Sørine Gotfredsen har i en artikel i Berlingske, se her, brugt sin forestilling om synden til at skelne mellem borgerlige og venstreorienterede. Nærmere betegnet skelner hun mellem Uffe Elbæk og Mette Frederiksen.
Anledningen er, at Uffe Elbæk har opfordret sine kolleger til at finde en fælles strategi for at pacificere Rasmus Paludan, når der skal være partilederrunde forud for folketingsvalget. Det kan han gøre, mener Sørine Gotfredsen, fordi han som venstreorienteret ikke har den samme syndsbevidsthed som de borgerlige. For med en sådan opfordring sætter han sig moralsk op på den høje hest, med den ser han som farisæeren i templet ned på den arme synder ved siden af sig (Luk 18,9-14).
Modsætningen er i artiklen Mette Frederiksen, som ifølge Thomas Larsens bog om hende som justitsminister fik revideret sit livssyn. Hun indså, at hun havde været for naiv i synet på de problemer, der fulgte med den muslimske indvandring. Det hedder hos Gotfredsen:
Vi møder her en kvinde, der med årene er blevet en del mindre skråsikker angående egen dømmekraft og moralske overbevisning, og vi husker jo også, at hun på vejen hertil er blevet tvunget til at erkende, at ens egen gode vilje kan komme til kort, når man for eksempel sætter sit barn i privatskole efter at have anklaget andre for at svigte fællesskabet ved at gøre netop det.
Den bedømmelse, Sørine Gotfredsen her giver af henholdsvis Uffe Elbæk og Mette Frederiksen minder om den bedømmelse, hun i sin tid gav af henholdsvis Mads Skjern og Hans Christian Varnæs fra Tv-serien ”Matador”. Hun foretrak Varnæs, fordi han, selv om han havde syndet, gik i sig selv og fortrød, se evt. her. Hun foretrækker Mette Frederiksen, fordi hun på samme måde kommer på bedre tanker. Det får hende til at sige:
Tilhører Mette Frederiksen i dag venstrefløjen? Det er nok tvivlsomt. Til gengæld er det sikkert, at dette helt grundlæggende handler om syndsbevidsthed og kunsten gradvis at vinde indsigt i sin egen begrænsning.
Når hun kan sige sådan, skyldes det, at hun i begyndelsen af artiklen har beskrevet de venstreorienterede som personer, der mener om sig selv, at de moralsk set er bedre mennesker end andre, og de borgerlige som mennesker, der dog af kristendommen har lært lidt om syndsbevidsthed.
Jeg mener, Sørine Gotfredsen her er helt galt afmarcheret. Hendes forståelse af, hvad synd er, lader meget tilbage at ønske. Hun skriver:
Helt grundlæggende handler dette om syndsbevidsthed. Altså, erkendelsen af at man selv er et mangelfuldt væsen, der må overlade det til en anden og højere instans på mere absolut vis at dømme den anden som værende mindre ren end en selv.
Altså: at erkende sin synd er at erkende, at man er et mangelfuldt væsen. Det glæder utvivlsomt djævelen at høre, at nogen er så naiv i sin syndsforståelse. For han er langt mere sofistikeret, når det drejer sig om at få mennesker til at begå syndige handlinger. Hans metode går ud på at få hele samfundslag til at blive forheksede, så de tror, at det gode, de selv gør, eller det gode, de stemmer for, virkelig er ”det gode”. Eksemplet på en sådan forhekselse over alle eksempler er den samaritanitis, som præger hele den europæiske elite: her bilder man sig ind, at man er åh så god, når man åbner grænserne for mennesker, der er migranter, men påstår at være flygtninge. Og samtidig ser man ned på os andre, som tillader sig at mene, at de åbne grænser er på vej til at ødelægge den sammenhængskraft, der indtil nu har præget vort folk.
Men læg mærke til det: at erkende, at vi med en fortsat åbne-grænser-politik ødelægger vort land, har intet med syndsbevidsthed at gøre. Jeg har ikke læst Thomas Larsens bog om Mette Frederiksen, men jeg tillader mig at mene, at når Mette Frederiksen som justitsminister kom på bedre tanker med hensyn til migrationspolitikken, så havde det ikke noget som helst med syndsbevidsthed at gøre. Så var begrundelsen den samme, som den var for alle os andre, da vi kom på bedre tanker om indvandringen: Vi så kriminalitetsstatistikkerne, vi så ghettodannelserne, vi så det umulige i at integrere muslimerne i vort samfund. Hans Christian Varnæs var ikke en synder, der blev sig sin synd bevidst, han var en eliteborger, der havde gjort noget dumt og med forskellige ”dirty tricks” fik sig rodet ud af det. Og Mette Frederiksen kom ikke til at indse sin egen synd, hun kom såmænd blot til at se det uholdbare i den fortsatte indvandring.
Så når Sørine Gotfredsen vil lægge én eller anden syndsteori ned over disse personer, er hun på vildspor.
Men ikke blot er det langt ude i hampen, når Gotfredsen vil benytte sine syndsteori til at argumentere for de borgerlige frem for for de venstreorienterede, hun begår også en alvorlig undladelsessynd – N.B.: jeg kan også bruge ordet ”synd” – når hun ikke vover at drage muslimerne ind under den anklage for farisæisme, som hun retter mod de etniske danske politikere.
Indrømmet: den fejl er der mange debattører, der begår. Vi fortæller vidt og bredt, hvordan vi for enhver pris skal være inkluderende overfor muslimerne, men så inkluderende, at vi beskylder dem for det samme, som vi beskylder etniske danskere for, uha nej, det vover man ikke at være. Men så inkluderer vi dem jo ikke. Så betragter vi dem jo stadig som ”underudviklede”, som mimoser, der ikke tåler at anklages, som et ”dem” i et ”dem-og-os-skema”, et skema, som vi ellers vender os imod.
Men vover man nu på den måde at anklage muslimerne for at lide af en slem farisæisme, altså for at mene om sig selv, at de er bedre mennesker end vi andre, så må man indrømme, at Rasmus Paludan gør ret i at kalde koranen en ”lorte-bog” og ved forskellige lejligheder ligefrem at sætte ild til den. For i koranen bedriver Muhammed intet andet end bestandig at fremhæve de troende muslimer på de ikke-troendes bekostning, og det endda i den grad, at han ved flere lejligheder opfordrer de troende muslimer til at slå kristne og jøder ihjel, eller i hvert fald som minimum sikre sig, at de i de muslimske samfund indtager en underordnet stilling. Hvilket man i de muslimske samfunds historie har skrevet sig bag øret, sådan som jeg ofte har beskrevet det her på bloggen.
Og går vi til vore muslimske landsmænd, ser vi hos dem den samme farisæisme udbrede sig. Når de muslimske kvinder bærer slør, skyldes det, at de derigennem viser, at de er mere ærbare end de danske kvinder, som af samme grund ofte kaldes ”ludere” af den muslimske ungdom. Og spørger man, hvor dog disse unge mennesker får en sådan overbevisning fra, er svaret at finde hos en tysk journalist, Constantin eller Christian Schreiber. Han udgav for to år siden en bog, ”Inside islam”, hvori han redegør for, hvad der prædikes i de tyske moskéer. Han er arabisk-kyndig, så det er ved egen erfaring, at han taler. Den blev anmeldt af Troels Heeger i Berlingske, se her. Nu i år er han så dukket frem med endnu en bog om islam, ”Kinder des Koran”, ”koranens børn”, om muslimske skolebøger, omtalt af Henrik M. Jensen på Snaphanen, se her, og på document.dk af Christian Skaug, se her. Og der er ingen tvivl: de muslimske skolebøger omtaler muslimerne som bedre mennesker end andre.
Men lad os lige kikke på Sørine Gotfredsens artikel endnu engang! For hun opstiller et kriterium, som hun muligvis selv bukker under for. Hun skriver, at en konservativt forankret person som regel vil vige tilbage fra at prale af sin egen moralske overlegenhed som en anden farisæer. Og så føjer hun til:
Jeg ved godt, at denne erkendelse kan rumme sin egen kilde til det selvfede, da der kan være noget demonstrativt ved at tilstå, hvilken synder man er. Den faldgrube skal man vare sig for, men det centrale her er at forstå, i hvor vid udstrækning en politiker ser sig i stand til gennem troen på sin egen renhed blot skråsikkert at vurdere andre.
Man kan sådan set godt spørge, om ikke Sørine Gotfredsen med sit krav om syndserkendelse sætter sig selv op på en så høj moralsk hest, at hun falder netop i den faldgrube, hun her advarer imod. Det spørgsmål vil jeg overlade til læseren at besvare. I stedet vil jeg spørge, om mon ikke jeg ved at anklage muslimerne både her og andetsteds på samme måde gør mig selv moralsk bedre end muslimerne og derfor falder i denne faldgrube.
Til det vil jeg svare, at der er forskel på et anklage muslimerne for at være dårlige eller onde mennesker, og at anklage deres religion for at være en falsk religion. Om det første kan man sige, at vi naturligvis ikke skal holde nogen berettiget anklage tilbage. Hvis jeg selv slår ihjel eller på anden måde udøver vold, kan jeg ikke anklage andre for voldsanvendelse. Men hvis jeg selv og det samfund, jeg tilhører, lader politiet om at udøve vold i lovens navn, så kan jeg godt anklage de mange ballademagere på Nørrebro for vold. Jeg modsiger ikke mig selv ved det.
Og om det næste: at anklage islam for at være en falsk religion, opdager man det sære forhold, at de fleste, ligesom Sørine Gotfredsen, vil afholde sig fra at anklage muslimerne for deres religion på nogen måde: vi betragter dem stadig ikke som tilhørende det danske folk; danskere kan man skælde ud på og beskylde for det værste; men muslimer ikke. Men ærlig talt, det var jo netop på det punkt, hvor de regner sig selv for bedre end os, vi som kristne burde anklage dem. Ligesom Jesus angreb farisæerne, f.eks. ved at fortælle historien om farisæeren og tolderen eller ved at skælde dem ud for at være ”kalkede grave” (Matt 23,27).
Men så djævelsk er altså djævelen, at han har formået at få muslimerne til at tro, at de er mere fromme, mere moralsk korrekte end os vantro danskere, når de følger shariaen, der betragter kvinder som underordnet mændene, og ikke-muslimer som underordnet muslimer, altså glemmer, at vi alle er brødre og står lige.
Det onde er ikke én eller anden tilbøjelighed, der ligger dybt nede i det menneskelige sind. Det onde kommer ikke til udtryk gennem én eller anden ond tanke eller gennem et forkert ord, der smutter os ud af munden, uden at vi tænker over det. Nej, det onde ligger i en forkert overbevisning, f.eks. om andre menneskers mindreværd, der kan få mennesker til at tro, de gør det gode, når de forfølger og hader og taler ilde om andre mennesker.
Og læg mærke til det: Det er ikke det, jeg gør, når jeg taler imod islam. Jeg taler imod religionen islam, dens tilhængere betragter jeg som stakkels ofre for islams tillokkelser. Og mit studium af islam går i høj grad ud på at forstå – altså forstå indefra – hvordan det kan være, at nogenlunde fornuftige mennesker lader sig gribe af islams falske forestillinger.
For falske er disse forestillinger. Og det, der kommer ud af det, er ondt. I forestillingerne ligger det onde. Og mennesket er sådan indrettet, at det falder for diverse falske forestillinger. Den eneste måde, man kan forhindre dette på, er ved at have en debat, der er så fri som muligt, sådan at alle synspunkter, selv de, vi andre regner for de tåbeligste, kan komme til orde.
Jeg kan også sige, at jeg handler ligesom Luther. Han spørger i en prædiken over ordet om at vende den anden kind til, Matt 5,39, hvordan han kan elske paven, som han daglig skælder ud og forbander, se her. Jeg vil nok ikke med samme frimodighed som Luther sige, at det er Gud selv, der igennem mine ord skælder ud, men det er mig nok at sige, at det er den naturlige lov, jeg bruger til mine angreb på muslimerne, dvs., jeg argumenterer imod dem, nøjes ikke med at hade og skælde ud. Og jeg ville da ønske, at jeg også af hjertet kunne sige det om muslimerne, som Luther siger om paven:
Hvad Gud giver ham [altså paven] af timelige goder, magt og ære, det under jeg ham af hjertet, og det ville jeg også gerne hjælpe ham med at beholde, ja, jeg vil desforuden meget hellere unde dem, at de også i de åndelige goder, som vi har, ville blive rige og ikke lide nogen mangel, og det skulle være vores hjerteligste glæde, hvis vi med vort legeme og liv kunne bringe det dertil, og rive dem ud af deres blindhed og af djævelens magt og således redde dem. (Se her).
I samme prædiken henviser Luther til, at Jesus jo også skælder farisæerne ud (Matt 23). Desuden holder han sig til Joh 16,8 om Helligåndens gerning:
Nu står der skrevet i Joh 16,8, om Helligåndens embede og gerning, at han skal overbevise verden; men hvis han skal overbevise den, så kan han ikke hykle overfor den, eller kaldes nådejunker og sige, hvad den gerne vil høre. Nej, så må han skælde ud på den og overfuse den med ondt; (Se her).
Dog, det er ganske svært at overbevise vore fredelige folkekirkelige teologer om, at det faktisk er deres opgave at tage denne gerning på sig: at afsløre det djævelske i den muslimske tro.
ricardtriis 