For ti år siden

Det er naturligvis Anders Behring Breiviks angreb på regeringskvarteret i Oslo og hans angreb på Utøya, jeg tænker på. Jeg skrev en artikel om det den 22. juli 2018, se her, og også én den 22. juli 2019, se her. Så nu ved tiårsjubilæet kommer der så også en artikel derom.

Men også denne kommer til at stå i forlængelse af en teori, jeg fremsatte den 24-3 2018, se her, hvor jeg søgte at forklare udåden med to ting: 1) Breiviks sindssygdom, for han er sindssyg. 2) Breiviks ønske om at forvandle situationerne fra World of Warcraft fra fiktion til virkelighed.

Begge disse to ting gør det umuligt at gøre, som mange norske politikere gør. Man vil give højrefløjen i den politiske diskussion et medansvar for Breiviks udåd. Men hvis jeg har ret i bare den påstand om, at Breivik var sindssyg i gerningsøjeblikket, så må en sådant forsøg på at give den politiske højrefløj et medansvar for sagen falde til jorden. Det samme resultat må man nå frem til, hvis man læser hans manual. Den citerer godt nok en række artikler fra det, man plejer at kalde højrefløjen, men den foretager et spring fra den højrefløj, der ikke anbefaler vold på nogen måde, frem til hele den sindssyge teori om tempelridderne. Det hænger ikke sammen. Det er en sindssyg mands tale.

Men føjer man tese nummer 2 til, bliver det da helt umuligt at give højrefløjen skylden.

Breivik havde været uhyre optaget af krigsspillet World of Warcraft i fem til seks år. Han havde opnået at få en vis forfremmelse indenfor spillets rammer, og han var blevet ret ferm til at skyde og dræbe sine modstandere. Dette krigsspil kan man betragte som den støbeske, han har brugt at bygge sine tanker om tempelridderne op efter. Blot jo altså med den forskel, at tempelridderne tænktes at agere i den virkelig verden, krigsspillet i en kun fiktiv verden.

Og fordi nu Breivik var sindssyg, måske sindssyg på den måde, at han havde psykopatiske træk, så al naturlig empati var gjort umulig for ham, derfor kunne han gribes af lyst til at komme til at udføre det, han udførte med stor lyst i det fiktive spil, i den virkelige verden.

Det primære er altså ikke alle tankerne om muslimsk overtagelse af Vesten eller hans drømmerier om en tempelridderorden eller hans oplevelser i den norske ungdomsverden, hvor han fik en vis afsmag for sine muslimske kammerater. Det primære er ønsket om at kunne komme til at slå ihjel. Det har givet ham et særligt pift, når det foregår i spillet, nu vil han have endnu mere sus i hjernevindingerne ved at overføre mordene til den virkelige verden.

Under retssagen forklarede han, at han på vejen ud til Utøya hørte i radioen, at der var dræbt langt færre i regeringskvarteret, end han havde regnet med. Derfor besluttede han, at han – desværre, sagde han vist – var nødt til også at udføre en operation på Utøya. Men det er en efterrationalisering. Han har hele tiden betragtet Utøya som sit hovedmål. Regeringskvarteret var kun det, der skulle gøre det muligt for ham i sin politilignende uniform at komme om bord på færgen.

Han er også kommet med en bemærkning om, at han, da han fulgtes med to af de ledende personer fra færgen op til bygningerne, overvejede, om han skulle fortsætte eller standse operationen. Det passer heller ikke. Men han er uhyre intelligent, så han véd godt, hvilke tanker der gør sig blandt os almindelige mennesker, der er i stand til at føle empati.

Man skal også være opmærksom på, at han ikke havde noget overbevisende svar, da anklageren spurgte ham om, hvordan han kunne finde på at slå unge mennesker ihjel, mennesker, der ifølge hans egne tanker i manualen ikke skulle dræbes. Det kunne han ikke svare på, og årsagen er klar, hvis min teori holder: han havde udvalgt sig Utøya, fordi han dèr mente at kunne få fred til at gå på jagt efter mennesker, han kunne skyde. På en ø risikerede han ikke, at politiet kunne skyde ham, før han fik slået et antageligt antal mennesker ihjel. Så kunne øen være befolket med unge eller gamle eller politiere eller muslimer, det var ligegyldigt, den blev valgt, og valget blev fastholdt, fordi den gav ham de bedste muligheder for det massedrab, han længtes efter at komme til at foretage.

Det, at kunne få lejlighed til at myrde løs, var den virkelige begrundelse for hans angreb. Og den lyst havde han fået af krigsspillet World of Warcraft.

At det er sådan fat, kan også erkendes ud fra de tilfredshedsgrynt, nogen hørte ham komme med, når han havde ramt nogen, så de faldt om. Godt nok nægtede han pure at have udstødt sådanne lyde, men her lyver han også. For nu bagefter, hvor han skal forsvare sig selv, véd han godt, at det hele ser lidt bedre ud, hvis det ikke var slet og ret mordlyst, der fik han til at handle, men en overordnet, alvorligt udtænkt plan for en tempelridderorden, der skulle rulle islams angreb tilbage.

Jeg véd godt, at dette er at vende op og ned på det, man normalt betragter som årsag og virkning. Og jeg véd også godt, at en sådan teori nok aldrig vil blive godtaget i Norge. For dèr er man stadig i fuld gang med at bearbejde begivenheden, og dèr har man stadig et ønske om at tildele højrefløjen en del af skylden for udåden, senest udtrykt af Åsne Seierstad i et interview i Deadline den 19-7. Hun gav udtryk for forståelse for et ønske fra de unge socialdemokrater om at få en undskyldning fra Fremskrittspartiet og Høyre. Og det er jo en fuldstændig umulig tanke, hvis hovedårsagen ligger i World of Warcraft. Og for øvrigt også, hvis han virkelig er inspireret af højrefløjen, hvor man ikke på nogen måde har opfordret til vold.

For øvrigt synes min teori at kunne bekræftes af en udtalelse, som den tidligere drabschef Bent Isager-Nielsen er kommet med i et interview i Berlingske om de stenkast, der har fundet sted mod danske biler på vej fra Malmø til Ystad, se her. Her hedder det:

I denne type sager er der syv hovedmotiver, der ofte kommer i spil: jalousi, profit, hævn, udstødelse, begær, fanatisme eller magt. Den sidste kategori kalder Bent Isager-Nielsen for »spænding«.

»Spænding er en overset faktor, men dog en af de syv motivfaktorer i kriminalitet. Det er en selviscenesættelse, der ofte hører til et utilpasset menneske, som har ondt i livet på et eller andet område. Fanger man sådan en person, finder man ofte enormt mange artikler om sagerne. De har ofte fulgt minutiøst med i dem, selvom de tilsyneladende ikke giver mening,« siger han.

Min teori går altså blot ud på, at man i tilfældet ”Breivik” anvender den motivfaktor, der hedder spænding.

Jeg skal så indrømme, at min teori ikke rigtig giver nogen indlysende anvisning på, hvad man skal gøre for at forhindre den slags forbrydelser i fremtiden. Man ville jo, hvis man kunne drives til at anerkende den, skulle holde øje med alle brugere af den slags krigsspil, undersøge, om der blandt dem findes personer med afvigende personlighedstræk, og det ville være en for stor opgave.

Omvendt må man jo så sige til dem, der angriber højrefløjene i diverse lande, dels at det er meget sjældent at træffe voldsopfordringer fra den fløj, og dels, at sådanne voldsopfordringer altid – gentager: altid – er en reaktion på den muslimske vold. Så hvis man vil bekæmpe de utrolig sjældne voldshændelser på højrefløjen, ville det mest rationelle være at vende sig imod de voldsopfordringer, der forekommer i de muslimske miljøer, hvor det jo næsten aldrig forbliver ved opfordringerne, men så at sige altid følges op af direkte voldshændelser.

Indrømmet: det er en betydelig vanskeligere opgave end at vende sig imod højrefløjens ordvalg. For skal man bekæmpe denne vold, skal man jo begynde med koranens voldsopfordring. Og dem vover man ikke at røre ved. Så hellere blive ved det sædvanlige, efterkristne mantra: Det er alt sammen vores skyld.

Til sidst: At Breivik var sindssyg, bygger jeg på, at han tilsyneladende fuldstændig mangler empati. Abigail Marsh har undersøgt en række personer for at kunne bedømme størrelsen af den del af hjernen, der hedder amygdala. Hun når frem til det resultat, at størrelse af amygdala er bestemmende for, hvor stor ens empati er. Hun har således fundet ud af, at de fleste af de mennesker, der frivilligt har doneret sin ene nyre til transplantation, har en stor amygdala, mens omvendt psykopater og mennesker med psykopatlignende opførsel har en lille amygdala. Så vidt jeg husker, gengiver hun ikke nogen viden om massemorderen Gary Ridgeways amygdala, men hun fortæller ret indgående om ham. Han specialiserede sig i kvindemord og nåede at gennemføre over 48 af dem, før han blev afsløret og fanget. Se eventuelt en artikel om sagen her.

Fra det, jeg dengang læste om Ridgeway, forstod jeg, at netop det, at han mangler den umiddelbare medfølelse, som vi andre har, gør almindelig omgang med andre yderst kedelig. Når han først har oplevet det adrenalin-pust, som et mord giver ham, kan han ikke holde op, men må fortsætte med sine ugerninger.

Og tanken her er altså, at Anders Breivik lider af den samme mangel på empati, omend man vist endnu ikke har målt størrelsen på hans amygdala. Blandt andet derfor kan tanken om at forvandle de fiktive mord i World of Warcraft til virkelige mord i dagens Norge besætte ham, og få ham til på én gang at forberede en ugerning og en bortforklaring af denne ugerning.

Men det væsentlige er altså ikke bortforklaringen, men lysten til ugerningen hos ham. Det vil jeg kalde hans sindssygdom, selv om jeg godt véd, at han er så utrolig begavet, at han kan optræde, sådan som han véd, at et empatisk menneske optræder.

Kun på den måde kan jeg finde en vis forklaring på massemordet i Norge. Men det er jo så en forklaring, som ikke gør det tilrådeligt nogensinde at løslade Breivik. Ligesom Gary Ridgeway heller ikke tænkes løsladt nogensinde.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , , | Skriv en kommentar

Uafgjort

Med oversvømmelserne i Tyskland står landet pludselig med et klimavalg, hedder det i en overskrift i Information den 17-7 2021, se her. Men gør landet det?

I en anden overskrift i det samme blad hedder det: ”Klimakrisen er kommet til Europa: »Nu må det stå klart, at der ikke findes vigtigere spørgsmål«”, se her. Samme spørgsmål. Er virkelig den bedste reaktion på disse dages enorme oversvømmelser i det vestlige Tyskland at begynde at bygge flere vindmøller?

Først skulle man jo mene, at det var nødvendigt at få afklaret, om oversvømmelserne har noget med klimakrisen at gøre, forudsat naturligvis, at vi virkelig befinder os i en klimakrise.

Jeg véd da godt, at langt de fleste medier og politikere går ud fra, at klimakrisen er reel. Og i denne artikel vil jeg forsøge at sige: ”Så lad os sige det, da!”

Jeg har ganske vist tidligere slået til lyd for, at politikere og andet godtfolk bør indtage en holdning, der svarer til Koonins, når han siger, at sagen er uafgjort: vi må gøre os klart, hvad vi véd, og hvad vi ikke véd. Se evt. min artikel om Koonin her.

Men nu vil jeg altså prøve at gå ud fra den forudsætning, at temperaturen virkelig vil komme til at stige, som tilhængerne af klimakrisen siger.

Hvad så?

Kan man så sige, at oversvømmelserne må give anledning til at påbegynde de ønskede klimatiltag?

Ja, det prøver Lars Henrik Aagaard, videnskabsjournalist ved Berlingske at redegøre for, se her.

Og lad mig bare indrømme, at jeg normalt har store forventninger til det, Aagaard skriver. Og på den baggrund føler jeg det lidt skuffende, at jeg skal sidde med mit tredje øre åbent, det øre, hvormed jeg hører alt det, der ikke bliver sagt.

Aagaard siger således ikke noget om, i hvor utrolig ringe grad det ville hjælpe på klimaet i Tyskland, hvis man tænkte sig, at landet allerede i morgen blev klimaneutralt, dvs. ikke mere udledte den mindste smule CO2. Det ville jo batte som en skrædder i Helvede. Det er fornylig kommet frem, at selv hvis alle de store udledere, USA, Europa og Kina standsede deres udledninger, ville det kun være omkring 50% at udledningerne, der blev sat stopper for. Og Tyskland alene giver naturligvis et endnu ringere bidrag til udledningerne end Europa som helhed.

Så selv hvis disse forfærdelige regnskyl og de dertil hørende oversvømmelser har noget med klimaforandringerne at gøre, så vil virkningen af de foreslåede klimatiltag, selv hvis de blev indført i morgen, først vise sig engang efter år 2100. Og der kan jo opstå mange oversvømmelser, inden vi når frem til dette årstal.

Men har så klimaforandringerne noget med de frygtelige oversvømmelser i Tyskland at gøre?

Først spørger Lars Henrik Aagaard, hvad der egentlig skete, og svarer:

I flere byer, herunder Köln, faldt der i forbindelse med et kraftigt lavtryk over 150 mm regn på 24 timer, og ifølge radarmålinger faldt der i Eifelbjergene på grænsen mellem delstaterne Nordrhein-Westfalen og Rheinland-Pfalz helt op til 250 mm nedbør på mindre end ti timer – nogenlunde svarende til normalnedbøren i Danmark på fire måneder. Det er det samme som 250 liter eller 25 spandfulde vand på hver eneste kvadratmeter.

Og sandt nok, det er jo enorme mængder. Men hvorfor blev det til så enorme mængder?

En meteorologisk grundregel siger dog, at atmosfæren kan indeholde syv procent mere vanddamp for hver gang, temperaturen stiger med én grad. Dertil kommer, at når temperaturen stiger, øges fordampningen fra overfladen, hvorved luften ovenover i højere grad mættes af vanddamp – hvorefter potentiel regn og deciderede skybrud lettere kan opstå.

Men her siger mit tredje øre mig, at dette, at varm luft kan indeholde mere vanddamp end kold luft, jo på ingen måde forklarer, at det kommer til at regne. Hvis denne vanddamp skal frigives som regn, må den afkøles. Det sker i stor stil ved ækvatoregnene, for dèr er betyder jordopvarmningen, at luften stiger til vejrs. Og gør den det, afkøles den og vanddampen i den kondenseres så til regn.

Hvad der skete her i Europa, var noget andet, fortalte meteorologerne i TV. Der skete det, at et lavtryk førte varm luft sydfra sammen med kold luft nordfra. Og det var den afkøling af den varme luft, der dèr fandt sted, der resulterede i de store mængder regn.

Det skriver Aagaard dog ikke noget om. Men han bringer nogle udtalelser fra en tysk meteorolog:

Til mediet Deutsche Welle forklarer meteorologen Johannes Quaas fra universitetet i Leipzig, at opvarmningen i industrinationen Tyskland går dobbelt så hurtigt som i verden som sådan.

Det betyder, siger han, at »risikoen for kraftig nedbør er 20 procent højere i forhold til i det 19. århundrede og ti procent højere, end da jeg blev født for fire årtier siden«.

Han tilføjer, at så længe mennesker bliver ved med at udlede drivhusgassen CO2, vil vi med al sandsynlighed også opleve ekstremregn som den nuværende.

Og sådan falder også han i med et stort plask for den altomfattende klimabegrundelse. Uden at det dog bliver sandsynligt af den grund.

Nå, da han skal til at forklare, hvorfor vi i Danmark nok ikke bliver udsat for det samme, kommer der lidt andre boller på suppen:

De største nedbørsmængder i Tyskland er faldet i områder præget af små bjerge og relativt dybe dale, der er gennemskåret af vandrige floder som Rhinen, Mosel og Ahr.

Når varm og fugtig luft bliver presset op i selv beskedne højder i småbjerge, afkøles den – ofte med betydelige nedbørsmængder til følge. Og fra bjerg- og bakkesiderne har vandet kun én mulighed – at søge nedad mod først bække og senere floder, som følgelig bliver fyldt med vand med lynets hast. Og så er det, at byer ved floder, der går over deres bredder, bliver oversvømmet.

Men forklaringen med de kolde vinde fra nord har han tilsyneladende ikke hørt om. Og bjergene ligger der jo hvert år. Og varm, fugtig luft har formodentlig også tidligere blæst op ad bjergskråningerne. Hvorfor sker netop nu denne 100-års begivenhed? Jeg foretrækker teorien med de kolde vinde fra nord.

Så skal vi lige have skybruddet over København med:

Skybruddet over København 2. juli 2011 – og dermed for næsten præcis ti år siden – er dog en form for undtagelse.

Dengang faldt der på bare et par timer 135 mm regn over hovedstaden – med det resultat, at storbyen blev forvandlet til et regulært Venedig med titusinder af vandskader og efterfølgende milliardregning til forsikringsselskaberne.

Og så er vi igen fremme ved det, der ikke siges.

For som jeg husker det, førte dette skybrud til, at kloge folk i Københavnsområdet – ja, sådanne findes faktisk – gav sig til at overveje regnvands mulighed for at komme væk. Og altså ikke blot at overveje det, også at ændre på visse forhold, så man ved et fremtidigt skybrud ikke skulle opleve oversvømmelser som ved skybruddet i 2011.

Og lur mig, om ikke tyskerne vil gå i gang med de samme foranstaltninger.

Den slags har de jo gjort i mange år, også før der var noget, der hed klimaforandringer.

Jeg husker da fra en cykeltur, jeg i 1953 var på sammen med tre kammerater til Köln og Trier og Aachen, at vi slog vore telte op på et pænt grønt område i Köln. Men nogle høflige betjente kom og fortalte os, at det var forbudt at slå telte op dèr; området skulle være ledigt, så det kunne klare de oversvømmelser, der kunne komme med kort varsel. Heldigvis kom betjentene først om morgenen. Og vi druknede da ikke.

Og jeg mener også at kunne huske, at der efter nogle store oversvømmelser ved Elben blev talt om at indrette store områder langs Elbens løb, hvorudi man kunne lede det overskydende vand fra syd, så man undgik de helt store oversvømmelser længere nordpå. Problemet var blot, at mange af den slags områder allerede var bebygget eller i hvert fald var ofte var udset til bebyggelse.

Mon ikke tyskerne nu går i gang med at kikke de områder igennem, der i fremtiden kan oversvømmes af eventuelt store mængder regnvand?

Det vil i hvert fald være klogt. Og ærlig talt mere påtrængende end at give sig til at gøre noget ved eventuelle klimaforandringer. For sådanne tiltag giver gevinst ved næste skybrud, de andre først efter hundrede år.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget | Skriv en kommentar

Forskning?

Der er vist noget om, at temmelig mange mennesker har mistet den umiddelbare tillid til videnskaben, som var almindelig tidligere. Jeg kan i hvert fald for mit eget vedkommende sige, at jeg er ved at være godt træt af, at journalister gang på gang skal hævde i overskrifter eller mellemoverskrifter, at ”forskere siger”, ”videnskaben bekræfter”, osv.

Når jeg læser den slags udsagn, véd jeg, at jeg skal være på vagt. For som regel er det én eller anden sociolog, der har afgivet en erklæring om flygtningestrømmene, og som journalisten griber fat i, for denne sociolog siger det, han gerne vil have sagt, nemlig f.eks., at vi ikke kan bremse flygtningestrømmene, flygtningene vil altid finde en anden vej.

Og denne skepsis fra min side betød, at jeg i første omgang undlod at læse en artikel i Information med en alenlang overskrift, nemlig denne: ”Ny forskning: Konspirationsteori om muslimsk befolkningsudskiftning kan føre til vold og had”, se her. Min mistro til artiklen blev ikke mindre af mellemoverskriften, der lød:

En konspirationsteori om udskiftningen af den vestlige befolkning har bredt sig fra den yderste højrefløj til den politiske mainstream. Også i Danmark. Teorien er før blevet koblet til højreradikale terrorangreb. Nu peger ny forskning på, at alene det at tro på teorien kan føre til voldelige tilbøjeligheder.

Men alligevel blev disse ting ved med at ligge i min bevidsthed. Ikke så meget, fordi jeg troede på, at denne ”forskning” ville sige mig sandheden, mere fordi jeg godt kunne være lidt nysgerrig efter at se, hvor mange selvindlysende sandheder de ville skippe for at kunne nå frem til en så besynderlig konklusion.

Journalisten har interview’et én af forskerne bag rapporten, Milan Obaidi. Desværre har jeg ikke kunnet få fat på den oprindelige rapport på internettet. For der er tale om en sociologisk undersøgelse, og jeg ville godt vide, hvilke spørgsmål man havde stillet til de respondenter, man arbejdede med. Med den slags undersøgelser er det jo sådan, at de svar, man får, afhænger temmelig meget af de spørgsmål, man stiller.

Men først: Det, der har fået disse forskere til at gå i gang med denne undersøgelser, er de højreekstreme terrorhandlinger, der har fundet sted. Af dem nævner man tre: Christchurch, El Paso, Oslo og flere andre. Men desværre véd jeg ikke, hvad dette dækker over, bortset fra Christchurch. De andre terrorhandlinger kan jeg ikke huske at have hørt om.

Parentes: I en forsideartikel på Weekendavisen, se her, gør man mig klogere med hensyn til disse højreekstreme terrorhandlinger. Man skriver:

Ti år efter Breiviks angreb har soloterrorister foruden angrebet i Christchurch slået til mod en synagoge i Pittsburg, et supermarked i El Paso og en moske i Halle, Tyskland. Listen fortsætter. Fra 2015 til 2019 blev antallet af højreekstremistiske angreb udført af soloterrorister i Europa tredoblet til 15 i forhold til den første halvdel af årtiet ifølge Senter for ekstremismeforskning på Oslo universitet.

Så nu mangler jeg bare at blive klar over, om disse ”soloterrorister” er ude efter muslimer, hvad de jo skal være, hvis de skal indgå i en liste, der skal vise, at de drives af angst for ”Den store Udskiftning”. Jeg er selv i stand til at trække angrebet mod synagogen i Pittsburg fra, og overlader det til andre at fratrække, hvad der ellers måtte være forkert, siden forfatterne ikke selv vil gøre det. Parentes slut.

Men under alle omstændigheder, ville det umiddelbart forekomme mig mere relevant at undersøge de muslimske terrorangreb. Dem er der flere af. Og at finde ud af, hvordan muslimer opildnes til at foretage sådanne handlinger, kunne derfor spare flere menneskeliv end at undersøge højreekstreme terrorhandlinger. Hvis man altså er ude på at ville spare menneskeliv og ikke blot ude på at få os almindelige mennesker til at ændre synspunkt med hensyn til muslimerne.

Lad mig henvise til min omtale af Ruud Koopmans’ undersøgelse af forholdet mellem skrift og voldstilbøjelighed for både jøders, kristnes og muslimers vedkommende, se her. Her har jeg ikke haft besvær med at finde de spørgsmål, der blev stillet, og den sociologiske undersøgelse var gennemført med så mange respondenter, at den var troværdig, og med disse respondenter udvalgt på en måde, så de var repræsentative. Her var det altså tydeligt, at der var tale om gedigen videnskab.

Dernæst: Man siger selv i Information, at studiet omfatter for få respondenter, og at disse ikke udgør nogen repræsentativ gruppe. Oven i købet føjer man til, at ”Forskningsresultaterne kan derfor ikke sige noget generelt om hele befolkningen”. Men umiddelbart derefter føjer man til. ”Men resultaterne er alligevel slående”.

Tja, når gruppen ikke er repræsentativ og når resultaterne ikke siger noget generelt, er så ikke det eneste slående ved studiet, at man vil have os til at tro, at der er tale om forskning?

Men så til de spørgsmål, man har stillet til de 380 ikke-muslimske danskere. Om det skriver journalisten:

Deltagerne blev spurgt, om de mener, at Danmark er ved at blive overtaget af muslimer, og om de af den årsag føler sig fremmedgjorte i deres eget land. Dernæst svarede deltagerne på en række spørgsmål om, i hvor høj grad de er villige til at bruge vold for at forsvare ikkemuslimske danskere, om de vil støtte lovgivning, som forfølger muslimer med vold, og om de i det hele taget helst holder sig væk fra muslimer.

Det ikke afklarede spørgsmål er, hvad forskerne mener med ”Den store Udskiftning”. Det skrives der om senere i artiklen. Her hedder det:

Men ifølge den seneste befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik vil antallet af ikkevestlige indvandrere og deres efterkommere i 2060 nå op på 732.820. Det vil til den tid svare til knap 11,5 procent af den danske befolkning. Altså langtfra nogen »udskiftning«.

Danmarks Statistik har nedjusteret sin egen fremskrivning kraftigt i de senere år. I 2018 lød fremskrivningen på 867.258 ikkevestlige indvandrere og efterkommere i 2060. Altså knap 135.000 flere end i den nye fremskrivning.

Desuden viser tal fra Danmarks Statistik, at kvinder med ikkevestlig oprindelse i dag får stort set lige så mange børn som kvinder med dansk oprindelse. Der er altså ingen udsigt til, at den muslimske befolkning i Danmark vil komme til at udgøre en majoritet i nogen overskuelig fremtid.

Med min velkendte mistænksomhed er jeg lidt skeptisk overfor tallene om det fremtidige antal muslimer i Danmark. For jeg har læst mig til, at Danmarks Statistik ikke regner indvandreres børnebørn med til begrebet indvandrere. Og så fortæller tallene jo ikke så meget om, hvor mange muslimer der vil være her i landet i 2060. Rent bortset fra, at vi jo ikke behøver at komme op på 10% for at få problemer. Det viser den virkelighed, vi ser her i landet med de mange ghettoer tydeligt nok.

Hører det med til denne virkelighed, at ikke-vestlige kvinder ”i dag får stort set lige så mange børn som kvinder med dansk oprindelse”?

Det er nyt for mig. Og jeg véd ikke rigtig, om jeg tror på det. For sin kultur laver man ikke om på, bare fordi man indvandrer til Danmark. Og med til mellemøstlig kultur hører et kvindesyn, hvor kvinden er reduceret til fødemaskine. Er dette kvindesyn virkelig blevet ændret, og vil det blive ændret fremover hos de kvinder, der i fremtiden vil indvandre? Man kan jo håbe, men jeg vil nu nok frygte mere end håbe.

Men her afsløres det, hvad i det mindste forskerne bag undersøgelsen mener med ”Den store Udskiftning”: Man mener, at denne udskiftning først har fundet sted, når en ret stor procentdel af befolkningen er muslimer, formentlig skal vi nok op på over 50%, før disse forskere vil tale om, at frygten for ”Den store Udskiftning” er mere end en konspirationsteori.

Men er det så det, man spørger ind til?

Tilsyneladende ikke. Man vil undersøge, hvem af respondenterne der er faldet for denne konspirationsteori: den forestilling, at der vil blive flere og flere muslimer i fremtiden, så befolkningen til sidst vil blive udskiftet. Men vil man det, hvorfor stiller man så sådan et fluffigt spørgsmål: Om Danmark er ved at blive overtaget af muslimer? Hvad ligger der i det? Sandt nok: muslimerne gør sig sandelig gældende på både den ene og den anden måde. Men at vort land ligefrem vil blive ”overtaget” af muslimer, det er vel lidt rigeligt, selv om alle de irriterende forhold, vi oplever for øjeblikket kan være generende nok. Når glade studenter bliver angrebet, kan man om ikke ligefrem føle sig fremmed i sit eget land så i hvert fald tydeligt blive mindet om, at der er kommet et fremmedelement ind i landet. Og om det man kan da godt sige, at det viser, at i hvert fald denne del af den danske kulturarv er blevet ”overtaget” af muslimerne, eller i hvert fald forsøgt ødelagt. Og så er det jo bare én af de mindre gener fra muslimernes side.

Vil man drive forskning, skal man spørge fuldstændig umisforståeligt. Og noget tyder på, at man her har forsømt denne udmærkede regel.

Så til det med volden!

Har man virkelig spurgt som her refereret: Om man er villig til at bruge vold for at forsvare ikke-muslimske danskere? Hvad er meningen? Hvis jeg så nogle muslimske unge overfalde en ikke-muslimsk dansker, er jeg da ikke i tvivl om, at jeg ville være villig til at bruge vold for at forsvare ham. Hvem ville ikke det? For de muslimske bøller, der i en sådan situation er tale om, kan det ikke nytte noget at tale pænt til: Vil I ikke godt være søde ved os danskere? Men betyder det, at jeg vil være villig til at begå terror imod muslimer? På ingen måde. Og det gælder ikke blot mig, det gælder alle andre danskere. Hvorfor? Ja, blandt andet, fordi vores religion ikke giver os lovning på en plads i himlen, hvis vi slår muslimer ihjel. Det gør derimod religionen islam overfor muslimer. Dette er noget, jeg véd, ikke blot ud fra en sociologisk spørgeundersøgelse som Koopmans’, men ud fra det, jeg har læst mig til i både main-stream-medier og alternative medier, at muslimer ved deres ganske mange terrorhandlinger råber ”Alahu Akbar”. Og fra forskellige muslimske lærde i historiens løb véd jeg det også, for de erklærer samstemmende, at islam må udbredes med sværdet.

Og så har man spurgt, om man vil støtte en lovgivning, der forfølger muslimer med vold. Igen: Hvad i alverden er meningen? Der er masser af love, der sætter politiet i stand til at forfølge almindelige danske lovovertrædere med vold. Men mig bekendt er der ingen, der foreslår en lovgivning, hvorefter det specielt skal være muslimer, der skal forfølges med vold. Hvad er det for en lovgivning, man forestiller sig? Man må håbe, at man i den konkrete udformning af spørgsmålene har spurgt, så de arme respondenter er klar over, hvad der spørges om. Men hvis spørgsmålene kun kan refereres på denne måde, er jeg bange for, at dette håb er dømt til at være uopfyldt.

Men efter at have refereret spørgsmålene som anført ovenfor, drager journalisten – eller er det forskeren – følgende konklusion:

Studiet viser, at de, der tror på Den store udskiftning, i højere grad har voldelige intentioner, støtter vold mod muslimer og giver udtryk for islamofobiske holdninger.

Jamen, har man med disse spørgsmål fundet ud af, hvem der ”tror på Den store Udskiftning”? Det kan jeg ikke se. Og om man så gennem nogle mere præcise spørgsmål finder frem til nogen, som man mener har denne tro, har de så voldelige intentioner, hvis de vil bruge vold for at forsvare ikke-muslimske danskere? Igen: Man er næsten nødt til at mene, at der har været stillet nogle mere præcise spørgsmål. Ellers er der da slet ikke tale om forskning.

Men når man også finder ud af, at disse voldsparate personer har mere islamofobiske holdninger, så har i hvert fald jeg en fornemmelse af, hvor vi er henne. Så har vi med ”forskere” at gøre, der har fordomme imod os almindelige danskere. Når de er parat til at bruge ordet ”islamofobi” i forbindelse med almindelige danskeres umiddelbare reaktion på islams tilstedeværelse i landet, så er al tale om videnskab forduftet.

Men så stemmer det for så vidt meget godt med alt det andet, der siges i artiklen. Man skal absolut have et bestemt resultat frem. Og så er man villig til at affinde sig med, at respondenterne ikke er repræsentative, og at spørgsmålene er udformet, så man senere kan lægge en islamofobisk holdning ind i nogle af svarene, eller måske ligefrem mene, at man har påvist en intention om at begå vold.

Og det er tilsyneladende nok for disse forskere:

Selv om de to studier kun undersøger deltagernes intentioner, og altså ikke om de rent faktisk begår vold, så er der forskningsmæssigt belæg for at sige, at intention ofte fører til handling, mener han.

»Når man siger, man har en intention om at gøre noget, så er der også stor sandsynlighed for, at man gør det.«

Læg mærke til det ord ”forskningsmæssigt”! Det er et af de ord, man bruger, for at få os til at tro på det, man siger. ”Det er videnskab, det her”, siger man. Men faktum er jo, som påvist, at det er elendig videnskab.

Hvis man stiller spørgsmål af den art, som er nævnt ovenfor, så kan man finde intentioner om at begå vold mod muslimer hos så at sige alle danskere, men fordi jeg vil forsvare en ikke-muslim, som er under angreb fra muslimer, har jeg da ikke intention om at begå vold i andre situationer.

Skal man kalde den slags forskning? Så skal der i hvert fald som i denne artikels overskrift være et gevaldigt spørgsmålstegn bagved.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget | Skriv en kommentar

Historiens indviklethed

Og se, så kom man til morgensang igen. I Horsens Klosterkirke. Nå, nej, forresten, vi sad udenfor. Vi var blevet advaret om, at vi, hvis vejret tillod det, ville synge udenfor. Og jeg arme halvdøve spektakel havde da tænkt, at hvis alle julis morgensange skulle foregå udenfor, så ville jeg nok blive hjemme, for så ville jeg jo ikke kunne høre, hvad der blev sagt. Men tro det eller ej – de kære kirkefolk havde taget faktisk taget hensyn til sådanne spektakler som mig og opstillet en højttaler. Så jeg kunne høre.

Og vi sang, ledsaget af det lille orgel, som i dagens anledning var blevet stillet ud i våbenhusets åbne dør. Så alt i alt: det fungérede godt.

Det var der andre end mig, der syntes. For da vi sang ”I østen stiger solen op”, gik en børnehave forbi på Borgergade. Og den standsede op for at høre og se, hvad det var for nogle mærkelige mennesker, der sad og sang i solskinnet – og blæsevejret.

Men det var sådan set ikke det, jeg ville fortælle om her. For i stedet for den sædvanlige oplæsning af en andagtsbog benyttede præsten lejligheden til at fortælle os om en kirkeskole for børn, de havde haft sidste onsdag – hvilket var årsagen til, at der ikke var morgensang den dag.

Jo, ved den lejlighed havde man villet fortælle lidt kirkehistorie for børnene. Og man tog fat på Frans af Assisi, hvad jo også kirkens fortid som franciskanerkirke lagde op til. Hvad man havde fortalt børnene, fik vi kun delvist at vide, men man havde ladet sig kraftigt inspirere af Brian McGuire, en katolsk middelalderforsker. Han erklærede, at Frans var én af de helt store i kirkehistorien, og det fik præsten til at læse op af Frans’s solsang.

Udmærket alt sammen.

Men ikke blot er jeg et halvdøvt spektakel, der er meget afhængig af mine høreapparater, jeg er også meget interesseret i historie og rimelig inde i kirkens og franciskanernes historie. Og bagefter fik denne omtale af Frans af Assisi ud fra McGuires retningslinjer mig til igen at fundére lidt over historiens yderst mærkværdige gang.

Jeg har ved en tidligere lejlighed prøvet at kommentere lidt på McGuires efter min mening lidt for katolske opfattelser, forstået på den måde, at han er temmelig tilbøjelig til at sætte katolikkerne i et alt for godt lys, se her. Og det betyder desværre, at han ikke har det samme blik for det utrolig indviklede ved den historiske udvikling, som mine studier har givet mig. Eller – kan jeg sige – han har vist ikke forstået, at vi som nutidsmennesker næsten på forhånd er afskåret fra at sætte os ind i middelaldermenneskets forestillingsverden.

På den anden side er det godt nok, at han med sin store beundring for Frans ikke får os til sådan uden videre at affærdige Frans som en stor idiot.

Hvad var han da? Hvori bestod hans indflydelse?

Ja, se, det er jo det svære spørgsmål.

Bare ved at se os lidt om i Horsens Klosterkirke får vi øje på noget af det, der er fremmed for os.

Han er afbildet på munkestolene, dog er dette portræt godt gemt bag en senere opført trappe op til et 1700-tals kapel. Og det har også, som så meget andet på munkestolene, været udsat for de slemme peblinges knive. Frans har således fået sin ene tommelfinger skåret af. Men bryder man sig ikke om dette portræt, kan man se op på altertavlen. Dèr han også afbildet. Men begge steder er han afbildet med sine stigmatiseringer, dvs. begge steder står han med løftede hænder, så man kan se de markeringer af Jesu sårmærker, som efter sigende trådte frem på ham hver fredag.

I middelalderen forstod man det og lagde vægt på det: i den grad levede han med i Jesu lidelser, at denne indlevelse satte sig legemlige spor. I vore dage véd vi ikke rigtig, hvad vi skal stille op med en sådan indlevelse. Måske vi er blevet så flade hverdagsmennesker, at vi uvilkårlig spørger med Pe’ Sme’ (Højskolesangbogen, 18. udg, nr 161): ”Hwa nøtt’ er et te?”

Så kan vi bedre gå med til ”Solsangen”, Salmebogen nr 17. For selv om han dèr taler om broder sol og søster måne, så forstår vi jo godt den fornemmelse af altings samklang, der strømmer ud fra sådanne ord.

Værre er det med det træk, der også overleveres os fra hans levned: En dag under et måltid gik han hen til det åbne ildsted, tog en håndfuld aske og strøede den ud over sin mad, idet han sagde: ”Broder aske er kysk”. Hvad i alverden stiller vi op med en sådan galskab? Skal vi gøre som en dansk forfatter, der skrev om Frans, og flere sider igennem skrev ”Aske på! Aske på!” efter at have fortalt om Frans’ askepåstrygning. Så bekendtgør man da i hvert fald, at man intet har forstået af Frans’ handlemåde. Men det er måske sandheden om os moderne mennesker: at vi har utrolig svært ved at sætte os ind i andre kulturers tænkemåde, herunder tankerne fra vor egen middelalders kultur.

I denne artikel her på bloggen har jeg forklaret Frans’ handlemåde ved at henvise til Augustin. Augustin mener nemlig, at vore drifter er udtryk for arvesynden, både kønsdriften, driften efter mad og drikke og driften efter social anerkendelse. Og hvad driften efter mad og drikke angår, bekæmper han den ved at bruge sin mad som medicin, altså som et nødvendigt onde, hvis man vil holde sit legeme vedlige, intet mere. Dog opdagede Augustin af og til, at der ovenpå den mæthed, som indfinder sig, når man har spist, følger et velvære, som bevirker, at han næste gang, han skal spise, spiser for at opnå dette velvære, og altså ikke spiser sin mad som medicin. Så er han nødt til at faste, siger han i den tiende bog af sine bekendelser.

Dette syn på drifterne følger munkevæsenet op igennem middelalderen. Ved at overholde de tre munkeløfter, løftet om cølibat, løftet om fattigdom og løftet om lydighed, forsøger man at komme disse syndige drifter tillivs.

Og her er historiens forløb altså så indviklet, at den person, ved hvis indsats Augustins tanker blev tilintetgjort, nemlig Luther, selv delte Augustins opfattelse. Godt nok er det noget, de fleste Luther-forskere springer over på lette fjed, men det er nu sandt alligevel. Jeg har lagt hans prædiken om arvesynden ud på nettet, se her. Og det vil sige, at når jeg anklager – mere eller mindre – McGuire for at tilskære Augustin, så han så nogenlunde kan passes ind i et moderne menneskes tankegang, så vil han kunne svare, at vi lutheranere behandler Luther på samme måde, når vi skærer hans augustinisme bort. Og det vil være sandt for ganske mange lutherforskeres vedkommende.

Men hvordan kan Luther så blive ophavsmand til en ændring i denne arvesyndsopfattelse, når han selv tydeligvis deler den?

Det kan han, fordi han gennem de anfægtelser før det gennembrud af den reformatoriske trosopfattelse, han blev udsat for, nåede frem til den opfattelse, at Gud havde indrettet visse ordninger, som skulle forhindre arvesynden i at udbrede sig alt for stærkt. Imod kønsdriften har han indrettet ægteskabet, imod maddriften de ordnede økonomiske forhold i samfundet og imod driften efter social anerkendelse statsmagten med dens magtmonopol. Og så har han gennem Paulus fortalt os, at det er bedre at gifte sig end at brænde af begær (1 Kor 7,9). På den måde får Luther vendt op og ned på munkenes argumentation: Når de – forgæves – prøver at holde deres begær nede ved at leve et cølibatært liv, er det Guds ordning, de sætter sig op imod. For mærker man kønsdriften tage ved sig, er det et tegn på, at man skal gifte sig. Og vil man indvende, at man jo derved kommer til at begå kønsdriftens synd den ene gang efter den anden, er svaret, at man i dette skal handle i tillid til Guds tilgivelse, ligesom man på tilværelsens andre områder skal handle ud af denne tro og tillid.

Ud fra sådanne tanker skrev Luther sit nok mest indflydelsesrige værk: ”Om Munkeløfterne”, se her. Det bevirkede ikke blot, at alle klostre nord for Elben blev tømt, men også, at tanken om overskydende gode gerninger blev skudt i sænk, altså: afladen blev gjort umulig, for der var ifølge disse konklusioner af Luther ingen skat af overskydende gode gerninger, som paven kunne sælge aflad fra. Jeg har skrevet en længere afhandling om afladsteologien, se her, en form for teologi, der i høj grad havde udkonkurreret den almindelige teologi i senmiddelalderen, men som i den grad blev trådt flad af Luther, at den både i den lutherske og i den katolske verden er ganske forsvundet. Katolikkerne forbød salg af aflad på Tridentinerkonventet i midten af 1500-tallet.

I en ordveksling, som fandt sted i gråbrødreklostret i Malmø mellem nogle Luther-kyndige og broder Jacob, forfatter til ”Gråbrødrekrøniken”, ser man ret tydeligt problemstillingen. I sin behandling af begivenhederne i Malmøklostret skriver broder Jacob:

Men da den anden og hans tilhængere trængte hårdere på, standsede broder Jacob sin gang et øjeblik og ville høre, hvad det var for et spørgsmål, kætteren ville stille. Han spurgte ham da: “Hvad er en god gerning? Giv mig et eksempel!” Broder Jacob svarede da: “At faste på rette måde er en god gerning”. Men det behagede ikke kætteren at høre det, skønt han beviste det tilstrækkeligt ud fra Matt 6,16. (Se her).

I en tidligere artikel forklarede jeg denne ordveksling således, se her:

Broder Jacob hævdede, at en god gerning f.eks. er at faste på rette måde. Det var, hvad brødrene havde gjort: med deres liv i cølibat, i fasteri og bøn, sine steder også i vandring på bare fødder, skaffede de det overskud af gode gerninger, som borgerne så kunne købe gennem aflad, så de kunne slippe for skærsildens straf. Her hævdede så den lutherske prædiken, at de gode gerninger udførtes ”i kald og stand”, at altså det almindelige borgerlige liv var godt, som det var; at gøre gode gerninger er at gøre gavnlige gerninger. En helt ny verden åbnede sig for borgerne; og de kunne selv gennem læsning af de nu tilgængelige bibler forvisse sig om, at det var den nye og ikke den gamle verden, der repræsenterede den sande kristendom. Intet under, at borgerne ikke mere ville give noget til tiggermunkene, og at klostrene derfor ret hurtigt tømtes.

Nå, nu fik jeg nævnt, at Frans og hans brødre havde for vane at gøre den gode gerning at gå barfodet. Luther kalder af den grund franciskanerne ”barfodsmunkene”. Om de også har gjort det her oppe i det kolde nord, er måske usikkert. Men en krønike fortæller dog, at brødrene, da klostret i Ribe blev stiftet, drog til Ribe ”på deres bare fødder”. Dertil kommer, at de, når de ”gik i termen”, dvs. når de gik deres tiggergang, altid skulle gå, de måtte ikke ride eller lade sig transportere på vogn.

Behøver jeg at sige, at vi, da vi i Klostergården en gang for en del år side havde besøg af broder Teodor, franciskanermunk, boende i Roskilde, kunne iagttage, at han ankom pr tog, og at han var forsynet med ganske almindelige sko på sine fødder. Så noget er der sket i den mellemliggende tid, en vis tilpasning til den moderne livsstil har fundet sted.

Men hvilken tilpasning?

Tja, i og med, at afladsteologien er døet ud, har diverse munkeordner måttet finde andre begrundelser for deres klosterindretninger. Og det har nogle haft held til, andre ikke. Jeg har ikke kundskab nok om katolicismen til at redegøre for dette, for mig er det nok at holde mig til, at en god gerning er en gavnlig gerning.

Og det står der forresten i de ”skrub-af-vers”, vi plejer af slutte vor morgensangskaffeslabberas med, de to sidste vers af ”Morgenstund har guld i mund”. Dem fik vi for første gang i meget lang tid lov til at synge: ”da får vi lyst og lykke til/ at gøre gavn, som Gud det vil”.

Udgivet i Luther, Uncategorized | Tagget | Skriv en kommentar

Globalt vanvid?

Asger Aamund slutter en artikel i Berlingske, se her, på denne måde:

Ifølge Bertel Haarder vil enhver politiker hellere gøre det forkerte end ikke at gøre noget. Mette Frederiksen har ikke ladet sig forvirre af kendsgerningerne og har styrtet landet ud i et unødvendigt forbudshelvede og en grundløs økonomisk nedtur, der vil bebyrde kommende generationer. Formelt for at redde bare ét menneskeliv mere, men reelt fordi beherskelsen af den totale magt er et prægtigt rusmiddel: Frihed er godt. Kontrol er bedre.

Det er en ret stærk anklage, han kommer med overfor Mette Frederiksen: at hun reelt gør, som hun gør, fordi den totale magt er et prægtigt rusmiddel, blot bruger hun den undskyldning, at hun gør det for at redde bare ét menneskeliv mere.

Desværre tror jeg, at Asger Aamund har ret. Ja, faktisk tror jeg, at han har meget mere ret, end ordene her antyder. For det er jo ikke blot den danske statsminister – og de fleste politikere på Christiansborg – der går med til at ”styrte landet ud i et unødvendigt forbudshelvede”, det er næsten alle verdens politikere. Hvordan det er gået sådan, at denne mærkelige realitet har sneget sig ind i vor tankeverden, véd jeg ikke, men medierne har hjulpet godt til. Hvis politikerne føler beherskelsen af den totale magt som et rusmiddel, føler mediefolkene en tilsvarende rus ved at fremmale de værste alternativer; udover, at en sådan oppiskning af frygt vistnok sælger bedre end en nøgtern fremstilling af kendsgerninger.

Nå, der er trods alt ved at ske noget, der kan antyde en ændring. Dels er der alternative medier, som er langt mere nøgterne end de officielle, og dels er selv nogle af de såkaldte ”Main Stream Media” begyndt at optage indlæg, der kritiserer politikernes virkelighed. Det manglede da også bare andet: det er jo det, vi har medierne til.

Kristeligt Dagblad har således tidligere optaget et kritisk indlæg af professor Morten Pedersen, et indlæg, jeg omtalte her. Og nu har Weekendavisen også optaget et indlæg af Morten Pedersen, se her.

Han gør også her det, han gjorde i januar, han sammenligner influenza og corona. Begge er luftvejssygdomme, begge angriber især ældre, der i forvejen lider af én eller anden sygdom. Og begge har afstedkommet store epidemier med mange dødsfald til følge. Men den ene, influenzaen, accepterer vi, den affinder vi os med på trods af de mange dødsfald, den er skyld i. Den anden, coronaen, gør vi alt for at bekæmpe, på trods af, at dødsraten er nogenlunde den samme som for influenza.

Hvorfor denne forskel?, spørger han. Og så formulerer han problemet på en ny måde:

Er det i orden, at vi også fremover mister 2.000 borgere om året, så længe det primært er til influenza eller lungebetændelse – bare de ikke kommer til at dø af covid-19?

Han har forklaret sig lidt i det foregående:

Risikoen for at blive alvorligt syg og dø med covid-19 er nu langt under risikoen for andre luftvejssygdomme. Der dør almindeligvis ca. 2.000 om året af influenza og lungebetændelse i Danmark, til trods for at vi har vacciner og immunitet i befolkningen. Det er overvejende de samme borgere, der er i risiko for at dø med covid-19. Vi accepterer altså stadigvæk, at et stort antal syge ældre dør af luftvejsinfektioner. Vi kan bare ikke forvente, at de dør i lige så høj grad af covid-19 fremover, da vaccinerne beskytter mod svær sygdom.

Lad os prøve at opsummere forskellen på vores behandling af de to sygdomme!

Vi har længe vidst, at influenzavarianterne fremkommer i miljøer i Sydøstasien. Vi har været opmærksom på, hvilken variant der så ud til at vinde dèr, og vi har så fremstillet vacciner til at bekæmpe denne variant med. Derefter har vi opfordret alle ældre til at lade sig vaccinere. Men vi har ikke vaccineret hele befolkningen.

Og så mente vi, at vi med nogenlunde god samvittighed kunne se vinteren i møde. For kom der en influenzaepidemi, havde vi gjort, hvad vi kunne. Sådan så vi på influenzaen tidligere, og sådan ser vi på influenza i dag.

Vi kunne i og for sig godt have testet store befolkningsmængder for influenza for at finde ud af, hvor smittevejene fandtes. Men det har vi ikke gjort. Vi har også haft mulighed for at finde ud af, om mennesker uden symptomer kan være smittebærere. Det har vi heller ikke gjort, eller måske det snarere forholder sig sådan, at dette er noget, man godt véd, men ikke noget, man finder det påkrævet at gøre noget ud af. For mærkeligt nok, med influenzaen prøver vi ikke at standse virussens udbredelse, vi lader den brede sig i det åbne samfund, hvor mennesker jo kommer sammen på kryds og tværs, og det gør vi, endskønt vi véd, at den vil kræve sine ofre.

Og når disse ofre så indlægges på sygehusene, så bliver de behandlet på normal måde. Selv om de formentlig smitter, selv om personalet formodentlig risikerer at blive smittet, hvis deres immunforsvar ikke er så godt, så iklæder man ikke læger og sygeplejersker rumudstyr, så forhindrer man ikke pårørende i at besøge deres gamle, døende slægtninge. Den død, vi har budt influenzaens ofre, er altså langt, langt bedre og specielt langt mere menneskelig end den død, vi har budt coronaens ofre, hvor vi har udfoldet alverdens bestræbelser for at holde virus stangen med rumdragter og isolation, noget, vi på forhånd har opgivet for influenzavirussens vedkommende. Se eventuelt denne artikel om virkningerne af denne isolation.

Og så er det, man kan sige: Hvis nu coronavirussen efter det, vi nu véd om den, har vist sig at være nogenlunde lige så farlig – eller lige så ufarlig, om man vil – som influenzavirussen, hvorfor behandler vi den så på en helt anden måde?

Noget tyder virkelig på, at der er gået panik i os; i hvert fald i vore politikere og diverse virologer. Om vi skulle have lukket ned så kraftigt, som vi gjorde i marts 2020, er ikke til at vide. Om det var denne nedlukning, der gjorde, at smitten gik tilbage, er heller ikke 100% sikkert. Vi havde jo dengang så at sige ingen testkapacitet. Men visse lande mentes at have haft held med at teste alle, der havde symptomer, og dertil teste dem, de havde været i berøring med, så derfor blev metoden med at teste anset for den bedste måde at bekæmpe corona på.

Samtidig sørgede vi for, at de mest udsatte, de syge og gamle, blev beskyttet så godt, det nu kunne lade sig gøre. Og da vaccinerne blev rullet ud, var det også dem, vi vaccinerede først.

Men hele testideologien, som vi i parentes bemærket aldrig har drømt om at bruge ved influenzabekæmpelsen, må vist siges at være gået os til hovedet. For nu er det ikke længere de syge, der bekymrer vore myndigheder, men de smittede, altså dem, der tester positivt for corona, og det vel at mærke ganske uanset, om de bliver syge eller ej, om de angribes hårdt eller slet ikke. Nu er man bekymret for de varianter, der opstår, ikke så meget for, om de er farligere end den første variant, mere for, om de smitter mere. For det er virussens udbredelse, man vil gøre noget ved, ikke de syge. Dem er der nemlig ikke mere så mange af. Men delta-varianten har bredt sig med lynets hast, så det nu er den, der er den mest udbredte i landet.

Og hvad så?, må man spørge. For der er jo utrolig få indlagte, der er ikke mange døde, virussen synes mere og mere at afsløre sig som en sygdom, der ikke har den farlighed over sig, som man troede i begyndelsen.

Mogens Pedersen forklarer det delvist med, at de matematiske modeller synes at have taget over. Han skriver:

Er det ikke på tide, vi lytter lidt til videnskaben og bruger vores fornuft? Var det ikke nok, at vi svigtede børn og unge uden at forholde os til de videnskabelige undersøgelser baseret på observationer? I modsætning til matematiske modeller viste de ret entydigt, at skolelukninger kun havde lille betydning for smittespredningen. Vi er desværre ved at ende det, hvor det bliver problematisk, hvis der ikke fremover kræves fuld vaccination af befolkningen mod influenza og lungebetændelse.

Hvis man kun interesserer sig for spredningen, kan man bruge matematiske modeller. Og det har man gjort i stor udstrækning. Men almindelig sund fornuft viser noget andet end disse modeller, siger Mogens Pedersen. Men brugen af matematiske modeller har jo med det at gøre, at vi nu ikke som ved influenzaen lader virussen og befolkningens immunsystem kæmpe mod hinanden, men mener os forpligtet til at forhindre virussen i at sprede sig. Så får vi at vide, at én person vil smitte 1,2 andre, og det er ikke så godt. Så får vi et andet tal for smittespredningen stukket ud: man har ved diverse tests fundet så og så mange smittede pr. 10.000 indbygger. Javist, selvfølgelig smitter coronavirussen, det er dens natur. Men bliver vi syge af det? Det får vi ikke meget at vide om. Men ud af det lidt, vi får at vide, kan vi forstå, at ganske mange af de smittede må have en meget mildt forløb. For antallet af indlagte ligger langt under antallet af smittede.

Og så har vi her i foråret påbegyndt samfundets oplukning. Denne gang har oppositionen i folketinget insisteret på også at få et ord at skulle have sagt. Men da man stadig regner med de matematiske modeller, og da det er regeringen, der giver ordre til, hvad der skal regnes på, er oppositionens indflydelse alligevel begrænset. Blot har man været opmærksom på de mange irrationelle ordrer, der er blevet givet; dem har man kunne angribe; dem har man kunnet markére sig på.

Og så kom fodboldfeberen!

Så ser vi i Tv læssevis af billeder af glade fodboldfans oven på diverse uventede sejre af det danske fodboldhold – eller som det hedder ”de danske fodbolddrenge”; nu er jo al tale om kønnenes ligeberettigelse som blæst bort. Og ikke sandt, som de lydige borgere, vi er, må man jo forvente, at der holdes mindst 2 meters afstand. Men hvad ser vi? Vi ser borgere stå og omfavne hinanden i bar glæde, vi ser glade fans svinge bægrene yderst tæt på naboerne. Og så ser vi en bekymret Allan Randrup Thomsen stå og vride hænder, bekymret over de superspredere, han forventer vil vise sig, men måske især bekymret over, at han ikke længere har nogen indflydelse på vore politikere. For gribe ind med restriktioner midt i sejrsstemningen, nej, det vover vore politikere ikke, så kan coronaen ellers slå til lige så tosset, den vil.

Oven i købet er det netop coronarestriktionerne, der nu forhindrer danske fans i at tage til England. Og selv om diverse fodboldfans og en del politikere på deres grædende knæ bønfalder Boris Johnson om at lave et hul i de engelske regler, så danske fans kan være med på Wembley stadion til semifinalekampen mod England, så er der intet, der tyder på, at et sådant hul vil blive boret.

Det ser ud til, at vi igen på en meget møjsommelig måde skal erkende, at mennesket er et socialt væsen, der er afhængigt af at kunne berøre andre, komme dem nær, tale til dem (også med risiko for udstødelse af coronavirusser). Og det er nok ikke den værste erkendelse at kunne nå frem til.

Men Morten Pedersens spørgsmål står tilbage: når vore politikere, anført af den stålsatte Mette Frederiksen til efteråret bekendtgør, at vi nu ser den tredje bølge være over os, og derfor prøver at genindføre en række af de kendte restriktioner, så lyder spørgsmålet: Hvorfor tester vi ikke lige så meget for influenza? Hvorfor kræver vi ikke folk med influenza i isolation? Hvorfor tillader vi på ingen måde, at folk dør af corona, mens vi uden at foretage os noget imod det affinder os med, at influenza tager omkring 2000 af vore ældste borgere bort?

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , | Skriv en kommentar

Elendig journalistik

En helsides artikel i Weekendavisen, oven i købet i den afdeling af avisen, der hedder ”Ideer”, hvor der plejer at være alskens nyt fra videnskabet – det måtte da lige være noget for en videnhungrende sjæl som mig!

Jo, gomorren!

Det var alt andet. Det var en artikel, som man til nød ville kunne affinde sig med, hvis den stod i ”Alt for Damerne”, men ikke i Weekendavisen. Det var en artikel, der var præget af noget, man kunne mistænke for hovskisnovskiet københavneri. Det var en artikel, hvor journalisten, der havde skrevet den – Kåre Holm Thomsen, hedder han, i det følgende kaldet Kåre – tilsyneladende havde sat sig for, at han ville forklare sine medkøbenhavnere, at jyderne så sandelig også var mennesker, og at der minsandten skete noget for klimaet interessant, tænk ovre i Jylland, ja næsten helt ude ved Vesterhavet, i Lemvig. Det var en artikel, der gik ud fra, at vi alle sammen véd – eller at i hvert fald alle vi, der er med på noderne, véd, at det med klimaet, det er værd at være opmærksom på, det er en katastrofe, der rammer os, hvis vi ikke gør noget. Det var med andre ord en artikel, der undlod at stille spørgsmål, og derudover afslørede, at klimaet, det var i hvert fald noget, Kåre ikke vidste ret meget om.

Artiklen kan ses her, hvis man skulle have lyst, og den ikke er bag betalingsmur, hvad den forresten vistnok er.

Der er tre ting, man skulle få noget at vide om, men faktisk ikke bliver klogere på.

1) En højvandssikring, kaldet ”Le Mur” i havneområdet i Lemvig.

2) En observation af, at bygninger og havneanlæg i Thyborøn ”sætter sig”, altså synker ned i den sandgrund, de står på.

3) En fortælling om Klimatoriet i Lemvig.

Le Mur, siger Kåre, har tiltrukket opmærksomhed kloden rundt. Den får lige et ekstra, vestjysk pift af Kåre:

Muren – eller »højvandsværnet« – er en simpel teknisk løsning på et komplekst, men også ret konkret problem: Stiger vandet, jamen så bygger vi bare en mur til at holde det ude. På en måde virker det ret jysk. Den støbte betonmur har dog fået et fransk navn: Le mur. Det betyder egentlig »væggen« og ikke »muren«, og den franske udtale er på vestjysk blevet til »lemur« – navnet på en halvabe fra Madagaskar.

Kåre kan åbenbart ikke dy sig for at spille en københavnsk Jean de France, som tager disse mærkelige jyder lidt i skole med hensyn til deres franske udtale. Og det er ham såmænd vel undt. Ud fra den beskrivelse, han her giver, og ud fra hans tankeverden i det hele taget kan man forstå, at hans begrebsverden i øvrigt er ret indskrænket, så lad ham bare have forstand på fransk – hvis han har det – og på halvaber.

”Stiger vandet, jamen så bygger vi bare en mur til at holde det ude. På en måde virker det ret jysk”, skriver han. Og måske det virkelig virker ret jysk. Men dette, at der ikke siges mere, virker til gengæld ret dumt. Og det har ikke meget med klimaforandringer at gøre. Lemvig ligger lavt, i hvert fald nede ved havnen. Jamen, så bygger vi da bare en mur til at holde vandet ude, siger ham dèr østfra. Jamen, hvad så med det vand, der hele tiden strømmer ned til det lavtliggende Lemvig?

Det har han tilsyneladende ikke tænkt på. Jeg googlede Le Mur. Det viser sig, at der ikke blot er en mur, der er også en sluse, der kan lukkes og åbnes. Og så forstår man det bedre. Men så forstår man også, at muren er en midlertidig foranstaltning, der ikke nytter det bitterste, hvis havstigningen bliver permanent, og det er jo det han mener, vil ske. Ved de nuværende stormfloder véd man, at højvandet efter et par dage afløses af normal vandstand. Og så kan vandet fra baglandet komme ud.

Så spørgsmålet er: Vil det lavtliggende Lemvig komme til at ligge under havoverfladen? Det afhænger selvfølgelig af, om der virkelig kommer til at finde havstigninger sted. Det kan man godt være ret usikker på, hvis man ikke lige tilhører de ”frelste”. En artikel her fortæller, at de målinger af havets overflade, der finder sted, er meget usikre. Hvis man nøjes med at holde sig til det, man kan se: om kystlinjen trækker sig tilbage eller ikke, så kan man ikke finde bevis for nogen almen havstigning.

Men sligt interesserer ikke Kåre. Han véd, at havet vil stige, for det siger den kulturelle elite. Havde han nu som jeg foretaget en rejse langt bort fra verdens centrum, ikke blot helt over til det yderste hjørne af Jylland, men helt frem til udlandet, til Holland, og havde han som jeg boet i en by, der lå under havets overflade, og havde han som jeg fået forklaret, at WC’et ikke virkede helt normalt, for vi kunne jo nok forstå, at alt det vand, der inde i huset løb nedad, skulle ”hejses op igen” til havets overflade for at kunne løbe ud i havet, så ville han hurtigt kunne indse, at ”Le Mur” – eller halvaben fra Madagascar, om han vil – ikke har noget med klimaforandringer at gøre. Den er en stormflodssikring, intet mere.

Vil man gøre ”Le Mur” til mere, må man først forklare og bevise, at stormene og de deraf følgende højvande vil blive større og flere fremover.

Men det forudsætter han også hele tiden – uden at sige det højt: de eksempler på høj vandstand, vi ser rundt omkring, altså også i Lemvig, forekommer oftere end tidligere og viser, hvordan vi er udsat for klimaforandringer.

Såmænd gør det ej! Og havde nu den gode journalist læst, hvad Steven E. Koonin har skrevet i en bog, der udkom for nogen tid siden, så ville han ikke være helt så skråsikker. Jeg skrev om den her. At han ikke har læst min artikel, skal være ham undskyldt, men derfor kunne han jo godt have truffet på denne bog, hvis han var drevet af det samme, som driver mig: almindelig nysgerrighed.

Men nej! Unødvendigt, når man på forhånd kender sandheden og véd, at alle modargumenter blot er forsøg på at undvige den ubehagelige sandhed om klimaet.

Parentes: Kristeligt Dagblad har anmeldt en dansk oversættelse af bogen her. Bogen hedder ”Uafklaret” og i anmeldelsen hedder det bl.a.: En national klimarapport fra den amerikanske regering fra 2014 konkluderer således, at intensiteten og hyppigheden af orkaner i Nordatlanten er steget voldsomt fra 1985 til 2005. Det er ikke direkte forkert, men det er misvisende, for Koonin kunne se, at forfatterne havde fjernet data fra 1945 til 1970, der viser et tilsvarende fald i orkanenergien. Og gemt i et appendiks på side 769 i rapporten fandt han den bemærkning, der burde have været rapportens konklusion: at der ikke er nogen tendens til flere orkaner.

Nå, dette viser måske kun, at den kære Kåre ikke er alene om at ville dramatisere CO2’s indvirkning på klimaet. Parentes slut.

Den ”sandhed” deles af de fleste af dem, han har interview’et, bl.a. af Mads Ejsing, der er ved at lægge sidste hånd på sin ph.d.-afhandling i statskundskab om klimaudfordringerne i Lemvig. Han fortæller: »Da jeg var på feltarbejde i byen i februar sidste år, var jeg nede på havnen i et stormvejr. Jeg stod på muren og kiggede på vandet, der stod næsten helt op til toppen. Der tænkte jeg: ‘Hvad sker der om ti år, hvad sker der om 20 år?’«

Men det er han vist ret alene om at tænke. Om beboerne i Lemvig siger han i hvert fald:

Lemvig er en interessant case at studere, fordi der sker meget på den grønne dagsorden, selvom klimakrisen ikke lige er det, der optager flest vestjyder.

»Det er en ret abstrakt ting for de fleste. Mentaliteten er, at det ikke er klimaforandringerne, der slår dem ihjel,« forklarer Mads Ejsing.

Og ikke sandt, så er det sandelig godt, at der kan komme nogen fra det kloge land østpå og fortælle jyderne, hvad de har i vente. En anden af Kåres interview’ofre får det sidste ord i artiklen:

Carlo Sass Sørensen er med på, at teknologiske tiltag som muren ikke løser alle lemvigernes kommende problemer med de stadig mere voldsomme naturkræfter.

»Men muren kan jo forhøjes,« siger han. Og så tjener den også et andet formål.

»Den gør folk bevidste om, at ting kan gå rigtig galt herude,« fremhæver han.

Med andre ord: ”Le Mur” tjener samme formål som mundbindet i corona-krisen: den fortæller almindelige mennesker, der hverken véd ud eller ind, at det sandelig er alvorligt dette her, i mundbindets tilfælde: corona-sygdommen, i ”Le Mur”s tilfælde: klima-alarmen.

Så til det andet, det med sætningerne i Thyborøn. Her var jeg lige ved at blive klogere. Men ved anden og tredje gennemlæsning fornemmede jeg tydeligere og tydeligere en sær hovskisnovskiet holdning overfor os jyder. Hvis ikke dette var en pæn og næsten finkulturel blog, ville jeg kalde hans holdning højrøvet. Man fornemmer, at han er kommet til det mørke Jylland med samme indstilling som en etnolog, der besøger indianerne i Amazonas-området. Nu skal han fortælle sine medkøbenhavnere, hvordan der her selv helt ovre i Jylland kan finde ret fornuftige tiltag sted. Ja, er det ikke forunderligt?

Overskriften lader ane forundringen: ”Klimakamp på vestjysk”. Og tænk, så ankom der her over til Lemvig en dag en lidt sær personage, Carlo Sass Sørensen. Han havde været længe om at færdiggøre sin eksamen og skrev først i en sen alder sin ph.d. afhandling.

Og den havde en vild konklusion: Fiskerbyen Thyborøn, der ligger en kort køretur nord for Lemvig på spidsen af Harboøre Tange, synker årligt fem til otte millimeter. Jorden sætter sig, som det hedder i fagsprog, »og den sætter sig hurtigt«, forklarer Carlo Sass Sørensen til Weekend-avisen.

Kåre skriver så følgende advarsel i sin artikel:

Sætningen har sådan set ikke noget med klimaforandringerne at gøre, men det gør stigningeme af havvandet meget mere problematisk for området.

Men sidenhen bestiller han ikke andet end at sammenblande tingene på den mest uvidenskabelige måde.

Vi skal igennem en beskrivelse af Carlos flagrende lokker, der viser, at han afviger fra de lokale – på en typisk ”Alt for Damerne”-måde – før vi når frem til følgende:

Alligevel er hans arbejde blevet lidt af en åbenbaring. Sidste år vandt han som den første i den offentlige sektor Innovationsfondens Erhvervsforskerpris, og mange af de lokale er optaget af hans videnskabelige konklusioner. Selv de tavse fiskere i Thyborøn, der dagligt kæmper mod det brusende hav, har vist interesse for forskningen. Når de er i havn, vil de også kunne gå tørskoede i kælderen.

Afhandlingen betyder også, at fiskerne i dag forstår, hvad der er sket med deres pilskæve havnekaj i Thyborøn. I 2015, da havnen blev udvidet, passede de nye betonelementer ikke i højden med de gamle. Forskellen er markant: Den nye del af kajen er 50 til 60 centimeter højere end den gamle. Men noget stemte ikke. Standardhøjden på en industrifiskerihavn er nemlig ikke blevet ændret. Var den gamle kaj bygget forkert? Var bygherren skeløjet? Før Carlo Sass Sørensen kunne fiskerne kun gætte. Nu ved de, at den porøse sandjord under kajen er sunket og har trukket betonen med sig ned.

Altså, hvor er det godt, at der kan komme nogen østfra og fortælle de tavse fiskere, hvad det er for en sandgrund, de bygger på.

Parentes igen: Sass Sørensen har målt denne sætning ved at stikke nogle pinde i jorden, som en satellit kan måle på. Satellitten hedder Sentinel-1. Jeg googlede ordet, og fandt ud af, at den farer rundt 693 km over jordoverfladen. Alligevel er den i stand til at måle, at pindene synker fem til otte millimeter om året. Det synes jeg lyder fantastisk, mere fantastisk, end at Thyborønfiskerne forstår værdien af Sass Sørensens forskning. Så det ville jeg godt have haft belyst lidt mere. Men nej! Ikke af Kåre. Han er nysgerrig, men ikke efter det, jeg er interesseret i, men efter, om det virkelig kan passe, at vestjyder forstår videnskab. Parentes slut.

Så har Kåre også en samtale med Lars Nørgard Holmegaard, direktøren for den lokale vandforsyning, Lemvig Vand, og en slags lokal mæcen for Carlo Sass Sørensen. Han har haft brug for Carlo til at påvise sætninger ved steder, hvor vandrørene går i stykker. Fortræffeligt, ikke? Vestjyder kan bruge EU’s satellitter til noget. Hvem skulle tro det?

Udover at have med vandforsyning at gøre er Nørgaard Holmegaard initiativtager til en stor flot bygning, Klimatoriet. I mine ører lyder det som en mellemting mellem ”klimakteriet” og ”sanatoriet”, men jeg er jo også kun én af de uoplyste jyder. Herfra skal udgå klimaviden til den undrende verden. Fire problemer skal løses, siger Nørgaard Holmegaard:

»QuadrupIe Helix,« kalder Lars Nørgard Holmegaard filosofien – eller, som det lyder med et vestjysk tvist, »kvar-drap-le«.

Igen morer Kåre sig med at oversætte til vestjysk. Velsagtens for at vise, at han udmærket forstår de lokale. I dette tilfælde glemmer han blot at oversætte Helix. Jeg uvidende véd ikke, hvad det betyder. Det gør han måske heller ikke. Der er jo så meget, han ikke fortæller os. Men skidt med det! Vi iler videre. Det hedder:

Klimatorium har vundet flere arkitekturpriser, og så har konceptet også slået igennem internationalt: I byen Nelson på New Zealand på den anden siden af kloden er indfødte maorier i gang med at bygge en tilsvarende bygning. Som Lemvig og Thyborøn ligger Nelson lavt, og maorierne i byen vil gerne sikre, at de kan bo der i mange år. Og de er altså blevet inspireret af den vestjyske metode til at tackle deres problemer.

Jamen, igen; vi må virkelig undre os. De kommer til Danmark helt fra New Zealand. Og så til Lemvig, ikke til København. Vi må undre os endnu mere. Det er Le Mur, der har tiltrukket opmærksomhed kloden rundt. Og så måske Klimakteriet, undskyld Klimatoriet.

Jeg véd ikke, hvad de går og laver i Lemvig. Kanhænde de prøver at udnytte klimabevidstheden. Men hvis det på samme måde som med artiklen i Weekendavisen er meningen, at vi på forhånd skal godkende alle klimaaktivisternes teser, så er der ikke megen oplysning at hente.

Kort sagt: at læse Weekendavisens artikel er nærmest spild af tid. Ligesom det har været spild af tid at læse denne artikel, siger den kloge læser. Og jeg svarer: Ikke helt tidsspilde, for har man lært at være påpasselig og lettere tvivlende med det, man læser, af min artikel, så har man dog lært noget.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget | Skriv en kommentar

Vesten versus verden

Deadline bragte den 29-6 en gennemgang af begivenhederne i Canada. Dèr har man fundet en række børnegrave, som er et vidnesbyrd om de overgreb på den oprindelige befolkning, som canadierne – altså de hvide canadiere – har foretaget op igennem det tyvende århundrede. Man har fjernet en række børn fra deres forældre og anbragt dem på forskellige katolske børnehjem. Meningen var, at de skulle tvinges til at opgive deres oprindelige kultur for at overtage den europæiske, som de hvide canadiere var repræsentanter for.

Der var således lagt op til den sædvanlige tese: at vi hvide virkelig skal undskylde for vore mange fejltagelser og alle vore onde handlinger i fortiden. Men bortset fra et enkelt ord om danskerne og Grønland holdt man sig til det nogenlunde acceptable, hvad angår den hvide mands skyld. Man gjorde faktisk mest ud af, hvordan forholdet mellem hvide og indfødte kunne bedres i fremtiden.

Men selv om vi hvide således ikke ved denne udsendelse blev tvunget til at angre vore mange synder mod alle de andre af klodens beboere, giver det mig alligevel anledning til at overveje den del af historieforløbet, der kan kaldes det hvide Europas påvirkning af de andre folkeslag i verden.

Men man skal måske alligevel begynde med at tale om en anden kulturs påvirkning af andre kulturer. Jeg tænker på den muslimske kultur, som fra 632 og fremefter bredte sig ud over store dele af verden gennem to erobringstogter: det gennem Nordafrika og Spanien op til Midtfrankring, hvor den blev standset af Karl Martel i 732, og det fra Lilleasien over erobringen af Konstantinopel frem til belejringen af Wien i 1683. Dertil kommer jo, at denne kultur bredte sig østover også, til store dele af Centralasien, til Indien og for forholdsvis nylig også til Indonesien.

Nu ligger det ikke til muslimerne at sige undskyld – de har jo ikke haft en religionsstifter, der spurgte, hvorfor man ser splinten i næstens øje, men ikke bjælken i sit eget – og der er jo også gået mange hundrede år, siden muslimerne havde en overlegen kultur, men alligevel: skal vi europæere sige undskyld for vore slavejagter i Afrika, skal muslimerne vel også; skal vi sige undskyld for vor store påvirkning af de andre kulturer i kolonitiden, skal muslimerne vel også sige undskyld til de kulturer, som de på det nærmeste har udryddet undervejs i deres erobringstogter.

Men lad det blot ligge i denne omgang.

Her iler vi videre til det fantastiske, der er sket i historieforløbet, at det blev forundt én verdensdel, nemlig Europa, at være skueplads for en række særdeles heldige udviklinger på det militære, det lægevidenskabelige, det kommunikative område, plus mange andre områder. Det var vist kineserne, der opfandt krudtet, men det var os europæere, der udnyttede det til vore kanoner og musketter og geværer. Men samtidig var det os europæere, der drev det utrolig vidt på det lægevidenskabelige område, og tænk bare: disse livreddende udviklinger lod vi alle de andre verdensdele få del i uden afgifter til os, der jo ellers var opfinderne. Javist, nogle af de metoder, vi anvendte til udbredelsen af det gode, som en god lægevidenskab er, hang sammen med kolonidannelsen; det var altså noget, som de andre verdensdele fik del i i kraft af, at de var de europæiske landes kolonier, men so oder so: fordelen ved den gode lægevidenskab fik de altså del i.

Det samme gælder diverse kommunikationsmidler.

Damplokomotivet blev opfundet af os, og de andre kulturer kunne så kopiere denne opfindelse. Biler, flyvemaskiner, også det er europæiske opfindelser, hvis vi regner det ”hvide” Amerika med til den europæiske kultur, hvad vi jo uden fordrejning af kendsgerningerne roligt kan gøre. Telefon og telegraf er også fremstået i vor kultur, ligesom her fornylig internettet og alt, hvad dertil hører.

Men ikke blot sådanne rent ydre ting har de andre kulturer kopieret fra os. Også en stor del af vort kulturelle tankegods er blevet mere eller mindre direkte overtaget fra os. Demokratiet har ganske rigtigt trange kår i mange ikke-europæiske lande, men som ideal er det dog overtaget af de fleste stater. Og noget tyder på, at også vor opfattelse af markedskræfternes betydning for fordeling af goderne har smittet af på andre lande. Sovjetunionen med sin planøkonomi kunne ikke bestå og er blevet erstattet af noget miskmask, der dog indebærer betydelig større økonomisk frihed end planøkonomien fra før, og i Kina har man måttet opgive den strikte planøkonomi til fordel for en mere liberal holdning til de økonomiske kræfter, og det vil man nok stadig holde fast ved, fordi det har vist sig utrolig effektivt.

På negativsiden tæller jo så desværre, at marxismen, som gennemtrængte Rusland og vist stadig gennemtrænger Kina, jo også er en europæisk eksportvare. Og den véd jeg ikke rigtig, om disse lande skal være os taknemlige for, eller om den er noget, vi skal være stolte af.

Men så kommer vi til det med stoltheden.

For hvad skal egentlig alle de ikke-europæiske kulturer være stolte af?

Vi kan gerne neddrosle dette med stoltheden til kun at være en glæde over den folkelighed, man tilhører. Tilbage står alligevel det spørgsmål, som vi må stille på de andre kulturers vegne: Er der noget at glæde sig over hos dem? Kan man være glad for at tilhører denne kultur? Kan man føle i sit inderste, når man tilhører en ikke-europæisk kultur, at også denne kultur har noget at sige i det store regnskab?

Lad os tage forholdet mellem grønlænderne og de andre inuitter som eksempel!

Jeg kender ikke ret meget til forholdene for inuitterne i Canada, men jeg mener at have hørt en grønlænder udtrykke sin glæde over, at inuitterne i Grønland i det mindste har fået det ud af samlivet med danskerne, at de har kunnet bevare deres sprog, oven i købet fået det udviklet til et skriftsprog. Parentes: Sprogets udvikling til skriftsprog var det forresten ikke en dansker, men en tysker, der har æren for, Samuel Kleinschmidt tror jeg, han hed. Parentes slut. Og som jeg forstod det dengang, var det noget, han mente grønlænderne havde i modsætning til inuitterne i Canada.

Ikke fordi jeg mener, det er noget, vi danskere skal prale af: se, hvor gode vi har været overfor grønlænderne! Det hører med til den historiske udviklings tilfældigheder. Det var tilfældigt, at det var en dansk luthersk præst, Hans Egede, der kom til Grønland. Det var tilfældigt, at grønlænderne efterhånden lod sig gribe af den lutherske lære, som jo ifølge Luther skulle prædikes for dem på modersmålet. Det var tilfældigt, at der af den grund blev skabt et grønlandsk skriftsprog og skrevet grønlandske salmer. Og det er også en form for tilfældighed, at grønlænderne har taget salmesangen til sig helt anderledes end vi danskere: de synger helt af sig selv flerstemmigt på deres salmer. Den kan vi ikke slå, al vor lutherske arv til trods.

Jamen, alle de kulturelle ændringer, vi har søgt at presse ned over grønlænderne, hvad med dem?

Tja, vi har jo selv været underlagt tilsvarende ændringer i vor kultur. Men vi har affundet os med dem, fordi nødvendigheden tvang os.

Vi, et gammelt bondesamfund, har måttet ændre vor kultur, så den kunne tilpasses et industrisamfund og nu senest et informationssamfund. Men vi er dog danske på trods af disse ændringer. Vi kan synge Aakjærs sang om spurven, der sidder stum bag kvist, rigtig føle med de arme mennesker fra anno dazumal, der måtte opleve, at ”jo mere vinden slår, des mer får arnen lue”, og bagefter gå hen og skrue op for fjernvarmen. Og alt det gør vi uden at spekulere på, hvilket land der har opfundet alle de dejlige ting, vi glæder os over i vor hverdag.

På samme måde er den grønlandske fangerkultur blevet afløst af en fiskerikultur, en rejefangerkultur, en fåreavlskultur, ja sågar en rensdyravlskultur. Er det danskerne, der har påtvunget grønlænderne disse ændringer? Kun delvist. For grønlænderne kunne jo selv se, at sælspæk og hvalkød ikke mere forelå i tilstrækkelig mængde til at brødføde alle. Så hvis ikke alle grønlænderne skulle flytte til Danmark, og deres kultur opløses i den derværende industrikultur, så måtte man finde på noget. Og det lykkedes jo, om end ikke fuldkomment, for der er stadig brug for et bloktilskud fra Danmark.

Og spørger man, hvilken form for kultur grønlænderne skal satse på i fremtiden, skal det være en minedriftskultur, en turistkultur eller en informationskultur?, så gives der nok ikke noget éntydigt svar, men så meget står dog vist fast, at alle disse kulturformer kræver en veluddannet befolkning. Og mon ikke fremtiden kan forme sig for grønlænderne, som den har formet sig for os danskere: at de, ligesom vi, må kunne bevare deres kulturelle egenart i de fremtidige kulturer, de er nødt til at tilegne sig. De er jo allerede godt i gang: har taget den moderne musikkultur til sig – med grønlandske tekster, förstås – og skriver sange og digterværker, formår sågar at tale engelsk udover dansk, og er i det hele taget åbne for denne verdens foreteelser, som nok ses gennem Vestens briller, men dog tilegnes som noget helt og aldeles grønlandsk.

Og så til det, jeg hele tiden gennem disse overvejelser har prøvet at sigte frem imod: det afrikanske genom-projekt.

Det er noget, jeg er blevet opmærksom på gennem en leder i The Economist, se her, og en artikel om sagen sammesteds, se her.

Når det her kan være på sin plads kort at nævne det afrikanske genom-projekt, skyldes det, at dette projekt er et udmærket eksempel på, hvordan vi forbigår virkeligheden, når vi hele tiden vil anlægge moralske synspunkter på historiens gang.

Sagen er den, at da man fik mulighed for at undersøge en befolknings gener, gik man i gang med at undersøge vestlige menneskers gener. Derudfra kunne man finde ud af, hvilke arvelige sygdomme en befolkning havde, så man bedre kunne sætte modforanstaltninger i værk. Nu har man imidlertid opdaget, at den afrikanske befolkning er særlig interessant i den henseende, fordi man dels kan få et bedre indblik i, hvordan fortidsmenneskene er blevet til nutidsmennesker, og dels har opdaget, at sygdomsfordelingen ikke er ens i de forskellige befolkninger.

Det får The Economist til i sin leder at skrive:

Heri [i denne opdagelse, rr] ligger der en dyb ironi. Fremmedfrygt har formentlig eksisteret lige så længe, som der har været mennesker. Men racistiske holdninger blev styrket i det nittende århundrede, for man blev entusiastisk grebet af iver for fysisk antropologi og eugenik. Sidstnævnte prøvede at klassificere mennesker på basis af synlige karaktaristika, f.eks. hudfarve, hovedform og ansigtstræk, noget, der er genetisk nedarvet. Hvis dette havde været en neutral analyse, ville det have været uden undtagelser. Men som regel var den ikke neutral. Den var ikke blot klassificeret, den var normeret: hvidhudede europæere satte sig selv i toppen – og sorte afrikanere i bunden. Føj eugenik til den blanding, og resultatet blev smitsomt.

Og ikke sandt, så får man lige givet os hvide europæere én over snuden. Vi var i virkeligheden store racister, vi europæere.

Her er det, at jeg ikke kan lade være med at sige: Hold nu lige jeres moralske pegefingre for jer selv! Prøv nu lige at bedømme historien på historiens præmisser! Vi europæere har da selvfølgelig begået mange fejltagelser på vores vej mod nutidens såkaldte oplysning. Ikke mindst er det jo europæere, nemlig nazisterne, der har ”opfundet” socialdarwinismen, hvorefter det var ethvert folks opgave med militær magt at bekæmpe alle andre folk, ligesom det ene gen bekæmper det andet ud fra Darwins tese om ”survival of the fittest”. Men det var jo også europæere, der ofrede tusindvis af soldaters liv for at bekæmpe denne fejlopfattelse.

Og ærlig talt, når 1800-tals europæeren så på de andre folkeslag, i Indien, i Kina, og specielt i Afrika, så er det vel ikke så mærkeligt, at forskellen forekom enorm, forskellen i udseende, javist, men især forskellen i kultur. Kunne man virkelig forvente, at alle europæere ud fra det, de så, skulle kunne sige sig selv, at disse mærkelige mennesker bar i sig de samme muligheder som vi?

Homo sapiens, den menneskerace, alle nulevende mennesker tilhører, blev til i Afrika og udbredte sig for cirka 60.000 år siden til resten af verden. Her mødte den neandertalere og denisovarer og kom til at udveksle gener med disse arter, så vi ikke-afrikanere i dag bærer med os gener fra dem.

Men nu er der altså afrikanske forskere, der har startet et projekt, 3MAG, (tre millioner afrikanske gener), der skal undersøge den genvariation, der findes blandt afrikanere, en variation, der allerede nu har vist sig at være meget større end den, der findes i andre verdensdele. Og ingen tvivl om det: dette kan have lægevidenskabelig betydning.

Men det kan også have palæontologisk betydning. Lederen fortæller, at man gennem sådanne genvariationer har opdaget, at homo sapiens i Afrika har udskiftet gener med en ukendt menneskeart, som vi blot ikke har fundet knoglerester af (endnu). Så pludselig bliver vor forhistorie meget mere specifik, takket være de genundersøgelser, man nu begynder at udføre på afrikanere.

Og igen kommer jeg med min advarsel mod de pæne etiske overvejelser om vore forfædres manglende moralske forståelse: Var det nu også racistiske tanker, der fik os europæere til i første omgang at gennemføre genetiske undersøgelser af vore egne befolkninger? Kunne det ikke i stedet være den aldeles uracistiske tankegang, der lå bag, at alle mennesker jo i grunden er ens, er en del af den samme menneskehed, sådan at man, hvis man har undersøgt genvarianterne af en europæisk befolkning, simpelthen har undersøgt varianterne af hele menneskeheden? Hvis man på den måde kan holde moralske overtoner borte, vil man kunne nøjes med at gribes af det spændende, der ligger i, at afrikanerne, som beboere i menneskehedens oprindelseskontinent, har helt andre genvarianter end os.

Hvis vi kan nå frem dertil, at vi kan lade være med at løfte vor moralske pegefinger i tide og utide, kan vi måske også nå frem til at betragte vort eget og de andre kontinenters kulturelle udvikling som en fantastisk gave til os, en gave, som vi ikke er kommet sovende til, en gave, også det, som ikke er faldet ned i vor turban, men har måttet udarbejdes gennem fejltagelser og misbedømmelser, men dog en gave, som både vort kontinent og de andre nyder godt af.

Og måske vi så også kan bringe det hen dertil, at de andre kulturer kommer til at betragte det europæiske bidrag til deres kultur på samme selvfølgelige måde, som vi europæere betragter andre kulturers bidrag til vores kultur. Jeg mener: Vi taler gladelig om en ottoman uden at tænke over, at ordet stammer fra den muslimske kultur, og vi bruger rask væk både arabertallene og det uundværlige nul uden at skænke det en tanke, at det var araberne, der gav os den kulturfordel. Og vel har vores vej til nutidens høje kulturelle stade været kringlet og ført mange uretfærdigheder med sig, uretfærdigheder overfor os selv og overfor andre, men nu er vi altså efter mange forsøg og en del blindveje nået frem til nutiden. Andre kulturer har haft deres langsomme og fejlbehæftede vej til nutiden, os har de lært af, men ofte på en måde, så de ud fra egne interesser har taget det lærte til sig.

Så derfor: lad de mange forsøg på moralsk bedømmelse af historiens gang ligge, lad os i stedet – sammen – glæde os over det, vi har nået, og derefter forsøge efter bedste evne at få tingene til at glide, så vi hvide europæere kan bevare vor selvrespekt, og så de andre kulturer kan oparbejde en tilsvarende glæde over deres folkelighed, deres kultur og deres særpræg.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , , | Skriv en kommentar

Søren Pind med uld i mund

Nu er Søren Pind jo godt nok ikke længere en aktiv spiller i dansk politik, men han har dog fået lov til at komme med adskillige kommentarer i Berlingske, nogle gode, nogle dårlige.

Her fornylig, den 26-6, har han en kommentar af sidstnævnte art, se her. Og kommentaren er dårlig, fordi han ikke kan blive enig med sig selv. Han siger, at han godt kan se det uheldige for Danmark, hvis det er sandt, hvad en anerkendt ekspert hævder, at vi om forholdsvis kort tid vil have 70.000 syrere her i landet. Man hvad han vil gøre ved det udover at vride hænder, får vi ikke at vide.

I sig selv skal det måske betragtes som besynderligt, at en mand som Søren Pind tilsyneladende virkelig tror på denne ekspert. Pind skriver:

Jeg forklejner på ingen måde de syrere, der er i Danmark. Jeg kender tilmed nogle af dem. Gode folk. Men 70.000 er ikke en gruppe, der bare optages i det danske samfund. Og slet ikke, hvis man som jeg går ind for assimilation – det vil sige, har en forventning om, at de folk, der kommer til Danmark for at blive, også kommer for at blive danske. Det kan ikke lade sig gøre, hvis der over ganske få år kommer 70.000 mennesker af syrisk herkomst til Danmark. Så bliver Danmark i stedet mindre dansk. Jeg synes grundlæggende ikke, det er rimeligt.

Det er tallet, det giver ham dystre overvejelser. Og han véd godt, at 70.000 ikke bare sådan lige lader sig optage i det danske samfund. Alligevel gør han ikke som mange af hans ligesindede: fornægter denne oplysning og gør nar af os andre, som for længst er blevet bekymrede over tilsvarende oplysninger. Nej, Søren Pind tror på, hvad eksperten siger.

Men han synes også, han er nødt til at sige noget positivt om de syrere, der er kommet til Danmark. De er ”gode folk”, og det véd han, for han kender nogle af dem, velsagtens en fire-fem stykker. Men denne oplysning tør han trods alt ikke bruge til at bedømme de 70.000 med, så lidt realitetssans har han dog bevaret.

Men ak, så ryger al realitetssans i den næste bemærkning: han går minsandten ud fra, at de folk, der kommer til Danmark, kommer for at blive danske.

Det er dog en utrolig naiv opfattelse at have. Véd han ikke noget om, hvor lang tid det f.eks. tager for danskere, der er rejst til udlandet, at forlade det danske og tilslutte sig det fremmede? Rigtigt! Vi taler om århundreder. Og så tror han, at syrere, der ud over at skulle miste deres mange folkelige traditioner også skal omfortolke eller måske helt forlade deres religion, sådan næsten af sig selv lader sig omforme til danskere.

Det kan ikke lade sig gøre, siger han, lidt som en modsigelse til det, han lige har sagt om, at de, der kommer til Danmark, kommer for at blive danske. Nej, hedder det nu, i stedet bliver Danmark mindre dansk.

Så sandt, som det er sagt.

Men hør så det næste eksempel på en enorm naivitet: Det er ikke rimeligt, siger han.

Nej, det er det måske ikke. Men hvor er den domstol, han vil indanke denne urimelighed for? Kan vi i den slags forhold i det hele taget tale om rimelighed og urimelighed?

Eller mener han, dette er et argument, der kan anvendes imod vore europæiske EU-medlemslande? Er tanken den, at det er urimeligt, at lige netop vi og ikke nogle af de andre lande skal tage imod op til 70.000? Det fremgår ikke af hans artikel. Så nødråbet om urimelighed synes opsendt ud i den blå luft.

Søren Pind fortsætter:

I går, fredag, citerede en skribent på debatsiderne i Berlingske de Frie Grønnes Sikandar Siddique for at kræve fri indvandring til Danmark. Jeg må indrømme, at jeg ved læsningen følte mig som høvding Sitting Bull, der læste, hvad general Custer nu engang mente om indianerne og deres fremtidige skæbne.

Er det virkeligt et rimeligt krav, at et ældgammelt land med en særegen kultur – der er kun det samme på dette sted – skal lægge ryg til sådanne udsagn og krav?

Jeg kan godt lide sammenligningen med Sitting Bull. Godt nok bliver det så Sikandar Siddique, der bliver den onde general Custer, og jeg er ret sikker på, at han vil blive fornærmet over den sammenligning. Men det er jo sandt, at Siddique kan invitere alle sine medmuslimer til Danmark og alligevel i Pakistan – han kommer vist fra Pakistan – have et land, der er hans land, mens vi, hvis hans ønske om fri indvandring går i opfyldelse, ikke har noget andet land at emigrere til, som kan kaldes et dansk land, og som har alle de kendetegn af kulturel og historisk og sproglig karakter, der gør, at vi føler det som Danmark. Så hvis de 70.000 fremmede kommer hertil og ændrer vor kultur, så er det Danmark, hvis skæbne bliver beseglet.

Så siger Pind, at han vil, at enkeltpersoner skal hjælpes. Uden at fortælle, at jo alle flygtninge, når først medierne får tag i dem, fremstilles som enkeltpersoner, og jo også er det. Og han fortsætter:

Jeg mener også, at kravet skal være klokkeklart til mennesker, der har valgt at indvandre til Danmark: Bliv danske. Ikke i den platte snævre forstand, som dette udsagn altid reduceres til – drik fadøl og spis flæskesteg. Men forstå, at man er kommet til Grundtvigs fædreland. Kierkegaards. Bohrs. H.C. Andersens. Dronning Margrethes. En kultur opbygget over tusinde år med sejre, nederlag og kulturel dannelse.

Her hører vi den tidligere politiker tale. Store ord og fedt flæsk. Et klokkeklart krav vil han stille. Og som det dog lyder handlekraftigt! Indtil man stiller ham – og sig selv – det spørgsmål, hvordan han vil sikre sig, at dette vildt urealistiske krav bliver opfyldt. Ikke sandt, så fuser kraften i ordene på underlig måde ud.

Han har lidt mere at sige om kravet om fri indvandring:

Det er en uhørt ting at kræve, at der skal være fri indvandring til Danmark. En manglende respekt for, hvad det her land har måttet slås med og for gennem det ene århundrede efter det andet, og hvad der har skabt det.

Okay, her er noget, jeg vil give ham ret i. Hvis man kræver fri indvandring, mangler man respekt for det, vort land har måttet slås med op gennem sin historie. Blot vil jeg føje til den iagttagelse, som Søren Pind til trods for al den tid, han har tilbragt i politik, ikke har gjort: Vi har fri indvandring for øjeblikket. Vi tolker flygtningekonventionen på den måde, at vi mener, at enhver, der uden tilladelse overskrider vor grænse og siger asyl, har ret til at få sin asylansøgning behandlet. Denne tolkning medfører, at de fleste af asylansøgningerne bliver afvist – nogle siger over halvdelen – men at det kun er muligt at sende meget få af disse ansøgere tilbage.

Vi kan altså ikke lukke vor grænse effektivt. Vi har derfor været nødt til gennem forskellige ikke altid lige fine tiltag at gøre det mindre attraktivt for flygtninge at søge til Danmark, i håb om, at de i stedet vil søge til andre europæiske lande.

Men denne kendsgerning, som Pind skyder en hvid pind efter, indebærer, at vor nuværende ordning mangler respekt for det, vort land har måttet slås med op gennem sin historie. Derfor er det denne ordning, der skal laves om.

Og så hans slutbemærkning! Man skulle ikke tro, han kunne overgå sig selv med alle de naiviteter og manglende erkendelser af sandheden, han er kommet med i det foregående. Men hans genialitet i selvmodsigelser og forvrøvlet politikertale overgår virkelig alt det, han har sagt forud:

Så her er dilemmaet: Vil jeg som regeringen sende syrerne tilbage i armene på Assad? Nej. Vel vil jeg ej. Men nogen må så til gengæld tage ansvar for at fremkomme med et holdbart forslag til, hvordan man hindrer, at en fremmed befolkningsgruppe på den måde får permanent fodfæste i Danmark, og – ja – påvirker Danmark i uønsket retning.

Hvis han var journalist, ville man måske finde det naturligt, at han ville spørge en politiker, der absolut ikke ville sende syrerne tilbage i armene på Assad, om, hvad han så ville gøre, hvordan han så ville forhindre, at fremmede får permanent fodfæste i Danmark. Men nu, hvor han åbenbart optræder som en mellemting mellem en journalist og en politiker, mener han åbenbart, at vi læsere vil affinde os med, at han afslutter alle sine beklagelser over de 70.000 syreres ankomst med at bede andre om at komme med forslag til, hvordan han kan undgå den selvmodsigelse, der så tydeligt fremgår af hans indlæg. De skal ikke sendes tilbage. Og selv kan han ikke se den åbne grænse, der betinger deres ankomst, og derfor ikke erkende nødvendigheden af, at den bliver lukket, hvis hans ønske om at bevare Danmark som Danmark skal imødekommes.

Et dilemma taler Pind om.

Nej, kære Søren Pind, der er ikke tale om et dilemma, der er tale om en eklatant selvmodsigelse, og det er dig, der gør dig skyldig i en sådan.

Andre politikere har i det mindste så megen angst for at indvikle sig i selvmodsigelser, at de lader, som om de ikke ser de faren for, at Danmark ikke længere skal forblive Danmark, når man importerer så mange fremmede. Men Søren Pind vil vise sig som én, der virkelig har omsorg for Danmark og alt det danske, og hvor er det skønt at høre! Indtil man læser de sidste ord, hvor han pure nægter at foreslå det eneste, der kan forhindre den katastrofe for Danmark, han lige har opmalet.

Uld i mund? Det er det mildeste udtryk, man kan anvende. Bedre – og mere jysk – ville det være direkte at sige: ”Der er løwn i di hals!”

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget | Skriv en kommentar

Pagt og troskab

Som man måske har opdaget, har jeg prøvet at formulere modsætningen mellem lov og evangelium som en modsætning mellem noget, jeg har kaldt ”sprogspil”, to forskellige dele af sproget, der hver for sig udgør et spil, hvilket betyder, at de ikke har logik tilfælles.

Jeg har engang i firserne skrevet en længere afhandling, og i denne afhandling har jeg indflettet et kapitel om disse to sprogspil, se her. Her har jeg taget mig tid til at gøre tingene temmelig indviklede. Således har jeg gjort opmærksom på, at lovens krav jo tilsyneladende er gode nok, fordi de søger at gøre rede for, hvilke handlinger fællesskabet kræver. Jeg skriver f.eks. på side 74 i denne afhandling:

Man kan nemlig betragte lovens bud som en beskrivelse af det fællesskab, mennesket har fået at leve i. “Ær din far og din mor”; det er en beskrivelse af de sammenhænge, skabelsen har givet mennesket at leve sit liv i. Mennesket er ikke en række enere, fuldstændig uafhængige af hinanden, fuldstændig ens stillede overfor alle andre mennesker. Nej. Der er mennesker, der hæver sig ud af den grå masse for mig, mennesker med hvem jeg er sat i et naturligt fællesskab, min far og mor, mine søskende, min ægtefælle, mine børn, mine naboer, mine arbejdskammerater. Og det er klart, skal det fællesskab fuldbyrdes, så er der en række ting, der må gøres. Og gøres de, for at livet kan lykkes, for at fællesskabet kan fuldbyrdes, så kan man godt sige, at mennesket lever efter loven, man kan måske også sige, at mennesket bevidst overholder lovens bud, for så vidt det er sig bevidst, at hvad det gør, gør det for fællesskabets skyld. Sådan kan loven måske siges at have hjemme i “kærlighedssprogspillet”.

”Der er ting, der må gøres”, skriver jeg. Og det kan afbildes med loven. Ja, måske endda begrebet ”lov” har hjemme i det, jeg her kalder ”kærlighedssprogspillet”.

Lidt senere går jeg i gang med at spørge, om mon de ord, man bruger, kan afsløre, om man befinder sig i et ene eller det andet sprogspil. ”Gæld”, ”skyld”, og mange andre ord synes umiddelbart at høre hjemme i retfærdighedssprogspillet. Men så kommer den indvending, der gør det hele mere indviklet: Vi kan blot tænke på ordet “retfærdiggøre”. Det har som nævnt i vor daglige tale en negativ klang. Men det forhindrer ikke, at ny testamente anvender det, også positivt; retfærdiggørelse af tro (76) er et positivt begreb. Omend retfærdiggørelse der måske ikke betyder, hvad vi i vor daglige tale forstår ved retfærdiggørelse, men betyder “pagtfuldbyrdelse”, “fællesskabsetablering” .

Eller tag ordet “lov”. Der er næsten uløseligt knyttet retfærdighedsprogspilslogik til dette ord. Alligevel vil jeg mene, at man—omend måske med forsigtighed—kan anvende ordet til betegne de vilkår, der nu engang er knyttet til fællesskabet.

Og så er vi endelig fremme ved det, jeg skal bruge disse overvejelser til.

For jeg vil – sådan lidt forsøgsvist – vove den påstand, at Jesus netop anvender sine lovudsagn i evangelierne på den måde: som betegnelse for de vilkår, der er knyttet til fællesskabet.

Godt nok er det med at holde tungen lige i munden. Når Jesus i bjergprædikenen siger:

Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket. Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget. For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. (Matt 5,17-20).

så kan man sige, at det på en måde er forståeligt nok, at mange lutherske prædikanter mener, at formaningerne i bjergprædikenen udgør en vældig skærpelse af lovens bud, de fleste mener: en skærpelse til det uoverholdelige.

Og når det lidt senere hedder:

Der er sagt: ›Den, der skiller sig fra sin hustru, skal give hende et skilsmissebrev.‹ Men jeg siger jer: Enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, forvolder, at der begås ægteskabsbrud med hende, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud. (Matt 5,31-32).

så kan man sådan set godt forstå, at kirken, da den fik magt i samfundet, gjorde skilsmisse umulig. Vi kan jo her tydeligt se, at Jesus vil agitere for en retfærdighed, der overgår de skriftkloges og farisæernes.

Men hvad skal så vi arme nutidsmennesker gøre? Vi kan jo godt se, at kærlighed – ægte kærlighed – altid må være frivillig. Og hvis vi har det imod den muslimske ægteskabspraksis, at det nok er frivilligt for manden, om han vil forblive i ægteskab, men jo på ingen måde for kvinden, rammes vi så ikke bagfra af vor egen dom over muslimerne, hvis vi vil prøve at gennemføre en retfærdighed i overensstemmelse med disse ord af Jesus?

I mit forrige indlæg har jeg argumenteret for, at vi går fejl af det egentlige i et menneskeligt forhold, hvis vi på den måde tænker i lovbaner eller retfærdighedsbaner.

Men lad mig her begynde med at fremhæve nogle steder, hvor Jesus nedbryder vor sædvanlige retfærdighedsforståelse.

Det gør han blandt andet i lignelsen om arbejderne i vingården, Matt 20,1-16. Som man måske husker, ender lignelsen med, at vingårdsejeren udbetaler lige løn for ulige arbejde. De, der har båret dagens byrde og hede, bliver stillet lige med dem, der kun har arbejdet én time. Jesus forsøger at fastholde, at vingårdsejeren handler retfærdigt:

Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god?

Man kan synes, at Jesus lige strammer den en anelse for meget. Han anklager jo ligefrem den klagende for at være ond. Men det er med velberåd hu. For i himmeriget – og lignelsen handler jo om himmeriget – kaldes det misundelse, hvis man ikke er glad på den persons vegne, der får for meget. Og man må jo indrømme, at den klagende har fået det, der var aftalt. Men vingårdsejerens spørgsmål, om han ikke må gøre, hvad han vil, med det, der er hans, er dobbeltbundet: for her hager han sig fast i, at han har ret til sin ejendom, men bruger denne ret til imod normal retfærdighedstankegang at behandle det ulige lige.

Så her må man da vist sige, at Jesus nedbryder den normale retfærdighedstankegang.

Det samme må man sige om lignelsen om den gældbundne tjener, Matt 18,23-35. I vort normale dagligliv går vi ud fra, at pengesystemet fungerer på den måde, at når en gæld er eftergivet, har den, der eftergav én gælden, ikke mere at komme efter. Gældseftergivelsen gælder, om jeg så må sige.

Det gør den imidlertid ikke i denne lignelse. Selvfølgelig kan vi komme med forklaringer, f.eks. om, at der er tale om en slave, og en slave er slave både før og efter gældseftergivelsen. Alligevel er der noget, der for os almindelige mennesker halter i fortællingen. Det ses måske tydeligst i slutordene: Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.

Det er selvfølgelig en gåde, hvordan man kan tilgive sin broder af hjertet med sådan en trussel hængende over hovedet. Og denne gåde viser det finurlige ved Jesu lignelser. De vil tale om retfærdighed og lov og gæld og penge, men hovedtanken i dem er i alt andet end overensstemmelse med sådanne forestillinger hos os.

Og dog forstår vi dem jo godt. Vi forstår godt, at det ikke er den sædvanlige, velkendte jordiske retfærdighed, der er tale om, men en himmelsk retfærdighed, der kun i ordet ”retfærdighed” ligner den jordiske. For tilgivelse kan aldrig gives på retfærdig måde. Den vil altid bryde retfærdigheden.

Allerede i det korte ordskifte mellem Peter og Jesus forud for denne lignelse slås lovtankegangen i stykker. Peter vil have klare regler: hvor ofte skal jeg tilgive min bror? Men Jesus giver et svar, der slår alle regler i stykker: ”op til syvoghalvfjerds gange”. I den tidligere oversættelse stod der ”op til halvfjerdsindstyve gange syv gange”. Jeg er ret ligeglad med, hvilken oversættelse der er den rette. For meningen er i begge tilfælde, at der ikke kan opstilles regler af den art.

Ja, faktisk kan der slet ikke opstilles regler om, at man skal tilgive. Det ligger i sagens natur, når det er ægte menneskelige forhold, der er tale om, eller – med Jesu ord – når det er himmerigets forhold, der skal belyses. Således får tjeneren jo ikke at vide, at herefter må han sandelig huske at eftergive andre deres gæld; det må han selv forstå. På samme måde, som det jo ikke siges til tjenerne i lignelsen om de betroede talenter, Matt 25,14-30, at tjenerne skal få talenterne til at yngle, det hedder blot, at herren vil høste, hvor han ikke har sået.

Hvis man vil have et indtryk af, hvilken fare der kan være forbundet med at opstille regler for livet i vore fællesskaber, kan man se på lignelsen om farisæeren og tolderen, Luk 18,10-14. Man risikerer at komme til at sammenligne sig med andre, måske endda med et ikke helt ringe resultat. Og så er fanden løs. For så gør man det, man gør, på en selvbevidst måde: man véd af, at man med det, man gør, gør noget gavnligt, noget, alle kan se hjælper fællesskabet fremad, oven i købet kan man som farisæeren i lignelsen måske ligefrem takke Gud, fordi man ikke er som andre. Og så er gerningerne med ét forvandlet og altså forvandlet, fordi man lod lovens regelinddeling få indflydelse på det ligefremme liv i fællesskabet. Det er jo i kraft af denne regelinddeling, at man kan sammenligne sig selv med andre, og det er denne regelinddeling, der gør det muligt for et menneske at vide med sig selv, at man har gjort så og så meget, og måske endda så og så meget mere end de andre.

Sammenligningslysten er ødelæggende for ethvert fællesskab. Det fremgår af Jesu ord i bjergprædikenen om, hvorfor den enkelte ser splinten i næstens øje, men ikke bjælken i sit eget, Matt 7,3f. Derfor er den korrekte måde at give almisse på at gøre det, så den venstre hånd ikke véd, hvad den højre gør, Matt 6,3. Den måde at gøre gode gerninger på er også afbildet i lignelsen om verdensdommen, Matt 25,31-46.

Og den er også afbildet i den gammeltestamentlige profeti fra Jer 31,31-34. Her hedder det:

Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.

Denne nye pagt består netop i, at pagtens medlemmer føler sig så knyttet til hinanden, at de af sig selv eller af deres egen indre tilskyndelse gør, hvad der skal gøres, for at pagtssammenholdet kan bibeholdes. Der er ingen ydre lov, der kræver det, der er intet regelsæt, man skal rette sig efter, der er kun følelsen af samhørighed, fornemmelsen af pagtens sammenknyttende kræfter.

Paulus skildrer det på denne måde i 2 Kor 3,2-6: Nej, I er selv det brev, der står skrevet i vore hjerter, og som kendes og læses af alle mennesker, så det er klart, at I er et Kristus-brev, der er blevet til ved vores tjeneste, ikke skrevet med blæk, men med den levende Guds ånd, ikke på tavler af sten, men i hjerter, på tavler af kød og blod. En sådan tillid har vi til Gud ved Kristus. Ikke at vi af os selv duer til at udtænke noget, som kom det fra os selv; at vi duer til noget, skyldes Gud, som også har gjort os duelige til at være tjenere for en ny pagt, ikke bogstavens, men Åndens; for bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende.

Og når han ligefrem kan sige, at bogstaven slår ihjel – det vil sige, at den bogstavelige overholdelse af lovbestemmelserne er ødelæggende – så er det den tidligere farisæer, der taler, et menneske, altså, der taler af egen erfaring. Ligesom jo for øvrigt Østergaard-Nielsen gjorde det i det citat, jeg bragte af ham i mit forrige indlæg. Og ligesom formentlig Luther også taler af egen erfaring, når han i ”Om de gode gerninger” skriver:

For det sjette: Det vil vi kunne se af et tydeligt eksempel fra det jordiske liv: Når en mand eller en kvinde venter kærlighed og forståelse fra den anden, og tror fast på det, hvem lærer dem da, hvordan han skal anstille sig, hvad han skal gøre, undlade at gøre, sige, tie stille med og tænke? Alt det er det alene tilliden, der lærer ham, og det mere end nødvendigt; for der er for ham ingen forskel mellem gerningerne; han gør den store, den lange og de mange ligeså gerne som de små, de korte og de få; og ydermere gør han dem med et glad, fredfyldt og trygt hjerte, og han er i det hele taget et frit menneske. Men hvor der er tvivl inde i billedet, da søger den sig, hvad der er bedst, da begynder den at udmale forskel på gerninger, hvormed den kan vinde sig gunst; og går alligevel til værket med tungt hjerte og stor ulyst, og er samtidig fanget og mere end halvt fortvivlet, og bliver ofte til nar af den grund. (Se her).

Det er en sådan livsførelse, de kristne opmuntres til gennem nadveren. For i nadveren styrkes vi netop i den holdning til fællesskabet, som hører den nye pagt til. Det siges også tydeligt både i Lukasevangeliet, hos Paulus og i vort ritual. Matthæus og Markus taler kun om pagtsblodet, og det bliver derfor ikke så tydeligt, at det er den nye pagt, som Jeremias taler om, der tænkes på. Men da pagtsblodet er det blod, der viser os, hvordan også vi skal fastholde troen på trods af alle trusler, er sagen den samme.

Måske nogen nu vil spørge, hvordan vi dog kan gøre gode gerninger uden at tænke over, at der er tale om gode gerninger. Hvordan kan vi gøre vore gerninger, uden at vi kommer til at misbruge dem til at pudse vor glorie med?

Og svaret på det spørgsmål viser sig i de mange tilsagn om syndernes forladelse, der optræder i Det ny Testamente, bl.a. her i nadverritualet. Meningen er ikke, at vi skal gå og hele tiden tænke på, hvor store syndere vi er, den er derimod, at det er dette tilsagn, der holder os fast i den nye pagt. For når vi handler ud af glæde over Guds tilgivelse, kommer vi uvilkårligt til at handle ud af glæde over de fællesskaber, vi står i.

Luther stiller i sin store galaterbrevsforelæsning evangeliets tale op imod Aristoteles’ opfattelse. Han siger:

Derfor kaldes man ikke en gører, fordi man har gjort gerninger, men fordi man skal gøre dem, for de kristne bliver ikke retfærdige ved at gøre retfærdige gerninger, nej, de gør retfærdige gerninger, fordi de allerede ved tro på Kristus er retfærdiggjorte. Det andet hører hjemme på det borgerlige plan, nemlig at gøreren bliver til ved at gøre gerninger, såsom at den, der ofte spiller cithar, bliver en citharspiller, som Aristoteles siger. Men i teologien bliver gørerne ikke til ud af gerningerne, men ud af de personer, der allerede er skabt gennem troen, bliver der gørere til. (Se her).

Og så er vi tilbage til det, der er baggrundsproblemet i dette indlæg: Hvordan kan vi finde den rette balance mellem moralregler og umiddelbar kærlighed i vore ægteskaber?

Der er jo ingen tvivl om, at de mange år med forbud mod skilsmisse i de fleste europæiske lande har medvirket til både at skabe et regelsæt for, hvordan henholdsvis en mand og en kvinde opfører sig i ægteskabet, med det til følge, at mange farisæere har kunne slå deres folder det ægteskabelige liv, og til, at ægte kærlighed på trods af denne regelbundethed har kunnet slå igennem i mange ægteskaber, ikke mindst i kraft af den frihed, der trods alt har eksisteret for ikke mindst kvinden til at sige nej til et frieri.

Så opstod, uden at vi egentlig ville det eller planlagde det, den vel nok største ændring af forholdet mellem mand og kvinde her inden for det sidste halve århundrede: kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet og blev frie derved, at de tjente deres egne penge; p-pillen gjorde det muligt for kvinden selv at bestemme, om det og det samleje skulle føre til graviditet; og synet på almindelig moral ændrede sig, så det blev acceptabelt at have forhold til både nord, syd, øst og vest.

Og man kan såmænd undre sig over, at der stadig er ganske mange mennesker, der har et livslangt samliv med kun én person som ideal. Selv om man ser det som et stort fremskridt, at man nu kan rette sig efter første del af Paulus’ formaning ”Alt er tilladt” (1 Kor 10,23), så klinger anden del af formaningen ”men ikke alt bygger op” stadig med, og selv om man kan ærgre sig lidt over, at kirken ikke i højere grad tør gøre opmærksom på lykken ved det varige ægteskab af angst for at virke snerpet, så klarer folk i almindelighed sig nu ikke så ringe endda, når det drejer sig om at leve et liv i samhørighed med et andet menneske, eller altså: at leve et almindeligt familieliv.

Til sidst: Man kan altså sige, at alt det forudgående har til hensigt at give kirkens forkyndere mere frimodighed, når det drejer sig om at anbefale det lykkelige familieliv: Man kan godt advare mod den fuldstændige seksuelle løssluppenhed samtidig med, at man agiterer for frihedens uundværlighed i ægteskabet. Eller: Det er ikke nok at sige som mange af kirkens folk – med et misforstået ord af Luther – ”Synd tappert”, man må virkelig kæmpe for, at man selv og ens tilhørere tager det gudsskabte ved ægteskab og familieliv alvorligt. (Angående ”Synd tappert”, se her).

Udgivet i Luther, Ny testamente | Skriv en kommentar

Tribalisme

Kender De dette ord? Det betyder stammetænkning. Og det kan anvendes til at nedgøre os indvandringskritikere med. Når vi går imod mere indvandring, når vi argumenterer for, at grænsen fremover skal holdes lukket, og for, at vi ikke mere skal rette os efter det, jeg har kaldt ”fodjordsreglen” – den regel, der siger, at enhver, der møder op ved vor grænse og søger asyl, skal have sin asylansøgning behandlet – så kan man bruge begrebet ”tribalisme” imod os: Sikke dog en gang stammetænkning! Tænk, er han ikke kommet videre! Vi lever dog i 2021 og har da visse etiske forpligtelser! Og så videre, og så videre!

Det fine ved ordet ”tribalisme” er, at det umiddelbart virker som noget negativt. Det kan man jo også tydeligt hører på dem, der anvender det. Vi har haft sagerne med IS-kvinderne i de kurdiske fangelejre, vi har nu sagen med de syriske flygtninge, som regeringen vil sende tilbage. Tænk, at nogen kan finde på det! Det er jo helt ude i tovene, imod vore internationale forpligtelser! Her er intet ord for hårdt, derfor: det er en værre gang tribalisme.

Dermed menes, at vi danskere er så glade ved vores stamme, at vi ikke kan tåle, at andre får del i glæderne. Vi vil holde os for os selv. Vi mener, at de fremmede i længden vil ødelægge vort folkelige sammenhold. Og derfor vil vi have grænsen lukket.

Og ikke sandt! Det er jo ikke helt forkert.

Men faktisk må man ikke overse, at der findes et andet ord for ”tribalisme”. Det hedder ”fædrelandskærlighed”. Og det er noget af det lumske ved ordet ”tribalisme”: man véd ikke rigtig, hvor langt ind i begrebet ”fædrelandskærlighed” dette begreb rækker.

Nu i denne tid, hvor det danske fodboldlandshold har vundet over Rusland 4-1, er danskerne helt vilde. Og ingen tvivl om det, denne overstrømmende følelse kan udmærket kaldes folkeligt sammenhold, måske endda fædrelandskærlighed. Men sjovt nok hører man nu ingen af de mennesker, der bruger ordet ”tribalisme” imod os indvandringskritikere, tage til orde og argumentere med, at alle disse overstrømmende følelser er udtryk for ”tribalisme”, selv om vel enhver med nogenlunde fornuft i hovedet kan se, at jubelen over sejren ikke er andet end tribalisme, stammetænkning, egoistisk danskhed, der centrerer sig om sig selv og om, hvor gode vi er, vi danskere.

Jo, forresten, jeg har fundet ét indlæg, der går i rette med os for vores fodboldtribalisme. Men ak, ved nærmere eftersyn viser det sig, at det stammer fra Rokokoposten, en stærk satirisk side i Berlingske. I denne udgave af Rokokoposten kan blandt andet man læse følgende:

Ifølge en række danske forskere er EM langtfra en uskyldig sportsturnering, der bringer glæde og spænding til europæerne. Det er derimod udtryk for en gennemgående racisme i samfundet, at man deler mennesker op efter nationalitet og sætter dem til at kæmpe mod hinanden.

»Det er et meget problematisk arrangement. I virkeligheden hylder man jo fortidens blodige krige ved at dele mennesker op efter noget så tilfældigt og ikke-eksisterende som deres nationalitet og får dem til at bekrige hinanden,« udtaler Maria Ventegodt, der er national chef for Institut for Menneskerettigheder.

Man bedes erindre sig, at der er tale om satire. Man skal altså ikke give sig til at spekulere over, om der eksisterer en person ved navn Maria Ventegod, der er chef for menneskerettighedsinstituttet; det gør der måske, og det gør der måske ikke. Men det er ligegyldigt. Det er alt sammen bare for sjov.

Også konklusionen er bare for sjov, man skal passe på ikke at tage det alvorligt:

»Hvis man bakker op om og kan begejstres over sådan en turnering, afslører man sig selv som etnonationalistisk racist. Det er der slet ingen tvivl om. Det er også meget kendetegnende for det her arrangement, at kun europæiske lande må deltage. Man viser helt tydeligt, at racialiserede personer fra den tredje verden ikke har nogen plads eller værdi,« siger Nebeling Petersen [endnu en Rokoko-opfunden eller virkelig forsker, rr].

Som man kan se: den får ikke for lidt. ”Etnonationalistisk racist”, det er, hvad du er, hvis du jubler over fodboldlandsholdets sejr. At du bare véd det. Han kunne også have sagt ”tribalistisk racist”. For ”tribalisme” er mindst lige så nedgørende som ”etnonationalisme”.

Så er der i Kristeligt Dagblad fornylig en artikel af Svend Løbner, se her, som udtrykker dyb forargelse over, at der i den kirkelige verden i Danmark kun er Metodistkirken og biskop Marianne Christiansen, der protesterer mod regeringens planer om at sende 500 syriske flygtninge tilbage til Syrien. Her får forargelsen også fuld skrue, uden at det dog af den grund er satire:

Hvor er kirken i forsvaret for de syriske flygtninge, der risikerer at blive sendt tilbage i armene på den diktator, de flygtede fra? Glem ikke, at Bashar al-Assad ikke viger tilbage for at bombe, gasse og torturere sin egen befolkning. Hans soldater skyder ind i folkemængder, hans militser forfølger dem, som vover at modsige præsidenten, og i hans fængsler rådner regimets modstandere op.

At sende syriske flygtninge tilbage til ham er som at sende jøder tilbage til Hitler under Anden Verdenskrig. Ja, nu trækker jeg nazikortet. Men dengang protesterede kirken, og biskop Hans Fuglsang-Damgaard forfattede i oktober 1943 biskoppernes hyrdebrev mod forfølgelsen af jøderne – et brev, der blev læst op i alle landets kirker.

Hvor er Danmarks biskopper i dag?

Lidt fornemmelse for historiske kendsgerninger ville være på sin plads, f.eks. fornemmelse for, hvad man vidste hvornår. Vi oplyste nulevende véd jo, at så at sige alle jøderne i Holland, der blev sendt østpå, endte livet i gaskamrene. Men dengang vidste man det ikke i Holland, man troede, det kun drejede sig om en ”Umsiedlung”, de ville få et sted østpå, hvor de skulle leve fremover, man havde simpelthen ikke fantasi til at forestille sig en sådan industriel udryddelsesmaskine, som faktisk blev virkelighed. Selv de jødiske rabbinere hjalp med til at indsamle jøderne, for de troede på nazisternes løgne. Og for øvrigt var det forhold, at de danske jøder først blev indsamlet et år senere, med til at hjælpe dem til Sverige. Jo, for nu vidste man, at det måtte være en grum skæbne, der var overgået jøderne fra de andre lande, man havde jo ikke hørt fra dem på deres nye påståede opholdssted.

Men er det en sådan skæbne, der venter de syriske flygtninge?

Efter hvad regeringen siger, er de modtaget som krigsflygtninge. De risikerede at blive udsat for krigshandlinger i de kvarterer i Damaskus, de flygtede fra. Når disse krigshandlinger nu er ophørt, har de derfor ikke brug for den form for beskyttelse, vi tilbød dem.

Det ville have klædt Svend Løbner at forholde sig til det, regeringen siger om sagen, i stedet for at komme med løse og ubekræftede påstande. Man kan muligvis argumentere imod regeringens tankegang, men det indlader Løbner sig ikke på, og det er for dårligt.

Man kan måske sige, at Løbner lider af den form for farisæisme, jeg har kaldt samaritanitis, at han altså vil fastholde en etisk handlemåde ganske uanset omkostningerne for vor gudskabte folkelige samhørighed, se evt. denne artikel om indvandringsetik! Men det forudsætter, at den folkelige samhørighed er noget, Gud har villet, og det forudsætter igen, at opdelingen af menneskeheden i forskellige folk er sket efter Guds vilje, og er det uden videre sandt? Eller skulle det mon forholde sig, som Rokokoposten ironisk hævder, at nationaliteter er noget tilfældigt og noget ikke-eksisterende?

Men lad os begynde med den ægteskabelige samhørighed.

Jeg har andetsteds på bloggen, f.eks. her, argumenteret for, at familiesamhørigheden er noget, Gud har skabt. F.eks. har jeg hævdet, at dette, at der ved fødsel udskilles hormonet oxytocin – et hormon, der virker individspecifikt på at binde bestemte individer sammen – betyder, at forholdet mellem mor og barn kan siges at være villet af Gud. Og hvis det er sandt, at dette hormon også udskilles ved samleje mellem mennesker – men tydeligvis ikke ved chimpansers samleje – så har Gud altså villet, at mennesker skulle holde sammen to og to. Og hvis vi yderligere forudsætter, at Jesus med sin formaning om ikke at dømme formulerer en afsmitningsregel, som mennesker gør klogt i at rette sig efter, se f.eks. her, så udgår der altså fra Jesus en opmuntrende tilskyndelse til at tilgive for at skabe en tilgivelsesstemning i ægteskabet, til at give for intet for at kunne modtage for intet, som det hedder i Lukas’ gengivelse af ordet om ikke at dømme, se Luk 6,37f. Og denne opmuntrende tilskyndelse er noget andet end en etisk regel.

Så er det sandt, at der lyder et ord om ikke at lade sig skille fra sin hustru, Matt 5,31f. Og ikke sandt, det lyder grangiveligt som en skærpelse af det gammeltestamentlige lovkrav til ægtefolk. Men hvis vi forbinder det med afsmitningsreglen og gør os klart, at det, Jesus vil, er at få os til at handle klogt (Matt 7,24-27), så forvandler det jernhårde forbud mod skilsmisse sig til en opmuntrende tilskyndelse til at tilgive. Eller man kan sige, at vi i den sammenhæng får brug for ordet om at vende den anden kind til, Matt 5,39ff.

Vi kan altså så let som ingenting få ændret den selvfølgelige ægteskabelige værdi: ”troskab” bort fra det selvfølgelige til en mængde regler, vi skal overholde. Men ved sådan at tænke ud fra loven og ikke ud fra troen (troen forstået som troskab), går vi fejl af det egentlige i et menneskeligt forhold. Jeg har her citeret H. Østergaard-Nielsen for i sin bog ”Navnet og Ordet” at gøre klart, hvad der ødelægges ved at tænke lovtanker i stedet for troskabstanker. Han skriver:

Sagen er nemlig den, at den menneskelige mangel på tro og kærlighed altid ytrer sig som en tilbøjelighed til at omdanne de per­sonlige forhold til saglige, og det gælder na­turligvis også forholdet til Gud. I det saglige forhold er der nemlig ikke længere tale om nogen absolut afhængighed. I stedet for at forholde sig til hinanden i tro og kærlighed forholder man sig til det, som erfaringen viser, ”man” kan forvente af hinanden. Dermed er det personlige fællesskab brudt, forholdet er blevet konventionelt, sagligt. ”Loven” er blevet en begge parter overordnet selvstændig norm. Man forholder sig ikke længere til hin­anden, men kun til en forestilling om hinan­den. Man er døde for hinanden.

Det er et sådant sagligt forhold, Jesus vil ødelægge med ordet om at vende den anden kind til. Ja, det er mere end det: For Jesus vil ved at pukke på personforholdet ødelægge enhver mulighed for farisæisk selvtilfredshed. Hvor loven hersker, også hvor den hersker i forholdet mellem ægtefæller, ligger der altid en farisæisk selvtilfredshed bag lovoverholdelsen. Nu har jeg gjort, hvad jeg skal gøre, nu må det være den andens tur, siger man med sikker bevidsthed om at have overholdt loven. Javist, loven er måske overholdt, men er tilliden hos den anden bygget op, er den gensidige samhørighed styrket? Det er ikke uden videre tilfældet. Måske endda tværtimod. For det er en meget afgørende del af Jesu forkyndelse, at han vender sig imod al farisæisme.

For netop med deres strenge lovoverholdelse ødelægger farisæerne (både de datidige og de nutidige) det naturlige forhold mellem mand og kone. Sætter man loven op som øverste norm, bliver det personlige forhold brudt og et sagligt forhold træder i stedet.

Spørgsmålet er så, om det samme gør sig gældende i den folkelige samhørighed. Først: Er denne samhørighed, denne indbyrdes tillid, en gave fra Gud? Er dette, at verdens befolkning er delt op i forskellige folk med forskellige sprog, noget, der er villet af Gud? Dernæst: Kan denne samhørighed også ødelægges derved, at man opstiller et højt etisk krav til folket, som man forventer overholdt, men som ved selve det, at det bliver stillet, forvandler det naturlige folkelige liv fra en personlig selvfølgelighed til et sagligt forhold?

Redningen af de danske jøder i oktober 1943 var en folkelig selvfølgelighed. Det kan godt være, at mange selv efter mange år med jøders tilstedeværelse i Danmark følte jøderne som en slags fremmedelement – hvad de jo også på en måde var – men da datoen for jødeforfølgelsen blev afsløret, tog mange danskere den beslutning, at hvad end tyskerne gjorde med deres jøder, vores jøder skulle de ikke behandle på samme måde.

Og lad mig føje til, at det forhold, at de 220.000 tyske flygtninge, der kom til Danmark i krigens sidste år, blev holdt indespærret bag pigtråd, også var en folkelig selvfølgelighed. Det er ganske utænkeligt – som det blev sagt af vores udenrigsminister den 30. januar 1940 i FN, se her – at Danmark kan optage disse tyske flygtninge i det danske folk. Ikke just fordi man havde noget imod den enkelte tysker, men fordi man havde set, hvad en tysk diktator, altså Hitler, kunne gøre mod en stat, der havde et vist mindretal af tyskere, nemlig Tjekkiet. En lignende behandling af en eventuel kommende tysk diktator ville vi ikke risikere.

Hvis man er meget pernittengrynet, kan man måske sige, at det sidste er udslag af en negativ nationalisme, mens det første er udslag af en positiv nationalfølelse. Med sådanne betegnelser skelner man, hvor betegnelsen ”tribalisme” ikke skelner.

Men var det udslag af ”tribalisme”, da man spærrede de tyske flygtninge inde bag pigtråd? Var det ikke i stedet udtryk for rettidig omhu, fordi man ikke ønskede, at vort folkelegeme skulle optage så mange tyskere i sig, og fordi man ikke ville risikere fremtidige voldshandlinger fra vor store nabo i syd? Var det forkert at betragte vor folkelige samhørighed som et naturligt gode, som ikke uden videre skulle sættes i vove?

Man kan selvfølgelig sige, at der i Det ny Testamente ikke står noget om folkelig sammenhængskraft. Men man kan også overveje, om Paulus’ ord i 1 Kor 10,23 om, at ”alt er tilladt, men ikke alt bygger op”, mon også gælder for folkeligheden: at altså også den, ligesom ægteskabet, trives bedst af umiddelbar troskab frem for af bevidst udførte såkaldte gode gerninger.

Vil man vide, hvordan det folkelige ikke skal forstås, eller hvordan tribalisme ser ud, når den er virkelig ond, kan man læse det citat, jeg her bringer fra Hitlers ”Mein Kampf”. Hitler var socialdarwinist, og han mente, at tyskerne rettede sig efter Guds anvisning, når de kæmpede for at få ”Lebensraum” i øst, uanset, at de derved fratog andre folkeslag deres ”Lebensraum”. For ifølge hans tribalisme var det ethvert folks opgave med magt at sikre sig sin egen overlevelse. Ellers gik folket under.

Og så op til vore dage!

Når jeg vender mig imod Svend Løbners meninger, skyldes det hans store forargelse. Den bunder jo i en anklage mod os indvandringskritikere, en forargelse, som igen er en udløber af en streng etisk opfattelse af et folks forpligtelser. Men ligesom det er forkert at ville forvandle troskab mod ægteskabets naturlige samhørighed til etik, er det også forkert at ville forvandle den naturlige folkesamhørighed til etik, eventuelt nedfældet i internationale konventioner. Han skriver bl.a.:

Kirken er verdens lys og jordens salt, siger Jesus. Vi har til nøds husket at være lys, men salt har vi glemt alt om. Salt modvirker forrådnelse, har en konserverende effekt og fremhæver madens smag. Alt det er vi ikke. Ingen modstand, ingen beskyttelse, ingen skarphed.

Vi lyser med forkyndelsen af Guds kærlighed, ja, men vi salter ikke med Guds retfærdighed. Jeg anerkender fuldt ud det store arbejde, mange kirker gør gennem organisationer og netværk og ude i sognene lokalt. Kirken er ofte flygtningenes sidste håb.

Men vi skal mere end vise omsorg og kærlighed. Vi skal også dæmme op for den politik, der er diametralt modsat de kristne værdier.

Kristne værdier i politik, er det at tage imod flygtninge? Er det at affinde sig med, at danskerne bliver færre og færre, mens de muslimske indvandrere bliver flere og flere? Eller er den folkelige samhørighed, vi havde tidligere, i den grad Guds gode gave, at vi må gøre ganske meget for at opretholde den, herunder bryde de internationale konventioner, hvis vi ser, at overholdelsen af dem vil nedbryde vor naturlige folkelige tillid?

For øvrigt er tilbagesendelse af de syriske flygtninge faktisk i overensstemmelse med konventionerne. For de kom som før nævnt hertil som krigsflygtninge, ikke som personligt forfulgte. Derfor kan de konventionsmedholdeligt sendes tilbage, når der ikke mere hersker krigstilstande i deres hjemområde. Havde vi godkendt dem som almindelige flygtninge, det vil sige, som personligt forfulgte, ville de ikke kunne sendes hjem, for så ville de risikere fængsling og tortur. Men krigsflygtninge har ikke større risiko for noget sådant end de almindelige syriske borgere.

Så véd jeg godt, at der er opstået en konkurrence mellem staterne om at være bedst til sådanne gode gerninger. Derfor lyder der nærmest et ramaskrig, når den danske regering vil sende syriske krigsflygtninge hjem. For dermed tilkendegiver man jo, at man ikke mere vil deltage i denne konkurrence. Og det er ikke mindst det, der opfattes som utilstedeligt og fører tilråbet ”tribalister” med sig.

Nu vil man måske sige: Jamen, bør vi ikke kunne modtage disse flygtninge og lade dem blive her? Bør vi ikke vise os mere villige til at lade de mange muslimer inkorporere i vort folkelegeme?

Jeg har tidligere i andre artikler været inde på, hvor vanskeligt det er at inkorporere specielt muslimer i vort folk, fordi de ifølge deres religion ikke har lov til at lade sig inkorporere. Så det problem vil jeg her lade ligge. Derimod er netop ordet ”bør” her af interesse. For det viser, at vort lands ”Gutmenschen” vil lade den naturlige velvilje erstatte af et moralsk ideal. Og det er ikke i overensstemmelse med Jesu tale om, at den nye pagt ikke er en lovpagt, men en troskabspagt, og jo heller ikke i overensstemmelse med Paulus’ ord om, at alt er tilladt, og at man i stedet for at rette sig efter, hvad der er tilladt og hvad ikke, skal søge frem mod det, der opbygger.

Og det har vi endnu ikke fundet ud af i forhold til vore muslimske landsmænd. Men hvis vi gør os klart, at der nu efter 30 til 40 års indvandring af især muslimer er dannet store muslimske ghettoer, hvor ikke dansk lov, men sharia søges gennemført, så kan det fortsat at tillade indvandring af muslimer ikke siges at være med til at opbygge den skrøbelige folkelige sammenhængskraft.

Det er ganske vist noget, Svend Løbner ikke omtaler. Men det er jo endnu en bagside ved hans artikel. For det er hans store forargelse, der får ham til at overse disse ghettoer. Fordi den gerning at åbne vore grænser (og måske endda vore hjerter) for flygtninge skal være en god gerning, kan han ikke forestille sig, at flygtningene ikke er flygtninge, men f.eks. økonomiske migranter. For så er hans gerning jo ikke mere en god gerning. Og fordi den for alt i verden skal være det, er det ham også umuligt at tro andet, end at de flygtninge, der er kommet ind i landet, da naturligvis er taknemlige, fordi vi har hjulpet dem. At de danner bander, at de modsætter sig dansk lov, at de søger at holde ambulancer og politifolk ud af ”deres” områder, alt sådan kan Løbner ikke have med at gøre, for hans høje etik kræver, hvis hans gerning skal være god, at de flygtninge, der bliver hjulpet, er ”gode” mennesker, er mennesker som os, er mennesker, der naturligt vil kunne indgå i folket.

Det kan de bare ikke. Og det er ét blandt flere tegn på, at der er noget afgørende galt med det, at vi indvandringskritikere bliver kaldt tribalister. Der er faktisk argumenter bag vores kritik af indvandringen, og det kunne da være opbyggeligt for både vor debat og vor folkelige sammenhængskraft, om man ulejligede sig med at fremføre modargumenter.

Udgivet i Ny testamente, Samfundsforhold | Tagget , , | Skriv en kommentar