Forsoning tros frem

Vi forlod i forrige indlæg Filemonbrevets mange ubesvarede spørgsmål med et ret afgørende ét af slagsen: Hvordan kan Paulus sådan helt undlade at omtale eller tage stilling til den uenighed mellem Filemon og Onesimus, der var årsagen til, at Onesimus flygtede?

I modsætning til alle de andre spørgsmål, jeg har behandlet om Filemonbrevet, er dette ikke et spørgsmål, der rejser sig af teksten selv, eller et spørgsmål, der kan finde svar i teksten selv. Spørgsmålet rejser sig sådan set udelukkende, fordi Plinius i sin forbøn for Sabianus’ bortløbne slave både fortæller, at Sabianus jo dog har holdt af manden (han bruger det latinske ord ”amo”, jeg elsker), at han blev vred på slaven med rette, og at slaven har erkendt, at han har forbrudt sig.

Når vi så sammenholder de to breve, det fra Plinius til Sabianus og det fra Paulus til Filemon, falder det naturligt at spørge, hvad det mon egentlig var, der fik Onesimus til at flygte, om han og hans herre var kommet op at skændes, og – ikke mindst – om dette skænderi havde ført til et tillidsbrud dem imellem. Det sidste har man ret svært ved at benægte, al den stund deres skænderi jo førte det med sig, at Onesimus flygtede.

Men når Paulus overhovedet ikke nævner noget tillidsbrud, er det svært at finde ud af, hvordan han har tænkt sig at hele det.

Svarende dertil går Paulus tilsyneladende ud fra som en given ting, at når Onesimus kommer tilbage til Filemon og banker på hans dør, så vil der udspille en rørende gensynsscene, i hvert fald, når Filemon bliver klar over, at Onesimus er blevet kristen, en gensynsglæde, der ganske vil overskygge eventuelle misligheder imellem dem.

Hvordan kan dog Paulus tillade sig at gå ud fra det? Hvordan kan han undlade overhovedet at give udtryk for et håb om forsoning dem imellem? Hvorfor lader han det hele handle om sig selv, sit eget forhold til Filemon – jfr de rosende ord i indledningen til brevet, vers 4ff – og sit forhold til Onesimus?

Lad mig svare på disse spørgsmål med den påstand, at når Paulus tillader sig den frækhed at undlade at tale om tillidsbrud og forsoning skyldes det hans utrolig store tro på åndens virken. Hermed mener jeg åndens virken i forholdet mellem menneske, mere specifikt forholdet mellem medlemmer af menigheden. Når han f.eks. i 2 Kor 5,20 udformer sit evangelium som denne opfordring: ”Lad jer forlige med Gud!”, så ligger der deri tillige en opfordring til at lade sig forlige med sit medmenneske, for vi står alle som en gældbunden tjener overfor Gud, og har vi modtaget hans tilgivelse, manglede det da bare, at vi ikke også skulle tilgive vor næste (Matt 18,21-35).

Disse åndens mægtige gerninger ser han i virksomhed overalt i sine menigheder. Det vil sige: Ser og ser? Han tror på dem, han så at sige tror dem frem.

Det var, hvad han gjorde, da han blev klar over, at der var uenigheder i den korinthiske menighed. To medlemmer var blevet uenige om en sag og havde indklaget hinanden for den hedenske dommer. Det bebrejder Paulus dem højlydt i 1 Kor 6,1-8. Men han bebrejder dem det på den mærkelige måde, at han i første omgang foreslår, at de lader deres uenighed afgøre af de andre i menigheden, nogenlunde ligesom de jødiske menigheder gjorde. Men så kommer han til at give bebrejdelsen følgende ordlyd: ”I stedet for fører broder sag mod broder, og det for ikke-troende!” Og så er der en prås, der går op for den gode Paulus. For i den kristne menighed fører broder jo ikke sag mod broder, dèr bøjer man snarere af for hinanden. Og den tanke fortsætter han så med: ”Find jer hellere i at lide uret og tab!”

Tanken her er: Skulle ånden ikke have magt til at fjerne uenigheder? Skulle ånden ikke kunne overbevise menighedens medlemmer om, at de skal tale sammen, forsone sig med hinanden, de er jo forligte med Gud, skulle den forligelse så ikke føre en forligelse med næsten med sig? Selvfølgelig! siger han og undlader omhyggeligt at udtale sig om, hvem af de to de der har ret. For spørgsmålet er ikke mere ret eller ikke ret, spørgsmålet er tillid eller mistillid, fortrolighed eller mangel på samme, forligelse eller uforligthed.

Men at sige sådan kræver en enorm stærk tro på åndens virkelighed, på åndens mulighed og vilje til at gennemføre forligelsen ud fra ordet om forligelse med Gud. Denne enormt stærke tro har Paulus, men vi i langt mindre målestok. Paulus, men ikke vi, vil derfor kunne springe op og falde ned på tillidsbruddet mellem Onesimus og Filemon og uden videre gå ud fra, at den side af sagen vil ordne sig, blot vi tror på evangeliets kraft til forligelse. Og det gør han, Paulus, langt mere end vi kan forstå og gå med til.

Vi vil jo nærmest opfatte det som overilet af ham at gå ud fra, at bruddet mellem Filemon og Onesimus var så overfladisk, at det uden videre vil kunne heles med et brev fra ham. Ja, vi ville måske få den tanke, at brevet her måtte være skrevet af Paulus i en tilstand af beruselse. Og ingen tvivl om det, det er det også. Men den spiritus, Paulus er beruset af, er ikke den, der befinder sig i vin og stærke drikke, men den spiritus sanctus, der befinder sig menighedens fællesskab. Den formår at slå alle lovtanker ned. Den formår at skabe enighed, hvor uenighed herskede. Den formår at få selv det største tillidsbrud helet.

For selvfølgelig er der sket et tillidsbrud mellem Filemon og Onesimus. Der må jo være en årsag til, at Onesimus er flygtet. Han kan have været en besværlig slave, som enhver slaveejer ville have besvær med. Eller Filemon kan have været alt for streng ved ham, så han blev mere og mere fortvivlet og til sidst ikke så anden udvej end at flygte. Men alt sådant er de pure gætterier. Paulus omtaler det ikke med en stavelse. Det eneste, han omtaler, er, at Onesimus er blevet kristen.

Og selvfølgelig må der, hvis Filemon skal godtage Paulus’ brev, inklusive alle finurlighederne og den sidste tagen-gas-på-ham fra Paulus’ side, være sket en forsoning mellem Onesimus og Filemon. De må have gjort det, alle uvenner må igennem, hvis de skal blive venner: de må have talt tingene igennem. Og hvis vi har en god roman-fantasi, kan vi vel nok gøre os nogle forestillinger om, hvordan det kan være foregået. Det behøver jo ikke at være sådan, at det første, Filemon hører til Onesimus, er, da han står foran hans dør og banker på. Der kan godt være løbet et rygte i forvejen om Onesimus’ opholdssted, om hans omvendelse, om, hvordan han blev overtalt til at tage tilbage til Filemon, osv. Men på én eller anden måde må vi have indsmuglet en fortælling om, hvordan forholdet mellem Onesimus og Filemon blev brudt, og også en fortælling om, hvordan det blev helet.

Men midt i det hele står så denne overmodige Paulus, der mener at have råd til at være fuld af humor, mener at kunne tillade sig at tage gas på Filemon, vel også mener at kunne drille pengemanden Filemon lidt med sin ”egenhændige underskrift” (vers 19).

Og det opfatter jeg stadig som ganske forunderligt. At et menneske, den alvorlige Paulus, der sædvanligvis med store, altomfattende teologiske argumenter kæmper for sin sag, her kæmper for den med en uimodståelig humor, med en frækhed uden lige, med en frimodighed overfor både Gud og mennesker, en frimodighed, jo, som han har fra alle de store teologiske argumenter: det er det, det hele egentlig går ud på, at vi får frimodighed, at vi tør være os selv, at vi tør leve med tryghed og selvfølgelighed i de fællesskaber, hvori vi står; at vi ser alt dette ske så at sige for øjnene af os, det er næsten ikke til at tro. Men det er lige virkeligt for det.

Eller vi kan sige, at Paulus vover at tage Jesus på ordet, når han i Mark 11,24 siger:

Derfor siger jeg jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om, det skal I tro, at I har fået, og så får I det.

Passer dette ord på sygdom og besværligheder? På forfremmelser? På hjælp til eksamen? Nej, overhovedet ikke. Men det passer på forholdet til vort medmenneske: tro på muligheden af forsoning, så finder forsoning sted! Tro på, at ånden vil skabe forligelse, så bliver I forligt! Tro på, at den anden har et lige så stærkt ønske om heling af tillidsbruddet som du, så heles bruddet!

Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.