammeds tro gik ud på, man har alene været tilfreds med, at Muhammed var en fjende af den kristne tro, men hvor og hvordan fra punkt til punkt, det har man ikke hørt noget til, skønt det dog er nødvendigt at vide det. Men nu denne fastelavn har jeg læst koranen på latin, dog i en meget dårlig oversættelse, så jeg stadig ønsker at se en bedre. Men så meget står dog klart, at denne broder Richard ikke har opdigtet sin bog, men er i god overensstemmelse med koranen. (Se her).

Altså: Da Luther læste Richardus’ bog i 1530, troede han, det var opdigt og hadtale, men nu i 1542, hvor han har læst koranen, finder han ud af, at hvad Richardus skriver, er i sørgelig overensstemmelse med koranen.

Weimarudgaven bind 53 indeholder denne oversættelse. Jeg har tilladt mig at lægge den latinske tekst, Luthers oversættelse til tysk og min til dansk ud på min Luther-hjemmeside, se her. Fra Weimar-udgaven har jeg hentet denne omtale af Richardus (Luthers navn for Ricoldo):

Født i Toscana, Monte Croca. Trådte 1267 ind i Dominikanerordenen Sct. Maria Nuvelta i Firenze. Missionsrejser fra før 1291 (Akkons fald). Har selv skrevet en rejseberegning (itinerar). 1301 igen i Firenze. Orientrejsen formentlig mellem 1280 og 1300. Mest i Bagdad, hvor han tilegnede sig arabisk og ved samkvem med lærerne ved koranskolerne tilegnede sig kendskab til koranen. Hans confutation alcorani er formentlig skrevet kort før år 1300. Ricoldus døde den 31. oktober 1320 i Firenze.

Man skal måske især lægge mærke til, at Richardus under sit ophold i Bagdad har haft samkvem med de muslimske lærere. Bagdad var på det tidspunkt er lærdomscenter, men byen har tilsyneladende ikke blot været præget af autoritetstro, men også af diskussionslyst. Richardus’ egen oplysning om sine forudsætninger kan ses under #6.

Richardus opdeler sin ”Gendrivelse af koranen” i 17 kapitler. Jeg skal nøjes med at tage nogle ting frem, som Luther kan nikke genkendende til, fordi han accepterer tanken om ”den naturlige lov”. Man kan således forestille sig, at da Luther i 1530 læste #75ff om selvmodsigelser i koranen, har han tænkt, at det var noget, Richardus selv fandt på for at få folk til at se ned på muslimerne. Ikke sandt, et skrift, der har den almægtiges underskrift, kan ikke det ene sted sige, at jøder, kristne og mandæere vil blive frelst, og det andet sted hævder, at kun de, der lever efter muslimernes lov, bliver salige. Ejheller kan det være i overensstemmelse med guddommelig tankegang, at koranen i Sura 5,13 siger, at vi ikke skal dømme, kun Gud kan holde rettergang, mens den i Sura 9,29 opfordrer til at slå ihjel og røve de vantro, indtil de betaler skatten (Se #76). Men da Luther selv fik fat på en koran, måtte han erkende, at det ikke var italienske skrivere, der har opfundet sådanne græsselige ting, men koranen selv, der indeholdt disse selvmodsigelser.

Det er også nok værd at nævne den modsigelse, Richardus (se #174f) finder mellem Sura 2,256, ordet om, at der ikke er tvang i religionen, og Sura 9,5, et ord, der i dansk oversættelse lyder således:

Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold! Men hvis de omvender sig, holder bøn og giver almisse, så lad dem frit gå! Gud er tilgivende og barmhjertig.

Ingen kan nægte, at der er en modsigelse mellem disse to ord. Og vil man agitere for, at islam er en fredens religion, er en forklaring af denne modsigelse yderst påkrævet, hvad enten man er middelalderteolog eller moderne religionsvidenskabsmand.

Richardus giver det denne forklaring med på vejen (#175):

For da Muhammed, eller snarere hans mester, djævelen, så, at hans lov var imod Guds lov i det ny testamente, og også imod sig selv, og ikke havde nogen begrundelse eller nogen undergerning, og var stopfuld af håndgribelige løgne, så kunne han jo nok tænke, at mange ville gøre indsigelse og sige ham imod. Derfor gav han den (loven) sin egen rets værktøj, sværdet, til at slå ihjel med. Og derfor fastsætter han i sin koran et bud, der siger, at man skal dræbe alle dem, der sætter sig imod denne lov og ikke tror. Derfor har han også, ikke blot i ét kapitel, men i hele bogen som en almindelig lov udtalt: ”Dræb! Dræb!”

Og han citerer i det følgende Augustin for denne iagttagelse:

Et menneske kan tvinges til med munden at bekende, at han tror, men at hans hjerte skulle tvinges til at tro, det er ikke muligt. (#176).

Man kan også formode, at beretningen om, hvordan Muhammed får lov til at bryde en ed, han havde aflagt, er med til at nedbryde de lidt for høje tanker, Luther har haft om Muhammed. Richardus fortæller om det #103:

For det véd alle muslimer meget vel, at Muhammed var blevet forelsket i en kvinde, som hed Maria, en jakobinerinde, som Maccabæus, jakobinernes konge havde foræret ham. Men to af Muhammeds hustruer – den ene hed Aisha, datter af Abu Bakr, blandt alle andre den ædleste, den anden hed Hafsa, datter af Omar – begyndte at være misundelige på Maria. Og de kom en dag ind til ham og fandt ham liggende hos Maria og sagde: ”Skal en profet gøre den slags?” Da skammede han sig, og svor en ed på, at han aldrig mere ville gøre dette, og på grund af eden var de tilfredse. Snart herefter kunne han ikke dy sig, og opstiller en lov, som var det Gud, der havde befalet ham det og åbenbaret det for ham, og anbringer udsagnet i koranen, i kapitel Elmetherarem, hvilket betyder forbud eller band, og siger: ”O profet, hvorfor forbyder du dig det, som Gud har tilladt? Vil du gøre dine hustruer tilpas? Gud har hermed fastslået, at du har lov til ikke at holde din ed”. Altså blev han en meneder, og sov igen hos hende og lod som om Gud havde ophævet hans ed og at Mikael og Gabriel var vidner derpå.

Det, der især overbeviser Luther, er løftebruddet. Det understreges af Sura 66,1-5, hvor det hedder:

Profet! Hvorfor forbyder du dig selv, hvad Gud har tilladt dig, i ønsket om at gøre dine hustruer tilpas? Gud er tilgivende og barmhjertig. Gud har pålagt jer at løse jeres eder, og Gud er jeres skytsherre. Han er Den Vidende og Den Vise. Da Profeten hemmeligt fortalte en af sine hustruer noget. Da hun fortalte det videre, og Gud afslørede dette for ham, så oplyste han om noget af det, men forbigik noget andet. Da han underrettede hende derom, sagde hun: “Hvem har fortalt dig det?” Han sagde: “Den Vidende og Den Indsigtsfulde har underrettet mig.” Hvis I omvender jer til Gud, I to kvinder! – For jeres hjerte er kommet på afveje. Men hvis I rotter jer sammen imod ham! – Gud er hans skytsherre, og tilligemed er Gabriel hjælper, samt enhver af de troende, der handler ret, og englene. Måske ville hans Herre, hvis han skilte sig fra jer, give ham hustruer i stedet, der var bedre end jer: Kvinder, der havde overgivet sig til Gud, troende, ydmyge, bodfærdige, tjenende og andægtige; såvel tidligere gifte kvinder som jomfruer.

Ærlig talt, det er også vanskeligt for os i dag at anerkende, at dette skulle være Guds tale. På den anden side kan jeg tilslutte mig en teori, som Skovgaard-Petersen nævner, uden dog at tilslutte sig den, den teori, nemlig, at dette tyder på, at koranen går tilbage til en rigtig person, for ingen ville opdigte en sådan historie om én, der påstodes at være Guds profet.

En lignende nok ikke opdigtet, men ægte historie fortæller Richardus om umiddelbart efter, #107. Også dèr er grundlaget et ord i koranen, Sura 33,37, som i sig selv er uforståeligt, men som man gør forståeligt ved at tilknytte en historie til det. Man kan læse om det hos Richardus.

Men man kan også læse om det hos Skovgaard-Petersen. Han skriver i kapitel 3 under overskriften ”Fra græsk til arabisk”:

Historien om Zayd og Zaynab er ikke flatterende for Muhammad. Nok derfor har den haft et langt liv i kristen polemik mod islam. Den spiller også en rolle i nutidige værker om islam, og derfor vender vi tilbage til den senere i bogen. Som vi også skal se med de sataniske vers, har netop beretningens ikke-flatterende natur været brugt som et argument for, at den skulle gå helt tilbage til Muhammad. Altså et ”der går ingen røg af en brand uden ild”-argument om, at hvorfor skulle den være der, hvis det ikke var, fordi den var et faktum, muslimerne ikke kunne komme uden om. Omvendt minder historien om Zayd og Zaynab så meget om en gammeltestamentlig historie om kong David, Urias og Batsebah, at andre forskere opfatter den som et litterært lån og dermed ikke som faktuel historie.

Og ærlig talt, dette forekommer mig at være noget lusk af Skovgaard-Petersen. Han er så neutral, at han ikke selv tager stilling, uha nej, men han får dog lige nævnt, at vi kristne såmænd har en lignende fortælling i vor helligskrift, nemlig fortællingen om David og Batseba. Meningen er åbenbart, at vi kristne godt kan pakke vores forargelse sammen. Og hvad søren, der er nok ingen, der kan huske historien om David og Batseba, bortset fra, at det var noget med, at David gik i seng med en gift dame og efterfølgende fik Urias anbragt på en uriaspost, så han kunne få Batseba som sin kone. Så at David af en profet, der talte på Guds vegne, blev anklaget for sit drab, at sønnen, der blev født ham af Batseba, døde som straf for hans overtrædelse, at David måtte gå bodsgang, alt sådant glemmer vi, for sådan gik det jo ikke Muhammed; han var selv profet, og han fik ikke skældud af Gud, nej, han fik at vide, at det begær, han følte ved synet af Zaynab, var indgivet ham af Gud som tegn på, at Gud ville have, at Zaynab blev endnu én af hans koner. Dog, hvad siger jeg: ”fik at vide”? Virkeligheden var jo, at han ”åbenbarede” tilladelsen for sig selv; det er det smarte ved at være Guds profet og selv kunne bestemme, hvilke åbenbaringer man får.

Så at sammenligne de to, det går virkelig ikke an. Eller det er noget, man kun gør, hvis man vil stille Muhammed og hans selvåbenbaringer i et mindre dårligt lys. Men tage stilling til det, nej, det gør Skovgaard-Petersen ikke. Han nøjes med at behandle episoden en række gange senere for at vise, hvordan de kristne i deres propaganda imod muslimerne udnytter den imod Muhammed og hans påstand om at være Guds profet.

Her kan det være passende at bruge en sætning, som Richardus har, men Luther ikke har medtaget. Richardus siger #108, at Muhammed efter den begivenhed udbredte det om sig selv og sagde, at Gud havde givet hende til profeten. Og så føjer han til: ”Således skjulte han en mindre synd gennem en større”. Det er jo her, vi har den egentlige anstødssten for de kristne: at Muhammed benytter sig af den profetstatus, som han har fået sine omgivelser til at tro på, til at sige god for hans sexuelle lyster.

At han laver noget fidelifut med Zaynab, så han kan få hende som hustru, det er én ting. Men at han vil bilde os ind, at Gud vil spilde åbenbaringskræfter på noget så inferiørt som hans sexliv, det nærmer sig stærkt det, vi kalder blasfemi. Den lille synd: at han bedrev utugt eller noget, der lignede, skjuler han med den store synd: at han vil påtage sig en profets skikkelse for at dække over det.

Nuvel, der er meget mere at hente hos Richardus. Men bare disse episoder er eksempler på noget, som intet fornuftigt menneske vil kunne forbinde med den guddommelige majestæt.

Man kan som historiker gå med til, at Muhammed modsiger sig selv, men man kan ikke gå med til, at Gud modsiger sig selv.

Og man kan som almindeligt, vesteuropæisk menneske nok gå med til, at Muhammed giver sig selv lov til at bryde en ed, også selv om det ”bare” handler om retten til at besidde en kvinde. Men det må være ret umuligt for et nogenlunde fornuftspræget mennesker at acceptere, at nogen profet på Guds vegne kan give tilladelse til at bryde eder.

Skovgaard-Petersen mener vist, at han kan undgå anklage fra både muslimer og vesterlændinge ved at undlade at betragte koranen som et kildeskrift til Muhammeds liv. Men lad os prøve at anvende hans metode på ham selv. Han påviser gang på gang, hvordan både de muslimske sekter og islams kristne modstandere bruger deres aftegning af Muhammed-figuren til at fremme bestemte formål, formål, der aftegnes allerede i kapiteloverskrifterne: kapitel 2: Menighedens Muhammad; kapitel 3: de kristnes Muhammad; kapitel 4: sunniernes Muhammad; osv. Altså, alle de personer og sekter, der beskrives, er ude på noget, bruger deres tolkning af Muhammed-figuren til eget formål.

Men, spørger vi nu: Gør ikke Skovgaard-Petersen det samme? Viser ikke en række små bemærkninger, f.eks. sammenligningen mellem Zaynab-episoden og Batseba-historien, at Skovgaard-Petersen også er ude på noget? Er det ikke tydeligt, at han er ude på at renvaske de af nutidens muslimske teologer, der ønsker at gøre Muhammed til en fredsprofet? Og da han ikke kan gøre det ved hjælp af normale, humanistiske, kritiske metoder, undlader han at bruge sådanne metoder. Og derved falder han igennem i forhold til Richardus og Luther.

Lad mig sige det på en anden og nok lidt mere indviklet måde!

Der er en absolut modsætning mellem sprog og magt. Ikke desto mindre kan alle de magtmennesker, der har eksisteret, ikke undgå at bruge sproget til at legitimere deres magt med. Muhammed gjorde det ved at påstå, at hans åbenbaringer stammede fra Gud selv. Det burde have fået ham til at bruge argumentets metode til at skaffe sig følgere, men han brugte i stedet magtens metode, hvilket var imod sprogets forudsætninger.

Derved sørgede han for, at der til stadighed indenfor islam vil eksistere et misforhold mellem magt og argument. Dette misforhold forefindes i koranen selv, som Richardus har påvist. Men det møder også alle dem, der med argumenter vil forsvare islam. Og det rammer også Skovgaard-Petersen. De mangfoldige muslimske sekter, som han afbilder, lider alle af koranens sygdom: at magt og autoritet går forud for ord og argument. Og uoverensstemmelsen mellem de to størrelser kan han ikke dysse ned ved at udelade koranen af sit forskningsområde. For sekterne, han undersøger, er alle smittede af sygdommen. Og i sidste ende smitter den også Skovgaard-Petersen selv.

Og det er ikke til gavn for ytringsfriheden.

For dette misforhold er det, der får nutidens muslimer til at kæmpe for forbud mod forhånelse af Muhammed. De mener, deres religiøse følelser bliver krænkede, hvis vi vesterlændinge begynder at påvise modsigelser i koranen. Og får de held med at indføre et sådant forbud, vil de selv fortsat leve med den modsigelse, at de på den ene side påstår, at Muhammed er en fredsprofet, men at de på den anden side truer med vold, hvis vi ikke godkender den påstand. Og vi vesterlændinge vil leve med den uvished, der ligger i, at alle disse fredelige muslimers børn en dag af vanvare kommer til at læse alle voldsopfordringerne i koranen og får den ulyksalige idé at handle efter dem.

I den kamp står Skovgaard-Petersen på den forkerte side.

Til allersidst:

Jeg har genlæst nogle af mine tidligere indlæg mod Skovgaard-Petersen og kan derved konstatere, at jeg ikke har ændret mig ret meget i de sidste ti år. Og – lidt sørgeligt – også konstatere, at det har Skovgaard-Petersen heller ikke.

Her påpeger jeg forskellen mellem en lovreligion og kristendommen, noget Skovgaard-Petersen overser.

Her tager jeg den tanke op, om hvorvidt vold hører til islams dna.

Her hævder jeg, at koranen påstås at være Guds direkte ord, bibelen at være inspireret af Gud.

Her svarer jeg på Jakob Skovgaard-Petersens indvending imod mig, at jeg tænker for teologisk (fremsat mod den forrige artikel).

Her behandler jeg et stridspunkt mellem Skovgaard-Petersen og Thomas Hoffmann: hvem har ret i sin korantolkning, de moderate eller de hardcore muslimer.

Udgivet i Islam, Luther | Tagget , | Skriv en kommentar

Tør vi udfordre muslimerne?

I mit forrige indlæg drog jeg en tankegang frem, som vist i almindelighed er forladt her i landet, men som måske har overvintret hos Jakob Skovgaard-Petersen: den forestilling, at vi skal glæde os over, at mange muslimer opfatter islam som en fredens religion, i stedet for at udfordre dem med de mange voldsopfordringer, koranen er fuld af; hvis vi gør det sidste, risikerer vi, at ellers fredelige muslimer forvandler sig til farlige terrorister.

Dengang denne tankegang florérede her i landet, kunne den oven i købet af og til smykke sig med et Jesus-ord, for siger han ikke i Matt 5,39 til sine disciple, at de skal vende den anden kind til, hvis de bliver slået? Og er det ikke en tydelig opfordring til os om at være venlige og imødekommende og aldeles ikke stille kritiske spørgsmål til fredelige muslimer?

Lad mig i den anledning citere et stykke fra Joh 18! Deri kan man finde en lille beretning, der viser, hvordan Jesus selv forstod dette med at vende den anden kind til. Jeg tror nok, det er fra Luther, jeg har det, men om det så i virkeligheden er noget, jeg har udspundet af mig eget hoved, argumentet er lige godt for det.

I Joh 18,19-23 står der skrevet:

Ypperstepræsten spurgte nu Jesus ud om hans disciple og om hans lære. Jesus svarede ham: »Jeg har talt til verden i fuld offentlighed; jeg har altid undervist i synagoger og på tempelpladsen, hvor alle jøderne kommer sammen, og i det skjulte har jeg intet talt. Hvorfor spørger du mig? Spørg dem, der har hørt mig, hvad jeg har talt til dem; de ved jo, hvad jeg har sagt.« Da Jesus sagde det, var der en af tempelvagterne, som stod ved siden af, der gav ham et slag i ansigtet og sagde til ham: »Er det en måde at svare ypperstepræsten på?« Jesus svarede: »Har jeg sagt noget forkert, så bevis, at det er forkert; men er det rigtigt, hvorfor slår du mig så?«

Og se, her har vi to livsanskuelser stillet op overfor hinanden, to livsanskuelser, der nøje svarer til den muslimske og den kristne. Tempelvagten, der slår Jesus i ansigtet, svarer til den muslimske opfattelse af forholdet mellem mennesker: han mener, man bør bøje sig for autoriteten. Jesu udsagn svarer – ikke overraskende – til den kristne opfattelse af forholdet mellem mennesker: han slår ikke igen, men opfordrer tempelvagten til at forlade den muslimske autoritetstro og magtanvendelse og gå over til den kristelige/menneskelige måde at opføre sig på, nemlig at argumentere uenighederne bort.

Udlagt på forholdet mellem os kristne danskere og vore muslimske landsmænd:

Vi kristne bør ikke lade os forlede til at gå over til vold. Det vil i vores situation sige: gå over til at lave antimuslimske regler, som vi forventer, at staten prøver at håndhæve. Vi bør i stedet påpege Muhammeds voldstendenser og blive ved med at spørge vore fredelige, muslimske medborgere, hvordan de forstår disse ord. Og vi bør blive ved med at spørge dem, om de tager afstand fra den vold, der i historiens løb er foretaget i Muhammeds navn, ligesom vi kristne for længst har taget afstand fra den vold, der er udført i Kristi navn. Altsammen naturligvis i den hensigt at få muslimerne til at blive normale mennesker, dvs. mennesker, der bruger argumenter og ikke vold, mennesker, der bøjer sig for et andet menneskets tale uden hensyn til dets autoritet.

For sådanne menneskelige relationer prøver vi jo at få til at være de almindelige i vort samfund.

Eller gør vi?

Sørine Gotfredsen advarer os i en artikel i Berlingske, se her, mod at tale om, at vi befinder os i en religionskrig med islam. Når man bruger dette udtryk, skyldes det nok, at man mener, vi som samfund er for eftergivende. Det kan der være noget om, siger hun, men reaktionen må er ikke være at sige, at vi befinder os i en religionskrig, men at vi skal udvise standhaftighed. Hun skriver bl.a.:

Imidlertid er vi i færd med at genopdage den [dvs. religionens betydning, rr], også i den allermest perverse form, og dermed kan vi også mere og mere komme til at indse, hvor vigtigt det er at modsige det, der er noget helt andet end det, man selv repræsenterer.

Dette gøres faktisk allerede klart med de ord, som Jesus ifølge evangeliet siger angående dette, at han ikke er kommet til verden for at bringe fred, men splid.

Jeg læser ikke passagen som en opfordring til vold og krig, men som en påmindelse om pligten til at modsige det, der er noget helt andet end det, man selv holder for sandt. Jeg forstår ordene i lyset af luthersk standhaftighed, og hør blot, hvordan Martin Luther selv siger: »… en kristen skal være mest tapper, når han er i fare og når hans sag synes at være tabt. For det er dårerne, som sætter deres lid til våben og magt … De kristne, derimod, har fået befaling om at være standhaftige og fulde af håb, når de er i fare …«

Ordene giver fortsat mening. Det gør de på grund af blodig islamisme, på grund af den problematiske multikulturelle udvikling og på grund af almindeligt åndeligt sløvsind i en epoke, hvor vi længe har sat eftergivenheden højere end standhaftigheden og skabt en grundstemning af risiko for at miste for meget.

Det Jesus-ord om strid, som Sørine Gotfredsen henviser til, er nok ordet fra Matt 10,34-36, hvor det hedder:

Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender.

Sørine Gotfredsen behøver såmænd ikke at siger ”Jeg læser ordene som…”, det er ret klart ud fra sammenhængen, at det ikke blot er Sørine Gotfredsen, men ethvert fornuftigt menneske, der må læse ordene, som hun tolker dem.

Jesus er jo ikke kommet for at holde mund, men for at forkynde et budskab. Men, siger han her, dette budskab om fred vil vække strid. Hvorfor? Fordi store dele af menneskeheden på Jesu tid havde vænnet sig til, at det var magten og autoriteterne, der bestemte, også bestemte, hvad der måtte siges og hvad ikke.

For os i den kristne verden vækker det ikke mere så megen strid, for vi er blevet klar over, at ordets frie løb i vore samfund er af uvurderlig betydning. Men for muslimerne iblandt os, der både ud fra deres koran og ud fra den tradition, der findes i deres samfund, tillægger magt og autoritet stor betydning, vækker det strid, hvis vi vil lade vor ytringsfrihed ramme også dem og deres religion, hvilket vi jo har erfaret med al ønskelig tydelighed her på det sidste.

Og svaret på det er, som Sørine Gotfredsen siger, ikke eftergivenhed, men standhaftighed.

Og det er såmænd ud fra ønsket om at udvise standhaftighed, at jeg bliver ved med at vende mig imod Jakob Skovgaard-Petersens bog ”Muslimernes Muhammad – og alle andres”. Jeg bliver ved med at synes, at vi skylder vore muslimske medborgere at ”irritere” dem med netop spørgsmålet om koranens voldsopfordringer, stillet overfor deres påstande om islams fredelighed. Ikke for at genere dem, men for at fastholde overfor dem, hvad vort samfund bygger på.

Og lad mig denne gang prøve at vise Skovgaard-Petersens manglende standhaftighed, for ikke direkte at sige eftergivenhed, overfor vore muslimske landsmænd, ved at påpege den forskellige måde, på hvilken han behandler de muslimer, der tager koranen alvorlig, og de danske muslimkritikere, der også tager koranen alvorlig.

Skovgaard-Petersen har i kapitel 15 et afsnit, der hedder ”Antimuslimernes Muhammad – en chefideolog”. I dette afsnit skriver han bl.a.:

Den muslimske tilstedeværelse i Europa har ført til fremkomsten af en ny type missionærer med deres egen litteratur – antimuslimerne.

Internationalt taler man om islamofober, mens man i Danmark taler om islamkritikere. Ingen af de to betegnelser finder jeg helt heldige. Islamofobi lyder som en sygdom, en ubegrundet angst. Men selv om det hos nogle godt kan have karakter af en besættelse, kan frygt for islam ikke siges at være ubegrundet eller irrationel. Der findes jo faktisk truende islambaserede ideologier og voldelige bevægelser (se kapitel 11 og 12), og nogle indvandrere har normer, for eksempel for omgangen mellem kønnene eller vedrørende synet på homoseksualitet, som vi i dag opfatter som intolerante – også selv om vores egne kristne oldeforældre var helt på linje med dem.

Omvendt forekommer ’islamkritik’ at være for ulidenskabeligt og rationelt – som om de kritikere, det drejer sig om, har en kildekritisk tilgang til muslimer og islam. Det har de ikke. Den antimuslimske islamkritik har derimod meget til fælles med middelalderens dæmonisering af muslimer, selv om der naturligvis også er forskelle.

To betegnelser er Skovgaard-Petersen imod. Og det er da udmærket, at han ikke bryder sig om betegnelsen ”islamofob”, men når han selv indrømmer, at frygt for islam ikke er ubegrundet, kunne han så ikke undlade at kalde os ”antimuslimer”, det er jo ikke vore muslimske landsmænd, vi er imod, det er den religion: islam, som de er besat af i den grad, at de af og til finder på at begå terror imod os vantro?

Han vil heller ikke mene, at det, vi bedriver er ”islamkritik”, det, vi bedriver, må snarere kaldes en dæmonisering af muslimer. At det måske er muslimerne, der dæmoniseres af koranordene til at opføre sig som dæmoner, det ser han ikke.

Han vender sig stærkt imod Helle Merete Brix, Torben Hansen og Lars Hedegaards bog I krigens hus. Islams kolonisering af Vesten (2003). Blandt det meget, han har at indvende mod dette værk, er, at det har misforstået Medina-konstitutionen og tror, at den fastslår, at muslimer står over de øvrige indbyggere.

Men faktisk fastslår den det modsatte: Dokumentet nævner eksplicit, at jøderne i Medina har den samme status og de samme gensidige forpligtelser som de stammer, de er allierede med. Det er først senere, at der udvikles en særlig jura for kristne og jøder – dhimmi’er (”beskyttede folk”) – som socialt er underordnet muslimerne.

Denne diskriminerende særstatus – der havde ligheder med jødernes status i Europa før det 19. århundrede – blev ophævet i Det Osmanniske Rige i 1856, og forfatningerne i moderne muslimske stater opererer ikke med begrebet. Men I krigens hus opfatter det som muslimernes generelle holdning til ikke-muslimer også i dag.

Og ikke sandt, her kommer den lærde islam-kyndige med sin korreksion. Blot ”glemmer” han at forklare, hvordan det da kan være, at jødeforfølgelsen, der ellers har været borte fra de europæiske kulturer siden Anden Verdenskrig, nu er taget til igen, på den måde, at det nu i alt væsentligt er fra muslimerne, jødeforfølgelsen kommer. Lad det være aldrig så rigtigt, at jødernes underordnede status blev ophævet i Det Osmanniske Rige i 1856, og at forfatningerne i de moderne muslimske stater ikke opererer med begrebet, det har ikke forhindret, at almindelige muslimer læser koranen og deri finder mange udfald mod jøderne, hvilket ofte inspirerer dem til jødeforfølgelser.

Ud fra sådanne koranord synes det ikke forkert at mene, at det er muslimerne, der er blevet dæmoniseret, og altså dæmoniseret ved læsning af koranen.

Mikael Jalvings bog ”Mig og Muhammed” får også det glatte lag:

Jalving mener ikke, at muslimer gennem historien har givet fornuft og filosofi nogen plads, men at de slet og ret følger Koranen uden at forholde sig til den. Igen tager han fejl – historisk, teologisk og filosofisk, også hvad angår den muslimske middelalder, der, som vi har set, var præget af hellenistisk filosofi. De seneste 150 års generelle udviklinger, og alle de muslimske reformister, tænkere og debattører, som kapitel 9 og 10 kort har gennemgået, er helt forbigået. I Mig og Muhammed findes der kun en formativ førdatid og en forfærdelig nutid. Ingen lang islamisk historie, og ingen moderne førnutid. Islam er altid forklaringen, Koranen beviset, og Muhammad den skyldige. Bogen er ingen sira, men et synderegister.

Senere hedder det:

Hans bog fremstiller Muhammad som en pædofil voldsmand og Koranen som kilden til hans skidte karakter. Alligevel forfægter han den idé, at Muhammad først nævnes i muslimske kilder små 200 år efter hans død. ”Hvis der fandtes en historisk Muhammad, levede han formentlig mange hundrede kilometer nordpå i det nuværende Israel.” Det er en sandhed, som forskerne ikke vil sige højt – af frygt, forklarer han. Men som vi har set i nærværende fremstilling (s. 65), går ikke-muslimske kilder om Muhammad helt tilbage til det tiår, hvor han døde, ligesom vi har muslimske mønter og indskrifter med hans navn fra slutningen af 600-tallet. Få seriøse forskere vil bestride, at han har levet, og at det var i Hijaz.

Det afgørende spørgsmål, som ikke tages op her, er naturligvis: er koranen skrevet af Muhammed og dermed kilde til det, der foregår i Muhammeds hoved? Skovgaard-Petersen nøjes med at ironisere gevaldigt over disse ”antimuslimske” skrifter, selv om de – måske på en lidt amatøragtig facon, lad os bare indrømme det – forsøger sig i den historiske disciplin: at bruge koranen som kildeskrift til en beskrivelse af Muhammed.

Mikael Jalving har den 15-11 på sin blog i Jyllands-Posten taget til genmæle mod Skovgaard-Petersens kritik, se her. Her skriver han bl.a.:

Professoren inddeler nemlig sit forskningsfelt i tre observatørgrupper. Der er muslimer, og der er ikkemuslimer, og så er der antimuslimer, jo, du læste rigtigt: antimuslimer. Endelig er der Jakob Skovgaard-Petersen selv, der afstår fra at give sin egen fortolkning og synes at være hævet over alting, mens undertegnede placeres i gruppen af antimuslimer sammen med bl.a. Ibn Warraq, Lars Hedegaard og Kåre Bluitgen.

Jeg mindes kun at have hørt betegnelsen ”antimuslim” ét sted, og det er ikke på universitetet, men fra islamister. Er vi vidne til, at den pæne professor overtager islamisternes retorik? Det ser sådan ud.

Som man ser, finder også han udtrykket ”antimuslim” lidt forkert.

Men ellers er mit ærinde i dette indlæg at gøre opmærksom på, hvordan Jakob Skovgaard-Petersen er utrolig kritiserende, når det som her er nutidige europæere, der forsøger at nå ind til islams inderste, men utrolig forstående og venligt refererende, når det er muslimer, der forsøger sig på den bane.

I kapitel 11 gengiver han opfattelsen hos de muslimer, som han kalder islamister. Og her indrømmer han blandt andet deres negative opfattelse af jøderne i modsætning til kolonitidens liberale muslimer:

Kolonitidens liberale forfattere prøvede at undskylde Muhammads optræden over for Medinas jøder som den form for krig, som også jøderne førte dengang. Islamistiske og jihadistiske forfattere, som skriver efter staten Israels oprettelse, vil derimod ofte åbenlyst forsvare hans fordrivelser af jøderne som det rigtige at gøre, og de vil forsvare massakren på Banu Qurayza som velbegrundet.

Læg mærke til det: her er Skovgaard-Petersen neutral. Han er hverken for eller imod disse muslimers opfattelse af jøderne.

Og når han i kapitel 12 kommer ind på jihadisterne, fortæller han om deres opfattelse af islam på Muhammeds tid:

Muhammad gik i krig – mange gange. De klassiske siraer flyder over med beskrivelser af slagene, og nogle af de ældste siraer, kaldet maghazi (’togter’) samler sig næsten udelukkende om dem: Man får deltagernes navne, detaljer fra nærkampe, stolte udsagn og blomstrende heltekvad. I de fleste moderne siraer er alt det skåret bort, og gennemgående forklarer forfatterne slagene som nødvendige for at sikre de troende og på langt sigt opnå en varig fred. Krigene var med andre ord forsvarskrige.

Det er også den gængse tolkning af begrebet jihad i det 20. og 21. århundrede: staters ret til selvforsvar, når de bliver angrebet. Nogenlunde som i folkeretten mere generelt.

Igen ser vi dette mønster. At disse jihadister hævder, at de muslimske krige var forsvarskrige møder ingen indvendinger fra Skovgaard-Petersens side. Var en lignende historisk usandhed blevet fortalt af en ”antimuslim”, så skulle vi se løjer. Men nu er det en muslim, der hævder det, og så får det lov til at stå uimodsagt. Der er masser af muslimske historieskrivere, der med stolthed fortæller om de muslimske hæres angrebskrige mod de vantro, men nej, når muslimer hævder, at krigene var forsvarskrige, så lader vi disse historieskrivere stå i den store glemmebog.

Det er en vældig viden, Skovgaard-Petersen besidder, men den anvendes yderst selektivt. Hvis man skal uddrage en lære til anvendelse i vor situation med de mange muslimske indvandrere – og det tror jeg, er én af hensigterne bag bogen – så er det den, at muslimerne har en stor kultur, som de med rette er stolte af, at denne kultur har tilpasset sig nutidens krav, og at vi hjælper dem bedst i denne tilpasning ved at undlade at blande koranens voldsopfordringer ind i vor argumentation.

Det mener jeg, er dumt. Ja, jeg mener, det er kontraproduktivt: vi opnår det modsatte af det, vi vil opnå. Der er ingen grund til at lægge skjul på, at vi med vor historiske forskning er i stand til at nå langt ind i Muhammeds hoved og se de tanker, der rører sig dèr, og at vi som nysgerrige mennesker må have en forklaring på den vældige udbredelse, islam havde igennem de første hundrede år af sin eksistens.

Og finder vi ud af, at Ibn Khaldun havde ret, da han i sin Muqadimma skrev, at jihad er et krav til muslimerne, hvad er så mere naturligt end at spørge vore muslimske landsmænd, hvad de siger til det i dag, og hvordan de får det og koranens voldsopfordringer til at rime med deres påstand om, at islam er en fredens religion? Og ikke mindst: hvordan de med disse ting i bagagen vil kunne leve fredeligt i vore samfund?

Jeg skal ikke kunne sige med bestemthed, om Jakob Skovgaard-Petersen betragter sådanne spørgsmål til muslimerne om farlige, fordi vi risikerer at skabe terrorister derved. Men jeg tør godt sige, at de efter min opfattelse er yderst påkrævede; kun på den måde kan vi få nutidens muslimer til enten at forlade islam eller blive ægte fredelige muslimer.

Udgivet i Islam, Ny testamente | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Ved ord eller ved magt

Det er stadig Jakob Skovgaard-Petersens bog ”Muslimernes Muhammad – og alle andres”, jeg har i tankerne og vil opponere imod.

Denne gang ud fra en anmeldelse i Weekendavisen ved Thomas Hoffmann, se her. Der er nemlig det særlige ved den anmeldelse, at Thomas Hoffmann har nogenlunde det samme at sige imod Skovgaard-Petersen som jeg, blot siger han det kortere og måske også klarere, end jeg gør. Læseren vil kunne nikke genkendende til disse to adjektiver. Men pas på! Jeg har nemlig planer om at tilspidse Hoffmanns indvending til noget principielt. Og så bliver det både indviklet, vanskeligt og måske også dybtborende.

Hoffmanns indvending giver han denne formulering:

Lad mig derfor spidsformulere det således: Koranen er i bogstaveligste forstand den eneste samtidige »muhammadanske« kilde til Muhammad. Redaktører og menighed har helt sikkert været inde og pille ved Koranens ordlyd og komposition, men de grundlæggende intellektuelle rettigheder må tilkendes Muhammad. Den store danske islamhistoriker Patricia Crone (1945-2015), som forfatteren flere gange refererer til, skrev således: »Koranen giver os ikke en beretning om profetens liv. Tværtimod: den viser os overhovedet ikke profeten udefra, men tager os derimod ind i hans hoved, hvor Gud taler til ham… Vi ser verdenen gennem hans øjne.«

Men Muhammads egen Muhammad er også muslimernes Muhammad, for han forkyndte jo netop sin profetiske stream of consciousness i et offentligt rum – i Mekka og Medina, for såvel de troende som de vantro.

Som den fremragende historiker Skovgaard-Petersen er, er det ærgerligt, at han viger bort fra at give sit eget bud på, hvem denne Muhammad er. For historievidenskabens Muhammad er jo lige så relevant som teatrets og mediernes Muhammad, som Skovgaard-Petersen ligeledes dedikerer kapitler til. Også videnskabens Muhammad kan være muslimernes Muhammad.

Dette er en indvending mod det, jeg har citeret Skovgaard-Petersen for tidligere, nemlig dèr, hvor han siger:

Bogens hovedemne er en mand, som muslimer holder hellig, og som mange mener var det fuldkomne menneske. Jeg er ikke selv muslim, og jeg bygger mit arbejde på en forståelse af Muhammad som en historisk person. Og fordi intet menneske kender den historiske sandhed om Muhammad, er de forskellige udlægninger af Muhammad alle relevante. Det er ikke op til mig at afgøre, om shia- eller sunni-islam er den rette trosvariant, eller om sufisme er et kætteri.

Det forekommer mig yderst relevant, når Thomas Hoffmann drager Patricia Crone ind i billedet. For hun har jo ret. Vi har faktisk en kilde, når vi vil forstå Muhammed som en historisk person, vi har koranen. Og koranen giver os faktisk ikke så lidt historisk viden om Muhammed – nå ja, vi får ikke at vide, om han var sorthåret eller rødhåret, eller om han havde en aftegning mellem skulderbladene på ryggen, men selv om kildematerialet er forvirrende, og selv om historikerne – altså de vestlige – har vanskeligt ved at blive enige om, hvordan der da så ud inde i Muhammeds hoved, så lader det sig dog gøre meningsfuldt at diskutere for og imod de tanker, der har bestemt Muhammeds handlinger.

Ja, mere end det: ikke blot er det meningsfuldt at diskutere Muhammeds tanker, det er også i historieforskningen uomgængeligt.

Jeg vil derfor tillade mig at ændre Hoffmanns formulering i hans anklage mod Skovgaard-Petersen. Der er ikke blot tale om, at det er ”ærgerligt”, at Skovgaard-Petersen ikke har givet sit bud på, hvem Muhammed er, det er ”dårlig historievidenskab”, at han ikke gør det.

For overfor ethvert skriftligt vidnesbyrd fra fortiden må vi prøve at finde meningen. Men ”meningen”, det vil sige den mening, som den pågældende person har haft med det, der blev skrevet. Vi må hele tiden forestille os, at der er en person inderst inde i det væsen, der har skrevet brevet eller bogen, en person, der har villet noget, en person med sine særlige træk, en person med behov og længsler, som også vi har.

Det er noget, der kendetegner al sproglig kommunikation, også kommunikationen mellem et nutidigt og et fortidigt menneske: man forudsætter en person bag ordene.

Man behøver ikke forudsætte, at personen er ærlig hele vejen igennem, at han altid giver udtryk for sin persons inderste karaktertræk. Der er jo i nutiden personer, der lyver, og lyver så effektivt, at det er ganske vanskeligt at afsløre. Det gælder naturligvis også fortidens personer: de kan lyve, de kan have andre hensigter end dem, de taler åbent om, de kan forsøge at tildække fortidens fejltagelser med nye løgne.

Alt sådant kan det så være historikerens opgave at afdække. Men lader han opgaven ligge, svigter han sin opgave som historiker. Og det er just, hvad Skovgaard-Petersen gør.

Han tager sig f.eks. for, i kapitel 7 under afsnittet ”En karakter bliver til”, at gennemgå Frants Buhls Muhammedbillede. Om Buhls forskning siger han:

Det vanskelige består i ”at udsondre de ægte bestanddele fra de uægte, idet der her er løjet i et omfang som ikke mange andre steder i den menneskelige litteratur”.

Med de ægte bestanddele mener Buhl de oplysninger, som faktisk går tilbage til Muhammads liv, mens de uægte er senere tildigtninger. Givet, at han udmærket er klar over, hvor sene siraværkerne er, er det nok ret optimistisk at mene, at man 1300 år senere kan ”udsondre” det ene fra det andet og tegne et psykologisk portræt af profeten. Men Buhls optimisme er funderet dels i hans tids positivistiske videnskabstro, dels i den betydning, han lægger i Koranen som Muhammads sjælespejl.

Ikke sandt, man fornemmer en vis afstandtagen, ikke blot fra Buhls resultater, men også fra hans metode, hans ”positivistiske videnskabstro” eller hans overbevisning om at kunne ”udsondre det ægte fra det uægte”; den er ”ret optimistisk”. Endda går Skovgaard-Petersen videre og undrer sig over den optimisme, der vil udsondre det falske fra det ægte i koranen, når den forstås som Muhammeds sjælespejl. Jamen, ifølge Patricia Crone er det jo netop det, koranen er: Muhammeds sjælespejl. Hvorfor så ironisere over den, der som mange andre vil undersøge den for det, den kan sige om Muhammed?

Derfor må man her anholde Skovgaard-Petersen. Én ting er at gå Buhls argumenter igennem og eventuelt hegle dem ned ét efter ét. Noget helt andet er at angribe Buhls forudsætning som historiker: at man på én eller anden måde må kunne danne sig et billede af profeten. Hvis man angriber den forudsætning, er det ens eget grundlag som historiker, man angriber. Så med disse ord skyder Skovgaard-Petersen sig selv i foden.

Hvis man ikke ud fra almindelige historiske metoder kan danne sig et indtryk af Muhammed selv ud fra koranen, hvordan kan man så, som Skovgaard-Petersen så rigeligt gør, danne sig et indtryk af alle de mennesker, der på den ene eller anden måde har taget Muhammed til sig? Hvordan kan man give det Muhammed-billede, de har dannet sig, kontur og farve? Man kan jo ligeså lidt som med Muhammed blive klar over deres indre sammenhæng eller mangel på samme. Eller: Hvis Muhammed må undslippe den moderne historikers omfattende undersøgelsesredskaber, så må alle hans disciple, af hvad art de end er, også fortone sig i tågen. Om dem kan man lige så lidt som om Muhammed sige noget bestemt.

En argumentation af Luther rinder mig i hu.

Luther fik af sin fyrste besked om at give svar til den pavelige bulles 43 anklagepunkter. Det gjorde han i to omgange, først på latin, dernæst på tysk. I den latinske gendrivelse af anklagepunkterne tager han anklagernes forudsætning frem. Hans anklagere tillægger nemlig, hævder han, paven og paven alene ret til at udlægge den hellige skrift. Så hedder det:

For det første, hvis det ikke er tilladt nogen, at fortolke de hellige skrifter efter sin egen ånd, hvorfor tager de sig så ikke i agt for heller ikke at tillade Augustin det eller nogen af de andre fædre? Og den, der forstår de hellige skrifter ud fra Augustin, og ikke snarere Augustin ud fra de hellige skrifter, han forstår dem uden tvivl ud fra et menneske og ud fra sin egen ånd. Men hvis man ikke må forstå noget skrift ud fra sin egen ånd, hvem vil så gøre dig sikker på, at du forstår Augustin ret? Man vil altså være nødt til at indsætte en anden fortolker af Augustin, at ikke vor egen ånd skal få os til at læse forkert i hans bøger. Men hvis det er nødvendigt, så må man også indsætte en fjerde fortolker til at fortolke den tredie, og en femte til at fortolke den fjerde og således videre i det uendelige, og det farlige ved vor egen ånd vil tvinge os til aldrig nogensinde at lære eller læse noget, hvilket med sikkerhed er ufuldendt, indtil det til sidst går sådan, når man først fornægtede de hellige skrifter og lagde det over på Augustin, siden, da man heller ikke forstod ham og fornægtede ham, kom Thomas Aquineren til at herske, og ham har de øvrige fortolkere fulgt uden ende. Det er derfor en oplagt fejl ud fra dette ord ‘Man må ikke forstå skrifterne ud fra sin egen ånd’ at pålægge os, at vi skal lægge de hellige skrifter til side og tro på menneskers kommentarer. (Se her).

Den uendelige regression, som man efter Luthers mening kommer ind i ved at påstå, at man kan undgå at tolke skriften efter et menneskes ånd, genfinder jeg hos Skovgaard-Petersen: Vi kan ikke bedømme Muhammed ud fra hans ord i koranen; men så bliver det jo også umuligt at bedømme Muhammeds efterfølgere ud fra det, de har skrevet.

Der ligger ganske meget i det skel, Luther opstiller her. Der ligger en forskel mellem katolikkerne på den tid, der ville tænke ud fra pavens autoritet og kun holde det for sandt, som paven godkendte, og lutheranerne, der lod skriftens ord være det, man skulle forstå, og altså forstå med hele sin person. Men der ligger også en forskel mellem den tradition, der har udviklet sig i den vestlige verden: at vi kun bøjer os for argumenter og ikke for autoriteter, at vi vil forstå argumentationen og forstå den frit, før vi accepterer den, og den tradition, islam har bragt ind i verden: at koranen og Muhammed i begyndelsen accepteredes via den tvang, de kunne udøve, senere på baggrund af den autoritet, der ligger i navnet.

Vi i den vestlige verden opdrager vore unge til selv at skulle forstå. Vi forklarer og forklarer, indtil tiøren omsider falder. Vi efterprøver med forskellige opgaver, om det nu også er dem selv, der har forstået, for de skal jo ikke lære blot at følge én eller anden autoritet, han være ellers nok så stor og frygtindgydende.

Men i den muslimske verden lærer de unge af recitere koranen, helst på arabisk. Dette er en god gerning i Allahs øjne, uanset om man forstår det eller ej. Og de lærer at bøje sig for andre, ikke blot andre, der har stor autoritet, også andre, der har magt til at tvinge deres mening igennem. Den frie forskning har derfor altid haft vanskelige vilkår i den muslimske verden.

Jeg har før været inde på den anderledes forståelse af menneskelivet, som Nikolai Sennels opdagede hos de muslimske indsatte, han mødte som fængselspsykolog, se her. Og jeg har også haft muslimske skoleelevers anderledes grundlag til overvejelser her på bloggen, se her. Begge dele kan supplere den iagttagelse, man kan gøre igennem Skovgaard-Petersens bog: at muslimer rask væk tolker deres religion ud fra de autoriteter, de har over sig; at muslimer i deres iver efter at være fromme gerne laver Muhammed om efter den fromhedsforståelse, de som samfund er nået frem til.

Og alle disse iagttagelser leder frem til den holdning, som jeg vil tillade mig at gætte på ligger bag Skovgaard-Petersens tilbageholdenhed med at give udtryk for sin egen mening: nemlig den holdning, der vil gå meget langt for at begive sig over på muslimernes banehalvdel, den banehalvdel, hvor man lever sig så meget ind i muslimernes følelser og fornemmelse, at man undlader at møde dem med den vestlige verdens hele sandhedsinsisteren. Gad dog vidst, om det ikke i sidste ende er af hensyn til muslimerne selv, at Skovgaard-Petersen ikke stiller alle de fredelige former for islam det meget naturlige spørgsmål: hvad stiller I op med koranens voldsopfordringer? Måske han endda tænker de samme tanker, som vi andre tænkte for snart mange år siden: bare vi ikke med sådanne spørgsmål presser fredelige og omgængelige muslimer over i de rabiate muslimers lejr!

Her kan Luthers holdning være til inspiration. Godt nok stod han ikke som vi overfor en række potentielle terrorister, villige til at begå selvmord, hvis blot det kan skade os vantro, men det var dog med døden for øje, at han hævdede:

For det første vil jeg, at de skal vide og bevidne, at jeg aldrig vil tvinges ved nogensomhelst af de hellige fædres autoritet, medmindre det blive bevist gennem den hellige skrifts dom, hvilket jeg véd, at de har meget vanskeligt ved at tåle. (Se her).

Hvad var det, der drev ham? Det var såmænd hans sandhedskærlighed, der fik ham til det. Eller det var den humanisme, som var vokset frem i senmiddelalderen, og som han var en glødende tilhænger af.

Jeg kan også sige det på en anden måde: Det, der skal få os til at sige, at vor historiske undersøgelsesmetode er bedre end muslimernes, er, at den er mere menneskelig. Dette at se på alle mennesker som ens ligemænd, er noget, der blev givet os mennesker, da vi blev sproglige individer. Godt nok bærer vi stadig rundt på lysten til at blive alfa-han ved hjælp af simpel vold, men den holdes dog i ave af vor sproglige kultur.

Og at den muslimske kultur bygger på forestillingen om en mægtig alfa-han, som alle skal rette sig efter, skal vi imødegå ved at behandle vore muslimske landsmænd som sproglige individer, hvilket vil sige: som mennesker ligeud, uden dikkedarer. Om de så vil reagere ved at blive endnu mere muslimske, altså endnu mere fjendtligt indstillet overfor os, så de fortsætter med at udøve deres dominans-vold, eller de vil reagere ved sammen med os som deres ligemænd at arbejde med på samfundets opretholdelse og forbedring, det kan vel kun tiden vise.

Denne betragtningsmåde fører også med sig, at man må betragte islam som en umenneskelig religion, som en religion, der ikke er interesseret i sandhed, men i magt, og derfor betragte Muhammed som et menneske, der misbrugte det dyrebareste, vi mennesker har, nemlig gudsbegrebet, til at stå bag magten i stedet for at stå bag argumentet. Og at det videre fører med sig, at de muslimer, der indser, at vores kultur er mere menneskelig end deres, må forlade deres religion med alle de menneskelige vanskeligheder, det fører med sig, det er sandt nok. Men derved er jo intet at gøre. For sandheden kan man ikke gå på kompromis med.

Det kan heller ikke Skovgaard-Petersen, selv om det så vidt jeg kan se er det, han prøver på.

Det er altså ikke for kristenhedens skyld, at vi skal vende os imod islams voldsgrundlag, det er for menneskehedens skyld.

Som man ser: dette blev ikke kort, det blev vist heller ikke klart, men har jeg ret i mine sidste overvejelser, blev det til gengæld dybtborende.

Udgivet i Islam | Tagget , , | Skriv en kommentar

Den tomme, humanistiske neutralitet

Den neutralitet, jeg her tænker på, er Jakob Skovgaard-Petersens. Han giver udtryk for den i sin nye bog ”Muslimernes Muhammad – og alle andres” i det stykke, jeg citerede i mit forrige indlæg. Her vil han afstå fra at tage stilling til de indre muslimske uoverensstemmelser. Dette kalder han en humanistisk holdning. Og lad gå! Det kan der vel være noget om.

Men når han udvider denne neutrale holdning til at omfatte forskellen mellem kristendom og islam, så begynder hans forskning at blive betænkelig. For – som jeg i det forrige indlæg spurgte – kan man omtale de mange forskellige muslimske sekter, der absolut vil opfatte Muhammed som en fredsprofet, uden at gøre opmærksom på de mange voldsopfordringer i koranen, som de derved må se stort på? Det mener jeg ikke. Men det mener vist Skovgaard-Petersen.

Man kan se det af den måde, hvorpå han bruger betegnelsen ”martyr”.

I afsnittet i kapitel 12 ”Profetens krige i danske domstole” omtaler han en vis muslimsk militærperson, Abu Qatada, som skriver en tyk bog om Muhammeds krige. Heri interesserer han sig særligt for slaget ved Uhud, et slag som Muhammed og hans folk tabte. Han mener deri at kunne se en prøvelse fra Gud, og han opfordrer nutidens muslimer til at kæmpe på samme måde som muslimerne ved Uhud. Hvorfor har Gud givet sejren til muslimernes fjender? spørger Qatada, og Skovgaard-Petersen refererer svaret:

Det blev så muslimernes tur til at stille sig selv dette tunge spørgsmål, da de europæiske magter koloniserede deres lande. Og det må Abu Qatada og andre jihadister gøre efter amerikanernes invasion af Afghanistan. Svaret, de giver, er, at Uhud er Guds store prøvelse. Ikke bare bliver fårene skilt fra bukkene, og de sande troende står alene tilbage – den troende får også hærdet sin tro, forædlet sine motiver og fremkaldt sin smukke dødsforagt. Uhud gav muslimerne martyriet, det smukkeste af alt. Og siden da har Gud i sin nåde sendt korsfarere, mongoler, britiske imperialister og amerikanske soldater, så muslimerne fik mulighed for at excellere i deres tro og gudsfortrøstning og opnå martyriet.

Et udmærket referat, sådan set. Det skal nok passe, at mange jihadister ser sådan på sagen. Men samme sted i en billedtekst omtales Sayyed Qutb. Han blev henrettet af den egyptiske regering for sin tro i 1966, og kaldes dèr af Skovgaard-Petersen en ”martyr”. Og vel var det hans tanker, som jihadisterne blev grebet af, men der er vel alligevel forskel på at blive henrettet for sådanne krigeriske tanker, og at blive dræbt i kamp, eventuelt ved et selvmordsangreb. Kan begge dele rummes i begrebet ”martyr”?

Måske. Men burde dog ikke forfatteren havde gjort opmærksom på, at begrebet ”martyr” anvendes på to modsatrettede måder af de kristne og af muslimerne? Eller formår han i sin humanistiske tilgang at slå begge religioner sammen til ét, eventuelt som irrationel overtro på overnaturlige væsener?

Det kan jeg godt få mistanke om. Svarende til den mistanke, jeg gav udtryk for i det forrige indlæg, mistanken om, at Skovgaard-Petersen er blind for den smukke overensstemmelse, der forefindes mellem kristendommens martyrhistorie i oldtiden ud fra Jesu fredsbudskab, og islams krigshistorie ud fra Muhammeds krigsbudskab.

I kapitel 13, kapitlet om jihadisme, hedder det således under overskriften ”Islamisk stat”:

Som alle andre folk og religioner har muslimer ført krige og sluttet fred. Begge dele har været legitimeret religiøst – i muslimernes tilfælde med henvisninger til profeten og hans krige. Muhammads tidlige sejre, og hans efterfølgeres langt større militære bedrifter, blev gennem århundrederne set som bevis på Guds velvilje over for de sande troende. Det var derfor en hård opvågnen, da europæerne i 1800- og 1900-tallet erobrede langt størstedelen af den muslimske verden og tilmed fordømte den modstand, de mødte, som ”islamisk fanatisme”. Kampen for selvstændighed var ledet af sekularistiske nationalister. Den antog de fleste steder fredelige former, og reformistiske muslimer fortolkede islam som en fredens religion og Muhammads krige som forsvarskrige.

Den første sætning er i høj grad udtryk for Skovgaard-Petersens skæve syn på forholdet mellem kristendom og islam. Det er altså ikke en ligegyldig detalje, om de krigende mennesker har deres religions helligskrift med sig i deres krigsførelse eller ej. Og godt nok har der været mange krige i kristenheden, og godt nok har nok også nogle af dem været ført i kristendommens navn, men det har altid været forholdsvis let at påvise, at Jesus aldeles ikke var nogen krigsherre, og at de pågældende fyrster derfor altid har ført krig i deres eget navn.

En sådan tilbageholdenhed behøver man ikke udvise overfor muslimernes krige. Der er masser af krigsopfordringer i koranen, så når Skovgaard-Petersen fortæller os, at både krigsudbrud og fredsslutninger har været legitimeret religiøst, kan det udmærket gælde for muslimernes krige, men på ingen måde for krigene i kristenheden.

Og det er mærkeligt at træffe en sådan énøjethed hos en ellers belæst og tænksom forfatter. Men denne énsidighed forefindes altså.

Se f.eks., hvordan Skovgaard-Petersen omtaler Siciliens erobring:

Også Sicilien var under muslimsk herredømme en kortere periode (831-1091).

Jo, tak, det var øen. Den blev nemlig erobret af muslimske krigere, og det var på den måde, den kom under muslimsk herredømme. Jeg fandt i sin tid, se her, et citat fra den muslimske historieskriver al-Waqidi, der lyder sådan her:

Den eneste grund til, at vi [altså muslimerne, rr] er her, er for at I skal antage vor tro, tro på gud og hans sendebud, bede på ret vis og adlyde guds forskrifter. Så vil I være sikre i jeres huse og ejendele. Hvis I ikke vil omvende jer, må I antage os som herrer og betale jizja (underkastelsesafgift, red.), men må beholde jeres huse. Hvis I derimod afviser vort tilbud, så vær advaret og vid, at kun sværdet da vil afgøre sagen.

Hvorfor vil Skovgaard-Petersen ikke være ved, at Sicilien ligefrem blev erobret og indbyggerne tvunget ind under islams overherredømme? Det skete jo hele vejen fra Egypten til Spanien, så det forekommer ham måske for banalt. Men banal eller almindelig, det var jo den normale erobringsform hos muslimerne. Og dette at have en sådan erobringsbefaling fra sin religions stifter, er altså noget helt specielt for muslimer, det kendes ikke fra andre religioner, og altså heller ikke fra kristendommen.

Den amerikanske forfatter Robert Spencer har skrevet en bog om de muslimske erobringer: ”The History of Jihad”. Jeg købte den i sin tid, fordi jeg godt ville vide lidt om, hvordan islam blev udbredt i Indien. Og det fik jeg da klarhed på: det var gennem hårdhændet vold. Men jeg blev også klar over, at et utal af muslimske kilder bekræfter Spencers oplysninger: man udtaler sig fra disse kilders side raskvæk med samme frimodighed som al-Waqidi: selvfølgelig vil da de muslimske hære have de mennesker, de får ind under deres herredømme, til at blive muslimer; det er jo derfor, de fører krig.

Samme Robert Spencer har på en særlig hjemmeside, jihadwatch, opponeret mod storimamen ved Al-Azhar universitet i Cairo, El-Tayyeb, når han vil gøre Muhammed til en fredsprofet, se her.

El-Tayyeb siger bl.a.:

Vi forkaster betegnelsen ‘islamisk’ om terrorisme.

Og han opfordrer alle til øjeblikkelig at standse den betegnelse, for dermed sårer man muslimers følelser.

Ærlig talt, den bøn om at undlade at såre muslimers følelser lyder lidt ynkelig. Men det er ikke det ynkelige, Robert Spencer angriber, det er derimod den manglende overensstemmelse med koranens lære.

Først bringer han fem citater af forskellige muslimske terrorister, der beviser, at de i hvert fald selv regner deres udåd for muslimsk inspireret. Han citerer således Faisal Shahzad, som anbragte en bombebil på Times Square, en bil, som dog ikke eksploderede. Han har sagt:

Jihad, hellig krig i Allahs tjeneste, af fuld kraft med antal og våben, er af yderste vigtighed i islam … islam blev oprettet ved jihad … hvis man fornægter jihad – må Allah beskærme os mod det – bliver islam ødelagt, og muslimer kommer ned i en underliggende position, deres ære tabes, deres land stjæles, deres styre og autoritet forgår. Jihad er en forpligtelse for og et krav til enhver muslim.

Dernæst bringer Robert Spencer hele tretten citater fra koranen, der alle handler om vold. Jeg nøjes med tre og gengiver dem fra en norsk koranoversættelse, fordi man dèr kan se sammenhængen.

Det første er fra Sura 8,12(13):

Da din Herre åpenbarte til englene: Jeg er med dere, styrk da dem som tror. Jeg vil kaste redsel i hjertene på dem som er vantro. – Og slå dem da over nakkene deres, og slå dem over fingerspissene.

Det næste fra Sura 9,29:

Kjemp mot dem fra Skriftens folk som ikke tror på Allah og heller ikke på den Ytterste dag, og som ikke holder det for forbudt som Allah og Hans Sendebud har forbudt, og som ikke følger sannhetens religion, inntil de betaler tributt med (egen) hånd og underkaster seg.

Og det sidste fra Sura 47,4:

Når dere da (i regulær krig) møter de vantro, så hugg dem over halsen, og når dere så har fått makt over dem, så bind dem fast i bånd. Dernest (sett dem fri) enten som nåde eller mot løsepenger, inntil krigen avlegger sine byrder. Slik (skal det være). Og om Allah hadde villet, hadde Han Selv straffet dem, men (Han har villet) å prøve dere ved hverandre, og Han gjør ikke deres gjerninger til intet, som blir drept på Allahs vei.

Det er mig en kilde til stadig undren, at muslimer – endda højtstående og lærde muslimer – mener, de kan nøjes at udstede dekreter pr. autoritet. I det citat, Spencer går ud fra, hedder det, at Al-Azhar er den repræsentative stemme for næsten to milliarder muslimer. Desværre er der ingen vestlige politikere, verdslige eller kirkelige, der vover at påpege uoverensstemmelsen mellem denne påstand og skriftens ord, i dette tilfælde altså koranens ord. Bortset altså fra enkelte ensomme sjæle, som de vestlige medier hidtil har formået at udelukke fra al samtale, eventuelt ved hjælp af kunstordet ”islamofob”.

Kristeligt Dagblad havde den 3. november på forsiden anbragt en artikel med følgende overskrift: ”Efter Wien: Nu må det være slut med flosklerne”. Det fik mig til at skrive et læserbrev til dem, som de dog ikke optog i avisen, hvilket jeg til en vis grad godt forstår, for det var meget stærkt formuleret.

Men hvis man virkelig vil være fri for flosklerne, må man udtale sig ganske anderledes bramfrit, end vi er vant til. Man må f.eks. gøre opmærksom på alle de voldsord, der forefindes i koranen – og der er jo mange flere, end jeg her har vist, og også mange flere, end Robert Spencer har nævnt – og forlange af imamerne i vort land, at de åbent erklærer, at disse ord ikke er talt af Allah, og at det ikke er nogen muslims pligt at rette sig efter dem.

Og det får man dem nok aldrig til. Men så længe de regner hvert ord i koranen for at være Guds eget skinbarlige ord, vil der hele tiden være risiko for, at en ung muslim af vanvare kommer til på egen hånd at læse i koranen. Og ikke sandt, så lyder Guds eget ord til ham: grib til våben mod de vantro, og de vantro, det er jo altså os. Det er ikke nogen rar risiko at leve med. Og skulle vi lulle os ind i den tro, at det da ikke er så farligt endda, sørger den terrorisme, der udgår fra de muslimske miljøer, for, at vi ikke sådan lige glemmer denne fare.

Det er muligvis for enkelt sagt, men lad mig sige det alligevel: Jakob Skovgaard-Petersen har i sin iver efter at ville være neutral fuldstændig overset forskellen mellem kristendom og islam. Muslimerne legitimerer deres krigsførelse religiøst; det gør andre religioner selvfølgelig også, tror han. Muslimerne højagter deres martyrer, fordi de søger at udbrede islam med magt; det er nok det samme med de kristne martyrer, tror han. At et land eller en landsdel kommer under muslimsk herredømme, er noget, der bare sker, ligesom når et land kommer under en kristen konges herredømme, og nutidens forskere skal ikke afgøre, om det sker som resultat angrebskrig af en religiøst betinget angrebskrig, eller som resultat af almindelig magtkamp. Vi kan virkelig ikke opstille os til dommere over dette. Mener han.

Men det kan vi nu udmærket. Det lader sig påvise, at der er forskel på muslimske og kristne martyrer; det kan eftervises, at det i alt væsentligt kun er muslimer, der søger at legitimere deres krige religiøst. For alle de muslimske erobringer er udført, mens imamer citerede koranens erobringsopfordringer; de muslimske historieskrivere nævner det. Men det ønsker Jakob Skovgaard-Petersen vist ikke, at vi får at vide.

Forstå det, hvem der kan!

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget | Skriv en kommentar

Sandhedskravet til en historiker

Hvad skal en historiker gøre overfor mennesker, der taler usandt? Skal han beskrive dem objektivt, altså uden selv at tage stilling til deres usandheder? Eller skal han gøre opmærksom på, at der hos den og den historiske person har indsneget sig en usandhed?

Det problem står Jakob Skovgaard-Petersen overfor med sin bog: ”Muslimernes Muhammad – og alle andres”. Han vil være objektiv eller neutral i sin skildring af alle de variationer af Muhammed-opfattelse, der findes indenfor islam. Men han risikerer derved at gå hen og blive så neutral, at ingenting bliver sandt, ingenting kan afgøres, alt kan godkendes.

Og bevares, det er selvfølgelig historisk korrekt, at også de muslimer, der bygger deres Muhammed-opfattelse på deres egen ønsketænkning mere end på, hvad kilderne fortæller, skal have deres opfattelse beskrevet. Men skal de stilles lige med dem, der dog har det meste af kildematerialet med sig? Skal deres Muhammed-billede veje lige så meget som alle andres?

Ja, det synes at være Skovgaard-Petersens opfattelse.

Han skriver i det afsnit af sin bog, der hedder ”Efterord”, underafsnit: ”Fremtidens Muhammad”:

Bogens hovedemne er en mand, som muslimer holder hellig, og som mange mener var det fuldkomne menneske. Jeg er ikke selv muslim, og jeg bygger mit arbejde på en forståelse af Muhammad som en historisk person. Og fordi intet menneske kender den historiske sandhed om Muhammad, er de forskellige udlægninger af Muhammad alle relevante. Det er ikke op til mig at afgøre, om shia- eller sunni-islam er den rette trosvariant, eller om sufisme er et kætteri.

Det kan godt være, at han ikke vil optræde som overdommer i striden mellem shia og sunni, men hvis man ellers kan tage hans udsagn om rollen som historiker alvorligt, så bliver det direkte forkert, at alle forskellige udlægninger af Muhammad er lige relevante. Måske de er lige relevante for en muslim, der ikke spekulerer på historiske afsløringer eller er ligeglad med den historiske sandhed af de teser, han bygger på, men for os andre, for læserne, er det jo på ingen måde lige relevant.

Det kan vel være sandt nok, at intet menneske kender den historiske sandhed om Muhammed. Men det gælder jo i streng forstand om alle historiske personer. Og nægtes kan det ikke, at vi dog kender noget til den historiske Muhammed. Vi véd f.eks. at det halve af jorden blev erobret af mennesker, der påberåbte sig Muhammeds åbenbaringer, samlet i koranen. Og det er dog ikke helt uden historisk interesse, om det billede af Muhammed, som de forskellige sekter indenfor islam tegner, giver en rimelig forklaring for ikke ligefrem at sige retfærdiggørelse af dette erobringstogt.

Man må imidlertid sige, at i alt væsentligt ligger dette spørgsmål udenfor Skovgaard-Petersens interessefelt.

Hans interesse synes at være at give debatten et input, hvor flertallet af muslimer afbildes som nogen, der tager afstand fra islamister og jihadister. Han skriver lige efter ovenstående citat:

Dette humanistiske syn på religion medfører, at bogen også medtager radikale islamister og jihadister som et islamisk fænomen, selv om det store flertal af muslimer tager afstand fra dem og opfatter dem som det modsatte af sand islam. Det er der måske nogle muslimer, der tager anstød af. Mit kendskab til muslimer i Danmark og Mellemøsten siger mig dog, at kun få vil blive meget vrede, endda selv om bogen er fuld af illustrationer af Muhammad – både smukke og grimme, fromme og respektløse.

Det kommer måske bag på de læsere, der alene kender muslimer gennem den offentlige debat. Forklaringen er, at bogen her ikke er skrevet for at nedgøre nogen, men for at indlede en roligere og mere reflekteret samtale om Muhammad og islam. Og som profeten angiveligt har sagt: al-`amal bi ’l-niyyadøm handlingen efter hensigten.

Den bemærkning, der står først i det sidste afsnit, synes at vise, at Skovgaard-Petersen vil have os bort fra en holdning til islam, der udelukkende ser den som baggrund for diverse terroranslag mod os vesterlændinge. Og bevares, det er da et meget fromt formål. Men hvis vi nu skal handle efter profetens ord og bedømme handlingen efter hensigten, må så ikke hele Skovgaard-Petersens projekt falde igennem? Det er jo ikke for sjov, vi vesterlændinge er interesseret i muslimernes baggrund for at drive terror imod os. Og når hans bog ikke giver os nogen baggrund for at finde ud af dette afgørende spørgsmål, så er det pæneste ord, man kan finde om den vist: ”ligegyldig”.

Det vil jeg i hvert fald indtil videre holde mig til. For selv om jeg efter endt læsning må indrømme, at meget af det, han fortæller, er nyt for mig og alene af den grund interessant, så irriterer det mig, at jeg også her har skullet sidde med den tanke i baghovedet: Hvad bliver her ikke sagt?

Lad mig klargøre det ved en sammenligning med kristendommen!

Man kan jo nemlig om kristendommens stifter sige det samme som om islams stifter: at det, der vides med bestemthed om ham, kan ligge på et meget lille sted. Men vi har dog for både Jesus og Muhammed deres virkningshistorie at holde os til. Og om ikke andet, så viser virkningshistorien, at de to må have haft en gudsopfattelse, der var så modsatrettet hinanden, som tænkes kan.

Jesus holdt fast på sin overbevisning med så stor styrke, at han lod sig slå ihjel hellere end give slip på den. Muhammed efterlod sig i koranen en række ord, der opfordrer til væbnet kamp for Guds sag.

Kristendommen udbredtes i romerriget gennem de kristnes villighed til i den henseende at gå i Jesu fodspor, at også de hellere led døden end opgav deres overbevisning. Der kan vel være dem, der vil kaste vrag på kirkefædrenes forklaring, at ”martyrernes blod er kirkens udsæd”, men selv de må vel indrømme, at det ikke er muligt at finde noget eksempel på, at oldkirken overbeviste om Jesu budskabs sandhed ved at udøve vold.

Her ser det helt anderledes ud for Muhammeds vedkommende. Han overbeviste kun med ord, mens han var i Mekka. I Medina forvandlede han sig til en klanhøvding og senere til en krigsherre. Og ligegyldigt, om man betragter langt det meste af den muslimske oprindelseshistorie som senere opdigtninger, så meget står dog fast, at den muslimske kalifs herredømme hundrede år senere strakte sig fra Spanien til Indien. Og vil man hævde, at Muhammed har eksisteret, så må man forstå hans budskab på en sådan måde, at det kan forklare denne vældige erobring. Og så undgår man ikke at skulle acceptere, at der blev brugt vold for at udbrede budskabet, og derfor også, at budskabet selv gav tilladelse til denne voldsanvendelse.

Det betyder, at alle de fromme muslimer, der i vore dage vil forkynde, at Muhammed var en fredsprofet, taler usandt. De kan komme med alle de undskyldninger, det skal være, de kan forsøge at forklare eller bortforklare alle hans voldsanvendelser med, at han blev udfordret, at de andre bedrog ham, eller at han var nødt til at forsvare sine kvinder og børn, det lader sig ikke gøre at forvandle en krigsprofet til en fredsprofet. Rent bortset fra, at man i så fald må se bort fra de mange opfordring til vold, der findes i koranen.

Jeg kan i den forbindelse henholde mig til en lærd muslim, nemlig Ibn Khaldun. Jeg har her citeret ham fra hans store værk ”Muqadimma”, hvor han skriver:

I det muslimske samfund, er hellig krig en religiøs pligt på grund af den muslimske sendelses universalitet og forpligtelsen til at omvende enhver til islam enten ved overtalelse eller ved magt.

Nuvel, han levede jo også, før islam begyndte sin store nedtur i forhold til de vestlige lande. Han døde i 1404. Ibn Khaldun nævnes ikke af Skovgaard-Petersen.

Er islam en religion i krise, som Macron har hævdet?

Ja, det er den. Og den er det, fordi der hos langt de fleste nutidsmuslimer ikke overensstemmelse mellem deres moderne overbevisning og koranen, skønt de påstår, at koranen er Guds ord. Der er en uoverensstemmelse for ikke direkte at sige: en løgn, der forfølger dem og gør dem utroværdige. Og det svier i sidste ende til os vesterlændinge, som har ladet dem bo hos os. For vi har ingen garanti imod, at deres unge begynder at studere islam på egen hånd, ligesom de kristne studerer kristendommen på egen hånd. Og gør de det, dvs., læser de på egen hånd koranen, varer det ikke længe, før de får øje på de mange opfordringer til krig, til jihad, til vold. Og så bliver de et let bytte for de muslimske sekter, der hader os vesterlændinge og vil os alt muligt ondt. Og ikke sandt, så kan terror blive en nærliggende del af deres tankegods.

Det er lidt mærkeligt for os vesterlændinge at være vidner til. Vi har haft held med at belære vore unge muslimske landsmænd om, at de ikke skal stole på autoriteter, men selv undersøge sagen. Og når de så gør det, altså når de læser koranen, går de hen og bliver islamister eller jihadister. For det er jo disse retninger, der er i størst overensstemmelse med koranen.

Lad dette være nok for denne gang. Jeg garanterer ikke, at jeg ikke vil omtale Skovgaard-Petersens bog i en senere blog-artikel. Så er læseren advaret.

Udgivet i Islam | Tagget | Skriv en kommentar