Fordelene ved sprogspil

Her på bloggen taler jeg af og til om sprogspil. Det er en speciel filosofisk størrelse, som jeg er meget glad for. Og ikke mindst er jeg glad for den, fordi den sætter mig i stand til at forstå Jesus bedre.

Det kom sig af, at jeg ville forstå Løgstrup lidt bedre. Løgstrup skelner i ”Opgør med Kierkegaard” mellem suveræne livsytringer og kredsende livsytringer. Men han forklarer ikke, hvordan der kan ske nogen overgang fra de kredsende livsytringer til de suveræne livsytringer. Det er den mangel, jeg vil afhjælpe med min sprogspilsteori.

Det kan nemmest forklares ud fra Jesu lignelse om den fortabte søn, Luk 15,11-32. Da den yngste søn er kommet hjem og blevet overdådigt modtage af sin far, bliver den ældste søn grebet af en kredsende livsytring, nemlig følelsen af uretfærdighed. Denne kredsende livsytring mener jeg opretholdes af ”retfærdighedssprogspillet”. Og i ordet ”sprogspil” ligger, at dette sprogspil ikke har logik tilfælles med andre sprogspil, specielt ikke med det sprogspil, der her tænkes at komme i spil, nemlig ”familiesprogspillet” eller ”relationssprogspillet”. Hvis der var en logik i retfærdighedssprogspillet, der spillede sammen med logikken i relationssprogspillet, ville den ældste søn selv kunne komme ud af den kredsende livsytring. Men fordi det sprogspil, faderen vil lokke ham over i: relationssprogspillet, ikke har logik fælles med retfærdighedssprogspillet, er der kun det at gøre, som faderen gør: at tiltale ham i relationssprogspillet, i det håb, naturligvis, at han derved kan aktivere dette sprogspil, der jo også ligger i hjernen hos ham, men blot ikke kan bruges, fordi han ikke selv kan komme fri af det retfærdighedssprogspil, han tænker i.

Derfor går faderen slet ikke ind på hans retfærdighedstankegang. Han forsvarer ikke den åbenbare uretfærdighed, som den ældste søn føler, han er udsat for, han nøjes med at forandre den ældste søns omtale af sin bror: ”din søn dèr” til: ”din bror dèr”, om dog ikke den ældste søn kan glæde sig med ham over at have fået sin bror tilbage.

Jeg har her givet en lidt mere udførlig gennemgang af sprogspilsteorien, idet jeg har sammenlignet de to sprogspil med to programmer i en computer. Derefter skriver jeg:

Disse to sprogspil er nu at sammenligne med det, der i teologien kaldes loven og evangeliet. Og at Guds ord udtrykkes i evangeliet, kan også siges derved, at det vil kalde på os i relationssprogspillet. Det udtrykkes i relationssprogspillet, og det har til hensigt at aktivere det program eller det sprogspil, der ligger i hjernen, som svarer dertil; når dette ”program” bliver aktiveret, sættes det andet program, det juridiske sprogspil, ud af funktion.

Men hvorfor skulle Gud dog have til hensigt at sætte et program ud af funktion? Har han ikke selv givet os sproget, med både det ene og det andet sprogspil?

Jo, det har han, men djævelen har været på spil og taget det juridiske sprogspil i sin tjeneste, så mennesket, når det er misunderligt, underbygger sin misundelse med tanker om, hvor uretfærdigt det er blevet behandlet. Og netop fordi der sker denne sprogliggørelse af misundelsen, bliver den et kredsende fænomen, dvs., et fænomen, det ikke er til at komme af med. I hvert fald kan mennesket ikke med sin egen vilje komme fri af det.

Faktisk mener jeg, at det kan være ganske givende at bruge disse teorier, når vi skal afkode Jesu forkyndelse.

Lad os se på ordene om ikke at dømme, som Lukas gengiver dem, Luk 6,37-38! Dem har jeg undersøgt her på bloggen adskillige gange. Men jeg har dog hver gang måttet indrømme, at de fleste fortolkere fortolker det anderledes end jeg. Blot er det altså mig, der har teksten med mig. Så min fortolkning hænger ikke blot sammen med, at jeg her ser et udmærket eksempel på, hvordan afsmitningsreglen virker, men også med, at der faktisk er en detalje i teksten, som de fleste overser.

Jeg har bl.a. her argumenteret for, at meningen med f.eks. ordet ”Tilgiv, så skal I få tilgivelse” ikke er, at Gud først vil tilgive, hvis vi har tilgivet vor næste, for det er ikke Guds dom på dommedag, der afbildes her, det er derimod afsmitningsreglen, Jesus gengiver: Hvis I er indstillet på at tilgive, vil en tilgivelsens ånd brede sig i det fællesskab, I står i. Oven i købet vil det være sådan, at I selv får glæde af jeres tilgivelsesholdning, for I er jo selv med i det fællesskab, vi taler om. Så det vil altså være klogt af jer at tilgive jeres næste.

Jeg begrunder denne forståelse af ordet om ikke at dømme med, at den nuværende danske oversættelse er forkert. Man skriver: ”Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen”. Men der står ikke, at det er ét eller andet “man”, der skal give et mål i favnen, der står, at det er et “de”, der skal gøre det. Og “man” og “de” er ikke det samme. (I den forrige oversættelse skrev man mere ordret ifølge den græske grundtekst “de”).

Når man nu har ændret det til “man”, skyldes det, at man er bombesikker på, at Jesus taler om Guds gengældelse på dommedag. Det ligger helt udenfor de fleste forskeres horisont, at “de” kunne betyde “de andre i fællesskabet”, og at det er det, Jesus taler om. Det omvendte siger jeg: hvad skulle “de” ellers betyde?

Jeg vil dog på trods af, at jeg således står ret alene med min fortolkning, bibeholde den. Ikke fordi jeg er særlig stædig, men fordi det svarer fortrinligt til det, jeg ser som Jesu holdning til tilværelsen. Han ville jo ikke gå ind på jødernes tankegang: at det i forholdet til Gud drejer sig om at overholde hans lov – i min sprogspilsteori: forholdet til Gud skal ikke forstås i “retfærdighedssprogspillet”. Han ville i stedet hævde, at forholdet til Gud er et personforhold, som et barns forhold til sin far – i min sprogspilsteori: det er ikke den strikse lovoverholdelse, Gud lægger vægt på, han ser i stedet på, om vi er betænkt på forholdet til vor næste. Oven i købet letter Jesus jo tilegnelsen af hans forkyndelse ved at hævde, at dette at efterleve den er klogt.

Det, Jesus vil, er altså at føre os ind i en forståelse af vort liv, hvor dette at bevare fællesskabets goder overskygger dette at rette sig efter loven eller efter en god og ophøjet etik. Selvfølgelig vil man mellem venner – f.eks. mellem to familier i vore dage – forsøge at få tingene til at gå så nogenlunde op, som man siger. Men man går ikke og holder øje med alt i givet og taget. Man lader gerne fem og syv være lige, hvis det kan gavne fællesskabet.

Enkelt og ligetil.

Og dog lister djævelen gang på gang retfærdighedssynspunktet ind i mellem os. Dog dukker der gang på gang tanker op, om den anden nu vil snyde mig. Dog er retfærdighedssprogspillet ikke til at holde nede.

Det lader vi dog i denne omgang være og kaster os i stedet over teologerne eller mere præcist præsterne. For de kan nemlig heller ikke lade retfærdighedssynspunktet ligge. Og det er værre, nemlig af den grund, at de derved kommer til at fordreje Jesu synspunkt.

Jeg gætter på, at det er begrebet “syndernes forladelse”, der snyder dem. I hvert fald har man ofte indtryk af, at de arbejder ihærdigt på at afbilde os mennesker som syndere, formentlig fordi de føler, at de derved gør budskabet om syndernes forladelse mere tiltrækkende.

Det synes dog ikke at være tilfældet. De arme syndere styrter jo ikke ligefrem hen i kirken for at modtage deres synders forladelse.

At “syndernes forladelse” blot betyder, at gudsforholdet er genoprettet, eller at Gud stadig vil have med mig at gøre, eller at han stadig bearbejder mig i den sikre forvisning, at også jeg er underlagt afsmitningsreglen, så jeg uvægerligt vil sende hans imødekommenhed videre som min imødekommenhed overfor næsten, det er alt for lidt – og måske også alt for dagligdags – for nutidens forkyndere – nej, så stor er Guds nåde, at selv den største synd, som et menneske begår, er der tilgivelse for, og selv om vi ikke kan andet end synde dag ud og dag ind, så kan vi leve videre med synden, for vi lever jo i Guds tilgivelse.

Det fik i søndags et lidt bizart udtryk. Prædikanten havde draget Løgstrup ind i billedet og rigtigt fremhævet, at den gode gerning gøres spontant. Og det er jo rigtigt set, også jeg læser Løgstrup på den måde.

Men så skal altså absolut dette med synden lægges ind i sagen. At vi ikke kan gøre en gerning spontant, bliver så identisk med den synd, vi skal bede om tilgivelse for. Og så er vi vistnok ude over Løgstrup og et godt stykke inde i vrøvlet. Én ting er at beskrive vort menneskeliv og vore gerninger ved hjælp af begrebet spontaneitet. Noget helt andet er derudfra at ville hævde, at vi er syndere, fordi vi ikke gør vore gode gerninger spontant. Men det måtte vi altså forstå, at vi var. Dog lød der et trøstende ord til sidst. Vi skulle ikke tage det så tungt, men gå frimodigt ud i dagligdagen, for Guds nåde er større end vore synder.

Det er, som om det er umuligt for vore dages præster at forestille sig, at Guds ord kan virke ind på os så stærkt, at vi bliver revet helt ud af retfærdighedssprogspillets fangarme og sat over i en anden tankegang, hvor de gode gerninger strømmer fra os ganske af sig selv, eller hvor vi øver den ene spontane gerning efter den anden. Man skal absolut have sit retfærdighedssprogspil med sig, så man kan anklage os arme kirkegængere og få os ind i det skema, der med vold og magt skal lægges ned over kirkegængerne: at vi er store syndere alle til hobe og kun kan leve videre i bevidstheden om syndernes forladelse. Og så ender man uden at tænke over det i en anklage mod os, fordi vi ikke med vores vilje forsætligt kan gøre en spontan gerning, en gerning, der jo netop er karakteriseret ved ikke at være bestemt af viljen og derfor ikke kan gøres forsætligt.

Jamen, kan man da ikke se, at vi af ordet om syndernes forladelse rives ud af retfærdighedssprogspillet! Den ældste søn i lignelsen tænkes jo ikke at leve videre med sin store jalousi eller misundelse. Han tænkes at omvendes, gå med ind til festen og sammen med sin far glæde sig over, at hans bror er kommet tilbage. Men en sådan omvendelse omtaler vore dages præster ikke. Ordet “omvendelse” har vel også en lidt dårlig klang. Men noget må der dog ske med denne ældste søn. Jalousien må tænkes at blive slået ned. Det vil sige: Faderens ord til ham tænkes at have konsekvenser.

Og har den ikke det – for Jesus er jo underfundig nok til at overlade konklusionen på lignelsen til os tilhørere – så sønnen lever videre med sin jalousi, så må han dog vel høre faderens invitation til ham igen og igen, faderen kan da ikke være tilfreds med hans jalousi.

Eller – hvis jeg skal være lidt ekstra fræk overfor disse præster – han må tænkes at blive klog og handle klogt. For det hører jo med til fortællingen: at ikke blot bliver han forvandlet, når han rives ud af retfærdighedssprogspillet, hans reaktion kan tilligemed siges at være klog, for han er jo selv en del af det fællesskab, der bliver genoprettet, når hans jalousi forsvinder.

Blot er man jo ikke meget for at omtale Jesu budskab som et klogt budskab, eller som noget, man må rette sig efter, fordi man vil handle klogt. Det siger Jesus ellers udtrykkeligt i Matt 7,24-27. Og han siger det samme i lignelsen om den utro godsforvalter, Luk 16,1-9. Og minsandten, i lignelsen om de ti brudepiger, Matt 25,1-13, er der også tale om kloge og tåbelige brudepiger. Den lignelse har jeg givet en udlægning af blandt andet her.

Jeg gad vidst, om denne vanskelighed ved at erkende Jesu ord mon ikke hænger sammen med, at det ligger i tiden at tænke individuelt. Det har kirken gjort i mange hundrede år, og først Løgstrup gjorde egentlig op med denne individualistiske tænkning. Han havde – i modsætning til søndagens prædikant – blik for, at de spontane handlinger, som vi gør i vor dagligdag, hverken er selviske eller uselviske; jo, for vel lider forældrene afsavn for at opfostre deres børn, men de ville lide endnu mere, hvis de ikke gjorde, hvad de kunne for deres børn. Så de handler uselvisk, fordi de ofrer noget af deres eget til fordel for deres børn, men de handler selvisk, fordi de selv får glæde af de uselviske gerninger, de gør. Med andre ord: Selvisk/uselvisk er ord, der er uegnede til at skildre, hvad det drejer sig om. For forældre og børn udgør et fællesskab, og overfor et fællesskab kan man ikke anvende gloser, der handler om den enkelte, eller gloser, der sætter retfærdighedssprogspillet i værk.

På en måde kan det hele sammenfattes i Grundtvigs salme Morgenstund har guld i mund, DDS 752. Her opfordrer Grundtvig os i fjerde vers til at gå bort i frihed, stolende på Guds nåde. For gør vi det, får vi både lyst og lykke til at gøre gavn. Vi bliver forvandlede af at stole på Guds nåde. Vi forvandles til mennesker, der ikke gør det gode – eller det gavnlige – som en sur pligt, men som noget, vi har lyst til. Og for så vidt det gavnlige, vi på den måde gør, har med vore fællesskaber at gøre, vil vi også få held – eller lykke – til at styrke fællesskaberne med vore ord og handlinger.

Og skulle vi få den opfattelse, at det således er os selv, der skaber vore fællesskaber, så skal vi lægge mærke til det ”Gud give”, der står i femte vers, hvor Grundvig fortæller os, at dette at blive små himmellys, som får guldterningen til at rinde, er noget, der iværksættes af Gud. For han skriver jo: ”Gud give os at skinne så, som himmellys, skønt af de små”. Alt sådant er altså noget, vi gør i kraft af Guds indgriben med sin ånd.

Og vil man efter ovenstående anklage mig for at se bort fra noget væsentligt ved den kristne forkyndelse, fordi jeg forstår ”syndernes forladelse” anderledes end de fleste, så kan jeg sende anklagen retur ved at hævde, at de fleste præster overser dette ”Gud give”. Åndens gerning indskrænker de til særlige og højtidelige begivenheder i livet, mener man, og man gør sig ikke klart, at dens gerning finder sted i hvert eneste ord, vi taler til vor næste.

Lad mig igen minde om mit ”sammenstød” med Sørine Gotfredsen ved det tussekonvent, hvor hun holdt foredrag om sin bog ”Fri os fra det onde”, se her. Hun havde fortalt om, hvordan hun ofte i sit liv havde fornemmet, at skyggefulde kræfter var på færde i hende.

Det fik mig til at indvende, at jeg for min del aldrig havde haft den slags fornemmelser. Når jeg så tilbage på mit liv, var det taknemlighed, der prægede mig. Ikke blot taknemlighed over godt helbred og god stilling, men først og fremmest taknemlighed over de faste og trygge fællesskaber, som jeg var en del af. For, som jeg sagde, hvis jeg var omgængelig og imødekommende, så var jeg det jo, fordi de fællesskaber, jeg stod i, havde gjort mig omgængelig og imødekommende. Men det var ikke sådan, at jeg kunne fornemme nogen dyb afgrund af uforståelig ondskab i mit indre. Og det var heller ikke sådan, at jeg kunne forklare nogle af tildragelserne i mit liv med en kælderdyb ondskab, hverken hos mig selv eller hos dem, jeg omgikkes.

Denne taknemlighed prøver jeg efter bedste evne at vedligeholde med ugentlig kirkegang, også selv om jeg ikke er helt enig med prædikanten.

Dette indlæg blev udgivet i Etik, Ny testamente og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.