Islam, magtens religion

Indrømmet, overskriften er lidt prekær. For fem år siden havde jeg da heller ikke vovet at benytte et sådant udtryk – og så i en overskrift. Men idag mener jeg, det går an. I dette indlæg vil jeg oven i købet argumentere for, at dette er den rette betegnelse for religionen islam. N.B.: Jeg vil gøre det med ord, uden at bruge vold eller trusler.

Det sidste er en selvfølge i vor del af verden. Vi taler sammen, vi diskuterer, vi lader argument støde mod argument, så det bliver klart, hvilket argument der er det bedste. Og vi lader enhver komme til orde, uanset race, religion, stamme eller folkeligt tilhørsforhold. Det eneste, vi måske kikker lidt efter på forhånd, er, om den pågældende er én, vi gider høre på. Hvis vi ud fra tidligere erfaringer véd, at vedkommende giver os en sludder for en sladder, kan det da godt være, vi springer artiklen over eller zapper væk fra det talende ansigt. Men ellers suger vi argumentationen til os, imødegår den, hvis vi er uenige, eller klapper i vore små hænder, hvis vi er enige.

Uvilkårlig tror vi, at sådan er da alle mennesker, sådan tænker de da overalt på jorden. Og ”vi”, det er ikke bare småfolk som undertegnede, det er alle i den vestlige verden.

Vi så det i det såkaldte arabiske forår. Nu var der endelig grøde i den arabiske verden, troede vi, undertegnede inklusive. Nu ville endelig demokratiet komme til denne verden med sine velsignelser. At vi skulle opleve det, det var næsten ikke til at tro.

Og se så, hvad det er blevet til efter ganske få år. Libyen forvandlet til det stammesamfund, det var før Gaddafi. Ægypten forvandlet tilbage til noget, der ligner et militærdiktatur. Og Irak? Irak, som vi forbarmede os over i nullerne, Irak, som vi befriede for en frygtelig diktator, Irak er nu så opsplittet som aldrig før, ja, risikerer i kraft af ISIS’s fremmarch at blive kastet ud i borgerkrig. Og hvad skal ”vi” så gøre? Alt tyder på, at vi bliver ved med at lade os lede af vor halsstarrige tro på, at muslimer da tænker ligesom vi. Kerry, den amerikanske udenrigsminister, kommer med sine hidtil kraftigste formaninger: der skal ske en magtdeling mellem de tre grupper i Irak, og det skal ske ikke om en måned, ikke om en uge, men nu! Men tror nogen, det hjælper? Tror nogen i Irak, at det hjælper?

Ork, vi var fulde af stolthed over, at nu, i kraft af vor indgriben, nu var magten givet tilbage til det irakiske folk. Men vi tænkte ikke over, at der ikke fandtes noget irakisk folk. Der var sunnier, der var shiitter, der var kurdere, men de stod i et stærkt modsætningsforhold til hinanden. Og et sådant modsætningsforhold får man ikke bugt med sådan lige på en studs, selv ikke, når en repræsentant for verdens mægtigste land forlanger det.

Hvad mere er: Det, Kerry forlanger eller forventer af irakerne, er på sæt og vis intet mindre, end at de skal forandre deres kultur. Ikke om et år, ikke om en måned, men nu. Og det lader sig ikke gøre. Hvad der derimod kan lade sig gøre, oven i købet lade sig gøre nu, er, at vi i vesten får en bedre forståelse af den arabiske kultur. Det vil så nok føre til, at vi i højere grad modstår fristelsen til at gribe ind i den arabiske verden. Men kan det i det mindste føre til, at vi, hvis vi griber ind, gør det på en mere ”smart” måde end hidtil, så er noget dog opnået.

Én af dem, der kan hjælpe os til at få en bedre forståelse af den arabiske verden, er David Pryce-Jones. Han skrev engang i halvfemserne en bog: The Closed Circle: An Interpretation of the Arabs. Jeg er først fornylig blevet bekendt med den, forøvrigt gennem denne artikel i Den korte Avis af Geoffrey Cain. Men jeg bliver nok nødt til at læse den engang. For jeg synes, efter de korte referater af den, jeg har fundet på nettet, at den giver en troværdig forklaring på mange mærkelige foreteelser i den arabiske verden.

Pryce-Jones skelner mellem tre forskellige områder. Der er magtbalancens område. Her ses i den arabiske verden et kludetæppe af enkeltpersoner og klaner og andre grupperinger, som alle stræber efter magt til sig selv, deres klan eller deres gruppe, uden hensyn til statens helhed, og derfor med undertrykkelse af dem, der ikke hører til klanen eller grupperingen. Der er den økonomiske verden, hvor det samme gør sig gældende, nu er det blot ikke magt, man går efter, men penge. Og så er der familieverdenen, hvor hovedsagen er fænomenerne ære og skam. Det, man stræber efter, er at beholde sin ære eller vinde mere ære, end man har. Det er så nogenlunde, som Daniel Pipes ser på sagen her.

En anden, ret tilfældig anmeldelse, jeg faldt over, er denne fra Bob Blincoe.

Han mener, at bogen lader alt i den arabiske verden dreje sig om ære og skam. Der kan ikke forekommer nogen tanke om fremskridt, der er ingen værdi i at sige sandheden, når det eneste, det kommer an på, er æren, siger han. Og så citerer han Pryce-Jones:

Det er æren, der gør livet værd at leve. Skam er at være levende død, det må for alt i verden undgås. At stræbe efter ære, og det omvendte, at undgå skam, nedværdigelse, ydmygelse, det er nøglen til at forstå den mellemøstlige motivation og opførsel, og det kan også tjene os til at forudsige fremtidige reaktionsmønstre.

Og Blincoe gengiver så Pryce-Jones fortælling om Michel Aflaq, en kristen iraker, der i halvtredserne gik ind i Baath-partiet, blandt andet i det håb, at der dèr ville blive set stort på hans handicap: at han var kristen. Og han fik også lov at bruge alle sine evner i partiets tjeneste. Men hans håb om at finde ligestilling var forgæves. De arabiske muslimer bekæmpede godt nok hinanden, men når det drejede sig om at være imod kristne og jøder, sluttede de fred indbyrdes. Da Michel Aflaq døde, lavede Baath-partiet med Saddam Hussein i spidsen en historie om, at han var konverteret til islam og byggede et mausoleum for ham på en muslimsk kirkegård i Bagdad, skønt hans familie protesterede.

Parentes: Denne historie skal sammenlignes med, at Saddams udenrigsminister var kristen. Den viser blot, at selv de strengeste diktatorer kun i meget begrænset omfang kunne komme denne indbyggede forskelsbehandling til livs. Parentes slut.

Det, der betyder noget, er, hvilken stamme eller klan man er medlem af. Det er igennem den, man opnår gode stillinger, ikke stillinger, som man har kompetence til, eller som giver én mulighed for at udnytte de specielle evner, man har, men stillinger, der giver én det, der er mest eftertragtet i den arabiske verden: ære, respekt, anerkendelse.

Man bliver helt glad over de ord, der lyder ved enhver barnedåb i vore kirker: At dåben betyder, at du, den enkelte, ligegyldig hvem du er, hvad familie du stammer fra eller hvad du driver det til i samfundet, er noget værd i Guds øjne, og at du derfor ikke behøver stræbe efter ære, den har du i forvejen. Det har jeg skrevet om for ikke så længe siden, se her, men derfor er det nu sandt alligevel.

Alt dette betyder, at vi på de muslimske mellemøstlandes vegne må begynde at længes tilbage til de gode gamle diktaturdage, hvor Ben Ali i Tunesien, Gaddafi i Libyen, Mubarak i Egypten, Bashar Assad i Syrien og Saddam Hussein i Irak sad sikkert i sadlen og formåede at holde alle ulmende oprørstendenser nede. ”Med hård hånd”, siger vi bebrejdende i Vesten. Men må vi ikke efter de erfaringer, vi nu har gjort, føje til, at ”der skal skrap lud til skurvede hoveder”, altså: hvilken anden medicin kan hjælpe disse lande, hvor den enkeltes ære, hans klans ære, hans religiøse gruppes ære kun kan opretholdes gennem vold, dvs., ved at holde andre enkelte, andre klaner, andre religiøse grupper nede?

Derfor, kære John Kerry, var det ikke bedre i stedet for disse formaninger, der ikke trænger ind og ikke kan trænge ind, at lade borgerkrig afgøre, hvor grænsen mellem sunnier og shiitter skal gå, den til Kurdistan er jo nogenlunde fastlagt?

Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Islam, magtens religion

  1. Karen E. Hansen siger:

    Det borgerkrigen vil “afgøre”, er vel også, at de kristne er der ingen plads til i de lande, hvor kristendommen begyndte!
    Den voldsspiral, som “magtens religion” i øjeblikket er inde i, vil også have indflydelse i Vesten, ikke mindst p.g.a. de mange flygtninge.
    Hvis du har ret i at betegne islam som “magtens religion”, så er volden også en uløselig del af islam. Så har Massoud Fouroozandeh ret i at sige: Volden ligger i islams DNA – og så ligger der en meget svær tid foran os og vore børn og børnebørn.
    Vil den omfattende borgerkrig i Mellemøsten og Nordafrika ikke let, via indvandring og flygtningestrøm, kunne betyde en, måske lav-intens, men langvarig magtkamp med muslimske militser og såkaldte celler over hele verden?
    Lige nu kræver det i hvert fald tro på ordets magt, at sætte sin lid til det som modvægt mod “magtens religion” – ikke mindst, fordi frygten for såkaldt racisme og den saudisk betalte propaganda i FN arbejder på at forbyde kritik af samme religion.

  2. ricardtriis siger:

    @ Karen E. Hansen!
    Jeg véd nu ikke, om det kræver så forfærdelig megen tro på ordets magt at ændre holdning til muslimerne. Det kræver vist blot lidt snusfornuft.
    Nu har man f.eks. ved et pilotprojekt i Norrköping i Sverige fundet frem til, at i en enkelt skoleklasse var 28 ud af 30 piger kønslemlæstede, oven i købet med den groveste form, den såkaldte infibulation, se http://denkorteavis.dk/2014/104852/
    Det vil sige: Man har fundet ud af, at somalierne har en helt anden kultur end den svenske, og at de uanset hvad holder fast ved denne kultur, også selv om de véd, at kønslemlæstelse er forbudt ifølge svensk lov.
    Men ikke tale om, at man så gør det, man i andre situationer ville gøre for beskytte de arme piger: man tænker ikke på at indføre helkropsundersøgelser af somaliske piger. Nej, man nøjes med at instruere sundheds- og skolepersonalet om, hvilke tegn de skal være opmærksom på hos de piger, der er vendt tilbage fra Somalia efter sommerferien.
    Jeg véd ikke, hvordan man skulle forhindre somaliere at tage tilbage til Somalia i sommerferien; de er flygtninge, og de tænkes at være flygtet på grund af personlig forfølgelse, som det siges i denne artikel: http://avpixlat.info/2014/06/25/manga-invandrarfamiljer-vill-fortsatta-med-konsstympning/. Men kan man ikke det, så kan man i det mindste ved en årlig helkropsundersøgelse af deres piger markére for dem, at man mener det alvorligt med forbudet mod kønslemlæstelse.
    Hidtil har man troet, at bare man sagde det til dem, at dette var forbudt i Sverige, så ville de lade være. Nu, hvor det er klart, at det vil de ikke – ikke fordi de er onde, men fordi de har en anden kultur – nu må man gennem handling vise dem, hvilke love der gælder her i Skandinavien.
    Men det tror jeg ikke, man gør. Som det siges i den svenske artikel: Helbredsundersøgelser er åbenbart efter svenske feministers mening mere krænkende at udsættes for end kønslemlæstelse.
    Dette er blot ét eksempel på en anden holdning, vi kunne indtage, hvis vi sådan for alvor turde acceptere, at der er tale om en helt anden kultur.
    Hvad vi skal gøre ved de jihadister, der vender hjem fra Syrien og måske udfører terror herhjemme, véd jeg ikke. PET holder vel øje med dem. Men de kommer jo, uanset om vi betragter islam som en fredens religion eller som en magtens religion. Om der ville rekrutteres færre, hvis vi mere bevidst talte islam midt imod, véd jeg heller ikke. Men ét véd jeg: Det er galt at tale muslimerne efter munden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.