Manglende debat

*I Information er der den 23-1 en artikel om modstanden mod restriktionerne, se her (bag betalingsmur). Man har interview’et en ung mand, som har nogle tanker om coronaen, som man næsten kan kalde konspirationsteorier. Og man har fået fat på en sociolog, Michael Bang Petersen, for at høre, hvad han har at sige om den slags teorier ud fra et sociologisk synspunkt. Efter hen imod slutningen af artiklen at have udtalt sig om danskernes tillid til systemet, siger en anden sociolog, Malthe Lehrmann, at han ikke mener, der bliver gjort nok for at værne om den tillid:

Lige nu er der mangel på dialog mellem de mange virkelighedsforståelser, som er i spil på den ene side og så regeringens og det store ‘vi’ på den anden side. Det er vigtigt, at politikere, myndigheder og den brede befolkning i højere grad lytter til og imødekommer kritikken og ikke bare afskriver en masse menneskers ideer og meninger som sølvpapirshatte, uanset hvor misforståede og fejlagtige man måtte synes, de er”, siger han.

Godt sagt. Jeg kunne ikke have sagt det bedre. Og artiklen fortsætter:

Splittelserne i USA er ifølge Malthe Lehrmann et skrækeksempel på, hvor galt det kan gå, hvis store dele af befolkningen ikke føler sig inddraget. Så vidt tyder intet på, at det er ved at komme i Danmark. Modstanden og splittelsen af langt mindre – men det kan ændre sig.

Jeg tror allerede, der er sket en forøgelse af polerne gennem coronakrisen. Og den forsvinder ikke bare, når epidemien er under kontrol. Men hvilken drejning det vil tage, det er for tidligt at sige noget om”, siger Malthe Lehrmann.

Som man kan se, svarer det til min analyse af den manglende vilje til debat i mit forrige indlæg, se her. Ved den lejlighed tillod jeg mig at være uenig med udenrigsminister Jeppe Kofod i hans syn på de sociale medier, noget, Malthe Lehmann ikke kommer ind på. Men selve det, at han ser et problem i den manglende vilje fra det store ‘vi’ til at gå i dialog med dem, der er uenige i restriktionerne, er af stor værdi.

Dog er det her i højere grad den begrænsning af de sociale mediers virkemåder, som politikerne påtænker at gennemføre, der skal være emnet. Der er nemlig i Weekendavisen en artikel af Flemming Rose, som tager den ene side af dette problem op. Og da den side er ret overset, kan det være praktisk at gøre opmærksom på den.

Når politikerne ønsker indgreb foretaget mod tech-giganterne, skyldes det, at de efterhånden har fået en monopollignende stilling. Rose skriver:

I disse tider er det en udbredt opfattelse, at Facebook, Google, Amazon og Apple er blevet permanente monopoler til skade for konkurrence og forbrugere. I december indledte de amerikanske konkurrencemyndigheder en sag mod Facebook, der med opkøb af tjenesterne Instagram og WhatsApp anklages for at have undermineret fri konkurrence. Der er også indledt en sag mod Google, og Amazon har været genstand for en efterforskning.

Iagttagere kan ikke forestille sig muligheden af alternativer til tech-giganterne, som nu eller i fremtiden vil kunne fratage dem deres markedsdominans. Derfor, siger man, er det nødvendigt, at staten griber ind. Hvis man imidlertid lader sig guide af fortiden, er der ikke meget, der tyder på, at det skulle forholde sig på den måde.

Flemming Rose holder sig til den østrigske økonom Joseph Schumpeter (1883-1950). Han er af den opfattelse, at alle store monopoler før eller siden vil opløses af konkurrencen. Og Rose nævner en række tilfælde, hvor mægtige selskaber, der sad solidt på markedet, er blevet udkonkurreret. Og det tænkes så at være en trøst for os, der er synes, at ytringsfriheden lider skade ved tech-giganternes opførsel.

Spørgsmålet er: Er det en trøst, eller er det en ny limpind, vi tænkes at skulle rende med?

Det første eksempel, Rose nævner, gælder mediemogulen Robert Murdochs køb af ”MySpace”, det første sociale medie med globale ambitioner. Det syntes i 2006 at have en enormt potentiale. The Guardian spurgte, om MySpace nogensinde ville miste sit monopol:

Avisen mente, at det sociale medie i kraft af netværkseffekter ikke bare var blevet et monopol, men et naturligt monopol. Løbet var kørt. Medmindre man greb ind ved hjælp af antimonopol-lovgivning, ville ingen kunne fravriste MySpace førertrøjen.

Men så er det, Rose spørger: Hvem kan i dag huske MySpace?

Og sandt er det jo: Der kom andre aktører på banen, Facebook, Google, Twitter, og hvad de nu hedder, og i dag har alle glemt MySpace.

Som et andet eksempel nævner han Kodak, der – mente man – havde sat sig i den grad på fotomarkedet, at det var blevet et monopol. Men så kom det elektroniske kamera, og så var det forbi med Kodaks monopol.

Finske Nokia sad en overgang på markedet for mobiltelefoner. Men i dag er det et næsten glemt foretagende. Nå, ja, den finske by Nokia findes da stadig i mit atlas, men på mobiltelefonmarkedet er det andre mærker, der dominerer.

Og spørgsmålet er altså: Vil det gå disse ret få big-tech-selskaber på samme måde? Og mere væsentligt: Vil den censur, som disse selskaber søger at gennemføre – ofte jo med staternes billigelse – blive forhindret af den konkurrence, som måske/måske ikke tager livet af big-tech?

Dette er mit spørgsmål, ikke Flemming Roses. Han siger udtrykkeligt:

I denne sammenhæng er det vigtigt at gøre opmærksom på, at denne artikel handler om Facebooks, Amazons, Googles og Apples påståede status som monopoler, ikke om deres rolle som platforme for den offentlige debat. Det drejer sig altså ikke om de udfordringer, tech-giganterne udgør for ytringsfriheden, men om deres markedsstatus.

Men stiller man nu ‘mit’ spørgsmål, må man sige, at man vel foreløbig kan tage det som et godt tegn, at Twitters aktier faldt gevaldigt, efter at selskabet havde udelukket Donald Trump.

Men siger aktionærerne derigennem til Twitter: ‘Vi gider ikke alt det dèr med censur’?

De siger nok snarere: ‘Er det nu forsvarligt at udelukke én, der tiltrækker så mange brugere?’

Men hvorom alting er: så snart det offentlige kommer ind i billedet og giver sig til at forbyde visse udtalelse – om det sker direkte gennem forordninger eller indirekte gennem disse selskaber – så er ytringsfriheden i fare.

Det spørgsmål, som nok ikke besvares af Rose, fordi det ikke er det, han går efter, besvares snarere af Malthe Lehmann. Men måske endnu bedre af Eva Selsing i en artikel i Berlingske den 25-1, se her. Heri nævner hun noget, hun kalder ”cancelkultur” og skriver så:

Vi kalder det »cancelkultur« – men hvad er det egentlig? Det er som udgangspunkt en gruppes arbejde for at fjerne meningsmodstandere ved hjælp af en iboende trussel om social, kulturel og økonomisk udstødelse. Den, der gør det, har forladt argumenterne og debatten og er trådt ind i det postdemokratiske, hvor der kun er én acceptabel mening.

Måske er vi ved at gøre den opdagelse, at et liberalt samfund sagtens kan nære det totalitære. Markedet er ingen garant for åndsfrihed. Den woke kapitalisme viser så udmærket, hvordan tidsånden, som vi i disse dage måske snarere skulle kalde »Det Ny Jerntæppe«, fint kan overkomme at lukke meningsfriheden ned uden staten.

Jovist, der er ikke nogen, der eksplicit dikterer, hvad folk skal synes, og hvad de skal sige. Det er bare sådan, at hvis man gerne vil have mulighed for at få et arbejde, hvis man nødig vil fjernes fra de sociale medier, hvis man gerne vil bevare sin socialitet, ja, så er der holdninger, det er klogt at have. Der er visse mennesker, man ikke skal associeres med. Visse kendsgerninger, man ikke skal gå for meget op i.

Altså en kulturel og social skruestik på almindelige mennesker, opretholdt af kollektivet af definitionsmagthavere, som befolker debat, medier, politik og kultur – og som har nogenlunde ens holdninger til, hvad der er »ekstremt« og »uanstændigt« og derudad.

Jeg har her på bloggen givet udtryk for det ud fra erfaringer, jeg har gjort i indvandringsdebatten. Det var jo ikke en debat, der i sin tid blev ført, det var ikke argument mod argument, der kæmpede mod hinanden, det var udskamning af de anderledestænkende, det var forsøg på at undgå åben debat, fordi man var overbevist om, at man selv havde ret, det var farisæisme ind ad en kant: ”det store vi” taler, har ret og er god i sin grund, vi andre, der er uenige, må tie eller forsvinde.

Den form for ‘ikke-debat’ er åbenbart blevet udvidet ikke så lidt i USA. Ikke blot skal man dèr som hos os tage hensyn til muslimerne, man skal også tage hensyn til talløse andre mindretal.

Men det begyndte med hensyntagen til muslimerne. De bekendtgjorde både i USA og hos os, at de følte sig krænkede på deres religiøse følelse, hvis man gjorde nar af Muhammed. Og fordi de andre mindretal har set, at det bar frugt for muslimerne at erklære sig krænkede, fandt de ud af at efterabe dem. Seksuelle minoriteter blev krænkede, hvis man ikke tog hensyn til dem i sit ordvalg. Sorte mennesker føler sig undertrykt af både det ene og det andet ordvalg og har fået medier og andet godtfolk til at følge sig. Kvindebevægelser går ofte samme vej.

Og hvor vi ender, ja, det er ikke godt at vide.

Og specielt: om det ændrer sig, hvis kirken, både i Europa og i USA, finder ud af at bekende kulør, altså finder ud af, at islam er en fjende, som tenderer mod at udhule både det kristne budskab og de kristne samfund, ja, det er heller ikke godt at vide.

Men netop på det område, som man kunne kalde ”krænkelsesområdet”, kan man se en afgørende forskel mellem kristendommen og islam.

Kristendommen har altid været udsat for hån og latterliggørelse. Kristeligt Dagblad har en artikel derom, se her. Dèr kan man se et billede fra de romerske katakomber. En hedning håner en kristen, som er afbildet som én, der tilbeder et korsfæstet æsel. Billedet er ikke særlig godt i bladets internetudgave, men her er der en bedre gengivelse. Det er derfor svært at krænke de kristne mere end de allerede er blevet krænket. Vi tilbeder en korsfæstet herre, fordi vi finder hans holdning guddommelig, den holdning: at holde fast ved sin overbevisning trods de trusler, man udsættes for.

Det vil sige, at i kristendommen er den kamp, der foregår, en kamp mellem argumenter.

I islam, derimod, er kampen en regulær kamp om magten. Man mener, at man gennem Muhammed har fået en befaling om at hjælpe Gud med at udbrede islam til hele verden. Men den mening har ikke noget grundlag, den er ren og skær indbildning. Og det er derfor, muslimer ikke tåler modsigelse: de har ikke noget argument at sætte op imod dem, der siger, at den muslimske påstand om koranen som en åbenbaring fra Gud er en påstand og kun det. De har kun det ”argument”, som Muhammed brugte: magtens argument. Og det er ikke noget argument.

Og vil nogen nu sige, at kristendommen står i en lignende situation: også vore påstand om Gud, om Jesu guddommelighed, om Helligåndens virke er rene og skære påstande, så er det ikke sandt. Der er faktisk et rationale bag disse påstande. Og den dag, kirken opdager det, og den dag, den vover at give sig til at argumentere rationelt imod islam, så skal vi se løjer. Men foreløbig vover den det ikke, måske, fordi den stadig tror, at dens trossætninger kun gælder de mærkelige mennesker, der kommer i kirken og holder sig til kirken.

Det, der ligger i kirkens forkyndelse, er rationelt, fordi det afslører sprogets virkemåde, og sproget er det egentlig mysteriøse i menneskets tilværelse.

Sproget giver os f.eks. gennem sin fortælleevne mulighed for at sætte os i næstens sted. Det er det, Jesus opfordrer os til derved, at han gengiver den gyldne regel, Matt 7,12. Sproget har i sig retningslinjer, som det er muligt for mennesket at forstå. Det er det, Jesus hævder, når han i lignelsen om de betroede pund hævder, at Gud høster, hvor han ikke har sået, Matt 25,26. Derfor kan Jesus i Joh 15,15 siger, at disciplene ikke længer er slaver, de er venner, for slaven véd ikke, hvad hans herre gør; han adlyder pr. autoritet, ikke, fordi han har forstået. I den forbindelse er det jo bemærkelsesværdigt, at en muslim betyder én, der underkaster sig, altså indtager slaveholdningen, adlyder, hvad enten han forstår eller ej.

Men for øjeblikket står altså striden mellem en muslimsk holdning, som påstår sig krænket og forlanger af os andre, at vi undlader at argumentere imod dem – en holdning, som har fået medvind fra mange andre minoriteter i Vesten – og en kristen holdning, som kræver, at argument og modargument mødes og tager livtag med hinanden. Og den muslimske holdning er farlig. For standser debatten – ligegyldigt, hvad den handler om – betyder det et anslag mod demokratiet.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.