Udkonkurreret

Jeg har mødt min overmand. Hvad jeg selv troede umuligt, er sket. Der er én, der har slået mig på et for mig meget afgørende felt, nemlig det felt, der hedder samfundsanalyse.

Som man måske har opdaget ved at læse lidt her på bloggen, baserer min samfundsanalyse sig på det fænomen, jeg har kaldt samaritanitis. Jeg mener at have opdaget, at den vestlige elite betragter den indvandring, der er sket i Europa, som en kolossal teaterforestilling, hvor man opfører lignelsen om den barmhjertige samaritaner, som man nok véd: med manuskript af Jesus fra Nazareth. At denne lignelse ligger i baghovedet på alle journalister og på de fleste politikere, er årsagen til, at man 1) har lukket alle disse migranter ind i Europa, og 2) betragter dem alle som ynkværdige mennesker, uanset at de efter ankomsten til vort slaraffenland aldeles ikke opfører sig som sådanne. Det er Djævelens ironi, vi her ser udspille sig: så meget husker man fra den kristendom, man ellers har forladt, at det er noget med at hjælpe nødstedte mennesker. Og det bestræber man sig så for at gøre, dvs., det er ikke én selv, der skal gøre det, det er staten, der skal udføre den ”gode gerning”, som man mener skal udføres.

Men nu er der minsandten én, der siger det samme, bare meget mere omfattende og vistnok også meget klarere. Der er tale om en tysk filosofiprofessor, der hedder Alexander Grau. Han har skrevet en bog på 79 sider, nærmest et stort essay, der hedder ”Hypermoral – Die neue Lust an der Empörung”, altså ”hypermoral – den nye lyst til at blive forarget”. Bogen udkom i september 2017, men dens eksistens har undgået min opmærksomhed, indtil jeg læste en meget begejstret anmeldelse af en norsk oversættelse af bogen, skrevet af Hege Storhaug, se her. Jeg kunne godt – indrømmet – have opdaget den noget før, for i maj i år blev den omtalt i Kristeligt Dagblad af Tobias Stern Johansen, se her. Man kan finde en del materiale om den på tysk, deriblandt denne blog, hvor jeg fandt en henvisning til en læseprøve her, det hele på tysk. Derudover findes der på YouTube en forelæsning af Grau, hvor han citerer fra og gennemgår sin bog, se her. Også på tysk, naturligvis, dog har Grau en meget distinkt udtale, min gamle tysklærer ville have glædet sig.

Men på trods af, at det alt sammen lyder meget spændende, kan jeg ikke helt nære mig fra at tænke, om det hele er for dogmatisk. Er det – med et løgstrupsk udtryk – begrebsmaskinen, der ruller af sted helt af sig selv, eller har tankerne virkelig noget med virkeligheden at gøre?

Hovedtanken bag hans bog er, at moral i vore dages diskussioner er blevet til hypermoral, dvs., moralske problemer har i den grad overtaget alle andre problemstillinger, at det er moral og kun moral, vi diskuterer. Tidligere var moral knyttet op på en ideologi eller en religion, nu er moral blevet selvberoende: når noget er moralsk godt, er det bare godt, uden diskussion. Men, siger han, dette er ikke blot en cirkulær argumentation, det er også en autoritær tænkemåde. Og sandt nok, det er straks værre. Han fortsætter:

Moral får en meningsdannende monopolstilling. Alle andre rationelle overvejelser bliver miskrediteret. Tekniske, videnskabelige eller økonomiske problemer bliver omtydet til moralske spørgsmål og overført til en jargon med tilspidset moralitet. Især er det, i hvert fald her i Tyskland, næppe nok muligt at diskutere den tekniske og videnskabelige udviklings muligheder. For bare at tage et eksempel: hvem vil her i landet kunne diskutere genteknologiens chancer i medicinen eller landbruget uden på forhånd at tabe diskussionen. For bare det at sætte disse spørgsmål til debat er kætteri. Her skal man ikke tænke sig om, her skal man bekende kulør.

Jeg må indrømme, at jeg med min teori om samaritanitis kun har haft indvandringsdiskussionen for øje. Hvad den angår, kan jeg genkende den problemstilling, han anfører. For er der noget, man i den diskussion ikke gør, er det at tage stilling til den forholdsvis let påviselige incitamentsstruktur, som har dannet sig på området. Og sandt nok: vil man diskutere det, går det som regel sådan, som han sige lige efter:

Det forbavsende er ikke så meget moralspørgsmålet i sig selv, men den kompromisløshed, som det fremføres med. For naturligvis kan man betragte ethvert privat eller samfundsmæssigt spørgsmål også fra en moralsk synsvinkel. Men det påfaldende og det, der kræver en forklaring, er den gennemslagskraft og den udelukkelse af andre, som moralspørgsmål i vore dage fremføres med i de vestlige samfund.

Denne overnaturlige vægtlæggen på moralske spørgsmål har så også ført med sig, siger Grau, at de konservative ikke mere er konservative. For hvad der er moralsk og hvad ikke, bestemmes i stort omfang ud fra, hvad der fremmer udviklingen. Og ”udviklingen” er konge. Hvad der fremmer den, er eo ipso godt. Og den vogn må de konservative hoppe med på, hvis de vil gøre sig håb om politisk indflydelse. Dette med at ville bevare det kendte samfund, dette med at ville beholde de gamle dyder, altså gamle konservative mærkesager, det er ”yt”, det virker ikke i vore dage, for selv om det for de konservative netop var moralen, der satte kursen, så er det i vore dage hypermoralen, og det er noget ganske andet.

Har Grau ret i det?

Jeg véd det egentlig ikke. Selv er jeg da opmærksom på den udvikling, der foregår i samfundet, både den til det bedre og den vil det værre. Og jeg vil da også gerne bidrage mit til, at det bliver en udvikling til det første, der kommer til at ske. Men sandt nok, hvis man blot taler om ”udviklingen” i bestemt form, så prøver man at sætte sig på debatten, så mener man at kunne undslippe alle de spørgsmål, der har med udviklingens retning at gøre, for ”udviklingen”, det er jo udviklingen i den progressive retning, og altså ”progressiv”, uden at man ulejliger sig med at fortælle, hvad ”progressiv” betyder.

Udviklingen har f.eks. medført, at det er blevet ”in” at ville være noget helt for sig selv, man vil være en individualitet, man vil ikke være som andre, ikke tage ved lære af andre, men helt og holdent lade det komme til udtryk, som gemmer sig i én selv.

Udmærket, siger Grau. Men besynderligt er det alligevel, så ens disse påstået forskellige individer er. Blot ser de det ikke selv. Men de forlanger så sandelig respekt for deres individualitet. De kræver anerkendelse af den specielle form, de har givet deres personlighed.

Dette har ført med sig, at noget af det bedste i vore samfund, er at være et mindretal. Ethvert mindretal gør ikke blot det, at det fremfører sig som mennesker, der selv accepterer deres anderledeshed, det gør også det, at det kræver samfundets accept af denne forskellighed. Alle skal være lige, og samfundet skal derfor godkende alle de forskelligheder, der måtte fremkomme, forskelligheder i sexuel orientering – af hvilke der efterhånden optræder en uoverskuelig mængde – og religioner – bortset naturligvis fra de missionfolk, vi er vant til at skælde ud for det værste.

I Kristeligt Dagblads referat af Grau lyder dette problem således:

”På den ene side findes der en mangfoldighedskult, og på den anden side proklamerer man en radikal idé om lighed. Alt dette kulminerer i en mangfoldigheds-ideologi, men hvor man ønsker mangfoldighed, er resultatet snarere monotoni. Man hylder pluralisme, men begraver det plurale,” siger han og peger på håndteringen af det indvandrerkritiske, højrenationale parti Alternativ for Tyskland (AfD), som ingen af de andre partier vil samarbejde med, som et godt eksempel.

Det er fuldstændig rigtigt, set fra mit hjørne af debatten. Men jeg vil føje til – og jeg mener at kunne huske fra den omtalte YouTube forelæsning, at Grau også nævner dette problem – at det specielt for islams vedkommende er højst uheldigt. For dette ønske om mangfoldighed, dette krav om at skulle anerkende hvem som helst i samfundet, har medført, at dette at fremføre islamkritik er blevet en form for kætteri. Kirken vover det ikke, vi andre bliver nærmest tiet ihjel, når vi forsøger os med islamkritik.

For muslimerne har med stort held formået at optræde som minoritet, endda har de evnet at indtage offerrollen, og et sådant offer for samfundets åndelige forfølgelse kan man da ikke være bekendt at forfølge med kritik af deres religion, vel?

Problemet er, at vi på den måde kommer til at handle i blinde, når vi vil finde ud af, hvordan vi løser ghettoproblemerne, kriminalitetsproblemerne, skoleproblemerne, alle disse problemer, som muslimerne påfører os, fordi de har en fra vores forskellig kultur, en kultur, som vi altså blot ikke må debattere.

Denne hypermoralske toleranceforståelse har jeg en lidt afvigende forklaring på. Men jeg må samtidig indrømme dels, at jeg ikke dermed tager afstand fra Graus forklaring, og dels, at han måske et sted i sin bog, som jeg ikke har læst (endnu), siger det samme som mig.

Min forklaring går ud på, at det er djævelen, der igen har været på færde. Med sygdommen samaritanitis har han fået mennesker overbevist om, at alle migranter er ynkværdige mennesker, og at disse ”Gutmenschen” uanset omkostningerne for deres land skal redde dem fra det onde, ligesom samaritaneren gjorde med den overfaldne.

På samme måde har djævelen fået Jesu ord om ikke at se splinten i næstens øje, når man selv løber rundt med en bjælke i øjet, (Matt 7,3-5), til at blive misforstået almeneje i vore vestlige samfund. Det har fået os til at miste enhver stolthed over de samfund, vi befinder os i. Tror vi virkelig, at vi er bedre end andre? Bilder vi os ind, at vore samfund er bedre end de muslimske samfund? (Ak ja, sådan spørger vi, på trods af, at den muslimske flugt fra muslimske lande til os beviser, at det er sandhed og ikke indbildning). Kan vi virkelig få os selv til at finde splinter i den muslimske religion, når vor egen kristendom har en bjælke siddende i øjet? (Godt nok er det ikke lykkedes os at finde denne bjælke, men vi er fuldstændig overbevist om, at den må være der).

Dertil kommer, at det blandt kristne er kommet på mode at bekende sine synder. Denne syndsbekendelsestendens har overlevet samfundenes afkristning, så det nu er Vestens ikke-kristne journalister og politikere, der tager sig for at bekende sine synder. Det skal jo være så fromt! Godt nok har man ikke selv særlig mange synder at bekende, men så er det da godt, at ens bedsteforældre har en række synder på samvittigheden, så når man siger, at ”vi i Vesten” har handlet så og så ondt mod vore kolonier, eller har opført os helt utilstedeligt under slavetransporterne, eller har ført krig på en ganske umoralsk måde, og samtidig lægger ansigtet i de rette fromme, syndsbekendende folder, så har man sit på det tørre, så udviser man på én gang den rette ydmyge holdning, som formår at bekende sine synder, samtidig med, at man tager afstand fra enhver tanke om, at vore samfund, vor kultur eller vor religion er bedre end de andres, f.eks. bedre end islam.

Det er utrolig svært at mobilisere en forståelse af, hvad islam virkelig står for, under de omstændigheder. Det forbliver alt for let ved den overfladiske opfattelse, at muslimer tænker og handler ligesom vi, og at deres religion derfor er god nok. Vestens kristendom har vi jo forkastet, men så længe muslimer befinder sig på det udviklingstrin, hvor de har brug for en religion, så må de naturligvis have lov til det, og vi affinder os nok med diverse særheder, for det er vi jo sikre på: de vil uvægerlig udvikle sig op til det høje stade, vi befinder os på. (Nå nej, det må vi ikke sige, kun tænke).

Nuvel, Alexander Grau siger det på en lidt anden måde, han blander ikke djævelen ind i det, men man må alligevel sige, at det er djævelske ”mekanismer”, han afslører.

Der er utvivlsomt meget mere at hente hos Grau, men jeg lader det være nok for denne gang.

Advertisement