Krænkelseskultur

Et interview i Deadline den 7-1 11 bragte mig på sporet af den britisk-indiske samfundsdebattør Kenan Malik. Og det er egentlig et interessant bekendtskab. Malik har nylig udgivet en bog her i landet: ”Fra fatwa til jihad”. Og i interview’et skulle han naturligt nok redegøre for, hvad han mente med den titel.

Det forklarede han med en sammenligning. Da Khroumeiny i 1989 udsendte sin mordopfordring på Salman Rushdie, fordi han havde skrevet en efter hans mening blasfemisk roman ”De sataniske vers”, var alle enige om at forsvare hans ytringsfrihed. Ikke tale om, at man ville give sig. Og man behøvede ikke læse bogen for at sige sådan. Blot det, at en europæisk forfatter ikke kunne få lov at skrive, hvad han ville om Muhammed og koranen, var nok til, at så at sige samtlige europæere viste børster: det ville man ikke finde sig i.

Men, siger så Malik, Khroumeiny har vundet alligevel. Godt nok blev Rushdie ikke slået ihjel, som han havde ønsket sig, men selvfølgeligheden ved ytringsfriheden blev slået ihjel. Før hed det ”ytringsfrihed, fandengalemig!” nu hedder det ”ytringsfrihed, men!” Nu tør vi europæere ikke længere stå ved vore værdier. Nu gradbøjer vi ytringsfriheden. Nu passer vi på endelig ikke at komme til at krænke nogle muslimer.

Han gav et sørgeligt eksempel på det i interview’et. I 2009 havde Random House i USA købt rettighederne til en bog om Muhammed’s yngste hustru, Aisha. De sendte den i forvejen ud til en række såkaldte islam-eksperter, og én af dem – én af dem – sendte en e-mail tilbage, der udtrykte bekymring for, at bogen kunne virke krænkende på muslimer. Og så undlod Random House at udgive bogen. Før kunne end ikke et mordforsøg på en udgiver af ”De sataniske vers” standse dens udbredelse, nu kan bare én e-mail forhindre et anset forlag fra at offentliggøre en bog.

Hvordan er det dog kommet dertil?

Det giver han flere forklaringer på, dels i interview’et, dels i de artikler af ham, der kan findes på nettet.

Én af dem går ud fra den iagttagelse, som vist først Hegel har gjort: at hersker der slaveri i et samfund, er det ikke blot slaverne, der bliver slaver af deres slaverolle, herrerne bliver også slaver af deres modsatte rolle. Eller altså: samfundet er fluktuérende, labilt, hvert medlem og hver gruppe er hele tiden under forandring, afhængig af, hvad de andre grupper siger og gør.

Når man således om muslimerne som gruppe hele tiden fortæller, at de er udsat for chikanerier, så fører det let med sig, at de ser chikanerier, hvor der ingen chikanerier er. Og når det øvrige samfund får at vide, at man endelig ikke må krænke muslimer, for de udgør et skrøbeligt mindretal, som man skal være god ved, så virker en sådan betragtning ind på både muslimer og briter. Muslimerne, så de ser flere krænkelser, end der reelt forekommer, briterne, så de holder sig unaturligt tilbage fra at sige, hvad de mener.

En anden forklaring, han giver, har med begrebet ”islamofobi” at gøre. Han mener, nogle muslimer vil prøve at markedsføre det, som man har markedsført begrebet antisemitisme med hensyn til jøderne. Men heller ikke det er særlig heldigt. For at være muslim er ikke at tilhøre en bestemt race. Sin race kan man ikke ændre. Men sin religion kan man ændre. Og uhyre let bliver islamofobi brugt, ikke til at forhindre skældsord mod muslimer, men til at forhindre kritik af islam.

Og videre: Hvor det i almindelighed antages, at skal vi leve sammen, mange forskellige kulturer, mange forskellige religioner, så må vi neddæmpe den indbyrdes kritik. Hvis ikke vi gør det, eksploderer samfundet i indbyrdes modsætninger. Tværtimod, siger han, det multikulturelle samfund må være kendetegnet ved en indbyrdes voldsom diskussion. Hvis ikke man gider diskutere med de andre på livet løs, respekterer man dem i grunden ikke. Og respekt for de anderledes må man have i et multikulturelt samfund, altså ægte respekt, ikke den respekt, som man påtager sig som en maske, fordi man vil følge et ideal.

Og ja, også det forhold tages frem, at fokus har ændret sig fra enkeltindividet til gruppen. Man har, i hvert fald i Storbritanien, fra myndighedernes side ført samtaler og dialoger med repræsentanter for alle de forskellige grupper i samfundet, specielt muslimerne, og man har bøjet sig for mange af deres krav. Det betyder, siger Malik, at en pakistaner eller inder, der er rejst til England for ikke at skulle være repræsenteret af én eller anden stærkt-troende imam, oplever, at netop dèr kommer det, der skulle være hans opfattelse, til udtryk gennem en imam.

Vi bebrejder muslimerne, at de føler sig som muslimer, før de føler sig som borgere. Og dog behandler vi dem på den måde netop som først og fremmest muslimer.

Desværre er jeg ikke helt sikker på, om han i interview’et sagde, at han var muslim; han blev præsenteret som britisk-indisk forfatter med muslimsk baggrund, og han anbragte Salman Rushdie som medlem af det muslimske samfund, skønt jo altså den sekulære del af det, hvor han muligvis også vil anbringe sig selv. Under alle omstændigheder står vist så meget fast, at vi fra ham temmelig stærkt savner en klar redegørelse for forholdet mellem hans opfattelser og hans religion, især da, hvis han stadig betragter sig som muslim. Det er i mine øjne noget af det mest ærgerlige ved de såkaldt moderate muslimer: de har ingen teologisk holdbar overbevisning, hvormed de kunne vende sig mod de mere fanatiske udgaver af islam. Han skriver selv, at de sekulære muslimer blev betragtet som mennesker, der forrådte deres kultur, mens den radikale islam ikke blot blev mere acceptabel, men af mange blev anset for at være den ægte islam. Og til det må man sige: Ja, det er da klart, når de sekulære muslimer ikke gider argumentere for, at man som god muslim godt kan være sekulær. Men jeg må også indrømme, at den opgave er vanskelig. At være sekulær muslim vil som jeg ser det svare til at være en gift ungkarl.

Til sidst en næsten lattervækkende, men dog højst alvorlig oplevelse, han har haft. For en ti år siden, siger han, fik han en opfordring til at skrive en artikel om Tom Paine, der var revolutionær og fritænker i 1700-tallets England. Det var 200 år siden, hans store polemiske værk ”Fornuftens tidsalder” udkom. Malik begyndte artiklen med at citere Salman Rushdies ”De sataniske vers” for at vise, at kampen mod religiøse autoriteter stadig var aktuel. Men dette citat ville udgiveren have slettet. Og det er jo ganske mærkeligt, skriver Malik, at man fejrer én af åndsfrihedens apostle ved at censurere en artikel om ham.

Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

Et svar til Krænkelseskultur

  1. keh siger:

    En søgning på Kenan Malik tyder mere på, at han er en kritiker internt på venstrefløjen end en kritiker internt inden for islam.
    Ja, vi venter stadig på at høre de gode teologiske argumenter for at være sekulær muslim, eller bare såkaldt “moderat”.
    For mange af os har en ubehagelig fornemmelse af, at det svarer til en “gift ungkarl” eller en i cølibat med fast elsker!

    Tak for endnu en aktuel eftertanke!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.