Jyllands-Posten beretter den 9-8, at en ny Muhammed-sag er under opsejling. Den er dog blevet grebet i opløbet derved, at et museum har taget kontroversielle Muhammed-tegninger af plakaten.
Det drejer sig om den svenske kunstner, Lars Vilks, der har skildret profeten som en hund, efter sigende fordi der i Sverige kører en populær bevægelse, der afbilder hunde rundt omkring i det offentlige rum. Et museum, Tälleruds Hemsbygdgård, havde oprindelig taget dem med i en udstilling om “Hunden i kunsten”, men valgte i sidste øjeblik at fjerne disse kontroversielle billeder.
Ak ja. Så skal vi til det igen.
Alle betragtninger om selvcensur, alle overvejelser om særlige hensyn til minoriteter (læs: muslimer), alle forestillinger om kunstens opgave, alt sådant ligger lige under overfladen, parat til at blive udløst af f. eks. sådan en tildragelse.
Min umiddelbare reaktion er den kendte fra “Indenfor murene”: “Lad dog barnet!” Jeg kender ikke kunstværkerne, men de synes ikke at være særlig interessante. Siger de noget om Muhammed, som er væsentligt? Det tror jeg ikke. Det vil sige: Jeg tror, de som kunstværker betragtet falder ynkeligt igennem, f. eks. i forhold til tegningen fra Jyllands-Posten af profeten med en bombe i turbanen. Den tegning ramte plet; den trykkede på muslimernes ømme punkt: hvordan gøre et menneske, der brugte vold, til ideal for en fredsreligion? Men Muhammed som hund? Det er vist en provokation for provokationens skyld.
Men lad os dog se det! Lad det dog komme frem! Lad det blive vist! Hvorfor skal vi lade muslimer klippe vingerne af vor kunstneriske frihed?
Hvad der i denne forbindelse får mig til at fare i blækhuset, er imidlertid noget andet. Det er en historisk betragtning. Jeg tror, at vi, når vi ser på, hvad der virkelig skete under Muhammed-krisen, slet ikke behøver være så bange.
Hvad var det nemlig, der satte gang i Muhammed-krisen. I Information den 6-3 06 skrev Ralph Ghadban: “Den 23. januar underskrev kong Abdullah af Saudi_Arabien en række økonomiske aftaler med Kina. Samme dag fordømte det såkaldt konsultative råd i Riyadh de i Danmark og Norge offentliggjorte karikaturer af profeten Muhammed. Samme dag blev saudi_arabiske borgeres e_mail_konti bombarderet med anonyme mails, der opfordrede dem til at boykotte danske produkter. 24. januar bandlyste Saudi_Arabiens stormufti, sheik Abdelaziz, karikaturerne og afkrævede Danmark en undskyldning. 26. januar trak Saudi_Arabien sin ambassadør hjem fra Danmark. Således startede den protestbølge, der siden har bredt sig til alle islamiske lande, og som i al væsentlighed er tilskyndet af despotiske regimer og islamistiske grupperinger”.
Det mener jeg, Ralph Ghadban har ret i. Det var ikke vore hjemlige muslimer, der satte gang i det hele. Det var heller ikke det manglende møde med de muslimske ambassadører, der bar skylden. Det var det konsultative råd i Saudi-Arabien, der startede hele balladen. Og vil man undgå noget lignende i fremtiden, må man undersøge, hvad der vel fik dette råd til at opfordrer til boykot af danske varer.
Og bevares, der kan vel være tale om en ægte forargelse på Muhammeds vegne. Men man kan ikke bilde os ind, at den var spontan. Man kan ikke være spontan med et halvt års forsinkelse. Og da sagen i det hele taget syntes at være ved et blive neddroslet i begyndelsen af januar, må der andre forklaringer til.
Den, jeg har fundet mest sandsynlig, går på, at saudierne havde brug for noget, der kunne aflede opmærksomheden fra dem i den muslimske verden. De var under anklage for ikke at have administreret pilgrimsrejsen til Mekka forsvarligt. Der var det år i januar 20 mennesker, der var døde i forbindelse med pilgrimsrejsen. Hvis det er sandt, må man sige, at deres taktik lykkedes over al forventning: De fik så sandelig afledt opmærksomheden fra de 20 døde pilgrimme, og de fik oven i købet det hele til i den muslimske verden at fremstå, som om det var dem, der i særlig grad var troens forsvarere. To fluer med ét smæk. Imponerende!
Og min påstand er nu: Hvis det var noget i den retning, der satte gang i Muhammed-krisen, så kan vi såmænd rolig lade vore kunstnere arbejde og udstille ganske, hvad der falder dem ind. Det skulle være højst besynderligt, om de her beskrevne årsager kunne finde sammen igen. Og selv hvis de gjorde, hvad så! Så ville vi måske få en Muhammed-krise med Sverige som hovedskurk, men den ville ikke blive så omfattende som den første. Og efter den tredie, fjerde og femte Muhammed-krise ville den sjette ikke kunne få så meget som en kat til at gø. Heller ikke, hvis det famøse kunstværk var Muhammed afbildet som en hund.
ricardtriis 