En muslim, der er konverteret til kristendommen – hun hedder Laila Mirzo – kommer i Neue Züricher Zeitung med en indrømmelse, se her. Denne artikel er på tysk, men Christian Skaug har på udmærket vis refereret den på document.no, se her. Hun indrømmer, at hun har taget fejl. Hun hævdede for nogen tid siden, at ”kun en dårlig muslim er en god muslim”, hvormed hun mente, at man, hvis man som muslim ville indgå på naturlig måde i de vestlige samfund, måtte undlade at tage alle islams regler bogstaveligt; man måtte altså være en i islams øjne dårlig muslim, hvis man i Vestens øjne skulle være en god muslim. Men nej, siger hun nu, det går ikke, man kan ikke klare frisag ved på den måde at henholde sig til en slags moderat islam, for en sådan findes ikke. Så derfor har hun ændret sit slagord til dette: ”Et oplyst menneske kan kun distancere sig fra Muhammed!”
I efteråret 2018 blev der dannet en forening, der hed sådan noget som ”Det sekulære islams initiativ”. Og Laila Mirzo indrømmer, at hun til at begynde med begejstring sluttede sig til disse menneske. Der var tale om blandt andre Hamed Abdel-Samad, Ahmad Mansour og Seyran Ateş. Denne sidste er en kvindelig imam, som grundlagde en særlig moské i Berlin ”Ibn Rushd-Goethe-moskéen”. Her syntes en moderne islam at kunne komme til udtryk, her kunne mænd og kvinder bede side om side, her kunne homoseksuelle bliver anerkendt, og her blev bønnen ledet af en kvinde. Men disse mennesker, siger hun
véd kun altfor vel, at der ikke findes nogen sekulær islam. Islam er staten og staten er islam. Ved at vælge dette navn har man på grov måde gjort den islamiske agenda uskyldig. Der findes sekulære eller upolitiske muslimer, men der findes ikke nogen upolitisk eller sekulær islam.
Men nu siger Laila Mirzo, at også hun tog fejl, også hun troede, at det drejede sig om, at der kunne fremkomme nogle frække muslimer, som med en nutidig fortolkning af koranen kunne ødelægge de blodige koranvers og etablere en moderne islam. Hun syntes, det var fortrinligt med Seyran Ateş’ moské, det var udmærket, at denne kvindelige imam lavede røre i den muslimske andedam. Og hun kunne kun respektere hende for det mod, hun udviste, for hun måtte jo nok på forhånd kunne have regnet ud, at hun med sådanne tiltag ville blive forfulgt af de såkaldt rettroende muslimer. Og ganske rigtigt, i dag lever hun under politibeskyttelse.
Men hvad er det så, der har fået Mirzo til at forandre anskuelse? Hvad er det, der har fået hende til at opgive tanken om en moderne islam?
Det er Muhammed.
Muhammed indgår i den muslimske trosbekendelse: der er kun én gud, og Muhammed er hans profet. Det vil sige, at den, der vil gøre islam moderne, overalt træffer på Muhammed. Mirzo refererer Ateş for at forklare, at en moderne islam-opfattelse må oversætte haditterne ud fra spørgsmålet: ”Hvad ville Muhammed sige i dag?”
Men netop det gør den ”moderne” islam-fortolkning betænkelig. Mirzo skriver:
Som profet og som central figur i islam gælder han for at være ufejlbar i sine handlinger, hans gerninger gælder som forbillede. Derfor opfordrer jeg igen og igen til at foretage ”et sakralt kongemord” på profetfiguren. Først, når der bliver udøvet offentlig kritik af hans fejl, tager liberale muslimer det alvorligt med en reformation. For Muhammed var ikke blot profet og åndelig fører for sin menighed. Han var hærfører, demagog, og gav ordre til, at hundreder af jødiske mænd og drenge skulle myrdes. Den måde, han omgikkes med de jødiske stammer i hans by på, svarer til det, man i dag kalder etnisk udrensning. Hans ægteskab med barnet Aisha er det lovmæssige grundlag for, at muslimske piger kan giftes bort, fra de er 9 år gamle. Hvert år dør utallige piger på deres bryllupsnat, fordi de ved at have sex med en voksen mand får deres livmoder revet i stykker og derefter hjælpeløst forbløder.
Eller som hun siger: Hele tiden snubler man over Muhammed.
Og hun slutter sin kronik med at skrive:
Derfor lyder min tese: Et oplyst menneske kan kun tage afstand fra Muhammed. At træde ud af islam er den eneste logiske konsekvens.
Og det kan man efter min mening kun give hende ret i.
Den samme diskussion optræder netop nu på dansk grund. Den kendte muslim, Aminah Tønnsen, har i et indlæg i Berlingske, se her, hævdet, at progressiv islam i det lange løb vil sejre over konservativ islam. Det har affødt et svar fra professor i teologi ved Menighedsfakultetet, Kurt Christensen, se her, som ved hjælp af nogle korancitater hævder, at Tønnsen maler et altfor lyserødt billede af islam.
Og sådan kan man diskutere forholdet mellem Vesten og islam på forskellig vis. Man kan gøre det ud fra Muhammed-skikkelsen, og man kan gøre det ud fra de kendte muslimske grundskrifter.
Men det mærkelige er, at vil en muslim rette sig efter Mirzo og direkte tage afstand fra Muhammed og alle hans gerninger og alt hans væsen, så får han ikke nogen hjælp fra den kristne kirke. Det er højst usædvanligt, at en professor tager til genmæle overfor en muslim, der vil gøre islam ”spiselig” for os vesterlændinge. Og jeg véd ikke rigtig, om det er typisk eller ej, at der er tale om en professor, der ikke er ansat ved den officielle præsteuddannelse.
Men mere om tavsheden fra præster og teologer:
Det er ikke så lang tid siden, at nogle muslimer, der havde vendt sig bort fra islam og var konverteret til katolicismen, spurgte pave Frans, om det var forkert af dem, at de havde risikeret liv og lemmer for at konvertere til kristendommen. Jo, for paven havde opfordret de kristne i Marokko til at undlade at missionere, se her.
Og selv oplevede jeg det på Valdemarsdagen i år, da jeg overværede et dobbeltforedrag af Elof Westergaard og Iben Thranholm i Vedersø præstegård, se her. Det blev bestemt ikke vel modtaget af biskoppen, at jeg tillod mig at citere lidt fra min gendigtning af Luthers ”Vor Gud, han er så fast en borg”, dèr, hvor jeg kalder Muhammed for Guds fjende. Uha da da, sådan må man rigtignok ikke sige i disse tolerante tider. Så kan der stå, hvad det skal være, om Muhammed i koranen, så kan der fortælles de mest horrible historier om Muhammed, når muslimer elsker ham og ser op til ham og betragter ham som det store forbillede, så skal vi andre ikke komme og kalde ham en fjende af Gud.
I den forbindelse er det, man sender en venlig tanke til Luther. Han vovede at kalde tingene ved deres rette navn. Han veg ikke tilbage fra at kalde paven antikrist, for når han opførte sig som antikrist, så måtte han jo også være antikrist. Og han tog magten fra de ledende i kirken og gav den til enhver, der kunne læse.
Det er jo det, vi nyder godt af i dag. En Laila Mirzo, en række konverterede katolikker, og såmænd også en lille næsten overset blogbestyrer, har ret, når de tillader sig at mene om sig selv, at de er klogere end kirkens ledende folk, paver og biskopper og teologiske professorer. For det er jo umiddelbart til at forstå, at når Jesus om sig selv siger, at han er vejen, sandheden og livet, Joh 14,6, og når han tilmed siger, at hans rige ikke er af denne verden, Joh 18,36, så kan et menneske, der vil gennemføre det, han kalder sandheden, med magt, det vil sige: Muhammed, kun opfattes som det modsatte af det, Jesus er. Og er han sandheden, så er Muhammed løgnen, er han vejen, så er Muhammed afvejen, er han livet, så er Muhammed døden.
Elementært, dr. Watson.
ricardtriis 