De moderate muslimer

Jeg husker, at for nogle år siden var ét af de argumenter, man anvendte imod os islamkritikere, det, at vi skulle passe meget på med at give udtryk for kritik af islam, for gjorde vi det, risikerede vi at jage de moderate muslimer over i armene på de ekstreme muslimer.

Argumentet har altid forekommet mig lidt besynderligt. Jeg kan endda sige: ‘paternalistisk’ eller ‘kolonialistisk’. For er muslimer da ikke voksne mennesker? Kan de ikke tage vare på sig selv og selv tage ansvar for, hvor de lader sig ‘jage hen’?

Forleden genfandt jeg dette argument. Ikke som et argument, nogen brugte nuomstunder. Men som et argument, nogen måske havde brugt imod Ayaan Hirsi Ali. Det var i en artikel i Information, se her. Man kan se den her, hvis man vil se den engelske udgave, den er lidt længere. Artiklen er en interviewsamtale mellem hende og Sam Harris.

Sam Harris spørger hende, hvorfor de moderate muslimer ikke er hendes forbundsfæller. Hun svarer, at de hader hende, endog mere end de hader al-Qaeda. Og hun fortsætter:

I bedste fald er jeg ’en kontroversiel skikkelse’. Jeg har tænkt meget over, hvorfor det, jeg siger, gør mig ’kontroversiel’. Tag nu mine synspunkter om den måde, kvinder behandles på under islam? Hvori består det kontroversielle? Vil nogen hævde, at kvinder behandles godt i traditionelle muslimske samfund? Islam gør jo kvinden til en andenklassesborger. Hun må kun arve halvt så meget som sin bror. Hendes vidneudsagn i retten – f.eks. i en voldtægtssag – har kun halvt så stor vægt som voldtægtsmandens. En muslimsk kvinde skal bede en mandlig vogter om tilladelse til gifte sig eller få et barn, ja, nogle steder sågar til at forlade huset. Og alle disse undertrykkelsesformer finder støtte i islams centrale skrifter, Koranen og haditherne. Hvorfor er det kontroversielt at sige, at det er afskyeligt at behandle kvinder sådan? Jeg ville have troet, at det var fuldstændig elementært.

Harris går hende lidt mere på klingen: Det er vel måden, du siger det på? Hertil svarer hun:

Da jeg var parlamentsmedlem i Holland var det lige præcis, hvad nogle af mine kritikere sagde. ’Jo, Ayaan, vi er enige i, at der er et problem med den måde, kvinder behandles på inden for islam, vi bryder os bare ikke om måden, du siger det på.’ Det resulterede i de mest absurde samtaler, hvor jeg måtte spørge: ’Jamen, hvordan vil I så have, jeg skal sige det?’ Hvordan kan man sige disse her ting på måder, der ikke støder den slags mennesker, der anser kvinder for andenklassesborgere? Jeg har svært ved at se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre.

Og ikke sandt: det minder om det argument, jeg kun kender altfor godt: at vi med vor ‘hårde’ udlægning af islam jager de moderate over til de ekstreme muslimer.

Men spørgsmålet går lidt dybere. Spørgsmålet er, om det i det hele taget er muligt at være moderat muslim. Lidt senere gør Hirsi Ali rede for, hvorfor det er vanskeligt for ikke at sige umuligt at være moderat muslim:

Her er vi fremme ved kernespørgsmålet: De moderate muslimer kan ikke med rimelighed siges at repræsentere islam, fordi denne tro ikke indeholder en sand moderat fløj. Der findes jo ingen gren af islam, hvis holdning er: ’Du kan sige alt, hvad du vil, om vores profet – han er en stor dreng, han kan tåle det.’ I modsætning til kristendom og jødedom insisterer islam i alle varianter på, at skriften er ufejlbarlig og apostasi en alvorlig forbrydelse. Hvor findes de moderate muslimer, som er intellektuelt redelige nok til at diskutere det problem? Hvor er de moderate, som har forstået implikationerne af islamiske dogmer som dette?

Hun nævner så venstrefløjen her i Vest og dens tilbøjelighed til at give sociale forklaringer på de muslimske jihadisters angreb. Men, føjer hun til, hver gang vi ser et nyt islamisk terrorangreb, blev denne argumentation pillet fra hinanden:

Tag Boston-bombemændene. Den overlevende bror har under retssagen tydeligt sagt, at han blev motiveret til sine handlinger af sine religiøse overbevisning som muslim. ’Som muslimer er vi som én krop. Gør man én fortræd, gør man os alle fortræd,’ sagde han. Alligevel har vi i det år, der er gået siden bombeaktionen, hørt de mest tåbelige teorier om Tsarnaev-brødrenes dysfunktionelle familie. Der er dysfunktionelle familier i hele verden, men det er sandelig ikke dem alle, der begår voldshandlinger af denne karakter.

Sam Harris har tidligere (i 2010) i en artikel i Information argumenteret på samme måde:

Læser man Koranen og Hadith og rådfører sig med muslimske retslærdes synspunkter igennem århundreder, må man konstatere, at drab på frafaldne, et ringeagtende kvindesyn og jihad – ikke forstået som indre spirituel kamp, men som hellig krig imod vantro – er praksisser, som er centrale for den muslimske tro. En vej ud af dette vanvid for mainstreammuslimer består i simpelthen at lade, som om det ikke forholder sig sådan – og i forlængelse af forstillelsen overbevise næste generation om, at ‘den sande islam’ er fredelig, tolerant over for forskelle, egalitær og fuldt forenelig med et globalt civilsamfund. Men de hellige bøger vil for evigt være der til at modsige det, og endnu har ingen vovet at redigere i disse. Følgelig vil de mest barbariske og splittende passager for altid være tilgængelige for deres mest plausible udlægninger. (se her).

Og han føjer til:

Da Allah således befalede sine disciple at nedslagte de vantro, hvor end de finder dem, indtil islam styrer suverænt i hele verden (Se 2:191-193; 4:76, 8:39; 9:123; 47:4; 66:9) – for at understrege, at voldelig erobring af denne art er obligatorisk, hvor ubehageligt det end må forekomme (2:216), og at døden via jihad faktisk er det allerbedste, der kan overgå et menneske, i lyset af de belønninger, som vanker for martyrer i Paradiset (se 3:140-171; 4:74; 47:5-6) – så mente Allah efter alt at dømme nøjagtig, hvad han sagde. Og i og med at ‘han’ er universets skaber, er hans ord normsættende og foreskrivende for muslimer til alle tider.

Skal vi se på nogle af skriftstederne:

2,191: Dræb dem, hvor I møder dem, og fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer! Fristelse til frafald er værre end drab! Kæmp ikke med dem ved det fredhellige bedehus, medmindre de vil kæmpe med jer dér! Men hvis de gør det, skal I dræbe dem! Sådan er gengældelsen for de vantro. 192: Hvis de så holder inde, så vil Gud være tilgivende og barmhjertig. 193: Kæmp mod dem, indtil der ikke er mere fristelse til frafald, og indtil religionen er Guds! Men hvis de holder inde, skal der intet fjendskab være undtagen mod dem, der handler uret.

4,76: De, der tror, kæmper for Guds sag, og de, der er vantro, kæmper for afgudernes sag. Så bekæmp Satans venner! Satans list er svag.

8,39: Bekæmp dem, indtil der ikke længere er nogen fristelse til frafald, og indtil al religion tilhører Gud! Hvis de holder inde, så ser Gud, hvad de gør;

9,123: I, der tror! Bekæmp dem af de vantro, der er i nærheden af jer! Lad dem finde jer skånselsløse! I skal vide, at Gud er med de gudfrygtige!

47,4: Når I møder dem, der er vantro, så giv dem hug over halsen! Når I så har slået dem ned, stram da lænkerne, indtil krigen lægger sine byrder, med henblik enten på benådning eller på løskøbelse bagefter! Sådan er det. Hvis Gud ville, havde Han besejret dem; men Han ville sætte nogle af jer på prøve gennem andre. De, der bliver dræbt for Guds sag, deres handlinger vil Han ikke lade gå tabt.

66,9: Profet! Bekæmp de vantro og hyklerne! Vær skånselsløs imod dem! Helvede bliver deres herberg. Hvilket ulykkeligt endeligt!

Alt dette er krigeriske vers. Så er der et enkelt vers – muligvis flere – som går i modsat retning. Det er sura 10,99-100:

Hvis din Herre ville, troede alle på jorden. Vil du tvinge menneskene til at tro? Ingen kan tro, undtagen med Guds tilladelse. Han lægger smuds på dem, der intet forstår.

Det er ganske pudsigt, at Rowan Williams, den tidligere engelske ærkebiskop, har anvendt en tilsvarende argumentation imod muslimernes tvangsforestillinger. Han skriver:

Den tanke, at en hvilkensomhelst handling, hvor ekstrem eller ødelæggende eller endog morderisk den måtte være, kan retfærdiggøres med, at den afværger nederlag for en bestemt tro eller en særlig religiøs gruppe, er ikke i fuld overensstemmelse med den overbevisning, at vort nederlag ikke betyder Guds nederlag. Ja, den tanke afslører en fundamental mangel på overbevisning om trosobjektets evighed og tilstrækkelighed. (se mit referat her).

Dog, den tanke, der ligger i sura 10,99 og i Rowan Williams’ tilsvarende argumentation ud fra tanken om Guds almagt, har ikke gjort indtryk på muslimerne. De tror stadig på jihad.

Jamen, hvad så? vil man måske spørge. Når det er umuligt at være moderat muslim, vil vi så ikke have en femte kolonne boende hos os? Vil vi så ikke kunne forvente, at en hvilkensomhelst af vore muslimske landsmænd bliver terrorist?

Nå jo, vi skal måske ikke være overraskede, hvis almindelige, tilsyneladende velintegrerede muslimer går hen og bliver terrorister. Men Hirsi Ali ser håb forude:

Den gode nyhed er så, at et stigende antal muslimer føler sig utilpasse ved Muhammed og Koranen som moralske ledestjerner. Du husker måske Hamza Kashgari, den 23-årige saudiske journalist, som tweetede noget i retning af: »Muhammed, jeg elsker dig, men jeg ikke sikker på, at jeg kan følge dig i alt, hvad du siger«? Alle ønskede ham død, og han måtte flygte. Den saudiske regering udnyttede sin indflydelse til at få ham udleveret fra Malaysia. Men sidste efterår blev han lige så diskret løsladt. Eksempler som hans viser, at jeg ikke er den eneste, som vover at stille spørgsmålstegn ved moralen i den religion, vi har fra vores forældre. Stadig flere muslimer i stadig flere lande gør det. Jeg har nøje fulgt Det Arabiske Forår og dets efterspil. I Tunesien er der stadige konfrontationer imellem dem, som ønsker sig sharialove, og dem, der ikke gør – og de er alle muslimer. Det samme så vi i Egypten. Folkemasser demonstrerede imod den første folkevalgte muslimske leder, og der fulgte et kup. Hvad dette viser er, at der findes et meget stort antal muslimer, der ikke ønsker at leve under sharia.

Men selvfølgelig, det sikreste ville være, om de blev kristne, eller på anden måde afsvor deres muslimske tro.

Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.