I Weekendavisen er der den 26-7 en ganske interessant artikel af professor ved institut for statskundskab ved Aarhus Universitet, Jørgen Møller, se her. Jørgen Møller nævner to personligheder, der var antidemokrater i trediverne, Kaj Munk her i Danmark, og én, der hedder Oswald Mosley fra England. Om begge fortæller han, at de formåede at skabe opmærksomhed om deres tale og deres person, men at ingen af dem fik held med at omstyrte demokratiet, Mosley ikke, fordi han på et tidspunkt tillod sig at anvende vold, og Kaj Munk ikke, fordi han ikke havde nogen politisk bevægelse bag sig.
Her er det specielt Kaj Munk, jeg er interesseret i, for ham har jeg beskæftiget mig en del med.
Og det er jo rigtigt, hvad Jørgen Møller siger, at han var imod demokratiet i trediverne. Og den iagttagelse bliver de fleste stående ved. Men man bør måske stille sig det spørgsmål, om Munk først og fremmest var et politisk geni, eller han først og fremmest var et dramatisk geni. Jeg vil mene, at svaret må blive, at han først og fremmest var dramatiker, og at han, når han var journalist – og det var han jo også – medbragte sin dramatiske tendens til at se sagen fra flere sider og til at sætte spørgsmålstegn ved det én gang vedtagne.
Lad mig illustrere denne dobbelthed med en replik fra ”En Idealist”. Dette stykke er skrevet i begyndelsen af tyverne, og på det tidspunkt viser andre af hans skuespil, at han bestemt ikke var demokrat. Ikke desto mindre kommer han – måske lidt uforvarende, jeg véd det ikke – til at give kong Herodes en replik, som lader ane, at der kan bygges samfund på Kristi eftergivenhed overfor magten.
Munk har sat Esau og Jakob op mod hinanden; Esau, magtens søn, op imod Jakob, ordets søn. Og Herodes er hele vejen igennem skildret som magtens mand. Og hans mål, som edomit, Esaus efterkommer, er at tilintetgøre Jakob og hans æt. Det mål har han nået, siger han, replik 1556, se her, ”Jakobs saga er ude. Der vil aldrig mer fremstå en verdensstor jøde eller udgå en konge af dette folk”.
Og så taber han dog det hele i den sidste scene. Han har hidkaldt jomfru Marie med Jesusbarnet for at forlyste sig med hende den sidste nat, han lever. Men samtalen med hende går stik imod hans hensigter. Hun er ikke til at få gjort bange. Oven i købet siger hun på et tidspunkt til ham, at han gerne må kysse barnet på hovedet. Men han svarer:
Nej, det vil jeg ikke. Men hans lille Haand, hans lille, varme højre Haand! Han tror, han kan holde om Scepteret med saa blød en Haand. (Replik 1668).
At holde om sceptret med en blød hånd; ja, det er selvfølgelig scenen selv, der fremkalder den bemærkning. For Jesus-barnet ligger naturligvis som alle børn og prøver at gribe fat i det, der er at gribe fat i. Men ligger der ikke også et spørgsmål i replikken? Kan måske det scepter, som Herodes og alle magtmennesker tror, kun kan fastholdes med en hård hånd, i virkeligheden meget bedre fastholdes med en blød hånd?
Svaret blæser i vinden. Vi véd jo ikke engang, om Munk selv har opdaget denne lille finesse. Nå ja, det har han måske nok, men holder han fast ved den?
I stykket ”Fru Koltchak”, ser her, skrevet i 1934, prøver han på en måde at retfærdiggøre Hitlers statskup i 1933. Han lader en person, Baronen, som skal forestille Hitler, tale til en forsamlet folkemængde, og bemærkelsesværdigt er det, at han lader Baronen omtale jøderne som ”nationens snyltedyr” (replik 464). Senere, når han direkte vender sig imod jødeforfølgelserne, prøver han dog at fastholde, at de fandt sted uden Hitlers vidende.
I artiklen ”Det nye Tyskland” fra marts 1933, se her, fortæller han som den dygtige journalist, han var, om stemningen ved en parade i Berlin. Og man fornemmer nok, at han ikke helt er ét med den stemning, der hersker.
Smaabørn løftes paa Skuldre for at kunne se og faa et Indtryk for Livet, Drenge og Piger banes der Vej for frem til første Række, og stolte Mødre lærer dem, hvordan man skal bære sig ad, naar Fanen ses, løfte Armen saadan og raabe Heil Hitler – ak ja, “og de bare smaa Børn til ham.”
Just næsegrus begejstring for Hitler finder man ikke i denne artikel:
Og alligevel – denne Messiasforgudelse af en Højttaler, denne Sejrstriumf, der i saa udelukkende Grad tages paa Forskud – ja, thi endnu er der jo ingenting sket: Arbejdsløsheden er ikke afskaffet, Skatterne ikke nedsat, Kolonierne ikke vendt tilbage til Tyskland.
At kalde Hitler en højttaler, der er ikke just tegn på beundring fra Munks side. Og han er da også stærkt i tvivl:
Ad hvilken Vej skal Forjættelserne indfries? Har hans oratoriske Triumfer vidst af anden Teknik en den: at lægge enkelte Befolkningsdele for Had hos andre, nemlig Jøderne, Kommunisterne og Socialdemokraterne?
Men hvis nu disse tre Grupper fortjener det? Hvis nu Manden har Ret! Hvis Jødernes egoistiske Vindskibelighed og Socialisternes føjelige – ak, i en Jerntid saa haabløse “Frihed for Loke saavel som for Tor” var paa Nippet til at bane Vej for en Kommunisme, imod hvis Tvang og Rædselsregimente Hitler er for lidet at regne, jeg siger: hvis dette ikke kunde hindres ved anden Metode end den hitlerske, saa op og staa, mine Herskaber, alle, ogsaa mine Herrer Socialdemokrater, alle undtagen Kommunisterne, op og staa og i Vejret med den højre Arm og saa, paa een Gang, alle:
Hitler, heil, heil, heil!
Men foreløbig har Fremtiden Ordet.
Men jødeforfølgelserne? Jo, det kan ikke nægtes, at Munk anstrenger sig langt for at forstå og acceptere tyskernes ret til at forfølge jøderne. Han har lyttet til den nazistiske propaganda, lyttet lidt for meget, vil nogen nok sige. Men læg mærke til, at han vender sig imod den hitlerske bøllefacon:
Men hvad jeg aldrig kommer til at forstaa, er den hitlerske Bøllefaçon til at gøre op med Jøderne paa. Mener han, at de er den Pest for Tyskland, som han siger, maatte han dog se at skaffe sig dem fra Halsen; der maa blive Raad til at give dem de Penge, de har tjent, for at blive dem kvit, og saa ud af Landet med dem, ah! Men at røve dem alle Eksistensmuligheder og forbyde dem at rejse, det er en Optræden, der nok kunde kalde paa behjertede Kristnes tydelige Protest. (Se her).
Dog, Hitler blev Munk ved med at se på som en helt. Værst er nok de bemærkninger, han kommer med i ”Vedersø-Jerusalem Tur-Retur”, se her. Her godtager han Hitlers mord på lederen af SA, Röhm. Munk skriver:
Hvad har det ikke kostet Hitler at overvinde sig selv og bringe det blodige Offer. Han gjorde det for Tysklands Skyld. Han handlede stærkt og klogt, han handlede kristeligt og stort. Sammenbidt, rede gik han ind under det frygtelige Ord Ansvar, der er en ukendt Glose i parlamentariske Lande.
Der er nok ingen tvivl om, at det er som dramatiker, at Hitler-skikkelsen griber Kaj Munk. Han vil med sin dramatik grave ned til menneskets dybeste lag og fortælle os andre, hvad han ser dèr. Og han mener i diverse dramatiske personer at finde råmaterialet til sine dramaer: Herodes, Richelieu (i ”Kardinalen og Kongen”) Henrik den Ottende (i ”Cant”), Kristian den Anden, i film og skuespil om ham, David (i ”De udvalgte”), Mussolini (i ”Sejren”) og Hitler igen (i ”Han sidder ved Smeltediglen”). I dette sidste skuespil glider dog hans tilbøjelighed for diktatorer tilbage, og et almindeligt menneske, en professor Mensch, bliver hovedperson. For i det stykke er det ikke diktatorens problemer, der skildres, men jødeforfølgelserne, hvis umenneskelighed tages op til debat.
Men alligevel! At Munk så længe kan bevare venerationen for Hitler, det kan godt undre lidt. Efter München-forliget, og endda efter krystalnatten november 38 kan han således i et indlæg den 29. januar 1939 til forsvar for Smeltediglen skrive:
At “Han sidder ved Smeltediglen” skulde blive forbudt i Sønderjylland af den danske Regering, er ikke tænkeligt. Det vilde være en Handling, der var dum, uværdig og latterlig. Den er dum, fordi den giver nogle faa unge uansvarlige Ophidsede og Ophidsere for det første Indtryk af, at her er det dem, der bestemmer, og for det andet Ret i en Opfattelse af Stykket, som ingen Steder hører hjemme. Disse Folk har ment at se deres Fordel ved at udnævne det til et Angreb paa Tyskland. Hertil er ganske kort at sige, at der i dansk Litteratur næppe har vist sig noget Arbejde i den Tid, der er gaaet, siden Hitler overtog Tyskland, som i den Grad har vist Forstaaelse over for Føreren og hans Stordaad og har bidraget her i Norden til at skabe Forstaaelse for hans Indsats. At det samtidig hermed protesterer med en Synd hos det nationalsocialistiske Regime, at det protesterer med en des inderligere Lidenskab, fordi den protesterendes Forstaaelse af det værdifulde hos dette Regime er saa dyb, kan ikke kaldes et Angreb paa Tyskland, men et Kastelys ind over en af vor Tids Natsider ved det tyske Væsen, en Natside, der Gudskelov vil forsvinde, naar Solen staar op, men som det er nødvendigt for hvert sandhedsgrebet og frit stillet Menneske (og især for den, der har Tyskland kært) imens vi venter paa Solopgangen at sætte al sin Evne ind for at kue og holde inden Grænser. (Se her).
Som man ser: Munk regner med, at jødeforfølgelserne er en natside af det tyske væsen, som vil forsvinde, når solen står op. Og hans udtalelser her og i ”Smeltediglen selv” kan godt betragtes som et udtryk for, at han vil friholde Hitler for ansvaret for denne ”natside ved det tyske væsen”, noget, vi i vore dage, hvor vi ser det hele i bagklogskabens ulideligt klare lys, nok kan se var forkert.
Men der gik ikke lang tid, før Munk blev klogere. Dog venter vi lidt med at omtale denne ”omvendelse”. For Jørgen Møller fremdrager Munks gendigtning af Shakespeares Hamlet for at vise hans nazistiske tilbøjeligheder. Herom skriver han:
Faktisk var Munk så fikseret af sin tiltro til den stærke mand, at det også gennemstrømmer hans skuespil. Tag blot hans omarbejdelse af Hamlet, der fik premiere på Betty Nansen Teatret i marts 1935. Skuespillet er én lang kritik af det handlingslammede parlamentariske system, og det slutter med, at 40.000 sønderjyske brunskjorter marcherer imod København for at opkaste en ung, sønderjysk nazifører i skikkelse af Fortinbras til dansk diktator. Hvor Fortinbras hos Shakespeare er den unge norske kongesøn, der truer den danske trone, er han hos Munk blevet til en ung sønderjysk nazifører. Statsminister Claudius (læs: Stauning) er som altid rådvild. Det eneste, han kan mande sig op til, er at indkalde parlamentet og nedsætte en kommission. Da det kommer til stykket, vælger han den lette udvej og begår selvmord, og det sidste, den døende Hamlet registrerer, er, at folket vælger Fortinbras til fører.
Der er en række forskelle til Shakespeares drama, som man må holde sig for øje, hvis man vil forstå og tolke Munks skuespil. For det er kun i det ydre en kopi af Shakespeare. Jeg vil mene, at Munk her benytter sig af den samme grundtanke som i ”Kardinalen og Kongen”, hvor Richelieus påståede guddommelige sendelse ødelægger hans kærlighedsforhold. Sådan ødelægges både Hamlets forhold til Ofelia og Claudius’ forhold til Gertrud. Det sidste forhold skildrer Munk positivt i modsætning til Shakespeare, se f.eks. replik 399ff her. Men det må indrømmes, at netop det forhold, at Munk både følger Shakespeare og afviger fra ham, gør en tolkning ret vanskelig; Shakespeare er jo heller ikke ligetil at tolke. Dog er det langt mere indviklet, end Jørgen Møllers beskrivelse af det antyder.
Men i det store perspektiv har Jørgen Møller heldigvis ret. Selv om han nok ikke har ret i, at hovedsagen for Munk i hans ”omsætning” af Hamlet er at skildre den hjemlige politiske afmagt, er det korrekt af ham , at han sætter Munks antidemokratisme ind i dens sammenhæng:
På den anden side er det bemærkelsesværdigt, hvor ude af trit med befolkningen Munks politiske idealer var i 1930rnes Danmark. Ingen tusindtallige brunskjorter organiserede sig i 1930rnes Danmark. Ved folketingsvalgene i 1932, 1935 og 1939 stemte danskerne massivt på de fire gamle partier, der stod vagt om det danske demokrati. De danske nationalsocialister opnåede først repræsentation ved det sidste af disse valg, hvor de kun lige krøb over spærregrænsen – de ligeledes antidemokratiske kommunister på den anden fløj klarede sig ikke stort bedre. Samtidig vedtog Folketinget urolove, der gjorde det ulovligt at bære politiske uniformer, sværere at anskaffe sig våben, og som kriminaliserede antisemitiske ytringer. Endelig viste det parlamentariske system sig at være ganske handlekraftigt i mødet med den økonomiske krise, illustreret ved Kanslergadeforliget i januar 1933, der forhindrede en truende storkonflikt på det private arbejdsmarked.
Javist, det parlamentariske system var ganske handlekraftigt. I hvert fald indtil krigen kom. Men da krigen kom, byttedes rollerne på en mærkelig måde om. Lige fra krigens første dage var det Munk, der modarbejdede tyskerne, politikerne, der var eftergivende og aldeles ikke handlekraftige. Det kunne måske ikke være anderledes i kraft af de to vidt forskellige opgaver, de to kulturelle størrelser havde. Men hvad Munk angår, er det ganske mærkeligt at lægge mærke til, hvordan der i løbet af ganske kort tid hos Munk oparbejdes en viden om nazismen og en dybde i kritikken af den.
Hans syn på Hitler ændrede sig, da Hitler drog ind i Rest-Tjekkiet. Herom skriver han den 26. marts 39:
Hvad Hitler har øvet for Tyskland indtil nu, var straalende paa een dyb og hæslig Skygge nær: Behandlingen af Jøderne. Maaske var der ikke Plads for dem i Riget mere, skulde Idealet Tyskland for Tyskerne gennemføres til Bunds. Men saa maatte der være truffet en Ordning. I Stedet for er der faret frem imod dem saadan, at Tusinder og atter Tusinder har lidt uforestilleligt. Og dog er Israels Lidelser ringe i Sammenligning med, hvad Tysklands Ære har lidt ved denne Behandling af et Element i dets Folk.
Men fraset dette mørke Punkt har Hitler øvet saa lysende en Gerning for sit Folk, at knap Napoleon kan bære Ry imod ham. Indtil nu dette sidste skete, som tyder paa, at han har naaet den Linie i sin Udvikling, der fører ham bort fra sig selv. Magten har taget Magten fra ham. Hans store Idé Tyskland for Tyskerne er blevet forraadt ved dette Erobringstogt. Sejren over Czekiet er en Smertensakt, en frygtelig Ulykke for Føreren, for hans Idé, for hans Land. Den, der lever, vil faa det at se. Men det er der maaske ingen, der gør. (Se her).
Jeg véd nok, at mange har brugt Ollerup-talen til at vise, at hans beundring for Hitler fortsatte. De, der siger sådan, plejer at glemme, at der med besættelsen blev indført censur. Munk overså ikke denne detalje. Han var ikke bange for at miste livet. Det kunne ikke komme på tale. Men han var bange for at miste retten til at få ting frem i aviserne.
Han havde allerede i besættelsens første måneder skrevet et skuespil, som han ville læse op af på møder rundt om i landet. På den måde mente han at kunne undgå at rammes af censuren. Det var skuespillet ”Niels Ebbesen”. Den første udgave af skuespillet blev allerede til i juni 1940, og den er ret forskellig fra den udgave, der blev trykt i 1942 og øjeblikkelig beslaglagt af de danske myndigheder. Blandt andet er det portræt, Munk giver af Grev Gert meget længere. Og der er ingen tvivl. I Grev Gert-skikkelsen afbilder Munk Hitler. De tanker, Grev Gert fremfører, er nazismens tanker. Jeg har lagt de forskellige udgaver ud på siden martinluther.dk, se 4. akt her. Her holder Grev Gert et længere foredrag om sine opgaver og sit kald:
Ved I, hvad Guds Hensigt var med at gøre mig syg? Ogsaa I troede jeg døde. Der var i alle de Lande, jeg behersker, ikke eneste, som ikke troede, jeg døde. Jo, der var een. Og det var mig. Jeg vidste, at jeg ikke var færdig, med det Arbejde, Gud har skabt mig til at udføre; derfor var det umuligt jeg kunde dø. (69) Men ved I hvorfor jeg blev syg? For at mindes om Døden. Igennem min Sygdom sagde han til mig: du maa gøre dit Arbejde haardt og kort. Jeg skal vide at adlyde ham.
I ser ud, som om I er enige med mig, men ikke ved, hvad det er, I er enige med mig i. Ved I ikke, hvad mit Hverv er: at grundlægge det nye Rige, det, der bygger alene paa Kraft. At gøre Ende paa alle Menneskers syge Løgne om Medlidenhed, der lader det uønskede triumfere, om Retfærdighed, der er Svaghedens Skalkeskjul, om Freden, der dækker over Udfoldelsen af alle Laster. I mit Rige regerer ikke Sagførerne med Ordets underfundige Vaklen, men Styrken ved Hjælp af mit Sværd.
Naar jeg har grundlagt Riget, kan jeg dø; for min Søn vil føre det videre og efter ham hans Søn, indtil Maalet er naaet, Jorden er os underlagt. Jeg og min Æt vi opfylder endelig Skriftens Ord, om at gøre os Jorden underdanig. Vi kan bygge Babelstaarnet, fordi vi bygger ikke imod Gud, men med Gud, fordi Gud er i mig, i det Kald han har givet mig, i den (Kald) udvæl- (70) gelse han har kaaret mig med. Jeg er Guds sande Søn.
Skulde noget Middel være for helligt eller for vanhelligt for mig til at naa saa højt et Maal.
I taler om Løgn, om (Frygt chok) Mord og Brand. I glemmer I ?? er i mig. Det er mig, der bestemmer, hvad der er Løgn, hvad sandt, hvad der ondt og hvad godt.
Jeg er barmhjertig, for jeg gør Ende paa det, der ikke duer. Jeg er retfærdig, for jeg tilkender det Sunde Sejren. Jeg er (selve) Freden, selve Verdensfreden, for jeg vil at en kun en skal herske og alle andre, stumme, adlyde ham.
Læg mærke til, hvordan modsætningen mellem Jakob og Esau her dukker op igen. Grev Gert genoptager de tanker, som Herodes havde. Riget skal bygges alene på kraft. Demokratiets løgne skal fjernes; løgnen om medlidenhed, for derved triumferer det uønskede. Ja, nazisterne ville udrydde alle de mennesker, de ikke mente gavnede det tyske folk. Løgnen om retfærdighed, ja, for derved ville også de svage få magt. Og løgnen om freden, hvorunder alle laster kan udfolde sig. Sagførernes våben: ordet, vil blive knust af Grev Gerts (Hitlers) magtudøvelse.
Og Hitlers magtudøvelser er total. Når en førerbefaling er udstedt, retter alle sig efter den, som var det Guds ord. Ikke blot kalder Grev Gert sig Guds sande søn, han hævder også, at det er ham, der bestemmer, hvad der er løgn og hvad der er sandt, hvad der er godt og hvad ondt. Det samme gør Hitler. Han tåler ikke modsigelse, og han har heller ikke brug for den, for han véd nøje, hvad han vil gøre. Det er jo derfor, han kan tillade sig at indføre censur.
Og så det sidste afsnit, hvor nazismens nysprog blev tydeliggjort, lang tid før nogen talte om nysprog eller om ordfordrejning. Barmhjertigheden udrydder det, der ikke dur. Det er nazismens socialdarwinisme, der her kort og klart afbildes. Det samme gælder Grev Gerts forestilling om retfærdighed; det er ikke, hvad vi forestiller os som retfærdighed, men hvad der lader det sunde sejre. Og freden, også det ord fordrejes, freden i Hitlers mund betyder nazismens eneherredømme over i første omgang Tyskland, og når Tyskland har sejret, over resten af verden, det betyder opbygningen af et tusindårsrige. At én hersker og alle andre stumt adlyder, det er førerprincippet i sin korteste form.
Og det er dog ganske mærkeligt, at Kaj Munk i løbet af så forholdsvis kort tid, fra marts 39 til juni 40, har formået at ændre sit syn på Hitler så gennemgribende, ikke blot, så han nu ser Hitler som en reel diktator uden legitimitet, men også, så han gennemskuer og afslører alle nazismens løgne. Jeg véd ikke helt, hvordan det kan forklares. Måske han i lang tid – alt for lang tid, vil vi måske synes – har kunnet affærdige kritik af Hitler med, at det var hans omgivelsers opfattelser, der fik lov at herske, men så efter marts 39 har indset, at nazismens grundelementer var identiske med Hitlers grundforestillinger.
I hvert fald: disse afsløringer af, hvad der virkelig ligger bag Hitlers forestillinger, rejste han land og rige tyndt med i de første år af besættelsen, altså i de år, hvor man ikke anede, om besættelsen ville vare fem år eller femten år eller halvtreds år, og hvor politikerne derfor prøvede at finde en grimasse, der kunne passe, altså passe i forhold til besættelsesmagtens forestillinger.
Og det er sikkert rigtigt, hvad Jørgen Møller gør opmærksom på, at det parlamentariske system var ganske solidt, ikke blot, så man undgik at få en række ”brunskjorter” ind i det danske politiske landskab, men også, så man undgik at indføre dødsstraf og undgik, at jødeforfølgelsernes pest bredte sig til Danmark; så længe jo altså som man kunne bibeholde dette parlamentariske system.
Der er pletter på dette systems handlemåde, først og fremmest nok kommunistlovene, der gav mulighed for at internere kommunisterne og efterfølgende sende dem til Stutthoff. Men der er også noget, vi godt kan være stolte af, og her tænker jeg på Scavenius’ opførsel forud for underskrivelsen af Antikominternpagten i november 1941. Da Munk blev gjort opmærksom på det – jeg gætter på, at det skete ved en natlig samtale mellem ham og Hal Koch i februar 1942 – kunne han i marts 42 skrive, at han ”har den Tro til den saakaldte Samlingsregering, at den Dag aldrig kommer, da jeg skal være med til at undsige den”. Se her.
Jørgen Møller slutter med at skrive:
Historierne om Munk og Mosley ændrer med andre ord ikke på, at både det danske og det britiske demokrati viste sig yderst stabile i Mellemkrigstiden. Et nærmere blik på 1930rne viser frem for alt, hvor modstandsdygtigt det moderne demokrati er i mødet med kriser, hvis det først har haft tid til at slå rod. Retter vi blikket mod vor egen tid, kan vi konstatere, at vi i dag ikke længere har antidemokratiske offentlige intellektuelle (som Munk) eller politikere (som Mosley) af format. Dette gør det blot endnu mere usandsynligt, at Mellemkrigstidens forstemmende udviklinger kan gå igen i vor tid – trods nogle af de advarsler, vi i de seneste år har hørt i medierne.
Det er sikkert rigtigt, at både trediverne og nutiden er langt mere robuste i demokratisk henseende, end vi sådan lige går og tror. Men efter at jeg er blevet klar over, i hvor høj grad Kaj Munk havde sat sig ind i og gendrevet nazismens læresætninger, specielt i den første udgave af ”Niels Ebbesen”, tillader jeg mig at mene, at Kaj Munk al hans sprælskhed til trods gennem sine oplæsningstournéer har leveret sit bidrag til denne robusthed.
ricardtriis 