Pave Frans i klemme

For mine synders skyld har jeg været i gang med at genlæse de artikler, jeg har skrevet om pave Frans på min blog. Og ja, det har virkelig været ”for mine synders skyld”. Godt nok er det hele jo skrevet af et forholdsvis fornuftigt menneske, men paven er bestemt ikke forholdsvis fornuftig, og igen og igen tager man sig til hovedet: Kan den katolske kirkes overhoved virkelig mene det, han dèr citeres for at have sagt?

Der har før været protester indenfor den katolske kirke imod noget, som pave Frans har sagt. Og det er jo udmærket. Men denne gang kommer protesterne fra en kant, som giver de protesterende en særlig tyngde i deres protest; de kommer fra en række forhenværende muslimer, som har omvendt sig til kristendommen i dens romersk-katolske form. Protesten kan ses her, og efter hvad snaphanen beretter, se her, har indtil nu cirka 5000 katolikker skrevet under på protesten.

De protesterende forstår ikke pavens lære om islam, siger de, for den tager ikke hensyn til, at islam kom efter Kristus og derfor er og kun kan være antikrist. Man henviser til 1 Joh 2,22, hvor det hedder: ”Hvem er en løgner, om ikke den, der benægter, at Jesus er Kristus? Antikrist er den, der fornægter Faderen og Sønnen”. Man fortsætter om Muhammed som Antikrist:

og det én af de farligste, fordi han præsenterer sig selv som opfyldelsen af åbenbaringen (og så kan Jesus kun få rang af profet). Hvis islam i sig selv er en god religion – og det synes at være din lære – hvorfor blev vi så katolikker? Er det ikke sådan, at dine ord sætter spørgsmålstegn ved det valg, vi traf med livet som indsats? Véd du godt, at islam prædiker død over de frafaldne?

De henviser her til sura 4,89 og sura 8,7-11. Men disse koranvers virker nu ikke særlig overbevisende. Og der er da også tvivl blandt lærde muslimer om frafaldnes skæbne. Problemet er blot, at der er tilstrækkelig mange muslimer i de muslimske samfund, der mener at straffen for frafald er døden, til, at det er yderst farligt at konvertere bort fra islam. Så der er ingen tvivl om, at disse katolikker har omvendt sig fra islam til kristendommen med livet som indsats. Derfor er deres spørgsmål en alvorlig anklage mod pavens påstand om, at islam i sig selv er en god religion. For hvis den er det, hvorfor skulle disse mange konvertitter så sætte livet i vove? Det kunne jo lige så godt være forblevet muslimer.

Og en senere bemærkning er lige så skarp:

Ligesom det, stillet overfor nazismen og kommunismen, var selvmorderisk og meget farligt at være naiv, sådan er det også selvmorderisk og meget farligt at være naiv, stillet overfor islam. Hvordan kan du tale om fred og tilsyneladende omfavne islam, når du siger, at vi skal ”fjerne fra vore hjerter den sygdom, der plager vore liv … lad dem, der er kristne, være det med bibelen i hånd, og dem, der er muslimer, være det med koranen i hånd”. Når paven synes at fremstille koranen som en frelsesvej, er der så ikke grund til bekymring? Skal vi måske vende tilbage til islam?

Man kan nok se, at det er en meget skarp anklage mod paven, når det mere end antydes, at han i sin holdning overfor islam er naiv.

Denne anklage underbygges i det følgende, først ud fra det kristne evangelium selv, senere ud fra islams grundopfattelse, som den viser sig i muslimernes handlinger.

Evangeliet selv tåler ikke noget forsøg på at give islam ret i det, islam forstår ved sandhed:

Det er givet, at fristelsen er stor til at tro, at det at tale islam efter munden vil forhindre, at de kristne i de lande, der er blevet muslimske, kommer til at lide mere, men bortset fra det faktum, at Jesus aldrig har peget på andre veje end korsets vej, så vi kristne må finde vores glæde derved og ikke flygte sammen med alle de fordømte, så er vi ikke i tvivl om, at kun forkyndelsen af sandheden kan føre ikke blot til frelse, men også til frihed (Joh 8,32).

Det vil sige: disse mennesker, der med livet som indsats har konverteret fra islam til katolicismen, vender sig imod den blindhed for martyrtanken, som præger ikke blot protestantismen, men også katolicismen, her personificeret ved paven. Både vi protestanter og pavens katolikker lever jo for en stor dels vedkommende i lande, hvor kristendommen har sejret, og de kristne ikke mere er udsat for forfølgelse. Og så har vi bortelimineret martyrtanken af vores teologi.

Men vi har gjort noget mere. Vi har anvendt vor imødekommenhed overfor andre mennesker forkert. Det er sandt, at kristendommen opfordrer os til at vise forståelse og imødekommenhed og gæstfrihed overfor andre mennesker. Men det er ikke sandt, at den opfordrer os til at være imødekommende overfor en religion, der vil det modsatte af kristendommen. Vi skal, hvad angår det borgerlige samfund, på alle måde undgå at havne i en ”dem-og-os” tankegang. Men vi skal med lige så stor selvfølgelighed, hvad angår troen, fastholde en ”dem-og-os” tankegang. Hvad det angår, tåler kristendommen ingen vaklen i geledderne.

Som Luther siger det i Den store Galaterbrevsforelæsning, se her: Kærligheden viger, troen viger ikke.

Men det er, siger de protesterende, netop, hvad paven gør: han vakler, han viger, hvor han skulle stå fast, han taler islam efter munden, han anbefaler, at de kristne i muslimske lande undlader at missionere, han tror på de muslimer, der vil afbilde islam i kristendommens skikkelse.

Og det er, med skam at melde, også, hvad vor protestantiske folkekirke gør. Professor Peter Lodberg og biskop Marianne Gaarden advarer i en artikel i Berlingske, se her, mod at bruge kristenforfølgelserne i den danske valgkamp. ”Vi hjælper – ikke fordi de andre er kristne, men fordi vi selv er det”, hedder det. Og senere siger de:

Vi skal undgå at bruge de forfulgtes ulykkelige situation i en intern dansk værdipolitisk kamp. Vi må ikke gentage historiens dyrekøbte fejltrin og bidrage til en »dem og os«-tankegang. Intet samfund er immunt over for den polarisering, der nærer frygt for »den anden«. Polarisering kan blive til had, der fører til ekstremistiske handlinger, som vi netop har været vidne til i Christchurch og Sri Lanka.

Med disse ord de to kloge danskere fået blandet kristendom og islam grundigt sammen. Uha, begge parter er da naturligvis imod polarisering, for det had, en sådan polarisering fremkalder, fører til ekstremistiske handlinger. Ja, det gør det. Men hvorfor overse eller forklejne forskellen mellem kristendommen og islam? Hvorfor lukke øjnene for, at en ”dem-og-os” tankegang er indbygget i islam, fordi islam er en magtreligion, mens den er fraværende i kristendommen, altså i kristendommens syn på de andre mennesker, ikke i dens syn på andre religioner? Er det, der er brug for fra folkekirkens side, ikke netop en biskop eller en professor, der vover klart at påpege den grundlæggende forskel mellem islam og kristendom, altså vover at opstille et teologisk, ikke et samfundsmæssigt, ”dem-og-os” skema?

Og vil man lære islams sande natur at kende, hedder det videre i de tidligere muslimers protest, kan man blot se på muslimernes handlinger:

Angående Deres Helligheds påstand om islam: samtidig med, at præsident Erdogan sammen med andre beder sine landsmænd om ikke at integrere sig i deres værtslande, og samtidig med, at Saudi-Arabien og alle olie-monarkierne ikke tager imod nogen flygtninge overhovedet, og samtidig med, at der igennem årtier officielt af OIC og andre islamiske organisationer er blevet proklameret udtryk for et projekt om erobring og islamisering af Europa, samtidig med dette prædiker De, Højhellige Fader, at vi skal byde migranter velkommen, uanset det faktum, at de er muslimer.

Dette med ikke at byde muslimer velkommen i vore lande søger de nu at vise ud fra nogle nytestamentlige steder, noget, de efter min mening ikke slipper særlig godt fra. Men så hedder det:

Vi kan heller ikke forstå, at De opfordrer muslimer til at praktisere deres religion i Europa. Skriftens mening skal vi ikke prøve at få til at stemme overens med globalisme-tanken, men med troskab mod traditionen. Den gode hyrde jager ulven på flugt, han inviterer den ikke indenfor i fårefolden.

I næste afsnit hedder det:

Deres Helligheds pro-islamiske tale får os til at begræde det faktum, at muslimer ikke inviteres til at forlade islam, og at mange tidligere muslimer, f.eks. Magni Allam, endog forlader kirken, fordi de foragter dens fejhed, såret som den er af modsatrettede holdninger, forvirret ved manglen på evangelisation, skandaliseret ved dens lovprisning af islam.

Magni Allam er en egyptisk født journalist, der i 2008 konverterede til katolicismen, men nu offentligt har taget afstand fra denne kirke på grund af dens alt for bløde holdning til islam.

Men den største anklage fra de tidligere muslimer ligger måske i de sidste bemærkninger, de kommer med. De beder Hans Hellighed bekræfte deres omvendelse til Jesus Kristus, siger de. Et tilsyneladende fromt ønske, men også et ærligt ment ønske; de vil jo blot have paven til at sige, at det var rigtigt og godt, at de blev katolikker.

Og hvorfor vil de det?

Fordi de med alle de imødekommende udsagn, paven er kommet med overfor islam, får det indtryk af pavens holdning til islam, at islam er en lige så god religion som kristendommen. Og den klemme lægger de så på paven, at han, hvis han bekræfter deres omvendelse – hvilket han ikke kan vægre sig ved – indirekte kommer til at erklære alle de positive udsagn om islam for forkerte. Det er stadigvæk sådan, vil han indirekte sige, hvis han bekræfter deres omvendelse, at kristendom er bedre end islam.

Og så kunne man blot ønske, at han ville sige det ligeud og ikke indirekte. Men det har det nok lange udsigter med.