To regimenter

Der er ikke så få teologer, der har det ret svært med Luthers to-regimentelære. Og det kan måske synes arrogant, at jeg nu vil prøve at skaffe lidt orden i de temmelig forvirrede tankegange. Men lad mig prøve alligevel:

Sørine Gotfredsen har i går (den 20-9) på sin blog i Berlingske prøvet at give sin version af sagen. Hun skriver:

Sagen er dog, at det i kristen forstand er det enkelte menneske, der bør gøre det gode, og vi er i færd med at miste denne håndgribelige forståelse af det kristne kærlighedsbud. Det lyder, hver gang man står overfor et andet menneske, det kræver os konstant, og fejlslutningen sker, når vi i en dramatisk tid pludselig dyrker næstekærlighed som et ekstraordinært middel beregnet til krisetider. Her afsløres det, hvordan buddets daglige absoluthed trænges i baggrunden, hvilket også kan spores i vores generelle syn på pligt, afsavn og beskedenhed. (Se her).

Det er nu hendes måde at forsøge at skelne mellem de to regimenter på. Jeg mener ikke, det er en holdbar løsning. Jeg mener, at man er nødt til at skelne mellem to former for etik, en kærligheds- og tillids-etik, som gælder i de personlige forhold mellem mennesker, ægteskaber, venskaber, naboskaber, osv., og en retfærdighedsetik, som gælder i offentlige forhold, først og fremmest i regeringsførelsen, men vel også i meget foreningsliv.

Og det er afgørende, at man ikke blander de to ting sammen. Hvis man i sit ægteskab udelukkende holder sig til retfærdigheden, risikerer man at løbe ind i en rethaverisk holdning, der er ødelæggende for den tillid og den fortrolighed, der gerne skulle herske i et ægteskab. Og hvis man i den politiske diskussion eller sågar i sin politiske handling lader sig styre mere af barmhjertighed og medlidenhed end af retfærdighed, risikerer man at underminere den tillid, der hersker i de større menneskelige sammenhænge: tilliden til, at man får, hvad man skal have, til gengæld for, at man er villig til også at give alle andre, hvad de skal have.

I den nuværende situation med de mange migranter, der skal integreres i Danmark, har det vakt en del modvilje, at migranterne kommer foran i køen på boligmarkedet. Denne uretfærdighed – for det er der jo tale om – er naturligvis indført med de bedste hensigter: man vil virkelig fra det offentliges side gøre, hvad man kan, for at disse nytilkomne mennesker kan blive godt integreret her i landet. Men skal man ofre de dårligst stillede menneskers følelse af at blive behandlet med rimelighed på integrationens alter? Det er en farlig vej at betræde.

Også ved andre tidligere lejligheder har det været svært at holde barmhjertighed ude fra retfærdigheden. Da i 2009 en gruppe afviste irakiske asylansøgere besatte Brorson-kirken i håb om at opnå de styrendes barmhjertighed, blev de en skønne nat med magt trukket ud af kirken, sat i busser og kørt væk. Mange protesterede, ikke så meget irakerne selv, de følte sig vist nærmest som spurve i tranedans, men anarkister og andet godtfolk, der var blevet tilkaldt og efter bedste evne søgte at forhindre denne politiforretning.

Ved den lejlighed udtalte tidligere statsminister Poul Nyrup, at han var rystet over det skete. Det fik Ralf Pittelkow, dengang blogger på Jyllands-Posten, til at skrive følgende:

Nyrups reaktion kunne forstås på den måde, at han kræver lovgivningen ændret, så noget lignende ikke kan ske igen.

Men Nyrup kræver ikke en anden lovgivning. På et spørgsmål fra Ritzaus Bureau, om de afviste irakere skal have asyl efter en særlov, svarer han: ”Jeg skal slet ikke gå ind i juraen”. Juraen? Dette drejer sig om fundamentale politiske principper: Hvis man er imod en lovgivning, må man foreslå en anden, sådan er det i en retsstat.

Alternativet er ren vilkårlighed.

At være ”rystet” er ikke et argument i den politiske diskussion. Barmhjertighed kan være godt nok, men i det, staten skal foretage sig, er det ikke barmhjertighed, der kaldes på, men retfærdighed. Begivenheden fremkaldte et indlæg på denne blog, nemlig dette.

Denne skelnen mellem to forskellige livsområder, hvor kærligheden hører hjemme i det ene, retfærdigheden i det andet, er egentlig ikke specielt kristen. Ved Jesu gerning blev vi befriet for lovens byrde, siger vi sommetider, men det betyder ikke, at vi ikke skal gøre det gode, det betyder, at det gode er det, vi selv kan forstå som det gode, ikke det, én eller anden lovbestemmelse fastslår som det gode. Det gode er det naturligt gode, det, som egentlig ethvert menneske kan forstå er ”det gode”. Det er det, Paulus udtrykker på denne måde:

For når hedningerne, der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger, så er de, uden at have en lov, deres egen lov. v15 De viser, at de har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte, og deres samvittighed optræder som vidne, og deres tanker anklager eller forsvarer hinanden. (Rom 2,14f).

Man taler som regel i teologien om, at Paulus anerkender ”den naturlige lov”. Og den frisættelse, som kristendommen taler om, er en befrielse fra den byrde, som samvittigheden lægger på os, fordi vi er bange for ikke at overholde loven til punkt og prikke. Og når vi oplever kristendommens forkyndelse som en befrielse, skyldes det, at den anbefaler os at gøre det, som falder os naturligt at gøre i situationen. Det ses ret tydeligt i Luthers situation: i stedet for de mange ”klostergerninger”: faste, cølibat, lydighed mod overordnede, bliver det nu de gavnlige gerninger, der sættes i højsædet; i stedet for klosterlivet anbefaler Luther et liv i kald og stand. Og hvad det går ud på, ja, det kan ses af situationen.

I mange situationer kan man bruge de nytestamentlige formaninger, f.eks. den, som Henrik Stubkjær citerer i det indlæg i Kristeligt Dagblad, jeg omtalte i det forrige indlæg, nemlig 1 Joh 4,7-11:

Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder. Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden.

Det er et udmærket skriftsted. Men som jeg var inde på sidst: Når det anbringes som reaktion på en forespørgsel om den nuværende flygtningesituation, kan det næsten kun misforstås derhen, at øvrigheden skal lade sig lede af kærlighed. Det skal vi alle, siger man, og vi er alle kristne, altså skal vi også gøre det som et kristent folk, som summen af alle enkeltindividerne.

Men den sammenhæng har johannesevangelisten overhovedet ikke tænkt i. Han tænker på den indbyrdes kærlighed i menigheden, hvilket f.eks. fremgår af 1 Joh 3,14:

Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet; for vi elsker brødrene.

Kærligheden består i, at vi elsker brødrene, dvs., de andre medlemmer af menigheden. Forøvrigt havde han jo heller ikke mulighed for at formane dem, der stod for styret i Romerriget.

Hvad staten skal gøre og ikke gøre, er i det hele taget noget, som Det ny Testamente så at sige ikke beskæftiger sig med. Rom 13,1-4 og 1 Pet 2,13f er de skriftsteder, der tydeligst omtaler det. Men det er jo kun de kristnes forhold til staten, ikke statens forhold iøvrigt. Kun det står fast, at vi selv skal argumentere for og imod det, vi gør, vi kan ikke gemme os bag én eller anden lovregel.

Lad mig henlede opmærksomheden på et fænomen, som jeg tror har spillet en stor rolle for den europæiske offentligheds syn på fremmede iblandt os: raceurolighederne i USA i halvtredserne og tresserne.

Disse uroligheder var vi meget optaget af på denne side af ”dammen”. Vi havde jo ikke selv sådanne uroligheder, for vi levede i alt væsentligt i etnisk homogene stater. Og vi kunne derfor ikke sige os fri for at mene, at på det punkt var vi nok i virkeligheden lidt bedre end amerikanerne, for sådan ville vi da aldrig bære os ad, et sådant had til andre mennesker, blot fordi de var anderledes, ville vi aldrig kunne opflammes til. Ingen af os ”holdt med” Ku-Klux-Klan, vi var alle på ligestillingsforkæmpernes side, og vi lyttede med stor begejstring til Martin Luther Kings ”I have a dream”-tale. Ligesom vi ud fra de ting, amerikanerne foretog sig, mente at kunne drage den konklusion, at sådanne racemæssige modsætninger nok skulle kunne opløses med lidt social ingeniørkunst (dvs. med andre love og nye tiltag fra øvrighedens side) sammen med løftede pegefingre fra alle gode mennesker.

Så fik vi uden egentlig at ville det pludselig lejlighed til at afprøve vore teorier. Vi fik indvandrede gæstearbejdere til at bo iblandt os. Og netop vor reaktion på det, der var sket i Amerika, kom til at bestemme, hvordan vi behandlede dem: der var tale om imødekommenhed på imødekommenhed fra alle offentlige institutioners side, der var tale om dyb og stor forargelse overfor enhver, der vovede at have noget imod den stadige indvandring, der nu fandt sted – vi er i firserne og halvfemserne. Og først og fremmest: Der var tale om, at vi uden at tænke os om brugte ordene racisme og racist om dem, der talte imod indvandringen. Vi havde jo fra det, vi hørte fra Amerika, fået den opfattelse af os selv, at vi meget bedre kunne håndtere fremmede mennesker iblandt os end amerikanerne, vi kunne virkelig være helt anderledes forstående og imødekommende end dem, så derfor var der ingen ende på vor forståelse overfor de fremmede. Og at det i Amerika virkelig var et spørgsmål om race, mens det her i Europa aldrig blev andet end et spørgsmål om etnicitet og om religion, det så vi stort på med denne betegnelse. For betegnelsen racisme havde i sig alt det negative, man kunne ønske sig, når man ville vise sig selv og omverdenen, at vi europæere minsandten kunne klare ”de fremmede” meget bedre end USA kunne klare sine sorte.

Men ak, det har vist sig, at vi, som troede, at vi grundigt var blevet vaccineret imod racisme, i virkeligheden var blevet vaccineret imod en bare nogenlunde fornuftig og virkelighedsnær erkendelse af problemerne med indvandringen.

Denne fornemmelse af, at vi da i hvert fald kan klare disse sociale problemer meget bedre end amerikanerne, er blevet ved med at sidde i os. Den har bl.a. fået os til fuldstændig at overse forskellene mellem de amerikanske problemer med negrene og de europæiske med muslimerne. Ikke blot har vi gjort muslimer til en race, vi har også set bort fra alle de sproglige og kulturelle forskelle, der er mellem dem og os, og vi har ment, at deres religion ikke spillede nogen rolle, for vi ser jo ikke, at religion spiller nogen rolle for os.

Det har medført en væsentlig ændring i vor selvforståelse. Hvor i gamle dage kærlighed til fædrelandet var en dyd, var en europæiske grundværdi, dèr er i dag tolerance blevet det, man mener, vore samfund bygger på. Tolerance: vi skal kunne tåle hinanden, tåle de fremmede, tåle alle afvigerne. Og vil man mene, at mennesker nu engang er sådan indrettet, at de altid vil holde sig til de nærmeste, til dem, der ligner dem selv, til familie, klan og folk, vil man måske endda understrege denne tese med ord om den kristne syndsforståelse, så vil de glade multikulturalister med en vis ret pege på udviklingen, altså samfundsudviklingen. Se til Amerika: er ikke forholdene for de sorte blevet meget bedre? Se til os herhjemme: har vi ikke lært at acceptere de homoseksuelle, så nu præster og politikere og andet godtfolk åbent kan bekendtgøre deres afvigende seksuelle holdning? Hvorfor skulle det så ikke kunne gå sådan, at de fremmede og vi kommer til at leve fredeligt side om side?

Og bevares, det kan måske være meget godt at have et ideal, der hedder tolerance. Men at ære det i den grad, at man ser ganske bort fra realiteterne, det nærmer sig det sygelige. Realiteterne er jo, at vi i alle europæiske lande, hvor muslimer har slået sig ned, har fået ghettoer med særlig muslimsk jurisdiktion og øget kriminalitet. Realiteterne er jo, at vore tilrejsende muslimer selv medbringer et skel mellem ”dem” og ”os”, så alle vore forsøg på at udslette det skel falder ynkeligt til jorden. Realiteterne er jo, at de – ligesom vi, når vi bosætter os i et fremmed land – for alt i verden vil fastholde deres religion, for den er en del af deres identitet, og sin identitet opgiver man yderst nødigt; og ‘religion’ vil i islams tilfælde ikke blot sige ugentlige sammenkomster og fromme fester i årets løb, det vil også sige regler for alt i dagligdagen, regler, som ofte står i modsætning til værtslandets love og i hvert fald ikke har meget med tolerance at gøre.

At dette tolerance-ideal og denne fornemmelse af, at vi for alt i verden skal vise os ‘gode’ overfor de fremmede, stadig er en drivende kraft for mange europæere, har vist sig i den måde, flodbølgen af nye indvandrere er blevet modtaget på.

Desværre har den også vist sig i mange politikeres gøren og laden. Det, som man ud fra den her skitserede forståelse af den lutherske toregimentelære må kræve af dem: at de ikke gemmer sig bag ‘loven’, men træffer rationelle beslutninger, det efterlever de ikke. De ‘gemmer sig bag’ flygtningekonventioner, menneskerettighedsregler, og først og fremmest tolerance-idealer, og lader alle rationelle overvejelser fare. Tydeligst ses det i den tyske og den østrigske kanslers fællesbeslutning om at bryde Dublin-reglerne og på forhånd love ikke at ville sende migranter tilbage til Ungarn. Angela Merkel forsvarede senere den hastige beslutning således:

Jeg må ganske ærligt sige, at hvis vi nu begynder at måtte komme med undskyldninger for, at vi i nødsituationer viser et venligt ansigt, så er dette ikke mit land. (Se her).

Hun retfærdiggør sig her overfor det bayerske søsterparti CSU’s leder Horst Seehofer, som flere gange har bebrejdet hende, at hun sætter retsstaten ud af kraft og ligefrem suger migranter til sig. Men Seehofer har jo ret: Hun har virkelig brudt Dublin-aftalen, og at hun med sine ord har ”eine Sogwirkung erzeugt” (skabt en sugevirkning), viste sig med fuld styrke i de følgende dage. Så kraftig var ”sugevirkningen”, at tyskerne blev nødt til at lukke grænsen.

Dette er ikke mit land”. Det er en meget påståelig udtalelse. Tyskland er ikke ‘fremmedfjendsk’, Tyskland er et venligt og åbent land, Tyskland tager med glæde imod de fremmede. Sådan mener hun, Tyskland skal være, og det idealbillede af Tyskland handler hun ud fra. Og – ikke sandt – bagefter overlader hun det så til sin indenrigsminister at rage de kastanjer ud af ilden, som hun havde slængt derind.

Men når et sådant idealbillede sætter fornuften ud af kraft, så går det galt. Som det gjorde i dette tilfælde. Hun havde bestemt ikke regnet med, at dette skulle være et signal til mere end de forholdsvis få tusinde migranter, der opholdt sig i Ungarn ved den østrigske grænse. Men hun burde have kunnet forudse, at det, hun sagde, kunne få endnu mange flere tusinder til at bryde op for at søge at komme til Tyskland.

Jovist, de fleste journalister er besat af ønsket om at vise sig bedre til at håndtere ”de fremmede” end USA til at håndtere racemodsætningerne. Men menneskene er nu engang, som de er, de lader sig vanskeligt ændre. Selv om kommunisterne mente, de med deres anderledes samfundsmodel kunne omskabe det griske kapitalistmenneske til et glad og ydende kommunistmenneske, og selv om muslimerne har det ideal, at samfundet skal holde menneskets værste eksesser stangen, menneskers fædrelandskærlighed er nu engang noget naturgivent og ikke sådan at ændre, og menneskers glæde ved at leve i samfund, hvor man umiddelbart stoler på hinanden, er hverken syndig eller moden til at blive fjernet.

Men er det ikke netop det, Merkel vil: ændre tyskeren, så han og hun gladelig følger op på hendes ‘invitation’ til de fremmede? Det ser unægtelig ud til, at hun ikke kender noget til de tyske ghettoer.

Man må vel også spørge, om ikke vi snart har gjort erfaringer nok. Alle steder, hvor to folkeslag lever sammen på samme landområde, er der en stærkt tilbøjelighed til, at der opstår konflikter. Nordirland, Cypern, Palæstina, Sydafrika plus de mange lande, hvor imperier har efterladt sig stater med blandet etnisk befolkning, hvilket gælder de fleste lande i Afrika og Mellemøsten. Naturligvis skal vi ikke på forhånd erklære sådanne lande for ”failed states”, men hele tiden prøve at udrede trådene, så der kan komme nogenlunde normale menneskeliv ud af det, om man da ikke, som i det tidligere Jugoslavien, ligefrem skal trække grænser mellem de stridende. Men med sådan en erfaring i bagagen og med de ”nye” erfaringer, vi har fra alle europæiske storbyer, hvor muslimske ”no go areas” er blevet hverdag, er det en yderst risikabel ting, vi foretager os, når vi accepterer stadig flere muslimer ind i landet, før vi bare nogenlunde har nået at integrere dem, der allerede er her.

Eller: De danske medier handler imod danske interesser, når de fordrejer kendsgerninger om migranterne, for at kunne få danskerne til at blive lige så ‘gode’, som de selv er. Og det er endnu farligere, når danske politikere vil gå i Merkels spor og lade følelserne beherske sig i stedet for nøgternt at se i øjnene, at de med en sådan ‘godgørenhedspolitik’ med sikkerhed vil få ændret det danske samfund fra et tillidssamfund til et kontrolsamfund.

Det er ikke en ændring til det bedre.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik, Ny testamente og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s