Langhåret?

”Du ligner jo en tam vild!” Sådan sagde vores mor til os drenge, hvis vi ikke var kommet til frisør i tide, så vi gik med lidt for langt hår.

Og i denne tid, hvor der er lukket ned for alle frisører, og hvor jeg var dum nok til at udskyde mit frisørbesøg en uge netop på det tidspunkt, hvor nedlukningen blev iværksat, er jeg bange for, at jeg inden længe vil komme til at ligne en tam vild.

Og så tænker man vel, at jeg da må glæde mig til, at frisørsalonerne åbner igen, så jeg kan komme tilbage til mit sædvanlige udseende. Jeg må simpelthen strømme derhen, ikke sandt?

Tja, jeg véd såmænd ikke. Man tænker sig jo lidt om, når man får at vide, at man tilhører en udsat gruppe. Og jeg vil da hellere gå omkring som en tam vild i tre-fire måneder mere, end jeg vil risikere at komme til at ligne en død vild. Og indrømmet, endnu mere betænkelig bliver jeg, når jeg i Ekstrabladet læser, hvad den tidligere direktør for sundhedsstyrelsen, Else Smith siger, se her.

Interview-artiklen har overskriften: ”Ekspert: Ja, dine børn skal smittes med corona nu”.

Danmarks strategi er hverken det nye fy-ord i Danmark ‘flokimmunitet’ eller ‘den grønne kurve’, som statsminister Mette Frederiksen blev ved med at sige i aftes.

Derimod er strategien, at børnene nu sættes fri først, så børnefamilierne kan blive smittede med coronavirus, så vi kan åbne samfundet i et roligt tempo, uden at Sundhedssystemet bryder sammen.

Det forklarer Else Smith, tidligere direktør i Sundhedsstyrelsen.

– Strategien er at lukke en hel masse ned for at stoppe smittespredning og så langsomt åbne igen, siger Else Smith.

Men strategien er, at de her børnefamilier nu skal smittes?

– Ja.

Se, det er rene ord for pengene. Og det er jo ikke, fordi jeg ikke forstår sagen ud fra det, man plejer at kalde et sundhedsfagligt perspektiv: jo, jo, hvis ellers coronavirussen gør folk immune, når de har gennemlevet sygdommen – og det mener man, at den gør, men der er nu også tegn på, at det ikke gælder i alle tilfælde – så forstår jeg da godt, at strategien er, at de, der nok kommer nænsomst igennem sygdommen, børnene og de unge forældre, skal smittes først. Hvis så sundhedssystemet ikke overbelastes, så skal der lukkes op for andre dele af samfundet, indtil flokimmunitet er opnået, en vaccine er fundet, eller et helbredelsesmiddel er bliver opdaget og afprøvet, hvilken af de tre ting der nu sker først.

Men dette er jo en højst besynderlig strategi. Ganske vist har man i tidligere tider anvendt tvang overfor folk med smitsomme sygdomme – man kan tænke på behandlingen af de spedalske på Jesu tid – men den tvang har altid rettet sig mod de syge, at de ikke skulle smitte, aldrig mod de raske, at de skulle lade sig smitte. Det er vist første gang – måske endda første gang i verdenshistorien – at man har villet tvinge raske folk til at lade sig udsætte for smitte. Og jeg forstår så udmærket de forældre, der ikke vil udsætte deres børn eller sig selv for dette eksperiment.

Jamen, det er sundhedsfagligt forsvarligt, siger man så. Jo tak, men når der i det begreb ”sundhedsmæssigt forsvarligt” ligger, at en vis procentdel, om end en meget lille procentdel, vil dø, og når man ikke kan fortælle mig, at jeg ikke hører til dem, der kommer til at dø, hvad så? Så beder man mig jo om at tage en risiko på mig, som jeg måske ikke er tryg ved. Og det gør man, hvordan man end vender og drejer det. Det har Mikkel Andersson bebrejdet regeringen: den oplyser ikke de forventede dødstal, se her.

Jamen, der er ikke andre muligheder, siger den ene virolog efter den anden.

Det vil jeg mene, der er. Og jeg vil mene det, selv om jeg ikke er virolog. Jeg vil mene det som et almindeligt, mere og mere langhåret medlem af samfundet.

For hvis jeg nu spørger mig selv, hvorfor jeg ville være bange for at gå til frisør, når frisører får lov at frisere igen, så opdager jeg, at min frygt for at besøge en sådan salon til forveksling ligner den frygt, forældre til små børn har på deres børns og egne vegne. Og når jeg videre spørger, hvad der kunne borttage den frygt, så får jeg et svar, der må kunne bruges overfor småbørnsforældre også.

Det, der kunne gøre mig tryg ved at gå til frisør, ville være, at frisøren kunne reklamere med, at alle de ansatte var testet negative for corona, og ville blive testet igen næste uge og næste uge igen. Det ville minimere faren for, at jeg som kunde ville blive smittet, betragtelig. Og kunne frisøren så efter nogen tid reklamere med, at én af de ansatte havde været syg, men var vendt tilbage til arbejdet med kroppen fuld af antistof, så ville jeg blive endnu mere tryg.

På samme måde med småbørnsforældrene. Hvis skolen kunne reklamere med, at alle lærerne og småbørnspædagogerne var blevet testet og fremover ville blive testet hver uge, så ville de kunne føle sig betydelig mere trygge ved at sende børnene i skole end nu.

Jamen, vi har jo slet ikke testkapacitet nok til at teste så mange, vil man måske indvende.

Og det er muligvis sandt. Men hvorfor udvider man så ikke testkapaciteten betragteligt? Altså betydelig mere, end man har gjort indtil nu. For øvrigt udnytter man jo for øjeblikke slet ikke den testkapacitet, der er til rådighed. For hvis man vil testes, skal man henvises dertil af sin læge, se her, og da folk for øjeblikket synes at bide megen utilpashed i sig for ikke at genere lægerne med småting, er det alt for få, der bliver testet; der er tale om passiv testning, man har tilsyneladende helt opgivet at teste for at inddæmme sygdommen.

I Island tester man jo langt flere end herhjemme, fordi et privat firma har tilbudt gratis tests til islændingene, se her. Og kan vi herhjemme få råd til den ene dyre redningspakke til erhvervslivet efter den anden, så må vi også kunne få råd til at organisere nogle flere teststationer, ja, mange flere teststationer.

Jamen, en privat ansat som en frisør kan da ikke sådan komme ind i billedet hos det offentlige og få foretage tests?

Måske ikke. Men hvorfor skal så diverse tests-stationer være i offentlig kontrol? Hvorfor ikke lade det være en privat forretning af udføre tests for coronavirus? Hvorfor ikke lade udbud og efterspørgsel bestemme mængden af tests?

Så meget er i hvert fald givet, at hvis frisører, restauratører og andre private virksomheder fik mulighed for at åbne på betingelse af, at de lader deres personale gennemgå sådanne løbende tests, så ville kunderne naturligvis skulle betale det mere, men jeg gætter på, at mange kunder med glæde ville betale ekstra for endelig omsider at kunne mødes på restauranter eller – som jeg – få sit hår klippet.

Og kommunerne ville nok også kunne få råd til at få deres lærerpersonale testet.

Men mærkeligt nok: sådanne tests er helt ude af fokus hos diverse sundhedseksperter. Og ingen journalister spørger efter dem.

Naturligvis hører det med i billedet, at den lærer, der en dag bliver testet positiv, hans kontakter skal også testes, det vil sige: alle børnene i hans klasse og hvem han ellers har været sammen med, skal testes og isoleres. Vi aner måske ikke, om vi derved kan udsulte virussen, men vi véd, at det giver tryghed, betydelig mere tryghed end eksperternes gentagne forsikringer om, at der ikke er andre muligheder end at arbejde hen imod flokimmunitet, et ord, som de så ikke engang tør tage i deres mund.

Jeg påstår ikke med disse tanker, at vi kan få bugt med virussen ved hjælp af tests. Det er en lidt anden diskussion, som skal tages på baggrund af den succes, de østasiatiske lande har haft med en inddæmningsstrategi, bygget på intensiv testning. Jeg påstår alene, at ligesom jeg vil føle mig mere tryg ved en testet frisør, sådan vil småbørnsforældre føle sig mere trygge ved testet personale.

Advertisement