Kvotekonger

Det er lidt trættende gang på gang at skulle optræde som ”Rasmus Modsat”. Og jeg påtager man heller ikke denne lidt trælse rolle hver gang, der er anledning til det. Men i anledning af den megen snak om fiskerierhvervets kvotekonger har jeg lyttet til diverse Tv-aviser, læst forskellige artikler derom og nu sidst hørt Deadline (16-8), og så er der – som sædvanlig, vil den trofaste læser nok sige – noget, jeg mangler oplysning om.

Man klager over – kan man forstå på det hele – at folketingets beslutninger ikke er blevet ført ud i livet. Man er utilfreds med, at det, folketingets partier har udtrykt som deres hensigt, ikke er blevet implementeret af minister og embedsmænd. Nu sidst her i Deadline klager man fra politisk hold over et udvalg af embedsmænd og folk fra fiskerierhvervet, som har skulle tage sig af de nærmere bestemmelser af de love, folketinget har vedtaget, herunder de hensigtserklæringer, der følger med. Selv om hensigten tydeligvis er at forhindre, at kvoterne samles på for få hænder, har dette udvalg, siger man, i sin implementering af reglerne modarbejdet denne hensigt.

Ak ja. Det ser ud til at være en sørgelig affære. Og folketinget synes at have ret til at være godt og grundigt fornærmet på dette udvalg eller på de embedsmænd, der har siddet i det.

Men som en ægte ”Rasmus Modsat” prøver jeg nu bagefter at overveje, om det, vi her hører, nu også er den fulde sandhed, eller der måske ligger noget bag, der godt kunne føre i hvert fald noget af skylden tilbage på folketinget.

Det, der foresvæver mig, er, om folketinget har vedtaget en ordning, som giver fiskerne nogle frihedsrettigheder – specielt muligheden for at købe og sælge fiskekvoter – som, når de kommer til udfoldelse, forhindrer det ”smukke” formål med en jævn fordeling af kvoterne.

For det første kan man forstå på det hele, at dette, at man indførte kvoter for fiskeriet, var en miljømæssig nødvendighed. Havde man ikke gjort det, ville vi have fået et overfiskeri, der meget vel kunne medføre, at visse fiskearter ville uddø. Så for simpelthen fortsat at have fisk at fiske i de danske farvande, måtte man indføre kvoter.

På et tidspunkt tildelte man så hver fisker de kvoter, han måtte fiske. Og på et senere tidspunkt gjorde man disse kvoter omsættelige. Det var vist omkring 2006. Og den beslutning er man vist godt tilfreds med.

For der var i begyndelsen af dette århundrede alt for mange både til alt for få fisk. Og via ordningen med omsættelige kvoter er det lykkedes at få nedbragt antallet af både, ligesom det er lykkedes at få fiskeriet gjort til et rentabelt erhverv igen.

Og så burde alle jo være glade.

Nej, for man har fra politisk hold været utilfreds med de uundgåelige virkninger, disse omsættelige kvoter har haft. Fiskeriet er blevet samlet på færre hænder, små havne har ikke længer det liv, de havde før, de små kuttere er ved at uddø eller blive udsultet af de store kvotekonger, som man kalder dem.

Hvordan er det gået til?

Jeg gætter på, at der er sket det indenfor fiskeriet, som sker indenfor alle andre erhverv: der har fundet en rationalisering sted, man har fundet snildere og billigere metoder til at fange den samme mængde fisk, eller – med et økonomisk udtryk: produktiviteten er steget.

Sådan går det jo alle steder. Sådan går det i landbruget: man kører ikke længere med selvbindere, nu hedder det mejetærskere, oven i købet ser der ud til, at disse giganter bliver større og større. Og i den grafisk branche, ikke mindst dèr, har man mærket produktivitetsstigningen. Et helt fag, typograferne, er næsten blevet udslettet, i hvert fald på den måde, at de nuomstunder skal lave noget helt andet, end de skulle før. Korrekturlæsere er blevet erstattet af den maskinelle stavekontrol, somme tider med nogle ret besynderlige resultater. Men, får man at vide, hvis man vil klage over det: ‘det er udviklingen’, sådan går det nødvendigvis fremad, og enhver må prøve at følge med så godt, han kan.

Sådan også indenfor fiskeriet. Hvis dette at fange industrifisk kan gøres billigere med store både end med små, så går udviklingen i den retning, og er der fri omsættelighed på kvoterne, vil de store derfor med fordel kunne betale de små ud af fiskeriet. For ikke sandt, en lille fisker har en kvote, han kun lige kan leve af, han skal sejle langt, kan kun tage en begrænset last med tilbage, og kan derfor godt være fristet til helt at holde op, specielt jo, hvis han får et tilbud for sin kvote, som han aldrig selv ville kunne forrente med den lille båd, han har, men som den store båd godt kan forrente, fordi den har en større produktivitet.

Jamen, siger så politikerne, skal vi bare finde os i, at bådene i fiskeriet bliver større og større, at produktionen samles på færre og færre havne, at det hele bliver mere og mere industrialiseret? Nej, ikke, om vi vil. Vi må gribe ind, vi må lave nogle regler. Og så laver man regler, der lægger loft over, hvor store kvoter den enkelte skipper må eje. Oven i købet forventer man, at fiskeriet selv skal være med til at administrere disse regler, der jo – set fra de effektive fiskeres side – har til hensigt at forhindre dem i at udnytte deres både på den mest effektive måde.

Dette minder om de vanskeligheder, politikerne har sat op for ejere af andelsboliger versus ejere af ejerlejligheder. Man har indrettet ejendomsmarkedet på den måde, at ejere af parcelhuse og ejere af ejerlejligheder kan sælge deres ejendomme frit, uden loft over priserne; priserne bestemmes altså alene af markedet. Men for ejere af andelsboliger gælder der et loft over priserne; her vil man ikke tillade, at ejerne inkasserer de lettjente penge, som den almindelige økonomiske udvikling giver anledning til, især i de større byer.

Men selvfølgelig er det vanskeligt at kontrollere, om nu også handlerne med andelslejligheder finder sted, uden at der er ”penge under bordet”. Ganske vist er de fleste danskere nogenlunde lovoverholdende mennesker, men der er måske ikke noget at sige til, at en ejer af en andelslejlighed, der gerne vil købe sig et parcelhus for de penge, han kan få ind ved salg af sin lejlighed, skeler lidt til forholdene på ejerlejlighedsmarkedet, og måske føler, at når en ejerlejlighed, der i størrelse og beliggenhed svarer til hans andelslejlighed, kan indbringe en million mere ved salg, så manglede det da bare, at han ikke skulle kunne få noget mere for sin lejlighed.

Og hører han så om nogen, som vitterlig har fået penge under bordet, uden at det er blevet opdaget, så er fristelsen til at gøre det samme nok noget større.

Og som sagt: Fordi politikerne i sin tid på samme måde som på boligmarkedet både ville blæse og have mel i munden, eller altså: fordi man ville have fri handel med kvoter, men alligevel ikke have en alt for fri handel, så får man den samme situation som på andelsboligmarkedet: der handles med penge under bordet eller med andre tricks.

Berlingske har en lang, lang artikel om forholdene på fiskeriets kvotemarked, se her. Jeg må indrømme, at jeg ikke fik læst den til ende. Den synes at være mere interesseret i at fortælle om alt det politiske fnidder, der har været om kvoterne, fremfor at se på de dybereliggende økonomiske misforhold i ordningerne. Men jeg nåede dog frem til en bemærkning om det mærkelige i, at staten direkte forærede kvoter for millioner væk uden at stille modkrav.

Og det er jo sandt: Vi har her med en del af økonomien at gøre, som handler om, hvordan vi administrerer de naturlige ressourcer, som jo forefindes i begrænset udstrækning. Ideelt set tilhører de os alle, men nogle få har altså via den private ejendomsret ”sat sig på” dem. Det gælder landbrugsjords bonitet, byboligers beliggenhed, forretningsejendommes salgsmuligheder og altså også fiskerimuligheder. Ideelt set burde man have afkrævet en afgift pr år til staten, og også med mellemrum sat afgiften op eller ned, afhængig af kvoternes størrelse og fiskepriserne.

Men hvad den voldsomme ændring af fiskerimetoderne angår, ville en sådan ordning nok ikke have gjort den store forskel.

Den ville derimod have gjort en forskel for staten og for offentlighedens syn på denne omvæltning. Noget af det, der forarger ved kvotekongerne, er jo deres store rigdom. Hvis man havde pålagt kvoterne en afgift, ville denne rigdom være kommet ned i statens lommer. Og var det sket, så kunne man ligesom bedre affinde sig med, at fiskeriet ændrer sig fra det romantiske kystfiskeri til det næsten industrielle gigantfiskeri.

Dette var, hvad ”Rasmus Modsat” havde at sige angående kvotekongerne. Og indtil i går betragtede jeg mig som den eneste ”Rasmus Modsat”, der var på banen i det offentlige rum. Alle aviserne var fulde af forargelse over disse ”forfærdelige” kvotekonger. Men i går formiddag læste jeg så Kristeligt Dagblads forside, se her. Og minsandten, her mødte jeg en meningsfælle. Overskriften fortalte sådan set det hele: ”Kvotesag er udtryk for romantisk fiskerdrøm”, men artiklen selv uddybede det. Oven i købet havde man fundet nogle eksperter, som ligesom jeg nævner udviklingen i nogle andre erhverv, og minsandten også gør opmærksom på det særlige forhold, at der er tale om en begrænset naturressource:

”Man kan ikke blive fisker uden en kvote. Når en stor kaffekæde som Starbucks opkøber og etablerer sig, kan du stadig frit åbne et nyt kaffested, men det element er udryddet i fiskeriet,” siger Jeppe Engset Høst.

Men man nævner dog ikke muligheden for at løse problemet ved afgifter til staten for de kvoter, man får tildelt. Men bevares, man kan jo ikke få alle sine ønsker opfyldt.

Jeg er såmænd godt tilfreds med at konstatere, at andre havde blik for det, jeg mente at kunne se.

Udgivet i Samfundsforhold | Skriv en kommentar

Ubåd og tilgivelse

Den fremmede Luther 34

Jeg gætter på, at der er utrolig mange, der ligesom jeg ikke kan finde hoved og hale i det, der er sket på Øresund i og omkring Peter Madsens ubåd. Blandt dem er Peter Madsens halvbror, Benny Langkjær Egesø. Jyllands-Posten refererer et interview med ham, som Ekstrabladet har foretaget, se her. Han kan, siger han, slet ikke genkende det billede, der i medierne tegnes af hans bror. Selve sagen omtales i Jyllands-Posten meget kort således:

Madsen er i øjeblikket sigtet for uagtsomt manddrab, efter den svenske journalist Kim Wall har været forsvundet, siden den 30-årige kvinde var ombord på hans ubåd UC3 Nautilus torsdag aften.

Fredag morgen sank ubåden pludselig, hvilket ifølge politiets teori angiveligt er sket som en bevidst handling.

Det er dette sidste, som Peter Madsens halvbror har svært ved at få til at passe ind i den overbevisning, han har, at hans halvbror er uskyldig.

Der er utrolig mange ting i dette hændelsesforløb, som vi ikke véd noget om, og som politiet eller medierne heller ikke har oplyst os om. Det var Kim Walls forlovede, der slog alarm, da hun ikke kom tilbage til den aftalte tid. Og det fik en ret stor eftersøgning til at gå i gang. Ubåden blev spottet fra Drogden fyr næste morgen, men sank kort tid efter. Eneste ombordværende var Peter Madsen, og han forklarede til TV2, at der var noget med en ballasttank, der ikke fungérede; derfor sank ubåden.

Straks efter, at han var blevet reddet i land af en lystsejler, blev han anholdt, i første omgang anklaget for mord, i næste for uagtsomt manddrab.

Man spørger uvilkårligt sig selv, hvad Kim Walls forlovede har sagt til politiet, siden de ligefrem anklager Peter Madsen for mord. Og man kan da også spekulere lidt på, hvorfor han ikke var med på turen; det er jo ikke ualmindeligt, at forlovede følges ad. Og hvad var det, Kim Wall ville opnå som journalist ved at få en tur med Peter Madsens ubåd?

Ifølge Peter Madsen blev Kim Wall sat af på Refshaleøen ved halv ellevetiden om aftenen. Det er nok noget af det, Benny Egesø holder sig til, når han vil tro på sin halvbrors uskyld. Men hvorfor skulle ubåden så sænkes? Hvis den altså er sænket med vilje, hvilket politiet påstår, efter at de har fået bragt ubåden på land og undersøgt den lidt nøjere. Derudover hævder de, at Peter Madsen har skiftet forklaring med hensyn til dette med, at Kim Wall er blevet sat af på Refshaleøen. Men de vil ikke fortælle, hvilken ny forklaring han er kommet med.

Men alle disse ting gør, at Benny Egesø er i tvivl om sin halvbrors uskyld:

Hvis han alligevel skulle tage fejl, er Benny Langkjær Egesø ikke i tvivl:

»Så skal han ind og bure den, lige så lang tid, man synes, det er nødvendigt. Og så er han pludselig en person, jeg ikke kender. Så skal jeg forholde mig til et helt nyt menneske,« siger han til Ekstra Bladet.

Det er den bemærkning, jeg har sigtet frem imod. For er det dog ikke at være lidt for hårdhjertet? Jeg mener, Peter spørger jo Jesus, hvor mange gange han skal tilgive sin bror, og får til svar, at det skal han gøre syvoghalvfjerds gange (Matt 18,21f). Og er det derfor ikke en lidt ukristelig bemærkning at komme med, at den halvbror, han tidligere har sagt, at han holdt utrolig meget af, nu skal være en person, han ikke kender?

Imod en sådan (from?) antagelse vil jeg sige, at jeg godt forstår Benny Egesø. Og jeg fik dels sidste onsdag og dels denne onsdag belæg for det fra Luther.

Sagen er den, at vi i Klosterkirken ved morgenandagten hver onsdag læser et stykke af Luther. Oven i købet er det mig, der har fundet disse stykker frem. Og her den 16-8 læste vi et stykke fra Luthers prædikenrække over bjergprædikenen, nærmere betegnet Matt 6,14ff. Her siger Luther bl.a. følgende:

Han [Jesus, rr] har i særlig grad villet stille denne bøn frem og knytte tilgivelsen af synderne til vores tilgivelse, for at han dermed kan knytte de kristne sammen, så de indbyrdes elsker hinanden og lader det være deres hovedstykke og fornemste opgave efter troen og den tilgivelse, de har modtaget, at også de uden ophør tilgiver deres næste; sådan at, ligesom vi lever i forhold til ham i troen, sådan lever vi i forhold til næsten i kærligheden, så at vi ikke giver hinanden fortrædeligheder og lidelse, men har det for øje, at vi altid skal tilgive, hvis der sker lidelse overfor os (hvilket i dette liv ofte må forekomme); ellers skal vi vide, at heller ikke vi er tilgivet. (Se her).

Men det mærkelige er, at vi sidste onsdag læste et stykke, der kunne lyde, som om Luther har glemt alt om de syvoghalvfjerds gange, man tænkes at skulle tilgive. Det er det stykke fra bjergprædikenen, der handler om skilsmisse, Matt 5,31f. Her læser han Jesu ord sådan, at kun utugt kan være begrundelsen for, at øvrigheden kan bevilge skilsmisse. Men så føjer han til:

Men hvis man vil råde dem, der vil være kristne, så ville det være meget bedre, at man formaner og opfordrer begge parter til at blive sammen, og lader den uskyldige ægtefælle forsone sig med den skyldige, så han eller hun tilgiver den anden af kristelig kærlighed (om ellers den skyldige vil ydmyge sig og forbedre sig). Med mindre da, at der ikke var håb om forbedring, eller den skyldige, når vedkommende igen var forsonet med den anden og taget til nåde, ville misbruge en sådan velgerning og straks igen gå hen til et offentligt fruentimmer, i tillid til, at man ville vise barmhjertighed og tilgive. (Se her).

Ikke sandt, her nøjes han med at give den utugtige mand – for han tænkes sig åbenbart, at der er tale om en mand – én chance og kun én. Og så har han jo tilsyneladende glemt alt om Jesu ord i Matt 18,21f, ligesom han senere helt synes at have glemt den indskrænkning i tilgivelsesopfordringen, han her kommer med. For ikke sandt, når vi kommer hen til Matt 6,14f, så skal vi sandelig være villige til at tilgive hinanden, og er vi ikke det, så kan vi ikke regne med Guds tilgivelse.

Hvordan hænger det dog sammen?

Ja, lad mig bare indrømme det, det er noget af det, der gør mig til en svoren tilhænger af Luther. I begge tilfælde tænker Luther særdeles jordnært. Han lader ikke de kristelige formaninger svæve frit i luften, han tænker de situationer med ind i formaningerne, som de kan bruges i.

Har en mand været sin kone utro, så véd Luther jo godt, at konen kan have den bedste vilje til at tilgive, hun kan modtage de stærkeste formaninger fra andre om dog at vise sin mand et kristeligt sindelag og tilgive ham, det nytter ikke noget, hvis ikke hun tror på hans oprigtighed, når han beder om tilgivelse. Den tro lader sig ikke frempresse, den tro kommer helt af sig selv, den tro har med mandens ord og minespil og hele opførsel at gøre. Det, der er spørgsmålet, er, om forholdet lader sig genoprette. Og skal det ske, kræves både mandens oprigtighed og konens tro.

Det nævner Luther jo også her. Og det er det, der får ham til at afvise en anden chance for manden. For gør han, som Luther her forestiller sig: går hen til et offentligt fruentimmer, så snart han er tilgivet, så viser han jo dermed, at hans bøn om tilgivelse ikke var oprigtig. Konen troede på ham, troede på hans oprigtighed, men det véd vi jo godt, at et menneske i den situation godt kan spille komedie.

Det er blandt andet derfor, vi i vore dage har lettet adgangen til skilsmisse. Hvis man anvender tvang, for at få ægtefæller til at blive sammen, kan man ikke på nogen måde gardére sig mod den slags komediespil. Den tillid, der bør herske mellem ægtefæller, må herske uden tvang af nogen art, om den skal være ægte.

Når derimod Luther prædiker over Matt 6,14f, har han en helt anden situation for øje, nemlig situationen i menighedens fællesskab. Her er det villigheden til at tilgive, der stilles i forgrunden, her er det imødekommenheden, viljen til at sætte sig i den andens sted, den forståelse, man tænkes at vise overfor den anden eller de andre, der er omdrejningspunktet for Luthers udlægning af Jesu ord.

Og bruger vi nu disse tanker på den situation, Benny Egesø er bragt i af sin halvbror, og forestiller vi os, som han jo også gør, når han ikke kan få tingene til at gå op, at Peter Madsen virkelig har myrdet Kim Wall, så kan han, som det ser ud for øjeblikket, ikke se anderledes på det, end at hans halvbror er et helt andet menneske, end han hidtil har troet.

Vi andre kan jo så komme med vores psykologiske teorier, kan prøve at forklare og bortforklare, som vi vel plejer at gøre. Og det er jo let nok for os. Vi står på afstand af det hele. Vi har ikke noget i klemme. Vi føler ikke, at vores tillid er blevet svigtet. Men hvis Benny Egesø gør det – og det gør han vel, hvis det er dette for ham værst tænkelige, der er sket – så lader et sådant tillidsforhold sig ikke sådan opbygge igen lige på en studs, selv med nok så mange kristelige formaninger i hovedet, så må der selverkendelse til fra Peter Madsens side, og selv da vil måske forholdet til halvbroderen ikke kunne genskabes.

Men foreløbig véd vi ingenting. Foreløbig er den mulighed, jeg her har nævnt, kun en gisning. Måske vi aldrig vil få noget at vide. Måske politiets forhørsteknikker vil vise sig effektive, så Peter Madsen går til bekendelse. Måske der er sket noget helt tredje, som først vil opklares senere. (TV2 har skrevet lidt om, hvad vi véd, og hvad vi ikke véd her).

Hvad jeg her har villet, er blot at følge Luther i at drage al denne sædvanlige snak om tilgivelse ned på jorden, ind i kendte situationer. Dèr hører den hjemme.

Udgivet i Luther | Tagget | Skriv en kommentar

Kan der skabes en euro-islam?

I mit forrige indlæg gentog jeg den anklage, jeg i 2013 rettede mod Jesper Hougaard Larsen og Saliha Marie Fetteh i anledning af deres fælles indlæg på religion.dk, se her.

Jeg skal her kort omtale den. De hævder, at den muslimske filosof, Ibn Khaldun (1337-1406), ser noget positivt i korankritik. Det er ikke sandt. Det ville også være mærkeligt. Den historisk-videnskabelige kritik af oldtidens tekster opstod først i 1700-1800 tallet i Europa. Men jeg kan yderligere modbevise det med et citat fra hans store værk Muqadimma, bog 1, afsnit 38. Her siger han:

Som en regel gælder det, at ingen videnskabelig metode kan fremstå ved studiet af koranen, fordi intet menneskeligt væsen kan fremkalde noget, der ligner den. Derfor er mennesker ude af stand til at bruge eller efterligne dens udtryksmåder, og de kan heller ikke danne nogen metode i nogen anden henseende.

Koranen er altså i hans øjne noget helt specielt. Og det er nøjagtig det samme, som de to forfattere hævder – eller som Hougaard Larsen går med til at lade Fetteh hævde – når de skriver, at man som muslim må forholde sig til den kendsgerning, at islamisk lov ikke er guddommelig, men blot lige får indføjet et ”med undtagelse af koranen”.

Og det er typisk for folkekirkens alt for imødekommende holdning til islam. Man kan til nød forstå, at diverse religionshistorikere udtrykker sig så floromvundet, at de får islam og kristendom gjort til noget nær det samme, selv om det er og bliver elendig videnskab. Men at kirkens folk i deres store velvillighed overfor muslimer absolut også skal være velvillig overfor islam, endda i den grad, at de går med til, at koranen godt kan have guddommelig oprindelse, det er mig en gåde.

Nå, dette skete jo i 2013. Det hele kan vel have ændret sig, tænker man.

Men nej, så sent som den 12-8 i år er der en klumme i Kristeligt Dagblad, hvori biskop Henrik Wigh Poulsen, også han, får blandet tingene godt og grundigt sammen, se her; oven i købet gør han det med Luthers tanker som udgangspunkt.

Her lykkes det ham at bruge en alt for kendt og alt for misbrugt metode i sin omtale af forholdet mellem islam og kristendom, nemlig den, at man under omtalen af den nutidige muslimske vold skynder sig ydmygt at indrømme, at kristendommen også har vold i sin historie, men omhyggeligt undgår to ret afgørende spørgsmål, nemlig 1) om nutidig kristendom, i sin accept af de demokratiske dyder, ytringsfrihed, lighed for loven, m.m., er mere i overensstemmelse med det ny testamente end fortidens kristne, og 2) om islams nutidige vold har rod i islam selv eller er et tilfældigt og uheldigt element, der let lader sig fjerne, uden at islam lider skade på sin sjæl.

Han begynder med et Luther-citat:

Jeg er født til, at jeg skal bekrige sværmere og djævle og ligge i krig med dem, og derfor er mine bøger meget voldsomme og krigeriske. Jeg skal rydde stubbe og stammer, borthugge torne og hække, fylde vandhuller. Jeg er den grove skovhugger, som skal bane vejen og berede den.” Et pragtfuldt Luther-citat, der så udmærket rammer tonen.

Og som sådan var tonen i polemikken mellem reformatorerne og romerkirken, og mellem reformatorerne indbyrdes, rimelig ufriseret. Vreden, hadet, smædeskrifterne og voldsfantasierne havde frit løb. Og her var Luther en sand virtuos, når det gjaldt paven, munkene, sværmerne og, ikke mindst, jøderne.

Citatet forekomme – jeg havde nær sagt: naturligvis – uden angivelse af, hvor det findes, men hvad, det betyder jo ikke noget, når han nu er så glad for det. Men ligesom man kan være stærkt i tvivl om, hvorvidt nu også dette citat er særlig karakteristisk for Luthers virke, sådan kan man stærkt kritisere hans medinddragelse af Luthers skrift mod jøderne. For mig at se må man virkelig indrømme, at dette skrift står i en helt særlig afdeling blandt Luthers skrifter, ikke på nogen måde karakteristisk for hans virke som helhed.

Men jeg kan da godt se, hvad Wigh Poulsen skal bruge det til. Det kommer kort efter:

Og nej, vi kan naturligvis ikke måle den tids kontroverser med bløde velfærdsdanske nutidsalen. Men det nytter heller ikke at læse hen over det. Især nu, da religiøs vold har fået en sørgelig renæssance. Det kan sagtens være, at der i religionen islam er elementer, der lettere føder ekstremisme, krig, vold og undertrykkelse, men i vores egen historie, i vores reformatoriske tradition og kirkeligt teologiske arv, rumsterer der også masser af ekstremisme, krig, vold og undertrykkelse.

Apokalyptisk selvforståelse, altså troen på, at vi står foran de sidste tider, og at dette alene kaster alle hensyn til side, er ikke noget, islam har monopol på. Trang til martyriet, spektakulære henrettelser og kampen mod de vantro horder heller ikke. Men at vi også selv har historiske aktier i sådan en arv, kan måske være med til at gøre os klogere på og være med til at kaste et tiltrængt kritisk lys på den religiøse vold samt på alle dens mekanismer, som de kan gøre sig gældende i en hvilken som helst religiøs sammenhæng.

Altså: Wigh Poulsen vil være så ydmyg, så ydmyg på samtlige kristnes vegne. Han vil så hjertensgerne fortælle muslimerne, at vi kristne så sandelig ikke føler os bedre end muslimerne, men kommer derved utilsigtet til at sige, at vi heller ikke regner vores religion for bedre end deres. Så ender det i det rene vrøvl. Så blandes tingene sammen i én stor pærevælling, hvor hverken kristendom eller islam får, hvad der hører dem til.

Den religiøse vold kan gøre sig gældende i en hvilken som helst religiøs sammenhæng, fortæller han os.

Nå, kan den det? Ikke desto mindre er selvmordsbombemænd dels en moderne foreteelse, dels noget, der kun forekommer indenfor islam. Vi kender det ikke fra kristendommens historie. Og det hænger sammen med, at det kristne martyrium er en efterfølgelse af Kristi martyrium, og Kristus slog ikke nogen ihjel, han lod sig slå ihjel. Men naturligvis, den slags detaljer nævner Wigh Poulsen ikke, så ville der jo blive forskel på kristendom og islam.

Vi lader her Wigh Poulsen ligge, og går videre til en muslim, der forsøger sig med det samme kunstgreb, blot fra den modsatte side. Der er tale om den østrigsk-tyrkiske muslim, Edna Aslan, der er professor ved Wiens universitet. Anders Raahauge har i Kristeligt Dagblad refereret et interview med ham i Die Welt, se her. Han har interview’et en del unge muslimske terrorister i østrigske fængsler og fortæller, at de er stolte over deres overbevisning:

Om dette sagde en til os: ’I islam er ekstremisme, at man gør, hvad der ikke findes i religionen.’ Det vil sige, at efter disse menneskers mening er deres overbevisning på ingen måde den ekstremistiske islamisme, som vi anser den for, men simpelthen den rette tro, den sande religion. Og deres overbevisninger lader sig faktisk begrunde teologisk og legitimere af klassiske muslimske skoler.

Det sidste fremgår også af den overskrift, der er på Raahauges artikel: ”Islamismen er ikke et kætteri”. Og det understreges af det følgende:

Nogle af dem var narkohandlere eller røvere, nogle har drukket alkohol, men det betyder ikke, at de ikke var religiøse. For dem er det afgørende, at de er blevet overlegne mennesker gennem for eksempel en salafistisk overbevisning. De definerer ikke sig selv ved deres kriminelle handlinger, men ved deres nedvurdering af andre livsformer, især den vestlige. Afgørende for dem er deres lære, en genuin religiøs lære, mens en religiøs praksis i betydningen god og lovlydig vandel ikke tæller meget. Sådan er det også, fordi de opfatter sig selv som under krigens betingelser – hvor der jo gælder andre retsregler.

Ja, ”overlegne mennesker”, det lyder mærkeligt, og det har taget mig selv lang tid at nå frem til at erkende, at sådan betragter mange muslimer faktisk sig selv i forhold til os. Hvad skal vi kalde det? Mindreværdskompleks er det jo ikke, snarere et merværdikompleks. Da de er indvandrere fra et muslimsk land, skulle man tro det modsatte:

I deres udlændighed mærkede de et behov for at blive afstivet. Desuden nærede de en følelse af underlegenhed over for europæerne, fordi deres muslimsk prægede hjemlande er i en miserabel tilstand.

Så opdager de religionen,” bemærker Aslan. Den fortæller dem dels, at de er i krig med Vesten, som angiveligt er skyld i trøstesløsheden i de muslimske lande, dels, at de faktisk bør anse sig for europæerne overlegne.

Og denne overbevisning om i Guds øjne at være europæerne overlegne giver dem altså ret til at slå os ihjel, mener de.

Men hvordan får vi dem fortalt, at denne ”løsning” er en forlegenhedsløsning, er en løsning, de tager til sig, fordi de ikke vil anerkende den virkelighed, de ser omkring sig, f.eks. ikke anerkende, at den ikke svarer til den virkelighed, de selv er en del af: at det er dem, der er flygtet fra en elendig, muslimsk stat til velfungérende, kristen stat, ikke os, der er flygtet den modsatte vej?

I et andet interview, dog fra 2015, vender Aslan sig også mod den tanke, at vore dages terror intet har med islam at gøre, se her. Han er selv muslim, og hvad han gør sig til talsmand for dèr, forekommer mig lidt mærkeligt. Dels vil han som i interview’et i Die Welt hævde, at terroristerne er i overensstemmelse med den oprindelige islam, og dels vil han hævde, at det er muligt at danne en særlig europæisk islam, som lader sig forene med et liv i Europa uden terrortendenser. De to ting synes at modsige hinanden.

Han siger f.eks. om henrettelserne af homoseksuelle:

Drab på homoseksuelle kræves i alle islams basale lovregler. Det hedder, at man skal kaste dem ud fra et bjerg eller begrave dem under en mur. Når i vore dage homoseksuelle bliver kastet ned fra et højhus i Syrien, så bliver disse overleverede retsforskrifter nøje fulgt. IS kunne også meget vel skyde sine gidsler med moderne maskingeværer – dem er de jo i besiddelse af – i stedet for skærer de hovedet af med en kniv. Hvorfor? For også IS-folkene mener, at de overholder den islamiske rets gamle traditioner på den måde.

Men mærkelig nok fortsætter Aslan:

Det er altså på høje tid, at muslimske teologer forholder sig kritisk til deres lære. Man kan ikke beskylde folk for barbari, når de blot omsætter den ret, de har lært, i praksis.

Og sandt nok, det ville jo være udmærket, hvis det lod sig gøre at forholde sig kritisk til sin overleverede lære, hvis der lod sig opstille en fredelig europæisk islam. Men er det muligt?

Han siger noget om det lidt senere:

Afgørende er det, at teologien kan forklare samfundsforholdene og de nutidige livsvilkår, så der ikke opstår nogen modsigelse mellem muslimerne og samfundet. Kritisk loyalitet er nemlig demokratiets essens.

Og endnu senere får han et spørgsmål, der går på, om ikke muslimer må tage afstand fra deres fortid, ligesom tyskerne tager afstand fra deres nazi-fortid. Derpå svarer:

Naturligvis er muslimer også mennesker, der har øvet vold, og de må befri sig for rollen som ofre for Vesten. Men: muslimer må først og fremmest tage afstand fra det, der sker i islams navn, før de kan nå frem til at beskæftige sig med andre negative ting i islam. Hvordan kan religion se ud i et sekulært, pluralistisk samfund? Hvilken stilling har dèr koranen, menneskerettighederne? Uden en befrielse fra krigens teologi har muslimerne ikke den frihed, der skal til for at tage afstand fra de andre spørgsmål.

Man forstår på ham, at muslimer i deres teologiske tænkning må tage afstand fra de muslimske terrorister. Men hvordan i alverden tænker han sig det, når han lige har beskrevet disse terrorister som fuldgyldige muslimer, der har fat i noget ægte muslimsk?

Dog, i stedet for at fortabe mig i disse krinkelkrogede muslimske teologiske overvejelser, vil jeg gå tilbage til Luther, ja endda tilbage til Paulus.

For hvad var hovedsagen for Luther? Hvad var det, der lå bag hans mange kraftudtryk og hans vrede? Hvad var det, der gjorde ham så oprørt, at han igen og igen måtte gribe til hårde ord?

Ja, se, det fortæller Wigh Poulsen ikke noget om. I hans fremstilling lyder det, som om Luthers kraftudtryk var et udslag af hans særlige karaktér eller var noget, der hører den tids omgangsformer til. Og så slipper vi da heldigvis for at overveje, om der måske var noget i vor tid, som vi burde blive lige så opbragte over. Måske vi oven i købet får mulighed for at tænke ved os selv, at sådanne omgangsformer har vi da heldigvis ikke, vi er i stand til at tale pænt og nydeligt og afbalanceret til hinanden, også selv om vi er uenige om visse teologiske opfattelser.

Her kan man med fordel ligesom Luther pege på det, Paulus siger i Gal 2,11ff. Her angriber han Peter, og han angriber ham med særdeles hårde ord. Der var sket det, beretter Paulus, at Peter var kommet til Antiokia. Og her gjorde han det, at han, skønt han var jøde og efter den jødiske lov ikke måtte spise sammen med hedninger, dog spiste sammen med de kristne hedninger. Kristenfællesskabet stod over jødeloven.

Men da der kom jødekristne fra Jerusalem, jødekristne, som ikke som Peter ville spise sammen med hedningerne, ja, så ville Peter ikke længer spise sammen med hedningerne. Nu står jødeloven over kristenfællesskabet. Og det får han på hattepulden for af Paulus. Paulus kalder ham direkte for en hykler. Og Luther gentager Paulus’ anklage, selv om mange har forsøgt at bløde op på sagen til fordel for Peter:

Men da Peter kom til Antiokia, stod jeg op imod ham ansigt til ansigt, for han var domfældt. (Gal2.11)
Paulus fortsætter med at gendrive og siger, at ikke blot har han Peters og de andre apostles vidnesbyrd til at tale for sig, men at han også modstod Peter i den antiokenske menigheds nærvær. Han fortæller her noget, som ikke er sket i et hjørne, men for øjnene af menigheden, og denne ret bemærkelsesværdige fortælling har givet mange anledning til at komme med bebrejdelser mod Paulus, f. eks. Porphyrius, Celsus, Julian og andre, som anklager Paulus for overmod, fordi han gik til angreb på de højeste apostle, og det for øjnene af menigheden. Derved havde han overskredet grænserne for kristent mådehold og ydmyghed. Men det er ikke mærkeligt, at de mennesker tænker og taler sådan, som ikke ser hensigten med Paulus’ drøftelse. Som ovenfor nævnt, omhandler Paulus her ikke om bagateller, men om den kristne læres hovedartikel. Den, der forstår, hvor stor denne artikels brug og majestæt er, for ham er alt andet uden værdi, ja ingenting i det hele taget. Hvad er nemlig Peter eller Paulus, hvad en engel fra himlen, hvad hele skabningen mod retfærdiggørelsesartiklen? (Se her).

Og dette her ligger lige til højrebenet. At spise sammen, det er på rent menneskelig vis et tegn på gensidig anerkendelse. Og vil man ikke spise sammen med andre, som ikke tilhører ens flok, men unddrager sig – også hvis begrundelsen for at unddrage sig er, at man ikke vil spise svinekød – så unddrager man sig et menneskeligt fællesskab, eller sagt på anden måde: så sætter man den gudsbefaling, man påstår, man har fået gennem shariaen, over den gudsbefaling, vi alle har fået, fordi vi alle forstår bordfællesskabets sammenknyttende virkning. Eller, hvis vi skal sige det på anden måde: så gør man sig til farisæer, for en farisæer betyder netop én, der udskiller sig.

Og det må vi som kristen kirke derfor sige til Aslan: Hvis der i den amputerede islam, som han finder ud af er fredelig og demokratisk, ligger regler om, hvad man må spise og hvad ikke, hvem man må spise sammen med og hvem ikke, så gør han muslimerne til farisæere, til folk, der udskiller sig, og så er den glidebane lagt, der fører frem over muslimers væren bedre end andre til deres ønske om med vold at tvinge os andre til at være lige så ”fromme”. Og så vil han få det største besvær med at opstille en stopklods på glidebanen, ligegyldigt hvor han tænkes at anbringe den.

Det er sandt nok, at forskellige uskyldige foreteelse med religiøs begrundelse af det demokratiske samfund tillades, f.eks. særlige religiøse kendetegn, kippa for jødernes vedkommende og tørklæde for muslimernes. Og det verdslige samfund vil jo heller ikke finde på at tvinge nogen til at spise sammen med andre, de ikke deler religion med, hvis de skulle have en religion, der er så tosset, at den forbyder dem det.

Men den religionsfrihed, som giver dem lov til det, giver også os andre lov til at forklare, hvorfor vi opfatter det som tosset og imod den naturlige lov, som Gud har givet os. Ja, den giver os lov til at gøre nar af disse spiseregler og udskillende former for påklædning overfor vore menigheder, hvis vi mener, at det bedre kan forstås på den måde, uden at vi skal mødes af anklagende racismeparagraffer eller lignende. Eller – som vi desværre er nødt til at sige for øjeblikket – uden at vi burde anklages af racismeparagraffen.

Men altså: Der kan ikke skabes nogen euro-islam. Tingene hænger sammen. Hvis man bilder sig ind at have modtaget en åbenbaring om ét eller andet fuldstændig ligegyldigt som f.eks. hvad man må spise og hvad ikke, så er grunden lagt til en følelse af at være bedre end andre, hvis man følger denne åbenbaring, og så vil fromheden ingen ende tage, så vil den overgang, der for muslimernes vedkommende fandt sted i Medina, hvor Muhammed i forlængelse af sine ”åbenbaringer” i Mekka fik en række krigsåbenbaringer, kunne finde sted hos os, så vil en hvilken som helst muslim kunne radikaliseres til at udføre terrorhandlinger, vi kan ikke vide os sikre.

Men allerede det, at Edna Aslan er villig til som muslim at gå helt og holdent ind for ytringsfrihed og demokrati, betyder vel så, at han er på vej bort fra islam. Og hvad enten han vil gå hele vejen over til kristendommen eller standse på den gudløse halvvej, selve det, at han går bort fra den voldelige islam er noget, man må tage hatten af for.

Udgivet i Islam versus kristendom, Luther | Tagget , , | Skriv en kommentar

Den svære omvendelse

Det er svært for en muslim at omvende sig. Og det, hvad enten man omvender sig til kristendommen, eller ”blot” omvender sig bort fra islam. Det er så at sige hele ens identitet, man må opgive, hvis man opgiver islam. Det er venner, der forsvinder, det er måske også familien, der siger fra, udover, at man jo som tidligere muslim risikerer at blive dræbt af én eller anden muslim, der ser ens omvendelse bort fra islam som et forræderi.

Det sidste, drabsmuligheden, omtales mærkelig nok ikke hos den tidligere muslim, jeg her skal tale om. Hans navn er Eddie Mohammed Omar, og hans beretning om sin omvendelse har jeg truffet her.

Måske han har særlig grund til at lægge vægt på det med identiteten, for hans mor er kristen, hans far shia-muslim, hans stedfar derimod sunnimuslim. Så det er måske ikke så mærkeligt, at han har haft svært ved at finde ud af, hvad han selv var. Alligevel skriver han:

Det er ikke let for et menneske, som har været muslim hele sit liv og vænnet sig til at betragte Muhammed som det perfekte menneske og koranen som den perfekte bog og omgivet sig med mennesker med samme opfattelse, pludselig at begynde at tænke i nye baner. Det var nok lettere for mig, jeg havde levet et liv, inden jeg blev muslim.

Men hvem det er let for og hvem det er svært for, skal ikke diskuteres her. Her er derimod det, der interesserer, hvad der fik Eddie bort fra islam.

Og noget af det var vist, at han i modsætning til så mange andre, der aktivt har tilsluttet sig islam, ikke mødte det sammenhold og venskab, der kan give et ungt menneske følelsen af at høre til. En gang, fortæller han, spurgte han én af sine muslimske venner, om de også kunne være venner, hvis han blev shiamuslim. Og det ”nej”, han fik, var så afgjort, og det blik, den anden sendte, så negativt, at det blev klart for ham, at venskabet ikke var baseret på almindelige menneskelige følelser, men på det forhold, at de begge var muslimer. Betyder det så, kan man spørge sig, at et islambaseret venskab er noget kunstigt noget, der før eller siden afslører sig som uægte? Jeg véd ikke, hvad svaret er, men det var måske tilfælde for ham.

En anden gang var der en ældre muslim, der sagde til ham, at han blev så ked af det, når han tænkte på, at ”du kommer i himlen, men din mor kommer i helvede”. Og ærlig talt, man forstår Eddie så udmærket, når han skriver, at han aldrig vil glemme den smerte, det gav ham.

Så at være muslim var ingen let sag.

Han fortæller om sit videre liv som muslim:

Siden fulgte mange år som muslim, somme tider var jeg mere hengiven, andre gange mindre hengiven. Udover sunni- og shia-islam udforskede jeg sufismen, islams mystik, og politisk islam. Men tvivlen nagede i mig; hvor meget jeg end bad, føltes det tomt. Der taltes meget om Gud, men jeg oplevede ham aldrig. Der taltes om engle, men jeg så ingen. Som muslimsk intellektuel måtte jeg finde mig i megen kritik fra ikke-muslimer. Jeg forsøgte at svare så godt, jeg kunne. Men nogle spørgsmål har ikke noget godt svar. Man kunne ikke komme udenom, at profeten Muhammed giftede sig med en lille pige. Man kunne ikke komme udenom, at han lod en kvinde stene. Man kunne ikke komme udenom, at han var hærfører i hellige krige og tog slaver. Hvordan kunne jeg kalde ham min lærer og leder? Ifølge koranen var Muhammed det bedste menneske, som nogensinde har levet, han var et moralsk forbillede. Det kunne ikke forenes med stening, barneægteskab og slaveri. Men hvad nu, hvis disse dårlige tekster var frit opfundne? Og tænk, om de gode tekster var sande? Men hvilket kriterium skulle man bruge? De dårlige tekster findes i de samme bøger som de gode. Tager vi dem bort, kan vi heller ikke stole på de gode og harmløse. Hvad så med Muhammeds undervisning om bønnen og fasten og valfarten til Mekka? Religionens grundvolde vakler.

Man kan forstå, at han, modsat de muslimer, der kun omgås muslimer, eller kun taler religion med muslimer, har mødt indvendinger fra de ikke-muslimer, han omgikkes. Det underbygger i nogen grad min påstand om, at vi gør vore muslimske landsmænd en bjørnetjeneste ved at tale pænt og imødekommende og ukritisk om islam i vore samtaler med dem.

Videre skriver han:

Jeg sagde til mig selv: ”Hvis jeg alligevel véd, hvad der er rigtigt og forkert, hvis jeg kan bedømme koranen ud fra min samvittighed, har jeg så brug for koranen?” Jeg forsøgte at finde på undskyldninger for at holde fast ved koranen. Islam var blevet en del af min identitet, og jeg havde investeret tid og kræfter i den religion. Så mange år! Jeg forestillede mig, at koranen skulle kunne bruges som en rent åndelig bog, noget, man reciterede under sine bønner og andre ceremonier. Den er ikke bedre end nogen anden religions skrifter, den er bare vores. Men dette svarer jo ikke til det, koranen siger om sig selv. Den siger, at den er en lovbog, man skal dømme efter, og at den er en moralsk rettesnor, som står højere end menneskets fornuft og samvittighed. Den siger, at den er bedst.

Han er ærlig i sin søgen her. Han lader sig ikke holde hen med snak. Og han har forstået, at når han skelner mellem gode og dårlige ord i koranen, så er det netop den samvittighed, han bruger i denne skelnen, der står højest, ikke koranen. Det er ikke nogen irrelevant kendsgerning at nå frem til. Det førte da også til, at han ophørte med at være muslim, selv om jeg nok ikke forstår hans sluttelige, helt overvældende følelsesudbrud. Men netop derfor skal det følgende citeres:

I mit hjerte vidste jeg, at koranen ikke var nogen guddommelig bog, ja, jeg vidste, at det var en helt og holdent menneskelig bog. Der findes i koranen intet, som ikke skulle kunne være frembragt af et menneske, som levede i Arabien, da de blev skrevet. Hvor længe ville jeg blive ved med at narre mig selv? Lidt efter lidt stod jeg ikke mere fast som muslim. Jeg ville være sand overfor mig selv. Derfor forlod jeg islam. Det skete engang i 2010. Men det var en lys og varm sommerdag i 2011, at forsvarsværkerne virkelig brast, og alle de følelser og tanker, jeg havde gemt i mig, vældede frem. Jeg husker det som var det i går. Jeg sad i en bil på Fjällnora badestrand udenfor Uppsala og hørte radio. Pludselig bare brast det, og tårerne løb. Jeg græd som et barn. Jeg kikkede på badegæsterne rundt omkring med mit tårevædede blik. For første gang i lang tid følte jeg mig ét med mig selv og mine medmennesker. Det var en slags eufori. Jeg ville bare ud og give hvem som helst et kram.

Hvorfor dette følelsesudbrud? Ja, det var noget med at ville være ét med sig selv, men derigennem også være ét med sine medmennesker. Var han da ikke det som muslim? Eller havde islams krav på overhøjhed for muslimer trods alt gjort sin virkning på ham, så han følte sig forskellig fra de svenskere, han boede iblandt, og derfor, da han sådan rigtig forlod islam, med ét slag følte sig ét med dem? Han forklarer det selv således:

De allerfleste muslimer fortsætter med at fornægte, med at finde på bortforklaringer og beskylde kritikere for at være islamofober. De vil ikke tvinges til at gøre det sværeste af alt: at se fejlene, de grimme sider af deres egen religiøse tradition. Det ville få dem til at tvinges til at omvurdére tidligere valg, måske ødelægge relationer til venner og slægtninge, og havne i en ny, ukendt og forvirrende verden.

Det ser ud til, at Eddie er ankommet til denne nye, ukendte og forvirrende verden alene. Det kan altså også lade sig gøre. Men man kunne ønske både for ham og for de muslimer, der måtte gå en lignende vej frem mod frigørelsen fra islams bindinger, at der var en kristen menighed, de kunne finde ind til. Det ville vel også være en ny og fremmed verden for dem, men det var dog en beboet verden, der var dog mennesker i den, som man kunne tale med, også tale med om de problemer, islam havde givet én.

Som før nævnt, mener jeg, at vi gør muslimer en bjørnetjeneste ved ikke at missionere for dem. Men mission, uha, uha, det er de fleste af folkekirkens præster og biskopper ikke meget for. Men hvorfor dog det? Dels er mission jo noget, der er befalet os som kristne, endda i den såkaldte missionsbefaling, Matt 28,18-20, som fremsiges ved enhver dåb i folkekirken, dels er dette at gøre rede for, hvad man tror på, vel en naturlig ting for alle, der mener noget med det, de tror på.

Men det er klart, hvis man er så bange for at gøre vore muslimske landsmænd utilpas ved at være her i landet, at man i enhver dialog, man måtte have med dem, taler dem efter munden og ikke tør fortælle dem om de svagheder, islam efter vores opfattelse indeholder, så kommer der ikke megen mission ud af den dialog.

Jeg angreb i sin tid indvandrer-præst Jesper Hougaard Larsen her på bloggen, se her, for at give muslimen Saliha Marie Fetteh alt for megen ret i en fællesudtalelse, de to kom med på religion.dk, se her. Det hænger muligvis sammen med, at han ikke aner, hvad han har med at gøre i sin omgang med muslimer, men det kan også ”bare” hænge sammen med, at han endelig ikke vil fornærme muslimerne. Han gik nemlig med til den påstand, at koranen er guddommelig og derfor, i modsætning til haditterne, ikke kan udsættes for normal videnskabelig kritik. Besynderligt! Det er jo netop én af forskellene mellem kristendommen og islam, at vi ser vidt forskelligt på vor helligskrift. Den fromme muslim betragter koranen som Guds eget ord; den står over alt, hvad vi kan tænke os frem til, den står overfor vores fornuft og alle vore selvlavede tanker. Det var det, Eddie ikke kunne acceptere. Men det var en indvending, han selv måtte tænke sig frem til.

Hvor var den kristne kirke henne, at den ikke offentligt var fremkommet med den indvending imod islam? Ja, den gemte sig bag det fine begreb ”dialog”, den ville ikke ”konfrontation”, som man sagde, og derfor svigtede den sandheden.

I modsætning til denne fundamentalistiske opfattelse af en helligskrift, opfatter vi kristne vores bibel som inspirationskilde, en uovertruffen inspirationskilde, en kilde til stadig nytænkning, selv efter så mange år, en kilde, skrevet af mennesker, javist, svage, famlende, fejlende mennesker, men trods det mennesker, der var så grebet af det budskab, Jesus havde bragt, at de kunne formulere det i stadig nye vendinger, vendinger, som vel størknede noget i tidens løb, men dog aldrig så meget, at ikke et fornyet studium af bibelens skrifter kunne gøre budskabet vedkommende og menneskeligt igen.

Hvorfor har dog ikke kirken sat alle sejl til, dels for at give vore egne kristne menigheder de bedste muligheder for at forstå, hvad islam er, dels for gennem kritiske spørgsmål at få muslimerne til at opdage de mange mærkelige forhold i deres religion?

Politisk korrekthed har overskygget evangeliet. Måtte de snart blive omvendt!

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget | Skriv en kommentar

Brev til en terrorist

Forleden fandt jeg et brev, som en lærd person, Denis MacEion, har skrevet til den 18-årige palæstinensiske terrorist, som fornylig brød ind i en jødisk bosættelse og myrdede tre personer, Yosef Solomon, hans datter Chaya og hans søn Elad. Moderen blev hårdt såret og ligger nu på hospital ligesom som morderen, Omar al-Abed. Brevet kan ses her.

Brevet er interessant, fordi det er båret af det, man kunne kalde vestlig rationalitet. Desværre er det min erfaring, at en sådan vestlig rationalitet ikke altid bider på den muslimske menneskeforståelse. Dette hænger for mig at se i nogen grad sammen med, at koranen modsiger sig selv. Der står både det ene og det andet i den bog. Og det tager vi frem først:

MacEion deler desværre den muslimske udlægningsmetode af koranen, at han argumenterer mere ud fra sin autoritet end ud fra den helhedsanskuelse, man måtte kunne få ud af koranen. Han fortæller således, at han har undervist i arabisk og islamiske studier ved et britisk universitet, at han har mange muslimske venner, og at han har læst koranen og diverse haditter på arabisk.

Blandt andet fortæller han, at ordet ”al-Taurat”, Toraen, findes 16 gange i koranen, nej, forresten, han taler jo til en muslim, så han siger, at ”Gud har brugt ordet Taurat 16 gange i koranen”. Og så citerer han den jødiske trosbekendelse fra 5 Mos 6,4: ”Hør Israel, Herren vor Gud, Herren er een”, og hævder derudfra, at islam og jødedom er de eneste to religioner, der fastholder Guds énhed. Men karakteristisk for hans argumentationsmetode nævner han ikke forskellen på de to religioner: at jøderne bekender sig til Moses som deres profet, mens muslimerne holder på, at Muhammed er den sande profet.

Så gør han opmærksom på Sura 5,20f:

Og da Moses sagde til sit folk: “Mit folk! Ihukom Guds nåde over jer, da Han satte profeter blandt jer og gjorde jer til konger! Han gav jer, hvad Han ikke har givet nogen i hele verden. 5,21: Mit folk! Gå ind i det hellige land, som Gud har foreskrevet jer! Vend ikke om, for så vil I være fortabte!”

Det bruger han som bevis på, at Gud har givet jøderne Israels land, altså Palæstina, det land, som mange palæstinensere mener, de bør drive jøderne ud fra. Jeg véd ikke, hvilke koranord, Hamas bruger som begrundelse for at ville drive jøderne ud, men vor mand går ikke i dialog med dem, han nøjes med dette koranord, der vel må have en vis vægt, og som jeg ikke har set anvendt før.

Han argumenterer også med, at jøderne ikke hader muslimerne, de hader blot de ugerninger, som muslimer har begået mod jøderne. Og han beviser dette ikke-had på en ret nærgående måde: Det er jøder, der behandler ham på det hospital, han ligger på, det er jødiske hospitaler, der behandler mange af beboerne i Gaza, og selv i Syrien, hvor muslimer slår hinanden ihjel, findes der jødiske læger og sygeplejersker. Og han slutter sin opremsning af jødernes gode gerninger imod muslimerne: ”Er det ikke tegn på, at Allah har beskyttet dem og givet dem styrke til at overleve, og velsignet dem?”

MacEion har andre religiøse argumenter. Han nævner sura 41,34:

Den gode handling er ikke lige med den onde handling. Forsvar dig med noget, der er smukkere, og da vil den, til hvem du havde et fjendtligt forhold, blive som en nær ven!

Det minder om min måde at udlægge Luk 6,37f på. Ud fra opfordringerne til at tilgive, for at få tilgivelse, og give, for at andre skal give én, drager jeg den slutning, at mennesket er et resonansvæsen, der svarer igen på den måde, det tiltales på. Viser du dig rethaverisk, vil du før eller siden blive mødt med rethaveriskhed, viser du derimod forståelse og indlevelse, vil du også selv i de miljøer, hvori du færdes, blive mødt med forståelse. Og det samme anbefaler koranen her.

Altså, MacEion prøver at overbevise Omar om, at han har handler imod de retningslinjer, der findes i koranen. Men han prøver ikke tage modsatrettede koransteder frem. Og han kan da også kun komme med en advarsel, når talen drejer sig om det kommende liv:

Jeg er bange for, at du i den næste verden – hvis der da findes en kommende verden – vil tilbringe evigheden i selskab med mordere og tyranner.

Man kan måske nære en stille tvivl om, hvorvidt en sådan forsigtig tale vil kunne vinde over de mange forestillinger hos islams selvmordere om 72 til rådighed stående jomfruer.

Men MacEion argumenterer ikke blot religiøst. Han har også noget at sige om det kontraproduktive i at gennemføre den slags angreb. Nå ja, han har læst Omars brev, hvori Omar skammer dem ud, der kun bruger deres gevær ved bryllupper og festligheder og ikke til at slå israelere ihjel med nu, hvor israelerne har lukket al-Aqsa moskéen: ”Hvorfor erklærer I ikke krig på Allahs vegne?” En sådan krig, siger MacEion, må være jihad. Men det er ikke tilladt den enkelte muslim på egen hånd at erklære jihad, siger han, og citerer bl.a. Ibn Taymiyah (død 1328). Jihad må kun gennemføres efter ordre fra den muslimske leder. Eneste undtagelse er de tilfælde, hvor muslimerne bliver angrebet. Men det var der jo ikke tale om her. Ja, føjer MacEion til, du spurgte dem end ikke, om de ville gå over til islam, hvilket sharia ellers kræver.

Det er der vist ingen selvmordsbombemand, der gør, og jeg gad vidst, om det vil afholde nogen fra at blive terrorist, eller få nogen lærd imam til at fraråde selvmordsterrorisme.

Videre i argumentationen: Mahmud Abbas er ikke en religiøs leder, PLO er en sekulær bevægelse, og når et menneske angriber på egen hånd, bliver han ikke muslimsk martyr.

Dette kan siges at føre over til den argumentation, der går på det meningsløse – sådan rent militært set – med de drab, Omar har udført.

Nogen argumenterer med, at jøderne elsker livet, muslimerne elsker døden. Omar pralede også af, at han ville dø med glæde. Men se, hvordan jødernes kærlighed til livet har bragt store fordele, lægevidenskab, kundskab og fremgang for hele verden. Men fordi muslimerne elsker døden, har de kun bragt had og fortvivlelse og hårde livsbetingelser for sig selv.

Omar havde skrevet, at han som ung har drømme og forventninger til livet. Men, fortsætter han, hvilket liv er det, de byder mig? Herpå svarer MacEion, at han, når han nu skal sidde i fængsel resten af livet, i hvert fald ikke får opfyldt nogle af de drømme, han måtte have haft.

Du bliver aldrig læge, så du kan helbrede syge, ellers en ædel beskæftigelse. Du bliver aldrig advokat eller dommer, så du kan bringe retfærdighed, en anden guddommelig livsførelse. Du bliver aldrig en muslimsk lærd, en prædikant, en imam, altsammen hellige kald. Du bliver aldrig gift, får aldrig børn, bliver aldrig en stor mand, der kunne berige verden og dit eget folk. Der er mænd og kvinder i verden, som du kunne have ført til islam, men som nu, hvor de hører om de onde ting, du har gjort, vil forkaste islam for resten af deres liv.

Og, siger MacEion, du siger, du handler sådan, fordi israelerne har lukket al-Aqsa-moskéen. Det er nu ikke sandt, moskéen er ikke lukket, den er tværtimod blevet beskyttet af israelerne. Men selv om det så var sandt, hvordan skal så din udåd bringe en åbning nærmere? Der er ingen logik i det, du har gjort.

Muslimer har dræbt jøder mange gange før, og det har ikke fremmet den islamiske sag eller religion det bitterste. Jøderne har fundet sig i meget, og dog er det ikke sket én eneste gang, hvor en muslim er død, at det så har fremmet fremgang og fred for islams folk.

Altså, her er det det uhensigtsmæssige i Omars udåd, MacEion arbejder med, ja, det dumme og ufornuftige i det, mange andre terrorister foretager sig.

Men ud over de religiøse anklager: at Omar har handlet imod koranens forskrifter, og ud over det ufornuftige i det, han har gjort, kommer MacEion også med nogle moralske anklager.

De bliver godt nok underbygget med korancitater, men da de arbejder med almenmenneskelige moralforestillinger, skal de også behandles som sådanne her.

Korancitaterne først!

Din Herre har bestemt, at I ikke må tjene andre end Ham og skal være gode mod jeres forældre. Hvis den ene eller begge når en høj alder under dit tag, må du ikke vrisse ad dem og skælde ud, men skal tale ærbødigt til dem! (Sura 17,23).

Det bruger MacEion således:

Nuvel, din far og mor har mistet en søn, som kunne have beskyttet dem, når de blev gamle. En anden søn, din bror, er blevet arresteret. I dag eller i morgen vil soldater nedbryde det hjem, jeres familie boede i. Er det det, Gud vil have jer til at gøre?

Men ikke blot har jo Omar ødelagt sit eget og sin families liv, han har også ødelagt en jødisk families liv. Det er også mennesker, ja, de er, som muslimerne, tilhængere af tanken om Guds énhed.

Og så slutter MacEion med at sige, at han har skrevet dette brev i håb om, at Omar en dag, måske først om mange år, må se, hvad det, han har gjort, virkelig er, og skamme sig over det. Han har bragt skam ind over sit folk. Og måske han, hvis han altså fortryder, hvad han har gjort, kan være med til at forhindre, at andre lokker unge mennesker ind i den fejlagtige tro, som han selv blev lokket ind i.

Er det ikke på tide at gå en anden vej, at smede deres knive om til plovjern (taget fra bibelen, Es 2,4)? Er det ikke passende at søge fred og gøre en ende på det stadige ofringer af unge mennesker og ældre, som ikke bringer andet end ødelæggelse over det palæstinensiske folk? Og så citerer han sura 56,25-26 om tilstanden i himlen:

De hører ingen tom tale dér og ingen beskyldning, kun ordet: “Fred! Fred!”

Men igen sidder man med en lidt underlig smag i munden. For der står jo meget andet i koranen, blandt andet adskillige opfordringer til vold mod fjenderne. Men igen: MacEion bruger den ”muslimske” argumentationsmetode: han nøjes med at nævne de koransteder, der støtter hans sag, og forbigår i tavshed dem, der ikke gør det. Til syvende og sidst skal måske den unge muslim overbevises ved hans autoritet: han er en lærd mand, arabiskkyndig, kendt med den muslimske lovpraksis.

Og det gør det lidt svært at bruge hans metode.

Man kan måske også sige, at der er lidt lusk i hans metode. Jeg mener: han siger åbent, at han ikke er muslim. Alligevel skriver han, som anført, at det er Gud, der taler i koranen, noget, han jo som ikke-muslim vel ikke tror på. Men hvorfor skal han så absolut lade, som om han deler denne fejlagtige opfattelse?

Jeg vil mene, at vi ikke-muslimer i stedet for som MacEion at lade, som om vi deler den opfattelse, at koranen er Guds ord, altså i stedet for at tiltale muslimerne som muslimer, skal tiltale dem som mennesker, der som vi har en vis rationel forståelse af tingene og derfor udmærket kan rammes af et argument om, at når der er så mange selvmodsigelser i koranen, kan den ikke være Guds eget ord.

Og så er det jo ligegyldigt, hvor mange pæne og moralsk rigtige ord, der også står i koranen, sådanne ord behøver vi ikke, for hvad der er pænt og moralsk rigtigt, kan vi godt selv finde ud af. Eller, kan man sige, når vi vil anbefale koranen ud fra disse ord, bærer vi os ad på anti-islamisk måde. Jo, for for den fromme muslim er koranen den målestok, alt andet måles med, men i en sådan anbefaling måles koranen med vor opfattelse af godt og rigtigt.

Derfor er de argumenter i MacEions brev, vi kan bruge, dem, man når frem til ved at bortsortere alle fromme koranhenvisninger. Argumentet om, at de mange muslimske terrorhandlinger nok er forfærdelige for dem, det går ud over, og nok kan skabe skræk og rædsel blandt os, men dog ikke kan batte det bitterste i retning af at fratage Vesten den enorme militære styrke, vi har, sammenlignet med de muslimske lande, dette argument kan vi godt anvende mod muslimerne, for det er et rent rationelt argument. Og vi skal ikke undlade at bruge det, selv om det utvivlsomt vil føles nedværdigende for muslimer at blive mindet om deres afmagt. Men hvis denne afmagt beror på et forkert menneskesyn, bør vi så ikke bruge dette argument?

Og det moralske argument er også brugbart for os, altså argumentet om, at han med sit angreb ikke blot har ødelagt en israelsk familie, men også sin egen familie, og at en sådan ødelæggelse er uetisk i enhver henseende, også det må kunne ramme ham, for han er jo, som alle andre mennesker, et moralsk væsen, der forstår moralske argumenter. Blot hindrer den magtoverbygning, som hans form for islam har givet hans oprindelige moralske fornemmelser, ham måske i at høre alvoren i vore moralske argumenter. Hvilket dog ikke skal forhindre os i at bruge dem.

Også selv om vi med MacEion må udbryde: ”Måske denne anstrengelse ikke nytter noget!”

Udgivet i Etik, Islam | Tagget , , | Skriv en kommentar

Hvad nu hvis?

Der er et spørgsmål, som bliver ved med at køre rundt i hovedet på mig, efter at jeg hørte Selsingerne interview’e Mikael Jalving i Radio 24 syvs sommerklumme ”Meet the Selsings”. Det er spørgsmålet om, hvordan vi skal behandle vore muslimske landsmænd, hvis vi får ”sat en prop i” og standset den indtil nu næsten uafbrudte tilstrømning af muslimer. (Radioprogrammet kan høres her).

Jalving var ikke meget for at komme med forslag. Han var jo ikke politiker, som han sagde. Og selv om Eva Selsing pressede ham noget, kom der ikke rigtig noget ud af det.

Det, jeg skriver her, er heller ikke et forslag til, hvordan vi skal behandle muslimerne. Det er nærmest en slags skrækscenarie. Overfor os selv – altså os gammeldanske kristne – kan det tjene til at gøre det klart, hvad der ligger i den muslimske ideologi, og overfor muslimerne kan det tjene til at spørge dem: ”Er det virkelig det, I vil?”

Mit tankeeksperiment eller skrækscenarie går ud på, at vi så at sige lader muslimerne vinde. I utrolig mange af de sammenhænge, hvori vi omgås dem, prøver de at bruge rå magt for at ”sætte sig i respekt”. Eller de prøver at udskille områder af Danmark som rent muslimske områder. I sin tid proklamerede de åbent, at de ville gøre Nørrebro til muslimsk område, hvor muslimsk lovgivning skulle gælde, ikke den danske grundlov. Lignende kræfter gør sig gældende i de andre muslimske enklaver, i ghettoerne. Man tillader ikke politi og brandbiler at komme ind i enklaven. Man bombarderer dem med sten og måske endda molotov-cocktails. I skolerne søger de store drenge at dominere i klasseværelset og på gårdspladsen. Danskerne skal underkues. Og når de nyopfundne forbrydelser: sten ned på motorvejene og bilafbrændinger, er blusset op igennem de senere år, skyldes det utvivlsomt også denne muslimske trang til at dominere og vise os danskere, hvem der har magten.

Tanken, som jeg har fået – men det er altså ikke et forslag, kun et tankeeksperiment – går nu ud på, at vi tilbyder muslimerne en slags fredsordning: de kan få lov at oprette deres muslimske områder, de kan få lov til at lade shariaen og ikke dansk lovgivning gælde i de nærmere definerede ghettoer.

Man kan forestille sig, at vi søger at give de danskere, der for øjeblikket bor i ghettoerne, hjælp til at finde en ny bolig udenfor ghettoen, så der efter nogen tid kun bor muslimer indenfor i ghettoen. De bliver så fritaget for at adlyde dansk lov og fritaget for at betale dansk skat, men skal jo så til gengæld selv sørge for at holde orden i egne rækker med eget politi (som de jo selv skal betale) med egen husvedligeholdelse (som også skal betales af dem selv) og med egen socialforsorg (også det skal de selv betale).

Man kan selvfølgelig begynde at regne lidt på det. Så vil man nok finde ud af, at der i en vis overgangsperiode skal ydes bidrag fra os danskere. Men tanken er ellers den, at det efter nogen tid skal kunne være sådan, at muslimerne i ghettoerne ikke belaster de danske offentlige midler.

De skal naturligvis have mulighed for på linje med os danskere at tage ud på arbejdsmarkedet og forsøge at gøre sig gældende dèr. Hvis de ønsker det, kan den danske stat jo godt tage sig af skatteopkrævningen, ligesom den tager sig af opkrævningen af kirkeskat, omend der jo her er tale om helt anderledes store beløb.

Skal der oprettes særlige muslimske skoler?

Ja, det vil da være naturligt. Men de skal naturligvis helt og holdent finansieres af den på muslimerne pålignede skat. Ligesom der skal betales for de muslimske elever, der ønsker at gå i danske skoler. Vil man indvende mod det, at det dog er forfærdeligt; se, hvad vi har oplevet fornylig af forholdene på en muslimsk friskole, det er så sandelig ikke noget at efterligne, hvis disse unge mennesker skal ud i det danske samfund.

Svaret er, at de jo ikke tænkes at skulle ud i det danske samfund. De skal forblive i de muslimske enklaver. Og dèr finder de ikke nogen ikke-muslimer, de kan sætte sig i respekt overfor.

Hvordan vil mon sådan noget iøvrigt spænde af?

Er der entreprenante muslimer nok, vil der måske blive oprettet arbejdspladser kun for muslimer. Så kan de bede de fem gange om dagen, som man skal som from muslim. Ellers må de klare sig for de penge, de kan tjene ved at arbejde på det almindelige arbejdsmarked. Men klare sig selv, det skal de.

Det, der formentlig vil blive et hovedproblem, vil blive samkvemmet mellem disse to dele af samfundet. Kan gerne være, at vi får løst problemet med, at politi og brandfolk ikke kan komme ind i ghettoerne. Men det vil jo stadig være sådan, at unge muslimer kan sætte ild til en bil eller smide sten ned på motorvejen udenfor ghettoen.

Sandt nok. Men vi fratager dem den begrundelse for noget sådan, at det danske samfund forfølger dem. De lever jo i deres helt eget samfund, muslimer bestemmer over deres hverdag, shariaen, deres egen guddommelige lov, har alt at sige, så alt burde være godt. De får mulighed for at være stolte over at være muslimer, stolte over det samfund, de kan skabe som muslimer. Vel at mærke, selvfølgelig, hvis det samfund, de kommer til at leve i med disse foranstaltninger gennemført, vil blive et samfund, det er værd at leve i.

Noget af det, der ligger bag dette tankeeksperiment, er jo, at det giver os mulighed for at kunne spørge muslimerne: ”Er det et sådant samfund, I vil have? Er jeres modstand mod det danske samfund så stor, at I er villige til at påtage jer alt det besvær, som disse ordninger vil medføre?” Ja, det er videre at kunne tage muslimerne på ordet: ”Er det ikke egentlig det, I helst vil? Være uafhængig af de danske love, det danske politi, de danske traditioner? I vil jo skille jer ud. I mener jer jo berettiget til at opfatte det danske samfund som jeres fjende, som I skal bekæmpe, som I skal sætte jer i modsætning til. Nuvel, værsgo, her har I muligheden for at skille jer ud, for at vise, at et samfund, bygget på shariaen, er bedre end vores ”vantro” samfund.

Og så må I jo ikke undre jer over, at vi reagerer på jeres krigserklæring ved at opstille en grænse mellem jer og os, ved at lade jer selv betale for jeres undervisning i had mod os vantro. Vi har såmænd længe nok opflasket en slange ved vores barm, nu må det være slut, nu må I klare jer selv. I kan ikke længer forvente af os, at vi ved at betale for jeres friskoler, der opflasker til had mod os, er med til at betale for jeres krigsførelse”.

Selvfølgelig skal vi ikke forvente, at vi kan klare os med mindre politi end før. For muslimerne behøver ikke anden begrundelse for at skade os end den, at vi er vantro. Så deres angreb vil fortsætte. Tanken bag det, at de selv skal klare ghettoens udgifter er, at der vel må være nogle voksne, der kan fortælle disse unge mennesker, at de skal se at få noget arbejde, og har de arbejde, er de langt mindre tilbøjelige til at føre krig mod os. Måske vi skal slække lidt på mindstelønnen, hvad véd jeg, men hvis de virkelig vil være en del af et muslimsk samfund, så kan det godt være, at de stadig hader os, men ligefrem føre krig mod os, det bliver noget vanskeligere, når de samtidig skal tjene til dagen og vejen.

Men hvad så med de muslimer, der ser, hvor elendigt man lever i de muslimske enklaver sammenlignet med tilstandene hos os, og derfor vil flytte ud af ghettoen, hvad skal vi gøre ved dem?

Jeg véd ikke, om vi ligefrem skal forlange, at de skal konvertere, og i bekræftende fald til hvad, men jeg vil foreslå – i mit tankeeksperiment, for det er stadig kun et tankeeksperiment – at vi forlanger af dem, at de skal rive nogle sider ud af et eksemplar af koranen, de sider, der indeholder direkte voldsopfordringer og krav om, at muslimer skal udskille sig. Disse sider skal de så ved en højtidelighed, der finder sted en gang om måneden i hver kommune, kaste på ilden, evt. ilden i en pejs eller på en grill. Derefter skal de underskrive et eksemplar af grundloven, hvor de paragraffer, der tydeligst strider mod koranens ord, er skrevet med rødt. Først derefter kan de flytte ud af den muslimske ghetto.

Jamen, hvad så med de muslimske bander? De vil jo kunne blive ved med at operere udenfor ghettoerne.

Hvis der er tale om bander, der som de danske rockergrupper opretholder en stor indtægt ved at sætte sig på hashmarkedet i dele af byerne, skal de bekæmpes som man bekæmper de danske rockergrupper: ved at legalisere hash. Manu Sareen var ude med dette forslag i Deadline den 6-8, og den argumentation slap han ualmindelig godt fra.

Men hvis der er tale om muslimske ødelæggelsesgrupper, altså grupper, der blot er ude på at vise os, hvor stærke de er, og hvor megen skade de kan anrette på os, hvad så? De kan jo bevæge sig nogenlunde frit udenfor ghettoerne.

Tja, vi kan jo selvfølgelig håbe på, at der så vil opstå tilsvarende grupper af hårdtslående danskere, der på tilsvarende måde kan anrette ødelæggelser i de muslimske områder. Men bortset fra det lægger sådanne handlinger op til øget politiindsats, herunder samarbejde med det muslimske politi. Og – hvis det sidste viser sig umuligt – lægges der op til kollektiv afstraffelse af de muslimske enklaver.

Og nu, kære læser, hvis De har fulgt med indtil nu, og hvis Deres hår har rejst sig mere og mere på hovedet af Dem over, at et forholdsvist fornuftigt menneske – det må være mig, De mener; tak for det! – kan sige så horrible ting, så er tiden omsider inde til at sammenligne dette tankeeksperiment med virkeligheden. For der er jo steder, hvor man har gennemført noget tilsvarende. Jeg skal nævne to: Apartheid-styret i Sydafrika og Israel efter 67-krigen. Begge steder har holdninger som dem, jeg har eksperimenteret ud fra (gudskelov kun ”tankeeksperimenteret”), ført til ret forfærdelige tilstande. Og begge steder er det en islam-lignende hierarki-tænkning, der har ligget bag den politik, der blev ført.

I Sydafrika gennemførte Nationalist-partiet fra 1948 og fremefter den velkendte apartheid-politik. Dvs., velkendt og velkendt, de fleste kender den kun ud fra den falske gennemførelse, der blev den til del, men fra begyndelsen vandt tanken genklang i store dele af de hvide afrikaneres samfund. Tanken var den, at de sortes kultur var væsensforskellig fra de hvides; man var derfor nødt til at lade dem leve og udvikle sig i samfund, der var adskilte fra de hvides samfund. Derfor oprettede man de forskellige bantustans, hvor ”sort lov” gjaldt, og hvor sorte høvdinge havde magten.

Havde man nu foretaget denne fordeling af jorden mellem hvid og sort på en retfærdig måde, ville det måske være gået anderledes. Men de bantustans, man oprettede, svarede ikke engang arealmæssigt til forholdet mellem hvide og sorte, og da slet ikke, hvad værdi angik. Der var gamle hvide rettigheder, som man ikke ville gå for nær.

Og havde man på lignende måde sørget for gode arbejdspladser i de nyoprettede bantustans, ville det også have smagt lidt af retfærdighed. Men man lavede halve løsninger. Fordi man ikke kunne undvære de sorte i de hvides industri, men jo ikke ville have de sorte i de hvides områder, lavede man midlertidige sorte bosættelser i de hvides områder, midlertidige, fordi de hvide måske en dag ville få brug for den jord, de lå på. Og da de af og til virkelig fik det, og virkelig ryddede hele sorte byer, opstod der blandt de sorte en dyb følelse af at blive uretfærdig behandlet. Hvad man jo så udmærket forstår.

Nu endte det på den måde godt i Sydafrika, at man fik afskaffet apartheid og de fleste af de mærkværdigheder og uretfærdigheder, det havde ført med sig. Men selv om man fik en forsoningskommission, der prøvede det helt nye greb om tingene, der gik ud på at skabe forsoning uden straf, kan man ikke sige, at de etniske stridigheder er bilagt, eller at den sociale orden er sikret.

I Israel fik man efter 67-krigen hele Vestbreddens og Gazas befolkning ind under sin jurisdiktion. Og det har ikke udviklet sig på en heldig måde. Man kan vistnok sige, som Herbert Pundik, at Israel har reageret for tilbageholdende og for sent på de mange udfordringer, der er opstået. Men man må nu også føje til, at palæstinenserne ikke har været den nemmeste modpart at have med at gøre.

Det, der gør situationen i Israel interessant i sammenhæng med mit tankeeksperiment, er, at man jo her har gennemført netop det, tankeeksperimentet går ud på: man har givet palæstinenserne selvstyre, men man har ikke formået at gøre dem økonomisk uafhængige af Israel. Så vidt jeg er orienteret, var det blandt de muslimske palæstinensere, at selvmordsbombesystemet blev ”opfundet”. I hvert fald blev Israel i så høj grad ramt af disse terrorister, at man følte sig nødsaget til at opføre muren mellem de to befolkninger. Og så blev man fri for det problem, men man fik jo så skabt en meget nedværdigende situation for de mange palæstinensere, der arbejder i Israel. De kontroller, de skulle igennem – og de kontroller, der udføres på Vestbredden for at sikre de mange bosættelser – har ikke fået muslimerne til at opgive den del af deres religion, der har med vold og ønsket om overhøjhed at gøre. Tværtimod, Hamas har overtaget styret i Gazastriben og har stor indflydelse på Vestbredden. Og deres ideologi er det næsten umuligt at opnå nogen fredsaftale med.

Man kan sige – for nu at prøve at runde af – at jeg med mit tankeeksperiment har prøvet at finde ud af, hvad der vil ske, hvis vi går ud fra, at det muslimske menneskesyn har ret, og handler derefter, dvs., hvis vi regner med, at mennesker virkelig lader sig overbevise af ydre magt, hvis ydre magt kan få mennesker til at se, hvad der er rigtigt og forkert. Resultatet er så, at det, at de ordninger, som vi prøver at gennemføre ud fra dette menneskesyn, er uholdbare, beviser, at det muslimske menneskesyn er falsk.

Det har vist sig at være forkert, når det var muslimer, der ville tvinge deres opfattelse igennem. Sunnierne har ikke kunnet tvinge shiitterne til at antage den sunnitiske lære, osmannerne kunne ikke tvinger den græsk-ortodokse kirke til at blive muslimsk.

Og det har også vist sig at være et falsk menneskesyn at bygge på, når vi vesterlændinge har villet tvinge muslimerne til at gå med til vores som vi selv synes yderst fornuftige ordninger.

Så derfor viser mit tankeeksperiment omvendt, at vi i vor omgang med muslimer ikke blot handler etisk korrekt, men også klogt, når vi gør, hvad vi kan for at få dem til, frivilligt, at afstå fra at beskytte deres religion og deres kultur med magt. Vi må fortsætte med at invitere dem ind i vort samfund, vi må fortsætte med at give dem den frihed, som vort samfund forudsætter, i håbet om, at de vil forstå den ”herredømmefri samtales” enorme kraft, vi må ikke blive trætte af vise dem imødekommenhed og venlighed, idet vi dog i al vor venlighed ikke undlader at gøre opmærksom på, at efter vor mening er deres religion med dens hierarkiske opdeling af menneskene, ikke så god som vores, der hævder, at hos Gud er der ikke personsanseelse (Rom 2,11, gl. oversættelse) eller sekulært udtrykt: hos os hersker der lighed for loven.

Eller, for nu at udtrykke mig lidt kristeligt: Hos os er et menneske noget værd i sig selv, uden forudgående gode eller mindre gode gerninger. Hos os er respekt noget, man tænkes naturligt at have for ethvert andet menneske, ikke noget, man skal tilkæmpe sig, især da ikke med voldsanvendelse. Så vi respekterer på forhånd vore muslimske landsmænd, men vi respekterer ikke deres religion, fordi den i modsætning til vores regner gode gerninger for det, der giver adgang til paradis. Og vi véd godt, at de betragter denne respekt som et svaghedstegn, men vi må så blive ved med at sige det igen og igen, at det er på grund af, at de er mennesker, ikke på grund af, at de er muslimer, at vi behandler dem på lige fod med kristne danskere.

Jeg må altså afvise de forslag, jeg har fremsat i mit tankeeksperiment. Men det betyder ikke, at jeg afviser al kamp mod islam, tværtimod, det betyder blot, at jeg vil gøre denne kamp til en åndelig kamp, dvs., en kamp ført på argumentationsniveau, ikke på lovgivningsniveau. Men den åndelige kamp, vi står i, er ganske besynderlig. Der er en åndelig kamp mod alle Danmarks ”Gutmenschen”, altså de mange, der vil være åh så gode mod alle de fremmede, herunder muslimerne. Først skal kampen mod disse mennesker vindes, når det drejer sig om at få standset indvandringen af muslimer. Dernæst skal den vindes – også mod vore mange ”Gutmenschen” – ved at fjerne angsten for at krænke vore muslimske landsmænd. Det er jo noget af det besynderlige ved situationen nu om stunder, at der er indgået et uheldigt samarbejde mellem disse ”Gutmenschen” og muslimerne, så dette at argumentere imod islam bliver ensbetydende med at krænke muslimerne, og – mener man – dette må da være forbudt.

Men nej, selvfølgelig må det ikke være forbudt, det burde snarere være en pligt igen og igen at påpege, hvordan shariaen understreger den muslimske, hierarkiske menneskeforståelse i dens modsætning til den vesterlandske lighedsforståelse. Det skal ikke være staten, der påtager sig denne argumentation, det burde være kirken, men kunne jo også være forskellige private foretagender. Og hvis argumentationen sker på den måde, at man efter hver af de mange terrorhandlinger, der finder sted på europæisk jord, udriver nogle sider af koranen og afbrænder dem ved en offentlig ceremoni, vil det have min fulde tilslutning. Og hvis det kombineres med en offentliggørelse af den ”famøse” Muhammed-karikatur af Kurt Westergaard i diverse aviser, vil også det være en handling, der varetager den nødvendige åndelige kamp mod islam. Men andre kan sikkert opfinde bedre reaktioner.

I det hele taget drejer det sig om at få vendt den kirkelige supertanker fra dens hidtidige kurs, hvor den bekæmper ateismen, til den nye, nu påkrævede kurs, hvor den bekæmper islam. Det tager tid. Men det er beskæmmende, hvor få teologer der er indstillet på den opgave. Hvis mit tankeeksperiment har åbnet øjnene hos nogen for, at islam virkelig gør forskel på folk, virkelig bruger magt, måske kun mild magt, sideløbende med overtalelser, for at få islams tilhængere til at forblive muslimer, virkelig vil lade shariaen overtrumfe vore verdslige love, så er meget nået, og vi kan som kirke gå videre med den opgave: at vinde muslimernes ”minds and hearts”, hvilket altså ikke gøres ved at tale dem efter munden, men ved at påpege det umenneskelige i al deres fromhed.

Udgivet i Islam versus kristendom, Samfundsforhold | Tagget , | Skriv en kommentar

Fake news afsløret?

Nej, det er ikke den slags fake news, som man almindeligvis taler om, jeg her tænker på, den slags, hvor nogen (læs: Donald Trump) hævder noget som fakta, som de fleste medier aldeles ikke betragter som fakta. Det kan let afsløres. Det kan man let gøre grin med, som de amerikanske medier da også har gjort, blandt andet ved at håne én af Trumps medarbejdere, der forsøgte at forsvare en decideret løgnehistorie med, at der var tale om ”alternative fakta”.

Der er her i stedet for tale om den slags fake news, som George Orwell omtalte i sin fremtidsroman ”1984”, eller den slags, som blev brugt i stor udstrækning i Østblokken. Og dog er det næsten værre her hos os i EU, end det var i sin tid i Østblokken. Da jeg i sin tid ud fra et essay af Vaclav Havel sammenlignede det ene med det andet, faldt sammenligningen ikke ud til EU’s fordel. Jeg skrev:

Indrømmet, sammenligningen mellem den tids Tjekkoslovakiet og nutidens EU er ikke fuldkommen. Den tids kommunistiske ledere vidste et sted i deres bevidsthed godt, at det hele var et mummespil. De kendte så udmærket de kodeord, man skulle bruge for at være på den sikre side, og de vidste også, at selv om systemet pålagde dem at tale om ”frie valg”, så var valgene ikke frie, selv om systemet havde menneskerettigheder indskrevet i lovene, så ragede menneskerettighederne de styrende en høstblomst. Noget af det, der fik systemet til at bryde sammen, var det forhold, at der kom en leder til, nemlig Gorbatjov, som troede, at ordene betød det, de udsagde, at frihed altså betød frihed. Derfor, fordi der kom én til, der brugte almindeligt menneskesprog og ikke ”systemtale”, derfor brød systemet sammen. (Se her).

Nej, nutidens EU-elite véd ikke, at de deltager i et mummespil, hvor det drejer sig om at ”lade som om” hele vejen igennem. Det hele er gradvist og umærkeligt blevet mere og mere usandt. Vi har længe betragtet migranterne fra Middelhavet som flygtninge, skønt de kom fra sikre lande, ikke havde nogen chance for at opnå asyl og også opførte sig som alt andet end flygtninge, der var taknemlige over endelig at være i sikkerhed. I min optik skyldes det ønsket om at gøre en god gerning. Dette ønske har fået os til i alle migranterne at se nogle stakler, der trænger til vores hjælp. Ingen har rigtig vovet at se det, som det er, og derefter sige det, som det er: at der i de fleste tilfælde er tale om lykkeriddere. For ikke sandt, så var man jo ikke et godt menneske.

Dog, det glædelige er, at dette mummespil langsomt er under nedbrydning. Medierne begyndte – vist engang i 2015 under den store migranttsunami – at beskrive migranterne ikke kun som ”flygtninge”, men som ”flygtninge og migranter”. Men stadigvæk lader man NGO’erne med deres opsamlingsaktionerne i Middelhavet omtale disse opsamlinger som en uomgængelig pligt for ethvert ordentligt menneske; de vil, siger de, blive ved med at redde menneskeliv, de kan ikke få det over deres samvittighed at lade disse mennesker drukne.

Jeg har her på bloggen prøvet at nedbryde nogle af disse mummespillets vildskud. F.eks. har jeg hævdet, at dette at bringe sig i havsnød må være en lovstridig handling, ligesom det er en lovstridig handling at affyre nødraketter uden at være i nød. Men ingen har lyttet efter det, et kronikforslag indeholdende denne argumentation ligger for tiden til overvejelse hos Kristeligt Dagblad, men formentlig med en papirkurvstilværelse som sin sørgelige fremtid.

Og så alligevel!

Der sker noget i Italien – ja, ikke fordi italienerne har læst min blog, men fordi sandheden ikke for evig kan forblive skjult. Dog kan man undre sig lidt over, hvordan den kommer til veje på en underlig drypvis måde. De italienske myndigheder har beslaglagt et NGO-skib, fordi det har opsamlet migranter fra Libyen, som ikke var i havsnød. Jyllands-Posten fortæller om det, se her. Avisen skriver:

Rapporterne om nødlidende flygtninge og migranter, som er blevet reddet op af Middelhavet, er talrige.

Men billeder, som italiensk politi netop har offentliggjort, har vakt forargelse – ikke mindst pga. fraværet af mennesker i umiddelbar livsfare.

Ifølge politiet viser de således tre tilfælde, hvor den tyske ngo Jugend Rettet har sejlet skibet “Iuventus” hen til menneskesmuglernes både ved den libyske kyst og ganske enkelt tømt bådene for migranterne. Efterfølgende har smuglerne fået lov at sejle tilbage til Libyen med intakte fartøjer og hente nye menneskeladninger. Ja, faktisk skal mandskabet fra “Iuventus” have hjulpet dem til den libyske kyst.

Det skriver den italienske avis Corriere della Sera.

Hvad er nu det? Er der noget nyt i dette? Er det, der her skildres, ikke identisk med den måde, det hele tiden er foregået på?

Jo, det er det da.

Den italienske flåde har oven i købet selv deltaget i denne leg. Jeg har berettet om det her ud fra en artikel i The Guardian:

I The Guardian er der et interview med en mere succesfuld menneskesmugler. Han besejler en meget kortere rute fra Libyen til en olieplatform ved Boura, 70 mil fra Libyens kyst. Og han har tilsyneladende fået en vis aftale med den italienske flåde. Dem ringer han til, når hans skib, lastet med flygtninge, er nået frem i nærheden af olieplatformen. De kommer så og flytter flygtningene over på deres krigsskib. Og hvis nu smuglerens mandskab var blevet ombord, ville italienerne være nødt til at tage dem med og anklage og straffe dem for menneskesmugling. Derfor har de forladt skibet i gummibåde, så snart flådefartøjet nærmer sig. Og når flygtningeskibet er tømt, kan de gå om bord igen og sejle det tilbage til Libyen efter en ny ladning flygtninge.

Dengang deltog italienerne altså selv i mummespillet. Dengang havde de råd til det. Dels ankom der ikke så mange migranter, dels kunne de sende de migranter, der kom, videre nordpå til os andre.

Men nu? Ja, nu, hvor grænserne nordpå er lukkede, kommer de selv til at lide under de mange migranter, de tager imod. Og nu, men altså ikke tidligere, er de begyndt at overveje, om der dog ikke er noget, man kan gøre ved det. Og så prøver de lige så forsigtigt at ændre på spillereglerne.

Først lød der nogle anklagende toner fra en italiensk anklager: NGO’erne lavede aftaler med menneskesmuglerne, fortalte dem, hvornår der lå et skib uden for sømilegrænsen, parat til at opsamle de mange migranter på smuglernes gummibåde.

Og nu, nu tillader man sig altså at tilbageholde et NGO-skib, fordi de mennesker, man opsamlede, ikke var i umiddelbar livsfare.

Jeg kan forestille mig, at enhver NGO må tænke ved sig selv: ‘Hvad er det dog for noget? Hvorfor laver de nu pludselig om på de uudtalte regler? Er et overfyldt skib eller en gummibåd med mennesker siddende hele vejen rundt på rælingen ikke et skib i havsnød? Hidtil har da det forhold, at skibet var overfyldt, været nok til at erklære det i havsnød. Og hvis det en sjælden gang er sket, at mennesker er faldt i vandet med nogle druknede til følge, har det altid skyldtes, at det var uerfarne reddere, der stod for opgaven; de havde ikke været i stand til at berolige de stakkels flygtninge så meget, at de blev siddende, hvor de var; flygtningene er på én gang gået over i den ene side, og skibet er kæntret. Men vi NGO’er har da altid betragtet det som vor opgave at få flygtningene over på vort skib, uden at de kommer i vandet først. Skal de nu ligefrem ligge i vandet med eller uden redningsvest, før italienerne vil anerkende, at vi redder ynkværdige mennesker i havsnød?’

Jyllands-Posten skriver til slut:

Italien har udarbejdet et adfærdskodeks for de humanitære organisationers skibe, der redder flygtninge og migranter tæt på Libyen. Blandt punkterne er et krav om, at ngo’er skal have bevæbnede betjente om bord på redningsskibene samt et forbud mod at sende nødsignaler eller affyre nødlys for at advisere menneskesmuglere om, at der er redningsbåde på plads, og at [de, altså menneskesmuglerne, rr] således kan [sende] fyldte både afsted. Flere ngo’er, blandt dem Jugend Rettet, har afvist at skrive under på kodekset.

Og hvis man nu spørger sig selv, hvorfor mon dette adfærdskodeks kommer lige nu, er svaret formentlig det, at Italien har ændret kurs 180 grader. Nu vil man hjælpe den libyske kystvagt med at få de mange gummibåde tvunget tilbage til Libyen. Og hvis den strategi skal hjælpe, er man nødt til at fjerne NGO-skibene fra scenen.

Og hvis man skulle være så nysgerrig, at man også spørger, hvorfor nogle NGO’er ikke vil skrive under på kodekset, er svaret måske, at man ved at have bevæbnede betjente ombord ville være nødt til at vente med at opsamle migranterne fra gummibåden, til den er i havsnød. Og måske man også med en sådan ”spion” ombord vil være ude af stand til at signalere til menneskesmuglerne, at de godt kan sende de overfyldte gummibåde af sted. Underforstået: det har man gjort tidligere.

Det ser altså ud til, at der nu ankommer flere dryp sandhed om det, der foregår på Middelhavet. ”Flygtningene” er ikke flygtninge, men for størstedelens vedkommende migranter. Alligevel forventer NGO’erne, at italienerne behandler dem som flygtninge. Når de spottes af NGO’erne og derefter samles op, har de på intet tidspunkt været i havsnød. Alligevel forventer NGO’erne, at italienerne modtager dem som stakkels, halvdruknede mennesker.

Og sidst, men ikke mindst: NGO’erne er slet ikke de renlinede, gode og fromme mennesker, de giver sig ud for at være. De kan, i al deres ”godhed”, godt fordreje kendsgerningerne noget, måske oven i købet indlede en slags uformelt samarbejde med menneskesmuglerne, ja, måske oven i købet, som jeg antydede for et par indlæg siden, modtage penge fra dem, bevidst eller ubevidst.

Hvem véd, et par dryp sandhed mere kunne måske helt standse migrantstrømmen!

Christian Skaug fra document.no har skildret disse forhold mere indgående i tre indlæg, dette, dette og dette.

Udgivet i Indvandringspolitik, Samfundsforhold | Tagget | 1 kommentar

Essens?

I Kristeligt Dagblad for den 1-8 har Anders Klostergaard Petersen en meget interessant kronik, se her. Kronikken er interessant, fordi den begynder med at give mig ret i et synspunkt, som jeg længe har måttet kæmpe for at fastholde. Klostergaard skriver til at begynde med:

Enhver religion har et sæt af grundlæggende forestillinger. De er kernen i religionens betydningsunivers.

Det er lige vand på min mølle. Specielt skal man lægge mærke til, at Klostergaard skriver ”enhver”. Jeg læser det som en erkendelse af, at også islam har et sæt af grundlæggende forestillinger. Han gør ganske vist ikke noget ud af disse grundlæggende forestillinger for islams vedkommende, men han er så absolut i sin fremhævelse af ordet ”enhver”, at det ville være mærkeligt, om han senere ville undtage islam fra dette ”enhver”, ja, det ville være ligefrem umuligt.

Her vil den kloge læser nok sige, at det da er en selvfølge; hvordan kan man undersøge noget, hvis grundsætninger er løse og forandrer sig hvert øjeblik? Umuligt. Nej, selvfølgelig er der en grundessens i enhver religion, også i islam.

Nuvel, nu kom jeg til at bruge ordet ”essens”, oven i købet i sammensætningen ”grundessens”. Og så er vi inde i den diskussion, jeg har haft med en række religionshistorikere, f.eks. Mikael Rothstein og Tim Jensen. Det har været almindeligt blandt religionsvidenskabsfolk at imødegå en påstand om, at vold hører med til islams grundessens, med den modpåstand, at der ikke er nogen essens i nogen religion. En religion er kun, hvad dens tilhængere til enhver tid gør den til. På den måde mener man, at man ikke behøver tage stilling til det noget prekære spørgsmål, om mon vold hører med til islams essens. Man gør – med vilje og i modstrid med enhver nogenlunde sund fornuft – islam til noget fluffy noget, som ingen rigtig kan få hold på, noget, som kan diskuteres op ad stolper og ned ad vægge i en uendelighed, noget, som altså til syvende og sidst ikke rigtig har noget indhold.

Og ikke sandt, så er det da glædeligt, at der nu kommer en mand som Anders Klostergaard Petersen, der vel også må siges at have lidt forstand på religion, og hævder, at ”enhver religion har et sæt af grundlæggende forestillinger”. Han uddyber det lidt senere, så vi ikke skal være i tvivl:

Den amerikanske antropolog, kultur- og samfundstænker Roy Rappaport kaldte sådanne fundamentalforestillinger USP’er: Ultimate Sacred Postulates, det vil sige endegyldige, hellige påstande. Vel kan meget ændres i religioner, men ikke deres USP’er. De er uforanderlige, ukrænkelige og urokkelige. At ændre dem er vold mod den pågældende religions DNA. Det er imidlertid ikke kun religioner, som rummer USP’er. Det gør også ideologier, som ligger til grund for samfundsdannelser.

Flot, ikke? Vi får oven i købet foræret en ny forkortelse: USP, Ultimate Sacred Postulates. Af denne udmærkede og klare forestilling får jeg lyst til at knytte en god og hård snebold, som jeg kan kaste i nakken på Mikael Rothstein. Det har jeg forsøgt på tidligere, se her, men da kom jeg ikke rigtig igennem med mit synspunkt. Men nu, hvor jeg har en klog mands ord for det, og oven i købet har fået en fin forkortelse for det, USP, så må det da sive ind, dette, at enhver religion har nogle uopgivelige grundsætninger.

Nå, det skal selvfølgelig ikke skjules, at hovedinteressen hos Klostergaard ikke ligger i religionerne, men i ideologierne. Det, det er ham om at gøre i kronikkens sammenhæng, er at hævde, at grundloven har en række USP’er:

Den danske Grundlov rummer en række USP’er, der sammenfatter de basale forestillinger og værdier, vi bygger vort samfund på. I 1849-grundlovens paragraf 84 lød det, at ”Ingen på grund af sin Troesbekjendelse berøves Adgang til den fulde Nydelse af borgerlige og politiske Rettigheder, eller unddrage sig Opfyldelsen af nogen almindelig Borgerpligt”. Paragraffen er selvsagt bevaret, om end i anden ordlyd som paragraf 70 i 1953-grundloven.

Jeg har naturligvis en anden interesse end Klostergaard, lumsk som jeg er. Det, der for mig at se først og fremmest er af interesse i disse iagttagelser, er, at de giver mulighed for at stille de vanskeligheder, vi har med at integrere muslimer i vort samfund, op på en klar og letforståelig måde.

Lad os tage den USP, som Klostergaard også nævner, lighed for loven! Hvordan skal et samfund, der går ind for lighed for loven, oven i købet har det som én af sine basale forestillinger og værdier, reagere, hvis det omsider gør sig klart, at en række af dets medlemmer har en religion med en USP, der går imod forestillingen om lighed for loven? Selvfølgelig tænker jeg her på islam. Denne religion har som én af sine USP’er, at muslimer står over ikke-muslimer, og mænd står over kvinder. Hvis denne religion skal ind under religionsfrihedens vinger, og hvis vi anerkender de USP’er, som islam indeholder, så har vi pludselig fået en næsten uløselig konflikt at slås med indenfor landets grænser.

Vesttyskerne mente i sin tid – og gør det måske endnu – at kommunister ikke kunne blive lærere. Jo, for de var som kommunister tilhængere af en ideologi, hvis USP’er stred mod dem, den tyske grundlov fastsatte. Og sådanne mennesker kunne man ikke have til at undervise den kommende slægt.

Vi kan naturligvis godt som et tankeeksperiment forestille os, at vi ud fra en lignende tankegang fratog muslimske borgere muligheden for at blive lærere. Vi ville ikke tro på, at de kunne holde den i islam indbyggede forskelsbehandling af mænd og kvinder ude fra deres arbejde i folkeskolen. Jeg véd godt, at det aldrig ville kunne virkeliggøres, men de principielle forhold ved et sådant forslag er ikke væsensforskellige fra forholdene omkring ”Berufsverbot” i Tyskland.

Denne overordnethed, som muslimer mener at have over ikke-muslimer, har vi svært ved at tro på, for, siger vi, hvordan kan nogen dog være så dumme. Men den er reel nok. Den viser sig i muslimers utilbøjelighed til at tage imod ordrer fra ikke-muslimer; skal f.eks. store muslimske skoledrenge adlyde deres lærere, som er ikke-muslimer, eller måske endda deres lærerinder, som befinder sig i bunden af det hierarki, som islams USP opstiller? Det har de ikke siddende i sig, tværtimod mener de, de skal fastslå islams overhøjhed ved at påtvinge diverse danskere deres vilje. Nej, sandt nok, vi tror ikke rigtig på det, og personer som undertegnede, der prøver at udrede trådene, betragter vi hellere som mærkelige mørkemennesker (eller måske endda kældermennesker), end vi vil forholde os realistisk til den virkelighed, vi ser i vore skoler og ghettoområder.

Og skal somaliske muslimer opgive deres tradition med kønslemlæstelse af deres piger, blot fordi det er forbudt efter dansk lovgivning? Det kan de virkelig ikke indse, for islams USP er ikke identisk med grundlovens USP. Derfor opstår der kvindemishandling blandt somaliske piger, noget, vi dog omhyggeligt lukker øjnene for.

Men som sagt, hovedinteressen hos Klostergaard ligger på ingen måde i en sammenligning mellem kristendom og islam, den ligger i sagen mod Inger Støjberg. Jeg har kun fulgt denne sag fra sidelinjen, men den handler i hovedtræk om, at da der i det store migrantrykind viste sig at være nogle ægtepar, som ikke var ægtepar efter dansk lov, fordi bruden var under 18 år, befalede Inger Støjberg, at disse ægtepar skulle adskilles, vistnok kun mens deres asylansøgning behandledes. Det har nogle af hendes politiske modstandere så hævdet er imod dansk lov, ombudsmanden har på eget initiativ taget sagen op og bebrejdet ministeren, at hun har gennemført denne adskillelse, uden at parterne er blevet hørt, hvilket fik Støjberg til at ændre sin besked til asylcentrene. Herefter har så Støjberg været indkaldt til det ene samråd efter det andet, uden at der dog er kommet noget ud af det, for Dansk Folkeparti holder hånden under hende. Men store ord er der da blevet brugt af hendes modstandere.

Således også af Anders Klostergaard. Han skriver:

Alt tyder imidlertid på, at vi har en minister, som for at komme en barnebrudsinstitution til livs har sat sig over loven og administreret imod en fundamental borgerrettighed som partshøring og dermed USP’en om lighed for loven.

Det er nu for det første nok ikke for at komme barnebrudsinstitutionen til livs, at Støjberg har gjort, som hun har gjort. Jeg gætter på, at det for hende mere har handlet om at fastholde dansk tradition og om at gøre noget for de arme piger, der var blevet bortgiftet som 12- eller 13-årige.

Og hvis man spørger, hvis borgerrettighed der er administreret imod, så er vi i den mærkelige situation, at vi må svare, at det ikke er en borger, men en asylansøger, hvis borgerrettighed er tilsidesat. Der er sket en glidning i begreberne, siden grundloven blev skrevet, så de mennesker, overfor hvem princippet om lighed for loven skal gælde, nu er alle, der befinder sig indenfor landets territorium. Og det er måske også i mange tilfælde i orden, men da ikke noget, man sådan uden videre kan gå ud fra.

Dernæst må man svare, at det tilsyneladende her især er mandens rettighed, man anser for krænket. Det svarer for så vidt udmærket til islamisk lovs USP, for her befinder kvinder sig længst nede i hierarkiet. Men jeg gætter på, at Støjberg har villet beskytte de unge piger.

Og partshøring! Hvordan er det lige, man foretager en partshøring af unge under 18 år? Er der noget om, at de skal have en fortrolig person med sig under denne høring? Og hvis der er, hvordan får man så i en fart fremskaffet en sådan for pigernes vedkommende? Manden kan jo ikke bruges. Så det, Støjberg har foretaget sig: at tvangsadskille sådanne par, i hvert fald foreløbigt, lyder nu i mine ører ikke helt urimeligt.

Og lighed for loven! Joh, men hvilken lov, loven mod barnebrude eller loven om partshøring?

Det minder mig om en sag fra 2008, sagen om den irakiske tolk, der havde hjulpet de danske soldater i den vanskelige situation i Irak; han havde fået løfte om at kunne komme til Danmark, men fik så ved ankomsten besked om at skille sig af med den ene af sine to koner. Han havde nemlig benyttet sig af én af de muslimske USP’er til at anskaffe sig en kone nummer to. Og, sagde den danske lov, det må man ikke; aflevér!

Jeg var lidt spændt på, hvordan jeg havde reageret dengang. Og minsandten, jeg slog det op og så, at jeg med liv og sjæl gik ind for, at han skulle have lov til at beholde sine to koner, se her. Jamen, du milde, hvordan hænger det sammen med, at jeg nu næsten vil forsvare Støjberg?

Det hænger sammen med min menneskelighed. Ud fra en almindelig, menneskelig bedømmelse af situationen, herunder ikke mindst af det løfte, vi havde givet tolken, og den forfølgelse, han givetvis risikerede i Irak, fandt jeg det rigtigst at lade ham få begge sine koner med ind i landet. Men ser man kommentarerne efter fra dengang, var det ikke alle, der var enige med mig. For vi har vel et princip, der hedder lighed for loven, og skal vore principper ikke holdes?

Ingen snakkede dengang om, at den kone, han fravalgte, havde en menneskeret, der hed ‘ret til partshøring’.

Og nu i dag med barnebrudene? Lighed for loven vil jo i første omgang tilsige, at parrene skal skilles. Ligesom man dengang med største selvfølgelighed krævede, at manden skulle sende den ene kone bort. For ikke sandt: her i landet er bigami ikke tilladt. Og: her i landet er ægteskab med mindreårige ikke tilladt, ja, endda seksuelt samkvem med børn under 15 år strafbart. Og er der lighed for loven, skal naturligvis barnebrudene tvangsskilles fra deres mænd.

Men her har altså en del folketingsmedlemmer fundet ud af, at retten til partshøring overtrumfer loven imod barnebrude. Og Klostergaard giver dem ret. Det ene tilfælde af lighed for loven, som han slet ikke nævner: lighed overfor loven imod barnebrude, skal skubbes til side af retten til partshøring; den ret har alle, og der må vel være lighed for loven?

Ja, det må der jo netop, men kun, når han skubber den ene del af disse lighedsbetragtninger til side, kan han få fremkaldt den store forargelse, han giver udtryk for, forargelsen over, at Støjberg opererer på kanten af grundloven, hvis hun da ikke ligefrem overtræder den. Som han skriver henimod slutningen:

Ethvert fornuftigt menneske er selvsagt imod barnebrude, men det har intet med sagen at gøre. Den drejer sig om en ministers selvbestaltede sætten sig ud over landets love og misrøgt af en fundamental USP i ethvert oplyst demokrati: lighed for loven.

Klostergaard føler åbenbart selv, at han skal understrege, at dette at være imod barnebrude intet har med sagen at gøre. Måske han aner, at det netop i høj grad har noget med sagen at gøre, hvis ikke man skal sige, at det netop er det, der er hovedsagen.

Nuvel, alt dette med barnebrudene og Støjbergs behandling af dem var egentlig ikke det, jeg ville ind på i anledning af Klostergaards kronik; det var mere det med islams USP’er, eller islams DNA. Der er altså nogle grundlæggende forestillinger, som ikke kan fratages islam, uden at det resterende ikke længer er islam. Det var virkelig skønt at læse det hos en ekspert, eller i hvert fald en slags ekspert.

Men det værste er tilbage. For hvad nu, hvis det er sandt, som mange ting tyder på, at voldsanvendelse hører med til islams USP? Umiddelbart lyder det selvfølgelig forfærdeligt, ja, lyder, som om jeg er i færd med at nedgøre alt, hvad der har med islam at gøre. Men inden man begynder at samle sammen af ukvemsord imod mig, lad mig så prøve at forklare mig lidt nøjere.

Hvis vi går med til den forudsætning, som kan siges at ligge bag islam, også bag de USP’er, religionen har, så vil man nok kunne se en vis sammenhæng. Mennesket er svagt, er tilbøjelig til blot at gå efter sine lyster, og kan af den grund ikke selv finde ud af, hvad der er godt og hvad der er ondt. Derfor er en åbenbaring fra Gud nødvendig. Men ikke blot er det nødvendigt, at der skabes en bog med en række ordrer til mennesket om, hvad der skal gøres og ikke gøres, der må også samtidig skabes en magt, der kan håndhæve denne guddommelige lov. Begge dele skete med Muhammed. Han fik, hævder muslimerne, en række åbenbaringer, som siden blev samlet til koranen, hvori guddommens egen stemme kom til udtryk. Men han fik tillige magt til at føre åbenbaringens regler igennem. Det var nemlig nødvendigt, for overladt til sig selv ville mennesket med garanti fare vild.

Derfor søgte de muslimske kaliffer at erobre stadig nye landområder. Derigennem kunne de tvinge det muslimske lovkodeks igennem. For menneskene kunne jo ikke på egen hånd finde ud af det. Parentes: når denne tese modbevises deraf, at der i fortiden har eksisteret udmærkede riger, stærke og solide, med retfærdig lovgivning, nedtones disse kendsgerninger af muslimerne, bl.a. derved, at de ødelægger fortidens store kunstværker. Parentes slut. Og derfor søger muslimerne her i Europa hele tiden at danne parallelsamfund, hvor de kan gennemtvinge den muslimske lov.

Og læg mærke til det: De gør det af fromhed. Det er ikke – i hvert fald ikke i muslimernes egne øjne – noget de gør af magtbrynde eller lyst til at herske over andre, det er noget, de gør, fordi de gerne vil hjælpe Gud med at få de rette love – altså koranen, eller mere bredt: shariaen – gennemført.

Det er også derfor, de er imod vore samfund. Og man kan såmænd næsten sige, at netop, fordi vore samfund er så velfungérende, er de så meget mere imod dem. For derved modbeviser vore samfund jo den muslimske tese, at det er nødvendigt, hvis et samfund skal være stærkt og fungére godt, at det bøjer sig for de guddommelige love i shariaen. Nej, siger vore samfund med deres udmærkede funktionalitet, det fungérer bedst, når folk gennem de demokratiske processer selv føler, de har et medansvar for de love, der bliver gennemført.

Vi vover (endnu ikke) rigtig at give muslimerne et teoretisk modspil, at spørge ind til holdbarheden af deres åbenbaringstænkning, eller at sætte spørgsmålstegn ved menneskeligheden i deres bestemmelser, men i kraft af, at vore samfund fungérer så ypperligt, sættes der spørgsmålstegn ved den fromme muslimske tænkning, ja, ved én af de USP’er, som de regner så sikkert med: at det er pinende nødvendigt med den guddommelige åbenbaring fra koranen.

Dette giver naturligvis deres holdning til os et vist krampagtigt skær. Og da de samtidig har medtaget deres voldsparathed fra de lande, de kom fra, skal det give anledning til mange konflikter. Og vi løser altså ikke disse konflikter ved at fornægte de religiøse årsager til dem, herunder det forhold, at det hører med til islams USP, at de guddommelige love om nødvendigt skal tvinges igennem.

Og så kan vi naturligvis på baggrund af dette skændes bravt om, hvorvidt voldsparathed hører med til islams USP. Men de, der mener det ikke gør, kan ikke mere sno sig udenom spørgsmålet ved at hævde, at islam slet ikke har nogle USP’er.

Udgivet i Islam versus kristendom, Samfundsforhold | Tagget , , | Skriv en kommentar

Hjemvendte IS-krigere

Jeg er lige ved at blive omvendt. Det er egentlig sjovt nok, at det faktisk kan lade sig gøre for en så gammel mand som mig. Og det er måske heller ikke en egentlig omvendelse, der er tale om. Men da jeg var i kirke i går formiddags, hørte jeg en prædiken, som satte visse tanker i gang, tanker, som jeg ikke helt kan slippe efter hjemkomsten, tanker, som måske sætter spørgsmålstegn ved min opfattelse af forholdet mellem det verdslige og det gejstlige regimente.

Måske!

Det var – som mine medkirkegængere nok er klar over – beretningen om Zakæus, der var prædiketekst (Luk 19,1-10). Og præsten i ”min” kirke tog sig god tid til at gøre rede for, hvor forhadt en tolder som Zakæus var i det jødiske samfund. Og så var han oven i købet overtolder, det kan næsten ikke blive værre. Han var en del af besættelsesmagtens undertrykkelse, hjalp den med at holde sine landsmænd nede. Dertil kom, at hans indtjening jo i høj grad stammede fra, at han krævede for meget i told, han undertrykte altså ikke blot på romermagtens vegne, men også på sin egen pengepungs vegne. Han var en værnemager, ja, direkte en landsforræder.

Var det ordet ”landsforræder”, der udløste nogle lidt selvstændige tanker hos mig? Ja, måske. I hvert fald slog det mig, om præsten måske ville nævne de hjemvendende IS-krigere og bruge dem som eksempel på folk, der hos os er forhadte og betragtes som stående udenfor samfundet. Det gjorde han nu ikke. Han havde nok ikke, som jeg, set Deadline aftenen før, den 29-7. For i den udsendelse blev en ny ”manual, der skal styrke håndteringen af fremmedkrigere tværs over Europa” præsenteret. Man kan se lidt om manualen her.

Niels Krause Kjær, værten denne aften på Deadline, havde én af ophavsmændene til manualen i studiet, svenske Magnus Ranstorp. Noget af det, Krause Kjær borede i, var, om det nu også kunne være helt rigtigt at gøre, som manualen anbefalede, når den mente, at de hjemvendte krigere skulle resocialiseres, bydes ind i det danske samfund, tilbydes relevant religiøs vejledning, ja, oven i købet tilbydes bolig og arbejde, om ikke de på den måde kunne blive normale samfundsborgere.

Ranstorp svarede godt for sig. De pågældende skulle naturligvis have deres straf for det, de måtte have begået i Irak eller Syrien – hvis man altså kunne bevise, at de havde begået noget strafbart. Men de blev jo ikke siddende i fængslet til evig tid. Og for at forebygge, at de blev en trussel for samfundet, når de kom ud, skulle man altså allerede i fængslet forsøge at få dem på andre tanker. Man skulle ikke bare gøre det for at være god, man skulle også gøre det for at kunne spare penge; det er jo dyrt at holde en person under overvågning døgnet rundt.

Det blev ikke helt klart, om Krause Kjær købte den forklaring. Og det skal det jo heller ikke blive, han er en neutral studievært. Men da han bagefter skulle interview’e en fængselsimam – jeg husker ikke, hvad han hed – var han måske lidt for neutral. Han fiskede noget efter, om ikke imamen syntes, det var en god idé med lidt ekstra religionsundervisning, men det var ikke nemt at få et relevant svar ud af ham. Han ville på ingen måde anerkende, at disse terrorister havde noget som helst med islam at gøre og blev ved med at kalde dem afsindige og syge personer. Og så endte han med at køre en længere svada om den tilbøjelighed, han så hos det danske samfund: man ville tillægge alle muslimer skylden for terrorangrebene.

Men sjovt nok var det ham, der af de tre næsten havde mest imod, at disse hjemvendte krigere skulle resocialiseres: at give dem arbejde og bolig, nej, det var virkelig for langt ude.

Og lige så sjovt: han er i det stykke enig med Dansk Folkeparti, eller Dansk Folkeparti er enig med ham. I en artikel fra Jyllands-Posten i dag (bag betalingsmur, se her) citeres partiet for, at de hjemvendte krigere ikke skal have hjælp, de skal smides ud. Nå ja, måske mener man blot, at de ikke skal lukkes ind. For det med at smide dem ud af landet, er jo lidt svært, eftersom ingen vil have dem. Men imamen og Peter Kofod Poulsen – det er vist ham, JP har haft fat i – kan da være så rørende enige om, at disse mennesker jo i den grad har vendt det danske samfund ryggen, at de unægtelig vikler sig ind i en stor selvmodsigelse, hvis de efter Syriens-opholdet vender hjem. Imamen var dog villig til at opdele dem i flere slags krigere: nogle stærkt ideologiske, andre blot medløbere, osv.

Og så er det, at Zakæus kommer ind i billedet, eller altså: Jesu behandling af Zakæus. Han tog jo ind til denne landsforræder, han spiste sammen med ham og gav ham derved al den anerkendelse, det øvrige samfund ikke ville give ham. Hvem mon Jesus ville drage ind hos i vore dage? Ville han virkelig være naiv nok til at drage ind hos en tidligere IS-kriger? Ja, han kunne såmænd være dum nok til det; eller vi nutidskristne kunne såmænd være dumme nok til at tro, at nogen som helst anerkendelse kunne bide på disse IS-krigere.

Men selv om så Jesus ville have været så naiv, Luther ville i hvert fald ikke, vel? For han skelner jo omhyggeligt mellem verdsligt og gejstligt regimente og er udmærket klar over, at mennesker er syndere, og at de almindelige mennesker, endsige da tidligere forbrydere, skal have af krabasken, hvis de skal holdes i ave, dvs., hvis samfundet skal fungére nogenlunde.

Oven i købet har jeg jo selv tit brugt det ord af Luther, som siger, at en kristen har den lektie for, at han skal undlade at gøre nogen fortræd, undlade at straffe og hævne, tilgive og finde sig i uret, men at der ikke ville komme noget godt styre ud af det, hvis fyrsten ville rette sig efter den prædiken, se f.eks. her. Og er det ikke et tydeligt vidnesbyrd om, at Luther ikke ville hoppe på Jesu limpind – hvis altså Jesus ville have anerkendt disse IS-krigere.

Tja, Luther er nu ikke helt ligetil. Se f.eks. dette citat fra hans bog om, hvor langt man skal adlyde øvrigheden. Han har sagt en masse om straffens nødvendighed og om undersåttens pligt til lydighed, men kommer så i tredje afdeling med nogle gode råd til fyrsten, bl.a. det, at han skal herske med kærlighed til sit folk:

Forbandet er alle gerninger, der ikke udøves i kærlighed. Men de udøves i kærlighed, når man ikke stræber efter nydelse, fordel, ære, sikkerhed og frelse for sig selv, men af ganske hjerte efter fordel, ære og frelse for andre. (Se her).

Og man kunne nu meget vel putte en omsorg for også sådanne IS-kriger ind i dette citat og derfor komme til en noget anden slutning end den umiddelbare.

Men kan man det samme med mig? Er man ikke nødt til at anklage mig – eller er jeg ikke nødt til at anklage mig selv – for gå bort fra det, jeg hidtil har ment, hvis jeg nu giver udtryk for, at man bør gøre, som Ranstorp og de andre anbefaler: prøve at resocialisere disse hårdkogte IS-krigere? Med andre ord: Er jeg ikke i fuld gang med at blive omvendt af Jesu anerkendelse af Zakæus?

Lad mig dertil først sige, at det hverken er min eller Ranstorps opfattelse, at disse mennesker skal slippe for straf. Man skal naturligvis søge at få dem dømt for det, man nu vil kunne bevise, at de har gjort af forbrydelser. Her skal de behandles som alle andre lovovertrædere. Og hvad angår den resocialisering, man vil sætte i værk, skal de også behandles som alle andre. For også ”gode”, danske vaneforbrydere søger vi jo at få til at blive gode samfundsborgere efter udstået straf. Det eneste punkt, hvor anbefalingerne afviger fra normalen, er det punkt, hvor man anbefaler en ekstra religionsundervisning. Og jo, det vil jeg da være enig med Ranstorp i, at det ville være en god idé. Men lad mig alligevel, inden jeg omvendes helt, komme med en lille advarsel.

Den baserer sig på en artikel, som The Economist havde den 17-9 2016. Deri beskrev man forholdene i nogle franske fængsler, efter at man fra de franske myndigheders side havde besluttet sig for at isolere de hårde jihadister, så de ikke kunne påvirke de andre fanger. Det viser sig, skriver det engelske magasin, at det har været rigtig svært at gennemføre denne isolering. Og det, der skulle have været et forsøg på at ændre deres jihadistiske holdning, er stort set mislykkedes, dels fordi der ikke er særlig mange imamer tilknyttet fængslerne, og dels fordi de muslimske fanger med jihadisttilbøjeligheder nærmest får disse tilbøjeligheder forstærket, når de er sammen med andre med samme opfattelse. Hvad man jo godt kan forstå. Jeg skrev lidt om det her på bloggen.

Fængselsimamen fra Deadline i går havde for så vidt nogle udmærkede overvejelser. Men både han og jeg tvivler vist på, om det er nok. Han ville muligvis, hvis han blev stillet overfor en hårdkogt, hjemvendt jihadist, bruge en slags hånemetode overfor ham: han var taget til Syrien for at kæmpe for IS, men i stedet for at blive der til døden, tog han tilbage til Danmark. Fortrød han? Gik han bort fra sit ønske om at komme i paradis gennem en kamp mod os vantro? Eller ville han blot føre kampen tilbage til Danmark? Kan han nægte, at der er tale om et nederlag for det, han kalder Guds hær? Hvis Gud står bag, hvordan kan det så forklares? Kan jihadisterne blive ved med påstå, at Gud vil prøve deres udholdenhed, når dog alle militære overvejelser peger på, at IS aldrig, aldrig ville have kunnet stå sig imod de vestlige magters mægtige hære?

Alt dette og meget andet kunne man foreholde ham, men jeg véd ikke, om det vil hjælpe.

Og det ville nok være mindre sandsynligt – jævnfør de franske erfaringer – at det ville hjælpe, hvis den pågældende havde lejlighed til at omgås sine medjihadister til daglig, mens imamen – eller hvem der nu skulle være hans resocialiseringspædagog – kun kom en gang om ugen. Skal man anbringe disse mennesker i isolation? Skal de spredes ud på landets fængsler med kun én jihadist på hver afdeling? Det har vi vist ikke fængsler nok til i Danmark. Eller skal et resocialiseringskursus med daglig undervisning i demokrati og vestlig filosofi og teologi, herunder vestlige videnskabsfolks syn på islam og koranen, stilles op som en betingelse for at kunne få lejlighed og arbejde? Vi risikerer jo at blive til grin for skatteborgernes penge, men hvis halvdelen af jiihadisterne bliver omvendt, er det så trods alt ikke pengene værd?

Jeg må tilstå: jeg véd det ikke. Der er jo virkelig jihadister, der er blevet omvendt, men det er vist sådan, at den slags kun kan ske frivilligt. Og er det frivilligt, når man vil lokke dem med lejlighed og arbejde?

På den anden side kan jeg ikke komme bort fra, at dette, at vi har opgivet dødsstraffen – og holder fast ved vort nej til den – er ensbetydende med, at vort menneskesyn ikke tillader os at lade noget menneske sejle sin egen sø. Vi må dog blive ved og ved med at forsøge at ændre det menneskesyn, som ikke blot er fjendsk overfor os, men også ødelæggende for den pågældendes egen menneskelighed.

Jeg kan også sige, at vi skal rette os efter Paulus, når han i Ef 4,28 formaner tyven til, at han skal gøre sig nyttig med sine hænder, så han kan have noget at give af til dem, der er i nød. Jeg har skrevet om det før, se her, og vil stadig mene, at det er en god og menneskelig formaning, og at det er noget i den retning, vi skal gøre overfor de hjemvendende krigere. Og vil man sige, at jeg derved vender mig bort fra min skelnen mellem verdsligt og gejstligt regimente, så vil jeg svare, at allerede Luther mente, at lovoverholdelsen skulle gennemtvinges med skønsomhed.

Og endelig vil jeg mene, at man med sådanne resocialiseringsforsøg måske – et meget stort måske – kan opnå at få nogle gode hjælpere til at overbevise andre om jihadismens ørkesløshed, ligesom tidligere alkoholikere jo er nogle af de bedste til at overbevise nuværende alkoholikere om at holde op med at drikke.

En tidligere forbundsstatslig anklager, Ken Ballen, fortæller om nogle samtaler, han har haft med tilfangetagne jihadister. Jeg har nævnt det før, se her. Én af dem var kommet til Irak for at bekæmpe amerikanerne. Men han blev blot af al-Qaeda anbragt i en lejr uden nogen opgave. Så lod han sig lokke til at køre en lastbil ind i Bagdad. Den blev af en fjernstyring bragt til eksplosion. Men vor mand overlevede mirakuløst. Fra da af var han indædt modstander af al-Qaeda. Og, siger Ballen, kunne vi få nogle af den slags mennesker til at tale vor sag overfor unge muslimer i farezonen, så ville vi sikkert være godt hjulpne.

Og måske vi kan. For ikke alt, hvad der foregik under IS’s auspicier var godt og regelret. Disse mennesker skal jo også nu bagefter til at bearbejde det, de har oplevet. Og de har sikkert ud over de mange grusomheder også været vidne til megen uretfærdighed, noget, de dog, mens de var der, måtte skjule, delvis også for sig selv. Men nu, hvor de kan tale frit fra leveren, vil det så ikke dukke op? Vil det så ikke kræve svar, svar, der er anderledes end IS’s svar, svar, der ikke skal dække over sandheden, men afsløre den?

Det var at håbe.

Og så forresten: Er Jesus naiv, hvis han vil forsøge at være anerkendende også overfor vore dages jihadister? Måske. Men om Zakæus fortælles det, at den anerkendelse, han mødte, havde en vældig virkning: Han gav halvdelen af det, han ejede, til de fattige, og betalte firdobbelt tilbage, hvis han havde bedraget nogen. Så vi kan vel håbe på noget af det samme med vores anerkendelse, selv om vi jo ikke hedder Jesus.

Og i hvert fald kan vi måske fortælle denne beretning for jihadisterne, når de er til resocialiseringssamtale, og gøre det klart for dem, at vi da så udmærket véd, at de betragter alt det gode, vi gør for dem – lejlighed, arbejde, mad hver dag, osv., – som vores anerkendelse af, at de, muslimerne, hører til Guds udvalgte, mens vi, de vantro, dhimmierne, hører til dem, der af Gud er udset til at opvarte Guds øjestene, muslimerne, men at de tager så gruelig fejl i denne – efter vores opfattelse – noget forskruede tankegang. Nej, når vi handler, som vi gør, skyldes det såmænd, at vi vil efterligne den Jesus, som anså alle mennesker for lige meget værd, uanset hvad de havde gjort af ulykker, uanset, hvor foragtede de var af andre mennesker. Og det håber vi jo på, at der nedenunder enhver jihadist, nedenunder alt hadet til os vesterlændinge, nedenunder al denne tåbelige fremhævelse af muslimernes umenneskelige handlinger som gudvelbehagelige gerninger, ligger ubrugt menneskelighed, der formår at tage skyld på sig for det, der er gjort, formår at modtage tilgivelse, formår at føle taknemlighed over andres generøsitet.

Ligesom en almindelig menneskelighed blev gravet frem hos Zakæus, skulle den vel kunne graves frem hos selv den mest hårdkogte jihadist. Det er i hvert fald, hvad det kristne evangelium påstår.

Udgivet i Islam versus kristendom, Luther | Tagget , | 1 kommentar

Australsk løsning på vej?

Mit sidste indlæg sluttede med en nyhed, som jeg næsten ikke turde tro på, nyheden om, at den libyske premierminister havde bedt den italienske regering om hjælp til at bekæmpe menneskesmuglerne.

Det var den 27-7, at denne nyhed indløb. Jeg læste den på Kristeligt Dagblad, se her.

Og det var vel så at vente, at samtlige medier ville bryde ud i jubelråb. Forsidestof! Eller i det mindste omtale det på en fornem plads. Intet af det skete. Berlingske havde også nyheden, se her. Og her bragte man også en leder om forholdene i Middelhavet, se her. Men selv om man brugte en overskrift om ”Mareridtet i Middelhavet”, kom lederen til at handle om noget fnidder mellem Frankrig og Italien. At al den slags fnidder om, hvem der skal have hvor mange migranter, vil hører op, hvis aftalen mellem Italien og Libyen kommer i stand, det nævnte man ikke.

Er det da mig, der har misforstået det hele?

Berlingske lægger i sin artikel vægt på, at tålmodigheden med migranterne hos den italienske befolkning synes at være ved at slippe op:

Det eneste effektive værn mod de seneste års massive strøm af migranter er en flådeblokade, mener 61 pct. af italienerne ifølge en meningsmåling offentliggjort i avisen Il Messaggero først på måneden. Og meget tyder på, at regeringen i Rom nu er klar til at lade det komme an på en prøve.

Premierminister Paolo Gentiloni meddelte onsdag efter et møde med sin libyske kollega, Fayez al-Serraj, at Libyens skrøbelige officielle regering har anmodet om »teknisk støtte fra marineenheder til den fælles kamp mod menneskesmugling i libysk farvand«.

Desværre er ordet ”flådeblokade” tidligere blevet misbrugt, se her. Vi naive almindelige mennesker troede, da EU-politikere for et årstid siden anvendte ordet, at det betød en mur af skibe, der effektivt ville forhindre migrantbåde i at komme ud fra Libyens kyst, og derved standse migrantstrømmen. Dengang viste det sig, at det kom til at betyde, at der var mange flere skibe i søen til at redde migranterne til Europa.

Men derfor kan man jo godt formode, at de 61% af de adspurgte italienere, der har svaret, at en blokade er det eneste effektive redskab at anvende mod migrantstrømmen, har forstået ordet ”blokade” på gammeldags manér. Men alligevel spørger man sig selv, om det virkelig er sandt, at italienske politikere så hurtigt kan foretage en sådan kovending: fra storstilet redningsoperatør ved Libyens kyst til barsk tilbagetvinger af migrantbåde. Nok har man indtryk af, at politikere ofte skifter standpunkt alt efter, hvordan vinden blæser over folkehavet, men at skifte så hurtigt! Og at skifte så totalt!

Men alting tyder på, at ”den er god nok”. Kristeligt Dagblad skriver:

Den libyske premierminister sagde efter mødet i går i Rom, at ”vi kæmper for at stoppe de illegale migranter, men det er svært.” Han er taknemmelig for hjælpen fra Italien, ”for vi ønsker at stoppe trafikken og blive i stand til at kontrollere vores grænser.”

Bortset fra det mærkelige i, at dette at kontrollere sine grænser i dagens nysprog betyder at kunne forhindre folk i at rejse ud af landet, sådan som det hedengangne DDR kontrollerede sine grænser, så er det, der gør det svært for libyerne mangel på overvågning og for få skibe. Når italienerne kommer til med deres marinefartøjer – hvis de altså denne gang skal udføre en rigtig blokade – vil strømmen nok kunne forhindres noget nær 100%.

Berlingske skriver om den italienske regering:

Regeringen vil i løbet af de kommende dage forsøge at få hastevedtaget en operation, der skal omfatte et større krigsskib og fem mindre patruljebåde samt helikoptere og droner og op mod 1.000 soldater, skriver avisen.

Før de italienske styrker kan komme af sted, skal en aftale om deres retslige stilling i forhold til libysk lov imidlertid forhandles på plads, og samtidig skal Al-Serraj-regeringen skrive under på, at den vil overholde menneskerettighederne i forhold til de migranter, italienerne samler op og sætter i land i Libyen igen. Desuden skal FN tages i ed.

Blandt de ”detaljer”, der sådan lige skal ordnes, er en underskrift fra regeringen i Tripoli. De skal love at overholde menneskerettighederne. Det skyldes, at en dom fra den europæiske menneskerettighedsdomstol tidligere har forhindret Italien i at landsætte migranter i Libyen, hvilket Amnesty International ifølge Kristeligt Dagblad ikke har været sene til at påpege:

De nye planer om at lade italienske flådeskibe deltage i dét, der kan blive en blokade mod bådflygtninge, bliver da også mødt med øjeblikkelig kritik fra Amnesty International i Rom.

Situationen i Libyen er forfærdelig, og vi er i forvejen imod det samarbejde med den libyske kystvagt, hvor vi uddanner dem og giver dem skibe. Hvis vi nu også skal til at tage del i at sende folk tilbage, vil det være en overtrædelse af deres rettigheder,” siger talsmand Riccardo Noury.

Så vil det være som dengang Berlusconi og Gaddafi (den tidligere italienske premierminister Silvio Berlusconi og den libyske hersker Muammar Gaddafi, red.) lavede aftaler, og Italien blev dømt ved menneskerettighedsdomstolen,” tilføjer han.

Denne dom har man i Italien nok tidligere fundet rimelig og etisk korrekt, men nu, hvor man selv har fået skoen på, og det italienske folk véd, hvor den trykker, nu, hvor stemningen også i det øvrige Europa er vendt, nu mener man altså, at man kan rette sig efter denne dom med en underskrift fra Tripoli.

Jeg forestiller mig, at Amnesty er ret forarget. Men jeg glæder mig over, at det ikke er dem eller den europæiske menneskerettighedsdomstol, der skal bestemme det italienske folks skæbne, men det italienske folk selv.

Hvis det hele altså bliver til noget. Én af dem, der kommenterer Berlingskes artikel, er meget skeptisk med hensyn til virkeliggørelsen af de smukke tanker. Når der skal tages hensyn til alle disse love og konventioner, så ender det nok som med alle de andre tiltag imod migrantstrømmen: det bliver et dødfødt barn, der løber ud i sandet. Og indrømmet: det er, hvad man kan frygte. Spørgsmålet er, om den italienske regering denne gang er mere bange for sine vælgere end for diverse internationale fora. Det har man trods alt lov at håbe.

Og Jyllands-Posten meddeler her til morgen – i skrivende stund, som det hedder, dvs., den 29-7 – at ”Italiens marine gør klar til søslag mod menneskesmuglerne”. Artiklen er bag betalingsmur, men overskriften kan man da nyde en stund.

Tilbage er kun at undre sig over, at ingen andre end lille mig undrer sig. Det er underligt.

For hvis italienerne og libyerne får held med deres foretagende, vil migrantstrømmen kunne standses næsten 100%. Det vil vende op og ned på den debat, der hidtil har været ført. Det vil tvinge de mange ”Gutmenschen” til at gå over til at argumentere for, at vi fremover skal tage flere FN-flygtninge. De vil skulle gå over fra at argumentere for, at vi skal behandle dem, der kommer af sig selv, godt, integrere dem bedst muligt, optage dem i vort folk, osv., uden på nogen måde at skulle angive, hvor mange uintegrerede fremmede vor folkelige tillid kan holde til, til at argumentere for, at vi skal tage imod så og så mange flygtninge, og altså argumentere for, at det og det antal vil det kunne lade sig gøre at opsuge i det folkelige fællesskab.

Det bliver en svær argumentationsopgave, de kommer til at stå overfor. For at dømme efter den mislykkede integration, der hidtil har været resultatet af de mange anstrengelser, skulle vi ikke tage flere flygtninge ind i landet overhovedet. Men jeg skal da ikke udelukke, at man kan argumentere for, at mennesker, der har siddet i en FN-flygtningelejr i årevis, formentlig vil udvise en større taknemlighed mod et modtagerland, end de hidtidige spontan-flygtninge (altså migranter) har gjort; de har jo nærmest troet, at menneskesmuglernes skønmalerier var identisk med en reklame fra et rejsebureau.

Hvorfor er der ingen, der undrer sig?

Ja, dels altså, fordi der, hvis dette lykkes, skal ske en formidabel ændring inde i eliternes hoveder, både den politiske elites hoveder og den journalistiske elites hoveder. Og den slags sker kun langsomt. Som eksempel kan tages dagens Kristeligt Dagblad. Her fortælles med indlevelse om det tyske socialdemokratis formand, Martin Schulz, se her. Han vil, siger man, genoplive flygtningedebatten i Tyskland. Han har været på Sicilien for at se, hvordan det foregår, og han foreslår, at man skal tvinge EU’s østlande til at modtage flere flygtninge. Og artiklen overvejer så for og imod, om det vil være en god strategi op til det tyske valg til efteråret. Men én ting overvejer artiklen ikke: om hele denne diskussion bliver aflyst, fordi migrantstrømmen standser. Og det er der dog en reel mulighed for med den italienske flådemanøvre.

Og dels kan det jo være, at man undrer sig, fordi man ikke rigtig kan tro det. Vil italienerne virkelig forvandle sig til barske marinere, der tvinger migranter tilbage til Libyen? Vil den europæiske menneskerettighedsdomstol være tilfreds med en underskrift fra den libyske regering om at ville overholde menneskerettighederne for de afviste migranter? Vil FN gå med til den løsning, som aftalen mellem Italien og Libyen peger hen på? Vil diverse eksperter, der ved hvert forsøg på at standse migrantstrømmen, man har forsøgt sig med, har hævdet, at strømmen ikke lader sig standse, den vil bare finde andre veje, vil de stadig blive troet?

Jo, man forstår måske nok, at ingen undrer sig. For det lyder altsammen for underligt.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget | 4 kommentarer