En stor franskmand kommer til byen. Hvad gør man så i lille Danmark? Man tilbyder ham et interview i Tv, hvad ellers? Og derfor fik vi i Deadline, 2. sektion, søndag aften den 9. februar lov til at overvære, hvordan Adam Holm og Bernard-Henri Levy talte hyggeligt sammen, Adam Holm tydelig benovet over at få lov til at tale med så stor en mand. At så interview’et skulle foregå på engelsk, selv om Adam Holm vistnok så nogenlunde mestrer det franske, nå ja, lidt må man vel give efter for tidsånden!
Og det var da meget interessant at overvære, bevares. Men det er alligevel ærgerligt med den benovelse. Jeg mindes ikke at have oplevet det så tydeligt ved andre lejligheder. Og der er da i tidens løb kommet mange prominente gæster forbi Deadline-studiet. Og ærgerligt er det, fordi den øjensynlig bevirkede, at der var mange spørgsmål, som en nogenlunde velinformeret seer ville stille, der bare i dette tilfælde ikke blev stillet. Jeg skal komme med nogle eksempler.
Bernard-Henri Levy var af den anskuelse, at det var rigtigt, at Vesten greb ind i Libyen. Han mente oven i købet, at det var ham, der fik Sarkozy til at lade det franske luftvåben standse Gaddafis panservogne, der var på vej til Bengazi. Han betragtede sig åbenbart som en slags uofficiel rådgiver for den franske præsident. Og han havde talt til præsidentens hjerte mere end til hans hjerne. Derfor betød partifarve ikke noget. Der var en humanitær katastrofe under opsejling, ved hurtig indgriben kunne den forhindres. Så langt, så godt.
Blot må man jo føje til, at denne analyse af situationen var der jo mange, der havde. Og hvem véd, Sarkozy selv havde måske også analyseret situationen på samme måde, så han ville have grebet ind også uden råd fra Levy!
Men kommer vi så til Syrien og til den i begyndelsen fredelige opstand, der fandt sted dèr, så vil de fleste sige, at her var situationen helt anderledes. Her gjaldt det om ikke at lade hjertet råde, uden at forstanden var med. Det var ikke desto mindre, hvad Levy rådede til. Han mente, at vi i Vesten havde tabt Syrien, fordi vi ikke greb ind, mens tid var. Nu er situationen kommet ud af kontrol. Nu er der udsigt til, at det bliver enten Assad eller al-Qaida, der vinder. Den frie syriske hær, som vi i Vesten forlængst burde have støttet, er næsten helt og aldeles klemt i stykker mellem disse to magter. Der var næsten ingen ende på Levy’s anklager mod de vestlige lande for at ikke at have kendt deres besøgelsestid.
Og her kommer det første spørgsmål, der ikke blev stillet: Hvad med russerne?
Russerne blev ikke nævnt overhovedet i udsendelsen. Jamen, véd manden da ikke, at de spiller en meget væsentlig rolle i Syrien? Er han ikke klar over, at det er dem, der sammen med kineserne har blokeret for en resolution i Sikkerhedsrådet, der kunne give Vesten grønt lys til at gå ind i Syrien? Og hvad værre er: Er Adam Holm ikke klar over det? Hvorfor i alverden spørger han ham så ikke om, hvordan han ser på den forhindring for indgriben, som russerne udgør? Hvorfor nævner han ikke frygten for en stedfortræderkrig i Syrien mellem Rusland og Vesten og spørger, hvad Levy mener om den frygt?
Intet sådant blev berørt. Bernard-Henri Levy fik lov til uden irriterende spørgsmål at lufte sin forargelse over den manglende vestlige indgriben i Syrien.
Nå ja, man kunne også spørge, om ikke Syriens kludetæppe af forskellige religiøse og etniske grupper vil gøre det næsten umuligt at gribe ind på retfærdig måde. Man kunne spørge, om ikke erfaringerne fra Irak er tilstrækkelig afskrækkende. Dèr var der dog kun tre forskellige grupper at holde styr på, men fordi man gik ind uden klar forestilling om, hvordan magtforholdet mellem disse tre grupper skulle være, derfor kom det til langt større blodsudgydelser i kraft af den vestlige intervention, end det ville være kommet til, om Saddam Hussein havde fortsat sit diktatorvælde. Skulle vi ikke i det mindste have gjort os tanker om, hvilke grupper der skulle have hvilke dele af landet, før vi begyndte at kloge os på Syriens fremtid? Men det er nok kun enkelte særlinge som undertegnede, der ikke ser et samlet syrisk folk, men en række enkelt-grupper, fjendtligt stemt overfor hinanden.
Så det skal være Adam Holm tilgivet, at han ikke spurgte nærmere ud om Levys tale om ”det syriske folk”. Men at han ikke standsede hans forargelse med et spørgsmål om russernes indflydelse, det er besynderligt.
Et andet sted, hvor et spørgsmål efter min mening ville have været naturligt, var i Levy’s ellers udmærkede skildring af situationen i Nordafrika. Her fremhævede han, at det ”clash of civilisations”, som man forventede, foregik i stor stil indenfor disse lande selv, som et sammenstød mellem moderate muslimer og islamister. Det vil jeg mene, er en rigtig iagttagelse. Men det spørgsmål, der så trænger sig på, lyder: Hvordan er forholdet mellem moderate muslimer og islamister i Frankrig? Er de mange kampe, der finder sted i Paris’ forstæder, udslag af det samme sammenstød? Eller hvor befinder de moderate muslimer sig i Frankrig? Lader de franskmændene føre kampen for sig, mens de selv dukker nakken?
Det kunne jeg godt have tænkt mig at høre en nogenlunde velorienteret franskmand udtale sig om, især da, når han lige har hævdet, at han ser dette ”clash” i Nordafrika. Men det fandt Adam Holm det ikke opportunt at spørge om. Og Levy havde åbenbart ikke tænkt den tanke.
Og så det sidste eksempel på et udeblevet spørgsmål, et spørgsmål, som også Snaphanen efterlyser, se her. Bernard-Henri Levy så med stor ængstelse på antisemitismens fremmarch i Frankrig. Det blev mere og mere almindeligt, at antisemitiske udtalelser blev antaget som come il faut. Adam Holm nævnte komikeren Dieudonné, men Levy mente, at det kun var ét af tilfældene. Han så betænkelig mange eksempler på antisemitisme, og han tillod sig endda at fremmane tredivernes jødeforfølgelser til sammenligning som et skrækscenario, der for enhver pris måtte undgås.
Her var det næsten pinligt med det manglende spørgsmål. For det må da for begge de to herrer være en åbenlys sag, at hvis der er antisemitisme i Frankrig, så er det først og fremmest i de muslimske miljøer, man skal søge den. Snaphanen kommenterer Levy’s holdning således:
Han er kompis med Dominique Strauss-Kahn og Sarkozy, som han bad bombe Libyen. Jeg er ikke voldsomt imponeret af hans analyser, ikke af dem, der vedrører EU og Syrien og slet ikke af den, der vedrører den nye antisemitisme i Frankrig. Var den kommet fra andre, kunne det være uvidenhed, men fra en algiersk jøde lugter det af berøringsangst og fejghed. Lévy har fået for høj en social position at forsvare til at sige ubehagelige sandheder. Super overklasse hele livet, gebis i stedet for tænder.
Selv husker jeg tydeligt den forfærdelse, det gav, da en jøde for nogle år siden blev tortureret af en muslimsk bande, blot fordi han var jøde. Og for ikke så lang tid siden var der en jihadist, der dræbte jødiske børn ud for en jødisk skole i Toulouse. Hvis virkelig Levy er for politisk korrekt til selv at nævne det, så burde Adam Holm da holde ham i ørerne. Jeg mener ikke, at vi her i landet har for vane sådan ligefrem at gå i en lang bue udenom relevante kendsgerninger af frygt for at støde muslimer.
Eller det har vi måske?
En ny trend?
ricardtriis 