Beretning fra en “Rasmus Modsat”

Den fremmede Luther 29.

Den “Rasmus Modsat”, der er tale om, er undertegnede. Og ligefrem at kalde mig en “Rasmus Modsat” er måske for meget af det gode. Men sagen er den, at jeg påbegyndte mine Luther-studier i en ret sen alder, jeg var vel omkring de halvtreds, da jeg sådan rigtig kastede mig over Luther. Derfor besluttede jeg, at jeg først og fremmest ville læse Luther selv. Så kunne jeg ved lejlighed eller som en slags supplement en gang imellem kikke lidt efter, hvad diverse Luther-fortolkere havde at sige om Luther.

Når det her kan være passende at gøre opmærksom på dette forhold, skyldes det en passus i Information den 26-5, se her. Denne passus forekommer i en artikel om det seminar, der blev afholdt på Aarhus Universitet. Her deltog bl.a. Francis Fukuyama, og han blev da også behørigt interview’et i den første del af artiklen. Men han har åbenbart været lidt for “luthervenlig” efter Informations bedømmelse, så man ville have et modstykke og ringede derfor op til Frederik Stjernfelt. Det førte til den omtalte passus, der lyder sådan her:

Det er ifølge Stjernfelt et videnskabeligt problem, at kun meget få ikketeologiske forskere i det her felt går direkte til Luthers tekster, men tager afsæt i andre historikeres og lutheraneres udlægning af dem. Stjernfelt, der selv har læst sig igennem primærteksterne, undrer sig over Fukuyamas fortolkning:

Mit gæt er, at Fukuyama har læst de lutheranere, der betoner inderligheden i Luthers tekster, og altså ikke har læst Luther selv. Og det er jo en fuldstændig legitim og videnskabelig metode, som jeg også selv benytter mig af nogle gange. Men det er også en metode, der kan lede til den form for idéhistoriske fejlvurderinger, der for mig at se præger det her felt”.

Det er ligegodt et stift stykke: Stjernfelt beskylder dem, der er uenige med ham i hans idéhistoriske analyser, for ikke at have læst Luther selv. Og dertil udtaler han sig om sig selv og sin egen Luther-læsning, så interview’eren bringes til at skrive, at han “har læst sig igennem primærteksterne”. Det samme siger han i et interview i Kristeligt Dagblad, se her. Her hedder det oven i købet, at han fra 2008 og fremefter har “nærlæst” Luther.

Det er en sådan letsindig – for ikke at sige løgnagtig – udtalelse, jeg her vil prøve at afmontere. Og til dette ædle formål skal jeg bruge min egen historie som Luther-forsker. Jeg er nemlig flere gange, efter at jeg sådan for alvor kastede mig over Luther-studiet, kommet til andre konklusioner end de gængse. Hvilket ikke behøver at bevise, at det er mig, der er en stor idiot, men blot viser det forholdsvis kendte faktum, at der blandt Luther-forskere ofte har dannet sig en konsensus om en bestemt sag, måske blot byggende på, at en enkelt forsker engang havde draget en bestemt konklusion af en tekst. Fordi denne forsker havde autoritet, er så denne konklusion blevet stående som “sandheden” om den sag.

Men hvor meget jeg end læste i Luthers værk – og jeg havde købt Erlangerudgavens tyske afdeling, bestående af 67 bind på en tre-fire hundrede sider hver, så der var nok at gå i gang med – jeg var godt klar over, at jeg med min sene start ikke kunne drive det til at argumentere overbevisende imod de mere professionelle forskere. Og så vil Stjernfelt have mig til at tro, at han i løbet af 11 år har kunnet “læse sig igennem primærteksterne”. Ha!

Det kendteste eksempel på, at forskere ‘en bloc’ har overset noget, må vist siges at være de finske Luther-forskeres “opdagelse” af begrebet “deificatio” (guddommeliggørelse) hos Luther, se her. Den dialektiske teologis Luther-forskning havde aldrig beskæftiget med det begreb; det passede ikke ind i den tolkning af Luther, som man dèr lagde for dagen. Men Luther viste sig altså større end som så. Det fandtes minsandten alligevel.

Serien her: “Den fremmede Luther” viser en del eksempler på noget hos Luther, som ganske mange Luther-forskere ikke gør noget ud af, men som jeg finder væsentligt. De to eksempler, jeg skal nævne her, er eksempler på, at man forholdsvis ukritisk overtager tidligere forskeres resultater, noget, der altså kan imødegås ved en mere nøjagtig læsning af teksterne.

Der er således flere forskere, der har fortalt, hvordan Eck i disputationen i Leipzig tvang Luther til modvilligt at indrømme, at både paver og konciler kan tage fejl. Men dels må man gøre opmærksom på, at Luther allerede i 1518 i sit svarskrift til Sylvester Prierias havde hævdet, at disse institutioner kunne tage fejl, se her, dels kan man ud fra disputationen selv se, at det nu er lidt svært at se, at dette med pavers og koncilers fejlmulighed er noget, Luther modvilligt indrømmer; det synes snarere at være noget, som han mener, alle må være enige om.

Julius Köstlin har givet en udmærket gennemgang af denne del af disputationen, se her. Han hævder også, at der indtraf et særligt øjeblik i disputationen, da Luther hævdede, at konciler og paver kunne tage fejl. Men han må indrømme, at dette var noget, Luther tidligere havde hævdet, og mener derfor, at det dog nu var noget andet, fordi Luther her i Leipzig direkte og offentligt sagde det. Men var det noget andet, og har Luther virkelig følt sig tvunget til at sige det, han har sagt tidligere? Det tillader jeg mig at tvivle på. Som den gode “Rasmus Modsat”, jeg er.

Det var det første eksempel på mine afvigelser. Det andet er en lige så lille, men betydelig mere væsentlig afvigelse fra normalen.

Det drejer sig om Luthers overbevisning om, at paven er antikrist. Jeg har her i “Den fremmede Luther 16” forholdsvis grundigt gennemgået tankens modning hos Luther. Og det, der i den henseende gør mig til en “Rasmus Modsat”, er, at jeg lægger overmåde stor vægt på Luthers voldsopfordring i hans kommentarer til Sylvester Prierias’ skrift i juni 1520. Ja, jeg taler ligefrem om, at Luther direkte ved et under omvendes til en række ikke-voldelige opfordringer i skriftet til den tyske adel. Og, som jeg viser i det omtalte blogindlæg, det er der ingen andre Luther-forskere, der gør. Måske disse andre forskere godtager Luthers eget forsvar for voldsopfordringen overfor Hieronymus Emser, se her, jeg gør det ikke.

Forresten er der heller ikke andre forskere, der gør opmærksom på, hvordan Luther i 1519 fastholder sin lydighedsforpligtelse overfor den gejstlige øvrighed, altså paven, se her, mens jo hans overbevisning om, at paven er antikrist, fritager ham for enhver lydighedsforpligtelse.

De, der har læst dette lille indlæg så langt som hertil, vil nok have fornemmet, at selv sådanne forholdsvis små detaljer i Luthers historie kræver en temmelig omfattende læsning af de lutherske tekster. Jeg skal ikke gøre mig til af, at jeg har en så omfattende viden som de “rigtige” Luther-forskere, men jeg er nået langt nok ind i denne forskerverden til at vide, at hvis Stjernfelt først er begyndt at læse Luther-tekster i 2008, så er han slet ikke i stand til at argumentere grundigt nok for sine meget afvigende synspunkter. Hvad han da heller ikke gør.

Luthers værk er mastodontisk. Hvert bind i Weimar-udgaven indeholder vel omkring 700-800 sider i nærmest A4-format. De fleste tekster er omhyggeligt kommenterede. Skal man læse kommentarerne med, nødsages man til at blade frem og tilbage i Weimar-udgaven. Da denne udgave for nærværende omfatter 56 bind, vil jeg næsten påstå, at intet menneske kan nå i sin levetid at forholde sig til alt, hvad Luther har skrevet. For det er jo ikke gjort med at skimme teksterne. De skal tillige forstås, tilegnes, sættes i sammenhæng med, hvad man ellers véd.

Lad mig til slut behandle dette citat fra Informations artikel:

Stjernfelt er med på, at han her går imod den typiske fremstilling af Luther og reformationen. Men dykker man ned i Luthers tekster, i de historiske primærkilder, så er det for ham at se ganske svært at få øje på de spæde moderne ideer.

Dykker man ned i Luthers tekster”. Det mener Stjernfelt åbenbart, at han har gjort. Jeg har med disse eksempler på mine “dykkerier” prøvet at vise, at der skal ganske meget til, før man kan udtale sig med vægt om ting, som mange andre Luther-forskere er enige om. Og jeg tror reverenter talt ikke på, at Stjernfelt er dykket særlig langt ned i de historiske primærkilder.

Også fordi man skal læse Luther-teksterne på baggrund af den tidsånd, de satte sig op imod. Eller: Man skal foruden at læse Luther også læse hans modstandere. Ellers fatter man ikke, hvilket enormt tidehverv, Luther ved historiens mærkelige vingesus blev centrum i.

Det skal et kommende indlæg handle om.

Udgivet i Historie, Luther | Tagget , , | Skriv en kommentar

To slags farisæere

De to slags farisæere, der her skal tales om, er de ”kristne” samaritanister, og de muslimske jihadister.

Umiddelbart synes der ikke at være de store ligheder mellem disse størrelser. Og lighederne komme da også først frem, når man undersøger begrebet ”farisæisme” lidt nøjere og finder frem til et særligt fænomen, som hidtil har været ret overset, det fænomen, som man kunne kalde ”konsekvensindifferentisme”. Man gør det, man mener, er det gode, men spekulerer ikke på de videre konsekvenser, som disse ”gode gerninger” fører med sig. Man kunne også kalde det ”konsekvensligegladhed”, men det andet lyder mere lærd, så det vil jeg bruge her.

Når således mange vesteuropæere giver penge til diverse NGO’ere, som har skibe i Middelhavet til at opsamle ”flygtninge og migranter”, så har de tit den hensigt med disse gaver, at de mener, de dermed ”kan gøre en forskel”. Og denne forskel er jo nem at få øje på: mennesker, der måske ville være druknet, bliver reddet. Og at det er godt at redde menneskeliv, kan jo enhver se.

Så altså: man gør ”det gode”, man ”gør en forskel”, man har det godt med sig selv, når man har handlet sådan. Det er ikke mindst denne mere eller mindre åbenlyse selvtilfredshed, der gør, at man må kalde sådanne samaritanister farisæere. Man skal jo ikke grave meget i begrebet ”farisæisme”, før man bliver klar over, at det ikke blot er farisæisk at prale af sine gode gerninger, det er også farisæisk at være tilfreds med sig selv over at have udført dem. For i denne selvtilfredshed lurer uundgåeligt sammenligningslysten: man siger det ikke, men man tænker det: ‘Nu er jeg lidt bedre end de andre’. En tanke, der også spiller med ind i alle de argumenter, man kommer med til fordel for, at dette er en god handling. For er det en god handling, så er jo det at undlade den, en forkert handling, og den, der ikke gør den samme gode gerning, er ikke så god som én selv.

Men midt i denne selvtilfredshed skal man passe på ikke at komme til at se på konsekvenserne af det, man er med til. Det er selvfølgelig svært. For efterhånden er der mange, der kommer til at lide under disse konsekvenser, og derfor også mange, der gør opmærksom på dem og forlanger de ”gode, livreddende” handlinger i Middelhavet standset.

Mange af dem, der tænker lidt mere over tingene, har derfor været nødt til at supplere det umiddelbart gode i redningerne med mere eller mindre fantasifulde påstande om, hvor elendige de reddede er, hvilke forfærdelige forhold de kommer fra, hvor godt det derfor er, at de kommer til det trygge Europa. Og i denne omgang vil vi springe over den indvending, der så let som ingenting ville kunne rejses imod disse forestillinger, den nemlig, hvorfor mange af dem har efterladt kone og børn i disse forfærdelige forhold. Her nøjes vi med at se på samaritanisterne som mennesker, der nøjes med at se på ”den gode gerning”, isoleret set, betragtet for sig selv, og udelader både overvejelserne over, om man mon ikke ved disse redningsaktioner hjælper menneskesmuglerne og derved øger strømmen af migranter, og overvejelserne over, om det folk, man tilhører, kan holde til år for år at modtage store tilskud af fremmede mennesker med en helt anden kultur.

Når det kan være på sin plads at betragte disse ”Gutmenschen”s konsekvensindifferentisme, skyldes det, at jihadisterne er i besiddelse af nøjagtig den samme konsekvensindifferentisme.

Det er ikke umiddelbart indlysende, for vi har ikke været vant til at betragte deres handlinger ud fra den synsvinkel.

Dette at være villig til at ofre livet i kamp for islams sag var i islams ældste tid og i den senere storhedstid en egenskab ved islams krigere, der gjorde dem til gode soldater. Soldater, både vestlige og muslimske, tænkes at være villige til at sætte livet i vove. Hvis de er mere eller mindre tvunget ind i militærtjenesten, hvis de fuldstændig mangler fædrelandskærlighed eller ikke har noget mål at kæmpe for, så vil de være tilbøjelige til at løbe deres vej, hvis de møder modstand.

Man kan diskutere, om Talibans soldater kæmper af fædrelandskærlighed, hvilket i deres tilfælde vil sige: kærlighed til pashtun-stammen, eller om de kæmper, fordi de tror, at de får en plads i paradiset, hvis de dør i kamp. Hvis de gør det første, kan det i nogen grad sammenlignes med det, vestlige soldater kæmper for. Men hvis de gør det sidste, er der skabt grobund for en konsekvensindifferentisme, som i sidste ende kan gå hen og blive ødelæggende for krigsførelsen.

Det er jo nemlig ikke nok at have denne villighed til at sætte livet på spil. Der skal også god militær ledelse til. Lederne skal vide, hvor de sætter kræfterne ind, skal kende modpartens svagheder, skal udnytte egne styrker bedst muligt, hvilket også vil sige: med færrest mulige tab.

Denne villighed til at sætte livet på spil optræder i høj grad hos selvmordsbomberne. De indkalkulerer jo ligefrem på forhånd den kendsgerning i deres handling, at de mister livet. Og de gør det ud fra den faste overbevisning, at de med deres ”gode gerning” opnår en plads i paradiset.

Men denne plads i paradiset, som de altså tror på, den giver plads til en konsekvensindifferentisme. Det, det drejer sig om for selvmordsbomberen, er selve dette at udføre den ”gode gerning”, at udløse bomben i det rette øjeblik, at tage så mange andre med sig i døden som muligt, at holde tungen lige i munden stillet overfor sin egen død. Selve ”den gode gerning” vinder i den grad psykologisk overhånd, at man er ganske konsekvensindifferent. Hvad det kommer an på er med sit drab at dræbe så mange andre som muligt. Hvilken sammenhæng drabet indgår i, om ens selvmord har militær betydning eller ej, det bekymrer man sig ikke om. Det er blot selve handlingen, der er i fokus, resten overlader man til Gud.

Til Gud?

Ja, på nøjagtig samme måde, som samaritanisterne overlader konsekvenserne til Gud, for dem er det nok med ”den gode gerning” at hjælpe migranter op af vandet.

For konsekvenser har jo begge handlingerne, både opfiskningen af migranter og selvmordsangrebene. Og efterhånden som europæerne, først befolkningerne siden eliten, lærer at se konsekvenserne og på forskellig måde tage højde for dem, vil måske de ”gode gerninger” ophøre.

Det ses måske ikke så tydeligt endnu, men det er da at håbe, at flere og flere indser, at de tilstrømmende migranter aldeles ikke er stakler, men højst virile og krævende mennesker, at man ved opfiskningen i høj grad hjælper menneskesmuglerne og derved holder tilstrømningen vedlige, og at deres indvirkning på samfundene skaber større og større ghettoer.

Og det er også at håbe på, at potentielle selvmordsbombemænd eller -kvinder får øjnene op for, at konsekvenserne af deres ”gode gerning” bliver mindre og mindre. Nå ja, pladsen i paradiset kan de vel blive ved med at tro på, men selv denne tro vil vel efterhånden blegne, når det bliver klart, at de medtager færre og færre i døden, at altså det, der skulle være et stort anlagt krig i Allahs tjeneste, højst kan betegnes som et lille, ubetydeligt nålestik.

Én af konsekvenserne af selvmordsbombernes ”gode gerninger” er jo, at de vestlige samfund beskytter sig imod terroren. Godt nok kan vi ikke andet end føle, at det ikke mere er, som det var i de gode gamle dage – og det er jo så sandt, som det er sagt – men en konsekvens er det også, at vi for hver ny terrormetode forsøger at hindre netop denne form for terror.

Eller – set fra terroristens side – en konsekvens er det, at terroristen med sin terrorhandling lukker døren for anvendelsen af den slags terror fremover.

Noget af det geniale ved terrorangrebet den 11-9 2001 var, at der var tale om noget, man aldrig før havde set. Derfor kunne man føre passagererne bag lyset. Men allerede passagererne i det fjerde fly lugtede lunten og gjorde modstand. Og med sin terrorhandling umuliggjorde man samtidig fremtidige flykapringer; for nu vil jo passagererne gøre som de gjorde i det fjerde fly, gøre modstand med livet som indsats, for man mister jo også livet, hvis man bare lader stå til.

Så deres terrorhandling har haft den konsekvens, at døren er blevet lukket for den slags terror i fremtiden.

Lastbilterror var man fra vestlig side lidt længere tid om at reagere på. Men efter først terroren i Nice og siden terroren i Berlin er der kommet betonklodser i både København og Stockholm.

Og da man opdagede, at lastbilchaufføren i Stockholm havde ladet sin bil stå med motoren i tomgang, hvorfor den var let at stjæle for en terrorist, har man søgt at hindre tilsvarende forhold fremover. Den dør er også i færd med at blive lukket.

Det er ikke alle døre, vi i Vesten kan lukke for terrorister. Blandt andet, fordi vi er for dårlige til på forhånd at tænke på, hvad der kan bruges som terrorvåben. Og det, vi har set i Manchester, hvor en terrorist sprængte sig selv i luften i den menneskemængde, der kom ud fra koncertområdet, er næsten umuligt at undgå. For store menneskemængder findes mange steder, også mange steder, hvor man ikke på forhånd kan screene dem, der går ind til den pågældende begivenhed.

Men alt i alt er det ikke mere er helt så let at være muslimsk terrorist, hverken for dem, der påtænker et koordineret terrorangreb, eller for dem, der vil begive sig ud i terrorens kunst alene.

Jeg har tidligere gjort opmærksom på denne lidt oversete ”sejr”, hvis man kan være så optimistisk at bruge den betegnelse, se her. Man kan f.eks. nævne den begivenhed, jeg ikke nævnte dengang, øksemanden fra Würzburg, se her, som chattede med sin bagmand om, hvilke våben han skulle bruge. Man kan gætte på, at det må have været noget af en skuffelse for bagmanden, når det ikke var muligt for ham at få terroristen in spe til at bruge en bil – han havde ikke kørekort. Og ingen af os onde vesterlændinge blev jo dræbt ved den lejlighed.

Men dette, at så mange døre er blevet lukkede for terroristerne, bevirker nu, at man, hvis man placerer den muslimske gud, Allah, i direktør Hallandsens sted i en Olsen-bande film, kan pege på øksemandens nedslående resultat og sige til Allah med et Egon Olsen-udtryk: ”Det havde De nok ikke regnet med!”

Dog, spøg til side! Én af konsekvenserne af de mange muslimske terrorangreb er også, at de rituallignende reaktioner, det efterhånden er blevet vane at høre på – politikernes gentagne senden deres tanker til de efterladte, deres forbrug af de samme skældsord: ”feje, meningsløse, umenneskelige angreb” osv. – nu mere eller mindre hænger os ud af halsen, ligesom flosklerne om at ”stå sammen”, om at ”bekæmpe terror med kærlighed”.

Og det mærkelige er, at selv de, der gennemskuer disse floskler og bruger stærke ord om at bekæmpe terroren, ikke foreslår det, der dog for en nogenlunde fornuftig betragtning må være det mest nærliggende: at bremse indtaget af muslimer til Europa. I et udmærket blogindlæg på Berlingske opfordrer Jesper Holm Frederiksen os til at lade vreden gribe os, så vi begynder at forlange virkelig sikkerhed af vore politikere, se her. Men hvad han foreslår, er meget lidt konkret:

Vi skal kræve af vores politikere, at de erkender, at vi har fjender. Fjendskabet er sat imod vores vilje, men man kan ikke undsige sig fjendskab. Man kan kun kæmpe, underkaste sig eller dø.

Vi skal kræve, at mennesker, der selv erklærer, at de er fjender, eller handler på en måde, hvor det er hævet over enhver rimelig tvivl, at de opfatter sig selv som fjender af de vestlige samfund, bliver behandlet som sådan. Og den behandling skal være hård og konsekvent!

Vi skal altså kæmpe, ja, men hvordan? Fjenden skjuler sig jo, lader, som om han er ven med os, så dette med, at vi skal slå ned på dem, der ”hævet over enhver rimelig tvivl” opfatter sig som vore fjender, bevirker, at vi ikke finder nogen, vi kan behandle ”hårdt og konsekvent”. Fjenden er som sæbe, glider ud af vore hænder, så vi ikke kan få hold på ham.

Den tidligere professor ved Aarhus Universitet, Mehdi Mozzafari, har i en artikel i Information, se her, også givet udtryk for udmærkede tanker. Artiklen er skrevet før terrorangrebet i Manchester og lægger især vægt på, at vi skal give terroren modspil ved at fastholde demokratiet. Men demokrati sætter han i modsætning til religion, og under begrebet religion indrangerer han både islam og kristendom. Han skriver til sidst:

Jo mere man giver plads til religion i det offentlige rum og i det politiske liv, desto mere flytter man paradigmet fra politik til religion. Og jo mere man insisterer på, at den europæiske, og hermed den danske, identitet er baseret på kristendom, desto mere giver man også plads til en religion som islam. Simpelthen fordi det vil være lettere for islam at konkurrere med en anden religion end med demokrati.

Så hold fast på demokratiske værdier og principper. Det er den bedste vej, den eneste vej til at beholde vores fælleskab!

Ja til Gud bevare Danmark! – Nej til Danmark bevare Gud!

Det synes ikke at være gået op for Mozzafari, at Luther med sin skelnen mellem det gejstlige regimente og det verdslige netop lagde det teoretiske grundlag for sekulariseringen. Men det må indrømmes, at dette ikke er særlig nemt at se her i landet, hvor kirkefolk ikke bliver trætte af at forsvare islam og i hvert fald ikke drømmer om at angribe samme.

At der kunne ligge et forsvar imod islam, når vi nu altså er i krig med islam, i at undlade at importere flere potentielle islam-soldater, det falder ingen af de to ind.

Hvorfor ikke?

Muligvis, fordi den anden form for farisæisk konsekvensindifferentisme også har besat dem, samaritanisternes konsekvensindifferentisme, den, der siger, at vi naturligvis skal overholde konventionerne, naturligvis skal fiske folk op fra havet, naturligvis skal finde os i, at de bliver ved med at trænge ind i vore samfund, og at vi skal gøre det, uanset at vi godt véd, at de fleste af dem ikke er flygtninge, men potentielle indvandrere, og, da de er muslimer, også er rekrutteringsbase for fremtidige terrorister.

Dem har vi nok af. Vi behøver ikke ligefrem skaffe os flere på halsen.

Den konsekvensindifferentisme, som jihadisterne repræsenterer, kan vi i en vis forstand være ligeglade med, selv om vi selvfølgelig godt kan prøve at anvende deres militære svaghed imod dem. Men den konsekvensindifferentisme, som samaritanisterne repræsenterer, er anderledes farlig, en uerkendt farisæisme, som den er. Den burde først og fremmest kirken bekæmpe. Men det er nok ikke derfra, man skal forvente noget forslag om stop for indvandringen.

Se også lederen i Den korte Avis her.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , , | Skriv en kommentar

Dette evindelige forsvar for islam

Nu er der igen én, der absolut skal forsvare islam. Denne gang er det ikke en muslim, men en kristen dansker.

Der er tale om Preben Brock Jacobsen, som har skrevet en bog til brug ved undervisningen i gymnasiet. Den hedder ”Islam i medierne”, og Brock Jacobsen har som forstudie undersøgt 2850 avisartikler om islam. Det får ham til at påstå, at medierne i deres dækning af islam fremkalder en række myter om denne religion. Om bogen her. Om myterne her.

Det, der kan irritere mig noget, er, at Brock Jacobsen bruger den samme afledningsmanøvre som den Mouhanad Khorchide, hvis samtale med Hamid Abdel-Samad jeg tidligere refererede, se her. Han hævder, at det, som medierne påstår om islam: at den er voldelig, at den er kvindefjendsk, at den er middelalderlig, altsammen er rigtig nok, blot er det kun én side af islams mangfoldighed, man derved får frem.

Islam har mange ansigter, og mange ’sandheder’ findes i islam, men ingen er islams ’sande’ ansigt. For det findes ikke.

For mig at se er dette et elendigt grundlag at have, når man som lærer skal undervise i islam. Om alle andre fænomener er det lærerens opgave at prøve at indkredse fænomenet, at søge at bibringe eleverne en forestilling om, hvordan vel fænomenet kan forstås, hvilke træk ved det der er væsentlige og hvilke der blot er tilfældige bifænomener. Sådan underviser man i buddhisme, i Anden Verdenskrig, i James Joyce, i Klaus Rifbjerg, osv. Men når det er islam, der skal undervises i, synes opgaven ikke at være den at indkredse forståelsen af islam, men derimod at forvirre forståelsen. Islam kan være hvadsomhelst. Islam er både det ene og det andet.

Men var det dog ikke en idé at prøve at forstå islam ud fra de forskelle til kristendom eller til det vestlige menneskesyn i det hele taget, som lader sig opvise?

Så vidt jeg véd, er det indenfor alle grene af islam forbudt en muslim at drikke alkohol. Nå ja, det skulle såmænd ikke undre mig, om Preben Brock Jacobsen kunne finde en enkelt underafdeling af islam, som tillader det. Men i hovedtrækkene er alkohol haram.

Og det er ikke helt umuligt at finde ud af, hvorfor. Det skyldes, at enkeltmennesket er for svagt til at modstå fristelsen til at drikke. Derfor tager samfundet over. I stedet for, som vi gør i Vesten, at lade enkeltmennesket vokse op som et ansvarligt individ, i stedet for at lade de unge smage på varerne og stifte bekendtskab med alkoholens virkning, så de selv kan finde deres egen grænse, i stedet for det lægger islam ansvaret over på samfundet. Når det er umuligt at få fat på alkohol, når det gælder som en regel, alle muslimer retter sig efter, at man ikke drikker, så undgår man i muslimske miljøer megen ballade. På den måde tager man – kollektivt – hånd om problemerne med alkohol.

Man har altså indenfor islam i meget højere grad end i Vesten en kollektiv etik-opfattelse.

Dette gør sig også gældende på kønslivets område. Her dog på en lidt mærkelig måde.

For hvor denne kollektive etik på alkohol-området kan virke meget tiltalende, virker den på kønslivets område som en indskrænkning af individets frihed. Om det er det, er måske en anden sag.

Men muslimerne betragter kønsdriften, dvs. mandens kønsdrift, som nærmest ustyrlig. Selvfølgelig skal den straffes, hvis den går ud over de fastsatte rammer, utugt straffes med døden efter shariaen, men på grund af driftens ustyrlighed skal kvinderne tildække sig, opføre sig på en måde, der ikke vækker mændenes lyster, iføre sig klæder, der ikke fremhæver de kvindelige former, osv.

Og af samme grund kan det ikke tillades, at de to køn har mulighed for at komme sammen. Indenfor samfundslivet opererer man helt anderledes end i Vesten med en opdeling mellem kønnene, så der næsten bliver tale om to forskellige verdener. Man tænker i den grad i kollektive anskuelser, at man mener, det er samfundets pligt at forhindre, at mændene får uønskede fristelser, selv om de måske selv gerne ville fristes. For det er først og fremmest samfundet, der skal styre den ellers ustyrlige kønsdrift.

Det medfører så, at de to køn ikke som hos os kan mødes, så sød musik opstår i hjerterne. Ægteskaber i muslimske miljøer bliver derfor ikke forelskelsesægteskaber, men arrangerede ægteskaber.

Alt dette er jo dog så nogenlunde til at leve sig ind i. Det er noget, vi hører om i medierne. Men disse beretninger i medierne er altså med til at skabe en falsk forestilling om islam, siger Brock Jacobsen, en myte bliver skabt.

DEN TREDJE MYTE indeholder formuleringer om ”islams kvindesyn” som præget af undertrykkelse: æresdrab, tvangsægteskaber, fætter og kusine-ægteskaber, hustruvold, omskæring af små piger, overdreven tildækning af muslimske kvinder og så videre.

Det findes alt sammen i islam, men igen: Det er meningsløst at tale om ét specifikt syn. For islam er så meget. Og lige så vel, som man kan finde eksempler på kvindeundertrykkelse i islam, kan man finde eksempler på kvindefrigørelse i islam. For eksempel når kvinder og mænd under pilgrimsrejsen går sammen rundt om kabaen.

Det udlægger den første kvindelige imam i Danmark, Sherin Khankan, som ”det ultimative symbol på lighed, hvor alle skel – kønslige, økonomiske og racemæssige – ophæves”. ”Hvorfor ikke implementere det i hverdagen?”, spørger hun.

Islam er så meget”. Ærlig talt, det er da et elendigt forsvar for islam, der her fremføres. Hvorfor dog ikke lade islam være islam og indrømme, at overalt, hvor islam er trængt frem, optræder arrangerede ægteskaber. Nogle steder optræder også kvindelig kønslemlæstelse (omskæring), det er vist især i Somalia, mens fætter-kusine-ægteskaber mest forekommer i Pakistan. Men alle forskellene til trods er det den samme kollektive etik, der gør sig gældende. Og det, der burde være en undervisers pligt, var nu at få stillet det spørgsmål: Er det nu helt tosset?

Ikke fordi man skal omvende eleverne til islam eller forsvare islam, men fordi man skal lære dem, at der findes en verdenskultur, som er anderledes end vores, der findes selvfølgeligheder i denne kultur, som er forskellige fra vore selvfølgeligheder.

Men det er jo på den anden side også klart, at hvis forelskelse er et almenmenneskeligt fænomen, så forhindrer muslimerne med denne velmente kønsadskillelse forelskelsen i at opstå, og så får man måske/måske ikke en række andre problemer at slås med. Begivenhederne i Køln nytårsaften 2015 og de mange voldtægter i f.eks. Sverige er en del af det kultursammenstød, der opstår, fordi alt for mange muslimer i løbet af alt for kort tid er blevet en del af vort samfund. Vi har ikke kunnet eller villet se kulturforskellen. Når man i hjemlandet betragter kønsdriften som ustyrlig, så er den ustyrlig, i hvert fald overfor vestlige kvinder.

Når Sherin Khankan kan spørge, hvorfor ligestillingen fra valfarten til Mekka ikke kan overføres til hverdagen, synes hun mere præget af vestlig end af muslimsk tankegang.

Koranen anbefaler jo ikke ligestilling mellem mænd og kvinder. Det er mændene, der må slå deres koner, ikke omvendt, det er mænd, der får lov til at gifte sig med fire koner, ikke omvendt, det er mænds vidneudsagn for retten, der gælder, kvinders kun det halve. Og her nytter det altså ikke noget at bruge afledningsmanøvren med de mange tolkninger. Det med de fire koner lader sig ikke fortolke anderledes.

Brock Jacobsen nævner som en fjerde myte, at dette, at islam er en lovreligion, gør den til en kærlighedsløs religion. Det vil han også imødegå med sin afledningsmanøvre. Men Herre Jemini, kan dog ikke alle se, at får mand og kvinde ikke lejlighed til at ses før ægteskabet, så får kærligheden trange kår, ja, så kan ægteskabsindgåelsen komme til – med Luthers ord – at minde om et køb. En lidt mærkelig begivenhed kan illustrere det:

I 2008 forlangte en muslimsk mand at få sit nyligt indgåede ægteskab ophævet ved en fransk domstol. Det fik han medhold i. Han havde før brylluppet spurgt sin kone, om hun var jomfru. Det var hun ikke, men hun løj for ham. Efter bryllupsnatten måtte hun indrømme sandheden, og han krævede derfor ægteskabet opløst. Hvilket altså den franske sekulære domstol gav ham medhold i. Se her.

Den sag viser, synes jeg, hvordan mange muslimer betragter dette at gifte sig. Det er et køb. Og hvis varen ikke svarer til det forventede, kan købet annulleres. Jeg var dengang dybt forarget, og gav min forargelse luft, så det virkelig batter. Men min forargelse gjaldt ikke den franske domstols afgørelse, den gjaldt den muslimske forståelse af ægteskabet, der syntes mig helt uden den for os at se livsnødvendige ingrediens, der hedder kærlighed.

Og så skal man altså høre fra en forfatter til en lærebog, at også det kan være genstand for afvigende fortolkninger. Såmænd kan det ej. Her er der ikke så meget at rafle om.

Men kan vi dog ikke komme ud af denne forsvars-/angrebs-holdning? Er det ikke muligt at sige noget om islam, uden at det med det samme skal opfattes som et angreb? At man i store dele – om ikke i alle dele, det tror jeg faktisk – af det muslimske område betjener sig af arrangerede ægteskaber, behøver man jo ikke sådan lige umiddelbart at betragte som noget negativt, det er bare traditioner, der er anderledes end vore. Og vi kan så, hvis vi meget gerne vil forsvare islam, begynde at samle sammen på lykkelige ægteskaber. Det skulle vel ikke være helt umuligt. Men ligesom vi kan og skal være kritiske overfor vore unge og deres opførsel – er den frihed, det medfører, nu også det bedste? – sådan skal vi vel også tillade os at være kritiske overfor islams traditioner uden af den grund at nedgøre alt, hvad der har med islam at gøre.

Så er der det med terroren. ”Islam er årsag til terror” kalder Brock Jacobsen sin femte og sidste myte.

Her argumenterer han i første omgang ikke med den sædvanlige afledningsmanøvre, men med den også ret kendte påstand om, at årsagerne til terror er sociologiske, psykologiske eller personlige:

Først har vi den unge muslim, som føler sig uden for samfundet, bliver radikaliseret, og som går ind i kriminelle bander og så finder ud af, at han kan legitimere den radikalisering i islam. Således at det ikke er islam, der radikaliserer terroristen, men terroristen, der radikaliserer islam.

Jeg vil medgive ham, at han kommer med eksempler på muslimer, der tænker ”moderne”. Problemet med islam og terror er, at det ikke er til at se forskel på disse ”moderne” og de potentielle terrorister. Som det hed i et interview i Die Zeit om den i dette indlæg omtalte bog ”Kan Islam endnu reddes?”, se her:

Abdel-Samad regner i bund og grund med, at islam ikke lader sig reformere. Han sammenligner islam med en gammel bil, der skal repareres, eller med en mobiltelefon af mærket Samsung, som har tilbøjelighed til at eksplodere.

Især den sidste sammenligning er meget talende. Og stillet overfor en islam, der udgør en potentiel eksplosionsfare, nytter det ikke meget, at Brock Jacobsen genoptager den tidligere argumentation:

Mange terrorister er først sent kommet ind i det religiøse miljø. Inden har de muligvis opsøgt kriminelle grupper for der at finde en mening i et liv, de ellers ikke kan finde mening i. Islam er så meget forskelligt. Og det er derfor betænkeligt at ophøje noget af det til islams sande væsen. Man må altid spørge om hvilken islam. Et godt udgangspunkt kan være at sige til sig selv, at islam findes ikke. Der findes kun varianter af islam.

Hvis han endda havde studeret islam så indgående, at han var i stand til at udpege de former for islam, der ikke kan ”eksplodere”, og helst også fortælle os, hvordan vi kan være sikre på, at de, der bekender sig til denne form for islam, ikke gør det på skrømt, så ville meget være nået. Men det gør han jo på ingen måde. Han nøjes med at opfordre medierne til fremover at være lige så intetsigende som han selv i deres beskrivelse af islam.

Man må håbe, at de ikke følger hans råd.

Udgivet i Islam | Tagget , , | 1 kommentar

Tør du bruge vold?

Ovenstående spørgsmål har jeg lyst til at stille til to indlæg i pressen. Begge indlæg repræsenterer en tendens, som også jeg går ind for. Men begge standser også op overfor ovenstående afgørende spørgsmål: Er de villige til at sætte magt bag det forslag, der synes at være en nødvendighed ud fra deres forestillingsverden?

Det første indlæg er en kronik i Information, skrevet af specialkonsulent Jørgen Hviid, se her. Han fortæller om, hvordan han blev fuldstændig paf under en samtale, han havde med en kollega. Han havde vænnet sig til sammen med vennerne at holde lange forsvarstaler for flygtningene og tilsvarende angrebstaler mod dem, der ville lukke grænserne. Og så opdagede han altfor sent, at en kollega, som han overøste med sådanne synspunkter, aldeles ikke delte dem.

Var det hans og hans families skyld, at syrerne slår hinanden ihjel på stadig mere bestialske måder, eller at korrupte generaler i Afrika stjæler brødet ud af munden på de fattige? Efterhånden er hverdagen blevet et helvede i kvarteret, hvor han bor med sin familie, omgivet af kriminelle bander og radikale islamister.

Og hvem har nogensinde spurgt ham og hans familie, om de syntes, det var ok, at de skulle blive et mindretal i deres eget kvarter.

Det gjorde Jørgen Hviid ganske paf. Og det satte nogle tanker i gang i hovedet på ham. Og så vidt man kan forstå på resten af kronikken, er han da kommet så langt i sin revision af de tanker, han havde tidligere, at han nu indser, at man for de 200.000 kr, det koster at køre et barn gennem folkeskolen, kunne give beskyttelse til en masse mennesker i nærområderne.

Den tanke har jo mange fremhævet tidligere, og naturligvis, man bør glæde sig over enhver synder, som omvender sig, men alligevel: jeg kan ikke lade være med at spørge, om han nu også har tænkt tingene ordentligt igennem. For det er jo ikke sådan, at vi her i Danmark frit kan vælge, hvad vi vil eller ikke vil. De såkaldt spontane flygtninge, der kommer hertil, kommer jo netop spontant, dvs., det er ikke nogen, vi har inviteret, og det er ikke os, der bestemmer, hvem eller hvor mange der stiller sig op på vort dørtrin og beder om asyl, og dermed, ifølge vor sædvanlige tolkning af konventionerne, får ret til at få sin sag behandlet.

Det betyder også, at hvis vi sætter en stor sum penge af til at hjælpe flygtningene i nærområderne, så vil det på ingen måde standse de flygtninge (eller migranter), der med menneskesmugleres hjælp kommer over Middelhavet, sætter foden på europæisk jord og derefter kræver at få deres asylanmodning behandlet.

Og derfor: Hvis vi skal undgå at betale de 200.000, det koster for et migrantbarns skolegang, må vi standse strømmen af spontane asylansøgere. Er Jørgen Hviid mon villig til at holde disse spontane flygtninge borte med magt? Er han villig til at standse migrantstrømmen over Middelhavet med magt? Og hvis han er, hvordan har han så tænkt sig at gøre det?

Det får vi ikke svar på i kronikken.

En noget mere gennemtænkt holdning til tingene præsenteres vi for igennem et interview i Kristeligt Dagblad, se her. Her synes problemet allerede at være taget op i overskriften, der lyder: ”Historiker: Folkevandringer tvinger os til beslutninger, der er praktisk, juridisk og moralsk svære”. Og det er da et både meget givende og meget spændende interview. Men svar på det i overskriften stillede spørgsmål får vi ikke.

Den interview’ede er en tysk historieprofessor, Hans-Peter Schwarz, der nylig har udgivet den polemiske bog ”Den ny folkevandring mod Europa – om tabet af politisk kontrol og moralske visheder”.

En mellemoverskrift opsummerer indholdet:

Siden flygtningekrisens udbrud i 2015 har der i Tyskland og Europa været en massiv debat om, i hvor høj grad det velhavende og aldrende Europa praktisk er i stand til og moralsk er forpligtet til at optage flygtninge fra blandt andet Afrika og Mellemøsten. Hans-Peter Schwarz kritiserer her både Schengen-zonens historiske udvikling og den europæiske grænsesikring, og han opfordrer til markant større bistand til kriseregionerne omkring Europa.

Senere hedder det, efter at Hans-Peter Schwarz har forsvaret sin brug af ordet ”folkevandring”:

Med udgangspunkt i Europas kapaciteter og behov for arbejdskraft plæderer historikeren for, at vi bør se langt mere på klassiske, demokratiske indvandringslande som Canada, Australien eller USA – lande som alle har underskrevet FN’s flygtningekonvention, men som er langt mere selektive, og som i Schwarz’ øjne viser, at det er Europa, som fører en særlig linje på dette punkt. Her peger han især på den europæiske asylpolitik, der giver retskrav på prøvelse af asylretten.

Den er velment i sin intention, men den universelle individuelle ret til en asyl-proces umuliggøres af det aktuelle pres. Vi har oplevet en udvidelse af asylretten, som nærmest ubemærket blev fastlagt i Lissabon-traktaten fra 2009. Det sætter jeg spørgsmålstegn ved,” siger Hans-Peter Schwarz.

Det er jo sandt, at traditionelle indvandringslande som USA, Canada og Australien har en helt anderledes selektiv indvandringspolitik end Europa. Men sagen er jo også den, at disse lande, bortset fra Australien, er beskyttet af Atlanterhavet, som ikke sådan lader sig udnytte af menneskesmuglere til at skabe kunstige havarisituationer med. Australien har Sundahavet, som tidligere blev brugt til netop det, og som Australien derfor har måttet bruge magt for at kunne lukke det hav som operationsgrund for menneskesmuglere.

Sådan har EU ikke foreløbig turdet optræde i Middelhavet, og det i forbindelse med, at Lissabontraktaten i § 18 fastlægger en asylret, gør, at Schwarz kan tale om ”et tab af politisk kontrol”.

Det er den ene ting: at asylretten og flodbølgen af mennesker, der vil udnytte den, tvinger os til at gå ind i nogle overvejelser, der er vanskelige både på det praktiske, det juridiske og det moralske plan. Og det kan jo være sandt nok, også selv om Schwarz ikke går i detaljer med disse overvejelser.

Men dertil kommer forholdet mellem EU og de enkelte medlemsstater:

Ved siden af et opgør med den generelle ret til en retslig prøvelse af alle asylsager, ser Hans-Peter Schwarz EU i en farlig balancegang mellem et statsforbund udadtil og en forbundsstat indadtil, hvormed EU ikke som en stat har taget sig tilstrækkeligt af sine ydre grænser. Derfor er der i hans øjne ingen vej uden om at skabe en langt stærkere sikring af EU’s ydre grænser – og indtil da indføre et ”Schengen light”, hvor EU-borgerne har forholdsvist fri passage mellem landene, som før Schengen, mens visa-pligtige ikke-EU-borgere atter skal kontrolleres i fuldt omfang.

Schengen-zonen og Dublin-systemet har været et eksperiment – skabt i forholdsvis fredelige tider i 1990’erne og 2000’erne. Ifølge Dublin-aftalen skulle asylsager behandles i det land, hvor flygtninge kom ind i Schengen, men for langt de fleste flygtninge og indvandrere er der nu engang mere og mindre attraktive lande i Europa, både i forhold til arbejdsbetingelser, kultur og velfærdsydelser. Helt tilbage til 2012 har dette system i vid udstrækning været sat ud kraft af især Italien og Grækenland uden en eksplicit aftale med de europæiske partnere”.

Også den analyse er interessant. Og den betegner bestemt et fremskridt i forhold til de sædvanlige Bruxelles-analyser, hvorefter alt snart vil blive i skønneste orden. Men det nye i Schwarz’s forslag er alligevel begrænset til en tale om et ”Schengen-light”, hvor grænsekontrol genindføres i et vist omfang. Og begrundelsen er også interessant: det må ske som følge af, at Italien og Grækenland ikke har rettet sig efter Dublin-aftalen, men blot sendt migranterne videre til vore mere nordlige himmelstrøg. Og vel at mærke: ladet det ske uden eksplicit aftale med os andre. Den pæne Hans-Peter Schwarz siger ikke, at disse lande, måske især Italien, har tænkt ”går den, så går den”, men vi andre har noget svært ved ikke at se hykleriet i Italiens handlemåde: man vil gerne ses som den, der redder menneskeliv i Middelhavet, men man vil ikke have alt det efterfølgende besvær med at forvandle disse påståede flygtninge til indvandrere, der skal integreres.

Altså, hvad angår EU’s ydre grænser, synes Schwarz at synge den samme sang som hele den europæiske elite, en sang, som er holdt i så tilpas vage vendinger, at man ikke véd, hvor han vil hen.

Hele EU bør understøtte kriseregionerne omkring Europa og forebygge konflikter i langt højere grad. Og de stærke EU-lande skal støtte de europæiske middelhavslande langt mere i forhold til for eksempel Frontex og finansielt i forhold til at hjælpe med modtagelse og behandling i disse lande.

Den melodi kender vi: vi skal hjælpe de lande, hvorfra migranterne kommer, og vi skal understøtte Frontex og modtagelsescentre i Italien og Grækenland. Jamen, det er der da ikke noget moralsk eller juridisk vanskeligt ved. Det kommer måske med det sidste spørgsmål. Men så er der desværre ikke mere plads på avissiden og interview’et stopper dèr:

Verden er blevet mere og mere mobil, som din bog påpeger. Kan store bevægelser af mennesker dermed kun stoppes med magtudøvelse?

Mange af de her mennesker står jo i nogle uhyre problemer og er villige til at tage store risici. Så det kan jeg dårligt benægte,” siger Hans-Peter Schwarz.

Hvad han dårlig kan benægte, er vistnok, at store bevægelser af mennesker kun kan stoppes med magtudøvelse. Men skønt overskriften sådan set antydede, at der måske ville komme en slags svar på dette svære spørgsmål i både moralsk, juridisk og praktisk henseende, så er dette alt det svar, vi får. Om det er avisens eller Schanz’s skyld, vides ikke.

Men dette ikke-svar viser, at der er lang vej igen, før vi får orden på tingene. Det meste af den europæiske elite, politikere og journalister, skal overbevises, mange NGO’er skal tvinges tilbage fra deres hjælp til menneskesmuglerne, og offentligheden i det hele taget skal overbevises om, at vi er kommet dertil, at det menneskekærlige ikke ligger i at redde de mange pseudo-skibbrudne fra druknedøden, for derved hjælper vi kun menneskesmuglerne i deres umenneskelige forretning, idet vi drager flere migranter ind i deres garn, nej, det menneskekærlige ligger i at få standset trafikken over Middelhavet, og den kan kun standses med magt. Ikke en magt, der prøver at fange menneskesmuglerne og eventuelt stille dem for retten, men en magt, der tvinger bådene tilbage til, hvor de kom fra, til Libyen.

Ovenstående afsnit er min bedømmelse af situationen, ikke Hans-Peter Schwarz’s. For at blive mere sikker på, at han alligevel – trods overskriften på Kristeligt Dagblads interview – ikke kommer ind på, hvad de moralsk vanskelige løsninger går ud på, har jeg læst en del tyske anmeldelser af Schwarz’s bog. Og sørgeligt nok: mange er ret så negative i deres holdning til hans analyse. Men én viderebringer dog denne ret skarpe analyse fra bogen. Det handler om operation ”Triton”, der skulle beskytte EU’s grænser, og hvortil Tyskland sendte to marinefartøjer. Herom siger Schwarz:

De [marinefartøjerne, rr] bragte fremover de for samvittighedsløse menneskesmuglerkaptajner udsatte eller i gummibåde sammenpressede flygtninge til Italiens kyst, hvorfra de kunne begive sig på vej til Tyskland. En større absurditet kan man næsten ikke forestille sig, og man kan heller ikke finde et bedre eksempel på, hvordan en humanitær afpresning tager sig betalt. Europas søstridskræfter bliver af sentimentale regeringer omdirigeret til at være et helt uundværligt mellemled i smuglerkæden. (Se her).

Og sandt nok, kan man få offentligheden til at se det absurde i det, der sker på Middelhavet, er vi dog nået et stykke vej. Men slet ikke langt nok. Og slet ikke hen i nærheden af noget, der kan ligne en løsning.

I en anden af de tyske anmeldelser, se her, hedder det:

Der står to diametralt modsatte overbevisninger imod hinanden: Her den humanitære universalismes etik, dèr kravet om beskyttelse af borgernes egne rettigheder.

Det er muligt, at dette er Hans-Peter Schwarz’s opfattelse. Men den er højst mangelfuld. Den mangler den etiske gennemtænkning. Hvad der her siges, siges som en indrømmelse: Vi, der vil standse migrantstrømmen, lever ikke op til den humanitære universalismes krav. Og i denne indrømmelse ligger den antagelse, at de redningsaktioner, der foregår nu, er af højere etisk standard end det at søge med magt at bremse migrantstrømmen, altså at sende bådene tilbage til Libyen.

Men det er forkert.

Det, der skal standses, er menneskesmuglernes forretning. Og så længe vi bliver ved med at redde ”skibbrudne”, endda helt nede ved Libyens kyst, fremmer vi den forretning, vi burde standse. Australien har med midlertidig magtanvendelse standset menneskesmuglernes forretning. Dels er der ingen migranter, der er druknet siden de satte magt bag deres ord om, at ingen ”skibbrudne” ville komme ind i Australien, og dels har man kunnet få råd til – også folkets opbakning til – at tage imod mange flere af FN’s konventionsflygtninge.

Vi kunne gøre det samme. Og selv om det kan lyde hårdt at tage håbet fra de mange mennesker, der venter i Libyen, så er det i sidste ende noget, der virkelig redder menneskeliv, og virkelig giver langt flere et bedre liv. Også fordi vi kan bruge de mange penge, vi på den måde sparer, til udviklingshjælp i Mellemøsten og Afrika.

Alt sådant bør vi pege på: De etiske overvejelser er til vores fordel, ikke til ulempe for os.

Men dertil kommer det enorme hykleri ved de forhåndenværende forhold. Det nævner Schwarz ikke, og det er der næsten ingen, der nævner.

Sagen er den, at det, der får mennesker i tusindvis til at overgive sig til menneskesmuglere, er, at det er den eneste mulighed, de har for at få sat deres fod på europæisk jord og derved få del i den asylret, vi giver dem: retten til at få deres sag prøvet. Vi – og det vil sige EU – har nemlig lavet en transportøraftale med alle flyselskaber, der flyver til Europa: de er forpligtet på at tjekke passagernes identitetspapirer og deres visa til Europa. Det vil sige: vi har effektivt forhindret de migranter, der vil sætte foden på europæisk jord for at søge asyl, i at kunne gøre det på den sikreste og billigste måde.

Og når vi således bryster os af at overholde asylretten, altså af at give alle dem, der sætter deres fod på europæisk jord, ret til at søge asyl, så skal den kendsgerning tages med i betragtning, at vi ganske effektivt har sørget for, at det dog trods alt bliver et begrænset tal, der på den måde søger asyl.

Det er hykleri af værste skuffe. Og skal vi ud af det, er kun Australiens løsning mulig.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , | 1 kommentar

Macrons udfordring

Det er det værste, der er tilbage”, sagde manden, han havde slugt et skovleskaft.

Denne lidt dårlige vits rinder mig i hu, når jeg nu hører diverse medier fortælle os, at Emmanuel Macron, der just under utrolig stor mediebevågenhed er blevet valgt til Frankrigs præsident, står overfor en enorm stor udfordring, ja, så stor er den, at den næsten overskygger udfordringen ved det valg, han netop har overstået. Man siger endda, at dette at vinde præsidentembedet var det lette ved den forandring, Frankrig skal igennem, nu venter det svære: at få gennemført den politik, der kan bringe de mange løfter til udførelse.

Hvis man virkelig mener det, ville jeg nu godt have været sparet noget for alle de reportager og hændervridende kommentarer, som diverse medier var fulde af op til både den første og den anden valgrunde i det franske præsidentvalg. Så kunne vi jo have taget det hele anderledes roligt, for – ikke sandt – det er jo altsammen den lette opgave, nu bagefter kommer det egentlige, det svære, det afgørende.

Men sådan gik det ikke. Vi fik i medierne en skævvinklet historie om det franske valg, og den skæve vinkling, man anlagde, var så at sige alle medier enige om: Man glædede sig over alt, hvad der kunne skade Marine Le Pen, og tog alt det for gode varer, som hendes modstandere lagde frem, ligegyldigt hvor urealistisk eller tåbeligt det var.

Det er ikke en ny skævvridning af virkeligheden, desværre. Den er lige så gammel som EF/EU selv, og den består i, at man vil bruge økonomiske kræfter til at virkeliggøre politiske mål med. Man ville have ret forskellige lande til at smelte sammen. Landbrugspolitikken var det første, der blev brugt i dette øjemed. Senere var det tanken at få de forskellige landes valutaer til at smelte sammen. Man indførte ECU’en, en fælles papirmønt, som skulle sætte grænser for valutaernes naturlige udsving. Det havde hvert land at rette ind efter. Og så kom trods advarsler fra økonomer euroen, som siden har været det middel, hvorved landene skulle smelte sammen.

Den advarsel, som nogle økonomer i sin tid kom med, lød nogenlunde som følger: At få samtlige euro-lande til at følges ad med hensyn til lønomkostninger, kan måske lykkes, så længe vi har en højkonjunktur. Men når lavkonjunkturerne kommer, så vil euro-samarbejdet vise sin svaghed.

Og trods alle politikernes rysten-på-hovedet af disse advarsler, så gik det netop sådan. Og, kan vi føje til: så går det netop sådan: fordi Tyskland har haft forfærdelige erfaringer med en inflation, der bare steg og steg dengang i begyndelsen af 1920erne, har tyskerne fået et løndannelsessystem, der for alt i verden vil holde lønningerne i ro. Det har betydet, at tyske varer er blevet billigst overalt i det indre marked, for de løndannelsessystemer, man har i andre lande, har endnu ikke ændret sig efter tysk model.

Og det er det, der skal ske, hvis euro-samarbejdet skal lykkes: enten må Tyskland overtales til at føre en slappere politik på løndannelsens område eller også må de andre euro-lande, især de sydeuropæiske, men også Frankrig, overtales til at føre en tysk politik på dette område.

Jeg vil her indskyde en lille parentes: Det, der her er tale om, er et udtryk for nutidsmenneskets arrogance. Vi tror, at det er os mennesker, der står med ansvaret for det hele. Samfundet er menneskeskabt, siger vi, og ud fra denne iagttagelse mener vi, at så kan vi skalte og valte med det, som vi vil. Men samfundet er ikke menneskeskabt. Det er ikke os, der har sat os hen og diskuteret for så siden at blive enige om, at sådan og sådan vil vi have det. Samfundet har udviklet sig, og – bevares – udviklet sig gennem menneskeovervejelser og menneskebeslutninger, men ikke derfor udviklet sig efter nogen menneskelig plan. Hvis man vil se et samfund, der udviklede sig efter en menneskelig plan, skal man se på den tidligere Sovjetunion. Her tvang man de økonomiske kræfter til at være underlagt en overordnet plan. Det blev et afskrækkende eksempel på, hvad der sker, når nutidsmenneskets arrogance går over gevind. Det samme er, omend heldigvis i mindre målestok, hvad vi kan iagttage, når man med en påtvungen ens valuta, euroen, vil tvinge alle landes løndannelses- og øvrige økonomiske politikker ind under samme politisk-økonomiske mål. Parentes slut.

Men altså: så længe ingen af de to ting, enten tyske lønforhøjelser eller andre landes løntilbageholdenhed, sker, vil landene vokse mere og mere fra hinanden.

Jamen hov, var idéen med EU og specielt med euroen ikke, at landene skulle vokse mere og mere sammen?

Jo, det var det. Men EU-eliten – politikere, økonomer og journalister i én pærevælling – er kommet til at lide af det overmod, at alting kan bestemmes politisk. Når et stort, alvorligt flertal i EU bestemmer, at euroen skal få folkene til at vokse sammen i en stadig tættere union, så vil det ske sådan: de økonomiske kræfter har bare at indordne sig under dette krav. At de økonomiske kræfter er selvstændige og ikke sådan uden videre vil danse efter politikernes pibe, det falder tilsyneladende ingen i EU ind.

Økonomer forklarer beredvilligt, at det nok med lidt held vil kunne lade sig gøre. For de har givet politikerne nogle redskaber at arbejde med, så de kan styre de økonomiske kræfter – eller vi skal vist lidt mere realistisk sige: så de i nogen grad kan styre de økonomiske kræfter. For meget tyder på, at de med krisen i 2008 er løbet mere eller mindre løbsk.

Man bebrejder den siddende præsident, Hollande, at han i løbet af sine fem år på posten ikke har formået at opfylde alle de løfter, han gav i valgkampen. Og man skyder mere eller mindre skylden på Nationalforsamlingen, som han ikke formåede at få til at makke ret. Men man glemmer at rette skytset mod euro-samarbejdet. Dette samarbejde forlanger, at der føres den samme løndannelsespolitik i alle landene. Og der er da også lande, hvor politikerne stræber af al magt at overtale lønmodtagerne til at føre en ”tysk” løndannelsespolitik. Men der er også lande – læs: Frankrig – hvor den faste tradition, der har dannet sig, er alt andet end ”tysk”. Og hvor befolkningen ikke på nogen måde er indstillet på at lade den blive ”tysk”, EU eller ikke EU, sammenvoksning eller ikke sammenvoksning.

Derfor er der noget absurd i, at Macron som noget af det første, han vil foretage sig som præsident, er at rejse til Tyskland for at mødes med Merkel. Med hende vil han formentlig drøfte det forslag til ”forbedring” af EU, som han har fremsat: man skal danne en indre kerne af eurolande, disse skal have en fælles præsident og finansminister, så man virkelig kan få gennemført det høje mål: ensretning af landenes løndannelsessystemer. Altså mere EU, på et tidspunkt, hvor stærke nationale kræfter slår igennem i land efter land i EU. Absurd!

Og mere fra den absurde krukke: Macron vil gengive Frankrig dets ”gloire”, han vil igen gøre franskmændene stolte over at være franske. Og, siger han, det skal vi gøre for Frankrigs egen skyld, men vi skal også gøre det for EU’s skyld, og for verdens skyld. For verden ser hen til Frankrig, når Frankrig tør gå ud af den kokon, hvor landet nærmest er en undskyldning for sig selv og igen blive stolt over sin sekularisme, sine idealer, sine værdier.

Der er ingen, der siger det, men ærlig talt: taler han ikke her som en glødende fransk nationalist? Er han ikke her en tro efterfølger efter de Gaulle? Bortset fra, at han – modsat de Gaulle – forudsætter, at alle andre lande ser hen til Frankrig for at kunne gøre det samme som det?

Nu véd vi på forhånd, at tyskerne ikke er særlig begejstret for idéen med en fælles finansminister. De er bange for, at det bliver dem, der kommer til at betale gildet.

Det sjove – eller det helt ovenud absurde, alt efter ønske – er, at Marine Le Pen faktisk har bedre redskaber til at gennemføre Macrons mål, end han selv har.

Hun har to ting på programmet, som kan gøre EU betydelig bedre. Hun går ind for at tage Frankrig ud af euroen, og hun vil standse indvandringen.

Når man ophører med at være slave af eurosamarbejdet og i stedet indfører flydende valutakurser, så er der ingen, der tvinges til at indføre en tysk løndannelsespolitik, hvert land kan følge sine egne traditioner og står derfor også med det fulde ansvar overfor dets borgere, kan ikke skyde skylden på EU. Så kan det da godt være, at de forskellige systemer med tiden vil kunne håndtere de samme problemer på nogenlunde samme måde – det må fremtiden vise – men med et sådant system får man bragt valutasamarbejdet ned fra de høje idealers hest og tilbage til de mere jordnære problemstillinger.

Marine Le Pen havde efter Brexit-afstemningen et indlæg i The New York Times. Berlingske bragte en oversættelse af det, se her. Det var anledning til en del kommentarer, bl.a. én fra professor, dr. jur. Jesper Lau Hansen, se her. Jeg tillod mig at kommentere begge kommentarer her på bloggen, se her.

Lad mig gentage Lau Hansens udmærkede konklusion. Han skrev:

Det kan indvendes, at EU aldrig vil tillade en ordning, der tilgodeser frihandel uden snærende krav, fordi det vil friste andre medlemsstater til at bryde ud. Men EU er allerede opdelt: Der er både en euro-zone, Schengen m.v. Det modsvarer også Jean Monnets oprindelige vision: At europæisk fællesskab skabes naturligt over tid ved en vellykket økonomisk integration. Det er den integration, man har forceret, hvilket har skadet den europæiske sag mere, end den har hjulpet. En fleksibel ydre ring havde måske været bedre for lande som Rumænien end det fulde medlemskab, som dengang var EUs eneste løsning.

Disse betragtninger har stadig gyldighed. Og det ville klæde diverse journalister og især politikere, hvis de ville være store nok til at indrømme, at den forcéring af det europæiske samarbejde, de har indledt med euroen, er slået fejl og bør standses. Men det er nok for meget at forvente.

Og så har vi slet ikke talt om det med indvandringen. Her er journalisterne – det såkaldte ”Journalistiske Venstreparti” – tilsyneladende meget glade for, at det ikke blev Le Pen, der vandt valget, ligesom man gang på gang rakker ned på det, man kalder ”populismen”, altså på dem, der ønsker indvandringen standset.

Også her er der brug for, at man indrømmer, at den hidtidige politik har slået fejl. Men også her er det nok for meget at forvente.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , | Skriv en kommentar

Islam og vold

Det er sørgeligt, at der bliver lejlighed efter lejlighed til at tage dette spørgsmål frem. Nu fornylig har en imam i en moské på Nørrebro fremdraget de kendte vers fra den muslimske tradition om at slå jøder ihjel i forbindelse med en omtale af Palæstina-Israel-konflikten. Han er blevet politianmeldt af det jødiske samfund her i landet og har mødt forarget afstandtagen fra samtlige partier i Folketinget. Det burde jeg måske skrive om her på bloggen, men jeg tror nu, jeg vil vente, indtil der foreligger klarhed over, om imamen vil blive anklaget, hvad anklagen går ud på, og hvordan dommen kommer til at lyde.

Men der er nok andet at tage fat på under overskriften ”Islam og vold”. Her fornylig læste jeg i Kristeligt Dagblad om en bog, der er udkommet i Tyskland. Den består af ”Et stridsskrift i 95 teser” og hedder ”Står islam endnu til at redde?” Den indeholder en ”stridssamtale” mellem Hamed Abdel-Samad og Mouhanad Khorchide. Abdel-Samad er søn af en egyptisk imam, kom til Tyskland som ung og har forladt islam. Khorchide er troende muslim og lærer på et center for muslimsk teologi i Münster.

Jeg har på nettet fundet denne artikel, hvor de to diskuterer med hinanden, holdt i ave af en moderator. Og jeg må sige, efter at have læst denne forholdsvis lange artikel, at det er en fornøjelse at læse Abdel-Samads skarpe indvendinger imod muslimen. Ligesom det også er mere vedkommende at læse, hvordan en ”ægte” muslim forsøger at få islam og demokrati til at rime, i stedet for – som man plejer – at måtte nøjes med de altfor pæne danske religionshistorikere, der kun mener, som de gør, fordi de synes, vi skal være gode ved muslimerne.

Moderatoren, Stefan Orth, går lige på og hårdt og spørger Abdel-Samad, om han stadig holder fast ved den tese, han fremsatte for fem år siden, at islam er viet til undergang på grund af dens indbyggede selvmodsigelser.

Abdel-Samad henviser til, at den islamiske verden ikke synes at kunne regere sig selv. Uro og indbyrdes krige præger den, flygtninge kan ventes til Europa på grund af volden, og overfor Vesten er man skizofren: man foragter den vestlige verden på grund af dens vantro og umoral, men store skarer ønsker alligevel at komme til vestlige lande for at kunne erfare en smule menneskerettigheder og få et menneskeværdigt liv for sig selv og sin familie. ”Intetsteds i den islamiske verden er islam fri for islamisme … intetsteds er den fri for vold”.

Så er det Khorchides tur. Og han indrømmer, at en bestemt måde at læse de muslimske tekster på giver problemer. Men han gør også opmærksom på, at af de fire muslimske lovskoler er det kun én, der mener, at begrebet ”jihad” giver muslimerne lov til at føre angrebskrige mod ikke-muslimer, blot fordi de ikke er muslimer. Så der er altså flere måder at læse de muslimske tekster på. Det giver ingen mening at sige, at islam ikke har noget med vold at gøre, men det giver heller ingen mening at regne alle muslimer for potentielle voldsudøvere.

Han kommer i den forbindelse med en bemærkning, som er forkert; en viden om den parallelle kristne forestilling kunne have forhindret fejlen. Han hævder, at det er en kilde til voldsudøvelse, hvis man mener, at Gud på dommedag vil sende alle ikke-muslimer i helvede. ”For der er kun tale om en graduel, ikke en kvalitativ forskel, hvis jeg eliminerer et menneske her, eller Gud senere vil fordømme vedkommende i helvede”. Men det er kun indenfor den muslimske tradition, at der ikke er forskel. Der er masser af kristne, som har regnet med, at de fleste almindelige kristne vil ende i helvede, men som ikke af den grund mener sig berettiget til at slå disse ”pseudo-kristne” ihjel. Man efterlever indenfor så at sige alle afarter af kristendommen det femte bud ganske uafhængigt af, hvordan man ser på Guds dom på dommedag.

Han bliver så også spurgt om de forskellige voldssteder i koranen og svarer:

Koranen taler ikke for sig selv; Koranen er intet subjekt. Vi læser koranen og det afhænger af den til enhver tid gældende forståelse af teksten. Til forskel fra Hamid Abdel-Samad er jeg af den overbevisning, at kernen i voldsproblemet ikke er koranen.

-Jamen, hvad betyder det for de steder, der beretter om vold og også opfordrer til vold?

Jo, svarer Khorchide, man skal læse teksterne i deres historiske sammenhæng. F.eks. bruger både de lærde, der mener, at jihad berettiger til uprovokeret krig mod ikke-muslimer, og dem, der mener, at jihad betyder, at kun forsvarskrig er tilladt, den samme tekst, nemlig sura 2,190-193.

Derfor skal vi have klare kriterier, så vi ikke selekterer efter forgodtbefindende, og så enhver udsøger sig de vers eller den udlægning, der passer til hans opfattelse.

Hertil svarer Abdel-Samad:

Jeg kender godt de forskellige tydninger af koranen. Efter min opfattelse er der tale om en smuk afledningsmanøvre, når man siger, at der ikke findes ”den eneste islam”, men kun forskellige læsemåder. Nej, ”den eneste islam” findes virkelig. Den har en kerne, en stifterfigur: Muhammed. Og der er tekster, der betragtes som hellige tekster. ”Den eneste islam” lever ikke i de indelukkede rum, hvor teologer forfatter deres afhandlinger. ”Den eneste islam” forholder sig snarere til sit forbillede Muhammed, som har ført krig, og som lod mennesker halshugge. Han har først oplevet sit gennembrud ved hjælp af vold. Muhammed prædikede uden tilslutning 13 år i Mekka; knap nok nogen anerkendte hans budskab. Først da han havde en stærk hær, først da han begyndte at angribe karavaner, at føre krige, at skaffe sig krigsbytte, ændrede dette sig. Det er ikke for ingenting, at der er en sura i koranen, der hedder ”krigsbytte” og giver regler for enkelthederne. Først da kom der mennesker til i skarevis og ville have del i dette projekt, fordi det var givtigt. Det kan vi ikke skyde til side og nøjes med at tale om hermeneutik.

Dette er lige vand på min mølle. Jeg har bekæmpet de danske islam-eksperter ud fra de samme tanker, blot ikke så præcist. Abdel-Samad fortsætter med at bemærke om Muhammeds tid i Mekka, at det jo ikke er nogen særlig dyd at undlade at gå ind for vold, når man ikke har nogen magt, hvormed man kan bruge vold. Men efter denne voldsløse fase 1 i Mekka, kom en fase 2 med voldsudøvelse fra Medina, hvor så at sige en ”Islamisk Stat” blev etableret. Og den fase efterfulgtes af en tredje fase, hvor det gjaldt at ”rense” den arabiske halvø: alle jøder og kristne skulle ud.

Da muslimerne ikke havde nogen våben, var Gud fredens Gud. Da de fik nogen magt, gik Gud ind for krig, blot ikke altfor hårdt. Da muslimerne fik den absolutte magt, sagde Gud: Hug løs, halshug dem! Dette kan man godt forstå som en menneskelig udvikling, men det har ikke, det kan ikke have noget med Gud at gøre.

Læg mærke til udtrykket ”det kan ikke have noget med Gud at gøre”! Selv om Abdel-Samad anser sig selv for ateist, kan han udmærket tænke teologisk, dvs., gøre sig overvejelser over, hvad der ligger i gudstanken.

Khorchide prøver at slippe uden om disse beviser for Muhammeds magtanvendelse ved at hævde, at vi ikke véd ret meget om Muhammed. Der er vestlige historikere, der har hævdet noget lignende, og dem har muslimske lærde sædvanligvis set ned på. Men nu, hvor islam skal gøres demokratisk, kan de pludselig godt bruges.

Og så er det Abdel-Samad, der skal forsvare den almindelige muslimske antagelse: at Muhammed har eksisteret, at man med nogenlunde sikkerhed kan anbringe de forskellige koran-ord i deres historiske sammenhæng, og at den ældste biografi af Muhammed, Ibn Ishaqs, ikke kommer ud af ingenting, men har ret anerkendte kilder som baggrund.

Ja, han fortsætter med at kalde Khorchides forsøg på at relativere Muhammed og hans historiske eksistens for et trick. Men man kan ikke på den måde komme udenom, at 1½ mia muslimer verden over betragter Muhammed som et idealmenneske, hvis eksempel det gælder om at følge. Underforstået: der skal mere end løse formodninger fra lærde mænd til for at uskadeliggøre den binding, som nutidens muslimer føler til Muhammed.

Khorchide svarer naturligvis, at der ikke er tale om noget trick. Der er blot tale om, at man har modstridende kilder. Og i stedet for de suraer, der fortæller om fordrivelsen fra den arabiske halvø, findes der andre kilder, der fortæller, at der blot var tale om, at Muhammed lod 40 soldater, der havde deltaget i krig mod ham, henrette.

Så bryder Abdel-Samad ind: Der var ikke tale om nogen almindelig krig. Der var tale om, at Muhammed havde belejret en jødisk stamme; den overgav sig, og så hed det, at alle mænd blev dræbt, og kvinder og børn gjort til slaver.

Jamen, jamen, siger så Khorchide, det er den ene fortælling. Ud over koranen har vi også Bucharis hadith-samling, hvori der fortælles, at der var tale om jøder, der selv havde deltaget i krigen, det er begrebet ”Muqatelah”, der anvendes.

Her er jeg meget glad for, at det ikke er mig, der deltager i denne debat. For jeg aner ikke, hvad dette ord betyder. Men det gør Abdel-Samad:

”Muqatelah” betyder ikke ”alle, der har slået ihjel”, men ”alle kampduelige”. Altså alle kampduelige mænd skal slås ihjel, det vil sige: alle.

Det er altså svært at gøre Muhammed til en fredens mand. Og stillet overfor en vidende person som Abdel-Samad synes det at være helt umuligt. Interview’eren forfølger derfor ikke denne del af samtalen yderligere – mit gæt: fordi slaget er afgjort til Abdel-Samads fordel. Han spørger Abdel-Samad, om han ikke kan se noget positivt ved Muhammed-skikkelsen.

Og bevares, det kan han da godt, f.eks. er der ansatser til en sociallære i islam. Udmærket. Men hvordan kan man tro, at Gud selv gør sig til soldat mod sine egne skabninger, han har jo også skabt ikke-muslimerne. Fordi Muhammed fortæller således om Gud, overtrumfer de negative ting ved Muhammed langt de positive.

Og til sidst: på spørgsmålet om, hvordan man kan bekæmpe IS, svarer Abdel-Hamad, at enhver, der hævder, at IS ikke har noget med islam at gøre, forhindrer, at man kan bekæmpe IS. ”Man må bekæmpe IS med livets, livsglædens og frihedens kultur. Og med til begrebet frihed hører efter min mening, at man direkte kan angribe og kritisere koranen”.

Khorchide svarer på det samme spørgsmål ved som i de andre tilfælde at vige udenom; det nærmer sig direkte vrøvl, hvad han siger.

Mig forekommer denne debat at være ret afslørende: det er umuligt for selv den mest ihærdige muslimske demokrat at gøre islam til en ikke-voldelig religion. Man kan have aldrig så megen sympati for Khorchide – hvad forresten jeg selv har, for hvor ville det hele være meget lettere, hvis hans projekt lod sig gennemføre – men når han kun kan få ret ved at lave alle mulige krumspring, ved at tale udenom gang på gang, ved at lade sin egen opfattelse være en mulig tolkning af teksterne, så får den ikke mig til at ånde lettet op. Nej, Khorchide, vi har ikke med din tolkning nogen overbevisende anskuelse om islam som fredens religion; dertil er der alt for meget, der skal bortforklares.

Lad mig minde om den sudanesisk-amerikanske professor, An-Naim, se her, som ville tolke koranen ud fra en omvendt abrogationsmetode: det var, mente han, Mekka-versene, der skulle ophæve Medina-versene, ikke som almindeligt antaget, de voldelige Medina-vers, der skulle ophæve de fredelige Mekka-vers. Han har nu søgt at udbrede dette budskab gennem mange år, men hidtil uden den store succes.

Det vil sikkert gå Khorchide på samme måde.

Det er derfor, denne samtale er så givende. Den så at sige tvinger os vestlige mennesker til på det åndelige plan, eller i vore samtaler med muslimer, at stille dem overfor et valg: Enten følge Muhammed og hans koran på normal menneskelig vis; så er det umuligt at undgå at ende som IS. Eller også vælge at leve som frie mennesker, der går ind for demokrati og ytringsfrihed; så må man forsage Muhammed, alle hans gerninger og alt hans væsen.

Om man så ender med at blive ateist eller man foretrækker at blive kristen, det må tilfældet afgøre. Som kirken har optrådt indtil nu, er det første nok det mest sandsynlige.

Udgivet i Islam | Tagget | 1 kommentar

Fra tidebønner til salmesang

Den fremmede Luther 28

Som jeg før har nævnt, er jeg i anledning af Luther-året i færd med at oversætter Luthers romerbrevsforelæsning fra 1515. Jeg har lagt hele den latinske tekst ud på nettet, suppleret med så stor en del af den danske oversættelse, som jeg indtil nu har lavet, se her. Undervejs opdager jeg mange pudsige ting.

Det viser sig f.eks., at det angreb på munkenes tidebønner, som Luther kommer med i sit store og indflydelsesrige skrift ”Om munkeløfterne” fra 1522, har en forløber i romerbrevsforelæsningen.

Luther er i færd med at udlægge Rom 12, 12, ”Vær vedholdende i bønnen”, og her siger han:

Dette siges imod dem, som læser salmer uden at hjertet er med i det. Og man kan frygte, at de kirkelige bønner i dag mere er en hindring end en hjælp. For det første, fordi vi krænker Gud mere, når vi læser uden at hjertet er med, sådan som han siger: ”Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig” (Matt 15,8). For det andet, fordi vi udfører den slags sikre bedrag, som om vi beder i sandhed. Og således har vi aldrig rustet os til det sande studium af bønnen, men når vi beder disse bønner, mener vi, at vi har bedt, og at vi ikke skal bekymre os yderligere. Hvilket er en forfærdelig fare. Og for dette modtager vi fra folket både ophold og underhold, og vi fortærer det i lediggang og sikkerhed. (Se her).

Det er munkenes tidebønner, han omtaler med disse ord. Som bekendt skulle munkene på faste tider i døgnet møde op i deres kirkes kor og bede eller synge bestemte på forhånd fastlagt bønner, taget fra enten Davids Salmer eller fra Det ny Testamente. På Luthers tid blev de sunget på latin, hvilket jo ikke har gjort Luthers anklage her mindre aktuel, for hvordan kan man have hjertet med i noget, der ikke er talt på ens modersmål.

Oven i købet, føjer Luther til, mener vi – og på dette tidspunkt er han jo selv helt og fuldt med i dette ”vi” – at vi dermed tjener menigheden, vi får jo i hvert fald både ophold og underhold.

Han fortsætter:

Derfor er det ord ”vedholdende” et opvækkende ord, som alle, ikke mindst de kirkelige, skal lægge mærke til og bæve for. For det betegner, at bønnens gerning skal gennemsyre os.

Bønnen kan nu forstås om den rent ydre bøn, fremsagt til de bestemte tider i klostret:

Bønnen forstået som den ligefremme, hørlige bøn, hvor man alene er optaget af ordene, sådan som nonnerne og andre beder, de, som blot er lægfolk og ikke forstå noget, ikke engang fadervor. Og dette er ikke i højere grad en bøn, end det ydre er det egentlige, det vil sige: ifølge sin natur er det ikke en bøn efter den egentlige betegnelse, men kun noget ydre, hvorigennem også enhver anden gerning kan kaldes en bøn.

Men kan man kalde det en bøn? synes Luther at indvende. For den, der som nonner og lægfolk beder uden at forstå ordene, kan jo ikke siges dermed at fremføre en anmodning for Gud eller at have et ønske, som man lægger frem for Gud. Men selv om der således ikke efter en strenge ordbetydning er tale om en bøn, skal den ikke forkastes:

For at bede således er kun en erstatnings-lydighedshandling, som gennemfører noget gudvelbehageligt. Den slags bøn skal ikke fordømmes, for den er, udover, at den er en lydighedshandling, på mange måder god. For det første, fordi den driver djævelen på flugt, hvis den fremsiges i hjertets enfoldighed, dvs., hvis man ”lovsynger med ånden” (1 Kor 14,15), og helligånden er forenet med den.

Men det er dog bedre at forstå de ord, hvormed man beder:

Så er der den intellektuelle lovsang, hvor man lægger mærke til betydningen og forståelsen af ordene. Den lovsang er de mere lærde og forstående forpligtet på, idet de udøser deres evner for Gud. Den åndelige eller følelsesmæssige forståelse er den, hvor man berøres af ordenes følelser eller ånd, hvor man græder med de grædende og glæder sig med de glade, jubler med de jublende og tilpasser sig hver bevægelse i ordene. Dette er den sande bøn. Om disse to siger apostelen i 1 Kor 14,15: ”Jeg vil lovsynge med ånden, men jeg vil også lovsynge med forstanden”. ”At lovsynge i ånden” kalder han den ordrette opmærksomhed uden forståelse, dog med tilknyttede følelser, som de fromme nonner eller de uvidende lovsynger, ”at lovsynge med forståelse” kalder han det, når man har en forstående opmærksomhed; men den kan forekomme både uden ånd og med ånd. Den åndelige bøn er forstandens, ja åndens ophøjelse til Gud. Det er den bøn, om hvilken han siger: ”vedholdende i bønnen”. Derigennem udtrykker han, at de kristne bør have hyppige og ordensmæssige bønner.

Hvad er nemlig bøn?

Her sker der nemlig det, at ”himmeriges rige bliver stormet, og de fremstormende river det til sig”. (Matt 11,12). For bønnen er efter min bedømmelse åndens konstante opløftende stormen ind på Gud, ligesom et skib sejler op mod flodens kraft.

Og hvad er de kirkelige bønner?

Kirken forpligter til at have den ydre opmærksomhed, dvs., til at udtale de enkelte ord, men ikke til at forstå eller til at berøres følelsesmæssigt, det hører kun den enkelte til. For kirken kræver og forudsætter en almen følelsesberøring. Og det står ikke i dens magt at forlange forståelse eller at den enkelte skal berøres følelsesmæssigt, den giver kun lejlighed til det med sit bud.

Så langt, så godt! Men i det sidste, han skriver om dette skriftord, kommer han, såvidt jeg har forstået, ind på den forestilling, at munkene med deres bønner mener, at de fremskaffer overskydende gode gerninger, en tanke, som Luther senere kommer til at vende sig voldsomt imod. Og den tanke passer overhovedet ikke med det, han hidtil har skrevet.

Så på en måde er der allerede her lagt op til det angreb på munkevæsnet, han kommer med i ”Om munkeløfterne”.

Her hedder det om munkenes tidebønner, at det er ulykkeligt altsammen:

Det sker nemlig ikke af lyst til at lære eller formane, men bare af lyst til at gøre det. For at have læst sådan, at have sunget sådan, at have råbt sådan er tilstrækkeligt for dem. Denne gerning er det, man ønsker, og den kaldes så dyrkelse af Gud. Men hvad der læses eller synges, eller hvorfor det læses eller synges, det er der ingen, der tænker over, og der er ingen profet, der kan udlægge og lære. Og videre: For at de ikke skal være dovne i denne bemærkelsesværdige gudsdyrkelse, hengiver de sig til bekymring og omsorg for at læse og synge korrekt, at udtale ordene ret, at gøre de rette pauser, at afslutte ordentligt, at passe godt på, idet de tager vare på det ene, at der kan læses og synges godt, hengivent og rosværdigt. (Se her).

Og det, der dog i 1515 blev betragtet som nogenlunde rosværdigt: at de ulærde sang med på latinen, selv om de intet forstod, det gør han i 1522 nar af:

Hvis (som Paulus siger) der kom nogen vantro ind til dem, mens de brøler, mumler, råber, og så, at de hverken profeterede eller bad, men kun, som de plejede, blæste luft igennem organernes rør, som de efter fælles råd samordnede, og ganske enslydende fremstillede sig, mon så ikke han med god ret ville sige: Hvilket vanvid? Hvad er det nemlig andet end rør og fløjter, som Paulus siger ikke giver nogen forskel på stemmerne, men kun lyder i luften, ikke anderledes end hvis nogen stiger op på en forhøjning og deklamerer, og gennem en hel time taler fremmede ord til folket, hvilket ingen forstår. (Se her).

Hvad er det, der har afstedkommet denne ændring i Luthers syn på den menneskelige sang?

Det er, må man sige, den reaktion på de 95 teser, som han mødte fra papisterne, en reaktion, der i 1520 fik ham til at erklære, først for sig selv, siden i al offentlighed, at paven var antikrist. Nu var køb af aflad, uforstående tidesang, munke- og præstecølibat ikke mere uskyldige ting, som han godt kunne affinde sig med, nu var det djævelens værk, for det var jo djævelens selv, der i pavens skikkelse havde sat sig på kirkens ledelse og gennemført disse ukristelige ting. Nu gjaldt det derfor om at vende tilbage til den ældste kirkes traditioner, og dem læste man om i skriften, f.eks. i 1 Kor 14, som anført ovenfor, og i Kol 3,16, hvor der direkte opfordres til salmesang.

Ganske vist formanede Luther til mådehold, da han i marts 1522 vendte tilbage til Wittenberg. Han ville ikke gå hurtigere frem, end at folk på gaden kunne følge med og acceptere det. Gudstjeneste på latin blev derfor genindført med vekselsang af kor og præst, men mere og mere af gudstjenesten kom efterhånden til at foregå på tysk.

Og så meldte sig jo spørgsmålet, om ikke også sangene skulle være på tysk. Hvordan det nøjagtigt er gået til, er ikke helt til at vide, men i et forord til ét af de salmehæfter, der fremkom omkring 1524, skriver Luther, at man med de salmer giver ungdommen noget andet at synge end drikkeviser og skæmteviser. Det kan være derfor, man griber til det middel at skrive versinddelte salmer, som kan synes vers for vers på den samme melodi, anderledes altså end den gregorianske sang på latin, som man var vant til i kirken.

Hvorom alting er, det var i hvert fald et særdeles heldigt træk. Næsten mere end noget andet, har salmesangen været med til at befordre og beskærme den lutherske tro og lære.

Luther selv havde i juli 1523 skrevet et langt digt til sine klosterbrødre i Holland, se her. Det er indlagt i et åbent brev og er ikke en almindelig salme, for det genfortæller det, der skete i Bruxelles, hvor to af hans ordensbrødre blev brændt på bålet som kættere, så til kirkebrug er det måske mindre egnet. Men det viser, at Luther så sandelig behersker ikke blot prosakunsten, men også versekunsten.

Alligevel mente han ikke, at han var den rette til at skrive salmer til menigheden. Men efter forgæves at have opfordret andre af wittenbergerne besluttede han sig til selv at gøre en indsats, og så fik vi salmerne ”Nu bede vi den Helligånd”, ”Af dybsens nød” og flere andre.

Og med denne salmesang kan det ideal gennemføres, som han skrev om i romerbrevsforelæsningen: at vi kan lovsynge med ånden, men også lovsynge med forstanden, at bønnen i salmen kan blive en virkelig bøn, fordi vi véd, hvad vi beder om, at den luft, vi blæser gennem organernes rør, ikke bliver styret af en robot, der ingenting véd og ingenting forstår, men af et menneske, både når det er i tvivl og anfægtelse, og når det synger ud af glæde og jubel.

Udgivet i Historie, Luther | Tagget | Skriv en kommentar

Hvor er den ægte islam?

Dette ret relevante spørgsmål skal jeg her forsøge at besvare ud fra to tekster, den ene skrevet af en muslim, den anden af en vestlig journalist.

Muslimen er en skribent, som selv har været udsat for forfølgelse fra muslimske stater. Hans navn er Iyad el-Baghdadi, ikke at forveksle med kaliffen i IS, der jo også hedder noget med Baghdadi. Han var særdeles aktiv i det arabiske forår i Egypten, var fjendtlig stemt overfor først Mursi, senere al-Sisi, hvorfor han så sig nødsaget til at flygte til forskellige muslimske stater. Disse ville dog heller ikke have ham, og han er nu endt i Norge, hvilket nok er grunden til, at den norske avis Aftenposten har bedt han skrive nogle artikler om, hvordan islam kan ændres i mere demokratisk retning, se én af artiklerne her. For Iyad er demokrat om en hals.

Desværre må jeg sige, at efter at have læst hans artikel – og flere andre tidligere artikler af ham – finder jeg hans anbefalinger mere forhåbningsfulde end realistiske. Såvidt jeg kan skønne, ligner hans standpunkt i betænkelig grad det, som diverse danske religionshistorikere indtager: der findes ikke nogen rigtig eller ægte islam, for islam er, hvad nutidens muslimer gør det til, ganske bortset fra, hvad historievidenskaben fortæller os om koranen og Muhammed.

Hos ham kommer det blot til udtryk på en mere modsigelsesfyldt måde: Han påpeger, at islam lige fra begyndelsen har haft forskellige tolkninger, også forskellige tolkninger af koranen. Men senere hedder det, at denne første islam var præget af indbyrdes kampe. Og ærlig talt, hvad skal vi så med oplysningen om, at den første islam ikke var en éntydig størrelse? Det, vi efterlyser, er jo en islam, som tåler andre tolkninger ved siden af sig uden at prøve at gøre muslimer med disse tolkninger et hoved kortere.

Dernæst forsøger han at gøre op med forestillingen om, at der findes en bogstavtro tolkning af koranen, som alle må bøje sig for. Som én af grundene imod denne forestilling anfører han:

Den reduserer Koranen til en lovbok hvor en diktator-gud gir eksplisitte instrukser til utenkende vesener som skal følge dem uten spørsmål. Men en rettferdig og klok gud ville akseptert og respektert de evnene som gud hadde utstyrt oss med.

Som den muslimske filosofen Ibn Rushd sier: «Det er utenkelig at Gud ville gi oss fornuft og deretter gi oss en religion som går mot fornuften».

Hvad Ibn Rushd siger, er sandt: det er ganske rigtigt utænkeligt, at Gud ville give os fornuft blot for at fratage os den bagefter. Men det er ikke desto mindre det resultat, man kommer til overalt, hvor man vil hævde, at Gud er en lovgud, der giver instrukser til os mennesker (utænkende væsener), som vi skal følge uden spørgsmål. Dette kan lettest eksemplificeres ved påbudet om omskærelse og forbudet mod svinekød. Ingen af delene har nogen fornuftig begrundelse. Men Gud – altså den muslimske gud – påbyder det alligevel, hvorved han sætter vores fornuft ud af kraft. Spinoza har på udmærket vis gjort rede for forskellen mellem fornuftbaseret læring og blind tro på åbenbaringen, se her.

Forøvrigt blev Ibn Rushd, som vel nok var islams største filosof, en filosof, som var med til at gøre Aristoteles kendt i den latinske verden, tvunget til at gå i eksil, da den fyrste, der beskyttede ham, døde.

Så nej, el Baghdadi kan ikke hjælpe os. Hans forsøg på at gøre islam demokratisk, se dette citat:

Det er på tide at muslimer som tror på frihet, menneskerettigheter, rasjonalisme og humanisme blir like taleføre og effektive til å fremme sitt syn og nå frem til andre som de dogmatiske, illiberale ekstremistene er i dag.

.. må siges at være slået fejl, ja mere end det: at være et forsøg, der aldrig vil kunne lykkes.

At det aldrig vil kunne lykkes, understreges af en meget lang, men også meget interessant artikel i The Atlantic, som journalisten Graeme Wood har skrevet, se her.

Wood har anvendt megen tid på at interview’e en række salafister, som enten er direkte tilhængere af IS, eller – hvis de bor i Vesten, hvor de kan blive anklaget for noget sådant – kringler rundt om de tanker, som IS fremfører. Og Woods tese er, at vi for at kunne bekæmpe IS – og altså bekæmpe dem ikke blot på slagmarken, men også ideologisk – er nødt til at kende deres ideologi.

Og den lægger de ikke skjul på, forklarer han. De siger åbent, at islams genfødsel efter deres mening forudsætter, at man så troværdigt som muligt efterligner profeten selv i hans kamp for at fremme islams sag, også hvor dette fører de rene bestialiteter med sig.

Når f.eks. al-Adnani, en talsmand for IS, siger, at muslimer i de vestlige lande skal finde en vantro, smadre hans hoved med en sten, forgifte ham, kører ham over med en bil og ødelægge hans afgrøder, så lyder det i vestlige ører som en sær blanding. Men i en muslims ører kan det give udmærket mening. For dette med at ødelægge afgrøder, forklarer Wood, er noget, muslimer kun har tilladelse til, når de er i en forsvarsposition. I en sådan position skal muslimerne være nådesløse og ubarmhjertige.

(Jeg noterer mig i forbifarten, at IS altså opfatter sin position som svag).

Men ”nådesløs og ubarmhjertig”? Hvis IS opfører sig sådan, så er de da uislamiske, mener både vi og de moderate muslimer.

Det er her, vi tager fejl. Det er her, også de moderate muslimer tager fejl. Wood henholder sig til Bernard Haykel, en af de fleste anerkendt kender af muslimske forhold, og citerer ham for at sige, at muslimer, der anser IS for at være uislamisk, typisk er forlegne og politisk korrekte og har en dunblød opfattelse af deres egen religion, en opfattelse, som fornægter det, som deres religion i historisk og juridisk henseende har krævet.

For det er jo det mærkelige ved IS, at alle de uhyrligheder, som de foretager sig og som de praler af, er uhyrligheder, som de muslimske tekster selv fortæller om og selv praler med, når de beskriver Muhammeds gerninger.

Det må da også de muslimske lærde, som Wood har interview’et, indrømme, for nogles vedkommende med stolthed, for andres med forlegenhed, at både IS’s praksis med slaveri, med korsfæstelse som straf, med halshugninger, med behandlingen af de kristne, osv., osv., har rod i Muhammeds egen praksis. Så hvis IS vil være salafister – og salafister er den muslimske retning, der vil lade Muhammeds og de første muslimers praksis være retningsgivende for deres handlinger – så handler de fuldt ud islamisk korrekt.

Men mere end det.

IS har oprettet et kalifat, og IS har taget en række apokalyptiske overbevisninger til sig.

Kalifatet først!

Skal kalifatet oprettes på ny – det blev afskaffet af Kemal Atatürk i 1923 – så må de rettroende muslimer besidde et landområde. Da det blev tilfældet, specielt efter erobringen af Mosul, blev det naturligt, ja påkrævet at genindføre kalifatet, hedder det hos Wood.

Denne påstand viser for det første, at IS ikke betragter de muslimske lande som sandt muslimske. De er alle i alt for høj grad præget af vestlig tankegang til, at de kan opnå den anerkendelse fra IS’s side.

Men den viser for det andet, at noget af det spændende ved den udryddelseskamp mod IS, der foregår for øjeblikket – med ganske stort held jo – er, om kalifatet kan springe over til andre landområder, når IS’s område er gået tabt for det nuværende kalifat. Der er muslimer i Libyen, der har anerkendt IS som et kalifat, det samme har Boko-Haram i Nigeria. Hvad vil de gøre, når IS er nedkæmpet? Det overvejer Wood desværre ikke, måske fordi det var for usandsynligt et scenarie at regne med, da han skrev sin artikel.

En del vestlige kommentatorer har udtalt, at vi ikke må tro, at IS er besejret, blot fordi vi har taget deres landområde fra dem. Men hvis det, som Wood hævder, er en betingelse for et kalifat, at det hersker over et landområde, og hvis det ikke hører med til teorien om kalifatet, at det kan springe over til andre steder og herske derudfra, så vil IS’s tiltrækningskraft overfor muslimer mindskes betragteligt, hvis kalifatet falder.

Dette med, at IS stiller krav til om et landområde som betingelse for kalifatet, er også, hvad der adskiller IS fra al-Qaida.

Og måske også IS’s hengivenhed for apokalyptikken udgør en forskel mellem de to.

IS’s blad hedder Dabiq. Og Dabiq er navnet på en slette lidt nord for Aleppo. Her påstår en gammel tradition, at det afgørende slag mellem ”Rom” og muslimerne vil finde sted engang i endetiden. Og da IS hævder, at endetiden er nær, er det naturligt, at de griber fat i den slags traditioner. Således hed det i én af de videoer, der viste drabet på en amerikaner: ”Her er vi, i færd med at begrave den første amerikanske korsfarer i Dabiq, nu venter vi ivrigt på, at resten af vore fjender skal komme”.

Ærlig talt, det lyder lidt overmodigt. Men det er muligvis noget, der hører de apokalyptiske traditioner til. Jeg nævnte for nogen tid siden, hvordan én af gendøberne i Münster i 1534 helt alene red ud til den belejrende hær i tillid til, at Gud ville gribe korporligt ind og redde ham. Hvad han dog ikke gjorde, se her. Man spørger sig selv, om det er den samme tillid til Guds indgriben, der præger disse muslimer.

Endelig skal nævnes, at Wood også har interview’et den forholdsvis kendte islamist, Anjem Choudary, der bor i Storbritanien og har fået sit pas inddraget, så han ikke kan drage til Syrien i kamp. Han forsøger at opretholde traditionerne fra islams storhedstid, bl.a. nævner han, at kaliffen er forpligtet på at føre krig mod islams fjender, at den store brutalitet nærmest er udtryk for barmhjertighed, fordi krigen så bliver afsluttet des hurtigere, at islamisk lov kun tillader fredstraktater, der varer i ti år, og at der ikke gives tilladelse til oprettelse og anerkendelse af nogen grænse.

Altsammen noget, der kan aflæses af islams historie, mens islam endnu var en magtfaktor, der kunne stå sig mod de europæiske magter, men som de sidste to-tre hundrede års muslimske magter klogeligt har undladt at håndhæve.

Og så til sidst: Hvad skal vi stille op med alt dette? Hvordan vi skal handle overfor IS, er allerede ved at blive afgjort, og altså afgjort på slagmarken, men hvordan skal vi imødegå truslen fra alle de andre voldelige udgaver af islam, som enten er opstået eller vil opstå i kølvandet på IS’s nederlag?

Jeg vil mene, vi skal benytte os af håneretten, omend nok kun i modificeret form.

Man siger indenfor fodboldverdenen, at det vindende hold har fået håneretten overfor det tabende hold. Overfører vi det til forholdet mellem islam og kristendom, skulle det betyde, at vi i den kristne verden gennem vor overlegne militære styrke skulle have erhvervet retten til at håne vore muslimske medmennesker for deres svaghed. Jeg véd ikke af, at vi fra vestlig side nogensinde har benyttet os af denne ret, og det er sådan set heller ikke umiddelbart min tanke, at vi skal gøre det fremover. Men man må kunne gøre det overfor IS, som jo netop proklamerer, at med dem og det kalifat, de har genoprettet, vil den militære magt med sikkerhed skifte til fordel for islam.

Var det ikke en idé at sige om dem: ”Hør en loppe gø!” Én ting er at kunne slå de forskellige mellemøstlige stater militært, noget helt andet er at kunne slå de europæiske stater, for ikke at tale om USA. Og man må vel også sige, at noget af det, der har betinget IS’s fremgang, er de mange modstridende interesser, der gør sig gældende i Mellemøsten.

Wood refererer Choudary for at sige, at lande som Saudi-Arabien kun har gennemført den ene halvdel af sharia-lovgivningen, nemlig den, der betyder hårde straffe, såsom halshugning og håndafhuggelse. Den anden del, der betyder fri logi, mad og klæder for alle, har de ikke gjort noget ved.

Her lyder det på Choudary, som om den sande og fuldstændige gennemførelse af sharia er lig med gennemførelsen af et socialistisk samfund. Men selv om han føjer til, at den, der har lyst til at øge sin indkomst ved at tage et arbejde, naturligvis har lov til det, synes han at have meget løse forestillinger om den økonomi, der skal ligge bag uddelingen af fri logi, mad og klæder.

Han har muligvis som vi andre gennem Åsne Seierstad eller ad andre veje hørt om de goder, der har kunnet blive de fremmede krigere til del i IS’s område. Men han har vist ikke spekuleret stort over, hvor al den mad, alle disse klæder og alle disse andre goder skal komme fra. Hidtil har vel IS kunnet skaffe sig penge ved illegalt at sælge olie fra deres kilder, men når de bliver erobret, når IS må nøjes med den mad, de selv kan skaffe sig fra deres yderst sparsomme landbrugsområder, hvad så? Vil de så ikke blive sultet ud, hvis de da ikke bliver slået militært, før det sker?

Må man ikke også, realistisk set, spørge, om IS har noget at have sit store praleri i, om der kan blive ved med at ligge militær styrke bag alle de store ord; jeg mener, noget af det, der afgjorde Anden Verdenskrig, var, at USA’s og USSR’s industrielle kapacitet langt overgik Tysklands. Der skulle hele tiden produceres tanks til erstatning for dem, der blev skudt i stykker. Der skulle hele tiden trækkes nye soldater ind i krigen til erstatning for dem, der blev dræbt. Det kunne Tyskland ikke klare i længden. Og hvis IS insisterer på at fastholde et landområde, og hvis de vil bekæmpe alle naboerne med rigtige menneskevåben, så skal de jo kunne fremskaffe sådanne våben, og så skal de kunne købe ammunition til disse våben. Isolerer man dem økonomisk, har de ikke mulighed for at føre krig. Det har andre oprørsbevægelser fundet ud af, derfor er de gået over til guerilla-krigsførelse.

Nej, ligefrem håne muslimerne for deres tro, det skal vi vel ikke. Men påpege, at det menneskesyn, der udspringer af islam, fører et stillestående samfund med sig, det må dog være tilladt. Og hævde, at muslimerne, hvis de i en fanatisk lydighed overfor det, de opfatter som Guds bud, søger at kopiere Muhammeds gøren og laden, sætter al fornuft ud af kraft, det må vi dog også kunne gøre, for det er jo, hvad vi kan se hos IS og hos de muslimske stater i det hele taget: IS vil absolut bekrige alle sine naboer, men lider nu nederlag; og de muslimske stater har været de vestlige underlegne igennem efterhånden mange århundreder. Skulle det ikke demonstrere, at vestlig frihed er mere effektiv end muslimsk kadaverlydighed?

Men ikke desto mindre var det altså kadaverlydighed, Muhammed anbefalede, lydighed, der adlyder uden at kunne forstå. Og opdrætter man en række mennesker i de muslimske miljøer, som uden begrundelse retter sig efter omskæringsregler, spiseregler, kønssegregation, fastetider, m.m., så opdrætter man altså mennesker, der ikke vil standse ved disse fredelige ting, men gå videre den dag, de opdager, hvordan Muhammed bar sig ad, gå videre med fjendtlighed mod os vantro, isolation i særlige muslimske områder, fornægtelse af alt vestligt, vestlig videnskab, vestlig samfundsopfattelse, vestlig kønsligestilling, og – som kronen på værket – tilslutning til IS, sålænge den størrelse forefindes.

Man må derfor anbefale el-Baghdadi (den fredelige el-Baghdadi) at forlade islam og enten blive kristen eller ateist. For den vej, han anbefaler muslimer at gå: ”at muslimer som tror på frihet, menneskerettigheter, rasjonalisme og humanisme blir like taleføre og effektive til å fremme sitt syn og nå frem til andre som de dogmatiske, illiberale ekstremistene er i dag”, ender blindt, eller endnu værre: ender hos IS.

Udgivet i Islam, Uncategorized | Tagget , , | Skriv en kommentar

Han tror på Gud – men véd det ikke selv

Midt i et interview med den franske ambassadør den 6-5 stillede Flemming Rose sit ”offer” et ret usædvanligt spørgsmål: ”Tror De på Gud?”

Ambassadøren tog det meget pænt. Han mente ikke selv, at han troede på Gud. Men han kunne ikke nægte, at en form for beundring kunne gribe ham, når han betragtede en blomst: denne fuldendte form, denne ubeskrivelige farve, for slet ikke at tale om den betagende duft, alt det kunne han ikke nægte gjorde det nærliggende at tro på en god skaber.

Karakteristisk for vor tid var det nok naturvidenskaben, der forhindrede ambassadøren i ligeud af sige, at han tror på Gud. For det synes at være naturvidenskaben, der har fjernet Gud fra den plads som skaber, som han ellers har indtaget fra Arilds tid.

Men hvad var det, vi sang her den 4. maj?

”Men du, som styrter de stoltes rige/ og løser fangne af bolt og bånd/ dig flyver hjerternes tak i møde/ vor skæbne er i din stærke hånd”.

Her er det ikke Gud som skaberen, vi synger vor tak til, men Gud, som den, der har menneskers hjerter og tanker i sin hånd, Gud, som den, der får riger til at blomstre og gå under. Tror vi da på den Gud? Er han nemmere for os at tro på end ham, der synes at blive udkonkurreret af naturvidenskaben?

Én ting er jo, hvad vi tror på og føler i en overstadig stund, hvor mørklægningsgardiner brændes af, hvor vi lukker vor butik og sætter et skilt i vinduet, som alle umiddelbart forstår ”Lukket paa Grund af Glæde”; noget andet er, hvad vi tror og føler, når hverdagen igen melder sig med alle dens menneskelige beslutninger, fejltagelser og heldige indfald i en skøn blanding, hvor er så Gud henne i det? Har han så noget at sige i en sådan politisk suppedas?

Ja, det mærkelige og ret utrolige ved interview’et med den franske ambassadør er, at netop denne samfunds-Gud tror han på. Blot véd han det ikke selv.

Jo, for interview’et fortsatte jo. Det, Flemming Rose var ude efter, var, om det, ambassadøren havde oplevet, havde fået ham til at ændre opfattelse. Den franske ambassadør var jo til stede, da terroristen Hussein skød og dræbte ved Krudttønden i februar 2015. Han havde selv følt dødens nærhed, da der blev skudt. Han havde selv erfaret, hvad det vil sige at være i livsfare. Og kunne han efter en sådan nærkontakt med en terrorist stadig mene, at det rigtige var at gå frihedens vej, kunne han stadig anse den franske laïcité som det rigtige svar på samfundets udfordringer, det samfund, der rummede så mange muslimer?

Og ja, det kunne han. Og så fik vi et stringent forsvar for den franske samfundsmodel, ikke et forsvar, der betragtede den som kun en fransk model, men et forsvar, der fremholdt den som et ideal for verden. Det, man gjorde i Frankrig, hvor man skelnede mellem personen ”muslimen” og ideologien ”islam”, hvor man beskyttede personen, men ikke ideologien, hvor enhver havde lov til ustraffet at argumentere imod enhver anden, uanset, hvilken religion han havde, og uanset, om han slet ingen religion havde, hvor man kunne gøre grin med enhver ideologi mod, at andre kunne gøre det samme med den ideologi, man selv var tilhænger af, dette franske samfundsideal drømte han ikke om at sige undskyld for, ingen undskyldning til dem, der følte sig gået for nær af satiren, ingen undskyldning til dem, der blev krænket, fordi nogen nedgjorde deres tro, ingen undskyldning, fordi man i Frankrig fastholdt et sekulært samfund med plads til alle religioner, der ville give andre religioner en tilsvarende plads!

Alt det var jo et strålende ideal for verden. Man så op til den franske samfundsmodel fra alle dele af verden. Kun de direkte diktatoriske styrer vendte sig imod al den frihed, der dér var tale om, men det var jo sig selv talende nok.

Og ikke sandt, allerede her ser man en skjult tilslutning til den Kristus, der hævdede, at hans rige ikke var af denne verden og som bad sine tilhængere om at give kejseren, hvad kejserens var, og Gud, hvad Guds var. Men han kom tættere på kristendommen end dette. Han kom sågar tættere på end de fleste hverdagskristne i Danmark. Og så sandelig også tættere på kristendommen end professor dr. teol. Anders Klostergaard Petersen, der vil tilbageholde sandheder om islam for ikke at tage muslimers stolthed fra dem.

For interview’et fortsatte.

Om det lige var Flemming Rose, der provokerede ham, eller han selv fremkom med udtalelserne – jeg husker det ikke så nøje – men udtalelserne kom, de udtalelser, hvor han opfordrede os europæere til at være stolte af vore frihedstraditioner, til at fastholde dem for enhver pris, også den pris, der hedder døden. Ja, han sagde det lige ud: Når vi står overfor muslimske terrorister, står vi overfor en dødskult, en livsholdning, der elsker døden højere end livet, men netop på det punkt, der hedder viljen til at sætte livet på spil, må vi udkonkurrere muslimerne. Vor livsholdning, vor kærlighed til det liv, vi lever med hinanden og vore muslimske landsmænd i frihed, den holdning og det samfund, den skaber, er vi ikke blot stolte af, nej, den elsker vi så højt, at vi vil sætte livet ind for den.

Og så hører man pludselig ord, som er den reneste 24 karats kristendom. Så lyder der fra denne sekulære franskmand en holdning, som vi hverdagskristne her i Danmark kan spejle os i og søge at leve op til.

Nej, vi skal naturligvis ikke give os til at gøre grin med Muhammed igen! Vi skal naturligvis ikke for enhver pris prøve at krænke muslimernes såkaldte religiøse følelser. Men vi skal ikke blive ved med at tie stille med det, vi tror på. Vi skal ikke stadig holde mund med vor stolthed over det samfund, vi og vore forfædre har skabt. Vi skal som den mest naturlige ting i verden kræve af vore muslimske landsmænd, at de retter ind efter vore sekulære idealer, opgiver de dele af deres religion, der ikke kan forenes med vore idealer, eller forlader vort samfund.

Nå ja, Flemming Rose sluttede udsendelsen med at sige, at han ikke var sikker på, at han selv ville gå så langt som ambassadøren her i retning af at ofre livet. Og sandt nok, vi danskere plejer at være lidt mere tilbageholdende med de store ord, og givet er det, at selv jeg, der dog har arbejdet en del med martyriets problematik, nok vil kunne sige, at vi skal elske vor frihed så højt, at vi vil sætte livet til for den, men samtidig inderligt håbe, at jeg ikke selv er inkluderet i det ”vi”, der kommer til at sætte livet til.

Og dog synger vi allesammen – også den fjerde maj – den sang, som i sin tid gav vore frihedskæmpere mod, når de skulle henrettes:

Kæmp for alt, hvad du har kært/ dø, om så det gælder/ da er livet ej så svært/ døden ikke heller.

Og vi synger den vel, fordi vi ét eller andet sted må give sangen ret.

Udgivet i Islam, Samfundsforhold | Tagget , | Skriv en kommentar

Supplement påkrævet

Den fremmede Luther 27

Jørgen Nybo Rasmussen har den 3-5 en længere artikel i Kristeligt Dagblad, hvori han hævder, at den danske reformationshistorie aldeles ikke, som mange vist tror, er præget af en glidende overgang fra katolicisme til lutherdom, men i stedet var præget af vold og magtkampe, se her.

Nybo Rasmussen er én af de katolikker, som jeg mener, man må have respekt for. Da jeg i sin tid gjorde lidt ud af franciskanernes historie her i landet – jeg var jo ansat ved en tidligere franciskanerkirke – trak jeg meget på hans store viden om tingene. Når jeg alligevel mener, at hans artikel kræver nogle supplerende betragtninger, skyldes det, at han tilsyneladende har ladet sig forlede af de noget forenklede spørgsmål, der let kan dukke op, her spørgsmålet: Var den danske reformation præget af vold eller var den ikke?

Han omtaler først reformationen i Haderslev. Og det er sandt nok, her blev reformationen gennemført ”fra oven”. Hertug Christian, kong Frederik den Førstes søn, havde i 1521 været Holstens udsending i Worms, hvor han havde oplevet Luthers frygtløse optræden. Det havde gjort ham til overbevist lutheraner. Og det var derfor, han brændte af iver efter at gøre noget luthersk, hvilket han så fik lejlighed til, da han i 1524 blev gjort til statholder over Haderslev. Så hvad Haderslev angår, er det korrekt nok at spørge, som Nybo Rasmussen gør: ”Hvor var folket henne i alt dette?”

Det spørgsmål får man til gengæld svar på, når talen kommer til de to andre byer, Nybo Rasmussen nævner: Viborg og Malmø. Om Hans Tausen i Viborg fortæller han således, at den kirke, han først prædikede i, Sct. Hans kirke, var for lille til de mange tilhørere. Så altså: Her har vi folket. Det har han fra den såkaldte gråbrødrekrønike, se her. Den samme krønike fortæller det samme om forholdene i Malmø, se her, også her måtte den lutherske prædikant, som hed Claus Mortensen, flytte til stadig større kirker, fordi folk flokkedes om hans forkyndelse.

Man bør nok også supplere den oplysning, Nybo Rasmussen giver om Tausen. Han blev, siger Nybo, ved kongens værnebrev undtaget fra kirkens egen retsorden. Javist, men hvad bestod den retsorden i. Den bestod bl.a. i en aftale med kongen om, at denne havde pligt til at indfange forløbne munke og tvinge dem tilbage til det kloster, de havde forladt. Og da kongen med sit værnebrev til Tausen havde bekendtgjort, at han ikke agtede at rette sig efter denne tvangsordning, fik det til følge, at mange munke forlod deres klostre.

Så med hensyn til forløbne munke betød reformationen, at man gik over fra en tvangsordning til en frivillig ordning, munkene var ikke længer tvunget til at forblive i deres klostre; blev de der, var det helt frivilligt, hvad det altså ikke havde været tidligere. Det bør dog vel også nævnes, når det nu er vold og magtudøvelse, vi skal se på.

Så er der Malmø. Her ser vi også et eksempel på katolikkernes magtudøvelse. For da den af kongen udnævnte, men ikke af paven godkendte ærkebiskop i Lund forlangte, at de lutherske prædikanter skulle frafalde 22 artikler, men de ikke ville frafalde dem, forbød han dem at forblive i Malmø, fordi – som Nybo Rasmussen siger – de jo ikke havde noget værnebrev. Det var almindelig kotyme dengang, men hvis man forklarer den katolske magtudøvelse på den måde, kan man vel ikke forlange af lutheranerne, at de skal have nutidens syn på religionsfrihed.

De drog så til Haderslev, og da de kom tilbage derfra, i kraft af kongelige værnebreve, havde de med sig en række salmer, som blev til den første salmebog på dansk: Malmøsalmebogen.

Forøvrigt skal man heller ikke glemme, at ærkebiskoppen i Lund netop ikke havde pavens godkendelse. For i 1526, da kongen forlangte penge af rigsrådet for at kunne beskytte sig mod Christian den Anden, der var ved at samle tropper i Tyskland for at kunne genvinde den danske krone, gik der kuk i udnævnelsen af ærkebiskoppen i Lund, og det endte med, at herredagen i Odense forbød at betale paven for konfirmation af udnævnelser af biskopper. Man kan sige, at dermed havde den danske kirke gjort sig uafhængig af paven. Sådan udlagde i hvert fald kongen det.

Det kom især til at betyde noget for franciskanerne. De ejede nemlig ikke selv deres bygninger, de var tilskødet paven. Og da nu paven var ude af billede, tog kongen over. Og da kongen kunne se, hvordan ganske mange franciskanermunke forlod deres klostre, begyndte han at samle de tiloversblevne på nogle færre klostre, så han kunne frigøre nogle klostre til brug for udvalgte adelsfolk eller for den pågældende bys borgere.

Det brød franciskanerne sig naturligvis ikke om. De ville forblive længst muligt i deres klostre, fordi de håbede på at kunne vende tilbage til dem, når mere normale forhold igen var oprettet i riget. Det er formentlig det, der har fået broder Jacob i Malmø til at samle beretninger sammen om brødrenes uddrivelse, så vi i dag er i besiddelse af et ret enestående dokument: Gråbrødrekrøniken (De expulsione fratrum minorum – om gråbrødrenes udjagelse).

Denne broder Jacob fra Malmø-klostret har netop Jørgen Nybo Rasmussen samlet stor viden om. Han argumenterer overbevisende for, at han var en bror til Christian den Anden, og at han efter franciskanernes udjagelse drog til Spanien, hvorfra han kom med et skib til Amerika. Dèr øvede han en behjertet gerning til fordel for de indfødte.

I min udgave af Gråbrødrekrøniken har jeg vistnok ikke ydet broder Jacob retfærdighed. Det er også lidt svært at vide, hvad hensigten er med at skrive denne krønike var. Men hvis man, som jeg gør nu, går ud fra to ting: 1) at det drejer sig om at vise, at brødrene med magt blev jaget ud af de klostre, der er medtaget i opgørelsen, så de kunne få dem tilbage under de forventede bedre tider, og 2) at broder Jacob er en yderst retlinet person, der ikke vil have tilbagegivet noget kloster på et urigtigt grundlag, så kan man forklare, at den side, der skulle omhandle klostret i Trelleborg, er revet ud, se her, for vi véd andetsteds fra, at brødrene af egen drift havde forladt klostret. Og man kan også forklare det ret mærkelige forhold, at det om brødrene i Køge hedder, at de havde anvendt megen svig og list, se her. Det forholder sig altså formentlig ikke sådan, som jeg skrev i noterne, at broder Jacob ser positivt på det bedrag, der er udført af brødrene i Køge, der forholder sig derimod sådan, at han for ikke at snyde ved en fremtidig tilbagegivelse føler sig nødsaget til at fortælle om begivenhederne, som de fandt sted.

Såvidt jeg kan forstå, svarer dette karaktértræk hos broder Jacob til den beskrivelse, Nybo Rasmussen giver af ham. Og det er jo også værd at få med sig fra den spændende historie om reformationen i Danmark.

Udgivet i Historie, Luther | Tagget , | Skriv en kommentar