Tovtrækkeri

Der foregår et ret kynisk tovtrækkeri i vort politiske liv for øjeblikket. Men det er lidt svært at se, hvem der egentlig står i hver sin ende af tovet. For det må helst ikke komme alt for tydeligt frem, hvad meningen egentlig er.

Min påstand her er, at langt de fleste af vore politikere står og trækker i den ene ende af tovet, og den del af de arbejdsløse, der risikerer at komme på kontanthjælp pr 1. januar, i den anden. Det, der drejer sig om for politikerne med deres mange erklæringer, er at få de arbejdsløse overbevist om, at politikerne virkelig står fast på det, der er vedtaget, og ikke agter at bøje sig en millimeter. Hvorfor det? Jo, fordi vore statistikere har fortalt politikerne (og os andre), at dengang dagpengeperioden var på fire år, da skete der det forunderlige kort før dagpengeperiodens udløb, at langt de fleste fik arbejde. Det er det fænomen, man nu stræber efter at få overført på den kortere dagpengeperiode på to år, for man tænker åbenbart, at hvis de alligevel først kommer i arbejde kort før udløbet, hvorfor så vente fire år? Så kan vi jo lige så godt spare dagpengeudbetalingerne i de to år. De penge kan vi da godt bruge andetsteds.

Men skal dette psykologiske spil – eller dette tovtrækkeri – virke efter hensigten, da må de arbejdsløse virkelig tro på, at der for deres vedkommende ikke er andet end kontanthjælpen tilbage. De må virkelig gøres så nervøse, så de tager næsten ethvert arbejde, der er at få. Og derfor må politikerne for alt i verden fastholde det politiske pres. Det er grunden til, at Margrethe Vestager siger ”sådan er det bare”, det er grunden til, at du ikke får en socialdemokrat til så meget som at blinke med øjnene overfor den forringelse af dagpengereglerne, det jo vitterligt er, det er grunden til, at der er så megen tågesnak hos SF i anledning af formandsvalget: fra SF’s elite (og sådan én har de, selv om de påstår det modsatte) er man hunderæd for i det hele taget at drømme om at gå udenfor regeringsgrundlaget, selv om det jo er så blåt, så det skærer i øjnene på enhver med bare en lille fornemmelse for rødt. For man er indstillet på sammen med den øvrige regering og de andre regeringspartier at lægge maksimalt psykologisk pres på de arbejdsløse, så de virkelig forstår, at ”sådan er det bare”. Først da vil de nemlig søge jobs udenfor deres felt og udenfor deres normale aktionsradius.

Det er ikke noget kønt syn.

Jamen, det er da også en grimme mistanke at have til vore politikere. Er de virkelig så kyniske?

Ja, man får nok ikke hverken en socialdemokrat eller en SF’er til at sige, at det er her, det egentlige tovtrækkeri finder sted. Men de radikale er ikke så sarte. De tager sig ofte for at sige ligeud, hvad de mener, selv om de vel nok burde kunne se, at de skader de andre regeringspartier enormt med det. Nu har sidst Morten Østergaard været ude med nogle udtalelser om de arbejdsløse, som er ret afslørende, se her. Jeg tænker ikke på det, han siger om, at fagforbundene hellere skulle bruge pengene på at få de arbejdsløse i job – han vender sig imod de dyre annoncekampagner, en række fagforbund i dag den 2-10 har indrykket imod dagpengeforringelserne. Nej, jeg tænker på det næste, han siger: »Fagforbundene maler fanden på væggen i stedet for at anerkende, at uanset hvor mange år dagpengeperioden varer, jamen, så kommer de fleste ledige først i arbejde i slutningen af forløbet. Måske fordi alle parter først på dette tidspunkt anstrenger sig for at finde det nødvendige job, når de kan se, at dagpengeperioden er ved at løbe ud«.

Her kommer kynismen for en dag. Her kommer Morten Østergaard uforvarende til at røbe det, der er hele regeringens taktik: de arbejdsløse skal udsættes for pres, så finder de arbejde. Enhedslistens Christian Juhl ser rødt, fortæller Jyllandsposten, se her: ”Han [Morten Østergaard] mere end antyder jo, at folk er dovne, og det er helt uanstændigt … Jeg har selv arbejdet i en a-kasse, og det er måske en procent af de ledige, man med rette kan betegne som dovne. Resten gør alt, hvad de kan for at få et arbejde”. Jeg giver enhedslisten fuldstændig ret. Men problemet er måske større, end selv Christian Juhl forestiller sig det. For det er hele regeringen, inklusive socialdemokratiet og SF, der holder i den ende af tovet. De er alle indstillet på at lægge pres på de arbejdsløse, så de får sig et job, inden dagpengeperioden udløber. Kun prøver de røde (eller i hvert fald blegrøde) partier at skjule deres kynisme med nogle fromme udtalelser om akut-plan og jobrotation og den slags. Og så håber de, at vi ikke opdager, at arbejdsløshedstallene er for opadgående trods kickstart og fremrykkede investeringer.

Ak ja, hvor er der megen talen udenom i vort politiske liv for tiden! Men denne her er særlig slem, for den får det til at se ud, som om dette at være arbejdsløs er den arbejdsløses egen skyld; den overser totalt, at arbejdsløshed kommer og går, ikke ifølge regeringers anstrengelser, men ifølge de økonomiske krisers op- og nedture.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

4 svar til Tovtrækkeri

  1. Claes siger:

    Ja men det har også noget at gøre med, at vi lever i en brydningstid. Før i tiden var det menneskers egen opgave at finde et virke, som kunne give dem det daglige brød, lige fra at pudse sko på banegården, sælge snørrebånd, tilbyde at grave have til regulært fast arbejde. Nu lever vi i en epoke, hvor det er det offentlliges opgave at finde et arbejde til den ledige. Noget der passer til den lediges psyke og gemyt og ellers at sikre, at den ledige har nok midler til at leve for.
    Dengang slog man ned på lediggængere og sendte dem på tvangsarbejde. Man ville ikke have ledige til at drive om og måske skabe uro og ængstelse blandt borgerne. Det ikke at være i arbejde var nærmest en forbrydelse. Arbejde var en pligt.

  2. Ricardt Riis siger:

    @ Claes!
    Jeg véd ikke, hvor langt du tænker tilbage med dine bemærkninger. Men i al den tid, vi har mærket industrialismens velsignelser, dvs., fra ca. 1860 til nu, har vi haft uforskyldt arbejdsløshed, mere eller mindre, afhængigt af de økonomiske konjunkturer. I trediverne var arbejdsløsheden blandt håndværkere ofte mere end 30%. De kunne ikke alle sammen leve af at pudse sko.

  3. Claes siger:

    Det har du ret i. Men dengang i 30’erne havde de fleste en skræk for at søge hjælp hos kommunen. Så hellere hutle sig igennem. Henry George beskriver fattigdommens årsager som følger af jordmonopolet. Fremskridtet nedfældede sig i stigende jordpriser, som holdt mennesker væk fra at klare sig selv. Statshusmandsbrugene var et forsøg på at løse problemerne.

  4. Det er meget kynisk, det der foregår…

    Man lægger sådan hele ansvaret på finanskrisen over på de ledige…

    Der ligger jo en anden indbygget forpligtigelse i det at være ledig, og det er, at ledige har pligt til at tage imod et anvist arbejde. Så hvis man fra systemets (den politiske verdens side) mener, at den stigende ledighed skyldes dovenskab hos de ledige, så kan man jo bare formidle og anvise de ledige til de åbenbart mange 1000 ubesatte ledige stillinger? Det tror jeg stort set de fleste ledige ville være dybt taknemmelige for…

    Et af problemerne ved det system, man kører i dag, er at systemets verden ikke har til ”opgave” at hjælpe mennesker, med at finde et nyt job. Systemet har kun til opgave, at vurdere og kontrollere om den ledige søger passende mange jobs og står til rådighed. Så mennesker kan reelt ikke få særlig meget hjælp og opbakning til at finde et nyt job. Det ville formodentlig afhjælpe en del af kynismen, hvis man omdefinerede ledighedssystemets opgave, så det også var en del af opgaven, at finde konkrete jobs til de ledige. Om ikke andet, så ville det sikre, at der var en højere grad af realisme i vurderingen af det selvforskyldte element eller ej – hvis man på den måde, var nødt til at have ”fingeren lidt mere direkte på pulsen”…

    Der er jo kun en realistisk måde, hvorpå man i et samfund nedbringer antallet af ledige – og det er ved at øge efterspørgslen på arbejdskraft. Og ikke andet…

    Pudsigt nok, var det jo netop det, der var den nuværende regerings valgslogan: Vi skal ikke spare os ud af krisen – vi skal producere os ud af. Det kan godt være, at de selv har ”glemt” det. Men jeg tror nu nok, at de fleste vælger godt kan huske det…

    Venlig hilsen Ulla…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s