I går aftes (den 24-11) var der på DR2 en diskussion mellem Pia Kjærsgaard og Jan Guillou, se her.
Pia Kjærsgaard behøver vist ingen præsentation. Men Jan Guillou er en berømt krimiforfatter, som deler den svenske elites opfattelse af, at Sverige af humanitære grunde bør åbne sine grænser for alle, som påstår at være forfulgt i deres eget land. I udsendelsen blev der spurgt, om der ikke var en øvre grænse for, hvor mange udlændinge Sverige kunne modtage, og en politiker (hvis navn jeg ikke fik fat i), svarede, at det var der ikke. Jan Guillou overtrumfede ved at hævde, at da Italien og Sverige er af nogenlunde samme størrelse, kunne der naturligvis i Sverige bo ligeså mange mennesker som i Italien. Sverige er nu med den store tilvandring af flygtninge oppe på 9 mio., Italien har 58 mio. Så der er et stykke vej, inden man når Guillous grænse for indvandring. Men man må vel uvilkårlig spekulere på, hvordan de 8 mio etniske svenskere vil klare sig blandt de 51 mio ikke-etniske svenskere. Dog, sligt bekymrer ikke Jan Guillou. Han erklærer gladelig, at der ikke er nogetsomhelst, der tyder på, at svensk ikke i al fremtid vil være sproget, der tales i Sverige, ligesom dansk med samme selvfølgelighed i overskuelig fremtid vil være sproget i Danmark.
Noget kunne tyde på, at Jan Guillou har det lidt svært med tal.
Det kom også frem i en diskussion om begrebet islamofobi. Det begreb hæftede han sig ved. Man kunne måske diskutere, om Dansk Folkeparti var främdlingsfientligt, men islamofobisk det var det i hvert fald. For man hævdede, at muslimerne var en trussel mod dansk kultur. Det var det rene galimatias, mente han. Vil man virkelig bilde os ind, at en minoritet på 10.000 mennesker kan udgøre en trussel mod en befolkning på 4½ mio.!
10.000 muslimer i Danmark?
Ja, det var jo altså det tal, Guillou gik ud fra i sit angreb på Dansk Folkeparti. Det var ud fra det tal, han angreb Dansk Folkeparti for at være islamofobisk.
Hvordan kan man dog få en rimelig diskussion ud af det, når den ene part bygger på en så fordrejet udgave af virkeligheden? Ifølge en artikel i Kristeligt Dagblad, se her, var der i 2010 cirka 226.000 muslimer i Danmark.
Desværre blev denne fejl ikke opfanget af Jakob Rosenkrands, der var debatleder i udsendelsen. Heller ikke Pia Kjærsgaard tog fat på dette forkerte tal, måske fordi hun ikke, som vi andre, havde adgang til en dansk oversættelse af Guillou (hans udtalelser var tekstet), og derfor naturligt måtte tro, at hun havde hørt forkert. For man kan jo næsten ikke forestille sig, at en begavet mand som Guillou gik omkring med så afsindig forkerte tal i hovedet.
Men det gør han tilsyneladende. Og man får en lidt mærkelig fornemmelse af en mand, der er fanget i sit eget spind. Den svenske debat, som den foregår blandt eliten – og det vil sige de fleste politikere og så at sige alle medierne – er præget af, at man af hensyn til integrationen nedtoner alle uheldige oplysninger om de fremmede. Ét af de mest absurde eksempler på denne hensyntagen er det svenske politis signalementer. Én ting er, at man ikke nogensinde vover at videregive den oplysning, som den overfaldne svensker har givet: at overfaldsmanden var af anden etnisk herkomst, noget andet, og langt værre, er, at man heller ikke vover at vise overfaldsmandens ansigt, som et overvågningskamera har optaget det; deraf ville man nemlig altfor tydeligt afsløre, at der er tale om en ikke-svensker. Så på sådanne billeder, der skal gøre det nemmere for folk at genkende forbryderen, føler det svenske politi sig tvunget til at gøre genkendelse næsten umulig: man ”overpixler” forbryderens ansigt. Fuldstændig absurd.
Og i det hele taget sørger man for at føre en debat, der skal have det som sin ubrydelige forudsætning, at der ikke er nogen problemer overhovedet med de fremmede. Ellers vil man jo skabe en atmosfære af ”dem” og ”os”. Hvad virkeligheden så siger til en sådan behandling, ja, det spekulerer man ikke på.
Virkeligheden er jo ellers forbavsende ens i Danmark og Sverige. Der er opstået ghettoer, som de muslimske indbyggere erklærer for muslimsk område. I sådanne områder gælder svensk lov ikke, men den muslimske sharialov. Her kan brandmænd og politi ikke udføre deres arbejde uden at blive angrebet af ”unge”, som kan hidkaldes i løbet af ingen tid ved hjælp af mobiltelefonnettet. Her dannes der muslimske bander, og disse bander bekæmper hinanden og de danske rockerbander på ret så drastisk måde, hvor skyldige og uskyldige rammes i flæng.
Forskellen mellem Sverige og Danmark består blandt andet i, at denne ghetto-virkelighed med alle dens problemer for danskernes og svenskernes dagligdag her i Danmark får lov at afspejle sig i mediernes reportager, hvilket den ikke gør i Sverige.
Og det er lidt uhyggeligt at se på, hvordan en ellers normalt begavet mand som Jan Guillou i den grad er påvirket af det fordrejede virkelighedsbillede, de svenske medier lægger ned over Sverige, at han er i stand til ikke blot at fortrænge alle de forbrydelser, som muslimer begår i Sverige, men endog formår at ændre på de forhåndenværende tal og danne sig sine egne.
10.000 muslimer, skulle de virkelig formå at true den danske kultur? Nej, naturligvis ikke. Men der er altså også tale om 226.000. Og alle de problemer, som den ret frie danske presse fortæller om med muslimer i ghettoer, og som findes ganske tilsvarende i de svenske ghettoer, dem fortæller den svenske presse ikke om.
Der er ikke tale om islamofobi hos danskerne. Men der er tale om en høj grad af fortrængning hos svenskerne. Hos Guillou endda en fortrængning fra 226.000 til 10.000. Man tror ikke, det er muligt. Men se selv efter, han siger faktisk 10.000.
ricardtriis 