Forskel på islam og muslimer

For et par indlæg siden tog jeg Anders Klostergaard Petersen op til behandling, se her. Han havde haft en kronik i Politiken betitlet ”Islam er ikke mere voldelig end kristendommen” og senere været ”offer” i et interview i Kristeligt Dagblad med overskriften ”Professor: Kristendommen er lige så voldelig som islam”.

Den 25-4 prøver Klostergaard så at svare på alle de indvendinger, der er kommet, herunder denne kommentar fra undertegnede. Klostergaards svar kan ses her.

Jeg skal angribe dette ”svar” for tre ting:

1) Han indtager en sær formynderisk holdning overfor muslimer. Islam er kommet for at blive. Vi må derfor behandle muslimer godt. Det gør vi ikke ved at ”dæmonisere” islam.

Mange muslimer er kommet til Danmark og Europa som skibbrudne – både mentalt og fysisk. Tag det sidste element af stolthed fra dem, og nogle af dem sparker, ikke helt overraskende, tilbage. Tugt et barn og sæt det kontinuerligt i skammekrogen. Det kommer der sjældent et helt menneske ud af. Spark og slå en hund fra hvalp til voksen. Undertiden bider den igen, og det kan man vel næppe fortænke den i. Hermed har jeg hverken legitimeret eller retfærdiggjort religiøs vold; men jeg har sagt og fastholder, at enhver løsning af problemer begynder med forståelse.

Altså, hvis vi fordrister os til at behandle muslimer, som vi behandler alle andre, nemlig som mennesker, der har gjort sig tanker over deres religion og nok formår at svare på indvendinger, så tager vi ”det sidste element af stolthed” fra dem. Synspunktet er fornedrende for vore muslimske landsmænd. For det betyder, at vi aldrig må sætte spørgsmålstegn ved deres religion. Og det betyder videre, at det, vi kalder ”dialog”, forvandles til ”hyggesnak”, aldrig når ind til kernen af religionerne.

Et eventuelt forsøg på at kritisere islam får denne svada med på vejen:

Behøver jeg at sige, at den måde, hvorpå man i nogle teologiske kredse i dag taler om islam og muslimer, har en sørgeligt umiskendelig lighed med forne tiders antijudaisme?

Ærlig talt, jeg troede, at det argument forlængst var dødt og borte, det, hvor man sammenligner den nutidige kritik af islam med tredivernes kritik af jøderne.

Derudover betyder Klostergaards synspunkt, at han ikke skelner mellem religionen islam og dens nutidige tilhængere. At kritisere det første er identisk med at kritisere det sidste. Hvilket udover at være formynderisk overfor muslimerne også er vrøvl.

2) Klostergaards religionsvidenskab overtrumfer de historiske kendsgerninger. Han skriver:

Jeg har aldrig hævdet, at koran og bibel – lad os bare sige Det Nye Testamente – er det samme. Det kan enhver forvisse sig om ved at læse kronikken. Men lad os begynde med et tankeeksperiment. Lad os forestille os den mest fredsfyldte og kærlighedsfokuserede form for religion. Et religiøst grundskrift uden noget som helst anstrøg af vold, aggression eller kritik af andre former for tænkning og mennesker. Selv det, hævder jeg, kan under givne omstændigheder blive grobund for vrede og vold mod andre. Det skræmmende er, at det øjensynlig er flintrende ligegyldigt, hvad der står i den pågældende religions helligskrifter.

Det er lidt tvivlsomt, hvilke miljøer han tænker på. Han taler om en religiøs gruppes emblem:

Kristus er et sådant emblem. Muhammed er et tilsvarende emblem eller totem. Når gruppen samles til gudstjeneste, genoplader de batteriet og bekræfter hinanden i fællesskabets basale værdier og symboler. I løbet af ugen bliver batteriet stadig mere fladt, indtil det på ny må oplades i gudstjenesten.

Hvis en gruppe eller et fællesskab ser sig truet, investeres der negative følelser i batteriet. Så bliver det hyppigt ”os mod de andre”. Det forhold deler alle grupper. Det ved vi også fra sport og politik. Det bliver imidlertid yderligere voldsomt, når man bringer den himmelske verden på bane. Så er det ikke kun os mod dem, men også Gud mod Satan. Folkekirken er ikke umiddelbart nogen specielt truende størrelse, men i det øjeblik den og dens medlemmer trues, er det svært at forestille sig, at man vender den anden kind til og hylder næstekærligheden.

Pointen i kronikken var blandt andet, at det netop er i sådanne situationer, man viser sit sande ansigt.

Det er sikkert svært for Klostergaard at forestille sig, hvordan den ældste kirkes martyrer forholdt sig. Det er det såmænd også for os andre. At de så noget stort i at holde fast ved bekendelsen og selv stillet overfor trussel om død nægte at ofre til kejseren. Når Klostergaard ikke kan forestille sig noget sådant, hænger det sikkert sammen med, at han absolut skal have kirkens og islams historie pakket ind i sin overordnede religionsvidenskabelige teori. Og den siger, som det kan ses, at gruppen får opladet sit batteri, og ender med at se sin situation som en kamp mellem Gud og Satan. Ind under denne teori har så virkeligheden bare at finde sig til rette. Ellers er det værst for virkeligheden. Og det ligegyldigt, om der er tale om oldkirkens kristne martyrer, om Luther og hans følgesvende eller om kvækerne senerehen. De vil nødvendigvis opfører sig som her fortalt, og det er fuldstændig ligegyldigt, hvad der står i deres helligskrift.

Det var, hvad han hævdede i interview’et i Kristeligt Dagblad. Og tanken er udbygget her, men ikke ændret det mindste. Min indvending: at islam så udmærket kunne leve med kristendom og jødedom ved sin side, er fuldstændig overhørt.

3) Min sidste indvending tager tråden op fra den første. Vi skal være go’e ved muslimerne, ikke tage deres stolthed fra dem. Derfor skal vi være ydmyge på kristendommens vegne. Og finde en civiliseret omgangstone i talen om islam og muslimer:

Det vil nok også lette integrationen. Som bekendt var der engang en, som stillede spørgsmålet, hvem der havde mod til at kaste den første sten. Det var der ingen, som havde. I min læsning af Bibelen og i min kristendomsforståelse er det en tekst til prægning i ydmyghed og kritisk selverkendelse. Jeg vil så gerne være Abel, men jeg er Kain. Jeg ville ønske at være som Jesus, men jeg er en i hoben. Det hedder kristen syndserkendelse.

Man må forstå, at det er på det nærmeste umuligt at kritisere islam, dels fordi kristendommen ifølge ”videnskaben” ikke har noget af lade islam høre, men også fordi det svarer bedst til den kristne ydmyghed at lade være med at fremhæve kristendommen på islams bekostning. Hvilket Klostergaard eksemplificerer med sig selv: Han besidder ydmyghed og kritisk selverkendelse. Han ville ønske at være som Jesus, men er én i hoben.

Det hedder kristen syndserkendelse, slutter han så med at sige. Men det er ukristelig farisæisme. Jeg har i min præstetid haft en del med Indre Mission at gøre og har af den grund truffet mange prægtige mennesker. Men jeg har også af og til været vidne til en vis ”fromhedskonkurrence”. Dog har denne altid i de kredse været underlagt en vis tilbageholdenhed. Man har godt været klar over, at det at prale af sin fromhed til syvende og sidst var noget værre farisæisk noget.

Her kunne Klostergaard godt lære ét og andet. Han vil ikke være den, der kaster sten på islam, for han er så ydmyg, så ydmyg. Blot kan han ikke vente, til andre ser denne ydmyghed, han er nødt til, for det tilfælde, at andre ikke ser hans syndsbekendelse, selv at gøre opmærksom på den. Uf!

Rent bortset fra, at man, hvis man skal forkynde evangelium for muslimer, vel er nødt til at hævde, at kristendom er bedre end islam. Men det er jo sandt: ingen i folkekirken, og da slet ikke en teologisk professor, drømmer om at forkynde kristendom for vore muslimske landsmænd.

Ak ja, det er jo desværre alt for sandt.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget | Skriv en kommentar

95 teser

Den fremmede Luther 25

Hvornår når vi kvalmegrænsen?

Der synes ingen ende på Luther-udgivelserne. Alt, hvad der bare smager lidt af Luther, får adgang til boghandlernes hylder i dette år. Så skal Frederik Stjernfelt have afløb for sin modstand mod kristendommen, men han kan ikke bare give udtryk for sin modvilje mod vores tro, han skal absolut bruge Luther-jubilæumsåret til at nedgøre vor kirkefader i en pamflet om det, han påstår er syv myter om Luther, altså syv fejlagtige antagelser om jubilaren.

Og nu har to håbefulde mennesker fået Aarhus Universitetsforlag til at prøve at gøre Luther kunsten efter. Han kunne med 95 teser få ændret verdens gang. Mon ikke vi med 95 nye teser kan gøre det samme?

Nej, selvfølgelig er det ikke tanken, et sådant storhedsvanvid lider de to ikke af. Men i stedet for at vente med deres antologi om tidens problemer og tidens løsninger, skal det hele ud i år. For mon ikke Luther-begejstringen kan trække denne udgivelse også?

Ak, ja, verden vil bedrages. Og jeg skal love for, at den bliver det.

De to redaktører på bogen 95 nye teser er Anne Marie Pahuus og Henrik Grøndal Lund. De har samlet en par håndfulde af dagens debattører, og disse giver deres beskrivelse af moderne problemstillinger – og måske også løsninger – som altså tænkes at være en moderne pendant til Luthers 95 teser. Jeg vil mene, en sådan fremgangsmåde er noget uhistorisk pjat. Man forfladiger i den grad det enestående ved den lutherske reformation, og man lader ganske hånt om historiens ånd – en størrelse, som man jo alligevel aldrig beskæftiger sig med i vore dage – idet man tror, man selv kan skabe historie. Det kan man ikke, og hvis jeg engang skulle komme til at læse de mange indlæg, tror jeg, at jeg nok vil møde mange kloge menneskers kloge betragtninger. Og det er jo udmærket. Blot er det ikke det, der skaber historie.

Nå, men det er ikke bogen selv, jeg her vil beskæftige mig med, det er den kronik i Kristeligt Dagblad for den 22-4, hvori de to redaktører redegør for nogle tanker i forbindelse med udgivelsen, se her. Overskriften røber hensigten: ”En ny humanisme kan opstå af religionsmødet”. Herom skriver de:

Et af de mest iøjnefaldende forhold, som trænger til nye teser, er religionsmødet. Forholdet mellem de tre store monoteistiske religioner – jødedom, kristendom og islam – resulterer alt for ofte i magtkampe, voldstænkning, hårde ord og terror af forskellig art. Verden trænger til teser, som forsøger at udvikle en ny religiøs humanisme, hvor de forskellige religioner og kulturer kan leve med hinanden uden vold og krig. En udvikling af teser med luthersk mod til at forandre kunne sigte på at lade en ny humanisme opstå af religionsmødet.

Tja, hvis det eneste, der var brug for for at kunne forhindre voldstænkning, hårde ord og terror, var luthersk mod til at forandre, så ville volden nok forlængst være ophørt. Men det er en yderst naiv forestilling om, hvad der driver muslimer, der her gør sig gældende. Og det er karakteristisk, at man bruger samlebetegnelsen religion om det, man her tænker på, som om de tre monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam, i det mindste måtte kunne enes om at kæmpe for en religiøs humanisme.

Men nej, ord alene gør det ikke. Der er en afgrundsdyb forskel mellem kristendom og islam, og hvis man ikke gør sig denne forskel klar, kan man lave alle de teser, man vil, uden at det får indflydelse på historiens gang. Men her i Vesten bliver vi ved med at bilde os ind, at muslimer tænker ligesom vi, og at de derfor må kunne overbevises på samme måde, som vi overbevises: ved argumentation, ved rationelle argumenter, ved dialog.

Men forholder det sig nu også på den måde? De synes selv at være lidt i tvivl, for de skriver:

Religion som videns- og livsform præger nutiden, og måske må vi give den franske filosof Jacques Derrida (1930-2004) ret i iagttagelsen af, at krigen om herredømmet over Jerusalem er nutidens krig, som finder sted overalt (”Spectres de Marx”, 1993).

Her nævner de en krig, som har dybe rødder, og som har stået på i mange år. Tror de virkelig, at dialog kan løse op for de modsætninger, som har givet sig udslag i krig?

Og lidt senere hedder det:

Eller tænk på Muhammed-krisen mellem Danmark og den arabiske verden som følge af 12 satiriske tegninger af islams profet Muhammed i Morgenavisen Jyllands-Posten i 2005. Det er ikke vanskeligt at finde grunde til, at samtidens forhold kalder på udviklingen af en ny religiøs humanisme.

Javist, de finder udmærkede grunde til, at vi i Vesten ønsker os en ny religiøs humanisme. Men da det nu er muslimerne, der har udøvet vold i anledning af tegningerne, burde man så ikke i det mindste overveje, om de mon vil gå med til en sådan humanisme, og hvis de vil, om vi vil kunne acceptere den religiøse humanisme, de vil gå med til?

I en religiøs humanistisk kultur er jøder, kristne, muslimer, ikke-konfessionelle og ateister forpligtet på at blive dannet gennem et fælles samliv til gavn for samfundet.

En udmærket tanke, ja, forudsat altså, at muslimerne vil være med til at være forpligtet på at lade sig danne gennem et fælles samliv. Jeg har mine tvivl. De vil vist hellere lade sig danne af shariaen.

Lad mig prøve at vise forskellen mellem kristendom og islam ud fra en tanke, som den tidligere anglikanske ærkebiskop Rowan Williams i 2008 fremsatte som en kommentar til de muslimske lærde, der udsendte ”A Common Word”. Williams’ lidt lange kommentar kan downloade her, og min kommentar til Williams’ kommentar kan ses her.

To tanker i Williams’ indlæg fortjene at blive mindet. Denne:

Den tanke, at en hvilkensomhelst handling, hvor ekstrem eller ødelæggende eller endog morderisk den måtte være, kan retfærdiggøres med, at den afværger nederlag for en bestemt tro eller en særlig religiøs gruppe, er ikke i fuld overensstemmelse med den overbevisning, at vort nederlag ikke betyder Guds nederlag. Ja, den tanke afslører en fundamental mangel på overbevisning om trosobjektets evighed og tilstrækkelighed.

Og denne:

Den evige Gud kan ikke have brug for ‘beskyttelse’ fra nogen taktik, der indebærer menneskelig voldsanvendelse.

Williams’ forudsætning er, at gudstanken fører en vis logik med sig. Man kan ikke bruge gudsbegrebet som vehikel for sine egne ønsker. Sætter man Gud bag sine egne tanker – f.eks. ved at påstå, at man har haft en åbenbaring – så narrer man sig selv og narrer dertil dem, man får til at tro på de åbenbaringer, man påstår at have haft. Men det betyder – hvis man fører Williams’ tanker lidt videre – at det ikke er den sande gud, man taler om, men et fantasivæsen, man selv har dannet sig.

Jeg véd godt, at det jo netop er det, enhver ateist betragter som sin ateistiske børnelærdom, at alle tanker om et overnaturligt væsen er mennesketanker, er løsslupne fantasier, som visse mennesker har gjort sig. Og sådanne tanker må man da også give ret et langt stykke vej. Gudstanken er virkelig dannet af mennesker, fortidsmennesket har arbejdet med denne tanke, agerbrugssamfundet har forfinet den (og misbrugt den) og det højt kultiverede menneske i romerriget har videreudviklet den, så der ud af det frugtbare argumentationsspil i oldtiden fremstod en række kristne kirkefædre, der alle arbejdede ud fra den forudsætning, at der kun var én gud, kun én magt, der stod bag tingenes tilstand.

Det gjorde de blandt andet ved hjælp af den såkaldte treenighedslære, altså læren om, at Gud både er fader, søn og helligånd. Det vil sige: den gud, de talte om, var en gud, der havde åbenbaret sig i sproget, men for at kunne se det, måtte man som Jesus opgive al magt, ja om så skulle være lade sig henrette uden modstand. Åbenbaring betyder i den teologi at miste sig selv for at vinde sig selv. Eller det betyder, at ligesom man selv er overbevist af en form for logik i sproget, sådan kan man ikke tvinge andre ind i kristentroen, man må lade sprogets kræfter virke frit, eller – med et andet udtryk – man må overlade det til helligånden at overbevise om gud.

Hvis man, som muslimerne, vil udbrede sin gudsforståelse ved tvang, så er det dels ikke den kristne treenige gud, man taler om, men dels er det heller ikke nogen sand gud, man søger at udbrede. For den sande gud er ikke afhængig af os mennesker, så vort nederlag skulle betyde hans nederlag. Eller – i min formulering – den sande gud er sprogets gud, er en gud, hvis almagt viser sig i sprogets evne til at overbevise mennesker, og vil man overbevise ved at tvinge med magt ind under islams bestemmelser, så lader man hånt om den sande guds virkemiddel, det nemlig, at overbevise gennem sproget selv.

Men skal sproget virke, så det overbeviser ud af sin egen, indre kraft, så må al diskussion være fri. Det kan sproget blot ikke få lov til indenfor islam. Man sætter grænser for sprogets frihed dèr, hvor religionen anfægtes, dvs., dèr, hvor koranens guddommelighed betvivles. Man tillader sig at henrette den muslim, der fornægter islam. Og så får man aldrig den frie diskussion, hvorigennem gud åbenbarer sig.

Men man foregiver naturligvis, at man har en fri diskussion. Ligesom man under kommunismen foregav, at valgene var frie, og at alle anskuelser var tilladte, blot de ikke vendte sig imod socialismen. Og ikke sandt, den lille tilføjelse kunne da ikke gøre nogen skade. Ligesom det i vore dage da ikke skader den frie diskussion, at man hele tiden skal passe på ikke at krænke muslimerne. Det er ikke noget, jeg mener, det er noget, man mener på en række amerikanske universiteter og på mange europæiske avisredaktioner, hvor man er mere optaget af at være politisk korrekt end af at være sandheden tro.

Her lyder så Rowan Williams’ argumentation, at hvis man ud fra sin gudstro er nødt til at henrette afvigerne, så er det ikke den sande gud, man tror på, for den sande gud har ikke brug for, at mennesker griber ind for at forsvare ham.

Min argumentation er lidt anderledes, men ikke af den grund forkert. Jeg vil hævde, at begrebet ”gud” fører med sig, at man må tale om en treenig gud, der åbenbarer sig igennem sproget ved åndens hjælp. Taler man anderledes om gud og guds åbenbaring, er der blot tale om et menneske, der ved at påstå at have haft en åbenbaring vil gøre sig selv til gud. Derfor er al tale om, at koranen er åbenbaret for Muhammed, udtryk for, at den muslimske gud er en falsk gud.

Det ses i første omgang ud fra koranen selv. Den er så fuld af selvmodsigelser, at man har været nødt til at indfører begrebet ”abrogation” eller ophævelse for at få nogenlunde mening i galskaben. Men kan man virkelig tænke sig om den almægtige gud, himlens og jordens skaber, at han åbenbarer nogle vers for Muhammed, som han senere fortryder, at han havde åbenbaret, så han er nødt til at korrigere sig selv? Den almægtige, alvidende, over al fornuft hævede gud tager fejl og må rette sig selv! Det er en umulig tanke.

Dertil kommer de mange historiske ukorrektheder. Man kan tænke sig, at det er Muhammed, der ikke er klar over, at ordene om, at den, der slår ét menneske ihjel, skal betragtes som én, der slår hele menneskeheden ihjel (sura 5,32), er et ord fra en jødisk mishna, og ikke står i det gamle testamente selv, men man kan ikke tænke sig, at det er gud selv, der ikke véd dette, se derom her.

I næste omgang ses dette, at den koranske gud er en falsk gud, derved, at der altid har skullet stå et menneske med magt bag udlægningen. Koranens tale tænkes ikke at overbevise ved egen indre logik, den blev i første omgang med magt lagt ind i Muhammed, uden at han selv forstod noget eller godtog noget, og den må i næste omgang med magt lægges ind i de troende af den kalif, der har magten for øjeblikket.

Det har blandt andet betydet, at uoverensstemmelsen mellem shiaer og sunnier er umulig at råde bod på; der gives jo ikke nogen selvindlysende koranudlægning, men kun den ene magthavers kontra den andens. Og vil man sige, at det samme gælder uoverensstemmelsen mellem lutheranere og katolikker, så er svaret, at den uoverensstemmelse ikke, som den muslimske, tænkes løst gennem vold, i hvert fald ikke i vore dage.

Denne ”magtudlægning” gav sig f.eks. udslag i, at de to søstres far, Sadiq, som Åsne Seierstad beretter om, da han kom til Syrien, havde én udlægning af søstrenes rejse fra Norge til Syrien, IS en anden. Men da det var IS, der sad på magten i det område, var det deres udlægning, der var ”den sande”, se her.

Jeg har i det foregående bestræbt mig på at skrive ”gud” med lille g. For dette tænkes at være en religionsfilosofisk overvejelse, altså en overvejelse over, hvad der ligger i anvendelsen af ordet ”gud”. Men jeg kan da godt se, at denne overvejelser passer som fod i hose til den kristne teologi. Så man skal måske hellere kalde det kristen religionsfilosofi.

Men hvad man end kalder det, det passer også som fod i hose til de Luther-citater, jeg bragte i et tidligere indlæg, citater om umuligheden af at tvinge til tro, når altså troen er den kristne tro, og når den gud, man tror på, er den sande gud, den treenige gud, ham, der vil overbevise med ord og ikke med vold, se her. Blandt andet er dette citat af stor betydning. Det er skrevet i 1528 i en lille pamflet (Om gendøberne):

Dog er det ikke retfærdigt, og det gør mig virkelig ondt, at man så jammerligt myrder, brænder og grusomt dræber sådanne elendige mennesker; man skal jo lade enhver tro, hvad han vil. Tror han forkert, så har han straf nok i den evige ild i helvede. Hvorfor vil man så også her i tiden pine dem, når de kun tager fejl i troen og ikke desforuden sætter sig imod øvrigheden med oprør og andet?” (WA 26,145).

Og i pamfletten efterfølges dette citat så af en række argumenter fra det ny testamente imod gendøbernes tanker. For ifølge Luther overbeviser man om evangeliets sandhed med ord.

Men det ville måske også katolikkerne sige. Blot ville de hævde, at det at have paven til at styre debatten, så den ikke blev alt for vild, var en nødvendighed, men ikke noget, der på nogen måde ville forhindre en sund debat. Man fremkom med en læbebekendelse til den frie debat, men ville alligevel beklippe den lidt. Nøjagtig som man gjorde det i Sovjetunionen og i vore dage gør indenfor islam. Og – og det er det farlige – indenfor mange vestlige miljøer – kirkelige og sekulære i en uskøn blanding – vil man på samme måde med sine ord gå ind for en fri debat, men med sine ønsker om ikke at såre muslimer kommer man just i stedet for til at forhindre en fri debat.

De to redaktører fremsætter et fromt ønske:

Konfrontation og sammenstød skal ikke blive den primære figur mellem jødedom, kristendom, islam og ateisme. Udmattende konfessionskrige, korstog, hanekampe af forskellig art, tro som grusomhedsmiddel til magt, religion som terror og fordømmelse, hellig krig og voldstænkning har vi haft nok af. Det gælder naturligvis også de militante fortolkninger af det lutherske, når de har sat mennesker og samfundsgrupper op mod hinanden i en misforstået streng lydighed over for en bestemt autoritet.

Men lur mig, om de ikke godtager muslimernes krav om en god tone, om ikke at krænke anderledes troende med sine påstande. Og de kan sikkert sagtens få deres muslimske dialogdeltagere til at indrømme, at man ikke må sætte samfundsgrupper op mod hinanden; for muslimerne tænker naturligvis på, at danskerne ikke må tale ilde om muslimerne og deres religion. At det er dem, der har en misforstået streng lydighed over for en bestemt autoritet, nemlig koranen, det skal de nok have forklaret. Men jeg tvivler stærkt på, at de to redaktører vil vove at forklare dem det. Her synes de i hvert fald ude af stand til det: de mennesker, der har en misforstået streng lydighed, er jo de lutherske, ikke muslimerne.

Det er udmærket med dialog. Men hvis vi ikke fra kristen side direkte siger, at vi som kristne påstår, at Muhammed er en falsk profet og at hans åbenbaringer er nul og nix, siger, at den gud, de tilbeder, er en falsk gud, fordi han ikke kan lade ordet om ham virke i frihed, så bliver der ikke tale om dialog. Naturligvis skal vi omhyggeligt forklare, hvorfor vi mener sådan, og da også gerne lytte til deres indvendinger. Men at tro, at vi på et eller andet tidspunkt kan nå til enighed om en ny religiøs humanisme, det er naivt.

Desværre.

For denne indsigt i islams forhold til magt bevirker, at vi må indse, at med islam som religion her i landet vil vi hele tiden have konflikter, små konflikter om brug af vore fællesområder, og store konflikter med vold og terroranslag.

Udgivet i Islam versus kristendom, Luther | Tagget , | Skriv en kommentar

Stjernfelteriet breder sig

Den fremmede Luther 24

Noget tyder på, at Frederik Stjernfelts bog Syv myter om Martin Luther trods dens videnskabelige mangler har fået en uheldig indflydelse på forståelsen af Luther og hans betydning.

Eberhard Harbsmeier skriver således i den klumme, der hedder Ordet, i Kristeligt Dagblad for den 19-4 om dette, at kristne bliver forfulgt:

Og vi kender til det at støde på modstand – man kan ikke være gode venner med alle mennesker. Luther tolker ordene sådan, at vi angiveligt skal være ”fromme, stille og lydige, rede til med liv og gods at tjene øvrighed og ethvert menneske og ikke gøre noget fortræd”. Det er ikke min forestilling om fromhed, det hører en anden tid til, og Luther levede for resten ikke selv op til disse ord. Meget kan man sige om Luther, men konfliktsky var han ikke – og den samvittighedsfrihed, han krævede for sig selv i Worms, nægtede han som bekendt sine egne modstandere fra Reformationens venstre fløj.

Dette kan være inspireret af Stjernfelt, der i syvmytersbogen side 68 skriver:

For et nøgternt blik fordamper dét, der kunne ligne liberale principper, og tilbage står alene taktik. Man er liberal, når det gavner egen sag, ellers ikke.

Lad mig begynde med at angribe den påstand, at Luther krævede samvittighedsfrihed for sig selv i Worms. Det er for mig at se en helt forkert måde at stille tingene op på. Man kommer med det moderne udtryk ”samvittighedsfrihed”. Det lægger man ned over rigsdagen i Worms, og så får man som resultat, at når Luther nægtede at tilbagekalde, må det betyde, at han kræver samvittighedsfrihed for sig selv.

Men hvordan ”kræver”? Luther kræver da ikke noget som helst i Worms. Han – og alle andre – véd, at han er indkaldt til Worms, fordi han er gjort fredløs af pavens bulle. Han havde fået 60 dage til at trække sine udtalelser tilbage, men den frist udløb engang i januar 1521, uden at Luther havde tilbagekaldt noget, han havde i stedet brændt pavens bulle.

Så blev han indkaldt til at møde for den tyske rigsdag i Worms. Meget mod pavens vilje. For ham at se havde kejseren kun det at gøre at indfange Luther og brænde ham på bålet som kætter. Forhøre ham? Nej. Få ham til at tilbagekalde, når han ikke havde villet tilbagekalde efter de 60 dages frist? På ingen måde. Men han blev altså indkaldt, og han mødte altså frem, og fik den 17-4 1521 stillet krav om tilbagekaldelse. Han bad om betænkningstid. Det fik han. Næste dag, den 18-4, holdt han sin forsvarstale, på latin og senere på tysk, og sluttede med den ret kendte passus om, at det ikke er tilrådeligt at handle mod sin samvittighed. Se talen her.

Hvordan kan det dog forvandles til et krav fra Luthers side?

I sin forsvarstale deler Luther sine skrifter i tre slags. Der er først dem, som alle – endog den pavelige bulle – indrømmer, er gode og kristelige skrifter. Det ville dog være absurd at tilbagekalde dem. For det andet er der dem, der angriber papisternes misbrug. Hvis han tilbagekaldte dem, ville han styrke det tyranni, der har gjort så stor skade i kristenheden, ikke mindst i Tyskland. Og endelig er der for det tredje de skrifter, som han har skrevet imod private. Her må han indrømme, at han ofte har været mere hård, end det var passende. Men også om dem gælder det, at han ved en tilbagekaldelse ville styrke det tyranni, han i disse skrifter vendte sig imod.

Men så kommer han med en udtalelse, der må mane enhver forestilling om, at han stiller krav, i jorden:

Dog, fordi jeg er et menneske og ikke Gud, kan jeg ikke støtte mine bøger til anden beskyttelse end den beskyttelsen, min herre Jesus Kristus gav sin egen lære, da han overfor Annas blev spurgt om sin lære og fik en lussing af én af tjenerne; da sagde han: Hvis jeg har talt forkert, så bevis, at det er forkert. (Joh 18,23) Hvis Herren selv, som vidste, at han ikke kunne tage fejl, ikke afviste at høre et vidnesbyrd imod hans lære, og det endda fra en elendig slave, hvor meget mere bør da ikke jeg, der ikke kan andet end fare vild, opsøge og håbe på, at nogen vil give vidnesbyrd imod min lære. Derfor beder jeg ved Guds barmhjertighed Deres højvelbårne majestæt, Deres højtoplyste herskaber, eller hvemsomhelst ellers, høj eller lav, der kan det, om at afgive vidnesbyrd, om at tilbagevise fejlene, om at overvinde mig med de profetiske og apostolske skrifter; hvis nemlig jeg bliver belært, vil jeg være mere end villig til at tilbagekalde en hvilkensomhelst vildfarelse, og jeg skal selv være den første til at kaste mine bøger i ilden. Se her.

Hvis man endelig skal sige, at Luther kræver noget, må man sige, at det, han kræver, er modsigelse, belæring, debat. En sådan modsigelse havde han i nogen grad fået fra forskellig side, fra Sylvester Prierias, fra Johan Eck, og fra andre mindre kendte personer. Men fra den officielle kirke fik han kun et krav om at tilbagekalde, uden argumentation, alene på baggrund af pavestolens autoritet. Det ses af pavens bulle, hvori paven blandt andet skriver:

Derfor, efter råd og tilslutning fra vore ærværdige brødre, og som sagt efter moden overvejelse over alle teserne og hver enkelt for sig, har vi, ved den almægtige Guds autoritet, og ved de salige apostle Peters og Paulus’ autoritet, og ved vor egen autoritet fordømt, vendt os imod og i det hele taget forkastet én og hver af de føromtalte artikler eller vildfarelser som (om man tillader) henholdsvis kættersk eller forargelig eller forkert eller stødende for fromme ører, eller forføreriske for enfoldige sjæle, eller som noget, der bryder den katolske sandhed. (Se her).

Tre autoriteter nævner paven, Guds, Peters og Paulus’ og sin egen. Og bemærkelsesværdigt er det også, at han opdeler anklagerne mod de 41 sætninger af Luther, som er opregnet ovenfor, i forskellige grader, stigende fra ”stødende for fromme ører” og ”forførerisk for enfoldige sjæle” over ”forkert og forargelig” til direkte kættersk. Men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at han ikke gør opmærksom på, hvilke sætninger der er kætterske og hvilke kun stødende for fromme ører. Ganske vist følger han derved gammel skik, men det gør det vel ikke bedre. Luther skal tilbagekalde det hele, også den sætning, der måske kun er stødende for fromme ører. (Det er noget, Luther gør opmærksom på i disputationen med Eck, se her.)

Lad os lige tage den afsluttende del af Luthers forsvarstale med:

Med mindre jeg bliver overbevist ved vidnesbyrd af skriften eller ved indlysende grunde — thi jeg tror hverken paven eller koncilerne alene, fordi det ligger for dagen, at de flere gange har faret vild og modsagt sig selv, — og eftersom jeg ved de skriftsteder, som jeg har anført, er fanget i min samvittighed ved Guds ord, så kan og vil jeg intet tilbagekalde, fordi det ikke er rådeligt og ikke er retskaffent at handle mod samvittigheden. (Se her).

Er det at kræve samvittighedsfrihed for sig selv? Det er for mig at se en meget bagvendt måde at beskrive begivenhederne på. Det er vel et spørgsmål, om han i det hele taget kræver ret til at leve. Han havde tidligere skrevet til kurfyrstens sekretær, Georg Spalatin, at det ikke var til at sige, om der var størst fare for evangeliet og for menneskeheden ved hans død eller ved hans liv. (Se her). Der er ingen tvivl om, at han var forberedt på at skulle dø. Det er lidt svært at få noget krav indflettet i den situation.

Men altså, det var, hvad jeg har at indvende imod den første af Harbsmeiers sætninger: at Luther krævede samvittighedsfrihed for sig selv i Worms.

Så til en anden af Harbsmeiers påstande, også i overensstemmelse med Stjernfelt: Luther levede ikke selv op til sin fromhedsforestilling, den, der går ud på at være stille og lydig og rede til med liv og gods at tjene øvrigheden, for han var ikke konfliktsky.

Også her har vi med en sær bagvendthed at gøre. Alle er jo enige om, at det ikke på nogen måde var Luther, der startede det hele opgør. Hans handlinger fra 1517-21 er i høj grad reaktioner, ikke aktioner. Han ønskede ikke at splitte kirken ad. Han ville i begyndelsen kun indlede en debat om afladen, og han var af den fejlagtige opfattelse, at paven ville rette misbrugene, hvis han blot blev klar over dem.

Jeg véd ikke, hvad det er for en fromhedsforestilling, Harbsmeier læser ud af Luthers skrifter. Han afbilder Luthers forståelse af, hvordan kærligheden forholder sig, men glemmer at fortælle noget om, hvordan troen reagerer. Luther klargør forskellen i den store galaterbrevsforelæsning, da han skal til at forsvare Paulus, fordi han angriber Peter (Gal 2,14):

Men i denne meget vigtige sag kunne han [Paulus, rr] overhovedet ikke give efter. Og efter Paulus’ eksempel kan enhver kristen hovmode sig. For kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt (1 Kor 13,7), troen derimod hersker, styrer, triumferer, viger ikke for nogen, men alt bør underkastes den og vige for den, skarerne, folkene, kongerne, jordens dommere, som Sl 2,10 siger: “Og nu, I konger, forstå, lad jer undervise, I, der dømmer jorden, tjen Herren med frygt osv. Hvis ikke, skal I forgå på jeres veje”. Derfor er det helt modsatte virkninger, embeder og dyder, som kærligheden og troen har. (Se her).

Luther var ikke konfliktsky? Nej, heldigvis. Skulle han være det? Skal vore dages præster og biskopper være det? Har de ikke som Luther et troens embede, hvor det ikke som ved kærlighedens embede drejer sig om at vige og tåle alt, men om at gribes i sin samvittighed og ikke lade trusler udefra ændre denne grebethed.

Så hvis Harbsmeier mener, at Luther i sin skrifter ikke optræder stille og lydigt og rede til at tjene øvrigheden, så er det sådan set rigtigt nok: Luther var kry og ikke sky. Men det er kun en bebrejdelse, for så vidt vi taler om kærlighedens embede. Men Luther mener selv, at han har et andet embede også, et troens embede, og dette embede tvinger ham til at reagere. Først reagerer han på afladshandelen, og her beholder han ret hele vejen igennem, for afladsteologien er fuld af selvmodsigelser, som blot ikke anfægtes af nogen, fordi der er så mange penge involveret. Så reagerer han på forståelsen af paveembedet, det sker ikke mindst i disputationen med Eck: Er paveembedet en guddommelig eller en menneskelig ordning? Og til sidst reagerer han på de angreb fra paven, han udsættes for, dog meget langsomt og trevent. Men da han bliver klar over, at pavemagten igennem århundreder har holdt sig til et falsum, nemlig til det såkaldte ”Konstantins gavebrev”, ser han i tanken om, at paven er den antikrist, der er omtalt i 2 Thess 2,3, en forklaring på alle de anormaliteter, han har observeret fra pavens side: arrogancen, den selvpåtagne autoritet, ulysten til at give begrundelser, og dertil alle de uregelmæssigheder, han afslører i ”Til den kristelige adel”.

Skridt for skridt drives han hen imod den opfattelse af paven som antikrist, som han vel har allerede fra december 1518, men som han forkaster indtil februar 1520, hvor han i begyndelsen nøjes med at antyde den, men jo i sine reformatoriske hovedskrifter lader den udbasunere med fuld styrke.

Jeg mener: Er det ikke at ramme helt ved siden af at fremhæve det som noget særligt og dadelværdigt, at Luther ikke var konfliktsky? Man overser i hvert fald, at igennem alle årene fra 1517 til 1521 var Luther den, man forsøgte at komme til livs, den, der måtte forsvare sig mod det ene og det andet, den, der fik pavens bandbulle at mærke. Ligesom man overser, at Luther af det, han oplevede, ofte ændrede anskuelse med hensyn til, hvad der skulle gøres.

Og så til det sidste og værste i Harbsmeiers bemærkninger: Anklagen for nægte de andre reformatorer samvittighedsfrihed.

Her vil det dog være betimeligt først at redegøre for en erfaring, Luther har gjort med hensyn til Ordets mulighed for påvirkning. Man skal jo huske på, at Luther gik fra at være en forholdsvis ukendt munk og professor i 1517 til at være en person, alle talte om, i 1520 og 21. Han fik det rigeligt bekræftet på sin vej til Worms, hvor store skarer flokkedes om de prædikener, han holdt undervejs. Og han erfarede det også efter sin optræden ved rigsdagen, hvor han en uge igennem mødtes med så den ene, så den anden af det tyske riges stormænd, om der dog ikke kunne findes en løsning.

Dertil kommer naturligvis den opfattelse, han havde ”arvet” fra den samtidige humanisme: råbet ”ad fontes”, tilbage til kilderne, blev også hans kampråb; det lå bag både ”Til den kristelige adel” og ”Om kirkens babyloniske fangenskab” og de mange forslag til kirkelige ændringer, der blev beskrevet deri.

Han sammenfatter sine erfaringer i det såkaldte ”ølargument”, som han fremsætter i en prædiken i Wittenberg den 10. marts 1522. Her understreger han, at troen må komme frivilligt:

Kort sagt: jeg vil prædike ordet, jeg vil sige det, jeg vil skrive det. Men tvinge, nøde med magt, det vil jeg ikke gøre overfor nogen, for troen må man iføre sig frivilligt, uden tvang. Tag et eksempel fra mig! Jeg var imod afladen og alle papister, men ikke med nogen magt. Jeg har alene drevet på med Guds ord, prædiket og skrevet, ellers har jeg intet gjort. Ordet har, mens jeg har sovet, og mens jeg har drukket wittenbergsk øl med min Filip og min Amsdorf, bevirket så meget, at pavedømmet er blevet langt mere svagt end om nogen fyrste eller kejser havde ødelagt det. Det er ikke mig, der har gjort noget, ordet har bevirket og udrettet det altsammen. Hvis jeg havde villet fare frem med magt, så ville jeg have bragt Tyskland ud i en stor blodsudgydelse, ja, jeg ville have anrettet et spil i Worms, så at kejseren ikke havde været sikker dèr. (Se her).

Forinden har han vist sin tro på ordets magt overfor Albrecht af Mainz og overfor kurfyrst Frederik den Vise. Den 1-12 1521 skriver han til Albrecht, at hvis ikke Albrecht opgiver sine planer om en relikvieudstilling i Halle, vil han udgive et skrift imod ham; det fik Albrecht til at falde til patten, se her. Og den 5-3 1522 skriver han til kurfyrsten, at han ikke, nu, hvor han vender tilbage til Wittenberg, vil bede om kurfyrstens beskyttelse, for ”den, der tror mest, han vil beskytte mest”. Men fordi han mærker, at kurfyrsten stadig er ret svag i troen, mener han ikke, at han vil være i stand til at beskytte ham, se her.

Hvis det virkelig er Luthers erfaring, og hvis han virkelig vovede at bygge på denne erfaring, så vil det jo være meget vanskeligt at vise, at han efterstræbte sine modstandere med vold. Det er det også. Men ligesom Luther i perioden 1517-1521 bliver mere og mere radikal i kraft af de udfordringer, han stilles overfor – der er ikke fra begyndelsen nogen luthersk ”masterplan” for, hvordan en luthersk kirke skal se ud – sådan er også perioden fra 1521 og fremefter bestemt af ”de forhåndenværende søms princip”.

Allerede i 1521 erfarer han således, at nogle skriftefædre vil have deres skriftebørn til i skriftemålet at røbe, om de læser Luthers bøger eller ej. Det får ham til at udgive et lille skrift, ”En undervisning for skriftebørnene om de forbudte bøger af Dr. Martin Luther”. Heri skriver han bl.a.:

For det andet. Hvis nu skriftefaderen vil udfritte nogen, om han ejer eller læser mine bøger, og dermed rette angreb mod hans svaghed, så skal han med ydmyge ord svare ham således: Kære herre, jeg beder om, at I ikke jager mig ind i nogen fælde og fare; jeg er ikke kommet til skrifte for at I skal fange mig, men for at I skal løse mig. (Se her).

I januar 1522 skriver Luther en ”Formaning om ikke at gøre oprør”. Heri giver han råd om, hvad en luthersk sindet menighed skal gøre, hvis den skal leve under en papistisk fyrste:

Det tredie er, at du skal lade din mund være en mund for Kristi ånd, om hvilken Skt. Paulus ovenfor siger (2 Thess 2,8): Vor herre Jesus vil dræbe ham med sin munds ånd. Det gør vi, når vi fortrøstningsfuldt går videre, som vi er begyndt, og blandt folket driver på med i tale og skrift [at afsløre] pavens og papisternes slyngelstreger og bedrageri, indtil han, fuldstændig afsløret overalt i verden, bliver erkendt som det, han er, og får skam for det. For man må først dræbe ham med ord; Kristi mund må gøre det; derved bliver han revet ud af menneskenes hjerter og hans løgne afsløret og foragtet. Men når han er ude af hjerterne, så hans foreteelser ikke mere gælder, så er han allerede ødelagt. Hermed kan man bedre råde bod på ham end med hundrede oprør. Med magt vil vi ikke bryde ham ned, ja vi vil snarere styrke ham, sådan som det indtil nu er gået for mange. (Se her).

Og i 1523 skriver han skriftet om den verdslige øvrighed. Her skriver han bl.a.:

En domstol må og skal være helt sikker, når den skal dømme, og have alting fremme i lyset. Men sjælens tanker og begæringer kan ikke være åbenbare for andre end Gud. Derfor er det nytteløst og umuligt at befale eller tvinge nogen med magt til at tro sådan eller sådan. Det skal der andre metoder til, tvang gør det ikke. Jeg undrer mig over de store tåber, som allesammen selv siger: De occultis non judicat Ecclesia (kirken dømmer ikke om det skjulte). Når da kirkens åndelige styre kun angår de åbenbare ting, hvorfor understår den vanvittige verdslige magt sig så i at holde dom og spille herre over noget så hemmeligt, åndeligt og skjult som troen? Desuden har enhver selv ansvar for, hvad han tror, og det må være hans egen sag at sørge for at have den rigtige tro. For lige så lidt som en anden kan komme i himmelen eller i helvede på mine vegne, lige så lidt kan han tro eller lade være at tro på mine vegne. Lige så lidt som han kan lukke himmelen eller helvede op eller i for mig, kan han tvinge mig til tro eller vantro. (Se her).

Det er i dette skrift, at Luther skelner mellem den verdslige øvrighed og den kirkelige. Og her kan man nok sige, at han opstiller et principielt skel. Men han eksemplificerer det også:

Lad mig give et eksempel på det: tyrannerne i Meissen, Bayern og i Marken og andre steder har udstedt ordrer om, at Det nye Testamente overalt skal afleveres til myndighederne. Her skal deres undersåtter handle på følgende måde: ikke en lap, ikke en stavelse skal de udlevere, hvis de ikke vil miste deres sjæls salighed. For de, der gør det, overgiver Kristus i Herodes’ hænder; de handler jo som Kristusmordere ligesom Herodes. Men de skal finde sig i, at man foretager husundersøgelser og giver ordre til at beslaglægge med magt, ligegyldigt om det er bøger eller ejendele. Voldshandlinger skal man ikke gøre modstand imod, men finde sig i. Men man skal ikke billige dem og heller ikke støtte dem eller efterkomme dem eller underkaste sig dem med så meget som en antydning. (Se her).

Dog må man nok indrømme, at hvor inspirerende end det af Luther opstillede skel mellem gejstlig og verdslig øvrighed har været, det var for Luther selv vanskeligt at gennemføre sådan uden videre, og det har jo også for en eftertid været svært at holde styr på, omend jeg vil mene, at man selv i vore dage kan lade sig inspirere af Luthers tanker. For de to regimenter er jo blandet sammen, der er og må være steder, hvor de virker ind på hinanden.

Man kan med god ret hævde, at det var rent åndelige overvejelser, der fik Luther til at vende sig imod afladshandelen, altså opfordre folk til ikke at købe aflad. Men at det fik økonomiske konsekvenser for papisterne, er vist uimodsigeligt. Og at det har været sådanne konsekvenser, der har fået mange til at ville fastholde afladshandelen, kan man vel også tænke sig til. På samme måde med mange af de andre reformer, Luther foreslog. Han foreslog f.eks., at man skulle afskaffe sjælemesserne. Og det begyndte man da også på i Wittenberg, allerede før Luther kom tilbage fra Wartburg. Men byens øvrighed bestemte så, at de præster, der havde været ansat til at holde sjælemesser, så ikke mere skulle nyde godt af de indtægter, de før havde fået. Hvilket fik nogle af Luthers tilhængere til at falde fra.

Og hvem skulle f.eks. ansætte præster, og hvilke præster skulle ansættes? Luther hævdede i begyndelsen, at det var menigheden, der skulle stå for det, men det formåede han ikke at fastholde, og i sin formaning til fred på grundlag af bøndernes 12 artikler hævder han, at en luthersk menighed ikke kan forlange, at øvrigheden bruger tienden til at ansætte en præst efter deres ønske, se her. Og vil øvrigheden ikke finde sig i den præst, menigheden for egen regning har ansat, kan han flygte til en anden by, og hans menighed følge ham.

Her forsøger Luther at holde tungen lige i munden. Man skal ifølge hans overbevisning underordne sig den øvrighed, der er, også selv om den handler uretfærdigt. Når han vender sig imod de oprørske bønder, skyldes det netop, at de er oprørske. Og jeg havde egentlig troet, indtil for et par indlæg siden, at Luther på baggrund af sine erfaringer med bønderne, hvor det jo blev klart for ham, at det ord, han prædikede, ikke havde nogen virkning, ville gå ind for vold imod alle gendøbere og sværmere. Jeg var måske også blevet smittet af det uunderbyggede ”Stjernfelteri”.

Det er imidlertid ikke sandt. Han bevarer opfattelsen af, at folk dog må kunne overbevises med argumenter. I 1528 skrev han i en lille pamflet (Om gendøberne):

Dog er det ikke retfærdigt, og det gør mig virkelig ondt, at man så jammerligt myrder, brænder og grusomt dræber sådanne elendige mennesker; man skal jo lade enhver tro, hvad han vil. Tror han forkert, så har han straf nok i den evige ild i helvede. Hvorfor vil man så også her i tiden pine dem, når de kun tager fejl i troen og ikke desforuden sætter sig imod øvrigheden med oprør og andet?” (WA 26,145).

Og så en slutbemærkning!

Der er for mig at se noget højst usædvanligt og næsten pinligt i den måde, Stjernfelt og co. arbejder med Luther på. Jeg mener: her står vi overfor en sjælden og fascinerende historisk begivenhed, hvor det, der skete inde i hovedet på et enkelt menneske, formåede at ændre livssynet i en hel verdensdel. Her har vi med én af de sjældne tildragelser i historieforløbet at gøre, hvor tingenes skæve gang så at sige ophobes og næsten eksploderer, i dette tilfælde antændt og videreført af et eneste menneske. Her er vi vidne til, hvordan et ønske om at vende tilbage til antikken – i dette tilfælde repræsenteret ved Det ny Testamente – i løbet af få år får ændret århundredgamle traditioner: 1) Man begynder at give også lægfolket vin ved nadveren. 2) Man fjerner cølibatsidealet, så præster må gifte sig og munke og nonner forlade deres klostre. 3) Man ændrer fromhedsidealet, så en god gerning ikke mere er en ekstra asketisk gerning, men en gavnlig gerning. 4) Man får frigjort statsadministrationen fra kirkens favntag, så det – i hvert fald teoretisk – fremover skal være rationelle overvejelser, der styrer udviklingen. 5) Og måske vigtigst af alt, når det gælder de folkelige forestillinger: Man læser i Det ny Testamente, at de første kristne sang salmer; ”so ein Ding müssen wir auch haben”, sagde man, og så indførte man salmesang på modersmålet.

Man”, ja, det var jo Luther og hans kumpaner i Wittenberg. Men det var tillige de mange tusind mennesker rundt om i byerne, der blev grebet af Luthers tale. Det er ganske fantastisk, at en så stor omvæltning kunne finde sted over et så kort spand af tid, hvor så mange mennesker blev grebet af det nye i Luthers genoplivelse af det gamle.

Det er fantastisk. Det er ikke til at forstå. Det er, så hjerneskallen næsten løfter sig på én, når man læser om det. Og ja, så skal man altså af alt dette ”Stjernfelteri” ikke bare tvinges ned på jorden igen – det kan såmænd være meget sundt – man skal tvinges ind i et pindehuggeri af den anden verden, hvor et falsk Luther-billede søges oprettet gennem halve citater og udelukkelse af højst relevante Luther-udtalelser, hvor der ikke er noget som helst blik for det epokegørende ved begivenhederne, men alting tvinges ind i et snæversyn af den anden verden. Så skal man i stedet for at stille sig ved de historiske aktørers side og prøve at leve sig ind i deres beslutninger, forstå de udfordringer, de stod overfor og sætte sig ind i de løsninger, de foreslog – i stedet for det skal man møde op med nutidens høje etiske krav og forkaste dem, der ikke lever op til dem; kære Luther, hvorfor indførte du ikke et rigtigt demokrati (altså et demokrati som vores)? Det burde du have gjort! tg-. Hvorfor lavede du ikke fagforeninger for de underkuede bønder? mdl+.

Godt, at man på den baggrund kan tage sig et forfriskende bad i nogle Luther-tekster, f.eks. i det ovenfor omtalte brev fra Luther til kurfyrst Frederik. Så kan man igen sige til sig selv: Jo, jeg hørte rigtigt, her klang Skræp.

Udgivet i Historie, Luther | Tagget , , | Skriv en kommentar

Den underfundige Gud

Det er Emmaus-beretningen i Luk 24,13-35, der får mig til at bruge ordet ”underfundig” om Gud. Indrømmet: jeg skulle måske i første omgang nøjes med at bruge ordet om lukasevangelisten, for det er jo ham, der fortæller en underfundig historie om Gud. Men dette lader vel ane, at Lukas’ underfundighed blot optræder som et ekko af Guds underfundighed.

Der er sket det for mig, at denne sære beretning om de to disciple, der på selve påskedagen er på vej fra Jerusalem til Emmaus og møder Jesus selv, er blevet ved med at arbejde i mig, selv efter at jeg har hørt en udmærket prædiken om den. For med denne ”fremmede” kommer de to disciple til at tale om det mærkelige, der er sket: at Jesus, der var en profet, mægtig i ord og gerning, var blevet udleveret til dødsstraf og korsfæstet. Og også det endnu mærkeligere fortæller de den ”fremmede”, at nogle kvinder har været ude ved graven, hvor de ikke fandt hans legeme, men i stedet engle, der sagde, at han lever. Dog, dette har ikke fået de to disciple til at forstå, hvad der i virkeligheden skete. Ja, selv ikke det, at nogle af de mænd, der var sammen med Jesus, mens han levede, var gået ud til graven og med egne øjne havde set, at det forholdt sig, som kvinderne havde sagt, selv ikke det fik dem til at forstå.

Underfundig er denne fortælling, for det er jo altid godt stof for en skuespilforfatter eller en anden fortæller at benytte sig af det trick, at lade tilhørerne vide noget, som de implicerede ikke véd, og derved bibringe dem en vis ironisk undren: ”De idioter, kan de da ikke forstå, hvad der er på færde!” En undren, som dog netop underfundigt overføres på tilhørerne selv: ”Vi idioter, kan vi da ikke se det, der er så tydeligt at se for enhver, der har øjne i hovedet?”

For det bliver jo endnu mere besynderligt: Vi véd, at det er Jesus selv, der følges med dem. Vi véd, at det, han forklarer dem, er den rene og skære bibeludlægning: Kristus skulle jo lide alt dette og først derefter gå ind til sin herlighed. Ok, vi forstår det så udmærket. Det står jo lysende klart for vore øjne. Hvorfor kan dog de to disciple ikke se det?

De ser det først, fortæller Lukas, da Jesus bryder brødet. Da genkender de ham. Men så bliver han usynlig for dem. For det, at kærligheden lider og dør, er en trossætning, ikke noget, der videnskabeligt kan bevises. Det, de nu forstår og indser virkeligheden af, er noget, der præsenteres for menneskeheden som en trossætning.

På samme måde med kærligheden. Vi ser den, vi oplever den, vi lever i den, men anerkende den, gøre os bevidst, at det er denne udefra kommende kraft, vi har at takke for vor glæde og vort livsmod, nej, det drømmer vi ikke om.

Gud er i naturen, ja. Men han er der på usynlig og ubevislig vis. Insisterer du på at ville forklare naturen uden brug af Gud, er det i høj grad muligt. Ja, insisterer du på, at det, du på den måde forklarer, er den hele natur, den sande natur, så kan også det fint lade sig gøre. For Gud åbenbarer sig i Ordet, i menneskets forståelse, den forståelse, der kommer i stand via Ordet. Og dog, så snart du vil undersøge Ordet nøjere, glider det dig af hænde, og du står tilbage med noget, du kun kan nærme dig ved at tro på det: et andet menneskes fortrolighed, et ægte forhold mellem mennesker, en ægthed og redelighed fra den anden i de ord, han bruger; alt det vil du bevise, gribe med dine videnskabelige begreber, men nej, den opstandne Jesus, som du således vil gøre håndgribelig, bliver usynlig for dig.

Hvad kan ikke videnskaben forklare! Hvad kan ikke med fordel lægges ind under videnskabens mikroskop! Er det menneskets udvikling fra abe til menneske, vi kan finde overgangsformer, vi kan mere eller mindre tydeligt forklare, hvordan det træk er blevet til, hvordan dette andet træk har udviklet sig. Og er det det forhold, at menneskene er delt i to fra hinanden forskellige køn, der skal forklares, så er videnskaben også her leveringsdygtig med teorier: det fremmer udviklingen, at der er to køn, det gør udvælgelsen af de forskellige mutationer mere effektiv.

Og kommer vi nærmere til nutiden, er så ikke sociologien og psykologien i stand til at formulere love, hvorefter livet må forme sig. Nogle kulturer, f.eks. islam, lader han- og hunkøn forbinde sig ved aftale mellem slægterne, andre, f.eks. de vestlige kulturer, lader det være den gensidige sympati hos enkeltindividerne, der afgør sagen, men i begge tilfælde er det livets egne udviklingslove, der hersker, ikke den enkeltes tro eller mistro til kærligheden.

Det vil sige: sådan tror den forbenede videnskabsmand.

Men lad ham i hans unge dage møde en kvinde, gerne en lige så forbenet videnskabstilbeder, så skal du se løjer. Så mødes de to, og uvægerligt vil sød musik opstå i hjerterne. Så kan de være videnskabsfolk aldrig så meget, så kan de aldrig så meget hæve sig op over denne tilværelse og deres egen tilværelse med, de må dog medgive, at mere hævet over sig selv er de ikke og kan de ikke være, end at de samtidig er en del af den tilværelse, de undersøger. Jovist, alt det, der får dem til at mødes, så musikken klinger frem i hjerterne, det kan forklares videnskabeligt, men jo kun forklares som manipulation, kun forklares som den enes forsøg på at få den anden ind under sit herredømme.

Så går de to som disciplene til Emmaus og mærker ikke, at det er Ordet selv, sprogets egen iboende kraft, der slår følge med dem, bliver ikke klar over, at denne kraft har gennemsyret den vestlige kultur, så der tales om gensidighed, respekt, forståelse, ja, ligefrem om kærlighed, så forelskelsens kræfter griber dem, så de af hjertet ønsker at høre den andens kærlighedserklæring, og så de gribes af overvældende taknemlighed, når de hører den, en så stor taknemlighed, at de tror på den.

Men så trækker Ordet sig tilbage. Så må de selv stå ved det, der er sket. Så må de for egen regning og risiko leve deres fremtidige liv på den tro, at den anden ikke ville manipulere, men var ægte i sin kærlighedserklæring. Så må de i deres fremtidige fælles liv lade kærligheden og ikke selviske beregninger råde. Så må de lade hele den vestlige kulturs billedkraft fra film og romaner og skuespil besætte sig.

Så må de kort sagt tro. Tro på det Ord, der selv har kraft i sig til at blive hørt og troet. Ja, ja, de gamle sagde det på deres måde, med tanker om en Messias, der skulle lide og dø og siden indgå til sin herlighed, men det er jo det samme, vi idag siger med vore tanker om kærligheden, der hengiver sig helt.

Jovist, du prøver, mens forelskelsens kræfter smyger sig om dig, at forklare det altsammen evolutionært. Det er bare den skide kønsdrift, der vil gøre sig gældende, det er bare dine geners lyst til at formére sig, der nu slår igennem i din hjerne og får dig til at se med længselsfulde øjne på netop hende, og dag efter dag overveje, om de blikke, hun sender dig, er tegn på, at hun tænker om dig, som du om hende. Men nu er du pludselig ikke længer videnskabsmand, nu drejer det sig ikke om at forklare videnskabeligt, for deri kan jo kun ligge en bortforklaring af, at du er grebet af kulturens kræfter, den kultur, der fortæller dig, at du er forelsket, at du har udset dig netop én kvinde som din mulige livsledsagerske. Nu sker der det underfundige med dig og med hende, som du har udset dig, at mange andre, tilskuerne til jeres drama, så udmærket kan se det, men jeres egne øjne holdes tillukkede, fordi I ikke tør tro det, der dog er sandheden. Indtil Ordet lyder, det forløsende og forklarende og livgivende Ord, og alting bliver nyt.

Men med dette livgivende og forløsende ord er jo alting blevet nyt, en ny situation opstået, en situation, hvor det igennem alle dagligdagens mange forskelle, alle dens udfordringer, dens vaner og tilvænninger drejer sig om at fastholde den kærlighed, der blev til, da blikke blev til ord, ord til handlinger, til kys, til fortrolige gøremål, der binder sammen som intet andet. Det, der før kom til jer som en åbenbaring, I blot skulle hengive jer til, det kommer nu til jer som en tillid, der skal leves ud, i hensyntagen og omsorg, i indlevelse og forståelse, i fællesskab og fortrolighed.

Mange tager det vel op som en udfordring, vi mennesker står alene med, som noget, der skal klares ved vore kræfter og kun det. Og sandt er det jo, at det er mine overvejelser, min indlevelsesevne, min fornemmelse for, hvordan min kone har det, der skal komme i spil. Men sandt er det også, at jeg henter kraft fra den kultur, jeg lever i, til at fuldføre dette krævende job, sandt er det også, at de ord og begreber, som mit individuelle jeg har kæmpet med og fået til at blive til netop ”mig”, stammer fra kulturen, er overleveret mig fra en fortid, der har blandt andet denne underfundige historie som sit kendemærke.

Og vel kan jeg lade hånt om denne fortid, vel kan jeg lade, som om det kun er mig selv, ikke kulturen, der har dannet den kærlighedsforståelse, jeg lever på, men jeg kan dog også gribe fat om den Kristus, der med sin selvhengivende kærlighed er blevet centrum i det, kulturen har overgivet mig. Om dog ikke vor fælles kærlighed kan bibeholdes, om dog ikke vor fortrolighed må vokse sig stadig større, om dog ikke vor indbyrdes forståelse igen og igen må træde i funktion.

Måske jeg så, som de to disciple dengang, i glimt ser forklaringen på det hele, ser den Gud, der har skabt universet, stået bag livets tilblivelse, ført dets udvikling frem til mennesket, skabt det sprog, der binder det ene individ til det andet, så nyt liv dannes. Måske jeg så som dem ser den kraft, der holder alting sammen: den selvhengivende kærlighed, der vover at miste livet, men netop derigennem bevarer det. Måske jeg så opdager de skjulte kræfter i sproget, der bag om ryggen på os fører os til tro, tro på den andens oprigtighed, tro på tilværelsens sammenhæng, tro på kærligheden som sammenhængskraften bag vor videnskab, vort samfundsliv og vor dagligdag.

Men så blev han usynlig for dem.

Ja, så forvandles det, der var et øjebliks altgennemtrængende klarsyn til de mere almindelige kirkelige trossætninger, som altid kun kan fastholdes på tvivlens og oprørets baggrund. Så går jeg ud i dagligdagen igen, men nu ud i en dagligdag, belyst af troens lys. I det lys opdager jeg nu smilet i min elskedes øjne, og tror, tror, tror, at det er udtryk for, at det er mig, der er hendes kærlighed. I det lys ser jeg gang på gang de sære forelskelsens kræfter dukke op igen, uventet, altomfattende, gribende mig bagfra, så jeg knap véd af det, i en evig taknemlighed for alt det, jeg har i dagen i dag, om så aldrig så meget døden venter i morgen.

Men underfundigt er det. Det, jeg troede var en historie fra dengang for lang tid siden, viser sig at være en højst nutidig historie om mig selv og min tro. Men fordi det ender, som det gjorde: at de dog så ham, at de dog kendte ham, at de dog erfarede, at alt det, de mistroisk havde hørt, var sandt, derfor er også min historie ikke blot underfundig, men ligefrem underfuld, fuld af det troens og kærlighedens under, der kan bære det håb, at hvor han er, dèr skal også vi være. I evighed, ja. Mindre kan ikke gøre det, om kærligheden er kærlighed.

Udgivet i Ny testamente | Tagget | Skriv en kommentar

At læse historien bagfra

Den fremmede Luther 23

Langfredag er en kristen helligdag. Det er ikke altid, det lader sig spore af DR’s programmer, men i år, 2017 altså reformationsjubilæumsåret, havde man i Deadlines redaktion besluttet, at man ville gøre lidt ud af den kendsgerning, at den danske folkekirke er evangelisk-luthersk. Man havde derfor inviteret to debattører til at diskutere Luthers indflydelse på nutidens samfund.

Allerede her kunne man måske nok have været mere retfærdig overfor lutherdommen. Man kunne have inviteret nogen med, der havde lidt mere forstand på Luther og hans skrifter, end tilfældet var. På den ene side havde man inviteret Sørine Gotfredsen. Hun skulle forsvare Luther, og i betragtning af de odds, hun havde imod sig, gjorde hun det såmænd meget godt. På den anden side havde man inviteret Bjørn Thomassen, og det var i mine øjne et lidt mærkeligt valg. Ikke så meget, fordi han er katolik, mere, fordi han i en langvarig debat i Kristeligt Dagblad i vinteren og foråret 2016 ikke helt få gange var blevet grebet i ikke at vide særlig meget om reformationen.

Hvad værre var: man havde taget tre af Frederik Stjernfelts såkaldte myter som udgangspunkt for samtalen. Det drejede sig om de tre første myter, der ser således ud (med Stjernfelts kommentarer tilknyttet):

Myte 1: Luther indførte religions-, ytrings- og tankefrihed.

Stjernfelt: Nej, han gik ind for henrettelse af anderledes tænkende.

Myte 2: Luther indførte skellet mellem stat og kirke.

Stjernfelt: Nej, han opløste skellet mellem stat og kirke.

Myte 3: Luther bidrog til demokratiets fremvækst.

Stjernfelt: Nej, han gik ind for tyranni og ubetinget lydighed.

Det var ret uheldigt. For nu skulle Sørine Gotfredsen til først at gøre opmærksom på, at der er meget få, om nogen lutherske teologer, der er tilhænger af disse myter. Stjernfelt fører en kamp mod stråmænd, og det er der allerede ikke så få, der har gjort opmærksom på. Så er det lidt imod DR’s neutralitetspolitik at bringe disse ting frem igen; de er jo blevet jordet i den hidtidige debat.

Dog, det lader vi her ligge. Her er det et andet uheldigt fænomen, jeg vil hæfte mig ved, det nemlig, at man uden videre godtager den bagvendte historieopfattelse, som Stjernfelt her anvender: han betragter fortiden med nutidens briller på; han tager nutidens idealer og vil have fortidens mennesker til at leve op til dem. Sørine Gotfredsen havde derfor fuldt op at gøre med forklare, at Luther selvfølgelig ikke var demokrat, for det var der ingen, der var dengang; at han selvfølgelig ikke gik ind for religionsfrihed, for det begreb var ikke ”opfundet” dengang.

Derved fik Bjørn Thomassen alt for let spil. Han kunne f.eks. under punkt to skildre, hvordan der med pavekirken ved roret både før og efter reformationen havde været en klar skillelinje mellem stat og kirke, og hvordan denne blev ophævet ved reformationen i de lutherske områder, så vi med den lutherske ortodoksi fik en statskirke eller en kirkestat. Og fordi udgangspunktet var forkert – det var jo Stjernfelts stråmænd, man skulle bekæmpe – og fordi historien blev læst fra nutiden, blev billedet af, hvad der skete, ret fortegnet.

Lad mig prøve at råde lidt bod på det!

Det er sandt nok, at der i middelalderen havde været et skel mellem stat og kirke. Men der havde også været et samarbejde. Dette bestod i, at hvis kirken erklærede én for kætter, overlod den ”det grove arbejde” til staten, eller altså til kejseren. Sådan var det gået for sig på kirkemødet i Konstanz i 1415: Jan Huss blev af de kirkelige myndigheder erklæret for kætter, men det var kejseren, der fik til opgave at brænde ham på bålet.

Og sådan skulle det egentlig være gået for sig i 1521. Den pavelige udsending ville ikke have Luther indkaldt til rigsdagen i Worms. For dette møde var en rigsdag, ikke et kirkemøde, og den verdslige øvrighed havde ikke noget at sige over Luther, om han var kætter eller ej, den skulle kun eksekvere den kætterdom, som paven havde afsagt.

Det sjove er, at det nok i nogen grad var Luthers egne skrifter, der fik kejseren og rigsdagen til at indkalde ham. Gennem dem var pavens autoritet blevet så meget svækket, at man så stort på, hvad pavens udsending sagde.

Det vil sige: Hvis man kommer med sine nutidige idealer om forholdet mellem stat og kirke, så glemmer man, at det forhold, der herskede mellem pavestolen og kejseren på Luthers tid, bestemt ikke var noget at råbe hurra for, og at de krav, pavekirken stillede til den verdslige øvrighed, ikke ville kunne godkendes af nogen i vore dage.

Det viser sig også på anden måde:

På herredagen i Odense i 1527 bebrejdede de katolske rigsråder kongen, Frederik den Første, at han ikke som sine fromme fædre fik bortløbne munke indfanget og ført tilbage til de klostre, de var flygtet fra.

I den bebrejdelse ser man den samme opfattelse af forholdet mellem kirke og stat som i det foregående tilfælde: Kirken har sine regler for bortløbne munke, som jo var præget af alt andet end frihed, men den har ikke magt til at gennemtvinge deres tilbagevendelse. Det må den overlade til den verdslige øvrighed.

Jeg gætter på, at man som moderne menneske trods alt ser kongens vægring ved at være bussemand for kirken som en god ting, måske endda som en spire, der kunne vokse op til regulær religionsfrihed. Dog må man tilføje, at pavekirken blev ved med at stille fordringer til den verdslige øvrighed. Det var først ved den franske revolution, at den franske stat afskaffede en regel, der sagde, at munke eller nonner, der var flygtet fra deres klostre, ikke kunne få den verdslige stats tilladelse til at indgå ægteskab, de var jo ”gift” med Kristus i deres munkeliv.

En lignende regel har vi i Danmark ikke haft nødig at afskaffe, for der var efter reformationen ingen klostre at flygte fra.

På lignende måde har den katolske kirke haft meget svært ved at slippe sine krav om medbestemmelse, hvad angår familieretten. Jeg husker fra tresserne og halvfjerdserne – altså tresserne og halvfjerdserne i 1900tallet – den diskussion, der var angående folks mulighed for at opnå skilsmisse i Italien. Den var nærmest ikke-eksisterende, og det medførte mange besynderlige tilstande, som vist især gik ud over kvinderne.

Så lang tid efter reformationen ville den katolske kirke modsætte sig en adskillelse mellem stat og kirke. Men naturligvis, det blev ikke nævnt i Deadline-udsendelsen.

Inden vi går videre, er jeg nok nødt til at rette mig selv. Jeg lod mig i et tidligere indlæg forføre af Stjernfelt til at skrive følgende:

Man kan med en vis ret hævde, at Luther havde fået en sådan skræk i livet ved Münzers misbrug af evangeliet til direkte oprør, at han frygtede oprør fra enhver, der hældede i den retning. (Se her).

Dette er muligvis forkert. Jeg har fornylig prøvet at finde ud af, hvordan Luther forholdt sig til gendøberne, og opdagede så, at han i 1528 skrev et lille essay “Von der Wiedertaufe, an zwei Pfarrherrn”, hvori han bl.a. skriver:

Dog er det ikke retfærdigt, og det gør mig virkelig ondt, at man så jammerligt myrder, brænder og grusomt dræber sådanne elendige mennesker; man skal jo lade enhver tro, hvad han vil. (Erlangerudgaven bind 26, side 256).

Så den opfattelse, jeg på Stjernfelts foranledning troede, han havde fået efter bondeoprøret: at gendøberne skulle henrettes, har han altså endnu ikke fået i 1528. Om han nogensinde fik den, er måske tvivlsomt.

Så kun én ting mere.

Jeg har hørt det argument fremført – men jeg er ikke helt sikker på, at Bjørn Thomassen gentog det i Deadline – at kongen ved at overtage kirkegodset fik en enorm magt, så han senere, i 1660, fik mulighed for at gennemføre den totale enevælde, altså det modsatte af demokrati.

Det er et argument, der er lidt tyndbenet.

Når jeg tager det med her, er det også kun, fordi det viser, hvad der sker, når man går bagvendt til historien, altså når man betragter de historiske begivenheder fra nutidens perspektiv og ikke fra fortidens. I dette tilfælde ”glemmer” man helt udgangspunktet. Selve ”anklagen” afslører jo, at kirken altså ejede enorme jordegodser på reformationstiden. Så når man er forarget over, at kongen overtog kirkens jorder ved reformationen, burde man begynde med at være forarget over, at kirken på den tid ejede så stor en del af landet. Men den forargelse lykkes det som regel at undgå i de mange diskussioner om reformationen, der pågår.

Og så må man vel også føje til, at overgangen fra et kombineret konge- og adelsstyre til enevælde var et alment europæisk fænomen. Én af de konger, der fik størst magt, var kongen af Frankrig. Og Frankrig var jo et katolsk land, i hvert fald efter at man havde eksileret eller direkte udryddet hugenotterne.

Det er jo ikke, fordi vi lutheranere føler nogen særlig trang til at angribe katolikkerne. Og der er jo heller ikke noget katolsk jubilæum, der står lige for døren. Men når nu det lykkes katolikkerne, f.eks. Bjørn Thomassen, at få os til at fokusere på splinterne i Luthers og lutheranernes øje, hvad voldsanvendelse angår, så var det måske en idé – sådan af rent historisk-tekniske grunde – at gøre opmærksom på, at både processen mod Luther i 1521 og Bartholomæusnatten i 1572 viser, at det da vist er godt nok, at katolicisme ikke blev ved med at være den eneherskende religion i Europa.

Udgivet i Historie, Luther | Tagget , , , | 1 kommentar

Vold i kristenheden og vold i islam

Jeg husker fra de første år, jeg deltog i debatten på religion.dk, at der syntes at gælde en uskreven regel: Havde man sagt noget ufordelagtigt om islam, skulle man kort efter sige noget lige så ufordelagtigt om kristendommen. Gjorde man ikke det – og jeg var én af dem, der oftest forbrød mig mod denne uskrevne regel – så fik man straks på puklen af én eller flere af de ”vagthunde”, der fandtes på stedet. Det måtte man vænne sig til, altså i mit tilfælde: jeg måtte vænne mig til at være ligeglad med denne regel.

Egentlig troede jeg, at denne regel var afgået ved en stille død efter alle de terrorangreb, der har fundet sted, mest jo i den arabiske verden, men så sandelig også i Europa. Og det er da også ret længe siden, jeg sådan direkte har set den anvendt. Indtil fornylig. Her den 10. april havde Anders Klostergaard Petersen, professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, en kronik i Politiken, hvor han hævdede det, der stod i overskriften: ”Stop dæmoniseringen af islam – kristendommen er lige så voldelig”.

Jeg er ikke helt klar over, om Klostergaard tror på opstandelse fra de døde, men man kunne næsten tro det. For her ser vi en regel, som vel de fleste anså som forlængst afgået ved døden, træde lyslevende frem for vore øjne, oven i købet fremført med en selvsikkerhed, som bestemt var en bedre sag værdig.

Men Klostergaard fremfører det også med en polemisk tæft, der kan ødelægge selv den mest alvorligt mente diskussion. Det er måske endda tvivlsomt, om han selv opdager det diskussionsødelæggende ved de påstande, han fremfører. Se for eksempel på det første spørgsmål og dets svar:

Anders Klostergaard Petersen, du skriver i din kronik i Politiken om terrorangreb i Europa, at kristendommen er lige så voldelig som islam. Hvordan ser du det komme til udtryk?

Det ser jeg i to sammenhænge. For det første fordi kristendom og islam som alle andre religioner har et voldspotentiale. For det andet fordi de tilhører den kategori, som vi kalder komplekse kosmosreligioner eller verdensreligioner. Fælles for dem er, at de ikke kan leve med konkurrerende eller rivaliserende krav på sandheden. Vi har da også set utallige eksempler på vold i kristendommens navn. Vi skal ikke mere end få årtier tilbage, før vi i Europa så systematiserede voldtægter og koncentrationslejre i kristendommens navn, ligesom kristen vold ikke ligger langt tilbage i Nordirland. Man kan også tænke på den aktuelle alliance mellem kirke og nationalisme i Rusland.

Klostergaard er religionsvidenskabsmand. Men her overtrumfer hans religionsvidenskab – hvis man da skal kalde det videnskab – den virkelighed, som vi almindeligt dødelige kan iagttage.

Alle religioner har et voldspotentiale, hedder det. Er det nu også sandt? Det kan være sandt, at alle mennesker har et voldspotentiale, men alle religioner? Dog, Klostergaard skelner ikke mellem de to ting, selv om det er højst påkrævet. Derved forplumrer han debatten. Har f.eks. kvækerne et voldspotentiale, de går jo ind for pacifisme? Jo, bevares, fordi den enkelte kvæker jo er et menneske, vil det måske ikke altid lykkes ham at ”vende den anden kind til”. Men så er det jo som menneske, han har et voldspotentiale, ikke som kvæker.

Så forsøger Klostergaard at liste os til at stole på, hvad han siger, fordi han er videnskabsmand. Han vil egentlig sige det ret indlysende, at både kristendom og islam er verdensreligioner. Men ”verdensreligion”, det er da et alt for kendt og alment udtryk; så tror man jo, at det bare er en lægmand, der udtaler sig. Nej, lad os kalde verdensreligionerne ”komplekse kosmosreligioner”! ”Kosmos” betyder ”verden” på græsk, så det eneste nye ved den betegnelser er, at de to religioner er komplekse. Og det vidste vi vel egentlig godt i forvejen. Men betegnelsen giver indtryk af, at det er en videnskabsmand med særligt veldefinerede begreber, der udtaler sig. Og det er jo også præcis meningen med den.

Det næste, han siger, skal også lyde videnskabeligt. Men fremfor at afdække sandheden bruges der her udtryk, hvis formål er at tilsløre sandheden. Det hedder, at fælles for kristendom og islam er, ”at de ikke kan leve med konkurrerende eller rivaliserende krav på sandheden”. Hvis man nu lige standser op og i stedet for at sluge denne påstand råt i al dens tvetydighed tillader sig at spørge, hvad der mon kan menes med ”ikke kan leve med”, så træder dobbeltheden i betydningen frem. Sandt er det jo, at begge religioner påstår at være sandheden om tilværelsen. Ingen af dem anerkender konkurrerende sandheder. Så i den teoretiske betydning af ordene er det sandt, at de ”ikke kan leve med” konkurrerende krav på sandheden.

Men ”ikke kan leve med” kan jo også betyde ”vil ikke finde sig i”, eller direkte ”vil slå voldeligt ned på” konkurrerende religioner. Og da det nu er spørgsmålet om vold, der er oppe at vende, er det naturligt, at han fortsætter med at sige: ”Vi har da også set utallige eksempler på vold i kristendommens navn”. Det er, som de fleste nok umiddelbart vil mene, en noget vovet påstand. Den vender vi tilbage til.

Men lad mig først vise, at selv islam, hvis voldelige tendens Klostergaard synes at antage, ikke passer ind i dette billede. For ganske vist foreskriver islam, at den, der forlader islam, skal dræbes, men det hører også med til islams historiske baggrund, at de muslimske stater i størstedelen af islams historie ”har levet med” konkurrerende religioner. Når et land var blevet indtaget af de muslimske hære, har man ikke tvunget jøderne og de kristne til at omvende sig til islam, nej, man har ”levet med” dem, omend disse mennesker ikke på samme måde som muslimerne var fuldgyldige medlemmer af staten.

De gjorde de kristne konger i Spanien også indtil 1492, hvor den sidste muslimske stat i Spanien, Granada, blev erobret. De kristne konger fortsatte fra omkring år 1000 og fremefter den ordning, muslimerne havde oprettet, og tillod både muslimer og jøder at leve videre nogenlunde uforstyrret i deres dertil bestemte bydele, med egen lovgivning og under egen ledelse. Men fra Granadas erobring og cirka halvandet hundrede år frem forekommer ét af de mørkeste kapitler i kristenhedens historie: Her tvangsdøbte man muslimer, forfulgte dem og tvang dem til sidst til at spredes ud blandt de kristne spaniere, så alle spor af islam blev udryddet. Her kan man ganske rigtigt tale om, at mennesker med en ”kompleks kosmosreligion” ikke kunne ”leve med” en konkurrerende livsanskuelse. Men den kosmosreligion, der ikke kunne det, var kristendommen, islam, derimod, har gennem hele sin historie faktisk kunnet leve med kristne og jøder som undersåtter. Jøderne blev jo forøvrigt ved den lejlighed også tvunget til at emigrere. Efter sigende fik temmelig mange af dem tilladelse til at bo i det muslimske Sarajevo.

Men det, denne påstand om ”ikke at kunne leve med” skal, er heller ikke at stemme overens med historieforløbet, den skal blot danne baggrund for Klostergaards overordnede påstand om, at kristendom og islam er lige voldelige. Og da man ”véd”, at islam er voldelig, kan man ud fra ordvalget med den ”komplekse kosmosreligion”, der ”ikke kan leve med konkurrerende krav på sandheden”, nemt drage den slutning, at så må jo kristendommen også være voldelig. Så må det gå med den faktiske historie, som det bedst kan.

Dog føler Klostergaard sig tvunget til at nævne nogle eksempler på kristen vold. Han nævner al den vold, der fulgte i kølvandet på Jugoslaviens opløsning, borgerkrigen i Nordirland og alliancen mellem nationalisme og kirke i Rusland. Og da han bliver spurgt nøjere ud, nævner han andre eksempler:

Jeg er også ret sikker, at mange jøder gerne havde set den katolske og de protestantiske kirker udtrykke deres modstand mod barbariske jødeudryddelser under Anden Verdenskrig. Det var der et fåtal modige præster og teologer, som gjorde. Årsagen til den megen fokus på islam i nutiden er, at islamister sparker tilbage på dem, som truer deres eksistens. For eksempel blev der palmesøndag begået terror mod to koptiske kirker i Egypten. Det er, fordi nogle islamistiske grupper ser kopterne som en trussel mod et samlet muslimsk Egypten, og fordi kopterne ofte er økonomisk og uddannelsesmæssigt bedre stillet.

Jeg véd ikke, om det kan betale sig at omtale alle disse eksempler hver for sig. Hvis vi ser på den muslimske vold, kan man vel godt sige, at den ofte er kendetegnet ved, at terroristen selv tilkendegiver, at han handler i islams navn. Det kan jo, som vi véd, gøres derved, at han råber ”allahu-akbar”, inden han udfører sin terrordåd. Eller man finder i hans efterladenskaber ting, der viser, at han har været optaget af de muslimske terrorgrupper. Et helt andet og derfra forskelligt spørgsmål er så, om handlingen så også er i overensstemmelse med islam. Jeg gætter på, at Klostergaard vil bruge det trick, som andre religionsvidenskabsfolk har brugt før ham, nemlig at påstå, at der ikke findes nogen essens i hverken kristendom eller islam, så man altså ikke kan finde den oprindelige kristendom eller den oprindelige islam. Det vender vi tilbage til.

Det er sandt, at der blev udført megen vold ved Jugoslaviens opløsning og under borgerkrigen i Nordirland. Og det er også sandt, at den blev udført af kristne. Men mente voldsmændene, at de handlede i kristendommens navn, sådan som Klostergaard påstår? Hvis man skal parallelisere med islam, er man nødt til at besvare det spørgsmål med et ja. Og det er ganske svært. For mig bekendt foreligger der ikke bevis for noget sådant. Derimod foreligger der bevis for, at alle kristne kirker har taget afstand fra volden både det ene og det andet sted, uafhængigt af, om den var udført i Jesu navn eller ej.

Hvad angår jødeudryddelsen under Anden Verdenskrig, skal jeg ikke undskylde de kristne kirker i Tyskland for deres eftergivende holdning overfor Hitler. Der var en del antisemitisme i disse kirker, selv om der også hævede sig røster imod jødeforfølgelsen. Men der er ikke nogen kirke med respekt for sig selv, der i dag vil undlade at tage afstand fra jødeudryddelsen. Der er derimod en del muslimer – nogle højt på strå, andre af lavere karat – som har hævdet, at det må være muslimernes pligt at gøre det arbejde færdigt, som Hitler ikke nåede at blive færdig med, i den grad er de præget af jødehad.

Men hov, nu kom jeg jo til at sige noget ufordelagtigt om islam uden at sige noget tilsvar, ende om kristendommen. Det var dog forfærdeligt! Undskyld, undskyld! Og undskyld igen!

Derimod behøver jeg ikke bekymre mig om at undskylde eller angribe muslimerne for angrebene på kopterne i Egypten palmesøndag. Det har jo Klostergaard så udmærket forklaret – eller bortforklaret, afhængigt af, hvordan man ser på det – med den bemærkning, at nogle islamister ser kopterne som en trussel, fordi de hindrer et samlet muslimsk Egypten, og fordi de er bedre stillet økonomisk og uddannelsesmæssigt. Det sidste er ikke rigtigt, kopterne har længe haft til opgave at være Egyptens skraldemænd. De må nemlig holde svin, og svin er udmærkede til at opæde husholdningsaffald. Og at være skraldemand er ikke identisk med at sidde i toppen af samfundet. Men at de skulle være en trussel? I så fald er det en trussel, som har bestået siden muslimernes erobring af Egypten i 600-tallet.

Men denne anden (bort)forklaring: at islamisterne ser kopterne som en trussel, lægger op til de følgende spørgsmål og svar:

Hvorfor ser vi ikke terror begået i kristendommens navn. For eksempel af de forfulgte kristne i Mellemøsten, der jo også må siges at være truet på eksistensen?

Når man bliver presset, har man et valg. Man kan kæmpe for ressourcerne eller flygte. Store dele af de kristne mindretal i Mellemøsten har valgt at flygte i stedet for at kæmpe.

Er det så helt tilfældigt, at mange pressede muslimer vælger at ty til vold, mens de pressede kristne flygter?

Nej, det er der naturlige forklaringer på. Man må se på forholdene i de forskellige lande. Mange steder er den simple forklaring, at de kristne udgør så lille et mindretal, at det ikke giver mening at kæmpe.

En ”naturlig forklaring” er en forklaring, der ikke opererer med nogen forskel på de to religioner. Og denne ikke-eksisterende forskel må vi endelig holde fast på. Vi begyndte jo med at høre, at den ene var lige så voldelig som den anden. Og fordi denne ikke-forskel skal opretholdes, skal vi altså gå med til, at det muslimske flertal i Egypten føler sig truet og derfor griber til vold. Og at de kristne i Mellemøsten er presset på samme måde, men af ganske naturlige årsager vælger at flygte fremfor at kæmpe, dvs., kæmpe med terrorhandlinger.

Det er de besynderligste sammenligninger, Klostergaard bruger. For der må endelig ikke opstå nogen forskel på religionerne. At de kristne flygter i stedet for at gribe til terrorhandlinger, har bestemt ikke noget med deres kristendom at gøre. Uha, da da, sådan noget må man sandelig ikke sige.

Til sidst vil jeg tage fat på det næstsidste spørgsmål – det sidste gider jeg ikke kommentere – hvor spørgsmålet om en religions essens genoptages:

Sognepræst i Ribe Domkirke Torben Bramming kritiserer på Facebook din kronik. Han skriver, at mens Muhammed var hærfører og islam en lovreligion, sagde Jesus ”vend den anden kind til”. Har han ikke fat i noget om, at de religiøse tekster kunne have noget at sige i forhold til, at vi overvejende ser islamisk vold i dag?

Det er Torben Brammings tidehvervske udlægning af, hvad islam og kristendom er. Han er en dygtig historiker, og jeg kunne ønske mig, at han havde gjort brug af sin historiske viden til at se, hvordan kristendommen har udviklet sig gennem 1500 år.

Både islam og kristendom er mange ting. Man kan også finde krigeriske afsnit i Bibelen, for eksempel i Johannes’ Åbenbaring. Jeg er enig med Torben Bramming i, at kristendommen bør være fredfyldt. Men det samme, må man tilføje, vil de fleste muslimer sige om islam.

Her kommer dette med essensen af en religion, af kristendom eller af islam. En sådan findes ikke. ”Islam og kristendom er mange ting”. Som andre religionsvidenskabsfolk nægter Klostergaard at anerkende, at man ud fra koranen eller bibelen kan finde frem til nogen som helst oprindelig islam eller kristendom. Det vil sige: Det er kun noget, man nægter, når det passer ind i ens kram. Når f.eks. Klostergaard i overskriften skriver ”Stop dæmoniseringen af islam”, så går han ud fra, at islam er noget bestemt, noget, der er forskelligt fra det billede, vi dæmoniserende vil tegne af islam. Og han giver også sig selv lov til at sige om begge religioner, at de i sig har et voldspotentiale, altså i deres essens, i deres dna, så at sige. Så Klostergaard må godt tale om islams essens, om hvad islam er i sit inderste væsen. Vi andre, der er uenige med ham, må ikke.

Det er også grunden til, at han pure nægter at gå ind i en diskussion med den af Bramming fremførte påstand, men tror han kan nøjes med at affærdige Bramming som en dårlig historiker.

Han kan selv være en dårlig historiker, kan han. Eller mere præcist sagt: Han er en dårlig historiker. Eller endnu mere præcist: Han lader sin religionsvidenskabelige tese overtrumfe alle historiske vidnesbyrd. Det er for dårligt, ja, det er ligefrem uvidenskabeligt.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget , | 1 kommentar

Om at bruge historien

Mattias Tesfaye har skrevet en bog om, hvordan socialdemokratiets holdning til de fremmede er. ”Velkommen Mustafa” hedder den. Heri går han en række socialdemokratiske epoker igennem for at vise, at det for socialdemokratiet altid har drejet sig om at opveje to ting mod hinanden: forpligtelsen overfor fremmede og forpligtelsen overfor det danske samfund. I en Deadline-udsendelse forleden slap han faktisk ret godt fra at besvare nærgående spørgsmål fra sine kritikere, givet mund og mæle af Niels Krause Kjær. For eksempel lykkedes det ham at gøre opmærksom på en næsten glemt kendsgerning: at de flygtninge, vi modtager, er de rigeste flygtninge, de fattigste må værsgo blive i flygtningelejrene. Jeg har da tit undret mig over, at socialdemokratiet kunne gå med til sådan særdeles usocialdemokratisk politik, men det kan da altså heller ikke, siger Tesfaye, de er begyndt at få øjnene op for, at noget sådant ikke er særlig solidarisk.

De er også begyndt at få øjnene op for, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre, der i firserne og halvfemserne påpegede deres store integrationsproblemer, men ikke blev hørt af den socialdemokratisk ledelse, faktisk havde ret: når de fremmede kommer til os i et alt for stort antal, overstiger det vores evne til at integrere dem i befolkningen. Tesfayes løsning er, kunne man forstå, at standse al umiddelbar ret til asylbehandling, oprette lejre i nærområderne til asylansøgere, og ellers begrænse antallet af nytilkomne mest muligt, han foreslår selv til cirka 5000 om året, helst hentet fra FN’s flygtningekvote.

Det er den samme løsning, den ”australske” løsning, som Morten Lisborg foreslår i en artikel i Berlingske, se her. Og han gør det ud fra nogenlunde de samme argumenter som Tesfaye. Og set fra mit synspunkt er det jo ganske interessant, at sådanne løsninger nu kommer på tapetet. Det er åbenbart blevet mere stuerent at tænke i de baner.

Dog skal man ikke glæde sig for tidligt. Dels har lignende tanker været fremme tidligere uden at slå igennem, dels mødes Tesfaye med kritik fra Politikens side. Den nye chefredaktør, Christian Jensen, er ude efter Mattias Tesfaye, og det samme er historikeren Claus Bryld. Denne kritik får en rimelig gennemgang af Berlingskes Thomas Larsen, se her, som dog har en del at indvende imod kritikken.

Det har jeg også. Især er der én iagttagelse, som jeg mener, det er relevant at komme med her. Bryld anklager Tesfaye for at være selektiv i sin udvælgelse af fortids-socialdemokrater; de bliver udvalgt efter, om de kan understøtte Tesfayes synspunkter, hævder han, og sådan kan man ikke omgås historien.

Ifølge Bryld bruger Tesfaye bl.a. Anker Jørgensens indvandrerskepsis i 1970erne til at tegne et billede til efterligning for nutidens socialdemokrater. Men han manipulerer ifølge Bryld med historien:

»Det trick, de nye »realister« bruger i deres omgang med historien, er klassisk: De vælger en periode, som de udnævner til den »rigtige« i Socialdemokratiets historie med hensyn til synet på indvandrere og flygtninge.«

Men – skriver Claus Bryld – ser man på andre perioder end 1970erne, tegner der sig hurtigt et helt andet billede af Socialdemokratiet som et parti, der f.eks. i 1930erne arbejdede aktivt for at modtage og hjælpe tyskere, der flygtede fra nazismen. Længere tilbage var Socialdemokratiet konsekvent internationalistisk og fortaler for »folkeforbrødring«. Endelig nævner Bryld, at S var det parti i Danmark, som introducerede og kæmpede for universalismen, det vil sige ethvert individs værdighed og rettigheder. Uanset køn, etnicitet og religion.

Altså, man må ikke manipulere. Man må ikke udvælge bestemte perioder af historien og lade andre, lige så relevante, ligge.

Men det mærkelige er, at det jo just er det, Claus Bryld selv gør. Det er jo rigtigt, at socialdemokraterne oprettede hjælpefonde til støtte for de tyske socialdemokrater, der flygtede for Hitlerregimet. Og det er også rigtigt, at dette er et tegn på socialdemokratiets universalisme, et tegn på, at man kæmpede for ethvert individs værdighed og rettigheder.

Men hvorfor springer Bryld så perioden fra 1945-1949 over? Hvorfor gør han ikke noget ud af socialdemokratiets syn på de 200.000 tyske flygtninge, der kom til landet i krigens sidste måneder? Jeg har ikke noget at bebrejde socialdemokratiet i den anledning. Jeg finder, at det var en god og efter forholdene menneskelig behandling, disse mennesker fik.

Men det var en behandling, der står i grel kontrast til den behandling, vi i dag give krigsflygtningene. Man oprettede lejre rundt om i landet, man bygge pigtrådshegn omkring disse lejre, og man lod dem bevogte døgnet rundt. Derudover gjorde man det strafbart for alle danskere at have omgang med disse flygtninge. Man gav naturligvis de mange børn god undervisning, de kunne endda få en tysk studentereksamen i lejrene. Men der var ét fag, man ikke gav undervisning i: dansk. For man ville for enhver pris forhindre, at nogle af disse tyske flygtninge blev integreret i det danske samfund. Det var oven i købet en god socialdemokrat, der blev chef for flygtningeadministrationen, Johannes Kjærbøl. Og han aftegnede tydeligt målet med flygtningelejrene: tyskerne skulle sendes tilbage til Tyskland, lejrene skulle tømmes ”til sidste mand”, som han føjede til for at få det til at minde om Hitlers krav til omringede tyske besætninger, at de skulle slås ”til sidste mand”.

I juni 1946 var der en debat i folketinget om flygtningene. Anledningen var, at der var fremkommet forlydender om, at regeringen ville tillade flygtningene at komme ud på det danske arbejdsmarked, for der var mangel på arbejdskraft, især i landbruget. Under debatten kom det frem, at alle partier var imod at give tilladelse til noget sådant.

Og da det nu er socialdemokraterne, hvis holdning er under lup, lad mig så citere et kort uddrag af den tale, det socialdemokratiske folketingsmedlem, Hans Hedtoft, holdt ved den lejlighed. Han sagde bl.a.:

Jeg vil benytte Anledningen til fra denne Talerstol at udtale det Haab, at Stormagterne, først og fremmest Sovjetunionen, som har besat den Del af Tyskland, i hvilken Flertallet af de herværende tyske Flygtninge hører hjemme, vil forstaa og vil høre paa de Anmodninger, der gennem den højtærede Udenrigsminister bliver rettet til dem og til den allierede Militærmission i Berlin, at de vil forstaa, at det er hele det danske Folk, der staar bag den høje danske Regering i Ønsket over for de Allierede om at komme af med disse tyske Flygtninge, i Ønsket om at Danmark ikke fortsat alene skal bære den Byrde, som det baade paa det ene og det andet Omraade er for vort Land at skulle huse dem. (Se her).

Danskernes ønske går altså ud på at komme af med alle disse mennesker. Det kom tydeligt frem i en tale, som den danske udenrigsminister holdt i De Forenede Nationers plenarforsamling 3. udvalg. Her sagde han bl.a.:

Dette er en tung ekstra byrde for Danmark, som vi ikke kan påtage os for længere tid. Men ganske bortset fra den finansielle belastning vil jeg gerne gøre det klart, at det er ganske utænkeligt, at Danmark kan optage disse tyske flygtninge i det danske folk. Vi ønsker ikke at prøve på at gøre dem til danske. Vi ønsker så hurtigt, som det overhovedet er muligt, at få vort land befriet for dette fremmede element, der blev påtvunget os af Hitlers regering i krigens sidste fase. (Se her).

Altså: Pigtråden og bevogtningen skal bevares, indtil den sidste tyske flygtning er sendt til Tyskland. Det var regeringens politik, det var socialdemokratiets politik.

Dette var ikke identisk med at kæmpe for universalismen. Og dette var ikke at kæmpe for ethvert individs værdighed og rettigheder, uanset køn, etnicitet og religion. Man handlede i hvert fald ikke ”uanset etnicitet”, for det var kun tyskere, der blev anbragt i bevogtede lejre og havde forbud mod at komme ud i det danske samfund; de 30- 40.000 såkaldte ”displaced persons”, som var fulgt med flygtningestrømmen, men ikke var tyskere, blev anbragt i åbne lejre og fik mulighed for at arbejde i Danmark. Men de tyske flygtninge ikke.

Hvorfor denne forskelsbehandling?

Jeg tror, det hænger sammen med München-aftalen i september 1938. Tjekkoslovakiet havde en ret stor tysk minoritet indenfor sit område. De boede op til grænsen til Tyskland. Hitler lod nazisterne blandt de tjekkiske tyskere lave uro og opstillede sine tropper, som om han var parat til at indtage området. Det fik de vesteuropæiske stormagter, Frankrig og Storbritannien, til at indgå en aftale med Hitler i München, hvorefter grænseområderne skulle afleveres til Tyskland. Siden den aftale prøvede de danske politikere af al magt at gå i ét med tapetet. Hitler skulle jo nødig få øje på det tyske mindretal i Sønderjylland, så han gennemførte det samme trick her. Den angst sad i vore politikere også efter krigen. Vi ville for alt i verden ikke have noget tysk mindretal indenfor landets grænser.

Og ærlig talt, jeg er stolt over de danske politikere, at de dengang formåede at manøvrere så klogt; at de kunne skubbe alle fine etik-regler til side og blot se på, hvordan de kunne redde det danske folk ind i fremtiden. Den stolthed gælder også datidens socialdemokrater.

Og derfor ser jeg et vist nybrud i Tesfayes tanker. Hvis virkelig socialdemokratiet nu vil være talsmænd for danskerne mere end for tilfældige fremmede, der dukker op ved vores grænse, hvis de virkelig vil tage hånd om de svage danskeres problemer – for som Tesfaye rigtigt siger, er det de svage i vort samfund, der står med alle de vanskeligheder, som integrationen medfører – hvis de virkelig kan overhøre alle røsterne fra dem med de fine fornemmelser og, som deres fæller fra 40erne, se på, hvordan de kan bringe folket frelst ind i fremtiden, så er der håb for vort land.

Men er han en enlig svale, eller slår flere følge med ham, socialdemokrater eller ej? Vi får se.

Udgivet i Historie, Samfundsforhold | Tagget , , | Skriv en kommentar

EU’s arrogance

Det er lidt mærkeligt at være lille mig. Gang på gang føler jeg, at jeg i én eller anden debat har fat i noget, som ingen andre har fået fat i. Gang på gang synes jeg, der burde stilles spørgsmål om én eller anden ting, men ak, ingen stiller sådanne spørgsmål. (Det er de såkaldte NAQ’s, der her er tale om: ”Never Asked Questions”).

Det er, som om der er indgået en hemmelig aftale mellem de ledende politikere og de ledende journalister om at fremme bestemte synspunkter. Det gælder i indvandringspolitikken og det gælder i politikken overfor EU. Hvad det sidste angår, er der det ekstra problem ved det, at her synes den hemmelige overenskomst at inkludere økonomer. I hvert fald synes der at råde den enighed blandt de tre grupper, at journalister og politikere ikke behøver have særlig megen forstand på økonomi, hvilket får dem til at bevæge sig i luftige baner, som økonomer normalt straks ville søge at få ned på jorden, men som de af uforklarlige grunde – måske fordi de gerne vil bruges af de to andre grupper – i stedet tager til sig og anvender i deres teoridannelser. Godt nok siger man om økonomer, at det skal være en meget dårlig økonom, der ikke er i stand til at give et råd om, hvad man skal gøre i den og den situation, og som ikke formår bagefter, når det gik helt anderledes, end han havde forudset, at komme med en ”god” forklaring også på det. Men alligevel!

Da politikere foreslog en alt for tidlig indførelse af en europæisk mønt, euroen, og dertil undlod at udstyre den fælles mønt med de nødvendige redskaber til at skabe nogenlunde fælles økonomisk udvikling i de enkelte lande, så var der vel økonomer, der advarede imod det, men de fleste faldt ret hurtigt til patten og godtog konstruktionen: det var jo nu, hvad de fremover skulle foretage deres beregninger efter. Var det god økonomisk videnskab? Åh nej, men var man en økonom, der var hægen om sit omdømme, gjorde man det alligevel.

Det samme skete, da EU-politikerne besluttede at gennemføre Schengen-aftalerne. Man havde hævdet den frie bevægelighed for varer, siden tog man en fri bevægelighed for tjenesteydelser med ind under den EU’ske paraply, og siden igen den frie bevægelighed for kapital. Det hele skulle i ét og alt ligne USA, for den egentlige bevæggrund for EU-politikerne var måske, at man ville have EU til at være et modstykke til USA. I hvert fald lignede Schengen-aftalerne de grænseløse forhold mellem USA’s delstater.

Og bevares, Schengen-aftalerne er der ikke noget snyd ved. Det bedrageriske kommer først ind i billedet, når man medregner den frie bevægelighed for personer under de principper, der af økonomiske grunde skal gælde i det, man har kaldt ”det indre marked”. ”Af økonomiske grunde”? Nej, overhovedet ikke. Økonomien fungérer udmærket, selv om der ikke er fri bevægelighed for personer. Men af politiske årsager ville man have et Europa med fri bevægelighed for personer. Derfor indførte man Schengen-aftalerne, og senere Dublin-forordningen. Og derfor lod man, som om det var en nødvendighed for ”det indre marked”.

Man”? Ja, det politisk-journalistiske kompleks, der efterfølgende har fået økonomerne med ombord. For ved at have journalisterne med sikrer man sig, at der ikke blev stillet nærgående spørgsmål om hele foretagendet. Og når man så erstattede ordet ”frihandel” med ordet ”globalisering”, fik man lige så stille – uden at hverken journalister eller økonomer opdagede det – smuglet den frie bevægelighed for personer med ind under den økonomiske nødvendighed, som man mente man var underlagt.

Smart, ikke? Og ingen opdagede noget.

Nej, man opdagede ikke noget, for det politisk-journalistiske kompleks var gode til at lukke øjnene. Det ville jo have været oplagt at undersøge, om det forhold, at briterne beholdt pundet, blot lod de det flyde i forhold til euroen, havde haft nogen indflydelse på samhandelen i EU. Men om en sådan undersøgelse foreligger, journalisterne har omhyggeligt sørget for, at vi ikke fik noget at vide. Tænk, om det viste sig, at vi kunne få frihandelens velsignelser uden at skulle underkaste os eurosamarbejdets disciplin! Det ville være økonomisk korrekt, men politisk forkert, så derfor blev der dømt ikke radiotavshed, men journalisttavshed.

Så kom Brexit.

Også her har journalisterne som gode trofaste EU-støtter holdt deres mund godt og grundigt. Man syntes jo godt nok i sin tid, da David Cameron, den daværende britiske premierminister, fik lavet den aftale med EU, som briterne skulle stemme om, at aftalen var lidt tynd. Den svarede i meget ringe grad til det, han havde stillet briterne i udsigt. For EU var ikke til sinds at give sig, heller ikke på området med den frie bevægelighed for personer. Man troede vist efterhånden selv på, at det ville være til økonomisk skade, hvis man lod briterne være med i det indre marked uden at deltage fuldt og helt i den frie bevægelighed for personer. Og man ville i hvert fald ikke give sig for det pres fra briterne, der lå i, at Cameron ville udskrive en folkeafstemning om resultatet.

Det sidste er væsentligt. For EU har altid været elitens projekt, aldrig folkenes projekt. Ville de enkelte folkeslag ikke være med, var det værst for folkene.

Men nu bagefter, nu, hvor Brexit-afstemningen medførte et nej, er der nu nogen, der bebrejder EU, at man ikke gav de britiske EU-tilhængere bedre kort på hånden? Overhovedet ikke. Al skyld lægges på briterne, og nu, hvor de har tilladt sig at stemme nej til EU, må de selv tage skade for hjemgæld. Ligesom EU før Brexit-afstemningen ikke skulle nyde noget af at tage hensyn til det britiske folk, skal man heller ikke efter afstemningen have noget klinket; derfor stiller man så hårde betingelser op for Storbritannien som muligt, for det skulle jo nødig gå sådan, at andre EU-lande får lignende idéer.

Men nu foreligger både Storbritanniens udtrædelsesbegæring og EU’s svar, og hvad så?

Ja, så farer i hvert fald Søren Espersen i flint, se her.

Man troede ikke sine egne sanser, da det stod klart, at Spanien og EU frækt vil inddrage den britiske kronkoloni, Gibraltar, i skilsmisseforhandlingerne mellem UK og EU.

Jo, man troede såmænd nok sine sanser, da man hørte Spaniens melding, for landet er besat af tanken om at få en klippe tilbage, som man officielt ved Freden i Utrecht mistede i 1713, og Spanien bruger enhver tænkelig lejlighed til at rejse kravet.

Men at EU’s ministerråd og kommissionen nu har imødekommet Spaniens forlangende om at få vetoret i enhver fremtidig aftale mellem Storbritannien og EU, når det gælder Gibraltar, er i mine øjne et historisk forræderi. Ikke alene mod UK, men så sandelig også et forræderi i forhold til de knap 25.000 briter, som bor ved klippen.

For disse borgere føler sig i enhver henseende som briter. Et par gange – i 1967 og i 2006 har der været afstemninger om tilhørsforhold – og hver gang har det resulteret i tordnende afstandtagen til Spanien.

Men udover Søren Espersens udmelding har der ikke været megen debat om Gibraltar-sagen. Om det skyldes det politisk-journalistiske kompleks, skal jeg lade være usagt. Men jeg mener at have hørt, at alle de resterende lande skal være enige, for at en aftale med Storbritannien kan godkendes. Og så har jo Spanien vetoret, selv om man måske kalder det noget andet.

Det vil dog være lidt mærkeligt, om der var en sådan paragraf. Én ting er, at alle lande skal godkende et nyt ansøgerland, men at alle lande også skal godkende aftalen med et land, der vil ud af EU, det lyder nu lidt for bureaukratisk. Hvad nu, hvis Spanien ikke synes, de har fået nok med hensyn til Gibraltar – og sådan kan det jo meget vel gå – og derfor stemmer nej, bliver der så ikke nogen aftale? Og betyder det så, at Storbritannien ikke kan komme ud af EU? Eller betyder det blot, at landet ikke kan få nogen aftale med EU? Som bekendt skal forhandlingerne være afsluttet, inden der er gået to år fra forhandlingerne begyndte, og vi har endnu ikke hørt, hvad der vil ske, hvis de ikke er godkendt og ratificeret af alle lande inden denne skæringsdato.

Nå, jeg vil tro, at Storbritannien ikke vil være helt dårligt stillet, hvis det blot trådte ud af unionen uden en aftale. EU er stadig bundet af WTO-aftalerne, aftalerne om global frihandel, og med al den handel, der har udviklet sig mellem Storbritannien og de øvrige EU lande, vil der være alt for store forretningsmæssige problemer ved at lukke ned for den. Det skal landenes store firmaer nok fortælle EU-toppen.

Men man véd jo aldrig.

Den 8. april var der en artikel i Information om den græske krise, se her. Artiklen er lidt speciel, fordi den ser på sagen fra et supersocialistisk synspunkt. Problemet er, hvad socialister ville kunne lære af Grækenlands situation, for, siger den forfatter, der citeres, Stathis Kouvelakis: Alexis Tsipras fik foranstaltet en folkeafstemning om de vilkår, EU stillede op for Grækenland. Ved den blev vilkårene forkastet. Alligevel, siger han, gik Tsipras ind på nøjagtig disse vilkår, som om der ikke havde været nogen folkeafstemning.

Syriza udnyttede imidlertid aldrig situationens potentiale, og ifølge Kouvelakis skyldes det blandt andet, at partiet afviste muligheden for at forlade euroen. Derfor havde man ingen plan B – altså en plan for at forlade euroen – som man kunne true trojkaen med:

»De brede protester i forbindelse med folkeafstemningen var sandhedens øjeblik. Med den rette forberedelse og den rette plan B kunne regeringen have haft den politiske legitimitet til at konfrontere Trojkaen og EU til det sidste. Men fordi den konsekvent afviste at forberede konfrontationens terræn og udarbejde en plan B, blev den nødt til at kapitulere.«

Trojkaen er den treleddede størrelse, der var udset til at skulle forhandle med Grækenland om den enorme gæld, landet havde. Men overfor den, mener man altså, skulle Grækenland have truet med at forlade euroen.

Det lyder temmelig skørt. Men er det måske ikke. Økonomisk set er det en meget svær situation for Grækenland. Og der er ingen tvivl om, at det bedste for landet ville være at forlade euroen. Kun da kan man komme til at få sine eksportvarer gjort konkurrencedygtige. Men det vil Grækenland ikke. Trojkaen vil det imidlertid heller ikke. For der er utrolig megen prestige knyttet til euroen. At lade et land træde ud af den, ville betyde et for stort prestigetab for EU’s elite. Derfor søger man af al magt at fastholde Grækenland i euroen. Så Kouvelakis har muligvis ret i, at Grækenland virkelig var i en situation, hvor man kunne true med at forlade euroen. Men det er ganske absurd, at truslen skal komme fra Grækenland og ikke fra EU.

EU eller trojkaen har imidlertid måttet indføre andre tiltag for at kunne få sine penge ud af landet. Kouvelakis er meget forarget:

»Lad mig opsummere: Den græske stats primære aktiver er blevet privatiseret eller er i gang med at blive det. Skatteopkrævning er i trojkaens hænder. Det offentlige forbrug er totalt kontrolleret af Trojkaen. Pengepolitikken er i Frankfurt (ECB’s hovedkvarter, red.) uanset hvad. Selv den institution, der laver statistikker, er blevet selvstændig og bliver kontrolleret af kreditorerne og trojkaen; kreditorerne får statistikkerne først. Enhver regering der accepterer disse rammer er i praksis en kolonial administration”.

Han glemmer at fortælle, alle disse tiltag skyldes det enkle forhold, at kreditorerne gerne vil have deres penge tilbage. De ønsker ikke at pumpe penge i Grækenland som i et bundløst hul. Og som landet hidtil er blevet regeret, kunne de ikke se, at det kunne lade sig gøre. Kouvelakis mener, at dette er tegn på, at demokratiet lider nederlag. Det er ikke tilfældet. Sagen er blot den, at landets regering indtil krisen i 2015 havde forhandlet med politikere, se her. Og her kunne de græske politikere gøre, som de plejede: love og love under forhandlingerne med de andre landes politikere uden nogen som helst intention om at overholde de løfter, de afgav. Når de siden krisen har skullet forhandle med ”pengemænd”, kan den metode ikke benyttes. Så må ”pengemændene” gøre det, de græske politikere ikke har villet gøre: få skatteopkrævningen til at fungére, få statistik-kontoret til at give rigtige oplysninger fra sig, få styr på statens udgifter, så pengene ikke går de forkerte steder hen.

Det er ikke nogen rar situation for Grækenland, og hvis grækerne ville have undgået at blive behandlet som en koloni, skulle de være trådt ud af euroen. Så havde de selv fået ansvar for landets ledelse helt igennem. Godt nok havde de stået med en enorm gæld, men de ville også have fået mulighed for at betale af på den. Det kan man ikke sige, de har nu.

Alt dette for at vise, at mange ting i EU tilsyneladende kører på bedste beskub, ud fra idealer, der i ret høj grad mangler jordforbindelse. Men hvad, når journalisterne er enige med politikerne om ikke at omtale de vanskelige forhold, og når de kan få økonomerne med på idéen, så går det vel et par år endnu. For ingen må jo opdage noget.

Men også for at vise, at ordvalget betyder utrolig meget i debatten. Den, der kan få ordet ”globalisering” til at blive et plusord, eller blot få et flertal til at tro, at ”globaliseringen er kommet for at blive”, har allerede halvvejs vundet debatten. Det er ligesom med begrebet ”fastkurspolitikken” herhjemme. Kan man få det begreb slået fast som noget godt og nødvendigt, så man kan man få fagforeningerne til at holde lidt igen, så har man opnået det i debatten, som man ville. At det så måske var meget klogere i nationaløkonomisk henseende at lade kronen flyde, ligesom svenskerne gør, det ser man stort på.

Ak ja.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , , | Skriv en kommentar

Reaktionerne

Der er en enkelt ting ved de mange muslimske terrorangreb, vi her i Vesten har været udsat for, som vi er tilbøjelige til at overse. Det er det, at det er blevet sværere og sværere for terroristerne at gennemføre dem.

Det er jo for så vidt noget glædeligt. Indrømmet, hvert menneske er unikt, og i en vis forstand er det, at der dør tre eller fem mennesker lige så slemt, som at der dør knap 3000. I en vis anden forstand – f.eks. som det må formodes at se ud fra islamisk side – er det en større succes, hvis en selvmordsbomber kan slå 100 ihjel, end hvis han ”kun” får taget 10 med sig i døden.

Det er naturligvis med fuld ret, at vi bliver vrede på den islam, der tilsyneladende er i stand til at frembringe den ene terrorist efter den anden. Og det er da også helt i orden, at Tv og andre medier bruger nyhedsudsendelser og forsider til at være alarmerede over, at terroren nu er kommet til vort naboland, Sverige. Og vil nogen – som undertegnede – dybt i deres hjerter tænke, at det måske er at gøre lige lovlig meget ud af det, når det dog ”kun” er fire mennesker, der er blevet slået ihjel af den lastbil, der fredag eftermiddag kørte ind i det stockholmske ”Strøget”: Drottningsgatan, så skam få dem, sådanne kræmmersjæle, dødbidere, der gør mennesker op i tal.

Men alligevel, lastbilattentatet i Stockholm var ikke ”nine-eleven”, det var heller ikke Bataclan eller Nice, det var snarere at sammenligne med attentatet på Krudttønden i København og den efterfølgende nedskydning ved den jødiske synagoge.

Hvorfor?

Ja, det er det, jeg vil gøre opmærksom på her. Det er blevet betydelig vanskeligere at være terrorist. Vi i Vesten har reageret på terroren. Vi har taget vore forholdsregler.

Vi så det allerede efter 11-9 2001. Denne begivenhed var også på den måde en éngangsbegivenhed, at der så at sige ikke er forekommet flykapringer efter den dato. Før den tid kunne man overbevise flybesætninger og flypassagerer i et hvilketsomhelst fly om, at de kunne slippe fra det med livet i behold. Men efter 11-9 var det udelukket at få nogen til at tro på det. For når det lykkedes for flykaprerne at få et så stort held med sig, skyldtes det jo, at ingen vidste, at der var tale om selvmordsaktion. Allerede med det fjerde fly mislykkedes det for de muslimske kaprere at gennemføre deres skumle planer. Og det skyldtes jo netop, at passagererne var blevet klar over, at dette ikke var nogen almindelig flykapring.

Så hvis de muslimske terrorister ville lave terror derefter, måtte de benytte sig af andre metoder. Og bevares, man må indrømme, at de har været ganske opfindsomme med at finde på nye måder at dø på. Men da mange af disse metoder kræver både samarbejde muslimer imellem, fremskaffelse af sprængstof eller våben, og desforuden viden om, hvordan man behandler disse ting, er der tale om en vis falliterklæring, når en IS-leder opfordrer de IS-fans, der findes i Europa, til at bruge de forhåndenværende søms princip og gribe til knive, økser og altså også lastbiler, hvis de vil gennemføre et terrorangreb. De mere sofistikerede og vanskelige terrorangreb er blevet for vanskelige at gennemføre, enten fordi de europæiske efterretningstjenester er blevet sporet ind på de muslimske terrorister, eller fordi der bliver færre af den slags terrorister, der er villig til at ofre livet på islams alter.

Man kan altså lægge mærke til, at der foregår en vis kappestrid mellem os vestlige mennesker og de muslimske terrorister om for muslimernes vedkommende at opfinde de mest dødbringende terrormetoder og om for vort vedkommende både at lære af fortiden, så vi gør det vanskeligere at bruge f.eks. lastbilmetoden fremover, og at tænke fremefter, så vi ved at sætte os ind i terroristernes tankegang måske kan tænke os frem til, hvilke nye og uprøvede metoder de herefter vil anvende, så vi på forhånd kan tage højde for dem.

Der er ingen tvivl om, at mange lastbilchauffører fremover vil undlade at gå fra deres bil med motoren kørende i frigear, som chaufføren på den stockholmske lastbil gjorde; så var den jo lige til at bruge for en terrorist. Og man vil nok også gøre det sværere at leje en lastbil.

Men den kamp står på mellem terroristerne og de borgerlige myndigheder.

Hvad der imidlertid kan bedrøve mig noget, er, at mens de borgerlige myndigheder er nogenlunde rustet til at imødegå den muslimske trussel, er kirken så passiv, som tænkes kan.

Jeg har tidligere brugt Kingos vers fra palmesøndagssalmen ”Se, hvor nu Jesus træder”, se her. I det andet vers skriver han:

”Dog vil han fri i sinde/ mod sine fjender gå/ han véd, han skal dem binde/ og evig sejer få”.

Vi tænker nærmest modsat om muslimerne. Vi véd ikke engang, at de er fjender, og vi føler desårsag ingen grund til at gå imod dem, endsige binde dem. Hvad skal de bindes for?

Ja, de skal jo blandt andet bindes, fordi de, hvis de får lov at udvikle det, der ligger mere eller mindre skjult i deres lære, kommer til at udgøre en rekrutteringsbaggrund for terrorister. Det hænger sammen med den uundgåelige farisæisme, der udvikler sig, når religionen bliver en lovforkyndelse. En farisæer er et menneske, der udskiller sig, underforstået: udskiller sig fra den gemene hob, der er ligeglade med loven. Har man en lovforståelse af forholdet til Gud, vil det altså nemt komme til at ytre sig i, at man sætter skel mellem ”dem” og ”os”.

Op imod en sådan lovforståelse kan man sætte Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner, Luk 10,25-37. Vi plejer at tolke os selv ind i lignelsen som den barmhjertige samaritaner, og den overfaldne som de stakkels flygtninge, som vi føler os forpligtet til at hjælpe, eller i hvert føler os forpligtet til at få staten til at hjælpe. Men der er et andet træk ved lignelsen, som også er interessant. Den ene af de to, der fik forbi, før samaritaneren kom og hjalp den overfaldne, var en præst. Og det er nok ikke helt forkert, når nogen har hævdet, at Jesus har haft den tanke med, at grunden til, at han gik forbi, var, at han ikke ville besmitte sig med lig, nu han skulle op til templet. For dèr gjaldt det om at være fuldkommen ren, altså netop ikke moralsk, men kultisk ren. Og ved at lade ham komme til kort i moralsk henseende overfor samaritaneren, får Jesus understreget, at det, det drejer sig om, ikke er en tankeløs og hensynsløs overholdelse af loven, men en ligefrem menneskelighed.

Faktisk kan den iagttagelse godt anvendes på vore muslimske medborgere. F.eks. på de muslimske sygeplejersker, der absolut vil bære tørklæde i tjenesten, eller på den censor, der ikke vil give hånd til de kvindelige elever. For netop hos dem overtrumfer deres vilje til lovoverholdelse deres umiddelbare menneskelighed, som skulle få dem til at vise hensyn. Men naturligvis kan dette kun blive klart for dem, hvis der er nogen, der kalder på denne umiddelbare menneskelighed.

Den opgave kunne være kirkens. Men den tager den sig ikke på.

Og før vi får det til at sive ind hos vore muslimske landsmænd, at alle mennesker er lige meget værd – en anden prædiken, der lyder til os fra Jesu lignelse – og at vi ikke nogensinde må lade ceremonialloven – alt det med tørklæder og håndtryk og spiseregler og bedetider – overtrumfe de krav, den umiddelbare menneskelighed stiller til os, før får vi ikke bugt med terroristerne. For for enden af alle disse lovbestemmelser ligger jihadkravet. Opdager den moderate muslim det ikke – hvad han jo som oftest ikke gør – så skal det nok passe, at én og anden fortabt sjæl bliver klar over det og tager det til sig i den tro, at han derved erhverver sig en plads ved foden af Guds trone.

Lad de offentlige myndigheder tage sig af de ydre forhold i terrorbekæmpelsen, kirken burde tage sig af de indre, så muslimerne af egen indre drift forstår, at den umenneskelighed, som terroren er udtryk for, kan de ikke stå model til. Om de så vil forlade islam – hvad jeg vil håbe, for jeg tror ikke, der findes nogen moderat islam – eller de vil søge at leve som halve muslimer, det må blive deres sag.

Men en tavs kirke er lig med ingen kirke.

Udgivet i Islam, Samfundsforhold | Tagget | Skriv en kommentar

Hensyn til danskerne

Så er der igen én af vore biskopper, der har blameret sig. Denne gang er det Marianne Christiansen fra Haderslev. Hun har følt sig foranlediget til at komme med en udtalelse i anledning af, at der for regionsrådet i Syddanmark foreligger et forslag om at forbyde sygehuspersonalet at bære religiøse symboler på sygehuset.

Det har fået hende til at sende et åbent brev til regionsrådet, og det har så i næste omgang fået Kristeligt Dagblad til at interview’e Marianne Christiansen, se her.

I dette interview skal man specielt lægge mærke til det sidste spørgsmål og det svar, som Marianne Christiansen giver:

Et af argumenterne for forslaget i Region Syddanmark går på, at forbuddet skal ses som et hensyn til patienterne, så de ikke skal konfronteres med, hvad personalet mener politisk og ideologisk. Hvad siger du til det?

“Religion er netop ikke en sådan størrelse. Den er et personligt forhold og hører derfor under den personlige og religiøse frihed. Og jeg er godt klar over, at juristerne siger, at man har hjemmel til at forbyde de religiøse symboler. Men jeg synes, det er vigtigt at bede politikerne om at forholde sig til, om det er sådan et samfund, vi vil have. Et samfund, hvor vi sætter religiøse symboler under mistanke og i virkeligheden dermed også troende mennesker som sådan.”

Man kan vælge at sige, at Marianne Christiansen simpelthen svarer uden om. At det altså er et ikke-svar, hun giver. Det er den pæne måde at sige det på. Man kan også vælge at sige, at det, hun her fremkommer med, er noget vrøvl. Det er nok lidt nærmere sandheden. For netop, hvis religion er et personligt forhold, sådan som det er tilfældet for kristendommens vedkommende, er det jo ikke noget, man vil reklamere med eller vise i det udvendige. Og det er også svært at se, at dette at forbyde religiøse symboler er det samme som at sætte dem under mistanke. Hendes svar hænger altså ikke sammen.

Men alligevel er det væsentligste nok, at hun med sit svar afslører, at hun ikke i sine overvejelser har taget hensyn til patienterne og heller ikke af spørgsmålet tager anledning til at gøre det.

Jeg skal ikke ud fra sådanne korte bemærkning ligefrem påstå, at hun er ligeglad med de patienter, hvoraf de fleste nok tilhører den folkekirke, som hun er biskop i. Der er mere tale om, at hun har den holdning til integrationen (som hun ser ud til at have arvet fra De Radikale): at vi skal give vore muslimske landsmænd al den imødekommenhed, som samfundet bare kan holde til, og så fuldstændig overser, at det ”vi”, der skal udvise en sådan imødekommenhed i dette tilfælde er mennesker, der befinder sig i en svær situation.

Her er jeg fristet til at antyde, at hun måske tænker ”de er jo bare danskere!” Men jeg gør det ikke. For det er ikke noget, der bliver åbenbart for hende. Hun har lullet sig ind i den tankegang, som er almindelig blandt landets ”Gutmenschen”, at vi danskere har det godt, vi er rige, vi har overskud, vi både kan og skal være gode og hjælpsomme overfor de fremmede.

Hun skrev den 14-10 2014 et læserbrev i Jyllands-Posten om flygtninge fra Syrien, se her. Heri faldt det hende ganske naturligt at hævde, at flygtningene fra Syrien kom direkte fra barbariet. Vi begræder med den ene hjernehalvdel IS’s og Assads hærgen, skriver hun og fortsætter:

Med den anden vil vi ikke give de mennesker, der i flugten fra barbariet er nået til Danmark, lov til at få deres børn med.

Her er hun tilsyneladende 100% overbevist om, at disse mennesker er flygtet fra barbariet. Dem skal vi have ondt af. Hvordan de egentlig har set sig i stand til at efterlade deres børn i et sådant barbari, det spekulerer hun – som så mange andre – ikke et øjeblik over; eller rettere: hendes lyst til selv at gøre godt og hendes lige så store lyst til at opfordre os andre til at gøre gode gerninger overtrumfer ganske enhver nærmere eftertanke over det, hun siger.

Så altså: Når det drejer sig om migranter fra Syrien, er hun uden at tænke over det og uden at undersøge det nærmere i stand til erklære, at disse migranter kommer direkte fra barbariet. Men når det ”bare” (hov, der smuttede dette ”bare” ind, holder det mon stik?) drejer sig om danskere, så kan man rask væk se bort fra, om de befinder sig i en vanskelig situation, når de kommer på hospitalet, om de vil behandles og kun det og måske ikke i den udsatte situation, de er i, vil indlade sig på at overveje plejepersonalets religiøse tilhørsforhold.

Nej, nu hører patienterne ikke til dem, der skal tages hensyn til, de hører til dem, der af den folkelige elite skal opdrages. Og det, de skal opdrages til, er at være inkluderende overfor de fremmede (uanset, at disse netop med deres tørklæder signalerer, at de ikke vil inkluderes i det danske samfund).

Den forhekselse, der præger Marianne Christiansen i denne sag, er ikke noget for hende specielt, det er den samme forhekselse, der præger hele den europæiske elite, politikere og journalister i en stor pærevælling.

Og mærkeligt nok, trods al tale om inkludering, opfører disse mennesker sig gennem deres holdninger og formaninger just ekskluderende.

Jeg var inde på noget af det samme, da problemet i sin tid var en muslimsk lektor fra Horsens, der som censor i Herning ikke ville give hånd til de kvindelige elever, se her. Når jeg genlæser dette indlæg, slår det mig, i hvor ringe grad vi danskere tør være os selv, og i hvor ringe grad vi derfor tør opfordre vore muslimske landsmænd til at afstå fra deres særheder, selv om vi kun bør opfordre dem til det i specielle situationer.

Her gjorde jeg opmærksom på, at egentlig ville det bedste jo være, at vi fik den muslimske lektor til at forstå os danskere, forstå, at vi som lærere og censorer ved eksamen gør meget ud af at opføre os hensynsfuldt, så vi ikke gør de arme elever endnu mere nervøse, end de er i forvejen; og naturligvis også forstå, at hans afvisning af at ville give hånd til de kvindelige elever, sætter en hel masse tanker i gang hos dem. Muligvis kan der ved andre lejligheder være en idé i at få os ind på sådanne tanker, men, kære ven, ikke ved eksamen. Her bør vi alle arbejde sammen om at smidiggøre det hele, og du, muslimske lektor, inviteres med til denne bestræbelse. Og ærlig talt, vi ville føle det lidt besynderligt, om du overfor denne bestræbelse ville fastholde din håndtryksnægtelse. Den er jo en fuldstændig tom demonstration. Der er virkelig ingen grund til at tro, at nogen kvindelig elev vil føle noget seksuelt ved det indledende og afsluttende håndtryk. Hvad du føler, er sagen uvedkommende, for ikke sandt, vi er vel enige om, at det i eksamenssituationen er eleverne, der er i centrum.

Men ak, jeg gætter på, at noget sådant ikke er blevet sagt til denne muslim, så lidt som til andre med samme opfattelse. Og der er vist heller ingen, der har spurgt ind til, hvornår han begyndte med denne praksis, om det er noget, der praktiseres i hans hjemland, eller det er noget, muslimer i Europa på egen hånd har fundet på. I den forbindelse kan det være på sin plads at gøre opmærksom på, at muslimske Rayyip Erdogan, da han ved et valg i Tyrkiet havde afgivet sin stemme, gav hånd til alle de tilforordnede, kvinderne inklusive.

Og så tørklædet på sygehusene!

Det bedste ville jo være, om vi ad frivillighedens vej kunne få de muslimske kvinder til at forstå, at det på et sygehus drejer sig om patienterne, ikke om dem, at vi regner dem for normale mennesker, der er i stand til at forstå de hensyn, vi tager til patienter, også det hensyn, at de ikke skal tvinges til at bruge deres sygehusophold til at overveje integrationsproblemer i Danmark.

Men kan man ikke ad frivillighedens vej – som jo er den virkelige inklusions vej – nå et nogenlunde ensartet resultat, så må der nok overordnede bestemmelser til.

Og jeg har da ikke noget imod, at en biskop giver sin politiske opfattelse til kende. Men det er mig meget imod, at hun taler udenom, når det spørgsmål bliver stillet til hende, der er sagens kerne. Og hvis man vil sige, at hun ligesom mange andre på den fløj er forhekset af det synspunkt, at det er os danskere, der skal opdrages til at tage hensyn til muslimerne, så er det denne forhekselse, det er galt med. Og desværre: at få den bortfortryllet er en sag af et så stort omfang, at det vist ikke sker foreløbig.

Men her er der da gjort et forsøg.

Lad mig illustrere det med et lille tankeeksperiment!

Vi tænker os, at Marianne Christiansen og undertegnede sammen står og kikker på de mange sygeplejersker, der efter endt vagt strømmer ud fra lad os sige Vejle Sygehus. Vi lægger begge mærke til, at op mod en fjerdedel af disse kvinder bærer muslimsk tørklæde. Så siger Marianne Christiansen: ”Der kan du se. Det er integration!”

Så ville jeg jo håbe, at jeg kunne vise hende en video fra det indre af sygehuset, optaget lige forinden. Her ser man sygeplejersker løbe hid og did, alle iført den samme uniform, ikke så få af dem med tydelige mellemøstlige træk. På en anden video fra kvindernes omklædningsrum ser man disse mellemøstlige kvinder iføre sig et muslimsk tørklæde. På et spørgsmål om, hvorfor de gør det, svarer én af dem: ”Jo, for nu har vi jo fri!” Og på et opfølgende spørgsmål om, hvorfor de ikke har tørklæde på under deres arbejde, svarer hun: ”Nej, vi vil da ikke ulejlige vore patienter med at spekulere på vores religion; de har nok at tænke på endda!” Og så ville jeg vende mig mod Marianne Christiansen og sige: ”Der kan du se. Det er integration!”

Udgivet i Indvandringspolitik, Islam | Tagget | Skriv en kommentar