Skyklapperne sidder der endnu

Man kunne godt forestille sig, at elitens skyklapper efterhånden var blevet så gennemhullede, at de ikke betyder noget mere. Men ak, de sidder der endnu, og de virker stadigvæk fordummende og indskrænkende på synsmåderne.

Jeg erfarede det i Deadline den 14-12. Her havde Lotte Folke Korsholm den engelske professor Paul Collier i studiet. Og bevares, jeg anklager ikke hende (og redaktion bag hende) for bevidst snyd. Men det er alligevel bemærkelsesværdigt at lægge mærke til, hvad selv en forholdsvis skeptisk iagttager som denne blogejer får ud af et sådant interview, specielt når man næste dag kan sammenligne det med Mikkel Anderssons interview med samme Collier i Berlingske, se her.

Det tog mig således nogen tid at finde ud af, at Collier med ordet ”safe haven” tænkte på de flygtningelejre, der er oprettet i nærheden af Syrien. Til at begynde med udtalte han sig, så man godt kunne tro, at den trygge havn, som de af ham blev henvist til, var de europæiske lande. Det var først til sidst i interview’et, at det gik op for mig, at han dog vist måtte mene, at de var i tryghed i lejrene i Jordan og Tyrkiet.

Men det, som han i Deadline’s interview gjorde mest ud af, var at kræve en ændring af FN’s behandling af disse flygtning, gående ud på, at de for alt i verden skulle have mulighed for at arbejde og tjene deres egne penge. Der er intet så menneskeligt nedbrydende som ikke at have noget arbejde, hævdede han – efter min mening med rette – og derfor burde FN hjælpe en række foretagender med at investere i arbejdspladser i flygtningelejrene.

Og alt det kan han da have ret i, og det var specielt afslørende, da han fortalte, at unge mennesker gik rundt uden at kunne komme i skole, samtidig med at lærere gik rundt i lejrene uden at måtte arbejde.

Efter den del af interview’et havde man næsten lyst til at fortælle ham (og ikke mindst FN) om de forholdsregler, de danske myndigheder tog overfor de mange tyske flygtninge – 250.000 i alt – der kom til landet efter krigen og først kom hjem i 1948. Man var meget bange for det fænomen, som man kaldte lejrkuller, og var derfor ivrig efter at sørge godt for flygtningene: børnene kom i skole, kvinderne fik rengøringsjob og gravede tørv, de gamle mænd (der var ingen unge mænd blandt flygtningene, de var alle blevet indkaldt som soldater) blev sat til at undervise og spille skuespil og lave anden underholdning, se evt. her.

Så altså: At Collier foreslår, at man giver tilladelse og mulighed for at arbejde, er helt i orden.

Men er det alligevel ikke en biting i situationen?

For situationen er jo den, at den første del af Deadline-udsendelsen gik med at fortælle om topmødet i Bruxelles, hvor landenes ledere fremfor noget diskuterede flygtningeproblemet. Og bagefter undrer man sig over, at ingen i redaktionen havde set forbindelsen mellem denne diskussion og det, Collier sagde. Og indrømmet: Fadæsens fulde omfang gik da også først op for undertegnede, da jeg læste Mikkel Anderssons interview med Collier i Berlingske.

Collier gør opmærksom på det forholdsvis kendte forhold, at vi kan ”få meget mere for pengene” ved at bruge pengene på flygtningene i nærområdet fremfor at bruge dem på de flygtninge, der tropper op på vores dørtrin. Endvidere gør han opmærksom på, at de, der kommer hertil, typisk er rige og unge, nogle har endda unddraget sig forpligtelser i hjemlandet.

Mener du dermed, at de flygtninge, der kom til Europa under krisen i 2015, var opportunister?

»Man bliver selvfølgelig nødt til at se på folk individuelt. Men det er overordnet en atypisk gruppe i forhold til hovedparten af flygtninge. Stort set alle kom til Europa fra lande, hvor de i forvejen var i sikkerhed. Ideen om, at lige netop den gruppe har enormt behov for hjælp, er simpelthen uansvarlig og intellektuelt doven. Det er moralsk selvhævdelse af den værste slags. Når intellektuelt dovne mennesker bruger den slags argumenter til at hævde, at de er de gode, bør deres argumenter punkteres. Og det gør jeg gerne.«

De ”intellektuelt dovne” er netop de politikere, der samme aften sidder og diskuterer i Bruxelles, og hvorfra den første del af Deadline bragte udførlige referater. Men ikke om nogle af Colliers modargumenter mod at tage imod alle de spontanflygtninge, der ankommer, blev ført i marken af studieværten. Det havde ellers været oplagt. Bare den tanke, at de mennesker, der arriverer, så at sige alle kommer fra lande, hvor de i forvejen var i sikkerhed. Hvorfor kalder vi dem flygtninge? Og hvorfor behandler vi dem, ikke som flygtninge, men som indvandrere? Intet svar. Nej, for ingen i redaktionen får den idé at spørge.

Collier vil ikke tale nedværdigende om dem, der ankommer over Middelhavet. Men, siger han i Berlingske,

Hans anke er mod de politikere, som har lavet en incitamentsstruktur, der belønner de få frem for de mange og lokker folk til at sætte livet på spil, blandt andet på den farlige rute over Middelhavet.

Her har han selv sat adresse på sine indvendinger. Men blev de viderebragt? Oh, nej, det vovede Deadline-redaktionen ikke.

Eller rettere – og det er næsten værre – det den slet ikke. Og der har jo ellers været talt en del om den pull-effekt, som mange mener ligger i den måde, vi i Europa modtager flygtninge på. Og netop flygtninge sad man og debatterede på topmødet, hvordan de skulle fordeles, hvordan man kunne tvinge specielt østeuropæerne til at være solidariske.

Netop de to ting afslører de skyklapper, man har på i DR. Man har to sager, man behandler; de har i høj grad relevans for hinanden. Men man får ikke enderne til at møde – for nu at sige det på den måde – for man ser overhovedet ikke, at de to sager vedkommer hinanden.

Lad mig slutte med en sandhed fra Collier, som kun kom frem i Berlingske, ikke i Deadline:

Hvis man antager, at du får din vilje, og Europa ikke længere vil acceptere flygtninge, hvad skal man så gøre med dem, der kommer alligevel?

»Den grundlæggende regel bør være, at folk der ankommer i strid med asylreglerne, ikke skal have det, de vil have, for så vil der komme flere. Sådan fungerer incitamenter. Derfor må man finde en mekanisme, der er i overensstemmelse med ikke at udsætte flygtningene for fare eller lidelse, men som heller ikke indebærer, at de får asyl og rettigheder i eksempelvis Nordeuropa. Der kan man sige, at uanset hvor man sender eksempelvis somaliere hen, vil det være bedre end retur til Somalia, og derfor kan man eksempelvis give dem tilbuddet om at blive indkvarteret i en lejr i et hvilket som helst sikkert naboland,« siger han og fortsætter.

»Som flygtning har man ikke ret til at shoppe efter det land, man ønsker, men bør i udgangspunktet tage tilbage til det første sikre land, man kom til.«

Sådan fungérer incitamenter. Og incitamenter er netop, hvad vi har givet de tusindvis af migranter, der er ankommet til Europa. Hvordan man kan ophøre med at give migranter incitamenter, det burde have været debatten i Bruxelles, i stedet for den skyklappedebat, der fandt sted, og som ukritisk blev viderebragt af Deadline.

Reklamer
Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget | Skriv en kommentar

Skabt som sprogbruger

Sara Omar, den dansk-kurdiske kvinde, der netop har fået romanen ”Dødevaskeren” udgivet, sagde – som nævnt i det forrige indlæg – i et interview i Berlingske:

Men hvis Allah har skabt mig, har han også gjort mig til den kvinde, der tør stille kritiske spørgsmål ved tingene. (Se her).

Der ligger en modsigelse i dette udsagn. Hvis den gud, hun taler om: Allah, er identisk med den muslimske gud, har han efter islams overbevisning stået bag ved koranen. Og ifølge koranen har Allah ikke skabt kvinden til at være mandens ligestillede, hun er skabt til at være underordnet manden, og hun er derfor ikke skabt til at stille kritiske spørgsmål ved tingene, f.eks. ved islams kultur. Gør hun det alligevel, mener islams mænd, at det djævelen, der styrer hende, og de tillader sig derfor ofte at slå et sådant væsen ihjel.

Hvad islam overser, men hvad kristendommen indser, er, at det ligger i selve sprogets virkemåde, at enhver sprogbruger står lige med enhver anden. Ved at lytte til et andet menneske kommer du uvilkårligt til at sætte dig i vedkommendes sted, til at anerkende den personlighed, der ligger bag den anden, det vil sige: til at acceptere den anden som ligestillet med dig.

Omvendt: Hvis du på forhånd har den indstilling, at den anden er en dig underordnet person, bliver den sproghandling, der foregår imellem jer, falsk: du lytter kun på skrømt, du lever dig ikke ind i den anden, du hører kun det i den andens ord, som du kan bruge til yderligere undertrykkelse.

Løgstrup har i begyndelsen af ”Norm og Spontaneitet” en lille historie, der på udmærket måde illustrerer den pointe, jeg her vil have frem. Han fortæller om en kvinde, der en tidlig morgen får besøg af Gestapo, to mand høj. Den ene går rundt og undersøger huset, den anden agerer flink og venlig og forsikrer, at det hele blot er en formssag. Men, fortæller Løgstrup,

Hun ved, at der af den mindste uoverlagte bemærkning vil blive smedet våben imod hendes mand og hende selv. Til trods for det – og det er næsten det mærkeligste ved det hele – må hun hele tiden tage sig i en tilbøjelighed til at komme på talefod med manden, som om han måtte kunne bringes fra sit destruktive forehavende til menneskelig indsigt og fornuft. Uafbrudt må hun holde hovedet koldt. Hvorfor? Hvad er det, der melder sig i tilbøjeligheden? Det er den elementære og definitive ejendommelighed, der er ved al tale som spontan livsytring, dens åbenhed. At tale er at tale ud. Det er ikke noget, den enkelte gør talen til, det er den i forvejen, så at sige som anonym livsytring. Det er dens suverænitet, som vi giver os ind under i samme øjeblik vi giver os til at tale. (Norm og Spontaneitet, side 17).

Hvis Løgstrup har ret i, at denne åbenhed ved talen er et almenmenneskeligt fænomen – og det tror jeg, han har – så må denne tilbøjelighed til at tale ud også findes blandt muslimer. Den er ikke noget for det vestlige menneske specielt.

Jeg har før været inde på, at det var sandhedskravet, et krav, der ligger i al tale, der i sidste ende fik Sovjetunionen til at bryde sammen. Det hele var bygget på en forskel mellem de styrende og de styrede, de styrende vidste ét eller andet sted i deres bevidsthed, at de ord og begreber, som de styrede landet efter, var falske, men de var nødt til at fastholde falskheden for at kunne bevare magten, magtens krav overskyggede ordets krav. Men da så én kom til, som ikke anerkendte denne forskel og denne falskhed, faldt hele dette korthus sammen.

Noget tilsvarende, blot endnu mere sofistikeret, findes i den muslimske verden. Her har man opbygget en forskel mellem muslimer og ikke-muslimer, og indenfor den muslimske gruppe: mellem mænd og kvinder.

Men, vil man sige, vil ikke talens åbenhed gøre sig gældende her?

Svaret er, at det gør den i høj grad. Blot har den hos muslimerne disse indbyggede værdiforskelle at kæmpe mod. At tale er at tale ud. Men du kan ikke tale ud med et mennesker, der anser dig for mindreværdig. Og da mænd altid anser kvinder for mindreværdige – et mandligt vidne i en muslimsk ret svarer til to kvindelige vidner, eller det kvindelige vidnesbyrd gælder kun det halve af det mandlige – kan mænd kun komme til at elske deres kone, hvis de overhører al islams tale om kvindens underordnelse.

Og det viser blandt andet Sara Omars bog, at muslimske mænd meget ofte nøjes med et ægteskabs ydre sammenhold. At der er noget med at være lige med hinanden i kærlighed og tillid, opdager de tilsyneladende ikke, nedsunket som de er i islams forskelsbehandling.

Er kristendommen da bedre?

Ja, for den vil fremme denne naturlige ligestilling.

Som vist sagt tidligere her på bloggen: Kristendommen er et enzym, der får en naturlig proces til at foregå lidt hurtigere. Det er derfor umuligt at sige, om den ligestilling mellem mænd og kvinder, vi i vore samfund sætter højt, er fremkommet som en naturlig sag eller fremkommet via kristendommens indflydelse, fremkommet er den, og kristendommen har i hvert fald ikke hindret den.

Et andet tilfælde, som viser dette, ses i en artikel, jeg fik optaget i Den korte Avis, se her. Heri gengiver jeg en anmeldelse af en bog om en yasidi-kvindes frygtelige skæbne. Hendes landsby blev indtaget, mændene skudt, de yngre kvinder medtaget som sexslaver. To gange prøvede hovedpersonen at flygte, først anden gang lykkedes det. Og vel at mærke: det lykkedes i kraft af en muslimsk families næstekærlige og dødsensfarlige handling: hun bankede i Mosul på en tilfældig dør, og bag den dør fandt hun hjælp. Altså, den tilskyndelse til at hjælpe alle i nød, som var ganske udslettet hos IS-krigerne og deres sympatisører, var i god behold hos disse muslimer.

At de så kun fik hende smuglet ud af Mosul – forbi en kontrolpost med hendes billede hængende på en plakat som efterlyst slave – fordi de var kloge nok til at lade hende bære niqab, den muslimske hovedbeklædning, hvor kun øjnene er frie, det er lige så lattervækkende, som de andres handling er beundringsværdig.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget | Skriv en kommentar

Den forunderlige Gud

Paulus undrer sig i Rom 9,25f over Guds forunderlige gerninger. Han handler helt anderledes, end vi mennesker forestiller os det. Han skriver:

Dertil kaldte han også os, ikke kun blandt jøder, men også blandt hedninger – som det hedder hos Hoseas:
Jeg vil kalde Ikke-Mit-Folk Mit-Folk,
og kalde Ikke-Elsket Elsket;
og dér, hvor det lød til dem:
I er ikke mit folk,
dér skal de kaldes
den levende Guds børn.

Sådan bar han sig ad med de første kristne: han udvalgte, siger Paulus andetsteds, de ikke-mægtige, de svage, for at gøre de stærke til skamme:

 For tænk på, brødre, hvordan det var med jer selv, da I blev kaldet: I var ikke mange vise i verdslig forstand, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme. v27  Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, v28  og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting, v29  for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud. (1 Kor 1,26-28).

Og vi véd det også fra jøderne i Jesu samtid. Det var ikke de kloge og rige, der flokkedes om Jesus, det var ikke dem, der kendte loven og overholdt den, det var de udstødte og svage, det var de ringeagtede. Dem tog Jesus sig af, for, som han sagde: ”De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere” (Mark 2,17).

Ikke sandt: En ”Rasmus-Modsat-Gud”, en Gud, der handler anderledes, en Gud, hvis gerninger viser sig de mærkeligste steder; sådan er vores Gud.

Forleden så jeg en Guds gerning på et sted, hvor jeg nok mindst havde ventet det: hos en muslim. Forleden så jeg et ord, der lyste af kristen martyrvillighed, men det var en muslimsk kvinde, der fremsagde det. Forleden mærkede jeg den Guds gerning, som ved at lade en sand kristen holdning fremstå et helt uventet sted vil gøre os, der roser os af kristennavnet, til skamme.

Men jeg er nok nødt til at fortæller forhistorien med.

Det begyndte med, at jeg læste en anmeldelse i Information af Sara Omars nys udkomne bog ”Dødevaskeren”, se her. Information havde meget usædvanligt ladet anmeldelsen begynde på forsiden. Med store bogstaver lød det: ”Først Yahya Hassan, nu Sara Omar”. Og så måtte man jo læse denne anmeldelse.

Det var forfærdelig, men gribende læsning. Ligesom anmelderen, Henriette Mørk, bliver man forundret og forarget over, at det, der heri berettes, den kvindeskæbne, der her rulles op for os, er noget, der sker så at sige for øjnene af os. Er virkelig forholdene så undertrykkende, så brutale hos vore muslimske landsmænd? I romanform skildrer Sara Omar sin egen opvækst i Kurdistan og sit efterfølgende voksenliv i Danmark, og man får en nøgtern beskrivelse af, hvad kvindeundertrykkelse i muslimsk kultur vil sige: I Kurdistan var romanens hovedperson nær blevet dræbt af sin far i hans skuffelse over at få en pige, ligesom hun allerede som femårig oplever at blive seksuelt misbrugt af sin onkel. I Danmark foregår handlingen på Skejby sygehus, hvor hun er indlagt, tydeligt voldsskadet efter en antydet skilsmisse fra sin mand. Her fortæller hun sin historie til en sygeplejerske, der også er fra Kurdistan, men afbryder den, da hun bliver klar over, at dette kan bringe hendes liv i fare, fordi hendes hævngerrige far så kan få at vide, hvor hun befinder sig.

Andre har også anmeldt bogen med tilsvarende resultat, således Anne Sophia Hermansen i Berlingske, se her. Men hvad der især slog mig, og slog mig som noget, der i høj grad er en anstødssten for os kristne, var et interview, Berlingske havde med hende, se her. Her bliver hun spurgt, om hendes bog er et opgør med islam, og hun svarer:

»Jeg benægter ikke, at der findes en Gud. Jeg betragter mig selv som muslimsk agnostiker. Dem, jeg kritiserer, er mennesker, der har fordrejet Guds ord, hvis det overhovedet er Guds ord. Det er mennesker, der retfærdiggør deres handlinger med Allah. Og jeg taler ikke om Islamisk Stat eller om ekstremister. Jeg taler også om det, der foregår i mange almindelige familier. Men hvis Allah har skabt mig, har han også gjort mig til den kvinde, der tør stille kritiske spørgsmål ved tingene. Muslimske kvinder bliver straffet med ordets magt, og nu må vi bruge ordene til at ændre tingene. For ord har magt. Og den magt har jeg fundet. Og der er ingenting i denne her verden, der skræmmer mig længere.«

Ord har magt”. Det er jo en kristen grunderkendelse, her udtalt af en muslim. Ingenting kan længer skræmme hende fra at bruge den magt. Det er jo en kristen martyrvillighed, der her gives udtryk for. Dog fremsat af en muslimsk kvinde. Den forunderlige Gud lader altså disse ord fremkomme fra ganske uventet kant. Det ikke-folk, der findes blandt muslimerne, kalder han på, og gør til et folk, et sandhedens folk, med langt større kraft end nogen af os “vise” kan opvise.

Nej, sandelig, “den gamle af dage” er sandelig ikke død. Men hans gerninger ses andre steder, end hvor de plejer at ses.

Hvad er al kirkens dialogvirksomhed værd, hvis den ikke vover at tage livtag med den islam, der står bag denne kvindes undertrykkelse? Hvad er al vor overbærenhed, alle vore lukkede øjne for koranens budskab, al vor forståelse for de muslimske teologers vanskelighed ved at få gjort islam til en fredens religion, hvad er alt dette værd, når det ikke kan forhindre, at det, Sara Omar her beretter om, foregår i vort land, blandt kvinder, der bor midt iblandt os? Så er vi jo med al vor ovenud store velvillighed overfor koranens mænd med til at få denne undertrykkelse til at fortsætte.

Og se rundt om på vore redaktioner! Der er efterhånden ingen, der vover at tale eller tegne islam midt imod. Man vil sandelig ikke have ørerne i maskinen. Det er ikke op til mig at skamme nogen ud for fejhed, for det er ikke mig, der stilles i dette valg, og jeg forstår til fulde, hvor vanskeligt det må være for den, der har kone og børn at tænke på, at gå i kødet på islam i al offentlighed.

Men det bør dog ikke forhindre mig i at beundre dem, der tør gå imod strømmen, kristne eller muslimer, det gør ingen forskel.

Ord har magt”.

Det er jo det samme, vi siger hver gang, vi holder dåb. Her taler Jesus, Guds ord, og siger: “Mig er givet al magt i himlen og på jorden”. Og så er det altså pludselig en røst fra en helt anden kant, der siger det samme, opvakt af vores Gud, af Jesu Kristi far. Som hun selv siger: “Men hvis Gud har skabt mig, har han også gjort mig til den kvinde, der tør stille kritiske spørgsmål ved tingene”.

Den Gud, islam taler om, har befalet hende at tie, at finde sig i at være undertrykt, udnyttet på utallige måder. Men den Gud er ikke den sande Gud. Det er vores Gud, der er den sande Gud. For hans magt ligger i ordet, i det ord, der har magt. Blot har han så svært ved at ruske op i det dvaske, danske kirkefolk.

Det er jo ikke, fordi vi skal bruge hendes roman til at rakke ned på muslimer. Vi skal bruge den til at fortælle sandheden om islam: at den sætter mænd over kvinder, at den giver mænd privilegier på kvinders bekostning, at den lader mænd slippe fri, hvor kvinder bliver anklaget, osv. En religion, kort sagt, der er nødt til at bruge vold for at holde den kritik nede, der næsten uundgåeligt vil fremkomme, når blot en anelse frihed til selvstændig tænkning indrømmes.

Lad mig gentage den Luther-tanke, jeg nævnede for et par indlæg siden. Luther havde i 1530 læst den dominikanske munk Richardus’ skildring af koranen og dens mærkværdigheder, men han havde ikke nogen koran, han kunne kontrollere Richardus med, og derfor troede han, at Richardus’ påstande var opfundet af nogle fantasifulde italienske skribenter, for han kunne ikke tro, at djævelen kunne have held med at overbevise mennesker om så absurde påstande. Men i 1542, hvor han omsider har fået fat på en latinsk oversættelse af koranen, ser han til sin overraskelse, at Richardus har haft ret hele vejen igennem, se her: de muslimske påstande i koranen er virkelig så absurde.

Vi har heller ikke kunnet tro, at kvindeundertrykkelsen i islam er så djævelsk, som Sara Omar beretter om det. Men efterhånden som flere og flere af vore muslimske landsmænd fortæller om det, må vi indrømme, at den slags forekommer. Hvor utroligt det end lyder.

Udgivet i Islam, Luther | Tagget | 1 kommentar

Uvidenhedsmetoden

Der er mange måder, hvorpå den forudindtagede journalist kan få stoffet til at fremstå i den vinkel, han eller hun ønsker det.

Én af måderne er at fremstå uvidende, enten bevidst uvidende eller uvidende uvidende. Det sidste er nok det mest almindelige. Man deler uvilkårligt holdningerne hos main-stream-medierne, dvs., deler den blindhed, der hersker dèr, deler den uvidenhed, man går til opgaven med.

Jeg har før givet eksempler på det, og eksemplet her bliver nok ikke det sidste. Men forleden aften i Deadline (altså Deadline for den 28-11) fremkom et nyt eksempel.

Det var den nye generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Christian Friis Bach, der fremkom med den. Og jeg var da ærlig talt lidt spændt på at høre, om han lider af de samme vrangforestillinger som hans forgænger Andreas Kamm. Som man måske husker, var jeg højlig forarget på Andreas Kamm for et årstid siden, se her. Jeg skrev dengang:

Kamm erindrer fra sidste år, hvordan billedet af den druknede lille dreng, Aylan Kurdi, gik verden rundt og forårsagede en vældig opblussen i viljen til at hjælpe. Han skriver:

Billedet gik verden over, blev ikonisk og et symbol på en verden, der havde fejlet. En verden, der havde svigtet syriske Aylan, hans familie, de 3.700 andre mennesker, der sidste år druknede i forsøget på at komme i sikkerhed i Europa, og de alt for mange flygtninge og fordrevne, der findes i verden.

Jamen, kære Andreas Kamm, det er jo løgn, det, du skriver. Vi har ikke svigtet den lille dreng, vi har ikke svigtet hans familie”.

Dette ikke-svigt begrundede jeg med, at den vestlige presse for engangs skyld havde gjort sin pligt: fundet frem til, hvad der virkelig lå bag den lille drengs død. Hans far prøvede ikke at komme i sikkerhed i Europa. Han levede i Tyrkiet som kurdisk flygtning uden de store indkomster, men dog i sikkerhed. Blot ville han gerne have en bedre tilværelse i Tyskland, og han forsøgte derfor som tusinder andre at komme til Grækenland. Blot forulykkede den gummibåd, han og hans familie var med, og hans lille dreng og hans kone druknede.

Det er sandt nok, at billedet af den druknede lille dreng gik verden over, og det er også sandt, at man uden videre tog det som et symbol på Vestens svigt. Men denne symbolik forsvandt, da sandheden om drengen og hans død blev fremskaffet af medierne.

Ikke desto mindre lader altså Andreas Kamm som ingenting året efter, forsøger stadig ud fra billedet at bearbejde vores samvittighed. Det er intet mindre end løgnagtig virksomhed. Og denne løgn søges altså gennemført derigennem, at Kamm lader, som om han er uvidende om de kendsgerninger om drengen, der er kommet frem.

Vil hans efterfølger bære sig ad på samme måde?

Ak ja, det ville han.

Man diskuterede i Deadline-udsendelsen regeringens beslutning om ikke at modtage kvoteflygtninge fra FN. Den anden diskussionsdeltager var Michael Aastrup Jensen, ordstyrer var Lotte Korsholm. Undervejs blev bragt et clip med Marie Krarup, som hævdede, at den bedste måde at hjælpe på var at modtage kvoteflygtninge; hvis man blot kunne få standset strømmen af spontane flygtninge, kunne man bruge pengene langt bedre på FN’s flygtninge, for de var i meget højere grad ægte flygtninge.

Det forholdt Michael Aastrup sig ikke til. Men Christian Friis Bach advarede mod at ophæve asylretten. For den var det pinende nødvendig at fastholde. Han mindede om, at det var situationen med jødeforfølgelserne i Tyskland i trediverne, der havde givet de underskrivende lande en pligt til at behandle de menneskers asylansøgning, der mødte op på grænsen og søgte om asyl. Og på spørgsmål fra Lotte Korsholm fastholdt han princippet om retten til behandling af asylansøgning, også selv om det medførte store og – synes det – uløselige integrationsproblemer.

Han så meget alvorlig ud, mens han redegjorde for baggrunden for asylretten. Og man får vel uvilkårligt det indtryk, at han virkelig mener det, han siger, at altså han altså er uvidende om den uvidenhed, der præger ham.

For lad det være aldrig så sandt, at de lande, der har underskrevet flygtningekonventionen, har pligt til at lade de mennesker, der søger om asyl ved ens grænse, få sin sag behandlet, det bliver forkert, når man fortier, at dette ikke gælder mennesker, der ankommer til ens grænse fra et sikkert land. I et sådant tilfælde har man lov til at behandle asylansøgningen, men man har ikke pligt til det.

Det gør en kæmpeforskel. Men så at sige alle politikere og alle medier er overbeviste om, at man har pligt til at behandle alle de asylansøgere, der tropper op ved landets grænse. Og der lød da heller ingen protester fra de to andre deltagere over denne tolkning af konventionen.

Dette med pligt til og lov til er ikke noget, jeg har fundet på. Jeg har det fra en tidligere dommer ved den tyske forfatningsret, Hans-Jürgen Papier, og jeg har det fra EU-kommissionen, der var nødt til at gøre opmærksom på denne hidtil oversete detalje for at få Grækenland til at kunne sende migranter tilbage til Tyrkiet på konventionsmedholdelig vis, se her: man skulle bare fra græsk side anerkende Tyrkiet som et sikkert land, så var den hjemme. Sagde altså EU-kommissionen, en instans, der vel må formodes at have en vis juridisk indsigt.

Jeg kan også godt fremkomme med forslag til, hvordan det kan være gået til, at denne begrænsning i reglerne er gået i glemmebogen.

Dengang, da der kun var få flygtninge, der søgte asyl, spillede det ingen rolle med denne begrænsning. For så at sige alle europæiske lande ville hjertensgerne vise deres gode vilje til at modtage flygtninge. Og da der så efterhånden kom flere og flere, til sidst så mange, at man fik vanskeligheder med at behandle deres asylansøgninger, accepterede man, i hvert fald i Italien, at de rejste videre til andre lande for at søge asyl dèr. Og hvad, Dublinaftalen sagde jo også, at en flygtning kun kunne søge asyl i ét land, de andre lande i aftalen skulle sende flygtningen tilbage til det land, han eller hun først have søgt asyl i. Men alle lande havde accepteret en vis moralsk forpligtelse til at behandle alle ansøgninger fra de flygtninge, der mødte ved landegrænsen og sagde ”asyl”. Man ville jo gerne anses for et venligt og imødekommende land. Og man glemte så i farten, at dette ikke var en pligt, men noget, landet frivilligt påtog sig for at kunne være med i det gode selskab.

På den måde havde man – stik imod konventionens hensigt – fået det gjort til en acceptabel sag, at en flygtning kunne ”asylshoppe” mellem de europæiske lande, altså selv bestemme, hvor der skulle søges asyl. Ligeledes havde man ødelagt en ellers nogenlunde god måde at kende forskel på migranter og flygtninge på: hvis de tilrejsende er flygtninge, vil de være tilfreds med den sikkerhed, det første lande, de arriverer i, kan tilbyde dem; de er jo personligt forfulgte og derfor glade for endelig at være kommet i sikkerhed. Ligesom jøderne, der i trediverne kom til Holland, var glade for at være i sikkerhed dèr. De, der rejser videre, kan med en vis ret betegnes som migranter.

Som man kan forstå ud fra denne uvidenhed blandt både politikere og medier om, hvad der er tilladt og hvad ikke ifølge konventionen, er det ganske svært for Dansk Folkeparti at få overbevist de andre partier om, at man bør afvikle asylretten for de spontane flygtninge for i stedet kun at modtage kvoteflygtninge.

Mærkværdigvis nok synes Dansk Folkepartis svenske søsterparti, Sverigedemokraterne, at have haft held til at overbevise det største borgerlige parti, Moderaterne, om noget tilsvarende, se her. Det synes dog ifølge denne artikel mere at være begrundet i de mange drukneulykker på Middelhavet – fra 2013-2017 er 15.000 mennesker druknet på den måde – men ligegyldigt hvordan, kan der blot komme lidt mere orden på sagerne, så er det bliver staterne og ikke menneskesmuglerne, der bestemmer, hvem der skal ind i landet, så er det godt.

Også Mikkel Andersson argumenterer i Berlingske for, at man bør standse de spontane flygtninges strøm for i stedet at modtage det flere kvoteflygtninge, se her. Men han synes ikke at have læst Papiers overvejelser over sikre og usikre lande.

Men altså: inden vi giver os til at argumentere for, at vi skal forlade flygtningekonventionen, var det måske en idé at se på, hvad der egentlig er pligt og hvad der er tilladt ifølge denne konvention.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , , | 3 kommentarer

Et farisæerangrebs farisæisme

Så er der igen godt nyt fra Sørine Gotfredsen. Hun skildrer i sin klumme i Kristeligt Dagblad, se her, hvordan hun i en samtale med Søren Ulrik Thomsen var tæt på at opdage den blindgyde, hun vistnok har arbejdet sig ind i.

Når det kan siges, at hun med sin tale om det onde er ved at arbejde sig ind i en blindgyde, skyldes det, at man nemt komme til at optræde som en farisæer, hvis man hele tiden betoner ondskaben, sin egen sammen med andres, naturligvis. Om så Søren Ulrik Thomsen slipper ud af en tilsvarende fælde, er uvist.

På bogmessen førte Søren Ulrik Thomsen og hun en samtale om det onde, skriver hun, og fortsætter:

Det fik Søren Ulrik Thomsen til at tale om en særlig form for bagvendt selvretfærdiggørelse, hvor man dyrker bevidstheden om egen syndighed så kraftigt, at man næsten afviser værdien af gode gerninger. Og han fandt, at min tale om det onde kan have den skyggeside, at den låser mennesket fast.

Nu siger Søren Ulrik Thomsen kun, at man, hvis man hele tiden gør opmærksom på sin egen og andres ondskab, næsten afviser værdien af gode gerninger. Altså kun ”næsten”.

Dog først dette med den bagvendte selvretfærdiggørelse!

Det har med det at gøre, som antydes i dette indlægs overskrift, at en anklage for farisæisme meget let kan føre med sig, at den anklagende selv må kaldes en farisæer. For ved at anklage en anden for farisæisme fremhæver man på farisæisk vis sig selv som en god ikke-farisæer, som én, der i modsætning til den, man anklager, har sit på det tørre, hvad farisæisme angår. Men derved bliver man jo en bagvendt farisæer, eller man gør sig skyldig i det, Søren Ulrik Thomsen kalder bagvendt selvretfærdiggørelse.

Og den holdning eller den anskuelse af det onde kan altså føre til, siger han, at den låser et menneske fast. Det bliver ligegyldigt, om man gør det gode eller ej, ja, han hævder endda i en mail, han skrev i fortsættelsen af samtalen, at dette, at man ikke bliver et bedre menneske af at gøre gode gerninger, meget let kan skærpes til den påstand, at gode gerninger er af det onde.

Imod det vil han hævde, at man jo netop kan gøre gode gerninger, når man véd, at det ikke er dem, der frelser én, men troen.

Her kommer Sørine Gotfredsen med den foreløbige konklusion, at

Søren Ulrik Thomsen har fat i noget, idet mistroen til idealismen kan skabe en tro på, at mennesket nærmest skal opgive at bringe verden fremad.

Jeg standser min gennemgang af Sørine Gotfredsens artikel her for at gå over til at anklage dem begge eller i hvert fald Sørine Gotfredsen for mangel på forbindelse med virkeligheden.

Hvis man vil ud af den blindgyde, som Gotfredsens forståelse af ondskaben let fører ind i – den, at det er ligegyldigt, om man gør det ene eller det andet – må man være saglig, dvs., man må – hvis man vil tillade mig det ord – være folkelig.

For hvad er folkelighed? Hvad er den danske folkelighed?

Det er summen af alle de skrevne og uskrevne love, der omgærder vor omgang med hinanden. Det er alle de mange rollemodeller, der ligger i vor tradition, og som hver ny generation tilegner sig. Det er den opdragelse, vi uden at tænke over det, giver vore børn, så normal høflighed og god omgangstone så nogenlunde bliver indprentet i dem.

Og hvis jeg nu vil hævde – hvad jeg forresten vil – at den danske folkelighed er bedre end lad os sige den egyptiske, vil jeg så være en farisæer?

På ingen måde. For jeg kan jo fremføre argumenter for det. Jeg kan henvise til undersøgelser, der viser, at vi danskere hører til blandt de lykkeligste folk på kloden. Jeg kan komme med mange enkeltiagttagelser – f.eks. om det muslimske flertals behandling af kopterne, om vanskeligheden ved at indføre demokratiske reformer, m.m. – som understreger, at det, der falder os let på grund af den folkelighed, vi lever i, det falder egypterne vanskeligt.

Men når jeg ikke er en farisæer, når jeg fremhæver den danske folkelighed i modsætning til den egyptiske, skyldes det, at jeg betragter denne folkelighed som en gave, som noget, tidligere generationer har skænket os, som noget, der er udviklet hos os ved lige dele tilfældighed og omsorgsfuldt arbejde. I det øjeblik, jeg bevidst eller ubevidst vil prale af den danske folkelighed og dens fortræffeligheder, i det øjeblik, jeg vil tillægge mig selv og mine omgivelse ansvar for fremvæksten af denne folkelighed, så gør jeg dels det, at jeg lyver, og dels det, at jeg forvandler mig til en farisæer.

Nu er det sjældent, at vi danskere sådan direkte sammenligner os med egypterne. Mere almindeligt er det, at vi gammeldanskere sammenligner os med nydanskerne, især med de mange tilflyttede muslimer. For disse tilflyttere har jo ikke sådan uden videre del i den danske folkelighed, de har deres egen medbragte folkelighed at glæde sig over og rette sig efter. Og denne folkelighed er i udpræget grad bestemt af islam. Man kan diskutere, om vores folkelighed er bestemt af kristendommen; jeg vil egentlig hellere sige, at kristendommen er et enzym, der fremmer fremvæksten af en naturlig folkelighed; måske denne naturlige folkelighed ville være vokset frem alligevel, kristendommens enzym bevirker blot, at det sker hurtigere og mere gnidningsfrit.

Omvendt må man sige, at islam med alle dens bestemmelser modvirker de fremmedes integration, hvis altså integration her betyder accept af og medleven i den danske folkelighed. Bare sådan noget som de særlige muslimske kostregler, bare det er nok til at sætte et skel op mellem ”dem” og ”os”; og ”dem”, det er altså her os etniske danskere, som muslimerne ikke uden videre vil være sammen med eller spise sammen med, for vi er jo urene, vi spiser svinekød, vi drikker alkohol.

Og fordi jeg kan henvise til sådanne kendsgerninger, når jeg hævder, at den danske folkelighed er bedre end den muslimske, derfor er det, at jeg ikke kan anklages for farisæisme af den grund. Den folkelighed, jeg er en del af, og som jeg efter bedste evne prøver at vedligeholde, måske endda opbygge, den ligger nærmere ved den naturlige lov og det naturlige liv, som sproget i dets grundstruktur lægger op til os at holde os til, en grundstruktur, som islams sharia modarbejder.

Det er jo ikke os danskere, der slår vores unge ihjel, hvis de ikke vil gifte sig med den, vi som forældre har udset til dem. Det er muslimerne. Nuvel, det er måske ikke sådan ligefrem 100% i overensstemmelse med shariaen, men shariaen lægger dog op til social kontrol, endda til brug af magt på forskellig måde, hvis man ikke retter ind.

Og når jeg og formentlig mange andre danskere går ud fra, at de idioter, der kaster sten ned på motorvejene fra motorvejsbroerne, er muslimer, skyldes det ikke, at vi i farisæisk hovmod har hævet os højt over muslimerne, det skyldes, at vi godt kan indse, at de med deres renheds- og urenhedsforestillinger kan opelske et had til os danskere, kan se os som ”fjenden”, en fjende, som man både kan og skal modarbejde med alle mulige slags nålestiksoperationer.

Vi har igennem mange år bygget motorvejsbroer, og vi har aldrig i vores vildeste fantasi eller vore værste drømme kunnet forestillet os, at de kunne bruges til det, de nu bliver brugt til. For nok har enkeltpersoner kunnet føle sig udenfor i vort samfund, men der har aldrig før muslimernes ankomst kunnet dannes en så udtalt ”dem-og-os” forestilling iblandt os. Men nu, hvor vi bliver mere og mere klar over muslimernes anderledeshed – deres angst for, at børnene skal blive for danske, deres påpegning af os danskere som urene og ikke værd at efterligne, deres omfattende sociale kontrol for at holde især deres piger på shariaens rette vej – nu kan vi efterhånden, tungnemme, som vi er, godt se, at det nok kun kan være muslimer, der kan finde på noget så djævelsk som at kaste med sten efter bilerne på motorvejene.

Og se, så kommer Sørine Gotfredsens ondskabstanker ind disse overvejelser som en hund i et spil kegler. Så vil hun have lagt ned over denne egentlig meget fortræffelige danske folkelighed et net af ondskab. Så vil hun have os allesammen til at overse – ja virkelig overse – alt det gode, vi har i vor danske folkelighed, og i stedet for at glæde os over den og takke Gud for den at se på os selv som syndere, endda syndere helt igennem.

Til helvede med alt det syndepjat!

Der er ikke alt for lidt tro på synden og alt dens væsen iblandt os, der er alt for meget. Se bare på, hvordan vi danskere giver efter overfor islam på det ene område efter det andet! Se bare på, hvordan vi ikke tør stille krav til vore muslimske landsmænd, krav, som er nødvendige, hvis vi skal leve et nogenlunde normalt liv her i landet sammen! Se bare på, hvordan vores kirke – og det er det værste – ikke tør stå frem og modsige islam! Oh, nej, vi må endelig ikke glemme, at vi er lige så store syndere som muslimerne, vi har ikke noget fortrin fremfor dem, vores religion må vi sandelig ikke fremhæve på bekostning af deres.

Ikke sandt, angsten for at kunne anklages for farisæisme sidder dybt i os, ikke blot i os, der kalder os kirkelige, men i alle danskere. Så sig ikke, at kristendommens indflydelse er under udfasning i vort folk! Vi vil sandelig ikke påpege nogen splint i muslimernes øje, vi har jo nok ved nærmere eftersyn en bjælke siddende i vort eget.

På den måde er vi i vort forhold til vore muslimske landsmænd kommet ind i en blindgyde. Og det er ikke mindst denne forbandede syndsforestilling, der er skyld i det.

Eller – og nu fremhæver jeg noget, som Gotfredsen faktisk også er inde på i sin klumme – det forbandede er, at vi ikke kan tage vores folkelighed som en gave, men tror, den er noget, vi selv har skabt og selv skal skabe. Vi har med Gotfredsens ord set bort fra Gud som den, der har opbygget den store tillid, vi danskere har til hinanden. Og det er altså betydelig værre end at se bort fra den synd, hun er så ivrig efter at fremhæve.

Vi er blevet samfundsingeniører, der nok mener, vi med vor store klogskab og omfattende samfundsvidenskaber er i stand til at få muslimerne flettet ind i vort samfund. Vi er blevet menneskemanipulatører, som ikke ser på muslimen som et menneske, men kun ser ham som en fejludvikling i forhold til vore idealer, en fejludvikling, som vi da nok med vor store godhed og enorme klogskab skulle kunne råde bod på.

Det er derfor, jeg i så høj grad savner kirkens indsats; savner, at den taler til muslimerne som til mennesker, altså mennesker, som vel er fordrejede i deres verdensopfattelse, men som dog bag alt det fordrejede er mennesker, altså mennesker, der burde kunne forstå, hvad ægteskabelig kærlighed er, hvad forældres kærlighed til deres børn er, hvad det er at give børn frihed til selv at vælge deres fremtid, hvad det er at leve i en dansk folkelighed. Ak, ja, de burde kunne forstå det, men deres sharia og deres mange muslimske skikke får dem let til at se på os som ufromme, se vores frihed som udtryk for løssluppenhed og kun det.

Men vi vover ikke at sætte vor kristendom op imod de djævelskaber, shariaen byder på. Vi vil endelig ikke være farisæere, men bliver derved grebet af en bagvendte selvretfærdiggørelse, som er ganske ukristelig.

Jeg vil slutte med sætte min gendigtning af ”Vor Gud, han er så fast en borg” op imod Iben Krogsdals gendigtning af samme. Jeg citerede hende i et tidligere indlæg, se her, for at være for bovlam i sin gendigtning. Jeg kan også sige, at hun i alt for høj grad lider af den gotfredsenske syndsforståelse. Hun skriver som forklaring – eller udlægning – af det tredje vers i hendes gendigtning:

Han [dvs. Gud, rr] er ikke den, der gør os ranke over for fjenden – han er snarere den, der ryster os, når vi gør os selv til faste og urokkelige borge i verden. Han er ikke den, der står på vores side i kampen mod nogen udenfor – han er den, der griber ind, når vi dæmoniserer andre for at redde os selv. Han er ikke den, der fælder fjender på en slagmark – han er den, der viser os mørket i vores eget sind, når vi marcherer mod andre i den tro, at vi er de entydigt gode og de er de entydigt onde.

Det er ikke Luthers Gud, hun her afbilder. Det er ikke, eller burde ikke være, folkekirkens Gud, der her omtales. Han omtales snarere i min gendigtning af det tredje vers:

3. Giv styrke til med gæstfrihed/ at tage mod hver fremmed,/ som søger ly og voldsfrihed,/ bli’r i vort folk indlemmed./ Og lær os vise dem,/ at dette er vort hjem,/ at fra koranens ord,/ hvorpå så stærkt de tror,/ hvert voldsord må udrives.

Hvorfor tør vi ikke vise dem, altså muslimerne, at det er her, vi bor, og at vi er stolte af og glade over den folkelighed, der er vokset frem hos os, og som vi nu inviterer dem med ind i; eneste betingelse: at de udriver alle voldsordene fra koranen?

At vise muslimerne de voldsord, deres koran indeholder, er ikke – som Krogsdal antyder – at dæmonisere andre, og det er da slet ikke noget, vi gør for at redde os selv. Det er såmænd noget, vi gør, fordi det er sandt, at der er sådanne voldsord i koranen, og fordi vi ikke kan se, hvordan de kan leve fredeligt hos os, sålænge de holder fast ved en helligskrift, der opfordrer til vold mod os, der har vist dem gæstfrihed.

Igen: Jeg skal såmænd ikke fremhæve min gendigtning som et poetisk mesterstykke. Men jeg vil nok mene, den kan stå sig som en påvisning af, hvad der i dag er vor opgave som kirke.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget , | Skriv en kommentar

Tal om noget andet!

Ét af de tricks, som jeg i sin tid, da jeg var medarbejder på religion.dk, ofte blev udsat for, når jeg en gang imellem fremkom med en – synes jeg selv – ganske spagfærdig kritik af islam, bestod i, at det med større eller mindre held blev søgt godtgjort, at vi kristne skam var lige så voldelige, onde, selviske, som jeg havde fortalt, at muslimerne var.

Som det hedder i børnehaven: ”Det kan du selv være!”

I en klumme i lørdagens Kristeligt Dagblad, se her, forsøger biskoppen i Aarhus, Henrik Wigh Poulsen, sig med det samme trick. Han har opdaget, at mange har været skeptiske overfor den våbenhvile, der er indgået i København mellem to rivaliserende, muslimske bander, og indset, at der måske kan være noget om bekymringen for fremvæksten af muslimske parallelsamfund, der både bryder politiets voldsmonopol og bag om alle offentlige instanser laver våbenhviler.

Men rolig, siger han så, vi skal ikke komme for godt i gang med vores kritik, for vi har selv i vort samfunds historie set lignende tendenser.

Man undrer sig.

Her gik man og troede, at det med at lade hånt om offentlige myndigheder, det med at nægte ethvert samarbejde med politiet, det med at lade imamer optræde som dommere muslimer imellem var noget for islam specielt, var træk, der adskilte islam fra kristendommen. Og – voila! – så viser det sig, vil Wigh Poulsen hævde, at vi har det samme træk siddende i vores kultur, at kristendommen også kan anbefale os at lade være med at bruge politi og domstole, at også den som religion kan kræve særlig hensyntagen, så domstole og rettergang sættes ud af kraft.

Hvad kan det vel være, som han har opdaget? Man gransker sin hjerne for at finde tilfælde af sådanne eksempler på civil ulydighed. Kan det være noget, der er sket under besættelsen? Eller måske noget fra trediverne, som man ikke selv har lagt mærke til?

Ak nej, han henviser ikke til noget faktisk forekommende, men til noget fiktivt forekommende, til en roman af Jakob Knudsen, ”Den gamle præst”. Wigh Poulsen skriver:

Romanens dramatiske omdrejningspunkt er, meget kort fortalt, at den lokale greve slår en voldtægtsmand ihjel. Han beslutter sig for at melde sig selv, men rådes af sognets gamle præst til at lade være. Hensynet til hans nærmeste bør veje tungere end hensynet til lov og øvrighed. Greven protesterer. En hæderlig mand bør tage sin straf. Men præsten svarer, at nok er øvrighedens lov både guddommelig og urokkelig. Den skal lystres, men er i sig selv stendød. Vi skal have så lidt med den at gøre som muligt, og vi skal ikke blande den ind i vores private forhold, hvor vi kristne først og fremmest må holde os til Jesu lov eller kærlighedens levende lov, hvor skønsomheden og samvittigheden hersker.

Og Wigh Poulsen fortsætter:

Loven værner, holder på plads og viser os, hvad vi er for nogle. Men indenfor, i kristenmenneskers kreds, hersker tilgivelsens orden. Fraset blåstemplingen af selvtægt er det for så vidt konsekvent luthersk tale, men i sin konsekvens i en aktuel samfundskontekst også et forsvar for et religiøst parallelsamfund, hvor man kan synde i fred med Gud og sin samvittighed. Det var i hvert fald, hvad Knudsens kritikere hidsigt hævdede i en række indlæg i bemeldte grundtvigske blade, hvor de i forfatterens tankegods også sporede indflydelse fra den fæle Brandes.

Man kan med rette hævde, at vi med greven og den gamle præst i det fiktive Brindsted Sogn er ganske langt væk fra sharia og dulgte dagsordner, men religiøse parallelsamfund er altså ikke en muslimsk opfindelse. Vi har bare i vores generelt tilpasningsdygtige evangelisk-lutherske folkekirke allieret os en del mere med staten, end tilfældet var på Luthers og til dels også Jakob Knudsens, tid.

Dette skal altså – fraset selvtægten – på én gang være konsekvent luthersk tale og et forsvar for et religiøst parallelsamfund.

Tja, man skal høre meget, før ørerne falder af. Men alligevel! En så tynd sammenligning! Og så fra en dansk folkekirkebiskop! Man græmmes!

Men lad os se på det! Skulle der mon alligevel være noget om det? Kan der ud fra denne fiktive historie stables en forestilling om et evangelisk-luthersk parallelsamfund på benene?

Wigh Poulsen forsøger at hænge sammenligningen op på den lutherske to-regimentelære. Vi skelner jo også mellem verdslig og gejstlig øvrighed. Er det ikke det samme, muslimerne gør, når deres gejstlige øvrighed, ”fædrene” eller imamerne, får iværksat en våbenhvile?

Greven vil tage sin straf, men den gamle præst opfordrer ham til af hensyn til sine nærmeste at undlade at melde sig selv. Nok er loven guddommelig, men den er i sig selv stendød og kan ikke overtrumfe Jesu lov eller kærlighedens lov.

Der er to sager, jeg kan komme i tanker om, som måske kan siges at sige noget af det samme som Jakob Knudsens fiktive sag. Begge har jeg omtalt her. Den ene handler om en psykolog, som Østre Landsret ville tvinge til at røbe noget, der var betroet hende under tavshedsløfte. Hvordan sagen faldt ud, har jeg glemt. Den anden handler om en kvinde, der havde dræbt det barn, hun havde født i dølgsmål. Christian den Fjerde beordrede hende henrettet. Inden hun skulle dø, så han, at hun hviskede noget til sin skriftefader. Bagefter spurgte Fjerdechristian ham om, hvad hun havde sagt. Det nægtede han at fortælle. ”Godt svaret!”, sagde kongen, ”havde han svaret anderledes, skulle han selv have mistet knoppen”.

Så sandt nok, vi har også i vor tradition et helle, hvor den verdslige øvrighed ikke har noget at gøre. Vore verdslige myndigheder har endda tilstået os præster tavshedspligt, så vi, hvis vi gennem skriftemål får nys om, hvad der ligger bag en forbrydelse, har forbud mod at røbe det. Dog, så vidt jeg har forstået, under den forudsætning, at vi opfordrer den pågældende til at melde sig selv.

Derimod foreligger der vist ikke noget om, at vi, som i den gamle præsts tilfælde, ligefrem kan opfordre en morder til ikke at melde sig. Og det var nok det, der i sin tid gav anledning til de mange protester mod Jakob Knudsens gamle præst.

Men én ting er fiktion og forfattere, noget andet den skinbarlige virkelighed. Én ting er, at en forfatter kan indføre så mange ”særlige forhold”, at det bliver forståeligt, at personerne handler, som de gør. Noget andet er virkeligheden, hvor begivenheder sjældent er ”skåret til”, så der kommer noget forståeligt ud af det.

Og noget helt tredje er altså de muslimske parallelsamfund. Her hersker der en mafia-lignende tavshedsforpligtelse. Her bliver man opfattet som en forræder, hvis man går til politiet eller vidner om noget, man har set. Her står politiet derfor overfor en vanskelig opgave, når mord skal opklares. Her er der ikke, som i de tilfælde, jeg har nævnt, noget kærlighedsforhold, der skal beskyttes, kun en gangsterbande, hvis loyalitetskrav man ikke vil bryde.

Jeg har ikke læst ”Den gamle præst”, så når jeg skal prøve at sætte mig ind i plottet, skal jeg selv forsøge mig som forfatter – hvorved jeg nok ikke når samme niveau som Jakob Knudsen. Men vi prøver jo nok alle ud fra det lidet, vi véd, at danne os vore forestillinger om, hvad der kan have fået en så tilforladelig person som den gamle præst til at komme med en så mærkelig opfordring. Formodentlig er den mand, greven har slået ihjel, skildret som en forbryder, man ikke behøver have ondt af. Wigh Poulsen, som er noget af en ekspert på Jakob Knudsen, fortæller, at han var voldtægtsmand. Og så har han nok ikke manges sympati.

Og vi kan også tænke os, at denne usle person ikke har nogen bekendte eller nære slægtninge, som ikke synes, de kan ”komme videre”, før forbrydelsen er opklaret og gerningsmanden har fået sin straf, altså før retfærdigheden på én eller anden måde er sket fyldest. For har han en familie, der tænker sådan, har historien i sig noget uforløst, som kun kan løses ved grevens tilståelse. Så sådanne forestillinger lader vi ude af betragtning. Men ærlig talt, er historien så ikke helt uden relevans for slægtningene til de tre, der foreløbig er blevet dræbt i den københavnske bandekrig? For vi må jo ikke glemme, at det egentlig prekære i denne sag ikke er den våbenhvile, som er indgået med muslimske mellemmænd, men de uopklarede mord. Eller rettere – og det må vi jo sige med parallelsamfundet og dets tavshedskrav in mente – med de uopklarlige mord.

Og selvfølgelig må vi også tænke os, at greven er skildret som et nogenlunde anstændigt menneske. Bare det, at han vil melde sig selv, antyder det. Og måske var det nogen af grevens familie, voldtægtsmanden voldtog? Ikke sandt, nu er jeg ved at lave en roman, der måske kunne blive mere spændende end Jakob Knudsens. Men dette blot for at antyde, at en romanforfatter er en noget nær almægtig person, han kan styre vore følelser og vore anskuelser med sin skildring af de involverede personer.

Men kan de mordere, der i hvert fald foreløbig gemmer sig i de muslimske parallelsamfund, skildres som andet end bandemedlemmer, altså som personer, der vil gøre næsten hvad som helst for at blive anerkendt i bandemiljøet? Som personer, der ikke drømmer om at melde sig selv, men som snarere regner det for et forræderi, hvis én eller anden i den muslimske bekendtskabskreds melder dem? Selv hvis man ville skildre dem, som de mange ”venligboere” helst vil opfatte dem: som drenge, der føler sig forstødt af det danske samfund og derfor søger ind i bandemiljøet, selv da er der ikke meget tiltalende ved dem, selv da kan de på ingen måde sammenlignes med greven i ”Den gamle præst”.

Alt i alt: Det er et håbløst foretagende, Wigh Poulsen har vovet sig ud i. Men hvad gør man ikke for at forsvare islam?

Så derfor må det siges, så kraftigt det kan sige: Nej, kære biskop, der er ikke en sådan lighed mellem kristendom og islam. I stedet er der den største forskel, der næsten tænkes kan. I stedet må vi gang på gang lade os overraske over, at islam er så meget anderledes, end vi troede, og ligner os så meget mindre, end vi bildte os ind. Her burde det være opgaven for en kirkens mand at læse og studere alt muligt om islam, for at kunne opmale forskellen til kristendommen uden at glemme, at islam også er udtryk for en menneskelig tilbøjelighed, nemlig tilbøjeligheden til at ville forstå både forholdet til Gud og forholdet til mennesker ud fra en bogholderisk grundforståelse, noget, også vi kender til, men noget, der er vokset ud over alle grænser hos islam.

Som jeg i mit sidste indlæg citerede Luther for at sige: Hvad kan vi sige om ting, vi er uvidende om?

Eller som jeg indrømmede det for et stykke tid siden, at selv jeg, der dog efterhånden har sat mig ind i temmelig meget om islam, lod mig overraske af, at den muslimske udenadslæren fortsatte hos de nyomvendte, se her.

Eller som Luther lod sig overraske af i 1542 at komme til at læse i koranen. Han havde ikke kunnet tro, siger han i indledning til den oversættelse til tysk af broder Richardus’ skrift imod koranen ”Gendrivelse af koranen”, som han udgav, at djævelen kunne få folk til at tro på noget så skændigt, og mente egentlig, at det nok var nogle italienske skribenter, der havde opdigtet de mærkelige påstande, som Richardus gendrev. Men nu, hvor han har fået fat på en latinsk oversættelse af koranen, ser han til sin overraskelse, at Richardus har haft ret. Se WA 53,272.

Men i stedet for en sådan overraskelse præsenteres vi i Wigh Poulsens klumme for den sædvanlige betonopfattelse, som præger vor kulturradikale tid: at alle mennesker er ens eller ihvert fald er på vej til at udvikle sig op til vort høje stade, og at vi ikke har noget at prale af, for vor kultur er ikke noget særligt, og synes den muslimske kultur at være anderledes, er det kun et forbigående fænomen, som udviklingen vil få til at forsvinde.

Igen: Man græmmes!

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget , | 1 kommentar

Luther mod islam

Den fremmede Luther 46

Lars Hedegaard har en artikel på den norske hjemmeside document.no, hvor han undrede sig lidt over en udtalelse af statsminister Lars Løkke Rasmussen, se her. Han skriver bl.a.:

Statsminister Lars Løkke Rasmussen benyttede 500-årsdagen for Martin Luthers reformatoriske 95 teser, som sidstnævnte slog op på kirkedøren i Wittenberg den 31. oktober 1517, til at skælde ud på – ja netop – Martin Luther. Reformatoren havde sagt frygtelige ting om muslimer, fremgik det af statsministerens redegørelse. Faktisk var de så frygtelige, at Løkke ikke ville tage dem i sin mund, så vi ved ikke, hvad han havde i tankerne.

Men vi får måske et indtryk af Løkkes tanker ved at studere Den Augsburgske Bekendelse, som Tysklands protestantiske fyrster forelagde for kejser Karl 5. den 25. juni 1530. Den Augsburgske Bekendelse har lige siden været fundamentet for den evangelisk-lutherske kirke – altså også den danske folkekirke.

Her læser vi i den første artikel, at ”[menighederne] fordømmer alle kætterier, som er opkomne mod denne artikel, så som … muhamedanerne og alle deres lige.” Og for at der ikke skal herske tvivl, roses kejseren i artikel 21, hvis han efterligner kong Davids eksempel, ”når han fører krig for at forjage tyrkerne fra fædrelandet”.

Og Hedegaard nævner så, at vi præster i vort præsteløfte aflægger ed på at ville bekæmpe de lærdomme, der strider mod folkekirkens bekendelsesgrundlag. Og da dette bekendelsesgrundlag medindbefatter Den Augsburgske Trosbekendelse, som jo altså vender sig mod islam, betyder det, at vi præster faktisk har aflagt løfte om at ville bekæmpe islam, ”bekæmpe”, dvs.: ”bekæmpe med åndelige våben”.

Og da Lars Løkke tager afstand fra Martin Luthers kamp mod islam, ville han nok også tage afstand fra enhver nutidspræst, som vover at bekæmpe islam, ligegyldigt om det sker med åndelige eller med verdslige våben.

Og man kan være ret forvisset om, at selv om præsterne altså via Den Augsburgske Trosbekendelse er forpligtet på at bekæmpe islam, så ville der givetvis lyde et ramaskrig fra kirkens side, hvis statsministeren ville prøve at holde præsterne fast på dette løfte. Det kan man protestere imod, men islam? Nej, glem det. Muslimerne skal vi jo alle være så gode ved, og man er da ikke god ved dem, hvis man kritiserer deres religion. Så det gør vi ikke, ”vi” betyder her samfundet som helhed, kirken indbefattet.

Hedegaard omtaler derefter den tyrkiske sultan Suleiman den Prægtige og hans dobbelte angreb på de kristne. Først angrebet på Ungarn i 1526, hvor han i slaget ved Mohacs udslettede den ungarske hær. Siden belejringen af Wien i 1529, hvor det dog ikke lykkedes ham at indtage byen. Og han føjer til, at det altså forholdt sig sådan, at de tyske fyrster og reformatorer, der advarede mod den muhammedanske og tyrkiske svøbe, havde god grund til det.

Forresten har jeg ikke hørt nogen muslim undskylde disse angreb.

Nu véd jeg ikke, om Thomas Hoffmanns artikel i Weekendavisen fredag den 17-11 var et tegn på, at det føromtalte ”vi” er ved at ændre mening. (Artiklen er desværre ikke online). Men han begynder med at hævde, at han ville begå en undladelsessynd, hvis ikke han som god muslimforsker her i Luther-året drog Luthers holdning til islam ind i billedet. Han skriver bl.a.:

SOM det måske er bekendt, skrev Luther en del krasse og polemiske skrifter mod Tyrken: Om krigen mod tyrkerne, En Hærprædiken mod tyrkerne, Formaning om bøn mod Tyrken samt en række forord og oversættelser, der gik i kødet på islam, Muhammad og Koranen. Luthers gendrivelser og polemik kan ikke bare afskrives som datidens svar pa islamfrygt, men var også udtryk for en voksende europæisk vilje og lyst til at sikre sig valid kundskab om islam – først og fremmest ved at erhverve sig primærtekster og kultivere de filologiske kompetencer, altså evnen til at forstå kilderne på originalsprogene.

Det er væsentligt som her at gøre opmærksom på, at Luther var en god humanist i den forstand, at han var tilhænger af de humanistiske redskaber til kundskab om religion. Det var jo ikke blot islam, hvis tekster skulle læses på originalsproget, det var først og fremmest kristendommen og dens bibel. På hans tid var det dog for meget at forlange at kunne læse koranen på arabisk, for hvor fik man fat på en arabiskkyndig lærer? Det måtte være nok, om man i det hele taget kunne få fat på en oversættelse af koranen til latin. Det udtrykte Luther ønske om i 1530, da han udgav en beretning om koranen af en dominikanermunk ved navn Richardus. Den var skrevet engang i midten af 1300-tallet, men Luther fortæller i 1543, at han mange gange har rådført sig med denne beretning, når han ville vide noget mere om islam.

Og da det i 1543 kom på tale i Basel at genudgive en koranoversættelse fra 1200-tallet, og Baselbyrådet satte sig imod det, fordi – som de sagde – »Koranen var en farlig, giftig ting fra hvilken mere affald end god frugt vil kunne forventes«, så skrev Luther til dem og anbefalede en udgivelse, fordi:

»Det har slået mig, at man ikke kan gøre Muhammad eller Tyrken noget mere fortrædeligt… end at bringe deres Koran ud i dagslyset, så de kan se i den, hvor fuldstændig forbandet, skændig og desperat en bog det er, fuld af løgne, fabler og alle vederstyggeligheder, som Tyrkerne skjuler og tilslører. De er modvillige overfor at se Koranen oversat til andre sprog, for de føler formodentligt, at det ville fremkalde frafald i alle fornuftige hjerter.«

Og denne henvendelse, fortæller Hoffmann, bar frugt: koranen blev trykt og udgivet i Basel, endda med et forord af Luther.

Dette forord findes i en engelsk oversættelse her, sammen med et forord, Luther i 1530 skrev, da han udgav Richardus’ bog på latin. Det fik mig til at besørge en oversættelse af disse to skrifter, se her, på min sædvanlige måde, dvs., med originalen på latin i venstre spalte og en dansk oversættelse i højre spalte.

Ofte har jeg set Luthers modstand mod muslimerne nedgjort i samme åndedrag som hans modstand mod jøderne. Det ærgrer mig noget. For mens hans modstand mod jøderne er vildt overdrevet – de udgjorde virkelig ikke nogen fare for kirke eller folk på hans tid – så var hans modstand mod islam i høj grad på sin plads.

De to ting bør derfor behandles på hver sin måde. Og det gør naturligvis Hoffmann som den seriøse forsker, han er. Men man kan ikke nægte, at Luther selv begynder sit forord til genoptrykket af koranen med at vende sig imod jøderne: ligesom man bedst kan komme med argumenter imod dem, når man kender det gamle testamente, og altså kender det på hebraisk, sådan vil man også bedst kunne bekæmpe islam, når man kender koranen, selvfølgelig helst på arabisk, men i mangel af bedre på latin.

Oven i købet lader han forstå, at dette at vende sig imod jøder, papister og muslimer er en del af evangeliets forkyndelse:

Derfor, skønt verden her i de sidste tider er undertrykt af en stor mængde jødiske, muhammedanske og papistiske afgudsdyrkelser, skal vi dog lade evangeliets røst lyde og bevidne, at Jesus Kristus er korsfæstet og opstanden, han, som apostlene viser for os, at han virkelig er Guds søn og vor frelser, og forbande alle deres fejl, som kæmper imod evangeliet. Og jeg for min del vil da også, ligesom jeg har skrevet og vil skrive imod jøderne og papisterne så meget, jeg kan, begynde at gendrive Muhammeds pestbærende anskuelser, hvad jeg også vil gøre fremover i højere grad. Men skal jeg gøre det, gavner det også at se nøjere på selve Muhammeds skrift. Derfor har jeg ønsket, at jeg kunne få et uforfalsket koranmanuskript at se. Og jeg er ikke i tvivl om, at når andre fromme og lærde mennesker læser den, vil Muhammeds fejltagelser og hans navn i det hele taget blive forbandet. (Se her).

Det er ikke, fordi jeg mener, man kan bruge det argument, Luther kommer med overfor dem, der er bange for at offentliggøre koranen. Argumentet var nok virksomt på hans tid, men har en tvivlsom virkning i dag. Han skriver:

Lad os håbe, at der ikke er nogen i Guds kirke, der er så svag, at han ikke har den mening siddende fast i sin sjæl, at lige så sikkert, som det er, at han lever, så længe hans sanser og legemes bevægelser er kraftige, lige så sikkert som han véd, at det er dag, når han ser solen oppe på himlen drage hen over jorden, lige så sikkert er det umuligt, at nogen religion eller lære om Guds dyrkelse og påkaldelse kan være sand, hvis den fuldstændig forkaster de profetiske og apostolske skrifter. (Se her).

Jeg mener: vi kan ikke i dag gå ud fra som det eneste faste og sikre, at bibelen er fra Gud. Vi må bygge på noget andet.

Der kommer vist lidt mere kød på i en lidt senere passus:

Ja, det vil tværtimod være en dum og ufrom uvidenhed, hvis de ikke dagligt med bønner formaner sig til denne opfattelse, udskiller sig fra jøderne, tyrkerne og hedningerne i deres bønner, hvis de ikke mener, at alene denne er den sande Gud, han, som har skabt og opretholdt alle ting, han, som hører os og giver os evigt liv, han, som har åbenbaret sig i de profetiske og apostoliske skrifter, han, som sendte sin søn og ville gøre ham til et offer til bedste for os. (Se her).

Men mest interessant er dog vist de få steder, hvor Luther opstiller forskellige modsætninger eller antiteser mellem islam og kristendom:

Guds kirke må nødvendigvis indeslutte profeterne og apostlene: Men Muhammed forkaster deres lære.

I Guds kirke er fra begyndelsen indtil nu altid overleveret denne evangeliets røst, at den evige fader har villet, at Guds søn skulle blive et offer for synden: Men Muhammed gør nar af dette offer og forsoning.

I kirken har læren om årsagen til den menneskelige svaghed, elendighed og død altid været gældende, nemlig synden, som føres videre efter vore urfædres fald. Dette opfatter Muhammed som tomme fabler, som var han Epicuræer. (Se her).

Han fortsætter med at sige, at der ud fra koranen kan opstilles mange andre antiteser, og at dette ikke må anses for noget ligegyldigt. Og han slutter med følgende passus:

Lad os også forberede os mod Muhammed. Men hvad kan vi sige om ting, vi er uvidende om? Derfor vil det være til gavn for de lærde at læse fjendens skrifter, så de mere nøjagtigt kan gendrive dem, slå dem i stykker og overvinde dem, så de kan helbrede andre eller helt sikkert armére vore med mere faste argumenter. (Se her).

Det er jo ikke sådan, at jeg mener, vi i ét og alt skal gøre som Luther, bestemt ikke. Men når han spørger, hvad vi kan sige om ting, vi er uvidende om, rammer han også os. For folkekirkens uvidenhed om islam er stor, og hvad værre er: ingen har tilsyneladende nogen særlig lyst til at sætte sig ind i det, islam står for. Og alligevel mener man sig berettiget til at føre dialog med muslimerne, invitere dem indenfor i kirken og i det hele taget være så servil og imødekommende overfor dem, at man helt glemmer at vise dem, hvor de tager fejl.

Måske dette dog er ved at ændre sig. Thomas Hoffmann skrev, som før citeret, at ”Luthers gendrivelser og polemik kan ikke bare afskrives som datidens svar pa islamfrygt”. Jeg fornemmer, at dette er en høflig, men bestemt afvisning af Martin Schwarz Laustens opfattelse i den bog, han udgav i 2010 ”Tyrkerfrygt og tyrkerskat”. Allerede dengang fremkom Hoffmann sådan set med en afvisning, men han gør det altså også i dag, se evt. min datidige omtale af forholdene her.

Og hvis det er den vej, vinden blæser, er der et vist håb. Men hvis ikke … ? Fremtiden er som altid uvis.

Udgivet i Islam versus kristendom, Luther | Tagget , , | Skriv en kommentar

Bibel og koran

I Kristeligt Dagblad for den 20-11 fortæller en såkaldt ekspert i konvertitter – hvad kan man i vore dage ikke være ekspert i? – ved navn Duane Miller, om flere tilfælde, hvor muslimer, der er blevet omvendt til kristendommen, bærer med sig gamle vaner og trosforestillinger, se her. Da de eksempler, han giver, er gode at få forstand af, også forståelse af, hvorved kristendom adskiller sig fra islam, skal de her nævnes.

Først fortæller han om en nyomvendt muslim, som han mødte på gaden og talte med. Inden de skiltes, foreslog han, at han bad en bøn for den tidligere muslim. Det gjorde han, og Miller fortæller så:

Så sagde min ven ’lad mig se, om jeg fangede det’. Og så reciterede han den selvsamme bøn. Ordret. Han var stadig ved at lære, hvad det ville sige at være kristen. Som muslim havde han været vant til at bede korte bønner, han havde lært udenad, men det var slet ikke min mening med det.”

Vennen på fortovet er et eksempel på en gennemgående misforståelse hos mange konvertitter fra islam til kristendom, mener Duane Miller. De skifter tro og helligtekster, men de holder fast i de gamle vaner, fordi de går ud fra, at ligheden mellem kristendom og islam er stor. Ifølge Duane Miller er det en kæmpe misforståelse. Og den fører til, at mange konvertitter tilegner sig en forkert forståelse af, hvad det vil sige at være kristen.

Fejlen, en sådan konvertit begår, er den samme fejl, som vi velmenende danskere begår: Vi tror, at ligheden mellem kristendom og islam er stor. De har deres helligskrift, vi har vores. De har deres måde at dyrke Gud på, måske i vore øjne en temmelig ligefrem måde, vi har vores, en lidt mere tilbageholdende måde. Og dog kan deres mere håndfaste gudsdyrkelse godt vække en vis beundring. Som den taxachauffør-bemærkning, Norman Svendsen citerede: ”Man må sgu sige, at disse hersens muslimer tager deres kristendom alvorlig”.

Miller forklarer videre:

På samme måde ser vi, at mange konvertitter læser Bibelen på samme måde, som de tidligere læste Koranen. Når muslimer læser Koranen, gør de det ikke nødvendigvis for at forstå, hvad der står. De tror, at det i sig selv giver velsignelse, når de læser teksten. Kristne læser derimod altid for at forstå. Vi fortolker, vi analyserer fortællingernes figurer, historiens handling og så videre for at finde ud af, hvordan dette kan anvendes i vores liv,” siger Duane Miller, som har behandlet emnet om konvertitters forståelse af kristendom i en bog, der udkom i 2016.

Altså, dèr har vi forskellen. At fremsige en bøn eller recitere koranen er i sig selv en velsignelse; man behøver ikke forstå det, det er unødvendigt at have hjertet med i det, den ydre handling er nok. I den grad har billedet af Gud som en bogholder, der holder nøje regnskab med, om man nu også udfører de påbudte handlinger til punkt og prikke, blevet overført fra den muslimske fortid til den kristne nutid.

Og hånden på hjertet: vi har jo gjort det samme.

Jeg har tidligere gjort opmærksom på, hvordan Luther allerede i 1515 i romerbrevskommentaren vender sig imod de tidebønner, som bedes uden at man prøver at have hjertet med i det, se her. Godt nok gør han dèr en slags undtagelse for nonnernes vedkommende. For, er tanken hos ham dèr, de forstår jo ikke latin og kan således kun gennemføre en ”erstatnings-lydighedshandling”.

Og er ikke muslimernes daglige bønner af ganske samme art? Duane Millers oplevelse her tyder på det.

Et andet eksempel på det samme nævnes senere:

For eksempel kender han en præst, der for nogle år siden netop havde døbt en omvendt muslim. Da den nydøbte skulle på toilettet efterfølgende, spurgte han præsten, hvordan han skulle bære sig ad med det som kristen. Han var som muslim vant til at påkalde Allah, når han skulle på toilettet, men det behøvede han altså ikke som kristen, kunne præsten fortælle ham.

Dette er også et oplysende eksempel. For det er jo meget svært for os at forestille os, at Gud virkelig skulle tage det så tungt, om vi husker at bede til ham, før vi besørger. Vi føler, at vi med god samvittighed kan sige ”skide værre med det!” Men ikke de virkelig troende muslimer. De har mange regler, de skal følge. Og det er med at overholde dem alle. Hvad vi nok har lidt svært ved at forstå. Kan virkelig denne bogholderiske holdning til Gud slå igennem med så stor kraft, at den ligefrem gennemsyrer hverdagens mange gøremål?

Til vor overraskelse må vi altså svare ”ja” til det spørgsmål for nogle menneskers vedkommende, hvoraf de fleste nok vil være muslimer.

Det værste er måske, at dette med et sådant bogholderisk sindelag ikke blot har med forholdet til Gud at gøre, det spiller også i høj grad ind i vort forhold til vor næste.

Gang på gang får vi jo den tanke ind i hovedet, at nu har jeg gjort, hvad jeg skal gøre, nu er det min næstes tur. Altså, vi holder øje med givet og modtaget, og er øm over, om dette regnskab går op. Men derigennem forvandler vi det forhold til vor næste, som skulle være båret af umiddelbarhed og tillid, til et handelsforhold. Ofte uden at vi rigtig lægger mærke til det.

Så det er såmænd ikke, fordi vi i særlig høj grad skal pege fingre ad muslimerne.

Men derfor er det alligevel mærkeligt at se, hvordan det for mange af muslimerne i højere grad er den strenge overholdelse af reglerne – altså deres egne, til dels selvskabte regler – det kommer an på, end det umiddelbare forhold til medmennesket.

Jeg omtalte for nogle år siden den muslimske censor, der ikke ville give hånd til kvinder, se her. Dèr havde vi et eksempel på den muslimske bogholderikultur: når han undlader at give hånd til kvinder, har han overholdt det, man for nærværende i de fromme muslimske kredse regner for god skik, og så mener han, at han kan se stort på de forhold, han indgår i, eller altså: se stort på, hvordan hans ikke-håndtryk virker på eleverne, der skal til eksamen, om det er med til at øge deres nervøsitet eller berolige dem.

Jeg har også engang i 2008 givet udtryk for min forargelse over det, der dengang fandt sted i Frankrig: en muslimsk mand forlangte sit nyligt indgåede ægteskab opløst af de franske, sekulære myndigheder, fordi hans brud havde løjet for ham, havde sagt, at hun var jomfru, hvad hun på bryllupsnatten røbede, at hun ikke var alligevel, se her. Andre forargedes over den sekulære domstol, at den kunne imødekomme dette muslimske særkrav, jeg over hele den muslimske noget-for-noget-tankegang i forbindelse med ægteskab og samliv: forelskelse er en by i Rusland, forståelse og indlevelse i den andens følelser og tankegange ligeledes, det hele står og falder med denne Fandens sharia. Blot reglerne er overholdt overfor Gud, er alting i orden. Overført til forholdet til medmennesket: blot jeg gør som krævet, så bliver det et ægteskab.

Hvilken overfladiskhed! Hvilken nedgøring af det væsentligste i den menneskelige tilværelse!

Og det er hele den muslimske kultur, der lægger op til det. Når forhåbentlig mange muslimske ægteskaber alligevel får en form for lykke ind over sig, er det noget, der sker i modsætning til alt, hvad islam står for, ikke – som for kristendommens vedkommende – noget, der finder sted som opfyldelsen af religionens mål.

For når man bilder sig ind, at man kan ”ordne” forholdet til Gud bare ved at udtale bønnens ord som en pligt, så er man på gale veje, så vil denne bogholderopfattelse af et personforhold smitte af på forholdet til andre mennesker, til ægtefæller, børn, forældre, arbejdskammerater, naboer, osv.

Udgivet i Islam versus kristendom | 2 kommentarer

Endnu et forsøg

Kan islam komme til at harmonere med vestlig tankegang?

Dette er et grundlæggende spørgsmål at tage op, når vore samfunds fremtid skal diskuteres, præget som de er af den store indvandring af muslimer, der har fundet sted gennem de seneste tyve-tredive år.

Som den opmærksomme læser vil have opdaget, har denne blogejer forsøgt at behandle dette emne den ene gang efter den anden uden dog at være nået frem til nogen skudsikker holdning. Når det nu skal forsøges igen, skyldes det en artikel i Den korte Avis af Henning Duus, pensioneret lærer i statskundskab ved Hærens Officersskole, se her.

De andre gange, emnet er blevet behandlet, er det gået både den ene og den anden vej: sommetider har jeg argumenteret imod én, der hævdede, at islam kunne tilpasses Vestens tankegang, andre gange har jeg mere eller mindre forsigtigt tilsluttet mig dem, der hævdede, at dette var umuligt.

Her er det den sidste fremgangsmåde, der kaldes på.

For det er, hvad Henning Duus søger at vise os: Islam kan ikke tilpasses vestlig tankegang. Blot gør han det ud fra tanker, som jeg ikke har set tidligere. Og alt nyt i dette teologiske opgør har min store interesse.

Henning Duus går ud fra Uffe Østergaards anmodning til muslimerne. Den refererer han således: Det bliver ifølge Østergaard

nu et krav til netop specielt muslimerne om at „gøre-sig-lig-med“ danskerne, med et fremmedord „at assimilere sig“, altså tilegne sig denne sekulære lutheranisme kulturelt, socialt og naturligvis også nationalt med demokrati og sekulær lovgivning. Men uden nødvendigvis at give afkald på islam ifølge Østergård. Det lyder umiddelbart indlysende, da troen er en privat sag. Jøderne har vist vejen, fremhæver Østergård, så hvor svært kan det være, kunne man føje til!?

Allerede her fremkommer Duus med sin løsning. Svaret på spørgsmålet om, hvor svært det kan være, lyder således:

Faktisk umuligt vil jeg hævde med udgangspunkt i islams shariasystem. Den enkelte muslim kan dog på trods heraf vælge at leve som en sekulariseret lutheraner – eller om man vil som en kulturkristen, men i det lange løb hvor flere og flere muslimer måske vælger denne vej, vil der efter min mening ikke kunne etableres et stabilt forhold mellem den enkelte troende og vedkommendes faktiske handlinger på den ene side og det teoretiske læresystem og de handlingsanvisninger, der udspringer deraf, på den anden side.

Det, der ikke kan lade sig gøre, er altså at etablere et stabilt forhold mellem den enkelte troende og hans handlinger og det teoretiske læresystem og de handlingsanvisninger, dette system står for. Hvis altså den enkelte muslim vælger af hensyn til det land, han er blevet en del af, at leve nogenlunde som enhver anden dansker, altså som en sekulariseret lutheraner eller en kulturkristen, så vil han komme i modsætning til det læresystem, islam bygger på.

Hvordan det?

Det er her, Duus svarer anderledes, end jeg er vant til. Han hævder, at mens kristendommen opererer med en tanke om, at det at være menneske er en eksistens i sin egen ret – jf Grundtvigs ”Menneske først, og kristen så” – så anser islam det første menneske, Adam, for at være den første muslim og mener desforuden, at Adam blev skabt, fordi Iblis, djævelen, havde tilranet sig for stor magt i engleverdenen. Det betyder, siger Duus, at

Alle ikke-muslimer er således forhenværende muslimer, der af forskellige grunde er forledt af Iblis (djævelen) til at frafalde islam, det være sig ved opdragelse, bedrag eller forræderi, er blevet noget andet end det, de af Gud er bestemt til. I stedet for et felt af fælles førreligiøs menneskehed som i det jødisk-kristne univers, har vi i islam et felt af jinner (ånder) styret af Iblis. I det jødisk-kristne univers relaterer både sekularisme, menneskehed, menneskerettigheder, nation, nationalstat o. a. til denne førreligiøse fælles menneskehed. I det islamiske univers derimod relateres sekularisme og fælles menneskehed til et djævleagtigt univers (jahiliya)! Der er derfor inden for dette univers en vis logik i at frafald fra islam straffes med døden. Det er for at beskytte sig imod at den frafaldne kan friste andre muslimer og derved sætte deres frelse og evige liv på spil og i sidste ende hele islams eksistens.

Det lyder tilforladeligt, men ærlig talt, jeg tror ikke rigtig på det. Det vil sige: Jeg kan ikke rigtig se, at der er logisk hold i tankegangen.

Både kristendom og islam har en religiøs frelserskikkelse, henholdsvis Jesus og Muhammed. Begge påstås af deres tilhængere at være Guds udsending. Og i begge tilfælde må man derfor spørge, hvad der var galt med menneskeheden, siden Gud mente det nødvendigt at sende en frelser.

I islams tilfælde er svaret på det spørgsmål, at mennesket ikke af sig selv kunne se, hvad der var godt og ondt, og det ikke blot i det personlige liv, men også i samfundslivet. Koranen er en lovbog, der giver anvisninger på, hvordan en muslim, dvs., én, der underordner sig under Gud, skal leve i familie og samfund.

I kristendommens tilfælde er svaret på, hvad der er galt med menneskelivet, at tillidsforholdet var gået fløjten og blevet afløst af et lovsystem, der i større eller mindre omfang bestemte dagligdagens gerninger. Gennem sin lidelse og død som Guds søn lagde Jesus afstand til lovforståelsen af menneskelivet, og ved at påstå, at han var Guds søn og derfor opstået fra de døde, gjorde hans tilhængere det samme. Derfor blev de forfulgt af de lovfromme jøder og senere af de magtivrige romere.

Denne forskel bevirker også, at mens de muslimske teologer har været optaget af, hvad der står skrevet i koranen, og hvordan det skal omsættes til dagligliv, så har de kristne teologer været optaget af det noget mere indviklede spørgsmål, hvordan det med tro og gerninger skal forstås, ofte forøvrigt med det ret kedelige resultat, at de har gjort en lovgerning ud af noget, der oprindelig var en formaning, f.eks. har man gjort formaningen om ikke at lade sig skille fra sin ægtefælle til en lovregel.

Men begge dele, både tillidsforholdet og lovtankegangen, fandtes i menneskeheden fra skabelsens morgen, eller altså, fra dengang mennesket blev menneske derved, at det fik et sprog.

Og forøvrigt: dette, at lovens tankegang fandtes fra begyndelsen, gør det til en noget krampagtig påstand, når muslimske teologer vil fremhæve Muhammeds enestående betydning ved at påstå, at der ikke fandtes ordentlige love og gode samfund før Muhammeds tid. Helst undgår de at tale om f.eks. Romerrigets høje kulturelle stade, for – ikke sandt – de kendte jo intet til åbenbaringen ved Muhammed, den åbenbaring af en lov, som menneskeheden ikke på anden måde end ved en åbenbaring kunne få del i. I nogle tilfælde direkte ødelægger de tidligere tiders kulturelle efterladenskaber.

Henning Duus hævder, at det indenfor dette system har en vis logik over sig, når frafaldne ifølge islam skal henrettes. Det kan måske være sandt nok. Men der er tale om en lidt bagvendt logik. For der er ingen logik i de muslimske teologers påstande. Derfor kan de ikke forvente, at man bøjer sig for dem, fordi man har forstået dem. Der må magt til for at få folk til at rette sig efter dem.

På en måde er det da sandt nok, hvad Henning Duus hævder, at der indenfor kristendommen eksisterer et felt af førreligiøs menneskelighed (om det eksisterer indenfor jødedommen, vil jeg her undlade at komme ind på), men et sådant felt er en idealstørrelse på samme måde, som den størrelse, man i filosofien kalder ”den naturlige lov”, er en idealstørrelse. Ud fra denne størrelse henter de positive love i de forskellige samfund deres kraft og legitimitet. Det er jo f.eks. til at forstå, at hvis der i et samfund opstår en stiltiende gensidig aftale om ikke at slå hinanden ihjel, så får man et mere fredeligt samfund, end hvis der ikke opstår en sådan aftale.

Henning Duus slutter med disse påstande:

Jeg har vist at der inden for det islamiske shariasystem ingen plads er for sekularisme, nation og nationalstat, demokrati og sekulær retsstat. Der eksisterer ikke i islam grundlaget herfor i en fælles menneskehed og en fælles menneskelighed uden for islam i snæver forstand modsat i jødedommen som Uffe Østergård sammenligner med. Derfor kan en jøde leve et sekulært lutheransk, kulturkristent liv, mens muslimen næppe kan. Uffe Østergårds råd er sikkert velment, men det vil næppe tages imod af ret mange muslimer.

Og sandt er det da, at der indenfor det islamiske shariasystem ikke er plads for nogen sekularisme, men så vidt jeg kan se, er det sandt af andre grunde end dem, Duus har fremfører. Det er sandt, fordi shariaen tænkes at være et lovsystem, der omfatter hele tilværelsen, privatlivet såvelsom det offentlige liv, og fordi dette lovsystem påstås at erstatte alle tidligere lovsystemer: jødedommen med dens Sinai-lov og kristendommen med dens evangelielov (muslimerne anser Jesus for en lovgiver).

Men læg mærke til, at det sekulære liv, en dansk muslim tænkes at skulle leve, er et ”lutheransk, kulturkristent” liv!

Hvorfor ”lutheransk”?

Fordi Luther frisatte den verdslige øvrighed fra at skulle bøje sig for kirkelige regler. Fordi Luther gjorde fyrsten afhængig, ikke af en guddommelig åbenbaring, men af den fornuft, der fra skabelsens morgen ligger i lovene selv og i den diskussion, der går forud for dannelsen af lovene.

Man kan måske se problematikken ud fra det digt af Grundtvig, som Duus henviser til, se digtet i sin helhed her. I de første vers siger Grundtvig det i og for sig indlysende, at ingen kunne være kristne, før Kristus kom, ikke Adam, ikke Enok, ikke Noah, ikke Abraham. Og som et ekstra kraftigt argument henviser han til Jesu ord om Johannes Døber, at der ikke blandt kvindefødte er fremstået nogen større end Johannes Døber; men den mindste i Himmeriget er større end ham (Matt 11,11).

Men i de to sidste vers hedder det: 7.: ”Menneske først og Christen saa,/ Det er et Hoved-Stykke,/ Christendom vi for intet faa,/ Det er den pure Lykke,/ Men Lykke, som kun times den,/ Der alt i Grunden er Guds Ven/ Af Sandheds ædle Stamme”. 8.: ”Stræbe da hver paa denne Jord/ Sandt Menneske at være/ Aabne sit Øre for Sandheds Ord/ Og unde Gud sin Ære;/ Er Christendom da Sandheds Sag,/ Om Christen ej han er i Dag,/ Han bliver det i Morgen”.

Grundtvig taler her ind i en samtid, der blandt andet er bestemt af ”naturalister af ånd”, dvs., af mennesker, der lever i et af den lutherske reformation præget land, hvor man nogenlunde frit kan diskutere statens anliggende, f.eks. diskutere, om det ikke var på tide at indføre en fri forfatning til erstatning af den gamle enevælde, men også lever i dette samfund uden særlig aktivt at deltage i den lutherske kirkes liv.

Og hans ord her kan i hvert fald siges at gælde vore dages etniske danskere, der med eller uden kirkemedlemsskab har opgivet tanken om Gud, men dog lever videre på den kristne kirkes efterladte brokker. Lever de et sandt menneskeliv, vil de før eller siden opdage, at de lever på kristendommens efterladenskaber, og at de kan have stor glæde og gavn af at lytte til Jesu formaninger.

Men kan disse ord uden videre gælde vore muslimske landsmænd også?

Ikke uden videre. For muslimer er i kraft af deres muslimske engagement – hvis de har et sådant – ikke ”af sandheds ædle stamme”, og de stræber ikke efter at være ”sandt menneske”, men efter at være en god muslim; tænk f.eks. på, hvordan en muslimsk far ligefrem kan finde på at slå sit barn ihjel, hvis det ikke retter sig efter forældrenes valg af ægtefælle!

Men hvis de herboende muslimer efterhånden opdager, at deres danske naboer ikke er umennesker, men faktisk ret tilforladelige, så måske de i det mindste opdager, at der er en verden udenfor islam, og at denne verden ikke er bestemt af djinner, men af almindelig menneskelighed.

Dermed være desværre ikke sagt, at de så bliver kristne, for islam har – hvad Duus også antyder – erstattet det etniske tilhørsforhold, som vi finder naturligt, med det religiøse, og derfor vil et frafald fra islam ofte af den pågældende selv føles som et svigt af den verden, han eller hun tilhører.

Og så må de jo, som Duus også siger, leve med et ustabilt forhold mellem deres levemåde og islams teoretiske læresystem. Og så har vi kun det at håbe på, at de er sig dette ustabile forhold så bevidst, at de formår at forhindre, at deres unge mennesker på egen hånd undersøger, hvad islam egentlig står for, og ud fra en sådan undersøgelse bliver radikaliseret.

Og hvad enten dette ustabile forhold nu har sin rod i det, Duus forklarer det med, eller i det, jeg vil forklare det med, det er der, og der vil stadigvæk bestå en spænding imellem vort samfund og det ideelle muslimske samfund, som det teoretiske muslimske læresystem afbilder. Derfor vil vi til stadighed måtte leve med den trussel mod vort samfund, som udspringer deraf. I det mindste, indtil folkekirken får taget sig sammen til at levere et åndeligt frontalangreb på islam, så de mange islambesatte muslimer kan forvandles til normale mennesker. Og det kan godt tage lang tid, både forvandlingen af folkekirken og forvandlingen af muslimerne.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget , | Skriv en kommentar

#metoo

Det er fantastisk, så stor en følgeskare det “tag”, der hedder #metoo har fået. Utallige er de kvinder, der nu står frem og beretter om en seksuel krænkelse, de har været udsat for. Og man glæder sig uvilkårligt over, at disse kvinder nu endelig tør stå frem og tale om det, de har oplevet. Men man kan heller ikke helt lade være med at spekulere på, hvorfor der skulle et sådant “tag” til at få dem til at tale om det.

Nuvel, det hænger naturligvis sammen med, at nu alle og enhver kan lægge en tekst ud på internettet. De sociale medier er blevet udbredt på en helt ovenud gennemgribende måde, så man nu – i modsætning til tidligere – kan få luft for sin frustration. Hvem gad tidligere hører på seksuelt krænkede kvinder? I hvert fald ikke nogen i redaktionslokalerne, der stort set bestemte, hvad der skulle offentliggøres og hvad ikke. Onde tunger vil hævde, at det skyldtes, at disse lokaler næsten udelukkende var befolket af mænd, og disse “onde” tunger har jo ikke helt uret.

Altså, punkt ét: de sociale medier gør det muligt, at en sådan bekenderepidemi fra kvindernes side kan opstå. Derfor sker det nu og ikke tidligere.

Men man kan også spørge sig selv, om dette, at så mange kvinder er blevet krænket uden at turde fortælle om det, hænger sammen med en ændret seksualmoral blandt både mænd og kvinder, og om denne ændring har noget at gøre med fremkomsten af p-pillen.

Tidligere hang den etik, der sagde, at man kun kunne have sex med den, man ønskede som sin kommende ægtefælle, sammen med, at man kunne ”risikere” at få børn i kraft af de seksuelle udskejelser. Og man ville da ikke have børn sammen med hvem som helst.

Så kom der en tid, hvor kondomer og pessarer blev udbredt og brugt, men da brugen af disse svangerskabsforebyggende midler ikke blev taget som en selvfølge, skulle der indgås en art aftale mellem parterne om brugen af dem. For dette med børn var stadigvæk en ”risiko”.

Og så kom p-pillen. Og så blev den udbredt i en grad, så alle drengene regnede med, at alle pigerne tog p-piller. Så var ingen aftale nødvendig, men sex med ret tilfældige personer kunne blive en almindelig foreteelse. Jeg siger ikke, at det blev det overalt, jeg siger blot, at muligheden opstod. Og det skulle jo være mærkeligt, om ikke dette fik indflydelse på den almene seksualmoral.

På godt og ondt.

Det er jo godt nok, at der ikke mere opstår så mange uønskede svangerskaber og så mange deraf følgende provokerede aborter. Men det er ikke så godt, hvis man ikke længer regner et samleje for noget forpligtende, for noget, der binder én til et andet menneske, men kun for en salig fornøjelse for én nat ad gangen.

Samtidig er ægteskabelige sidespring blevet mere acceptable. Nogle ægtefolk har endda aftalt, at de ikke vil forhindre den anden i at opnå samlejets fornøjelser med andre. Hvad var det, man kaldte det? Nåh jo, ”åbent ægteskab”.

Og så er det, man kan spørge – men mere end et spørgsmål bliver det ikke til, for jeg er ikke sexolog – om disse ”friheder” har bevirket, at de seksuelle lege mellem kønnene, på arbejdspladsen og hvor kønnene ellers mødes, er blevet mere almindelige. Og så kan man igen spørge, om nogle af de krænkelser, vi nu hører om, har fundet sted, fordi nogle kvinder har fundet behag i disse lege og har fulgt de invitationer, der kunne ligge i dem, mens andre har fundet ubehag ved dem og ikke været til sinds at følge positivt op på dem.

Og man kan altså tilsvarende spørge, om nogle mænd har været let antændelige af kvindelig charme og dertil ikke bleg for at gå tæt på for at se, om den skønne kunne vindes; hvilket i nogle tilfælde skete, i andre ikke. Og disse andre, som ikke lod sig lokke, fordi de havde bevaret en vis blufærdighed – hvad der tjener dem til ære – er blevet krænkede af de samme handlinger.

Men det mærkelige er nu – og det tror jeg nok, jeg vil fastholde trods min manglende sexologiske viden – at hvor disse tilnærmelser har ført til decideret samleje, så har hverken de pågældende selv eller samfundet som sådan kunnet undgå at iagttage og regne med, at noget sådant binder. En chef, der har haft et samleje med én af kontordamerne, menes ikke i stand til på uhildet grundlag at kunne træffe afgørelse i en strid mellem de ansatte kontordamer; han vil altid mistænkes for at favorisere sin elskerinde – læg mærke til, at det stadig er naturligt at bruge dette ord fra fortiden.

Og så taler vi ikke om, hvordan det foregår i filmindustrien.

Men hvad enten det nu er det ene miljø eller det andet, vi taler om, der er endnu en ting, der har undret mig med alle disse #metoo-fortællinger, der nu dukker op; det har undret mig, at disse kvinder har gået så længe med deres hemmeligheder. Har disse kvinder ikke talt om det med deres mænd? Eller har de måske ingen mænd? Er de måske selvstændige i den grad, at de ikke vil have en mand? Jeg véd det ikke. Men lidt besynderligt er det.

Nogle vil måske sige, at dette fænomen dukker op, fordi vi nu befinder os i en krænkelseskultur. Det er blevet ”in” at føle sig krænket, man kan opnå medfølelse af det, og derfor fortæller man om det.

Det tror jeg nu ikke på. En sådan opfattelse er på vej til at nægte at tage fortællingerne alvorligt. Og det er galt.

Og dog er disse former for undren for intet at regne mod den undren, der siden disse fortællinger begyndte at vrimle frem og lod sig høre i mange medier, sågar i Deadline, har ligget et sted i sindet på mig uden rigtig at kunne komme frem. Den undren, der siger: Er de overgreb, der her fortælles om, egentlig ikke småting i forhold til de voldtægter, mange kvinder bliver udsat for af vore muslimske indvandrere? Befamlinger, dumme bemærkninger, mobninger på arbejdspladsen af anden art, alt det kan være slemt nok. Men de kvinder, der må lægge krop til vore mandlige indvandreres seksuelle frustrationer, har det dog langt værre. Blot har jeg ikke rigtig kunne give udtryk for den undren. Jeg vil jo ikke bagatellisere alvoren i de fortællinger, der nu fremføres.

Men så læste jeg igen en kronik af Emilie van Hauen i Jyllands-Posten, se her. Jeg havde haft fat i den i anledning af begivenhederne i Køln nytårsaften 2015-16, se her. Hun får sagt det, jeg her vil sige. Hun rammer hovedet på sømmet. Hun formår at sætte tingene i det rette perspektiv. Hun skriver (eller skrev):

Det er derfor, at Köln-sagen og lignende episoder i resten af Europa inkl. vores hjemlige Thisted, Sønderborg og Haderslev, som beskrevet her i avisen, er så uhyggelige! Både fordi de underminerer hele det værdiapparat, der bærer vores demokratiske principper om lighed og ret. Og – endnu mere uhyggeligt – fordi der er en overhængende risiko for, at den ændrer noget helt afgørende i især unge pigers, men også blandt mange kvinders, selvforståelse og indre værdi; nemlig at de ikke nødvendigvis er at betragte som fuldgyldige medlemmer af samfundet.

Konsekvenserne af det er så skræmmende, at der næsten ikke er ord for det, for det betyder, at halvdelen af befolkningen i de lande, hvor vi lovmæssigt og kulturelt set mener, at alle borgere er lige, indirekte har fået en melding om, at hvis de er kvinder, er deres private oplevelser ikke helt lige så vigtige at tage til efterretning som den politiske dagsorden, der går på, at vi gerne vil fremstå tolerante og demokratiske over for fremmede, der bærer på og agerer efter en kultur, der på det kønsmæssige område er direkte i opposition til vores. Den enkelte kvinde må derfor bære sit eget overgreb for at understøtte et samfundspolitisk image.

Sagen er den, at man har lov til at føle sig krænket, hvis man tilhører et mindretal, der står overfor et flertal, eller – i kvindernes tilfælde – en undertrykt del af befolkningen overfor de mandlige undertrykkere. Derfor er vi også yderst tolerante og forstående overfor vore muslimske indvandrere. For de udgør jo et mindretal, og mindretal skal man være forstående overfor, mindretal har ret til at føle sig krænkede, og vi, der tilhører flertallet, har pligt til at tage deres følelse af at være krænket, alvorlig.

Men hvad så, når dette mindretal: de fremmede muslimer, voldtager vore kvinder? Ja, så siger van Hauen yderst præcist, at så har vore kvinder indirekte fået en melding om, at ”deres private oplevelser ikke er helt lige så vigtige at tage til efterretning som den politiske dagsorden, der går på, at vi gerne vil fremstå tolerante og demokratisk overfor fremmede”. De fremmede har ”ret” til at føle sig krænkede, men vi har ikke ”ret” til at anklage dem for at være krænkere.

Hun fortsætter:

Det er sygt. Ganske enkelt sygt.

At gøre den enkelte borger ansvarlig for et kulturelt overgreb, blot fordi hun er født som et særligt køn, er sygt. Det, der gør det endnu mere grotesk, er, at vi i Vesten har ladet en mikroskopisk gruppe af mennesker, set i forhold til størrelsen på vores egen befolkning, få mediemæssig beskyttelse, selvom deres værdier åbenlyst er i direkte opposition til vores.

Vi har dermed selv været med til at fjerne en vigtig del af den civilisation, som vi baserer vores demokrati og samfundssystem på. Samfundet har altså større berøringsangst over for at stå ved vores egen kultur, end kvinderne (åbenbart) skal have for at stå ved retten til deres egen krop.

Jeg véd ikke, hvilket “tag” man skal finde på, for at give de mange kvinder, der er voldtaget af de fremmede, mulighed for at komme af med deres frustration. Men hvor kunne jeg ønske mig, at der blev lige så stor opmærksomhed omkring disse kvinder og deres oplevelser, som omkring de mange ”#metoo”-er. Men hvordan vi kommer om ved dette syge, at ”samfundet har større berøringsangst over for at stå ved vores egen kultur, end kvinderne skal have for at stå ved retten til deres egen krop”, det véd jeg virkelig ikke. For når selv van Hauens præcise ordvalg dengang ikke kunne fremkalde det samme som ”#metoo”-tagget nu, så er der ikke store forhåbninger om, at disse kvinder kan opleve den hjælp det er at kunne fortælle om det.

Udgivet i Etik, Indvandringspolitik | Tagget | Skriv en kommentar