Her i Europa har vi gennemlevet en overgang fra terror til selvmords-terror. Vi havde tidligere diverse kommunistiske eller marxistiske terrorgrupper. De var så sikre på, at de besad sandheden, at de mente sig berettigede til at slå andre mennesker ihjel for sandhedens skyld. Men de begik ikke selvmord, meningen var , sagde de, at få samfundet til at overreagere, så kapitalismen viste sit sande undertrykkende væsen.
Det mislykkedes. Trods deres mange ord havde marxisterne ikke fundet sandheden om samfundet og de kræfter, der styrede det.
Nu har vi så fået en muslimsk selvmords-terror. Og det er klart nok, at en ateistisk grundanskuelse ikke kan love nogen plads i himlen, så selvmords-terror kunne ikke komme på tale indenfor en marxistisk forståelsesramme. Men det kan den jo indenfor en muslimsk baggrundsforståelse. Dog, from, religiøs selvmordsterror eller sekulær, ateistisk, almindelig terror, terroren synes lige formålsløs. Vi bliver ved med at skulle have svar på det grundlæggende spørgsmål: Hvorfor gør de det? Hvad får dem til det?
Jeg tror, jeg har fundet noget af et svar på den muslimske. Oven i købet et svar, som ikke høres så ofte, om overhovedet.
I min grønne ungdom læste jeg om den muslimske verden, at det var en anfægtelse for mange muslimer, at deres lande var reduceret til anden-rangs nationer, hvis de var selvstændige, og til besatte koloniområder, hvis de ikke var. Deres Gud, Allah, var jo den største, og når de dyrkede ham og bad til ham på den foreskrevne manér, så mente de, at han da nødvendigvis måtte sørge for, at deres stater blev de stærkeste, sådan som det havde været i islams første glorværdige århundreder. Det gjorde han imidlertid ikke, og det forstod de ikke, det kunne de ikke få til at rime med deres forståelse af, hvem Gud var.
Senere har jeg læst mig til, at enhver from muslim uvilkårlig betragter muslimer som de bedste menneske. Det er, kan man nok høre, en afart af styrkeargumentet. Men også det giver jo anledning til anfægtelser. For er ikke de muslimske samfund stadigvæk alt andet end stærke samfund?
Det er formentlig denne religiøse anfægtelse, der har været drivende i den islamiske vækkelse, vi har været vidne til igennem de seneste tredive år. Denne vækkelse har nemlig været drevet af et stort had til “vesten”. “Vesten” skildres med alle mulige menneskelige udyder i sig, vestlige mennesker er promiskuøse, pengegriske, alkoholiserede, dertil urene, fordi de spiser svinekød. Og vestlig militær magt skildres som uretfærdig (idet man behændigt glemmer, at det var “vesten”, der støttede Bosniens muslimer), altsammen ikke blot, fordi man er misundelig, men fordi man direkte mener, at Gud, der jo er muslimernes Gud, skulle fordele magten anderledes.
Alt dette er der noget krampagtigt ved. De efterhånden mange muslimer, der bor i “vesten”, vænner sig til tonen her, finder ud af, at det ikke står helt så slemt til, som præsten (imamen) prædiker, men låner alligevel imamen det fromme øre i moskéen.
Midt ind i dette lidt mistrøstige muslimske forsøg på vækkelse kom så 11. september 2001: Det koordinerede selvmordsattentat på “vestens” pralende monumenter, World Trade Center og Pentagon. Vi i vesten har måske opfattet selvmordspiloterne som tossede, netop fordi de begik selvmord, men tro mig, mange muslimer har betragtet det som en stor muslimsk sejr. Ikke blot, fordi mange vestlige menneskeliv gik tabt, nej mest, fordi muslimer her viste deres sande overlegenhed over vestlige mennesker.
Det vestlige menneske er degenereret, beruset af sine sanser i materiel og seksuel nydelse. Men muslimen rager højt op over dette usle menneske. Muslimen er determineret, indstillet på at adlyde Allah og helt hengive sig til hans sag, ja hengive sig, så man er villig til at sætte livet på spil for hans skyld. I fattet beslutsomhed blev den handling gennemført, der endte med de pågældende muslimers død.
Og det er det nye. Det er det, der får muslimer verden over til at fatte håb. Det er det, der viser dem, at tiden for den vestlige overlegenhed er forbi. Muslimen har i sig kræfter, der langt overgår det vestlige menneskes. For hans villighed til at dø for Guds sag er langt større end noget vestligt menneskes.
Derfor kørte jublende palæstinensere rundt i Københavns gader den 11. september. Derfor ser langt de fleste af verdens muslimer angrebet som en stor sejr. Ikke fordi mange mennesker døde. Langt mere fordi muslimerne her viste et grundmotiv i deres tro: villigheden til at dø for sin tro, den absolutte hengivenhed for islams sag. Og derfor vil ethvert selvmordsangreb udført af muslimer imod vestlige mål afføde den samme reaktion: Heri ser muslimen igen den overlegenhed bekræftet, som han i grunden altid har ment, muslimerne besad, men som har været skjult igennem så mange år.
Det er, tror jeg, rationalet bag den udbredte støtte, selvmordsangreb har i muslimske kredse. Når noget sådant sker, kan en from muslim atter sige: Muslimer er de stærkeste, muslimer har den bedste moral, muslimer kan se døden i øjnene uden frygt. Mange terrorangreb kunne lige så godt udføres uden samtidig at være selvmords-angreb. Men ved at bruge selvmordere øger man signalværdien betragteligt. Man får sagt til sine egne, at islam er bedre end den dekadente vestlige livsstil, man får sagt til fjenderne det er os at vi står overfor en fjende med et usandsynligt mod.
Utvivlsomt vil muslimerne, når de hører om et selvmordsangreb, mindes de første muslimske krigere, der ved deres råb “Allahu Akbar” fik modstanderne til at flygte af skræk. Det var i hvert fald, hvad Mohammed Atta, den ledende flykaprer fra 11. september skrev i sin manual: “Råb »Allahu Akbar«, for dette vækker frygt i de ikke-troendes hjerter”.
Og denne diffuse overbevisning, denne hemmelige beundring for det mod, der tør begå selvmord uden at blinke, det danner en frugtbar jord for kommende selvmordsterrorister at vokse i.
Hvad vi skal gøre ved det?
Vi skal håne dem altså selvmordsterroristerne hver gang vi kan komme til det. Det gør vi først og fremmest ved at nægte at lade terrorister afbryde vore byers myldrende liv. Men vi kan også gøre det ved at fremhæve vore egne helte, i disse dage først og fremmest heltene fra det fjerde fly, det fly, der den 11. september ikke nåede sit mål, fordi passagererne vendte sig mod terroristerne. Flyet blev forsinket, og det bevirkede, at forskræmte pårørende ringede til passagererne og fortalte, hvad der var sket i New York. På den måde blev de klar over, hvad der ventede dem, og besluttede sig til, skønt ubevæbnede, at prøve at bekæmpe terroristerne. Hvilket desværre kun delvist lykkedes. Flyet styrtede ned på en mark i Pennsylvanien. Men jeg er stadig fuld af beundring over den snarrådighed og det mod, de udviste.
Det overgår langt modet hos terroristerne. De udførte en tom og meningsløs terrorhandling, de andre en beslutsom og modig heltegerning. Terroristerne ville slå ihjel og mente at demonstrere deres moralske overlegenhed derved, at de selv var villige til at dø samtidig dermed. Passagererne ville redde menneskeliv, nemlig de mennesker, der ville dø, hvis flykaprerne fik held med deres forehavende: at styre flyet ind i en bygning med mange mennesker i. Det er da en moralsk overlegenhed, der vil noget. Tilmed handlede de med udsigt til døden, bad ikke nedværdigende om nåde, da det gik op for dem, hvad der ventede dem, men gjorde, hvad de kunne, for at redde deres medamerikaneres liv. (se min mere udførlige beretning om det her: http://home1.stofanet.dk/klostersogn/kr_prd.htm#_1_2 )
Det var stort.
På den baggrund forekommer muslimernes dødsforagt krampagtig, umenneskelig, påtaget.
Men som sagt: Dette, at selvmordsbombere synes at have en helt anderledes villighed til at dø end vi vesterlændinge, er med til at bringe dem beundring hos
mange muslimer og dermed med til at danne grobund for det næste hold selvmordsbombere.
Ricardt Riis
ricardtriis 