To ”store” danskere – eller i hvert fald to kendte danskere – har i de senere dage afsløret, at de har et vidt forskelligt syn på det, der foregår på grænsen mellem Grækenland og Tyrkiet, både ved landegrænsen og i Ægæerhavet. Det er Søren Pind og Per Stig Møller, jeg tænker på.
Per Stig Møller havde den 3-3 en artikel i Jyllands-Posten, se her, om Erdogans forsøg på at afpresse EU. Overskriften var: ”Recep Erdogan vil have flere penge, men især hjælp til sin kamp i Syrien”. Det vil sige, artiklen viste den kølige udenrigsanalytikers forsøg på at finde ud af, hvad der er op og ned i migrantkrisen.
Søren Pind artikel er helt anderledes. Den står i Berlingske, se her, og den har overskriften: ”Søren Pind: Historiens dom over Europas behandling af Syriens flygtninge vil blive isnende hård”. Og ærlig talt, man tror ikke sine egne øjne, når man læser det, han skriver. Men derom senere.
Først Per Stigs artikel!
Det er velgørende, at Per Stig midt i det, der kan gå hen og blive bestemt af de store følelsesudbrud, er opmærksom på det tovtrækkeri, der foregår; at han véd af, at Erdogan udnytter vores bløde punkt til det yderste, det bløde punkt, at vi ikke kan tåle at sige nej til ”flygtninge og migranter”.
Man kan forstå på Per Stig Møller, at han ikke har meget til overs for Erdogan. Han skriver:
I 2002 sagde Erdogan til mig, at han ville demokratisere og reformere Tyrkiet »ikke for EU’s skyld, men for vor egen«. Nu siger han: »Demokratiet er som en sporvogn. Når man kommer til endestationen, står man af« – og han stod af. I stedet for Europa blev hans mål nu at blive Mellemøstens muslimske stormagt. Han lagde sig derfor også i spidsen for kritikken af Israel.
Per Stig Møller mener ikke, Tyrkiet er angrebet, tværtimod er det selv angriber. NATO’s musketér-ed lader sig derfor ikke anvende her. Læg især mærke til det sidste, han skriver:
Skal vi hjælpe dem [oprørerne i Idlib, rr] til en eventuel sejr? Næ. Skal vi hjælpe blodhunden Assad? Næ. Skal vi sende europæiske fly ind og risikere en luftduel med Rusland? Næ. Skal vi tage imod hans flygtninge? Næ, for han har selv medvirket til at skabe denne flygtningestrøm, og Tyrkiet er faktisk første asylland for dem.
Ikke sandt, det lader sig høre. Tyrkiet er første asylland for flygtningene fra Idlib. Når Erdogan sender dem videre mod Grækenland og EU, er de altså ikke længer flygtninge, men migranter, så vi overholder alle de pæne konventioner ved at afvise dem ved EU’s grænser. Vi har lov til at tage imod dem, men ikke pligt til det.
Man kan for øvrigt bide mærke i, at mange andre af EU’s politikere tænker de samme tanker som Per Stig Møller. Man kan høre adskillige af dem sige, at det er uacceptabelt, at Erdogan anvender flygtninge i det politiske spil. Så at der er tale om et ualmindelig beskidt trick fra Erdogans side, det ser man godt.
Men se så, hvad Søren Pind skriver.
Han er kravlet op på en virkelig stor moralsk hest. Så højt til vejrs sidder han, at han slet ikke mere kan få øje på virkeligheden.
Værst er det næsten, at han tillader sig at sammenligne situationen ved den græsk-tyrkiske grænse med situationen ved den dansk-tyske grænse i 1938, hvor en række flygtende jøder blev afvist. Han citerer K. K. Steinckes udtalelser om afvisningen, og skriver så:
Overfarten til Sverige i 1943 kan ikke afhjælpe den skam, disse afvisninger og udvisninger af jødiske flygtninge bestod i. Som Steincke engang bemærkede fra Folketingets talerstol, så vidste enhver, der havde læst »Mein Kampf«, hvad der ventede.
Det er den første usandhed, han kommer med. Man kunne aldeles ikke ud af ”Mein Kampf” se, at der ventede jøderne en ussel gaskammerdød. I Holland var f.eks. den jødiske ledelse med til at samle jøderne sammen i lejre, før de blev sendt østpå. For man troede på nazisterne, når de hævdede, at der var tale om en ”Umsiedlung”: jøderne skulle blot flyttes til et særligt område bestemt for dem ovre østpå. Denne løgn var en del af det bedrag, der skulle få jødeudryddelsen til at foregå uden de store protester.
Hos os begyndte jødetransporterne først et år senere. Men i løbet af det år var det kommet til at stå klart, at det ikke var guld og grønne skove, der ventede jøderne. Derfor var alle jøderne klar over faren ved transporterne. Danskerne ligeledes, og det var én af baggrundene for, at vi hjalp så mange til Sverige.
Men venter der migranterne ved den græske grænse død og ødelæggelse, hvis de bliver i Tyrkiet? Overhovedet ikke. Hvorfor laver så Søren Pind den sammenligning? Hvorfor lyver han sådan? Formentlig fordi han er ude i et moralsk ærinde. Og er man det, sker der ofte det, at man pynter lidt på virkeligheden, for at understøtte sine argumenter, selv om det godt nok er sjældent, at man pynter så meget på den.
Hen mod slutningen kommer der så endnu en usandhed:
I historiebøgerne vil Europas behandling i disse år af mennesker, der flygter fra de frygteligste forbrydelser, blive noteret. Og når roen falder over historien igen, vil dommen blive isnende hård – som den blev det over Steincke og 1938. Vi var bange, feje og handlingslammede.
Det er en mere sædvanlig løgn: disse mennesker flygter fra de frygteligste forbrydelser. Såmænd gør de ej. De er jo i et sikkert land, Tyrkiet, og tyrkerne udsætter dem ikke for de værste forbrydelser. Så selv hvis alle migranterne ved grænsen var syrere, er det ikke nogen grund til, at vi skulle tage imod dem. For det er Erdogan selv og den krig, han fører i Syrien, der har fået dem til at flygte. Så de flygtninge, der kommer til Tyrkiet, må han virkelig selv tage sig af.
Men mange af migranterne er ikke fra Syrien, ja, de færreste er. Ifølge dette site oplyser den græske regering, at flygtningene fordeler sig således:
Afghanistan: 64%, Pakistan: 19%, Turkey: 5%, Syria: 4%, Somalia: 2.6% Iraq, Iran, Ethiopia, Morocco, Bangladesh, Egypt: 5.4%.
Det er Snaphanen, der videregiver disse oplysninger, og umiddelbart derefter linker man til Søren Pinds artikel.
Og vil man nu sige: Jamen, menneskerettighederne, konventionerne, vi kan da ikke overtræde dem sådan uden videre, vi må da som de ordentlige mennesker vi er, overholde dem til punkt og prikke, er det ikke en brist i vore europæiske værdier, hvis vi sådan holder flygtninge og migranter på afstand med rå magt?
Hertil vil jeg prøve at aflive den forestilling om menneskerettigheder og konventioner, at de er formuleret knivskarpt og står som hugget i marmor, når de skal overholdes.
Da Berlusconi i sin tid oprettede en pagt med Libyens Gadaffi: han skulle holde migranter tilbage mod at modtage en sum penge fra Italien, blev det anfægtet med stor styrke af menneskerettighedseksperter: Man kunne virkelig ikke på den måde udlicitere sine forpligtelser; man kunne ikke få andre til at ”gøre det beskidte arbejde”, osv. Men da Angela Merkel gjorde nøjagtig det samme i en aftale med Tyrkiet, som hun og EU fik i stand, var der ikke en kat, der gøede. Nu havde man jo set, hvad det kunne betyde, når man fik mange migranter ind i landene, så nu var man indstillet på at fire lidt på reglerne. Eller skal man måske hellere sige, at nu begyndte man igen at nærme sig normaltilstanden: at det er det enkelte land selv, der skal forsvare sine grænser, det forsvar kan man ikke ”udlicitere” til sine naboer?
For det er jo en anden mærkværdighed, der har udviklet sig i løbet af de sidste tyve-tredive år: Man har holdt så stærkt på en overholdelse af ”fodjordsreglen”, at det er blevet helt umuligt at forsvare sine grænser. Fodjordsreglen, den regel, at enhver, der sætter sin fod på europæisk jord og søger asyl, har ret til at få sin sag behandlet, er jo i bund og grund beregnet på illegale grænseoverløbere, dvs., grænsegængere, som ville blive afvist ved de normale grænseovergange, fordi de ikke har gyldigt visum. Og fordi man igennem så lang tid har villet være god i stedet for retfærdig, har det udviklet sig derhen, at man lader alle og enhver slippe indenfor sit lands grænser – det forlanger jo konventionerne, siger man – uanset, at de som illegale jo egentlig bryder loven, og uanset, at de – ja, hvordan kan det dog være? – ikke frivilligt vil forlade landet, når deres asylansøgning afvises.
Hvis vi så ville sige: ‘Godt, vi er med i EU, for dèr gælder jo alle stemmer lige meget’, så kan vi godt tro om igen. Da Ungarn ville lukke sin grænse med hegn og vagter under den store migrant-tsunami i 2015, lød der store bebrejdelser imod dem, ikke mindst fra disse menneskerettighedsorganisationer, der var inde i lovteksterne og vel måtte vide, hvad de taler om. Men da Merkel lidt senere, efter at Tyskland havde modtaget et hav af migranter, fandt det fornødent at lukke grænserne, forstod de samme organisationer da så udmærket dette træk fra tysk side.
Og nu, hvor grækerne forsvarer deres grænser med tåregas og masser af betjente, så hører vi igen dette råb fra organisationerne: det er imod konventionerne, det er imod menneskerettighederne, tænker de gode grækere da slet ikke på de europæiske værdier? Men om lidt, hvor EU med Tyskland i spidsen igen har fået en aftale i stand med Tyrkiet, en aftale, der giver tyrkerne lov til at gøre det, som grækerne ikke må gøre, så vil der herske larmende radiotavshed blandt organisationerne.
Besynderligt, ikke?
Hele dette spil hænger sammen med en ulogiskhed i konventionerne og i den måde, de administreres på. Man har lavet love for den ulovlige handling. Og det går ikke. Det får systemer til at bryde sammen. Man har fra gammel tid haft en regel om, at man ikke må krydse en grænse uden lovligt pas eller visum. Og gjorde man det alligevel, blev man uden så megen snak sendt tilbage til det land, man kom fra. Det var loven, og den kan forstås, og den kan man handle efter.
Men så kom konventionen. Så lavede man en fodjordsregel. Og man har selvfølgelig haft de bedste intentioner med denne regel. Men man har overset, at man med denne smukke og menneskekærlige regel har sat enhver grænsebevogtning over styr. Så snart den grænsegænger, der på ulovlig vis har krydset en grænse, siger ”asyl”, ophører grænsebetjentenes ret til at smide vedkommende tilbage til landet, han kom fra, og asylretten tager over. Og hvad skal man så med grænsebetjente og hegn og grænseovergange og kontrol af almindelige menneskers pas og visa? Det er gjort besynderlig nytteløst med denne regel, der forvandler en ulovlig handling til en rettighed.
Blandt andet derfor må man tage hatten af for grækerne. De skærer igennem alle konventionernes modsigelser og sætter sig for at ville forsvare deres land mod Erdogans migrantangreb. At så vi nok skal regne med, at der går noget længere tid, før Gutmenschen som Søren Pind kommer ned på jorden og får øje på den virkelighed, der gælder dèr, det er en sag for sig. Og at det nok går endnu længere tid, før disse mennesker vil erkende ikke blot, at de tog fejl, men at de gjorde det ved at lyve for os, det kan vi vel håbe på, men det er vistnok et forfængeligt håb.
ricardtriis 