Hvor véd vi dog lidt!

Det, vi véd alt for lidt om, er coronaen. Alligevel handler regeringen, som om vi véd en masse. Alligevel handler man efter det, man selv kalder et forsigtighedsprincip, men som vel snarere må kaldes et overforsigtighedsprincip. Og specielt handler regeringen på en måde, så den kan bibeholde den frygt i befolkningen, som den effektivt har fået oparbejdet: Man holder kortene tæt til kroppen, man udsender signaler om åbningsmuligheder, så befolkningen kan lære at se hen til regeringen med spænding: kommer jeg med i næste åbningsrunde?, man henholder sig til svært gennemskuelige matematiske modeller, hvis resultater man som regel selv gennemtænker, før de andre partier får lov til at se med.

Men selv om vi i efterhånden lang tid har oplevet det, som om vi var underlagt en skånselsløs diktator, og som om alle medier holdt med diktatoren, så er der nu ved at bryde frem en vis oprørsstemning mod “diktatoren”. Og det er glædeligt.

Lad mig bare nævne tre artikler fra de sidste dage, der stiller adskillige spørgsmålstegn til den viden, regeringen mener at have om coronaen. Alle skrevet af sædvanligvis troværdige folk.

Der er nu først en artikel i Berlingske af Lars Henrik Aagaard, se her. Alene overskriften røber en vis oprørskhed: “Den store smittegåde: Hvorfor rasler klodens coronatal ned?”

Så er der en forsideartikel på Kristeligt Dagblad af bladets politiske redaktør Henrik Hoffmann-Hansen, se her. Han tillader sig at bryde med den konsensus, der tilsyneladende har hersket mellem mediefolk: man vil ikke gøre regeringens indsats mindre effektiv ved at stille kritiske spørgsmål. Og det gør han ret i, for folk skal ikke adlyde pr. automatik, de skal adlyde, fordi de forstår.

Og samme dag, altså den 23. februar, har Kristeligt Dagblad igen en artikel af den lidt anderledes tænkende professor Morten Petersen, se her. Han tillader sig minsandten allerede i overskriften at spørge: “Er algoritmer og angst det eneste, der skal styre os?” Og også det er glædeligt. For nu har vi igennem snart lang tid set regeringen dække sig bag diverse talknusere, som vi andre ikke forstår en dyt af, men som alle sammen fortæller, hvor vi befinder os i smitteforløbet, og hvad der vil ske, hvis vi gør dit, og hvad, hvis vi gør dat, og som tænkes at udgøre en urørlig autoritet, som vi alle blindt retter os efter.

Lad os tage det sidste først: Morten Petersen skriver om den engelske variant B117:

Vi er et helt andet sted i epidemien [end England, rr], og smitten eksploderede i England hen over julen, men B117 har været der siden september. Ingen ved, om den blev dominerende af stokastiske grunde, eller om den reelt smitter meget mere, men algoritmer og angst er den nye religion.

Et opslag på Google afslører, at “stokastisk” betyder “tilfældigt”, og sætter man det ord ind, ser man, at Morten Petersen retter en anklage mod dem, der ud fra forskellige udregninger kunne fortælle os, at B117 smitter mellem 50 og 74% mere end den normale corona. Jeg selv har hele tiden undret mig over tallet 74. Når sagen er så usikker, hvorfor skriver man så ikke mellem 50 og 75%, eller mellem to og to en halv gange så meget? Min fornemmelse har været, at tallet 74 skal signalere, at vi her har med alvorlig matematik at gøre, og at det er seriøse udregninger og troværdige matematiske modeller, vi bliver præsenteret for.

Men det, jeg således med min sproglige eller psykologiske næse formår at opsnuse, kan Morten Petersen bedømme ud fra den måde, folk har opført sig på. Han skriver:

I Spanien og Portugal gik smitten amok op mod helligtrekonger, det vil sige smitten i tre lande samt Irland accelererede i en periode, hvor man sås mere i privat regi, hvilket er fællesnævneren, og altså ikke en bestemt coronavariant.

Og ud fra sådanne iagttagelser drager han den konklusion, at dette understøtter det, andre undersøgelser har godtgjort: at smitten fortrinsvis finder sted i hjemmene. Han konkluderer:

Det vil sige med plejehjemsbeboerne vaccineret, julen overstået og vores generelt gode overholdelse af retningslinjerne med få besøg i hjemmene i Danmark, kan vi ikke forvente en smitteeksplosion. Heller ikke, selvom B117 skulle smitte mere.

Altså: Regeringen bør ikke falde for tricket med tallet 74 eller lade sig styre af  “den nye religion”, men holde sig til almindelig sund fornuft og de iagttagelser, som enhver kan gøre sig. (For øvrigt viser denne forklaring af den øgede smitte, at det ikke er helt forkert, når man fra sociologers hold forklarer den store smitte i indvandrerghettoer med de store familier).

Og hvorfor ikke åbne skoler og ungdomsuddannelser, spørger Morten Petersen. Smitteudbrud dèr er undtagelser. De to skoler i Kolding, hvor udbrud fandt sted, er to klasser ud af flere tusinde. Og, siger han:

Derudover var lærergerningen den profession i Sverige i foråret 2020, der havde den mindste risiko for at ende på intensiv. Mon ikke det siger alt, og man kan med rette spørge, hvorfor vi overhovedet sendte børn og teenagere hjem.

Dette sidste argument forekommer mig at ramme hovedet på sømmet. Men det viser tillige, at regeringen har haft et utrolig énsidigt syn på coronaen. Og viser desværre også, at den til fulde bibeholder dette syn på sagerne.

Det er efterhånden blevet en vane at se ministrene efterligne statsministeren fra marts 2020. Man udtrykker stor forståelse for de ulemper, man véd, at man påfører befolkningen, men det er desværre nødvendigt, hævder man. Samtidig kan man i deres udsagn om, hvor godt befolkningen har reageret hidtil, høre en genklang af statsministerens tale om samfundssind, dog nu i en lettere karikeret form: “Mette er tilfreds med jer, børnlille!”

Blandt andet derfor er det opløftende at læse, hvordan Henrik Hoffmann-Hansen bryder med Kristeligt Dagblads skikkelighedsideal – hvis man har eller har haft et sådant. Han tillader sig at spørge om prisen for de to ugentlige tests, som man vil have alle til at gennemføre, og når ved en hurtig opsummering frem til, at disse tests på årsbasis vil koste 100 mia kroner. Og se så, hvad han tilføjer:

Det er dog et regnestykke, hverken statsminister Mette Frederiksen (S) eller finansminister Nicolai Wammen (S) kan “genkende”, som ministre siger i dag, når de mener, at noget er lodret forkert.

Det er ikke særlig pænt sagt, vel? Og han fortsætter da også således:

Selvfølgelig er det forkert. De færreste har i deres vildeste fantasi forestillet sig, at alle borgere skulle testes to gange om ugen i et helt år fra nu. I løbet af fire måneder vil et pænt stort flertal være blevet vaccineret, og landet i store træk genåbnet, så en fortsat massiv teststrategi til sommer vil være helt usandsynlig og unødvendig.

Men ærlig talt, er dette pænere sagt? For her sætter han jo et ret afgørende spørgsmålstegn ved hele den test-strategi, som regeringen fremlægger. Hvis han tilfældigvis skulle være jyde, ville han kunne sige med Pe Sme’ i Anton Berntsens vise om alle disse tests: “Hwa nøtt er et te?”

Og han tillader sig også at spørge, om den kendsgerning, at man nu har vaccineret næsten alle de udsatte borgere, slet ikke betyder noget:

Det er usikkert, hvad det betyder for smittespredningen og dødeligheden, at mange hundredetusinde borgere, især de ældste og svageste, vil være færdigvaccinerede om få uger. Betyder det, at man i virkeligheden kunne tage en eventuel tredje smittebølge med ophøjet ro, som var det en almindelig influenzaepidemi?

“En almindelige influenzaepidemi”? Det har Morten Petersen en kommentar til. Han mener, at corona-vaccinerne standser coronaen meget bedre, end influenza-vaccinerne standser influenzaen.

Influenzavaccinerne svigter derimod ofte eller har ringe dækningsgrad i de ældre, hvilket blev hovedårsagen til en samlet overdød på 600.000 europæiske medborgere i vintrene 2014-2015, 2016-2017 og 2017-2018.

Det lever vi fint med, faktisk har vi været ret ligeglade.

Det har han været inde på før. Men det er ingen skade til at få det repeteret. For spørgsmålet er, om vi ikke burde tage coronaen med samme ophøjede ro, som vi tager en influenza-epidemi. Så meget mere kan vi jo gøre det, som vi nu har fået de mest sårbare vaccineret.

Begge disse artikler, som jo altså stammer fra den agtværdige avis Kristeligt Dagblad, er velgørende læsning, fordi vi derigennem bringes ud af den spændetrøje af angst, som regeringen søger at lægge ned over os. Men skal vi forsøge at kortlægge, hvad vi ikke véd om coronaen, er vist alligevel den førstnævnte artikel den besynderligste.

Overskriften var som sagt: “Den store smittegåde: Hvorfor rasler klodens coronatal ned?” Og det er just det, artiklen går i lag med at beskrive. Og Lars Henrik Aagaard bruger ikke matematiske modeller, men mere enkle tal:

Siden det globale smittetal toppede kort efter nytår på over 800.000 daglige coronatilfælde, er det mere end halveret og ligger nu på under 400.000 om dagen. Det er et niveau, der ikke er set, siden kulden på den nordlige halvkugle så småt begyndte at bide fra sig i oktober i fjor.

Et mere præcist parameter er dødstallene. Men i samme periode er det daglige antal bekræftede coronadøde på verdensplan – ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) – faldet med næsten 50 procent: Fra omkring 16.500 til cirka 9.000 i de seneste dage.

Men kniber sig i armen. Oven på regeringens skrækvisioner synes dette jo at være umulige tal. Vi véd da alle, at vi kan vente os det værste. Hvad skal vi så med sådanne tal? De vil jo kun fratage os grunden til at være forsigtige.

”Tal?” Ja, det er jo tal. Og selv folk uden matematisk forståelse kan se, at 400.000 er cirka det halve af 800.000 smittetilfælde, og at 16.500 døde er flere end 9.000 døde. Der må være nogen steder, hvor smittetal og dødstal har været utrolig lave.

Nej, såmænd ikke. Nedgangen fordeler sig jævnt over hele kloden. Oven i købet har nedgangen fundet sted, mens diverse øvrigheder foruroligede os med nye og helt anderledes farlige varianter. På baggrund af disse tal kan vi vel sige til disse skrækoppustere: Skudt forbi!

I Danmark er det [smittetallet, rr] nu på en tiendedel af niveauet kort før jul. I Storbritannien og Tyskland er det faldet med cirka 80 procent i samme periode, og selv i Sverige, der i vid udstrækning har fastholdt et åbent samfund, er smitte- og dødstallet dykket til cirka en tredjedel af niveauet for en måned siden.

Men tallene falder også dramatisk i verdens hårdest ramte nation, USA, de styrtdykker i Afrikas hårdest ramte nation, Sydafrika, de falder i Japan, Thailand og Tyrkiet, og som det måske mest overraskende er det bare faldet og faldet og faldet i fem måneder i træk i landet med både næstflest indbyggere og smittetilfælde i verden, Indien.

I dag ligger Indiens daglige smitte- og dødstal på bare en tiendedel af niveauet midt i september, og ifølge indiske virologer er det reelt en gåde, hvorfor det forholder sig sådan, for faldet er fortsat på trods af vedvarende gradvise åbninger af det pulserende kæmpesamfund.

Flemming Konradsen, sundhedsprofessor, forsøge at give en forklaring:

Men en af de helt central faktorer må efter professorens vurdering være en markant global ændring i menneskelig adfærd.

»Der er adfærdsændringer, som det har taget tid at få ind på rygmarven, men som nu er indlejret som praksis i store dele af verden. I begyndelsen stod man der med sin mærkelige hånd og syntes, at man skulle række den frem, men nu rækker vi bare ikke hånden frem længere. Vi holder afstand, går lidt udenom og synes, det er mærkeligt, hvis man sidder for mange mennesker sammen, og det har haft en effekt,« forklarer han.

Altså, de tidligere virus-epidemier er, forstår vi nu, i høj grad blevet udbredt gennem vore håndtryk. Når de forsvinder, forsvinder en udbredelsesmulighed for virussen, også coronavirussen. Også brugen af masker ser han som en positiv ting:

Flemming Konradsen peger også på den udprægede og stigende brug af masker i store dele af verdensbefolkningen som en faktor i smitteligningen. Samt, naturligvis, på regeringsbestemte nedlukninger.

Men som noget endnu mere væsentligt retter han opmærksomheden mod en voksende og effektiv beskyttelse af de mest sårbare, og det vil især sige de ældre.

»Der er et utroligt stort politisk pres på det emne, der hedder død – nærmest som et VM i at forhindre død og ødelæggelse. Det har givet sig udslag i et omfattende fokus på at beskytte ældre og sårbare, blandt andet med udpræget brug af test, isolation og smitteopsporing. Det gælder bestemt også i et land som Indien,« forklarer han.

Det med nedlukningerne er nu nok ikke helt rigtigt. For Sveriges skæbne viser, at det ikke gør stort fra eller til med nedlukninger. Men beskyttelsen af de udsatte, det betyder noget.

Også den naturlige immunitet, som flere og flere opnår, kan spille en betydelig rolle som forklaring på det dyk i antal smittede, der er opstået.

Dertil kommer en anden medvirkende forklaring, der også kan gøre sig gældende i andre lande, der har været ramt ekstra hårdt af pandemien: Naturlig immunitet i stigende dele af befolkningen.

Ifølge infektionslægen Christian Wejse, der også er lektor på Aarhus Universitet med speciale i global sundhed, kan det meget vel være en af de helt centrale forklaringer på den positive trend i disse uger.

Men Wejse mener alligevel ikke, at vi skal vide os alt for sikre:

Hvis man kun har haft milde eller slet ingen symptomer, opbygger kroppen en mindre effektiv og mindre langvarig beskyttelse. Samtidig er der risikoen, hvis man møder en af de nye varianter, der i et vist omfang kan undvige antistoffer fra tidligere smitte.

Det kan meget vel være en af de centrale forklaringer på de seneste ugers foruroligende opblomstring af smitte i den nordlige brasilianske provins Amazonas og især i provinshovedstaden Manaus – den nok vigtigste undtagelse fra den aktuelle globale coronatrend.

Ifølge et studie i Science havde over halvdelen af millionbyens indbyggere antistoffer mod coronavirus allerede i juni i fjor. Et halvt år senere ankom den nye variant, P. 1, der både smitter mere og kan snige sig uden om antistoffer, og så hjalp den mulige flokimmunitet ikke så meget.

Men altså: Vi véd utrolig lidt om coronaen. Stadigvæk. Mest vistnok, fordi vi mener, at folk skal blive angste for sygdommen, så de tager nedlukningen alvorlig. Men hvorfor dog ikke undersøge både den negative udvikling i Manaus og den positive i den øvrige del af verden? Begge dele råber på en forklaring. Og begge dele kan hjælpe os i vore forsøg på at finde ud af, hvad vi skal gøre her i Danmark.

For det har da Morten Petersen ret i: selv om algoritmer og angst er blevet den nye religion, behøver vi ikke slavisk at rette os efter disse fænomener.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget | Skriv en kommentar

Fald ned og tilbed mig

Det er djævelens ord til Jesus i den sidste fristelse, han udsættes for, jeg i overskriften har gengivet i lidt forkortet form. Teksten til i søndags, Matt 4,1-11, var netop beretningen om Jesu fristelse. Man kan læse en prædiken af Kaj Munk over denne tekst her, og han har mange interessante pointer, men jeg ville nu nok, hvis jeg skulle prædike over denne tekst, fremdrage noget andet.

Først vil jeg dog gøre opmærksom på, at vi formentlig her har at gøre med en tekst om Jesus, ikke med en tekst af Jesus. Jeg vil tro, at den historisk-kritiske metode, som vi præster anvender på Det ny Testamentes tekster – når vi ikke lige står på prædikestolen – vil hævde, at teksten er blevet til efter Jesu død og opstandelse. Vi har nok at gøre med noget, der er blevet til i den kristne menighed. Der er altså tale om et forsøg på at gøre op i kort form, hvad Jesus har villet, og hvad han har bragt os. Og dermed jo samtidig et forsøg på at formane os til at tage os i agt mod djævelens snigløb.

Hvis vi nøjes med at se på den sidste af de tre fristelser, hvad er det så, der siges til os derigennem?

Ja, djævelen viser jo Jesus alle verdens riger og deres herlighed, og siger, at alt dette skal han få, hvis han vil kaste sig ned og tilbede djævelen. Hvad ligger der i det?

Nu er det jo Jesus, der fristes, og vi må formode, at han ser klart til at gennemskue djævelen, eller altså: Han formår at se, at den, der taler, er djævelen. Den mulighed er ikke os alle givet. Og derfor kan Jesus uden videre afvise fristelsen, for djævelen er karakteriseret ved, at han lyver, man kan ikke stole på ham. Jesus véd, at han aldeles ikke vil få herredømme over alle verdens riger og deres herligheder, han vil blive snydt, der kan ikke bygges noget verdensherredømme på en tilbedelse af djævelen.

Kaj Munk lader i sit skuespil “En Idealist” kong Herodes komme med en lidt underfundig bemærkning til sidst, så underfundig er den, at man kan fristes til at tro, at Munk ret hurtigt glemmer dens indhold. Skuespillet kan ses her, og den replik, jeg vil henlede opmærksomheden på, har nr 1668. Kong Herodes har hele skuespillet igennem vist sig som en ekstrem magtperson, han vil bygge sit kongerige på magt, og han gør det. Den ene person efter den anden, der står ham imod, får han ryddet af vejen, eller han får ham ved en snedig tilrettelagt ordduel til at blive sin lydige discipel.

Denne magt vil han også udøve over en kvinde, inden han dør. Så mener han, at han har vundet over Gud. Og da han får øje på en kvinde, der ligner hans tidligere hustru, Mariamme, sender han bud efter hende. Hun har ganske vist et barn med sig, men det vil ikke genere ham, hævder han. Så sender han sine krigere bort til Betlehem for at slå drengebørn dèr ihjel, og derfor er han helt alene, da Maria – for hende er det – kommer ind med det lille Jesusbarn.

Men det forunderlige sker, at Herodes ikke kan gøre Maria bange. Hun møder ham ganske frygtløs, og den ro og tryghed slår ham ud. Til sidst opgiver han sit forehavende og beder hende gå. Men hun er så frygtløs, at hun ikke bare skynder sig af sted. Hun spørger, hvad han ville hende, og han er så nødt til i al hast at finde på en forklaring: Jo, han ville give barnet en gave, se, der er en meget fin kappe, vævet i ét stykke, tag den og lad barnet få den, når han bliver voksen.

Og så rolig er Maria, at hun siger til Herodes, at han gerne må kysse barnet på panden. Det vil Herodes dog ikke, men hans lille hånd vil han kysse – vi fornemmer nok, at Kaj Munk har læst, hvordan Brorson i sin salme spørger, hvorfor Jesus ikke lod sig svøbe i lyset som et bånd, og jordens konger løbe at kysse på hans hånd (DDS 125, vers 5) – men så sker der det, at barnet, idet kongen bøjer sig ned for at kysse hans hånd, griber fat i sceptret. Det gør Herodes helt fornøjet, så han morer sig lidt over det: “Han tror, han kan holde om sceptret med så blød en hånd”, siger han.

Men gå så, siger han, gå med barnet og kongskappen. Og ordet “kongskappen” får Maria til at røbe, hvem barnet er, at det er messias, Davidssønnen, jødernes konge. Og så går Maria, men Herodes raser, for han ser, at han har tabt.

Men altså, Jesus, Davidssønnen, jødernes konge, tror, han kan holde om sceptret med så blød en hånd.

Ja, det tror han, for han er jo Ordet selv, og Ordet virker ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved Guds ånd.

Men nej, det troede jøderne i Jerusalem ikke på. De holdt sig til loven, og loven krævede straf for den, der satte sig imod den. Og fordi Jesus satte sig imod loven, måtte han straffes. Så dømte de ham til døden og fik romerne til at henrette ham ved korsfæstelse. For det kan ikke passe, at Guds ord, loven selv, er uden magtmidler. Der må magt til, om man skal herske over genstridige mennesker. Man kan ikke holde om sceptret med en blød hånd.

Og det er jo så, hvad Gud forkynder ved at lade Jesus opstå fra de døde: jo, man kan godt holde om sceptret med en blød hånd.

Ja, Jesus havde jo også sagt det, før han døde. I Matt 20,25-28 siger han:

I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.

Og jeg véd ikke, om man kan sige, at vi kristne sidenhen har bestræbt os for at leve efter disse ord. Ofte har vi faktisk gjort nærmest det modsatte. Godt nok har paverne og de fromme i middelalderen prøvet at spille rollen som alles tjener, men djævelen havde dog fået så megen magt over dem, at de ikke veg tilbage fra at lade de mennesker henrette, som de mente var kirkens modstandere, og det var jo altfor ofte deres egne modstandere mere end det var kirkens modstandere.

En afgørende ting skete dog med Luther. Han blev anklaget som kætter. Og ét af anklagepunkterne bestod i, at Luther et sted havde skrevet, at det er imod Helligånden at brænde kættere, se her. Men det måtte man ikke sige dengang, derved rokkede man for meget ved kirkens, dvs., pavens magt. Dog, det holdt Luther fast ved, ja han uddybede det i et skrift med titlen: “Hvor langt skal man adlyde øvrigheden”, se her.

Nu er det selvfølgelig vanskeligt at udrede, hvordan Luthers tanker om ordets magt er blevet ført op til nutiden. Men Kaj Munks udvikling fra 1924, da han skrev “En Idealist”, til 1940, da han skrev “Niels Ebbesen”, kan på en måde illustrere både vanskeligheden ved at erkende sprogets magt og betingelsen for, at erkendelsen faktisk finder sted.

For som sagt tyder Munks skuespil i trediverne på, at han aldeles havde glemt den mulighed, at nogen kunne holde om sceptret med en blød hånd. Det er, som om dette udtryk nærmest kom af sig selv som et udmærket modspil til Herodes magtudøvelse og siden blev glemt. Det sker formentlig ret ofte, at store forfattere skriver sandheder, som i højere grad gives dem af inspirationen end af deres egne langsommelige overvejelser.

I hvert fald nærede Munk en dyb respekt for Hitler indtil 1939. Det var lykkedes Hitler at føre sit folk op af den dybe fortvivlelse, det befandt sig i, sagde han. Blot havde hans modstandere hidtil haft held med at gennemføre diverse jødeforfølgelser, noget, Munk bestemt mente, at Hitler ikke selv stod bag. Men dette “Tyskland for tyskere” var noget, Munk kunne tilslutte sig, og noget, han – lidt naivt måske, men ganske mange var jo naive dengang – troede, at Hitler selv så som sit mål, hvorfor han ville standse, når dette mål var opfyldt.

Det gjorde Hitler som bekendt ikke. Han fik i efteråret 1938 serveret Suderterlandet på et sølvfad, og det kunne godtages, for det var jo tyskere, der boede dèr. Men da han i marts 1939 tog resten af Tjekkiet, så Munk djævelens hestehov stikke frem hos Hitler. Alt det andet, fængslingen af socialdemokrater og kommunister, pressecensuren, tiltagene mod jøderne, havde Munk med større eller mindre held kunnet bortforklare. Men ikke besættelsen af Rest-Tjekkiet.

Og da han så i 1940 gav sig selv den opgave at afmale en diktator, nemlig Grev Gert, så afmalede han ham i Hitlers skikkelse og lod han ham komme med f.eks. disse bemærkninger:

Ved I ikke, hvad mit Hverv er: at grundlægge det nye Rige, det, der bygger alene paa Kraft. At gøre Ende paa alle Menneskers syge Løgne om Medlidenhed, der lader det uønskede triumfere, om Retfærdighed, der er Svaghedens Skalkeskjul, om Freden, der dækker over Udfoldelsen af alle Laster. I mit Rige regerer ikke Sagførerne med Ordets underfundige Vaklen, men Styrken ved Hjælp af mit Sværd. (Se her).

Det er djævelens løfte, Grev Gert holder sig til. Magt er, hvad der skal til, om et rige skal grundes. Al tale om medlidenhed, om retfærdighed og om fred er løgnetale. Magt var, hvad mange riger havde forsøgt at bygge på fra Luthers tid og fremefter. Men man havde dog forsøgt at indflette en tale om medlidenhed, retfærdighed og fred i sine ord. Det ordspil gider Grev Gert (læs: Hitler) ikke mere lege med på.

Og så fik vi set djævelens hestehov med al tydelighed. Så blev det klart for os, da nazismen var besejret, at om noget rige skal bestå, skal scepteret gribes om med en blød hånd, med ordets magt, med de naturlige love om retfærdighed, om frihed og om gensidig respekt.

Men hvad så i dag? Har vi haft held til at gribe om sceptret med en blød hånd?

Både ja og nej.

Først synes jeg nok, det er værd at gøre opmærksom på, at flugten går fra de muslimske lande til vore lande, ikke omvendt. De muslimer, der kommer hertil, afgiver altså med deres fødder en stemme til fordel for vore kristne lande, imod deres egne, muslimske lande. Og det gør de ret i. Altså: deres fødder har ret, men deres hoveder ikke. For muslimerne i dag synes at udgøre en tro kopi af jøderne på Jesu tid. De tror ikke en døjt på ordets duelighed til at bygge samfund med. Nej, magt er, hvad der er brug for, magt er, hvad stater grundlægges på, magt er, hvad koranen, efter deres mening: Guds eget ord, kræver udfoldet af kaliffen, Muhammeds efterfølger. Og selv om muslimerne jo sådan set med fødderne har stemt imod al denne magtsnak, så har de alligevel taget deres magt-religion med sig, så gør denne religion sig alligevel kraftigt gældende i deres indbyrdes forhold og i deres forhold til os, værtsnationen.

Men i vores behandling af disse mennesker med deres magtreligion begår vi vistnok en stor brøler: vi bruger magt. Vi prøver ikke at overbevise dem med ord, men vi sætter statsmagten bag vore krav, så vi kan tvinge dem igennem. Men kravet fra vores ord-religion er meget snarere, at vi skal få vore muslimske landsmænd til at forstå. De skal ikke adlyde, fordi det kræves af dem, de skal adlyde, fordi de forstår.

Og det giver vi dem ikke mange muligheder for. Vi bliver ved med at foregøgle både dem og os, at der gives en magtfri islam, at man kan tage magttanken bort fra islam og alligevel beholde islam uskadt. Det kan man ikke. Ligesom Jesus af al magt talte imod jødernes lovtrældom, sådan bør vi af al magt tale imod muslimernes lovreligion. Han gjorde det uden at frygte for sit liv. Vi undlader det, fordi vi siger, at vi vil være gode ved vore muslimer, men måske i virkeligheden, fordi vi er bange for deres reaktioner.

Det er djævelen selv, der gemmer sig bag alle vore undskyldninger og bag alle vore muslimers religiøse fromhed. Blot har vi så utrolig vanskeligt ved at se djævlehoven, for det hele lyder da så uskyldigt. Men voldsordene i koranen er ikke uskyldige, islams historie er ikke uskyldig, de terrorangreb, vi møder fra muslimer i vore dage, er ikke uskyldige foreteelser, som vi på passende måde kan undskylde, de er udslag af den djævelske lovfromhed og magtpsykose, der gemmer sig i de muslimske trossætninger.

Dem bør vi bruge ordets magt overfor. Men statens magt skal vi kun bruge til at beskytte os mod muslimernes direkte voldelige angreb, ikke mod de mange sære regler, de bestræber sig på at overholde.

Udgivet i Luther, Ny testamente | Tagget | Skriv en kommentar

Religionsmøde

Professor Peter Lodberg ved Aarhus Universitet har udgivet en bog, der hedder ”Tro versus tro, kristendommen i dialog og konflikt gennem 2000 år”. I den anledning har Kristeligt Dagblad et interview med ham den 19-2, se her. Endvidere bringer man et lille uddrag fra bogen (et meget lille uddrag), se her.

Jeg skal ikke forholde mig til indholdet af selve bogen, for den har jeg ikke læst, og det er vel tvivlsomt, om jeg kommer til det. Men der er nogle formuleringer i interview’et, som jeg finder besynderlige, og som jeg godt vil opponere imod, hvilket jeg selvfølgelige vil gøre med den bemærkning tilknyttet, at det er muligt, at Peter Lodberg vil udtale sig mere fyldestgørende i sin bog.

Det gælder specielt det første, jeg vil henlede opmærksomheden på.

Det hedder i begyndelsen af interview’et:

Kristendommen er opstået i et religionsmøde.

Historisk set er det jo sådan set rigtigt nok, kristendommen opstod, da Jesu nye religion, kristendommen, tørnede sammen med jødedommen. Men at kalde det et ”møde” er dog vist at afsvække det sammenstød, der fandt sted. Jeg mener: Kristendommen opstod, fordi datidens jøder slog Jesus ihjel. En grundlæggende trossætning i kristendommen er, at Jesus er opstået fra de døde. Men for at kunne det, måtte han enten dø af sig selv, eller blive slået ihjel. Og de historiske kilder i Det ny Testamente fortæller altså, at jøderne fik romerne til at korsfæste Jesus.

Godt nok har artiklen med et kapitel af bogen selv overskriften ”Det slår gnister, når tro møder tro”, så der må jo næsten nødvendigvis stå lidt mere i bogen, end det fremgår af interview’et. Men hvorfor så sige, som han gør i interview’et:

Da kristendommen blev til, opstod de første menigheder med jøder og grækere, der før ikke havde kunnet være i stue sammen,” siger professoren i systematisk teologi fra Aarhus Universitet, der tager imod i hjemmet i Højbjerg ved Aarhus.

Ud af forskelligheden skulle de skabe en enhed. De skulle lægge krop til den nye lære om Kristus som forsoneren og frelseren,” forklarer han.

Jeg mener, hvorfor fuldstændig udelade det modsætningsforhold, der var mellem Jesu disciple og jødedommen? Det er da sandt nok, at Paulus i galaterbrevet fortæller om, hvordan Peter under et besøg i Antiokia spiste sammen med hedningerne (grækerne), men undlod det, da der kom nogle op fra Jerusalem, hvilket Paulus bebrejder ham i stærke vendinger (Gal 2,11-12). Så bestemt måtte da Paulus kæmpe for at gennemføre denne enhed af grækere og jøder. Men kan man helt springe op og falde ned på den kendsgerning, som Paulus nævner Gal 1,13, at han som ivrig farisæer var med til at forfølge de kristne?

Men ordet ”religionsmøde” tages vist med over i bogen. Og er det ikke misvisende, når det er kristendommens opståen, vi taler om?

Så tages Grundtvig frem i interview’et:

Præsten N.F.S. Grundtvig tænkte 800 år senere [end vikingernes omvendelse til kristendommen, rr] multireligiøst og talte om ”frihed for Loke såvel som for Thor”. Han havde noget at byde ind med til mødet med andre religioner, som Peter Lodberg gerne vil gøre opmærksom på.

Det går som en rød tråd gennem Grundtvigs religionsteologiske forståelse, der udvikles i værket Christenhedens Syvstjerne, at alle folk er i stand til at blive en del af den levende kristendom, fordi alle folk har et modersmål og en kultur, der forbereder dem på, at ånden vil gæste dem,” forklarer han.

Det forlyder i interview’et, at Peter Lodberg går ind for noget, der hedder religionsteologi. Og man kan forstå, at han har udnævnt Grundtvig til medlem af denne del af Aarhus Universitet. Men tænkte Grundtvig virkelig multireligiøst? Og er dette, at han er tilhænger af åndelig frihed, ensbetydende med, at han tænker multireligiøst? Bevares, det kan være, at Lodberg får formuleret sig klarere i bogen selv, men disse forbemærkninger lover nu ikke godt.

Jeg har således fundet den tanke, Lodberg finder i Christenhedens Syvstjerne, i Den Christelige Børnelærdom, Begtrup, Bind 9, side 429, hvor det hedder:

saa at Menneske-Livet i sin allerdunkleste, sin allerfattigste og sin allerureneste Skikkelse, dog igrunden er af samme Art, som Menneske-Livet i sin allerrigeste, allerreneste og allerklareste Skikkelse,

men jeg må gøre opmærksom på, at det netop er her, at Grundtvig vender sig imod Muhammed eller Mahomed, som han kalder ham:

Det er derfor ganske i sin bagvendte Orden, naar mahomedanske Theologer, som under allehaande Navne har været enige med Mahomed og Koranen om at erklære den guddommelige og menneskelige Natur for saa væsentlig forskiellige, at slet ingen levende Berørelse var tænkelig, naar de ikke blot benægtede Mueligheden af Guds Søns Kiødpaatagelse og Sammen-Smeltningen af den guddommelige og menneskelige Natur i Vorherres Jesu Christi Personlighed, og benægtede følgelig Mueligheden af hele Gienløsnings-Værket; men naar de tilsidst nægtede Mueligheden af enhver guddommelig Aabenbaring til Mennesket og guddommelig Bønhørelse af Menneske-Bønner; thi af den første Grund-Løgn flyder alle de andre smaa og store Løgne,

Det synes at være selvfølgeligt for Grundtvig, at den muslimske teologi bygger på en grundløgn. Det vil vi jo nok ikke sige i dag, for vi er så høflige, men dette viser, at det kan være farligt at beskæftige sig med de store teologer, måske de siger noget andet end det, vi gerne vil høre.

Det er også farligt at beskæftige sig med Luther. Især, når man går fejl af ham. Og det gør Peter Lodberg. Det hedder f.eks.:

Både jøde, muslimer og katolikker omtales som ’Antikrist’ af Martin Luther. Det er en arv, der stadig præger vores møde med andre religioner,” siger Peter Lodberg og minder om, at reformatoren levede i en tid, hvor osmannerne invaderede Europa gentagne gange. Så frygten for tyrken, som han kaldte muslimerne, var ikke helt så irrationel, som den nogle gange fremstilles.

Som jeg husker det, er det nu kun paven, der kaldes ”Antikrist” af Luther. Men han har jo skrevet så meget, så det kan da godt være, at også jøder og muslimer af og til får dette ord med på vejen.

Det er dog værd at gøre opmærksom på, at det netop var dette ord, der satte gang i reformationen. Godt nok er der en sag her, som vist nok kun undertegnede har gjort opmærksom på. Men det kan skyldes, at sagen er noget prekær, for den kan såre let bruges af katolikkerne som våben mod Luther, så de forskere, der opererede, dengang fjendskabet mod katolikkerne var et virkeligt fjendskab, vil nok have været noget tilbageholdende med at gøre noget ud af den sag, hvis de fik øje på den.

Jeg har fortalt lidt om det her på bloggen. Her argumenterer jeg for, at Luther i 1518 opdagede, at paven med stor arrogance gjorde noget til en bindende trossætning for kirken, uden at noget kirkemøde blev spurgt. Dog mente Luther senere, i juni 1519, at den lydighed, en kristen skyldte øvrigheden, også gjaldt paven. Dette synspunkt måtte han dog fravige, da han i februar 1520 læste Laurentius Vallas bog om ”Konstantins gavebrev”, hvor Valla beviste, at dette var et falsum. Da fik han en klar fornemmelse af, at paven var den Antikrist, der ifølge 2 Thess 2,4 ville sætte sig i Guds tempel.

Blot er jo så spørgsmålet: Hvad gør vi ved det?

Han vover ikke at sige det offentligt som andet end en løs tanke. Men i juni udgiver han et skrift af pavens hofteolog, Sylvester Prierias, og i en efterskrift dertil giver han udtryk for den tanke, at det eneste, der er at gøre imod den pave, der er Antikrist, er at lade den verdslige øvrighed komme til med sine våben. Men så omvendes han. Så drives han til at forstå, at den sande kirke aldrig bruger vold. Så bringes han til at forstå, at man aldrig kan bekæmpe paven med vold, men kun med lydighedsnægtelse. Det er da også, hvad han anbefaler i det skrift, der lagde grund til adskillelsen mellem den lutherske og den katolske kirke: ”Til den kristelige adel” fra august 1520.

Og som sagt, jeg kan ikke lægge hovedet på blokken og benægte, at Luther nogensinde skulle have skældt en muslimsk hersker ud for at være Antikrist, men vil dog alligevel ud over ovenstående gøre opmærksom på, at Luther i en efterskrift til sin oversættelse fra 1542 af Richardus’ skrift ”Gendrivelse af koranen” skriver:

Og jeg regner ikke Muhammed for at være antikrist. Han gør det for groft og har en kendelig sort djævel, som hverken kan bedrage troen eller fornuften, og han er som en hedning, der udefra forfølger kristenheden, sådan som romerne og andre hedninger har gjort. (Se her).

Lidt senere hedder det om paven:

Men hos os er paven den rette antikrist; han har den høje, subtile, skønne, skinnende djævel; han sidder indvendig i kristenheden, lader den hellige skrift, dåben, sakramentet, nøglerne, katekismen, ægtestanden forblive, som sankt Paulus siger: ”Han sidder” (dvs. regerer) ”i Guds tempel”, det er: i kirken eller kristenheden, nemlig det folk, som er døbt, har sakramentet, nøglerne, den hellige skrift og Guds ord. Og dog regerer han så mesterligt, at han til fulde i den grad hæver sin dekretal, sin koran, sin menneskelære, over Guds ord, at dåben, sakramentet, nøglerne, bønnen, evangeliet og Kristus selv ikke mere er til nytte for de kristne, som i stedet tror at måtte blive salige ved deres egne gerninger, og henimod det er alle stiftelser, klostre og hele hans styrelse rettet.

Lad dette være nok om problemet ”Antikrist”!

Så er der en anden yderst dårlig formulering i interview’et:

Men Luther mente trods fjendtligheden over for både jøder og muslimer, at vi på tværs af religioner har den samme Gud.

Luther har det synspunkt, at alle, herunder jøder og tyrkere, har den samme Gud. For der er kun én Gud. Det betyder, at vi i dag må sige, at vi i mødet med mennesker af anden tro kan forvente at finde Guds tilstedeværelse hos dem,” siger Peter Lodberg.

Hvorfor dog bruge et så mangetydigt udtryk som dette ”at have den samme Gud”?

For selvfølgelig vil enhver nogenlunde normal teolog mene, at Gud da er Gud også for hedninger og jøder. Men hvordan kan deraf følge, at vi kan forvente at finde Guds tilstedeværelse hos dem?

Ja, som jeg ofte har været inde på: Helligånden er ødsel med sine gaver. Og finder man ægte kærlighed mellem ægtefæller iblandt muslimer, så er det naturligvis Helligånden, der har været på spil, ligesom det er Ham, der er på spil i vores kærlighed til hinanden. Men med alle de falske forståelser af, hvad kærlighedsforholdet mellem kønnene går ud på, som findes i koranen, er der stor risiko for, at kærlighedsforholdet hos muslimer bliver erstattet af en lovforståelse af forholdet, hvorefter man med koranen i hånden kan sige: Jeg har opført mig, som en ægtemand skal opføre sig.

Bevares, den fristelse er vi jo også udsat for. Men den Guds tilstedeværelse, vi måtte finde hos muslimerne, finder vi hos personerne, ikke i den muslimske lære, ikke i koranen. Og hvis man ikke skelner mellem menneskene og deres lære, så bliver det udflydende, uklart, nærmest uforståeligt. Se f.eks. hvordan Peter Lodberg senere gør det uklart:

Vi er blevet bange for religionsmøde. Forkrampede. Enten inkluderer vi og er inklusivister. Eller også ekskluderer vi og er eksklusivister. Enten er det den samme Gud, vi har. Eller det er under ingen omstændigheder den samme. Jeg håber, vi kan komme ud af den skyttegravskrig, vi er i.”

Hvis muslimernes Gud står bag koranen, er det ikke den samme Gud, vi har. Men da muslimerne jo også er skabt af Gud, er Gud naturligvis også deres Gud. Men dette, at vi anerkender dem som Guds skabninger – altså skabninger af vores Gud – bevirker ikke, at deres Gud og vores Gud er den samme. Vi har naturligvis den samme Gud, for der er kun én Gud. Men vi tilbeder ikke den samme Gud, vi tror ikke på den samme Gud, muslimerne tror på en afgud, en falsk lovgud, vi tror på den sande Gud, Ordets Gud, sprogets Gud.

Hvis dette lyder indviklet, skyldes det, at vi ikke kan bruge udtrykket ”at have den samme Gud” i vor samtale med eller argumentation imod muslimerne. Vi kan kun bruge dette udtryk til at tilsløre forskellene.

Lad mig citere afslutningen på interview’et:

Man skal forholde sig til de problemer, der er. En teologi, der ikke vækker opsigt, er uinteressant. Og en teologi, der ikke vækker opsigt, er en teologi, der ikke forholder sig til de konflikter, der er i samfundet,” siger professoren, der vurderer, at teologien må indstille sig på det multireligiøse samfund, vi har i dag.

Den religiøse mangfoldighed er kommet for at blive. Den skal vi lære at håndtere bedre, i stedet for bare at afvise den.”

Og ja, det lyder jo fuldstændig, som kunne jeg selv have sagt det. Men hvad menes der så med, at vi ikke bare må afvise den religiøse mangfoldighed? Hvem gør det? Gør jeg det, når jeg vil opstille en uoverstigelig modsætning mellem islam og kristendommen?

Jeg véd faktisk ikke, hvordan Peter Lodberg ville se på mig og mine anskuelser. For jeg kan ikke se det ud fra det interview, hvori han fremfører sine meninger.

Den modsætning, jeg ser mellem islam og kristendom, er en modsætning mellem loven og evangeliet. Islam ser kun på loven, Guds åbenbaring er en åbenbaring af en lov, og svarende dertil drejer det sig for mennesket om at overholde denne lov. Det ligger der i, at koranen påstås at være Guds eget ord.

Men for kristendommen er Guds ord et evangelium. Hvilket ikke betyder, at det ikke er så slemt endda, eller at ”det går nok altsammen”, men betyder, at der tænkes ud fra en helt anden logik, betyder, at det er en helt anden grundindstilling, man har til det at leve. Det drejer sig ikke om at overholde den og den lovbestemmelse eller om at leve op til de og de idealer. Hvis man lever med sin ægtefælle ud fra sådanne tanker, opnår man kun at skabe afstand til den anden.

Jeg har her citeret Østergaard-Nielsen. Han skriver i sin bog ”Navnet og Ordet”, side 69, følgende:

Sagen er nemlig den, at den menneskelige mangel på tro og kærlighed altid ytrer sig som en tilbøjelighed til at omdanne de personlige forhold til saglige, og det gælder naturligvis også forholdet til Gud. I det saglige forhold er der nemlig ikke længere tale om nogen absolut afhængighed. I stedet for at forholde sig til hinanden i tro og kærlighed forholder man sig til det, som erfaringen viser, ”man” kan forvente af hinanden. Dermed er det personlige fællesskab brudt, forholdet er blevet konventionelt, sagligt. ”Loven” er blevet en begge parter overordnet selvstændig norm. Man forholder sig ikke længere til hinanden, men kun til en forestilling om hinanden. Man er døde for hinanden”.

Jeg skal ikke påstå, at personerne i de muslimske ægteskaber er døde for hinanden. Men jeg vil godt påstå, at den lovtankegang, som præger hele det muslimske samfund, og som er baseret på den muslimske religion, islam, gør det nærliggende, at ægtefællerne kommer til at indtage et sagligt forhold til hinanden og ikke et personligt forhold. Og jeg vil også påstå, at Jesus i sine lignelser og i sin forkyndelse i øvrigt lægger op til, at hans tilhørere, det vil i vore dage sige: kirkens menigheder, lægger det saglige lovforhold til side, undlader at lade love eller regler, skrevne eller uskrevne, bestemme over vore indbyrdes forhold, men i stedet vil have os til at lade indbyrdes forståelse herske.

For øvrigt var Østergaard-Nielsen en gedigen Luther-kender, hans disputats om Luther vidner om det. Så det kan ikke helt udelukkes, at han har ovenstående tanker fra Luther. Man kan faktisk godt lære noget af Luther.

Den skelnen, jeg har prøvet at gennemføre i ovenstående mellem muslimernes lære og muslimernes personer, kan genfindes hos Luther i hans store galaterbrevsforelæsning. Om Paulus, der skælder ud på Peter, fordi han ikke længer vil spise sammen med hedningerne, skriver han:

Men i denne meget vigtige sag kunne han overhovedet ikke give efter. Og efter Paulus’ eksempel kan enhver kristen hovmode sig. For kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt (1 Kor 13,7), troen derimod hersker, styrer, triumferer, viger ikke for nogen, men alt bør underkastes den og vige for den, skarerne, folkene, kongerne, jordens dommere, som Sl 2,10 siger: “Og nu, I konger, forstå, lad jer undervise, I, der dømmer jorden, tjen Herren med frygt osv. Hvis ikke, skal I forgå på jeres veje”. Derfor er det helt modsatte virkninger, embeder og dyder, som kærligheden og troen har. (Se her).

Det er noget af det, jeg har lært af Luther.

Udgivet i Luther, Ny testamente | Tagget , | Skriv en kommentar

Lille land, hvad nu?

Regeringen er kommet i mindretal. SF har forladt den enighed, der hidtil har været blandt regeringspartierne om en overforsigtig holdning. Man går nu ind for, at i hvert fald skolerne kan åbne, gerne højskoler og efterskoler også.

Hvorfor?

Fordi man fornemmer, at den stadige nedlukning er for byrdefuld for eleverne at bære.

Det har så fået regeringen til at opstille den tilsyneladende logiske betingelse for en oplukning, at man gennemfører et utal af tests på skolerne, måske test hele to gange om ugen for både elever og lærere. En alvorlig Nick Hækkerup bekendtgør, at det er en enorm opgave, men at vi godt kan løse den. Andre bekendtgør, at det vil koste uanede summer og beslaglægge en voldsom mængde arbejdskraft.

Og hvad så?

Er et stormløb mod regeringen på vej? Formentlig ikke. Men givet er det, at danskerne er godt trætte af nedlukningen, omend man stadig affinder sig med det og vel også lader, som om man tror, det er rigtigt, hvad regeringen siger: at der ikke er anden vej til at undgå, at coronaen løber løbsk, nu vi har fået den engelske variant at slås med.

Se på Kolding, siger man. Her har denne variant grebet om sig på to skoler (eller var det tre skoler) og det har fået myndighederne til at lukke alle kommunens skoler, altså de skoler, hvis små klasser netop var blevet åbnet. Man fristes til at sige med borgmesteren i Ishøj – den kommune, som fik pålagt fra øverste sted at lukke de nyligt åbnede skoler – at det er bizart med denne manøvre, for netop børn bliver jo ikke smittet i nævneværdig grad. Men jeg lader mig ikke gribe af denne fristelse, for jeg vil øjeblikkelig videre til noget andet, der er sket, nemlig, at Lone Frank har skrevet en artikel på forsiden af Weekendavisen, se her. Artiklen hedder ”Dræber nedlukningen flere end den redder?” I papirudgaven dog: ”En helt anden pris”.

Lone Frank er, som man måske véd, videnskabsjournalist, og hun har fået færten af, at noget er i gære på videnskabeligt plan. Hun citerer:

»Jeg mener, det er på tide at sige ligeud, at regeringers fokus på covid-19 er overdrevet og alt for ensidigt. Og det kan meget vel komme til at koste langt mere i den samlede folkesundhed, end vi faktisk vinder med indsatsen.«

Så kontant lyder opråbet fra den britiske kræftspecialist Karol Sikora. Han er leder af Londons Rutherford Cancer Centre og har for nylig sammen med to sundhedsøkonomer fra London School of Economics udgivet en oversigtsartikel, som analyserer, hvad den britiske nedlukning i pandemiens første bølge i foråret 2020 betød for kræftsygdomme. Konklusionen er, at »brug af nedlukning for at forhindre covid-19-dødsfald kan resultere i tab af flere leveår, end der reddes«.

Sikora mener også, at vi er nødt til i stedet for at tale om reddede liv at tale om reddede livsår:

Det, den 79-årige Sikora tillader sig at sige, er, at en 80-årig reddet fra at dø af covid-19 ikke kan sammenlignes direkte med en 50-årig, som på grund af nedlukning kommer til at dø af tarm- eller brystkræft 10 eller 20 år for tidligt. Sikora insisterer på, at man regner i quality adjusted life years, QALY, ganske som man gør i sundhedssystemet i øvrigt.

Og som en slags reaktion på regeringens frygt for, at smitten med den engelske variant stikker af fra os, hedder det i artiklen:

Hertil svarer en del ikkeepidemiologer, at modellerne er for alarmistiske. Om de modeller fra Seruminstituttet, som Sundhedsstyrelsen og regeringen læner sig op ad, siger sundhedsøkonom ved VIVE Jakob Kjellberg: »Deres historiske performance er meget ringe, og deres forudsigelser passede eksempelvis ikke i foråret. Svagheden er, at de ikke medtager de frivillige adfærdsændringer, mennesker foretager.«

Lone Frank citerer også professor Lars Jonung for at sige, at den brede tilslutning til nedlukning er en lemmingeffekt.

Og så er vi fremme ved noget, som Lone Frank desværre ikke får plads til at omtale, og som heller ikke omtales af Karol Sikora i nogle af de artikler af ham, som jeg har googlet mig frem til: Hvordan får vi de europæiske regeringer – i hvert fald de fleste af dem – til at forlade ”lemmingevejen”? Hvordan gør vi det klart for bare vores egen regering, at langt de fleste borgere blot vil blive lettere syge af coronaen, og at det kun er de gamle og udsatte, der risikerer at dø af sygdommen?

For øjeblikket synes der hos de borgerlige at være en vis forståelse for en mildere tilgang til coronaen end den barske nedlukning. Men det kan være, at skinnet bedrager. For jeg tror ikke, de har lagt mærke til, at der med usynlig skrift over alle de lokaler, hvori de hidtil har forhandlet med regeringen, står: ”Her tænkes socialdemokratisk”. For det er jo en typisk socialdemokratisk tankegang, byggende på ”vi-alene-vide”, der har været gældende indtil nu. Og de borgerlige har følt sig presset til at være med, for den hos alle politikere indbyggede tendens til at ville ”gøre noget” ligger også dybt i borgerlige politikere.

Da man i foråret lukkede skolerne op, havde sundhedsmyndighederne endnu ikke sluppet tanken om flokimmunitet. Man mente ikke, det gjorde noget, at børnene blev smittet i skolen. Så kunne de føre smitten videre til deres forældre, der så ligesom deres børn kunne udvikle naturlig immunitet. For denne naturlige immunitet var noget, man dengang kendte til og regnede med som en hjælpende faktor i sygdomsbekæmpelsen. Der var mange steder tanker fremme om, at man godt kunne lade coronaen hærge i den voksne del af befolkningen, hvis man blot sørgede for effektivt at beskytte de udsatte.

Den tillid til vort legemes naturlige forsvarsmekanisme har man stort set forladt. I stedet har man satset på den kunstige forsvarsmekanisme, der hedder vaccination. Og intet ondt ord om den. Men hvorfor har man helt glemt den naturlige forsvarsmekanisme? Man vil udstede et corona-pas til dem, der er blevet vaccineret. Javist, men har man ikke glemt at udstede ét til dem, der har haft sygdommen og har udviklet naturlig immunitet? Hvis man nu endelig vil have et sådant pas.

Det uheldige ved den nuværende situation er, at man i den grad har fået befolkningen overbevist om det rigtige i alle de nedlukningstiltag, man har opstillet for at få bugt med coronaen, og at man nu har meget svært ved at ”overbevise befolkningen tilbage” til den mere naturlige tillid til vort legemes immunsystem. Der er jo virkelig mange af os danskere, der med liv og sjæl går op i at spritte af, at holde afstand, kun at være en fire-fem stykker sammen ad gangen, at droppe alt socialt samvær, osv. Regeringen har bildt os ind, at det er nødvendigt, hvis man skal have smitten under kontrol. Men ingen vover at stille spørgsmålstegn ved, om det nu også er nødvendigt at få coronaen under kontrol. Hvis blot vi beskytter dem, der risikerer at dø af den, kan vi så ikke omgås hinanden på gammeldags og naturlig manér og lade coronaen smitte dem, den kan nå at smitte, inden den ikke har flere at smitte? Ganske mange har jo allerede nu fået enten den naturlige eller den kunstige immunitet, så de vil jo pure afvise coronaen. Og af de andre vil kun et fåtal blive så syge, at de skal indlægges.

Nu har man omsider fået opbygget et omfattende testsystem. Men i stedet for at sætte det ind for at sikre de steder, hvor voksne forsamles, vil man sætte det ind mod dem, der lider mindst ved at blive smittet, nemlig børnene og de unge. Og i stedet for at give testsystemet fri, eventuelt mod en lille betaling, fortsætter man ad den socialdemokratiske bane med at ville halvvejs tvinge de befolkningsgrupper, man har udvalgt, til at lade sig teste og vel også siden vaccinere.

Ville det ikke være en idé at lade f.eks. frisører eller restauranter eller små butikker åbne igen, og altså åbne på vilkår, de selv fastsætter? Er det helt umuligt at tænke sig, at disse forretninger i nogen tid fremover vil kunne reklamere ved døren med et skilt, der bekendtgør, at her bliver alle ansatte ugentlig coronatestede? Eller, at her er alle ansatte nu vaccinerede? Så kan de, der er bange for at blive smittet, søge derhen, og de, der er ligeglade, bruge den forretning, der er nærmest, eller den, der har de bedste varer.

Og hvad skolerne angår, kunne man gøre det samme, blot man giver forældrene mulighed for at lade deres børn hjemmeundervise ved skolens hjælp, hvis de er bange for at blive smittet af deres børn. Og ja, de kan naturligvis selv vælge at lade sig teste (og vaccinere), hvis deres frygt er stor.

Det lød jo godt i sin tid med den overdrevne forsigtighed. Nu, hvor vi har prøvet det med en nedlukning, der i længden begynder at gå os på, og hvor vi har fundet ud af, at corona såmænd ikke er meget farligere end influenza, nu drejer det sig om at få den af regeringen påførte frygt neddroslet, så vi kan komme tilbage til vort kendte hverdagsliv.

At få denne frygt neddroslet kunne være en opgave for de borgerlige. Og man skal nok ikke forvente at få megen hjælp af de virologer, som medierne sædvanligvis henter frem. Men måske nogle af dem, Lone Frank har nævnt, kan bruges. Eller måske man blot behøver at gøre opmærksom på, at det er en forbavsende lille procentdel af dem, der bliver testet positive ved de nu ret omfattende tests, som virkelig bliver syge; i hvert fald er det ret få, der bliver indlagt. Sådanne tal må kunne fremskaffes.

Det er da forresten mærkeligt, at ingen hidtil har gjort sig den ulejlighed at lede efter sådanne tal.

Og det er også mærkeligt, at man fra regeringens side nu vil have tests, tests og atter tests, skønt det er kommet frem, at vi slet, slet ikke hidtil har fulgt op på alle de tests, vi har foretaget. Meningen med at teste er jo ikke at tilfredsstille folks nysgerrighed: ”Nå, er jeg ramt af corona?”, men at opspore smittekæder og få smitten bremset på den måde. Og hvis opsporingen er mangelfuld, så nytter de mange tests, man vil sætte i værk, intet.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget | Skriv en kommentar

Et folks skyld

Det er måske et lidt mærkeligt spørgsmål at rejse. Og jeg skylder derfor at redegøre for, hvordan jeg er kommet på den tanke at beskæftige mig med det.

Det hænger sammen med, at jeg den 17-2 efter Deadline så en tysk film, der hed ”Et tysk liv”. Det var en noget mærkelig film. Den blev beskrevet som en dokumentar, men hvad det var, der skulle dokumenteres, var lidt uklart.

Man havde fået den sidst overlevende af Joseph Goebbels sekretærer, Brunhilde Pomsel, til at fortælle om sit liv. Og det var hende, der fik mig til at se filmen. For jeg kunne huske hende fra nogle artikler, jeg havde skrevet her på bloggen, især denne her. Men det anede jeg intet om, mens jeg så filmen. Kun kunne jeg huske hendes egentlig ganske smukke, men gennemfurede ansigt. Blot irriterede det mig gevaldigt, at hendes beretning om det liv, hun havde levet, både før og efter, at hun var sekretær hos Goebbels, hele tiden blev afbrudt af små indskudte filmsekvenser; så var det et stykke af en tysk ugerevy, så var det nogle klip fra et amerikansk forsøg på at afnazificere nogle tyskere, så var det forfærdelige billeder fra Warszawas jødiske ghetto, osv., hele tiden skulle hun afbrydes. Det var, som om filmmageren ikke troede, at vi kunne holde ud til kun at lytte til én person, der talte, som om man ville underholde os med noget andet, så vi ikke skulle klikke over til et andet program. Nå, da jeg efterfølgende blev klar over, at der faktisk var tale om en film til fremvisning i biograferne, faldt denne forklaringsmulighed bort.

Men næste dag gav jeg mig til at se de artikler om Pomsel igennem, som jeg dengang havde gemt. Det viste sig, at Berlingske i anledning af filmens premiere her i Danmark, havde bragt et interview med instruktøren, Florian Weigensamer, se her. De bringer følgende underoverskrift:

Den østrigske dokumentarfilm »Et tysk liv« er et næsten to timer langt interview med Joseph Goebbels’ tidligere sekretær, Brunhilde Pomsel, der sidste år døde i en alder af 106 år. Den ene af filmens instruktører, Florian Weigensamer, der er på besøg i Danmark, håber, at den ikke kun vil blive set som et historiske dokument, men også som en påmindelse om personligt ansvar i det aktuelle politiske klima.

Og hvad der menes med den sidste sætning, kan ses lidt senere i interview’et:

Selv om der er langt fra 30ernes fascisme til i dag, ser Florian Weigensamer konstant små tegn på et skred i den forkerte retning.

»Bare tag politikernes sprog i dag. Vi har Trump med »Let’s make America great again«, og vi havde Mussolini med »Lad os gøre Italien stort igen«. Alle steder ser vi populistiske politikere bruge det samme sprog og sammenligne modstandere med dyr, insekter, sygdomme. Det er farligt. Især når det rammer middelklassen, som det sker i Østrig netop nu,« siger Florian Weigensamer med henvisning til den nye regeringsdannelse kort før jul, hvor Sebastian Kurz blev indsat som kansler med Heinz-Christian Strache fra det højre-orienterede Frihedspartiet som vicekansler.

»Vi har haft Frihedspartiet i lang tid, men nu har de nået middelklassen, og pludselig er det okay for alle at bruge den form for sprogbrug. Jeg ser den samme udvikling over hele Europa, og det er farligt. Folk bruger ikke demokratiets værktøjer længere. I Østrig er der aldrig nogen, der går på gaden og demonstrerer. Så længe tingene fungerer, er de ligeglade. Men det kan ændre sig så hurtigt. Man kan miste megen frihed uden overhovedet at lægge mærke til det. Små love her og der. Politiet her og der. Det var sådan det skete, dengang Hitler blev valgt. Vi skal huske, at det var et demokratisk valg. Og det første skridt.«

Det var især det, jeg i sin tid gjorde vrøvl over; for det er jo da noget forfærdeligt vrøvl. Men jeg må indrømme, at mens jeg så filmen, faldt det mig ikke ind, at det kunne være den slags tanker, der havde fået instruktøren til at indsætte alle disse afbrydelser af et yderst interessant interview. Så på den måde var hans hensigt fuldstændig spildt på mig.

Kristeligt Dagblads anmelder var dengang fuld af beundring. Hun mente, at ”Iscenesættelsen af Pomsels erindringer i ”Et tysk liv – Goebbels’ sekretær” er intet mindre end formidabelt forløst”, se her. Jeg tror nok, at jeg bliver ved mit: hvis man havde 30 timers råfilm, ville jeg hellere have set fulde to timer med Pomsel end 1 time med hende og 1 time med diverse pædagogiske afbrydelser.

Nej, så er jeg mere enig med anmelderen på ordet.net, se her. Han siger lige ud, at der er potentiale i filmen, men at den er kreativt mangelfuld. Det hedder:

Der hersker ingen tvivl om, at det er en kvinde der har levet et langt liv. Som hun sidder foran kameraet, sort bagrund, kun hende belyst, ser man hver eneste fure og rynke i hendes ældede ansigt. De bliver ekstra fremhævet, da filmen præsenteres i sort/hvid, så alle konturer står fuldstændig klart. Pomsel har desuden en naturlig dramatisk flair over sig, så hun fremstår som en filmdiva fra tidligere tider – gestikulation og lettere pompøs tale en masse. Så langt, så godt.

Men det bliver meget hurtigt monotont.

Bevares, der klippes lidt imellem forskellige vinkler på hende, og der kommer små arkivklip og citater fra Goebbels ind, men selv det bliver kedeligt.

Nogle af klippene er spot on og gruopvækkende, mens andre er malplacerede og ikke giver mening i konteksten. Bare fordi man har haft adgang til eksklusivt materiale, er det ikke nødvendigvis en god ide at bruge det.

Nå, jeg fandt nu ikke Pomsel kedelig, tværtimod blev jeg som sagt irriteret over, at hendes spændende beretning hele tiden blev afbrudt.

Nuvel, det var forpostfægtningerne. Nu til sagen selv!

For spørgsmålet er: Kan et folk være skyldigt? Og er folket skyldigt, er så alle enkeltindividerne skyldige? Og har man bare været en almindelig tysker, bør man så fortryde det, man har gjort under Hitler-tiden?

Det sidste forventer anmelderne raskvæk af Pomsel. De har det svært med hendes udsagn om, at hun ikke vidste noget om nazismens ugerninger. I Kristeligt Dagblads anmeldelse hedder det:

Brunhilde Pomsel var stenograf og sekretær for den nazistiske propagandaminister Joseph Goebbels. ”En nydelig, beleven mand. Ikke så høj, men stadig flot.” Sådan beskriver Pomsel en af Anden Verdenskrigs værste umennesker.

Alle tror, at vi alle sammen vidste alting, men vi vidste ingenting.” Og her sidder man så, over for Pomsel, på vagt, nysgerrig og indlevende, men også motivforskende. Hvordan kan hun omtale Goebbels på den måde? Set med vor videns briller, i bagklogskabens skræmmende skær, er det jo absurd.

Anmelderen undrer sig over, at hun omtaler Goebbels på den måde. Men det understreger jo blot, at hun intet vidste. Hun og en kollega var inviteret med til Goebbels tale i Sportpalast i 1943, dèr, hvor han opildnede forsamlingen i den grad, at den svarede ja, ja, da han spurgte, om de ville den totale krig. Men de to kvinder kunne ikke forstå Goebbels forvandling. Det pæne menneske, som de kendte ham som i dagligdagen, var her blevet en skrigbasse, en skuespiller, en folkeforfører. En SS-mand bag de to unge damer prikkede dem på skulderen og sagde, at de skulle klappe. Bare den bemærkning viser dog, at den Goebbels, de hørte i Sportpalast var helt fremmed for dem og slog dem med bestyrtelse.

Problemet sættes op i Berlingske:

Men selv om Brunhilde Pomsel så sine fejl, og jævnligt bruger ordene »dum«, »egoistisk« og »naiv« om sit yngre jeg, nægter hun sig konsekvent skyldig: »Hvis jeg er skyldig, så er alle tyskere skyldige.«

Har hun ikke ret i det? Er hun mere skyldig, fordi det var Goebbels, hun arbejdede for?

Det forekommer mig, at diverse nutidige anmeldere, tyske som danske og engelske, kommer lidt for let om ved det spørgsmål om den enkeltes skyld.

Nogen, der ikke kom let om ved det, var de tyske flygtninge, der sad i de mange flygtningelejre i Danmark fra 1945-49. I den avis, Johannes Kjærbøl fik stablet på benene i lejrene, Deutsche Nachrichten, er der især et eksemplar, der beskæftiger sig med denne problematik, nemlig den avis, der udkom den 3. juni 1946, se her, hvor jeg har lagt den rubrik, der hedder ”Ordet er frit” ud på nettet.

Den er bestyret af Hans J. Reinowski, en socialdemokrat, der flygtede til Danmark for Hitlers forfølgelser i 1933, hvorfra han senere måtte flygte til Sverige. Han har hver uge en lille morsom klumme, Wochenschwatz von Jochen Spatz, og i denne uges Wochenschwatz begynder han med at gøre op med den tanke, at man som tysker ikke må sige noget ondt om Tyskland, når man befinder sig i et fremmed land. Det er en helt forkert holdning, det er noget, flygtningene har taget med sig fra Det tredje Rige. Han véd godt, hvordan de tænker:

Naturligvis véd jeg meget godt, at der iblandt jer ikke kun findes ærlige mennesker. Der er en ganske stor flok, som skriver til mig og hemmeligt ler i skægget, fordi denne dumme demokratiske djævel er så tosset og indlader sig i disput med dem. De gnider sig hemmelige i hænderne: “Lad os blot bare igen få nok albuerum. Så er det slut med hans ordmageri. Så slår vi tænderne ud på ham”. (#12).

Det var den holdning, at det var magten og ikke ordet, der havde overtaget, der havde vundet i Nazityskland. Og det er den holdning, Reinowski gør sit bedste for at få fjernet fra flygtningenes sind.

Efterfølgende er det to jurister, der får ordet. Og efter at den ene meget fornuftigt og grundigt har redegjort for, hvad der kan ligge i dette at være skyldig, når det er som enkeltmedlem af et samfund, man tænkes at være skyldig, går han over til at skildre den propaganda, tyskerne har været udsat for. Han nævner Hitlers nedrustningsforslag og fortsætter:

Her som også ellers virkede den mesterligt udførte propaganda og massesuggestion, såvelsom terroren. Der var heller ingen anledning til at tvivle på afrustningsforslagene. Og heller ikke vidste man noget sikkert om grusomhederne i koncentrationslejrene eller i de besatte områder. De få, der blev løsladt fra koncentrationslejrene, blev tvunget til at holde mund, og det var dog vore fædre, sønner og brødre, der var i hæren. Enhver kunne aflægge ildprøve på, at disse fædre, sønner og brødre slet ikke ville være i stand til den slags grusomheder og ugerninger. Selv i dag, når man hører beretningerne fra Nürnberg-processen og koncentrationslejrprocesserne, fristes man til at regne det altsammen for propaganda. Oprørt må man igen og igen spørge sig selv, om det nu også virkelig kan være sandt. (#25-26).

Der er noget dèr, vi ikke må overse. Dels dette, at Hitler var en mesterlig løgner. Men også det, at de grusomheder, der foregik i koncentrationslejrene, var så grove, så det i sig selv gjorde det vanskeligt at tro på, at det virkelig var sket. Ligesom Pomsel og hendes kollega blev højst forbløffede over, at den mand, de kendte som pæn og net og roligt argumenterende, kunne forvandles til en sådan menneskeforfører, og oven i købet have held med det. For det undrer Pomsel sig jo også over: hvordan var det muligt at opildne en hel sal fuld af tyskere til at råbe ja til, at de ville have den totale krig?

Senere forklarer han, at det er forkert at give tyskere i al almindelighed skyld for krigens grusomheder, men derfor må tyskerne alligevel som folk stå inde for de konsekvenser, som det faktum, at de har tabt krigen, stiller dem overfor. (#29-30).

Den næste jurist opstiller hele 8 forskellige klasser af tyskere, som på vidt forskellig måde har skyld for ulykkerne.

Endelig får en tysk kvinde ordet. Hun gør noget ud af begrebet koncentrationslejre og mener, at det mere er en engelsk end en tysk opfindelse. Og efter at have fået forevist en film fra koncentrationslejrene, spørger hun, hvilken skyld folket har i koncentrationslejrene og hvorfor de skal bøde for det. (#53). Så sammenligner hun de indkvarteringsforhold, der fandtes i koncentrationslejrene med forholdene i flygtningelejrene: der bor mange på værelserne, der ligger tit to i hver seng, m.m. (56). Og hun slutter lidt spidst:

Mon jeg får mit (uforkortede) brev og Deres gendrivelse at læse i det næste nummer af “Deutsche Nachrichten” — eller mon jeg blive spist af med det stereotype “Dèr er der igen en nazist, der har afsløret sig selv”?

Nuvel, hun får jo sit brev offentliggjort. Men hun får også svar på tiltale. Angående sammenligningen mellem flygtningelejrene og koncentrationslejrene skriver Reinowski:

Sålænge De ikke skriver til mig, hvor mange tyske flygtninge der i de nuværende lejre er blevet pryglet, tortureret, henrettet og gasset ihjel af det danske vagtmandskab, hvormange man bevidst og med hensigt har overgivet til sultedøden og til tilintetgørelsen ved epidemier, sålænge kan jeg ikke lade være med at bebrejde Dem, at De vil fiske i rørt vande og kaste sand i øjnene på Deres læsere. (#67)

Og til hendes henvisning til talemåden: ”Ret eller uret – det er mit land!”, svarer han:

Vil De virkelig ud fra den kendsgerning, at der dukker en sådan talemåde som den, De nævner, op i den politiske diskussion, udlede det standpunkt: “Nazisternes afskyeligheder er begået af tyske magthavere i det tyske folks navn og dermed i orden, for i det engelske sprog er der et ord, der lyder: ” — ret eller uret — mit fædreland”? (#71).

Det forekommer mig, at Reinowski langt bedre end diverse anmeldere af ”Et tysk liv” – både danske og tyske – har fornemmelse for vanskeligheden ved i fremtiden at være tysker på sædvanlig måde. Han prøver her at overveje, om man – eller altså han selv – kan være glad for at være tysker; og han når frem til et lidt overraskende resultat, som den nysgerrige læser selv kan finde frem til ved at følge linket. Og næsten endnu bedre er denne Wochenschwatz, hvor han fortæller om sit tilfældige møde med en ung hollandsk kvinde, et møde, hvor han ikke kunne skjule sin forlegenhed, da han erfarede, at hun havde siddet i koncentrationslejr. Men, fortæller han, hun fik bragt ham derhen, hvor han blev så glad, som han ikke havde været længe. Hvorfor? Ja, læs bare selv hans artikel; den er både morsom og rørende.

Udgivet i Historie | Tagget | Skriv en kommentar

På myndighedernes anbefaling

Man husker jo nok, at Mette Frederiksens bemærkning i forbindelse med samfundets nedlukning i marts 2020: at det skete på myndighedernes anbefaling, blev afsløret som usand af den kommission, der blev nedsat til at undersøge begivenhederne dengang.

Man kan se på denne bemærkning på flere måder. Man kan betragte den som en ren og skær løgn – hvad den jo sådan set var. Og man kan betragte den som en del af en ansvarlig politisk handling. Mette Frederiksen og folkene omkring hende havde taget den beslutning, at man ville være overforsigtig i sin reaktion på corona. Derfor ville man være mere forsigtig end sundhedsstyrelsen anbefalede. Men derfor ville man også gerne have haft sundhedsmyndighedernes anbefaling. For man vidste godt, at én ting er, hvad man selv som politiker finder sundhedsfagligt klogt og forsvarligt, og hvad politikerne i deres overforsigtighed kan beslutte sig til ud fra den tale om vort ukendskab til coronaen og dens virkning, som huserede i Europa, noget andet er, hvad man kan få folk til at gå med til. For skal man have folk til at rette sig efter anbefalingerne, fungérer det bedst, hvis der er en vis sundhedsfaglig vurdéring bag.

Derfor løgnen!

Det trick har man så brugt sidenhen. For det fungérede jo så godt i marts. Hvor meget man har vredet armen om på Søren Brostrøm eller andre sundhedspersoner, kunne man læse i rapporten. Og det var ikke så lidt. Men man bibeholdt fra statsministeriets side den overforsigtige holdning og den dertil svarende delvise ligegladhed med, hvad der sådan rent sundhedsfagligt var belæg for.

Værst viste det sig ved minkskandalen i begyndelsen af november. Her viser det sig nu, at Mette Frederiksen har overfortolket Seruminstituttets undersøgelse af den mutation, som opkom fra minkfarmene, cluster 5, som man kaldte den. Hun har simpelthen holdt oplysninger om undersøgelsens mangler tilbage for de andre partier og i egenmægtig selvrådighed gennemført en udradering af minkerhvervet i Danmark.

Er det den hende tildelte magt, der er steget hende til hovedet? Er det oplevelsen i marts, hvor hun jo “vandt” over sundhedsstyrelsen i den forstand, at langt de fleste senere roste vores nedlukning for dens effektivitet, der har fået hende til også ved andre lejligheder at tro om sin egen bedømmelse, at den er bedre end virologers og andet godtfolks? Det er ikke godt at vide.

Men hun har efterhånden fået alle til som hun selv at føle, at coronaen er noget meget farligt, som skal behandles med de skrappeste værktøjer, herunder nedlukning af samfundet. Og hun har følt sig i den grad som landets herskerinde, at hun er parat til at gennemføre, hvad hun selv mener er nødvendigt, stadig ud fra den tese, at pandemien endelig ikke må løbe løbsk. Som hun formulerede det her i begyndelsen af februar, hvor de små havde “fået lov til” at komme i skole, at der ikke kunne blive tale om flere åbninger, før pandemien var fuldstændig under kontrol.

Fuldstændig under kontrol”? De ord fremkaldte temmelig mange protester. For vaccinationerne er jo i gang. Og mange mennesker er blevet smittet og derved blevet immune. Og vi har fået gjort noget for de svage, de gamle på plejehjemmene, de udsatte, m. fl., så det skulle være muligt at åbne for i hvert fald de unge på skolerne uden at afvente den fuldstændige kontrol.

Og man kan muligvis med lidt granskning finde udtalelser af Mette Frederiksen, der nedtoner det absolutte ved den ”fuldstændige kontrol”. Men alligevel!

Nu har så Berlingske i lørdags (den 13-2) haft et langt interview med statsministeren. Meningen er, at hun her vil løfte sløret for, hvad vi kan vente os, hvis det går, som nogle virologer spår, at coronaen vil være hos os flere år fremefter, og at vi på én eller anden måde må vænne os til den. Og, siger så Mette Frederiksen, uden at vi tvinges til at lukke ned. Kommer der en tredje bølge til efteråret, er nedlukningsværktøjet det, der ligger nederst i værktøjskassen.

Men hvad så? Med risiko for fornyet opblussen, eventuelt med nye mutationer? Mette Frederiksen siger:

Det ændrer dog ikke på den risiko, som en række både danske og internationale virologer har peget på, nemlig at coronavirus kan udgøre en udfordring længe endnu, blandt andet på grund af mutationer.

Derfor vil regeringen nu både sætte en række førende eksperter til at afdække, hvordan vi undgår »nye nedlukninger i fremtiden«, ligesom den vil etablere et partnerskab med life science-industrien for at »sikre den nødvendige infrastruktur«.

Og det lyder jo udmærket. Og også lidt tilbageholdende af Mette Frederiksen, hun, som ellers har været tilbøjelig til flere gange at overtrumfe sagkundskaben. Men lur mig, om ikke hun stadig har den gamle Mette Frederiksen siddende i sig. Hun afholder sig nemlig ikke fra allerede nu at komme med forslag til, hvad der kan gøres. Det gør hun i Berlingskes interview. Og N.B.: Denne gang uden at lyve sig til sundhedsmyndighedernes godkendelse. Nu kan hun selv. Nu tør hun selv.

Allerede nu peger statsministeren dog på, hvad der i hendes øjne bliver de centrale byggesten i en strategi, der har til formål at undgå nedlukninger, selvom der kan opstå nye bølger og kritiske tidslommer som følge af for eksempel mutationer, der kan udfordre immuniteten og vaccinerne:

For det første en »massiv – eller aggressiv alt efter temperament – teststrategi«, hvor danskerne skal vænne sig til fast at blive testet »flere gange om ugen«.

For det andet en produktion af vacciner med danske skattekroner i ryggen – i samarbejde med erhvervslivet og eventuelt også andre lande – så vi er sikret leverancer i tilstrækkeligt omfang.

For det tredje kontrol ved grænserne, også i et længere perspektiv, så vi undgår, at nye mutationer kommer til landet og »underminerer vores egen indsats for at holde smitten under kontrol«.

Og for det fjerde et spor, hvor man gør brug af alle de muligheder, teknologien vil give os for at »overvåge smitten i et samfund« – et aktuelt eksempel er i hendes øjne debatten om test af spildevand.

Man er naturligvis tilbøjelig til rask væk at gå i gang med at undersøge disse forslag: Er de gode? Holder de, hvad de lover? Osv. Men inden jeg går i gang med det, vil jeg lige tillade mig at gøre opmærksom på den utrolige selvtillid, der ligger bag forslagene. Der skal nedsættes et udvalg af førende eksperter til at rådgive om, hvordan vi kan undgå nye nedlukninger. Men uden at afvente, hvad et sådant udvalg vil foreslå, måske i bevidstheden om, at når hun én gang har kunnet være klogere end eksperterne, kan hun også være det nu, fremsætter hun fire forslag.

Man kan ikke lade være med at spørge, om der også denne gang skal foretages diverse armvridninger for at få udvalget til at foreslå noget lignende, så hun kan få understreget sin magt/ sin ekspertise/ sin kundskab (det ikke ønskede overstreges).

Så til min kritik af forslagene.

Hun forklarer sig lidt mere indgående senere:

Set med Mette Frederiksens øjne kommer massetest til at være en almindelig del af dagligdagen for befolkningen.

På kort sigt i forbindelse med de forestående »genåbningsscenarier for at kunne vinde tid i forhold til vaccinen«.

Men sandsynligvis også på længere sigt.

»Et af mine vigtigste budskaber er, at vi som danskere skal vænne os til, at test er kommet for at blive, og at vi får behov for at udvide det endnu mere. Man skal vænne sig til, at det at blive testet tit – ganske givet et par gange om ugen – er en fundamental del af strategien for at have et mere åbent samfund end i dag,« siger hun:

»Det kræver utroligt mange overvejelser, og vi bliver måske også nødt til at nedbryde faggrænser. Men både på den korte og formentlig også den længere bane er alternativet til massiv testning ikke, at vi ikke tester. Alternativet er, at vi risikerer, at samfundet bliver helt eller delvist lukket ned, fordi vaccinerne – med den viden, vi har – ikke kan stå alene på grund af mutationerne.«

Man spørger sig selv: Hvor meget han hun forstået? Og man spørger såmænd også sig selv, hvor meget diverse virologer har forstået. Ikke fordi jeg selv er klogere, men fordi der er visse scenarier, der – desværre – er blevet næsten fast inventar i enhver diskussion om fremtiden med corona, så det er meget svært at undgå dem.

Først kan man nu spørge, om mon egentlig coronaen er værre end den velkendte influenza. Det her jeg tidligere gjort her ud fra bl.a. denne artikel i Kristeligt Dagblad. Influenza er jo også en virussygdom. Og der er også mange mennesker, der dør af influenza, når vi får en udbredt influenza-epidemi. Kunne man ikke tænke sig, at det påtænkte udvalg nåede frem til et forslag om, at man som ved influenza-epidemierne lod virussen rase blandt den sunde og jævne befolkning og nøjedes med at beskytte de gamle og udsatte? Ville det måske videre komme frem, at coronaen, ligesom influenzaen, har sin særlige årstid, og at man derfor i god tid kan tilbyde vaccination til dem i de udsatte grupper, der måtte ønske det? Og hvis man således fik standset det hysteri, der har været omkring coronaen – jeg bruger ordet hysteri uden at skamme nogen ud, for overfor en ukendt sygdom var måske den overforsigtighed, der blev udvist, på sin plads, spørgsmålet er, om dens tid er ovre – så kunne man droppe alle disse tests, al denne holden afstand, dette forbud mod store og små forsamlinger, og nøjes med det normale beredskab på vore sygehuse.

Det ville naturligvis betyde, at man arbejdede ud fra en langt større tiltro til vort legemes immunsystem. Ligesom det fungérer udmærket under influenza-epidemierne, så det kun er en begrænset del af befolkningen, der bliver smittet, selv om virussen er en ny mutation, sådan vil det måske fungére godt under en corona-epidemi i de måneder, den varer. Hvis vi altså beskytter de mest sårbare.

Dernæst må man spørge, hvor Mette Frederiksen har sin skråsikkerhed fra, den, der gør, at hun uden videre går ud fra, at en kommende tredje bølge vil udvise de samme træk som de bølger, vi har været igennem. Der har været enkelte røster fremme om, at den engelske mutation måske ikke ville kunne slås ned med de kendte vacciner, men fabrikanterne mener, vaccinerne også kan bekæmpe den. Ikke desto mindre lyder det til, at Mette Frederiksen går ud fra, at der til efteråret vil komme en mutation, som vaccinerne ikke vil kunne bekæmpe. Hvor véd hun det fra? Og hvis hun ikke véd det – jeg har ikke hørt om det som andet end en fjern mulighed – hvordan kan hun så tillade sig at opstille et scenarie, som er lig det, vi havde i marts 2020? Nå ja, et sådant scenarie vil jo give hende en rolle svarende til den, hun havde i marts 2020. Men er en sådan rolle ligefrem eftertragtelsesværdig?

Ikke desto mindre er jo et sådant scenarie en forudsætning for den problemstilling, hun opstiller: enten omfattende tests eller nedlukning. Har vi dog ikke lært ét og andet i corona-tiden? Der er i hvert fald nogle, der er blevet klar over, at faren ved corona-pandemien er stærkt overdrevne. Den førnævnte artikel fra Kristeligt Dagblad, altså denne, af Morten Petersen, professor i biologi ved Københavns Universitet, giver en plausibel forklaring på den store dødelighed i Italien i begyndelsen af pandemien og undrer sig over den manglende overdødelighed hos os i Danmark, og mener på den baggrund at kunne påtale en manglende proportionalitet i regeringens håndtering af pandemien. Dette stykke citerede jeg i min artikel i januar:

Jo flere vi tester herhjemme, jo flere smittede finder vi. Døden denne vinter er dog milevidt fra det, vi oplevede i 1990’erne med henholdsvis 5252 og 4477 influenzarelaterede dødsfald i vintrene 1995/1996 og 1998/1999.

Ligeledes langt fra de næsten 3000 døde, vi oplevede i 2017/2018-sæsonen, hvor vi uden problemer håndterede 7667 indlæggelser med influenza, hvoraf 549 modtog intensivbehandling. Hovedparten indlagt fra nytåret til og med marts og knap 900 på en gang, da det toppede.

Vi har en pandemi, vi skal håndtere en rum tid endnu, men spørgsmålet er om vi lever i en fortælling ude af proportioner.

Og når jeg nu tager det frem igen, er det naturligvis for at give Morten Petersen ret: Hvis man har den forudsætning, som Mette Frederiksen giver udtryk for i interview’et, så lever hun i en fortælling uden proportioner. Og på baggrund af Morten Petersens sammenligning mellem corona og influenza må man spørge, om alle de mennesker, der synes at dele Mette Frederiksens skrækvision for efteråret 2021, vil være parat til at gå ind for de samme forholdsregler, når vi om nogle år igen rammes af en influenzaepidemi: altså gennemføre tests i hundredetusindevis, nedlukke samfundet for at udrydde influenzavirussen, lukke plejecentre af, så de ældre, der rammes, må ligge og dø i ensomhed? Og hvis de ikke vil det, hvorfor vil de så gøre det med corona-virussen?

Så kan man naturligvis også spørge, som jeg gjorde i denne artikel, om det ikke var værd at kikke på de almindelige medikamenter, man har eller kunne udvikle imod corona. Jeg har her citeret svenskeren Lars Bern for at undre sig over, at man overhovedet ikke fra officiel side tænker i almindelig sygdomsbehandling af corona. Han nævner, at malariamidlet hydroxyklorokin synes at kunne hjælpe dem, der bliver syge af corona i de første uger af sygdomsperioden. Så den sag vil jeg ikke gøre mere ud af, ud over at være lidt forarget over, at Mette Frederiksen og konsorter tilsyneladende ikke spekulerer på dette eller andre midler, men kun på vacciner.

Derimod kan det være på sin plads igen at gøre opmærksom på denne artikel i Berlingske fra den 21. oktober 2020, som jeg gjorde det i januar. Den handler om et dansk firma, der har fundet frem til noget, de mener kan være et våben i kampen mod corona. Der er tale om et middel, Niclosamide, som i mange år har været brugt som et middel mod bændelorme. Man har skullet sluge en pille, og det stof, den indeholdt, ville så forhindre bændelormen i at sætte sig fast i tarmen. Dog kan man ikke som coronapatient bare sluge pillen, for det er ikke i tarmen, at coronavirussen sætter sig fast. Derimod kan man, siger firmaet bag det påtænkte våben, få stoffet ind i sig som næsespray, og så vil dets evne til at forhindre fremmede stoffer i at sætte sig fast få virkning i næsehulen overfor coronavirussen.

Hvis man vil sikre danskerne i særlig grad, som Mette Frederiksen vil, når hun vil iværksætte en produktion af vaccine med dansk kapital i ryggen, så lyder det jo umiddelbart som en udmærket idé. Men hvis det er sandt, at nogle af vaccinerne virker på virussets såkaldte ”Spike-protein” og derved hindrer virusset i at sætte sig fast i næseslimhinden, så er måske anvendelsen af denne næsespray en billigere måde at opnå det samme på – omend denne procedure formentlig skal gentages hver dag – og så burde man vel i stedet satse på denne danske produktion. I hvert fald er det noget, der burde undersøges nærmere.

Til næstsidst: Hvis nu nogen vil indvende imod disse tanker, at jeg arme blogejer jo ikke er virolog eller på nogen måde ekspert i smitsomme sygdomme, og at jeg derfor burde holde min mund, så vil jeg svare, at jeg sagtens kan være lige så klog på virusser som Mette Frederiksen, og at det, som regeringen beslutter, under alle omstændigheder skal kunne gøres forståeligt for almindelige mennesker som mig. Blot har jeg ikke, som Mette Frederiksen, nogen magt at sætte bag mine overvejelser. Ikke endnu, i hvert fald. Og det er denne magt, der får mig til at gribe pennen (eller computeren) for at mane til proportionalitet, eller for at få den overdrevne forsigtighed forvandlet til en almindelig forsigtighed.

For en forudsætning for, at hverdagen kan vende tilbage i en nogenlunde kendt form, er, at vi kommer til at betragte coronaenvirussen på samme måde, som vi betragter influenzavirussen. Og ærlig talt, at dømme efter interview’et med Mette Frederiksen har det lange udsigter med den betragtningsmåde.

Til sidst: Efter at SF forleden meldte ud, at man gerne ser, at folkeskoler, gymnasier og højskoler åbnes, er regeringen pludselig kommet i tanker om, at man, før man kan åbne mere, må have testkapaciteten i orden, for betingelsen for en åbning er en stærkt udvidet testkapacitet. Det har fået flere borgerlige partier til at anklage regeringen for hele tiden at lave om på betingelserne, se her.

Den nye udmelding vækker undren hos flere af Folketingets partier. De mener, at regeringen hele tiden ændrer forudsætningen for at kunne genåbne samfundet. Og det gør det svært at gennemskue, hvad planen egentlig er.

»Det er i allerhøjeste grad noget nyt. Indtil nu har forudsætningen været indlæggelser, der er meget lave i øjeblikket, og nu er det så testkapaciteten, der er forudsætningen,« siger Per Larsen, sundhedsordfører for De Konservative.

Han bakkes op af Nye Borgerlige, der mener, at »regeringen hele tiden ændrer præmissen for, hvad der skal til for at genåbne samfundet«:

»Nu sker det igen, og de siger det endda med ordet »samfundskontrakt«. De siger, at hvis man vil have samfundet åbnet, så skal man acceptere, at vi skal køre massetest. Det er en trussel, og det kommer jeg ikke til at acceptere,« siger sundhedsordfører Lars Boje Mathiesen og henviser til sundhedsminister Magnus Heunickes (S) kommentar på pressemødet:

»Det er en samfundskontrakt, hvor vi kræver af brancher og dele af samfundet, som kan genåbne, at der skal være test to gange om ugen.«

Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, undrer sig over timingen i regeringens udmelding. Han mistænker endda regeringen for at ville forsinke genåbningen af Danmark.

»Man kan ikke frigøre sig fra mistanken om, at det handler om at forsinke processen om genåbning, som ikke kan vente på, at man får bygget testkapaciteten op. Hvis man synes, at massetest er en forudsætning for det, så havde man vel lavet den plan for længe siden,« siger han.

Man mindes uvilkårlig situationen i foråret, da regeringen gav mulighed for, at bl.a. frisører kunne åbne igen. Dengang gik blandt andet jeg ind for yderligere testning, f.eks. af den frisør, som jeg efterhånden følte det bydende nødvendigt at besøge, se her. Men dengang stillede man ikke tests som betingelse for genåbning. Det gør man nu. Hvorfor egentlig? Hænger det sammen med, at Mette Frederiksen er kommet til at sige, at testvåbnet skal bruges ved en eventuel ny mutation i efteråret?

Nej, nej, det kan det ikke gøre. For det giver jo slet ingen mening.

Ak ja, det er netop derfor, man kan få den tanke, at det er sådan, det hænger sammen.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget | Skriv en kommentar

Liv på andre kloder?

Hvad der nu det? Skal en alvorlig blog som denne nu til at beskæftige sig med den slags overnaturligt pjat?

Ja, det skal den faktisk. Men måske det endelige resultat bliver, at det er temmelig langt ude at stille den slags spørgsmål, i hvert fald når det formuleres som et spørgsmål om intelligent liv på andre kloder. De fleste vil vel nok også sige, at man da først og fremmest skulle spørge, om der er intelligent liv på denne klode.

Ikke desto mindre er det det sædvanligvis højst alvorlige engelske magasin, The Economist, der stiller dette problem op. Det sker i ikke færre end tre artikler i nummeret fra den 12-2. Og jeg begynder mit referat med det sted, hvor spørgsmålet om intelligent liv i rummet nævnes.

Det sker i en anmeldelse af en bog af Avi Loeb: Extraterrenial, se her. Man begynder med at fortælle om et besynderligt objekt, som den 6-9 2017 kom ind i vort solsystem i retning fra Vega, en stjerne i en afstand af 25 lysår. Den 9-9 var den tættest på solen, hvilket gav den en acceleration på ca. 200.000 mph. Men først den 19-10, da objektet var på vej bort fra vort solsystem i retning mod stjernebilledet Pegasus, opdagedes objektet af os mennesker. Det var astronomer på Hawaii, der så det, og derfor også dem, der gav det navn: Oumuamua.

I de cirka to uger, man kunne observere objektet, opdagede man, at det havde en meget mærkelig form, nogle sagde, det lignede en cigar, andre en flad skive. Men det mærkeligste var dog, at da man begyndte at undersøge dets bane nøjere, opdagede man, at denne bane ikke kunne forklares alene i kraft af solens tyngdekraft. Der måtte være andre kræfter på spil, men hvilke kunne man ikke finde ud af.

Og det er her Avi Loeb kommer ind i billedet. Han foreslog, at denne manglende forklaring skyldtes, at objektet var styret af intelligente væsener fra rummet.

Det blev han ikke populær på. Men han forsvarede sig med bl.a. den videnskabsteoretiske betragtning, at mange videnskabelige fremskridt er fremkommet derved, at forskerne, stillet overfor det tilsyneladende uforklarlige, har accepteret den simpleste forklaring. Og det vil han altså mene, at tanken om intelligent styrelse af det mærkelige objekt er.

Blandt andet det får magasinet til i en lederartikel at gå hele spørgsmålet om astronomernes trang til at lede efter liv i rummet efter i sømmene, se her. Man mener, at spørgsmålet er mere filosofisk end videnskabeligt, blandt andet, fordi man endnu ikke fuldt ud er klar over, hvordan liv blev til på denne klode:

Andre planeter er langt borte og vanskelige at studere. Det giver rum for alle mulige slags teorier. Måske er liv sjældent. Måske er det almindeligt. Men intelligent liv er ikke almindeligt. Eller måske er endog intelligent liv almindeligt, men den teknologi, der løfter den op, ender med at ødelægge den (en almindelig måde at tænke på efter opfindelsen af atombomberne).

Men, hedder det så, nu er efterhånden temmelig mange teleskoper rettet mod opklaringen af spørgsmålet om liv i rummet. Og så skriver man:

Nyheden om et tegn på liv på en planet en ti-tyve lysår borte vil ryste verden. Det ville være et klart bevis på, at liv virkelig er almindeligt i kosmos. Den konklusion kunne blive enden på menneskehedens forståelse af dens plads i universet.

Det er nu nok lidt overdrevent. Chokket om vor plads i verden fik vi, da Copernikus påstod, at ikke jorden, men solen var verdens centrum. Og siden er vor gamle centrumsplads skrumpet ind i takt med, at vi er blevet mere og mere klar over universets utrolige størrelse.

Mange vil måske mene, at de mange penge, der sættes af til at søge efter liv i rummet, kunne bruges bedre til at opretholde liv på denne klode. Men jeg véd nu ikke! Var det forkert af Tycho Brahe, at han i stedet for at bedre bøndernes kår byggede Uranienborg på Ven? Burde han have været optaget af samfundsøkonomiske jordiske spørgsmål i stedet for astronomiske himmelske ditto? Det er vist det, man må kalde uafgørlige spørgsmål. I hvert fald: han foretog en mængde observationer, som førte ham til den konklusion, at det måtte være jorden, der var universets centrum. Først hans elev, Kepler, gav sig til at foretage beregninger ud fra Brahes observationer, hvorved han fandt ud af, at det hele passede fint og nydeligt, hvis man antog, at planeterne, inklusive jorden, bevægede sig rundt om solen i ellipsebaner og ikke i cirkelbaner. Og der er nok ingen tvivl om, at dette, at man på den måde kom meget tæt på ligefrem at bevise, at det var solen og ikke jorden, der var centrum, har betydet ikke så lidt for vore filosofiske og teologiske tanker.

Og det kan da også godt være, at dette, at man opdager liv på andre kloder, vil komme til at betyde noget for vor opfattelse af os selv, altså for filosofien og teologien.

Men hvor langt er man nået i den henseende?

Det giver en tredje artikel i The Economist svar på. Den har i den skrevne udgave af magasinet overskriften ”Kom frem, kom frem, hvor du end er!” Og underoverskriften: ”Hvis der eksisterer liv udenfor jorden, finder videnskaben det snart”, se den digitale udgave her, hvor overskriften er den noget mere jordnære (undskyld udtrykket): ”Søgningen efter liv i rummet intensiveres”.

Her fortæller man, at efter at de første to planeter udenfor vort solsystem blev fundet i 1992, har man til dato fundet ikke færre end 4000 sådanne exoplaneter, som man kalder dem. De fleste af den må dog på forhånd udelukkes fra at kunne huse liv, når man altså går ud fra, at liv betyder liv af vores slags, baseret på kulstof og med vand og ilt i omgivelserne som forudsætning. Dette, at der skal være vand for at det kan være liv, sætter en ret snæver temperaturmargin for planeten, og derved udelukkes på forhånd så at sige alle af solsystemets planeter, bortset måske fra Mars og et par ismåner.

Men det mærkelige – og imponerende – er, at man nu er i stand til ikke blot at observere, at der må være en planet omkring den og den stjerne, man kan også beregne dens masse og dens afstand til stjernen, og har man et mål for stjernens varmeafgivelse, kan man regne sig frem til, om der kan eksistere vand på denne planet. Selv om der selvfølgelig er et stykke vej fra at have bevist muligheden for vand til at bevise eksistensen af vand.

I 2019 røg en planet med det smukke navn ”Teegarden b” ind som nummer ét på den liste, man har opstillet af exoplaneter med størst chance for liv. Den er på størrelse med jorden, får nogenlunde den samme stråling fra sin sol vi fra vores og består formentlig af fast klippe. Men om der er vand på planeten, selv om muligheden er til stede, er uvist. Planeten og dens sol er ude i en afstand af 12 lysår fra os.

Derimod har man i 2015 opdaget en planet, 124 lysår borte, hvis atmosfære tilfældigvis blev gennemlyst af stjernelys bagfra. Det gav astronomerne lejlighed til at analyse lyset spektroskopisk og – waw – der viste sig at være vanddamp i atmosfæren. Den hedder K2-18b. Men jeg véd ikke, hvad der ligger i det navn. Umiddelbart ser det ikke ud til at have noget med vand at gøre.

Og ja, jeg kan da godt forstå, hvis bioastronomer bliver grebet af en ovenud stor henrykkelse ved at gøre opdagelser som disse. For det er jo deres fag, det har de arbejdet med gennem flere år, og ikke sandt – så lykkes det, så får de et resultat, der må give genlyd i hele menneskeheden – hvis den ellers gad lytte – så det må da fremkalde begejstring.

Og jeg nænner næsten ikke at komme med pedantiske indvendinger. Men jeg vil som med mange andre ting mene, at man skal passe på ikke at komme for højt op.

I 2012 var der en astronom, der blev så begejstret for, at man havde fundet Higgs-partiklen, at han i Kristeligt Dagblad skrev, at man nu kan forklare universets og livets opståen. Jeg gjorde vrøvl i en artikel her på bloggen, og den pågældende gav mig ret. For livets gåde, som biologer slås med, var man ikke kommet spor nærmere ved at have fundet løsning på noget, som fysikere slås med.

På lignende måde her. Der er en masse forudsætninger af biologisk art, som man uden videre ser bort fra.

Først den forudsætning, at liv altid vil være liv af vores art, byggende på kulstof og eksisterende i vand. Jeg mindes en bog, jeg læste for meget lang tid siden. Her tillod forfatteren sig at foreslå andre væsker som livsvæske, f.eks. spiritus. Oven i købet tillod han sig at tilføje: ”En behagelig tanke!” Men om andre væsker er tænkelige, véd jeg ikke. Ligeledes véd jeg heller ikke, om andre grundstoffer end kulstof kan danne en lignende levende hvirvel omkring sig, naturligvis under andre atmosfæriske forhold, hvad grundstoffer og tryk angår. Så jeg går gladelig med til kun at lede efter liv af vores art.

Dernæst leder man efter liv ud fra den forudsætning, at det formentlig ”kun” bliver bakterielt liv, man finder. I den tid, livet har eksisteret på vor planet, har det for størstedelens vedkommende eksisteret som éncellet liv.

Og endelig den forudsætning, man har, når man med store antenner leder efter radiosignaler fra intelligente væsener! Her forudsætter man, at liv vil udvikle sig til intelligente væsener som vi selv. Men vil det det?

Ingen af disse forudsætninger går The Economist i synderlig grad ind på. Men de er dog alle nok værd en tanke.

Lad mig om den sidste forudsætning fremsætte den opfattelse – som jeg nok ikke ville være kommet på, om ikke nogen havde fortalt om disse bestræbelser på at finde liv i rummet – at man jo nok kan overveje, om man kan slutte fra Darwins ”survival of the fittest” til de klogestes overlevelse.

Umiddelbart vil vi nok mene, at det vil være de stærkeste, der overlever. Men måske klogskab kan overvinde styrke. Det er vel ikke en helt umulig tanke. Men det næste problem bliver så, om det er almindelige darwinistiske kræfter, der har ført til, at mennesket har vundet over alle andre levende væsener. Man kan nok gøre sig klart, at mennesket er blevet menneske i kraft af sproget, men at sproget skulle indebære en større overlevelsesevne, det er ikke noget, vi normalt spekulerer på. Men måske det virkelig forholder sig sådan. Og hvis det er tilfældet, vil altså muligvis liv på en anden klode udvikle sig i samme retning med en form for sprog som udviklingens vinder.

Og det kunne da selvfølgelig være spændende, om vi via radiosignaler kunne modtage budskaber fra en fjern klode. Blot må vi gøre os klart, at disse signaler formentlig vil have været lang tid undervejs, og at vore eventuelle spørgsmål derfor må vente mange år på svar.

Og én ting mere må vi gøre os klart: det legeme, der har udviklet sig som bærer af det individ, der har fået et sprog, er i så høj grad fremkommet ved et tilfældighedernes spil, at det vil være højst usandsynligt at finde tilsvarende legemer på andre planeter. Man behøver bare at tænke på de gange i de flercellede væseners udvikling, hvor meteorer har slået ned på jorden og ganske tilfældigt udslettet mange arter. Så hvis vi om et par hundrede år har held til at finde intelligent liv på en fjern klode, og hvis vi på forespørgsel får billeder tilbage af de intelligente væsener, må vi ikke blive overrasket over, at de formentlig i det ydre på ingen måde ligner os. Allerede blandt de mange dyrearter på vor egen klode siges det, at visse blækspruttearter har en ganske høj intelligens. Så det bliver formentlig ikke en marsmand på to ben og med et lidt uigennemskueligt ansigtsudtryk, vi får billeder af, men måske en blækspruttelignende videnskabsmand. Så der bliver lidt at lære dèr.

Nå, de sidste tanker tilhører mig og ikke The Economist. Men hvad man end vil mene om astrobiologi, det viser os, at mennesket er et nysgerrigt væsen, der aldrig bliver træt af at stille spørgsmål.

Udgivet i ateisme, Etik | Tagget | Skriv en kommentar

DR’s fordomme

Nå ja, jeg véd godt, at ”fordomme” på moderne dansk hedder ”bias”. Og bias er måske også lidt mindre aggressivt end fordomme. Man kan eventuelt også sige, som jeg gjorde i januar, da jeg skulle beskrive angrebet på den amerikanske kongres. Her talte jeg om, at de to fløje i amerikansk politik sad i hver sin boble, se her, og kun lyttede til det, de andre i boblen sagde.

Dengang tillod jeg mig at hævde, at de to førende danske Tv-kanaler, DR og TV2, begge befandt sig i anti-Trump-boblen. Det kom frem derved, at de var alt for hurtige til at hævde, at angrebet på kongressen fandt sted, fordi Trump havde opægget til det. Ikke noget med at undersøge sagen nærmere, ikke noget med at overveje, om antifabevægelsen, som havde forstyrret fredelige Black-Lives-Matter demonstrationer ved at deltage med vold i dem, kunne tænkes at have gjort det samme med den demonstration, som Trump havde opfordret til, ikke noget med at finde ud af, om de voldelige demonstranter havde været til stede og hørt Trumps timelange tale, ikke noget med at undersøge talen, om der kunne findes opfordringer til vold eller måske advarsler mod vold deri. Nej, nej, man vidste, hvilket billede man ville have fremkaldt på seernes nethinde, og det gjorde man sit bedste for at agere fremkaldervæske for.

Og nu i lørdags den 13-2 gentog hele komedien sig så. Nu, hvor Trump var blevet frikendt af senatet i den rigsretssag, som repræsentanternes hus havde besluttet at anlægge imod ham, fik vi en gennemgang af sagen som den så ud fra demokraternes side i aftenens Deadline.

Og det er jo ganske mærkeligt.

Vi arme tv-seerere forventer at få nogenlunde afbalanceret oplysning om verdens begivenheder. Og bevares, Trump har gennem hele sine fire år på præsidentposten været en noget særpræget skikkelse, slet ikke så ligetil at gå i lag med for medierne.

Men når nu demokraterne har valgt kun at anklage Trump for i sin tale den 6. januar at opildne til de voldsepisoder, der fandt sted i kongressen, så kunne man jo tro, at Deadline ville holde sig indenfor den afgrænsning. Men nej, den ene af deltagerne kunne kun få fremkaldt en reel anklage mod Trump, hvis hun medtog alle de tweets, der var fremkommet under hele hans præsidentperiode. Og så kunne hun jo rigtig fyre op under sin forargelse. Men er det Deadlines opgave?

Én ting er, at man hele tiden gentog den sekvens af Donald Trumps tale, hvor han siger, at demonstranterne skal kæmpe som ind i helvede, ellers har de ikke mere noget land, noget andet er, at man udelader den del af talen, hvor han opfordrer demonstranterne til at lade deres røst blive hørt foran kongressen på en fredelig og patriotisk måde. Det har i det mindste denne blogejer fået med, se her, omend det er gennem et citat fra Lars Hedegaard. Nå ja, det lykkedes mig da forresten at finde talen på nettet og også at få læst den. Men selvfølgelig, når man kun finder det frem i talen, som kan understøtte demokraternes anklage, så slipper man jo for at se det fra den anden side. Men er det egentlig ikke det, der er DR’s pligt: at se sagen fra begge sider?

Noget andet er, at man fuldstændig udelader alle spørgsmål, der dog naturligt rejser sig ud fra demokraternes opførsel her. Hvad vil de egentlig opnå med deres anklage? Har de mon heller ikke læst hele Trumps tale? Hvorfor fremhæver de kun dette ene sted? Og hvorfor kalder de konsekvent alle de voldelige personer i angrebet for Trump-tilhængere? Har de slet ikke fantasi til at forestille sig, at disse voldsmænd ikke er hidkaldt af Trump?

Hvortil jo kommer den ret enkle overvejelser, at Trump, hvis han virkelig, som anklagen lyder på, har villet foretaget et kup, jo bar sig yderst dumt ad. Hvorfor blev han siddende i Det hvide Hus? Hvorfor opfordrede han på et tidspunkt, hvor der ikke var opnået noget, demonstranterne til at gå hjem? Hvorfor var der ikke sat flere politifolk af til bevogtning den dag, osv., osv.?

Og så dukker også det ulogiske op ved i det hele taget at ville anklage Trump for en rigsret. Vi fik forklaret, at en rigsret egentlig er beregnet til at kunne afsætte en præsident, hvis han anses for uegnet til at lede landet. Og så skulle man jo tro, at den oplysning blev brugt til at undre sig lidt over, at demokraterne havde anklaget Trump for en rigsret. Vi fik vist nok også nogle ret udflydende forklaringer, men disse oplysninger om rigsrettens egentlige formål blev hovedsagelig brugt til at vise den ledende republikaners selvmodsigelse: Han havde kæmpet for at udskyde retssagen til efter den 20. januar, hvor Biden var blevet indsat, og Trump derfor ikke længer var præsident. Det var lykkedes ham. Men minsandten, om han så ikke nu hævder, at man ikke kan bruge rigsretsvåbnet mod Trump, for det kan kun bruges mod en siddende præsident.

Og det er da sandt nok, det hænger ikke sammen. Men er det så ikke også forkert af demokraterne i det hele taget at ville stille Trump for en rigsret? Oh, nej, et så stort spørgsmål kan vort lille land ikke tillade sig at overveje. I hvert fald ikke i vores officielle hovedkanal, DR.

Men en anden ting fik man nævnt, som ret effektivt underminerer demokraternes anklage, dog naturligvis uden at man på Deadline lagde mærke til det, endsige gjorde opmærksom på det.

Man fortalte om, hvordan senatorerne virkelig var i livsfare, de måtte føres i sikkerhed for voldsmændenes angreb. Specielt var man ude efter vicepræsidenten, som Trump havde nævnt i sin tale. Og for at understrege alvoren i truslerne, fortalte man, at demonstranterne havde medbragt en galge og en figur, de hængte op i galgen. Den figur forestillede vicepræsidenten.

Ikke sandt, den slags må man virkelig tage alvorligt. Og der er derfor god grund til at nævne det i Deadlineudsendelsen. Det gjorde man da også. Men man lagde ikke mærke til, at man derved udhulede demokraternes anklage. For den gik jo ud på, at man ikke tog alt det med, som Trump havde sagt, men kun tog det med, han sagde i sin tale. Det var det opæggende ved talen, man ville have klarlagt og anklagede ham for.

Men man kan da virkelig ikke forestille sig, at de, der havde hørt talen, blev så krigslystne over Trumps ord, at de gik hen og fabrikerede en galge og en dukke til ophæng. Det kunne de simpelthen ikke nå i den tid, der gik fra talen og til angrebet gik i gang. Så derved skød Deadlineredaktionen sig i foden. Men naturligvis, ingen sagde noget, og så tror man jo også, at ingen opdagede noget.

Kort sagt: Den Deadline-udsendelse var en modbydelighed at høre på. Hele tiden sad man og undrede sig over alle de spørgsmål, der ikke blev stillet, alle de problemstillinger, der ikke blev taget stilling til.

Nå, den ærede læser er vel efterhånden vant til det her på bloggen. Man synes måske, at jeg er ekspert i at opdage ikke-stillede spørgsmål.

Jeg er sandelig også helst fri. Men når man med forholdsvis få museklik kan få betydelig bredere oplysning, end Deadline kan tilbyde, bliver man noget frustreret ved at opleve godkendte og højt betalte journalister, der ikke bruger en sådan museklik-metode, men nøjes med de oplysninger, som deres boble kan tilbyde.

Forresten har The Economist den 12-2 en artikel, der handler om forskellige landes forsøg på at udøve censur, se her. Blandt andet gør man opmærksom på, at mange ret ikke-demokratiske lande har efterlignet Tyskland i de bremser, man dèr har lagt på Facebook og de andre medier. Man citerer Jacob Mchangama for at kalde dette ”en digital Berlin-mur”.

Og bladet har samme dag en anden artikel om, hvor dårlig visse kredse i staten New York er til at afholde valg, se her. Især Oneida County skilte sig ud på uheldig vis. Hele 2400 vælger-registreringer var ikke bearbejdet i tide før novembers valg. Det fik én af de tilforordnede til at sige: ”Det, der er så foruroligende ved det, der skete i Oneida County, er, at hvis ikke løbet var så utrolig tæt mellem de to kandidater, ville vi aldrig være blevet klar over fejlene”. Og det får The Economist til afslutningsvis at skrive: ”Newyorkerne må spekulere på, hvor mange fejl der fandt sted i kredse, hvor løbet ikke var så tæt”.

Men den slags læser man nok ikke på Deadline-redaktionen.

Jeg har i en tidligere artikel, se her, fortalt om den selvfølgelighed, hvormed vi almindeligvis anser de svenske valg for at overholde alle normale regler, og om, hvordan vi gør det på trods af, at enhver vælger i fuld offentlighed ved at tage en stemmeseddel fra det parti, han vil stemme på, ikke kan undgå at røbe sin stemmeafgivning overfor andre. Med samme selvfølgelighed regner vore USA-korrespondenter med, at alt i USA foregår efter bogen, og at Trumps anklager for valgsvindel er det rene humbug. Men bl.a. artiklen fra The Economist antyder, at vi er lige så naive i forhold til det amerikanske valg som i forhold til de svenske valg. Måske det var en idé at undersøge de amerikanske valgprocedurer lidt nøjere. Men det bliver nok ikke DR-korrespondenter, der tager denne opgave på sig.

Udgivet i Samfundsforhold | Tagget , , | Skriv en kommentar

Islamofili

Fristelsen til at bruge termen ”islamofili” som modvægt til den ofte anvendte term ”islamofobi” er næsten ikke til at modstå, når man læser Informations anmeldelse af Ayaan Hirsi Alis seneste bog ”Frit bytte, indvanding, islam og truslen mod kvinder”, se her.

Mens det er mig ganske umuligt at forbinde noget sygeligt med den kritiske holdning, mange – heriblandt jeg selv – har til islam, forekommer det mig mere og mere klart, at hvis der er noget, der skal kaldes sygeligt, er det elitens konstante forsøg på at undskylde islam og på næsten enhver måde bortforklare de uheldige tendenser, der ses hos denne religion. Og til at antyde eller måske ligefrem beskrive denne sygelighed er termen ”islamofili” velegnet.

Og læser man den anmeldelse igennem, som ”Frit bytte” har fået i Information, kan man på udmærket og egentlig højst afslørende vis blive klar over alle de tricks, der anvendes for at undgå at se den sandhed i øjnene, at der er forskel på vestlig kultur og muslimsk kultur, og at de muslimer, der ankommer til vort land som såkaldte flygtninge, på ingen måde tænker på at glide gnidningsfrit ind i vores kultur.

Allerede i underoverskriften kommer anmelderens fordomme til syne:

Ayaan Hirsi Alis mål med sin nye bog har været at indsamle så meget data som muligt, der kan bruges til at ’bevise’, at muslimske mænd i Europa udgør en trussel for Europas kvinder. Problemet er, at de data, der præsenteres, er yderst selektivt valgt.

Hvis Nanna Mik-Meyer, anmelderen, havde fulgt lidt med i det, der sker rundt om i Europa, og hvis hun havde kunnet rumme den sandhed i sig, at der vitterlig er forskel på kulturer, så ville hun ikke sætte ”bevise” i anførelsestegn. Rent bortset fra, at formuleringen lader ane, at Hirsi Ali mener, at alle muslimske mænd er en trussel. Og det mener hun bestemt ikke, hvilket fremgår af diverse interviews.

Men hvis vi bare tager det, Hirsi Ali fortæller i et interview i Weekendavisen den 12-2, se her, så må man undre sig over Mik-Meyers formulering. Her siger Hirsi Ali:

Da jeg ankom til Holland for snart 30 år siden, var jeg forbløffet over, hvordan hollandske kvinder bare bevægede sig frit rundt og tog deres sikkerhed for givet. Sådan er det ikke længere,« siger Ayaan Hirsi Ali og tilføjer, at de fleste forbrydelser og overgreb mod kvinder sker i områder med lave husstandsindkomster.

Er det ikke noget, også Mik-Meyer har lagt mærke til? Hun fortæller os da, at hun har læst, hvad Hirsi Ali skriver om begivenhederne i Köln nytårsnat 2015/16. Men se så, hvordan hun slipper for at skulle drage den slutning, at det hele har noget med islam og muslimer at gøre:

Statistikken i bogens første del præsenterer et sammenfald (flere muslimske mænd og flere overfald på kvinder), men ikke en sammenhæng (flere muslimske mænd fører til flere overfald på kvinder – relativt set). Det betyder, at bogens analyse er svag på et meget væsentligt punkt: Den præsenterede statistik kan ret beset ikke svare på, om der i dag faktisk er mere vold mod kvinder i europæiske lande – eller om der blot anmeldes flere voldshandlinger.

Det må altså for alt i verden ikke være sådan, som vel de fleste nogenlunde normalt tænkende mennesker ser det, at den muslimske indvandring har forandret kulturen på kønsområdet, så vor tidligere aleneherskende vestlige kultur, der havde respekt for kvinderne, blev afløst af en muslimsk kultur, der betragter det som udtryk for seksuel løssluppenhed, når kvinder bevæger sig rundt i gaderne alene, og derfor som en åben invitation til sex. Nej, det, som vi andre kan se med et halvt øje, må ikke være sådan for den islamofile Mik-Meyer. Der skal drives rigtig videnskab, og rigtig videnskab er én, der kan give Mik-Meyer ret. Hun skriver direkte:

Jeg tvivler også på, at den [dvs. ”Frit bytte”] vil få et liv blandt for eksempel sociologer og kriminologer, da Hirsi Alis analyser er vinklet så hårdt, at den fortælling, der står tilbage, er utroværdig.

Jo, tak, vi kender diverse ‘videnskabelige’ undersøgelser fra universitetsfolk, der også lider af islamofili, og derfor er lige så blinde for kulturforskellen som Mik-Meyer.

Men Hirsi Ali har jo ret i, at sygdommen islamofili er udbredt i vore samfund, blandt dommere, blandt politifolk, blandt politikere. Og Mik-Meyer giver på udmærket vis udtryk for det, der er islamofiliens kerne:

Min frygt er, at en bog som Frit bytte medvirker til at skabe en større kløft mellem unge mænd med muslimsk baggrund og majoriteten i Danmark og dermed medvirker til at vanskeliggøre den integration, som Hirsi Ali netop ønsker at styrke.

Ikke sandt, den betragtning har vi hørt før. Det har været den ledende opfattelse gennem hele den tid, vi har modtaget muslimske indvandrere: Vi har stået på pinde for dem; vi har vartet dem op i hoved og r-v, vi har givet den underhold, deres børn undervisning, givet dem et liv langt bedre end det, de havde i den muslimske stat, de kom fra. Alligevel har der udviklet sig en kultur iblandt dem, der på næsten enhver parameter vender sig imod vort samfund, en kultur, der ser Vesten som det store skræmmebillede, som det for alt i verden drejer sig om at undgå at efterligne. Så den strategi, Mik-Meyer synes at anbefale, har vi brugt igennem årtier uden held. Og enhver med blot lidt omløb i hovedet burde i det mindste glæde sig over, at Hirsi Ali byder på noget andet end den sædvanlige, mislykkede strategi.

Men ikke Nanna Mik-Meyer.

Hun skriver bl.a.:

Jeg udfordrer ikke det faktum, at muslimske mænd relativt set er overrepræsenterede i voldsstatistikkerne, men spørgsmålet er, om omfanget er så stort, at Hirsi Alis hårde vinkling holder. Eftersom Hirsi Alis ‘bevisførelse’ baserer sig på en selektiv præsentation af udelukkende muslimske mænds overfald på europæiske kvinder, ved vi jo ikke noget om ikkemuslimske mænds overfald. De er belejligt glemt. Hun konkluderer, at de muslimske voldsmænds overfald adskiller sig fra den ‘almindelige’ vold mod kvinder i europæiske lande ved, at de muslimske overfaldsmænd er unge, de kender ikke deres offer, og de overfalder alle typer af kvinder. Hun gengiver citater fra for eksempel fransk og svensk politi der hævder, at det er ‘en ny type aggression’ begået af ‘dyr’. Men da vi ikke ved noget om ikkemuslimske mænds vold mod kvinder, bliver analysen og konklusioner så ensidig, at den fremstår utroværdig.

Hvorfor er det ikke nok for hende, at muslimske mænd er overrepræsenterede i voldsstatistikkerne? Hvad enten det er meget eller lidt, kalder det dog på en forklaring. Men ikke for Mik-Meyer. Hun kan ikke se, at der er noget at forklare, før der er fremlagt en statistik over ikkemuslimske mænds overfald. Jamen, har hun ikke hørt om det fænomen, der hedder æresdrab? Er hun ikke klar over, at den slags drab var ganske ukendte i Europa før muslimernes ankomst? Er det ikke alene af den grund tydeligt, at den muslimske kønskultur er anderledes end den europæiske? Og var det ikke en idé at gøre sig den ulejlighed at sætte sig lidt ind i denne anderledes kultur, hvis man vil bedømme de vanskeligheder, der er med integrationen, i stedet for på forhånd at gå ud fra, at man da som et godt og ordentligt menneske må regne med, at muslimer ikke er værre end os europæere, og – og det er det værste – holde fast ved den forudsætning uanset, hvordan muslimer gebærder sig i vore samfund?

I Weekenavisen er der som sagt et interview med Ayaan Hirsi Ali. Det er ved Kathrine Tschemerinsky. Og man kan da godt sige, at hun går hårdt til Hirsi Ali, f.eks. her:

En af de ting, jeg forestiller mig vil blive diskuteret, når din bog udkommer, er omfanget af det problem, du beskriver. Hvad kunne du bevise statistisk, og hvad kunne du ikke bevise?

»Bogens mest tragiske fund er, at statistik og dataindsamling bliver brugt som et politisk redskab til at lægge låg på problemet. Og det vil også blive brugt til at forvanske konklusionen, så det fremstår, som om der ikke er nogen forbindelse mellem seksuel vold mod kvinder og dem, som begår det, med det resultat at intet bliver gjort.«

Og se, her får Hirsi Ali lejlighed til at påpege vanskelighederne ved den statistik, hun har til rådighed. For også de, der skal indsamle data, lider af islamofili.

Men i et interview i bladet Femina, se her, får hun lejlighed til at forklare sig lidt nøjere, hvad angår disse kulturforskelle:

Er kærlighed en vestlig luksus?

– Haha, det er der aldrig nogen, der har spurgt mig om før! Jeg tror, kærlighedsfølelsen er universel. Men forskellige kulturer forholder sig forskelligt til, hvad kærlighed er. I den vestlige kultur har ideen om kærlighed udviklet sig og er, hvad den er nu – hvor mennesker frit kan vælge at elske hinanden.

– Kærlighed er blevet løsnet fra forældre/barn relationen. … I mit eget liv var det sådan, at min far erklærede, at han elskede mig og min søster meget højt. Og på grund af den kærlighed til mig, mente han, at det var hans pligt at arrangere og organisere, hvem jeg skulle tilbringe resten af mit liv med, hvem jeg skulle kalde min ægtemand.

– Det er en sammenføring af to mennesker, som aldrig har mødt hinanden. Deres forældre sætter dem sammen, og så forventes de automatisk at elske hinanden. Den tilgang til ægteskabet er ikke ændret i store dele af verden. Resten af verden har ikke udviklet sig på den måde, Vesten har.

Og hendes budskab bliver i Femina ikke afvist som uvidenskabeligt:

Hendes budskab er, at hvis man som mand kommer fra en kultur, hvor kvinder traditionelt er underordnet mænd, skal tildækkes og er ”frit bytte”, hvis de træder udenfor normerne, og man så ankommer til en kultur, hvor kvinder opfører sig fuldstændig frit også seksuelt – så vil man automatisk opfatte kvinderne som ”frit bytte”.

Det påvirker kvindernes frie bevægelighed i det offentlige rum, det kan forholdsmæssigt aflæses i kriminalstatistikkerne, og vi forstærker problemet, fordi vi ikke bryder os om at italesætte det, siger hun.

Og se, her bryder et argument mod islamofiliens bukken og skraben for islam igennem. Vi må italesætte problemerne med kultursammenstødet, ikke mindst på det seksuelle område, fordi der er så mange europæiske kvinder, der bliver ramt.

Men minsandten, om ikke Hirsi Ali også har blik for den angst for at blive udskældt for at være højreorienteret, der får mange ”pæne mennesker” til at undlade at tale om dette muslimske voldsoverskud:

– Hvorfor er det så, at feminister og kvinder generelt tier her? Hvorfor er de så sensitive omkring det? Jeg tror, alle går og regner i hovedet: ”Jeg vil beskytte kvinders rettigheder, jeg vil gerne tale højt og imod de ugerninger, nogle af de mænd udfører, men på den anden side vil jeg ikke støtte det yderste højre og populistiske grupper, jeg vil gerne have, at vi skal være imødekommende overfor indvandrere.”

– Den indre handel ser vi ikke bare hos kvindesagsforkæmpere og feminister, men tilmed i ofrene. Et af dem er med i bogen. Jeg har hørt det samme fra så mange kvinder, som har været ofre for overgreb. De ønsker altid at pointere: ”Jeg er FOR indvandring, de skal føle sig velkomne i landet, jeg stemmer til venstre for midten”.

– Jeg tror, det er den konstante indre handel, der foregår. På grund af tidens fremherskende kulturelle normer og kulturidentitetspolitik er det blevet virkelig svært for kvinder i Vesten at sige, at der er en utilsigtet konsekvens af indvandring, og det er, at den skader kvinder. Vi kæmper alle sammen for at finde ud af, hvordan vi skal sige det.

Men når nu indvandring af muslimer har denne konsekvens, skulle man tro, at Hirsi Ali ville anbefale, at vi lukker i for yderligere indvandring. Det gør hun ikke. Det hedder i Weekendavisens interview:

Når hun skal forklare, hvorfor hun er for indvandring, peger hun på sig selv. Hun er immigreret ad to omgange og har nydt godt af de muligheder, hun fik i Vesten. Til gengæld har hun også tilpasset sig værtslandenes normer.

»Vores opgave er at socialisere gerningsmænd og potentielle gerningsmænd til de værdier, der eksisterer i det samfund, de ankommer til. Den vigtigste værdi, ud over sikkerhed og frihed, er anerkendelsen af, at mænd og kvinder er lige meget værd. Kvinder skal ikke angribe mænd på gaden, og mænd skal selvfølgelig heller ikke angribe kvinder.«

Måske dette, at hun ikke vil lukke af for indvandring, hænger sammen med den tro eller overtro, hun tilsyneladende har til social ingeniørkunst: vi skal socialisere gerningsmænd til at anerkende, at mænd og kvinder er lige meget værd. Jo, tak, men hvordan kan hun overse, at der bag de tanker, den muslimske mand har, ligger en 1400 år gammel kultur, oven i købet en kultur, der benytter sig af gudsbegrebets absoluthed til at gøre sig urørlig.

Det gør hun ikke noget ud af efter anmeldelserne og interview’ene at dømme.

Men bare den forestilling, som imamerne er ivrige efter at indprente deres tilhørere, at muslimer er ”det bedste folk”, dvs., i Guds øjne står over ikke-muslimer! Det betyder jo, at vore udmærkede socialingeniører kan komme med alle de forklaringer, det skal være om mænds og kvinders ligestilling, en muslim véd på forhånd, at den slags snak skal man ikke tage sig af, det kommer jo fra en vantro. Og desuden, når koranen stiller mænd over kvinder, og koranen jo er Guds eget ord, hvad bilder så sådan en vantro sig ind, at han tror, han kan få en troende muslim til at se bort fra koranens ord!

Dertil kommer, at det vel ikke er så svært at overbevise de fromme muslimer – kvinder såvel som mænd – om, at muslimer er bedre end vesterlændinge, for ser de ikke for deres øjne, hvordan de europæiske kvinder går klædt? De kerer sig aldeles ikke om, som enhver from kvinde véd, at hun skal, at dække sine ynder til, for ikke unødigt at friste mændene; disse løsslupne vesterlændinge lader kønnene omgås hinanden til daglig, på arbejdet, i skolerne, ja, og i nattelivet, hvor jo de mest umoralske ting finder sted; er det ikke tydeligt at se, hvor moralsk depraverede vesterlændingene er?

Det er i det hele taget det, den fromme muslimske kvinde skal: hun skal passe gevaldigt på, at hun ikke udæsker mændenes kønsdrift. For den tanke har vokset sig stor blandt muslimer, at mandens kønsdrift er ustyrlig, ja, at den i grunden styres af kvinden og hendes opførsel. Hos os opdrages mænd til at have respekt for kvinder, blandt andet, fordi vi opdrages sammen med kvinder. Men hos muslimerne opdrages mænd og kvinder hver sig for, kønnene holdes så vidt muligt adskilt. Og mærker mændene, at deres kønsdrift tager ved dem, kan de ikke se, at det er deres opgave at styre sig lidt, nej, det ligger i deres kultur, at det altid er kvindernes skyld. Så derfor er det ikke så mærkeligt, at de muslimske mænd betragter de europæiske kvinder som ”frit bytte”: dels er de vantro og derfor ikke underlagt den beskyttelse, muslimske kvinder trods alt er underlagt – når de altså opfører sig moralsk korrekt – og dels opfører de sig aldeles ikke fromt og ydmygt og ikke æggende, som en muslimsk kvinde gør det, så når de selv ligefrem ægger de muslimske mænd ved en påklædning, som vi – men ikke de muslimske mænd – finder interessant, men på ingen måde udfordrende, så skal det da næsten gå sådan, at kultursammenstødet mellem vestlig kultur og muslimsk kultur finder sted som en voldtægt eller en seksuel chikane.

Så jeg kan ikke, når jeg tager religionsforskellen i betragtning – og den kan man ikke som Hirsi Ali springe over – se andet, end at det, vi skal gøre, er at standse for al yderlige tilstrømning af muslimske indvandrere, og derefter begynde på fra kirkens side at angribe islam med argumenter. For det er jo et andet karakteristikon ved islam: de kan ikke forsvare deres religion med argumenter, kun med vold. Og denne svaghed skal vi udnytte. På den måde kan vi måske vinde nogle sjæle bort fra islam.

Hvilke argumenter?

De argumenter, Jesus anvender imod farisæerne. Det er hård tale, han kommer med, ja, men det er også en umenneskelig religion, han prøver at gøre op med. Den samme umenneskelighed har vi for os i islam. Først og fremmest i deres forståelse af, at bare de har overholdt shariaen, har de deres på det tørre.

Men at få dem overbevist om, at det har de aldeles ikke, det er svært. På den anden side: hvilken befrielse må det ikke være for dem at opdage, at de er anerkendt på forhånd uanset gerninger eller ej.

Det kunne man godt unde dem.

Og altså, ikke blot anerkendt af Gud, men også anerkendt af deres ægtefælle, som ganske frivilligt er blevet betaget af dem. En sådan tillidserklæring kan man leve på i langt højere grad end en shariafromhed hos den anden, som blot lydigt bøjer sig for forældrenes valg.

Udgivet i Islam | Tagget | Skriv en kommentar

Alles frelse?

I det forrige indlæg her på bloggen vendte jeg mig imod Lars Sandbecks påstand om alles frelse. Ud fra det ville man måske forvente, at jeg godtog den modsatte påstand, den, som bl.a. bliver fremført af Henrik Højlund i Kristeligt Dagblad den 3. februar, se her. Det gør jeg dog mærkeligt nok ikke.

Men – for at gøre forvirringen fuldkommen – jeg accepterer fuldt ud de argumenter, han bruger imod Lars Sandbeck.

Hvordan hænger det dog sammen?

Det hænger sammen på den måde, at jeg betragter spørgsmålet som et umuligt spørgsmål, dvs., som et spørgsmål, vi først får svar på på den anden side af dommedag. Og dèr befinder vi os ikke endnu, det gør hverken Lars Sandbeck eller Henrik Højlund.

Henrik Højlund skriver f.eks.:

Som nævnt hævder Sandbeck så, at Det Nye Testamente også har frelsesuniversalismen som grundtone. Igen tror man, det er løgn, at en ph.d. og lektor i teologi kan få sig til at kappe og beskære og isolere nogle få Paulus-citater, så de ender med at falde i hak med hans eget anliggende. Men det står der virkelig sort på hvidt i kronikken.

Jeg giver Højlund ret: det er højst besynderligt, at Sandbeck kan få sig selv til at beskære og isolere nogle Paulus-citater og så tro, at Paulus holder med ham. Og det er faktisk, hvad han gør. Han skriver i sin kronik, se her:

Til menigheden i Rom skrev han [dvs Paulus]: ”Ligesom en enkelts fald blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan er en enkelts retfærdige gerning også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker.” (Rom 5,18) Gud, erklærede Paulus frimodigt, vil ”vise alle barmhjertighed”. I andre breve jublede han over, at Gud ønsker ”at alle mennesker frelses”, og at ”Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker”. Ja, til sidst, når Gud er blevet ”alt i alle”, vil alle mennesker gladelig ”bekende, at Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære”. Det ender godt for alle. Sådan lød evangeliet i den tidlige kirke.

Det er lidt pauvert. Først, fordi han ikke ulejliger sig med at fortælle, hvor de forskellige skriftsteder står, dernæst, fordi han – fuldt korrekt, faktisk – siger, at Gud ønsker, at alle mennesker frelses. Det er jo noget, vi alle véd. Men om hans ønske opfyldes, se, det er noget, ingen véd, heller ikke Lars Sandbeck.

Det næste skriftsted, dette med, at Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker, står i Tit 2,11. Og bortset fra, at de fleste nytestamentlere regner Titusbrevet for et uægte Paulus-brev, så lyder fortsættelsen således:

11 For Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker 12 og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden,

og stiller os derved uundgåeligt det spørgsmål, om også de mennesker, der ikke siger nej til ugudelighed og verdslige lyster bliver frelst. For der står jo ikke, at Guds nåde er blevet åbenbaret sådan, at alle faktisk bliver frelst, men sådan, at alle kan blive frelst.

Den samme indvending kan man komme med angående det sidste skriftsted, han nævner. Det er fra Fil 2,11, fra den såkaldte Filipperhymne, hvor det hedder:

Derfor har Gud højt ophøjet ham/ og skænket ham navnet over alle navne,/ for at i Jesu navn/ hvert knæ skal bøje sig,/ i himlen og på jorden og under jorden,/ og hver tunge bekende:/ Jesus Kristus er Herre,/ til Gud Faders ære.

Men hvad er dette andet end et håb om en ikke fjern fremtid, hvor evangeliet er nået ud til alle verdens ender og er blevet modtaget, så alle bøjer sig for det! Vi må dog i sandhedens navn indrømme, at dertil er det ikke kommet endnu. Og hvorfor er det ikke det? Jo, såmænd fordi den formaning, som Paulus indleder hymnen med, endnu ikke er efterkommet af os mennesker. Han siger i vers 5: ”I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus,” og så skildrer han Jesu ydmyghed med hymnens ord.

Nå ja, så skal vi vel også lige se, om det eneste skriftsted, han angiver placeringen på, Rom 5,18, tjener hans formål. Paulus er i gang med at sammenligne Adam og Kristus. Og tanken, som Sandbeck drager frem, synes jo logisk nok. For det var jo ikke blot nogle få mennesker, der fik synden ind over sig ved Adams fald, det var alle mennesker. Så er det vel også sådan, at det ikke blot er nogle få mennesker, der får liv i kraft af Kristi gerning. Eller skulle det mon forholde sig sådan, at der ved Kristi gerning blot skabes mulighed for, at mennesker får liv? Paulus’ indledning til kapitlet, hvoraf det fremgår, at vi retfærdiggøres af tro, kunne tyde på det.

Lad mig også nævne de tre midterste kapitler i romerbrevet, kapitel 9, 10 og 11. Her begynder Paulus i Rom 9,3 med at ønske, at han selv var forbandet bort fra Kristus, hvis det kunne hjælpe hans jødiske landsmænd nærmere til frelsen. Og han fortsætter i resten af disse kapitler med at overveje frem og tilbage, hvad dog Guds mening kan være med at lade jøderne være udenfor frelsen. I Rom 11,5 trøster han sig med, at der dog må være en rest tilbage af Israels hus, der bliver frelst. Og det fører ham frem til Rom 11,25, hvor han omsider når til frem den trøst, at ”der hviler forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt kommer ind”.

Nogle meget gribende overvejelser, som han ikke er kommet let til. Men man kan da ikke efter at have læst dem, lade være med at spørge sig selv, om han ikke kunne have sparet sig alle disse hændervridende tanker, hvis han bare havde kendt Lars Sandbecks tese: at frelsen uden videre er for alle.

Hvilket med ret stor tydelighed viser, at Paulus og Sandbeck ikke er enige om denne tese.

Men som jeg begyndte med at sige: det betyder ikke, at jeg giver Højlund ret. For jeg holder på, at vi ikke véd noget om den sag, og at vi ikke skal lade, som om vi véd noget.

Se f.eks. hvad Indre Missions formand, Hans-Ole Bækgaard, skriver i Kristeligt Dagblad den 3. februar her:

Løsningen på problemet er for Sandbeck en evangelisk folkekirke med frelsesuniversalisme som det forløsende evangelium uden den lutherske forankring. Folkekirkens mission havner dermed i at hjælpe mennesker til at tro på den løgn, at alle bliver frelst til sidst uanset. Og at det er sand bibelsk lære.

Gid det var sandheden. Jeg deler C.S. Lewis’ udsagn om, at ”der er ingen lære (om fortabelsen, min tilføjelse), som jeg hellere ville fjerne fra kristendommen end denne, om det stod i min magt.” Det er der mange, som har forsøgt gennem kirkens historie – og Sandbeck er ikke en undtagelse.

Han har ret i, at dette, at alle bliver frelst til sidst, er en løgn. Og man kan godt i forbifarten lægge mærke til, at den Indre Mission, der tidligere i hvert fald af andre blev anklaget for næsten at svælge i tanken om, hvordan der var noget, der hed fortabelse – ikke helt uden grund – nu ligefrem ønsker, at alle kunne blive frelst.

Men læg mærke til, at dette med fortabelsen nu gøres til en lære, hvor det dog blot skulle være en forkyndelse. Er det en lære, så er det noget, vi véd med sikkerhed. Men vi aner jo ikke, om Gud har maget det så, at alle lige inden døden omvender sig. Det kunne vel godt tænkes, at den almægtige ville bære sig sådan ad. Blot kan vi jo ikke i vor forkyndelse bede vore tilhørere om at løbe den risiko. Eller rettere: Vi kan ikke lade være med at forkynde, at et menneske, hvis det fortsætter som slave af loven, går glip af livet, ikke opnår det af livet, som det skulle opnå, og dertil ødelægger livet for mange andre.

Det er på den måde, Paulus bruger fortabelsens mulighed: som en advarsel. I 1 Kor 10,1-12 er han i færd med at gennemgå israelitternes ørkenvandring. Den udlægger han som en advarsel til menigheden, for nogle af dem blev afgudsdyrkere (vers 7), andre bedrev utugt (vers 8), derfor blev de slået ned i ørkenen (vers 5). Nej, fortsætter han:

Derfor skal den, som tror, at han står, se til, at han ikke falder. (Vers 12).

Og så når han frem til et afgørende udsagn om, hvad det vil sige, at loven er tilintetgjort, vers 23:

Alt er tilladt, men ikke alt gavner. Alt er tilladt, men ikke alt bygger op.

At handle gavnligt, at bygge op, det er, hvad det drejer sig om, ikke minutiøs regeloverholdelse. Og det, der skal bygges op, er menigheden, forholdet til de andre, bevidstheden om, at vi udgør et fællesskab, at vi er brødre og søstre, og at vi derfor af os selv må handle som en familie, der stoler på hinanden.

Og igen: Hvis alle bliver frelst i sidste ende, så må det jo være ligegyldigt, om man står eller falder, om man gavner eller skader, og om man bygger op eller bryder ned.

Lad mig slutte med to betragtninger:

1) I begyndelsen af 1980erne skrev jeg en lille afhandling. Den skulle egentlig have været en licentiatafhandling, men det kom aldrig så vidt. Her i 2010erne opdagede jeg den igen og lagde den ud på nettet. I den er der et kapitel, der hedder ”Modsætningen til den forensiske retfærdiggørelseslære”. Dette med den forensiske retfærdiggørelseslære – altså den lære, at mennesket bliver retfærdigt derved, at Gud erklærer mennesket for retfærdigt – var, hvad der optog mange dengang. Der havde endnu ikke vist sig nogen, der var fræk nok til ligefrem at gå ind for alles frelse. Men når jeg nu så mange år senere læser dette afsnit igennem, kan jeg se, at mange af mine datidige argumenter går igen i min argumentation i dag. Hvis man gider – men det hele er ret indviklet – kan man se afsnittet her.

2) På en måde er det, som om alle disse tanker om alles frelse eller dobbelt udgang hører en lykkelig fortid til, den lykkelige fortid, nemlig, hvor vi her i landet endnu ikke havde stiftet bekendtskab med islam.

Dengang, hvor vi kun var os selv, kunne vi endnu bilde os ind, at vi kunne og burde acceptere alle danskere, selv om de ikke lige troede på Kristus, sådan som de efter vor lutherske bekendelse burde gøre det. Det er det scenarie, Lars Sandbeck opstiller for os. Og ikke sandt, så er vi tilbøjelige til at lade Sandbeck få ret. For vi kan da ikke nænne at erklære nogen for fortabt, bare fordi de ikke lige har den rette tro.

Men det er jo ikke vor situation længere. Nu har vi fået et influx af muslimer, det vil sige: vi har fået en masse mennesker ind i landet, der er bestemt af den muslimske lovfromhed, og det viser sig, at disse mennesker mangler meget mere end en tro på Kristus: de udøver mange steder dominansvold overfor os danskere, de chikanerer de danskere, de bor iblandt, så de får et boligområde for sig selv, de holder brandfolk og politifolk ude fra disse områder, osv.

Nej, nej, det er skam ikke alle muslimer, der opfører sig sådan. Men der er tilstrækkelig mange voldsparate muslimer til, at ikke så få mennesker her i landet må leve med konstant politibeskyttelse. Og værst af alt: de har en koran og en krigshistorie med deres religion, der bevirker, at alt for mange af dem får den tanke at ville føre deres krig mod os vesterlændinge videre med terror.

Og ja, vi kan måske nok med lidt tankegymnastik få os selv til at tro, at der nok vil være frelse for de pæne muslimer. Men kan vi få os selv til at tro, at Guds frelse også kan tildeles en Mohammed Atta, der fløj sin flyvemaskine ind i World Trade Center’s ene tårn? Hvis han fortrød i sekunderne, inden han døde, ville han vel have drejet sit fly udenom tårnet. Eller kan vi forestille os, at Osama bin Laden nåede at bede om forladelse, inden han blev skudt?

Vi er kort sagt blevet konfronteret med en religion, der ikke blot har nogle dræbende handlinger at opvise, men også nogle dræbende ord i sin helligskrift. Og mig forekommer det altså, at det er spild af god tankekraft at overveje det hjernespind, der er opstået hos Lars Sandbeck. Vi burde i stedet prøve at gøre os klart, hvordan dog en lovfromhed, der jo virkelig gerne vil være fromhed, kan ende med at fostre terrorister.

Problemet er ikke det, som Kaj Mogensen formulerede på denne måde:

Forestillingen om, at Gud på dommens dag vil sende hovedparten af sin skabte og elskede menneskehed i tidsubegrænset smerte, er en ophævelse af kristen tro, håb og kærlighed. Gud bliver gjort til en ond sadist.

Problemet er, at nogle mennesker har vist sig som onde sadister. Problemet er, at en række mennesker – og altså ikke helt få – er indstillet på at sende store dele af deres gudsskabte medmennesker ind i smerte og død.

Og vil vi ikke bagatellisere deres ondskab ved at påstå, at de da bestemt må blive frelst til sidst?

Udgivet i Etik, Ny testamente | Tagget | Skriv en kommentar