Bevidsthed overalt?

I fredags den 26-8 havde Weekendavisen på forsiden af den afdeling, der hedder Ideer, en artikel om panpsykismen. (ikke on-line).

Under denne betegnelse skjuler sig en påstand om, at bevidsthed ikke er et specielt menneskeligt fænomen, heller ikke noget, der er forbeholdt dyr, nej, bevidsthed har været til stede fra selveste Big Bang for 14 mia. år siden; bevidsthed gør sig gældende i kvarker og elektroner, såvelsom i klipper og have.

Man tror, det er løgn. Men der er faktisk filosoffer, der agiterer for panpsykismen. Oven i købet hævder artiklens forfatter, Thomas Møller Larsen, at der bliver flere og flere tilhængere af teorien.

Jeg mener at kunne huske at have truffet denne opfattelse, mens jeg frekventerede det nu nedlagte Forum Teologi/Naturvidenskab på Aarhus Universitet. Og jeg fandt da også tanken antydet i et blogindlæg for ni år siden, se her. Dengang skrev jeg:

Jo, jo, jeg véd godt, at der findes filosoffer – man plejer at kalde dem “reduktionister” – der vil hævde, at alle de her nævnte fænomener: digtning, religion, økonomi, og såmænd også sociologi, økonomi og historieforskning, kan reduceres til fysik og kemi. Men er det et holdbart standpunkt? Andre filosoffer er gået den modsatte vej, har forsøgt at hævde, at da vi mennesker har bevidsthed, og da der intet nyt er fremstået under solen, så har også éncellede væsener bevidsthed. Også et absurd standpunkt!

Som man kan se: Jeg var ikke just tilhænger af dette standpunkt.

Men nu, hvor der er blevet flere tilhængere af synspunktet, er det så ikke tid til at ændre standpunkt?

Ak nej, tanken er lige så tåbelig nu som dengang. Men hør, hvordan det lyder i Weekendavisens artikel:

Panpsykisterne, som får mere og mere vind i sejlene, hævder, at bevidstheden findes i elementær form helt nede på bunden af trappestigen – at elementarpartikler er ved bevidsthed eller rummer kimen til bevidsthed.

»Tanken er, at subjektiv oplevelse — i en eller anden form — er en fundamental dimension af det materielle. At den ikke er en ekstra kraft eller ingrediens i naturen, men et aspekt af de naturlige fænomener, vi allerede kender,« opsummerer Hedda Hassel Mørch, der forsker i bevidsthed ved Center for Mind, Brain and Consciousness ved New York University, og som tilslutter sig panpsykismen.

Galen Strawson er professor i filosofi, forsker i bevidsthed ved Texas University i Austin og er et af de bedst kendte navne inden for panpsykismen. Til Weekendavisen forklarer han:

»Evolutionen arbejdede med materialiteten og producerede vores kropslige former, og her er vi med de her smukt tilpassede kroppe, smarte fingre og modstillede tommelfingre. Måske er der sket det samme med bevidstheden: Måske arbejdede evolutionen på noget, der allerede var der – bevidsthed – og modellerede den, så den blev til forskellige former, der er gunstige for overlevelse”.

For at fjerne noget af det absurde ved disse tanker, giver man sig til at operere med både mikrobevidsthed og makrobevidsthed. Derfor fortsætter interview’et:

Hvorfor er I så sikre på, at det, I kalder mikrobevidsthed, er et fundamentalt aspekt af den fysiske virkelighed?

»På grund af problemet med radikal emergens,« siger Galen Strawson.

Ideen om radikal emergens siger, at bevidstheden opstår ‘ud af det blå’, når ubevidste partikler er sat sammen på en tilstrækkelig kompleks måde. At sammensætningen skaber særlige egenskaber, som ikke kan forklares ud fra de enkelte deles egenskaber. Men ideen er umiddelbart svær at forene med naturvidenskaben, fordi radikal emergens ikke findes andre steder i det kendte univers.

»Radikal emergens vil sige, at bevidstheden popper ud af intet. Og det er dårlig videnskab at antage, at noget radikalt nyt – bevidsthed – emergerer ud af noget, der overhovedet ikke havde nogen bevidsthed på forhånd,« siger Galen Strawson.

Jeg forstår ikke helt, hvorfor man vil tale om ”radikal emergens”. Man kunne nøjes med blot at tale om ”emergens”. Når livet udvikler sig af livløs materie, så er der tale om emergens. Når menneskeligt sprog udvikler sig hos oprindeligt ikke sproglige væsener, kan man tale om emergens. I det hele taget forekommer der emergens ved alle udviklingens overgangsfaser, overgangen fra fysik til kemi, fra kemi til biokemi, fra biokemi til neurologi, fra neurologi til sociologi, osv. I alle disse overgangsfaser sker der en slags spring, noget nyt dukker op, og videnskabsfolkene er nødt til at danne sig et helt nyt sprog for at kunne forstå det, der sker på det nye niveau.

Så vidt jeg kan se af artiklen, er det denne overgang, panpsykisterne ikke vil acceptere, eller snarere: de accepterer ikke, at der kan opstå noget radikalt nyt i udviklingens løb. Som Galen Strawson siger det: ”Og det er dårlig videnskab at antage, at noget radikalt nyt – bevidsthed – emergerer ud af noget, der overhovedet ikke havde nogen bevidsthed på forhånd”. Vel er det ej! Kemi er noget radikalt nyt i forhold til fysik. Og biokemi – ikke mindst det – er radikalt anderledes end uorganisk kemi. Hvorfor dog ikke acceptere, at sådan er det altså?

Panpsykisterne minder om vitalisterne fra begyndelsen af 1900-tallet. De mente, at livets foreteelser var så forunderlige, at de kun kunne forklares ved hjælp af særlige livskræfter, ”vitale kræfter”. Det har siden vist sig, at livets mange forunderligheder kunne forklares biokemisk, det var almindelige kemiske kræfter, der var på færde i livets celler, men de var godt nok på færde i et ualmindelig komplekst forløb, der krævede særlige forklaringsmodeller.

Sådan er også bevidsthed blevet til ud af noget, der ikke rummede bevidsthed. Men den er jo ikke ”poppet op”. Den har udviklet sig. Hvis man f.eks. mener, at ét af bevidsthedens kendetegn består i, at individet kan ”se på sig selv udefra”, altså er klar over, hvordan det ser ud fra andres synsvinkel, så har de eksperimenter med de såkaldte spejlneuroner, man foretog for nogle år siden, vist, at den evne deles af ganske mange dyr.

Hvert pattedyr har et område af hjernen, der holder styr på, hvor individets lemmer og krop befinder sig i forhold til hinanden. Og der er et område, hvor planlægning af en bevægelse finder sted, et andet område, hvorfra bevægelsen igangsættes. Nu viser det sig, at individet ved at se et andet individ foretage en bestemt handling får neuroner til at fyre i de områder, der hos det pågældende individ planlægger just denne handling. Og det betyder jo, at individet har den form for bevidsthed, at det kan se sig selv udefra.

Men dette ligefrem at kunne genkende sig selv i et spejl, er noget, kun menneskeaber og mennesket er i stand til. Dog viser vist nylige forsøg, at også visse kragefugle kan gøre os kunsten efter. Det vil sige: den form for bevidsthed er ikke særlig udbredt hos dyr.

Det er til gengæld den form for bevidsthed, der består i, at individet føler smerte. Ganske vist kan vi ikke måle smertefornemmelsen, men man kan dog som regel se på et dyrs reaktioner, om det føler smerte eller ej. Og i stand til at føle smerte er jo utrolig mange dyr.

Men i stand til at føle medlidenhed med en smertelig begivenhed, som ikke opleves, men som der kun fortælles om, det er kun mennesket. For kun mennesket har et sprog, der gennem fortælling kan gøre fortidens tildragelser nutidige.

Så hos mennesket er der altså opstået bevidsthed i meget høj grad.

Dan Zahavi, professor i filosofi ved Københavns Universitet, bliver også interview’et:

»I bund og grund er der tale om det klassiske sjæl/legeme-problem, der ikke er blevet mindre akut, givet de seneste videnskabelige landvindinger: Hvad er forholdet mellem det legeme, vi kan undersøge naturvidenskabeligt og vores bevidsthedsliv, vores personlighed, oplevelser, følelser og tanker?« siger Dan Zahavi og fortæller om udviklingen:

»Den position, som har været toneangivende i de seneste 30-40 år, har været en reduktionisme, hvor tankegangen har været: Hvis vi skal forklare bevidsthed, skal det ske ved at reducere den til de processer og lovmæssigheder, som den aktuelle naturvidenskab råder over – det vil sige, at vores bevidsthed ikke er andet end fysik, kemi og biologi. Hvis man går 30-40 år tilbage, så var dette den altdominerende position, ikke kun blandt hjerneforskere, men også blandt filosoffer. Og ofte blev det fremstillet, som om man kun havde to muligheder: Enten er man reduktionistisk materialist, eller ogsa er man overtroisk dualist.«

»Men det reduktionistiske program har vist sig at være meget sværere at gennemføre end først antaget. Forestil dig, at man prøvede at forklare meningen med en tekst ved at reducere den til den kemiske sammensætning af det blæk, den var skrevet med. I udgangspunktet virker det lige så omsonst at ville reducere subjektive oplevelser til neurobiologiske processer.«

»Der er ingen, der betvivler, at der er en intim forbindelse. Men vi kan ikke forklare den. Flere er begyndt at betvivle, at reduktionismen kan gennemføres, og derfor er der begyndt at dukke positioner op, som umiddelbart kan virke mere ekstravagante og radikale,« forklarer Dan Zahavi.

Læg mærke til, at dualismen på forhånd blev identificeret med overtro. Det var vist den hos mange filosoffer næsten indbyggede ateisme, der gjorde sig gældende. Den har jeg truffet mange gange i det føromtalte Forum Teologi/Naturvidenskab. Men det forekommer mig, at man, hvis man på forhånd vender sig imod al dualisme, kommer til at smide barnet ud med badevandet. Man kunne i stedet skelne mellem en ægte og en falsk dualisme. For på én eller anden måde må man jo, som Zahava siger, have fundet en forbindelse mellem de processer og lovmæssigheder, som neurovidenskaben finder frem til, og det rige bevidsthedsliv, som hver og én af os oplever.

Her har jeg fundet hjælp hos den opdagelse, som Karl Popper har gjort: opdagelsen af dobbelt-kausaliteten. Videnskabsfolkene tænker ikke over det, men en filosof som Karl Popper gør. Hvis man f.eks. vil finde årsagerne til, at en sommerfugl kommer til at se ud netop, som den gør, kan man undersøge dens dna-molekyler. Derudfra kan man – eller vil man engang kunne – få et nøjagtigt billede af, hvorfor sommerfuglen har netop det udseende, den har, og forøvrigt også, hvorfor den har netop den adfærd, den udviser. Her er det mikrokosmos, der bestemmer over makrokosmos. Men det er ikke den eneste årsagsrække, der er i sving. For spørger man, hvorfor dna-molekylerne bestemmer just det, de bestemmer, er svaret, at det har evolutionen bestemt. Og evolutionen hersker på makromosmisk niveau. Begge årsagsrækker er naturligvis i sving, og begge lader sig undersøge med videnskabelige metoder.

Fremdeles: Hvis man spørger, hvorfor et dyr, f.eks. ens hund, har netop den adfærd, den har, finder man også svaret i en dobbelt kausalitet. For naturligvis er hundens adfærd bestemt til mindste detalje af dens hjernes neuronprocesser. Men disse processer er omvendt bestemt dels af sansernes input, og dels af de erfaringer, hunden har gjort i sit liv. Hunden har lært noget, og i en læreproces sætter makrokosmos: hundens omgivelser, sit præg på mikrokosmos: hundens neuroner.

Og endelig: Også for menneskets vedkommende er der tale om en dobbelt kausalitet. Under vor utrolig lange opvækst har vi skullet tilegne os (dvs. få indkodet i vores hjerne) alle kulturens små og store mærkværdigheder, herunder først og fremmest sprogets mange koder. Hvis derfor f.eks. en mand skal afgøre, om han tør stole på sin kone igen efter en lang uoverensstemmelse, så er der en utrolig masse faktorer, der spiller ind. Men de er alle repræsenteret i hans hjerne med bestemte kredsløb. Og de udfordres hele tiden af de ord, de udveksler med hinanden. Hvis vi ser på det ord, der til sidst får ham til at føle fred i hjertet, så har det fremkaldt en masse svingninger i hjernen på ham, lige fra erindringer om det første møde til en vis genopblussende seksuel tiltrækning, men om det er de ord, hun siger, eller det er den måde, hun siger det på, det gør han sig ikke selv nogen tanker om, blot sker der det, at ordet overmander ham, skaber tillid hos ham, får ham til igen at føle sig ét med hende.

Og alle de følelser, der gennemstrømmer ham, har deres tilsvar i de hjerneprocesser, der foregår i ham, millisekund for millisekund. Jamen, så er han jo kun en robot, bestemt i én og alt af naturlovsbestemte processer i hjernen?

Nej, at sige sådan er udtryk for en kortslutning. Disse hjerneprocesser er jo igen bestemt af makrokosmos, nemlig af de ord, hun siger, og den mimik, hun har. Der foregår et ping-pong-spil mellem den ene og den anden, dette spil foregår på makrokosmisk plan og bestemmer, sammen med de erfaringer, der ligger indkodet i hjernen, hvad der sker på mikrokosmisk plan. Mikrokosmos med dets naturlove er ikke alene om at bestemme hans reaktion.

Man kan måske hævde – men jeg nøjes altså med at sige ”måske” – at ligesom dette, at der udviklede sig liv på kloden, har medført, at man måtte danne sig et særligt biokemisk sprog til at tage hånd om de processer, der foregår i cellerne, sådan har det, at der har udviklet sig mennesker, bevirket, at man har måttet udvikle særlige sprog til at forstå det, der foregår i menneskesamfundet: digtning, dramatik, historiefortælling, psykologi, religion, osv. Og vil man indvende, at mange af disse sprog ikke er videnskabelige sprog, lyder svaret: ”Og hvad så? Har videnskaben monopol på at fortælle os sandheden, ikke mindst sandheden om os selv?”

Lad mig til sidst prøve at vise, at de problemer, vi her slås med, er gamle problemer, problemer, som menneskeheden har været optaget af de sidste 2000 år.

Først er der den romerske filosof Titus Lucretius Carus (95-55 f. Kr.). Han har skrevet et 7000 vers langt digt: Om naturens ting, og deri søger han at vise, at alting er bestemt af fastlåste naturlove, og at det derfor er omsonst at ofre til guderne eller bede til dem. Men han er vís nok til at medindregne mennesket i dette ”alting”, der er naturlovsbestemt. Og han opdager derved en vanskelighed. For hvad så med menneskets frie vilje? Lucrets spørger i sin anden bog, vers 251-257:

Kort sagt: hvis alle bevægelser hører ubrydeligt sammen, dersom en gammel altid må avle en ny, og kun denne, og hvis partiklerne ikke ved deres drejning begynder nye bevægelseskæder som bryder hvad skæbnen har fastlagt, for at forhindre at årsag for evigt skal følge på årsag, hvorfra stammer vel da, hos alt der lever, den frihed, hvorfra, ja, hvorfra stammer den vilje, vi fravrister skæbnen?

Altså, for at få plads til en frihed hos mennesket, er Lucrets nødt til at bryde det strenge naturlovsskema, han har opstillet, han er nødt til – som han har gjort det lige forud for disse vers – at tale om en clinamen, en ikke naturlovsbestemt afvigelse.

Med andre ord: Lucrets opdagede, at han var stillet i et dilemma, det samme dilemma, som nutidens videnskabsfolk er stillet i: Hvis alting er bestemt af naturlove, og mennesket hører med til dette ”alting”, så umuliggøres tanken om den frie vilje.

Det næste tidsrum, jeg vil nævne, er oldtidens slutning. Her diskuterede en række kirkefædre vidt og bredt, om der var én eller to naturer i Kristus, og om der var én eller to viljer i Kristus. Men det, man i virkeligheden diskuterede under dække af at diskutere forholdene i Kristus, var forholdene i mennesket. Blot var jo Kristus uden synd, og derfor blev diskussionen klarere, når man diskuterede hans naturer, end når man diskuterede menneskets naturer.

Og når man på et kirkemøde i Kalkedon slog fast, at der var to naturer i Kristus, brugte man en formel for de to naturers samvirken, som også vi i vore dage kan bruge. Man sagde, at de to naturer var uadskillelige og usammenblandelige. Jeg skrev i sin tid en lille afhandling om Luther, og i den indflettede jeg nogle tanker om den græske kirkefader Maximus Bekenderen, se her.

Og så kan jeg ikke dy mig for at nævne striden mellem de to europæiske kæmper, Luther og Erasmus. Jeg har skrevet en mindre afhandling om det her. Det ser ved første øjekast ud til at være forholdet mellem menneskets vilje og Guds vilje, der er til diskussion, men da Guds vilje for begge de to tænkere nemt antager samme urørlighed, som naturlovsnødvendigheden har for vore dages tænkere, er det rimeligt at tolke det som i grunden samme problemstilling. Se f.eks. her om dette forhold.

Og endelig vil jeg fra nutiden nævne Merlin Donald, en amerikansk psykolog, der i sin bog ”A Mind so Rare” taler om netop umuligheden af nutidens ensidighed. Jeg beskriver kort hans tanker her og citerer ham for dette bon-mot:

Som Donald siger det: Mennesket er en hybrid, et legemligt væsen, der skal blive “enculturated”, det vil sige: et væsen, der skal indgå i den forhåndenværende kultur som et selvstændigt individ, som en sjæl, som en personlighed.

En hybrid, ja, bestående af både legeme og kultur.

Udgivet i ateisme, Luther | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Moralers sammenstød II

Som anført i det forrige indlæg kan man ud fra Konrad Otts essay ”Zuwanderung und Moral”, se her, nikke genkendende til mange af de ting, han fremfører, først og fremmest jo til hans grundlæggende tese: der er uforligelighed mellem to former for etik, sindelagsetikken og ansvarsetikken, og denne uforligelighed er grunden til, at debatten om flygtninge så ofte ender i verbale slagsmål i stedet for i argumenterede teser.

Det gælder ikke mindst hans overvejelser i punkt 3. Her kommer han ind på den debat om debatten, som også vi danskere har haft.

Jeg kan dog, så vidt jeg kan se, huske lidt længere tilbage end Ott. Jeg mener at kunne huske, at det i den første tid med de fremmede var ildeset fra elitens side i det hele taget at diskutere indvandringen. Man havde en – i og for sig ganske agtværdig – forestilling om, at en sådan diskussion ville forhindre de fremmedes integration, altså få dem til at føle sig mindre velkomne her i landet.

Men senere kom der andre boller på suppen. Den redegør Konrad Ott for.

Sindelagsetikerne brændemærker ofte deres modstandere med ord, der er taget fra den politiske korrektheds vokabular. Mange ytringer falder ind under betegnelsen ”fremmedfjendtlig”, ”racistisk”, ”fascistisk”, ”menneskeforagtende”, ”højrepopulistisk”, osv. Og man kan også opleve, at ytringer bliver nedgjort, fordi de kan fremkalde sådanne holdninger. På den måde tiltager sindelagsetikerne sig definitionsmagten over debatten. For de går videre og hævder (med Foucault ifølge Ott), at sådanne ytringer helt skal udelukkes.

Noget kunne tyde på, at det i Tyskland forholder sig med dette lidt værre end herhjemme. Ott skriver f.eks.:

Den, der vil komme med et rent og skært talargument (”der er kommet for mange i løbet af for kort tid”), bliver regnet for fremmedfjendsk, i det mindste latent fremmedfjendsk.

Også andre af eksemplerne på sindelagsetikernes indvendinger forekommer ret langt ude.

Den oprindelig ret korte tese (se forrige indlæg) er nu blevet betydelig forlænget og lyder: ”En stat S har, uden hensyn til, hvad andre stater gør eller undlader at gøre, en forpligtelse O til at modtage og forsørge alle flygtninge F, og, så vidt muligt, at oprette sikre flugtkorridorer for dem, hvorunder mængden af flugtbegrundelser omfatter følgende a, b, c, …… z, æ, ø, å. Imod denne forpligtelse må der kun argumenteres med grunde, som ikke er nationalistiske (n), fremmedfjendske (f) eller racistiske (r), hvorunder (n), (f) og (r) defineres så bredt som muligt”.

Det lyder forfærdeligt, men det svarer desværre lidt for godt til de erfaringer, også vi har gjort, selv om vi måske kan trøste os med, at Sverige og måske Tyskland er værre stillet i den henseende end vi.

Ott slutter dette punkt med at tilslutte sig R. M. Hare’s iagttagelse, at moralske argumenter ofte menes at overtrumfe alle andre argumenter.

Punkt 4.

Denne overlegenhedsfølelse hos sindelagsetikerne behandler Ott lidt mere udførligt i punkt 4.

De fleste etikere går ud fra en normativ individualisme og tilsidesætter eventuelle krav fra kollektive størrelser, folket, nationen, staten, osv. Og derfor får de på en måde vendt op og ned på flygtningesituationen: flygtningene kommer ikke og bønfalder os om asyl, nej, de har en ret til asyl eller en menneskeret til beskyttelse.

Og når sådanne tanker forbindes med menneskerettighedsetik og den normale sindelagsetik opfattes som overtrumfende alt andet, så kan sindelagsetikerne føle sig sikre i deres fæstning. Men, fortsætter Ott, ansvarsetikerne kan mærke en vis selvtilfredshed og uovervindelighedsfølelse hos dem. Sindelagsetikerne rider på høje heste.

Han bruger ikke ordet ”farisæisme”, men han er lige ved.

Og det er ikke mindst dette forhold ved sindelagsetikken, at den ikke føler sig angrebet af andre etikformer, der får sindelagsetikerne til at nægte at sætte grænser. ”Sæt nu, man angav en grænse på 30.000 pr år, skulle vi så afvise flygtning nummer 30.001?”

Når det ender dèr, hænger det sammen med, at sindelagsetikeren ser individer, der for øjeblikket er i nød, ikke slutpunktet for en sociokulturel og politisk udvikling. Og blandt andet derfor kommer det ikke til nogen ægte debat mellem sindelagsetikeren og ansvarsetikeren. For netop dette slutpunkt har ansvarsetikeren øjnene rettet mod.

Punkt 5.

Konrad Ott går derefter over til at fremholde visse etiske aspekter af den undersøgelse af den enkeltes asylansøgers forhold, der foregår. Man kan næsten sige ”foregår lidt endnu”, for slutpunktet for den udvikling, sindelagsetikerne har sat i gang, er åbne grænser, hvor al prøvelse af asylgrunde er ophørt.

Her er der blandt sindelagsetikere opstået en slags paralleltænkning mellem det, der foregår i en retssal, og det, der foregår i flygtningenævnet. Ligesom det i retsetisk henseende er bedre, at en skyldig går fri, end at en uskyldig dømmes, mener man, at det er bedre, at én, der ikke har ret til asyl, får det, end at én, der har ret til det, ikke får asyl. Nogen går endog så vidt som til at sige, at man hellere må give 100.000 uberettigede asyl, end nægte det til 10 berettigede. At man fra ansvarsetikernes side indvender, at prøvelse ikke må gøres så besværlig, at behandlingstiden udvides betragtelig, bider ikke på sindelagsetikerne.

Mange sindelagsetikere – åbenbart i hvert fald i Tyskland – går det skridt videre i sammenligningen med retsetikken, at de hævder, at ligesom en anklaget har ret til at nægte at udtale sig og ret til at lyve for domstolen, sådan kan en asylansøger ikke være forpligtet på at samarbejde, men har ret til at sløre sin identitet, til at gifte sig pro-forma, til at foretage andre ting for at få flygtningenævnets afgørelse til at gå den ”rigtige” vej.

Og endelig går nogle få af etiske grunde hele vejen ud af tangenten, så de giver sig til at indsmugle flygtninge.

Så langt behøver man dog ikke at gå. Der er mellemveje. Én af dem er at påberåbe sig en afgørelse ud fra humanitære grunde, hvis de normale grunde er sluppet op. Og i forlængelse af argumentation for humanitær opholdstilladelse kan argumentet om umuligheden at tilbagesendelse anvendes. For flygtningekonventionen forbyder at sende et menneske tilbage til forfølgelse. Men som på de andre områder er også grænserne på dette område udvidet betragteligt. Med Otts ord:

Hvis man i menneskeretssystemet inddrager alle mulige sociale og kulturelle rettigheder, så danner forbudet mod udsendelse til forfølgelse en næsten fuldstændig beskyttelse mod udvisning.

Det var ikke meningen, nej, men i kraft af sindelagsetikernes idelige argumentation er alt sådant fremstået ved knopskydning på den oprindelige tekst.

Men mærkelig nok kan sindelagsetikere vende sig imod udsendelse til et andet EU-land, og også argumentere for, at man ikke skal udsende til lande, hvor krigen er slut og et genopbygningsarbejde venter.

Endelig ser Ott en modsætning mellem de to slags etik i det forhold, at sindelagsetikerne glæder sig, hver gang det lykkes at trække sagerne i langdrag, mens ansvarsetikerne dels ser på de begrænsede ressourcer til prøvelse af sagerne, dels på de menneskelige omkostninger for flygtningene ved den stadige uklarhed, dette medfører.

Men nu er tesen vokset til næsten uhyrlig størrelse: ”En stat S har, uden hensyn til, hvad andre stater gør eller undlader at gøre, en forpligtelse O til at modtage og forsørge alle flygtninge F, og, så vidt muligt at oprette sikre flugtkorridorer for dem, hvorunder mængden af flugtbegrundelser omfatter følgende a, b, c, …… z, æ, ø, å. Imod denne forpligtelse må der kun argumenteres med grunde, som ikke er nationalistiske (n), fremmedfjendske (f) eller racistiske (r), hvorunder (n), (f) og (r) defineres så bredt som muligt. Tilbagesendelsesforbudet skal udlægges efter et omfangsrigt system af menneskerettigheder. Udsendelser er som hovedregel utilladelige. Alle humanitære grunde må man tage hensyn til ved udsendelser”.

Hvis det er normen, betyder det halvåbne grænser og en ret til at forblive i landet for næsten alle.

Punkt 6.

Under dette punkt behandler Ott synet på menneskesmuglerne.

Først går han i rette med sindelagsetikernes forsøg på at drage en parallel mellem dem, der flygtede fra DDR til Vesttyskland, og dem, der flygter fra Mellemøsten til Tyskland. Og det er nok et særligt tysk fænomen, at der er folk, der drager den slags paralleller. Men som så mange af de paralleller, man vil drage, er også denne tvivlsom. Man må, siger Ott, skelne mellem den menneskeret til udrejse, som DDR satte sig imod med deres grænsebevogtning, og en tænkt menneskeret til indrejse, som de europæiske lande ikke anerkender og derfor søger at bringe under ordnede forhold.

Men ud fra denne (falske) parallel spørger sindelagsetikerne: Hvorfor skal vi ikke hylde nutidens menneskesmuglere på samme måde, som vi hyldede de mennesker, der hjalp østtyskere til flugt?

Dog har de lidt vanskeligt ved at godkende alle smuglernes handlinger. Ikke underligt. For at maximere udbyttet presser man folk sammen på næsten synkefærdige både, så en forkert bevægelse kan afstedkomme de største ulykker. Og man gør det, velvidende, at EU’s både er i nærheden. At holde sådanne mennesker ansvarlige for de menneskers død, der omkommer, når de på den måde kæntrer og drukner, skulle egentlig være uproblematisk, siger Ott, de gør det jo for ren profit.

Men, fortsætter han, her skifter sindelagsetikerne pludselig synspunkt. Nu begynder de at tænke markedsøkonomisk. Hvor der er efterspørgsel, vil der også være udbud. Hvis man vil ødelægge menneskesmuglernes forretning, skulle man åbne grænserne. Og ligeledes er de langt hurtigere til at anklage EU og landspolitikerne end til at anklage menneskesmuglerne. Må man ikke gøre alt, hvad der er menneskeligt muligt for at forhindre småbørn i at drive ind på europæiske strande? Sindelagsetikerne opbygger med sådanne spørgsmål et uhyre moralsk tryk. Ethvert andet svar end et utvetydigt ja er moralsk suspekt. Og så er det uden betydning, om der reddes 93, 95 eller 97% af bådflygtningene.

Forøvrigt kan man her lægge mærke til, at Konrad Ott er én af de meget få, der gør opmærksom på, at bådflygtningene aktivt bringe sig i havsnød. Havsnøden er ”induziert”, som han siger.

Men ellers er han efter min mening lidt for lidt krævende på ansvarsetikernes (og mine) vegne. Han siger, at fortolkningen af, hvad der for øjeblikket udspiller sig på Middelhavet, i meget høj grad går i hver sin retning. Hvor den ene part (ansvarsetikerne) vil se en stor humanitær redningsaktion, dèr ser den anden part, altså sindelagsetikerne, en skyldbetynget undladelsessynd stillet overfor de mange dødsfald, der ikke ville have fundet sted, hvis der var sikre flugtkorridorer eller åbne grænser.

Her kan man undre sig over, at han overhovedet ikke nævner den australske model, den model, hvor man ved ikke at opfylde bådflygtningenes ønsker om at sætte foden på Australiens jord og derved komme foran alle andre asylansøgere får flygtningestrømmen til at udtørre og derved undgår de mange druknede flygtninge.

Ott har ellers blik for mange af de sociale mekanismer, der er i spil, men at man ved at redde flygtningene fra de synkefærdige både og bringe dem til Europa unægtelig udgør en vældig pull-effect for fremtidige flygtninge, det ser han tilsyneladende ikke.

Er den australske model for hård efter hans smag? Eller mener han, den er for hård at bringe ind i den tyske debat? Eller bliver det hele for indviklet, hvis man sætter sig ind i australiernes handlingsbegrundelse. Den kan jo nemlig siges at være drevet af en utilitaristisk etik: man accepterer en dårlig behandling af nogle få for at kunne forhindre de manges død. Udlagt: Man accepterer, at nogle få flygtninge får en ikke alt for god behandling på øen Nauru – man vil derved tvinge dem til at opgive ønsket om at kunne bosætte sig i Australien og ”nøjes” med en lejr i Cambodia – for effektivt at kunne afskrække flygtninge fra at begive sig ud på havet; hvilket jo er lykkedes over al forventning: mens der dør flere tusinde bådflygtninge på Middelhavet, dør der ingen på havet mellem Indonesien og Australien.

Det, man bør sammenligne, er efter min mening sindelagsetikernes åbne-grænser-politik og ansvarsetikernes Australien-løsning. Begge bringer drukneulykkerne ned på nul, men jo unægtelig med vidt forskellige konsekvenser for de europæiske lande.

Punkt 7.

Dette punkt kunne jeg have lyst til at springe over. For man har fornemmelsen af, at Ott gør nar af sindelagsetikerne. Men det gør han vist alligevel ikke. Han henviser til en canadisk etiker Joseph Carens, som i sin bog ”Ethics of Immigration” argumenterer for alle verdensindbyggeres lige rettigheder. En canadier har ikke mere ret til sit land end en hvilken som helst anden verdensborger. Derfor må man leve med åbne grænser. At der i så fald formentlig vil ankomme mange millioner mennesker til vestlige lande, må man tage med i købet, hvis man vil være et moralsk menneske.

Noget af det spændende ved Otts essay er, at han søger at drage de yderste konsekvenser af de etiske holdninger, han præsenterer os for. Og det etisk interessante ved en sådan ”åbne-grænser-holdning” er, mener han, at han på den måde endelig tvinger sindelagsetikerne til at spille med på den politiske bane. Er de virkelig parate til at godtage de konsekvenser, som åbne grænser vil medføre?

Punkt 8.

Under dette punkt behandler Ott en række temmelig venstreorienterede tænkere og ender med at referere nogle af dem for at betragte kirkelige naivister som ”nyttige idioter”, der med deres åbne-grænser-politik understøtter den revolution, som de venstreorienterede åbenbart stadig drømmer om. Alt dette springer jeg gladelig over, blot tillader jeg mig at nævne, at Ott her kommer ind på den hidtil førte flygtningepolitiks manglende demokratiske legitimitet. Det svarer til den indvending, mange indvandringsmodstandere herhjemme er kommet med: Alt dette er jo sket, uden at vi er blevet spurgt.

Nuvel, med disse otte punkter er vi nået igennem Konrad Otts gennemgang af sindelagsetikernes holdninger og problemer, vi er nået til side 17 ud af 33. Egentlig skulle vi jo så i et par fremtidige indlæg gennemgå hans omtale af ansvarsetikernes anskuelser. Det tør jeg dog ikke love. Men naturligvis, man skal ikke blive forbavset, hvis fortsættelse en dag følger.

Udgivet i Indvandringspolitik | Tagget , | Skriv en kommentar

Moralers sammenstød I

Ifølge Kristeligt Dagblad for den 25-8 2016, se her, hævder den tyske filosof Konrad Ott, at der i vore samfund findes to forskellige moralopfattelse, sindelagsetik og ansvarsetik. De to opfattelser kan ikke skrives på én formel, og det er årsagen til, at diskussionen om flygtninge og indvandring hele tiden går op i en spids, så det fyger med sprogets værste skældsord.

Artiklen er et referat af et essay ”Zuwanderung und Moral” (Indvandring og moral), som kan ses her, naturligvis på tysk. Er man ikke helt så knøv til det tyske, kan man nøjes med et interview med Konrad Ott om sagen, som findes her, også på tysk. Alle tre artikler bringer en yderst interessant problemstilling til torvs og er værd at læse.

Hovedargumentet, dette med, at der findes to forskellige moraler, som uvægerlig støder sammen, er et opkog af Luthers toregimentelære. Jeg har en del gange her på bloggen søgt at vise, hvordan denne lære har aktualitet i flygtningespørgsmålet, f.eks. her. Her skriver jeg bl.a.:

Luther forklarer sig i en prædiken over Matt 6,19-21:

En fyrste kan jo nok være en kristen, men han skal ikke regere som kristen; og det, han regerer efter, kaldes ikke en kristen, men en fyrste. Personen er vel kristen; men embedet eller fyrstevæsenet kommer ikke hans kristendom ved. For eftersom han er kristen, lærer evangeliet ham, at han ikke må gøre nogen fortræd, ikke straffe eller hævne, men skal tilgive enhver, og finde sig i den pine og uret, der sker ham. Det er, siger jeg, den lektie, en kristen har for. Men det ville ikke give noget godt styre, hvis du ville prædike sådan for fyrsten; — — Se her.”

Derefter påpeger jeg, at vi i vore demokratisk samfund alle er ‘fyrster’ og drager derefter denne konklusion:

Problemet med toregimentelæren — har med den diskussion at gøre, som vi alle fører, om vi kan føre den som indehavere af ‘fyrsteembedet’, så vi skelner mellem personlig moral og samfundsmoral, eller vi bare lader vort gode hjerte løbe af med os uden tanke for samfundets vé og vel. Det sidste har i lang tid været den almindelige diskussionsbaggrund.

Det, jeg her kalder ‘personlig moral’, kalder Ott ‘sindelagsetik’, og det, jeg kalder ‘samfundsmoral’, kalder han ‘ansvarsetik’. Men ellers er det samme problemstilling, vi behandler.

Dog kan jeg ikke dy mig for at nævne en fordel ved min (eller altså: Luthers) opstilling: Hvor Ott synes nødt til at opstille de to etikker som ligeværdige, kan vi med Luther i hånden hævde, at i samfundsforhold står de to etikker ikke lige; ansvarsetikken overtrumfer sindelagsetikken.

I sin beskrivelse af sindelagsetikken (side 4) antager han, at kirkelige kredse nærmest på rygmarven må være sindelagsetikkere. Han citerer en kvindelig præst for i et fjernsynsinterview at have sagt, at Gud har lagt disse mennesker for vore fødder, og at der ud fra dommedagslignelsen i Matt 25 fremkommer en pligt til at tage sig af dem.

Det bruger interview’eren imod ham i det omtalte interview. Hun citerer dette med, at ‘hvad I har gjort mod én af disse mindste, har I gjort imod mig’, og spørger, om ikke en kristen er nødt til at være sindelagsetiker. Ott giver sig til at udlægge Matt 25 i retning af, at de gerninger, der anbefales, er menighedens gerninger mod diverse vandreprædikanter, men indrømmer dog, at man også kan sige, at en kristen skal se frelseren selv i enhver flygtning, der stilles overfor ham.

Spørgsmål: Men De er ikke af den mening?

Ott: Nej, det er jeg ikke, selv om jeg stadig mener, jeg kan regne mig med til den kristne kirke. Men jeg vil ikke gå så langt som mange præster, der siger: ”Gud har lagt alle disse flygtninge som en gave for vore fødder, og vi skal være taknemlige for, at vi får sådanne gaver, og må vise os gaverne værdige”.

Som det kan ses af det førnævnte blogindlæg, vil jeg udlægge dommedagslignelsen som omhandlende udelukkende den personlige moral, idet det afgørende er de dømtes uvidenhed. De ‘gode gerninger’ er, hævder Jesus, spontane, selvfølgelige gerninger, hvor den højre hånd ikke véd, hvad den venstre gør. Og det kristne tilgivelsesord har netop til hensigt at stille os ind i en situation, hvor det bliver naturligt for os at handle sådan. At bruge lignelsen som grundlag for en etik, den være så kristelig eller human, er forkert.

Noget kunne tyde på, at Konrad Ott ville have godt af at læse lidt Luther. I stedet har han læst Max Weber, der siger:

Der er en afgrundsdyb modsætning mellem, om man handler inden for den sindelagsetiske logik – religiøst talt: Den kristne gør det rigtige og lægger resultatet i Guds hænder – eller om man handler inden for den ansvarsetiske: At man må stå til regnskab for følgerne af éns handlinger.

Det stemmer ikke overens med Luther, men det stemmer desværre godt overens med det, diverse kirkelige dignitarer siger.

Men bortset fra denne mindre uoverensstemmelse er det højst interessant, at Ott gør opmærksom på nogenlunde de samme ting, som jeg ud fra min lidt anderledes tilgang har gjort opmærksom på.

Han gør således opmærksom på, at sindelagsetikerne ikke kan sætte nogen grænse for antallet af flygtninge. I de otte punkter, han har brugt til at gøre rede for sindelagsetikernes holdninger, opstiller han en tese i punkt 1. Den får næsten øjeblikkelig en udvidelse og den udvides mer og mer, indtil den har nået et betragteligt omfang i punkt 8. Her omtales tesen ‘åbne grænser’ som det, sindelagsetikken i sidste ende får som konsekvens.

I punkt 1 hedder tesen således: ”Staten S har en moralsk pligt O til at tage imod flygtninge”. Den tese mener han, ansvarsetikerne kan være enig i. Men straks efter bringer sindelagsetikerne en kvantitetsfaktor i spil, og tesen hedder nu: ”Staten S har en moralsk pligt O til at tage imod flest mulig flygtninge”.

Flest mulig”, skal det forstås i forhold til andre stater? Nej, siger sindelagsetikerne. Her har Ott ikke nogen særlig indvending at komme med.

Men når han i næste omgang indvender, at den, der siger ”flest mulig”, vel må føle en forpligtelse til at skabe en korridor, så flygtningene kan komme herop, er indvendingen ikke kun formel. Han vil med sine argumenter tvinge sindelagsetikerne til at finde grænsen for deres godhed. Går de ind for færgetrafik fra Libyen til Tyskland? Hvis ja, hvorfor så ikke fra Ghana og Bangladesh?

Derved kommer han på udmærket vis til at afbilde også den danske flygtningedebats vanskeligheder. Det har i de sidste tyve år været så at sige umuligt at få f.eks. de radikale til at angive en øvre grænse for det antal, Danmark må være forpligtet på at modtage. Det eneste, man får ud af sindelagsetikerne, er et forsøg på at fastholde en ”forpligtelseslinje”, der ligger lige uden for de nordafrikanske staters sømilegrænse. I hvert fald fra det punkt af har de europæiske stater en forpligtelse til at gribe ind og tage imod.

Tesen opbygges nu med endnu et lag: ”En stat S har, uden hensyn til, hvad andre stater gør eller undlader at gøre, en forpligtelse O til at modtage flest mulige flygtninge, og, så vidt det overhovedet er muligt, at oprette sikre flugtkorridorer for dem”.

Ansvarsetikerne er skeptiske overfor det med flugtkorridorer, dels fordi det er umuligt at sikre dem, og dels fordi sådanne korridorer udøver en pull-effect på migranter.

Så langt nåede vi med punkt 1. Og man kan nok se Otts metode. Han vil opretholde dialogen med sindelagsetikerne, og med sine indvendinger søger han dels at få dem til at præcisere deres krav, og dels at hævde, at ansvarsetikerne ikke er uden etik.

Punkt 2.

Her viser Konrad Ott, at sindelagsetikerne ikke blot tænker grænseløst, når det gælder antallet, de gør det også, når det gælder flygtningebegrebet. Hvornår er man en flygtning? Det er faktisk i meget høj grad af flygtningekonventionen overladt til de enkelte lande selv at bestemme det. Men i Europa er der sket det, at flere og flere forhold er blevet taget ind som begrundelse for anerkendelse som flygtning. Og sindelagsetikerne har presset på for at få så mange forhold med som muligt. Nu er det ikke mere blot den klassiske begrundelse: at man skal være personligt forfulgt, nu kommer mange andre forhold ind tilligemed, f.eks. stigmatisering på grund af sexuel orientering, absolut fattigdom og arbejdsløshed, patriarkalsk magtudøvelse, dårlige levevilkår, autoritære og korrupte forhold i oprindelseslandet, manglende ernæringssikkerhed, truende eller begyndende klimaforandringer, almindelig perspektivløshed og meget mere.

Også her har Ott nogle kritiske spørgsmål: Er det ikke en flugtgrund, hvis hjemlandets retsorden er drakonisk (som f.eks. Saudi-Arabiens)? Eller hvis en nyoprettet stat viser sig at være en ”failed state”(som f.eks. Syd-Sudan)? Eller hvad med en stat med voldspræget stammeuro (Burundi)? Eller hvad med lande, hvor en langvarig konflikt fra tid til anden bryder ud i vold (Palæstina)? Hvad med et liv i de tropiske metropolers slum (Nigeria, Egypten)?

Ikke for at gøre nar af sindelagsetikerne, men for at få også dem til dog omsider at trække en grænse. Og tesen udvides derfor endnu mere: ”En stat S har, uden hensyn til, hvad andre stater gør eller undlader at gøre, en forpligtelse O til at modtage og forsørge alle flygtninge F, og, så vidt muligt at oprette sikre flugtkorridorer for dem, hvorunder mængden af flugtbegrundelser omfatter følgende a, b, c, …… z, æ, ø, å”.

Men ved sådan at udvide flygtningebegrebet, får man ændret migrantstrømmens sammensætning; man får flere flygtninge og færre migranter. Flygtningebegrebet bliver ”dekonstrueret”. Men, føjer Ott til, det er der jo mange, der godt kan lide.

Dette er en glidebane, siger ansvarsetikerne. Javist, svarer sindelagsetikerne, men det er først et moralsk problem, når sluttilstanden virkelig er ubærlig. Sålænge der kan opstilles velkomstkomitéer, er der ikke noget problem. Næh, men hvor længe vil det vare, inden stemningen skifter?, spørger Ott. Ja, svares der, selv hvis stemningen skulle skifte, selv hvis nogle uheldige tilstande skulle opstå, så er det den pris, der må betales for en etisk værdiholdning. Og den pris er værd at betale, mener de.

OK, lyder det så fra Ott, men hvordan skal vi i fremtiden skelne mellem flygtninge, der kan få asyl, og migranter, der ikke kan få asyl? Under hvilke betingelser er for sindelagsetikere en sådan skelnen overhovedet mulig?

Punkt 3.

Under dette punkt behandler Ott en vigtig sag: debatten om debatten. Det venter vi med til et senere indlæg.

Udgivet i Indvandringspolitik, Luther | Tagget | Skriv en kommentar

Bibel contra koran

Den 18. august 2016 bragte Kristeligt Dagblad et interview med den franske islamolog Rachid Benzine, foretaget af Birthe B. Pedersen, se her.

Det viser sig i løbet af interview’et, at Rachid Benzine er én af de muslimer, der forsøger at gennemføre en nylæsning af koranen i lighed med den videnskabelige fortolkning af bibelen, der fandt sted fra cirka 1750 til i dag. Han siger:

Vores ansvar som moderne muslimer er at nyfortolke Koranen med historiens, antropologiens og litteraturvidenskabens redskaber, sådan som kristne teologer også har gjort, især siden 1950’erne og 1960’erne.

Disse årstal bliver rettet af Lars Brinth, der i et indlæg i samme avis den 24-8, se her, gør opmærksom på, at de nye redskaber til bibelfortolkning faktisk dukkede op allerede med Spinoza i slutningen af 1600-tallet og i hvert fald fra 1750 fik ret stor udbredelse.

Men hvornår disse redskaber end er dukket op, de kan ikke bruges på koranen på samme måde, som de kan anvendes på bibelen. Det vil sige: det kan de selvfølgelig godt, for koranen er også en historisk tekst med alt, hvad det indebærer, men i samme øjeblik, man bruger dem, ophører man med at være muslim. Hvilket betyder, at Benzine sammen med alle de mange andre muslimer, der vil være ‘moderne’ og ‘nyfortolke’ koranen, går i gang med en opgave, der er logisk umulig.

Når man tror, det kan lade sig gøre – og det tror jo mange kristne teologer også – hænger det sammen med, at man overser, at bibelen og koranen tilhører vidt forskellige litterære kategorier. Eller sagt på anden måde: Der er intet i bibelen, der lader sig fortolke som Guds direkte ord på samme måde, som hvert ord i koranen påstås at være Guds eget ord. Når alligevel mange kristne hævder, at bibelen er ‘Guds ord’, kan man aldrig drive det længere end til at hævde, at bibelen er inspireret af Gud. I fortolkningen af bibelen kan man aldrig springe over den menneskelige faktor; ‘Guds ord’ er altid farvet af det menneske, gennem hvem det møder os.

Anderledes med koranen. Den jordiske koran betragtes som identisk med en koran, skrevet på tavler i himlen. Englen Gabriel overleverede Muhammed den nøjagtige ordlyd af den himmelske koran, det vil sige: Muhammed var blot et viljeløst redskab for Guds handlen.

Det medfører, at der i koranen kun er én litterær kategori, den kategori, hvor Gud selv taler i første person flertal. I modsætning dertil er der i bibelen en række forskellige litterære kategorier, sagn, myter, historiske beretninger, kærlighedsdigte, salmer, profetudsagn. Og selv dèr, hvor bibelen lader en profet hævde, at ”så siger Herren”, er det umuligt at tage sådanne ord for Guds egne ord, for af profeter findes der jo et væld i Det gamle Testamente, fire store og tolv små. Og enhver kan se, at Guds ord antager vidt forskellig form og indhold, afhængigt af, hvilken profet det er, der taler.

Vi kristne er altså af bibelens litterære kategori selv tvunget til højst at tale om ordene som ‘inspireret af Gud’. Det bevirker, at vi uden at ændre synderligt på den tanke, at bibelen er inspireret af Gud, kan lade litteraterne komme til, ja, vi teologer må endda nødsages til selv at optræde som litterater, der sammenligner og ser på litterære kategorier og analyserer tekster ud fra sådanne kriterier.

Skal man således betragte Højsangen som en samtale mellem Kristus og sjælen, som det var kotyme i gamle dage, eller skal man opfatte den som en række smukke, men også ret dristige kærlighedsdigte, som nutidens litterater vil gøre det? Ja, de fleste vil nok være tilbøjelige til det sidste, men læg mærke til, at Højsangen ved denne manøvre i langt højere grad end før kan tale til os, blive nærværende for os, sige os noget. Så det er næsten, som om Gud taler meget stærkere til os med den moderne litterære indgangsvinkel.

Men skal sådanne metoder anvendes på koranen, tvinges man øjeblikkelig til at betragte koranens ord som kun menneskelige ord. Og mens kristne hele tiden har betragtet bibelens ord som menneskeord – Guds ord taler til os igennem menneskelige overvejelser og menneskelige formuleringer – stilles muslimer med enhver selv nok så stilfærdig historisk-kritisk vurdéring af koranen overfor anklagen om blasfemi: det er jo Guds eget skinbarlige ord, man tillader sig at kaste ned i sølet af rent menneskelige, højst relative tildragelser.

Tag ordet om Jesu korsdød, sura 4,157:

og fordi de sagde: “Vi har dræbt Messias, Jesus, Marias søn, Guds udsending” – men de dræbte ham ikke, og de korsfæstede ham ikke. Det forekom dem blot således. De, der er uenige om ham, er i tvivl om den sag. De har ingen viden derom, men kun løse formodninger. De har med sikkerhed ikke dræbt ham. (158) Nej, Gud løftede ham op til sig. Gud er mægtig og vis.

Almindelig historievidenskab vil fortælle os, at forestillingen om, at Jesus ikke døde i virkeligheden, fandtes allerede i det andet århundrede i gnostiske kredse. Tanken om, at et menneske, som Gud havde vist sin visdom igennem, skulle lide korsdøden, var umulig at bære for disse mennesker. Og det er givetvis den samme tanke, der får Muhammed til at nægte, at Jesus er død på korset. Koranen har jo stor sympati for Jesus, betragter ham som en stor profet, kun overgået af Muhammed, og da Muhammed tænker i magtkategorier, er det ham umuligt at gå med til, at Jesus skulle dø en forsmædelig død på korset.

Men i sådanne historisk-kritiske overvejelser gås der jo ud fra, at koranens ord er Muhammeds, ikke Guds. Skal man holde fast på, at det er Gud, der taler i koranen, må man – imod al normal historisk videnskab – holde fast ved, at Jesus ikke døde på korset, men blev taget op til himlen af Gud selv. Det er imod normal historisk videnskab. For det normale er jo, at folk dør. Og det er da også bevidnet af ikke-kristne forfattere, at Jesus blev henrettet under Pontius Pilatus. Oven i købet er disse vidnesbyrd betydelig ældre end koranen, og man plejer jo at regne de ældste vidnesbyrd om en sag for de mest troværdige. Det gør den rettroende muslim dog ikke. For ham overtrumfer koranens udtalelser alt andet, ordene er jo sagt af den almægtige selv.

Måske Rachid Benzine vil søge at redde sig med disse bemærkninger:

Koranen ansporer ikke til noget som helst, hverken til vold eller til fred. Man kan udvælge bestemte koranvers og slutte, at Koranen opfordrer til vold. Og man kan udvælge nogle andre og hævde, at den opfordrer til fred. Begge tilgange er lige forkerte og siger mere om den, der fortolker end om teksten, der fortolkes. Fortolkeren gør Koranen til et spejl af sin egen forudindtagethed.

Men det skal da fedt hjælpe. At Jesus ikke døde på korset, lader sig ikke fortolke væk. Det står der, sort på hvidt, og er det Guds ord, der taler, vil vel den fromme muslim gå ud fra, at det ord står til troende.

Dog er vi ikke færdige endnu. For koranen modsiger sig selv. Ifølge sura 19,33 siger Jesus:

Fred være med mig den dag, da jeg blev født, den dag, da jeg dør, og den dag, da jeg bliver genopvakt til livet!”

Her er der tale om, at Jesus faktisk dør, men senere genopvækkes til livet. Og der skal en del fortolkningskneb til for at få det til at stemme overens med 4,157-158.

Og så er vi fremme ved ”main-stream-islams” fortolkningsmetode.

Det er jo så sandt, som Skovgaard-Petersen siger det, at koranen er fuld af selvmodsigelser, se hans artikel, omtalt i mit forrige indlæg. Og hvordan kommer man som from, muslimsk fortolker om ved disse selvmodsigelser, når det nu er Gud selv, der har sagt både det ene og det andet ord? Det gør man ud fra sura 2,106. Her hedder det:

Når Vi ophæver et vers eller lader det gå i glemme, bringer Vi noget, der er bedre end det, eller noget magen til. Ved du ikke, at Gud er i stand til alt?

Vi forstår jo alle, at et menneske kan komme i tanke om noget bedre end det, han har sagt før? Men kan den alvidende Gud? Ja, det påstår jo altså dette vers. Men uden om alle teologiske indvendinger er nu de muslimske fortolkere gået i gang med at inddele koranversene i abrogerende og abrogerede, i ophævende og ophævede. På den måde får man skabt en koran, der er til at have med at gøre. Men man får desværre også skabt en koran, der bygger på de sidste ‘åbenbaringer’ til Muhammed. Og da Muhammed endte som krigsherre, er det de krigeriske vers, der står tilbage efter denne operation.

Det vil sige: ophævelsesmetoden også kaldet abrogations-metoden er ikke umiddelbart et gode for nutidens islam. Bortset fra det antropologiske træk, man tildeler Allah, er der en anden besynderlighed ved den. Selv om man i den muslimske verden efter en hæftig strid omkring år 1000 var blevet enig om, at koranens ord skal forstås som Guds evige ord og ikke fortolkes i deres historiske sammenhæng, så er det besynderligt nok netop det, abrogations-metoden gør: Den går ud på, at man søger at tidsfæste de enkelte åbenbaringer: hvornår i Muhammeds liv fandt de sted?, og derefter, ud fra den nu anerkendte forestilling om, at de senere åbenbaringer ophæver de tidligere, får slettet en del af koranen, som sagt desværre ofte de mere fredelige vers.

Men den hellige grav er ikke hermed vel forvaret. Det skulle jo synes indlysende, at sura 2,256 er åbenbaret tidligere end ”sværdverset”, sura 9,5, og at derfor 2,256 er ophævet, abrogeret. Det troede pave Benedikt den Sekstende i hvert fald i en tale i Regensburg i 2006. Men han blev korrekset af en række muslimske lærde. Det tog jeg frem i et indlæg her på bloggen, se her:

Når paven mener, at sura 2,256: “Lad der ikke være tvang i religionen”, er åbenbaret i Mekka, mens Muhammed var forfulgt, er det forkert, hævder de. Tværtimod blev ordet åbenbaret på et tidspunkt, hvor muslimerne havde erhvervet sig den ydre magt, “som en påmindelse om, at de ikke kunne tvinge et andet menneskes hjerte til at tro”. Og underforstået her er naturligvis ikke blot en påstand om, muslimerne i vore dage undlader at udøve tvang i religionen, men også en påstand om, at de op igennem historien har haft det som ideal ikke at øve religionstvang.

Og det må man jo indrømme: Vel har muslimske hære hærget både Øst- og Vestromerriget og siden Balkanlandene igennem århundreder, men de kristne, der levede indenfor den muslimske interessesfære, har haft nogenlunde rimelige forhold at leve under. Da Grækenland i 1820erne blev befriet for det tyrkiske herredømme, var der således en nogenlunde intakt ortodoks kirke til stede i landet.

Blot glemmer vore muslimske fortolkere, at der i hele dette tidsforløb har hersket tvang i religionen på den måde, at enhver muslim, der gik over til en anden tro, skulle dræbes. Men det tager man ikke stilling til.

Så kun én ting mere, der kan vise forskellen på koran og bibel: slaveriet.

I Det ny Testamente tages tilsyneladende slaveriet for en given ting. De kristne synes ikke at være sat i verden for at ophæve slaveriet.

Det samme gælder koranen. Slaveri er tilladt. Det kan nævnes som en god gerning at frikøbe en slave, men den muslimske etos stræber ikke efter et samfund uden slaveri.

Det var derfor lidt af en overraskelse – i hvert fald for mig – da det blev klart, at 126 muslimske lærde vendte sig imod IS’s anerkendelse og praktisering af slaveriet. Hvordan kan de dog gøre det, hvis de skal holde sig til koranen? Jo, det kan de, blev jeg klar over, fordi én af islams retskilder er konsensus imellem de lærde. Jeg har skildret sagen her, hvor man også finder henvisning til både de lærdes udtalelse og diverse koransteder.

Blot nævner de ikke, at det var den kristne verden, der tog initiativ til at få slaveriet ophævet internationalt. Og spørger man, hvordan det dog kunne gå til, når dog Ny Testamente ikke forbyder slaveriet, er svaret det lidt besynderlige, at det hænger sammen med, at kristendommen ikke er en lovreligion.

Jeg har taget Paulus’ brev til Filemon under behandling flere gange, f.eks. her. Det har jeg gjort, fordi jeg synes, at netop Paulus’ formaning til Filemon om at frigive sin slave står i grel modsætning til enhver lovtænkning. De kristne tænkes selv at finde ud af, hvad de skal gøre som reaktion på Guds tilgivelseserklæring. Paulus ønsker, at slaven, som han kender og er kommet til at holde af, skal frigives. Men han siger det ikke direkte, nøjes med at kalde ham en ”elsket broder, både i denne verden og i Herren”.

Og historiens gang viser altså, at dette at have frihed til selv at overveje og finde frem til godt og ondt, er en langt bedre kilde til fremskridt end som muslimerne at have alle svar givet i koranen.

Det samme viser sig, hvad fortolkningsprincipper angår. Det er ikke os kristne, der søger at anvende muslimske fortolkningsprincipper på bibelen, det er muslimerne, der vil have de kristne fortolkningsprincipper anvendt på koranen, de vil ”nyfortolke Koranen med historiens, antropologiens og litteraturvidenskabens redskaber”.

Blot bliver spørgsmålet jo blot så, om de med disse metoder fortsat kan være gode muslimer. For disse metoder vil uvægerlig gå ud fra, at koranens ord stammer fra Muhammed, og vil man ikke med en sådan forudsætning gå imod selve den muslimske trosbekendelse, der som bekendt siger, at ”der er kun én gud, Allah, og Muhammed er hans profet”? Man skal i hvert omfortolke profetbegrebet ikke så lidt bort fra main-stream-islams opfattelse, hvorved man jo kommer i modstrid med størstedelen af verdens muslimer.

Men det er måske i sidste ende ikke så galt endda!

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget | Skriv en kommentar

Er islam voldelig?

Det er mig i grunden lidt imod at angribe Jakob Skovgaard-Petersen. Jeg har hidtil regnet ham for en habil islamforsker og vil da også lytte med interesse til det, han måtte have at sige fremover. Men i det interview, Kristeligt Dagblad har med ham den 22-8, se her, fremsætter han nogle ret tåbelige udtalelser. Lad os tage dem fra en ende af:

Først denne stråmand:

Hvis islam er en voldelig religion, hvorfor er langt hovedparten af verdens muslimer så ikke voldelige?

Der er tale om et stråmandsargument, for der er jo ingen af os, der hævder, at islam er en voldsreligion, der drømmer om at drage den konklusion. Vi véd da godt, at muslimer ikke går rundt og slår hinanden ned med køller hele livet igennem. Det turde være klart for enhver, der lytter i god tro, at der er forskel på at kalde et enkeltmenneske voldelig og at kalde en religion voldelig. En voldelig person i Danmark er én, der har en kort lunte, slår fra sig i nattelivet, specielt, hvis han har fået for meget at drikke. Sådan mener vi naturligvis ikke, at alle muslimer er. Nej, når jeg vil kalde islam voldelig, skyldes det bl.a., at islam har en gammel regel om, at en frafalden skal slås ihjel. Den regel gik ud over Salmaan Taseer, guvenør i Pakistan, se her. Han havde taget en kristen kvinde i forsvar. Hun var blevet dømt efter de meget strenge blasfemiparagraffer i Pakistan. Men selve det, at han ville forsvare hende, var nok til, at hans livvagt mente, han var en frafalden og derfor skulle dræbes. Og mere endnu: en række pakistanske imamer har erklæret, at den, der sørger over Taseers død, risikerer at få samme skæbne som han, og der blev arrangeret demonstrationer til fordel for de strenge blasfemiparagraffer.

De mennesker, der lader sig piske op til et sådant had mod en landsmand, er ganske normale mennesker. De fejler ikke noget i hjernen, er ikke specielt voldelige i deres opførsel overfor hinanden. Men den religion, der beherske dem, er voldelig, bruger vold som instrument, opfordrer sine tilhængere til at være voldelige.

Hvis Skovgaard-Petersen ville tage den slags hændelser op og derudfra påvise, at islam ikke er voldelig, ville han vende sig imod vore argumenter. I stedet argumenterer han imod en stråmand. Det er under hans niveau.

Dernæst spørger han, hvordan man bedst er i stand til at forklare, at nazismen bredte sig i Tyskland. Han vil vise, at ligeså tåbeligt det vil være at søge en forklaring på nazismen i tyske korsridderordener i Middelalderen, ligeså tåbeligt vil det være at søge forklaringen på dagens voldelige islamfraktioner i 600-tallets Arabien.

Imod det kan man indvende, at nazismen ikke var nogen religion. Den havde ikke nogen helligskrift, selv om Hitlers Mein Kampf tenderede mod at blive det. Eller man skal måske sige, at nazismen ikke nåede at blive en religion, den blev slået ned, inden det kom så vidt. Modsat var der ingen, der udslettede Muhammed og hans følgesvende i 600-tallet. Den religion fik lov at vokse sig stor og stærk, endda med den samme herrefolksmentalitet i sig som nazismen.

Man kan føje til, at der er mere religion i kommunismen. Den ville, ligesom islam, danne det nye menneske ved at forandre samfundet.

Med denne argumentation vender Skovgaard-Petersen sig mod dem, der, når talen er om islam og vold, henviser til koranens og haditternes voldsopfordringer.

Men ved at se så langt tilbage på historien begår vi en fejl, siger han.

Den nære fortid er altid mere bestemmende end den fjerne. Religioner gennemgår løbende transformationer, fordi religiøse menneskers livserfaringer og verdenssyn ændrer sig med tiden. Ældre tildragelser og tekster kan spille en rolle – men så er det, fordi de troende vælger at aktualisere netop dem, og det vil altid være på en måde, de har valgt,” forklarer Jakob Skovgaard-Petersen.

Religiøse menneskers livserfaringer ændrer sig med tiden”. Sandt nok. Og især sandt i frie samfund. Men frie har de muslimske samfund yderst sjældent været. Da man indenfor islam havde fået fastlagt shariaen omkring år 1000, var der ikke behov for mere udvikling: hvad man skulle og ikke skulle, lå ganske fast, koranens ord var guddommelige og skulle læses som guddommelige, ikke som historiske, og det havde man at rette sig efter. Først den saudiske wahhabisme fra 1700-tallet tiltog sig igen retten til nytolkning af de gamle tekster.

Lidt senere hedder det i interview’et:

”For mig er islam et studie af muslimer, både historisk og i dag, og de muslimer har ikke på noget tidspunkt været enige om deres udlægning af religionen. Derfor må vi studere alle de fraktioner og rivaliserende grupper, der er.”

At sige, at Islamisk Stat, den sunnimuslimske militante gruppe, som mange terrorister erklærer sig som en del af, ikke har noget med islam at gøre, er naturligvis forkert, siger han.

Men at sige, at deres ekstremt voldelige islam er den sande islam, er da lige så forkert.”

Den melodi har vi hørt før: Der er ikke nogen indre kerne, ingen ”essens” i islam. Det er ellers noget, vi efterspørger ved alle andre historiske fænomener, men vor tids islamforskere gør det ikke med islam. Måske fordi de så ikke vil kunne undgå at opdage den voldelige faktor, hvem véd!

Og minsandten – den næste melodi er også altfor velkendt – og det er virkelig skuffende, at Skovgaard-Petersen vil tage den slags overfladiske argumenter i sin mund.

Der er voldelige beretninger og skriftsteder i den islamiske tradition, svarer han. Men det er der også i eksempelvis Bibelen, om end mere i Det Gamle end i Det Nye Testamente.

Desuden har det faktum, at der er masser af vold i Det Gamle Testamente og ret lidt i det nye ikke gjort jøder voldelige og kristne ikke-voldelige, hvis vi kigger ned gennem historien, siger han og tilføjer, at idéen om, at en religion har en voldelig eller ikke-voldelig essens, som determinerer og forklarer de troendes handlinger til hver en tid, altså både er forenklet og fejlagtig.

Det er gammelkendt stof, at man søger at sammenligne koranen og bibelen. ”Der er masser af vold i Det Gamle Testamente” – jo tak, men det er beretninger om vold, ikke direkte opfordring til en senere tids jøder om at bruge vold. Og hvad Det Ny Testamente angår, har Katrine Winkel Holm fuldt ud ret, når hun skriver, se her:

Ny Testamente giver simpelthen ikke mulighed for at legitimere vold i Guds navn, mens det med Koranen er en helt anden sag. Koranens sura 9, 5, ”Dræb dem, hvor I finder dem” er bedre for en terrorist at arbejde med end Matthæus’ 28.19 “Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, i det I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”.

Hvornår lærer dog videnskabsfolk at skelne mellem koran og bibel? Bibelen, bestående af mange forskellige skrifter, blevet til over en meget lang årrække, så det nærmeste, traditionen kommer i retning af en forståelse à la koranen, er at sige, at bibelen er inspireret af Gud. Koranen, holdt i første person flertal, som var det Guds egen tale, opfattet med en vis indre ret som uforandret og uforanderlig. At tro, at man kan overføre den bibelske eksegese til koranen, er galmandsværk. Men ikke desto mindre ganske almindeligt, selv blandt studerede folk.

Til sidst kun dette citat:

Skrifterne er blevet teologisk og juridisk bearbejdet. Koranen er, som de andre åbenbaringsskrifter, fuld af selvmodsigelser. Ud af det skabte muslimerne i løbet af godt 300 år et større teologisk og juridisk system, som dog også var influeret af hellenistiske, jødiske og kristne idéer. Men det system har igen undergået store udviklinger de seneste 200 år, fordi mødet med Europas overlegne teknologi, videnskab og idéer tvang muslimer til at omtænke deres religion og genfinde deres nye idealer i de gamle tekster.

Her er for en gangs skyld noget, jeg kan give Skovgaard-Petersen ret i. Sådan gik det til, hvad jeg også nævnte før. Men læg alligevel mærke til udtrykket ”et større teologisk og juridisk system”! Muslimerne selv kunne altså godt skabe et system, det vil sige: de kunne selv bliver klar over, hvad der var essensen i deres religion.

Så det, Skovgaard-Petersen sagde tidligere: at muslimerne ikke på noget tidspunkt har været enige om udlægningen af deres religion, var altså ikke rigtigt. De skabte faktisk et system engang omkring år 1000.

For det hører jo desværre med til billedet: den nytænkning, muslimerne blev tvunget ind i, har afstedkommet opfattelser af islam, der er ret så forskellige. Og hvem véd, det er måske det, der har fået vore dages islamforskere til over en bred bank at sige, at det er umuligt at finde frem til den egentlige essens i islam.

Det skal jeg ikke desto mindre forsøge på her til sidst. Dog vil jeg ikke bruge spørgsmålet om, hvorvidt islam er en voldsreligion, som udgangspunkt, men hellere tage udgangspunkt i det, jeg før sagde om kommunismen: at den, ligesom islam, ville danne det nye menneske ved at forandre samfundet.

Godt nok vil islam sådan set ikke danne noget nyt menneske. Når det kan siges om kommunismen, skyldes det dennes kristne rødder. Men man kan sige om islam, at den ikke tiltror mennesket evnen til at tage vare på sig selv. Det er ikke nok at udstede en befaling om, hvordan sexlivet skal ordnes, man må også indrette samfundet sådan, at overtrædelser bliver umuliggjort.

Det er en almindelig muslimsk antagelse, at mandens kønsdrift ikke lader sig styre, slet ikke af manden selv. Derfor skal samfundet indrettes, så der bliver mindst mulig kontakt mellem mænd og kvinder. Og det er ikke nogen ny opfindelse, fremkommet ved kontakten med europæisk tankegang. Henny Harald Hansen fortæller i sin bog Islams kvinder om forholdene i Irak i 1920erne, og man forstår på hende, at det landsbysamfund, hun besøgte, havde den mest gennemført adskillelse mellem kønnene. Mændene holdt til udenfor hjemmet, på caféer og på arbejdspladser, mens hjemmet var kvindernes område.

Dette ønske om at indrette samfundet, så der bliver færrest mulige fristelser for de muslimske mænd, præger de regler, muslimerne stiller op. En mand og en kvinde må aldrig være alene sammen i et rum. En mand må aldrig give hånd til en kvinde, som han i teorien kunne gifte sig med; ligeledes en kvinde. En kvinde skal altid tildække sig og på ingen måde vise sine former eller bruge parfume i det offentlige rum for ikke at vække mandens ustyrlige tendenser. At muslimerne så samtidig dermed skiller sig ud fra det øvrige samfund, er der ikke noget at gøre ved, ja, det er måske snarere en fordel. For derved bliver både de selv og andre klar over, at de har andre og højere idealer end de europæere, de bor iblandt.

På samme måde med alkohol. Det er ganske rigtigt sådan, at en muslim ikke må indtage alkohol. Men det betyder så, at samfundet helst skal indrettes sådan, at det bliver om ikke umuligt, så vanskeligt for muslimer at købe alkohol. De kristne i Irak havde i Saddam Husseins tid lov til at producere alkohol, men da han forsvandt, og mullaherne kom til magten, blev det forbudt de kristne at lave alkohol.

Tilsvarende med svinekød. Myndighederne i Egypten ville på et tidspunkt forhindre de kristne koptere i at holde svin, men måtte vist opgive deres forehavende. For det var kopterne, der var landets skraldemænd, og når de ikke mere kunne have deres svin til at hjælpe dem med denne opgave, hobede skraldet sig op i uventet store mængder.

Og naturligvis, meget, meget mere skal bestemmes af staten, for det er statens opgave at sørge for, at muslimen får så let og fristelsesfri en tilværelse som muligt.

Og det er klart, skal noget tilsvarende oprettes i lande, hvor muslimerne er i mindretal, så fordrer det, at muslimerne bosætter sig i særlige enklaver, ghettoer, hvor de til daglig er omgivet af andre muslimer, og hvor de derfor kan gå og holde hinanden i ørerne.

Dette forhold: at muslimerne føler, de skal leve i særlige samfund, for at de helt og fuldt kan følge shariaen, som den bør følges, at muslimerne altså ikke tænker individuelt, men kollektivt, vil jeg mener er en del af islams essens. Det er noget, der har udviklet sig igennem islams lange historie, og de mange mullaher, der har studeret koranen nøje, har søgt at påvirke de mange kaliffer til på den måde at lade staten fremtræde som en hjælp til den enkelte, at han lettere kan overholde shariaen.

Det forklarer forøvrigt også, at mange af de fromme muslimer ikke betragter de muslimske herskere i de forskellige muslimske lande med særlig tilfredshed: for de har kun mådeligt lavet love, der kan hjælpe med lovoverholdelsen. Khoumeini, derimod, han gennemførte den rette islam, selv om det var i shiitternes udgave, og efter hans magtovertagelse var det ikke mullaherne, der klagede, men alle dem, der under shahens styre havde levet ret så vesteuropæisk. Hvilket stiller spørgsmålstegn ved selve gennemførligheden af shariaen.

Men hvilket jo også afslører, at hvis det er sandt, at en sådan kollektiv tankegang hører islam til, hvis shariaen kræver af staten, at den sørger for gode ordninger, der forhindrer fristelser i at opstå, så hører voldsudøvelse med til islam i langt højere grad end til de vestlige lande. Vi bruger voldsudøvelse til at gennemtvinge det minimum af love, der hører med til et frit samfund, muslimerne vil bruge den til at gennemtvinge en samfundsorden, hvor kønsdriften og alkoholtilbøjeligheden og andre løsslupne drifter holdes i ave eller forhindres eller besværliggøres i deres udfoldelse.

Og det værste er ikke nævnt endnu. For eftersom staten skal sørge for, at der er så få muligheder for muslimen for at fristes til ikke-muslimsk adfærd, betyder det, at staten skal forhindre al kritik af religionen. Ligesom muslimen ikke selv kan styre sin kønsdrift eller sin alkoholtrang, sådan kan han heller ikke selv med sin fornuft indse, hvad han må og ikke må. Også på det punkt må derfor samfundet, det vil i muslimske lande sige staten, her hos os imamen og de andre muslimer, træde til og forhindre fejlopfattelser af shariaen. Det vil sige: Ytringsfrihed er imod islams dna.

Så alt i alt: Man kan nok forstå, at efter min mening er dette at tale om forskellen mellem kristendom og islam som en forskel på individuel og kollektiv tænkning mere frugtbart end at tale om, hvorvidt vold er mere eller mindre indbygget i islam og kristendom. Alle stater udøver vold og har monopol på voldsudøvelse. Men hvor man giver mennesker frihed til selv gennem en fri diskussion at nå frem til, hvilke love der skal gælde, dèr sørger man samtidig for, at mindst mulig vold bliver nødvendig, for folk vil ud fra den diskussion, der er gået forud, selv forstå, hvorfor den og den lov skal holdes. Hvor man derimod fra øverste hold bestemmer, hvad der skal være lov, nemlig koranen og den deraf afledede sharia, dèr kan man måske nok, hvor folk ikke ser andre muligheder, få folk til at adlyde uden den helt store voldsanvendelse, men hvor en sådan kultur støder sammen med en frihedskultur, vil der uvægerlig opstå gnidninger, og større voldsanvendelse er nødvendig for at få muslimer til at makke ret og for at få gennemtvunget muslimsk set acceptable forhold i forhold til flertalsbefolkningen. Hvis man da kan sige, at det er sådanne tanker, der står bag den megen terror, det er måske snarere blot udtryk for, at muslimer skal have afløb for deres had til os vesterlændinge og vore udmærkede og yderst velfungerende samfund.

Dette sidste udtrykkes udmærket af en leder i Den korte Avis af Karen Jespersen og Ralf Pittelkow, se her. De skriver:

Islamisk Stat har ofte ikke ”hvervet” disse gerningsmænd [f.eks. dem fra motorvejsmordet, rr] til sin organisation. Man har derimod givet tilskyndelser til, at muslimer skal leve deres had til det vestlige samfund ud med alle forhåndenværende midler.

Det skal man gøre for at sprede ødelæggelse og rædsel – og sikkert også for at føle den berusende magt ved at kunne skade andre, selv om man i øvrigt er en taber.

Det er slet ikke utænkeligt, at hadet fra muslimerne mod os også har sin grund i, at de kan indse, at det samfund, de hader, er langt mere velfungérende, end det burde være, hvis muslimer er Guds øjesten og koranen hans anvisning på et godt samfund. Blot vil de ikke være ved denne erkendelse.

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget , , | Skriv en kommentar

I krig med islam?

Søren Pind, vores justitsminister, fik for nogen tid siden på puklen, også af mig, se her, fordi han efter attentatet i Nice hævdede, at vi ikke var i krig med islam, men med en dødskult.

Nu er han så ude med en skærpelse af dette synspunkt. Ifølge Politiken, se her, siger han:

Når politikere og debattører på højrefløjen advokerer for, at Danmark og Vesten befinder sig i krig med islam som generelt fænomen, og når højreorienterede kommer med rabiate, antimuslimske indlæg på sociale medier, er de med til at øge risikoen for terrorangreb fra forstyrrede mennesker på begge sider af islamdebatten.

Og også denne gang har han skabt voldsomt røre. Det har givet anledning til et væld af kommentarer, som her vil blive forbigået, bortset fra én. Det er Öslem Cekics kommentar. Den skal tages op her, fordi den er yderst interessant. Af to grunde, en positiv og en negativ.

Kommentaren lyder således, se her:

Det er klart, at det ene er ord, og det andet er, hvad regeringen gør efterfølgende. Jeg synes, at det er befriende, fantastisk, at en mand som Søren Pind går ud og siger, at det her kan ende galt. Fortsætter vi denne retorik, så eksploderer det i hænderne på os, og så kan vi ikke styre hadet.

Den første, positive grund til, at dette er interessant, er den, at det ”vi”, Öslem her omtaler, er det danske ”vi”. Hun er selv i den grad med i den danske debat, at hun uden videre – og formentlig også uden at tænke synderligt over det – inkluderer sig selv i debatten. Og den retorik, hun advarer imod, er den danske retorik, naturligvis retorikken på højrefløjen, som hun ikke føler sig ansvarlig for, men som hun alligevel i så høj grad betragter som en del af debatten, at hun mener sig berettiget til at advare imod den; og det er altså det danske folks debat, hun tænker på, det er en debat, som hun selv deltager i med liv og sjæl. Skønt at høre hende tale således!

Den anden, negative grund til, at dette er interessant, ligger i det, hun slutter med at sige: ”Fortsætter vi denne retorik, så eksploderer det i hænderne på os, og så kan vi ikke styre hadet”. Det had, vi i påkommende tilfælde ikke kan styre, er højrefløjens had. Men hun overser fuldstændig, at der er et had, som er eksploderet i hænderne på os, et had, som det faktisk har vist sig, at vi ikke kan styre, nemlig det muslimske had til os vesterlændinge. Ja, ja, jeg véd godt, at det ikke er alle muslimer, der hader os. Jeg véd også godt, at der er ikke så få muslimer, der helt har tilegnet sig vores tænkemåde, jeg har lige nævnt én af dem.

Men frem for at beskæftige sig med højrefløjens had, som måske er der, og måske ikke er der, måske kan fremkaldes af retorikken, måske ikke lader sig fremkalde af andet end diverse muslimske overgreb mod uskyldige danskere, skulle man beskæftige sig med dette til dels uforståelige had hos store grupper af muslimer mod os.

Det er der. Vi behøver ikke spekulerer på, om det lader sig fremkalde af dette eller hint, vi kan nøjes med at spekulere på, hvad det er fremkaldt af. Og indrømmet, den spekulation har vi jo også haft. Og der er kommet mange bud, hvoraf en stor del skyder skylden på os vesterlændinge.

Det vil jeg ikke gøre her. I stedet vil jeg gribe tilbage til Søren Pinds diktum og vende det om: ”Jo, vi er i krig med islam”.

I den forbindelse kan det, ligesom sidst, jeg angreb Søren Pind, være oplysende at gøre opmærksom på Daniel Greenfields iagttagelse se her. Han gør opmærksom på, at islam skifter skikkelse, så ofte det kan være en fordel for muslimerne. Islam kan antage tre skikkelser, den kan være en religion, den kan være en kultur, og den kan være en race:

Som en tryllekunstner, der bortleder folks opmærksomhed, distraherer disse transformationer fra religion til race, fra race til kultur og fra kultur til religion, amerikanerne, så de ikke får spurgt om, hvad islam egentlig er.

Greenfield begynder med at spørge, hvad islam er:

Hvad er islam? Det indlysende leksikalske svar er, at islam er en religion, men med hensyn til loven nyder den alle fordelene ved at være race, religion og kultur, uden at skulle underlægges nogen af ulemperne.

Størst fordel har islam af at blive betegnet som en race:

Ved at ligestille religion og race bliver islam behandlet ikke som et sæt trosregler, der udtrykkes med god eller dårlig adfærd, men som et medfødt træk, der, ligesom race, ikke kan kritiseres uden at angribe et helt folks eksistens. Den idé, at den islamiske vold stammer fra dens trosindhold, afvises som racistisk.

Det betyder, at kritik af islam opfattes som udtryk for en fordom. Det opfattes, som hvis man ville kritisere en neger for at være neger. Og det er jo meget behageligt for muslimerne. Så kan de have deres religion i fred. (Omtalen af Greenfield er et stykke selvplagiat, taget herfra).

Dette tryllenummer har Søren Pind ladet sig narre af, når han kan mene, at dette at sige, at vi er i krig med islam, er ensbetydende med at sige, at vi er i krig med 1½ mia mennesker. Islam er en religion, et sæt trosregler, og disse trosregler har sat sig spor i en kultur, en islamisk kultur, der har bestemt synspunkterne for utrolig mange mennesker, ligesom kristendommen har bestemt en stor del af vores tilværelsesforståelse.

Og den tilværelsesforståelse, altså den muslimske, siger til muslimerne, at de er bedre mennesker end andre, at de skal indtage en fjendtlig holdning til kristne og jøder og andre ikke-muslimer, ikke tage os til venner, hvilket som i en sum udtrykkes af muslimerne, når de siger, at de selv bor i ”Dar al-Islam”, islams hus, for dèr hersker ummaen, mens steder, hvor ummaen ikke hersker, altså f.eks. Europa, kaldes ”Dar al-Harb”, krigens hus.

Dette had til alle andre end muslimer kan følges op gennem islams historie. Det har fået muslimerne til at erobre mere og mere af andres jord: først Nordafrika og Mellemøsten, så Spanien og Persien frem mod Indien, så Centralasien med tyrkerne, så tyrkerne frem mod Konstantinopel og siden Wien i 1529 og 1683, som de dog ikke erobrede.

Det vil sige: Ifølge main-stream-islam bor vi i krigens hus. Når vi ikke vil acceptere det, skyldes det selvfølgelig, at det er noget trist noget at skulle acceptere. Men det skyldes nok først og fremmest det, som Kasper Støvring kalder ”projicering”, se her: Umiddelbart tror vi, at alle andre tænker som vi; og da vi ud fra vores kristne kultur regner alle mennesker for lige med os, er det os umuligt at forestille os, at nogen regner sig selv for bedre end os, ja, endda mener, at de ikke blot har guddommelig ret til at se ned på os – eventuelt med den begrundelse, at vi mod guddommelig ordre spiser svinekød og drikker alkohol – men også har ret til at misbruge os og genere os på forskellig vis.

Det er plat umuligt for os at forstå. Vi kan ikke lade være med at spørge, stillet overfor muslimernes mærkelige handlinger: ”Hvorfor hader de os sådan?”

Det siger vi, når vi hører, hvordan de kaster med sten mod ambulancer og brandbiler, der vil hjælpe i deres områder. Det sagde vi, da muslimske unge i vinterferien 2008 lavede ildebrande i en række containere i deres boligområder. Og det siger vi i dag, hvor bilbrande hører til dagens orden i Malmø og Stockholm, og nu har bredt sig til København også; vi véd godt nok ikke, om det er muslimer, der står bag, men vi regner det næsten for en selvfølge. Og det siger vi, stillet overfor de sten, der kastes ned på diverse motorveje. Den første dødsulykke i den anledning er sket her den 21-8, men ud fra forudgående tilfælde tør vi også her gætte på, at det er muslimer, der står bag, se evt. Den korte Avis desangående her.

Vi forstår ikke denne overlegenhedsfølelse. Hvis vi kom til et fremmed land, ville vi da søge at falde ind i det lands kultur og normer. Naturligvis ville der være noget af vort eget, vi ville søge at bevare, men da kun for så vidt det ikke generede den oprindelige befolkning. Men vore muslimer! De generer sig ikke det mindste for at kræve særbehandling, for at forlange af os, at vi retter os ind efter dem – tag håndtryksproblemerne! De går meget op i deres religion, siger vi. Og det er sandt. Men det er også deres religion, der giver dem en fortrinsstilling overfor os. Det tænker vi bare ikke på. For det er os på det nærmeste uforståeligt.

Det er også derfor, at det, vi synes må være forfærdeligt: at skulle leve af danskernes surt tjente penge, for mange muslimer er ganske naturligt: selvfølgelig er det os laverestående mennesker, der skal betjene de højere stående, altså muslimerne. Lige så naturligt som det er, at de kan komme med krav om både det ene og det andet som fremmede og gæster i et andet land.

Jo, det er religionen islam, vi er oppe imod. Det er disse religiøse forestillinger, som vi ganske vist ikke forstår, at noget fornuftigt menneske kan tro på, som er vor fjende og står bag mange af de ting ved muslimerne, som generer os, i sidste ende jo også bag diverse terrorhandlinger.

Men vi er ikke uden resultater i den kamp. Mange muslimske kvinder vender sig imod deres nedarvede traditioner og vil hellere selv bestemme, hvem de vil giftes med. For de har jo set, hvordan deres danske søstre kan være helt sig selv, med forelskelse og hele halløjet, uden at blive skoset eller slået ihjel. Og mange muslimske mænd har også fundet sig tilrette her i landet uden at behøve at vise med diverse småforbrydelser, at de står over os andre.

Ja, Öslem Cekic er jo selv et lysende eksemplar på en muslimsk kvinde, der er gået ind i dansk kultur. At det så er på venstrefløjen, hun er blevet politisk aktiv, nå ja, den fejl kan vi nok finde os i.

Men derfor behøvede hun jo ikke være fuldstændig blind for det had, der blomstrer rigt blandt hendes trosfæller her i landet. Blot har det åbenbart været for fristende for hende at falde ind i den offerrolle, som muslimerne her i landet så ofte indtager. Og indrømmet: Søren Pinds betragtninger lægger op til det.

Sådanne betragtninger er den ene del af problemet. Muslimernes herrefolksmentalitet den anden del. Ganske vist er denne herrefolksmentalitet ikke så åbenlys som den nazistisk-tyske i sin tid, men den er der. Mikael Jalving har sammenfattet problemstillingen på udmærket måde med et citat af Torben Mark Pedersen således, se her:

Torben Mark Pedersen opsummerer til gengæld udviklingen illusionsløst på sin Facebookside, idet han sammenfatter de seneste dages, ugers og måneders svenske tilstande i Danmark: ”Afbrænding af biler er som volden, truslerne, stenkastene, opkrævning af beskyttelsespenge m.v. en måde at markere på, at de betragter området som deres territorium. Det er besat område underlagt deres voldsmonopol og shariaregler.”

Med ”de” hentyder Pedersen formentlig til dem. Dem, der benytter sig af sharien til at fremme deres egen status og magt, som manifesterer sig i beherskelsen af et bestemt territorium, der tidligere, men ikke mere, tilhørte de vantro. Den lille jihad, der altid er forløber for mere og større jihad.

Nej, det er ikke alle 1½ mia muslimer, vi er i krig med. Men det er de muslimer, der tager deres tro alvorligt. Og de er ganske mange.

Udgivet i Islam | Tagget , , | Skriv en kommentar

Blufærdighed

Man udsættes for lidt af hvert i disse dage. Her i foråret hørte man om unge piger, der lader deres kærester – deres ”fortidene” kærester, som Kaj Munk siger et sted – tage nøgenbilleder af sig, billeder, som de siden, formentlig, når det ”fortidene” forhold er ophørt, deler vidt og bredt med Gud og hvermand, især med den sidste. I første omgang siger man måske om disse piger: ”Jamen, har de da ingen blufærdighed?” i næste tænker man: ”Jamen, har de da ingen forstand?” For i disse internettider, hvem kan da sikre sig imod kopieringernes vildskud? Og vildskud blev det til, endda i overvældende grad. Og de stakkels piger står der med håret ned ad nakken og føler sig misbrugt – med en vis ret jo – men føler sig også selv skyldige i at have været alt for naive – også med en vis ret.

Dernæst hører man om diverse seksuelle overgreb fra muslimers side. Først mod piger i Køln nytårsaften – dengang lærte man det arabiske begreb ”taharrush gamea” at kende, noget, der så vidt jeg har forstået betyder, at en gruppe unge mænd slutter sig sammen og midt i store forsamlinger af mennesker omringer en ung kvinde, så hun ikke kan komme ud af ringen og andre ikke kan se ind, hvorefter de overgramser hende overalt på hendes legeme.

Tja, hvad skal man sige til det? At de må være godt seksuelt understimulerede, disse unge mænd? Men hvad, de er jo også muslimer og sådanne tænkes først at måtte have sex indenfor ægteskabet, og da man jo helst skal have fod under eget bord, før man indgår ægteskab, og det i diverse muslimske lande er næsten umuligt for unge mænd at få arbejde, så er der måske ikke noget at sige til, at de bliver understimulerede. Og det mærkelige – og til dels uforståelige – er, at mens muslimerne gør utrolig meget ud af at holde deres unge piger i kort snor, så de ikke har sex før ægteskabet, så er de nærmest ligeglade med deres unge mænd. De kan kaste sig ud i de vildeste sexorgier uden at blive slået ihjel for det.

Nå, men dette har jo fået os op på mærkerne. For vi vil naturligvis ikke finde os i, at den frihed, som vore piger har til at gå klædt, som de vil, beskæres, eller i, at de ikke tør deltage i de koncerter, hvor dette arabiske fænomen forekommer. Men hvad gør vi ved det?

Standser tilstrømningen af flere muslimer, selvfølgelig, men hvad med de allerede ankomne? Hvordan får vi dem overbevist om vor kulturs overlegenhed?

Det er ikke nogen helt nem opgave, vi dèr stilles overfor.

Der er i hvert fald nok at gøre for en stakkels, gammel mand, som prøver at følge med, så godt han kan.

Og det hjalp ikke på forvirringen, at jeg her forleden læste en artikel af fotokunstneren Mathilde Grafström, se her. Hun forsvarer sig mod de anklager, der er blevet rettet mod hende. Hun har fotograferet en række nøgne, unge kvinder til en udstilling, hun ville lave. Udstillingen skulle ikke blot finde sted i et lukket lokale, nej, den skulle ud i det offentlige rum. Og det kom den, omend efter en del stridigheder frem og tilbage. Hun måtte lade sig overtale til at fjerne nogle af de billeder, der altfor tydeligt viste kvindernes kønsorganer. Sådan var det vist.

Men der er så sket det, at én af de kvinder, der har lagt krop til, Ida Sørensen, har fortrudt. Hun vil ikke være med alligevel. Der var et billede, hvor man åbenbart har kunnet se hende fra neden i en grad, som hun ikke kunne acceptere; det brød hun sig ikke om blev udstillet til offentlig skue. Men det var Mathilde Grafström ligeglad med. Hun holdt sig til juraen. Hun havde fået Idas underskrift på, at hun måtte bruge billederne, som hun ville, så det gjorde hun. Godt nok blev billedet anbragt i ret lille størrelse forneden, men anbragt blev det.

Nu er det så blevet overmalet med tusch, og man forstår, at det er Ida, der har gjort det. Men inden Grafström kunne anlægge sag mod hende, anlagde hun sag mod Grafström.

Ak, ja, sådan kan det gå, når juraen tager over.

Men det, der fik mig til at gribe pennen i denne sag, var, at Grafström i sit forsvar for sin handlemåde bruger K. E. Løgstrup. Det var ligegodt pokkers, tænker man, har Løgstrup skrevet noget, der kan bruges i den anledning?

Hun begynder med at skrive:

Jeg ser mit kunstprojekt »Female Beauty – Nude in the public space« som en moderne version af Løgstrups etiske fordring.

Hun fortsætter lidt senere:

Lad os tale lidt om etik. I skolen i Nordjylland, hvor jeg kommer fra, lærte vi, at Knud E. Løgstrup mente, at menneskelivet grunder sig på »den spontane livsytring«, altså: kærlighed, tillid, oprigtighed, medfølelse, naturlig skønhed, sympati for andre, dialog, sand tale osv. Disse livsytringer er grundlæggende kilden til alt det gode i livet og især alt det gode, som findes mennesker imellem. Og det er jeg faktisk enig i. »Den spontane livsytring« er en ualmindelig god idé.

Allerede dette tyder på, at hun vist ikke har læst Løgstrup særlig omhyggeligt. Han taler godt nok om spontaneitet, men livsytringerne [NB i flertal], som han taler om, og som har navne: barmhjertighed, talens åbenhed, tillid, kalder han suveræne, ikke spontane. Og det næste, hun skriver, bekræfter hendes overfladiske læsning:

Vi lærte videre, at vi mennesker også rummer andre, mere dunkle tendenser, hvorfor vi har en udfordring i livet, der må mødes med en etisk fordring, altså et krav til os selv og hinanden om at gøre det gode.

Den etiske fordring handler om at bekæmpe det, der er såre menneskeligt men mindre ønskværdigt i os, nemlig egoismen og alt det selviske, og fremhæve det, som er mere guddommeligt og uselvisk i os – nemlig netop alt det, som kommer af næstekærligheden.

Nu har Løgstrup forvandlet sig til en flad moralist. Det, som var ham om at gøre: at hævde, at den suveræne livsytring kommer over os, overgår os, tager tag i os, er fuldstændig overset. Nej, nu er vi tilbage i det, Løgstrup ville distancere sig fra; nu er det gode noget, vi selv skal anstrenge os for, og derfor kan hun også – hvad Løgstrup aldrig ville godkende – beråbe sig på sine gode gerninger.

Mit arbejde som kunstner stiller sig på den spontane livsytrings side. Mit ærinde er derfor at slås for alt det gode, altså netop for kærligheden, skønheden, medfølelsen, sandheden osv.

Den går ikke, Granberg! Det kan være meget godt, at du slås for det gode, kærligheden, skønheden, medfølelsen, osv., men alt, hvad du kan opnå med dine viljesbestemte handlinger, er det, Løgstrup kalder ”erstatningshandlinger”, handlinger der véd, hvordan kærligheden skulle have handlet spontant, og derfor handler sådan, blot ikke spontant.

Hun fortæller også, hvad hun ville med sit projekt:

Mit kunstprojekt sigter kort fortalt til at hjælpe kvinder, som ikke får udviklet det fornødne selvværd, til at leve det gode og lykkelige liv. En negativ selvforståelse fører til en dårlig livsoplevelse. Så enkelt er det altså for mig.

Nu er jeg ikke kvinde, så det er muligt, det er derfor, at jeg ikke rigtig kan se, hvordan billeder af nøgne kvinde kan udvirke det, hun her er ude på. For mig at se kunne de lige så godt udvirke det modsatte: at kvinder, der ikke lever op til de skønhedsnormer, billederne afslører, føler sig mindreværdige. Men lad det være! Dog ikke, uden at jeg har gjort opmærksom på en kvindelig skønhed af en helt anden karaktér. Fornylig blev der i diverse aviser fortalt om den sidste af Göbbels’ sekretærer, den nu 105-årige Brunhilde Pomsel. I Information var der således en længere artikel om hende, ledsaget af et portræt af hende på forsiden af anden del af avisen, se her. Og jeg må indrømme, at portrættet af hende er meget betagende. Og jeg tror egentlig også, at de mennesker på avisen, der har sat det på forsiden i stort format, har ment det samme. Gennemrynket i ansigtet er hun, trodsende alle kvindeidealer, men hvor lyser der selvfølgeligt selvværd ud af det ansigt! Det er, som om hele hendes liv genspejler sig deri, som om det hele er sat på plads i hver rynke! Og så har jeg endda ikke set ansigtet i bevægelse. Det er, for mig at se, en levende gengivelse af de ord, den gamle græske kirkefader Maximus Bekenderen (580-662) sagde: at aldrig ophører sjælen med mere og mere at legemliggøres og aldrig ophører legemet med mere og mere at sjæleliggøres.

Nå, men Mathilde Grafström mener altså at kunne hjælpe nutidens kvinder ved at udstille billeder af idealkvinder i fuld nøgenhed på åben gade. Måske, måske, det er ikke til at vide for en gammel mand som mig. Men påberåbe sig Løgstrup, nej, det kan jeg da se, ikke går an.

Så det var oplagt at give Mathilde Grafström den lektie for at læse noget af Løgstrup. Jeg var allerede begyndt gennemtænke, hvilken tekst af Løgstrup, jeg ville anbefale – det kunne være et afsnit af Norm og Spontaneitet, der handler om forholdet mellem seksualitet og kærlighed eller det kunne være så meget andet – men så faldt jeg ved anden gennemlæsning af hendes artikel over hendes slutbemærkning.

Efter at have beklaget sig over, at tuschstregerne ødelægger hendes kunstværk og efter at have skrevet, at hun har bedt politiet om at undersøge, om det også er Ida Sørensen, der står bag et nyt hærværk, skriver hun:

Der er dog en ting jeg i dag bittert fortryder: Jeg skulle have taget Idas billeder ned, straks da hun bad mig om det. Dagbladet Informations leder pegede i går på, at man ikke kan anvende tvang i et projekt, der skal sætte kvinder fri. Det er helt sandt. En god pointe. Den er taget til efterretning. Jeg skulle have taget Idas billeder ned, trods alt det besvær og de ekstra udgifter, der var forbundet med det. Det var en fejl ikke at gøre det, netop fordi det kolliderer med selve mit projekts grundlæggende idé.

Undskyld at jeg ikke gjorde det, Ida. Det kunne have sparet os alle sammen for en masse besvær.

Hun er med andre ord blevet klogere. Og det er ikke sket ved Løgstrup eller ved min henvisning til ham (som hun jo heller har fået endnu), det er sket ved en leder i Information, se her. Her står der bl.a.:

Ida Sørensen har med sin underskrift givet kunstneren frihed til at bruge hendes krop, og det er derfor også Sørensen, der formelt set har et problem, når hun senere fortryder.

Det er imidlertid ikke alt, der handler om, hvad der er ulovligt eller lovligt. Hvis Mathilde Grafström med sin kunst vil vise, at skønhed er en tilstand, der opstår hos en kvinde, der »ikke er bange for at vise, hvor smuk og skøn hun er«, er hendes projekt blevet sin egen selvmodsigelse.

For det vil selvfølgelig kræve, at de kvinder, der optræder på billederne, har den følelse, når de poserer. Og så kan hun ikke gøre sig til dommer over, hvornår andre kvinder er smukke eller ej.

Det er godt set af Informations lederskribent: Projektet er blevet sin egen selvmodsigelse. Og det har overbevist Mathilde Grafström. Hun kan også se det selvmodsigende i at gennemtvinge noget, der skulle fremstå spontant.

Ja, hun skulle have læst noget mere Løgstrup. Så ville hun måske forstå lidt mere af, hvad spontaneitet er.

Udgivet i Etik | Tagget , | Skriv en kommentar

En skabskristen

Jeg har før berømmet Martin Krasnik for nogle af hans interviews. Jeg har andre gange været højst utilfreds med hans teknik. Det har især været i interviews, hvor han tror, han spiller djævelens advokat, men hvor han i virkeligheden bare er sin egen advokat, hvor han altså blot vil fastholde sin egen vinkel på tingene, uanset hvad ”offeret” siger.

Men jeg må nu her tage hatten af for det interview, han præsterede med Svend Brinkmann forleden aften den 16-8, se det her. Her mente han sig berettiget til som sædvanlig at spille djævelens advokat, men kom interessant nok ganske uforvarende til at spille Guds advokat.

Der var tale om ét af de ret sjældne interviews af en hel halv times varighed. Og der var tale om et interview, hvor interview’eren, i dette tilfælde altså Martin Krasnik, virkelig havde sat sig ind i sagerne og kunne stille de relevante spørgsmål til Brinkmann. Det hjalp selvfølgelig også på tingene, at Svend Brinkmann formåede at svare på de af og til inkvisitoriske spørgsmål, endda med et smil. Jo, det var virkelig en halv time med fremragende fjernsyn.

Nu ville jeg jo ikke være mig selv, hvis ikke jeg havde nogle indvendinger at komme med. Men de kommer altså på baggrund af en god oplevelse. Det er værd at bemærke, for det gør mine indvendinger langt fra altid.

Svend Brinkmann blev for nogen tid siden berømmet for sin bog ”Stå fast”. Den handlede om den idelige psykologiseren blandt vor tids mennesker, de stadige forsøg på selvudvikling. Alt det vendte han sig imod. Nu i sin næste bog ”Ståsteder” søger han at indkredse, hvad man da kan stå fast på. Og sjovt nok kommer han her til at nævne mange af de gamle (og nogle vil nok synes ”gammeldags”) ting, som også kristne teologer gør opmærksom på. Det drejer sig om ”Det gode”, ”Værdigheden”, ”Løftet”, ”Selvet”, ”Sandheden”, ”Ansvaret”, ”Kærligheden”, ”Tilgivelsen”, ”Friheden” og ”Døden”, altsammen, som man ser, kendte begreber for den, der er vant til at høre prædikener i folkekirken (eller i andre kirkesamfund, for den sags skyld).

Og det var Krasnik vaks nok til at prøve at hænge Brinkmann op på. Hvordan tale om forpligtelse, om ansvar, altså om foreteelser, der så at sige forpligter mennesket ”udefra”, uden at ville anerkende noget ”udefra”? For Brinkmann erklærer sig selv for om ikke ateist, så dog agnostiker.

Og Brinkmann svarede, at der kan tales om de fænomener, han lægger vægt på, på mange måder: psykologisk, litterært, dramatisk, etisk, poetisk, ja, han siger endda, at det religiøse sprog måske er den sidste og endegyldige måde, man kan tale om dem på. Derfor fortsætter han også med at sige, at han ofte benytter religiøst sprog. Men det mener han altså, han kan gøre, uden selv at være religiøs.

De kommer også til at tale om det, Brinkmann med rette betragter næsten som Fanden selv (mit religiøse udtryk), nemlig instrumentaliseringen. Alting skal være godt for noget, intet er godt i sig selv. Men lever man med andre mennesker af hensyn til sin egen personlige udvikling, bruger man jo de andre som instrumenter. Og opretholder man diverse humanistiske fag, fordi det på én eller anden måde styrker konkurrenceevnen, er på samme måde noget i sig selv værdifuldt, nemlig litteratur, sprog, filosofi, teologi, nedgjort til noget sekundært.

Men efter at have talt en del om det, kommer Krasnik med et spørgsmål, der nærmest må betegnes som interview’ets højdepunkt. Han spørger: ”Hvis man nu siger, at du er en skabskristen, konservativ antimodernist, hvad vil du så sige til det?”

Når dette spørgsmål rammer hovedet på sømmet, skyldes det, at det er det spørgsmål, man som seer har siddet med overfor Brinkmann. Og det er en stor kunst at kunne fange og opsamle alle de ikke udtalte indvendinger, man som seer har overfor Brinkmann, og formulere dem på en så fin måde.

Nuvel, Brinkmann formåede på en fin måde at respondere på indvendingen, hvilket jeg dog ikke her skal komme ind på. Det er noget andet, jeg vil frem til.

Jeg har nemlig to indvendinger mod dem begge, omend mest mod Brinkmann.

Den ene går på det, jeg ofte indvender imod moderne mennesker: De gider ikke skelne mellem religioner. De siger ”religion” og mener ofte kristendom, som i interview’et her, ganske uden hensyn til, at der dog findes andre religioner.

Den anden indvending går ud på, at man i vore dage – og det gælder et bredt udsnit af den folkelige elite – tænker i resultater og ikke i forudsætninger. Derfor kan man ikke rigtig stille noget op med gudstanken. For Gud bonger jo ikke ud som et resultat, hverken videnskabeligt eller filosofisk. At han er en forudsætning, nej, sådan tænker man ikke, eller sådan kan man ikke tænke i vore dage.

Og det er lidt ærgerligt, at man tænker sådan. For man kunne måske få noget ud af gudstanken, hvis man så lidt på, hvordan andre religioner bruger denne tanke.

Brinkmann forklarer et sted i interview’et, at hvis man skriver 2+2, så véd vi alle, at regnestykket giver 4. Og så er det ligemeget, om det er en gud, der har fortalt os det, eller det er kommet til os på anden måde, det er bare sådan.

På samme måde med de etiske regler. Hvis man som Løgstrup siger, at vi i ethvert møde med et andet menneske holder noget af dette menneskes liv i vores hånd, så behøver vi ikke at spekulere på, hvor denne etiske fordring kommer fra, om fra Gud eller fra naturen eller fra den biologiske udvikling, det er bare sådan.

Det er også denne tanke om, at det bare er sådan, der får Brinkmann til at give Løgstrup sin tilslutning, når denne hævder, at der ikke gives nogen kristelig etik, kun en menneskelig etik.

Begge dele, både matematikken og etikken, har dog sin baggrund i sproget. Fordi vi er sproglige væsener, har der dannet sig begreber, så vi kan tælle og regne, og af samme årsag har der dannet sig tanker om, hvad der er godt og hvad ondt, altså om, hvordan vi skal omgås hinanden. Brinkmann vil mene, at sådanne tanker er almenmenneskelige også på den måde at forstå, at der uden dem ikke kan eksistere noget menneskeligt samfund.

Men det er dog vist en kortslutning.

Her foreløbig en indvending, som jeg henter fra zenbuddhismen. Denne form for buddhisme forsøger ved at lægge vægt på en række ulogiske udtalelser at frigøre mennesket fra den sproglige binding. Alle buddhister hævder, at livet er lidelse, og at mennesket desværre er underlagt maya, livsbedraget, så det ikke kan se sin egen elendighed. Zenbuddhisterne vil desforuden mene, at det er sproget, der vildleder os, og de søger derfor gøre det indre menneske fri af den binding til det logiske, som vi som sproglige individer er underlagt.

Og hvis vi ud fra disse betragtninger skal anlægge en religionsfilosofisk synsvinkel – men jeg indrømmer gerne, at der er tale om en kristen religionsfilosofi, for der gives efter min mening ikke nogen neutral religionsfilosofi – så kan man nok sige, at etikken grunder i det almenmenneskelige, fordi den grunder i sproget, men man må jo føje til, at der altså gives religioner – som vi bør tage alvorligt – som nægter, at livet er godt og giver mening, og at sproget er en instans, hvis retningslinjer vi bare skal rette os efter, fordi det er sådan. Heraf følger videre, at når vi alle er af den opfattelse, at f.eks. tillid er noget godt, skyldes det, at de mennesker, der er omfattet af dette ”alle”, er opvokset i en kristen kultur. Og vil nogen som Brinkmann skelne mellem udsagnet ”Meningen med livet” og ”Meningen i livet”, hvor han mener, at det første kræver en gud, det sidste ikke, så må man vist betragte det som spilfægteri. Han er en skabskristen og kan ikke se den nøgle, der fører ud af skabet, fordi han ikke vil se den. Den indebærer jo en trosbekendelse, og en sådan vil han for alt i verden ikke aflægge.

Men ud fra buddhismens lære burde man kunne se, at dette at se en mening i livet, dette at bøje sig for sprogets retningslinjer, dette at sige, at det bare er sådan, det er kun naturligt i en vestlig, dvs., en kristen sammenhæng. Og vil man ikke skænke kristendommen sin tiltro, så må man selv om det. I denne del af verden er det tilladt at være idiot, også selv om det giver sig udslag i, at man nægter, at 2+2=4, altså nægter, at en forudsætning for alt det, vi her i Vesten foretager os, er en meningsgivende instans bag det hele.

Værre er det, at Brinkmann heller ikke tager islam med i sine betragtninger. Det, der får ham til at acceptere en almen menneskelig etik, er jo fornuftovervejelser over det liv, vi har med hinanden. Det vil sige: Det er den kristne kultur, der har stået bag disse fornuftovervejelser, begyndende med Jesu henvisning til den gyldne regel, at hvad vi vil, at andre skal gøre mod os, det skal vi gøre mod dem (Matt 7,12). Vi kan sige, at kristendommen sætter Guds autoritet bag sproget, eller at det sted, hvor Gud åbenbarer sig, er i de overvejelser pro et contra, som foretages i frie samfund. Kønnenes ligestilling, slaveriets ophævelse er således et resultat af Guds åbenbarelse, dog således, at denne åbenbaring altid er skjult bag rent menneskelige debatter.

Anderledes i islam. Her er Guds åbenbaring givet i en helligskrift, i koranen. Det vil sige, at det beror på en tilfældighed, om der er overensstemmelse mellem det, vi med vor fornuft kan indse, og det, Gud tænkes at have åbenbaret i koranen. I nogle tilfælde er der ikke nogen overensstemmelse. Hvor vi vil sige, at alle sprogvæsener er lige meget værd, at altså mænd og kvinder er ligestillede, fordi de begge har sprogets gave, dèr er muslimerne bundet af deres koran og regner manden for overordnet i forhold til kvinden. Og hvor vi vil sige, at staterne står lige og derfor kan rette sig efter den gyldne regel: ”Eftersom vi nødig vil angribes af andre lande, skal vi heller ikke angribe dem”, dèr har muslimerne ifølge deres gamle skrifter en pligt til at bedrive ”hellig krig”, ”jihad”, imod os andre.

Men værst er det, at Brinkmann – vistnok sammen med Løgstrup, men det gør det ikke bedre – går ud fra, at tillid mellem mennesker er noget, der bare er der. De forhold, vi står i til hinanden, den tillid, der præger vort samfund, er noget, der bare er der. Løgstrup søger på baggrund af denne påstand at udvikle en metafysik, og Brinkmann følger ham med sin påstand om, at etikken, også den etik, der har med forholdet mellem mennesker at gøre, er udtryk for noget, der bare er sådan.

Derved overser han, at f.eks. tilliden i et ægteskab er noget, vi altid må tro på. Egentlig gælder det ethvert møde mellem mennesker, dvs. enhver samtale mellem mennesker, også den samtale, vi var vidne til forleden mellem Krasnik og Brinkmann, at hver af parterne – og forøvrigt også os tilhørere – må tro på ægtheden af de involverede, for at der kan være tale om en samtale, og det hele ikke blot skal være endnu et eksempel på manipulation.

Tanker er toldfri, siger vi, og det betyder, at vi kan forstille os overfor hinanden. Normalt lærer vi vel, ofte gennem en til tider smertefuld proces, at skelne mellem ægte udsagn og forstilte udsagn, mellem ærlighed og påtagethed, men nogen ubetvivlelig sikkerhed kan vi aldrig opnå.

Dette er dog lykkeligvis noget, vi som regel ikke tænker over. Vi lever bare, vi tror bare på den anden, vi vover os ind i et tæt samliv med den anden, eller vi regner vor samfundsfælle for tillidvækkende. Men skal vi til at analysere vort dagligliv nærmere – og det er jo det, Brinkmann gør – så opdager vi tillidens betydning, opdager vores afhængighed af andres tillid og opdager vel også, at vi selv lever vort liv i tillid til andre.

Og her dukker så manglen ved interview’et op. Når man ikke skelner mellem de forskellige religioner, får man aldrig det spørgsmål stillet til sig, hvad man da selv regner for så absolut sikkert, at man tør stille betegnelsen ”gud” bag det. Muslimerne stiller Gud bag deres koran, dens bestemmelser, sharia, er, hvad man for enhver pris skal rette sig efter, for her har vi det, der er Sandheden selv. De kristne kalder Jesus for Guds ord, for i ham og i hans ord er det sprogets inderste hemmeligheder, der åbenbares for os. Og disse hemmeligheder tror vi på i kraft af Helligåndens virke.

Og sjovt nok – denne Helligånd er langt mere rund med sine gaver, end den kristne kirke regner med. Han udsår dem med bred hånd over langt de fleste vestlige mennesker, så de påvirkes til at se tilværelsens herligheder, så de gribes af tillid til både den finger, ved hvis berøring det hele er blevet til, og den næste, som der kun kan leves i ægthed med, når man stoler på hinanden.

Lad mig slutte med et passende Grundtvig-citat:

Jeg maa nemlig bede saavel Læseren som Læserinden lægge vel Mærke til, at det er ingenlunde, som man sædvanlig snakker, blot Vorherre Christus og hans Tjenere, der forlanger Tro af os, thi den forlanger alle de vise eller uvise Mestere, som vil oplyse os om alle muelige Ting, ligesaa fuldt, skiøndt de gierne, saa vidt som mueligt, tager dem iagt for at bruge det Ord. (Grundtvig i Danskeren 1851, side 535).

 

Udgivet i ateisme, Etik, Islam | Tagget , | Skriv en kommentar

Vilkårlig tekstfortolkning?

Mogens S. Mogensen har ikke blot på religion.dk, men også i Kristeligt Dagblad svaret på Naser Khaders åbne brev til paven. Indvendingen på religion.dk svarede jeg på i mit forrige indlæg, nu er så turen kommet til Mogensens indvending i Kristeligt Dagblad for den 10-8, se her.

Indlægget har overskriften ”Hvor hopper kæden af for Naser Khader i det åbne brev til paven?” Derfor er det fristende for mig at give dette indlæg overskriften “Hvor hopper kæden af for Mogens S. Mogensen i hans indlæg mod Naser Khader?”

For kæden hopper altså af for ham. Og den hopper af, fordi han i dette indlæg vil være religionsvidenskabsmand i stedet for at være teolog. Oven i købet vil han være en dårlig religionsvidenskabsmand, idet han prøver at tænke ligesom andre danske religionsvidenskabsfolk.

Det kan bl.a. ses af dette citat fra hans artikel:

Enhver, der beskæftiger sig seriøst med religion og religiøse tekster, ved – eller burde vide – at de samme tekster kan tolkes forskelligt og er blevet tolket forskelligt, ja, at forståelsen af en tekst altid indebærer en tolkning. Og derfor har der altid i alle religioner været drøftelser – for ikke at sige kampe – om, hvilken tolkning, der måtte anses for at være den rette.

Derfor kan man ikke bare slå op i Koranen og med henvisning til en eller flere tekster, sige, at sådan er islam, og herefter haver alle andre sig at rette, fordi Koranens ord er Guds ord. En aktuel forståelse af Koranen – også som Guds ord – vil altid indebære en tolkning eller et valg mellem forskellige tolkninger.

I sin tid kunne jeg citere Mikael Rothstein for at komme med denne selvopløsende bemærkning: “Det er fortolkningen, der er det afgørende. Brugeren bestemmer, ikke teksten selv”, se her. Bemærkningen er selvopløsende, for hvis den er sand, ophører al videnskab, al humanistisk undersøgelse og al historieforskning, inklusive Rothsteins egen. Men den har grebet om sig blandt religionshistorikere. Det er blandt sådanne mennesker man har opfundet en afsky for noget, man kalder essentialisme. Essentialisme er den opfattelse, at enhver religion har en kerne, som man ved et nogenlunde redeligt studium kan finde frem til. Nej, siger disse folk, det er netop, hvad man ikke kan, for teksterne siger ikke noget i sig selv, det eneste, der betyder noget, er de nulevende menneskers opfattelse af deres religion.

Noget kunne tyde på, at Mogens Mogensen er smittet af denne tanke. Og noget kunne desuden tyde på, at han i den grad forvandler sig selv til en uvildig videnskabsmand, at han helt glemmer missionsbefalingen. For til sidst siger han:

Hvordan muslimer skal tolke deres hellige skrifter, kan paven ikke forventes at blande sig i – heller ikke selvom en så kendt dansk muslim som Khader beder ham om det – og hvis paven alligevel gjorde, ville muslimer nok ikke tillægge det nogen autoritet, og det kunne ingen fortænke dem i. Hvordan islams hellige skrifter skal fortolkes, og hvilken islam der kommer ud af det, er heller ikke et spørgsmål, som politikere skal blande sig i, heller ikke politikeren Khader. Det er en debat eller en kamp, som muslimerne selv må tage med hinanden, og så må politikerne – i åndsfrihedens navn – begrænse sig til at sætte de generelle lovmæssige rammer for islams og alle andre religioners udfoldelser.

Det kan være sandt nok, at det er politikerne, der skal fastsætte de lovmæssige rammer for islams udfoldelse. Men sæt nu Khader udtalte sig som et almindeligt menneske! Eller måske snarere: Sæt nu paven kom til at læse Matt 28,18-20! Er så hans opgave ikke den at blande sig i muslimernes tolkning af deres helligskrift? Ja, er det ikke enhver kristens opgave at prøve at forstå, hvorfor muslimerne tolker deres skrift, som de gør, ja, måske endda forstå, hvorfor de i det hele taget er muslimer og bliver ved med at være muslimer og holde koranen for Guds eget ord?

Hvordan skal vi ellers invitere dem til at blive kristne?

Forøvrigt – må vi ikke også som almindelige borgere i dette land – kristne eller ateister – spørge om muslimernes forståelse af deres helligskrift? Ved et møde med Hizb ut Tahrir var Kåre Bluitgen den eneste, der vidste, hvad straffen for hor er ifølge koranen, se her. For har alle de mange såkaldt moderate muslimer i det hele taget læst koranen, eller er det noget, de overlader til deres imamer? Og har de det ikke, er de ligeglade med, om nu den sharia, de mener, de efterlever, er i overensstemmelse med det, der faktisk står i koranen, har vi så ikke alle – muslimer, kristne og ateister – med en tikkende bombe at gøre: den unge muslim, der ganske uden vejledning giver sig til at læse i sin helligskrift, vil meget let kunne gribes af de mange voldsopfordringer, og så bliver jo pludselig den måde, koranen tolkes på, noget, der ikke angår muslimerne alene, men også alle os andre, der risikerer at blive sprængt i luften.

Jesus siger til sine disciple: “I er verdens lys – man tænder ikke et lys og sætter det under en skæppe” (Matt 5,15). Paven har opfundet en skæppe, der siger, at alle religioner ønsker fred – det er de andre, som vil have krig”. Og virker den ikke, træder en anden i funktion: “Vi kristne skal ikke se os selv som fredselskende fornuftsvæsener og muslimer som krigeriske fanatikere; vi har fredselskere og religiøst sanktioneret vold i begge religioner”. Det er meget venligt sagt af paven overfor muslimerne, for så skinner lyset fra den kristne levevis dem ikke ubehageligt i øjnene, skæppen forhindrer det.

Også Mogens Mogensen har fabrikeret en skæppe. Den hedder: “Der er tusinde fortolkninger af koranen”. Den er gjort af det samme effektivt lysdæmpende stof som pavens, og forhindrer ligeså effektivt som hans lyset i at nå muslimernes øjne. For ikke sandt, når muslimerne kan fortolke krigsopfordringer som fredsudsagn, så kan vi vel også fortolke evangeliseringsopfordringer som toleranceanvisninger.

Her er mere en Salomo”, sagde Jesus i sidste søndags tekst (Matt 12,42). Men, siger vi, lad os nu lige være her! Det kunne da meget vel være, at der kunne findes smukke udsagn i koranen, der nærmer sig Jesu livsforståelse. Og Jesus har jo også sagt, at vi ikke må dømme. Oven i købet føjer han til, at vi skal huske at se bjælken i vort eget øje, før vi begynder at ville fjerne splinten i næstens (Matt 7,1-4). Så vi skal da endelig ikke tro, at vi er noget, og da slet ikke mene, at vi er bedre end muslimerne.

Og med denne operation er lyset ikke blot dæmpet af diverse skæpper, det er helt gået ud.

Jamen, er det da ikke sandt, at det må gå ud? Er det ikke sandt, at vi ikke er spor bedre end muslimerne?

Nej, det er ikke sandt. Vi er bedre end muslimerne, ikke fordi vi ved egen kraft er bedre, men fordi det er os, der har Guds ord iblandt os, og dette ord er ikke vendt tomt tilbage, men har gjort en vis virkning iblandt os, selv om vi naturligvis altid kunne ønske os en større virkning.

Lad os tage sådan noget som kvindeidealet! Hvilket ideal spejler pigerne sig i under deres opvækst? Ok, vi kender kun altfor godt det viktorianske ideal, som Ibsens Nora gjorde op med, idealet om den altopofrende hustru, der i ét og alt prøvede at være sin mand tilpas, som satte alle sine egne behov til side for familiens skyld, osv. Og vi glæder os over, at dette ideal stort set er borte. For hvor blev den person af, der gemte sig bag al selvudslettelsen?

Mig forekommer det, at det er et lignende ideal, der bestemmer over den muslimske kvinde, og at vore kvinder er “bedre”, fordi de tør være sig selv.

Eller tag mandsidealet! Den muslimske mand skal hele tiden kæmpe for sin ære, han har det hele tiden siddende over sig, at han skal tvinge de andre til at respektere ham. Den kristne mand, derimod, har lige fra barnedåben af al den respekt, han kan ønske sig, for vort samfund går ud fra alles ligeværd, fordi vi regner andres respekt for noget, der må komme indefra, om den skal være noget værd. Se evt. min redegørelse for barnedåbens velsignelser her.

Jesus forklarer dette med disciplenes lys, der skal skinne i verden: “Således skal jeres lys skinne for menneskene, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene” (Matt 5,16). Det er jo ikke denne eller hin gode gerning, de skal se, det er den frimodige holdning, vi lægger for dagen, at vi tør være os selv.

Skulle det ikke være muligt for os at forkynde evangelium, altså glad budskab, for vore muslimske landsmænd i stedet for stadigvæk at betragte dem som eksotiske, mærkelige væsener! Skulle det være umuligt at forklare dem, at kristendommen er bedre end islam, ikke blot på den måde, at den giver os et bedre samfund – det er jo muslimerne, der er kommet til os, ikke vi til dem – men også på den måde, at den giver os frimodighed, så vi ikke behøver hele tiden at skulle kæmpe for vores ære!

Og i hvert fald: Vil de forsvare deres hierarkiske samfundsmodel, hvor manden rangerer højere end kvinden, med koranordet fra sura 4,34 om, at mænd står over kvinder, er vi så ikke nødt til igen og igen at sige til dem, at Muhammed tog fejl på det punkt? Og vil de finde andre koranord frem og balancere det ene af mod det andet, siger de, at ordene “mænd står over kvinder” ikke betyder det, de siger, er det så ikke bedre at komme med lyset: at mænd og kvinder er ligestillede, og at koranen derfor ikke er Guds ord, fremfor at komme med skæppen: at ethvert ord må fortolkes.

Men ak, vi vil absolut være så “gode” og ikke volde vore “gæster”: muslimerne besvær og holder derfor vores mund om deres korantolkning og deres anderledes kultur. Og måske det i virkeligheden hænger sammen med, at vi tænker: “Vi har et lige så godt, nu er vi omsider ved at vinde gehør i vores kamp mod ateismen, nu skal muslimerne ikke komme og forstyrre os”.

Men de kommer jo til os som mennesker, og hvad bedre kan vi give dem end det kristne evangelium! Men det må vi ikke for paven, kan vi forstå, og Mogens Mogensen giver ham medhold: vi kan slet ikke rette os efter Jesu ord, for de skal jo fortolkes, og hvem véd, om de betyder det, vi andre idioter tror, de betyder!

Udgivet i Islam versus kristendom | Tagget , , | Skriv en kommentar

Luthers strategi

Jeg undrer mig ret ofte over, hvor brugbar Luthers råd dog egentlig er, selv i en tid, der som vores ligger så langt fra hans egen, både hvad angår åremål og hvad angår indhold.

Således har jeg tidligere gjort opmærksom på Luthers fremhævelse af forskellen mellem troen og kærligheden, se her. Dengang vendte jeg mig imod to teologer, der mente, at vi kristne burde være underdanige og selvudslettende overfor muslimerne. Man ville rette sig efter den 100% politisk korrekte sætning, der siger ”om islam intet ondt; og hvis der endelig skal siges noget ondt om den religion, skal kristendommen rammes af samme anklage”. Og så fortsatte jeg:

At Jesus mente, det var nødvendigt at tale imod lovdyrkelsen, både dyrkelsen af sabbatten og dyrkelsen af de rette spiser, det betyder ikke noget. At han ligefrem anså det for så stor en nødvendighed, at han satte livet til for det, det har vi forlængst forvandlet til noget med soning for vore synder. At han fremkom med de værste skældsord overfor de lovtro farisæere, jvfr Matt 23, det får ikke os til på nogen måde at vende os imod muslimernes tilsvarende lovdyrkelse.

Og Luther gør i sin store galaterbrevsforelæsning det, at han, da han når frem til stedet i kapitel 2, hvor Paulus skælder Peter ud, anklager de fortolkere, der mener, at Paulus her er for arrogant, og siger:

Men i denne meget vigtige sag kunne han overhovedet ikke give efter. Og efter Paulus’ eksempel kan enhver kristen hovmode sig. For kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt (1 Kor 13,7), troen derimod hersker, styrer, triumferer, viger ikke for nogen, men alt bør underkastes den og vige for den, skarerne, folkene, kongerne, jordens dommere, som Sl 2,10 siger: “Og nu, I konger, forstå, lad jer undervise, I, der dømmer jorden, tjen Herren med frygt osv. Hvis ikke, skal I forgå på jeres veje”. Derfor er det helt modsatte virkninger, embeder og dyder, som kærligheden og troen har. (Se her).”

Altså, ifølge Luther har kærligheden og troen helt forskellige embeder. Det vil sige: i én situation skal vi bruge kærligheden, i en anden troen. Men de to ser vidt forskellige ud, den ene tåler alt, tror alt, håber alt, den anden viger ikke en tomme.

Når det er nødvendigt igen at gøre opmærksom på de to forskellige ”embeder” for troen og kærligheden, skyldes det pave Frans. Jeg nævnte for et par indlæg siden Naser Khaders indlæg imod ham: det var ikke til nogen hjælp for de moderate muslimer, at paven hele tiden tog islam i forsvar, for islam er i dyb krise, efter Khaders mening.

Og nu viser det sig, at det i sandhed er mærkelige tider, vi lever i. En muslim angriber islam, paven, den katolske kirkes overhoved, undskylder islam. Og det er vel derfor ikke mærkeligt, at en katolsk journalist, Austin Ivereigh, tager paven i forsvar, fordi han forsvarer islam, se her. Mere mærkeligt er det vel, at interreligiøs konsulent Mogens Mogensen på religion.dk har haft et indlæg, hvor han ubetinget giver Ivereigh ret i hans paveforsvar, se her.

Mogens Mogensen gengiver ret nøje de seks punkter, som Ivereigh opregner som udtryk for pavens strategi. Men inden Ivereigh når frem til at tale om pavens strategi, kommer han med nogle ret interessante betragtninger. Han siger f.eks.:

Islamisk Stat er i krig med alle muslimske lande, for alle muslimske lande har søgt at komme overens med moderniteten ved at formidle eller opbløde islamisk lov.

Den eksistentielle krise indenfor islam vil komme til at udspille sig i endnu lang tid fremover, og der er ikke meget, man kan gøre for at forhindre det. Over tid vil dog Islamisk Stat bevise, at den ikke kan indfri sine løfter, og den vil synke sammen under vægten af sine selvmodsigelser.

Og ikke sandt, det lyder jo næsten rigtigt. Men hvis man tror, at det så kan være de kristnes opgave at gå ind i en åndelig kamp med islam og f.eks. påpege de selvmodsigelser, den lider af, om dog ikke de mange mennesker, der lider under den tunge vægt af dem, kunne befries, så må man tro om igen. Det går pavens seks-punkts strategi slet ikke ud på. Ivereigh fortsætter:

Men vi kan have kontrol over vor vestlige respons på Islamisk Stats provokationer. Og den måde, vi reagerer på, vil enten fremskynde dens fald eller medvirke til dens vækst.

Og ja, det er da så sandt, som det er sagt. Men det er jo netop spørgsmålet: Hvordan medvirker vi bedst til Islamisk Stats åndelige nedbrydning?

Her må man være opmærksom på to ting, siger Ivereigh. De unge mennesker, IS rekrutterer, er på ingen måde en samling psykopater. Og for det andet er krig med kristendommen en del af IS’s tro. Man mener ligefrem indenfor disse kredse, at et sted i Syrien, Dabiq, er stedet, hvor kristne og muslimer vil udkæmpe endetidens slag.

Denne endetidens kamp vil IS gerne fremskynde, derfor fører de krigen ud af Mellemøsten ind i vore lande.

Islamisk Stat tror, at hvis de provokerer de kristne, vesterlændingene, nok, så vil de vende sig imod muslimerne, og muslimerne sætte deres lid til, at Islamisk Stat forsvarer dem, og så vil der fremstå en åben krig mellem de to.

Og det kan måske være sandt nok. Med andre ord: Det forholder sig med IS som med Rote Arme Fraktion i Tyskland i sin tid: de lavede deres terrorhandlinger for, som de sagde, at få staten til at vise sit sande ansigt. De var overbevist om, at staten ikke bare var kapitalistisk, den var også undertrykkende, og dette undertrykkende ansigt kunne man fremprovokere gennem terrorhandlinger imod den. Blot tog de jo altså fejl i deres analyser. Og vi skal måske tilsvarende vise IS, at også deres analyser er fejlagtige. Dog, siger Ivereigh, deres analyser slår til:

Indtil nu har de haft heldet med sig. Fremkomsten af nye nationalistiske partier ud over Europa, og Donald Trump, selvfølgelig, er lige, hvad deres manuskript forudser, sammen med den løbende vækst i antal og voldsomhed af angreb på muslimer.

Og på den måde lægger han op til den pavelige strategi. Mogens Mogensen skriver:

Men pave Frans ser heldigvis længere end hans kritikere, skriver Ivereigh.

Han taler ud fra en velgennemtænkt og effektiv seks-leddet strategi som respons på Islamisk Stats provokation.

For det første sætter han drabet på enhver person ind i en bredere sammenhæng af andre mord for at undgå at gøre noget offer til fokus for en moralsk vrede og til et våben i kampen. ”Den hellige præst, som døde, mens han var i gang med at bede for hele kirken, er kun en af… hvor mange kristne, hvor mange uskyldige, hvor mange børn?”

Her indskyder Ivereigh:

Det er derfor, Frans aldrig brugte ordet ”martyr” til at beskrive ham eller bare nævne hans navn. At gøre det ville i denne eksplosive atmosfære af frygt og terror være identisk med at gøre hans død til et våben, og til at antænde skrigende overskrifter.

Mogens Mogensen fortsætter med dette pavecitat:

Den hellige præst, som døde, mens han var i gang med at bede for hele kirken, er kun en af… hvor mange kristne, hvor mange uskyldige, hvor mange børn?”

Alt dette er jo ganske mærkeligt. Her har vi et overhoved for en kirke, der har jeg véd ikke hvor mange helgendage i sin kalender og ikke er bleg for at udnævne mennesker til helgener, især hvis de har lidt martyrdøden, men trods denne bagage vil han ikke bruge martyrbetegnelsen. Ikke fordi han ikke objektivt set ville kunne bruge den, men fordi han er bange for fremkalde ”skrigende overskrifter”. Jamen, hvis det nu er det, der skal til for at få de såkaldt moderate muslimer bort fra IS? Hvad er det dog for en mærkelig strategi han har, denne pave?

Det andet punkt lyder:

For det andet insisterer han på, at broderskab og fred er den eneste autentiske kristne respons. ”Vi har ikke noget ønske om at besejre had med mere had, vold med mere vold, terror med mere terror.”

Og det kan jo være rigtigt nok. Men hvem mener egentlig, at den rette respons er had for had, vold for vold, terror for terror? Det er der jo meget få i den vestlige verden, der gør. Så det er noget af en stråmand, Ivereigh her vender sig imod. Men han får dog sagt, at det drejer sig om at omvende terroristernes hjerter, så de indser det onde i deres handlinger. Det har han ret i. Men det er jo faktisk derfor, vi andre mener, man skal være sandheden tro og åbent fortælle dem og andre, hvad de har gang i.

Det tredje punkt er en opfordring til os om at åbne vore grænser. Den naivitet har jeg vendt mig imod så ofte, så jeg vil tillade mig at springe dette punkt over her.

Det fjerde punkt består i, at paven ikke vil dele IS’s forudsætninger. Han vil ikke sætte tingene op på samme måde som dem: kristendom mod islam. Nej, hævder han, der er tale om religion og fred på den ene side, voldelig fundamentalisme og falsk religion på den anden.

Og har han lavet denne opstilling, kan han sige, at ”alle religioner ønsker fred – det er de andre, som vil have krig”. Men spørgsmålet er jo, hvor meget en sådan opdeling har med virkeligheden at gøre. Eller spørgsmålet er, om man kan overbevise de mange moderate muslimer om, at det forholder sig sådan.

Og spørgsmålet er også, hvor stor en hjælp en sådan opdeling er for os kristne. Den giver ganske vist paven mulighed for at hævde, at der ikke findes sådan noget som islamisk vold, det er en umulighed. Jovist, men når vi hører ”Allahu Ahbar” den ene gang efter den anden, så kan man vel godt, selv som from katolik, blive noget i tvivl om pavens evne til at bedømme tingene ret.

Og så hedder det hos Ivereigh:

For det femte: Når paven stilles overfor kristnes fristelse til at se muslimer som voldelige fundamentalister og sig selv som fredselskende fornuftsvæsener, insisterer Frans på, at kristne også er tilbøjelige til fundamentalisme og vold.

Her har vi det: vi kristne må endelig ikke tro, vi er bedre end andre. Og derfor skal vi lade være med at se denne forskel mellem islam og kristendom, selv om den springer i øjnene ved det meste af muslimernes gøren og laden i vore samfund. Vi må ikke dele verden op i gode mennesker (os selv) og onde mennesker (muslimerne).

Hvad end manglerne ved islam måtte være med hensyn til vold, ønsker muslimer fred og samvær, og kristne er jo også tilbøjelige til fundamentalisme og religiøst sanktioneret vold.

Det er sjovt nok: Det, som man skulle tro, enhver nogenlunde velbevandret teolog ville kunne: skelne mellem en religion og dens adfærdsformaninger og så dens udøveres faktiske adfærd, det glipper helt for Frans her. Og det hænger nok sammen med, at han ikke har læst Luther og ikke tolket Gal 2,11f på samme måde som han. Derfor skelner han ikke mellem troen og kærligheden. Derfor kan han ikke se, at de har vidt forskelligt embede.

Troen skal f.eks. fastslå, at alle mennesker er lige. Og har nogen (f.eks. muslimerne) en religion, der hævder, at nogle er mere lige end andre, så kan jo muslimer udmærket leve et normalt liv i Danmark, for her er det langt lettere at betragte alle som landsmænd og ikke som fjender af den klan, man selv tilhører. Men det kan jo ske, at optugtelsen – altså den muslimske opdragelse – går over naturen – altså forestillingen om, at alle er lige – og så har vi problemerne. Så viser det sig, at nogle af muslimerne faktisk ikke ”ønsker fred og samvær”, og når vi så af kærligheden drives til at mødes med disse muslimer, så skal vi da ikke fortolke os udenom det muslimske hierarkisystem, men i stedet fastholde troen: troen på alle menneskers ligestilling overfor Gud.

Som alle onde projekter, vil Islamisk Stat i tidens løb falde sammen på grund af sine egne interne modsigelser. I mellemtiden vil slaget stå i menneskenes hjerter.

Hvad kirken kan hjælpe Vesten med at gøre, er at absorbere volden og ikke lade sig provokere af den; at være tålmodig, når der er frygt og usikkerhed; og at acceptere, at i mellemtiden vil flere mennesker dø. (Ivereigh).

Bevares, det lyder ydmygt og fromt, at man sådan skal finde sig i terroristernes vold, og det vil jeg da også mene, vi skal. Men jeg vil så sandelig føje til, på kristendommens vegne så at sige, at islam er en falsk religion, at muslimer tror på Gud på en falsk måde, fordi de mener, han opfordrer dem til vold imod andre religioner. Det er troens krav til os kristne, og den sandhed skal ikke pakkes ned af hensyn til muslimerne, selv om det jo er ganske sikkert, at de vil lade sig provokere af den.

Det får mig til at vende tilbage til punkt fire. Under dette punkt sagde paven, ifølge Ivereigh:

Denne strategi demonstrerer, hvad sand religion er:

Gud selv blev det uskyldige offer for en religiøst og politisk sanktioneret offerhandling; opstandelsen ødelagde enhver tanke om, at Gud bruger vold.

Guds magt ligger derfor ikke i vold, men i kærlighed og broderskab. Med skyggen af den islamiske radikalisme hvilende over os, er dette ikke længer en ide, men – et absolut valg: Tror vi på Guds magt eller på myten om det guddommelige som et hævnende stammevæsen?

Ak ja, her må man nærmest sige, at det her er Frans, der vikler sig ind i selvmodsigelser. Eller måske snarere i fortielser. For her definerer han, hvad sand religion er, og sjovt nok, det er præcis det samme som kristendom. Islam må følgelig kaldes en falsk religion, for det valg, vi stilles overfor: om vi tror på den Guds magt, der ligger i kærlighed og broderskab, eller på den myte, der tror på hævn – det valg er jo, selv om det åbenbart ikke må siges, et valg mellem kristendom og islam, mellem ordets og sværdets religion.

Og hvorfor må det dog ikke siges, at vi er kristne og på den måde tror på Jesu opstandelse, at der derved blev sat en stopper for al voldsanvendelse i nogen religions navn? Paven siger det jo selv, selv om det naturligvis må være yderst provokerende for en muslim at høre på. Men de stakkels muslimer er åbenbart så barnlige eller letkrænkelige, at de ikke kan tåle at høre, hvad vi mener er sandheden om deres religion.

Vi skal være sandheden tro i kærlighed, siger Paulus i Ef 4,15. Han siger ikke, at vi skal bøje sandheden af hensyn til vore muslimske venner. Det er jo på det punkt, der hedder ”hvad er sandt og hvad er løgn”, at troen ikke kan give sig en tomme. Det vil sige, at hvis Islamisk Stat er fuld af selvmodsigelser, så kræver vor kristne forpligtelse på sandhed, at vi siger det, sådan at også muslimerne kan stilles overfor det valg, der blev omtalt før: Tror vi på en Gud, der handler til det gode for menneskene, også om det fører til nogle enkeltmenneskers død, eller tror vi på, at der gives en guddommeligt sanktioneret vold til at overbevise andre om sandheden?

Lad os slutte med det sjette punkt i pavens strategi. Det går ud på at vi ikke skal overgive os til frygt, så vi opgiver vore steder og vor identitet. Paven selv nægtede f.eks. at bære skudsikker vest, skønt IS truede Vatican-staten i december. Og ærkebiskop Lebrun inviterede alle til at vise Hamel den sidste ære ved at besøge en kirke i disse dage, hvor vi skal nægte at anse kirken for defameret og bede om Guds nåde.

Men det lyder vildt overdrevet eller direkte uforståeligt eller som den rene ønsketænkning, når Ivereigh skriver som slutningssætning: ”Hver af den slags handlinger vil bringe os nærmere til jihadisternes uundgåelige nederlag”.

Jamen, kære Austin Ivereigh, nu har jihadisterne undgået nederlag i 1400 år, hvorfor skulle deres nederlag så nu være lige om hjørnet? Og hvordan skulle det kunne befordre deres nederlag, at vi undlader at argumentere imod dem?

Nej, hverken pavens tanker eller de to fortolkeres gengivelser af dem hænger sammen.

Udgivet i Islam versus kristendom, Luther | Tagget , | Skriv en kommentar