Toogtyvende juli 2011

Jo, jeg har opdaget, at det den 22-7 er 7 år siden, Anders Bering Breivik foretog sin massakre i Norge. Det blev også nævnt ganske kort i TV-avisen, i anledning af, at man har opstillet et mindesmærke for de 77 personer, det lykkedes ham at få myrdet.

Men er der mere at sige, end hvad der allerede er sagt til overflod?

Sådan set ikke. Og så alligevel! For handlingen er så monstrøs, at vi aldrig bliver færdig med at overveje den. Så jeg vil her prøve at sætte den ind i en ny sammenhæng.

Hvis man nemlig sammenligner Breiviks udåd med Peter Madsens, sådan som jeg gjorde i marts i år, se her, så opdager man, trods de ligheder, jeg dengang fremhævede, en væsentlig forskel.

Dengang betonede jeg den lighed mellem de to, at de begge blev ophidset til deres udåd af internettet, den ene, Peter Madsen, bl.a. af en video, der viste et virkeligt mord på en kvinde, den anden, Breivik, af det spil, han havde spillet år igennem. Tanken er den, at dette at se en sådan video eller dette at spille et sådant spil, får et menneske til at identificere sig med morderen, gennembæves af den samme glæde ved at have magt over andre mennesker, som disse personer har, og derfor få lyst til selv at udføre disse handlinger i virkeligheden.

Men hvad jeg ikke dengang gjorde opmærksom på, var, at der også er forskel på de to mordere. Jeg nøjedes med at vende op og ned på årsagsforholdet for Breiviks vedkommende, så jeg antog, at det, der satte det hele i gang, ikke var hans tanker om, hvordan Europa er ved at blive overtaget af islam, men hans lyst til at blive som heltene i det spil, han spillede, altså hans lyst til selv at kunne være herre over liv og død ligesom dem.

Blot glemte jeg at spørge om, hvorfor han så skulle opfinde hele denne hær af tempelriddere, hvorfor han skulle opbygge en alternativ virkelighed, som hans lyst til at myrde kunne indpasses i.

Det vil jeg prøve at svare på i dag.

Svaret skal være, at han, som alle andre mennesker, vil retfærdiggøre sig. Og at retfærdiggøre sig vil her sige at få sin handling til at passe ind i et større mønster. Han kan være aldrig så meget sindssyg, han kan være drevet aldrig så meget af den lyst til selv at kunne herske over liv og død, som spillet har givet ham, han har ikke blot disse ustyrlige tendenser i sig, nej, fordi han er menneske, har han også en lyst til at forklare sig overfor sig selv, han skal kunne gøre sig forståelig overfor sit spejlbillede, han kan ikke handle ud i et tomrum, blot befolket med hans dødbringende lyst, han må, som vi andre, handle ind i en samfundsforståelse og samfundsopfattelse, der dog i nogen grad giver mening.

At så meningen er sygelig, at så den samfundsforståelse, han har opbygget, er afsindig og ikke hænger sammen, det kan han, trods sin store begavelse, godt fortrænge, for hans dræberlyst får ham til ikke at anstille en logisk prøve på sammenhængen.

Og det er ganske mærkeligt, at han er sådan indrettet. Peter Madsen er det jo ikke. Han er i stand til, ganske uden at ville forklare sig nøjere, at udføre de mest bestialske ting på Kim Wall, uden at få disse handlinger indpasset i nogen større sammenhæng. Men Breivik skal se sig selv som tempelridder i den fiktive virkelighed, han selv har opstillet.

Deri ligner han os andre. Eller – lidt mere præcist udtrykt – han handler som vi ind i en sammenhæng, en social sammenhæng, en samfundsmæssig sammenhæng; blot er den sammenhæng, han handler ind i, selvskabt. Han er sindssyg, ja, men hvis sindssygen er den dræberlyst, han har fået af spillet, så kan altså sindssygen ikke handle ud i det blå, den skal have en sammenhæng at handle ind i.

Vi har altså med en dobbelthed at gøre, en dobbelthed som vi genfinder hos os selv. Vi almindelige mennesker drives ikke af nogen dræberlyst, vi drives af vores kønsdrift, af vores drift efter legemlige behageligheder og af vores drift efter social anerkendelse. Specielt den sidste drift kan sommetider slå ud med nogle mærkelige og uhensigtsmæssige handlinger. Men ligefrem syge er vi jo ikke, fordi vi er ærekære og forfængelige, selv om disse egenskaber ikke er de mest opbyggelige for de fællesskaber, vi står i.

Men vores æresyge og vores forfængelighed udspiller sig jo i en social sammenhæng, der er et samfund, som har dannet spillereglerne for disse drifter, og der er nogle fællesskaber, som har nedfældet nogle idealer i os, og disse spilleregler og disse idealer kan vi ikke helt se bort fra.

Selv hvis vi som vistnok både Breivik og Peter Madsen skulle have en fejl i hjernen, skulle have en psykopathjerne, der gjorde det umuligt for os at have umiddelbar medfølelse med andre mennesker, så det kun var den middelbare medfølelse, vi kunne have, så vi altså kun kunne forstå, at andre mennesker har medfølelse, og lære at udtrykke os, som om vi også selv har det, sådan som typiske psykopater gør, så vil dog denne fejl som regel modvirkes af de mange spilleregler og idealer i vort samfund.

Men – og det er så det, jeg ikke kan lade være med at tænke over – hvad nu hvis de spilleregler, vort samfund giver os, godtager bestemte voldshandlinger? Hvad nu, hvis de idealer, der nedfældes i os, opfordrer til et modsætningsforhold til andre i samfundet? Så vil måske for de flestes vedkommende dette modsætningsforhold trods alt ikke udmønte sig i voldshandlinger, fordi den naturlige empati vil forhindre det, men hvor denne empati i kraft af de pågældendes hjerneudrustning er lav, vil der kunne ske det, at modsætningsforholdet fører til vold.

Jeg tænker naturligvis her på islam og de muslimske samfundsidealer om et samfund som på profeten Muhammeds tid. Hvis disse idealer får herboende muslimer til at anse os som fjender, så er tærsklen for voldsudøvelse sænket betydeligt i forhold til den tærskel, der findes i et normalt samfund. Og hvis vor hjerneudrustning varierer fra Breiviks og Peter Madsens dræberlyst over mere normale menneskers empati til decideret selvopofrende menneskers hjælpsomhed, vil potentielt flere muslimer kunne gribe til voldelige angreb på os danskere.

En overgang florérede på internettet en masse henrettelsesvideoer fra Islamisk Stat. De fleste mennesker, inklusive de fleste muslimer, vil formentlig ud fra deres medfødte empati, mere sætte sig i den henrettedes sted end i bødlens sted. Men de mennesker blandt muslimerne, der har psykopatiske tendenser – og blandt muslimer vil der formentlig være en lige så stor procentdel af dem som blandt os andre – vil måske ubevidst sætte sig i bødlens sted, så der i dem skabes en lyst til på samme måde at være herre over liv og død. Det vil sige: der skabes i dem et incitament til at tilslutte sig IS, så også de kan komme til at optræde som bøddel. Denne rolle vil det normale samfund, formentlig også det normale muslimske samfund, finde afskyelig, men fordi der findes et muslimsk samfund, IS, der ikke har denne forargelse, derfor kan det virke tiltrækkende på de muslimer, der mangler den normale empati.

Det er mærkelige forhold, vi har med at gøre, når vi taler om islamisk radikalisering. Og disse overvejelser giver sig ikke ud for at være fyldestgørende, f.eks. synes denne forklaring med en opægget dræberlyst jo ikke at kunne gælde for de ikke så få muslimer, der bliver selvmordsbombere.

Men det spørgsmål rejser sig altså – i hvert fald for mig – om denne internetfremkaldte dræberlyst, som vi synes at se hos både Peter Madsen og Anders Breivik, mon findes hos diverse Syrienskrigere også.

Jeg tillod mig i det førnævnte indlæg om Breivik og Peter Madsen, altså dette indlæg, at overveje, om man burde forbyde de forskellige krigsspil, fordi de kan virke inspirerende på folk med manglende empati. Det vil nok ikke kunne lade sig gøre, og nok også være uklogt.

Men ud fra samme tankegang kunne man overveje, om man burde sætte ind overfor islam, så man, så langt det nu kan lade sig gøre, får fjernet det had til ikke-muslimer, som præger store dele af det muslimske miljø herhjemme. Det vil nok heller ikke kunne lade sig gøre, men det muslimske menneskesyn kunne i det mindste modsiges noget mere.

Som man nok véd, anser jeg det for en kirkelig opgave, en opgave, som kirken desværre så håbløst har forsømt. Og jeg mener stadigvæk, at det ikke er nogen umulig opgave. Ud fra Muhammeds levnedsbeskrivelse, koranen og mange haditter kan man med stor troværdighed fremstille Muhammed og hans følgesvende som umenneskelige, som mennesker, der ikke veg tilbage for selv de mest bestialske tortureringer af deres modstandere. Og selv om mange såkaldt kloge mennesker i vort samfund af al magt bestræber sig på at vise, at kristendom og islam står lige med hensyn til voldsudøvelse, så vil jeg stadig hævde, at det ikke er nogen uoverkommelig opgave at påvise kristendommens langt større menneskelighed. Blandt andet, fordi der, selv om der jo findes eksempler på uberettiget magtudøvelse i den kristne verden, endda magtudøvelse i kristendommens navn, her tale om noget, som langt de fleste kirkesamfund forlængst har taget afstand fra. Hvilket står som en slående modsætning til islam. For ingen islamisk autoritet har taget afstand fra de erobringer, der er foretaget i islams navn.

Men altså: Kan Peter Madsen og Anders Breivik blive påvirket af videoer og spil på internettet, så kan vel muslimer også påvirkes af IS’s videoer. Og hvis vi havde kunnet afværge Breivik-massakren ved at påvise det uholdbare i Breiviks tankegang, som den kommer frem i hans digre forsvarsværk – blot fik vi jo ikke lejlighed til det, fordi han først offentliggjorde det, da hans angreb var sat i værk – så må det vel være en opgave for os at påvise det uholdbare i den krigeriske salafismes tankegang.

Hvis vi altså tør.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.