Paludans nyttige gerning

To herrer, Thomas Hoffmann, der er professor i islamiske studier på Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet, og Jakob v. H. Holtermann, der er lektor i retsfilosofi på Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet, har skrevet en kronik i Berlingske, se her, betitlet: “Antidemokratiske danske muslimer har lært en central lektie af Paludan”. Man kan dog med en vis ret betragte det som en lidt for optimistisk overskrift. Det gør de i nogen grad selv.

De kalder Paludans koranafbrændinger for en blasfemisk handling og drager så forsigtigt en vis positiv konklusion:

Virkningen af blasfemien er ikke kun som fremkaldervæske. Måske aner man, uanset Paludans partis mildt sagt problematiske apartheid-/deportationspolitik, faktisk konturerne af en opbyggelig effekt af hans ugudelige aktiviteter over tid. Den mistanke opstår i hvert fald, hvis man sammenligner de aktuelle reaktioner på hans lovlige ytringer i Sverige med de reaktioner, hans tilsvarende aktioner er endt med at afstedkomme i Danmark efter tre-fire års gentagelser.

For ved bestandigt at gentage sit cirkus herhjemme har Paludan formået (næsten) at civilisere de antidemokratiske blandt danske muslimer, så de ikke mister selvkontrollen, hver gang folk kommer med ytringer, der skænder deres hellige bog.

Dette er der naturligvis noget om, specielt, hvis man sammenligner med de uroligheder, hans “blasfemi” har fremkaldt i Sverige. Men der er dog et par ting i dette citat, jeg vil anholde. 1) Muslimer kan vel kalde koranafbrænding for blasfemi, men kan vi kristne? Vi må vel give Paludan ret i, at den bog i kraft af de voldsopfordringer, der befinder sig i den, har fortjent at blive brændt. 2) Der er ikke tale om, at muslimer mister selvkontrollen. Der er tale om, at de påberåber sig ret til at bestemme i områder, som de kalder “deres”, og gør voldelig modstand, når de mener, den ret bliver krænket. Det vender jeg tilbage til.

Men noget tyder på, at de to forfattere i nogen grad kommer ud over disse indbyggede unøjagtigheder. De gør opmærksom på, at muslimer stadig kan oprøres til voldshandlinger over blasfemiske tegninger og nedsættende artikler i aviser:

Men når det gælder for eksempel forfatteres/tegneres/avisers udgivelse af blasfemisk satire, er vi derimod præcis, hvor vi har været siden Muhammedtegningerne: Ytringsfriheden er kun formel og ikke reel. Man kan endda hævde, at vi er et værre sted. For med drabet på den franske lærer Samuel Paty i 2020 har antidemokratiske muslimer og organisationer udvidet deres veto radikalt. Nu gælder det ikke længere blot forfatteres, tegneres, redaktørers, etc. oprindelige fremsættelse af blasfemiske ytringer, men også læreres efterfølgende undervisning om andres tidligere fremsættelse af sådanne ytringer.

Efter alt at dømme skyldes dette blivende tilbageslag imod den reelle ytringsfrihed fraværet af netop de to ting, der har medført et fremskridt mht. Paludan, og som al erfaring viser er det eneste, der kan skabe fremskridt for den reelle og ikke blot formelle ytringsfrihed. Nemlig den stadige eksponering med de krænkende ytringer (her: blasfemisk satire) samt ukuelig civil courage hos afsenderne (her: forfattere, tegnere, komikere, redaktører og nu også lærere) – i sidste instans bakket op af urokkelig principfasthed hos staten og offentligheden.

Jeg er noget tvivlende overfor påstanden om, at “al erfaring viser”, at der kan skabes fremskridt for ytringsfriheden ved en stadig eksponering med krænkende ytringer og ved ukuelig civil courage hos os ikke-muslimer. Dette med, at vi danskere skal udvise mod, er jeg helt med på, men vi skal ikke krænke for at krænke, vi skal krænke for at få muslimerne til at forstå.

Og her holder det noget mere hårdt med vores indsats. For vi har jo ikke sat os særlig meget ind i muslimernes tankegang, i specielt dette tilfælde: Vi har ikke forstået deres kollektive etik. Vi vover ikke at se, at der dog er en vis mening i deres krav om særlige muslimske ghettoer, hvor shariaen og ikke grundloven skal herske.

For at kunne få et vist indblik i denne etik kan det være en god idé at se på forholdene i det muslimske Spanien. Det vil jeg derfor gøre. Så kan jeg samtidig rette en fejl, de to forfattere har begået. De skriver nemlig som indledning til deres kronik:

Andalusien, Cordoba i 850erne e.Kr. På dette tidspunkt er Andalusien under islamisk herredømme. Et halvt hundrede kristne personer fremsætter offentligt blasfemiske udsagn om islam og profeten Muhammad. Enkelte er frafaldne muslimer og er konverteret til kristendom. I dag er de kendt som martyrerne fra Cordoba. For de blev alle henrettet under henvisning til sharia. Det særlige ved martyrerne fra Cordoba var, at de bevidst og offentligt provokerede myndighederne – formodentlig med velberåd hu om, at de ville blive henrettet for deres brud på shariaen.

Skåne, Sverige i april 2022 e.Kr. Rasmus Paludan turnerer rundt med sit blasfemishow i boligområder med høj koncentration af muslimer – med voldsomme uroligheder og personskade til følge. Paludan har tidligere meldt ud, at han ønsker at etablere en kirke, der skal hedde Sankt Jakob Maurerdræberens Kirke. Maurer er oprindeligt et spansk ord, der betyder muslim. Her skal »Danernes lys« så indsættes som ærkebiskop.

Naturligvis er der forskel mellem martyrerne fra Cordoba og Paludan, men lighederne er foruroligende. Den bevidste provokation og »testning« af systemet. Den religiøse komponent. Den fatale leg med døden.

Det vil sige: de sammenligner to ting, der meget dårligt kan sammenlignes. Og de ligheder, de fremhæver, er så at sige ikke-eksisterende.

Det er sandt, at en del kristne dengang bevidst fremsatte krænkende udtalelser om Muhammed i al offentlighed. Der er fremsat den teori, at det hang sammen med, at deres kirke var nået frem til den opfattelse, at der kun kunne gives bod til en angrende kristen én gang. Hvis et menneske, der havde modtaget den første bod, gjorde sig skyldig i en synd for anden gang, var der kun helvede tilbage.

Det betød, at mange af dem, der havde fået den første bod, levede i en evig skræk for at begå en ny synd. Og det kunne derfor være fristende for dem at udtale sig krænkende om Muhammed. Derigennem vidste de, at de ville blive henrettet af den muslimske øvrighed, men de vidste også, at de ville blive regnet for at være en martyr, og en martyr var sikker på en plads i himlen.

Jeg har fortalt lidt mere indgående om disse martyrer her. Én af disse martyrer var Isak, der havde været en betroet medarbejder for emiren, men pludselig mødte op for dommerens ansigt og udtalte nogle højst krænkende udtalelser om Muhammed. Beretningen kan læses her. Det er ret bemærkelsesværdigt, at hverken dommeren eller hans overordnede rigtig ville tro på Isaks ord; de mente, han måtte være beruset, og søgte at undskylde ham. Men han ville aldeles ikke undskyldes, men lide martyrdøden, så han kunne indgå direkte i paradiset.

Man kan tage dette som udtryk for en vis menneskelighed hos disse muslimer. Men man må jo indrømme, at de lod shariaens krav om dødsstraf for krænkelser af Muhammed få fortrin over deres menneskelige respekt for Isak.

Men det er ikke alle martyrer, der har den bihensigt med deres udtalelser. Der var f.eks. præsten Perfectus, som blev spurgt ud af nogle hedninger om sin katolske tro, men kun ville udtale sig om den, hvis de ville love ikke at angive ham. Det lovede de, men det syn på Muhammed, han gav udtryk for, var måske for meget for dem, i hvert fald angav de ham til myndighederne, og han blev henrettet, se om ham her.

Det er, hvad der ligger bag udtalelserne i kronikken om, at martyrerne fra Cordoba bevidst provokerede myndighederne, og at de gjorde det “med velberåd hu”, nemlig i den hensigt at blive martyr. Dog var det som sagt ikke alle, der blev martyrer på den måde. Men at de kunne gøre det, forudsætter jo, at den muslimske øvrighed betragtede sådanne krænkelser som noget, der fortjente dødsstraf. Og det er ikke noget, vi mener, en øvrighed bør gøre.

Dette sammenstilles så med Rasmus Paludans provokation – hvis vi skal kalde det en provokation. Og det er minsandten ikke Paludans hensigt at blive martyr. Heller ikke kan man sige, at han leger med døden, noget, man måske kunne sige om Isak og nogle af de andre. Så han viderefører ikke noget af tankegangen fra Cordobas martyrer.

Man kan derimod sige, at Sveriges muslimer gør det, at de viderefører den daværende muslimske tankegang.

For den muslimske besættelse af Spanien, der varede fra 712 e. Kr. til 1492 e. Kr., foregik efter kalif Omars direktiv: de kristne og jøderne fik lov at beholde deres religion, fik oven i købet et vist selvstyre under henholdsvis biskoppen og rabbineren. Blot måtte de kun nødtørftigt vedligeholde deres kirker, de måtte ikke forsøge at omvende muslimer, de måtte betale en særlig skat, og deres mænd måtte ikke gifte sig med en muslimsk kvinde. Giftede deres kvinder sig med en muslim, skulle børnene regnes for muslimer.

Dette system blev så indarbejdet i den spanske befolkning, at de kristne fyrster, da de fra omkring år 1000 begyndte at generobre landet, overtog det, og lod muslimer, jøder og kristne leve i hver deres områder i de kristne byer i Spanien, blot var det nu det muslimske bønnekald, der måtte tie, og ikke som før de kristne kirkeklokker. Men muslimerne kunne altså leve efter deres sharia nogenlunde, som de var vant til.

Det ophørte først, da Granada blev erobret i 1492. Da blev muslimerne, imod de løfter, de kristne fyrster havde afgivet, tvangskristnet. Og fra da af blev de et forfulgt mindretal – en meget sørgelig affære i den kristne kirkes historie. Det endte først omkring 1630 med, at den muslimske tvangskristnede befolkning i Granada blev forflyttet til andre dele af riget.

Men man kunne åbenbart ikke i kristne kredse forestille sig andet, end at der i et rige kun måtte herske én religion. Det var først, da Luthers tanker om, at troen kun modtages frivilligt vandt over tilstrækkelig mange oplyste mennesker i Nordvesteuropa – ofte imod kirkens vilje – at den nuværende sekulære samfundsorden vandt frem. Og under den kan muslimerne altså godt eksistere, blot kan de ikke gøre krav på områder, som er specielt muslimske, og de må opgive al voldsudøvelse imod anderledes troende, der udøver handlinger, der i deres øjne er krænkende for deres profet.

Det har de jo så åbenlyst svært ved. For den blomst, der hedder det sekulære samfund – som faktisk har sin rod i kristendommen – er ikke groet i deres have. De har en anden blomst, der fortæller dem, at de i dag, ligesom dengang i middelalderens Spanien, må kunne have deres egne områder, hvor shariaen og ikke vores love skal gælde. Det er i hvert fald, hvad de prøver på.

Men er da vores sekulære samfundsopfattelse bedre end muslimernes religionsopdelte samfund?

Muslimernes daværende samfund var ikke blot religionsopdelt, det var også ulige. Muslimerne stod over de andre religiøse samfund. Og senere, hvor kristne fyrster vandt frem, var det kristne, der stod øverst i samfundet.

Kunne muslimerne affinde sig med det?

Nej, ikke helt. Kom deres kristne konge i krig med muslimske lande, var det svært for dem at være loyale overfor ham og undlade at hjælpe deres medmuslimer. For indenfor islam drejer det sig om magt. Så de spanske kongers forsøg på ad magtens vej at udslette al islam i landet, var ikke helt ubegrundet.

Jamen, vore muslimske landsmænd må da kunne glæde sig over, at de her i landet af øvrigheden bliver betragtet som ligestillede med os andre. Alle er jo lige for loven.

Det skulle man tro. Men deres imamer føler vistnok, at det svarer bedre til koranens ord, hvis de fastholder koranens tale om, at muslimer er bedst i Guds øjne, og derfor fra tid til anden med vold gør os andre opmærksom på, at den rækkefølge er den rette. Derfor har der næsten fra begyndelsen af muslimernes ankomst her til landet, og i hvert fald fra den tid af, hvor de næsten blev de fleste i et boligområde, hos dem hersket den forestilling, at dette område, denne bydel, var deres område, her skulle danskerne ikke blande sig med deres verdslige love og deres politiindblanding.

Måske de også har den fornemmelse, som kan findes hos enkelte jødiske skribenter, at dette, at jøderne nu er fuldstændig ligestillede med os andre, får deres unge til at tabe deres jødiske identitet, som om de fandt dette at fastholde deres jødiskhed mere presserende, hvis de kunne se det store samfund som deres fjende. Overført til muslimske forhold: Dette, at samfundet betragtes som vantro, betyder, at de unge muslimer oplæres til at se på det som fjenden, og se på dets tiltag som vendt imod muslimerne. Eller: er samfundet fjenden, forstærkes den tro, at shariaen, koranens love, er overordnet danske love.

Og hvordan vi skal tage denne overlegenhedstro fra dem, det er det store spørgsmål, som vi endnu ikke har fundet et adækvat svar på. Blot må vi vel efterhånden blive klar over, at det ikke nytter noget at gøre, som politiledelsen i mange tilfælde gjorde i Sverige: at give efter for deres voldsudøvelse. Det bliver uvægerligt tolket som et svaghedstegn.

Men kræve respekt for vort politi, hævde, at der findes et voldsmonopol, som muslimer ikke har del i, det må vi gøre. Og samtidig må vi efter bedste evne argumentere for, at koranen ikke kan være Guds ord, og at muslimerne derfor ikke er Guds kæledægger.

Så længe vi ikke for alvor har prøvet det sidste, kan vi ikke hævde, at ingenting nytter.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.