Den automatiske sæd

Undskyld denne overskrift! Det er nok kun mine teolog-kolleger, der véd, hvad det drejer sig om. Det drejer sig om Jesu lignelse i Mark 4,26-29. Den ser således ud i Markusevangeliet:

Og han sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.«

Og naturligvis, vi unge spradebasser til teologistuderende, da vi erfarede, at ordene ”af sig selv” på græsk hedder ”automatæ”, kunne vi jo ikke dy os for at kalde lignelsen for lignelsen om den automatisk sæd.

Den lignelse blev der prædiket over i søndags. Det vil sige, i min sognekirke var det vist sådan set ikke denne lignelse, ej heller den følgende lignelse, som hørte med til prædiketeksten, der blev prædiket over. Og det er efter min mening ganske i sin skæve orden. Jeg har tit selv benyttet mig af det prædikanttrick at finde et par ord, der står i teksten og så lade lignelse være lignelse og sige noget kristeligt og fornuftigt om disse ord. Helt i orden!

Men jeg kunne ikke lade være med at mindes en salme, jeg engang skrev over denne lignelse. Jeg gætter på, at det har været ikke så lang tid efter murens fald. Den oser i hvert fald af glæde over det forunderlige og fuldstændig uventede, der skete i 1989-90.

Men vil nogen efter at have læst – eller sunget – salmen eller sangen mene, at der burde tilføjes et par vers om den lidt mistrøstige tid efter murens fald, så er jeg uenig. Hvad jeg kunne have lyst til at tilføje, er nogle tanker om, at alle de mennesker, der har lidt utroligt under Sovjetstyrets tortur og henrettelser, på én eller anden måde må siges ikke at have lidt forgæves. Men hvordan man skal sandsynliggøre det, véd jeg ikke rigtig for nærværende.

Melodien til salmen er Røversangen fra Kardemommeby. Og jeg havde den oplevelse engang, da jeg til en morgensang i Klosterkirken, jeg skulle stå for, oplæste dette digt, at nogle af tilhørerne undervejs havde gættet på, at det da vist var melodien fra Kardemommeby, jeg havde brugt. Det sagde de i hvert fald bagefter. Det må nok skyldes, at man har genkendt skanderingen i ”båd’ i Polen og Ungarn og Østtyskland” fra omkvædet i Thorbjørn Egnes vise ”både Kasper og Jesper og Jonatan”.

Men med den viden kan den ærede læser nu for sig selv synge følgende vise – nej, undskyld, så må det jo hedde ”den ærede sanger”. Men her er salmen eller sangen eller visen:

 

1. Vi kikked’ os forsigtigt frem, men vi sku’ intet nyde,

om blot et nu vi slapped’ af, det ville vi fortryde,

en mægtig hær stod opmarcher’t,

med russ’re fiffigt indplacer’t,

kanoner og tanks, mindst en million mand

båd’ i Polen og Ungarn og Østtyskland.

 

2. Og det var ganske sikkert, ja, som amen udi kirken,

vi så for vore øjne her jo magtens mægtig’ virken:

man frygted’ for en kugle her,

man frygtede for fængsel dèr,

de frygted’ hinanden, hver sin overmand

båd’ i Polen og Ungarn og Østtyskland.

 

3. Og hvad ku’ være stærk’re end titusinde kanoner?

Mod dem vi måtte stille op titusind battalioner.

Og magten, den var ganske vis,

vi så derpå et fint bevis,

at frygten og magten gik sikkert i spand

båd’ i Polen og Ungarn og Østtyskland.

 

4. Men skjult for vores falkeblik det voksed’ i det stille.

En sæd var så’t i grødejord og vokse op den ville.

Vi sov og vi stod op, såmænd,

og sæden gror, igen, igen,

det gærer og gror, går fra mand og til mand

båd’ i Polen og Ungarn og Østtyskland.

 

5. Men denne lille lignelse, den blev af os affejet,

den slags kan simpelthen ej ske, vor’ samfund er for speged’.

Vi tro’de ej et øjeblik,

at Ordet sådan’ kræfter fik,

og dog har det kraft, se dog selv, hvor det kan

båd’ i Polen og Ungarn og Østtyskland.

 

6. Men kan man nu forstå det, at det endte, som det gjorde,

at stærke magtens mænd de må til sidst gå helt fra borde!

Vi tro’de, det var kun taktik,

når deres magt en ende fik,

og dog brød det frem, ja, forstå, hvem der kan,

båd’ i Polen og Ungarn og Østtyskland.

 

7. Nej, ingen tro’de, det ku’ ske, man havde gjort sig sikker,

ha’d lov for republikflugt og ha’d check på hver en stikker,

at no’etsomhelst dèr kunne gro

i denne jord, man kun’ ej tro,

og dog det ad sære kanaler fik vand

båd’ i Polen og Ungarn og Østtyskland.

 

8. Nu bagefter ka’ vi jo se, at magten skal sig smykke,

at folket tror dens ægthed, er for den den pure lykke.

Man ta’r det for demokrati,

ku’ faktisk ikke blive fri.

Men netop det ord blev så så’t og fik vand

båd’ i Polen og Ungarn og Østtyskland.

 

9. Ja, Han, som selv er Ordets magt og har i sine hænder

vort hjerte, og som bækkens vand det frit og mægtigt vender,

Han lod en sæd gro frem til høst,

gav folkets tro omsider røst,

gav mæle til kvinde og mæle til mand

båd’ i Polen og Ungarn og Østtyskland.

 

10. Og nu ta’r Han så seglen frem, for høstens arbejd kalder,

og hvad der ej er folkets tro, det lisså stille falder,

et lille korn blev lagt til ro,

ved murens fod det måtte gro,

det åd selv de stærkeste mures forband

båd’ i Polen og Ungarn og Østtyskland.

 

11. Det mærk’ligste, det var måske, det trods vor vantro gro’de,

vi brugtes, men vi stod der bare dumt og på det glo’de;

vi blev i dette sære spil

tilsku’re degraderet til,

det gror af sig selv, se dog bar’, hvor det kan

båd’ i Polen og Ungarn og Østtyskland.

 

12. Og hvad skal vi så gøre med de sære samfundskræfter,

som virker, også om vi ej os særligt ved dem hæfter,

som vokser, når vi går til ro,

som vokser mod kompakt vantro?

Lad hjertet få fryd, vantro kvinde og mand

båd’ i øst og i vest og i Danmarks land.

Udgivet i Ny testamente, Samfundsforhold | Skriv en kommentar

Fordækt

Engang for et par år siden var jeg ude med riven efter Grænseforeningen. Jeg skrev:

Men at tro, at man kan bruge metoden fra grænselandet på integrationsproblemerne, at tro, at blot vi danskere ophører med at tænke og tale i ”dem-og-os” kategorier, så vil det hele løse sig, som det har gjort det i grænselandet, det er dog vist noget, der kræver enten stor forargelse mod det, de vist selv kalder ”højrefløjen”, eller en omfattende blindhed for foreteelser, som ligger klart i dagen for os andre (det ikke-ønskede overstreges). (Se her).

Anledningen var dels en artikel i ”Grænsen”, dels et foredrag i Grænseforeningen. Begge steder tillod man sig at mene, at forholdene mellem dansk og tysk i grænselandet var at sammenligne med forholdet mellem muslimer og danskere i hovedlandet. Artiklen i Grænsen var skrevet af Jens Andresen. Om den skrev jeg bl.a.:

Hvis mennesker vil, kan de lære at leve i fred og fordragelighed med hinanden”, skriver Jens Andresen. Det er jo den erfaring, man har gjort i grænselandet. Og det er udmærket. Men hvad stiller man op, hvis mennesker ikke vil? Hvad gør man med mennesker, hvis religion tilsiger dem ikke at indordne sig under danske regler, ikke at tage danskere som venner, ikke at rette sig efter danske love, men efter den muslimske lov, shariaen?

Alt sammen for at vise, at den sammenligning, man opstiller, er uden hold i virkeligheden. Muslimerne, der kommer hertil, er for det første muslimer, hvor begge sider af striden i Slesvig har været kristne, og er for det andet indvandret, så danskerne uden videre føler, at det er dem, der har ret til landet.

Nu må jeg så til det igen. For nu er der sket det, at Sigurd Barrett har skrevet en afløser for ”Det haver så nyligen regnet”. Det er sket på opfordring fra Grænseforeningen. Man har, som det hedder i et referat fra TV2, se her, ønsket at forny den gamle sang.

Det er der kommet en del avisskriveri ud af. I ovennævnte referat hedder det således:

I et læserbrev i JydskeVestkysten retter forfatter og cand. mag Henrik Petersen en hård kritik af Barretts opdaterede version, som han anklager for at være historieløs og en hån mod sønderjydernes historie.

I den video, der findes på dette link forsvarer Barrett sig. Han siger, at han på ingen måde har ønsket at censurere ”Det haver så nyligen regnet”. Det er ret frækt formuleret. For en fornyelse af en sang må jo da betyde, at den gamle version sættes i baggrunden. Og det burde både Grænseforeningen og Barrett have haft fingerspidsfornemmelse nok til at være klar over ville volde anstød. Og ikke mindst burde de have mod og mandshjerte nok til at indrømme, at det er det, de gør.

Jeg husker fra ovennævnte møde, at vi sang ”Det haver så nyligen regnet”, og at der var nogle ”rigtige” sønderjyder til stede. De gentog de sidste linjer af det sidste vers: ”viger ej ud af spor/ for vi kender det ord/ det har slet ingen hast for den, som tror”. Jeg er ikke selv sønderjyde, så jeg har ikke på egen krop fornemmet alvoren bag disse ord. Men jeg vil godt kunne forstå, om nogen vil mene, at man med den nye sang ”viger ud af spor”.

Det er dog ikke min indvending. Min indvending går på, at Barrett med sin sang laver den samme parallel, som jeg vendte mig imod tidligere. Dog gør han det på en fordækt måde. Måske han endda slet ikke opdager det selv. Det, som formodentlig mange i Grænseforeningen regner for en selvfølge: at de metoder, hvorved det er lykkedes for dem at komme til at leve i fred og gensidig anerkendelse mellem danskere og tyskere, må kunne bruges hos os i moderlandet til at få integrationen mellem muslimer og danskere til at forløbe noget bedre, ligger vist nok i den grad i baghovedet på Barrett, at det smutter med ind i diverse formuleringer. Så bliver resultatet et kulturradikalt spark til os indvandringsmodstandere. Men det bliver også en sang, der ganske som den kulturradikale opfattelse fuldstændig lader islam ude af ligningen. Og så er det jo nemt at være god og forstående og kærlig.

Jeg har prøvet at finde teksten til den famøse sang, så jeg kunne undersøge den. Det har vist sig at være noget af et problem. Jeg har nogenlunde kunnet lytte mig frem til teksten på denne YouTube udgave, og jeg kan i det mindste finde ud af, at der er hele otte vers i den nye udgave, men forståelsen glipper altså en del steder, specielt, hvor Barrett vil have sin egen stemme til at lyde lidt tilbagetrukket til fordel for et pigekor. Så hører man næsten kun musikken og de lyse pigestemmer. Men teksten, de synger, gemmer sig bag den smukke musik. Og bevares, den er da smuk, men når det nu var teksten, man var ude efter!

Lad os tage det første vers, det kan ses hos Uriasposten her, og ser således ud:

1. Det har været et vildt og voldsomt regnvejr

Og det drypper fra træerne endnu.

Frygt for andre har hersket på vor egn her

Fremmedhad sprængte tillidsbånd itu.

Det giver lysere vejr, når man rummer enhver

Og har folket og sammenholdet kær.

Regnvejret skal være symbol på den strid, der har pågået mellem de to befolkningsgrupper. Denne strid omtales som ”frygt for andre” og ”fremmedhad”. Disse ord anvendes normalt på modsætningsforholdet mellem muslimer og danskere, i hvert fald i den kulturradikale ordbog, og når de her anvendes om det tidligere forhold mellem danskere og tyskere i området, er det tegn på, at paralleliteten mellem de to forhold, måske uden at Barrett er klar over det, medindtænkes i formuleringen. Derudover spørger man sig selv, hvordan man kan rumme enhver og stadig have folket kær. Og man véd ikke rigtig, hvad det er for et sammenhold, der tænkes på: er det et landsdelssammenhold, der indbefatter de andre, eller er det det folkelige sammenhold med de andre danskere?

I det andet vers gentager fordæktheden sig:

2. Det har været et voldsomt vejr herhjemme

Stormen tog hvert et nyudsprunget blad

Vi har hørt frygtens onde kolde stemme

Den har prædiket om fjendtlighed og had

Og når intet var trygt, har i afmagt vi søgt

Denne stemme som spreder angst og frygt.

For hvad er det, der tales om? Var det frygt, der prægede sindene tidligere i grænselandet? Var det ikke blot et ønske om få lov at leve efter sin egen kultur og med sit eget sprog? Er det ikke snarere forholdene i Danmark, han taler om? Her har vi da i hvert fald noget at frygte fra de indvandrere, der er muslimer og danner grobund for terrorister og indvandrerbander.

3. Men med stemmer skal frygten overvindes

Står vi sammen vil lyset bryde frem,

sol skal skinne og fællesskab skal bindes,

fred skal genskabes i vort gamle hjem.

Ræk din hånd til din bror, hen mod syd og mod nord

vi er ét, uanset hvorhen vi bor.

Nu er vi i hvert fald i Sønderjylland. Og vi er i det moderne Sønderjylland, hvor man ikke mere ser en fjende i enhver tysker, men snarere en bror. Men så dukker modsigelsen op. Hvis vi er ét, hvorfor så bibeholde adskilte skoler og kirker? Hvorfor så ikke foreslå danskerne syd for grænsen at blive tyskere og tyskerne nord for grænsen at blive danskere? Vi er jo alle ét, uanset hvor vi bor.

Fjerde vers har jeg ikke i en fuldstændig udgave, men de to sidste linjer lyder:

Stormens tid er forbi, slip nu drømmene fri,

sammen går vi på håbets grønne sti.

Og igen: Det er jo udmærket, at vi nu går sammen, men hvis vi hver for alt i verden vil beholde vort modersmål, hvad går så drømmene ud på?

Af femte vers har jeg kun fået de fire første linjer med:

5. Men mod verdens uendelige kræfter

kan en ny storm berøve vores fred.

Den kan hærge vort land, hvis vi gi’r efter,

bringe onde orkaners rasen med.

Jeg tror nok, at Barrett i de to sidste linjer, som jeg ikke har fået med, vil hævde, at der ligger en ondskab også i hans sind, en ondskab, som han ikke må lade få overhånd. Og det lyder jo fromt. Men læg mærke til det: Det lyder måske smukkest, hvis det tænkes som et ideal for Danmark som helhed, hvis det altså under dække af at være en selverkendelse er et angreb på os indvandringskritikere: vi må ikke give efter for ondskaben. Nu hører jeg igen den formaning om ikke at sige noget imod islam, som foredragsholderen i sin tid kom med.

Så er der vers seks og syv. Og her glipper tekstforståelsen næsten fuldstændig, så jeg nøjes med at afskrive de første linjer af vers syv, dog med forbehold for rigtigheden:

7. Vi er os, de er dem, men vi er sammen.

Hvis vi rummer hinanden, kan vi du,

dialog og respekt kan danne rammen,

om vor verden på trods af stil og tro, [disse to ord er usikre].

Når jeg trods den usikre tekst gerne vil have dette vers med, skyldes det den første linje. Her synes skillelinjen mellem ”os” og ”dem” at anerkendes. Og det er jo også udmærket at kunne rumme hinanden, og at dialog og respekt kan danne ramme om vor verden. Og jeg er da ikke i tvivl om, at man er nået langt både nord og syd for grænsen i retning af den gensidige anerkendelse.

Men jeg minder igen om Jens Andresens påstand: at vi kan lære at leve i fred og fordragelighed med hinanden, hvis vi vil, og mit modspørgsmål: Jamen, hvad skal vi gøre, når vore muslimer ikke vil?

Og vil man så bedyre, at der bestemt ikke er tænkt på forholdet mellem muslimer og danskere med disse formuleringer, så se på sidste vers. Her udvides perspektivet til ikke blot Danmark, men hele kloden:

8. Det har været et vildt og voldsomt regnvejr,

det er væk nu, så vi kan skue frem,

vi har fået et klart og tyd’ligt tegn her,

Der er håb for vor klodes store hjem,

for hvor kærlighed gror, hvis vi følger vort spor

det har slet ingen hast for den som tror.

Her kommer det da ganske tydeligt frem, at Barrett i ordvalget i alle de andre vers har tænkt på grænselandet som et forbillede for hele verden. Og det ord, som i den gamle udgave kun anvendtes om de danske sønderjyder i Prøjsen, ordet: ”det har slet ingen hast for den, som tror”, det bruges her om hele verden, og dette, at regnvejret, altså striden mellem dansk og tysk, nu er borte, giver håb for hele verden. Blot man lader kærligheden gro, er der håb for klodens store hjem.

Smukt, ikke! Og fromt og godt og nydeligt! Jeg nænner næsten ikke at komme med indvendinger. Men måske det faktisk har en del hast for den, som tror. Jeg tænker på demografien. De muslimske dele af vor befolkning og af mange andre europæiske landes befolkninger formerer sig hurtigere end den lokale befolkning. Og hvis de bibeholder denne øgede fertilitet, så har det faktisk en del hast for den, der tror. Dette at tro betyder jo at tro på, at vi danskere – kristne og mindre kristne – kan overtale muslimerne til at blive om ikke kristne så i hvert fald fredelige demokratisk indstillede mennesker, der ikke svarer med vold på det, de opfatter som krænkelser.

Men det er det sædvanlige med disse kulturradikale: hvis man ikke omtaler den muslimske trussel, så er det nok slet ingen trussel. Så kan vi regne med, at dialog og respekt kan ordene paragrafferne i de lange løb. Og ja, det regner jeg også med. Men jeg er bange for, at vi måske slet ikke når frem til ”det lange løb”.

-Jamen, sangen handler da slet ikke om muslimerne.

Nej, men den handler om Danmark som helhed, den vil under dække af en formaning til sønderjyderne være en formaning til os. Det viser det sidste vers. Og så kommer den trussel, vi er udsat for fra muslimsk side, til at mangle. Og så viser de smukke ord om kærlighed sig at være tomme, de overskygges af den virkelighed, som Sigurd Barrett fejer ind under gulvtæppet.

For at illustrere denne vanskelighed, tillad mig så at vende forholdene på hovedet. Tag vers 3 i den gamle udgave:

Og de tro’de, at hjertebånd kan briste,

og de tro’de, at glemmes kan vor ret,

de skal vide, de aldrig ser de sidste,

de skal vide, at ingen bliver træt.

Ti som årene randt,

sås det: båndene bandt,

kræfter fødtes for kræfterne, som svandt.

De, der tro’de, at hjertebånd kan briste, var jo tyskerne, som ville undertrykke det danske flertal i Nordslesvig. Men hvis vi nu lægger disse ord i munden på vore muslimske landsmænd, så bliver de, der tror, at hjertebånd kan briste, os danskere, og så lyder det til os fra vore muslimer, at de vil holde fast ved deres kultur, at de ikke bliver trætte af at kæmpe for den, at der hele tiden kommer nye kræfter til.

Ved denne omvendthed kommer vi måske til bedre at forstå, hvad det drejer sig om for vore muslimer. Sin kultur smider man ikke sådan lige overbord. Men desværre for os er den kultur, de har med, islam, uforenelig med vores kultur, og det er højst tvivlsomt, om den med selv den dygtigste sociale ingeniørkunst kan forenes med vort samfund.

Og derfor er vi nødt til at bruge den forståelse af muslimerne, vi kan leve os ind i, til at få ændret deres kultur fra en magtkultur til en ordkultur, fra en patriarkalsk kultur til en ligestillingskultur, fra en kalifat-kultur til en demokratisk kultur.

Og det kommer til at holde hårdt. Det klares ikke med sød tale om kærlighed og dialog. Men heller ikke med forbud af den ene og anden art (jf. vers 4: ”De kan spærre med farver og med pæle”). Her nytter kun det, at vi tør være ved hvem vi er. Og det er vist umuligt for en kulturradikal. Det ses i hvert fald ikke i Sigurd Barretts sang.

Men lad os til sidst vende sangen om igen, så den nu i en fornyet formulering henvender sig til vore muslimske landsmænd:

Mon I tror, vi vor danskhed godt vil miste,

mon I tror, at vi glemmer, hvem vi er?

Mon I bilder jer ind, vort bånd kan briste

til det folk og den tro, der gælder her?

Nej, som årene gå,

skal I se og forstå,

at vor danskhed er værd at bygge på.

Udgivet i Islam versus kristendom | 1 kommentar

Psykologiens begrænsning

Professor Mogens Pahuus ved Aalborg Universitet har i sin og Anker Gemzøes bog ”Kaj Munk, digtning og livssyn”, side 286, kritiseret den opfattelse af underet, som jeg med basis i Kaj Munks dramaer har skitseret i min bog om ”Ordet”, den, der hedder ”Et spark til himlens dør”.

Jeg har tidligere, nemlig her, citeret noget af Pahuus’ omtale af min bog, ”tilfældigvis” et sted, hvor han giver mig ret. Han skriver:

Det er sandsynligt, at Riis har ret i, at Munk – som han i et brev til Brix skriver – har haft et ”Borgensgaard-Komplex” i de år, hvor han skrev ”En Almanakhistorie” (i flere forsøg), og at han er blevet inspireret til sin nye opfattelse af miraklet af Selma Lagerlöfs Kejseren af Portugalien (1914). I en artikel fra 1940 siger Munk om denne romans hovedperson Jan fra Skrolykke: ”Og da det omsider var helt ude med ham, da han bare var et Lig paa Bunden af en Fjord, se, da blev han stærk som en Guddom – kunne gøre Mirakler – kunde gøre Frk. Gulleborg fra Stockholm til Klara Fina fra Skrolykke igen”. (digtning 285f)

Her vil jeg imidlertid hefte mig ved det følgende, hvor Pahuus ikke giver mig ret. Lige efter dette citat, hedder det:

Man kan imidlertid nok stille spørgsmålstegn ved Riis’ egen opfattelse af miraklet, når han om både Maren og Jan siger: ”For her sker underet, her finder miraklet sted. Her er stedet, hvor det overnaturlige griber ind i det naturlige. Her sker noget, som vi må opgive at finde naturlige, psykologiske forklaringer på, her slår kun tanken om guddommelig indgriben til” (Riis 217: 220). Her går Riis nemlig ud fra, at alt andet end selvopholdelsesdriften er at tilregne guddommelig indgriben, og det er også psykologisk betragtet en dristig påstand.

Nu ser vi foreløbig bort fra, at jeg jo argumenterer for, at Kaj Munk synes at være enig med mig i denne påstand. For Marc Auchet har argumenteret på lignende måde imod mig i Munkiana nr. 54, side 22ff:

Et af kapitlerne i hans bog [altså i min bog, rr] hedder “Psykologiens utilstrækkelighed”, og der skriver han bl.a. at “alt er ikke psykologi. Du kan ikke hægte alle menneskets handlinger op på det menneskelige driftslivs tilfredsstillelse.” (RR, 199) Men modsat det, han her fremhæver, har psykologien ikke kun med driftsliv at gøre. Den tager hensyn til skjulte mekanismer som forstanden ikke kan styre, f.eks. traumatiske begivenheder, som man har oplevet i sin spæde barndom og som øver en vis indflydelse på ens handlinger langt ind i voksenalderen.

Lidt ligesom Pahuus synes Auchet her at overse, at jeg er i færd med at udlægge noget, Kaj Munk har sagt. Men jeg indrømmer da blankt, at da min og Kaj Munks opfattelse her falder sammen, vil det, jeg forklarer, ikke blot være, hvordan Munk undgår at falde i naturlovsnødvendighedens fælde, men også, hvordan jeg undgår denne fælde. Og det gør det måske nok unødvendig indviklet. Tillad mig derfor at citere en lidt større del af min forklaring end den, Auchet har gengivet. Jeg er i færd med at gennemgå Munks artikel efter fiaskoen med ”En Idealist” i 1928, se her:

Alt er ikke psykologi. Du kan ikke hægte alle menneskets handlinger op på det menneskelige driftslivs tilfredsstillelse. Og finder du andre psykologiske naturlove, du kan heller ikke låse det inde i dem, for den, der formulerer disse love, er på ingen måde mere end et menneske, taler altså samme sprog som alle andre, og disse andre, der lægges ind under psykologiens naturlovsmikroskop, er derfor i stand til at forstå den psykologiske tale og er, i samme øjeblik de forstår, unddraget disse selvsamme psykologiske love.

Forfærdet stirrer kunstneren (og mennesket med ham) på det menneske, der er svinebunden af psykologiske nødvendigheder. »Er det sådan«, spørger han, og religionen svarer ham: »Ja, det er sådan, men det er ikke det hele. Han, der skabte al denne psykologiske nødvendighed, skabte også åndens verden, og åndens verden er stærkere end psykologiens, tager bolig i den, gennemtrænger den og besejrer den«.

Dette sidste: at ånden tager bolig i mennesket, gennemtrænger det og besejrer dets ondskab, det var, hvad Munk i sin iver efter at imødegå Bjørnson ‘glemte’ i »Ordet«. Underet, budskabet fra åndens verden, står dèr ganske uformidlet som en krampagtig påstand, uden at trænge ind i mennesket og derfor også uden at besejre dets ondskab.

Men det korrigerer han med »En Almanakhistorie«. Her har ånden taget bolig i mennesket, har gennemtrængt dets psykologi og taget magt over den, men må jo så finde sig i ikke at kunne erkendes på ligefrem, men kun på åndelig måde.

Det må jo indrømmes, at de psykologer, der beskæftiger sig med menneskets gøren og laden, på ingen måde ser på mennesket som ”svinebunden af psykologiske nødvendigheder”. Nej, man går ud fra, at mennesket, ligesom psykologen selv, er et åndeligt væsen, og derfor undersøger og bedømmer man de åndelige kræfter, tillid, fortrolighed, kærlighed, på samme måde som alle de mindre åndelige kræfter i mennesket: selviskhed, egoisme, selvhævdelse. Og alt sammen søger man at lægge ind i noget forståeligt.

Men forståeligt, hvad vil det sige?

Det vil sige: noget for andre mennesker genkendeligt.

Det betyder jo nu, at hvis ethvert menneske ser sig selv som et frithandlende individ, der ikke på nogen måde er underlagt nogen ånd eller andre ydre kræfter, hvis de altså mener at kunne operere med en psykologisk forståelse af sig selv og de andre i fællesskabet, der helt undgår at tale om nogen indvirkning af åndelige kræfter, ud over dem, der ligger i personen selv, så vil psykologer kunne gøre sig forståelige i et sådant samfund uden at måtte ty til forklaringer, der opererer med åndens indgriben eller den slags ydre indvirkninger.

Det er her, Kaj Munk bliver interessant. For han opererer med en ydre indgriben i de menneskelige forhold. Han tænker sig, at der i det spil, som replikskifterne udgør, kan ske det, at et menneske forvandles, befries fra en fristende løgn, som i Marens tilfælde i ”En Almanakhistorie”, eller får grædt ud og finder fred med sig selv som i Klara Finas tilfælde.

Og én ting er nu, at både Pahuus og Auchet overser, at den forestilling om indgriben fra en åndelig kraft udefra, som jeg afbilder, ikke kun er min teori om den menneskelige tilværelse, den er også Kaj Munks teori. Det er i og for sig en mindre væsentlig ting, bortset fra måske, at de, der ser på skribenters autoritet, selvfølgelig vil være mere tilbøjelig til at overveje sagen, hvis de forstår, at det faktisk er Kaj Munk, der mener således. Nej, det væsentlige er – ligegyldigt, om teorien er fremsat af mig eller af Kaj Munk eller af en helt tredje – om teorien er sand.

Er der virkelig tilfælde i menneskers liv, hvor man må sige, at her greb ånden ind? Går det virkelig sådan for sig i menneskeverdenen, at ånden er en stadig medvirkende årsag til det, der sker? Kan vi virkelig for alvor hævde, at den Gud, som vi ellers nærmest har afskaffet, når det drejer sig om den store verden, både den materielle verden og den sociale verden, genfindes i den nære verden som den kraft, der får tillid til at vokse frem, fællesskaber til at styrkes, menneskelig helhed og sund selvbevidsthed til at skabes?

Jeg har tidligere i min omtale af begrebet ”anagnorisis” prøvet at afbilde menneskelivet set ud fra Løgstrups synsvinkel, med min ”forbedrende” tilføjelse, se her. Her vil jeg prøve at vise det samme ud fra Kaj Munks skuespil ”En Almanakhistorie”, sådan som jeg forklarer det i min bog.

Men først vil jeg godt ”anholde” en opfattelse hos både Anker Gemzøe og Mogens Pahuus. Gemzøe synes i note 38 på side 130 at mene, at den korrektion, som jeg mener, Kaj Munk i ”En Almanakhistorie” kommer med af ”Ordet”, ikke kan tages til følge, fordi ”En Almanakhistorie” kunstnerisk set står langt under ”Ordet”. Og Pahuus skriver på side 286:

Det afgørende er imidlertid, at En Almanakhistorie ikke kan betegnes som en korrektur af Ordet, når det slet ikke er et stykke, der tilnærmelsesvist kommer på niveau med dette.

Den opfattelse er forkert. Det kunstneriske niveau af ”En Almanakhistorie” er ligegyldigt, når det drejer sig om en eventuel rettelse til opfattelsen af, hvad et mirakel er. Munk skriver til Hans Brix den 5-6 1935:

Søde Professor, skal vi brænde Marenspillet? ah, færdig med det! Men for Djævelen, naar der er saa meget godt i det.

Brix har med rette gjort opmærksom på, at Maren i anden akt er skildret som en naiv bondetøs, der falder for en kunstner og oven i købet er dum nok til at gå i seng med ham, men senere i fjerde akt er skildret som en pige med ben i næsen, der nok véd at få klaret ærterne. Det hænger ikke sammen. Alligevel har Munk ret i, at ”der er så meget godt i det”. Det gode, der er – både efter Munks og efter min mening – er de mange eksempler på sindsforvandling, der forekommer. Udover Marens, naturligvis. De rejser det spørgsmål, som det her drejer sig om: er de psykologisk forklarlige? I min bog har jeg overvejet Ingers reaktion på Marens afsløring. Hun reagerer med at sige: ”Har du lidt sådan! Min stakkels pige!” (Se her, replik 473).

Som sagt har Munk sørget for, at vi også får Ingers mening om piger, der kommer galt af sted, at vide. Bagerens Olga har voldt sin mor så ond en sorg; at hun kunne! (replik 202). Så det er ganske mange reaktionsmuligheder, der befinder sig i Ingers hoved – som hos alle os andre i tilsvarende situationer. Og hvilken man griber fat i, ja, det afhænger jo altså af, hvilke de erfaringer er, som vi danner vore reaktionsmuligheder ud fra, men derudover afhænger det af – ja, af vor umiddelbare sindstilstand i øjeblikket, vore umiddelbart forudgående tankemønstre, eller, for at sige det ligeud allerede nu: af om ånden får os overbevist til at gribe den rette reaktion.

Men bagefter, bagefter kan man altid finde den rette forklaring på, at det lige blev den reaktion, der blev grebet. Inger har jo selv mistet et foster, og hun er i sin samtale med Maren i 4. akt blevet klar over, at den lillebror, Maren således ikke fik, optager hende en del. Så det er fuldt ud forståeligt, at Inger, da Maren fortæller, at hun selv begravede sit dødfødte barn, lever med i den smerte, det har været for Maren, og udbryder: Har du lidt saadan, min stakkels lille pige! (Spark, side 213).

Men alle sådanne overvejelser kommer jo altid bagefter. Og i en samtale, hvor tingene foregår med om ikke lynets så dog talens hastighed, reagerer man ikke med lange, villede overvejelser, nej, dèr reagerer man umiddelbart. Og er den rette ånd til stede mellem én selv og den anden, ja, så reagerer man ret. Som Inger gjorde her.

Men netop reagerer.

Det ses måske tydeligere på Mikkels reaktion. Da Maren beder ham om tilgivelse, replik 487, vil han ikke give hende hånd. Han er besat af Borgensgård-stolthed. Og Inger må tage ham i skole: det var forbrydertanker, da han ved hendes død tænkte på selvmord. Og da han spørger, om det er hans skyld, replik 496, siger Inger ja, og begrunder det med, at ”barnet ikke er kommet til os”, Borgensgård-stoltheden holdt hende tilbage.

Og da Andreas har været der igen og sagt, at han alligevel ikke kan gifte sig med Maren, sidder denne stolthed stadig i ham: ”Vi skal ikke have noget givendes her på Borgensgård”, replik 520.

Derfor kan han overhovedet ikke gå med til Marens krav om, at sagen skal meldes til politiet, så hun kan få sin straf for det, hun har gjort: ”Hele sognet skal vide …” (replik 526). Men så hører de kirkeklokken. Og så siger Mikkel:

Den Stemme kender jeg. Det er Gud, der taler gennem Vinternatten. Saadan talte han, med netop den Stemme, ved vort Bryllup, Inger. Ved Børnenes Daab. Ved Mors Begravelse, og siden ved Fars. — Som du vil, lille Maren. Jeg skal sige det til Politiet. – – Var vi tre kommet noget fra hinanden, har vi nok fundet sammen igen (Replik 532).

Flere steder gør jeg tingene op. For eksempel her:

Er vi faste personligheder med hver vore karaktértræk, som med ufravigelig sikkerhed bestemmer, hvad vi gør og siger? Eller har vi i årenes løb fået indbygget i os en masse reaktionsmuligheder, muligheder, der farer rundt i hjernen på os, og er vor reaktion på det, vi møder, bestemt af den andens tonefald, mimik eller holdning? I hvert fald synes resultatet ikke at være bestemt af moden, nøgtern overvejelse, hverken i skuespillet her eller i den hverdag, vi farer rundt i. (Side 214).

Og her:

Sådan ligger der hos både Mikkel og Inger to tankerækker, formentlig blandt mange flere, og da Maren afslører, hvad hun har gjort, griber Inger den ene, Mikkel den anden. Og hvem der griber hvilken, afgøres af – nå ja, vi med vor psykologiske forklaringsmodel vil jo nok skyde det ind under de karaktértræk, der præger den ene og den anden, men spørgsmålet er, om ikke vi burde følge den munkske teologi, der ser mennesket som skueplads for kampen mellem Gud og Satan. Det er jo netop i disse ubemærkede og oversete lynhurtige reaktioner, denne kamp finder sted. (Side 216).

Og Munk holder sig jo her ikke tilbage med antydninger af, at Mikkels gåen-i-sig-selv har Guds indgriben som årsag. Det er kirkeklokken, der får ham til at gå med til at anmelde sagen til politiet, så alle får det at vide.

Men altså: Kan vi gå med til Munks opfattelse af menneskelivet som en skueplads for kampen mellem Gud og Satan? Kan vi finde den Guds indgriben, som vi har skippet i den materielle verden og ladet fare i den sociale verden, i vort samliv med næsten?

Lad mig svare ved at henvise til en ny lovsang, som jeg mener, vi bør begynde at synge.

Vi kan stadig synge med på Brorsons ”Op, al den ting, som Gud har gjort”, DDS nr 15, for vi betages stadig af naturens vidunderlighed. Og dog er det jo også naturens kræfter, der giver os dræbende tsunamier, voldsomme vulkanudbrud og ustoppelige epidemier. Så ligesom vi er godt i gang med at frydes med Brorson over det, vi ser i ”havets dybe grunde”, rammes vi af disse kræfter og føler os foranlediget til at anklage Gud, så det ”hvorfor”, som hidtil har ligget i baghovedet på os, dukker frem.

Og vi kan også glæde os over sprogets (det vil sige: Guds) magt over vore samfund, så Sovjetunionens bedrag ikke kunne fortsætte, og så også andre staters mummespil er ophørt, Sydafrikas apartheid, Chiles diktatur, Grækenlands, Spaniens og Portugals diktaturer ligeså. Men det blev jo ikke til noget med den evige fred, vi mente, vi kunne forvente efter disse begivenheder. Der opstod blot nye problemer, nye ting, der ikke var, som de burde være, hos os selv, hos de tidligere diktaturer og hos de nye magter, der nu har vokset sig store.

Vi kan godt på begge områder prise og takke Gud for det, han har givet os. Men vi kan ikke sandsynliggøre, at det, der er nået på disse områder, skyldes Gud. Hans tilværelse og hans bagvedliggende indgriben er noget, der må tros. Og tror man på ham, kan man vel godt gribes af en glæde så stor, at man må synge med på lovsangen, men man kan til andre tider, hvor man rammes og rammes hårdt, næsten fristes til at forbande ham.

Men så er der samtalens rum, det nære samliv, livet i vore mere overskuelige fællesskaber. Her lever vi som regel blot umiddelbart, uden at tænke synderligt over de ord, vi taler, eller de mennesker, vi stoler på. Skal vi virkelig følge Kaj Munk og betragte den tillid, vi lever i, som Guds gode gave til os? Skal vi virkelig mene om de fællesskaber, vi er med i, at de udover at opretholdes af vore pæne og imødekommende ord opretholdes af hans ånd? Ja, skal vi mene om vore egne gode egenskaber, omgængelighed, snarrådighed i replikken, selvstændighed i de ord, vi taler, at det er noget, fællesskabet har skabt i os lige så meget, som det er noget, vi selv er skyld i?

Ja, det vil jeg faktisk mene, vi skal. Og jeg vil mene det, dels fordi Kaj Munk som ingen anden har gjort os opmærksom på, at individualismen er en for énsidig måde at betragte mennesket på, og dels fordi han med sine eksempler på ”anagnorisis” har vist os – ikke forklaret os det eller påpeget det for os, men netop vist os – at vi kan forvandles, at vort sind af og til kan ændres i et snuptag, at vor psykologi er anderledes, end psykologerne forestiller sig det: vi er ikke låst fast i vore egenskaber, vi har mulighed i os til at forvandles.

Derfor er der god grund til at istemme en lovsang over de fællesskaber, vi er med i, fordi de ikke blot giver os tryghed og ro i sindet, men også har skabt i os de egenskaber, der fremmer fællesskabernes liv.

Men det må indrømmes, at de fleste andre litteraturforskere ser anderledes på sagen. Jeg kan kun glæde mig over – er jeg overbevist om – at have Munk på min side.

Udgivet i Historie | Tagget , | Skriv en kommentar

Personens evighedsværdi

Det er de mærkeligste tanker, der kan komme over én ved en gudstjeneste. Nu i søndags under højmessen var det såmænd under dåben, at en mærkelig tanke opstod i mit hoved.

For det randt mig i hu, at vi mennesker jo ikke betragter andre mennesker som robotter, og det randt mig i hu, fordi vi netop i dåben var i færd med noget højst menneskeligt, nemlig at give vore børn navne. De skal vokse op og være klar over fra begyndelsen, at de er noget særligt. Med et navn adskiller vi det enkelte barn fra alle andre.

Nuvel, det kan måske ikke helt udelukkes, at det, at denne tanke opstod i mit hoved, havde sin årsag i, at de tre børn, der blev døbt, alle havde usædvanlig lange navne. En overgang var det nok med et fornavn og et efternavn. Men af én eller anden grund synes der at have bredt sig en tendens til igen, ligesom i min barndom, at ville give børnene navne, der indeholdt både faderens og moderens navne. Og så blev det jo nemt til hele fire navne i rad.

Men det har jo altså den for mig lidt overraskende virkning, at med en sådan navngivning er det gjort endnu mere klart, at det enkelte barn har evighedsværdi.

Og læg mærke til det: Dette er en almenmenneskelig tradition. Det er ikke blot kristne mennesker, der får navne, det er alle kulturer, der har det i sig, at børn skal have navne, naturligvis skal de det. Og den kristne dåb giver så det ekstra til denne rent menneskelige tradition, at den understreger det forhold, at hvert menneske har evighedsværdi. Men den gør det jo på den måde, at den vil overbevise os alle om, at det er noget, der ligger i naturen. Hvis nogen vil fornægte det, fornægter man forhold, der i sig selv er naturlige.

Men er der da nogen, der vil fornægte hvert menneskes evighedsværdi?

Ja, det er der faktisk. Og jeg vil på en måde beklage det, men hvis nogen har ment om mit forrige indlæg, at det da var en værre gang muslimbashing, så vil jeg her ikke på nogen måde undskylde det, men snarere begrunde det yderligere.

Lad mig begynde med at gøre opmærksom på forskellen mellem islam og kristendom ved at pege på forskellen i mytologien, eller mere præcist: den forskellige paradisforestilling.

Jeg véd da nok, at kloge folk – det betyder i denne forbindelse: vor tids ateister – vil hævde, at alle forestillinger om et efterliv, om paradis og helvede, er det rene pjat, er forestillinger om noget, der ikke findes. Og jeg må da også i nogen grad gribe i egen barm og indrømme, at jeg ofte gør lidt nar af de muslimske paradisforestillinger. Det gjorde jeg f.eks. her, hvor jeg – lidt for sjov og lidt for at gøre grin med muslimerne – overvejer, om en selvmordsbombemand, der kun får held til at slå én ikke-muslim ihjel, mon derved kvalificerer sig til et lavere antal jomfruer end de 72, der normalt gives som belønning til selvmordsbombere. Nå ja, 36 jomfruer at fornøje sig med synes vel for os ikke-muslimer at være en rimelig god belønning, men hvad så, hvis denne ene kun er en aarhusianer? Dog prøvede jeg ikke dengang at løse dette teologiske dilemma, jeg nøjedes med at opstille det.

Men både min lidt letfærdige omtale af de muslimske paradisforestillinger og ateisternes totale afvisning af den slags tanker kommer let til at overse, at disse forestillinger faktisk indeholder en værdinorm. De sammenfatter i en slags koncentrat, hvad det for en muslim og for en kristen gælder om, hvad der er noget værd her i tilværelsen, hvad der bringer livslykke og hvad ikke.

Der ligger en værdiforestilling gemt i forestillingen om de 72 jomfruer? Ja, der ligger den forestilling gemt deri, at samlejet kun har værdi som legemlig foreteelse, at samlejet ikke knytter sjæle eller personer sammen, men kun er til som noget, der giver manden lystfølelse. Og en forudsætning for denne forestilling er også, at kvinden kun er til som et redskab til mandens tilfredsstillelse, hun har ingen værdi i sig selv, hun er ikke en person, der har evighedsværdi.

For at par år siden lagde jeg Luthers oversættelse af Richardus’ skrift om koranen ud på nettet. I en efterskrift til denne oversættelse, se her, skriver Luther bl.a.:

Således skal også det også bevæge en from kristen, ja vel også en ædel hedensk mand, at der slet ikke er nogen tugt eller ægteskabelig stand hos muhammedanerne, men lutter frit horeliv. For den, der ifølge Muhammeds lov tager så mange hustruer, som han vil, og igen forstøder dem, og tager dem tilbage, så tit han vil, eller sælger dem, osv., han er ikke nogen ægtemand, men en ren og skær horevært eller en vild horejæger. For således har Gud ikke skabt kvinderne, eller forordnet os at behandle dem, sådan som også fornuften, Moseloven og evangeliet lærer os. Derfor er sådanne muhammedanere idel horebørn og et horefolk og holder bryllup ganske som hunde og svin, og der kan der ikke være noget ægteskab eller skin af ægteskab. Og det er intet under, at ørkenens vilde folk har lyst til et sådan frit svinsk liv og meget gerne vil blive tyrker.

Det kan ikke nægtes, at Luther er lidt hård ved muslimerne her. Men kikker man nøjere efter, ligger der i ovenstående citat to bemærkninger, der afsvækker hans anklage ikke så lidt, eller – sagt lidt mere præcist – viser, at det ikke er muslimerne som mennesker, han tænker på, men islam som religion, han har i tankerne.

Den ædle hedenske mand, han mener kan bevæges, kan jo også være en muslim. Og når det ikke blot er Moseloven og evangeliet, men også fornuften, der lærer os at behandle kvinderne ordentligt, og når der jo utvivlsomt findes fornuftige folk også blandt muslimerne, kan man ikke afvise, at en ordentlig og god behandling af kvinderne pletvis kan forekomme hos muslimerne.

Men religionen som sådan med dens bestemmelser og love giver ikke retningslinjer for et ægteskab, men for et horeliv.

Hvorfor?

Ja, fordi religionen ikke tilsiger muslimerne at behandle deres kvinder som mennesker, dvs., som personer, der har evighedsværdi.

Allerede i 1530, hvor Luther udgav ”Om krig mod tyrkerne”, skrev han:

Den tredie ting er, at Muhammeds koran ikke agter ægtestanden for noget, men tillader enhver at tage så mange hustruer han vil. Derfor er det skik hos tyrkerne, at en mand har ti eller tyve koner, og omvendt forlader og sælger han, hvem han vil og hvornår han vil: så at kvinderne i Tyrkiet er overmåde værdiløse og foragtede, købes og sælges som kvæg. Selv om der måske er nogle få, som ikke benytter sig af en sådan fri lov, så gælder den dog, og en sådan lov tillader det for den, der vil gøre det. Men den slags væsen er ikke noget ægteskab, og kan ikke være noget ægteskab, fordi ingen tager eller har en hustru i den hensigt at forblive sammen med hende til evig tid som ét legeme, som Guds ord siger 1 Mos 2,24: Manden holder sig til sin hustru, og de to bliver ét kød; så at tyrkernes ægteskab næsten ser ud som det kyske liv, som krigsknægtene fører med deres frie friller; for tyrkerne er krigere, og må forholde sig krigerisk. Mars og Venus, siger digterne, vil være hos hinanden. (Se her).

Og her siger han jo dog, at der muligvis er nogle få, der ikke benytter sig af muslimernes ”frie lov”. Men heller ikke her vil han anerkende dette som et ægteskab.

Richardus – og Luther – sætter den kristne forståelse af evigheden op som modsætning til den muslimske opfattelse:

Og det er koranens endelige mening og den muslimske trosretning er rettet hen imod at ansætte saligheden til det kødelige og til bugens vellyst. Og de gør ikke det, at de tyder det på en åndelig måde, sådan som den hellige skrift taler om at spise og drikke i himmelriget. (Luk 22,30) For om den ægte, sande salighed, hvor man skuer Gud (Matt 5,8) og vil være fuldkommen i alle dyder, derom siger Muhammed ikke et ord. For han begærer ikke den slags, forstår det heller ikke, men forjætter dem alene det, han selv har lyst til. (Se her).

De to er også ret enige om at gøre lidt grin med den muslimske forestilling om de 72 jomfruer, der gives til de salige:

Men hvis der skal fødes børn ud af den kødelige gerning, så vil der altså fødes mange flere efter opstandelsen end før opstandelsen. Og disse børn kan jo ikke være fuldkomne som deres fædre og mødre, men må være ulige vanskeligere, tåbeligere, mere trængende. Hvordan kan man da sige, at de er salige? Men hvor den kødelige lyst er til stede, er også for kvinderne den kødelige smerte ved fødslen til stede, ligeledes vil børnene også med nødvendighed skulle dø; skal de så også opstå? Videre: de, som fødes efter opstandelsen, kan ikke blive salige, med mindre de tager mange kvinder, derfor må de i lang tid forblive usalige og vente med længsel, indtil der fødes mange kvinder. Og de måtte altså fødes mange flere kvinder end mænd. Man ville altså efter kort tid få et kvinderegime. (Se her).

Nå, dette har jeg blot taget med for at vise, at jeg ikke er den eneste, der tillader sig at gøre grin med de muslimske trosopfattelser.

Det væsentligste er, at Luther og Richardus gør det klart, at den kristne forståelse af saligheden er, at de salige skal skue Gud, eller skal være til fest sammen med ham, en fest, tænker de sig, hvor det afgørende ikke er det, man spiser, men det, at man er med i fællesskabet.

Vi danskere kan, for at få et indtryk af saligheden, med Brorson synge om de salige:

Sandt er det, i så mangen nød/ tit tårestrøm fra kinder flød/ men Gud har dem/ straks de kom hjem/ aftørret på sit skød. (DDS 571,vers 2).

Bevares, alt dette er forsøg på at sige det uudsigelige. Men det er dog, tillige med det bibelsted, der har inspireret Brorson, Åb 21,4, med til at gøre det klart, at det egentlige i menneskelivet er det tillidsfulde fællesskab, f.eks. det fællesskab, der hersker mellem en far og hans barn.

Det fællesskab tænkes i kristen sammenhæng også at skulle herske i forholdet mellem de to køn. Det kan vist ikke siges smukkere, end den ugifte Paulus har sagt det i 1 Kor 7,3-5:

En mand skal give sin hustru, hvad han skylder hende, og en hustru ligeså sin mand. En hustru råder ikke over sit legeme, men det gør hendes mand; ligeså råder heller ikke en mand over sit legeme, men det gør hans hustru. I må ikke unddrage jer hinanden, hvis I da ikke er blevet enige om det for en tid, for at I kan hengive jer til bøn og så komme sammen igen, for at Satan ikke skal friste jer, fordi I ikke kan være afholdende.

Og man må vist indrømme, at der her siges noget andet end det, Muhammed siger, når han befaler kvinden at stille sig til rådighed for manden, også om hun lige har gjort ovnen klar.

-Jamen, alt dette er jo blot gamle, længst gulnede skrifter! Det kan da ikke sige moderne mennesker noget!

Desværre, det er højlig aktuelt. Den kristent inspirerede, men dog naturlige respekt for det andet køn er på besynderlig vis bevaret i vore samfund på trods af den afkristning, der har fundet sted.

Og det muslimske kvindesyn, hvor kvinden er underordnet manden, og hvor den ikke-muslimske kvinde betragtes som frit bytte, er desværre også stadig aktuelt.

Det kan f.eks. ses på den stigning i antallet af voldtægter, der er forekommet som følge af den muslimske indvandring.

Det kan ses på det, der skete en nytårsaften i Køln.

Det kan ses på de ”grooming”-skandaler, der er blevet opklaret i Storbritanien.

Og det kan ses på en advarsel, den kvindelige borgmester i Amsterdam, Halsema, tidligere kommunist, nu grøn-venstrekvinde, har udstedt under overskriften: ”Halvdelen af kvinderne i Amsterdam bliver chikaneret på gaden”, se her.

Det er den pæne avis De Telegraaf, der rapporterer, og det er den ligeså politisk korrekte borgmester, der advarer, så man undlader naturligvis at fortælle, hvem det er, der chikanerer de amsterdamske damer. Men da man senere fortæller, at overtrædelserne inkluderer tvunget ægteskab og kvindelig omskæring, mon man så gætter meget forkert ved at antage, at flertallet af overtræderne er muslimer?

Man kan nævne to årsager til disse forhold.

Den ene er den almindelige muslimske ”moral”. Man prøver at få styr på kønsdriften ved i samfundslivet at holde de to køn adskilte og ved at befale kvinderne at tildække deres ynder, så mændene fristes mindst muligt. Men man tænker i sin store fromhed ikke over, at man med sådanne tiltag forhindrer, at der hos mænd opstår nogen naturlig opfattelse af kvinder. Og da denne fromhed oven i købet ud fra koranens ord opfatter kvinden et laverestående væsen end manden, er enhver form for hensyntagen, ridderlighed eller indlevelse fra mandens side i kvindens liv udelukket.

Når derfor mennesker med en sådan forkvaklet kvindeopfattelse ankommer til et land, hvor kvinder mødes med en naturlig respekt, og hvor de derfor ikke undlader at spille koket på deres køn både i påklædning og i opførsel, så skal der ske et sammenstød, dvs., så vil det næsten uvægerlig udmønte sig i et større antal voldtægter.

Dertil kommer den anden årsag.

Muslimer, altså rigtig fromme muslimer, skal for alt i verden ikke blive som os danskere. De har fra koranen fået i opdrag at udbrede deres religion, islam, og at udbrede islam vil altid sige: at udbrede den med vold. En from muslim er derfor en muslim, der opfatter sig som værende i krig med os vesterlændinge. Og én af de måder, hvorpå de kan skade os, er ved at voldtage vore kvinder. Det er en regel, der gælder i alle krige. Det fortælles, at der forekom rigtig mange voldtægter af tyske kvinder, da russerne havde indtaget Berlin. Og jeg tror det gerne. For sådan markérer man sin sejr.

Ikke blot er det altså sådan for muslimske mænd, at det er tilladt at voldtage ikke-muslimske kvinder, det er også sådan, at de ved at gøre det deltager i Allahs krig mod os vantro. Så det er bare med at komme i gang. Men jo helst på en måde, så man ikke bliver straffet for det.

I en kommentar til en artikel om en voldtægt i Belgien spørger Robert Spencer, se her, hvorfor den slags begivenheder bliver ved med at foregå. Og han svarer ved at henvise til, at en kvinde, der overlevede en bande-voldtægt i Storbritanien, sagde, at voldtægtsmændene citerede koranen for hende og mente, at deres handling blev retfærdiggjort af islam. I Frankrig, fortæller Spencer videre, var der ligeledes voldtægtsmænd, der optog voldtægten på video, lovpriste Allah og påkaldte sig koranen. Og offeret for én af Islamisk Stats jihadistiske voldtægtsmænd husker, at han hævdede, at det ifølge islam var tilladt at voldtage en vantro, oven i købet sagde han, at han ved at voldtage blev draget nærmere til Gud og at det at voldtage var hans bøn til Gud.

-Jamen, dette er jo ganske unaturligt!

Ja, det er det. Og det skyldes, at islam er en højst unaturlig religion. Blot ser den det ikke selv. I sin store fromhed mener den med sådanne forkvaklede opfattelser nøje at rette sig efter Guds befalinger.

Det er derfor, den danske folkekirke i langt højere grad burde sige klart og tydeligt, at den betragter Muhammed som en falsk profet.

Udgivet i Islam versus kristendom, Luther | Tagget | Skriv en kommentar

Det overnationale EU

En forunderlig fredag morgen! Man vågner op til hele to lange artikler om EU’s fremtid efter brexit. Den ene i Weekendavisen, se her, et interview med den britiske idehistoriker og politiske filosof, John Gray, og den anden en lige så lang artikel i Kristeligt Dagblad af The Atlantics London-korrespondent, Tom McTague, se her. De er begge kritiske overfor det nuværende EU, og det bærer naturligvis artiklerne præg af. John Gray siger f.eks. i begyndelsen:

»Jeg nærer intet håb for Europa,« fastslår professoren.

»Europæisk midterpolitik er gået i forrådnelse. Det eneste håb er, at de europæiske eliter erkender, at der var behov for decentralisering og for en tilbagerulning af ideen om en europæisk stat. Det kommer de aldrig til at gøre.«

Denne dystre fremtidsudsigt præger ham hele artiklen igennem.

Men det værste er næsten, at han har noget at have det dystre i. Han mener, at den fløj i britisk politik, der ville forblive i EU, remainer-fløjen, var ganske uvidende om det, der foregik i det øvrige Europa:

»Hvis denne fløj havde orket at lodde stemningen i Europa, ville den vide, at populistiske partier, hvoraf de fleste kom fra den yderste højrefløj, stod enormt stærkt i flere lande. Og det gælder ikke kun i Østeuropa. I Italien sad de i regering, i Tyskland stod AfD til at få 12-13 procent af vælgerne, i Sverige og Finland var partier på det yderste højre på fremmarch.«

EU har altid opfattet sig selv som et bolværk mod antisemitisme og højrenationalisme. Hvordan forklarer man den modsigelse?

»Det er kun tilsyneladende en modsigelse. EU er et forsøg på at etablere en stat til en nation, som ikke eksisterer. Den nation, der ikke eksisterer, er Europa som et hele. Man vil også opfinde et folk, der ikke findes, hvorfor man er tvunget til at indføre antidemokratiske metoder ved at fjerne mere og mere magt fra de nationale regeringer og overføre det til de europæiske institutioner, som ikke er demokratiske, på trods af hvad folk siger – det gælder også Europa-Parlamentet. Hvis det politiske centrum er viet til et projekt, som ikke har et flertal bag sig i de fleste europæiske lande, vil den populistiske modstand blive overtaget af ekstremistiske partier, og det er lige præcis, hvad der er sket. Nu ser man galoperende antisemitisme i Frankrig eksempelvis, også iblandt protestbevægelsen De Gule Veste. Vi ser nationalismen vende tilbage i mange europæiske lande.«

Nu fornemmer man nok, at John Gray er meget skeptisk overfor de partier, han kalder højrenationalistiske. Det er jeg ikke i samme grad. Men netop derfor er det interessant at høre, at han tydeligt fornemmer, at der må findes en nation – jeg vil sige et folk – for at demokrati kan forefindes. Blot fortæller han ikke, hvorfor, men det kan jeg jo så gøre.

For jeg er enig med ham: Der findes ikke et europæisk folk, og det er galmandsværk at lade, som om en sådan størrelse findes. Og selv om man har foregivet, at EU er demokratisk, f.eks. ved at oprette et EU-parlament, så hjælper det ikke, når der ikke forefindes et samlet, europæisk folk. For en forudsætning for en demokratisk afgørelse er, at man kan debattere den, før den vedtages, og kritisere den, efter at den er vedtaget. Og det lader sig ikke gøre i Europa, fordi der ikke er et fælles europæisk sprog.

Det nærmeste, man kommer til et fælles europæisk sprog, er engelsk. Og der er derfor en sær ironi i, at det netop er Storbritanien, der forlader EU.

Det, englænderne ville, var – med et slogan i debatten – at få kontrollen tilbage. De følte, at alt for mange beslutninger blev taget i Bruxelles. Det er især Tom McTagues artikel, der hæfter sig ved det. Og de følte også, at det ideal for europæisk samarbejde, man havde i de andre store EU-lande, og som man havde haft held med at få nedskrevet i diverse traktater, var et helt andet ideal end det, briterne havde. De forsøgte vel på forskellig måde at gøre oprør mod disse tanker, men i de ledende lag i de andre lande var disse sammensmeltningsidealer efterhånden vokset så fast i hjernerne på beslutningstagerne, at de ikke lod sig rokke.

Og det mener altså John Gray, at de heller ikke vil fremover.

Jeg kom til at tænke på den hjemlige ulvedebat i den forbindelse. Det er jo en ganske stor loyalitetsfølelse overfor øvrigheden, man forventer af diverse fåreavlere. De skal gang på gang gå deres ejendom igennem for at lede efter skambidte får. De skal den ene gang efter den anden se de stakkels dyr ligge pinefuldt halvdøde og vente på, at han kommer og afliver dem. Og under alt dette skal han betvinge sin lyst til at gribe en jagtriffel og skyde ”forbryderen” den ulvefolk, der opererer i hans område.

Hvorfor skal han betvinge sig?

Fordi EU har udstedt fredningsbestemmelser angående ulven. Og én ting er nu, at fåreavleren skal vende sig imod de mange sjællændere, der synes, at det da er spændende og givende, at de vilde ulve nu igen er en del af den danske natur. Dem kan han dog håbe på i nogen måde at kunne bearbejde med argumenter for passende nedskydning af ulvene. Men de mennesker, der bestemmer i EU, dem kan han ikke bearbejde.

Han kan naturligvis håbe på, at der i de forskellige lande vil blive etableret ”anti-ulveforeninger”, som så vil være i stand til at samarbejde for at få ulvefredningsbestemmelserne ophævet eller nedtonet. Men det har lange udsigter med et sådant fælles fodslag. For det, der gror frem fra neden, er – i modsætning til det, der bestemmes fra oven – lang tid om at vokse frem.

Det samme kan siges angående EU og indvandringspolitikken. Man har fra oven fastlagt visse konventioner, som man forventer, at folk skal adlyde, ligesom de skal adlyde fredningsbestemmelser. Og det har de politiske eliter i de forskellige lande – i hvert fald i Vesteuropa – været villige til. Ja, de har endda været mere end villige til at adlyde, for de har gerne på de bonede gulve villet fremvise deres folks gode sindelag. Og det er just fejlen. For derved er hele indvandringsspørgsmålet blevet styret af følelser og ikke af sund fornuft. Og altså styret fra oven og nedefter. Ingen har fundet på at overveje, om nu også de, der skulle leve med konsekvenserne af den store indvandring, dvs., de på det laveste trin af rangstigen, nu også var ligeså begejstrede for de fremmede som eliten var. Derimod har man hele tiden været villig til med løftede pegefingre at skamme dem ud, som ikke tog imod de indvandrende muslimer – for det er mest muslimer, der er tale om – med åbent sind og i hvert fald foregiven begejstring.

John Gray siger det på følgende måde i forlængelse af det forrige citat:

»Forsøget på at tvinge integrationen af en transnational europæisk stat igennem styrker den værste form for nationalisme. Medmindre man forstår det, fatter man ikke, hvad der foregår i øjeblikket i Europa. Men folk forstår det ikke, fordi de ikke ønsker at forstå det. EU har været et utopisk projekt, og når det gælder store politiske institutioner, er utopiske projekter ikke blot uladsiggørlige, de har også altid utroligt skadelige følger, hvor man ofte ender et værre sted, end man var før. Kommunismen var værre end zarismen, skønt zarismen var et enormt brutalt system – for blot at nævne ét eksempel. Hvis ikke man forstår det, vil Europa synke sammen til et system, hvor de fleste af landene – deriblandt Frankrig og Tyskland – har en dagsorden, der skabes af det yderste højre eller måske det yderste venstre.«

Nu er John Gray betydelig mere pessimistisk end jeg er. Jeg mener ikke, at Dansk Folkeparti er ”den værste form for nationalisme”. Og heller ikke Sverigedemokraterne, AfD i Tyskland, Marine le Pen og hendes parti i Frankrig eller andre af de såkaldt højrenationale partier har, som jeg ser det, en dagsorden, som vil have ”utrolig skadelige følger”.

Derimod vil de, hvis de skulle gå han og vinde flertallet en dag, komme til at stå med næsten uoverskuelige problemer i de forskellige lande. For i de fleste af de lande, hvor sådanne partier har vundet fodfæste, er det sket på grund af utilfredsheden med de mange problemer, den muslimske indvandring afstedkommer. Og både problemerne og de muslimer, der skaber dem, vil jo stadig forefindes.

Den topstyring fra EU’s side, som har afstedkommet den store indvandring, får af John Gray følgende salut med på vejen, når det gælder euroen og Grækenlands gebrækkeligheder:

»Grækenlands situation var afgørende for mig. Her så man for ti år siden ødelæggelsen af en hel generation af unge grækere og af den græske økonomi. Dengang var der forslag om at give Grækenland en ferie fra euroen af EU. Derved kunne landet få mulighed for at genopbygge sin økonomi. Bruxelles ville på den måde have udvist en vilje til at være pragmatisk. Men i stedet valgte man at beskytte institutionen, det europæiske projekt. Det måtte stå over alt andet, om det så betød, at man fik smadret et lille lands økonomi og forarmet ikke blot unge, men også pensionister og flere andre. For mig viste det, at det ikke var realistisk at tro, at EU nogensinde ville blive reformeret.«

Dette svarer nogenlunde til det, jeg har argumenteret for flere gange her på bloggen: at man burde lade Europas lande have frihed til at vokse sammen af sig selv i stedet for som nu at tvinge dem sammen.

Man kan se på Norden som et eksempel til efterfølgelse. I løbet af de sidste tre til fire hundrede år er en konstant krigstilstand mellem landene blevet afløst af broderskabsfølelse og samarbejde, noget, der dog her på det sidste er blevet skæmmet ikke så lidt af den enorme indvandring, Sveriges politikere har tilladt.

Havde man nu i stedet for at tvinge de europæiske stater sammen med snærende konventioner og bindende traktater gjort det, at man lod hvert land have så stor frihed som muligt, så ville den stigende handel landene imellem givetvis med tiden have gjort sin virkning. Naturligvis skulle hvert land have fuldt herredømme over sine grænser og have lov til at beholde sin egen valuta, hvis værdi man kunne fastsætte, som man ville – og havde råd til – og endda lade flyde frit, så det var markedet, der bestemte prisen. Så ville man se en folkelig tilnærmelse, som vi har set det i Norden, så ville man opleve, at de europæiske folk groede sammen og ikke blev tvunget sammen.

Men jeg må da indrømme, at jeg ikke aner, om indvandring af diverse muslimske fremmedelementer ville være blevet standset.

Men hvordan udviklingen ville have været, hvis og hvis og hvis, det er sådan set også uinteressant. Nu er muslimerne ankommet, nu har vi mærket alle de problemer, det medfører, når to så vidt forskellige kulturer skal leve sammen, og nu er problemerne derfor på en måde flyttet fra politikerne til kirken: Vover den at være ærlig angående islam? Vover den at tale lovreligionen midt imod? Vover den at fortælle, at den tvang, denne lovreligion fører med sig, er direkte imod den frihed, som Vesten – med kristendommen som mod- og medspiller, mest medspiller – har ivret for?

Det står tilbage at se.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget | Skriv en kommentar

Folkelighed

For et par indlæg siden, nemlig her, kom jeg til at tage begrebet ”folkelighed” op til overvejelse. I forbindelse med fejringen af befrielsen af Auschwitz holdt den tyske forbundspræsident en tale, og alle ventede, at han i den tale ville sige undskyld på det tyske folks vegne. Hvad han da også gjorde som den største selvfølge.

Hvad jeg bemærkede i den anledning – og hvad jeg her vil bemærke igen – var, at ingen undrede sig, ingen syntes, det var mærkeligt med den undskyldning, ingen fandt på bagefter at bebrejde ham for denne undskyldning.

Det syntes jeg var mærkeligt.

Hvordan dog det? Det er da meget naturligt. Tyskerne har udøvet en hidtil ganske uhørt forbrydelse, det må da enhver tysker føle sig skyldig i, en undskyldning må da alle tyskere kunne deltage i.

Ja, hvorfor må de egentlig det?

Svaret er jo lige så naturligt, som spørgsmålet er unaturligt: fordi de er tyskere, og fordi tyskerne som folk ikke kan slippe for ansvaret for det, deres forfædre foretog sig, de kan føle stolthed over de gode ting, og skam over de onde.

Men se så: Hvis dette er naturligt, så er multikulturalismen, som den europæiske elite prøver at påføre de europæiske folk, unaturlig. Hvis hvert folk har en naturlig følelse af sammenhæng med de slægter, der gik forud, så er de tanker i EU, der søger at gøre EU til et Europas Forenede Stater, som er i stand til at konkurrere med Amerikas Forenede Stater, unaturlige.

Og så er det underligt, at ingen undrer sig over, at den tyske forbundspræsident med sin undskyldning siger noget nær det modsatte af den doktrin, der synes at gælde på de bonede gulve i Bruxelles: at der er et tysk folk, at dette folk er noget andet og mere end de mennesker, der tilfældigvis i dag bebor det tyske område, at dette folk som alle andre folk føler sig umyndiggjort af mange af de bestemmelser, der kommer fra EU.

Nuvel, indtil nu har jeg i dette indlæg blot trampet lidt rundt i europæiske forhold, forhåbentlig fået slået lidt stærkere fast, at dette med den folkelige sammenhængskraft og dette med folkets historie og stolthed over at være netop dette folk, det er ikke bare varm luft, det er en virkelighed, måske endda en virkelighed, som den europæiske elite gør klogt i at fokusere lidt mere på.

Men nu kommer noget, der overraskede mig, noget, jeg slet ikke var klar over: Det viser sig, at Khoumeinis form for islam og den europæiske elites forestillinger om Europas fremtid er to alen ud af ét stykke. I en artikel på jihadwatch, se her, gør Andrew Harrod opmærksom på, at den islamiske revolution, som Khoumeini satte i værk i 1979, vender sig imod Irans historie og den vægt, som shahen lagde på den iranske historie, ja, at revolutionen direkte forsøger at arabisere iranerne.

Det er nyt for mig. Både at iranerne, ligesom andre folk, er stolte over deres historie, og at de religiøse ledere søger at modarbejde denne stolthed.

Én af Harrods kilder fortæller, at Khoumeini direkte har sagt, at han anser nationalisme for uislamisk, den står nemlig i modsætning til forestillingen om ”ummaen”, den énhed, som alle muslimer tænkes at udgøre på tværs af opdelingen forskellige stater. Ja, han føjer til, at de, der i nationalismens navn skaber uenighed mellem muslimer udgør Satans hær og er modstandere af den hellige koran.

Det er hårde ord, må man sige, og de undlader – formentlig bevidst – at fortælle, hvordan man løser den tilsyneladende uløselige strid mellem shiaer og sunnier, som vel begge parter – ifølge islamisk tankegang – burde være en del af ummaen.

Noget af det, Khoumeini gjorde, var at indføre den muslimske kalender, den, der begynder med vor tidsregnings år 622, året, da Muhammed drog ind i Medina. Men det var ikke den vestlige kalender, den afløste. Det var en speciel iransk kalender, der satte år 559 f. Kr. som begyndelsespunkt. Det år blev den persiske kong Kyros kronet.

At iranerne ærer kong Kyros og er stolte af den kultur, der kendetegnede Iran eller Persien lang tid, før islam blev ”opfundet”, det er det, der overrasker mig ikke så lidt. At de derfor er imod deres eget regime, når man fra regimets side forsøger at fjerne alle kendetegn på den førislamiske, persiske kultur, der er også nyt for mig, men det er da glædeligt nyt. Kong Kyros’ grav, de minder om fordums storhed, der knytter sig til byen Persepolis, alt det søger det islamiske regime at nedbryde, men de gør det mod mange iraneres overbevisning.

Én af Harrods kilder siger:

Historien gentager sig. Da de oprindelige arabere besejrede Iran, var det første, de gjorde, at ødelægge persernes bøger, deres arv og kunstværker. Vi har set tilsvarende handlinger fra ISIS’s side i både Irak og Syrien. Den islamiske republik i Iran afskyr ligeledes alt iransk og har gradvist ødelagt alle iranske fortidsminder, uden at nogen har lagt mærke til det.

Indrømmet: Det har jeg hørt om tidligere. For når muslimerne går ud fra, at de med koranen har fået den endegyldige lov angående menneskelig opførsel her på jorden, så er det jo en logisk konklusion, at alt, hvad der ligger forud, var af ringere kvalitet. Allerede, da jeg læste Ibn Khalduns store værk ”Muqadimmah”, blev jeg klar over, at han sin store lærdom til trods ikke havde meget tilovers for hverken romere eller kristne fra før islams fremkomst. Og jeg har da også bemærket, hvordan muslimer i Timbuktu har ødelagt store skatte, og hvordan Taleban sprængte en stor buddhastatue i stykker. Man må vel i den forbindelse glæde sig over, at der endnu ikke har været muslimske røster fremme i Egypten om, at pyramiderne skulle ødelægges.

Men at iranerne har en folkelig stolthed over deres kulturarv fra kong Kyros’ tid, det var hidtil undgået min opmærksomhed.

Men nu véd jeg det. Og så er jeg jo lidt spændt på, hvordan spændingen i Iran mellem denne folkelige stolthed og det muslimske regime vil udvikle sig. Ligesom det bliver spændende at se, hvordan spændingen mellem vor glæde over at være danske og EU-ledelsens forsøg på ensretning i Europa vil spænde af.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget , | Skriv en kommentar

To indvendinger

Dette indlæg kommer til at handle om to indvendinger. De har begge med muslimer at gøre. Det ene vender sig imod noget, en muslim har sagt, det andet imod noget, en dansk minister har sagt. Det ene angriber muslimerne, det andet forsvarer dem.

Og jeg lider altså ikke af skizofreni, at man bare véd det.

Jeg begynder med en bemærkning fra et mindretal, der har gjort alt, hvad det kunne, for at tilpasse sig livet i Danmark, nemlig jøderne. Bent Melchior citerede jeg for nogle indlæg siden, se her, for at sige, at hans mor hele tiden mindede ham om, at hvis han lavede gale streger, fik hele det jødiske samfund skylden.

Jeg mindedes den bemærkning forleden, da jeg så Deadline. Her var der et dobbeltinterview med Pernille Rosenkrantz Theil og en muslimsk gymnasieelev. Anledningen var en rapport fra Viby gymnasium i Aarhus, hvor en fest havde måttet aflyses, fordi der var opstået voldsscener på skolens område, se her. Det havde fået nogle kloge folk, der havde undersøgt forholdene på skolen, til at konkludere, at der var en dårlig atmosfære på skolen, fordi der var over 50% elever med indvandrerbaggrund. Det fik Rosenkrantz Theil til at sige, at man ville prøve at indføre et loft over antallet af indvandrerelever på 30% og ligeledes fratage danskerne deres ret til selv at vælge, hvilket gymnasium de ville frekventere. For, sagde hun, det skal være trygt for alle at gå i gymnasiet.

Det var lidt synd for gymnasieeleven, for hun fik ikke mange ord indført, Rosenkrantz Theil snakkede hele tiden og afbrød hende tit og ofte med den bemærkning, at den bekymring forstod hun så udmærket. Men det er bemærkelsesværdigt, at da gymnasieeleven til sidst blev bedt om at komme med forslag til ministeren, var der overhovedet ingen, hverken studieværten, ministeren eller – gætter jeg på – seerne, der ventede noget i retning af Bent Melchiors bemærkning. Det fremkom hun da heller ikke med. Som god muslim har hun åbenbart lært den muslimske hovedsætning, at det aldrig er muslimernes skyld. Selverkendelse er for dem en by i Rusland. At de muslimske drenge i Viby – rapporten skriver, at de har ”anden etnisk baggrund” – med deres voldelige handlinger netop får os danskere til at se os gale på muslimerne, også på de mere fredelige af slagsen, det er noget, der ikke falder nogen ind. Nej, vi danskere – det er alle moderate muslimer og den danske elite enige om – har bare at finde os i de muslimske udskejelser.

At muslimer tænker på den måde, vidner et indlæg på en blog på Jyllands-Posten om, se her. Det er skrevet af Harun Demirtas og det er fuldt af ”glemsomheder”, hvad angår muslimers opførsel i Danmark. Han vender sig imod et indlæg af Pia Kjærsgaard, hvori hun skriver, at der er ved at ske en befolkningsudskiftning i Danmark, se her (bag betalingsmur). Det tror han naturligvis ikke på, eller skal vi sige: Den kendsgerning vil han som god muslim naturligvis søge at tildække.

En anden ”glemsomhed” er, at han skriver:

Hun [dvs. Pia Kjærsgaard, rr] bør nemlig forstå, at i Danmark, ser danskerne forskellige ud. Ikke kun de lyshårede og blåøjede. Og det skal hun og hendes børnebørn også vænne sig til. De skal lære at dele klasse, gå i skole sammen og endda måske forelske sig i hinanden.

Her antyder Demirtas, at den eneste forskel på muslimer og os andre er hår- og øjenfarve. Det bør vi danskere vænne os til. Var det blot så vel! Og jeg forstår da godt, at han som godt integreret muslim vil tilsløre alle de problemer, hans trosfæller volder os danskere. Men alligevel! Når nu Pia Kjærsgaard er bange for befolkningsudskiftningen og nævner det som hendes største bekymring, så burde han vel i det mindste nævne den eller argumentere imod den. Intet af det gør han. I stedet antyder han, at danskere skal vænne sig til, at nogle af deres folkefæller kan blive forelskede i muslimer.

Og det er sandt, det kan de. Men hvorfor nævner han så ikke den muslimske sharia-regel, der siger, at en muslimsk kvinde ikke må gifte sig med en ikke-muslim. Den medfører jo, at de danske unge mænd, der bliver forelsket i en muslimsk kvinde, tvinges til at konvertere til islam, hvis de vil giftes med damen. Og det hjælper jo godt med til, at Danmark, som tiden går, bliver mere og mere muslimsk. Og jeg vil da føje til – selv om det nok ikke huer Demirtas – at den udvikling jo også netop er meningen.

Endvidere undrer han sig over de danskere, der fravælger gymnasier, hvor en stor del af eleverne er muslimer.

Da jeg læste artiklen om gymnasiet, kunne jeg ikke lade være med at undre mig. For det er ligegyldigt, om disse børn har udenlandske rødder. Hvis de børn går i skole og bliver undervist ifølge danske love og retningslinjer af mennesker, der er uddannet i Danmark, så bør man som forældre ikke være i tvivl om, at ens børn selvfølgelig godt kan gå i skole med børn, der ser anderledes ud.

Har nogle af de sorthårede børn tilpasningsproblemer, er man nødt til at forstå, at det ikke bliver bedre, hvis man som forældre til et lyshåret barn fravælger at sende sit barn til den skole, kun fordi man synes ens barn fortjener det endnu bedre.

Igen: den gode og trofaste muslim ser det hele som danskernes problem og forklejner problemerne ikke så lidt. Al den udskamning og sommetider direkte vold, som muslimerne udsætter danskerne for, når først de er mange nok, vil han simpelthen ikke erkende. I rapporten, se her, står der bl.a.:

En lille gruppe utilpassede og udadreagerende elever har op til jul været i slåskamp og gjort medstuderende utrygge i både klasser og på fællesarealer. I en rapport, Jyllands-Posten har fået aktindsigt i, fremgår det, at en lille gruppe elever med anden etnisk baggrund står bag, og at gruppen samtidig har lavet deres egne regler, forstyrret undervisningen og frustreret lærere, der forgæves har prøvet at irettesætte dem.

For nogle er det mærkeligt at tage til morgensamling. Det er tabu, det gør man ikke. Derfor står de ude på gangen i stedet for.

Den udadreagerende gruppe er altså muslimer. For dem synes det at være tabu at deltage i morgensamlingen. Men Harun Demirtas er ligeglad. Han har givetvis læst det. Men finder det klogest ikke at omtale det og bare lade, som om det er danskernes skyld, de kan ikke lidt brun hudfarve og sort hår.

Han skulle måske lytte lidt til Bent Melchiors mors udsagn. Når han som moderat og velintegreret muslim i den grad nægter at se kendsgerningerne om sine medmuslimers uheldige opførsel i øjnene, risikerer han, at vi danskere – bortset altså lige fra mediefolkenes og politikernes elite – siger, at sådan er nok alle muslimer.

Så til min anden indvending!

Den handler om Mattias Tesfaye. Han bekendtgør ifølge Berlingske, se her, at han vil tage

et opgør med dansk sharia-rådgivning og sharia-domstole i Berlingske søndag.

»Jeg vil ikke acceptere, at vi læner os tilbage og accepterer det i Danmark. Derfor vil jeg vende hver en sten for at få det stoppet,« sagde Mattias Tesfaye.

Men det undrer ”Islamisk Center for Europæiske Lande” (ICEL) sig over:

»Vi agerer inden for Grundlovens rammer samt inden for centrets vedtægter, der er godkendt af Københavns Kommune,« skriver ICEL og fortsætter om den konkrete sætning, der har givet anledning til ministerens kritik:

»Vi opfatter ikke af den sætning, som artiklen henviser til Centrets hjemmeside, som en bekræftelse på, at vi skulle agere som en domstol. Den eneste juridiske bevilling, vi har, er udstedelse af officielle vielsesattester i henhold til Kirkeministeriets tilladelse, og ellers er vi en serviceportal, hvor vi hjælper med religiøse gøremål såsom begravelse samt besvarer vores medlemmer eller andre i de praktiske tilbedelse og religiøse emner, de ønsker besvarelse på.«

Den sætning, der er tale om, taler om at udstede islamiske domme angående skilsmisser. Og det er ordet ”domme”, der får Tesfaye op i det røde felt. Men i dette tilfælde er det uden grund. Han siger, at han ikke vil acceptere islamiske domstole i Danmark. Men i forvejen har vi domstole, der arbejder ved siden af statens domstole; vi har nemlig arbejdsretten. Blot har denne domstol ingen håndhævelsesret; den kan kun idømme straffe, som ligger indenfor de arbejdsretlige områder: bod til fagforeninger eller arbejdsgiverforeninger.

Og det, det drejer sig om for staten, er ikke at forhindre, at der fremstår muslimske shariaråd, men at sikre sig, at de ikke har nogen som helst håndhævelsesret og heller ikke benytter sig af ulovlige metoder for at få deres domme efterfulgt.

Jøderne har f.eks. igennem flere hundrede år haft en særlig domstol i London til at afgøre stridigheder mellem jøder om, hvad der var ret handling ifølge toraen, se her. Det har jøderne været fuldt ud tilfredse med. Det vil sige, at det er frivilligt, om man vil lade sin uenighed med en anden jøde dømme af denne domstol, og efter dommen er det frivilligt, om man vil rette sig efter dommen. Kristeligt Dagblad gør den 5-2 opmærksom på, at dels som her omtalt jøder, men også som ikke her omtalt katolikker har særlige religiøse domstole, der fortæller deres medlemmer, hvad der er religiøst korrekt. Disse domstole går aldrig i konflikt med de danske love, se her.

Nu er muslimer ikke så eftergivende overfor vore vestlige tanker som jøderne. De kommer fra lande, hvor shariaen har en helt anden vægt end toraen i de vestlige lande. Og de er nok ikke sådan uden videre til sinds at opgive den vægt, som imamens ord eller shariarådets ord har. Men ikke desto mindre hævder ICEL jo, at de holder sig indenfor grundlovens rammer. Det betyder bl.a., at de ikke anerkender flerkoneri, selv om det ifølge koranen er tilladt (det er nu også forbudt i en del muslimske lande). Men det betyder ikke, at de går bort fra den islamiske regel, at børnene i tilfælde af skilsmisse tilhører faderen. Og det volder problemer.

Men at imamer rådgiver muslimerne, og at deres rådgivning bygger på shariaen, det er noget, der ikke burde komme som et chok for ministeren. Ralf Pittelkow skriver om det i den korte avis, se her:

Det har længe været velkendt, at imamer spiller en aktiv rolle i forbindelse med muslimske skilsmisser. Som regel kalder man det ”rådgivning”, men det er mere end rådgivning i vanlig forstand.

Han fortæller om to politikeres overraskelse ved et besøg hos muslimer. Her talte de med nogle muslimske kvinder, som gerne ville skilles fra deres mand. Men det skulle være ved en muslimsk skilsmisse. Og de ville gøre utrolig meget for at kunne beholde børnene, hvilket de normalt ikke kan ifølge shariaen. Pittelkow beretter:

Kvinder ville selv have muslimsk skilsmisse

Flere af dem ville gerne væk fra deres mand, hvis de kunne beholde børnene. De to daværende ministre fortalte dem så, at problemet kunne løses af det danske retssystem.

Men så kom en reaktion, der rystede de to politikere: De tilstedeværende kvinder ville ikke have en dansk domstol til at sætte imamen ud af spillet. Som én af dem sagde til Inger Støjberg:

Med fuld respekt for, hvad du siger, minister. Men muslimer er troende, så vi skal have vores muslimske skilsmisse, før vi kan føle os frie.”

Det er her, vi i den grad mangler kirkens protest.

I den danske folkekirkes præsteløfte, som enhver præst, der er ordineret i folkekirken, har skrevet under på, se her, hedder det bl.a.:

Fremdeles: at jeg efter evne vil modarbejde misbrug af nådens hellige midler og bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse;

Og man tør da nok sige, at islams lærdomme strider mod folkekirkens trosbekendelse. Men uanset, hvor mange underskrifter der er sat under præsteløftet og uanset, hvor ofte biskopper gentager løftet ved ordinationerne, der sker ikke noget som helst indenfor folkekirken, som kan kaldes en modarbejdelse af islam. I hvert fald sker der umådelig lidt og det sker umådelig langsomt.

Var det ikke en idé, om nogen her i Danmark fortalte disse kvinder, at så længe de vil være troende muslimer, vil de aldrig blive frie? Kunne man ikke gøre muslimer i det hele taget begribelig, at et frit menneske ikke er bundet af nogen lov eller regel, men kun af de relationer, han eller hun står i? Disse kvinder er bundet til deres børn, og den binding er efter naturens orden og står ikke til at opløse. De er også bundet til deres ægteskab og deres mand efter naturens orden, men da menneskenes børn ikke er helt, som de burde være, er der nødt til at være regler i samfundet, der tillader, at ægteskaber opløses. Men reglerne er ikke gudgivne, de er ikke lagt fast én gang for alle, de bøjer sig fleksibelt efter alle de ting i samfundet, der ændrer sig.

Og hvis manden slår sin kone – hvad han jo godt må ifølge koranen – så kan det altså bliver for meget for kvinden. Og så kan skilsmisse være nødvendig. Men er det så en ægte mægling, der foregår hos imamen, når han blot holder sig til koranens ord – og til mandens nej til skilsmisse – og derudfra beder konen om at ”give manden en chance til”, som en imam, som blev interview’et i Deadline i 2016, hævdede, se her? Vil det her ikke være påkrævet, at en myndig røst fra én eller anden kirkeperson griber ind og fortæller ikke blot muslimerne, men også os danskere, at vore ægteskaber er meget bedre end de muslimske, fordi de bygger på gensidig tiltrækning og gensidig kærlighed, hvor de muslimske udelukkende bygger på først forældrenes valg, siden på koranens lovbestemmelser, måske i det håb, at den gensidige tiltrækning vil komme efterhånden? Det forekommer dog kun som noget, der går imod lovreligionens bestemmelser.

Der skal selvfølgelig siges meget mere imod islam fra kirkeligt hold, for ifølge Det ny Testamente var det Jesu fornemste opgave at bekæmpe jødernes bundethed til loven. Mennesket bliver først fri, når den nye pagt slår igennem, den, der fortælles om hos profeten Jeremias, i kapitel 31, vers 33:

Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.

Det er dette, at vi står i en række forhold til hinanden, vi mennesker, det er det, der gør, at vi handler ret, når vi søger at styrke disse forhold, når vi prøver at opelske den indbyrdes tillid, når vi i vore ægteskaber lader kærligheden bestemme, når vi i vore venskaber prøver at opbygge den naturlige imødekommenhed, når vi i vor politiske debat regner hinanden for ligeværdige og lytter efter argumenter.

Jeg forstår godt, at de to politikere blev lamslået over de muslimske kvinders tro på, at de kan blive frie indenfor islam. Men den fejlopfattelse hos dem bliver ikke imødegået med vedtagelser i folketinget, den kan kun imødegås med en gedigen kristen forkyndelse.

Og jeg kan også godt forstå Mattias Tesfayes reaktion på det, der står i ICEL’s vedtægter. For det er forfærdeligt, at imamer således vil binde deres menigheder til en sådan religiøs disciplin. Men der er tale om en religiøs overbevisning, og den vil kun blive styrket, hvis man prøver at lægge lovbestemmelser i vejen for den. Kun en religiøs, det vil sige: kristen imødegåelse kan her gøre gavn.

Lad mig slutte med igen at henvise til Jesu lignelse om verdensdommen, Matt 25,31-46. Jesus har lagt den finurlighed ind i sin lignelse, at de, der bliver frikendt – og de, der bliver dømt – ikke véd af, at de gerninger, de har gjort – eller ikke gjort – kunne bringe dem frifindelse på dommens dag. Det vil sige, at alle de farisæere og alle de muslimer, der anstrenger sig og kæmper dag og nat for at opfylde alle lovens bestemmelser, de har ikke noget ud af alle deres anstrengelser. For de gode gerninger gøres så at sige af sig selv, uden at man tænker over, om de er gode gerninger eller ej, blot fordi man står i et bestemt forhold til sin næste og handler ud fra dette forhold.

Det er kunsten. Derfor taler vi kristne om kærlighed og tillid og ikke om lovoverholdelse, om haram og halal. Og derfor bliver det menneskeliv, som leves efter de muslimske love, forkrøblet og vanført, kun nogenlunde frit, for så vidt muslimen vælger at være et naturligt menneske i stedet for en lovtræl.

Men en sådan lovtræl hjælper vi kristne altså ikke ved at fortælle ham, at der da bestemt ikke er noget i vejen med hans religion, den er såmænd lige så god som vores. Nej, vi bør følge præsteløftets ord og bekæmpe de lærdomme, der strider mod folkekirkens trosbekendelse. For muslimernes skyld. De fortjener bedre end fortsat at leve under lovens herredømme.

Udgivet i Indvandringspolitik, Islam versus kristendom | Tagget , , | Skriv en kommentar

Livsanskuelsers paradoksalitet

I dette indlæg vil jeg forsøge at videreføre den tanke om kristendommens paradokse troserklæring, som blev påbegyndt i det forrige indlæg. Det skyldes, at jeg kom til at studse over et afsnit i en artikel i Weekendavisen forleden. Men det venter vi lidt med.

Først langt tilbage i menneskehedens udvikling!

For der er ingen tvivl om, at den samhørighed, vi mennesker føler med dem, der står os nærmest: familien, de nære venner, naboerne, m.m., har aner langt tilbage i tiden. Ganske vist synes en sådan samhørighed ikke at forefindes hos de dyr, vi kalder asociale, men den findes så sandelig hos vore nærmeste slægtninge, menneskeaberne. Det enkelte individ i en flok chimpanser knytter sig mere til sine søskende end til de andre aber i flokken.

Nu har jo imidlertid menneskeslægten på ét eller andet tidspunkt fået et sprog. Og dette sprog er det, der gør mennesket til menneske, og samtidig gør mennesket til noget, der er helt forskelligt fra dyrene. Sprogets fortælleevne kan skabe en virkelighed ved siden af den virkelige virkelighed. Denne tænkte virkelighed kan flyttes frem og tilbage i tid. Derfor kan mennesket, men intet dyr, gøre sig klart, at det skal dø. At dyrene ikke véd af, at døden venter hvert enkelt individ forude, skyldes ikke manglende intelligens, men manglende sprog, mere præcist: manglende fortællesprog.

Men sproget er også årsag til, at mennesket så at sige kan se på sig selv udefra, det kan få et forhold til sig selv. Der dannes i tidens løb ord for de forskellige følelser, et menneske kan have, for de forskellige egenskaber, der kan præge et menneskeligt individ. Og disse ord tilegnes under opvæksten, og tilegnes på den måde, at individet må spørge sig selv: Er det sådan, jeg er? Ser de andre sådan på mig? Hvordan kan jeg gebærde mig, for at de andre skal kunne lide mig?, osv.

Ikke blot får mennesket således et forhold til sig selv, det bliver også klar over, at det står i samklang med andre i flokken. Og som hos dyrene er der tale om et mere eller mindre. Det kan af og til give anledning til lidt forvirring. I hvert fald lidt filosofisk forvirring. For mærkelig nok har filosoffer – og teologer med – fået for vane at lade enkeltmennesket se i den grad på sig selv, at det næsten er, som går de forhold, vi lever i, i glemmebogen. Men der er mere at sige om menneskets tilværelse, end at der er problemer forbundet med enkeltindividet, om det fortvivlet vil være sig selv eller det fortvivlet ikke vil være sig selv, for nu at bruge en formulering fra Kierkegaard. Der er det at sige om mennesket, at det har sit liv i et forhold til andre, det lever og ånder i et fællesskab med sine nærmeste, ja, det bliver først et helt individ, når det lever i fuld åbenhed med andre.

Og at leve i åbenhed med andre, det er at stole på den anden. I virkeligheden er vi med alle de ord, vi taler til hinanden, ude på at blive troet af den anden. Det er let nok, når vi beskæftiger os med de ydre ting, det lader sig gøre, når vi har med vore sociale sammenhænge at gøre, men det betyder især noget, når det drejer sig om ægtheden og redeligheden i den talendes tale. At vi er ægte i det, vi siger, at vi har vor sjæl med i de udtalelser, vi kommer med, det er ikke nogen selvfølge. Men som de fleste af os lever i vor dagligdag, glemmer eller overser vi usikkerheden ved vores indbyrdes kommunikation; vi går uden videre ud fra, at den anden er ægte i det, han siger.

Her skiller psykopater sig ud. For for at kunne danne sig begreb om denne ægthed eller mangel på ægthed, har vi fået en empati-evne i skabelsesgave. Men en sådan evne har mange psykopater ikke. Ikke umiddelbart, i hvert fald.

Og det er her, det overraskende ved artiklen fra Weekendavisen kommer ind i billedet.

Artiklen handler om den film ”In the Deep”, som australske Emma Sullivan har lavet om Peter Madsen, ”Ubåds-Madsen” eller ”Raket-Madsen”. Omdrejningspunktet for filmen er – naturligvis, kan man næsten sige – den 10. august 2017, hvor Peter Madsen myrdede journalisten Kim Wall. Men det er omdrejningspunkt på den særlige måde, at Sullivan kun indirekte omhandler Peter Madsen. I stedet fokuserer hun på de praktikanter, som hjalp Peter Madsen. Det hedder i artiklen, se her:

Hvad der plager alle praktikanterne efterfølgende, er skam- og skyldfølelse. De føler sig delagtiggjort i forbrydelsen, fordi det var dem, som i månederne inden havde gjort ubåden sejlklar. Ubåden havde ellers stået på land i næsten syv år, da Peter Madsen pludselig besluttede, at den skulle gøres i stand, angiveligt for at være med i en forestående raketopsendelse. Nu må praktikanterne sande, at den planlagte raketfart var en illusion, ligesom drømmen om at nå rummet var et teater, som Madsen spillede, mens han hemmeligt gik og forberedte sit andet, morderiske projekt.

Peter Madsen er åbenbart en uhyre dygtig manipulator. Han kan få folk gjort begejstret. Så i raketten, så i ubåden. Videre hedder det:

Into the Deep krydsklipper mellem to tidslinjer, hvor det ene spor følger praktikanterne real-time i dagene efter den 10. august, og indtil de ender i vidneskranken under retssagen mod Madsen. Det andet spor følger begivenhederne i året og timerne op til sensommerdagen i 2017. Det er den struktur, der gør filmen til andet og mere end true crime. Ved at hoppe frem og tilbage i tiden mellem et før og et efter, mellem håb og fortvivlelse, føler vi praktikanternes smerte og forstår, hvorfor de ikke kunne høre alarmklokkerne, selvom Rumlaboratoriet fra begyndelsen var inficeret af Madsens manipulationer.

Midt i filmen optræder en optagelse fra Madsens private arkiv. Det er filmens mest uhyggelige scene, som tager tilskueren med bagom psykopatens selviscenesættelser – og ind i en fantasi, som han iscenesætter for sig selv, alene på et hotelværelse et sted i udlandet. Det er måske det eneste sted, hvor filmen kan beskyldes for at give efter for forbryderens fascinationskraft, men den viser også, hvad der er så svært for praktikanterne at erkende: at der ikke er en kerne inden i den person, de troede, de kendte: at »Raket-Madsen« blot er iscenesættelse på iscenesættelse på iscenesættelse.

Det var de sidste bemærkninger, der slog mig. Det påstås her, at der ikke er nogen kerne inde i den person, der bærer navnet Peter Madsen. Kan man virkelig sige det? Er Peter Madsen så interesseret i at få andre manipuleret derhen, hvor han vil have dem, at det bliver lutter iscenesættelse, det hele, fra hans side. Hidtil havde de jo troet på, at han havde et projekt, at det med raketten og det med ubåden virkelig var noget, han selv ville, fordi han syntes, det var sjovt, eller fordi han derved følte, at en drengedrøm gik i opfyldelse. Og så var der tomt derinde. Så var der ingen drengedrøm. Så var alle hans ord om, hvad han tænkte og hvad han ønskede, kun ord, der skulle manipulere de andre til at tro på ham, så han kunne føle sin magt over dem.

Var det virkelig sådan, det skulle forstås? Indrømmet, det er nyt for mig. Sådan har jeg ikke tænkt på begivenhederne før. Men ikke desto mindre forekommer det mig rimeligt. Hvis man i den grad går op i at få andre til at tro på sine projekter, så mister man sig selv. Man bliver afhængig af, at andre nærer tiltro til ens personlighed, men netop, fordi det bliver ens hovedhensigt, opæder dette ønske ens egen personlighed indefra.

Vi prøver almindeligvis at opdrage vore børn til selvstændige personligheder, de skal, som Grundtvig udtrykker det, ikke blive levende stentryk af os, men helst i løbet af opvæksten blive sig selv. Men hvad vil det så sige at ”blive sig selv”?

Det er her, overskriftens mysterium melder sig og kræver opklaring. For de to ting formodes at smelte sammen, de to ting, mennesket består af: sjæl og legeme. Jeg véd godt, at ateisterne næsten har forbudt os at tale om en sjæl. Måske det skyldes, at vi kristne havde lagt for stor vægt på forskellen mellem sjæl og legeme, så vi næsten pr automatik regnede med, at sjælen da naturligvis levede videre efter legemets død. Og det var just ikke meningen. Men hvis vi ikke vil tale om en sjæl, så melder den samme sag sig under andre navne: et selv, et jeg, en personlighed, en bevidsthed. Men i denne sammenhæng, hvor det drejer sig om det forunderlige, at mennesket ikke kun er legeme, men at det under sin opvækst indsuger alle kulturens forestillinger, dens etik og dens æstetik, dens historieopfattelse og dens personlighedsforestillinger, og forsøger at få alt dette til at passe på både sig selv og de andre mennesker, der forefindes i dets omgivelse, her er betegnelsen ”sjæl” på sin plads.

For dannes der en sjæl? Bliver der i denne legemlige hjerne, som fungérer efter bestemte neurologiske grundlove, indlagt noget ikke lovmæssigt, noget akausalt, noget, som videnskaben med dens mange love ikke kan få hold på?

Ikke blot træffer mennesket jo beslutninger på samme måde som de andre dyr: hvad det skal gøre? Hvordan det skal skaffe sig føde? Hvordan det skal forholde sig til ”de andre”? Det træffer også beslutninger om, hvad det skal sige og ikke sige? Den måde, hvorpå det gebærder sig overfor ”de andre”, indebærer ikke blot beslutninger om gestik og holdninger, men også om ord, der skal siges, om tonefaldet, det skal siges i, osv. Og det, der skal gøres overfor ”de andre”, det er for menneskets vedkommende sproget blevet medbestemmende om. Men endnu vigtigere: det, der skal siges, det har jo i hvert fald sproget bestemt, for sprogets logikker er nedlagt i hvert mennesker under opvæksten. Og det, der bliver sagt, indgår derfor i et stadigt ping-pong-spil med ”de andre” eller ”den anden”, og i dette ping-pong-spil bliver sjælen til, får form, kommer til – automatisk eller i kraft af kristendommen – at blive noget fra alle andre forskelligt, noget, der forener de legemlige besynderligheder, der på forhånd ligger i individet, med de idealer og forestillinger, som sproget gennem de andres reaktioner gør det nærliggende at antage.

Men med fra det naturlige menneskeliv – eller fra kristendommen, for jeg vil i denne forbindelse betragte kristendommen som et enzym, der får det naturlige menneskeliv til at trives – får mennesket en forestilling om, at der inderst i det menneske, man taler til, er en person, der kan tro meget eller tro lidt mindre på det, man siger. Ingen i vor kulturkreds vil mene, at han taler til en robot. Han tror, at der er en sjæl, et selvstændigt væsen, i det andet menneske, eller bedre: han tror, at det andet menneske er en person med både et særligt legeme og en særlig sjæl.

Denne persons eksistens kan ikke bevises videnskabeligt, det er noget, vi i vor kulturkreds tror på. Men det er naturligvis muligt, at personen eksisterer, ligesom det er muligt, at den ikke gør. Der er intet videnskabeligt uredeligt i at tro på personers eksistens. Men det er heller ikke udtryk for en sandere, bedre eller mere videnskabelig opfattelse at nægte personers eksistens. Man kan med rette kalde dette sammenfald af noget legemligt og noget sjæleligt et paradoks. Men dette paradoks møder os gang på gang i vore teologiske og filosofiske overvejelser.

Nu er der jo af personligheder så mange slags. Nogle har én ting at slås med, andre noget andet. Og psykopater har altså det at slås med, at de er mere eller mindre afskåret fra umiddelbart at føle empati med andre. Det eller andre fænomener ved deres psykopati gør dem ofte til folk, der er meget dygtige til at manipulere. Og spørgsmålet er jo så, om de i disse mange manipulationsanstrengelser udhuler deres egen personlighed, om de i den grad vænner sig til at spille roller overfor andre, at de ”glemmer”, hvem de selv er, ja, måske i virkeligheden ikke mere ”er” nogen.

Jeg er i hvert fald blevet klar over, at Jesus på den måde vil have os til at blive naturlige mennesker, at han i sine opfordringer til os om at varetage fællesskabets interesser går ud fra, at kun derved kan vi blive hele mennesker, ”helstøbte” mennesker, som det hedder i det sære ord om øjets lys, Matt 6,22-23. Det drejer sig i det menneskelige fællesskab, vi står i, om at vise forståelse, så vil vi selv i påkommende tilfælde blive mødt med forståelse, om at tilgive, så vil vi selv, når vi får brug for overbærenhed og tilgivelse, blive mødt med netop det. ”Hvis dit øje er helstøbt”, hedder det, når man oversætter aplouV ikke med ”lyst”, men med det mere korrekte ”helstøbt”. Og det er det, Jesus sigter mod: at vi ikke skal se på én måde på nogle mennesker, men på en anden måde på andre mennesker, men hele tiden være os selv. Ja, netop ”være os selv”. Se evt. her lidt mere om Matt 6,22.

Jeg kom for øvrigt selv til at digte en salme om noget af det samme. Det var i dette indlæg, og det er specielt salmens vers 4, man skal hæfte sig ved. Det hedder dèr:

Hvordan dog glemme/ sprogets mysterium,/ som i en lykkesum/ skulle os føre/ ind i det tillidsrum,/ hvor vi først ret er os selv?

Det er den tanke, at vi først det tillidsrum, fællesskabet giver os, helt bliver os selv.

Lyder det selvmodsigende?

Tja, det gør det måske, ligesom det kan lyde selvmodsigende, at Peter Madsen mister sig selv ved at iscenesætte sig selv uafladeligt. Men jeg tror alligevel, der er nogen sandhed i det.

Jeg har før været inde på Kaj Munks skuespil ”En Idealist”, f.eks. her. Denne gang er det især kong Herodes’ manipulationsevne, jeg vil hæfte mig ved. Han formår i anden akt, se skuespillet her, at besnære dronning Kleopatra, så hun giver ham, hvad han ønsker. Ligeså kan han besnakke kejser Oktavian i femte akt. Og mest overlegen er han, da han i replik 1385 beslutter at tage røveren Akrab i sin tjeneste, noget, alle anser for fuldstændig umuligt, men dog noget, Herodes gennemfører, da han gennem en snedig gennemført manipulation får Akrab til at tro, at han er fornærmet på ham, fordi Akrab tiltror Herodes at ville snyde ham. Det ville Herodes sandelig også, men så dygtig gennemfører han sit skuespil, at Akrab overbevises og tilbyder Herodes sin tjeneste. Altså, Munk viser os den fuldkomne manipulator, ikke blot kan han manipulere andre til at tro på sin ærlighed, når han tilfældigt udsættes for deres bemærkninger, han kan på forhånd kundgøre, at han vil manipulere, og bagefter virkelig gennemføre det.

Men hvis vi nu tænker os, at Akrab på én eller anden måde blev klar over Herodes’ snyderi, så kan vi nok være ret sikre på, at han, hvis han var kommet udenfor slottet i live, aldeles ikke ville være Herodes’ tjener, men derimod fortsætte sin røvertilværelse. Og vi kan måske endda forestille os, at han, hvis han ikke var kommet fri af Herodes’ klør, da han opdagede bedraget, og derfor blev holdt tilbage med krav om at aflægge troskabsed til Herodes, ville nægte at aflægge nogen ed til et menneske, der havde snydt ham så gevaldigt som Herodes. Og hvis han, truet med døden, stadig nægtede, så ville han, sig selv ubevidst, komme til at være ét af de helstøbte mennesker, som Jesus vil have os til at ligne: hans overbevisning om Herodes’ bedrag ville han ikke fragå, selv om han skulle miste sit liv.

Og det ville være ham og ikke Herodes, der ville være tro mod sig selv og sin egen personlighed.

Var Herodes da ikke det? Tilsagde hans personlighed ham ikke at være ond og at være det helt, se replik 1562? Var det ikke hans idealitet, som det at være god kan være en andens idealitet?

Stykkets motto: Hjertets renhed er at ville ét, kunne måske tyde på, at det er det, der er Munks mening. Men læser man den opbyggelige tale hos Kierkegaard, hvorfra mottoet er taget, gør Kierkegaard opmærksom på, at denne renhed kun gælder den, der vil det gode. Og læser man sig lidt nøjere ind på Herodes, opdager man hans svaghed: han kan ikke tro på andre mennesker. Selv sin hustru, Mariamme, som han elsker højt, selv hendes ord tør han ikke stole på. Da han i første akt har spurgt, hvad hun synes om hans beslutning om ikke at udnævne hendes bror til ypperstepræst, og hun svarer, at blot hun må bevare sin husbond og sin bror som nu, så kan han gøre, som han vil, siger han:

Vidste jeg dog, om du talte saadan af Sandhed eller af Klogskab! Havde jeg Visshed for Sandhed, da holdt jeg Alverdens Lykke i min højre Haand. (Replik 123).

Han gør sig ikke klart, at han som alle andre mennesker aldrig får den vished, han her efterlyser. Dette, at det menneske, man taler til, er ægte i sit svar, det er altid noget, man kun kan tro på. Derfor ser Herodes alle sine samtaler som en duel mellem to magthavere, aldrig som et vilkår i et fællesskab.

Men hele niende akt igennem fornemmer vi gang på gang, at Mariamme stadig spiller en stor rolle for ham, skønt han lod hende henrette. Så da han i tiende akt ser en kvinde, der ligner Mariamme, kalder han hende op til sig, selv om hun har et barn med. Men mærkeligt nok, stillet overfor kvindens fuldkomne frygtløshed, overgiver Herodes sig til den normale samtales kræfter og formår ikke at gennemføre den voldtægt, han ellers havde planlagt.

Nu er barnet jo i skuespillet det lille Jesusbarn, og Munk har givetvis villet hævde, at det ord, kristendommen bringer, et ord, der i denne scene fremføres af kvinden, lig med jomfru Marie, har magt til at ændre selv det hårdeste sind. Og det er gjort ganske fortrinligt.

Ud fra den tilgang til dramaet, jeg her har anvendt, må man jo så spørge, om Herodes gennem sin manipulation af andre udhuler sin egen personlighed.

Det er givetvis ikke noget, Munk har villet beskrive. For han kendte ikke noget til psykopater og psykopaters manglende empati. Hos ham drejer det sig mere om at skildre et djævlebesat vis à vis et Kristusbesat menneske. Eller – med skuespillets egne ord – et Esau-menneske, der ser det frie jagt- og magtmenneske som idealet, overfor et Jakob-menneske, der holder sig til ordets magt. Så man må nok sige, at når Herodes i den fornærmethed, han udviser overfor Akrab, aldeles ikke i virkeligheden er fornærmet, så hører hans personlighed ikke til dem, der lader sig fornærme, eller rettere: han ser et magtspil udfolde sig bag sit rollespil om at være fornærmet. Og det er i dette magtspil, hans personlighed udfolder sig.

Men man må så også tilsvarende sige, at det er ham selv, hele hans personlighed, der går ind i samtalen med kvinden. Hun spørger i replik 1637, hvor Herodes kender hende fra. Og så er den arme Herodes nødt til at gå ind på samtalens vilkår og svare på hendes spørgsmål, selv om det volder ham vanskeligheder. Skal man sige, at han lokkes ind under samtalens magtafkalds-vilkår? Måske, men han vil det selv. Som han siger, da kvinden er gået: ”han var i min magt og jeg dræbte ham ikke” (replik 1670).

Hvad da? Hvor har vi den paradoksalitet, som kristendommens budskab udfolder sig i?

Den ligger i Herodes’ hjerne. Sproget, Guds redskab, er blevet indkodet i ham som i alle andre. Og både den logik, der tilsiger magtanvendelse, og den, der forlanger magtafkald, er til stede derinde, de venter blot på, at der bliver kaldt på dem.

Og det er det, Munk vil vise os: Selv om magtanvendelsens logik har ført det store ord alle ni akter igennem og en stor del af den tiende med, så ligger magtafkaldets samtalelogik stadig ubrugt i hjernen på ham. Og da kvinden kaldte på den, blev den aktiveret.

Magtanvendelsens logik kan siges at være den logik, vi har fælles med dyrene. Men magtafkaldets logik er noget, der er givet specielt til os mennesker. Og Jesu opgave er give os denne logik tilbage, at kalde på den, så den aktiveres og udfolder sig.

Og – hvis det må være mig tilladt at sige det – hans anstrengelser har ikke været forgæves. I vort demokrati har vi etniske danskere fået med os den kulturelle overbevisning, at vi alle står os bedst ved at lade Jakob-arvingens ord bestemme over os, og ikke Esau-arvingens magt.

Til sidst en parentetisk bemærkning: Luther og Erasmus har diskuteret det samme. For dem er det blot ikke naturlovenes altgennemtrængende kræfter, der truer med at gøre mennesket ufrit, men Guds altgennemtrængende kræfter. Erasmus har hævdet, at Luther siger, at når ånden virker i mennesket, da er det ånden, der udrækker hånden til ondt eller godt. Det passer ikke, siger Luther, hans mening er, at ånden virker, så mennesket forstår, og det er dette forstående menneske, der udrækker sin hånd til ondt eller godt, se her.

Udgivet i Historie, Luther, Ny testamente | Tagget , | Skriv en kommentar

Tvesyn og tøven

Med disse ord betegner Anker Gemzøe i bogen ”Kaj Munk, digtning og livssyn” det store, ja det fantastiske ved Kaj Munks skuespil ”Ordet”, se ”digtning” side 132.

Og jeg har, bedyrer jeg, anstrengt mig ikke så lidt for at sætte mig ind i, hvordan ”Ordet” kan være noget positivt for en litteraturkritiker ud fra disse to begreber. Jeg skal gøre rede for mine anstrengelser om lidt.

Men først vil jeg godt slå min teologiske opfattelse fast. Det går ud på, at den forkyndelse, ”Ordet” præsterer: at det er muligt for et menneske at opvække en død, blot hans tro er stærk nok, ikke er en kristen forkyndelse. Der er ingen kirkefader eller teolog i hele kirkens historie, der har påstået noget lignende. Da Kaj Munk i november 1925 fik den tanke, var det noget fuldstændig unikt i kristendommens historie. Men ud over at være noget aldrig før hørt, var det falsk kristendom.

Hvorfor?

Fordi Gud gennem den død, der rammer én af dine kære, siger til dig: Fra nu af skal du leve dit liv uden den, du havde bundet dig til. Den tale bliver umuliggjort, hvis det er muligt, at den døde kan opvækkes af et menneske med en stærk tro. Oscar Geismar har i Berlingske Aftenavis den 27-9 1932 bebrejdet Munk, at han med ”Ordet” prædiker ”oprør, hvor lydighed er det eneste fornødne”. Det samme har Pastor Fibiger indvendt imod ”Ordet”. Og læser man Munks svar igennem, se her, hvori han hævder, at Johannes havde fået lov til at udføre underet af Gud, så undres man over, at han overlader det til os at gætte på, hvordan dog noget mennesker kan få Guds tilladelse at høre. Det er vi andre jo afskåret fra.

Men er det ikke muligt, at noget er tilladt i dramaturgien, som ikke er tilladt i teologien? Kan det ikke tænkes, at et drama kan indeholde sandheder, som teologien ikke kan få fat på?

Jeg tror det ikke. Men lad os se på det.

Anker Gemzøe har på side 124 en gennemgang af tilsyneladende paralleller i dansk litteratur; i ”Niels Lyhne” dør et barn trods faderens brændende bøn til den Gud, han har fornægtet, og i ”Det forjættede Land” dør ligeledes et barn trods intens bøn. I ”Ordet” ser Gemzøe et tvesyn udfolde sig, bl.a. i det forhold, at Munk stiller sig lige forstående og lige kritisk an overfor missionsfolk og grundtvigianere, selv om der, som Gemzøe fremstiller det, eksisterer et uundgåeligt indre sammenstød mellem de to bevægelser.

Lidt mere i retning af ”Ordets” problem er det citat, Gemzøe bringer af en fransk litterat, Tzvetan Todorov: ”Det fantastiske, det er den tøven, et menneske, der kun kender naturlovene, fornemmer, stillet overfor en tilsyneladende overnaturlig hændelse”. Lidt tidligere siger Todorov: ”Det er denne fase af uvished, det fantastiske besætter; så snart man vælger et af svarene, forlader man det fantastiske og træder ind i den tilgrænsende genre, det uhyggelige eller det vidunderlige”.

Munks tvesyn består i noget mere end det ovenfor nævnte. Det består i en samtidig fastholdelse af to logisk uforenelige størrelser: overbevisningen om dødeopvækkelsens virkelighed og overbevisningen om naturlovenes uomgængelighed. Og kun, hvis man undlader at vælge ét af svarene, forbliver man i det, som Todorov og Gemzøe med ham kalder ”det fantastiske”.

Gemzøe konkluderer på side 132:

I Ordet har Kaj Munk sat sig usolidt i det spændingsfyldte rum – mellem flere livsanskuelser, under ligelig udfordring af gængs kristendom og naturalistisk videnskabstro – mellem flere genrer, idédramaet, folkekomedien i et realistisk tegnet landlige miljø og det rituelle mysteriespil – og mellem flere litterære modi, metafysikkritisk naturalisme, metafysisk romantik og eksperimentel modernisme. Den litterære modus, som fastholder dette mellemrum, denne uafgørlige tøven mellem uafgørlige positioner, er den fantastiske modus.

Og inden han når så langt, gør han sig mange anstrengelser for at illustrere, hvad tvesyn og tøven er, set ud fra Munks perspektiv og set ud fra ”Ordets” handlingsgang.

Ud fra Munks perspektiv ser han det, når han citerer Drewsen Christensens ”Kaj Munk paa Tomandshaand”, side 41, hvor Drewsen spørger Munk, om han nu også tror, det er Guds mening, at den sande tro skal have magt over liv og død. Hertil svarer Munk, fortæller Drewsen, at han somme tider tror det, somme tider ikke. Det svarer til det, K. L. Aastrup fortæller i sine erindringer. Han og hans kone havde været i København for at se ”Ordet”. Kaj Munk spurgte ham så: ”Troede De paa det?”, hvilket Aastrup benægtede. Hertil svarede Munk: ”Det gjorde jeg heller ikke!” (Se evt. min bog ”Et spark til himlens dør, side 103). Og det svarer til det, Munk skriver i programmet ved opførelsen den 2-9 1932, at han var ung, da han skrev disse 4 akter, ung, så al verdens lidelse blev hans, når den kom ham for øje, og at han derfor ikke kan skrive et sådant stykke mere. (Se Spark side 75). Hvis man tager den bemærkning med, som Drewsen slutter sit citat med, hvor Munk opfordrer til, at de to går ud og skyder ænder, får man et godt indblik i Munks psykologi: Han gider ikke diskutere det teologiske aspekt ved ”Ordet”. Måske fordi de teologiske argumenter er ham for stærke.

Men da ”Ordet” får succes, ændrer hans psykologi sig. Så skal opvækkelsen forsvares med næb og klør. Og i sit forsvar er det kun dødeopvækkelsens mulighed, han prøver at fastholde. Noget tvesyn forekommer ikke i hans hårdnakkede forsvar i månederne efter premieren.

Men Gemzøe mener også, at der forekommet et tvesyn i selve handlingsgangen i ”Ordet”. For at illustrere det, må han gøre meget ud af tanken om ligsynsmændene. For det er jo den ene del af modsætningen, den påstand, der ligger implicit i lægens bemærkning til sidst, replik 944: Inger har kun været skindød, ligsynsmændene har ikke gjort deres arbejde godt nok. Dette kalder Gemzøe et markant ledemotiv i ”Ordet”, ”digtning”, side 131. Imidlertid er både denne bemærkning og de dertil hørende omtaler af ligsynsmandsinstitutionen i tredje akt noget, Munk senere har tilføjet; det er ikke med i den første kladde til ”Ordet”. Det samme gælder den replik fra Johannes, replik 790, at døden huggede forkert. Måske Munk dermed vil antyde, at Inger kun er skindød. Men det sker altså med en tilføjelse. Og hvis Munk har villet antyde noget sådant, har han glemt alt om skindødhed i sidste akt: Johannes er 100% sikker på, at det er en dødeopvækkelse, han af Gud har fået lov til at foretage.

Så man kan med god ret sige, at det, Gemzøe tolker ”Ordet” ud fra: at det er fantastisk, fordi det indeholder en tøven og et tvesyn, er noget, der lægges ind i stykket, ikke konklusioner, man nødes til at drage ud fra stykket.

Det sjove er imidlertid, at Munk lidt tilfældigt har givet udtryk for det, man kan kalde et ægte tvesyn. Borgen ønsker sig i replik 80 ned til Lourdes. Men her formår Munk at modstille denne opfattelse med Ingers langt mere jordnære opfattelse af Guds indgriben. Hun siger:

Jeg tror, at der sker mange smaa Mirakler rundt om i det stille ogsaa i vor Tid, og Vorherre hører Folks Bøn; men han gør det saadan mere i det skjulte for at slippe for megen unyttig Ballade. Ellers kunde man jo heller ikke saadan bede til ham, som man nu kan, hvis det ikke var saadan, synes jeg. (Replik 89).

Dette syn på miraklet dukker op igen i tredje akt. Men her er det Borgen, der tvinges til at indtage dette standpunkt.

Ingers blødninger har lægen fået standset, Borgen har fået lov til at liste derop, og da han kommer ned igen, siger han, at hun sover som en engel, det er et rent mirakel. Det får lægen til at sige, at han dog kan følge alle de naturlige tråde i det mirakel. Og så spørger han Borgen, hvad han tror har betydet mest, Borgens bøn eller hans præstation. Og Borgen må så i sit svar give udtryk for netop Ingers tro på de skjulte mirakler:

Vorherres Velsignelse, kære Doktor, fra min Bøn til Deres Præstation, den har visst hjulpet mest. (Replik 732).

Her har vi med et ægte tvesyn at gøre. Her støder to inkompatible opfattelser sammen. Men det støder kun sammen på det teoretiske, ikke på det dramatiske plan. Handlingsgangen afslører ikke dette tvesyn. Men uden at Munk helt er klar over det, lader han her Inger og Borgen give udtryk for et ægte tvesyn, det er virkelig dèr, skillelinjen mellem kristentro og ateisme ligger. Wilhelm Hermann, den tyske teolog fra slutningen af 1800-tallet, har fortalt en lille historie, der skildre sagen ganske udmærket:

En troende læge havde undersøgt et familiemedlem til én af sine gode venner og havde fortalt familien, at patienten efter hans skøn ville dø om kort tid. Men som troende deltog han alligevel i familiens bønner til Gud om helbredelse. Og da patienten faktisk kom sig, deltog han i familiens takkebønner. Men bagefter gik han hjem og studerede sine bøger for at finde ud af, hvorfor han havde skønnet forkert.

Her er modsætningen mellem kristentro og ateisme sat skarpt op. Ligesom den er det i Borgens bemærkning. For kristendommen tror på Gud, dvs., tror på, at Gud hersker gennem naturlovene eller gennem de forhold ved naturlovene, vi endnu ikke har udforsket, så den helbredelse, der finder sted, sker efter hans vilje, ligesom det dødsfald, der rammer os, også er hans beslutning, hvilket dog begge dele er en tro, ikke noget, der lader sig påvise.

Men kristendommen tror også på, at Gud med sin ånd virker ind på menneskers forståelse af tingene. I virkeligheden er det Guds ånd, der muliggør al tillid mellem mennesker, blot tager vi det som en selvfølge. Men af og til sker det, at et menneske får en ny forståelse med et lyns pludselighed. Og så kan man med føje bruge ordet ”mirakel” om den begivenhed.

Det bruger i hvert fald Inger om det omslag hos Borgen, da han beslutter sig for at opsøge Peter Skrædder. Hun siger: ”Så siger I endda, at miraklernes dage er omme!” (replik 358). Men her er det ikke noget, Munk tager alvorligt. Det kommer nærmest med i hans stykke på linje med Peter Skrædders bemærkning om, at det er et under, at Mette Marie kan sidde her i dag med vished i sin saligheds sag, replik 359. Det skal blot vise, hvor mange betydninger af ordet ”under” der forekommer blandt kristne.

Som man kan forstå, kan jeg dårlig gå med til, at der forekommer et ægte tvesyn mellem naturalismen og ”Ordets” dødeopvækkelse. Og det er dog vist dèr, Anker Gemzøe mener, tvesynet ligger.

Dels mener jeg, det er forkert, men dertil mener jeg, at det er uheldigt. For derigennem bygger Gemzøe med på den fejlopfattelse, at Munk i ”Ordet” har givet os en hjælp i vor kristenforkyndelse. Og det har været en udbredt fejlopfattelse blandt teologer. Det er sandt nok, at der består en uovervindelig modsætning mellem naturalisme og kristendom. Men kristendom kan ikke repræsenteres af Munks dødeopvækkelse i ”Ordet”. Det er og bliver en falsk kristendom, der forkyndes dèr. Hvem kan for alvor svare ja til det spørgsmål, Drewsen Christensen stiller Kaj Munk: ”Tror De nu egentlig, at det er guds mening, at den sande tro skulle have magt over liv og død?”?

Mit gæt er: Ingen.

Ordet” er et højst besynderligt skuespil, på den måde, nemlig, at Kaj Munk som dramatiker – altså som et menneske, der i kraft af sin dramatiske genialitet får lov til at kikke ind bag tilværelsen – får sagt en række dybsindige replikker, samtidig med, at han (mis)bruger dette talent til at få sin egen (fejlagtige) opfattelse af miraklet frem.

Han afbilder således med stor indlevelse Inger som en jævn og ligefrem bondekone. Denne indlevelse er det, der får ham til at lade hende fastholde bønnens virkelighed ved at tro på Guds skjulte indgriben, replik 89. Og ikke blot lader han hende antyde, at det er Guds indgriben, der ligger bag miraklet med Borgens venden om på en tallerken, han lader hende også sende en bøn til Gud om hjælp, inden hun skal igang med få gamle Borgen til at gå med til Anders’ forlovelse med skrædderens Anna, replik 26. For hun véd godt – og Munk lader hende vide det – at dette at bevæge hjerter på andre mennesker er Guds og ikke menneskers opgave. Dette står i grel modsætning til Herodes. I ”En Idealist”, se her, lader Munk Herodes stole på sin egen manipulationsevne, da han står overfor at skulle få røverhøvdingen Akrab til at slå om og blive hans tro hjælper, replik 1385.

Deri ligger som før nævnt et ægte tvesyn, ja, deri ligger en paradoksalitet, der er langt dybere end den, Gemzøe vil antage i ”Ordet”. Blot opdager Munk – og mange af hans fortolkere – det ikke; de er ligesom Munk mere optaget af at understrege den fejlagtige mirakelopfattelse, Munk har.

Således har de videnskabstroende naturalister, uden at gøre sig det klart, foretaget den ekstrapolation, at de, fordi meget hidtil har kunnet forklares videnskabeligt, mener, at alting kan forklares videnskabeligt. Det bevirker, at deres videnskabstro netop er en tro. De snyder altså sig selv, når de bilder sig ind, at deres tro har videnskabelig sikkerhed bag sig.

Det kommer såmænd også frem i ”Ordet”, omend kun gennem en undladelsessynd. Munk kan nok indføje lægebemærkningen om ligsynsmændene, replik 944, men han ”glemmer” at lade lægen gøre sig klart, at den diagnose, han stillede, da Inger mirakuløst var faldet søvn, var forkert. Når døden indtraf alligevel, viste den jo, at det, han sagde i replik 731, at han kunne følge alle tråde i det ”mirakel”, at Inger faldt i søvn, var forkert.

I det hele taget: Skal man gøre alvor af det ”videnskabelige” syn på verden, må man opfatte mennesket som en robot. For alle de processer, der foregår i hjernen, er jo bestemt af de naturlove, der foregår i de menneskelige celler, også i hjernecellerne. Man må, som én af Kaj Munks samtidige, professor Oluf Thomsen, drage den slutning, at mennesket ikke har nogen fri vilje, men er bestemt af naturlovenes nødvendighed. Han skriver i en lille bog: ”Religiøs og biologisk Opfattelse” fra 1924, en bog, som Kaj Munk ejede, på side 25 følgende:

Vi føres da uvægerligt til den Konsekvens, at Mennesket med Nødvendighed bliver den, han er, og med Nødvendighed handler, som han gør. Den Forestilling, at Mennesket har en ”fri Vilje”, bliver da blot Udtryk for, at Problemet opstilles fejlagtigt eller uden Hensyn til Erfaringen betragtes religiøst. (Citeret af mig i min bog: ”Mennesket, person eller robot”, side 17).

Blot gør hverken Oluf Thomsen eller de mange, der mener som han, sig klart, at de med en sådan robotopfattelse af mennesket fratager deres videnskab gyldighed. For en forudsætning for al videnskab er den videnskabelige samtale, og i en samtale går man ud fra, at modparten er en person og ikke en robot. Videnskabsmanden befinder sig altså i den samme paradokstilstand, som den kristne, der ser Guds ånd bag al menneskelig samtale.

Denne paradoksalitet får Munk frem på fremragende måde i ”En Idealist”, når han lader Herodes i besejringen af Akrab være den selvsikre manipulator, men i samtalen med ”kvinden” i den sidste scene lader ham blive besejret af samtalens ånd.

Men i ”Ordet”, nej, dèr lader Kaj Munk sin fejlagtige kristendomsopfattelse sejre over de ”advarsler”, som hans dramatiske sans har lagt ind i Ingers bemærkninger, dèr er det derfor ikke kristendommens paradoksalitet, der beskrives, men højst et tvesyn som det, Gemzøe beskriver, et tvesyn, der vist alligevel ikke er et tvesyn.

Udgivet i ateisme | Tagget , | Skriv en kommentar

Nye udfordringer

I mit forrige indlæg endte jeg med at advare mod at tro, at vi europæere i vort opgør med nazisternes overmenneskementalitet kan klare frisag overfor etikken ved at nøjes med at blive ved og blive ved med at hævde, at alle mennesker er lige.

Det er jo sandt, at vi er nødt til at fastholde alle menneskers lige ret, og at det var en mangel på denne for os indlysende sandhed, der gjorde Auschwitz mulig. Men djævelen er utrolig udspekuleret. Ikke så snart har han lidt det nederlag, at vi nu, modsat i hans glansperiode i trediverne, alle som én med brask og bram går ind alle menneskers lige ret, før han opretter en ny krigszone på baggrund af netop denne grundsætning.

Fordi mange stater, herunder Danmark, i trediverne nægtede at modtage jøder, har vi oprettet en bestemmelse i EU-loven om, at enhver, der sætter sine ben på europæisk jord, har ret til at få undersøgt, om han eller hun er personligt forfulgt. Og fordi nazisterne anså jøderne som undermennesker, har vi i dag fremhævet alle menneskers lige værdighed som noget, vi indædt kæmper for. Begge dele med det resultat, at vi er blevet oversvømmet af fremmede, læs: muslimer, med en helt anden kultur, en kultur, der på sigt kan ødelægge vor gode, europæiske kultur.

Hvad er der galt? vil man måske spørge.

Der er det galt, at vi tror, at verdens problemer løses med enkle og éntydige grundsætninger. Vi tror, at det hele ordner sig, blot vi holder fast ved, at der ikke er forskel på folk. Og så glemmer vi fuldstændig den modsatte sætning, som også betegner en virkelighed, der skal håndteres: Der er forskel på folk.

Det er nu engang sådan, at menneskeheden er delt op i forskellige folkeslag med hver sit sprog, hver sin kultur og hver sit landområde. Og øver man vold på denne virkelighed – hvilket vi her i Europa er i fuld gang med at gøre – så hævner det sig i form af social uro, lokale bander med et hidtil uset voldsherredømme og den slags.

Nu fornylig har der været afholdt diverse mindehøjtideligheder i anledning af de sovjetiske styrkers befrielse af Auschwitz-udryddelseslejren. Og det er bestemt udmærket at få markéret denne befrielse, så vi stadig holder mindet om de utrolige forbrydelser i de nazistiske udryddelseslejre intakt. Og det var da også udmærket, at Deadline den 29-1 havde sat tid af til både at lytte til den israelske og den tyske præsident, da de talte i den tyske forbundsdag, til at høre, hvad en tysk jøde havde at sige om situationen i Tyskland, og til at høre kommentarer derom.

Én af kommentatorerne var den dansktalende tysker, Marc-Christoph Wagner. Og han har fingeren på pulsen, hvad angår indsigt i det, der foregår i Tyskland, bestemt har han så, men det var alligevel en sær mangel på forståelse, der lyste ud af det sidste, han sagde. For han følte det åbenbart som sin pligt at advare mod det, han kaldte en højredrejning i tysk politik. Nu sidder der i den tyske forbundsdag, sagde han, mange antisemitter. Dermed henviste han til det tyske indvandringskritiske parti Alternative für Deutschland, der igennem de senere år har opnået stor tilslutning i Tyskland. Det parti er vistnok – ligesom det engelske Labour – hjemsted for nogle få antisemitter. Og det kan der måske nok være grund til at advare imod. Men det er udtryk for stor blindhed, når Wagner overhovedet ikke har blik for den store indvandring af især muslimer til Tyskland og de store problemer, den afstedkommer.

Han har, hvis jeg må sige det på den måde, bidt sig umådelig fast i den sætning, at der ikke er forskel på folk. Så stærkt er hans bid, at han helt overser den lige så væsentlige sætning, at der er forskel på folk.

Og ja, det var stort og gribende, at den tyske præsident tog skylden på sig for de ufattelige begivenheder under nazisterne. Det var Tysklands skyld, forstod vi. Men vent nu lige lidt! Det var det daværende Tysklands skyld, men er det derfor det nuværende Tysklands skyld? Det afhænger af, om man kan gå med til, at der findes en vanskelig definérbar størrelse, som hedder ”det tyske folk”. For kun hvis der findes et sådant tysk folk, kan man tale om skyld. Et folk bærer jo med sig sin historie og den skyld og det erstatningsansvar, det giver anledning til. Og både det folk, der yder erstatningen: det tyske folk, og det folk, der modtager erstatningen: f.eks. det græske folk og det jødiske folk, er enige om, at der findes sådanne størrelser: forskellige folkeslag med forskellig historie og forskelligt ansvarsområde. Og for at det kan indses, må man hævde, at der er forskel på folk. At være tysker er ikke det samme som at være jøde.

Men ikke desto mindre kan vi europæere i samme åndedrag, som vi deler mennesker op i forskellige folkeslag, lade os overbevise om, at der ikke er forskel på folk. I kraft af den overdrivelse af ligeværdsgrundsætningen, som har fundet sted efter krigen, har vi set os ude af stand til at lukke af for tilstrømningen af flygtninge og migranter, ja, set os ude af stand til at skelne ordentligt mellem de to grupper af mennesker, så vi nu i alle vesteuropæiske lande har fået et stort og stadig stigende mindretal af fremmede, især muslimer.

Og hvis man i forbindelse med denne skyldbekendelse og den undskyldning, det fører med sig, giver sig til at overveje, om de tilflyttede muslimer mon er en del af det tyske folk, hvilket resultat vil man så nå frem til?

Ja, man må da i hvert fald finde frem til den grundsætning, at der er forskel på folk. For disse tilflyttede tyrkere – som vist er de fremmede, der er flest af i Tyskland – kan da ikke på samme måde som de indfødte tyskere føle noget medansvar for det, tyskerne gjorde under krigen. Tilhører de i det hele taget det tyske folk? Ja, er der i virkeligheden noget tysk folk i nogen anden betydning end en tysk befolkning, identisk altså med dem, der lige for øjeblikket bor i Tyskland? Har ikke det multikulturelle synspunkt sejret ad helvede til, så alle ”ordentlige” mennesker føler sig nødsaget til at gå ind for denne multikulturalisme, sådan som Wagner gjorde det?

Og hvad bliver der så af den sandhed, at der er forskel på folk, endda i den grad, at de lader sig dele op i forskellige grupper? Den forsvinder, hvad der også kom frem i Wagners indlæg; for man måtte, ifølge ham, ikke beskrive mennesker gruppevist, der var kun individer, og disse havde alle samme værdi. Jamen, du har lige, kære Wagner, set den tyske forbundspræsident på vegne af en helt gruppe af mennesker, nemlig det, jeg her kalder ”det tyske folk”, det, man også kunne kalde ”de etniske tyskere”, tage afstand fra og sige undskyld for noget, disse nuværende tyskeres bedsteforældre har forøvet. Han må altså godt beskrive mennesker gruppevist.

Hvordan hænger det sammen?

Svar: Det hænger overhovedet ikke sammen. Det er djævelens nye udfordring til os. Det er lykkedes ham i kraft af grundsætningen om alle menneskers ligeværd at få skabt en nærmest eksplosiv blanding af forskellige folkeslag og forskellige kulturer i de vesteuropæiske storbyer, og det synes vanskeligt for ikke at sige umuligt at få vendt denne udvikling, fordi vi jo så tilsyneladende skal gå imod tanken om alle menneskers ligeværd.

Indrømmet: det er indviklet.

Men modsat den europæiske elite, der mener, det er os indvandringsmodstandere, der går ind for enkle og letforståelige løsninger, er jeg overbevist om, at det forholder sig omvendt: det er eliten, der har ladet sig forlokke af den enkle forestilling om alle menneskers ligeværd til at lade grænserne være alt for åbne, mens det er os indvandringskritikere, der står med det besværlige arbejde, at skulle skille skidt fra kanel, dvs., at skulle fastslå, hvor langt tesen om menneskers ligeværd skal gælde i de enkelte lande, som jo alle netop skelner mellem statsborgere og ikke-statsborgere, dvs., ikke behandler alle ens og ikke kan behandle alle ens.

Udgivet i Etik, Historie, Indvandringspolitik | Tagget | Skriv en kommentar