Politiken prøver igen i dag at få drejet debatten om Anders Breivik hen i den skure, som de har lagt sig fast på: at vi islamkritikere har et medansvar for Breiviks udåd, se her. Det er kommet den politikenske opfattelse lidt på tværs, at Breivik er blevet erklæret sindssyg (paranoid skizofreni), men lederskribenten mener alligevel, at der kan koges mere suppe på den gamle pølsepind.
”Det norske traume kan blive vanskeligt at bearbejde, hvis den psykiatriske diagnose bliver hovedforklaringen,” siger lederen i en underoverskrift. Og det kan jo være sandt nok. Men se så, hvordan man lister sin gamle betragtning ind: ”Breiviks politiske argumenter, som kommer til udtryk i hans manifest, er ikke mere syge end så mange andres.” Og det er bestemt ikke sandt. Eller rettere sagt, det er et bevis på, at man på Politiken ikke har gidet læse manifestet ordentligt igennem, eller ikke har gidet læse det med en analytikers opmærksomhed. Man har blot på forhånd haft sin opfattelse af Breivik, og ud fra den opfattelse har man læst manifestet. Og bevares, manifestet benytter sig et langt stykke hen ad vejen af argumenter, der er kendt fra den islamkritiske højrefløj, mere præcis fra tilhængerne af eurabia-teorien, tanken om, at der foregår en bevidst udbredelse af den muslimske tro gennem den indvandring, der finder sted.
Men der er jo i selve argumentationen et spring. Og når Breivik kommer ind i disse overvejelser, er det, at psykiaterne må kalde ham sindssyg. Det er alle tankerne om tempelridderne, jeg tænker på. Det er hans forestillinger om, at han af en selvopfunden tempelridderorden har fået i opdrag at være på én gang anklager, dommer og bøddel overfor tilfældigt udvalgte mennesker. Det er hans tanker om, at hans udåd vil være til folkets bedste. Med andre ord: det er de forestillinger, der forvandler ham fra at være en ret uskyldig fantast med mærkelige forestillinger om islam og islams hensigter overfor Europa, til at være en dødsensfarlig terrorist. De tanker gør, at man erklærer ham sindssyg. Og når man medregner disse tanker, er hans tanker bestemt betydelig mere syge end så mange andres.
For disse tanker finder man ikke hos andre. Disse forestillinger er hans egen hjemmebryg. Hvis han nu havde lagt disse forestillinger ovenpå en kommunistisk samfundsforståelse, så ville man nok ikke regne ham for sindssyg. For det véd vi jo, at visse kommunistiske kredse går ind for voldsanvendelse. Disse kredse lader sig finde og påvise. Og hvis han havde lagt dem ovenpå en islamistisk opfattelse af Vesten, så ville betegnelsen ”sindssyg” også være vanskelig at anvende på ham. For at der findes terroristiske forestillinger blandt yderliggående muslimer, det er noget, vi på forhånd véd.
Men nu har han altså anbragt disse voldsforestillinger ovenpå en islamkritisk forestilling. Og blandt sådanne har man hidtil ikke fundet anbefalinger af voldsanvendelse. Hvis man finder det, vil det være noget nyt og farligt. Men alle de debattører, Breivik har henvist til i sit manifest, har forarget taget afstand fra hans brug af dem til at understøtte hans voldsanvendelse. Det er blandt andet derfor, man har været nødt til at drage den slutning, at han må være sindssyg. For der hører en meget speciel psyke til selv at kunne komme ind i en sådan tankebygning, selv at opfinde en europæisk nutidig tempelridderorden, selv at få sig overbevist om, at man selv, men ikke andre, er udvalgt til at gennemføre de uhyrlige handlinger, selv at kunne regne alle de undskyldninger, som forestillinger om tempelriddere forsyner én med, som gode nok, skønt det alt sammen er selvopfunden.
En sådan enspændernatur, der lukker sig inde i sit eget univers og ikke er til sinds at lytte til andre eller gå ind på andres tankegang, så man kommer med modargumenter, er det, man vel må kalde sygelig.
Man kan sige, at det er forestillingerne, der tager magt over ham. Han har en tanke om at kunne gøre en stor gerning, hvorved han gør opmærksom på den overbevisning, han har, at muslimerne er ved at overtage Europa. Og så opfinder han tempelridderne. Og så udvikler han denne tanke yderligere, hvad en nutidig tempelridder skal gøre, hvordan han skal ofre sig, hvordan han, om nødvendigt, skal sætte livet til. Alt sammen lyder det jo etisk og tilforladeligt. Men bygger også på en række forudsætninger, som han ikke sætter på prøve i en diskussion med andre. Og når så gennem nogle år disse tanker er blevet udbygget og fintunet, så forvandler de sig umærkeligt og bliver tvangstanker, dvs tanker, der påtvinger sig ham, tanker, hvis greb han ikke kan slippe ud af. Men det er klart, dette at blive en ensom mestertænker, som Breivik blev det, det er noget, der kun sker for den, som formår at afholde sig fra samtalekontakt med ligesindede igennem lang tid.
Der har været andre ensomme mestertænkere. Søren Kierkegaard var én af dem. Min gamle professor, N. H. Søe, mente om ham, at han i sin sidste periode, altså i det, man kalder ”kirkekampen”, var sindssyg. Jo, for Søe kunne ikke få alle de fine ord, Kierkegaard tidligere havde skrevet om ægteskabet, til at rime med det, han skrev til sidst, at fordi en mand og en kvinde ikke kunne styre deres brynde, skulle et individ tvinges til at tilbringe op mod 70 år i denne jammerdal (Samlede værker, første udgave, bind XIV, side 265). Andre er kommet med knap så kategoriske udtalelser, men alle, der studerer Kierkegaard, har svært ved at forene hans anskuelser i den sidste periode med anskuelserne i det øvrige forfatterskab.
Den, der efter mit skøn har givet den redeligste forklaring på de mærkelige udtalelser i det tidsskrift, Kierkegaard udgav i 1855, ”Øieblikket”, er Kresten Nordentoft i bogen ”Hvad siger Brandmajoren”. Han prøver her at gøre rede for den bagvedliggende overbevisning, en overbevisning, som Kierkegaard levede sig mere og mere ind i hen imod slutningen af sit liv (Kierkegaard døde i efteråret 1855, med det sidste nummer af ”Øieblikket” liggende parat til trykning). Den overbevisning ser han først udtrykt i skriftet ”En litterair Anmeldelse” fra 1848. Her gør Kierkegaard rede for, hvordan det gamle samfund, der byggede på autoritet, er ved at forsvinde til fordel for et andet samfund, der bygger på alles ligeret. Vi står alle lige, og det er, mener Kierkegaard, ikke uden videre en ændring til det bedre. Han havde i oprørene i Frankrig set, hvad denne nivellering havde ført med sig. Men der er ikke noget at gøre, det er en uundgåelig udvikling.
Men midt i dette til bunds nivellerede samfund kan der så opstå enkeltpersoner, der har indset, at for Gud står hvert enkelt menneske alene, og har erkendt, at der ud fra den nivellering, der har fundet sted i samfundet, kan drages religiøst set rigtige konsekvenser. Kierkegaard prøver i ”En litterair Anmeldelse” at antyde, hvordan en sådan enkeltperson arbejder: han gennemskuer nivelleringen, og han understreger den, selv om han godt kan se det djævelske ved den; men han bruger den kristeligt, hvilket dog vil sige, at han ikke taler ligefremt, men indirekte.
Det, Kierkegaard gør i 1855, er nu først, at han fratager sine samtidige den smutvej, de hidtil havde haft. Han havde nemlig i sit store skrift ”Indøvelse i Christendom” fra 1851, hævdet, at det var muligt for den kristne at leve, hvis man ville komme med den indrømmelse, at ens stræben mod det gode intet betød. Som det hed i moralen til første afdeling: ”»Og hvad vil saa alt Dette sige?« Det vil sige, at Enhver især, i stille Inderlighed for Gud, skal ydmyge sig under, hvad det dog vil sige at være i strengeste Forstand en Christen, oprigtigt for Gud tilstaae, hvor han er, at han dog værdeligen maatte tage mod Naaden, der tilbydes enhver Ufuldkommen, det er, Enhver. Og saa ikke videre; saa passe han forresten sit Arbeide, glad ved det, elske sin Hustru, glad ved hende, opdrage sine Børn sig til Glæde, elske sine Medmennesker, glæde sig ved Livet. Om der fordres videre af ham, vil Gud vel lade ham forstaae” (bind XII, side 64).
Her var der givet mennesket en kattelem; man kunne leve videre som sædvanligt, blot man kom med indrømmelsen. Men da Kierkegaard i foråret 1855 genudgiver ”Indøvelse i Christendom”, ledsager han udgivelsen af en lille artikel i ”Fædrelandet”, og deri lader han forstå, at denne mulighed for, at der dog kunne være nogen sandhed i det bestående, ikke gælder mere (bind XIV, side 80). Nu har han jo erfaret, at det bestående ikke tog ”Indøvelse” som udtryk for et sidste fortvivlet forsvar for det bestående. Derfor må det forvandles til et sviende angreb på det bestående. Og det gøres ved at tage den morale væk, hvori ovenstående indrømmelse er formuleret.
Nu gælder noget andet. Nu gælder der den tese, som det hedder i det lille flyveskrift ”Dette skal siges, saa være det da sagt”, at ved at lade være med at deltage i den offentlige gudsdyrkelse, har man bestandig én stor synd mindre på samvittigheden: man deltager ikke i at holde Gud for nar. (smstds, 85).
Og efter denne svada er det så, Kierkegaard sætter ind med sit frontalangreb på den danske folkekirke. Den prædiker det modsatte af kristendom, den er et stort svindelnummer, præsterne afkræves en ed om at prædike det ny testamentes kristendom, og menigheden fortrøster sig til, at så må det da være den rigtige kristendom, de prædiker; og ingen opdager fupnummeret: at de prædiker det modsatte af kristendom.
Kierkegaard siger det kort og spidst i ”Øieblikket” nr 6: ”Da Hedenskabet opløstes, levede der nogle Præster, Augurer kaldede. Om disse berettes, at den ene Augur ikke kunde see paa den anden uden at smile. I »Christenhed« kan vel snart Ingen see en Præst, eller vel snart det ene Menneske ikke see paa det andet uden at smile – men vi ere jo ogsaa Alle Præster.” Og lidt senere: ”Man kan ikke leve af Ingenting. Det hører man saa ofte, især af Præster. Og just Præsterne gjøre dette Konststykke: Christendommen er slet ikke til – dog leve de deraf.” (smstds. 218f)
Det, Kierkegaard har viklet sig ind i, er en særlig, meget spidsfindig tankegang, hvorefter alle, der ikke som han kan indse, at kirken er et stort bedrag, afvises, og vel at mærke, afvises uden argumentation. For Kierkegaard har for sig selv gennemgået alle argumenter for og imod og fundet ud af, at hans modstandere i virkeligheden er bange for at indse sandheden, den sandhed, som han fortæller dem.
Om Grundtvig kan han således sige, at han har været tilfreds, når blot han i det borgerlige selskab har opnået frihed for sig og sine ligesindede. Og han fortsætter: ”Men hvis da G. for sig og Sine havde opnaaet hvad han vilde, var det altsaa hans Tanke, at lade hele det uhyre Sandsebedrag bestaae, at Staten udgiver sig for at være christelig, at Folket indbilder sig at være Christne, kort, at der hver evige Dag forskyldes en Fornærmelse, en Majestæts-Forbrydelse mod Gud ved at man har forfalsket hvad Christendom er. At kæmpe i Retning heraf er vistnok aldrig faldet G. ind”. (smstds. 221).
Sandt nok, Grundtvig ville ikke have kæmpet ved Kierkegaards side i kirkekampen. For han deler ikke den opfattelse, at staten udgiver sig for at være kristen, eller at der hver dag forskyldes en majestætsfornærmelse mod Gud, eller – da slet ikke det – at han og hans ligesindede skulle have forfalsket, hvad kristendom er. Og hvis det var kommet til en normal diskussion mellem disse to åndskæmper, ville Kierkegaard nok have set lidt mere nuanceret på sagen. Men nu havde Kierkegaard så at sige lukket sig inde i sit eget tankeunivers, og så var alle andres opfattelser blevet til fristelser for ham, fristelser, som det gjaldt om for enhver pris at modstå.
Selvfølgelig er dette, at Kierkegaard på den måde lukker af for diskussion med andre, noget, han gør, fordi han nu engang har det naturel, han har. Han siger selv, at han lider af tungsind. Andre har sagt, at han lider af en form for manio-depressiv psykose. I hvert fald må man nok medgive, at det kræver en særlig psyke, om man sådan skal blive en ensom mestertænker. Så vi må altså tage det med, når vi vil glæde os over Kierkegaard, at denne mestertænker også har givet os ikke så lidt at tygge på med sit skrift ”Øieblikket”.
Men han opfordrer ikke til vold. Han udøver ikke selv vold. Man kan vist godt sige, at han vil nedbryde folkekirken. Men han vil nedbryde den ved at få folk til at holde sig borte fra den, ikke ved at borttage præsternes lønninger eller sligt. Nej, nivelleringen skal gennemføres fuldt ud, så heller ikke folkekirken mere har nogen autoritet.
Jeg er da så udmærket klar over – og det kan vel enhver også se – at der er himmelvid forskel fra Kierkegaards fredelige forsøg på at etablere ”Katastrophe i Aandsforhold” til Breiviks voldelige forsøg på at gøre opmærksom på rigtigheden af sin analyse af forholdet mellem kristendom og islam. Men ensomheden er de fælles om. Dette at afskære sig fra al diskussion med anderledes tænkende er noget, der præger dem begge. Dette at se på andre tanker som fristelser, der bør modstås, finder man hos dem begge.
Derfor kan Kierkegaard ‘bruges’ til at finde ud af, hvad der drev Breivik. For jeg giver da Politiken ret i, at diagnosen ”sindssyg” giver os en uheldig mulighed for at feje fænomenet Breivik ind under gulvtæppet, så vi udelukker ham fra menneskeheden. Men jeg giver bestemt ikke bladet ret i dets ret overfladiske analyse af forholdet mellem Breivik og tilhængere af eurabia-teorien, den teori, der går ud på, at muslimerne stræber efter at vinde Europa for deres tro. Der foregår et logisk spring i Breiviks tankegang, og det kan være af betydning at finde ud af, hvor det spring foregår. Men hidtil har man ikke kunnet påvise andre, der har Breiviks tempelridder-teori. Derfor må man gå ud fra, at den er hans egen opfindelse. Og problemet bliver så at finde ud af, hvordan han kan vikle sig selv i den grad ind i sine selvopfundne teorier, at han må drives frem mod udåden på Utøya. Det er ikke nok blot at sige, at han er sindssyg. Men det er heller ikke nok at mene, at eurabia-teorien er den udløsende kraft.
ricardtriis 
At sige at Breiviks gerninger skyldes islamkriktikeres udtalelser, er vel det samme som at sige, at det er kristendommens skyld at et antal psykisk syge, måske i dette øjeblik, går rundt på psykiatriske afd. rundt om i landet og siger, de er Jesus.
Det har altid været sådan at psykisk syge mennesker, i psykotisk tilstand, kan have forestillinger om sig selv, der har rødder i vores fælles virkelighed, men som samtidig rummer en privat eller paranoid overbygning. F.eks. har vi en bred sammenstemmende forståelse af kristendommen, men jeg har så lige den private forestilling, at det er mig, der er Jesus.
Og selvfølgelig er det sådan at hvis kristendommen ikke eksisterede, ville der ikke være nogen, der gik rundt og kaldte sig selv Jesus. Så i den forstand har kritikerne af islamkritikken ret. Hvis der ingen islamkritik fandtes, ville Breiviks psykose ikke have haft det “medie”. Den kunne så have haft en hvilken som helst anden udformning. Og det er selvfølglig absurd at påstå at islamkritik, i sig selv, er årsag til Breiviks ugerning.
En anden disskussion er det så hvordan tonen i debatten er. Den diskussion er det vigtigt at tage. Det gælder islamdebatten – og alle andre debatter i offentligt rum. Ord har stor magt – og kan bruges til at slå med. Og hvis man først slår med ordene er der ikke så langt til at bruge næverne – og det, der er værre.
Breivik har tilsyneladende gennem meget lang tid frekventeret sider på nettet, hvor sproget i forhold til muslimer har været særdeles grænseoverskridende – og det har, meget vel, kunnet medvirke til en retfærdiggørelse af hans egne overskridelser af alle normer for adfærd.
Nettet er stadig et nyt medie for os. Vi har endnu ikke helt lært, at der er forskel på at fremføre alle mulig bizarre holdninger til andre mennesker hjemme i dagligstuen, på gadehjørnet eller på det lokale værtshus og så på WWW. Og sålænge vi ikke har lært det, bør debatten om tonen aldrig forstumme. Vi bliver nødt til at opdrage lidt på hinanden.
Jeg vil da lige sige, Richardt Riis, at du er et eksempel på, at det fint kan fungere både at udtrykke kritik og så holde en god debattone:)
@ Jørgen Aagaard!
Jeg er enig med dig et langt stykke ad vejen. Men når du skriver: ”Ord har stor magt – og kan bruges til at slå med. Og hvis man først slår med ordene er der ikke så langt til at bruge næverne – og det, der er værre,” så har du bestemt ikke ret. Tværtimod. Det drejer sig om for enhver pris at opretholde forskellen mellem at ”slå med ord” og at ”slå med næver”. Det drejer sig om at fastholde, at der er uendelig langt fra at ”slå med ord” til at ”slå med næver”. Det er en principiel forskel, som er af meget stor betydning. Hvad jeg ad flere omgang har forsøgt at analysere i Breiviks manifest, er, hvor overgangen fra det ene til det andet finder sted. Dette sted er ikke let at finde. For det er også det sted, hvor logikken foretager et spring.
For mig at se er det heller ikke ”tonen”, man skal analysere, snarere er det spørgsmålet om, hvorvidt der i eurabia-teoriens tilhængeres udtalelser kan ligge en indirekte opfordring til vold, se http://riis.eftertanke.dk/2011/07/28/har-h%C3%B8jrefl%C3%B8jen-ansvar-for-breivik/ Her har jeg analyseret nogle udtalelser af Lars Hedegaard, som vist ikke er helt ”appelsinfri”, men jeg konkluderer dog, at Breivik har været selvstændig nok til ikke at lade sig påvirke det mindste af den slags.
Et slagsmål begynder nu ofte med knoppede og fornærmende ord. Overgangen fra ordenes til nævernes sprog er hårfin. Jacobs brev taler da også om tungen som et lille lem, der kan sætte en verden i brand.
@ Claes!
Om tegneseriefiguren Lucky Luke hedder det, at han er hurtigere end sin egen skygge. Og som alle Western-fans véd, er det en afgørende kvalitet ved en Western-helt, at han er lynhurtig til at trække pistolen. Hvorfor det? Fordi man kan aflevere skældsord i læssevis til sin modstander; det giver ham ikke ret til at slå én ihjel. Men i samme øjeblik man trækker revolveren, risikerer man, at han er hurtigere til at trække, end man selv er. For med håndbevægelsen ned mod revolveren har man givet ham carte-blanche til at skyde først i selvforsvar.
Når vi således med lethed kan erkende denne forskel i alle Western-film, hvorfor skulle vi så ikke kunne opretholde den i vor almindelige debat?
Det betyder selvfølgelig ikke, at det så er i orden at overdænge hinanden med skældsord. Men det må betyde, at man må kunne kritisere både Muhammed selv og islam uden at skulle være bange for repressalier fra muslimers side. Og kan man ikke det, må vi gøre muslimer klar over forskellen mellem at ”slå med ord” og at ”slå med næven”. Men hvis vi ikke selv holder denne forskel i hævd, hvordan skal vi så kunne forklare muslimer den?
Du har jo ret, Richardt, i dit billede med Lucky Luke – i princippet. Der er en afgørende forskel på om der blot bruges ord eller trækkes fra hoften. Men, som Claes også nævner det, så er sproget både forløber til krig og fredelig sameksistens. Og er vi i en konfliktsituation antyder netop “tonen” i sproget, hvilken retning vi ønsker at gå i – optrapning eller nedtrapning af konflikten. “Tonen” indikerer om hensigten med en kritik er saglig og respektfuld, eller den er respektløs og fornedrende.
Og vel kan vi fastholde vores ret til at sige hvad som helst – ja, selvfølgelig kan vi det. Men vi ved også, at det, vi siger, har konsekvenser for sameksistensen. Jeg kan hævde min ret til at sige hvad som helst til Lucky Luke, men det er arrogant af mig at tro, det ingen konsekvenser har. Om jeg troede sådan, ville jeg selv være faldet i den grøft af verdensfjernhed som du beskriver hos Breivik og Kirkegård. Jeg ved jo hans handlekraft er langt større end min.
Verden er i dag sådan, at vi er samboende med alle folkeslag. Det indebærer at vi altid har en mulig konflikt lige om hjørnet. Det kræver at vi er meget tydelige på hvem vi er – og bestemt skal vi sætte grænser for hvad vi vil være med til – tydeligere end nogensinde tidligere. Men jeg mener bestemt, vi har en forpligtigelse til at søge den respektfulde og dermed fredelige løsning på de problemer, det selvfølgelig medfører når så forskellige kulturer skal leve sammen.
@Ricardt Riis. “Skældsord i læssevis” giver måske nok ikke ret til at slå ihjel, men er de af den rette karakter, kan de få følelserne i kog hos den anden og hvis lunten er kort, så falder der brænde ned. De fleste om ikke alle har en grænse, hvor de vil sige ” nu kan det være nok ” og så kommer der en reaktion af en eller anden art. Er man stor og stærk kan det naturligvis være lidt af en sport at forsøge, hvor langt man kan gå. Men man skal huske på, at kommer man ikke direkte i slagsmål, så er der andre måder, den anden kan hævne sig på.
Og sandt nok, skal man finde sig i alting? Kommer man i ordkampe ikke til et punkt, hvor striden kammer over, og hvor man må sige til sig selv, at man selv er skyld i det der her efter sker?
Det sidste du siger Claes er på en måde rigtigt, man skal selfølgelig tænke over hvordan ens egen opførsel påvirker andre, men den tankegang at man altid selv er skyld i andres dårlige opførsel holder for det første ikke, andre kan jo godt opføre sig urimeligt, selv om man selv opfører sig og taler pænt og sagligt, desuden fører den til den efter min mening alt for selvudslettende opførsel som har været den gængse overfor muslimer, og som også er meget udbredt blandt kristne, den fører ofte til at konflikter forbliver uløste fordi ingen vil eller tør sige de ting der handler om at sætte grænser.
Et godt eksempel er sagen omkring Evangelist/ Chr. Hedegaard, den vage måde at klare konfliktsituationer på giver stort råderum for magtmennesker.
Jeg tror, vi skal være ret påpasselige med i denne diskussion at gøre det klart, hvilken situation vi taler om. Er der tale om en ordstrid mellem venner eller ægtefolk? Eller tænker vi på forholdet til vore naboer? Eller – og det var den situation, jeg ville bruge disse tanker på – taler vi om, hvordan vi skal omtale vore nye folkefæller, muslimerne, hvilket hensyn vi skal tage til dem, hvad vi bør sige og hvad vi ikke bør sige?
I denne sidstnævnte situation tror jeg, det efterhånden er blevet klart, at muslimerne i deres religion har et indbygget ”dem-os”-skel. Vi har jo været så bange for at sige tingene ligeud om den muslimske tro, for – ikke sandt – vi ville jo gerne, at muslimerne ikke følte sig udenfor, vi måtte for alt i verden undgå denne skelnen mellem ”dem og os”. Og så opdager vi minsandten, at en sådan skelnen er operativ i deres daglige praksis, hvis de altså vil tage deres religion alvorlig: de spiser ikke svinekød og skal derfor som fromme muslimer sikre sig, at de, når de er sammen med os, ikke kommer til at spise noget forkert, ja, måske direkte undlade at have større samkvem med os en højst nødvendigt.
Til denne frygt for at gøre muslimerne kede af der er så imidlertid i de senere år kommet en frygt for de repressalier, de kunne tænkes at udøve. Og her har vi med en form for selvcensur at gøre, som er ganske uheldig i et demokrati som vores. I den sammenhæng vil jeg altså mene, at vi, som tingene har udviklet sig, ikke behøver at holde os tilbage med kritik af muslimernes religion. Jeg skal ikke af hensyn til de fremmede (som jo altså ikke er så fremmede mere) undlade at sige, at jeg betragter Muhammed som en falsk profet, hvis anledningen er der til det. Og bliver jeg mødt med trusler om vold eller måske direkte vold, så er jeg i min gode ret til at forvente, at politiet reagerer på passende vis. Her vil det være direkte forkert at sige, at det var jeg selv ude om; jeg kunne bare have holdt en ordentlig ”tone”, osv.
Men lad mig for at gøre det hele så indviklet som muligt nævne en anden situation, hvor vi måske burde have været mere påpasselige med vores sprogbrug. Vi tillod os i tiden før invasionen af Irak gang på gang at sige, at Saddam Hussein var en slyngel; det var et utåleligt diktatur, der herskede i Irak under ham, han var en del af ”the axis of evil”, osv. Derfor var der ikke så mange, der havde noget imod Irak-krigen. Derfor kom den til at glide lettere ned. Den var i en vis forstand forberedt gennem pressens behandling af Saddam. Jamen, han var da en slyngel! Jo, måske. Men efter at han er blevet fjernet, er der mange, mange flere irakere, der er blevet slået ihjel, end under ham. Hvor stor en slyngel han end var, han holdt de oprørske kræfter i det irakiske samfund i ave. Det så vi blot ikke, før vi havde fjernet ham. Og så var det for sent.
@Ricardt Riis. Jeg synes godt om din nuancerede måde at se tingene på. Er også enig i, at når det drejer sig om troens fjender, så kan vi med Mesteren selv bruge stærke ord – øgleunger, djævelens børn. Men ud over det, er der ikke grund til at hidse vore muslimske medborgere op, nu de er kommet til landet.
Om krige i Afganisten og Irak deler jeg din skepsis. Er det virkelig nødvendigt at deltage i krige af den art. Fjerner man en tyran, står der ofte en ny parat til at tage over til skade for folket.
Richardt, jeg er helt enig med dig i at vi (danskere) har været naive i vores tilgang til folk af anden etnisk oprindelse, der bosætter sig i DK. Vi har måttet sande, at integration ikke blot er at modtage gæster, forstået som at de blot tilpasser sig vores normer og adfærd. Det gik vi jo lige og troede – vi er jo et venligt, og naivt, folkefærd, hvad det angår.
Det overraskende er, at vi skal ændre os. Vi skal til at forholde os kritisk, finde ud af hvad der er vigtigt for os, stille krav. Det er det, vi skal yde for at integrationen kan lykkes. Og der gør du, med din sagligt kritiske indstilling til Islam, gavn.
Den ikke gavnlige kritik er hvor kritikeren er respektløs – på usaglig vis nedgør alle muslimer over en kam som værende f.eks. voldtægstsmænd af deres døtre osv. Hér er vi ovre i en boldgade, der direkte skader integrationen. Og hvis disse mennesker får magt, som de har agt – at DK eller europa er muslimfrit område – har vi, efter min overbevisning, ikke længere noget at forsvare.
Selv om vi føler, at vi har en særlig ret til det område, der hedder Danmark, så er vi dog alle beboere af planeten jorden og har hver især ret til et sted at være. Så vi må forsøge at holde fred med hinanden selv om vore temperamenter og udsyn er forskellige. Der er et stykke vej tilbage inden vi alle forstår, at vi er brødre og søstre, børn af den ene himmelske Fader og at Jesus er vor ældre bror, som står Guds hjerte særlig nær. Fred og retfærdighed for alle og ind imellem direkte kærlighed til hinanden.
Det beder vi om med ordene “Adveniat Regnum tuum” i Jesu egen bøn til Gud.
Tak for debatten! Og godt nytår!
Ja selv tak, og selv godt nytår!
Også tak til Claes! Når jeg ser dine bemærkninger om, at hvert menneske har ret til et sted at være, mindes jeg det, jeg læste i Folketingstidende for 13.6. 1946. Den dag var der debat om de tyske flygtninge, der i et antal af over 200.000 var strømmet ind i landet i de sidste måneder af besættelsestiden og som nu sad rundt om i flygtningelejre. Man debatterede, om de skulle have lov til at arbejde udenfor flygtningelejrene og var enig om, at det skulle de ikke. Retsforbundets repræsentant, Søren Olesen, sagde imidlertid noget lidt mere principielt. Han sagde: ”Naar vi ser paa dette Spørgsmaal, maa vi ganske vist sige, at selv om disse Flygtninge ikke har nogen Ret til at være her, har de dog en Menneskeret til at være paa Jorden, som vi ikke kan gøre til intet. Den er givet dem af en højere Magt, saafremt vi gaar ud fra, at alle Mennesker har en Ret til at være paa denne Jord, hvor de nu er blevet født.” Se http://www.tyskeflygtninge.dk/folketing.html#71. Det er jo noget af det samme, du siger.
Desværre må vi sige, at hverken med eller uden Retsforbundet i Folketinget er vi kommet nærmere en løsning på det problem. Så det har lidt lange udsigter med at indse, at vi alle er brødre og søstre, børn af den samme fader, så længe vi ikke under andre del i de friværdier, vi ejer. Men du har da ret: så meget større grund er der vel til at bede ÆLTHATÅ HÆ BASILEIA SOU! (Dette er Fadervors anden bøn på græsk).