Drengeomskæring – igen

Sjovt nok er emnet ”drengeomskæring” igen blevet taget op. Der har vist sig et forslag om forbud mod drengeomskæring på den hjemmeside, hvor 50.000 borgere kan tvinge folketinget til at debattere en bestemt sag, se her. Og mærkelig nok, før der har samlet sig 50.000 borgere, har medierne taget forslaget op, folketinget ligeså, og sagen er blevet omtalt i Tv-avisen – hvad mere kan man forlange?

Jeg har tidligere omtalt sagen her på bloggen, se her, og jeg kunne sådan set nøjes med at henvise til dette indlæg, men dels ville det jo ikke ligne mig at nøjes med det, dels er der faktisk kommet en ny tanke til, som jeg her vil nævne.

Mit hovedsynspunkt er, at man først skal begynde at diskutere drengeomskæring, når vi har fået fjernet pigeomskæringen. Jeg siger udtrykkelig ”fjernet”, ikke ”forbudt”, for modsat drengeomskæring har pigeomskæring – som snarere må kaldes kønslemlæstelse – hele tiden været forbudt. Blot har man ikke kontrolleret, om de muslimer, der praktiserer kønslemlæstelse, nu også overholder loven. Somaliere – og det er jo især dem, det angår – foretager mange rejser til Somalien med deres piger, men ingen dansk myndighed drømmer om at kontrollere disse piger, når de vender tilbage igen, for, om de er blevet lemlæstet i Somalien. Uha, nej, det ville jo føles som et overgreb.

Der er jo nemlig stadigvæk forskel på de to køn, og mens drengeomskæring med rette kan betragtes som et uskyldigt indgreb, er pigeomskæring anderledes ødelæggende. Så der er helt anderledes god grund til at kontrollere den form for omskæring. Og før man får sig taget sammen til at gøre det, så den form for omskæring helt forsvinder fra dansk jord, er der ingen grund til at begynde at tænke på at forbyde drengeomskæring.

I mit føromtalte indlæg gik jeg i rette med en dommer. Han mente, at man for en sikkerheds skyld skulle sørge for, at et forbud mod drengeomskæring kom til at gælde for alle, der var bosiddende i Danmark. Man skulle ikke kunne få sin dreng omskåret ved at foretage en sviptur til Malmø eller Flensborg. Jeg stillede dengang dommeren det spørgsmål, om han havde tænkt sig, at der skulle uddannes særlige toldere til behandling af omskårne drenge. Det var selvfølgelig ikke alvorligt ment. Men dette at spørge ind til, hvordan kontrollen skulle være, hvordan man altså havde tænkt sig at sikre sig, at loven blev overholdt, det var ikke ment for sjov. Og det er stadig en ting, jeg mener, man må spørge om også i den nuværende debat. Blot må man nu som dengang erkende, at ingen journalister stiller det spørgsmål, al deres journalistiske uddannelse til trods.

Noget af det nye, som jeg ikke mindes at have hørt før, hørte jeg i det svar formanden for den jødiske menighed gav. Han udtrykte sin skuffelse over, at danskerne ikke stolede på jødiske forældre, at de var i stand til for egen regning og risiko at bedømme, hvad der var godt og hvad der var mindre godt for deres drenge.

Den mistillid mod jøderne, som på den måde kommer til udtryk i forslaget, synes jeg nok er værd at overveje. Alene af den grund vil jeg vende mig imod forslaget og det uanset, hvor store ord forslagsstillerne og andre anvender mod jøderne. Anne Sofie Allarp har samlet nogle af dem her. Og imod dem, der mener, at fjernelse af forhuden betyder en nedsat følsomhed i penis, at det altså er en skade for livet, man påfører drengene, kan man fremhæve de mange jøder verden over, der synes at leve udmærket uden deres forhud. Tilsyneladende har de ikke noget besvær med at få børn, og efter hvad de selv giver udtryk for, har de tilsyneladende lige så stor glæde af samlejet som vi andre.

Skal man være lidt fræk – og det er jeg jo af og til her på bloggen – kan man spørge, om de mange muslimer, der gennemfører en voldtægt i både Tyskland, Sverige og til dels også Danmark, er omskåret. Hvis de er – og det må man vel antage – synes det ikke at hindre dem i at efterstræbe nydelsen ved samlejet og derfor formentlig også opnå den, omend de jo derved ikke opnår den anerkendelse af deres inderste væsen, som er den åndelige side af samlejet.

Men mistilliden mod jøderne synes jeg er det værste. Teologisk set mener jeg ganske vist, at omskæringen er en fornægtelse af Guds gode skaberværk og det uanset, at det jo ifølge 1 Mos 17,1-14 er et krav, Gud stiller til sit folk. I parentes bemærket: Gud kræver jo også dèr, i vers 14, at den, der ikke er omskåret, skal udryddes af sit folk. Det er dog vist noget, jøderne ikke retter sig efter. Uden tvivl med en god forklaring, men alligevel! I dette indlæg forklarer jeg nærmere, hvordan kønslemlæstelse er imod skabertroen. Men det gælder jo i lige så høj grad drengeomskæring, selv om den jo ikke har de samme skæbnesvangre konsekvenser som den lemlæstelsen af piger.

Det er også bemærkningen om mistillid mod jøderne, der får mig til at indse, at det vil være jøderne, der bliver ramt af et forbud langt mere end muslimerne. For jøderne gør sig virkelig for alvor umage med på alle måder at være en del af Danmark. De vil ikke på nogen måde gøre sig til eller skille sig ud, men vil helst gå i ét med tapetet og nøjes med at være jøde i deres telte, som én af dem har sagt. Muslimerne, derimod, stiller krav til samfundet, kommer med deres guddommelige lov og vil have den respekteret, og er ret ligeglade med, om de bryder dansk lov; den er jo alligevel en kun menneskelig lov, hvorimod deres lov er guddommelig.

Det vil sige, at hvis vi indfører et forbud mod drengeomskæring, men ikke drømmer om at kontrollere, om det overholdes, så kører muslimerne videre som hidtil, mens jøderne, hvis de prøver at få deres drengebørn omskåret, altid vil gøre det med en slags dårlig samvittighed: de vil under alle omstændigheder havde deres drengebørn omskåret, men de vil meget nødig gøre det imod dansk lov, så de føler, at vi danskere opstiller et skel imod dem.

Man kan undre sig over, at debatten udelukkende drejer sig om drengeomskæring, ikke om pigeomskæring. Hvorfor dog ikke kræve kontrol af alle de piger, der kommer tilbage fra Somalien?

Jeg tror, jeg véd hvorfor. Det skyldes, at vi egentlig ikke regner muslimerne for rigtige danskere. Vi taler og taler om integration, vi foretager det ene bekostelige tiltag efter det andet, men det virker tilsyneladende ikke. Dels fordi muslimerne ikke vil integreres, de har hele tiden betragtet sig selv som noget særligt, noget forskelligt fra os danskere. Og dels fordi vi danskere ikke kan få os selv til at betragte muslimerne som danskere, end ikke en særlig afart af danskere, i hvert fald er de ikke så meget danskere, at man kan stille samme krav til dem, som man kan stille til alle andre danskere, jøderne inklusive.

Lad mig slutte med at referere Douglas Murray, som i sin bog ”The Strange Death of Europe” side 238 nævner tilfældet Tommy Robinson.

Da et engelsk regiment fra Afghanistan-krigen i 2009 vendte hjem, foretog de en parade i den londonske bydel Luton, en bydel, præget af mange muslimske indbyggere. Det førte til store demonstrationer imod soldaterne fra muslimernes side. Men da nogle af de engelske indbyggere ville demonstrere imod muslimerne, fik de ikke polititilladelse til det. Og da Tommy Robinson senere prøvede at organisere en English Defense League (EDL), blev han chikaneret af myndighederne på enhver tænkelig måde. Han blev endda arresteret og fængslet for noget, der ikke havde med sagen at gøre. I den grad var man bange for at gå imod muslimernes ønsker.

Det er det samme hos os. Derfor kan vi finde alle mulige tænkelige og utænkelige argumenter frem imod drengeomskæring, for i den diskussion har vi jøderne for øje, og de opfattes som værende i så høj grad en del af det danske folk, at vi kan tillade os hvad som helst overfor dem, de er ikke nærtagende, de svarer ikke igen med terrorangreb.

Overfor muslimerne, derimod, er vi helt anderledes påpasselige. Og da pigeomskæring udelukkende er en muslimsk tradition, afholder vi os omhyggeligt fra at diskutere det og fra at kontrollere, om forbuddet bliver overholdt. For de kære muslimer kunne jo blive fornærmede, og dels synes vi jo, at det er lidt synd for dem, at vi sådan blander os i deres kultur (hvorimod vi åbenbart ikke synes, det er synd for deres piger) og dels véd vi aldrig, hvad de kan finde på som reaktion på vores kontrol.

Så hellere gøre, som vi hidtil har gjort: gå ud fra, at signalpolitik er tilstrækkeligt til at få dem til at opgive deres traditioner.

Reklamer
Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , | Skriv en kommentar

Kristendommen på retur?

Jeg er i fuld gang med at læse en bog af Douglas Murray: ”The Strange Death of Europe”. Jeg havde på forhånd læst noget om den, mange positive omtaler, og jeg må bestemt sige, at den ikke har skuffet. Når jeg om ikke så længe bliver færdig med den, vil jeg nok underholde mine læsere med referater derfra og overvejelser derom.

Når jeg ikke desto mindre allerede nu, hvor jeg kun er trefjerdedele henne i bogen, tillader mig at omtale nogle af Murray’s overvejelser, skyldes det, at han i et kapitel, der hedder ”Tiredness” (træthed), omtaler kristendommens nedtur i vor kultur gennem de sidste to til tre hundrede år. Han kan have ret i meget af det, han siger i kapitlet, men på ét punkt mener jeg nu, han tager fejl. Når han her hævder, at en meget væsentlig årsag til kristendommens nedtur er fremkomsten af den historisk-videnskabelige bibelkritik, tager han efter min mening afgørende fejl. Det er ikke noget, jeg siger, bare for at være imod ham, det er noget, jeg selv har erfaret: Hvis ikke der havde været en historisk-videnskabelig bibelkritik, ville jeg aldrig være blevet præst. Forudsætningen for min positive holdning til kristendommen er, at troen har kunnet forenes med et almindelig fornuftbåret forhold til kristendommens grundlæggende skrifter, det gamle og det nye testamente. Jeg tror ikke, at jeg selv – eller for den sags skyld de fleste er mine højst nulevende kolleger – ville være blevet grebet af lyst til at studere kristendommen nøjere, hvis de skulle læse bibelen, som man læste den i 1700-tallet.

Tag et skrift som Højsangen! I ”gamle dage”, dvs., før man i 1700-tallet begyndte at læse bibelen som man læser ethvert andet antikt skrift, læste man disse kærlighedsdigte som en samtale mellem sjælen og Kristus. Men i løbet af 1700-tallet og fremefter vovede man at læse dem som det, de var: Kærlighedsdigte, der skildrer kvindens ynder og mandens betagethed, men skildrer det på en ikke-moderne måde: kærligheden er ikke blot en måde at fornøje sig på, den er noget, der binder og binder for livet: ”Kærligheden er stærk som døden” (Højs 8,6). Eller 6,8: ”Der er tres dronninger og firs medhustruer og unge piger uden tal; men hun er den eneste, min due, mit ét og alt.” Hvordan kan kærligheden dog binde på den måde, gør blind for alle andres yndigheder end den eneste enes? Det er måske umoderne, men utrolig givende, at den historisk-kritiske metode har åbnet vore øjne for den kærlighedsforståelse, blot altså en metode, som Murray tror ikke hører med til kristendommen.

Men læg mærke til det: Det, der skildres her, er ikke en speciel kristelig eller jødisk forståelse af kærligheden, det er kærligheden, som den udfolder sig på grundmenneskelig manér.

Eller tag ordet om ikke at sværge, Matt 5,33-37! Det slutter med et lidt mystisk eller måske direkte selvmodsigende ord: ”Jeres tale skal være ja ja, nej nej; hvad der går ud over det, er af det onde”. I en længere afhandling om Luthers udlægning af bjergprædikenen hævder jeg følgende om dette ord:

Har du sagt noget, så lad det stå, lad den anden selv afgøre, om han vil tro dig på dit nøgne ord, ja, undlad at forsyne det med besværgende løvefødder, det nytter alligevel ikke noget. (Se her).

Altså: at få os til at tale ud af tro på sprogets egne, iboende kræfter, det er, hvad Jesus vil opfordre os til med dette ord. Men indrømmet: også dette ord har været igennem mange fortolkninger i kirkens lange historie.

Hvordan dette skal forstås i praksis, det afgiver Paulus’ brev til Filemon et eksempel på. Jeg har tidligere behandlet Filemon-brevet, se f.eks. her, hvor jeg specielt gør opmærksom på det forhold, at Paulus skriver, som han gør, fordi han vil, at det gode, som Filemon gør, ikke skal af tvang, men af fri vilje. Paulus sender Filemons bortløbne slave, Onesimus, tilbage til Filemon, og der er ingen tvivl om, at han ønsker, at Filemon skal frigive Onesimus. Men ikke et ord skriver han om det. For hvis han lod et ord falde i den retning, ville Filemon måske frigive Onesimus, fordi han gerne ville rette sig efter den store og anerkendte apostel Paulus. Og det vil Paulus ikke risikere. Derfor nøjes han med at sige, at Filemon får Onesimus tilbage, nu ikke som en slave, men som noget langt mere end en slave, som en kær broder. På den måde sikrer han sig, at det bliver ordet selv, ordet om, at de to er brødre i menigheden, der kommer til at gøre sin virkning, ikke hans befaling eller antydning eller hævede stemme (hvordan man så hæver stemmen i et brev). Jeg har skrevet lidt mere om Filemonbrevet her.

Og se, alt dette og mere til har den historisk-kritiske forskning givet os. Det forholder sig ikke sådan, som Murray synes at tro, at det er de såkaldte kristne fundamentalister, altså dem, der tager hvert ord i bibelen som Guds ord, der er nærmest ved det, kristendommen siger og vil. Disse fundamentalister plejer også at uddestillere særlige regler, som man skal overholde som gode kristne, og er derfor som regel langt borte fra den frihed, Paulus ønsker, at kristne skal handle ud fra. Og sandt nok, man kan godt sige, at denne kristne fundamentalisme er en svindende del af den vestlige kristenhed.

Men om den forståelse af kristendommen, at den vil give mennesket al mulig frihed til selv at forstå de fællesskaber, det står i, og handle ud fra denne forståelse, om den kristendomsforståelse kan man sige, at den har præget og præger store dele af den vestlige kultur. Den præger f.eks. vor forståelse af forholdet mellem kønnene. Og den forståelse er bestemt ikke uden indflydelse på de tilflyttede muslimer.

Berlingske bringer f.eks. en længere artikel om en norsk/pakistansk filminstruktør, Iram Haq, se her. Hun blev som 14-årig sendt på genopdragelsesrejse til Pakistan, fordi hendes forældre, specielt hendes far, syntes, at hun var blevet for norsk: hun ville, som hun siger, gerne være med til de ting, de andre unge lavede. Artiklen fortæller om hendes skæbne:

Da hun kom hjem fra Pakistan som 16-årig, var det til en anden form for fængsel: Nedrullede gardiner og ingen frihed. Hun endte med at bo på ungdomshjem. De efterfølgende år bankede hun ofte på døren hos sin familie, men blev ikke lukket ind. Hun kæmpede med sorg og skyldfølelse, rodløshed og dårligt selvværd. Som bare 20-årig blev hun enlig mor og tumlede ligesom hovedpersonen i »I Am Yours« rundt for at finde kærlighed og ståsted.

Selv siger hun om disse år:

»Jeg har svært ved at forstå æresbegrebet, for selv om mine forældre er pakistanske, er jeg nordmand. Jeg er født og opvokset i Oslo. Selv om mit udseende ligner deres, er jeg ikke pakistaner. Så jeg har brugt lang tid på at prøve at forstå og forstå og forstå. For det er jo en kulturel ting. Det handler om, at vi i Norge – og Danmark – tilhører et samfund, hvor vi tænker på individet og individets bedste, mens man i mere østlige samfund tænker kollektivt og på, hvad der er bedst for gruppen. Det bliver til »Hun har gjort OS ondt«. Det er et gruppepres – lidt som heksejagt i gamle dage.«

Gennem hele sin opvækst kæmpede Iram Haq for at passe ind i både det norske samfund og det pakistanske miljø. I en grad, så hun til sidst slet ikke kunne mærke, hvem hun egentlig selv var.

»Jeg og mange andre unge prøver at balancere det med at please familien derhjemme og det norske eller danske samfund derude. Og det er for meget forlangt af unge mennesker. For når man på den måde lever et dobbeltliv, mister man kernen. Hvem er jeg? Når man hele tiden er optaget af at please til højre og venstre, får man ikke mulighed for at mærke efter, hvad man egentlig selv gerne vil. Hvem man er. Hvad der gør en glad. Der er en hel generation, der har så travlt med at please andre, at de glemmer sig selv. Det har jeg selv kæmpet meget med i løbet af årerne. Det har taget mig utroligt mange år at forstå, hvad en mavefornemmelse går ud på, og hvad mine behov er.«

Det er ikke nemt sådan at være splittet mellem to kulturer. Men at påstå, som Murray næsten gør, at vores kultur ikke har kræfter i sig til at overbevise andre om dens værd som menneskelig kultur, det er at gå for langt. Godt nok har han ret på mange måde, hvad jeg håber senere at kunne komme ind på, og godt nok kan specielt vores opfattelse af forholdet mellem kønnene af mange muslimer forekomme fuldstændig løssluppent og amoralsk, men den opfattelse kan altså også få øjnene op på mange muslimske piger, så de ser, at deres kultur er en tvangskultur, en tvangskultur, som de har vanskeligt ved at føle sig tilpas i.

Og hvis man tror, at det kun er kvinderne, der føler deres egen kultur umenneskelig eller forkert, så tager man fejl. Iram fortæller om forholdet til sin far:

Først for få år siden, efter 25 år uden kontakt, blev Iram Haq forsonet med sin familie, da faderen blev syg og rakte ud.

»Jeg besøgte ham, og han sagde undskyld for alt. Han angrede dybt og skammede sig over sin opførsel. Han sagde, at han var ekstremt stolt af mig. Og at han syntes, det var vigtigt, at jeg lavede filmen, for at folk kan forstå, at vi ikke kan leve sådan længere. Vi fik et nært venskab og havde mange spændende samtaler, inden han døde. Det gav mig en dybere forståelse for, hvad det egentlig var, der foregik. Og det har betydet meget, både for mig og for filmen. Uden den forståelse var det nok blevet en anden film. Der havde nok været en snert af vrede i stedet for kærlighed til faderen. Men forståelsen løftede noget af min vrede fra mit bryst.«

Vi kan ikke leve sådan længere”, sagde faderen. Den menneskelighed, som Iram ville leve efter, kunne han nu se, var ret. Dette at ”tænke kollektivt” eller hele tiden at spørge: ”Hvad vil folk sige?”, dette at føle sig udelukket af de andre, fordi ens datter ikke vil indordne sig under de muslimske regler, dette at føle skam eller føle sin ære krænket, når familien ”skejer ud”, lægger grunden til et umenneskeligt had mellem far og datter, et had, der gudskelov i dette tilfælde blev opløst af gensidig forståelse.

Og N.B.: Når vi siger ”gudskelov”, er den Gud, vi tænker på, den kristne Gud, ham, der vil have os til helt ind i hjertet at være os selv, ham, der igennem Jesu ord, og altså også igennem hans apostel: Paulus, vil have os til at leve i fri forståelse af de fællesskaber, vi står i med andre; ingen tvang, ingen lov, der skal overholdes, ingen ære, der skal kæmpes for. Som han siger det andetsteds: ”Alt er tilladt, men ikke alt bygger op” (1 Kor 10,23).

Han er jo i det hele taget ikke så tosset, den Paulus. Når man altså vover at læse ham på god historisk-kritisk manér, vover at droppe den ofte uudtalte forestilling om ham som en hellig guru, vover at gå også hans fejl efter i sømmene, ja, vover at se ham som en humorist, der ikke viger tilbage fra at tage gas på Filemon, som jeg har fortalt om det f.eks. her.

Udgivet i Islam versus kristendom, Ny testamente | Tagget , | Skriv en kommentar

Om at være et selv

Sara Omar har vundet Berlingskes ”Læsernes Bogpris”. Det takker hun for, se her. I sin tak sender hun en hilsen til de kvinder og piger, hvis liv snæversynede mænd fra konservative afkroge har formørket med deres ondskab. Og hun sender også en hilsen til disse mænd:

Jeg står her og vil sende en hilsen til de mænd, som tillader sig selv at ødelægge kvinders og pigers liv – ved enten at bruge religionen eller den såkaldte ære som undskyldning for at krænke hende. Til de mænd har jeg at sige dette:

Jeg står her, og jeg bliver ved med at stå her, indtil vi har ændret jeres menneskesyn og jeres tyranni. I får kamp til stregen. Det er ikke længere en stille og rolig kamp. Se jer omkring. Kvinder har rejst sig. Vi bliver flere og flere.

Senere hedder det til de samme mænd fra den bevægelse blandt kvinder, Sara Omar har sat i gang:

Vi vil sparke dørene til jeres altødelæggende overbevisninger i stykker og åbne vinduerne til verden udenfor. Den verden, hvor vi selv bestemmer, hvem vi vil elske og elskes af.

Hvor vi selv finder vores udkårne i kærligheden. Hvor vi danner os og uddanner os som frie kvinder. Som store tænkere. Hvor vi gør krav på de rettigheder, som vi er født med. Vi vil rive murene ned, så vi kan se den åbne himmel. Så vi kan udvikle os som mennesker.

Og vi vil søge frisind som frie individer. Vi vil nægte at leve i jeres patriarkalske og paternalistiske fængsler, der tvinger mennesket til at stå stille og skaber tilbagestående samfund med borgere, der går rundt med bind for øjnene. Samfund, der bliver syge og fattige på viden. Samfund, der lukker sig inde om sig selv og lukker verden og dens mangfoldighed ude.

Jeg har tidligere vendt mig imod Sara Omar, se her, med den begrundelse, at hun ved den lejlighed ud over at være forfatter også ville være debattør og tage islam i forsvar. Det behøver jeg ikke overfor denne takketale, hun her har holdt. Men der er stadig grund til at gøre opmærksom på, at de samfund, hun her beskriver, det paternalistiske fængsel, som lukker sig inde i sig selv, er de muslimske samfund, mens de samfund, hvor kvinderne selv bestemmer, hvem de vil elske og elskes af, er de vestlige samfund.

Men man skal nok også igen understrege, at de samfund, hvor alle er lige, kvinder lige så lige som mænd, og hvor man netop selv er sit eget livs herre (eller frue), ikke blot er baseret på kristendommen, men er baseret på kristendommen, fordi kristendommen anerkender disse grundhumanistiske ideer, hvilket islam ikke gør. Når hun til de undertrykkende mænd siger

Jorden vil skælve under jer så voldsomt af vores fremmarch, at selveste Gud, Allah eller de såkaldt hellige ord, som konstant ryger i fortolknings-fabrikken, ikke vil kunne redde jer

så er det Allahs hellige ord fra koranen, hun omtaler, ikke ordene fra bibelen.

Er hun mon ved at gøre sig klart, at det er islam selv, der står bag den undertrykkelse, hun har været genstand for?

Lad mig prøve at vise, hvad der er på færde ud fra den bog af Daniel Dennett, som jeg tidligere har omtalt her, hvor han søger at kaste nyt lys over menneskets udviklingshistorie ved hjælp af begrebet ”mem”, en kulturlig foreteelse, der indbefatter alle mulige kulturelle foreteelser, men hvis største og vigtigste repræsentant er ordene, altså det menneskelige sprog. Bogen hedder ”From Bacteria to Bach and Back”, og jeg har omsider fået fat på den og er også kommet godt igang med at læse den. Dog er jeg endnu ikke nået frem til det, jeg omtalte sidste gang ud fra Thomas Nagels anmeldelse: at Dennett slutter med at kalde alle dagligdagens ord og begreber for fiktioner.

Men han har nogle bemærkninger om de virkninger, som sproget har på menneskets psyke, som er ganske interessante. Han citerer f.eks. på side 267 en af sine kolleger, Hurford, der siger:

Ikke-menneskelige dyr lever på et særligt udviklingstrin rige mentale liv og har en slags naturlig intelligens, der gør, at de kan klare sig godt i deres verden.

Denne passus giver han følgende besked med på vejen:

Den sidste del af udsagnet kan man ikke nægte, men det er endnu ikke fastslået, om man er nødt til at have et ”rigt mentalt liv” i betydningen ”et bevidst liv i lighed med vores” for at kunne klare sig godt i verden. … Hvorvidt ikke-menneskelige dyr kan tænke om tænkning eller på nogen måde overveje deres egne mentale tilstande, er et empirisk spørgsmål, der endnu ikke er besvaret, og et ”rigt mentalt liv”, der ikke har mulighed for at komme op i en refleksiv tilstand, er i virkeligheden ikke rigt.

Han omtaler intelligente dyr: kragen, der kan bruge redskaber, bjørnene i Yellowstone Park, der forstår at finde ud af det med turisterne, og skriver så:

Hvis den viden er grænsen for den ikke-menneskelige forståelse (så vidt vi kan se), hvad føjer så en menneskelig forståelse til det? Ikke bare evnen til at kommunikere viden til vore artsfæller, men evnen til at behandle et hvilken som helst emne som en ting i sig selv, der kan undersøges, analyseres, videreudvikles, takket være vores mulighed for specifikt at repræsentere det med ord, diagrammer og andre redskaber til selvstimulering. Man kan ikke foretage sig megen tænkning med den blotte og bare hjerne, men forsynet med disse enkle redskaber, får vi adgang til en overvældende mængde af tankevækkende udforskning. (Side 268).

Mennesket får via sproget del i en ”meta-kompetence”,

i hvilken vi bruger vore tænkeredskaber til at tænke ikke blot på føde, husly, døre, beholdere, fare og de andre udfordringer i dagliglivet, men også på dette at tænke på føde og husly, og på dette at man tænker på, at man tænker på føde og husly.

Med sådanne bemærkninger er vi godt på vej ind i det problemfelt, der hedder ”den menneskelige bevidsthed”, og i hvert fald har Dennett vist, at denne bevidsthed er noget forskellig fra den bevidsthed, dyr har. Om han så også når frem til at vise, at det hører med til den menneskelige bevidsthed at have en viden om, at vi skal dø, og at én af forskellene mellem dyr og menneske derfor er, at mennesket begraver sine døde, hvad dyr ikke gør, det får foreløbig stå hen i det uvisse.

Men blot med sådanne antydninger kan man vel egentlig godt forstå det Jesus-ord, der spørger

hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men miste sig selv eller bøde med sig selv? (Luk 9,25).

For mennesket har jo altså fået mulighed for at se på sig selv, for at få et forhold til sig selv, for ud fra den kultur, der omgiver det, selv at finde frem til, hvem han eller hun er, og glæde sig over det, være tilfreds med det, hvile i den selverkendelse.

Om muslimer ligefrem har fået mulighed for at vinde hele verden, er vel tvivlsomt – omend det i begyndelsen af islams historie så ud til at være en mulighed – men at de har mulighed for at forhindre andre, og dermed sig selv, i at blive sig selv, det er ret klart. Faktisk ligger det i selve navnet ”islam”, der betyder ”underkastelse”, og i betegnelsen på tilhængerne: ”muslim”, der betyder ”én, der underkaster sig”. Ved at underkaste sig mister man sig selv, eller man kommer til at bøde med sig selv.

Desværre må man nok føje til, at det kun er ret klart for os vesterlændinge, ikke for muslimer. For muslimen ser i dette at underkaste sig, også om man ikke forstår, hvorfor man skal underkaste sig, det store ideal for menneskene. Og de betragter sig selv som fromme mennesker, mere fromme end os løsslupne vesterlændinge, når de uden kritiske spørgsmål bøjer sig for sharia.

Derfor er de mennesker, Sara Omar vender sig imod, ikke i første række bestemt af ondskab, af lyst til at underkue kvinderne, men af fromhed, af lyst til at underlægge ikke blot sig selv, men hele samfundet under det, de mener er Guds regler. Det er denne falske fromhed, der får dem til at føle, at de har ret, at de nødvendigvis må gøre, som de gør for at få opretholdt deres samfundsmodel. De føler sig i høj grad udfordret af den vestlige menneskeforståelse, især af den frihed, som vi lader enkeltmennesker, ikke mindst kvinderne, få, og jo mere de oplever af denne trang til frihed hos deres egne, des mere klamrer de sig til den fromhed, deres religion, islam, tildeler dem.

Hvad det drejer sig om, kan især ses af den bemærkning, Sara Omar kommer med imod de muslimske arrangerede ægteskaber: De frigjorte muslimske kvinder vil selv bestemme, hvem de vil elske og hvem de vil elskes af.

Her har vi forskellen mellem islam og kristendommen (eller det vesterlandske menneskesyn): Islam vil styre kærligheden mellem mand og kvinde. Islam har fået skabt et system, hvor det er mandens ansvar at styre sine kvinder, og hvor det er hans ære, der gås for nær, hvis ”hans” kvinder ikke adlyder ham. Når Sara Omar derfor selv vil bestemme, hvem hun vil elske, er det én af grundpillerne i det muslimske samfund, hun gør oprør imod. Og den religion, der giver hende ammunition til dette oprør, hedder kristendommen.

Men kan hun da ikke være sig selv indenfor islam?

Det er det, hun føler, hun ikke kan. For ”islam” betyder ”underkastelse”, og når hun én gang er begyndt at længes efter at være anerkendt som den, hun er, som et frit menneske, der selv har godtaget sin skæbne og sin væremåde, og ikke som én, der tvinges ind under et system, der ikke tager hensyn til hendes særheder og specialiteter, så føler hun, at hun vil miste sig selv ved at underkaste sig. Utvivlsomt vinder hun, om ikke hele verden, så i hvert fald sine medmuslimers bifald, hvis hun underkaster sig, men er en sådan underkastelse det værd, hvis hun mister sig selv?

Hun har i hvert fald med sin bog og med sine udtalelser i takketalen valgt side til fordel for kristendommen.

Ja, har hun nu det?

Jeg kan da godt selv komme i tvivl om, hvorvidt det var kristendommen eller blot den romantiske kærlighedsforståelse, der for mange år siden fik mig og min forlovede til at finde hinanden. Dengang spekulerede jeg vel ikke så meget på det, men det stod mig i hvert fald klart, at var en gensidig kærlighedserklæring faldet, så var dette et ”point of no return” – nå nej, vi var jo ikke inficeret med det engelske dengang – men i hvert fald: det var fra min forlovedes side en given-sig-hen til mig for livet, en enorm tillidserklæring, som jeg hverken forstod eller fattede, men som jeg dog gav mig hen til helt og fuldt.

Romantik eller ej, der var jo også noget med at blive anerkendt helt ind til roden af sig selv, at få sine særheder accepteret. Vel var der nogle mands- og kvindemodeller at vokse op til og rette sig ind efter, men de var dog ikke mere faste, end at de skulle udfyldes af netop os to, med vore egenskaber og forestillinger. Hvordan ville forholdet mellem os udvikle sig? Vi anede det ikke, men vi var indstillet på at gøre alt for at få det til at lykkes. Og alt det på baggrund af den tillidserklæring, det hele var begyndt med.

En sådan tillidserklæring, hvis virkning jo ikke blev mindre af, at vi faktisk levede op til den ved at beslutte at få et barn, er stadig almindelig i vor vestlige verden. Men vil den fremkomme ved et arrangeret ægteskab? Kan den erstattes af en ydmyg lydighed mod forældrenes valg? Ja, mere end det: Kan den leve, hvor den naturlige betagethed, den selvfølgelige omgang med det andet køn, de mange forsøg på at finde ud af, hvordan det andet køn tænker, hvor alt sådant er sat på pause, for ikke at sige: ganske udelukket?

På sin vis har muslimerne det nemmere end os. De har nogen til at bestemme for sig, og det kan godt give ro i sindet. Den uro, den uvished, den tvivl om, hvorvidt hun nu også er forelsket i mig, som jeg i hende, er de jo helt fri for. De får så at sige pigen serveret på et sølvfad, parat til frisk afbenyttelse.

Javist, men også uden den tillidserklæring, der bærer mig ind i mit nye liv. Også uden det samtykke fra begge parter, som vi i Vesten betragter som ægteskabets uafviselige grund.

Det samtykke, den tillidserklæring, den kærlighed er det, Sara Omar ikke vil leve foruden; om hun så vandt sig hele verden. Og vel er det Jesu ord, der kan medformulere hendes klage, hendes råb, men råbet er dog almenmenneskeligt, klagen er dog ægte human. For mennesket har jo med sproget fået mulighed for at se på sig selv udefra, mennesket har jo, som Dennett forklarer det andetsteds, fået mulighed for at tale med sig selv, dvs., fået mulighed for at lade alle ordene i kulturen løbe igennem sig, give dem tilslutning eller afvisning, mennesket har altså fået mulighed for at blive et selv. Blot skal det have frihed, for at denne mulighed kan virkeliggøres. Og får det ikke af ”de andre” denne mulighed, så må de som Sara Omar tage den selv.

Allah, eller de hellige ord, vil ikke kunne redde de voldelige mænd”, siger hun.

Og man forstår nok, hvor vanskeligt det må være for hende at løsrive sig fra den islam, som jo også hendes morfar og mormor befinder sig i. Men er der anden vej end løsrivelse? For af skildringerne i hendes roman fremgår det jo, at disse to mennesker ikke befinder sig i islam som fisk i vandet, men som mennesker, der hele tiden skal passe på, hvad de siger og gør, og aldrig kan tillade sig den luksus blot at være sig selv.

Tiden vil vise, hvad det ender med.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget , | Skriv en kommentar

Ulige modstandere

I gamle dage var der orden på tingene. I det mindste vidste man nogenlunde, hvor man havde hinanden. Der var i de fleste provinsbyer to eller tre slags aviser, en Venstre-avis, en konservativ avis, og så Socialdemokraten. Og de kunne skælde hinanden grundigt ud, de kunne bruge sprogets værste gloser for at karakterisere deres modstandere, men i det mindste vidste man, hvor man havde dem. De havde hver deres ideologi, og den talte og skrev de ud fra, og i byens debat tørnede så de forskellige synspunkter sammen, og man blev klar over, hvordan den ene så ud fra den andens synsvinkel, hvilke argumenter man havde overfor sine modstandere, for om ikke før, så mødtes man jo på tinge, hvor man måtte krydse klinger – altså ”ordklinger” – med sine modstandere, lade argument møde modargument, om mon ikke det bedste argument kunne vinde.

Men i dag? Ja, i dag er modsætningerne anderledes. I dag er der ikke tale om forskellige ideologier, der står op imod hinanden, i dag er vi i den ulykkelige situation, at en næsten enig elite står overfor en forvirret og delvis uvidende folkemasse. Det kunne endda være, hvad det være vil, værre er, at eliten har begivet sig ind i et stort bedrag og forsøger med falske udsagn at få den træge folkemasse til at følge sig i bedraget.

Da det er eliten, der styrer sproget og har definitionsmagten, må man nok begynde med at undersøge nogle af de ord, man bruger til dette ædle formål.

Der er nu først ordet ”globalisme”. Det er så tilpas udflydende, at man kan lægge næsten alt ind i det. Men i elitens sprogbrug benyttes det til at blande to fænomener sammen. Tidligere havde man det gode gamle udtryk ”frihandel”. Det har man nu erstattet med ordet ”globalisme”. Og hvis man nu siger, at det da kan være det samme, så lader man sig narre af eliten. For mens ”frihandel” hele tiden har betydet ”åbne grænser for varer”, betyder ”globalisme” derudover ”åbne grænser for personer”.

Det begyndte med, at man i slutningen af halvtredserne skabte et stort europæisk frihandelsområde, omfattende både EF og EFTA. Det blev en enorm succes. Det skabte en forøgelse i produktiviteten, der fik arbejdsløsheden ned på næsten nul procent, og gav os råd til her i Danmark bl.a. at rationalisere landbruget. Som det hed i en ”Svikmøllen” fra den tid: ”det forlyder, at mange landmænd er gået fra deres gårde; det er dog kun delvis sandt, da de alle har bil”. Sandt nok! Der var godt lønnet arbejde at få i byerne, hvorfor så sidde og hakke i det på et altfor lille landbrug?

Men EF ville noget mere. Man ville have et ”Europas forenede Stater” som en kopi af ”Amerikas forenede Stater”, USA. Derfor var det ikke nok med frihandel. Derfor indførte man åbne grænser, ikke blot for varer, men også for kapital, for tjenesteydelser og altså også for personer. Og denne cocktail kaldte man ”det indre marked”, selv om man for at få markedet til at fungére, egentlig ikke havde behøvet at få åbne grænser for personer; man kunne, som påvist andetsteds på denne blog, have nøjedes med at lade de forskellige landes valutaer flyde i forhold til hinanden. Så ville landene, som tiden gik, være vokset sammen, fremfor som nu at skulle tvinges sammen.

Men altså: en lille smule snyd! Men nok til at få briterne til at stemme ”leave” ved deres brexit-afstemning.

Men mere snyd kom til. Da der kom flere og flere ”flygtninge”, og da eliten ikke kunne bestemme sig til at sætte hårdt imod hårdt overfor disse ”stakler”, fordi man gerne ville være ”gode mennesker”, når det blot kunne ske på de fattiges bekostning, dem, der skulle bo sammen med disse tilflyttede fremmede, opfandt eliten blot nogle nye begreber (man burde vist sige ”snydebegreber”) til at mestre den nye situation. Nu blev ”multikulturalisme” et plusord, som man – og det ville jo især sige de fattige – skulle lære at bruge, for det måtte da være godt, at man var åben også overfor fremmede kulturer, og da dette ord ikke mere slog til, opfandt man ordet ”globalisme”: alle mennesker er mennesker, først og fremmest, og skal modtages som mennesker; den kultur, de måtte ankomme til vore lande med, skal naturligvis anerkendes som ligeværdig med den, landene har i forvejen. Åben overfor verden, det var, hvad man måtte være, hvis man ville være et ordentligt menneske.

Og de, der ikke på samme måde som eliten gik ind for ”globalisme”, opfandt man også en betegnelse for. De blev kaldt ”populister”, og de partier rundt omkring i Europa, der opstod for at tage vare på de menneskers problemer, der i det daglige skulle leve med de fremmedes anderledes kultur, betegnede man som ”højreorienterede”, ”populistiske”, begge dele yderst nedladende betegnelser, der skulle antyde, at der ikke var gehalt i deres ideologier, og at man, hvis man ikke passede på, ville ende som Tyskland i trediverne, med nazilignende bevægelser i gaderne og forfølgelse af anderledes tænkende.

De skrækscenarier, man på den måde kunne fremmane, gav eliten god samvittighed i dens sprogbrug, både i dens fremhævelse af det positive ved ”globalismen” og i dens afsky for ”populismen”. Og man opdagede ikke selv de mange kendsgerninger, som man ”glemte” at tage i betragtning: at de flygtninge, der viste sig på Europas dørtrin, var de rigeste flygtninge, som havde råd til at betale menneskesmuglerne, at menneskesmuglerne misbrugte havretsreglerne, at langt størsteparten af flygtningene ikke var ægte flygtninge, men kun migranter, der søgte en bedre tilværelse i Europa, at man ved at vedblive med at modtage migranter til undersøgelse for asylbehov gav tusindvis af mennesker i Mellemøsten og Afrika et stærkt incitament til at forsøge at komme til Europa, osv., osv.

Alt dette skulle den årvågne presse have oplyst Europas politikere og os andre om. Men pressen var selv offer for dette omfattende bedrag, så den overså disse kendsgerninger.

At det hænger sådan sammen, har man kunnet se på de reportager, som DR og TV2 har bragt fra det ungarske valg.

Det irriterer mig noget at skulle sidde og se på disse stationers reportager fra dette valg og hele tiden være nødt til at ”trække det halve fra”, hele tiden skulle sidde og gøre sig selv opmærksom på, at det og det ikke bliver sagt, at det og det nævnes i forkert sammenhæng, osv.

Jeg holder både Information og Kristeligt Dagblad. Det er ikke, fordi jeg er særlig stor tilhænger af det syn på verden, der præger Information, men af og til kan man være heldig og træffe en artikel, der rammer plet. Og jeg har også hele tiden syntes, at man burde læse lidt hos ens ideologiske modstandere. Og det er helt i orden. For disse to blade lægger ikke skjul på deres overordnede syn på tilværelsen.

Men jeg holder jo også DR’s Tv-avis kl. 18.30 og TV2’s Nyhederne kl. 19.00. Og de foregiver begge at være neutrale iagttagere, men er det bare ikke. De er begge ”smittet” med elitens betragtninger og bruger ordene ”globalisering” og ”populisme” på samme måde som den europæiske elite. Og så skal man sidde og høre på, at reporteren undrer sig over, at Orban har brugt så megen tid på at angribe muslimer, for, som man siger, der er jo næsten ingen muslimer i landet. At Orban og ungarerne blot udviser ”rettidig omhu” ved at nægte at modtage en EU-bestemt kvote migranter, det falder dem ikke ind. Men er det så svært at forstå? Ungarerne har set, hvilke enorme problemer disse muslimer har skabt i de vesteuropæiske lande, disse problemer ønsker de ikke at importere, derfor vil de selv og ikke EU-kommissionen bestemme, hvem der skal komme ind i landet.

Man nåede oven i købet også i farten at fortælle om det hegn, ungarerne opførte mod Serbien under de hektiske migrantdage i 2015. Men man ”glemte” selvfølgelig at fortælle, at denne grænse er EU’s ydergrænse, og at den derfor – efter EU-elitens egne ord – skal bevogtes. Ungarn udførte derfor blot sin EU-pligt ved at opføre dette hegn. Men nej, sådan måtte det ikke hedde dengang, og sådan må det ikke hedde sig i dag. For når EU ikke kan eller vil bevogte grænsen i Middelhavet, så er det et eksempel på EU’s magtesløshed, når et enkelt land, altså i dette tilfælde Ungarn, tager sagen i egen hånd og opfører et hegn. Og denne magtesløshed må endelig ikke udstilles eller omtales på nogen måde. Så hellere skælde Ungarn ud for at have opført et hegn mod migranterne.

Men netop i dag bringer så Berlingske to artikler om det ungarske valg, som kan understrege min pointe.

Man bringer en artikel af forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann, se her. Og igen sidder man og må sige, at der jo da sådan set er meget rigtigt i denne artikel. Og så alligevel! Man skal hele tiden være på vagt for ikke at lade sig rykke med ind i bedraget. Lad mig nøjes med at pege på, hvordan Ellemann blander ungarernes forhold til jøder og til muslimer sammen! Derved får han antydet – og fidusen er, at det kun antydes, så anklagen mod Orban kommer til at hænge frit i luften – at ungarerne er fremmedfjendske, måske endda antisemitiske. Og for at understrege det sidste, ser vi et billede af et mindesmærke ved Donaus bredder, som skal minde ungarerne om deres fortid: en række jøder blev af det ungarske fascistiske pilekorsparti bundet sammen og kastet i Donau; kun skoene blev tilbage, og dem har man så lavet et mindesmærke ud fra. Det bruger Ellemann til at fortælle om ”Det antisemitiske spøgelse”, som om antisemitismen fortsat hærger i Ungarn. Den tænksomme læser vil jo nok mene, at har man frembragt et sådant mindesmærke, så er det dog vist så som så med antisemitismen.

Nej, bestemt ikke, vil Ellemann sige, se bare, hvordan man bruger den ungarske rigmand, George Soros, som skræmmebillede!

På valgplakater med klart antisemitiske toner fremstilles Soros som en international pengemand, der vil ødelægge det ungarske samfund, som han i sin tid flygtede fra, ved at lokke indvandrere til, især muslimske indvandrere.

Han ses på valgplakater i færd med at klippe hul i det hegn, ungarerne har opført, og opfordringen til vælgerne lyder overfor den smilende Soros’ ansigt: Lad ham ikke få det sidste grin!

Det kan altsammen være rigtigt nok. Og det er også sandt, at nok de fleste ungarere véd, at Soros er af jødisk afstamning. Men man bliver altså ikke antisemit ved at vende sig imod nogle af de ting, som Soros foretager sig. Fordi han er jøde, skal han ikke skånes for kritik. Og da nu Soros har ord for med sin mægtige formue at blande sig i politik både her og dèr, og ikke mindst blande sig i Ungarns forhold til migration, er der vel ikke noget at sige til, at Orban forsøger at holde hans penge ude af Ungarn, og i hvert fald åbenlyst at fortælle om, hvad Soros er ude på.

Ellemann citerer så en tale, som Viktor Orban holdt, hvori han beskrev fjenden, som ungarerne kæmper mod, som en snu og uærlig fjende, en fjende, som ikke arbejder, men spekulerer med andres penge. Og Ellemann skriver så:

Den tone har vi hørt før. Og hvis man vil mindes om, hvad den førte til, kan jeg anbefale et besøg ved et gribende monument på kajen foran den majestætiske parlamentsbygning i Budapest.

Og så omtaler han mindesmærket ved Donaus bred.

Ærlig talt, jeg troede, vi omsider kunne blive fri for at høre denne sammenligning mellem vor behandling af nutidens muslimer med nazisternes behandling af jøderne. Behøver jeg at nævne, at Ellemann ikke overhovedet omtaler nogle af de vanskeligheder med de muslimske indvandrere, vi har her i Vesten, og derfor heller ikke på nogen måde tager stilling til de argumenter, som Orban og compagni selv fremfører for deres afvisning af at modtage nogen EU’sk migrantkvote?

Det er det, der gør vores debat højst ulige. Eliten, der sidder på medierne, tager kun ugerne modpartens argumenter op, betegner dem som ”populistiske” ind ad en kant, som om de er så underlødige, at man ikke behøver imødegå dem.

Heldigvis lader den danske presse også andre synspunkter komme frem, f.eks. dette blogindlæg af Kasper Støvring. Hos ham hedder ”populismen” ikke populisme, men nationalkonservatisme. Og det, som eliten med frygt i stemmen taler om som populismens uforståelige fremmarch, ser han som nationalkonservatismens forståelige reaktion på elitens ubremselige indvandringsdille. Han slutter med at sige:

Man kan være sikker på, at nationalkonservatismen er kommet for at blive, ikke blot i Østeuropa, men også i Vesteuropa. Ungarn har vist vejen.

Og det er jo en lidt anden snak end Ellemanns.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , , , | 3 kommentarer

Retsstat

Det bliver meget lidt nyt, jeg i dette indlæg kan sige om ubådssagen. Det, jeg vil prøve at sige noget om, er måden, en retsstat fungérer på. For det forekommer mig, at man med de store anstrengelser og mange ressourcer, man sætter af til at få opklaret sagen, fortæller Kim Walls pårørende (og os andre), at hun ikke var et nul, som man er ligeglad med, men et menneske, hvis skæbne man bekymrer sig om. Og ”man”, det er her hele det danske samfund, med politimyndigheden som den ordførende instans, og det, der viser bekymringen, er blandt andet den selvfølgelighed, hvormed man gennemfører sine tiltag, næsten uanset omkostninger.

Men retsstaten viser også sin styrke derved, at den lægger vægt på, at også personer, der falder udenfor normaliteten, skal kunne være her. Og Peter Madsen, den anklagede i ubådssagen, falder på mange måder udenfor normaliteten.

Man gør altså på den ene side meget for at gennemhulle de skiftende forklaringer, Peter Madsen er kommet med, men man fastholder på den anden side, at det forhold, at han lyver det bedste, han har lært – psykolograpporten siger vist, at han er en lystløgner – ikke i sig selv skal kunne dømme ham. Eller man siger, at hans skiftende forklaringer gør ham utroværdig, men de gør ham ikke til en morder. Der må andet og mere til.

Hvis man nu – som en slags tankeeksperiment, for jeg kan som alle andre ikke få mig selv til at tro på sandheden i det – prøver at forestille sig, at hans sidste forklaring er sand, den med, at han var kravlet op af ubåden, mens Kim Wall var dernede, lemmen lukkede til, der skabtes undertryk i ubåden, så han ikke kunne få lemmen op, der dannedes CO og CO2 i ubåden, og da han endelig kunne få lemmen op, så han Kim Wall ligge død på gulvet i ubåden … hvis man forestiller sig dette scenarium, så rejser der sig nogle spørgsmål:

1) Hvis han, som han fortæller om det, med det samme lemmen kunne fås op, gik ned til Kim Wall, hvordan undgik han så de giftige gasser?

2) Han siger, han kunne konstatere, at hun var død. Men enhver anden ville dog vide, at det ved den slags ulykker meget ofte er muligt at vække den pågældende tillive igen, og at det derfor drejer sig om så hurtigt som muligt at få vedkommende under kyndig lægebehandling. Og enhver anden ville derfor have tilkaldt hjælp. Det kunne han have gjort med sin mobiltelefon, for den havde han med (han smed den senere i vandet sammen med Kim Walls mobiltelefon).

3) En del af hans forklaring indebærer, at han har glemt noget, glemt at instruere Kim Wall om, hvad hun skal gøre, hvis der skabes undertryk, og glemt at tage hensyn til en fejl i udstødningssystemet. Den del af forklaringen tildeler ham selv skylden for Kim Walls død, det vil sige, han er som minimum skyldig i uagtsomt manddrab. Det er måske forståeligt, at anklagemyndigheden ikke subsidiært vil anklage ham for det, for derved ville man lade ane, at man ikke rigtig troede på hovedanklagen for overlagt mord, men man kunne forvente, at forsvareren ville udtale sig i den retning. Dog, det har man ikke hørt noget om.

Så er der Peter Madsens mange forklaringer på, hvad der skete i ubåden efterfølgende. De er kommet slag i slag, efterhånden som politiet har skudt dem ned, den ene efter den anden. Men læg mærke til det – og det er noget af det, der er hovedsagen for mig i dette indlæg – det har kostet ikke så lidt for det offentlige på den måde at vride hans forklaringer af led.

Nå ja, den første forklaring, han kom med, den med, at han havde sat Kim Wall af på Refshaleøen, den var det nu forholdsvis billigt for politiet at tilbagevise. Det var nok at undersøge den video-overvågning, der fandtes på Refshaleøen. Da man dèr ikke kunne se nogen Kim Wall, der sprang i land, og fortalte Peter Madsen det, trak han den forklaring tilbage, men som jeg husker det, sagde han ikke noget om, hvorfor han oprindelig var kommet med en sådan falsk forklaring. Nu ændrede han forklaring: der var sket en ulykke, hvorved Kim Wall var død; han havde så senere givet hende en begravelse til søs. Men han havde på det tidspunkt ikke selv nævnt noget om, at det var vanskeligt at få den døde kvinde ud af ubåden, og de følelser hos sig selv, som han redegjorde for, gik mest på, hvordan han overvejede at ”gå ned sammen med ubåden”, og hvordan Raket-Madsen nu var død, nu var kun Peter Madsen tilbage.

Dette, at ubåden gik ned, var muligvis noget, Peter Madsen selv arrangerede. Anklagemyndigheden har ikke gjort noget ud af at bevise, at det var Madsen, der sænkede den, ikke ubåden, der sank af sig selv. Og Peter Madsen har ikke siden berørt emnet.

Nu var forklaringen den, at Kim Wall havde fået en luge i hovedet, og at det var det, hun var død af. Om det var det, der fik politiet til at hæve ubåden, er vel uvist, men det, at man gjorde det, viser retsstaten fra sin bedste side. Vi kan ikke, når vi skal finde ud af, hvad der er sket med Kim Wall, nøjes med et enkelt vidneudsagn, slet ikke, når dette vidne har handlet så unormalt som Peter Madsen og undladt at involvere nogen øvrighed overhovedet. Så omend det har kostet det offentlige ikke så lidt, ubåden skulle op til undersøgelse, og undersøgt blev den, uden at det dog ad den vej blev klart, om forklaringen med en luge i hovedet holdt vand.

Som man måske husker det, førte fundet af Kim Walls torso til, at Peter Madsen tilstod at have ”begravet Kim Wall til søs”, men i første omgang nægtede at have skamféret liget. Det fik anklageren til at foreslå, at der nok havde ligget en russisk ubåd parat til at opsnappe liget og dele det i torso, ben, arme og hoved. Man kan muligvis mene, at det var for kynisk af anklageren at bruge en sådan spøg, men i betragtning af, at bemærkningen på udmærket vis udstiller, hvor langt fra virkeligheden Peter Madsen befandt sig, finder jeg den nu helt ok. Og det var måske blandt andet den bemærkning, der fik Peter Madsen til at indse, at den løgn var for tyk. Han tilstod i hvert fald senere, at det var ham, der havde sønderdelt liget. Nu forklarede han så denne besynderlige handling med, at det var ham umuligt at få liget op af ubåden på normal vis. Hvilket afstedkom en bemærkning fra anklageren om, at det måske er forståeligt, at han måtte save arme og ben af for at kunne få liget op, men ikke, at han måtte save hovedet af.

Men selv om man således skulle synes, at det da måtte stå soleklart for enhver i betragtning af den måde, han havde reageret på, og i betragtning af de løgne, han var fremkommet med, at Peter Madsen havde myrdet Kim Wall, så blev politiet ved med at søge. Et besværligt og omkostningstungt arbejde. Men da man fandt Kim Walls hoved og kunne se, at der ikke var nogen fraktur på det efter en luge, der var faldet ned på hende, så måtte Peter Madsen til igen at ændre forklaring. Og så fremkom omsider den forklaring, der indtil nu er hans sidste: at Kim Wall var død af forgiftning i ubåden.

Som sagt: Jeg synes, man må have stor respekt for en retsstat, der ikke lader fem og syv være lige, når der er sket et mord, men sætter store ressourcer ind for at finde og retsforfølge forbryderen. Og bevares, jeg synes, at det, der koster penge: bjærgning af ubåden, eftersøgning af ligdele, er værd at glæde sig over, men en politimand vil nok mene, at alt det øvrige, der er foretaget, er lige så væsentligt, omend måske ikke lige så omkostningsfuldt: indsamling af data fra Peter Madsens computer og fra hans mobiltelefon, så meget nu selskabet kan oplyse, når den ikke er fundet, fremskaffelse af vidner angående Peter Madsens karaktér, hans kvindebekendtskaber, hans væremåde, hans mange ret besynderlige udtalelser, m.m. For derigennem respekterer man, at en anklaget har ret til at lyve, omend retten jo ikke har pligt til at tro ham.

De to ting er altså værd at glæde sig over: Viljen til at finde frem til sandheden om, hvad der er sket; man svigter ikke sine borgere. Og bestræbelserne for ikke at måtte nøjes med indicier i bevisførelsen, men så vidt muligt have klare og overbevisende argumenter; selv om man indrømmer den anklagede ret til at lyve.

Men skulle nu Peter Madsen blive dømt, var det så ikke en idé, som jeg omtalte i mit forrige indlæg om ham, se her, om man overvejede, om det mon ikke skulle være muligt at forbyde de videoer om henrettelser og tortureringer, som åbenbart findes på nettet!

Udgivet i Etik, Samfundsforhold | Tagget | Skriv en kommentar

Teologi og religionssociologi

I Tyskland har der været en del debat om, hvorvidt islam hører hjemme i Tyskland. Det har især påkaldt opmærksomhed, at den nye indenrigsminister, formanden for det bayriske CSU, Horst Seehofer, hævder, at islam ikke hører hjemme i Tyskland, mens hans forbundskansler, Angela Merkel, påstår det modsatte.

I den anledning har der været en artikel i Die Welt af Ruud Koopmans, der er en kendt og respekteret religionssociolog. Den gengives her i Den korte Avis og heri skrives bl.a., at der er kommet et indspark fra en kendt forsker:

Han hedder Ruud Koopmans, og han er blandt andet manden bag en stor undersøgelse af fundamentalistiske holdninger blandt muslimer i Europa.

Koopman blander sig ikke i den politiske debat om Seehofers udtalelser.

Han ser derimod på, hvordan islam fungerer i det virkelige liv. Hvilke holdninger præger rent faktisk muslimer, muslimske autoriteter og muslimske samfund?

Hans konklusion er, at den faktiske islam ligger meget langt fra den vestlige verdens værdier.

Det er noget, Den korte Avis har fra Die Welt, og jeg ville gerne have læst Die Welts artikel, men den er bag betalingsmur, så jeg har måttet gå en anden vej. For jeg vil godt vide lidt om, i hvor høj grad sociologer kan understøtte de kendsgerninger, vi andre – det vil bl.a. sige vi teologer – finder nærmest selvindlysende. Vi teologer fremføres jo aldrig med nogen videnskabelig aura, men det gør sociologer raskvæk, også af Ralf Pittelkow i Den korte Avis. Er der så mere gehalt i sociologernes påstande end i vores?

En slags svar giver en artikel fra 2014 om religiøs fundamentalisme, som Koopmans har udarbejdet, se her. Om det er den artikel, han henviser til, er uvist. Men artiklen er alligevel god at få forstand af, hvis man vil undersøge lidt om forskellen på teologiske og sociologiske påstande.

Det træffer sig nemlig så heldigt, at artiklen nævner en definition på fundamentalisme, som den kalder teologisk, en definition, som ikke er fremsat af nogen teolog, men af den kendte islamforsker Bernard Lewis. Han mener, at islam grundlæggende er fundamentalistisk. For, forklarer han, mens det indenfor kristendommen kun er nogle teologer, der bogstaveligt fastholder bibelens guddommelige oprindelse og fejlfrihed, og ganske mange vil give adgang for et mere kritisk, historisk syn på bibelen, er der indenfor islam endnu ikke noget tilsvarende liberalt og moderne syn på koranen, og alle muslimer er i deres syn på koranen i princippet fundamentalister.

I modsætning til en sådan debat, der i sidste ende er teologisk, vil Koopmans gå til spørgsmålet på empirisk måde, siger han. Og det lyder jo meget tilforladeligt, bortset fra, at det let kommer til at lyde, som om hans fremgangsmåde, fordi den er empirisk, er mere troværdig. Men er den det?

I hvert fald må man sige, at den teologiske nisse, som han således får jaget ud af fordøren, uden at han opdager det, smutter ind ad bagdøren. For når han skal til at finde ud af, hvilke spørgsmål han vil stille til de mange respondenter, han får fat på, kommer han, hvad enten han vil eller ej, til at beskæftige sig med teologi.

Blandt andet opstiller han tre indbyrdes afhængige holdninger, som respondenterne skal have, for at man kan kalde dem fundamentalister:

1) at de troende burde vende tilbage til evige og uforanderlige regler, som blev givet i fortiden.

2) at disse regler kun tillader én fortolkning, som er bindende for alle troende.

3) at religiøse regler skal have forrang fremfor sekulære love.

Koopmans vil undersøge fundamentalismen hos både kristne og muslimer, men ser man på de her formulerede holdninger, ser det ud, som om de udelukkende skal gælde muslimer. I hvert fald udelukker de så ganske noget, der er karakteristisk for mange af de europæiske kristne, som man traditionelt kan kalde fundamentalister, f.eks. den hjemlige Indre Mission: man tager overhovedet ikke højde for den store rolle, som omvendelsen eller omvendelsesoplevelsen spiller i disse miljøer. Og derfor overser man fuldstændig, at de regler, der notorisk både findes og håndhæves i disse miljøer, ikke behøver at bunde i nogen bibelsk forordning. Forbud mod kortspil og alkohol, som er (eller var) udbredt indenfor Indre Mission, har ikke noget bibelsk forlæg. Men det har man altså set stort på.

Nuvel, der kan måske godt komme noget fornuftigt ud af en sådan undersøgelse, selv om den således er lidt teologisk misvisende.

Man har fundet en masse respondenter i mange forskellige lande og stillet dem spørgsmål svarende til de tre ovenstående holdninger:

1) Kristne (muslimer) bør vende tilbage til kristendommens (islams) rødder.

2) Der er kun én fortolkning af bibelen (koranen) og enhver kristen (muslim) må holde sig til den.

3) Bibelens (koranens) regler betyder mere for mig end landets love.

De kristnes ja-svar fordeler sig således: 1: 20%, 2: 15%, 3: 12%. Muslimernes (1. generation) således: 1: 60%, 2: 75%, 3: 65%.

Og så er det vel i en vis forstand rigtigt nok, når Koopmans ifølge Den korte Avis konkluderer, at den faktiske islam ligger langt fra de vestlige værdier. Men også kun ”i en vis forstand”.

Dog, der er mere at hente i undersøgelsen.

For man må nok sige, at den tredje del af undersøgelsen, hvor respondenterne skulle svare på deres eventuelle fjendskab mod udenforstående, er mere sigende.

Her skulle man svare enig eller uenig til følgende spørgsmål:

1) Jeg ønsker ikke at have homoseksuelle til venner.

2) Man kan ikke stole på jøder.

3) Vestlige lande er ude på at ødelægge islam (Islam er ude på at ødelægge kristendommen).

Her er følgende procentsatser af kristne enige: 1: 11%, 2: 9%, 3: 23%. Og af muslimerne: 1: 57%, 2: 45%, 3: 54%.

Sjovt nok er Koopmans i første omgang kun interesseret i muslimernes svar i forhold til de kristnes svar. Han synes at undre sig lidt over en antisemitisme på hele 11% blandt de kristne, men lægger mest vægt på de meget højere tal hos muslimerne. Først langt senere gør han opmærksom på det forhold, at hele 23% af de kristne mener, at muslimer er ude på at ødelægge kristendommen (eller den vestlige kultur).

Det tal er dog ellers det tal, der er mest interessant i hele undersøgelsen. Jeg mener: her er vi vesterlændinge igennem årtier blevet tudet ørerne fulde af multikulturalismens velsignelser, her har vore ledere, ja hele den folkelige elite formanet os til at tage godt imod de fremmede, her er disse fremmede, altså muslimerne, gennem mange år blevet afbildet som almindelige fredelige mennesker, der kun var ude på at leve som vi andre, her er alle deres udskejelser gang på gang blevet bortforklaret som noget, der var vores, værtslandenes, skyld. Og minsandten, på trods af alle disse fromme formaninger, så har de gerninger, som almindelige mennesker har kunnet se, den utaknemlighed, muslimerne udviser, den ghettodannelse, der har fundet sted, gjort sin virkning: hele 23% af den kristne befolkning tror, at muslimerne er ude på at ødelægge de vestlige værdier.

Det er bemærkelsesværdigt, men det bemærkes næsten ikke af Koopmans.

Der er mange flere ting, der kunne tages frem fra denne undersøgelse, men lad dette være nok.

Spørgsmålet var, hvordan disse to videnskaber, teologien og religionssociologien, forholder sig til hinanden. Og her er svaret måske, at de er meget tættere knyttet sammen, end de selv vil være ved, i hvert fald tættere sammenknyttet, end religionssociologien vil være ved. Derfor skal man omgås religionssociologiens resultater med varsomhed. Men heldigvis har de fleste af os en teologisk forståelse siddende i os – eller skal vi nøjes med at sige: en almindelig snusfornuftig forståelse – så vi ikke sådan lader os narre.

Først skal vi måske lige huske at glæde os over, at religionssociologien er så meget videnskab, at den vover at skelne mellem ”dem” og ”os”, altså mellem kristne og muslimer. Det er jo ellers noget, der er strengt forbudt for mange af os andre. Jeg huske meget vel den uskrevne regel, der gjaldt for debattørerne på eftertanke.dk, at man, hvis man havde noget ufordelagtigt at sige om islam, med det samme skulle finde noget tilsvarende ufordelagtigt at sige om kristendommen. Og jeg mener også at have erfaret, at en del af de deltagende religionssociologer (eller religionshistorikere, som de vist kaldte sig) nærmest betragtede islam og kristendom som to alen ud af ét stykke.

Så jeg véd ikke, om Koopmans er speciel i den særegenhed, at han vover at foretage undersøgelser af både kristne og muslimer, og altså vover at skelne mellem dem, vover at betragte dem ikke blot som mennesker, men som mennesker, der har specialiseret sig i kristen og i muslimsk henseende.

Nå, der er måske lidt for outreret ligefrem at kalde en sådan erkendelse af forskellen mellem kristendom og islam for en teologisk erkendelse, og man må da også i samme åndedrag føje det til, som jeg allerede har nævnt, at Koopmans ikke synes at have betænkeligheder ved at spørge de kristne om kristne regler, som om kristne har guddommelige regler på samme måde, som muslimer har det.

Men ser man så på spørgsmålet til respondenterne om, hvorvidt religiøse regler skal have forrang fremfor statens love, bliver man klar over, at teologi ikke just er hans spidskompetence.

Umiddelbart lyder det, som om man stiller det samme spørgsmål til kristne og muslimer. Men spørgsmålet vil naturligvis blive opfattet vidt forskelligt af de to slags respondenter. For disse har jo hele deres religiøse baggrundsforståelse med og vil uvægerligt forstå spørgsmålet ud fra den, og da denne baggrundsforståelse er forskellig for muslimers og kristnes vedkommende, vil de forstå spørgsmålet på to vidt forskellige måder.

Hele 65% af muslimerne svarer, at religiøse regler har forrang fremfor landets love. Og vi véd alle – eller altså: vi, der ser på tilværelsen gennem mere end sociologiske undersøgelsers briller, véd alle – at dette er en potentiel fare for vore samfund. For det er jo en sådan overbevisning, der får muslimske selvmordsbombere til at forøve deres terror mod os. Problemet for vore efterretningstjenester består i at kunne skille de farlige individer ud fra de ufarlige i disse 65% .

Men ville nu vore efterretningstjenester ud fra resultaterne her: de 12% kristne, der har svaret ja til spørgsmålet, og altså mener, at kristne regler har forrang fremfor landets love, give sig til at undersøge kristne miljøer for at finde eventuelle selvmordsbombemænd, så véd vi alle – altså vi, der ikke er bundet til sociologien – at det vil være spildt ulejlighed. Og religionssociologerne véd det egentlig også selv. For deres undersøgelser foregår ikke i et tomrum, men netop i en sammenhæng, hvor de ad teologisk vej véd, at der er forskel på de to religioner. Så de véd lige så godt som vi andre, at vore lande ikke plages af kristne selvmordsbombemænd, men af muslimske ditto.

Denne teologiske forskel kan undersøges nærmere.

Først er der nu Apg 5,29, hvor Peter siger: ”Man bør adlyde Gud mere end mennesker”.

Dernæst er der Luthers skrift om lydighed mod øvrigheden. Denne lydighed begrænses, hvis øvrigheden vil befale at tro bestemte ting eller at aflevere bøger, specielt jo nogle af Luthers bøger, se her.

Og nævnes kan også Luthers forbud mod at følge en fyrste i en angrebskrig, se her.

Ingen af disse indskrænkninger af lydighedsforpligtelsen mod øvrigheden er farlige eller går ud over de menneskers liv og helbred, som øvrigheden er sat til at beskytte. Så at 12% af de kristne mener, at kristne regler står over landets love, er en ganske uskadelig ting. De kan have svaret ud fra ovennævnte teologiske anskuelser.

At derimod 65% af muslimerne mener, at islams regler står over landets love, har erfaringen afsløret som noget helt anderledes farligt. Og når man gør sig klart, hvilken grobund for terrorisme disse 65% kan udgøre, bliver den store procentdel et virkeligt farligt fænomen, som diverse efterretningstjenester da også har deres hyr med.

Til sidst vil jeg stille følgende spørgsmål: Er det sådan, at vi ikke rigtig tør stole på det, teologien siger, når den peger på en dyb forskel mellem kristendom og islam og først rigtig tør regne med det, når forskellen er bevidnet af religionssociologien?

Som man kan forstå af ovenstående forholder det sig ikke sådan, hvis det ”vi”, der er tale om, er almindelige mennesker eller almindelige efterretningstjenester. Men noget i den undersøgte analyse tyder på, at hvis det omtalte ”vi” tænkes at være religionssociologer, så kan de ikke tro på noget, før de har fået det bekræftet af sociologiske undersøgelser.

Én af de konklusioner, Koopmans drager i sin analyse, lyder således:

Fjendeligt holdninger imod andre grupper må ikke sidestilles med villighed til at gennemføre fysisk vold. Men kombinationen af en fundamentalistisk tro på en absolut sandhed og overbevisningen om sin egen sags retfærdighed, fjendtlighed og mistillid til andre grupper og en følelse trussel, baseret på en tro på, at andre er ude på at ødelægge ens egen gruppe, kan motivere en minoritet til at handle ud fra sådanne opfattelser.

Her ”glemmer” Koopmans fuldstændig at gøre opmærksom på, at dette gælder muslimske og ikke kristne minoriteter. Men hvis han i artiklen i Die Welt har givet udtryk for det, Den korte Avis refererer ham for, nemlig at ”den faktiske islam ligger meget langt fra den vestlige verdens værdier”, så er han enten i stand til som religionssociolog at flytte sig fra 2014 til 2018, og det er jo udmærket, eller også er han ikke blot religionssociolog, men også et almindeligt fornuftigt menneske, og det er jo også udmærket.

Men at sige, at han har flyttet sig, fordi han har indset nogle teologiske kendsgerninger om forskellen mellem kristendom og islam, kendsgerninger, som han endnu ikke har religionssociologisk belæg for, det vil han vist selv opfatte som en fornærmelse. Men derfor kan det godt være sandt.

Udgivet i Islam versus kristendom, Luther | Tagget , | Skriv en kommentar

Europæisk stolthed

Det er sjældent, man hører nogen være stolt over at være europæer: tysker, franskmand, englænder, dansker, osv. Vi er vant til ikke mindst fra mediernes side at få påført skylden for næsten alle onder i verden, vi hører det næsten ikke mere, vi tænker ikke over det, det er bare sådan, at ingen udtrykker stolthed over at være franskmand eller hvad det nu kan være. Når derfor endelig nogen siger noget i den retning, så lægger vi mærke til det, i hvert fald hvis vi hører til dem, der har savnet denne iboende stolthed over det folk, man tilhører.

Derfor lagde jeg mærke til det i gårsdagens reportage om skyderiet i Carcassonne og Tèbles i Sydfrankrig. Der var én, der udtrykte stolthed på Frankrigs vegne over én af de implicerede. Det foregik kun i forbifarten, det var ikke noget, man fra redaktionens side ville understrege, men den var der dog, og historien, der fremkaldte denne stolthed, blev også fortalt.

Om skyderiet beretter Hans Rustad her. En længere beretning findes på Telegraph’s hjemmeside her. Og historien er kort fortalt den, at en ellers nogenlunde fredelig muslim gik amok, bevæbnede sig og skød omkring sig i Carcassonne, hvorefter han kørte til Tèbles og dræbte folk i et supermarked. Han tog en kvinde som gidsel og forlangte at få løsladt Salah Abdeslam, én af gerningsmændene fra storangrebet i Paris den 13-11 15.

Men én af politiofficererne, Arnaud Beltrame, tilbød sig som gidsel i stedet for kvinden, og det blev modtaget. Det lykkedes ham at lade sin mobiltelefon stå åben, så man kunne følge med i det, der foregik. Men da terroristen kort efter genoptog skyderiet, greb aktionsstyrken ind og skød og dræbte ham. Desværre blev ved den lejlighed også Beltrame ramt, og skønt han hurtigt blev ført til hospitalet, døde han kort tid efter.

Derimod er der ingen af disse kilder, der fortæller, hvis kugle det var, der ramte Beltrame. Det vil måske komme frem senere. Men det rokker ikke ved det mod, Beltrame udviste ved at lade sig bytte ud med gidslet.

Og det var der altså én af de interview’ede, en kvinde, der udtrykte sin stolthed over. Jeg véd ikke bestemt, hvorfor hun kunne være stolt over noget sådant, men jeg vover et kvalificeret gæt.

De muslimske selvmordsbombere har efterhånden plaget os længe, og vi bliver ved med at føle afsky for deres handlinger. Vi føler, der er noget unfair ved den måde, de snyder sig ind på os på. Vi har efterhånden fundet ud af, at det for dem drejer sig om at slå så mange mennesker ihjel som muligt, enten så de selv bliver slået ihjel samtidig – hvis de er bombemænd – eller så de skyder så mange af os som muligt, inden de selv bliver skudt. I begge tilfælde er de tilsyneladende ligeglade med, at de selv lider døden samtidig med deres ugerning.

Og dette sidste, denne dødsforagt, får os til midt i vor foragt også at føle en lille smule beundring for dem. Den får os til at få en fornemmelse af, at de måske i moralsk henseende er os overlegne, fordi de formår at møde døden så koldblodigt, som tilfældet er. Vi hæger jo om livet, har en næsten sygelig trang til at leve for enhver pris, og har da også en tilsvarende lav forventning om et liv efter døden; den har videnskaben og den dertil svarende overbevisning om, at denne verden er den eneste, at al tale om Gud og himmel er nonsenstale, taget fra os, nej, hvad vi kan se, hvad vore hænder kan tage og føle på, det er til, andet ikke.

Og det er klart, med en sådan kærlighed til livet, for ikke at sige forelskelse i livet, det jordiske, dennesidige liv, har vi ikke lyst til at sætte livet på spil. Heller ikke, hvis vi kan redde andres liv ved det. Det lader vi helst de professionelle om. Det kan vi jo betale dem for – skønt, nej, det véd vi jo godt ved nærmere eftertanke, at man ikke kan betales for at sætte livet på spil. For når først døden er indtrådt, er al tale om betaling meningsløs. Så der må vel hos disse professionelle være en vis form for kaldsfølelse, en slags knægtelse af livskærligheden for et højere formåls skyld. Men vi spekulerer ikke så meget over det.

Eller ja, det gør vi måske, når vi ser på diverse muslimske terrorister. De har dette religiøse kald, de har denne overbevisning om, at man kan og må sætte livet til for et højere formåls skyld. Mens vi, nå ja, vi er små hverdagsmennesker, vi kan ikke stå mål med disse høje idealer, vi må nøjes med at glæde os over, at vi kan drikke vor kaffe i forholdsvis fred og voldsfrihed.

Og så dukker denne Arnaud Bertrame op og fylder os med noget, vi ikke har kendt til længe: med stolthed. Med glæde over vores kultur. Ja, måske endda med lyst til at takke Gud for netop et menneske som ham. Med en fornemmelse af, at netop han sætter tingene på plads. Eller rettere: en fornemmelse af, at Gud gennem netop ham sætter tingene på plads.

For hvem er den rette Gud? Er det islams Allah eller vores Gud, som vi bare kalder ”Gud”? Vi har vel haft en løs fornemmelse af, at Allah nok var mere virkningsfuld end Gud. Vi har jo næsten kunnet se, hvordan han sætter menneskesjæle i bevægelse, så de følger hans bud, også selv om det koster dem livet. Er det ikke stort? Er det ikke et stærkt bevis på, at der findes en åndelig verden, som vi vesterlændinge ikke har særlig megen del i? Falder vores Gud ikke uhjælpelig igennem i forhold til denne Allah?

Ja, det var vel, hvad vi kunne fristes til at tro.

Men se så, hvad der sker! Så viser det sig, at vores Gud er helt anderledes stærk i både moralsk og reel henseende. Så viser det sig, at vi vesterlændinge, hvor meget vi end måtte have at skamme os over, i hvert fald ikke behøver skamme os over vores religion. Eller over vores Gud for den sags skyld.

Han opvakte nemlig én til at udvise det samme mod som de muslimske terrorister. Og det et mod, der havde helt anderledes gode konsekvenser. Om denne ene var en troende katolik, om han gik ofte i kirke, om han bad til Gud hver dag, det spiller ingen rolle. Hovedkriteriet for, at Gud kunne bruge ham, var, at han var vesterlænding, opdraget til at stole på den sprogets eller argumentets omgangsform, vi har i vest.

Da jeg i sin tid skrev en lille bog, inspireret af begivenhederne den 11-9 2001, brugte jeg ordet fra Sl 2,4 ”Han, som troner i himlen, ler” til at redegøre for Guds ”arbejdsmetode”, se her. Dengang fremhævede jeg passagererne i det fjerde fly, det fly, hvori passagererne blev klar over, hvad flykaprernes hensigt var og derfor søgte at overmande dem. Selvfølgeligt, ligefremt, spontant handlede de, almindelige amerikanere var de, uden nogen forberedelse overhovedet på, at det kunne blive dem, der blev kaldt på, så de, hvilken gerning der var behov for, og så udførte de den. Derved reddede de mange amerikaneres liv.

I modsætning til dem står kaprerne med deres langvarige forberedelse til at møde døden (bortset fra de af dem, der først da de var ombord på flyet blev klar over, at der var tale om en selvmordsaktion, noget Osama bin Laden lo af på en video, se her), med deres vilje til at slå sig selv ihjel, bare det kan medføre døden for mange vesterlændinge, med deres ønske om og tro på at komme op i et paradis fuldt af underskønne jomfruer.

Nu, hvor det er nogenlunde det samme, der er tale om: en muslimsk terrorist, der vil bruge sin hårdt tilkæmpede dødsforagt til at slå andre ihjel med, overfor en kristen (eller vesterlænding), der ser det som sin opgave at redde menneskeliv, også om det koster noget, kan man bruge et tilsvarende udsagn fra bibelen, nemlig Matt 3,9: ”Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér”. Det er godt nok ord, der ”kun” er talt af Johannes Døber, men de afbilder ligefuldt Guds underfulde kræfter.

Og dem brugte han her. Arnaud Bertrame så, at han kunne lette situationen, måske endda tale terroristen bort fra sit forehavende, ved at tilbyde sig som gidsel i stedet for den kvinde, terroristen brugte som skjold. Situationen var der, der blev kaldt på en indsats af én, der måske kunne styre situationen, og så meldte han sig. Sådan opvakte Gud én til at prøve at redde menneskeliv, og han adlød kaldet, uanset risikoen.

Dengang, i 2001, håbede jeg, at amerikanerne ville bruge passagererne fra det fjerde fly til at håne muslimerne med, se her. ”Se, hvad vore borgere kan gøre, fuldstændig uden forberedelse, fuldstændig frivilligt, uden anden begrundelse end at de kan redde menneskeliv!”

Jeg skrev dengang, som om jeg talte til en far til én af kaprerne:

Det kan da godt være, at vi har snydt jer. I har måske troet, at vi ikke vidste, at vi alle skal dø. I har måske ment, at den megen psykologhjælp, når der sker en ulykke, var et svaghedstegn, og derudfra sluttet, at jeres standhaftighed er langt større end vores, at jeres religion giver helt anderledes ro i sindet, når døden er nær, end vores. I må da så kunne se, nå ja, måske ikke, at den Almægtige ler af jer, men så i hvert fald, at han giver nogle tilfældigt udvalgte iblandt os den samme ro i sindet.

Men hvilken forskel er der ikke på sindsroen hos den ene part og sindsroen hos den anden part?

Jeg vil egentlig nok tro, at I selv synes, at den ro, jeres unge har udvist med døden for øje, denne standhaftige, udholdende viden om sin egen død, er den sandt menneskelige holdning til døden. Også om jer i de muslimske broderskaber vil jeg egentlig godt tro, at I har et sådant livsideal og dermed et sådan ideal for, hvordan man skal forholde sig til sin egen død.

Og når jeg her kalder hele den holdning krampagtig, er det ikke for såre dig, du er jo, muslim eller ej, et menneske, der har mistet. Jeg ville for øvrigt heller aldrig have fundet på ordet ’krampagtig’, hvis ikke det var, fordi de unge amerikanere, som begivenhederne jo har stillet op til sammenligning, netop får jeres holdning til at se krampagtig ud.

I sammenligning med jeres holdning er jo deres holdning præget af selvfølgelighed, legende lethed, sikkerhed i bedømmelsen, pligtopfyldelse, vilje til at risikere noget.

Det gælder også denne heltegerning. Ikke blot er den gjort for at redde liv, hvor terroristens dødsforagt bruges til at slå liv ihjel med, den er også gjort med netop den selvfølgelighed, der kendetegner en sand kristen gerning.

Her ser vi da forskellen på vores Gud og deres Allah. Deres Allah kræver og belønner. Men hvad der skal gøres, behøver man ikke forstå, man skal blot gøre det. Vores Gud lægger det omvendt hen til os at forstå, forstå, hvad jeg, den enkelte, kunne tage og gøre, for at en situation kan lettes. I begge tilfælde indebærer gerningen, at man sætter livet på spil.

Eller sagt på anden måde: I og med den muslimske indvandring er ordet ”ære” blevet taget ud af mølposen. Det viser sig, at muslimer har et æresbegreb. De føler deres ære gået for nær, hvis ikke de kan have tjek på deres kvinder, hvordan de opfører sig, hvem de kommer sammen med, hvem de vil giftes med. Og ud fra det æresbegreb kan de vel ikke opfatte os vesterlændinge som andet end en æreløs flok individer. Og så viser det sig alligevel – vi havde næsten glemt det – at også vi har ære i livet, at vor måde at bruge begrebet ”ære” på går ud på, at det går vor ære for nær, hvis vi svigter, hvor vi kunne have grebet ind. Og når vi ser dette begreb udfoldet som hos Arnaud Bertrame, så gribes vi af en mærkelig stolthed: så er vi alligevel ikke æreløse, så kan vort æresbegreb så udmærket stå mål med det muslimske, ja, så overgår det med mange hestelængder det muslimske, for hvor dette centrerer sig om den enkelte, har vort æresbegreb fællesskabet som centrum.

Jo, der er noget at være stolt af. Vor europæiske tradition er ikke nul og nix overfor den muslimske tradition. Vi kan godt rette ryggen, når vi rækker hånden indbydende ud til vor muslimske landsmand: vil du være med i vort samfund? Det er ikke blot noget, vi gør for at neutralisere de muslimske bombemænd og blive fri for deres terror, det er også noget, vi gør, for at dele vor måde at være menneske på med disse muslimer, eller – sagt med andre ord – for at rive muslimen ud af den forblindelse og det løgnesvøb, han befinder sig i, en forblindelse, der hindrer ham i at være fuldt og helt menneske, et løgnesvøb, der bilder ham ind, at han som muslim har guddommelig forrang fremfor os.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget , | 1 kommentar

Dræberleges påvirkning

I mit forrige indlæg kom jeg til at revurdere min opfattelse af Anders Bering Breivik. Jeg havde hidtil regnet med, at det, der betød noget for Breivik, var det, han sagde betød noget for ham, nemlig den redning af Europa fra islam, som hans manifest handler om. Det var jeg ikke ene om. Den brug eller rettere misbrug af Breivik, man har foretaget i den norske politiske debat, går ud fra, at Breivik var påvirket af alle de andre, som ser islam som en trussel for Europa, og at disse ”højrekræfter” hvert øjeblik kan frembringe en ny Breivik.

Denne anvendelse af Breivik-fænomenet overser, som jeg påpegede, at der er en logisk brist i hans manifest: Det var ikke muligt for ham at finde internetsider, der anbefalede brugen af vold i denne kamp for Europas redning (for nu at bruge det stærkeste ord fra denne fløj). Og hans egen overdimensionerede voldsanvendelse savner enhver retfærdiggørelse, hvis man befinder sig på den fløj, der ser islam som en trussel mod Europas kultur, en fløj, som jeg mener at befinde mig på.

Men hans voldsanvendelse savner også retfærdiggørelse, selv hvis man accepterer – altså for argumentets skyld går med på den tankegang – at der findes en tempelridderorden i Europa. For det er ikke klart, og det kan ikke blive klart, hvilken gavn en sådan ridderorden kan have af, at der bliver slået en række unge mennesker ihjel. Formålet for en sådan ridderorden er at få europæerne overbevist om, at islam er en fare. Men fremfor at slå mennesker ihjel, som er udpeget som fjender, nemlig muslimer eller politikere, slår Breivik mennesker ihjel, som af ham selv er udpeget som uskyldige, der ikke skal slås ihjel.

Ikke blot er der altså en logisk brist, når han godkender anvendelse af vold, der er også en brist, når han anvender vold, som han gør: mod unge uskyldige mennesker.

Hvordan hænger det sammen?

Jeg vil her prøve at forstå ham på en anden måde, man kan næsten sige på en omvendt måde. I stedet for at gå ud fra, at det primære er påstanden om at kunne redde Europa fra den muslimske fare, vil jeg gå ud fra, at det primære er lysten til at slå ihjel. Så er altså den fantasiverden, han opbygger om tempelriddere, noget, han fantaserer sig frem til, fordi han på den måde kan få udløsning for sin dræberlyst.

Men hvor har han dog en sådan bestialsk lyst fra?

Den har han – dette er min nye påstand – fra World of Warcraft, det internetspil, som han gennem år brugte al sin vågne tid på at deltage i. Dette spil, vil jeg hævde, giver ham en følelse af magt. Det ”giver ham lov til” at slå andre mennesker ihjel, det ”giver ham lov til” at føle stolthed over de mange døde, der hober sig op, det gør det tilladt for ham at føle sig som beherskeren. Selvfølgelig véd han godt, at han kun er behersker i det fiktive spil, ikke i virkeligheden. Men spillet fremkalder hos ham, tror jeg, et ønske om også at være beherskeren i virkeligheden, om at kunne skyde og ramme virkelige mennesker, ikke blot skikkelser på en skærm.

Den tanke får en vis bekræftelse af den iagttagelse, nogen har gjort: Breivik lo eller smilede, når han fik ram på én af de unge, se her.

Det er en sær tanke, jeg indrømmer det blankt, men jeg har fået den ved at følge med i retssagen mod Peter Madsen, ubådskaptajnen, der er tiltalt for at have dræbt journalist Kim Wall i sin ubåd den 10. august 2017. Ét af anklagerens argumenter henter han fra nogle videoer, som lå på Peter Madsens computer, og fra nogle søgninger, Peter Madsen har foretaget kort inden det påståede drab. Disse videoer var for de tos vedkommende animationer, altså en slags tegnefilm, der viste mishandling af kvinder. Den tredje var, hævdes det, en ægte henrettelse af en kvinde, hendes hals blev skåret over af en person, der nærmede sig hende bagfra. Dog foreligger der ikke noget om, hvorvidt man har fundet og straffet den morder, der har gjort dette. Men videoen blev vist, ikke for alle tilhørerne i retslokaler, men for dommeren og domsmændene, plus naturligvis anklagede og hans forsvarer. De andre, inklusive diverse journalister, hørte kun lydene derfra, og, hævder de, det var fuldt ud tilstrækkeligt.

Hvis dette argument fra anklagerens side – der er mange andre, men dette er ét af mange – skal have nogen kraft i sig, er man nødt til at gå ud fra, at et menneske af den rette støbning – eller altså i dette tilfælde: den forkerte støbning – vil lade sig påvirke af at se sådanne videoer til at få den tanke: jeg må gøre det selv, jeg må også blive en sådan behersker over liv og død.

De to – Peter Madsen og Anders Breivik – er jo vidt forskellige. Men de er fælles om på internettet at have fundet materiale, som kan give mennesker af en bestemt støbning lyst til at dræbe. Jeg er ikke i stand til at gå denne specielle psyke igennem nøjere, men en psykiater ved navn Ulrik Frederik Malt fik under retssagen mod Breivik lov til at fremføre nogle tanker om Breiviks psyke, se her, og det omtalte jeg dengang således:

Hvad der imidlertid slog mig mest ved Malts vidneudsagn, var, at hans diagnose gav en forklaring på det mærkelige forhold, at Breivik helt alene kunne udvikle en teori om tempelriddere, en teori, som gav ham carte blanche til at foretage sin afskyelige gerning.

Nu udvider jeg så mine tanker fra dengang derhen, at hans sygdom ikke blot forklarede, at han kunne udvikle sin tempelridderteori helt alene, men også gav en antydning af, at spillet World of Warcraft kunne give ham lyst til at slå ihjel, og at tempelridderteorien altså ikke er skabt for at redde Europa, så dette, at han skulle slå ihjel er noget, han yderst modstræbende går med til, men teorien blev skabt for at give ham en efter hans egen mening retfærdig begrundelse for at omsætte World of Warcrafts drømmeverden til virkelighed, så han kunne udføre det, han længtes efter: at kunne slå ihjel, at kunne blive hersker over liv og død, og det med god samvittighed.

Omvendt har jo Peter Madsen ikke haft nogle samvittighedsskrupler, han skulle have skubbet af vejen med én eller anden fin teori, han har kun haft en ubåd, hvori han mente, han kunne foretage det perfekte mord. Men mordet skulle foretages, ikke fordi han havde noget imod Kim Wall, ikke fordi hun overraskede ham ved at kende hemmeligheder, han ikke ville have frem, men fordi han af videoerne på internettet havde fået lyst til at omsætte det, han så dèr, til virkelighed. Og når han nu kunne gøre det, fordi han havde et sted, hvor han og Kim Wall kunne være alene uden forstyrrelse, og når han kunne slette alle spor sidenhen, hvorfor så ikke gøre det?

Nå, nu er jo Peter Madsen ikke dømt endnu, og dette er ikke mere end en teori. Men anklagerens argument ud fra de fundne videoer er ægte nok, og anvender man denne argumentationsform på Anders Breivik, får man vendt op og ned på de hidtidige forestillinger. I hvert fald hvis ”man” er mig.

Til sidst: Hvorfor forbyder man da ikke den slags videoer?

Jeg véd ikke, om det kan lade sig gøre. Men det ville vist være mere sagligt korrekt at foretage censur på internettet i den retning end i den retning, som man nu har tænkt sig at gøre det i, altså man burde foretrække censur mod voldsvideoer fremfor censur mod islamkritik.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , | 1 kommentar

Breivik går igen

Sylvia Listhaug, Norges justitsminister, har været udsat for en sand mediestorm, der nærmest må kaldes en hetz, og det fik hende til i går den 20-3 at trække sig som justitsminister.

Det ville normalt ikke få mig til at skrive et indlæg her på bloggen. Og det er da heller ikke kun det, jeg vil omtale. For når jeg griber pennen (eller sætter mig til computeren) skyldes det, som overskriften antyder, at hendes modstandere har brugt – eller altså misbrugt – Breivik i debatten.

En kort oversigt over, hvad der er gået forud, kan ses i en artikel på Jyllands-Posten i anledning af, at Inger Støjberg tager Listhaug i forsvar, se her. Her hedder det:

Opslaget, der er omdrejningspunktet for hele debatten, blev skrevet den 9. marts. Det var ledsaget af et billede af kampklædte, bevæbnede og maskerede krigere.

»Ap (Arbejderpartiet, red.) mener, at terroristernes rettigheder er vigtigere end national sikkerhed,« lød det i opslaget, der har forårsaget voldsom kritik fra både oppositionen, Højre og Venstre.

Listhaug skrev opslaget, efter Ap som et af flere – bl.a. regeringspartiet Venstre – havde nedstemt et forslag fra Højre og Frp om, at man skulle kunne fratage statsborgerskabet fra personer, som, man mener, udgør en trussel mod nationen, Dette uden om en domstol.

Det blev af arbejderpartiet udlagt som udtryk for, at Listhaug betragter arbejderpartifolkene som landsforrædere. Og da hun er medlem af en mindretalsregering, måtte både hun og statsministeren, Erna Solberg, krybe til korset og fremkomme med en undskyldning. Den blev dog ikke umiddelbart godtaget, og hele affæren endte med, at arbejderpartiet stillede en mistillidsdagsorden til justitsministeren og justitsministeren alene. Det kunne der være kommet mange interessante ting ud af, for det er ret usædvanligt i norsk politik, men denne spændende udvikling blev brat hugget af af Listhaug selv, fordi hun trak sig som justitsminister. Støjberg er ikke bange for hendes videre skæbne:

»Jeg kommer til at savne hende som kollega. Hvis den norske venstrefløj tror, at de har vundet en sejr i dag, så gør de efter min mening regning uden vært. For det første bliver hendes dygtige håndtering af udlændingepolitikken savnet, og for det andet er jeg fuldstændig overbevist om, at Sylvi vil komme endnu stærkere tilbage!«

Men tilbage til de tråde, der blev trukket til Breivik. Hvad blev der egentlig sagt, og hvordan blev en sådan forbindelse begrundet?

Det bliver her citeret af to af Listhaugs partifæller. Arbejderpartiets formand, Jonas Gahr Støre, citeres på denne måde:

Vi har en justisminister som bevisst, kalkulert, nører oppunder akkurat det hatet som tok så mange liv 22. juli, sa Støre fra talerstolen i landsstyremøte forrige tirsdag.

Altså, Listhaug vil med sit ordvalg fyre op under det had, som Breivik var i besiddelse af. Den norske avis Dagbladet forsøger her at udlægge Støres tekst på denne måde:

Opposisjonen og KrFs [Kristeligt Folkeparti, rr] mistillit handler om noe langt viktigere enn et spill. Det handler om giftig lefling med konspirasjonsteorier som vi alle har sett hva kan føre til. Hatet som forårsaket bomba i regjeringskvartalet og massakren på Utøya, oppsto ikke av seg selv. Det ble gitt næring på Internetts mørkeste hjørner. Justisministerens uttalelser om Ap er en light-variant, men like fullt farlig.

Jeg afstår fra at prøve at finde ud af, om Listhaugs udtalelser kan siges at være en konspirationsteori og om de kan siges at være af samme art som det had, der forårsagede bomben i regeringskvarteret og massakren på Utøya. Derimod hæfter jeg mig ved påstanden om, at Breiviks had ikke opstod af sig selv, men fik næring på internettets mørkeste hjørner.

Det er simpelthen forkert.

Breiviks had opstod af sig selv. Det fik ikke næring fra nogle hjørner af internettet. Breivik skrev et langt, langt manifest, der skulle forklare, hvorfor han gjorde, som han gjorde. Og han benyttede sig flittigt af citater fra internettet. Men ingen af de citater fortæller noget om massakrer eller om voldelige angreb på regeringer. Hvis han havde haft nogle tekster fra internettet, som kunne overbevise læserne om, at vold var en nødvendig ingrediens, hvis man ville bekæmpe den muslimske overtagelse af Norge, så kan man være aldeles overbevist om, at han ville have medtaget dem. Men der er ingen.

Derimod er der i manualen et logisk spring fra omtalen af alt det, der er i vejen i Europa, og frem til påstanden om voldens nødvendighed. Det er noget, han ikke forklarer overhovedet. Dette logiske spring udfyldes af en beskrivelse af tempelridderordenen, dens organisation, dens hemmeligholdelse, dens optræden som på én gang politi, dommer og bøddel, altsammen noget, han mener kan retfærdiggøre hans udåd.

Det er jo det mærkværdige, det uforståelige ved Breivik: Han formår at afsondre sig fra alle andre mennesker igennem flere år, formår at optænke en fantasiverden, formår at få sig selv til at tro på denne fantasiverden, så han med god samvittighed – i hvert fald efter sin egen opfattelse – kan udføre sin rædselsgerning. Man må ikke glemme, at han var afsondret fra omverdenen, mens han blev undersøgt af det første hold psykiatere, og derfor ikke var klar over, hvilken reaktion hans ugerning havde ført med sig. Han troede under hele den afhøring stadig, at hans tempelriddertanker ville føre en reaktion med sig i hans retning. Det fik ham til at optræde meget pompøst, overlegent og med utrolig store tanker om sig selv og sin mission. Dette pompøse gik først af ham, da han fik adgang til medierne og kunne se, at reaktionen fra samfundets side havde været helt anderledes, end han havde troet. Og bevares, man må lade ham, at han lynhurtigt tog bestik af situationen, som den nu så ud, og ændrede sine forklaringer tilsvarende.

Der blev under retssagen boret en lille smule i den rangorden, han i sit manifest havde inddelt mennesker i, se her. Anklageren havde læst på lektien: A-mennesker skulle dræbes under alle omstændigheder, når tempelridderne kom til magten, B-mennesker kunne dræbes, hvis man fik lejlighed til det, mens C-menneskene var uskyldige og derfor ikke skulle dræbes. Var ikke alle de unge på Utøya C-mennesker, spurgte anklageren, og på det spørgsmål fik han et intetsigende svar om ”collateral damage”: der er altid uskyldige, der bliver dræbt ved en krigshandling.

Det hele var dengang så fremmed for mig, at jeg ikke fik den tanke, som jeg vover at fremføre nu: Når han valgte at udføre en massakre på Utøya, var en væsentlig grund til dette valg, at Utøya var tilstrækkelig isoleret til, at han kunne gennemføre sin massakre. Alle andre steder ville han risikere, at skarpskytter kunne få ram på ham, efter at de første ofre var dræbt, men Utøya var omgivet af vand og derfor ville han ikke være udsat for den risiko. At det så var unge mennesker, som i grunden var uskyldige og ikke skulle dræbes efter det manifest, han selv havde skrevet, det betød ikke stort. Hovedsagen for ham på det tidspunkt var at få gennemført en ”operation”, dvs., en opsigtsvækkende handling, som kunne få folk til at læse hans manifest og få dem til at give ham ret i hans analyse af Europas fare.

Operationen” på Utøya havde han jo også forberedt ganske grundigt. Han havde fået syet sig noget, der lignede en politiuniform, han havde medtaget diverse skydevåben og ammunition, og han havde tænkt over, hvordan han skulle bluffe folk på færgen til at tage ham med til øen. Så når han siger, at han kun gennemførte massakren på Utøya, fordi han i radioen hørte, at der var meget få dræbte i regeringskvarteret, så er det en efterrationalisering: Han var i ”kampstemning” hele dagen igennem, og hans handling gik mere ud på at få dræbt så mange som muligt end på at sende noget signal om, at det var de ”rigtige”, der blev dræbt.

Endelig var langt de fleste af de dræbte indfødte nordmænd. Det gør det meget vanskeligt at ”oversætte” det, der her er sket, til noget nutidigt. Var det had, der fik Breivik til at handle, som han gjorde? Nå ja, lad os så sige det, da. Men dette had fik ham til at slå, ikke muslimer eller fremmede, men almindelige, fredelige nordmænd ihjel. Der er her tale om noget, der indeholder en logisk brist. Og af hvem i nutiden kan man forvente ikke blot et tilsvarende had, men også en tilsvarende logisk brist?

Hvis nogen kan gribes af angst for, at Europa skal blive overtaget af muslimer – og det er vel ikke helt umuligt at forestille sig, at ganske mange kan gribes af en sådan angst – og hvis denne angst vil give sig udslag i, at man mener det retfærdiggjort at bruge vold – men der er som sagt næsten ingen, der går det skridt videre – vil man så ikke vende denne vold mod muslimerne? Jeg mener, den højreorienterede italiener, der blev hadefuld, fordi en afrikaner havde dræbt en italiensk kvinde, parteret hende, og gemt ligdelene i to kufferter i den italienske by Macerata, se her, han kørte ganske rigtigt rundt og skød på mennesker med sin pistol. Men han skød dog ikke på sine landsmænd, nej, han skød naturligvis på de afrikanere, han så.

Også det er jo noget, der gør Breiviks handling helt exceptionel. Eller man kan sige, at også det er noget, der viser, at Breivik er syg. Derfor er det vrøvl at tro, at en tilsvarende handling kan opstå ud af noget, den ene eller den anden har sagt i den politiske debat. Og det er ikke bare vrøvl, det er ødelæggende for den politiske debat.

I Tyskland har man nazitiden at henvise til, når man fra elitens side vil advare mod det, man kalder højrekræfterne, AfD f.eks. I Norge har de nu fået Breivik at bruge til samme nedrige formål. Begge dele er lige infamt. Begge dele er utilstedelig omgang med historien. Begge dele er en forenkling eller snarere forvanskning af de historiske kendsgerninger, en forvanskning, der skriger til himlen.

Men begge dele er måske også et tegn på, hvor betændt debatten om muslimer og indvandring er blevet. Og måske også et tegn på, hvor trængt arbejderpartiet i Norge føler sig, siden man absolut skal bruge den slags debattricks.

Her kan ses en neutral gennemgang af hændelsesforløbet.

Udgivet i Historie, Samfundsforhold | Tagget , | Skriv en kommentar

Muslimer er fredede – hele året

Jeg véd ikke, om den tidligere studievært ved Deadline Adam Holm er af jødisk afstamning eller ikke. Og jeg véd egentlig heller ikke, om jeg vil håbe det eller være ligeglad med det. Men jeg har til hensigt at slutte dette indlæg med en slags kærlighedserklæring eller i hvert fald anerkendelseserklæring til de danske jøder. Og er han af jødisk afstamning, så kan han i det mindste glæde sig over det. Og er han ikke, kan han sikkert glæde sig sammen med mig over vore jødiske landsmænd.

Når jeg kan få den tanke, at Adam Holm er af jødisk afstamning, skyldes det en artikel om omskæring af drengebørn, som han har på Berlingske, se her, en artikel, som han afslutter på følgende måde:

Vel vidende at man skal vare sig for private anekdoter, har jeg ikke til dato oplevet kvaler som følge af min egen medicinske omskæring som lille. De rituelt omskårne plejer at sige det samme. Jeg tvivler på, at Signe Molde og andre omskæringskritikere reelt ved, hvad der finder sted. Synd at fordomme risikerer at blive ophøjet til lov.

Han er altså omskåret, kan man forstå. Men af medicinske og ikke af religiøse grunde. Og så véd man ikke rigtig. For sandt er det jo, at man i USA i en periode for ikke så lang tid siden omskar så at sige alle nyfødte drengebørn af medicinske grunde. Man mente – så vidt jeg husker – at en bestemt sygdom lettere overførtes af mænd med forhud end af dem uden. Og det var jo en god medicinsk grund. Jøderne og muslimerne – nå nej, dengang var der ingen muslimer i USA – kunne jo så uden besvær gå med ind i denne store badulje.

Så måske man også, da Holm var lille – det var engang i 1969 – har haft lige så let til kniven som amerikanerne, og der altså med garanti ikke har ligget nogen som helst snert af religiøs begrundelse bag omskæringen. Men lad det kun ligge.

Når han nævner Signe Molde i citatet, skyldes det, at han, da han så fjernsyn forleden aften, havde klikket sig frem til ”Quizzen” på DR2, og dèr hørte Signe Molde slå ind på emnet ”omskæring”:

Det tog ca. halvandet sekund at afkode hendes egen position. Hun finder denne rituelle praksis blandt jøder og muslimer inderligt afskyelig. Man må godt, som hun pædagogisk forklarede, »skære i sin søns drengediller, derimod er der fængsel, hvis du omskærer en pige.«

Holm fortsætter så med at forklare forskellen på de to handlinger: den ene grunder sig på en religiøs befaling, den anden har til hensigt at undertrykke kvinderne: de må hverken friste eller opnå erotisk nydelse.

Og jo, det er da rigtignok. Men det er også forkert. For begge former for omskæring grunder sig jo på en påstået befaling fra Gud. Men mens den ene, drengeomskæringen, er ganske uskyldig og ikke medfører nogen varig forandring for individet, er den anden – som rettelig bør hedde ”kønslemlæstelse” – en foreteelse, der medfører store ulemper og smerter for den pågældende kvinde. Dels foretages indgrebet ofte på en pige i puberteten, dels er det i hvert fald i visse traditioner særdeles omfattende og gør det svært og smertefuldt for kvinden at lade vandet og endnu sværere og smertefuldere at have samleje.

Der er virkelig god grund til, at vi i Danmark har forbudt denne kønslemlæstelse af piger.

Men der er ingen god grund til, at vi i Danmark skulle forbyde den uskyldige drengeomskæring. Der er virkelig tale om to vidt forskellige ting.

Men, fortæller Holm, nu har der ikke desto mindre rejst sig en storm for ikke at sige orkan i medierne for at få folketinget til at forbyde drengeomskæring. Islands alting siges at skulle tage stilling til et lovforslag, der vil gøre Island til det første land i verden, der forbyder drengeomskæring. Og også herhjemme har der rejst sig røster for et forbud.

Holm fortsætter:

Som nævnt er omskæring religiøst begrundet. Det er ikke min boldgade. Jeg er ateist, men dog er jeg efterhånden blevet så tilpas moden, at jeg accepterer andre menneskers gudstro. Og det er måske derfor, at jeg trods den modstridende logik holder fast i nødvendigheden af, at troende mennesker selv får lov at forvalte denne skik.

Med det sidste mener han ikke, at troende mennesker skal have lov til at lade sig omskære, når de som voksne selv kan bestemme over deres krop, men at troende mennesker skal have lov til at lade deres drengebørn omskære.

Hvorfor skal de det?

Jo, siger han, den jødiske omskæring er en bekendelse til et fællesskab, den er en ”markør” for mandlig jødisk identitet. Og det kan han jo have ret i.

Men nu når vi omsider frem til det, der kan begrunde min lidt sære overskrift. Den har med det at gøre, at jøder og muslimer af os vesterlændinge behandles vidt forskelligt.

Man har nok lagt mærke til, at der i den sidste tid har været en voldsom alarm over den sexchikane, der i filmindustrien og andre steder er foregået mod kvinder. Hashtagget #metoo har formået at fremkalde en bølge af kvinder, der fortæller om seksuelle krænkelser, de har været udsat for. Og der skal ikke herfra lyde nogen form for bagatellisering af disse beretninger. Selv om det kan være svært at leve sig ind i de følelser, som de pågældende kvinder har haft, især fordi det ofte er noget, der er foregået for længe siden, kan man ikke andet end tage dem alvorligt og i det mindste prøve at sætte sig ind i dem, så godt som nu et mandfolk formår det.

Men da nu denne bevægelse havde stået på i nogen tid, var der nogen, der begyndte at undre sig. Det var jo udmærket at vise forståelse for disse kvinder, men burde vi ikke tage anledning af denne opstandelse til også at vise forståelse for de mange undertrykte muslimske kvinder, sætte os i deres sted, prøve at overveje, hvad der kan gøres for at afhjælpe deres ulykkelige situation? Det synes at være oplagt. Men se, om vi gør det. Nej, hvad angår denne kvindeundertrykkelse er vi i alt væsentligt tavse. De er jo muslimer, og muslimer er fredede – hele året.

Man kunne ellers forvente noget i den retning, da den muslimske Sara Omars bog Dødevaskeren udkom i slutningen af 2017. Hvorfor fik den ikke en tilsvarende orkan til at bryde løs som #metoo? Det var dog langt værre ting, hun berettede om fra de muslimske miljøer. Dem var der sådan set langt større grund til at gøre noget ved. Men nej, det tør ingen gå i gang med, det finder ingen naturligt, det får lov til at fortsætte sin skæve gang uantastet.

På samme måde som kvindelig omskæring eller kønslemlæstelse får lov til at fortsætte.

Åh jo, vi har ved lov forbudt, at nogen udfører en sådan lemlæstelse. Men vi har naivt regnet med, at når blot der forelå et klart forbud, så ville alle rette sig efter det, og man behøvede ikke kontrollere overholdelsen.

Den antagelse holder ikke. En religiøs skik kan man ikke få bugt med på den overfladiske måde. Hvis man virkelig for alvor har til hensigt at skåne de somaliske piger for en sådan traumatiserende oplevelse, så må man enten forhindre somaliere i at rejse til Somalien – og de er jo kommet hertil, fordi de er efterstræbt på livet i Somalien – eller man må kontrollere pigerne ved hjemkomsten: er de blevet kønslemlæstet eller ej?

Hvorfor gør man så ikke noget? Hvorfor har denne mangel på kontrol fået lov at fortsætte gennem nu snart mange år?

Rigtigt gættet: fordi muslimerne er fredede – hele året rundt.

Jeg skal ikke her komme med forslag til, hvordan man kan forhindre somalierne i at kønslemlæste deres piger. Men jeg synes nok, der kan være grund til at sige: Lad os først gøre noget ved denne kønslemlæstelse, hvad enten den foregår på en tur til Somalia eller på et køkkenbord herhjemme. Det er noget, der virkelig betyder noget for en kvindes fremtidige liv. Det er noget, der virkelig ændrer noget afgørende i hendes tilværelse. Og når vi så engang ad åre har fået løst det problem – hvis vi nogensinde får det løst – så kan vi gå i gang med at diskutere mandlig omskæring.

Hvad det angår, har jeg det som Adam Holm: jeg mener, denne omskæring er tåbelig, hvis den savner medicinsk begrundelse. Ja, jeg kan oven i købet underbygge min opfattelse med diverse bibelcitater, citater, der viser, at det fremover – altså i den kristne menighed – ikke skal være ét eller andet citat fra det gamle testamente, der afgør, hvad man foretager sig, men menneskenes egne fornuftige overvejelser. Gud er virkelig ikke en bogholdergud, der tjekker, om vi overholder alle små og store passager i toraen, han er en fællesskabets Gud, der vil have os til at handle, så de fællesskaber, vi står i, styrkes. Og derfor vil han have alle de påbud og forbud bort, der blot skal overholdes, for at man kan sige: ”Se, nu har jeg gjort mit!” Man kan jo aldrig gøre nok i et fællesskab, det bliver ved med at kræve én fuldt og helt livet igennem, ja, det er jo just det fantastiske ved det: tænk, nogen har brug for dig!

Men omskærelse, sabbatoverholdelse, afholdenhed fra svinekød og den slags småting, det er en falsk gudsforståelse, der vil gøre det til hovedsagen.

Alligevel går jeg ind for at give jøder og muslimer frihed til at omskære deres drengebørn. For overbevisningen om, at Gud ikke er en bogholdergud, men en fællesskabets Gud, skal komme til et menneske på frivillig vis.

Til sidst en lidt mærkelig, næsten bagvendt overvejelse:

Når det nu er drengeomskærelse, der diskuteres og argumenteres imod vidt og bredt, så hænger det sammen med, at et forbud mod denne tradition ”kun” går ud over jøderne – eller i hvert fald kun i ringe grad over muslimerne – i modsætning til kvindelig kønslemlæstelse, der er en skik, der kun kendes i muslimske lande. I dette ”kun” ligger en dyb anerkendelse af vort jødiske mindretal, selv om det lyder absurd og vistnok også er det. For når vi ikke tør gå i flæsket på muslimerne, skyldes det, at vi stadig regner dem for en slags gæster, der skal behandles godt, så de engang vil komme til at føle sig hjemme; måske også, at vi risikerer, at de gør voldelig modstand. Med jøderne, derimod, har vi ikke den slags betænkeligheder; de er rub og stub en del af vort folk; de betragtes som fuldblods danskere; dem kan vi skælde ud, overfor dem tør vi sige vor hjertes mening, af dem forventer vi modargumentation, ikke vold.

Og en større anerkendelse kan man vistnok ikke få. Så på denne bagvendte måde er selv argumentationen imod drengeomskærelse en cadeau til jøderne. Selv om jeg må indrømme, at jeg godt nok synes, at denne anerkendelse burde komme på en mere direkte måde.

Udgivet i Etik, Samfundsforhold | Tagget | Skriv en kommentar