Ofre for bedrag

Forleden læste jeg i Den korte Avis en anmeldelse af en bog, skrevet af en svensk præst, Helena Edlund, se her. Hun har gennem mange år været præst i Den svenske Kirke, men blev for ikke så lang tid siden afskediget. Det er det, hendes bog handler om, den hedder ”Konsten att överleva Svenska Kyrkan”.

Denne anmeldelse gjorde mig interesseret, og jeg fandt en blog, hun bestyrer. På denne blog fandt jeg videre en særdeles interessant artikel, se her. Den handler om Robespierre i Den franske Revolution. Men den handler også om Den svenske Kirke, ja, den handler faktisk om ikke blot Sveriges, men hele Europas situation.

Hun har sat begreberne op på den måde, at den fest for ”Det højeste Væsen”, som Robespierre lod afholde den 8. juni 1794 på Marsmarken ved Paris, den sammenligner hun med den svenske kirkes tilbedelse af et tilsvarende højeste væsen, nemlig det, der på svensk hedder ”Värdegrunden”, værdigrundlaget. Hun mener faktisk – og det er jo en meget hård anklage mod Den svenske Kirke – at ligesom Robespierre skubbede den kristne Gud og den katolske kirke til side og i stedet indsatte ”Det højeste Væsen”, sådan har Den svenske Kirke tilsidesat almindelig kristen forkyndelse til fordel for ”Värdegrunden”. Denne nye ”gud” er det, man retter sig efter, ham eller det er det, man henviser til, dette begreb bestemmer ens holdninger.

Hun vil så mene, at Robespierre undlod at lodde stemningen i Paris, da han holdt sin tale ved denne fest for ”Det højete Væsen”. Der blev fnist i krogene over ham, og den terror, han havde stået for, kunne ikke længer beskytte ham. Han endte med selv at blive anklaget og henrettet mindre end seks uger senere.

Edlund skriver om situationen i Paris:

Paris vrimlede med engagerede medborgere, som gerne påtog sig rollen som angiver. Et positivt ord om monarkiet eller kritik over lang ventetid i brødkøen kunne føre til hurtig arrestation, i visse tilfælde henrettelse. Af forklarlige årsager tav den åbne kritik i al fald for en stund. At så mange alligevel indfandt sig på Champ de Mars den 8. juni, beroede måske mere på den sociale pression end på en begejstring over at få lov til at fejre et nyskabt, ansigtsløst og ubekendt åndeligt væsen. Den, som udeblev, eller ikke råbte hurra med tilstrækkelig entusiasme, risikerede jo at blive stemplet som revolutionens fjende og blive et hoved kortere.

Og lidt efter spørger hun, om det lyder bekendt. Det burde det nemlig gøre, efter hendes mening. For et sådan angiversamfund er Sverige, et samfund, hvor man vel ikke ender under guillotinen, men bliver socialt udstødt, mister venner og måske job. Alt sammen, fordi den gamle Gud er blevet udskiftet med den nye gud, ”Värdegrunden”, en gud, der også bliver frembåret af den svenske kirke.

På nettet kan man finde den tale, Robespierre holdt ved festen den 8. juni 1794, oversat til engelsk, se her. Jeg vil her trække et par ting frem fra denne tale for at prøve at overveje, hvordan det dog egentlig kan gå til, at en lovprisning af et højeste væsen kan føre til terror mod anderledes-tænkende, som det skete på revolutionstiden, eller udstødelse af det gode selskab, som det sker i vore dage. Sammenligningspunktet er det forhold, at man er så sikker på at eje sandheden, at man ikke finder det fornødent at indgå i debat med sine modstandere. Jeg kan også sige, at man er så sikker på at befinde sig blandt dem med de rigtige meninger, at man ser ned på dem med de forkerte meninger. Der er altså tale om en moralsk fordømmelse, men en moralsk fordømmelse, som ikke behøver bekræftelse, den har nemlig bedre argumenter end modparten, mener man. Det vil sige, at der er store følelser forbundet med fordømmelsen. Ikke blot ophidses man over disse umoralske meninger, den anden side har, man har samtidig en god mavefornemmelse, som siger til én, at man gør det rigtige, det, som ”Det højeste Væsen” vil have, eller det, som ”Värdegrunden” tilsiger én at gøre.

Robespierre begynder med en lovprisning af ”Det højeste Væsen”, som til forveksling ligner den kristne kirkes lovprisning af Gud-Skaberen. Men så fortsætter han med at sige, at det er dette højeste væsen – som han uden videre betegner med hankønsordet ”han” – som ”tilskynder den retfærdige til at hade den onde, og den onde til at respektere den retfærdige”. Man er ikke i tvivl om, at han selv mener at tilhøre gruppen af retfærdige.

Lidt senere hedder det, at ”alt, hvad der er godt, er hans værk, eller er ham selv. Det onde hører hjemme hos det fordærvede menneske, som undertrykker sine medmennesker eller finder sig i, at de bliver undertrykt”.

Men så bliver han lidt mere tydelig:

Naturens ophavsmand har bundet alle dødelige sammen med bånd af kærlighed og lykke. Måtte de tyranner, der har vovet at bryde dette bånd, gå under! Republikanske franskmænd, det er jeres opgave at rense den jord, som de har tilsølet, og igen føre den ind under den retfærdighed, som de har forkastet! Frihed og dyd kom begge fra det guddommelige væsen. Ingen af dem kan forblive hos menneskeheden uden den anden.

I dag er det fest, hedder det,

men i morgen skal vi vende tilbage til kampen mod ondskab og tyranner. Vi skal vise verden et eksempel på republikanske dyder. Og også det vil være en måde at hædre ”Det højeste Væsen” på.

Sjovt nok kommer man faktisk i tanker om Muhammed, når man hører disse ord. Jo, han tog jo også udgangspunkt i den kristne tanker om en skabergud, og han mente også at kunne diagnosticere sin samtid med så stor sikkerhed, at han turde sætte guds navn bag sine egne planer om forbedringer. Det er noget af det, der udgør gåden i det muslimske projekt: hvordan udviklede der sig en krigerisk Medina-islam af en fredelig Mekka-islam? Eller spørgsmålet er, hvis vi hører det i 1700-tals gengivelsen: Hvordan er den logiske overgang fra tanken om en skabergud, der har skabt alting godt, og som har bundet alle dødelige sammen med kærlighedens bånd, over til en gud, der står bag den retfærdiges had til den onde? Det vil være forståeligt, at den retfærdige hader det onde, men at hade den onde, det er dog noget helt andet.

Og at det virkelig er den onde, der skulle hades og blev hadet, det vidner de mange henrettelser på Robespierres tid tydeligt nok om.

Den forveksling mellem det onde og den onde er det også, der præger vore samfund i dag, selv om vi, der vender os imod elitens tankegang, gudskelov ikke bliver henrettet.

Den præger vor elite på to måder: 1) Man udsteder et forbud mod at kritisere islam. 2) Man undgår at debattere med os islam- og indvandringsmodstandere, nøjes med at påstå, at vi er ofre for et had mod muslimer.

Bevares, jeg véd da godt, at der i vort land ikke ligefrem er udstedt en lov, der forbyder at kritisere islam. Men der har dannet sig en ”værdigrund”, som erklærer de mennesker for gode, der tidligere gik ind for åbne grænser (og det vil sige den politiske og journalistiske elite) og nu nøjes med at gå ind for overholdelse af konventionerne (hvilket giver nogenlunde samme resultat) og dem, der går imod disse ting, for onde. Og dette opfattes i den grad som en selvfølgelighed, at man slet ikke behøver at lytte til modstanderne, men kan nøjes med at betragte os som ofre for fremmedfjendtlighed, islamofobi, racisme, eller hvilke skældsord man nu finder på, her i landet og i Sverige, for ikke at være nødt til at argumentere imod os.

Altså, når det gælder kritik af islam, tror man, at vi islamkritikere har noget imod muslimer, islam selv vil man ikke undersøge eller debattere, man forveksler kritik af islam med kritik af muslimer. Og når det gælder kritik af os islamkritikere, foretager man den samme forveksling: man diskuterer ikke med os, man diskuterer om os, hvad er vi for nogle mennesker, at vi kan tillade os at vende os imod de stakler, der banker på vor dør?

Man kan til en vis grad undskylde Robespierre og hans tilhængere med, at Den franske Revolution kastede så utrolig mange nye tanker op i luften, så det kunne være svært at hitte rede i, hvor der skulle bruges magt, og hvor der skulle herske frihed.

Men vore dages eliter kan ikke undskyldes på den måde. Vi har dog haft demokrati i vore lande gennem så lang tid, at der burde have dannet sig overbevisninger om ytringsfrihedens ukrænkelighed og nødvendighed for de rette afgørelser, at det, der foregår, burde være utænkeligt. Men ak, det er det jo ikke. Helena Edlund beretter om det. Man hører om det fra mange andre kilder, specielt i Sverige. Det eneste, man kan glæde sig over, er, at vi dog ikke (endnu?) risikerer hverken fængsel eller halshugning.

Men debat om vore synspunkter, det kommer der ikke. Ikke fordi vi ikke vil, men fordi vore modstandere undviger al debat.

Det er faktisk ganske frustrerende.

Og dertil kommer, at det er svært at se det logiske i vore modstanderes handlemåde. Modsætningen mellem at kæmpe imod det onde, og at vende sig imod de onde, ser de ikke. Når vi indvandringsmodstandere vil prøve at bekæmpe islam med argumenter, hører vi ikke noget forsvar for islam fra vore eliter, hverken fra de kirkelige og borgerlige eliter. Det er plat umuligt at få en ordentlig debat om islams forhold til kristendommen i gang. Hele tiden hænger det i luften – hvis det da ikke bliver sagt ligeud – at vi igennem en sådan debat vanskeliggør integrationen af muslimer i vore samfund. At vi omvendt mener, at vi aldrig vil få integrationen til at lykkes, hvis vi ikke gør os klart, hvordan den muslimske kultur er indrettet, det hører man ikke, eller det vil man ikke høre.

Så hvis man betragter islam som det onde, dvs., som en religion eller en kultur, der sætter sig imod vor forståelse af det gode samfund, så hører eliten det, som om vi betragter muslimer som onde, hvilket jo slet ikke er tilfældet. Tværtimod betragter vi dem som mennesker, hvis menneskelighed holdes fanget under religionen islam.

Men når det drejer sig om elitens syn på os islamkritikere, så virker den manglende skelnen mellem det onde og de onde på omvendt måde. Det at vende sig imod islam bliver så betragtet som en slags sygdom, islamofobi kaldet, hvis argumenter man rolig kan lade være at høre efter. I stedet bør man sørge for, at disse syge mennesker får så lidt omtale som muligt. Og da eliten sidder på både den politiske og den mediale magt, er det ikke så svært at lukke af for den ”støj”, der kommer fra vor side.

Nuvel, det må indrømmes, at det i Sverige står værre til end hos os. Polariseringen mellem de to sider af debatten har i Sverige nået uanede højder. Herhjemme er den også slem, men et alternativt synspunkt kan dog høres indimellem, også i de medier, der kaldes main-stream-medier.

Et sjovt eksempel på, hvordan man fra elitens side både hører og ikke hører, hvad vi andre siger, kommer i næste indlæg.

Reklamer
Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Hvornår er nok nok?

På den norske hjemmeside document.no har jeg læst et indlæg, som jeg ikke helt kan slippe. Jeg har været ved at undersøge den hændelse, som indlægget tager udgangspunkt i, og – bevares – man kan da godt læse nogen af beretningerne med mere positive briller end omtalte indlæg gør, men alligevel, der er nu noget om det, indlægget siger.

En kort oversigt over den hændelse, der er udgangspunkt for indlægget, kan ses her. Der var tilsyneladende tale om, at fire afghanske drenge eller unge mænd mødtes i en lejlighed i Trondhjem. Den ene af dem gik åbenbart amok og dræbte to af de andre og sårede den tredje. Da han senere blev anholdt, måtte politiet skyde ham i benene for at undgå, at han skadede sig selv. Så han har endnu ikke kunne afhøres.

Hvad der ligger bag sådanne drab, vides ikke. Jeg skriver uden videre, at han ”gik amok”, men hvis der ligger stammeuoverensstemmelser bag, er det nok et forkert udtryk. For sådanne kan godt i en afghansk sammenhæng føre til drab. Og så er det jo på sin egen sære måde rationelt nok. Blot er vi vesterlændinge – undertegnede inklusive – så vant til at forestille os, at alle andre folkeslag er ligesom vi. Og det er klart, hvis dette var foregået med vesterlændinge som aktører, ville ordet ”amok” være korrekt. Men nu der er tale om afghanere, véd man aldrig rigtig, hvad der ligger bag.

Et lille sidespring kan understrege denne forskel. For et stykke tid siden blev en afghaner dømt i Sverige for at have udført et såkaldt ”æresdrab”. Efter udstået straf bad han så mindeligt om ikke at blive udvist til Afghanistan; dèr ville hans liv være i fare, sagde han. Det gav de svenske myndigheder ham ret i, og han fik lov at blive i Sverige. Men i en tilsvarende sag i Norge, hvor der også var tale om ”æresdrab”, afviste de norske myndigheder at omgøre en udvisningskendelse. Jo, sagde man, det kan godt være, du er i fare i Afghanistan, men du er i lige så stor fare her i Norge. For vi kan ikke beskytte dig bedre her i Norge end de afghanske myndigheder i Afghanistan. Sidespring slut.

Efter drabene i Trondhjem er der kommet en debat i gang i Norge. Den drejer sig – typisk for os vesterlændinge – om, hvad man fra norsk side har gjort forkert i behandlingen af morderen, siden han gjorde, som han gjorde. Alle de fire unge mænd blev betragtet som ”uledsagede flygtningebørn”. Og det, man nu debatterer, er, om sådanne ”børn” skal være under udlændingedirektoratets beskyttende vinger, eller under børneværnets. Kristeligt Folkeparti benytter lejligheden til at promovere et forslag, de vil fremsætte til efteråret:

KrF kommer i høst til å fremme forslag om at også enslige mindreårige asylsøkere mellom 15 og 18 år ivaretas av barnevernet, ikke av Utlendingsdirektoratet.

Det er barnevernet som kan gi disse barna den behandlingen og oppfølgingen de virkelig trenger, sier KrFs nestleder Kjell Ingolf Ropstad til NTB.

Det burde være en selvfølge at det er barnevernet som har dette ansvaret opp til 18 års alder, også når det gjelder asylbarn, sier han.

Red Barnet” har været ude med en melding om, at det er uheldigt, at myndighederne gør så udstrakt brug af midlertidig opholdstilladelse.

KrF-nestlederen deler Redd Barnas bekymring for at norske myndigheters utstrakte bruk av midlertidig opphold kan være skadelig for asylbarna. Det gjør også Trondheims ordfører Rita Ottervik.

Det som er nytt nå – og som jeg ikke legger skjul på at jeg opplever som utfordrende – er at dette er mennesker som ikke vet om de får varig opphold, som ikke vet om de blir sendt ut igjen, sa hun tirsdag.

Ottervik betegner det som krevende for kommunen å motivere ungdommene til utdanning, arbeid og til å få framdrift i livene sine.

Det er en påkjenning for den enkelte og en utfordring for kommunene som ivaretar disse menneskene. Vi må selvsagt gjøre så godt vi kan. Men den nasjonale politikken burde ha som fokus at det skal være færrest mulig midlertidige og i hvert fall kortest mulig, slik at folk får mulighet til å starte livene sine på nytt, sier Ottervik til NTB.

Og her er det så, at Øyvind Thuestad anbringer sin indvending, se her:

Trondheims ordfører Rita Ottervik (Ap) kritiserer at unge asylsøkere bare får midlertidig opphold.

Drapene i Trondheim er vår skyld. Norge tar ikke godt nok vare på de unge asylsøkerne, hevder byens ordfører og Redd Barna.

Nå er de på banen, alle de «gode»: Trondheims ordfører Rita Ottervik (Ap) og Redd Barna okker og oier seg over at Norge ikke tar godt nok vare på de «mindreårige» asylsøkerne. «Våre ungdommer», som hun kalte dem, kommunaldirektør Camilla Trud Nereid.

Hva med oss nordmenn? Hva med vår sikkerhet? Hva med Håvard Pedersen som ble slaktet av en afghansk asylsøker i Vadsø i sommer?

Hva med Marie Skuland, knivdrept på Sørlandssenteret i fjor av en afghansk-norsk jente?

Hvem bryr seg om vår sikkerhet og trygghet?

Det er dette sidste spørgsmål, som bliver siddende i hovedet på én. Man synes jo dog, at vore politikere er valgt til at sikre vor tilværelse. Og så er de mere optaget af de fremmede.

Senere skriver Thuestad:

Paradokset er skrikende. Tegnene er overalt – i Tyskland, i Sverige. Pappaen til Ebba Åkerlund (11), som bokstavelig talt ble delt i to av terroristen Akilov da han kjørte lastebilen gjennom Drottninggatan i Stockholm, har plassert ansvaret der det hører hjemme: – En hodeløs innvandringspolitikk drepte min datter, sa han i forrige uke.

Den 14-årige jødiske jenta Susanna ble funnet voldtatt og drept i Wiesbaden i sommer. Drapet, begått av en iraker uten lovlig opphold, vakte raseri i Tyskland. – Wir haben die Lage NICHT im Griff! sa en rasende innenriksminister Horst Seehofer.

Storavisen Bild krevde en unnskyldning fra regjeringen til Susannas familie. «Det eneste som er verre enn drap på et barn, er et drap på et barn begått av noen som ikke skulle ha vært i landet i det hele tatt», skrev avisen.

Og han fortsætter med at gengive avisens anklage:

Når foreldre mister et barn gjennom en så grusom handling, må staten med troverdighet og overbevisning i det minste kunne si til dem: Hver dag har vi gjort alt vi kunne for å beskytte ditt barn.

Kan vi det?

Nei, det kan vi ikke lenger.

Så følger et par spørgsmål til Red Barnet:

Redd Barna vil selvsagt avvise at de bare har omtanke for unge våpenføre menn fra den afghanske middelklassen, men organisasjonens ledelse burde kontemplere dette: I takt med at situasjonen drar seg til, vil det norske folket vende seg mot Redd Barna og organisasjonens monomane opptatthet av afghanske menn og deres sikkerhet, på bekostning av norsk ungdom.

Redd Barnas Thale Skybak sa i går «på generelt grunnlag» at hun er sterkt kritisk til måten enslige mindreårige asylsøkere ivaretas på i Norge:

Det er bredt dokumentert gjennom forskning at den praksisen med midlertidig opphold som føres i dag, er skadelig for barna. (NTB)

Spørsmål til Thale Skybak: Hvor skadelig var innvandringen for Marie Skuland? For Håvard Pedersen?

Også Marie og Håvard var barn! Barn som betalte den høyeste prisen for godhetsprosjektet til eliten i Ap, KrF, Venstre, SV, Redd Barna, Leger uten grenser og mange andre.

Men Thuestads anklage går videre ud:

Vi hører et ekko av ordfører Ottervik: Det er samfunnets ansvar, statens ansvar. Det er vårt ansvar at asylsøkere, og andre med innvandrerbakgrunn, dreper. At de kommer fra voldsbejaende kulturer, er åpenbart helt uten betydning. Tror Rita Ottervik på dette selv?

Det er altså helsevesenets feil at den afghanske jenta myrdet Marie? Nei, det er politikkens feil at faren hennes kom hit, som Christian Skaug skrev her på Document: «Det er ikke helsevesenet som skal granskes, det er norsk utlendingspolitikk. Den skal omgjøres for å ivareta nordmennenes beste. Nå.»

Er situasjonen slik at våre politikere tar en kalkulert risiko og ofrer noen unge nordmenn for et høyere gode: å kunne smykke seg med å være «gode», og med at Norge er en «humanitær stormakt», slik at de høster anerkjennende nikk fra slike som Stefan Löfven og Angela Merkel når man møtes i Brussel og Berlin?

Det sidste er ondt sagt. Men det er vist desværre sandt nok. Dog er det desværre også sandt, at disse ”gode” mennesker ikke ser alt det onde, deres ”godhed” forårsager. Det gælder de fleste svenske politikere, det gælder mange politikere i Norge, og det gælder nogle politikere i Danmark også. Og de, der ikke har ønsker om, at deres land skal være en ”humanitær stormagt”, de vil for alt i verden være på den rigtige side af konventionerne. Når den umiddelbare barmhjertighed svinder ind, fordi den ikke kan finde genklang i vore hjerter, så træder ”erstatningshandlingerne” til: frygten for at overtræde konventionerne.

Jeg véd ikke, hvornår det kom ind i vor behandling af migranterne, at begrebet ”uledsagede flygtningebørn” blev en nøgle, der lukkede op for en bedre behandling fra flygtningemyndighedernes side og dermed for noget, der kunne udnyttes af menneskesmuglere. Men jeg véd, at konventionerne har undergået den ene mere absurde opblødning efter den anden, så det undrer mig ikke, at det nu har udviklet sig derhen, at vi nu tror, vi kan behandle afghanske ”flygtningebørn” med de værktøjer, der er udviklet til vestlige børn.

Hvad begrebet ”uledsagede flygtningebørn” angår, se det afklarende spørgsmål, som Hege Storhaug stiller her:

Nærmere 26 000 såkalte enslige mindreårige tilsvarer en ganske alminnelig norsk by. Tallet stammer fra FNs barnefond, melder adressa.no Flertallet er gutter i tenårene. Så kommer det et falskt statement fra FN-hold:

Disse tallene viser en alarmerende trend der stadig flere svært sårbare barn risikerer livet for å komme til Europa, sier Lucio Melandri i UNICEF .

Nei, det stemmer nok særdeles sjeldent at barn på eget initiativ risikere livet for å komme til Europa. De sendes av gårde. Pengene det koster betaler foreldre, storfamilier, stammer og klaner. Kan denne Melandri forklare oss hvordan et barn skulle ha råd til å betale tusener av dollar for å komme seg om bord i en båt?

Vet Melandri heller ingenting om kollektivistiske kulturer? Tror han en kvinne, eller et barn/ungdom, selv bestemmer fremtiden sin? Dertil kan ta et så livsavgjørende valg som å forlate sine velgjørere og begi seg til et nytt kontinent?

FN prøver å lure oss til å tro at barn alene og på eget initiativ legger ut på ferden over Middelhavet, i fjor hele 26 000 av dem. Men så lett går vi ikke på limpinnen.

Den 18-1 2017 har Hege Storhaug hørt et interview i norsk radio med forkvinden for foreningen af værger, vistnok værger for de uledsagede flygtningebørn, Hilde Krogh. Hun refererer noget af interview’et her.

Tidsbegrensede midlertidige opphold må opphøre. Det er «umenneskelige, rett og slett», sier Krogh, og fortsetter:

Vi som verger føler dette direkte på kroppen. Vi blir jo i mange tilfeller de eneste barna kan henvende seg til.

Programleder undrer seg høyt: Hvis vi lar dem få opphold, så vil vel bare flere fristes til å komme?

Ja, det har jo noe å gjøre med den verdenssituasjonen vi har akkurat nå. Det dreier seg om barn og unge som faktisk har grunner til å måtte flykte fra et land i krig og konflikt. Så man kan jo ikke stoppe dette. Det kan man ikke. Ikke sant, de fortsetter å flykte. Så ved å gi disse midlertidige tidsbegrensede tillatelsene så stopper man ikke den flukten.

Programleder: Vergeforeningen vil altså ha åpnere grenser?

Eh, i hvert fall åpnere grenser enn det vi har i dag, det vil Vergeforeningen, og en mer menneskelig og human flyktningpolitikk.

Den humane trafikken, endog av barn. Når skal fornuften få forkjørsrett?

For en gangs skyld en interview’er, der formår at stille spørgsmål til den pull-effekt, som vor ”godgørenhed” fremkalder. Men Storhaug formår at stille endnu mere borende spørgsmål:

De som ikke klarer å ta to skritt tilbake og søke fornuft, vil selvsagt umiddelbart støtte Krogh. Det er da så akutt behagelig følelsesmessig og moralsk.

Her kommer derimot det «kyniske» svaret:

Er disse barna og ungdommene politisk forfulgt i henhold til Flyktningkonvensjonen? Nei.

Skal vi da skrinlegge Flyktningkonvensjonen? Ja.

Hvem betalte ferden for det enkelte barnet til Norge? Hva forventer «omsorgspersonene» i hjemlandet at barnet betaler tilbake? Hva gjør dette presset med barnets mentale helse?

Hvorfor helt til Europas nordligste post, Norge? Hvorfor ikke til Pakistan, der det jo ikke er «krig og konflikt», i henhold til UDIs vurdering? Mye rimeligere reise også.

Hva med å være så humane at vi åpner skytteltrafikk mellom Kabul og Gardermoen? Kun barn adgang. Så slipper klaner og storfamilie å bruke sparepenger på menneskesmuglere. Så slipper barna å bli voldtatt underveis. De slipper all angst for ikke å nå frem til destinasjon Norge og slik skuffe klan og storfamilie økonomisk.

Hvorfor mener Krogh at det er rettferdig at kun noen håndfuller barn og unge fra et land som Afghanistan klarer å ta seg hit? Hva med de millioner andre? Hvorfor Ali, men ikke Mohammed?

Og Krogh: Hvor går din tallmessige grense? Konkret: Hvor mange (særlig) guttebarn fra Afghanistan og andre land mener du Norge skal innlemme i samfunnet vårt? Har du regnet på det økonomisk og vurdert det verdimessige og kulturelle? Ettersom statistikken forteller oss at desidert flest gutter kommer, i Sverige 11,6 enslige mindreårige gutter per jente (!), hva gjør denne kjønnsubalansen med et samfunn på sikt? Åh, det hadde du heller ikke tenkt på?

Det totale havariet

Asylinstituttet i sin nåværende form bør avvikles prompte. Det er det eneste fornuftige, og dermed humane. Bare det at vi behandler asylsøknad fra et barn – politisk forfulgt, liksom? – viser det totale fornuftsmessige havariet.

Så sandt, som det er sagt. Der er virkelig tale om det totale havari af al fornuft. Der er virkelig tale om en udvikling mod den totale absurditet. Det er virkelig den eneste fornuftige og humane løsning at standse denne absurditet.

Og så har endda Storhaug ikke nævnt den endnu større absurditet, at norske unge eller nordmænd i det hele taget er forsøgskaniner i dette storstilede menneskelige eksperiment, forsøgskaniner, hvis skæbne den ledende elite tager på sig som collateral damage.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget | Skriv en kommentar

Økonomers blindsyn

Dette indlæg tager udgangspunkt i en kommentar af Stine Bosse i Berlingske, se her. Hun omtaler her Sverigedemokraterne, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige og siger så:

Disse partier er produkter af en forestilling om, at religion, farve, beklædning og spisevaner kan afgøre værdien på mennesker, og at vi alene er forpligtet over for mennesker, som vi ligner på disse udvalgte områder.

Dette er en typisk ”stråmand”, altså en ”argumentation”, der følger Kumbels opskrift: ”En yndet form for polemik/ består i det probate trick/ at dutte folk en mening på/ hvis vanvid alle kan forstå”. Der er jo ingen, selv ikke de mest outrerede medlemmer af disse partier, der går ind for det menneskesyn, hun her tillægger hele partiet. Derimod er der en del – deriblandt jeg selv – der går ind for, at den danske stat først og fremmest er forpligtet overfor de mennesker, der bor i Danmark. Er der mennesker i andre lande, der er personligt forfulgte, har vi skrevet under på, at vi vil hjælpe dem også, så sådanne mennesker er vi også forpligtet over for. Men selv Andreas Kamm, tidligere generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp, har erkendt, at denne hjælp ikke må føre til, at vi ødelægger vort eget folk, se her. Blot er denne regel i kraft af vor utilladelige naivitet blevet misbrugt på det groveste, så det igennem flere år har været sådan, at alle, der blev anbragt på vore havnekajer af diverse menneskesmuglere og NGO’er, blev betragtet som mennesker, vi var forpligtet overfor. Nu er en del af vore politikere, nemlig dem fra de indvandringskritiske partier, der vokser frem over hele Europa, begyndt at betragte dem mere som lykkeriddere end som personligt forfulgte mennesker og dermed som mennesker, vi ikke har nogen forpligtelse overfor.

Det vil dog sige: sådan ville vi kunne betragte dem, hvis der fandtes en sikker metode, hvorigennem man kunne skelne de økonomiske migranter fra de egentlige flygtninge. Men da en sådan metode ikke findes, har vi hidtil måttet affinde os med alt for store indtag af fremmede.

Det er i store træk dèr, diskussionen står. Dog ikke i Stine Bosses optik. Hun skriver lidt senere om os ”højreradikale”:

Her spilles på angsten for verden, angsten for at noget farligt tager os og for, at vi rendes over ende. Det er ikke meget, man skal være bevandret i psykologiens verden før man indser, at frygt er en effektiv pille. Den paralyserer. Den passiviserer, og den fascinerer desværre også mere, end den gør os i stand til at handle.

Hvis vi skal diskutere på god demokratisk vis, er det påkrævet, at vi finder et fælles udgangspunkt for vores diskussion. Og det udgangspunkt at hævde, at modstanderens synspunkter er bestemt af frygt, er noget af det værste og mest besværlige at have med at gøre. Nå, resten af hendes artikel viser også, at hun ikke har nogen argumenter imod os. Det er hende nok, at hun kan nævne alle de ord, som hendes side af debatten har bestemt skal være fy-ord: Trump, Brexit, populisme, osv.

Fra Stine Bosse går vi så over til nogle overvejelser, der er noget mere gennemtænkte, men derfor også farligere. Jeg tænker på en lang jubilæumsartikel i The Economist. Det er bladets 175 års fødselsdag i år, og i den anledning bringer bladet et langt essay om liberalismens rolle i fortid og – ikke mindst – i nutid. Herunder giver man i kapitel III et syn på liberalisme til kende, som jeg må vende mig skarpt imod. Her har, så vidt jeg kan se, den liberalistiske idealisme sluppet enhver forbindelse med det virkelige menneskeliv. Godt nok erklærer man i samme åndedrag, at dette syn på liberalismen nok ikke lader sig gennemføre politisk, men idealet har man tilsyneladende:

Megen moderne liberalisme har et mere universalistisk syn, langs de linjer, som ligger i erklæringen om de universelle menneskerettigheder. For nogle betyder det, at man aldrig kan retfærdiggøre nogen kontrol med migranter: en person, født i Mali, har samme ret til at vælge, hvor han vil leve, som en person, født i Tyskland. Dog er det sjældent, om nogensinde, muligt at få politisk tilslutning til fuldstændig åbne grænser. Men forøget migration tenderer mod at blive set som et gode i sig selv af de liberale i vore dage. Den fjerner barrierer, som forhindrer folk i at leve den slags liv, de gerne vil leve, den fremkalder mere forskelligartede samfund og den tilbyder økonomiske forbedringer til alle. Mennesker, der flytter til steder, hvor de kan være mere produktive, opnår næsten øjeblikkelig gevinst; højere andele af migranter hænger sammen med højere grader af igangsætteri og dynamisme. Økonomer estimerer, at hvis verden kunne opfylde ønskerne hos alle dem, der ønsker at migrere, ville verdens samlede produktion fordobles.

Dette er overvejelser, der er skrevet af fagidioter, økonomiske fagidioter. Sådanne væsener ser på samfundene, som var de udelukkende bestemt af økonomiske kræfter, kræfter, som lod sig opstille i formler og udregne til fremtidsvisioner.

Sådan er vore samfund ikke. De er beboet af virkelige mennesker, og sådanne for disse økonomer ret ukendte væsener benytter sig af mange andre overvejelser end de økonomiske, når de skal handle. De har f.eks. dannet forskellige kulturer, og – mærkeligt nok – når de rejser, tager de deres kultur med sig. Og hvis kulturen i de lande, de kommer fra, ikke har understøttet økonomisk vækst, vil den heller ikke gøre det i det land, de bosætter sig i efter deres migration.

Skal der således finde investeringer sted i et land, er de fleste – herunder de fleste økonomer – enige om, at der skal være et rimeligt retsvæsen, der kan sikre investorerne mod at blive snydt. Men hvis kulturen er en stammekultur, hvor høvdingen plejer at tage mere end broderparten, så bliver det småt med de investeringer, der skal fremme økonomisk vækst. Og hvis kulturen er en islamisk kultur, hvor man ikke må kræve renter, skal der også særlige finter til, før der kan komme en vækst i stand, der kan matche den befolkningstilvækst, der finder sted.

At forøget migration fremkalder mere forskelligartede samfund, er så sandt som det er sagt. Men hvis de migrerendes kultur forhindre økonomisk vækst, er det ikke særlig positivt med denne forskelligartethed, og så tilbyder migrationen ikke økonomiske forbedringer til alle. Så er også de økonomer, der mener, at verdens produktion ville fordobles, forkert afmarcherede. Hvad de hævder, er kort sagt et stort blålys. Alt sammen afstedkommet af, at de fejlagtigt tror, at hele, virkelige mennesker kan reduceres til arbejdskraft.

Nå, som sagt trækker essay’et i land med hensyn til den politiske gennemførlighed, men idealet synes man at bevare. Og hvem véd, måske man også hos The Economist betragter os indvandringsmodstandere som frygtsomme mennesker, der ikke tør give os migrationens samfundsforandring i vold.

Et andet eksempel på en sådan økonomisk fagidioti ser man i en forsideartikel på Weekendavisen den 14-9 af professor på CBS, Peer H. Hansen, se her. Denne artikel sprang jeg over i første omgang, først Flemming Roses imødegåelse af den i Jyllands-Posten den 17-9, se her, fik mig til at læse den. Rose mener nemlig, ligesom jeg, at en sammenligning mellem nutidens og mellemkrigstidens politiske problemer er forkert.

Men først Peer H. Hansens artikel.

Han mener faktisk, at vi gør klogt i ikke at gå bort fra analogien mellem nutiden og mellemkrigstiden. Først fik vi efter 2008 en finansiel krise, dernæst en økonomisk krise, men den politiske krise, som man fik i trediverne, har vi stadig til gode. Bør vi ikke lære det af mellemkrigstiden, at en sådan krise vil følge efter?

Med sine økonom-øjne ser han ulemperne ved de store gældsbyrder, som tyngede landene: Tyskland i form af krigsskadeserstatninger, England og Frankrig i form af en gæld til USA, som de var kommet i for at kunne føre krig.

Og det er da ikke helt forkert. Men det er heller ikke forkert, at når han fokuserer på Tysklands gældsproblemer, og mener, det er dem, vi skal lære af, så vi vogter os for de politiske eftervirkninger af krisen, skyldes det, at det var i Tyskland, der opstod en uheldig politisk udvikling. Man skal ikke glemme, at når det var Tyskland, der skulle betale krigsskadeserstatninger, skyldtes det, at det tyske landområde i alt væsentligt var blevet friholdt for krigshandlinger. Krigen havde udspillet sig på belgisk og fransk jord, og der forestod for disse lande et stort genopbygningsarbejde. Det lykkedes det dem at gennemføre uden politisk kaos. Dèr havde altså gældsafviklingen ikke de uheldige politiske konsekvenser som i Tyskland. Det er altså ikke økonomien, der bestemmer alt.

Det var for øvrigt heller ikke denne gældsbyrde, der i 1922 frembragte den velbekendte hyperinflation i Tyskland. Det var franskmændenes besættelse af Ruhr-området, og den uhensigtsmæssigt tyske reaktion derpå.

Og det er helt forkert, når Peer H. Hansen om den økonomiske udvikling skriver følgende:

Konkurrerende devalueringer, toldsatser og bilaterale handelsaftaler blev dagens orden [i trediverne, rr], mens verdensøkonomien smuldrede, og nationalisme og fremmedhad endte i Anden Verdenskrig. Den amerikanske økonomiske historiker Charles Kindleberger har argumenteret for, at det hele fik lov at komme ud af kontrol, fordi USA ikke trådte i karakter og påtog sig internationalt politisk lederskab.

Man kan godt fornemme, at når han beskriver udviklingen frem mod Anden Verdenskrig, som han gør, skyldes det, at han vil have det til at ligne den tid, vi nu befinder os i. Men det passer ikke. Den tyske økonomi var i høj grad i bedring i sidste del af trediverne; når Hitler blev tiljublet af de tyske masser, skyldtes det ikke mindst, at han fik hjulene i sving i Tyskland.

Og at det var mangel på USA’s lederskab eller nationalisme og fremmedhad, der udløste Anden Verdenskrig, er direkte forkert, en fejl, der nok igen skyldes den énøjede økonomiske betragtningsmåde. Det, der udløste Anden Verdenskrig, var Hitlers socialdarwinisme. Han mente, at ligesom der blandt dyrearterne gjaldt en overlevelseskamp, sådan gjaldt det også mellem folkeslag, at de bedst egnede overlever. Og, mente han – vistnok ud fra erfaringerne under Første Verdenskrig, hvor de allieredes blokade var ved at udsulte Tyskland – Tyskland må have mere ”Lebensraum”. Derfor fremlagde han allerede i 1937 sin plan om erobringer mod øst for hærens generalstab. Den blev forfærdet, men turde ikke sige ham imod, delvist måske, fordi den var besat af Ludendorff’s ”dolkestødslegende”, den løgn, at det ikke var hæren, der havde bedt om våbenstilstand i1918, men politikerne, der havde gennemført det bag hærens ryg.

Parentes: Kaj Munk har i sit skuespil ”Niels Ebbesen” fremstillet grev Gert som en Hitler-figur og har meget skarpt og præcist formuleret hans socialdarwinisme med ord, lagt grev Gert i munden, således:

Jeg er den barmhjertige, for jeg gør Ende paa det, der ikke duer. Jeg er den retfærdige, for jeg tilkender den Stærke Sejren. Jeg er selve Freden, for den er kun mulig, hvor een hersker og alle adlyder stumt og blindt. (Se her).

Parentes slut.

Denne socialdarwinisme har meget lidt med økonomi at gøre. Og da slet ikke noget at gøre med, at USA ikke ”trådte i karaktér”.

Som sagt mener Flemming Rose ikke, at analogien mellem nutiden og mellemkrigstiden holder. Han skriver bl.a.:

Hitler og Mussolini forsøgte (som Stalins Sovjetunionen, der er fraværende i professor Hansens beskrivelse af optakten til Anden Verdenskrig) at realisere ideologiske projekter med global rækkevidde. De så krig, erobring og massemord som et instrument til at udbrede deres ideologi og styreform. Dagens populister, hvad enten det drejer sig om Trump, Brexit, politikere i Ungarn og Polen eller indvandringskritiske bevægelser og partier i Vesteuropa, har ingen ambition om at besætte fjerne lande, påtvinge dem en bestemt styreform eller ideologi, endsige gøre det ved hjælp af massevold og krig. Trump ønsker, at USA skal blande sig mindre i verden, ikke mere, og populisterne i Europa vil ikke demokratiet til livs, men er af den opfattelse, at det ikke fungerer, som det burde.

Desuden nævner Peer H. Hansen i Weekendavisen ikke islam, muslimsk indvandring eller integrationsproblemer med et ord, når han skal gøre rede for populismen, selv om netop de emner topper populisternes dagsorden i det meste af Europa.

Rose bruger, så vidt jeg kan skønne, ordet ”populisme” som en neutral betegnelse. Og han har jo ret i, at vi populister ikke vil demokratiet til livs, men i stedet have det til at fungére bedre. Og han har også ret i ud over de fejl hos Peer H. Hansen, som jeg har påpeget, at nævne hans manglende omtale af islam. Det tyder på, at han ikke har forstået noget af, hvad der foregår i Europa.

Men derudover har Rose taget frem en tankegang fra samfundsforskeren David Runciman. Denne angiver tre fundamentale forskelle mellem dengang og nu. Og Rose refererer.

For det første er vore samfund mindre voldelige. For det andet er vore samfund rigere. Og for det tredje er menneskene i vore samfund ældre end menneskene dengang. Det sidste eksemplificerer Rose med Grækenland:

Tag Grækenland. Landets økonomiske nedtur, faldet i BNP og omfanget af arbejdsløshed kan sammenlignes med Weimar-Tyskland, der banede vej for Hitlers magtovertagelse, men i Grækenland er der forbløffende lidt vold, selv om landet måtte gennem en blodig borgerkrig i 1940erne og et militærkup i 1967. Mordraten er lavere end i Storbritannien. Hvorfor? Fordi der er flere pensionister end unge.

Alt sammen udmærket. Men endnu et forhold kan føjes til. Det har med endnu en forskel mellem dengang og nu at gøre.

Hverken Peer H. Hansen eller Flemming Rose bruger den argumentation, jeg her skal vende mig imod, men man hører den ret ofte, og det har ofte irriteret mig, at man bruger den: man sammenligner dagens samfunds behandling af muslimer med det tyske samfunds behandling af jøder i trediverne. Man skal her være klar over, at muslimerne hos os er fremmede, mens jøderne i datidens Tyskland var tyskere. Man kan diskutere, hvor langt vore forpligtelser overfor fremmede strækker sig, men man kan ikke diskutere, at en stat har forpligtelser overfor sine egne borgere, i Tysklands tilfælde landets jøder. De muslimer, der kommer til os, er ikke ”vore” muslimer på samme måde, som vore jøder netop er ”vore” jøder. De har ligesom de tyske jøder boet her gennem meget lang tid, de har tilpasset sig det danske samfund på en måde, som muslimerne i Danmark slet ikke har gjort.

Så meget værre er naturligvis tyskernes behandling af ”deres” jøder. For de tyske jøder var virkelig ”deres”. De havde boet i landet igennem generationer og var blevet en del af det tyske samfund.

Men så flygtede de ud af Tyskland på grund af forfølgelsen. Og det var småt med modtagelsen i det øvrige Europa. Danmark tog så at sige ikke imod nogen. Man havde taget imod kommunister og socialdemokrater, da de blev forfulgt, men jøderne tog man ikke imod. Holland tog imod ganske mange, og andre lande også. Men mange endte i udryddelseslejrene, hvilket for øvrigt også mange af de jøder, som Holland modtog, gjorde.

Denne grænselukning så man senere var forkert, og derfor lavede man flygtningekonventionen; noget sådant måtte aldrig gentage sig. Dog var det kun nabolandene til de forfølgende lande, der tænktes at skulle modtage flygtninge, og man mente kun, at forpligtelsen gjaldt de mennesker, der som jøderne fra Tyskland var personligt forfulgte. Til at begynde med gjaldt forpligtelsen også kun mennesker fra Europa, først senere, i tresserne, udvidede man konventionen til at gælde mennesker fra andre verdensdele også.

Og det fungérede udmærket, mens flygtningene var flygtninge fra det kommunistiske Østeuropa. Men i vore dage, hvor et enormt misbrug af konventionen finder sted, fungérer det slet ikke, men er tværtimod medvirkende til at bringe de vesteuropæiske stater til fald.

Jeg har i årenes løb givet mange forklaringer på, hvordan misbruget har kunnet bibeholdes – man husker måske bedst forklaringen med sygdommen samaritanitis. Men i forbindelsen med disse økonomers tanker vil det nok være mere korrekt at bruge en forklaring, som man kunne kalde ”den postkoloniale forklaring”. Man vil være liberal, endda liberal til fingerspidserne, og mener derfor, at beboerne i Mali har samme ret til at bosætte sig, hvor de vil, som beboerne i Tyskland. Altså: Vi kan ikke som liberale tillade os at lukke grænserne.

Men man betragter ganske naivt andre folkeslags kulturer som en ligegyldig ting, ens økonomiske øjne kan ikke se andet end arbejdskraft, der kan bruges af entreprenante vestligt sindede mennesker. Ligesom kolonimagterne i sin tid betragtede ”de indfødte” som arbejdskraft og mente, at de efterhånden nok ville udvikle sig op på vores kulturtrin, sådan betragter man i vore dage ”flygtningene” som mennesker fra underudviklede kulturer, der med tiden vil udvikle sig til gode europæere i kulturel henseende. Kun på den måde kan man jo få de liberales ligning til at gå op: at den store indvandring er til økonomisk fordel for hele kloden.

Men den betragtning af de fremmede er nedværdigende eller postkolonial. Når således Stine Bosse regner os populister for frygtsomme og jo antyder, at der ikke er noget at frygte, skyldes det formentlig en sådan postkolonial indstilling. Disse fremmede vil næsten med nødvendighed udvikle sig, så de bliver som os. Det ligger tilsyneladende udenfor hendes erfaringshorisont og derfor også udenfor, hvad hendes fantasi kan rumme, at f.eks. muslimerne vil have deres egen kultur bevaret, herunder deres egen statsdannelsesteori.

Jo, der er grund til at være bekymret for de mange muslimer, og dermed for vort lands fremtid.

Men hvordan man end vil forklare den europæiske naivitet med hensyn til at acceptere den stadige strøm af migranter, som påstår at være flygtninge, denne naivitet er en kendsgerning, og jo før man får den afviklet, des bedre. Og det har Flemming Rose ret i, at Peer H. Hansens parallel mellem vore dage og mellemkrigstiden er ubrugelig. Det er noget, man kun kan mene, hvis man – ligesom The Economist’s skribent – er forsynet med økonomiske solbriller, så alle mulige forskellige mennesker med alle mulige forskellige kulturer i et bemærkelsesværdigt blindsyn udelukkende ses som arbejdskraft.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Oh, at få ret!

Den trofaste læser vil erindre sig, at nærværende blogbestyrer indtil flere gange har argumenteret for, at det af hensyn til den økonomiske effektivitet er ganske unødvendigt at lave regler om arbejdskraftens frie bevægelighed, se f.eks. her. Og det har i nogen grad irriteret samme blogbestyrer, at så at sige ingen andre medier har været på banen med lignende synspunkter i debatten om Brexit.

Det var derfor en særlig glæde, at The Economist i en leder den 15-9 2018 skrev:

Med hensyn til den frie bevægelighed for mennesker kan man ikke ud fra nogen økonomisk logik argumentere for, at den er nødvendig for det indre marked.

Og se, det er jo netop, hvad jeg har sagt igennem snart lang tid. Dog har denne argumentation hos mig som regel været ledsaget af en halvsur bemærkning om, at EU ved at knytte arbejdskraftens frie bevægelighed sammen med de andre frie bevægeligheder – varernes, tjenesteydelsernes og kapitalens – så tydeligt arbejder hen imod Europas Forenede Stater. Det er ikke noget, The Economist argumenterer med. Her nøjes man med at fortsætte:

I praksis er der adskillige lande, der modarbejder det. Svejtserne tilbyder først jobs til deres egne. Belgierne smider migranter ud, når de ikke kan finde arbejde. Lichtenstein har kvoter for, hvor mange EU-borgere man vil have i sit land. Der skulle være plads til kompromis’er, så meget mere som antallet af de mennesker, der kommer til Storbritanien fra EU er faldet ganske meget.

Sagen er den, at The Economist nu omsider har indset, at den hårde Brexit vil være til skade for hele Europa. Så har man set på det forslag, som Theresa May har fået sat sammen som svar til EU, et forslag, som avisen kalder ”Chequers”. Og så har man set, hvor stor modstand ”Chequers” har mødt i Storbritanien, og er derfor blevet klar over, at der ikke skal gives ret mange flere indrømmelser til EU fra May’s side, før briterne vil foretrække den hårde Brexit frem for en EU-barberet ”Chequers”. Så i den leder, hvori man giver mig ret – oh, glem ikke det – argumenterer man forsigtigt overfor EU for, at man skal passe på: hvis man kun giver små indrømmelser til ”Chequers”, får man en hård Brexit, og det vil være til skade for EU.

Jeg vil udvide denne opfordring en smule. For der er for mig ingen tvivl om, at EU undervurdérede den britiske EU-modstand i sin tid, da David Cameron forhandlede en særlig britisk EU-ordning på plads. Han havde jo bebudet, at han ville sætte resultatet af sine forhandlinger til folkeafstemning, og alle var vist klar over, at én af anstødsstenene for briterne var arbejdskraftens frie bevægelighed. Men hvad Cameron kom hjem med fra disse forhandlinger, var blottet for indrømmelser med hensyn til de fire frie bevægeligheder; uden videre inddrog man arbejdskraftens frie bevægelighed i de ”hjørnestene”, der udgjorde det indre marked. Men, sagde man fra EU’s side, disse ”hjørnestene” kan der ikke forhandles om. Og man sagde det – det gjorde denne blog opmærksom på f.eks. her – uanset, at der ikke er noget økonomisk argument for at inddrage arbejdskraftens frie bevægelighed i det indre markeds grundlag.

Den fejl begik EU dengang. Måske fejlede man, fordi man ikke er vant til fra EU’s ledelses side at tage hensyn til folkelige overbevisninger. Det er jo nationale politikere nødt til at gøre, men EU’s ledelse mener vist, at nationale politikere er til for at viderebringe EU’s lykkebringende overbevisninger på overbevisende måde til folket, ikke omvendt: at EU’s ledelse ligesom nationale politikere skal lytte til folket.

Nu tyder alt på, at man er i færd med at gentage denne fejl. I sin ”State-of-the-Union-tale” nævnede Juncker tre principper, som kommissionen fastholder. 1) Man respekterer briternes afgørelse, men fastholder, at man ikke kan være medlem af det indre marked uden at være det på alle områder. 2) Man vil gerne hjælpe Irland med at sørge for, at grænsen til Nordirland kan forblive ”blød”, men Juncker påpeger, at det ikke er kommissionens skyld, hvis det mislykkes. 3) Storbritanien vil aldrig bliver et almindeligt land for EU, det vil altid være en nær nabo og partner, i politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige forhold.

Det sidste er jo smukke ord, men står i en vis kontrast til de hårde krav under 1) og 2).

Men denne og andre udtalelser tyder på, at man ikke er klar over det, som jeg og nu også The Economist gør opmærksom på: at det ikke er nødvendigt for effektiviteten af de økonomiske kræfter at have mere end fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser og kapital. Fri bevægelighed for personer er et anhang af ikke-økonomisk art, som EU-ledere har knyttet til begrebet ”det indre marked” for at fremme den af dem ønskede sammensmeltning af nationalstaterne.

The Economist beskriver situationen således:

Desværre kommer EU ikke til at tilbyde premierministeren megen hjælp. Rapporter om, at man udbløder sine indvendinger imod ”Chequers” er ønsketænkning. – EU tror, at det at give Storbritanien lov til at forblive i det indre marked for varer, men ikke for tjenesteydelser, vil underminere markedets sammenhængskraft. Dets mantra er, at Storbritanien kan få en aftale à la Canada for frihandel eller fuldt medlemskab af det indre marked med fulde forpligtelser som Norge – men ikke noget ind i mellem. Dets håb er, at når tiden rinder ud, vil dets tykhovedethed tvinge May til at komme med flere indrømmelser, endog til at gå med til fri bevægelighed for personer. En sådan stejlhed er en fejltagelse.

Hvis man vil sige, at det må være et suverænt lands ret at bestemme, hvem det vil have ind i landet og hvem ikke, så kan man afbilde striden mellem EU og Storbritanien i dens principielle form. For det, EU vil på bare lidt længere sigt, er netop at fratage nationalstaterne suverænitet. Det er præamblens udtalelse om et stadig tættere samarbejde, der stadig har sine tilhængere.

Det vil den nok have i lang tid fremover, i hvert fald blandt EU’s administrative personale. Men spørgsmålet er, om Europas folk er til sinds at følge disse tanker. De østeuropæiske lande vil i hvert fald ikke. Og det er vel ikke helt udelukket, at de, som tiden går, kan vinde over de centralistiske kræfter.

Vi får se.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , | Skriv en kommentar

Et Djævelens blændværk

Det kan være givende af og til at konsultere det, main-stream-medierne kalder de alternative medier. Nu forleden læste jeg f.eks. på document.no, se her, at 42 migranter vil sagsøge Matteo Salvini, den italienske indenrigsminister, fordi han ved at nægte dem at gå i land fra det italienske flådefartøj, der havde reddet dem på Middelhavet, tvang dem til at forblive på skibet i ti dage.

Det var Christian Skaug, der viderebragte denne oplysning, og han har ret tit nogle iagttagelser fra italienske og franske medier, som main-stream-medierne alt for ofte forbigår i tavshed.

Jeg véd ikke, om man i al almindelighed sådan uden videre vil betragte denne nyhed som en ligegyldighed. Den dukker op i kølvandet på en anden nyhed, som vi heller ikke hørte om, den, at den italienske anklager havde overvejet, om Matteo Salvini skulle retsforfølges på baggrund af denne manglende landgangstilladelse – man ville anklage ham for frihedsberøvelse, hed det sig. Dog havde anklageren opgivet denne tiltale.

Men så vil, minsandten, de 42 reddede mennesker forsøge sig med at anlægge en civil sag mod Salvini.

Man tager sig til hovedet.

Kan mennesker, der lige er blevet reddet fra druknedøden, virkelig finde på at gøre noget sådant mod det land, som har stået bag deres redning? Er moderne mennesker virkelig skruet sådan sammen, at de kan finde den slags handlinger rimelige?

Svaret er vel i første omgang ”nej”. For det er ikke de 42 reddede selv, der vil anlægge sag, men en NGO, der vist hedder Baobab, der vil forsøge at føre sagen for dem. Det skulle være den samme organisation, der sørger for at få dem transporteret gennem Italien frem til den franske grænse, hvor de vil forsøge at komme over grænsen.

Men alligevel! Hvorfor nægter de 42 reddede dog ikke at gå med til dette sagsanlæg? Det må da være umuligt at få det til at hænge sammen inde i hovedet på dem, at de sådan skal glemme al taknemlighed over at have reddet livet og søge at få penge ud af et tvangsmæssigt ophold på et italiensk skib på sølle ti dage.

Svaret er, at det aldeles ikke hænger sammen. Svaret er, at der gennem efterhånden mange år har foregået et mummespil angående migranterne på Middelhavet. Svaret er, at vore politikere og vore medier – dem, der kaldes main-stream-medier – har lullet sig ind i en illusion, som de har uhyre vanskeligt ved at befri sig fra, for de ser ikke selv, at der er tale om en illusion. Svaret er, at disse ”Gutmenschen” ikke kan se, at de bliver narret, de mener selv, at det er dem og ikke os indvandringsmodstandere, der gør det rigtige.

Jeg tog mig for et par år siden for at sammenligne det mummespil, der prægede Østblokken, med det, der præger main-stream-medierne nuomstunder, se her. Jeg skrev blandt andet:

Indrømmet, sammenligningen mellem den tids Tjekkoslovakiet og nutidens EU er ikke fuldkommen. Den tids kommunistiske ledere vidste et sted i deres bevidsthed godt, at det hele var et mummespil. De kendte så udmærket de kodeord, man skulle bruge for at være på den sikre side, og de vidste også, at selv om systemet pålagde dem at tale om ”frie valg”, så var valgene ikke frie, selv om systemet havde menneskerettigheder indskrevet i lovene, så ragede menneskerettighederne de styrende en høstblomst. Noget af det, der fik systemet til at bryde sammen, var det forhold, at der kom en leder til, nemlig Gorbatjov, som troede, at ordene betød det, de udsagde, at frihed altså betød frihed. Derfor, fordi der kom én til, der brugte almindeligt menneskesprog og ikke ”systemtale”, derfor brød systemet sammen.

I den henseende er EU’s flygtningetale næsten værre. For her taler alle ”nysprog”, her spiller alle et mummespil, blot er ingen sig bevidst, at det er det, de gør.

Det vil sige, når jeg taler om vore dages europæiske main-stream som behersket af samaritanitis, så er det en sygdom, der er anderledes end østblokkens sygdom. Hos os er alle de ledende sikre på, at de gør det rigtige. De har ikke som østblokkens politikere en fornemmelse af, at de kun siger og tænker, som de gør, for at bevare magten. De betragter enhver uenighed om den kurs overfor indvandringen, de har valgt, som underlødig og uetisk. Det østlige mummespil kan man næsten bedre acceptere, der er dog på en måde noget mere menneskeligt ved den måde at prøve at beholde magten på. Det vestlige mummespil er derimod alt for speget: her drejer det sig om at have god samvittighed, og denne gode samvittighed får man, når man overbeviser sig selv og hinanden om det rigtige i at ”redde flygtninge fra druknedøden”, som man siger. Og det er næsten det mest mærkelige ved det hele: man ser ikke en række ting, der ellers er tydelige nok, så tydelige er de, at vi andre næsten må hævde, at der er tale om en fortrængning, når man ikke vil se det.

Som jeg tidligere har gjort opmærksom på: den samaritanitis, man er grebet af, får én til at betragte alle migranterne som ynkværdige mennesker. Og den betragtningsmåde holder man stædigt fast ved, uanset at de fleste migranter aldeles ikke er til sinds at spille rollen som ynkværdige mennesker, der ydmygt takker for redningen.

Migranterne ser helt anderledes på sagen. De betragter sig nærmest som turister og menneskesmuglerne som deres rejseselskab.

Vi har set det før. Migranter, der nægter at forlade bussen, fordi de ikke vil indkvarteres dèr, hvor de svenske myndigheder har bestemt det. Migranter, der sultestrejkede for at opnå en bedre bolig fra Hørsholm kommunes side, se her. Og nu disse migranter, der går med til at anlægge sag imod en minister i det land, der har åbnet sine døre for dem.

Utaknemmelighed ind ad en kant! Men ikke, om vore medier vil se det. Nej, de er stakler, disse mennesker, og de er lige blevet reddet fra den sikre druknedød, det er sikkert derfor, de er lidt konfuse.

Reddet fra druknedøden?

Også det er en løgn, som man glad og gerne bøjer sig for i det store mummespil. For derved bliver vore politikere og vore medier jo overbevist om, at de gør en god gerning. Og det formår man at holde fast ved, selv om sandheden er, at det i lang tid har været sådan, at samarbejdet mellem NGO’erne og menneskesmuglerne har fungéret så fint, at migranterne i gummibådene var rimelig sikre på at nå ud til de ventende NGO-fartøjer.

Som man måske husker, sendte de italienske myndigheder en spion om bord på ét af NGO-fartøjerne. Han var i stand til at berette om det samarbejde med menneskesmuglerne, der fandt sted: migranterne blev ikke samlet op af vandet fra en synkende gummibåd, nej, de blev på sikker og tør måde overflyttet til NGO-skibet. Og gummibådene blev ikke tilintetgjort bagefter, nej, de blev overladt til menneskesmuglerne til brug for næste transportbølge.

Noget af det, man gladelig fortrænger, er, at disse migranter i deres overfyldte gummibåde jo ikke er ægte skibbrudne, de kommer ikke tilfældigvis, i kraft af vinds og vejrs unåde, i havsnød, nej, de bringer sig i havsnød. De er altså snydere af rang, eller i hvert fald menneskesmuglerne bag dem er det. Og alligevel belønner vi dem ved at lade deres lovovertrædelse bære frugt.

Det er og bliver den rene galimatias.

Men alligevel, kan man virkelig tænke sig, at mennesker, der på den måde har fået deres ønsker opfyldt, reagerer ved at anlægge sag, fordi de mod deres vilje har måttet tilbringe ti dage på et skib?

Her må man have det aspekt ved begivenhederne med i erindringen, at hele det middelhavske cirkus ikke mere er præget af barmhjertighed eller næstekærlighed eller nogen form for umiddelbar menneskelig medfølelse. De dage er for længst forbi, da det forholdt sig sådan. Og måske har det aldrig været denne næstekærlighed, som diverse ”Gutmenschen” taler så meget om, der har betydet noget.

Løgstrup har et sted foretaget en lille ændring af lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Han tænker sig, at samaritaneren i første omgang gik forbi den overfaldne. Først senere fortrød han sin hårdhjertethed, vendte om og hjalp det stakkels menneske. Hans gerning var altså ikke længere spontan, den var blevet forvandlet til det, Løgstrup kalder en erstatningshandling, det vil sige, man handler, som man véd, at kærligheden ville have handlet. Men man handler ikke længere af kærlighed.

Sådanne handlinger er ikke at foragte. For den overfaldne bliver jo hjulpet. Men alligevel er det uheldigt. For af den spontane handling er der dannet et ideal, og det er idealet mere end den overfaldne, man i sin handling, altså erstatningshandlingen, forholder sig til. Ikke ilde, nej, men jo altså heller ikke en handling, foretaget af barmhjertighed eller næstekærlighed.

Blot er denne overgang fra spontan kærlighed til eftertænksom erstatningshandling på lidt længere sigt katastrofal.

For idealet forvandler sig lynhurtigt til en morallov. Og så ligger hele lovtankegangen åben. Så er der skabt grobund for, at vi kan gå og holde øje med hinanden, om vi nu også overholder denne morallov. Så kan den ene stat holde den anden i ørerne, hvis moralloven er blevet nedskrevet i en konvention, sådan som det er tilfældet med flygtningekonventionen. Og så går det her, som det går så mange andre steder, hvor lovtankegangen tager over: man glemmer alt om den umiddelbare kærlighed, man handler, fordi man anser sig selv for et godt menneske og sit land for et ædelt land og også gerne vil have andre til at se sådan på sig. Og for en sikkerheds skyld accepterer man langt flere flygtninge, end loven egentlig giver baggrund for, for det skulle jo nødig hedde sig.

Så får vi denne Fandens farisæisme til at blomstre i fuldt flor. Og ingen opdagede noget.

Men se, Fanden påvirker ikke blot os på giversiden med sine illusionskunster. Han påvirker også modtagersiden. Det er ret umuligt for ham, når der er tale om ægte barmhjertighed. Så vil den taknemlighed, som modtageren reagerer med, være ægte. For han fornemmer tydeligt, at den andens hjælp er noget, han gør for hans skyld, ikke for noget ideals skyld, eller fordi han som god lovoverholder kan pudse sin glorie lidt mere. Han bliver af hjælperen betragtet som et ægte menneske, ikke kun som genstand for en god gerning.

Men allerede, når den spontane gerning forvandles til en gerning gjort som opfyldelse af et ideal, er Fanden på færde. Han kan vel ikke altid gøre sig gældende, for det er for mange blevet et ideal, at man udviser en passende taknemlighed, når man modtager en hjælp, man ikke har krav på, og så opretholdes i det mindste et skin af ægthed hos både hjælper og modtager, skønt jo Fanden griner lidt i skægget, fordi ægtheden mangler.

Men udvikler det sig så siden sådan, at idealhandlingen forvandles til en konvention, nedskrevet og vedtaget og beundret og iagttaget hos både ens eget land og andre nationer, så kommer modtageren meget i klemme, hvad angår dette at vise taknemlighed. For i al denne lovoverholdelse er jo modtagen forvandlet fra at være et levende menneske til at være en genstand for en lovgerning: hjælperen skal simpelthen hjælpe, hvis han skal være tilfreds med sig selv. Det er på den måde illusionen om den altid ynkværdige genstand for hjælpen opstår. Men det er også derigennem, at modtagerens taknemlighed kan forvandles til noget, der bedst kan betegnes som ligegyldighed, ja, måske endda til krævementalitet.

For ikke blot er jo den spontane barmhjertighed forvandlet til en uskreven lov i menneskers hjerter, nej, den er direkte forvandlet til en skreven lov i en konvention. Og er konventioner ikke til, for at de skal overholdes? Og bliver de ikke overholdt, hvem er så nærmere til at klage end dem, konventionerne handler om?

På den måde er det måske alligevel ikke så mærkeligt, at de 42 reddede vil gå med til, at Baobab klager på deres vegne: En barmhjertighedsgerning har forvandlet sig til et juridisk krav. Kan man ikke høre Fandens latter fra Helvede?

Og han ler med god grund. Der er virkelig et område her, hvor han har vundet, endda vundet stort. Ikke blot har han skabt en uopløselig blok af farisæisme i hjerterne på alle disse ”Gutmenschen”, han har også hos modtagerne skabt en fornemmelse af, at dette at komme til Europa er en rettighed, de har. Og så opløses lige så stille den taknemlighed, som man kunne synes, det var naturligt at føle.

Men mere end det.

Hos diverse ”Gutmenschen” viser det sig, at man er nødt til at fortrænge virkeligheden, for at man kan bibeholde fornemmelsen af at gøre en god gerning. Så man ser stort på, at migranterne på ulovlig vis bringer sig i havsnød. Og den anden side af begivenhederne, migranterne og menneskesmuglerne, godkender glad og gerne dette løgnespil, for det bringer dem jo nærmere deres mål: at få et arbejde i Europa, så de kan sende penge tilbage til familien.

Og ligesom man ikke undser sig for at lyve, hvad angår havsnøden på Middelhavet, giver man sig også glad og gerne i gang med at lyve overfor asylmyndighederne. Og man kan gøre det, for modtagerlandet er langt inde i sin virkelighedsfortrængning, og det er jo for øvrigt også svært at kontrollere alle de oplysninger, en migrant kommer med.

Fanden, løgnens fader, gnider sig hænderne. Snart får han fyldt vore europæiske lande med uintegrerbare muslimer og så varer det ikke længe, før vore samfund ændrer sig på irreversibel måde.

Men ærlig talt, man skulle jo synes, at når 42 reddede migranter ligefrem vil anlægge sag mod en repræsentant for det land, der har reddet dem, så skulle vel vi almindelige europæere få øjnene op for, hvad der er i gang med at ske. Det er måske derfor, at denne oplysning ikke findes hos main-stream-medierne, vi skulle jo nødig blive klar over, hvad der er ved at ske med os.

Tja, måske.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , , | Skriv en kommentar

Putin, ramt af diktatorsyge?

Det sker af og til, når en diktator har været diktator igennem nogle år, at han forregner sig med hensyn til folks reaktioner. Han bliver med tiden så vant til, at alle giver ham ret, at han til sidst tror, at han har ret i alt, hvad han mener og foretager sig. Og det kan så vise sig at blive enden på hans magt.

Er Putin ved at blive ramt af denne diktatorsyge?

I hvert fald forregnede han sig under VM i fodbold. Ved den lejlighed troede han, at han ubemærket kunne ændre på pensionsalderen i Rusland. Men den gik ikke, Granberg. Folk protesterede overalt i Rusland. Havde han ikke mærket, at hans popularitet var faldende? Var han ikke blevet klar over, at folket ikke havde den samme begejstring over ham som i begyndelsen?

Måske. Det er ikke nemt at vide.

Men så skete der her fornylig noget, som i hvert fald for mig viser, at Putin ikke mere har nogen klar bedømmelse af, hvad der foregår mellem folk. I mine øjne gjorde han næsten ligefrem det, at han beviste, at det var ham, der stod bag mordforsøget på Sergej Skripal og hans datter. Selvfølgelig, uden at han selv blev klar over, at det, han gjorde, kunne ramme ham bagfra. Men så tæt på et bevis for hans medskyld, som man kan komme, det var det nu.

Her fornylig afslørede den engelske efterretningstjeneste nogle af de beviser, de har imod giftmorderne. Man viste en række overvågningsbilleder fra London og Salisbury med to mistænkte på, og ud fra tidspunkterne for deres færden fik man vist, at de efter at have været i Salisbury tog tilbage til London, for den følgende dag igen at dukke op i Salisbury. Her var det så, at de smurte den stærke nervegift novichok på dørhåndtaget til Skripals bolig og senere smed den parfumeflaske, hvori de havde opbevaret giften, væk i en affaldsspand. Denne blev senere gennemrodet af en kvinde, der tog parfumeflasken, fik giften på sig og døde af det. Hendes mand kom også i kontakt med giften, men har overlevet.

Man har ikke overvågningsbilleder fra den situation, hvor de smører giften på håndtaget. Men tidspunktet passer med deres færden i Salisbury. Og det passer også med en vestlig forståelse af deres ærinde, at de umiddelbart efter tog tilbage til London og forlod England.

Men det må jo indrømmes, at dette ikke udgør noget bevis i juridisk forstand. Kanhænde, at efterretningstjenesten har flere ting i skuffen, som man blot ikke vil vise offentligheden, men som det forelå indtil fornylig, manglede den rygende pistol.

Så skete der imidlertid det, at russerne bekendtgjorde, at man havde fundet de to personer på billederne. Og præsident Putin opfordrede dem til at stå offentligt frem og bekende deres uskyld.

Og det gjorde de så. De optrådte i et dobbeltinterview på en Tv-kanal, der vistnok især sender til Vesten, og som hedder ”Russia Today”.

Men ak, det blev et gevaldigt selvmål for russerne. Mange ting underviser de utvivlsomt deres hemmelige agenter i, men skuespilkunst er ikke en af dem. Og man må vist også sige, at selv for knalddygtige skuespillere ville det være svært at spille overbevisende, når manuskriptet er så pauvert, som tilfældet var her.

De havde fået deres liv ødelagt, sagde de, for nu troede alle jo, at de var giftmordere. Men det var de ikke. De havde blot hørt om det utrolig høje kirketårn på kirken i Salisbury, 123 m, og det tårn ville de gerne se. Blot havde de svært ved at finde kirken, så de var gået i modsat retning. Og de ville også havde besøgt Stonehenge, men da det var så sjappet og snefuldt, tog de tilbage til Moskva.

Den historie er så tynd, at ingen i Vesten fæster lid til den. Man tror selvfølgelig ikke på, at to unge mennesker ofrer en masse penge på at tage til England på siteseeing, springer over alt, hvad der er at se i London, tager toget til Salisbury, går rundt i byen uden at finde domkirken, er ude i nærheden af, hvor Skripal bor, uden at vide det, og straks efter tager tilbage til Moskva.

Poul Høi har i Berlingske samlet mange af de indlæg på de sociale medier, som gør nar af de to, og som afslører tyndheden i deres historie, se her. I interview’et i Russia Today siger de, at der var for meget sne i Salisbury, derfor tog de tilbage. Det har man gjort meget grin med. Én har gengivet ét af overvågningsbillederne, der viser en fuldstændig snefri gade, hvor de to kommer gående; i en taleboble siger den ene: ‘Sikke en masse sne her er’, hvortil den anden svarer: ‘Ja, det er værre end i Sibirien’.

Især det, at de flere gange i interview’et fortæller, at spiret på kirken er 123 meter højt, har udløst briternes spot. Alle véd jo, siger man, at denne oplysning kan man så let som ingenting finde på wikipedia.

Og dette, at de påstår, at de ikke kunne finde kirken, bliver imødegået af en snild person, der har taget et billede af stationen i Salisbury, hvorfra man tydeligt kan se kirketårnet rage op, det er jo også meget højt, hele 123 meter.

Poul Høi lader det blive ved alle disse morsomheder, lader sin artikel fyldes op med hele den engelske spot overfor de to agenter. Og det er helt i orden.

Men jeg vil mene, man kan gå et skridt videre.

Jeg vil mene, at man kan slutte to ting, dels, at det virkelig var disse to russere, der havde udført denne ugerning, og at Putin var indblandet, og dels, at Putin er nået til det punkt i sin diktatortilværelse, hvor han tror, at blot han stiller sin autoritet bag en udtalelse, så tror folk på det.

Sommetider har man kunnet danne sig et billede af Putin som en utrolig snu rad, der både kan spille stærk mand overfor sin egen befolkning og være tilpas gavtyveagtig overfor os i Vesten. Vi har ikke rigtig vidst, hvor vi havde ham. Var han til at stole på? Snød han os ikke med de små grønne mænd på Krim?

Men hvor gavtyveagtigt han end handlede, vi kunne ikke rigtig gribe ham i noget forkert. Vi troede, at han handlede forkert, men når han pure nægtede, var der ikke mere, vi kunne gøre.

Men her, her er han gået over stregen. Havde han holdt sig til den sædvanlige benægtelse, ville vi stadig være i tvivl, i hvert fald en lille smule. Men nu, hvor han ikke nøjes med benægtelsen, men opdigter en dækhistorie, nu afslører denne dækhistories fuldstændige usandsynlighed, at det var ham, der stod bag, at den timetable, det engelske politi møjsommeligt har sammensat af de mange videoovervågningsbilleder, holder vand. For det er jo den, der er det skelet, de to’s dækningshistorie er bygget op over.

Poul Høi konkluderer lidt anderledes:

Er GRU [den russiske efterretningstjeneste, rr] så amatøragtige, eller er det et bevidst forsøg på at demonstrere, hvad agenterne kan slippe ustraffet af sted med? Og hvilken af forklaringerne er i givet fald mest bekymrende?

Min konklusion er som man kan forstå lidt anderledes. Jeg tror virkelig, at GRU (og Putin i baggrunden) er så amatøragtige. Jeg tror, at Putin har mistet forbindelsen til almindelige mennesker. Jeg tror faktisk, at han sådan for alvor har troet, at denne dækhistorie ville blive troet, fordi den kommer fra officielt hold.

Det viser et lidt andet – og et for os lidt heldigere – billede af Putin. En snu rad? Tja, men der har her vist sig grænser for snuheden.

P. S.: I dag (den 15-9) forlyder det så, at Holland i sin tid udviste to russiske spioner, fordi de forsøgte at hacke sig ind på et schweizisk firma i Haag, der havde fået til opgave at undersøge, om et bestemt stof var identisk med den russiske nervegift novichok, se her.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget | Skriv en kommentar

Krakket 2008

Denne blogbestyrer var, som nogle nok vil kunne huske, for et stykke tid siden udsat for noget af et chok: The Economist havde en rosende omtale af den amerikanske økonom Henry George, (1839-1897), se her. Jeg blev i sin tid grebet af George’s tanker, specielt som de foreligger i hans hovedværk Fremskridt og Fattigdom, og meldte mig derfor ind i Retsforbundet, noget, der dog – mærkeligt nok – ikke hjalp Retsforbundet synderligt i dets forsøg på at få folk til at forstå det fornuftige i at opkræve grundskyld.

Siden har jeg så at sige fuldstændig droppet al tale om at indføre grundskyld og nøjedes med at agitere for, at økonomer i det mindste anvender Henry George’s kriseteori til bedre at forstå økonomiens op- og nedture. Jeg har redegjort for teorien her, og skal derfor nøjes med at forklare, at den går ud fra, at to ting står i et spændingsforhold til hinanden, nemlig forventningspriserne på jord og fast ejendom og produktivitetsstigningen. Fordi der hele tiden finder en produktivitetsstigning sted, er folk villige til at give lidt mere for jord og fast ejendom, end de på købstidspunktet har råd til, de véd jo – eller regner sikkert med – at produktivitetsstigningen vil gøre det muligt for dem efterhånden at komme til at sidde for en billig husleje.

Så sker der imidlertid det, at det nogenlunde faste forhold mellem disse to størrelser forrykkes. Det skete i tresserne, og det skete igen i nullerne. Der opstod en uventet stor produktivitetsstigning. Det førte til noget nær fuld beskæftigelse. Men ak, efter nogen tid havde forventningspriserne indhentet produktivitetsstigningen og vi fik en økonomisk krise, i 1973 kamoufleret af Yom-Kippur-krigen, i 2008 ikke kamoufleret af noget som helst, men lige ud erkendelig som en krise, forårsaget af for høje jordpriser og dertil hørende uindfrielige banklån.

Det, der fornylig gav mig noget af et chok, var som nævnt, at The Economist omtalte Henry George på en positiv måde, ja, næsten som om man forstod hans tanker. Man bliver jo helt opløftet. Tænk, at et økonomisk tidsskrift, der dog vel skulle have forstand på økonomi, kommer med en positiv omtale af en mand, der er en hovedperson i mine tanker, en mand, der ellers de fleste steder enten slet ikke omtales, eller omtales med et svedent grin.

Waw!

Men ak – hvor længe var Adam i paradis! Hvor længe var denne blogbestyrer i den syvende himmel!

Indtil i lørdags.

Da indløb en ny Economist, og da måtte jeg erfare, at bladet alligevel ikke havde forstået, hvad der var kernen i Fremskridt og Fattigdom, eller i hvert fald ikke havde godkendt det. For da ”fejrede” bladet 10-års jubilæet for krakket i 2008 med en leder og en længere ”forklarende” artikel om begivenhederne dengang. Det var måske også for meget forlangt, og jeg havde vel også inderst inde mine tvivl om bladets forståelse allerede under omtalen af Henry George i første omgang. Men alligevel!

Man spørger i lederen om de finansielle forhold er blevet rettet. Og så giver man sig ellers til at gennemgå banksektorens tilstand før og efter. Og det er meget indviklet, for hvem forstår egentlig bankers pengemaskiner? Men den egentlige årsag til krisen: forventningsprisernes himmelflugt, siger man intet om.

Det turde dog ellers være tydeligt nok, at det, der startede krakket i 2008 var, at Lehman Brothers havde givet lån til en række ejendomme alene ud fra en forventning om, at de automatisk ville stige i pris, sådan som de havde gjort hidtil, altså uden at banken tog hensyn til ejernes betalingsevne. Og da så ejendomspriserne pludselig ikke blev ved med at stige, så stod Lehman Brothers med et problem, hvilket fik dem til at gå konkurs, og hvilket – indrømmet – medførte en krise overalt i bankverdenen. Men den udløsende faktor var dog de alt for høje ejendomspriser.

Denne udløsende faktor får blot en yderst stedmoderlig behandling i lederen og i den følgende forklaringsartikel. Og så fristes man til at besvare lederens spørgsmål om, hvorvidt vi har lært noget af finanskrisen, med et nej, ligesom lederen selv gør det, men det nej, jeg vil komme med, gives jo unægtelig ud fra nogle andre forudsætninger end lederens.

Man kan se den samme fokusering på bankernes problemer i forbindelse med krakket og en næsten total udeladelse af ejendomsprisernes medskyld i krakket i et interview med økonomiprofessor Jesper Rangvid i Berlingske, se her. Og ikke sandt, så kommer den højtflyvende blogbestyrer med ét slag ned på jorden igen.

Men hvor kunne jeg dog ønske mig, at i det mindste nogle økonomer ville låne øre til Henry George’s kriseteori! Måske man så ville kunne fremskaffe nogle tal, der kunne bevise dens rigtighed (eller bevise, at den var forkert). Det kunne man som økonom i høj grad have brug for. Jeg mindes et glimt i Tv for ikke så lang tid siden, hvor Jesper Rangvid fik stillet det spørgsmål, om vi nu er på vej til en ny krise. Dertil svarede han med et smil, at det er det gode énmilliard-kroners spørgsmål, men at det desværre ikke lader sig besvare. I interview’et i Berlingske er han lidt mindre forsigtig.

Derudover kan der selvfølgelig altid ske noget, som en økonom ikke kan forudsige såsom en atomkrig. Men inden for økonomiens verden har Jesper Rangvid svært ved at se, at vi skulle komme i noget, der ligner 2008 igen.

»Jeg ved, at det er vildt farligt at sige. Men jeg ser ingen finanskrise om hjørnet. Ikke i Danmark. Der kan selvfølgelig altid ske noget om ti år, men jeg mener, at vi er et helt andet sted i dag,« siger Rangvid.

»I midten af 00erne kørte vi med et tog direkte ind i muren. Vi prøvede ikke at sænke farten – faktisk trykkede vi på speederen via boligbeskatningen, de offentlige finanser, indførelsen af afdragsfrie lån og lempelser af den finansielle regulering. Nu prøver vi faktisk at tage farten af.«

Jesper Rangvid erkender, at der er reel en risiko for, at han i dag befinder sig i et for hurtigtkørende tog, men at han bare ikke ved det endnu.

»Når vi her ti år efter kigger tilbage, var det simpelthen så oplagt, at Roskilde Bank og Lehman Brothers skulle krakke. Alligevel blev alle overraskede. Men pointen er, at de danske banker simpelthen er bedre polstret i dag. Det er en anderledes situation nu, end det var i 2008.«

Man kan lægge mærke til, at Rangvid i sin besvarelse nøjes med at se på banksektoren: den er bedre polstret i dag end den var i 2008. Han har dog en bemærkning om, at man i nullerne trykkede på speederen via boligbeskatningen, men han gør tilsyneladende ikke mere ud af bemærkningen. Sandt er det jo, at vi i Danmark med den bekendte fastfrysning i kroner og ører af ejendomsbeskatningen (modsat det øvrige skattestop, der var et stop i procenter) gav anledning til, at boligpriserne kunne stige. Og det er vist også sandt, hvad en økonom, hvis navn jeg nu har glemt, har bemærket, at svenskerne kom lettere gennem krisen i kraft af, at de fastholdt en form for boligbeskatning. Men disse sandheder er ladt ude af betragtning af Rangvid.

Men altså: der er risiko for, at vi kører for hurtigt i toget, blot véd vi det ikke.

Det er jo derfor, det kunne være en idé at finde en alternativ økonomisk model, at få den kvantificeret, så man kan bruge den til forudsigelser, og så derigennem blive bedre økonomiske rådgivere for politikerne. For er det ikke lidt af en falliterklæring blot at sige, at vi måske kører for hurtigt, vi véd det blot ikke?

Det, jeg ud fra Henry George’s krisemodel vil gætte på, er, at vi stadigvæk befinder os i dalreperioden, og at der ikke er nogen fare for et krak som det i 2008, fordi der, så langt øjet rækker, ikke er nogen eksplosiv produktivitetsstigning at få øje på, hverken én, vi har gennemlevet, eller én, vi kan forvente. Den jævne produktivitetsstigning og den jævne forventningspris på jord og fast ejendom kan håndtéres, så længe udsvingene er netop jævne. Først når der kommer en eksplosiv produktivitetsstigning med efterfølgende næsten fuld beskæftigelse, skal vi være på vagt. Hvis det sker, vil naturligvis det fornuftigste være at forøge ejendomsbeskatningen, så vi forhindrer forventningspriserne i som ved krisen i 2008 og fremefter at bremse de økonomiske kræfter. Og vil vi ikke det – og det vil politikerne nok ikke, skønt økonomer måske tilråder det – så får vi nok et krak à la det i 2008. Men først en næsten fuld beskæftigelse. Og den er ikke indtrådt endnu.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , , | Skriv en kommentar

Nine-eleven

Midt i al den medieomtale, som det svenske valg berettiget påkalder sig, må vi ikke glemme at mindes angrebet på det amerikanske samfund den 11-9 2001. På min daglige vandring gennem forskellige aviser traf jeg på dette læserbrev, som siger tingene så ligefremt og ægte, som det skal siges, både om muslimernes og om de kristnes død:

En livshadende meningsløs gerning, som intet kan retfærdiggøre nogensinde. Religiøst had uden mening. Lad os mindes de passagerer på det ene fly, United 93, som ofrede sig selv for at ikke flere skulle dø i dette civilinferno-terrorangreb, som foragter den frihed, andre har.

Her peges der på den samme forskel mellem islam og kristendom, som jeg ofte har nævnt: Den muslimske martyr erkender sandheden med så stor styrke, at han mener sig berettiget til at slå andre ihjel for sandhedens skyld. Den kristne martyr erkender sandheden med så stor styrke, at man mener sig berettiget til at lade sig slå ihjel for sandhedens skyld. Her tales der om en livshadende gerning kontra en livsreddende gerning. Men det er den samme forskel, vi har øje for.

Man kan også lægge mærke til, at Donald Trump vil være til stede i Shanksville for at fejre disse amerikanere, der med største selvfølgelighed gjorde modstand mod kaprerne.

Lad dette være nok for den erindring, der knytter sig til i år. Jeg nøjes med at henvise til min Kristne prædikener imod islam, her, og sidste års erindringsartikel, se her.

Udgivet i Islam versus kristendom | Skriv en kommentar

Hvor kommer selvfedmen fra?

Forleden læste jeg en artikel, som mindede mig om noget, jeg selv havde skrevet engang, og mindede mig om en fejlagtig opfattelse, som jeg engang delte.

Den er skrevet af psykiater Niels Kjeldsen-Kragh, og den stod i Horsens Folkeblad i torsdags, men jeg har desværre ikke kunnet finde noget link til den, så ikke-abonnenter må nøjes med følgende citat, som til gengæld er temmelig langt:

I Danmark blev det sydafrikanske apartheidstyre set på med ringeagt. Hvorfor kunne sorte ikke nyde de samme goder som hvide, og hvorfor kunne de to kulturer ikke eksistere ligeværdigt side om side; og når det kom til borgerrettighedsbevægelsen i USA med Martin Luther King i spidsen, havde vi den moralske pegefinger fremme.

Mange betragtede forskelsbehandlingen i Amerika som udtryk for en laverestående menneskeopfattelse. I vores selvforståelse var vi på højeste niveau.

Når vi hørte om racemæssige uroligheder rundt om i verden, blev vi bekræftet i vores fundamentale menneskelige og fordomsfrie grundindstilling.

Vores humanistiske indstilling var smuk og idealistisk. Men den var på mange måder letkøbt. Vi var på stor afstand af racemæssige spændinger.

Fjernt fra kulturelle konflikter kunne vi i et etnisk homogent land fordømme de stater, der sled med interne befolkningsmæssige modsætninger. Vel havde vi kulturelle mindretal indenlandsk: hjemmetyskere, herboende grønlændere og færinger samt en lille gruppe jøder, men alle disse folkeslag var talmæssigt beskedne og tilmed velintegrerede; så i stedet for at opleve disse grupper som et problem kunne vi bryste os af, at vi ikke havde besvær med at leve i harmoni med andre kulturer.

Ikke sandt, vi, der har en tilpas høj alder, kan vist godt genkende den forargelse, som ikke blot alle vore medier, men også vi selv havde over de andres mangel på respekt for de fremmede. Selv har jeg her på bloggen givet udtryk for den samme erindring. Jeg var her ved at vende mig imod Fredrik Reinfeldts samfundsopfattelse, der, mente jeg, byggede på et ideal og ikke på virkeligheden:

Når jeg kan genkende noget af dette, skal jeg langt tilbage i tiden, til dengang i tresserne, hvor der var store raceuroligheder i USA. Jeg husker, hvordan vi dengang sagde til hinanden, at sådan ville vi i hvert fald aldrig bære os ad, så racistiske ville vi ikke være, vi ville i stedet være ordentlige mennesker, der ud fra en forestilling om, at alle menneske havde lige rettigheder ville behandle et fremmed mindretal, sort eller hvidt, korrekt, i hvert fald bedre end amerikanerne behandlede deres sorte.

Den forestilling havde vi om os selv. Det ideal gik vi ud fra, at vi så let som ingenting ville kunne leve op til. Det skulle bare komme an på en prøve, så skulle vi nok vise disse undermoralske amerikanere, hvordan man bør behandle mindretal. (Se her).

Det kan altså Kjeldsen-Kragh og jeg blive enige om, at vores forargelse over amerikanernes behandling af deres sorte medborgere fik os til at tro, at vi bestemt ville opføre os bedre, hvis vi blev stillet overfor den prøve.

Men dèr hører også ligheden op. For mens Kjeldsen-Kragh i sin artikel viser, at han tilsyneladende stadig betragter dette som et etisk ideal og mener, at vi bør have dårlig samvittighed over at begrænse tilstrømningen af fremmede, så nåede jeg for efterhånden lang tid siden frem til en anden opfattelse; blot spørger jeg i dag mig selv, hvad det egentlig var for en opfattelse, jeg nåede frem til, og hvordan det kan være, at jeg ikke længere betragter mig selv som en etisk undermåler, fordi jeg går ind for at sætte en stopper for indvandringen.

Sjovt nok tror jeg nok – ved sådan at tænke omhyggeligt tilbage – at det var Simon Spies, der satte mig på andre tanker. Jo, for dels var han fræk nok til angående mange emner at gå imod de almindelige antagelser, dels mente han – tror jeg nok – at man forskellige steder i verden var i gang med et eksperiment, der skulle vise, hvordan to forskellige etniske grupper kunne leve sammen på det samme landområde: skulle man gøre som i Sydafrika, hvor man adskilte racerne, eller skulle man gøre som i USA, hvor man prøvede at lade økonomien og retsvæsenet afgøre sagen, eller var der en tredje mulighed at finde i f.eks. Palæstina, Nordirland eller på Fiji-øerne?

Dette, at der var én, der turde sætte spørgsmålstegn ved den selvfølgelige forudsætning, alle vi andre led under: at vi ville kunne klare problemet med etnisk forskellige menneskers samliv med løftede pegefingre, ved at tage os lidt sammen eller ved at beherske os, tror jeg, blev udslaggivende for mig.

I hvert fald nåede jeg engang i løbet af halvfemserne – ak ja, det var en langsom udvikling hos mig, der var tale om – frem til at mene, at vi ikke kunne komme bag om babelstårnsmyten.

Denne myte fra 1 Mos 11,1-9 giver den forklaring på stridighederne mellem folkeslagene, at de taler forskelligt sprog. Den er, om jeg husker ret, afhængig af en ældre babylonisk myte, så det kan være derfor, der forekommer det lidt mærkelige træk, at Gud blev bange for, at menneskene skulle blive for mægtige i forhold til ham. Men bortset fra det giver myten en beskrivelse af menneskenes vilkår: de forskellige sprog udgør en barriere mellem folkeslagene, som ikke er ligetil at nedbryde. Når dertil kommer forskelle i slægt, i historie og i race, synes barrieren at være endnu vanskeligere at gøre noget ved.

Når jeg opdagede, at vi ikke kom bag om myten om babelstårnet, var det ikke min tanke, at vi sådan pr. automatik ville komme i krig med andre folkeslag, tanken var kun den, at vi pr. automatik eller som de menneske, vi nu engang var, med den natur, vi havde, og med den sammenhæng, vi var sat ind i, altid ville være mere tilbøjelige til at stole på nogle af vore stammefrænder end på nogle af de fremmede. Det var altså, i min nyopdagede menneskeopfattelse, en egenskab, der så at sige var os medfødt, vi kunne ikke slippe fri af den. Og vel at mærke: det var ikke blot os danskere, der var indrettet sådan, det var alle folkeslag, også de mennesker, der nu begyndte i større og større tal at søge asyl hos os.

Denne opfattelse forekommer mig indlysende. Man må, troede jeg dengang i halvfemserne, nødvendigvis nå frem til den, når man så sig om i verden. Konflikterne mellem to etniske grupper i det samme landområde så man jo overalt på kloden, og hvis vi bildte os ind, at vi var bedre end andre folkeslag, eller mente, at den slags problemer så let som ingenting kunne løses med lidt social ingeniørkunst, så var vi mere naive end godt var.

Ikke desto mindre opdagede jeg jo, som tiden gik, at netop så naive, netop så godtroende var mange af vore politikere plus de fleste af vore journalister. Man gik ind for multikulturalisme, man anså os med ”babelstårnsopfattelsen” som moralske undermennesker, man undlod omhyggeligt at drage de rette konklusioner af de etniske sammenstød i andre lande, som ellers lod sig iagttage tydeligt nok. I stedet for at konkludere, at det altid, altid volder stridigheder og vanskeligheder og social uro, når to forskellige etniske grupper skal leve side om side, løftede man alle sine moralske pegefingre: ‘sådan er vi ikke’, ‘sådan vil vi ikke være’.

Og så fik man den kendte indstilling fra disse moralske overmenneskers side: Mod os, der ikke gik ind for deres multikulturalisme: en uudryddelig forargelse, mod de tilflyttede nydanskere, de fleste muslimer: en fuldstændig overdreven hensyntagen. Det var ganske umuligt at få disse mennesker overbevist om, at deres forestillinger om det multikulturelle samfund var imod menneskets væsen, både de indfødte danskeres væsen, og de tilflyttede muslimers væsen. Vore modstandere var blevet argumentresistente.

Ja, ikke blot var de argumentresistente, de tillod sig også på fri hånd at opregne en række fordele ved multikulturalismen.

De opførte sig som en alkoholiker, før han er blevet klar over, at han er alkoholiker, og at hans alkoholisme er en sygdom, der har angrebet hans hjerne og for al fremtid vil hindre ham i at kunne omgås alkohol, som han kunne omgås den tidligere. Han vil blive ved med at påstå overfor sig selv og overfor andre, at han naturligvis kan beherske sit alkoholforbrug; han vil naturligvis kunne fortsætte med at gøre, som han altid har gjort: tage sig et glas sidst på eftermiddagen; selvfølgelig kan han styre sit forbrug, selvfølgelig vil han med sin viljestyrke kunne sige: nu er det nok, når han har nået det punkt i sin rus, som han vil bibeholde. Og næste dag skynder han sig at glemme, at han i går ved midnat var nået langt ud over det ønskelige punkt i rusen, eller han giver sig til at beskylde andre for sin egen manglende styring af sit alkoholindtag.

Det er, som går det hans ære for nær, at han ikke kan styre det forbrug, han dog tidligere kunne styre. Og denne ære tvinger ham til igen og igen at prøve at styre det, og det bliver han ved og bliver ved med, for opgive sit alkoholforbrug, indrømme, at hans ideal af sig selv som én, der har kontrol over sig selv, hvad alkohol angår, er forkert, det vil han ikke.

Det er ganske irrationelt, det, en sådan alkoholiker tænker og forestiller sig om sig selv.

På samme måde er det med mange af vore politikere og næsten alle vore journalister.

De kan og vil ikke opgive idealet om det multikulturelle samfund. Ja, de gør endda det, at de udsmykker deres ideal med ganske irrationelle og ligefrem forkerte påstande. Dette ideal er den tidligere svenske statsminister, Fredrik Reinfeldt, nok den, der har givet udtryk for med de største og mest utopiske forestillinger. Jeg gentager det citat, jeg anvendte i sin tid:

Udgangspunktet er, at jeg har et ansvar for at skabe det bedst mulige samfund for menneskers muligheder for at vokse, stå på egne ben. Det er min overbevisning, at et samfund bygget på mangfoldighed er det bedste samfund, du kan skabe. Så mennesker, der kommer fra forskellige steder, skaber en slags smeltedigel, som bygger på, at vi skal lære os at tolerere og leve med hinandens forskelligheder. I et sådant samfund tror jeg, du får et spændende liv. Innovativt og godt. Dermed lægger jeg også kant til dem, som synes, at trygheden ligger i, at vi er ens, skal være homogene og holde dem væk, som er anderledes. Det er det vigtige udgangspunkt, som har ført Sverige til den konklusion, at vi skal stå åbne for vores omverden. (Se her).

Som man kan se, den fik ikke for lidt. Men det er værd at lægge mærke til, at dette, at man får et spændende liv, innovativt og godt, er noget, han tror, ikke noget, han véd af egnes og andres erfaringer. Dette er sagt i 2014, sagt imod al erfaring, sagt som en slags besværgelse, for opgive idealet om det svenske samfund som helt anderledes humant og åbent og fredeligt end det amerikanske fra tresserne med dets raceuroligheder, det vil han på ingen måde.

Men selv om dette nok er det mest outrerede udtryk for multikulturalisme, og selv om de fleste politikere og også mange journalister har nedtonet multikulturalismen noget i forhold til Fredrik Reinfeldts vilde tanker, så lever kernen i multikulturalismen alligevel videre i én eller anden form, i hvert fald som en overbevisning om, at vi må da – og så bandede han – kunne acceptere de fremmede som en del af vort folk, det må da kunne lade sig gøre at integrere de fremmede hos os, så de bliver en del af folket, det må da være muligt at undgå de uheldige virkninger af indvandringen med bander og ghettoer og den slags.

Og dertil udsmykkes idealet fra tid til anden med påstande om, at vi behøver ny arbejdskraft, at vi europæere er gamle folk, der har brug for nyt blod, ja, at det i hvert fald på mellemlangt sigt vil vise sig at være en klog investering med de mange indvandrere, alt sammen noget, der skal sætte eliten i stand til at bibeholde sin tyrkertro på vore egne samfunds humane kvaliteter.

Og mærkeligt nok: som en alkoholikers drømmeforestillinger om sig selv og de styringsevner, han tror, han har, men ikke har i virkeligheden, fortsætter og fortsætter trods det ene nederlag efter det andet, sådan fortsætter multikulturalisternes drømmeforestillinger om det gode samfund – med dem selv ved roret, naturligvis – næsten i det uendelige, uanset de mange nederlag, forestillingerne lider, og uanset de mange vidnesbyrd om nederlaget, der bringes til torvs hver dag.

Sverige er storeslem i den henseende.

Alle de svenske politikere er præget af disse drømme – undtagen Sverigedemokraterna og det nye Alternativ för Sverige – og de fortsætter, ganske uanfægtet af den virkelighed, som Sverigedemokraterna synes at have patent på – hvilket NB er den virkelige virkelighed – med deres skældsord mod deres modstandere; det er dem fuldstændig utænkeligt, at samfundet ikke skulle kunne opbygges efter deres drømmetegninger.

At problemerne med indvandringen vokser sig større og større, ser de ikke, dvs., de vil ikke se det, som en alkoholiker ikke vil se sin manglende styring af sit drikkeri. Og for ikke på nogen måde at antyde, at problemerne er uløselige, kalder de ikke problemerne problemer, men ”utmaningar”, dvs., udfordringer, som om løsningen lå lige om hjørnet.

Det er ret svært at finde ud af, hvad der ligger bag en sådan stædighed fra elitens side. Jeg har tidligere forsøgt mig med begrebet samaritanitis, hvorefter det er en værre gang farisæisme, der styrer elitens tanker, men denne gang prøver jeg med en teori om, at det begyndte med den europæiske forargelse over de amerikanske raceuroligheder, gradvist vokset op til noget, der minder om en alkoholikers virkelighedsfornægtelse.

Hvad enten det er den ene forklaring eller den anden, man griber til, ganske uforklarligt er det.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , , | Skriv en kommentar

Slaget om etikken

Det har ganske længe været sådan, at den folkelige elite betragter sig som etisk overlegen, fordi den går ind for, at de ”stakkels flygtninge” skal hjælpes. Og når spørgsmålet stilles op på denne ret primitive måde: ”Skal flygtninge hjælpes eller skal de ikke hjælpes?”, så er det klart, at vi indvandringsmodstandere taber det etiske slagsmål. ”Vil I ikke hjælpe sådanne stakler?” spørger vore modstandere og stiller straks problemet op sådan, at de vil hjælpe, men vi ikke, og at de følgelig etisk set er højt hævet over os kyniske, egoistiske, etiske undermålere.

Kai Sørlander har i en artikel i Berlingske, se her, taget et lignende spørgsmål op. Han vil undersøge, om det, eliten kalder højrepopulismen er en trussel mod demokratiet, sådan som man hævder. Men han er ret snart nødt til at tage et etisk spørgsmål i betragtning, det nemlig, om det mon ikke er lige så uetisk at gå ind for et uligeskabende samfund, sådan som eliten gør, som at protestere mod den liberale indvandrings- og asylpolitik.

Sørlander vil altså mene, at elitens holdning til det ulige samfund, vi rent faktisk lever i, og dens ulyst til gennem skatterne at udligne mere af denne ulighed, er den etiske mangel, man kan bebrejde eliten. Men, føjer han til,

Det store problem er, at den herskende elite ikke er bevidst om sin egen selviskhed. Den forstår ikke, hvad det egentlig indebærer, at den accepterer det hensyn til sin egen selviskhed, som er indbygget i skattesystemet, og som gør, at den ikke selv bærer konsekvenserne af sin egen liberale asylpolitik. Den lever i illusionen om, at den selv er god, når den går ind for en human asylpolitik, hvis egentlige konsekvenser den lader sine svagere medborgere leve med. Og når disse så protesterer, fordømmer den dem som moralsk mindreværdige – og som højrepopulister.

Det er dette moralske selvbedrag – og ikke højrepopulismen – som er den egentlige trussel mod demokrati og retsstat i Vesteuropa. Og det var dette moralske selvbedrag, som en kritisk presse skulle have været den første til at prikke hul på – med støtte fra den akademiske verden. Men tværtimod har både pressen og den politiske videnskab som hovedregel selv været fanget i illusionen.

Herved er imidlertid det etiske spørgsmål blevet ændret. Det er ikke længer muligt at sammenligne elitens og populisternes etik. Mens populisterne blot kræver det, de anser for deres folkelige ret, nemlig retten til Danmark, uanset om døren så skal lukkes for alle tilstrømmende flygtninge eller migranter – noget, de ikke kræver af etiske årsager, men af sociologiske årsager – så består elitens manglende etik i deres moralske selvbedrag: de tror, at de selv er de gode, fordi de går ind for en såkaldt human asylpolitik, men de overser ganske, at det er samfundets fattigste, ikke dem selv, der skal betale for deres ”gode gerninger”.

Måske det i det hele taget er vanskeligt at bruge normale forestillinger om etik på flygtninge- og migrantproblematikken. Jeg har jo i hvert fald her på bloggen gang på gang hævdet, at man, når man spørger, hvad samfundet skal gøre, er nødt til at tænke i retfærdighedsbaner og ikke i barmhjertighedsbaner.

Så til Thilo Sarrazin. Han har for nylig udgivet en bog: ”Fjendtlig overtagelse: Hvordan islam forhindrer fremskridtet og truer samfundet”. I den anledning er han blevet interview’et i det østrigske blad ”Kronen Zeitung”, se en oversættelse til dansk af næsten hele interview’et her. Men Sarrazin tager ikke etiske spørgsmål op til overvejelse. Det, han er optaget af at påvise, er, hvad der er islams sande struktur, og hvilken fremtid vi i Europa vil stå overfor, hvis vi lader indvandringen fortsætte.

Om det første siger han, at han har læst koranen fra ende til anden, og at han efter endt læsning forstår muslimerne meget bedre, det vil sige: forstår, at muslimer er afvisende overfor de grundlæggende værdier i vort samfund. Det forklarer han lidt senere sådan:

For det første: Muslimer tror, at islam er bestemt til at herske over hele verden. For det andet: Muslimer regner sig derfor som bedre, eftersom de har den rette tro – derfor ser de ned på alle vantro. For det tredje: Eftersom de har den rette tro i modsætning til alle andre, er de mindre interesseret i uddannelse, og derfor fører islam til tilbageståenhed. Og for det fjerde: I det absolutte centrum af denne religions verdslige bestemmelser står kvinders underordnede position, der handler alt jo om seksualitet, påklædning, hijab og så videre – og det fører til, at kvinder i den islamiske verden har lavere uddannelse. Og for det femte: Islam er på længere sigt demografisk overlegen. Dette er religionens virkelige sprængkraft.

Specielt det sidste er værd at lægge mærke til. Det er på det punkt, kampen står. Hvis der var tale om en normal åndelig kamp, skulle vi kristne nok klare os. Men et sådant sammenstød viger muslimerne tilbage fra. De ”nøjes” med at ønske at leve så muslimsk som muligt. Og fordi denne muslimske levevis giver dem et demografisk fortrin – de føder på sigt flere børn end vi andre – derfor vil vore lande efterhånden blive muslimske.

Han bliver spurgt om, hvorfor andre skal bekymre sig om hans prognoser, og svarer:

Jeg kommer ikke med prognoser, jeg viser trends. Fremskrivningerne, som jeg beskrev i min bog «Deutschland schafft sich ab», er allerede indhentet af virkeligheden. I Europa har vi nu byer, hvor der fødes flere muslimske børn end andre. Pew Research antager, at i 2050 vil der i Sverige fødes flest muslimske børn. Hvordan det står til i store dele af Wien, kan De selv bedst bedømme.

Som sagt er det ikke etik, men rimelige forudsigelser af udviklingen, han opererer med.

Mange kritikere har dummet sig voldsomt i forbindelse med mine tidligere bøger, og jeg kan ikke forhindre, at de kommer til at gentage sig selv. Kritikerne klarer hverken at bagatellisere mine spørgsmål, eller at argumentere mod de svar, jeg giver. De fakta, jeg har nævnt – bortset fra uvæsentlige detaljer – er i sidste instans ubestridt af kritikerne.

Avisen spørger, om ikke forfatteren hælder benzin på bålet. Men skulle sandheden være for farlig? indvender Sarrazin.

Mennesker, som tænker på den måde, burde ikke betros offentlige hverv. Jeg ser en stærk tendens til, at man ganske enkelt fornægter de dele af virkeligheden, man ikke sætter pris på. Flere SPD-politikere har allerede sagt, at de under ingen omstændighed vil læse bogen. Jeg siger bare: «Javel, så fortsæt med at være dumme».

Det er ikke god kontra dårlig etik, der står overfor hinanden, men dumhed kontra rimelig rettidig omhu overfor en fremtidig udvikling. Hvis man skal omtale dette med etikken medinddraget, går det etiske krav ud på, at det er uetisk i samfundsforhold at være letsindig, at lade sine afgørelser bero på ønsketænkning, at skildre samfundets fremtid meget mere lyserødt, end en troværdig analyse tilsiger.

Så kunne man måske finde etiske spørgsmål behandlet i interview’et dèr, hvor der spørges om Geneve-Konventionen. Her siger Sarrazin:

Geneveflygtningekonventionen blev indført i 1951 og var beregnet for europæiske flygtninge i Europa og blev i midten af 1960’erne – uden protester – udvidet til at gælde hele verden. Man kunne nu ændre den på ny.

Ønsker De en ændring af Flygtningekonventionen?

Ja, naturligvis. Men uafhængigt af det, er det fornuftigere at indlogere flygtningene i nærheden af hjemlandene. Altså: Afrikanske flygtninge i Afrika, flygtninge fra det nære Østen hører hjemme i det nære Østen, og afghanske flygtninge i Afghanistan eller Pakistan. Så lever de i en beslægtet kultur, hvilket vil være en fordel for dem.

Nøjagtig hvorfor bør der ikke komme flere muslimer til Europa?

Fordi flertallet af mennesker i Østrig, Tyskland og Europa vil være muslimer i løbet af to-tre generationer på grund af den høje fødselsrate blandt muslimer, som opholder sig her – dersom man også anslår en høj fremtidig indvandring. Såfremt vi ikke ønsker det, må vi standse indvandringen. Den, som ikke ønsker et stop, må tage det med i beregningen.

Det var Thilo Sarrazin. Så til Douglas Murray. På document.dk findes der en oversættelse af et interview, som Le Figaro har lavet med Douglas Murray.

Murray indfører de etiske spørgsmål derved, at han mener, det er etisk forkert at bruge utilstrækkelige eller direkte forkerte betegnelser. Han siger:

De fleste europæiske medier og mange, om ikke de fleste, politikere bruger ordene «migranter» og «flygtninge» i flæng. De taler for eksempel om «flygtningekrisen» i 2015, men det som pågik, var i realiteten en migrationskrise. Der fandtes rigtignok flygtninge blandt dem, men EUs egne tal, fra grænsebureauet Frontex, viser, at de fleste som kom i 2015 (mindst 60 %), ikke havde nogen større ret til at være i Europa end hvem som helst andre i verden. De fleste politikere ulejliger sig ikke med at skelne mellem disse ting, fordi det er hensigtsmæssigt [der menes ”hensigtsmæssigt for politikernes dagsorden”, rr]. Eller de gør det med ord, men ikke i handling. Og fordi de fleste medier enten er lade [dovne, rr] eller bedriver kampagnejournalistik, vildleder de gerne deres seere og læsere. Men jo, det er virkelig meget forskellige situationer.

Så spørges der om, hvorvidt denne manglende skelnen har kompliceret debatten. Og Murray svarer:

Utvivlsomt. Interessant nok er det aktivisterne, som er tilhængere af «åbne grænser», der er mest tilbøjelige til at blande disse ting sammen, særlig NGO-er og journalister, som ønsker at fremstå som meget humanitære (selv om de forventer, at andre betaler deres regninger). De forsøgte at fremstille alle, som kom til Europa, som desperate asylsøgere. Men en, som rømmer fra borgerkrigen i Syrien, er ikke i samme situation som en fra Afrika syd for Sahara, som forsøger at forbedre sin levestandard. Økonomisk knaphed er forfærdelig vanskelig, det er klart. Men det er ikke det samme som at flygte fra etnisk udrensning. At tage imod alle er en katastrofe på lang sigt. For alle meningsmålinger viser, at europæerne har en velvillig indstilling til genuine asylsøgere. Det at blande dem med økonomiske migranter for om muligt at skaffe sig kortsigtede politiske fordele, vil hurtigt resultere i en kraftig reduceret empati hos europæerne med dem alle sammen, de fattigste inkluderet.

Det må indrømmes, at Murray ikke er forarget på eliten af etiske grunde, han er det af debattekniske grunde. Men den etik, der kræves af en debatudøver, er også meget mere afgørende, end den, der viser sig i de humanitære handlinger, der anbefales. For når virkeligheden melder sig, når det rent faktisk viser sig, at ikke alle, som kom til Europa, var desperate asylansøgere, så viser resultaterne af denne dårlige debatmoral sig: de ”humanitære” kan ikke længer påkalde sig europæernes empati.

Og så når han frem til et moralsk argument:

En gang spurgte jeg en af Angela Merkels støttespillere, hvorfor Tyskland ikke havde hentet flere migranter direkte fra lejrene i Hellas og andre steder. Hvorfor skulle de ikke gøre det, hvis de tror så stærkt på deres politik? Hans svar var, at menneskestrømmen har aftaget, og at der ikke er behov for noget sådant. Faktum er, at strømmen har aftaget takket være en fed check fra Tyskland. Hvorfor lyver vi om disse ting?

En forfærdelig destruktiv konsekvens af den politik, som har været ført på området, er, at den vender op og ned på al moral:

Vores politik gennem de sidste år har hverken været gennemtænkt eller retfærdig. Den har været tilfældig og kaotisk, og har gentagne gange været til fordel for dem, som bryder loven, og til ulempe for dem, som respekterer den. Vi har straffet dem, som har fulgt reglerne, og belønnet dem, som ikke har gjort det.

Ikke sandt, nu bliver den moral, en stat skal følge, identisk med det at tildele en retfærdig straf til dem, der bryder loven, og nu bliver det umoralsk at belønne dem, der ikke følger reglerne.

Men Murray er meget realistisk med hensyn til hykleriets afvikling. For han ser meget godt, hvor stor en magt eliten, den journalistiske og den politiske, stadig har. Italien har i Matteo Salvini fået en minister, der går ind for økonomiske migranters tilbagesendelse. Er det rigtigt at tilbagesende dem, spørges der, og Murray svarer:

Selvsagt. Hvis nogen kommer hertil og ikke har lov til at være her, bør vedkommende sendes tilbage. De retslige spørgsmål og de store antal er overvældende. Opgaven er særdeles vanskelig. Hvad enten vi kan lide det eller ej, vil Italien blive en test. Matteo Salvini har lovet at tilbagesende en halv million mennesker, som opholder sig ulovligt i Italien. Lykke til med det. Men jeg tror, at det vil vise sig at være umuligt. Medier verden rundt vil følge med i alt, som sker. Alle uheldige episoder vil blive udsendt af TV-stationer til alle fem verdensdele. Folk vil sige, at italienerne opfører sig som nazister. Det internationale pres vil øge. Alle vil fristes til at vende tilbage til den katastrofale situation, vi har i øjeblikket. Hvis det skal lykkes for Salvini at gennemføre dette på en menneskelig måde, er det ikke bare de europæiske medier, men også de europæiske borgere, som må optræde ærligt og ansvarligt.

Selv om det skulle mislykkes for Italien, har landet i det mindste brudt en lydmur ved at anskaffe sig en såpas konfronterende og stridslysten toppolitiker. Det er ikke længere tabu at lufte tanken om udsendelse af hundredtusindvis af mennesker med ulovligt ophold.

Og så er vi igen derhenne, hvor elitens forsøg på at vække etisk forargelse over staternes behandling af de ”stakkels” migranter står overfor enkelte klarsynede menneskers forsøg på at afsløre det metertykke hykleri, der præger eliten.

Man kan også stille det etiske problem op på en anden måde: Det er et spørgsmål om multikulturalisme contra nationalfølelse. Multikulturalisterne mener, at deres krav til almindelige borgere om en udstrakt tolerance overfor de fremmede, som multikulturalisterne indfører i landet, er et udpræget etisk krav, som almindelige borgere bør prøve at leve op til, og de mener også, at det er med fuld ret, hvis de bebrejder dem, at de ikke lever op til et sådant krav.

Omvendt mener de nationalkonservative, at ingen har ret til i statens navn at stille den slags krav til andre, og at det er uetisk at ville påføre et folk et stort element af fremmede, når al erfaring viser, at etnisk blandede befolkninger altid har svært ved at finde ud af at leve fredeligt og tillidsfuldt sammen.

Dog er denne sidste betragtningsmåde så omfattende, at jeg af pladshensyn forlader den her. Men de øvrige betragtningsmåder skulle også i tilstrækkelig høj grad vise, at etikken på dette område er ret så svær at håndtére.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , , | Skriv en kommentar