Paradisforestillinger

Karl-Heinz Ohlig, en tysk islamforsker, har i 2006 skrevet en artikel om kristendom og islam, se her. Et stykke nede i artiklen (i kapitel 2.4) tager han sig for at undersøge samtalen mellem kristne og muslimske teologer. Og han mener her, at én af de opdagelser, som han og hans kolleger har gjort angående koranen, måske kan være med til at lette samtalen en smule. Han skriver:

Et omstridt tema mellem kristne og muslimer, nemlig forestillingen om himlen som en slags paradis for mænd, fordi der står sådanne storøjede paradisjomfruer – hurier – og også paradisynglinge til rådighed for de frelste, vil måske i fremtiden blive knap så eksplosivt, hvis man også indenfor islam accepterer nye forskningsresultater med hensyn til koranens sprog; for ifølge disse resultater er dele af koranen skrevet på syrisk med arabiske bogstaver, og hurierne skal forstås som glinsende vindruer og på den måde være i overensstemmelse med kristne paradisforestillinger.

Det lyder jo lovende. Jeg har tidligere hævdet, at disse afslørende resultater kunne bruges til at drille muslimerne med, se her – her ankommer selvmordsbombemændene til paradis med en svulmende selvfølelse: de har ofret livet for islams skyld og nu skal de ind og nyde livet med de 72 jomfruer, og hvad får de så? 72 vindruer – men Ohlig mener altså, at dette, at deres og vores paradisforestillinger efter disse sproglige rettelser kommer til at ligne hinanden, gør en større forståelse mulig.

Er det muligt?

Mit svar er nej.

For disse paradisforestillinger står jo på ingen måde alene. De er knyttet sammen med et kvindebillede, hvorefter kvinden er mandens tjenerinde og står til rådighed for ham med alle mulige tjenester, specielt jo seksuelle tjenester. Muhammed og dermed koranen betragter altså kvinden som en skabning, der er underordnet manden. I det førnævnte blogindlæg gjorde jeg opmærksom på, at når kristendommen opererer med en helt anden forestilling om forholdet mellem mand og kvinde, og dermed om forholdet mellem ægtefællerne i et ægteskab, så er det ud fra disse idealer komplet umuligt at forestille sig paradis som et sted, hvor der kun fokuseres på mandens seksuelle tilfredsstillelse.

Her vil jeg fremhæve den omvendte tankegang: At når islam hele vejen igennem opererer med mandens overhøjhed over kvinden – hans ord gælder det dobbelte af hendes i en retssal, han må have flere koner, men hun ikke flere mænd, en skilsmisse er retsgyldig, blot han tre gang har sagt, at han vil skilles, kvindens ord tæller ikke med her, hans er børnene ved en skilsmisse, osv. – så svarer paradisforestillingerne med de 72 jomfruer så fortrinligt til praksis i de muslimske miljøer, at denne praksis såmænd vil fortsætte uanfægtet, selv om paradisforestillingerne blev lavet om. Eller sagt på anden måde: de 72 kvindeundertrykkende jomfruer kan muligvis med lidt sproglig fingerfærdighed forvandles til 72 uskyldige vindruer, men tilbage står unægtelig alle de andre kvindeundertrykkende koranord. Og ikke mindst: Tilbage står den indgroede muslimske praksis. Den lader sig ikke sådan lave om af et vist antal vindruer, om det så var 144.

Lad mig citere fra Sara Omars bog ”Dødevaskeren”. Hovedpersonen Frmesk, der er kurder, og hendes kurdiske veninde, Darya, taler om Daryas kommende ægteskab. Darya hævder, at koranen rummer mange smukke ting, og at det nok i højere grad er et spørgsmål om, hvordan man tolker dem (side 46). Hertil svarer Frmesk:

Koranen burde lige præcis tolkes mildere og mindre bogstaveligt”, sagde Frmesk, ”men det bliver den efter min mening desværre ikke. Tag nu kvinderne.” Hun lukkede øjnene. ”Mænd står over kvinder, fordi Allah har givet nogle fortrin fremfor andre, står der i den fjerde sura, vers 34. En af hankøn skal have samme lod som to af hunkøn, står der i samme suras vers 11, og mændene står et trin over dem, står der om kvindernes status i den anden sura, vers 228”. Hun åbnede øjnene igen. ”Sådan kunne jeg blive ved. Koranen giver mændene lov til at behandle kvinder, præcis som de har lyst til. Hvad med den anden sura, vers 223: Jeres kvinder er pløjejord for jer, så gå til jeres pløjejord, som I vil. Her har du legaliseringen af vold og voldtægt. Det er mandens ret, og den vestlige verdens love betyder mange steder intet i forhold til koranens ord”.

Overfor sådanne ord betyder det intet, om man fjerner de 72 jomfruer. De bliver jo stående, og som Frmesk siger: koranens ord overtrumfer alle vore vestlige love.

Én af de ting, der viser, at der ikke er ligeret mellem kønnene i islam, omtales af Sara Omar, men ikke af Richardus og Luther. Ikke desto mindre er dette fænomen noget, som også vi danskere har hørt om. I romanen beretter Sara Omar om, hvordan Frmesks far, Darwésh – en mand, som i virkeligheden ikke er muslim – diskuterer med sin søn, Muhammad, der er imam.

Diskussionen finder sted et stykke tid efter, at en kvinde er blevet anklaget for at være en hore, fordi der på bryllupsnatten ikke var blod på lagnet. Kvinden er flygtet til Darwésh og hans kone, og Darwésh tager hen til mandens familie for at fortælle dem, at de tager fejl: videnskaben, som han har adgang til via sine bøger, fortæller, at de slet ikke er alle kvinder, der har en mødom, der sprænges og bløder på bryllupsnatten. Mens han er inde hos mændene for at prøve at overbevise dem, refererer Omar, hvordan kvinderne hidser sig op og nægter at tro på det, som Darwéshs kone fortæller. Men lidt efter kommer én af de gamle mænd ud til dem. Han og Darwésh er blevet enige om, at de vil tage en lang snak med brudgommen og søge at bringe brudeparret sammen igen samme aften. Og da én af kvinderne protesterer, siger han blot: ”Ti stille, kvinde, den sag er afgjort”. (Side 237ff).

Og ikke sandt, så véd man nok, hvem der bestemmer, også selv om den afgørelse, der bliver truffet, jo i virkeligheden er i kvindernes favør. Men episoden fortæller også, at kvinderne nok er undertrykte, men også er med til at undertrykke hinanden. Fejlen ligger i religionen.

Diskussionen mellem Darwésh og hans søn handler om netop denne sag. Og Darwésh sætter sagen om kønsligeligheden på spidsen. Hans søn siger:

Uanset hvad så skal en kvinde altid være ren og ærefuld. I både sind og krop”, sagde Muhammed.

Hvis en kvindes ære sidder i hendes mødom, hvor sidder mandens så?”

Muhammed så vredt på sin far.

Tavshed”, sagde Darwésh. ”Det tænkte jeg nok. Ifølge dig sidder mandens ære vel i hans søsters eller hustrus mødom, og sådan en mødom kan retfærdiggøre både vanære og drab”.

Det er noget vrøvl og svineri”, sagde Muhammad vredt.

Nej”, sagde Darwésh. ”For hvornår bliver manden betragtet som uren, og kan hans jomfruelighed være symbol på en hel families stolthed eller skam?” Han rystede på hovedet. ”Det er det, der er kernen i det hele, min søn, for mandens mistede jomfruelighed er ligegyldig. Det er udelukkende kvinden og kvindens køn, der kan være skyld i al elendighed, og den skyld er så tung, at en mand altid kan retfærdiggøre vold og drab på grund af den”. (Side 305).

Lidt senere henviser Muhammad til de vantro. Også de taler om stolthed på den måde. Hans far svarer:

I det mindste forkaster de såkaldte vantro ikke længere deres døtre på bryllupsnatten, hvis de ikke er jomfruer. Deres kvinder er ikke tvunget til at skaffe røde farveblandinger til bryllupslagnet”. (Side 306).

Og det får ham til at opfordre sin søn til at tale sandt om både det ene og det andet i sine prædikener i moskéen, for hvor mange ægteskaber er ikke bygget på en løgn, selv om det slet ikke er nødvendigt!

Sara Omar er hård ved islam. Og hun har jo ret. Hvis en brud er nødt til at snyde med blodet på lagnet for at få sin mand til at tro, at hun er jomfru, så kommer hendes ægteskab til at blive bygget på en løgn. Ikke fordi hun vil det, men fordi ”systemet” kræver det af hende.

Men, kan man sige, i forvejen kan et muslimsk ægteskab ikke blive ægte, for idealet er blot lovlydighed, ikke kærlighed og forståelse.

Sandt nok. Men der findes jo også dèr undtagelser. Den folkelighed, der præger ethvert folk, er nok slået til bunds af islam, men trods alt ikke mere, end at den dukker op så her og så dér.

Men hvad angår dialogen mellem kristendom og islam, så vil den hverken bedres eller trues af de 72 jomfruers forvandling til vindruer. Der skal mere til.

Og hvad angår vore muslimske miljøer: Hvem er det, der holdes inde i hjemmet for at bevare dyden? Pigerne. Hvem er det, hvis dyd man er komplet ligeglad med? Drengene.

Reklamer
Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget | Skriv en kommentar

Politikersnak – eller alvor?

Det er Bertel Haarder, jeg vil omtale med denne overskrift. Og det er sådan set lidt imod min vilje. For den mand kan man da ikke mistænke for at benytte sig af den alt for udbredte politikersnak.

Nej, det skulle man ikke tro. Og det vil jeg egentlig helst heller ikke tro.

Men det samme sagde jeg – eller i hvert fald tænkte jeg – om Lars Løkkes nytårstale. Det lød vel nok godt med denne tale om simpelthen at opløse ghettoerne. Men efterhånden som det er kommet frem, at Løkkes ganske få konkrete forslag alle var afprøvet i forvejen, fremstod tankerne om ghettoopløsning i stadig højere grad som ønsketænkning. Ja, man er såmænd lige ved at sige ”politikersnak”. For Løkke må da vide, at man i Gellerupparken har forsøgt sig med hans nedrivningsmetode. Uden at det har ændret stort.

Nu er det så Bertel Haarder, der ude med alvorlig snak, oven i købet alvorlig snak, der synes at stride ikke så lidt mod den hidtil førte politik. Han skriver i en artikel på Altinget, se her:

Selv om miraklet skulle ske, at alle afrikanske kvinder får adgang til prævention (mod kun 14 procent i dag i den folkerigeste stat, Nigeria), vil befolkningen vokse enormt, alene på grund af aldersfordelingen. Halvdelen af afrikanerne er under 25 år – i Niger er halvdelen under 15 år. Antallet af fødedygtige kvinder stiger eksplosivt.

Lad os se det i øjnene: Alene befolkningsudviklingen tilsiger, at problemet med uvelkomne flygtninge/migranter i Europa ikke går over. Det bliver ikke mindre, selv om Afrika udvikles økonomisk, for det er ikke de fattigste, der sætter kursen mod Europa. Og det gør kun ringe forskel, om Europa for eksempel tager en million flygtninge/migranter om året. Det hjælper ikke meget i det afrikanske folkehav.

Det ser altså ud til, at Bertel Haarder så udmærket er klar over problemet med de mange migranter. Bare det at have erkendt den enorme befolkningsvækst, der foregår i Afrika, er en positiv ting, noget, man ikke erfarer hos enhver politiker.

Haarder fortsætter:

Der er ingen vej udenom:

1) Vi må yde en massiv ”Marshall-hjælp” til afrikanske lande, der tilbyder alle kvinder hjælp til familieplanlægning, og som tager deres egne borgere tilbage, når de afvises som asylansøgere. Disse lande kan til gengæld blive betydelige handelspartnere.

2) Vi må udbygge befæstningen af et ”fort Europa”, hvor flygtninge/migranter bliver sendt til EU- eller FN-opsamlingslejre og derfra til hjemlandet igen, bortset fra de få, der er personligt forfulgte.

Det kalder på internationalt samarbejde. Desværre er de mest indvandrerbekymrede partier imod et sådant internationalt samarbejde, fordi de ikke har tillid til EU og FN.

Her er virkelig brug for statsmandskunst. Det er vigtigere end at bruge alle kræfterne på småstramninger.

Den norske hjemmeside Human Rights Service, se her, refererer artiklen og stiller sig meget positivt an overfor Bertel Haarder. Det var faktisk ad den vej, jeg blev opmærksom på den.

Men holder det?

Jovist, udtrykket ”Fort Europa” lyder da godt nok, oven i købet signalerer det, at man vil gøre noget effektivt. Jeg har tidligere nævnt professor Uffe Østergaard og hans brug af dette ord, se her. Også hans ”omvendelse” kom som noget af en overraskelse. Og det er måske sandt nok, at al forandring begynder med, at nogen nævner muligheder, foreslår ændringer, er de end nok så ildesete af andre, taler og argumenterer for det.

Men, men, men.

Hvis det er Europas og ikke kun Danmarks grænser, man tænker på, så kan det jo have lange udsigter. Og dels er det jo det, der ligger i udtrykket ”Fort Europa”, dels siger Haarder det selv umiddelbart efter: Det kalder på internationalt samarbejde. Altså, det, han foreslår, er ikke noget, vi kan gøre her i Danmark, vi er nødt til at have de andre europæere med.

Og selv om der er bevægelse i det europæiske folkehav, så er bevægelsen vist ikke blevet særlig mærkbar i det europæiske politikermiljø. Så der kan nemt gå ti, femten, tyve år, før der bliver gjort noget effektivt. Og hvor mange migranter kan ikke ankomme i løbet af disse år?

Dertil kommer naturligvis det bedrag, man fra Bruxelles’ side igennem snart mange år har bedrevet med udtrykket ”grænsekontrol”. I almindelige menneskers ører lyder det, som om man vil opstille bevæbnede vagter, pigtråd og hunde til at bevogte grænserne og forhindre enhver overskridelse af grænsen. Men i Bruxelles-sprog betyder det blot, at man vil foretage en nødtørftig registrering af de migranter, der kommer, så deres asylansøgning kan blive behandlet på behørig vis.

Derfor er det da på sin vis betryggende, at Haarder direkte siger, at det drejer sig om at oprette et ”Fort Europa”. Det kan vel ikke misforstås til kun at betyde et registreringssted. Men Haarders fortsættelse lyder ikke betryggende: Migranterne skal sendes til FN-opsamlingslejre eller EU-opsamlingslejre, hvorfra de så skal sendes tilbage til deres hjemlande.

Jo, tak, men vær opmærksom på, at disse lejre skal være bevogtede, specielt, hvis de ligger i Europa. Ellers flygter migranterne derfra. Og i betragtning af, hvor megen bøvl vi har for øjeblikket med at få hjemlandene til at tage imod de hjemsendte, hvor meget vil vi så ikke få i fremtiden! Nej, bådene med migranter skal tvinges – og jeg skriver TVINGES – tilbage til Libyen eller Marokko eller hvor de nu kom fra.

Det kan være sandt nok, at det ikke hjælper meget på den enorme befolkningstilvækst, hvor 1 mia bliver til 2 indenfor en overskuelig fremtid, at vi modtager 1 million migranter. Og dog ser måske de afrikanske lande anderledes på det. Hvert år modtager disse landes befolkninger mere i tilskud fra familiemedlemmerne i Europa, end de får fra samme kontinent i udviklingshjælp. Det er derfor, at de er meget uvillige til at tage imod de afviste asylansøgere.

Og dertil kommer, at det jo på papiret kan lyder fint med hjælp til at begrænse befolkningstilvæksten. Men synes de enkelte lande også det? Én ting er, hvad den enkelte familie synes: Hvor mange børn skal man have for at kunne sikre sin alderdom? Noget andet er, hvad staterne synes. Vil f.eks. den kristne sydlige del af Nigeria gå med til at begrænse tilvæksten, hvis den nordlige muslimske del ikke vil gå med til det?

Det ville være mere betryggende, hvis Bertel Haarder ville foreslå, at vi skulle lukke grænsen helt for spontane asylansøgere, eventuelt suppleret med et øget indtag af kvoteflygtninge. Vi ville jo kunne henholde os til, at Tyskland er et sikkert land, og at vi ikke er forpligtet efter flygtningekonventionen på at modtage mennesker fra sikre lande. Håbet er naturligvis, at Tyskland vil gøre det samme ved deres sydgrænse, og at Schweiz og Østrig også ville lukke deres grænser. Så står Italien alene med problemet med migranterne over Middelhavet, og så ville de være nødt til at gøre noget effektivt ved problemet.

Det var de allerede begyndt på, men det skader ikke at skubbe lidt på.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget | Skriv en kommentar

Pavestolt

Det er mig, der er pavestolt, stolt over vort land, stolt over vort politi, stolt over at være borger i et land, der ikke blot regner mænd og kvinder for ligestillede, men også har realitetssans nok til at vide, at der er kulturer i denne verden, hvor kvinder bliver forfulgt, og hjerte i livet nok til at hjælpe sådanne kvinder. Et land med sådanne kvaliteter, ja det er mit land. Og at vide det og at erfare det gør mig pavestolt.

Denne stolthed har jeg fra nogle få bemærkninger i Sara Omars roman ”Dødevaskeren”, som jeg netop er blevet færdig med at læse. En forfærdende bog, som jeg nok ikke kan lade være med at omtale, når den er lidt mere fordøjet. Men også en bog, der i kraft af én bemærkning gør mig pavestolt.

Den bemærkning kommer fra en sygeplejerske på Skejby sygehus.

Romanens 49 kapitler foregår skiftevis i Kurdistan i firserne og på Skejby sygehus i 2016. Vi følger hovedpersonen, en pige, der ligesom forfatteren er født i 1986, indtil hendes femte år i Kurdistan, og i mellemliggende kapitler som patient på Skejby sygehus. Hun hedder Frmesk, et navn, jeg ikke kan udtale. Her omgås hun en kvindelig lægepraktikant, Darya, der også er fra Kurdistan, men efter nogen tid bliver hun bange for, at den anden vil fortælle sin familie, specielt hendes far, for meget om hende. Og ganske rigtigt, gennem det ikke særlig store kurdiske miljø i Danmark kommer Frmesks far på sporet af hende, og en dag bliver hun klar over, at han véd, hvor hun er. Derfor beslutter hun sig for at flygte fra sygehuset, uanset, at hun stadig bløder fra sine sår.

Det ser Lene, sygeplejersken, og så er det, hun kommer med den bemærkning, der gør mig stolt: ”Hvis du vil have det, kan vi få dig flyttet til et sikkert sted nu og her”.

Vi, danskerne, har været utilladeligt naive igennem lang tid. Vi har troet, at alle indvandrerne var ligesom vi. Vi har været utrolig langsomme til at lære, at det er de ikke. Men vi har trods alt haft indvandrerne hos os igennem så mange år, at vi omsider har lært noget. ”Vi”, siger jeg, nej, jeg mener ikke vor politiske elite, for blandt den og blandt journalister råder stadigvæk parolen om ikke at se og ikke at omtale noget, der kunne antyde, at vore muslimske indvandrere ikke er som os, jeg mener almindelige mennesker, heriblandt de almindelige mennesker, der sidder hos politiet.

For når Lene kan komme med et sådant tilbud, skyldes det, at hun (og politiet) er klar over, at indvandrernes moral ikke er som vores, at Frmesks liv er i fare, og at de mennesker, der bringer det i fare, er hendes egen familie.

En sådan erkendelse kommer ikke fra den ene dag til den anden. Der har været såkaldte ”æresdrab” på unge kvinder her i landet, som har kunnet befordre denne erkendelse. Der er forekommet næsten en overbelægning af frygtsomme muslimske kvinder på vore krisecentre, og også det har fået øjnene op på os, altså på nogle af os. Det anderledes menneskesyn og specielt: det anderledes kvindesyn, som hersker i vore ghettoer, har gjort sig bemærket, så i hvert fald nogle af os – omend ikke vor elite – er blevet klar over, hvor der kan være fare på færde for muslimske kvinder.

Og derfor, fordi virkeligheden i de muslimske miljøer ikke var til at komme udenom, har politiet udstyret Frmesk med en overfaldsalarm, og derfor kan Lene sige, da Frmesk beder hende bestille en taxa, at hun har ringet til politiet. For både hun og politiet har været klar over den fare, hun befandt sig i. Fordi de har erkendt, at den muslimske kultur er anderledes. Og ikke blot anderledes, men direkte livsfarlig for de kvinder, der ikke retter ind.

Og det er altså det, der gør mig stolt.

Jeg plejer ikke at være nogen pernittengryn, men jeg kan ikke lade være med at drille Sara Omar en lille smule. Hun lader uden videre Frmesk bede Lene bestille en taxa. Har hun tænkt på, at det kan være farligt for en muslimsk kvinde, som er eftersøgt af sin familie, at bestille en taxa? Grevinde Danner stiftelsen, som modtager mange forfulgte muslimske kvinder, nøjes ikke med at bestille en taxa, når deres klienter skal f.eks. til tandlæge, de bestiller en taxa med dansk chauffør, for de har erfaret, at muslimske miljøer ofte benytter muslimske taxachauffører til at opspore bortløbne kvinder og tvinge dem tilbage.

Og ligeledes: Hun vil lade Lene berolige Frmesk ekstra meget, og lader hende derfor efter ovenstående bemærkning sige: ”Et sygehus udenfor Danmark”. Hun glemmer vist, at der er kurdere overalt, hankønskurdere, som nok vil hjælpe Frmesks far med at opspore hende. Og er det Sverige, hun tænker på med et sygehus udenfor Danmark, så er der jo procentvis langt flere fremmede dèr end i Danmark.

Nå, lad disse uknækkede nødder ligge.

Dog, én ting mere er værd at nævne. Da Frmesk og Darya sidder udenfor sygehuset og taler sammen, opdager Darya pludselig sin fars bil. Frmesk løber ind i nogle buske, og de to mænd i bilen, Daryas og Frmesks fædre, opdager hende ikke. Og Darya bliver udsat for at skrapt forhør af de to fædre, men skønt faren for, at de opdager Frmesk, er stor, røber hun hende ikke. Dog kan man af Sara Omars fremstilling fristes til at tro, at hun har glemt, hvor farligt det er for Darya, at hun lyver, for hun synes kun at være optaget af at skildre Frmesks situation.

Men nej, hun har ikke glemt Daryas heltemodige løgn. For i næste kapitel erfarer vi, at Lene ville have afskediget Darya på gråt papir, hvis ikke Frmesk var gået i forbøn for hende. Og hvorfor gjorde mon Frmesk det? Naturligvis på grund af det, hun lige havde erfaret: at Darya havde reddet hende, måske ligefrem reddet hendes liv ved at lyve for de to mænd, og altså: havde løjet på trods af den fare, hun udsatte sig for. De to skulle jo ikke lede meget for at finde Frmesk, og det var rent held, at de ikke gjorde det.

Dette eksempel på kvindeligt heltemod skulle vi have med. Og altså, vi får det med.

Men lad mig blive lidt ved det med stoltheden!

Når Frmesk og til dels også Darya vover at betragte sig selv som hele mennesker, som mennesker på linje med alle andre mennesker, skyldes det i ret høj grad kultursammenstødet mellem islam og den kristne verden, et kultursammenstød, de kun dunkelt har anet eksistensen af i Kurdistan, men som blev tydeligt for dem, da de kom til Danmark. Og kan vi ikke også godt være stolte over, at vi har formået at være så meget et modstykke til den muslimske kultur, at først Frmesk og siden Darya bliver hele mennesker?

Desværre må jeg jo i samme åndedrag tilføje, at dette at være et modstykke til den muslimske kultur ikke er noget, kirken ser som sin opgave. Det er almindelige mennesker, kvinder på krisecentrene, politiet i de særlige situationer og altså her sygeplejersker på vore hospitaler, der i al deres ligefremme menneskelighed optræder som modstykke til islam. Kirken, derimod, synes at have modarbejdet en sådan opgave.

Jeg var for nogle år siden ude med riven efter Kjeld Holm, nu tidligere biskop over Aarhus stift, se her. Ved samme lejlighed vendte jeg mig imod den svenske ærkebiskop, Antje Jackelén. Begge synes at se en enorm relativisme som det store ideal for kirken. Ingen vil træde i karaktér og fremsætte faste påstande som deres trosoverbevisning. På den måde kan de ikke være nogen hjælp for søgende muslimer til at få fast grund under fødderne, for de formår ikke at sige det for almindelige mennesker ret indlysende, at kristendommen er meget mere menneskelig end islam.

Nu i år har jeg så vendt mig imod Iben Krogsdal, fordi hun, også hun, er en blød og uhåndgribelig relativist, se her. Specielt vender jeg mig her mod hendes gendigtning af ”Vor Gud, han er så fast en borg”, vers 3.

I en artikel i Fønix, se her, har Niels Thomsen taget sig for at sammenligne Luthers original med både Grundtvigs og Iben Krogsdals gendigtning. Han sætter de to tredjevers op imod hinanden og kommenterer:

Og går vi frem med vold og magt

mod dem vi kaldte fjender

og mødes vi i svag foragt

for dem vi ikke kender

så står din dreng med lys

og siger: Mørke frys!

og hvisker trapper ind

i vores dybe sind

de går mod åbenlyset

Og myldred djævle frem på jord

og os opsluge ville,

vi frygter dog ej fare stor,

de deres trusler spilde;

lad rase mørkets drot

med løgn og mord og spot,

han har dog få’t sin dom,

da Krist til jorden kom,

et ord ham nu kan fælde.

I vers 3 hos Luther myldrer der djævle frem på jorden, og mørkets drot farer frem med løgn og mord og spot. Iben Krogsdal ser ikke en ondskabens hær. Hun ser nogle, som vi kalder fjender. Men er de det? Eller er det ikke os selv, der har dæmoniseret dem, der er fremmede for os?

At fjenderne kun er fjender i kraft af et fejlsyn hos os, fremgår også af en kronik i Kristeligt Dagblad, som Iben Krogsdal skrev i november, se her. Her opsummerer Krogsdal forskellen mellem Luthers tid og vor tid:

Luthers virkelighed er ikke vores. Vi lever ikke længere i en fortryllet verden befolket af engle og dæmoner eller i en verden, hvor Fjenden (Luthers ord for Satan) er papister og tyrken.

At pavekirken har forandret sig så meget, at det ikke mere er korrekt at kalde paven for Satan, det kan vel være sandt nok. Men har tyrken, eller altså: muslimerne, ændret sig tilsvarende? Det er jeg knap så sikker på.

I en læseprøve på Krogsdals ”Luther nydigtet” fra 2016, se her, kan man læse andre af hendes overvejelser angående Luthers salme og hende gendigtning af den. Hun skriver her om Luthers ”Vor Gud, han er så fast en borg”:

Den syngende står med den sande sag over for den onde (fjenden), som virker gennem andre – dem der står i løgnen. Der er ingen gråzoner her. Ingen forbehold, ingen undskyldninger, ingen skiften side; der er kun den rasende (men allerede afgjorte) kamp mellem godt og ondt.

Salmen både drager og skræmmer. I en moderne verden flyder ondt og godt ofte sammen, både i og uden for mennesket. Hvis er sandheden? Middelalderligt sorthvidt er blevet til moderne gråt. Jeg talte engang med en psykiater, der definerede dæmoni som “det, der sker i os, når vi ikke kan se hinanden og ikke bliver set”. Det onde er ikke den onde. Det onde er, at vi dæmoniserer hinanden.

Flyder godt og ondt virkelig sammen i den moderne verden? Ja, for teologer gør det alt for ofte. Kjeld Holm er ét eksempel. Han mener, at sandheden ligger i det relative. Men Iben Krogsdal følger ham tæt. Også for hende forsvinder den absolutte forskel mellem godt og ondt. I en ret kras karakteristik af Luthers salme skriver hun om Gud (også citeret i det tidligere indlæg):

Han er ikke den, der gør os ranke over for fjenden – han er snarere den, der ryster os, når vi gør os selv til faste og urokkelige borge i verden. Han er ikke den, der står på vores side i kampen mod nogen udenfor – han er den, der griber ind, når vi dæmoniserer andre for at redde os selv. Han er ikke den, der fælder fjender på en slagmark – han er den, der viser os mørket i vores eget sind, når vi marcherer mod andre i den tro, at vi er de entydigt gode og de er de entydigt onde.

Altså, hvis nogen vil erklære Muhammed for Guds fjende – som jeg har gjort i min gendigtning af Luthers salme, se her – så er jeg én, der ”dæmoniserer andre” for at redde mig selv. Og vi skal ikke marchere mod andre i den tro, at vi er de entydigt gode og de de entydigt onde. Men jeg har ikke kaldt mig selv éntydigt god og de andre éntydigt onde. Jeg har derimod påstået, og vil stadig påstå, at min religion, kristendommen, er bedre end deres religion, islam.

Og jeg glæder mig stadig over, at ganske almindelige mennesker plus ikke så få myndigheder blæser på sådanne teologiske spidsfindigheder, hvis de i det hele taget forstår dem, og rask væk og uden gråzoner forstår, at de, når de hjælper Frmesk, ikke ”dæmoniserer andre for at redde sig selv”, men tværtimod redder et menneske ud af islams dæmonisering.

Da Darya næste dag kommer på arbejde på Skejby sygehus, får hun et brev, som Frmesk har skrevet til hende. Heri skriver Frmesk bl.a.:

Og hvem er de mennesker, som har ret til at undertrykke, knuse og dræbe? Hvor får de deres ret fra? Fra Gud, fra Allah vil de nok sige. Men kan det passe, at ældgamle bøger, ældgamle kulturer og traditioner kan være mere værd end os to? Mere hellige end menneskeliv?

Er det ikke god, kristelig tale? Er det ikke, hvad vi må anerkende med største selvfølgelighed: det er mennesker, der er urørlige, ikke gamle bøger, bibelen eller koranen? Og hvis vi i denne anerkendelse uundgåeligt kommer til at dømme islam som en dæmonisk religion, er det så ikke sandheden om den religion?

Lidt senere skriver hun:

For mig handler livet om at fastholde troen på sig selv som menneske, så ondskaben ikke får lov til at æde af én mere. Dog giver mine ord ondskaben en stemme, men det gør jeg for selv at blive hørt. Mine ord er det eneste, jeg har tilbage. Det er grunden til min overlevelse. Jeg er ingenting uden dem.

Igen: en kristen teolog kunne ikke sige det bedre. Og læg venligst mærke til, at hun godt véd, at hun ved at beskrive ondskaben, som hun har gjort det i sin bog, giver ondskaben en stemme, men jo også utvetydigt beskriver den som ondskab. Hvordan skulle også hun i hendes situation, hvor det drejer sig om liv og død, kunne få råd til at tale om gråzoner? Ja, hvordan skulle vi, når vi hører hendes historie, kunne undgå at gøre det selvfølgelige: kalde en spade for en spade, kalde ondskab for ondskab, kalde den islam, der har besat mennesker i hendes landsby, for en Satans tankefælde?

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget , , | Skriv en kommentar

Forbudt kærlighed

Som den trofaste læser nok véd, har jeg ikke gjort meget ud af al den ”metoo-snak”, der har optaget mange her i efteråret. Kun en enkelt gang er der kommet et lille pip herfra, og det endda ikke mit eget pip, men en gengivelse af noget, som Emilie van Hauen havde skrevet, se her.

Denne gang bliver det lidt mere originalt, omend også lidt mere sørgeligt. Sørgeligt, fordi ingen løsning er i sigte.

Man har spurgt alle de mennesker, der er blevet grebet af metoo-bevægelsen – og det både mænd og kvinder – hvorfor de dog ikke giver udtryk for deres forargelse over den behandling, kvinder får i de muslimske miljøer. Det var et særtilfælde af det, Emilie van Hauen tog frem: de mange kvinder, der har været udsat for voldtægt af muslimske mænd. Og både det, og behandlingen af kvinder i al almindelighed hos muslimer er nok værd at nævne i forbindelse med metoo-opstandelsen.

Udmærket!

Men jeg har sådan lidt i stilhed gået og ventet på, om ikke nogen ville nævne endnu en overset kvindekategori, en kategori af kvinder, der også har måttet holde deres mund i en mandsdomineret verden, en kategori af kvinder, som vel ikke på samme måde har været udsat for overgreb, men som alligevel har fået deres kærlighedsliv ødelagt af en mandsdomineret institution.

Jeg tænker på de kvinder, der bliver forelsket i en katolsk præst, som mærker, at deres kærlighed bliver gengældt, som bliver præstens elskerinde, men som af hensyn til den katolske kirkes cølibatskrav til præsterne kommer til at føre et skinliv, og må nøjes med livet igennem at forblive sin mands hemmelige elskerinde.

Jeg skrev om det her på bloggen for snart lang tid siden, se her. Det var i anledning af, at der i Tyskland var omtalt nogle sager om præsteelskerinder. Den ene sag var en kvinde, der livet igennem havde været ”gift” med en katolsk præst, havde fået en søn med ham, men nu var blevet så frustreret over det stadige hemmelighedskræmmeri, at hun havde fået afløb for sin frustration ved at skrive en bog. Jeg refererede hende i sin tid således:

Og i den [dvs i bogen] bebrejdede hun sin ‘mand’ (og præsten var jo hendes mand) for alle de svigt, han måtte vise hende og deres fælles barn, fordi han var præst, og fordi den katolske kirke ikke vil anerkende gifte præster. Én ting var, sagde hun, at hun selv måtte leve en skjult og fordækt tilværelse, nidstirret af dem, der vidste noget, afholdt af meget få, noget andet og værre var, at hans barn livet igennem havde måttet leve med dette mummespil også, havde haft en far, men alligevel ikke havde haft en far.

Den anden sag, jeg gjorde lidt ud af, handlede om en katolsk præst, der på grund af samliv med sin husbestyrerinde blev tvunget til at flytte. Han havde fire børn. Men han havde dem med to forskellige kvinder. Og, sagde jeg dengang, hvad skulle det nytte at tvinge ham til at skilles fra sin ”kone”, når han velsagtens snart efter ville finde sig en ny?

Og hvis man vil mene, at dette med, at der kom børn ud af disse samliv, vel nok måtte kunne forhindres med diverse svangerskabsforebyggende midler, så skal man jo for det første nok ikke regne med, at der vil blive undervist i brugen af sådanne på de katolske præsteseminarer, men man skal for det andet gøre sig klart, at det jo ikke blot er de eventuelle børn, der lider, der er i lige så høj grad de mange kvinder, der bliver involveret, der lider. Og hvis man vil sige, at de vel i nogen grad selv er ude om det, så har man vist undervurderet forelskelsens sælsomme kræfter.

Jeg fandt i ”Süddeutsche Zeitung” under 30. oktober 2016 en beretning om, hvordan det kom til forelskelse mellem en katolsk præst og en lærerinde. Desværre er hendes fortælling gemt bag betalingsmur, men den første del af beretningen kan læses her.

Det begyndte med, at en katolsk præst havde lovet en lærerinde at celebrere en messe i en skovhytte en dag, hvor lærerinden var på udflugt i skoven med sin klasse. Fortælleren, Harald Hordych, fortsætter:

Og så slog det gnister mellem de to, som man så enkelt og præcist siger i daglig tale. To mennesker føler sig draget til hinanden. Et nervepirrende øjeblik, et øjeblik, der kan bestemme hele livet, og dog et øjeblik, som indbefatter noget dagligdags. Forudsat, at kærligheden kan udleves, når de to er enige med hinanden. Netop en smuk og enkel historie.

Men præsten og lærerinden, der ved messen med skoleklassen i skovhytten stod ved hans side som messemedhjælper – det er jo ikke den normale historie, som sker for så mange andre mennesker. ”Forbudt kærlighed” hedder den slags i fjernsynet, når man laver en sæbeopera ud af fortrængte, undertrykte følelser; i virkeligheden hedder det: holde afstand, fortrænge, se den anden vej, ikke tænke mere på det, glemme det – for det, der ikke må ske, kan ikke ske.

Det kan godt være, man vil kalde mig en håbløs romantiker, det kan godt være, man vil anse mig for uden forbindelse med den hårde virkelighed, når jeg bekender, at jeg føler med de to, og at jeg finder Hordychs beskrivelse rammende, behersket af fin indlevelsesevne.

Hordych fortsætter:

Efter dette første møde, som ingen af de to åbenbart kan glemme, går præsten og lærerinden hver sin vej. I flere år. Men så ses de igen, og for mere end seks år siden blev det virkelighed med deres kærlighedshistorie. Kvinden bliver præstens partner.

Der har op gennem tiderne været mange betegnelser for den slags kvinder. Hos os fandtes de jo også, altså før reformationen. Dengang blev de kaldt ”præstedejer”, ”præstefriller” og betegnet med tilsvarende nedsættende ord. Og der er sikkert dem i de katolske menigheder i dag, der er i stand til at finde ligeså nedsættende betegnelser. Men ikke Hordych. Han bruger den neutrale betegnelser ”partner”. Og prøver at leve sig ind i et sådant parforholds følelsesliv:

Kvinden bliver præstens partner. Og har været det siden til den dag i dag. Hvad det betyder for en kvinde, hvad det betyder for dette hemmelige par, kan man kun svagt fornemme, men hvem kan for alvor sætte sig ind i, hvordan det føles at have en kærlighed, der aldrig må vise sig i offentligheden, og som skal leve, trykket af angst for opdagelse, men også med viden om, at deres kærtegn og sex er tegn på ulydighed?

Denne kvinde har altså til avisen skrevet et indlæg om deres kærlighedslivs vanskeligheder. Det kan jeg som sagt ikke komme til at læse, men Hordych sammenfatter til sidst nogle af vanskelighederne. Kvinden fortæller, siger han,

hvordan det er altid at skulle være på vagt, og straks gå hvert til sit, hvis der dukker et bekendt ansigt op. Hvordan det er ikke at kunne leve i den samme by for at kunne modarbejde hurtigt opdukkende rygter, som hårdnakket fortsætter deres eksistens. Hvad det betyder at leve ved en præsts side, som er forbundet ganske stærkt med sin menigheds mennesker og aldrig har tilladt sig at være efterladende med sine pligter som sjælesørger.

Forelskelse er noget mærkeligt noget. Uvilkårligt og uden at hverken vi selv eller vore forældre har villet det, får vi slægtens, tidens, miljøets mands- og kvindebilleder ind under huden, tager dem til os, forsøger at leve op til dem, gør dem – måske i bearbejdet form – til vore idealbilleder. Nå ja, det lader sig måske forklare, at der i mændenes hjerne er indbygget en skønhedssans, som de kvindelige former lever op til, men hvorfor er det så ikke alle kvinder, den enkelte mand falder for? Hvorfor er der kun én, der bliver den udvalgte, den, han bliver forelsket i?

Højsangen beskriver det, men forklarer det ikke, undrer sig kun, som vi andre, over den sære forelskelse:

Der er tres dronninger og firs medhustruer
og unge piger uden tal;
men hun er den eneste, min due, mit ét og alt, (Højs 6,8f)

At der kun er én, hvordan går det dog til?

Og hvad siger denne due, denne elskerinde, denne ”partner”?

Hvis I finder min elskede,
hvad skal I da fortælle ham?
At jeg er syg af kærlighed.

Hvad har din elskede frem for andre,
du smukkeste blandt kvinder?
Hvad har din elskede frem for andre,
siden du besværger os sådan?
Min elskede er hvid og rød,
ypperst blandt titusinder.
Hans hoved er det reneste guld;
hans lokker er daddelklaser,
sorte som ravnen.
Hans øjne er som duer
ved vandløb;
badet i mælk
sidder de i deres huler.
Hans kinder er som et balsambed,
hvor der vokser vellugtende urter;
hans læber er liljer,
der drypper af flydende myrra.
Hans arme er guldstave
indlagt med krysolit;
hans mave er en elfenbensplade
besat med safir.
Hans ben er alabastsøjler,
der står på fodstykker af guld;
hans skikkelse er som Libanon,
prægtig som cedertræer.
Hans gane er sødme,
alt ved ham er dejligt.
Sådan er min elskede, sådan er min ven,
Jerusalems døtre. (Højs 5,8-16).

Men hvem kan det dog være, der har anbragt sådanne tanker i en kvindes hjerne? Hvor kommer dog den forestilling fra, at han er den eneste med ben som alabastsøjler?

Skal vi vove at kalde ophavet til sådanne forestillinger for Gud?

Åh, ja, det kan jo vi ”normale” mennesker gøre. Vi kan gå hen i kirken, vi kan bekendtgøre vor forelskelse, hvor uforståelig den end er, for alverden, intet hindrer os, og vi kan dèr bede Gud om ikke blot at skabe dette bånd imellem os, men også holde det vedlige, lade os igen og igen se det smil, der betog os, lade os igen og igen høre den røst, der rørte ved vore hjerneceller på en uafviselig måde.

Men kan denne kvinde (eller hendes mand, præsten) sige, at deres kærlighed skyldes Guds indgriben, hans bevægelse i hjernens neuroner, hans styring af stemmebåndene, hans sammenfletning af de tos oplevelser?

Præsten siges jo at have lovet Gud livslangt cølibat. Eller var det kun kirken, han aflagde løfte til? Og hvis det kun var det, og hvis forelskelsen, som den ramte ham og hans kone, må siges at stamme fra Gud selv, vil så ikke det sidste overtrumfe det første?

Der er katolske præster, der ser således på det. Ifølge tysk Wikipedia, se her, har 69.000 katolske præster indenfor de sidste 40 år opgivet deres embede for at kunne gifte sig. 11.200 af dem er dog siden vendt tilbage til præstejobbet, idet de enten er blevet skilt, eller deres hustru er død.

Fornylig har også 11 katolske præster fra Rhinlandet i et åbent brev beklaget, at de som gamle føler sig ensomme, se her, noget, de ikke havde behøvet, hvis de havde været gift, mens de var i embede.

I min søgen efter artikler om det katolske præstecølibat faldt jeg over følgende vittighed: To katolske præster står og taler sammen. ”Tror du, den nuværende pave vil ophæve cølibatstvangen for os præster?” spørger den ene. ”Ak, nej”, svarer den anden, ”jeg tror ikke, det bliver i vores tid. Men det er muligt, vore børn kommer til at opleve det!”

Nej, naturligvis er disse kvindeskæbner ikke så slemme som de muslimske kvinders, der tvinges til at leve i livslang undertrykkelse uden udsigt til befrielse nogensinde. Og heller ikke så slemme som vore hjemlige muslimske kvinders, hvoraf mange lever i tilsvarende undertrykkelse, og godt nok har mulighed for at undslippe tvangen, men må betale en høj familiemæssig pris for det. Men de kan dog godt sammenlignes med mange af de kvinders skæbne, som nu har fået mulighed for at tale – og tillykke med det – om en sexchikane, de var udsat for. Blot kan disse kvinder jo ikke tale, før de slipper ud af klemmen, enten derved, at deres mand frasiger sig sit præsteembede, eller derved, at de selv går fra deres mand. Begge dele er, vil jeg mene, en meget krævende beslutning at tage.

Og jeg véd såmænd ikke, om jeg vil ønske for dem, at deres mand forlader embedet som præst. For jeg tror ikke, det er de dårligste præster, der her er tale om. Men jeg ville virkelig ønske for dem, at den katolske kirke ville ophæve cølibatstvangen for sine præster. Jo før, jo bedre!

Udgivet i Etik | Tagget | Skriv en kommentar

Ægteskab hos muslimer og katolikker

Den fremmede Luther 49

Tidligere var jeg inde på, hvordan Richardus og Luther ser på muslimernes forestillinger om ægtestanden, se her. De vender sig stærkt imod den forestilling, at paradislivet består i, at manden får stillet en række jomfruer til rådighed til fri afbenyttelse. Både filosofferne og de kristne regner ikke orgasmen som menneskelivets højeste lykke; det er derimod samværet med Kristus, der er indholdet i paradislivet, eller det er, med Aristoteles, i forståelsen, at menneskets højeste lykke består.

Denne muslimske paradisforestilling ser de udlevet i de muslimske ægteskabsforestillinger med Muhammed som det store eksempel til efterlevelse. Når Muhammed tog sig mange hustruer og gav muslimerne lov til at have indtil fire hustruer, foruden ”det løse”, dvs., de slavinder, de ejede, så betyder det, mener de, at det ikke er det personlige forhold mellem ægtefællerne, der er af interesse, men kun mandens tilfredsstillelse af sine seksuelle lyst.

Luther har i sin efterskrift til Richardus’ ”Gendrivelse af koranen” nogle interessante overvejelser, som minder ikke så lidt om nogle overvejelser, Løgstrup gør sig i sin bog ”Norm og Spontaneitet”.

Luther mener, at Gud har sendt kristenheden to plager, dels den grove plage, bestående af Muhammed, dels den langt mere subtile plage, som paven er udtryk for. Muhammed er ikke antikrist, for han sætter sig ikke i Guds sted. Men paven er, for han antager og godkender alle kirkens udtryk og skikke, men forvandler dem til noget andet i sit djævelske billede, se her.

Og på den baggrund fortæller han, hvordan begge parter har drevet deres spil med ægtestanden:

Og se, hvordan den grove djævel dèr og den subtile djævel her har drevet sit spil med ægtestanden. Den grove uhumske Muhammed tager alle kvinder og har dog ingen kone. Den kyske pave tager ingen kone og har dog alle kvinder. Er dette ikke sælsomme ting? Den, der ikke har nogen kone, han har alle kvinder. Og den, der har alle kvinde, har ingen kone. Hvordan går det til? Den uforskammede, uhumske Muhammed giver sig ikke ud for at være kysk, tager, som en horejæger, lige så mange han vil. Derfor har han ingen ægtehustru, og kan heller ikke have nogen ægtehustru. Og således er han uden kone og ikke i nogen ægtestand. Den liljehvide, kyske, blufærdige, tugtige, hellige fader paven, det sarte jomfruskab, opretholder et skin af kyskhed og vil heller ikke tage nogen ægtehustru med Gud og æren. Men hvor mange kvinder han ellers tager, ikke alene horer, men også ægtehustruer og jomfruer, se blot på hans kardinaldømmer, bispedømmer, stifter, kurtisaner, klostre, præster, prædikanter, kapellaner, skolemestre og hele korpusset, foruden hvad der er af de utallig laster, som man ikke bør nævne. Se her.

Jeg må indrømme, at jeg i første omgang troede, at det var Luthers tendens til at opstille ”smarte” modstillinger, der her gjorde sig gældende. (Det er mig, der i oversættelsen har skelnet mellem ”kone” og ”kvinder”; Luther bruger ordet ”Weib” i begge tilfælde). Og man skal måske også have opstillet nogle mellemregninger for at få det hele til at passe. Men efterhånden tror jeg, at hans indvendinger mod de to magter er særdeles relevante. Ikke mindst, fordi de er af samme art som Løgstrups sammenligninger mellem den gnostiske mistænkeliggørelse af sanseligheden og dens modpol libertinismen.

Luther går ud fra, at et ægteskab er et ægteskab med én person, og at man knytter sig personligt til denne ene person og lader alle andre personer fare som mulige seksualpartnere. Derfor kan han sige, at Muhammed med de mange kvinder, han omgås seksuelt, ikke har nogen kone. For han betragter ingen af sine seksualpartnere som en person, han skal vokse sammen med, en person, han skal bøje sig for, som hun skal bøje sig for ham, en person, han tænkes at kunne blive forelsket i, som hun i ham. Nej, kvinden er mandens ager, som han kan pløje, når han har lyst til det, se her. Det vil sige, for Muhammed er det kun kvinden som fødemaskine og som tilfredsstillelsesmiddel, han har blik for.

Derfor kan Luther sige, at Muhammed (og logisk set enhver muslim med flere koner) nok har mange kvinder, men dog ikke har nogen kone.

Men hvad så med Luthers ord om paven, der ikke har nogen kone, men dog har alle kvinder?

Ja, Luther forklarer det med, at de katolske gejstlige, der i deres liljehvide kyskhed lover at afholde sig fra ægteskab, dog ikke afholder sig fra at ”have kvinder”, altså have samleje med kvinder, når ingen ser det, förstås. Men det, de har i denne ”haven”, er ikke et ægteskab, de har ikke nogen kone, de har kun det samme som Muhammed og hans muhammedanere: de har en dukke, der er velegnet til kønslig tilfredsstillelse.

Og det, Luther her har blik for: at muslimerne og katolikkerne i grunden begge vender sig imod ægteskabet, det samme ser Løgstrup i ”Norm og Spontaneitet”.

Her gennemgår han i det kapitel, der hedder ”Kærlighed og seksualitet”, forskellige idealdannelser og skriver:

Men bortset fra den slags ekstreme idealdannelser går den idealdannelse, der er blevet den rådende i vor kultur, ud på at forene en kærlighed af individuel tilbøjelighed og tiltrækning med seksuel fuldbyrdelse. Den går under navn af erotisk kærlighed. Men der er nok af kulturer, hvor den ikke findes. Den er selvsagt udelukket, hvor valg af ægtefælle foretages af forældrene, medens partnerne er børn. (Side 135).

Dette har vi haft lejlighed til at erfare med de mange muslimer, der er kommet til vort land. Men vi har ved samme lejlighed erfaret, at forelskelse ikke er en specialitet for vor kulturkreds, den er noget, alle kan gribes af. For især de muslimske kvinder kan dette blive skæbnesvangert. Det er ikke så få ”æresdrab”, der har ramt sådanne kvinder, som blev forelsket i ”den forkerte”. Men forelskelsen har de altså mærket, skønt alle mente, at den ikke fandtes i deres kultur.

Løgstrup slutter dette kapitel med at sammenstille to fænomeners kærlighedsforståelse: pornografiens og gnosticismens. Han skriver:

Som sagt modsætningen er klar nok. Vi har den gnostiske adskillelse af ånd og legem med dens mistænkeliggørelse af sanseligheden. Og som den yderste modpol libertinismen i pornografiens udgave med en sådan dyrkelse af sanseligheden, at den enkeltes individualitet forsvinder og alt, hvad der er af personlighed er faret i kønsorganerne. Men det går her som det så ofte går med heftige modstandere, når de ikke kan komme fri af hinanden, skyldes det, at der bag ved det, som de strides om, ligger en fejltagelse, som de er fælles om. Det er på den fælles, om end skjulte fejltagelse, at deres strid bliver så bitter. Hvori består da puritanismens og pornografiens fælles fejltagelse? I at kærlighed og kønsdrift skilles ad. Begge steder. I den gnostiske dualisme bliver der ingen plads for tanken om kærlighedens formning af sanseligheden. Så langt kommer man slet ikke. For at kunne gøre sig tanker om det, må nemlig sanseligheden først indsættes i sin ret. Og i pornografien udgår stort set kærligheden, hvad der alene interesserer er den isolerede seksualitet. (Side 159). (Tidligere brugt her).

Og det er denne sammenstillen jeg sammenligner med Luthers sammenstillen. Muhammeds og pavens forståelse af ægteskabet har en fælles fejltagelse, og denne fejltagelse består i, at kærlighed og kønsdrift skilles ad.

I den muslimske forståelse, hvor kvinden tænkes at stå til rådighed for manden på hans mindste vink, hvor det ikke drejer sig om personlig tiltrækning, men om lydighed mod koranens bud, dèr er den enkeltes individualitet forsvundet, hvad der er af personlighed er faret i kønsorganerne, for nu at tale med Løgstrup.

Men i den katolske forståelse ser det ikke meget bedre ud. Heller ikke dèr er der med det fortrinlige Løgstrup-udtryk ”plads for tanken om kærlighedens formning af sanseligheden”. For de cølibatære betragtes jo som mere fuldkomne end de gifte. Den formning af sanseligheden, som måske var Guds dybere mening med at lade et dyr med sanser og begær få sprog og sidenhen kultur og bevidsthed om sansning og begær, kommer heller ikke dèr på tale.

Et af de ord fra Richardus (og fra koranen), som Luther bruger, er ordet om kvinden som mandens ager, en ager, som han kan pløje, som han vil, se Richardus her og koranen (Sura 2,223) her.

I Sara Omars bog ”Dødevaskeren” er der en scene på Skejby Hospital, hvor hovedpersonen overfor en anden kurdisk kvinde citerer de steder i koranen, der er kvindeundertrykkende. Og hun slutter netop med ordet om kvinden som mandens ager eller pløjejord. Så siger hun: ”Her har du legaliseringen af vold og voldtægt. Det er mandens ret, og den vestlige verdens love betyder mange steder intet i forhold til koranens ord”.

Den kvinde, hun samtaler med, gør indvendinger: ”Sådan tolker jeg bestemt ikke koranen”.

Men hvordan står du som kvinde, hvis du bliver gift med en mand, der tolker koranen præcis på den måde”.

Hvortil den anden ikke kan svare andet end ”Jeg har ikke tænkt mig at blive nogens pløjejord”.

Hvortil jeg – og formentlig Sara Omar – svarer: ”Nej, men din tanke og hensigt betyder jo netop ikke noget i den muslimske kultur”.

Udgivet i Islam versus kristendom, Luther | Tagget , , , | 1 kommentar

Nytår

Så har man været igennem en to-tre gudstjenester, har hørt diverse nytårstaler med tilhørende kommentarer, og så kan man vel endelige åndelig lidt op igen?

Tja, men en stakkels forvirret gammel præst som undertegnede kan ikke lade være med at spekulere lidt på de mange ord, der er blevet brugt. Holder de? Afbilder de en virkelighed, som man kan genkende? Er f.eks. vi allesammen – eller bare de fleste af os – bange for fremtiden, angste for, hvad den kan bringe os, nervøse for alle de uløste problemer, der svæver rundt i det offentlige rum, så bange, så angste, så nervøse, at vi derved er blevet passende præparerede til at høre et trøstende ord fra prædikestolen, f.eks. dette ”Mine tider er i Din hånd”? Det står vistnok et sted i det gamle testamente.

Jamen, er mine tider da i Guds hånd? Tager jeg ikke selv vare på min fremtid? Og er det ikke mit eget ansvar, hvis jeg har glemt det, hvis jeg f.eks. ikke har sparet op til pensionen? Hvor er den Gud henne, som jeg kan sætte min lid til? Hvor griber han ind? Eller er han blot et menneskeligt fatamorgana, som forsvinder ved nærmere eftertanke?

Er det ikke kun her ved nytårstide, at jeg gribes (eller tænkes at gribes) af fremtidsangst? Er det ikke kun i disse dage, at jeg skal ængstes i den grad, at jeg henflyr til Guds beskærmelse? En beskærmelse, om hvilken jeg ikke rigtig véd, hvor den rammer mig?

Og den ugudelige verden omkring mig? (Hvis den altså er særlig ugudelig, hvad den måske slet ikke er). Den er vel som altid besat af en næsten uudslukkelig udviklingsoptimisme. Når muslimerne danner deres parallelsamfund, ok, intet problem, de er bare lidt bagefter os i udvikling, om nogle år vil de være på omgangshøjde med os, og så bliver de lige så religionsfremmede som danskerne. Irakerne under Saddam Hussein? De skal bare have deres diktator fjernet, så vil det demokrati-ønske, der ligger forankret i ethvert folk, blomstre op og skabe noget helt nyt i Mellemøsten: en demokratisk, muslimsk stat.

Tja, hvordan var det lige, det gik med det?

Nej, ikke så godt, sandt nok. Men alligevel sidder udviklingsoptimismen i os. Altså: i både kristne og mindre kristne.

Og måske med god grund.

Jesus var i besiddelse af den. Hans lignelse om himmeriget som sennepsfrøet, der voksede op og blev til et træ så stort, at himlens fugle byggede rede i det (Matt 13,31f), fortæller vel noget om, hvad han ventede af den menighed, der dannedes omkring ham og hans forkyndelse.

Og Hegel, den store tyske filosof, han genoptog udviklingstanken: Menneskeånden vil nå stadig nye højder. Og selv om Karl Marx mistolkede Hegel i sine forestillinger om det kommunistiske samfund, så var det dog udvikling, han tænkte på, også han.

Ja, selv hos vor hjemlige Grundtvig kan vi finde den forestilling, at tingene går fremad, at det hele dog, trods momentvis modgang, vil vise sig bedre i fremtiden, end det var i fortiden.

Han synger f.eks. i salmen ”Er du modfalden, kære ven”, (DDS nr 655) vers 4: ”Det er blandt folk et gammelt ord:/ Hver djævel har sin tid./ Men vist er det, enhver har tabt,/ som gik mod Gud i strid”. Og selv om vi som halvkristne og halvt troende vil kikke os om efter den Gud, der bekæmper djævle, så vil vi nu nok have Grundtvig med os, når vi siger, at der er tale om Gud som ”logos”, som ordet, som den sprogkraft, der lægges os mennesker ind i sindet under sprogtilegnelsen, og som bryder frem de mest overraskende steder.

En sprogkraft, der jo egentlig burde være til at få øje på.

Tænk på, hvor mange diktaturer der er gået til efter Anden Verdenskrig! Er det dog ikke tegn på en positiv udvikling? Chile og Argentina i Sydamerika, Portugal, Spanien og Grækenland i vor verdensdel, Sydafrika i Afrika, og ikke mindst: Den enorme Sovjetunion, den, vi anså for udødelig, for et rige med så umådelige ressourcer og så overvældende våben, at intet kunne ødelægge den, den blev dog ædt op indefra, fordi den djævel, der havde besat den, også den, havde sin tid, og nu, men ikke før, var dens tid udløbet.

Nå ja, jeg véd godt, at en række Amerika-fans iblandt os, vil tilskrive Ronald Reagan æren for Sovjetunionens fald. Men uden at tage nogen ære fra ham – for han var på mange måder en stor præsident – så må man vist alligevel sige, at der med Sovjetunionens fald var tale om en implosion, altså om noget, der faldt sammen i kraft af, at dens egne iboende kræfter svigtede. Eller, for at tale med Danielsbogen, den var en kolos på lerfødder (Dan 2,32-35).

Jeg har her på bloggen beskrevet det flere gange, sidst her med et citat fra The Economist således:

For nogen tid siden læste jeg i The Economist en anmeldelse af en biografi af Gorbatjov, skrevet at William Taubmann, se her. Heri hed det bl.a.:

Gorbatjovs brug af det unaturlige og banale sovjetiske ”newspeak” fik ham til at lyde som en ”apparatnik”. Men under dette gemte sig en klippe af moralsk instinkt og ”common sense”, som bestemte hans valg langt mere end marxistiske dogmer og sovjetisk ideologi. Hvordan kunne sådanne normale menneskelige reflekser overleve i et alt andet end normalt land?

Det sidste spørgsmål rammer hovedet på sømmet. For igennem alt for mange år kunne regimet narre både sig selv og dets undersåtter med det banale sovjetiske ”newspeak”. Man skulle på én gang fastholde, at valgene var frie, og sørge for, at de var så tilpas styrede, at antirevolutionære kræfter kunne holdes borte fra indflydelse. Det kodesprog havde alle de ledende hidtil lært sig at styre efter. Men så kom Gorbatjov. Han gemte i sig en klippe af moralsk instinkt og ”common sense”, eller – som jeg har sagt andetsteds – han tog ordene om frihed for pålydende, og så faldt altså Sovjetunionen sammen.

Hver djævel har sin tid”!

Ja, lad os bare tale rent ud af posen. Den ånd, der herskede i Sovjetunionen, var djævelens ånd. Han, der formår at fordreje ordene, så de kommer til at betyde det modsatte af det oprindelige, ja, formår at opbygge en hel ideologi, der understøtter undertrykkelse og henrettelse af dem, der mener noget andet. Han, altså, der sætter det guddommelige værktøj, hvorved al udvikling foregår: den frie samtale, ud af kraft. Hans ånd var det, der havde behersket Lenin og Stalin og alle de andre.

Gud er ordets Gud. Gud hersker gennem ordet, dvs., igennem den frie diskussion mellem mennesker. At den er fri, betyder netop, at det ikke er os mennesker, der styrer den; i så fald ville der ikke være tale om nogen diskussion, og da slet ikke om nogen fri diskussion, men om manipulation. Men hvem styrer den så? Hvordan kommer sandheden så frem?

Den kommer frem, når hver diskussionsdeltager – og det vil jo i vore demokratiske samfund sige hver samfundsborger – vover at holde sig til det, han eller hun anser for sandhed, uden frygt for mistet anerkendelse, karrieremuligheder eller lignende. Og også uden frygt for voldelige repressalier fra muslimernes side.

Muslimerne? Ja, de har overtaget Sovjetunionens plads som djævelens spilleplads. Nu er spørgsmålet ikke længer, hvordan vi får gjort ende på terrorbalancens helvede – det spørgsmål kan vi da gudskelov lægge til side (og netop ”Gud ske lov”) – i stedet er nu spørgsmålet: hvornår vil noget ske for islams vedkommende tilsvarende det, der skete for kommunismens vedkommende: at den falder sammen i sig selv, at dens mange fortryllelser bliver afsløret, så ingen længer tror på dem.

Det synes unægtelig at have lange udsigter med den djævel.

Djævel? Næ, hør nu, sådan kan man da ikke sige om islam.

Nej, måske ikke, hvis man tænker på den gamle djævel med horn i panden og hestehov. Men som Kaj Munk sagde det: i vore dage går djævelen med laksko. Det vil sige: hestehoven ser man ikke. Eller altså udlagt: Djævelen har klædt sig ud i fromhedens klædedragt, han optræder ikke direkte som et ondt menneske, tværtimod som et betænksomt mennesker, der kun vil det bedste.

Han kan f.eks. have klædt sig ud som en from imam i samtale med Steen Skovsgaard. Skovsgaard beretter om det i en kronik i Kristeligt Dagblad den 2-1, se her.

FOR FLERE ÅR SIDEN var jeg inviteret hjem til en imam i Gellerup. Vi havde gennem længere tid haft flere gode samtaler og kendte efterhånden hinanden ret godt. Nu sad vi og fik te og kage, som vi indtog siddende på gulvet i den pæne lejlighed. Hans kone var i køkkenet, og hans mindre drenge serverede for os. Vi talte om stort og småt og kom også til at tale om dommedag. Her sagde han noget til mig, som jeg aldrig har glemt: ”Der går ikke en time, hvor jeg ikke tænker på dommedag.” Og efter en kort pause: ”For hvordan vil det mon gå på dommens dag?”

Og det lyder jo fromt. Specielt, hvis det er ægte ment, hvis han altså virkelig går og gør sig bekymringer over dommedag. Alligevel, selv midt i fromheden, er det et tegn på, hvilken magt djævelen har. I stedet for at mennesket lever det liv, det blev skabt til, et liv i fri glæde og selvfølgelige gode gerninger, lever denne imam altså et liv i evig frygt. For, som han selv siger: ”Hvordan vil det mon gå på dommens dag?” Den frygt kan nok, hvis den er ægte, indsnævre ens liv, gøre alle ens gerninger til alvorlige, velovervejede gerninger. En sådan frygt virker på samme måde som tvangshandlinger virker på en neurotiker: han eller hun er nødt til at foretage alle mulige rituelt-lignende handlinger, før selv den mest dagligdags gerning kan gennemføres.

Skovsgaard beskriver selv til sidst modsætningen til disse frygtbaserede handlinger, nemlig de kristne handlinger. De er

ubekymrede og frie. Det er faktisk det, som Jesus også siger, når han taler om de sidste tider og dommedag: ”Når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.” Med andre ord: Løft jeres hoveder. Vær frimodige. Glæd jer og frygt ikke. For jeres fader har besluttet at give jer riget. Dommedag ligger på en måde bag jer. Eller rettere, som Jesus siger: ”I er allerede rene, på grund af det ord, jeg har talt til jer.” (Johs. 15,3).

På den måde er frygten for dommedag i evangeliet afløst af frimodighed, tillidsfuld glæde og tryg forventning. Og hvor har vi dog brug for at høre det og tale om det.

Ja, det har vi brug for at høre. Men det har muslimen minsandten også. Også, selv om det nødvendigvis må forekomme ham at være en kritik af islam. Problemet er ikke blot det, at intet almindeligt menneske kan holde ud til at leve i den bestandige uvished og frygt, som islams dommedagsforståelse lægger op til, før eller siden vil den ene eller den anden – og muligvis ikke altid den dårligste blandt muslimerne – bryde af og skaffe sig sikkerhed for en plads i paradiset gennem en terrorhandling. Det er et stort problem for os andre, og et problem, som ligger i direkte forlængelse af imamens frygt. Men det er ikke det eneste problem med denne fromhed; det er også et problem, at et nogenlunde fornuftigt menneske som denne imam af sin religion bindes ind i denne evige, umenneskelige frygt, som er jo værre, jo frommere han er.

Det er djævelens værk, når han er allermest spidsfindig.

Og dette fromhedsåg er utrolig vanskeligt at kaste af sig.

Det kan bl.a. ses af noget af det mest opløftende, jeg fik opleve her i nytåret. Deadline havde forleden inviteret Sara Omar til at holde en nytårstale. Sara Omar omtalte jeg fornylig, se her. Hun har udgivet en roman, nærmest selvbiografisk, om det muslimske kvindehad. Og i sin nytårstale gentog hun det, jeg blev så begejstret for i det interview, Berlingske havde lavet med hende: Ord har magt. Det kan ikke siges tit nok. Ord har magt, magt til at forandre, magt til at nå ind til hjerter, magt til at frigøre mennesker, bundet af islams umenneskelige frygt.

Nå ja, jeg lagde da godt mærke til, at hun ikke ville forkaste al islam. Der var skønne træk ved islam, sagde hun, og det er nok sandt. Men jeg for min del tror ikke på, at disse skønne træk nogensinde kommer til at blive mere end et skalkeskjul for den fromme, umenneskelige islam.

Så når jeg her ved nytårstide skal formulere et ønske for det nye år, nej ikke blot et ønske, en bøn til Ordets Gud, til terrorfrygtens nedbryder, til Sovjetunionens banemand, til Gulag-systemets ødelægger, en anråbelse til Gorbatjovs inspirator, til Sara Omars hemmelige, hende selv ubevidste kilde, så skal den lyde:

lad dog dette muslimske djævelskab forgå! Lad dog alle disse undertrykte menneske forløses! Lad dog hele den muslimske verden implodere, falde sammen, gå under, ophøre med at eksistere! Lad dog alle de frygtsomme fromme rammes af dit frigørende ord! Lad dog al dommedagsfrygten fordampe som dug for din sol! Lad dog de hårde hjerter gribes af fortrydelse!

Vi fatter ikke, hvordan du bærer dig ad. Men vi så det på Sovjetunionens fald, at du er i stand til det mest utrolige. Kan du dog ikke gentage underet med islam?

Og skal vi bruges som redskab for din virken, så opildn os til at turde imødegå islam, finde dens svage sider, og formulere os på en måde, som rammer, så de forstår!

Nej, alting er ikke fastlåst. Lad dog det træ, hvori himlens fugle bygger rede, omsider komme til at omfatte de muslimske lande!

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Er Gud en person?

Den fremmede Luther 48

Kan Gud komme på bedre tanker? Kan Gud gøre en erfaring, som får ham til at ændre på de beslutninger, han tidligere har taget? Det forekommer måske umuligt, når det nu er Gud, vi taler om. For Gud er jo både almægtig og alvidende. Det mener vi i hvert fald, når vi giver os af med at gøre os nogle teologiske tanker om Guds væsen.

Ikke desto mindre beder vi til Gud. Og hvad er det at bede til Gud andet end at bede ham om at ændre sin beslutning? Gud er på én gang den person, der står bag alle ting og styrer alle ting, og samtidig en person, vi kan stå i forhold til, en person, der hører os, når vi beder, en person, altså, der kan og vil ændre sine beslutninger. Hvis han kun opfattes som den almægtige, på hvis bud alting sker, også menneskers handlinger finder sted, så er hans almagt så gennemgribende, at dette at ændre hans handlehensigter må være umuligt. Og er så ikke bøn et umuligt forehavende? Men hvis man kun lægger vægt på dette, at han kan høre vores bøn og tage hensyn til den, så han ændrer på det, han ellers havde besluttet, hvordan så fastholde Guds almagt? Skal måske almagten fastholdes med en sådan konsekvens, at vi også regner vores bøn med til det, Gud i sin almagt står bag? Men så er jo hans bønhørelse en skinbønhørelse, ikke ægte, ikke alvorlig ment. For så vidste han på forhånd, at vi ville bede, og hvad vi ville bede om, og så havde han på forhånd taget højde for det, og så er vort forhold til Gud ikke et ægte personforhold.

Luthers forklaring til den tredje bøn, den bøn, hvor vi beder om, at Guds vilje må ske, har altid undret mig. Den lyder:

Guds gode, nådige vilje sker vel uden vores bøn, men vi beder i denne bøn, at den også må ske hos os. (Se her).

Hvis Guds vilje også sker uden vor bøn, hvorfor skal vi så bede? Den sker vel også hos os uden vor bøn. Den yderligere forklaring hjælper ikke på problemet:

Hvordan sker det? Når Gud bryder og forhindrer enhver ond plan og vilje, som ikke vil lade Guds navn blive helligt eller hans rige komme, som jo er Djævelens, verdens og vort køds vilje, men derimod styrker og befæster os i hans ord og i troen indtil vores sidste stund. Det er hans nådige, gode vilje.

For nu indføres djævelens, verdens og vort køds vilje, viljer altså, som står Guds vilje imod, og så er det altså alligevel så som så med Guds almagt.

Eller er det?

Det er vist sådan med disse lidt firkantede og modsætningsfyldte trossætninger, at de ikke mister deres paradoksalitet, før vi kommer til at befinde os i Guds rige. Vi er jo selv en del af den verden, vi undersøger. Vi er genstand for Guds virken i sproget, men fordi vi ikke altid lader os sige af Gud, men tit lader hånt om den handlingsanvisning, der dog ligger tydeligt i sprogets strukturer og i vort livs relationer, er vi nødt til at tale om djævelen også. For, siger vi (eller i hvert fald Luther), det må jo være ham, der har forhekset os, så vi går fejl af det ellers indlysende. Se evt. mine tanker derom her.

Alt dette skal forstås som optakt til at sige noget om islam ud fra Richardus’ skrift ”Gendrivelse af koranen”, som jeg omtalte i forrige indlæg.

Jeg har i en længere afhandling om forholdet mellem islam og kristendom angrebet muslimerne, fordi de tolker de fire forskellige omtaler af alkohol, der findes i koranen, og som går fra advarsler til direkte forbud mod at drikke alkohol, som tegn på, at én gør erfaringer med, hvor meget alkohol et menneske kan tåle, før det bliver upassende, at dette menneske f.eks. skal lede bønnen. Og, siger muslimerne, den, der gør disse erfaringer, er Gud. Nej, siger vi kristne, den alvidende Gud har ikke nødig at gøre sådanne erfaringer, hvis det var ham, der havde givet disse forskellige anvisninger, ville han med det samme have kunnet forbyde alkohol, han behøvede ikke først at prøve sig frem. Derfor er disse fire omtaler af alkohol et bevis på, at det er Muhammed og ikke Gud, der står bag koranen. (Se her).

Richardus benytter sig af en lignende tankegang. Det er dog ikke forholdet til alkohol, han drager frem, men den påstand hos muslimerne, at jøderne har forvansket det gamle testamente, de kristne det nye, og at Gud derfor besluttede at give menneskene en ny og endegyldig åbenbaring igennem Muhammed. Ja, mere end det, muslimerne forsvarer sig ved at sige:

”Vi siger ikke, at evangeliet ikke er fra Gud, eftersom koranen åbenlyst bevidner det. Vi siger heller ikke, at det har en fejl eller er ufuldkomment, for det er fra Gud. Men det påbyder så høje og fuldkomne ting, at verden ikke formår at overholde dem. For hvem kan elske Gud af hele sit hjerte og sin næste sin sig selv? Hvem kan bede for sine forfølgere og krænkere? Hvem kan af hjertet gøre godt mod dem, der gør ham ondt? Og mange andre høje ting påbyder evangeliet”. Fordi der nu var en sådan lov, som man ikke kunne overholde, har Gud understøttet verden med salighedens lov, og gjort budene lettere, og givet verden koranen, der ikke er så vanskelig, og folk kan ved den lettere blive salig. Derfor siger de, at koranen er bedre for den menige mand, og for verden fuldt ud tilstrækkelig til salighed, og de kalder også af den grund koranen med det særlige navn ”loven til salighed”. Altså drager de nu den slutning, at koranen er kommet i evangeliets sted, og hvad der i evangeliet var godt, det findes i koranen, og så har man fremover ikke brug for evangeliet. (Se her).

Det finder dog Richardus forkert:

Men det er jo åbenlyst forkert. For man kan ikke med sandhed sige, at evangeliet var givet for en tidsperiode, nemlig indtil koranen, og at koranen skulle komme i dets sted, for koranen bevidner selv, at der er sandhed og salighed i evangeliet. For hvordan kan sandhed og salighed vige? Eller hvem skal de vige for? Endvidere nytter det ikke, at man siger, at efter at Gud havde givet evangeliet, at han først da blev opmærksom på, at verden ikke kunne overholde det, og derfor ændrede sit ord og lempede på budet, just som om Gud ikke vidste, hvad vi var og hvad vi formåede, førend han efterfølgende erfarede det, eftersom jo dog et menneske i forvejen véd, hvad hans kvæg kan holde til og hvad ikke. Meget mere har Gud i forvejen vidst, om evangeliet var for vanskeligt, og hvad menneskene kunne holde til. (Se her).

Og her kommer jo så Richardus med en argumentation, der ligner den, hans nulevende navnebroder kom med for lidt siden i spørgsmålet om alkoholforbuddet. Man kan ikke tænke sig, at Gud er så uvidende, at han ikke skulle være klar over, hvordan ordene i evangeliet virker. Og man kan forøvrigt af tilføjelserne se, at Luther giver Richardus ret. Det er ham, der spørger, om sandhed og salighed skal vige. Og det er ham, der hævder, at en bonde jo så udmærket véd, hvad hans kvæg kan holde til. Oversættelse i moderne forstand? Ok, nej, oversættelse i Luthers forstand!

Vi går videre til en helt anden sag!

I sura 17,1 lovprises Gud, fordi han har ført Muhammed op til sig til et natligt besøg. Dette natlige besøg omtaler Richardus nærmere i kapitel 14, se her. Han benytter sig her af det, han kalder Muhammeds bog, dvs., af det, vi i dag kalder haditterne, fortællingerne om, hvad Muhammed sagde. Og han har altså ifølge disse haditter fortalt ret indgående om sit besøg hos Gud. Richardus gengiver beretningen, delvist med Muhammeds egne ord.

Og Gud sagde til mig: ”Jeg har pålagt dig og dit folk bønner”. Da jeg nu igen kom ned til den fjerde himmel, gav Moses mig det råd, at jeg skulle gå op igen og lette det for folket, for de kunne ikke udholde så megen beden. Og da jeg første gang kom tilbage, opnåede jeg nedsættelse fra ti til en fjerdedel. Og da jeg fjerde gang kom tilbage, opnåede jeg nedsættelse til en syvendedel. Og til sidst var tallet på bønnerne så ringe, at meget få blev tilbage. Men da Moses sagde, at de stadig ikke kunne udholde så mange, skammede jeg mig over, at jeg var faret op så mange gange og ville ikke mere fare op, men kom igen til Elmparac og red afsted til huset i Mekka. Og alt dette er sket på mindre end en tiendedel af natten. (Se her).

Her kan man igen spørge: Jamen, véd Gud da ikke bedre end Muhammed, hvad mennesker kan tåle af bønsgennemførelser? Og hvis vi nu går til bibelen, ser vi, at vi dèr står med det samme problem. Er Gud alvidende eller er han ikke alvidende? Er Gud Gud, eller er han så meget at sammenligne med et menneske, at han deler enkeltmenneskets uvidenhed om, hvad der rører sig i det andet menneske?

I 1 Mos 18,16-33 står der fortalt om, hvordan Gud efter at have besøgt Abraham i Mamrelund og forjættet denne gamle mand en søn, gik videre mod Sodoma og Gomorra, om, hvordan han røbede for Abraham, at han ville ødelægge disse byer, og om, hvordan Abraham bad for de to byer på grund af de retfærdige, der måske befandt sig i byerne og ved Guds ødelæggelse ville gå til sammen med de uretfærdige: Gud kunne da ikke ødelægge dem, hvis der var halvtreds retfærdige i byerne. Nej, det ville Gud ikke. Jamen, hvis der nu kun er fyrre? Så vil Gud heller ikke ødelægge dem. Og som vi måske husker, fik Abraham bragt antallet ned på ti.

Altså, det er bibelen og koranen enige om: Gud er til at forhandle med.

Nu kan man måske sige, at historien her i 1 Mos er lidt finurlig. For véd Gud ikke i forvejen, hvor mange retfærdige der findes i byerne? Måske véd han det, og måske det er derfor, han hele tiden giver efter for Abrahams bønner.

Men se så, hvordan Moses bærer sig ad, da israelitterne havde støbt guldkalven og danset omkring den, mens Moses var oppe på bjerget for at modtage de ti bud. Han nøjes ikke med at bede sådan ud i det blå, nej, han kommer med argumenter. Det hedder i 2 Mos 32,9-14:

Og Herren sagde til Moses: »Nu har jeg set, at dette folk er et stivnakket folk; lad mig bare tilintetgøre dem i min vrede! Men dig vil jeg gøre til et stort folk.« Moses ville formilde Herren sin Gud og sagde: »Herre, hvorfor skal din vrede flamme op mod dit folk, som du førte ud af Egypten med stor kraft og stærk hånd? Hvorfor skal egypterne kunne sige: ›Han havde ondt i sinde, da han førte dem ud; han ville dræbe dem i bjergene og udrydde dem fra jordens overflade.‹ Vend dog om fra din glødende vrede, og fortryd den ulykke, du ville bringe over dit folk! Husk på dine tjenere Abraham, Isak og Israel, som du gav det løfte, da du svor ved dig selv: Jeg vil gøre jeres efterkommere så talrige som himlens stjerner, og hele dette land, jeg har talt om, vil jeg give jeres efterkommere til evig ejendom.« Da fortrød Herren den ulykke, han havde truet med at bringe over sit folk.

Ikke blot argumenterer Moses med de løfter, Gud har givet til Abraham, Isak og Israel, han nævner også, at det ikke ser godt ud i egypternes øjne, hvis Gud nu udrydder sit folk. Véd Gud da ikke det? Har han glemt det i sin vrede?

I hvert fald: I den grad tænkes Gud som en person, man kan indgå i et personforhold til, at det, et underordnet menneske kan sige til en overordnet, når han synes, noget er forkert, det kan et underordnet menneske også sige til Gud, og se, Gud hører, Gud fortryder, Gud lader alligevel ikke sin vrede ramme folket.

Så langt synes altså bibelen og koranen er være enige: Gud lader sig påvirke. Begge steder står vi overfor det paradoks, at Gud på én gang er Gud, skaberen, den altgennemtrængende kraft, den alvidende, for hvem intet er skjult, heller ikke noget i menneskehjertet, og dog samtidig en person, man kan stå i forhold til, som man kan stå i forhold til en menneskelig person, samtidig en person, der kan ændre holdning i kraft af et menneskes bøn, den bøn, han dog vel som den alvidende må have kendt eksistensen af, før den brød frem på menneskets læber.

Det paradoks slipper vi ikke ud af. Men alligevel er der mere at sige. Noget af det har jeg sagt i det føromtalte blogindlæg, altså dette her, og det er specielt omtalen af debatten mellem Erasmus og Luther, jeg her hæfter mig ved, og deraf igen specielt den påstand hos Luther, at der er frihed i den evne, vi har til at forstå Guds ord til os, se her.

For Guds ord er nemlig noget helt forskelligt i islam og i kristendommen. Det er i islam et lovord, et ord om forskellen mellem halal og haram, et ord, der vil have mennesket til at udføre de rette, gode gerninger. Men ordet i kristendommen er et ord, der inviterer ind i et trosfællesskab, det er et ord, der tænkes at genskabe den brudte tillid, det er et ord, der vil have os til at forstå forholdet til Gud som et barns forhold til sin far, hvor jo dog alle gerningerne udspringer af tilliden til faderen.

En sådan tillid kender Muhammed ikke noget til, hverken når vi taler om tillid mellem mennesker, eller når vi taler om tillid mellem menneske og Gud.

Det kan f.eks. ses af det, der blev berørt i sidste blogindlæg, islams paradisforestilling. Når Muhammed (og efter ham den muslimske kulturkreds) forestiller sig paradistilværelsen, den højeste menneskelige lykke, som dette at kunne have samleje med så mange kvinder som hele 72, uanset, hvem de er, og uanset deres personlighed, så er det en lovforestilling af tilværelsen ud over alle grænser. Ikke blot en lovforestilling som den, der findes i mange kristne miljøer, hvor dog forestillingen om den gensidige tillid som det største søges bibeholdt, omend ikke altid med det største held, men en lovforestilling, der fuldstændig mangler fantasi til at forestille sig, at lykken kunne bestå i andet end den største legemlige nydelse.

Det betyder også, at tilgivelse betyder noget forskelligt i islam og i kristendom, omend det må indrømmes, at megen kristen tale om tilgivelse minder betænkelig meget om den islamiske tale derom. Tilgivelse er i islam (og i mange kristne miljøer) identisk med eftergivelse; den straf, man egentlig havde fortjent på grund af sin synd, den bliver eftergivet. Og efter eftergivelseshandlingen lever man videre som før.

Denne misforståelse af tilgivelsen har i kristne kulturkredse ført til, at mange gør nar af os kristne: vi kan jo til hverdag bare synde løs for så at komme om søndagen og få tilgivelse for vore synder. Det må indrømmes, er jeg bange for, at både de, der gør nar, og vi, der gøres nar af, er ofre for denne falske forståelse af tilgivelse.

Den ægte forståelse af tilgivelse forstår tilgivelse som et ord, der sætter os ind i tillidsforholdet til Gud igen.

Det er som med det ord i et ægteskab, der efter et tillidsbrud genskaber tilliden. Så den gamle forelskelse igen vokser frem. Så den helhjertede tillid, man før havde, igen griber én. I gudsforholdet viser det sig ved, at man sendes tilbage i dagligdagen, nu ikke som én, der skal passe på de andres blikke eller være varsom med ikke at handle umoralsk, men som én, der tør være sig selv, og handle overfor sin ægtefælle ligefremt og naturligt, fordi man véd sig troet og anerkendt, handle overfor sine arbejdskammerater ud af den kærlighed til fællesskabet og den glæde ved de andre, som man er grebet af, og handle i det borgerlige, politiske liv ud af den tro, man har til landets traditioner.

Og spørger vi nu, hvad der får et menneske til sådan igen at gribes af tillid, tillid til medmennesket og tillid til Gud, så er det kristne svar jo, at det er Guds ånd, der her er virksom. Men med den mærkelige tilføjelse, at hvor ånden hersker, dèr er der frihed. At ånden på uforklarlig måde trænger ind i vort inderste, så det ikke blot er ånden, der handler i os, men os selv, der handler, os selv, der tror, nærer tillid, gribes af ordet og stoler på det.

Og derfor: Det forholder sig ikke sådan, som Muhammed tror i sin drøm om at besøge Gud. Gud stiller ikke krav til os om så og så mange daglige bønner med den og den formulering. Vi skal ikke, men vi kan bede til ham. Og lad så blot muslimerne betragte sig selv som mere fromme end os, fordi de beder så og så mange gange i døgnet. Vi agter ikke at indgå i nogen fromhedskonkurrence med dem. Og bønnen kan vel hos os ligge brak i mange år, og fred være med det, så den kun holdes vedlige af de forordnede bønner i gudstjenesten, men bryder den frem, så gør den det helt af sig selv, fordi der nu er noget at bede om, og fordi den mulighed hele tiden har holdtes åben: at det giver mening at bede til den almægtige og alvidende Gud, for hvis han har ladet det være uvist, hvad der kommer ud af mødet mellem hans ord og mit indre, så har han vel også ladet det være uvist, hvad netop disse hjernevindinger kan fremkalde, hvad netop dette blodomløb vil ende med, hvad denne svulst vil gøre: vokse eller nedbrydes, så ligger vel alting i hans og ikke i kolde naturloves hånd, så kan jeg vel som Moses fremholde hans løfter, hans godhed, hans forbarmelsesord mod ham, omend jeg godt véd, at min bøn, som Kristi bøn i Getsemane, altid er en bøn, der må indregne det, jeg ikke beder om.

Jeg har tidligere i en gennemgang af Robert C. Reilly’s bog ”The Closure of the Muslim Mind” forsøgt at løse problemet med forskellen på lov og evangelium ved at opdele ”ratio” i tre slags: en videnskabelig, en lovmæssig og en personlig, se her. Hvis man følger Reilly – og det kan der være god grund til – følger muslimerne i den grad den lovmæssige form for ratio, at de fuldstændig går glip af den videnskabelige. Men, hævder jeg, de følger også den lovmæssige form for ratio i den grad, at de slet ikke har blik for den personlige.

Men her, hvor problemet er forholdet mellem den almægtige Gud og menneskets handlen, er det måske mere passende at henvise til Reilly’s mange eksempler på modsigelser i koranen, netop hvad angår spørgsmålet om Guds almagt og menneskets frie vilje, se her. For også den problemstilling er vi fælles med muslimerne om. Vi har jo i vor historie en række teologer, der er gået ind for en form for prædestination, Augustin og Calvin f.eks.

Dog hører Luther netop ikke hjemme i den pulje. Han undgår at ende i en prædestinationslære af den ene eller anden art. Og det skyldes, som jeg ser det, at han arbejder indenfor det, jeg har kaldt ”den personlige ratio”, det vil sige: i hans optik rammer Guds ord os på en måde, så vi retvendes i vort forhold til ham. Eller, som før sagt: tilgivelsen er ikke en eftergivelse, der lader os være ganske de samme som før, tilgivelsen medfører en forvandling af sindet, så al tanke om fortjeneste blæses ud og kun det rene og lovfri tillidsforhold står tilbage, et forhold, jo, der fremkalder mange handlinger, men altsammen handlinger, der er så selvfølgelige og naturlige, at man ikke tænker over dem, og da slet ikke kommer på den tanke at sammenregne dem i en stor sum af fortjenstfulde gerninger.

Udgivet i Islam versus kristendom, Luther | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Die Hure Vernunft

Den fremmede Luther 47

Ovenstående udtryk er tysk og betyder ”Fornuften, den hore!” Der er tale om et udtryk, som Luther af og til bruger, og som mange Lutherforskere har gjort et stort nummer ud af, måske et for stort nummer. At man gjorde et for stort nummer ud af det fornuftstridige i Luthers teologi, blev jeg klar over, allerede da jeg oversatte Luthers værk om munkeløfterne. Her skriver Luther i kapitel 5:

For det femte skal vi også sammenligne institutionen “munkelivet” med den naturlige fornuft, d.v.s. med dette grove naturens lys, som, skønt det er Guds lys og gerning, dog ikke befatter sig med sig selv, så at dets dom er fejlagtig i det affirmative (som de kalder det), men dog sikker i det negative. For fornuften fatter ikke, hvad Gud er, men den fatter dog ganske sikkert, hvad Gud ikke er. (Se her).

Dette er dog en ret positiv vurdering af den menneskelige fornuft.

Denne advarsel mod at gøre for meget ud af udtrykket ”fornuften, den hore”, fik jeg bekræftet, da jeg her i november-december arbejdede på at oversætte Luthers oversættelse af Richardus’ gendrivelse af koranen, se det færdige resultat her. Her overraskede det mig, at ordet ”fornuft” forekom så mange gange, en senere optælling viste hele 40 forekomster i værket. Og selv om ordet nogle gange forekommer som beskrivelse af det umulige i at fatte den kristne tro med fornuften, bruges det dog mest til at fastslå det ufornuftige i Muhammeds tro.

Denne Richardus (eller Ricoldus, som han vist oprindelig hed) var en italiensk dominikanermunk, som i slutningen af 1200-tallet rejste til Bagdad, hvor han lærte sig arabisk, satte sig rimeligt ind i koranen og diskuterede med de lærde muslimer, så vidt det var muligt. Senere skrev han dels en bog om sine oplevelser og dels en ”Confutatio alcoran”, en gendrivelse af koranen. Denne sidste bog kom gennem en del forviklinger Luther ihænde i 1530, hvor han bl.a. udtrykker et ønske om engang at kunne besidde en god latinsk oversættelse af koranen, se her, men da han i 1542 omsider fik fat på en oversættelse af koranen, kan han til sin overraskelse konstatere, at det, han tidligere regnede for italienske overdrivelser hos Richardus, faktisk var rigtigt nok, se her.

Og så gik han i gang med at oversætte Richardus. Det vil sige: En moderne, ordret oversættelse er der ikke tale om. Noget er udeladt, andet er føjet til, men netop det gør, at vi så med rimelighed kan gå ud fra, at som oversættelsen foreligger, er det nogenlunde Luthers opfattelse, vi hører.

Lad mig vise det med nogle eksempler fra kapitel 8 i Richardus’ Gendrivelse, se her. Richardus kalder kapitlet en omtale af, ”hvordan Muhammeds lov er irrationel”. Luther oversætter det til ”brutal og selvisk”. Men det er nu det irrationelle, der præger eksemplerne.

Richardus vil for det første mene, at man ikke som fornuftvæsen kan forestille sig, at et menneske, der selv er lovbryder, kan opstille nogen lovregel, endsige da nogen regel, der skal gøre det ud for at være givet af Gud, se her. Her kan man undre sig lidt over, at de lærde i Bagdad, som Richardus har diskuteret med, øjensynlig er enig med Richardus i, at Muhammeds levned ikke var dadelfrit. For de indvender, at David og Moses heller ikke var uden brøde. Dette gælder dog ikke, siger Richardus (og Luther), for disse bibelske personer gjorde bod, hvilket man ikke har hørt om, at Muhammed gjorde.

Det næste eksempel må jeg indrømme var nyt for mig. Det handler om, at Muhammed påstår, at han af Allah selv har fået lov til at bryde en ed, en ed, hvorved han lovede ikke at have kønslig omgang med en af sine slavinder. Han var blevet grebet på fersk gerning i netop dette af to af sine hustruer, og stillet overfor deres anklagende blikke svor han en ed på, at det ikke skulle gentage sig. Det gjorde det imidlertid, men ikke uden Allahs mellemkomst. Allah gav ham nemlig lov til at bryde denne ed, og truet med skilsmisse trak de to hustruer deres anklage tilbage, se her.

Som sagt var denne fortælling ny for mig, og det overrasker mig ikke så lidt, at koranen ligefrem indeholder en tilladelse for Muhammed til at bryde et løfte, måske endda en tilladelse for samtlige muslimer til at bryde et løfte. Det står i sura 66,1-2. Men der er vist lidt uenighed blandt oversætterne om, hvorvidt denne tilladelse kun gælder Muhammed eller den gælder alle. Pickthall vil lade den gælde kun for Muhammed, se her, Ellen Wulff vil mene, at den gælder alle, se her.

Og det er ikke så lidt overraskende. Hvis man kan gå med til det, Luther (og Johannesevangelisten) skriver, at djævelen er løgnens fader, så må man fuldt ud tilslutte sig Luthers ord, når han i den føromtalte indledning til sin oversættelse skriver:

men jeg har ikke kunnet tro, at der var fornuftige mennesker på jorden, som djævelen kunne få til at tro på så skændige ting, og jeg har altid troet, at det var opdigtet af de italienske skrivere,

så nej, det er ikke opdigtet af italienske skrivere, men er den skinbarlige virkelighed selv: så dygtig er djævelen, at han kan få muslimerne til at tro, de har lov til at bryde en ed.

Og det er ikke noget, man må ifølge Luthers forståelse af Guds lov. Noget af det, han anklagede paven for, var netop løftebrud. Dels gav han kejseren lov til at bryde løftet om frit lejde til Jan Huss i 1415, og dels sælger han tilladelser til løftebrud, se her.

Det andet eksempel på Muhammeds brug af sine ”åbenbaringer”, det med Zaids kone, Zainab, har jeg truffet på tidligere, nemlig i forbindelse med præsten Eulogius’ beskrivelse af martyrerne fra Cordoba, se her. Også den ”åbenbaring”, han fik for at få Allahs tilladelse til at gøre noget, der ellers var forbudt, foreligger i den koran, man bruger i dag, sura 33,37, se stedet hos Richardus her.

Begge disse ”åbenbaringer” viser så forøvrigt, at de forskere nok alligevel ikke har ret, som hævder, at det muslimske lovkodeks er blevet til på samme måde som det gammeltestamentlige: man har knyttet de forhåndenværende love til en fiktiv person i fortiden, henholdsvis Moses og Muhammed. For Moses kan det måske være sandt nok, men vist ikke for Muhammed; for hvis man ville bære sig sådan ad, ville det være direkte kontraproduktivt at indsætte den slags beretninger.

Disse to tilfælde får Richardus til at vende sig imod Muhammeds kødelige lyster:

Derfor er der heller ingen mere utålelig synd hos en profet en uren lyst og kødelig utugt. For den hellige ånd rører ikke de rette, hellige profeters hjerte, når de befinder sig i kødets gerning, som sankt Hieronymus siger. Også Aristoteles siger, at det er umuligt at handle viist, når man er i en sådan gerning eller en sådan brunst. Derfor er det imod fornuften, at en, som de kalder det, så helsebringende lovs mester og profet skal være et sådant urent, groft, utugtigt kødeligt menneske, der oven i købet praler af på det område at have lige så megen kraft og styrke som fyrre mænd, omend Gud ikke har givet ham noget barn, kun en datter. (Se her).

Man kan i forbifarten more sig lidt over, at de både Richardus og Luther åbenbart ikke regner dette at få en datter som en lige så stor gevinst som at få en søn. Men ellers er det, jeg her vil hæfte mig ved, dette, at de begge mener, at det, muslimerne gør, når de anerkender Muhammed som Guds sendebud, er imod fornuften, blot fordi han er et ”groft, utugtigt, kødeligt menneske”. Det er ganske bemærkelsesværdigt. Oven i købet medtager Luther Richardus’ udsagn om Aristoteles, skønt han jo ellers har meget imod denne filosof. Men han vil altså, stillet overfor Richardus’ skildring af Muhammed, foretrække Aristoteles, for han har dog fornuften i behold.

Man kan her påpege, at Luther i sin efterskrift, også dèr, foretrækker filosofferne fremfor muslimerne, se her, og gør det netop af den grund, at de lader fornuften råde.

Men i vore dage vil vi jo nok ikke umiddelbart give de to kristne teologer ret i, at Muhammeds skilsmisseregler er ufornuftige.

Men det er over al måde særdeles groft og uden fornuft, hvad han lærer om skilsmisse. For en muslim må forstøde sin hustru og igen tage hende til sig, så tit han vil, dog kun sådan, at han, hvis han forstøder hende for tredje gang, ikke igen må tage hende til sig, før en anden mand rigtigt eller fuldkomment har besovet hende. (Se her).

Det hænger naturligvis sammen med, at skilsmisse i den kristne verden var forbudt. Først Luther indførte skilsmisse som noget tilladt, dog noget, den verdslige og ikke den kirkelige myndighed skulle tage sig af. Men om det ufornuftige i de muslimske regler ligger i det asymmetriske i det muslimske syn på forholdet mellem mænd og kvinder eller i selve det, at skilsmisse er tilladt, bliver ikke klart på dette sted.

Ikke desto mindre kommer denne væsentlige forskel mellem islam og kristendom, forskellen i synet på ægteskabet, netop frem hos Richardus. Og Luther følger op med små skærpende bemærkninger.

For det fjerde er Muhammeds lov også i det stykke imod Gud og al fornuft, at den ansætter menneskets højeste gode (den evige salighed) til den kødelig vellyst. For hele koranen igennem lover koranen muslimerne denne salighed, at de kommer til at eje vandrige haver, kvinder og elskerinder, unge, renlige, sædelige, i purpurklæder, gyldne og sølverne bægre på bordene, og allehånde kostelige retter, alt dette fortæller han især i kapitlet Elrahman, som betyder den barmhjertige. (Se her).

Vi i vore dage gør lidt grin med disse muslimske paradisforestillinger. Vi gjorde det f.eks. med den tegning fra Jyllands-Postens Muhammedtegninger, hvor en engel advarer mod flere selvmordsbombere: ”Vi er ved at løbe tør for jomfruer”. Den knytter, som man nok véd, til ved den muslimske forestilling om, at en muslim, der dør i kampen for Allah, går direkte ind i paradis og får 72 jomfruer at fornøje sig med. Og vi gør det, når vi gør opmærksom på de forskere, der hævder, at de ”hourier”, som koranen omtaler, ikke betyder ”jomfruer”, men ”vindruer”, og morer os lidt over at forestille os ansigtsudtrykket hos diverse selvmordsbombemænd, når de i stedet for 72 jomfruer får serveret 72 vindruer.

Meningen er naturligvis, at de frelste med disse jomfruer skal bedrive ”den kødelige lyst”, og det har Richardus da også fået opklaret. For muslimerne sætter stor pris på haditherne, ”bogen om Muhammed”, som han kalder den, og deri hævder Muhammed, at ”hvis der ikke skulle findes nogen vellyst overhovedet, så ville det ikke være et saligt liv”, (se her).

Dette syn på paradislivet har allerede de kristne i det gamle Cordoba vendt sig imod. Præsten Eulogius, hvis skrift om ”martyrerne fra Cordoba” (fra 850-859) er bevaret, fortæller således her, at

Dette spørgsmål behandlede en lærd mand, et stort lys i vor tids kirke, abbed Speraindeo, da han greb pennen imod denne ugudeligheds narrestreger og i et lille værk søgte at argumentere imod nogle af hans forvorpenheder; han skrev i sin bogs sjette kapitel, idet han indførte en indvending fra profetdyrkerne og derefter fremførte sin mening. Han skrev: “I det kommende liv skal alle vi der jublende er knyttet samme i denne tidsalder føres bort til paradis; for dèr vil der af Gud gives os smukke kvinder, prægtige ud over menneskets natur, forberedt for os til vor lyst. Svar: På ingen måde vil I opnå salighedens stadium, hvis begge køn hengiver sig til udøvelse af lystens flod. Dette vil ikke være et paradis, men et bordel og et obskønt sted, eftersom Herren, da farisæerne udspurgte ham om, hvem der i opstandelsen skulle have den kvinde til hustru, som havde haft syv brødre til mand, for efter moseloven at hjælpe sin næste til afkom, svarede: »I er på vildspor, for I kender hverken Skrifterne eller Guds magt. v30 I opstandelsen hverken gifter man sig eller giftes bort, men er som engle i himlen”. (Matt 22,29f) (Se her).

Men én ting er, at denne forestilling om paradislivet er imod Jesu ord i evangelierne, noget andet er, om den også er imod fornuften, som jo Richardus hævder.

En antydning af, at det netop forholder sig sådan, kan ses af ovenstående citat. Det ”vi”, der tales om i det muslimske paradis, er stedord for mændene; kvindernes skæbne er ladt ude af betragtning. Men det er den ikke i det kristne svar. Skal man endelig forestille sig et sådant himmelsk bordel, må det være et sted, hvor ”begge køn” hengiver sig til ”udøvelse af lystens flod”.

Man kan spekulere på, hvad det er, der gør, at monogamiet gennem hele kirkens historie har været enerådende. Har det mon at gøre med en i kristendommen indbygget lighedsforestilling mellem kønnene? Måske disse forestillinger fra Cordoba antyder det. Og måske Richardus’ videre argumentation også viser det.

For Richardus mener, at når Muhammeds ideal er den kødelige lyst, så viser det,

at han ikke blot lærer imod Kristus og profeterne, men også imod filosofferne og alle fornuftige mennesker, som alle er enige om, at menneskets salighed består i erkendelsen, sådan som Kristus siger: ”Dette er det evige liv, at de kender dig”. (Joh 17,3). Og Aristoteles siger: ”Livet i forståelse er det bedste”. Derfor må jo livet efter bugens og kødets lyst være det værste, for det hindre al god forståelse. (Se her).

Igen: Richardus medtager Aristoteles, og Luther undlader at stryge det.

Men Richardus gør mere end det. Han har en række overvejelser over den dybere mening med ”den kødelige lyst”, eller altså Guds dybere mening med det. Det hedder:

Men hvis der skal fødes børn ud af den kødelige gerning, så vil der altså fødes mange flere efter opstandelsen end før opstandelsen. (Se her).

Og Luther fortsætter så på egen hånd:

Og disse børn kan jo ikke være fuldkomne som deres fædre og mødre, men må være ulige vanskeligere, tåbeligere, mere trængende. Hvordan kan man da sige, at de er salige? Men hvor den kødelige lyst er til stede, er også for kvinderne den kødelige smerte ved fødslen til stede, ligeledes vil børnene også med nødvendighed skulle dø; skal de så også opstå?

Man kan sige, at Luther fører de muslimske tankegange ud i det absurde. Man kan måske også sige, at han gør grin med hele forestillingen. I så fald er han kommet den før omtalte vittighedstegning fra Jyllands-Posten i forkøbet. Men se så, hvordan Richardus går videre:

Videre: de, som fødes efter opstandelsen, kan ikke blive salige, med mindre de tager mange kvinder, derfor må de i lang tid forblive usalige og vente med længsel, indtil der fødes mange kvinder. Og de måtte altså fødes mange flere kvinder end mænd. Man ville altså efter kort tid få et kvinderegime.

Inden man går i gang med at rynke på næsen af Richardus (og Luther), fordi man mener, at de rynker på næsen af dette fiktive kvinderegimente og aldeles ikke har nogen lighedsforestilling, skal man lige erindre sig, at dette er en parodi på den muslimske paradisforestilling, og at det, vore to kristne teologer siger, er: ”Hå, kære muslimer, I, der absolut skal udnytte kvinden og betragter hende som vehikel for jeres lyst og intet mere, hvis I i opstandelsen skal nå jeres mål om de 72 jomfruer, så får I et kvinderegimente, stik imod, hvad I går og bilder jer ind.”

Men dette med lighedsforestillingen kommer.

Videre, hvis den evige salighed består deri, at man har mange ægtehustruer og elskerinder uden tal, hvordan kan så kvinderne blive salige og glade, når de ikke også efter kødets frie lyst skal have mange mænd? Og videre: Hvordan kan manden være salig, når hans hustru skal have mange mænd? Heraf må følge ét af to: Enten må manden blive usalig, fordi hans kone vil have mange mænd ved siden af ham, eller konen må blive usalig, fordi hun kun må have én mand, men manden vil have flere koner udover hende. Og de skulle dog begge være salige i kraft af den kødelige lyst, som Muhammed lærer. (Se her).

Her viser det sig, at vore to teologer ikke, selv i deres drillende omtale af det muslimske paradis, kan lade være med at forestille sig, at kvinder jo dog også skal være salige. Det, som Muhammed med største selvfølgelighed undlader at tænke igennem: om kvinder nu også blot er skabt til at tilfredsstille mandens lyster eller om hun måske er et menneske i sig selv, det kan de kristne teologer ikke lade være med at overveje og besvare med den sidste mulighed: kvinden er en skabning ganske på linje med manden.

Og dette er ganske mærkeligt. Eller, for at sige det på en anden måde, dette viser den afgrundsdybe forskel på islam og kristendom. Dette viser, hvordan denne kulturelle forskel slår igennem umiddelbart og uden mellemliggende tankefilter. Det hører simpelthen med til det vestlige menneskers arv, den arv, der ubevidst videregives gennem opdragelsen, at kvinder også er mennesker. Det kønsrollemønster, vi får ind med modermælken, er nok forskelligt fra mand til kvinde, men går ud fra som en selvfølge, at mødet mellem kønnene er et møde mellem personer, noget, islam fuldstændig overser, når man i sine paradisforestillinger opererer med mandens sexuelle tilfredsstillelse og ser den stadige gentagelse med stadig nye kvinder som opfyldelsen af enhver mands drøm.

Man kan også sige, at hvor vi kristne gør forholdet mellem de to i ægteskabet til det egentlige og lader det fuldstændig overskygge alle lov- eller moralkrav, dèr går islam den modsatte vej: man deler handlinger op i haram og halal og accepterer alt, hvad der er halal, ligegyldigt, hvordan personforholdet har det, ja dette spekulerer man overhovedet ikke på.

Alt dette vil sige, at hvis Richardus har ret i, at den muslimske forestilling om, at forholdet mellem mand og kvinde både er imod fornuften og imod Gud, og hvis Luther har ret i, at vi ved hjælp af fornuften kan finde ud af, hvad Gud ikke er, så forholder det sig ikke sådan, at islam er en kultur ganske på linje med kristendommen, den ene blot opstået det ene sted, den anden det andet sted, nej, så forholder det sig sådan, at der er visse ting, som vi som fornuftige mennesker selv kan finde ud af, hvad enten vi er fornuftige muslimer eller fornuftige kristne, men som islams regler sætter sig imod, heriblandt forestillingen om mænds og kvinders lige ret. Modsat giver kristendommen rum for disse fornuftige forestillinger.

Og forøvrigt også forestillingen om, at ordet overbeviser uden tvang. Også den forestilling nævner Richardus i dette kapitel, se her, men det når vi ikke at få med i denne omgang.

Et andet sted, hvor jeg behandler forskellen mellem islams og kristendommens forestilling om forholdet mellem mand og kvinde, er her.

Udgivet i Islam versus kristendom, Luther | Tagget , | 2 kommentarer

Paven på afveje – igen?

I mit sidste indlæg nåede jeg lige – kort før lukketid – at få gjort opmærksom på, at pave Frans ved midnatsmessen i Peterskirken prædikede flygtningepolitik. Så det, jeg var meget i tvivl om – og stadigvæk er i tvivl om – hvorvidt det nu også går an at prædike flygtningepolitik ved en julegudstjeneste, det gjorde paven frækt og ligefremt.

Godt nok sagde han det modsatte af det, jeg ville have sagt, sådan da, men politik var det, et indgreb i politikernes overvejelser fra en moralsk autoritet, i hvert fra en instans, som i store dele af verden er anerkendt som en moralsk autoritet.

Han har gjort det før. Han tog i april 2016 på tur til Lesbos, og den tur benyttede han til at “skubbe til Europa”, for at få verdensdelen til at tage imod flygtninge. Jeg skrev om det i sin tid, se her. Dengang skulle hans indlæg i debatten vist ses som et notabene til den aftale med Tyrkiet, som EU havde indgået. Denne gang skal det ses som en reprimande til det EU, som ikke kan blive enig om en fordeling af flygtningene, en uenighed, som forøvrigt ikke mindst bliver holdt igang af det ærkekatolske land, Polen, som ikke vil begå den samme fejltagelse som Vesteuropa har begået ved at modtage så mange muslimer. Og tak for det, Polen!

Pavens prædiken med den politiske formaning så jeg først omtalt i Jyllands-Posten, se her. Senere fandt jeg en oversættelse til engelsk af hans prædiken, se her. Og lad os bare se lidt på, hvilke tricks han benytter sig af.

Han skal have Josef og Maria til at ligne de flygtninge (læs: migranter) der dukker op i Italiens havne. Og derfor er han nødt til at overdrive ikke så lidt, når han skal skildre deres rejse fra Nazareth til Betlehem.

I kraft af kejserens befaling fandt Maria og Josef sig tvunget til at bryde op. De måtte forlade deres folk, deres hjem og deres land for at foretage en rejse, så de kunne blive talt med i folketællingen. Det var ikke nogen komfortabel eller let rejse for et ungt par, der ventede et barn: de måtte forlade deres land. I hjertet var de fulde af håb og forventning, fordi der skulle fødes et barn; dog var deres skridt tynget af de usikkerheder og farer, som kan ramme dem, der har forladt deres hjem. Og så fandt de ud af, at de blev stillet overfor den måske største vanskelighed af dem alle: de kom til Betlehem og erfarede, at det var et land, der ikke ventede dem. Et land, hvor der ikke var plads til dem.

Paven lyver en lille smule for det gode formåls skyld. Maria og Josef var jo ikke nødt til at forlade deres folk eller deres land. Der taltes aramaisk i både Nazareth og Betlehem. Der boede jøder begge steder. Men man forstår jo nok, hvad meningen er: Europa skal gennem julefortællingen afbildes som identisk med Betlehem, hvor der ikke var plads til de stakkels mennesker, og Maria og Josef skal afbildes som de flygtninge (læs: migranter), der ikke mødes med åbne arme af europæerne.

Og så må den hellige historie virkelig finde sig i at blive forvredet en smule; forvridningen går jo til et godt formål.

Og så springer paven let og elegant over den kendsgerning, at vi taler om en rejse på godt hundrede kilometer, og at Maria formentlig havde et æsel at ride på. Æslet har paven skudt og de hundrede kilometer har han trukket tilpas ud, så vi rigtig kan forstå de farer og anstrengelser, de to hovedpersoner (altså lig med vore dages migranter) måtte udstå.

Betlehem skal også lige have en omgang med pavens mørke malerpensel. Skønt Lukas er ganske neutral med hensyn til den manglende plads – det var måske bare en tilfældighed, eller det skyldes måske bare, at Lukas vil vise, at der var mange, der var født i Betlehem og derfor skulle indskrives dèr – så er en sådan neutralitet ikke noget, paven kan bruge, nej, det stakkels datidige Betlehem må finde sig i at blive afbildet med ord, der skal beskrive nutidens Europa:

Og dèr, midt i mørket fra en by, som ikke havde rum eller plads til den fremmed langt borte fra, midt i mørket fra en travl by, som i dette tilfælde syntes at bygge sig selv op ved at vende ryggen til andre … det var præcis dèr, at den revolutionerende gnist af Guds kærlighed blev tændt. I Betlehem åbnedes en smal sprække for dem, der har mistet deres land, deres område, deres drømme; endog for dem, der trues af kvælning på grund af et liv i isolation.

Dette er ikke udlægning, det er indlægning. Der lægges en hel masse ind i historien, som ikke står der, men som passer ind i det, prædikanten vil have historien til at sige.

Det gælder i mindre grad hyrderne, som paven dernæst kommer ind på. Hyrder var, siger han, samtidens udskud, og han har da nok ret i, at der for Lukas ligger en pointe i, at de første til at modtage budskabet ikke var de fornemste, men de laveste i samfundet. Omvendt er det hos Matthæus. Han fortæller om de tre vise mænd, der kommer med udsøgte gaver af overordentlig rigdom til barnet.

Og så den sidste del af prædikenen! Her får den sandelig ikke for lidt. Her bliver prædikenen til en formaning om at se en Kristus i enhver af de fremmede ud fra lignelsen om verdensdommen, Matt 25,31-46.

Den tro, vi forkynder i nat, får os til at se, at Gud er nærværende i alle de situationer, hvor vi tror, han er fraværende. Han er nærværende i den uvelkomne besøgende, ofte uden at vi aner det, som vandrer gennem vore gader og vort nabolag, som rejser med vore busser og banker på vore døre. Denne tro formaner os til at give plads til en ny social fantasi og til ikke at være bange for at indgå i nye former for relationer, i hvilke ingen skal føle, at der ikke er plads til dem her på kloden. Julen er den tid, hvor vi skal vende frygtens styrke til kærlighedens styrke, til styrken i en ny forestilling om kærlighed; en kærlighed, der ikke vænner sig til uretfærdigheden, som var den noget naturligt, men har mod til, midt i spændinger og konflikter, at forvandle sig til et Bet-lehem, et “brødets hus”, til et land af gæstfrihed. … I barnet fra Betlehem kommer Gud for at møde os og gøre os til aktive deltagere i livet omkring os. Han tilbyder sig selv til os, så vi kan tage ham i vore arme, løfte ham op og omfavne ham. Så at vi i ham ikke vil være bange for at tage i vore arme, løfte op og omfavne den tørstige, den fremmede, den nøgne, den syge, den fængslede. … I dette barn inviterer Gud os til at være budbringere af håb. Han inviterer os til at være skildvagter for alle, der er nedbøjede af fortvivlelse, fordi de møder så mange lukkede døre. I dette barn gør Gud os til agenter for hans gæstfrihed.

Og jo, alt dette ville jo være udmærket, hvis paven var i besiddelse af noget tryllesalt, som han kunne drysse ud over vore samfund, så der ikke blot blev skabt husly og brød til de mange migranter, men også arbejde til dem. For det véd vi jo nok, at én ting er at møde mange lukkede døre, når det blot er husly og brød, det drejer sig om, mere frustrerende er det med de mange lukkede døre, der viser sig, når man – måske efter års ophold hos os med sprogundervisning og skolegang til børnene – forgæves søger arbejde, fordi man vil have mulighed for at forsørge sin familie.

Og allerbedst ville det naturligvis være, om pavens tryllesalt kunne uddrysses over diverse lande i Afrika. For i Deadline den 25-12 havde Lotte Folke Kaarsholm blandt andet fået besøg af en antropolog, der kunne fortælle os, at det, der fik unge mennesker til at vove livet, først tværs over Sahara, dernæst tværs over Middelhavet, var arbejdsløshed. Fordi der intet håb var for dem om nogensinde at kunne komme til at forsøge først sig selv og siden en familie dèr, hvor de boede, derfor søgte de til Europa. De er altså ikke personligt forfulgte og derfor ikke flygtninge i flygtningekonventionens forstand, de er økonomiske migranter, og kan således ikke få asyl i Europa, for det er jo ikke asyl, de har brug for.

Som man kan forstå, er paven ikke helt opdateret, når han kan sige, som før citeret, at “i Betlehem åbnedes en smal sprække for dem, der har mistet deres land, deres område, deres drømme”. De migranter, der kommer hertil, har måske nok mistet deres drømme, men det skyldes ikke vore lukkede døre, det skyldes lukkede døre i de lande, de er født i, det skyldes de mange “nej’er”, de møder, når de søger arbejde i deres hjemland.

Skal deres problemer løses, og specielt: skal de løses på en i det lange løb holdbar måde, så duer pavens formaninger ikke, så er det ikke vores samvittighed, der skal påvirkes, det er i stedet de økonomiske forhold i Afrika, der skal forbedres.

Ja, mere end det.

Denne Deadline-udsendelse var på mange måder et korrektiv til pavens prædiken. Blandt andet sluttede den med en debat mellem Marstrand Jørgensen og Mikkel Andersson. Og her må man vist indrømme, at blandt andet på baggrund af antropologens udtalelser var det Mikkel Andersson, der “vandt”, eller altså kom igennem med de fleste pointer.

Han kom blandt andet igennem med den pointe, som Uffe Østergaard har nævnt for nogen tid siden: at vi simpelthen er nødt til at lukke vore grænser, altså at tvinge migrantbådene tilbage til det sted, de kom fra. Hvis ikke vi gør det, vil den incitamentsstruktur, vi har skabt, fortsat drage tusindvis af migranter til Europa, og så drænes de lande, der skal udvikles, for god arbejdskraft.

Det med incitamentsstrukturen fik han fremhævet meget godt, men han fik ikke i tilstrækkelig høj grad fremhævet, at den grænsebevogtning, der er nødvendig, må inkludere magtanvendelse. Der vil være nogen, der truer med at skyde, og der vil sikkert også være nogle, der bliver skudt. Og det kan man være sikker på, at noget sådant ikke vil gå upåagtet hen. Medierne vil flokkes om sådanne begivenheder og holde diverse politikere ansvarlige for de eventuelle dødsfald. Dette vil kræve politikere med hår på brystet. Og har vi nogen af dem?

Men det er nødvendigt med en sådan fuldstændig grænselukning. Tallene viser det (tal, som paven ikke tager hensyn til). Så længe incitamentsstrukturen består, vil antallet af migranter stige og stige. For der er jo nok at tage af. Og i takt med, at der kommer flere og flere, vil de europæiske lande forandres. Skrækscenariet, som forøvrigt ikke er så langt borte, er, at der til sidst er kommet så mange, at den samfundsorden, der har skabt de gode forhold her i Europa, bryder sammen, hvad enten det så er den muslimske, mellemøstlige, eller den afrikanske indvandring, der bevirker det. Så vil vel indvandringen fortsætte nogle tiår endnu, for drømme har det med at være svære at slå ned, men så vil det også være slut, så vil Europa være præget af den samme ulighed og elendighed, som de andre kontinenter.

Altså: Noget paveligt tryllesalt, der kan skabe arbejdspladser her i Europa til de mange indvandrere, som hans prædiken opfordrer os til at modtage, findes ikke. Og vi må derfor håbe, at ingen lytter til hans formaninger. De er – forhåbentlig – ord “from yesterday”.

Nej, en ansvarlig holdning består i det, Mikkel Andersson skitserede: En fuldstændig lukning af grænserne og en hjælp til udvikling i de afrikanske lande, hvis styre ikke modarbejder hjælpen.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , | Skriv en kommentar

En elefant i kirkerummet?

I Deadline for den 23-12 2017 havde værten, Jakob Rosenkrands, fået den udmærkede idé at invitere tre præster ind i studiet for at høre, hvordan de ville gribe juleprædikenen an. Det var Flemming Pless, Marie Høgh og Sørine Gotfredsen.

Og det var jo i og for sig en udmærket idé. Men sjovt nok udviklede debatten mellem de tre sig til en politisk diskussion, eller rettere: til en diskussion om, hvorvidt en prædiken må være politisk, mere præcist: hvorvidt man måtte tage indvandringsproblemet, migrantproblemet, flygtningeproblemet op som emne fra prædikestolen en højhellig juleaften.

Det ramte lige ned i en gammel præsts forvirrede sjæl. For det viste sig, at jeg til min overraskelse i hvert fald i første omgang var mest tilbøjelig til at give Marie Høgh ret i det, hun indledte med at sige: man skal ikke skabe splid en juleaften; man véd jo, at befolkningen er delt på spørgsmålet om, hvordan vi skal behandle flygtningene, og derfor bør man ikke tage det spørgsmål frem. Og både hun og Sørine Gotfredsen prøvede at få gjort juleevangeliet nutidigt og forståeligt for nutidsmennesker, men begge – så vidt jeg forstod det – med et lidt pauvert resultat.

Ikke fordi jeg på den baggrund vil være enig med Flemming Pless. Han var ikke så bange for at komme med politiske udsagn, kunne man forstå. Men han sagde jo ikke noget om, hvad der kunne ligge af politiske statements i hans prædiken. Det måtte man vente med at få at vide, til man havde indfundet sig i den kirke, han skulle prædike i.

Men hvorfor ville dog ikke jeg, der om nogen har ivret for, at man fra kirkens side skal tone rent flag, sige noget om flygtninge i en juleprædiken?

Ja, det undrer jeg mig også over her dagene derpå.

Og lad mig derfor prøve at skitsere, hvordan jeg kunne tænkes at komme om ved de vanskeligheder, en juleprædiken om flygtningeproblemet rejser. Hvis man altså skal tale om de problemer juleaften.

Jeg tror, jeg ville begynde med at nævne den juleprædiken, som blev holdt for et par år siden, og som gjorde et nummer ud af udsagnet fra juleevangeliet om, at der ikke var rum for dem i herberget. Det er jo oplagt, syntes denne prædikant, at udlægge det om vores regering og dens holdning til de mange flygtninge, der banker på vores dør: ”Desværre, alt optaget! Der er ikke plads til jer i dette herberg!”

Og ærlig talt, er det ikke oplagt? Er det ikke sandt, at det kristne evangelium er et budskab om næstekærlighed, ikke blot Guds kærlighed til os, men også vor kærlighed til hinanden? Skal vi indvandringsmodstandere ikke skamme os, og skamme os mere og mere, jo mere vi forsøger at få evangeliet til at sige det modsatte af dette indlysende?

Det tror jeg er mange danskeres opfattelse. Man er måske ikke særlig vild med de mange fremmede med deres ghettoer og særegenheder, men så meget mener man da at have forstået af det kristne budskab, at det drejer sig om at tage sig af næsten, ikke blot her op under jul, men året igennem, og er det i grunden ikke det, vi skal gøre overfor de mange stakler, der banker på vores dør for at søge beskyttelse?

I det hele taget viser de europæiske eliters håndtéring af flygtningekrisen, at Europa er meget mere kristeligt påvirket, end diverse ateister vil være ved. Det er måske ikke så meget juleevangeliet med det overfyldte herberg, der har lagt sig på de fleste europæeres sind, det er langt mere Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner (Luk 10,25-37). Den læser ikke blot den europæiske elite, men de fleste europæiske, almindelige mennesker med største selvfølgelighed på den måde, at vi bliver gode kristne, der gør det rette, hvis vi åbner vore døre for de fremmede, nogle siger endda, at vi skal åbne vore hjerter. Og er det ikke sandt? Er de ikke mennesker, ligesom vi, dem, der banker på? Er det ikke meget præcist, hvad Jesus vil med sin lignelse? Det skel, der på hans tid var mellem samaritanerne og jøderne, det skulle nedbrydes af næstekærlighedsbudet. På samme måde skal det skel, der i dag findes mellem os og de fremmede, der kommer til vor dør, nedbrydes af budet om næstekærlighed. Hvis vi altså vil høre det! Men det vil vi indvandringskritikere nok ikke! Og derfor kan vi næsten sige, hvad vi vil, vi bliver ikke hørt; det betragtes af de fleste mennesker som udenomssnak, som forsøg på at lukke vore hjerter til, som tegn på, at vi i virkeligheden er store egoister.

Der var ikke rum til dem i herberget. Ak nej, dengang var der hårdhjertede mennesker. Men i dag? I dag bør vi dog åbne både vore døre og vore hjerter, også om det koster os nogle problemer med ghettodannelse og den slags.

Præsten og levitten så den overfaldne, men gik lige forbi. Sådanne mennesker findes også i dag. Og er vi indvandringsmodstandere ikke af Jesus her afbildet næsten én til én, så det ikke er til at tage fejl af? Os er det, der lukker vore hjerter, os er det, der nægter at lytte til næstekærlighedsbudet, os er det, der er dårlige kristne. Tilgivelsen, den spiser vi med glæde, Guds kærlighed, den tager vi gerne frem og prædiker over i tide og utide, men den kærlighed hos os, der tænkes at blive resultatet, den berører vi sjældent, og berører vi den, sætter vi den i hvert fald ikke i forbindelse med flygtningeproblemerne.

Ak, ak, hvor skal jeg begynde og hvor skal jeg ende, når jeg vil forsøge at retlede disse mange misforståelser?

Jeg vil begynde med at sige, at vi indvandringsmodstandere jo ikke er imod næstekærlighedsbudet eller imod den udlægning af lignelsen om den barmhjertige samaritaner, som man plejer at fremvise. Og vi er heller ikke imod den udformning, disse tanker har fået i flygtningekonventionen, når det hedder, at vi forpligter os til at yde hjælp til dem, der er personligt forfulgt i det land, de kommer fra. Hvad vi er imod, er den udlægning af begge dele, der er vokset frem i Europa igennem de sidste tyve år.

Man har – hvis jeg skal sige det kort – spillet et spil i hele Europa, i hvert fald i Europas elite, et teaterspil, som har Jesu lignelse som manuskript, og man vil for alt i verden undgå at komme til at spille rollen som præsten og levitten. Derfor har man slækket utrolig meget på de undersøgelser, der skal godtgøre, at de mennesker, der ansøger om asyl, nu også er personligt forfulgte. Og dette, at lignelsen så at sige er det manuskript, man handler efter, eller den baggrund, man ser sin handlen på, har så yderligere bevirket, at de asylansøgere, der kommer hertil, uden videre får tildelt rollen som den overfaldne, dvs., vi tvinges af vort ønske om at handle som samaritaneren og ikke som præsten og levitten, til at betragte dem, der søger asyl som ynkværdige mennesker, der har været udsat for forfølgelse og krigserfaringer i deres hjemland.

Eller – hvis jeg skal sige det på en anden måde – hvis vores rolle i rollespillet, som vi er i gang med, skal kunne udfyldes ordentligt, dvs., hvis vi skal kunne fornemme, at det er en ægte god gerning, vi gør, så må de mennesker, vi øver gerningen overfor, være trængende, være mennesker, der virkelig har været udsat for forfølgelser og krigsoplevelser.

Problemet er, at det har de jo langtfra allesammen. Dette, at vi skal handle som den barmhjertige samaritaner, kan være rigtigt nok, blot passer rollefordelingen i langt de fleste tilfælde slet ikke. De mennesker, der med menneskesmugleres hjælp dukker op ved vores grænser og søger asyl, kommer jo f.eks. aldrig direkte fra Syrien, de kommer altid fra de flygtningelejre, der er oprettet i Jordan og Tyrkiet. Så de vil i flygtningekonventionens oprindelige forstand slet ikke kunne karakteriseres som flygtninge. Blot har vi europæere set stort på disse mangler, for hvis de skal udfylde rollen som den overfaldne i manuskriptet – og det vil sige: hvis vores gerninger skal være gode gerninger i lignelsens forstand – så skal de med vold og magt ind i flygtningerollen.

Og det kommer de så. Vi tager imod dem, vi giver den opholdstilladelse, vi tror på dem, når de påstår, at de er forfulgte i deres hjemland. Uden nøjere undersøgelse.

Og bevares, det gør måske ikke så meget, så længe antallet af asylansøgere er lille, men efterhånden som det er vokset, bliver det vanskeligere og vanskeligere at håndtere de mange fremmede. Og vokse gør jo antallet. For når landsbyen i hjemlandet erfarer, hvilken tilværelse man kan få her i Nordeuropa, og hvor få af de afgivne oplysninger der bliver kontrolleret, vil de da også prøve lykken. Hvad der jo ikke er noget at sige til. Men lykken bliver altså prøvet på oplysninger, der ikke er sande, men som blot ikke kan kontrolleres. Og så dybt sidder altså Jesu lignelse i sindet på langt de fleste europæere, at de er villige til at godtage mere eller mindre åbenlyse løgne, blot for at de kan få asylansøgerne til at optræde i rollen som ynkværdige, forfulgte mennesker. Så er nemlig vores rolle som den barmhjertige samaritaner sikret.

Det er altså ikke et spørgsmål om næstekærlighed eller ikke næstekærlighed, det er et spørgsmål om næstekærlighed mod de rette mennesker.

Jamen, vil man måske indvende, hvordan kan jeg da vide, at disse mennesker ikke er forfulgte og blot søger et liv i større rigdom end det liv, de kan få, hvor de kommer fra?

Det er der faktisk en række ting, der tyder på. Blot er både politikere og myndigheder og ikke mindst medierne overhovedet ikke interesseret i at undersøge disse ting nøjere. For alle sidder de fast i den rollefordeling, som Jesu lignelse lægger op til.

Tag det forhold, som BT afslørede for snart mange år siden: mange libanesere, som havde fået opholdstilladelse her i landet, fordi de var forfulgt i deres hjemland, altså i Libanon, rejste rask væk til Libanon, nogle gange for at besøge familie, andre gange direkte for at tage et arbejde, så de kunne supplere kontanthjælpen fra Danmark. Men disse rejser har ikke fået nogen indflydelse på deres opholdstilladelse, skønt deres rejser jo er et slående bevis på, at de har søgt om asyl på falske oplysninger: de var aldeles ikke forfulgt i Libanon.

Eller tag det, der skete, da Israel foretog et angreb ind i den sydlige del af Libanon! Det danske udenrigsministerium fik i hast foranstaltet flyevakuering af de mange libanesere med dansk opholdstilladelse, der blev bragt i fare ved dette angreb. Men man undlod at røre ved deres opholdstilladelse, for selv om man jo altså gennem denne evakuering fik det mest soleklare bevis, der tænkes kunne, på, at de havde meldt forkert ud, da de søgte asyl på grund af personlig forfølgelse, og selv om opholdstilladelsen derfor burde have været dem frataget, så foretog man sig ikke noget fra myndighedernes side.

Og hvorfor ikke?

Ja, mit gæt er, at det er Jesu lignelse, der ligger som handlingsmønster i baghovedet. Og man fornemmer vel et sted i sin underbevidsthed, at vores efterligning af lignelsen går i stykker, hvis den overfaldne slet ikke er en overfalden, men en snyde-overfalden.

Vi har også efterhånden set en række eksempler på, at asylansøgere både her og i udlandet på ingen måde opfører sig som ynkværdige, hjælptrængende mennesker, men snarere som turister, der kan kræve ind, eller som herrer over os indfødte, som kan kræve deres rettigheder indfriet.

Værst var det i Køln nytårsaften for to år siden. Masser af unge muslimske mænd fra Nordafrika, som søgte asyl, opholdt sig på pladsen ved domkirken. Og de foretog en række sexovergreb på tyske kvinder. De omringede dem, og fordi ingen rigtig kunne se, hvad de gjorde, mente de sig i deres gode ret til at overgramse disse kvinder på brysterne og i skridtet, og endda af og til gøre det, der var værre. Men der gik dage, før politiet tog kvindernes klager alvorligt. Hvorfor? Ja, blandet fordi også de regnede det falske billede, vi har fået ind i hovedet i kraft af Jesu lignelse, for sandt: de unge mennesker er stakler, de kalder på vores medfølelse, de må have oplevet noget forfærdeligt, som kan forklare disse overgreb? Og var det nu også så forfærdeligt, det, kvinderne havde oplevet?

Og det må man vistnok sige, at når fejlopfattelsen af asylansøgerne bevirker, at tyske kvinder, vore europæiske kvinder, bliver skubbet i baggrunden og ikke troet på, så viser fejlopfattelsen så tydeligt, som man næsten kan ønske sig det, at være en fejlopfattelse.

Vi har altså at gøre med en modsætning, som måske spalter vort folk og derfor også vore menigheder, sågar vore julemenigheder, så det er næsten umuligt at overvinde denne spaltning. De ”fromme”, der vil øve næstekærlige gerninger, anklager os indvandringsmodstandere for at være moralitets-resistente, vi indvandringsmodstandere anklager de ”fromme” for at være realitets-resistente. Skal en debat komme i gang – for modsætningen løses kun gennem debat – må enten vi indvandringsmodstandere gå over på de ”frommes” banehalvdel og med dem tage en debat op om omsætningen af næstekærlighedsbudet til virkelighedens verden, eller de ”fromme” må gå vores argumenter igennem med en tættekam for at vise, at det er forkert, at langt de fleste asylansøgere ikke er forfulgte, selv om de påstår det.

Begge dele vil kræve visse overvindelser af de respektive parter.

Så kunne man her til sidst sige: ”Ja, den er go’ med dig! Du har bragt en hel masse argumenter i spil for at påvise det, du kalder realiteterne om indvandrerne, men du har ikke forsvaret dig mod de ”frommes” angreb på din manglende moral. Hvad har du at sige til dit forsvar, når modparten hævder, at du nægter at rette dig efter Jesu handlingsanvisning i lignelsen om den barmhjertige samaritaner?”

Lad mig som svar på denne anklage komme med to overvejelser!

Den ene går på, at det, Jesu forkyndelse som helhed går ud på, er at vise, hvordan farisæerne eller de lovfromme havde uret, når de uden hensyn til konsekvenserne ville overholde lovens bogstav. Loven eller den gode moral er ikke blot noget, der står i de ti bud eller fremgår af en lignelse, og vi kan ikke nøjes med en bogstavelig overholdelse af loven, vi må have helheden med. Tydeligt fremgår det af Jesu lignelse om verdensdommen, Matt 25,31-46. Her nævnes en række gode gerninger, at bespise en sulten, at tage sig af en fremmed, osv. Men den væsentlige pointe, der ligger i, at de, der frikendes, ikke véd, at det, de har gjort, kunne frikende dem på dommens dag, må med. Den gode gerning skal gøres med en sådan selvfølgelighed, at – som det hedder i Matt 6,3 – den højre hånd ikke véd, hvad den venstre gør. Og den holdning kan man ikke just sige præger dem, der vil være den barmhjertige samaritaner.

Den anden overvejelse går på, at det er en væsentlig kristen trossætning, at den folkelige tillid, som vi hidtil har levet i, ikke er noget, vi selv har skabt, det er noget, Gud har givet os. Gennem en række tiltag, som vi selv har foretaget, jovist, men i sidste ende er al tillid mellem mennesker Guds værk og altså Guds gave. Det vil sige: den er ikke noget, der fremkommer, hvis vi tager os lidt sammen, eller hvis vi undlader visse naturlige reaktioner overfor fremmede. Vi kan ikke formane denne tillid frem, specielt kan den ikke formanes frem, når det er den folkelige elite, som ikke selv stilles overfor vanskelighederne med at integrere de fremmede, der vil formane den folkelige underklasse, dem, der står med vanskelighederne, evt. med afsæt i Jesu lignelsen om den barmhjertige samaritaner.

Altså: vi kan ikke nøjes med en bogstavelig overholdelse af budet om fremmedkærlighed, som det fremgår af lignelsen. Vi må have helheden med, vi må tage den situation i betragtning, som vi handler ind i, ikke blot, så vi gør os langt større anstrengelser end hidtil for at undgå, at asylansøgerne snyder, også så vi tager hensyn til den folkelige sammenhængskraft.

Men jeg véd stadig ikke rigtig, om jeg ville gå i lag med denne elefant, som nok er usynlig tilstede i ethvert kirkerum, også juleaften, eller jeg ville undgå den ud fra den betragtning, at der jo er så meget andet, man kan tale om.

P.S.: Jeg ser, at paven i sin prædiken ved midnatsmessen i Peterskirken har sluttet sig til de prædikanter, der taler flygtningepolitik ud fra juleevangeliet, se her. Og ærlig talt, når han ikke holder sig tilbage, hvorfor skulle så jeg? Hvis jeg altså stadig var præst, hvad jeg ikke er.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , , , | Skriv en kommentar