Muslimsk schizofreni

Jeg må indrømme, at jeg igennem snart mange år har undret mig over islam. Altså ikke blot været forarget over denne religions mærkværdigheder, men undret mig, undret mig over de mærkelige mennesketyper, som denne religion synes at fremkalde, undret mig over de handlinger, som disse mærkelige mennesker får sig selv til at foretage, undret mig over den næsten sygelige hengivenhed, de nærer for deres helligskrift, koranen, og undret mig over den sære historie, som islam har: det er i denne religions regi, at de mange næsten løsslupne historier fra 1001 nats eventyr nedstammer, og det er inden for rammerne af netop islam, at sufierne optræder, disse væsener, som næsten tror mere på en anden verden end på denne. Og så er det trods disse fredelige foreteelser indenfor religionen alligevel denne religion, der har optrådt som en erobringsreligion i over halvdelen af de 1400 år, den har eksisteret.

Og da det nu er igennem så mange år, at jeg har undret mig, undrede det mig ikke så lidt, at jeg forleden igen kunne gribes af undren over denne religion.

Det kom sig af, at jeg på snaphanen.dk så et foredrag af en flamsk professor, Wim van Rooy, se her. Det var forsynet med engelske undertekster, så det var nogenlunde til at have med at gøre på trods af mit ringe kendskab til flamsk. Det var på mange måder et lidt rodet foredrag. van Rooy skulle hele tiden søge at overbevise os om, at han talte ud fra en rig erfaring. Og det var måske også nødvendigt, for det, han sagde, var både mærkeligt og utroligt, formentlig noget, som de fleste umiddelbart ville tage afstand fra.

Han fortalte f.eks. om en række psykiatere, han kendte, som havde lagt mærke til, at de muslimer, der kom i deres praksis, ofte udviste schizofrene træk. Jeg tror ikke, at denne iagttagelse har nogen gyldighed i psykiatrien, men det, van Rooy forvandlede den til, forekom mig rigtigt.

Hvordan det?

Jo, efter at have fortalt om psykiaternes iagttagelse, sagde han:

Dette overrasker mig ikke, og det er noget, som alt for sjældent tages i betragtning. Muslimen får at vide, aldrig udtalt, altid implicit, at ‘islam er den bedste religion’, ‘det er den endegyldige religion’, osv. Så han opdrages til at have en følelse af overlegenhed. Og så kommer de her til Vesten og I véd allerede, hvordan det ender her. I Vesten er de ikke de bedste.

Engang for lang tid siden, i 2008, dengang der i vinterferien forekom utrolig mange bilbrande i muslimske kvarterer, prøvede to pædagoger, Kirsten Damgaard og Carsten Ringsmose, at forklare de vanskeligheder, muslimske drenge stod overfor. Jeg refererede dem på denne måde:

De forklarede urolighederne med de muslimske drenges selvovervurdering, en overvurdering, de havde fået gennem deres opdragelse. Der ligger i den muslimske kultur, sagde de, ikke blot en forestilling om, at mænd er bedre end kvinder, men også om, at muslimer er bedre end ikke-muslimer.

Men når unge drenge med disse forestillinger gang på gang erfarer, at de ikke er spor bedre end danskerne, så kommer enhver forklaring, der giver det danske samfund skylden, som sendt fra himlen til dem. Den forklaring kan de bruge, men ændre den opfattelse, der siger, at de er bedre, det hverken kan eller vil de. Og deres medmuslimer synes ikke at ville gøre noget for at få dem til at gøre op med denne fejlopfattelse. Se her.

Det var de unge muslimers bilafbrændinger, der skulle forklares. Det vil sige, det var det samme spørgsmål, de prøvede at forklare, som van Rooy vil forklare. For han begyndte sit foredrag med at stille det spørgsmål: ”Hvorfor hader de os?”

For det er jo det mærkelige, at overfor netop denne religions tilhængere kan man stille spørgsmålet: ”Hvorfor hader de os?” van Rooy er 100% sikker på, at hvis man går ud på gaden og stiller tilfældige mennesker dette spørgsmål ”hvorfor hader de os?”, så vil alle med det samme vide, at det er muslimer, man taler om. Ingen, siger han, vil tro, at man taler om buddhister, syvende dags adventister eller taoister, nej, man véd med det samme, at der kun er én gruppe, om hvilken det giver mening at stille dette spørgsmål.

Her kan det være relevant at forlade van Rooy et øjeblik og kaste et blik i Kristeligt Dagblad for den 18-10. Her har bladet en anmeldelse af én af efterårets bøger, ”På Guds vegne”, hedder den, og den er skrevet af Ole Bjørn Henriksen og Hans Henrik Fafner, se her. Anmelderen, Søren Hermansen, er ikke helt tilfreds med bogen. Efter at have refereret, hvordan bogen har spurgt: ”Hvordan kan jøder, kristne, muslimer, buddhister og hinduer tro, at de ved at slå andre mennesker ihjel gør noget godt for deres tro?” og redegjort for de forsøg på forklaringer, forfatterne kommer med, skriver han:

Dog ville jeg gerne have været lidt dybere ned i de teologiske overvejelser. Jeg tror ikke, at muslimsk terror kan bekæmpes succesfuldt, uden at der er en teologisk debat. Hvad siger Koranen? Skal alle vers tælle ligeligt? Er der ikke et centrum i teologien? Man kan efterlyse et muslimsk reformatorisk opgør her i Vesten.

Og det må man da give ham ret i. Sociologiske forklaringer rækker som en skrædder i Helvede. Der må religiøse forklaringer til. Til gengæld er Søren Hermansen ikke selv særlig meget hjemme i den slags forklaringer. For han fortsætter:

Det virker, som om de yderliggående muslimske grupper er dårligt teologisk kørende. De læser Koranen, som Fanden læser Bibelen. Der er fremragende muslimske teologer, der her kan blande sig, så religiøse charlataner ikke får så let spil.

Martin Luthers reformation mundede ud i et teologisk normsæt, der gjorde op med teologisk vilkårlighed. Der er en kerne i Den hellige Skrift. For Luther var det Kristus. For muslimer kunne det være Guds Barmhjertighed. Det kan muslimske lærde naturligvis bedre formulere og dermed give almindelige muslimer ord til at stå op mod den fanatiske islamisme, som bevæger sig ud ad terrorens brutale vej.

Her er det minsandten anmelderen, der går galt i byen. Jovist, stillet overfor den muslimske terror siger vi vesterlændinge ofte, at islam savner en reformation à la den reformation, kristendommen var udsat for med Martin Luther. Man gør sig tilsyneladende ikke klart, at islam gennem de seneste tyve-tredive år har befundet sig i netop en sådan reformationsperiode. Slagordet i den kristne reformation var ”tilbage til kilderne”. Fordi Luther gav sig til at læse det ny testamente uden tilsætning fra diverse kirkefædre, derfor var det, at han kunne gennemføre en reformation, der afskaffede munkevæsenet, lod præster gifte sig og genindførte nadver med både brød og vin for lægfolket. Plus den grundlæggende teologiske forandring, der forekom.

Hvis muslimer på samme måde skal lægge koranen til grund for en reformation af islam, så bliver resultatet det, vi har set i Irak og Syrien: ”Islamisk Stat”. Det kendte og anerkendte muslimske hoveduniversitet, al-Azhar i Kairo, kunne ikke vinde en konkurrence over, hvad der var den rette islam, da der udbrød en ordstrid om dette emne mellem dem og ”Islamisk Stat”. For at kernen i koranen skulle være ”Guds barmhjertighed”, som Søren Hermansen forestiller sig det, er det rene volapyk. Der ligger ikke megen koranstudium bag en sådan opfattelse.

Det er sandt nok, som det hedder i underoverskriften i Kristeligt Dagblads anmeldelse, at

Når man har læst bogen ”På Guds vegne”, kan man ikke undgå at tænke, at det er synd for Gud, at så mange foretager skændige handlinger i hans navn, og at så mange tror, at de derved tjener hans sag. Hvordan kan jøder, kristne, muslimer, buddhister og hinduer tro, at de ved at slå andre mennesker ihjel gør noget godt for deres tro?

Men det er en kapitalbrøler af rang, når forfatterne (og anmelderen med) ikke overvejer, om de, der handler sådan, gør det i modsætning eller i overensstemmelse med deres religion. Almindelige mennesker véd godt det, som van Rooy gør opmærksom på, men forfattere véd det ikke. Det er kun islam, hvis tro kræver af dem, at de fører krig mod anderledes troende. Kristendommen gør det ikke, buddhismen gør det ikke, og hinduismen heller ikke.

Tilbage til Wim van Rooy!

Han har, siger han, tilbragt megen tid med at udspørge diverse undervisere, herunder folk, der underviser muslimer. Selv har han også undervist dem.

Da jeg arbejdede med undervisning, og da jeg talte til disse muslimer, blev jeg klar over, at i virkeligheden er de komplet ligeglade med at lære matematik og historie. Det rager dem en papand. Og det skyldes den rammefortælling, som deres religion giver dem. Hvordan det? Fordi i koranen er det hele skrevet ned, Allah véd alting, Allah kan forvandle verden i løbet af et sekund. At integrere ren videnskab ind i en sådan rammefortælling er en vanskelig opgave. Og denne rammefortælling, denne antikulturelle conceptionelle rammefortælling, den har de internaliseret fuldstændig. De sidder derfor i klasselokalet rastløse og uden at være interesserede, eller de keder sig og bliver rå, hvilket også er almindelig kendt. Så den indstilling, vi har – jeg tror, Spinoza kalder den ‘libido scienti’, lysten til at vide noget – den har muslimerne ikke.

Der var især på dette punkt, at jeg måtte undre mig over, at der i min hjerne stadig var plads til undren over muslimer. For denne del af deres anderledeshed havde jeg ikke stødt på tidligere.

Wim van Rooy nævner selv, hvordan mutazilitterne prøvede at gøre op med denne opfattelse af Allah. Og det svarer nogenlunde til det, jeg læste hos Robert R. Reilly, se f.eks. her. Og van Rooy mener, at enhver muslim, der opfanger noget af Vestens filosofi og tager den med sig tilbage til islam og prøver at ændre islam – eller at optø islams iskolde gudsforståelse – mødes med interesse i begyndelsen, men efter kort tid – tyve, tredive, fyrre år – må opgive deres reformationsforsøg. For alt, hvad man behøver at vide, står jo i koranen.

Det er ikke mærkeligt, at det er muslimske terrorister, der udgør langt størsteparten af nutidens terrorister. For mens jødiske, buddhistiske, hinduistiske, taoistiske terrorister alle i deres voldsanvendelse handler imod deres religions grundlæggende teser, handler muslimen i sin terrorisme i skønneste overensstemmelse med det grundlæggende i islam.

Sandt nok, det vil vi vesterlændinge ikke rigtig tro på. Vi opfinder derfor begreberne ”islamisme” og ”islamist”, i stedet for de gammeldags begreber ”islam” og ”muslim”. Men det trick afmonteres meget elegant af Wim van Rooy med den bemærkning, at en islamist blot er en muslim, der har travlt. Islamisten og muslimen har det samme mål, men ikke det samme hastværk med at nå målet.

Var det egentlig så underligt, at jeg måtte undre mig?

Reklamer
Udgivet i Islam | Tagget | 1 kommentar

To tyranners overmod

De to tyranner, jeg tænker på, er Tyrkiets præsident Erdogan, og Saudi-Arabiens kronprins, Mohammad bin Salman.

Overmodet hos Erdogan viste sig i en sag for et par måneder siden, en sag, der dog næsten ikke er blevet omtalt i vore hjemlige medier. Jeg beskrev det i et blogindlæg dengang, se her. Der var sket det, at de to præsidenter, Trump og Erdogan, under et NATO-topmøde havde truffet en mundtlig aftale om udveksling af fanger. Trump skulle have den amerikanske præst Andrew Brunson løsladt mod, at Amerika fik Israel til at løslade en tyrkisk kvinde, der i Israel var anklaget for terrorisme.

Men da den tyrkiske kvinde var vel ankommet til Tyrkiet, nægtede Erdogan at udlevere Brunson. Det fik Trump til at lægge told på jern og tin fra Tyrkiet, hvilket viste sig at være højst uheldigt for Tyrkiet. Dets valuta, liraen, der i forvejen ikke havde det for godt, styrtdykkede.

Hvad det var, der fik Erdogan til at løbe bort fra det løfte, han havde givet Trump, er ikke godt at vide. Ja, man véd strengt taget ikke, om der i det hele taget blev givet noget løfte. CNN beretter om det, og noget skal der nok være om det. Blandt andet, fordi det er et meget kraftigt signal at sende, dette at lægge en straftold på metaller fra Tyrkiet. Og selv om Trump kan være ret uforudsigelig i udenrigspolitisk henseende, så giver det faktisk god mening, selv når det er Trump, vi taler om, at reagere så voldsomt, hvis der er tale om et løftebrud fra Erdogans side. Kan hænde, Erdogan mente, han kunne stramme skruen. Han vil i hvert fald gerne have Gulen udleveret, for denne tyrker, der befinder sig i Amerika,  har han mistænkt for at stå bag kupforsøget i 2016. Men den gik altså ikke.

Nu er så imidlertid Erdogan kommet lidt i klemme. Der er andre tyranner end ham selv. Og én af disse andre tyranner er, ligesom han selv, ikke bleg for at handle utraditionelt, tilsyneladende fuldstændig ligeglad med andres reaktioner. Det er den saudiske kronprins, Mohammad bin Salman, jeg tænker på. Og den overmodige handling, der er tale om, er mordet på en saudisk journalist, Jamal Khashoggi.

Khashoggi var flygtet til USA, fordi han frygtede for sit liv. Han var kritisk overfor styret, specielt overfor Mohammad bin Salman, og da han var én med indsigt i kronprinsens omgangskreds, var det måske forståeligt, at denne anså ham for en farlig person og gerne til have ham gjort tavs.

Og da Khashoggi gennem det saudiske konsulat i Istanbul fik anskaffet sig nogle skilsmissepapirer, som han skulle bruge, fordi han ville giftes igen, slog kronprinsen til. Konsulatet aftalte en tid, hvor papirerne ville være rede til afhentning, og kronprinsen fik med specialfly fremskaffet ikke færre end 15 personer. De ankom til konsulatet før Khashoggi. Men det var kun dem, der forlod det igen, dog medbringende store kufferter. Mere skulle de ikke i Istanbul, de fløj hjem efter endt opgave.

Denne frækhed har sat Erdogan i knibe. Godt nok er der næsten ingen grænser for, hvor mange journalister han betragter som farlige, og de fleste af dem har han fået fængslet under forskellige påskud. Men pågribe dem i ét af sit lands konsulater i et andet land, det har han dog ikke vovet at gøre. Det er også imod al god diplomatisk skik.

Men har Mohammad bin Salman vovet det?

Det lader sig nok ikke bevise. I første omgang har saudierne benægtet alle anklager om noget sådant. Khashoggi forlod konsulatet, hævder de. Men desværre var deres overvågningskamera gået i stykker, da han gik ud, så de kan ikke bevise det. Men tyrkerne påstår det modsatte: Khashoggi forlod aldrig konsulatet, de 15 personer, der ankom før ham, slog han ihjel og parterede liget.

Dog indrømmer de indtil videre, at heller ikke de er i besiddelse af en rygende pistol. Godt nok går der rygter om, at de er i besiddelse af lydoptagelser, der tydeligt indikerer, at han blev myrdet og liget parteret. Men indtil videre er det kun rygter.

Så her i mandags, den 15-10, fik tyrkerne endelig adgang til konsulatet for om muligt at kunne finde eventuelle beviser for det mord, de påstår er foregået derinde. Dels er det jo meget lang tid efter et mord, som hævdes foretaget den 2-10; der er mange mennesker, der har gået ud og ind siden den tid. Og dels forlyder det, at et rengøringshold fik ordre om en gennemgribende afvaskning, inden de tyrkiske undersøgere kom ind.

Men altså, nu er Erdogan selv blevet udsat for en frækhed, der næsten overtrumfer den, han udviste mod Donald Trump. Hvad skulle han nu gøre? Bare sidde den overhørig? Det ville ikke ligne ham. Angribe saudierne, som jo på mange måde var en slags allierede (både saudierne og tyrkerne tilhører sunni-islam)? Det kunne være fristende, omstændighederne taget i betragtning, men hvad ville amerikanerne sige? De var jo også saudernes venner.

Ja, mærkeligt nok ser vi nu den store Erdogan fortryde sit frække løftebrud. Nu, hvor han har brug for amerikanerne, nu kan pastor Brunson godt løslades. Hvad han så blev. Så ovenpå denne gestus håber han nok at kunne give sauderne en så kraftig begmand, at de tænker sig ekstra godt om næste gang, de vil lade den slags numre, i hvert fald, hvis de påtænker at lave dem med Tyrkiet. For nu, hvor han muligvis har fået Trump med på en sådan idé, kan han måske undgå det nederlag, det ville være at måtte opgive at finde sandheden om noget, der er foregået i hans land.

Det bliver han måske nødt til alligevel. CNN kan i hvert fald berette, se her, at der går rygter om, at sauderne vil indrømme, at der ikke var tale om et mord, men om et forhør, der gik galt. Hvordan de vil komme godt fra en sådan forklaring, når der ankom hele 15 nøje udvalgte mennesker i den anledning, oven i købet, når én af dem var anatomisk ekspert, så liget kunne blive korrekt parteret, det er ikke godt at vide.

Men man skal nok ikke forvente at nå frem til den endegyldige sandhed, når det som her er to tyranner, der er stødt sammen, to tyranner, der synes lige overmodige.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , | Skriv en kommentar

En understrøm under pietismen

Dette blogindlæg kommer til at handle om noget højst mærkeligt noget. Der findes nemlig nedenunder megen pietisme en næsten hemmelig understrøm, en slags broderskab, som kommunikerer med hinanden via for andre uforståelige kodeord, en teologisk retning, som ganske har undgået den almindelige kirkehistoriske redegørelse for, hvilke teologiske tanker der har bevæget kristne op gennem tiderne.

Det er derfor, man må tale om en understrøm, måske endda om en hemmelig understrøm.

Dog må man føje til, at denne tankeverden ikke er hemmelig i den forstand, at dens tilhængere holder den hemmelig, den er blot hemmelig på den måde, at det, der ligger bag tankeverdenen, ikke siges ligeud, men kun antydes. Og kan man ud fra sådanne antydninger gætte sig frem til, hvad meningen er, så er man med i den hemmelige klub, kan man ikke gætte det, eller får man slet ikke den mistanke, at de sære ord betyder noget usædvanligt, så er man ikke med i klubben.

Det hele har sit udspring i, at jeg forleden hørte et foredrag, som indeholdt nogle mærkelige forestillinger. Og som sædvanlig, når jeg har hørt foredrag, var det først bagefter, at jeg kom i tanker om, hvad jeg burde have spurgt om. Først på vejen bort fra foredraget gav jeg mig til at prøve at sætte foredragsholderen ind i en slags sammenhæng, først da fik jeg så meget hold på mig selv, at jeg fandt frem til to spørgsmål, som jeg kunne have stillet hende.

Det ene spørgsmål har med denne pietistiske understrøm at gøre, det andet har med en tidligere kollega at gøre, en kollega, som forlod præstegerningen for at hellige sig healing og drømmetydning.

Lad os tage det med understrømmen først.

Denne forestilling går tilbage til Brødremenigheden, eller måske snarere til dens stifter grev Zinzendorf. Han havde fået den tanke, at når han i sin omvendelse helt overgav sig til Frelseren, så måtte han i sin fremtidige livsførelse helt og holdent følge Frelserens vilje. Og hvad ville Frelseren? Ja, han ville naturligvis have udbredt evangeliets glædelige budskab. Men hvordan kan man bedst hjælpe ham med at udbrede det? Ja, det kan man jo godt selv gøre sig tanker om. Men Zinzendorf stolede ikke på sine egne tanker. Ville han ikke blot derigennem lade sin egenvilje dukke op igen, den, han dog havde givet slip på, da han helt og holdent gav sig hen til Frelseren?

Derfor besluttede Zinzendorf direkte at spørge Frelseren. Blot var der jo et problem her: hvordan bærer man sig ad med at spørge Frelseren?

Zinzendorf mente, man kunne gøre det ved lodtrækning. Man lagde tre sedler ned i en hat, stillede Frelseren et spørgsmål, og trak så en tilfældig seddel op af hatten. Det vil sige: for os dødelige ser en sådan handling tilfældig ud, men for Frelseren, der jo har del i Guds alviden, er det på ingen måde tilfældig. Han véd bestemt, hvilken seddel der bliver trukket, og er det ja-sedlen, kan man derfor regne sikkert med, at det spørgsmål, man stillede ham, besvarer han med et ja.

Denne metode brugte man igennem mange år i brødremenighedens sammenhæng. Derved bestemte man hver enkelts skæbne. Meldte man sig som missionær, var det lodtrækningen, der afgjorde, om man kom til Grønland eller Vestindien. Spurgte man Frelseren, om han tillod, at man giftede sig, var det lodtrækningen, der både afgjorde, om man måtte gifte sig, og hvem man i givet fald skulle giftes med.

Dog forlod man i slutningen af 1700-tallet denne metode. Måske man havde fundet ud af, at metoden alligevel ikke var fri for menneskelig indblanding. Man kunne måske stille spørgsmål, som på underfundig vis kunne fremme ens egne ønsker.

Men selve den tanke, at Guds vilje ikke blot kom til udtryk i budene, men også i hans ønske om bestemte handlinger til fremme af hans rige, den forestilling altså, at Gud kunne bruge et menneske i sin tjeneste, gik man ikke bort fra. Nu brugte man blot andre metoder for at finde ud af, hvad vel Guds vilje med lige netop mig kunne være. Man trak f.eks. mannakorn, dvs., man havde på forhånd forsynet en mængde kort med bestemte skriftord, og når man så blandede kortene og trak et kort, så bestod opgaven ikke i at give sig til at meditere over dette skriftord, men i at overveje, hvad vel Gud ville sige til mig, når han lod netop mig få netop dette skriftord; med andre ord: Hvad vil Gud have mig til at gøre i dag, for at hans rige kan udbredes?

Og den tanke er det, der, som tiden gik, bevægede sig ned i den pietistiske understrøm. Blandt pietister blev det almindeligt at stille dette spørgsmål: Hvad forventer Gud af mig netop i dag? Dette blev betragtet som et yderst fromt spørgsmål. Men man vidste jo godt, at Gud ikke sådan svarer med lyn og torden. Derfor vænnede man sig til at kikke efter små ting, som kunne afsløre, hvor Gud vel ville have mig hen. Betød ikke netop denne tilfældighed, at Gud ville have mig derhen? Osv.

Af og til kunne man tillægge Gud de tanker eller idéer, man fik; man mente altså, at det var Gud, der i ens indre havde skabt den forestilling, som bemægtigede sig én. ”Jeg fik det sådan, at jeg skulle besøge dig i dag”, kunne en from missionsmand sige til sin syge ven. Og så befinder vi os pludselig i kodesprogets verden. Mere end antyde, at Gud stod bag tanken om besøget, vover man ikke, men antyde det, det vover man.

Kaj Munk var én af dem, der fra sit hjem, især sin plejemor, Marie Munk, havde modtaget denne tradition. Og selv om den jo altid blev holdt på antydningernes plan, var han opvakt nok til at forstå den. I 1931 kunne han således skrive til sin gode ven, Niels Nøjgaard, at han i dag havde fået den indgivelse, at han skulle være præst i Berlin, om ikke Nøjgaard kunne ringe til DKU’s bestyrelsesformand for at spørge om, han kunne komme i betragtning. Og det gjorde Nøjgaard jo gerne, han troede, det var noget, Munk havde diskuteret med sin kone, så det var de tos samlede beslutning, for ordet ”indgivelse”, der skulle antyde, at det var Gud, der havde lagt den forestilling ind i Munks sind, anede han ikke, hvad betød. Da han derfor erfarede, at Munks kone intet vidste om denne ”indgivelse”, blev han hed om ørerne: han håbede ikke, han havde lavet ravage i ægteskabet. Men Lise Munk var vistnok allerede på det tidspunkt vant til lidt af hvert fra sin noget balstyrige mands side, så hun affandt sig med ham. Og det var åbenbart ikke Guds mening, at Munk skulle være præst i Berlin, for bestyrelsen valgte en anden.

I slutningen af 1930erne kom Oxfordbevægelsen til Danmark. Her havde man den tradition, at man hver morgen holdt ”stille time”. Det gjorde man i den formodning, at Gud, når man sådan tømte sin sjæl for alle jordiske bekymringer, ville lade én få den rette indskydelse til, hvor Gud ville bruge én netop i dag.

Der var mange ting i det foredrag, jeg omtalte til at begynde med, der kunne tyde på, at foredragsholderen var ud af denne tradition. For det første stammede hun fra et indremissionsk hjem. Så tanken har nok ikke været fremmed for hende. Men det var, som havde denne tradition i hendes tilfælde forladt hemmeligholdelsen og kodesproget. Hun fortalte ligeud, at i den og den afgørende situation, havde hun hørt en stemme, der sagde til hende, hvad hun skulle gøre. Som om det da måtte være noget, vi alle sammen kunne forstå. Men jeg blev ikke klar over, om hun mente, at denne stemme kom fra Gud. Noget kunne tyde på det. For den vejledte hende i en del tilfælde til at få styr på sit indre liv. Men hun mente vistnok også, at den vejledte hende til at få løst nogle rent praktiske problemer. Da hun således skulle male ”den sorte madonna”, blev hun af en indre tilskyndelse ført hen til et sted, som hun ikke anede noget om. Og dette at få skaffet mulighed for at kunne blive i en italiensk by var også noget, som ligesom blev lagt til rette for hende.

Og nu bagefter ville jeg gerne vide, om hun forbinder disse tilskyndelser eller stemmer med Gud, eller altså: om hun mener, hun går Guds ærinde, når hun adlyder disse foreteelser.

Det kan nemlig også være, at hun blot betragter disse ting: tilskyndelser, mystiske indfald, eller ligefrem stemmer, der taler til hende, som røster fra hendes underbevidsthed. Nogle af hendes små ledsagebemærkninger kunne faktisk tyde på det.

Og så er vi henne ved min kollega, som altså ikke mere er min kollega.

Han forlod som sagt præsteembedet for at slå sig igennem som psykolog, dog ikke som en almindelige psykolog, men som en psykolog, der påstod at forstå sig på sjælens indre rørelser, og mente, at han på forskellig måde kunne få mennesker til at blive bedre til at lytte til deres indre jeg.

Jeg ser ham endnu sidde i min havestue og redegøre for, hvordan drømme kan være vigtige signaler i ens liv, som det gælder om at forstå og tyde rigtigt. Og jeg husker også, at han ikke rigtig havde noget svar på min indvending – som jeg havde læst mig til ét eller andet sted – at vore drømme ofte er bestemt af ret enkle og legemlige foreteelser; når vi f.eks. ofte drømmer, at vi ikke kan løbe fra én, vi ellers nok skulle kunne løbe fra, kunne det hænge sammen med, at vores hjerne for en sikkerheds skyld indlægger en bremse på bevægelsesapparatet, når vi sover, en bremse, altså, som så at sige virker tilbage på vore drømmes indhold.

Det var måske lidt ondt af mig, for jeg kan da godt se, at han fuldstændig måtte opgive sine nye drømmeteorier, hvis han skulle studere det, moderne drømmeforskere har fundet ud af. Og når han nu lige havde fundet ”de vises sten” i disse drømmetydningsmetoder, hvad var så jeg for et monster, at jeg kom og tog sådanne pæne teorier fra ham! Men jeg må indrømme, jeg har altid haft en svaghed for virkeligheden.

I hvert fald, det var vist disse bemærkninger fra min side, der blev enden på vort venskab.

Men det spørgsmål, jeg i dag stiller mig ovenpå den erfaring med foredraget, jeg fik forleden, er, om foredragsholderen befandt sig det ene eller det andet sted; om hun mente, at de stemmer, hun hørte, og de tilskyndelser, hun fik, var en måde, hvorpå Gud selv prikkede til hende for at få hende til at gøre det, han ønskede gennemført; eller hun var tilhænger af en sekulær udgave af den samme tanke, hvor det blot ikke var Gud, men ens eget inderste jeg, der var rådgiver.

Jeg véd det ikke.

Under spørgerunden bagefter var der én, der ville vide, om hun kun hørte stemmer, når hun var i de katolske lande og sad i en kirke, eller hun også hørte dem her i landet. Og jo, hun hørte skam også stemmer her i landet.

En anden ville vide, om det dog ikke var en mærkelig stemme, den, hun havde fortalt om, som havde sagt til hende, at hun skulle opgive familien helt og holdent. Det bortforklarede hun med, at hun som mor jo måtte give slip på sine børn og lade dem selv bestemme deres vej i livet. Og det er jo en udmærket morale. Men mon ikke de fleste af os finder ud af at tackle adskillelsen fra vore store børn uden at høre stemmer?

Så ærlig talt, foredraget var ret forvirrende. På en måde foretrækker jeg nok Brødremenighedens metoder og de deraf afledede. Men begge steder er der et så stort selvbedrag involveret, at det er mig for meget. Kristendommen vil ikke lulle os ind i noget selvbedrag, men stille os fast og solidt på virkelighedens grund, den virkelighed, at vi er sproglige væsener, der har sproget med os i alt, hvad vi foretager os, og at vi, når vi prøver at udforske sprogets hemmeligheder, i virkeligheden udforsker Guds hemmeligheder.

Men sprogets hemmeligheder udforsker vi som samfund, gennem den diskussion, som foregår i ethvert samfund, en diskussion, hvorved samfundet udvikler sig. Og det, der er den enkeltes opgave i et sådant gravearbejde for at nå ned til sprogets dybeste lag, er at overtage og muligvis rette på de roller, som samfundet har lagt hen til os at leve efter.

Så ja, vi er ikke muslimer, så vi blindt skulle rette os efter Guds bud. Vi har virkelig fået Guds bud i en form, så de skulle være til at forstå. Men budene tænkes at skulle lede os ind i et dybere fællesskab med andre mennesker i alle de relationer, vi står i til andre mennesker, og den måde, det sker på, foregår ikke uden vores personlige medvirken. Men foregår altså heller ikke uden Guds ånds medvirken.

Og det er måske det mærkeligste ved vor tid: Vi bruger ikke mere ordet ”Gud” til at forklare noget som helst. Og den individualistiske tankegang, der lå bag opkomsten af den føromtalte understrøm, overføres derfor forholdsvis smertefrit til den sekulære tankegang, hvor det ikke er Gud, men selvet, der står for udviklingen.

Men om man derfor kan smyge sig udenom den virkelighedens kamp, der foregår, kampen mellem Gud og Satan om, hvilken vej udviklingen i de menneskelige samfund skal tage, det er endnu uvist.

Udgivet i ateisme, Samfundsforhold | Tagget | Skriv en kommentar

Næstekærlighed i forklædning

Jeg har set fjernsyn, tro det eller ej. Godt nok var det kun i det format, der vistnok hedder ”streaming”, men alligevel. At jeg, der nøje holder mig til kun at se fjernsyn, når der er Tv-avis og Nyhederne plus Deadline, skulle lade mig overtale til at se mere end en hel halv time i dummeren, det er egentlig ret fantastisk.

Det var også hårdt, kan jeg godt betro læseren. Det er langt, langt bedre at læse en diskussion. Og det er også langt hurtigere. Her i Tv må man affinde sig med lange passager, hvor der ikke sker noget for debatten fremmende. Oven i købet skal man så her se det samme, som man gang på gang ser i den del af Tv, som man har besluttet at nøjes med: at en kvinde står i blæsevejr og kæmper med at holde styr på sit lange hår.

Den udsendelse, jeg taler om, hedder ”Adam og Eva”, og den Adam, der er tale om, er såmænd Adam Holm – en person, som jeg kender fra Deadline – mens Eva er Eva Selsing, som jeg kender fra debatten på f.eks. Berlingske. Den udsendelse, jeg bevidnede, kan ses her. Og som sagt, de foretog et vældigt opgør mellem deres synspunkter, og det blev, uvist af hvilken grund, foretaget i blæsevejr så Eva Selsing, foruden at måtte holde styr på sine argumenter, også måtte holde styr på sit lange hår. Her var jo Adam Holm på forhånd foran på point: han er pilskaldet.

Noget af det, de diskuterede, var begrebet næstekærlighed, beskrevet i Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner. Man må beundre Eva Selsing for, at hun kom igennem med så mange argumenter mod den stadig afbrydende Adam Holm, som tilfældet var, men svagheden i hendes argumentation blev alligevel tydelig. Hun ville have lukket for al indvandring, og på Adam Holms indvending, om da ikke de mennesker, der tropper op på vores grænse og beder om asyl, er vores næste, som vi efter kristen opfattelse skal hjælpe, svarede hun kun, at de danskere, der lider under ghettokriminalitet, også er vores næste.

Problemet er, at vi skal have lavet temmelig meget om på Jesu lignelse, hvis den skal have bare nogenlunde lighed med nutidens flygtningesituation.

Jeg har ”forbedret” lignelsen før, men lad mig forsøge mig igen:

Det, man sædvanligvis overser i lignelsen, det er tilfældighedssynspunktet. At samaritaneren mødte den overfaldne, var noget, der på ingen måde lå i kortene, da han tog af sted om morgenen; han havde ikke planlagt det, han havde ikke overvejet, hvad han ville gøre, hvis han så en overfalden jøde, han tog bare af sted. Ligeledes var det ganske tilfældigt, at den overfaldne blev overfaldet, det behøver i lignelsens sammenhæng næsten ikke nævnes, og når jeg gør det her, skyldes det, at det er af stor betydning i dén nutidige opførelse af skuespillet ”Den barmhjertige samaritaner”, som foregår her Europa. Men skal lignelsen afbilde nutidens forhold, er man nødt til at fjerne tilfældighedssynspunktet.

Hvis man skal have dette tilfældighedssynspunkt bortopereret, kan det gøres på to måder: man kan gøre det for den overfaldnes vedkommende og for samaritanerens vedkommende.

Hvis vi tænker os, at det, der skete med den overfaldne, rygtedes i fattige jødiske kredse, så må vi forestille os, at en række af disse fattige jøder har tænkt ved sig selv: ”Det vil jeg også gerne opleve; tænk, at få et fire-dages ophold på et herberg!” Og så lægger den ene efter den anden sig ud på den vej, man véd, samaritaneren bevæger sig ad, og prøver at forestille én, der er overfaldet af røvere. Og vupti, samaritaneren tror på dem, og de får alle, den ene efter den anden, bevilget et ophold på det nærliggende herberge.

På den måde kan man fjerne det tilfældige ved overfaldet på den overfaldne. Og pointen er, at først, når vi foretager denne ”forbedring” af lignelsen, kommer den til at ligne det, der foregår på Middelhavet i vore dage.

Men samaritaneren må vi også lave lidt om på, hvis vi skal have fjernet tilfældighedssynspunktet. I lignelsen er hans handling spontan, men de mange europæiske samaritanere handler jo på ingen måde spontant: Der kan vel være enkelte handelsskibe, der tilfældigt får øje på en overfyldt gummibåd, men langt de fleste opdages af private eller statsejede redningsskibe på en aldeles utilfældig måde. Man er klar over, at på den ”vej” plejer der at ligge mange ”overfaldne”, og så giver man sig til at observere med fly og på anden måde, for reddes skal de jo.

Det vil sige: samaritaneren bliver i vor moderne gengivelse forvandlet fra en ganske almindelig ikke-jødisk borger, der tilfældigvis kommer til at redde en overfalden fra døden, til et omsorgsfuldt, godt menneske, der higer efter at komme til at gøre en god gerning. Hvis nogen synes, at han på den måde kommer til at ligne en god, gammeldags farisæer, er det ikke utilsigtet fra min side.

Og dog er det hele meget værre. Ikke blot er den moderne samaritaner en værre farisæer, han lider også af den sygdom, som jeg har kaldt samaritanitis. Denne sygdom understøtter hans farisæisme, for den får ham til at overse, at de fleste af de ”overfaldne”, han i sin store godhed vil hjælpe, aldeles ikke er overfaldne.

Hvis nogen vil indvende imod min ”forbedring” af Jesu lignelse, at samaritaneren da på ingen måde vil lade sig narre af de mange, der prøver at spille overfalden for ham, og sige, at samaritaneren af min ”forbedring” er afbildet fuldstændig utroværdigt, så kan jeg nemmest svare ved at bede vedkommende om at kikke på den beskrivelse, der gives af migranterne på Middelhavet, eller gives af de migranter, der arriverer ved vores grænse. De gode mennesker iblandt os beskriver altid migranterne som mennesker, der er flygtet fra krig og forfølgelse. De aner ikke noget om det, men hvis de er snydere eller ikke-forfulgte, bliver den gode gerning, de er i færd med at gøre, pludselig ikke god længer.

Det gjorde også Adam Holm i den omtalte udsendelse: ‘skal vi ikke som almindelige, nogenlunde anstændige borgere hjælpe alle disse mennesker, der er flygtet fra krig og forfølgelse’, hed det i hans mund indtil flere gange.

Men det er jo løgn.

Ja, det er en så indgroet løgn, at det er meget vanskeligt at omtale den som løgn i en almindelig debat om emnet. Og det fremføres med så stor selvfølgelighed, at der gås ud fra, at enhver da må mene, at det hænger sådan sammen. ”Enhver”, det vil sige ”ethvert anstændigt menneske”.

Og det er højst mærkeligt. For det hænger jo ikke sådan sammen.

Så at sige ingen af dem, der når frem til vores grænse, flygter fra krig og forfølgelse. De er alle flygtet fra sikre flygtningelejre i Jordan og Tyrkiet, eller fra sikre lande i Afrika. Men så snart de forlader deres flygtningelejr, ja, så snart de begiver sig ind i et land, hvor de kan finde så megen sikkerhed, at de ikke længere er forfulgt, så er de ikke længere flygtninge, men migranter. Og så skal de ikke omtales som mennesker, der er flygtet fra krig og forfølgelser. Det gjorde de gennem den første flugt, de foretog, den fra Syrien til Jordan. Men derfra og frem til vores grænse har de rejst igennem lande, hvor de måske ikke har de bedste forhold at leve under, men ikke er forfulgte.

Blot har den øjensygdom, som er ét af de alvorligste symptomer, som sygdommen samaritanitis fører med sig, ført til, at den europæiske elite for lang tid siden har overset, at de skibbrudne på Middelhavet aldeles ikke er skibbrudne, for de er ikke tilfældigt kommet i havsnød, men har med vilje bragt sig i havsnød, siden stiltiende har accepteret, at ethvert land, hvis det vil være et anstændigt land, skal modtage de flygtninge (læs: migranter), der dukker op ved dets grænse og siger ”asyl”, selv om det strider imod Dublinaftalen, og hele vejen igennem har betragtet de mange drukneulykker som uheldige og nærmest uundgåelige foreteelser uden at gøre sig klart, at det transportøransvar, EU i 2001 påtvang de flyselskaber, der fløj på Europa, har tvunget asylanterne i hænderne på diverse menneskesmuglere.

Heldigvis er der tegn på, at sygdommen har haft sit maksimum og så småt er ved at aftage. Der er regeringer i Europa, der ikke vil have deres nogenlunde homogene vælgermasse blandet op med muslimer ‘en masse’, der er andre regeringer, der nægter redningsskibe adgang til deres havne, og der er i den europæiske vælgerbefolkning mange, der har fået nok at elitens løgne.

Adam Holm er ikke én af dem. Men Eva Selsing er. Og hun kom til orde, selv under Adam Holms ordbombarderier, ja, oven i købet fik hun det sidste ord, noget i retning af, at ”det koster at være god, og det er ikke dig, der betaler prisen”, en hentydning til det, hun dog fik indskudt undervejs, at alle de almindelige danskere, der tilfældigvis bor i indvandrerområder, betaler prisen for indvandring, fordi de – og kun i mindre grad den folkelige elite – oplever, hvordan deres nære dagligdag forvandles af indvandrerne.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , | Skriv en kommentar

Det gamle Testamente i gudstjenesten

Det var temmelig mærkeligt at læse tidligere professor i Ny Testamente ved Københavns Universitet, Mogens Müllers kronik i Kristeligt Dagblad den 1-10, se her.

Man kan sikkert komme med mange gode argumenter for, at Det gamle Testamente ikke mere skal anvendes ved gudstjenester i folkekirken. Det gør Mogens Müller blot ikke. For han sætter alle sine argumenter ind under et fortegn, der hedder, at Det gamle Testamentes skrifter er udsprunget af jødedommen:

Historisk betragtet siger det også sig selv, at en jødisk skriftsamling er udtryk for jødedom.

Det er en ualmindelig dårlig historisk betragtning, der kan få sig selv til at sige noget sådant.

Det er meget irriterende, at man i diskussionen med muslimer ofte forveksler modstand mod islam med modstand mod muslimer.

Tilsvarende her!

Det er en fejl, at Mogens Müller forveksler jøder og jødedom. Det er jo ubetvivleligt, at Det gamle Testamentes skrifter er blevet til i det jødiske folk, eller blandt israelitterne, som vi plejer at sige. Det er deres historie, der berettes om, det er deres op- og nedture, der fremkalder profeternes reaktioner, og først og fremmest: det er deres kamp for at fastholde først monolatrien, senere monoteismen, der præger skrifterne. Men det er lige så ubetvivleligt, at den religion, vi kalder jødedommen, er fremvokset af disse skrifter. Skrifterne var der først, jødedommen er kommet til senere. Så at sige, oven i købet som noget af en selvfølge, at en jødisk skriftsamling er udtryk for jødedom, er ganske uhistorisk, for ikke at sige ”noget vrøvl”.

Jødedommen som religion blev først til omkring 300-100 f.Kr. Men den blev til på baggrund af en række allerede foreliggende skrifter, skrifter, som også urkirken betragtede som sit religiøse grundlag. Blot har urkirken tolket disse skrifter anderledes end jøderne, eller rettere: fremhævet andre sider af disse skrifter.

Var den tolkning, som kirken gav af nogle udsagn fra Det gamle Testamente, så en korrekt tolkning? Eller er den tolkning, som den jødiske tradition giver af teksterne, mere korrekt?

Det forekommer mig, at Mogens Müller på forhånd opgiver enhver tanke om, at urkirkens tolkning kunne have noget på sig. Han siger, at det er vanvid at påstå – som Paulus gør det 2 Kor 3 – at jøderne ikke forstår deres egen bibel. Og han siger det et andet sted således:

Nu er gudstjenesten og dens liturgi igen til drøftelse. Det giver anledning til at spørge, om det nu var og stadig er en god idé med tekster, der – alle fortællemæssige og poetiske kvaliteter ufortalt – læst på sine egne vilkår ikke er udtryk for kristendom, men jødedom.

Er Det gamle Testamente da, læst på sine egne vilkår, udtryk for jødedom? Det forekommer mig at være en meget tvivlsom påstand.

Men hvad siger Paulus da i 2 Kor 3?

Ja, ser vi på 2 Kor 3,6, hedder det om Gud:

som også har gjort os duelige til at være tjenere for en ny pagt, ikke bogstavens, men Åndens; for bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende.

Og dette, at den nye pagt ikke er bogstavens, men Åndens pagt, betyder, at det om dem, der stadig holder fast ved bogstavens pagt, nemlig jøderne, må hedde:

Dog forhærdedes deres [dvs. jødernes, rr] tanker, for indtil den dag i dag bliver det samme slør ved med at ligge over oplæsningen af den gamle pagt uden at tages bort, for det fjernes først i Kristus. Ja, lige til i dag ligger der et slør over deres hjerte, når Moses læses op. »Men hver gang én vender om til Herren, tages sløret bort« – »Herren« er Ånden, og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed. Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er. (2 Kor 3,14-18)

Hvad er det for et slør?

Det er lovfromhedens slør, et slør, der også ligger over mange kristnes øjne, et slør, der bevirker, at man under al sin bibellæsning kun har det ene for øje: Hvad skal jeg gøre for at blive frelst? Hvilke gerninger, hvilke holdninger, hvilke anskuelser kan jeg gøre, for at gøre Gud tilfreds? Og så længe det mere eller mindre ubevidst er det spørgsmål, man vil have svar på i bibelen, er det bogstavens gamle pagt, man er præget af.

Og noget kunne tyde på, at også Mogens Müller læser bibelen med det spørgsmål for øje. Han skriver:

Når Det Gamle Testamente oplæses inden for liturgiens ramme, og menigheden tilmed står op imens, signalerer det umiddelbart, at disse tekster har autoritet helt på linje med læsningerne fra Det Nye Testamente.

Jamen, læser vi kristne Det ny Testamente som en autoritet? Jeg troede, at det kun var de lovfromme jøder, der læste deres skrifter på den måde. Læser vi ikke skrifterne som inspiration, som noget, vi kan gribes af, som skrifter, der kan udvide vor horisont, så vi forstår vor tilværelse bedre?

Så må det indrømmes, at der er store dele af Det gamle Testamente, især det, man kalder toraen, de fem mosebøger, der kun kan læses som lovbefalinger. De tilsigter, læst på deres egne vilkår, kun at give svar på netop det spørgsmål: hvad skal vi mennesker gøre, for at Gud kan være tilfreds med os?

Her må det for øvrigt siges til nutidens jøders ros, at de har været enige med os kristne om ikke at læse toraen på dens egne vilkår. Det er nogle drabelige straffe, der tildeles overtræderne af en række bestemmelser, straffe, som jøderne for længst har afholdt sig fra at fuldbyrde. Men skulle man overholde dem, ville f.eks. en kvinde, der blev grebet i hor, skulle stenes, (5 Mos 22,22), en bestemmelse, Jesus fraviger i Joh 8,1-11 med sine ord om, at den, der er syndfri, skal kaste den første sten, og en bestemmelse, som nutidens jøder ikke retter sig efter.

I 2 Mos 35,2f står der skrevet:

I seks dage må der udføres arbejde, men den syvende dag skal være hellig for jer; I skal holde fuldstændig hvile for Herren. Enhver, der udfører arbejde på den dag, skal lide døden. I må ikke tænde ild på sabbatsdagen, hvor I end bor.

Og gudskelov læser da nutidens jøder heller ikke dette sted på Det gamle Testamentes egne vilkår. Man slår ikke de jøder ihjel, som udfører arbejde på sabbatten. Men dette med ikke at tænde ild på sabbatten, er man til gengæld meget påpasselig med at overholde. Det grænser til det latterlige. Man har overbevist sig selv og hinanden om, at dette at tænde en elektrisk strøm er identisk med at tænde ild. Derfor gør en from jøde det, at han før sabbatten skruer pæren løs i sit køleskab. Hvis han ikke gjorde det, ville han jo tænde ild, hver gang han skulle have noget at spise fra køleskabet. Og i Israel har man indrettet elevatorerne i højhusene sådan, at de på sabbatten standser ved hver etage. Jo, for ellers ville man jo ”tænde ild”, når man trykkede på knappen til den etage, man skulle op til.

Det er langt ude i fromhedsdyrkning. Men her er det ikke det latterlige, der skal fremhæves, blot dette, at vers 2 og 3 i 2 Mos 35 bliver behandlet vidt forskelligt af nutidens jøder; befalingen om stening skippes uden videre, befalingen om ikke at tænde ild overholdes med en ihærdighed, det næsten er pinligt at høre om. Men påstå, at de læser Det gamle Testamente på dets egne vilkår, nej, det kan man ikke.

En anden ting, der er karakteristisk for den jødiske udlægning, er, at lovfromhedens briller tvinge én til at mene, at Gud først må fortælle, hvad loven siger, før han kan forlange den overholdt. Når således vi kristne uden videre mener, at når Gud til Kain siger: ”Hvor er din bror?” (1 Mos 4,9), er det identisk med at anklage ham for mordet på Abel, så står det i en vis modsætning til den jødiske udlægning af dette samme ord. For, vil en from rabbiner sige, hvornår har Gud egentlig befalet Kain, at han ikke må slå ihjel. Der må jo foreligge en bestemmelser, før man kan tale om, at nogen har overtrådt denne bestemmelse, mener han.

Den tanke vender Jesus sig imod i lignelsen om de betroede talenter. Her hedder det om Gud, at han høster, hvor han ikke har sået (Matt 25,26), og med den beskrivelse vender Jesus sig imod den jødiske forståelse af gudsforholdet. Det samme gør han for øvrigt dèr, hvor han formulere den gyldne regel: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem” (Matt 7,12). For han tilføjer umiddelbart herefter: ”Sådan er loven og profeterne”. Det vil sige, man behøver ikke alle disse bestemmelser, man kan bruge den gyldne regel, så véd man, hvad en ret handling er.

Man kan også sige, at det, der bestemmer, hvilken handling der er den rette, er forholdet til det andet menneske. Kain kan ud fra det forhold, han står i til sin bror, finde ud af, hvad han skal gøre og ikke gøre. Og ved at sætte dig i det menneskes sted, som du indgår i et forhold til, hvad enten det er som søskend, forældre, ven eller arbejdskammerat, kan du finde ud af, hvad du skal gøre, for at forholdet kan trives og vokse.

Endnu en måde kan det siges på. Jeg har her citeret H. Østergaard-Nielsen:

H. Østergaard-Nielsen skriver i sin populære udgave af doktordisputatsen om Luther (Scriptura sacra et viva vox) ”Navnet og Ordet” (Vestjysk Boghandel 1979): ”Sagen er nemlig den, at den menneskelige mangel på tro og kærlighed altid ytrer sig som en tilbøjelighed til at omdanne de per­sonlige forhold til saglige, og det gælder na­turligvis også forholdet til Gud. I det saglige forhold er der nemlig ikke længere tale om nogen absolut afhængighed. I stedet for at forholde sig til hinanden i tro og kærlighed forholder man sig til det, som erfaringen viser, ”man” kan forvente af hinanden. Dermed er det personlige fællesskab brudt, forholdet er blevet konventionelt, sagligt. ”Loven” er blevet en begge parter overordnet selvstændig norm. Man forholder sig ikke længere til hin­anden, men kun til en forestilling om hinan­den. Man er døde for hinanden”. (Omtalte værk, side 69).

Citatet er godt, blandt andet, fordi man derudfra kan se, at faren for ikke længer at forholde sig til hinanden, men kun til en forestilling om hinanden, er noget, der findes i kristne miljøer i lige så høj grad som i jødiske eller muslimske miljøer. Og det er ikke altid lige let at se, at ”forholdstænkningen” også findes i Det gamle Testamente, ligesom også lovtænkningen gør det. Men det gør den; se f.eks. 1 Mos 15,3-6:

Abram sagde: »Du har ikke givet mig afkom, så min hustræl skal arve mig.« Da lød Herrens ord til ham: »Nej, han skal ikke arve dig, dit eget kød og blod skal arve dig.« Så tog han ham udenfor og sagde: »Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan.« Og han sagde: »Så mange skal dine efterkommere blive.« Abram troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed.

Her er det forholdet mellem Abram og Gud, der må betegnes som et trosforhold. Og med ordene ”han regnede ham det til retfærdighed” er lovtænkningen afskediget og forholdstænkningen indsat i stedet. Det har Paulus været opmærksom på i Rom 4,1-5:

Hvad skal vi da sige om Abraham, vort folks stamfader? Hvad opnåede han? Hvis det var af gerninger, Abraham blev gjort retfærdig, har han noget at være stolt af; dog ikke over for Gud. For hvad siger Skriften? »Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.« Den, der arbejder, får ikke løn som en nådesbevisning, men efter fortjeneste. Den derimod, der ikke arbejder, men tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig, ham regnes hans tro til retfærdighed.

Må man dog ikke sige, at Paulus her udlægger Det gamle Testamente på dets egne vilkår? Og må man ikke sige det på trods af, at jøderne også sine steder udlægger det ud fra de vilkår, testamentet selv har, dog med det noget nær modsatte resultat, et resultat, der omdanner de personlige forhold – herunder først og fremmest forholdet til Gud – til saglige forhold.

Mogens Müller skal også lige have nævnt nogle skriftsteder, som ikke kan oplæses i en kristen kirke. Han skriver:

Måske kan vi i Salme 137 være med i at sidde og græde ved Babylons floder ved tanken om det mistede Zion. Men det gælder ikke salmistens ”fromme” ønske til sidst: ”Lykkelig den, der gengælder dig (Babylon) den gerning, du har gjort imod os! Lykkelig den, der griber dine spædbørn og knuser dem mod klippen.” Ja, det står der faktisk i den kristne bibel. Men kristendom bliver det aldrig.

Nej, dette med hævn hører ikke med til kristendommen. Men hører det med til jødedommen? Det må vel Müller mene, siden han anser Det gamle Testamente for jødernes bibel. Og måske det gør det. Måske jøderne, i hvert fald jøderne på Jesu tid, så frem til den dag, da Gud ville give dem hævn. I Es 61,1-2 står der skrevet:

Gud Herrens ånd er over mig,
fordi Herren har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige
og lægedom til dem, hvis hjerte er knust,
for at udråbe frigivelse for fanger
og løsladelse for lænkede,
for at udråbe et nådeår fra Herren
[og en hævndag fra vor Gud].

Men det er bemærkelsesværdigt, at da Jesus læste denne tekst op i synagogen i Nazaret – det er Lukas, der fortæller det Luk 4,16-30 – standsede han oplæsningen, før han kom til dette med hævnen. Der er dem, der mener, at dette var grunden til, at tilhørerne i synagogen førte ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Så måske jøderne dengang tog dette med hævnen meget alvorligt. Og hvis de har taget det med, at en falsk profet skal straffes med døden (5 Mos 18,20; 17,7), lige så alvorligt, kan det forklare, hvorfor man mente, Jesus skulle henrettes.

Men jeg skal ikke her argumentere for, at jøderne tager alt, hvad der står i Det gamle Testamente, for pålydende. De strenge straffe synes de i hvert fald at have opgivet.

Så er der alle de steder i Det gamle Testamente, som man traditionelt har kaldt ”messianske forjættelser”. Skal også de afskediges som samarbejdspartnere i vor kristne gudstjeneste?

Jamen, se f.eks. på Jer 31,31:

Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.

Hvis man nu læser dette profetstykke ”på dets egne vilkår”, må man så ikke indrømme, at denne tale om en ny pagt forudsætter, at den gamle ikke var god nok? Og må man ikke også indrømme, at dette med, at loven bliver lagt i menneskenes indre passer bedre på kristendommen end på jødedommen? Ja, man må måske endda indrømme, at det ikke er usandsynligt, at Jesus har været inspireret af udsagn som disse, når han forkynder en ny pagt.

Jeg har tidligere taget en messiansk forjættelse frem, mere eller mindre i samklang med tidligere overrabbiner Bent Melchior, se her. Det er Es 11,4 om Gud, der ”slår voldsmanden med sin munds stok”, jeg tager som udgangspunkt for et fremtidshåb, som jeg mener, jeg deler med Melchior.

Der er mange andre messianske forjættelser, specielt Es 53 om Herrens lidende tjener, som det kunne være relevant at tage frem. Men jeg vil hellere frem til alle de mange uforlignelige fortællinger, som ikke afbilder jøde- eller kristendom for os, men den rene og skinbarlige menneskelighed, blot henviser denne menneskelighed langt oftere til forholdstænkningen end til lovtænkningen.

Tag Josef-fortællingerne i 1 Mos 37-45! En højst menneskelig beretning om uenighed i en brødreflok og om en forsoning, der ganske uventet finder sted, men altså en beretning, som enhver kan leve med i, om han er jøde eller kristen, det er ligegyldigt. Men som alle gode fortællinger også en fortælling om forhold, relationer, ødelagte relationer og genskabte relationer. Men vistnok også en fortælling, der mere henviser til forholdstænkningen end til lovtænkningen.

Eller tag fortællingerne om Saul og David i Samuelsbøgerne! Hvordan David skåner Sauls liv og råber til ham: ”Hvorfor forfølger du mig?” (1 Sam 26,18), et råb, som en Davidsætling siden gentog ud for Damaskus’ porte for en anden Saul (Apg 9,4) med en lige så stor forsoning til følge. Hvorfor skulle vi i kirken kun høre om den anden forsoning og ikke om den første?

Eller tag … eller tag … ja, man kunne blive ved. Men der er jo mere endnu end fortællingerne. Har jøderne f.eks. patent på Jobs klager? Må ikke vi andre deltage i hans fortvivlede anklage:

Hvorfor døde jeg ikke ved fødslen,
hvorfor udåndede jeg ikke fra moders liv?
Hvorfor var der knæ, der tog imod mig,
og bryster, jeg kunne die? (Job 3,11-12)

Eller er det kun jøder, der har lov at tilslutte sig hans håb:

Dog ved jeg, at min løser lever,
til sidst skal han stå frem på jorden.
Når min hud er skrællet af,
når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud;
ham skal jeg skue,
ham og ingen anden skal mine øjne se. (Job 19,25-27)

et håb om mening i det meningsløse, som Paulus tilslutter sig:

Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. (1 Kor 13,12).

Skal alt dette være forbuden frugt i vores gudstjeneste? Eller, spurgt på en anden måde: Mener Mogens Müller virkelig, at alt sådant i den grad er præget af jødedom, at det er ubrugeligt som et kristent udtryk for gudsforholdet? Og er den jødedom, det er præget af, identisk med den før omtalte pæreudskruende og elevatoretagestoppende jødedom? Det har jeg meget svært ved at se.

Og det er sandt – salmerne! Jeg har jo slet ikke omtalt de 150 salmer i Det gamle Testamente. Skal de også forbydes? Og hvis de skal, skal vi så også stryge de mange salmer i vor danske salmebog, der er gendigtninger over Det gamle Testamentes salmer? Jeg ville da være meget ked af det, hvis ikke jeg fremover kunne få lov at synge ”Giv mig, Gud, en salmetunge”, bare fordi Grundtvig er inspireret af en jødisk salme, salme 92 i Det gamle Testamente. Men sådan skulle udjagningen af Det gamle Testamente fra gudstjenesten måske alligevel ikke forstås!

Lad mig slutte med én af de Diapsalmata, som Søren Kierkegaard har indledt sin Enten-Eller med.

Lad Andre klage over, at Tiden er ond; jeg klager over, at den er ussel; thi den er uden Lidenskab. Menneskenes Tanker ere tynde og skrøbelige som Kniplinger, de selv ynkværdige som Kniplings-Piger. Deres Hjertes Tanker ere for usle til at være syndige. For en Orm vilde det maaskee kunne ansees for Synd at nære saadanne Tanker, ikke for et Menneske, der er skabt i Guds Billede. Deres Lyster ere adstadige og dorske, deres Lidenskaber søvnige; de gjøre deres Pligter, disse Kræmmersjæle; men tillade sig dog ligesom Jøderne at beklippe Mønten en lille Smule; de mene, at om vor Herre holder nok saa ordentlig Bog, kan man nok slippe godt fra at narre ham lidt. Pfui over dem! Derfor vender min Sjæl altid tilbage til det gamle Testamente og til Shakespeare. Der føler man dog, at det er Mennesker, der taler; der hader man, der elsker man, myrder sin Fjende, forbander hans Afkom gjennem alle Slægter, der synder man. Se her.

Man kan læse det som en beskrivelse af Mogens Müllers kronik, kniplingstynd som den er. Men jeg vil nok foretrække at læse det som en hyldest til Det gamle Testamente. (Jeg har brugt dette Kierkegaard-citat før, se her, men det tåler udmærket genbrug).

Udgivet i Ny testamente | Tagget | Skriv en kommentar

Jødernes redning i 1943

For fem år siden, i 2013, fejrede vi 70-året for jødeaktionen i oktober 1943, nu i år fejrer vi 75-året for det samme. Vi er i det hele taget gode til det med jubilæumsfejringer. Men når jeg nu læser mine udgydelser her på bloggen fra 2013 igennem, se her, falder det i øjnene, synes jeg, at mens jeg dengang følte mig foranlediget til at imødegå diverse ”myteødelæggere”, altså forskellige historikere, der så det som deres opgave at nedgøre det, der var sket: der var både dette og hint at indvende imod forherligelsen af danskerne, så glimrer disse ”myteødelæggere” ved dette jubilæum mere eller mindre ved deres fravær. Om de ikke har fået lov at skrive af diverse redaktioner, eller de bare ikke gider mere, er uvist.

Men dette fravær i denne omgang vil jeg tillade mig at betragte som en vis heldig udvikling. Det ville være rart, om vore historikere kunne komme bort fra hele tiden at skulle fratage os de begivenheder, der gør os stolte over at være danskere, om de kunne nøjes med at fortælle historien uden moralske overtoner.

Det er ikke nemt, for det synes næsten at ligge i historikeres dna, at de skal nedbryde såkaldte ”myter”. Men hvis dette er et første tegn på, at ”myteødelæggerne” er blevet trætte, så er der grund til glæde.

Kristeligt Dagblad har i anledning af jubilæet lavet et særnummer. I dette har man sat de to historikere Bent Blüdnikow og Bo Lidegaard stævne, så man kan sætte deres noget forskellige version af begivenheder op imod hinanden, se her.

Det første spørgsmål til Blüdnikow går på jødeaktionens sammenhæng med den øvrige danmarkshistorie. Blüdnikow svarer:

Det er blevet et moralsk omdrejningspunkt. Det er helt afgørende for vores moralske kridtstreger. Hvordan skal vi agere? Er Danmark en moralsk nation eller ej? Og der er det store problem jo, at Danmark samarbejdede på alle mulige måder med Nazityskland. Vi var ikke en del af det kæmpende Europa. Og fordi vi har et kæmpe moralsk efterslæb, så har danske historikere haft en tendens til at gøre redningen af de danske jøder til en legitimerende faktor. Vi samarbejdede, men til gengæld reddede samarbejdet de danske jøder.

Men Blüdnikow vil ikke mene, at man sådan uden videre kan gøre redningen til en legitimerende faktor.

En sådan diskussion vil jeg ikke gå ind i. For man skal som historiker passe meget på med disse moralske bedømmelser. Har vi et moralsk efterslæb, fordi vi ikke var en del af det kæmpende Europa? Det kan jeg ikke se. Vi blev overfaldet af tyskerne og havde det held at redde vor egen regeringsførelse igennem i de første år af besættelsen. Det gav tyskerne mulighed for at spare på tropper til undertrykkelse af danskerne, og det gav danskerne mulighed for at stille visse mere eller mindre uudtalte betingelser for samarbejdet, f.eks. havde Scavenius tilkendegivet overfor sine politikerkolleger, at han ville gå af, hvis der blev tale om, at de jødeforfølgelser, som man kendte fra andre besatte lande, skulle udbredes til Danmark også.

Andre lande, f.eks. både Holland og Norge, fik ved skæbnens tilfældighed en helt anden regeringsførelse, og jødeforfølgelser blev derfor sat i værk mere end et år, før de blev igangsat hos os. Og læg mærke til det: De blev dèr sat i værk, mens folk endnu troede på nazisterne løgnehistorie: at jøderne blot skulle flyttes til nye områder i øst. Da de blev gennemført hos os, var alle klar over, at der ventede jøderne en grum skæbne. Og det, man oplevede i f.eks. Holland: at det jødiske råd i nogen grad hjalp til med koncentreringen af jøderne, fordi man mente, det ville lette jødernes fremtidige skæbne, oplevede man ikke hos os. Her blev den advarsel, som vi fik fra den højtstående tysker, Georg Duckwitz, troet med det samme, og alle jøderne forlod deres hjem, så snart advarslen blev givet til dem.

Det ville ikke være sket, om forfølgelsen var blevet gennemført i 1942, som den blev det i Norge og i Holland.

Man må som historiker have blik for sådanne tilfældigheder og ikke lægge nutidens moralske målestok ned over fortidens mennesker.

Det næste spørgsmål går på, hvad det da var, der reddede de danske jøder. Herpå svarer Blüdnikow:

Jeg mener, der er to hovedforklaringer på, at det gik, som det gik. Den første er, at de tyske beslutningstagere i Danmark ville redde deres eget skind. Der var tale om en gruppe mennesker omkring den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best og Georg Duckwitz, som lod advarslen gå videre til den danske befolkning, og som alle var fuldsblodsnazister, kyniske antisemitter og parat til at myrde hvemsomhelst. Det er en meget naiv tilgang, når historikere som Bo Lidegaard og Hans Kirchhoff næsten beskriver dem som socialdemokrater og humanister.

Den anden forklaring er en forklaring, som jødiske historikere, Tatiana Bernstein, Gunnar S. Paulssen og Yehuda Bauer, har peget på. I 1943 ved vi, at Heinrich Himmler, som var den øverste leder af SS, uden om Hitler forsøgte at få separataftaler med både Sovjetunionen og vestmagterne. Han forsøgte at bytte jøder for lastbiler og for penge. Min vurdering er, at de danske jøder også var inkluderet i det. Du kan se, at i Theresienstadt bliver de danske jøder dels undtaget deportation til Auschwitz, dels bliver udvalgte jøder i 1944 vist frem i propaganda-øjemed til en international Røde Kors-delegation, som vender tilbage og lovpriser, hvordan tyskerne behandler jøderne. Jeg tror, at Werner Best, der havde tætte forbindelser til Himmler, lod de danske jøder slippe til Sverige som led i det spil. Men det får man ikke øje på, hvis man fokuserer på det, jeg vil kalde hjemstavnsfortællingen om, at det var rent indenrigspolitiske forhold, der gjorde sig gældende.

Det er ingenlunde bevist, at Werner Best var informeret om, at Duckwitz havde røbet aktionen for danskerne. Og dette med, at Best ”lod de danske jøder slippe til Sverige”, er historieforvridning. Best blev lige så overrasket som danskerne selv over, at det i så høj grad lykkedes med jødeaktionen. Når vi på folkets vegne glæder os over den, skyldes det jo det højst overraskende, at folket på mærkelig vis stod sammen om jøderne. Og ingen skal bilde mig ind, at dette var noget, Best satsede på i sin spil med Himmler – hvis han altså har haft et sådant spil. Hvis han havde haft den hensigt med at lække til danskerne datoen for tyskernes aktion, at jøderne alle skulle ”slippe til Sverige”, var det ret besynderligt, både at han bestilte et skib til at sejle de tilfangetagne jøder til Tyskland, og at han fik hidkaldt flere hundrede tyske politisoldater til aktionen. Men det var måske bare for at få det hele til at se bedre ud overfor Hitler?

Jeg har andetsteds, nemlig her, vendt mig mod Blüdnikows påstand om, at rapporten fra Theresienstadt blev troet af de allierede, så det lader vi ligge i denne omgang.

Til sidst bliver Blüdnikow spurgt om, hvilken rolle det spillede, at almindelige danskere så på jøderne som en del af det danske samfund, og hertil svarer han:

Ikke nogen stor rolle. I Norge hjalp politiet med til at pågribe jøder. De norske jøder var også velintegrerede. Vi havde rigtigt nok ikke stærk antisemitisme i Danmark, men mange faktorer spillede ind i hvert land. Faktisk har hver eneste nation i Europa sin lokale udviklingshistorie under krigen, hvilket gør det svært at generalisere. I forløbet med jøderne i oktober 1943 er det mange tilfældigheder, der spiller ind.

Men som sagt ændrer det ikke ved, at den kendsgerning, at mange danskere trådte til og hjalp, gjorde oktober 1943 til det, som jeg kalder et moralsk omdrejningspunkt i danmarkshistorien, og som du kalder the finest hour. Uanset hvad Himmler, Best og andre gjorde, så var det en utrolig smuk indsats. Den er ikke unik for Europa, men det er en utrolig smuk indsats.

I artiklen om 70-års jubilæet i 2013 skrev jeg til sidst:

Det siges, at der er langt flere hollændere end danskere, der har modtaget den israelske pris, ”Yad Vashem-prisen”, for at have hjulpet jøder imod holocaust. Så vidt jeg kan se, er det velfortjent, og vi bør unde dem det af et godt hjerte. Ét folk udfordres på én måde, et andet folk på en anden måde, men i stedet for at give os til at udmåle fortjenstfuldheder for hvert enkelt folk, lad os da glæde os over de ikke så helt få tegn på ægte menneskelighed, der dukker op i historiens løb.

Det siger jeg efter at have beskrevet, hvordan hollænderne gennem flere år skjulte jøder og derved frelste deres liv, noget, der fortjener lige så stor beundring som vores præstation. Og så vidt jeg kan se, er det nogenlunde det samme, som Blüdnikow siger til sidst, selv om han tager fejl med hensyn til, hvor stor en rolle det spillede, at jøderne var integrerede i det danske samfund, hvilket jeg vender tilbage til. Desuden vil jeg mene, at man skal holde det moralske synspunkt i tømme, hvilket Blüdnikow har meget svært ved.

Spørgsmålet om betydningen af, at jøderne blev betragtet som danskere, bliver taget op igen i interview’et med Bo Lidegaard. Blüdnikow havde hævdet, at der blandt andre folk også var mange, der hjalp jøderne, og det spørges så Lidegaard om:

Der var ganske rigtigt også folk, der hjalp i Polen og andre steder. Men også her er det nyttigt at foretage en international komparativ analyse. Mig bekendt er der ingen andre steder i det besatte Europa, hvor befolkningens spontane reaktion var massivt at sabotere holocaust. I Norge blev der ikke sendt én protestskrivelse. Der var helt sikkert nordmænd, der hjalp, men hverken i Norge eller Polen en befolkning, der kollektivt trådte frem.

Mit indtryk er, at du og Bent Blüdnikow ikke er så uenige om, hvad der skete i oktober 1943 eller ikke begge er bevægede over den danske indsats. Er det ikke rigtigt, at uenigheden primært går på samarbejdspolitikken?

Jo, det tror jeg. Det er efter min mening ikke vigtigt, hvad vi i dag moralsk synes om samarbejdspolitikken. Jeg har ikke behov for hverken at fordømme eller forsvare den. Der er ingen tvivl om, at samarbejdspolitikken omfattede indrømmelser til tyskerne. Men det ville enhver anden politik også have gjort.

Det interessante er ikke, hvad Bent Blüdnikow eller jeg mener om beslutninger, som for længst er truffet, og som vi ingen indflydelse har på. Det interessante er at forstå årsagssammenhænge. Havde den faktisk førte politik den virkning, at de danske jøder blev reddet? Og svaret på det er entydigt ja.

Den årsagssammenhæng, der er tale om, har Bo Lidegaard argumenteret for i det foregående. Det var lykkedes regeringen at forhale de tyske krav om jødeforfølgelse, indtil tiden så at sige var overmoden. Og det medførte eller blev årsag til, at jøderne blev reddet. Men det er værd at være opmærksom på, at i de første år af besættelsen, hvor regeringen nægtede at være med til nogen jødeforfølgelse, var det ”kun” et rent humant synspunkt, man søgte at holde fast i. At det viste sig at få afgørende betydning, kunne man ikke se i 1941 eller 42. En jødisk sammenslutning i USA havde blik for netop dette og ønskede i 1961 at hædre Scavenius, fordi han forhindrede en jødeforfølgelse i de første besættelsesår, se her.

Så kun to ting til sidst:

Der har været mange debattører, der har villet sammenligne datidens flygtninge med nutidens såkaldte flygtninge. Det værste eksempel på en sådan sammenligning, jeg har fundet, er en artikel af Klaus Rothstein i Weekendavisen, som jeg har refereret og vendt mig imod her. Vil man endelig uddrage nogen ”morale” af fortidens begivenheder, kan man måske – et meget stort ”måske” – se på den forskellige holdning fra danskernes side, der udmøntede sig overfor henholdsvis kommunisterne og jøderne. Man burde nok hellere helt lade være. For den forskellige reaktion kan til en vis grad forklares med udviklingen i danskernes tankegang under besættelsen. Der skete en langsom radikalisering af danskernes tankegang. Fra i de første år af besættelsen at have affundet sig mere eller mindre passivt med tyskernes tilstedeværelse – man troede vel, at tyskerne varigt ville sætte sig på Europas skæbne, altså danne et ”Neuropa” – forstod man langsomt, at modstand, herunder sabotage, kunne være en måde at deltage i kampen mod nazisterne på.

Men med alle sådanne forbehold in mente kan det være på sin plads at notere sig forskellen i holdningen til kommunisterne og til jøderne. Da kommunisterne blev indfanget og interneret i Horserød på tyskernes befaling, var der ingen folkelige protester. Oven i købet lod politikerne sig true til at vedtage en lov imod kommunistisk virksomhed. Det er bestemt ikke noget pænt kapitel i danmarkshistorien. Men kan ikke de manglende folkelige protester forklares med kommunisternes ufolkelige optræden indtil da? De havde teser om voldelig revolution i deres program, de lod sig styre af en fremmed magt: Sovjetunionen, de ville fjerne den danske frihedstradition til fordel for en tvungen formueomvæltning.

Det vil sige: Hvis vi gør os det tankeeksperiment, at en fremmed magt besatte Danmark og forlangte en bestemt minoritet fængslet og ført bort til en uvis skæbne, så vil det, ud fra de erfaringer, vi har gjort under besættelsen, nok være sandsynligt, at hvis minoriteten, der skulle bortføres, var vietnameserne, ville danskerne slutte op om de forsøg, der kunne opstå for at forhindre bortførelsen, men at det, hvis minoriteten var muslimerne, nok ville være mere tvivlsomt med danskernes støtte. For vietnameserne er ligesom jøderne i sin tid (og i dag) gledet næsten umærkeligt ind i den danske hverdag, har ikke gjort stads af sig og har ikke krævet særregler for sit vedkommende. Men muslimerne har hele tiden villet være noget for sig, har skilt sig ud og krævet hensyntagen til sin egen kultur i stedet for at indordne sig under værtslandets kultur.

Det andet, jeg vil slutte med, har med et andet jubilæum at gøre. Det er i år også 75 år siden, jøderne i udryddelseslejren Sobibor gjorde oprør. Jeg skrev om det ved 70-års jubilæet, se her. Desværre er de deri anbragte links forældede. Samtalen mellem Thomas Blatt og Karl Frenzel kan findes her. Der er lavet en film om begivenheden, se her.

Udgivet i Historie | Tagget , | Skriv en kommentar

Kong Salomon versus Jørgen Hattemager

Ordsproget hævder som bekendt, at der er forskel på de to personer, der er nævnt i overskriften. Godt nok fik vi at vide, da vi tilsluttede os EU – eller EF, som det hed dengang – at netop i det retlige system, der gjaldt i EF, ville også vi små nationer få et ord at skulle have sagt, at altså det velkendte ordsprog indenfor EF og siden EU ikke ville have gyldighed. Og det er der mange, der har troet på sidenhen.

Måske det er naturligt, at de, der tror på denne påstand, især bor i de store stater, de, som i ordsprogets talemåde kaldes ”Kong Salomon”. Og det er måske lige så naturligt, at vi, der har opdaget, at ordsproget har begrænset værdi i EU, især bor i de små stater.

Så ud fra en sådan betragtning skal man måske undskylde Thomas Borchert, tysk korrespondent, bosiddende på Amager gennem 35 år. Men alligevel! Når han nu har boet her i landet gennem så mange år, når han har fortalt sit store oprindelsesland om de mange stramninger, der er foretaget på flygtningeområdet her i landet, når han gør det på den måde, han fortæller om det i en kronik i Jyllands-Posten, se her, og når han i denne kronik spørger os danskere, om vi er blevet vanvittige, så tyder noget på, at han ikke har forstået ret meget af, hvad der foregår her i landet, eller – for at sige det ligeud – han har ikke forstået, at der i EU-sammenhæng er forskel på Kong Salomon og Jørgen Hattemager.

Tyskland er Kong Salomon, Danmark er Jørgen Hattemager.

Men det er klart, når nu Kong Salomon er så venlig at ville omgås Jørgen Hattemager, når han nu viser sin venlighed og imødekommenhed overfor den lille hattemager, så må hattemageren til gengæld vise den største ivrighed efter at overholde alle de regler, der tænkes at stille kongen og hattemageren lige, så må hattemageren i al sin færd selv holde fast på reglerne, og dertil være tilpas tilbageholdende med sin kritik, hvis Kong Salomon ikke overholder dem med samme iver, ja, som regel fremfører han jo slet ikke nogen kritik.

Thomas Borchert skriver bl.a.:

For at fastholde opmærksomheden må politikerne finde på det ene vanvittige kunstgreb efter det andet, stadig mere radikalt og tosset end det forgående.

Lige nu diskuterer borgmestre og en minister, hvorvidt en kommune skal betale bøde, hvis borgmesteren ikke vil tiltvinge sig et håndtryk fra hver eneste nye statsborger ved en indledende velkomst. Ministeren for udlændinge og integration vil føre skarp kontrol med ceremonierne. Det er den vildeste idé siden Monty Pythons Ministerium for Gakkede Gangarter. Et crescendo efter den egentlig uovertræffelig tossede grundidé: at det just erhvervede statsborgerskab fratages hver en borger, der ikke trykker statens repræsentant i hånden.

Det gælder hele vejen ned igennem kronikken, at det er ham umuligt at se baggrunden for, at politikerne ”finder på det ene vanvittige kunstgreb efter det andet”, at det skyldes den alt for store indvandring, skyldes den alt for dårlige integration. Og når man tror, at det blot skyldes, at vore politikere vil ”fastholde opmærksomheden”, så er det måske forståeligt, at han udtaler sig, som han gør. Men er han ikke korrespondent? Har han ikke til opgave også at oplyse om baggrunden for det, politikerne foretager sig?

Jamen, tyskerne kan simpelthen ikke forstå det, siger han:

Den ene dag skal borgerkrigsflygtninge kropsvisiteres for smykker ved ankomsten til landet. Når det forslag er glemt, bliver der indført astronomisk høje gebyrer for tolkehjælp hos lægen og på hospitalet. Alle fagfolk ruller med øjnene: komplet urealistisk. Så bliver der vinket farvel til lighed for loven med dobbelt så høje straffe for forbrydelser begået i de i forvejen ”ghetto”-stemplede beboelsesområder, hvor der bor mange indvandrere. Og så videre. Og så videre. Og så videre.

Om dette siger han:

»Hold nu op,« brummer vennerne i mit første hjemland, når jeg fortæller dem om tvangshåndtrykket. »Du overdriver, så vanvittige kan de da ikke være. Så venlige mennesker med al den hygge, og så er det et af verdens lykkeligste folk.«

Og senere hedder det:

Det føles surrealistisk at give et lovbefalet håndtryk, som var det et underkastelsesritual.

Af samme grund har jeg indtil nu afstået fra at skrive om grænsehegnet, som skal bremse invasionen af vildsvin sydfra. Så måtte jeg jo også fortælle, at Dansk Folkeparti i ramme alvor forkynder: Lad os straks bygge hegnet højere end sølle halvanden meter, så det også kan holde flygtningene væk. Det er for vildt, og jeg må jo som sagt også tænke på mit gode navn og rygte.

Det er jo sandt nok, at vi bærer os ad på en helt anden måde, end man gør i Tyskland. Og det hænger naturligvis sammen med den fortid, som stadig præger tyskerne. Men det hænger nu nok langt mere sammen med, at Tyskland hører til gruppen af store lande i EU, og store lande gør ofte, som det passer dem.

Det var f.eks. Angela Merkel, der i september 2015 annoncerede, at Tyskland ikke ville sende de mange migranter i Ungarn tilbage til Ungarn, se her. ”Wir schaffen das”, hed det opmuntrende. Spurgte hun os andre, om det var rigtigt på den måde at ophæve Dublin-forordningen? Nej, Kong Salomon glemte denne lille detalje. Og da hun alt for sent opdagede, at der i migrantverdenen findes noget, der hedder en ”incitamentstruktur”, og at hun med sin invitation til migranter i Ungarn havde givet et signal ikke blot til de nuværende migranter i Ungarn, men til alle fremtidige migranter og derfor var nødt til at lukke grænserne – ja, lukke grænserne!! – så var hun så meget en Kong Salomon, at hun formåede at se bort fra, at dette var en overtrædelse af flygtningekonventionen, som vi her i Europa hidtil havde forstået den.

Og da så alle de mange titusinder af migranter var strømmet ind i et Tyskland, der slet ikke kunne håndtére en sådan mængde, var hun fræk nok til at forlange af alle andre lande i EU, at de skulle være med til at feje op efter hende: de mange migranter skulle fordeles mellem alle EU-landene. En undskyldning fra hendes side? Jeg har ikke hørt om den eller set den refereret noget sted. Nu, da det brændte på, var EU pludselig en union af ligeværdige lande. Men i september 2015 var der ét land, der var mere lige end andre.

Dertil kommer, at den aftale med Tyrkiet, hun og EU fik i stand – kort efter, at Østrig havde fået Balkanlandene til at hjælpe Makedonien med at lukke grænsen til Grækenland – er af nøjagtig samme art, som den aftale, Italiens Berlusconi fik i stand med oberst Gadaffi i Libyen, en aftale, som mange mente var imod menneskerettighederne – af alle blev betragtet som et diplomatisk mesterstykke, uden nogen som helst kritik om menneskerettighedsbrud eller den slags. I den grad gælder det indenfor EU, at der er forskel på Kong Salomon og Jørgen Hattemager.

Men i 2015 var spørgsmålet for den lille Jørgen Hattemager, der bor lidt nord for Kong Salomon, hvad han skulle gøre med de mange migranter, den store konge havde åbnet portene for. For de strømmede jo videre fra Tyskland gennem Danmark op til Sverige, og ganske mange – alt for mange, syntes vi – søgte om asyl i Danmark. Bryde konventionerne? Utænkeligt! Det kan en hattemager ikke gøre. Man må i stedet gøre, hvad man kan, for at få migranterne til enten at søge asyl i Tyskland eller holde deres mund, mens de traver igennem Danmark, og først sige ”asyl!”, når de kommer til Sverige.

Hvordan får man dem til det?

Ja, det gør man bl.a. med en smykkelov, det gør man med allehånde stramninger, sågar også med annoncer om stramninger i libanesiske aviser. For det er jo noget, som vi har opdaget, men andre lande, især store lande, ikke har fundet ud af: at menneskesmuglerne med næsten øjeblikkelig virkning kolporterer oplysninger om alle stramninger eller lettelser for flygtninge her i landet, og at migranterne responderer på disse oplysninger, så de ikke søger til Jørgen Hattemagers land, men bliver hos Kong Salomon.

Så længe flygtningekonventionen eksisterer, og så længe det i EU er en uskreven lov, at der er forskel på Kong Salomon og Jørgen Hattemager, vil vi hattemager-stater være nødt til at sno os. Én af de måder, vi kan gøre det på, er ved at lave ”stramninger”, og så længe vi gør det, vil der nok fortsat være folk, der håner os, fordi de ikke kender denne uskrevne lov.

Asger Aamund har i Berlingske, se her, gjort rede for baggrunden for flygtningekonventionen, som han med fuld ret kalder ”jerntæppekonventionen”. Den opstod nemlig under den kolde krig, hvor man oplevede, at de østeuropæiske stater gjorde, hvad de kunne, for at bevogte deres grænser, vel at mærke bevogte dem, så folk ikke kunne komme ud. Som man måske husker, var der mange, der ikke slap levende fra at forsøge at slippe ud af det store fængsel i øst, så de, der slap igennem, udgjorde et så ringe antal, at vi kunne tilbyde dem guld og grønne skove, uden at antallet steg.

Nu er jo imidlertid antallet af flygtninge steget enormt, oven i købet ”flygtninge”, som snarere må kaldes ”migranter”. Men stadigvæk anvender vi den samme konvention uden at gøre os klart, at demokratiet går til grunde ved det. Aamund skriver:

De gamle konventioner har dog været rummelige nok til at indsluse og integrere tusindvis af flygtninge fra Ungarn, Iran, Chile og Balkan. De senere års migrantbølge, der mere er en folkevandring end en flygtningestrøm, har klart demonstreret, at en fortsat anvendelse af 1951-konventionerne er den rene gift for de demokratiske retsstater. Flertallet af migranterne ønsker at leve i et europæisk kalifat og er chanceløse på arbejdsmarkedet. De migrerende klienter er således Danmarks største importvare, der koster skatteyderne 36 milliarder kroner om året.

1951-konventionerne burde skrottes hellere i dag end i morgen.

Det har han ret i, specielt har han ret i den sidste bemærkning.

Og det er i den forbindelse værd at bemærke sig, at noget er ved at ske i Europa, noget, der måske kan føre til, at flygtningekonventionen skrottes.

Ikke blot har to små hattemager-stater, Østrig og Ungarn, gjort oprør mod de store, og ikke blot har diverse østeuropæiske stater nægtet at efterkomme Kong Salomons ordre om at modtage migranter, en halvstor Salomon-stat, Italien, er i fuld gang med at ændre kurs, og selv om en knap så stor Salomon-stat, Spanien, ser ud til at ville være Italiens efterfølger som modtagerland, så vil det sikkert snart stoppe og stoppe af samme årsag, som fik Italien til at standse sin virksomhed som modtagerland, den årsag, nemlig, at Italien ikke kunne blive ved med at videresende migranterne til os andre; de nordlige naboer lukkede grænserne. Og nu, nu ser det minsandten ud til at et endnu større Salomon-land, der næsten må kaldes et Kronprins-Salomon-land, nemlig Frankrig, agter at lukke grænserne ved Pyrenæerne, som man for længst har gjort det ved Alperne. Og når først migranterne begynder at genere folk på torve og stræder i de store byer i Spanien, som det er sket i Italien, skal Spanien nok blive træt af at pudse sin glorie med påstande om at overholde flygtningekonventionen.

Man kan altså godt gøre sig visse forhåbninger om, at Europa i en ikke så fjern fremtid nægter at rette sig efter asylretten i flygtningekonventionen. Sker det, har vi kun den udfordring tilbage at skabe nogenlunde tålelige samlivsvilkår mellem ”os” og ”dem”, mellem vore folk og de muslimer, der er blevet bosat hos os, en opgave, der ikke gøres lettere af, at ”flertallet af migranterne ønsker at leve i et europæiske kalifat”.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , | Skriv en kommentar

Henstilling eller ordre?

Man kan sommetider blive ret irriteret på Tv’s journalister. Af og til er de så ihærdige i deres hårde interviews, at de slet ikke hører efter, hvad det arme interview-offer siger.

Forleden havde således Jacob Rosenkrands interview’et rektor for KU, Henrik C. Wegener. Anledningen var, at nogle studenter på det juridiske studium havde klaget til rektor, fordi de mente, at der var nogen, der kunne føle sig krænket af de udklædninger, som man havde tænkt sig at bruge ved den rusfest, der skulle indlede studiet for de nye studerende. Og rektor – eller var det kun fakultetet – havde henstillet, at man tog hensyn til hinanden, så ingen skulle føle sig krænket.

Det kom der, som man måske véd, en vældig debat ud af. Læserbreve i læssevis, kommentarer i både det ene og det andet medie, alle havde en mening om en sådan henstilling. Og så at sige alle misforstod henstillingen, idet man tolkede den som en ordre.

Det gjorde også Jakob Rosenkrands, da han interview’ede rektor. Han blev ved med at ville have svar på det spørgsmål, han gentog: Jamen, må man eller må man ikke klæde sig ud som mexikaner eller indianer? Og selv om rektor hver gang forsøgte at få Rosenkrands til at forstå, at der blot var tale om en henstilling, så blev han ved med sit: må man eller må man ikke?

Én af deltagerne i denne omsiggribende debat er trykkefrihedsselskabets formand, Aia Fog, se her. Jeg er på mange måder enig med hende. Men der er dog visse ting, jeg godt ville have opklaret. Der var, skriver hun, tre personer, der havde klaget over eventuelle udklædninger. Mig forekommer det væsentligt at få at vide, om disse personer selv følte sig ramt, eller de klagede på andres vegne. Det er jo sandt, at der har bredt sig en krænkelseskultur i hele den vestlige verden. Og det er også sandt, at det ikke mindst er muslimer, der er så uhyre mimoseagtige, at de ikke kan tåle den mindste modsigelse eller drilleri. Men det mærkelige er, at det meget ofte er vesterlændinge, der klager over noget, de anser for krænkende opførsel overfor muslimer. Derfor skulle det ikke undre mig, om det var ikke-mexikanere og ikke-indianere, der havde klaget over mexikaner- og indianerudklædninger. Og den slags behøver man ikke tage lige så alvorligt som ægte klager.

Og jeg vil også sige, at hvis der var tale om ægte klager, så burde den første reaktion fra myndighedernes side være at opfordre de klagende til at affinde sig med disse udklædninger: de er jo ment som et sjovt indlæg; de er måske kun udtryk for uvidenhed; hvad, om én af de klagende stod frem og afslørede sig som mexikaner og derfor kunne fortælle, at den flotte hat, den udklædte bar, sad forkert; osv. osv.

Endvidere vil jeg sige, at Aia Fog også har ret, når hun beskriver, hvad man gjorde, da man fik klagen:

Derfor skrev man fluks til alle tutorer med en henstilling om, at man hurtigst muligt ”…ser på alle udklædningskategorierne igen med henblik på at sikre, at temaerne lever op til fakultetets værdier om diversitet og ikke-diskrimination”.

Det var, ifølge Stine Jørgensen, ”nødvendigt at gøre tutorerne opmærksomme på at nogle af temaerne kan virke anstødende og krænkende. Som offentligt universitet skal vi sørge for, at der ikke er nogen, der føler sig diskriminerede eller stødt” udtaler hun til dr.dk.

Man skulle ellers mene, at det i udgangspunktet er meget inkluderende at klæde sig ud som en anden etnicitet end sin egen.

Man kan diskutere, om ordvalget i henvendelsen stemmer overens med det, man påstår: at der er tale om en henstilling. Eller man kan diskutere, hvor meget af en ordre, der ligger bag en sådan henstilling.

Alt dette er rigtigt nok.

Når der alligevel er noget i mig, der siger, at rektor havde ret i omtalte Deadline-udsendelse overfor Jacob Rosenkrands, skyldes det, at modsætningen mellem en ordre og en henstilling for mig at se er væsentlig at holde sig for øje.

En henstilling forudsætter en vis tillid til den, man henstiller noget til. En ordre skal bare følges til punkt og prikke. Og der er altså i vort samfund en tendens til at gøre al ledelse ordre-bestemt. Hvis der sker ét eller andet uforudset, som ikke burde være sket, er det aldrig nok at sige, at ”vi stoler på, at ledelsen vil tage dette med i sine overvejelser en anden gang” eller ”at vi har tillid til lægens dømmekraft”, nej, man skal næsten altid – for at vise medierne, at man sandelig tager sagen alvorligt – føje til, at man vil ændre procedurerne, at man vil indføre et strengere kontrolsystem, eller noget i den retning. Og på den måde bliver en henstilling lige så stille forvandlet til en ordre, på den måde bliver en tillid til en ansvarlig persons dømmekraft forvandlet til et krav om personens evne til at overholde de bestemmelser, man opstiller, på den måde forvandles et hospital eller et fængsel eller en anden offentlig institution fra en institution med en række kompetente og ansvarsbevidste personer til en djøf-baseret regelfabrik.

Hvad New Public Management har medført af ødelæggende initiativer indenfor det offentlige, er slemt nok. Men hvad dette evindelige krav om regelbaseret adfærd betyder, er næsten lige så slemt. ”Alle procedurer er overholdt”, kan man sige som undskyldning, hvis en ulykke er sket. Der er ingen, der står frem og tager ansvar, for gør man det, fører det næsten uundgåeligt til afskedigelse. At en person har så megen autoritet, at han eller hun kan overleve uundgåelige fejl og uheldige begivenheder, anses for udelukket. Og når man – det vil sige: medierne – ikke lægger op til kompetent bedømmelse i situationen, så får man ikke sådanne ansvarsbevidste personer, så betyder ”ansvar” blot, at man overholder alle procedurer.

Det var det, der blev sørgeligt klart i interview’et med rektor. Om så rektor har ret i på den måde at fastholde begrebet ”henstille”, om han måske bare benytter dette begreb som en bortforklaring af det, der er sket, det er ligegyldigt. Det væsentlige er, at interview’et er et vidnesbyrd om, hvordan medierne – og mere eller mindre os alle sammen – har en tilbøjelighed til at tro, at bare vi har de rette procedurer, den rette moral, det rette værdigrundlag, og holder os til dem, så skal det nok gå alt sammen. Eller det væsentlige er rektors forsøg på over for dette moralske angreb at sætte den individuelle bedømmelse, ønsket om at bevare og udbygge forholdet mellem studenterne, ønsket om at fastholde humorens uundværlighed i den ånd, der gerne skulle opbygges imellem de studerende indbyrdes og mellem dem og deres ledere.

Det er formodentlig ret givet, at rektor ikke selv var klar over det, men det, han gjorde, var rent faktisk at rette sig efter Paulus’ ord i 1 Kor 10,23: ”Alt er tilladt, men ikke alt bygger op”. Det, der skal bygges op, var for Paulus menighedens fællesskab, for rektor det gode forhold på fakultetet. Og her gælder det virkelig, at alt er tilladt, man kan ikke klare ærterne med en række ”forbudt!”, ”ikke tilladt!”, eller ”umoralsk!”. Men det gælder også, at man med sine sjove bemærkninger eller udklædninger kan komme til at såre unødigt. Det gælder også, at man må kende sine lus på travet, man må tage hensyn til de menneskers væremåde, idealer og mere eller mindre hemmelige ønsker, som er med i laget, at man ikke uforvarende kommer til at støde dem udenfor. Men det omvendte gælder så også: at man ikke ved utidig fornærmethed får al humor til at fordufte, at man af krænkethed glemmer at grine med.

Så er det jo sjovt nok, at netop modsætningen mellem den moraliserende Jacob Rosenkrands og den kun henstillende rektor genfindes blandt nytestamentlere, der skal tolke Paulus’ brev til Filemon. Der er også blandt sådanne alvorlige mennesker dem, der ikke kan forstå, at det virkelig er sandt, at ”alt er tilladt”, og derfor insisterer på, at der må være tale om et enten-eller: enten går Paulus ind for, at slaver skal frigives, eller også går han ind for, at slaver skal forblive slaver. Han kan umulig gå ind for det ene det ene sted og det andet et andet sted. Eller altså: Når han i Kol 3,22 til 4,1 anordner, hvordan forholdet mellem slave og herre skal være uden at sige noget om, at kristne slaver skal frigives, så kan det ikke passe, at han i et brev, nemlig Filemonbrevet, affattet på samme tid og sendt af sted med samme bud, nemlig Filemons slave Onesimus, anbefaler Filemon at frigive Onesimus. Se Filemonbrevet her.

I denne forskerihærdighed for at få et entydigt svar fra Paulus genfinder vi den rosenkrandske ihærdighed.

Og er man besat af denne ihærdighed efter en klar regel angående slaver i sin tolkning af Filemonbrevet, så er der meget ringe chance for, at man opdager Paulus’ boblende humor, hans tagen-gas-på-Filemon, hans hele underfundighed. For Paulus går jo et skridt videre end rektor. Hvor rektor ikke undlader at nævne, hvad der i situationen må være det rette at gøre, dèr er Paulus ganske tavs, dèr overlader han helt og holdent initiativet til Filemon, Onesimus’ ejer: hvad der skal gøres eller ikke gøres, må Filemon helt selv finde ud af, Paulus overlader det ganske til ham selv at tage initiativ til at frigive Onesimus eller slet ikke tage noget initiativ overhovedet, alt er tilladt ham.

Jeg har flere gange tidligere her på bloggen omtalt Filemonbrevet, f.eks. her. Her argumenterer jeg for, at Paulus ønsker, at Filemon frigiver slaven Onesimus. Han var løbet bort fra Filemon, ankommet til Paulus, af Paulus blevet omvendt til kristendommen, og sendes nu af Paulus tilbage til Filemon med en anbefalingsskrivelse, nemlig Filemonbrevet, i lommen. Men hvilken anbefalingsskrivelse! Paulus’ ønske om frigivelse står nemlig ikke nogen steder i brevet. For Paulus har besluttet, at det skal være Filemon selv, der ud fra den nye situation, der består mellem ham og Onesimus derved, at Onesimus er blevet kristen, skal få den tanke, at han burde frigive Onesimus. Vel kommer Paulus med en række antydninger, men han vogter sig vel for direkte at sige, at det er det, han mener Filemon skal gøre.

Det, der bestemmer, hvad Filemon skal gøre, er altså forholdet mellem ham og Onesimus. Den formaning til handling, der tydeligt står mellem linjerne, er ikke bestemt af de ti bud eller af et ideal om god opførsel for kristne, men af forholdet mellem de to. Det er det, der skal bevares, styrkes, forbedres. Og det er med henblik på det, at Paulus kun formaner mellem linjerne. For når ideen til frigivelse kommer fra Filemon selv, er den meget mere værd, end om Filemon blot fulgte en befaling fra Paulus.

Det er Paulus klar over. Og at han er klar over det, ja, at han vover at lade Onesimus’ tilværelse som slave eller fri afhænge af Filemon selv, viser os, hvad en formaning i nytestamentlig sammenhæng er. Det er blot et godt råd til de implicerede: Var det ikke en idé, om du gjorde sådan og sådan? Ville de ikke være med til at styrke forholdet til de andre i menigheden?

Men det er klart, hvis man som en del nytestamentlere opfatter Paulus’ formaninger som en ordre, han giver sine menigheder, som en ny lov, han vil lægge ned over dem, så kommer man i bekneb med Filemonbrevet, så bliver man nødt til ud fra ordene til slaverne i Kolossenserbrevet at benægte, at Paulus i Filemonbrevet kan opfordre til frigivelse. Eller: så kommer man til, ligesom Jacob Rosenkrands at insistere på at få svar: Er slaveri tilladt eller er det ikke tilladt? Går Paulus ind for slavefrigørelse, eller gør han ikke?

Men en henstilling eller en formaning er ikke identisk med en ordre.

Og fordi vi ikke forstår denne forskel, kommer vi mange gange til at forhindre en omsorgsfuld og indlevet holdning i f.eks. sundhedsvæsnet.

Jeg mindes en hospitalspræst, der havde lagt mærke til en forskel mellem unge og ældre læger på fødselsafdelingen. De unge var mere tilbøjelige til for næsten enhver pris at holde liv i alle nyfødte end de ældre. De ældre vovede oftere at afbryde al videre behandling, fordi de var klar over, at der var alt for stor sandsynlighed for, at barnet fik et alvorligt handicap.

Det vil sikkert være umuligt at lave procedurer for, hvornår man skal gøre det ene og hvornår det andet. Og jeg vil da også tro, at de fleste vil være bedre tilfreds med, at det er et menneske med indlevelsesevne og solid lægelig kunnen, der træffer afgørelsen om liv eller død i sådanne tilfælde, end hvis afgørelsen træffes af en blind procedureregel.

Det samme kan siges om de mange tilfælde, hvor man giver store doser af smertestillende medicin på trods af, at man véd, at døden derved fremskyndes. Her har man dog vist fra det offentliges side accepteret dette forhold.

Men hvad så med dødshjælp i det hele taget?

Det bliver nok for omfattende at tage dette problem op i denne omgang. Men så meget kan dog siges her, at man dèr står overfor Paulus’ problem i en ny udgave. Alt er tilladt, men ikke alt opbygger. Eller man kan sige, at det er næsten umuligt at lovgive om denne sag.

F.eks. har jeg da tænkt på, dengang, da jeg begravede én, der havde begået selvmord, fordi han led af den uhelbredelige sygdom Huntingtons chorea – en sygdom, der i sine sidste faser er stærkt invaliderende – at han måske kunne have fået nogle flere år sammen med sin familie, hvis han havde kunnet være sikker på, at han kunne få aktiv dødshjælp, inden de ubehagelige symptomer satte ind, se her. Men jeg véd da godt, at dødshjælp rummer flere problemer, hvis det skal gøres til en almén ret, man har.

Henstilling kontra ordre, formaning kontra bud, godt råd kontra ideal, ansvarlig individuel bedømmelse kontra procedurebestemt adfærd, modsætningen har mange ansigter, men der er ingen tvivl om, at det er væsentligt at være opmærksom på den.

Udgivet i Ny testamente, Samfundsforhold | Tagget | Skriv en kommentar

Oh, at få ret igen!

Det kan stadigvæk vække en vis harme hos mig, at de danske medier diskuterer Brexit-problematikken helt og holdent ud fra EU’s perspektiv. Der synes ikke at være nogen vilje til at se på, hvad briterne mener og tænker og argumenterer med.

Det kom tydeligt frem i en diskussion i Deadline den 21-9. Her havde Jacob Rosenkrands Lone Theil og Jacob Nielsen i studiet. Lone Theil er mangeårig korrespondent i London og Jacob Nielsen er nuværende chefredaktør af internetavisen ”Altinget”.

Lone Theil kunne brillere med at diske op med de mange trakasserier, Theresa May har mødt både før og efter, at hun lancerede sit forslag til aftale med EU, i et nummer af ”The Economist” og af mig den 17-9, se her, kaldet ”Chequers”. Og Jacob Nielsen havde haget sig lige så fast i tanken om det indre markeds udelelighed som EU-bureaukratiet, så han blev ved med at gentage, at så længe Storbritanien ikke var villig til at bøje sig for alle fire ”friheder” i det indre marked, varernes, kapitalens, tjenesteydelsernes og arbejdskraftens, så var der kun den hårde Brexit tilbage.

Noget tyder på, at han ikke har læst, hvad ”The Economist” skrev den 15-9; jeg refererede det den 17-9. Hvis han havde, ville han vel føle sig forpligtet til at argumentere imod det, medmindre han da med vilje holdt det uden for seernes horisont, at der faktisk findes alternativer til det indre markeds udelelighed; og Jacob Rosenkrands havde heller ikke læst det engelske magasins betragtninger. For han spurgte ikke ind til dette ellers meget logiske opblødningsforsøg fra ”The Economist’s” side.

Nu den 22-9 fremkommer så ”The Economist” med endnu nogle betragtninger over de tilsyneladende strandede forhandlinger. Artiklen hedder ”Hvordan man bøjer reglerne”, og fortæller blandt andet, hvordan dette med, at det indre marked altid også har skullet betyde fri bevægelighed for arbejdskraft, ikke tidligere nu har været noget, der stod fast som hugget i marmor. Og man forklarer igen, at der ikke er nationaløkonomiske argumenter for den fri bevægelighed for arbejdskraft.

Princippet med at få fri handel til gengæld for fri bevægelighed ligger implicit i det indre markeds regler. Men hvad økonomiske love angår, kunne et indre marked godt opbygges omkring regler for fri bevægelighed for varer, kapital og tjenesteydelser. Men EU har med vilje tilføjet fri bevægelighed for mennesker, hvilket de fleste mennesker udenfor Storbritanien ser som en fordel ved medlemskabet.

Som man måske husker, gjaldt dette med arbejdskraftens frie bevægelighed ikke de første fem år, efter at Rumænien og Bulgarien var blevet medlem af EU i 2004. England stemte ikke for dette. Noget af det samme viste sig, da Kroatien i 2013 blev medlem: England undlod at udstrække den tid, den kroatiske arbejdskraft ikke kunne vandre frit, til yderligere to år. Så man har tidligere fra Englands side været meget åbne overfor arbejdskraftens frie bevægelighed.

Man fortsætter fra ”The Economist’s” side med at gøre opmærksom på, at mange andre lande strengere end England prøver at forhindre, at den tilvandrende arbejdskraft kan få velfærdsydelser før efter et stykke tid. Og så fortsætter man:

Ikke-EU-lande i EEA, ”Det europæiske økonomiske område”, har andre muligheder. Lichtenstein, et lillebitte fyrstendømme, har kvoter for migranter fra EU, selv om det er medlem af det indre marked. Artikel 112 i EEA-traktaten tillader Island og Norge at aktivere en ”nødbremse”, de har blot aldrig brugt den. Og Svejts, som ikke er EEA-medlem, er med i det indre marked, hvad varer angår, men har lov til, ikke blot at sætte grænser for, hvem der kan købe ejendom i Svejts, men også at tillade de fleste arbejdsgivere i første omgang at tilbyde deres jobs til svejtsere.

Alt sådant får magasinet til at hævde, at der stadig er rum for indrømmelser fra EU’s side. Man siger ikke ligeud – men det kan jeg jo så gøre – at EU burde optræde noget mindre stejlt overfor Storbritanien.

Og i hvert fald vil jeg sige, at disse oplysninger er særdeles relevante. Så når de fuldstændig udelades i en Deadline-udsendelse, føler man sig ført bag lyset. Og da det nu er oplysninger, der er fremkommet i et meget anset og meget læst engelsk magasin, og det derfor lyder for provinsielt, hvis man antager, at ingen af de tre deltagere har læst det, får man tilmed en dårlig smag i munden: Har man ligefrem med vilje ville vildlede os seere til at tro, at enhver imødekommenhed fra EU’s side er umulig, og at de britiske forslag på forhånd er dømt til at kuldsejle?

Jacob Nielsens uimodsagte påstande tyder på det.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , | Skriv en kommentar

Villet uvidenhed?

På den norske hjemmeside, rights.no, blev jeg opmærksom på en meningsudveksling, der har fundet sted i Norge. Dog er den, som den lader sig rekonstruere på nettet, noget skæv.

Det begyndte med, at professor i international politik ved universitetet i Oslo, Janne Haaland Matlary, skrev en kronik i ”Dagens Næringsliv”, hvori hun opregnede 14 etiske grunde til at være imod migration. Jeg ville meget gerne have set lidt nøjere på de argumenter, hun giver til de enkelte etiske grunde, men denne kronik er desværre ikke tilgængelig på nettet, så det kan jeg ikke komme til.

Så tog et blad, der hedder nettavisen.no, sig for at afskrive de 14 punkter for derefter at lade en, der ikke er så meget imod migration, gennemgå dem og besvare dem, nemlig seniorrådgiver ved Flygtningehjælpen, Pål Nesse. Denne meningsudveksling kan ses her.

Endelig har Rita Karlsen på rights.no, se her, gennemgået de 14 punkter og de 14 indvendinger. Hun kommer med nogle særdeles relevante kommentarer til Nesses indvendinger, men jeg er bange for, at hun, som vi andre, kun har haft nettavisen.no at forholde sig til, altså ikke har kunnet se Matlarys oprindelige kronik.

Så når der nu kommer en kommentar til kommentaren til indvendingen imod Matlarys 14 punkter, så kan vi næsten ikke komme længere bort fra den oprindelige kronik. Men derved er intet at gøre. Og man må også sige, at de 14 punkter taler meget godt for sig.

Nettavisen.no lader Pål Nesse få lov til at komme med en generel kritik af Matlarys punkter. Her siger han:

Det er en ganske nyansert debatt om migrasjon og flyktninger. Det er åpenbart at Matlary ikke er professor i etikk. Dette er særdeles unyansert, tendensiøst og kategorisk.

Han mener åbenbart, at han har mere forstand på etik end hende. Det må jo komme an på en prøve.

Det første punkt lyder således:

1. Det er uetisk av borgere ikke å bli værende i eget land for å bygge det opp politisk, økonomisk og moralsk – dersom de er i stand til å bli værende. Ingen har rett til å migrere til et annet land, det er snarere en plikt å bli værende i eget land.

Jeg har taget dette spørgsmål med, skønt det egentlig mest var vor egen etik, jeg ville tale om. Men i den henseende er det en yderst betydningsfuld, men også yderst sjælden etisk betragtning, Matlary kommer med. For hvor ellers ser vi nogle overvejelser over, om de ”stakler”, der ankommer til os som migranter, har pligter, de burde tage vare på. Det er hele tiden os og vore pligter, vore ”gode gerninger”, vor etik, det drejer sig om. Så det er egentlig ganske frigørende, at der her peges på det egentlig ganske indlysende, at ethvert menneske har pligter overfor sig eget land, migranterne altså overfor det land, de er flygtet fra.

Nesse har nogle indvendinger, som vist bedst kan karakteriseres som unuancerede og tendentiøse. De lyder sådan her:

Dette er én av de drøyeste påstandene til Matlary. Hun mener at rundt én fjerdedel av den norske befolkningen som emigrerte til USA oppførte seg uetisk – de kunne blitt igjen selv om det var tøft og vanskelig. Global migrasjon har mange positive sider. Det er urimelig å pålegge at folk i diktatoriske stater, selv om de ikke blir forfulgt, bør bli hjemme og bygge land. Er det for eksempel uetisk å forlate Nord-Korea?

Om denne indvending kan man sige det samme, som Nesse siger om en række af Matlarys andre punkter: ”Det er en grov forenkling”. De nordmænd, der rejste til USA, rejste af helt andre grunde, end de migranter, vi modtager. Og de snød ikke på vægten. Og talen under punkt 1 var ikke om at flygte fra diktaturstater, men om at vende tilbage, når krigen er forbi, og forholdene tillader det.

Lad os så se på punkt 3 og Nesses svar på dette punkt:

3. Det er uetisk å bruke europeernes skattepenger i Europa, der de «gir minst effekt», framfor å bruke skattepengene til bistand i nærområdene.

– Dette er en grov forenkling fordi det vi ser er at konflikter varer veldig lenge. Man må gi nødhjelp år etter år, kanskje flere tiår. Når man tar noen inn til Norge, og vi er flinke til å få dem i arbeid, er dette en lønnsom investering for samfunnet og vi får faktisk skattebetalere, sier Nesse.

Matlarys indvending imod gældende praksis er noget, temmelig mange debattører har rejst. Og man måtte egentlig forvente, at Nesse var i stand til at levere et bedre svar; han må da kende problematikken. Men hvad siger han? Ja, han kommer nu først med en ganske ligegyldig betragtning. De ganske få, der har penge til at betale menneskesmuglerne for at arrivere på vort dørtrin, betyder jo så at sige ingenting i forhold til de mange, vi må give nødhjælp år efter år. Om vi tager imod dem eller lader være, de mange flere syrere i flygtningelejrene i Tyrkiet og Jordan skal jo have hjælp i alle tilfælde. Derimod må han da vide, at de beløb, de spontane flygtninge koster os, kommer til at mangle i hjælpen til flygtningelejrene i nærområdet.

Og så er det egentlig lidt flovt, at han er nødt til at henvise til de syrere, der kommer i arbejde. Alle véd jo, at det er ganske få.

Så er der punkt 5, som argumenterer for regeringers pligt til at beskytte sin egen befolkning. Den lyder således med Nesses svar efterfølgende:

5. Det er uetisk hvis ens egen regjering ikke eliminerer illegal grensekryssing i en tid der terrorisme er et økende problem. Det er en regjerings første plikt å sørge for sine egne borgeres sikkerhet. Det er et stort antall identitetsløse innvandrere som befinner seg i landet, uten at myndighetene har kontroll på dem.

– Dette er også en forenkling. Vi hadde mye illegal grensekryssing fra Norge under andre verdenskrig. Det var ikke lovlig å krysse grensen ut av Norge. Motstandsfolk som var forfulgt, forlot Norge. Det er en viktig del av flyktningeregimet at en kan krysse en grense ulovlig dersom du har reelt beskyttelsesbehov. Flyktninghjelpen er kanskje den organisasjonen som har jobbet mest med flyktninger som mangler ID eller lovlig dokumentasjon. Dersom man mangler det for å bløffe seg til et beskyttelsesbehov man ikke har, er det uetisk. Dersom man aldri har hatt det, har mistet det eller blitt konfiskert, skal ikke det være et hinder for å kunne reise.

Læg mærke til det: Der kommer ikke noget svar på, hvordan man forhindrer terrorister i at rejse ind i landet. Det var det, der skulle svares på. Og hvad angår de manglende identifikationspapirer, er det jo så sandt, som det er sagt, at det er uetisk at snyde. Men kan Flygtningehjælpen afgøre, hvem der snyder, og hvem der er ægte forfulgt? Det kan de jo ikke finde ud af, og det véd Nesse naturligvis godt. Ligesom han vel også véd, at der ikke står ”terrorist” i panden på terroristerne. Så den beskyttelse af befolkningen, som her omhandles, kan nok leveres ved helt at lukke for tilstrømningen. Og det er jo Flygtningehjælpen meget imod. Men hvad ellers, når man ikke har noget svar på det, der her er problemet?

Denne manglende kontrolmulighed kan siges at dukke op igen under punkt 12:

12. Det er uetisk å være urealistisk, det er uansvarlig å ville gjøre noe godt som ikke er gjennomførbart og faktabasert analyse er en forutsetning for etisk handling.

Nesse er enig, men da har han og Flyktninghjelpen en stor jobb å gjøre – med eget virke. [Rita Karlsens kommentar].

Som man ser, er det kun en kort kommentar, Rita Karlsen giver til dette punkt. Jeg vil nu mene, at en længere kommentar er på sin plads. For dette at være urealistisk er noget, der i den grad præger den europæiske elite. Det har f.eks. taget år og dag at få bare nogle af vore politikere til at indse, at så længe vi bliver ved med at belønne havretsovertrædelserne på Middelhavet, vil flygtningestrømmen vare ved, og den vil mere og mere forvandle sig til en strøm af lykkeriddere. Vi er, som man nok kan se, langt henne i den udvikling.

Det er også en del af kravet om at være realistisk, at man gør sig klart, hvordan fattige afrikanske unge får råd til at betale de store summer, menneskesmuglerne forlanger. Konrad Ott har gjort opmærksom på, at det er hele landsbyer, som, når der er kommet gang i økonomien i det pågældende land, investerer i den unge, og at de håber, denne investering kan bære frugt i form af tilbagesendte penge til landsbyen, se her. Før man er klar over, at det er sådan, det forholder sig, kan man ikke gøre noget ved problemerne.

Og det er jo ikke til at vide, om Nesse og kompagni faktisk godt véd, hvordan det forholder sig, men blot vælger ikke at ville indrømme det, eller om de på næsten sygelig måde fortrænger disse sandheder. At det er det sidste, der er tale om, skal jeg prøve at påvise/antyde her til sidst. Det vil jeg gøre ved at føje tre underpunkter til Matlarys punkt 12: ”Det er uetisk at være urealistisk”.

Punkt 12a: ”Det er uetisk at fastholde EU-direktivet fra 2001 om flyselskabers transportøransvar, når man dog véd eller burde vide, at man derved tvinger eventuelle flygtninge over på menneskesmuglernes både”.

Punkt 12b: ”Det er uetisk at betale EU’s nabolande for at forhindre migranter i at nå ind på EU’s område, når man dog véd eller burde vide, at Grækenlands flåde før 2015 foretog push-back af alle migrantfartøjer fra Tyrkiet”.

Punkt 12c: ”Det er uetisk at undlade normal journalistisk efterforskning af disse to forhold, når man dog gang på gang støder på ting, der kun kan forklares ud fra ovenstående kendsgerninger”.

Det første, punkt 12a, har jeg vist her, det næste, punkt 12b, her. Der er i ingen af tilfældene tale om statshemmeligheder. Det er sådan set alt sammen lige ud ad landevejen. Jeg fik endda optaget en kronik i Jyllands-Posten om det, se her, men det havde vist ikke nogen virkning.

Hvad det første angår, har jeg på det linkede indlæg, dette, givet en række links til andre personer, der har opdaget det samme. To ting er i den forbindelse besynderlige. a) Vores udenrigsminister, Anders Samuelsen, påtænker at uddele en bog til alle gymnasieelever, hvori denne kendsgerning omtales; han må vel derfor vide, at der findes et sådant direktiv; men han har ikke taget noget skridt til at få det omgjort. Så det må være ret bevidst, at han deltager i hykleriet. b) En herre ved navn Martin Lemberg-Petersen, som kalder sig forsker, afslører i et interview, at han så udmærket kender direktivet om transportøransvar, men ak, han kender det, uden at ville afsløre hykleriet bag det, se her.

Hvad det andet angår, synes EU-kommissionens migrations-kommissær, Dmitris Avramopoulos, fuldstændig at have glemt, at han fra 2013-2015 var forsvarsminister i den græske regering, og derfor må have vidst, at den græske flåde foretog push-back af migrantfartøjer fra Tyrkiet, se her. Blot nævner han det ikke med et ord i den artikel, jeg linker til i dette indlæg.

Og hvad endelig punkt 12c angår, er det ganske mærkværdigt, at man fra alle journalisters side gennem hele migrant-tsunamien i efteråret 2015 formåede at betragte denne tsunami som en naturkatastrofe, altså formåede at undlade at stille sig selv noget spørgsmål om årsagen til migrantbølgen og derfor også undlod at prøve at besvare det.

Jovist er der mange ting, der er uetiske. Men det mest uetiske er måske denne mangel på vilje til at ville vide. For den bidrager til at opretholde den boble af uvidenhed, som vor elite befinder sig i.

Måtte den snart briste!

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget | Skriv en kommentar