Jeg har længe haft en lille hængeparti liggende. Da jeg læste lidt om en bog af Peter Fritzsche: “Hitler’s First Hundred Days”, se her, tænkte jeg, at det da kunne være sjovt at stifte lidt nærmere bekendtskab med den og eventuelt skrive lidt om den på bloggen. Men der var så meget andet, så det måtte vente lidt.
I mellemtiden er jeg gået i gang med Flemming Roses bog “Tavshedens tyranni”, og han behandler også Hitler og hans magtovertagelse i sin bog. På en lidt mere fyldestgørende måde, forekommer det mig. Men hvad må så mit øje skue og mit øre høre her forleden i Deadline: Man tog frem en ansøgning fra den tyske sikkerhedstjeneste om at måtte få lov til at overvåge det tyske parti AfD “Alternative für Deutschland”.
Det er ikke gået min næse forbi, at dette indvandringskritiske parti er gået gevaldigt frem, siden Angela Merkel i sin godhed åbnede landets porte for cirka 1 mill indvandrere i 2015. Noget kunne tyde på, at ganske mange tyskere er utilfredse med den manøvre. Og det gav sig altså udslag i, at AfD kom ind i Forbundsdagen og tillige fik repræsentanter i de fleste af Länderne.
“Overvåge”? Ja, og måske efter overvågningen ligefrem forbyde partiet ved lov. Det var alligevel meget.
Men mærkelig nok var ingen af de tre mennesker, som Deadlineredaktionen afhørte om spørgsmålet, synderlig forargede på demokratiets vegne. Man henholdt sig til, at Tyskland havde en yderst smerteligfuld historie at slås med. Man havde én gang set, hvad det kunne føre med sig, hvis man ikke holdt den demokratiske fane højt og med de midler, man havde til rådighed, slog ned på alle ikke-demokratiske rørelser i folket. Men hvad det var, partiet havde sagt eller gjort, siden man ville have det overvåget, det fortalte man ikke noget om. Det var, som om det lå i luften, at et parti, der er indvandringskritisk, nok ikke kan have rent mel i posen.
Og sandt er det jo, at de andre partier ikke har rørt AfD med en ildtang, eller i hvert fald har haft utrolig vanskelig ved at anerkende det som en ligeværdig partner. Det har med AfD i Tyskland været nogenlunde som med Sverigedemokraterne i Sverige: De betragtes som pariaer, som de slemme drenge i børnehaven, som ingen vil lege med.
Men skal vi blot tage en sådan ansøgning om overvågning til efterretning? Skal vi bare betragte det som en lille særhed ved vor store nabo mod syd: De er lidt sære på grund af den lidt sære fortid, de har? Nå, vi må se, hvad dagspressen skriver i morgen, tænkte jeg.
Og hvad skrev de så den 5-3? Ikke et ord!
Ville jeg læse om overvågningen af AfD måtte jeg ty til tyske aviser og alternative medier.
Og det er da selvfølgelig noget beroligende, at flere kommentatorer i de tyske aviser mener, at et forbud ikke kan komme på tale, dels vil det ikke kunne opnå retlig godkendelse, dels vil man risikere, at et forbud vil give bagslag, altså vil få partiet til at fremstå som en forfulgt minoritet, hvilket måske vil øge tilslutningen i stedet for at mindske den.
Men specielt var det beroligende at læse Flemming Rose i hans bog “Tavshedens tyranni”. Han nøjes ikke med at se på Hitlers første 100 dage, han tager hele forhistorien med, og han når frem til det resultat, at Hitler vandt magten i kraft af to ting: hans SA’ere, der lavede ballade i gaderne og fik lov til det, og Weimar-republikkens forfølgelse af de anderledes tænkende nazister, specielt forfølgelsen af “Der Stürmer”, et jødefjendsk blad, der blev redigeret af Julius Streicher.
Om det sidste skriver Rose (side 245):
I perioden fra 1923 til 1933 blev Der Stürmer enten beslaglagt eller trukket i retten 36 gange. I 1928 blev bladet og dets medarbejdere over en periode på 11 dage genstand for fem sagsanlæg. Retssagerne gav imidlertid samfundet indtryk af, at Streicher var vigtigere, end han i virkeligheden var. Og i de tilfælde, hvor Streicher blev idømt en fængselsstraf, fik han mulighed for at portrættere sig selv som martyr og offer.
Flemming Rose omtaler også Aryeh Neier med stor respekt. Neier var jøde og undslap med nød og næppe den tyske forfølgelse. Han flyttede til USA og fik dèr lejlighed til i 1977 at forsvare en gruppe nynazisters ret til at demonstrere i en mindre by i Illinois. Rose skriver så:
Da Neier senere så tilbage på debatten, konstaterede han, at ACLU’s [dvs. Neiers ytringsfrihedsforening, rr] ræsonnement for at forsvare nazisternes ytringsfrihed nu havde bred opbakning i USA, men det var ikke tilfældet, da det stod på. Det skifte skyldtes, ifølge Neier, at nazisterne efter at have vundet retten til at demonstrere ved højesteret i staten Illinois ikke fik yderligere vind i sejlene. Det lykkedes dem ikke at mobilisere folk til yderligere demonstrationer, og bevægelsen gik kort efter i opløsning.
Det, der skete dèr, var det modsatte af det, der skete i Weimar-republikken. Den forfølgelse, nazisterne blev udsat for før magtovertagelsen den 30-1 1933, var med til at give dem den store indflydelse, de fik. Da Hitler var blevet rigskansler – de konservative partier troede, de kunne styre ham – lykkedes det ham at få gennemført, at der skulle holdes valg i begyndelsen af marts. Og til hans store held var der så i slutningen af februar en forvirret kommunist, der satte ild til rigsdagsbygningen. Den begivenhed udnyttede Hitler med stor virtuositet. Han fik opbakning til at forbyde både kommunister og socialdemokrater. Og da en socialdemokrat vendte sig imod dette tiltag, svarede Hitler:
De skulle have anerkendt værdien af kritik, da vi var i opposition, da vores presse var forbudt, da vores møder var forbudte, og vi i årevis havde forbud mod at tale.
Det vil sige: Når først den tankegang er slået igennem, at det er et parlaments flertals ret at begrænse friheden for ytringer, som dette flertal finder anstødelige, kan flertallet risikere selv at blive ramt af denne begrænsning, når det er modstanderne, der er i flertal.
Men lad kun Hitlers magtovertagelse og Weimar-republikken ligge. Og lad også kun forsøgene på at sætte AfD under overvågning være – man kan finde en udmærket gennemgang af forholdene på den norske hjemmeside Human Rights Service, se her. Hvad det her er mig om at påpege, er det langt mere udspekulerede anslag mod ytringsfriheden, der finder sted hos os i vore dage, et anslag, der består i, at man betragter os islam-kritikere som intolerante mennesker, der ikke har del i den høje etik, der præger medier og journalister og politikere i almindelighed.
Og det, jeg specielt vil mene er farligt ved en sådan baggrundsopfattelse, er, at den fører med sig, at medierne ikke er ærlige i deres reportager. Man synes én gang for alle at have fået den opfattelse ind under vesten, at muslimer er stakkels forfulgte mennesker, der efter en farefuld færd over Middelhavet omsider har fundet fred i vort samfund. Så kan det da ikke passe, at de her skal mødes af kritik af deres religion. Nej, vi må virkelig være venlige og imødekommende overfor dem. Vi må virkelig vise dem al den forståelse, vi kan mønstre, også selv om vi ikke er enig med dem om nødvendigheden af alle deres religions mærkelige forskrifter.
Og én ting er nu, at det mestendels er folketingets venstrefløj – hvortil man i denne henseende må medregne De Radikale – som agerer som muslimforsvarere, noget andet er, at medierne gang på gang optræder i den samme rolle, og at mange islamforskere spiller med på den melodi også.
Hos os i Danmark kan man vel have en vis forhåbning om, at denne tendens er i aftagende, men i Sverige træffes den stadigvæk i fuldt flor. Én af de afghanske unge mænd, som man ved en specielt lov fik givet opholdstilladelse i Sverige, har foretaget et knivangreb i den stilfærdige svenske by Vetlanda. Men selv om han råbte det sædvanlige muslimske terrorråb “Allahu Akbar”, erklærede den svenske statsminister, at angrebet ikke havde noget med terror at gøre, se her. Se evt. også Samhällsnytts reporter, Egor Putilovs forklaring, som er noget mere redelig, her.
Det, der for mig at se er spørgsmålet, er, hvor længe folk i almindelighed vil finde sig i denne misinformation. Den store tilslutning til Sverigedemokraterne i Sverige og AfD i Tyskland tyder på, at det ikke kan blive ved med at gå med alt dette islam-forsvar. Og det bedste ville naturligvis være, om der kunne opstå en reel diskussion mellem de to fløje i rigsdagen. Men det er der ikke meget, der tyder på.
Sagen er jo den, at de, der vil forsvare indvandringen og de muslimer, der er blevet bosat her i landet, ikke har noget argument for det. De har hidtil ment, de kunne nøjes med at skælde ud på os indvandringskritikere, beskylde os for manglende næstekærlighed og den slags. Det vil sige: det er ikke vore argumenter, de lytter til eller forsøger at modgå, det er vor efter deres mening uetiske holdning. Og så kommer der ikke nogen diskussion ud af det, så er det mest nærliggende for disse mennesker at ty til forbud mod vore ytringer.
Vor side, derimod, er nødt til at holde sig til argumenter. Og det er ofte argumenter af den hårde slags. Jeg mener: vi skal prøve at fjerne resultaterne af de mange snøfthistorier, som medierne bringer. Vi skal afbilde indvandrerne som mennesker med en helt anden kultur, noget, den almindelige dansker har svært ved at forstå, og derfor noget, der gør det let for ham at se ned på os indvandringskritikere. Når dertil kommer, at indvandrernes forbrydelser i de første mange år af deres tilstedeværelse her i landet blev mørkelagt, så er det klart, at det er lettere at bibeholde den forståelse af indvandrerne, som vi havde til at begynde med: at de er stakler, der er glade for at komme til et tolerant land.
At dette ikke er sandheden om indvandrerne, at indvandrerne, specielt muslimerne iblandt dem, medbringer forestillinger om kønsulighed, om magtkampe mellem klansamfund, om muslimsk tilladelse til at se ned på os “vantro” og så vidt muligt undlade at lytte til os, det kan vi indvandringsmodstandere godt sige gang på gang, men da vi står overfor at skulle bryde en kær vaneforestilling ned hos både medier og mange almindelige, godtroende mennesker, har vore argumenter vanskeligt ved at gøre sig hørte. Vi hører gang på gang ikke-argumenter som dette: “Nå, skal han nu igen i gang med sin muslimbashing?” Eller: “Han er da vist en værre islamofob!”
Alt det er med til at forpeste debatten herhjemme. Vi kommer aldrig i gang med det væsentligste: Hvordan tackler vi islams tilstedeværelse i vort samfund?
Dette har Flemming Rose meget at sige om i sin bog. Men at omtale det nøjere må vente til en anden gang.
ricardtriis 