Urørlighed

Der er to artikler i Information, som jeg i dette indlæg vil omtale, det ene med stor applaus, det andet med noget mindre applaus.

Den første artikel er Henrik Gade Jensens artikel om Søren Kierkegaard, se her. Ja, man da godt undre sig lidt: Tager et blad som Information virkelig sådanne spørgsmål op til debat? Men det gør bladet faktisk af og til. Så blandt andet derfor synes jeg stadig, avisen er værd at holde.

Og hvad specielt denne artikel angår, er den for mig yderst interessant, fordi den sætter et par spørgsmålstegn ved den store eksistensguru. Det gør jeg jo også. Se f.eks. dette blogindlæg, hvor jeg prøver at vise, at Regine, Kierkegaards forlovede, hvem han brød forlovelsen med i 1843, faktisk var helt anderledes indfølende og medlevende i Kierkegaards tungsind, end både han selv og alle hans fortolkere vil indrømme.

Men jeg har ikke oplevet, at nogen har taget handsken op og prøvet at modbevise min tese, skønt den dog har været fremme andre steder end her på bloggen. Den går nemlig ud fra, at Kierkegaard mente ud fra den måde, hans tungsind forløb på, at have fået en anvisning fra Gud om at bryde med Regine. Og den tanke kan en forskerhjerne ikke kapere, i hvert fald ikke, hvis denne hjerne har vænnet sig til at omgås Søren Kierkegaard med den tilgang, der grænser til tilbedelse, som hersker i Kierkegaard-forsker-kredse.

Henrik Gade Jensen har andre indvendinger at gøre til Søren Kierkegaards teologi. Dem skal jeg ikke her komme ind på, men indledningen til hans artikel er meget præcis i sin beskrivelse af den berøringsangst overfor negative indstillinger til Kierkegaard, som hersker i disse kredse. Her skriver han:

Når forfattere eller filosoffer ophøjes til sakrosankte, citeres de kun med billigelse og beundring. Sådan er det også gået Søren Kierkegaard. I sin egen tid var han ikke så agtet i sit fædreland. Nu til dags læses han stort set kun som en sandhedskilde, hvorfra der kan øses godbidder og citater som den efterhånden ulideligt gentagne frase om, at »livet leves forlæns, men forstås baglæns«.

Lad os føje malurt til bægeret: Jeg vil hævde, at Søren Kierkegaard grundlæggende havde filosofisk og teologisk uret.

Det er ganske mærkeligt med en sådan diskussionsform. Eller mangel på samme. Man kan diskutere Søren Kierkegaards filosofi og teologi til den store guldmedalje, og man kan være indbyrdes ret uenige om, hvordan det og det skrift skal tolkes, men i al denne diskuteren forefindes der en usynlig grænse, og hvis man overskrider den, er man udenfor, kommer ikke i betragtning, kan ikke anerkendes som en, der har noget væsentligt at sige.

Nu spiller dette jo ikke den store rolle for hverken mig eller Henrik Gade Jensen – det formoder jeg for hans vedkommende. For det er nok trods alt ikke sådan, at man i de mere ophøjede kredse tænker: Hvad kan sådan en klamphugger af en sognepræst dog bidrage med til akademisk oplysning om vor store filosof? (Henrik Gade Jensen er, såvidt jeg véd, ikke kommet højere op ad rangstigen end jeg er, vi nåede begge op på sognepræsteniveauet). Men man kan alligevel godt undre sig lidt over et akademisk videnskabeligt selskab af mennesker, som lader væsentlige spørgsmål ubesvarede, altså undre sig over, at Kierkegaard har opnået en sådan grad af urørlighed.

Og så til den anden artikel fra Information. Den er fra den 18-8 og er skrevet af Georg Metz. Han har en fast klumme hver fredag i en serie, som de – meget morsomt – kalder Intermetzo. Jeg har engang for længe siden læst ét eller to af hans indlæg, men jeg fandt dem dengang sådan set meget morsomme, men også meget énøjede. Så nu i mange år har jeg vænnet mig til at springe hans klumme over. Hver fredag.

Men så her den 18-8 havde han taget klimadebatten op til debat. Eller rettere, det havde han netop ikke, hvilket jo er forståeligt nok, for klimadebatten er forlængst afsluttet, fordi så at sige alle medier mener, den er vundet af dem, der mener, at alt det med klimaforandringer har sin videnskabelige rigtighed. Kommer der indlæg til redaktionerne, som vil så tvivl om rigtigheden af de videnskabelige “beviser” for klimaforandringernes farlighed, offentliggøres de ikke. Naturligvis ikke, for man vil jo ikke have os almindelige mennesker til at tvivle på sandheden af “beviserne”, det skulle jo nødig gå sådan, at hovedparten af befolkningen kom til at tvivle så meget på rigtigheden af denne videnskab, at de nægtede at følge regeringens anvisninger, hvis de gav for store udfordringer med hensyn til velfærd og fritidsfornøjelser.

Så Georg Metz udfolder sin særlige form for humor overfor os klimarealister – som han bruger Pia Kjærsgaards betegnelse “klimatosser” om, dog rettet den modsatte vej – og kun, hvis man går ind på denne forudsætning, kan man få det rette udbytte af hans mange morsomheder.

Det er lidt trættende i længden. Men jeg bed tænderne sammen og læste det hele for dog at se, om han virkelig tager alle de mange mærkelige påstande for gode varer.

Og ak, det gør han. Dette ellers ret begavede mennesker får ikke den mindste mistanke om ægtheden af klimapåstandene, ikke, om han et øjeblik får den tanke, at de mange påstande om, at den noget usædvanlige varme, de mange skovbrande, eller de voldsomme regnskyl blot er en forsmag på det, vi vil opleve i fremtiden, når klimaforandringerne sætter ind med helt anderledes kraft, måske er mediernes overdrivelser, fremkommet, fordi ulykker og frygtskabelse sælger bedre end fred og ingen fare. Og lad os bare sige, at det ikke er begavelse, det skorter på hos ham, men blot, at han som journalist føler en trang til at komme ind i den journalistiske “urørlighedszone”, altså den zone, hvor man bliver taget alvorlig og ikke skældt ud som klimatosse eller klimafornægter eller det, der er værre.

Og så går han ellers i gang med at skildre sommerens vejr og de fremtidsudsigter, han mener, man kan se deraf.

Ifald Golfstrømmen en dag vender avet om, kan klassiske forestillinger om isbjørne i Københavns gader blive virkelighed.

Man er lige ved at tro, at han har læst noget om tipping points og kommet til at tro på golfstrømmens omvendelse. Denne fantasiudfoldelse har oven i købet givet ham anledning til at sætte denne overskrift på: “Isbjørnens nye habitat”. Den er dog af redaktionen i internet-udgaven erstattet af noget, der er knap så intermetzisk: “En hel del nulevende, stadig fungerende danske politikere bærer et tungt ansvar for den manglende klimaindsats”.

Lad mig give en lidt længere smagsprøve på hans kunst:

Foreløbig er det fugten, der melder sig mere end før. Ifølge læren om tilpasning og naturlig udvælgelse får kommende generationer måske svømmehud mellem tæerne.

Og blæsevejret. I forvejen inderligt forbundet med de danskes øer. “Og stormen rev mine fjedre”, klager Blicher. Nu blev stormen berøvet håbet om stille – dramatisk anderledes end i gamle dage, da stormen kom og fór hen i mere passende taktart.

Forleden var det som en fuldendt storm hysterisk vendte vrangen ud på Nordsjælland og døgn efter døgn piskede træerne i ustandselige volter. Høje som lave vækster, selv brombær blev sat fra bestillingen. Som et voldelige overfald i de grumme dage, hvor naturen omsider chokeret stod stille, træerne medtagne med forvredne grene og løvet krøllet, som en trussel om det forsømte efterår. Løvet bliver måske ikke engang rigtigt gult, brunt og rødt, som man ellers skriver digte om, men falder aflivet til jorden, når stammerne snart igen pakker sammen til vinteren.

Det er ikke sikkert, at denne omgang har noget direkte med klimaforandringerne at gøre, det siger en forsigtig sagkundskab. Nu skal tildragelserne først gennem grundig granskning. Det har jo nok alligevel noget at gøre med.

Man kan forstå, at den arme mand bor i Nordsjælland. For den landsdel fik vendt vrangen ud. Skal vi mon have medlidenhed med den? I hvert fald gik stormen på rov “døgn efter døgn”. Ja, det har vi andre jo ikke opdaget, vi hørte det herovre som noget, der kun varede nogle timer, men flere døgn? Ja, nu er medlidenheden da ved at melde sig over den ellers så rige landsdel. Og tænk, de kommer måske ikke til at opleve efterårsfarvernes changeren fra det røde over i det gule, alle disse skønne træer er i Nordsjælland udset til ikke at være digternes inspirationskilde, men blot at falde aflivet til jorden. Ja, nu er målet fuldt. Arme nordsjællænder, kom til Jylland, min far, mens tid er.

Men det mest besynderlige kan dog ske. Mens jeg var midt i mit besvær med at stave mig igennem Georg Metz’ artikel – besvær, fordi jeg hele tiden skal læse det med, der ikke står der – fandt jeg på denne adresse, klimarealisme, en omtale af en bog, som sidens redaktør, Søren Hansen, har skrevet. “Troen på klimaet”, hedder den, og den kan fås som e-bog hos Saxo for den fyrstelige pris af 19,95 kr. Sådan hedder det til slut i artiklen, og Søren Hansen føjer til: “Er der noget at betænke sig på?” Og nej, det syntes jeg ikke, så jeg klikkede ind, fik betalt, og e-bogen dukkede få øjeblikke efter op på min computer.

Og hvilken lise at læse denne bog efter Georg Metz’ journalistvrøvl!

Her gennemgås klimaproblemerne ud fra den forudsætning, at klimafanatikerne alene bygge på tro, ikke på viden. Og det tager han sig for at påvise, ikke ved at forudsætte, at alle er enig med ham, ikke ved at gå ud fra, at som medierne beskriver sagen, er det videnskabeligt korrekt, men ved at argumentere pro et contra. Så tænk, man behøver slet ikke sidde og læse noget med, som ikke siges, for det siges altsammen. Modstandernes argumenter refereres omhyggeligt, før de skydes ned. Men de skydes altså ned.

Hvilken modsætning til Metz’ beskrivelse af debatten, hvis man da kan kalde mediernes omtale en debat. Metz vender f.eks. op og ned på den iagttagelse, som klimarealisterne har gjort sig om pengenes betydning for debatten, nemlig den, at videnskabsfolk, der går imod de løbske klimateorier, ikke får deres artikler optaget i de førende tidsskrifter og risikerer at miste deres stilling. Denne iagttagelse giver Metz det modsatte indhold:

Man kan ligesom ikke længere snakke sig fra det eller som folketribun demagogisk forlange, at viden og forstand holder bøtter.

Fornægtelsen kender ellers vide grænser. Selv pæne folk tilbageviser de ildevarslende tegn på fremtiden: Videnskabsfolk, det ved vi godt, de får flest bevillinger, når de følger parolen, sådan er det jo.

Man skulle ellers mene, at de underbyggede teoriers virkeliggørelse kan bekræftes ved at stikke hovedet ud ad vinduet.

Dette, at videnskabsfolk får flest bevillinger, når de følger parolen, det har han dog bemærket. Men at parolen, der skal følges, fastsættes af det højst politiske organ IPCC, det er ikke nået ind i hans bevidsthed.

Og det gør den nok heller ikke foreløbig. For der er utrolig lang vej derind. Først skal han igennem det tykke lag medieforhekselse, som får ham til at tro på klimaforandringernes ubønhørlighed, og det, han hører dèr, bliver han så optaget af, at han tror, det er den skinbarlige virkelighed. Så stikker han hovedet ud af vinduet og opdager måske, at naboens store træ er væltet i stormen, noget, han aldrig har oplevet før. Og ikke sandt, det passer jo fortrinligt med mediernes klimahistorie, så deres teorier er aldeles ikke uunderbyggede, de kan underbygges bare ved at kikke ud ad vinduet.

Hvor er han dog et vrøvlehoved! Kort forinden havde han forklaret os, at

Det er ikke sikkert, at denne omgang har noget direkte med klimaforandringerne at gøre, det siger en forsigtig sagkundskab. Nu skal tildragelserne først gennem grundig granskning.

Men nu, fem linjer senere, er denne forsigtige tilgang ganske borte.

Ha, det minder om det medie, der kom til at skyde sig i foden i klimaforandringsspørgsmålet. Man ville have folk til at forstå, hvor usædvanlige de pågående august-storme var, og så skrev man, at man ikke havde oplevet sådanne storme siden august 1931. For så måtte da alle folk kunne forstå, at de var vidner til noget højst usædvanligt. Jeg tænker mig, at man bed sig selv i tungen, da man opdagede, at man jo derved havde modsagt den store medie-enighed. For den hævder jo, at disse storme bliver værre og værre og derfor ikke har nogen forgænger i det hele taget.

Hvor er menneskeheden dog en mærkelig størrelse!

Det, jeg havde oplevet i det små med min artikel engang i 1985 – se eventuelt min artikel her – at ingen tog min påstand alvorlig, fordi Kierkegaard var kommet ind i en slags urørlighedszone, og min påstand om, at han hørte til dem, der mente at kunne modtage åbenbaringer fra Gud, var for ødelæggende for hans gurustatus, det oplever vi i disse år i stor, ja verdensomfattende stil, med klimaspørgsmålet.

Og det er derfor, det er så utrolig velgørende af læse Søren Hansens bog. At fornemme, at der dog stadig er nogen, der tager Karl Poppers videnskabsteori alvorlig, det er virkelig skønt. Side 111 skriver Søren Hansen om Popper:

Den berømte filosof Karl Popper fremlagde sin beskrivelse af den videnskabelige metode. Han erklærede, at en videnskabelig teori aldrig kan bevises, men derimod kan den modbevises, eller falsificeres, som det kaldes. Hvis en teori er udformet på en sådan måde, at der ikke er nogen mulighed for at falsificere den, er den ikke videnskabelig.

Og Søren Hansen viser i sin bog, at klimateoriens tilhængere går frem på modsatte måde: Man formulerer sin tro på menneskehedens fejlgreb med hensyn til CO2-udledninger, og prøver så at få de videnskabelige data til at understøtte denne tro.

Men da man ikke har angivet nogen måde, hvorpå ens påstande kan falsificeres, er der ikke tale om videnskab. Det vil sige, at de, der ikke deler klimafolkenes tro, ganske rigtigt har svært ved at modbevise påstandene, de må nøjes med at gøre dem usandsynlige.

Og det gør så Søren Hansen.

Han går den nuværende klimadiskussion igennem og bebrejder klimafantasterne, at de vil bygge al fremtidens energiforsyning på sol og vind uden tilsyneladende at tage hensyn til umuligheden af med disse energikilder at skaffe os en stabil strømforsyning. Det sker i kapitel 2.2, der hedder “Energiomlægningen”. Og han er ret omhyggelig med at redegøre for, hvor stor en del af nutidens energiforsyning der bygger på fossile brændstoffer og hvor umulig en opgave det vil være at erstatte al denne energi med sol og vind, både fordi disse energikilder i så fald skal udbygges til det helt urealistiske, og fordi den energi, der kommer ud af det, vil ligge helt stille når der er vindstille og når solen ikke skinner. Og alle forsøg på at opbevare elektricitet har indtil videre vist sig kun at føre til ufattelig dyre løsninger.

Det vil sige, han siger det, klimafantasterne ikke siger, nemlig, hvor utrolig meget det vil koste at afskaffe de fossile brændstoffer. Disse fantaster har, kan man forstå, hidtil forholdt sig teoretisk til virkeligheden, men det finder virkeligheden sig ikke i i det lange løb. Den vil have konkrete bud, og når Søren Hansen gennemgår sådanne bud, viser de sig at være urealistisk dyre.

Så ud fra sådanne overvejelser er det ret så glædeligt, at alt dette med, at det er CO2-udledningerne, der styrer vort klima, er det rene vrøvl.

Dette er min bemærkning, ikke Søren Hansens. Han mener vist det samme, men udtrykke sig mere urbant.