Det er mærkeligt med muslimernes tilstedeværelse i vort land. Vi véd, at de er der, men vi lader gang på gang, som om de ikke er der.
Nu i dagens Tv-aviser – dagen er den 13-3 – blev der bragt reportager fra nogle mærkelige ting, der er sket på Midtsjælland. Nogle unge mennesker har fundet det sjovt at fælde træer på en måde, så de falder ud over kørebanen.
Ved ét af disse besynderlige foretagender skete der det, at en bil, der i det samme kørte forbi på vejen, blev ramt af det faldende træ, sådan at føreren omkom. Så blev de unge mennesker anholdt, og Tv-aviserne fortalte, at de ville blive anklaget for mord.
Hvad i alverden, tænker man, hvordan kan man hævde, at der er tale om mord?
Og problemet kom ikke nærmere en løsning derved, at man havde fået fat på en kyndig person, som véd noget om, hvordan man fælder træer. Han så på stubben efter træet og konstaterede, at der er tale om noget fusk, set med en træfælders øjne. Og han kunne endvidere fortælle os, at man ikke kunne bestemme tidspunktet for træets fald med så stor nøjagtighed, at man kunne bruge et faldende træ som mordvåben.
Hvordan hænger det sammen med anklagen om mord?
Jeg fik det ikke til at hænge sammen. Heller ikke, selv om man gjorde opmærksom på en del andre tilfælde af uhensigtsmæssig træfældning, specielt et træ, der var fældet kun nogle timer forinden forholdsvis tæt på ”mordstedet”.
Alligevel var Tv-avisernes reportager ikke helt ude i det blå. Man bragte f.eks. nogle indtryk fra personer på stedet. Og der var forbavselse over, at noget sådant kunne finde sted, der var undren over en mordanklage, men det var også én, der kom i tanker om dengang, ”unge mennesker” smed sten ned på motorvejen. Dengang, kunne han huske, var der en ret stor betonklods, der blev smidt ned fra en gangbro over motorvejen og dræbte en forbikørende bilist.
Det var der, ja, det husker jeg godt. Og jeg husker også en anden begivenhed fra dengang, det var kommet ”på mode” at smide sten ned på motorvejen. Der var nemlig en bilist, der umiddelbart efter at have fået en sten smidt ned til sig, standsede sin bil, ilede op på gangbroen og fik fat på den dreng, der havde gjort det. Hans mor stod i nærheden, og både hun og drengen blev vist skældt ret grundigt ud, og måtte love aldrig at gøre det igen. Men hun var muslim, drengen altså muslimsk opdraget. Og det fik i hvert fald mig til at få den tanke ind i hovedet, om mon alle disse motorvejs-sten blev smidt ned af muslimer. Andre fik også den tanke, men vore medier fik den ikke, bortset fra de såkaldte alternative medier, som af den grund af gode at gæste, hvis man vil have en nogenlunde neutral oplysning, som forsøger at dele sol og vind lige.
Så det, denne sammenligning vil gøre, er at stille det spørgsmål: Gad vide, om det er unge muslimer, der morer sig med at fælde træer ud over kørebanen, ligesom de dengang morede sig med at smide sten ned over motorvejene!
Jeg tillod mig engang for mange år siden at referere nogle iagttagelser, som Kirsten Damgaard og Carsten Ringsmose havde gjort sig, se her. Jeg skrev:
Men én af de for mig at se mest overbevisende forklaringer på urolighederne gav en artikel i den elektroniske avis, Altinget, skrevet af kulturpsykolog, cand. pæd. psych. Kirsten Damgaard og børneforsker, cand. rer. soc. Carsten Ringsmose. De forklarede urolighederne med de muslimske drenges selvovervurdering, en overvurdering, de havde fået gennem deres opdragelse. Der ligger i den muslimske kultur, sagde de, ikke blot en forestilling om, at mænd er bedre end kvinder, men også om, at muslimer er bedre end ikke-muslimer.
Men når unge drenge med disse forestillinger gang på gang erfarer, at de ikke er spor bedre end danskerne, så kommer enhver forklaring, der giver det danske samfund skylden, som sendt fra himlen til dem. Den forklaring kan de bruge, men ændre den opfattelse, der siger, at de er bedre, det hverken kan eller vil de. Og deres medmuslimer synes ikke at ville gøre noget for at få dem til at gøre op med denne fejlopfattelse.
Vil man se hele artiklen, kan man se den her, lidt nede ad siden.
Men det er ikke mange steder, hvor man kan se eksempler på, at muslimer er anderledes end os. De fleste medier holder sig den regel efterrettelig, at man endelig ikke må sige noget nedsættende eller anklagende om muslimer, for derved vil man jo skade den integration, som vi alle sammen håber på, ikke sandt?
Ja, vil man nu også det?
Uwe Max Jensen har et udmærket indlæg på snaphanen om mordet på den trettenårige pige i Hjallerop i Vendsyssel, se her. Han er kørt til Hjallerup og har set den sorg, de mange mennesker i byen bærer rundt på. Det beretter han om på en udmærket måde. Ikke blot er det uforståeligt, at en så ung pige han have et forhold til en syttenårig dreng, det er også højst usædvanligt, at en sådan dreng bliver så vred over, at hun vil afbryde forholdet, at han ligefrem slår hende ihjel. Hvis det er det, der er årsag til mordet, det er nemlig også uklart.
Og der er ikke noget at sige til, at Uwe Max Jensen får den tanke, at morderen måske er muslim, især ikke, når det er den samme tanke, som jeg får. Dog er han klogere end mig. For han er så forsigtig, at han først er kørt omkring Flauenskjold, dèr, hvor morderen Thomas Thomsen boede og parterede sit offer Mia Skadhauge. Og det er godt at få den sag med ind på nethinden. For den tanke, jeg har fået ved at læse om mordet i Hjallerup og sammenholde det med det, jeg i sin tid læste om muslimske drenges ”merværdikompleks”, er jo, at det kunne være rart at kende identiteten på den syttenårige morder. Var han dansker eller var han muslim? Bevares, jeg véd jo godt, at medierne på ingen måde vil videregive til os den oplysning, de dog vel må have, men vi prøver jo alle at få en vis sammenhæng i det historier, vi hører, og en sammenhæng ville det for mig give, hvis det blev klart, at den syttenårige var muslim. For at en sådan person kan blive edderspændt rasende over et nej fra en pige, det véd jeg, og det har jeg hørt om før. Men at en kun syttenårig dansker skulle kunne gøre det samme, det forekommer mig usædvanligt, ja, næsten umuligt.
Men jeg véd da godt, at jeg, hvis jeg fremfører den mistanke, at der nok er tale om en muslim, vil blive mødt med en anklage om ”islamofobi”: ”du tror da vel ikke, at vi danskere er bedre end muslimerne”, ”du mener vel ikke, at en danske ikke ville kunne opfører sig sådan”, og den slags udgydelser.
Her er Uwe Max Jensen betydelig klogere end mig. Han har som sagt nævnt mordet på Mia Skadhauge. Og efter at have fortalt om de lokales blomster på mordstedet og andre udtryk for sorg, skriver han:
Men jeg er ikke den, der kaster den første sten. Inden jeg kørte til Flauenskjold, fik jeg et tip om, at den mulige gerningsmand var en “indisklignende dreng”.
Det kan betyde alt og ingenting. Det kan være et rygte. Det kan være, at den pågældende intet har med “drabet” – det kalder medierne det nu – at gøre. Meget kan tænkes. Men jeg beslutter ud fra lige dele nysgerrighed og kynisme at hoppe på sagen fra begyndelsen og se, hvad der kommer frem.
Problemet, både han og jeg står overfor er: Kan man være så forsigtig med en sådan antydning, at det faktisk kommer til at nytte noget, hvis man af kendsgerningerne tvinges til bagefter at komme med en rettelse: Nej, der var ikke tale om en muslim, det var en almindelig dansker, der gjorde det?
Det tror medierne i hvert fald ikke på. Så de siger aldrig, hvilken hudfarve den anklagede har, hvis han ser ud som en muslim. Og så tror de, at de kan få os til aldrig at tænke den slags tanker, når der sker noget besynderligt og ret udansk.
Det kan de ikke.
Denne politik minder om de svenske politi-billeder fra for nogle år siden. Man havde et billede af en indbrudstyv, og man sendte det ud på nettet, for at få nogle til at fortælle, om de vidste, hvem dette billede forestillede. Men når billedet alt for tydeligt røbede, at der var tale om en ikke-svensker, skjulte man ansigtet, så det ikke blev røbet, om det var én af dem eller én af os.
Vanvittigt, ja! Men det gjorde man.
Jeg aner naturligvis ikke, hvad farve træfælderne har, eller om morderen fra Hjallerup er en ”indisklignende dreng”. Men det er til at få spat af, når man bagefter, hvis det skulle vise sig, at der er tale om en muslim, kommer til at høre diverse psykologer komme med forklaringer på, hvad der kan tænkes at have fået en syttenårig dreng til at gøre noget så forfærdeligt. For de har al deres videnskab fra undersøgelser af vestlige mennesker, muslimske mennesker ligger helt udenfor deres felt. Bare det at skulle indrømme, at de er anderledes, har andre idealer og andet at kæmpe for en os, det kan de slet ikke få over deres hjerter.
Så for ikke at få spat, er det lige ved, at man ønsker sig, at morderen vil vise sig at være en dansker. Men vi véd det ikke.
ricardtriis 