Euroens forbandelse

Det er lidt mærkeligt at skulle komme som almindelig lægmand uden synderlig forstand på nationaløkonomi og bebrejde kloge folk – altså folk, der er ikke så lidt klogere end mig – at de ikke tager hensyn til økonomiske forhold. Men det er, hvad man kommer ud for, hvis man i sin tid forstod mange økonomers advarsler mod indførelsen af euroen og nu ser euro-landenes store vanskeligheder som opfyldelsen af disse dystre profetier.

Derfor griber man med kyshånd enhver udtalelse fra én af de klogere – læs: en uddannet økonom – som påviser landenes økonomiske vanskeligheder og mere eller mindre tydeligt forbinder dem med euroens indførelse.

En sådan økonom læste jeg om i Information den 21-6 2017, se her. Han hedder Heiner Flassbeck og siger om den såkaldt genetablerede magtrelation mellem Tyskland og Frankrig følgende:

Der opstilles masser af harmoniske og optimistiske billeder for tiden. Men sandheden er, at der ikke er et tysk-fransk venskab, men derimod en tysk-fransk kamp. Den begyndte, da Tyskland med Agenda 2010 omkring indførelsen af euroen foretog en stærk løndumping og derigennem øgede tyskernes konkurrenceevne markant.

Ligefrem at tale om ”løndumping” er måske for meget. Men det svarer til det, han siger lidt senere, hvor det hedder:

Nu vil Macron prøve det med endnu større skridt [end Hollande, rr], men også hans mission vil mislykkes. Hvis han skal udligne den tyske fordel i kraft af løndumping, skal han sænke de franske lønninger med omkring 20 procent. Det ville være en katastrofe. Som vi har set i Grækenland, eksploderer arbejdsløsheden, når man reducerer lønningerne og dermed den indenlandske efterspørgsel.

Det vil monsieur Macron ikke overleve politisk. I stedet burde de tyske lønninger hæves markant, måske fem procent om året over en årrække.

Så er vi tilbage ved det, kloge økonomer advarede imod før euroens indførelse: Hvis man ikke har nogenlunde ensartede løndannelsesmekanismer, vil lønningerne udvikle sig forskelligt i de forskellige euro-lande, det vil give lande med de laveste lønninger en konkurrencefordel med mindre gæld og mindre arbejdsløshed til følge, og omvendt give landene med manglende løntilbageholdenhed problemer med for stor gæld og for høj arbejdsløshed.

Det er jo altsammen rigtigt set af Flassbeck. Blot undrer det mig, at han nøjes med at foreslå noget, der indenrigspolitisk er komplet umuligt i både Frankrig og Tyskland. Frankrig kan ikke sætte lønningerne ned med 20%, og Tyskland kan ikke hæve lønningerne, selv ikke af hensyn til franskmændene. Begge dele vil så at sige være imod landenes dna. Og spørgsmålet er, hvorfor Flassbeck ikke foreslår det eneste, der kan lade landene bibeholde deres nationale løndannelsesmekanismer, nemlig udtræden af euroen, genindførelse af francen og d-marken og efterfølgende ureguleret kursfastsættelse. For kun, hvis kurserne flyder frit i forhold til hinanden, kan forskellene i løndannelsesmekanismer udlignes.

Det, man har forsøgt igennem de seneste tyve år, må opgives. Man har forsøgt at tvinge landene sammen, det gik ikke, man må i stedet give mulighed for, at landene kan gro sammen, deri ligger det eneste håb for det europæiske samarbejde.

Og dette er ikke blot et økonomisk spørgsmål. Det er også et fænomen, der spiller en stor rolle for, hvordan befolkningerne ser på hinanden.

Man husker nok det Hitler-skæg, der i Grækenland blev malet på portrætter af Angela Merkel. Det var møguretfærdigt. Men euro-samarbejdet har givet grækerne mulighed for at skyde skylden for deres elendighed alle andre steder hen end på sig selv. Forståeligt nok! For disse svære økonomiske forhold er der jo ingen, der forstår. Og så forvandler man blandt grækere på ingen tid et forståeligt ønske fra tyskernes side om at ville have sine udlånte penge tilbage til en brutal herrefolksmentalitet fra nazitiden.

Det hører også med til de uheldige virkninger af det panser på den nationale økonomi, som euroen er.

Og minsandten, om ikke denne manglende forståelse af de økonomiske forhold nu pludselig dukker op i diskussionen af reformationens virkninger. Jo, jo, det er ganske vist. Den tyske forsker, Volker Reinhardt, hævder i et indlæg i Kristeligt Dagblad den 26-6, se her, at den modsætning mellem tyskere og italienere, som han gennem sin forskning har fundet frem til var én af årsagerne til, at det endte med en kirkesplittelse, har været holdt i live igennem de forløbne 500 år og nu gør sig gældende igen.

Han skriver om den daværende modsætning:

For pave Leo X var Luther ganske enkelt den hæslige tysker: drikfældig, hidsig, udannet, oppustet af højmod og en person, der gerne brugte et beskidt sprog. Luther derimod betragtede italienerne som skinhellige: De udgav sig for at være kristne, men var i virkeligheden ateister. Italienerne opførte sig efter hans mening arrogant, bedrevidende og nedladende over for tyskerne, og allerede på et meget tidligt tidspunkt i striden med Vatikanet begyndte han endda at lege med tanken om, at paven kunne være den personificerede Antikrist, som man ikke skulle forhandle med.

Den har jeg tidligere behandlet, se her. Og jeg skal her blot gentage det, jeg mener at have påvist, at dette med, at paven er antikrist, bestemt ikke er en anskuelse, Luther leger med, det er en konklusion, han tvinges til at drage ud fra pavens handlinger, næsten mod sin vilje.

Men diskussionen om modsætningerne dengang mellem italienere og tyskere må holdes indenfor sine historiske grænser. Ligesom det i den danske debat om reformationens virkninger ret ofte går over gevind med at skildre alt det gode, der blev opnået gennem reformationen – man holder sig ikke til de historiske kendsgerninger, men fører sine tilhørere i lav flugt hen over historiens mange detaljer, indtil man, voila, finder en positiv virkning i nutiden – sådan vil Reinhardt have os til at tro, at den modsætning, der i dag kan findes mellem italienere og tyskere, blot er den oldgamle modsætning, som blusser op påny:

Den nationalisme, der blev opfundet i det 15. og 16. århundrede, er i dag heftigere og mere aggressiv end nogen sinde før bag Den Europæiske Unions smukke enhedsfacade. Vi ser i den vedvarende eurokrise, hvad tyskerne og italienerne mener om hinanden, nemlig intet godt. De nationale stereotyper, der krydser hinanden på vejen over Alperne, stammer helt tydeligt fra Reformationens tid. ’Italienerne er lumske og arrogante og financierer deres ødsel via tyske kasser’, er en bebrejdelse, vi kender allerede fra Luthers tid, og omvendt er italienernes syn på tyskerne i dag som ’de pengegriske, nærige og naive barbarer, der mangler sans for stil og livsnydelse’ i det væsentlige ens med de bebrejdelser, som Vatikanet i sin tid rejste imod tyskerne.

Dette er det rene vrøvl. Og det undrer mig, at en nutidig historiker vil lægge røst til noget sådant. Nej, min gode Volker Reinhardt, den nutidige modsætning mellem de to nationer skyldes en fejlslagen økonomisk politik. Man har fra EU-ledelsens side troet, at man kunne spænde økonomien foran den folkelige sammensmeltnings vogn, men det blev gjort uden kendskab til de økonomiske love, og resultatet ser vi nu: de økonomiske kræfter siger som Piet Heins kat på vejen: ”Jeg er sgu min egen” og nægter pure at handle imod deres natur. Og så får vi øget gældsætning og øget arbejdsløshed i den ene del af euro-zonen, og flotte økonomiske resultater i den anden del.

Skal Europa reddes, må man opgive både euroen og idéen om arbejdskraftens frie bevægelighed. Så kan Europa til gengæld igen blive verdens førende kontinent, som viser, hvordan man kan tackle vidt forskellige traditioner og alligevel få økonomisk vækst.

Udgivet i Historie, Samfundsforhold | Tagget , , | Skriv en kommentar

Hjernernes krig

I en kronik i den svenske it-avis ”Avpixlat” skriver kronikøren Rolf Malm:

Krigen mod IS må vindes med andre midler end de militære og politiske. Man har brug for en langsigtet, altomfattende modpropaganda for at rive helteglorien af vordende terrorister. Hvilken rolle spiller hårdere straffe og strengere love for den, som er fanatisk overbevist og er parat til at ofre livet for sin sag? Den falske forestilling, at de vil redde den syndige, depraverede vestlige verden fra demokrati, gudsfornægtelse og forfald? Den verden, som de synes at se som Sodoma og Gomorra i en rettroende, islamisk verden? Det er håbløst at forsøge at standse indsmuglede eller rekrutterede enkelte, ideelt forførte individer fra at begå vold mod almenheden. Det er som at jagte resistente bakterier.

Den vestlige verden må mobilisere forfattere, musikere, kunstnere, filmproducenter, skribenter, artister, bloggere osv. Nogen må skrive det store litterære værk, som afslører det radikale islam som djævelens værk. Vi venter på Tv-serien, som afslører IS som ondskabens magt. Vi ser frem til musicalen, som viser, at IS er en trussel mod menneskeligheden. Hvornår kommer den store musikstjerne, som afslører IS’s falske løfter om martyrium og paradis. Vi trænger til at få hjælp fra kunstnere, poeter og forfattere i civilisationens kamp mod undergangen.

Dagens ambivalente politiker frelser ikke verden. Vi får ingen hjælp af journalister, der er lammede af politisk korrekthed. Militæret vinder aldrig over terrorismen. Vi får ingen støtte af vor kirkes repræsentanter. Politiet og sikkerhedstjenesten kan kun gøre det marginalt vanskeligere for terroristerne. Der er tale om en ny verdenskrig – det gode mod det onde. Vi må mobilisere alle den civiliserede verdens gode kræfter og slå lige så hårdt mod afgrundsdyrkerne som mod racisme, slaveri, nazisme og kommunisme. Krigen mod terroren vindes ikke på slagmarken eller ved domstolene. Det er hjernernes krig. Vi vinder ikke, hvis ikke vi optræder klogere, smartere og mere overbeviste og enige end den djævelsk dygtige modstander.

Undskyld det lidt lange citat! Jeg er enig med Rolf Malm i hovedsynspunktet: at det er en hjernernes krig, vi er i gang med, selv om jeg foretrækker at tale om en åndelig kamp. Jeg er også enig med ham i, at den ikke vindes militært eller ved domstolene. Men jeg vil godt udbygge dette med domstolene lidt. For det er jo den metode, vi hidtil i stort omfang har villet bruge. Vi har diskuteret frem og tilbage om, hvilke love vi skulle sætte ind mod det muslimske tørklæde, hvordan vi skulle forhindre særlige kvindetider på vore badeanstalter, hvilke vanskeligheder vi skal lægge i vejen for opførelsen af moskéer, osv., osv. Det er altsammen udtryk for, at vi går domstolsvejen.

Men vi bør i stedet gå argumentationsvejen. Det er den vej, kirken burde gå, men jo på ingen måde går. Kan det hjælpe de kirkelige lidt på vej op af sofaerne, hvis vi gør opmærksom på, at dette ikke længere at gå domstolsvejen jo betyder, at vi kan sige, som jeg plejer at sige om de muslimske tørklæder: ”Lad dog barnet!” og om badetider og meget andet, at vi naturligvis i den slags sager skal give muslimerne al den frihed, vort samfund bare kan trække?

Til gengæld skal vi altså argumentere imod islam. Ikke blot mod IS, som Rolf Malm synes at mene. Ikke, fordi de ikke er umenneskelige. Men fordi det er at gøre sig sagen alt for let. Alle er jo enige om, at IS er djævelens værk, det behøver vi ingen kunstnere til at fortælle os. Men vi kunne godt bruge nogle kunstnere og kirkefolk til at fortælle den undrende befolkning, at muslimer faktisk anser sig for at være bedre mennesker end vi vesterlændinge, og at det er derfor, de udklækker den ene terrorist efter den anden. Vi kunne godt bruge nogle musikere til at lave sange, der håner islam for den umenneskelighed, de udviser med deres arrangerede ægteskaber: de tror, deres kønsmoral er udtryk for den største fromhed, hvor den i virkeligheden er en frihedsberøvelse af rang.

Og ikke mindst: Vi kunne godt bruge nogle forfattere, filmproducenter, skribenter osv., til at gøre op med den dominanstendens, der præger mange muslimske miljøer. Jeg tænker på de mange eksempler på, at muslimer på mange forskellige steder opfører sig, så det bliver tydeligt, at det er dem, der bestemmer; sætter nogen sig imod det, bliver de mødt med vold. Skulle det ikke være muligt at gøre muslimer i almindelighed og disse ”unge” i særdeleshed klart, at vi da godt véd, at de har en sådan voldskultur med sig i bagagen, men at vi stadig synes, at vor samtalekultur er bedre?

Jeg gjorde i sin tid opmærksom på det besynderlige i den reaktion, der kom fra én af de tiltalte i El-Hussein-sagen. Han, MR, havde under hele forløbet været imod alt dansk, havde hånet dommeren og på anden måde gjort det tydeligt, at han i hvert fald ikke anerkendte det danske system. Da sagen så sluttede, og da de blev klart, at de anklagede ville blive frifundet, var det ham, der takkede nævningene for afgørelsen, værdigt og afbalanceret, se her.

Overraskende? Ja, bestemt. Men måske er det også lidt beskæmmende for os danskere, at vi finder det overraskende. Mange af dem, der vil muslimerne det så godt, er så åbne overfor muslimerne, vil beskytte dem på enhver måde, betragter dem jo netop derigennem ikke som rigtige mennesker, altså som mennesker, man kan diskutere med; for, ikke sandt, de hænger jo fanatisk fast i deres muslimske tro, og det er i virkeligheden synd for dem, hvis vi giver os til at argumentere imod den.

MR’s reaktion viser, tror jeg, at også muslimer kan bringes til at forstå fornuftige afgørelser; også muslimer er modtagelige for argumenter. Og ved at friholde dem fra at skulle tage stilling til modargumenter mod deres tro, nedvurdérer vi dem i virkeligheden til at være en slags børn, der ikke kan tåle sandhedens klare lys.

Jeg er ret overbevist om, at når vi fra kirkens side ikke giver os til at komme med argumenter mod muslimernes tro, skyldes det, at vi, som hovedparten af danskerne, ønsker at ”være gode ved” muslimerne; vi er bange for, at vi vil ødelægge integrationen, hvis vi vender os imod islam som religion; her har vi endelig nogen, der – i modsætning til os almindelige danskere – tager deres tro alvorligt, så skal vi da ikke komme med vore indvendinger og ødelægge det hele.

Men jeg tror, at vor manglende lyst til at angribe islam også skyldes, at vi ikke selv er for stærke i vor kristentro; vi véd ikke rigtigt, hvordan vi skal stille os til de kristne trossætninger; er de ikke lige så luftige påstande som muslimernes trossætninger? Og så foretrækker vi at lade dem have deres korantro i fred, for hvis korantroen er en overtro, er så ikke også bibeltroen en overtro?

Her er det absolut en fordel af se på både påstanden om koranen og påstanden om den kristne åbenbaring som mytiske påstande. Derved afsløres det nemlig, at islam er en magtreligion og kristendommen en ordreligion.

Gud, eller altså Allah, får nemlig Muhammed til at skrive koranen gennem magtanvendelse. På samme måde får Muhammed sine tilhængere til at følge sig gennem magtanvendelse. Enkelt og ligetil: man tvinger den ”sande” opfattelse igennem.

I kristendommen er det mere indviklet. Her tænkes menneskets forståelse at virke med. Og specielt er det værd at notere sig, at hovedbegivenheden, Jesu korsfæstelse, er udtryk for magtesløshed. Det samme er det ord, Paulus hører talt til sig: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed” (2 Kor 12,9).

Dette viser sig også på anden måde: Indenfor kristendommen anerkender vi den naturlige lov, dvs., den lov, som vi ud fra vor fornuft kan forstå rigtigheden af. Jesus citerer den gyldne regel, at hvad vi vil, at andre skal gøre mod os, det skal vi gøre mod dem (Matt 7,12), og Paulus forklarer, at hedningerne har loven skrevet i deres hjerte (Rom 2,15). I modsætning til det tror muslimerne ikke på nogen naturlig lov, ja, de kan ikke gøre det, for så ville jo hele meningen med koranen som en lovbog skrevet af Allah selv falde til jorden.

Og her ligger der et angrebspunkt. Muslimerne hævder jo, at koranen står over grundloven, for, siger de, koranen er guddommelig, grundloven kun menneskelig.

Dels kan vi nu spørge, hvordan de dog kan tro på nogen nedskreven lov som guddommelig, den skal jo altid fortolkes af mennesker. Så når vi når om på den anden side af den fortolkning, der altid skal finde sted, er deres koran ikke spor guddommelig mere, men lige så menneskelig som vore love.

Og dels må man spørge muslimerne, hvordan de med deres fornuft i behold kan sætte en guddommelig alvisdom bag et makværk som koranen; den er jo både fuld af forkerte historiske oplysninger, og fuld af modsigelser. Noget sådan kan man da ikke forestille sig, at nogen guddom vil lægge navn til.

Og vil de holde fast ved deres tanke om, at de som muslimer har særlig bevågenhed i Guds øjne, så lad os vise dem – sådan rent historisk – hvordan det er gået i verdenshistorien i de seneste 500 år. Her har de muslimske lande stået stille, mens Vesten har haft en udvikling, der siger spar to til alt andet. Er det tegn på, at de mennesker, der retter sig efter sharia og koranen, har den sande menneskeforståelse, så den kan få indbyggerne til at opbygge de bedste samfund?

Jeg véd godt, at netop tanken om at være overlegne i Guds øjne får muslimerne til ikke at lytte til os. Men hvorfor skulle vi holde mund af den grund? Der er dog i vort samkvem med muslimerne mange lejligheder for os til at indsparke én og anden korankritisk bemærkning.

Men det væsentligste i denne sammenhæng er den afstandtagen, som Rolf Malm har til domstolsvejen. Hvad vi diskuterer vidt og bredt om tørklæder og deres kvindefjendske betydning og meget mere, er måske ganske overflødigt, eller er måske noget, vi kun diskuterer, fordi den egentlige diskussion mangler: den teologiske diskussion om forskellen mellem kristendom og islam.

Udgivet i Islam | Tagget , | Skriv en kommentar

Misforståelse af afladen

Den fremmede Luther 32

Hurra! Jeg har opdaget, at jeg er enig med Bjørn Thomassen, De véd, katolikken, der er én af Kristeligt Dagblads leverandører til lørdagsklummen ”Kirkeligt set”, se her. Han benytter denne dag, den 17-6, sin klumme til at gøre nar af Lars Løkkes indlæg ved reformationsgudstjenesten i Haderslev. Det véd jeg ikke rigtig, om han har ret i. Men han har ret i, at alt dette reformationshalløj er ved at hænge også mig ud af halsen. Man begynder at glæde sig til det i 2018 er ovre.

Derimod tror jeg, han har ret i sin kritik af Sigurd Barretts børneshow om reformationen. Man kan altså også komme for let om ved det. For det er og bliver ret indviklede sager, vi har med at gøre. Og når man hører diverse foredragsholdere prøve at sige i korthed, hvad Luthers anliggende var, bliver det meget ofte så pinligt, så man blive flov på vi lutherskes vegne.

Men jeg ville naturligvis ikke have skrevet dette indlæg, hvis der ikke var noget, jeg var uenig med Bjørn Thomassen i. Dog, lad mig begynde med det, han har ret i. Han skriver:

Udlægningen af katolske præster og munke, der gik rundt og talte volapyk, er historieforfalskning. Munke og nonner kommunikerede med de danske befolkninger på lokalsprogene. De har aldrig nogensinde messet i otte timer. Præsterne prædikede på lokalsprogene. Bibeloversættelserne til de europæiske nationalsprog var gået i gang lang tid før Luther. Ja, latin var datidens dannelsessprog. Også efter 1536. Derfor indførte de lutherske reformatorer netop ”latinskoler” i de danske købstæder.

Dette står som en kritik af Barrett. Og det er sandt nok, at der også før reformationen blev prædiket på modermålet, ligesom det er sandt, at bibeloversættelser også fandtes før Luther. Og hvis Barrett har gjort nar af brugen af latin, er det helt i orden at korrekse ham. For latinen gav mulighed for kommunikation på tværs af sproggrænserne, og den mulighed er først nu ved at blive gengivet europæerne; derved, at engelsk er i færd med at blive det fremmedsprog, som alle europæere så nogenlunde kan betjene sig af.

Derimod vil jeg godt gøre opmærksom på, at det hele er lidt mere indviklet, end det fremgår af det, Thomassen skriver lige forud:

Naturligvis må man forenkle, når man skal formidle til børn. Men man behøver ikke at forvrænge. Udlægningen af afladshandelen er fordrejet. Man har aldrig blot kunnet betale sig fra sine synder i den katolske kirke. Tilgivelse af en synd krævede, at den pågældende angrede sine synder og modtog Guds tilgivelse, i alvorlige tilfælde af præsten efter skriftemål. Aflad kunne ikke opnås uden anger og Guds tilgivelse.

Det er sandt nok, at man aldrig har kunnet betale sig fra sine synder i den katolske kirke. Men man har kunne betale sig fra så og så mange års ophold i skærsilden. Og det kan jo meget let forveksles med, at man får sine synder tilgivet. Man skal angre, før man kan modtage Guds tilgivelse, siger Thomassen. Og det er sandt nok. Men det er ikke sandt, hvad han føjer til, at man skal angre, før man kan opnå aflad.

Jeg er såmænd lige ved at hævde, at Bjørn Thomasssen kunne have stort udbytte af at læse min lille bog om reformationen ”Reformation på en misforståelse”. Heri mere end antyder jeg, at afladsteologien, som den havde udviklet sig i senmiddelalderen, var blevet ganske ukristelig, og at det var Luthers fortjeneste, også for den katolske kirke, at afladsteologien forsvandt, eller i hvert fald blev nedtonet fra at have været det vigtigste til at være en næsten fuldstændig overset og glemt del af det teologiske univers.

Så overset og glemt er den, at Thomassen ikke har rede på den. Hvilket sådan set ikke skal lægges ham til last, for det er der meget få, der har. Som jeg påviser i min bog, er det både Luther og hans modstandere, der har misforstået, hvad aflad er.

Hvad Luthers misforståelse angår, er det noget, der hænger sammen med hans ”nye” forståelse af gudsforholdet, at det er et personforhold og ikke på nogen måde kan forstås som et forhold til en dommer eller en fyrste, eller – hvad der her er mere relevant – til en pengemand, der vil have sine gældsposter inddrevet. Det er ham derfor på det nærmeste umuligt at forstå, at paven og andre høje kirkelige herrer sådan for alvor kan tro på, at Gud lader sig besnakke af pengegaver. Det gør han heller ikke, hvad syndsforladelse angår, men han gør det, hvad de fyldestgørende gerninger angår.

Og hvad de daværende katolikkernes misforståelse angår, hænger den nok først og fremmest sammen med, at afladsteologien var fuld af modsigelser, og dernæst af, at for store indtægtskilder ville svinde ind, hvis man var for ivrig efter at påvise disse modsigelser.

Luther begynder sin prædiken om aflad og nåde fra 1518 med at forklare, at man almindeligvis inddeler boden i tre dele, angeren, bekendelsen og fyldestgørelsen, se her. Man skal dog bemærke, at efter bekendelsen følger præstens tilsigelse af syndernes forladelse. Og dette er noget, præsten gør ganske gratis, der er ingen penge involveret i dette. Så det har som sagt Thomassen ret i, at man aldrig har kunnet betale sig til sine synders forladelse i den katolske kirke.

Men hvad er det så, man køber, når man køber aflad?

Man køber andres fyldestgørende gerninger, fyldestgørende gerninger, som andre har udført i overskydende stor mængde, og som de derfor ikke selv har brug for. Dette overskud tænkes at indgå i en stor pulje, kaldet ”kirkens skat”, som paven administrerer.

Men hvad rolle spiller det, om man køber andres fyldestgørende gerninger eller ej, man har jo fået sine synders forladelse, hvad skal man så med disse fremmede fyldestgørende gerninger?

Ja, her er vi nødt til at komme lidt ind på den teologiske knopskydning, der havde fundet sted i senmiddelalderen.

Først havde man nu opfundet det med de fyldestgørende gerninger. Oprindelig var det blot gerninger, der blev anbefalet af den præst, der tilsagde én syndernes forladelse, og man tænktes at skulle gøre dem for at vise sin gode vilje, eller altså: vise, at man tog det med syndernes forladelse alvorligt.

Efterhånden voksede der så en ny knop frem på dette teologiske kompleks. For hvad nu, hvis man døde, for man havde nået at gøre alle de fyldestgørende gerninger, som præsten havde anbefalet én at gøre? ”Anbefalet én at gøre”, nej, nu var det lige så stille gået hen og blevet et krav fra Gud, blevet noget, præsten ”idømte” én, ja, det var endda blevet et så stort krav, at kun en ny teologisk ”opfindelse” kunne få tingene til at hænge sammen. Denne nye opfindelse var skærsilden. Det vil sige: Havde man ikke nået at gøre alle de gode gerninger (eller altså fyldestgørende gerninger) som præsten havde idømt én, inden man døde, så skulle der rettes op på denne mangel i skærsilden; denne hedder derfor på latin ”purgatorium”, renselsesstedet.

Allerede her er Gud i meget betænkelig grad kommet til at ligne en pengemand, der vil have hver hvid betalt tilbage. Det er naturligvis fromt, for det hele skal jo gå op, ikke! Og bevares, vi kan godt sætte os ind i tankegangen, hvis vi blot kan sluge den kamel, at Gud er striks og krævende og vil have tingene til at gå op.

Men ”pengemandsbilledet” eller altså ”kapitalistbilledet” bliver værre endnu. For én ting er, at Gud kræver de fyldestgørende gerninger gjort, so oder so, noget andet er, at han – som før antydet – stiller sig tilfreds med, at de ikke gøres af den pågældende person selv, men af én, han betaler for at gøre det.

Det er vistnok ret kendt, at man kunne få en anden til at foretage en pilgrimsvandring i ens sted. Den fortjeneste, der kunne ligge i at foretage en pilgrimsvandring, kunne altså overføres fra den handlende til den betalende. Det samme kom i senmiddelalderen til at gælde alle mulige andre ”gode gerninger”. Det vil sige, at man gennem den købmandsagtige afladsteologi fik skabt et system af ydere og nydere. Yderne var munke, nonner og andre hellige mænd og kvinder, som igennem deres overskydende fyldestgørende gerninger kunne levere input til den af paven administrerede ”kirkens skat”. Nyderne var de almindelige mennesker, som for en passende betaling kunne nyde godt af det overskud, der var skabt, ved at købe aflad.

Og over disse ydere og nydere stod den indkrævende Gud. Og han var ikke til at spøge med. Hvis man ikke nåede at erlægge alle de fyldestgørende gerninger i levende live, ventede en rensende straf i skærsilden; af kortere eller længere varighed. Men mærkelig nok havde han accepteret, at den enkelte kunne handle med sine fyldestgørende gerninger. Og specielt er det mærkeligt, at han har overladt den jordiske del af handelen til paven.

Men det hele var som sagt et sammensurium af hinanden modstridende opfattelser.

Tag som eksempel noget af det, jeg har nævnt før, se her: ”diskussionen” mellem Luther og kardinal Cajetan i Augsburg i oktober 1518!

Noget af det, jeg dengang ikke gjorde noget ud af, er det forhold, at både Cajetan og Luther blander begrebet ”fyldestgørende gerninger” sammen med begrebet ”gode gerninger”. Gode gerninger er de gerninger, som Gud kræver igennem budene. Og de to teologer er rørende enige om, at ingen dødelig kan gøre nok gode gerninger; der vil altid være synd knyttet til enhver gerning, som et menneske gør. Godt nok kommer de så til modsatrettede opfattelser, når det drejer sig om afladen. Luther er af den opfattelse, at fordi intet menneske kan udføre en gerning, der i sandhed er god, kan intet menneske udføre en ”overskydende god gerning”, dvs., den skat, som paven uddeler aflad fra, må følgelig være tom, se her. Cajetan, derimod, hævder, at selv om mennesket med sin frie vilje ikke kan gøre en god gerning, og derfor heller ikke en overskydende god gerning, kan Gud ved sin nåde arbejde i ham, og derfor opfylder en helgen Guds bud, se her.

Gode gerninger har det ved sig, at vi aldrig når til ende med dem. Fyldestgørende gerninger, derimod, er afsluttede handlinger, som enten udføres eller ikke udføres. Hvis præsten ”idømmer” én en pilgrimsrejse til en nærliggende kirke, så er denne gerning udført, når manden er kommet tilbage efter at have besøgt kirken. Der stilles ikke krav om en særlig from indstilling, ja, der kan ikke stilles noget sådant krav, for de fyldestgørende gerninger ”idømmes” af præsten, som noget, der skal gøres ud over den påkrævede overholdelse af de ti bud. De er altså i en kategori for sig. Går manden én gang til ud på denne pilgrimsrejse, har han udført en overskydende fyldestgørende gerning, og en sådan kan indgå i pavens skat.

Ét af problemerne med afladshandelen var, at denne forveksling af gode gerninger med fyldestgørende gerninger var almindelig udbredt. F.eks. hævder Luther i tese 75, at det er vanvid at mene, at afladen kan tilgive et menneske, hvis han har krænket jomfru Maria, se her. Og minsandten om ikke den pavelige teolog Sylvester Prierias siger, at det virkelig forholder sig sådan, se her. Og hvis det forholder sig sådan, som Luther hævder i tese 27, at det er menneskelære at hævde, at så snart pengene klinger i kisten, flyver sjælen op af skærsilden, se her – et synspunkt, som Sylvester også tillader sig at forsvare, se her – så er det tydeligt, at afladsteologien med dens købmandssynspunkt: ”Betaling foreligger, ydelse kan gives” ganske har sejret over tilgivelsessynspunktet, der vil have, at forholdet til Gud er et personforhold, hvor den ene person er Gud, og hvor Gud måske ikke sådan lige med det samme vil eftergive straffen, eller, som Luther siger det i sine resolutioner over de 95 teser: ”Efter sin natur handler Gud sådan, at han er hurtig til at høre, men tøver med at give”, se her.

Nu vil jeg jo ikke kræve, at Bjørn Thomassen skal stå på mål for Sylvesters påstande. Og jeg da ikke i tvivl om, at alle katolske teologer i dag vil give Thomassen ret i, at man aldrig har kunnet betale sig fra sine synder i den katolske kirke. Men jeg vil hævde, at når Thomassen og andre katolske teologer kan hævde, at det aldrig har været sådan, skyldes det, at den afladsteologi, der var herskende i senmiddelalderen, ikke blot har mistet enhver praktisk betydning, men er gået i den grad i glemmebogen, at alle har glemt den, katolikker og lutheranere i skøn forening.

Men som det kan ses af citatet fra Sylvester, var forvekslingen af fyldestgørende gerninger og gode gerninger meget udbredt dengang, og man må virkelig sige, at Sylvester i kraft af denne forveksling var meget tæt på at hævde den af Thomassen forbudte sætning, hvis man ikke skal sige, at han direkte går ind for den.

Så derfor var det måske ikke nogen dårlig idé, om Thomassen og andre katolikker udviste en vis taknemlighed overfor Luther. For det var i kraft af hans indsats, at den skadelige og ukristelige afladsteologi blev forladt og nu kun fremdrages ved jubilæer og den slags.

Udgivet i Historie, Luther | Tagget , , | Skriv en kommentar

Ak, denne godtroende uforstand!

I lørdagens Deadline (den 10-6 2017) udspandt der sig en diskussion mellem Pernille Skipper fra Enhedslisten og Marcus Knuth fra Venstre. Det var romaerne, der var emnet, mere specielt det lovforslag om forbud mod tiggeri m.m., som regeringen har lagt frem i Folketinget.

Diskussionen var kendetegnet af, at man ikke på nogen måde nærmede sig noget, der bare lignede et forsøg på at sætte sig ind i de besynderlige sociologiske kendsgerninger, der er omkring romaerne. Den ene, Marcus Knuth, holdt sig til, hvad politiet fortalte om deres oplevelser med romaer, den anden, Pernille Skipper, betragtede de samtaler, hun havde haft med de mennesker, der på gadeplan arbejdede med romaerne, som endegyldige, uafviselige forklaringer på romaernes forhold.

Det var specielt hendes skråsikkerhed og store forargelse, jeg lagde mærke til. Når man fra de hjælpende organisationes side beskrev romaerne som ynkværdige mennesker, der skulle hjælpes, så gjaldt det, Knuth kom frem med fra politiets erfaringer, på ingen måde som forklaring; Skippers forargelse fik hende til gang på gang at afbryde Knuth, hvad man jo sådan set godt forstår, for politiets billede af sagen passer usandsynlig dårligt ind i det billede, hun forsøgte at fremmane. Dertil kom, at hendes forargelse også gjaldt det forhold, at man i det hele taget talte om romaerne som nogen, der sådan ‘en bloc’ blev beskyldt for alskens forbrydelser. Med sådanne oplysninger om forbrydelser fik man yderligere befæstet det skel, man allerede i forvejen har sat op mellem romaerne og os. At de selv ønsker at opretholde et sådant skel, ligger helt udenfor Skippers forestillingsverden.

Hun optrådte i det hele taget som ét af de ”Gutmenschen”, jeg her på bloggen ofte har vendt mig imod, eller hun optrådte som en kvinde med et enormt moderkompleks overfor mennesker, hun erklærer for ynkværdige.

Diskussionen fik mig til at finde et gammelt indlæg fra 2015 frem, nemlig dette. For det, Kathrine Lilleør dengang fortalte om, sidder i mig endnu som noget, der har vist i hvert fald mig, hvor stor den kulturelle forskel er mellem romaerne og os.

Hun fortalte om en roma, som de fra kirkens side forærede en trøje; de ville så købe nogle bukser til ham, som han kunne hente senere. Han kom, fik bukserne og var meget taknemlig. Så fik han noget mad, en kop kaffe og sagde farvel. Hvorefter han gik ud på kirkens græsplæne og besørgede, tørrede sig bagi med hånden, som han derefter gned ren i sine nye bukser.

Jeg undrede mig dengang over, at Lilleør tolkede det som udtryk for den yderste fattigdom og aldeles ikke kunne se det, der dog måtte være klart for enhver: at hans handling var en ringeagtsytring, at han med det, han gjorde, sagde: ”Jeg vil skide jer et stykke!” til det danske samfund. Ligeledes regnede hun de mange uhumskheder, der følger i kølvandet på tilstedeværelsen af romaer, som et tegn på, hvor fattige de er.

Dengang hjalp det mig i nogen grad at læse om Karl-Olov Arnstbergs bog ”Svenskar och zigenare”. Så fik jeg lidt styr på de forskellige input. Men det med skideriet havde han ikke fået med, det havde han ikke nogen forklaring på, eller snarere: han havde kun en indirekte forklaring: Romaerne betragter ikke sig selv som et ynkværdigt folkefærd, de har tværtimod i sig en stor stolthed, og de vil gøre næsten hvad som helst for at holde fast ved deres kultur og for at næste generation og næste med også holder fast ved den specielle zigøjnerkultur.

De har gennem mange hundrede år oparbejdet en specielt overlevelsesstrategi, som vel kan veksle lidt efter omstændighederne, men som i det store hele går ud på at nasse på flertalsbefolkningen, få dem til at sørge for mad på bordet til sig selv, så romaerne på forskellig måde kan franarre dem noget af den mad, nok til, at de kan føre en tålelig tilværelse. Men det, der hedder integration, kan man godt glemme alt om, når man stilles overfor romaerne. De er ikke en del af vore samfund, og de vil ikke være det. For deres egen kultur vil de ikke slippe.

Et halvt år senere havde så Arnstberg skrevet en ny bog ”Romer i Sverige”. Og nu, stillet overfor ”romaproblemer” i offentligheden, har jeg i anmeldelserne af den søgt svar på mine spørgsmål. I en anmeldelse i ”avpixlat”, se her, hedder det således:

Romaerne lever i en ”forsvarskultur”, som er klar til at gøre hvad som helst for markére grænsen mellem dem og os. De skider ikke på de af svenskerne opstillede og betalte transportable toiletter, for hvem véd, hvilke urene der tidligere har sidder dèr, så de skider udenfor, så at svenskerne kan gøre rent efter dem.

Er jeg så tilfreds med den forklaring? Ikke helt. Jo, jeg tror på den med, at de med deres udendørs skidning tvinger os andre til at gøre rent efter dem, men at de ikke vil bruge de offentlige toiletter af angst for at blive smittet af noget urent, den tror jeg ikke rigtig på. Det undrer mig i hvert fald, at romaerne ligesom muslimer (og jøder) skulle operere med en sådan kultisk urenhed. Jeg har ikke truffet flere eksempler på det, og hvis jeg gør det, vil jeg måske lade mig overbevise.

I samme anmeldelse kommer andre artige ting frem:

De omkringrejsende bander, som begår røverier mod ældre, hvilket Svensk TV gjorde opmærksom på fornylig, har deres egne sider i bogen, ”Circa-gruppen”, side 226-229. Der fortæller Arnstberg, hvad Svensk TV’s indslag ikke fortalte, nemlig at så godt som alle gerningsmænd er romaer. Politibetjent Klas Persson siger, at romaer begår den slags forbrydelser overalt i Europa, men at ingen vil gøre det klart, at forbryderne netop er romaer.

Og senere:

Andre slags forbrydelser, han [Arnstberg] tager op, er vandalisering af lejligheder, dårlig behandling af udlejningsbiler, overudnyttelse af fælles sanitære anlæg og campingpladser, osv. Alle historier sættes ind i en etnologisk, dvs folkelivsforskningsmæssig, sammenhæng, så at man forstår, hvorfor romaer opfører sig så (dårligt) som de gør. De er venlige indenfor gruppen og har mange fælles værdier, som de respekterer, men de er på vagt mod alle, der vil trænge ind i deres samfund, især de velmenende og bureaukratiske, for at ”løse romaernes problemer”. Romaer lytter til svenskerne, men tager sig ikke af, hvad der siges.

En anden anmelder, se her, fortæller, at Arnstberg mener, at den korrekte betegnelser er zigøjnere, ikke romaer. For romaerne er kun én af zigøjnernes stammer, andre er sinti og kaale. Det er nyt for mig, og jeg giver det gladelig videre.

Endelig er der en anmelder fra ”Nya Tider”, som tager frem det for mig stadig vanskeligt forståelige afføringsproblem, se her. Det hedder:

Det måske mest kontroversielle [opførselsmønster], hentet fra en mangeårig forskningserfaring, har at gøre med romaernes oplevelse af, at de er overlegne overfor omgivelserne. Dette kan delvis forstås som en forsvarsmekanisme, men er også en vigtig aktiv faktor, som er årsag til nogle af de for omgivelserne allermest ubegribelige sider af romaernes opførsel. At forrette sin nødtørft på gulvet i offentlige toiletter eller i skoven og på jorden rundt om tildelte campingområder vil for en ydre betragtning kunne tolkes som ukendskab, fattigdom eller mangel på uddannelse. Men romaer har, næsten uanset hvor fattige de er, altid en god forståelse af renlighed; både i sædvanlig betydning og i form af en lang række traditionelle tabuer. I skoven forretter man sin nødtørft for ikke at behøve at vise for andre romaer, at man skal gøre det, eftersom det anses for uforskammet eller fornedrende. At tilsmudse gadjes [svenskernes, rr] ydre ting, såsom et toilet på en campingplads, er overhovedet intet problem, eftersom gadje for det første ikke tilhører gruppen, og for det andet er underlegne og egentlig skal tjene romaerne. Denne forestilling kan til og med af og til anvendes for at tolke relationen til socialtjenesten og andre af samfundets hjælpeinstanser. Romaer stræber her ofte efter at omtolke, og, hvis de kan, i en vis praktisk mening omdefinere relationen, så at deres rolle som trængende bidragsmodtagere i stedet for fungérer som en magtrelation, hvor personalet er ”tjenere”, som giver penge og tilgodeser andre behov ud fra en underordnet position.

Hermed gives der, forekommer det mig, en god forklaring på mange af de mærkelige ting, der forekommer ved romaernes opførsel: de mener om sig selv, at det er dem, der er de overlegne, dem, der står i en magtposition, dem, der kan kræve noget af os. Godt nok hedder det, at de må ”omdefinere” relationen, men alligevel, noget tyder på, at det er de ret gode til.

Så får vi ved samme lejlighed en indirekte forklaring på mange af de handlemåder, muslimerne har tillagt sig. For de regner sig jo også for vore overmænd. Men det vil vi nu i denne sammenhæng lade ligge, bortset måske fra en bemærkning om, at disse to europæiske minoriteter, romaer og muslimer, måske kunne lære noget af den tredje minoritet, jøderne; det vil de nok ikke, men så kunne måske vi europæere lære, at det ikke er umuligt at bibeholde sit særpræg og samtidig tjene majoritetssamfundet.

Men nu er vi så fremme ved det, der for mig at se var det mest ærgerlige ved diskussionen i Deadline: der blev ikke gjort noget som helst forsøg på at aftegne romaernes kultur som anderledes. Jeg véd ikke, om det skyldes uvidenhed, mangel på nysgerrighed overfor det anderledes, eller hvad. Nå jo, det er tydeligt nok for Pernille Skippers vedkommende, at hun har al den ammunition, hun skal bruge til at fyre op under sin forargelse i beretningerne fra de godgørende organisationer. For hende ville erkendelsen af en anderledes kultur kommer som en ”Spielverderber”, den ville have ødelagt al den forargelse, hun havde forberedt til sin optræden i Deadline. Men jeg kunne godt have ønsket mig, at Marcus Knuth f.eks. havde fremdraget episoden, som Lilleør nævner, for at vise, at romaer tænker anderledes, end vi gør.

For det er denne anderledeshed, det drejer sig om at få frem, når vi politisk skal overveje, hvad vi skal gøre ved ”romaproblemet”. Og det forekommer mig altså stadig, at lorten på den kirkelige græsplæne, som Kathrine Lilleør omtalte, er en slags lakmusprøve på, om vi har forstået ”romaproblemet”. Kunne man give en nogenlunde antagelig forklaring på romaernes opførsel med deres afføring, så ville vi måske også bedre kunne gøre os forestillinger om, hvordan vi skal tackle problemet.

Hvis det f.eks. er sandt, hvad Arnstberg hævder, at romaer i Sverige ikke benytter de af myndighederne opsatte transportable toiletter, så falder jo det forslag, som Skipper kom med: at man skulle etablere transitrum med stole og toiletter, ynkeligt igennem. Det forholder sig ikke til virkeligheden, dén sociologiske virkelighed, at romaerne tænker anderledes, end vi gør.

Det samme ville allerede en omtale af ”græsplænelorten” have gjort. Manden havde fået mad, havde fået kaffe, intet havde forhindret ham i at bede om at måtte låne et toilet. Men det, han havde tilovers fra diverse måltider skulle absolut afleveres på kirkens græsplæne.

Det kan så i forbifarten nævnes, at TV2 søndag den 11-6 havde et indslag fra en landsby i Rumænien, hvorfra mange åbenbart drog til Danmark. Meningen var, at vi skulle forstå, at disse mennesker var åh så fattige, så fattige. Lidt uheldigt var det i denne sammenhæng så, at man havde valgt at lade én af landsbyens indbyggere optræde med bar overkrop; han var en utrolig tyk person, og de store fedtdepoter, man kunne se rundt om hans krop, fortalte ikke just om mangel på mad.

Afslørende var det også, at én af beboerne på et spørgsmål om, hvordan de kom til Danmark, svarede: ”Med bus!” Det antyder, at de horder af tiggere og flaskesamlere, der kommer til Danmark i sommermånederne, er ret godt organiserede, evt. af rige bagmænd, noget, et norsk TV-hold har undersøgt om romaernes tiggeri i Bergen. Det omtales lidt perifert her:

Brennpunkt [det norske TV-hold, rr] har gransket det organiserte tiggeriet i Bergen siden 2015, og har avslørt at personene på toppen av hierarkiet lever høyt på å tvinge andre til prostitusjon, tigging og tyveri.

Men det ville jo nok være for meget forlangt af journalisterne på Deadline, at de skulle kende noget til det, andre TV-hold finder frem til. Og hvis de kender til det, ville det sikkert være stik imod den vinkling, de vil give stoffet, at drage det frem.

Men læg mærke til det: Hvis bare der er noget om det, der siges i den sidste sætning i ovenstående citat, så har heller ikke Arnstberg gjort sit arbejde godt nok, så er romaernes samfund styret af nogle få, der undertrykker de mange, og så er de romaer, vi ser, måske nok ynkværdige mennesker, men de er det af helt andre og langt mere indviklede årsager end dem, diverse ”Gutmenschen” disker op med, så er de jo undertrykt af deres egne.

Og man kunne måske også have ønsket sig – men nu er vi ude i det helt store tankeeksperiment – at studieværten havde læst Arnstbergs bog og ladet de mange mærkeligheder sive ned i sindet, så der kunne fremkomme nogle relevante spørgsmål. Men når man undlader at stille kritiske spørgsmål, så bliver det hele til ”Viel Geschrei und wenig Wolle”, som manden sagde, han klippede sin gris. Eller som man kan sige med et mere moderne udtryk:

alt for mange NAQ’s, der snak’s og snak’s og snak’s.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Det vandrende menneske

Det var gennem Grænseforeningens blad ”Grænsen”, at jeg blev opmærksom på Jeanette Varbergs bog ”Mennesket har altid vandret”, en bog i Gyldendals Serie ”Til Tiden”. Jeg blev interesseret og fandt på nettet nogle anmeldelser af bogen plus en lille artikel af Varberg selv i Videnskab.dk, se her.

Når jeg her vil skrive om denne bog, er det ikke for at anmelde den – hvad anmeldelse angår, har jeg lyst til at sige med en kendt anmelder om en bog, han fik til anmeldelse: ”Anmelde denne bog? Det skulle da være til politiet” – nej, jeg vil skrive for at vise, hvordan Varberg misbruger historien på det groveste.

Det er ret tydeligt, når man læser anmeldelserne og hendes egen artikel igennem, at bogen skal indgå som et argument i indvandringsdebatten. Mig mindede den om en bemærkning af Kjeld Holm, jeg hørte i Deadline for et par år siden. Lad mig citere mig selv fra dengang:

Og når så Kjeld Holm stilles overfor Henrik Jensens bekymring: den nye folkevandringstid er først lige begyndt, bagatelliserer han også den betragtning med en udtalelse om, at vel gik romerriget rabundus i folkevandringstiden, men verden gik jo ikke under af den grund — Tænk, at nogen kan være så kynisk, være så fuldstændig ligeglad med, om vort folk og dets særpræg går under, som romernes særpræg og kultur gjorde det! Tænk, at nogen kan sidde alle drab og voldtægter overhørig, som fulgte med, da romerne ikke længere formåede at forsvare deres grænser! Det var sandelig ikke nogen dans på roser, der fulgte romerriget til graven, hverken det vest- eller det østromerske rige. (Se her).

Jeanette Varberg har den samme kyniske indstilling. Hun konstaterer i Grænsen, at Men som alle andre megakulturer i verdenshistorien, så har et imperium en cyklus, der i sidste ende resulterer i kollaps”, men er ikke i stand til at sige, om vor kultur står foran sin kollaps, og slutter artiklen i Grænsen med at sige: ”Når man er arkæolog, er der ikke den store grund til bekymring. Vi skal nok klare den”.

Men det bliver ikke klart, om det ”vi”, hun arbejder med, er et dansk, et europæisk eller et verdens-vi. Man kan frygte det sidste. Og så er hun, ligesom Kjeld Holm, i stand til at se bort fra alle de uhyrligheder, der vil følge med vor kulturs undergang. Ok, frygt ikke, der kommer en ny kultur bagefter!

Det hele ses fra noget, man kalder ”det historiske perspektiv”. Men dette perspektiv, som det bruges her, udmærker sig ved, at historikeren hæver sig op over sin samtid og det samfund, han eller hun er en del af. Og så må man ryste på hovedet og spørge sig selv, hvad vi skal med en sådan overjordisk betragtning.

Men ellers er det ikke så meget denne kynisme, jeg vil anklage hende for, det er i langt højere grad det forhold, at hendes historiske beretninger er lagt til rette på en måde, så de kan danne grundlag for den konklusion, hun kommer med. Hun slutter sin beretning i Videnskab med at skrive:

De historiske vandringer har vist, at vandringer er en del af menneskets historie. Årsagerne, vejene, metoderne, konsekvenserne giver jeg i min bog eksempler på.

Når først folk begynder at vandre, kan de sjældent stoppes. Det er et udsyn, der kan sætte det, Europa oplever i dag, i perspektiv.

Derfor findes der heller ingen hurtige politiske løsninger, som kan stoppe millioner af mennesker, der vandrer væk fra krig og sult i håbet om et bedre liv.

Vi bliver nødt til at starte der, hvor de kommer fra og sørge for, at de ikke er nødt til at forlade deres hjem. Først dér har vi en chance for at vende strømmen.

Det vil sige: der aftegnes en slags skæbneperspektiv; det er historiens uafvendelige nødvendighed, der gør sig gældende; der er ikke meget, vi kan stille op for at afvende denne næsten uafvendelige skæbne. Men lidt har også ret: vi kan prøve at forbedre forholdene i de lande, man migrerer fra.

Hun skriver, at ”der er ingen hurtige, politiske løsninger”. Måske ikke. Men jeg vil hævde, at der heller ikke er ”nogle hurtige, historiske betragtninger”, som dem, hun giver os.

Tag det forhold, at hun tilskriver mennesket en vandringstrang!

Mennesket har altid vandret – både for at overleve og på grund af en trang til konstant at udfordre den verden, vi er født ind i.

Det skal såmænd nok være rigtigt. Men hvorfor overser hun, at mennesket også altid har haft en forkærlighed for det kendte og en tilsvarende angst for det ukendte. Det gælder jægersamfundene – har de lært, hvordan man kan jage og nedlægge en mammut, hvorfor så søge nye jagtmarker? – og det gælder agerbrugssamfundene – skal man høste, må man jo først så og derefter vente til høst. Og gør man regnskabet op, vil man såmænd nok opdage, at langt de fleste mennesker, der har beboet denne klode, har levet på den samme plet jord som deres forfædre. Men nej, det ses der bort fra – mennesket har altid vandret.

Denne vandringstrang mener hun er biologisk:

Biologisk set er vi de samme mennesker som dengang, og vi reagerer stadig overraskende ens, når vi bliver konfronteret med umenneskelige vilkår som sult, klimaændringer og krig.

Så flygter vi og begynder at vandre derhen, hvor der stadig er et håb om en fremtid for vores børn.

Her er de moderne migranters vilkår beskrevet. Og det er den skabelon, som de historiske eksempler skal presses ned i. Ikke med det helt store held.

Varberg gør rigtig meget ud af det såkaldte ”havfolk”, som omkring 1200 f.Kr. angreb byer i det østlige Middelhav. Hun gør sig mange spekulationer over, hvad der fik dem til at bryde op fra deres hjemegn og søge at erobre de rige kulturer østpå. Og da man så at sige ingenting véd, er der rige muligheder for spekulation.

Men sjovt nok, hun kan ikke så godt nøjes med at beskrive ”havfolket”, hun må også beskrive de stater, de angreb. Og så bliver man jo klar over, at menneskene i de stater da bestemt ikke var besat af nogen vandrertrang, tværtimod gjorde de, hvad de kunne for at forsvare sig mod ”havfolket”. Ja, hun véd oven i købet at fortælle om én, for hvem det lykkedes at standse ”havfolket”, nemlig den egyptiske farao Ramses III. Han knuste dem i et stort slag i Nordegypten.

Det vil sige, det, vi lærer af den historie, hun fortæller os, er, at der var bofaste og rige civilisationer med et vist handelssystem, levende i nogenlunde fred, som på et tidspunkt blev angrebet af et krigerisk erobringsfolk. Og sandt nok, erobringsfolket rettede sig pænt efter hendes tese om, at ”mennesket altid har vandret”, men de bofaste civilisationer, som dette folk angreb, gjorde det jo ikke. Og hendes før citerede konklusion: at disse vandringer sjældent kan stoppes, modbeviser hun selv med sin fortælling om Ramses III.

At historien således nægter at danse efter hendes pibe, viser sig også i eksempler fra Romerriget. En anmelder på historie-online, se her, skriver:

Kimbrerne og Teutonerne fra det nordlige Jylland (?) startede en vandring sydpå i de sidste århundreder fvt. Årsagerne kan have været ufred, sult, krig, klimaændringer eller menneskeofringer. Romerske kilder omtaler dem som høje, blåøjede, modige og stærke. Der skrives om 300.000 mænd, kvinder og børn, som vandrede i år 120 fvt. De slog romerne to gange nord for Alperne, men forfulgte dem ikke til Rom. I år 102 fvt. blev de slået af romerne ved Aix-en-Provence. Kilderne siger, at der blev taget 60.000 teutoner og 90.000 kimbrere som slaver. Resten var enten blevet dræbt eller flygtede nordpå. Hjem? Der er fundet en del keltiske ting i Himmerland!

Igen: hvad viser dette eksempel andet, end at bofaste mennesker forsvarer sig mod dem, der vil invadere deres land! I dette tilfælde med held, senere i Romerrigets historie med noget mindre held. Altså: Hvis forsvarsviljen er til stede, er det aldeles ikke nogen jernhård skæbne, der tilsiger os europæere at blive oversvømmet af folk fra Mellemøsten og Afrika.

Er det så det, der er tale om med os europæere, at forsvarsviljen er forsvundet?

Både ja og nej. Det hele er mere indviklet end som så, og det lader sig ikke nedskrive til Varbergs ”hurtige, historiske betragtninger”.

En anmeldelse på litteratursiden.dk refererer Varberg således, se her:

Faktisk har vi altid vandret. Nogle gange drevet af eventyrlyst og oplevelsestrang. Andre gange pga. nød, sult og krige.

Som sagt er den første sætning forkert. Vi har nok i stedet som oftest været bofaste. Og den anden sætning bør nok erstattes med ”kongers og fyrsters erobringstrang”. Den tredje er kun halvt rigtig. For man flygter kun fra det sted, hvor man bor, hvis man véd, at der muligvis er bedre forhold andre steder, og hvis disse bedre forhold kan opnås med en rimelig indsats.

Her kommer mobiltelefonen ind i billedet. Den gør den moderne flygtninge- eller migrantsituation til noget unikt, der er helt forskellig fra tidligere tiders migrantsituation. Det samme gør vor vestlige dårlige samvittighed; også noget, der ikke er set før i historien og som først nu spiller en stor rolle for den historiske udvikling.

Den tyske filosof, Konrad Ott, har gjort opmærksom på, at mange familier i udviklingslandene udstyrer nogle af deres unge mænd med en stor pose penge, så de kan betale menneskesmuglere for at bringe dem til Europa; når de er ankommet hertil, er det meningen, at de skal sende penge tilbage til familien. Der er altså tale om en slags investering, familien foretager, og, siger Ott, det, det drejer sig om for os, er at gøre denne investering ulønsom. Så først vil vi få migrationen til at standse.

Jeg har tidligere citeret ham for dette at betragte migranten som en investering, se her:

Dette forklarer også, at en lille økonomisk vækst i Vestafrikas lande ikke vil føre til, at antallet af migranter går ned. At det modsatte sker, er mere sandsynligt: stadig flere familier vil kunne få råd til at investere i en migrant. Talen om, at man simpelthen må forbedre den økonomiske situation i oprindelseslandene, er nok velmenende, men rammer forkert med hensyn til problemet. … Man bekæmper ikke årsagerne til migration ved at forstærke udviklingssamarbejdet.

Med andre ord: det, som Varberg regner for en selvfølge: at vi forhindrer migrationen ved at hjælpe ulandene i gang økonomisk, vil muligvis få den modsatte virkning. Og ærlig talt, jeg stoler mere på Otts tese end på Varbergs.

Men også den måde, migrationen foregår på, er helt anderledes end nogen migration tidligere i historien, også anderledes end de eksempler på migration, Varberg giver. Hun fortæller om mange eksempler på krigerisk migration, angreb på bosiddende befolkninger. Og ud over hendes eksempler er der krige, der som hunnernes iværksattes uden nogen nødvendighed: sult, krig, sygdom, eller krige, der som muslimernes iværksattes af religiøse grunde. Så er der migrationer til forholdsvis tomme kontinenter, migrationen til Amerika, til Australien, til Sydafrika, m.m.; disse foregik på nogenlunde ordnet vis uden krigerisk erobring, dog ifølge Varberg ganske frit, indtil der fra 1924 af USA blev sat en stopper for den frie indvandring. Og altså, hokus pokus, USA kunne godt standse den folkevandring, der ellers ikke var til at stoppe, og bringe den ind i ordnede former.

Den migration, vi er udsat for, er imidlertid iværksat gennem et misbrug af havretten og et misbrug af asylretten. Og den kører kun videre, fordi menneskesmuglere har fundet ud af at udnytte vor, europæernes, svaghed: Vi er kommet ind i et tankeskema, vi ikke kan komme ud af, samaritanitis, har jeg kaldt det: vi vil spille rollen som den barmhjertige samaritaner, og skal dette skuespil spilles rigtigt og give os den rette gode fornemmelse i maven, så må nødvendigvis migranterne opfattes som ynkværdige mennesker. Derfor vover vi ikke at skelne effektivt mellem flygtninge og migranter, derfor godtager vi migranter uden papirer, derfor finder vi os i, at migranterne meget imod asylrettens oprindelige mening får lov til selv at vælge det land, de vil søge asyl i. Og altså: derfor er det blevet forholdsvis let for folk fra Mellemøsten og Afrika at komme ind i Europa, så de enten får opholdstilladelse og i så fald bliver en god forretning for dem, der har investeret i dem, eller nægtes opholdstilladelse og går ud i en tilværelse som illegal arbejder, hvilket nok er mindre attraktivt for familien, men dog ikke afskrækker andre i landsbyen fra en tilsvarende investering.

Jeg mener ikke, man kan finde historiske eksempler på noget tilsvarende. Det vil sige, at de historiske eksempler, Varberg nævner, ikke, som hun påstår, har noget at sige os i dag. De er misvisende eksempler. De får os til at se bort fra virkeligheden, som den er i dag.

Man kan ikke engang sige, at vor situation ligner situationen i de sidste år af det vestromerske riges historie. Her angreb indvandrende germanerstammer gang på gang riget og bosatte sig rundt om i hver deres afdeling af riget. Man har sagt, at dette skyldtes, at romerne ikke længer kunne opstille tilstrækkelig godt motiverede hære. Og lad det bare have været sådan fat. Men sådan er det ikke fat med os. Vi har rigeligt med militært isenkram til at holde migranterne ude, men vi har malet os op i et moralsk hjørne, hvor vi ikke tør bruge det, ikke tør anvende den fornødne magt, om migranterne skal holdes ude, og de mange migranter in spe i Afrika og Mellemøsten skal fratages alt håb om en fremtid i Europa. Vi har i vor moralske bedømmelse gjort os afhængige af NGO’er og journalister og magtfulde politiske centre, bl.a. EU, som har mægtige påvirkningsmuligheder til deres rådighed (og det har man ikke haft tidligere i historien) og som alle forfærdes, hver gang der høres om migranter, der er druknede i Middelhavet; så bliver de alle enige om at lægge deres skibe endnu tættere på Libyens kyst.

At det kunne være til skade for de lande, der sender deres unge mennesker til Europa, det ser man ikke, eller det vil man ikke se. Og ser man det, har man kun et skuldertræk til overs for dette problem: man drømmer ikke om at gøre det eneste, der kan standse migrationen: bruge magt, hverken for ulandenes eller for Europas skyld.

Det kan være interessant nok med historiske overblik. Men man må også have det forhold med i sine betragtninger, at der i historiens løb kan forekomme noget helt nyt, som gør al sammenligning med tidligere tider umulig.

Det foreligger der i vor nuværende europæiske migrantsituation. Og hele Jeanette Varbergs bog er derfor, uanset de fine anmeldelser, et falsum.

Faktisk kan man undre sig over, at bogen er blevet antaget af et forholdsvist seriøst forlag som Gyldendal, og at den har fået så gode anmeldelser, som tilfældet er. Jeg mener: de ting, jeg her har fremført imod Varberg, er jo ikke raketvidenskab. Det er ganske almindelige fornuftovervejelser, som enhver, der er i stand til at lægge to og to sammen, kunne fremkomme med. Så det skulle være ret enkelt at spørge, om det, Varberg skriver, nu også er sandt. Og næsten endnu enklere at finde ud af, at argumentationen faktisk passer meget dårligt på vor nuværende migrantsituation.

Når man alligevel er positiv, hænger det selvfølgelig sammen med, at både forfatteren og forlaget ”har et navn”, altså betragtes som autoriteter. Så er på forhånd de kritiske overvejelser bragt ned på et minimum. Men det hænger desværre nok i højere grad sammen med, at den folkelige elite lider af samaritanitis. Man vil så gerne forblive i det hjørne, man har malet sig op i, og man griber derfor alle de argumenter, der tilbydes til dette formål, er de end nok så tynde.

Mennesket har altid vandret”. Nej, såmænd har det ej. Det har altid elsket det kendte, det har altid arbejdet på at forstå de kendte omgivelser bedre, det har altid dannet samfund, hvis love rettede sig mod de omgivelser, det nu engang levede i. Ud fra disse kendsgerninger kunne der også skrives en bog om menneskehedens udvikling. Men den ville ikke på samme måde som Varbergs kunne levere stof til brug i den nuværende migrantsituation. Den ville snarere kunne fungére som en slags vaccination imod den farlige sygdom samaritanitis. Men ak, dette er en psykisk sygdom, som kun meget få af dem, der er angrebet af den, ønsker at komme ud af.

Så den nuværende sygdomstilstand vil nok var ved et stykke tid endnu, godt hjulpet af bøger som Varbergs.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , | Skriv en kommentar

Kampen mellem Gud og djævelen

Den fremmede Luther 31.

Sognepræst Sørine Gotfredsen har et udmærket indlæg på sin blog på Berlingske. Det hedder ”Ondskaben er tilbage”, se her.

Når jeg kalder det udmærket, skal det dog kun forstås således, at det er et skridt i den rigtige retning. Men det er kun begyndelsen. Meget mere bør følge efter.

Skridtet, der er tale om, er villigheden til at tale om ondskab i stedet for at gøre terrorhandlingerne til sociologi eller psykologi. Det skridt mener hun er væsentligt at tage, og det kan hun have ret i. Men ordet ”ondskab” er et altfor flydende begreb. At forklare terrorhandlinger med, at mennesket er ondt, er for letkøbt. Ondskaben må indkredses, må beskrives nærmere, der må angives bekæmpelsesmetoder, ellers nytter det ikke noget med dette skridt hen imod at lade ordet ”ondskab” igen blive en del af vort vokabular.

Det, der bringer mig til tasterne, er imidlertid noget andet. Gotfredsen skriver:

I dette Martin Luther-jubilæumsår er det oplagt at tale om det onde. Luther ser mennesket som sat i en kamp mod Djævlen selv, og mens vi i dag har svært ved at personificere det destruktive, bør vi overveje, om en uforklarlig mørk kraft faktisk findes i verden.

Det er muligt, at en nærmere samtale om tingene ville vise, at vi ikke er så uenige, som jeg her vil antyde, men beskrivelsen af Luthers syn på mennesket er uheldig, for ikke at sige forkert. Luther skriver i ”Om den trælbundne vilje”:

Således er den menneskelige vilje anbragt i midten som et lastdyr, hvis Gud sidder på ham, vil han og går han derhen, hvor Gud vil, som salmen siger: “Jeg er blevet som et lastdyr, og jeg er altid hos dig” (Sl 73,22f). Hvis Satan sidder på ham, vil han og går han derhen, hvor Satan vil, der er ikke nogen selvbestemmelse i ham, til at løbe hen til eller opsøge én af de to, men rytterne kæmper om at få fat på ham og tage ham i besiddelse. (Se her).

Det vil sige: Luther ser ikke mennesket som et væsen, der er i kamp mod djævelen selv. Mennesket vil det, som det væsen, der bestemmer over ham, vil eller giver ordre til. Vi har ikke nogen fri vilje til at vælge det onde fra. Hvis Satan bestemmer over os, gør vi det, han bestemmer, vi skal gøre, og vi gør det glad og gerne, vi gør det, som om det er noget, vi ser som vort livs mål.

Vi tager fejl – og det er der mange, der gør – hvis vi tror, at vi som mennesker står i en kamp mod det onde. Det er ikke os, der er de bestemmende, det er os, der er kamppladsen.

Jeg har andetsteds foreslået, at vi skal forstås os selv sådan, at det, der er det afgørende, ikke er viljen, men forståelsen. Det, vi har forstået, det, vi har godtaget, den livsopfattelse, vi har fået, den kultur, den religion, den forståelse af menneskene og verden, der er vores, alt det er det, der bestemmer, hvad vi gør og ikke gør.

Vi kan alle blive enige om, at Holocaust var en ond gerning. Men endte det hele med dette onde, fordi de mennesker, der udførte massedrabene, var onde? Nej, de var, som Hannah Arendt vist gør opmærksom på, forbavsende banale i deres tankegang. Det endte i sådanne uhyrligheder, fordi en ond livsanskuelse havde bemægtiget sig store dele af det tyske folk, fordi der var for få, der kunne gennemskue nazismens ondskab, og fordi de, der kunne, ikke havde mulighed for – eller ikke turde – stå frem og protestere.

Det, der står i Joh 16,2: at der skal komme en tid, da enhver, der slår disciplene ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud, det gik i forfærdeligt omfang i opfyldelse på jøderne i Holocaust. De, der gjorde det, mente virkelig, at de tjente om ikke Gud, så i hvert fald fædrelandet. De mente, at de gjorde en god gerning. Deres ”religion” eller altså deres pseudoreligion, nazismen, havde taget dem i besiddelse, så de med overbevisning gjorde, hvad den befalede.

Det var ikke nogen sociologisk faktor, f.eks. fattigdom eller udstødelse af det gode selskab, der fik dem til at handle, det var den onde pseudoreligion.

Hvis de skulle overbevises om, at det, de gjorde, var forkert, skulle nazismen rykkes ud af deres hjerter. Og det kunne være ganske svært, om ikke umuligt. Hvortil naturligvis kommer, at mange af dem skulle blive så overbeviste om nazismens ondskab, at de blev villige til at ofre livet ved at sige fra. Det var der, som man nok véd, kun få, der gjorde.

Således også med de muslimske terrorister i dag.

Vi er tilbøjelige til at anse de muslimske terrorister som en slags egoister: fordi de er kommet håbløst bagud med at gøre gode gerninger og derfor kan forvente en hård straf fra Allah efter døden, griber de til jihadismen. For de har hørt, at de, der mister livet i kamp for Allahs sag, går direkte til paradis, uanset de overtrædelser, de tidligere har begået.

Og selvfølgelig, vi gør lidt nar af denne egoisme, specielt af dette med, at belønningen i det hinsidige består i, at man får hele 72 jomfruer til at betjene sig.

Men vi gør nok klogt i at se sådanne ”fromme” ønsker i en lidt større sammenhæng.

Man kan selvfølgelig godt sige, at dette at tage en beslutning om at udføre et terrorangreb, er en handling af den frie vilje. Men ligger det onde i viljen? Ligger det ikke snarere i den ramme, indenfor hvilken viljen opererer? Eller med andre ord: Er det onde ikke i dette tilfælde den livsanskuelse, der siger, at du ved at udføre et terrorangreb kommer direkte i paradis, hvis du dør under angrebet? Man kan så diskutere, om man skal kalde denne onde livsanskuelse islam eller islamisme. Jeg vil nok mene, at den første betegnelse er den mest korrekte, men vil jo på den anden side mest håbe på den anden.

Når jeg vil mene, at det er islam som sådan, der bærer ondt i sig, hænger det sammen med, at det for mig at se er umuligt at forbinde noget fredeligt med den brutale krigsherre, Muhammed. Jeg har undersøgt forskellige muslimers forsøg på at gøre islam til en fredens religion og har i alle tilfælde måttet konkludere, at man ikke i så høj grad kan lave om på historien, som det er nødvendigt, hvis man skal gøre islam til fredens religion.

Men jeg må indrømme, at der er sket noget i mine øjne yderst glædeligt i forbindelse med terrorangrebet i London fornylig. Der er sket det, at betydningsfulde muslimske foreninger med betydningsfulde imamer i spidsen, har nægtet at give de tre terrorister en muslimsk begravelse og opfordret alle Storbritaniens imamer til at gøre det samme. De har gjort det med den begrundelse, at det, de har gjort, er imod islams lære.

Og det er, som jeg ser det, netop, hvad vi har savnet fra muslimernes side.

Vi har dog mødt det én gang tidligere, nemlig da en imam nægtede at begrave den ene af de to muslimer, der havde skåret halsen over på en katolsk præst i en kirke i Nordfrankrig, se her. Dengang ønskede jeg en klarere stillingtagen fra andre muslimer, men betragtede det dog som et skridt på vejen mod en fredelig sameksistens med vore muslimer. Nu ser det ud til, at jeg i hvert fald har fået en ret klar tilkendegivelse fra betydningsfulde muslimer, så noget er måske i gære i de muslimske miljøer.

Og vi har da også til gode at høre, hvilke argumenter disse muslimer vil bruge for at gøre denne terrorhandling uislamisk, ligesom det også vil blive spændende at høre, hvor mange muslimer der slutter op om imamernes anbefaling om begravelsesnægtelse.

Men ondskaben begynder med islam, med forestillingen om, at muslimer er mere værd i Guds øjne end ikke-muslimer, fordi de har fået åbenbaringen; med tanken om, at muslimer af den grund har en pligt til med våben i hånd at udbrede det muslimske herredømme; og med den – militært set temmelig naive – forestilling om, at de med sådanne nålestiksoperationer kan få vore samfund til at vakle.

Hvad det sidste angår, kan man måske glæde sig over endnu to ting ved terroraktionen i London: 1) De tre terrorister havde ikke kunnet få fat på skydevåben, og måtte derfor angribe englænderne med knive, da de sprang ud af deres bil; havde de haft maskinpistoler, havde de jo kunnet dræbe mange, mange flere. 2) Politiet var til stede meget hurtigt, hvilket viser, at det store opbud af politi på gader og stræder ikke blot har en beroligende virkning på folk i almindelighed, men også rent faktisk her kom til at spille en livreddende rolle. Forøvrigt var der en betjent, der angreb én af terroristerne med sin knippel; han blev såret, men ikke alvorligt.

Nazisterne mente, at tyskerne var et herrefolk. Kommunisterne i Sovjetunionen mente, at de anti-revolutionære var ikke-mennesker. Muslimerne anser sig selv for Guds yndlinge. Dermed begynder ondskaben. Den fortsætter med en knægtelse af ytringsfriheden, noget, som alle disse tre bevægelser har gennemført. For det er gennem den frie diskussion, at sandheden udkrystalliserer sig. Og så følger de forskellige former for udrensning af ”de forkerte mennesker” som en simpel konsekvens af det forudgående.

Jeg tror, at Sørine Gotfredsen har taget Luthers totalsyndighedslære til sig og ud fra den søgt at bringe ordet ”ondskab” ind i vor debat. Det er, så vidt jeg ser, et fejlgreb. Skal ordet ”ondskab” bringes på bane i forbindelse med den muslimske terror, kommer vi ikke udenom at bruge det om islam selv. Der skal meget gode argumenter til fra de moderate muslimer side, dem, der absolut vil tro på islam som fredens religion, hvis terroren skal ophøre af den grund, og disse argumenter skal udbredes i størstedelen af de muslimske miljøer.

Jamen, kan man da sige, at kristendom er god, og islam er ond, sådan uden videre?

Ja, hvad ellers? Sådan forholder det sig jo nu engang. Det er muslimske terrorister, der hærger, ikke kristne.

Jamen, vil vi ikke jage alle de moderate muslimer over i ekstremisternes arme, hvis vi begynder at kalde islam ond?

Nej. Vi har igennem efterhånden mange år undladt at kalde islam ond, og det har ikke fritaget os for muslimsk terror. Så skulle det vel være på tide, at vi lod sandheden komme til udtryk. Desuden er en sådan opfattelse udtryk for en patroniserende holdning overfor muslimer.

Men læg mærke til det: Hvis vi bruge det Luther-citat, jeg har fremført, er muslimer og kristne lige ”onde” mennesker, begge parter modtagelige for Guds ord (lig med sandhedens tale). En muslim tilhører ikke nogen race, hans muslimitet er ikke en uafvaskelig egenskab, eller med andre ord: han er reversibel, kan altså omvendes, til kristendom eller til sekularisme eller til ateisme.

Blot er det ikke godt at vide, hvordan.

Udgivet i Islam versus kristendom, Luther | Tagget , | Skriv en kommentar

Vold i koranen

På de berlinske kirkedage fornylig var der tilrettelagt en diskussion om volden i islam. Det i sig selv er ret bemærkelsesværdigt. For kirkefolk, i hvert fald dem herhjemme, plejer at gå i en stor bue udenom alt, hvad der har med islam at gøre, undtagen når man kan vise sin store tolerance ved at invitere en muslim med til et kirkeligt arrangement.

Mere bemærkelsesværdigt var det måske, at én af deltagerne i denne diskussion var muslim, en videnskabsmand fra Freiburg, Abdel-Hakim Ourghi, som så sandelig havde videnskabeligt mod til at sige volds-islam imod.

Men mest bemærkelsesværdigt var det vel alligevel, at flere af denne mands indlæg modtoges med klapsalver. På kirkedagene i Køln i 2007 skete der nærmest det modsatte. Dengang led det tyske kirkefolk stadig af berøringsangst overfor islam. Den angst synes nu at være på retur.

Die Welt beretter om debatten, se her. Matthias Kamann, referenten, siger i artiklen:

Der var vel brug for en muslim for at få de kristne bort fra deres elskede relativering. Kun en tilhænger af islam har åbenbart nok overbevisningskraft til at gøre det klart for protestanter, at de under debatten om muslimsk vold ikke straks skal henvise til uhyrligheder i deres egen historie. Denne henvisning dukkede også op nu igen, da islams voldstilbøjelighed blev diskuteret på den evangeliske kirkedag i Berlin. Da blev der fra publikum i Sophiekirken straks erindret om protestanters og katolikkers skændselsgerninger.

Men dette blev kraftigt tilbagevist af den freiburgske videnskabsmand, Abdel-Hakim Ourghi. For muslimer kan kun det være interessant i den kristne voldshistorie, hvordan man i dag forholder sig til denne voldshistorie, sagde Ourghi og mente dermed de kristnes selvkritiske forholden sig til deres historie. Denne selvkritik mangler imidlertid i islam.

Derfor ville reformmuslimer overhovedet ikke have noget ud af det, når islamiske terrorhandlinger altid bliver sidestillet med tilsvarende kristne. ”De hjælper os ikke med denne sammenligning”, råbte Ourghi ind i forsamlingen – og høstede stort bifald.

Som man måske har lagt mærke til, har jeg flere gange nævnt det som et næsten uomgængeligt must i en normal diskussion om islam herhjemme, at hvis man har sagt noget ufordelagtigt om islam, skal man absolut skynde sig med at sige noget tilsvarende ufordelagtigt om kristendommen, noget, jeg har været stærkt imod. Som man kan forstå, er muslimen Ourghi enig med mig. (Eller jeg med ham). Hvilket naturligvis glæder mig.

Senere hedder det:

Ourghi diagnostiserede ”det radikale onde” i sin religion. Han talte om herskersyge og ødelæggelseslyst blandt muslimer. Der var tale om en ”kollektiv fortrængning”, når man ”fastslår, at islam ikke har noget med vold at gøre”. Og i tyske moskéer, sagde han videre, bliver der overfor børn og unge praktiseret en ”underkastelsens pædagogik”, som tjener til ”forradikalisering”.

Der var andre muslimer til stede, og én af dem vendte sig imod Ourghis påstande. Men det kom han efter referentens opfattelse ikke godt fra. Så føres Martin Luther ind i billedet:

Men Martin Luther blev dog ikke fremhævet som forbillede. Ganske vist lød titlen på debatten ”Har islam brug for en reformation?” Men der blev ret hurtigt opnået enighed om, at man dermed næppe kan tænke på det, der for 500 år siden begyndte med Luthers teseopslag. Også af den grund, at den lutherske reformation jo i sig selv ikke var frihedspræget og demokratisk og ikke var uden vold.

Men én af de muslimske deltagere påviste, at det også af den grund var umuligt med en ”luthersk reformation” af islam, fordi islam er helt anderledes struktureret end den daværende katolske kirke, og yderligere fordi Luther anbefalede en tilbagevenden til rødderne, hvilket i islam kan være højst problematisk. For også salafister og andre radikale erklærer dagens islam for deformeret og degenereret, og mener, at islam ubetinget må være rettet mod Muhammeds eksempel. Det er der ingen, der kan ønske.

Men hvor vil så Ourghi hen? Hvad er hans løsning på det muslimske voldsproblem?

Det kommer til sidst. Ourghi mener, at man i islam må ”løsne sig fra det dogmatiske profet-billede” og dermed fremfor alt slå fast, at de ofte brutale koran-ord fra Muhammeds tid som feltherre og politiker ikke mere har gyldighed for nogen tidsalder.

Fremdeles skulle islams videnskabelige og pluralistiske traditioner ikke blot nævnes, men fremhæves og tages alvorligt. Men således, at ”man ikke orienterede sig ud fra gamle dage”. Snarere skulle man forbinde islams fornufttraditioner med den europæiske oplysning og det europæiske moderne. ”Det handler om brugen af fornuften sat op imod tanken om at bestemmes andetstedsfra”, sagde Ourghi og satte selvkritikken i spidsen for enhver reform. Det havde kirkedagene givet muslimerne en talerstol til.

Jeg blev opmærksom på Ourghi gennem denne artikel i Den korte Avis. Her finder man også et link til en video på tre kvarter, hvor Ourghi fremsætter sine tanker (på tysk) og påviser, at voldsopfordringer ubetvivleligt findes i koranen. Videoen er fra 2016. Endvidere har jeg fundet denne artikel af Ourghi fra Süddeutsche Zeitung, som også er oplysende om hans standpunkt.

Men holder det? Kan man forestille sig en islam à la Ourghi blive en fremtidens islam, eller i det mindste en europæisk islam?

Det spørgsmål må efter min mening besvares med et nej. Man kan være ærgerlig eller skuffet, men et nej må det blive.

Tag bare dette med islams fornuftstradition! Jovist, en sådan findes. Den største muslimske filosof, Ibn Rushd eller Averroës, blev i den latinske verden kendt som ”kommentatoren”, fordi han havde kommenteret Aristoteles’ værker. Men da den emir, der havde beskyttet ham, døde, tvang de muslimske lærde den nye emir til at sende ham i landflygtighed.

Eller tag den henvisning til den sudanesiske filosof, Taha, som Ourghi kommer med i begyndelsen af videoen! Taha ville som Ourghi mene, at det kun var åbenbaringerne i Mekka, der havde almen gyldighed, åbenbaringerne fra Medina var tidsbestemte og gjaldt ikke mere. Han ville vende op og ned på abrogationsbegrebet. Hvor så at sige alle muslimske lærde kommer om ved de mange modsigelser i koranen ved at hævde, at de senere åbenbarede vers ophæver de tidligere åbenbarede vers, vil Taha vende om på denne rækkefølge: det er de fredelige Mekka-åbenbaringer, der ophæver de krigeriske Medina-åbenbaringer, ikke omvendt, siger han, og Ourghi gentager det efter ham.

Det er nogenlunde den samme skelnen, Ayaan Hirsi Ali og Hege Storhaug har lagt sig fast på: Vi kan godt gå med til Mekka-åbenbaringerne, men Medina-åbenbaringerne må vi vende os imod.

Det holder ikke.

Ikke blot, fordi Taha led den sørgelige skæbne at blive henrettet i Sudan, langt mere fordi selve det muslimske åbenbaringsbegreb forhindrer en sådan skelnen.

Den kristne helligskrift, bibelen, siger vi er Guds ord. Men det er Guds ord formidlet gennem mennesker. Vi kan som kristne aldrig komme det nærmere end ved at sige, at de bibelske forfattere var inspireret af Gud. Så vores påstand om, at bibelen er Guds ord, viser mere hen til vor hengivenhed for bibelen, end til en bogstavelig Guds-tale.

Det kræver indlevelse og forståelse af os overfor bibelen. Men det sætter os også i stand til at behandle bibelen som ethvert andet antikt skrift, med ærbødighed, naturligvis, men også med kritisk sans.

Koranen, derimod, hævdes at være Guds egne ord. De skal ikke forstås, de skal adlydes. Det ligger i hele set-up’et omkring åbenbaringerne: Muhammed faldt i trance, i den tilstand fik han givet ordene, og når han vågnede op, kunne han diktere ordene til sin skriver. Men ordene var ikke hans egne, det var Gud, der havde ”taget over”, det var Gud, der satte Muhammed normale menneskelige forståelse og sprogsans ud af kraft og overtog styringen, og ordene var derfor ord til andet Guds.

Det viser sig også i koranens form. Hele tiden er det Gud selv, der taler. Muhammed er kun det blinde redskab for Gud. Den tanke har jeg udfoldet nærmere her.

Men dette åbenbaringsbegreb forhindrer alle muslimer i at ”plukke” i koranen. Ud fra det kristne åbenbaringsbegreb kan man godt ”plukke” i bibelen – jf Luther, der kaldte Jacobsbrevet et stråbrev – men ud fra det muslimske åbenbaringsbegreb må man ”købe hele pakken”, tage koranen, rub og stub, for Guds ord, eller forlade islam.

Og det undrer mig noget, at Ourghi stadig vil kalde sig muslim og virkelig mener, at man kan reformere islam efter de retningslinjer, han angiver.

Eller tag det, Ourghi i Süddeutsche Zeitung skriver om ”Fatiha”, sura 1!

Når de praktiserer den daglige bøn, reciterer muslimerne hver dag 17 gange den første sura i koranen, ”Åbningen”. I denne sura, der åbenbart stammer fra Medina-epoken, beder man: ”Led os ad den lige vej; vejen, som følges af dem, Du viser nåde, ikke den, der følges af dem, vreden ramme, eller af de vildfarne”. Alle muslimske koraneksegeter er af den opfattelse, at den anden del betegner jøderne og de kristne.

Dette hører til de steder, hvor der efter Ourghis opfattelse finder en ”symbolsk” voldsopfordring sted. Det svarer til sura 2,120, hvor muslimen opfordres til at undgå jøder og kristne. Muslimen skal skille sig ud fra jøder og kristne, og han (eller hun) beder altså ikke færre end 17 gange om dagen til Gud om, at han vil lede ham ad den lige vej, ikke jøders og kristnes vej.

Netop ”Fatiha” var det, en indbudt imam tillod sig at synge ved en gudstjeneste i Københavns Domkirke til minde om terrorofrene i april sidste år, se her. Ingen af de tilstedeværende kristne eller godkendende præster var opmærksomme på frækheden, men Uriasposten havde opdaget det og henviste til Robert Spencer, der i sin korankommentar også tolker de to veje, man som god muslim ikke skal følge, som jøderne og kristnes veje, se her. Og her får vi altså en vaskeægte muslims tolkning af det samme vers. Med samme resultat.

Samme Robert Spencer mener, at suraen er åbenbaret i Mekka, hvilket også jeg finder det sandsynligste. Jo, for i Mekka samlede Muhammed en lille menighed omkring de daglige bønner. Og det lyder for mig meget usandsynligt, at han skiftede bønner, da han kom til Medina. Og hvis han gjorde det, hvor er så de oprindelige Mekka-bønner blevet af. De var jo også åbenbarede ord, og skulle som sådanne bevares i koranen.

Men jeg ser nok, hvad Ourghi er ude på. Fordi han føler sig nødsaget til at kalde bønnen i sura 1,6-7 for en ”symbolsk voldsopfordring”, glider hans skelnen mellem en Mekka-islam og en Medina-islam lettere ned, når han får denne symbolske voldsopfordring anbragt i Medina.

Men ligesom forestillingen om den eviggyldige Mekka-åbenbaring som modsætning til den historisk betingede Medina-åbenbaring er også denne tanke et forgæves forsøg på at redde i det mindste noget af islam ind i den vesterlandske modernitet. Og selv om jeg har den allerstørste sympati for Ourghis tanker og retlinethed i sine videnskabelige undersøgelser af koranen og islam, så kan jeg ikke andet end advare os kristne vesterlændige mod at tro, at hans projekt har nogen fremtid i muslimske miljøer. Den muslimske fromhed vil altid trække i retning af at få muslimen til at skille sig ud, føle sig bedre end os andre og af den grund være modtagelig for jihadopfordringer.

Det er selve den underkastelse, enhver muslim tænkes at foretage overfor Allah, der er forkert. Som jeg skrev i en afhandling for snart mange år siden: ”Gud vil ikke se dine nakkehår, han vil se dit ansigt”, se her.

Men når Ourghi slutter sin artikel i Süddeutsche Zeitung med at skrive, at ”en islam uden en modig islamkritik er dømt til gå under”, så er det desværre alt for optimistisk. Dels har islam faktisk eksisteret i 1400 år og i alle disse år haft held til at undertrykke al kritik. Og dels har vore dages muslimer opfundet en ny metode til at undgå kritik: man bekendtgør, at man føler sig krænket, hvis nogen begynder at kritisere islam. Og den metode, kombineret med trusler om magtanvendelse – og jo desværre også af og til konkret udført magtanvendelse, terror kaldet – ser ud til at virke over al måde godt, set fra et muslimsk synspunkt.

Når dertil kommer, at det om alle, der er udvandret fra deres hjemegn, gælder, at næste generation altid har svært ved at finde sin egen identitet, og at de muslimske unge derfor vil være tilbøjelige til at blive mere muslimske end deres forældre, så er faren for, at unge muslimer begynder at interessere sig for, hvem Muhammed var, hvad han foretog sig, hvad der faktisk står i koranen, osv., ganske stor. Derved er også faren for, at de går hen og bliver ”radikaliseret”, stor. Og så har vi i løbet af ingen tid fået en ny potentiel terrorist.

Er kristne, arabiske menigheder svaret på det problem?

For Ourghis ”løsning” er det desværre ikke.

Udgivet i Islam versus kristendom, Luther | Tagget | Skriv en kommentar

En idéhistorikers vanskeligheder

Den fremmede Luther 30.

Jeg nåede i “Den fremmede Luther 26” frem til den – også for mig selv – lidt overraskende tanke, at vi måske kunne lære noget af Luthers pjece fra 1536, hvor han opfordrer til at slå døbere ihjel. Han gjorde jo ikke andet, forklarede jeg, end at prøve at skelne mellem de teser fra døberne, som var farlige, fordi de kunne føre til oprør, og dem, der var uskyldige. Og, hævdede jeg, vi står i dag i den samme vanskelighed med hensyn til muslimerne: vi skal prøve at finde ud af, hvem der har i sig et radikaliseringspotentiale, og hvem der ikke har.

Det er en lidt usædvanlig idéhistorisk konklusion. Sædvanligvis gør man, som Frederik Stjernfelt, det, at man måler Luther med nutidens demokrati-alen med det forudsigelige resultat, at hans opfordringer i 1536 falder ynkeligt igennem. Her skal en anden melodi forsøges gennemspillet: Den europæiske tankegang blev ændret; hvor man i senmiddelalderen havde ladet al diskussion foregå med pavens autoritative overhøjhed som sikkerhedsnet, dèr gav man nu diskussionen fri; hvor man tidligere havde givet paven bemyndigelse til at gribe ind overfor de værste overdrivelser, dèr lod man nu argument kæmpe mod argument.

Det er den ene del af den nye tankegang. Og den del kan vi så udmærket gå med til, når vi – lidt uhistorisk – måler den med vor tids demokrati-alen.

Men der er en anden del også. Der er en erfaring, som Luther og hans følgesvende måtte gøre sig, og som vi i dag kan have udbytte af at gøre med ham, den erfaring, nemlig, at ikke alle åndelige retninger fastholder Luthers skel mellem åndeligt og verdsligt. Nogle – på Luthers tid døberne, i vore dage muslimerne – drager vidtgående sekulære konklusioner af deres åndelige overbevisninger. Og både Luther og vi står derfor overfor den opgave at skulle forsvare det sekulære samfund, hvor meningerne kan brydes uden samfundsmagtens indgriben og uden vold fra nogen af deltagernes side.

Det er Karl Poppers dilemma, vi stilles overfor: at et tolerant samfund må være tolerant overfor alle bevægelser, undtagen de intolerante. Det er vi tilbøjelige til at glemme. Vi vil give alle religioner frihed til at udfolde sig, men vi glemmer at spørge om, hvad vi skal gøre med de religioner, der ikke vil godkende et samfund med religionsfrihed (læs: islam).

Her kan det være en hjælp at fokusere på de erfaringer, Luther gjorde. Godt nok var det først sent, han gjorde de erfaringer, der her er af betydning. Men han gjorde dem dog, og han rettede ind efter dem.

I første omgang må vi undre os over og måske også glæde os over den Luther, der vil give alle diskussioner fri. Luther havde jo – noget naivt, måske – regnet med, at han kunne skrive og tale, som hans samvittighed tilsagde ham. Men han opdagede ret hurtigt, at han derved stødte imod den pavelige myndighed til at bestemme, hvad der var ret kristendom, og hvad ikke.

Denne pavelige myndighed havde han i begyndelsen ikke noget imod. Den var der bare. Men da han erfarede, at denne myndighed mente sig i stand til at fremsætte indvendinger og kræve tilbagekaldelser af sætninger uden at skulle argumentere for det, blev han betænkelig ved den pavelige magt.

I Leipzig disputerede han med Johannes Eck blandt andet om pavens magt: var den en magt efter guddommelig ret eller efter menneskelig ret. Luther fremførte 1 Kor 3,5 som bevis på, at Peter ikke er noget særligt i forhold til de andre apostle (se her). Eck citerer Hieronymus, der siger, at “én udvælges for at der, når der er indsat et overhoved, kan være mulighed for at ophæve uenigheder” (se her). Det er en tankegang, der i årenes løb er slået igennem i kirken: man afgør uenigheder med en autoritativ udtalelse, ikke ved at lade argument møde modargument.

Enkelte steder i sine tidlige skrifter henviser Luther til en vis kirkeretslærd, som han kalder Panormitanus. Der er tale om en italiener ved navn Nicolaus de Tudeschi (1386-1445), som blev ærkebiskop i Palermo, deraf navnet Panormitanus, ham fra Palermo. Luther citerer ham for at have sagt, at hvis en lægmand, mand eller kvinde, kommer med et bedre argument, så skal man rette sig efter det og ikke efter pave eller kardinal eller koncil, for sådanne kan fejle, se evt. min lille afhandling om Panormitanus her. Man kan kalde det et tyndt argument, men man kan måske også antyde, at det er denne tillid til den almindelige, menneskelige fornuft, der senere fik Luther til at fratage paven enhver autoritet over skriften og i stedet give den til en hvilkensomhelst kristen. Derfor var det jo, at han ville have oversat bibelen til tysk; så kunne den jævne mand selv se, hvad kristendom drejede sig om.

I hvert fald: Hele den lange strid mellem Luther og de pavelige frem til rigsdagen i Worms (april 1521) ender med, at Luther nægter at tilbagekalde sine skrifter. Forinden har han udgivet en gendrivelse af de 41 artikler, som han er anklaget for i pavens bulle (se her). Og det, at han nægter at tilbagekalde, får den kejserlige forhørsdommer (der forresten også hed Eck) til efter Luthers erklæring om ikke at ville tilbagekalde noget at sige:

For hvis han [dvs Luther] bare én gang kom igennem med det synspunkt, at enhver, der modsiger koncilerne og kirken, skal overbevises af skrifterne, så ville vi ikke have noget sikkert og fast i kristenheden. (Se her).

Det var manges skrækscenarie, der her blev udmalet. Men nu kom jo Luther igennem med det synspunkt. Hans bekendelse om, at det ikke er tilrådeligt at handle mod samvittigheden, er blevet det, man husker fra rigsdagen i Worms, ikke forhørsdommerens ord. Og det har betydet, at vi fra da af ikke mere har “noget sikkert og fast i kristenheden” (hvis man altså nogensinde har haft det).

Men det, der for mange var et skrækscenarie, var for Luther et bevis på ordets magt. Jeg skal her nøjes med ud fra Luthers “ølargument” at vise Luthers enorme tro, ja næsten overtro, på ordets kraft. Denne tiltro til ordets magt kan ses i én af de prædikener, han holdt efter at være kommet tilbage til Wittenberg i marts 1523. Her understreger han, at troen må komme frivilligt:

Kort sagt: jeg vil prædike ordet, jeg vil sige det, jeg vil skrive det. Men tvinge, nøde med magt, det vil jeg ikke gøre overfor nogen, for troen må man iføre sig frivilligt, uden tvang. Tag et eksempel fra mig! Jeg var imod afladen og alle papister, men ikke med nogen magt. Jeg har alene drevet på med Guds ord, prædiket og skrevet, ellers har jeg intet gjort. Ordet har, mens jeg har sovet, og mens jeg har drukket wittenbergsk øl med min Filip og min Amsdorf, bevirket så meget, at pavedømmet er blevet langt mere svagt end om nogen fyrste eller kejser havde ødelagt det. Det er ikke mig, der har gjort noget, ordet har bevirket og udrettet det altsammen. Hvis jeg havde villet fare frem med magt, så ville jeg have bragt Tyskland ud i en stor blodsudgydelse, ja, jeg ville have anrettet et spil i Worms, så at kejseren ikke havde været sikker dèr. (Se her).

Det mærkelige er, at det jo er sandt nok, hvad han her siger. Det er virkelig hans skrifter, der har virket, og det med enorm kraft. Og det kan altså ikke forklares med opfindelsen af bogtrykkerkunsten, man må have det forhold med, at tiden var moden; paven havde overspillet sine kort; mange kunne se det forkerte i alt det, der havde udviklet sig i kirken, mens paven var den store uangrebne autoritet.

Samme tro på ordets kraft ser vi i det åbne brev, han i 1524 sender til kurfyrst Frederik og hertug Johannes, sine to fyrstebrødre. Her hedder det:

Men lad nu dette være det korte af det lange, nådigste herrer, at Deres kurfyrstelige nådige herrer ikke skal beskytte ordets embede. Man skal kun trøstigt og frimodigt lade dem prædike, hvad de kan, og mod hvem de vil; for som sagt der være sekter (1 Kor 11,19), og Guds ord må ligge i krig og kæmpe; derfor kaldes evangelisterne også hærskarer (Sl 68,12) og Kristus kaldes en konge over hæren hos profeterne. Hvis deres ånd er den rette, så vil den ikke være bange for os og skal nok bestå. Hvis vores er den rette, så vil den heller ikke frygte dem eller nogen anden. Man skal blot lade ånderne fægte med hinanden og tørne sammen. Hvis nogen bliver forført derved, velan, sådan går det i krige; hvor der er en strid, hvor et slag finder sted, dèr må nogle falde og blive såret; men den, der kæmper redeligt, får kronen. Men hvis de gør mere end at kæmpe med ordet, hvis de også vil bryde i stykker og slå i stykker med næven, så skal Deres fyrstelige nådige herrer gribe ind, hvad enten det er os eller dem, der er tale om, og øjeblikkelig vise dem ud af landet med den besked: Vi vil gerne finde os i og rolig se på, at I kæmper med ordet, så at den rette lære kan blive styrket; men hold næven i ro, for det er vores embede (at bruge næven); ellers må I forføje jer ud af landet. (Se her).

Et sådant udsagn er jo lige til at overføre til vore dage. Det er demokratiske tanker fremsat lang tid, før demokratiet blev en realitet, så man i høj grad må undre sig.

Men man skal måske også lægge mærke til, hvad der ikke står. Der står ikke noget om, hvad man skal gøre, hvis nogen i sin granskning af skriften når frem til, at oprør mod øvrigheden er tilladt, eller altså: hvad den verdslige øvrighed skal gøre, hvis nogen med ord vil fratage øvrighedens dens legitimitet.

Man skulle tro, at Luther ville fremkomme med en sådan præcisering efter bondeoprøret, for her så man jo et eksempel på forhørsdommerens skrækscenarie: gennem læsning af skriften var der præster, bl.a. Thomas Münzer, der var nået frem til den opfattelse, at der ifølge evangeliet burde finde en omfordeling af goderne sted, og at bønderne selv skulle foretage denne omfordeling. Men Luther præciserer ikke. Så sent som i 1528 giver Luther udtryk for den opfattelse, at man skal lade døberne have deres efter hans mening forkerte tro i fred, det må være nok, at de bliver straffet i det hinsidige, vi behøver ikke straffe dem her også, citatet tidligere bragt her.

Men derefter begynder der at gå skred i Luthers faste overbevisning om ordets kraft. Han tilslutter sig mere og mere sine medreformatorers opfattelse: at døberne skal forfølges med magt, indtil han i 1536 er medunderskriver på en pjece, som ses her. I den gives der svar på det ikke tidligere stillede spørgsmål: hvad øvrigheden skal gøre, hvis en religion eller en religiøs opfattelse vil fratage den dens legitimitet: den skal henrette de pågældende.

I den tidligere nævnte “Den fremmede Luther 26” har jeg omtalt både pjecen af 1536 og den begivenhed, der var anledning til den: Døbermenighedens brutale fremfærd i Münster, i 1534-35.

Og hvis vi nu igen spørger, hvordan dog Luthers anbefaling af hård fremfærd mod døberne kan være efterfølgelsesværdig for os, så er svaret, at dette at give ordet frit, dette at lade ordets kræfter virke, dette at lade ånderne tørne sammen, stiller krav til det samfund, ordets kræfter skal virke i: alle i samfundet må være enige om ikke at modvirke andres frie ordudfoldelse.

Den forudsætning er vi i de vestlige, frie samfund tilbøjelige til at glemme. Vi går uden videre ud fra, at alle da er som os, og at alle da må glæde sig over at kunne nyde godt af ordets frihed. Det er os plat umuligt at forstå, at nogen kan tænke anderledes, kan finde på at lade ord besvare med vold. Og oplever vi det, kan vi stadig ikke forstå det, ligesom Luther ikke i 1528 forstod døbermenighedernes farlighed, skønt han havde fået en vis anskuelsesundervisning under bondeoprøret.

Men selv, når vi har erkendt det, er vi næsten lige så rådvilde som før. For hvordan i alverden skal vi midt i flokken af muslimer skille den ene ud som potentielt farlig, den anden som fuldstændig ufarlig?

Man kan med en vis ret hævde, at det, jeg har gang i her på bloggen, er at undersøge, om virkelig det er islam som sådan, der er voldelig og som vi derfor skal vende os imod, eller det kun er særlig ekstreme former for islam, der ikke kan forenes med en demokratisk samfundsorden. Som man kan se af min gengivelse af en samtale mellem to tyske kendere af islam, se her, er jeg stærkt tilbøjelig til at give den ene af de to, Abdel-Samad, ret, når han afviser den andens forsøg på at bruge tricket med at hævde, at der er mange tolkninger af koranen, til at få islam gjort fredelig og siger, at når så at sige alle muslimer tager Muhammed som eksempel, så ligger der deri en legitimering af vold i islams navn; for Muhammed brugte vold for at udbrede sin religion.

Man kan også sige, at det også for alle muslimer er et skrækscenarie på samme måde som det var for forhørsdommeren i Worms, hvis de skal tænke argumentativt og ikke autoritativt. At skulle opgive koranen som autoritet, er lige så umuligt for dem, som for en katolik at skulle opgive paven som autoritet.

Men hvis virkelig vi må opgive håbet om, at det lykkes nogle muslimer at opstille en fredelig og demokratisk islam og få tilslutning til den, så opstå jo automatisk spørgsmålet: Hvad så? Skal vi så fremover leve i det forfængelige håb, at den store mængde af muslimer ikke opdager, hvad deres religion egentlig går ud på, og altså med den stadige risiko, at unge muslimer kommer til af vanvare at blive klar over, hvad deres religion egentlig siger og derfor beslutter sig for at øve vold imod os, deres landsmænd?

Svaret på den udfordring er mission. Det er jo nok sandt, at der med ankomsten til vort land af de mange muslimer, er sket noget irreversibelt. Det er sandt: menneskene er kommet for at blive. Men religionen, islam, behøver ikke at forblive sammen med menneskene. Vi skal missionere blandt muslimerne. Måske ikke i første omgang så meget fortælle dem om Jesus og hans liv, for det tror de, de har besked om gennem koranen, men påpege alle de umenneskeligheder, som islam leder frem til: at kvinder regnes for mindre værd end mænd; at ikke-muslimer ikke må tages som venner; at det er uværdigt for muslimer at skulle forsørges af os, samtidig med, at de betragter os som undermennesker; at det er dobbeltmoralsk at ville kræve fuld anerkendelse af os, mens de selv hele tiden skiller sig ud; at det er dem, der har villet bo i vore samfund, og ikke os, der vil bo i deres, hvilket vel er et tegn på, at også de anerkender, at vore samfund er bedre end deres; og måske først og fremmest fortælle dem om alle koranens selvmodsigelser, om alt det, der kan bevise, at koranen ikke er og ikke kan være Guds ord.

Der er nok at gå i gang med for en kirke, der vil prædike Jesu gode, menneskelige budskab.

Udgivet i Islam, Luther | Tagget , | Skriv en kommentar

Beretning fra en “Rasmus Modsat”

Den fremmede Luther 29.

Den “Rasmus Modsat”, der er tale om, er undertegnede. Og ligefrem at kalde mig en “Rasmus Modsat” er måske for meget af det gode. Men sagen er den, at jeg påbegyndte mine Luther-studier i en ret sen alder, jeg var vel omkring de halvtreds, da jeg sådan rigtig kastede mig over Luther. Derfor besluttede jeg, at jeg først og fremmest ville læse Luther selv. Så kunne jeg ved lejlighed eller som en slags supplement en gang imellem kikke lidt efter, hvad diverse Luther-fortolkere havde at sige om Luther.

Når det her kan være passende at gøre opmærksom på dette forhold, skyldes det en passus i Information den 26-5, se her. Denne passus forekommer i en artikel om det seminar, der blev afholdt på Aarhus Universitet. Her deltog bl.a. Francis Fukuyama, og han blev da også behørigt interview’et i den første del af artiklen. Men han har åbenbart været lidt for “luthervenlig” efter Informations bedømmelse, så man ville have et modstykke og ringede derfor op til Frederik Stjernfelt. Det førte til den omtalte passus, der lyder sådan her:

Det er ifølge Stjernfelt et videnskabeligt problem, at kun meget få ikketeologiske forskere i det her felt går direkte til Luthers tekster, men tager afsæt i andre historikeres og lutheraneres udlægning af dem. Stjernfelt, der selv har læst sig igennem primærteksterne, undrer sig over Fukuyamas fortolkning:

Mit gæt er, at Fukuyama har læst de lutheranere, der betoner inderligheden i Luthers tekster, og altså ikke har læst Luther selv. Og det er jo en fuldstændig legitim og videnskabelig metode, som jeg også selv benytter mig af nogle gange. Men det er også en metode, der kan lede til den form for idéhistoriske fejlvurderinger, der for mig at se præger det her felt”.

Det er ligegodt et stift stykke: Stjernfelt beskylder dem, der er uenige med ham i hans idéhistoriske analyser, for ikke at have læst Luther selv. Og dertil udtaler han sig om sig selv og sin egen Luther-læsning, så interview’eren bringes til at skrive, at han “har læst sig igennem primærteksterne”. Det samme siger han i et interview i Kristeligt Dagblad, se her. Her hedder det oven i købet, at han fra 2008 og fremefter har “nærlæst” Luther.

Det er en sådan letsindig – for ikke at sige løgnagtig – udtalelse, jeg her vil prøve at afmontere. Og til dette ædle formål skal jeg bruge min egen historie som Luther-forsker. Jeg er nemlig flere gange, efter at jeg sådan for alvor kastede mig over Luther-studiet, kommet til andre konklusioner end de gængse. Hvilket ikke behøver at bevise, at det er mig, der er en stor idiot, men blot viser det forholdsvis kendte faktum, at der blandt Luther-forskere ofte har dannet sig en konsensus om en bestemt sag, måske blot byggende på, at en enkelt forsker engang havde draget en bestemt konklusion af en tekst. Fordi denne forsker havde autoritet, er så denne konklusion blevet stående som “sandheden” om den sag.

Men hvor meget jeg end læste i Luthers værk – og jeg havde købt Erlangerudgavens tyske afdeling, bestående af 67 bind på en tre-fire hundrede sider hver, så der var nok at gå i gang med – jeg var godt klar over, at jeg med min sene start ikke kunne drive det til at argumentere overbevisende imod de mere professionelle forskere. Og så vil Stjernfelt have mig til at tro, at han i løbet af 11 år har kunnet “læse sig igennem primærteksterne”. Ha!

Det kendteste eksempel på, at forskere ‘en bloc’ har overset noget, må vist siges at være de finske Luther-forskeres “opdagelse” af begrebet “deificatio” (guddommeliggørelse) hos Luther, se her. Den dialektiske teologis Luther-forskning havde aldrig beskæftiget med det begreb; det passede ikke ind i den tolkning af Luther, som man dèr lagde for dagen. Men Luther viste sig altså større end som så. Det fandtes minsandten alligevel.

Serien her: “Den fremmede Luther” viser en del eksempler på noget hos Luther, som ganske mange Luther-forskere ikke gør noget ud af, men som jeg finder væsentligt. De to eksempler, jeg skal nævne her, er eksempler på, at man forholdsvis ukritisk overtager tidligere forskeres resultater, noget, der altså kan imødegås ved en mere nøjagtig læsning af teksterne.

Der er således flere forskere, der har fortalt, hvordan Eck i disputationen i Leipzig tvang Luther til modvilligt at indrømme, at både paver og konciler kan tage fejl. Men dels må man gøre opmærksom på, at Luther allerede i 1518 i sit svarskrift til Sylvester Prierias havde hævdet, at disse institutioner kunne tage fejl, se her, dels kan man ud fra disputationen selv se, at det nu er lidt svært at se, at dette med pavers og koncilers fejlmulighed er noget, Luther modvilligt indrømmer; det synes snarere at være noget, som han mener, alle må være enige om.

Julius Köstlin har givet en udmærket gennemgang af denne del af disputationen, se her. Han hævder også, at der indtraf et særligt øjeblik i disputationen, da Luther hævdede, at konciler og paver kunne tage fejl. Men han må indrømme, at dette var noget, Luther tidligere havde hævdet, og mener derfor, at det dog nu var noget andet, fordi Luther her i Leipzig direkte og offentligt sagde det. Men var det noget andet, og har Luther virkelig følt sig tvunget til at sige det, han har sagt tidligere? Det tillader jeg mig at tvivle på. Som den gode “Rasmus Modsat”, jeg er.

Det var det første eksempel på mine afvigelser. Det andet er en lige så lille, men betydelig mere væsentlig afvigelse fra normalen.

Det drejer sig om Luthers overbevisning om, at paven er antikrist. Jeg har her i “Den fremmede Luther 16” forholdsvis grundigt gennemgået tankens modning hos Luther. Og det, der i den henseende gør mig til en “Rasmus Modsat”, er, at jeg lægger overmåde stor vægt på Luthers voldsopfordring i hans kommentarer til Sylvester Prierias’ skrift i juni 1520. Ja, jeg taler ligefrem om, at Luther direkte ved et under omvendes til en række ikke-voldelige opfordringer i skriftet til den tyske adel. Og, som jeg viser i det omtalte blogindlæg, det er der ingen andre Luther-forskere, der gør. Måske disse andre forskere godtager Luthers eget forsvar for voldsopfordringen overfor Hieronymus Emser, se her, jeg gør det ikke.

Forresten er der heller ikke andre forskere, der gør opmærksom på, hvordan Luther i 1519 fastholder sin lydighedsforpligtelse overfor den gejstlige øvrighed, altså paven, se her, mens jo hans overbevisning om, at paven er antikrist, fritager ham for enhver lydighedsforpligtelse.

De, der har læst dette lille indlæg så langt som hertil, vil nok have fornemmet, at selv sådanne forholdsvis små detaljer i Luthers historie kræver en temmelig omfattende læsning af de lutherske tekster. Jeg skal ikke gøre mig til af, at jeg har en så omfattende viden som de “rigtige” Luther-forskere, men jeg er nået langt nok ind i denne forskerverden til at vide, at hvis Stjernfelt først er begyndt at læse Luther-tekster i 2008, så er han slet ikke i stand til at argumentere grundigt nok for sine meget afvigende synspunkter. Hvad han da heller ikke gør.

Luthers værk er mastodontisk. Hvert bind i Weimar-udgaven indeholder vel omkring 700-800 sider i nærmest A4-format. De fleste tekster er omhyggeligt kommenterede. Skal man læse kommentarerne med, nødsages man til at blade frem og tilbage i Weimar-udgaven. Da denne udgave for nærværende omfatter 56 bind, vil jeg næsten påstå, at intet menneske kan nå i sin levetid at forholde sig til alt, hvad Luther har skrevet. For det er jo ikke gjort med at skimme teksterne. De skal tillige forstås, tilegnes, sættes i sammenhæng med, hvad man ellers véd.

Lad mig til slut behandle dette citat fra Informations artikel:

Stjernfelt er med på, at han her går imod den typiske fremstilling af Luther og reformationen. Men dykker man ned i Luthers tekster, i de historiske primærkilder, så er det for ham at se ganske svært at få øje på de spæde moderne ideer.

Dykker man ned i Luthers tekster”. Det mener Stjernfelt åbenbart, at han har gjort. Jeg har med disse eksempler på mine “dykkerier” prøvet at vise, at der skal ganske meget til, før man kan udtale sig med vægt om ting, som mange andre Luther-forskere er enige om. Og jeg tror reverenter talt ikke på, at Stjernfelt er dykket særlig langt ned i de historiske primærkilder.

Også fordi man skal læse Luther-teksterne på baggrund af den tidsånd, de satte sig op imod. Eller: Man skal foruden at læse Luther også læse hans modstandere. Ellers fatter man ikke, hvilket enormt tidehverv, Luther ved historiens mærkelige vingesus blev centrum i.

Det skal et kommende indlæg handle om.

Udgivet i Historie, Luther | Tagget , , | Skriv en kommentar

To slags farisæere

De to slags farisæere, der her skal tales om, er de ”kristne” samaritanister, og de muslimske jihadister.

Umiddelbart synes der ikke at være de store ligheder mellem disse størrelser. Og lighederne komme da også først frem, når man undersøger begrebet ”farisæisme” lidt nøjere og finder frem til et særligt fænomen, som hidtil har været ret overset, det fænomen, som man kunne kalde ”konsekvensindifferentisme”. Man gør det, man mener, er det gode, men spekulerer ikke på de videre konsekvenser, som disse ”gode gerninger” fører med sig. Man kunne også kalde det ”konsekvensligegladhed”, men det andet lyder mere lærd, så det vil jeg bruge her.

Når således mange vesteuropæere giver penge til diverse NGO’ere, som har skibe i Middelhavet til at opsamle ”flygtninge og migranter”, så har de tit den hensigt med disse gaver, at de mener, de dermed ”kan gøre en forskel”. Og denne forskel er jo nem at få øje på: mennesker, der måske ville være druknet, bliver reddet. Og at det er godt at redde menneskeliv, kan jo enhver se.

Så altså: man gør ”det gode”, man ”gør en forskel”, man har det godt med sig selv, når man har handlet sådan. Det er ikke mindst denne mere eller mindre åbenlyse selvtilfredshed, der gør, at man må kalde sådanne samaritanister farisæere. Man skal jo ikke grave meget i begrebet ”farisæisme”, før man bliver klar over, at det ikke blot er farisæisk at prale af sine gode gerninger, det er også farisæisk at være tilfreds med sig selv over at have udført dem. For i denne selvtilfredshed lurer uundgåeligt sammenligningslysten: man siger det ikke, men man tænker det: ‘Nu er jeg lidt bedre end de andre’. En tanke, der også spiller med ind i alle de argumenter, man kommer med til fordel for, at dette er en god handling. For er det en god handling, så er jo det at undlade den, en forkert handling, og den, der ikke gør den samme gode gerning, er ikke så god som én selv.

Men midt i denne selvtilfredshed skal man passe på ikke at komme til at se på konsekvenserne af det, man er med til. Det er selvfølgelig svært. For efterhånden er der mange, der kommer til at lide under disse konsekvenser, og derfor også mange, der gør opmærksom på dem og forlanger de ”gode, livreddende” handlinger i Middelhavet standset.

Mange af dem, der tænker lidt mere over tingene, har derfor været nødt til at supplere det umiddelbart gode i redningerne med mere eller mindre fantasifulde påstande om, hvor elendige de reddede er, hvilke forfærdelige forhold de kommer fra, hvor godt det derfor er, at de kommer til det trygge Europa. Og i denne omgang vil vi springe over den indvending, der så let som ingenting ville kunne rejses imod disse forestillinger, den nemlig, hvorfor mange af dem har efterladt kone og børn i disse forfærdelige forhold. Her nøjes vi med at se på samaritanisterne som mennesker, der nøjes med at se på ”den gode gerning”, isoleret set, betragtet for sig selv, og udelader både overvejelserne over, om man mon ikke ved disse redningsaktioner hjælper menneskesmuglerne og derved øger strømmen af migranter, og overvejelserne over, om det folk, man tilhører, kan holde til år for år at modtage store tilskud af fremmede mennesker med en helt anden kultur.

Når det kan være på sin plads at betragte disse ”Gutmenschen”s konsekvensindifferentisme, skyldes det, at jihadisterne er i besiddelse af nøjagtig den samme konsekvensindifferentisme.

Det er ikke umiddelbart indlysende, for vi har ikke været vant til at betragte deres handlinger ud fra den synsvinkel.

Dette at være villig til at ofre livet i kamp for islams sag var i islams ældste tid og i den senere storhedstid en egenskab ved islams krigere, der gjorde dem til gode soldater. Soldater, både vestlige og muslimske, tænkes at være villige til at sætte livet i vove. Hvis de er mere eller mindre tvunget ind i militærtjenesten, hvis de fuldstændig mangler fædrelandskærlighed eller ikke har noget mål at kæmpe for, så vil de være tilbøjelige til at løbe deres vej, hvis de møder modstand.

Man kan diskutere, om Talibans soldater kæmper af fædrelandskærlighed, hvilket i deres tilfælde vil sige: kærlighed til pashtun-stammen, eller om de kæmper, fordi de tror, at de får en plads i paradiset, hvis de dør i kamp. Hvis de gør det første, kan det i nogen grad sammenlignes med det, vestlige soldater kæmper for. Men hvis de gør det sidste, er der skabt grobund for en konsekvensindifferentisme, som i sidste ende kan gå hen og blive ødelæggende for krigsførelsen.

Det er jo nemlig ikke nok at have denne villighed til at sætte livet på spil. Der skal også god militær ledelse til. Lederne skal vide, hvor de sætter kræfterne ind, skal kende modpartens svagheder, skal udnytte egne styrker bedst muligt, hvilket også vil sige: med færrest mulige tab.

Denne villighed til at sætte livet på spil optræder i høj grad hos selvmordsbomberne. De indkalkulerer jo ligefrem på forhånd den kendsgerning i deres handling, at de mister livet. Og de gør det ud fra den faste overbevisning, at de med deres ”gode gerning” opnår en plads i paradiset.

Men denne plads i paradiset, som de altså tror på, den giver plads til en konsekvensindifferentisme. Det, det drejer sig om for selvmordsbomberen, er selve dette at udføre den ”gode gerning”, at udløse bomben i det rette øjeblik, at tage så mange andre med sig i døden som muligt, at holde tungen lige i munden stillet overfor sin egen død. Selve ”den gode gerning” vinder i den grad psykologisk overhånd, at man er ganske konsekvensindifferent. Hvad det kommer an på er med sit drab at dræbe så mange andre som muligt. Hvilken sammenhæng drabet indgår i, om ens selvmord har militær betydning eller ej, det bekymrer man sig ikke om. Det er blot selve handlingen, der er i fokus, resten overlader man til Gud.

Til Gud?

Ja, på nøjagtig samme måde, som samaritanisterne overlader konsekvenserne til Gud, for dem er det nok med ”den gode gerning” at hjælpe migranter op af vandet.

For konsekvenser har jo begge handlingerne, både opfiskningen af migranter og selvmordsangrebene. Og efterhånden som europæerne, først befolkningerne siden eliten, lærer at se konsekvenserne og på forskellig måde tage højde for dem, vil måske de ”gode gerninger” ophøre.

Det ses måske ikke så tydeligt endnu, men det er da at håbe, at flere og flere indser, at de tilstrømmende migranter aldeles ikke er stakler, men højst virile og krævende mennesker, at man ved opfiskningen i høj grad hjælper menneskesmuglerne og derved holder tilstrømningen vedlige, og at deres indvirkning på samfundene skaber større og større ghettoer.

Og det er også at håbe på, at potentielle selvmordsbombemænd eller -kvinder får øjnene op for, at konsekvenserne af deres ”gode gerning” bliver mindre og mindre. Nå ja, pladsen i paradiset kan de vel blive ved med at tro på, men selv denne tro vil vel efterhånden blegne, når det bliver klart, at de medtager færre og færre i døden, at altså det, der skulle være et stort anlagt krig i Allahs tjeneste, højst kan betegnes som et lille, ubetydeligt nålestik.

Én af konsekvenserne af selvmordsbombernes ”gode gerninger” er jo, at de vestlige samfund beskytter sig imod terroren. Godt nok kan vi ikke andet end føle, at det ikke mere er, som det var i de gode gamle dage – og det er jo så sandt, som det er sagt – men en konsekvens er det også, at vi for hver ny terrormetode forsøger at hindre netop denne form for terror.

Eller – set fra terroristens side – en konsekvens er det, at terroristen med sin terrorhandling lukker døren for anvendelsen af den slags terror fremover.

Noget af det geniale ved terrorangrebet den 11-9 2001 var, at der var tale om noget, man aldrig før havde set. Derfor kunne man føre passagererne bag lyset. Men allerede passagererne i det fjerde fly lugtede lunten og gjorde modstand. Og med sin terrorhandling umuliggjorde man samtidig fremtidige flykapringer; for nu vil jo passagererne gøre som de gjorde i det fjerde fly, gøre modstand med livet som indsats, for man mister jo også livet, hvis man bare lader stå til.

Så deres terrorhandling har haft den konsekvens, at døren er blevet lukket for den slags terror i fremtiden.

Lastbilterror var man fra vestlig side lidt længere tid om at reagere på. Men efter først terroren i Nice og siden terroren i Berlin er der kommet betonklodser i både København og Stockholm.

Og da man opdagede, at lastbilchaufføren i Stockholm havde ladet sin bil stå med motoren i tomgang, hvorfor den var let at stjæle for en terrorist, har man søgt at hindre tilsvarende forhold fremover. Den dør er også i færd med at blive lukket.

Det er ikke alle døre, vi i Vesten kan lukke for terrorister. Blandt andet, fordi vi er for dårlige til på forhånd at tænke på, hvad der kan bruges som terrorvåben. Og det, vi har set i Manchester, hvor en terrorist sprængte sig selv i luften i den menneskemængde, der kom ud fra koncertområdet, er næsten umuligt at undgå. For store menneskemængder findes mange steder, også mange steder, hvor man ikke på forhånd kan screene dem, der går ind til den pågældende begivenhed.

Men alt i alt er det ikke mere er helt så let at være muslimsk terrorist, hverken for dem, der påtænker et koordineret terrorangreb, eller for dem, der vil begive sig ud i terrorens kunst alene.

Jeg har tidligere gjort opmærksom på denne lidt oversete ”sejr”, hvis man kan være så optimistisk at bruge den betegnelse, se her. Man kan f.eks. nævne den begivenhed, jeg ikke nævnte dengang, øksemanden fra Würzburg, se her, som chattede med sin bagmand om, hvilke våben han skulle bruge. Man kan gætte på, at det må have været noget af en skuffelse for bagmanden, når det ikke var muligt for ham at få terroristen in spe til at bruge en bil – han havde ikke kørekort. Og ingen af os onde vesterlændinge blev jo dræbt ved den lejlighed.

Men dette, at så mange døre er blevet lukkede for terroristerne, bevirker nu, at man, hvis man placerer den muslimske gud, Allah, i direktør Hallandsens sted i en Olsen-bande film, kan pege på øksemandens nedslående resultat og sige til Allah med et Egon Olsen-udtryk: ”Det havde De nok ikke regnet med!”

Dog, spøg til side! Én af konsekvenserne af de mange muslimske terrorangreb er også, at de rituallignende reaktioner, det efterhånden er blevet vane at høre på – politikernes gentagne senden deres tanker til de efterladte, deres forbrug af de samme skældsord: ”feje, meningsløse, umenneskelige angreb” osv. – nu mere eller mindre hænger os ud af halsen, ligesom flosklerne om at ”stå sammen”, om at ”bekæmpe terror med kærlighed”.

Og det mærkelige er, at selv de, der gennemskuer disse floskler og bruger stærke ord om at bekæmpe terroren, ikke foreslår det, der dog for en nogenlunde fornuftig betragtning må være det mest nærliggende: at bremse indtaget af muslimer til Europa. I et udmærket blogindlæg på Berlingske opfordrer Jesper Holm Frederiksen os til at lade vreden gribe os, så vi begynder at forlange virkelig sikkerhed af vore politikere, se her. Men hvad han foreslår, er meget lidt konkret:

Vi skal kræve af vores politikere, at de erkender, at vi har fjender. Fjendskabet er sat imod vores vilje, men man kan ikke undsige sig fjendskab. Man kan kun kæmpe, underkaste sig eller dø.

Vi skal kræve, at mennesker, der selv erklærer, at de er fjender, eller handler på en måde, hvor det er hævet over enhver rimelig tvivl, at de opfatter sig selv som fjender af de vestlige samfund, bliver behandlet som sådan. Og den behandling skal være hård og konsekvent!

Vi skal altså kæmpe, ja, men hvordan? Fjenden skjuler sig jo, lader, som om han er ven med os, så dette med, at vi skal slå ned på dem, der ”hævet over enhver rimelig tvivl” opfatter sig som vore fjender, bevirker, at vi ikke finder nogen, vi kan behandle ”hårdt og konsekvent”. Fjenden er som sæbe, glider ud af vore hænder, så vi ikke kan få hold på ham.

Den tidligere professor ved Aarhus Universitet, Mehdi Mozzafari, har i en artikel i Information, se her, også givet udtryk for udmærkede tanker. Artiklen er skrevet før terrorangrebet i Manchester og lægger især vægt på, at vi skal give terroren modspil ved at fastholde demokratiet. Men demokrati sætter han i modsætning til religion, og under begrebet religion indrangerer han både islam og kristendom. Han skriver til sidst:

Jo mere man giver plads til religion i det offentlige rum og i det politiske liv, desto mere flytter man paradigmet fra politik til religion. Og jo mere man insisterer på, at den europæiske, og hermed den danske, identitet er baseret på kristendom, desto mere giver man også plads til en religion som islam. Simpelthen fordi det vil være lettere for islam at konkurrere med en anden religion end med demokrati.

Så hold fast på demokratiske værdier og principper. Det er den bedste vej, den eneste vej til at beholde vores fælleskab!

Ja til Gud bevare Danmark! – Nej til Danmark bevare Gud!

Det synes ikke at være gået op for Mozzafari, at Luther med sin skelnen mellem det gejstlige regimente og det verdslige netop lagde det teoretiske grundlag for sekulariseringen. Men det må indrømmes, at dette ikke er særlig nemt at se her i landet, hvor kirkefolk ikke bliver trætte af at forsvare islam og i hvert fald ikke drømmer om at angribe samme.

At der kunne ligge et forsvar imod islam, når vi nu altså er i krig med islam, i at undlade at importere flere potentielle islam-soldater, det falder ingen af de to ind.

Hvorfor ikke?

Muligvis, fordi den anden form for farisæisk konsekvensindifferentisme også har besat dem, samaritanisternes konsekvensindifferentisme, den, der siger, at vi naturligvis skal overholde konventionerne, naturligvis skal fiske folk op fra havet, naturligvis skal finde os i, at de bliver ved med at trænge ind i vore samfund, og at vi skal gøre det, uanset at vi godt véd, at de fleste af dem ikke er flygtninge, men potentielle indvandrere, og, da de er muslimer, også er rekrutteringsbase for fremtidige terrorister.

Dem har vi nok af. Vi behøver ikke ligefrem skaffe os flere på halsen.

Den konsekvensindifferentisme, som jihadisterne repræsenterer, kan vi i en vis forstand være ligeglade med, selv om vi selvfølgelig godt kan prøve at anvende deres militære svaghed imod dem. Men den konsekvensindifferentisme, som samaritanisterne repræsenterer, er anderledes farlig, en uerkendt farisæisme, som den er. Den burde først og fremmest kirken bekæmpe. Men det er nok ikke derfra, man skal forvente noget forslag om stop for indvandringen.

Se også lederen i Den korte Avis her.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , , | Skriv en kommentar