En elefant i kirkerummet?

I Deadline for den 23-12 2017 havde værten, Jakob Rosenkrands, fået den udmærkede idé at invitere tre præster ind i studiet for at høre, hvordan de ville gribe juleprædikenen an. Det var Flemming Pless, Marie Høgh og Sørine Gotfredsen.

Og det var jo i og for sig en udmærket idé. Men sjovt nok udviklede debatten mellem de tre sig til en politisk diskussion, eller rettere: til en diskussion om, hvorvidt en prædiken må være politisk, mere præcist: hvorvidt man måtte tage indvandringsproblemet, migrantproblemet, flygtningeproblemet op som emne fra prædikestolen en højhellig juleaften.

Det ramte lige ned i en gammel præsts forvirrede sjæl. For det viste sig, at jeg til min overraskelse i hvert fald i første omgang var mest tilbøjelig til at give Marie Høgh ret i det, hun indledte med at sige: man skal ikke skabe splid en juleaften; man véd jo, at befolkningen er delt på spørgsmålet om, hvordan vi skal behandle flygtningene, og derfor bør man ikke tage det spørgsmål frem. Og både hun og Sørine Gotfredsen prøvede at få gjort juleevangeliet nutidigt og forståeligt for nutidsmennesker, men begge – så vidt jeg forstod det – med et lidt pauvert resultat.

Ikke fordi jeg på den baggrund vil være enig med Flemming Pless. Han var ikke så bange for at komme med politiske udsagn, kunne man forstå. Men han sagde jo ikke noget om, hvad der kunne ligge af politiske statements i hans prædiken. Det måtte man vente med at få at vide, til man havde indfundet sig i den kirke, han skulle prædike i.

Men hvorfor ville dog ikke jeg, der om nogen har ivret for, at man fra kirkens side skal tone rent flag, sige noget om flygtninge i en juleprædiken?

Ja, det undrer jeg mig også over her dagene derpå.

Og lad mig derfor prøve at skitsere, hvordan jeg kunne tænkes at komme om ved de vanskeligheder, en juleprædiken om flygtningeproblemet rejser. Hvis man altså skal tale om de problemer juleaften.

Jeg tror, jeg ville begynde med at nævne den juleprædiken, som blev holdt for et par år siden, og som gjorde et nummer ud af udsagnet fra juleevangeliet om, at der ikke var rum for dem i herberget. Det er jo oplagt, syntes denne prædikant, at udlægge det om vores regering og dens holdning til de mange flygtninge, der banker på vores dør: ”Desværre, alt optaget! Der er ikke plads til jer i dette herberg!”

Og ærlig talt, er det ikke oplagt? Er det ikke sandt, at det kristne evangelium er et budskab om næstekærlighed, ikke blot Guds kærlighed til os, men også vor kærlighed til hinanden? Skal vi indvandringsmodstandere ikke skamme os, og skamme os mere og mere, jo mere vi forsøger at få evangeliet til at sige det modsatte af dette indlysende?

Det tror jeg er mange danskeres opfattelse. Man er måske ikke særlig vild med de mange fremmede med deres ghettoer og særegenheder, men så meget mener man da at have forstået af det kristne budskab, at det drejer sig om at tage sig af næsten, ikke blot her op under jul, men året igennem, og er det i grunden ikke det, vi skal gøre overfor de mange stakler, der banker på vores dør for at søge beskyttelse?

I det hele taget viser de europæiske eliters håndtéring af flygtningekrisen, at Europa er meget mere kristeligt påvirket, end diverse ateister vil være ved. Det er måske ikke så meget juleevangeliet med det overfyldte herberg, der har lagt sig på de fleste europæeres sind, det er langt mere Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner (Luk 10,25-37). Den læser ikke blot den europæiske elite, men de fleste europæiske, almindelige mennesker med største selvfølgelighed på den måde, at vi bliver gode kristne, der gør det rette, hvis vi åbner vore døre for de fremmede, nogle siger endda, at vi skal åbne vore hjerter. Og er det ikke sandt? Er de ikke mennesker, ligesom vi, dem, der banker på? Er det ikke meget præcist, hvad Jesus vil med sin lignelse? Det skel, der på hans tid var mellem samaritanerne og jøderne, det skulle nedbrydes af næstekærlighedsbudet. På samme måde skal det skel, der i dag findes mellem os og de fremmede, der kommer til vor dør, nedbrydes af budet om næstekærlighed. Hvis vi altså vil høre det! Men det vil vi indvandringskritikere nok ikke! Og derfor kan vi næsten sige, hvad vi vil, vi bliver ikke hørt; det betragtes af de fleste mennesker som udenomssnak, som forsøg på at lukke vore hjerter til, som tegn på, at vi i virkeligheden er store egoister.

Der var ikke rum til dem i herberget. Ak nej, dengang var der hårdhjertede mennesker. Men i dag? I dag bør vi dog åbne både vore døre og vore hjerter, også om det koster os nogle problemer med ghettodannelse og den slags.

Præsten og levitten så den overfaldne, men gik lige forbi. Sådanne mennesker findes også i dag. Og er vi indvandringsmodstandere ikke af Jesus her afbildet næsten én til én, så det ikke er til at tage fejl af? Os er det, der lukker vore hjerter, os er det, der nægter at lytte til næstekærlighedsbudet, os er det, der er dårlige kristne. Tilgivelsen, den spiser vi med glæde, Guds kærlighed, den tager vi gerne frem og prædiker over i tide og utide, men den kærlighed hos os, der tænkes at blive resultatet, den berører vi sjældent, og berører vi den, sætter vi den i hvert fald ikke i forbindelse med flygtningeproblemerne.

Ak, ak, hvor skal jeg begynde og hvor skal jeg ende, når jeg vil forsøge at retlede disse mange misforståelser?

Jeg vil begynde med at sige, at vi indvandringsmodstandere jo ikke er imod næstekærlighedsbudet eller imod den udlægning af lignelsen om den barmhjertige samaritaner, som man plejer at fremvise. Og vi er heller ikke imod den udformning, disse tanker har fået i flygtningekonventionen, når det hedder, at vi forpligter os til at yde hjælp til dem, der er personligt forfulgt i det land, de kommer fra. Hvad vi er imod, er den udlægning af begge dele, der er vokset frem i Europa igennem de sidste tyve år.

Man har – hvis jeg skal sige det kort – spillet et spil i hele Europa, i hvert fald i Europas elite, et teaterspil, som har Jesu lignelse som manuskript, og man vil for alt i verden undgå at komme til at spille rollen som præsten og levitten. Derfor har man slækket utrolig meget på de undersøgelser, der skal godtgøre, at de mennesker, der ansøger om asyl, nu også er personligt forfulgte. Og dette, at lignelsen så at sige er det manuskript, man handler efter, eller den baggrund, man ser sin handlen på, har så yderligere bevirket, at de asylansøgere, der kommer hertil, uden videre får tildelt rollen som den overfaldne, dvs., vi tvinges af vort ønske om at handle som samaritaneren og ikke som præsten og levitten, til at betragte dem, der søger asyl som ynkværdige mennesker, der har været udsat for forfølgelse og krigserfaringer i deres hjemland.

Eller – hvis jeg skal sige det på en anden måde – hvis vores rolle i rollespillet, som vi er i gang med, skal kunne udfyldes ordentligt, dvs., hvis vi skal kunne fornemme, at det er en ægte god gerning, vi gør, så må de mennesker, vi øver gerningen overfor, være trængende, være mennesker, der virkelig har været udsat for forfølgelser og krigsoplevelser.

Problemet er, at det har de jo langtfra allesammen. Dette, at vi skal handle som den barmhjertige samaritaner, kan være rigtigt nok, blot passer rollefordelingen i langt de fleste tilfælde slet ikke. De mennesker, der med menneskesmugleres hjælp dukker op ved vores grænser og søger asyl, kommer jo f.eks. aldrig direkte fra Syrien, de kommer altid fra de flygtningelejre, der er oprettet i Jordan og Tyrkiet. Så de vil i flygtningekonventionens oprindelige forstand slet ikke kunne karakteriseres som flygtninge. Blot har vi europæere set stort på disse mangler, for hvis de skal udfylde rollen som den overfaldne i manuskriptet – og det vil sige: hvis vores gerninger skal være gode gerninger i lignelsens forstand – så skal de med vold og magt ind i flygtningerollen.

Og det kommer de så. Vi tager imod dem, vi giver den opholdstilladelse, vi tror på dem, når de påstår, at de er forfulgte i deres hjemland. Uden nøjere undersøgelse.

Og bevares, det gør måske ikke så meget, så længe antallet af asylansøgere er lille, men efterhånden som det er vokset, bliver det vanskeligere og vanskeligere at håndtere de mange fremmede. Og vokse gør jo antallet. For når landsbyen i hjemlandet erfarer, hvilken tilværelse man kan få her i Nordeuropa, og hvor få af de afgivne oplysninger der bliver kontrolleret, vil de da også prøve lykken. Hvad der jo ikke er noget at sige til. Men lykken bliver altså prøvet på oplysninger, der ikke er sande, men som blot ikke kan kontrolleres. Og så dybt sidder altså Jesu lignelse i sindet på langt de fleste europæere, at de er villige til at godtage mere eller mindre åbenlyse løgne, blot for at de kan få asylansøgerne til at optræde i rollen som ynkværdige, forfulgte mennesker. Så er nemlig vores rolle som den barmhjertige samaritaner sikret.

Det er altså ikke et spørgsmål om næstekærlighed eller ikke næstekærlighed, det er et spørgsmål om næstekærlighed mod de rette mennesker.

Jamen, vil man måske indvende, hvordan kan jeg da vide, at disse mennesker ikke er forfulgte og blot søger et liv i større rigdom end det liv, de kan få, hvor de kommer fra?

Det er der faktisk en række ting, der tyder på. Blot er både politikere og myndigheder og ikke mindst medierne overhovedet ikke interesseret i at undersøge disse ting nøjere. For alle sidder de fast i den rollefordeling, som Jesu lignelse lægger op til.

Tag det forhold, som BT afslørede for snart mange år siden: mange libanesere, som havde fået opholdstilladelse her i landet, fordi de var forfulgt i deres hjemland, altså i Libanon, rejste rask væk til Libanon, nogle gange for at besøge familie, andre gange direkte for at tage et arbejde, så de kunne supplere kontanthjælpen fra Danmark. Men disse rejser har ikke fået nogen indflydelse på deres opholdstilladelse, skønt deres rejser jo er et slående bevis på, at de har søgt om asyl på falske oplysninger: de var aldeles ikke forfulgt i Libanon.

Eller tag det, der skete, da Israel foretog et angreb ind i den sydlige del af Libanon! Det danske udenrigsministerium fik i hast foranstaltet flyevakuering af de mange libanesere med dansk opholdstilladelse, der blev bragt i fare ved dette angreb. Men man undlod at røre ved deres opholdstilladelse, for selv om man jo altså gennem denne evakuering fik det mest soleklare bevis, der tænkes kunne, på, at de havde meldt forkert ud, da de søgte asyl på grund af personlig forfølgelse, og selv om opholdstilladelsen derfor burde have været dem frataget, så foretog man sig ikke noget fra myndighedernes side.

Og hvorfor ikke?

Ja, mit gæt er, at det er Jesu lignelse, der ligger som handlingsmønster i baghovedet. Og man fornemmer vel et sted i sin underbevidsthed, at vores efterligning af lignelsen går i stykker, hvis den overfaldne slet ikke er en overfalden, men en snyde-overfalden.

Vi har også efterhånden set en række eksempler på, at asylansøgere både her og i udlandet på ingen måde opfører sig som ynkværdige, hjælptrængende mennesker, men snarere som turister, der kan kræve ind, eller som herrer over os indfødte, som kan kræve deres rettigheder indfriet.

Værst var det i Køln nytårsaften for to år siden. Masser af unge muslimske mænd fra Nordafrika, som søgte asyl, opholdt sig på pladsen ved domkirken. Og de foretog en række sexovergreb på tyske kvinder. De omringede dem, og fordi ingen rigtig kunne se, hvad de gjorde, mente de sig i deres gode ret til at overgramse disse kvinder på brysterne og i skridtet, og endda af og til gøre det, der var værre. Men der gik dage, før politiet tog kvindernes klager alvorligt. Hvorfor? Ja, blandet fordi også de regnede det falske billede, vi har fået ind i hovedet i kraft af Jesu lignelse, for sandt: de unge mennesker er stakler, de kalder på vores medfølelse, de må have oplevet noget forfærdeligt, som kan forklare disse overgreb? Og var det nu også så forfærdeligt, det, kvinderne havde oplevet?

Og det må man vistnok sige, at når fejlopfattelsen af asylansøgerne bevirker, at tyske kvinder, vore europæiske kvinder, bliver skubbet i baggrunden og ikke troet på, så viser fejlopfattelsen så tydeligt, som man næsten kan ønske sig det, at være en fejlopfattelse.

Vi har altså at gøre med en modsætning, som måske spalter vort folk og derfor også vore menigheder, sågar vore julemenigheder, så det er næsten umuligt at overvinde denne spaltning. De ”fromme”, der vil øve næstekærlige gerninger, anklager os indvandringsmodstandere for at være moralitets-resistente, vi indvandringsmodstandere anklager de ”fromme” for at være realitets-resistente. Skal en debat komme i gang – for modsætningen løses kun gennem debat – må enten vi indvandringsmodstandere gå over på de ”frommes” banehalvdel og med dem tage en debat op om omsætningen af næstekærlighedsbudet til virkelighedens verden, eller de ”fromme” må gå vores argumenter igennem med en tættekam for at vise, at det er forkert, at langt de fleste asylansøgere ikke er forfulgte, selv om de påstår det.

Begge dele vil kræve visse overvindelser af de respektive parter.

Så kunne man her til sidst sige: ”Ja, den er go’ med dig! Du har bragt en hel masse argumenter i spil for at påvise det, du kalder realiteterne om indvandrerne, men du har ikke forsvaret dig mod de ”frommes” angreb på din manglende moral. Hvad har du at sige til dit forsvar, når modparten hævder, at du nægter at rette dig efter Jesu handlingsanvisning i lignelsen om den barmhjertige samaritaner?”

Lad mig som svar på denne anklage komme med to overvejelser!

Den ene går på, at det, Jesu forkyndelse som helhed går ud på, er at vise, hvordan farisæerne eller de lovfromme havde uret, når de uden hensyn til konsekvenserne ville overholde lovens bogstav. Loven eller den gode moral er ikke blot noget, der står i de ti bud eller fremgår af en lignelse, og vi kan ikke nøjes med en bogstavelig overholdelse af loven, vi må have helheden med. Tydeligt fremgår det af Jesu lignelse om verdensdommen, Matt 25,31-46. Her nævnes en række gode gerninger, at bespise en sulten, at tage sig af en fremmed, osv. Men den væsentlige pointe, der ligger i, at de, der frikendes, ikke véd, at det, de har gjort, kunne frikende dem på dommens dag, må med. Den gode gerning skal gøres med en sådan selvfølgelighed, at – som det hedder i Matt 6,3 – den højre hånd ikke véd, hvad den venstre gør. Og den holdning kan man ikke just sige præger dem, der vil være den barmhjertige samaritaner.

Den anden overvejelse går på, at det er en væsentlig kristen trossætning, at den folkelige tillid, som vi hidtil har levet i, ikke er noget, vi selv har skabt, det er noget, Gud har givet os. Gennem en række tiltag, som vi selv har foretaget, jovist, men i sidste ende er al tillid mellem mennesker Guds værk og altså Guds gave. Det vil sige: den er ikke noget, der fremkommer, hvis vi tager os lidt sammen, eller hvis vi undlader visse naturlige reaktioner overfor fremmede. Vi kan ikke formane denne tillid frem, specielt kan den ikke formanes frem, når det er den folkelige elite, som ikke selv stilles overfor vanskelighederne med at integrere de fremmede, der vil formane den folkelige underklasse, dem, der står med vanskelighederne, evt. med afsæt i Jesu lignelsen om den barmhjertige samaritaner.

Altså: vi kan ikke nøjes med en bogstavelig overholdelse af budet om fremmedkærlighed, som det fremgår af lignelsen. Vi må have helheden med, vi må tage den situation i betragtning, som vi handler ind i, ikke blot, så vi gør os langt større anstrengelser end hidtil for at undgå, at asylansøgerne snyder, også så vi tager hensyn til den folkelige sammenhængskraft.

Men jeg véd stadig ikke rigtig, om jeg ville gå i lag med denne elefant, som nok er usynlig tilstede i ethvert kirkerum, også juleaften, eller jeg ville undgå den ud fra den betragtning, at der jo er så meget andet, man kan tale om.

P.S.: Jeg ser, at paven i sin prædiken ved midnatsmessen i Peterskirken har sluttet sig til de prædikanter, der taler flygtningepolitik ud fra juleevangeliet, se her. Og ærlig talt, når han ikke holder sig tilbage, hvorfor skulle så jeg? Hvis jeg altså stadig var præst, hvad jeg ikke er.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.