Tror vi på, at friheden vil sejre?

Jeg sagde i mit sidste blogindlæg, at Kennedys tale i Berlin den 26. juni 1963 var båret af en tro på, at friheden vil sejre til sidst.

Man kan med rette spørge, om den tro stadig holder vand. Vil friheden sejre? Eller rettere: Deler vi stadig Kennedys tro på, at friheden vil sejre? Vi burde jo gøre det, eftersom den ufrihed, han havde for øje, den øst for jerntæppet, gik til grunde, opløstes indefra. Og ud fra den erfaring burde vi jo stærkt og frimodigt holde fast ved den samme tro, troen på, at vor kultur med dens frihedsidealer i sidste ende vil sejre. Ja, skal vi følge Kennedy i hans usandsynlige tro, skulle vi jo tro på, at den ikke blot vil sejre i Vesten, altså i Europa og USA, men også i resten af verden. Og sandt nok, vi fik et glimt af, at denne tro måske ikke var helt ved siden af, da det såkaldte arabiske forår foer hen over de muslimske lande syd for Middelhavet. Men da siden mørke, muslimske kræfter tog over, svandt vor tro på frihedens magiske kræfter igen.

Når det stadig er relevant at spørge, om vi også i dag tror på, at vor kultur med dens frihedsidealer er bedre end andre og vil sejre i sidste ende, skyldes det, at vi i dag erfarer, at indvendingerne mod friheden især kommer fra islam, ikke blot som islam gebærder sig i den del af verden, vi kalder ”de muslimske lande”, selv om der vel ikke er noget land, der holder sig strikte til shariaen, men også som islam udfolder sig hos vore muslimske landsmænd.

Og når vi kan bruge Kennedys tale til at spørge, om vi i dag tror på friheden, hænger det også sammen med, at der er en stor parallelitet mellem islam og kommunismen. Begge mener, at de besidder sandheden med en sådan sikkerhed, at de tør slå andre mennesker ihjel i deres ideologis navn. Begge mener, at sandheden giver dem opskriften på, hvordan samfundet skal indrettes. Og begge mener, at det samfund, der skal omkalfatres efter deres opskrift, ikke blot er det samfund, de selv lever i, men alle samfund; og ingen af dem holder sig tilbage fra at bruge vold i andre lande for at opnå deres mål, enten direkte krig eller undergravende virksomhed.

Men der er jo unægtelig den forskel, at mens den ene kun nåede at eksistere i godt halvfjerds år, har den anden indtil nu eksisteret i omkring 1400 år. Det hænger formentlig sammen med, at Muhammed, men ikke Marx, fik held til at forbinde sine ekspansionsplaner med religiøse forestillinger. Påbudte religiøse handlinger, som skal udføres, uden at man stiller spørgsmål ved dem, lægger grund til den forestilling, at også de muslimske erobringer skal udføres uden tvivl i sindet.

Afgørende er det dog, at der også er en forskel mellem islam og kommunisme i den måde, vi møder dem på. Mens vi mødte kommunismen med modsigelse og logiske indvendinger, møder vi islam med venlighed og overbærenhed. Kommunisterne fik lov at være her, selv om de jo egentlig med deres forestilling om verdensrevolutionen prædikede vold, men de blev modsagt af al magt af os. Muslimerne får også lov at være her, men vi undersøger ikke, om de prædiker vold og terror, vi nøjes med at gå ud fra, at de da af taknemlighed mod at få lov til at ende deres flugt fra forfølgelsen i deres eget land med at bosætte sig hos os, naturligvis indordner sig under vores forhold. Det falder os utrolig vanskeligt at forestille os, at de, når de tager deres religion med ind i landet, også medtager en potentiel vilje til at omdanne vort land og vor regeringsform efter deres religions krav, selv om det jo meget ofte netop er denne religions krav, de er flygtet fra.

Også af den grund kan det være nyttigt at bruge Kennedys tale til at spørge, om vi virkelig tror på friheden.

Kennedy lod sig inspirere til talen af den mur, han så i Berlin. Vi i den frie verden, sagde han, har ikke nødig at bygge en mur for at hindre vor befolkning i at flygte. Vi kan lade os inspirere af den kendsgerning, at der op igennem islams historie har været dødsstraf for at forlade islam, og gøre opmærksom på, at selv om vi tidligere havde den uvane at brænde kættere, så har vi dog i dag fundet ud af, at noget sådant er i uoverensstemmelse med vores religion og med vores vestlige frihedsidealer. Og hvis vi derfor kunne få os selv overbevist om, at faren for at blive slået ihjel, hvis man forlader islam, er overhængende i mange muslimske lande, så kunne vi ikke blot give opholdstilladelse og ikke tvangshjemsendelse til de muslimske flygtninge, der her i landet omvender sig til kristendommen, vi kunne også lade os inspirere af Kennedy til at få frimodighed til at spørge vore muslimske landsmænd, hvad det dog er for en religion, de har, siden dens ”sandheder” ikke er stærke nok til at overbevise ved egen kraft, men skal tvinges ned i halsen på dem.

Kennedy sagde fremdeles:

Der er mange mennesker i verden, som ikke rigtig forstår – eller siger, at de ikke forstår – hvad det er, der er det store spørgsmål mellem den frie verden og den kommunistiske verden. Lad dem komme til Berlin.

Nuvel, vi har ikke et sted, hvor modsætningerne mellem vor verden og muslimernes verden træder så stærkt frem, som datidens modsætninger mellem kommunismens verden og den frie verden trådte frem i Berlin, men vi kan dog sige: ”Der er mange, der ikke forstår – eller siger, de ikke forstår – hvad der er det store spørgsmål mellem islam og vor kristne verden; de synes, at alle dog med største selvfølgelighed må gå ind for tolerance og imødekommenhed overfor anderledes tænkende. Lad den komme til Tingbjerg, så kan de se, hvordan muslimer jager en homoseksuel præst på flugt! Lad dem komme til Nørrebro, så kan de se, hvor svært jøder har ved at færdes dèr!”

Lidt vanskeligere får vi det med det Kennedy siger lidt senere:

Der er dem, der siger, at kommunismen bringer fremtiden. Lad dem komme til Berlin.

For vi kan jo se – nå ja, vel ikke, at muslimer ligefrem har en meget langsigtet strategi, vi kan kun se, at deres handlemåde i det lange løb synes at give dem fordele, der godt kan lade formode, at fremtiden tilhører dem. I Indien har hinduerne forsøgt med forskellige tiltag at bremse befolkningstilvæksten, men det store muslimske mindretal har ikke indordnet sig under disse tiltag. Og hvis herhjemme det muslimske kvindesyn og det muslimske syn på en stor families herligheder (og vores børnepenge) får lov at fortsætte uindskrænket, så vil vi ikke med særlig stor frimodighed kunne nægte, at fremtiden tilhører islam. Ikke fordi dens sandhed af sig selv vil slå igennem, men fordi muslimerne vil blive de fleste.

Derimod rammer Kennedy med det næste, han siger, noget, der også kan være aktuelt i dag, hvor islam er vor friheds modstander:

Og så er der dem, der siger i Europa og andre steder, at vi kan arbejde sammen med kommunisterne. Lad dem komme til Berlin.

Hvad kunne man da se i Berlin? Man kunne se, hvordan kommunisterne ville regere med magt over de arme indbyggere, man kunne se, hvordan de derfor var nødt til at tvinge dem til at blive, for at deres samfundsideal kunne opfyldes.

Hvad ser vi hos os? Vi ser, hvordan alle vore velmente forsøg på dialog lige så stille er smuldret bort. Vi ser, hvordan muslimerne søger at få deres egne territorier trods alle vore anstrengelser for at inkludere dem. Her i Danmark kalder vi det ghettoer, i England kalder de det ”no-go-areas”, i Frankrig taler man om ”banlieu”, eller ligefrem om ”Republikkens tabte territorier”, se evt. Morten Uhrskovs udmærkede artikel derom her: http://blogs.jp.dk/setfrahoejre/2013/06/25/kampen-om-territoriet/. Så altså: tvang har alle steder det samme barske udseende.

Men man må da kunne tale med muslimerne! Man må da kunne få en aftale i stand! De er vel mennesker, som vi andre!

Ja, det skulle man tro. Men ligesom kommunisterne i sin tid var besat af en ideologi, der lod alt andet fremstå som løgn og alle andre som kontrarevolutionære, sådan er muslimer besat af et samfundsideal, som lader os og vort demokrati være noget, der skal bekæmpes, menneskeskabt, som det er, i modsætning til deres – mener de – gudskabte samfundsforestillinger. Og den slags er ikke til at diskutere med. Ja, bevares, når vi træffer muslimerne som enkeltindivider, så går det udmærket nok med samarbejdet og aftalerne. Men fordi de har denne tendens til fortrinsvis at komme sammen med andre muslimer, derfor varer det ikke længe, før de støtter hinanden gevaldigt i opretholdelsen af deres muslimske kultur, også på den måde, at de ser ned på og foragter vores kultur; vi er og bliver, hvor meget vi end gør os til overfor dem, kufar, vantro.

Så til dem, der stadig mener, at intregrationen, samarbejdet, de to kulturers bøjen af overfor hinanden da må kunne lykkes, må det lyde: ”Kom til vore ghettoer, se, hvordan de indfødte, vi danskere, bliver frosset ud, møder chikane, får vore vinduer slået ind, så vi tilsidst, som grønlænderne i Gellerup, må flytte!”

Jamen, er så alt håb ude?

Bestemt ikke. Men håbet består ikke i første omgang i, at muslimerne forandrer sig og går gnidningsfrit ind i vores samfund, håbet består i første omgang i, at vi forandrer os, så vi vover at være os selv, vover at komme med indvendinger mod muslimernes kvindesyn, vover at se deres ideologi som det, den er: en tvangsideologi i lighed med kommunismen, som på forhånd ser med mistro til os vantro og derfor ikke lytter til os, ikke hører på vore argumenter, ikke lader sig påvirke af vores tale, altså ligefrem vover at mene, at vores kultur er bedre end deres, og også vover at sige det åbent til hinanden og til muslimerne.

Også her kan vi tage ved lære af Kennedys holdning til kommunismen. Kristeligt Dagblad fortæller, at den tale, Kennedy faktisk holdt, blev en helt anden end den, der oprindelig var planlagt af ham selv og hans taleskriver og rådgivere. Man havde tænkt sig en tale, der var langt mere afdæmpet overfor kommunisterne, idet man var bange for deres reaktioner. Men da Kennedy så muren, da han hørte om nedskydningerne ved muren, da han mødte østtyskernes blikke ved checkpoint Charlie, da påvirkede det ham i den grad, at han lod alle forsigtighedsforholdsregler fare og udtalte sin hjertens mening.

Vover vi det? Har vi den tro på frihedens magt, at vi vover at tale islam midt imod? Før vi vover det, kan ikke engang det spinkle håb, der kan rejse sig i første omgang, blive vores.

Og håbet består i næste omgang i, at vi vover at give de muslimer, vi kommer sammen med, en række kærlige stikpiller. Netop ”kærlige”, dvs., stikpiller, der anerkender dem som mennesker, men forbavset spørger, hvordan de, som de gode mennesker, de er, kan godtage en religion, der kræver dødsstraf for frafald, en religion, der kræver overdreven adskillelse mellem mænd og kvinder, ja, måske spørger, om de virkelig vil kalde vore kvinder for ludere, blot fordi de ikke er muslimer, når de dog, mange af dem, har holdt sammen med den samme mand i tyve, tredive, fyrre og halvtreds år.

Og endelig er håbet jo så i sidste omgang, at muslimerne virkelig indefra kommer til at se, at de ikke kan eller skal gennemføre deres samfundsopfattelse her i landet, fordi den, vi havde, før de kom, var god nok, ja faktisk var bedre end den ”muslimske”, de flygtede fra. At de altså af egen drift indser, at som vi har det med hinanden, sådan er det godt at leve, og derfor virkelig tager imod den invitation til samliv med os, som vi hele tiden har vist dem. Om det så sker med bibeholdelse af visse træk fra deres muslimske religion, eller det sker under frasigelse af den religion, der tager deres frihed fra dem, det skal jeg ikke kunne sige.

Men allerede nu vil jeg hævde, at vi – om vi ellers tør – kan sige med Kennedy: ”Som et frit menneske er jeg stolt over at kunne sige: ‘Jeg er en dansker’!”

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s