Snusfornuft efterlyses

I gamle dage – det vil sige: i min ungdom – kunne man sige om et menneske, der vidste en masse og også førte sig frem som én, der véd besked, at ”han er så klog, så han slet ikke behøver at have noget hoved”.

Dette udtryk kunne især bruges om én, der manglede det, man kunne kalde almindelig snusfornuft. Og det lidt ironiske i udtrykket kom bedre til sin ret, hvis der var tale om et menneske, der så ned på almindelige mennesker, det, man i endnu ældre dage kaldte ”den gemene hob”.

Jeg kom i tanker om dette udtryk efter en Deadline-udsendelse forleden (den 25-9). Her havde værten, Jakob Rosenkrands, inviteret to ”kloge hoveder”, Rune Lykkeberg og Mikkel Vedby Rasmussen, i studiet for at diskutere, hvor vi er på vej hen, sådan set i et lidt større perspektiv. Og jeg må da indrømme, at jeg ikke så det ”overkloge” hos debattørerne i første omgang. Det var da spændende at høre, hvad Francis Fukuyama mente om udviklingen i USA og Europa, det var da interessant at spørge, om måske Europas demokratiske æra er forbi, og nu man var i gang, tog man også det med uden synderlig bebrejdelse, at de temmelig bekymringsfuldt kommenterede de ”højre-populistiske” partiers fremmarch i Europa.

I hvert fald rejste jeg ikke børster i første omgang.

Men senere kom jeg til at lægge to og to sammen ud fra en udtalelse af Rune Lykkeberg og blev nærmest tvungen til at spørge, hvorfor denne udmærkede kommentator dog ikke selv havde gjort det, altså lagt to og to sammen.

Rune Lykkeberg fortalte, at det efter Brexit-afstemningen var blevet afsløret, hvordan ”remain-siden”, det vil sige: folk fra den britiske regering, havde bragt en række decideret falske udsagn til torvs. Han brugte det som et eksempel på, at demokratiet efter hans mening ikke kunne tåle ret mange af den slags bedrag fra de ledendes side, før folk begynder at betragte deres politikere med lede. Og han mente også, at de højre-populistiske partiers fremmarch i Europa havde sin årsag i noget af dette.

Men så var det, at jeg bagefter næsten blev tvunget til at undre mig: Er det for meget forlangt af en kommentator, at han skal kunne indse, at netop de mange halvkvædede viser, netop den megen new-speak, der kendetegner elitens forhold til den muslimske indvandring, er med til at forklare de indvandringskritiske partiers fremgang i Europa? Har disse udmærkede og kloge mennesker en skævhed i synsmåden, der gør det umuligt for dem at se, at der faktisk er god grund til at kritisere den politiske elites udtryksmåde angående indvandringen, specielt jo, fordi det har vist sig, at man ikke kan stole på, hvad de siger?

Det synes faktisk at være tilfældet. Lad mig komme med nogle eksempler på disse halvkvædede viser!

Nå ja, det første eksempel er lige forhånden. Jeg nævnte for et par indlæg siden, se her, hvordan man i et interview med Uffe Østergaard lod sig besnære af Jean-Claude Junckers udtalelser til at tro, at han ville begrænse indvandringen; han talte jo om øget grænsekontrol, og det er vi vant til at tro betyder, at al ikke legitim indvandring standses. Men sådan fungérer det slet ikke i praksis. Så længe man holder fast ved det, jeg har kaldt ”fodjordsreglen”, reglen om, at enhver, der sætter sin fod på europæisk jord og siger ”asyl”, har ret til at få sin asylsag behandlet, så længe vil indvandringen fortsætte. Ganske vist er det ikke alle, der får asyl efter behandlingen, men da de sjældent kan sendes tilbage, bliver resultatet alligevel ofte en ny indvandrer.

Det er virkeligheden i jernindustrien. Eller indvandringsindustrien. Og når man bliver ved med at pakke den ind i pæne ord om konventioner og grænsekontrol, mens enhver med øjne i hovedet kan se, hvordan indvandringen stiger og stiger, så er der ikke noget at sige til, at den politiske elites troværdighed lider skibbrud.

Så har man også fra elitens side fået for vane at kalder migranterne for ”flygtninge”. Af og til dog erstattet af udtrykket ”flygtninge og migranter”. På den måde tror man vist, at man kan få indvandringen proppet ned i halsen på almindelige mennesker, så de føler sig tvunget til at gå med til den. Og når man opdager, at folk flest ikke sluger denne sprogbrug, forsøger man at kalde de nye protestpartier for ”højre-populistiske” eller noget andet slemt.

Men hvorfor dog ikke bøje sig for den snusfornuft, som almindelige mennesker bruger, når de skal overveje tingene? Hvorfor ikke i det mindste prøve at forstå, at når de såkaldte flygtninge opfører sig, som de gør, så er det klart for almindelige mennesker, at de på ingen måde er flygtninge, der søger beskyttelse mod forfølgelse, men migranter, der søger et bedre liv. Der kan være dem, der husker flygtningene fra Ungarn i 1956, husker deres taknemlighed over at være i sikkerhed. Og måske de spørger sig selv, om de mennesker, der foretager seksuelle overgreb, viser sig krævende i de asylcentre, de er anbragt i, og ikke vil ud af bussen, hvis de bliver bragt et sted hen, hvor de ikke vil være, virkelig er flygtet fra krig og ødelæggelse, om de virkelig har oplevet personlig forfølgelse. Nej, de spørger sikkert ikke engang sig selv, de konkluderer bare ud fra, hvad de ser, at den slags mennesker ikke er flygtninge.

Og når eliten bliver ved med at hævde, at vi skal hjælpe dem, modtage dem med åbne arme, prøve at få dem integreret i vort samfund, er der så noget at sige til, at almindelige mennesker, der er præget af en vis snusfornuft, er skeptiske overfor elitens formaninger? Vi siger ikke som barnet i ”Kejserens nye klæder”: ”Men han har jo ikke noget på!” vi siger blot: ”Men de kan jo ikke være flygtninge, sådan som de opfører sig!”

Man kunne også tage det forhold frem, at eliten, den politiske såvel som mediernes elite, ganske vist benævner de tilvandrede mennesker som ”flygtninge”, men hele tiden behandler dem som indvandrere, altså behandler dem, som om de skal integreres her, som om de og deres børn skal bo her i al fremtid og ikke blot, indtil der er opnået fred i deres eget land, så de kan vende tilbage og deltage i genopbygningen. Det er også her en diskrepans mellem, hvad man siger, og hvad man gør. Men lad det ligge i denne omgang!

Lad os i stedet se på elitens new-speak i forbindelse med integrationen!

Den er vist nok i færd med at ændre sig, og godt det samme. Men stadigvæk er det svært at tale direkte og uden omsvøb om, hvad der foregår i vort samfund. Og stadigvæk er det sådan, at denne talen-udenom egentlig på udmærket vis forklarer, at så mange støtter de indvandringskritiske partiers krav om indvandringsstop. Men heller ikke det blev taget frem som et eksempel på demokratiets vanskeligheder af de ovennævnte kommentatorer.

Lad os tage de mange stenkast fra broer ned over biler på motorvejen som det ene eksempel og bilafbrændingerne i Københavns-området som det andet!

Begge dele er udtryk for, hvor skrøbeligt vort samfund egentlig er. Jeg mener, ingen havde jo tænkt sig muligheden af, at nogen kunne kaste sten ned på bilerne, da man byggede diverse broer over motorvejene. Hvis man lavede en ny cykelbro over en motorvej et sted, havde man til hensigt, at beboerne i det kvarter, den skulle betjene, hurtigere skulle kunne komme frem til det lokale handelscenter. Og man havde ikke i sin vildeste fantasi drømt om, at den kunne bruges til at kaste sten ned på bilerne. Først når nogen får denne afsindige idé, opdager man, at vi altså har fået nogle mennesker ind iblandt os, som vil udnytte den svaghed, samfundet hidtil har haft: at vi stoler på borgernes almindelige fornuft; at vi går ud fra, at de ikke vil nedbryde det samfund, de selv er en del af.

Men tilsyneladende er der ingen, der begynder at overveje, hvem det vel kan være, der tænker sådan og handler så samfundsnedbrydende. Eller mere præcist: Der er ingen, der vover at sige højt, hvad almindelig snusfornuft fortæller dem. For man er jo godt klar over, at der falder brænde ned, hvis man vover at sige, hvad man tænker: at det nok er muslimer, der står bag.

Nuvel, nu har jeg jo altså vovet at sige, hvad jeg tænker. Hvorfor tager jeg da ikke hensyn integrationen? Er jeg ikke klar over, hvor ødelæggende for muslimernes mulighed for at føle sig som en del af det danske samfund det er, når der fremsættes en sådan mistanke?

Det er muligt, at det er ødelæggende for integrationen, men hvis det viser sig, at det er muslimer, der står bag, er det så ikke muslimer og ikke mig, der har ødelagt integrationsmulighederne?

Men hvorfor skulle det være muslimer og ikke almindelige danskere, der står bag den slags forbrydelser?

Fordi det er blandt muslimer og ikke blandt danskere, at man træffer en holdning, der ikke vil Danmark.

Det er almindelig kendt, at hvis brandfolk, ambulancefolk eller politi skal ind i muslimske ghettoer, skal de være indstillet på at møde stenkast og andre besværligheder fra områdets ”unge”. Vi andre har forlængst lært at adlyde ambulancens sirener, så vi holder ind til siden, når den kører for udrykning. Men skal den ind i et muslimsk kvarter, holder den pænt og venter udenfor dette kvarter, indtil den kan få tilstrækkelig politibeskyttelse til at kunne køre ind og øve sin livsreddende gerning. Det vil sige: Alle de anstrengelser, vi almindelige danskere gør os for at lade ambulancen komme frem så hurtigt som muligt, er spildte, når den skal rykke ind i en muslimsk ghetto. Der er nogen, der ødelægger det for os. Den tillid, vi har til hinanden, vil nogle muslimer nedbryde.

Der har også været temmelig mange tilfælde af stenkast mod en bus i muslimske områder, foretaget fra en gangbro. Af samme grund har buschaufførerne ofte nægtet at køre ind i disse områder.

Og tager vi de mange bilbrande med, som vi ser for øjeblikket i Københavnsområdet, så kan man også begrunde, at det specielt er muslimer, der må mistænkes for disse ugerninger. Det er nemlig sket før. I vinterferien 2008 foretog muslimske unge fra ghettoerne en række ildspåsættelser: containere, biler og skure blev sat i brand, og man spekulerede meget på, hvorfor. Jeg forsøgte i sin tid at give en forklaring på det, se her. Og jeg tror egentlig stadigvæk, at denne forklaring holder vand: Muslimske drenge får det normale muslimske hierarki indarbejdet i sig under opvæksten: Drenge er mere værd end piger, muslimer mere værd end ikke-muslimer. Når de så efter puberteten i højere grad konfronteres med det danske samfund og opdager, at dette ikke giver dem den ære, de synes tilkommer dem, så er de tilbøjelige til at give alle andre end sig selv skylden for deres manglende succes. Det vil sige: det er meget let at få dem til at se på det danske samfund som fjenden.

Og da både bilbrandene og stenkastene er tydelige udtryk for had til Danmark, er det logisk at spørge, hvor man finder had til Danmark, hvis man vil gøre sig tanker om, hvem der vel kan gå rundt og sætte biler i brand og give sig til noget så samfundsnedbrydende som at kaste sten mod biler på motorvejene.

Det er det, jeg her har gjort. Og ærlig talt, jeg tror, at de fleste danskere, selv om de ikke vover at tænke tanken til ende, dog håber på, at politiet gør det; at altså politiet er i besiddelse af den snusfornuft, som ser ind bag al den bortforklaringstendens, som den politiske og mediale elite benytter sig af. Hvordan skal de ellers kunne opklare forbrydelserne?

Til sammenligning kan nævnes mysteriet om den forsvundne pige, Emilie Meng, fra Korsør. Når vi snusfornuftige mennesker skal overveje, hvad der kan være sket, gør vi kun det, at vi bruger vore erfaringer. Og disse erfaringer tilsiger på ingen måde, at det skulle være muslimer eller en muslim, der står bag hendes forsvinden. Derimod kan historien med Frizl fra Østrig, som holdt sin datter fanget i kælderen gennem mange år, og historien om den unge pige, også fra Østrig, der blev bortført af en mand i en varebil og tvunget til at bo i en kælder under hans garage også igennem flere år, før hun så sit snit til at slippe fri, måske give os et fingerpeg om, hvad der kan være sket. Men der er jo intet i disse historier, der peger specielt på muslimer.

Jeg skal understrege, at jeg finder det helt i orden, at politiet og andre offentlige personer ikke går ud med sådanne formodninger, før det ligger helt klart, at det er muslimer, der står bag de to slags forbrydelser. Men jeg og andre uvidende privatpersoner, der kun har deres almindelige snusfornuft at holde sig til, er ikke underlagt samme begrænsninger. Hvis muslimer vil undgå at blive udsat for sådanne mistanker, må de se at få deres unge til at ophøre med at kaste sten og molotovcocktails mod politi og redningsfolk.

Men selv om man så ser bort fra disse to slags forbrydelser, der er nok andet, der kan få almindelige mennesker til at sige om muslimerne: Det går aldrig godt at få så mange af dem ind i landet; vi må bremse op.

Altså, modsat, hvad de to kommentatorer mente, er dette, at der overalt i Vesteuropa fremstår indvandringskritiske partier, et sundhedstegn for demokratiet. Stik imod, hvad de selv mener, er det dem og deres ”kloge” meningsfæller, der er en fare for demokratiet. Ikke blot fordi de vil fortsætte den alt for store indvandring fra muslimske lande, lige så meget, fordi de taler med uld i mund, ikke tør sige tingene lige ud, ikke vover at tale rent ud af posen om den integration, der, selv om den har frembragt mange dygtige muslimer, har frembragt mange flere muslimer i ghettoerne, muslimer, der lever i deres egen kulturelle verden.

Det er dette ”new-speak”, der er ødelæggende for demokratiet. For demokratiet i vores aftapning går ud fra, at man kan stole på sin mand på tinge. Og når det viser sig, at de ikke tør tale lige ud af posen, ja, at de næsten bevidst bruger ord, der kan misforstås, så blegner tilliden til vore politikere.

Og så ønsker man sig altså nogle nye politikere i nogle nye partier. Det vil sige: Så fungérer demokratiet.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget | Skriv en kommentar

Er han dansker?

Gang på gang afspores debatten herhjemme. Gang på gang giver man sig til at debattere et spørgsmål, som ikke bringer os sandheden nærmere, men blot øger forvirringen.

Nu her fornylig var der en masse mennesker, der skulle af med deres forargelse, fordi Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti i en af Clement Kjersgaards udsendelser – der forøvrigt vist hed ”Debatten” – nægtede sådan uden videre at sige om én med et fremmed navn og et lidt fremmed udseende, at han var dansker. Herre Jemini, hvor kunne man forarges over Martin Henriksen! Om aftenen den 24-9 havde TV2 så i nyhederne kl 19 fået en række tilfældige mennesker på indkøb i Kolding til at svare på spørgsmålet om, hvornår man er dansker. Og sjovt nok var det faktisk ret svært for dem sådan lige at gøre rede for, hvad der skulle til, før de ville kalde et andet menneske ”dansker”. Nå, man havde også fået fat på en lektor fra Aalborg, og han kunne fortælle en hel masse om opfattelser, der ændrede sig, og andre ret intetsigende ting.

Spørgsmålet om, hvem der kan kaldes dansker og hvornår man kan kalde sig dansker, er et typisk ikke-problem. Det lyder, som om man derved kan afsløre os indvandringskritiske personer, men i virkeligheden siger det meget lidt om integrationsspørgsmål og danskernes forhold til f.eks. muslimer.

På trods af alt det vrøvl, der er sagt og skrevet om dette spørgsmål, er det lykkedes Ulla Nørtoft Thomsen at skrive et udmærket indlæg om det her på document.dk, udmærket, fordi det er afslørende.

Hun kalder sit indlæg ”bullshit”, og gennemgår først en periode for lang tid siden, hvor man var stolt, hvis man havde fremmede aner, og hvor ingen tvivlede på, at adoptivbørn fra Korea var koreanere, der blot var opvoksede i Danmark, dernæst en periode, hvor ”tyrkere og arabere fandt på at lyve sig italienske og åbne pizzeriaer”, og sidst perioden i dagens Danmark, hvor man er nødt til at bruge bullshit-begreber:

Først siden kom fasen med bullshit, kendetegnet ved, at man begyndte at vrøvle om, at folk var danskere, også selvom enhver kunne se og høre, at det var de jo ikke. Det var ikke tyskere og englændere, der kaldte sig danskere. Hvorfor skulle de det? Ville du fornærme en nordmand eller amerikaner ved at kalde ham dansker? Aldrig.

Altså, mange ville stadigvæk være ved, hvem de var. Tænk, uden at skamme sig det mindste! Men så:

Bullshit-fasen kom med strømmen af immigranter fra Mellemøsten. De var ikke gæster, for de ville blive. Men de var heller ikke nogens fosterbrødre. Tværtimod, de holdt en betydelig social afstand. De giftede sig heller ikke ind i nationen.

De blev netop aldrig danskere, hverken i andet eller tredje slægtled. Det var det fortvivlende.

Så de ville ikke rigtig ind, men de ville heller ikke ud. Derfor måtte vi have et bullshit begreb om nationalitet, der kunne rumme dette pinagtige forhold.

Det er den eneste grund til, at vi diskuterer, hvad det vil sige at være dansk.

De fleste indlæg desangående er desværre høflig bullshit.

Her vendes spørgsmålet om. Som det efterhånden er sædvane her i landet, har alle de andre indlæg vendt sig imod os danskere: Det er os, der ikke vil anerkende de fremmede som danskere, skønt de er født her i landet, taler dansk og har gået i dansk skole hele vejen op til gymnasiet. Men dette indlæg påpeger, hvordan muslimerne – for dem er det, skønt Ulla Nørtoft Thomsen ikke nævner betegnelse ‘muslim’ i sit indlæg – holder sig for sig selv, og i hvert fald ikke blander sig med flertalsbefolkningen gennem ægteskab.

Hvor mange gange er ikke danskerne blevet spurgt, om de ville bryde sig om at få en muslim som svigersøn! Og hver gang har de listet rundt om spørgsmålet, for man vil jo det bedste for sine børn, og man er ikke sikker på, at det ikke ville være bedre for den unge, om det var en normal dansker, han eller hun blev gift med; lige børn leger bedst, som man siger.

Men spørge muslimerne om noget tilsvarende? Nej, det er virkelig aldrig faldet medierne ind. Og skulle man endelig gøre det, ville de jo kunne dække sig ind under, at deres religion forbyder en muslimsk kvinde at gifte sig med en ikke-muslim. Og så er munden lukket på enhver dansk journalist. Så trækker han sig høfligt baglæns tilbage. For de fremmedes religion, uha, uha, den må man endelig ære og agte alt, hvad man kan.

Men religion er netop, hvad det næste indlæg, jeg her vil kommentere, handler om.

Det drejer sig om en kronik i Kristeligt Dagblad, se her, skrevet af Carsten Hjorth Pedersen, daglig leder af Kristent Pædagogisk Institut i Hillerød.

Han går ind for åndsfrihed og siger om dette begreb følgende:

Ægte åndsfrihed er nemlig kendetegnet ved:

1) En indædt kamp for sine religiøse, politiske og ideologiske modstanderes ret til at ytre sig og dyrke deres religion.

2) En skarp, kompromisløs kamp med ord, argumenter og omsorg imod al religion, politik og ideologi, som man er uenig i.

Man skulle tro, han var grundtvigianer med den holdning. For er det ikke Grundtvig, der går ind for ”frihed for Loke såvel som for Thor”? Men nej, så vidt jeg kan se af diverse internetopslag, er han snarere missionsmand end grundtvigianer.

Og det er måske ikke så mærkeligt endda. For punkt 1, det med friheden for alle, altså også for muslimer, det har nutidens grundtvigianere taget til sig. Men punkt 2 har de ladet ligge på trods af, at deres høvding, N. F. S. Grundtvig, livet igennem var involveret i ”skarp, kompromisløs kamp med ord, argumenter og omsorg imod al religion, politik og ideologi, som han var uenig i”. Hvad det angår, har man blandt grundtvigianere rettet ind efter de kulturradikale og glemt alt om missionsbefalingen.

Det er ganske mærkeligt.

Kronikken begynder med følgende diagnose af vor holdning overfor muslimer:

Men i Danmark er vi ved at udvikle en uheldig dobbelt strategi i forhold til denne problemstilling.

På den ene side indskrænker politikerne muslimernes religions- og ytringsfrihed. Regeringens såkaldte ”Enighedspapir”, som nu udmønter sig i fire lovforslag, er et eksempel. Det viser sig for eksempel ved, at det ifølge Enighedspapiret ikke længere er indholdet i det sagte, der kan være strafbart, men også hvem det siges af og i hvilke situationer.

På den anden side holder mange politikere, meningsdannere og biskopper sig i relativismens og dialogens navn tilbage fra at fremsætte en ramsaltet kritik af islam. Når man dybest set mener, at enhver bliver salig i sin tro, og at det nærmest er overgreb at tale om sandhed og løgn på det religiøse felt, får islam og muslimer ikke det modspil, de fortjener.

Det farlige ved disse to måder at tackle islam på, er, at vi risikerer at sætte både åndsfriheden og tydeligheden i den kristne tro over styr.

Jeg kan kun være enig med Carsten Hjorth Pedersen.

Videre: Hjorth Pedersen betragter islam som en vildledende religion. Alligevel vil han ikke lægge bånd på muslimernes religiøse udtryk. For, siger han, der kommer ikke noget ud af at tvinge på troens område. Og så citerer han minsandten Grundtvig igen: ”Munden fri, hånden bundet”.

Hvad betyder så det? Det kommer:

Men jeg er naturligvis med på, at nogle ord skal være kriminelle, som fx racisme- og injurieparagrafferne fastslår. Opildnelse til vold, terror og kriminelle handlinger skal rammes hårdt. Ligesom alle kriminelle handlinger, der er religiøst motiveret, skal straffes.

Derfor skal vi have et stærkt PET, som kan optrevle al den slags.

Og naturligvis er det legitimt at begrænse den muslimske indvandring, da et lille samfund som det danske kan belastes af uforholdsmæssigt store spændinger, hvis ikke indvandringen begrænses. Men det skal altså i det danske samfund være muligt at drive moskéer og muslimske friskoler (de sidste med statsstøtte), som fx har ”gammeldags” holdninger til sex og alkohol, og som ytrer en tydelig kritik af vores sekulære danske samfund. Et sundt demokrati skal netop give frihed til at ytre kritik af demokratiet – men den kritik skal så selvfølgelig modsiges.

Og her er det jo så sandt, som det er sagt, at åndsfrihed netop betyder, at de demokratinedbrydende udsagn ikke skal forhindres eller forbydes, men modsiges. Og derefter nævnes han nogle muslimske opfattelser, som skal modsiges.

Først gør han opmærksom på det umenneskelige i den muslimske regel, at en frafalden skal straffes med døden. Dernæst fremkommer han med denne gode iagttagelse:

For det andet er islam en religion baseret på lydighed og underkastelse, ikke tillid og tilgivelse. Det er en fundamental forskel, som ikke kan udviskes gennem nok så mange dialoger. Blandt Allahs 99 navne optræder ”far” ikke. Men det var det, Jesus lærte os at kalde Gud.

Jeg siger ikke, at muslimer daglig går rundt og føler sig bundne og ufrie. For jeg er klar over, at der findes en lettelse i frivilligt at gå ind under et autoritært lederskab – både i relationen til Gud, Muhammed og imamen. Men det bliver to vidt forskellige relationer til Gud.

Han fortsætter med at tale om omsorgen:

Islam er en lovreligion. Kristendom er en evangeliereligion. Og det sidste er bedre for enkeltmennesker og for de menneskelige fællesskaber end det første. Derfor bliver målet for kristnes møde med muslimer – også når dialogen naturligvis skal føres – at de omvendes og døbes til den frihed, tillid og tilgivelse, som kristentroen rummer.

Men en kristent baseret kritik af islam må for at være troværdig altid kombineres med omsorg for den enkelte muslim. Derfor er alt det tværkulturelle arbejde, som mange kirker, menigheder og missionsforeninger praktiserer, så vigtigt. Men kan man kombinere kritik og omsorg? Jeg indrømmer, at det ikke er uden spændinger; men det var, hvad Jesus praktiserede over for sin tids farisæere. Så vi må tage ved lære af ham. Den vanskelige vej er nemlig ofte vejen frem.

For hver gang der kommer et nyt terroranslag fra muslimske ekstremister – og de vil komme – skal vi altså fastholde, ja, optrappe vores forsvar for muslimers religionsfrihed, samtidig med at vi formulerer en saglig og tydelig kritik af islam. Og næste gang der kommer en TV-udsendelse, som afslører uhyrligheder i muslimske – eller andre religiøse – miljøer, må vi stå vagt om deres frihed til at ytre gammeldags holdninger, så længe de holder sig inden for straffelovens rammer, samtidig med at vi med ord, argumenter, omsorg, sang, ja kristen ånd modsiger alt det, der er for os at se er forkert og skadeligt.

Se, det var en opgave for kirken at påtage sig. Men se, om kirken gør det! Og se, om kirken tør det! Den er, som jeg ser det, alt for sovset ind i sindelagsetiske og kulturradikale holdninger. Og forøvrigt er der en ting mere, som Hjorth Pedersen ikke fik med, men som Martin Henriksen tog frem i den først omtalte debatudsendelse: Når muslimer kommer her til landet og optræder som nogen, der stiller krav og vil have det danske samfund til at rette ind efter deres religiøse krav uden at ville bøje disse krav en millimeter, skyldes det, at de betragter sig som bedre mennesker end os andre, alene fordi de retter sig efter det, de opfatter som Guds krav.

Mærkeligt, forøvrigt, at Martin Henriksen blev angrebet for ikke at ville kalde en muslimsk gymnasiast dansker og ikke for det – vel egentlig langt ”værre” – at gøre opmærksom på muslimernes overlegenhedsfølelse. Det var der ingen, der vendte sig imod, heller ikke de tilstedeværende muslimer. Men de mente måske også selv, at de var bedre end os andre, men fandt det blot ikke betimeligt at sige det højt.

Og så bunder diskussionen måske til syvende og sidst i en anden forskel mellem de to religioner. Den respekt, et menneske nyder, er efter kristen opfattelse noget, der må vokse naturligt frem, dvs., vokse frem i kraft af tillid mellem mennesker, anerkendelse af den andens menneskelighed og gode væremåde, osv. Men respekt er i mange muslimers øjne noget, man ”må sætte sig i”, dvs., respekt er noget, man tvinger andre til at vise én. Det gælder for muslimer indbyrdes, og det gælder også for muslimer i deres forhold til os. De forlanger respekt af os, mener vist endda, at vores regler giver dem ret til at få det, og føler de ikke, at de får tilstrækkelig respekt, så falder det dem ikke ind at ændre deres opførsel eller tage ansvar for deres medmuslimers handlinger, nej, så påstår de sig forfulgte, så gør de vanskelighederne til noget, vi danskere er skyld i. Og denne offerholdning svarer desværre alt for godt til den modsatrettede holdning fra danskernes side: at det altsammen er vores skyld, at vi altid først griber i egen barm.

Lad mig genkalde en situation fra Deadline anno 2009, se her! Det er den daværende formand for Mjølnerparken, Mohammad Aslam, der bebrejdede danskerne, at de blev ved med gennem deres udtalelser at sætte skel mellem ”dem” og ”os”. Jeg skrev:

bagefter gik det groteske i situationen op for mig. Her sidder en muslim, der på alle måder i sin klædedragt søger at skille sig ud fra almindelige danskere: han har stort skæg, han går med en rund hvid kalot, han er iført én eller anden kjortel, og af netop hans mund skal man høre, at vi skal passe på, hvad vi siger, så vi ikke kommer til at sætte skel mellem ‘dem’ og ‘os’.

Men manden kunne overhovedet ikke se det selvmodsigende i det, han sagde. For ham var det åbenbart lynende klart, at denne udtalelse var møntet på danskerne og kun på danskerne. Det faldt ham overhovedet ikke ind, at han med hele sin påklædning så sandelig sætter skel mellem ‘os’ og ‘dem’; han skiller sig ud; han gør os alle opmærksom på, at han ikke er dansker og bestemt heller ikke vil være dansker. Så det, der ikke er tilladt for os etniske danskere: at sætte skel mellem ‘dem’ og ‘os’, det er naturligvis tilladt for muslimerne.

Nøjagtig det samme fandt sted i den omtalte debatudsendelse. Man havde, før Martin Henriksen kom med sin udtalelse om, hvorvidt den muslimske gymnasiast var dansker, ivrigt diskuteret forholdene på diverse gymnasier. Og man havde glad og gerne – og sagligt korrekt – skelnet mellem danskere og ikke-danskere, også den muslimske gymnasiast havde fremsat udtalelser om, hvordan det ikke var så heldigt for de multikulturelle velsignelser, hvis der f.eks. var for få danskere i en klasse; ”danskere” og ”ikke-danskere”, man jonglerede frejdigt med disse to begreber.

Men så snart Martin Henriksen ikke sådan lige uden videre ville kalde vor gymnasiast dansker, så blev de fleste af de tilstedeværende og mange ikke-tilstedeværende grebet af forargelse.

Men ingen så modsigelsen.

Jovist, Ulla Nørtoft Thomsen har ret: Muslimerne vil ikke rigtig ind, men de vil heller ikke ud.

Udgivet i Indvandringspolitik, Islam | Tagget | Skriv en kommentar

Hør en loppe gø!

Nu har partiet ”Nye Borgerlige” fået underskrifter nok til, at de er opstillingsberettigede til Folketinget. Så ved næste valg bliver der ét parti mere at vælge imellem. For dem, der ikke kan få nok.

Det er der ikke noget nyt eller noget sensationelt i. Men det ser ud til, at der blandt små partier og partier, der vil ind i Folketinget, har bredt sig en forestilling om, at de, hvis de bliver ”tungen på vægtskålen”, kan få gennemført deres politik ganske uden om den sædvanlige matematik med 90 mandater.

Det er nok de radikale der har ‘smittet’ dem med denne tankegang. For de har jo siddet i midten af dansk politik i mange år. Fra denne midte har de kunnet bestemme, om det skal være de borgerlige eller socialdemokraterne, der skal have regeringsmagten. Og da begge fløje er ivrige efter at få regeringsmagten, har skiftevis den ene og den anden fløj bøjet sig for mange af de radikales krav.

Sidst man så det, var dengang Helle Thorning Schmidt dannede regering med SF og de radikale. Det var de forhandlinger, der foregik i ”det sorte tårn”. Som man måske husker, havde SF og socialdemokratiet på forhånd lagt skinnerne til et regeringssamarbejde; hvis de radikale ville være med, måtte de pænt køre på de skinner, de andre havde lagt. Men ak, den drøm måtte SF og socialdemokratiet opgive. For de radikale ville godt være med i regeringen, men kun, hvis de to andre ville acceptere det forlig, de radikale havde indgået med de borgerlige. Værsgo’ og spis! Det holdt hårdt, men både SF og socialdemokraterne endte med at sluge de radikale kameler.

Godt politisk håndværk fra de radikales side! Og elendigt håndværk fra de to andres side!

Og nu tror så diverse småpartier, at de kan lave det samme nummer med en eventuel ny regering Lars Løkke. Det gælder Morten Uhrskov med partiet Dansk Samling – der dog vist ikke har underskrifter nok endnu – og det gælder Nye Borgerlige. Begge stiller ultimative krav. Og begge stiller dem på udlændingepolitikkens område. De og de stramninger vil de have Lars Løkke til at gennemføre, hvis de skal pege på ham som statsminister. Og begge er tilsyneladende lige naive med hensyn til de parlamentariske forhold og gennemførelsen af disse stramninger.

De burde kunne tage ved lære af Anders Samuelsen fra Liberal Alliance. Og hvis den spændte situation i ”blå blok” ender med et valg her i efteråret, vil disse to partier in spe tillige med Liberal Alliance få en lærestreg. Men det er vistnok også muligt, at de ikke vil tage ved lære.

Anders Samuelsen stillede i sin tid krav om topskattelettelser, hvis han skulle pege på Lars Løkke som statsminister. Og ganske rigtigt fik han det skrevet ind i regeringsgrundlaget. Af den grund har han igennem mange måneder haft et ”stålsat blik”, når han blev spurgt, om han stadig krævede topskattelettelser, hvilket alt taget i betragtning må have været ret anstrengende for ham. Og dette ”stålsatte blik” er det nok, der har fået Lars Løkke til i sit forslag til finanslov og i forslaget til en 2025-plan at operere med en lettelse i topskatten på 5% for indtægter op til 1 mill kr. Så troede han, at han kunne få Liberal Alliance med på vognen. Men ak, her skar han sig på det ”stålsatte blik”. Anders Samuelsen var ikke til hverken at hugge eller stikke i: det var 5%’s nedsættelse for alle, eller han ville trække sin støtte til Løkke tilbage.

Tanken fra Løkkes side var jo naturligvis, at dette skulle forhandles mellem de blå partier. For han mente nok, at når han har lagt forslag om topskattelettelser frem som forslag, så har han opfyldt de løfter, han gav før regeringsdannelsen. Og alle ventede jo, at det så ville gå, som det plejer: man ville møde op til forhandlingerne med hver sine krav, men man stillede ingen ultimative krav, for gjorde man det, ville man for åbent fjernsyn skulle svare på, hvorfor man ikke væltede regeringen, når man nu ikke fik sine ultimative krav igennem.

Anderledes med Anders Samuelsen. Han og Liberal Alliance bekendtgjorde på forhånd, hvad der var partiets ultimative krav, nemlig en sænkning af topskatten med 5% for alle topskatteydere. Og han var meget ordrig, når han skulle forklare seerne, at dette kun var et rimeligt krav, og at han og hans parti ikke ville modsætte sig nogle af de krav, som andre partier ville komme med. Med andre ord: Han troede, at forhandlingerne foregik via medierne.

Vi må jo nu se, hvad der sker. Men temmelig mange i medieverdenen har udtrykt det sådan, at Anders Samuelsen er kravlet så højt op i et træ, at det bliver meget svært for ham at komme ned igen.

Det vil altsammen vise sig.

Denne ”stålsathed” har fået Dansk Folkepartis Thulesen Dahl til stille sig lige så ”stålsat” an: Det er nu et ultimativt krav fra ham, at der ikke lettes i topskatten for alle topskatteydere. For, som han siger, hvis Liberal Alliance holder fast ved deres ”stålsatte blik”, så kan vi lige så godt tage valget med det samme, for så er der ingen grund til at gå ind til nogle forhandlinger med Liberal Alliance: man véd jo, at de ikke giver sig en tomme.

Nuvel, alt dette for at vise, at man ikke med 10 eller 15 mandater kan stille sig an, som om man havde 90. Det kan Anders Samuelsen ikke, det kan Dansk Samling ikke, og det kan Nye Borgerlige heller ikke.

Her er det de sidste, der skal omtales.

For efter at Nye Borgerlige har fået skaffet underskrifter nok, er de blevet interessante for medierne. Pernille Vermund, deres formand, har været interview’et dagen igennem af forskellige medier. Blandt andet blev hun i Deadline interview’et af Niels Krause Kjær.

Og dette interview er for mig bemærkelsesværdigt derved, at jeg har måttet tage hatten af for Krause Kjær. Jeg har ellers mange gange været højst utilfreds med interview’erne i Deadline. Mange gange, syntes jeg, gik de for hårdt til deres ofre. Mange gange havde de på forhånd bestemt, hvilke svar de ville have, og så kunne de blive ved og blive ved med at presse på, om de da ikke kunne få offeret til at give det af dem ønskede svar. Det kunne være ret irriterende at høre på.

Men her, her var hårdhed og pågåenhed helt på sin plads. For Nye Borgerlige havde opstillet tre krav, som de ville have en kommende statsminister – og det bliver måske nok Løkke – til at gå ind for, hvis de skulle pege på ham som statsminister. Fik de ham ikke med på det, ville de pege på deres egen formand, Pernille Vermund.

Nu ser vi så bort fra, at Løkke jo ikke kan hekse. Selv hvis han lover, at Venstre vil gå ind for disse krav, selv hvis han får det skrevet ind i regeringsgrundlaget, så skal der jo stadigvæk 90 mandater til for at gennemføre det. Det er det, Liberal Alliance ikke har opdaget. De har troet, at Løkke kunne vride armen så meget om på De konservative og Dansk Folkeparti, at Liberal Alliance kunne få deres topskattelettelser igennem. Den side af sagen lod Niels Krause Kjær ligge.

Nej, han opstillede i stedet et tænkt, men ikke urealistisk scenarium: Tænk, hvis blå blok inklusive Nye Borgerlige får 90 mandater og rød blok 89; hvis så Nye Borgerlige har seks eller otte ud af de 90 mandater, så vil dette, at de trækker deres støtte til blå blok, jo betyde, at rød blok får flertal for deres statsministerkandidat. Og vil Nye Borgerlige virkelig det?

Det prøvede han at så at få svar på en to-tre gange. Og til sidst sagde han: ”Pernille Vermund, undskyld mig, det giver jo ingen mening, det du siger”.

Pernille Vermund svarede, at der var god sammenhæng. Men hun kørte blot videre på de fraser, hun havde bestemt sig for i forvejen. Og så opgav han, og slog over på andre emner.

Men han havde jo ret. Det giver ingen mening, det, Nye Borgerlige har besluttet sig for. Og godt det samme. Det ville være et mærkeligt demokrati, der fungérede på den måde, at et parti med otte mandater kunne tvinge sin politik igennem med sine ultimative krav. Nej, heldigvis er det da sådan, at man i et parlament så nogenlunde har indflydelse efter det antal mandater, man har.

Og sådan er det også, selv om man sidder med afgørende mandater for den ene blok. Det kan godt være, at man fra Nye Borgerliges eller fra Liberal Alliances side er misundelige på de radikale, fordi de tilsyneladende har opnået status som ”kongemager” i dansk politik, dvs., de kan bestemme, om det bliver rød eller blå blok, der får regeringsmagten. Men dels skal man altså have en politik, der ligger så meget i midten, at man kan få store dele af den gennemført af både den ene og den anden side af folketingssalen – og den betingelse kan man ikke just sige er opfyldt for Nye Borgerliges vedkommende – og dels skal man have den samme flair for det politiske håndværk som de radikale – og den betingelse er da slet ikke opfyldt af partiet.

Så de, der vil stemme på Nye Borgerlige, fordi de mener, at de med dem i folketinget kan få deres ønske om grænselukning og hjemsendelse af alle muslimer ført igennem sådan lige med et snuptag, de risikerer, at de slet ikke opnår noget i den retning. Og den risiko er der, fordi Nye Borgerlige stiller ultimative krav. Holder de op med det, kan der måske opnås en del skridt i den ønskede retning, holder de fast på det, vil sandsynligvis rød blok komme til fadet, enten lige efter valget eller senere, når ønskerne fra regeringsdannelsen skal føres ud i livet. Det er det, Liberal Alliance kommer til at erfare i dette efterår, og det samme vil Nye Borgerlige erfare efter et valg.

Man har i det danske folketing som regel kun indflydelse i forhold til det antal mandater, man har.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Er han blevet DF’er?

Det er Uffe Østergaard, der er tale om, professor emeritus i europæisk historie. Han har hævdet (i Weekendavisen i foråret), at tiden er inde til at bygge mure rundt om Europa. Og med baggrund i dette udsagn er han nu blevet interview’et i – af alle dagblade – Information, se her.

Det er der bestemt kommet noget interessant ud af. Det er ikke hver dag, at en historieprofessor af det format udtrykker ønske om at opstille pigtråd om Europa. Og han siger, at han gør det for EU’s skyld. Desværre fører det til, at han læser Jean-Claude Junckers tale lidt for optimistisk. Det har muligvis også været Junckers tanke, men alligevel!

I artiklen hedder det:

Men man skulle næsten tro, at EU-Kommissionsformand Jean-Claude Juncker forud for sin State of the Union-tale i sidste uge havde lyttet til Uffe Østergaards idé om et Fort Europa med trådhegn »i fire baner«, projektører og rigtig mange vagtposter.

I sin tale anbefalede Juncker, at Europa beskytter sine ydre grænser med flere grænsevagter og skærpet grænsekontrol. Selv om det europæiske projekt bygger på værdier som demokrati, åbenhed og tolerance, »må tolerancen ikke kompromittere vores sikkerhed,« sagde Juncker med reference til de seneste års terrorangreb på kontinentet.

Som jeg i en tidligere artikel gjorde opmærksom på, betyder ”grænsekontrol” her ikke ”grænsekontrol”, se her. Det, Junckers forslag tager i betragtning, er den regulære grænsegænger, alle de irregulære tager han ikke hensyn til. Det er sandt nok, at han har sagt, at ”tolerancen ikke må kompromittere vores sikkerhed”. Men umiddelbart derefter er det, at han foreslår alle de nye tiltag mod normal grænsepassage, og, ikke sandt, så tror jo den lidt for velvillige læser, at dette vil forhøje vores sikkerhed. Som før sagt er det ikke tilfældet.

Men Uffe Østergaard er nok en lidt for velvillig læser. Lad det være, hvad det være vil. For på andre punkter er hans iagttagelser ganske skarpe. Regeringens nej til kvoteflygtninge er således efter hans mening ”uheldig”:

Det er den uregulerede indvandring, der er problemet.

Der er en trussel fra en kæmpemæssig indvandring først og fremmest fra hele Afrika. Det mener jeg ikke den europæiske samfundsmodel og velfærdsmodellerne i nogen lande kan holde til uden at blive undergravet. Derfor bliver man nødt til at bremse indvandringen håndfast. Der lyder jeg måske som Dansk Folkeparti, men jeg kan ikke se noget alternativ”.

Hvordan skal man gøre det?

Det er svært. Man må prøve at lave reelt bevogtede grænser. Det er en forudsætning at bevogte de ydre grænser, når man har fjernet de indre. Gør man ikke det, genopstår de indre, som det sker i øjeblikket. Og så må man være villig til at bruge magt”.

Hvad betyder det egentlig? Skal man sende bådene tilbage?

Det er svært at sige præcist. Det er fint at redde folk fra druknedøden, men det kan jo ikke nytte noget, at man sætter dem i land på Sicilien. Man er nødt til at sejle dem til Libyen og sætte dem i land på kysten. Og det er jo en ubarmhjertig skæbne.”

Østergaard udtrykker sig her lidt forsigtigt. Han vil nødig lyde som Dansk Folkeparti. ”Det er svært”, siger han hele to gange, og det, der er svært, er åbenbart at bruge magt, dels ved grænsen, dels på havet, når migranterne skal sendes tilbage.

Senere giver han Frauke Petry ret i, at grænsevagter skal kunne skyde:

Til Politiken sagde Uffe Østergaard i juli, at lederen af det højrenationale tyske parti Alternative für Deutschland, Frauke Petry, havde ”ret med sin udtalelse om, at grænsevagter skal kunne skyde”. Men han er ikke meget for at uddybe, hvad det konkret kan betyde, at man skal være villig til at bruge magt.

Magt er magt, og hvis man ikke bevogter grænserne, er der slet ikke grænser. Mit billede på det er både den kinesiske mur og Limes-muren rundt om Romerriget. Mange kritikere siger, at det ikke er sikkert, det virker. Nej, men Limes-muren udsatte Romerrigets undergang i 300 år. Det er jo også et stykke tid”.

Nu tror jeg nok, at Frauke Petry af en interview’er blev lokket til at udtale, at grænsevagter i påkommende tilfælde skal kunne skyde. Men både til hende og til Uffe Østergaard kan man da udvide betragtningen lidt: magthaverne, altså øvrigheden, har jo mange andre magtmidler at bruge end skydevåben. Når man skal have styr på en flok uregerlige demonstranter, bruger man som regel ikke skydevåben, men vandkanoner og tåregas. Når man skal have fat på en tyv, der flygter fra et gerningssted, bruge man hunde, osv.

Og man kan også pege på, at da Makedonien besluttede at lukke deres grænse til Grækenland, og en del af de dèr ophobede migranter besluttede illegalt at forcere grænsen, blev de alle fanget og – i levende og uskadt stand – leveret tilbage til Grækenland.

Men foreløbig er den magtanvendelse, der skal til, en magtanvendelse overfor de såkaldte bådflygtninge. De skal tvinges tilbage til Libyen, hver og én. Og sandt nok, det er en ubarmhjertig skæbne at give dem. Men deres ubarmhjertige skæbne vil opvejes af den mildere skæbne, deres landsmænd vil kunne få, hvis de mange penge, der for øjeblikket bruges på at modtage menneskesmuglernes migranter, kan anvendes til at hjælpe de lande, de kommer fra, hvad enten det så er lande i Afrika eller lande i Syriens nærområder.

Og man skal jo også være klar over, at en håndfast holdning fra EU’s side med hensyn til tilbageførsel til Libyen vil fratage fremtidige migranter lysten til at emigrere. Man kan se ”mekanismen” i forholdet til migrantstrømmen fra Tyrkiet til Grækenland. Her har først lukningen af Balkan-ruten og senere EU’s aftale med Tyrkiet om at sende migranter tilbage til Tyrkiet næsten fuldstændig standset strømmen af gummibåde over Ægæerhavet. Man har med disse tiltag frataget migranter ethvert incitament til at komme til Grækenland.

Men hvad enten Uffe Østergaard vil være stolt af at mene det samme som Dansk Folkeparti, eller han foretrækker at være lidt forlegen ved det, selve det, at han nu går ind for et ”Fort Europa”, viser, at der er skred i opfattelserne.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , | 1 kommentar

At bekæmpe jihadisme

Sidste gang sluttede jeg med den cato-agtige gentagelse: Forøvrigt mener jeg, vi skal standse al indvandring fra muslimske lande. Denne gang agter jeg at slutte på samme måde, men ikke før jeg har bekendtgjort min uvidenhed på det specielle område, der hedder jihadisme-bekæmpelse.

Der er hele tre artikler, jeg vil kommentere, før vi når frem til den sidste og mest glædelige.

Den første er skrevet af Morten Uhrskov Jensen, stifteren af partiet Dansk Samling. Egentlig troede jeg, at jeg var enig med ham i, at man skulle lukke af for al indvandring fra muslimske lande. Eller måske snarere, at han var enig med mig. Men sidst i et indlæg, han har i Den korte Avis, se her, synes han at ville gå bort fra denne ”hårde” linje.

I indlægget opstiller han tre scenarier:

Der er tre mulige veje at gå for Europa:

a) Multikulturalismen befæstes, og i løbet af det 21. århundrede vil de oprindelige europæiske befolkninger komme i mindretal

b) Grænserne lukkes, og utilpassede mennesker fra den tredje verden hjemsendes, hvis de ikke er statsborgere, og utilpassede statsborgere lokkes til at forlade f.eks. Danmark gennem en meget betydelig økonomisk kompensation.

c) De europæiske lande overgår til en etnisk baseret politik, hvor de politiske rettigheder for ikke-europæere forsvinder.

Det første anser han for usandsynligt, fordi de europæiske befolkninger ikke vil finde sig i at bliver i mindretal i deres eget land. Jeg kan kun sige: ”Gid det var så vel!”

Det tredje mener han vil ændre hele vor retsorden, fordi vi hidtil har oparbejdet samfund, hvor alle er lige for loven, uanset etnisk tilhørsforhold. Men det vil også være uretfærdigt overfor en del af de fremmede:

For det andet vil det være den dybeste uretfærdighed for de mennesker fra den ikke-vestlige verden, der af hjertet har omfavnet Danmark og andre vestlige lande, og som derfor skal bydes velkommen iblandt os. De alt for mange, der ikke ønsker at fungere i en dansk og europæisk virkelighed, bør aldrig få os til at afvise dem, der vil os, i nogle tilfælde endnu mere end os selv, da de har viden om helt andre måder at leve på.

Disse mennesker skal altså ikke, hvis de er ikke-statsborgere, smides ud af landet, eller, hvis de er statsborgere, lokkes til at forlade landet. Men hvordan man sådan mere konkret skelner mellem dem, der vil Danmark, og dem, der ikke vil Danmark, det har han ikke givet retningslinjer for.

Uanset denne mangel skriver han til sidste om den fremtidige indvandring:

Dén del af ”de fremmede”, der er en gave, en berigelse for vore samfund, skal til gengæld bydes velkommen, fordi de – uanset etnisk baggrund, hudfarve eller andre synlige markører – er kommet hertil og har fundet ud af, at de elsker Danmark og danskerne. Dem vil jeg ikke leve foruden.

Én ting er, at man måske ud fra det, de allerede ankomne ”fremmede” har bedrevet, kan se, om de ”vil Danmark” eller ej – bliver de f.eks. ved og ved med at begå kriminalitet – noget helt andet er, om man på forhånd, blot ved at udspørge de migranter, der tropper op ved vores grænse, kan finde ud af, om de pågældende ”elsker Danmark og danskerne”. Det skulle da være en meget dum migrant, der ikke kunne finde ud af, hvad man skal sige for at blive budt indenfor i landet.

Så altså, Morten Uhrskov, den går ikke. Vi har haft eksperimenter nok. Vi har set, hvordan kun ganske få af de tilrejsende muslimer har fundet sig til rette her i landet. Og vi har opdaget, at selv om disse mennesker i første generation finder sig til rette, er der ingen garanti for, at næste generation også gør det. Tværtimod synes det at være næsten en naturlov, at den unge generation holder stærkere fast ved hjemlandets traditioner, herunder religionen islam, end forældrene.

Så flere muslimske indvandrer, blot de siger: ”Jeg elsker Danmark og danskerne!”, nej tak!

I samme nummer af Den korte Avis har også Hara Dvinge et indlæg, se her. Hun beskriver den uro og ballade, en række unge indvandrerdrenge laver på havnen i Aarhus. Og hun giver en for mig at se ganske korrekt forklaring på, hvorfor disse unge indvandrerdrenge ikke kan opføre sig ordentligt:

Man må forstå, at andre kulturer har andre måder at ”hygge” sig på. Når unge muslimske mænd samles i flok, så handler det oftest om, at vise sig overfor hinanden, og desværre ofte som en aggressiv modkultur mod det ikke-muslimske samfund.

Mange borgere kan ikke forstå, hvorfor de unge muslimske mænd ikke kan opføre sig normalt og en del vil forklare deres adfærd med en belastet opvækst. Det kan være tilfældet for få, men det store flertal har ikke haft en belastet opvækst, set med de muslimske indvandreres egne øjne. Snarere tværtimod.

Men de unge mænd er opdraget til ikke at blive for danske og altid at have loyalitet overfor familien og det muslimske mindretal fremfor det danske samfund. Deres hensynsløse adfærd på havnen er et resultat, af det dansker-skeptiske miljø de er opvokset i.

Det tror jeg er korrekt. Disse unge er opvokset med et ”dem-og-os-system” i hovedet, og det, det drejer sig om for ”dem”, er at genere ”os” mest muligt, at vise overfor ”os”, at det er ”dem”, der har overtaget. De véd da godt, at deres larm forstyrre danskerne. Men det er just meningen. De véd da godt, at det generer en række danskere, når de laver brændemærker i bådebroerne med deres grill. Men de er ikke bare ligeglade, nej, de er stolte over det, de har på den måde vist de andre i banden, at de i hvert fald ikke er blevet for danske.

På den baggrund forekommer det ret naivt, når Hara Dvinge slutter med at skrive:

Alternativt kunne man tilbyde de unge med anden etnisk bagrund deres eget værested i det attraktive havneområde. Brabrand Boligforening der ejer Gellerup, har i forvejen en ny afdeling på havnen, så de kunne vel afse et par lejligheder eller tre?

Det må vist nærmest siges at være en fortvivlet måde, på hvilken hun kan sige, at hun ikke aner sine levende råd. Men hvorfor så ikke sige det ligeud. For kan nogen tro, at de unge indvandrere vil affinde sig med at få stillet et værested til rådighed? I dette kan de jo ikke genere danskerne. Og det er jo det, de vil.

Nej, det er virkelig ikke til at se, hvordan man skal behandle disse muslimske unge.

Og kommer de i fængsel, så træffer de jo bare en masse andre muslimer; så er de ikke radikaliserede før, så bliver de det i fængslerne. Og i fængslerne er der mange muslimer. The Economist har en artikel om fængslerne i Frankrig, se her.

Artiklen vil nu ikke bare skildre det interessante indre af fængslerne, den vil derimod undersøge, om det er en god idé at lave særlige fængsler for terrorister.

Det har vist sig ikke at være så effektivt, som man regnede med. Mest, fordi det med de overfyldte fængsler, man har i Frankrig for øjeblikket, er umuligt fuldstændigt at isolere disse fanger fra de andre fanger. Og – viser det sig – den kontakt, de opnår med andre, bruger de til at radikalisere disse andre med. Og enhver tanke om at bruge disse isolerede fængsler til at ”afradikalisere” terroristerne, kan man vist lige så godt opgive på forhånd.

Men hvad så? Hvad skal vi så gøre, hvis ikke vi kan få alle disse mange landsmænd gjort normale, blot så normale, at vi kan leve nogenlunde fredeligt sammen med dem?

Jeg véd det ikke. Jeg véd det virkelig ikke.

Jo, jo, jeg har efterhånden opbygget et vældigt arsenal af teologiske argumenter imod islam. Men hvad kan det nytte, når muslimer på forhånd har valgt os danskere fra som nogen, de vil lytte til, endsige rette sig efter?

Tillad mig her at lave en lille parentes, hvor jeg henviser til denne fortælling, se her. En norsk-pakistansk kvinde, der kalder sig Jeanette, fortæller her om sin kusine. Hun og kusinen har begge brudt ud af deres familiemønster, fordi de i deres ægteskaber ville følge deres hjerte og ikke familiens påbud. Med det resultat, at familien fuldstændig har slået hånden af dem. Og det er både en sørgelig og en opmuntrende historie. Sørgelig er den, fordi den viser os en næsten uoplukkelig familiestruktur, der med egoistiske æresbegreber prøver at holde al indflydelse fra os vestlige, kristne mennesker ude. Opmuntrende er den, fordi den fortæller om i hvert fald to kvinder, der har fulgt, ikke de vestlige idealer, men de idealer, som deres eget hjerte tilsagde dem at følge.

Vi kan naturligvis nok hæfte os ved det sørgelige. For sørgeligt er det jo med alle de kvinder, der ikke bryder ud af familiemønstret, der ikke følger deres hjertes stemme, men lader sig tvinge af deres fædres og brødres æresbegreber. Og sørgeligt er det, at vi som samfund ikke kan give de kvinder, der bryder ud af denne undertrykkelse, bedre beskyttelse, end tilfældet er.

Men hvorfor ikke hæfte sig ved det glædelige! For det er da glædeligt, at i det mindste nogle af kvinderne bryder ud. Og har vi ikke lov at håbe på, at der, som årene går, vil være flere og flere, der forlader disse tvangsforestillinger?

Men for at det kan ske, er vi nødt til at ”sætte en prop i”, dvs. at lukke for al yderligere tilgang af muslimer til de muslimske miljøer i Danmark.

Og så er vi fremme ved mit Cato-udsagn igen: Forøvrigt mener jeg, at vi bør lukke for al indvandring fra muslimske lande.

Men det kan jo ikke lade sig gøre, vil man sige.

Dertil vil jeg svare med Tony Abbott: Jo, det kan. Abbott, den tidligere australske premierminister, holdt for nylig en tale i Prag, se her. Heri redegjorde han bl.a. for de erfaringer, Australien havde med at lukke af for den stadige strøm af bådflygtninge, der tidligere var ved at oversvømme Australien, som de nu oversvømmer Europa. Han siger om Brexit:

Det [altså Brexit, rr] vil ikke gøre en ende på den frie bevægelighed – men det vil gøre en ende på den ukontrollerede bevægelighed – og hvorfor skulle ikke ethvert land have den endelige afgørelse over, hvem der kan komme ind?

Som mit lands tidligere leder, John Howard, så udmærket formulerede det: ”vi vil bestemme, hvem der kommer til vort land og under hvilke omstændigheder de kommer”.

I sidste ende vil et land eller et kontinent, der ikke kan kontrollere, hvem der kommer ind på dets territorium, miste kontrollen over sin fremtid.

Lidt senere siger han:

Der er alt for mange, der ikke kommer med taknemlighed, men med beklagelser og med forlangender om, at Europa skal give plads til dem. Over tid bliver dette en eksistentiel udfordring.

Men de kommer jo i store bunker, den ene bådfuld efter den anden!

Nej! De bliver af europæerne reddet til Italien, den ene bådfuld efter den anden. Abbott siger:

Europas flådestyrke må gøre deres humanitære pligt og redde folk, som ellers vil drukne; men når man tager dem til Italien og Grækenland, er det en sikker garanti for, at endnu flere vil tage ud på denne farlige rejse.

Så længe folk tror, at det at komme til Europa betyder at kunne forblive i Europa, så vil de blive ved med at komme.

At sende dem ud til flere europæiske lande vil ikke løse problemet. Det vil blot fordele det.

Mennesker, der ikke er i nogen umiddelbar fare, skal vendes om ved Europas grænser.

Mennesker, der bliver taget op i Middelhavet, må sendes tilbage til deres udgangspunkt.

Denne krise kan ikke håndteres, den må løses.

Det var, hvad Australien gjorde, mens jeg var premierminister. Vi standsede de illegale både og sendte dem tilbage til Indonesien.

Hvis bådene blev boret i sænk, havde vi store orange redningsbåde parat, så folk i sikkerhed kunne komme tilbage til det sted, de kom fra.

Jeg kendte risikoen for vort personel; jeg var klar over den skade, det kunne gøre for vort forhold til Indonesien; jeg kendte godt til det råb, der ville komme fra velmenende aktivister, men det måtte simpelthen gøres.

Abbott fortsætter:

Effektiv grænsebevogtning er ikke noget for de ømskindede, men det er absolut nødvendigt for at frelse liv og for at bevare nationer.

Hvis man vil være sandt medfølende, er det det, man skal gøre: standse bådene og standse dødstallene – og i mere end to år har der nu ikke været nogen illegale både, der ankommer til Australien, og der har ikke været nogen, der druknede.

Og når vi nu har standset bådene, har vi været i stand til at øge det antal ægte flygtninge, vi tager imod, for nu er det Australien, der bestemmer, ikke menneskesmuglerne.

Kan dette overføres til europæiske forhold?

Ja, uden videre. Der er intet praktisk, intet humanitært, intet etisk hensyn, der forhindrer det. Faktisk er der kun én ting, der står i vejen for en sådan løsning: De europæiske politikere, de europæiske medier og for en stor dels vedkommende også de europæiske befolkninger er for ømskindede, for nu at bruge Abbotts udtryk (squeamish). De kan eller vil ikke se eller forstå, hvad der er sandt medfølende. Ja, de bilder sig ind, at deres etiske standarder er langt mere ophøjede end Abbotts.

Derfor skal de igen og igen høre Abbotts sandfærdige udsagn: ”der har ikke været nogen, der druknede” (the drownings have stopped).

Cato måtte gennem mange år gentage sin opfordring. Jeg er også – uden sammenligning i øvrigt – forberedt på, at jeg nok kommer til at gentage min opfordring nogle år endnu, før der nogen af dem, der betyder noget, der lytter. Men altså: siges skal det: Vi må afbryde al flygtninge- og migrantmodtagelse fra muslimske lande.

Og nu kan jeg altså føje til, ikke blot, at det rent teknisk kan lade sig gøre, men også, at det er udtryk for en etik, der er mindst lige så ophøjet som den, der behersker den europæiske elite for øjeblikket.

Udgivet i Indvandringspolitik, Islam | Tagget , , | Skriv en kommentar

Følelsesetik

Emilia van Hauen er kultursociolog, foredragsholder og forfatter. Jeg har læst en del artikler af hende og har da normalt syntes, at de var nogenlunde fornuftige. Men her til morgen (den 18. september) var den helt gal. Hun har skrevet et kronikforslag, fået det optaget i Jyllands-Posten, og nu står det der – jeg havde nær sagt – til skræk og advarsel, se her.

Det er det rene følelsesporno.

Van Hauen er i nedtrykt sindstilstand kommet til at sidde ved siden af en grønlænder på Nørreport Station. Hun er nedtrykt, fordi der på hjemmefronten er opstået kold luft mellem hende og hendes mand. Hun mærker en tilstedeværelse af barmhjertighed, kærlighed fra grønlænderens side, som hun ikke er forberedt på:

Så jeg kigger op. Til siden. Og der, ved siden af mig, sidder der en mand. Grønlænder. Er det første, jeg bemærker. Med fedtet sort hår, snavset tøj, støvler i laser. Flere slidte Nettoposer ved siden af sig. Hjemløs?

Jeg kigger på ham og kigger igen uden at være klar over, at det er det, jeg gør, men langsomt trækker han mig ud af min egen fortvivlelse, og da jeg ser ind i hans øjne, ophæves alt omkring mig, og det eneste, jeg oplever, er den barmhjertighed, den kærlighed, som jeg mærkede lige før.

På bænkens ryg har jeg lagt min arm, det samme har han, og mens jeg kigger væk, overvældet af den varme og det håb, som har erstattet tungheden i min krop, finder først vores fingre og siden vores hænder hinanden, og i nogle få sekunder er der en kontakt af noget, der føles som en fuldstændig ren kærlighed, og selv mens jeg er opslugt af det, undrer jeg mig samtidig over, hvad helvede det er, der sker!

To. Måske tre sekunder efter, har vi sluppet hinanden igen. Vi smiler til hinanden, toget kommer, jeg står op fra bænken, ind i toget og er væk. Fra ham.

Så langt, så godt. Problemerne opstår, når hun begynder at anvende denne oplevelse på verdenssituationen. Det var kærlighed, hævder hun:

Den slags kærlighed, som mange religioner prædiker om; en universel kraft vi alle er en del af, hvis vi bare forstår at tappe ind på den. Og det var vel det, vi begge gjorde den dag.

Men i lyset af sidste søndags triste 15 års-mærkedag, samme weekends velkomstfest for flygtninge i Forum, EU’s fremtid i lyset af brexit, det amerikanske valg, der måske aldrig har været så polariseret og fyldt af hadefuld retorik, og det mere og mere differentierede terrorbillede, er der i virkeligheden et ord, der meget bedre dækker det uventede møde, nemlig menneskelighed.

På tværs af social klasse, køn, måske geografi, vistnok etnicitet og muligvis kultur, mødtes vi et øjeblik i en forenet menneskelighed, i en fælles genkendelse af hinandens sjæl og længsel efter at være elsket og høre til. At blive set og anerkendt i sin eksistens. At have værdi for andre end sig selv.

Det er denne menneskelighed, der skal skabe fred, muligheder og fælles udvikling. For det er nemlig et helt nødvendigt kollektivt mål, hvis vi skal blive ved med at kultivere os som samfund.

Og så er det, man siger: Føleri, utåleligt føleri, føleri ud over alle grænser.

Og dog, inden jeg går i rette med van Hauen, vil jeg lige stille mig selv det spørgsmål, som nok mange fromme mennesker vil stille mig: Jamen, gode hr pastor, er det ikke, hvad du selv har prædiket gennem alle dine præsteår? Andre religioner er måske ikke så optaget af kærligheden, men kristendommen er da. Har du ikke talt om at vende den anden kind til, om at tage splinten i sit eget øje ud, om at Gud er kærlighed? Er det ikke nøjagtig det samme, van Hauen vil sige her? Og hvad piber du så for?

Jeg gør vrøvl, fordi van Hauens prædikeri om menneskelighed minder så forfærdeligt om den missionsmand, der mente han havde opfyldt sin kristne forpligtelse til at udbrede evangeliet, når han kom cyklende og tilråbte en fodgænger: ”Har du fundet Jesus?”

Jeg mener, mage til overfladiskhed skal man lede længe efter. Men van Hauen er nu godt på vej til at slå den rekord.

Lad os tage det fra en ende af!

Grønlænderen. Hvem var han? Hvad tænkte han? Hvordan så han på den fremmede dame, han tilfældigvis kom til at sidde ved siden af? Ja, han rakte hånden ud, han smilede, inden de skiltes. Og ikke mindst: han blev siddende, fulgte ikke efter, ville ikke andet end give et opmuntrende blik. Ikke engang det ville han måske. For det kan jo være noget, van Hauen lægger ind i det.

Men hvad nu, hvis det var en anden fremmed, en muslim, f.eks., en af de asylansøgere, som vi har hørt så meget om?

Ville van Hauen så have ladet sine fingre finde hans? Ville hun så have vovet at smile til ham? Hun er kultursociolog, forstår man, og hun har måske hørt om, hvordan muslimer opfatter smil fra en vestlig kvinde som en opfordring til sex. Og det var jo ikke en sådan form for menneskeligt møde, hun var ude efter og havde brug for.

Jamen, selv et sådant menneske må man da kunne tale med, selv en muslim må man da kunne få til at forstå betydningen af at være menneskelig!

Indrømmet: Han er et menneske! Indrømmet: vi må som kristne eller blot som danskere kunne overbevise ham om menneskelighedens betydning!

Men hvordan?

Han bærer jo med sig sin egen helt anderledes kultur. Læs f.eks. Erik Holsteins forsøg på at afmontere myter om terroren her! Han gennemgår en række af de gængse forklaringer, sluttende med forklaringen om, at dette, at en muslim bliver radikaliseret, har sociale årsager. Muligvis, siger han, og citerer Yildiz Akdogan, socialdemokrat, der om muslimske familier forklarer:

Drengen er den lille prins i familien. Der er ingen krav, ingen regler, ingenting. Men når han kommer ud i samfundet, er han bare en ganske almindelig Ali. Der er ikke nogen, der henter kaffe til ham eller viser ham særlig respekt. Og så bliver nederlaget så meget desto større.”

Først når Ali kommer i puberteten, træder hans far ind, og så bliver der stillet krav. Men det er for sent. På det tidspunkt er Ali kommet bagud i skolen og kan ikke opfylde farens forventninger.”

Så kommer alle undskyldningerne, og drengene bliver hurtigt enige om, at deres problemer skyldes ”den møgkælling af en lærer, der garanteret også er racist”. Når de er nået derhen, bliver de lette at hverve for banderne eller de radikale salafister. Tidligere var det to adskilte grupper, men nu er der sket en sammensmeltning. Det gør det endnu farligere.”

Jeg har før været inde på det samme. Den muslimske drengeopdragelse er helt anderledes end vores. Bare det, at drengene betragtes som stående over pigerne, ikke blot i religiøs henseende, dvs., ifølge koranen, men på det helt dagligdags plan, når spørgsmålet er, hvem der servicerer hvem. Hvordan skal der komme andet end nederlag ud af det, når en sådan ”prins” skal forvandle sig til dreng blandt andre?

Det er sandt, at vi som kristne opfordres til først at se vore egne fejl. Men når vi bliver klar over, at dette er en tilbøjelighed, der er indkodet i os under vor opvækst i et kristent land, men ikke i vore muslimske landsmænd, kan vi så bare blive ved med at give efter og forudsætte, at det forstås som en invitation til fællesskab? Når vi opdager – formodentlig først efter mange forgæves samtaler – at alle vore forsøg på at tale os til rette og får muslimen til at forstå, opfattes som svaghedstegn fra muslimens side, hvad søren skal vi så stille op?

Her kommer vi med al vor menneskelighed og vil gerne være gode. Men vore forsøg på at vinde den anden ved vores godhed preller fuldstændig af på ham. Ikke fordi han ikke tror på vores godhed, men fordi han ikke regner os for mennesker på lige fod med ham. Han er jo muslim og derfor hævet over os. Vi hører derfor ikke til de mennesker, han behøver lytte til, eller hvis ord han kan tage for gode varer.

Hvem lytter han så til?

Ja, bare vi vidste det!

Imamerne? Måske. Forældrene? Måske.

Jyllands-Posten havde forleden en beretning om en chat mellem en IS-rådgiver og en tysk terrorist på 17 år, se her. Og det må indrømmes, her er der én, som drengen lytter til.

Det drejer sig om ham, der den 18. juli gik til angreb på passagererne i et tog i nærheden af Würzburg. Han fik med en økse såret fem mennesker. Han flygtede og blev indhentet af politiet, forsøgte at angribe en betjent, hvorefter han blev skudt og dræbt.

Ifølge document.no, se her, har han efterladt en video, som IS senere lagde ud på nettet, hvor han bl.a. siger: ”I kan se, at jeg har levet i jeres land og i jeres hus. Ved Allah, jeg har udklækket denne plan i jeres hus”. ”Og om Allah vil, vil jeg slagte jer i jeres eget hus. Jeg vil anrettet et sådant kaos på jeres gader, at I kommer til at glemme Frankrig”.

Ligeledes har han efterladt et brev til sin far: ”Bed for mig, så jeg kan hævne mig på disse vantro og komme i paradis”.

Hvor kommer dog alt det had fra? Det er noget af det, Holstein forsøger at opklare.

Han var et uledsaget flygtningebarn. Det vil sige: hans forældre har sendt ham af sted alene, og den tyske stat har i sin (stærkt misforståede?) godhed taget imod ham. At det er en misforståelse at modtage disse børn og ikke med det samme sende dem tilbage til deres forældre, argumenteres der for i et læserbrev på Avpixlat, se her. Det er første gang, jeg ser nogen vende sig imod denne praksis. Men det er stærkt påkrævet at ophøre med den. Og eksemplet fra Würzburg med brevet til faderen er et tydeligt tegn på den mishandling, faderen og familien udsatte ham for ved at sende ham hjemmefra til Tyskland, naturligvis i håb om, at de selv så senere kan få opholdstilladelse dèr.

Hvem stolede han på i Tyskland? Tilsyneladende ingen. Han var blevet anbragt hos en plejefamilie og virkede rolig og velafbalanceret. Men det kogte åbenbart i ham indeni. Han fik via nettet kontakt med en IS-rådgiver.

Jyllands-Posten beretter om den chat, der fulgte:

I chatten spørger den formodede IS-instruktør med hvilket våben, den unge mand agter at dræbe, og den 17-årige svarer, at der ligger en kniv og en økse klar.

»Broder, ville det ikke være bedre at gennemføre det med en bil?,« spørger den ukendte person.

Hertil lyder svaret, at drengen ikke kan køre bil, og at det tager tid at lære.

Det ville ellers gøre skaderne betragteligt mere omfattende, konstaterer den anonyme.

»Jeg vil gerne til Paradis i aften,« skriver den 17-årige.

Få timer før angrebet skriver drengen igen. Han fortæller, at han samme aften agter at begå et angreb i Tyskland og vil sende kontaktpersonen sin video.

I videoen kalder han sig en »Guds kriger for Islamisk Stat« og bekendtgør, at han vil dræbe med en kniv.

»Ikke med en kniv. Gør det med øksen. Hvis du udfører angrebet, om Gud vil, vil Islamisk Stat tage ansvaret for det,« lyder svaret.

Nu blev drengen skudt. Og det var jeg, som formodentlig alle andre, godt tilfreds med. Ikke sandt, han var selv ude om det, og når han er død, slipper vi for at have flere udgifter på ham.

Men efterfølgende har jeg overvejet, om det måske var en idé at opfordre vore politibetjente til at forsøge at tage de kommende terrorister levende. Ud fra den måske lidt ondsindede tankegang, at vi dermed går imod deres eget ønske, for de ønsker jo at blive dræbt af os, så de kan fare direkte op til de 72 jomfruer. Men også ud fra den knap så ondsindede tankegang, at en terrorist, ligegyldigt hvor umenneskeligt han handler, dog er et menneske, og at vi måske skulle prøve at gøre ham til et menneske igen.

Efter Anden Verdenskrig havde man i Tyskland og forøvrigt også i de tyske flygtningelejre herhjemme noget, der hed en afnazificeringsproces. Man ville sikre sig, at de mennesker, man i det fremtidige Tyskland indsatte som offentlige personer: politifolk, borgmestre, lærere m.m., ikke mere havde nazistiske sympatier. Kan man tænke sig en tilsvarende afislamificeringsproces? Kan det i det hele taget lade sig gøre? Er det muligt at trænge ind til mennesker af en kaliber som denne drengs? Og ikke mindst: Er det muligt for dem, der ikke er muslimer?

Jeg har ikke noget svar på dette spørgsmål. Men jeg har skrevet så udførligt om disse ting for at gøre det klar for Emilia van Hauen og ligesindede, at vi nok er mere fælles om ønsket om at få verden retvendt, end hun sådan lige tænker på. Blot forekommer det mig, at hun slipper alt for let om ved gennemførelsen af ønsket, på trods af, at det er hende og ikke mig, der er kultursociolog.

Og så vil jeg gøre ligesom den gamle romer Cato: Han sluttede altid sine taler i senatet med at sige: Præterea censeo Cathaginem esse delendam: forøvrigt mener jeg, at Karthago bør ødelægges. Jeg vil slutte med noget lignende: Forøvrigt mener jeg, grænsen bør lukkes for al indvandring fra muslimske lande.

Udgivet i Islam | Tagget | Skriv en kommentar

Kritik af tale

Sådan set fortjener Jean Claude Junckers tale i EU-parlamentet en større omtale end den, jeg her vil forsøge at præstere. Man burde gå ind i en dybere analyse for at se, hvad det er, der bevæger en supereuropæer. Men det bliver vist lidt overfladisk denne gang, se talen her.

Noget af det kan jeg da også med nogenlunde god samvittighed gå let hen over. For sidste år tog jeg mig også for at kritisere Junckers tale, se her, og hvis det for mig bliver en (dårlig?) vane at kommentere den årlige ”State of the Union-tale”, så vil en dybere analyse måske fremkomme af sig selv.

Men denne gang vil jeg nøjes med tre kommentarer og en lidt overfladisk analyse.

Den første kommentar har med denne udtalelse af Juncker at gøre:

Vi europæere vil aldrig kunne acceptere, at polske arbejdere bliver chikaneret, banket og endog slået ihjel på gaderne i Harlow. Den frie bevægelighed for arbejdere er i lige så høj grad en europæisk værdi som kampen imod diskrimination og racisme.

Det mord på en polsk arbejder, der fandt sted i Harlow, har danske medier vist ikke beskæftiget sig med. Man fortæller om det her. Seks lokale teenagere er blevet arresteret, mistænkt for mordet, og politiet betragter det som værende racistisk motiveret. Men hvad man mener med ”racistisk”, er ikke helt let at blive klog på. Der er ikke nogen særlig stor muslimsk minoritet i Harlow, så vidt jeg har kunnet se, så de seks teenagere er formentlig etnisk engelske borgere, der har følt sig irriterede over de mange polske arbejdere i Storbritanien.

Og det er da helt rigtigt at være forarget over, at noget sådant forekommer i Storbritanien. Men at bruge denne forargelse som afsæt for en hævdelse af arbejdskraftens frie bevægelighed som en europæisk værdi, det er altså for meget.

Det er sandt nok, at man fra EU’s side har fastholde tanken om fri bevægelighed for varer, kapital, tjenesteydelser og arbejdskraft. Men man skal ikke overse, at mens de tre første kan siges at have en gedigen økonomisk begrundelse, kan dette ikke siges om det sidste. Jeg pegede for kort tid siden på, at The Economist rigtigt gør opmærksom på, at fri bevægelighed – det, man kalder globalisering – har skabt en enorm vækst, se her. Bladet skrev bl.a.:

Det mangesidede system af institutioner, regler og alliancer, anført af Amerika, har igennem syv årtier understøttet global vækst. Det muliggjorde genopbygningen af efterkrigens Europa, det så Sovjet-kommunismens lukkede verden bryde sammen, og det fremkaldte ved at tilslutte Kina til den globale økonomi den største reduktion af fattigdommen i historien.

Og det er jo sandt, alt dette har fri bevægelighed bevirket. Men bladet glemte meget bekvemt at gøre opmærksom på, at der her var tale om fri bevægelighed for varer. Der var ingen, der dengang tænkte på fri bevægelighed for personer. Og det var også ganske unødvendigt. For det er kun den frie bevægelighed for varer, der fremkalder økonomisk vækst, fri bevægelighed for personer er i det store og hele en ligegyldig ting for den økonomiske vækst.

Blot har altså unionens fædre brugt det samme trick her, som de brugte med landbrugspolitikken. Man ville sammenkoble de forskellige landes landbrugspolitik for på den måde at få folk omvendt fra danskere, tyskere, franskmænd, osv., til europæere, dvs EU-borgere. Sådan udnytter man de uomtvistelige fordele, der er ved det frie marked, til at få folk til at flytte og på den måde – tror man – få skabt en europæisk befolkning.

Men erfaringen – blandt andet erfaringen fra Brexit-afstemningen i Storbritanien – har jo altså vist, at en sådan folkeflytning skaber problemer. Folk er ikke til sinds at opgive at være englændere for at blive noget så luftigt som europæere. Men erfaringen – blandt andet erfaringen ud fra Junckers tale her – viser desværre også, at den erfaring for den europæiske elite ikke er en erfaring, men en udfordring, dvs., en opgave; og opgaven består i at opdrage folk til at være europæere og ikke udvise diskrimination og racisme overfor de fremmede, dvs. andre europæere.

Det var den ene kommentar. Så til den næste.

Juncker fortæller også om, at kommissionen vil iværksætte en investeringsplan for Afrika. Han fortæller hvorfor:

Dette vil virke sammen med vores udviklingshjælp og hjælpe med til at adressere én af migrationens hovedårsager.

Nej, kære Juncker, det vil det ikke. Konrad Ott, hvis essay jeg gennemgik for nogle indlæg siden, har en lille tilføjelse i sine betragtninger, som jeg ikke fik medtaget. I afsnit 11 gennemgår han det, han kalder migrationens politiske økonomi. Her betragter han en migrant, der rejser fra et afrikansk land til Europa, som en investering, og han undersøger, hvordan vi europæere kan få denne investering til ikke at betale sig. Men inden han kommer så langt, indsparker han en lille bemærkning. Om dette at betragte migranten som en investering siger han:

Dette forklarer også, at en lille økonomisk vækst i Vestafrikas lande ikke vil føre til, at antallet af migranter går ned. At det modsatte sker, er mere sandsynligt: stadig flere familier vil kunne få råd til at investere i en migrant. Talen om, at man simpelthen må forbedre den økonomiske situation i oprindelseslandene, er nok velmenende, men rammer forkert med hensyn til problemet. … Man bekæmper ikke årsagerne til migration ved at forstærke udviklingssamarbejdet.

Ott’s argumentation holder vand. Men den er meget lidt udbredt blandt EU’s politikere og medier. Både fordi det er en ret overraskende argumentation, og fordi man meget hellere vil forstærke udviklingssamarbejdet; det er man jo vant til at betragte som en god gerning.

Den tredje ting, jeg vil kommentere, er – naturligvis – det, han siger om migrantkrisen eller flygtningekrisen, som han kalder det. Eller måske snarere: jeg vil kommentere det, han ikke siger om denne krise.

Jo, jo, han vil gerne give det udseende af, at kommissionen er stålsat og handlekraftig. Man vil oprette en ”European Border and Coast Guard”. Men hvorfor skal der en ny organisation til? Har vi ikke Frontex? Det forklares ikke. Derimod siger Juncker, at man vil sende folk til grænsen mellem Bulgarien og Tyrkiet for at styrke grænsekontrollen. Og der skal udvikles et system, så EU får tjek på, hvem der rejser ud og ind:

Vi vil forsvare vore grænser med streng kontrol, begyndende ved årets slutning, med enhver, der krydser dem. Hver gang nogen rejser ind i EU eller rejser ud igen, vil det blive registreret, hvornår, hvor og hvorfor. Til november vil vi foreslå et Europæisk Rejse Informations System, et automatisk system, som vil afgøre, hvem der får lov til at rejse til Europa. På den måde vil vi vide, hvem der rejser til Europa, endog inden vedkommende ankommer.

Det er specielt ved en sådan udtalelse, at man skal lytte efter, hvad der ikke bliver sagt. For problemet ligger jo overhovedet ikke dèr. Problemet er bådflygtningene fra Libyen. Problemet er, at Italien (og EU) ser det som sin forpligtelse at redde disse mennesker og bringe dem til Italien. Hvad disse mennesker angår, vil vi jo på ingen måde vide, hvem der rejser ind i Europa, før de ankommer. Når det drejer sig om bådflygtningene, aner vi ikke, hvem de er. Får vi sandheden at vide af dem selv, skal vi være glade. Men det automatiske system vil automatisk reagere med et stort spørgsmålstegn overfor disse migranter. Og – læg mærke til det – det er jo dem, der bekymrer. Det er dem, der i sidste efterår ankom i stort tal til Grækenland, og som nu ankommer i noget mindre antal til Italien, som giver problemer. Det er dem, de europæiske regeringer ikke kan blive enige om at fordele; hvilket ikke er til at undre sig over, for ingen aner, hvor mange der skal fordeles.

Juncker siger, at EU vil forsvare vore grænser. Men når han stadig ikke fortæller os, hvordan han vil lukke hullet i Middelhavet, når det stadig skal være muligt for utalte migranter at komme ind i Europa via Italien, hvordan kan han så i det hele taget kalde dette et forsvar?

Til sidst et par ord om, hvad der får Juncker (og de andre europæiske politikere) til at tænke og handle, som de gør.

Juncker siger i indledningen følgende:

Jeg er netop kommet tilbage fra G20-mødet i Kina. Europa optager 7 stole ved denne imponerende globale forsamlings bord. Men på trods af vores store tilstedeværelse var der flere spørgsmål end vi havde fælles svar på. Vil Europa stadig være i stand til at afslutte handelsaftaler og danne økonomiske, sociale og miljømæssige standarder for verden? Vil Europas økonomi langt om længe komme sig eller vil den blive fastlåst i lav vækst og lav inflation i det næste tiår? Vil Europa stadig være førende i verden, når det drejer sig om kampen for menneskerettigheder og fundamentale værdier? Vil Europa med én stemme tale imod det, når territorial integritet er truet og international lov brydes? Eller vil Europa forsvinde fra den internationale scene og overlade det til andre at give verden form (”to shape the world”)?

I disse formuleringer ligger gemt det, der driver EU-europæerne i deres bestræbelser. De har indset, at andre områder af verden befolkningsmæssigt og efterhånden også økonomisk taler med større vægt end de europæiske stater. Og det kan de ikke vænne sig til. De stræber efter at bevare den indflydelse, Europa havde i kolonitiden. De er bange for at blive løbet over ende af andre og større magter, Kina, Brazilien, Indien, USA. Derfor skal vi sluttes sammen, derfor skal vi tale med én stemme, derfor skal endemålet være Europas Forenede Stater.

At alt det, de ønsker, kan ordnes meget billigere og meget smidigere ved at arbejde for en verdensorden, hvor hvert land anerkender andres ret til deres territorium, mod at de gør det samme; at handel foregår smidigere og bedre uden staters indgriben; at våben til eget forsvar er en nødvendighed, men ikke mere; at NATO har tjent os på udmærket vis, også små stater som Danmark, intet af det er de tilfredse med, alt det, som vi har, og som fungérer udmærket, vil de ”forbedre” med særlige EU-ordninger. Ikke for verdens, men for EU’s skyld.

Man kan ikke andet end spørge, om det virkelig er nødvendigt med en masse tiltag, om ikke verden og EU havde bedre af at EU neddroslede sine høje ambitioner.

Det er godt nok at få gang i økonomien. Men det gøres bedst ved at opløse Euroen. Det er ikke EU’s opgave at ”shape the world”, at give verden form. Vi har, synes det mig, nok at gøre med at ”shape Europe”.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , | 1 kommentar

Folkeligt

Grundtvig skrev følgende i en sang, udgivet i hans blad Danskeren under Treårskrigen fra 1848-1851:

Folk! hvad er vel folk i grunden?
hvad betyder ´folkeligt´?
er det næsen eller munden,
hvorpå man opdager sligt?
findes, skjult for hvermands øje,
folket kun i kæmpehøje
eller bag hver busk og plov,
i hver kødklump før og grov?

Til et folk de alle høre,
som sig regne selv dertil,
har for modersmålet øre,
har for fædrelandet ild;
resten selv som dragedukker
sig fra folket udelukker,
lyse selv sig ud af æt,
nægte selv sig indfødsret.

Han stiller et spørgsmål og giver selv svaret derpå. Hvad er et folk? Det er spørgsmålet. Men svaret er måske lidt indviklet. For at kunne medregnes til et folk må man have øre for sproget og være villig til at forsvare fædrelandet. Dengang var det tyskerne i Slesvig, der kunne mistænkes for ikke at høre med til det danske folk. I dag er det muslimerne, der måske nok kan siges at have øre for det danske sprog, men jo ikke uden videre vil forsvare de værdier, vi står for.

Og netop det, at nogle ”dragedukker” måske udelukker sig selv fra at kunne kaldes danskere, og netop det, at disse dragedukker er muslimer, gør, at mange danskere føler det nemmest helt at undlade at tale om et dansk folk. Når virkeligheden i de gammelkendte begreber bliver for irriterende, laver man blot lidt om på begreberne, og vupti – har man en ny og ikke nær så skræmmende virkelighed.

Grundtvig? Hvad skal vi med ham? Det var jo gamle dage, han havde noget at sige. I vor moderne tid, hvor det er multikulturalismen, der hersker, kan man ikke længer bruge begrebet ”folk” eller ”folkelig”. Og ikke sandt, så sletter man det da bare. Om det har betegnet en virkelighed, det er lige meget. Vi vil ikke mere tænke i de baner.

Når det er betimeligt at tage denne problemstilling frem netop i dag, skyldes det en Deadline-udsendelse den 14-9. Man havde fra redaktionens side lagt mærke til, at Frauke Petry, lederen af det nye tyske fremstormende parti, Alternative für Deutschland, AfD, var kommet med en udtalelse, der havde vakt vældig opstandelse i Tyskland. Hun havde sagt, at det måske nu omsider var på tide at tage ordet ”völkisch” til nåde igen. Det var sagt i et interview i Die Welt, men det skjuler sig bag en betalingsmur, så man får nøjes med de bidder, jeg har fundet på nettet. Her refereres hun på denne måde:

Petry ser det som en kortslutning, når man mener, at ”völkisch” betyder det samme som ”rassistisch”. Og det irriterer hende også, at det, at ”völkisch” nedvurderes, smitter af på ordet ”Volk”. At mene at det er racistisk at tale om et folk, mener hun er forkert. ”Folkelig er dog bare et ord, der hører sammen med folk”, siger Petry og spørger, hvad der i sig selv er ved begrebet, der er negativt.

Det er såmænd det hele.

Og al den ballade, der har rejst sig i Tyskland, viser kun, at Tyskland endnu ikke er blevet et normalt land efter alt det, man har været igennem med nazismen. Den misforståelse, som Hitler og Göbbels udsatte f.eks. ordet ”völkisch” for, har man endnu ikke været i stand til at rette. Bruger man et begreb, der mindre om ”folk”, nemlig begrebet ”nation”, får man foræret to forskellige ord med adjektivet: ”national” og ”nationalistisk”, hvor kun det sidste betegner noget, der har med nazismen at gøre, nemlig en opfattelse af, at ens folk er bedre end andre, og derfor skal have mere at sige i verden end andre. ”National”, derimod, betyder blot: tilhørende den og den nation, uden nogen særlig værditilskrivelse.

Völkisch” kunne imidlertid i Tyskland betyde begge dele, både den neutrale iagttagelse af et tilhørsforhold, og den overlegenhed, som nazisterne tillagde tyskerne.

Og det, som striden om dette ord viser, er, at tyskerne ikke på den måde har fået gjort op med deres fortid, at de igen kan bruge ordet ”völkisch” på neutral måde. Hele tiden synes den nazistiske overlegenhed at klinge med.

Men striden viser tillige noget andet, noget, der ikke kun er et tysk problem, men ligefrem et europæisk.

I mange lande i Europa har vi ikke været i stand til at indoptage de fremmede muslimer på en så naturlig måde, at de er vokset ind i samfundet som en selvfølgelig del af det. Væsentligst skyldes det muslimernes skelnen mellem haram og halal, vi ikke-muslimer er haram, og de kan derfor ikke have normal omgang med os. Muslimerne, derimod, er halal, og det må de vise udadtil overalt i samfundet. Men vore egne bestræbelser på at være gode værter for de tilrejsende muslimer på den ene side og muslimernes opdeling i haram og halal på den anden side har bevirket, at vi ikke længere tør vise, hvem vi selv er. For så forhindrer vi jo integrationen.

Derved er der opstået en syg opfattelse af forholdet mellem os og dem, mellem vi danskere og vore muslimske landsmænd. Og som nævnt i begyndelsen, mange mener at kunne klare problemerne ved at ændre på begreberne: man vil ikke tale om et dansk folk, vi er alle bare mennesker og ens på bunden.

Den syge opfattelse prægede Deadline-udsendelsen forleden. Man havde indkaldt to eksperter. Men de var ikke eksperter i folkelighed, de var ”eksperter” på den måde, at de var halvt tyske og halvt danske. Og så skulle vi sidde og høre på deres ordgas i et kvarter.

Den ene var forfatteren Knud Romer. Han var dygtig til at bruge ord, men man havde en tydelig fornemmelse af, at der vist ikke lå så mange tanker bag. Den anden havde studeret marxisme i Frankfurt, men besynderlig nok var det næsten ham, der var den mindst rabiate. Det hele var således ren reklame imod den politik, man kaldte ”højrepopulismen”, en politik, som ”desværre” bredte sig i mange europæiske lande. ”Desværre”, ak ja, det sagde man, og Jakob Rosenkrands greb ikke ind. At man måtte sige ”desværre” om den udvikling, det var alle i studiet enige om, og det tænktes vi i stuerne også at være enige om.

Ja, ikke sandt, det er noget værre noget med alle disse indvandringskritiske partier! Vi må se at tale dem ned. Og hurra, her har Frauke Petry selv leveret kuglerne til et angreb på hende. For når hun vil bruge ordet ”völkisch”, viser det så ikke hendes partis nazistiske rødder? Er hun så ikke skjult tilhænger af et verdensbillede, hvor man ser ned på ikke-tyskerne?

De to ”eksperter” kunne forklare os, både hvornår ordet ”völkisch” var opfundet, og hvordan det var blevet brugt, både før Hitler og af Hitler selv, da han kom til. Det samme har jeg kunnet læse i diverse avisartikler om affæren, så deres ”ekspertviden” er jeg ikke så imponeret over. Blandt andet, fordi de ikke går længere tilbage end til slutningen af 1800-tallet. Vor egen Grundtvig og hans forståelse af folkelighed blev således ikke berørt. Og derfor blev det naturligvis heller ikke nævnt, at Grundtvig i høj grad i sin forståelse af folkelighed var påvirket af en tysker, Johann Herder fra 1700-tallet.

Men mere mærkeligt var det sådan set, at ingen af de tre herrer, studieværten altså inklusive, viste nogen som helst forståelse for, hvorfor AfD havde fået en så enorm fremgang. En længere artikel på document.dk, se her, af Hans Rustad, gør rede for sagen. Han er hverken halvt eller hel tysker, men han har helt anderledes blik for, hvad der sker i Tyskland end de to i studiet. Rustad skriver om den udslaggivende begivenhed:

Den utløsende faktor var nyttårsfeiringen ved Kølner-domen. – Intet å melde, sa politiet først. Før det kom meldinger om seksuelle overgrep. Det var ubehagelige nyheter som både politi, medier og politikere ugjerne gikk inn på.

Men det var for mange og for grove overgrep til at de kunne la seg skjule.

Det hadde dessuten ikke bare skjedd i Køln, men i store og små byer over hele Tyskland.

For første gang gikk det opp for tyskerne at sikkerheten i det offentlige rom var borte eller truet. Det gjorde noe med stemningen i landet.

Men dertil kom jo, at Tyskland, også det, hen over sommeren blev ramt af muslimsk terror. Derigennem er tyskerne for alvor blevet klar over, at ikke alle de mennesker, som Merkel har inviteret ind i landet, er Guds bedste børn. Og så føler mange tyskere altså, at det, Merkel har gjort, og det, at hun ikke synes at ville indrømme nogen som helst fejl, er forkert. ”Wir schaffen das”, vi klarer det, sagde hun igen og igen. Og hun trækker det tilsyneladende ikke tilbage.

At der således er højst reelle bevæggrunde for folk til at stemme på AfD, det var noget, vore to ”eksperter” på ingen måde ville vide af eller gøre opmærksom på. Nej, AfD var blot en del af den højrepopulisme, som ”desværre” greb om sig i Europa.

Uforståeligt for eksperter, men ret indlysende for almindelige mennesker.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , | Skriv en kommentar

Dante moderniseret

Forleden viste Dante sig for mig i en drøm. Han var ikke tilfreds med sit værk ”Den guddommelige komedie”, for, som han sagde, siden han skrev sit værk, var det sket så meget, som han ikke havde kunnet forudse, selv om han dengang – og sådan set også nu – syntes, at han havde brugt al sin digteriske fantasi på at gennemtænke alle tænkelige grusomheder, og tillige en hel del af de utænkelige.

Du må hjælpe mig”, sagde han, ”mit værk trænger til en tilføjelse. Skriv!” Og jeg måtte så skrive efter hans diktat, og – besynderligt nok, når man kender min håndskrift – næste morgen, da jeg vågnede, kunne det stadig læses. Der stod:

Vergil og jeg gik ud imod Helvedes udkant. Helvede var stort, et enormt rige, og mørkt var det, så vi måtte passe på, hvor vi satte vor fod. Pludselig lød der et mægtigt brag og et lysglimt oplyste Helvedes mørke. En eksplosion havde fundet sted et stykke borte, og heldigvis blev ingen af os skadet, selv om noget, der vist var et søm eller en bolt, kom farende tæt forbi vore hoveder. ‘Jeg tror, vi er på rette vej’, sagde Vergil, ‘jeg hørte før, at vi er på vej til selvmordsbombernes aflukke’.

‘Hvad er det?’ spurgte jeg.

‘Det er en nyindrettet del af Helvede’, svarede Vergil, ‘man har lagt den i udkanten af Helvede, så den ikke forstyrrer alt for meget med disse idelige eksplosioner’.

‘Eksplosioner?’

‘Ja, én gang hver uge er der en selvmordsbombemand, der skal sprænge sig selv i luften’.

‘Stakkels mand!’ sagde jeg.

‘Ok nej’, sagde Vergil, ‘jeg hørte, at alle selvmordsbombemændene kappedes om at blive den næste, der sprænger sig selv i luften. Men der kommer én dèr, ham kan du jo spørge’.

I det samme kom der ganske rigtigt en mand løbende ud af mørket. Han tog sig til hovedet.

‘Er du såret?’ spurgte jeg.

‘Nej, nej, det betyder ikke noget, det er bare en skramme. Jeg var heldig, jeg blev næsten ikke ramt. Men se bagved, her flyder det med afrevne arme og ben. Og her ligger de nu og skriger alle sammen, dem med de halve hoveder og dem med tarmene ud af bugen, dem med oprevne lunger og dem med underlivet ødelagt. Og så er der naturligvis bombemandens hoved, sjovt nok går det næsten altid af i hel figur. Men det var altså desværre ikke mig i denne omgang’.

‘Desværre, siger du, hvorfor desværre?’

‘Vi vil allesammen helst være bombemanden. Og det er da klart. Han dør med ét slag. De andre ligger og lider og skriger af smerte. Men når bombebæltet går af, så ryger hans hoved i vejret, uden medfølgende krop, naturligvis, og det betyder, at han er død med det samme. Ingen lidelser her. Men vi andre? Nå ja, jeg slap jo nogenlunde billigt denne gang, men forrige gang hørte jeg til dem, der måtte ligge og lide længe med åbent benbrud og oven i købet finde mig i at være vanfør gennem lang tid, indtil englen kom og helbredte mig’.

‘Englen? Hvad for en engel? Der er da ingen engle her i Helvede’.

‘Jo, der kommer nogen engang imellem. Jeg tror, Satan har lavet en aftale med himlen om hjælp. Så bliver alle de sårede helbredt, men ak, kun fordi de så er klar til næste bombesprængning’.

‘Vil det sige, at I går fra den ene bombesprængning til den anden med en uges mellemrum?’

‘Ja, nogenlunde sådan er det’.

‘Og hvor længe skal det så blive ved?’, spurgte jeg.

‘Tja, en evighed er jo en evighed’, svarede bombemanden, ‘det er også uretfærdigt!’

‘Uretfærdigt véd jeg nu ikke, om det er’, sagde Vergil. ‘I skal jo nu igennem de lidelser, som I før påførte andre. Det er vel ikke helt uretfærdigt!’

I det samme blandede Muhammed sig i samtalen. Han havde fået en smule fri fra sit sædvanlige pinested. ‘Problemet er ikke, om det er retfærdigt eller ej’, sagde han, ‘problemet er, at det ikke virker. Det har aldrig været min mening, at muslimer skulle begå selvmord’.

‘Jamen, det er jo heller ikke selvmord’, det var mig, der her måtte gøre indsigelse, ‘jeg har studeret sagerne lidt i den seneste tid, og de lærde muslimer er enige om, at en selvmordsbomber ikke begår selvmord. Det er en del af den muslimske kamp for at vinde herredømmet. Og i den kamp må man regne med at blive slået ihjel’.

‘Ja, slået ihjel af andre’, sagde Muhammed, ‘ikke slå sig selv ihjel. Hvordan kan de dog tro, at jeg bøjer mig for den slags prokuratorkneb!’

‘Ja, det tror de i hvert fald’, sagde jeg, ‘og desforuden tror de, at de som selvmordsbombere vil ende i paradis og få 72 jomfruer i belønning’.

‘Vrøvl’, sagde Muhammed, ‘jeg har aldrig sagt jomfruer, jeg sagde vindruer. Og det er noget andet’.

‘Ja, det har jeg også hørt’, svarede jeg. ‘Men nu kan vi vende tilbage til jorden og fortælle alle, at det hverken er jomfruer eller vindruer, der venter deres selvmordsbombemænd efter døden, men en pinefuld tilværelse i Helvedes udkant’.

‘Nej, vent’, sagde Muhammed, ‘måske er det alligevel meget godt med disse selvmordsangreb. De holder dog på en måde mit dårlige navn og rygte vedlige. Jeg tror, jeg vil snakke med Satan om at forbyde jer at vende tilbage, eller i hvert fald tage al hukommelse fra jer. Jeg har jo dog trods alt været bindeled mellem himmel og jord. Det var til mig, at Gud, den almægtige, gav sin endelige og sidste åbenbaring. Det var ham, der talte gennem mig, når jeg kom i trance’.

‘Ha, ha, ja, det troede du’, lød det bagfra. Det var Satan selv, der havde listet sig ind på os. ‘Nej, min gode Muhammed, det var mig, der talte gennem dig, ikke blot, da du åbenbarede De sataniske Vers, men hele vejen igennem, hele koranen er mine ord, ikke Guds. Og hvad angår Dante og Vergil her, lad dem bare komme tilbage til jorden, der er alligevel ingen, der tror på dem, når de fortæller, hvad de har set her. Jeg har alle muslimers hjerte i min faste hånd, og jo fastere de holder sig til mine ord i koranen, des flere beboere får jeg her i Helvede. Jeg glæder mig allerede til de selvmordsattentater, der vil finde sted i Europa i den kommende tid, og selvfølgelige også til at se den selvmordsbombemand, der skal sprænge sig selv i luften i næste uge. At høre dem skrige, når de bliver ramt, det er guf for ethvert djævlehjerte’.

Men nu havde Vergil og jeg fået nok. Vi listede lige så stille af, bort fra skrigene og fra Satans latter. Men sjovt nok, på vejen op var det, som hørte vi nogen synge. Det var noget med i kvæld blev der banket på Helvedes port. Men vi blev enige med os selv om, at det måtte være vores fantasi, der spillede os et puds. For det måtte jo være løgn. Den port er der ingen, der kan banke på, endsige bryde op.

Har du nu skrevet det hele ordentlig op?” spurgte Dante til sidst.

Ja, ja”, svarede jeg. Og nu har jeg så skrevet det ind på min computer. Og det er sandt altsammen, lige så sandt, som at de virkelig var Dante, jeg så i min drøm.

Udgivet i Islam | Tagget | Skriv en kommentar

Billeddiktatur

Vi lever i en billedverden. Men – kan man sige – derfor behøvede vi jo ikke at lade os hovmesterere af billederne. Men er det ikke netop det, vi gør? Er vi ikke afhængige af billeder langt mere, end vi aner, og er det ikke derfor billederne, der bestemmer, ikke blot, hvad vi husker, men også, hvad vi diskuterer, ja, bestemmer vort verdensbillede – altså netop verdensbillede?

Noget kunne tyde på det.

Ét af de steder, hvor vor billedafhængighed viser sig, er hvert år den 11. september. Her står medierne overfor den opgave igen at skulle gøre opmærksom på det uhyrlige ved begivenhederne, og her byder sig jo et ganske overvældende billedmateriale til, så hvad er mere naturligt end at benytte sig af disse mange billeder! Og så sker der næsten uvægerligt det samme hvert år: Hovedvægten bliver i reportagen lagt på tvillingtårnenes fald i New York, lidt mindre vægt lægges på flyet, der ramte Pentagon i Washington, og næsten helt glemt bliver det fjerde fly, der styrtede ned i Shanksville i Pennsylvanien.

Næsten helt glemt”? Ja, for der forefindes jo ingen billeder fra de begivenheder, der udspillede sig på dette fly. Og da billeder i vor del af verden tilsyneladende bestemmer, hvad der vises og hvad der huskes, så forsvinder denne begivenhed let i de mange billeder fra New York og Washington.

Det er således symptomatisk, at Berlingske i dag den 12-9 har en artikel om et billede, se her, et billede, som man hævder blev ikonisk for 11. september. Det er et billede af en mand, der falder ned fra Nordtårnet. Man ser tårnet i baggrunden med alle dets vinduer. Og så ser man foran disse mange vinduer en mand, der falder nedad med hovedet nederst.

Jo, lad os bare kalde billedet ”ikonisk”, et udtryk der jo også har noget med billeder – ikoner – at gøre, og som i en vis forstand er afslørende for vor billedafhængighed. Men lad os dog prøve at gøre os fri af denne afhængighed! Lad os dog prøve ud fra andre parametre end dem, der er skabt af denne billedafhængighed, at gøre os klart, både, hvad der skete, og hvad moralen af det skete er.

Bare det at få fortalt om brandmændenes heroiske indsats den 11. september! Jovist, man har nogle billeder at gå ud fra, man har nogle af de døde brandmænds kollegaer, og med det som udgangspunkt kan man godt lave film om deres indsats og få fortalt om den etos, der ligger bag, at de gjorde, som de gjorde: en utrolig selvopofrende pligtfølelse. Men der kan meget nemt ske det, at denne indsats overskygges af de mange billeder, der jo i hvert fald skal vises igen og igen.

Men det, der overskygges endnu mere, er begivenhederne på det fjerde fly. Ganske mærkeligt! For det er jo fra begivenhederne på det fly, vi kan hente håb. Og ikke mindst håb er det, vi har brug for i denne terrortid.

Det er disse ganske almindelige amerikaneres indsats, det er værd at hæfte sig ved. Billederne fra New York skildrer det uhyrlige, det umenneskelige, det iøjnefaldende. Men de giver ikke håb fra sig. De lader os ikke se, hvilket utroligt våben, vi i den vestlige verden har i den livsforståelse, der præger os. De lader os kun sidde tilbage med følelsen af rædsel og gru, med fornemmelsen af, at noget lignende måske kan ramme os, at vi aldrig kan vide os sikre mod modbydelige menneskers modbydeligheder.

Men håb? Nej, det kan vi ikke udsuge af de mange mennesker, der falder ned fra tårnene.

Men det kan vi fra det, der skete på det fjerde fly!

Ikke sandt, det er det billede, vi nemt får af os selv, og det er det billede, vore muslimske landsmænd nemt får af os: at vi er mennesker, der er hundeangste for at dø, som derfor vil gøre hvadsomhelst for at undgå døden, og som på ingen måde vil sætte livet på spil for det, vi tror på. ”Nej,” lyder det fra al-Qaeda og ligesindede, ”vil I se dødsforagt, så se til vore selvmordsbombemænd, se til vore selvmordspiloter, de ser døden i øjnene med sindsro, de formår at sætte livet til i Guds tjeneste, de kan handle rationelt, selv om de i næste øjeblik skal dø. Det er heroerne fra 11. september, passagererne, de almindelige amerikanere, de er blot slagtekvæg, de er som alle andre vestlige mennesker bange for at dø, dèr har I forskellen mellem islam og kristendom, dèr ser I vores overlegenhed i forhold til jer”.

Og her er det, at der fra det fjerde fly lyder en lydelig protest, skønt uden billeder. Her er det, at vi, i stedet for at synke ned i skamfølelse over egen utilstrækkelighed, sammenlignet med disse muslimske, dødsforagtende, handlekraftige mænd, kan hente håb fra ganske almindelige amerikanere i det fjerde fly.

Her skete der jo det, at flyet blev forsinket i afgangen. Derfor kunne passagererne, når de efter at være blevet kapret af al-Qaeda-folkene ringede til deres pårørende, blive klar over, hvad der var sket i New York, og derfor også, hvad der formentligt ventede dem: at også de ville blive fløjet ind i et eller andet amerikansk værdighedsmonument, Capitol eller Det hvide Hus, eller hvad det nu kunne være. Og det, der er det opløftende, det, der giver håb, er, at passagererne sagde: ”Det skal knageme blive løgn!” og så gik til angreb på flykaprerne.

Som jeg skrev i sin tid, se her, er det, som om Gud vil have muslimerne lidt til bedste: ”Ha, de tror, de er noget med den dødsforagt, som de krampagtigt tvinger hinanden til at indtage”. Og så, med et fingerknips, får Den Almægtige opvakt en lignende dødsforagt hos almindelige vestlige amerikanere, oven i købet en dødsforagt, der har som mål, ikke at slå flest muligt af Guds skabninger ihjel, men i stedet at redde flest mulige mennesker.

Burde det ikke få os til at lægge meget større vægt på begivenhederne i det fjerde fly? Burde det ikke indgive os mod overfor alverdens terrorister? Burde vi ikke trøste os med, at vi har den Gud på vor side, der ikke tøver med at opvække helte midt iblandt os, helte, der kan imødegå truslen fra diverse muslimske pseudo-helte, der på ordre fra deres pseudo-gud vil dræbe os? Burde det ikke få os til at forstå, at vores opdragelse til frihed og ansvar er tusind gange bedre end den muslimske opdragelse til kadaverlydighed og koranciteren?

Jeg har tidligere sagt nogenlunde det samme, se her. Det var at ønske, at jeg kunne blive fri for at sige det efter hver fejring af den 11. september. Men vores billedafhængighed er vist for stærk til, at det nogensinde kan ske.

Udgivet i Islam | Tagget , | Skriv en kommentar