Pseudojournalister

Pseudojournalister, det er journalister, som lader, som om de undersøger alle ting lige grundigt, men som lader regering og andre betydningsfulde undersøgelsesobjekter nogenlunde i fred. Måske tager de sig for at stille enkelte spørgsmål til statsministeren, men de sørger omhyggeligt for, at det er uskyldige spørgsmål, som statsministeren kan svare på, uden at folkets tillid til ham eller hende brister.

Jeg havde aldrig troet at skulle bruge ordet ”pseudojournalist” om Niels Krause Kjær på Deadline. Indtil i går aftes har jeg betragtet ham som en nogenlunde troværdig journalist, god til at bide sig fast i et spørgsmål uden at såre gæsten alt for meget.

Men så i går aftes i Deadline!

Jeg skal ikke kunne sige, om det var hans sande jeg, der her viste sig, eller han blot var blevet rådgivet helt forkert, så han troede, at han i et interview med Alex Vanopslagh havde en god sag, mens han i virkeligheden skød sig selv noget så gebommerligt i foden. I hvert fald var det dette sidste, vi var vidne til. Krause Kjær ville vise, hvordan Vanopslagh med sin kritik af blandt andet statsministeren nedbrød folks tillid til institutionerne i stedet for at styrke den. Men faktisk kom han til at vise, hvordan han selv uden selv at blive klar over det kom til at nedbryde folks tillid til institutionen ”Danmarks Radio”, også kaldet DR, og det endda ret grundigt.

Sagen var den, at Vanopslagh under folketingets afslutningsdebat havde givet udtryk for stor bekymring for demokratiets fremtid. Han havde fremdraget forskellige uheldige ting fra det politiske liv i de senere år. Og Krause Kjær udvalgte sig så nogle af disse sager og gav sig til at bore i dem med sin sædvanlige ihærdighed: ”Tror du ikke, at dette, at du påstår dette, er med til at nedbryde folks tillid til det politiske system?” Det mærkelige var, at Krause Kjær overhovedet ikke kom til at tænke på, om mon ikke det, at han ville glide let hen over disse spørgsmål, i langt højere grad ville nedbryde folks tillid til politikerne.

Jeg tager det vel nok mest iøjnefaldende eksempel: Vanopslaghs udtalelse om statsministerens påstand om uvidenhed i minksagen. Der findes en kort gengivelse af den del af talen her. Ifølge den siger Vanopslagh således i den afgørende passage:

– Det er vel ingen herinde, der tror på, at landets statsminister var den sidste, der fik at vide, at der ikke var lovhjemmel. Og der er vel ingen, der tror på, at de sms’er blev slettet af sikkerhedshensyn, siger Alex Vanopslagh.

Han mener ikke, at Folketinget har været god nok til at sætte foden ned.

– Det er noget, vi har ladet passere. Vi har ladet passere, at vores statsminister er kommet med en åbenlys usandhed, lyder det fra Vanopslagh.

Og her oplevede vi så noget, der vist skulle forestille at være en ægte dybtborende journalist på slap line, men i virkeligheden var den største afsløring af danske journalisters efterladenhed, hvad dybtborende journalistik angår.

For Krause Kjær var slet ikke interesseret i, om det var sandt, at statsministeren havde løjet. Han blev ved og ved med at påpege, at det er troværdighedsnedbrydende overfor det politiske liv sådan at hævde, at statsministeren er kommet med en åbenlys usandhed. At påstå, at en debatdeltager lyver, er jo noget af det værste, man kan sige om en modstander, sagde han flere gange, og så om landets statsminister, det er da virkelig groft. Så Vanopslaghs anklage mod statsministeren blev af Krause Kjær flyttet hen til Vanopslagh selv:

Det er da for groft af Vanopslagh at anklage statsministeren for løgn, sagde han, når hun endnu ikke er anklaget for en rigsret og dømt ved samme.

Mit modudsagn lyder: Det er for groft af Krause Kjær at undlade at undersøge anklagens baggrund og uden videre gå ud fra, at når ingen journalist har anklaget statsministeren for at tale usandt, så må hun have talt sandt.

Jeg blev temmelig nysgerrig efter at høre, hvad der egentlig var sket dengang i november 2020. Og ikke sandt, hvad har man sin blog til. Jeg slog straks op på det indlæg, der handler om netop det, se her. Dette indlæg har, som man kan se, af undertegnede amatørjournalist – hvilket ikke er det samme som en pseudojournalist – fået overskriften ”Kunsten at tale udenom”. Deri omtaler jeg et spørgsmål, som blev fremført med stor styrke af Ellemann-Jensen:

Spørgsmålet, som det blev fremført af Ellemann-Jensen, tog det spørgsmål op, om regeringen – og dermed jo statsministeren – direkte lyver, man hun hævder, at hun intet anede om det manglende lovgrundlag på mødet i regeringens koordinationsudvalg den 3. november. Nej, han brugte ikke ordet ”lyver”, men lægger man to og to sammen, kan man ikke få andet ud af det, end at hun og regeringen udmærket vidste, at de ikke havde lovhjemmel til at kræve alle mink aflivet, og at der derfor er tale om en klokkeklar løgn, når de sidenhen har påstået og bliver ved med at påstå, at de ikke var klar over den manglende lovhjemmel.

Jeg forklarer det lidt mere udførligt med et senere citat:

Her bider Ellemann-Jensen mærke i, at man altså godt vidste, at der ikke er hjemmel til at aflive nogle dyr i minkbesætningerne, nemlig til at aflive dyrene udenfor zonerne. Og så spørger han, hvordan man med den viden i baghovedet kan få den tanke, at der ikke skulle kræves ekstra lovhjemmel til at aflive samtlige dyr i minkbesætningerne. Det svarede statsministeren ikke på.

Det vil sige, at Ellemann-Jensen – og senere hans håndgangne væbnerinde, Sophie Løhde – her udfører en journalists gerning: at afsløre usandheder. Og det gør de jo på fremragende vis: Når man véd, at der mangler lovhjemme til at aflive nogle mink, véd man naturligvis også, at der mangler lovhjemmel til at aflive alle mink. Så at sige, at man ikke var klar over den manglende lovhjemmel, er et forsøg på at tale udenom, er en bortforklaring, eller – som vi siger herovre i Jylland – er en direkte løgn.

Men det var jo noget, medierne skulle have afsløret. Det var jo deres opgave at bore i ministres udtalelser og holde dem op mod hinanden, så man kan se, at de lyver.

Men denne journalistopgave snød journalisterne sig fra dengang i 2020. Og den samme opgave snød Krause Kjær sig fra i går, den 27-5 i Deadline. Han troede, han skulle have Alex Vanopslagh ud at hænge, og så var det i virkeligheden ham selv, der kom op at hænge.

Hele affæren dengang i 2020 kan tydeliggøres af et læserbrev i Horsens Folkeblad, som Britta Schalk Holberg havde den 26-11 2020. Heri citerer hun statsministeren for at have sagt:

Selv om jeg havde vidst, at der manglede lovhjemmel, ville jeg på pressemødet have sagt det samme om nedslåning af alle mink, som jeg gjorde. Og så ville jeg have afsluttet med, at vi nu ville søge at skaffe hjemmel.

Det er muligt, at det hastede så meget med nedslåning af alle mink, at man ikke kunne afvente, at man skaffede lovhjemmel. Men så sig dog det i stedet for at blive ved med at hævde, at man handlede uden at vide, at lovhjemmel manglede. For det forholder sig jo, som Vanopslagh sagde i folketingssalen:

– Der er vel ingen herinde, der tror på, at landets statsminister var den sidste, der fik at vide, at der ikke var lovhjemmel.

Deadline-udsendelsen kan ses her.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.