Morsom satire?

DR har lavet en serie, der hedder ”Ellen imellem”. Meningen med serien er vist, at det skal være en slags satire for unge mennesker. Men da idéen er, at man lokker de sædvanlige eksperter ind i studiet under dække af, at man vil interview’e dem om visse såkaldte konspirationsteorier, men i stedet for narrer dem til at tro, at den journalist, der interview’er dem, er et ægte menneske, hvor virkeligheden er, at hun blot gentager de spørgsmål, som hun hører i sin øresnegl, føler en del af disse eksperter sig udnyttede eller ligefrem gjort til grin.

Det har fremkaldt ikke så lidt diskussion i forskellige medier, bl.a. i Deadline.

Specielt har der været en del diskussion om udsendelsen med Anja Andersen, astronom og specialist i himmellegemer og deres bevægelser. Hun blev interview’et af Ellen, men vidste jo ikke, at de spørgsmål, hun stillede, kom fra en flat-earth-tilhænger, der sad i et andet studie og fulgte med i samtalen. Så vidt jeg kunne høre på de bidder af samtalen, der blev gengivet i Deadline, var det egentlig ikke særlig sjovt. Så hvad det med det morsomme angår, vil jeg nok give Anders Lund Madsen, som Deadlines Lotte Korsholm interview’ede – vist nok uden at blive styret gennem sin øresnegl – ret, når han sagde, at det værste ved det hele var, at det faktisk ikke var spor morsomt.

For at råde bod på denne mangel, vil jeg prøve at foreslå nedenstående interview med Anja Andersen, dog nu med den forskel, at hun véd, at det hele skal være et satireprogram, og at hun ikke skal debattere med Ellen, men med den flad-jords-tilhænger, der hænger hende i øret.

Vi springer ind i interview’et dèr, hvor Ellen siger:

Ellen: Man skal dog tro på det, ens øjne ser. Og de ser jo, at jorden er flad.

Anja: Ja, bestemt skal man stole på sine øjne. Det er det, vi videnskabsfolk begynder med.

Ellen: Jamen, skal I så ikke foretage nogle flere eksperimenter. For hvis man ser ud over havet, ser man jo dog en flad jord

Anja: Vi har nu faktisk foretaget eksperimenter i den stil. Vi har anbragt indtil fire personer nede ved en strand og bedt dem rette en kikkert mod en færge på vej ind mod kysten. De berettede alle sammen, at de kun så skibets overbygning, mens det var langt borte, og først fik øje på det mørke skrog, da skibet kom nærmere til kysten. Jeg indrømmer, at vi fik den tanke, at det kunne skyldes, at jorden faktisk er rund.

Ellen: Jamen, kunne det ikke have andre årsager.

Anja: Jo, nu du siger det. Det kunne jo være, at vi skulle revidere teorien om, at jorden er rund. Måske det skyldes en fejl i kikkerten. Eller måske det skyldes, at der opstår luftspejlinger, ligesom man har hørt om det i ørkenen, du véd, når den trætte vandringsmand tror at se en oase i det fjerne, og så er det bare luft det hele. Og i hvert fald taler vi jo om et vandspejl, så der skulle vel være større chancer for spejlinger ved vandet end i ørkenen. Vi må kikke nærmere på det.

Ellen: Ja, for man skal jo stole på det, øjnene ser.

Anja: Bestemt! Og nu vi er i gang med at rydde op i vore tilvante teorier, skulle vi måske også sende en ekspedition til Egypten.

Ellen: Hvorfor dog det?

Anja: Jo, for det går rygter om, at nogle grækere cirka to hundrede år før Kristus, kom så langt sydpå i Egypten, at de så, at solen dernede den 24-6 stod lige i zenit, dens billede spejlede sig i vandet i en brønd. Det havde de ikke observeret længere nordpå. Og de fik faktisk den tanke, at det kunne skyldes, at jorden er rund, ja, man siger endda, at de fik nogle romerske skridttællere til at måle afstanden mellem de to brønde, så de på den måde kunne danne sig et indtryk af, hvor stor jorden var. Og forresten hedder det sig, at de kom til et resultat, der ikke ligger så langt fra det, man i dag måler jorden til.

Ellen: Jamen, det må da være forkert. For jorden er da flad. Det kan vi jo se.

Anja: Ja, nu du fastholder det så strengt, så begynder jeg også at tro på det. For det kan da ikke passe, at man allerede dengang, hvor man jo troede fuldt og fast på det, der står i bibelen, gav sig til imod bibelens påstande at hævde, at jorden er rund. Dette med at gå imod bibelen, det er jo noget, man først har vovet at gøre i vore dage.

Ellen: Ja, lad os endelig holde fast ved det bibelske verdensbillede. Og der står jo dog tydeligt nok i 1 Mos 1,7, at Gud med en hvælving, nemlig himlen, skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen. Så derfor er jorden flad.

Anja: Ja, lad os holde fast på bibelens påstande. Så sparer vi også den tur til Egypten.

Ellen: Netop. Du begynder at lyde helt fornuftig.

Anja: Så er der kun ét problem tilbage.

Ellen: Hvad er det?

Anja: Når der er måneformørkelse, så kan man se, at månen ikke formørkes lige med det samme. Det er, som om der glider en skygge hen over månen. Og der er dem, der påstår, at det er skyggen af jorden, man dèr kan se. Og sandt nok, når man ser på en måneformørkelse, har man altid solen i ryggen.

Ellen: Jamen, hvad rolle spiller det?

Anja: Der er det ved det, at den skygge er rund. Så hvis det er jordens skygge, vi dèr ser, og hvis vi bøjer os for det, øjnene ser, så skulle dette jo vise os, at jorden er rund.

Ellen: Det kan da ikke passe. Vi må stole på bibelens ord. Det er jo Gud selv, der taler dèr.

Anja: Ja, det må vi bestemt. Og så lader vi det, øjnene ser, være lige meget. Men forresten, jeg tror, jeg har en løsning på det problem.

Ellen: En løsning? Hvad er det for en løsning?

Anja: Jo, der skal jo nogen til at trække månen hen over himlen. Nogen tænker sig, at det er en stor hest, der trækker månen hver nat. Denne hest er normalt helt usynlig for os mennesker. Men så af og til sker det, at dens bagdel kommer til at dække for månens lys. Og som du nok véd, har heste en ret rund bagdel. Deraf kommer det, at månen formørkes som var det en rund skygge, der går hen over den. Det lyder også mere sandsynligt end det med, at det er jordens skygge, der bevirker det.

Ellen: Jamen, tror du selv på det?

Anja: Ikke endnu! Vi må på Niels-Bohr-instituttet have sat nogle flere undersøgelser i gang. Måske vi så kan få noget mere at vide om den hest.

Ellen: Jeg tror, vi må afbryde interview’et her.

Anja: Ja, gerne. Kun én ting mere kræver ændring.

Ellen: Hvad er det?

Anja: Det er godt nok ikke os på instituttet, der skal gøre noget, det er vore litterater. Mange af dem har ikke forstået alvoren i Holbergs skuespil om ”Erasmus Montanus”. Man tror, at Holberg vil gøre nar af bondestanden derved. at Erasmus tvinges til at sige, at ”jorden er flak som en pandekage”, hvis han vil undgå at få pisk. Men Holberg holder utvivlsomt med bønderne og vil virkelig mene, at Erasmus tvinges til at indrømme sandheden, som bønderne, men ikke han har fat på. Men når vi får undersøgt ørkenspejlingerne på vandet, Egyptens snydebrønde og månehestens bagdel, så vil vi kunne bevise, at den tids bønder og Holberg med dem, ikke var så tossede, at de troede, at jorden var rund. Nej, de regnede selvfølgelig med, at bibelen har ret: Jorden er flak som en pandekage.

Ellen: Tusind tak for interview’et, det var meget oplysende.

Anja: Selv tak. Fornøjelsen har helt været på min side.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget | Skriv en kommentar

Etisk korrekt eller klogt?

Skal vi handle etisk korrekt eller skal vi handle klogt? Dette spørgsmål skal her tages op, jeg kan næsten sige: ‘tages op igen’, for jeg har tidligere behandlet det under forskellige andre dilemmaer, f.eks. her under dilemmaet: ‘sindelagsetik kontra konsekvensetik’, eller her ud fra spørgsmålet om, hvorvidt bjergprædikenens formaninger er en skærpelse af lovens krav eller udtryk for klog opførsel.

Men her skal det behandles ud fra de forestillinger om en fredsslutning i Ukraine, som florérer i vestlige medier kombineret med nogle Luther-citater, som jeg finder interessante, fordi de afbilder Luther som en folkelig person, der kommer med snusfornuftige forslag, baseret på rationelle overvejelser, som burde være retningsgivende for alle mennesker.

Men lad mig begynde med en bemærkning af Søren Ulrik Thomsen. Han kom med den i en diskussion med Sørine Gotfredsen, og jeg beretter om det i dette blogindlæg. Han synes at have opfundet det nye og ret afslørende begreb ”en bagvendt selvretfærdiggørelse”. En sådan består i, at – som jeg skrev –

ved at anklage en anden for farisæisme fremhæver man på farisæisk vis sig selv som en god ikke-farisæer, som én, der i modsætning til den, man anklager, har sit på det tørre, hvad farisæisme angår. Men derved bliver man jo en bagvendt farisæer, eller man gør sig skyldig i det, Søren Ulrik Thomsen kalder bagvendt selvretfærdiggørelse.

Dengang for de her fem år siden hævdede jeg – hvad jeg forresten stadig gør – at man kunne komme ud af denne bagvendte selvretfærdiggørelse ved hjælp af begrebet ‘folkelighed’, altså ved vide sig grundet i en størrelse, som kan kaldes ‘den danske folkelighed’, en størrelse, som er ”summen af alle de skrevne og uskrevne love, som omgærder vor omgang med hinanden” her i Danmark. Nu i dag vil jeg føje til, at det med denne folkelighed har sig på den måde, at den nok kan fremelskes af forskellige sociale ingeniørkunster, men at vi overser noget væsentligt ved vor folkelighed, hvis vi glemmer, at det er Gud selv, der med sin ånd får tillid mellem mennesker til at blive til, også dèr, hvor de folkelige ingeniører gør deres gerninger.

Først, når vi gør os klart, at vi mennesker kun kan manipulere hinanden til at lade, som om vi har tillid, den ægte tillid er det ikke os, men Gud, der er herre over, først da undgår vi den bagvendte selvretfærdiggørelse. Og det er dèr, vi skal hen, når vi præster klager over, at tiden ikke vil have med Gud at gøre. Fejlen hos vort folk er ikke, at vi danskere ikke vil høre om synden – sådan som adskillige præster tror – fejlen er, at vi undlader at takke Gud for den folkelige tillid, der præger os i vort samliv med hinanden.

Jeg har her prøvet at vise, hvordan Luther faktisk mener, at den kristne forkyndelse danner grobund for den folkelige tillid, vi lever ud af, uden at jeg dog påstår, at Luther bruger disse ord. Men han lægger i hvert fald så megen vægt på ordet i Matt 7,24ff om at handle klogt, at han i en prædikenrække over bjergprædikenens ord aldeles ikke gør som de moderne lutheranere, som betragter formaningerne som skærpelser af loven, men i stedet opfatter dem som anvisninger, man gør klogt i at rette sig efter. Jeg skrev såmænd en længere redegørelse om hans bjergprædikenprædikener, se her.

Det vil sige, at hvor mange af mine kolleger udlægger f.eks. ordet om at vende den anden kind til (Matt 5,39f), ud fra en forståelse af, at Jesus her afbilder det etisk korrekte og anbefaler os at prøve kræfter med dette umulige ideal, så vi når frem til en erkendelse af, at vi har brug for syndernes forladelse, dèr vil jeg ud fra Matt 7,24f hævde, at Jesus såmænd bare giver os et godt råd eller fortæller os, hvad vi gør klogt i at holde os for øje, hvis vi vil styrke det fællesskab, vi står i. Vi skal altså ikke anstrenge os næsten umenneskeligt for at opdyrke i os selv en altid tilgivende holdning – det ville være det, jeg her kalder det etisk korrekte – vi skal blot i en tilfældigt opstået kollision med én af være venner undlade at pukke alt for stærkt på vor ret, selv om vi naturligvis mener, det er os, der har ret. Gør vi det, siger han i Luk 6,37, da får vi skabt en atmosfære i vort fællesskab, så det en anden gang er os, der får tilgivelse. Jeg har kaldt denne sociale ”mekanisme” for afsmitningsreglen, se her.

Det er den samme hensyntagen, vi bør indtage til krigen i Ukraine. Det fællesskab, der dèr er tale om, er godt nok ikke et personligt fællesskab, heller ikke et folkeligt fællesskab, men et globalt fællesskab. Og de mennesker, hvis handlemåde betyder noget, er ikke enkeltpersoner, men øvrighedspersoner, støttet mere eller mindre af de enkelte landes folk.

Og når to kloge mennesker i Berlingske går de dilemmaer igennem, som ligger i Vestens forhold til Rusland, så synes de at være opmærksomme på, at en form for globalt fællesskab må søges opretholdt. De to er Ole Wæver og Kristian Søby Kristensen, og artiklen med deres udtalelser findes her. Det dilemma, der er tale om, er atomdilemmaet: hvor hårdt kan Putin presses i en fredsslutning, før han griber til atomvåben? Og det er et dilemma. For siger man alt for tydeligt, at man lader Putin beholde Krim og Donbas-regionen, for at han ikke skal gribe til atomvåben, siger man jo også, at dette at true med atomvåben betaler sig. Men på den anden side: Kan Vesten tillade sig at presse Ukraine til at give slip på disse landområder, hvis de ikke på én eller anden måde kan få en bedre sikkerhed end den, de havde før invasionen? Og det må indrømmes: det som Information (og denne blogejer) citerede Hartmut Rosa for, se her: at resten af Ukraine får adgang til NATO-medlemsskkab, det tager ingen af de to i Berlingske op som en mulighed.

Men her skal vi altså prøve at undgå at hæve den store etiske pisk, så vi beskylder Putin for alt det onde, vi synes lyser ud af hans handlinger, og i stedet være opmærksom på det globale fællesskab, som både han og vi deltager i. Lad os lige slå en smut rundt omkring Luther, for han har noget at sige os i den forbindelse. Jeg går denne gang ud fra nogle citater fra det ”berygtede” skrift om bondeoprører, se her. Luther begynder med at forklare, hvordan han har fået et nyt syn på bønderne, siden han skrev om bøndernes tolv artikler (#40):

I min tidligere lille bog turde jeg ikke dømme bønderne, fordi de tilbød sig til at bøje sig for retten og modtage bedre undervisning; som jo også Kristus påbyder, at man ikke skal dømme. (Matt 7,1) Men før jeg fik set mig om, fortsætter de og griber ind i sagen med næven, idet de glemmer alt om deres tilbud; de røver og raser og handler som gale hunde. Derved kan man nu tydeligt se, hvad der lå i deres falske sjæle, se, at det var løgn, hvad de foregav under evangeliets navn i de tolv artikler.

Bønderne lovede at lade sig belære, men glemte hurtigt alt om dette løfte og greb ind i sagen med næven. Og dette, at de lyver, er nu, hvad Luther anklager dem for. Dertil kommer naturligvis, at de gør oprør. For i Luthers forståelse af samfundforholdene er fyrsten indsat af Gud til at holde orden på gemytterne, og fyrsten gør det med sin mulighed for voldsudøvelse, en mulighed, Gud har givet ham.

Det er her ganske som ved en ildløs, at den, der som den første kan slukke ilden, han er den bedste. For oprør er ikke slet og ret mord, nej, det er som en stor ild, som antænder et land og lægger det øde; sådan fremkalder oprør et land fuld af mord og blodsudgivelse, og gør kvinder til enker og børn faderløse, og ødelægger alt, som den allerstørste ulykke. Derfor skal her enhver, som kan, slå løs, slå ihjel og stikke ned, privat eller offentligt, i den overbevisning, at der ikke kan være noget mere giftigt, mere skadeligt, mere djævelsk end et oprørsk menneske. Ganske som man må slå en gal hund ned; slår du ikke den, så slår den dig, og et helt land sammen med dig. (#48f).

Ja, her har vi det, der har voldt så stor forargelse: ”slå dem ned som gale hunde”. Og det må indrømmes, det lyder forfærdeligt i vore moderne ører, men åbenbart har det lydt korrekt i den tids ører, for bønderne blev virkelig slået ned af fyrsterne. De har åbenbart givet Luther ret i, at bønderne optrådte som gale hunde, og at landet selv var i fare for at gå til grunde. Og det gælder både de lutherske og de katolske fyrster.

Man skal måske også lægge mærke til, at dette er sagt til dem, der tilfældigvis møder disse ”gale hunde”, og det gentages overfor ikke-kristne fyrster. Formaningen til de kristne fyrster lyder lidt anderledes: Men den øvrighed, der er kristen, og finder sig i evangeliet, bør handle med frygt. Bønderne har ikke skygge af ret imod den. Og for det første skal den henføre sagen til Gud og bekende, at vi nok har fortjent dette; desuden overveje, at Gud måske har således opægget djævelen, fordi han i almindelighed vil straffe Tyskland. Så skal den ydmygt bede Gud om hjælp mod djævelen. For vi kæmper ikke her alene mod kød og blod, men imod de åndelige magter i luften, som må angribes med bøn, Ef 6,12. 18. Når nu hjertet er sådan indstillet overfor Gud, at man lader hans guddommelige vilje herske, om han vil have os til fyrster og herrer eller ej, så skal man til overflod tilbyde de rasende bønder aftale og forligelse (selv om de ikke er det værd). Derefter, hvis det ikke vil hjælpe, skal man straks gribe til sværdet. (#58).

I den grad er det Guds vilje, fyrsten udfører, når han bruger vold, at han bliver skyldig, hvis han ikke gør det:

For hvis han ikke straffer, om det nu er ved at slå ihjel eller ved blodsudgydelse, hvis han er i stand til det, så er han skyld i ethvert mord og enhver ugerning, som sådanne forbrydere begår, for han har af egen fri vilje ved at undlade at udføre den befaling, han har fra Gud, tilladt, at en sådan ondskab udøves, som han godt kunne forsvare sig imod, hvad han også var skyldig at gøre. Derfor må man ikke sove her. Der gælder her heller ingen overbærenhed eller barmhjertighed, det er sværdets og vredens tid, ikke nådens tid. (#61).

Øvrighedens soldater kæmper med en god samvittighed, for dens sag er retfærdig. Og skulle nogen blive slået ihjel i den kamp, er han en sand martyr:

Således kan det da ske, at den, der på øvrighedens side bliver slået ihjel, er en ret martyr overfor Gud, for han kæmper som sagt med denne samvittighed. For han handler i lydighed mod det guddommelige ord. Omvendt, den, der omkommer på bøndernes side, brænder evigt i helvede. For han fører sværdet i ulydighed mod Guds ord og er et djævelens barn.

Og lad mig her medtage en formaning, som man sjældent ser medtaget, Luthers formaning om barmhjertighed. Det hedder #67 og #70:

Til slut er der endnu en sag, som det er rimeligt, at øvrigheden tager sig af. For bønderne lader det ikke være nok, at de hører djævelen til; de tvinger og presser også mange fromme mennesker, som nødigt gør det, til at gå med i deres djævelske forbund, og gør dem på den måde delagtig i al deres ondskab og fordømmelse. — Nuvel, disse mennesker, der er fanget af bønderne, skulle øvrigheden forbarme sig over.

Nu kan man sige, at dette drejer sig om fællesskabet i det tyske rige og kun det. Gælder der mon efter Luthers mening lignende forholdsregler for livet de globale fællesskab? Svaret er, at det gør det.

Efter at Luther i 1520 var blevet klar over, at paven var antikrist, skrev han i august skriftet ”Til den kristelige adel af den tyske nation”. Her hævder han blandt andet, at paven ikke har nogen ret til at ophæve de løfter, som det ene menneske har givet det andet. Og af eksemplerne fremgår det, at det også gælder løfter, man har aflagt til en ikke-kristen:

Og hos os blev for hundrede år siden den udmærkede konge af Polen og Ungarn, Vladislaus, desværre slået med så mange af hans udmærkede folk af tyrkerne, fordi han lod sig forføre af den pavelige udsending og kardinal til at rive den salige og nyttige aftale og ed, som han havde gjort med tyrkerne, i stykker. Den fromme kejser Sigismund havde ikke mere lykken med sig efter koncilet i Konstanz, hvor han lod slynglerne bryde det løfte, som var givet Johan Huss og Hieronymus, og al elendigheden mellem bøhmerne og os er opstået deraf. (Se her)

Det vil være for meget at sige, at Luther herved siger noget om, hvordan vi skal gebærde os i det globale fællesskab. Men det synes dog at være en forudsætning for ham, at der med hensyn til løfteoverholdelsen skal fremvises en lige så stor iver overfor en kristen som overfor en ikke-kristen; som om han altså gjorde brug af vor tids anskuelse, at også muslimer er mennesker.

Men hvad har alt dette med Ukraine at gøre?

Ganske meget.

For også vi har jo den overbevisning siddende fast i os, at folk fra andre kontinenter også er mennesker. Og afgiver vi et løfte til en stat derfra, regner vi jo da med, at vi skal holde det, ligesom vi regner med, at også de holder de løfter, de har givet os. Det er for os som for Luther en almenmenneskelig foreteelse. Vi regner ikke med, at noget folk betragter sig som Guds yndlinge, så de er fritaget for at overholde deres løfter, eller at nogen mener, de har fået en særlig opgave af Gud, så de kan gebærde sig anderledes frit (eller frækt) end vi andre.

Det vil sige, at når vi synes, at Putin har båret sig forkert ad ved at se stort på f.eks. de løfter, Rusland i 1994 gav Ukraine mod, at Ukraine opgav sine atomvåben, så er det ikke noget, vi gør, ud fra en særlig vestlig livsanskuelse, dette at holde sine løfter er noget, vi forventer af alle folkeslag, også af russerne. Og problemet er ikke blot, om vi skal være mere eller mindre forargede over Putins løftebrud, problemet er, hvordan vi kan få hans tendens til løgn og løftebrud passet ind i en fremtidig global orden. Som før sagt: det gælder ikke så meget om at fastholde den korrekte etik, det gælder om at prøve at styrke det internationale fællesskab.

Ole Wæver og Kristian Søby Kristensen ser som før omtalt med en vis frygt en ukrainsk sejr imøde, fordi de mener, at en sådan vil ydmyge Putin så meget, at han fristes til at trykke på atomknappen.

En anden artikel, denne gang i Information, skrevet af Jacob Skaarenborg fra Forsvarets Efterretningstjeneste, se her, mener, at disse to eksperter tager gruelig fejl. Rusland er altid dårlig i krigens indledende fase, siger han, men de er til gengæld eksperter i at slide deres modstandere op. Og det er det, de er i gang med i Ukraine. Skaarenborg skriver:

Russerne blev ikke fordrevet fra det vestlige Ukraine, sådan som nogle eksperter gerne vil have det til at se ud. Russerne opgav ’kuppet’ – det hurtige angreb ad flere akser, inklusive det mod Kyiv – og trak sig i god ro og orden tilbage. Fokus er nu på det østlige og sydlige Ukraine.

Russerne er dårlige til at manøvrere, men omvendt er deres anvendelse af nedslidningstaktikken uovertruffen, og i den sidste ende er det det, der gør, at russerne vil vinde. Det var også sådan, de vandt i Tjetjenien.

Nu glemmer han vist Afghanistan. Men jeg vil ikke her deltage i denne spådomskonkurrence. I stedet vil jeg pege på en lidt anden betragtning end den med atomfaren. Det er den russisk-amerikanske politolog Sergey Radchenko, der i Berlingske, se her, siger:

»Rusland er fattigt, korrupt og autoritært, og nu ved vi også, at det er svagt og ynkeligt. Ruslands »storhed« er smuldret i et orgie af mord og voldtægt anstiftet af brutale besættere i Ukraine. Farvet af de uskyldiges blod og overvundet i ærlig kamp, er bøllen blevet udstillet. Det er på tide. Tak, Ukraine for at servere denne bitre medicin. Rusland havde stærkt brug for det. Rusland har brug for en ægte ydmygelse. De har brug for en ydmyg anerkendelse af deres egen svundne status, en accept af skyld og en langsom, omstændelig indsats for at genbygge den tillid, man har svigtet. Rusland lærte ikke lektien i 1990erne. Denne gang er de nødt til det.«

Jeg har her været inde på noget af det samme, dog uden det drastiske swung. I min formulering hedder det blot, at Rusland skal lære det samme som Storbritanien har lært: at man må affinde sig med af den historiske udvikling at blive forvandlet fra en supermagt til en stormagt. Men om det skal ske ved en militær ydmygelse eller ved en mere normal menneskelig overtalelse, sagde jeg ikke noget om. Jeg håber naturligvis på det sidste, men i mangel deraf på det første.

Et eksempel på den normale menneskelige overtalelse finder man i et åbent brev, som Per Stig Møller i Berlingske, se her, har skrevet til den russiske udenrigsminister. Jeg tillod mig for mange år siden på religion.dk at spørge Ahmed Akkari, om dette, at han ville anvende vold for at beskytte sin religion, skyldtes, at hans tro egentlig ikke var særlig stærk. Jeg tror ikke, det var det, der fik ham bort fra den hårde islam, men det og mange andre lignende spidsfindige spørgsmål kan måske alligevel have haft en vis virkning. I hvert fald kan det samme spørgsmål stilles til langt de fleste muslimer. Når al-Qaradawi kan hævde, at islam ville være forsvundet fra jordens overflade, hvis ikke der havde været dødsstraf for at forlade islam, må man da spørge, om islam virkelig bygger på så skrøbelige antagelser.

På lignende måde må man spørge Putins Rusland, om den omfattende censur, de anvender, ikke viser, at de selv ikke rigtig stoler på deres argumenter. Det er noget af det, Per Stig spørger Sergej om:

I lukker alle frie medier, lyver for folket i statsmedierne og spærrer alle inde, der ikke bøjer sig for jer.

Under Putin er undertrykkelsen af det russiske folk systematiseret. Magten er totalt samlet hos Føreren. Rusland er forandret »fra et fungerende autokrati til et stalinistisk diktatur præget af voldelig undertrykkelse, uudgrundelig vilkårlighed og massiv hjerneflugt,« skrev Krustjovs barnebarn Nina L. Khrustjova 8. april i Berlingske og forudså, at udfaldet af jeres Ukrainekrig under alle omstændigheder for Rusland vil blive »en fremtid så mørk som landets mørkeste fortid«.

Har du bemærket, Sergej, at Nina Krustjova er professor i New York? Husker du, at Stalins datter Svetlana ligeledes drog til USA, hvor også jeres skakverdensmester Kasparov har slået sig ned, ligesom Nobelpristagerne Solsjenitsyn, Joseph Brodsky og mange andre gjorde? Under kommunismen flygtede jeres elite til Vesten, og det gør den nu under Putin. Noget må altså være forkert i jeres system, men tænker du over det, Sergej?

Og sandt nok: det må være mærkeligt for en tidligere udenrigsminister at have siddet overfor Sergej Lavrov og talt med ham som med et ganske almindeligt menneske og så se ham udfolde sig med falsk tale om forholdet til Ukraine.

Læg mærke til, at Per Stig Møller ikke på nogen måde vil give Putin ret i hans påstande om forholdet mellem Rusland og Ukraine. I stedet vil han holde russerne fast på deres løfter:

Selvom Putin nu siger, at Ukraine slet ikke bør eksistere, så var Rusland i 1991 med til at genoprette Ukraine og i 1994 med til at garantere dets grænser, som I nu krænker. Gælder internationale aftaler ikke? Er aftaler med jer lige så værdiløse, som aftaler var med Hitler?

Desværre er det sidste spørgsmål jo uhyre aktuelt. For vil vi kunne stole på den fredsaftale, som vi alle håber snart vil afløse krigshandlingerne? Er det virkelig nødvendigt at ydmyge Putin militært for at kunne være sikker på et nogenlunde fredeligt forhold til Rusland i fremtiden?

Det var ikke at håbe. Men det er så sandelig at frygte.

Så kun én ting mere!

Jeg har her prøvet at vise – ud fra en artikel i Kristeligt Dagblad – at Putins forestilling om, at Rusland af Gud har fået en særlig opgave, er en farlig forestilling. For af de handlinger, Rusland foretager sig, synes det at fremgå, at landet må anvende vold for at gennemføre denne særlige opgave. Og i dette indlæg, hvor jeg har anvendt så mange Luther-citater, er det passende at hævde, at Putin er djævlebesat. Se f.eks. denne beskrivelse af de oprørske bønder:

Når de skyder denne skrækkelige, gruelig synd ind under evangeliet, kalder sig kristelige brødre, tager mod ed og hyldest, og tvinger menneskene til at holde med sig i disse forfærdelige ting, så bliver de derved de allerstørste gudsbespottere og skænder hans navn på hæsligste måde, og ærer og tjener således djævelen under skin af evangelium, og derved fortjener de vel ti gange døden på legeme og sjæl, for jeg har aldrig hørt om nogen mere hæslig synd. (Se her).

Jeg skal nøjes med at pege på det, Gud sagde til Ananias, da han vægrede sig ved at gå hen til Paulus – han havde hørt om hans forfølgelser af de kristne. Gud sagde til ham:

»Gå! For han er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn, og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld.« (Apg 9,15f)

Det var, hvad det dengang betød at være udvalgt af Gud: han skal lide for Guds navns skyld. Og det har ikke ændret sig siden.

Udgivet i Etik, Luther | Tagget , , | Skriv en kommentar

Lukas versus Johannes

En kronik i Kristeligt Dagblad den 16-5 er ganske interessant, se her. Den er skrevet af dr. teol., lektør Niels Willert og handler om forholdet mellem lukasevangeliet og johannesevangeliet. Willert vil på baggrund af en del afhandlinger fra USA hævde, at lukasevangeliet er skrevet langt senere, end vi lærte dengang for mange år siden, da jeg gik på universitetet.

Men først må jeg nok lige lægge lidt afstand til hele den problemstilling, Willert rejser. For mig er det af mindre betydning, hvornår det ene eller det andet evangelium er skrevet. Det betyder langt mere, mener jeg, om de er nogenlunde fælles om det, som jeg betragter som Det ny Testamentes store problem: Hvordan er forholdet mellem menneskets gøren og laden i forkyndelsesøjeblikket og åndens indflydelse på, om mennesket rammes eller ikke rammes?

Det var det problem, jeg sluttede mit forrige indlæg med. Ånden virker i frihed, men hvordan kan mennesket handle og dog i en vis forstand ikke handle, i hvert fald ikke handle ansvarspådragende? Hvordan skal man nærmere bestemme åndens virksomhed, når den handler på en måde, der giver mennesket frihed?

Løgstrup tog det problem op med sin påstand om eksistensen af suveræne livsytringer. Med min sprogspilsteori løste jeg på ingen måde problemet, jeg iklædte blot de suveræne livsytringer og de kredsende livsytringer en sprogdragt, som måske forklarer noget, men jo ikke forklarer menneskets frihed. Det synes stadigvæk at være sådan, som Luther beskriver det i ”Om den trælbundne vilje”, at mennesket enten rides af Gud eller af Satan, se her: enten styres vi af relationssprogspillet eller af retfærdighedssprogspillet i vort samliv med næsten.

I nytestamentlig sammenhæng dukker problemet op i modsætningen mellem at komme til tro i kraft af ét af de undere, Jesus udførte, og at komme til tro uden at have set et under. I Mark 8,12 siger Jesus, at denne slægt intet tegn skal få, men alligevel udfører han tegn på tegn.

Så til Willerts kronik!

Han prøver først at udskille lukasevangeliet fra markus- og matthæusevangelierne:

Også kvinder får en særlig plads hos Lukas, når han for eksempel som den eneste fortæller om Jesu besøg hos Martha og Maria, og når han drastisk ændrer de andre evangeliers fortælling om kvinden, der salver Jesu hoved inden hans død. Hos Lukas er det blevet til en fortælling om en syndig kvinde, der salver Jesu fødder.

Og det er jo rigtigt nok. I Luk 7,36-50 fortælles der om en synderinde i en farisæers hus. Hun salver Jesu fødder. Og klikker man på vers 37 ledes man hen til Matt 26,6-13, og til Mark 14,3-9, hvor der fortælles om en kvinde i Simon den Spedalskes hus, som salver Jesu hoved med dyr olie, hvad hun får bebrejdelser for, dog forsvares hun af Jesus. Og minsandten, om der ikke sammesteds er en henvisning til Joh 12,3-8, hvor der også er en kvinde, her Maria, som salver Jesus, ikke hans hoved, men hans fødder. Men selv om johannesevangelisten således synes at hente sin fortælling fra lukasevangeliet, har han alligevel fra de to andre evangelier medtaget disciplenes bebrejdelser. Så helt enkelt er det ikke.

Willert skriver videre:

At pege på det enestående stof er der ikke noget nyt i. Men det kan der være, hvis man ser det i lyset af, at forfatteren til Lukasevangeliet har tilstræbt at fortælle om Jesu forkyndelse i ord og gerning på en ganske anden måde sammenlignet med de andre evangelier. Det skriver han om i sit forord, der også er enestående blandt evangelierne.

Her hedder det ikke alene, at mange andre har forsøgt at skrive om begivenhederne, men også at forfatteren vil gennemgå det alt sammen grundigt og skrive om det fra begyndelse til slutning i rigtig rækkefølge.

Til det må man bemærke, at der i Luk 1,1-4 ikke står, at mange andre har forsøgt at skrive om begivenhederne, men blot, at ”mange andre har søgt at give en fremstilling” af begivenhederne. Jeg har tjekket den græske grundtekst, og dèr står der ikke noget om skrevne beretninger. Det vil sige: Vi véd ikke, om det, lukasevangelisten tænker på, er de mange mundtlige traditioner om, hvad Jesus har sagt og gjort, som florérede i årtierne efter Jesu død, og som danner grundlag for de tre første evangelier, eller om det er de såkaldt apokryfe evangelier, som blev til engang i det andet århundrede efter Kristus, han tænker på. Men da Willert synes at bygge sin tese om lukasevangeliets sene fremkomst ikke mindst på disse ord, falder tesen vistnok lidt sammen af den grund.

Det er såmænd ikke, fordi jeg har noget imod at gennemprøve den tese, at det er lukasevangelisten, der har kunnet lære noget af johannesevangelisten og ikke omvendt, som man ellers normalt har ment. Og det kan da også være ganske interessant med Willert at lege med den tanke, at lukasevangeliet først er blevet til omkring 120-140 e.Kr. Når jeg har lidt imod det, skyldes det to ting. 1) Man skal gøre sig klart, at vi i vore dage er skriftafhængige, mens man i tidligere tider var i stand til at kunne bevare mange fortællinger og ordsprog i en mundtlig tradition. Og 2) man skal som nytestamentler holde sig for øje, at det første århundredes kristne, altså de mennesker, der har overleveret os Jesu tale, var grebet af evangeliets entusiastiske ild. De interesserede sig ikke som vi for de historiske kendsgerninger, men for, om deres fortælling kunne medvirke til at opbygge menighedens fællesskab.

Ad 1.: Jeg lærte i min gymnasietid af pastor Brinkkjærs religionsundervisning, at en bestemt grammatisk fejl går igen i alle tre synoptiske evangelier. Der er tale om beretningen om helbredelsen af den lamme, Mark 2,1-12, og fejlen består i, at Jesu direkte tale i vers 10 udgør en hensigtserklæring, hvis eftersætning følger efter, men nu i almindelig fortælleform. Klikker man på vers 1, ser man, at fortællingen også findes i Matt 9,1-8 og i Luk 5,17-26, og at fejlen genfindes disse to steder.

Det vil sige, at selv om de tre synoptiske evangelier er blevet til forskellige – os ukendte – steder i romerriget, har en fortælling som denne alligevel, når den opstod ét sted, kunnet bevare denne særprægede fejl de andre steder, hvor den slog sig ned.

Ad 2.: For at illustrere, hvordan de kristnes entusiasme lod fuldstændig hånt om det, vi interesserer os for – altså, hvad der virkelig var sket – vil jeg fremhæve fortællingen om vandringen på søen, Matt 14,22-33. Hos matthæusevangelisten er den udvidet i forhold til fortællingen hos markusevangelisten, Mark 6,45-52, idet der her fortælles om, hvordan også Peter trådte ud af båden og vandrede på søen hen imod Jesus. (Johannesevangelisten har en beretning, der svarer til markusevangelistens, se Joh 6,16-21). Her forestiller jeg mig, at Peter selv, hvis vi tænker os, at han kom ind i en menighed, der havde matthæusevangelistens fortælling i sin tradition, straks han hørte den, ville sige: ”ja, netop sådan gik det for sig”, fordi han kunne se, at dette med troen og dens afhængighed af Jesus blev fortalt på en bedre måde dèr end hos markusevangelisten.

Nå, selv om det måske forholder sig sådan, at lukasevangelisten har læst johannesevangeliet, så har denne fortælling ikke fristet ham, så han tog den med. Men derfor er det da sandt nok, at der er ganske mange overensstemmelser mellem lukas- og johannesevangeliet. Om det så også er sandt, hvad Willert fortæller, at det lukanske værk, altså lukasevangeliet og apostlenes gerninger, som synes at være skrevet som et tobindsværk, vil prøve at overbevise de romerske myndigheder om, at kristendommen ikke er nogen ny religion, og derfor aldeles ikke er farlig for staten, det tvivler jeg lidt mere på. Willert bruger dette til at få skudt tilblivelsen af dette lukanske værk hen til efter århundredskiftet, altså frem til 110-120 e.Kr. Jeg vil altså hellere fastholde tilblivelsen til et sted mellem 70 og 80, fordi jeg så stadig kan tillægge den entusiasme betydning, der ventede Jesu genkomst ét af de nærmeste år.

Men hvad måske mere væsentligt er: jeg lod mig friste af Willerts kronik til at gå på nettet for at lede efter nogle af de nytestamentlere, som Willert har lært af. Jeg fandt f.eks. her forordet til en bog af James H. Charlesworth: ”Jesus som genspejlet i johannesevangeliet”. Og jeg fandt et essay af Paul N. Anderson, se her. Begge dele stiller nogle ret interessante spørgsmål, som på besynderlig vis finder nogle acceptable svar i en lille afhandling om johannesevangeliet, som jeg skrev engang i firserne.

Denne afhandling indeholder et kapitel om forfatterspørgsmålet, se her. Efter en del snakken frem og tilbage lægger jeg mig fast på, at forfatteren er den Johannes af ypperstepræstelig æt, som omtales i Apg 4,6. Det begrunder jeg blandt andet med, at én af de gamle kirkefædre, Polykrates, omtaler en Johannes, som bærer den ypperstepræstelige plade, som forfatteren. Der er den vanskelighed ved denne tese, at ikke mange forskere regner Polykrates for et troværdigt vidne, hvad angår denne påstand, og – mere afgørende, måske – at forfatteren som værende af ypperstepræstelig æt må tænkes at have været med til at dømme Jesus til døden.

Nu fremgår det af Joh 21,24, at forfatteren er identisk med ”den discipel, Jesus elskede”. Det fremgår også, at forfatteren på det tidspunkt, hvor hans disciple udgiver evangeliet, er død, og at kapitel 21 er skrevet af disse disciple. Men disse disciple kan jo udmærket have foretaget en vis redaktion af det oprindelige evangelium. F.eks. må man næsten nødvendigvis tænke sig, at de har ændret forfatternavnet til ”den discipel, Jesus elskede”. Jeg tillader mig, imod nogle af kommentatorerne, ud fra det aramaiske sprog at hævde, at det i virkeligheden betyder: ”den disciple, Jesus foretrak”. ”Elske” og ”hade” bruges på aramaisk til at redegøre for, hvad man foretrækker. Når Jesus siger, at den, der kommer til ham og ikke hader far og mor, ikke kan være hans discipel (Luk 14,26) betyder det ikke, at man skal hade sin far og mor, blot, at man skal foretrække Jesus frem for dem. Og jeg tænker mig altså, at denne aramaiske udtryksform kan ses i den noget pralende selvbetegnelse ”den discipel, Jesus foretrak”, hvilket jo er en endnu stærkere indikation på, at det er de redigerende disciple, der har brugt denne betegnelse om disciplen, ikke ham selv.

Men hvorfor redigerer disse disciple i det hele taget i Johannes’ evangelium?

Det gør de, fordi de vil tilsløre, hvem forfatteren er. For hvis forfatteren har været med til at dømme Jesus til døden, så har han nok selv kunnet lære at leve med det, men af angst for, at evangeliet i fremtiden vil blive bedømt negativt, hvis den kendsgerning kom frem, har disciplene fjernet alt, hvad der kunne afsløre forfatterens identitet. Man har således udeladt alt om forhøret hos Kajfas, dèr, hvor Jesus ifølge de andre evangelier blev dømt til døden. Der står blot i Joh 18,13 , at Jesus først blev ført til Annas, så fortælles om Peters fornægtelse, og som afslutning på den beretning hedder det, at Annas sendte Jesus bundet til Kajfas, vers 24, men der forlyder i johannesevangeliet intet om, hvad der skete hos Kajfas, blot hedder det i vers 28, at de fører Jesus fra Kajfas til Pilatus.

Jeg har også i ovenstående afhandling gjort mig nogle tanker om, hvorfor også nadverindstiftelsen er fjernet. Jeg skriver:

Og man kan vel også spørge, hvordan forfatterens identitet skulle afsløres ved nadverindstiftelsen. Jeg har i hvert fald kun fundet een ting, som ved en lidt speciel teori kan tænkes at retfærdiggøre en udeladelse. Det er Barrett, der nævner, at hædersgæstens plads er til venstre for værten. Deraf vil han slutte, at yndlingsdisciplen ikke indtog hæderspladsen. Men man kunne jo ligesåvel slutte deraf, at det var yndlingsdisciplen, ikke Jesus, der var vært. Og er det tilfældet, så kan måske den overstregne nadverindstiftelsesberetning tænkes af ville have afsløret yndlingsdisciplens identitet.

Der er naturligvis mange andre forklaringer på, hvorfor nadverindstiftelsen ikke omtales i johannesevangeliet.

Så til de mere positive sider af denne teori!

Charlesworth stiller som sagt en række spørgsmål i sin indledning – han besvarer dem sikkert selv i den senere del af bogen, men den har jeg ikke. Han spørger f.eks., hvordan vi kan forklare den store mængde oplysninger om Jerusalems arkitektur i evangeliet, noget, man i vore dage gennem arkæologiske undersøgelser har fundet ud af, er korrekt nok Man har f.eks. fundet den Betesdas dam med de fem søjlegange, som omtales i Joh 5,2. Om man også har kunnet lokalisere Salomons søjlegang fra Joh 10,23, véd jeg ikke. Men den omtales i Apg 3,11 og i Apg 5,12. Og disse forhold, plus dem, han også omtaler, finder deres naturlige forklaring, hvis forfatteren er en jøde af ypperstepræstelig æt, som jo må tænkes at have haft Jerusalem som sin hjemby.

Charlesworth spørger også, om ”jeg er”-ordene kan føres tilbage til Jesus selv, eller er en opfindelse af evangelisten. Også her vil min teori om forfatteren være behjælpelig. For noget tyder på, 1) at disse ord ikke skal oversættes ved f.eks. ”Jeg er den gode hyrde”, men ved ”Det er mig, der er den gode hyrde”, og 2) at ordene bliver sat i modsætning til en jødiske tolkning, så meningen altså er, at Joh 8,12 så kommer til at sige: Det er ikke tempellyset, der er det sande lys, det er Jesus. Ligesom Joh 10,11 siger: det er ikke de jødiske ledere, der er de gode hyrder, det er mig, der er det. Og Joh 15,6: Det er ikke folket Israel, der er det sande vintræ, det er mig, der er det. Og begge disse ting giver god mening, hvis de tales af én, der har været tilhænger af tempellyset og de jødiske ledere og folket Israel, men ikke er det mere.

For øvrigt er det ikke mig, der mener, disse ord skal oversættes mere skarpt, det er Bultmann. Men det er kun mig, der sætter det i forbindelse med en anden forfatterhypotese.

Charlesworth spørger også efter evangeliets sproglige ensartethed. Og det minder mig om, at Bent Noack – jeg tror nok, det var ham – fortalte os studerende, at johannesevangeliet var et forholdsvis ordfattigt evangelium. Og det kunne tyde på, at forfatteren ikke har græsk som sit modersmål.

En anden ting, der tyder på det, er ordvalget i Joh 19,37. Sammenhængen er den, at Jesu knogler ikke blev knust af soldaterne, fordi han allerede var død. Det får forfatteren til at mene, at to skriftord er gået i opfyldelse derigennem. Det første er af en lidt uvis oprindelse, det sidste er fra Zak 12,10, men – og det er det bemærkelsesværdige – ikke fra den i Det ny Testamente sædvanlige kilde, nemlig den græske oversættelse af Det gamle Testamente, men fra den originale hebraiske tekst. Det kan ses deraf, at den græske oversættelse afviger lidt fra originalteksten. Men ud fra det ser det ud til, at forfatteren er fortrolig med Det gamle Testamente på hebraisk. Dette er noget, Barrett fortæller i sin kommentar.

Paul N. Anderson nævner nogle af de samme ting. Men hos ham er det specielt én ting, der interesserer mig, nemlig hans spørgsmål angående Martha, Maria og Lazarus. Han fortæller, at Martha og Maria er nævnt som søstre, og at de tildeles de samme roller i både lukas- og johannesevangeliet, Luk 10,38-42 og Joh 11,1-45 og Joh 12,1-11. Og så tilføjer han: En mand ved navn Lazarus fremføres hos både Johannes og Lukas og associeres i begge tilfælde med døden og vidnesbyrd om efter-død-erfaringer – Lukas udvider fortællingen til en lignelse (Joh 11,1-12,17 og Luk 16,19-31).

Herudfra mener jeg, at der kan argumenteres imod de tre herrer, Charlesworth, Anderson og Willert, når de vil mene, at det lige så godt kan være Johannes, der har læst Lukas som omvendt. Jeg vil mene, at Lazarus-skikkelsen og ordene omkring ham viser, at Lukas er den første, og Johannes den, der har læst og reageret på Lukas.

Man må i første omgang nøjes med at påvise, hvordan Lazarus-skikkelsen rejser det samme spørgsmål for de to evangelister, formuleret af Lukas i Luk 16,31, hvor Abraham fortæller den rige mand, at hvis hans brødre ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om én står op fra de døde.

Og så er vi tilbage ved det problem, jeg begyndte med: Hvordan er forholdet mellem åndens virken og menneskets frihed? Skal der et under udefra til, for at mennesket kan komme til tro, eller er det nok med ord fra skriften eller fra Jesus?

Jeg har ikke noget imod, at han fratager johannesevangelisten al historisk troværdighed, altså, at man lader ham være en lige så entusiastisk kristen, som alle andre på den tid. Så vi skal ikke spekulere på, om Johannes i kraft af sin tilstedeværelse i Jerusalem på Jesu tid har kendt Lazarus, og om det er derfor, han kan fortælle en noget anden historie om ham. Ligegyldigt!

Nej, det, vi skal hæfte os ved, er, at Johannes strammer den nytestamentlige problemstilling yderligere i forhold til Lukas og det øvrige Ny Testamente.

Hvor man andre steder nøjes med at opstille dilemmaet, undre sig over den store gåde, og ikke fortæller noget éntydigt om underets nødvendighed, dèr går Johannes det skridt videre, at han fortæller, at underet på trods af, at det tydeligt bærer vidnesbyrd om at være fra Gud, får nogle til at tro, men får andre til at blive endnu stejlere i deres ikke-tro.

Det ses af Joh 11,47ff, hvor det hedder, at ypperstepræsterne og farisæerne på grund af dødeopvækkelsen mente, at romerne snart ville komme og tage både templet og folket fra dem. Den samme reaktion sås allerede i Joh 9,39, hvor Jesus efter helbredelsen af den blindfødte siger:

»Til dom er jeg kommet til denne verden, for at de, der ikke ser, skal komme til at se, og de, der ser, skal blive blinde.«

Meningen er ikke, at vi i kraft af, at Johannes var samtidig med Jesus, skal hører på ham som historisk vidne, for det, der får ham til at fortæller om de to undere og reaktionerne derpå fra de ledende jøder, er – vil jeg mene – hans erfaringer med de jøder, der var samtidige med ham i Efesus. At de ikke ville lytte til hans forkyndelse, det var, hvad der forargede ham og fik ham til at digte om deres afvisende reaktion på de klareste undere, man kan tænke sig.

Men fordi denne reaktion ligger i forlængelse af den lukanske, må johannesevangeliet nødvendigvis være blevet til senere end lukasevangeliet.

Det samme kan ses af en anden detalje, som Mosbech har gjort opmærksom på. I Apg 20,29 fortæller Paulus de ældste fra Efesus, at der til Efesus vil komme glubske ulve, der ikke vil skåne hjorden, at der vil komme mænd med falsk tale for at få disciplene med sig. Det kan en person skrive, som ikke aner noget om, at en person ved navn Johannes vil komme til Efesus og dèr skrive sit evangelium. Men én, der véd, at Johannes blev bosat i Efesus, vil ikke kunne skrive sådan.

Og igen: Det passer rimelig godt med min tese om forfatteren. For Johannes blev naturligvis i Jerusalem indtil ødelæggelsen år 70 og rejste først derefter derfra og til Efesus. Så hvis Lukas har skrevet kort efter år 70, lyder det rimeligt, at han ikke har vidst noget om Johannes i Efesus.

Men igen: Hovedsagen for mig er ikke alle disse interessante spørgsmål om rækkefølgen af tilblivelsen af de nytestamentlige skrifter. Hovedsagen er forholdet mellem åndens virken og menneskets frihed. Og derfor vil jeg slutte med at illustrere det med lignelsen om den fortabte søn, Luk 15,11-32. Her vil man nok kunne følge mig i min sprogspilteori, når jeg hævder, at den ældste søn i sin bemærkning i vers 29f på udmærket vis viser, hvordan den kredsende livsytring ‘misundelse’ vedligeholdes af den række af retfærdighedstanker, han arbejder sig ind i. Og man vil nok også kunne gå med til, at faderens tale, når han snildt forvandler udsagnet ”din søn dèr” til ”din bror her”, er holdt i det, jeg har kaldt relationssprogspillet, så bemærkningen altså udgør et forsøg på at aktivere det relationssprogspil, der ligger ubrugt i den ældste søns hjerne.

Sådan er den kristne forkyndelse i form af evangeliernes ord og fortællinger, viderebragt af prædikanter op til vor tid, et lignende forsøg på at aktivere vore iboende relationssprogspil, eller sagt uden sprogfilosofi: forsøg på at få os til at forstå vor samhørighed med dem, vi er sat i fællesskab med.

Men om vi forstår eller ej afgøres ikke af vor vilje, afgøres af, om tiøren falder og vi forstår, eller – sagt på en anden måde – afgøres af, om Gud med sin ånd får os overbevist. Men lykkes det Gud at få os overbevist, altså at få os til at slå over på det hidtil ubrugte relationssprogspil, så kan vi godt sige, at det er Guds ånd, der er den aktive, men vi må dog føje til, at det er os, der har oplevelsen af, at noget sker med os, at vi kommer til at forstå, at vi får et indtryk, som får os til at reagere. Naturligt og ligetil forekommer det os, men det er alligevel i dette naturlige og ligefremme, at Guds ånd virker.

Denne gåde, som ikke har nogen løsning, udtrykker Det ny Testamente ved at fortælle, at der ikke skal gives denne slægt noget tegn, men så alligevel at lade det ene tegn efter det andet ramme slægten.

Med dette uafklarede må vi leve, ligesom vi må leve med den finurlighed ved lignelsen om den fortabte søn, at det er uafgjort, om den ældste søn gik med ind til festen.

Udgivet i Ny testamente | Tagget | Skriv en kommentar

En gammel prædiken

For nogen tid siden hentede jeg op fra kælderen et ringbind med mine gamle prædikener. Jeg ville se, hvordan jeg en gang i 1980erne tacklede den opdagelse, jeg havde gjort i 1975: min sprogspilsteori. Og det har alt i alt været ganske interessant. Så interessant har det været, at jeg her vil gengive en prædiken fra 3. søndag i fasten 1981, over Luk 11,14-28.

I denne tekst står der:

”Engang var han ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer.

Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder.

Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.«

Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!«

Over denne tekst prædikede jeg i sin tid således:

”Luther har det med at bruge meget grove billeder. Et sted skriver han således, at mennesket er som en hest, enten rides det af Gud, eller også rides det af djævelen. Og omend billedet er lidt groft i det, meningen er klar nok; Luther vil sige, at mennesket aldrig er sig selv, aldrig er uden rytter, altid er det besat; er det ikke besat af Gud, er det besat af djævelen, at mennesket er sin egen herre, nej, sådan kan det ikke gå; det er en umulighed.

Det er den samme tanke, der udtrykkes her i fortællingen, om den urene ånd, der farer rundt uden at kunne finde hvile, og derfor vender tilbage til sit hus, finder det fejet og prydet, henter andre ånder, værre end den selv, og kommer og tager bolig i sit hus igen. Mennesket er ikke en selvstændig skabning, uberoende af andre, uberoende af Gud, uberoende af djævelen. Mennesket er derimod underlagt disse kræfter, er besat af dem, drives af dem.

Det vil vi ganske vist ikke være ved. Både det, Luther siger, og det, teksten til i dag siger, er os imod, vi vil ikke vide af det. Vi mener nemlig, at vi har vores fri vilje, og denne fri vilje er vi meget stolte af. Vi er da ansvarlige mennesker, vi véd nok at skelne mellem det gode og det onde, og i denne skelnen, mener vi, er det os, der har afgørelsen, det er os, der træffer beslutningen, vor beslutning er den endegyldige, vi kan ikke skyde ansvaret fra os, så lidt som vi kan nægte, at vi har det. Viljen, mener vi, er det væsentlige; og fordi vi mennesker har en vilje, fordi vi kan vælge, derfor kan vi ikke opfatte os selv som underlagt sådanne kræfter, hvad enten man så vil kalde kræfterne Gud, djævel eller onde ånder.

Og jeg skal da ikke nægte,at mange væsentlige ting i et menneskes liv er underlagt viljens herredømme; mangt og meget afhænger af, hvordan vi beslutter os, om vi vælger det ene eller det andet, om vi vælger rigtigt eller forkert. Når man sådan overvejer, hvor meget viljeshandlinger betyder i menneskelig sammenhæng, så er det måske forståeligt nok, at vi kommer på den tanke, at viljeshandlinger er det eneste, der betyder noget, at alle vore handlinger er viljeshandlinger. Den slags handlinger er vi os bevidst, ja, til tider endda ubehagelig bevidst. Dette, at vi skal træffe en afgørelse, kan af og til blive os en direkte pine; vi, ingen anden, står med ansvaret, måske vor afgørelse involverer mange menneskers skæbne, måske det betyder noget for livet for os selv, alt sådant lægger en tyngde ned over disse handlinger, der bevirker, at vi i hvert fald bliver klar over, at den slags handlinger, viljeshandlinger, dem er der mange af i vort liv. Og det er måske forståeligt, at vi ud fra den tyngde, hvormed vi oplever disse handlinger, kommer på den tanke, at disse handlinger er de eneste i vor tilværelse, at alt, hvad vi foretager os i grunden kan føres tilbage til en beslutning hos os selv, at det i ganske ligefrem og direkte forstand er os selv, der har ansvaret for alt, hvad vi gør livet igennem.

Men det er forkert.

Der findes andre handlinger i vort liv end viljeshandlinger. Der findes handlinger, som er gjort af os, javist, men som alligevel ikke er fremkaldt af vor vilje, som ikke er en følge af vor nøje overvejelse og beslutning. Der findes handlinger, som er vore i den forstand, at det er os, der har gjort dem, men som vi i grunden ikke kan gøre fra eller til ved. Der findes handlinger, gjort af mennesker, javist, men som, hvis de skal forklares, ikke kan finde deres forklaring i den menneskelige vilje. Vi er tilbøjelige til at overse disse handlinger, de synes os så uanselige, at vi næsten aldrig får øje på dem. Og dog lever de deres stille liv, dog gør de deres indflydelse gældende, ja dog betyder de så uhyre meget, at uden dem ville livet være meningsløst.

Jeg tænker på de handlinger, der har med tillid at gøre. Jeg tænker på dette, at vi tør stole på andre mennesker. Jeg tænker på dette, at der kan vokse en fortrolighed frem mellem mennesker. Ud af et sådant fortrolighedsforhold springer der mange handlinger frem. Ikke sådan, at jeg har villet det på den og den måde, ikke sådan, at jeg efter mange overvejelser skønner, at netop sådan bør jeg handle, når jeg står i et fortrolighedsforhold til et andet menneske, nej, men sådan, at det alt sammen sker så at sige, uden at jeg tænker over det, det sker, så den højre ikke aner, hvad den venstre gør, det sker, uden at min vilje er blandet ind i det.

For selve dette, at jeg er kommet til at stole på et andet menneske, sker uden viljens indflydelse. Uden at jeg kan forklare hvordan, er min tillid der bare. Uden at det står klart hvordan, det ord, den anden taler, mødes med min tillid, jeg kan ikke andet. Jeg skal ikke overveje hans ord først, jeg skal ikke tage det op og nærmere undersøge det, jeg skal ikke via en beslutning aktivere min vilje, så jeg med ansvar og vidende nærer tillid til ham. Nej, førend han har talt ud, er min tillid en kendsgerning.

Det kan være min bror, jeg er blevet uvenner med. Vi har, lad os sige det, en forretning sammen; vi har drevet den i fællesskab lige fra begyndelsen; og hele tiden har det været på den mest naturlige måde, vi delte arbejdet; derfor har han fået regnskabet at tage sig af, det var han nu bedst til. Og jeg har ikke et øjeblik tvivlet på, at han delte sol og vind lige, det er ikke faldet mig ind overhovedet, at han kunne snyde mig. Jeg har gjort mit arbejde, fordi det skulle gøres, har været glad ved det, har taget det sure med det søde. Men på en elle anden måde kommer mistilliden ind over mig. Jeg har været træt en dag, jeg har haft en række dårlige forretninger, det, jeg havde håbet på, lykkedes ikke, osv., mistilliden har altid mange forklaringer, men er dog i grunden uforklarlig. Og når mistilliden er begyndt at komme ind, kommer jeg til at spekulere; om han nu også deler sol og vind lige, min bror; om jeg nu også får, hvad der tilkommer mig; jeg begynder at holde øje med hans cigarforbrug, kikker til de vinflasker, han har liggende i kælderen; og jeg begynder at holde øje med mit eget arbejde, at jeg nu gør tilstrækkeligt, at jeg nu også yder, hvad man kan forvente af mig. Men en dag bryder det åbent frem, min mistillid kan ikke holdes skjult længere. Han begynder at snakke om, at han vil hen og se på en ny bil, det kan vi vist godt få råd til, siger han. Og hvordan det går til eller ikke, inden længe er vi midt i et forrygende skænderi, hvor beskyldning følger modbeskyldning. Efter det er der kold luft imelllem os et par dage. Arbejdet bliver gjort, men ikke i en broderlig ånd. Så tager han tilløb og kommer til mig. Jeg er ked af, at du ikke stoler på mig, siger han, det er ikke for det, så hårdt trænger jeg da ikke til en ny bil; måske du trænger hårdere; men vi har altså bare nogen penge, der har ynglet, og hvis vi kan gøre en fordelagtig handel, synes jeg, vi skal få skiftet enten din eller min bil ud. Behøver han at tale ud, er det nødvendigt for mig at tage ordene op, at endevende dem, at kikke dem efter i sømmene? På ingen måde, før han er færdig med at tale, er min tillid til ham genoprettet, jeg véd ej selv hvorledes. Og så kan arbejdet gøres igen, og så kan det gøres i glæde.

Sådan kan det siges, at mennesket er en hest, der enten rides af Gud eller djævelen. Enten hersker mistilliden i mit forhold til mine nærmeste, og så gøres alle mine gerninger ud af mistillid; kan gerne være, det er villede gerninger, kan gerne være, jeg spekulerer længe over dem og omhyggeligt tager beslutning om, at sådan og sådan vil jeg gøre; det er dog mistillidsgerninger, enten de så er gjort, for at jeg kan kontrollere min bror, eller de er gjort, for at jeg kan være sikker på at have gjort nok. Eller også hersker tilliden mellem mig og min bror, og så udspringer alle mine handlinger af tillid; kan gerne være, det er gerninger, jeg skal beslutte mig til, kan gerne være, det er gerninger, der kræver omhyggelig forberedelse, de udspringer dog af tillid, og den tillid er lige så lidt underlagt viljens herredømme, som mistilliden er det.

Jamen, hvad så, hvis mistilliden hersker mellem mig og min næste, så kan jeg jo slet intet gøre? Nej, for så vidt ikke. Ikke andet end bede ham, der er herre over tillid og mistillid, ham, der her kaldes den stærkere, Gud selv, angribe din mistillids fæstning og nedbryde den, så tilliden kan gro sig stærk igen.

For dette, at vi intet kan gøre, betyder ikke, at der ikke er håb. Det betyder blot, at vi må håbe på Gud, og ikke på os selv. Men det håb er også langt bedre.

Amen.”

Når jeg er gået i gang med at læse mig igennem nogle af mine gamle prædikener, skyldes det, at jeg vil have svar på spørgsmålet om, hvordan jeg mon egentlig omsatte den aha-oplevelse, jeg fik i 1975, da jeg fandt frem til min sprogspilsteori, til praksisk prædikentekst.

Sprogspilsteorien går, som jeg før har bemærket, se her, ud på, at vort sprog er delt i tre forskellige logikker eller sprogspil, som har det særlige ved sig, at de ikke har logik tilfælles. Det er måske nemmest at se, når talen er om det videnskabelige sprogspil og retfærdighedssprogspillet. Dette sidste opererer nemlig med frie individer, hvad det videnskabelige sprogspil ikke kan. Men det er ikke den forskel, der mest interesserer en prædikant, det er derimod forskellen mellem retfærdighedssprogspillet og relationssprogspillet. Og det er den forskel, der bedst kan beskrives med en lille fortælling som den om de to brødre i ovenstående prædiken. Den kan tilhørerne følge med i, fordi de har oplevet noget tilsvarende, og måske derudfra blive lidt klogere på, hvad det egentlig er, Jesus formaner til med sine ord og fortællinger.

Dette med sprogspil er noget, jeg har fra Løgstrup. Ikke direkte, men kun indirekte. Løgstrup tænker fænomenologisk, jeg tænker sprogfilosofisk. I ”Opgør med Kierkegaard” taler Løgstrup om de suveræne livsytringer, som man dèr stiller op imod de kredsende livsytringer. Og fordi det er fænomenologisk tænkt, er Løgstrup tilfreds med at skildre de to tilstande. Han spørger sine tilhørere, om ikke de kender til dette at befinde sig i en kredsende livsytring, f.eks. misundelse, og spørger dem på samme måde, om ikke også dette at gribes af en suveræn livsytring, f.eks. barmhjertighed eller talens åbenhed, er noget, de har oplevet. Men han nøjes med at skildre tilstandene, overgangen fra det ene til det andet interesserer ham som fænomenolog ikke.

Men det, der var det for mig givende ved min oplevelse i 1975, var netop, at min sprogspilteori gav mig en forklaring på, at de kredsende livsytringer var kredsende og kun kunne opløses ved et ord udefra, ikke ved den pågældendes egne anstrengelser. Derved fik jeg en plausibel forklaring på, hvordan Det ny Testamente i sine formaninger kunne satse på en sindsforvandling af tilhørerne: man satsede på med sin forkyndelse af Guds nåde – som jo er holdt i relationssprogspillet – at få tilhørerne til at opgive retfærdighedssprogspillet eller lovtankegangen.

Sagen er den – og det kan forstås, hvis man lever sig ind i modsætningen mellem de to brødre i ovenstående prædiken – at det, der gør den kredsende livsytring, som her kan kaldes sammenligningstendensen, kredsende, er, at man er bundet af retfærdighedssprogspillet. Og fordi dette sprogspil ikke har logik fælles med relationssprogspillet, kan man ikke ved egen kraft eller egne overvejelser komme ud af retfærdighedssprogspillet.

Og det er jo ganske mærkeligt. For man har stadig relationssprogspillets logik siddende i hjernen, det sidder som en mulighed i hjernen hos alle mennesker. Så tales der et ord til én i dette sprogspil, sættes det straks i funktion, og så vil det muligvis gå sådan, at forholdet til den anden fra det øjeblik af tænkes i relationssprogspillet.

Og det er sandt, hvad Løgstrup siger, at det opleves som en kraft, der suverænt bemægtiger sig én bagfra og så at sige tager alle ens fremtidige tanker i besiddelse. Hvilket ikke er så mærkeligt, hvis sprogspillets logik i forvejen er til stede i hjernen, så forsoningsordet, der tales, øjeblikkelig knytter til ved denne logik.

I fortællingen ovenfor: Alle tanker om, hvad den ene bror har bidraget med og hvad den anden har gjort, alle tanker om ligelighed, hele det ocean af retfærdighedstanker, man har gået og opbygget i de forudgående dage, forsvinder som dug for solen.

Hvorfor?

Fordi disse tanker hører sammen med det sprogspil, de var tænkt i. Og forsvinder sprogspillet, forsvinder også tankerne.

Vi er vant til at betragte jalousi og misundelse som en følelse, vi har. Intet mere. Og det er klart, jalousi er da virkelig en følelse. Men fordi mennesket er et sprogligt væsen, er det en følelse, der udtrykker sig sprogligt og derfor en følelse, der hos mennesket – formentlig i modsætning til fænomenet hos dyrene – kan bevares gennem lang tid, ikke fordi følelsen i sig selv kører videre, men fordi det sprog, følelsen udtrykker sig i, kører videre. Dyret skal have den situation, der fremkaldte jalousien, for øje for at følelsen kan opstå og bibeholdes. Menneskets sprog sætter det i stand til at gennemtænke følelsen, uden at situationen er til stede, og menneskets jalousi kan derfor eksistere udenfor de situationer, der fremkalder og nærer den.

Men hvad værre er, jalousi og misundelse – eller mere prekært: godhedskonkurrence – kan fra den sproglige oprindelse danne tilsvarende negative følelser. Fordi der i et samfund via sprogets retfærdighedssprogspil kan dannes tanker og forestillinger om etik og moral, kan dannes forestillinger om, hvordan den gode mand og den gode kvinde er, lægges der op til, som en fare, der stadig truer fællesskabet, at man skal bruge de moralske holdninger til at retfærdiggøre sig selv og til at anklage andre med.

Det kan f.eks. som det nævnes i prædikenen ovenfor give sig udslag i, at man er optaget af viljeshandlingerne og kun dem. De er synlige i samfundet, dem kan man komme med formuleringer af, dem er man derfor optaget af at prale med for sit eget vedkommende eller bedømme negativt for andres vedkommende. Det synes jo at ligge fast: det og det har man gjort, det må man sandelig stå til ansvar for.

Og læg mærke til det: hvis man først har tænkt sådanne tanker mange gange, hvis man først er kommet i lag med at forestille sig menneskelivet som udelukkende sammensat af viljeshandlinger, så får man uvilkårligt lagt et lag af moral ned over alt i livet, og så kan relationssprogspillet – som man jo alligevel lever i – forekomme fremmed og uforståeligt.

Lad mig slutte med at påpege et par teologfejl, fejl, som bedre kan ses, hvis man sætter sig lidt ind i det med sprogspil.

Den første kan man kalde individualismens fejl. Fejlagtigt følger man mange filosoffers og tænkeres anskuelse, hvorefter mennesket først og fremmest betragtes som enkeltindivid. Det betyder, at det, det drejer sig om for forkyndelsen, er at få talt til enkeltindividet som enkeltindivid. Har mennesket en forkert opfattelse af sig selv? Tror det mere om sig selv end godt er? Eller er det helt slået ud, fordi det ikke mener at kunne leve op til de krav, som man mener stilles til enkeltindividet?

Det sidste, det med kravene, afslører, at det i sådanne tankegange er moralforestillinger, der har fået overhånd. Og det kan da være udmærket at prøve at få dem slået ned, men hvis man forbliver indenfor den tankerække, der beskæftiger sig med, hvad mennesket skal gøre og hvad ikke, så kommer man ikke fri af retfærdighedssprogspillets lænke, eller: så får man kun mådeligt gengivet den befrielse eller ligefrem forvandling, det giver at blive flyttet over i relationssprogspillet.

En anden teologfejl kan kaldes ”Synd tappert-fejlen”, se evt her. Den anser Guds tilgivelse for en tilladelse til at forblive i synden – mennesket er jo så syndigt, så det ikke kan andet end synde. Af og til begynder man med bjergprædikenens formaninger. Dem mistolker man til at udgøre en skærpelse af loven, en skærpelse, hævder man, der har til formål at drive mennesket til at gribe tilgivelsen i Kristus. Og denne tilgivelse gør det altså muligt for mennesket at leve videre som hidtil, blot det nu gør sig klart, at det er en synder helt igennem. Ingen forvandling, ingen ændring af tankegangen, ingen forløsning sigtes der på, blot denne tilladelse til at leve videre under syndens herredømme uden at være bange for Guds straf, for – ikke sandt – vi må jo stole på, at vi har Guds tilgivelse.

Måske man vil sige, at bortset fra, at man mærker en smule spydighed i beskrivelsen, er det da en sand beskrivelse af evangeliets forkyndelse.

Mit svar er, at det ganske rigtigt er en såre almindelige forkyndelse i folkekirken, men at den lider af den fejl, at den gør Gud arbejdsløs. Langt de fleste mennesker i dagens Danmark lever jo blot livet som ganske almindelige mennesker. Men de er nået frem til at leve sådan uden at have været udsat for kirkens syndsforkyndelse med efterfølgende tilgivelsesforkyndelse. Med andre ord: denne forkyndelse skaber bare almindelige danskere, som der jo er masser af i forvejen. Så man må spørge, om Guds ord da er overflødigt. Eller måske endda spørge, om denne forkyndelse i det hele taget har brug for Gud.

Hertil er mit svar ud fra den sprogspilsteori, jeg har opstillet, at det er Gud, der sørger for, at vi kommer fri af retfærdighedssprogspillet. Jeg har endda i anden sammenhæng hævdet, at Gud står bag enhver sproghandling, vi gennemfører. Men her specielt, at dette, at vi rives ud af retfærdighedssprogspillets fangarme og føres over i relationssprogspillet, ikke sker ved vore egne kræfter, heller ikke ved næstens indsats, selv om det forløsende ord ofte kommer fra vor næste, men ved Guds ånd.

Og at takke for Guds ånds virkning hos os, når vi lever glad og ligefremt i vore tillidsforhold, det må da være det mindste, vi kan gøre.

Så meget i denne omgang.

Udgivet i Etik, Luther, Ny testamente | Tagget | Skriv en kommentar

Rusland og islam

I en artikel her på bloggen fra den 23-3, se her, bragte jeg et citat fra Kristeligt Dagblad, se her, hvor der stod:

Og præsident Putin har i flere af sine taler fremhævet, at Rusland er en førernation med en messiansk sendelse, der med sin unikke historie og religiøse tradition kan berige verden, ikke kun i fortiden eller i fremtiden, men i nutiden. Det russiske folk besidder en immanent, iboende kvalitet, der gør dem berettiget til en status som supermagt.

Det kommenterede jeg ved at skrive: ””Berettiget”, det betyder her, at Gud har givet Rusland den opgave. Og så bliver det farligt. Så kommer det til i betænkelig grad at minde om Muhammed og hans sendelse.”

Den tanke, at det er Gud, der har givet Rusland en bestemt opgave, og at opgaven derfor unddrager sig diskussion, vil jeg her søge at udbygge ved at pege på to overensstemmelser mellem den muslimske oprørsbevægelse IS og de tanker, der synes at bevæge Putin. Den ene er måske en ikke helt klar overensstemmelse, den anden er en lidt morsom overset detalje hos begge parter.

Vi tager den ikke-morsomme overensstemmelse først.

Den har med det at gøre, at IS tilsyneladende ikke interesserer sig for militær stategi. Man anbefaler unge europæiske muslimer, der gerne vil støtte IS, at foretage et selvmordsangreb på næsten en hvilken som helst måde og med et hvilket som helst resultat. Det er, som om selve det, at nogen har en sådan lydighed overfor det, som IS regner for Guds vilje, er nok. Om det fører til et godt resultat for IS i militær henseende her på jorden, betyder ikke så meget, for ikke sandt, det fører jo under alle omstændigheder til, at de pågældende selvmordsbombere bliver placeret langt fremme i det himmelske, dèr, hvor man får 72 jomfruer stillet til rådighed.

Jeg tør ikke sige, om IS har været lige så lidt strategiske, når de stod overfor et angreb fra almindelige irakiske styrker. I en sådan situation har de vel alligevel måtte spørge sig selv, om de med de antal soldater, de havde til rådighed, kunne gennemføre det, de planlagde. Eller var de også i en sådan situation nærmest ligeglade med de soldaters liv, de ofrede?

Parallellen til Ruslands opførsel i Ukraine kan ses af denne artikel fra Berlingske, hvori beskrives, hvordan ukrainerne med held fik forhindret russerne i at bygge en pontonbro over floden Donets med store russiske tab til følge. Overskrift og mellemoverskrift fortæller historien: “En hel russisk bataljon udslettet, da den forsøgte at krydse flod. Den russiske moral er i bund, og soldaterne betragter sig bare som »kanonføde«, siger amerikanerne”.

Selvfølgelig kan man nære mistanke om, at dette er ukrainsk propaganda. Hvad det selvfølgelige også er. Men derfor kan det jo godt være sandt. Mit indtryk er, at ukrainerne ikke direkte lyver, blot fortæller de ikke alt, hvad de véd, f.eks. får vi ikke noget at vide om, hvor mange soldater de har mistet. Men man gengiver dog en telefonsamtale, som en soldat har haft med en ven i Rusland:

»De sender os direkte til frontlinjen, ind i helvede. Og vi er kun kanonføde (…) Bare artilleriet … Vi skal løbe ind i artilleriild, og det er skide selvmord.«

Berlingske forklarer det lidt nøjere:

Den russiske plan var tilsyneladende at krydse floden og falde de ukrainske forsvarere i byen Lysytsjansk i ryggen, og det var taktisk ikke nødvendigvis en dårlig plan. Lysytsjansk er en industriel storby i Luhansk, og hvis russerne kunne tage den, ville det ryste frontlinjen.

Men den russiske flodkrydsning var dårlig forberedt, langsom og tilsyneladende forsøgt gennemført uden luftstøtte, og derfor endte den i stedet i en katastrofe.

Det ukrainske forsvarsministerium har bekræftet operationen, men det er værd at understrege, at detaljerne stadig er uklare, og at mange af oplysningerne kommer fra open source-efterretninger, som Berlingske ikke uafhængigt har mulighed for at efterprøve.

Jeg har ikke militær ekspertise nok til at forklare, hvorfor det gik som det gik. Berlingske kommer med følgende supplerende oplysninger:

Den ukrainske panserbrigade er udrustet med sovjetiske T-64-kampvogne og 2S1 122 mm-haubitser, og de lod først nogle af russerne komme over broen, og derefter ødelagde de broen med artilleri. Russerne forsøgte at bygge en ny bro, som også blev skudt i stykker.

Medier som Welt og Forbes skriver, at artilleriet gjorde det meste af arbejdet med at udslette russerne.

Ukrainerne oplyser, at de også brugte luftangreb mod russerne, og det indikerer, at russerne ikke havde luftstøtte. Deres jagerfly holdt sig væk.

Men på trods af min manglende ekspertise undrer jeg mig da lidt over, at russerne tilsyneladende ikke prøvede at eliminere de haubitser, der angreb dem. De må da vide, at de både på den ene og den anden side af floden kan blive ramt. Men bevares, det kan jo være den ukrainske side, der ikke vil fortælle noget om, hvor dyrt denne sejr blev vundet. Hvad jeg her er mere interesseret i, er de russiske fodfolks reaktion. Den fortælles der om sidst i artiklen:

Den ukrainske efterretningstjeneste SBU har offentliggjort en række aflyttede samtaler, hvor russiske soldater beklager sig over at blive sendt på selvmordsmissioner af officerer, som aldrig selv deltager i kampene. Soldaterne fortæller også, hvordan de saboterer deres køretøjer eller sårer sig selv for at undgå at blive sendt i kamp.

En far siger til sin søn, at han skal rive sin kontrakt i stykker, så snart han kommer hjem fra »den satans krig (…) Tag din hat og skid i den og giv din officer den på. Så kan han gå rundt med den«, siger faderen og fortsætter med flere farverige råd.

Amerikanske forsvarskilder har som sagt bekræftet den svigtende russiske moral over for Newsweek, og forfatteren David Patrikarakos beskriver fra fronten, hvordan forbløffede ukrainske soldater fortæller om en russisk taktik, som ikke har udviklet sig siden Anden Verdenskrig.

»Se på general Sjukov,« siger en ukrainsk officer til ham. »Han er deres store krigsherre, men han var bare en slagter.«

Sjukov var berygtet for under Anden Verdenskrig at sende bølge efter bølge af russiske soldater mod tyskerne. Han var ligeglad med tab, for han vidste, at han havde flere mænd og kampvogne i en udmattelseskrig mod tyskerne.

»Russerne kæmper stadig som Sjukov. De sender stadig bølge efter bølge,« siger den ukrainske officer til Patrikarakos.

Og det er det, soldaterne gør oprør mod, som en russisk officerer beretter om i en aflyttet telefonsamtale hjem til familien.

Forklarer dette noget? I hvert fald foreligger der oplysninger om, at den russiske hær stadig opererer efter et princip, hvorefter beslutninger, der er taget fra oven, ikke på nogen måde kan fraviges. Modsat ukrainerne, der tildeler de enkelte enheder en helt anderledes fri stillingtagen – efter sigende som følge af vestlig militær træning.

I hvert fald er der en vis lighed mellem det muslimske soldaterideal og det russiske ditto. Begge regner med den enkelte soldats fulde indordnen sig under ordren fra oven; hos muslimerne: ordren fra Gud; hos russerne: ordren fra Gud via den særlige mission, Rusland har. I begge tilfælde kan man dog notere sig, at almindelige mennesker ikke uden videre bøjer sig for den slags tale. Man kan, hvad muslimer angår, erindre sig, at nogle af flykaprerne den 11-9 2001 ikke vidste, at der var tale om en selvmordsaktion, se evt. her. Og hvad russerne angår, kan man dels se den menige soldats reaktion ud fra de mobilsamtaler, der er gengivet ovenfor, og dels se det ud fra den lidt morsomme detalje, som jeg nu skal fortælle om.

Det er igen Berlingske, der bringer historien, se her.

Det viser sig nemlig, siger man, at de russiske soldater har fundet en vej væk fra krigens myrderier: De kan simpelthen nægte at adlyde ordre, og det kan de gøre uden følger af nogen art. Det hedder i artiklen:

Nogle russiske soldater har fundet en vej til at undgå at komme i krig, skriver The Guardian og BBC. Metoden er egentlig simpel:

De nægter bare. Et hul i Vladimir Putins krigsplan betyder tilsyneladende, at militæret ikke kan stille det store op.

Nu benytter flere og flere russiske soldater udvejen. De er demoraliserede af den første tur derinde.

Det er “hullet i krigsplanen”, der gør, at de kan nægte uden alvorlige følger. Hvad er det for et “hul”? Det har nogle advokater opdaget:

En gruppe russiske advokater har fundet ud af, at Vladimir Putins beslutning om ikke formelt at erklære krig mod Ukraine – men i stedet erklære en »særlig militæroperation« – medfører, at russiske soldater ikke kan retsforfølges for at nægte at gå ind i Ukraine, da Rusland teknisk set ikke er i krig.

De kan fyres, men ikke fængsles, fortæller advokaten Mikhail Benyash til The Guardian. Han har talt med »hundredvis og hundredvis« af russiske soldater for at råde dem til at nægte at kæmpe i Ukraine.

»Der findes ingen juridisk grobund til at begynde en straffesag mod en soldat, som nægter at kæmpe, mens han befinder sig på russisk territorium,« siger Benyash.

Dèr har vi det morsomme, hvis altså noget kan være morsomt midt i en krig. Men noget morsomt er det nu, at den stålsatte og snu Vladimir Putin, der har anset det for at være smart at kunne narre Gud og hvermand – og ikke mindst os i Vesten – ved at nægte at tale om en krig og holde fast ved udtrykket “en speciel militæroperation”, har givet soldaterne mulighed for at nægte at følge en ordre, noget, vi ellers plejer at regne for komplet umuligt for en soldat. Putin har i al sin snuhed glemt denne detalje. Han har med andre ord “skudt sig selv i foden”.

Og det er derigennem, vi kan sammenligne ham med IS i Irak. Her skete der nemlig noget tilsvarende: Muslimerne blev besejret af nogle, der udnyttede muslimernes egne fromme regler.

En muslimsk familie i Mosul havde under IS’s besættelse taget sig af en yasidi-kvinde, der tilfældigt søgte hjælp hos dem fra sit sexslaveri. Egentlig burde det være det, der er hovedemnet for enhver fortælling om denne kvinde, for hvor er det dog livgivende og opløftende at se almindelig menneskelighed bryde igennem midt under IS’s “fromme” tilbagevenden til Muhammeds barske og fremmedundertrykkende styreform! Men jeg kan nu ikke bare mig for at udvise lidt skadefryd over det, der skete senere.

Familien besluttede at føre kvinden ud af Mosul til et mere sikkert sted. Men kvindens “ejer” havde naturligvis efterlyst hende, og ved alle checkpoints ud af Mosul var der opsat billeder af kvinden, så hvordan i al verden skulle man komme forbi et sådant uden at blive opdaget.

Snildt! Men udnytter det “hul”, den muslimske ledelse selv har anbragt i sin efterlysning. Man ifører kvinden en niqab, så man udefra kun kan se hendes øjne. Og da man er ret sikker på, at IS-folkene ikke har anbragt en kvinde ved alle checkpoints, regner man fuldt korrekt med, at en from mandlig vagt ved det checkpoint, man passerede, naturligvis ikke ville tjekke kvindens ansigt, for så skulle han jo bede hende tage sin niqab af og det er strengt forbudt.

Altså: de muslimske myndigheder havde nok lavet en efterlysning af kvinden med foto og det hele, men havde ikke tænkt på, at hun kunne slippe igennem ved noget så simpelt som at iføre sig en niqab.

Når man på den måde skyder sig selv i foden, kan man ikke undgå min skadefro latter. Som altså også lyder, når russiske soldater med loven i hånd nægter at adlyde.

Man kan eventuelt læse det indlæg om kvinden, som jeg fik optaget i Den korte Avis her, og hvis man synes, at min skadefryd dengang var for stor, så må jeg bekende, at den næsten er større nu.

Udgivet i Islam versus kristendom, Samfundsforhold | Tagget , , | Skriv en kommentar

Fred i Ukraine?

Desværre er jeg nødt til at sætte et spørgsmålstegn i overskriften. For det er jo virkelig ganske uklart, hvordan man kan få fred i Ukraine. Hvis man da ikke skal spørge, om man i det hele taget kan få fred i det land.

I det forrige indlæg her på bloggen gav jeg min formulering af det, der hindrer freden i at opstå. Det var, skrev jeg, at Rusland skulle acceptere den nedgradering, der har fundet sted med det, fra Supermagt til Stormagt. Storbritanien har bevist, at man godt kan leve med denne nedgradering. Jeg skrev:

Det er en stilling, man godt kan leve med. Og det er den stilling, Rusland må acceptere i fremtiden. Men Putins mange vrangforestillinger om Vesten tyder på, at det netop er det, han og mange af hans landsmænd har svært ved.

Det er Vestens dilemma i forholdet til Rusland. Vi skal nok passe på ikke at overskride den røde linje, der får Putin til at gribe til atomtruslen. Men vi skal også passe på ikke at lade ham få held med at bruge denne trussel til at kunne afpresse os fremover.

Det er desværre alt for sandt. Og for at gøre det hele vanskeligere, må vi gøre os klart, at Putins løgne deles af ganske mange russere. Gennem disse løgne – eller lidt pænere sagt: gennem dette alternative narrativ – kan de opretholde forestillingen om deres lands store betydning. Det er jo noget, man nødig giver slip på.

I en artikel i Information den 11-5 citeres en tysk sociologiprofessor, Hartmut Rosa, for at sige nogenlunde det samme, se her. Han beskriver dilemmaet således:

Enten sætter Vesten sig igennem og tvinger Rusland i knæ med total svækkelse og isolation, eller også har vi tabt det hele lige om lidt. Men den totale isolation og svækkelse kan styrke Putin internt i Rusland. Og vi kan skabe en situation, hvor Putin tænker: Så vælger vi hellere den totale undergang som Hitler i 1945. Selvfølgelig skal vi også drage den slags med ind i vores overvejelser.

Her har han stillet det for skarp op. Man kan ganske vist på mange felter sammenligne Hitler og Putin, men at Putin nogensinde skulle tænke som Hitler i 1945, det er for mig at se en umulig tanke. Det kan være galt nok, at vi må se i øjnene, at Putin, efterhånden som hans nederlag bliver umuligt at bortforklare, nok vil kunne gribe til mere og mere kraftige våben, og måske også til en slags atomvåben, men han er så snu en person, at vi må forudse, at han, hvis han kan, vil lade os i Vesten svæve i uvished om, hvad det egentlig er, han har gjort. Og en sådan situation er ganske svær at forberede sig på.

Men bortset fra denne overdrivelse er det nu meget fornuftigt, når Hartmut Rosa foreslår, at vi fra vestlig side skal sørge for, at Putin – med alle de kunstgreb og løgne, han ekcellerer i – kan komme ud af krigen om ikke som decideret sejrherre, så dog uden det helt store nederlag. Han foreslår derfor en fredsaftale, der ser nogenlunde sådan ud:

At Rusland får en del af de russisksindede områder i Donbas og samtidig sikres adgang til Sortehavet, mens resten af Ukraine til gengæld får adgang til EU- og NATO-medlemskab.

Bortset fra dette med adgang til Sortehavet – han mener muligvis kun, at Rusland skal beholde deres flådehavn, Sevastopol, på Krim, eller også mener han ligefrem, at de skal beholde Sydukraine, så de får landforbindelse via Donbas til Krim – så lyder det jo meget fornuftigt. Ét eller andet er man nok nødt til at give russerne, hvis de skal acceptere, at Ukraine bliver medlem af NATO.

Hartmut Rosa ser dog også lidt længere ud i fremtiden:

På længere sigt må vi så bygge en europæisk sikkerhedsarkitektur, som Rusland er en del af. Det kan jeg heller ikke forestille mig med Putin. Men det bør være et langsigtet mål, for med en sikkerhedsorden, der kun er opbygget mod Rusland, vil vi leve i evig usikkerhed og angst.

Men man kan lægge mærke til, at han – selv om han i den tyske debat vist opfattes som meget tilbageholdende – med bemærkningen om, at han ikke ser nogen mulighed for europæisk sikkerhed med Putin ved roret i Rusland, sådan set giver præsident Biden ret i den bemærkning, der voldte stor uro: ”For Guds skyld, den mand [altså Putin, rr] kan ikke forblive ved magten”, se evt. her.

Det har Hartmut Rosa ret i. Men man må føje til, at mange af de teser, som Putin bygger på – herunder de fleste af hans løgne – deles af store dele af den russiske befolkning. Formodentlig har man i sovjet-tiden vænnet sig til at se Vesten som den store fjende, ligesom man i efter-sovjet-tiden har vænnet sig til at overse de mange negative forhold under sovjet-tiden. Det er i hvert fald ikke noget, Putin har fremhævet i sin sejrstale, tværtimod.

Det lønner sig derfor at se lidt nøjere på de forsøg på at forstå Putin og hans ageren, som er dukket op her i landet. Kristeligt Dagblad har optaget en kronik, skrevet af Monica Papazu, se her. Hun gør vel ikke direkte det, at hun forsvarer Putin, hun gør snarere det, at hun deltager i hans angreb på Vesten. Men hun efteraber ham desværre også med sine halve sandheder. Og halve sandheder har det, som man nok ved, sådan, at de meget let bliver til hele løgne.

Hun nævner en række krige, som Vesten har startet, men mener, at angrebet på Serbien i 1999 udgør det bedste eksempel på, at Vesten har gjort nøjagtig det samme, som Putin gør nu:

Der er dog én krig, som bedst tjener til at sætte den aktuelle situation i relief. En krig, som fandt sted i Europa: Natos krig mod Serbien i 1999. Verdens største militære maskine angreb et lille land, som ikke truede nogen af de Nato-allierede, og den gjorde det – sådan lød begrundelsen – for at komme en minoritet (Kosovo-albanerne) til undsætning.

Parallellen til krigen i Ukraine er evident. Den russisk-talende befolkning i Donbass udgør en minoritet, som siden det vestligt støttede statskup i 2014 er blevet udsat for brutal behandling fra den ukrainske stats side. Der er ikke kun tale om sprog-loven, ifølge hvilken ukrainsk skulle være landets eneste officielle sprog, men om de cirka 15.000 døde og de tre millioner flygtninge (i 2016) såvel som om de forsvundne, arresterede og torturerede, som Amnesty International og Human Rights Watch har dokumenteret i deres rapporter.

Ligesom Nato i 1999 ikke kaldte sit angreb for en krig, men for ”en humanitær intervention”, ligesådan kalder Rusland sit angreb for blot en “særlig militær operation”. Ligesom Nato førte krig uden FN’s mandat, ligesådan har Rusland heller ikke FN’s hjemmel.

Parallellen er aldeles ikke evident. Det tidligere Jugoslavien var under opsplitning, og Serbien ville ikke give Kosovo fra sig. Det tvang Vesten så med militær magt Serbien til. Var det ubegrundet? Eller søgte Serbien med magt at tvinge kosovoranerne ind under sig? Jeg husker det ikke præcist, men det gør Papazu vist heller ikke.

Modsat blev Sovjetunionens opsplitning foretaget for lang tid siden, i 1991, og Ukraine fik i 1994 Ruslands ord for, at det aldrig ville angribe Ukraine, mod, at Ukraine opgav de atomvåben, landet dengang var i besiddelse af. Så når Putin nu fortryder denne opsplitning og vil gøre den ugjort med militær magt, så handler han imod de løfter, som Rusland gav Ukraine i 1994.

Og sandt nok, det er ikke de pæneste ting, man hører om ukrainerne overfor deres russisk-talende landsmænd. Men hvis man vil henvise til rapporten fra Amnesty International og Human Rights Watch, så bør man dog tage det hele med. Rapporten kan ses her, og overskriften siger noget andet, end det Papazu refererer den for. Det hedder, at der i Ukraine sker tortur og hemmelig tilbageholdelse fra begge parter af konfliktzonen.

En halv sandhed, ja. Men dermed også en halv løgn.

På samme måde kan man lægge mærke til, at Papazu omtaler opstanden i 2014 som et statskup, oven i købet med vestlig støtte, men ”glemmer” at omtale Putins annektering af Krim-halvøen i samme år.

Men så til det med Monroe-doktrinen. Herom skriver Papazu:

Der findes også et andet fortilfælde, som tjener til en forståelse af den aktuelle situation: Cuba-krisen i 1962. USA blev dengang dybt bekymret over de mellemdistancemissiler, som Sovjetunionen opstillede på Cuba, og påberåbte sig Monroe-doktrinen fra 1823 – ”Hold hænderne væk!” – som handlede om selvforsvar gennem forsvar af Amerikas indflydelsessfære.

Den sovjetiske leder Nikita Krusjtjov forstod den amerikanske holdning og nødvendigheden af at afværge en storkrig, og takket være John F. Kennedys kloge diplomatiske udspil blev de sovjetiske våben trukket tilbage. Ruslands krig kan ses i lyset af det amerikanske princip.

Det er en kendsgerning, at Natos konstante udvidelse mod øst, helt til Ruslands grænse har været en overtrædelse af dette geopolitiske aksiom. Selv pave Frans lod et par skarpe ord falde om det, da han for nylig i et interview med avisen Corriere della Sera sagde, at ”Nato’s gøen ved Moskvas porte” har nok fremkaldt den russiske reaktion.

Denne sammenligning er der også andre, der har foretaget. Hvad den ikke bliver sand af.

Og igen skal man nøjes med halve sandheder og villede udeladelser for at få det til at gå op.

Man kan ikke sammenligne en situation fra terrorbalancens tid, hvor der ikke var faste regler for, hvad man kunne tillade sig og hvad ikke, med en situation fra tiden efter Sovjetunionens fald – og terrorbalancens ophør? – hvor man forsøger at få skabt regler for god opførsel staterne imellem. Putin gik jo selv med til, at enhver stat selv måtte beslutte sig til, hvilken forsvarsalliance det ville være med i, jeg tror, det var i 2004.

Dertil kommer, at man sikkert kan anklage USA for ganske meget i forhold til Cuba, men man har dog ikke haft landet besat, og har ikke under den besættelse undertrykt befolkningen i mange år. Det har derimod Sovjetunionen gjort overfor landene i Østeuropa. Disse lande har af den grund ikke den helt store tillid til Rusland, som jo er Sovjetunionens afløser. Det er derfor ikke mærkeligt, at de søger sikkerhed mod angreb eller nålestiksoperationer fra Ruslands side ved at søge om optagelse i NATO.

For øvrigt kan man læse det følgende i Monica Papazus kronik som udtryk for, at hun ikke helt selv tror på disse argumenter. For efterfølgende begynder hun at synge den samme melodi som Putin, nemlig sangen om, at de to kulturer – Ruslands og Ukraines – hører særdeles tæt sammen og næsten på forhånd er ét folk.

Dertil er kun at sige: Jamen, lad os endelig give hende ret i det. Men så lad de to lande vokse sammen, som tiden går. Deres fælles kultur giver dog ikke det største land, Rusland, ret til at tvinge en sammenslutning igennem, tværtimod har Rusland snarere ved denne voldshandling gjort en sammenslutning umulig de næste mange årtier.

Når vi skal lytte også til Monica Papazu, skyldes det, at vi skal gøre os modpartens argumenter klar, hvis vi skal have håb om at overbevise ham – eller hende. Og indrømmet – jeg er villig til næsten på forhånd at opgive Putin, men den menige russer må vel kunne bringes til at se, at det, han hader, fordi det er vestligt, faktisk er dette at kunne lave aftaler, at kunne stole på hinanden, at kunne se sandt på de tildragelser, der finder sted landene imellem. Men skal han overbevises om det, må vi kunne påvise det falske i Putins narrativ, sådan som jeg har forsøgt det overfor Papazus kronik. Vi må kunne vise, hvordan putinismen nøjes med det halve af de aftaler, der er indgået, fordrejer tingene til egen fordel, fremstiller os i Vesten som værre end vi er, osv. Om det vil lykkes at trænge igennem, véd jeg virkelig ikke. Men hvis ikke vi forsøger, lykkes det jo i hvert fald ikke.

Og en anden artikel i Information, se her, lader ane, at den almindelige russer befinder sig ganske godt i det putinske univers. Her hedder det:

En af de russere, der så talen, er 22-arige Tatiana, der er journalist og bor i millionbyen Samara. Information var første gang i kontakt med hende for snart to måneder siden, hvor hun fortalte om at være russer, der er kritisk over for krigen, og hvordan hun oplevede, at flere familiemedlemmer troede hårdnakket på Putins propaganda. Hun deler oplevelsen af, at talen langt hen ad vejen var en gentagelse af de begrundelser for invasionen, som Putin er kommet med før. »Jeg er ikke overrasket, men mest bare vred. Han gemmer sig bag gode intentioner og siger, at han vil have fred, men har samtidig arrangeret disse blodsudgydelser,« siger Tatiana og beskriver det som at leve i George Orwells roman 1984, der handler om et totalitært regime, som manipulerer med sandheden for at undertrykke og kontrollere sin befolkning.

Hvad hun lidt senere fortæller, lyder ikke opmuntrende:

Hun undgår som oftest at tale med sin familie om krigen. For nylig har hun oplevet at blive kaldt fascist af et familiemedlem, da hun ville vise billeder fra Ukraine. Hun har oplevet, hvordan få personer i hendes omgangskreds er »kommet til fornuft«, men mest af alt oplever hun, at propagandaen virker lige så effektivt, som den hele tiden har gjort.

På grund af Kremls strengt kontrollerede narrativ om krigen og indskrænkelsen af russernes ytringsfrihed er det vanskeligt at sige noget om, hvor mange russere der reelt støtter krigen.

Også andre ser negativt på muligheden for at få russerne til at se sandheden om Putin:

Ifølge Allyson Edwards er det dog tvivlsomt, om den manglende fremgang på slagmarken skulle have gjort, at Putins narrativer om krigen står svagere end hidtil. Narrativerne har nemlig været under opbygning i årtier, og en egentlig modfortælling vil derfor have virkelig svært ved at bryde igennem, siger hun. Det gælder også i forhold til de familier, som har mistet, hvilket var en gruppe, som Putin lovede hjælp til i sin tale mandag.

»Ingen familier har lyst til at tænke, at deres søn døde forgæves. Så folk vil mindes deres afdøde familiemedlemmer inden for regimets narrativ, fordi det giver dem håb og en følelse af, at der var en mening med det,« siger Allyson Edwards.

Det sidste må jeg nok tilslutte mig. Med en vis skuffelse. Jeg havde i min naitivitet ment, at russerne ville vende sig bort fra Putin, når deres sønner kom hjem i ligposer. Men den anden reaktion, som omtales her, er vist desværre mere sandsynlig.

Lad mig til sidst vende mig imod en udtalelse af Hartmut Rosa. Han siger ifølge Informations artikel:

Et andet grundlæggende problem i den tyske og europæiske debat er i Hartmut Rosas øjne, at europæerne stadig ser sig som verdens navle, selv om Europa med hans ord er »blevet en provinsiel plet i det globale spil«. Han tager sig her god tid til at udlægge Vestens katastrofale interventioner i Irak, Libyen og Afghanistan, som mange af verdens ledere i dag bruger til at pege på Vestens hykleri.

Javist, Europa er ”blevet en provinsiel plet i det globale spil”. Lad os bare sige det, vi er jo altid så gode til at nedgøre os selv. Men der er nu ingen grund til at overse dette kontinents kolossale indflydelse på den øvrige verden. Det er hos os, demokratiet er opstået. Og selv om mange andre lande vender sig imod Vesten, så skal de alligevel foregive at have demokratiske statsordninger. Det er os, der er grundlæggere af ytringsfriheden. Og lad være, at den ikke har de allerbedste vilkår hos os, men landene på de øvrige kontinenter, bortset fra Amerika, står dog langt under os, hvad det angår. Det var fra vor tankeverden at forestillingen om FN opstod. Og det er derfra, at vi alle bygger på den forestilling, at stater skal handle indenfor visse af FN opstillede rammer.

Selvfølgelig er det så meget mere beskæmmende, hvis de mange anklager fra Monica Papazu og Hartmut Rosa er sande. Men det er nok også sandt, at mange forskere og debattører har meget lettere ved at anklage os for noget, alvorligt og mindre alvorligt, for anklager man os, kan man dog forvente et vist forsvar, anklager man andre, får man kun en hovedrysten som svar, hvis man da ikke får en fængselsdom eller det, der er værre.

Og i uoverensstemmelsen mellem os og Putin, er det altså ifølge de argumenter, der er fremlagt her på bloggen, Vesten og ikke Putin, der er i overensstemmelse med sandheden.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , | Skriv en kommentar

Putins tale

Så har Putin overrasket igen. Denne gang ved ikke at være aggressiv.

Næsten hele den samlede danske verdenspresse havde forventet noget epokegørende af Putins tale ved sejrsparaden i Moskva den 9-5. Ville han gå over til at kalde invasionen i Ukraine en decideret krig i stedet for det af ham accepterede, lidt sære udtryk: En særlig militæroperation? Nej, den betegnelse ændrede han ikke på. Ville han mobilisere helt anderledes, end han hidtil har gjort? Nej, det kunne man ikke høre af talen. Ville han måske true med anvendelsen af atomvåben lidt mere tydeligt end hidtil? Nej, heller ikke på det punkt var det noget nyt at hente i talen.

Talen kan ses her i en engelsk oversættelse, vist foretaget af Kreml selv.

Jeg skal ikke gennemgå talen i detaljer, men vil dog indlede med at gøre opmærksom på, at jeg – så at sige på forhånd – betragter Putin som en løgner. Han synes at være af den overbevisning, at det i internationale forhold drejer sig om at kunne snyde modparten så meget som muligt. Jeg bygger det især på episoden med Skripal, se her, og en episode, som jeg kun kan huske, ikke henvise til, hvor han ret åbenlyst godter sig over, at han fik Vesten til at tro på det trick, han anvendte, da han tog Krim tilbage til Rusland, tricket med ”de små grønne mænd”, der jo foregav at høre hjemme på Krim, men i virkeligheden var udklædte russiske soldater.

Og fordi jeg således mener, at han ikke er bleg for uden beviser af nogen art at tillægge os i Vesten skylden for Ruslands handlinger, betragter jeg uden videre undersøgelser hans påstand om, at Ukraine i december 21 planlagde en operation i Donbas og Krim, som ren og skær løgn. Han sagde:

Det var soleklart, at man forberedte endnu en straffeoperation i Donbas, en invasion i vore historiske landområder, inklusive Krim. Kiev erklærede, at man kunne få fat på atomvåben. NATO-blokken satte gang i en militær opbygning på de territorier, der grænsede op til os. Derfor var en stadig trussel imod os af absolut uacceptable villkår under opbygning lige ved vore grænser. Alting pegede på, at et sammenstød med neo-nazisterne og banditterne, der blev understøttet af USA og deres medhjælpere, var uundgåeligt.

Opspind!

Dog synes han trods alt at måtte bøje sig for den sandhed, at det var russerne, der affyrede det første skud:

Rusland iværksatte et præventivt slag mod angriberen. Det var vi tvunget til af tidspresset, og det var den eneste rigtige beslutning. En beslutning, foretaget af et stærkt, suverænt og uafhængigt land.

Men nej, det er kun ordet ”præventivt” (pre-emptive), der kunne antyde, at det var russerne, der bærer skylden for den ”særlige, militære operation”. Straks efter er det os i Vesten, der kaldes ”angriberen”, og han skælder USA ud for at ville være noget særligt, især efter Sovjetunionens sammenbrud, og så hedder det:

Men vi er et anderledes land. Rusland har en anden karakter. Vi vil aldrig opgive vores kærlighed til fædrelandet, vores tro og vores traditionelle værdier, vore forfædres skikke og respekten for alle folk og kulturer.

Men det ser imidlertid ud til, at Vesten opløser disse tusind år gamle værdier. Sådan en moralsk degradering ligger bag den kyniske falsifikation af Anden Verdenskrigs historie, bag russofobien, bag det, at man priser forrædere, gør nar af ofrenes lidelser og sætter streg over modet hos dem, der vandt sejren gennem deres lidelser.

Gennem sådanne udtalelser kan man se forskellen på Rusland og Vesten. Putin véd, at han ikke bliver afkrævet bevis for nogle af disse påstandes rigtighed, for han har lukket fuldstændig ned for alle kritiske røster i Rusland. Men han véd også, at han meget let kan få medier i Vesten til at gå påstandene igennem og spørge sig selv, om der mon ikke er noget om det, Putin her siger.

Nogle kommentatorer har lagt mærke til, at Putin tilsyneladende anerkender Vestens delagtighed i sejren i Anden Verdenskrig. Men man skal nok føje til, at han ikke gør det uden samtidig at komme med hints om beskidte tricks fra Vestens side:

Vi véd godt, at der var veteraner fra USA, som gerne ville deltage i paraden i Moskva, men som fik forbud mod at komme. Men jeg ønsker, at de skal vide: Vi er stolte af jeres dåd og jeres delagtighed i vor fælles sejr. Vi ærer alle soldater fra de allierede hære – amerikanere, englændere, franskmænd, modstandsfolk, tapre soldater og partisaner i Kina – alle dem, som bekæmpede nazismen og militarismen.

Ærlig talt, jeg aner ikke, om nogle veteraner fra USA i den sanktionsverden, som Ruslands angreb på Ukraine har medført, har fået vanskeligt ved at komme til Moskva. Men jeg gider heller ikke undersøge det. For jeg kan godt regne ud, at sådanne veteraner jo må være tussegamle, at der derfor er yderst få tilbage af dem, og at de, hvis de befinder sig i USA, nærmest må have et jernhelbred, hvis de skulle have lyst og overskud til at komme til Moskva. Men jeg kan også regne ud – ud fra det, jeg har erfaret med Putins sandhedskærlighed – at Putin gladelig ville fremsætte en påstand som ovenstående uden at undersøge, om det har sin rigtighed med det. I hans verden er ting jo sande, blot han siger det.

Men lad nu Rusland og Putins tale ligge. Lad os se på nogle af reaktionerne på talen.

Først Per Stig Møller. Han gengiver en erindring fra 2008, som nok er værd at bide mærke i:

I det gode interview i lørdags i Berlingske sagde daværende direktør i Udenrigsministeriet, Ulrik Federspiel, at »vi« var naive i 2008, fordi vi ikke havde hørt ordentligt efter, hvad Putin sagde. Men vi var ikke spor naive.

Jeg havde længe advaret mod den russiske revanchisme og støttede derfor som udenrigsminister på NATO-topmødet i april sammen med balterne og polakkerne ihærdigt USAs forsøg på at få Ukraine med i NATO og forudsagde, at Ukraine ellers ville blive ramt af den russiske revanchisme. Det blev desværre forhindret af Tyskland, Frankrig og Norge, der rigtignok var naive.

Dette er det omvendte af, hvad mange andre siger. Hvor de siger, at dette at drøfte, om Ukraine skulle med i NATO, er som en rød klud i ansigtet på Putin, dèr siger Per Stig, at dette ikke at optage Ukraine i NATO var, hvad der gav Putin blod på tanden.

Man kan selvfølgelig sige, at begge synspunkter er lige lidt underbyggede, fordi vi ikke véd, hvad der foregår i Putins hoved. Men jeg vil nu nok mene, at Putins handlinger efter 24. februar har vist, at de, der troede, at Putin tænkte ligesom vi, har været ret naive.

I en lederartikel i Berlingske har Kristian Mouritzen også nogle bemærkninger til talen, se her. Blandt andet hedder det:

Men der er absolut ingen grund til at antage, at Putin stopper nogen steder. Han vil have hele Ukraine. Men det er takket være ukrainerne og den omfattende vestlige hjælp lykkedes at trænge de russiske styrker så meget i defensiven, at der er en god chance for, at Rusland taber denne krig.

Putin skal også tabe den offensiv, han selv har sat i gang. Donbas og Krim for den sags skyld er ikke russisk. Det er ukrainsk territorium, som det også har været anerkendt af selv Rusland, da Sovjetunionen gik i opløsning.

Så Putin skal ikke alene tvinges væk fra Donbas, men fra hele Ukraine. Krim-halvøen er det kun Ukraine, som kan beslutte at give fra sig; det skal aldrig være Vestens position, at vi belønner Putins territoriale tyveri fra 2014.

Man kan forstå, at Kristian Mouritzen er enig med den amerikanske forsvarsminister, der for nogle dage siden hævdede, at målet med hjælpen til Ukraine var, at Rusland skulle svækkes så meget, at det fremover afholdt sig fra at angribe sine nabolande. Og han er samtidig uenig med pave Frans, der har bebrejdet NATO, at man som en hund har gøet op af grænsen til Rusland.

Så er der Peter Viggo Jakobsen. Han har nogle bemærkninger i Avisen Danmark, se her. Det er først og fremmest de sidste noget bekymrede udtalelser, jeg vil hefte mig ved. Han siger til sidst:

Hvis Ukrainerne – støttet af USA og Nato – bliver så stærke, at de kan køre russerne baglæns ud af Ukraine, så tror jeg, der er grund til bekymring, for det tror jeg ikke russerne vil finde sig i uden sværdslag. Jeg kan ikke se, at Putin kan acceptere et totalt nederlag i Ukraine. Og med et nederlag mener jeg, at de også mister Krim og de områder, Rusland havde inden krigens start. Så tror jeg, russerne kan finde på at bruge andre former for våben. Jeg ved godt, at de har sagt, at de aldrig kunne finde på at bruge atomvåben, men det tror jeg godt, de kunne. Det, jeg er mest bekymret for, er et russisk kollaps, for det vil sætte Putin i en meget svært situation, så det er det, jeg holder øje med. Og i den situation skal vi være bange for, hvad Putin vil gøre for at forhindre et totalt nederlag.

Det lyder jo ikke så godt. For det betyder, at hvis den amerikanske forsvarsministers strategi slår igennem, så Rusland virkelig bliver svækket, så løber vi ind i den risiko, som Peter Viggo Jakobsen her omtaler. Og den strategi er jo desværre ikke helt hen i vejret. For vi vil da nødig i gang med at hjælpe Ukraine igen om fem eller ti år.

Men jeg tror også, at vi må præcisere vor omtale af Putins brug af atomvåben. Putin er en snu rad. Han vil naturligvis ikke sådan ligefrem bruge atomvåben. Han vil skjule sin brug under noget andet, så vi ikke rigtig véd, om den røde linje, vi har opstillet, er overskredet. Hvordan han vil gøre det, véd jeg ikke. Men det bliver ikke lige på og hårdt.

Dertil kommer, at jeg er bange for, at det ikke blot er Putin, der skal lære noget. Hans løgne har jo gennemslagskraft i Rusland. Lad mig vove den påstand, at Rusland skal igennem den samme proces, som Storbritanien har været igennem: man skal affinde sig med at forvandles fra supermagt til stormagt. Op til Første Verdenskrig var Storbritanien en virkelig supermagt, havde kolonier overalt i verden, beherskede havene, og syntes i det hele taget uovervindelig. Efter Første Verdenskrig var landet stadig en stormagt, men efter Anden Verdenskrig var det blevet overgået af både Sovjetunionen og USA.

Det kom tydeligt frem i september 1944, da Roosevelt og Churchill mødtes i Canada. Der var af Roosevelts ven, Morgenthau, fremlagt en meget hård plan for det fremtidige Tyskland. Churchill var bestemt ikke tilhænger af en så hård fremtid for tyskerne. Men stillet overfor de store lån, Storbritanien havde optaget i USA, og deres afbetalingsvilkår gav han sig i alt væsentligt, se eventuelt lidt om det her. Blandt andet ved den lejlighed opdagede de britiske politikere, at de ikke mere hørte til blandt verdens supermagter, men var reduceret til stormagt.

Det er en stilling, man godt kan leve med. Og det er den stilling, Rusland må acceptere i fremtiden. Men Putins mange vrangforestillinger om Vesten tyder på, at det netop er det, han og mange af hans landsmænd har svært ved.

Det er Vestens dilemma i forholdet til Rusland. Vi skal nok passe på ikke at overskride den røde linje, der får Putin til at gribe til atomtruslen. Men vi skal også passe på ikke at lade ham få held med at bruge denne trussel til at kunne afpresse os fremover.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , , | Skriv en kommentar

Religiøse særhensyn

Pia Kjærsgaard har den 30-4 skrevet et indlæg på sin blog på Jyllands-Posten, se her. Overskriften er: ”Selvfølgelig skal Danmark ikke tage hensyn til muslimske helligdage”, og underoverskriften lyder: ”Klassisk venligbologik at mene, at det vil gavne muslimske skoleelever at flytte den klassiske tid, hvor eksamenerne altid ligger – fordi de fester”.

Det får mig til at tænke på et indlæg om daværende integrations- og udlændinge minister Inger Støjberg i Berlingske, se her, afstedkommet af, at hun har opfordret muslimerne til at henlægge deres sommerferie til ramadan-måneden, så de kan faste uden fare for os andre.

Som hun da fik på puklen for det! Der var i sandhed tale om, at den klassiske venligbologik kom i spil. Jeg skrev et indlæg om sagen, se her, hvor jeg blandt andet fik nævnt den forskelsbehandling, Arriva udsætter de danske buschauffører for. De muslimske buschauffører, der, hvis de fejrer ramadanen, ikke må spise eller drikke hele den udslagne dag, stoler man på; overfor dem gennemfører man ikke nogen kontrolforanstaltninger; de får lov til selv at afgøre, om de er kapable til at køre bus. Men de danske buschauffører stoler man ikke på. De får ikke lov til selv at afgøre, om de er kapable til at køre bus, hvis de har drukket en øl eller to; overfor deres ædruelighedspåstand opstiller man alkolåse på busserne. Danskerne er man sandelig nødt til at kontrollere.

Og nu er det så Pia Kjærsgaard, der føler det nødvendigt at protestere mod et forslag fra nogle muslimer om, at man af hensyn til de muslimske elever bør flytte de sædvanlige eksaminer og optagelsesprøver, fordi de i år falder sammen med de festligheder, muslimerne plejer at afsluttet deres fastemåned, ramadanen, med. Det gør hun ret i. Og jeg har intet at indvende imod hendes blogartikel.

Men jeg har noget at komplettere med.

Jeg har tidligere været inde på den tanke, at man måske kunne gå med til mange flere muslimske særheder, hvis muslimerne, straks de krævede denne særhed gennemført, meldte ud, at de naturligvis selv ville betale de ekstraudgifter, der kunne blive tale om. Se f.eks. her. Det hører man dog intet om fra muslimernes side. De kræver særskilte badetider for muslimske kvinder i vore offentlige badeanstalter, men forventer uden at sige det, at det er os danskere, der skal betale. De vil have deres elever til at deltage i fasten, men tier fuldstændig stille med den elendige undervisningssituation, der derved skabes. Og den tanke, at eleverne kunne tages ud af skolen under ramadanen og få ekstraundervisning i danskernes sommerferie, formår hverken muslimerne eller de danske venligboere at tænke. Og de formår da slet ikke at tænke den tanke, at denne ekstraundervisning skal betales af muslimerne selv.

Men hvorfor egentlig ikke?

Jeg véd godt, at det i nogen grad er som at stikke hånden ind i en hvepserede at foreslå noget sådant. Muligvis skyldes det, at muslimer er vant til, at staten varetager deres interesser som muslimer. Men jeg mener dog at have observeret, at visse udgifter ved det at være muslim ikke betales af os danskere. Har muslimerne ikke selv betalt for den muslimske kirkegård, der findes et sted i Københavns vestegn? Og de mange imamer i de tyrkiske menigheder betales jo da ikke af os danskere, men af den tyrkiske stat. Andre udgifter må de vel også selv stå for. Så hvorfor ikke de ekstraudgifter, som deres andre særheder vil fremkalde?

Man skal naturligvis ikke være blind for, at når muslimerne ikke fremkommer med sådanne tilbud, skyldes det i høj grad, at de mange venligboere blandt os danskere hjertensgerne vil betale næsten, hvad det skal være, for at muslimerne kan komme til at føle sig velkomne her i landet, eller – som man plejer at sige – for at fremme integrationen. Så hvis en tanke om betaling for muslimske særheder skal nyde fremme, er det blandt andet disse venligboere, der skal overbevises om det hensigtsmæssige i planerne.

Hvis det skal ske, kunne man fremhæve en tanke, som jeg kom med i sin tid oven på Inger Støjbergs forslag til muslimerne om at slå ramadanen og sommerferien sammen. Jeg skrev i ovennævnte indlæg, se her:

Der er egentlig ikke noget som helst mærkeligt ved hendes formaning. Hun går tværtimod ud fra, at muslimer er nogenlunde lige så fornuftige og ansvarsbevidste mennesker som os ikke-muslimer. Og da det jo nedsætter ens funktionsevne, når man i 18 af døgnets 24 timer ikke må få hverken vådt eller tørt, foreslår hun meget logisk, at muslimer kan undgå at genere det danske arbejdsmarked eller øge uheldsfrekvensen på landevejene ved at trække sig ud af arbejdsmarkedet i den måned, ramadanen varer, hvilket svarer så nogenlunde til den tid, vi holder ferie i her i Danmark.

Logisk og fornuftigt, skulle man synes. Og først og fremmest – hvad ingen synes at have lagt mærke til – en opfordring, der forudsætter, at muslimer er lige så fornuftige og ansvarsbevidste som os ikke-muslimer. Er det ikke kun godt? Er der ikke her tale om, at hun nedbryder det evindelige skel mellem ”dem” og ”os”?

Men ak, ingen bed mærke i den tanke. Ingen kunne drømme om at øge integrationen ved at gå ud fra, at muslimer er lige så ansvarsbevidste som vi danskere. Muslimerne heller ikke. Og at heller ikke muslimer ønsker at betragte sig selv som ansvarsbevidste mennesker, kan hænge sammen med den dobbelthed eller snarere selvmodsigelse, der klæber til mange af deres overbevisninger.

I dette tilfælde: De vil anerkendes som mennesker, der står ganske på lige fod med os indfødte danskere. Men de signalerer samtidig med deres tørklæder og andre særheder, at de bestemt er noget mere end os danskere. På lige fod og dog mere værd i Guds øjne, det er faktisk en selvmodsigelse. Men de ser det ikke. Og ingen danskere gør dem opmærksom på det, heller ikke folkekirken.

Det er jo ikke, fordi vi i folkekirken skal drille muslimerne. Vi skal blot på samme måde som Inger Støjberg i sin tid regne dem for nogenlunde fornuftige mennesker, for mennesker, der ikke vil bedrages, og da slet ikke bedrages af deres religion, islam, altså regne dem for mennesker, der nok kan tåle at høre, hvad andre mener om islam, også selv om denne mening går imod deres idealbillede af islam.

For sandt er det jo, at vil de være med i vort fællesskab, vil de anerkendes som stående på ligefod med os, så kan de ikke på samme tid betragte sig selv som stående over os, så det bliver naturligt, at det er os, der ikke blot finder os i deres særheder, men også betaler for dem.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget , | Skriv en kommentar

Putins utroværdighed

Der er desværre for Putin og for russerne sket det, at Putin har gjort sig utroværdig. Sådan set er det lang tid siden, hans utroværdighed kom for en dag, men som tingene udvikler sig i Ukraine, bliver det mere og mere klart, at han ikke er til at stole på.

Men hans utroværdighed er af en ganske særlig art.

Jeg har prøvet at spore mig ind på den ved flere lejligheder her på bloggen. I forbindelse med, at man opdagede uhyrlighederne i Butja, sammenlignede jeg det her med mordforsøget på Skripal og hans datter og det interview, der fremkom på ”Russia Today” af de to ”turister”, der havde besøgt Salesbury. Jeg gav følgende beskrivelse af Putin:

Hvad angår begåede uhyrligheder kan putinisterne i Ukraine næsten stå mål med Islamisk Stat. Men der er den forskel, at Putin og hans folk prøver at lyve sig fra det. Det vil sige: man har indtryk af, at det med disse løgne skal forholde sig på samme måde som med mordet på Skripal: den forklaring, man kommer med, er så let gennemskuelig, at meningen nok er, at vi andre skal være klar over dobbeltspillet: man har selvfølgelig gjort det, og man regner med, at handlingen vil virke afskrækkende; men ligeså selvfølgeligt vil man ikke indrømme det, for så kan man sige, at beviserne for modbydelighederne er modpartens forsøg på at tilsvine de uskyldige putinister.

Og altså, hvis det er sandt, så kan man vælge imellem at betragte dette dobbeltspil som et tegn på, at putinisterne alligevel har en slags samvittighed, og gerne vil betragtes som nogenlunde ordentlige mennesker af os andre, eller betragte det som udslag af et særligt putinsk træk: han vil optræde som den uigennemskuelige, der kan få sig selv til det værste, blot véd vi aldrig, hvor vi har ham.

Jeg vil nok gå ind for den sidste mulighed. Så véd jeg nemlig, hvor jeg har ham: han leger ikke blot med andres liv og levned, men også med os, sine modstandere. Blot vil han ikke kunne blive ved med at lege med os vesterlændinge. Og mon ikke hans landsmænd også snart bliver trætte af ham? For selv om han indirekte siger til dem: ”Se, hvor jeg kan snyde alle disse godtroende vesterlændinge”, så føler de vel efterhånden, at det også er dem, hans landsmænd, han snyder med dette dobbeltspil.

Jeg gætter på, at den måde at lege med os på, er noget, han har med sig fra sin tid i KGB. Her var opgaven jo at snyde os vesterlændinge og samtidig gøre de russiske statsborgere usikre på, hvad der var sandt og løgn, eller rettere: samtidig få dem til uden nærgående spørgsmål at tro på det, styret fortalte dem.

Men når han sådan vil lege med os, når han på den måde vil have os til at tro på det, han siger, uden at bevise det, og bagefter – efter min teori – sidder og gnækker i skægget over, at vi endnu engang hoppede på hans løgne, så bliver han næsten umulig at slutte fred med.

På Krim lod han fremstå nogle ”små grønne mænd”, som forårsagede så megen uro, at russerne ”følte det nødvendigt at gribe ind”, som han sagde. Han kom senere med nogle bemærkninger, som afslørede, at han meget godt vidste, at disse ”grønne mænd” var russiske soldater. Men han har selv kunnet glæde sig over på den måde at kunne snyde os til at tro, at russerne handlede i den bedste hensigt, da de besatte Krim, samtidig med at han kommer med en slet skjult spot imod os: tænk, endnu engang fik jeg held til at snyde jer.

Og den folkeafstemning, som man i Minsk2-aftalen blev enige om skulle holdes i Donbas-regionen, vidste ukrainerne godt ville falde ud til russernes fordel. De har jo set den tilsvarende afstemning på Krim og set, hvordan den foregik på god sovjetisk vis, så man var sikker på, hvad udfaldet ville blive, og det ville de ikke gå med til. Derfor fastholdt de, at rækkefølgen skulle være: først de russiske hemmelige og åbenbare hjælpetropper ud, så folkeafstemning.

Nu nærmer så den russiske sejrsparade i Moskva sig, og mange vestlige iagttagere er spændt på, hvordan Putin i sin tale i den anledning vil få russerne til at tro, at krigen snart vil være endt. Det skal han såmænd nok finde ud af med den erfaring, han har opnået i at lyve. Men en endelig fredsaftale, det er noget andet. Hvordan den kan strikkes sammen, det bliver det mere og mere umuligt at få øje på.

Rusland er jo en atommagt. Det har fået Berlingske til i en artikel, se her, at gå diverse fiktive fortællinger om atomtilintetgørelse igennem for at se, om de derigennem kan få et fingerpeg om, hvor tæt vi er på Den tredje Verdenskrig.

Mere vedkommende er dog en anden artikel fra Berlingske, nemlig denne, der bærer overskriften: ”Rusland har svært ved at vinde terræn i Ukraine. Men i én storby er der fuld fart på Putins vilde planer”.

Den storby, der er tale om, er Kherson lidt nord for Krim. Denne by har russerne erobret, her har de afskediget den ukraine-tro borgmester og indsat en ny. Desuden har de afskåret lokalbefolkningen fra telefonnettet og internettet og derved hindret dem i at få oplysninger om, hvad der sker i de andre dele af Ukraine. Anders Puck Nielsen, militær forsker hos Forsvarsakademiet, mener, at russerne er interesseret i at give deres handlinger et skær af legitimitet.

»Her vil en folkeafstemning være et effektivt redskab. Hvis den gennemføres, vil det være et afgørende skridt i retning mod, at Rusland kan beholde området, når krigen er slut,« siger han.

Og vi skal naturligvis tænke os en folkeafstemning ligeså utroværdig som den på Krim-halvøen i sin tid. Den havde jo den virkning, at Vesten næsten stiltiende godkendte erobringen af Krim, og mon så ikke de også vil affinde sig med erobringen af Syd-Ukraine?

»Jeg tror, at Vladimir Putin ultimativt ønsker sig en føderation af uafhængige, tidligere ukrainske republikker med stærke bånd til Rusland. Det tror jeg, at russerne forestiller sig som deres slutspil i krigen,« siger Mikkel Vedby Rasmussen, professor med speciale i sikkerhedspolitik på Københavns Universitet.

Det tror jeg, Vedby Rasmussen har ret i. Men man kan nok tvivle på, om de stærke bånd til Rusland, der tales om, er befolkningens stærke bånd. Ganske vist var der mange af de russisk-talende ukrainere, der før krigen havde sympati for Rusland, men gennem de bestialske handlinger rettet mod russisk-talende og ukrainsk-talende ukrainere i flæng, er det nu så som så med sympatien for Rusland.

Desværre har Anders Puck Nielsen nok altfor megen ret i det, han også siger i artiklen:

Anders Puck Nielsen fra Forsvarsakademiet deler teorien om, at Rusland ønsker at skabe en føderation af tidligere ukrainske republikker, som er tro mod Moskva.

»Hvis de får dannet sådan én, vil det give dem mulighed for løbende at indlemme områder. Lad os sige, at de denne gang får en stor del af det sydlige Ukraine. Så kan de om fem år starte en ny krig, hvor de også tager for eksempel Kharkiv og Odesa med,« siger han og tilføjer:

»På den måde vil de kunne æde Ukraine bid for bid.«

Det er slet ikke usandsynligt, at Putin tænker således. Det gik jo så godt med Krim, hvorfor skulle det så ikke gå godt med Kherson? Og når Vesten ser, at disse indbyggere ved en folkeafstemning giver udtryk for deres hjerters begæring: at være venner med Rusland, vil de så ikke være nødt til at bøje sig og bede Ukraine undlade at forsøge generobring?

Denne tankegang svarer i hvert fald udmærket til det, vi hidtil har lært om Putin. Som Hitler betragtede Vestmagterne som dekadente, uden mandsmod til at gribe til våben, sådan betragter Putin os i Vesten som lettroende og fredssyge. Som Hitler mente at kunne narre os i Vesten, sådan mener Putin at kunne snyde og bedrage os. Som det var umuligt for Hitler at sætte sig i vores sted – når vi én gang var blevet snydt, mon vi så virkelig ville lade os snyde igen? Ja, det mente han jo, og derfor angreb han Polen. Og selv om England mod hans forventning erklærede ham krig, mente han nok, at han kunne slutte fred med dem, hvilket dog Chamberlain nægtede at gå med til – som Hitler handlede dengang uden at lære noget af det, han oplevede, sådan handler Putin nu overfor os i den sikre overbevisning, at har han én gang haft held til at snyde os, kan han vel gøre det igen. Han forstår formentlig ikke, at hans angreb har samlet NATO-landene til langt større enighed end tidligere, og han er lige så uforstående overfor Ukrainernes modstandsvilje, ok nej, den skyldes ikke deres ægte overbevisning, men kun Vestens propaganda. Når den afbrydes – dvs. når telefonnettet og internettet afbrydes – så kun sandheden, dvs., hans propaganda, når frem til dem, så vil de så let som ingenting blive gode og trofaste russiske borgere.

Det var jo også – for nu at fortsætte sammenligningen med Hitler – hvad Hitler troede om tyskerne: de tålte ikke det frie ords påvirkning.

Ud fra denne sammenligning vover jeg at drage Kaj Munks skuespil ”Niels Ebbesen” frem af glemselen. Det er nemlig i flere henseender et højst bemærkelsesværdigt skuespil, ikke mindst, fordi Kaj Munk i Grev Gert skikkelsen har formået at give en yderst interessant skildring af de kræfter, der bevæger Hitler.

Munk var jo ellers i det meste af trediverne en stærk tilhænger af Hitler. Men da Hitler besatte rest-Tjekkiet i marts 1939, kunne Munk se djævlehoven hos Hitler. Han skrev om sit ændrede syn på Hitler i den anledning i en artikel i Jyllands-Posten, se her. Heri skriver han:

Indtil nu dette sidste skete, som tyder paa, at han [altså Hitler, rr] har naaet den Linie i sin Udvikling, der fører ham bort fra sig selv. Magten har taget Magten fra ham. Hans store Idé Tyskland for Tyskerne er blevet forraadt ved dette Erobringstogt. Sejren over Czekiet er en Smertensakt, en frygtelig Ulykke for Føreren, for hans Idé, for hans Land, Den, der lever, vil faa det at se. Men det er der maaske ingen, der gør.

Nej, siger mange, det var kun en meget forsigtig afstandtagen, han mente det ikke alvorligt. Og som bevis fremlægger man Ollerup-talen fra 28. juli 1940. Men det går ikke. Dels blev denne tale gengivet i Svendborg Avis på en højst tilslørende måde, dels glemmer man fuldstændig, at der blev indført censur med tyskernes ankomst til landet. Jeg har gennemgået de to udgaver af talen og kommenteret lidt på det her.

Det er ikke Ollerup-talen, vi skal have fat i, hvis vi skal fornemme, hvordan Munk kom til at se, hvad der prægede Hitler. Det er ”Niels Ebbesen”. Første udkast til dette skuespil blev skrevet i begyndelsen af juni 1940, et senere udkast blev skrevet i 1941, og den endelige udgave blev udgivet den 9. april 1942 og i de mellemliggende år turnerede Kaj Munk rundt i landet til foredrag efter foredrag, hvor han oplæste dele af det endnu ikke færdige skuespil. Jeg har lagt fire udgaver af skuespillet ud på nettet. Og deraf kan man se, at Kaj Munk allerede i det første udkast giver et ætsende portræt af Hitler i grev Gert skikkelsen. Han lader grev Gert sige, se her:

Vi kan bygge Babelstaarnet, fordi vi bygger ikke imod Gud, men med Gud, fordi Gud er i mig, i det Kald han har givet mig, i den (Kald) udvæl- (70) gelse han har kaaret mig med, Jeg er Guds sande Søn. Skulde noget Middel være for helligt eller for vanhelligt for mig til at naa saa højt et Maal. I taler om Løgn, om (Frygt chok) Mord og Brand. I glemmer Gud er i mig. Det er mig, der bestemmer, hvad der er Løgn, hvad sandt, hvad der ondt og hvad godt. Jeg er barmhjertig, for jeg gør Ende paa det, der ikke duer. Jeg er retfærdig, for jeg tilkender det Sunde Sejren. Jeg er (selve) Freden, selve Verdensfreden, for jeg vil at en kun en skal herske og alle andre, stumme, adlyde ham.

Det har altid undret mig, at Kaj Munk var i stand til mellem marts 39 og juni 40 at foretage en sådan kovending i sit syn på Hitler. Der er ingen undskyldende momenter tilbage. Han formår endda at tage Hitlers socialdarwinisme i betragtning. Som det i konkurrencen mellem arterne er de bedst egnede, der klarer sig, de ikke-egnede, der går under, sådan er det i forholdet mellem jordens folkeslag de bedst egnede, der vinder. Og det betragtes som den nye barmhjertighed. Det er de sunde folkeslag, der vinder. Det er den nye retfærdighed. Og freden, den nye fred, kommer i stand, når én hersker, og alle andre adlyder, og altså ikke blot adlyder, men adlyder stumt, uden at protestere, i anerkendelse af denne enes gudgivne herredømme.

Ja, mere end det. For hvad der løgn og hvad der er sandt, det betragter vi jo – gammeldags indstillet som vi er – som noget, der afgøres af den frie debat. Men nej, siger grev Gert og med ham både Hitler og Putin, sandt og falsk afgøres af ham, der af guddommelige kræfter har fået magten over folket.

Det uhyggelige ved Putin er netop dette, at han tror, det er ham, der bestemmer over sandt og løgn, altså dette, at han bilder sig ind, at får han ved passende manipulation folk til at tro på hans ord, så er disse ord sandheden. Sandheden kommer ikke frem ved en fri diskussion, men etableres af herskeren ved tvangsforanstaltninger, for det er da klart, at påståede sandheder, der skader folket, ikke skal have lov til at have frit løb i folket.

Denne fejlopfattelse af, hvad der er sandt, synes at ligge dybt i Putins sind. Sandt er, hvad han kan overbevise andre om er sandt, ligegyldigt om de lader sig overbevise frit eller gennem tvang. Er en sandhed ham for ubekvem, jamen, så benægter han den da bare, og se, folk tror på ham, ergo er denne sandhed ikke sandhed alligevel.

Russerne på Krim ville gerne ind und Moskvas herredømme. Det mener han at have bevist med en arrangeret folkeafstemning. Og russerne i Ukraine ville naturligvis møde de russiske styrker som befriere. Når de ikke gør det, må det skyldes, at de er blevet ofre for vestlig propaganda og ikke er klar over, hvad en sand russer må mene og tro. Men det vil Putin være dem behjælpelig med at finde ud af.

Det er svært at argumentere mod én, der kender sandheden bedre end alle andre. Derfor har Kaj Munk da også i udgaven fra januar 1941 ladet de adelsmænd, der lytter til grev Gert, bukke ærbødigt efter hver svada, der kommer fra ham, naturligvis uden at komme med indvendinger, se her.

Jeg påstår naturligvis ikke, at der er en én til én overensstemmelse mellem de tre personer, grev Gert, Hitler og Putin. Men deres tvivlsomme forhold til sandt og løgn er i hvert fald et fællestræk. Og det gør, at det er svært at have med dem at gøre. Grev Gert blev jo nu dræbt af Niels Ebbesen, så han er ude af billedet. Og da Hitler angreb Polen i 1939, sagde Chamberlain, at freden i Europa ikke blev genoprettet, før Hitler-regimet var fjernet.

Hvorfor?

Fordi Hitler med sine handlinger havde vist, at man ikke kunne stole på ham.

Skal man sige det samme om Putin? Ham kan vi jo heller ikke stole på. Han har sin helt egen fortælling, som han erklærer for sand uanset de indvendinger, han møder. Og lykkes det ham at få oprettet en rand af ”selvstændige” stater rundt om Rusland, som alle er afhængige af Rusland, og som lige så ”krimagtigt” er blevet selvstændiggjort fra Ukraine, så vil han måske nok mene, at han har fået en slags fred, men vil vi andre mene det? De resterende ukrainere véd jo ikke, hvornår det bliver deres tur.

Det er nok også denne opfattelse af sandhed og løgn, der har bevirket, at de mange fredsforhandlinger, der har været ført indtil nu, ikke har ført til noget. For Putin vil have sin version af begivenhederne lagt til grund. Og det vil ukrainerne forståeligt nok ikke. Og diskutere, hvad der er den sande opfattelse, det er umuligt med en person som Putin. Argumenter bider ikke på ham.

Hvad det vil ende med?

Ak, gid jeg vidste det. Krigen vil utvivlsomt trække ud. Og russerne kommer til at indse, at de har gabt over mere, end de kan spise. Kommer der en slags våbenstilstand til veje i Donbas og i Sydukraine, vil så russerne få besvær med at holde lokale oprør nede? Eller vil det hele ende som i Afghanistans, hvor russerne led så store tab, at de til sidst trak sig ud?

Måske. Men der kan godt gå både måneder og år, inden vi når så vidt.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Det verdslige regimente

Som man måske véd, har vi fra Luther arvet den forestilling, at et lands magt deler sig op i to: det kirkelige regimente og det verdslige regimente.

Det er dog med dette som med alle nye tanker, at det godt kan tage lidt tid, inden de slår igennem. Man kan derfor ikke forvente, at de hos Luther selv slog igennem sådan med et slag. Det var godt set af ham, at han fik fjernet al ægteskabslovgivning fra kirkens hænder og lagt den over i øvrighedens varetægt. Derved blev mange europæiske landes befolkninger løsrevet fra den katolske kirkes tvang. For den katolske kirke anerkender ikke skilsmisse og havde til helt op i det forrige århundrede magt til at forhindre ellers højst verdslige lande i at gennemføre lovgivning derom.

Men da Luther skulle overveje, hvem man kunne gifte sig med og hvem ikke, rådførte han sig med stor selvfølgelighed med bibelen. Formentlig, fordi han mente, at han dèr kunne finde de mest rationelle anvisninger. Men måske også, fordi han stadig havde siddende i sig en respekt for kirken og dens indflydelse på det verdslige område.

Ting ta’r tid.

Og ja, man kan såmænd godt spekulere lidt på, om disse lutherske tanker om det verdslige regimente har kunnet bibeholdes i vore dage. Vi har jo fået en ordning, som gør det lidt vanskeligt at tale om et verdsligt regimente: vi har fået demokrati, det vil sige: i vore dage er alle at sammenligne med en fyrste på Luthers tid, så vi hver eneste én af os i samfundsmæssige forhold skal rette os efter fornuften og ikke moralen, heller ikke, selv om vi mener at kunne understøtte vor moralske opfattelse med gode bibelcitater – som blot bliver mindre gode, når de bruges på den måde.

Et udmærket eksempel på en løssluppen bibelanvendelse så vi, da biskop Marianne Gaarden blev interview i Deadline, noget, jeg omtalte for et par indlæg siden her. I det indlæg var jeg mest optaget af at påvise den farisæisme, der klæber til alle de ”Gutmenschen”, der pr. automatik betragter alle de mennesker, der møder op ved vor grænse og søger asyl, som ynkværdige stakler, der flygter fra forfærdelige forhold i hjemlandet. For kun, hvis de er ægte trængende mennesker, bliver den gerning, vi så gerne vil gøre imod den, en god gerning. Og Marianne Gaarden var ikke bleg for uden undersøgelse at betegne disse mennesker som drevet af fortvivlelse.

Men ak, hun var heller ikke bleg for at hævde, at et sådant fortvivlet menneske var vor næste, og at vi, fordi der var tale om et menneske, ganske som os, var forpligtede til at hjælpe det. Og så kunne det virkelig ikke nytte at sende dem til Rwanda. Hun var endda i stand til at nævne Jesu lignelse om verdensdommen, Matt 25,31-46 og fremhæve alle de gode gerninger, der aftegnes dèr, vel specielt dette med at tage sig af den fremmede. Men sjovt nok glemte hun, sin store bibelkundskab til trods, den finurlighed hos Jesus, at han fortæller, at de frikendte ikke anede, at de havde overholdt nogle bestemmelser, som de kunne frikendes for, og at vi derfor skal gøre gerningerne, så den højre hånd ikke véd, hvad den venstre gør.

Og hun spurgte kun om, hvad der var i overensstemmelse med moralen, godt hjulpet på vej af hendes misforståelse af dommedagslignelsen; det faldt hende ikke ind på god luthersk vis at skelne mellem kirkeligt og verdsligt regimente og derfor spørge om, hvad der i denne sammenhæng var i overensstemmelse med fornuften.

I et læserbrev i Kristeligt Dagblad den 3-5 tages hun i forsvar. Her lægger skribenten vægt på, at hun på en ganske fiks måde svarede på Rasmus Stoklunds bemærkning om, at han da lyttede til alle, både biskopper og skorstensfejere; hun svarede nemlig, at journalisten nok ikke havde ringet til nogen skorstensfejere. Og ja, det var da et ganske rammende svar.

Men læserbrevet overså som så mange andre den lutherske formaning til fornuftig handling. Hun slutter med at skrive:

Og nu er biskoppen dertil også i sin gode ret til at gøre indsigelse mod det modbydelige forsøg på ansvarsfralæggelse hos den danske regering, fordi hun som vælger i et demokratisk samfund jo faktisk har pligt til at sige fra og advare de selvpromoverende magthavere, så de kan mærke, at de sidder usikkert på deres taburetter. Det er faktisk ikke bare en ret, men også en pligt.

Det forkerte er ikke, som mange tror, at det er en biskop, der udtaler sig, men at hun udtaler sig ud fra en moralsk holdning til tingene og ikke ud fra, hvad en fornuftig holdning kunne tænkes at sige.

Her formår tidligere professor Ditlev Tamm helt anderledes overbevisende at skelne mellem kirkeligt og verdsligt regimente. Han skriver i en artikel i Berlingske, se her:

Biskop Gaarden forsøgte – som jeg forstod det – at forklare, at det ikke var i kraft af embedet, men personlig bekymring hun talte ud af, men den går jo ikke, når man som biskop taler kristendom. Så må man have argumentationen og grundlaget i orden, og det er ikke nok at henvise til menneskers ligeværd og »uendelige værdi for Gud« eller at pege på alle mulige steder i Bibelen, hvor der tales om barmhjertighed. Kristus – eller Gud om man vil – har ikke givet opskriften på, hvordan samfundet skal indrettes, og slet ikke givet anvisning på, hvordan den danske regering bedst håndterer de mange milliarder, som vi bruger på at hjælpe den øvrige verden.

Hverken Kristus eller Gud har givet opskriften på, hvordan samfundet skal indrettes. Det er jo sagen. På det område skal fornuften anvendes. Hvad tjener vort folk bedst? Hvad tjener udviklingslandene bedst? Hvordan kan vi kommer ud af det hykleri, vore europæiske ledere er gerådet ud i, det hykleri, der består i, at man hævder at overholde flygtningekonventionen til punkt og prikke – man lader virkelig alle, der har sat deres fod på europæiske jord, have ret til ordentlig og retfærdig asylbehandling – men man sørger samtidig bag om ryggen på alle andre – og delvis også bag om ryggen på sig selv – for, at der ikke kommer alt for mange, der vil søge asyl, ved gennem et direktiv fra 2001 at have påbudt alle flyselskaber, der flyver på europæiske lufthavne, at påse, at deres passagerer har gyldigt visum.

Det er faktisk en ganske sjov ting. Eller rettere: det ville være sjovt, hvis det ikke var så dødsens alvorligt. For gennem denne manøvre får man jo de mange migranter til at søge menneskesmugleres hjælp, og det betyder, at der fra tid til anden uvægerlig er mennesker, der drukner på Middelhavet.

Men Ditlev Tamm har en gave mere til os. Han formår med sylespids teologisk iagttagelse at fortælle ærkebiskoppen af Canterbury, hvordan man skal forestille sig forholdet mellem stat og kirke. Men pas på, han er lettere ironisk:

Jeg er altid ganske imponeret, når nogen mener at vide, hvordan Gud ser på mere konkrete foranstaltninger, som vi mennesker nu engang må foretage, og specielt, at man kan mene, at det vil Gud ikke. Gud har i den seneste tid tilsyneladende accepteret en blodig krig i Ukraine, at der er rige og fattige, og at der er flygtninge, og at der er nogle af dem, som omkommer under rejser, så hvorfor Gud nu lige skulle blive så vred over, at der oprettes asylcentre i et afrikansk land for at hjælpe på det, det har jeg umiddelbart svært ved at forstå.

Dog, bag denne ironi skjuler sig ét af de spørgsmål, som teologer altid har måttet kæmpe med: Hvorfor tillader Gud tilsyneladende det onde? Har Han virkelig overladt samfundsopbygningen til os mennesker, skønt dette tilsyneladende må medfører menneskers død i millionvis?

Som vi nok véd, og som vi kan se af den virkelighed, vi har for os, har Han virkelig ladet det være op til os at finde ud af, hvordan ikke blot ét land skal styres, men hvordan menneskeheden som sådan kan komme ud af det med hinanden, uden at det hele ender i blodudgydelser, en opgave, som vi ikke har vist os særlig egnede til at løse.

Og det ser heller ikke i særlig høj grad ud til, at vi alvorlige kirkefolk søger at finde ud af, hvordan vi skal løse denne opgave. Vi synes i stort tal som Marianne Gaarden at nøjes med på farisæisk vis at tro, at det er nok at overholde nogle fine højædle principper. At tillægge ytringsfriheden og den deraf følgende tilbundsgående diskussion en opgave i den henseende falder os tilsyneladende ikke ind.

Og dog har vi jo fornylig fået lov at se et eksempel på Guds forunderlige kræfter. Jeg tænker på Sovjetunionens fald i 1989-90. Det blev afstedkommet af Gorbatjovs rene og uforfalskede menneskelighed, sandt nok, men det blev forinden godt hjulpet på vej af adskillige russiske sangere, der drog rundt i Rusland med nogle finurlige og ret uigennemskuelige sange, som ikke kunne angribes af censuren, men som folk i det store og hele godt forstod. Jeg skrev i sin tid en vise om begivenhederne i Østeuropa, se her, og i denne vise tillod jeg mig utvetydigt at give Gud æren for omvæltningerne dersteds.

Og blandt andet derudfra kan vi slutte noget om, hvordan Gud virker ind på vore samfund. Det er er os selv, der må få idéer til samfundsforandringer, det er os selv, der må forstå, at frihed og ren tale er en betingelse for et godt samfund. Men det er også os selv, der må træde i karaktér og fastholde vor frihed til at udtale vor oprigtige mening uanset de trusler, vi måtte blive udsat for. Det gjorde disse russiske sangere med deres underfundige sange. Og det gjorde Gorbatjov med sin misforståede tillid til det gamle systems ærlighed, en misforståelse, der dog bar ganske velsignet frugt. Han troede selv på, at frie valg virkelig betød frie valg, han delte ikke systemets dobbeltbundede tale. Og dèr satte Gud ind. Dèr lod han utrolig mange mennesker på én gang gribe af ærlighedens bacille, så den ikke mere lod sig undertrykke.

Altså ikke før Putin kom og gjorde ende på friheden.

Man kunne ønske sig, at den muslimske verden på lignende måde blev udsat for nogle digtere eller sangere, der kunne afsløre de ledendes forløjethed.

Og man kunne på samme måde ønske sig, at EU’s ledere og journalister ville se det som deres pligt at afsløre det før omtalte hykleri fra EU’s side, så vi kunne følge Australien i helt at lukke af for enhver migration over Middelhavet. Så ville vi ganske vist ikke mere kunne sole os i bevidstheden om at gøre en god gerning, men derved kunne vi måske vækkes op til at gøre noget, der virkelig battede i verdenspolitikken. Vi kunne tage imod de mange FN-flygtninge, der vansmægter i forskellige flygtningelejre, vi kunne kikke på vore toldregler – EU er jo en toldunion – om ikke vi kunne hjælpe adskillige afrikanske lande bedre ved at ophæve nogle toldregler, vi kunne bruge de penge, den nuværende uorden kræver, på det langt bedre at investere i diverse u-lande, osv., osv.

Kort sagt: Der er ingen grund til at være forarget på Marianne Gaarden, fordi hun som biskop siger noget om migrantproblemet. Men der er grund til at være forarget på hende, fordi hun næsten bevidstløst følger det, hun mener, er god kristelig moral, og ikke tillader fornuften at afsløre den lange række af fejlopfattelse, der ligger i en sådan holdning. For det virkelig en fejl af de helt store at være af den opfattelse, at vore samfund bevares ved at følge det, nogle har formået at bilde os ind er crême de la crême af fin og ædel moral.

Udgivet i Luther, Ny testamente, Samfundsforhold | Tagget , | Skriv en kommentar