Spørgsmålstegnet i overskriften er ikke helt ligegyldigt. For det problem, der her skal rejses, er, om den moderne, måske videnskabelige, men i hvert fald ateistiske, opfattelse af mennesket i den grad går ind på videnskabens præmisser, at den filosofisk set gør al samtale umulig, også den samtale, som den forudsætter ved med sine ord at prøve at overbevise andre mennesker om sandheden i dens verdens- og menneskeanskuelse.
Når jeg her tager problemet op, skyldes det to artikler i Kristeligt Dagblad. Dels en kronik af Henrik Højlund, se her, og dels en artikel om Richard Dawkins og hans lidt overraskende bekendelse af sig selv som kulturkristen, se her.
Henrik Højlund erkender, at Karl Ove Knausgård for tiden er hans yndlingsforfatter. Derfor piner det ham noget, at Knausgård i et essay, han har skrevet, afskriver opstandelsestroen. Imod en sådan ateisme eller måske kun yderst forsigtige kristentro hævder Højlund til sidst i kronikken, at virkeligheden er ”åben”:
I en sådan åben virkelighed er der principielt altid åbent for, at der kan ske et indbrud udefra. Et brud med den kendte lovmæssighed. For lovmæssigheden er ikke den yderste realitet. Der findes en realitet forud for den lovmæssigt bundne realitet, vi kan måle og veje med vores instrumenter. En så at sige ubunden realitet. Og denne ubundne realitet, som de fleste identificerer som Gud, gør virkeligheden åben. Virkeligheden er aldrig i yderste forstand bundet af sin egen lovmæssighed. Naturlovene, både de kendte og de endnu ukendte, kan principielt brydes.
Hvis man ikke synes, at dette hænger logisk sammen, er det muligvis rigtigt nok. Men det skyldes ikke Henrik Højlunds overfladiskhed, det skyldes, at selve det, som menneske og dermed som en del af tilværelsen, at ville beskrive tilværelsen som helhed, er en umulig opgave.
Man kan med rimelighed sige, at denne opgave er mislykkedes for Det gamle Testamente. Godt nok beskriver man Gud som både almægtig og alvidende, men man får ikke øje på den modsigelse, der ligger i, at Moses kunne gøre Gud opmærksom på noget, Han tilsyneladende ikke havde tænkt på. Jeg har tidligere omtalt den dikotomi, der findes i Det gamle Testamente, se her. Herom skrev jeg:
Jeg tænker her på uoverensstemmelsen mellem Sl 139,4 om, hvordan Gud kender salmistens ord, før de blev til på hans tunge, og 2 Mos 32,14, hvor Jahve fortryder det, han lige havde sagt: at han ville udrydde hele Israels folk. Og hans fortrydelse skyldes Moses, der argumenterer imod Gud, fremholder de løfter, Gud har givet til Abraham, og fremhæver, hvordan egypterne vil kunne gøre nar af Gud, fordi han sådan udrydder sit folk. Så spørgsmålet er: Kan Gud herske i den grad over menneskets indre, at han bestemmer, hvilke ord et menneske skal sige, eller er mennesket på den måde ligestillet med Gud, at det kan komme med indvendinger, som Gud ikke havde tænkt på?
Denne umulige opgave, som enhver, der vil tale om tilværelsen som helhed, stilles overfor, har fulgt kirken gennem hele dens historie. Den mødte den græske kirkefader Maximus (død 662), da han for at vise, at Kristus, det fuldkomne menneske, havde to viljer, én legemlig og én åndelig, gennemgik Getsemanescenen og forklarede, at det virkelig var Kristus selv, der frivilligt bøjede sig for Guds vilje. Der var altså ikke tale om, at Gud med sine almagtskræfter bestemte over Kristi åndelige vilje, nej, Gud havde givet ham en selvstændig vilje, og vel kunne hans legemlige vilje sige nej til korsdøden, men hans åndelige vilje sagde ja, forklarede Maximus.
Men en sådan opdeling af mennesket eller en sådan modstillen af menneske og Gud kunne islam ikke affinde sig med. Efter en ret hård intern diskussion endte det efter år 1000 med Al-Asharis sejr, han, som endte med at hævde, at et almindeligt menneskes ord kun er at regne som ordene fra én, der taler i søvne. At han dermed gør en undtagelse med sig selv og sine tilhørere, overser han fuldstændig. Jeg mener: hvis hans ord er som ordene fra én, der taler i søvne, kan man jo ikke regne med dem. Men han udtaler da bestemt sine egne ord, for at man skal regne med dem. Hvad jo også muslimerne gjorde. For disse tanker kom til at bestemme islams udvikling eller mangel på samme de næste mange hundrede år, se evt om Al-Ashari her.
Altså: teoretisk nægter man samtalens mulighed, i praksis anerkender man den, uden dog at være sig denne anerkendelse bevidst.
Debatten mellem Erasmus og Luther drejer sig om det samme. Jeg har her givet en ret kort skildring af uoverensstemmelsen dem imellem, og blandt andet fremhævet denne karakteristik af Luthers tanker:
Menneskets frihed ligger således for Luther ikke i viljen, men snarere i forståelsen. At blive grebet af Guds ånd er at forstå de situationer, man befinder sig i og handle derudfra. Derfor er gode gerninger hos Luther gerninger, der udføres i ”kald og stand”: man forstår den situation, samfundet har sat én i, og handler derudfra.
Blot består dikotomien stadig. For den Guds ånd, der skal virke i frihed, og også må virke i frihed, hvis menneskets tilslutning skal være ærlig, er jo Guds, den almægtiges og alvidendes ånd, og kan det virkelig tænkes, at denne altgennemtrængende kraft har ophørt med at være altgennemtrængende, når det er menneskets forståelse, det drejer sig om?
På den anden side: hvis det er Al-Ashari, der har ret, hvordan kan mennesket så være menneske, altså være en person, en selvstændig bevidsthed? Så skal man følge kristendommen, må man så ikke affinde sig med dikotomien og erkende, at vi som en del af tilværelsen ikke kan formulere tanker om hele tilværelsen?
Alt dette tager vi med over til diskussionen af artiklen om Richard Dawkins.
Her kan jeg ikke dy mig for at nævne, at jeg i sin tid udskammede Dawkins ikke så lidt, se her. Jeg blev af Julie Dahle på en norsk hjemmeside gjort opmærksom på et interview med Dawkins og efter at have set dette interview måtte jeg give Dahle ret: Dawkins veg tilbage fra at sige noget om islams voldstendenser, oven i købet kunne man se, at det var noget, han var ret forlegen ved. Jeg tillod mig ved den lejlighed at kalde ham en tøsedreng, men tog mig dog i det i samme øjeblik, for ville jeg selv udsætte mig for de trusler fra muslimerne, der kunne blive tale om, når man sagde noget sandt, men for mange muslimer nedsættende om deres religion? Det var jeg ikke helt sikker på.
Philip Christoffersen indleder sin omtale af Dawkins på denne måde:
Han er en af verdens mest markante ateister. I årevis har han argumenteret for, at religion er en ond kraft, som det er frygteligt forkert at pådutte sine børn. Men nu har han erklæret sig for “kulturkristen”.
I et interview på den britiske radiostation LBC fortalte den 83-årige Richard Dawkins for nylig, at han ikke ville blive glad, hvis Storbritannien “mistede sine katedraler og smukke sognekirker”.
“Jeg mener, at vi kulturelt er et kristent land. Jeg kalder mig selv kulturkristen,” sagde han til radioværten.
Richard Dawkins, der er forfatter til en af de bedst sælgende ateistiske værker overhovedet, “Illusionen om Gud” fra 2006, understregede, at han ikke er troende, og at der er markant forskel på at være en troende kristen og kulturkristen, men at han “elsker salmer og julesange”, og at han “på en måde føler sig hjemme i den kristne etos”.
Og ikke sandt, det lyder jo udmærket, og det må da glæde alle kristne på den måde at få medhold af en erklæret ateist. Men det mærkelige og i betragtning af min forrige udskamning lidt prekære er, at han i dette interview, som kan ses her, faktisk flere gange udtaler sig yderst negativt om islam. Philip Christoffersen har medtaget disse ret negative udtalelser:
I interviewet på LBC, som er gået viralt på sociale medier, gav Dawkins udtryk for en generel bekymring i forbindelse med, at man på den centrale Oxford Street i London havde valgt at pynte op til afslutningen af ramadanen, men ikke den kristne påske.
“Hvis jeg skulle vælge mellem kristendom og islam, ville jeg vælge kristendommen til enhver tid,” slog Richard Dawkins fast og erklærede, at han finder Koranen “fundamentalt fjendtlig over for kvinder og over for homoseksuelle”.
Men når man hører interview’et igennem, er der faktisk flere negative udtalelser om islam. Der er i koranen en aktiv fjendtlighed overfor andre, kan han f.eks. sige. Dog må man naturligvis medgive, at han også får sagt, at han stadigvæk, på trods af, at han føler salmerne og bygningerne typisk engelske og er yderst glad for dem, og på alle måde håber, at islam ikke får flertal i landet, så disse kristne foreteelser forsvinder, regner de kristne trossætninger for nonsens. Han når således at få spurgt interview’eren, om hun tror, at Maria undfangede ved Helligånden, eller tror, at Jesus stod op af graven. Og her ser man et lille bedrevidende smil brede sig over hans ansigt, da hun ikke umiddelbart svarer ja til disse spørgsmål.
Og stillet overfor dette interview må jeg æde min tøsedrengs-anklage i mig. I dette interview viger Dawkins ikke tilbage fra at sige noget negativt om islam. Det er sandt, hvad han sige, men muslimerne vil ikke gerne have det frem og kan udmærket tænkes at øve vold mod den, der siger det. Det er naturligvis ikke alle muslimer, der tænker sådan, men tilstrækkelig mange til, at den tanke har vundet indpas hos landenes intellektuelle, at man ikke siger noget nedsættende eller kritiserende om islam. Selvfølgelig siger man ikke, at det skyldes angst for at møde en muslimsk terrorist, man bruger den undskyldning, at man gerne vil have muslimerne til at integrere sig bedst muligt i vore samfund.
Og det må jeg altså indrømme: stillet overfor denne trussel, tænkt eller reel, viser Dawkins sig som en god kristen.
Hov, hov, en god kristen? Har han ikke lige taget afstand fra grundlæggende kristne trossætninger? Og så kalder du kan en god kristen.
Ja, det gør jeg. For i modsætning til mange af de mere bekendende kristne retter Dawkins sig efter den livsholdning, der ligger i myten om Jesu opstandelse. At Jesu opstandelse er en myte, betyder nu for det første, at den ikke på nogen måde lader sig bevise, sådan som Henrik Højlund også gør opmærksom på dèr, hvor han skriver:
Selvfølgelig gør det åbne virkelighedssyn ikke Jesu opstandelse til a piece of cake. Vi taler jo om det enestående, det komplet unormale, og det derfor ubeviselige. Man beviser ikke det uigentagelige. Så troen er stadig i spil. Men hvis virkeligheden er større end den synlige og målelige natur, så er det uigentagelige ubeviselige fuldt ud muligt.
Nu er jeg ikke klar over, hvad udtrykket ”a piece og cake” betyder. Men det er vist alligevel tydeligt nok, at Højlund ikke vil give sig af med at bevise, at Jesus er opstået fra de døde. Og det er blot den tanke, jeg her vil have understreget. For det er noget af det, der gør denne påstand til en myte. Blot gør Højlund ikke noget ud af at fortælle os, hvad da mytens subjektive side går ud på, eller hvad mytens objektive side rager os, for at sige det ligeud. Det gør til gengæld mine tanker om, hvad en myte er.
Ved at lade Jesus opstå fra de døde siger Gud til os, at dette, at Jesus protesterede imod den jødiske lovforståelse, var det rigtige at gøre. For modsat, hvad vi gør, stillet overfor den muslimske lovforståelse, kritiserede Jesus med ord og lignelser jødernes lovforståelse. Og det gjorde han, selv om han godt vidste, at det kunne koste ham livet. Det er den livsholdning, Gud anbefaler os at indtage ved at lade Jesus opstå fra de døde. Og den livsforståelse er det Dawkins, der har taget til sig, mere end langt de fleste kirkekristne.
Har man på den måde blik for opstandelsesmytens både objektive og subjektive betydning, så får man så at sige et helt nyt blik for det, evangelierne vil sige til os. Lad os bare følge den almindelige historisk-kritiske tilgang til evangelierne. Lad os bare sige, at det var Jesus selv, der fik den vanvittige idé, at han, selv om han blev henrettet af jøderne, skulle opstå fra de døde. Det var en del af den tids myteforståelse, og det forstod hans disciple. Fra Jesus selv fik de altså den tanke, at hans holdning gennem hans opstandelse af Gud skulle bevises at være den rette: Er noget imod de love, Gud har lagt ned i sproget selv, så kritisér det, og kritisér det uden frygt, for det er Guds gerning, I udfører.
Og lad os også gå med til, at det var Jesu disciple, som i tiden efter hans død så ham så det ene sted og så det andet. Det afgørende er ikke, om han virkelig var til stede, for det er ubeviseligt, det afgørende er, at de bevarede den frimodighed til at tale imod lovfromheden, som Jesus havde indgivet dem, at de altså på den måde fulgte i Jesu fodspor, ja, var tåbelige nok til – også de – at lade jødernes henrettelse komme over dem, og i den forstand troede på myten om hans opstandelse.
Dette er sikkert nyt for mange, der ikke har dannet sig en forståelse af, hvad en myte vil sige. Men det næste er til gengæld nok mere umiddelbart forståeligt. For det handler om at bevare sig selv, at forblive et helt menneske, at holde fast ved det, man selv har fattet uden at ængstes for forfølgelse eller trusler.
Og mens man om den Dawkins, jeg udskammede lidt i mit tidligere indlæg, kan sige, at det, Julie Dahle fornemmede var forkert ved ham, var, at han ikke forblev sig selv, stillet overfor de tænkte muslimske trusler, så må man om den nutidige Dawkins sige, at han fremstår som et helt menneske, der er ingen slinger i valsen, der er en opfattelse af, hvad kristendommen har for virkninger, og hvad islam har for virkninger, og han formår udmærket at give sit hjertes mening til kende. Denne gang uden frygt eller forlegenhed.
Og det er det, der gør, at jeg nu finder der naturligt at kalde ham en kristen. For kristen er ikke blot den, der synger med på salmerne, den, der formår at give forklaring på alle evangelieteksterne, den, den har svar på alle indvendingerne mod de kristne myters objektive side, men ikke drømmer om at leve efter deres subjektive side, det er langt mere den, der lever på den omvendte vis: får mod til at leve sin opfattelse ud, så han gør åbent rede for den uden angst for følgerne, skønt de er åbenbare, og så – måske, måske ikke – får den tanke ind i hovedet, at måske det med mytens objektive side kan have sin rigtighed også.
Eller jeg kan sige, at han i sin benægtelse af Jesu opstandelse udtaler sig med en frimodighed, som han har fra netop den videreførelse af de kristne myter, som kirken har sørget for, altså både mytens objektive og den subjektive side. Så han opfører sig i denne myteforståelse på en lidt spøjs måde.
Man må også sige, at selve påstanden om, at der i det andet menneske befinde sig en sjæl, en person, et selv, som man kan tiltale og håbe på tillid fra, er en del af den kristne myte. Gennemfører man f.eks. den videnskabelige tankegang til bunds, så finder man kun neuronaffyringer, ingen person, intet selv i hjernen.
Og så kan jo Dawkins, hvis han følger Henrik Højlunds opfattelse, fint undlade at prøve at komme med beviser eller sandsynligheder eller kunstige overvejelser over den videnskabelige sandhed om disse myter. For ligesom den videnskab, han læner sig op ad, ikke giver os nogen helhedsopfattelse af verden – eller, hvis man mener, den gør det, forvandler den videnskabelige sandhed til en myte, som ikke formår at lade mennesket være en person – sådan er der nok også problemer med de kristne myter, f.eks. det problem, jeg nævnte til at begynde med, at man løber ind i en dikotomi med skabelsestroens fremstilling i Det gamle Testamente. Men den dikotomi må vi leve med – og kan vi leve med – for det afgørende ved den kristne myte er den helhed, der gives mennesket, altså den personlighed, eller det selv, eller – med et gammelt udtryk – den sjæl, som påstås at befinde sig inde mellem alle neuronprocesserne, og oven i købet påstås at befinde sig dèr som herre over det hele og ikke som slave af neuronernes naturlovsbestemthed.
Jeg forklarer denne tilsyneladende modsætning med den tanke, at det er menneskets sprog, der har taget magten fra neuronerne, og at denne person styres af sprogets sprogspil eller sprogets logikker, men styres på en måde, så personen er påvirkelig. Hvis personen bliver ”omvendt”, dvs. går over fra en lovforståelse, som den ældste søn i lignelsen om den fortabte søn har den, til den fællesskabsforståelse, som hans far vil have ham til at indtage, se Luk 15,29, så skyldes det, at han selv har forstået. Men, må vi føje til, denne forståelse, eller denne overgang fra det ene forståelse til den anden, kommer kun i stand ved åndens hjælp. Og ja, her har vi dikotomien igen. Men derved er intet at gøre.
Luther forklarer det på denne måde i ”Om den trælbundne vilje”:
Men hvis vi siger, at den frie viljes kraft er den, hvorved mennesket er duelig til at blive grebet af ånden og blive fyldt af ånden, eftersom det er skabt til enten evigt liv eller evig død, så vil vi tale ret. For denne kraft, det vil sige, denne egnethed, eller, som sofisterne kalder det, denne dispositive kvalitet og passive egnethed, den bekender også vi. Hvem véd ikke, at denne kraft ikke er indgivet træer eller dyr? Som man siger: Himlen blev ikke skabt for gæs. (Se her).
Og den skæbne at skulle leve med denne dikotomi uløst beskriver han i samme værk således:
Vi kan tænke os tre lys, naturens lys, nådens lys og herlighedens lys, sådan som man skelner i almindelighed og med rette. I naturens lys er det uløseligt, at det er retfærdigt, når den gode møder trængsler og den onde har det godt. Men dette løser nådens lys. I nådens lys er det uløseligt, hvordan Gud fordømmer den, som ikke med sine egne kræfter kan gøre andet end synde og være skyldig.Her siger både naturens lys og nådens lys, at den, der er skyldig, ikke er det elendige menneske, men den uretfærdige Gud, de kan nemlig ikke dømme anderledes om en Gud, som kroner det ugudelige menneske uden at han har gjort sig fortjent til det og undlader at krone en anden og i stedet fordømmer ham, skønt han måske er mindre ugudelig og i hvert fald ikke mere ugudelig. Men herlighedens lys siger noget andet og vil vise os, at Gud, der nu kun har en dom af uforståelig retfærdighed, til den tid vil være af den mest retfærdige og klare retfærdighed, blot sådan, at vi indtil da skal tro det, formanet og bekræftet af dette eksempel med nådens lys, som et lignende mirakel fuldbyrder i det naturlige lys. (Se her).
Og, kære læser, vi befinder os ikke i herlighedens lys. Det må vente lidt endnu.
ricardtriis 