Ingen vaccine?

Nej, det er ikke mig, der som den værste sortseer skal prøve at forudsige, hvad der sker, hvis det værsttænkelige sker, det er såmænd Mike Ryan, WHO’s chef for akutberedskab, se her. Det hedder:

Ryan advarer også om, at udviklingen af en vaccine ikke vil garantere en sejr over Covid-19.

Han siger, at det nye virus kan blive ved med at være i cirkulation til en vis grad snarere end at blive udryddet.

»Måske forsvinder virusset aldrig,« siger han.

Ryan pointerer videre, at virus og sygdom kan holdes under kontrol – endda uden vaccine, som det er tilfældet med hiv.

»Vi har i forhold til hiv fundet behandlinger, og vi har fundet metoder til forebyggelse. Folk er ikke så bange for det, som de var tidligere,« siger han.

Indrømmet, dette lille tekststykke afslører, at Mike Ryan ikke er helt så pessimistisk, som overskriften kunne lade ane. Men hvad han siger, er sådan set også nok for mit tankeeksperiment. Det går ud på at forestille sig, at vi ikke får nogen vaccine foreløbig, at vi altså må leve med covid-19 som en stadig trussel, der kan bryde frem, hvis vi slækker på agtpågivenheden. Derudfra kan vi så prøve at danne os tanker om, hvordan vores fremtid vil se ud.

(Angående hiv, se evt. her).

Men jeg vil først omtale en undersøgelse, der viser noget nær det modsatte.

I en artikel i det israelske blad ”Times of Israel”, se her, har en israelsk professor, Isaac Ben-Israel, foretaget en sammenligning mellem en række af de lande, der har oplevet et coronaudbrud. Han medtager kun de lande, der har nogenlunde styr på tallene. Men han mener at kunne påvise, at den eksponentielle vækst, som man havde forventet, og som de matematiske modeller forudså, ikke fandt sted. Og, siger han, det gælder både de lande, der foretog en overmåde drastisk nedlukning, og de lande, der, som Sverige, havde en meget mere afslappet tilgang til virussen. I alle lande opnår virusangrebet et højdepunkt efter omkring 40 dages angreb, og derefter klinger angrebet af.

Han arbejder, så vidt jeg kan se, udelukkende med matematiske modeller, og han nøjes med at påpege det, han finder er en mærkelig opførsel af en virus. Men om denne mærkelige opførsel skyldes en bestemt reaktion fra menneskesamfundet eller den skyldes egenskaber ved virussen selv, fortæller han ikke noget om. Og han overser vist også, at Sverige, selv om landet følger Ben-Israels kurve, har haft langt flere dødsfald end sine nabolande.

Men hans artikel kan vel give anledning til at overveje, om mon denne virus opfører sig anderledes end de andre virusser, vi har mødt tidligere. Er det mon sådan, at den efter et heftigt angreb i begyndelsen, bliver ”træt” og ikke angriber så heftigt mere? I hvert fald er den forskellig fra SARS-virussen derved, at den får folk, der ikke viser symptomer, til at være smittebærere. Så hvor man måske i dag kan sige, at SARS-virussen er død og ikke mere dukker op iblandt os, så må man om covid-19 nok realistisk sige, at vi ikke véd, om den i det hele taget kan dø på samme måde som SARS-virussen.

Dog må vi vistnok indrømme, at Ben-Israels kurver om ikke andet viser os, hvor lidt vi véd om covid-19. En mulig forklaring på dens opførsel kunne være dens tendens til at mutere. Det mærkelige ved virusser er jo, at de har et meget flygtigt liv. Hvis vi siger, at covid-19 gør et menneske til smittebærer i den første uge af angrebet, gør det sygt i anden, tredje og fjerde uge, men jo derefter, både hvis det menneske overlever og hvis det dør, kun lever videre i kraft af alle de smittedråber, den har fået mennesket til at udstøde.

Men hvad nu, hvis der blandt disse smittedråber befinder sig mange mutanter? Og hvad nu, hvis disse mutanter gør virussen mindre og mindre smitsom, efterhånden som den generation for generation bevæger sig fra det ene menneske til det næste? Vil den så ikke efter et vist antal generationer blive så svækket i sin virkning, at det kan forklare Ben-Israels kurver?

Jeg understreger – hvad den trofaste læser jo nok har regnet ud for længst – at jeg ikke aner det, jeg er jo ikke virolog. Men jeg nævner det for at lade det fremstå som den ene side af et fremtidsscenarium, hvor den anden side er den mulighed, som Mike Ryan nævner: at virussen vil bevare sin smitteevne, at vi ikke finder nogen vaccine, at vi ikke i noget samfund får dannet flokimmunitet, og at vi derfor kun kan holde den stangen ved stadig og – indrøm det bare – ret irriterende agtpågivenhed.

Bare det, at vi ikke kan bruge håndtryk som hilseform! Skal vi virkelig være tvunget af den skide virus til at afholde os fra det de næste fem til ti år? Ja, måske.

Og de store forsamlinger, hvor mennesker i hundredevis står tæt op og ned ad hinanden, som ved store koncerter, festivaler, ja, og kirkelige sammenkomster! Også det må vi afstå fra, for gemmer virussen sig ubemærket i bare ét af disse hundreder af menneske, så har vi et udbrud igen. Og her nytter det ikke meget at lave test og opsporing, for hvem kan under en festival huske, hvem han har været sammen med i smitteafstand; det kan jo dreje sig om mindst halvtreds mennesker.

Dette kan dog muligvis afværges, hvis man opfinder en app, der ved hjælp af diverse smartphones kan besvare spørgsmålet om, hvem der har været indenfor smitteafstand.

Men noget, der nok vil involvere flere, er problemet med turistrejser. Vil den agtpågivenhed, vi er tvunget til at opretholde, kunne tillade os at rejse luften tynd, som vi gjorde før covid-19? Formentlig ikke. Så i hvert fald dèr er der noget, der bliver en ret betragtelig ændring i forhold til tidligere. Hvis altså min lidt pessimistiske forudsætning holder stik, og virussen tillader sig at lade være med at uddø.

Der er den sjove ting ved denne forudsigelse, at der også er noget positivt at sige om den. Nogen har under corona-krisen gjort opmærksom på, at antallet af døde i forhold til befolkningstallet ikke er steget. De, der er døde af covid-19 har altså så at sige erstattet andre, der så ikke er døde. Dette mærkelige forhold forklaredes af nogle derved, at den almindelige influenza så at sige ikke har vist sit grimme fjæs under corona-krisen. Den er jo også en virus-sygdom, og den er, ligesom covid-19, afhængig af tæt kontakt mellem mennesker. Når denne kontakt ophører, kan den ikke smitte, som den plejer.

Dertil kommer, at denne gammeldags influenza måske slet ikke vil overfalde os dette efterår, som den ellers plejer at gøre hvert efterår. Man har nemlig fundet ud af, at den plejer at opstå i Sydøstasien – efter sigende vist i de samme wet-markets, som covid-19 – og vi vestlige mennesker har hidtil nøjedes med at gætte os frem til, hvilken influenza-form der muligvis vil angribe os dette efterår, og så fremstille en vaccine derimod.

Men hvis nu den internationale lufttrafik på grund af covid-19 bliver betydelig droslet ned, og i hvert fald kun åbnes, hvis passagererne gennemgår tests og/eller karantæne, så vil jo hverken covid-19 eller den almindelige influenza have nogen chance for at angribe os. Så vil vi måske dette efterår slippe for de mange opfordringer til at lade os vaccinere mod influenza, fordi der simpelthen ikke kan ankomme nogen influenza-virus. Den har så at sige ikke fået landingstilladelse.

Og så kan måske den omfattende agtpågivenhed, vi udviser med minus-håndtryk, holden-afstand og afholdenhed fra store forsamlinger have en dobbelt-effekt. Ikke blot slipper vi for covid-19, vi slipper også for den almindelige influenza.

Hvis vi gør det, og hvis vores indskrænkede handlemulighed fastholdes igennem måske ligefrem nogle år, så vil den tanke måske dukke op hos nogle få udvalgte: hvorfor ikke indføre begrænsninger i den ellers frie trafik til og fra Sydøstasien, hvor efter sigende den ene influenza-epidemi efter den anden opstår? Hvorfor skal vi blive ved med at affinde os med denne trafik, når dog influenzasmitten kan bremses ved diverse indskrænkninger i den frie bevægelighed?

Naturligvis vil Kina ikke gå frivilligt med til det. Men hvis det er sandt, hvad jeg her formoder: at influenzaerne opstår i Sydøstasien, er det så ikke rimeligt, at kinesere og andre folkeslag i området skal opgive deres tradition med tæt omgang med vilde dyr for vores skyld? Vi har jo igennem en del år – nu tænker vi os frem til cirka 2025 – skullet opgive vores traditionelle hilseform: håndtrykket, og maorierne formentlig deres hilseform: næsegnidningen, er det så for meget forlangt, at også disse områder opgiver nogle af deres traditioner, hvis det altså kan påvises, at det udgør en fare for hele menneskeheden?

Nuvel, det behøver jo ikke gå så slemt, som præsten prædiker. Måske finder vi en vaccine, måske dør virussen ud af sig selv, måske viser der sig midler, der kan helbrede sygdommen. Måske, måske, foreløbig véd vi kun meget lidt.

Men skulle det værste ske, så vil det endnu tydeligere minde os om det, som vi vel allerede er blevet klar over: at virussen angriber alle, og derfor minder os om, at vi alle er mennesker. I den henseende er globaliseringen langt mere fremskreden, end vi vist forestiller os. Ikke blot er vi i færd med at få et fælles sprog: engelsk, vi er også i færd med alle at bøje os for en fælles videnskabelig tale, og noget tyder også på, at vi arbejder os hen imod nogenlunde fælles regler for den indbyrdes samkvem landene imellem.

Men det ville jo være betydelig bedre, om vi kunne få lov at opdage disse goder også uden en nedlukning af diverse turistdestinationer. Og hvem siger også, at det er denne værst tænkelige fremtid, vi kommer til at affinde os med. Det kan jo godt gå til den anden side.

Man har da lov at håbe.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.