Journalisters ikke-nysgerrighed

For nogle år siden skrev jeg et indlæg her på bloggen om ovenstående emne, se her. Jeg brugte dog ikke et ligeså kringlet ord som overskriftens. I stedet talte jeg om NAQ’s, en efterligning af den forkortelse man ofte støder på, når man vil læse brugsanvisningen til ét eller andet: FAQ’s, som betyder ”frequently asked questions”. Og så kan man måske regne ud, at NAQ’s betyder ”never asked questions”, spørgsmål, der aldrig stilles.

Et typisk eksempel på et sådant ikke-stillet spørgsmål, er det, som Hege Storhaug rettede mod dem, der ville give de børn, der flygtede alene, de allerbedste vilkår, herunder mulighed for at få deres forældre med til det land, de var flygtet til. Hun stiller det højst naturlige spørgsmål: Hvem har betalt menneskesmuglerne for at tage barnet med til Europa? Spørgsmålet er oplagt, for barnet har jo ikke selv betalt. Men besynderligt nok var der i alle de beskrivelser, som hun – og jeg – kunne finde om disse børn, ingen journalist, der tog det spørgsmål op.

Men jeg tillod mig også at henvise til et tidligere indlæg af min egen ringhed, nemlig dette. Her var det de flygtninge, som var på vej nordpå igennem Mexico, hvis underhold undervejs jeg var noget nysgerrig efter at få noget at vide om. Og dengang var det en udsendelse i Deadline, jeg undrede mig over. Man fortalte om, hvor velorganiseret flygtningestrømmen var, men intet om, hvem der stod bag affodringen af disse mange mennesker.

Og nu i dag i Kristeligt Dagblad, se her, ser jeg en omfattende reportage om de flygtninger – som dog her kaldes migranter – som er på vej fra Venezuela og andre lande via Mexico til USA, skrevet af en journalist ved navn Benedikte Chiristine Rasmussen. Men ærlig talt, selv om Benedikte fortæller ret indgående om pekuniære vanskeligheder, så jeg en overgang troede, at jeg fik alle mine nysgerrige spørgsmål besvaret, må jeg indrømme, at jeg efter endt læsning kun er forvirret, endda næsten mere forvirret end før læsningen.

Hun fortæller f.eks. om en 49-årig venezuelaner, Angel, der sidder ved sin ”forretning”, som er en papkasse i den colombanske kystby Necocli og venter på kunder. Hans kone er taget i forvejen og er ankommet til USA, og det lykkedes ham at spare op i Venezuela, så han kunne tage bussen. Men så blev han frarøvet sin opsparing, og så måtte han gå, hvilket tog ham tre uger.

Og bare i den korte beretninger ligger der en del ikke-besvarede spørgsmål.

1. Hvis han ikke har råd til at betale bussen, hvordan kan han så få råd til en tre ugers vandretur? Det er jo ikke gratis at gå, i hvert fald ikke, hvis man vil have mad hver dag. Og mad til tre uger, mon ikke det nemt kan løbe op til, hvad en busbillet koster? Men sligt interesserer ikke Benedikte.

2. Hvordan har han fået råd til at købe de varer, han reklamerer med? Det spekulerer Benedikte ikke på, og derfor får vi ikke det at vide.

Derimod får vi at vide, at de migranterne skal igennem en farlig jungle for at komme til Panama, hvorfra de kan fortsætte rejsen mod det forjættede USA. Der findes ganske vist både fra Necocli, men de koster penge, og jo mere man betaler, des længere når man frem til Panama. Det fortæller Henri Babilonia, der er lokal filmproducent. Og der kommer folk fra alle dele af verden, sågar også fra Kina. Oven i købet er det asiaterne, der har de fleste penge og derfor dem, der kommer længst op ad kysten. Men hvorfor de skal den vej, får vi ikke at vide. Jeg mener, man skulle jo synes, at det var lettere og billigere at rejse direkte til Mexico, hvis man alligevel skal igennem dette land for at nå til USA.

Og sådan efterlader Benedikte os med en masse ubesvarede spørgsmål i sin artikel. Man får en slemme mistanke, den, nemlig, at det, hun er ude på, er at fortælle en rigtig snøfthistorie, altså at afbilde nogle mennesker som stakler, som det sandelig er godt, at nogle hjælpsomme mennesker i Vesten vil hjælpe. Det anses i det meste af Vesten for at være en ganske normal journalistopgave. At man så er nødt til at gå let hen over det, der vel burde være ens egentlige journalistopgave: at oplyse om sagernes rette sammenhæng, herunder den økonomiske sammenhæng, det ser man stort på.

Det minder i uhyggelig grad om den farisæisme, der præger en masse Gutmenschen i Europa. Man danner foreninger, der har til formål at ”redde liv” og finansierer skibe, der samler migranter op på Middelhavet og sejler dem til en europæisk havn. Oven i købet hænder det ikke så sjældent, at man har Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner liggende i baghovedet. Og så glemmer man ikke blot, at migranterne blot er ude på at få en bedre tilværelse, de er ikke flygtninge i flygtningekonventionens forstand, man glemmer også, at de ”gode gerninger” i Jesu opfattelse skal udøves, så den venstre hånd ikke véd, hvad den højre gør (Matt 6,3), eller så man er ganske uvidende om de ”gode gerninger”, man har gjort, som de frelste i lignelsen om dommedag (Matt 25,31-45). Hvis man gør sine gerninger for at have noget at fremvise på dommedag, er man bevidst om disse gerninger og om, at man derfor er bedre end så mange andre, der ikke gør sådanne gerninger, det vil sige: man er en stor farisæer.

I den forstand er vort kontinent et efterkristent kontinent: vi gør gode gerninger, men vi gør dem på en måde, der er stik imod Jesu anbefalinger.

Hvad skal man da gøre?

Man skal gøre kloge gerninger, jvfr Matt 7,24, hvor den, der handler efter Jesu formaninger i bjergprædikenen kaldes en klog mand. Det vil sige: Man skal gøre, hvad man kan, for at styrke de relationer, man står i, sin familierelation, sin nabo- og by-relation og sin folkelige relation. Og opdager man, at sidstnævnte udhules i kraft af ens ”gode gerninger”, sådan som den stadige strøm af Middelhavsmigranter udhuler vore samfund, i hvert fald, så længe man ikke tør argumentere tilstrækkeligt imod islam, så må man standse sin støtte til disse såkaldt godgørende institutioner.

Men midt i al denne elendighed er det en lille smule glædeligt, at lederen i Kristeligt Dagblad for den 10-5, skrevet af Jeppe Duvå, se her, tør gå lidt mere realistisk til situationen i Gaza, end man er vant til fra mediernes side.

Som jeg før har været inde på, er det normale for medierne at aflevere så mange snøft-historier til os arme seere som muligt. Og i fremskaffelsen af sådanne historier, er det Hamas, der har vundet stort over Israel. Dem fodres vi med hver eneste dag. Én ting er, at mange demonstranter tilsyneladende helt har glemt, hvem der startede krigen i Gaza, noget andet er, at medierne også ret hurtigt er begyndt at se bort fra det.

På den baggrund er det glædeligt at læse, hvad Duvå skriver. Han begynder bladets leder med at skrive:

Hvis krigen i Gaza slutter, uden at Hamas i alle praktiske henseender er nedkæmpet og umuliggjort som fortsat hersker over Gazas pinte og plagede befolkning, vil det være en ulykke, der får hele den israelske invasion af landstriben til at fremstå som en meningsløs tragedie. Nu, hvor den humanitære tragedie alligevel er fuldbyrdet, bør den i det mindste tilføjes det element af mening, at Hamas elimineres.

Den udgang på krigen er mindst lige så meget i det palæstinensiske samfunds interesse som i israelernes.

Glædeligt ja, i en vis forstand. Men er Duvå helt klar over, hvad det vil sige at eliminere Hamas? Ja, det skal det følgende jo vise.

Det er sandt, hvad han skriver, at Hamas har som mål af ødelægge staten Israel, og at Hamas derfor ikke bør have nogen indflydelse på det fremtidige Mellemøsten. Og det er også ret modigt af ham at skrive det følgende:

Det gælder også, selvom det indebærer, at den israelske hær indtager byen Rafah i det sydligste Gaza. Her er det sandsynligt – men ikke sikkert – at Hamas tilbageholder de resterende israelske gidsler. Indtagelsen af Rafah nærmer sig og må foregå med den allerstørste hensyntagen til de civile palæstinensere, der er stuvet sammen i byområdet, hvor de tidligere er søgt hen på flugt fra kamphandlingerne i det nordlige Gaza.

Men det er, som hele vejen i denne krig, i høj grad Hamas’ valg, hvor blodigt det skal blive. Hamas kan nedlægge våbnene og løslade gidslerne. Så er kampene overstået. Men Hamas’ mål er at trække den jævne palæstinensiske befolkning med sig i afgrunden, nu hvor Hamas’ egentlige mål – tilintetgørelsen af staten Israel – igen er slået fejl.

Altså, vi skal igennem endnu en proces med israelske bombninger, der afstedkommer store tab hos civilbefolkningen. For selv om Israel så sandelig hidtil har bombet med den hensyntagen, at man beder civilpersoner om at flygte fra det område, man vil bombe – noget, der er tudedumt set fra en militærteknisk synsvinkel – og selv om Israel også har indledt indtagelsen af Rafah med at bede de civile om at flytte sig, så er Hamas ikke dermed tilintetgjort. Faktisk véd vi jo ikke engang, om Hamas er slået helt ned i den øvrige del af Gaza. I hvor høj grad har israelske soldater vover sig ned i de underjordiske tunneller? Er der stadig uerobrede tunnelsystemer i Gaza by, i Khan Younis og andre byer, som erklæres erobrede? Vi véd det ikke.

Og det er jo da sandt nok, at Hamas bare kan nedlægge våbnene og løslade gidslerne, så slutter krigen. Men man må da ikke overse, at Hamas så lidt som andre bevægelser vil underskrive sin egen dødsdom. Og så længe de har i det mindste nogle gidsler, er der håb om overlevelse. Man skal heller ikke være blind for, at Netanyuahus to mål er umulige for Hamas at efterkomme. Det ene mål: at udlevere gidslerne, vil svække Hamas utrolig meget. Det andet mål: At udrydde Hamas, er et udtryk for, at Israel vil kæmpe til den bitre ende, og at al snak om en våbenhvile, der skal gå over i en endelig fredsaftale, er uspiselig for Israel, i hvert fald for Netanyahu og de israelske højrefløjskræfter, han er afhængig af, hvis han vil blive siddende som premierminister og derved undgå de anklager for korruption, der hænger over hovedet på ham.

Ikke desto mindre er det en sådan våbenhvile, mange i det internationale samfund ser som løsningen. Måske fordi man ikke rigtig tror på, at Hamas er ude på at udslette Israel. Det tror derimod Duvå på:

De forløbne syv måneder har om ikke andet bevist overfor Gazas civile indbyggere, at med forsvarere som Hamas behøver de slet ikke fjender som Israel. Hamas’ afvisning her på 217. dag af at løslade de resterende israelske gidsler viser, hvor uendeligt ligegyldig palæstinensernes velfærd er for Hamas. Israel havde ikke haft nogen grund til at føre krigen med de kolossale humanitære omkostninger, den har haft, hvis Hamas havde haft en rationel dagsorden.

Det er dog et spørgsmål, om ikke Hamas har en ganske rationel dagsorden. De har jo hele tiden vidst, at den krig, de har sat i gang, vil være særdeles usymmetrisk. De har slet ikke de våben, der skal til for at slå Israel. Men de har hele tiden brugt deres befolkning som dække for deres soldater. Det gjorde de under Israels tidligere angreb, og det gør de nu. Naturligvis véd de godt, at disse palæstinensere vil blive slået ihjel, hvis de ikke forføjer sig bort fra de områder, Israel siger de vil bombe. Men ved at lade sin befolkning bombe – og ved at offentliggøre læssevis af billeder af grædende palæstinensere – har Hamas udført den kloge ”krigshandling”, at de har fået alverdens medier over på deres side. For – tænker medierne – det er da for brutalt at gøre som Israel gør: sådan at bombe civilbefolkningen. Blot glemmer man, at det er Hamas, der forhindrer eller overtaler denne civilbefolkning til ikke at rette sig efter Israels anbefalinger.

Det glemte også amerikanerne. Og det slag har Hamas vundet: slaget om amerikanernes goodwill.

Det er det, der nu får Joe Biden til at nægte at give Israelerne de våben, der siger de skal bruge. Netanyahu kom forleden i et interview med en amerikansk reporter med den ganske fikse bemærkning, at det er bedst, hvis man skal ramme fjendens mål nøjagtigt, at have præcise våben. Og hvis amerikanerne forhindrer israelerne i at få præcise våben, er de så ikke medskyldige i de civile tab, der bliver resultatet. Men det ændrer ikke på det faktum, at erobringen af Rafah med de civile tab, det uundgåeligt vil medføre, er imod amerikanernes ønske.

Men altså: Kan vi betragte Jeppe Duvås lederartikel som et vist tegn på, at medierne er begyndt at blive lidt mere nysgerrige, altså er interesseret i at finde ud af de dybere sammenhænge i de begivenheder, de beretter om? Det var at håbe.

Det vil måske også gælde The Economist. I en artikel fra i denne uges udgave, se her, dukker i hvert fald en oplysning om, som i ret høj grad tilfredsstiller min nysgerrighed. Som man måske husker, har jeg ikke kunnet få nogen oplysning om, hvordan Hamas har kunnet få materialer til deres tunnelbyggeri, når Israel ikke tillod dem via Israel at indføre bygningsmaterialer. Det kan nu ses af noget, The Economist skriver næsten i en bisætning. Den lyder sådan:

Siden Hamas overtog Gaza i 2007, har grænsen mod Egypten og smugletunnellerne under den været en livline. Dèr kunne våben komme ind i Gaza, dèr kunne soldater komme ud for at søge medicinsk behandling eller sikkerhed. Abdel-Fattah al-Sisi, den egyptiske præsident har af og til ladet, som om han ødelagde tunnellerne. Men det betaler sig godt at smugle. De egyptiske soldater deltager i det med glæde. Så Israel har en strategisk grund til at erobre grænsen. Ja, nogle officerer mener, at de skulle have gjort det i de første uger af krigen.

Det er ikke nemt at være Israel. For at stå godt med egypterne har de været nødt til at se igennem fingre med disse smuglerier. Og når dertil kommer, at de også så igennem fingre med Hamas’ planer om at udslette Israel af landkortet, gav de dermed Hamas lejlighed til at eksperimentere med en ny form for krigsførelse: underjordisk tunnel-krig ført mod overjordiske luftbombardementer.

Men Jeppe Duvå har da så evig ret i, at det er i den palæstinensiske befolknings interesse, at Hamas mister sin magt. Spørgsmålet er blot, hvor mange af denne befolknings medlemmer der er klar over det.

Så alt i alt: Vi har vel ikke fået alle vore nysgerrige spørgsmål besvaret, i hvert fald ikke, hvad angår de såkaldte flygtninge, som jo altså er migranter, og deres bevægelser, men at vi har fået nogle af dem besvaret, hvad angår Gaza-krigen, er dog et fremskridt. Men stadigvæk mangler vi at se de israelske besættere på Vestbredden blive sat på plads, så de dèrboende palæstinensere kan få et godt indtryk af en retsstat.

Information venstreorienteret?

Vi er ikke helt færdige med Gaza-konflikten endnu (Bliver vi det nogensinde?).

For der er sket det, at Hamas, da Israel udkastede flyveblade, der opfordrede beboerne i et bestemt område af Rafah til at flygte til et angivet sikkert sted, pludselig sagde, at de havde godkendt en våbenhvileaftale med Israel. Dette fik en del Gaza-beboere til at juble. Men en israelsk talsmand var hurtigt ude og melde, at den aftale, Hamas havde godkendt, var et forslag, som Egypten og Qatar havde opstillet, ikke det forslag, som Israel var gået med til. Hvorfor Israel ikke kunne acceptere det. Derfor ville man fortsætte det påbegyndte angreb på Rafah.

I en artikel i Berlingske, se her, overvejer Kristian Mouritzen, hvilke tanker (eller måske endda bagtanker) Hamas kan have med denne bekendtgørelse. Han mener heri at kunne se det første tegn på desperation hos Hamas.

Og det er da muligt, at deres tilslutning – eller altså falske tilslutning – skal forstås på den måde. Og det er da sandt nok, at kunne de få nogle af de jublende Gaza-beboere til at undlade at efterkomme Israels opfordring til at forlade det pågældende område, så ville de kunne få Israels angreb på Rafah til at få den ønskede virkning på verdensopinionen, derved at ganske mange palæstinenser uvægerligt ville blive dræbt, hvilket er udtryk for nogenlunde den samme bagtanke, som de har haft hele tiden ved at prøve at hindre palæstinenserne i at forlade de områder, Israel har erklæret at ville angribe. Men om det er noget, de gør i desperation, eller noget, der ligger i forlængelse af deres hidtidige taktik, det er ret uvist.

Så skal jeg omtale to artikler fra Information. Det er årsag til den lidt besynderlige overskrift, for i én af dem omtales Information som et venstreorienteret blad. Jeg har nu holdt det i efterhånden mange år, og jeg betragter mig da ikke som venstreorienteret. Blot må jeg indrømme, at jeg ikke deler bladets hovedlinje i mange henseender. Men der kan altså af og til dukke noget op, som får mig til at spidse ører. Som nu her den 7. maj, for hele to artiklers vedkommende.

I den ene, se her, gennemgår Emil Jørgensen nogle forskellige israelske dagblades syn på krigen med Hamas. Det er en ret lang artikel, som er ganske spændende at læse. Dog vil jeg indskrænke mig til tre citater fra den. Det ene forekommer til sidst. Her citerer man en chefredaktør, Eran Tiefenbruunn, som ellers blev omtalt til at begynde med. Han kommer med en stikpille til europæerne:

»Jeres største fejllæsning har intet med Israel at gøre,« siger Eran Tiefenbruunn, som i 1990’erne var korrespondent i Berlin.

»Det handler om jer selv. Europæerne har glemt, at det bedste, der er sket i verden, er sejren for jeres liberale tænkning og frihed. Hamas repræsenterer ikke frihed. De fleste arabiske lande deler ikke jeres opfattelse af frihed. Det gør vi. Og alligevel ser I os som skurke«.

Det forekommer mig at være en rigtig iagttagelse.

Så bringer Emil Jørgensen en udtalelse fra en anden redaktør, Ohad Hemo. Den lyder:

»Vi hører palæstinensere og den arabiske verden, når de siger, at de vil dræbe os. Og vi tænker, at de måske ikke mener det bogstaveligt. Men det gør de, og det forstod jeg først den 7. oktober.«

Nu ser Ohad Hemo noget af den samme naivitet i vestlige medier, siger han.

»Der er så meget ignorance. Verdens opfattelse af krigen formes af billeder, og når du har en hær på den ene side og palæstinensiske civile på den anden, så ligger din sympati automatisk hos palæstinenserne«, siger han og tilføjer med spor af tristhed i stemmen:

»Man er nødt til at forstå, at Gaza er Hamas, og Hamas er Gaza. Selvfølgelig er der også palæstinensere, som kritiserer Hamas, men du kan ikke adskille terrororganisationen fra staten i Gaza«.

Man er lige ved, for fuldkommenhedens skyld, at føje til, at ikke blot Ohad Hemo troede, at han forstod Hamas, og at de var til at stole på dem, Netanyahu gjorde det også. Men de snød altså ham og alle de andre israelere, så vandet drev af dem.

Og så det sidste citat fra denne artikel. Det er mærkeligt, fordi det uden at ane det giver mig svar på noget, jeg har spekuleret på længe, nemlig det spørgsmål, hvordan fik Hamas penge og mulighed for at bygge det underjordiske netværk, de gemmer sig i? I artiklen siger en israelsk journalist:

Skurkerollen er uomtvisteligt Hamas’, for set igennem deres linser er det terrororganisationens krig. De startede uhyrlighederne, de afviser våbenhviletilbud, de gemmer sig bag civile, og de har valgt at bruge årtiers donorpenge og magt på at bygge et undergrundsnetværk, der er større end metroen i New York, når de kunne have rejst et nyt Dubai.

Læg mærke til den lille bemærkning om finansieringen af undergrundsnetværket. Hamas brugte årtiers donorpenge, ikke til at hjælpe palæstinenserne, ikke til at give dem en bedre dagligdag, ikke til at rejse et Dubai i Gaza, men til at bygge et netværk af underjordiske tunneller. Eller altså: til at forberede en krig mod Israel.

Er det FN eller de andre hjælpeorganisationer, der har været for naive og troet, at når de gav penge til palæstinenserne i Gaza, så blev det også dem, der kom til at nyde godt af det? I så fald har Hamas snydt dem.

Blot forstår jeg stadig ikke det hele. For én ting er pengene. Noget andet er materialerne. Og vel har de før den 7. oktober kunnet indføre næsten, hvad det skulle være, gennem Israel, men Israel har dog ikke ville lade dem købe materialer, der kunne bruges til tunnelbyggeri, for man havde erfaringer med, at Hamas byggede tunneller ind under grænsen, så der pludselig dukkede terrorister op langt inde i Israel.

Har Hamas fået materialerne gennem Egypten? Måske. Men i så fald må det være gennem korrupte egyptiske toldembedsmænd.

Alt sådant véd jeg intet om. Men nu har jeg i hvert fald fået en antydning af, hvordan Hamas fik pengene til tunnelbyggeriet.

Og N.B.: Det var en oplysning, jeg fik gennem det påstået venstreorienterede blad, Information. Mon ikke det beviser, at bladet ikke er så venstreorienteret, at det gør noget?

Så er der lige én artikel mere, så skal den arme læser slippe. Den er også fra Information, og det er i den, at det ganske uneutrale ord ”venstreorienteret” bruges om Information. Den er skrevet af en aramæer, Maradona Isho, som om betegnelsen ”venstreorienteret” skriver således:

Den største koncentration af sammenspiste propalæstinastøtter er dog at finde på det venstreorienterede Dagbladet Information, så helt tilsigtet er min kommentar sendt til Informations spalter. Lad mig formulere det på denne måde: Venstrefløjens aktører er bimlende naive, hvis de tror, at et frit Palæstina bliver demokratisk med religionsfrihed og plads for de homoseksuelle. Tværtimod. Et frit Palæstina vil snarere ligne nabolande som Egypten og Jordan, med en autoritær styreform og hvor åbenmundede ateister og homoseksuelle vil blive underkuet. Præcis som tilfældet er i dag. (Se her).

Men ak, den stakkels Isho blev altså skuffet. Det ”venstreorienterede” blad Information optog faktisk hans artikel, og én af bladets læsere, denne blogejer, syntes oven i købet godt om det, han skrev. Tja, sådan kan virkeligheden ofte vise sig helt anderledes end forventer.

Men altså, hvor venstreorienteret Information end er, man har tilladt Isho at påpege nogle ikke helt forkerte besynderligheder hos venstreorienterede danske politikere. F.eks. denne påstand:

Lige så gode hensigter venstrefløjen måtte have, lige så snotforvirrede er de, hvis de i ramme alvor tror, at et frit Palæstina bliver demokratisk med religionsfrihed og plads for de homoseksuelle. I dag er det nemlig sådan, at hele vejen fra Marokko til Pakistan er de muslimske stater helt eller delvist autoritære. Og Palæstina er ingen undtagelse.

Og videre denne påstand:

Beskyldninger om en uhellig alliance mellem den yderste venstrefløj og islamister er blevet aktualiseret ved, at den moderate venstreorienterede sociolog Eva Illouz har hudflettet den yderste venstrefløjs ensidige propalæstinensiske støtte, hvor blandt andet Hamas’ terrorangreb ikke fordømmes, og hvor Hamas og Hizbollah accepteres på trods af deres islamistiske syn på kvinder og homoseksuelle.

Og bedre bliver det jo ikke af, at Isho forskyder sine anklager til Danmark og danske venstreorienterede politikere, f.eks. kommer han med denne anklage:

Tilsvarende smagløst var det, da Enhedslistens Rosa Lund gik med i en demonstration, hvor det officielle banner viste Hamas’ soldater bryde gennem grænsehegnet på vej ind for at udføre deres massakre.

Men, besynderligt nok, hvad han skriver til sidst, er da sandt nok, blot må iagttagelsen udstrækkes til næsten hele den venstreorienterede medieverden:

Og når venstrefløjen støtter den palæstinensiske sag helt uden at stille oplagte krav om demokrati, religionsfrihed og rettigheder for homoseksuelle, fordi man ikke vil fornærme eller stille palæstinensere i et dårligt lys, så bidrager man utilsigtet til diskrimination af minoriteter, og støtten har den konsekvens, at den styrker de palæstinensiske muslimers forståelse af, at en antidemokratisk attitude med manglende religionsfrihed og forfølgelse af homoseksuelle til følge er legitime holdninger at have.

Det er, som jeg ser det, ikke mindst næsten hele medieverdenen, der ikke vil fornærme muslimerne, og derfor bidrager til, at de minoriteter, der bor i muslimske lande, og nu også de jøder, der bor hos os, bliver diskriminerede. Og hvis så endda muslimerne kunne forene deres religions holdninger til kvinder, homoseksuelle og svinekød med åbenhed overfor os andre, der ikke har disse holdninger, så var dog noget nået. Men ak, når de ikke kan tåle at se disse holdninger modargumenteret uden straks af råbe ”islamofobi” og handle – ofte med vold – derefter, så reagerer vore muslimske landsmænd altså på vores imødekommenhed på en måde, som vi slet ikke havde regnet med. Derfor bør vi ikke holde vores kritik af islam tilbage. Vor tilbageholdenhed fører jo til helt forkerte resultater.

Lad mig slutte med at pege på to ting, som almindeligvis er overset i Gaza-konflikten.

Den ene er, at der synes at være sket et vist tilbageslag hos de vestlige medier. Kan De, kære læser, huske fjernsynets første år. Da så man aldrig en speaker læse op af et manuskript. Nej, for nu var det jo fjernsyn og ikke radio, og nu skulle seerne sandelig have fjernsyn for alle pengene. Så bare at sidde og glo på en mand eller kvinde, der læste op af et manuskript, det var ikke noget at vise på fjernsyn. Her skulle man i stedet have handling, her skulle man se ting ske, her skulle alle sådanne kedelige elementer være banlyste.

Alligevel så man efter ret få år, at fjernsynet lod speakere komme til. Det blev almindeligt i det, der nu hed TV-avisen at se det, man havde undgået i fjernsynets første år: en mand eller kvinde, der bare læste op af et manuskript eller en teleprompt. For sagen var jo, at vi seere gerne ville have det, vi hidtil havde fået på skrift i aviserne: Oplysning om, hvad der skete rundt om i verden. Og det er nu engang sådan, at meget af det, der sker, kan man ikke berette med billeder, der må ord til, og ord er, hvad en speaker kan levere.

Men i Gaza-konflikten er fjernsynet faldet tilbage i sin falske forsmag for TV. Og det har Hamas vundet utrolig stort på. Det kunne ses så sent som denne aften (8-5). Man er faldet tilbage til at filme noget, der sker. Man går igen efter det, der fremkalder følelser hos os seere – eller det, som man tror, fremkalder følelser hos os. Man gengiver en opfordring fra Israel til beboerne i en begrænset del af Rafah om at begive sig bort til en anden, ret nøjagtig angivet del af Gazastriben. Alligevel skal vi ”underholdes” ved at se en tørklædeklædt palæstinensisk kvinde stå og jamre: ”Vi skulle drage herned og det gjorde vi. Nu skal vi flytte igen. Hvor skal vi flytte hen?”

Hvorfor sætter man et sådant indslag på? Man kan godt få en mistanke om, at man selv falder for de følelser, der vælder ud af munden på denne kvinde. Hvor er det dog synd for hende? Og så glemmer man alt det, man burde gøre som journalist.

Først undre sig over, at Israel på forhånd annoncerer, hvor de vil angribe. Det er jo ganske imod al militær visdom, for så får man ikke fordelen ved overraskelsesmomentet, og så giver man jo samtidig besked til alle Hamas-terrorister om at forlade området, eventuelt sammen med de gidsler, de har dèr.

Dernæst gribe denne udmærkede kvinde i en fejl: for Israel har jo sagt, hvor de kan tage hen. Hvorfor lader man den oplysning gå til grunde i al hendes jammer?

Det kan selvfølgelig skyldes, at man holder med Hamas. Jeg tror snarere, at det skyldes, at den gamle forkærlighed for handlingsmættede følelsesbilleder bryder frem igen og fejer al fornuftig journalistik til side.

Den anden er noget, jeg lidt tilfældigt kom til at nævne i mit forrige indlæg: at vi alle, vestlige og israelske medier og politikere plus de arabiske lande, må gøre, hvad vi kan, for at vinde palæstinensernes ”minds and hearts”. Der bliver ikke nogen varig fred i dette område, hvis ikke både israelere og palæstinensere kommer til at indse, at det klogeste vil være at lade voldsepisoden afløse af en aftale- og forhandlingsepisode. Men for at det kan komme dertil, må begge parter kunne se, at den anden part mener det alvorligt med denne voldsopgivelse. Og det burde palæstinenserne kunne se af israelernes opførsel i Gaza. Men de kan nærmest de det modsatte af israelernes opførsel på Vestbredden.

Det er noget, som de vestlige medier ikke behandler i særlig høj grad. Men Israels opførsel dèr lader meget tilbage at ønske, hvad angår dette at overbevise palæstinenserne om deres gode hensigter. Man har bemægtiget sig det ene stykker jord efter det andet af Vestbredden og gjort det til et område for israelske bosættere. Man har ladet disse bosættere udøver en række uprovokerede voldelige handlinger imod de dèrboende palæstinensere. Man har gjort det til en yderst besværlig sag at skulle bevæge sig fra det ene palæstinensiske område til det andet, fordi bosætterne har deres egne veje, som man ikke må krydse.

Alt dette er med til at vedligeholde palæstinensernes had mod israelerne. Det burde de vestlige medier undersøge, berette om, være forargede over.

Det er måske sandt, at det er umuligt at slutte fred med muslimer, for de vil altid af deres religion få at vide, at de ikke må slutte venskab med kristne eller jøder. Men der er jo i selve Israel og på Vestbredden ikke så få eksempler på, at det kan lade sig gøre at leve i fred, endda i nogle tilfælde at slutte venskab med den anden part. Og det uanset muslimernes krigeriske religion, den vover disse fredelige muslimer at se bort fra.

Alternativet er, at begge parter holder strengt på deres ret, og der derfor fortsat vil være krigstilstand imellem dem, nogle gange uden synderlig vold, andre gange, som nu, med utrolig megen vold til følge. Så vil vi opnå den samme tilstand, som hersker mellem shi’itter og sunnier, de to grene af islam, som har ligget i krig med hinanden fra islams begyndelse.

Og det er der ingen grund til at beundre og efterligne.

Muslimsk infiltration

Desværre er det ikke nødvendigt at sætte spørgsmålstegn ved overskriften.

Der har været en del snak i medierne om, hvorvidt muslimer i ansvarsfulde stillinger i Danmark prøver at modarbejde de danske værdier. Men nu har man fået noget, der er så tæt på et bevis, som tænkes kan. Godt nok ikke om infiltration i Danmark, men i Norge.

Det kommer frem i en artikel af Trond Ellingsen i Rights.no her. Han gennemgår heri et interview, som den norske pendant til Danmarks Radio, NRK, har bragt med den israelske pressetalsmand ved premierministerens kontor i Israel, David Mencer. Interview’et er foretaget af NRK’s korrespondent i Mellemøsten, Yama Wolasmal, og har, efter hvad Trond Ellingsen beretter, fået stor ros iblandt norske journalister. Ellingsen selv spørger, om hyldesten er berettiget, eller om interview’et blot udviser en stor uvidenhed hos Yama. Jeg vil i stedet spørge, om Yama bevidst lyver og bevidst fordrejer kendsgerningerne.

Her kan man se NRK’s udskrift af interview’et, ligesom man kan se en video med selve interview’et. Interview’et foregår på engelsk, så det har været mig muligt at gennemse det. Herunder opdagede jeg, at der var klippet og klistret i det, måske sådan, at lidt for prekære detaljer er klippet fra, hvad véd jeg. Men hvad Ellingsen ikke fortæller, kan ses ved et opslag på Wikipedia: Yama Wolasmal er født i Afghanistan. Mit gæt er derfor, at han er muslim. Og derved får jeg en slags forklaring på nogle af de mærkelige spørgsmål, han stiller: han føler det som sin muslimske pligt at deltage i Hamas’ propagandakrig mod Israel.

Yama spørger således ind til antallet af dræbte i Gaza. Og man forstår på gennemgangen fra NRK, at denne organisation stiller sig bag hans spørgsmål. Det hedder således i gennemgangen:

Mencer hævder, at Hamas har 24 batallioner i Gaza-striben, og at det israelske forsvar i løbet af krigen har ødelagt 18 eller 19 af dem. Fire af dem, der er tilbage, skal befinde sig i Gaza.

-De siger, at de har ødelagt 18 batallioner. Har De bevis på det?

-Vi véd, hvor mange terrorister fra Islamisk Jihad og fra Hamas, vi har dræbt. Vi har dræbt 13.000 terrorister.

-Det har vi aldrig set bevis på.

-Jeg er talsperson for denne regering og for det israelske folk, og jeg fortæller dig nu, at vi har dræbt 13.000 væbnede terrorister, konstaterer Mencer. Vi har fulgt guldstandarden, når vi retter krigen mod terrorister, og fået civile til at forlade området, siger Mencer.

Ifølge Mencer har israelske soldater udregnet dette tal ved at tælle alle dem, som har skudt imod dem. Det samme tal, 13.000, videregav den tidligere talsperson for den israelske regering, Eyvon Levy, den 29. februar.

De Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder i Gazastriben har publiceret lister over dræbte palæstinensere med både navn og ID-nummer. Men Israel mener, i modsætning til FN, at dette tal ikke er troværdigt i denne krig.

Da han spørges om dette, spørger Mencer retorisk tilbage, om man ville have regnet tal fra ISIS for troværdige.

Sådan er det hele vejen igennem. Mencer skal bevise og bevise, selv om det for de fleste nogenlunde neutrale iagttagere i højere grad er Hamas, der er den utroværdige part. Jeg betragter det således som en løgn, at sundhedsmyndighederne har offentliggjort navne og ID-numre på de dræbte palæstinensere. Alle de vestlige medier, der gengiver tallene, gør det med henvisning til, at det er Hamas’ tal, og at det derfor er muligt, at de er forkerte. Dog gør man det jo kun i den første sætning. Senere går man ud fra, at de er sande. Men så tvivl om dem ville man ikke gøre, hvis de var så nagelfaste, som Yama her påstår.

Og det kan i hvert fald noteres med sikkerhed, at disse myndigheder aldrig har trukket de 13.000 dræbte terrorister fra deres antal. Derfor hedder det gang på gang i de vestlige medier, at 34.000 palæstinensere er blevet dræbt, langt de fleste kvinder og børn.

Hvad antallet angår, skriver Nils Thomas Svendsen på document.no, se her, følgende:

Hamas påstår videre at 34.000 er døde på Gaza-stripen. Men helsedepartementet har i en serie rapporter innrømmet at mer enn 15.000 av dødstallene ikke stammer fra helsesystemet selv, men fra «reliable media sources» og at 11.000 av disse ikke er verifiserte. En tredjedel eller flere av departementets data er således i beste fall ufullstendige og i verste fall fiktive. Vi er altså potensielt nede i 23.000.

Man kan for øvrigt lægge mærke til, at påstanden om de publicerede lister i ovenstående citat ikke står som noget, Yama siger, men som noget, der efter NRK’s mening står ganske fast. Så stor indflydelse har altså muslimen Yama på den norske statsradiofoni.

Det var spørgsmålet om antallet af dræbte. Så er der spørgsmålet om, hvad der skete den 7. oktober. Som man måske husker fra det forrige indlæg, mente muslimen dèr, at det var forfærdelige ting, der dèr var sket. Men Yama Wolasmal lader, som om der savnes bevis på umenneskelighederne. Trond Ellingsen skriver:

Enda verre ble det da Mencer minnet om at Hamas halshugde jøder under massakrene den 7. oktober, og Wolasmal reagerte ved å si at han ikke hadde sett bevis for det. Har ikke NRK fått med seg at videoer av halshugginger ble lagt ut av terroristene mens det pågikk? Eller at USAs utenriksminister Anthony Blinken ble vist bilder av brente og halshugde babyer under sitt besøk den 12. oktober i fjor? Dette ble opplyst av Jerusalem Post i en artikkel samme dag.

Det ser ud, som om Yama er villig til at følge Hamas i alle deres løgne. Til at begynde med offentliggjorde Hamas billeder af de forfærdelige begivenheder. Man mente vist derigennem at kunne få de trofaste muslimer i Gaza til at juble. Men da man opdagede, at det internationale samfund ikke jublede på helt samme måde, gik man over til at nægte, at noget sådant var sket. Det er den taktik, Yama følger her overfor Mencer. Men det giver Mencer lejlighed til at komme med følgende replik, der rammer ganske godt:

Til slutt var det bare for Mencer å konstatere et uansett hvilke bevis Israel legger frem, så blir det det aldri nok for mennesker som ikke ønsker å se sannheten.

Desforuden kan man konstatere, at dette replikskifte ikke er med i den udskrift, som NRK har lagt på nettet. Derimod er ordvekslingen med i videoen fra interview’et. Jeg kan ikke svare på, hvorfor man ikke har slettet det også dèr. Har Yama måttet diskutere med ledelsen i NRK og har han måttet affinde sig med denne halve løsning? I begge tilfælde giver man uden at ville det Mencer ret i hans bemærkning: Yama og dele af den norske statsradiofoni ønsker ikke at se sandheden. Eller: Det lykkedes for muslimen Yama at infiltrere statsradiofonien i uhyggelig grad.

Så er der spørgsmålet om hospitalerne. Er de blevet brugt af Hamas til centre, fordi Hamas ønsker at nyde godt af den beskyttelse, en krigsmagt normalt giver hospitaler? Og igen lader Yama, som om der ikke foreligger noget bevis på en underjordisk kommandocentral under al-Shifa hospitalet. Og Mencer svarer, her gengivet efter NRK’s tekst:

-Igen Yama. Disse spørgsmål chokerer os her i Israel. Fordi vi har fremlagt beviser. Vi har vist dig dem, vi har vist dem til verdens medier. Utrolig mange journalister er blevet ført frem til disse tunneller. Vi har vist dig de skudsikre døre. Vi har set cellerne.

-Ikke specifikt al-Shifa, svarer NRK.

Også her stiller NRK sig bag Yama i denne ganske ubegrundede tvivl om sandheden af Israels afsløringer. Men også her kan man se en forskel mellem videoen og den påståede afskrift derfra. Det har Trond Ellingsen blik for. Han refererer fra videoen under overskriften ”Bevæbnede jordmødre?”:

Eller når Wolasmal sier at det ikke er bevist hva Hamas brukte bunkerne og tunnelene til som ble oppdaget under sykehusene, eller at bombekastergranatene som ble hentet ut derfra ikke beviste noe som helst? Det burde holde for NRKs mann å erkjenne at det umulig kunne ha vært helsepersonell som holdt til der. Helsepersonell har ikke behov for bombekastergranater.

Men David Mencer svarte tålmodig, også da han forsvarte IDFs angrep på sykehusene i Gaza med å fortelle at man fant tilsvarende bombekastergranater på sykehusets intensivavdeling. Og at israelske soldater ble beskutt fra fødeavdelingen. Mencers noe syrlig kommentar var at det ikke var jordmødrene som skjøt.

Tja, man forstår jo godt, at de i tekstudgaven skærer en sådan ironisk bemærkning bort. Men igen: Viser det ikke med al mulig tydelighed, hvilken indflydelse en muslim som Yama Wolasmal har, når han kan lade, som om Israels beviser for Hamas’ udnyttelse af hospitalsbeskyttelsen er ugyldige.

Og så er der endelig spørgsmålet om, hvad der skal ske med Gaza efter krigen. Her sammenligner Mencer situationen i Gaza med situationen, som de allierede stod overfor i Tyskland efter Anden Verdenskrig: Man var storsindet nok til at opbygge det ødelagte Tyskland. Det får Yama til at spørge, om Israel vil betale for en sådan genopbygning, og selv om Mencer fortæller ham, at han ikke har bemyndigelse til at afgive et sådant løfte, gentager han spørgsmålet en tre-fire gange.

Men hvad han ikke spørger om, og hvad man så udmærket forstår, at han ikke spørger om, efter at man har set hans muslimske holdninger slå igennem i de andre spørgsmål, er, hvordan man har tænkt sig af afradikalisere palæstinenserne i Gaza. Det gjorde man jo med tyskerne i stor stil i 1945. Tilmed gjorde vi det her i Danmark i de mange lejre for tyske flygtninge, som blev oprettet herhjemme, indtil de i 1949 kunne rejse tilbage til Tyskland. Lad mig bare nævne, at man i undervisningen af de mange børn i lejrene ikke ville bruge hverken de tyske lærere som undervisere, for de var formentlig nazistisk infiltrerede, eller de lærebøger, som de havde undervist efter, for også de byggede på den nazistiske ideologi.

Har man på tilsvarende måde tænkt sig at afradikalisere palæstinenserne i Gaza? Og hvordan vil man gøre det? Hvis Israel skal betale for genopbygningen, er det vel et rimeligt krav at stille, at børnene ikke for israelske penge som hidtil skal undervises i islams overlegenhed over jøderne. Men hvad skal de så undervises i? Og skal koranen med dens syn på jøderne bruges? Eller – hvis jeg må henvise til det forrige indlæg – skal man anvende den milde form for islam fra Indonesien, så man lader indonesiske lærere undervise børnene? Forudsat, naturligvis, at denne milde form er ægte. Men det er den vist desværre ikke.

Mencer giver udtryk for et fromt ønske med disse ord:

Ingenting vil gøre Israel gladere end at have fredelige naboer i Gaza, som er velstående. Et Gaza, som kan give børn en bedre fremtid, som ikke er radikaliserede, og som ikke fører krig og sender raketter mod os.

Man kan kalde dette et fromt, men uopfyldeligt ønske. Men måske både israelerne og vi herhjemme i langt højere grad skulle gå islam på klingen, forlange svar på, hvordan de mange voldsopfordringer i koranen skal tolkes, få afklaret, om man stadigvæk har den tese siddende i sindet, at al jord, som én gang er blevet muslimsk, skal være det i al fremtid, og i det hele taget forlange ret omhyggelige redegørelser for, hvordan en fredelig sameksistens med muslimer kan gennemføres, uden at der fra tid til anden fremstår farlige muslimske terrorister.

En tysk flygtning i Danmark giver i avisen Deutsche Nachrichten udtryk for, hvordan man som tysker skal se på fremtiden, se her:

Vi må oplyse vore medmennesker og fremfor alt vore unge, opmuntre de bedrøvede og sætte al vor styrke ind for skolingen i den demokratiske ånd.

Og lidt senere spørger han, om det fandtes noget godt i nazismen. Dertil svarer ham:

Nej, aldrig! Det var fra begyndelsen til den bitre ende løgn og bedrag. Nu må dog selv de dummeste vide, at vi blev regeret af en bande forbrydere, hvor de “førende mænd” måtte omgive sig med stærke livvagter, fordi den ene ville udæske den andens rang og tragte ham efter livet — mens man prædikede kammeratskab for os!

Jeg gætter på, at det er meget få muslimer, der vil sige det samme om islam, som der her siges om nazismen. Men hvad så? For hvis det nu er nogenlunde klart, at det var Hamas’ islamisme, der fik dem til både at lyve, som de gør, og at se ned på enhver jøde, begge dele egenskaber, som gør, at det ikke er rart at være nabo til dem, så er jo emhver afradikalisering næsten umuliggjort.

Så også på det punkt er Yama en dårlig journalist. Det er ikke afgørende, hvem der betaler for genopbygningen, men det er afgørende, om vi i Vesten sammen med Israel kan vinde gaza-beboernes ”minds and hearts”, så de kan se en fordel i et fredeligt fællesskab med israelerne og fastholde det, uanset hvilke koransteder fromme muslimer vil tude dem ørerne fulde med.

Mild islam?

Findes der er mild udgave af islam?

Dette spørgsmål skal her tages op til debat. Det vil sige: jeg kan sådan set allerede nu afsløre, at jeg mener, at der ikke findes nogen mild udgave af islam. Derimod anser jeg det for givet, at der findes ganske mange milde muslimer. Så det, der skal undersøges, er, om de milde muslimer kan blive ved med at være milde, når den islam, de knytter sig til, på ingen måde er mild. Kan de bevare sig selv som hele mennesker, når deres mildhed tvinger dem til at glemme eller overhøre eller direkte fornægte de voldelige træk ved islam?

Årsagen til, at det spørgsmål skal tages op her, er en artikel i The Economist af den indonesiske forsvarsminister Prabowo Subianto, se her.

Og jeg skal på ingen måde nægte Subianto betegnelsen ”mild muslim”. Jeg vil endda mene, at man om Indonesien, som jo er det største muslimske land i verden, må sige, at det er en mild form for islam, der hersker dèr. Og derfor lytter jeg naturligvis med velvilje, når han, som overskriften hævder, vil undersøge, om ikke vi i Vesten er dobbeltmoralske, fordi vi lægger mere vægt på at der dræbes mennesker i Ukraine, end på, at der dræbes mennesker i Gaza.

Er vi da ikke det?

Indrømmet, det kan se sådan ud, når man betragter begivenhederne gennem de briller, som vore vestlige medier giver os at se dem igennem.

Subianto begynder med at fortælle om, hvordan Indonesien droppede en lille portion nødhjælp fra luften ned over Gaza. Han véd da godt, at det ikke hjælper det store, men det var ment som et udtryk for medlidenhed fra den ene muslim til den anden. Han, og andre muslimer, havde håbet, at blodsudgydelserne i det mindste ville ophøre i den hellige ramadan-måned, men ak, det gjorde de ikke. Og så skriver han:

Lige siden den 7. oktober har jeg hørt argumenter, som prøver at give støtte til krigen i Gaza, fordi den er en retfærdig reaktion på Hamas’ angreb. Hvad der skete den dag, var forfærdeligt, jeg føler virkelig med alle de israelere, som mistede deres kære. Men jeg kan ikke på nogen måde se, hvordan begivenhederne den 7. oktober kan retfærdiggøre det, der er sket i Gaza sidenhen.

Hvordan skulle jeg kunne det? Hvordan kan nogen retfærdiggøre drabet på titusinder af uskyldige civile, hvoraf største delen er kvinder og børn? Hvordan kan nogen retfærdiggøre den grad af ødelæggelse og den sult og nedværdigelse, som det uskyldige Gaza-folk er blevet udsat for, i en kampagne, som milliarder rundt om i verden mener har brudt enhver international lov og konvention om at beskytte civile, når en konflikt er i gang?

Jeg skal sådan set ikke bebrejde Subianto, at disse udtalelser røber, at der er temmelig mange kendsgerninger, han ikke er klar over. For disse kendsgerninger er også overset af de fleste vestlige journalister. Og godt nok er han forsvarsminister i Indonesien og godt nok er han udset til at blive den næste præsident dersteds, men journalist er han jo ikke. Og så kan man vel ikke forvente en journalistisk undersøgelse af de påstande, han kommer med, som man kan forvente det af rigtige journalister. Så at han stoler på journalister i disse materier, javist, lad gå, det må man bebrejde disse journalister, men da ikke ham.

Størstedelen af ofrene er kvinder og børn, skriver han og overser ligesom de fleste vestlige journalister, at denne påstand er Hamas’ påstand, og at en sådan påstand fuldstændig lader de dræbte Hamas-soldater ude af betragtning.

Gaza-folket er udsat for sult, hedder det, og her følger han også vestlige journalister, der ”glemmer” eller overser eller bevidst undlader at fortælle, at Hamas og andre magthavere i Gaza tilsyneladende uden samvittighedsnag stjæler fra de lastbiler, der kommer ind i Gaza, så de kan have noget til sig selv og også have noget at sælge af til de fattige Gaza-beboere.

Og så får han også sagt, at israelerne bryder enhver international lov. Det kan man også finde anført i vestlige medier. Men glemmer man så ikke Israels opfordring til de civile om at flygte fra Nord-Gaza til Syd-Gaza, og tilsvarende Hamas’ forsøg på at tvinge befolkningen til at blive i Nord? Det gør mange vestlige medier, og dem følger Subianto uden selvstændige undersøgelser.

Og det er jo sådan set i orden for hans vedkommende. Vi bør da kunne stole på vore medier. Vi bør da have tillid til almindelige journalistiske undersøgelser. Og når han har det – nå, ja, det giver et forkert billede af sagen, for der er noget, journalisterne overser eller glemmer eller bevidst udelader, men bebrejde ham denne udeladelse, det vil jeg ikke gøre.

Så siger han, at han siger dette som muslim, javist, men dog først og fremmest som menneske. Og det må gribes med kyshånd. For er det ikke den milde muslim, vi her ser? Og er det ikke ofte en sådan, vi savner?

Men, fortsætter han, den vrede, han føler som menneske, føles tilsyneladende ikke af alle. Da Rusland invaderede Ukraine, var det Vesten, der ledte en kampagne for at fordømme Rusland for at overtræde menneskerettighederne og international lov. Men nu, nu godkender de samme lande, altså os i Vesten, en ligeså blodig konflikt, nemlig den i Gaza. Og så fortsætter han – men nu har jeg noget vanskeligere ved at forsvare ham:

Hvordan er ødelæggelsen af Gaza by mindre fordømmelig end ødelæggelsen af Mariupol? Hvordan er angrebet i Butsja værre end det på al-Shifa hospitalet? Hvordan er drabet på palæstinensiske civile mindre fordømmelsesværdigt end drabet på ukrainske civile?

Nu sammenligner han noget, som han dog burde vide ikke kan sammenlignes. Jeg mener, russernes ødelæggelse af Mariupol var ikke en gengældelse af et angreb, ukrainerne havde foretaget mod russiske borgere, sådan som ødelæggelsen af Gaza by kan betragtes som en gengældelse for 7. oktober, for invasionen af Ukraine kom, uden at Ukraine på nogen måde have provokeret Rusland.

Og det er vel efterhånden blevet klart, at massakren i Butsja var ren og skær ondskab, mens angrebet på al-Shifa hospitalet havde sin grund i, at Hamas – imod alle regler for acceptabel krigsførelse – brugte hospitalet som hovedsæde; tænk på de underjordiske tunneller, man har fundet dèr.

Og så er det jo sandt nok, at drabet på civile er fordømmelsesværdigt, hvad enten der er tale om ukrainere eller palæstinensere. Men hvordan kan han helt overse, at det i Gaza-konflikten er Hamas, der lader hånt om beskyttelsen af civile, derigennem, at de bruger de civile som skjold for deres soldater, mens det er Israel, der søger at beskytte dem ved deres mange opfordringer til at forlade de områder, der vil blive bombet?

Subianto fortsætter:

Flere og flere mennesker i Indonesien og ud over verden, i det globale Syd og også i Vesten, føler, at det, at vestlige regeringer ikke presser Israel til at afslutte krigen, er tegn på en alvorlig moralsk krise. Hvordan kan man ellers forklare den dobbeltstandard, hvor man opfordres til at have ét sæt principper for Ukraine og et andet for Palæstina?

Her har vi hans anklage mod Vesten i en nøddeskal. Og når han sådan med vestlige journalistere hjælp ”glemmer” en række ubehagelige kendsgerninger, så kan han nok opretholde en sådan anklage om dobbeltmoral, og dertil få anbragt sig selv – og islam, som det viser sig – på en høj moralsk piedestal. Han har, fortæller han, adskillige gange opfordret til fred mellem Rusland og Ukraine, og han opfordrer til fred i Gaza, og, føjer han til, det gør han, fordi man ødelægger menneskeliv og menneskelige beboelser.

Og så følger det, der viser ham som en mild muslim, men som også ved nærmere undersøgelse viser de vanskeligheder, en mild muslim har med islam som sådan.

Jeg opfordrede til våbenhvile som indledning til en varig fred, fordi jeg som muslim og som indoneser tror på fred og sameksistens i moderation og harmoni. Disse værdier udgør dna’et i vores land og vort folk. For os er de lige så relevante, når det er europæere, der lider, som de er, når ofrene er asiater eller afrikanere. Og de er også lige relevante, hvad enten det drejer sig om kristne, muslimer eller jøder.

Jeg skal ikke anklage ham for ikke at have sat sig ind i Putins noget besynderlige baggrundsforståelse, den, der gør, at det er vanskeligt at få en fred i stand i Ukraine-krigen. Men jeg vil nok anse det for meningsfuldt at anklage ham for uvidenhed om, hvad der driver Hamas i Gaza-konflikten. Han tror som muslim på fred og sameksistens, men hvordan kan han helt se bort fra, at det gør Hamas ikke. Hamas har i sin grundlov indskrevet, at Israel skal udryddes, Hamas’ mål er evig kamp mod Israel, altså på ingen måde fredelig sameksistens. Så det vil sige, at den løsning på konflikten, som Subianto betragter som nærmest selvindlysende: at Israel og en palæstinensisk stat lever fredeligt side om side, er en løsning, som Hamas ikke drømmer om at gå med til.

Og at Subianto virkelig forestiller sig en sådan løsning, kan ses af det sidste, han skriver:

Vi må blive enige om at afbryde denne krig med det samme. Men vi må ikke standse dèr. Hvis vi ikke vil have, at en række volds- og lidelsesbegivenheder gentager sig selv med dramatisk regularitet, som de har gjort det i det meste af de sidste otte årtier, må vi arbejde sammen på at løse konflikten ved at etablere en uafhængig palæstinensisk stat ved siden af det nu eksisterende Israel.

Jeg siger ikke, at dette ikke er en god løsning. Ja, jeg kan endda gå med til, at det er den eneste løsning, der kan give varig fred. Men jeg spørger mig selv, hvordan muslimen Subianto vil overbevise muslimerne i Hamas om det muslimsk rigtige i denne løsning. Her er det ikke kristen teologi, det drejer sig om, men muslimsk teologi. Her er det koranord, der må bringes i spil. Her nytter det ikke noget sådan ud i luften at påstå, at islam som religion ønsker fredelig sameksistens med ikke-muslimerne, når det meste af islams historie viser, at islam er en erobringsreligion. Javist, der er blevet sluttet fred mellem muslimske lande og ikke-muslimske lande, men de fromme muslimer mener, at en sådan fred højst må være ti år og at den muslimske side har ret til hvert år at bryde denne aftale. For enhver from muslim mener – ud fra en række koranord og ud fra Muhammeds praksis – at en muslim har pligt til at udbrede islam med sværdet, altså med vold, med krig, og måske endda med de forfærdelige metoder, Hamas anvendte den 7. oktober.

Jeg har mødt denne muslimske ulyst til at gå ind på en koranudlægning overfor os ikke-muslimer tidligere. Her har jeg f.eks. mødt den hos Naveed Baig, den danske imam med pakistanske rødder. Han henviser til, hvordan 126 muslimske lærde gik i rette med den selvudråbte kalif, al-Baghdadi. Og det var da selvfølgelige interessant nok, at de overfor ham påpegede, at der i den muslimske verden er opstået konsensus om, at det ikke mere skal være tilladt at holde slaver. Ud fra denne konsensus kan de bebrejde ISIS deres forsøg på at gå i Muhammeds fodspor ved at tillade slavehold. Jeg ville jo nok mene, at det havde været mere relevant, om der var opnået konsensus om, at man ikke måtte anvende vold for at udbrede islam. Men en sådan konsensus er der måske for mange koranord, der vender sig imod.

I hvert fald fortalte Robert Spencer for nogle år siden om en strid i Indien, se her. Den shi’itiske imam, Rizvi, havde hævdet, at de 26 voldopfordringer, der findes i koranen, er uægte koranord; de blev nemlig, siger han, føjet til under de første kaliffer, som shi’itterne ikke anerkender. Men som han dog fik på puklen for det af en række andre imamer. Sågar var der én, der hævdede, at han fortjente døden for denne udtalelse.

Men måske vi kirkefolk skal gribe i egen barm, når det drejer sig om at retlede Subianto.

Jeg skrev for lang tid siden en vise om omvæltningerne i Sovjetunionen. Og i et senere indlæg her på bloggen, nemlig dette, filosoferede jeg lidt over, om ikke den samme omvæltning kunne tænkes at finde sted indenfor islam. Denne filosoferen over et skriftord greb mig også i søndags, da der i prædiketeksten forekom ordet ”herliggørelse”. Jesus beder i sin bøn langfredag aften Gud om at herliggøre ham, Joh 17,1.Og hvad Johannes mener med begrebet ”herliggørelse”, kan bedst ses af Joh 12,27-32, hvor Jesus siger:

Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.

Det vil sige, at dette at blive herliggjort i Johannes’ sprogbrug er identisk med at blive ophøjet fra jorden, altså med at blive korsfæstet. Hvordan kan det være en herliggørelse, og hvordan kan Jesus på Golgata drage alle til sig?

Ja, det er den sandhed, som jeg har prøvet at skitsere ud fra Luk 6,37-38, ordene om, at som vi behandler andre, vil de behandle os; viser vi dem tilgivelse, vil vi før eller siden blive mødt af de andres tilgivelse. For med vore ord er vi med til at opbygge de fællesskaber, vi står i.

Men jeg indrømmer igen her, at en sådan påstand lyder usandsynlig. Og jeg er derfor nødt til igen at pege på, at ordet faktisk gik i opfyldelse i urkirken, hvor apostlene, inklusive kristenforfølgeren Paulus, faktisk lod sig drage af Jesus-begivenheden. Man skulle ellers tro, at dødsangsten ville afholde dem fra at sige noget, der kunne føre til henrettelse, men nej, de fastholde, hvad de af Jesus havde lært var sandheden, også selv om det kostede dem livet. Og i oldkirken var det de samme uforståelige kræfter, der virkede. Gennem de mange martyrier voksede kirken frem til at blive anerkendt.

Og lige så besynderligt er det, at Luthers modstand mod paven bragt Europa ind på et nyt spor. For han holdt jo fast ved sin overbevisning, selv om paven truede ham med bål og brand. Og den overbevisning gik ud på, at fyrsten skulle lade ånderne tørne sammen, se her. En sådan let henkastet bemærkning er det, der har ført til vore dages ytringsfrihed, en ytringsfrihed, for øvrigt, der som før omtalt her på bloggen, begyndte med Jesus selv. Da han blev slået af én af tempeltjenernes under forhøret hos ypperstepræsten Annas, sagde han:

»Har jeg sagt noget forkert, så bevis, at det er forkert; men er det rigtigt, hvorfor slår du mig så?« (Joh 18,23).

Og det er, hvad vi i vore dage prøver at leve op til: argumenter drejer det sig om, ikke autoritet, ikke magtanvendelse.

Og at vi som kirke ikke har ulejliget os med at angribe muslimerne for koranens voldsord, og måske/måske ikke derved fået dem til at erklære disse ord for ugyldige for nutidsmennesker, det er, hvad man kan bebrejde os.

Og som sagt, Prabowo Subianto synes at have forstået ganske meget af dette menneskeideal. Men han er ikke blevet klar over, at det bestemt ikke var et ideal for Muhammed.

Hvad kan man stole på?

Dette indlæg bliver en måske lidt for overfladisk gennemgang af de forskellige medier. Og hovedindholdet er altså den arme blogbestyrers forsøg på at løse overskriftens spørgsmål: I hvilket medie har man de mest troværdige journalister? Hvor har man øje for de mange løgne, der florerer i medieverdenen? Hvordan kan man skelne de troværdige medier fra de ikke-så-troværdige?

Lad mig begynde med Steen Raaschou på snaphanen.dk.

Han har her et indlæg om forholdene i Gaza, hvor han ikke blot bygger på det, man plejer at kalde alternative medier, men også forsøger at drage en konklusion af de mange forskellige oplysninger, han får. Han siger, at han vil forbinde de forskellige ”dots”. Derigennem mener han at kunne finde ud af, hvad ”alle punkterne, lagt sammen, peger hen imod”.

Det skal man være varsom med. Der er f.eks. dem, der vil mene, at coroma-halløjet var en planlagt begivenhed med ét eller andet formål af én eller anden magtorganisation. Og det lyder selvfølgelig ikke så godt. Blot vil jeg mene, at sandheden måske er langt mere ubehagelig. Hvis nemlig vi tør se medierne i den situation, ikke som nogen, der skal oplyse os om sandheden, men som nogen, der skal hjælpe statsmagten med at få os arme indbyggere til at forstå, hvor farlig coronaen er, så er dette, at medierne har forvandlet sig fra folkeoplysere til folkeopdragere langt farligere, end hvis én eller anden verdensorganisation prøver at få os alle ind i sit favntag.

Det samme ser vi i klimadebatten. Den er nemlig af samme grund aldeles ikke nogen debat. Den har forvandlet sig til en debat, der i vore almindelige medier foregiver at være en videnskabelig debat, men alligevel fornægter alt det, der kendetegner en ordentlig videnskabelig debat. Man hævder, at så og så stor en procentdel af videnskabsfolkene står bag påstanden om CO2 som en skadelig luftart. Men de argumenter og – især – de modargumenter, der findes for en sådan påstand, lader man os ikke høre. Og det, selv om det er kendetegnende for den videnskabelige udvikling, at sandheden er et barn af det gode argument, ikke af gode og berømte videnskabsfolk.

Som sagt er der en del ”dots” i Raaschous indlæg. Ét af dem kunne jeg godt se en vis mening i. Nemlig det spørgsmål, han stiller til amerikanernes byggeri af en havn ved Gazas kyst. Herom skriver han:

1000 amerikanske soldater bygger i øjeblikket på “en midlertidig havn udenfor Gaza.” Den er 50 % færdig. Den koster 300 mio dollars og er angiveligt til “humanitær hjælp,” men den kan tage meget store fragt- og containerskibe, og den er uforståelig fordi alt kunne gøres meget lettere ad landvejen, fortæller BBC. Mon ikke den også kan tage olietankere? Mere om dem om lidt.

Nu lægger vi et punkt til: Gaza’s meget store og næsten ikke omtalte olie- og gasforekomster.

Den med, at hjælpen meget lettere kan komme ind i Gaza ad landvejen, den køber jeg. Og derfor må også jeg spørge, hvorfor i alverden amerikanerne så ofrer så mange penge på den havn. Er der en hemmelig plan bag ved?

Måske Raaschou kommer med noget af et svar lidt senere, hvor han skriver:

Det er her vore veje skilles, jeg er kun interesseret i fakta, ligegyldigt hvem de skader eller gavner, jeg “holder ikke med nogen af dem,” og desuden er det billede der tegner sig ikke andet end regeringens længe udtrykte ideologi om et Storisrael, og det er tydeligt at se, at det let kan have været meningen at gennemføre det lige siden den 7 oktober.

Det er ikke kønt, men det er sandsynligt, påstår jeg. Det gode ved påstanden er, at vi allerede inden et års tid ved, om den er sand eller falsk. Den hviler på faktiske begivenheder, som jeg linker til her, og endelig til min tolkning af dem, som blot er en logisk sandsynlighedsberegning. Den kan være forkert, men ikke meget tyder på det:

Araberne skal ud af Gaza og Vestbredden. Det er Nethanyahu’s “Endlösung,” Det får man ud af at ‘connecte’ disse ‘dots.’ Det er det, amerikanere og europæere støtter: Folkemord, krigsforbrydelser og etnisk fordrivelse. Alle udgifter betales af USA og Israels overtagelse af Gaza’s olieforekomster.

De kalder det selvfølgelig noget andet: “Selvforsvar og humanitær hjælp.” Vi leverer de fly og bomber, der slår jer ihjel, men I kan til gengæld blive genbosat i USA, Canada og Europa, hvis I overlever. Foreløbig har 35.000 ikke overlevet. 70% er kvinder og børn.

Aha, det var planen. Altså planen, som Raaschou har afsløret: De mange Gazaboere skal genbosættes i USA, Canada og Europa. Så bliver Gaza åben for israelere, og så kan olie- og gasforekomsterne udnyttes.

Men er det sandt? Man kan i hvert fald komme med den samme indvending overfor Raaschou, som han kom med overfor vore medier. Hvad skal man med en havn, når det er meget lettere at sende hjælpen ind via Israel?, lød indvendingen fra ham. Nu lyder indvendingen imod ham: Det er da meget lettere at sende Gazas beboere til USA, Canada og Europa via Israel end via en selvstændig havn.

Og for øvrigt, hvis Netanyahus plan er, at araberne skal ud af Vestbredden og Gaza, så er det jo kun Gaza-beboere, der kan evakueres via den havn.

Så lægger jeg også lige i farten mærke til, at Raaschou uden indvending sætter antallet af dræbne palæstinensere til 35.000, selv om Hamas i sine opgivelser vist kun er nået til 33.000. Dertil kommer, at han uden indvending gentager Hamas’ påstand om, at 70% er kvinder og børn, selv om Israel påstår, at de har dræbt 13.000 hamas-krigere – eller er det kun 11.000?

Når jeg ved første gennemlæsning kunne se en vis mening med Raaschous påstand om havnebyggeriet, skyldes det, at jeg hos Robert Spencer – som vist er et alternativt medie med den modsatte alternative opfattelse af Raaschous – og også andre steder har læst, at de arabiske lande meget bastant har nægtet at tage imod nogen palæstinensisk flygtning. Man er, siger Spencer bl.a. her og her, interesseret i at bibeholde palæstinensernes krav på hele Israel, eller man fastholder, at de i sin tid, i 1948, blev fordrevet uretmæssigt. Derfor har et stigende milliontal palæstinensere levet i flygtningelejre i Libanon og i Gaza. Og ikke sandt, kunne man nu i det mindste få palæstinenserne i Gaza til at forlade området, så var dog i hvert fald det problem løst.

Og ingen tvivl om det, den israelske højrefløj, hvorfra i hvert fald to ministre sidder i Netanyahus regering, ønsker at hele Palæstina kommer til at tilhøre Israel, ligesom omvendt Hamas og mange palæstinensere ønsker, at det hele kommer til at tilhøre palæstinenserne. Men netop af den grund kan man da godt forudse, at Hamas vil modsætte sig en udvandring fra Gaza – og Hamas er jo ikke nedkæmpet endnu – og at ganske mange af beboerne i Gaza hellere vil have alt besværet med at genopbygge Gazastriben end at rejse fra det hele. Det er jo trods alt deres land, føler de.

Så til en artikel i Kristeligt Dagblad. Det er Bjarne Nørum, der skriver om den organisation, der hedder Journalister uden Grænser, se her. Og så skulle man jo tro, at en person som mig, der har en ret stor mistanke til vor journaliststand, ville blive glad. For her hedder det, at de vestlige lande har den største pressefrihed. Og ikke sandt, hvad mere kan man forlange?

Tja, man kan f.eks. forlange, at disse journalister deler sol og vind nogenlunde lige. Men gør de det? Vore hjemlige journalister er i hvert fald alle til hobe modstandere af Donald Trump. Og det er minsandten disse journalister uden grænser også. Deres repræsentant siger i hvert fald ifølge Nørum:

”Vi så, hvor katastrofalt det var i Donald Trumps første periode som præsident, og vi har allerede i år set ham komme med trusler mod journalister,” siger Rebecca Vincent, der videre fremhæver, at valgkampe har en tendens til at udkrystallisere presset mod pressefrihed og øge misinformation.

Jeg siger om Donald Trump som Steen Raaschou om Gaza: ”jeg holder ikke med nogen af dem”, ”jeg er kun interesseret i sandheden”. Jeg indrømmer gerne, at det var tosset af ham at bekendtgøre, at han ville købe Grønland af Danmark, men jeg anerkender alligevel hans forsøg på at få forsonet Israel med nogle af de sunni-arabiske lande. Blot står jeg vist ret alene med en sådan forholdsvis afslappet holdning til Trump.

Så er der et langt interview med Lars Løkke Rasmussen i Information, se her. Interview’eren er Rune Lykkeberg. Og et stykke ned i teksten siger Lykkeberg, at mange vil mene, at det er de stærke, der tryner de svage i Gaza. Herpå svarer Lars Løkke:

For når jeg prøver at engagere afrikanske kolleger i Ukraines frihedskamp, så trækker de Palæstina-kortet – eller nogle andre kort. Det er også derfor, vi prøver at læne os ind i den her konflikt på en balanceret måde, som også rummer det forhold, at det hele er accelereret af Hamas’ angreb. FN’s generalsekretær kom helt galt afsted, da han sagde, at Hamas’ angreb ikke skete i et vakuum. Jeg siger det på den måde, at den 7. oktober er første sætning i et nyt kapitel i en meget lang og sørgelig bog.«

Lars Løkke prøver i det hele taget at være afbalanceret. De store moralske armbevægelser er han helst fri for. For de ender ofte helt anderledes, end man forestiller sig. Ovenstående betragtning fortsætter han således:

»Vi har jo sagt i månedsvis, at der bør komme en våbenhvile. Danmark har i meget klar tale sammen med EU og amerikanerne sagt: ’Lad være med at lave en landoffensiv i Rafah. Jeg tror ikke, jeg afslører nogen stor hemmelighed, hvis jeg siger, at der er tiltagende frustration i verdenssamfundet over, at man ikke afsøger et nyt ryk i sin strategi. Men jeg har selv et billede på, at der på en uhyre trist og meget dyster baggrund er mulighed for at fremme noget langsigtet og bæredygtigt …«

Danmarks udenrigsminister henviser her til en »lang samtale«, han havde forleden med den saudiske udenrigsminister, som bestemt efterlod ham med det indtryk, at der blandt golfstaterne er en »oprigtig vilje« til at normalisere forholdet til Israel og komme tilbage til de forhandlinger, som blev afbrudt efter Hamas’ angreb. Det gælder flere lande i regionen, at de har nogle »skarpe analyser«, fordi både de protesterende folkemasser, som Løkke kalder for »gaden«, og den politiske stabilitet giver dem en langsigtet interesse i at finde en bæredygtig løsning:

»Emiraterne normaliserede deres relation til Israel for fire år siden uden at løse det palæstinensiske spørgsmål, og jeg ved ikke, hvor højt det stod på saudiernes dagsorden, da de gik ind i forhandlingerne med Israel. Men det står klart for alle nu, at man ikke kan normalisere relationerne i regionen, hvis man ikke løser det palæstinensiske spørgsmål.«

Lidt senere hedder det om Hamas:

»Altså først og fremmest er det jo Hamas, som har ansvaret for at initiere den her fase i Israel-Palæstina, og det er bare værd lige at nævne. Og de kunne slippe gidslerne i morgen, og så ville Netanyahu være frataget et argument. Det er bare vigtigt at få sagt.«

Her går Lars Løkke i nogen grad imod den sædvanlige journalistiske tilgang. For besynderligt nok, er det hele tiden Israel, medierne beskæftiger sig med. Det og det burde Israel gøre, på den og den måde kunne man komme nærmere en fred, osv. Og selv nu, hvor der foreligger et våbenhvileforslag fra Israel, er det Israel, medierne kommer med forslag til, ikke Hamas. Men derfor er det da glædeligt, at Lars Løkke tør sige det ligeud til Hamas, at hvis de vil undgå et angreb i Rafah, så kunne de løslade gidslerne.

Blot kan man selvfølgelige indvende, at noget sådant ville være meget imod Hamas’ hele tankegang. De vil sandelig have mest muligt ud af deres gidsler. Og de er da godt klar over, at hvis de løslader alle gidslerne, har de ikke noget at forhandle med, ingen stor hærstyrke, ingen trusler mod Israel, ingenting.

Så er der en artikel i Berlingske af Pierre Colignon, se her.

Han omtaler de mange protester på de amerikanske universiteter. Om dem siger overskriften, at de ikke kommer ud af de blå. Det hedder lidt nede i artiklen:

Mønsteret har været det samme på en stribe amerikanske universiteter, og vi kender det også fra propalæstinensisk aktivisme i Europa. Igen og igen bliver jøder, som bor i USA eller Europa, gjort til skydeskive for en kritik af Israel, som er så ekstrem, at den jødiske stat ikke levnes nogen legitim ret til at eksistere.

Igen og igen lyder budskaber, som er så ultimative, at de fuldstændig flugter med den palæstinensiske terrororganisation Hamas’ ideologiske hovedlinje om, at Israel skal forsvinde.

Og denne holdning til Gaza-konflikten afspejler, siger Colignon, den påståede postkolinialisme, der præger Vesten:

Ifølge gruppen Within Our Lifetime – United For Palestine har palæstinenserne som »koloniseret folk« ret til at gøre modstand »med alle nødvendige midler«, mens Students for Justice in Palestine kort efter Hamas’ terror i Israel 7. oktober skrev, at »væbnet kamp« er et legitimt middel for at genetablere »oprindelige folks suverænitet«.

Der er altså en linje i læsningen, og den kommer direkte fra nogle af de teorier om postkolonialisme, som de seneste år har vundet frem på vestlige universiteter.

Det forklares lidt senere:

Det går så også ud over Israel, der bliver set som symbolet på hele den hvide mands arvesynd. Glemt er alle nuancer om Israels statsdannelse, de arabiske krige mod Israel, den palæstinensiske terror, og jøders uddrivelse fra muslimske lande.

Der er kun én sandhed: Israel er en bosætterkolonialistisk magt og bærer dermed hele skylden for konflikten med palæstinenserne.

Lidt senere citerer han en palæstinenser, Khymani James:

Khymani James skrev det ligeud i november på X: »Der findes ikke nogen tostatsløsning. Palæstinenserne skal have hele deres land tilbage. Punktum«.

Det er den slags ekstremisme, som klæber til Hamas, og igen og igen kan bruges som argument af folk som Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, der også vil begrave tostatsløsningen. Når man hører den slags, kan Netanyahu med rette sige: Vi kan jo ikke forhandle med sådan en modpart.

Skal palæstinenserne gøre sig håb om at få deres egen stat, skal de gøre op med Hamas’ ultimative dødsideologi og acceptere, at freden forudsætter en accept af modparten. Samme erkendelse er vejen frem for studerende og andre i Vesten, som vil hjælpe palæstinenserne frem mod målet om suverænitet og frihed.

Det, Colignon mangler i denne analyse, er en erkendelse af, at når forhandling er umulig, er der kun én mulighed tilbage: krig.

Men der er meget mere at sige om situationen i Gaza. Noget af det kan siges som en opposition til endnu en artikel i Information, nemlig denne, som er et essay, skrevet af en israelsk professor: Yuval Noah Hariri. Og han formår med en ret kort sætning at klargøre Israels dilemma, dog uden at han selv bliver klar over det. Han skriver et stykke nede i essayet:

Efter den grufulde massakre den 7. oktober var Israel nødt til at befri gidslerne og afvæbne Hamas, men disse mål burde ikke have været de eneste. I lyset af den eksistentielle trussel, som Iran og dets stedfortrædende kaoskræfter udgør for Israel, havde Israel også brug for at forstærke sin alliance med vestlige demokratier, styrke samarbejdet med moderate arabiske kræfter og arbejde for at etablere en stabil regional orden.

Men Netanyahu-regeringen lod hånt om alle disse mål og fokuserede i stedet på hævn. Det er ikke lykkedes den at få frigivet alle gidslerne, og regeringen har ikke fået afvæbnet Hamas. Hvad værre er, så har den med forsæt påtvunget de 2,3 millioner palæstinensere i Gazastriben en humanitær katastrofe og dermed undermineret selve det moralske og geopolitiske grundlag for Israels eksistens.

Man har lyst til at spørge ham, hvordan man mon har tænkt sig, at Israel skulle afvæbne Hamas, for ikke at tale om at befri gidslerne. Er der andre måder at gøre det på end den måde, Israel har gjort det på: Man har opfordret befolkningen i den nordlige del af Gaza til at flygte sydpå – hvilket Hamas for øvrigt forsøgte med våben at hindre dem i – og først derefter givet sig til at bombe Gaza by. Det er, hvad man på jihadwatch – et alternativt medie, som jeg ret ofte læser – kaldt den mest hensynsfulde krigsførelse, der tænkes kan.

Og det burde være klart for enhver, at hvis Hamas skal afvæbnes, så må der føres krig, og i betragtning af de mange underjordiske gange, Hamas har lavet, må der anvendes bomber i udstrakt grad, ellers går der for mange israelske soldater til.

Hvad Israel derimod ikke har taget højde for, det er Hamas’ udstrakte propaganda. Dette, at palæstinensere bliver dræbt ved bombningerne, har Hamas udnyttet langt mere, end Israel har regnet med. Og det skyldes formentlig de vestlige mediers naivitet eller fejlsyn: Israel er én af vore egne og skal derfor opføre sig lige så eksemplarisk, som vi selv ville have opført os – i hvert fald, som vi tror, vi ville have opført os. Mens Hamas og andre palæstinensere er fremmede, der endnu ikke har udviklet sig op til vort høje stade, og som man derfor må have en vis medlidenhed med, og i hvert fald ikke kan stille krav til.

Men i tilfældet Yuval Hariri er det altså en israeler, der er faldet for Hamas’ propaganda, noget, han dog vist kun kan have gjort i kraft af en meget stor naivitet. Hvordan kan han tro, at man kan få gidslerne frigivet uden kamp? Har han ikke lagt mærke til, hvor få gidsler, der blev frigivet ved den våbenhvile, der fandt sted i efteråret?

Og så skal vi tilbage til Steen Raaschous artikel. Når han her skriver, at der i Gaza foregår folkemord, krigsforbrydelser og etnisk fordrivelse, så har også han givet efter for Hamas’ propaganda. Jo, der er mange palæstinensere, der er blevet dræbt. Men tallene burde dog modtages med en vis forsigtighed, eftersom det er Hamas-kontrollerede myndigheder, der kommer med dem. Ligeledes burde man som minimum fradrage de Hamas-krigere, som Israel påstår at have dræbt. Men bortset fra det, så forudsætter begrebet ”folkemord”, at der ligger hensigt bag de drab, der finder sted. Og eftersom Israel hele tiden advarer palæstinenserne om, hvor de skal gå hen for at undgå de krigshandlinger, som israelerne påtænker, så beviser det, at israelerne ikke har til hensigt at slå palæstinenere ihjel, men modsat til hensigt at redde dem fra krigens brutalitet.

At dette ikke overbeviser Yuval Hariri, er naturligvis beklageligt. Mere beklageligt er det, at de fleste vestlige medier desværre mener, at de mange snøfthistorier, som Gaza-beboernes lidelser giver anledning til, er bedre til at sælge aviser end den kedelig sandhed.

Så det er ikke folkemord, der finder sted i Gaza. Er det da krigsforbrydelser?

Heller ikke, for så vidt man tror på Israels advarsler mod civilbefolkningen.

Derimod kan man med rette anklage Hamas for krigsforbrydelser. At lade sine soldater skjule sig blandt civilbefolkningen er en krigsforbrydelse. At bruge civilbefolkningen som skjold ligeledes. Og at stjæle madvarer fra de mange lastbiler, der bringer forsyninger ind i Gaza, er også en forbrydelse.

Er der da tale om etnisk fordrivelse?

Det er der utvivlsomt mange israelere, der gerne så praktiseret. Men Egypten og de andre arabiske lande sætter sig imod det. Man vil ikke modtage palæstinenserne som flygtninge af den grund, jeg nævnte før.

Steen Raaschou siger, at han ikke har fulgt med i Gaza-konflikten. Det var for meget af det gode. Og måske fordi han sådan mangler en vis baggrundsviden, hopper han på den værste, nemlig den tanke, at massakren den 7. oktober 23 var et bestillingsarbejde fra Israels side, så man kunne få en anledning til at angribe Hamas. Men hvordan han kan få sig selv til at nære tiltro til en sådan fortælling, det er ret mystisk. Nå ja, der er nogle israelere, der fortæller om det. De begrunder det med, at grænsen mellem Gaza og Israel er én af de mest overvågede grænser, så det er umuligt for en kat at passere. Hvordan kan så så mange mennesker passere?

Det har jeg ikke noget svar på. Og det er da også, hvad mange undrer sig over. Jeg mindes at have set et billede fra én af de underjordiske gange. Man påstod, at den førte frem til grænsehegnet, så man kunne komme tæt på uden at blive opdaget. Men naturligvis, også det må være op til den enkelte at afgøre.

De to sidste dots, som Raaschou nævner, lyder sådan her:

Og de sidste to punkter: Israels bygning af en kæmpe-lejr i Sinai indhegnet af meterhøje betonmure. 70 % af Gaza’s huse er udbombede. Enhver kan se, at det aldrig har været meningen, der skal bo palæstinensere der mere. Hvad peger alle punkterne lagt sammen så logisk hen imod?

Desværre for ham henviser det link, han anviser, altså dette, til en artikel i The Guardian om, hvordan Egypten bygger en stor lejr i Sinai. Det er noget, de gør, siger avisen, fordi de vil være forberedt på alle eventualiteter, hvis Israel angriber Rafah. Men andetsteds kan man læse, at Israel planlægger at oprette store teltlejre i dele af Gaza, hvor de mange, der er flygtet til Rafah, kan bo. Men naturligvis, det er ikke rart at skulle flygte fra det ene sted til det andet for at undgå at blive bombet. Eller skal vi sige det samme på en anden måde: Det er ikke rart at være regeret af Hamas. For det er jo Hamas, der ikke vil udlevere gidslerne, det er Hamas, der gemmer sig i de underjordiske gange, det er Hamas, der uden hensyn til den sult, den almindelige palæstinenser måtte føle, stjæler den mad, lastbilerne kommer ind med.

Jamen, kan man virkelig tro det om Hamas?

Steen Raaschou tror om Israel, at de kan dræbe andre israelere i en aktion – aktionen den 7. oktober – for at få en årsag til at angribe Hamas. Jeg tror om Hamas, at denne organisation er villig til at lade palæstinensere dø for at få verden til at få et billede af Israel som en brutal magt. Jeg kan ikke se nogen god grund til at tro noget så besynderligt om Israel. Men jeg kan godt se, at Hamas’ ligegladhed med sin befolkning stemmer godt nok overens med det, jeg har læst om organisationen indtil nu.

Men desværre, ligesom jeg finder, at det er en værre tanke, at vore medier går mere efter, hvad der sælger aviser, end efter sandheden, sådan finder jeg det forfærdeligt, at de ikke kan give os i det mindste nogle af de oplysninger, der afbilder Israel som andet end en magt, der vil have hævn, begår folkemord og krigsforbrydelser.

Det er normalt spændende at læse snaphanen. Der kan formentlig være temmelig megen sandhed i det, Raaschou her beretter om coronaen og om de vacciner, der i al hast og i stor forvirring blev uddelt til store folkemængder. Den lektie har han, mener jeg, læst ret grundigt på. Men den lektie, der hedder Israel, har han ikke læst grundigt nok på.

Kierkegaards fejl

Jeg kom i mit forrige indlæg til at citere Rom 1,11-12, fordi jeg ville påvise, hvordan Paulus har blik for det, som relationen eller fællesskabet eller menigheden kræver. I Rom 1,11-12 hedder det:

For jeg længes efter at se jer, for at jeg kan give jer af Åndens gaver, så at I kan blive styrket, eller rettere: så at vi sammen kan opmuntres ved vor fælles tro, jeres og min.

Det vil sige: Paulus er godt klar over, at i den kristne menighed står alle lige. Ligesom han formodentlig er i stand til at opbygge romerne, vil samværet med dem bevirke, at også han opbygges. Det ene ikke uden det andet.

Denne gensidighed har imidlertid Kierkegaard overset. Han er i den grad individualist, at han ”glemmer”, at ligesom den kærlige opbygger kærligheden i den anden, opbygges hans kærlighed på samme måde af den anden. Den ene har ikke noget forud for den anden.

Der er især et citat fra ”Kjerlighedens Gjerninger”, som viser dette ret klart. Det findes på side 220 i den udgave af bogen, som Det kongelige Bibliotek har stillet til rådighed, se her.

Her har Kierkegaard i et afsnit, der hedder ”Kjerligheden opbygger” forklaret, hvad det efter hans mening er at opbygge. Og i en slags konklusion skriver han så:

Saaledes have vi vundet den Forklaring af hvad det er, at Kjerlighed opbygger, ved hvilken vi ville dvæle: den Kjerlige forudsætter, at Kjerligheden er i det andet Menneskes Hjerte, og just ved denne Forudsætning bygger han Kjerligheden i ham op – fra Grunden af, forsaavidt han jo kjerligt forudsætter den i Grunden.

Og det kan jo nok lyde meget opbyggeligt. Men det besynderlige er, at Kierkegaard i alle de følgende afsnit – og formodentlig i hele ”Kjerlighedens Gjerninger” – går ud fra, at det, det drejer sig om, er at beskrive den kærliges gerninger, holdninger, indtryk og forhold. Man skulle tro, at han ud fra bare dette lille citat kunne få den tanke, at den kærlige jo på samme måde, som han opbygger kærligheden i den anden – hvilket kan være sandt nok, og hvilket nok ganske mange vil erkende muligheden af fra deres eget liv – får kærligheden opbygget i sig af den anden. Men det gør han ikke Se blot på, hvad han skriver i det følgende afsnit:

Thi Kjerlighed kan og vil kun behandles paa een Maade, ved at elskes frem; at elske den frem er at opbygge. Men at elske den frem er jo netop at forudsætte, at den er tilstede i Grunden. Det kan derfor friste Mennesket at være Bygmesteren, at være Læreren, at være Tugtemesteren, fordi det synes at være at herske over Andre; men det at opbygge, som Kjerlighed gjør det, kan ikke friste, thi det er netop at være den Tjenende; derfor har kun Kjerlighed Lyst til at opbygge, fordi den er villig til at tjene. – Bygmesteren kan vise paa sit Arbeide, og sige »det er mit Værk«, Læreren paa sin Discipel; men Kjerligheden, der opbygger, har Intet at vise paa, thi dens Arbeiden bestaaer jo just blot i at forudsætte.

Lad det alt sammen være sandt nok. Men det er dog hele tiden holdt i individualismens stramme greb. Det er den kærliges handlemåde og ”gode gerning”, der peges på. At den kærlige ikke har nogen gerning at pege på, ikke kan sige: se denne kærlighed hos den anden er mit værk, det er kun til en vis grad sandt. For den kærlige har jo faktisk gjort noget, han har forudsat kærligheden hos den anden, og – hævder altså Kierkegaard med en vis ret – derved skabt kærligheden hos den anden.

Men lidt senere, på side 276, siger Kierkegaard det samme på en lidt anden måde. Han siger, at egentlig kunne den kærlige godt sige: ”Nu står den anden ene – ved min hjælp”, for det er jo sandt nok, kærligheden er virkelig fremkommet ved den kærliges handling: han har forudsat den i grunden. Men det er dog ikke ham, der har skabt den, for hævder han det, fratager han den anden hans selvstændighed. Og derfor må dette siges på en særlig måde.

Med Tak til Gud siger han derfor: nu staaer dette Menneske ene – ved min Hjælp. Men der er ingen Selvtilfredsstillelse i 276 dette Sidste; thi den Kjerlige har forstaaet, at væsentligen staaer dog ethvert Menneske ene – ved Guds Hjælp, og at den Kjerliges Selvtilintetgjørelse egentligen blot er, for ikke at forhindre det andet Menneskes Guds-Forhold, saa al den Kjerliges Hjælpen uendeligt forsvinder i Guds-Forholdet. Han arbeider uden Løn; thi han gjør sig selv til Intet, og just i det Øieblik, da der kunde være Tale om, at han dog kunde beholde den stolte Selvbevidstheds Løn, saa træder Gud til, og han er atter tilintetgjort, hvilket dog er ham hans Salighed.

Ikke sandt, nu er vi kommet så vidt i denne individualismens tankeverden, at den kærlige fremstilles som så kærlig, at han ligefrem tilintetgør sine egne gerninger for ikke at komme til at virke forstyrrende ind på den andens gudsforhold.

Og det er individualismens forbandelse. Kierkegaard er helt ude af stand til at se, at al denne selvtilintetgørelse er ganske unødvendig, ja faktisk helt forkert anbragt. Den kærlige kan jo på ingen måde ”beholde den stolte selvbevidstheds løn”, for den kærlighed, han føler for den anden, har jo den anden skabt i ham. Blot ser Kierkegaard ikke denne gensidighed.

Hans énsidighed giver sig de mærkeligste udslag. I afsnit ni på side 339 beskriver Kierkegaard således ”Den Kjerlighedens Gjerning at erindre en Afdød”.

Og jeg skal ikke klandre ham for at beskrive, hvordan et menneske kan erindre en afdød, de følelser, der er knyttet dertil, de tanker, der gennembæver én. Men at kalde en sådan nærmest uundgåelig smertelig tankegang for en kærlighedens gerning? Det er dog vist for meget. Eller det er et tydeligt tegn på, at der hele tiden tænkes individuelt. Det er enkeltindividet, det drejer sig om. Samværet, samlivet, den gensidige kærlighed, at den ene i sin kærligheds tilblivelse er afhængig, ikke af sine egne anstrengelser eller følelser eller forsøg på at fremkalde kærlighedens følelse, men af den andens tiltale, mimik, og hele gestik, intet af dette ser Kierkegaard, så optaget er han af at beskrive det, han kalder kærlighed.

”Det, han kalder kærlighed”?

Jamen, er det ikke det, han beskriver hele vejen igennem?

Jo, det er det. Men han beskriver den som den enkeltes oplevelse, den enkeltes ”gode gerning”, den enkeltes tanker desangående, hans anstrengelser for at skabe kærlighed hos den anden, ikke hans oplevelser af at få skabt kærlighed i sig selv af den andens forudsætten kærlighed hos ham.

Og når han kan tale om dette at erindre en afdød som en kærlighedens gerning, skyldes det netop dette énsidige syn på, hvad kærlighed er. Han har i hele den hidtidige beskrivelse ikke været interesseret i den andens ord og handlinger, den andens tro på den kærlige, eller den andens tillid til den kærlige. Det har hele vejen igennem været den kærliges tanker og oplevelser, der beskrives. Og derfor savner han ikke den afdødes ord og handlinger, som vel alle andre gør. Derfor kan dette at tænke på den afdøde beskrives som en kærlighedens gerning.

Det er faren ved den megen talen om kærlighed. Hvis man overser, at kærlighed altid findes i et forhold, og at den ene ikke kan skabe kærlighed i den anden, og heller ikke kan konstatere kærligheden i den anden, men må nøjes med at tro på kærligheden hos den anden – det vil sige: Hvis man overser, at kærlighedens tilstedeværelse forudsætter Guds ånds virken – så risikerer man som Kierkegaard her at komme ind i en ond cirkel, hvor man beskriver enkeltpersonens handling overfor den anden, og så er Åndens virken og næstens indvirken på én selv glemt, overset, ikke taget i betragtning.

Eller man kan angribe Kierkegaard med det Luther-citat jeg bragte i det forrige indlæg, dette:

Når apostelen vil indføre den kristne etik, er der intet, han er mere optaget af at udslette helt frem til slutningen af brevet end klogskaben eller selvfølelsen. Derfor begynder han straks med den værste og mest skadelige pest af alle, fordi den alene igen kan opløse den åndelige fødsel med en særlig slags goder og ved hjælp af selve de gode gerninger snarere dræbe den. Men det gør han ikke blot i dette brev, men i dem alle på en meget omsorgsfuld måde, idet han véd, at udenfor fællesskabet, freden, kærligheden, ydmygheden – men at være bevidst om dem er identisk med døden – er alle gerninger intet. (Se her).

Kierkegaard vil undgå det, Luther kalder den værste pest, nemlig dette at være bevidst om de ”gode gerninger”, man gør. Og det prøver han at gøre ved at tale om den kærliges selvtilintetgørelse. Han har blik for, at kærligheden bliver til ved den enes påvirkning af den anden, men overser gensidigheden. Det vil sige: Det, Luther prøver at undgå ved at operere med en totalforståelse af syndigheden, det prøver Kierkegaard at opnå ved at lade enkeltmennesket formelt afgive enhver stolthed over at have givet et andet menneske kærligheden. Blot afgiver den enkelte ikke stoltheden reelt. Han narrer sig selv til at tro, at han ikke føler sig bedre end den anden – hvilket han jo gør, for det er ham, der giver den anden kærligheden, ikke omvendt, i Kierkegaards tankeverden.

Men hvis tanken om at kunne udøve en kærlighedens gerning ved at mindes en afdød forekommer én temmelig anstrengt, må vist grundtanken i et andet af afsnittene i Kjerlighedens Gjerninger forekomme nærmest afsindigt. Jeg tænker på det afsnit, der indledes på side 298 og hedder ”Kjerligheden bliver”.

Den kærlighed, der bliver, er den kærliges kærlighed. Og den bliver på trods af det brud, som Kierkegaard her opererer med. Den bliver på trods af, at den andens kærlighed ikke bliver. Lad os se på et afsnit fra dette kapitel, side 301:

Det, at Kjerlighed bliver, eller maaskee rettere, det, om den nu virkeligen i dette og dette Tilfælde bliver, eller om den ophører: er Noget, som paa saa mangfoldig Maade beskæftiger Menneskenes Tanker, ofte Gjenstand for deres Samtale, oftest Hoved-Indholdet i alle Digternes Fortællinger. Det fremstilles da som priseligt, at Kjerlighed bliver, men som uværdigt, at den ikke bliver, at den ophører, at den forandrer sig. Kun det Første er Kjerlighed, det Andet viser sig jo ved Forandringen ikke at være Kjerlighed – og da altsaa heller ikke at have været Kjerlighed. Sagen er denne, man kan ikke ophøre at være kjerlig; er man i Sandhed kjerlig, saa bliver man det; ophører man at være det, saa var man det heller ikke. Det at ophøre har altsaa, i Forhold til Kjerlighed, tilbagevirkende Kraft. Ja, jeg kan ikke blive træt af at sige det og af at paavise det: der er overalt, hvor Kjerlighed er med, noget saa uendelig Dybsindigt. See, en Mand kan have havt Penge, og naar saa det ophører, naar han ikke længer har Penge, saa bliver det dog lige vist og sandt, at han har havt Penge. Men naar En ophører at være kjerlig, saa har han heller ikke været kjerlig. Hvad er dog saa mildt som Kjerlighed, og hvad saa strengt, saa nidkjert paa sig selv, saa tugtende som Kjerlighed!

Det er faren ved den individuelle anskuelse af kærlighed: man gør kærlighed til en egenskab – et ord, som Kierkegaard selv bruger lidt senere – og om en egenskab mener man så uvilkårligt, at den bestemmer det menneskes tanker og handlinger. Typisk individuelt, sådan set, for allerede her overser man, at de fleste af et menneskes handlinger ikke er aktioner, men reaktioner: man befinder sig i et fællesskab, og ens ord og handlinger er fremkommet som svar på det, andre har sagt eller gjort.

Men sådan tænker Kierkegaard ikke. Og specielt: sådan tænker han ikke om det kærlighedsforhold, der oplever et brud. Og den mærkelige forestilling, at den kærliges kærlighed ikke ophører, selv om kærlighedsforholdet brydes, søger nu Kierkegaard på flere ret absurde måder at bibeholde.

Han kan på side 302 forklare, at et kærlighedsforhold ikke er et forhold mellem to, men at de to implicerede i at forholde sig til hinanden forholder sig til ”Kjerligheden”, og at den kærlige ved ikke at affalde fra kærligheden netop viser, at det er kærlighed, han har som sin gode egenskab. Lidt senere, side 303, sammenligner han den kærliges vedholdenhed med et toleddet ord, hvis ene led forsvinder:

Saa kom det da til et Brud mellem de Tvende; det var en Misforstaaelse, dog brød den Ene Forholdet. Men den Kjerlige siger »jeg bliver« – saa er der dog intet Brud. Tænk Dig et sammensat Ord, det sidste Ord mangler, der er kun det første Ord og Bindetegnet (thi Den der bryder Forholdet kan dog ikke tage Bindetegnet med sig, Bindetegnet beholder den Kjerlige, som naturligt, paa sin Side), tænk Dig altsaa af et sammensat Ord det første Ord og Bindetegnet, og tænk Dig nu, at Du slet Intet videre veed, om hvordan det hænger sammen: hvad vil Du saa sige? Du vil sige, det Ord er ikke færdigt, der mangler Noget. Saaledes med den 304 Kjerlige. At det kom til et Brud, det kan ikke ligefrem sees, det kan kun vides i Forbigangenhedens Forstand. Men den Kjerlige vil ikke vide det Forbigangne, thi han bliver; men at blive er i Retning af det Tilkommende. Altsaa udtrykker den Kjerlige, at det Forhold, som den Anden kalder et Brud, at det er et Forhold, som endnu ikke er blevet færdigt.

Tja, så langt kommer man ud i det urealistiske, når man for alt i verden vil fastholde kærligheden som en egenskab hos den enkelte i stedet for at forstå den som en virkelighed hos begge parter i et forhold.

Kan det blive værre?

Ja, det kan det, hvis man altså forstår ordet ”værre” som betydende længere borte fra den almindelige opfattelse af et kærlighedsforhold og et brud på det. Jeg vil helst ikke sige, at Kierkegaard bliver ond, men lad mig så nøjes med at sige, at han i sin tolkning af et sådant brud – modsat hvad jeg gør i min tolkning af noget tilsvarende – ser ned på os almindelige mennesker og fremhæver enkeltpersonens store idealisme. Han skriver på side 305:

Naar den Troløse forlod Pigen, men hun »i Aftenrødens dunkle Tid« sidder hver Aften ved Vinduet og venter, saa udtrykker hun jo hver Aften: nu kommer han, han kommer ret strax; det seer hver Aften ud som var der intet Brud, thi hun bliver. At hun i tre Aar har siddet saaledes hver Aften, det udtrykker hun jo ikke den enkelte Aften; det opdager derfor heller ikke den Forbigaaende, saa lidet som hun selv veed af det, hvis hun virkelig kjerligt bliver. Dog maaskee elskede Pigen egentligen sig selv. Hun ønskede Foreningen med den Elskede for sin egen Skyld; det var hendes eneste Ønske, hendes Sjel var som Eet med dette Ønske. Til Tak for dets Opfyldelse vilde hun gjøre Alt for at gjøre den Elskede Livet saa skjønt som det var muligt, ja det er sandt, men dog, dog det var dog for hendes egen Skyld hun ønskede Foreningen. Naar saa er, vorder hun vel træt, hun bliver opmærksom paa det Forbigangne, paa Tidens Længde – nu sidder hun ikke længere ved Vinduet, hun udtrykker at Bruddet er: men Kjerlighed bliver.

Jeg må indrømme: Jeg holder med pigen. Oven i købet vil jeg mene, at der er sandt, hvad Kierkegaard her skriver om hende, at hun ønskede foreningen med den elskede for sin egen skyld. For – og igen giver jeg hende ret – det var en klog handling, for hendes eget livs lykke og hendes elskers livs lykke afhang jo deraf. Og siger elskeren nej, bryder han forholdet, så er det også en klog handling af hende, når hun har overvundet sorgen, da at se sig om efter en anden at knytte sig sammen med.

Og så er jeg forresten ligeglad med, at Kierkegaard her ser ned på hende, fordi hun kun kan vente på den elskedes tilbagekomst i tre år. For mig at se – og vistnok for de fleste almindelige mennesker at se, at bedømme efter de mange fortællinger om elskov og svigt – er den kærlighed, der nægter at anerkende bruddet som en realitet, for galskab at regne.

Og så til sidst et forsøg på forklaring af Kierkegaards mærkelige forståelse af kærlighed.

Jeg skrev for en elleve-tolv år siden en længere afhandling om Kierkegaards kærlighedsforståelse, se her. Heri når jeg frem til den tese, at Kierkegaard som mange andre pietister var tilhænger af den opfattelse, at Gud kunne give enkeltmennesket besked om, hvad han gerne ville have gjort af netop det menneske på netop den dag. Det har Kierkegaard skrevet om i sin dagbog, og det har jeg her citeret ham for. Gud kan ikke nu, hvor vi befinder os i den tidsalder, som Kierkegaard kalder Reflexion, direkte sige til den enkelte, hvad han vil, at han skal gøre. Men han kan på forskellig vis pirre til et menneske, og det er så op til dette menneske at vove at tro på, at det, der sker med ham, er udtryk for et ønske fra Guds side om netop den eller den handling.

Det er ikke ualmindeligt blandt pietister at have den opfattelse. Blot siger man aldrig direkte, at Gud har villet det eller det af mig, man skjuler det altid med hemmelige ord, som kun den indviede kan forstå. Jeg har her i samme afhandling redegjort for de ting, der tyder på, at Kierkegaard har delt denne opfattelse. Og hvordan det giver sig udslag i Kierkegaards liv, prøver jeg at redegøre for i kapitel 4, se her. Han mener, at den måde, hans tungsindsanfald viser sig på, fortæller ham noget om, hvorvidt han har handlet, som Gud har villet have ham til at handle. Når han således i forbindelse med en udgivelse i 1848 blev angrebet af store ”Reflexions-Byger”, og når han oplevede, at disse byger forsvandt, i og med at han tog den beslutning at lade skriftet udgive, tog han det som et sikkert tegn på, at Gud havde villet, at skriftet skulle udgives, se her.

På samme måde hævder jeg – men uden at kunne bevise det med Kierkegaards dagbogsoptegnelser – at Kierkegaard af nogle ”Reflexions-Byger”, han blev overfaldet af i forlovelsestiden: ”skal jeg bryde forlovelsen eller fortsætte”, blev overbevist om, at det brud med Regine, han foretog i august 1842, var noget, Gud havde villet. For hans ”Reflexions-Byger” forsvandt, da han havde foretaget bruddet.

Det er, hvad der er det egentlige indhold i ”Frygt og Bæven”. For i Guds befaling til Abraham om at ofre Isak ser Kierkegaard en parallel til hans befaling til Kierkegaard om at bryde med Regine. Og dette brud og Kierkegaards spekulationer over meningen med det kan ses i næsten hele hans forfatterskab, omend hele tiden på en ret tilsløret og hemmelighedsfuld måde.

Derfor kan man med en vis sandsynlighed sige, at hvad Kierkegaard i Kjerlighedens Gjerninger skriver om den kærlighed, der bliver, handler om hans brud med Regine og hendes og hans reaktion på bruddet.

Javel, vil man måske sige, at Regine måske har elsket sig selv, det kan vi måske gå med til. Men at Kierkegaard skulle være en så kærlig person – og anser sig selv for en så kærlig person – at han afbilder sig selv som ”den kjerlige”, det kan dog vist ikke passe.

Nej, det vil vi ikke synes. Men det kan nu meget vel være dèr, man ender, når man er så individualistisk indstillet som Kierkegaard. Han så således Regine ved en gudstjeneste i påsken 1843, og hun må have set på ham med et særligt blik, for han fattede håb om en genforening. Men ak, dette håb svandt, da han en månedstid senere erfarede, at Regine havde forlovet sig med Schlegel, ham, hun senere blev gift med. Hvad han skrev i sin dagbog i den anledning, véd vi ikke, for netop dèr er nogle sider af dagbogen revet ud. Men han selv holdt altså fast ved sin kærlighed, efter hvad han mente. Så begivenhederne kan meget godt stemme overens med beskrivelsen her i Kjerlighedens Gjerninger.

Og hvad angår den opfattelse, at Kierkegaard selv er identisk med ”den kjerlige”, kan man se en dagbogsoptegnelse fra 1854, som jeg har citeret her. Her skriver han:

Dog til at elske duer jeg! I Qvinder, kommer I til mig, eller for at sige det Samme paa en anden Maade: kommer I ikke til mig, hvad duer I til at elske, I Jomfruer og Madammer i denne kummerlige Slægt. Nei, jeg duer til at elske, og var denne min eneste Genialitet, – det var anden Potens – skjult i det Incognito at jeg var den Selvkjerligste af Alle.

Dog, lad det være med en sådan overensstemmelse, som det være vil. Hvad jeg har har villet påvise, er, at Kierkegaards individualisme får ham til fuldstændig at overse de relationer, som vi alle befinder os i, og de handlingstilskyndelser, vi får derfra.

Den stolthed, som Kierkegaard vil undgå, kan kun undgås ved at gøre sig klart, at Guds ånd er fællesskabets ånd, og denne ånd virker i de to samtalepartnere på én og samme tid.

Jeg har tidligere, nemlig her, givet en skildring af Kierkegaards noget indviklede forhold til Regine Olsen.

Et hængeparti

Jeg har i et stykke tid haft en fornemmelse af, at der for mig vist foreligger et hængeparti her på bloggen. Jeg har været fræk nok til en del steder her på bloggen at tolke Jesu domsord – f.eks. ordene i Matt 25,12, 30 og 46 – ikke som en beskrivelse af, hvad der sker på den anden side af døden, men som en besked om, hvad det gælder om her på denne side af døden.

Problemet, som jeg endnu ikke har taget op til debat, er, at Paulus jo siger nogenlunde det samme. Også han har en række domsord, som han ”forlyster” os med, ikke mindst i de første kapitler af Romerbrevet. Og spørgsmålet er altså: Skal de behandles på samme måde som Jesus-ordene, så vi altså ikke får svar på, hvad der venter os på dommedag, men får svar på, hvad det drejer sig om, mens vi lever her før dommedag?

Men først Jesus-ordene:

Når jeg vil forstå dem anderledes end de fleste andre teologer, skyldes det min sprogspilteori. Jeg mener, at vi omgås hinanden ved hjælp af to vidt forskellige sprogspil, som man måske også kan kalde tankesystemer eller handlingsbaggrunde, se evt. her. Det bemærkelsesværdige ved denne iagttagelse er, at de to sprogspil ikke har samme logik. Når man ”er” i lovsprogspillet, kan man kun komme over i relationssprogspillet, hvis man tiltales af en anden person i dette sprogspil, man kan f.eks. ikke selv arbejde sig løs af lovsprogspillet eller det individuelle sprogspil.

Og når denne teori lægges ned over Jesus-ordene, opdager man, at det, Jesus vil med sin forkyndelse, er at få os til at tænke i det relationelle sprogspil i stedet for i det individuelle sprogspil. I det inviduelle sprogspil er man betænkt på, hvad man skal gøre. Hvad siger Gud med sin lov? Hvad vil han, at jeg skal gøre her i livet?

I modsætning til dette sprogspil står det relationelle sprogspil. Det tænker i forhold. Spørgsmålet er ikke, hvad jeg, enkeltpersonen, skal gøre, men hvad der kan få de forhold, hvori jeg står til andre, til at fungére bedst muligt. Og det er altså det, Jesus er ude på: at få os lokket over i det relationelle sprogspil, så vi af os selv, uden løftet pegefinger fra hverken ham eller Gud, gør, hvad vi kan, for at få vore forhold genetableret, hvis de er gået i stykker, eller understøttet, hvis de lever på almindelig måde.

Det mærkelige – og ulogiske – er så blot, at han for at fortælle os, hvad det kommer an på her i livet, bruger det individuelle sprogspil. Det er dette sprogspil, der opererer med belønning og straf, men det er – mærkeligt nok – i en dommedagsskildring med forestillinger om belønning og straf på dommedag, at Jesus får sagt, at det er det relationelle sprogspil, vi skal tænke og handle i.

I den store dommedagslignelse, Matt 25,31-46, dukker der derfor en modsigelse op. Når Jesus lader lignelsen ende med en skildring af Guds straf over den ene part, og belønning til den anden part, bruger han billeder fra jødernes individuelle sprogspil eller lovsprogspil. Men dette sprogspil opererer med den forestilling, at de handlinger, man bliver dømt for, er viljeshandlinger, altså er noget, man gør, skønt man af Guds ord har fået at vide, at sådan må man ikke gøre. Ikke desto mindre er det nye og specielt Jesus-agtige ved lignelsen det, at han lader både de frikendte og de dømte spørge, hvornår de har gjort de gerninger, de bliver frikendt og dømt for.

Det vil sige: den slags gerninger, som forudsættes i frikendelsen og straffen, er ikke de gerninger, Jesus har i sigte. Det er i stedet relationssprogspillets ubevidst rigtige gerninger, der blot gøres af sig selv, fordi man med sit indbyggede relationssprogspil forstår, at det drejer sig om forholdet og ikke om min dom eller frikendelse på dommedag.

Denne indbyggede ulogiskhed eller modsigelse har da også bevirket, at ganske mange teologer prædiker over lignelsen uden tilsyneladende at have opdaget den uvidenhed, der præger begge parter.

Et andet sted, hvor en tilsvarende ulogiskhed viser sig, er i lignelsen om den gældbundne tjener, Matt 18,23-35. Den konge, der skal forestille Gud, viser med al ønskelig tydelighed, at han ikke er den strenge regnskabsgud, der holder nøje øje med, om vi gør det ene eller det andet, men en gud, der er indstillet på at få os over i relationssprogspillet, hvor det er forbundethed, forståelse, indlevelse, det drejer sig om. Det gør han ved at eftergive den gældbundne tjener al hans gæld.

Ikke desto mindre forvandler han sig til en streng regnskabsgud, når det ikke lykkes ham at få et menneske over i relationssprogspillet. For den tilgivne tjener bliver jo overladt til bødlerne, indtil han kan yde kongen retfærdighed. Er det da Gud, der alligevel ikke er relationssprogspillets Gud, eller er det Jesus, der ikke på anden måde kan tydeliggøre nødvendigheden af at leve i relationssprogspillet?

Jeg vil jo, som man nok kan forstå, holde på det sidste. Blot må jeg jo så indrømme, at Jesu budskab bliver ret svært forståeligt, noget, der også har vist sig kirkehistorien igennem. For gang på gang dukker disse individualistiske forestillinger om de mange gode gerninger, man har gjort, op.

Også Matt 5,21-23 kan nævnes i denne forbindelse. Hvis man for en stund kan fjerne det fromme udtryk fra sit ansigt, kan man vel egentlig godt få sig til at undre sig lidt over, om Gud virkelig vil dømme til helvede, bare fordi man siger ”Tåbe!” til sin bror. Går han virkelig så meget op i detaljer, ham Gud?

Eller tag Matt 12,36f: at mennesket skal dømmes for ethvert tomt ord, det har talt. Det var dog en sær nøjeregnende Gud, der her er tale om. Kan det virkelig være rigtigt?

Det kan, som jeg ser det, kun være rigtigt, hvis vi vover at tage Jesu dommedagstale som udtryk for, hvad det drejer sig om her i livet før dommedag. Så lyder det, at det afgørende er de ord, vi taler i de fællesskaber, vi står i: opbygger de fællesskabet eller nedbryder de det?

Og endelig skal jeg også nævne den let oversete specialitet, at Jesus i lignelserne om husbyggerne, Matt 7,24-27, omtaler de to som henholdsvis en klog mand og en tåbe, hvilket jeg – men forbavsende få andre – udlægger som et tegn på, at alt, hvad Jesus har formanet os til i bjergprædikenen, er klogskabsbetragtninger, altså gode råd om, hvordan man får sit liv til at lykkes. Se f.eks. her.

Og det er lidt ærgerligt, at man sådan rask væk overser denne specialitet. For det betyder, at man tolker Jesu formaninger som en styrkelse af loven, som Jesus ganske vist ikke drømmer om, at vi kan opfylde, men som er beregnet på at få os til at indrømme, at vi er syndere i alt, hvad vi laver og gør. Så kan ordet om syndernes forladelse lyde des mere tillokkende, mener man. (Jeg har her kommenteret Luthers prædikener over bjergprædikenen for at vise, at Luther ikke er en god lutheraner: han bruger nemlig ikke som de fleste nutidige lutheranere formaningerne i bjergprædikenen som syndespejl).

Og det er her, vi kommer frem til det, jeg vist hidtil er sprunget lidt let henover. For er det ikke det samme, Paulus er ude på? Vil ikke også han erklære os alle for at være syndere, og altså syndere helt igennem, for med des større succes at kunne forkynde os budskabet om vore synders forladelse? Er det ikke det, der er meningen, både med Rom 1-3 og med Gal 3? I sidstnævnte kapitel, vers 24, er det jo, loven kaldes vores ”opdrager” til Kristus, og det er vel netop det samme, man mener, at Jesu formaninger i bjergprædikenen er: en ”opdrager” til Kristus.

Hvis man vil sige, at jeg ”bortforklarer” Jesu syndeanklage, vil jeg så kunne ”bortforklare” Paulus’ syndeanklager på samme måde? Det ser jo ikke umiddelbart særlig let ud.

Lad os se på det!

Først er der nu det at sige, at Paulus i Gal 3,19-22 som den tidligere farisæer, han er, fastholder, at loven er givet af Gud, hvilket i nogen grad er imod Jesus, som jo i bjergprædikenen flere gange siger: ”I har hørt, at der er sagt til de gamle … men jer siger jer”. Se selv, hvad der siges i Gal 3,19-22:

Hvad skulle så loven? Den blev føjet til for overtrædelsernes skyld, men den skulle kun være gyldig, indtil det afkom, som havde fået løftet, var kommet. Den blev givet ved engle, gennem en formidler. En formidler står ikke kun for den ene part. Men Gud er én. Er loven da imod Guds løfter? Aldeles ikke! For var der blevet givet en lov, som kunne gøre levende, så ville retfærdigheden også komme af loven. Men Skriften har indesluttet alt under synd, for at løftet ved tro på Jesus Kristus kunne gives dem, som tror.

Ikke sandt, når det nu er Gud, der har givet loven, så må han have haft én eller anden mening med det. Og det er altså, at den blev føjet til for overtrædelsernes skyld, men at den dog kun skulle være gyldig, til Kristus kom, hvilket jo vil sige, at den ikke er gyldig mere. Men er den ikke gyldig mere, hvordan kan den så være medvirkende til, at Skriften indeslutter alt under synd? Er det mon det, der menes med, at loven er en opdrager til Kristus? Men er det tilfældet, hvor har vi så den tilsvarende tanke i evangelierne? Og findes den ikke dèr, er det så et tegn på, at Paulus til en vis grad er ”gået sine egne veje” for at kunne bibeholde den tanke, at loven er givet af Gud?

Men det er på ingen måde min påstand, at Paulus har misforstået noget. Han gør allerede i Rom 1,11-12 klart, at han så udmærket formår at skelne mellem individualisme og relationisme. Her hedder det:

For jeg længes efter at se jer, for at jeg kan give jer af Åndens gaver, så at I kan blive styrket, eller rettere: så at vi sammen kan opmuntres ved vor fælles tro, jeres og min.

Han er godt klar over, at i et fællesskab, dvs. i den kristne menighed, er der ingen, der er overordnet de andre, her deltager alle på lige fod med at opmuntres ved troen.

Dog gør han allerede her det samme som Jesus: Han synes at blande de to sprogspil sammen. At et menneske er retfærdigt, er vel tydeligt nok et udtryk fra lovsprogspillet, altså tegn på, at man med sine viljesbeslutninger har gjort det rigtige. Men disse tanker ødelægger Paulus, og han gør det ved at bringe det kendte Habakuk-citat i spil: ”Den retfærdige skal leve af tro”, vers 17, et vers, der som bekendt kom til at betyde utrolig meget for Luther. Hos ham bliver dette skriftsted ligefrem til den kendte lutherske trossætning: ”Retfærdiggørelse af tro”. Og det har Luther, vil jeg mene, forstået korrekt nok. Men når målet beskrives som retfærdiggørelse, og når det at blive retfærdig er et mål indenfor lovreligionen, så er det ikke mærkeligt, at man blandt kristne teologer uafladeligt har formået at bringe gerninger ind som det retfærdiggørende, enten så man har hævdet ”lovens tredje brug”, nemlig dens brug som rettesnor for den omvendte, eller så man opregner en række ting, som den kristne i hvert fald helst skulle holde sig efterrettelig.

Men fører loven så til, at synden opdages, og til, at mennesker drives mod syndsforladelsen i Kristus?

Ja, det forudsætter, at synden beskrives på ægte vis. Og gør Paulus det?

Ja, i resten af Rom 1 beskriver Paulus menneskenes synder. Men det er et ”de”, han tager under behandling, så er han selv indkluderet deri? Det ses ikke umiddelbart.

I begyndelsen af Rom 2 fortsætter han sin domstale. Som Jesus f.eks. i dommedagslignelsen fortæller om belønning og straf fra Guds side, sådan taler også Paulus her, vers 6-8:

Han [altså Gud, rr] vil gengælde enhver efter hans gerninger: Dem, der søger herlighed og ære og uforgængelighed ved udholdende at gøre det gode, vil han gengælde med evigt liv; og over dem, der søger deres eget og er ulydige mod sandheden, men lydige mod uretten, kommer vrede og harme.

Og spørgsmålet er altså, om vi – eller ”jeg”, hvis man ikke vil dele min frække antagelse – kan have nogen ret i, at Paulus med disse ord vil beskrive, hvad det kommer an på her i livet, altså fortælle os, hvad der kan gøre os til hele mennesker. Så at altså disse ord på trods af, at de efter ordlyden synes at høre hjemme i lovens sprogspil, faktisk er en del af relationssprogspillet. For de gerninger, der underforstås som det, der skal gøres, er gerninger, der udspringer af ønsket om at styrke fællesskabet.

Og i Rom 3,1-20 lader Paulus så den store kanon tordne i form af en række skriftsteder fra Det gamle Testamente, der skal vise, hvordan alle vi mennesker er syndere. Blot viser skriftstederne ikke det, han påstår, de viser. Fra vers 10-12 citerer han Sl 14,1-3, og her standser han sit citat, før han når frem til vers 4, som viser, at de hårde ord er vendt imod ”de forbrydere, der lever af at æde mit folk” og altså ikke mod alle mennesker.

Og vers 13 er et citat fra Sl 5,10, men også det citat har Paulus valgt med omhu, så man ikke ser, at vers 9 fortæller, at de mennesker, der ikke har et sandt ord i deres mund, er salmistens fjender, og altså ikke alle mennesker.

Det betyder imidlertid ikke, at han ikke kan have ret i det, han siger i Rom 3,20:

For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse.

Men han har ret på en særlig og ret indviklet måde. Dog er det ikke mere indviklet, end at Luther har fået øje på det. Han siger i sin kommentar fra 1515 til romerbrevet, her Rom 12,1ff:

Når apostelen vil indføre den kristne etik, er der intet, han er mere optaget af at udslette helt frem til slutningen af brevet end klogskaben eller selvfølelsen. Derfor begynder han straks med den værste og mest skadelige pest af alle, fordi den alene igen kan opløse den åndelige fødsel med en særlig slags goder og ved hjælp af selve de gode gerninger snarere dræbe den. Men det gør han ikke blot i dette brev, men i dem alle på en meget omsorgsfuld måde, idet han véd, at udenfor fællesskabet, freden, kærligheden, ydmygheden – men at være bevidst om dem er identisk med døden – er alle gerninger intet. (Se her).

Den åndelige fødsel består i at være blevet ført over fra lovsprogspillet til relationssprogspillet. Men hvordan kan så selve de gode gerninger ligefrem dræbe denne åndelige fødsel? Det kan de, fordi de altid vil være gjort indenfor det, Luther her kalder klogskaben, på latin: prudentia. Det vil sige: Man véd af, at man har gjort det rette, og denne viden sætter altid den, der har rettet sig efter loven eller efter den gode moral, over dem, der ikke har gjort noget sådant. Man siger det måske ikke åbent, men man føler sig bedre end dem, der ikke anstrenger sig på samme måde. Det er den uundgåelige virkning af en lovbestemmelse eller en god moralregel.

På den måde har Paulus virkelig ret i, at ved loven kommer kun syndserkendelse. For netop ved at gøre disse gode gerninger og for sig selv eller andre prale af dem, føle sig bedre, eller på anden måde fremhæve sig selv, sætter man sig udenfor fællesskabet, og udenfor fællesskabet er, som Luther her siger, alle gerninger intet.

Og at det er den uundgåelige følge af at gøre det, man gør, fordi man vil overholde loven, kommer tydeligt frem, når Luther hævder, at dette at være bevidst om gerningerne er identisk med døden. Hvis man ved hjælp af mit link læser den latinske original, opdager man, at det ord for klogskab, prudentia, der bruges øverst i ovenstående citat, dukker op igen imellem de to tankestreger. Så det ord skal måske snarere i begge tilfælde oversættes ved ”selvbevidsthed”.

Det er tanken fra Jesu dommedagslignelse, Matt 25,31-46, som Luther her har i tankerne. Denne ”uvidenhedstanke” dukker også op hos ham i ”Om den trælbundne vilje”. Her hedder det:

Ligeledes forbliver riget over de fromme, skønt de hverken selv har søgt det eller tænkt over det, som det, der er beredt dem af deres fader, ikke blot før de selv var til, men også før verdens grundlæggelse. (Matt 25,34). Ja, hvis de også gjorde gode gerninger for at opnå riget, så ville de ikke opnå det, og snarere forblive blandt de ugudelige, som har et ondt og et lønsøgende øje og som søger deres eget, også i Gud. Men Guds børn gør det gode med en uegennyttig vilje, søger ikke nogen belønning, men alene Guds ære og vilje, parate til at gøre det gode, også hvis der hverken fandtes noget rige eller noget helvede, hvilket dog er umuligt. (Se her).

Men så bliver problemet, hvordan man når frem til en sådan uegennyttig vilje, så man gør, hvad der er godt, uden at være sig det bevidst.

Luther har sin løsning på det problem. Han går ud fra, som Augustin, at alle vore drifter er syndige, og at vi derfor i alt, hvad vi gør, gør syndige gerninger. Så når vi handler i bevidstheden om, at alle vore gerninger er syndige og behøver Guds tilgivelse, så kan de ”gode gerninger”, som vi gør, jo aldrig blive ægte gode gerninger, fordi de altid bærer synden i sig, og så kan vi handle ret. For så ødelægges den mulighed, vi ellers ville have til at anse os for bedre end andre: vi og de er jo i virkeligheden lige store syndere.

Min løsning på problemet er en anden.

Jeg vil argumentere ud fra det, jeg har kaldt afsmitningsreglen, en regel, der siger, at vi mennesker smitter hinanden både med et godt humør og med en trykket stemning. Hvis man tolker ordet om ikke at dømme, Luk 6,37-38, som jeg gør det her og mange andre steder på bloggen, så kan man nå frem til den opfattelse, at ligesom jeg kan påvirke andre til noget godt, sådan kan andre påvirke mig. Og det gode, jeg kan påvirkes til, er opretholdelsen af fællesskabet. Hvilket vil sige, at hvis jeg med mine ord er med til at styrke de mange fællesskaber, jeg deltager i, så er det så at sige ikke mine ord, jeg taler, det er ord, som jeg bruger, fordi de andre har ”smittet” mig med deres gode humør, deres indlevelsesevne, og deres afpasning efter min tilstand.

Og det vil ikke blot sige, at jeg i sådanne situationer handler med en selvfølgelighed uden lige, det vil også sige, at jeg ville handle forkert, hvis jeg troede, jeg i disse situationer skulle gøre en ”god gerning”. For det, fællesskabet giver mig, er en indbyrdes tillid, så alle ”gode gerninger” fra min side kun vil være forstyrrende, fordi de vil virke unaturlige; de vil jo ikke udspringe af fællesskabets samhørighedsfølelse, men af mine forsøg på at være et godt menneske eller på at gøre noget godt, hvilket begge dele er holdt i de individuelle overvejelsers regi.

Sjovt nok kan man finde denne henvisning til fællesskabet og dets opbyggelse hos Paulus, endda i det selvsamme romerbrev, hvor han i begyndelsen går anderledes til værks end jeg gør. Han skriver således i Rom 13,8-10:

Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. Buddene: »Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære,« og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: »Du skal elske din næste som dig selv.« Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde.

Vel er det sandt, at dette at lade alt hvile på kærligheden, kan friste visse sjæle til at mene, at det hele drejer sig om at føle det rette i de fællesskaber, man står i. Og det kan vel være sandt nok, at fællesskaberne fungérer derved, at man føler, at man hører til dèr. Men det væsentligste er dog de ord og gerninger, som fællesskaberne fremkalder hos os, fællesskaberne her forstået som de andres ord og gerninger.

Men denne hensyntagen til de andre dukker op i fuldt flor i næste kapitel. Her i Rom 14 tager Paulus en uenighed i menighederne op til undersøgelse. Og hans formaning går netop ud på at rette sig efter hinanden og ikke dømme hinanden på grund af en anderledes holdning til spisen og helligdage. Og i vers 13 giver han denne udmærkede formaning:

Lad os derfor ikke længere dømme hinanden, men I skal meget hellere dømme sådan: Ingen må bringe sin broder til at snuble eller falde.

Denne formaning går, som man kan se, ikke ud på at finde én eller anden regel, der skal overholdes, men på at holde fast ved fællesskabet, så ingen føler sig forbigået. Og den minder derfor om den personlige tilbageholdenhed, jeg nævnte før fra Rom 1,11-12, hvor Paulus jo går fra at være en lærer, som de kan have gavn af at lytte til, til at være et menigt medlem af menigheden, som kan have gavn af det fællesskab, de optager ham i.

Men problemet med denne sammenligning mellem Jesus i evangelierne og Paulus i brevene udkrystalliserer sig i spørgsmålet om, hvorvidt Paulus med talen om, at loven driver til syndserkendelse, tænker på den uundgåelige selvtilfredshed med egen lovoverholdelse, som Luther afbilder så udmærket. At det altså er derfor, loven ikke duer til at fremkalde lovoverholdelse, når man ved lovoverholdelse tænker på kærlighed som lovens fylde, hvilket med mine begreber siges lidt mere forståeligt, når man taler om al lovoverholdelse som noget, der holder sig indenfor lovsprogspillets rammer, mens relationssprogspillet besætter én, så man uden at tænke over det, siger og gør det, fællesskabet kræver for at vokse og trives.

Lad mig til sidst henvise til en artikel, jeg skrev for 8 år siden, som viser, hvordan Luther kan have sørgelig ret i det, jeg ovenfor citerede ham for: at den åndelige fødsel kan dræbes af selve de gode gerninger, man gør. Der er tale om to artikler fra Kristeligt Dagblad, jeg citerer fra, se her, og det er især Anders Raahauges artikel, jeg her har brug for.

Han redegør for en artikel af en tysk lærd, Gerd Held, som midt i den store flygtningekrise i 2015 harcellerer over, at medierne uden nøjere undersøgelse kalder alle migranterne, der vrimler ind i Europa, for flygtninge. Hvorfor skal de kaldes ”flygtninge”?

Jo, forklarer Held:

”Derfor holdes der så hårdnakket og imod al socioøkonomisk sandhed altid fast i samlebegrebet flygtning. Det ord skal angive det rene menneske, berøvet alle midler. Migranterne er velkomne, fordi de byder på lejlighed til at demonstrere en god og gudvelbehagelig indsats. I sidste ende skal de blot stå i vejkanten frem mod Gud. Det selvudslettende, hjælpende menneske er mere beskæftiget med sig selv, end det vil indrømme.”

Det er en tanke, som jeg har tilsluttet mig med min anvendelse af begrebet ”samaritanitis”. Med dette begreb betegner jeg en farisæisme, der er så opsat på at gøre ”gode gerninger”, at man lægger Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner ned ”flygtningekrisen”, og derved uden at tænke over det, gør alle flygtninge til en overfalden, som ligger i vejgrøften. Så kan man nemlig selv indtage rollen som den barmhjertige samaritaner, hvad man ikke kan gøre, hvis den virkelige ”flygtning” skulle afmales.

Men ikke blot er man i alle sine ”gode gerninger” højst utilbøjelig til at se de tilrejsende mennesker som det, de er: nemlig som mennesker, der ikke er forfulgte, men blot vil bedre deres egen situation, man er også fuldstændig ligeglad med, at man ved at indføre en så stor mængde uintegrerbare muslimer, nedbryder den folkelige tillid, fordi disse fremmede kommer ind i landet med en helt anden menneskeforståelse og helt andre idealer end dem, vi har, og ikke har til sinds at prøve at leve sig ind i vore idealer.

I stedet for en sådan overtro på ”gode gerninger”, skal vi sige som Paulus, at ”alt er tilladt, men ikke alt opbygger” (1 Kor 10,24), hvilket udlagt betyder, at det går galt, hvis vi bare vil rette os efter loven eller ”gøre en god gerning”, og glemmer alt om det fællesskab, der skal vedligeholdes eller opbygges.

Dette blev langt og indviklet. Men hvis problemet er, hvordan man kan gøre noget, som man ikke er bevidst om, eller hvordan de gerninger, man gør, skal være gjort, så den venstre hånd ikke véd, hvad den højre gør, (Matt 6,3) og det skal det jo, så må det vist blive indviklet.

Den ulidelige bagklogskab

Egentlig havde jeg bestemt, at det skulle være noget helt andet, jeg skulle skrive om på mit næste blogindlæg. Men nu bliver det altså et indlæg om en artikel af Henrik Dahl sammenholdt med Hartmut Rosas teorier.

Når Hartmut Rosa igen skal omtales her på bloggen, hænger det sammen med, at jeg ved et seminar forleden hørte et foredrag om ham. Og dette satte, som man kunne vente, en masse tanker i gang i min stakkels hjerne. Så for at få disse tanker bragt til ro, har jeg været nødt til at sætte mig lidt ind i Rosas tankeverden igen. Og sjovt nok: når jeg nu et årstid senere læser Sanne Thøisens indlæg om Hartmut Rosa i Kristeligt Dagblad, se her, så kan jeg næsten genhøre foredraget fra forleden dag, for det var Sanne Thøisen, der holdt foredrag om Hartmut Rosa.

Men nu tør jeg nok lidt kraftigere opponere mod nogle af Rosas tanker. En tidligere blogartikel om Rosa kan ses her.

Jeg vil opponere imod ham ud fra to teser. Den ene går ud på, at vi mennesker – eller mindre omfattende: vi teoretikere – ofte danner os en verdensanskuelse, som kommer til at passe overraskende fint med de remedier, vi anbefaler til forbedring af verden. Og den anden går ud på, at vi meget ofte – i dette tilfælde inkluderer jeg ikke mig selv i dette ”vi” – mener, at vi har fundet ud af hemmeligheden bag alle menneskers opfattelser, hvilket i Rosas tilfælde giver sig udslag i, at han mener, at alle religioner siger det samme og vil det samme.

Sanne Thøisen fortæller, at Rosa mener, at der er noget afgørende galt med den moderne verden. Hartmut Rosas teori er en

teori om accelerationsamfundet, dets opståen og dets dysfunktionalitet for ikke at sige dets irrationelle, selvundergravende karakter, som enhver kan iagttage i ødelæggelsen af naturgrundlaget, i udhulingen af demokratiet og i den mentale vantrivsel.

Om det er Hartmut Rosa eller Sanne Thøisen, der mener, at ”enhver kan iagttage” disse forfærdelige ting, er uvist. Men når jeg sådan kommer ud af foredragslokalet med de mange nikkende og ja-sigende personer, kommer jeg til at se, at den selvfølgelighed, hvormed vort samfunds mangler beskrives, minder forfærdelig meget om den selvfølgelighed, hvormed mange præster beskriver menneskenes synd. I hvert fald lykkedes det Sanne Thøisen at skabe en vis enighed om, at den samfundsbeskrivelse, Hartmut Rosa giver, selvfølgelig er den eneste sandhed. Når jeg sådan i bagklogskabens klare lyd genhører foredraget, kommer jeg til at høre temmelig mange – alt for mange, måske – små ”jo”er, hvorved jo siges, at modargumenter er helt forgæves, for det er nærmest selvindlysende, at det forholder sig, som Rosa siger: Vore samfund er virkelig blevet til højhastighedssamfund, som i sig bærer kimen til deres egen ødelæggelse.

Men glæd jer! Der er håb forude. For Rosa kommer med bud på en løsning på de problemer, han i første omgang beskriver:

Hans mest distinkte bidrag til teorien om det modernes samfunds formation og dets struktur er at tilføje teorien om dets dynamik: den eskalerende hastighed og tvungne vækst som betingelse for overhovedet at opretholde det i dets nuværende form i al dets irrationalitet. Til forskel fra de fleste sociologer ser Rosa sig forpligtet på at forsøge sig med “terapeutiske” bud på samfundsdiagnosens patologier, altså at prøve på at vise andre mulige veje hen mod et samfund, som ikke er konstitueret på selvødelæggelse.

Det vil sige, at Rosas begreb ”Resonans” skal ses i sammenhæng med hans samfundsanalyse. Oven i købet gælder det i den grad, at hans forestilling om resonans kun lade sig tænke, hvis man kan gå med til, at hans analyse er sand. Om begrebet Resonans skriver Sanne Thøisen:

Det [vreden i vore samfund , rr] giver sig udslag i den manglende vilje, energi og tålmodighed til at høre på synspunkter, man ikke deler. Den polarisering er livsfarlig for demokratiet, der lever af samtale, meningsudvekslinger og kompromiser. Men når lydhørheden over for anderledestænkende slipper op og dermed den forpligtende og tidskrævende argumentation for egne synspunkter og villigheden til at tage ved lære af andre, så er et egentligt demokrati ikke muligt.

Der er naturligvis meget mere at sige om bidragene til en mulig anden vej end det, religionen kan byde ind med, og det gør Rosa også andre steder. Når han i denne sammenhæng sætter fokus på især den religiøse praksis, er det ud fra en interesse i det verdensforhold, som netop religionen – og her holder Rosa sig til de kristne konfessioner, men fastholder, at det principielt gælder alle religioner – etablerer eller har til hensigt at etablere, nemlig menneskers vertikale forhold eller det transcendente forhold til det ultimative, det omfattende eller det ubetingede, der kan blive til en erfaring af resonans.

Man har nok opdaget, at jeg her på bloggen opererer med en nærmest afgrundsdyb forskel mellem kristendom og islam. I ovennævnte indlæg, altså dette, indrømmer jeg, at jeg har svært ved at sætte mig ind i muslimernes tænkemåde. Men ud fra de forskelle, jeg dèr opregner, må jeg fastholde, at der er forskel, gerne, at den er overraskende, blot man indrømmer, at den er der og betyder utrolig meget.

Det kan ses af Henrik Dahls artikel, se her. Dahl har syv dødssynder, han vil påskrive Angela Merkel. Jeg skal ikke nævne dem alle, kun to af de sidste.

Angela Merkel indså ikke, at ukontrolleret indvandring fra Stormellemøsten til Europa er det mest splittende og polariserende spørgsmål, der overhovedet findes på kontinentet.

Den typiske europæer ønsker ikke, at den kultur, de er en del af, gradvist forandres på grund af pres fra indvandrere, der forlanger at leve, som de gjorde i det land, de angiveligt blev forfulgt i.

Og helt ærligt: Det forekommer også mig underligt, at man først søger tilflugt i Europa, fordi der åbenbart er forfærdeligt der, hvor man stammer fra. Og derpå næsten omgående giver sig til at stille krav om, at her i Europa skal der være sådan, som det var i det forfærdelige land, man er undsluppet.

Når den hårde, Putin-venlige højrefløj står til gode valg rundtomkring i Europa, er en væsentlig årsag, at Angela Merkel ikke havde begreb skabt om risikoen ved indvandring fra Stormellemøsten. Om derfor himmelråbende naivt sagde ”Wir schaffen das” i 2015.

Her forekommer det mig, at Henrik Dahl uden at have en sociologisk uddannelse, blot som almindelig samfundsiagttager, ser meget klarere end Hartmut Rosa. Bevares, der ligger meget andet bag den store indvandring, der har fundet sted, ikke mindst et ja til de ”stakkels flygtninge” fra utrolig mange europæere. Og det er først nu, at det for nogle af os er blevet klart, at denne indvandring vil forandre vore samfund. Fordi, som Dahl siger det, muslimerne har det mærkelige forhold til deres religion, at de flygter fra de onder, som den påfører dem, blot for at prøve at genindføre disse onder hos os.

Det er sikkert sandt, at Angela Merkel ikke havde begreb skabt om risikoen ved indvandring, men det var der mange andre, der heller ikke havde. Og mange af disse andre er ikke blevet særlig meget klogere i mellemtiden.

Henrik Dahl har også et par ord at sige om forholdet til Putin:

Endelig var Angela Merkel alt for eftergivende over for Rusland efter invasionen af Krim og Donbas i 2014.

De såkaldte Minskaftaler var ikke det papir værd, de var skrevet på. Hvis der er nogen, der har givet Vladimir Putin en rationel grund til at tro, at der ikke ville ske noget ved at invadere Ukraine i 2022, er det Angela Merkel. Derfor var det selvfølgelig velgørende, at hendes efterfølger, Olaf Scholz, tre dage efter invasionen holdt sin store Zeitenwende-tale i Forbundsdagen

Nu glæder vi os bare til, at Tyskland tager konsekvensen af talen og sender store mængder af virkelig hårdtslående våben til Ukraine. Men det skal nok komme. Siden talen er Tyskland altid endt med at sige ja. Ganske vist efter at have sagt nej mindst 10 gange forinden.

Angela Merkel var ikke alene om at begå sine syv dødssynder. For rundtomkring i Europa blev hun hyldet som sin samtids store statsleder.

Det sidste er jo sandt nok. Var vi naive? Troede vi for godt om andre mennesker? Mente vi, at alle de andre dog inderst inde var som vi, tænkte som vi, handlede som vi? Nu bør vi i hvert fald, både hvad Muhammed og hvad Putin angår, indrømme, at der findes anderledes tankesystemer, som besætter utrolig mange mennesker, og som i hvert fald er enige om én ting: At vi vestlige mennesker er deres fjender og vil dem ondt.

Nu må jeg jo nok indrømme, at også jeg mener som Hartmut Rosa, at alle mennesker er ens på bunden. Blot er der for mig at se langt dybere ned til bunden, end hvad Rosa forestiller sig. Det betyder, at jeg ikke som Rosa ser det som et ideal, at kirken med Løgstrups ord ”ikke kommer ud af stedet”. Tværtimod ser jeg ud fra Jesu lignelse om kirken som et sennepsfrø, der i udgangspunktet er meget lille, men senere vokser op til et træ, som himlens fugle bygger rede i (Matt 13,31), kristendommens historie som en historie om en udvikling i menneskeheden. I oldtiden udviklede kirken sig i kraft af martyrernes blod, der, som en kirkefader sagde, er kirkens udsæd, til at blive anerkendt af øvrigheden. Og med Martin Luthers standhaftighed i Worms blev der igen sat en streg under martyrrollen, altså under det menneske, der holder fast ved kristendommens trods de trusler, der rejses mod ham, også selv om Luther ikke kom til at lide martyrdøden. En holdning, der smittede af på rationalisterne og fik dem og andre til at arbejde for ytringsfrihed.

Hele vejen fra Luther frem til os i dag har idealet været ord frem for magt. Det ideal blev der rokket eftertrykkeligt ved under nazismen og under Sovjetunionen, ligesom der i dag rokkes ved det af islam. Og hvis man tager Jesus som sit ideal, så skal altså disse magtreligioner bekæmpes med ord, altså ikke med ord, der stryger de pågældende over håret med ord om, at de da bestemt er gode nok, men med ord, der argumenterer imod henholdsvis nazismen, kommunismen – og senere putinismen – og islam. De to første er forsvundet, putinismen kan vi ikke rigtig komme i snak med, men islam kan vi godt komme med en række indvendinger imod. Det forhindrer dog det faktum, at islam har fået de ledende i vore vestlige lande til at acceptere, at enhver argumentation imod islam er at betragte som ”islamofobi”.

Det har Henrik Dahl en udmærket kronik om i Berlingske, se her.

Her opfordrer han os vesterlændinge til at være stolte af vores kultur, en kultur, der har været ganske unik. Han skriver bl.a.:

Den europæiske historie er ikke unik, fordi man har bedrevet slaveri, imperialisme eller været sexistiske; den vestlige historie er tværtimod unik, fordi man har brudt med en ellers noget nær universel norm igennem størstedelen af verdenshistorien.

Vesten er ikke unik, fordi kvinder gennem størstedelen af verdenshistorien ikke havde lige rettigheder, men fordi man i vestlige lande som de første, igen som en konsekvens af idealer om menneskets iboende rettigheder, udstrakte samme rettigheder til alle, uanset køn, race og religion.

Sexisme er ikke en vestlig opfindelse; det er ligestilling og lige rettigheder for loven derimod. I langt hovedparten af verdenshistorien har langt flertallet af mennesker levet liv, hvor de uanset talenter og evner primært var defineret af deres herkomst, køn og stand.

Hvis man var født af livegne bønder, ville man formentlig også dø som livegen bonde, hvor den største forandring var navnet på den herremand eller fyrste, man tjente. Her er den vestlige insisteren på, at mennesker ikke alene har medfødte rettigheder og værdighed, men også ret til at blive bedømt på sine evner og holdninger i stedet for herkomst og køn, også et historisk set ganske unikt træk.

Og ærlig talt, jeg kan bedre genkende disse forestillinger i det, jeg ser omkring mig i vore samfund, end jeg kan genkende Rosas tanker om højhastighedssamfundet. Jeg ser ikke, som Rosa, vort samfund være i færd med at begå selvmord. Jeg kan ikke gå med til, at vore samfund skulle lide under en alt for stor forandringslyst.

Derimod kan jeg nok give ham ret i, at der er en manglende vilje til at høre på synspunkter, man ikke deler. Blot ser jeg denne manglende vilje helt andre steder, end han gør. Jeg ser den i den europæiske elites forsøg på at få den stadige indvandreing til at stemme overens med Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner (f.eks. her), jeg ser den i fornægtelsen af, at flygtningestrømmen i 2015 skyldtes, at Grækenlands flåde ikke mere tvang migrantbådene tilbage til Tyrkiets kyst (f.eks. her), jeg ser den i den overfladiske tilslutning til påstanden om klimaforandringer i kraft af CO2-udledninger (f.eks. her), jeg ser den i forsøgene på at nedtone den alt for store nervøsitet i begyndelsen af corona-krisen (f.eks. her). Nå ja, det sidste kan vi måske opnå en vis enighed om. Men det andet ikke.

Og jeg er bange for, at denne uoverensstemmelse med Rosa skyldes, at han bedømmer vore samfund ud fra ret indviklede og i forvejen godkendte teorier om samfundene, som han så forsøger at få virkeligheden passet ind i.

Derfor bliver også løsningsforslagene forskellige. Han kan tilsyneladende nøjes med at glæde sig over, at mennesker kan få en oplevelse af resonans i kirkens gudstjenester, jeg vil derimod mene, at det, kirken kan og skal bidrage med, er en fastholdeles af det enkelte menneskes personlige værdi i den grad, at der påhviler dette enkeltmenneske en pligt til at komme frem med sin ærlige mening, også når der ses trusler forude (se f.eks. her).

Vover jeg selv det?

Måske, måske ikke. Jeg er jo ikke en klimavidenskabsmand, der mister sin stilling ved en opfattelse af klimaforandringerne, der går imod elitens opfattelse. Og jeg er heller ikke en politiker, der absolut skal rette sig i ét og alt efter det, jeg har kaldt ”fodjordsreglen”, altså den forståelse af flygtningekonventionerne, at ethvert menneske, der sætter sin fod på europæisk jord og siger asyl, har ret til at få sin sag behandlet, og som bliver sat i skammekrogen, hvis han mener noget andet, som f.eks. Viktor Orban er blevet det.

Men derfor må alligevel Jesus være det store forbillede, han, som, da han blev slået af en af sine vogtere under forhøret hos ypperstepræsten Annas, sagde:

»Har jeg sagt noget forkert, så bevis, at det er forkert; men er det rigtigt, hvorfor slår du mig så?« (Joh 18,23)

Hvad kan man stole på?

Vi plejer sådan i al almindelighed at regne med vore medier for nogenlunde troværdige. Bevares, nogle gange kommer de med lidt overdrevne antagelser, men normalt er de til at stole på.

Det tror vi i hvert fald på.

Men som den opmærksomme læser nok har lagt mærke til, gælder det ifølge den ydmyge blogejer ikke en hel del emner, f.eks. emnerne corona, klima, islam, m.m. Om dem har jeg prøvet at skabe tvivl om mediernes oplysninger, så godt en ret overset blog formår det.

Men både når det drejer sig om Ukraine-krigen og krigen i Gaza, har jeg dog ment, at det ikke var alle medier, der lod sig gribe af sensationsiver eller Israel-had, omend jeg, hvad det sidste angår, ikke har kunnet overse, at alt for mange vestlige medier temmelig råt sluger alt, hvad Hamas udsender om forholdene i Gaza.

Nu på det sidste er der jo, som man nok véd, sket det, at Israel har bombet en iranskejet bygning i Damaskus og derved dræbt to iranske Hamas-rådgivere. Det er Iran blevet så gal over, at man har sendt omkring ved 300 droner og missiler afsted mod Israel. Og det er, siger man, første gang Iran har angrebet Israel direkte fra iransk jord. Dog er 99% af det angribende isenkram blevet skudt ned af israelere, jordanere og vestlige lande i forening.

Og nu venter vi så i spænding på Israels reaktion. USA og andre vestlige lande advarer Israel mod at foretage en altfor kraftig reaktion; man vil jo nødig ud i en mellemøstlig storkrig.

Om det er det samme håb om fred, der præger Informations journalist, Lasse Ellegaard, i hans analyse af situationen, se her, er uvist. Men hvad der end præger ham, det er i hvert fald ikke lyst til at tale sandt. For magen til usandsynligheder og overdrivelser skal man lede længe efter.

Lad mig komme med nogle eksempler:

Han beskriver i begyndelsen af analysen Irans angreb således. Der er tale om, siger han

Irans massive, men også bevidst ineffektive drone- og missilangreb natten til søndag.

”Bevidst ineffektivt”, det var alligevel meget. De må være meget dygtige, disse iranere, siden de kan forudberegne, at deres mange missiler og droner vil blive skudt ned og ikke ramme deres mål. Mener han virkelig det?

Lidt senere uddyber han denne teori:

Iran havde omhyggeligt annonceret angrebet på forhand, således at det i meget vidt omfang kunne afværges af israelsk, amerikansk, jordansk og britisk-fransk luftforsvar i forening. Kun fem af de mere end 300 affyrede droner og missiler nåede deres mål, Nevatim-basen i Negev-ørkenen, hvorfra de F-35-fly lettede, der den 1. april bombede et iransk konsulat i Damaskus og dræbte syv officerer i revolutionsgarden. Iran demonstrerede dermed, at selv ikke et israelsk og allieret luftforsvar kunne hindre, at Irans essentielle mål – F-35-basen – blev nået. Samtidig var angrebet afpasset, så ingen ud over en syvårig beduinpige kom til skade, ligesom hverken de amerikanske eller sunniarabiske deltagere i forsvaret af det israelske luftrum blev antastet.

Igen må man sige: Det er dog utrolig dygtige, disse iranere. Tænk, at kunne vide på forhånd, hvilke droner der vil blive skudt ned og hvilke ikke! Vi kan forstå på denne analyse, at dette ineffektive resultat ikke skyldes Israels forsvar eller de vestlige og jordanske flys indsats, men har en iransk hidtil uset viden om droner og missiler og israelsk nedskydningsmulighed som årsag. Plus naturligvis en næsten højhellig iransk tilbageholdenhed.

Den eneste ting, man kan indvende imod disse hellige mænds fantastiske evne til at forudse alt, er, at det blev en arabisk, altså formentlig muslimsk, pige, der kom til skade. Kunne de dog ikke have valgt en israeler, når nu galt skulle være?

Men ak, det tyder ikke på, at Israel har tolket de mange droner som udtryk for iransk tilbageholdenhed. Man forbereder virkelig et angreb på Iran.

At Israel forbereder angreb på iranske og iranskrelaterede mål i de to lande, blev evident i går med nyheden om, at israelske droner havde ramt et køretøj i det sydøstlige Libanon. Om israelerne angriber Iran direkte, vil afhænge af udfaldet af krigskabinettets møde. Og af, hvor alvorligt kabinettet tager Irans advarsler om, at et modangreb vil blive besvaret ‘på sekundet’.

Hvad er de da for nogle umennesker, disse israelere! Kan de da ikke forstå Irans fredsopfordringer? At skyde et køretøj ned i Libanon, blot fordi Hizbollah gennem hele Gaza-krigen har affyret raketter ind over Israel, det kan de da ikke være bekendt!

Og mærkeligt nok, nu skal vi tage Irans trusler alvorligt. Når mullaherne siger, at ”et modangreb vil blive besvaret på sekundet”, så er det skam alvor, så har disse fredselskende mennesker glemt al tilbageholdenhed, nu, men ikke med de 300 missiler, må man virkelig blive bange for dem.

Og det er jo ret alvorligt. For vel er det ikke officielt, at Iran har atomvåben, men det er i hvert fald officielt, at de har ret langtrækkende missiler, og har de atomvåben, kan sådanne missiler jo udstyres med dem og blot én eller to atombomber kan udslette størstedelen af Israel, det lille-bitte land.

Og det vil de muligvis gøre, hvis de får lejlighed til det. For både Iran og deres underordnede, Hizbollah, Houthierne i Yemen og Hamas siger, at de har som mål at udrydde Israel. Blot nævner Lasse Ellegaard ikke denne ikke just fredselskende målsætning. Så det véd han nok ikke. Men så kunne jo bladets reaktion have gjort ham opmærksom på det. Men nej, det gør man ikke, for så kommer jo Israels eventuelle svar til at fremstå næsten som en slags selvforsvar, og sådan skal Israel altså ikke fremstilles i dette blad.

Ak, ja, hvad kan man stole på?

Det ser også ud til, at Lasse Ellegaard har overset den reaktion, det officielle Iran har haft på ”angrebet” – jeg sætter ordet ”angreb” i anførelsestegn, for det var jo ikke et angreb, men en udrakt hånd til fred, efter hvad Ellegaard forsikrer os om. De videoer, der er kommet frem om iranernes jubel over angrebet – her uden anførelsestegn – viser skarerne råbe ”Død over Israel” og den slags. Så heller ikke disse arme uvidende og lidet eftertænksomme mennesker er blevet klar over mullahernes ægte fredsinitiativ, og over deres fænomenale evne til at forudberegne, hvor mange missiler der vil blive skudt ned. De er faktisk lige så uvidende om de sande motiver som israelerne.

Måske det ville hjælpe med til at modvirke israelernes angst for udslettelse fra Irans side, hvis mullaherne i stedet overfor befolkningen i Iran havde pralet med angrebet som et stort fredsinitiativ og direkte været stolte over, at så få mennesker blev skadet.

Dog, det gjorde mullaherne ikke. Der er måske alligevel grænser for deres storsindethed.

Men hvad de har gjort med deres ”angreb”, deres storsindede tilbageholdenhed, som Lasse Ellegaard beskriver den, er jo også nok til, at alle vi læsere får lommetørklæderne frem og får travlt med at tørre tårerne af vore øjne. Tænk dog bare, et sådant ædelmod, en sådan næsten selvopofrende holdning!

Dog, uheldigvis læser man så samme dag i Berlingske om en israelsk pilot, se her. Og så er der noget, der er lidt uforståeligt. For denne artikel begynder med at skrive:

Israelsk reservistpilot arbejder til daglig som advokat, men i weekenden var han med til skyde Irans missiler og droner ned. Han kalder opgaven for meget farlig og »den mest komplicerede mission«, han har deltaget i.

”Farlig”, ”kompliceret”, det er de ord, hans pilotopgave beskrives med. Kan det virkelig være sandt? For vi har jo lige lært, at iranernes våbenaffyringer nærmest var for sjov. Og var de det, så måtte de da være udført på en måde, så næsten enhver idiot kunne skyde dem ned. Og så siger denne pilot, der godt nok kun er reservepilot – til daglig er han advokat – at det var farligt og kompliceret. Det må da være forkert. De dygtige iranske ingeniører, der står bag missilaffyringerne, har selvfølgelig sørget for, at de kunne skydes ned, uden at piloter kom til at miste livet ved det. Så det kan simpelthen ikke have været farligt.

Senere hedder det hos Berlingeren:

Piloten »Major G« har fløjet mere end 3.000 timer i luften, men jagten på de iranske missiler og droner var alligevel noget for sig.

Hvis ikke han og resten af luftforsvaret fik standset missilerne i tide, ville de ramme Tel Aviv eller Jerusalem med massive ødelæggelser til følge.

»Du har ingen anden chance,« siger den israelske jagerpilot »Major G«, der er anonym af hensyn til sit militære arbejde.

Også dette må da være forkert. Hvordan kan han vide, at missilerne ville have ramt storbyerne, hvis han ikke skød dem ned? Nå, ja, han kan måske se på retningen, men er der ikke noget om, at de kan ændre retning fra tid til anden? Så det, han siger, er nok forkert, er nok en del af den israelske propaganda. Og den er vi jo enige om her på bladet, at den kan vi ikke stole på, ikke?

Ak ja, lad mig standse denne lettere karikerede gennemgang af Informations artikel og her til sidst nøjes med at pege på to ting, der kan pege i retning af det, Lasse Ellegaard tager som en selvfølgelighed.

For det er nok rigtigt, at Iran ikke har anvendt sit allerstærkeste skyts. Og deri kan man med lidt god vilje nok sige, at der ligger en vis tilbageholdenhed. Ligeledes er det sandt nok, at Iran på forhånd gjorde vestlige lande, herunder USA, opmærksom på, at de ville svare igen på Israels angreb i Damaskus. Det er da dumt, set fra en militær synsvinkel, men så meget synes Ellegaard at have ret i sin tese, at Iran med sine 300 missiler ikke kun har haft militære hensigter, men tillige har villet vise Israel, at de ikke sådan kan dræbe medlemmer af den iranske revolutions-garde, uden at Iran svarer igen.

På den anden side: 300 missiler affyret på én gang, det tyder på, at Iran har haft til hensigt at overanstrenge det israelske luftforsvarssystem. Og så er det jo ikke særlig uskyldigt. Og ligeledes: At der rent faktisk var så få, der ramte mål i Israel, gør, at hele det iranske missil-cirkus nærmest er til grin. Og kan det så være nogen advarsel til Israel? Formentlig ville iranerne have været tilfreds med angrebet, hvis kun 25% havde ramt, men at 99% af skytset bliver skudt ned, kan ikke fungére som en advarsel til Israel.

Så der er nu flere indvikletheder i sagen, end Lasse Ellegaard er opmærksom på.

Dertil kommer, at man må være gøre opmærksom på den særegenhed ved begivenhederne, at det arabiske land, Jordan, deltog i nedskydningerne. Det burde få en ordentlig underrettet journalist til at fortælle os, at mange arabiske lande, der jo er sunni-muslimer, i modsætning til iranerne, der er shiiter, ser Iran som den store fare i Mellemøsten og er glade nok for Israels ønske om at levere et kraftigt svar til Iran, selv om de ikke siger det åbent.

Og endelig synes Lasse Ellegaard at lide af den sygdom, som alt for mange vestlige politikere og journalister lider af, den sygdom nemlig, at man tror, at alle mennesker er ligesom vi vesterlændinger, tænker ligesom os, føler ligesom os. De kan slet ikke forestille sig, at noget styre kan finde på at anvende de borgere, de er sat til at beskytte, som beskyttelsesmur for sig selv og deres soldater. At Hamas virkeliglig har handlet sådan, er derfor noget, man enten overhører eller betragter som propaganda fra en Israel-elskende minoritet. Og at mange muslimer faktisk har læst koranen og deri opdaget, at islam er en magtreligion og at der deri forlanges ”hellig krig” af muslimerne, det er også gået disse menneskers næse forbi. Så når Hamas ligefrem i sin ”grundlov” kræver Israels udslettelse, omend de af og til formulerer kravet som et krav om en enhedsstat, som så blot skal styres efter muslimske principper, så jøder og andet godtfolk kan få lov at leve der som dhimmier, det kan man heller ikke tro på, for – ikke sandt – som de rigtige mennesker, de jo er, ligesom alle vi andre, vil de selvfølgelig kunne gå med til en løsning af den art, som vi vesterlændinge kan forstå.

Og derfor, fordi han går ud fra, at iranerne, skønt de er muslimer, tænker ligesom vi gør, og derfor virkelig kan tænkes at være tilbageholdende i deres magtudfoldelse, derfor synes det, han her fortæller, for ham at være en selvfølge, som kun underlige mennesker kan stille spørgsmålstegn ved.

Alt sådant, og mere til, får ham til at fremkomme med den ganske usandsynlige påstand, at iranerne lod alle de andre droner fejle eller tillod dem at blive nedskudt, og kun sørgede for, at missilet med F-35 flyenes flyveplads ramte plet. Kære Lasse Ellegaard, en så stor ekspertise er der virkelig ingen, der har, end ikke iranerne.

Så når jeg i overskriften spørger, hvem man kan stole på, så er spørgsmålet om tillid eller ikke tillid mere indviklet, end Lasse Ellegaard vil gøre det.

Lad mig bare pege på det, jeg har læst ét eller andet sted, jeg husker ikke hvor: Saudi-Arabien og Jordan har, da Iran sagde, at de ville besvare Israels angreb i Damaskus, sagt, at man ikke ville tillade angrebsvåben af flyve hen over deres område. Det har formentlig været derfor, at USA’s Englands og Frankrigs flyvevåben har kunnet hjælpe Israel med at nedskyde droner. For de to lande har åbenbart givet forsvarsvåben adgang til deres luftrum, udover naturligvis, at Jordan selv har kunnet nedskyde de droner, de har kunnet komme af sted med at ramme. Og om ikke andet, så har Iran lært den lektie: at de sunniarabiske lande ikke uden videre støtter deres angreb på Israel. Og vi burde også lære den.

Nå, i skrivende stund er der så sket det, at Israel har gjort gengæld mod Iran. Man har ramt et mål i Isfahan, ikke lufthavnen, ikke atomagenturet dersteds, men et mål tæt på. Hvis Iran ved at ramme Nevatim-luftbasen i Israel siger: Se, vi kan godt ramme, hvor vi vil, selv om I prøver at forhindre det – det er jo hvad Ellegaard hævder, selv om det nu nok var et tilfælde, at netop det missil ramte – så siger Israel det samme til Iran: Vi kan godt ramme disse for jeres krigsførelse ret afgørende mål.

Iran har ikke indrømmet, at det var Israel, der stod bag bomberne i Isfahan, og Israel har ikke indrømmet, at det var dem, der afskød dronerne. Og det sætter Iran i stand til, som sædvanligt, at lyve for sin befolkning: det var bare et hændeligt uheld i Isfahan, og så lade være med at foretage sig yderligere.

Så på den måde synes alt at være tilbage ved det normale. Men Israel har beholdt retten til at slå ledende iranere ihjel, og Iran véd nu, at deres mange droner ikke kan afholde Israel fra at forsvare sig på den måde.

Hvad tror De på, hr. pastor?

Sjovt nok er det først nu – langt, langt henne i mit otium som præst – at jeg kommer til at tænke på, at der jo faktisk er mange måder at bruge ordet ”tro” på.

Noget har jeg jo nok anet i forvejen, men her fornylig ved en familiekomsammen, hvor jeg blev ægget til at fortælle om min opfattelse af lignelsen om de utro vingårdsmænd, faldt det mig ind, at dette at tro på mit ”bevis” på, at denne lignelse går tilbage til Jesus selv, er noget helt andet end at tro på de kristne trossætninger, f.eks. på Jesu opstandelse.

Jeg har tidligere fortalt om min ”geniale” tilføjelse til en almindelig anerkendt historisk-kritisk metode, se f.eks. her. Tankegangen er følgende: Man kan med rimelig sikkerhed fastslå, at Golgata på Jesu tid lå udenfor bymuren i Jerusalem. Når derfor de to evangelier, Matthæus’ og Lukas’, har ændret Markus’ udgave, så de fortæller, at vingårdsmændene smed sønnen ud af vingården og slog ham ihjel, hvor Markus har den omvendte rækkefølge, (se Mark 12,8) kan man med rimelighed drage den slutning, at det er Markus, der har den oprindelige formulering.

Almindelig historievidenskab. Uden problemer. Men så er det, at jeg tilføjer den overvejelse – og jeg har ikke fundet den andre steder – at forfatteren til lignelsen derfor må have levet før Jesu korsfæstelse, og at man derfor med næsten sikkerhed må antage, at forfatteren er Jesus selv.

Genialt, ikke!

Men hvis man så stiller det sædvanlige inkvisitoriske spørgsmål: ”Tror De selv på det, hr. pastor?”, så bliver det ”ja”, jeg afgiver, et helt andet ”ja” end det, jeg svarer med, hvis jeg bliver spurgt, om jeg tror på Jesu opstandelse. For det første ”ja” er et ”ja” til den videnskabelige metode, og derfor forsynet med alle de forbehold, denne metode medfører. Men det andet ”ja” er et livsbærende ”ja”, et ”ja” til en menneskeopfattelse, som der ikke findes videnskabelige beviser for.

Tidligere gik man ud fra, at alt, hvad der stod i Det ny Testamente, var sandt, altså historisk sandt. Det var virkelig sket, sådan som evangelisterne fortalte om det.

Så kom den historisk-kritiske metode ind i billedet, og man gav sig til at arbejde med Det ny Testamentes tekster som med alle andre oldtidstekster. Og så var der en masse ting, man måtte opgive, for den historisk-kritiske metode accepterer ikke overnaturlige hændelser, Jesu undere, f.eks., ejheller det under, at Jesus opstod fra de døde. Det vil sige: opgive og opgive, det betød jo blot, at man ikke som tidligere på forhånd gik ud fra, at det var sket som fortalt. I stedet efterspurgte man forkyndelsesværdien af underet. Og forstår man denne forkyndelsesværdi, hvorfor skulle man så ikke tro på den værdi, selv om man måske ikke troede, at underet var foregået som beskrevet i evangeliet?

Men dertil kom den tvivl om Jesus-ordenes ægthed, som den historisk-kritiske metode bragte med sig. Som jeg før har fortalt, førte det en overgang med sig, at mange nytestamentlere gav sig til at arbejde med den hypotese, at Jesu død var et uheld, var noget, han ikke selv havde regnet med. Den hypotese bliver, som man nok kan forstå, behørigt skudt ned med min ”geniale” opfattelse af lignelsen om de utro vingårdsmænd. Men hvor mange af de overleverede Jesus-ord er så ægte?

Og ikke sandt, så dukker dobbeltheden af begrebet ”tro” op igen. For spørger man mig, stillet overfor et bestemt Jesus-ord: ”Tror De på det, hr, pastor?”, så spørger man mig om to ting: dels, om jeg tror, at ordet er et ægte Jesus-ord, dels om jeg tror på det i den forstand, at jeg vil prøve at tilrettelægge mit liv efter det.

Dog må man somme tider skyde bolden tilbage til spørgeren. Hvis det pågældende ord f.eks. er ordet fra Matt 6,34: ”Hver dag har nok i sin plage”, så kan jeg jo roligt svare, at det er mig ligegyldigt, om ordet er talt af Jesus selv eller ej, jeg opfatter ordet som et godt råd om, at man ikke unødigt skal bekymre sig for fremtiden.

Og det samme gør sig jo i virkeligheden gældende for mange andre Jesus-ord. Sagen er, at de er beregnede på at skulle kunne forstås af os. Den påstand ligger ganske rigtigt på et andet plan end de historisk-videnskabelige undersøgelser, et – om jeg så må sige – dybere plan. Men hvad det drejer sig om, kan ses ved en sammeligning mellem bibel og koran.

Koranen er nemlig beregnet på at skulle adlydes, også selv om man ikke forstår den. For den har lige fra første færd af haft et magtsamfund til at effektuere troen på sig. Det giver sig udslag i koranens form. Alle ordene i koranen er formet som talt af Allah selv. Og derved lægger formen op til, at det sagte skal adlydes, også selv om man ikke kan se meningen med det. Højst fire koner må en muslim have. Der gives ikke nogen begrundelse for antallet, dog er Muhammed undtaget fra dette maximum. Og rangfølgen blandt mennesker gøres der også rede for: Øverst den muslimske mand, så den muslimske kvinde, så ikke-muslimerne, så slaverne, og så fremdeles nedefter. Uden begrundelse, blot et autoritativt udsagn fra Den Almægtige selv.

I modsætning dertil står Rom 2,11: ”For Gud gør ikke forskel på nogen” eller som det hed i den tidligere oversættelse: ”Der er nemlig ikke Personsanseelse hos Gud”. Og det står der ikke blot som en modsætning, hvad angår indholdet, også som en modsætning, hvad angår autoriteten bag det. Den muslimske gud, Allah, er en autoritet i sig selv, begyndelsen gøres ved at tro på, at koranen er hans ord. Den kristne gud, Herren eller blot Gud med stort, er autoriteten bag sproget, dvs., hans autoritet ligger gemt i sprogets særegenheder. Og da alle mennesker i lige grad vokser op til at blive sproglige individer, er der ingen forskel på individerne. Hvilket vi så her i Vesten retter os efter, ikke fordi det står i bibelen, men fordi vi – måske inspireret af bibelordet – forstår det.

Men læg mærke til det: At vi kommer til at forstå det, afgøres ikke af, om vi tror, at ordet er talt af Jesus selv – hvad der for øvrigt ikke er beviser for angående dette ord – men af, om vi har opdaget det mærkelige faktum, at også mennesker af et fra vort eget forskelligt køn kan vi tale med, ja, at selv mennesker med et pluddervælsk til sprog dog kan blive samtalepartner for os ved tilpas læring.

Det betyder, at rækkefølgen er omvendt i de to religioner. I islam må du først tro på koranens guddommelighed, bagefter på den ordre, ordene er udtryk for. I kristendommen må du først forstå det råd, ordene giver dig, bagefter kan du så undersøge, om ordene stammer fra Jesus selv eller fra andre.

Men indrømmet: sådan har det ikke altid været. For ikke så lang tid siden tænkte også vi kristne på muslimsk vis om vor helligskrift. Det lå fast som det første, man skulle fæste lid til, at bibelen var Guds ord, først derefter kunne man begynde at diskutere, hvad denne bibel så sagde. Så med hensyn til at slippe fri for den islamiske skriftforståelse har den historisk-kritiske videnskab hjulpet os kristne meget.

Og der er altså i Det ny Testamente ganske meget der skal forstås. Og også ganske meget, der kan forstås. Når man er villig til at lytte ordentlig efter.

Tag den ældste søns bemærkning i Jesu lignelse om den fortabte søn, Luk 15,29! Han har set, hvordan hans far bliver overmåde glad ved den yngste søns hjemkomst og foranstalter en fest for ham. Det vækker hans retfærdighedsfølelse, så han føler den uretfærdighed, der ligger deri. Derfor vil han ikke gå med ind til festen. Og han forklarer sig overfor sin far, der er kommet ud for at få ham til at gå med ind, med disse ord:

Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham.

Hvis vi selv har været grebet af en lignende følelse af uretfærdig behandling, har vi en stor chance for at forstå den ældste søn, altså for at sætte os i hans sted, ligesom vi sætter os i den hovedpersons sted, som én eller anden roman handler om. Spørgsmålet er så, om vi forstår lignelsens pointe, som jo er, at det er faderen, der har ret, og den ældste søn, der går galt i byen. Ikke fordi det ikke kan siges at være en uretfærdig behandling, faderen giver den ældste søn, men fordi der er noget, der vejer tungere end retfærdighed, nemlig fællesskabsfølelse, familiesamhørighed eller broderkærlighed.

Og det, der her er af betydning, er, at det egentlig er ligegyldigt, om det er Jesus, der har forfattet lignelsen eller ej. Sagen, den forkerte holdning hos den ældste søn, forstår vi jo uanset, hvem der er forfatteren. Så hvis man stiller det sædvanlige præstespørgsmål: ”Tror De på det, hr. Pastor?”, så er det ikke Jesu forfatterskab, jeg svarer ”ja” til, det er det rigtige i lignelsens menneskeforståelse: Ja, svarer jeg, at handle ud af familieforpligtelse er bedre, mere menneskeligt, end at handle ud af overdreven retfærdighedsfølelse. Og dette ”ja” er uafhængigt af, om det lader sig bevise på normal historisk vis, at det er Jesus, der er forfatter til lignelsen.

Tag et andet eksempel: Matt 5,38-39 om at vende den anden kind til. Her lader Matthæus Jesus sige:

I har hørt, at der er sagt: ›Øje for øje og tand for tand.‹ Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til.

Det er igen dette med retfærdigheden, der er tale om. Heller ikke her står den strenge retfærdighed i højsædet. Det er noget andet, det gælder, hvis man vil handle klogt. Det er forholdet til den anden eller til fællesskabet i det hele taget, det drejer sig om at bibeholde.

Paulus har givet et udmærket eksempel på, hvad det kommer an på. Han er i 1 Kor 6,1-11 i færd med at bebrejde korintherne, at to af menighedens medlemmer er blevet uenige og har ladet en romersk dommer dømme dem imellem. Hvorfor kan I ikke selv finde nogen iblandt jer, der kan dømme de to imellem, spørger Paulus forarget, og føjer til: ”Broder fører sag mod broder, og det for vantro”.

Men så sker der det, at han kommer til at høre, hvad han selv har skrevet. For de to uenige er jo brødre, og brødre fører da ikke sag mod hinanden. Derfor spørger han dem, hvorfor de ikke hellere finder sig i at lide uret. Og det vil jo sige, at han har den samme opfattelse som Jesus af, hvordan retfærdigheden ikke slår til, når der er et tillidsbrud, der skal heles.

Oven i købet er det ham, der har givet den næsten allerklareste regel om disse materier. I 1 Kor 10,23 skriver han, at ”alt er tilladt, men ikke alt opbygger”, hvilket jo vil sige, at det, det drejer sig om, er at få fællesskabet styrket, opbygget, vedligeholdt.

Og igen: Overfor præstespørgsmålet må jeg svare, at det er sagen, jeg forstår og tror på – omend jeg nok ikke så få gange selv har ladet retfærdighed sejre over fællesskab – ikke Jesu guddommelighed.

Jamen, hvad så med Jesu opstandelse? Det er da om noget en kristen trosbekendelse, og den må De da tro på, hr. pastor!

Jeg har andetsteds giver udtryk for den opfattelse, at alle religioner er fulde af myter, og at en myte er en fortælling om noget overnaturligt og ubevisligt, som, når man holder den for sand, skaber en ramme om vor tilværelse, som vi ellers ikke får. Skabelsesmyten giver os således den ramme om vort liv, at det er godt i sig selv, og dette at sige ”ja” til, at man tror på den, er lig med at sige ”ja” til, at livet er godt i sig selv. Og den trossætning lever jo de fleste vestlige mennesker på.

Og hvis vi opfatter Jesu opstandelse som en myte, hvad fører det så til at tro på denne myte?

Det fører til, at vi regner Jesus for Guds søn, og at derfor den modsætning, han opstiller mellem retfærdighed og fællesskab, er Guds egen modstilling. Men det fører videre til, at vi indser det menneskeligt korrekte i med ord at protestere mod de opfattelser, der vil sætte loven ind som givet af Gud, altså mod jødedommen på Jesu tid og mod islam i vore dage. For det var jo det, Jesus gjorde, og det var den død, de påførte ham, Gud protesterede imod ved at lade ham opstå fra de døde.

Eller – kortfattet fortalt – det fører til, at martyrholdningen blive en holdning, vi må stræbe efter.

Denne holdning går ud fra, at menneskene er sådan indrettet, at de i sidste ende lader sig overbevise af ord uden magt bagved, og at vi derfor bør tale frit fra leveren imod de mennesker, der vil sætte magt bag deres ord, selv om vi udsætter os for livsfare derved.

Jamen, er mennesker da sådan indrettet, at de bøjer sig for ord uden magt, også, hvis de selv har udøvet magt imod én, der talte imod deres magtanvendelse?

Det mærkelige er, at det afgiver historien faktisk en del vidnesbyrd om. Hvis det var magtmenneskene, der havde bedømt mennesket ret, så ville Jesu budskab være blevet udslettet sammen med ham selv, da han blev korsfæstet. Men nu blev hans disciple jo også forfulgt, nogle af dem kom endda til at lide martyrdøden, ligesom deres herre, f.eks. Stefanus og Jakob, jf. Apg 7 og Apg 12,2. Så i den forstand kom deres død til at bevidne, at dog de, der troede på Jesus, af ham var blevet inspireret til at holde ud overfor dødsfrygten.

Men mærkeligere endnu: Også forfølgeren Paulus lod sig overbevise af Jesu budskab. Det, der for ham som jøde var nærmest selvindlysende: at de jødiske trossætninger om lovens forret måtte føre til forfølgelse af dem, der nægtede disse trossætninger, det blev han af de kristne, han forfulgte, overbevist om var forkert, jf Apg 9. Oven i købet er dette ikke en i historisk henseende tvivlsom affære, han beretter selv om det flere steder i sine breve, se f.eks. Gal 1,13, hvor han skriver:

I har jo hørt om, hvordan jeg tidligere levede i jødedommen, at jeg til overmål forfulgte Guds kirke og ville udrydde den.

Og igen: Præstespørgsmålet må deles i to. Ét går på de historiske kendsgerninger, som jo altså udviser, at i hvert fald nogle mennesker kunne forvandles fra forfølger til forfulgt. Et andet går på, om magtmennesker virkelig kan møde modstand fra så fredelige mennesker som de kristne. Men kan den første del af spørgsmålet mon overbevise mig om den anden del?

Det bliver jeg mere og mere klar over. For oldtiden igennem kom den sætning til at gælde, som én af kirkefædrene formulerede således: ”Martyrernes blod er kirkens udsæd”. Altså, dette, at martyrerne holdt ud i deres pinsler uden at slippe deres tro, fik talrige mennesker til at slutte sig til kristendommen.

Dertil kommer, at den samme virkning slog igennem for Luthers vedkommende. Selv om han ikke kom til at lide martyrdøden, fik hans standhaftighed stor indflydelse på historieforløbet fremover.

Alt dette betyder, at jeg, stillet overfor spørgsmålet: ”Hvad tror De på, hr. pastor?”, må sige, at jeg er tilbøjelig til at sige, at jeg véd, at et kristent samfund med ytringsfrihed og frihed i øvrigt, er et bedre samfund end et magtsamfund som de muslimske. Det vil sige, at jeg tror på, at myten om Jesu opstandelse har haft en vældig betydning.

Men tror jeg så selv på denne myte?

Til det ville jeg jo gerne svare ja. Men da jeg har mine tvivl om, hvorvidt denne tro ville få mig til at holde ud i en martyrsituation, vil jeg nøjes med at sige, at jeg da håber, at jeg i en sådan situation får kraft til at være et helt menneske, altså et menneske, der ikke giver efter for trusler.

Men forhåbentlig vil jeg ikke på den måde blive sat på prøve.