Kan den frygt, der er opstået gennem regeringens mange tiltag mod coronaen, dysses ned igen?
Man så på den ringe deltagelse i folkekirkens juleaftensgudstjenester, at dette at overholde regeringens regler er noget, man ikke blot gør af angst for at få en bøde, det er i langt højere grad noget, man gør, fordi man tror på regeringens påstand om, at coronaen er en meget farlig sygdom.
Og hvis vi nu på ét eller andet tidspunkt skal tilbage til den normale tilværelse – så tæt vi nu kan komme på den – så melder ovenstående spørgsmål sig: Kan regeringen komme med kendsgerninger angående sygdommen, som vil kunne få folkets frygt til at forsvinde? Jeg mener: man bliver ved med at nudge folk for at få dem til at blive vaccineret, ikke blot med to stik, men nu med hele tre. Og man bliver ved med at teste og teste og bekendtgør hver dag, hvor mange af disse tests der er positive. Og uha, uha, der er virkelig mange, næsten flere end der var på samme tidspunkt sidste år. Det har medført, at de kloge folk nu skal stå og forklare for åben skærm, at det alligevel ikke er helt så slemt, som man kunne tro ud fra de nedlukningstiltag, man har foretaget.
Oven i købet har man i begge de to tv-aviser, som jeg frekventerer, når vi har spist til aften, DR og TV2, gjort opmærksom på et faktum, der vel nok kunne rejse nogen tvivl om regeringens strategi, det faktum, at man, når man opgør antallet af indlagte, kunstigt har forhøjet tallet, idet man har medregnet de patienter, der kom på sygehuset af andre årsager, men blot i den sædvanlige corona-test blev testet positive.
Berlingske har gjort opmærksom på fejlen, se her. Og man kan godt få den tanke, at det er dette, at en dansk avis nu har vovet at offentliggøre denne kedelige kendsgerning, der får de to tv-aviser til at meddele det. Der var vist sågar én af dem, der gjorde opmærksom på, at det var noget, man havde vidst længe. Tidligere var det kun 10% af de indlagte, der fejlagtigt blev talt med som coronasyge, nu er det 20%, og derfor finder man det nu bedst at fortælle om det. Ak ja, så har man helgarderet sig. Samtidig viser det sig, hvis man kikker på de tal, Berlingske nævner fra to af regionerne, at der er flere end 20%, der nu er indlagt med andet end corona og således tælles med.
Men det, der er årsag til denne artikels overskrift, står i Berlingskes leder for den 29. december. Overskriften er: ”Berlingske mener: Vi skal nok næsten alle smittes – sig det nu bare højt”, se her. Og lederskribenten, Tom Jensen, påstår, at sundhedsmyndighederne tilsyneladende har skiftet strategi, men blot ikke tør sige det åbent.
På det seneste pressemøde før jul, hvor der blev lanceret nye coronarestriktioner, fastholdt statsminister Mette Frederiksen, at strategien er uændret: Så få som muligt skal smittes, fordi så vil færre dø, sundhedsvæsenet må ikke overbelastes, og økonomien skal bringes så uskadt som muligt gennem pandemien. De to sidste mål giver stadig mening. Men det første gør ikke. Med den ultrasmitsomme omikron-variants indtog er det ikke længere muligt at undgå bred samfundssmitte. Måske er det end ikke nødvendigt eller ønskeligt.
I realiteten er »så få smittede som muligt« heller ikke længere den strategi, der i den konkrete virkelighed opereres med i Danmark. Selv om der nu for tredje gang er grebet ind med indførelse af restriktioner og relativt indgribende nedlukninger, er de heldigvis mindre omfattende end tidligere.
Tom Jensen har åbenbart lagt mærke til, at flere og flere virologer erkender, at omikron-varianten er så smitsom, så det er noget nær umuligt at holde styr på den. Hans avis citerede oven i købet den 28. december en engelsk forsker, Paul Hunter, for at sige:
»Det her er en sygdom, som ikke går væk. Til sidst vil vi have folk, som er positive, og som går rundt og lever et normalt liv, som de ville med enhver anden forkølelse. Men der er vi nok ikke helt endnu«, se her.
Men lad mig lige gengive et lidt større uddrag af Tom Jensens argumentation:
At der er behov for mere tydeligt at formulere strategiskiftet i tacklingen af coronaen er derfor en god nyhed: Selv om flere bliver indlagt i disse dage, synes den direkte sammenhæng mellem stigende smitte og flere alvorligt syge og døde ikke længere at være klar, og både herhjemme og i udlandet tyder det på, at de indlagte i gennemsnit har mildere forløb og er indlagt i kortere tid. Det betyder ikke, at sundhedsvæsenet ikke kan blive belastet, herunder når ældre også vil blive smittet. Men der skal langt mere smitte til, før det sker.
Modsat kan man overveje, at for mange fortsatte og eventuelt nye restriktioner af den type, man ser i nogle europæiske lande, risikerer at trække pandemien i langdrag. Mange af os må nok se frem til at blive smittet. For langt de fleste vil det være en mild omgang, ikke mindst takket være vaccinerne.
Konsekvenserne af restriktioner er velkendte. Psykiske problemer blandt børn og unge. Mistrivsel og mistillid, herunder til myndighederne og vaccinerne. Et kulturliv i knæ. Brancher, hvis forretningsgrundlag smuldrer. Angst og smittefrygt hos mange. Og dertil den bekymrende udsigt, at flere år med social afstand ender med at gøre os mere sårbare over for andre infektionssygdomme og epidemier, herunder influenza.
Men pas nu på! Man skal ikke glæde sig for tidligt. Foreløbig er Tom Jensen en enlig svale. Og man skal jo også være opmærksom på, at det ikke alene drejer sig om at få overbevist de talrige virologer, der er vant til at stå frem med bekymrede miner i fjernsynet, som virologer, man skal også overbevise dem som folkevejledere. Der er jo opstået en stærk binding mellem regeringen på den ene side og ”myndighederne” på den anden side, og man véd ikke rigtig, om det er den ene eller den anden side af bindingen, der fremsætter de konkrete forslag. Hvad man derimod véd, er, at regeringen hele tiden dækker sig ind under ”myndighederne”.
Og har man fået overbevist denne tætte sammenklumpning af myndigheder og regering, så er der folket tilbage, der skal overbevises. Kan man virkelig få mennesker til at sige: ”Jeg er så glad, for jeg er lige blevet smittet med corona, så nu bliver jeg immun; nu er mit immunsystem polstret til den fremtidige smitterisiko”. Det hører der store overtalelsesevner til for at få til at lykkes. Kan man få dem gjort begribeligt, at det ikke blot for børnenes trivsels skyld er en god idé, at sende dem i skole, det er det også, fordi de bringer smitten ind i de mange små hjem, så man med et mildt sygdomsforløb kan få skabt i folket en almen immunitet mod corona?
Jeg tvivler.
Og dog er det måske ved at lykkes nogle steder. Jeg mener at have læst et sted, at nogle hospitalsafdelinger prøver at inddrage de sygeplejersker i arbejdet, som er blevet testet positive, men ikke mærker noget til sygdommen. Dog var regeringen på pletten, så snart den hørte om det, og forbød den slags arrangementer. Men man har altså på nogle sygehuse godt kunnet se det fornuftige i at handle sådan. Hvilket jo også betyder, at man kan se det ufornuftige i de mange nedlukninger og tests, som regering og myndigheder foretager.
-Jamen, hvad så, når coronaen og specielt den smitsomme omikron-variant rammer de ældre? Skal vi så bare lade stå til?
Det behøver vi sandelig ikke. Men regeringen og de andre dèr har i den grad forherliget brugen af vacciner, at de har glemt alle de andre gode råd. Man har f.eks. hele vejen igennem undladt at anbefale de ældre at booste deres immunforsvar med noget så simpelt som D-vitamin. Det er almindelig kendt, at danskernes D-vitaminprocent går med om vinteren, fordi vi da ikke får så meget sollys som om sommeren. Men det lader sig let bringe i orden med nogle piller. Hvorfor har man ikke anbefalet det? Mit svar er, at man i den grad har baseret sin strategi på anvendelsen af vacciner, og på at få folk gjort bange, så de frivilligt lader sig vaccinere. Så nu, hvor vaccinerne viser sig uegnede til at bremse smitten, fordi vaccinerede og uvaccinerede i næsten sammen omfang bringer smitten videre, nu burde man gå tilbage til de velkendte råd. Men se, om man gør det!
Der findes også lægemidler, der på almindelig gammeldags manér kan hjælpe dem, der bliver indlagt med corona. De har ikke været meget fremme i medierne – man har endda hørt, at læger har fået forbud mod at bruge dem – men de findes efter sigende i brug på flere hospitaler. Læger er jo alligevel ikke så tossede.
Og ærlig talt, det kunne da være spændende, hvis der var flere medier, der turde gå i Tom Jensens fodspor. Måske vi så ligefrem kunne få en nogenlunde normal debat om, hvad der var klogt og hvad der var mindre klogt. Det har vi i høj grad savnet. Det er, som om modstanderne af myndighedernes tiltag er bange for at få etiketten ”konspirationsteori” anbragt på sig, for med den betegnelse har myndighederne forhindret en ordentlig debat.
Hvis man virkelig ville neddysse folks frygt, kunne man måske bruge de mange ressourcer, man har sat af til smitteopsporing – noget, lederen af dette projekt i går den 30-12 erkendte, at man ikke havde kræfter til med de mange positiv-testede, det nu myldrer med – til at finde ud af, hvor alvorligt smittede de positivt-testede er. Hvis det viser sig, at de fleste næsten ikke mærker noget til coronaen, en del får voldsom snue, og kun ret få direkte bliver indlagt, så kunne det måske være med til at få folk til at tage det lidt mere roligt.
Måske man også skulle nedskære testmulighederne – altså hvis man vil skifte strategi efter Tom Jensens model. Hvis folk alligevel tænkes helst at skulle smittes, så er der jo ingen grund til at teste så omfattende, som vi gør nu. Og sundhedsvæsenet råber efter sigende på medarbejdere. De må vel nok kunne bruge nogle af testerne.
Men jeg er bange for, at vi skal igennem en hård vinter. Ikke på grund af coronaen, men på grund af frygten for coronaen.
ricardtriis 