Irak og Libyen

Det er lidt mærkeligt at overvære, hvordan en del politikere fra Venstre og de konservative skoser Socialdemokraterne og SF, fordi de var imod Irak-krigen, men nu gladelig og helhjertet går ind for den krig mod Libyen, der skal opretholde en fly-forbuds-zone over landet. For dårligere er vor hukommelse da ikke, end at vi så udmærket husker, at der med hensyn til invasionen i Irak var tale om en situation, der var helt forskellig fra den i Libyen i dag.

I Libyen var der tale om, at der skulle gribes ind meget hurtigt, hvis man skulle undgå, at Gaddafi massakrerede sin befolkning. Det var ikke situationen i Irak. Ja, der er politikere, der har hævdet, at Saddam Hussein jo også massakrerede sin befolkning. Og det er sandt. Men det var sket, da invasionen kom. Og hvis man dengang greb ind som straf for disse brutale handlinger fra Saddams side, så holdt man det godt skjult. Officielt greb man ind, fordi Saddam ikke ville samarbejde med FN, vi andre ville være helt sikre på, at han ikke havde masseødelæggelsesvåben.

Skal Libyen sammenlignes med noget, må det være med luftkrigen mod Serbien i slutningen af halvfemserne. Også dengang var en civilbefolkning, nemlig kosovo-albanerne, ved at blive angrebet. Serberne syntes at have til hensigt med diverse voldsepisoder at foretage etnisk udrensning af Kosovo, man ville tvinge albanerne helt ud af Kosovo. Det kunne Vesten ikke se på uden at gøre noget. Og så påbegyndte man luftkrigen. Og man må vist sige, i modsætning til, hvad nogle militæreksperter siger om Libyen-krigen, at denne krig blev ført fra luften og vundet fra luften. Landtropper, fredsbevarende styrker, blev først indsat, da serberne havde trukket sig tilbage fra Kosovo. Og med disse tropper på plads kunne de flygtede albanere vende tilbage til deres hjem.

Men sandt nok, luftkrigen var en decideret krig, man gik efter både civile og militære mål i Serbien. En fly-forbuds-zone blev ikke oprettet; man var langt mere krigerisk overfor Serbien, end man er i dag overfor Libyen.

Fly-forbuds-zone er derimod noget, man kender fra Saddam Husseins Irak. Her var der igennem en del år oprettet en sådan zone (ja, egentlig to zoner). Meningen var at beskytte to af Saddam forfulgte minoriteter, shi’itterne i syd og kurderne i nord.

Men også her er der en forskel. Fly-forbuddet over Irak blev håndhævet af amerikanske og britiske fly. Men disse fly risikerede at blive skudt ned af Saddams antiluftskyts. En del blev det faktisk. Den risiko har man ikke villet løbe i Libyen. Her har man som bekendt først angrebet alle de faciliteter, som Gaddafi kunne bruge imod fly. Hvad man godt kan forstå. Når man nu har det militære isenkram, der kan sørge for sikkerhed for piloterne, hvorfor så afstå fra at bruge det? Faciliteterne er ikke fuldstændig fjernet, men alligevel!

Nuvel, de fleste afstår fra sammenligninger og gribes umiddelbart af medlidenhed med de oprørere, hvis jubel vi har hørt om, og med de civile, hvis liv nu, hvor Gaddafi angreb, var i fare. Og så skulle altså en fly-forbuds-zone indføres, jo før jo bedre.

Men vil man have en sammenligning, der ret effektivt kan forhindre én i at gå ind for at indsætte landtropper, så er en sammenligning med Irak brugbar. For i Irak mødte amerikanerne og de andre lande noget, de ikke havde forberedt sig på at møde: de mødte et land i indre splittelse. Tre ‘stammer’, tre ‘folk’, tre sektioner bestod landet af. Og disse sektioner var indtil invasionen blevet holdt i skak af Saddam. Men med invasionen så de deres snit til hver at få mere magt over de andre. Der var ingen samarbejdsvilje, visse steder i Bagdad blev der gennemført etniske udrensninger; alle ville have del i olie-pengene; at skulle optræde som et normalt land med en normal indbyrdes solidaritet var ikke noget, der lå i kortene. Og det er ikke mindst denne interne splittelse, der har ført til tabet af mange liv hos de allierede.

Her er det på sin plads advarende at gøre opmærksom på, at vi i Libyen har noget tilsvarende: der er tale om et land, opdelt mellem en række stammer eller klaner. De har været holdt nede af Gaddafi gennem mange år. Men nu, hvor låget er taget af tønden, risikerer vi, at der kan gå meget lang tid og blive dræbt mange mennesker, før man har fundet frem til formler, der kan tilfredsstille alle klanerne i landet. At få landets befolkning til at optræde som en énhed kan vise sig at blive meget besværligt. Med eller uden Gaddafi. Og det må anbefales meget stærkt, at man overlader disse indbyrdes kampe til libyerne selv.

Men selvfølgelig: hvis der opstår borgerkrig i landet, hvis civilbefolkningen udsættes for drab i denne borgerkrig, så står vi i det samme dilemma som nu: skal vi gribe ind eller lade tingene gå deres skæve gang? Måske vi derfor allerede nu skal gøre os klart, at når vi nu har grebet ind, skyldes det også, at den ene part, Gaddafis hær, havde en helt urimelig militær overlegenhed. Hvis klanerne i en eventuelt kommende borgerkrig står mere lige, så må vi vist lade dem kæmpe sig trætte. Selv om det selvfølgelig ville være bedre, om de kunne enes uden forudgående kampe.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.