Nationalisme — nationalfølelse

Fornylig fik vi at vide, at tyskerne havde meget lidt humor. Der var nogen et eller andet sted i verden – formentlig ikke i Tyskland – der havde lavet en undersøgelse, undskyld: en videnskabelig undersøgelse, som tydeligt viste, at tyskerne befandt sig et par streger over nulpunktet, når man opstillede en liste over de folkeslag, der havde størst humoristisk sans, altså de havde meget lidt humor.

Det første, jeg vil sige i den anledning, er, at der åbenbart ikke er nogen, der indtil nu har fundet på at anklage de mennesker, der har offentliggjort undersøgelsens resultater, efter straffelovens § 266b, den, der taler om, at man ikke offentlig må true, forhåne eller nedværdige en gruppe personer på grund af dens race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering. Herhjemme har hidtil ingen tænkt at anklage nogen for offentliggørelsen, og det har man vist heller ikke drømt om i andre lande.

Men ærlig talt, hvorfor egentlig ikke?

Jeg mener, vi har at gøre med et mindretal, ikke et mindretal i ét eller andet fjerntliggende land, men et mindretal, der lever og bor og arbejder her i landet. Vil dette mindretal mon ikke føle sig krænket over denne udtalelse? Vil disse tyskere mon ikke føle, at de ikke bliver accepteret som rigtige danske statsborgere? Vil de ikke føle, at vi dermed opstiller et skel mellem ‘dem’ og ‘os’?

Alle disse spørgsmål må man selvfølgelig møde med et lige så stort ‘ja’, som man møder de tilsvarende spørgsmål med, når det er muslimer, det drejer sig om. Men se, om nogen gør det? Ingen får den tanke indenfor knolden. Ingen drømmer om at anklage nogen. Kun fuldstændig skøre kugler – som undertegnede – nævner den, men selv sådanne individer nævner den naturligvis kun for at kunne afvise den som det rene galimatias.

Nå, det var nu det første. Det næste er, at påstanden ved et mærkeligt sammentræf blev effektivt dementeret af et kort klip i Tv-avisen. Her så man et uddrag af en tysk satireserie, som gjorde grin med det danske ønske om mere grænsekontrol. Og indrømmet – jeg fandt den ganske morsom, selv om jeg sådan set hører til de efterhånden ret få, der kan huske politiets advarsler, fra dengang grænsekontrollen blev nedlagt. Den tyske satire var så tilpas overdrevet, at den blev sjov. Den var selvfølgelig fyldt med grænsebomme, selv om det gentagne gange er blevet dementeret, at sådanne påtænkes. Helt i orden. For når den endte med, at en grænseoverløber blev skudt, forskyder det hele sig op i uvirkelighedens tåger, hvor der virkelig kan gøres grin med en nabo.

Men så kommer det mere alvorlige. Der er tyske politikere, der har advaret om det danske tiltag. De henviser til, at det kan styrke nationalismen, og at de som tyskere har dårlige erfaringer med en altfor stærk nationalisme. Hvorfor vil Danmark ”lege med nationalismens ild”? spørger man.

Ærlig talt, er den ikke lidt langt ude? Det er sandt nok, at tyskerne har en nyere historie, som det har været meget svært at komme overens med, så man igen kan blive glad for at være tysker. Det er sandt, at Hitler udnyttede nationalfølelsen i Tyskland på det groveste, forvandlede den til en nationalisme, hvor tyskeren mente, han hørte til et herrefolk, som af skæbnen havde fået til opgave at herske over laverestående folkeslag. Det er sandt, at denne nationalisme var en medvirkende årsag til drabet på 6 millioner jøder. Og vi, der som naboer ser ind i Tyskland, har været lidt bekymrede: kunne tyskerne mon nogensinde komme til at være stolte over deres land igen?

Derfor var det en stor glæde at høre Ulla Terkelsen fortælle om den tyske nationalfølelse ved VM i fodbold for et par år siden. Her følte tyskerne virkelig, at de var fælles om noget, at de havde ydet noget som folk, og at andre folk anerkendte dem for det. En tysk nationalfølelse var ved at gro frem igen, en nationalfølelse, som søgte at frigøre sig fra det traume, som Hitler efterlod al nationalfølelse med i Tyskland, en nationalfølelse af helt anderledes blød karaktér, end den brovtende nationalisme, vi lidt ældre kender altfor godt.

Men traumet er ikke helt væk. Der sidder åbenbart stadig i nogle tyskere en fornemmelse af, at nationalfølelse er noget skidt, og af, at når de ikke må have nationalfølelse, så må vi andre heller ikke. Derfor kan man komme med en advarsel om, at vi med vort ønske om mere grænsekontrol ”leger med nationalismens ild”. Dels er det forkert: vi har altid haft en god og sund nationalfølelse her i landet. Og dels er det ligegyldigt, for selv om man tænker sig, det var sandt: at samtlige danskere blæste sig op til at mene, de var bedre end andre folkefærd, vi er så få, at vi på ingen måde kan skræmme nogen til at blive bange for os.

Nuvel, mens man dog på én eller anden måde kan forstå, at en tysker kan sige noget sådant, så har jeg hidtil ikke haft fantasi til at forestille mig, at en dansker kunne. Men ak, som sædvanlig overgår virkeligheden fantasien. I dagens Politiken hævder Anders Jerichow just dette, se her. Jerichow er jo ellers et fornuftigt menneske. Men han er åbenbart også radikal. Ja, dagens udtalelse tyder på, at han ligefrem er ærkeradikal. Og så er det vist så som så med fornuften. Han skriver bl.a.:

”Men hvis det ikke er nationalisme, vi leger med, når vi hele tiden har mere travlt med at fastholde og opbygge grænser end at bryde grænser ned … når vi konsekvent forsøger at holde ’fremmede’ ude af Danmark … når vi ikke vil deltage i det udvidede EU-samarbejde … og når vi med åbne øjne sågar gør vores egne liv vanskeligere ved at hindre unge i at gifte sig på tværs af grænser … hvad handler det så om – hvis ikke at lege med nationalismen?”

I det ‘vi’, som Jerichow opererer med, inkluderer han de fleste af folketingets partier. Han har f.eks. lagt mærke til, at både S og SF hoppede med på vognen, da det så ud til, at dette med mere grænsekontrol havde en vis folkelig opbakning. Nu hopper de så af igen, efterhånden som protesterne fra udlandet indløber. Kun de radikale, og i hvert fald de ærkeradikale, har hele tiden været imod. Men læg mærke til, hvordan han argumenterer dels med ubeviste forudsætninger, dels ud fra en tilsyneladende blindhed overfor virkeligheden.

Han retter fire bebrejdelser imod os. Lad os tage dem én efter én! I den første går han ud fra som givet, at det er bedre at nedbryde grænser end at opbygge dem. Men er det det? I næsten alle livets forhold gælder det, at faste grænser giver os tryghed. Det gælder også landegrænser. Det har landets elite og EU’s elite ganske vist glemt. Man har fra begyndelsen haft et ideal om arbejdskraftens frie bevægelighed. Og man har beskrevet det, som var det en nødvendighed for den økonomiske udviklings skyld. Det var et falsk argument. Man kunne udmærket have gennemført alle de fornuftige tiltag om standardisering uden at gribe til regler om arbejdskraftens frie bevægelighed. Et frihandelsområde med flydende valutaer ville have været fuldt tilstrækkeligt. Så den præmis, Jerichow har i sin første bebrejdelse, er falsk.

I den næste er han derimod ikke slået af en falsk præmis, men af blindhed. Vi holder alle ‘fremmede’ ude, siger han. Men han glemmer at fortælle, at vore stramme indvandringsregler er noget, vi har på basis af de sørgelige erfaringer, vi har gjort med alt for mange uintegrerbare udlændinge.

I den tredje bebrejdelse må vi bl.a. høre for, at vi stemte nej til euroen. Nå ja, det siger han alligevel ikke ligeud. Tidspunket er nok heller ikke så velvalgt, hvis man vil argumentere for euroen. Og måske vi endda ikke har set det værste endnu. Man kan i hvert fald godt spekulere på, hvordan Grækenland nogensinde skal kunne arbejde sig ud af sin gæld. Hvis man med ét slag kunne halvere alle lønninger, halvere alle gældsposter og halvere alle formuer, nå ja, så kunne man måske blive konkurrencedygtige. Men ingen fortæller, at det netop er det, man kan gøre, hvis man genindfører drachmen.

Og så den fjerde bebrejdelse, som har med det at gøre, at vi har villet gøre noget ved de mange arrangerede ægteskaber, som vore indvandrere fra Tyrkiet og Pakistan og andre lande har med sig til vort land som en del af deres kultur. Det var jo det, der medførte en kædevandring fra disse lande til Danmark, noget, som til sidst blev ganske ukontrollabelt. Men det lukker Jerichow øjnene for. Han argumenterer med de unges frihed: ”Kærlige og retskafne forældre ønsker da ikke, at staten skal bestemme, hvem deres børn må gifte sig med. Vi lader vores børn køre bil, når de er 18 – men helt indtil de er 24, foretrækker vi åbenbart, at staten skal hindre dem i at gifte sig med en udlænding?” Han glemmer at fortælle, at kærlige og retskafne muslimske forældre ganske rigtigt ikke vil have staten til at bestemme, hvem deres børn skal gifte sig med, men at det skyldes, at det vil de selv bestemme. Han lader, som om det er de unges frihed, der ligger ham på sinde. Hvis det var det, skulle han jo vende sig imod alle de arrangerede ægteskaber, ægteskaber, der for manges vedkommende involverer store pengebeløb. Og det er sandt nok, når staten hindrer disse arrangerede ægteskaber, er der mange forældrepar, der går glip af ikke så få penge, og var man nu en ærkeradikal forkæmper for menneskers frihed, så ville man kunne se, at det var dèr, slaget skulle slås. Men når hans radikalisme er kombineret med total blindhed overfor den anderledes virkelighed, andre kulturer lever i, så bliver hans ord og hans bebrejdelse uden hold i virkeligheden.

Og alle disse bebrejdelser bunder i, at han giver tyskerne ret i, at vi ‘leger med nationalismens ild’. Hvilket er det argeste vrøvl. Der er noget, der hedder nationalfølelse, og det er noget positivt. Det er den, vi har bygget vort demokrati på. Det folk, vi taler om, når vi siger ‘folkestyre’, er det danske folk. Men et sådant eksisterer måske ikke i Jerichows ordbog. Så er det godt, det eksisterer i virkeligheden.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Et svar til Nationalisme — nationalfølelse

  1. Pingback: Husker De forargelsen over den danske grænsekontrol? « Ricardt Riis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.