Putin, løgneren?

Hele tre artikler i Information for den 17-3 2015, der var værd at læse! Én om forskellige kommentatorers opfattelse af Putins indrømmelse af, at han havde løjet, da han sidste år under urolighederne på Krim slog fast, at der »ikke er nogle aktive russiske tropper på Krim«, se her. Én om Putins løgne i forbindelse med det fremtidige samarbejde med Rusland, se her. Og én om Balkanlandenes måde at forhandle med Vesten på, se her.

Her er det kun den sidste artikel, der skal behandles. Men jeg kan dog ikke dy mig for at nævne konklusionen på den første, der lyder således:

Om vi kan forvente, at Putin også på et tidspunkt vil indrømme landets engagement i Østukraine, kommer dog an på, hvordan situationen udvikler sig, vurderer han [i.e. Paul Ivan].

»Hvis det kan føre til en gevinst i forhold til hans politiske eftermæle ligesom Krim, så ja, men hvis ikke, så vil han ikke indrømme det,« vurderer Paul Ivan.

Og også konklusionen på den anden artikel (en leder i avisen) fortjener at citeres:

Problemet er, at ingen længere ved, hvornår Putin siger sandheden.

Men ellers er det den tredje artikel, jeg vil kommentere. Den er skrevet af Richard Swartz, og handler om grækerne og deres ledere. De lever i en anden verden, siger Swartz, og han forklarer det nøjere ved at omtale en samtale, han havde med lord Carrington, efter at denne i sin tid havde opgivet at lede forhandlingerne med de stridende parter på Balkan:

Jeg havde dengang lejlighed til at spørge ham hvorfor [altså, hvorfor han havde trukket sig som forhandler, rr] og husker stadig hans sarkastiske svar: Aldrig i sit liv havde han mødt så mange mennesker, der var så villige til når som helst at underskrive et hvilket som helst dokument uden at have den mindste intention om at holde, hvad de netop højtideligt havde lovet.

Han mener, dette hænger sammen med en særlig balkansk kultur, hvor man ikke regner papir for noget, hvor man ikke er i stand til at indgå kompromisser, hvor man ser det hele som et nulsumspil: Min sejr er dit nederlag eller omvendt. Først da Vesten, dvs. amerikanerne, ved at bombe Beograd og Kosovo viste, at de mente det, de sagde, alvorligt, var Slobodan Milosevic klar til at forhandle, altså forhandle for alvor. Men da havde Vesten lukket døren for mulige indrømmelser:

Øst og Vest var igen ude af takt. Nu drejede det sig snarere om at diktere, ikke at forhandle fredsbetingelserne.

Men siden har der altså været nogenlunde fred på Balkan. Er dette en korrekt analyse? Både ja og nej.

Men lad os først se på, hvordan Swartz også omtaler Putin i denne forbindelse. Om ham hedder det:

Samme form for misforståelse foreligger, når Putin (som ifølge Angela Merkel befinder sig ”i en anden verden”) fortolker Vestens reaktioner på hans krig i Ukraine som splittelse, vaklen og dekadence uden at forstå, at selv om demokratiet fungerer på denne langsomme, halvt virtuelle måde, kan det i sidste ende udmærket beslutte sig for at skride til effektiv handling. Også en anden diktator, Adolf Hitler, gjorde sig skyld i sådanne fejlberegninger og blev dybt overrasket, da Storbritannien og Frankrig omsider erklærede ham krig. Dette scenarie var der ikke levnet plads til i hans strategiske kalkuler.

Det er jo sandt, at Hitler anså det demokratiske Vesten for at være dekadent, uden vilje til at forsvare sine principper. Og det er måske også sandt, at han havde regnet med, at Vesten ville finde på én eller anden undskyldning for ikke at gribe ind, da han angreb Polen. Han havde jo uden den store reaktion fra Vestens side et halvt år tidligere annekteret den del af Tjekkiet, der var tilbage, da han havde fået Sudeterland foræret.

Og der er, sandt nok, ganske mange, der i Putins politik ser en ny udgave af den politik, Hitler førte i trediverne. ”Heim ins Reich”, hed det dengang, og meningen var, at de tyske mindretal, der boede udenfor ”riget”, skulle indlemmes i riget, ikke derved, at de blev forflyttet til Tyskland, men derved, at det tyske riges grænser blev udvidet, så de kom til at omslutte dem. Og ikke sandt, nu begrunder Putin i det interview, der omtales i den første artikel, sin indlemmelse af Krim med de derværende russeres situation. Ruslands grænser blev flyttet, så de kom ”heim ins Reich”.

Vil det samme ske med Østukraine, med de baltiske lande, med Moldovien?

Det er ikke til at vide. Men med den indrømmelse af at have løjet overfor Vesten, han nu kommer med, har han mistet troværdighed. Hvorfor skal vi nu tro på ham, når han hævder, at der ikke er russiske styrker indsat i det østlige Ukraine?

Noget af det, der gør mig betænkelig ved Richard Swartz’s artikel, er, at han tilsyneladende mener, at der er tale om to verdensanskuelser, en østlig, omfattende Rusland, Balkan og altså også Grækenland, og en vestlig, omfattende EU og USA. Det kan være nyttigt nok for os at gøre os klart, at grækerne tænker ligesom jugoslaverne i sin tid: de tror ikke, vi mener det alvorligt, før vi skrider til handling. Og det kan også være gavnligt at holde sig for øje, at Putin har en fortid i KGB og er villig til at benytte alle tricks, tilladte og forbudte, for at få sin vilje igennem overfor sine modstandere. Men vi skal passe på, at vi ikke kommer til at drage den fejlslutning, at de to verdensanskuelser står lige. Der findes i vore samfund en kulturrelativistisk tankegang, som er villig til at se vor vestlige tankegang som en form for imperialisme, der som en dyne vil lægge sig ned over andre kulturers lige så berettigede tankegang.

En sådan relativisme er forkert. En kultur, der mener at kunne bygge på løgn og bedragerisk skuespil, står ikke lige med én, der bygger på transparens og åbenhed. Det kan aldrig i noget menneskeligt samfund være berettiget at snyde og bedrage, heller ikke selv om det er det ”stærke” Vesten, der bedrages. Skal der opretholdes en vis international samtale, er løgn ødelæggende for en sådan samtale. Og det er ikke kulturimperialisme at påpege dette.

Hvad grækerne angår, kan man nok regne med, at det er realistisk, hvad Swartz profeterer:

Men metaforisk opfatter Grækenland endnu ikke sig selv som bombet. Den dag indtræffer først, når Athen fysisk ikke længere har nogen penge til at betale sin statsadministration og pensionister eller til at fylde på byens pengeautomater. Den dag rykker hastig meget nærmere, end Europas politikere ønsker at give det udseende af. Først da vil katastrofen være sket i virkeligheden og i realtid. Og først herefter vil Tsipras siger, at nu må vi begynde at tale rigtigt med hinanden, men så kan det meget vel være, at Europa vil sige, at nu er det for sent.

Og så vil formentlig Grækenland blive tvunget til at genindføre drakmen, noget, de måske allerede har forberedt sig på, hvem ved? Men de vil have opnået overfor sig selv at kunne hævde, at det så sandelig ikke var deres skyld, at de blev nødt til at forlade euro’en. Hvad de så skal bruge en sådan påstand til!

Hvad derimod Ukraine angår, er det meget vanskeligere at profetere. For her står vi i den situation, at både Rusland og Ukraine hører hjemme i den tankeverden, som Swartz kalder ”øst”. Der er megen korruption i Ukraine; det vil være forkert at tale om, at Ukraine er præget af transparens; der foregår meget i regeringskontorerne i landet, som ikke tåler dagens lys.

Men nu har vi da foreløbig fået en våbenhvile i Østukraine, i det mindste i nogen grad. Og ukrainerne har lovet de østlige dele et udstrakt selvstyre. Blot må vi jo nu håbe, at de ikke er så præget af den balkanske tankegang, at de, som jugoslaverne i sin tid, ”er villige til når som helst at underskrive et hvilket som helst dokument uden at have den mindste intention om at holde, hvad de netop højtideligt havde lovet”.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s