Dette spørgsmål var oppe at vende i en radio-diskussion på Radio 24/7. Her havde én af denne radios værter, Nima Zamani, som er i gang med en serie, der hedder ”Stram Diskurs”, fået fat i Lars Hedegaard til en samtale, og den udviklede sig på lidt besynderlig måde. Se samtalen på Snaphanen her.
Nå ja, nu kom jeg til at skrive ”Se samtalen”, der burde måske have stået ”hør samtalen”, for det er jo det, man gør. Det hænger måske sammen med, at jeg er så gammeldags, at jeg langt foretrækker at sætte mig ind i folks tanker ved at læse, hvad de har på hjerte, frem for at høre dem sige det. Dels tror jeg, at folk koncentrerer sig mere om det væsentlige, når de skriver, og dels har jeg opdaget, at jeg kan læse en tekst langt hurtigere end jeg kan høre den. Men jeg er da blevet klar over, at det er blevet moderne at henvise til videoer af en tale i stedet for at henvise til teksten til talen, og når jeg nu må indrømme, at jeg lod mig friste til at lytte til ovennævnte samtale, kunne man jo tro, at jeg var blevet ”moderne”. Det er dog ingenlunde tilfældet. Jeg er og bliver en gammeldags ronkedor, der stadig har mine sære idéer.
Nej, når jeg lod mig friste – lidt imod mine indgroede vaner – skyldtes det, at da jeg i et Tv-indslag om, at Basil Hassan, ham, der forsøgte at myrde Lars Hedegaard, skulle være død, hørte alt mulig andet om Basil Hassan, end at han havde forsøgt at myrde Hedegaard; man nævnede alle mulige andre, der kunne ånde lettet op ved meddelelsen om hans død, end lige Lars Hedegaard. Det fandt jeg helt skævvinklet, og jeg ville derfor høre lidt om, hvordan Lars Hedegaard havde modtaget denne dødsannonce. Det fik jeg nu ikke at høre, formentlig fordi interview’et var optaget, før meddelelsen om Hassans død blev offentliggjort. Men det gjorde nu ikke så meget. Der var meget andet interessant i samtalen, blandt andet en lidt besynderlig holdning fra interview’erens side. Det vender vi tilbage til.
Først vil jeg dog godt videregive nogle ting, jeg også lagde mærke til.
Der var nu først det, at Lars Hedegaard tog sin noget akavede situation med en knusende ro. Han bor på en ukendt adresse, har fået sit hjem indrettet med en panserdør til sit soveværelse og med alarmknapper overalt i huset. Dertil med ”gode råd” fra PET, råd, som naturligvis gør hverdagen besværlig, men som han jo godt forstår, at han gør klogt i at følge.
Jeg vil ikke sige, at det er glædeligt at høre, for at noget menneske i dagens Danmark skal have sin frihed beskåret på den måde, er og bliver en uting, noget, vi som danskere skal beklage og undskylde. Men det hænger jo sammen med, at vi i vor godgørende naivitet lod en række muslimer bosætte sig her i landet. Og jeg kan roligt inkludere mig selv i dette ”vi”, for det var jo ikke før i 2001, at jeg blev klar over det uholdbare ved den manøvre.
Men alligevel! At vort politi dog formår at hjælpe Lars Hedegaard til at kunne føre en nogenlunde antagelig tilværelse, det er nu ikke så tosset.
Der var også på samme modsigelsesfyldte måde noget positivt ved at høre, at Lars Hedegaard ikke har haft mareridt oven på den sindsoprivende oplevelse, det må være at blive udsat for et mordforsøg. Jeg tror nok, at jeg i sin tid mente om Lars Hedegaards tilstand i det famøse interview i Deadline ved Martin Krasnik, at han var lidt groggy efter mordforsøget, omend jeg vist ikke gav udtryk for det i mine artikler derom, se evt. her. Men hans lidt vage svar skyldtes måske i virkeligheden, at han oven på de falske forsikringer, Krasnik havde givet ham om et venligt og imødekommende interview, var blevet overrasket over at blive udsat for noget, der mest lignede et tredjegrads forhør.
Det var der ikke tale om her. Det var mere en samtale end et interview. Vi fik derfor en hel del at vide om interview’eren, som vi altså snarere skal kalde samtalepartneren. Han hed, som det fremgik af den skrevne foromtale, Nima Zamani, og jeg må da indrømme, at jeg i første omgang tolkede fornavnet som et pigenavn, og først et stykke henne i samtalen opdagede, at samtalepartneren var en mand.
Men Zamani er jo altså indvandrer. Hans forældre flygtede fra Iran, oven i købet flygtede de fra islam, eller – og det er det, der blev en hovedsag i samtalen – de flygtede fra den form for islam, som er kommet til udtryk i den iranske stat. For Zamani blev ved og blev ved med at hævde, at der dog måtte findes mange moderate muslimer, og at det derfor var forkert af os – og specielt af Lars Hedegaard – at indrullere dem alle under en islam, som man anså for at være en voldsreligion. Og det var tilsyneladende umuligt for ham at forstå Hedegaard, når han gang på gang hævdede, at der givetvis er mange moderate muslimer, men at der ikke er nogen moderat islam.
Det blev hen imod slutningen af samtalen hovedemnet. Zamani havde således været ude i køkkenet hos Lars Hedegaard, havde åbnet et skab, og dèr fundet krus med Kurt Westergaards tegning på, Muhammed med en bombe i turbanen. Er det virkelig nødvendigt at tale så hårdt til muslimerne? spurgte han. Er det ikke kontraproduktivt? Er det ikke med til at øge afstanden mellem muslimerne og danskerne?
Nu er Lars Hedegaard – ligesom mange af os andre – vist ikke særlig interesseret i, hvad der virker på muslimer, eller i, hvad der kan føles inkluderende af muslimer og hvad ikke, men mere i, hvad der historisk er sandt og hvad der er forkert. Og det gjorde tilsyneladende ikke noget indtryk på Zamani, at Hedegaard, der jo har truffet ikke så få lærde muslimer, kun kunne nævne to, som til trods for, at de fuldt og helt gik ind for de demokratiske værdier, blev ved med at kalde sig muslimer.
Men lad kun det være, at Zamani tilsyneladende tilhørte den større eller mindre skare af muslimer, der ikke tager det så tungt med de muslimske bønner, med den muslimske faste og de andre ydre ting, men drikker alkohol, som det passer dem, og ikke har noget imod at blive venner med danskere, selv om koranen fraråder det.
Det, jeg her mener, man bør anke over eller ligefrem angribe ham for, er, at han synes at mene, at vi danskere burde være langt mere imødekommende overfor folk som ham; at det altså stadigvæk på én eller anden måde er danskernes skyld, at det går så dårligt med integrationen. Hvad Hedegaard bemærkede, at muslimer alle vegne, hvor de opnår at blive ret mange, prøver at danne specielle muslimske områder, hvor muslimske regler og ikke danske skal gælde, bliver besvaret med en påstand om, at det var de danske myndigheder selv, der fik muslimerne anbragt i de store boligblokke; han mente vist oven i købet – fejlagtigt – at disse blokke var bygget specielt til de ankommende muslimer.
Uden at kende ret meget til det moderne begreb, der hedder identitetspolitik, vil jeg mene, at det kan være dette sære fænomen, Zamani er blevet grebet af.
Identitetspolitikken er beskrevet indgående af Douglas Murray i en ny bog, han har skrevet. Den hedder ”The Madness of Crowds” og er blevet anmeldt af Roger Scruton i Kristeligt Dagblad, se her.
Nu er jo både Murray og Scruton filosofisk og ikke teologisk anlagte, så jeg vil derfor som teolog prøve at give min forklaring på det sære fænomen.
Som man nok har opdaget, gør jeg meget ud af et fænomen, som jeg har kaldt samaritanitis. Vi lever i ret uheldig grad i en efterkristen verden. Det betyder, at mange sig selv uafvidende bruger kristne begreber i deres tænkning. Når Europas ”Gutmenschen” ikke blot vil vise deres godhed ved at have næsten åbne grænser, men også – som oftest fejlagtigt – bedømme de indtrængende mennesker som stakler, skyldes det, at Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner har en lang efterklangstid i vort samfund. Man ser sig selv som den barmhjertige samaritaner, i hvert fald ikke som præsten og levitten, der drog forbi den overfaldne uden at hjælpe, og for at få lignelsen til at passe påstår man, ud i det blå og uden at undersøge sagen nærmere, at migranterne, der kommer til Europa, er stakkels forfulgte mennesker. Ellers får man jo ikke den lignelse til at stemme, som – uden at man selv véd det eller vil være ved det – bestemmer ens tankegang bagfra.
Det samme kan ses i identitetspolitikken. Her er det Jesu anklage mod farisæerne fra Matt 7,3-5, der gør sig gældende, dèr, hvor han spørger, hvorfor de ser splinten i deres broders øje, når der sidder en bjælke i deres eget øje. Det ord er i den grad gået os europæere i blodet, at vi er begyndt at gøre opmærksom på vores bjælke i tide og utide. Der er ingen grænser for, hvor forkert vi har opført os – vi, det vil sige: vore bedsteforældre. Vi påtager os skyld for både det ene og det andet, bjælkernes antal synes uendeligt.
Og den holdning har vore mange mindretal taget til sig. Ikke på den måde, at de selv på tilsvarende måde ser bjælker i deres egne øjne, men på den måde, at de i vores opførsel ser en forklaring på deres vanskeligheder: de har alle deres oprindelse hos os almindelige, hvide, europæiske mennesker. Vi har ikke taget ordentligt imod dem, vi har ikke vist os åbne og forstående nok, vi har vendt os imod dem, imod deres særegenheder, imod deres religion, imod deres hudfarve.
Muslimerne var vist nogle af de første til at opdage, hvordan europæernes ubevidste påvirkning af dette Jesus-ord blev til fordel for dem. De opfandt begrebet islamofobi og angreb alle os, der ville argumentere imod islam med dette begreb. Så havde de bekvemt flyttet fejlen over på vores side, så var det ikke længer deres skyld, at integrationen gik dårligt, så kunne de angribe os og vide, at angrebet gik os til hjerte. Smart, ikke!
Senere fulgte så homoseksuelle, sorte og andre mindretal efter. Men i Zamanis tilfælde er det muslimerne, der skal fritages for skyld i integrationsmisèren, noget, det dog ikke lykkedes ham at gennemføre overfor Lars Hedegaard; han drømte virkelig ikke om at sige undskyld for sine mange argumenter imod islam som religion. Det ville også være svært. Så skulle han jo fuldstændig opgive den sandhedssøgen, som han har vænnet sig til at have som historiker.
Jeg har engang for lang tid siden læst om en folkegruppe, der levede som mindretal i et land – var det vietnamesere i Danmark? jeg husker det ikke – som var meget påpasselige med, at alle dets medlemmer opførte sig ordentligt. De ville ikke risikere at blive et forhadt mindretal i værtsbefolkningens øjne. De tog det altså på sig som et fælles ansvar at hæge om deres gode rygte. Hvordan de bar sig ad med eventuelle medlemmer, der var ud til bens, véd jeg ikke, men i det øjeblik der indenfor en sådan gruppe råder en vis samhørighed, er det nok ikke så vanskeligt.
Det er mærkeligt at iagttage, hvordan en tilsvarende samhørighed på ingen måde råder indenfor vort lands muslimske mindretal. Jeg har en fornemmelse af, at det skyldes, at det er almindeligt blandt muslimer at opfatte sig selv som bedre end andre mennesker i Guds øjne. Det er jo dem, der har fået åbenbaringen fra Gud og skal få den udbredt blandt verdens befolkninger.
Men alligevel! Det skulle jo synes meget naturligt, når man har fået hjælp og husly fra flertalsbefolkningen, da at give udtryk for en vis taknemlighed, så man ikke laver ballade på nogen måde. Men ikke for muslimernes vedkommende!
Og man kunne få den tanke, at det måske hænger sammen med vores af Jesu ord fremkaldte ”bjælkefølelse”. Dette, at vi hele tiden går rundt og skal sige undskyld overfor alle mindretal, ikke mindst overfor muslimerne, svarer jo som fod i hose til muslimernes overlegenhedsfølelse. Med vores undskyldende holdning opfører vi os fuldstændig, som dhimmier skal opfører sig ifølge den muslimske grønspættebog. ”Dhimmier”, det var navnet på de kristne og jødiske samfund, som med de muslimske erobringer kom ind under halvmånen. Og de fik lov at beholde deres religion, dog med visse begrænsninger: de skulle betale en særlig skat, de måtte ikke reparere deres kirker og synagoger, deres mænd måtte ikke gifte sig med muslimske kvinder, hvis deres kvinder giftede sig med muslimske mænd, skulle børnene regnes for muslimer, de skulle gå til side for en muslim, hvis de mødte en sådan på gaden, osv.
Derfor føles det kun naturligt for en muslim, at vi står på pinde for ham, når han ankommer som migrant her til landet. Vi gør jo kun det, som Gud har befalet i koranen.
Men derfor er det alligevel mærkeligt med den holdning til tingene, som Nima Zamani havde. Han mente selv, at han havde gjort sig alle de anstrengelser, han kunne, for at blive en ”normal” dansker, hvad det så end er. Og alligevel kunne han ikke få Lars Hedegaard bort fra hans anklage mod islam, Hedegaard kunne tilsyneladende forklare igen og igen, at der nok findes moderate muslimer, men ikke nogen moderat islam, det hjalp ikke spor, Zamani lod sig ikke overbevise.
Han ville gerne overbevise os om, at han så sandelig er en moderat muslim. Men han vogtede sig for at komme ind i en diskussion om, hvordan det kunne være muligt at være moderat, når nu koranen ser ud, som den gør, og når islams historie nu engang er, som den er. For det er ikke noget, der bekymrer ham.
Måske han mener, at når nu han er så integreret en muslim, så må vi alle da kunne se, at vi skal lade være med at tro, at alle muslimer er terrorister. Det tror vi jo heller ikke. Men hvis han i virkeligheden mener, at vi skal ophøre med i det hele taget at omtale muslimer som potentielle terrorister – og det er vist det, han egentlig mener – så griber han ind i vore sikkerhedsforanstaltninger, så det bliver usikkerhed i stedet for sikkerhed, vi opererer ud fra.
Hvorfor har vi koranklodser rundt omkring i de store byer?
Det er muslimernes skyld. Ikke sådan at forstå, at vi anser alle muslimer for terrorister. Men er blot 1% af muslimerne påvirkelige i terroristisk retning, så er det nok til at få os til at gardére os med koranklodser.
Hvorfor har vi vagt ved den jødiske skole og synagogen i Krystalgade?
Også det på grund af muslimer. Ikke alle muslimer, nej, heldigvis, men de moderate muslimer, der findes, har hidtil ikke kunne overbevise alle muslimer om ikke at være antisemitter. Tværtimod, kan man næsten sige. Og selv om så det umulige skete, at på et tidspunkt alle muslimer indså, at de skulle anse jøder og kristne som mennesker på lige fod med dem selv, så har vi ingen garanti for, at ikke én eller anden af de muslimske unge giver sig til at læse i koranen og dèr finder ud af, at Muhammed betragter jøder som underordnede mennesker, måske med det til følge, at disse unge giver sig til at udøve terror mod jøderne.
Det vil sige: Så længe disse såkaldt moderate muslimer bliver ved med at kalde sig muslimer, bliver ved med at deltage i ramadan-fejringen og bliver ved med at regne islam for en lige så god religion som f.eks. kristendommen, lige så længe vil den risiko foreligge, at deres unge giver sig til at undersøge, hvad der egentlig ligger til grund for disse traditioner. Og så forefindes der altså ingen moderat islam, der kan forhindre dem i at gribe til terrorisme som våben til fordel for det, de tror er det egentlige i deres forældres tro.
De moderate muslimer fungérer altså som en sympatisørsump, hvori terrorister kan opfostres. Eller de fungérer som nyttige idioter, som baner vej for diverse terroranslag.
Jamen, siger så måske Zamani, I kan da ikke forlange, at vi skal frasige os islam!
Forlange og forlange! Vi forlanger det ikke, men kunne vi egentlig ikke godt forvente det af jer? Når I nu ikke selv kan finde ud af effektivt at tage afstand fra unge, potentielle muslimske terrorister – koranen forhindrer jer i det – så må I finde jer i, at vi fortæller jer, hvad I kunne gøre. Vi har ikke nogen metode, hvorved vi effektivt kan få bortsorteret moderate muslimer fra voldsmuslimer, og I har det heller ikke. Men hvis I frasiger jer muslimnavnet, så véd vi, at I mener det alvorligt med jeres voldsfrasigelse, så er vi klar over, at I ikke ved at lægge koranen foran jeres unge risikerer at gøre dem til terrorister.
Men indrømmet, det, at vi i vor misforståelse af et Jesus-ord absolut skal gå rundt med en bjælke i øjet og sige undskyld for, at vi er til, det gør det ikke lettere for hverken jer eller os at finde en måde at leve i fred med hinanden på.
Så I må virkelig undskylde, at vi sådan går og siger undskyld.
ricardtriis 