Ligeværd

Det er ikke længer så tit, at jeg lader mig inspirere af en søndagstekst til at overveje, hvad man vel som prædikant kunne sige til denne tekst. Men i går skete det alligevel. Jeg havde skimmet teksten i Kristeligt Dagblad og på vej ind til kirke (der er cirka tre kilometer derind, og jeg plejer at benytte apostlenes heste) kom jeg i tanker om noget, der kunne siges i anledning af den tekst. Oven i købet nåede jeg at forestille mig, at præsten blev grebet af momentan stumhed, og at han derfor bad mig om at prædike. Ikke, fordi jeg tror, det nogensinde vil ske – dertil har vore præster et altfor godt helbred – men jeg har hele tiden syntes, det kunne være sjovt at sige, som jeg har hørt, at en gammel præst engang sagde i begyndelsen af sin prædiken: ”Da jeg på vej til kirke gik og spekulerede på, hvad jeg skulle sige i dag, kom jeg i tanker om …” Han boede lige ved siden af kirken, så det lød ikke, som om der fra hans side skulle megen forberedelse til, før han kunne prædike.

Jeg har længe drømt om at kunne begynde min prædiken sådan, men drømmen blev ikke opfyldt, før jeg tog min afsked som præst. Men ikke sandt, det kunne da være sjovt, om den kunne opfyldes bagefter.

Men nuvel, jeg kom da i kirke og glemte alle disse flyvetanker, så jeg så nogenlunde kunne følge med i den prædiken, der blev holdt af en aldeles ikke stum prædikant.

Men så går det hverken værre eller bedre end at jeg hen på søndag eftermiddag igen kommer i tanker om de overvejelser, jeg gjorde mig på vej ind til kirken. Så nu skal det undersøges, om der kan komme noget fornuftigt ud af det.

Teksten til 1. søndag i fasten er efter anden tekstrække taget fra Luk 22,24 og fremefter. Den del, jeg ville prædike over, lyder:

De [disciplene, rr] kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem: »Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener.

Her begynder vi med de iagttagelser, som Jane Goodall har gjort over livet i en chimpanseflok. Hun fortæller, at der hersker en bestemt rangorden i flokken. Hannerne har deres rangorden og hunnerne deres. Mest bemærkelsesværdig er hannernes rangorden. For hvem der skal være den øverste, den såkaldte alfa-han, det afgøres i en chimpanseflok igennem det, Goodall kalder imponereløb: en han udfordrer den dominerende han ved at foretage en slags raseriløb, nogle fingerede angreb på alle, der kommer i vejen for ham. Dette besvarer naturligvis alfa-hannen, og ud fra den måde, disse imponereløb forløber på, afgøres det så, hvem der skal være den dominerende han.

Det er ikke blot i toppen af flokken, at der forekommer rangordning. Det gælder hele vejen nedefter. Og det betyder faktisk noget, hvordan man er stillet i rangordenen. Hvis én, der er ens overordnede, beder én om en godbid, man har fundet, så gør man klogt i pænt at aflevere den. Ellers vanker der klø.

Og det må man jo indrømme, denne sociale orden har bevirket, at chimpanser har overlevet fra de blev til for en fem-ti millioner år siden indtil i dag.

Men hvordan det så er gået til, at der blev mennesker til, det er lidt af en gåde. Gåden har naturligvis med det at gøre, hvordan vi i legemlig henseende udviklede os anderledes end de andre primater: vi fik en oprejst gang, en stor hjerne, nogle frie hænder med meget forfinet bevægemulighed. Men disse ting er ved at blive opklaret, for vi finder stadigvæk skeletter af fortidsmennesker, der repræsenterer overgangsformer mellem dyr og menneske. Nej, den største gåde er, hvordan vi fik et sprog, eller mere præcist: hvordan vi fik sproget. For alle sprog synes at have udviklet sig af det samme, nu forsvundne grundsprog.

Det, der gør os til mennesker, det vil sige: til noget andet end dyr, er netop sproget. Godt nok er der dyr, der har en slags sprog, men deres sprog har slet ikke den kompleksitet, som vores har. Og sproget har givet os en række af de ting, der hører menneskelivet til. Det er igennem sproget og den fortællemulighed, vi får ved sproget, at vi bliver klar over, at vi skal dø. Ingen andre levende væsener begraver deres døde. Og igennem sproget er det også, at vi har fået noget, vi kalder ejendomsret, altså det sære fænomen, som intet dyr kan opvise magen til, at en ting, som et enkeltindivid har fundet, tilhører dette individ, og tilhører det på en måde, som de andre individer i flokken eller i samfundet tænkes at respektere.

Og spørger man, hvorfor i alverden et stærkere individ skulle respektere et svagere individs ejendomsret – hvorfor ikke bare som chimpanserne true sig til erhvervelsen af den omstridte genstand? – så er svaret på det spørgsmål sprogets umærkelige overbevisningskraft. Af én eller anden grund forstår individerne, hvad ejendom betyder, sproget har jo været der forlængst og bestemt, at denne madpakke er min, mens denne flaske er din. Og selvfølgelig kan man nægte at adlyde disse betegnelser, hvormed sproget forsøger at overtale os, men i så fald er sproget der igen og kalder ens handling for røveri, hvis der trues med vold, eller tyveri, hvis erhvervelsen af det fremmede gods foregår uset af ejermanden. Læg mærke til udtrykket ”det fremmede gods”! Sproget er med os overalt, vi kan ikke beskrive noget, uden at f.eks. ejendomsbegrebet spiller med ind; der er ikke bare tale om gods, der er tale om fremmed gods, som tilhører en anden.

Men mere end det. For i den sproglige kommunikation, du står i med ethvert andet mennesket, kræves der frihed, hvis den skal fungére. Altså, du må ikke blot gå ud fra, at den anden udtaler sin hjertens mening, du må også give praktisk mulighed for det, altså holde alle trusler tilbage. Det vil sige: ethvert menneske, du samtaler med, bliver din ligemand, du er ikke hævet over ham, han ikke over dig. Kun sådan fungére sproget.

Problemet er nu, at denne ligestilling kolliderer med den lyst til at være nummer ét, som vi har med os fra vor dyrefortid. Det er da også noget, vi godt véd: at magtkampe ikke er ophørt med at præge vore samfund, selv om vi aldrig så meget er sproglige individer. Blot har disse magtkampe i det menneskelige samfund iklædt sig sproglig skikkelse, har søgt at retfærdiggøre sig (og det at retfærdiggøre sig er en sproglig handling), har søgt at forklare nødvendigheden af netop denne magthandling, osv. Til tider har der af de mange småsamfund med nogenlunde ligelighed i beslutningsprocessen udviklet sig enorme magtstrukturer med alt andet end lighed, når bestemmelserne skulle træffes. Til andre tider er der fremvokset nogenlunde faste systemer, hvor en bonde var en bonde og en herremand en herremand. Og i vore dage har der udviklet sig et ret indviklet system til magtudøvelse, baseret på den forestilling, som jeg nævnte før: at alle sproglige individer i grunden står lige, og derfor bør kunne deltage på lige fod med alle andre i de demokratiske valg.

Jeg véd ikke, om vi kan sige, at denne moderne lighedsforestilling går tilbage til Jesus, f.eks. tilbage til hans ord her: at det ikke blandt disciplene skal være som hos verdens magthavere, hvor der hersker magtudøvelse og hvor de store lader sig kalde velgørere. Hvis man vil hævde noget sådant, er der i hvert fald en masse mellemregninger at gøre rede for, så her vil jeg undlade at hævde, at vort demokrati nedstammer fra Jesus eller fra kristendommen. Blot vil jeg understrege, at kristendommen jo altså ikke stiller sig imod den demokratiske lighedstanke.

Derimod kan det være på sin plads at gøre opmærksom på, at hvis det er rigtigt, som jeg hævdede tidligere, at alle sproglige individer allerede i kraft af sprogets virkemåde må stilles lige, så er det ikke sådan, at Jesus med sine ord til disciplene opfinder noget nyt. Han gør blot opmærksom på en opfattelse, som har været gældende fra menneskets skabelse, men som ofte er blevet undertrykt af diverse magthavere.

Det er imidlertid ikke alle religioner, der går ind for en sådan lighedstanke. Buddhismen, f.eks., hævder, at en kvinde først må genfødes som en mand, før hun kan indgå i nirvana. Og islam sætter tilsvarende skel mellem mand og kvinde: manden er overordnet sin kone, han har endda ret til at slå hende, hvis hun ikke retter sig efter ham. Og mens manden har lov til at tage indtil fire koner, har kvinden ikke nogen tilsvarende tilladelse. Man kan også nævne det forhold, at en kvindes vidnesbyrd i retten kun skal gælde for det halve af en mands.

Disse forhold bevirker naturligvis, at ægteskabet bliver betragtet helt anderledes hos muslimerne end hos os. Eller vi skal vist nøjes med at sige, at det formodentlig bliver betragtet anderledes end hos os. Jeg siger, at det bliver betragtet anderledes, dermed ikke sagt, at det i den faktiske udøvelse også bliver anderledes end hos os.

For muslimer er jo også sproglige væsener. Og hvis der i sproget selv ligger en tendens til lighed, også lighed mellem mand og kone, så kan denne tendens jo godt slå igennem, også i muslimske ægteskaber. Og omvendt: fordi vi alle stadigvæk har denne lyst til at kæmpe os op ad rangstigen, kan der i vore samfund være ganske mange mennesker, der bruger magt i stedet for forståelse, bruger trusler i stedet for indlevelse.

Måske man i denne forbindelse skal rette sit blik mod muslimske kvinder. Der er mange, der har travlt med at påpege, at muslimske kvinder føler sig tvunget til at gå med tørklæde og måske endda niqab. Når man tænker på, at kvinder i almindelighed, altså både kristne og muslimske kvinder, udøver deres indflydelse gennem sproget, hvilket vil sige gennem love og regler eller gennem god moral, så tror jeg nu mere på, at også de muslimske kvinder søger at bestemme over deres egen skæbne på den måde; det vil sige: de vil gøre sig selv til gode muslimer i håb om, at islam er indrettet sådan, at gør de det, så vil også deres mænd opføre sig som gode muslimer. Ja, man kan vel oven i købet forestille sig, at de, hvis de hører ordene her om det store i at være den, der tjener, vil tage disse ord til sig: sådan gør jo netop de, så ydmyge er de, så selvudslettende, det må da være godt, ikke blot efter Jesu ord her, men også efter shariaen.

Men her kommer det nok alligevel til at spille en rolle, at Jesu ord er talt til både mænd og kvinder, mens koranens ord om ydmyg opførsel kun er talt til kvinder. Ligestilling er der ikke tale om i koranen. Og selv om det ene køn vil rette sig efter ydmyghedsordene, er det langtfra sikkert, at det andet køn vil gøre tilsvarende. Og gensidighed er nu engang afgørende i de nære menneskelige sammenhænge.

Jeg vil derfor mene, at de kristne formaningsord er langt bedre end de muslimske til at pege på den gensidighed, ja indbyrdes kærlighed, der tænkes at herske i vore ægteskaber.

Begge parter, både kristne og muslimer, har disse naturgivne tendenser til at stige op i rangordenen og holde de andre nede med vold eller trusler; og disse tendenser vil altså blive holdt i skak med den lighedsforestilling, som via sproget er nedlagt i os, og som også både kristne og muslimer har. Men i den henseende er det ikke helt ligegyldigt, at koranen opstiller en rangorden mellem mænd og kvinder, der forhindrer den sprogskabte lighed i at komme til udfoldelse.

Men til os kristne er Jesu ord som altid en formaning til os. De vil stille visse ting op til overvejelse for os, om ikke det og det var en måde at fremme kærligheden og fortroligheden på. Og i dag hører vi så denne formaning: Var det ikke en idé, om I lod rangorden være rangorden og holdt jer til den umiddelbare kærlighed og forståelse, den kærlighed, som vel var det egentlige ved jeres ægteskabs indgåelse, og som nu, hvis den da ikke hindres af den medfødte tendens til opstigning i rangordenen, vil stræbe efter stadig større tillid og fortrolighed?

Reklamer
Udgivet i Ny testamente | Tagget | Skriv en kommentar

“Forskere”

De fleste har nok oplevet, at journalister på seriøse medier ofte bruger forskere til at slå deres teser fast med. Det synes i deres miljøer at være soleklart, at når de kan vise, at ”forskere” har sagt sådan og sådan, så må det være sandt.

Også i indvandringsdebatten har man ofte brugt ”forskere”. Jeg har da set mange Deadline-udsendelser, hvor den ene ”forsker” efter den anden er blevet draget ind i debatten, jeg har læst mange kommentarer, som kunne henvise til, at ”forskere” har sagt det og det. Men jeg har ofte været højlig uenig i det, forskeren sagde. Hans eller hendes såkaldte forskningsresultater har i hvert fald ikke formået at overbevise mig. Og det skulle man jo tro, at forskere kunne, det er noget af det, de får deres penge for: at forske, dvs. fremkomme med uafviselige kendsgerninger, som er så sikre, at politikere med sindsro kan bygge på dem.

Men sådan er det på ingen måde.

Og bevares, det har jeg da vidst længe. Men det er alligevel højst besynderligt at få det bekræftet af én af de forskere, som selv har deltaget i debatterne, og også deltaget med stærkt politiske holdninger. Jeg tænker på Thomas Gammeltoft-Hansen. I Weekendavisen for den 16-2 2018 er der et interview med ham i anledning af et foredrag, han har holdt i Videnskabernes Selskab med titlen ”Flygtningeforskning midt i en krisetid”. Desværre er det ikke on-line.

Og i det interview indrømmer han åbent, at flygtningeforskningen er meget énsidig, styres af et fastlagt syn på flygtningene og søger at holde alle borte fra ”forsknings”miljøet, som har et afvigende syn på tingene. Som den trofaste læser nok véd, har jeg kaldt den europæiske elite for syg, lidende af sygdommen samaritanitis, dvs., opsat på at gøre det gode, og da det gode kun kan gøres, hvis migranterne er ægte flygtninge og altså ynkværdige mennesker, antager man uden undersøgelse, at det er de.

Man kunne få den tanke, at en sådan opfattelse er lidt overdrevet. Der må vel være journalister med en mere naturlig nysgerrighed end som så. Men har man læst interview’et, bliver man klar over, at jeg nærmere har underdrevet end overdrevet. Gammeltoft-Hansen giver selv et eksempel på, hvordan ”forskerne” har ladet deres ønsker styre deres resultater. Det er et eksempel på det, han kalder kollektive sandheder, der ikke er belæg for. Han skriver:

Det oplagte eksempel på det er de dusinvis af forskere, der enten har skrevet eller citeret andre for påstanden om, at indirekte stramninger i flygtningepolitikken, som et land som Danmark excellerer i, er et spørgsmål om ren symbolpolitik, der ingen markant påvirkning har på, hvor mange asylansøgere der vælger at komme til Danmark frem for andre lande. Det har jeg selv forsket i og forsøgt at gøre op med på et empirisk grundlag. Det passer simpelthen ikke. Det kan man overhovedet ikke konkludere. Der er tværtimod meget, der tyder på, at den danske udlændingepolitik har været ganske effektiv i forhold til at begrænse asyltallet.

Han føjer forøvrigt til, at de fleste lægfolk, når de ser på tallene, nok selv vil kunne slutte, at den danske politik har haft en vis effekt. Jeg melder mig som én af dem, der har kunnet drage denne slutning. Og nu vi er ved eksemplerne, så lad mig fremdrage to mere.

Det ene har jeg nævnt her. Der er tale om, at norske Hege Storhaug citerer en vis Lucio Melandri fra UNHCR. Han har sagt, at det er en alarmerende trend, at flere af disse meget sårbare børn risikerer livet for at komme til Europa. Dertil indvender Storhaug:

Nei, det stemmer nok særdeles sjeldent at barn på eget initiativ risikere livet for å komme til Europa. De sendes av gårde. Pengene det koster betaler foreldre, storfamilier, stammer og klaner. Kan denne Melandri forklare oss hvordan et barn skulle ha råd til å betale tusener av dollar for å komme seg om bord i en båt?

Det hele er så enkelt, at når dette spørgsmål stilles: ”Hvem betaler for disse børn?”, så kan alle se det: de er ikke stakler, der har det så dårligt, hvor de er, at de er nødt til at flygte. Nogen har betalt for dem. En 17 års dreng har ikke levet længe nok til at kunne spare sammen, så han kan erlægge det beløb, der kræves.

Hvis flygtningeforskere havde gjort deres arbejde godt nok, ville de forlængst have stillet dette spørgsmål, og vi ville alle have indset, at børnene bliver udnyttet af de voksne bag dem.

Thomas Gammeltoft-Hansen forklarer:

Mange flygtningeforskere ser det som en del af deres arbejde at fremme flygtninges beskyttelse og bidrage til praktiske løsninger til dette mål. Udgangspunktet for en del flygtningeforskning handler eksplicit om at fremme flygtninges beskyttelse.

Og ikke sandt: så må sandheden komme i anden række. Så er der ingen, der stiller det ellers oplagte spørgsmål, som Hege Storhaug stiller. Og den slags folk giver sig ud for at være videnskabsfolk!

Det andet eksempel, jeg vil nævne, har jeg fra en tysk etikfilosof ved navn Konrad Ott. Han skrev for et par år siden et essay, hvori han skelnede mellem sindelagsetik og konsekvensetik. Jeg var i sin tid meget optaget af ham og hans essay. Men som en slags biprodukt fandt jeg ud af, at han fortalte, hvad ingen andre havde fortalt: når et afrikansk land får lidt gang i økonomien, finder en landsbys beboere ud af, at det kan betale sig at investere i én af deres unge mænd. De skillinger sammen til at få betalt nogle menneskesmuglere, der kan få ham fragtet til Europa, og hvad enten han dèr lever som decideret flygtning eller som illegal arbejder, formår han at sende penge hjem til dem, der har betalt hans rejse, se her.

Vi skal derfor være klar over, at hvis vi bare bevidstløst hjælper et afrikansk land med at få gang i økonomien, får det den bivirkning, at landet derved kommer op i den indkomstklasse, hvor det kan betale sig at sende deres unge til Europa; det har de fattigste lande nemlig ikke råd til. Det betyder ikke, at vi ikke skal hjælpe de fattige lande, men det betyder, at vi samtidig skal gøre trafikken med at sende deres unge mænd til Europa urentabel.

Og se, den sammenhæng ville jeg mene, man skulle have hørt fra en forsker, hvis forskningsfelt er flygtninge. For det ville da være en yderst relevant kendsgerning for vore politikere at blive gjort opmærksom på, at en stigning i den økonomiske formåen i et afrikansk land i første omgang ville resultere i flere flygtninge fra dette land, flygtninge, som jo på ingen måde er flygtninge, men rene og skære investeringsobjekter. Så ville man fra politisk hold kunne søge at bremse denne migrantstrøm samtidig med at man hjalp afrikanske lande på fode.

Men som Gammeltoft-Hansen skildrer forholdene hos disse ”forskere”, skal man ikke vente sig nogen oplysning i den retning derfra. I interview’et hedder det:

Alliancen mellem forskningen og politiske interesser var i mange år et nogenlunde lykkeligt ægteskab. Efter Anden Verdenskrig og frem mod midten af 1980erne var flygtninge typisk fra den anden side af Jerntæppet. Frihedssøgende sjæle på flugt fra kommunismen. At tage vel imod dem var i overensstemmelse med den politiske konsensus og selvforståelsen i den frie verden. Men da flygtninge begyndte at dukke op i større antal fra andre verdensdele, og de politiske vinde skiftede mod en stadig strammere kurs, satte det forskerne i et dilemma. Skulle de drive med vindene og tage den politiske situation som en præmis, man måtte arbejde inden for? Eller skulle man i stedet kæmpe imod det, man så som en omsiggribende populistisk, højreorienteret og fremmedfjendsk udlændingepolitisk kurs?

I forbifarten kan man lige lægge mærke til, at som de to sider af valget er sat op her, er der ikke tale om noget valg. De to alternativer er skildret, så det er soleklart, hvad ethvert menneske med samvittigheden i behold skal vælge.

Men vælger ”forskerne” ud fra sådanne præmisser, vælger de altså ikke ud fra videnskabelige kendsgerninger, men ud fra personlige følelser. Hvis de kunne komme ud af den faste overbevisning, de tilsyneladende har, om, at ethvert forsøg på at mindske strømmen af migranter er ”populistisk, højreorienteret og fremmedfjendsk”, så ville de måske få den tanke at undersøge, om nu også alle flygtningene er flygtninge, om nu det også er personlig forfølgelse, der får dem til at søge mod Europa, om vi måske er med til at opbygge en incitamentsstruktur, hvis vi bevidstløst modtager disse migranter. Men intet af dette undersøger disse ”forskere”.

Thomas Gammeltoft-Hansen fortsætter:

Det er den sidste position, der har været mainstream indenfor flygtningeforskningen siden 1980erne. Det er udbredt, at man omtaler sig selv som et bolværk mod tidens politiske strømme og for enkelte endda som aktivister. Det falder i god tråd med dele af den ‘kritiske forskning’, man også ser vinde frem på andre områder. En stor del af forskningen bliver mere afkoblet fra den realpolitiske virkelighed. Nu er det liberale kompromis ikke længere noget, der skal forholde sig til statslige interesser, men højst de organisationer, der varetager flygtningenes interesser. Derfor ser vi mange forskere fremlægge meget idealistiske forslag om globale kvotesystemer, legale flugtruter, fordelingsnøgler, overstatslig asylbehandling – noget, meget få lande vil acceptere – eller endda de helt radikale forslag om åbne grænser. Flere forskere begynder at orientere sig mod NGOer, menneskerettighedsorganisationer og Internationale aktører som FN.

Det liberale kompromis” blev tidligere i artiklen defineret som dette, at man allierer sig med andre aktører udenfor forskningen. Og dette kompromis, forstår man, går nu, hvor flygtningestrømmen tiltager, ikke længere ud på at være i overensstemmelse med de forskellige politiske kræfter, nej, nu vil man forholde sig til de organisationer, der varetager flygtningenes interesser. Men forholde sig til sandheden, prøve at udforsker, hvad der er videnskabeligt sandt og hvad ikke, det falder øjensynlig ikke disse ”forskere” ind.

Læg mærke til udtalelsen om, at ”forskningen bliver afkoblet fra den realpolitiske virkelighed”! ”Forskningen” har længe været afkoblet fra virkeligheden, den ”realpolitiske virkelighed” betyder ”virkeligheden, som politikerne ser den”. Altså, når politikerne ikke mere vil ”beskytte flygtningene”, så vil ”forskerne” ikke undlade at komme med bebrejdelser mod politikerne.

Hvad gør man så i stedet for? Jo, man kobler sig på den NGO’ske virkelighed. Man ser virkeligheden gennem NGO’ernes briller. For på den måde mener man, man kan blive ved med at ”beskytte flygtningene”. Men komme med kendsgerninger som dem, Hege Storhaug og Konrad Ott kommer med, det drømmer man ikke om.

Umiddelbart efter ovenstående citat hedder det:

Ifølge Thomas Gammeltoft-Hansen er der gode, ofte materielle grunde til, at forskerne orienterer sig mod internationale organisationer og NGOer.

»En væsentlig del af finansieringen hos flere af de større forskningscentre kommer fra de internationale organisationer som eksempelvis FN, Verdensbanken, humanitære fonde, NGOer eller fra regeringerne selv. Mange flygtningeforskere, herunder mig selv, har haft skiftende roller. Så du ser en svingdørseffekt, hvor man tilbringer tid både som forskningsansat og som ansat i forskellige organisationer. Mange har dobbelte hatte på. Jeg har selv siddet i Flygtningenævnet. Hvem finansierede min ph.d.? Det gjorde Dansk Flygtningehjælp. Jeg har arbejdet i UNHCR og Røde Kors. En hel del af de her organisationer har selv forskningsenheder og står dermed for en del af jobmarkedet. Så det er ikke så underligt.«

Disse organisationer har også stor betydning for, om man som forsker kan få publiceret sine artikler, fortæller Thomas Gammeltoft-Hansen.

Det er ikke så underligt”, hedder det. Hvad er ikke så underligt? At forskerne orienterer sig mod internationale organisationer og NGOer, når det er dèr, pengene kan hentes. Hvad betyder det at orientere sig mod? Det betyder at holde alle kendsgerninger, der kunne være generende for disse organisationer borte fra offentligheden. Og den slags brud på videnskabelig praksis udfører man altså for pengenes skyld.

Nej, nej, sådan skal det skam ikke forstås!

Jamen, er det ikke det, Gammeltoft-Hansen siger? Han gør i hele artiklen opmærksom på, at flygtningeforskningen aldrig har været fri. Først har den orienteret sig mod den politiske virkelighed, siden har den orienteret sig mod NGOernes ønskedrømme.

Og så får han lige indflettet den bemærkning, at det er Dansk Flygtningehjælp, der har finansieret hans ph.d. Det er dybt forargeligt. Man forarges på Gammeltoft-Hansen, og man forarges på Dansk Flygtningehjælp.

På Gammeltoft-Hansen, fordi han åbenbart på forhånd, før han begynder sin forskning, véd, at den vil være til fordel for Dansk Flygtningehjælp. Hvad nu, hvis han i løbet af sin forskning fandt frem til kendsgerninger, der gik Dansk Flygtningehjælp imod? Vil han så mon have os til at tro, at han ganske uantastet af de penge, han fik fra Dansk Flygtningehjælp, ville offentliggøre sådanne ubehagelige resultater?

Og man må forarges på Dansk Flygtningehjælp. De samler penge ind i tide og utide, de vil bilde os ind, at de gør et stort humanitært arbejde og hjælper flygtninge! Men hvad gør de i virkeligheden? De bruger penge på at få folk til at hjælpe sig med at overbevise politikere og almindelige mennesker om, at de mennesker, de kalder flygtninge, virkelig har brug for hjælp, noget, vi andre mener, burde give sig selv. Man forstår efterhånden bedre de mennesker, der taler om en flygtningelobby, ja en hel ”flygtningeindustri”.

Men at det skulle være forskning – nej, den må I længere ud på landet med.

Landet? Ja, måske! I hvert fald landbruget. Jeg erindrer mig ikke så få Deadline-udsendelser, hvor der blev sat adskillige spørgsmålstegn ved et ”forskningsresultat”, fordi det var betalt af en organisation, der ville give landmænd lov til at bruge mere kunstgødning. På det punkt kunne man se, at ”pengene bestemmer”. Men her på migrantområdet? Nej, her skal man ikke vente sig tilsvarende anklager. Ikke engang Gammeltoft-Hansen selv anklager miljøet for uvidenskabelighed. Det er altsammen blot noget, der ”ikke er så underligt”.

Til sidst blot dette: Gammeltoft-Hansen overser, så vidt jeg kan se, at han ikke blot med sine bemærkninger trækker tæppet væk under sine forskerkolleger, men også under sig selv. Han har jo også været betalt af diverse politikere og organisationer. Han har jo også været med til at fastholde falske ”kollektive sandheder”, som havde til hensigt, ikke at give retvisende billeder af forholdene, men at beskytte flygtningene.

Lad mig komme med et enkelt eksempel på, hvordan en sandhed i hans mund kun er sandhed under visse omstændigheder. Når omstændighederne ændrer sig, ændrer sandheden sig tilsvarende.

I juli 2014 udsendte Amnesty International en rapport, der anklagede EU for med sin flygtningepolitik at bringe flygtninges liv i fare. Jeg omtalte det her på denne måde:

Og man er også utilfreds med, at EU bruger penge på at få transitlande som Marokko, Libyen og Tyrkiet til at standse flygtningene, før de når Europas grænser. Man siger:

”EU-landene betaler dybest set nabolandene for at bevogte deres grænser for dem. Problemet er, at mange af disse lande ofte er ude af stand til at garantere rettighederne for flygtninge og indvandrere, der er fanget der. Mange ender som nødlidende, de bliver udnyttet, chikaneret og er ude af stand til at få adgang til asyl”.

Det bliver i Thomas Gammeltoft-Hansens mund til, at det ud fra et menneskeretsjuridisk synspunkt er forbudt at udlicitere sine menneskerettighedsforpligtelser.

Men et år senere, da Angela Merkel lavede en aftale med Tyrkiet for at få standset den store migrantstrøm op gennem Balkanlandene mod Tyskland, da holdt alle ”forskere” omhyggeligt deres mund. Det, Angela Merkel lavede, var jo ellers nøjagtig det samme, som man fra EU’s side lavede et år tidligere: man ville have andre til at bevogte sine grænser for sig. Om migranterne med Merkels aftale ”ender som nødlidende, bliver udnyttet og chikaneret”, er måske tvivlsomt, men givet er det, at de bliver ude af stand til at søge asyl, og at derfor Merkel har udliciteret EU’s menneskerettighedsforpligtelser.

Én af dem, der holdt mund, var Thomas Gammeltoft-Hansen. For han er én ud af flokken. Og vi må forstå, siger han, at det ikke er ”så underligt”. Hvordan sandheden har det, det véd vi ikke. Hvordan hans samvittighed har det, vides heller ikke. Men det er klart, man bider ikke den hånd, der fodrer én. Det er ”ikke så underligt”.

Udgivet i Etik, Indvandringspolitik | Tagget | Skriv en kommentar

Tolerant overfor de intolerante?

For nogle dage siden holdt Joachim Gauck, den tidligere præsident for Forbundsrepublikken Tyskland, et foredrag på et universitet i Nordrhein-Westfalen i Tyskland. Det blev overværet af en skare på omkring 1000 studerende. Om det var personen, der trak, eller det var emnet, vides ikke. Men emnet for hans tale var ”Tanker om vort væsen og de fremmedes væsen”, og dermed lagde han jo op til noget, der både er højaktuelt og sprængfarligt. Jeg blev opmærksom på talen i kraft af en artikel af Christian Skaug på document.no, se her, og fandt senere en række tyske sider, der også omtaler talen.

Netop det sprængfarlige er det nok, der får Gauck til at gå forsigtigt frem. Han begynder med at nævne østtyskernes følelse af en vis fremmedhed, da de blev forenet med vesttyskerne: ”Vi drømte om paradis og vågnede op i Nordrhein-Westfalen”, sagde han, og måtte betone, at det ikke var ment så slemt, som man skulle tro. Og han måtte da også bekende, at han var kommet til at befinde sig særdeles vel i Nordrhein-Westfalen.

Men altså: selv inden for det samme folk har historien – den langvarige adskillelse mellem Øst- og Vesttyskland – kunne skabe en følelse af fremmedhed hos nogle.

Så følger nogle lidt mere principielle overvejelser:

Lad os kaste et blik på den rolle, der tildeles den fremmede i nationalstatens kontekst. Når man ser hen til den potentielle destruktivitet, når man omgås de fremmede, skulle vi berømme anstændigheden så meget mere, og den har menneskeheden også altid stræbt efter. Vi véd, at uden affektkontrol gives der ikke nogen anstændighed. Men affektkontrol, der opnås gennem ren og skær undertrykkelse, løser ikke den grundliggende konflikt; det gør krig jo lige så lidt. Men forandringer uden brug af vold forudsætter, at vi lader være med at betragte den fremmede som fjende, og at vi lader være med at idealisere det, der er vores.

Det forekommer mig, at Gauck rammer ret dybt med denne analyse. Her på bloggen har det sommetider lydt, at det i vort forhold til muslimerne gælder om at vinde ”minds and hearts”. Og den megen tale om burkaforbud og forbud mod både det ene og det andet antyder, at hvis det, der skal til, er det, som Gauck her nævner: affektkontrol uden ydre tvang, så må vi droppe disse forbud og i stedet gå overtalelsesvejen.

Det er et spørgsmål om identitet. Hvem er jeg, østtysker eller vesttysker eller bare tysker? Hvem er den fremmede muslim, altså, hvem føler han, at han er? Han er borger i Tyskland, javist, men dermed bliver han jo ikke tysker.

Og så bruger Gauck den tyske fortid under nazismen anderledes, end man plejer at bruge den. Han henviser til Jean Améry, en mand, som jeg ikke vidste, hvem var, men som Gauck altså kendte og havde læst.

Jean Améry var født af en jødisk far og en katolsk mor i Østrig. Hans far døde ret tidligt, og han blev derfor katolsk opdraget. En wikipediaartikel, se her, fortæller, at han på trods af sin kristne opvækst kom til nærmest at føle sig som en jøde ”uden Gud, uden historie, uden messiansk håb”. Han flygtede til Frankrig, senere til Belgien, var med i modstandsarbejdet mod tyskerne, blev taget til fange og underkastet tortur, derefter som jøde sendt til Auschwitz, og derfra i kraft af, at russerne rykkede nærmere, sendt til Buchenwald og til sidst til Bergen-Belsen, hvor han blev befriet af englænderne.

Han blev senere én af dem, der kunne give et troværdigt billede af, hvad der foregik i Auschwitz, og det er nok derfor, Gauck har læst ham. Han skriver i én af sine bøger (At the Mind’s Limit):

For mig betyder det at være jøde at føle gårsdagens tragedie som en indre anspændelse. På min venstre underarm sidder mit Auschwitz-nummer. Det er kortere end de fem mosebøger og talmud, men giver grundigere information. Det binder også mere end de basale formuleringer af jødisk eksistens. Hvis jeg siger til mig selv og til verden, også til de religiøse og nationalistiske jøder, der ikke betragter mig som én af deres egne: jeg er jøde, så mener jeg dermed de realiteter og muligheder der er opsummeret i Auschwitz-nummeret.

Gauck bruger et andet citat af Améry, som er overraskende, men egentlig afbilder vi danskeres erfaring meget præcist. Gauck skriver:

Vi kender følgerne af at blive rykket op med rode ud fra mange emigranters historie. ”Jeg var et menneske, der ikke mere kunne sige ‘vi’”, skrev Jean Améry, efter at det national-socialistiske regime havde drevet ham ud af landet på grund af hans jødiske herkomst. Da han blev afskåret fra dette ‘vi’, blev det ham på smertefuld måde bevidst, hvor meget et menneske har brug for en hjemegn, ”for ikke at behøve den”.

Det sidste er væsentligt, også for os danskere. For ‘vi-følelsen’ ligger i vort baghoved hele tiden, vi behøver ikke tage den frem, vi svømmer som fisk i det folkelige hav, omgivet af danskere, dvs., af mennesker, der har haft den samme opvækst som vi, taler det samme sprog, bruger de samme vandede vittigheder. Vi tænker ikke over vores identitet, fordi vi ikke behøver at tænke over den. Vi er bare, er bare danskere, er bare halv- eller helkristne, som det nu kan falde sig, altsammen uden at lægge særlig vægt på det.

Men så er der det med de fremmede. Foredragets titel var jo ”Tanker om vort væsen og om de fremmedes væsen”. Det kommer i det næste afsnit:

En nationalstat bør ikke overbelaste sig selv. Den, der forestiller sig, at han som en slags imaginær repræsentant for en slags verdensborgerskab kan fjerne alle grænser for nationalstaten, overbelaster ikke blot enhver stats materielle, territoriale og sociale muligheder, men også borgernes psykiske muligheder. Selv det verdensåbne menneske når frem til sine grænser, når ikke mindst udviklingen på det kulturelle område går for hurtigt og bliver for omfattende.

Jeg er lidt uenig med Christian Skaug om oversættelsen her. Han oversætter ”En nationalstat kan ikke overbelastes”. På tysk hedder det: ”Ein Nationalstaat darf sich nicht überfordern”. Jeg tror nu nok, at min oversættelse er den rigtige. Den stemmer i hvert fald godt med det følgende, hvor der tales om, hvordan nationalstaten kan overbelastes. (I en dansk udgave af Skaugs artikel hedder det ”må” og ikke ”kan”, se her).

Og hvis meningen med udsagnet om det verdensåbne mennesker er at sige til diverse ”Gutmenschen” i Tyskland og andetsteds: ”Indrøm det bare! Også I føler, at det er ved at blive for meget med alle de områder, der ikke synes at have noget tilfælles med tysk kultur”, så er det et glædeligt tegn, for så er det menneske, der udtaler sig, et menneske, som ikke sådan uden videre kan placeres på dén yderste højrefløj, hvor man ellers plejer at anbringe dem, hvis meninger man ikke gider argumentere imod.

Men måske han først og fremmest tænker på sig selv med udtalelsen om det verdensåbne menneske, der når frem til sine grænser. Hør, hvordan han fortsætter:

Begrebet multikulturalisme har igennem lang tid haft stor indflydelse på integrationspolitikken: hvad der end har gemt sig bag den enkelte kultur – mangfoldighed gjaldt som en værdi i sig selv. Kulturerne hos de forskellige skulle eksistere ved siden af hinanden som ligeberettigede, alle vestlig-liberale værdiforestillinger blev afvist. Jeg forstår nok, at det ved første øjekast kan se tolerant og verdensåbent ud, når den slags mangfoldighed bliver accepteret og honoreret. Men det, denne multikulturalisme faktisk har ført til, skræmmer mig.

Her kommer denne artikels overskrift ind i billedet. For den tænkes at minde om den østrigske filosof Karl Poppers ord om, at man skal være tolerant overfor alt, undtagen overfor intolerancen. Jeg tør naturligvis ikke sige, om det er Karl Popper, Gauck har haft i tankerne, men det kunne godt tyde på det, tankegangen er den samme. For han fortsætter:

Således finder jeg det beskæmmende, når nogen lukker øjnene for kvindeundertrykkelsen hos os og i mange muslimske lande, for tvangsægteskaber, for ægteskaber med alt for unge piger, for svømmeforbud for piger i skolerne; når antisemitisme blandt mennesker fra arabiske stater bliver ignoreret eller bortforklaret med henvisning til israelsk politik; eller når islamkritik bliver mistænkt for at vokse ud af racisme og had til muslimer. Er det rigtigt set af mig, at i disse og andre tilfælde bliver hensynet til en anden kultur vurderet til at være vigtigere end varetagelsen af grundrettighederne og menneskerettighederne?

Ja, Gauck, det er rigtigt set. Tesen om multikulturalisme har afsløret sig som falsk: man vil ikke holde fast ved sin egen kultur, for man skal jo være så tolerant, men den fremmede kultur – altså islam – bliver mødt med – ja, ikke med forståelse, men med fornægtelse af fakta, ikke med forsøg på indlevelse, men med nedladenhed, for man mener jo, at ens egen kultur med så stor selvfølgelighed er bedre, at der ikke vil gå lang tid, før alle muslimerne er gode demokrater. Og derfor, fordi man tror, det hele vil gå af sig selv, irriteres man fra de multikulturelles side på os islamkritikere, for hvad ligner det sådan at kritisere de fremmede, det kan kun bero på et had til muslimer, som vi kritikere blot ikke gør os klart.

Man kan måske sige, at Gaucks opfattelse ikke er særlig skarpt formuleret. Jeg kan kun sige, at den er skarp nok for mig. Det drejer sig jo ikke om at komme med skarpe statements, men om at analysere situationen korrekt. Og her overgår Gauck mange med skarpe holdninger.

Specielt er det givende, at Gauck tilsyneladende ikke blot vil kritisere muslimerne for de ting, der er nævnt ovenfor: kvindeundertrykkelse, tvangsægteskaber, svømmeforbud for piger, antisemitisme, osv., nej, han mener, at en væsentlig forudsætning for et fremtidigt samliv er, at vi får større viden om hinanden. Man kan prøve at rette op på det faktum, at der lever muslimer iblandt os, der véd meget lidt om deres værtsland, men man kan også tænke på det faktum, at vi europæere ofte har en meget forkert og højst begrænset viden om islam, idet de fleste opfatter den som lige så uskyldig for samfundsudviklingen som kristendommen. Hvad den jo på ingen måde er.

Men altså: Hvis man afviser alle vestlig-liberale værdiforestillinger, så risikerer man at være tolerant overfor de intolerante, og så opnår man aldrig den sameksistens, der var tilsigtet, for så vil det gå sådan, som det allerede i høj grad er gået, at muslimerne med deres krænkethedsfølelse får lagt låg på vores frie debat.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , | Skriv en kommentar

Ord, der bedrager

Ikke så få gange har jeg her på bloggen følt det nødvendigt at gøre opmærksom på og nærmere beskrive den boble, den europæiske elite befinder sig i. Denne elite søger at retfærdiggøre sig med en række snydeord, som på én gang overfor dem selv og deres ”menighed” skal forklare tingenes sammenhæng og overfor mennesker af anden opfattelse afskære enhver form for diskussion.

Sidst jeg gjorde opmærksom på det, skete det under overskriften ”Populisme” – ”Globalisering”, se her. Den gang var det et interview i Deadline, som jeg hæftede mig ved.

Nu er der imidlertid fremkommet en artikel i Berlingske, som bruger de samme ord til det samme, altså til at forhindre debat og til at tilsløre sandheden, se her. Artiklen er skrevet af Samuel Rachlin, og igen må man undre sig over den letsindighed og mangel på journalistisk nysgerrighed, der kendetegner artiklen. Både fordi den skrevet for i forvejen indforståede mennesker, og fordi den benytter sig af ord med glidende betydning for at få folk med på tanken om, at Bruxelles altid vil det bedste.

Rachlin begynder med at beskrive et Europa i forvirring:

Europa er ikke gået i koma, men gisper efter vejret og famler efter holdepunkter for ikke at miste balancen. Gode gamle Europa har svært ved at finde formen og sig selv i en tid med uforudsete kriser og prøvelser og en dagsorden, der står på chok, opbrud og skilleveje. Fra den euforiske drøm om fred, frihed og forbrødring efter Berlinmurens fald er Europa ved at synke ned i en tilstand af formørkelse og fortvivlelse. Fra triumf til faneflugt.

Det er en verden med omstigning til Brexit, indvandrer- og flygtningebølger, terror, fake news, Putin, Trump, ny oprustning og en sværm af populister. Der er blevet vendt op og ned på det, som man siden Murens fald har levet med og accepteret som det normale. Nu skal man vænne sig til at leve med »the new normal«, hvis man bare kunne finde ud af, hvad det er. Velkommen til det 21. århundrede, Europa.

Som uhildet læser bliver man lidt i tvivl om, hvor han vil hen, eller hvilken side han befinder sig på. Vil han tale om den virkning, indvandrer- og flygtningebølgen har haft, eller vil han koncentrere sig om Trump og populismen, hvad han så end vil forstå ved dette sidste.

Han understreger to af de værste problemer, Europa nu står overfor:

Europa kom i skred efter Ruslands overfald på Ukraine for fire år siden og den blodige krig i Øst-Ukraine, tidens mest underoplyste europæiske krig trods over 10.000 ofre og over to millioner flygtninge. Fredsdividenden er en saga blot, og et nyt trusselsbillede har banet vejen for oprustning og nye forsvarsbudgetter.

Samtidig er Europa blevet konfronteret med et uset flygtningepres og uophørlige blodige terrorangreb i europæiske storbyer. Oven i alt det har politiske kriser og dramaer bragt europæiske stormagter ud af balance og udløst en fragmentering og et kaos, som giver næring til de populistiske partier.

Dette er jo sådan set beskrevet korrekt nok, omend man stadig er lidt i tvivl om sigtet. For efterhånden har man jo opdaget, at for de fleste journalister er populisme et negativt ladet ord. Skulle det mon være det for Rachlin også? Det får man svaret på i det næste afsnit:

De vinder frem i det ene land efter det andet ved at spille op til yderligtgående nationalistiske holdninger i de befolkningsgrupper, der føler sig overset og svigtet. De er globaliseringens og den nye teknologiske tidsalders tabere, som Hillary Clinton under den amerikanske valgkamp kom for skade at kalde for »the deplorables« – de beklagelige, demagogernes mest eftertragtede bytte.

Her afsløres det, at disse populistiske partier efter Rachlins mening har en yderliggående nationalistisk holdning. Og det er jo nok ikke så godt. Der er befolkningsgrupper, der føler sig overset og svigtet. Men er de det? Og i bekræftende fald: af hvad?

Ja, det får vi ikke at vide. Kun får vi at vide, at de er tabere i det tilsyneladende uafvendelige fremskridts tidsalder, hvor globalisering og den teknologiske udvikling gør deres hidtidige arbejde overflødigt. Hvis det altså er det, Rachlin tænker på, og hvis det er det, der får store befolkningsgrupper til at føle sig svigtet.

Når han her nævner Hillary Clinton, hænger det sikkert sammen med, at han deler den fejltagelse eller ligefrem fejlagtige sprogbrug, som mange journalister og kommentatorer anvender: snydeordet ”globalisering” gør, at man mener at kunne sætte lighedstegn mellem Europas og USA’s problemer. Og man kan derved forhindre sig selv og sine læsere i at se, at der er tale om vidt forskellige problemer.

Hvis ”globalisering” betyder ”frihandel”, altså åbne grænser for varer, taler vi om problemer i USA, hvor kulminer er blevet lukkede, fordi kul kan fås billigere fra andres verdensdele. Hvis ”globalisering” betyder åbne grænser for mennesker, så er det ghettoproblemer i Europa, terrorproblemer og vanskeligheder ved integration af muslimer, vi taler om.

Problemet med Rachlins sprogbrug er, at vi ikke aner, om det er den ene eller den anden problemstilling, han vil omtale, om det er det ene eller det andet, der er skyld i det kaos, han med en vis ret ser i Europa.

Brexit er nok noget for sig, og burde ikke omtales i samme åndedrag som integrationsproblemerne i Europa. Men Rachlin giver også Theresa May et skud for boven. Derefter hedder det:

Det ser noget bedre ud i Berlin, hvor Angela Merkel siden valget i september har kæmpet tappert, men stadigt mere desperat for at danne en funktionsdygtig koalition. Det ser ud til at lykkes nu, men prisen har været høj for Merkel. Hendes anseelse og status som Europas ledestjerne har lidt ubodelig skade, mens hun umiskendeligt er på vej ind i sin karrieres tusmørke.

Nå ja, vi andre véd jo godt, at det, der er årsag til Merkels nedtur, er hendes skæbnesvangre ja til migranterne i efteråret 2015 og det efterfølgende vedholdende ”Wir schaffen das”. Men af ovenstående afsnit synes det at fremgå, at det er hendes mange anstrengelser for regeringsdannelse efter valget i efteråret 2017, der er årsag til hendes deroute. Og skal man tage de forudgående afsnits indhold med i betragtning, menes der måske, at problemet er det nye parti AfD’s fremmarch, et parti, som Rachlin vist vil mene er et yderliggående nationalistisk parti, som demagogisk har søgt at udnytte tidens tabere. Disse tabere er altså blot i Tyskland mennesker, der rammes af den alt for store indvandring, landet har været genstand for. Men det varer Rachlin sig for at sige ligeud. Med snydeordet ”globalisering” formår han at holde det hen i det uvisse, hvad der er tale om.

Men altså: Er der nogen forklaring i disse bemærkninger? Er de udtryk for en tænksom analyse? Jeg kan ikke se det. Jeg kan kun se et forsøg på at fastholde det synspunkt, der synes at gælde i den europæiske elites boble: at populisme er noget skidt, udtryk for en nationalisme, der udnyttes af demagoger, og at globalisering er noget godt, uanset at det fremkalder bekymringer i dele af befolkningerne.

Og i hvert fald lægges der ikke op til nogen form for debat med disse populister. Det betragtes blot som tåbeligt og forkert og uhensigtsmæssigt, hvad de foreslår. At der kunne være en berettiget vrede i f.eks. den tyske befolkning over at være blevet påduttet utrolig mange migranter til behagelig integration, og over at skulle finde sig i disse migranters mildest talt ikke integrationsvillige opførsel, det er ikke noget, der falder Rachlin ind, og derfor ikke noget, han ønsker at diskutere.

Og at Rachlin ikke ønsker nogen debat, men blot ønsker at stille et vrængeansigt op mod nogle mennesker, han ikke kan lide, kan ses af det sidste, han skriver. Her hedder det:

Det kræver nye holdninger og en anden form for politisk tænkning og handling at forholde sig til alliancer mellem populister fra den nationalistiske højrefløj og gamle kommunister og KGB-agenter anført af Vladimir Putin og hans kolleger i Kreml.

Hvem havde fantasi til at forestille sig den slags kabaler eller udspil fra en fremtrædende dansk politiker som Søren Espersen (DF), der kræver, at Danmark skal indgå partnerskab med autoritære ledere som Viktor Orban i Ungarn, Polens Kaczynski og andre af samme politiske kaliber? Det er så vildt, at man skulle tro, det var fake. Det er det bare ikke. Det er politisk forbrødring i det 21. århundrede til tonerne af »Ode til Glæden«: »Alle Menschen werden Brüder«.

Aha, det er Søren Espersen, han er ude efter. Men ude efter, ikke med argumenter, men med vrængeord. Det er det, alt det foregående har lagt op til. Det er derfor, han bruger snydeordene ”globalisering” og ”populisme”. Blot véd han det ikke selv. Han bruger blot den samme tankegang som alle andre indenfor boblen. Det ville ikke have været svært for ham at finde ud af, hvad Søren Espersens begrundelse er for at tilslutte sig f.eks. Viktor Orbans kamp mod Bruxelles’ ordre om at modtage et vist antal muslimer. Der er faktisk en del logik i Orbans nej til at lade sig påtvinge muslimske indvandrere. Han har set, hvad en indvandring af muslimer har ført til i Vesteuropa, og sådanne problemer ønsker han ikke frivilligt at importere til Ungarn. Det samme med en række andre østeuropæiske politikere.

Men intet af det interesserer Samuel Rachlin. Han befinder sig indenfor boblen og ser kun, at disse lande nægter at parere ordre. At de har argumenter for det, og at det måske var hans opgave som journalist at finde disse argumenter frem og lade ”boblens” modargumenter mødes med dem, det ser han ikke.

Hænger det sammen med, at ”boblen” ikke har nogen modargumenter? Eller er ”boblen” forsynes med spejl indvendig, så man indefra kun ser sig selv og den måde, man selv slås med problemerne på?

Det er ikke godt at vide.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Lad dog barnet!

Den 12-2 2018 var der på TV2 en reportage fra Vollsmose. Man besøgte med reporter og kamera en café og lagde mærke til, at i denne café sad mændene for sig og kvinderne for sig. Det gjorde man et nummer ud af. Blandt andet interview’ede man en række danske politikere om denne kønsopdeling, og værst i denne række af svar var nok Venstres Marcus Knuth, som mente, at når udlændinge kom her til Danmark, så burde de aflægge deres middelalderlige skikke.

Er manden ikke klogere? Véd han ikke, at når man importerer arbejdskraft, migranter eller flygtninge, så er det ikke blot nøgne og ubeskrevne mennesker, der ankommer til landet, det er hele menneske, der uvægerligt medbringer den kultur, de har fra det land, de stammer fra? Muslimer med muslimsk kultur vedbliver at være muslimer, når de kommer til Danmark, og vedbliver at have de opfattelser og værdiforestillinger, de har som muslimer.

Når muslimer i deres hjemlande er vant til at lægge stor vægt på adskillelse af kønnene, så ophører de ikke med at have dette ideal, fordi de passerer grænsen til Danmark.

Det burde være sivet ind hos enhver nogenlunde velbegavet politiker. Det er jo det, der er årsagen til, at vi hos muslimer ikke træffer det, vi kan kalde forelskelsesægteskaber. For de to køn får ikke lov til at omgås hinanden i ungdommens vår, de tænkes at skulle holdes skarpt adskilt. Derfor kan mand og kvinde ikke som hos os mødes, så sød musik opstår i hjerterne. Og derfor er der hos muslimerne kun mulighed for arrangerede ægteskaber.

I sin tid, da vi endnu ikke kunne forestille os, at muslimerne havde en anden kultur end vores, gik vi ud fra, at der lå kærlighed bag de muslimske ægteskaber, som der gør det bag vore ægteskaber. Når en ung muslim rejste til sit hjemland og dèr mødte én, han blev forelsket i, skulle han selvfølgelig have mulighed for at få sin elskede med til Danmark, det er klart. For hvem kan få sig til at lægge hindringer i vejen for kærligheden?

Nej, det kunne naturligvis ingen. Og derfor fik vi øgning af de muslimske miljøer i Danmark, der var ganske stor. For mærkelig nok, så blev ingen af de unge muslimer, der boede her i landet, forelsket i en muslim her, nej, de blev alle forelsket i en muslim fra hjemlandet. Det tog tid for os at opdage, at der ikke var tale om forelskelse, men om familiebefalinger, af og til ligefrem om handel, for der var ofte penge involveret. 24-års-reglen satte vel nogenlunde en bremse på den trafik, men der er jo vedblevet at være politikere, der ikke har forstået noget som helst, f.eks. folk fra Enhedslisten og fra de Radikale.

Venstres Bertel Haarder synes at have forstået det. Så man skulle tro, at denne anderledes kultur også var blevet åbenbar for Marcus Knuth. Det synes dog ikke at være tilfældet. Medmindre man skal tro, at det var en enkelt finke, der i fartens løb røg af panden.

Men hvad skal vi så gøre ved denne kønsopdeling? Skal vi bare lade dem gøre, som de vil? Som jeg plejer at sige: “Lad dog barnet!”

Nej, vi skal ikke bare lade dem gøre, som de vil. Vi skal sætte os ind i deres tankegang og handle ud fra den indsigt, vi måtte opnå.

Vi kunne for eksempel gøre det, at vi sløjfede antidiskriminationsreglen for natklubber, diskoteker og barer, så det fremover blev ejerne, der frit bestemte, hvem de ville modtage som gæster, uanset at der derved blev diskrimineret mod muslimske mænd.

Som man måske véd, administrerer de muslimske familier deres kønsadskillelsespolitik på den måde, at de holder pigerne hjemme, idet de er utrolig ømme over deres dyd, men lader drengene gå rundt på gader og stræder og fornøje sig med alkohol og piger, ganske som de har lyst til. Piger, ja, altså danske piger, ikke muslimske, for de sidder jo hjemme og passer på deres dyd.

Det førte en overgang til, at mange natklubejere klagede over, at de ikke måtte afvise muslimske mænd. Derved fik de en overvægt af mænd i natklubben, og det var ikke hensigtsmæssigt, hævdede de. Men de har vist fundet en modus vivendi, for jeg har ikke læst klager fra dem nu i lang tid.

Men alligevel, hvis der stadig eksisterer en sådan antidiskriminationsregel, så lad os ophæve den, så den enkelte natklub får ret til at afvise hvem de vil.

For snart mange år siden skrev jeg et indlæg om disse forhold, se her. Jeg sammenlignede dengang den forargelse, der var overfor visse caféejere, der ikke ville tillade ammende mødre at frekventere deres café, fordi de mente, det jagede andre gæster væk – det var diskrimination, lød det – med den forargelse, der vendte sig mod natklubejere, der ville lukke deres klub for muslimske mænd; også det var diskrimination, hed det sig. Den første forargelse gik hurtigt i sin mor igen, man lod caféejerne have deres frihed til at lukke ind og lukke ud, som de ville, men man ville på ingen måde tilstå natklubejerne den samme frihed.

Min forklaring dengang på denne mærkelige forskel i forargelsesstyrke var, at der, så snart det er muslimer, det drejer sig om, aktiveres et mærkeligt beskyttergen hos mange danskere. Specielt træder det i funktion, hvis muslimerne selv siger, at de føler sig udelukket. Så er der ingen ende på forargelsen mod dem, der ”lukker dem ude”. For vi skal jo virkelig allesammen sørge for, at vore muslimer befinder sig godt her i landet, ikke?

Men jeg tillod mig så også dengang at anklage vore muslimske landsmænd for hykleri. Muslimerne vil holde kønnene adskilt fra hinanden. Og til den ende lukker de deres unge piger inde i hjemmene, forbyder dem at gå i byen af hensyn til deres dyd. Men hvad med mændenes dyd? Hvorfor er det kvinderne, der absolut skal bevise deres kyskhed på bryllupsnatten med blod på lagnet, mens ingen spekulerer på mændenes dyd?

Det var derfor en stor glæde for mig, da jeg læste Sara Omars bog ”Dødevaskeren”, og så, at hun lod én af sine personer stille det samme spørgsmål, formentlig vel vidende, at sådan noget er der så at sige ingen muslimer, der spørger om.

Det er hovedpersonens morfar, Darwésh, der spørger sin søn, der er imam, om mandens ære. Det er noget vrøvl, svarer sønnen.

Nej”, sagde Darwésh. ”For hvornår bliver manden betragtet som uren, og kan hans jomfruelighed være symbol på en hel families stolthed eller skam?” Han rystede på hovedet. ”Det er det, der er kernen i det hele, min søn, for mandens mistede jomfruelighed er ligegyldig. Det er udelukkende kvinden og kvindens køn, der kan være skyld i al elendighed, og den skyld er så tung, at en mand altid kan retfærdiggøre vold og drab på grund af den”. (Side 305) (tidligere citeret her).

Det er et mægtigt hykleri fra muslimernes side, at det kun er kvindens jomfruelighed, der betyder noget. Og det er dette hykleri, der viser sig i den forskellige behandling af kønnene. Men hvorfor godtager vi dette hykleri? Hvorfor finder vi os i, at vore kvinder skal være legetøj for de unge muslimske mænd, indtil de kan indgå i et lovformeligt muslimsk ægteskab med en muslimsk kvinde, der har siddet hjemme og vogtet på sin dyd?

Nej, vi kan ikke forvente, at muslimerne smider deres kultur fra sig ved grænsen. Men vi kan påpege det hykleri, der ligger i den. Vi kan hævde, at det liv, de mener er fromt og gudvelbehageligt, ikke er spor fromt, som det udfolder sig i de muslimske miljøer, i hvert fald ikke før de unge mænd opfører sig lige så kysk som de muslimske kvinder.

Muslimerne mener, de er bedre end os. Det er, hvad deres religion siger dem. Og de mener, at deres afholdenhed fra spiritus, deres adskillelse af kønnene og deres krav om dyd (men altså kun kvindens dyd) er vor kultur moralsk overlegen. Hvorfor skal vi tie stille med et modsvar til disse påstande? Javist, for ikke at skade integrationen. Men ville det ikke være meget bedre for integrationen, om vi lod vores kritik komme åbent frem? Vi burde da fortælle dem åbent, hvorfor deres kultur ikke er vores moralsk overlegen. Ikke blot, fordi der er tale om en kultur, der ikke kan frigøre sig fra vold, men også fordi den hele tiden har sat manden over kvinden med de uhyggelige resultater, som Sara Omar (og mange andre) fortæller om, og sidst jo altså, fordi kønsadskillelsens krav om afholdenhed kun gælder for kvinden, ikke for manden.

Altså, dette: at påpege hykleriet og vise vor forargelse over det, burde vi gøre, i stedet for at forarges over en frivillig kønsadskillelse på en café.

Udgivet i Islam | Tagget , , | Skriv en kommentar

Barmhjertighedens blinde øje

Den udmærkede betegnelse for den sygdom, vor europæiske elite lider af: ”samaritanitis” har jeg tidligere gjort temmelig meget ud af. Her skal blot den særegenhed ved sygdommen omtales, der består i, at man tilsyneladende kun kan opretholde sin lyst til at være barmhjertig ved at lukke øjnene for virkeligheden. Samaritanisterne er præget af den særlige form for blindhed, der består i, at de villigt laver om på virkeligheden for at få den til at passe med det skuespil, de mener pågår i Europa for tiden: den barmhjertige samaritaners drama, hvor det drejer sig om at undgå at spille rollen som præsten og levitten, der ”går lige forbi”, og i stedet påtage sig rollen som den barmhjertige samaritaner.

Som også tidligere omtalt består en del af denne blindhed i, at man betragter alle de migranter, der søger mod Europa, som ynkværdige mennesker, uanset om de er det eller ej, uanset om de af vore myndigheder betragtes som økonomiske migranter og ikke flygtninge, uanset, hvordan de iøvrigt opfører sig på modtagecentre og deslige. Hvis ikke man gør det, får man dem ikke til at passe ind i Jesu lignelse, og det vil sige: hvis ikke de er ynkværdige, trængende mennesker er vore gerninger ikke rigtige gode gerninger.

Et skrækeksempel på en sådan blindhed ses i en artikel af den tidligere generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm, se her. I dette tilfælde har man oven i købet indtryk af, at han i en del tilfælde ikke blot er blind, men ligefrem ”vilblind”, altså, at han godt véd, hvad sandheden er, men ikke blot undlader at gøre opmærksom på den, men ligefrem påstår det modsatte af det, han egentlig godt véd er sandt.

Jamen dog, vil man sige, det pæne menneske!

Og det er jo sandt. Man ser ham for sig debattere på Tv, f.eks. i Deadline, rolig, afbalanceret, altid imødekommende. Kan han virkelig snyde på den måde?

Nej vel! Man skulle ikke tro det. Men læs så lige følgende gennemgang af ovenstående artikel!

Først er der nu overskriften:

Politikerne vil selv styre flygtningepolitikken. Det lader sig ikke gøre.

Denne overskrift er tricky. For senere i artiklen beviser han, at det faktisk godt kan lade sig gøre, at altså vore politikere godt kan styre flygtningepolitikken:

Angela Merkel kørte fast i sit forsøg på at skabe solidariske løsninger på krisen og endte med at indgå en EU-aftale med Tyrkiets Erdogan for at få flygtningetallet bragt ned og dæmpe de bekymringer, som i flere lande truede med at skabe dramatiske regeringsskift – regeringsskift, som de fleste og vel også Merkel frygtede for alvor ville skubbe til vores demokratiske værdier.

Det vil sige: Andreas Kamm viser her, at han godt véd, at det, han kalder flygtningekrisen (som var en migrantkrise) i 2015, blev standset af vore politikere; han viser jo her, at politikere faktisk kan styre flygtningepolitikken. Hvorfor skriver han så i overskriften og flere steder i brødteksten, at det ikke lader sig gøre?

Svaret på det spørgsmål ligger måske i det, Kamm fortsætter med: ”Aftalen var ikke smuk”. Meningen synes altså at være, at det ikke lader sig gøre at styre flygtningepolitikken på den smukke måde, der stemmer overens med Kamms åbenbart ret sarte samvittighed, eller at det kun lader sig gøre ved hjælp af det, han kalder en solidarisk løsning, hvilket vist betyder, at hvert land tager sin del af migrantmassen, og en sådan løsning er ikke indenfor rækkevidde.

Dette er ikke blot en énøjet betragtning, det er også fordrejning af den faktiske virkelighed.

Hvad er så det, der gør flygtningekrisen umulig at styre for politikere, efter Kamms mening? Det kommer straks i begyndelsen af artiklen:

Der er nogenlunde bred enighed om, at den globale flygtninge- og migrationskrise er et fænomen, som ikke forsvinder af sig selv, men derimod må forventes at tage til, fordi konflikternes antal og varighed stiger. Det forstærker udfordringen, at verdens ulighed og fattigdom fortsat er stor, at klimaudviklingen mange steder ødelægger folks livsgrundlag og skaber fordrivelse, samt at der dertil må forventes en stor befolkningstilvækst i de områder af verden, der kæmper med de allerede nævnte problemer.

Lidt senere gentager han pointen:

Og hele udviklingen drives af de ovennævnte faktorer: konflikter, fattigdom, klimaforandringer og befolkningsvækst.

Man kan lægge mærke til, at krisen nu er blevet til en ”flygtninge- og migrantkrise”. Ikke, at det tilsyneladende gør nogen forskel for Kamm. Han tænker sig stadigvæk, at krisen skal løses på globalt plan, og at det betyder, at vi i Danmark skal modtage vores del af flygtningene, uanset at de måske i virkeligheden er migranter.

For er de nu også flygtninge allesammen, dem, vi taler om?

De, der drager af sted på grund af fattigdom, kan vel ikke siges at være flygtninge i flygtningekonventionens forstand, hvor man skal være personligt forfulgt i det land, man flygter fra, for at kunne påberåbe sig asyl og få det. Det samme gælder klimaflygtningene og dem, der flygter på grund af befolkningstilvækst. Ingen af dem kommer ind under flygtningekonventionens flygtningebegreb. Strengt taget gør de mennesker, der flygter på grund af konflikter, det heller ikke. Men dem har vi vænnet os til at tage vel imod, jf. flygtningene fra borgerkrigen i Syrien. Dog skulle man forvente af en tidligere generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp, at han formåede at skelne mellem flygtninge og migranter, at han kender flygtningekonventionen og ikke vil skabe flere flygtninge med asylbehov ved at omtolke den. Men er det ikke just det, han gør? Går hans bestræbelser i denne omtale ikke ud på at få så mange mennesker som muligt ind under flygtningebegrebet? Nej, jeg mistænker ham ikke for at ville mele sin egen kage, altså for at kæmpe for, at der stadigvæk skal være flygtninge, som hans organisation kan tage sig af. Jeg tror, han er ægte nok i sin bekymring. Men hans fordrejning af flygtningebegrebet må betragtes som en plet på hans samvittighed.

Man fristes til at spørge Kamm: Er virkelig de mennesker, der må opgive deres landbrug, fordi klimaforandringer gør det umuligt at drive landbrug, hvor de hidtil har boet, bedst hjulpet ved at komme ind i vort land og tvinges til so oder so at skifte kultur? Eller de mennesker, der lider under fattigdom? Var det dog ikke bedst, om vi fik skabt gode regeringsforhold i disse fattigdomslande i stedet for gennem vores ”gode gerninger” at fratage disse lande den bedst begavede del af befolkningen?

For slet ikke at tale om den sidste grund til ”flygtningekrisen”, Kamm omtaler: befolkningstilvæksten. Det kan måske være sandt nok, at dette giver mennesker anledning til at søge mod Europa. Men bliver de flygtninge af den grund? Og har vi en etisk forpligtelse til at tage imod dem og lade dem bosætte sig i vort land? Er det ikke landet selv, altså dets ledelse og dets institutioner, der har ansvar for, at landets befolkning ikke formérer sig ud over det, landets produktion kan bære?

Jeg vendte mig for et par år siden imod Andreas Kamm, fordi han havde fremdraget det kendte billede af den lille druknede dreng og brugte det til at pirke til vores dårlige samvittighed: Vi, verden, havde svigtet denne lille dreng, hans familie og de mange andre, der var druknet, hævdede han, se her. Denne dårlige samvittighed hos os kunne Kamm kun få frem ved at se bort fra den virkelighed, som ihærdige journalister havde gjort opmærksom på: drengen og hans familie var ikke flygtninge, men migranter; faderen havde i flere år haft arbejde i Istanbul; grunden til, at de flygtede, var, at faderen mente, han kunne tjene flere penge ved at komme til Tyskland; dèr kunne han også få sine tænder undersøgt. Der var altså tale om økonomiske migranter. Men den virkelighed så Kamm stort på i sin tid.

Det samme gør han øjensynligt i dag. Alle migranter tages ind under Kamms beskyttende vinger, uanset om de er krigsflygtninge, økonomiske migranter, klimaflygtninge eller overbefolkningsflygtninge. Alle kan bruges til det hellige formål at prikke til vores samvittighed. Kamms godhed er stor. Og hvad, det er jo os andre, der betaler.

Så følger i den førstomtalte artikel en omtale af FN’s svaghed og af Merkels ikke-smukke aftale med Tyrkiet. Intet land kan klare problemerne alene, hedder det, og så fortsætter han:

Derfor var og er det deprimerende at høre politikere sige, at de gerne selv vil styre vores flygtningepolitik. Det lader sig ikke gøre, når vi taler om den globale situation. Og hvad værre er: Det manglende fællesskab efterlader de nationale politikere med en værktøjskasse, der ikke egner sig til at løse de udfordringer, som vi møder i de enkelte lande. Sådan er det også i Danmark, hvor overskriften er blevet: »Vi må gøre Danmark mindre attraktivt«, underforstået at så vil asylansøgere nok vælge et andet land end Danmark.

Socialdemokratiet vil oprette såkaldte modtagecentre uden for Europa. »Skal vi stoppe den farlige rejse over Middelhavet, bliver vi nødt til så at sige at flytte Europas grænse fra at være nord for Middelhavet til at være syd for Middelhavet,« siger S-formand Mette Frederiksen.

Det gør man ved at forringe vilkårene for flygtningene. Lavere sociale ydelser, optjeningsprincipper på pensioner, ødelæggende familiesammenføringsregler, smykkelov, burkaforbud osv. Flugten fra de gode demokratiske principper om »frihed, lighed og fællesskab« er markant. Flygtninge og indvandrere udstilles som »de andre«, som problemet og som dem, vi med sindsro kan behandle anderledes, ulige og dårligere.

Først dette med, at vi ”må gøre Danmark mindre attraktivt, så asylansøgerne vælger et andet land end Danmark”.

Ja, sådan gjorde vi i den forrige flygtningepolitiks tid. Men er det helt umuligt at forstå, at dette, at vi handlede sådan, afslører en fatal fejl ved EU’s flygtningepolitik? Det har jo aldrig været meningen, at flygtninge selv skulle kunne vælge, hvilket land de ville søge asyl i. Men i kraft af vor efterladende politik, specielt Italiens undladelse af at registrere de tilstrømmende migranter, er det for lang tid siden blevet sådan, at der foregår ”asylshopping”, altså at asylansøgerne selv udvælger sig det land, de vil søge asyl i.

Dernæst Kamms omtale af det nye socialdemokratiske forslag. Enten har han ikke forstået det, hvad jeg næsten ikke kan tro, eller også beskriver han det med vilje forkert, således at han kan fremkomme med sine etiske anklager mod os danskere. For dette med ”lavere sociale ydelser, osv” har jo intet at gøre med det, at socialdemokraterne vil flytte grænsen til Europa fra nord for Middelhavet til syd for Middelhavet.

Jeg tog for et par indlæg siden socialdemokratiets forslag frem til undersøgelse, se her. Noget af det fikse ved forslaget var, som jeg så det, at man ville lave en ”flygtningeomveksling” i FN-regi, således af de, der havde betalt menneskesmuglere i dyre domme, ikke selv fik noget ud af deres investering, men blot blev anledning til, at andre FN-flygtninge kom til Europa. Det har Kamm overhovedet ikke blik for. Nej, han har sat sig for, at vi danskere skal have på puklen, fordi vi ser stort på de demokratiske værdier ”frihed, lighed og fællesskab” i Kamms fortolkning.

Disse demokratiske værdier var i gamle dage – det vil sige: i tiden før migranttilstrømningen – værdier, der gjaldt for en stats egne borgere. Men nu, hvor stakkels, ynkværdige mennesker (som altså ikke er så ynkværdige endda) strømmer ind over vore grænser, nu skal friheden og ligheden og ikke mindst fællesskabet gælde for dem også.

Jamen, er de da sådan uden videre medlem af vort danske folk, blot fordi de tropper op på grænsen? Uanset hvor meget Kamm prædiker ”lighed”, bliver der dog ved med at være forskel på et lands statsborgere og alle andre landes statsborgere. Det gælder allevegne.

Og hvad fællesskabet angår, ja, i begyndelsen inviterede vi da som gode værter de fremmede indenfor, men efterhånden som vi har opdaget, at disse fremmede ikke ville have fællesskab med os, i hvert fald ikke, hvis de var muslimer, så er vores fællesskabsinvitationer blegnet noget.

Til sidst prædiker Kamm sammenhængskraft. Det er, siger Kamm,

problematisk at gå denne vej af »ufrihed, ulighed«, når vi samtidig prædiker bekymring for samfundets sammenhængskraft. Sammenhængskraft bygger på frihed, lighed. Sammenhængskraft er lig med fællesskab, og det næres ikke ved ulighed. Man skal ikke undervurdere de udfordringer, som er forbundet med modtagelsen af flygtninge i vores velfærdssamfund. Der er udfordringer i vores skoler, der er udfordringer i ghettoerne, det er vanskeligt at få flygtninge ind på arbejdsmarkedet og vi slås med bandekriminalitet – og udfordringerne går ikke væk.

Man skal ikke undervurdére de udfordringer, vi står overfor på skolerne, i ghettoerne, på arbejdsmarkedet, nej, det skal vi sandelig ikke. Men er det ikke ret præcist det, Kamm gør, når han vil blive ved med at holde vore døre åbne ikke blot for flygtninge ifølge konventionerne, men for økonomiske migranter, klimaflygtninge, og overbefolkningsflygtninge? Det er muligt, at socialdemokratiets forslag ikke er ”smukt” i Kamms optik, men det er dog en måde at bremse migrantstrømmen på uden at bryde flygtningekonventionen. Men hvis vi på nogen måde skal få integreret de mennesker, vi allerede har modtaget, må vi ”sætte en prop i”, som Pia Kjærsgaard sagde for snart lang tid siden.

Altså, af hensyn til netop sammenhængskraften skal vi føre en politik, der er modsat den, der fremgår af Kamms artikel.

Er Andreas Kamm da blind for de problemer, der er?

Ja, det er han, efter min mening. Han er oven i købet ”vilblind”, for han sætter problemer op en så snedig måde, at han undgår at komme i debat med dem, der mener det modsatte. De betragtes som mennesker, der lader hånt om de demokratiske værdier.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , | Skriv en kommentar

Etik og politik

Birgitte Stoklund Larsen har i Kristeligt Dagblad anmeldt en bog af Nick Spencer ”The Political Samaritan”, se her. Jeg kunne ikke dy mig, men måtte læse både hendes anmeldelse og en del andres anmeldelser for at få et indtryk af, hvordan Spencers behandling af Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner stemmer overens med min påstand om, at europæiske politikere og mediefolk lider af ”samaritanitis”, altså en forestilling om, at der på det store europæiske teater for øjeblikket afspilles et drama med tekst af Jesus fra Nazareth, og at det for hvert enkelt land drejer sig om ikke at få tildelt rollen som præsten og levitten, der gik forbi, men i stedet påtage sig rollen som hovedpersonen i lignelsen, den barmhjertige samaritaner.

Min påstand er videre – og det er det væsentligste – at denne rollefordeling forudsætter, at de migranter, der banker på vor dør, er ynkværdige mennesker; hvis vi blot giver efter for pres, er der jo ikke noget etisk stort ved det, vi gør.

Endelig ligger der i min påstand om ”samaritanitis”, at vi europæere dermed kan bibeholde vores forestilling fra kolonitiden, at vi er blomsten af menneskeheden, mens de andre, migranterne, er os underlegne mennesker, som vi af vor ophøjede etik er forpligtede til at tage os kærligt af.

At denne forestilling er ved at krakelere, eller i hvert fald burde være ved at krakelere, kan man se en række tegn på. Men hvor meget disse tegn slår igennem i vor politiske elite, er stadig uvist.

Nuvel, Spencer synes at bruge den politiske anvendelse af lignelsen om den barmhjertige samaritaner som bevis på, at kristendommen stadig ligger som en solid undergrund under meget af det, vi foretager os. Og det gør den måske. Han kan i hvert fald opvise en del eksempler fra den engelske politiske scene på, at lignelsen stadig kan sige os noget.

Først Margaret Thatcher! Hun brugte lignelsen i 1968 på et partikonvent i en etisk formanende tale til at sige, at ”selv den barmhjertige samaritaner måtte have penge til at hjælpe med, ellers ville også han være gået lige forbi”. (Se her).

(Parentes: I den tidligere danske oversættelse hed det ”han gik lige forbi”. I den engelske oversættelse hedder det ”he went past on the other side”).

Og det kan vel Thatcher have ret i. Hun uddybede det senere i et interview: ”Ingen ville i dag huske den barmhjertige samaritaner, hvis han kun havde haft gode hensigter. Han havde også penge”.

Men alligevel! Er det nu også det, Jesus vil have sagt med lignelsen: ”hav altid penge på lommen!”?

Så er der Tony Blair. Han sagde i 1995 i en tale: ”Jeg er min brors vogter, jeg vil ikke gå lige forbi”. I hvert fald på engelsk er der en tydelig henvisning til Jesu lignelse.

Samme anmelder mener, at man fra Labour’s side ofte anvender udtrykket ”at gå lige forbi” som en moralsk opfordring til ikke at lade de svage sejle deres egen sø.

En ligefrem krigerisk udlægning af lignelsen kan man også finde. I 2015 holde Labour-manden Hilary Benn en tale, som ovenstående link refererer sådan:

”Som parti er vi altid blevet defineret ved vores internationalisme”, fortalte han sine Labour-kolleger, der var delte i spørgsmålet [om hvorvidt Syrien skulle bombes, rr]. ”Vi tror, vi har ansvar for hinanden. Vi har aldrig gjort det, og vi bør heller aldrig gøre det: gå lige forbi”. Dette var en kreativ læsning, og den fik nogle øjenbryn til at løfte sig, deriblandt komikeren David Mitchell’s, som i ”The Guardian” et par dage senere skrev: ”Hilary Benn har en ganske stærk fortolkning af lignelsen om den barmhjertige samaritaner. I hans version nøjes samaritaneren ikke med at hjælpe den rejsende, som er blevet slået fordærvet, han melder sig som frivillig for at finde den stakkels mands angribere og blæse hjernen ud på dem”.

Stoklund Larsen refererer Spencers konklusion som følger:

For Spencer er brugen af den barmhjertige samaritaner et argument for, at vores forestillinger om offentligt og rationelt må være så rummelige, at der også er plads til baggrundskulturens overbevisninger, værdier og grundlæggende fortællinger.

Ja, gid det var så vel, må man sige. Hvis baggrundskulturen er lutherdommen eller bare Luthers tanker, må man desværre tilføje, at denne baggrundskultur ikke synes at spille nogen rolle for Spencer. Og heller ikke for hans danske anmelder.

Som bekendt skelnede Luther skarpt mellem tro og gerninger. Mennesket frelses ved tro, ikke ved gerninger, det var et motto for ham. Men den skelnen betyder tilsyneladende ikke noget for de politikere, der bruger lignelsen, hverken for de engelske, der er refereret ovenfor, eller for de europæiske, der lider af samaritanitis. De bruger alle lignelsen til at underbygge en rent human moral med.

Og den moral, de har for øje, er ikke Jesu moral, hvis man nu skal kalde Jesu forkyndelse for en ”moral”. Dette, at Jesus med sin forkyndelse nedbryder loven, betyder ikke, at så må mennesket gøre hvad som helst. Hvad det drejer sig om, kan bedst siges med Paulus’ ord om, at ”alt er tilladt, men ikke alt opbygger” (1 Kor 10,23). Det, der skal bygges op, er tillidsforholdet i menigheden, hvilket kan oversættes til nutidssprog med ”tillidsforholdet i familien, på arbejdspladsen og i andre nære relationer”. Og Jesu moralforestillinger – for nu at bruge dette dårlige ord – går ikke ud på at lave regler og forordninger, som skal overholdes. De går i stedet ud på at gøre, hvad man kan for at tilliden kan styrkes.

Hvis man f.eks. er blevet uenig med nogen om ét eller andet, og det er gået sådan, at man direkte skændes, og hver for sig holder på sin ret, så opfordrer Jesus os til at give afkald på vores ret eller – som det hedder – at vende den anden kind til (Matt 5,39). Meningen er ikke, at dette skal være en højere etik, meningen er, at det skal være et forslag til, hvad man kunne tage og gøre for at tillidsforholdet kan genetableres og skænderiet ophøre. Et forslag, altså, måske man med denne handling kunne genvinde den andens tillid, måske der skal noget andet til, det må den enkelte selv finde ud af.

Eller Jesus kan komme med advarsler om, hvad der kan ødelægge forholdet. Et enkelt lystent blik på en andens hustru, (Matt 5,28) måske, eller et uoverlagt ord (Matt 5,22). Uoverlagte handlinger i begge tilfælde, men også handlinger, der finder sted i løbet af sekunder, handlinger, der ikke er resultatet af lange og alvorlige etiske overvejelser pro et contra, men handlinger, der løber af med os, uden at vi lægger mærke til det.

Den slags handlinger – som jo næsten ikke kan kaldes handlinger – er det også, han tænker på med lignelsen om de ti brudejomfruer (Matt 25,1-13). For i Jesu optik er de væsentlige handlinger ikke disse alvorlige, lovoverholdende, gode, kærlige og velovervejede handlinger, det er i stedet de handlinger, vi kommer til at gøre næsten helt af os selv, hvis altså forholdet til næsten er i orden. For når forholdet til næsten er det vigtigste, gælder det om at have et øje på hver finger, så vi i tide kan opdage det, hvis næsten er ved at glide ud af forholdet. Hvis vi i vort forhold til vor næste går rundt med lukkede øjne og ikke er opmærksom, risikerer vi, at forholdet visner, enten langsomt eller med ét slag.

Lignelsen om den barmhjertige samaritaner har en vis lighed med lignelsen om brudejomfruerne, hvad forresten de færreste lægger mærke til. Præsten og levitten, der ikke ser det, der dog er at se: den halvdøde landsmand, er at sammenligne med de brudejomfruer, der ikke var opmærksomme, ikke vågede, ja ikke var til stede, da det afgørende fandt sted. Og samaritaneren er at sammenligne med de andre jomfruer, for han gik ikke blind gennem verden, og derfor opdagede han den overfaldne. Men han hjalp ham, fordi han var i nød, han var ikke ude efter at samle sammen af gode gerninger, som han kunne fremvise på dommens dag. I den forstand var hans gerning gjort, så den højre hånd ikke anede, hvad den venstre foretog sig, sådan som Jesus jo også fortæller om det i lignelsen om verdensdommen, Matt 25,31-46.

Luther har blik for den slags handlinger, som er så selvfølgelige, at de næsten ikke kan kaldes handlinger. Han skriver:

Den retfærdige har ikke fået nogen lov, men den uretfærdige. Hvorfor det? Fordi den retfærdige af sig selv gør alt og endnu mere, end nogen lov kræver. Men de uretfærdige handler ikke retfærdigt, derfor har de brug for retten, der kan retlede dem og tvinge og nøde dem til at gøre det gode. Et godt træ behøver ikke nogen anvisning eller forskrift for at kunne bære gode frugter, men det bærer frugt af sig selv, sådan som det er dets natur – uden nogen forskrift og anvisning. (Se her).

Det er værd at lægge mærke til, at dette skrives i skriftet om øvrigheden. Lidt senere skriver han i samme skrift:

For det fjerde: alle de, der ikke er kristne, hører til i verdens rige eller under loven. For eftersom det jo kun er få, der tror, og de færreste, der fører et kristeligt liv ved ikke at gøre modstand imod det onde, ja, ved ikke selv at gøre noget ondt, har Gud tildelt dem uden for den kristne stand og Guds rige et andet styre og underlagt dem sværdet, for at de ikke skal kunne bringe deres ondskab til udførelse, hvor gerne de end ville, og hvis de gør det, for at de så ikke kan gøre det uden frygt eller i tryghed og med held. (Se her).

Her er det bemærkelsesværdigt, at det er Gud, der har reageret på menneskets ondskab ved at indsætte sværdets embede. Dette, at øvrigheden udøver magt for at få lovene overholdt, er der altså ikke noget galt i. Når øvrigheden handler sådan, handler den i overensstemmelse med Guds vilje. Hvilket dog ikke betyder, at den kan pudse sin glorie i bevidstheden om at have handlet efter Guds vilje, det betyder blot, at den har handlet klogt. Det er jo forøvrigt også, hvad Matthæus kalder den mand, der har rettet sig efter alle Jesu formaninger i bjergprædikenen: ”Den, der hører disse ord (altså bjergprædikenens formaninger) og handler efter dem, skal ligne en klog mand” (Matt 7,24). Sådan er også den øvrighed, der får folk til at rette sig efter lovene, en klog øvrighed, og den bør berømmes som sådan, ikke berømmes, fordi den handler etisk korrekt, godgørende eller barmhjertig.

Men ak, nu har udviklingen i retning mod demokrati jo medført, at vi alle er blevet øvrighed, i hvert fald når vi diskuterer, hvordan vi som stat skal handle. Og – to gange ”ak” – selv om kristendommen har været forkyndt for os gennem århundreder, har det ikke medført, at farisæismen er forsvundet. Vi har stadig en tendens til at fremhæve os selv på de andres bekostning. Godt nok har den kristne forkyndelse medført, at denne tendens ikke direkte får afløb i vor dagligdag, så ville farisæismen være for tydelig, både vi selv og de andre ville kunne se den.

Men kan vi få staten eller det offentlige til at ”gøre det gode”, så kan farisæismen pludselig igen få vind i sejlene. For det første opnår vi det, at vi ved at holde på, at staten skal være barmhjertig, f.eks. barmhjertig overfor de migranter, der banker på vor dør, kan få den dejlige følelse af at handle rigtigt ind over os, uden at vi selv behøver ulejlige os med nogen ”god gerning”. For det andet opnår vi det, at den form for farisæisme er næsten umulig at afsløre som farisæisme. Vi diskuterer jo ikke, hvordan vi selv som enkeltpersoner skal handle, vi diskuterer, hvordan vort folk som folk skal handle. Og den glorie, der eventuelt skal pudses, er ikke vor egen individuelle glorie, men folkets glorie. Sådan får vi det i hvert fald til at se ud.

Og når dertil kommer, at vore medier i den skrappe konkurrence, der er opstået imellem de forskellige medier, har opdaget, at det giver afsætning, når de kan få os til at forarges (på god gammeldags farisæisk vis), forarges over andres handlemåde, og – ikke mindst – forarges over det offentliges handlemåde, så fyres der så meget op under den allestedsnærværende farisæismetendens, at ingen opdager det farisæiske i al forargelsen.

Og – hvad der er meget værre – alle overser, at øvrigheden ifølge de tanker, Luther lægger frem om den, først og fremmest skal handle klogt. Den skal altså, hvis den handler barmhjertigt med en lovovertræder, spørge, om det er klogt at handle sådan, om måske andre vil udnytte barmhjertigheden, om retfærdighedsfølelsen i folket vil lide under, at der af og til ses igennem fingre med lovovertrædelser.

Blandt andet derfor er vi endt, hvor vi er endt: Enhver advarsel om, at det måske ikke er klogt at lade så mange fremmede, specielt muslimer, få opholdstilladelse i vort land, bliver fejet til side af majoriteten, fordi man er blevet overbevist om, at øvrigheden mere skal handle barmhjertigt end klogt, og den, der kommer med advarslen, bliver betragtet som fremmedfjendsk, som islamofobisk, eller – med Poul Nyrups ord – som ikke stueren.

Den farisæisme, som vi af den kristne forkyndelse har lært at gennemskue på det personlige plan, den lader vi os rask væk gribe af på det statslige plan, for, ikke sandt, det giver nu sådan en god mavefornemmelse at gøre det rigtige, at være god, at vise barmhjertighed.

Nu vil man måske sige: Bliv os fra livet med den Luther! Der er sket utrolig mange ting efter ham; vi kan ikke overføre tanker og begreber fra hans tid til vor tid.

Sandt nok! Vi har fået en række internationale traktater, og blandt andet derfor får farisæismen gode vækstbetingelser, hjulpet godt på vej af angsten for som stat at kunne blive udpeget som præst eller levit, altså som nogen, der går lige forbi.

Men hvis det er for uvant med modsætningen mellem farisæisk fastholden ved etiske idealer og klogskabsovervejelser over folkets vé og vel, så kan man jo bruge et andet modsætningsforhold, oven i købet ét, som Luther lægger op til med sin skelnen mellem lov og evangelium, nemlig modsætningen mellem retfærdighed og barmhjertighed.

Altså, hvis vi ikke kan forlige os med, at øvrigheden skal handle klogt, så kunne vi jo begynde at overveje, om den skal handle retfærdigt. Det er det ret svært at argumentere imod. Men gør vore øvrigheder det? Er det retfærdigt af vor nationale øvrighed, regering og folketing, at lade ønsket om at overholde alle internationale konventioner ganske overskygge spørgsmålet om, hvorvidt det er retfærdigt at gøre de muslimske enklaver i landet endnu større? Kan den barmhjertighed, som overholdelsen af konventionerne måske medfører, sætte spørgsmålet om retfærdighed helt til side?

Det har hidtil syntes at være tilfældet. Dog er der på det seneste kommet en del opbrud i den ellers ret håndfaste barmhjertighedsvilje. Det er godt nok ikke retfærdighed, man har taget som ideal i stedet for barmhjertigheden, det er snarere klogskaben: Vil folkets sammenhængskraft kunne holde til større muslimske mindretal?

Lad mig slutte med en klogskabsbetragtning, som kommer fra en engelsk forfatter, Douglas Murray, som har skrevet en bog, ”The Strange Death of Europe”, som er ved at blive oversat til norsk. I den anledning har Christian Skaug en omtale af bogen her. Han bringer dette korte citat fra bogen, oversat til norsk:

Mens den europeiske identiteten tidligere kunne kjennetegnes ved svært dype og spesifikke, filosofiske og historiske røtter, handler Europas etikk og overbevisninger i dag – selve identiteten og ideologien til Europa – om «respekt», «toleranse» og (mest selvfornektende av alt) «mangfold». Slike grunne definisjoner av oss selv kan kanskje holde oss gående i noen år til, men de har overhodet ingen sjanse til å påkalle den dype lojaliteten som samfunn må kunne mobilisere hvis de skal overleve i lang tid.

Murray er i det hele taget ret pessimistisk med hensyn til Europas fremtid. Jeg er nok lidt mindre pessimistisk, omend jeg stadig er spændt på at se, om det socialdemokratiske udspil kan bringes til udførelse.

Udgivet i Luther, Ny testamente, Indvandringspolitik | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Hvad andet havde vi egentlig ventet?

Jeg er kommet i den mærkelige situation, at jeg er uenig med Hege Storhaug.

Det drejer sig om begivenhederne i Macerata i Italien. Her er en nigeriansk asylansøger blevet anholdt, mistænkt for mord på en ung kvinde, Pamela Mastropietro. Han havde efter mordet skåret hende i to stykker, gemt ligdelene i to kufferter og prøvet at komme af med kufferterne. Det blev en tilsyneladende højreorienteret italiener så opbragt over, at han hentede sin pistol – som han havde tilladelse til at eje – satte sig ind i sin bil og derefter kørte rundt i byen og skød imod alle de sorte mænd, han fik øje på. Se evt. beretningen om det i Kristeligt Dagblad, her.

Når jeg i den anledning er uenig med Hege Storhaug – lidt uenig, i hvert fald – skyldes det, at hun her anklager de norske medier for ikke at omtale mordet på Pamela, men først skrive om sagen, da den højreorienteredes hævn kom for dagen. Hun skriver:

Ei jente partert i to! Funnet i to kofferter. Og ikke et ord om dette makabre drapet av Pamela Mastropietro før i dag altså, fordi i dag handler det om en politisk ekstremist på den fløyen NRK, VG, Aftenposten og Dagbladet, står særdeles langt fra. Fordi det dertil handler om en mann av afrikansk herkomst som drepte ei hvit jente? Ville de tidd om motsatt var tilfelle – at en hvit mann i Italia parterte ei nigeriansk jente i to? Tvilen min om at de da hadde tidd kommer ikke NRK og de andre til gode.

Hun har sikkert ret i, at disse norske medier prioriterer, som de gør, fordi de derved kan få deres læsere til at sprutte af forargelse over den højrefløj i europæisk politik, som de altid er ude efter. Men hun overser alligevel noget. Hun overser, at nyhedsmedier også prioriterer efter, hvad der er usædvanligt. Det usædvanlige har højere prioritet end det, der sker hver dag.

Og her må man sige, at det nok er umuligt for normale europæiske medier at følge med i alle de forbrydelser, indvandrere og asylansøgere begår. Selv et så makabert mord som det på Pamela er ikke så usædvanligt, at det vil fremkalde mere end en notits på side 3 i de fleste aviser.

Men at en højreorienteret ekstremist forsøger at hævne dette mord, det er usædvanligt, højst usædvanligt endda.

Ja, mere end det: det er endda højst utroligt, at den slags handlinger er så usædvanlige.

Jeg mener: de europæiske befolkninger synes at være i besiddelse af en engleagtig tålmodighed. Her har de igennem årtier været udsat for den ene mere hårrejsende forbrydelse end den anden fra den indvandrede minoritet, her har de ikke blot skullet finde sig i forholdsvis uskyldige krav om at ville være anderledes end hovedparten af befolkningen, de har også skullet affinde sig med indvandrerbander og medfølgende skyderier, med indvandrerdrenges røverier på åben gade, hvor de benytter sig af, at de i situationen er i overtal, de har skullet høre om den ene voldtægt efter den anden, nogen udført på ensomt gående piger, andre på piger ledsaget af en kæreste, som så er blevet pacificeret og har skullet overvære, hvordan de mishandler pigen.

Og alt dette har europæerne fundet sig i. Medierne har vel i begyndelsen kunnet undlade at berette om det på en måde, så man kunne identificere gerningsmændene som indvandrere, men i længden har de ikke kunnet holde sandheden tilbage: at det er iblandt indvandrere, specielt muslimske indvandrere, at man finder disse gerningsmænd. Man skulle tro, at der forlængst ville have dannet sig hævnpatruljer, som hjemsøger indvandrerkvartererne med tæsk og skud. Men det er ikke sket. Vi, europæerne, har hidtil formået at holde os på måtten, at anmelde til politiet, at vidne, hvis vi har set noget, altså at lade retsstaten tage affære. Det har vi naturligvis gjort godt hjulpet af de mange løftede pegefingre fra vore medier og politikere. Men alligevel! Det er en enorm tålsomhed, vi har udvist, det er en enorm tiltro til vore samfunds retssystemer. Og den findes ganske uafhængigt af de mange pegefingre.

Ikke, at jeg tror, det ophører i overmorgen! Men fortsætter indvandringen og alle de problemer, den medfører, så vil der dannes hævnpatruljer, så vil der komme en reaktion fra os almindelige europæere, bedre er vi ikke.

Som man nok véd, har Sørine Gotfredsen haft en vis succes med sin bog om det onde. Mange kristne har fundet hendes tale god og sand og kristelig korrekt. Men almindeligvis har man anvendt denne ”viden” om os mennesker som onde på en ret overfladisk måde. Dels har man næsten altid anvendt denne påstand om det onde i mennesket på os selv: at indvandrerne f.eks. kunne være så onde, at de løj for at få ophold hos os, nej, det måtte man end ikke tænke, for så var man fremmedfjendsk, og det er jo at være ond. Og dels har man ikke for alvor anvendt tesen om menneskets ondskab på os danskere, for man er blevet ved med at tro på, at man kunne proppe flere og flere muslimske indvandrere ind i landet, uden at det gjorde noget; danskerne var da ikke så onde, at de ville reagere med vold på den vold, de blev udsat for. Men så ”onde” er vi måske netop.

Denne antagelse om menneskets ikke-ondskab – på trods af al talen om menneskets ondskab – har jo i forbavsende grad vist sig korrekt, ikke blot i Danmark, men ud over hele Vesteuropa. Sådan tænker det vesteuropæiske menneske om sig selv og det samfund, det bor i: Vi vil ikke opfører os som amerikanerne overfor deres sorte minoritet, nej, vi vil være ordentlige, anstændige mennesker, der behandler ”de andre” på en pæn måde.

Men holder det? Og specielt: Holder det, når indvandrerne når op i nærheden af 50% af indbyggerne, når altså det spørgsmål bliver aktuelt: hvem tilhører dette land egentlig? Vil det så ikke uvægerlig komme til kamp, kamp mellem de oprindelige indbyggere, altså os etniske danskere, og de tilkommende indvandrere? Vil vi så ikke se mange flere af den slags situationer, som viste sig i Macerata: tilfældige nedskydninger af medlemmer af ”den anden gruppe”? Vil europæerne, og altså specielt danskerne, kunne blive ved med at affinde sig med muslimske overgreb, magtdemonstrationer og forbrydelser uden at gribe til voldelige protester?

Man kan nok nogle år endnu blive ved med at håbe på, at den protest, der gennemføres ved hjælp af stemmesedlen, vil slå igennem og standse udviklingen frem mod kaos, dvs. standse indvandringen af muslimer. Og måske man også kan håbe på, at stadig flere af indvandrerne vil ”omvende” sig til vor sekulære statsforståelse. Men det synes at forudsætte en helt anderledes målrettet indsats i den åndelige kamp mellem vort sekulære samfund og den muslimske samfundsforståelse. Og den kamp har igennem mange år glimret ved sit fravær.

Men er vi ikke onde mennesker, hvis vi vil forsvare vort samfund og vor samfundsforståelse på den måde? Ja, er det ikke allerede ondskab, der viser sig, når vi vil lukke vore grænser for de stakler, der vil have del i vor rigdom?

Måske er vi det. Men vi lever altså i en verden efter babelstårnet. Vi har fået en verden, hvor menneskeheden ikke længer er en helhed, men er opdelt i folkeslag eller stammer med hver deres sprog. Og ligesom én af virkningerne af et fælles sprog er, at vi under heldige omstændigheder kan udvikle en kultur, hvor vi nærer umiddelbar tillid til vore folkefæller, sådan er det én af bivirkningerne ved vort fælles folkesprog, at vi ikke kan undgå at se med en vis skepsis mod dem, der ikke deler vort sprog eller vor kultur. Vi kan løfte alle de pegefingre, vi er i besiddelse af, tillid lader sig ikke frempresse af formaninger, men vokser frem af sig selv, dvs., i Guds time.

Men hvis vi da er onde mennesker i kraft af denne uundgåelige skepsis, så er det altså dette basisstof, Gud har haft at arbejde med, når han har skabt det tillidssamfund, vi nyder godt af. Og lader vi indvandringen af muslimer fortsætte, gør vi det sværere for Gud at bibeholde den tillid, der hersker mellem os. Arbejdet ville nok være lettere for ham, hvis indvandrerne ikke var muslimer. Andre indvandrere er jo faldet så godt til, at de næsten er blevet usynlige for os. Men muslimer, der betragter sig som overordnet os, og os som underordnet dem, og som derfor rask væk kalder vore kvinder for ”ludere” og næsten betragter det som deres ret at voldtage dem – og bruger voldtægter og andre voldshandlinger til at markére deres overordning – muslimer bliver ikke usynlige med det første, de vil blive ved med at udfordre den folkelige tillid og den europæiske og danske tålmodighed.

Ondskaben – hvis det da er ondskab – som stammer fra babelstårnet, må jo anbringes ikke blot på os danskere, fordi vi ikke mere slår dørene op på vid gab, men også på vore muslimske indvandrer, fordi de ikke vil nøjes med den naturlige gæsterolle, men hele tiden forsøger at indtage herskerrollen. Og den ondskab ser det ikke ud til, at Gud vil fjerne fra os. Måske vi derfor snarere skulle betragte den som noget naturgivet, som noget, der ligger i det, at vi har umiddelbar tillid til vore folkefæller.

Vi kan i alle tilfælde kun håbe på, at den demokratiske reaktion på de muslimske ugerninger kommer først og får standset både indvandringen og forbrydelserne, så de hævnpatruljer, der lurer som en naturlig fremtidsudvikling, ikke bliver aktualiseret.

Men farligt er det. Hvornår lægger vore ledende politikere det strå på kamelens ryg, der knækker den? Foreløbig tør de ikke ophøre med den stadige strålægning: Kan kamelen (den danske tålsomhed) bære det strå, kan den også bære det. Og så kommer der endnu en sending muslimske indvandrere. Men begivenheden i Macerata viser, at vi måske ikke er så langt fra det strå, der brækker kamelens ryg.

Hvad andet kunne man vente sig!

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , | Skriv en kommentar

(U)tilsigtet bivirkning

Den 5. februar 2017, har socialdemokratiet fremlagt sit nye forslag til udlændingepolitik.

Og samme dag er det blevet kritiseret, og nogle gange endda kritiseret sønder og sammen. Det har mange andre partier gjort, det har adskillige medier gjort, og det har også Niels Krause-Kjær gjort i Deadline kl. 22.30, hvor han interview’ede Mette Frederiksen. Det må dog siges, at Krause-Kjær var mest interesseret i at prøve at belyse, hvor stor en kolbøtte Mette Frederiksen og Socialdemokratiet har slået. Ok, vi så en række klip med både hende selv og andre socialdemokrater stå og rakke ned på Dansk Folkeparti, da de foreslog det samme, som socialdemokraterne nu foreslår: oprettelse af dansk administrerede lejre i Nordafrika. Og ikke mindst fik han nævnt utallige gange, hvor uigennemførligt forslaget om disse lejre vil være.

Til dette med det uigennemførlige havde Mette Frederiksen et godt svar. Hun gjorde opmærksom på, at hvis nogen i 2015, hvor flygtningestrømmen var ved at tage pippet fra de europæiske politikere, ville have sagt, at man da nok kunne få Tyrkiet til at gå med til en nedbremsning af migrantstrømmen, så ville enhver have påpeget, hvor umuligt det ville være. Alligevel havde Merkel – af alle politikere den Merkel, der åbnede døren til Tyskland – et halvt år senere fået en aftale i stand med Tyrkiet.

Men der er en enkelt finesse ved denne aftale, som man skal lægge mærke til, en finesse, som går igen i det forslag, socialdemokratiet er kommet med: Man indførte en ”bytteordning”, så Europa til gengæld for de syriske flygtninge, man sendte tilbage til Tyrkiet, forpligtede sig til at modtage et tilsvarende antal syriske flygtninge fra de tyrkiske flygtningelejre.

Den finesse er værd at lægge mærke til. For derigennem fjernede man ethvert incitament for de mennesker, der ville migrere til Europa, til at betale noget som helst til menneskesmuglerne. Hvorfor i alverden skulle jeg, hvis jeg som syrer ville til Europa, betale en menneskesmugler for at sætte mig over Ægæerhavet til Grækenland, når det eneste, jeg opnåede, var at blive sendt tilbage til Tyrkiet. Godt nok ville så en anden syrer komme af sted, men det var jo mig, der skulle af sted, det var jo mig, der havde betalt i dyre domme for at komme af sted, og nok er jeg en menneskekærlig sjæl – ville en sådan syrer sige – men ligefrem betale for at en anden kan komme til Europa, det vil jeg nu ikke.

Det vil sige, at med den ordning ødelagde man fuldstændig menneskesmuglernes forretning. Og lur mig, om ikke også det var meningen. Og læg mærke til det: man ødelagde deres forretning uden at overtræde konventionerne. Det var ikke sådan, at man pure nægtede at tage imod flygtninge. Nej, nej, det ville man skam gerne, blot ville man ikke modtage dem, der kom via menneskesmuglere.

Man kan vist også sige, at man på den måde fik foretaget den sortéring, som hele tiden har været noget nær umulig, når migranterne var ankommet til det, de regnede for deres bestemmelsessted: sortéringen mellem migranter og flygtninge. Om det har været det, man ville, véd jeg ikke, det har måske kun været en utilsigtet bivirkning. Men jeg har nu en mistanke om, at man måske skal sætte en parentes om u’et i utilsigtet. Og så er det lige ved, at jeg tager hatten af. For så er det en ret smart manøvre.

Noget kan tyde på, at socialdemokratiets forslag indeholder en lignende finesse. For man foreslår ikke blot, at alle de spontane flygtninge, der tropper op ved grænsen og søger asyl, skal flyves ned til den etablerede lejr i Nordafrika, man foreslår også, at de flygtninge, der bliver godkendt som flygtninge, ikke skal tilbage til Danmark, men overgives til FN, og altså anbringes i én eller anden FN-flygtningelejr, mod, at Danmark modtager et tilsvarende antal kvoteflygtninge fra FN.

Hvis man får dette til at virke, har vi her at gøre ned noget, der er lige så smart som aftalen med Tyrkiet: Man får fjernet den enkeltes incitament til at betale menneskesmuglere for at ankomme til den danske grænse. For den enkelte får ikke derved adgang til Danmark, det gør ”kun” én af hans lidelsesfæller i en FN-flygtningelejr. Og nok er mange mennesker ret godgørende, men at være så godgørende med den smule penge, man har fået skrabt sammen, at man handler på den måde, det er der dog ingen, der er. Hvilket får som en (u)tilsigtet bivirkning, at der ikke er nogen flygtning overhovedet, der vil søge asyl fra den danske grænse. Og så vil den med møje opstillede flygtningelejr i Nordafrika blive tom.

Det er i hvert fald, hvad man kan håbe på, om end det måske ikke er denne smartness, der skal sælge idéen overfor de danske vælgere.

Men måske denne smartness skal være med til at sælge den til det nordafrikanske land, man vil forsøge at få til at være vært for lejren: Lejren vil formentlig blive tom eller i hvert fald meget lille.

Man kan henvise til Australiens erfaring. Den løsning, socialdemokraterne nu foreslår, ligner den løsning, Australien gennemførte for nogle år siden: Man nægtede at ville modtage nogen bådflygtning overhovedet i Australien. De bådflygtninge, der var undervejs, eller de, der vovede forsøget efter annonceringen af den nye politik, blev anbragt i lejre udenfor Australien.

Og dèr sidder de så endnu. De har, fra de blev anbragt der og til i dag, gennemført en tovtrækning med den australske regering – med diverse gutmenschen blandt medier og politikere som heppere – for at se, om ikke den australske regering i sidste ende ville bøje sig. For tage imod tilbudet om at komme til Cambodia og begynde et nyt liv dèr eller blive sendt tilbage til det land, man kom fra, det vil de ikke. Derfor, for at fremtvinge den efter deres mening eneste moralsk rigtige løsning bliver de siddende. Og den australske regering er godt klar over, at giver man efter, er det et signal til menneskesmuglere i Indonesien: Prøv bare igen, nu kan der atter tjenes penge på ulykkelige menneskeskæbner!

I det hele taget skal man i flygtninge- og migrantspørgsmål gøre sig klart, at menneskenes børn ikke er så gode, som de burde være. Det gælder menneskesmuglere, men det gælder også de migranter, de smugler. De undser sig ikke for at lyve om deres situation, de kaster rask væk deres papirer væk for at vække medynk, de lyver om deres alder for at komme ind under de lempeligere vilkår for uledsagede flygtningebørn, og de lyver naturligvis også, når de påstår, at de i deres hjemland er personligt forfulgte. Altsammen måske forståeligt nok, når man véd, at de ikke ville have en kinamands chance for at få asyl i Europa, hvis de fortalte sandheden.

Det betyder også, at man fra europæisk side er nødt til at anvende magt, noget, man naturligvis er yderst tilbageholdende med at offentliggøre for sine vælgere. For man véd jo godt, at vælgerskaren stadig har en tilbøjelighed til at opfatte alle migranter som ynkværdige mennesker, der naturligvis opfører sig som søndagsskolebørn.

For det første skal man bruge magt, når man vil lukke grænsen af. Den stikprøvekontrol, man udøver for øjeblikket, og som kræver mange ressourcer, skal udvides til at være en permanent og langt mere effektiv kontrol. Det lykkedes således omsider af få én af familien Levakovic dømt til permanent udvisning, og man fik ham fløjet til hans hjemland, Kroatien. En tre ugers tid senere fandt man ham i Kastrup, og han bedyrede, at han ville komme tilbage igen og igen. Og med den nuværende grænsekontrol er det åbenbart ikke særlig svært.

Dernæst skal man bruge magt, når man vil flyve de spontane asylansøgere til Nordafrika. Man skal bruge magt, når man vil sikre sig deres tilstedeværelse, indtil flyet afgår, for de fleste vil foretrække en tilværelse som illegal indvandrer i Danmark fremfor en tilværelse i en FN-flygtningelejr. Og man skal bruge magt, når de skal ombord på flyet. Det har man måttet gøre med en række afghanske afviste asylansøgere, og nogle af dem har skejet ud i en grad, så piloten har nægtet at flyve med dem.

Så skal man jo også overveje, om lejren i Nordafrika skal være bevogtet eller ej. De ”ikke-søndagsskolebørn”, man anbringer der, vil måske flygte fra lejren for igen at prøve lykken over Middelhavet: den gik ikke med Danmark, måske den vil gå med et andet land.

Og så til sidst: Hvorfor dog lave alt det bøvl med en lejr i Nordafrika, når vi blot kan afvise alle spontane asylansøgere ved grænsen (når den altså bevogtes effektivt) med den begrundelse, at de alle kommer fra et sikkert land? Der er naturligvis en masse mennesker, der vil protestere, men de vil så vidt jeg kan se kun kunne protestere med henvisning til den praksis, der har udviklet sig, ikke med henvisning til konventionernes ordlyd. Meningen med en sådan foranstaltning er at tvinge Tyskland til på samme måde at lukke for asylansøgere ved deres sydgrænse, hvilket vil få Østrig til at gøre det samme – noget, de allerede så småt har gennemført – så til sidst italienerne står alene med problemerne. Det gør de allerede for øjeblikket, og den øgede mængde af migranter – de kan ikke mere, som de plejede, sende dem videre nordpå – har fået dem til at understøtte den libyske kystvagt i at standse gummibådstrafikken ud til de ventende NGO-skibe.

Vi kan således komme tilbage til den situation, der herskede i Ægæerhavet, før Syriza vandt valget i januar 2015 på et løfte om at ændre forholdsordren til den græske flåde, så den ikke mere måtte tvinge både med migranter tilbage til Tyrkiets kyst. (Som denne blog – men så at sige ikke andre – har gjort opmærksom på, var det denne ændrede forholdsordre, der fremkaldte strømmen af migranter i efteråret 2015, se her). Nu kunne en lignende forholdsordre til den italienske flåde komme til at betyde et effektivt stop for alle migrantbåde over Middelhavet (og dermed et effektivt stop for alle drukneulykkerne). Vi kunne få genoprettet den gamle, velkendte ordning, at det er et lands egne styrker, der skal forsvare landet mod ulovlig indtrængen, ikke et naboland, der skal forhindre ulovlig udtrængen.

Foreløbig må vi vente og se, hvordan det italienske valg falder ud. Noget er i gære i støvlelandet, måske de virkelig vil sparke fra sig nu.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , | 1 kommentar

Endnu en forskel

Ja, endnu en forskel, endda en for mig hidtil ukendt forskel har jeg fundet. Forskel på hvad? Selvfølgelig forskel på kristendom og islam.

Det er Thomas Hoffmann, professor i koranstudier ved Københavns Universitet, der har hjulpet mig frem til denne indsigt. Han har i en artikel i Weekendavisen for den 2-2 18 taget det muslimske begreb ”taqiyya” op til nærmere undersøgelse (ikke on-line).

Han begynder med at antyde, at vi islamkritikere formentlig nok har truffet ordet før:

Nu er der måske læsere, der nikker genkendende og erindrer noget om, at det vist er beskyldningen om, at islam tillader muslimer at lyve over for ikke-muslimer. Ja, at det måske ligefrem er en hellig pligt for muslimer at skjule sandheden for ‘os’ vantro, hvis det kunne tænkes at fremme islams og muslimernes sag. Hvis man selv spørger en muslim, og vedkommende nægter at være social bedrager eller del af den muslimske erobringsstyrke, der skal forvandle Europa til et Eurabia, ja så er det blot taqiyya, lyder det fra taqiyya-analytikeren, der triumferende har gennemskuet plottet.

Hvis læseren synes, at denne anklage lyder lidt som et catch 22 for den stakkels muslim, er jeg helt enig.

For, fortsætter han, anvender man ordet på den måde, opretter man den perfekte anklage mod enhver muslim. Og så går al debat i stå.

Dette er vist sagt som en slags godmodigt drilleri overfor sådanne nogen som mig, der gør en dyd ud af at være så islamkritisk som muligt. Jeg tager det til mig. Foreløbig. Og søger at drage nytte af hans islamkundskab. F.eks. af det følgende:

Som så meget andet i islam udspringer begrebet fra Koranen og fortællingerne om Muhammad, hans venner og fjender. Selve ordets sproglige rod finder man i et koranvers (3:28), der handler om, at muslimerne skal distancere sig fra de vantro: »De troende skal ikke tage sig de vantro til venner (eller: allierede) i stedet for de troende. Så den, der gør dette, har ikke længere noget fællesskab med Gud.« Men typisk for Koranens retorik blødes dette strenge forbud straks op med et pragmatisk forbehold: »Medmindre I på grund af frygt for dem (dvs. de vantro) tager jer i agt.«

Man aner en social kontekst bag verset, hvor muslimerne simpelthen frygtede og undgik de vantro, men undertiden var nødsaget til at interagere med dem. Lige præcis sådan et scenario er meget sandsynligt i den allertidligste islam, hvor de såkaldte vantro fra Mekka udgjorde en reel trussel for muslimerne. I den slags trusselsscenarier fordrede det forsigtighed, måske endda ligefrem forstillelse — og i sådanne tilfælde var de undskyldt af Gud. Taqiyya kan således oversættes til »at tage sig i agt« og forstille sig på grund af frygt.

Dette er ét af de tilfælde, hvor det er godt at have en belæst mand til at vejlede sig med hensyn til koranen. Hvis man uden vejledning læste dette vers – hvor Ellen Wulffs danske oversættelse oven i købet mangler dette ”af frygt for dem” – så ville man aldrig finde på at forbinde dette med tilladelsen til at lyve eller forstille sig.

Det andet koranvers, han fremfører, er endnu tydeligere:

Der er et koranvers mere, som kan kaste lys over begrebet, nemlig 16:106. Det lægger ud med en advarsel om frafald fra islam: »Vrede fra Gud kommer over den, der ikke tror på Gud efter at have været troende.« Man genkender retorikken: Muslimen advares og trues med Guds vrede, hvis og såfremt. Men igen runder verset af på en opblødende note:

»Dog ikke den, der bliver tvunget, og hvis hjerte finder fred i troen.« Med andre ord: Hvis en muslim er blevet tvunget til at frafalde sin religion, men i sit hjerte bevarer troen, ja så er man også undskyldt af Gud – og af Muhammad.

Den traditionelle kontekst bag verset er, at en af Muhammads trosfæller, ibn Ammar, havde set sine muslimske forældre blive dræbt, fordi de havde nægtet at foretage afgudsdyrkelse. I stedet for selv at blive martyr havde Ammar overlevet ved at udføre de afgudsdyrkende ritualer. Da han senere bekendte for Muhammad, at han hele tiden havde bevaret troen inderst inde og blot havde tilbedt afguderne på skrømt, blev han derfor tilgivet. Skulle Ammar igen blive truet, skulle han ikke tøve med at forstille sig som afgudsdyrker, forklarede Muhammad ham. Troen var det afgørende, ikke de ydre handlinger.

Af Hoffmanns titel i Weekendavisen fremgår det, at han er ansat ved det Teologiske Fakultet, Afdelingen for Bibelsk Eksegese. Hvis nu Hoffmann havde spurgt de af sine kolleger, der beskæftiger sig med de bibelske tekster om, hvad mon Jesus ville have gjort i en tilsvarende situation, så kunne der måske være kommet noget spændende ud af det. (Jeg forsøger hermed at drille igen). Men det er såmænd ikke sikkert. For disse kolleger er sikkert lige så religionssammenlignende, som han er det. Han fortsætter nemlig med at beskrive, hvordan tanken om taqiyya kom i anvendelse, da shiitterne blev forfulgt af sunnierne, og hvordan der forekommer tilsvarende tanker indenfor kristendommen:

Den kristne teologi har for eksempel udviklet nogle sofistikerede begreber om såkaldt mental reservation – måder at tale og tænke på, hvor man skjuler sandheden, men ikke direkte lyver. Også disse begreber synes at udspringe af livstruende situationer, for eksempel under protestanternes forfølgelse af katolikker i 1600-tallets England. Inden for jødedommen har rabbinerne også fremtolket et princip om, at sandheden provisorisk kan ofres til fordel for opnåelse af den pragmatiske fred. Kender vi ikke alle sammen sameksistensens hvide løgn fra vores eget liv?

Og så er jo det hele gjort så uskyldigt (og ligegyldigt) som det næsten kan gøres. Og det er lige ved, at vi har fået de to religioner til at ligne hinanden i forståelse for magtens overherredømme over Ordet.

Hov!!

Magtens overherredømme over Ordet?

Ville Jesus nogensinde kunne acceptere det? Hvordan ville han mon anbefale sine tilhængere at reagere på modstandernes magtanvendelse? Måske vi ikke helt så let og elegant som Hoffmann skulle springe over det spørgsmål. Svaret er jo faktisk lidt foruroligende for os fredssøgende (læs: hyggesøgende) nutidskristne.

I Matt 10 fortælles der om, hvordan Jesus udsender sine tolv disciple:

Se, jeg sender jer ud som får blandt ulve. Vær derfor snilde som slanger og enfoldige som duer. Tag jer i agt for mennesker! De skal udlevere jer til domstolene og piske jer i deres synagoger, og I vil blive stillet for statholdere og konger på grund af mig, som et vidnesbyrd for dem og for hedningerne. Men når de udleverer jer, så vær ikke bekymrede for, hvordan I skal tale, eller hvad I skal sige; for det skal blive givet jer i samme stund, hvad I skal sige. For det er ikke jer, der taler, men det er jeres faders ånd, som taler gennem jer.

En bror skal udlevere sin bror til døden, og en far sit barn, og børn skal rejse sig imod deres forældre og få dem dømt til døden. Og I skal hades af alle på grund af mit navn. Men den, der holder ud til enden, skal frelses. (Vers 16-21).

Her er der ikke noget med, at de skal forstille sig og nægte at kende noget til Jesus. Tværtimod.

Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det. (Vers 32-39).

Sværd vil Jesus bringe. Men sværdet er ikke ét, han selv fører, heller ikke ét, hans disciple fører, nej det er et sværd, der føres imod ham og imod hans disciple. Det er et sværd, der anbringer både ham selv og hans disciple i den situation, Muhammeds disciple blev anbragt i. Og vi ser, at Jesus – i modsætning til Muhammed – ikke anbefaler løgn eller fortielse, tværtimod vil han, siger han, fornægte dén overfor den himmelske fader, som fornægter ham overfor mennesker.

Hvorfor dog det? kan man spørge, hvortil denne halsstarrighed? Hvad er det ved denne Jesus, som bevirker, at mennesker holder fast ved ham og hans forkyndelse, også om det koster dem livet?

Det er muligt, at hver generation må svare med sine egne ord. Men den generation, Jesus tilhørte, svarede med bl.a. hans ord i Luk 9,25:

For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men miste sig selv eller bøde med sig selv?

Altså, noget med, at man kun føler sig hel som menneske, hvis man kan give udtryk for den kærlighed, man har mødt igennem Jesus og hans menighed.

I hvert fald véd vi fra de historiske vidnesbyrd, at dette ikke at give efter for magten var noget, der kendetegnede oldkirkens menigheder. De romerske myndigheder ville tvinge dem til at ofre til kejseren, men de ældste kristne nægtede at ofre til kejseren, også selv om det kostede dem livet. Og det var denne halsstarrighed, der omsider, efter tre hundrede år, fik de romerske myndigheder til at anerkende den kristne kirke.

Og historien fortæller os også, at der i 1521 var en halsstarrig munk, der nægtede at tilbagekalde sine skrifter, selv om han var stillet overfor kejseren og alle Tysklands adelsmænd og risikerede at blive brændt på bålet, hvis han fastholdt sit nej. Havde det nu været Muhammeds ord, han skulle rette sig efter og ikke Jesu ord, så ville han selvfølgelig have givet efter for frygten og tilbagekaldt sine skrifter, måske med den tanke i baghovedet, at der jo nok kom bedre tider, der ville give ham lejlighed til at holde fast ved sin overbevisning uden frygt. Men nu var det ikke Muhammeds ord, han skulle holde sig efterrettelig, nu kunne han ikke klare frisag ved at sige, at han i hjertet havde bevaret sin sande overbevisning, men blot i sin store klogskab havde fornægtet den udadtil, nu var det Jesu helt anderledes hårde, ufredelige og ubarmhjertige ord, han ville rette sig efter, ja, måske han oven i købet mente, at han ville miste sig selv, hvis han gav efter; han sagde i hvert fald noget om, at det ikke er rådeligt for et menneske at handle mod samvittigheden.

Samvittighed? Hvad er det for noget? Kan enkeltmenneskets samvittighed virkelig træde op imod de store og mægtige mænd, der styrer rigerne?

Ja, åbenbart.

Og vi véd jo alle – nå ja, bortset måske fra Frederik Stjernfelt – at historien og vor moderne frihed ville have taget sig helt anderledes ud, hvis det i Worms var kommet til en tilbagekaldelse, hvis det var blevet Muhammeds klogskabsbetragtning og ikke Jesu vanvittige tiltro til Ordet og et menneskes samvittighed, der havde sejret.

Så kommer vi op til vor tid, og så opdager vi det mærkelige forhold, at de mennesker, der først og fremmest har i sig Jesu tiltro til Ordet, ikke er kristne, men muslimer. Lad mig nævne tre tilfælde:

1) Den 26. juni 2015 blev turister på en badestrand i Tunesien angrebet af en terrorist. Han skød omkring sig og dræbte mange turister. Men mange lokale muslimer stillede sig op imellem ham og turisterne, råbte, at de var muslimer, som han ikke måtte skyde, og forhindrede derved med livet som indsats, at endnu flere turister blev dræbt. Se her.

2) Og også i 2015 kørte en bus fyldt med kvinder fra den kenyanske hovedstad Nairobi ud mod de nordøstlige provinser. Den skulle egentlig have haft politieskorte, men politibilen var brudt sammen. Så blev den angrebet af terrorister fra Al-Shabab. De forlangte som sædvanligt de kristne skilt fra, så de kunne henrette dem og ikke muslimerne. Men de muslimske kvinder trodsede terroristernes geværer og nægtede at fortælle, hvem der var kristen og hvem der var muslim. Se her.

3) Her fornylig læste jeg i The Economist om en yasidi-kvinde, der var blevet solgt som sexslave af IS, havde prøvet at flygte, og først haft held med det anden gang. Hun søgte tilflugt hos en sunnimuslimsk familie i Mosul, og den fik hende smuglet ud af byen på trods af, at der var sat efterlysningsplakater op med hendes billede på. Man var nemlig så snedig, at man lod hende bære niqab. Se her.

Og et fjerde tilfælde er næsten det mest oplysende. Det er såmænd Sara Omar, vel at mærke forfatteren Sara Omar, ikke debattøren. Hun lader i sin roman hovedpersonen skrive et afskedsbrev til den veninde, der havde besøgt hende på hospitalet. Herigennem kommer det frem, hvad der driver hende som forfatter, og hvad grunden til, at hun udsætter sig for livsfare ved at skrive, er. Hun skriver:

Som vi begge ved, er dét at have retten til sin egen stemme ikke en selvfølge for kvinder som dig og mig. Men jeg vil kæmpe for den ret og holder derfor fast i et spinkelt håb. Hvis vi skal gøre os frie, så er vi nødt til at tage bladet fra munden og gøre front mod undertrykkelsen, uanset hvor den har sine rødder. Hvis vi skal føle os som mennesker, må vi fortælle vores historie. Jeg prøver at fortælle min, selvom alene tanken fylder mig med skyld og skam. Jeg føler skam over at eksistere. For hvad er jeg andet end en udstødt kvinde i sygesengen, som ingen vil kendes ved, så længe hun ikke er dækket til af et ligklæde.

Jeg har tidligere citeret noget fra dette brev, se her. Dengang tillod jeg mig at kalde det god, kristelig tale. Det vil jeg stadigvæk mene, det er. Og dertil er den oplysende. For, som Jesus siger: ”Hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men miste sig selv eller bøde med sig selv?” Hun vil ikke bøde med sig selv, hun vil ikke miste sig selv, derfor sætter hun livet på spil ved at skrive sin bog. Derfor lader hun hånt om Muhammeds tilladelse til taqiyya. Hun har fattet det grundmenneskelige i Jesus-ordet, også selv om hun måske ikke kender det.

Så når vi spørger: hvortil denne halsstarrighed?, stillet overfor Jesu stærke og risikofyldte krav, så giver Sara Omar svaret: For at kunne være et menneske.

Og så ser vi forskellen mellem islam og kristendom i en ny formulering: Jesu krav er krav, der, når de opfyldes, giver mennesket den sande og hele menneskelighed, dvs., de er humane. Muhammeds krav, derimod, der her tager form af en tilladelse, sigter ikke mod den sande menneskeligheds fremvækst, men kun mod hans magtreligions fordel. Så må det gå med enkeltmenneskets selvagtelse, som det kan bedst.

Og vi ser tillige, at denne sande og hele menneskelighed kun vokser frem i samfund, hvor der hersker ytringsfrihed. Kun, hvor hvert menneske tillader sig at tale rent ud af posen uden frygt for repressalier, kun dèr kan der fremstå mennesker, der er sig selv helt og fuldt, ikke er undertrykt under nogen ideologi. Det er derfor på sin egen sære måde helt logisk, at islam med sine terrortrusler forsøger at få os til at holde alle ytringer tilbage, der kan være en trussel mod islam.

Men den logik, de handler efter, er en magtens logik, det vil sige, en logik, som underbygger et totalitært samfund. De mennesker, som lever på et sådant samfunds solside, kan nok føle sig som hele mennesker, men de mennesker, som undertrykkes, kan ikke. Om de gør oprør eller ej, eller rettere: om de vover at tale imod det totalitære samfund, afhænger af situationen og deres menneskelige habitus.

Sara Omar har vovet det med sin roman. Og det er velgørende.

Så er der kun tilbage at tage de spørgsmål op, som Thomas Hoffmann begyndte med: Vil en muslim nægte at være social bedrager og vil han nægte at være en del af en muslimsk erobringsstyrke, selv om det vil være løgn, hvad han siger?

Hoffmann mener, at man med taqiyya-begrebet kommer alt for let om ved at svare ja til disse spørgsmål. Det er sikkert rigtigt. Sandheden er nok den, at muslimen kommer fra en verden, hvor det er klanen, man er solidarisk overfor, ikke staten. Og når muslimen med største selvfølgelighed søger at narre det offentlige herhjemme uden at få samvittighedsnag af den grund, skyldes det ikke taqiyya-begrebet, men snarere den indbyggede mistillid til alle statslige øvrigheder, som han har med sig ”hjemmefra”, omend der vel nok kan være den muslim, der ser det førnævnte skriftsted sura 3,28 om ikke at tage vantro til venner som en ekstra retfærdiggørelse af deres snyd.

Og spørgsmålet om, hvorvidt muslimen mener at deltage i en erobringskrig i Europa, er ligegyldigt. Blot ved at være en from muslim, deltager han i Europas islamisering. Det er jo som from muslim han stiller alle de kendte krav om badeforhæng og ingen lejrskoledeltagelse, om bederum og kønsadskilt svømning, osv. Og det er også som muslim – omend nok en mindre from én af slagsen – at han forgriber sig på vestlige piger og kvinder. Muligvis opfatter han det selv ikke som andet end en tilfredsstillelse af sin kønsdrift, men eftersom han også opfatter det som noget, han har ret til, fordi han som muslim er overordnet os vantro, bliver det – taqiyya eller ikke-taqiyya – en del af et erobringstogt, der skal ydmyge os vantro og være med til at give muslimerne sejr.

Men den sejr, han vinder over os vesterlændinge med sine seksuelle overgreb, er en phyrrus-sejr. For indbygget i den ”sejr” ligger en undertrykkelse af hans egne kvinder. Godt nok deltager de selv i stor stil i denne undertrykkelse, men som Sara Omar viser med sin bog, går det ikke helt så glat som med mændene at få kvinderne til at deltage i islamiseringen af Europa. De har jo set, hvor frie de europæiske kvinder er, i dem er der derfor opstået et ønske om at kunne være lige så frie. Og den dag, de opdager, at det, der binder dem, er den islamiske fromhed, og at de kun kan være frie som de europæiske kvinder ved at skippe deres religion, så skal vi se løjer.

Men ak, som debattøren Sara Omar – ikke at forveksle med forfatteren Sara Omar – viser: der er lang vej endnu.

Udgivet i Islam versus kristendom, Ny testamente | Tagget , | Skriv en kommentar