Dynamisk domsafsigelse

Den socialdemokratiske gruppeformand, Henrik Sass Larsen, har udtalt sig om de konventioner, vort land er bundet af, på en måde, der har vakt overmåde stor modstand. Man kan læse om det her i Berlingeren. Her refereres, hvad han har sagt:

»Vi har fået rodet os ind i alle mulige internationale domstole, konventioner og så videre. Det bliver vores opgave at rode os ud af det, sådan at vi igen får – om jeg så må sige – herredømmet over det,« lød det bl.a. fra den tidligere minister.

Jeg véd ikke, om jeg er bedre til at dechiffrere hans udtalelser end de mange, der har vendt sig imod dem, men jeg kan da prøve. Han siger jo nemlig ikke direkte, at vi skal opsige disse konventioner, han siger ”kun”, at vi skal ”rode os ud af dem”.

Hvad kan han dog mene med det?

Ja, det skal jo være et modsvar til at ”rode sig ind i det”. Men hvordan har vi ”rodet os ind i diverse konventioner”?

Læs evt. Morten Prins’ kommentar til mit forrige indlæg! Her gives der et svar på dette spørgsmål, som jeg fuldt ud kan godtage, men ikke har været opmærksom på under udarbejdelsen af det følgende.

Jeg nøjes med at fremføre min ”geniale” udlægning:

Jeg har tidligere omtalt, se her, hvordan tidligere dommer ved den tyske forfatningsdomstol, Hans-Jürgen Papier, går tilbage til den oprindelige ordlyd af flygtningekonventionen og når frem til, at det kun er nabolandene til det land, der forfølger sine borgere, der har pligt til at behandle deres asylansøgning. Tyskland kan f.eks. aldrig være forpligtet til nogen asylbehandling, for alle dets nabolande er sikre lande. Når Tyskland alligevel har modtaget uanede mængder af flygtninge, skyldes det alene, at Tyskland – som alle andre lande – har lov til at asylbehandle dem.

Det vil sige: de europæiske lande, som ikke grænser op til et land, der forfølger sine borgere, er gået ind i en konkurrence med hinanden om at være det mest flygtningevenlige land. De konkurrerer ikke om at overholde flygtningekonventionen bedre end de andre, de konkurrerer om, hvem der kan gøre mest for flygtninge, udover, hvad konventionen kræver.

Det vil sige: Sass Larsen har ret i, at vi ”har rodet os ind i alle mulige internationale domstole”. Vi har endda gjort det i den grad, at vi regner det, der er tilladt os, for noget, vi har pligt til. Derfor er udtrykket ”rodet os ind i” særdeles velvalgt. For det er ganske frivilligt, vi er gået med til at modtage flygtninge fra Tyskland, og vi kan uden at bryde nogen konvention ”rode os ud af det igen”.

Det er den ene ”geniale” forklaring.

En anden går ud på, at vi har ”rodet os ind i diverse konventioner” derved, at vi har ladet den sydeuropæiske, dynamiske lovfortolkning tage overhånd i stedet for vores nordeuropæiske statiske lovfortolkning.

Det er især EU-domstolen, der har benyttet sig af dynamisk fortolkning. Man har hele tiden for øje paragraffen om den stadig tættere union, og ud fra den tanke, at unionens fædre virkelig havde dette ønske, fortolker man bestandig lovene, så de fremmer unionens sammensmeltende tendens og tilsvarende mindsker nationalstatens indflydelse. Det vil sige: Det, som man ud fra ordlyden kunne formode ville være en beskyttelse af nationalstatens suverænitet, kan ved en domstolsafgørelse vise sig ikke at være det. For EU-domstolen fortolker ikke efter den rene og skære ordlyd af konventionen, men inkorporerer i sin fortolkning Lissabon-traktatens formulering om et stadig tættere samarbejde.

Hvad værre er: det samme gør menneskeretsdomstolen.

Jeg var inde på det i mit forrige indlæg, men nåede slet ikke til bunds i problemerne. Det vil jeg prøve her. Og jeg vil gøre det ved hjælp af Torben Mark Pedersens artikel på Trykkefrihedsselskabets hjemmeside om menneskeretsdomstolens dom over Elisabeth Sabaditsch-Wolff for at have omtalt Muhammed som pædofil, se her.

Den er god at få forstand af. Blandt andet, fordi den henviser til en undersøgelse af Sabaditsch-Wolffs dom ved den østrigske underret, dèr, hvor sagen tog sin begyndelse, nemlig Henrik Ræder Clausens artikel fra 2011, se her.

Det forholder sig sådan, fortæller Torben Mark Pedersen, at Østrig-Ungarn i sin tid vedtog en lov, som var gunstig stemt overfor muslimerne. Med den ville man søge at få muslimerne i Bosnien, som var østrig-ungarske statsborgere, til at føle sig mere hjemme i riget. Blot ”glemte” man at ophæve loven efter Første Verdenskrig, da det østrig-ungarske kejserdømme blev opløst.

Men selv om Østrig således er ét af de få lande, der stadig har en blasfemi-paragraf i deres lovsystem, kan man under gennemlæsning af de to artikler fra Trykkefrihedsselskabet ikke frigøre sig fra fornemmelsen af, at netop dommen over Elisabeth Sabaditsch-Wolff er bestemt mere af ønsket om at stille muslimer tilfreds end af ønsket om at skabe retfærdighed. Ikke at dommen ligefrem er et politisk bestillingsarbejde, men det er tæt på.

Se blot, hvad Henrik Ræder Clausen skriver:

Gennemgangen af dette materiale ved de første to høringer havde ført til en forventning blandt publikum om, at ESW ville blive frikendt og renset for anklagerne mod hende, men ved slutningen af den anden høring tilførte dommeren processen en uventet vending:

Hun udspurgte ESW om hendes bemærkning om, at Muhammed efter nutidens standard ville blive betragtet som pædofil. Ledsaget af en bemærkning til anklageren udvidede hun så anklageskriftet til også at omfatte ”Nedgørelse af en anerkendt religions belæringer”.

Hvad er det, der er på færde?

Jo, dommeren vil have Sabaditsch-Wolff dømt for at have kaldt Muhammed pædofil. Og det må man ikke, for Muhammed er ikke pædofil, selv om han som 53-årig havde samleje med en pige på 9 år. For ”pædofil” er nemlig en lægevidenskabelig betegnelse for en person, hvis kønsdrift helt og holdent er rettet mod børn. Og det er ret let at vise, at Muhammeds kønsdrift ikke udelukkende var rettet mod børn: han havde 13 hustruer og havde derudover samleje med diverse slavinder og forskelligt ”krigsbytte”.

Så ”pædofil” er altså ikke et skældsord, som man kan bruge om enhver, der udøver pædofile handlinger. Ikke desto mindre mener domstolen, at Sabaditsch-Wolff kan anklages for at ”tale nedsættende om en religions belæringer”. Og for at få den anklage til at ”gå hjem” må man jo indrømme, at ”pædofil” alligevel er et skældsord om en person, der har samleje med børn. Det er lidt kunstigt.

Men det er ikke noget imod det, der følger.

Den europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse, se her, gør rede for dette sagsforløb i §12. Hun var oprindelig anklaget efter §283 i straffeloven. De anklager blev hun frifundet for, men i stedet anklaget efter §188 i straffeloven for noget, der på engelsk hedder ”disparaging religious doctrines” og på tysk ”Herabwürdigung religiöser Lehren” eller på dansk ”nedgørelse af religiøse læresætninger”.

I §24 i dommen kan man se en engelsk oversættelse af §188. Overskriften er ”Nedgørelse af religiøse læresætninger” og af teksten kan man se, at den ytring, som skal anses for strafbar, skal være foretaget under omstændigheder, der er egnet til at fremkalde berettiget indignation. Det udtryk ”justified indignation” eller ”berechtigte Ärgernis”, på dansk vel nærmest ”berettiget krænkelse”, er et farligt udtryk. Som det forekommer i denne paragraf, synes det mest rimeligt at antage, at det er domstolen, der afgør, hvad der er ”berettiget krænkelse”. Men pas på, et sådant udtryk kan så let som ingenting forvandles til en rettighed hos de religiøse samfund. Og det er netop, hvad der kan ses i denne dom.

For nu skal jo Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol til at finde argumenter for, at det, der efter denne østrigske dom er forbudt ifølge østrigsk lov, også er forbudt ifølge Den europæiske Menneskerettighedskonvention. Og det er faktisk ikke så let. I §27 citerer man således en udtalelse fra en EU-myndighed, som hævder, at ifølge §10, stk 2 i Den europæiske Menneskerettighedskonvention ”national law should only penalise expressions about religious matters which intentionally and severely disturb public order and call for public violence”; der skal altså være tale om udtalelser, som alvorligt forstyrrer den offentlige orden og opfordrer til offentlig vold. Jeg var lige ved at skrive “eller” i stedet for det “og”, jeg har understreget, men der står “and”, og det bør jo fuldstændig frikende Elisabeth Sabaditsch-Wolff for at have misbrugt sin lovfæstede ytringsfrihed.

Men se, om det gør!

I den følgende §28 citeres en anden udtalelse fra 2008 for, at der forefindes en “right to respect for one’s beliefs”, men det fastholdes dog, at straffeloven er uegnet med hensyn til at varetage respekt for religiøse følelser.

Og af de følgende paragraffer får man indtryk af, at det internationale samfund mere og mere søger at indskrænke ytringsfriheden, når man ønsker at ytre sig om andre religioner end ens egen.

Man når så i §32 frem til den afgørende artikel 10 i Den europæiske Menneskerettighedskonvention. Jeg citerede den i mit sidste indlæg, men det er relevant at gentage det her. For i §10, stk 2 omtales de undtagelser fra ytringsfriheden, som landenes lovgivning kan fastsætte, se her:

2. Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar, kan den underkastes sådanne formelle bestemmelser, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig sikkerhed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.

Der står ikke noget om, at man ikke må kritisere andres religion. Og i artikel 9 om religionsfrihed hedder det i §1:

1. Enhver har ret til at tænke frit, til samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller overbevisning såvel som frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller overbevisning gennem gudstjeneste, undervisning, religiøse skikke og overholdelse af rituelle forskrifter.

Som man ser, der står ikke noget om, at man har ret til at blive fri for, at andre kritiserer ens religion. Det siger retten også i §42: “De, som vælger at udøve deres (ytrings)frihed for at fastslå deres religions teser ud fra §9, stk. 1, ligegyldigt om de gør det som medlemmer af en majoritetsreligion eller en minoritetsreligion, kan derfor ikke forvente at undgå kritik. De må tolerere og acceptere, at andre fornægter deres religiøse tro, ja endog finde sig i, at andre fremfører doktriner, der går imod deres tro”.

Alligevel er dommerne i stand til i §43 at sige næsten det modsatte af det, de her har sagt. Det hedder: “Men som §10, stk 2 siger, medfører udøvelsen af ytringsfriheden pligter og ansvar. Blandt dem er, når det drejer sig om religiøs tro, det almindelige krav om at sikre den fredelige udøvelse af den ret, som §9 garanterer for dem, der har en sådan tro, herunder en pligt til så vidt muligt at undgå udtryk, som med hensyn til trosobjekter [altså f.eks. Muhammed, rr] er åbenlyst krænkende for andre. Når sådanne udtalelser går ud over grænsen for kritisk fornægtelse af andre personers religiøse tro og har sandsynlighed for at kunne ophidse til religiøs intolerance, f.eks. hvis nogen kommer med en uretmæssig eller måske endda forkert angreb på et trosobjekt, så må en stat retmæssigt betragte det som noget, der ikke kan gå ind under beskyttelsen af frihed for tanke, samvittighed og religion, og iagttage hensigtsmæssige modsatrettede forholdsregler”.

Disse mange – og temmelig kringlede – forklaringer (læs evt. ”bortforklaringer”) opsummeres i §46: “Den sag, som retten skal afgøre, består derfor i at opveje to modsatrettede interesser under udøvelsen af to fundamentale frihedsrettigheder, nemlig retten for den anklagede (Sabaditsch-Wolff) til offentligt at fremsætte sine anskuelser om religiøse doktriner på den ene side, og på den anden side andres ret til respekt for deres tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed”. Man er på vej til at fastsætte det som en menneskeret ikke at blive krænket på sine religiøse følelser, men er dog endnu ikke nået helt i mål med denne formulering.

Men var der nu tale om en udtalelse i det offentlige rum?

Ja, her støtter Menneskerettighedsdomstolen sig til de lokale retsinstanser: det er de bedre til at afgøre (§50). Og det, de har afgjort, holder retten sig til. Derudfra drager de den konklusion, at “den anklagede måtte forvente, at der også kunne være folk til stede blandt tilhørerne, som kunne blive krænket af hendes påstande” (§51). Mærkeligt nok forklarer retten umiddelbart herefter, at der var en journalist til stede, som deltog i seminaret, og hvis arbejdsgiver senere rapporterede til den offentlige anklager; men man “glemmer” at gøre opmærksom på, at alt det, han indrapporterede som overtrædelse af loven, blev den anklagede frifundet for. Først, da dommeren selv udspurgte hende om Muhammed var pædofil eller ej, fandt man noget, man kunne anklage hende for. Eller med andre ord: Man vil anklage hende for at krænke andres religiøse følelser, men der var ikke nogen til stede, hvis følelser blev krænket, der var kun en journalist til stede, som nedskrev de udtalelser, som muslimer efter hans mening kunne blive krænkede over. Og det blev hun frikendt for.

Er der noget at sige til, at man får mistanke om, at der her er tale om en sag, som det offentlige ville vinde?

Vi er snart færdige!

I §53 nægter man, at det, som den anklagede havde hævdet i §35, at en religiøs gruppe også måtte finde sig i falske påstande om deres religion, er sandt. Det må være derfor, man har gjort sig så store anstrengelser for at vise, at Muhammed ikke kan siges at være pædofil, selv om han havde samleje med en niårig pige. Men ærlig talt, kan man virkelig kræve, at kun sande påstande om en religiøs gruppe kan komme ind under ytringsfrihedens vinger? Hvis således en muslim vil hævde, at alt i koranen er sandt, så må denne påstand anses som noget, ytringsfriheden ikke kan beskytte. Jo, for der står i koranen, at Jesus ikke døde på korset (Sura 4,157), men at Jesus døde på korset er langt mere historisk korrekt, end at Muhammed ikke var pædofil. Men jeg gætter på, at ingen kristen vil kræve nogen muslim idømt bøder for at sige noget sådant. Vi gider ikke. Måske fordi vi på forhånd véd, at vort retssystem ikke er neutralt, men tager mere hensyn til islam end til kristendommen.

Og endelig i §57 står så den nye paragraf i menneskerettighedskonventionen, som domstolen har arbejdet frem imod at få indsat: Den lokale ret har “omhyggeligt afbalanceret anklagedes ret til ytringsfrihed med andres ret til at have deres religiøse følelser beskyttet”.

Det kaldes dynamisk fortolkning, og en sådan fortolkningsmetode er en meget farlig fortolkningsmetode. For hvordan skal enkeltmennesket vide, hvad det må og ikke må, når det grundlag, den slags bestemmes ud fra, nemlig lovene, konventionerne, reglerne, ikke står fast, men kan drejes og udvides efter dommernes forgodtbefindende?

Joh, man forstår godt Sass Larsens ønske om, at vi danskere bør se at “rode os ud af alle mulige internationale domstole og konventioner og den slags”.

Reklamer
Udgivet i Uncategorized | Tagget | Skriv en kommentar

Juristerne gået amok

I 1523 udgav Luther et lille skrift, der hed ”Hvor langt skal man adlyde øvrigheden?” Deri fremkommer han hen mod slutningen med en lidt besynderlig overvejelse. Han skriver:

Derfor vil jeg her ikke sige noget om øvrighedens verdslige gøremål og love, for det er en omfattende sag, og der er alt for mange lovbøger om det. Og det er jo alligevel sådan, at hvis ikke fyrsten selv er klogere end sine jurister og ikke har mere indsigt end lovbøgerne, så vil han bestemt komme til at regere efter ordet fra Ordspr. 28,16: En fyrste, der mangler klogskab, vil undertrykke mange med uretfærdighed. (Se her).

Hvordan i alverden kan Luther kræve af en fyrste, at han skal være klogere end juristerne? Det er dog dem, der kender lovene, og er det ikke en fyrstes fornemste pligt at sørge for, at lovene bliver overholdt?

Jeg gætter på, at det hænger sammen med, at fyrsten efter Luthers opfattelse vel skal sørge for lovenes overholdelse, men dog først og fremmest herske med ret og rimelighed. Luther mente nemlig, at der var noget, der hed ”den naturlige lov”, dvs., han mente, at alle mennesker var udstyret med en retfærdighedssans, som på den ene side sagde dem, hvad der var ret og rimeligt, og som på den anden side fik dem til af sig selv uden tvang fra fyrstens side at rette sig efter loven.

Denne fornemmelse for ret og rimelighed tænkes ikke mindst at styre folk i en demokratisk stat. Her er jo almindelige mennesker med til at bestemme, hvordan lovene skal se ud. Og både lovgiver, parlamentet, og dommerne ved de forskellige retsinstanser tænkes at lovgive og dømme, så almindelige mennesker kan forstå det. Og forstår man lovenes rimelighed, så retter man sig også i al almindelighed efter dem. Dog véd vi jo nok, at mange love i vore dage er blevet så indviklede, at det kan være meget svært at forstå dem. Og så hænger tilliden til lovenes rimelighed i en ret tynd tråd.

Bedre bliver det ikke af, at vi har fået internationale domstole, EU-domstolen og ”Den europæiske menneskerettighedsdomstol”. Disse domstole tænkes at gribe ind og af et lands demokratisk valgte forsamlinger kræve henholdsvis EU-retten og de europæiske menneskerettigheder overholdt. Dels kan det være ret indviklede juridiske spidsfindigheder, der kommer til udtryk her, og dels kan det af og til være afgørelser, der går imod noget, der er vedtaget af et demokratisk valgt parlament. Begge dele er med til at tyndslide tilliden til lovgivningsmagten eller til staten i det hele taget.

En dom fra den europæiske menneskerettighedsdomstol har således fornylig vakt stor bestyrtelse og modstand. Malthe Hilal-Harvald, ph.d. studerende, skriver om det på altinget, se her, således:

Forløbet, der endte i Strasbourg 25. oktober 2018, begyndte i efteråret 2009 i Wien, da Elisabeth Sabaditsch-Wolff afholdt to offentlige seminarer ved et institut, som er tilknyttet det østrigske højrefløjsparti FPÖ. I den forbindelse udtalte hun, at profeten Muhammed havde et ægteskabeligt forhold til en mindreårig og derfor måtte betragtes som pædofil.

Ved et af seminarerne deltog en journalist, som efterfølgende politianmeldte Sabaditsch-Wolff. Der blev rejst tiltale, og hun endte med at blive idømt en bøde på 480 euro. Med sin dom stadfæstede EMD, at den østrigske stat havde været berettiget i at straffe kvinden på trods af hendes ret til ytringsfrihed.

Jeg må indrømme, at jeg blev højlig forarget ved at læse Halil-Harvalds artikel. Ikke så meget for ovenstående bemærkninger, mere for den sammenligning, han foretog lidt senere. Den østrigske blasfemiparagraf – og ja, de har stadig sådan én i Østrig – blev nemlig brugt ved en tidligere lejlighed.

Dengang var det dog den katolske kirke, som var blevet krænket. I foråret 1985 offentliggjorde foreningen Otto-Preminger-Instituttet, at de ville vise satirefilmen “Das Liebeskonzil”, der blandt andet fremstiller Gud som en senil olding, Jesus som en enfoldig mors dreng og Jomfru Maria som en dominerende tøjte.

Dette faldt den lokale biskop for brystet, hvorfor han meldte foreningen til myndighederne, som beslaglagde filmen og umuliggjorde visningen. Sagen endte hos EMD, som gav den østrigske stat medhold i, at beslaglæggelsen havde været nødvendig og proportional for at beskytte andre borgeres ret til ikke at have deres religiøse følelser krænket.

Uden videre sammenligner Halil-Harvald de to domme uden at lægge mærke til de dog ret iøjnefaldende forskelle.

  1. Var der nogle muslimer, der blev krænket af det, Sabaditsch-Wolff sagde? Nej, det var en ”undercover journalist”, som var til stede og refererede, hvad hun sagde, og det var ham, der anmeldte hende for overtrædelse af den østrigske blasfemi-paragraf. I det andet tilfælde, derimod, var det den lokale biskop, altså én, der tilhørte det trossamfund, hvis ”religiøse følelse” blev krænket.
  2. Ifølge dommen fra Den europæiske menneskerettighedsdomstol”, se her, talte Sabaditsch-Wolff ved offentlige møder; der var dog kun tredive personer til stede i de tre tilfælde, der kom på tale. Hvorimod filmen jo tænktes udbredt til langt flere.
  3. I diverse muslimske skrifter fortælles det, at Muhammed ægtede Aisha, da hun var seks år gammel, og fuldbyrdede ægteskabet, da hun var ni år og – som hun selv sagde – endnu legede med dukker. Selv var han 56 år gammel på det tidspunkt. Sabatisch-Wolff har altså blot gengivet kendte muslimske fortællinger. Det, hun blev dømt for, var, at hun mente, at en sådan handling, overført til i dag, måtte kaldes pædofili. I det andet tilfælde vil filmen ikke bringe autentiske kristne opfattelse af Gud, Kristus og Maria til torvs, men direkte gøre nar af kristne skikkelser.

Og det kan forarge mig, når man således vil kalde det ulige lige. Jeg kan ikke lide, at man på den måde snyder på vægten. Og hvis det er den måde, jurister betragter disse sager på, så er de gået amok og har brug for at få en indsprøjtning af lidt almindelige folkelighed, hvor ret og rimelighed ser lidt anderledes ud end set fra det juridiske elfenbenstårn.

Men ak, jeg skulle blive endnu mere forarget.

Halil-Harvald angriber nemlig en række debattører, fordi de ikke har forstået de dybere juridiske implikationer. Han angriber f.eks. Flemming Rose, som giver udtryk for, at dommen beskærer ytringsfriheden, se her. Men nej, siger Halil-Harvald, det opsigtsvækkende er i virkeligheden, at menneskerettighedsdomstolen lader den lokale dom stå ved magt; man giver de lokale domstole en større margen for skøn, end man gjorde tidligere. Man siger med dommen, at man ”respekterer de enkelte staters konkrete interesseafvejning i disse svære spørgsmål”.

Dette er nu et typisk eksempel på den samtaleforstyrrelse, som hedder ”whataboutery”: man bringer et andet emne på bane og tror dermed, man kan slippe for at besvare det vigtigste emne. Men bortset fra det rejser denne betragtning et nyt og hidtil ubehandlet spørgsmål. For hvis menneskerettighedsdomstolen således kaster håndklædet i ringen og fortæller de enkelte lande, at de ikke vil gribe ind i deres domstolsafgørelser, så må man jo spørge, hvad man så skal med menneskerettighedsdomstolen. Var det ikke netop det, der var meningen med denne domstol, at det enkeltmenneske, der følte sig uretfærdig behandlet af den lokale domstol, kunne appellere til menneskerettighedsdomstolen for at få svar på, om dette virkelig kunne være i overensstemmelse med de europæiske menneskerettigheder?

Og modsat, hvad Halil-Harvald siger, så har domstolen faktisk svaret på dette spørgsmål. Den har taget sagen op til behandling og efterprøvet den ud fra de europæiske menneskerettigheder. Men under den behandling er religionsfrihed blevet forstået på muslimsk og ikke på europæisk måde. Det gør Flemming Rose fuldt korrekt opmærksom på:

Desuden misforstår domstolen historien om, hvordan religiøs tolerance kom til Europa. Det skete ikke som en konsekvens af beskyttede religiøse følelser og straf af folk, der ytrede sig krænkende om andres tro. Tværtimod. Den religiøse tolerance opstod som følge af, at mennesker, som betragtede hinandens tro og overbevisning som blasfemi, kætteri og forræderi, lærte at leve med krænkelserne uden at forbyde dem, gribe til vold mod eller intimidere krænkerne til tavshed. Religionsfriheden blev til som en konsekvens af denne tolerance og senere kom den politiske ytringsfrihed til.

Tolerance er det stik modsatte af, hvad de fleste i dagens Europa forstår ved dette helt centrale begreb, nemlig at man lærer at leve med det, man hader, uden at kriminalisere det og uden at gribe til vold og trusler. For de fleste indebærer tolerance, at man ikke ytrer sig kritisk om andre og deres overbevisninger. Det er forkert.

Men den sidste form for tolerance er det netop, som præger dommen. Rose siger det således:

Ifølge domstolen i Strassbourg overskred kvindens udtalelser under et seminar om islam »de tilladte grænser for objektiv debat«, og derfor gjorde de østrigske domstole ret i at straffe kvinden, hvis udtalelser fremstod som »et groft angreb på islams profet, som kunne opildne til fordomme og true den religiøse fred.«

Ifølge menneskeretsdomstolen har troende ret til at få deres »religiøse følelser beskyttet« mod verbale angreb og den vurderede, at der ikke var noget »faktuelt grundlag« for den værdidom, kvinden fældede over profeten.

Det er desværre altfor sandt, hvad Rose skriver her, at ifølge menneskeretsdomstolen har troende ret til at få deres religiøse følelser beskyttet. Men man må nok føje til, at dette kun er noget, der gælder ”ifølge menneskeretsdomstolen”, ikke ”ifølge menneskerettighedskonventionen”. Domstolen kan da heller ikke henvise til nogen paragraf i konventionen, hvor en sådan ret omtales. I §2 i artikel 10, den artikel, der omhandler ytringsfriheden, omtales de undtagelser fra ytringsfriheden, som landenes lovgivning kan fastsætte, se her:

2. Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar, kan den underkastes sådanne formelle bestemmelser, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig sikkerhed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.

Der står ikke noget om, at man ikke må kritisere andres religion. Og i artikel 9 om religionsfrihed hedder det i §1:

1. Enhver har ret til at tænke frit, til samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller overbevisning såvel som frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller overbevisning gennem gudstjeneste, undervisning, religiøse skikke og overholdelse af rituelle forskrifter.

Som man ser, der står ikke noget om, at man har ret til at blive fri for, at andre kritiserer ens religion. Ikke desto mindre dømmer domstolen, som om der står noget i den retning.

Rose har nemlig citeret dommen fuldstændig korrekt, når han skriver, at den finder, at kvindens udtalelser ”kunne opildne til fordomme og true den religiøse fred”. Fordomme? Ja, tænk, hvis nogen kom til at mene, at islams frontfigur, Muhammed, var pædofil! Alle undersøgelser af de muslimske tekster viser, at han faktisk gjorde, som Elisabeth Sabaditsch-Wolff forklarede, så får man den opfattelse af islams profet, er der på ingen måde tale om en fordom, men om den skinbarlige sandhed. Men uha, uha, det må man sandelig ikke sige, for vi véd jo alle, at islam er fredens religion.

Og ”true den religiøse fred”! Ja, det er da en ægte fare, men det er en fare, fordi muslimerne griber til vold overfor deres modstandere, ikke fordi europæerne gør det. Lad mig citere §57 i dommen (på engelsk, for en sikkerheds skyld, så ingen tror, jeg manipulerer):

57. The Court, in conclusion, finds that in the instant case the domestic courts comprehensively assessed the wider context of the applicant’s statements, and carefully balanced her right to freedom of expression with the rights of others to have their religious feelings protected, and to have religious peace preserved in Austrian society.

Her ser man tydeligt, at retten mener, at andre har ret til at få deres religiøse følelser beskyttet. Blot henviser de ikke til nogen paragraf i konventionen. Det ville også være vanskeligt, for en sådan paragraf findes ikke. Når domstolen indfører denne paragraf, er det et tegn på den islamisering, der finder sted i Europa for tiden.

Lad mig slutte med Flemming Roses højst vedkommende bemærkning om Muhammeds pædofili:

Noget andet er, at det var en udbredt praksis på den tid, og at troende muslimer næppe vil karakterisere profetens påståede forhold til en mindreårig som pædofili. Det vil mange andre til gengæld, men de skal nu på jagt efter andre ord til at beskrive Muhammeds forhold til Aisha.

Episoden er relevant at diskutere, fordi Muhammed af muslimer ses som ufejlbarlig. Han er det bedste og mest perfekte menneske, der nogensinde har levet og tjener som forbillede for alle muslimer.

Med dommen kan altså muslimer fortsætte deres praksis med at gifte deres piger bort, før de fylder 18 år. Deres store ideal, Muhammed, kunne gøre det, uden at det må kaldes pædofili, så må de muslimer, der stræber efter at efterfølge dette ideal, vel også gøre det. Og vores lovgivning, det véd vi jo, må naturligvis vige for den muslimske tradition, den er jo religiøs, og vi vil vel ikke forhindre muslimerne i at udøve deres religion?

Nå, er det for hårdt sagt? Lad det så være det, men det væsentligste er nok også noget andet, nemlig det forhold, at de centraleuropæiske domstole forstår en lov anderledes, end vi gør, og forstår domstolenes rolle anderledes. De mener, at det må være domstolens ret og pligt at afsige domme, der baserer sig på en udvidet forståelse af lovteksten. Der vil således med tiden opstå en lovtradition, som lovgiverne i sin tid på ingen måde gjorde sig tanker om. Det har fundet sted i stort omfang ved EU-domstolen, og det er givetvis også det, der finder sted her ved menneskeretsdomstolen.

På den måde kommer alting til at flyde. På den måde kommer dommernes afgørelser til mere og mere at afvige fra den normale retsopfattelse. Og frem for at foreslå, at vi træder ud af menneskerettighedskonventionen, vil det være nok, at vi fører domspraksis tilbage til det, der er gældende her i Norden: nemlig det forhold, at når der ikke i loven står noget om, at religiøse mennesker har en ret til ikke at få deres religiøse følelser krænket, så har de ikke en sådan ret, og så kan selv nok så mange domme ved menneskeretsdomstolen ikke give dem det.

At benytte sig af en såkaldt dynamisk tolkning (det er vist, hvad man kalder denne sydeuropæiske forståelse af domstoles ret) er så ufolkeligt som noget, øger bestandig afstanden mellem dommere og folk, og bevirker, at vi højlig har brug for en ”fyrste”, der er klogere end juristerne.

For juristerne er gået amok.

Udgivet i Luther, Samfundsforhold | Tagget | 1 kommentar

Teologernes svigt

Der har i de seneste dage udspundet sig en livlig debat på Kristeligt Dagblads sider om Darwins tanker om evolution. Det begyndte med en artikel i Sønderborg sogns kirkeblad, der hed ”Evolutionslærens etiske bivirkninger”, se her. Den var skrevet af sognepræst Mads Jakob Jakobsen. Dens indhold fik hans biskop, Marianne Christiansen, til at tage til genmæle. Jeg er ikke helt klar over, hvordan hun tog til genmæle, men hendes indvending mod artiklen var både af kirkelig, teologisk og naturvidenskabelig art. Det, der vakte mest opsigt, var, at hun indbød ham til samtale om evolutionsteorien, endda henviste til professor Niels Henrik Gregersen som samtalepartner, fordi hun mente, Mads Jakobsen trængte til lidt oplysning om forholdet mellem naturvidenskab og teologi, hvad angår synet på evolutionsteorien.

Igennem mere end 25 år har jeg siddet som en nogenlunde opmærksom tilhører ved de mange foredrag, som Forum Teologi/Naturvidenskab har afholdt på Aarhus Universitet. Og det har af og til undret mig, at teologer ofte har indtaget en altfor eftergivende holdning overfor naturvidenskabsfolkene. Den samme undren kan gribe mig ved at læse de mange indlæg om evolutionen i denne anledning. Jeg mener: Der kan være mange områder af tilværelsen, hvor det kan være på sin plads at sige, at én ting er videnskab, noget andet er livsanskuelse. Men der er i hvert fald ét område, hvor det ikke er nok at skille tingene ad på den måde. Når vi kristne hævder, at mennesket er skabt i Guds billede, men at dyrene ikke er det, så siger vi dermed noget, som kan bevises eller modbevises på naturvidenskabelig grund. Men som regel siger vi det bare, lader, som om vi ikke behøver nogen eftervisning af det unikke ved mennesket, og mener så, at vi har gjort vor teologiske pligt.

Men derved svigter vi vor opgave som teologer. Man kan måske sige, at mange andre fag indenfor humaniora burde overveje, hvad det er, der gør mennesket til menneske, og det sker da også mere eller mindre. Men i hvert fald vi teologer burde frem for nogen gøre os tanker over, hvordan vi ved evolutionsteoriens mellemkomst kan forestille os, at mennesket med hele dets kulturelle overbygning er blevet til det, det er nu.

Når således Marianne Christiansen i en artikel i Kristeligt Dagblad hævder, at fejlen hos Mads Jakob Jakobsen er, at han ”sammenblander tro og viden”, se her, så er det jo rigtigt nok, at dette sker i kirkebladsartiklen, men Marianne Christiansen overser, at en sådan sammenblanding uvægerlig må finde sted, når man med kristendommen hævder, at mennesket er skabt i Guds billede. For med denne påstand hævder vi, at mennesket er kategorialt forskelligt fra dyrene, og at afgøre, om det er tilfældet, er noget, der hører ind under evolutionsteorien. Der findes faktisk biologer, der vil mene, at mennesket er et højtudviklet dyr, intet mere, og som argumenterer for det. Vil vi teologer derfor fastholde vor påstand, må vi fremkomme med biologiske argumenter ud fra evolutionsteorien.

Og når Hans Henrik Hjermitslev i en kronik i Kristeligt Dagblad, se her, siger nogenlunde det samme, (Jakobsen skelner ikke mellem evolutionsteorien som en naturvidenskabelig teori og som en livsanskuelse), så kan det jo være sandt nok, at en sådan skelnen ikke findes hos Jakobsen, men det er bare ikke hele sandheden om den sag. Dels er der videnskabsfolk, som uden at afskrækkes af teologer og deres forestillinger har givet sig til at undersøge, hvordan etik og andre kulturelle træk kan have udviklet sig, og som ikke er spor bange for at bruge evolutionsteorien til dette formål, og dels kan vi teologer ikke nægte – selv om vi lader, som om vi kan – at vi blander os i en naturvidenskabelig diskussion, når vi hævder, at mennesket er noget helt særligt i modsætning til dyrene.

Hjermitslev siger videre i sin kronik, at ”På et tidspunkt i løbet af menneskehedens udvikling har kulturen udfriet sig fra naturens nødvendighed og skabt rum for individets frihed og dermed en etik, der adskiller mennesket fra dyrene.” Jeg vil give ham fuldstændig ret. Men jeg vil tillige spørge, om det virkelig kan være nok at fremkomme med en sådan påstand uden yderligere argumentation. Kan gerne være, at vi forskere indenfor humaniora hidtil har betragtet det som tilstrækkeligt at sige sådan, men kan vi blive ved med at være så efterladende?

Jeg var i sin tid ude med riven efter Anders Klostergaard, fordi han havde hævdet, at forskellen mellem menneske og dyr alene er en gradsforskel, se her. Men jeg var minsandten enig med ham i, at ”vi fremover i de humanistiske videnskaber må tænke evolutionært”. Ham førte dette skønne ideal til at mene, at dyr har religion. Mig førte det til, at jeg beskæftigede mig forholdsvis grundigt med Goodalls chimpanseundersøgelser, og derudfra blev overvældet af de mange ligheder mellem os og dem, men så sandelig også fik blik for de afgørende forskelle, hvoraf den væsentligste nok er, at chimpanserne ikke véd af, at de skal dø.

Men både ligheder og forskelle må omhyggeligt belægges med argumenter. Vi teologer må, hvor nødigt vi end vil, bevæge os ind på evolutionstænkningens gebet og på det område prøve at fastholde vor tese om menneskets gudbilledlighed, det vil sige: om det unikke ved mennesket. Og for mig at se er der rigeligt med stof til overbevisende argumentation i udviklingslæren, også til at fremkomme med en tese à la Hjermitslevs om, at kulturen har udfriet sig af nødvendigheden. Vi behøver ikke, som Mads Jakob Jakobsen, at forkaste hele evolutionsteorien. Men vi kan heller ikke, som Marianne Christiansen, hæve vore kristne trossætninger op i det høje luftrum, hvor de intet har med den jordiske virkelighed at gøre; vi er nødt til at fastholde imod visse biologer, at mennesket er noget særligt, kategorialt forskellig fra dyrene.

For en sikkerheds skyld: Hvad angår evolutionsteorien, når den udtaler sig om livets udvikling i øvrigt, er det en både legitim og fornuftig argumentation at sige, at én ting er evolutionsteorien som videnskabeligt redskab, noget andet er evolutionslæren som livsanskuelse, altså at skelne mellem videnskabelig teori og livsanskuelse. Men når det angår menneskets særstilling, kan vi ikke nøjes med en sådan skelnen, her er vi nødt til at tage hensyn til de ting, videnskaben kan finde frem til, her er vi nødt til at tage den evolutionære forskerhat på og prøve at argumentere for, at mennesket ikke kun er et dyr, men er et helt særligt og specielt dyr.

Udgivet i Etik | Tagget , , | Skriv en kommentar

Disse “lig-i-lasten-findere”

En overgang havde man indtryk af, at der blandt historie-forskere havde bredt sig et ideal om at finde stadig flere “lig i lasten” i den danske historie. Da vi fejrede 70 året for jødernes redning, var der en del historikere, der anså det for deres pligt – måske endda “deres forbandede pligt” – at dryppe malurt i bægeret: der var det og det i vejen med danskerne, vi var slet ikke det gode og hjælpsomme folk, som vi troede vi var.

Tidligere havde vi oplevet, hvordan overlæge Kirsten Lylloff på Aalborg kirkegård havde set de mange gravsten for de tyske flygtninges børn og havde sagt til sig selv, at det må være nogens skyld. Hun tog derfor en uddannelse i historie og skrev en artikel i Historisk Tidsskrift, hvori hun mente at kunne vise, at det, at der døde så mange spædbørn blandt de tyske flygtninge i 1945 skyldtes, at den danske lægeforening havde nægtet at medvirke ved den lægelige behandling af de tyske flygtninge. Og det var ganske mærkeligt at iagttage, hvor få historikere der angreb hende for en meget væsentlig “forglemmelse”: Hun havde overhovedet ikke nævnt, at den tyske værnemagt oprettede en række flygtningesygehuse og satte læger og sygeplejersker fra flygtningestrømmen til at arbejde dèr.

Hvorfor gjorde ingen det? Ja, formentlig, fordi ingen ønskede at fravige idealet om at finde lig i lasten hos danskerne. Jeg har tidligere skrevet om fænomenet her på bloggen, og også på en selvstændig hjemmeside, se her.

Lad mig her udvide tesen lidt. Det er ikke blot danskere og danske historikere, der er ivrige efter at finde lig i lasten, det gælder europæere i almindelighed. Man har indtryk af, at mange blandt eliten nærmest svælger i de synder fra fortiden, som vi europæere har begået: slavehandelen, kolonianismen, udnyttelsen af andre folkeslag, hvor har vi dog været nogle store slyngler!

Min forklaring på dette mærkelige forhold er, at djævelen har fået den europæiske elite til at gribe fat i én af de kristne brokker, som stadig svæver rundt i den europæiske kultur, nemlig overbevisningen om, at man endelig ikke som farisæerne må prale af sine gerninger, men i stedet skal erkende sine synder. Og det gør man så: man erkender sine synder, dvs., ikke sine egne synder, men sine bedsteforældres synder, ja, ikke blot erkender man bedsteforældrenes synder, man maler dem ekstra sorte og opfinder nye, mere skrækkelige synder, som er uden historisk baggrund, men giver én den herlige følelse af at være bedre til at erkende sine synder end så mange andre. Det er det, der gør dette djævelsk. For nu kommer den farisæisme, der omhyggeligt var drevet ud af fordøren, ind ad bagdøren.

Det er det forhold, at man som alvorlig historiker åh så gerne vil være en “lig-i-lasten-finder”, der gør det næsten umuligt at tilbagevise Kirsten Lylloffs tese, uagtet hun selv modbeviser sin tese. Jeg mener: når hun siger, at dødsattesterne på de døde børn er udfærdiget af “kapable tyske læger” (se her), falder hendes anklage mod de danske læger jo totalt sammen: Den tyske værnemagt havde i besættelsestidens sidste måneder sørget for, at der var sygehuse til de tyske flygtninge og læger til at tage sig af dem.

Nu sidst har så en gymnasielærer, cand. mag. Lauritz Korfix Schultz, taget fat i Lylloffs tese, givet den en tand mere og derudfra opstillet en tese om danskernes kynisme, hvorudfra han kan angribe os for den udlændingepolitik, vi fører. Artiklen læste jeg i Horsens Folkeblad for den 5-11, men den står også i Randers Amtsavis, i hvert fald på deres internetside, se her.

Det har ophidset mig så meget, at jeg har skrevet en modartikel til Horsens Folkeblad i det håb, naturligvis, at de optager den. Men efter at min irritation efterhånden har lagt sig noget, vil jeg nu forsøge at bruge et indlæg på min blog – nærværende indlæg – til at redegøre for en efter min mening langt mere frugtbar måde at se på historien på end denne evindelige moraliseren ud fra nutidige moralbegreber.

Jeg mener nemlig, at vi lige så godt kan lade være med at prøve at finde gode eller dårlige egenskaber ved vort eget folk eller andre folk, som vi så kan angre eller prale af. Vi bør vænne os til at sige: Nå ja, hvis vi havde været i deres situation, ville vi nok også have gjort sådan. Og hvis andre folk havde stået med vore midler, ville de nok have handlet ligesådan.

Jeg har tidligere her på bloggen nævnt tre tilfælde, hvor vi med god grund kunne anvende denne tankegang, se her. Det var 1) Tjekkoslovakiets udsmidning af alle tyskere fra Suderterlandet efter Anden Verdenskrig. 2) Vores indespærring bag pigtråd af de tyske flygtninge fra 1945 til 1949. 3) Hollændernes redning af mange jøder under yderst vanskelige forhold.

Inden vi bebrejder tjekkerne 1), skal vi lige gøre os klart, at det var samme erfaring, som fik os til at gennemføre 2), nemlig Hitler-Tysklands gennemførelse af den politik, der blev kaldt “Heim ins Reich”; dermed mentes ikke, at de tyskere, der boede udenfor rigets daværende grænser, skulle migrere til Tyskland, men at Tysklands grænser skulle flyttes, så disse tyskere kom “tilbage til riget”. Sådan gik det for sig med München-forliget. Tyskerne krævede – og fik – Sudeterområdet indlemmet i Tyskland på Tjekkoslovakiets bekostning. Derfor, for ikke igen at skulle risikere en sådan beskæring af deres land, smed tjekkerne alle tyskere ud i 1945. Og så var de ligeglade med, at nogle af de tyskere, de smed ud, var socialdemokrater, der var blevet sat i koncentrationslejr, da Hitler fik magten over Sudeterland.

Blandt andet den erfaring, som et lille naboland til Tyskland havde gjort, fik os til for alt i verden ikke at tillade, at de tyske flygtninge blev opsuget i det danske folkelegeme. Flygtningene fik altså ikke lov til at omgås danskerne.

Men altså: i stedet for at stille det moralske spørgsmål om det uretfærdige i tjekkernes handling, bør man spørge, om ikke det var forståeligt, at de handlede sådan, og om ikke andre folk – f.eks. danskerne – ville have gjort det samme.

På samme måde, hvis vi ville gå i gang med at rose os selv for jødeaktionen i oktober 1943. Man kan meget vel tænke sig, at andre folkeslag, der af historiens skæve gang var blevet stillet i en tilsvarende situation, ville have handlet på samme måde. Jeg mener: vi havde jo mange fordele i forhold de lande, hvorfra mange jøder blev ført bort og dræbt. Vi havde gjort det klart, at den siddende regering, samarbejdsregeringen, ikke ville gå med til forfølgelse af jøderne. Så hvis tyskerne ville forfølge de danske jøder, måtte de først fjerne regeringen. Det bevirkede, at vi fik et års forsinkelse med jødeforfølgelserne. Og det igen bevirkede, at vi – og ikke mindst vore jøder – udmærket var klar over, at det var en barsk skæbne, der ventede jøderne, hvis de blev indfanget og bortført. Det var selvfølgelig også en fordel for os, at den tyske aktion mod jøderne blev afsløret for os. Og endelig lettede det jo gevaldigt på aktionen, at Sverige lå forholdsvis nær ved Danmark og havde bekendtgjort, at man ville modtage eventuelle flygtninge.

Sådanne betragtninger mindsker ikke i mindste måde det heroiske ved jødeaktionen, men det gør, at vi med sindsro kan sige, at mange andre folkeslag, som var blevet anbragt i den samme situation, formentlig ville have handlet på samme måde.

Jeg har i det føromtalte blogindlæg henvist til hollænderne. Hos dem blev flere jøder reddet end hos os, omend procentsatsen ikke var særlig stor. Hollænderne havde modtaget langt flere tyske jøder, da de blev drevet ud af Tyskland i trediverne. Og de havde ikke noget Sverige indenfor bekvem sejlafstand, så de var nødt til at redde deres jøder ved at skjule dem i baghuse og brødføde dem, indtil krigen ophørte. Dertil kom, at forfølgelsen dèr fandt sted i 1942, og at man på det tidspunkt stadig troede på, at der kun var tale om en “Entsiedlung”, en udflytning. Man kan nok tvivle på, om vi ville have gjort det samme, om dette havde været vores situation, men man kan også vælge at sige, at det ville vi måske nok.

Og hvad nu vores behandling af de tyske flygtninge angår, så kan man også om det sige, at det såmænd ikke var noget særligt, hverken særlig ondt eller særlig godt.

For det første må man sige, at når vi uden videre slog hælene sammen og sagde “javel”, da englænderne befalede os at beholde flygtningene indtil videre, så skyldtes det vor store taknemlighed over vor utrolig heldige skæbne: krigen standsede lige på vort dørtrin, andre havde ofret tid og penge og menneskeliv for at kunne befri Europa og dermed os fra nazismens åg. Vi kunne simpelthen ikke andet end godtage befalingen.

Så kan man selvfølgelig godt, som Schultz i Horsens Folkeblad, give sig til at lede efter ting, der ikke kan stå mål med den meget høje moral, som vi i vore dage har råd til at anvende. Men det vil, så vidt jeg kan se, være meget bedre – og mere historisk korrekt – at prøve at se på sagen fra de datidige aktørers synsvinkel. Når f.eks. danskerne besluttede at give flygtningene en madration på 2100 kalorier pr. dag pr. flygtning, så var det såmænd ikke for at være særlig godgørende eller overholde nogle fine moralregler, næh, så var det for at undgå lejrkuller. Den risiko så man i øjnene, at folk kunne blive skøre af at være indespærrede.

Derfor var det jo også, at man søgte at få forskellig underholdning i gang. Lediggang er roden til alt ondt, sagde man, og satte så flygtningene i gang med alskens arbejde. Ikke just, fordi man havde ondt af flygtningene, eller fordi man mente sig underlagt noget krav fra internationale overenskomster om menneskeværdig behandling af flygtninge, men udelukkende, fordi man ikke ønskede at komme i en situation, hvor det hele kom ud af kontrol.

Dette hang sammen med den beslutning, man havde taget, og som man holdt ubrydelig fast ved igennem alle årene: at flygtningene skulle tilbage til Tyskland, hver og én. Derfor måtte man holde dem bag pigtråd, og derfor måtte man tage højde for fænomenet lejrkuller.

Man kan selvfølgelig godt hævde, at det var en god gerning, når danskerne gjorde sig stor umage med at finde de af flygtningenes slægtninge, som var blevet borte under flugtens forvirring. Men der er såmænd ingen grund til at pudse vores glorie i den anledning, selv om chefen for eftersøgningstjenesten, Ralph Holm, gjorde en særdeles bemærkelsesværdig indsats. For samtidig med, at det var med til også at bringe fredens normalitet ud til flygtningene, gav det jo fred i mangt et flygtningesind at vide, hvor ens kære var; og igen: så ville vel risikoen for irrationelle opstande være mindsket.

Kirsten Lylloff har i en ph.d.-afhandling “Barn eller fjende” rettet en skarp kritik af eftersøgningstjenesten, se her og her. Det er ganske uretfærdigt. Ralph Holms arbejde var gedigent og grundigt. F.eks. lykkedes det ham at få illegal forbindelse til den tyske eftersøgningstjeneste i Lübeck for derigennem at kunne få oplysninger om de mange forbindelser, som de tyske flygtninge havde til personer, der var flygtet til Tyskland. Illegal? Ja, der var indtil 1-4 46 af de allierede indført postspærring for al brevpost til Tyskland. Ralph Holm fik nogle danske Røde-Kors-lastbiler til at tage breve med til Hamburg og få breve med tilbage derfra, et ganske smart trick. (I parentes bemærket: Jeg har ikke fundet ud af, hvor mange lastbiler der var tale om, om altså Danmark virkelig sådan for alvor leverede fødevarer til f. eks. det sultende Tyskland; det har vi såmænd nok gjort, men lad mig skynde mig at føje til, at det ville nok ethvert andet folk, der var i vores situation, også have gjort; det er igen dette med, at vi var fulde af taknemlighed over, at krigen sluttede lige på vores dørtrin).

Og lad mig så slutte med to morsomme historier om de flygtninge, der ved eftersøgningstjenestens hjælp fandt hinanden.

Den ene drejer sig om en ældre mand, der boede i Kløvermarkens flygtningelejr. Han fik at vide, at hans datter var ankommet til en flygtningelejr i Jylland, og at der godt kunne blive en seng til ham i denne flygtningelejr. Det var han selvfølgelig glad for at høre, men han bad om at få sin afrejse til Jylland udskudt i to måneder, så kunne han nemlig må at høste de tobaksplanter, han havde sået.

Den anden drejer sig om en kone, der fik at vide, at nu havde eftersøgningstjenesten fundet hendes mand, og at man nu havde arrangeret det, så de to kunne flytte sammen i den samme flygtningelejr. Hun skyndte sig at sige, at det ønskede hun på ingen måde; hun havde inden flugten fra Tyskland søgt om skilsmisse, men havde ikke nået at få den bevilget. Nu havde jo imidlertid flugten automatisk bevirket, at hun fik skilsmisse, og den ville hun ikke have spoleret.

Ærlig talt, den slags synes jeg er både sjovere og mere menneskeligt end diverse historikeres forsøg på at lægge en nutidig moral ned over fortiden.

Udgivet i Historie | Tagget | Skriv en kommentar

Regines ligeværd

I de to foregående indlæg har jeg talt noget om, at forelskelse er en forudsætning for, at der i ægteskabet kan fremkomme et personligt kærlighedsforhold. Det vil jeg godt fortæller lidt mere om i dette indlæg. Jeg vil gøre det ved hjælp af et par Kierkegaard-citater, men jeg må på forhånd advare: det er citater, som kan være ødelæggende for al teologi, som baserer sig på Søren Kierkegaard.

Og jeg tager tyren ved hornene med det samme. Som jeg læser Kierkegaard, påstår han at have modtaget en åbenbaring fra Gud om, at han skal bryde sin forlovelse med Regine. Han har ud fra det tungsind, han led af, udarbejdet en meget speciel teologi, hvorefter han ud fra den måde, hans tungsindsanfald forløb på, mente at kunne slutte sig til, hvad Gud ville have ham til. Og da han cirka trekvart år henne i forlovelsesforløbet kom i tvivl om, hvorvidt han skulle bryde eller ikke bryde forlovelsen, blev han angrebet af et umådeligt vægelsind, af ham selv kaldt ”Reflexionsbyger” – noget, der er almindeligt for tungsindige mennesker – så han til sidst greb til den udvej at bryde med Regine. Hvilket han altså tolkede som noget, der var befalet ham af Gud.

I kraft af den oplevelse var det, han blev forfatter, religiøs forfatter, forfatter til den lange række af dybsindige teologiske værker, iblandet en række opbyggelige taler. Men det gudsbillede, han bygger på i sit forfatterskab, er altså dette ret specielle gudsbillede, hvor der gås ud fra, at Gud kan give befaling til et enkeltmenneske, f.eks. om at bryde en forlovelse, et gudsbillede, han ser gengivet i beretningen om Abraham, der får befaling om at ofre sin søn Isak. Dog fremstiller han så at sige aldrig dette gudsbillede åbent, altid er det kun noget, der er skjult til stede, noget, der er som en hemmelig understrøm under det hele.

Jeg har skrevet flere afhandlinger om Kierkegaard. De er lagt ud på nettet, på martinluther.dk. Hvad den noget specielle gudsopfattelse angår, vil jeg henvise til en afhandling, jeg har kaldt ”Kierkegaards kærlighedshistorie”, se her, og en anden, som hedder ”Kierkegaards fejl”, se her, dog i denne forbindelse mest til den første.

I disse værker kan man finde de tekster, jeg lægger til grund for de ovenfor nævnte påstande om Kierkegaards gudsopfattelse. Her vil jeg tillade mig – for kortheds skyld – at gå ud fra påstandene som accepterede. Gør man det, opnår man nemlig ikke blot at få et noget nær eminent indblik i Kierkegaards tro og tvivl – blandt andet viser ”Frygt og Bæven” sig at være båret af en ganske usædvanlig genialitet, idet Kierkegaard formår at fastholde en let og uanstrengt tone, på trods af, at værket omhandler ting, der angår ham selv på det dybeste eksistentielle niveau – men også at få mulighed for at tolke den næsten eneste bemærkning, vi har fra Regine, som bevis på, at hun ikke lader Kierkegaard noget efter i retning af at skrive gådefuldt og mysteriøst.

Dertil kommer, at da jeg fornylig genlæste ”Kierkegaards kærlighedshistorie”, fik jeg pludselig et hidtil uløst problem til at falde på plads. Det drejer sig om den fjerde ”Stemning” i ”Frygt og Bæven”, og den lyder således:

Det var en aarle Morgen, Alt var beredt til Reisen i Abrahams Huus. Han tog Afsked med Sara, og Elieser den troe Tjener fulgte ham ud ad Veien, indtil han atter vendte tilbage. De rede eendrægtigen sammen, Abraham og Isaak, indtil de kom til Morijabjerget. Men Abraham beredte Alt til Offret, rolig og mild, men idet han vendte sig bort og drog Kniven, da saae Isaak, at Abrahams Venstre knyttede sig i Fortvivlelse, at der gik en Skjælven igjennem hans Legeme – men Abraham drog Kniven.

Da vendte de atter hjem, og Sara ilede dem imøde, men Isaak havde tabt Troen. Der er i Verden aldrig sagt et Ord derom, og Isaak talte aldrig til noget Menneske, om hvad han havde seet, og Abraham anede ikke, at Nogen havde seet det.

Naar Barnet skal vænnes fra, da har Moderen den stærkere Føde ved Haanden, at Barnet ikke skal omkomme. Held den, der har den stærkere Føde ved Haanden!

Jeg har her refereret Joachim Garffs fortolkning af dette sted. Han mener, at det her ligesom andre steder handler om Søren Kierkegaards forhold til sin far. Det er altså den ældre Kierkegaard, der er Abraham, og Søren, der er Isak, i Garffs fortolkning.

Jeg vil mene, at det her som overalt i ”Frygt og Bæven” er Søren Kierkegaard, der er afbildet som Abraham, og Regine, der må bære Isaks skæbne. Men jeg har hidtil – også i afhandlingen, jeg henviser til – ment, at det muligvis kunne forholde sig anderledes med den fjerde ”Stemning”. Det mener jeg ikke mere. For der er noget, der er faldet i hak for mig. Blot har jeg indtil nu ikke turdet tiltro Regine de evner, som synes at måtte forudsættes i denne ”Stemning”.

For hvad er det egentlig, Kierkegaard her siger?

Han siger, at han selv blev grebet af tvivl overfor det, han mente at måtte betragte som gudsbefaling, og han siger, at Regine gennemskuede ham og blev klar over hans tvivl. Kan det virkelig passe?

Almindeligvis er der enighed om, at ”Frygt og Bæven” ikke blot er et skrift om den rette udlægning af Abraham-begivenheden, men under dække af denne udlægning indeholder et budskab til Regine, se her. Om ikke før, så ses det tydeligt i behandlingen af visen om Agnete og Havmanden, se her. For af de breve, som Kierkegaard i forlovelsestiden har skrevet til Regine, og som blev udgivet i 1904, fremgår det, at de to har talt om netop de digterværker, der er skrevet over dette sagn, se her, hvor det pågældende brev er afskrevet. Heri sammenligner han sig selv med en havmand; det er hans tungsind, der får ham til det. Og dette tungsind er hun medvidende om. For, sådan hedder det under omtalen af digtets udsagn om, at ”han stopped hendes øre og stopped hendes mund”:

det vil da sige saa længe Nedfarten staaer paa; thi dernede behøves det ikke som man jo seer af det følgende Vers: »Mund paa Mund«. Saaledes behøves det heller ikke dernede at stoppe hendes Øre; thi det er lukt ell. for endnu bestemtere at udtrykke hvor tilforladeligt det er lukket — det er kun aabent for hans Røst. Dernede er nu mange smaa men dog hyggelige Værelser, hvor man kan sidde trygt medens Havet stormer uden om, i enkelte af dem kan man ogsaa fjernt høre Verdens Larm, ikke ængsteligt støiende, men stille hendøende disse Værelsers Beboere i Grunden uvedkommende. Et af disse Værelser, der paa eengang er Dagligstue og Solennitætssahl, vil Du finde aftegnet paa medfølgende Stykke Papir. Og dog hvortil denne hele Beskrivelse af Localitæter, som Du allerede selv kjender, allerede har taget i Besiddelse og eier, saa jeg selv kun eier dem, forsaavidt jeg er

Din

din S.K.

Men dette, at Regine er en medvider til hans tungsind, det benægter han i papirerne, hvor han i 1849 gennemgår sin forlovelseshistorie. Oven i købet erklærer han på det tidspunkt, at han dagen efter, at han havde friet, indså, at han havde grebet fejl. Men det er en efterrationalisering. Og talen fra samme tid om, at hun ikke havde været klar over hans tungsind, er ligeledes noget, han senere har fundet på. For af et brev fra januar 1841 fremgår det, at hun har hjulpet ham af med noget af tungsindet ved at spille for ham.

Men som man kan se af min gennemgang i ”Kierkegaards kærlighedshistorie” er dette noget, han også nægter i ”Frygt og Bæven”. Forståeligt nok, sådan set. For hvis hun simpelthen ikke forstod ham, er det noget lettere at få bruddet til at blive forståeligt. Blot stemmer det ikke overens med de vidnesbyrd, vi har fra forlovelsesbrevene. Og heller ikke med det, der afsløres i den fjerde ”Stemning”.

Allerede havmandsbrevet viser en høj grad af forelskelse hos Kierkegaard, en forelskelse, der giver sig udtryk i, at de to er sammenknyttede af kærlighedens kræfter. ”Din S. K.” underskriver han sig. I et andet brev hedder det:

Din Broder bebreidede mig igaar, at jeg bestandig talte om: min Skomager, min Frugthandler, min Kræmer, min Hyrekudsk, etc etc etc; han synes derved at sigte mig for en fremherskende Brug af den første Persons Eiendoms-Pronomen. At jeg er vel ikke extensivt men intensivt langt stærkere i Brugen af den anden Persons Eiendoms-Pronomen, det veed kun Du om Din trofaste Ven, og hvorledes skulde han ogsaa kunde vide det, hvorledes overhovedet noget Msk, — da jeg kun er Din

Din for evig,

Og allerstærkest ses det måske i brev nummer 21, se her:

Som hiin Kjøbmand sælger den Alt for at kjøbe den Ager, hvori [p. 2] den kostelige Perle laae, og ønsker bestandig at eie Mere for at betale den dyrere (Matt 13,44). Ligesom Kjøbmanden, hver Gang han betragter sin Skat, sukker ved sig selv: hvorfor blev ikke hele Verden min Eiendom for at jeg kunde give den bort for at erhverve den Skat, jeg eier, saaledes besidder Kjærligheden aldrig sin Gjenstand død og magtesløs, men stræber at erhverve i ethvert Øieblik hvad den i samme nu besidder. Den siger ikke: nu er jeg sikker nu vil jeg slaae mig til Ro, den løber bestandig, hurtigere end Alt Andet, thi den løber sig selv forbi. Men denne Hasten, denne Ilen, denne Uro, denne Længsel, denne Ønsken, hvad er det Andet end Kjærlighedens Magt til at uddrive af Glemsel, af Sløvhed — af Døden. Og hvad vilde selv Himlens Salighed være uden Ønsker, uden Ønsket om at besidde den; thi det er kun den nøkterne Forstand, der mener, at det er taabeligt at ønske hvad man har. Men dette Ønske er ogsaa vel høirøstet og hvidskende efter Omstændigheden men aldrig mangetunget, thi hvis jeg turde ønske, da veed jeg vel hvad jeg vilde ønske, og hvis jeg turde ønske 7 Ting, da havde jeg dog kun 1 Ønske, uagtet jeg med Glæde vilde ønske det 7 Gange, om jeg end vidste, at det var opfyldt ved den første Gang. Og dette Ønske er det samme som det, der er min fuldeste Overbeviisning: at hverken Død, ei hell. Liv, ei hell. Engle, ei hell. Fyrstendømmer, ei hell. Magter, ei hell. det Nærværende, ei hell. det Tilkommende, ei hell. det Høie, ei hell. det [p. 3] Dybe, ei hell. nogen anden Skabning maa kunne rive mig bort fra Dig ell. Dig fra mig. (Rom 8,38f)

Dette ender jo næsten blasfemisk. I romerbrevet taler Paulus om, at alle disse magter ikke kan skille menigheden fra Kristus. Og ikke sandt, dette overfører Kierkegaard – i sin store forelskelse, skal vi måske sige – til forholdet mellem Regine og sig selv.

Men Kierkegaard bærer ikke blot sit tungsind med ind i forlovelsesforholdet, han bærer også sit hemmelighedsfulde, mystiske og for andre vanskeligt forståelige gudsforhold med derind. I 1855 betror han sin dagbog, hvori dette mystiske gudsforhold består. Der er tale om en optegnelse, der hedder ”Et særligt Guds-Forhold i Umiddelbarhed og Reflexion”. Her hedder det, se her:

I den hellige Skrift er det altid saaledes, at Gud umiddelbart siger Den, som har det særlige Forhold til ham, hvad han har at gjøre.

Dette forstaaer jeg ikke, det vil sige, det lader sig ikke tænke, det er for Tænkning utilgængelig Umiddelbarhed; men derfor kan den jo være lige virkelig.

I Reflexion kan i ethvert Tilfælde dette Forhold umuligt forekomme. I Reflexion bliver der et Dialektisk. Gud maa overlade det til Den, som skal have det særlige Forhold til ham, selv at vove at tage det. Gud kan indirecte paa mangfoldig Maade pirre ved ham, at han dog vover; men det umiddelbare Forhold kan jo ikke haves i Reflexion. Altsaa beroer det dog tilsidst paa, at den Paagjældende vover særligt at indlade sig med Gud, i hvilken Voven saa dog altid er indeholdt Muligheden af at han kunde have forstaaet alle de indirecte Paavirkninger forkeert. Men paa den anden Side alle de indirecte Paavirkninger afgjør Intet, der maa voves; og naar der er vovet, er dette en heel Qvalitets Forandring.

Den, der umidd. har særligt Forhold til Gud, har altsaa kun den Fare, som kan være forbunden med at efterkomme det ham umiddelbart af Gud Befalede. I Reflexion er der en qvalitativ Fare mere, Muligheden af at have forsømt at vove og Muligheden af at have vovet forkeert.

Note: Om et særligt Forhold til Gud i Reflexion vil i een Forstand gjælde, at det kun lader sig vide bagefter; det er ikke Noget et saadant Msk. umiddelbart kunde beraabe sig paa, thi i ethvert Øieblik er der en Voven, altsaa i ethvert Øieblik Mulighed af den Fare at forsømme at vove eller at vove forkeert. (http://sks.dk/nb36/txt.xml?hash=k32&zoom_highlight=umiddelbarhed+reflexion#k32 )

Dette er en meget besynderlig optegnelse. Men også en meget vigtig optegnelse. For den afbilder en gudsforståelse, hvor Gud så at sige er sat fra bestillingen. Gud kan kun operere gennem indirekte påvirkninger. Og han er afhængig af, at det menneske, han pirrer til, vover, vover at indlade sig med ham og vover at gøre det, som de indirekte påvirkninger viser hen til.

Den gudsforståelse havde han før forlovelsen. Men den blev sat på en meget hård prøve i forlovelsen, eller rettere: ved det krav om forlovelsens ophør, som Kierkegaard vovede at tolke sine tungsindsanfald som. Men det er også den gudsforståelse, han udfolder gennem sine mange skrifter.

I ”Smulerne” søger han i kapitel 3 af udforske gudsforståelsens mange aspekter. Her hedder det f.eks.:

Dersom da ikke det Ubekjendte (Guden) blot bliver Grændse, saa forvirres den ene Tanke om det Forskjellige i de mange Tanker om det Forskjellige. Det Ubekjendte er da i en διασποϱα, og Forstanden | har et behageligt Udvalg af hvad der er for Haanden og hvad Indbildningen kan hitte paa (Det Uhyre, det Latterlige o. s. v. o. s. v.).

Men denne Forskjellighed lader sig ikke fastholde. Hver Gang det skeer, er det i Grunden en Vilkaarlighed, og dybest i Gudsfrygten lurer vanvittigen den lunefulde Vilkaarlighed, der veed at den selv har frembragt Guden. Lader nu Forskjelligheden sig ikke fastholde, fordi der intet Kjendetegn er, saa gaaer det med Forskjelligheden og Ligheden som med alle saadanne dialektiske Modsætninger, de ere identiske. Se her.

Som man ser: midt i en længere forsøgsvis afhandling om det absolutte paradoks, fremkommer denne højst anfægtende sætning, at der lurer en vanvittig vilkårlighed, der véd, at den selv har frembragt guden. Det er ikke mange steder, denne lunefuldhed får lov at finde udtryk, men her sker det.

Dog sker det også i ”Frygt og Bæven”. Og her sker det næsten mere tydeligt.

Kierkegaard skriver i den for ”Frygt og Bæven” sædvanlige letløbende stil, at han nu vil ”lade en Skizze følge i Retning af det Dæmoniske”. Så følger historien om Havmanden, om Tobias og om Faust. Ikke mindst den sidste er interessant, se her. Han forvandler tvivleren Faust til en sympatetisk person, en person, som vel har tvivlen som sit adelsmærke, men dog af hensyn til menneskene, hvis verden tvivlen kunne bringe til fald, holder sin tvivl tilbage. Altså, selv om Faust har tankens bemyndigelse til sin tvivl, holder han den dog tilbage.

Man spørger sig selv, hvordan Kierkegaard kan have tankens bemyndigelse til at tvivle, for tvivle vil jo her sige: tvivle på den gud, der kan give ordre om at forlade den elskede. Og man spørger sig selv, hvordan han kan fastholde sin lydighed mod denne ordre, når han dog, som Faust, har tankens bemyndigelse til at tvivle. Hvor meget han end tvivler, han fastholder jo dog sin beslutning om forholdets ophævelse.

Som det hedder i den fjerde ”Stemning”, at ”Abrahams Venstre knyttede sig i Fortvivlelse, at der gik en Skjælven igjennem hans Legeme – men Abraham drog Kniven”. Ja, han drog kniven, han drog den på trods af tvivlen, han ville ikke lade tvivlen få overhånd. Hvorfor?

Jeg vil svare, at det skyldes, at det psykologiske hos Kierkegaard har vundet over det teologiske. Som jeg tillader mig at sige i min gennemgang af Tobias-historien, se her: det er forkert at sige, at Kierkegaard ikke kan tåle medlidenhed, det rigtige er, at han ikke vil tåle medlidenhed. Det er det afgørende for bruddet. Hvad han opbygger af teologiske forklaringer er kun sekundært.

Det er hårde ord mod Kierkegaard, indrømmet. Men stadieteorien, ”Smulernes” teologi, alle de andre teologiske holdepunkter, alt sammen har det dette falske gudsbillede at gå ud fra, alt sammen skal det underbygge og forklare bruddet, alt sammen skal holde den lurende, vanvittige vilkårlighed stangen, den, der véd, at den selv har frembragt guden. Det véd altså Kierkegaard, når alle de omstændelige og indviklede forklaringer er smuldret bort.

Og – og det er her væsentligt – det véd Regine også.

Hun har været hans fortrolige igennem trekvart år. Hun har fulgt ham i hans op- og nedture. Hun har sammen med ham gennemgået tidens digtning. Og hun har prøvet at sætte sig ind i hans tungsind. Og alt, hvad han har sagt, alt, hvad han har forklaret om sig selv, hun har levet med i det alt sammen. Så da hun modtager den ring, han sender tilbage til hende, kan hun godt følge hans ulyst til hele tiden i kraft af sit tungsind at skulle være den modtagende.

Og det mærkelige er, at det véd Kierkegaard godt. Så lang tid har de kendt hinanden, så meget af hans liv er blevet hendes, og så meget af hendes er blevet hans, at han véd, at han ikke kan skjule noget for hende. For, som det hedder i den fjerde ”Stemning”: Isaak havde tabt troen. Regine troede ikke på, at der lå en gudsbefaling bag. Hun havde tabt troen, dvs., den tro, som Abraham/Kierkegaard febrilsk søgte at bibeholde, fordi han følte, at hele hans personlighed afhang deraf: troen på en gud, der giver personlige ordrer om ophør af forhold, der er bundet efter hans vilje.

Havde han holdt sig til de psykologiske begrundelser for bruddet – dem, som han i rigt mål fremkommer med i ”Skyldig – ikke skyldig” – jeg skulle med glæde og forståelse have tilsluttet mig ham, omend det altid er sørgeligt med et brud på et så gennemgribende forhold; når tungsindet martrer ham, som det gør her, jo, jeg går med til det, det må nok være sådan, og det må nok være godt også med det udslag af ridderlighed, hvormed han vil ”bringe Regine flot”.

Ja, mere end det: Om han ville forbande den Gud, der har givet ham et sådant tungsind at slås med, jeg ville forbande med ham. Og ville Regine på samme måde rette en anklage mod den almægtige, fordi han havde ladet et menneske fødes, der er forkvaklet fra begyndelsen uden skyld, og fordi han har ladet hende erfare, at ligegyldigt, hvad hun gør overfor dette menneske, ligegyldigt, hvor intens deres forhold har været, ligegyldigt, hvor gennemgribende deres tillid til hinanden har været, intet kan mere trænge ind til ham, han har lukket fuldstændig af — vil hun forbande Gud af den grund, jeg løfter min røst sammen med hendes, for det er uforståeligt, det er ikke en måde at behandle et kærlighedsforhold på fra Guds side.

Ville man tænke sig et forhold i vore dage til en person, der led af en depression, ville man sætte sig i denne persons nærmestes sted, ville man leve med i den afmagt, der føles, når alle tillidsordene springer tilbage uden virkning, hele det kærlighedsforhold, der var, synes opløst af depressionen i den anden, da tror jeg, man ville forstå, at hvis Regine ville forbande Gud, jeg ville det også.

Men henføre det til forestillinger om et kælderdyb af syndighed, nej, det ville være falsk varebetegnelse, lade det være dækket af en tanke om, at vi overfor Gud altid har uret, ikke om jeg ville, ikke om jeg kunne.

Men Regine ville ikke forbande Gud, nej; men hun ville gennemskue Kierkegaard, hun ville ikke et øjeblik tro på hans påstand her i ”Frygt og Bæven”, at Gud havde beordret det, hvad enten så denne tanke her kom hende for øre for første gang eller Kierkegaard allerede under den sidste del af forlovelsestiden havde forklaret sig på den måde. Det får han hende ikke til at tro på. Isaak så, ”at Abrahams Venstre knyttede sig i Fortvivlelse, at der gik en Skjælven igjennem hans Legeme”, det er: Regine blev klar over, at Kierkegaard selv i grunden heller ikke troede på det med den personlige gudsåbenbaring.

Det kan jeg vide, fordi jeg vover at udlægge den fjerde ”Stemning” som anført. Men jeg kan også vide det, fordi der med Regines håndskrift står en tilføjelse på ét af de breve, der er bevaret fra Kierkegaard til hende, se her. Det drejer sig om et enkelt vers fra Johs. Ewalds Romance ”Liden Gunver vandrer som helst i Qveld”, se her. Verset er det syvende i romancen og lyder således:

Og er dig min Arm til saa stor Behag,

Til Trøst og Roe,

Skjøn Havmand, saa skynd dig, saa kom kun, og tag,

Dem begge to!

Læst umiddelbart tyder det på, at verset er skrevet i forlovelsestiden, mens forelskelsen endnu var varm, før kulden ved bruddet satte ind. Men læser man digtet i sin sammenhæng, ser sagen lidt anderledes ud. Så bliver man klar over, at Ewald har skildret havmanden som en kæltring. Det ottende og sidste vers lyder:

Han trak hende fra den steile Bred,

Glad ved sin Sviig.

Som Storm var hans Latter; men Fiskerne græd

Ved Gunvers Liig.

O vogt dig, mit Barn, for de falske Mandfolk!

Omkvædet hører naturligvis med til hvert enkelt vers. Men det har Regine udeladt, for selv om verset i dets sammenhæng med hele romancen afslører havmanden/Kierkegaard som en bedrager, og selv om meningen med Gunvers/Regines glade udsagn ”tag/ dem begge to” derved bliver den modsatte af, hvad man umiddelbart skulle tro: hun troede ham virkelig, hun hengav sig faktisk til ham, så kan hun ikke se Kierkegaard som et falsk mandfolk, hun kan kun se ham som en stakkel, der er blevet offer for sit tungsind.

Men hun ser ham altså også som en falsk forkynder. Hun ser ham som et menneske, der ikke selv tror på den gud, han forkynder, hun ser ham som én, der selv har frembragt den gud, han holder så krampagtigt fast på. Den tilføjelse er det dog ikke hende, men – bemærkelsesværdigt nok – Kierkegaard, der kommer med, dels med den fjerde ”Stemning”, dels med afsnittet om Faust, begge dele i ”Frygt og Bæven”.

Jeg kan i høj grad lade mig henrive af begejstring over ”Frygt og Bæven”. Der er tale om et stykke verdenslitteratur. Det er beundringsværdigt, at Kierkegaard hele skriftet igennem kan lade, som om det, der foregår på det hemmelige plan, nærmest er en biting, mens den læser, der opdager den hemmelige kode, bliver mere og mere forundret over, at noget, der optager Kierkegaard så totalt: både hans forhold til Regine og – også det – hans forhold til Gud, kan skildres med overfladehistoriens letløbende stil, som var det hele kun en eksegetisk gennemgang af Abraham-fortællingen og intet mere.

Men jeg må indrømme, at forlovelsesbrevene har fået mig til at se anderledes på Regine. Hun var ikke blot det glade barn, som den tungsindige Kierkegaard havde sin højeste lykke i at kunne gøre lykkelig, hun var en trøster for ham, hun trængte ind i hans psyke, hun forstod ham langt mere, end han senere ville være ved. Det har Kierkegaard selv følt, jf den fjerde ”Stemning”, og det viser sig i det lille vers.

Vil nu nogen sige, at der da ikke er andet at gøre, når man skal tro på Gud, end at springe ud i det, ud på de halvfjerdsindstyve tusind favne vand, så vil jeg svare, at vi, om vi følger det råd – og ganske mange teologer véd ikke andet råd at følge – benytter os af den muslimske metode: at tro på noget fuldstændig ud i det blå, for muslimernes vedkommende, fordi de derved bøjer sig for magtguden, for de kristnes vedkommende, fordi deres far var kristen. Nej, den kristne metode er bedre. Den gør sig klart, at om jeg så ville hævde min tvivl på Gud de tusinde gange, mine tvivlsudsagn vil altid være sproglige foreteelser, og enhver sprogytring af mig fremsættes altid i tro: i tro på, at Gud som sprogets Gud vil lade mine påstande bliver troet. Så selv dette at udtrykke min tvivl på Gud, selv det kan jeg kun gøre i tro på Gud. Blot gør jeg mig ikke altid dette klart. Men det kan vel ikke være Guds skyld.

Udgivet i Etik | Tagget | Skriv en kommentar

Matador: ægteskab og kønsroller

I forlængelse af det forrige indlæg skal jeg her prøve at sige noget om kønsroller og ægteskab ud fra Matador-serien. Ligesom sidst vil det blive i opposition til Sørine Gotfredsens tolkning af Matador.

Igen vil jeg hævde, at noget af det spændende ved Matador er den sammenligning mellem før og nu, som serien giver anledning til. Vi gamle kan jo så nogenlunde huske den tid, handlingen er henlagt til, eller i hvert fald huske, hvordan vore forældre var præget af den. Det gælder også, når vi vil undersøge den udvikling, der er foregået med synet på ægteskab og samliv.

Dog må man nok advarende sige, at det ikke går an at fremkomme med sociologiske opmålinger. For i så fald vil man nok nå frem til det resultat, at serien rammer ved siden af den tids virkelighed. Det hænger sammen med, at almindelige ægteskaber, lykkelige ægteskaber, er alt for kedelige at skrive drama om. Det er meget mere spændende at gøre som Lise Nørgaard med Matador: at vise os det virvar af forskellige udgaver af ægteskabet, som fandtes allerede dengang, så vi måske kan få øje på de kim til nutidige selvfølgeligheder, der lå til skue dengang.

Sådan har det jo altid været. Kærlighedsforhold, der udvikler sig ligefremt og lykkeligt fra den første forelskelse til adskillelsen ved døden, er uinteressante. Men ulykkelig kærlighed, der enten skal igennem utrolig megen modstand, før de to når frem til at ”leve lykkeligt til deres dages ende”, eller forbliver ulykkelige i deres nye ægteskaber, se det er værd at skrive dramaer om.

Men en anden ting er også værd at nævne. Jeg kan oven i købet omtale den ud fra et citat af Sørine Gotfredsen, nemlig dette: ”Den største synd er at tro, at man kan undvære Gud”.

Netop ved at få forskellen mellem før og nu sat op så tydeligt, som det sker i Matador, får man blik for, at det ikke er os mennesker, der styrer udviklingen, men at den foregår ved hjælp af delvis usynlige kræfter, der bagfra tager herredømme over os. Dog bilder vi os meget ofte ind, at det er os selv, der får tingene til at ske.

Disse usynlige kræfter styrer os ved hjælp af kønsrollerne. Disse roller foreligger som en del af det samfund, de unge vokser op i. Og de påtages også frivilligt af de unge selv. Ikke uden tilfiling og oprør, men selv tilfiling og oprør sker ud fra dele af samfundets kultur.

Dengang var det sjældent med skilsmisser. Skilsmisser blev mødt med moralsk fordømmelse. Og mange bed fornærmelser og hån fra ægtefællen i sig, for alternativet: skilsmisse var værre. Dertil kom naturligvis, at skilsmisse især for kvinderne ofte betød en økonomisk nedtur. Godt nok var der noget, der hed hustrubidrag, men som regel var det manden, der løb med den største del af lagkagen.

Alt dette har ændret sig. Kvinder er kommet ud på arbejdsmarkedet, har fået selvstændig indtægt, og kan derfor bedre tillade sig at gå med til eller kræve skilsmisse. Og vi synes jo uvilkårligt, at dette da er en ændring til det bedre.

Dertil kommer, at de svangerskabsforebyggende midler er blevet almindelige. Oven i købet er det svangerskabsforebyggende middel, der hedder ”fri abort”, blevet tilladt, selv om det nok ikke var meningen, at det skulle bruges som svangerskabsforebyggende middel. Og når dertil kommer pornografiens frigivelse og her til sidst: pornografiens udbredelse gennem internettet, så er vi ved at være henne ved vor egen tid, og må vi så ikke spørge, hvad alle disse gode ting har ført til, hvad er det for et samfund, der er kommer ud af det? Hvilket syn på kvinden får den unge mand, i hvis hoved disse ting farer rundt? Og hvordan oplever den unge kvinde sin situation, når det ikke er som moder, hun efterspørges, men som sexpartner, ikke som livsledsager, men som dronning for en nat?

Jovist, vi kan godt blive enige om, at tingene i gamle dage ikke var ideelle. Men er tingene det i dag? ”Sexuel frigørelse” hedder det. Og hvor er det skønt, ikke? Vi kan gå i seng med hvem vi vil uden at behøve at binde os for livet. Vi kan se ned på disse gamle ”Matador-dage”, hvor man måtte klare sig som Hans Christian Varnæs og i hemmelighed få foretaget en ulovlig abort, eller som Arnold gifte sig med en pige, som man vistnok ikke sådan rigtig elskede, men var blevet bundet til i et øjebliks eftergivenhed, hvor et barn blev til. Alt dette er heldigvis fortid.

Men gik ikke noget tabt undervejs? Den Mads Holger, der begik selvmord for to år siden, havde, fortæller hans søster, se her, en seng med en masse streger i, én streg for hver pige, der havde sovet med ham i denne seng. Vidunderligt! At kunne boltre sig i kvindearme, den ene efter den anden! Det er næsten det muslimske paradis med de 72 jomfruer, der nu er blevet virkeliggjort her på jord.

Men oplevelsen af, at en pige siger til én: ‘du er den eneste ene, kun dig vil jeg have, så længe jeg lever’, kan den virkeliggøres i dette virvar? Eller mere alvorligt, måske: Det jeg, som jeg er, og som jeg bliver i samlivet med en person af modsat køn, kan det dannes, kan det modnes, kan det finde sig selv i alle disse kvindearme?

Larsen, grisehandleren fra Matador, kan jo sagtens. Han har en kone, som han har levet sammen med i mange år, og som derfor kender ham ud og ind og véd, hvordan han skal tackles, både når han skal afsone en dom i fængslet og når han har mistet sin kære hund. Lidt latterligt er det vel, men det kunne kønsrollerne anno dazumal altså også føre med sig. Men hvordan de to engang i en fjern fortid fandt hinanden, det må vi seere selv gætte os til. Var der forelskelse med i spillet? Var det normal kvindekalkule om fremtidsudsigter? Eller gik det bare sådan, at det blev de to? Vi véd det ikke.

Og Mads Skjern kan også sagtens. Han står, som Sørine Gotfredsen siger, tilbage som tv-seriens ensomme og sørgelige figur, javist, men dels er han jo ikke død og kan altså nå at ændre sig, og dels har han allerede ændret sig ikke så lidt i sit ægteskab med Ingeborg. Der er jo faktisk en del ting, som den indremissionske faster Anna fra Jylland er utilfreds med i den måde, han opfører sig på. Og det, han i sidste ende går ned på, er utvivlsomt det, at han tror, at Ingeborg forlader ham. Han har, uden at gøre sig det klart, været utrolig afhængig af hende. Om han får løst op for sine indre knuder, ja, det kan kun Matador II vise os.

Og så har vi i serien alle de andre eksempler på, hvordan kønsrollerne dengang kunne praktiseres. Selvstændige kvinder, brovtende ærgerrige mænd, og – naturligvis – et eksempel på ulykkelig kærlighed, Christen Skjerns håbløse forelskelse i Elisabeth Friis.

Men hvis man nu i stedet for, som Sørine Gotfredsen og formodentlig de fleste andre seere, at hæfte sig ved personerne som enkeltpersoner, prøver at se på, hvordan de udfylder deres kønsroller, hvordan de spiller sammen, altså ikke spiller sammen som skuespillere, men som figurer, hvad ser vi så?

Så ser vi det gennemspillet, som Luther gør opmærksom på i ”Om den trælbundne vilje”, det, at mennesket er som et ridedyr, enten rides det af Satan eller også rides det af Gud, se her. Men ridedyret, mennesket, står ikke i midten, så det med sin frie vilje skal træffe afgørelse om, hvem det vil rides af. Ja, når det rides af Satan, er det ikke sådan, at det handler modvilligt og tvungent, nej, det handler i den tro, at det gør det gode. For Satan har overbevist det bagfra, og det har med sin evne til forståelse forstået Satans rænker, ikke som rænker, men som en selvindlysende sandhed, se her.

At mennesket har en sådan evne til forståelse, er, hvad Luther forstår ved menneskets frie vilje, se her. Og det er nu det mærkelige ved den menneskelige tilværelse, at vi i det fællesskab, vi står i, det folkelige fællesskab, udvikler visse normer, visse retningslinjer og altså også visse kønsroller, hvori vi kan finde vor plads i tilværelsen. Og ingen tvivl om det, det er os mennesker, der aktivt er med til at udvikle disse kønsroller. Men vi tager fejl, hvis vi tror, det er noget, vi gør med viden og vilje. Kønsrollerne kan ikke gøres til genstand for menneskets sociale ingeniørkunst, de vokser frem i samfundet i kraft af den måde, hvorpå de enkelte mennesker tilegner sig dem og lever efter dem.

Det har jo nemlig Sørine Gotfredsen ret i, at ”den største synd er at tro, at man kan undvære Gud”. For overalt, hvor mennesker omgås hinanden, taler sammen, danner fællesskaber, er det Gud, der er på færde, ham, der med sin ånd får skabt den tillid, der gør det trygt at leve i disse fællesskaber, ham, der virker ind på den ene og den anden i denne kollektive samtale, så en god atmosfære dannes, ham, der får dannet de idealer, dvs., de kønsroller, der lægger sig som blide forbilleder for os i vort samliv. Men ak, overalt, hvor Gud virker, virker også djævelen, forstå det, hvem der kan. Og han virker altså meget mere udspekuleret, end Sørine Gotfredsen forestiller sig det. Han tager gode ting frem fra Guds gode forråd, giver det en lille drejning, og får frem en ond virkning, en virkning, som blot ikke forekommer mennesker ond, men som de tilslutter sig i den tro, at den er god.

Er mennesket ondt i grunden? Har mennesket et kælderdyb af onde hensigter og onde tanker? Javist, der er sikkert nogen, der har en oplevelse af noget sådant. Men der er også andre, der som undertegnede – jævnfør forrige blogindlæg – ikke kan finde sådanne ting i sit indre. Og det er ret ligegyldigt, om man kan finde noget sådant i sin sorte sjæl eller ikke, det er langt mere afgørende, om man kan se eller måske bare få en fornemmelse af djævelens rænkespil. Om man så kan modarbejde det, uden at djævelen kommer til at snyde én igen, det er måske et åbent spørgsmål, men bede om Guds ånd, det kan man dog, takke for denne ånds indvirkning på ens eget liv, det er også muligt, ja, nødvendigt, når man først har indset, hvor faren for djævelens snigløb ligger.

Lad mig prøve at påpege denne fare ved igen at nævne Løgstrups ideal om, at ægteskabet skal være det sted, hvor ”kærligheden former sexualiteten”, se her. Løgstrup opererer med to modsætninger, som han kalder pornografiens og gnosticismens fejlopfattelser. Skal modsætningerne føres op til vor tid, kunne man tale om frigørelsens ideal kontra moralismens ideal. Oven i købet må man nok gøre det hele lidt indviklet ved at hævde, at muslimerne i deres kultur virkeliggør begge disse idealer, men at dette netop viser den uheldige side af deres kultur.

Det er nok ikke nogen hemmelighed for læsere af denne blog, at jeg har et ret negativt syn på islams kultur, hvad kønsforskellen angår. Det forekommer mig, at der ligger en selvmodsigelse i dette, at muslimerne holder deres unge kvinder i meget kort snor, påbyder tørklædebæring og anstændig påklædning for dem, opfostrer dem til på alle måde at være næsten selvudslettende i deres kønslige fremtræden, mens de samtidig lader deres unge mænd boltre sig på natklubber med drikkevarer og pigeeventyr uden synderlige indvendinger. Javel, jeg forstår jo nok, sådan rent intellektuelt, at de med deres skarpe skel mellem muslimer og ikke-muslimer betragter vore frigjorte kvinder som ”lovligt bytte”; de har jo selv med deres i muslimers øjne udfordrende væsen indbudt til sex, hedder det. Men at der gælder ét sæt regler for mænd og nærmest det modsatte for kvinder, det er det selvmodsigende i det muslimske syn på kønsforskellen.

Når Løgstrup i denne henseende er interessant, skyldes det, at han mener, at de to modsætninger, han opstiller, i grunden bag alle deres gensidige udskældninger er enige, nemlig enige om, at ”kærlighedens formning af sexualiteten” ikke betyder noget. Muslimerne mener, at de med deres ret håndfaste forsøg på at holde de to køn adskilte i ungdomsårene, handler moralsk korrekt. Det er for mig at se forkert i forhold til, at de netop med denne adskillelse forhindrer, at kærligheden kan komme til at forme sexualiteten. Når en sådan adskillelse fastholdes, umuliggøres det, at der kan opstå forelskelse. Det, der binder de to parter sammen i det senere af forældrene arrangerede ægteskab, er den muslimske moral, shariaen, og den rene sexualitet. At dette kvindelige kønsorgan, som er så eftertragtet for manden, tilhører en bestemt person med bestemte persontræk, med en særlig opvækst, forskellig fra andres, med særlige overbevisninger, forskellige fra andres, alt sådant betyder ikke noget, hun har bare at rette ind.

Men ak, inden vi kommer alt for godt i gang med at skælde ud på det muslimske kvindesyn, fordi kvindens særpræg forsvinder, bør vi nok spørge os selv, om ikke vi i al vort frigørelsespraleri er nået til samme resultat. Det var bestemt ikke det, vi ville, men når intet mere holder de unge tilbage fra allehånde eksperimenter med deres krop, så lægges der uvilkårligt op til, at kvinden er et vehikel for seksuel tilfredsstillelse (og manden tilsvarende for kvinden). Hvad hun ellers er, er ligegyldigt, blot hun vil ”lege med”. Og altså: forelskelse er en by i Rusland, kærlighed og dens eventuelle formning af sexualiteten ligeledes.

Og vel at mærke: det er ikke blot muslimske unge mænd, der ser sådan på det, det er også os, vores kultur, der mere eller mindre fordækt har lagt op til en sådan forståelse, det vil sige: et sådant kvindesyn.

I gamle dage – det vil sige: dengang jeg var ung – kunne man more sig over en del vittigheder om sømanden og nonnen. Det var ikke, fordi nonner dengang betragtedes som specielt letlevende, tværtimod, men det blev interessant, fordi sømænd – der jo tænktes at have en pige i hver havn – netop overfor nonner måtte skrue særdeles meget op for deres charme og kvindebedårende evner.

Men må man ikke spørge, hvor nonnerne – i disse historiers betydning – er blevet af. Hvis den ene efter den anden siger ja og er villig til i hvert fald én nats eventyr (slet ikke tusind og én nats eventyr), hvordan bliver så mandens ”erobringstrang” udfordret, eller – mere afgørende – hvordan opnås så den virkning, at han med sin ”erobring” af den eneste ene får skabt i sig en troskab, der er så selvfølgelig, at han slet ikke tænker over den, og derigennem får givet plads til kærlighedens formning af sexualiteten?

Man kan muligvis sige, at kirken på det punkt har svigtet – og jeg må da som tidligere præst påtage mig min del af ansvaret for det svigt – derved, at den har været alt for bange for at fremstå snerpet; så bange har den været, at den har følt det nødvendigt at gå med til næsten hvad som helst af seksuel løssluppenhed i stedet for at fremhæve tosomhedens velsignelser, fællesskabets lyksaligheder, kærlighedsforholdets personlighedsdannende virkninger.

Udgivet i Etik, Islam versus kristendom, Luther, Samfundsforhold | Tagget , | Skriv en kommentar

Skjern eller Varnæs?

Som den trofaste læser måske har opdaget, er jeg ikke helt enig med Sørine Gotfredsen. Jeg har her vendt mig ret kraftigt imod hende ud fra diverse anmeldelser af hendes bog ”Fri os fra det onde”. Så traf det sig i onsdags hverken værre eller bedre, end at jeg deltog i et emeritus-konvent i Aarhus, hvor taleren var netop Sørine Gotfredsen, og hvor hun talte om sin bog ”Fri os fra det onde”.

Så var der jo lejlighed til at fremkomme sådan lidt mere direkte med mine indvendinger imod hende. Og det gjorde jeg. Hun gentog, hvad hun siger i bogen om sig selv:

Lige så længe jeg kan huske, har jeg gjort mig tanker om det onde. Jeg har altid undret mig over min egen trang til at undlade at gøre det gode, og jeg havde tidligt en fornemmelse af, at der var skyggefulde kræfter på færde, som det var klogest at holde skjult. De rørte på sig, når jeg bevidst prøvede at overgå andre og stak en løgn for at slippe for problemer, eller når jeg blev overmandet af denne følelse af trods, der ikke altid var rettet mod noget konkret. Snarere voksede den frem som en knude af vrangvillighed i forhold til livet selv.

Det fik mig til at indvende, at jeg for min del aldrig havde haft den slags fornemmelser. Når jeg så tilbage på mit liv, var det taknemlighed, der prægede mig. Ikke blot taknemlighed over godt helbred og god stilling, men først og fremmest taknemlighed over de faste og trygge fællesskaber, som jeg var en del af. For, som jeg sagde, hvis jeg var omgængelig og imødekommende, så var jeg det jo, fordi de fællesskaber, jeg stod i, havde gjort mig omgængelig og imødekommende. Men det var ikke sådan, at jeg kunne fornemme nogen dyb afgrund af uforståelig ondskab i mit indre. Og det var heller ikke sådan, at jeg kunne forklare nogle af tildragelserne i mit liv med en kælderdyb ondskab, hverken hos mig selv eller hos dem, jeg omgikkes.

Det var lige ved at gøre Sørine Gotfredsen mundlam. Det var en holdning, hun aldrig havde mødt før, sagde hun.

Og når jeg nu bagefter tænker lidt over det, forstår jeg sådan set godt, at jeg på den måde har været en ensom svale i hendes foredragsvirksomhed om ”Fri os fra det onde”. For det hører jo med til almindelig forståelse af kristendommen, at vi alle er syndere. Og når man bevæger sig blandt kristne mennesker og holder foredrag for dem, tror jeg gerne, at det er noget nær umuligt at finde nogen, der som jeg nægter at se sig selv som en synder. De fleste vil vel også spørge mig, hvordan i alverden jeg kan tillade mig det. Hvordan kan begrebet ”syndernes forladelse” være et hovedbegreb for mig, hvis jeg ikke anerkender, at mennesket er en synder?

Det skal jeg her prøve at svare på. Men tillad mig at svare med to personer fra Matador og ikke med mine egne erfaringer. Det ville blive for personligt (og føre alt for vidt).

Der er tale om to personer, som Sørine Gotfredsen selv drager frem, nemlig Mads Skjern og Hans Christian Varnæs. I en artikel i Weekendavisen fra 2017 af Poul Pilgaard Johnsen (den er ikke online) hedder det som svar på spørgsmålet om, hvem der er mest troende, Skjern eller Varnæs:

»Hans Christian Varnæs synder i kødet, men Mads Skjern synder i ånden, og det er faktisk værre. Skjern kender reglerne i det ydre og kan sige en masse om Gud, men han er i virkeligheden mindre troende, fordi han lever, som om han ikke har brug for Gud. Varnæs derimod bliver ramt af samvittighedsnag og skyldfølelse, og da Ulla fortæller ham, at hun er gravid, siger han straks, at han er fej. Han er villig til at se livet i det perspektiv, at det er ham, der har fejl, og med denne spontane selverkendelse og syndsbevidsthed adlyder han Gud, mere end Skjern gør med al sin selvretfærdighed og hovmodighed,« forklarer Sørine Gotfredsen og slår den helt grundlæggende præmis fast:

»Den største synd er at tro, at man kan undvære Gud. Det er vigtigt at få sagt i en — i kristen forstand – uoplyst tid, hvor ordet syndighed ofte høres som ren fordømmelse og har et så forfærdeligt omdømme, at selv mange præster ikke bruger det. Folk tror, at syndighed mest har noget med sex og utroskab at gøre, men det er en større synd at have nok i sig selv.«

For det første synes jeg nu, at det er forkert sådan at tage enkeltindivider frem og stille dem op imod hinanden. Men det svarer godt til den betragtningsmåde, Sørine Gotfredsen i øvrigt lægger for dagen: det, hun er optaget af, er enkeltindividet, hvordan det bliver frigjort, hvordan det kommer overens med sig selv og de kræfter, der er i det? Det, jeg er optaget af, er de fællesskaber, den enkelte står i, er de intakte, brydes de ned, eller styrkes de?

Begge de to personer, Skjern og Varnæs, er jo ægtemænd, har altså en kone og står i et fællesskab med hende. Noget af de spændende ved serien er den måde, hvorpå den tids kønsroller stilles op imod nutidens. Gang på gang må vi undres: Tænkte man virkelig sådan dengang? Var det virkelig naturligt for en kvinde at gøre sådan? Skulle en mand virkelig optræde på den måde? Og gang på gang må vi indrømme: ja, sådan var det dengang.

Kunne virkelig en kvinde dengang, som Maud Varnæs, bare gå i seng og surmule, når noget gik hende imod? Det lyder mærkeligt, for hvem kunne i dag slippe godt fra en sådan opførsel. Men vi godtager det, for selv om vi ikke personligt har kendt nogen fra de højere sociale lag, som optrådte på den måde, så kan vi godt sætte os ind i det.

Og derfor kan vi også godt sætte os ind i Varnæs’ situation, når han falder for Ulla og ender med at besvangre hende. Jeg tør ikke påstå, at den situation, der opstår dèr, er skildret med tilstrækkelig omhu. Kendte Varnæs ikke noget til svangerskabsforebyggende midler? Havde Ulla den tanke med i baghovedet, da hun lod det ske, at hun måske kunne erstatte Maud? Eller var hun bare betaget af, at en mand så højt på strå kunne falde for hende? Måske det slet ikke er forfatterens mening, at vi skal stille sådanne spørgsmål. Måske hun blot har villet fortælle os, hvordan livet var, før den frie abort kom til. For Ulla gik jo med til at få fjernet fostret.

Men Sørine Gotfredsen skal bruge handlingen i Matador til noget andet end til en sammenligning mellem før og nu. Hun lader Hans Christian Varnæs få samvittighedsnag og skyldfølelse. Og ja, det har han måske nok. Men han er også klar over, at han er kommet i klemme. For kommer det offentligt frem, at han har besvangret en kvinde, er for det første hans ægteskab i fare, og for det andet måske endda hans stilling. Var det sket halvtreds år tidligere, så måske det havde kunnet accepteres, men i trediverne? Nej, formodentlig ikke. Så samvittighedsnag, selverkendelse, syndsbevidsthed, har virkelig Hans Christian Varnæs det? Det forekommer mig ikke særlig sandsynligt.

Den største synd er at tro, at man kan undvære Gud”, siger Sørine Gotfredsen. Utvivlsomt ja, det kunne også være min formulering. Men som jeg husker handlingsgangen, er der ikke meget, der tyder på, at Varnæs har brug for Gud eller Guds tilgivelse i den situation. Hvis han havde og hvis han i det hele taget bragte Gud ind i billedet, hvordan kunne han så gå med til at slå fostret ihjel? Det var jo så tydeligt en handling, han gjorde uden at tage det mindste hensyn til de kristen-etiske overvejelser, der lå i tiden dengang. Og hvad Gotfredsen siger lidt senere, at Hans Christian og Maud har fundet større gensidig forståelse gennem erfaringen af deres egen fejlbarlighed, må vist kaldes den rene indlægning. De kom til Paris og genoplevede noget af deres første forelskelse, måske fordi de blev taget ud af deres ellers fastlåste roller. Det var det hele. Men Hans Christian fortav klogeligt affæren med Ulla. Havde han erfaret sin egen fejlbarlighed? Måske. Men han vidste heldigvis, hvordan man på den tid som velanskrevet borger i byen klarede sig ud af en sådan fadæse. Og Maud havde jo ikke erfaret nogen fejlbarlighed.

Så altså, Sørine Gotfredsens begreber om synd og syndserkendelse kan ikke bruges til at gøre os klogere på det, der skete i Matador. Og jeg tror ikke blot, det hænger sammen med, at noget sådant ikke har været forfatterens mening med denne handlingsgang, jeg tror også, det skyldes, at noget sådant ikke lader sig indflette i en handlingsgang af denne art.

Hvad Mads Skjern angår, skal man nok ikke overse, at forfatteren vil bruge ham til at fortælle os, hvordan man tidligere så på homoseksualitet. Og det er såmænd et udmærket greb. Blot man gør sig klart, at det billede, hun giver af Indre Mission, specielt via fasteren fra Jylland, ikke fortæller alt om denne bevægelse. Og også gør sig klart, at dette syn på homoseksualitet bestemt ikke var noget, som kun Indre Mission havde, det var såre almindeligt i den danske befolkning. Og ligesom der var opstået et ramaskrig, hvis Varnæs havde ladet sig skille og giftet sig med Ulla, sådan ville der være opstået et lige så højt rabalder, hvis Mads Skjern åbent havde erkendt og godkendt, at han havde en søn, der var homoseksuel.

Synd? Syndighed? Mørkt kælderdyb? Nej, det forklarer intet. Men ved at sætte almindelige jævne borgere med en selvfølgelig positiv indstilling til ægteskab og kærlighed og troskab og menneskelig forståelse op imod de supermoralske holdninger i borgerskabet, får forfatteren skabt en både spændende og oplysende handlingsgang.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget | Skriv en kommentar

Hvem betaler?

Der foregik noget afslørende i Deadline i går.

Det blev afsløret, hvor organiseret den menneskekaravane er, der for øjeblikket er på vej mod USA. Men karakteristisk nok blev oplysningen overhovedet ikke brugt i opfølgningen.

Man havde på forhånd bekendtgjort, at man ville fortælle om det, der har skabt overskrifter både i USA og her i Danmark i de sidste dage. Der er en stor karavane af mennesker på vej fra Honduras over Guatemala ind i Mexico. Til at begynde med vist mere end 7000 mennesker, nu, hvor karavanen er kommet et stykke ind i Mexico kun 4000. De satser på at komme til USA, og omvendt satser præsident Trump på at forhindre dem i at komme ind i USA.

Det var på forhånd bekendtgjort, at man ville interview’e en mand, der havde fulgt karavanen gennem tre dage, og jeg må indrømme, at jeg ikke havde de store forhåbninger til dette interview. For jeg troede, at han ville gentage medierne ikke-spørgsmål, jeg var overbevist om, at heller ikke han ville stille det, jeg mener må være det afgørende spørgsmål: Hvem betaler?

Jeg mener: Hvis man vil rejse fra Honduras til USA, skal man have smurt sig en ganske enorm madpakke, hvis man undervejs skal have noget at spise. Og alle de danske medier har glad og gerne fortalt om, hvor dårlige vilkår de kommer fra, hvor opsatte de er på at komme til USA, underforstået: det må være en meget unæstekærlig præsident, der nægter at lade dem komme ind i landet. Og nægte dem adgang det gør jo præsident Trump; han sender det ene kontingent soldater mod grænsen efter det andet. Men fortælle om det dog ret afgørende spørgsmål: hvordan de får noget at spise, det gør medierne ikke.

Men det gjorde til min store overraskelse den mand, der blev interview’et i aftenens Deadline. Han fortalte, at det hele aldeles ikke var en karavane, der rejste på må og få. Den var tværtimod ganske godt organiseret. Der var folk, der rejste i forvejen og fandt en by, hvor de næste gang kunne overnatte. De fandt også steder, hvor de kunne sove, der kom folk til fra Røde Kors, som sørgede for et måltid mad til dem, og der havde sågar i et tilfælde været tandlæger, der kunne hjælpe dem med det behov. Men især det sundhedspersonale, der tog sig af fødderne, var populært, hvilket man jo godt forstår, når de skal gå hele vejen.

Vor hjemmelsmand fortalte også, at de fleste deltagere i karavanen var unge mænd. Der var dog også enkelte familier med.

Og jo, det var bestemt glædeligt omsider at få oplysninger om madforsyningen til denne karavane. Og ligeså sørgeligt eller irriterende var det, at disse oplysninger så ikke blev fulgt op af Deadline-redaktionen. I stedet gik man videre med at spørge en USA-kender, hvilken betydning denne karavane kunne have for midtvejsvalget. Men hvorfor oplyste man ikke videre om pengestrømmene til karavanen? Hvorfor måtte vi ikke få oplysninger om, hvem det egentlig er, der vil ‘tvinge’ Trump til at åbne grænsen? Hvorfor skal vi fortsat være uvidende om, hvilke kræfter der står overfor hinanden?

Det er åbenbart skjulte kræfter, der vil søge at få flere folk til USA. ”Flygtninge”, kalder man dem fra mediernes side, men de er migranter. Vi hører om bander i Honduras, vi hører om mange mord i landet, og så pludselig, ganske spontant, er der altså en 7000 mennesker, der beslutter at ville til USA.

Nej, der er ej. Det er organiseret. Og det må nødvendigvis være organiseret. Ellers kan det ikke lade sig gøre. Men vi, mediernes kunder, må ikke få at vide, hvordan og af hvem det er organiseret. Vi skal holdes uvidende om, hvilke kræfter der står bag. Vi skal bildes ind, at der er tale om spontane flygtninge. Og når vi så endelig får en lille bid af en forklaring, når vi så endelig får at vide, at der står nogen bag, som sørger for husly og mad og drikke, så må vi ikke få mere at vide, så lukker Deadline ned for yderligere oplysninger.

Men hvilke pengestrømme er det, der sørger for mad til 4000 mennesker? Hvor kommer pengene fra? Er det folk i USA, der er interesseret i billig arbejdskraft? Eller er det naive ”Gutmenschen”, der har så ondt af disse mennesker, at de ofrer tid og penge på dem?

Intet svar får vi. En lille bid af et svar fik vi omsider i aftenens Deadline. Men en forklaring? Ak, nej, det under man os ikke. Er det virkelig for farligt at fortælle os sandheden? Hvad enten den er, at det er folk i USA, eller det er naivister, det er dog det, der er politisk interessant, og derfor det, vore medier skulle oplyse os om.

Vi véd det ikke? Jamen, så grav dog disse oplysninger frem. Hvad er I journalister for?

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget | Skriv en kommentar

Individuel eller relationel etik?

Vi er vant til at stille individuelle spørgsmål til etikken. Vi plejer at spørge om, hvad der er det rigtige at gøre etisk set, og med det spørgsmål mener vi uden videre: ”rigtigt for mig, enkeltindividet, som menneske”. Vi ser på mennesket som sådant – og det er jo altid det enkelte individ, vi har for os i vore tanker – og så spørger vi, hvordan han skal handle for at gøre det rette.

I gamle dage, dvs., i 1700-tallet, kunne man spørge, hvad man skulle gøre for at opnå et lykkeligt liv her på jorden og en salighed i himlen. I vore dage går vore spørgsmål næsten udelukkende på det første, dog med den begrænsning, at lykke – når man sådan vil være rigtig etisk – egentlig ikke er det, man i sidste ende bør stræbe efter, for ikke sandt: kun at stræbe efter for sit eget vedkommende at opnå lykke vil jo være egoistisk, og egoist må man helst ikke være, hvis man vil være et etisk korrekt menneske. Så nu prøver man fra etikeres hold at beskrive, hvordan den enkelte må stræbe efter ”det gode”, ”det barmhjertige”, ”det kærlige”, uden at skele til, om man selv vinder eller mister lykken derved.

Og det kan jo alt sammen lyde meget godt. Og altså lyde fuldstændig uegoistisk. Men spørgsmålet er, om det er i overensstemmelse med Jesu lære, og om det stemmer overens med det, Luther siger.

Sagen er, at alle den slags overvejelser hører hjemme i en individuel tankegang, en tankegang, der spørger efter det rette, det gode, det etisk korrekte for enkeltmennesket. Og gør man det, er faren for farisæisme særdeles nærliggende. Det fik endda være, for dette at fokusere på farisæisme er også en foreteelse i den individuelle tankegang. Værre er, at dette at spørge på den måde, altså at spørge individuelt, meget ofte fører med sig, at der kan ske skade på samfundet, på et eller flere af de fællesskaber, vi står i med hinanden.

Og allerværst bliver det, hvis man vil overføre disse tanker fra det personlige område til statsområdet, hvis man vil påføre en stat den etik, som man mener gælder for én selv. Tag følgende citat fra en artikel i Kristeligt Dagblad den 26-10! Det drejer sig om en interview-samtale med leder ved Center for Kristen Apologetik, Kurt Christensen, se her.

Kurt Christensen bliver spurgt om, hvad han mener er tidens største etiske dilemma, og han svarer:

Det mener jeg er flygtninge- og indvandringsproblematikken, hvor vi på den ene side har det kristne næstekærlighedsbud og den europæiske humanistiske tradition, der siger, vi skal åbne grænserne for sultne og nødlidende mennesker. På den anden side har jeg personligt til gode at møde en afrikaner eller en person fra Mellemøsten, der ikke ville komme til Europa, hvis de fik chancen. Men hvis alle de, der hellere ville leve i Europa, kom hertil, tror jeg, det ville få vores samfund til at bryde sammen. Så det etiske dilemma består for mig at se i, at det gør noget ved os som mennesker, hvis vi lukker dem ind. Men det gør også noget ved os, hvis vi ikke gør. Vil samfundet bryde sammen, hvis vi lader alle komme hertil? Man kan spørge, om vi så ikke vil få sværere ved at tage os af vores nærmeste – både økonomisk og socialt. Der er et dilemma, for man kan også forestille sig, at individet lukker sig om en form for kynisme, når vi afviser nødlidende mennesker.

Spørgsmålet med disse overvejelser er, for mig at se, om der virkelig er tale om et etisk dilemma, om det ikke er et praktisk dilemma. På den ene side har vi det kristne næstekærlighedsbud, siger han, der påbyder os at åbne vore grænser for sultne og nødlidende mennesker. Jamen, gør næstekærlighedsbuddet det? Det påbyder os at hjælpe vor næste, men hvem siger, at det er identisk med at åbne vore grænser for dem? Jo, jo, vi véd jo alle, at det er det, de mennesker, der møder op ved vore grænser og søger asyl, gerne vil have os til. Men er det den ene part i et give-modtage-forhold, der skal bestemme, hvad en kærlighedshjælp består i?

Og når Kurt Christensen siger, at alle mennesker fra Afrika eller Mellemøsten ønsker at komme til Europa, så vil han dermed afbilde den anden side af dilemmaet. Men er det så et etisk dilemma? Vi har vel ikke nogen etisk forpligtelse, hverken ud fra kristendommen eller ud fra humanismen, til at efterkomme disse menneskers ønsker. Og hvis han med sine udtalelser forsøger at være så virkelighedsnær, at han indirekte siger, at de fleste af de mennesker, der tropper op ved grænsen, er økonomiske migranter og ikke forfulgte flygtninge, så har han jo selv forvandlet det etiske dilemma til et praktisk dilemma, nemlig til det dilemma, der består i umuligheden i at skelne mellem de to forskellige slags mennesker, der står ved vores grænse: de forfulgte og lykkeridderne.

Men det dilemma er ikke et etisk dilemma, nå ja, det er et etisk dilemma for lykkeridderne: Skal de forsøge at bilde vore myndigheder ind, at de er forfulgte i hjemlandet, eller skal de fortælle sandheden: at de blot søger en bedre tilværelse end den, de kan få dèr, hvor de kommer fra?

For øvrigt overdriver Kurt Christensen noget i sin beskrivelse af den første side af dilemmaet. Hvis vi lader næstekærlighedsbuddet ligge et øjeblik og nøjes med at se på flygtningekonventionen, så påbyder den ingenlunde nogen stat at åbne grænserne for sultne og nødlidende mennesker. Dens krav går ud på at lade mennesker, der er forfulgte i deres hjemlande, få asyl. Og at være forfulgt er noget andet end at være sulten og nødlidende.

Men det er desværre nok ikke tilfældigt, at Kurt Christensen ”kom til at” sige det med sult og nødlidende. For det har jo været god latin i efterhånden mange år at opfatte migranterne som nødlidende stakler, der i den grad trænger til vores hjælp. Og det har også været god latin at give dem ret i, at den eneste ting, der kan afhjælpe deres nød, er at få opholdstilladelse i vort land. Migranterne har håbet på det, og alle godhjertede mennesker i vore lande er gået ud fra det. Dels betragter disse gode mennesker det nok som en æresbevisning, at fremmede mennesker vil slå sig ned hos os – det gjorde de i hvert fald tidligere, før vi opdagede de store problemer med integrationen – og dels vil disse gode mennesker nødig gå glip af den følelse af at gøre en god gerning, som følger med deres ønsker om at lukke grænserne op.

Det er en lidt mærkelig argumentation, Kurt Christensen kommer med for at påvise det etiske dilemma. Det består i, at det gør noget ved os som mennesker, hvis vi lukker dem ind, og gør noget ved os, hvis vi ikke lukker dem ind. Igen spørger jeg: Er det et etisk dilemma? Det kan være sandt nok, at vi som samfund nok vil udvikle os i én retning ved det at lukke porten på vid gab og i en anden retning ved at lukke den til. Men en sand etiker vil vel sige, at vi som samfund er forpligtet på i første omgang at gøre det etisk korrekte og så siden prøve at leve med konsekvenserne af dette etisk korrekte. Det er i hvert fald, hvad mange næstekærligheds-etikere vil hævde.

Jeg har tidligere citeret Ole Jensen for at se lidt anderledes på dilemmaet, se her. Han sagde i 2016:

For at være helt konkret. Det er etisk set indlysende, at vi bør hjælpe mennesker, der er drevet fra hus og hjem af krigens rædsler. Det er lige så indlysende, at vi må slå en streg og sige: Hertil. Vi kan ikke tage flere.

Vi må diskutere, hvor stregen skal gå, og bliver næppe færdige med den diskussion. Men det er uden for diskussion, at stregen må trækkes et eller andet sted.

Og det er vist en mere almindelig måde at stille dilemmaet op på. Men når man ser på de mange migranter, der søger her op nordpå, bliver det med hans formulering lige så klart som med Kurt Christensens, at der mere er tale om et praktisk dilemma end om et etisk dilemma. For ingen kan jo være uenig med ham i, at vi, så vidt vi kan, skal hjælpe mennesker, der af krigens rædsler er drevet fra hus og hjem. Men spørgsmålet er her som dèr, hvordan vi skal bære os ad med at skelne mellem flygtninge og lykkeriddere. Og svaret på det spørgsmål afgøres på praktisk og ikke på etisk vis.

Som så ofte ellers skal man lægge mærke til, hvad der ikke siges. ”Vi bør hjælpe mennesker, der er drevet fra hus og hjem af krigens rædsler”. Jovist bør disse mennesker hjælpes. Og det gør vi allerede. De hjælpes af FN’s flygtningeorganisation. De hjælpes ved at få lejre stillet til rådighed i nabolandene. Men vi har virkelig ikke pligt til at hjælpe de rige mennesker iblandt dem, der har råd til at betale menneskesmuglere til at tage dem op til vore lande, så de kan blive borgere hos os. Hverken humant eller kristeligt – hvis der er nogen forskel på de to ting – stilles der et sådant krav til os. Flygtningekonventionen handler om mennesker, der er forfulgt i deres hjemlande på grund af politisk eller religiøs overbevisning. Oven i købet stiller konventionen det krav til den flygtende, at han skal være personligt forfulgt. Det er yderst få mennesker i køerne ved grænserne, der opfylder dette krav. Men myndighederne er sig jo bevidst, at medierne har travlt med at finde alle mulige snøfthistorier frem, og medierne er det, de såkaldt uafhængige myndigheder retter sig efter, ikke konventionernes ordlyd.

Både Ole Jensen og Kurt Christensen opstiller et andet sæt etiske regler, der påbyder os at tage vare på vort samfunds sammenhængskraft. ”Vil det bryde sammen, hvis vi lader alle komme hertil?” spørger Kurt Christensen. Og Ole Jensen supplerer: ”Det er lige så indlysende, at vi må slå en streg og sige: Hertil. Vi kan ikke tage flere”. Og det har de fuldstændig ret i.

Men læg mærke til, at de nu let og elegant springer over fra den individuelle etiske tankegang til den relationelle tankegang. Det vil sige: deres dilemma opstår, fordi de sammenblander de to forskellige former for etik. Uden videre går de begge ud fra, at fordi det for enkeltindividet er en pligt at hjælpe den næste, der banker på ens dør, er det også en pligt for staten at give den næste asyl, der kommer til vor grænse. Og indrømmet: sådan har tankegangen udviklet sig igennem de seneste år. Og det er først for nylig, at nogen er kommet i tanker om, at det måske af hensyn til samfundet selv måtte være rimeligt at slå bremserne i.

Og så er det, at man begynder at tale om et etisk dilemma.

Men hvis nu den måde, vi hidtil har overholdt det etiske krav om at hjælpe den næste, der står ved vor grænse, har været helt forkert, hvis vi som stat har handlet uhensigtsmæssigt, så er der jo ikke tale om noget etisk dilemma.

Men har vi da det?

Ja, det har vi. Vi har modtaget det ene læs økonomiske migranter efter det andet. Vi har ikke standset denne trafik, efter at det er blevet klart, at det er os næsten umuligt at sende de afviste asylansøgere tilbage til deres hjemland. Vi har ikke været opmærksom på, at vor (falske?) godgørenhed har medført en decideret migration fra Mellemøsten og Afrika op til Europa og Danmark, en migration, som ikke har meget med krigsflygtninge eller forfulgte mennesker at gøre, men er en ganske triviel menneskeflytning. De fleste mennesker vil, som Kurt Christensen siger, gerne flytte til Europa, hvis de fik chancen. Og jo flere der kommer hertil, des større er chancen for, at de gør deres folkefæller i Afrika og Mellemøsten opmærksom på, hvor godt der er her i landet, og derved skaber et ønske hos endnu flere om at migrere.

Og det ønske har vi altså, hvordan vi end vender og drejer det, ikke nogen pligt til at efterkomme.

Dilemma?

Ja, bestemt, men et dilemma mellem en trafik, der har kørt alt for længe med mediernes hovedløse hjælp, og en omsorg for vort lands fremtid. Et dilemma mellem noget, nogen kalder etik, hvorefter det at møde op ved grænsen er identisk med at få sin asylsag undersøgt (der er ikke tale om etik, men om en overmoden bestemmelse i flygtningekonventionen) og en naturlig frygt for, at vort land om halvtreds år ikke vil være til at kende igen. Vi kan kalde det et folkeligt dilemma, men at det er et etisk dilemma, nej, det er umuligt.

Ikke desto mindre kører debatten stadig i det spor, der taler om etik kontra pragmatik, for man kan ikke komme bort fra, at de mennesker, der tropper op ved grænsen, er stakler. Og dem mener man, at etikken kræver hjulpet. Og vi andre, der er bekymrede for vort lands fremtid, vi kan så få navn af pragmatikere, måske endda kyniske pragmatikere.

Men det forholder sig i virkeligheden lige omvendt. For vi har pligt til at aflevere vort fædreland til næste slægtled i genkendelig form.

Udgivet i Etik, Indvandringspolitik | Tagget | Skriv en kommentar

Vesten versus islam

Det er et mærkeligt skuespil, der udspiller sig oven på Jamal Khashoggis død. Som jeg skrev i et tidligere indlæg her på bloggen: det er to tyranner, der støder sammen, den saudiske kronprins Mohammed bin Salman og Tyrkiets præsident Tayyip Erdogan. Men nu har sagen udviklet sig på den måde, at det næsten er sådan, at det igennem disse to tyranners sammenstød er Vesten og islam, der støder sammen. Og ikke mindst det gør sagen interessant at iagttage.

Man kan også sige, at de to fænomener, der står overfor hinanden er Ordet og Magten, det første normalt repræsenteret ved kristendommen, det sidste ved islam. Men det ekstra mærkelige ved denne situation er, at det kristne fænomen, Ordet, er repræsenteret ved den islamiske, tyrkiske præsident Erdogan, mens det er op til Mohammed bin Salman, MbS, at repræsentere det islamiske fænomen, Magten.

Når man nemlig ser nøjere efter i Erdogans tale til Tyrkiets parlament den 23-10, en engelsk oversættelse af hele talen kan ses her, opdager man, at der næsten ikke forekommer nogen henvisning til islam i den, derimod er der mange gange henvisninger til vestlige begreber.

Lad mig begynde med det næstsidste afsnit, hvor den eneste henvisning til islam, som talen indeholder, forekommer. Her hedder det:

Personligt er jeg ikke i tvivl om kong Salmans oprigtighed; det er meget vigtigt, at en sådan kritisk undersøgelse udføres af objektive, fair undersøgelseshold uden forbindelse til morderen. Eftersom dette er et politisk mord, så må andre forbrydere og medsammensvorne i andre lande, hvis der er nogen, inkluderes i undersøgelsen. Jeg mener, at det er, hvad der kræves i international lov, i islamisk lov og i saudisk lov.

Læg mærke til rækkefølgen, international lov kommer først, og man kan næsten få mistanke om, at den islamiske lov kun nævnes for at gøre det nemmere for saudierne at acceptere det, for deres lov tænkes jo om nogen at bygge på islamisk lov.

At saudierne repræsenteret det, jeg her har kaldt magten, kan ses af hele deres opførsel i denne sag. Man kan nok gå ud fra, at det er Mohammed bin Salman, der står bag mordet. Og han synes at operere ud fra magtens sprog, ikke just den militære magt, langt mere den økonomiske magt: når man har penge nok og kan gøre folk afhængige af sig ved hjælp af dem, så spiller det ikke den store rolle med diverse love og bestemmelser. Og det er tilsyneladende ved hjælp af en sådan økonomisk pression, at det er lykkedes for ham at få Donald Trump til foreløbig at være meget tøvende med at anklage ham. Trump vil meget nødig miste en kæmpeordre på våben, som saudierne har afgivet til USA. Og MbS har muligvis også regnet med, at han kunne lukke munden på tyrkerne; for de er også afhængige af hans økonomiske hjælp, ikke mindst efter at Trump har pålagt tyrkiske metaller en straftold.

Men hvad det sidste angår, har MbS nok forregnet sig. Erdogan var ham et nummer for smart. For hvis saudierne havde noget at ”smøre” Donald Trump med, så havde Erdogan det også: han løslod den amerikanske præst, Andrew Brunson. Så mente han at have Trump med sig, i hvert fald så meget, at han kunne lade en række detaljer om mordet sive til medierne.

Man kan også sige, at Erdogan har vist sig at forstå de vestlige medier betydelig bedre end MbS. MbS mener, at han med sine store pengestrømme kan lukke munden på enhver kritiker og på den baggrund gøre fuldstændig, hvad der passer ham. Erdogan er klar over pressens enorme magt – det viser de mange journalister, han har fængslet i Tyrkiet – og det gør ham i stand til, hvis han bare spiller deres spil, at undgå at tabe ansigt i sagen og dertil måske destabilisere MbS.

Og så ser vi de to tyranner danse for Donald Trump for at gøre sig til overfor ham. Men jo ikke bare overfor Trump, men overfor kongressen og de amerikanske medier også. De danser med hver sit våben, den ene vifter med sine mange dollarsedler, det er magtens våben, den anden hælder behændigt nye oplysninger om mordet ud til medierne, så de kan tvinge Trump til at acceptere sandheden, det er ordets våben.

Men kristendommen har jo ikke patent på ordets våben, det er almenmenneskeligt. Dette er lidt modsat det, mange kloge debattører tror, f.eks. Kasper Støvring. De mener, at den vestlige kultur kun er vestlig, den er ikke almenmenneskelig. De andre kulturer i verden står ikke i kø for at efterligne vor vestlige kultur. Nej, de har deres egen kultur, og de hviler udmærket i deres egen kultur og har ikke noget ønske om at gribe vores kultur.

Unægtelig kan det se sådan ud. Især synes jo den islamiske kultur at være fuldstændig umulig at påvirke i vestlig retning. De mange forsøg på at integrere de indvandrede muslimer i vor kultur er jo i alt væsentlig slået fejl. Og de mange muslimske lande, som lader ganske hånt om det, vi kalder almindelige menneskerettigheder, f.eks. kvindernes ligestilling, og rask væk lader de gamle muslimske regler og idealer gælde, også de synes jo at have nok i deres egne kulturelle idealer.

Når derfor nu den højmuslimske præsident, Tayyip Erdogan, så åbenlyst bruger ordets våben, når han påkalder sig international lov før islamisk lov, når han vil have sandhed frem for magt, så er det jo ikke, fordi han er blevet kristen, men så skyldes det, at han kan indse, at hvad penge angår, er han den svageste, men at ordets våben netop vil lade sandhed og ikke magt gælde, så altså den fattigere tyrk kan vinde over den rigere saudier.

Og så er det forresten ikke rigtigt, hvad de danske medier hævder, at der ikke var meget nyt i Erdogans tale. Ganske vist må man sige, at heller ikke den bringer os til bunds i sagen. Men Erdogan kommer dels med nye oplysninger og stiller dels nogle højst relevante spørgsmål. Man kan muligvis sige, at når han først gør det nu, skyldes det, at han godt lige vil have et par tweets fra Trump om hans interesse i at få sagen opklaret ”til bunds”, som han vist sagde. Så føler han, at han ikke går Trump for nær og uforvarende kommer til at få saudierne til at afblæse våbenhandelen.

Erdogan gør meget ud af at påvise, at det hele var et planlagt mord. Han fortæller, at Khashoggi allerede den 28-9 var inde på konsulatet for at bestille de papirer, han skulle bruge. Han fortæller, at de tyrkiske myndigheder havde noteret sig, at nogle ansatte på konsulatet skyndte sig tilbage til Saudi-Arabien efter Khashoggis første besøg. Og så gentager han det, vi godt vidste: at der ankom en række saudiere til Istanbul, og at tyrkerne nøje vidste, hvem de var. De har også lagt mærke til, at konsulatet ringede til Khashoggi for at sikre sig, at han kom til det aftalte tidspunkt. Endvidere, at det menige konsulatpersonale havde fået fri den eftermiddag.

Og lidt for at drille fortæller han, at de mange eksperter fra Saudi-Arabien nok havde sat konsulatets video-overvågning ud af drift, men åbenbart må have glemt nogle tyrkiske overvågnings-kameraer, for dem har tyrkerne kunnet holde sig til, når de kan hævde med sikkerhed, at Khashoggi ikke har forladt konsulatet. Ligeledes er Erdogan i stand til at bekræfte noget, der hidtil kun har været hævdet som et rygte, nemlig, at en person med Khashoggis briller og tøj på forlod konsulatet hen under midnat og tog et rutefly til Riyadh.

Men når han fortæller om tyrkernes samarbejde med de saudiere, der blev sendt til Tyrkiet for at være med til opklaringsarbejdet inde på konsulatet, driller han ikke:

For det første er der nogle spørgsmål, vi må stille og prøve at finde svar på. Dette er sket i Istanbul, så vi er ansvarlige og som ansvarlige må vi have ret til at stille spørgsmål. Efterhånden som tågen er lettet, er også andre stater begyndt at handle. Under alle omstændigheder sagde vi, at vi ikke ville tie stille, og at vi ville tage ethvert skridt, som vores samvittighed og loven krævede.

Igen: Det interessante er, at det, som den islamiske magtreligion normalt kan – og også gør – nemlig lade hånt om ubekvemme spørgsmål, og det, som Erdogan også til fulde har bevist, at han både kan leve op til i det Tyrkiet, som han har gjort mere og mere islamisk, alt det skrotter han med ét slag her. Han vil ikke tvinges til at tie stille. Han holder sig til normal international praksis: at forbrydelser ikke skal fejes ind under gulvtæppet, men opklares, oven i købet påstår han, at det er noget, ikke blot loven, men også samvittigheden kræver. Ikke sandt, det er dog bemærkelsesværdigt, at dette siges af en religiøs person, hvis religion normalt ikke regner samvittigheden for noget, i hvert fald ikke i sammenligning med den åbenbarede lov i koranen.

Og som eksempel på spørgsmål, som tyrkerne altså tillader sig at stille – sikkert meget imod kronprinsens ønske, og på trods af, at de så udmærket véd, hvad kronprinsens ønske er – nævner Erdogan det, man mangler svar på:

Hvorfor mødtes disse 15 personer, som var involveret i hændelsen, i Istanbul på morddagen? Det søger vi efter svar på. Hvor har disse personer deres ordrer fra? Hvorfor blev konsulatet først åbnet for undersøgelser mange dage efter mordet og ikke umiddelbart efter? Hvorfor er der fremkommet så mange usammenhængende erklæringer, selv om det var så åbenlyst, at der var tale om mord? Hvorfor er liget af én, som man har accepteret blev dræbt, ikke blevet fundet? Og videre, hvis påstanden om, at liget blev givet til en lokal samarbejdspartner, er sand, så spørger jeg: ‘Hvem er denne lokale samarbejdspartner? Denne lokale samarbejdspartner er ikke omtalt af en tilfældig person, men det er Saudi-Arabiens myndigheder, der siger det. Derfor er I tvunget til at afsløre denne lokale samarbejdspartner. I bliver nødt til det’.

Man må sige, at Erdogan drejer kniven rundt i saudiernes åbne sår. Men man må altså også sige, at han gør det ved hjælp af vestlige begreber, de begreber, der er holdt højt i ære hos os, men altfor ofte negligeret hos muslimerne, begreber som åben diskussion (her mellem Tyrkiet og Saudi-Arabien), ærlig dialog (som er mere end small-talk om vejret og den slags) og vilje til at få alle uforklarede detaljer frem.

Vestens religion – og det må man jo nok sige, er kristendommen – hvis centrale skikkelse af johannesevangelisten kaldes ”Ordet” (Joh 1,1), har i tiden efter 2. verdenskrigs afslutning kunnet præge internationalt samarbejde langt mere end andre religioner. Vi har fået et FN, der arbejder med Ordets kræfter, vi har fået en række aftaler, som netop er aftaler, altså noget, der baserer sig på ordet, ikke på magten. Og selv islamiske stater er meget mere påvirkede af Vesten, end Vesten er påvirkede af dem. I Iran og Algeriet og næsten alle andre muslimske stater – undtagen Saudi-Arabien – afholdes der valg, vel ikke frie valg, men dog valg, der skal forestille at være frie. Det er ikke omtalt nogetsteds i koranen, og der er da også muslimske sekter, der mener, det er uislamisk, men alligevel afholdes de.

Og nu her med Erdogans mange spørgsmål, hans henvisning til international lov og hans påstand om menneskehedens samvittighed. Også det er ting, der hører Vesten til, mere end det hører islam til. Lad være, at det alt sammen måske kun er et spil for galleriet, selve det, at han finder det opportunt at spille et sådant spil, viser Vestens eller måske snarere ”Ordets” enorme magt.

En magt, der ikke er at foragte.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget , | Skriv en kommentar