Stop for flykapringer

Blandt meget andet betød 11. september et stop for flykapringer.

Det er godt nok noget, man sjældent tænker over. Men her ti år efter begivenheden bør vel også den eftervirkning nævnes.

Vi havde op til 11. september 2001 oplevet et utal af flykapringer. Dette at kapre et fly var en måde, hvorpå terrorister kunne skabe opmærksomhed om deres sag. En overgang var visse lande såmænd ved at overveje, om de skulle genindføre dødsstraffen. Jo, for mange kapringer blev udført med det for øje at få frigivet fængslede terrorister. Og ikke sandt, så stod landenes myndigheder i et dilemma: hvis man skulle redde passagerernes liv, måtte man slække på den retssikkerhed, der bestod i, at forbrydere fik deres straf; man blev tvunget til at frigive terrorister, noget, som man jo ikke være tvunget til, hvis man havde henrettet disse terrorister. Det endte forskelligt med de forskellige kapringer. Sommetider fik kaprerne, hvad de var ude efter. Andre gange lykkedes det myndighederne at trække tiden så meget ud, at kaprerne blev udmattede og overgav sig. Men sjældent skete det, uden at menneskeliv gik tabt.

Men så kom 11. september 2001. Og så var der indført en ny dagsorden for flykaprere. Efter den dato vidste alle passagerer, at hvis der var en kaprer, der ville true besætningen til at flyve et bestemt sted hen, kunne muligheden for, at der var tale om et menneske, der ville bruge flyet som et missil, ikke udelukkes. Og så var både besætning og passagerer ikke til sinds blot at sidde og vente på at blive slået ihjel, så ville de, som passagererne på det fjerde fly den 11. september, gøre modstand.

Det samme vidste jo alle potentielle flykaprere. Og den risiko ville den almindelige flykaprer ikke løbe. Derfor ophørte alle almindelige flykapringer efter 11. september 2001. Kun deciderede selvmordsaktioner havde stadig en chance. Men selv de kunne ikke påregne, at de andre passagerer blot passivt ville afvente, hvad den mystiske person ved siden af kunne finde på. Indtil nu er der blevet pågrebet to sådanne terrorister, én skobombemand og én underbuksebombemand, begge, fordi deres medpassagerer fattede mistanke til deres mærkelige opførsel.

Man kan sige det samme på en lidt anden måde. Når attentatet på USA den 11. september kunne lykkes (altså lykkes, set fra kaprernes synsvinkel), skyldes det de mange flykapringer, der havde fundet sted indtil da. Erfaringerne fra disse kapringer tilsagde jo passagererne, at det klogeste, de kunne gøre, var at forholde sig i ro. Myndighederne skulle nok få dem befriet. Det ville gå, som det plejer. Kaprerne ville fremsætte krav, myndighederne ville efterkomme dem før eller siden, og gidslerne blive givet fri. Sådan var det gået hidtil. Man havde ikke tidligere været udsat for flykaprere, der ville begå selvmord. Man havde hidtil kunnet regne med, at flykaprerne var lige så interesseret i at slippe fra det med livet i behold som passagererne.

Denne forestilling om, hvordan det plejede at gå ved en flykapring, udnyttede de 19 kaprere den 11. september. Når deres forehavende lykkedes for dem, i hvert fald for de 16 af dem, skyldtes det altså, at alle regnede med, at der var tale om flykapringer af den sædvanlige slags. Og når det mislykkedes for de tre flykaprere, der kaprede flyet fra Newark, skyldtes det, at netop det fly blev så tilpas forsinket, at passagererne kunne nå at blive klar over, at den kapring, de var udsat for, var alt andet end sædvanlig. Derfor gjorde de modstand, så deres fly styrtede ned et øde sted i Pennsylvania i stedet for at blive fløjet ind i en bygning i Washington.

Dette betyder også, at kapringen den 11. september var en éngangsforeteelse. Det er umuligt at lave den slags igen. Man kan ‘kun’ gøre som skobombemanden og underbuksebombemanden: forsøge at sprænge hul i et fly og på den måde tage alle ombordværende med sig i døden. Men man kan ikke flyve et fly ind i én eller anden bygning. For det forudsætter, at man dræber piloten og selv sætter sig ved styrepinden – det kan man nok gøre – og at man får passagererne beroliget ved at sige, at der ikke vil ske dem noget – det er efter 11. september ganske umuligt.

Mennesker har altid haft en djævelsk evne til at opfinde nye helvedesmaskiner i deres krige. Da man i sin tid opfandt torpedoen, mente man, at nu var slagskibenes æra ude. Her kunne man med en u-båd liste sig ind på et stort slagskib og affyre en torpedo, der kunne slå hul i skroget, hvis den var heldig og slagskibet uheldigt. Og flyvemaskinerne blev brugt til at gennemføre altødelæggende bombetogter over uskyldige civile i fjendtlige byer. Djævelsk, også det!

Så at flypiraterne den 11. september var djævelsk opfindsomme, det er der sådan set ikke noget nyt i. Og man må vel også indrømme, at vi i Vesten ikke havde brugt vores fantasi godt nok til at regne ud, hvilke djævelske streger man kunne finde på, når piloterne skulle begå selvmord. Og derfor, det var nyt, det var djævelsk, og det lå ud over, hvad man hidtil havde set.

Men alt dette gør jo så også, at metoden kun kan bruges én gang. Næste gang – hvis en sådan kommer – vil passagererne være klar over, hvad der venter dem. Blot det kan man sige, at ærefuldt, det var det nu altså ikke. Alt det med at opslå sin ridderhjelm og fægte med åben pande, det var der intet af. Men det er måske også gammeldags. Ak ja.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.