Næstekærlighed i forklædning

Jeg har set fjernsyn, tro det eller ej. Godt nok var det kun i det format, der vistnok hedder ”streaming”, men alligevel. At jeg, der nøje holder mig til kun at se fjernsyn, når der er Tv-avis og Nyhederne plus Deadline, skulle lade mig overtale til at se mere end en hel halv time i dummeren, det er egentlig ret fantastisk.

Det var også hårdt, kan jeg godt betro læseren. Det er langt, langt bedre at læse en diskussion. Og det er også langt hurtigere. Her i Tv må man affinde sig med lange passager, hvor der ikke sker noget for debatten fremmende. Oven i købet skal man så her se det samme, som man gang på gang ser i den del af Tv, som man har besluttet at nøjes med: at en kvinde står i blæsevejr og kæmper med at holde styr på sit lange hår.

Den udsendelse, jeg taler om, hedder ”Adam og Eva”, og den Adam, der er tale om, er såmænd Adam Holm – en person, som jeg kender fra Deadline – mens Eva er Eva Selsing, som jeg kender fra debatten på f.eks. Berlingske. Den udsendelse, jeg bevidnede, kan ses her. Og som sagt, de foretog et vældigt opgør mellem deres synspunkter, og det blev, uvist af hvilken grund, foretaget i blæsevejr så Eva Selsing, foruden at måtte holde styr på sine argumenter, også måtte holde styr på sit lange hår. Her var jo Adam Holm på forhånd foran på point: han er pilskaldet.

Noget af det, de diskuterede, var begrebet næstekærlighed, beskrevet i Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner. Man må beundre Eva Selsing for, at hun kom igennem med så mange argumenter mod den stadig afbrydende Adam Holm, som tilfældet var, men svagheden i hendes argumentation blev alligevel tydelig. Hun ville have lukket for al indvandring, og på Adam Holms indvending, om da ikke de mennesker, der tropper op på vores grænse og beder om asyl, er vores næste, som vi efter kristen opfattelse skal hjælpe, svarede hun kun, at de danskere, der lider under ghettokriminalitet, også er vores næste.

Problemet er, at vi skal have lavet temmelig meget om på Jesu lignelse, hvis den skal have bare nogenlunde lighed med nutidens flygtningesituation.

Jeg har ”forbedret” lignelsen før, men lad mig forsøge mig igen:

Det, man sædvanligvis overser i lignelsen, det er tilfældighedssynspunktet. At samaritaneren mødte den overfaldne, var noget, der på ingen måde lå i kortene, da han tog af sted om morgenen; han havde ikke planlagt det, han havde ikke overvejet, hvad han ville gøre, hvis han så en overfalden jøde, han tog bare af sted. Ligeledes var det ganske tilfældigt, at den overfaldne blev overfaldet, det behøver i lignelsens sammenhæng næsten ikke nævnes, og når jeg gør det her, skyldes det, at det er af stor betydning i dén nutidige opførelse af skuespillet ”Den barmhjertige samaritaner”, som foregår her Europa. Men skal lignelsen afbilde nutidens forhold, er man nødt til at fjerne tilfældighedssynspunktet.

Hvis man skal have dette tilfældighedssynspunkt bortopereret, kan det gøres på to måder: man kan gøre det for den overfaldnes vedkommende og for samaritanerens vedkommende.

Hvis vi tænker os, at det, der skete med den overfaldne, rygtedes i fattige jødiske kredse, så må vi forestille os, at en række af disse fattige jøder har tænkt ved sig selv: ”Det vil jeg også gerne opleve; tænk, at få et fire-dages ophold på et herberg!” Og så lægger den ene efter den anden sig ud på den vej, man véd, samaritaneren bevæger sig ad, og prøver at forestille én, der er overfaldet af røvere. Og vupti, samaritaneren tror på dem, og de får alle, den ene efter den anden, bevilget et ophold på det nærliggende herberge.

På den måde kan man fjerne det tilfældige ved overfaldet på den overfaldne. Og pointen er, at først, når vi foretager denne ”forbedring” af lignelsen, kommer den til at ligne det, der foregår på Middelhavet i vore dage.

Men samaritaneren må vi også lave lidt om på, hvis vi skal have fjernet tilfældighedssynspunktet. I lignelsen er hans handling spontan, men de mange europæiske samaritanere handler jo på ingen måde spontant: Der kan vel være enkelte handelsskibe, der tilfældigt får øje på en overfyldt gummibåd, men langt de fleste opdages af private eller statsejede redningsskibe på en aldeles utilfældig måde. Man er klar over, at på den ”vej” plejer der at ligge mange ”overfaldne”, og så giver man sig til at observere med fly og på anden måde, for reddes skal de jo.

Det vil sige: samaritaneren bliver i vor moderne gengivelse forvandlet fra en ganske almindelig ikke-jødisk borger, der tilfældigvis kommer til at redde en overfalden fra døden, til et omsorgsfuldt, godt menneske, der higer efter at komme til at gøre en god gerning. Hvis nogen synes, at han på den måde kommer til at ligne en god, gammeldags farisæer, er det ikke utilsigtet fra min side.

Og dog er det hele meget værre. Ikke blot er den moderne samaritaner en værre farisæer, han lider også af den sygdom, som jeg har kaldt samaritanitis. Denne sygdom understøtter hans farisæisme, for den får ham til at overse, at de fleste af de ”overfaldne”, han i sin store godhed vil hjælpe, aldeles ikke er overfaldne.

Hvis nogen vil indvende imod min ”forbedring” af Jesu lignelse, at samaritaneren da på ingen måde vil lade sig narre af de mange, der prøver at spille overfalden for ham, og sige, at samaritaneren af min ”forbedring” er afbildet fuldstændig utroværdigt, så kan jeg nemmest svare ved at bede vedkommende om at kikke på den beskrivelse, der gives af migranterne på Middelhavet, eller gives af de migranter, der arriverer ved vores grænse. De gode mennesker iblandt os beskriver altid migranterne som mennesker, der er flygtet fra krig og forfølgelse. De aner ikke noget om det, men hvis de er snydere eller ikke-forfulgte, bliver den gode gerning, de er i færd med at gøre, pludselig ikke god længer.

Det gjorde også Adam Holm i den omtalte udsendelse: ‘skal vi ikke som almindelige, nogenlunde anstændige borgere hjælpe alle disse mennesker, der er flygtet fra krig og forfølgelse’, hed det i hans mund indtil flere gange.

Men det er jo løgn.

Ja, det er en så indgroet løgn, at det er meget vanskeligt at omtale den som løgn i en almindelig debat om emnet. Og det fremføres med så stor selvfølgelighed, at der gås ud fra, at enhver da må mene, at det hænger sådan sammen. ”Enhver”, det vil sige ”ethvert anstændigt menneske”.

Og det er højst mærkeligt. For det hænger jo ikke sådan sammen.

Så at sige ingen af dem, der når frem til vores grænse, flygter fra krig og forfølgelse. De er alle flygtet fra sikre flygtningelejre i Jordan og Tyrkiet, eller fra sikre lande i Afrika. Men så snart de forlader deres flygtningelejr, ja, så snart de begiver sig ind i et land, hvor de kan finde så megen sikkerhed, at de ikke længere er forfulgt, så er de ikke længere flygtninge, men migranter. Og så skal de ikke omtales som mennesker, der er flygtet fra krig og forfølgelser. Det gjorde de gennem den første flugt, de foretog, den fra Syrien til Jordan. Men derfra og frem til vores grænse har de rejst igennem lande, hvor de måske ikke har de bedste forhold at leve under, men ikke er forfulgte.

Blot har den øjensygdom, som er ét af de alvorligste symptomer, som sygdommen samaritanitis fører med sig, ført til, at den europæiske elite for lang tid siden har overset, at de skibbrudne på Middelhavet aldeles ikke er skibbrudne, for de er ikke tilfældigt kommet i havsnød, men har med vilje bragt sig i havsnød, siden stiltiende har accepteret, at ethvert land, hvis det vil være et anstændigt land, skal modtage de flygtninge (læs: migranter), der dukker op ved dets grænse og siger ”asyl”, selv om det strider imod Dublinaftalen, og hele vejen igennem har betragtet de mange drukneulykker som uheldige og nærmest uundgåelige foreteelser uden at gøre sig klart, at det transportøransvar, EU i 2001 påtvang de flyselskaber, der fløj på Europa, har tvunget asylanterne i hænderne på diverse menneskesmuglere.

Heldigvis er der tegn på, at sygdommen har haft sit maksimum og så småt er ved at aftage. Der er regeringer i Europa, der ikke vil have deres nogenlunde homogene vælgermasse blandet op med muslimer ‘en masse’, der er andre regeringer, der nægter redningsskibe adgang til deres havne, og der er i den europæiske vælgerbefolkning mange, der har fået nok at elitens løgne.

Adam Holm er ikke én af dem. Men Eva Selsing er. Og hun kom til orde, selv under Adam Holms ordbombarderier, ja, oven i købet fik hun det sidste ord, noget i retning af, at ”det koster at være god, og det er ikke dig, der betaler prisen”, en hentydning til det, hun dog fik indskudt undervejs, at alle de almindelige danskere, der tilfældigvis bor i indvandrerområder, betaler prisen for indvandring, fordi de – og kun i mindre grad den folkelige elite – oplever, hvordan deres nære dagligdag forvandles af indvandrerne.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.