Hvad er en martyr?

Peter Tudvad har skrevet en bog om Jan Hus. Den hedder ”Jan Hus, kirke, korstog og kætteri”. Jeg har samlet nogle få anmeldelser af bogen sammen, én fra Berlingske af Søren Schauser, se her, én fra Kristeligt Dagblad af Casper Pilgaard Christensen, se her, og én lidt længere fra Studenterkredsens Blad af Anders Klostergaard Petersen, se her.

Mest interessant er nok Anders Klostergaards anmeldelse. Specielt én ting har han imod Tudvads måde at fortælle på: det hænder alt for ofte, siger Klostergaard, at Tudvad psykologiserer. Klostergaard giver os et eksempel fra side 68, hvor Tudvad skriver:

Midt i den ædruelige besindelse på menneskelige kår kunne man også få færten af en næsten profetisk ekstase. Den fromme Hus var ikke blot parat til at dø for troen, men syntes at nære en pirrende lyst til martyriet.

Det er altså Tudvad, der ser en pirrende lyst til martyriet hos Hus, ikke Hus selv, der giver udtryk for noget sådant. Det er det forhold, at Hus her fem år før han blev brændt på bålet appellerer sin sag til Johannes den XXIII, der får Tudvad til at se denne pirrende lyst. For ”derved begyndte den proces ved kurien, der fem år senere skulle føre ham på kætterbålet i Konstanz”. Jamen, kære Tudvad, Hus kunne da ikke i 1410 se fem år ud i fremtiden. Han mente vel bare, at han havde ret, og at han ville være i stand til at overbevise også kurien om det. Eller han mente – og det er lige så sandsynligt – at han, ligesom den Jesus, som han gerne ville efterfølge, ville fastholde evangeliets sandhed, om han så blev truet med kætterbålet.

Det, der får Tudvad til at tillægge Hus en sådan pirrende lyst, er, såvidt jeg kan se af hans bog, at Hus i en prædiken den 15. juni 1410 havde sagt:

Vid da, at jeg har erklæret og igen erklærer, at det er min bestemmelse enten at prædike eller blive landsforvist eller dø i fængslet, da paver kan lyve og faktisk lyver; men Gud lyver ikke.

Og ikke sandt, det kunne jo tyde på, at han ikke er bange for at dø for sin overbevisning. Men dette at give udtryk for, at man vil holde fast ved sin overbevisning trods dødstrusler eller altså: dette at give udtryk for en martyrholdning er jo på ingen måde det samme som at have lyst til at komme til at lide martyrdøden. Dog er det, som om vi i vore dage, hvor martyrteologi er noget sjældent og næsten uforståeligt noget, ikke kan lade være med at forveksle villigheden til at lide martyrdøden med en psykologisk dødsdrift.

Jeg har truffet denne misforståelse af martyrvilligheden i forbindelse med Kaj Munk. Men det er lidt mærkeligt at træffe den samme misforståelse i forbindelse med Jan Hus. Og det er endnu mere mærkeligt, at Peter Tudvad udbreder denne misforståelse til også at gælde Luther.

Det er det, jeg i dette indlæg vil afsløre som forkert.

På side 274 fortæller Tudvad om, hvordan Luther i 1537 udgiver nogle af Hus’ breve, breve, som han skrev til sine brødre i Prag, mens han sad fængslet i Konstanz. I overskriften tildeler han Hus rang af martyr. Og så hedder det hos Tudvad:

Ved at tildele Hus så høj en kristelig rang, rangerer Luther for så vidt sig selv lige så højt, da han i sit forord ikke blot spejlede Mantua i Konstanz og Karl V i Sigismund, men også sig selv i Hus.

Dette forord og de breve, som Luther har udgivet, findes i Erlangerudgaven, bind 65, side 61. Og ærlig talt, når jeg læser det igennem, kan jeg ikke få øje på den spejling, Tudvad omtaler, så jeg antager, at det er Tudvad selv, der har lagt en sådan spejling ind i forordet; han skriver jo også, at Luther for så vidt rangerer sig selv lige så højt.

Men det bliver værre på næste side. Her citerer Tudvad slutningen af det andet brev fra Hus; Hus skriver:

Men jeg har det håb til Gud, at han efter mig vil sende andre, der er taprere, og de er der allerede, de, der bedre vil afdække Antikrists ondskab, og som til døden vil sætte deres liv ind for Jesu Kristi sandhed, der vil give jer såvelsom mig det evige livs glæde. (Erl 65, side 66).

Om denne passage fra Hus’ brev siger Tudvad, at Luther kunne genkende sig selv i den. Han skriver efter citatet:

Når Luther ikke uden føje kunne se sig selv som en, der bedre end Hus havde afsløret paven som Antikrist, var det jo fristende at læse hans ord i brevet som en art profeti om ham selv som den, der skulle komme. Men lige så kildrende Hus’ ord måtte være for Luthers forfængelighed, lige så anfægtende måtte de være for hans samvittighed, da han jo ikke – som de to augustinermunke i Bruxelles i 1523 – var fulgt den hellige martyr efter på bålet. (Side 275).

Dette er for mig at se noget forfærdeligt vrøvl. Hvis vi ser bort fra den noget besynderlige anklage mod Luther, at det har kildret hans forfængelighed at læse Hus’ ord om dem, der skulle efterfølge ham, så er da sandt nok, at to af Luthers ordensbrødre blev brændt på bålet i Bruxelles den 1. juli 1523, se her. Efter hvad Köstlin beretter, siger én af Luthers samtidige, at Luther brast i gråd, da han hørte om det: ”Jeg troede, jeg skulle være den første, som skulle pines for det hellige evangeliums skyld; men jeg var ikke værdig dertil!” (Se her). Men hvordan det kan pine hans samvittighed, at han ikke havde efterfulgt Hus på bålet, det er mig ganske ufatteligt, ligesom det er mig uforståeligt, at en forholdsvis habil skribent som Tudvad kan påstå noget sådant. Luther havde jo ikke svigtet. Det var ikke hans afgørelse, men kejserens, der havde afgjort sagen.

I et brev til Spalatin den 21-12 1520, hvor han svarer på, hvad han vil gøre, hvis han bliver indkaldt til rigsdagen i Worms, siger han:

Vi formår jo vistnok ikke at afgøre, hvoraf der kan opstå mest fare for evangeliet og for menneskeheden, af mit liv eller af min død. (Se her).

Det forekommer mig, at Luther her er ganske klar, og at vi ikke på nogen måde behøver at gøre os forestillinger om, hvorvidt Luther var forfængelig eller havde samvittighedskvaler over ikke at være blevet martyr: det er, siger han, ikke ham eller hans kolleger i Wittenberg, der afgør den sag, det er en højere instans, der træffer den afgørelse.

Men Tudvad kører videre i dette spor.

Luther skriver i efterskriften til udgivelsen af Hus’ breve, siger Tudvad, at

koncilsfædrene i Konstanz var ikke desto mindre sikre på, at ingen efter kætterdommen igen ville vove at skrive mod dem, og at ingen igen ville turde lovprise Hus.

Og så citerer han Luthers fortsættelse:

Men Jan Hus profeterede noget andet, hvilket også til dels er sket gennem mange andre og mig. (Erl 65, side 83)

Og så kører han videre med rene og skære gisninger ud fra forestillingen om en dårlig samvittighed hos Luther: Var der ikke noget om, at Luther havde haft en depression i 1527? (Jeg har nu ikke hørt om den, men lad det kun passere). Var der ikke noget om, at han i de følgende år var plaget af sådanne sjælelige kvaler indtil sin død? Han kunne være anfægtet af, at hans lære måske nok var fuldt ud evangelisk, men at hans liv med kone og børn lod meget tilbage at ønske i retning af evangelisk fattigdom. Han måtte da anfægtes af Abrahams ord til den rige mand (Luk 16,25) om, at han fik sit gode, mens han levede, men Lazarus på samme måde det onde; ”nu trøstes han her, mens du pines”. Utrolige gisninger at komme med, hvad Tudvad åbenbart også selv véd, for han fortsætter:

Det foregående er selvfølgelig kun gisninger, men noget taler for dem, selv om det er og bliver uvist, hvad der lå til grund for Luthers anfægtelser fra sygdommen i 1527 til døden i 1546. Vist er det derimod, at Luther tolkede profetien i Hus’ breve til gunst – eller snarere beroligelse – for sig selv.

Der er faktisk intet, der taler for Tudvads gisninger; det er rent og skært hjernespind. Og dette hjernespind hænger sammen med, at vor tid ikke længer har nogen martyrteologi. Martyrvillighed anses som noget abnormt, som noget, man kun kan have i kraft af psykologiske særheder, i hvert fald ikke i kraft af teologiske overbevisninger. Det gælder både Tudvads beskrivelser af Hus’ martyrvillighed og hans beskrivelse af Luthers ditto; han forstår det ikke. Han kan ikke indse, at det er en ganske normal, menneskelig reaktion at holde fast ved sin overbevisning og kun lade sig rokke fra den af argumenter, ikke af trusler.

Man kan se en længere redegørelse for Luthers martyrsind, som jeg har skrevet og lagt ud på nettet her. Der er tale om et kapitel i en længere afhandling om Luther og Kaj Munk, sammenlignet netop i henseende til villighed til at dø for sin overbevisning.

Jeg henter nogle enkelte citater fra denne redegørelse. Først er der et brev, som Luther skrev fra Augsburg til Wittenberg, før han skulle møde Cajetan. Her hedder det:

Jeg går hen at ofres for dem og for jer. Hvis det behager Gud. Jeg vil nemlig hellere gå til grunde, og, hvad der er mig det tungeste, undvære det søde samvær med jer for bestandig, end jeg vil tilbagekalde, hvad der er rigtigt sagt. Se her.

Dette betyder blot, at Luther er klar over den risiko, han løber ved at tage til Augsburg. Og det var ikke forkert. En katolsk forsker, Volker Reinhardt, skriver ligeud, at Cajetan havde ordre til at tage Luther med til Rom som fange, se her. Det blev dog forhindret derved, at Luthers fyrste, Frederik den Vise, havde instrueret Luthers ledsagere om at skaffe Luther et kejserligt frit lejde, før de lod ham træde frem for Cajetan.

En af Luthers katolske samtidige, Johannes Cochlæus, forfattede i 1525 et skrift imod Luther. Deri anklager han Luther for ikke at have et ægte martyrsind. Han citerer f.eks. det markerede afsnit af nedenstående udtalelse af Luther fra et skrift, som Luther udgav, efter at han havde modtaget den pavelige bulle. Besynderlig nok antager Luther deri, at bullen ikke er skrevet af paven, men af Eck, hans modstander fra disputationen i Leipzig. I dette skrift hedder det:

For det første, at jeg desværre i Leipzig ved disputationen ikke havde læst Johan Huss, ellers ville jeg ikke have nøjedes med at regne nogle af artiklerne fra Konstanz, men dem alle for fordømte. Det regner jeg dem for nu, efter at jeg har læst Johan Huss’ dybsindige, ædle, kristelige bog, hvis lige ikke er skrevet i fire hundrede år. Den er nu også ved guddommelig førelse udkommet på tryk for at bevidne sandheden og for at sætte alle dem, der har fordømt den, offentligt i gabestokken. Det er ikke Johan Huss’ artikler, det er Kristi artikler, Paulus’ og Augustins, og de er begrundet på det allerstærkeste og bevist uigendriveligt, sådan som alle de, der har læst dem, må bekende. Ak, Gud give, at jeg kunne være værdig i forhold til ham, til også for sådanne artiklers skyld at blive brændt, revet og drevet i stykker på det allerskændigste, som Doktor Løgner selv kunne udtænke det; om det så skulle koste mig livet tusind gange, det skulle frem altsammen. Ikke, at jeg dermed vil fremhæve Johan Huss og udskrige ham som martyr. (Se her).

Og ja, her kan man se et ønske om at være værdig til martyrdøden hos Luther af samme art som Hus’ ønske. Men man bør dog lægge mærke til, at grunden til, at han er villig til at lide døden, er, at ”det skal frem altsammen”.

Cochlæus har også fundet det næste citat. Det stammer også fra 1520, fra den tid, der gik, inden Luther lod sig overbevise om, at bullen virkelig var pavens, og på sin fyrstes ordre skrev det modskrift, som blev stående som hans egentlige svar. Cochlæus citerer:

Ligeledes skriver du imod den pavelige bulle: “Vi beder jer, at I aldrig mere absolverer os eller tæller os med blandt jeres folk, ja, for at I kan opfylde jeres blodtørstige tyranni, tilbyder vi os villigt af os selv til døden”. (Se her).

Cochlæus bruger disse citater til at hævde det samme som Tudvad: at martyrvillighed er det samme som martyrønske. Men hvis man er i tvivl om, hvad Luther vel kan mene med at ”tilbyde os villigt af os selv til døden”, kan man læse det føromtalte brev af 21-12 1520 til Spalatin. Luther er som sagt af kurfyrsten, via hans sekretær, Georg Spalatin, blevet spurgt om, hvad han vil gøre, hvis han bliver indstævnet til rigsdagen i Worms. Og Luther svarer:

Bliver jeg stævnet, vil jeg, såvidt det står til mig, endog som syg, lade mig bringe derhen, dersom jeg ikke kan komme rask. Thi det er ikke ret at tvivle om, at jeg kaldes af Herren, dersom kejseren kalder mig. Fremdeles, dersom de vil bruge magt, hvad jo er sandsynligt (thi de interesserer sig ikke for at få mig stævnet til deres belæring), så må sagen anbefales til Herren. … Thi her er spørgsmålet ikke fare eller redning af et menneskeliv; meget mere må det være vor bekymring, at vi ikke prisgiver evangeliet, for hvilket vi er trådt i skranken, til de ugudeliges spot, ikke giver vore modstandere årsag til at rose sig imod os, som om vi ikke vovede frit at bekende, hvad vi har lært, som om vi frygtede for at udgyde vort blod derfor. (Se her).

I modsætning til moderne mennesker er Luther godt klar over, hvad Gud kan bruge en martyrs død til. Han skriver om det i forbindelse med sine to ordensbrødres martyrdød i Bruxelles. Denne begivenhed inspirerede ham til at skrive et digt, eller, om man vil, til at skrive sin første salme, se her. Her hedder det i det tiende vers:

For bålets aske bliver ved,
gi’r støv i alle lande.
Al verdens vand, dens jord og grav
kan ej dets glød udvande.
Dem, som vor fjende ved sit mord
har tvunget til at tie,
dem tvinges han til hvert et sted
at lade glad udsige
Guds pris med tunger døde.

Det er det forunderlige, som Luther har blik for, at Gud kan bevirke, at de døde tunger udsiger hans pris.

At det virkelig var Luthers største bekymring, at han ikke skulle komme til at prisgive evangeliet, kan ses af hans reaktion, da han kom tilbage til sit logi, efter at rigsdagen havde hørt ham. Ifølge Köstlin rakte han armene opad og sagde: ”Jeg kom igennem det! Jeg kom igennem det!” (Se her). Men han var jo aldeles ikke kommet igennem det. Hvis hans bekymring gik på, om han slap fra det med livet i behold, skulle han først have udbrudt sit ”jeg kom igennem det” på Wartburg.

Det er ikke mange følelsesudbrud, vi har fra Luthers side. Men dette er ét af dem. Og det afslører dog vist tydeligt nok, at han var indstillet på ikke at ville tilbagekalde trods den dødstrussel, der hvilede over hans hoved.

Det er al ære værd, at Peter Tudvad har villet lægge vægt på Jan Hus og hans lære og martyrdød som en forløber for Luther. Men det er en umulig opgave at foretage en mandjævning dem imellem. Og det er for simpelt, som Tudvad gør, at fremhæve Hus på Luthers bekostning, fordi han var ugift og fattig og led døden på bålet. Historiens gang er mere kringlet end som så.

Mange andre end Hus har jo således banet vejen for den lutherske reformation. Humanisterne i bred almindelighed med deres vægtlæggen på skriftens vidnesbyrd har således ydet et stort bidrag. Og Laurentius Valla med hans afsløring af, at ”Konstantins gavebrev” var et falsum, blev afgørende for reformationens historie, fordi det fik Luther til at indse, at paven var antikrist.

Og i stedet for som Tudvad at fremhæve Hus’ ugifte stand som særlig evangelisk, vil jeg mene, at man bør fastslå som noget af det fantastiske ved den reformatoriske vending, at de gode gerninger ikke længer blev betragtet som gerninger, hvormed man bød de legemlige krav trods, f.eks. cølibat, faste, pilgrimsvandringer, men – med Luthers ord – som gerninger, der udføres i ”kald og stand”. Derved fik man gjort op med den augustinske kamp mod drifterne og igen indsat normale, almenmenneskelige handlinger i deres ret.

Når dertil kommer, at den afladsteologi, der havde vundet indpas i kirken i senmiddelalderen på en næsten altdominerende måde, blev så at sige tilintetgjort af den lutherske reformation, så er der for mig ingen tvivl om, at den lutherske reformation var langt mere omfattende og havde langt større virkninger end den hussitiske, men heller ingen tvivl om, at man, hvis man vil bedømme de to personer i forhold til hinanden, ganske frimodigt kan se bort fra den virkning, deres gerning havde.

Men som sagt, en sådan mandjævning bør man egentlig lade være med. Hus kan have været en ti gange frommere kristen end Luther, det var alligevel den lutherske reformation, der blev den helt store omvæltning i europæisk kulturhistorie. For hverken Hus eller Luther var herrer over, hvad der kom ud af deres protest mod pavedømmet.

Reklamer
Udgivet i Historie, Luther | Tagget , | Skriv en kommentar

Elendig logik

Jens-André Herbener, cand. mag., mag. art. i religionshistorie, har i Information begået en kronik, se her, som måske i første omgang kan læses som et almindeligt indlæg i en debat, men som ved nærmere eftersyn viser sig at ose af forloren moral, måske endda af det, som den tyske filosof, Alexander Grau, har kaldt ”hypermoral”. Hele tiden fornemmer man den løftede pegefinger, hele kronikken igennem lyder det til os, at vi skal gøre sådan og sådan, hvis vi vil opfylde de hypermoralske forpligtelser, som Herbener opstiller for os.

Og det er denne underliggende moralske tone, der gør kronikken til en gang elendig logik.

Lad mig komme med nogle eksempler:

For det første blander han to problemer sammen, klimakrise og biodiversitetskrise:

Vi har nemlig to dødsensfarlige damoklessværd, der truer utallige arters overlevelse på vores blågrønne planet: den globale klimakrise og biodiversitetskrise.

Disse to damoklessværd har vidt forskellig indvirkning på kloden. Man kan med en vis rimelighed argumentere for, at klimakrisen virkelig er et dødsensfarligt damoklessværd. Men man kan ikke på samme måde argumentere for, at biodiversitetskrisen er et tilsvarende damoklessværd.

Eller rettere: det kan man kun gøre, hvis man går ind på Herbeners anden tese: At vi bør skippe vor hidtidige antropocentriske indstilling og i stedet antage en økocentrisk måde at tænke på. Derfor er han nødt til at formulere sig sådan, at det dødsensfarlige ved damoklessværdene er, at utallige arters overlevelse trues på vor blågrønne planet. Og ja, det er måske virkelig sådan, som han hævder, at menneskenes antropocentrisme truer utallige arters overlevelse.

Men hvad så?

Har naturen selv ikke indtil flere gange ikke blot truet utallige arter med total udryddelse, men faktisk gennemført truslen? Sidst det skete, for 65 millioner år siden, måtte de mægtige dinosaurer betale prisen for denne livsfarlige leg med meteorer fra naturens side. Men livet kom jo forunderligt igen. Oven i købet gav dinosaurernes forsvinden pattedyrene chancen for at blomstre op og indtage kæmpernes plads.

Naturen er jo i det hele taget ikke moralsk i sin skalten og valten. Den er bare. Den handler bare. Der sker bare det, der sker. Ingen moralske overvejelser af den grund.

Men nu, hvor vi er gået ind i den periode, som Herbener uden særlig megen omtanke kalder ”antropocæn”, en periode, som har fået dette navn, netop fordi mennesket, ”antropos”, gennem sin antropocentriske tankegang har fået magt over så at sige alle andre skabninger, nu skal pludselig moral trækkes ind i billedet, en egalitær moral, hvor alle andre skabninger får lige ret med mennesket, i stedet for den hidtidige hierarkiske moral, hvor mennesket står øverst i rangordenen.

Undskyld mig, men det hænger ikke sammen. Logikken går i stykker. For Herbeners forudsætning for i det hele taget at tale om moral i vor antropocæne tidsalder, er, at mennesket står i spidsen for det hele. For mennesket er det eneste væsen på denne klode, der tænker moralsk og er modtageligt for moralske argumenter. Hvis vor egalitære indstilling bevirker, at mennesket bliver udryddet, så er der ikke længer noget moralsk væsen til at kæmpe for en egalitær behandling af dyr og mennesker, og så vender vi tilbage til den tilstand, der herskede for 65 millioner år siden.

Det har Herbener vist lidt svært ved at indrømme. Han leverer nogle vældige slag imod antropocentrismen. Antropocentrismen

er så udbredt i dag, at de fleste ikke opfatter den som en ideologi, men som en iboende del af virkeligheden. Det er den ikke. Tværtimod er ideologien udtryk for en selviscenesættelse og selvophøjelse, der normalt kun karakteriserer megalomane psykopater.

Antropocentrisme er den selvfølgelige overbevisning om, at mennesket er verdens centrum. At det adskiller sig fra og står over naturen. At det er det eneste væsen på Jorden, der for alvor tænker, føler og har kultur. At det har et selvindlysende mandat til at herske over og udnytte andre arter som et tag-selv-bord og en losseplads. At andre arter kun har værdi i det omfang, at de tjener mennesket.

Læg mærke til, hvordan Herbener er nødt til at overdrive og opstille stråmænd i sin skildring af den antropocentrisme, han forarget vender sig imod. Hvem er mon det, der ikke mener, at dyr føler, ja endda har en form for kultur? Ingen, mig bekendt. Og er det uden videre alle mennesker, der mener, at dyr kun har værdi i det omfang, de tjener os? Nej, såmænd er det ej. Senere fremtryller han et par andre stråmænd. Antropocentrismen kommer til udtryk i

at vi opfatter økonomisk vækst som en grundlov og at få så mange børn, vi ønsker, som en menneskeret, selv om konsekvensen er verdensomspændende tsunamier af naturdestruktion.

Det er ikke helt nemt at se, hvem han inkluderer i dette ”vi”, han her anvender. Jeg er f.eks. gammel nok til at huske dengang i tresserne, hvor vi talte om en befolkningseksplosion. Det var også dengang, p-pillen kom frem. Og det benyttede mange europæere sig af, så europæerne faktisk er på vej til at rette sig efter den opfordring, Herbener har anbragt i overskriften: at vi skal få så få børn, at klodens totale befolkningstal kommer ned på to milliarder.

Men hvordan kan han dog overse, at denne europæiske nedgang i befolkningstallet har ført til, at mellemøstlige og afrikanske lande finder det helt naturligt at sende deres overskudsbefolkning til Europa? Der er endog europæere, der betragter dette som en naturlig eller i det mindste uundgåelig udvikling. Men jeg gætter på, at Herbener svæver alt for højt over de oprørte vande, bestående af diverse migrant-tsunamier, til at den slags problemer berører ham.

Og selv om vi ikke ser tsunamier helt så store som i 2015, så er det jo stadig sådan, at vore muslimske landsmænd formerer sig i et tempo, der overgår danskernes. Man kan diskutere, om der ligger en bevidst muslimsk strategi bag ved disse tal – det vil sige: man kan vist ikke længere diskutere det, for det gør der. Lars Hedegaard påstod det i et interview med Martin Krasnik i sin tid, og det blev bevist, at der er imamer, der prøver at sørge for, at muslimerne kommer i flertal her i landet, se min artikel herom her – men om der er en bevidst strategi bag eller ej, det er meget svært at ændre folks ønske om at få mange børn, og det, at der sine steder opstår en slags konkurrence mellem befolkningsgrupper eller ligefrem mellem forskellige lande om, hvem der kan reproducere sig til størst magt, er ikke noget, der er befordrende, hvis Herbeners mål på en nedgang i befolkningstal til kun to milliarder skal nås. Dog, sligt bekymrer ikke Herbener.

Men tilbage til Herbeners selvmodsigelse eller mangel på logik. Han forklarer, hvad økocentrisme er, således:

I tråd med biologien mener økocentrismen, at mennesker er natur. At mennesker og resten af Jordens liv er i familie. At mange ikkemenneskelige dyr også er avancerede væsner med høje grader af følelser, intelligens og kultur. At alle livsformer og økosystemer har en egenværdi, der rækker langt ud over deres nytteværdi for mennesker.

Jovist, mennesket er natur, det kan vi godt blive enige om. Men mennesket er et stykke natur, der er blevet forsynet med et sprog, eller – om Herbener foretrækker det – har udviklet et sprog. Og det er, hvad der adskiller mennesket fra alle andre levende væsener. Sandt nok, man kan finde andre levende væsener med følelser, intelligens og kultur end lige mennesket, men hvad kultur angår, kan man vist ikke nægte, at mennesket langt overgår dem alle. Og hvad specielt moral angår, er mennesket det eneste væsen, der kan tillægge noget værdi, eller mene, at nogle dyr er for værdifulde til uden videre at blive slået ihjel.

Men se så, hvordan Herbener i det sidste punktum i dette citat, fuldstændig ”glemmer” menneskets særstilling. Den egenværdi, som han påstår, andre livsformer har, er kun noget, de kan have i menneskers øjne, for mennesket er det eneste levende væsen, der opererer med værdier. En tiger i Indien ser ikke menneskebarnet som et levende væsen, der har værdi i sig selv, men som et potentielt måltid. Det er dens natur, og det kan man ikke bebrejde den. Men man kan skyde den, hvis den får smag for menneskekød.

Det er betagende at sætte sig ind i, hvordan dyr opfører sig, hvilke fantastiske og utrolige foreteelser der forekommer i dyreverdenen. Og man gribes af dette betagende til at ønske sig alle nulevende dyr bevaret. Men man er dog godt klar over – i hvert fald, hvis ”man” er mig – at dette er et typisk vesterlandsk menneskes ønske, og at der kræves ikke så lidt overtalelseskunst for at få en afrikaner til at se på den vilde fauna på samme måde som os. Han har måske en vis animositet siddende i sig fra den ikke helt glemte kolonitid og vil være vaccineret mod alt for mange gode råd fra folk som os.

Men at vi kan betages på den måde, skyldes jo, at vi i den forstand er mere end natur, at vi i kraft af vort sprog kan se på det hele udefra, at vi som sproglige væsener har moralske forestillinger, og at vi i kraft af disse moralske forestillinger kan prøve at forhindre den artsudryddelse, der foregår.

Da meteoren slog ned på Yukatan-halvøen for 65 millioner år siden, var der ikke blevet noget væsen til, der kunne gribe ind og forhindre katastrofen. Men hvis en meteor i vore dage viser sig på himlen og truer med at slå ned på jorden, er situationen nu anderledes end dengang på den måde, at der nu eksisterer et væsen, nemlig mennesket, som vel er natur, men dog også mere end natur, og som i kraft af dette ”mere end” formår at sende en atombombe imod meteoren, så den splintres, eller sende en raket derop, der kan få den til at ændre kurs.

Det vil mange mennesker kunne være taknemlige for. For så slipper de for at blive slået ihjel. Men på samme måde vil jo også mange dyr kunne takke de menneskelige stater, formentlig USA, men muligvis også Rusland eller Kina, for, at de fik meteortruslen fjernet. De véd det blot ikke, for de har intet sprog, hvormed der ville kunne skabes en taknemlighed i dem, og hvormed de kan give udtryk for deres taknemlighed. Så man skal ikke forvente, at den føromtalte indiske tiger af den grund vil undlade at spise et menneske, hvis den får chancen.

Jeg har før været ude med riven efter Herbener, se her, og jeg undrede mig dengang over, at han trods sin store sprogkundskab ikke kunne se med blide øjne på de bibelcitater, han fremførte. Jeg gættede dengang på, at det skyldtes en vis modvilje mod kristendommen. Så det vil nok kunne opfattes som et teologisk drilleri – og det vil måske også være det – når jeg nu fremfører nogle bibelcitater.

Først 1 Mos 1,26:

Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.«

Dernæst 1 Mos 1,29:

Gud sagde: »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde.

Man kan lægge mærke til, at det er menneskene, der her tiltales, og at de ikke får noget dyr til føde, men kun planteføde.

Og endelig 1 Mos 9,3, noget, Gud siger til menneskene efter syndfloden:

Alt, hvad der rører sig og lever, skal I have til føde. Jeg giver jer det alt sammen, ligesom jeg gav jer de grønne planter.

Det er altså først efter syndfloden, at mennesket af Gud får lov til at spise noget dyr. Det vil nok være naturligst at tolke dette som udtryk for Det gamle Testamentes paradisforestilling: Ligesom der til sin tid, når ”løven æder strå som oksen” (Es 11,7), skal herske fred på hele Guds hellige bjerg, således forestiller man sig, at tilstanden var før syndefaldet.

Men om det betyder, at man på Det gamle Testamentes tid behandlede dyrene med respekt, det melder historien ikke noget om. Og om det videre betyder, at man i vores dages industrilandbrug behandler dyrene ordentligt, det kan man måske også med Herbener tvivle lidt på. Blot så meget synes at stå fast: Det gamle Testamentes myter har en ikke helt urealistisk forestilling om menneskets stilling i naturen, faktisk synes den at være noget mere realistisk end Herbeners.

Måske man til denne bibelske realisme skal føje et ord fra Prædikerens bog (7,29), taget fra den gamle oversættelse:

Dog, se, det fandt jeg, at Gud har skabt menneskene, som de bør være; men de har så mange sære ting for.

Det kommer mig for, at Herbener ganske har overset den sidste sætning i dette vers. Han går ud fra som givet, at hans ikke særlig gennemtænkte økocentrisme vil kunne overbevise de mennesker, der ”har så mange sære ting for”. Oven i købet skal de overbevises ad frivillighedens vej til at indskrænke fremtidens befolkningstal til to millliarder.

For at gentage min pointe. Der er to fejl i hans kronik. 1) Han behandler klimakrise og biodiversitetskrise under ét, selv om det tydeligt for os andre er to forskellige ting. 2) Han forudsætter i de råd, han giver, at mennesket er mere end natur; det er os mennesker, der skal ændre opførsel; men han vender sig i det, han kalder økocentrisme, imod den tanke, at mennesket er mere end natur.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget | Skriv en kommentar

Går den, så går den

Jeg har før været inde på muslimers i vore øjne besynderlige måde at argumentere på. De lytter ikke i første omgang til argumentationen, de lytter til autoriteten: har den, der taler, en autoritet, der gør det nødvendigt at rette sig efter det, han siger. (Jeg var lige ved at skrive ”efter det, han eller hun siger”, men det er unødvendigt med denne fordobling; i muslimsk sammenhæng er det altid et hankønsvæsen, der har autoritet).

Nu er der så lejlighed til at undre sig over dette fænomen atter en gang. Der er tale om en artikel af Hugh Fitzgerald på jihadwatch, se her, der handler om en muslimsk tradition: Hvis en mand tre gange siger ”jeg vil skilles” er han skilt fra sin hustru. På engelsk/arabisk kaldes traditionen ”The Triple Talaq”.

I tilgift kan man så undre sig over den uvidenhed, der præger en muslimsk debattør, måske man endda skal undre sig over den frækhed, der tror, at andre lider af samme enormt store uvidenhed.

Sagen er den, at det indiske underhus i 2017 gennem en lov gjorde en sådan praksis ulovlig. Den indiske højesteret havde nemlig erklæret, at denne tradition var imod konstitutionen. Men først nu har det indiske overhus godkendt underhusets lov, så først nu kan loven træde i kraft.

Premierminister Narendra Modi har været hurtig til at erklære, at det er en sejr for kønsretfærdigheden. Og han føjer til, at det var på tide, at en sådan arkaisk og middelalderlig praksis er blevet forvist til historiens skraldespand.

Nu er jo Modi leder af det hindunationalistiske parti, BJP. Og dette parti har altid stået i en vis modsætning til landets store muslimske mindretal. Hvilket i nogen grad er i modsætning til Kongrespartiet, som mere har prøvet at få tingene til at glide i spillet mellem de to store religioner i Indien, islam og hinduismen, og forsøgt at give muslimerne lov til at praktisere deres egne regler. Dette parti stemte da også imod loven.

Dette kan måske forklare, at ændringen af ”The Triple Talaq Tradition” først kommer nu, hvor Kongrespartiet er trængt tilbage af BJP. Og det kan måske også forklare, at mange muslimer er imod loven; man går på forhånd ud fra, at alt, hvad der kommer fra Modi og hans parti, går imod muslimerne.

Vi kan jo for sjovs skyld prøve at overføre problemstillingen til Danmark. Hvad ville vi sige, hvis der her i landet var muslimer, der ville fastholde denne tradition? Ville vi støtte en lovgivning imod denne tradition? Eller ville vi, som Kongrespartiet, også her prøve at være muslimerne tilpas, så vi ikke krænkede deres fornemmelser for den specielle muslimske lovgivning?

Mon jeg gætter meget forkert ved at antage, at ganske mange af os danskere ville gøre som Kongrespartiet. Fitzgeralds artikel nævner en vis Asaduddin Owaisi, som har sagt, at ”loven er endnu et angreb på den muslimske identitet fra dette partis side”. Og ja, ville vi nok sige, det kan da ikke betragtes på anden måde. Om vi just kan lide denne bestemmelse eller ej, det er ikke spørgsmålet, spørgsmålet er alene, om vore muslimske landsmænd skal have lov til at leve efter deres religiøse traditioner. Det er altså, vil mange mene, et spørgsmål om religionsfrihed.

Well, jeg véd godt, at netop de muslimske ægteskabstraditioner har vi haft svært ved at kapere her i landet. Barnebrude, flerkoneri, osv., det er vi trods alt lidt lorne ved sådan uden videre at godkende.

Men hvad søren, skilsmisse på den ene eller den anden måde, også vi accepterer jo skilsmisse, så det må de vel selv om. Og argumentet fra Owaisi, at man ved at forbyde det angriber den muslimske identitet, er vel rigtigt nok.

Det mener Hugh Fitzgerald ikke.

Han fortæller os noget, som Owaisi nok burde have fortalt, men som han, hvis han i det hele taget vidste det, omhyggeligt fortiede. Han spørger, hvordan et forbud mod triple-talaq-skilsmisse kan være et angreb på den muslimske identitet, når mange muslimske lande faktisk har et lignende forbud. Det drejer sig om Pakistan, Bangladesh, De forenede Arabiske Emirater og Egypten. Disse lande med muslimsk flertal har åbenbart ikke følt, at et forbud var et angreb på deres muslimske identitet.

Dertil kommer, siger Fitzgerald, at denne tradition ikke har hjemstedsret i koranen. Ganske vist indeholder koranen regler for skilsmisse, f.eks. Sura 2,229-239. Og ganske vist er det manden, der har ret til skilsmisse, ikke kvinden, men korankommentatorerne er dog enige om, at der inden den sidste og afgørende udtalelse: ”Jeg vil skilles” skal gå mindst tre måneder. Og i shariadiskussionerne er også drøftelser om triple-talaq-skilsmisse fraværende.

Og ikke sandt, så ser det jo ikke så godt ud for dem, der har villet følge Kongrespartiets linje. Man kan måske sige, at mullaherne i et land, hvor muslimerne er en minoritet, altså Indien, har langt mere at sige end i lande, hvor muslimerne er en majoritet.

Men det bliver værre endnu.

Owaisi prøver nemlig at argumentere for sin modstand mod at fjerne denne muslimske tradition. Han ser det som en lov, der er ”imod de muslimske kvinder og marginaliserer dem endnu mere. Loven tvinger en kvinde til at forblive i et ægteskab med en mand med indsnævrede handlemuligheder, som verbalt og med sine følelser har misbrugt hende. Den lægger bevisbyrden på muslimske kvinder og tvinger hende ud i fattigdom”.

Her har Owaisi tortureret logikken, mener Fitzgerald. F.eks. spørger han, hvordan det, at det bliver vanskeligere for en mand at opnå skilsmisse, kan tvinge en hustru til at forblive i sit ægteskab? Owaisis påstande hænger ikke logisk sammen.

Det kan man kun give ham ret i.

Men her skal hovedvægten lægges på noget andet, nemlig på det forhold, at Owaisi bruger argumentationstænkning, ikke autoritetstænkning. Der er ingen tvivl om, at det er hans autoritetstænkning, der får ham til at vride og vende ordene, så der kommer noget ud af det, der kan understøtte det, han mener har autoritet. Men selve det, at han argumenterer uden at henvise til nogen autoritet, synes at være noget, han føler sig nødsaget til i Indien, hvor han jo ikke skal overbevise muslimer, men hinduer og andre ikke-muslimer om det humane og menneskelige og for kvinder højst tilfredsstillende ved triple-talaq-skilsmissen.

Og at det ikke lykkes ham, kan man så forklare med, at han ikke er vant til at tænke og tale på den måde, men man kan også forklare det med, at der indenfor islam i det hele taget aldrig har været og aldrig har skullet være overensstemmelse mellem åbenbaringen og fornuften. Åbenbaringsordene har aldrig skullet aflægge regnskab for fornuften, de har blot stået der som mejslet i sten, som noget, man med største selvfølgelighed rettede sig efter.

Det vil sige, at vi her har endnu et eksempel på forskellen mellem muslimsk og ikke-muslimsk tankegang. Vi vesterlændinge – og mange indere også, f.eks. Modi – har en tankegang, der er udviklingsorienteret. Vi mener, at der hele tiden sker ændringer i de forskellige kulturer, ændringer, der nødvendiggør ændringer i lovgivningen. I modsætning til os er muslimerne låst fast i en lovtankegang, der tænkes at skulle gælde, uanset hvordan samfundet i øvrigt ændrer sig.

Og så længe muslimerne tænker og taler indenfor deres egen kultur eller indenfor et samfund, hvor islam har magten, nøjes de med at henvise til autoriteten. Men kommer de i mindretal, som de er i både Indien og her i Europa, tvinges de til at tænke argumentativt. Det er faktisk rigtig sundt. Ikke blot, fordi det er vores tænkemåde, også fordi det er en menneskelig tænkemåde.

Men hvis vi gør, som vi hidtil har gjort: taler muslimerne efter munden, prøver på enhver måde at være dem tilpas, vender og drejer vore love og begreber for ikke at støde dem, så hjælper vi dem ikke til at komme til at tænke argumentativt, snarere bevirker vi, at de forbliver fastlåst i deres autoritative tankegang.

Og det er egentlig lidt synd for dem.

Vi skal med andre ord i vores eventuelle dialog med muslimerne behandle dem som voksne mennesker, der selv kan tænke, og ikke behandle dem som børn, sådan som deres religion behandler dem. Så måske de virkelig kan blive sådanne selvtænkende væsener. Ellers – ja ellers fortsætter vort forhold til vore muslimske landsmænd ad det samme skæve spor som hidtil.

Udgivet i Islam | Tagget | Skriv en kommentar

Lykkedes det for Løkke?

Jeg har hidtil her på bloggen omhyggeligt undladt at komme ind på striden i Venstre. Den megen opstandelse, der har været på medierne om Venstre, har ikke haft min store interesse.

Dog erindrer man måske, at jeg engang for nogle år siden tog Lars Løkke i forsvar, se her. Det var dengang, Lars Løkke var formand for noget, der hed GGGI. Han blev af den samlede danske verdenspresse beskyldt for at have brugt for mange penge på at rejse, men det lykkedes ham på en pressekonference at tilintetgøre alle smudsige beskyldninger om noget sådant, noget, pressen dog ikke var meget for at meddele os andre.

Nu har man så set en lignende hetz, dog ikke blot mod Lars Løkke, men mod Venstre i det hele taget. Og som udenforstående – det vil sige: som ikke-venstremand – undrer man sig igen over pressens overmåde store interesse for, hvad der skal ske, når Lars Løkke går af som formand for Venstre. Jeg mener: Lars Løkke er en politiker i sin bedste alder, han er 55 år gammel, og der kan nemt gå en rum tid, før han går af. Hvad politikeres tilbagetrækning angår, skal man hele tiden holde sig Konrad Adenauer for øje. Han blev tussegammel som forbundskansler i Vesttyskland. Man sagde om ham, at han havde købt en skildpaddeunge. Hvorfor? Jo, han ville se, om det var rigtigt, at skildpadder kunne blive over 200 år gamle.

Noget tyder på, at medierne ikke rigtig kan forlige sig med, at de tog så grumme fejl forud for det møde i Odense, hvor de på det bestemteste havde spået, at Løkke ville blive tvunget til at gå af som formand. Måske de nu vil have os til at se, at det, diverse venstrefolk dengang ikke havde held med, nemlig at få Løkke til at gå af, det vil medierne vise, at de kan gennemføre.

Nå, ret skal være ret; medierne kan have to grunde til at spekulere på Lars Løkkes afgang. Den ene er, at hans forgænger Anders Fogh jo gik af i utide, fordi han kunne blive NATO’s generalsekretær. Måske Løkke vil gøre det samme, tænker man i mediekredse.

Den anden grund er, at man ikke kan forstå Løkkes specielle humor – eller da man omhyggeligt overhører humoren i hans udtalelser – at man griber fat i hans humoristiske bemærkning, da nogen midt i hurlumhejet om, hvem der skulle være formand for EU-kommissionen spurgte ham, om han ville have posten, og han svarede: ”De kan jo bare ringe”. ”Sikke en ka’l”, siger man, ”han vil kun blive i Danmark, indtil han kan få et bedre betalt job i udlandet”. Al tale om at være stolt på Danmarks vegne, fordi én af vore var blevet kåret til noget stort i Europa, var i mediernes omtale forbeholdt Margrethe Vestager. Man ser det ellers for sig: Lars von der Løkke i stedet for Ursula von der Leyen, det ville da have været noget at være stolt af. Men ikke hos den danske verdenspresse.

Men altså, man (altså de danske medier) overser alt med skildpadder og Adenauer og sådan noget og giver sig til at antage det som en kendsgerning, at Løkke snart går af. Hvem skal så være hans afløser?

Ja, der er jo Kristian Jensen. Men har han ikke lige fået én over snuden? Og er hans chancer så særlig store? Så er der Jakob Ellemann, det var måske noget. Og kommentatorerne har umådelig travlt med at udregne den enes chancer i forhold til den anden. Nå, det, der står i aviserne, det kan man da springe over. Men hvad der fremføres på Deadline, plejer jeg at se til ”sidste blodsdråbe”, selv om jeg på det sidste er begyndt at bruge slukknappen noget oftere. Men jeg nåede da at se Christoffer Azrouni og Jarl Cordua kommentere de mærkelige forhold i Venstre, efterfulgt af Rasmus Jarlov og Pia Kjærsgaard, der lod forargelsen over Lars Løkkes stadige invitation til socialdemokratiet få fuld skrue.

Og i dag (dvs den 12-8) har jeg så læst en lille artikel i Kristeligt Dagblad af Peter Nedergaard, se her. Den hedder: ”Det store spørgsmål: Hvor går Venstre hen?” Ikke fordi jeg var særlig interesseret i, hvor Venstre går hen, for ærlig talt, rød blok og blå blok er nogenlunde enige om det meste, inklusive indvandringspolitikken, forudsat at socialdemokratiet kan holde fast i den brede og faste udlændingepolitik, men fordi Peter Nedergaard plejer at have noget fornuftigt at sige. Og han får da også sagt noget om liberalisme og konservatisme og den svære opgave det er at forene disse to størrelse, men én af de for mig at se væsentligste pointer får han ikke med.

Man betragter det nemlig i medierne som én af de store og hidtil uløste gåder i Lars Løkkes politik, at han kort før valget annoncerede, at han så en mulighed i et regeringssamarbejde med socialdemokratiet. Det var en bombe, han lod springe uden at fortælle Kristian Jensen det, skønt denne jo var næstformand i partiet. Og det har nu samme Jensen hævnet ved i en artikel i Berlingske at gå imod denne tanke. Dog måtte han bide i det sure æble og på det nyligt afholdte sommergruppemøde trække sine udtalelser tilbage.

Men er det så gådefuldt med denne tanke om et samarbejde ”hen over midten”?

Ja, for medierne er det. De skal have alt i dansk politik gjort op i rød eller blå blok, anderledes kan de ikke tænke. Og sker der noget, der ikke lader sig indpasse i dette skema, melder de pas.

Men ser man på valgets resultat, var det måske ikke så tosset, det, Lars Løkke gjorde. Venstre fik jo faktisk fremgang. Og hvis det skyldtes, at Lars Løkke havde fået færten af, at vælgerne efterhånden var godt trætte af det evindelige kævl mellem fløjene, så burde vel egentlig medierne indrømme, at han havde været bedre til at fornemme, hvad der rører sig i vælgerhavet, end de havde været. Men ak, selv om nogle af dem måske indser det, skal man ikke forvente, at de indrømmer det.

Det andet, der kan have fået Lars Løkke til at forestille sig et samarbejde med socialdemokratiet, er, at han efterhånden var blevet godt træt af at lade sig hovmesterere af diverse små og store partier. Først var der Liberal Alliance, der havde stillet krav om topskattelettelser som betingelse for at pege på Lars Løkke som statsminister. Og fra højt oppe i et træ blev Anders Samuelsen, som man nok husker, ved med pege på sine stålsatte øjne. Nå, hans ufravigelige krav blev dog i nogen grad fraveget, da han kom med i regeringen.

Og efter at denne træklatring var overstået, var det så Nye Borgerliges Pernille Vermund, der stillede ultimative krav. Hun gjorde det ud fra den samme overvejelse som Anders Samuelsen: Løkke er jo nødt til at have hendes stemmer talt med, hvis han skal gøre sig håb om at blive statsminister. Og ikke sandt, så vil han jo blive nødt til at gå med til hendes krav.

Jeg tænker mig, at Løkke efterhånden har følt, at han kom til at stå som en noget forpjusket statsminister, afhængig af små partiers store krav. Det kom jo til at se ud, som om han ville gøre hvad som helst for at bevare statsministerposten. Han har muligvis følt, at der kom til at stå ”levebrødspolitiker” på ryggen af ham.

Og på den baggrund er det slet ikke så tosset at fremkomme med den tanke, at man jo kunne forestille sig et regeringssamarbejde hen over midten i dansk politik. På den måde får han sagt til de små borgerlige partier: Lad nu være med at tro, at I kan få en indflydelse i dansk politik, der rækker langt ud over jeres mandattal; sådan fungérer dansk politik ikke.

Sjovt nok har han med denne melding også hjulpet Mette Frederiksen i hendes arbejde med at danne regering. For han har jo derved givet hende et argument i forhandlingerne med Enhedslisten og SF: Hvis I stiller ultimative krav, må jeg jo prøve, hvor meget der ligger i Lars Løkkes snak om samarbejde hen over midten.

Peter Nedergaard gør efter min mening lidt for meget ud af skænderierne i Venstre. Han mener, de afslører en splittelse i selve partigrundlaget. Partiet hedder ”Venstre, Danmarks liberale Parti”, men det er efterhånden så som så med det liberale. Og jo, det kan han måske have ret i, men han overser den enorme rolle, udlændingepolitikken spiller for vælgerne.

Man kan hæfte sig ved det forhold ved valget i juni, at klimapolitikken – ikke mindst ved mediernes hjælp – kom til at spille en næsten lige så stor rolle som udlændingepolitikken. Men vælgerbevægelserne viste ikke desto mindre, at udlændingepolitikken stadig spiller den største rolle. For Dansk Folkeparti blev mere end halveret. Ja, for de socialdemokratiske vælgere, der var skuffede over socialdemokratiets udlændingepolitik, turde nu vende tilbage til deres ”gamle” parti. Og mange venstrevælgere, der af samme grund havde stemt på DF, vendte tilbage til Venstre. Dansk Folkepartis politik har sejret hos de andre partier, bortset fra De Radikale og Enhedslisten. Og partiets parole om, at der nu er så meget mere brug for Dansk Folkeparti til at holde de andre partier i ørerne, så de også gennemfører den nødvendige udlændingepolitik, viste sig uden gennemslagskraft.

Så er der kun tilbage at gøre opmærksom på en artikel i Weekendavisen af Leny Malancinsky, se her. Den har overskriften ”Stram myte” og Malancinsky hævder, at vores stramme eller mindre stramme udlændingepolitik ikke har stort at sige. Vi vil under alle omstændigheder følge konventionerne og EU-domstolens afgørelser som det lille land, vi er. Som hun skriver:

Antallet [af asylansøgere, rr] afhænger hverken af, om Inger Støjberg har bagt en kage, eller om Zenia Stampe bliver integrationsminister. Politikerne har for længst indset, at når konventionerne forhindrer dem i at vedtage en stram udlændingepolitik, kan de i det mindste forsøge at tale én til live i danskernes – og flygtningenes – bevidsthed.

Og lidt senere hedder det:

Den nye socialdemokratiske regering står nu i en situation, hvor både partiet og stort set alle andre har indset, at den mellemøstlige indvandring totalt set har været skadelig for det danske samfund. Sammen med masser af gode og arbejdsomme mennesker har man ukritisk lukket alt for mange af de forkerte ind, og konsekvensen ser vi i boligområderne og på gaderne i form af bandekriminalitet, islamisk ekstremisme, voldtægter, overfald og knivstikkerier mod tilfældige. Problemet er for længst kendt og identificeret, men erkendelsen har endnu ikke ført til en grundlæggende ændring af det eksisterende asylsystem eller resten af udlændingepolitikken. Hverken i Danmark eller i resten af Europa, der står over for de samme problemer.

Det er jo sandt, at problemet er erkendt og identificeret, men det er også sandt, at så længe vi ikke tør røre ved de regler, der bestemmer tilstrømningen, får vi ikke lukket for den stadige tilførsel af den skadelige indvandring.

Dog overdriver hun en lille smule, når han siger, at ”Er der krig i hjemlandet, og kommer man levende frem til Danmark, giver konventionerne ret til asyl. Punktum”. Det er ikke sandt. Det er nabolandene, der har pligt til at tage imod krigsflygtningene, vi andre har ikke. Og det er også kun nabolandene, der har pligt til at tage imod de spontane flygtninge, andre lande har ikke. Blot har der i EU-regi udviklet sig den tendens – fordi landene har konkurreret om at være mest barmhjertig – at vi tager imod alle, der viser sig på vores dørtrin, så vi giver dem ret til at få deres sag prøvet. Men da det viser sig, at det er meget svært at hjemsende dem, der ikke bliver anerkendt som flygtninge, er det næsten hip som hap, hvilket udfald denne prøvelse giver. Vi står med problemerne under alle omstændigheder.

Det, vi kan håbe på, er ikke vore hjemlige politikere, men aftalen med Tyrkiet og den hårdhed, den italienske indenrigsminister, Matteo Salvini, udviser.

Leny Malancinsky slutter sin artikel således:

Når politikerne fremover skal diskutere de internationale love og konventioner, må de spørge sig selv, hvem reglerne egentlig er til for at beskytte – de fredelige og lovlydige borgere, uanset deres religion, som politikerne forvalter fremtiden på vegne af – eller de udlændinge, der begår kriminalitet og spreder had, og som vi helst ville være foruden?

Og det ville selvfølgelig være rart, om man f.eks. i EU tog sig sammen til at få revideret diverse konventioner, men det har lange og trange udsigter med en sådan revision. Og selv om man så får ændret disse formalia, så står den hårde virkelighed tilbage. Uffe Østergaard har jo formuleret sig med stor klarhed. Der skal hegn til, der skal bevæbnede vagter til, de skal turde skyde for at holde folk ude fra det, han uden blusel kalder ”Fort Europa”.

Forfærdeligt? Jamen, er det ikke mere forfærdeligt, hvis den befolkningsudskiftning, vi kan se konturerne af allerede nu, bliver virkeliggjort?

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget | Skriv en kommentar

Hånden bundet, munden fri!

Overskriften er taget fra Grundtvig. Det er en devise om, hvordan samfundet skal stille sig til uenigheder: man skal give alle ret til at udtrykke hvad som helst i skrift og tale, men man skal ubarmhjertigt straffe dem, der vil lade uenighederne få voldelige udslag.

Det er vist ikke Grundtvig, Anna Libak i en artikel i Berlingeren, se her, har for øje, det er snarere Alexander Grau, den tyske filosof, der med sin bog ”Hypermoral” har vendt sig imod det forhold, at debatten i medierne særdeles ofte forkramper til ren og skær moraldebat.

I sin tid havde jeg her på bloggen en del til overs for Alexander Grau, se her. Og det var måske det, der gjorde, at jeg i begyndelsen uden videre godtog Anna Libaks artikel, og først ved fornyet gennemlæsning blev klar over en afgørende fejl ved den.

Hun begynder med at vende sig imod den automatreaktion fra nogle amerikanske medier, der består i, at man giver præsident Trump en vis medskyld i de uhyrligheder, der er forekommet med de to nylige masseskyderier.

Og Trump kan lægge så meget afstand til ugerningen, han vil – kritikken forstummer ikke. For var det ikke for Trumps hatespeech mod indvandring, var det garanteret ikke sket, siger kritikerne.

Så langt, så godt. Det, man bebrejder Trump, er jo ikke, at han opfordrer til massemord på indvandrere, det er det, man opfatter som ”hatespeech”, vendt mod indvandrere. Og så længe der ikke ligger nogen skjult opfordring til voldsanvendelse deri, er ethvert forsøg på at give Trump medskyld i ugerningerne forkert, kun udtryk for, at Trumps modstandere befinder sig i en tilstand af ”hypermoral”, dvs., prøver at anlægge moralske synspunkter på alt, og derved dræber enhver fornuftig debat.

Men hør så, hvordan Libak fortsætter:

Men hvis Trump føler sig uretfærdigt behandlet, bør han forestille sig, at der i stedet havde været tale om et islamisk terrorangreb i El Paso.

Hvad var der så sket? Ja, så ville Trump selv sandsynligvis have tilskrevet det islam og mere end antydet, at der i enhver muslim gemmer sig en potentiel terrorist. Er Koranen måske ikke fuld af hatespeech om at pågribe og dræbe de vantro, hvor man end finder dem: »Hug af dem deres hoveder!«? »Hug af dem hver en finger«?

For sådan er det blevet: Et af de stærkeste argumenter i vor tid er slet ikke et argument, men det, der hedder en falsk syllogisme. Det, man på engelsk kalder »guilt by association«: Trump er imod indvandring – massemorderen fra El Paso er imod indvandring – ergo er Trump massemorder. En muslim tror på Koranen – en islamisk terrorist tror på Koranen – ergo er en muslim terrorist.

Her kører argumentationen af sporet. Her sidestiller hun Trump og koranen. Og selv om mange af Trumps tilhængere utvivlsomt regner ham for noget utrolig stort, ligefrem guddommelig anser de ham dog ikke for at være. Men det er jo, hvad den almindelige muslim anser koranen for at være. Og selv om man så tænkte sig, at Trump ligesom koranen ligefrem havde opfordret til mord på bestemte mennesker – hvad han dog ikke har gjort – så ville vel de fleste mennesker i stedet for at rette sig efter opfordringen have rystet på hovedet og sagt: ”Den mand er skør!” For ingen regner Trumps ord for at have guddommelig værdi, ingen regner hans ord for noget, man under alle omstændigheder skal hylde og rette sig efter, så godt man formår.

Men unægtelig er der ganske mange muslimer – for ikke at sige, at det er de fleste, moderate såvelsom rabiate – der uden videre regner koranen for Guds ord. Og koranens form og den muslimske fortolkningstradition gør det tilsyneladende umuligt for muslimerne at udskille de fromme anbefalinger fra de voldelige i koranen.

Derfor halter Anna Libaks parallel uhyggelig meget. Og hun ser det ikke selv.

Men kendsgerningerne viser det. Kendsgerningerne er jo, at langt, langt de fleste terrorhandlinger, der har fundet sted her i Europa, har muslimer som gerningsmænd. I USA har man igennem mange år, også før der kom muslimer til landet i nævneværdig grad, kendt til skoleskyderier og den slags, altså tilfælde, der så tydeligt har sin grund ikke i hatespeech, men i psykiske sygdomme. Den slags har vi også været vidne til her i Europa, men om der er ved at ske en forøgelse af angreb imod muslimer, det er foreløbig uvist, omend vel ikke helt utænkeligt.

Men stadigvæk er de fleste terrorangreb i Europa foretaget af muslimer mod os ikke-muslimer. Og man må da håbe, at politiet ikke lader sig forblænde af forestillinger om, at det er så synd for muslimerne, at de altid skal være de mistænkte. Det kan da godt være, det er synd for muslimerne, at de bliver mistænkt, men det er jo ikke vores skyld, at de har en helligskrift med voldsopfordringer, som de ikke kan tage afstand fra.

Det har blandt andre Robert Spencer blik for.

En muslim ved navn Ilhan Omar er blevet valgt ind i Repræsentanternes Hus i USA og har blandt andet gjort sig bemærket ved at omtale terrorangrebet 11-9 2001 som dette, at ”nogen gjorde noget”. Det har hun fået nogen bebrejdelse for, og Robert Spencer citerer hendes forsøg på at retfærdiggøre sig på Al Jazeera, se her. Til denne kanal har hun udtalt, at

hvad der var vigtigt, var den større pointe, jeg prøvede at fremhæve, at man må være sikker på, at der ikke rettes bebrejdelser mod en hel tro for det, der skete, at vi muslimer ikke har kollektivt ansvar for terroristernes handlinger.

Den handske tager Spencer op:

Det hører vi ofte: jihad terror angreb udføres kun af en minimal del af det globale muslimske samfund, og derfor er det af overordentlig stor vigtighed, at vi ikke peger fingre af muslimer i det hele taget eller af islam selv, som om de var ansvarlige for den slags angreb.

Og det er selvfølgelig sandt. Ingen skal gøres ansvarlig for noget, som han eller hun ikke havde noget at gøre med, og ingen skal bebrejde uskyldige muslimer for terroristers handlinger. Det er en selvfølgelighed for enhver. Men Ilhan Omars ord til Al Jazeera gør kun det, at de tilslører det faktum, at jihadistiske terrorister i virkeligheden er stålsatte af islams lære, der giver ordre til en evig krig mod de vantro.

Og Spencer går så over til at forklare, hvordan det kan være rigtigt, at islams lære giver ordre til evig krig mod os vantro.

Den forståelse af islams lære er ikke populær eller udbredt. Vi hører hele tiden, at disse terrorhandlinger ikke har noget med islam at gøre. Nej, hedder det, jihad, det betyder den indre anstrengelse for at være en god muslim.

Men, siger så Spencer, hvis Omar har ret, hvorfor tager hun så ikke det egentlige og vigtigste spørgsmål frem: Hvad er det i islams tekster og i islams lære, der får de troende til at gribe til vold og hvad kan vi gøre imod det? Hvornår har Omar talt om det? Hvis hendes antagelser er korrekt, så er spørgsmålet uundgåeligt: Hvorfor misforstår så mange muslimer deres tros påstande? Hvorfor er islam så svær at forstå?

Og så gennemgår Spencer i al hast islams historie: Muhammeds voldsanvendelse, hvorved han satte sig i besiddelse af hele den arabiske halvø; de fire retledede kaliffers vold, hvorved de erobrede landområdet fra Spanien til Indien.

Alle disse erobringer blev opflammet af islams doktriner, der foreskriver krig imod de vantro og undertrykkelse af dem. Disse doktriner prøver al-Qaeda og Islamisk Stat i dag at påkalde sig for at retfærdiggøre deres handlinger og for at få tilhængere blandt fredelige muslimer. Skal vi rette bebrejdelser imod en hel tro for disse erobringer, som jo blev udført i islams navn og i overensstemmelse med islams tekster og lære?

Men hvis Ilhan Omar har ret, så er det både Muhammed selv, han, som udførte talrige jihad-angreb imod hedninger og jøder i Arabien, de retledede kaliffer og næsten enhver muslim sidenhen, der har misforstået islam. Ikke blot det. Ud over at islams historie er fyldt med disse jihad-angreb, er det også en kendsgerning, at der aldrig i islams 1400-årige historie har været en bevægelse af bare en vis størrelse imod denne jihad-vold, en bevægelse, der prædikede nødvendigheden af fredelig sameksistens med ligestillede ikke-muslimer i et samfund, der ikke blev styret efter islamisk lov.

Og Robert Spencer slutter således:

Hvis ikke man anerkender eksistensen af sådanne læresætninger og vender sig imod dem, vil jihad-terrorismen fortsætte i det uendelige. Er det det, Ilhan Omar ønsker?

Jeg er ikke helt sikker på, at Robert Spencer har ret i dette med, at muslimer aldrig har prædiket nødvendigheden af fredelig sameksistens. Jeg mener at kunne huske, at jeg engang læste om muslimerne i Spanien, at de, da de tabte på det militære område, slog sig til tåls med at kunne opretholde deres egen jurisdiktion indenfor særlige områder.

Men jeg er til gengæld 100% enig med ham i, at både muslimerne selv og vi, der prøver at komme om ved den kendsgerning, at muslimerne nok vil forblive i vort land en rum tid endnu, burde gøre os muslimernes voldelige historie klar, vi, så vi kan afkræve muslimerne en forklaring på, hvordan en nutidig fredelig islam kan have en så voldelig fortid, og muslimerne selv, fordi de ikke bør have lov til fortsat at være halve mennesker, der er nødt til at lyve for sig selv for at kunne være muslimer.

I hvert fald: Det lader sig ikke gøre at komme om ved disse problemer så let som Anna Libak gør det: ”En muslim tror på Koranen – en islamisk terrorist tror på Koranen – ergo er en muslim terrorist”. Det er langt vanskeligere og langt mere indviklede tankegange, der her gør sig gældende. Og jeg har svært ved at se, at de kan løses, så længe muslimer regner koranen for Guds ord.

Udgivet i Historie, Islam | Tagget , , , | Skriv en kommentar

To sjæle, én tanke

De to sjæle, hvis fælles tanke her skal beskrives, er sjælen hos de fleste af vore muslimske landsmænd, og sjælen hos de mange “Gutmenschen”, der findes her i landet. “Gutmenschen” er betegnelsen for det kulturradikale segment i folket, for tiden mest kendetegnet ved den del af højskolebevægelsen, der aktivt har prøvet at få en muslimsk sang ind i den nye udgave af højskolesangbogen.

Vi tager disse “Gutmenschen” først!

Der kan gøres mange interessante iagttagelser angående dem. Her skal nævnes tre, to fremmede og én hjemmedyrket.

Der er først Henrik Dahls iagttagelse i Berlingske, se her. Han finder det latterligt at medtage sangen “Ramadan i København” i højskolesangbogen, lige så latterligt, som det i sin tid var at medtage Gnags’ sang “Lige meget hvem du er” i 17. udgave af højskolesangbogen. Denne sangs tekst kan ses her. Om dette at medtage den i 17. udgave skriver Dahl:

Udover spørgsmålet om en melodis egnethed til fællessang – hvor jeg også har den opfattelse, at nyere redaktionskomitéer har truffet uheldige valg – er det naturligvis vigtigt at se på lyrikken og dens budskab.

Og her var det selvfølgelig dejligt tilbage i begyndelsen af 1990erne at sidde på højskolerne rundt omkring og besynge de åbne grænser. Ikke mindst, hvis man i sin egen selvforståelse var et bedre menneske end for eksempel de skumle, socialdemokratiske borgmestre på den københavnske vestegn.

De var jo allerede dengang begyndt at sige, at det gik rigtig dårligt med integrationen. Det kunne de pæne, kulturradikale mennesker, der fylder op på højskolerne, ikke lide at høre. Navnlig ikke efter, at spørgsmålet i 1988 gav Fremskridtspartiet under ledelse af Pia Kjærsgaard et rigtig godt valg. Så derfor måtte Gnags ind i højskolesangbogen året efter.

Og sådan er højskolerne – sagt i generelle vendinger – blevet. Det er steder, hvor pæne mennesker mener pæne ting om væsentlige og uvæsentlige spørgsmål. Ganske upåvirket af den kompleksitet, disse spørgsmål måtte rumme. Og ganske upåvirket af kendsgerninger eller argumenter, der kunne udfordre de pæne meninger.

Nu er det jo desværre ikke kun på højskolerne og i højskolekredse, at man “siger pæne ting om væsentlige og uvæsentlige spørgsmål”. Det gælder om alle de mange mennesker, der her i landet er påvirket af kulturradikalismen, og det er ganske mange. Henrik Dahl føjer følgende temmelig syrlige bemærkninger til:

Når det var så let for de kulturradikale dengang at fordømme vestegnsborgmestrene, og i stedet optage en fuldkommen fjollet vision om totalt åbne grænser i Højskolesangbogen, hang det ikke mindst sammen med, at de var fri for at skulle leve med konsekvenserne af deres meninger.

Det var jo ikke i landsbyerne nær de herlige, slotslignende højskoler i provinsen, at skolerne kom under pres, og kriminaliteten steg. Ej heller nær de prægtige vige og fjorde, hvor forstanderne har købt sommerhus. Det var bare noget, de måtte døje med i Tåstrup og Ishøj, og som i bund og grund skyldtes danskernes racisme.

Desværre har han alt for meget ret også i denne iagttagelse.

Derfra går vi frem til den sidste af hans iagttagelser:

Og sådan er det også i dag. Hvad stigende islamisk indflydelse i Danmark betyder for jøder, for kvinder og for frihedsrettighederne, er ikke noget, pæne kulturradikale bekymrer sig om. Bare de har en fin sang i højskolesangbogen, som bekræfter dem i, at det højeste moralske stade, man kan nå, er deres.

Her får Henrik Dahl lige den iagttagelse med, at det, der får disse mange “Gutmenschen” til at mene, som de gør, ikke blot er det forhold, at de ikke selv kommer til at leve med konsekvenserne af deres godhed, men også selve den dejlige fornemmelse, der gennemstrømmer dem, når de kan overbevise sig selv og deres nærmeste omgivelser om, at de befinder sig på et højt moralsk stade, og at deres opgave er at prøve på at få resten af befolkningen op på deres høje stade.

Vi går så videre til Berlingskes kronik, se her. Den er skrevet af en teolog, Bo Bergholt Grymer.

Han ser i debatten herhjemme to positioner stå overfor hinanden, monokulturalismen og multikulturalismen. Det, der her især har interesse, er hans beskrivelse af multikulturalismen. Der er nemlig det mærkelige ved den, at mens den er af den anskuelse, at majoritetsbefolkningens kultur sagtens kan bøje sig og udvikle sig og forandre sig uden at tage skade, gælder det modsatte minoritetsbefolkningens kultur: den gælder det for minoritetsbefolkningen om at fastholde, så de ikke sporløst går op i majoritetsbefolkningens kultur. Det undrer Grymer:

Ser man nøjere efter, er der dog noget, som vækker undren ved multikulturalismens kulturforståelse. For hvis kulturer er så foranderlige og tilpasningsdygtige, burde det jo være uproblematisk at få nytilkomnes skikke og normer tilpasset det nye hjemlands dominerende kultur. Påvirkningen fra majoriteten burde ikke udgøre nogen trussel for minoritetsgrupperne, når kulturer er plastiske størrelser, som ikke går under eller overlever, men er i fortsat bevægelse.

Men konklusionen hos multikulturalister er underligt nok den modsatte. For mens majoritetskulturen godt nok betragtes som en formbar størrelse, der kan trække sig tilbage, lade sig inspirere og redefinere, uden at noget går tabt, ser det ganske anderledes ud for minoritetskulturer. Den kulturelle påvirkning, som udgår fra majoriteten, udlægges ofte som manglende forståelse og respekt for minoriteter eller endda som overgreb, der må skærmes imod. Argumentet er, at minoriteter bliver fremmedgjorte og føler sig ekskluderede, hvis deres kultur ikke accepteres fuldt ud i form af badeforhæng i omklædningsrummene, kønsopdelt svømning eller ligestilling af religioner og religiøse traditioner i folkeskolen.

Men ak, disse multikulturalister opdager ikke selv, at deres opfattelse af kulturers fleksibilitet er inkonsistent. Og Grymer prøver senere at give den forklaring på deres holdning, at der ofte er tale om tidligere marxister, som nu, hvor marxismen synes at have lidt nederlag, dropper al tale om økonomisk ulighed og kun bibeholder tanken om undertrykkere og undertrykte, idet de så som den naturligste ting af verden tildeler majoritetssamfundet rollen som undertrykker og muslimerne rollen som undertrykte.

Jeg véd ikke rigtig, om jeg køber den med, at denne rollefordeling udspringer af marxismen, men at det er denne opfattelse af rollerne mellem majoritetsbefolkningen og minoriteterne, der ligger bag den mærkelige mangel på sammenhæng i kulturopfattelsen, det mener jeg er rigtigt nok.

Til sidst i denne gennemgang af, hvordan “Gutmenschen” er blevet til “Gutmenschen”, skal så nævnes den teori, jeg har udviklet her på bloggen, den, som forklarer, at disse “Gutmenschen” lider af den sygdom, jeg har kaldt samaritanitis. Denne sygdom ser begivenhederne i Europa som identisk med, at Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner udspiller sig for fuld udblæsning. Det, det så drejer sig om – sådan ser samaritanisten på det – er at spille rollen som samaritaneren, der hjælper den nødstedte. Men da Jesus i sin lignelse også omtaler nogen, der ikke hjælper, men “går lige forbi”, giver det samaritanisten anledning til på samme måde – og mener han selv: med samme moralske legitimitet – at se ned på os, der ikke mener, at vi uden videre skal modtage enhver fremmed, der tropper op ved vores grænse. Han mener altså at have Jesu godkendelse af sin fordømmelse af os, der ikke umiddelbart mener, der skal hjælpes, og som måske oven i købet kommer med indvendinger imod det kloge i at modtage enhver.

Og netop fordi det er Jesu godkendelse, han mener at have, bliver det næsten umuligt at overbevise ham om, at han med sin følelse af moralsk overlegenhed optræder som én af de farisæere, som Jesus vendte sig så stærkt imod. Henrik Dahl afslører dem fint med sin bemærkning om, hvordan de er i stand til at se bort fra, hvad stigende islamisk indflydelse i Danmark betyder for jøder, for kvinder og for frihedsrettighederne, bare de har en fin sang i højskolesangbogen, som bekræfter dem i, at det højeste moralske stade, man kan nå, er deres. Men det er nok tvivlsomt, om denne anklage vil have nogen virkning på dem, i hvert fald ikke på dem, der er hårdt ramt af sygdommen samaritanitis.

Der er dog én ting mere at sige om denne sygdomsteori. Den giver en forklaring på, at disse “Gutmenschen” næsten pr automatik betragter indvandrere som ynkværdige mennesker. Indvandrerne får jo netop i det store, altomfattende skuespil tildelt rollen som stakkels, nødlidende ofre, som har hjælp behov. Jo mere indvandrerne ligner den overfaldne i lignelsen, des bedre for de gode gerninger, som “de gode” øver. Og derfor er man parat til at se igennem fingre med alle de efterhånden ret uafviselige kendsgerninger, som på ingen måde viser indvandrerne som stakler.

Nået så langt i vore overvejelser er vi nået frem til den lidt underlige overskrift og anvendelsen af den. Hvad er det dog for en fælles tanke, som diverse “Gutmenschen” og vore muslimske landsmænd har?

Det er tanken om muslimerne som ofre.

Det lyder godt nok lidt besynderligt, at muslimerne ligefrem skulle være glade for at blive betragtet som ofre. Og der ligger så sandelig heller ikke i min påstand noget om, at muslimerne betragter sig selv som ofre eller som mindreværdige i forhold til os andre. De to sjæle, der har denne samme tanke, er nået frem til denne tanke ad vidt forskellige veje. Den vej, som har ført de danske “Gutmenschen” frem til opfattelsen, har jeg skildret i det foregående. Men den tanke, der har ført muslimerne frem til den samme opfattelse af forholdet mellem danskere og muslimer, hænger sammen med muslimernes overlegenhedsfølelse overfor os danskere.

I overensstemmelse med denne overlegenhedsfølelse bekommer det muslimer ganske godt, at de bliver forsørget af ikke-muslimer. Det er jo, mener de, det, man har ikke-muslimer til. Så det ser de ikke på nogen måde som noget nedværdigende. I det hele taget: dette at arbejde for føden er jo noget, der hører de lavere klasser til, altså ikke noget for muslimer, i hvert fald ikke, når man i sine umiddelbare omgivelser har ikke-muslimer til rådighed.

Og ligeledes er muslimerne fuldstændig ligeglade med, hvad der får os danskere til at være sødladne og høflige overfor dem, så pæne og imødekommende, at vi undlader at kritisere deres religion. Bare vi retter os efter den almindelige muslimske regel, at man aldrig kritiserer profeten. Og helt ærligt, når de erfarer, hvor imødekommende vi er overfor deres tro, så har de meget let ved at overbevise sig selv om, at vi er på vej til at blive muslimer. Det er jo meget let både for dem og for os at overse, at vi måske undlader at kritisere eller gøre grin med Muhammed, fordi vi er bange for de terrorhandlinger, som muslimer kan finde på at reagere med. Vi danskere gør i hvert fald vort til, at en sådan tanke om, at det er frygt for gengældelse, der afholder danskerne fra kritik, præger os, for nej – sådanne tøsedrenge er vi da ikke, vi plejer da altid at sige, hvad vi mener.

Og så kommer vi til at stå i den mærkelige situation, at vi for alt i verden aldrig må sige, at Muhammed og hans religion bygger på vold. Ih, nej, islam er skam fredens religion. Hvis vi vover at sige noget andet, så skal det fredelige islam nok komme efter os. Med vold.

To sjæle, én tanke!

Denne ene tanke, som de to sjæle kommer med, er den, at der skal en sang om islam med i højskolesangbogen. Fra den ene side, den danske, et tegn på vor umådelig store tolerance. Fra den anden side, den muslimske, en chance for at missionere for islam, og måske også et tegn på, at danskerne er ved at overgive sig til islam.

P. S.: Jeg skylder at gøre opmærksom på, at jeg i mit forrige indlæg kun havde tre vers med i den gengivelse af Isam B.s sang, som jeg henviste til. Nu viser en gengivelse af sangen i Kristeligt Dagblad, se her, at der er hele fem vers. Og nu jeg er i gang med selve sangen, skal jeg måske også gøre opmærksom på, at en nymåne er en måne i tiltagende, og at en sådan måne altid viser sig kort efter solnedgang. Den måne, man kan se, før solen står op, er en måne i aftagende, og en sådan måne har vi mig bekendt ikke noget navn for. Det betyder, at første vers i sangen, der fortæller om “Nymånens skæve smil”, må foregå kort efter solnedgang, altså om aftenen. Hvis meningen imidlertid er den, som Jørgen Carlsen mener, at første vers tænkes at skulle foregå om morgenen, før solen står op, kan det hænge sammen med Isam B.s manglende astronomiske kundskab. Men det er naturligvis en detalje, som vi gerne bærer over med for poesiens skyld.

Ligeledes kan man notere sig, at den nattergal, som jeg i første omgang fandt lidt malplaceret på Nørrebro i København, nu er erstattet af “fugles tale”. Udmærket!

Hvad de to sidste vers angår, er det bemærkelsesværdigt, at omkvædet: “Ramadan i København” her er erstattet af “Ramadan i Danmark”. Måske et udslag af den missionsiver, som sangen udviser. Det samme er det femte vers i det hele taget. Her afbildes den muslimske fromhed, naturligvis med udeladelse af alle koranens voldsord, og læg mærke til det: den afbildes på en måde, som vi jo sådan set godt kan genkende: vi søger trøst ved bønnen, vi giver udtryk for vores taknemlighed, det gør muslimen, og det gør jo vi kristne også. Underforstået: er det så så slemt med den islam? Alle de dèr slemme ord om drab på jøder og kristne, som også findes i islam, kan vi da ikke bare se bort fra dem og nøjes med at se med indforstået fromhed på en from muslim som Isam B.?

Og så er jeg nødt til at tage min hat af. Jo, læg mærke til linjen, “nu rammer dagen København”! Udtal den på en lidt anden måde, “nu rammer da’en København”, så får du sangens overskrift ind til sidst: “Ramadan i København”. Ganske smart. Jeg bøjer min hat.

Og så til sidst: Som antydet i det forrige indlæg: Hvis man medtog min gendigtning af “Vor Gud han er så fast en borg”, se her, så kunne man såmænd godt sige “Pyt” til, at man medtog “Ramadan i København”. Og hvis man syntes, man ville forklare nogle af udtrykkene i “Ramadan i København” med en lille klumme, kunne man jo af hensyn til de meget fintfølende i en lille klumme ved min sang fortælle, at det altså er Muhammed, der er Guds fjende, ikke muslimerne, at muslimerne, hvis de vil være her i landet, må acceptere, at voldsordene fjernes fra koranen, og at det er vor trosbekendelse, der gælder her i landet, den, der i al sin enkelhed lyder: “At tale uden vold/ det er det bedste skjold”.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , | Skriv en kommentar

Medynksforståelse

Nu er det agurketid. Det mærker man på det forhold, at der nu rejser sig enorme diskussioner om de mindste og mest ligegyldige ting.

At dette også gælder på internationalt plan, er nyt for mig. Men når fængslingen af rapperen A$AP Rocky i Stockholm har kunnet afstedkomme en formelig mediestorm i USA, anført at ingen ringere end præsidenten, Donald Trump, så tyder det på, at medierne for tiden ikke har andet at beskæftige sig med end sådanne ret ligegyldige ting.

Det emne, jeg her skal tage frem, har også en ret lille principiel interesse, men har til gengæld haft evne til at få sindene i kog. Det drejer sig om sangen “Ramadan i København”, som man tænker på at tage med i den nye udgave af Højskolesangbogen.

Og dog skal man måske se både denne og hin begivenhed som udtryk for noget andet og mere end agurketids-tidsfordriv. De skal måske ses som udtryk for det, jeg i overskriften har kaldt “medynksforståelse”.

Man har et mindretal, f.eks. de sorte i USA, og muslimerne herhjemme. Dem har nogen iblandt os fundet ud af, at de gerne vil vise sig inkluderende overfor. I USA har man været længe undervejs. Men herhjemme er det stadig noget nyt. Måske man i USA ikke i så høj grad gebærder sig ud fra nogen medynk med det sorte mindretal. Men herhjemme kan man ofte høre en ret falsk tone, når det muslimske mindretal skal omtales, specielt når de problemer, der er med dette mindretal, skal adresseres. Så befinder der sig en elefant i rummet, som alle og enhver kan se, men som en række gode og forstående og inkluderende mennesker ihærdigt lader, som om ikke findes: den omtales ikke, den nævnes ikke, den bruges på ingen måde som forklaring på de sære problemer blandt de mennesker, som her på bloggen hedder “vore muslimske landsmænd”. Elefanten hedder islam, og man kan vekselvis betragte islam som en religion eller som en kultur. Men det mærkelige er, at skulle nogen få den tanke, at de mange særegenheder i vort muslimske mindretal hænger sammen med islam, skulle man give sig til at skildre islam som religion eller som kultur, så forvandler islam sig øjeblikkelig til en race, og så bliver vi, der prøver at finde en religiøs eller kulturel forklaring på de mange særheder, uden særlig megen logik kaldt “racister”.

Berlingske har undersøgt debatten nøjere, se her.

Hører en sang om ramadanen i København til i den danske højskolesangbog? Nej, nej, nej! Lyder det fra Dansk Folkeparti i et Facebook-opslag, som foreløbig er delt flere hundrede gang og har fået over tusind kommentarer – både for og imod.

Jo, bestemt, svarer Jørgen Carlsen, formand for det sangbogsudvalg, der frem til november næste år arbejder på den nye, 19. udgave af Højskolesangbogen.

Anledningen til striden er sangen »Ramadan i København«, som det tidligere Outlandish-medlem, Isam B, har skrevet sammen med Nana Jacobi, Anders Greis og Özcan Ajrulovski.

Så er scenen sat for diskussionen. Og ærlig talt, ligesom jeg plejer at sige om muslimer, der absolut vil pryde deres hoved med et tørklæde: “Lad dog barnet!”, sådan er jeg her mest fristet til at sige om sangbogsudvalget: “Lad dog barnet!” Underforstået: Hvis de er så tåbelige, at de vil lave den slags numre, så dem om det! Hvis der blandt de nye sange, der plejer at få folk til at købe den nye udgave af Højskolesangbogen, er alt for mange af den slags multi-kulti-sange, så kan da folk lade være med at købe den. Ingen tvinger dem. Og hvis de sådan af gammel vane alligevel skulle få den købt, kan jo enten sælge den igen, hvis de bliver for irriterede – de har formentlig gemt den gamle udgave – eller de kan lade være med at synge disse sange. Jeg husker da en tidligere udgave, der var fyldt godt op med engelske sange. Dem sang vi ikke mange af dengang. Så hvis nittende udgave – det er den, der er undervejs – fyldes op med ramadan-sange, så vil tyvende udgave formentlig ikke have så mange; man opdager, at de ikke bliver brugt.

Men Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti har da ret i, at man i tidligere udgaver af Højskolesangbogen ikke har kunnet finde sange, der handler om jødiske eller buddhistiske højtider. Og det er jo sandt. Jøderne her i Danmark, de har minsandten måttet inkludere sig selv. Men muslimerne, de stakler, dem må vi virkelig anstrenge os for at få til at føle sig velkomne. Vi vil så gerne vise dem medynksforståelse.

Hvorfor egentlig? Eller måske snarere: Hvad i alverden kan vi gøre mere, end hvad vi allerede gør?

Vi tilbyder dem sikkerhed. Vi tilbyder dem underhold, bolig og penge til kost. Vi tilbyder børnene undervisning. Vi ser mange af dem komme langt i uddannelsessystemet. Men vi ser jo også ghetto-dannelser, vi ser også bander opstå i og udenfor ghettoerne, vi ser de mange ulemper ved den muslimske kultur dukker op igen, ulemper, som de få iblandt indvandrerne, der virkelig var forfulgte, flygtede fra.

Og det må slås fast: disse uheldige sider af indvandringen skyldes ikke, at vi danskere ikke har modtaget dem godt nok. Men jo, siger det elefantblinde sangbogsudvalg, netop det skyldes det, vi må virkelig være helt anderledes inkluderende overfor muslimerne.

Og så får vi altså “Ramadan i København” med i Højskolesangbogen.

Jeg har fundet teksten til sangen her. Og ærlig talt, der er ikke megen poesi i den. Ved de første mange gennemlæsninger forekommer den flad som en motorvej. Men måske man dog omsider kan finde en vis mening med den. Det kan i hvert fald Jørgen Carlsen. Han siger:

»Isam Bs sang er ingen tiljubling af hverken islam eller ramadanen. Den beskriver på en meget poetisk måde et skue, man kan iagttage nogle steder bl.a. på Nørrebro, hvor folk er tidligt oppe, fordi de skal sørge for at spise og drikke, inden solen står op. Det kunne lige så godt være en beskrivelse af jul i Pærekøbing,« siger Jørgen Carlsen.

Det er jo sandt nok, at en god muslim afholder sig fra at spise og drikke fra solen står op, til den går ned. Og det kan da godt være, at første vers handler om at komme op og spise morgenmad, før solen står op. Det lyder sådan her:

Nymånens skæve smil/ lyset på fjerde sal/ tegner liv på’et gardin/ blokken vækkes af´n nattergal/ lys på lys/ brænder i mørkets favn/ hånd ved hånd/ Ramadan i København

Dette “lys på lys” og dette “hånd ved hånd” synes at være en slags omkvæd, det går igen i alle tre vers. I andet vers er solen stået op, og “blikket fyldes af en drøm” – måske dette er ideal-samfundet, som fasten tænkes at skulle fremelske – og efter dette “lys på lys” hedder det “kæmper for at finde vej/ hånd ved hånd”. Og hvis der med dette menes, at idealsamfundet ikke kommer sådan lige vupti, men må kæmpe for at finde vej, “hånd ved hånd”, dvs., i fællesskabets virvar, så er det da udmærket. Blot skal man ikke lægge den dybere betydning af ramadanen ind i det, for den fejrer muslimerne jo som en hyldest til koranen, og vi andre vil nok ikke mene, det er dèr, vi henter ammunition i kampen for at finde vej.

I tredje vers hedder det:

Når skyggerne er allerlængst/ samler vi os igen/ ulvetim’ – så i seng/ og i stemmerne er et hjem

og så kommer dette “lys på lys” efterfulgt af “tiden der strækker sig/ hånd ved hånd”. Og hvis dette med at samle sig og dette med, at der i stemmerne er et hjem, er en glæde ved hjemmet, så kan vi ikke-muslimer nok følge med. For også for os er hjemmets hygge og varme en stor ting. Men det forekommer mig, at digteren kommer lidt vel hurtigt i seng, for denne “ulvetime”, indbefatter den ikke det måltid, der efter dagens faste jo må smage ekstra godt? Og var der ikke grund til at hylde hjemmets dronning i den anledning? Men den “kvinde min”, som Kim Larsen synger om, har måske forvandlet sig til en ulvinde i ulvetimen? Nå, ikke drille, Ricardt, vi lader Isam B. komme i seng. Men helt afholde mig fra at tænke, at sangen her bliver valgt, fordi den er skrevet af en muslim, mere end på grund af dens poetiske kvaliteter, det kan jeg nu ikke.

Henrik Dahl er også én af dem, der har protesteret. Og Jørgen Carlsen er enig med Henrik Dahl i, at ortodoks islamisme er i modstrid med den grundtvigske højskoletanke. Men Carlsen fortsætter:

»Men ramadanen er jo en skik, som også følges af mange ikkeortodokse muslimer,« siger han. »Og når vi taler om Grundtvig, skal man måske lige erindre sig den meget kendte Grundtvig-salme »Folket endnu forblindet«, hvor der i 2. vers står: »Sanddru hedning, tyrk og jøde, dem har Gud i grunden kær, hader fremfor alt de søde, som på skrømt ham træder nær!« Og »de søde« er jo netop sådan nogle som Henrik Dahl og Alex Ahrendtsen, der skal posere deres rettroenhed og fromhed. De falder ikke i Grundtvigs smag.«

Mig forekommer det nu, at det er Carlsen og sangbogsudvalget, der skal posere deres rettroenhed og fromhed. Og netop den sang, han nævner, en sang fra Højskolesangbogen, attende udgave, nummer 181, er snarere en sang imod end for islam, hvis man altså véd, hvad islam står for, og hvis man endelig – noget uhistorisk – skal tage Grundtvig til indtægt for dette eller hint i vore dage. Men det er nok det med viden om islam, det kniber med for Carlsen og Co.

I tredje vers af denne sang hedder det:

Hvor naturen undertrykkes, der kun falskhed vorder stærk,

Det er sikkert ikke islam, Grundtvig har tænkt på. Men kan man nægte, at naturen undertrykkes i den muslimske faste?

Og når Grundtvig i sjette vers skriver:

Frihed først og sidst for ånden, hvor den virker uden arm/ frihed derhos og for hånden, som gør gavn og ingen harm

så forekommer det mig, at dette er et ideal, som vi i Danmark har meget lettere ved at leve op til, end islam har det i de muslimske lande og blandt muslimerne herhjemme. Og islams manglende rationalitet får et skud for boven i vers 5: “Thi mod tankegangens love lykkes intet som man ved”. Men jeg véd det godt, det er selvfølgelig ikke islam, Grundtvig her har i tankerne. Men han har det i “Den Christelige Børne-Lærdom”, Begtrup bind 9 side 429, hvor han hævder, at kristendommen går ud fra, at røveren på korset havde samme menneskeliv tilfælles med Kristus, og fortsætter med at sige:

Det er derfor ganske i sin bagvendte Orden, naar mahomedanske Theologer, som under allehaande Navne har været enige med Mahomed og Koranen om at erklære den guddommelige og menneskelige Natur for saa væsenlig forskiellige, at slet ingen levende Berørelse var tænkelig, naar de ikke blot benægtede Mueligheden af Guds Søns Kiødpaatagelse og Sammen-Smeltningen af den guddommelige og menneskelige Natur i Vorherres Jesu Christi Personlighed, og benægtede følgelig Mueligheden af hele Gienløsnings-Værket; men naar de tilsidst nægtede Mueligheden af enhver guddommelig Aabenbaring til Mennesket og guddommelig Bønhørelse af Menneske-Bønner; thi af den første Grund-Løgn flyder alle de andre smaa og store Løgne, og var Mennesket ikke skabt i Guds Billede, da kunde Mennesket jo heller aldrig være faldet derfra eller fornyes dertil, eller i det hele gjøre sig nogen sand og levende Tanke om Gud, Hans Aand, Hans Ord og Hans Rige.

Han bruger vel forskellen mellem kristendom og islam anderledes, end vi bruger den i dag. Men noget tyder på, at han bedre end Jørgen Carlsen er i stand til at skelne mellem muslimer og islam og altså tør regne med, at hvis muslimer – de muslimer, som Mirzo i mit forrige indlæg kaldte dårlige muslimer – lever et godt og ægte menneskeliv, da har de Guds velbehag, og samtidig være klar over, at deres religion i større eller mindre grad forhindrer dem i at leve et sådant liv.

Jørgen Carlsen siger, at “Isam Bs sang er ingen tiljubling af hverken islam eller ramadanen”. Og det har han måske ret i. Hvis den blot er en nogenlunde neutral beskrivelse af, hvad en muslim oplever i ramadanen, så svarer den måske til den beskrivelse af julehyggen, som Peter Faber giver i “Højt fra træets grønne top”, bortset fra, at Fabers sang er noget sjovere. Faber tør f.eks. gøre lidt grin med præstens prædiken julemorgen – dengang gik man i kirke julemorgen; han skriver: “Allerhelst, når præk’nen ikke dur/ thi så får man sig en lille lur”. Mon en muslimsk sangskriver tilsvarende turde antyde, at den eller den meget troende muslim midt på dagen tog sig et glas vand, selv om man jo ikke må tage væske til sig, mens solen er oppe? Men Fabers sang er forresten ikke med i Højskolesangbogen, hvilket naturligvis er forståeligt, når den sådan gør nar af præstens prædiken.

Eller kunne man tænke sig en sang om begivenhederne i diverse biografer ved Eid-festlighederne på den sidste dag af ramadanen? Her forlyster muslimer sig ofte med biografbesøg, og med det høje humør, de sædvanligvis er i, har det af og til været til gene for danske biografgængere. Sådan var det i 2012, se her, hvor Palads-biografen i København af den grund havde opsat en lille plakat, der advarede om mulig uro og måske lidt for megen festglæde i de dage, noget, man bad de danske biografgængere bære over med. Som det fremgår af ovenstående link, medførte denne plakat en voldsom protest både fra medynkforstående danskere og fra muslimer, der mente, plakaten generaliserede, altså dømte alle muslimer over én kam. Heldigvis blev hele hurlumhejet sat på plads af en muslim, der fandt den støjende opførsel, muslimer udøvede ved deres biografbesøg, pinlig. Han skrev:

Hvis man ikke kan være stille i biografen, skal man blive væk, mener talsmand for muslimsk forening. Ramadanens afslutning, eid, handler om at sprede godt humør. Men det gør man ikke ved at larme i biografer og ødelægge oplevelsen for andre mennesker – det er bare pinligt.

Kunne man tænke sig en sang i Højskolesangbogen, skrevet af en muslim, som tog dette problem op, beskrev det ovenud gode humør, der præger muslimen i den situation, beskrev de udskejelser, han gav sig selv lov til i den anledning, og bad om overbærenhed og forståelse, hvis danskerne følte sig besværet over det? Hvis en sådan kom med i sangbogen, så måske det ville være i orden, så måske det kunne fremme forståelsen mellem de to folkegrupper. Men “Ramadan i København”, om dens virkning i så henseende har jeg mine tvivl.

Til sidst: Jeg er godt klar over, at den salme, jeg i sin tid skrev på melodien til “Vor Gud, han er så fast en borg”, nok ikke vil komme med i Højskolesangbogen. Den indeholder jo et vers 2, hvor Muhammed omtales som Guds fjende, og det vil nok være for hårdt for Jørgen Carlsens følsomme hjerte. Men af hensyn til vers 4 kunne det nu være en god idé at tage den med. Her lyder bønnen til Gud:

Den tillid, Du lod vokse frem,/ som præger hele folket,/ lad den omslutte nye hjem,/ så alting bliver tolket/ i lyset af Dit ord,/ det ord, hvorpå vi tror,/ at tale uden vold,/ det er vort bedste skjold,/ lad det beskærme alle! Se her.

At den folkelige tillid skal komme til omslutte nye hjem, altså de muslimske hjem, det er nok det fælles mål for Jørgen Carlsen og mig. Og det, jeg dèr siger: at tale uden vold, det er vort bedste skjold, det svarer jo på en prik til vers 6 i den Grundtvig-sang, jeg citerede ovenfor: at det, det gælder om, er “frihed først og sidst for ånden, hvor den virker uden arm/ frihed derhos og for hånden, som gør gavn og ingen harm”.

Og vers 2 med påstanden om, at Muhammed er Guds fjende, det kan selvfølgelig ikke adskilles fra vers 4. Det vil måske oven i købet Carlsen være enig med mig i. For han siger som nævnt, at han er enig med Henrik Dahl i, at ortodoks islamisme er i modstrid med den grundtvigske højskoletanke; og ortodoks islam er det jo netop, der lader Muhammed overtrumfe Kristus og koranen overtrumfe evangeliet; og så må jo enhver kristen, højskolemand eller ej, regne Muhammed for Guds fjende. Og samtidig holder han også med Grundtvig i sangen “Folket endnu er forblindet”, hvor Grundtvig ikke blot skriver det af Carlsen citerede om hedning, tyrk og jøde, men også det, jeg har citeret, om friheden. Så det forekommer mig, at han med sit tvesind rammes af Grundtvigs forhammer: Thi mod tankegangens love lykkes intet som man ved”.

Men man véd vist ikke rigtigt med disse højskolefolk. De vil have medynk med muslimerne, de vil vise dem størst mulig forståelse, men derfor behøver de jo ikke vise “vore muslimske landsmænd” den foragt at tro, at de ikke kan tåle modsigelse af deres religion.

Udgivet i Islam | Tagget , , | Skriv en kommentar

En moderat islam? Glem det!

En muslim, der er konverteret til kristendommen – hun hedder Laila Mirzo – kommer i Neue Züricher Zeitung med en indrømmelse, se her. Denne artikel er på tysk, men Christian Skaug har på udmærket vis refereret den på document.no, se her. Hun indrømmer, at hun har taget fejl. Hun hævdede for nogen tid siden, at ”kun en dårlig muslim er en god muslim”, hvormed hun mente, at man, hvis man som muslim ville indgå på naturlig måde i de vestlige samfund, måtte undlade at tage alle islams regler bogstaveligt; man måtte altså være en i islams øjne dårlig muslim, hvis man i Vestens øjne skulle være en god muslim. Men nej, siger hun nu, det går ikke, man kan ikke klare frisag ved på den måde at henholde sig til en slags moderat islam, for en sådan findes ikke. Så derfor har hun ændret sit slagord til dette: ”Et oplyst menneske kan kun distancere sig fra Muhammed!”

I efteråret 2018 blev der dannet en forening, der hed sådan noget som ”Det sekulære islams initiativ”. Og Laila Mirzo indrømmer, at hun til at begynde med begejstring sluttede sig til disse menneske. Der var tale om blandt andre Hamed Abdel-Samad, Ahmad Mansour og Seyran Ateş. Denne sidste er en kvindelig imam, som grundlagde en særlig moské i Berlin ”Ibn Rushd-Goethe-moskéen”. Her syntes en moderne islam at kunne komme til udtryk, her kunne mænd og kvinder bede side om side, her kunne homoseksuelle bliver anerkendt, og her blev bønnen ledet af en kvinde. Men disse mennesker, siger hun

véd kun altfor vel, at der ikke findes nogen sekulær islam. Islam er staten og staten er islam. Ved at vælge dette navn har man på grov måde gjort den islamiske agenda uskyldig. Der findes sekulære eller upolitiske muslimer, men der findes ikke nogen upolitisk eller sekulær islam.

Men nu siger Laila Mirzo, at også hun tog fejl, også hun troede, at det drejede sig om, at der kunne fremkomme nogle frække muslimer, som med en nutidig fortolkning af koranen kunne ødelægge de blodige koranvers og etablere en moderne islam. Hun syntes, det var fortrinligt med Seyran Ateş’ moské, det var udmærket, at denne kvindelige imam lavede røre i den muslimske andedam. Og hun kunne kun respektere hende for det mod, hun udviste, for hun måtte jo nok på forhånd kunne have regnet ud, at hun med sådanne tiltag ville blive forfulgt af de såkaldt rettroende muslimer. Og ganske rigtigt, i dag lever hun under politibeskyttelse.

Men hvad er det så, der har fået Mirzo til at forandre anskuelse? Hvad er det, der har fået hende til at opgive tanken om en moderne islam?

Det er Muhammed.

Muhammed indgår i den muslimske trosbekendelse: der er kun én gud, og Muhammed er hans profet. Det vil sige, at den, der vil gøre islam moderne, overalt træffer på Muhammed. Mirzo refererer Ateş for at forklare, at en moderne islam-opfattelse må oversætte haditterne ud fra spørgsmålet: ”Hvad ville Muhammed sige i dag?”

Men netop det gør den ”moderne” islam-fortolkning betænkelig. Mirzo skriver:

Som profet og som central figur i islam gælder han for at være ufejlbar i sine handlinger, hans gerninger gælder som forbillede. Derfor opfordrer jeg igen og igen til at foretage ”et sakralt kongemord” på profetfiguren. Først, når der bliver udøvet offentlig kritik af hans fejl, tager liberale muslimer det alvorligt med en reformation. For Muhammed var ikke blot profet og åndelig fører for sin menighed. Han var hærfører, demagog, og gav ordre til, at hundreder af jødiske mænd og drenge skulle myrdes. Den måde, han omgikkes med de jødiske stammer i hans by på, svarer til det, man i dag kalder etnisk udrensning. Hans ægteskab med barnet Aisha er det lovmæssige grundlag for, at muslimske piger kan giftes bort, fra de er 9 år gamle. Hvert år dør utallige piger på deres bryllupsnat, fordi de ved at have sex med en voksen mand får deres livmoder revet i stykker og derefter hjælpeløst forbløder.

Eller som hun siger: Hele tiden snubler man over Muhammed.

Og hun slutter sin kronik med at skrive:

Derfor lyder min tese: Et oplyst menneske kan kun tage afstand fra Muhammed. At træde ud af islam er den eneste logiske konsekvens.

Og det kan man efter min mening kun give hende ret i.

Den samme diskussion optræder netop nu på dansk grund. Den kendte muslim, Aminah Tønnsen, har i et indlæg i Berlingske, se her, hævdet, at progressiv islam i det lange løb vil sejre over konservativ islam. Det har affødt et svar fra professor i teologi ved Menighedsfakultetet, Kurt Christensen, se her, som ved hjælp af nogle korancitater hævder, at Tønnsen maler et altfor lyserødt billede af islam.

Og sådan kan man diskutere forholdet mellem Vesten og islam på forskellig vis. Man kan gøre det ud fra Muhammed-skikkelsen, og man kan gøre det ud fra de kendte muslimske grundskrifter.

Men det mærkelige er, at vil en muslim rette sig efter Mirzo og direkte tage afstand fra Muhammed og alle hans gerninger og alt hans væsen, så får han ikke nogen hjælp fra den kristne kirke. Det er højst usædvanligt, at en professor tager til genmæle overfor en muslim, der vil gøre islam ”spiselig” for os vesterlændinge. Og jeg véd ikke rigtig, om det er typisk eller ej, at der er tale om en professor, der ikke er ansat ved den officielle præsteuddannelse.

Men mere om tavsheden fra præster og teologer:

Det er ikke så lang tid siden, at nogle muslimer, der havde vendt sig bort fra islam og var konverteret til katolicismen, spurgte pave Frans, om det var forkert af dem, at de havde risikeret liv og lemmer for at konvertere til kristendommen. Jo, for paven havde opfordret de kristne i Marokko til at undlade at missionere, se her.

Og selv oplevede jeg det på Valdemarsdagen i år, da jeg overværede et dobbeltforedrag af Elof Westergaard og Iben Thranholm i Vedersø præstegård, se her. Det blev bestemt ikke vel modtaget af biskoppen, at jeg tillod mig at citere lidt fra min gendigtning af Luthers ”Vor Gud, han er så fast en borg”, dèr, hvor jeg kalder Muhammed for Guds fjende. Uha da da, sådan må man rigtignok ikke sige i disse tolerante tider. Så kan der stå, hvad det skal være, om Muhammed i koranen, så kan der fortælles de mest horrible historier om Muhammed, når muslimer elsker ham og ser op til ham og betragter ham som det store forbillede, så skal vi andre ikke komme og kalde ham en fjende af Gud.

I den forbindelse er det, man sender en venlig tanke til Luther. Han vovede at kalde tingene ved deres rette navn. Han veg ikke tilbage fra at kalde paven antikrist, for når han opførte sig som antikrist, så måtte han jo også være antikrist. Og han tog magten fra de ledende i kirken og gav den til enhver, der kunne læse.

Det er jo det, vi nyder godt af i dag. En Laila Mirzo, en række konverterede katolikker, og såmænd også en lille næsten overset blogbestyrer, har ret, når de tillader sig at mene om sig selv, at de er klogere end kirkens ledende folk, paver og biskopper og teologiske professorer. For det er jo umiddelbart til at forstå, at når Jesus om sig selv siger, at han er vejen, sandheden og livet, Joh 14,6, og når han tilmed siger, at hans rige ikke er af denne verden, Joh 18,36, så kan et menneske, der vil gennemføre det, han kalder sandheden, med magt, det vil sige: Muhammed, kun opfattes som det modsatte af det, Jesus er. Og er han sandheden, så er Muhammed løgnen, er han vejen, så er Muhammed afvejen, er han livet, så er Muhammed døden.

Elementært, dr. Watson.

Udgivet i Islam, Luther | Tagget , , | Skriv en kommentar

Hvor blev elefanten af?

Eric Kaufmann, professor, bosiddende i London, har skrevet en bog, ”Whiteshift”, som nu er udkommet på dansk. I den anledning har altinget.dk lavet et interview med ham, se her. Det har fået Hans Rustad til på document.dk at opponere mod Kaufmanns tanker, se her. Vil man se, hvad Kaufmann selv skriver, er der en ret lang artikel af ham selv her; på engelsk.

Kaufmann hævder i interview’et, at det, han kalder højrepopulismens fremkomst i Europa, ikke hænger sammen med økonomiske forhold, men med indvandringen:

Men det handler ikke om økonomi, siger han. Det handler om værdier, og det handler om indvandring. “Jeg argumenterer i bogen for, at når vi skal prøve at forklare højrepopulismens fremgang, er det rodfæstet i indvandring. Indvandringen er vigtig på grund af identitetstruslen, ikke på grund af økonomien,” siger Kaufmann.

Om folk imidlertid har ret i at frygte etnokulturelle forandringer er et af den slags normative spørgsmål, som han ikke går op i:

“Folk er forskellige. Der er nogen, som er stærkt knyttet til traditioner, nationalfølelsen og deres familie, og det er der ikke noget galt med. Jeg skelner mellem tilknytning til egen gruppe og afsmag over for andre grupper. Det sidste er racisme. Men socialpsykologisk forskning har i flere årtier påvist, at der ingen sammenhæng er mellem at have et positivt billede af hvide mennesker og et negativt billede af sorte mennesker, ” pointerer Kaufmann og understreger.

“Jeg synes, det her er vigtigt, fordi mange af dem, som er tilknyttet deres egen gruppe, bliver stigmatiseret som racister. Folk antager, at de hader sorte mennesker, og det er et stort problem.”

Hans påstand om, at han ikke går op i normative spørgsmål, er nu for det første forkert. Hans artikel og interview’et med ham i altinget.dk går ikke ud på andet end at berolige os højrepopulister: vi behøver i virkeligheden ikke frygte de fremmede.

Og bevares, så er det da pænt af ham, at han giver os højrepopulister lov til at være nationalt sindede. For, som han siger, dette at have et positivt billede af hvide, fører ikke nødvendigvis med sig, at man har et negativt billede af sorte. Det har den socialpsykologiske forskning vist, og så må det jo være rigtigt.

Det vidste vi nu godt i forvejen. Vi højrepopulister – for nu at bibeholde denne i grunden lidet smigrende betegnelse – ser jo ikke ned på indvandrerne; vi har blot opdaget, at der nu er blevet så mange af dem, at de truer vore selvfølgelige nationale værdier. Men det skal altså Kaufmann have dyrt betalte forskere til at fortælle ham.

Hvad de imidlertid ikke fortæller ham, er, at der er forskel på USA og Europa. Og det kunne han havde god grund til at lære lidt om. Han blander det hele sammen i én pærevælling. Også i ovenstående citat. Man kan måske tale om racisme i USA. For dèr har jo de hvide, når de skulle fremhæve deres egen kultur, set ned på de sorte. Dér er der tale om forskel i racer. Men er der det her i Europa? De indvandrere, vi har ”haft fornøjelsen af”, er jo da som regel hvide mennesker som vi selv. Og selv om nogle af dem er lidt mørkere i huden, så er det jo ikke deres hudfarve, vi vender os imod, det er deres opførsel.

Og noget andet, som hans forskerkolleger holder mund med, er, at der er forskel på muslimer og ikke-muslimer. Det synes han i hvert fald ikke at have opdaget. Når han f.eks. begynder sin egen artikel med at sige, at:

i Vesten er vi selv uden immigration ved at blive af blandet race. Dette er ikke spekulation, men det er med sikkerhed garanteret af det antal blandede ægteskaber, der optræder i mange vestlige lande,

så siger man til sig selv: Hvor blind kan den mand være? Eller: Hvad er det for et vestligt land, han tænker på? Hans antagelse kan måske gælde for USA, som jo er et indvandringsland, hvor mange forskellige folkeslag er indvandret igennem de seneste to-tre hundrede år. Men gælder den for Vesteuropa? Det er ikke umiddelbart indlysende.

Når man tænker på, at de danskere, der i slutningen af 1800-tallet drog til Argentina, igennem lang tid mere eller mindre holdt sig for sig selv, og først efter lang tid har giftet sig med andre etniske grupper, så er det da ikke underligt, om muslimer, der kommer her til landet, ikke gifter sig med danskere, nå ja, de gør det måske om en to-tre hundrede år, men da kun i meget begrænset omfang nu. Så hvis man vil måle integrationens succes på antallet af blandede ægteskaber, så har det lange udsigter med den succes.

Men Kaufmann fortsætter ufortrødent:

Fremskrivninger viser, at en større immigration kan sinke processen noget derved, at der bringes racemæssigt ublandede individer ind i billedet, men i løbet af et århundrede vil mennesker af blandingsrace være den største gruppe i lande som Storbritanien og USA. I løbet af to århundrede er der i metropolerne i Vest kun få mennesker, der har en ublandet racemæssig baggrund.

Jeg kender ikke noget til den slags fremskrivninger, og jeg kan ikke se, hvilke nutidige kendsgerninger han bygger sin fremtidsudsigt på, men tesen i hans bog synes at forudsætte temmelig mange ægteskaber på tværs af de mange folkegrupper, der er opstået med indvandringen. Han fortsætter:

De fleste som har en ublandet racemæssig baggrund, vil være immigranter eller medlemmer af antimoderne, religiøse grupper, f.eks. ultraortodokse jøder. Fidusen er, at man skal tænke på dette på futuristisk manér, som noget, der medfører øget diversitet, eller som noget, der skaber et ”nyt menneske”. Men hvis historien er vor ledetråd, falder tingene nok helt anderledes ud. Mange mennesker ønsker rødder, holder af traditioner og vil gerne opretholde kontinuitet med forfædre, som har beboet deres territorium. Det betyder, at vi nok snarere kommer til at erfare det, jeg har kaldt ”hvide i forandring” [Whiteshift], en proces, hvorigennem hvide majoriteter absorberer en blanding af forskellige kulturer i kraft af blandede ægteskaber, men forbliver orienteret omkring de eksisterende myter om herkomst, symboler og traditioner.

Altså, ikke blot behøver vi oprindelige danskere ikke at frygte de mange fremmede, for vi kan godt helt lade være med at spekulere på, om den ene eller anden gruppe bliver flertalsgruppen, de mange blandede ægteskaber, som han påstår vil fremkomme, vil gøre sådanne spekulationer overflødige; vi behøver heller ikke frygte, at vi mister vor kultur, for disse mange blandede ægteskaber vil medføre, at de hvide majoriteter – der jo altså er forvandlet til blandede majoriteter – forbliver orienteret omkring vore gode gamle danske traditioner.

Sådan vil det gå, påstår Kaufmann, hvis vi rådspørger historien. Som eksempel på en del af historien, han har rådspurgt, nævner han Tyrkiet:

I Tyrkiet er mange grupper, hvis DNA befinder sig i de moderne tyrkere, blevet glemt. De fleste tyrkere regner deres slægt tilbage til Central-Asien og fornægter deres byzantinsk-kristne forfædre og det store antal immigranter, som kom til Tyrkiet fra fjerne egne af det osmanniske rige.

Og det lyder jo smukt. Men som så ofte med den slags beroligelser, skal man være opmærksom på, hvad der ikke siges. At tyrkerne i dag opfatter sig som en etnisk afgrænset folkegruppe, er jo ikke noget, der er opnået på fredelig vis gennem blandede ægteskaber. Det er noget, der er blevet gennemtvunget med hårde magtmidler indenfor de sidste halvandet hundrede år. Man mindes folkedrabet på armenierne, man mindes den nuværende strid med kurderne indenfor Tyrkiets grænser. Men det er klart, skal vi national-sindede beroliges ved hans tale, så skal han ikke nævne den slags ting.

For beroliges skal vi. Og Kaufmann benytter sig af en opstilling af to modpoler, en globalist-liberal opfattelse og en national-konservativ tankegang. Det, der drejer sig om, siger han, er at finde et billede af fremtiden, der kan bringe diskussionen mellem de to gruppe ud af det dødvande, den er endt i. Og dertil mener han, at hans ord ”Whiteshift” (hvide i forandring) er velegnet. For vi kommer ind i en periode med kulturel ustabilitet, en periode, der dog vil afløses af en ny periode med stabilitet, når nemlig den hvide majoritet er afløst af den brune majoritet (her kommer påstanden om de mange blandede ægteskaber ind som forklaring), og når denne majoritet har overtaget den tidligere hvide majoritets idealer.

Så hedder det:

Vi skal ikke spørge, hvorfor højrepopulismen er vokset frem, men hvorfor den ikke er vokset hurtigere frem i lande som Sverige og USA. Den svenske stat vil tilpasse sig enhver etnisk konfiguration, men det er langt vanskeligere for den svenske etniske majoritet. Mens Sverige kan lave borgere på en eftermiddag, kan immigranter kun blive etnisk svenskere gennem en proces gennem flere generationer med blandede ægteskaber og sekularisering.

Jeg standser referatet af Kaufmanns artikel her. For hans fejl har vist sig tydeligt nok. Han vil ikke eller kan ikke se elefanten i rummet: islam. Han forudser raskvæk en etnisk svensk brun befolkning om hundrede eller to hundrede år, og det kan han gøre, fordi han fuldstændig ser bort fra islam.

Islam skulle affinde sig med, at muslimerne blive en slags etniske svenskere gennem blandede ægteskaber? Hvis man tror det, har man overhovedet ikke nogen forståelse for, hvad islam er. Islam har alle steder arbejdet særdeles langsigtet og har så udmærket været klar over, hvad det drejede sig om på langt sigt: nemlig at få hele befolkningen gjort muslimsk. Derfor har de igennem alle årene fra 622 til i dag haft den regel, at en muslimsk kvinde ikke må gifte sig med en ikke-muslimsk mand, og at de børn, der fødes i ægteskaber mellem en muslimsk mand og en ikke-muslimsk kvinde, skal anses for at være muslimer og opdrages derefter.

Så det, Kaufmann i sine socialpsykologiske forskning bliver enig med sig selv om, er helt løsrevet fra virkelighedens verden. Han kan lige få indflettet ordene fra en fransk forfatter af algiersk-berberisk afstamning om, at man som tilhænger af fransk kultur indoptager Karl Martel, Revolutionen og Napoleon i sin egen historie eller rettere: Man lader sig blive indoptaget i den, men overfor denne ene person – som karakteristisk nok er ateist – står jo hundrede-tusinder af indvandrere i de mange ”banlieus”, der så sandelig ikke har indoptaget noget som helst af fransk kultur i sig og ikke er optaget af andet end at modarbejde denne kultur. Tyder det på, at immigranterne vil antage ”den hvide mands” traditioner? Det er ualmindelig svært at se.

Eller tag en vestlig tradition som vores julefejring! Det er jo da en så vidunderlig dejlig tid, så vi kan kun ønske for vore muslimske landsmænd, at de deltager i den. Og det kan de jo næsten ikke undgå. Men samtidig fastholder de her i landet næsten endnu stærkere end i de muslimske flertalslande deres tradition med fastemåneden Ramadan. Og ikke nok med det: de forventer af os, at vi accepterer det og bøjer os for det, også om det giver forøget risiko for trafikskader, når voksne mennesker ikke må få vådt eller tørt en lang sommerdag igennem. Tror nogen virkelig, at de med tiden vil opgive det? Ja, Kaufmann gør. Men han taler om ét eller to hundrede år. Og til den tid er han jo lykkelig afgået ved døden og kan ikke stilles til regnskab for en forkert forudsigelse.

Nu kunne nogen måske spørge: Jamen, mener du ikke selv nogenlunde det samme som Eric Kaufmann? Du har jo hele tiden ment, at vi her i landet skulle give muslimerne al den frihed, vort samfund bare kan trække. Og det er vel i virkeligheden noget af det samme, han er ude på?

Svaret er nu først, at jeg ikke giver mig i lag med at spå om fremtiden. Det, jeg går ud fra, er de fremmede, der nu engang er ankommet. Og når jeg overvejer, hvordan vi skal behandle dem, har det altid været vor egen tradition, jeg er gået ud fra. Og da den siger, at enhver skal have frihed til at opføre sig, som han vil, så længe han giver andre den samme frihed, så følger deraf, at muslimerne må gøre så nogenlunde, hvad der passer dem, så længe de ikke generer os andre med det.

Men det betyder bestemt ikke, at vi skal stå på pinde for dem, sådan som mange har ment: oh, vi skulle være så gode ved muslimerne, vi skulle være åh så forstående overfor deres mange særlige krav. Det har ikke været min mening. Og det er da blevet det mindre og mindre, som årene er gået. For efterhånden som vi er blevet klogere på, hvad muslimerne er for mennesker, har vi jo nok kunnet fornemme en vis tendens til at presse på og presse på med deres særegenheder, som om de ville se, hvor langt de kunne gå.

Derfor har mine forslag til politik overfor muslimerne været, at vi skulle stille krav til dem overalt, hvor vi ville stille krav til danskerne. Vil de have særlig kost på hospitalerne, så for mig gerne, blot de selv vil betale for det. Vil de kræve vort hospitalspraksis ændret, så kvinder undersøges af kvinder, mænd af mænd, så må de oprette særlige muslimske hospitaler. Vil de have særlige badetider i vore svømmehaller kun for kvinder, så igen dette krav: Betal selv for det! Vil de ikke give hånd til folk af modsat køn, så for mig gerne, når det kun gælder deres indbyrdes forhold; men vil de have offentlige stillinger, så værsgo’, frem med poten!

Og vil de overholde deres daglige bønner på arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner, så må de gerne det, hvis det kan gøres i spisepauser eller andre pauser. Men går de bort fra en undervisningstime for at foretage én af de daglige bønner, så er det ud. Og forlader de en undervisningstime, fordi der undervises i noget, de ikke er enig i, så må de på lignende måde holdes fast på, at det er dem, der er kommet hertil, og derfor dem, der skal rette sig efter vore traditioner, ikke vore undervisningsplaner, der skal tilrettelægges efter deres overbevisninger.

Og jeg vil også mene, at vi bør stille krav med hensyn til deres overholdelse af fastereglerne i ramadan-måneden. Vi bør forbyde fastende muslimer at være bus- eller taxachauffører, vi bør kræve, at elever i skolerne, der absolut vil faste, selv om shariaen ikke kræver det, for egen regning skal undervises i en tilsvarende periode i sommerferien.

Men Kaufmann kan have en lille bitte smule ret i, at det er os etniske danskere, der skal være noget skrappere til at være danskere; vi skal fastholde vore traditioner og vaner uden at bøje af, og vi skal vænne os til at være stolte og glade over den kultur, der er vor. Og på det punkt kunne jeg godt håbe på, at der kunne ske en vis ændring. For vores alt for store eftergivenhed, foretaget i den bedste mening, har vist sig at være kontraproduktiv, vi har næsten opnået det stik modsatte af det, vi ville. I stedet for, at muslimerne er blevet glade og taknemlige, har de følt sig bekræftet i at være de overmennesker, som deres religion siger dem, de er.

Og så lader jeg i denne omgang være med at komme med min ret ofte gentagne opfordring til kirken om at finde sine teologiske ben, så den kan fremkomme med en relevant kritik af islam.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget | Skriv en kommentar

Den fantastiske Paulus

Så er der igen sket det, at jeg forud for gudstjenesten i dag fik en idé til, hvordan der kunne prædikes over dagens tekst. Men rolig, kære læser, jeg har for længst vænnet mig af med at sidde og spekulere over det under gudstjenesten, så jeg hørte skam nogenlunde efter præstens prædiken. Og det var da en udmærket prædiken. Men præsten gjorde altså det, som vist de fleste præster i vore dage gør: han brugte Jesu ord om gevaldige straffe for minimale forseelser til på forhånd at opfatte Jesu krav som uopfyldelige.

Teksten var Matt 5,20-26, ordene om, at den, der bliver vred på sin bror, skal for domstolen, den, der siger raka, skal for det store råd, og den, der siger tåbe, skal dømmes til Helvedes ild. Og det er blandt moderne teologer almindeligt at opfatte disse ord og de lignende formaninger fra bjergprædikenen som ”syndespejl”, dvs., som ord, der kun er ude på at få os mennesker til at indse, at vi er syndere, og at vi derfor kun har den udvej at henfly til Guds nåde i Jesus Kristus.

Men da jeg for nogle år siden gav mig i kast med en prædikenrække af Luther over bjergprædikenen, opdagede jeg til min forundring, at Luther aldeles ikke brugte disse bjergprædiken-ord på den måde, se evt. min afhandling om denne prædikenrække her. Han mente, at disse ord skulle tages for fuldt pålydende, og når jeg nu læser hans prædiken over netop dette ord igennem, se her, må jeg indrømme, at han slipper usædvanlig godt fra dette foretagende.

Han griber sagen imponerende praktisk an. Blandt andet gør han opmærksom på, at en far jo godt må skælde sit barn ud, fordi der bag denne irettesættelse ligger en ægte kærlighed, og at en fyrste godt må bruge store ord og rigtige straffe, fordi det er hans opgave at sørge for, at samfundet hænger sammen. Ligeledes må en prædikant også godt med store og kraftige irettesættelser vende sig imod diverse kættere og falske forkyndere, og han citerer sågar Paulus for at kalde galaterne ”narre”, se her, svarende til det ord, Luther bruger i oversættelsen af Matt 5,22, hvor vi siger ”tåbe”, se her. Vi nøjes godt nok med at oversætte Paulus med ”Uforstandige galatere!”, se her. Men at han skælder dem ud, det er upåtvivleligt. Og det godkender Luther altså, selv om det jo sådan set er imod Jesu ord her.

Og han gør utrolig meget ud af dette med at blive forsonet efter en fornærmelse, eller rettere: efter noget, man opfatter som en fornærmelse, se #72 og fremefter. Det er ham om at gøre, at hans tilhørere forstår, at dette handler om almindeligt forekommende tildragelser i menigheden, og at det, det drejer sig om, ikke er at opfylde én eller anden norm, men at få fællesskabet til at blive helt og godt igen.

Og det er lige vand på min mølle. Jeg har gjort en del ud af, at Jesus i slutningen af bjergprædikenen i dobbeltlignelsen om husbyggerne, Matt 7,24-27, kalder husbyggerne henholdsvis en klog mand og en dåre. Det er ganske besynderligt. For mens vi i stor udstrækning betragter de mange ord i bjergprædikenen som en slags udvidet lov, som ord med et ”du skal” foran, betragter Jesus dem som gode råd for den, der gerne vil opføre sig klogt, altså for den, der gerne vil have sit liv til at lykkes.

Og det kaster et helt nyt lys ind over disse ord. Ordet om, at et lystent blik giver fordømmelse, Matt 5,28, bliver således en advarsel: ”Hvis du kaster inviterende blikke til andre end din kone, risikerer du, at dit ægteskab ødelægges”. Og ordet om ordet ”tåbe”, der gør et menneske hjemfalden til helvedes ild, vil sige til os i vort forhold til vores ven: ”Belæg dine ord! Vær hele tiden opmærksom på, at du med dine ord kan ødelægge dit forhold til din ven”.

Det vil sige: ordene handler om vores dagligliv, vores liv i ægteskab og venskab, i familien og på arbejdspladsen. Her gælder den regel, at du bliver målt med den alen, du måler med, Matt 7,2: hvis du opfører dig rethaverisk, bliver du selv mødt med rethaveriskhed, hvis du er eftergivende og forstående, vil du selv møde forståelse. Det drejer sig derfor ikke om at efterleve en fin og høj moral, det drejer sig om at give den anden plads, at stole på den anden, at drille den anden så tilpas douce, at han forstår, at det kun er for sjov. For – sådan lyder Jesu advarsel – med ét forkert ord kan du ødelægge forholdet.

Og så kommer vi til det, jeg kom i tanker om som et muligt prædikenmotiv: Paulus’ opførsel overfor Filemon, afbildet i filemonbrevet i Det ny Testamente.

Filemon var leder af menigheden i Kolossæ. Hans slave, Onesimus, var løbet bort fra ham. Om de havde været oppe at skændes, om han var blevet slået, om han på anden måde havde følt sig gået for nær, det véd vi intet om, blot det véd vi, at han greb til den i datiden for en slave ret fortvivlede udvej: at flygte. For hvor skulle han flygte hen? Chancen for, at han ville blive indfanget og ført tilbage til sin herre, var jo overmåde stor.

Onesimus flygtede hen til Paulus, der på det tidspunkt sad i fængsel. Og ved Paulus’ forkyndelse blev han kristen. Dog skal vi nok ikke forestille os, at det er de mange luftige ord i bibelen fra Paulus’ hånd, som har været udslaggivende, det har nok snarere været ord som det fra Gal 3,28: at der i Kristus ikke er forskel på træl og fri, omend vi heller ikke skal være blinde for, at Paulus måske har spurgt ham, om han måske som slave har været tilbøjelig til lidt for meget øjentjenesteri, Ef 6,5f, altså, har han blot rettet sig efter sin herres ydre ord uden at sætte sig ind i den indre mening med dem, har han ageret som en robot og ikke som et helt menneske, til sin herres irritation?

I hvert fald er der jo på den ene eller anden måde en uoverensstemmelse mellem Filemon og Onesimus, de er regulært sagt blevet uvenner.

Nu har Paulus så gjort det, at han har fået Onesimus overtalt til at vende tilbage til Filemon. Om det har holdt hårdt eller mindre hårdt, det véd vi naturligvis ikke (der er i det hele taget meget i den historie, vi ikke véd). Men Onesimus er gået med til at vende tilbage til den herre og de forhold, han i sin tid flygtede fra; med de risici det indebærer.

Dog giver Paulus ham et brev til Filemon med i hånden. Det er det brev, vi har i Det ny Testamente. Og ved selve den kendsgerning, at brevet er bevaret, kan vi måske drage den slutning, at Paulus’ formaning om forsoning mellem Filemon og Onesimus har båret frugt. Dertil kommer, at der i begyndelsen af det andet århundrede forekommer en biskop i Lilleasien ved navn Onesimus. Men bevares, begge dele er gætterier.

Jeg har lavet en afskrift af filemonbrevet på dansk, græsk og engelsk her. Og der er det gode ved dette brev, at vi, i nogen grad ligesom ved nogle af formaningerne i 1 Korintherbrev, har den situation med, hvorfra ordene henter deres mening.

Når således Paulus begynder sit brev på denne måde:

Fra Paulus, Kristi Jesu fange, og vor broder Timotheus.

Til vor kære medarbejder Filemon og til vor søster Appia, til vor kære medkæmper Arkippos og til menigheden i dit hus.

v3 Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus!

v4 Jeg takker altid min Gud, når jeg nævner dig i mine bønner, v5 for jeg hører om den kærlighed og tro, som du har til Herren Jesus og over for alle de hellige. v6 Jeg beder om, at din delagtighed i troen må føre dig til indsigt i alt det gode, vi har fået i Kristus. Din kærlighed har været til stor glæde og trøst for mig, fordi de helliges hjerter er blevet beroliget ved dig, min broder.

så vil vi muligvis sige: ”nå ja, sådan begynder han jo alle sine breve, hvad særligt er der ved det?” Men da vi nu her har situationen med i billedet, hører vi måske en særlig understregning i ordene om, at Filemon er Paulus’ kære medarbejder, og i ordene om, at Paulus har hørt om Filemons kærlighed og tro til Herren Jesus. Det er dog et ret positivt billede, Paulus her tegner af et menneske, han kun har hørt om, ikke mødt personligt. Denne fornemmelse af, at Paulus vil noget særligt med Filemon forstærkes af, at Paulus nævner sin bøn om, at Filemon må føres til indsigt i det gode, vi har fået i Kristus, og af Paulus’ bemærkning om, at menighedens hjerter er blevet beroliget ved Filemon i kraft af den kærlighed, Paulus har hørt om.

Lægges der op til noget med disse ord? Vil Paulus ved at skildre Filemons hidtidige kærlighed prøve at kalde på denne kærlighed i det møde med Onesimus, der finder sted, i og med at brevet overleveres? Det er vist ikke helt utænkeligt. Og uden at det siges, blot som noget, der ligger i situationen, kan jo den kendsgerning, at Onesimus har fulgt Paulus’ råd og er vendt tilbage til Filemon, betragtes som en bøn om tilgivelse fra Onesimus’ side, eller måske snarere – for at undgå at skulle overveje, hvem der har forulempet hvem – som et spørgsmål: kan vi ikke blive gode venner igen? Kan vi ikke lade fortiden være glemt? Kan vi ikke igen komme ind i normalforholdet til hinanden?

Paulus fortsætter sit brev:

Selv om jeg derfor med stor frimodighed i Kristus kunne foreholde dig din pligt, vil jeg for kærlighedens skyld hellere rette en bøn til dig, sådan som jeg er: en gammel Paulus og nu også Kristi Jesu fange. Jeg beder for Onesimos, mit barn, som jeg har fået i mit fangenskab, ham, som ikke tidligere var til gavn for dig, men som nu er til gavn både for dig og for mig; ham sender jeg tilbage til dig, og dermed mit eget hjerte.

Jeg har tidligere gjort en del ud af, at Paulus ikke befaler Filemon noget som helst, ja, ikke blot undlader han at befale og nøjes med at anmode, han overlader det også helt og holdent til Filemon selv at få den tanke, at det da egentlig ville være naturligt, nu, hvor de to: Filemon og Onesimus er blevet brødre i den kristne menighed, at frigive Onesimus; f.eks. her. Ikke med et ord røber Paulus, at det er noget sådant, han har i tankerne. Men det står nu altså ret tydeligt mellem linjerne.

Det er stadig en væsentlig sag i brevet til Filemon. Men vi skal måske denne gang være lidt mere opmærksom på de venskabsforhold, der tænkes at herske i den kristne menighed, forholdet mellem Paulus og Onesimus og forholdet mellem Onesimus og Filemon.

Og det sidste forhold – det indrømmer Paulus – har ikke været til gavn for Filemon; Onesimus løb jo sin vej. At Onesimus ikke har været til gavn, er et ordspil på Onesimus’ navn; ”onesimus” betyder ”gavnlig”, se evt. en gennemgang af brevet her, hvor man dog går ud fra, at Paulus var fængslet i Rom; andre siger Efesus, hvilket lyder lidt mere sandsynligt.

Men det, Onesimus ikke har været tidligere, det vil han være i fremtiden, forsikrer Paulus. Hvordan begrunder han det? Det begrunder han med sit eget fortrolighedsforhold til Onesimus. Han har oplevet, at Onesimus blev medlem af den kristne menighed, og det er, siger Paulus, for ham det samme, som at han selv har født ham; han er nu Paulus’ barn. Derfor er han til gavn både for Paulus og for Filemon.

Ja, Paulus strækker sig så vidt, at han siger, at Filemon er Paulus’ eget hjerte. Det kom bedre frem i den tidligere oversættelse, hvor det hed ”ham sender jeg dig nu tilbage, ham, mit eget hjerte”. Nu hedder det blot ”ham sender jeg tilbage til dig, og dermed mit eget hjerte”, hvilket er knap så klart.

Og det tætte bånd mellem Onesimus og Paulus viser sig i det næste, Paulus skriver:

Jeg havde helst beholdt ham hos mig, for at han i dit sted kunne være mig til hjælp i mit fangenskab for evangeliets skyld. Men uden dit samtykke ville jeg intet gøre, for at det gode, som du gør, ikke skal ske af tvang, men af fri vilje.

Paulus går frit og frækt ud fra, at Filemon da hjertensgerne ville være til stede i Efesus (eller Rom), hvor Paulus sidder fængslet. Og det ligger i det inderlige forhold, der er skabt imellem dem i kraft af, at de begge er kristne. Men da han nu ikke selv kan komme, ville det da være godt, om hans slave, Onesimus, i hans sted kunne tjene Paulus.

Man spørger sig selv, om det nu også er Paulus’ alvor. Svaret er, at det er det ikke. Han ønsker ikke Onesimus sendt tilbage til sig; han har en række mennesker hos sig, der på udmærket vis kan tjene ham, hvad hilsenerne til sidst røber. Hvis han ud over dem ønskede sig Onesimus’ hjælp, ville han nok ikke have sendt ham tilbage, men nøjedes med at sende et brev med en forespørgsel, om ikke nok Onesimus måtte få lov til at være hos Paulus. Så meningen med ordene her er kun at fortælle Filemon om det inderlige forhold mellem Paulus og Onesimus.

Med ønsket om, at Filemons handling skal ske af fri vilje og ikke af tvang, genoptager Paulus tanken fra vers 8f, at han ikke vil befale noget for Filemon, men kun komme med en bøn, Filem 8f.

Men så benytter Paulus sig af et fromt trick, som mange sidenhen også har benyttet sig af: han udtrykker den formodning, at det skete, altså det, at Onesimus løb bort, er sket med Guds viden og vilje, og at derfor det frommeste vil være at modtage det som udtryk for Guds uransagelige vilje uden gøre vrøvl og uden at forsøge at lave om på det, denne vilje har bestemt. Han skriver:

Måske blev han taget fra dig for en tid, for at du kunne få ham tilbage for altid, ikke længere som en slave, men som mere end en slave: en kær broder. Det er han i høj grad for mig, og hvor meget mere skal han så ikke være det for dig, både i denne verden og i Herren! Så sandt du regner mig for en trosfælle, så tag imod ham, som var det mig selv.

Man kan lægge mærke til, at Paulus skjuler Guds indgriben med en passiv: ”han blev taget fra dig”. For vi mennesker kender jo ikke Guds veje, hvad vi ofte nok forsikrer hinanden om. Så hvis man vover her at se en virkning af Guds finger, så må det holdes som en mulighed, hver enkelt frit må acceptere for sit vedkommende.

Men denne let skjulte gudsindgriben giver Paulus lejlighed til at sige det måske mest afgørende i brevet: Onesimus er ved at være blevet kristen ikke mere en slave for Filemon, nej, han er en broder, endda en kær broder. Og Paulus bevidner igen sin kærlighed til Onesimus, han er heller ikke for Paulus længer en slave, men en kær broder, og det er noget, han er både i denne verden og i Herren, det er altså med hensyn til Filemons og Onesimus’ indbyrdes forhold sådan, at de omgås hinanden som brødre i Herren, dvs., i menigheden, men denne omgangsform kan naturligvis ikke udslettes, når de omgås hinanden til daglig.

Her ligger den skjulte opfordring til at frigive Onesimus. Og den er omhyggelig opbygget gennem Paulus’ forsikringer om sit nære forhold til Onesimus.

Og så skulle man jo tro, at Paulus havde fået sagt det, han ville. Men nej, han er ikke helt færdig endnu. For han kender jo ikke Filemon særlig godt. Ja, han véd, at han er med i menigheden i Kolossæ, og at der holdes gudstjenester i hans hus, og vi andre kan jo deraf slutte, at han må have en vis formue. Og Paulus kan åbenbart ikke helt frigøre sig fra den tanke, at Filemon måske tænker i ”modtaget og givet” i forholdet til Onesimus, altså tænker økonomiske tanker. Disse tanker vil Paulus godt have tilintetgjort. Og det gør han ved at tage gas på Filemon.

Det er her, det vovelige kommer ind i billedet. Det er her, vi må mindes Jesu advarsel: ‘Husk på, et hårdt ord til din næste, og forholdet kan være ødelagt’. Men det er også her, vi må bringe Luthers overvejelser frem: ‘Som prædikant har den enkelte et ansvar for sin næstes holdning og væremåde’. Og altså: Hvad nu, hvis Filemon kommer til at tænke på de udgifter, han utvivlsomt har haft i forbindelse med Onesimus’ flugt? Så ødelægger han jo ved sådanne tanker den forsoningsmulighed, Paulus netop har forsøgt at skabe. For vil han så ikke være tilbøjelig til at kræve det økonomiske tab, han har lidt, tilbagebetalt. Og så kan Paulus jo godt kikke i vejviseren efter den forsoning, han har forsøgt at skabe.

Det er noget af et vovestykke, Paulus her vover sig ud på. Han skriver:

Har han gjort dig nogen uret eller skylder dig noget, så skriv det på min regning! Jeg, Paulus, skriver med min egen hånd: Jeg vil betale!

Jeg har i mine tidligere omtaler af filemonbrevet forestillet mig, at Filemon får brevet læst om af en slave, og at han, da slaven er nået dertil, standser oplæsningen og forlanger, at slaven ser efter i regnskaberne, hvor stor en sum der kan blive tale om. Og jeg forestillede mig vist videre, at slaven, der jo kunne se, hvad Paulus skrev lige efter, protesterede, og at der udviklede sig en vis uoverensstemmelse mellem de to, indtil slaven læste det næste, Paulus skrev:

For slet ikke at tale om, at du skylder mig dig selv.

Og så kan man næsten ikke tro andet, end at de begge bryder sammen i latter. Den filur til Paulus! Han er jo, som alle véd, fattig som en kirkerotte, så dette med, at han vil betale, endda underskrevet med hans egen hånd, var det rene gas, ja, var et trick, Paulus brugte, for at lokke Filemon ud i ukristelige pengetanker, et trick, som Filemon faldt pladask for, og som han først bliver klar over er snyd og bedrag, når den næste sætning læses op. For det er jo klart – og det véd Filemon jo også egentlig godt – at i den kristne menighed bruger man ikke det dèr med skyld og gæld og afbetaling.

Men Paulus er ikke i tvivl. Selvfølgelig trækker Filemon alle krav tilbage, når han med talen om, at han skylder Paulus sig selv, bringes ind i kristne tankegange igen. Så derfor vover han endnu en lille drilsk bemærkning.

Ja, min broder, lad mig få gavn af dig for Herrens skyld. Giv mit hjerte ro i Kristus!

Før, i vers 11, blev Onesimus’ navn brugt om Onesimus selv, men nu bruges talen om at være til gavn om Filemon: Ja, Filemon, nu er det dig, der skal være en ”onesimus”, en gavnlig person. Og for det tilfælde, at han ikke har fået læst det, der står mellem linjerne, slutter Paulus af således:

Jeg skriver til dig i tillid til, at du vil rette dig efter mig, ja, jeg ved, at du vil gøre mere, end jeg beder om.

Jamen, Paulus har jo ikke bedt om noget, hvordan kan Filemon så rette sig efter ham, ja ligefrem gøre mere end Paulus beder om?

Ikke sandt, lille Filemon, det er sandelig ikke let at forstå. Måske du skulle læse brevet én gang til, og så lægge dine økonomi-briller fra dig – nå nej, briller var ikke opfundet dengang – og læse så omhyggeligt, at du også læser det, der er underforstået og ikke siges ligeud. Så måske du vil få øje på, at i Paulus’ opfordring til forsoning mellem dig og Onesimus ligger der en tale om, at der mellem jer, som mellem alle dem, der er med i en kristen menighed, hersker der ligelighed, og hersker der ligelighed, hvordan kan så den ene være slave og den anden herre?

Se, det er ordet om ikke at sige ‘Raka’ eller ‘tåbe’ udlagt på de dagligdags forhold mellem venner, som vi hver dag står i. Vi skal efter Jesu ord i vor tale være opmærksom på vor vens følelser og tanker og tage hensyn til det. Men vi skal også følge Luthers råd om at prøve at retlede fejlopfattelser. Og endelig skal vi måske, hvis vi tør, som Paulus være fræk og frimodig, så vi i tillid til Helligåndens enorme kræfter i samspillet mellem os og vor næste tør drille, tage gas på, for sjov sige ting, vi egentlig ikke mener, for at kunne fremkalde noget af det, der mere end noget andet er med til at cementere fællesskabet mellem os: en sund, befriende latter.

Hvis man siger ”Amen” her – hvad man jo sådan set godt kan gøre – så vil det betyde det samme som det, der står i overskriften: ”Er han ikke fantastisk, den Paulus?”

Udgivet i Luther, Ny testamente | Skriv en kommentar