Har højrefløjen ansvar for Breivik?

Dette spørgsmål er jo egentlig højst besynderligt. Det er Breivik, der er ansvarlig for, hvad Breivik gjorde, ingen anden. Sådan plejer vi at gøre sagerne op, når vi har med forbrydelser at gøre. Amagermorderen er ansvarlig for amagermorderens ugerninger, hans mor eller far ikke, hans søskende eller andre, han kender, ikke. Og således også her. Anders Breivik er ansvarlig for, hvad Anders Breivik gjorde.

Blot må det indrømmes, at forbrydelsen i dette tilfælde er så overvældende stor og uforståelig, at man vel uvilkårlig føler, at man ikke kan nøjes med at have én ansvarlig, men må prøve at give andre ansvar også. Eller man kan sige, at man ikke kan bære, at Breivik skal være et almindeligt menneske som vi andre, og at man derfor gør ham sindssyg eller ansvarsløs; og så bliver jo spørgsmålet: Hvem drev ham ud i sindssygen? Og da vi er vant til at frakende muslimer ansvar – vi har i debatten gjort dem til uskyldige ofre, der ikke kan gøre for, at de gør det, de gør, det er vores skyld alt sammen – er det ikke svært også at frakende Breivik ansvar. Og så er vi nødt til at lede efter ansvarlige andetsteds, for ansvarlige må vi have.

Jeg véd ikke, om dette kan være med til at forklare det mærkelige fænomen, der er optrådt i medierne efter udåden på Utøya, men mærkeligt er fænomenet i sandhed. Som Charlotte Sahl-Madsen siger det i Jyllands-Posten: Der er opstået en ”temmelig uklædelig blame game i Danmark. Flere debattører, lederskribenter mv. har været meget hurtige til at gøre den nationalkonservative højrefløj til ansvarlige for, at der er skabt et “rum”, som kan fremmane rabiate typer som Anders Behring Breivik”, se her. Tidligere har vi islamkritikere skullet tie stille med vor kritik af hensyn til muslimerne. Vi skulle sandelig behandle vore mindretal ordentlig, og når de griber til vold, er der ikke noget at sige til det, så mange grimme ord de bliver udsat for fra vor side. Nu er det så en højrefløjsterrorist, der har været på spil. Og minsandten, om ikke vi får skyld for det også! Man forstår, at det politisk korrekte establishment helst så, at vi helt holdt vores mund.

Men er der ikke noget om det? Der ligger måske ikke nogen direkte opfordring til vold på de mange hjemmesider fra højrefløjen, men ligger der ikke en indirekte opfordring dertil?

Det, jeg først kom i tanke om, da et sådant inkvisitorisk spørgsmål blev stillet, var en artikel af Lars Hedegaard fra 2007. Den gengiver et foredrag, han holdt på engelsk i Bruxelles, se her. Og det må da indrømmes: for den, der vil forarges, er der her noget at forarges over. Hedegaard bruger f. eks. en del temmelig krigeriske udtryk i foredraget. Han skriver bl.a.: ”Vi skal nu gå over fra at indsamle facts og udbredelse af tanker til aktiv modstand”. Og han kan senere sige om det at analysere den muslimske strategi og taktik: ”De må analyseres følelseskoldt som objektive militære problemer på nøjagtig samme måde, som en generalstab ville prøve at analysere fjendens manøvrer på en slagmark”.

Og han slutter med at skrive: ”Vi må udvikle en strategi som tillader os at opnå vore mål. Det betyder, at vi må udvikle en sammenhængende og dyb strategi, svarende til islams. Denne strategi må tage hensyn til, at nogle af vore offentlige og private institutioner vil tage stilling til fordel for vore fjender, medmindre vi tvinger dem til at gå med os”. Vi skal udvikle en strategi, der svarer til islams. Det er morsomt nok netop det, jeg har bebrejdet Breivik i mit første indlæg imod ham: at han bruger muslimske metoder i sin kamp mod islam. Men dernæst fremgår det ikke særlig tydeligt, hvordan vi skal tvinge vore institutioner. Skal det ske med voldelige midler? Eller tænker Hedegaard kun på civil ulydighed? Det bliver ikke klart. Og bedre bliver det ikke af, at han sammenligner vores fremtidige situation med modstandsbevægelsens under Anden Verdenskrig.

Så altså: hvis man vil forarges over det, Hedegaard skriver, kan man nok med lidt besvær finde noget at forarges over i denne artikel. Det er der faktisk nogen, der har gjort. Men de gjorde det først i 2010 efter Hedegaards fatale interview til Snaphanen. Hedegaard har taget til genmæle i en kronik i Berlingeren, se her. Men jeg synes ikke, man kan sige, at han her får manet alle forargelsesmulighederne i jorden. I artiklen fra 2007 benytter han sig af det kendte trick at fremmane en tænkt fremtidssituation, hvorudfra han forudsiger, hvordan folk vil reagere. Og det kan godt opfattes som en forblommet opfordring til vold. Jævnfør det, fagforeningsbossen siger: at hvis arbejdsgiverne gør sådan og sådan, vil der opstå spontane strejker. Sandt er det, at han ikke formelt har opfordret til strejker, men han har jo gjort det indirekte. Det samme siges med Hedegaards forudsigelser. Og bevares, det kunne Hedegaard godt noget mere effektivt have manet i jorden, f. eks. ved at forklare lidt mere om, hvad den fremtidssituation, han tænker på, indebærer. Men han havde i 2010 andre ting at tænke på, for det var på det tidspunkt, han blev anklaget for hate-speech.

Imidlertid er det også her sådan, at læser man Breiviks manifest igennem, opdager man, at han så udmærket er klar over forskellen mellem at tale og at handle, eller mellem at beskrive et fremtidsscenario og at opfordre til vold. Han skriver nemlig om sig selv og sin handlen, efter at han var begyndt at forberede den ”operation”, han endte med at udføre, at han i den periode deltog i en række debatter på nettet, men hele tiden var meget påpasselig med ikke at komme med opfordringer til vold; han ville ikke røbe, at det netop var vold, han planlagde. Som det hedder side 851: ”Fremstå politisk korrekt eller i hvert fald moderat!” Så Breivik har udmærket vidst, hvad han gjorde. Han er ikke på nogen måde en forvirret sjæl, der lader sig overbevise af løse forblommede udtalelser. Nej, han tænker selv, træffer selv sine beslutninger, drager selv sine konklusioner.

Og det vil sige, at talen om, at højrefløjens retorik har medskyld i det, der skete, er forkert.

Nej, det modsatte er måske tilfældet. Efterhånden som flere og flere af diverse kommentatorer, lederskribenter, bloggere m.m. får læst sig igennem Breiviks enorme manifest, bliver man nødt til at nedtone denne første umiddelbare og overfladiske opfattelse. I stedet har der vist sig en forståelse for, at noget af det, der kan have medvirket til at fanatisere Breivik, kan have været det restriktive debatmiljø: han har ikke følt, at det nyttede noget at gå den demokratiske debatvej, for han kunne ikke komme til orde; hans upassende opfattelser blev holdt nede. Henrik Day Poulsen er i en kronik i Jyllands-Posten inde på noget i den retning, når han skriver: ”Flere terrorister er beskrevet som veluddannede og intelligente, men samtidig også som personer, der oplever sig selv som værende marginaliseret i samfundet og i opposition til de herskende normer og det politiske system. Frustration over at opleve sig forfordelt, tilsidesat, ydmyget og uretfærdigt behandlet er ofte det stof, som fanatisme dannes ud fra”, se her. Han har tilsyneladende læst i manifestet, at netop den oplevelse har Breivik haft.

Andre debattører kan nævnes. F. eks. genkalder Kjeld Bang fra Viborg i et læserbrev i Jyllands-Posten, se her, sig forholdene i 90erne, årene, ”da de rigtige meningers mennesker og Socialistisk Folkeparti, De Radikale samt en del socialdemokrater havde patent på indvandrerdebatten. Da det tavse flertal var tvunget til tavshed af udråbet: Racist!” Han slutter med at sige: ”At kvæle den frie debat vil give det ubændige overtryk, som kom til udtryk hos denne nordmand. Norge og Sverige har i langt mindre grad måttet tale om deres indvandrere. Befriende har det været, at danskerne efter 1990’erne har kunnet tale om, hvordan Danmark skal se ud i fremtiden. Det bør terrorisme aldrig kunne ændre på.”

Denne utilbøjelighed til at diskutere problemerne med indvandrere har også Breivik erfaret. Han fortæller ganske kort om det mord på den norsk-ghanesiske unge dreng, Benjamin Hermansen, som en nazistisk gruppe foretog den 26-1 2001 (side 1394). ”Mordet mobiliserede store dele af det norske samfund. Over hele landet blev der organiseret marcher i protest mod mordet, med næsten 40.000 deltagere i Oslo.” Men lidt efter spørger han: ”Ville dette være sket, hvis ofret var indfødt nordmand og gerningsmændene muslimer? Nej, ikke på nogen måde! Vore politikere er skrækslagne ved tanken om at støde det muslimske samfund på nogen måde”.

Breivik citerer en anden blogger, ”Fjordman”, med tilslutning, side 780: ”Vi er lede og kede af at føle os som fremmede i vore lande, af at blive banket, voldtaget, stukket, chikaneret og endog slået ihjel af voldelige bander af muslimske bøller, og så alligevel skulle anklages for ”racisme og fremmedfrygt” af vore medier og skulle intimideres af vore egne autoriteter til at acceptere endnu mere af den slags immigration”.

Det har han nu kun delvis ret i. Der har i både Sverige og Danmark været store protester mod de såkaldte æresdrab. Og der er i hvert fald i Danmark og nok også i nogen grad i Norge opstået et mere åbent debatklima, hvor også de frygtelige ting, nogle muslimer foretager sig, kan omtales. Men det er måske for Breiviks vedkommende kommet for sent. For noget tyder på, at det allerede var i begyndelsen af nullerne, at Breivik fik sit fanatiske tunnelsyn, så han fra da af arbejdede sig ind i en skinverden, ja endda anstrengte sig for intellektuelt at fastholde virkeligheden af denne skinverden. Og da først han var kommet ind i denne forskruede tankegang, kunne intet tilsyneladende gøre ham normal igen.

Hvad jeg her har skrevet, kan sammenfattes af et citat fra videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen, som i den føromtalte kommentar i Jyllands-Posten skriver: ”Der er jo ingen, som kan vide, om nationalistisk, islam-kritisk retorik radikaliserer folk som Anders Behring Breivik, eller om den frie debat tværtom medvirker til at inddæmme nogle potentielle terrorister, før de går ud af gevind”.

Det bør man holde sig for øje. Og så ellers gå i gang med at klarlægge de mærkelige tvangstanker, der fik Breivik til at handle, som han gjorde.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

26 svar til Har højrefløjen ansvar for Breivik?

  1. Claes siger:

    Ja, vi synes, at vi forstår ham et stykke af vejen, men det kammer fuldstændig over, når han mener sig berettiget til at detonere en bilbombe ved regeringskontorerne og skyde løs på de unge mennesker på lejr. Han er røget op på et godeplan, som han slet ikke kan magte. Og når det bedste fordærves, så bliver det til det værste.

  2. Karen E. Hansen siger:

    Tak fordi du vedvarende gør en indsats for at formulere de tanker, du gør dig om disse meget aktuelle problemer!
    Denne gennemtænkning, og retten til at udtrykke sig åbent om sine tanker er det nu vigtigere end nogensinde at fastholde.
    Du er velgørende ærlig omkring muligheden for, at Hedegaards retorik faktisk ville kunne opfattes som noget, der “puster til ilden”.
    Eftertanken her må være, at han bør modsiges og i debatten holdes ansvarlig for, hvad ordene evt. kan bruges til. Det vil uden tvivl også ske. Debatklimaet omkring ham, dansk tradition (og det danske retsvæsen) gør det muligt.
    At give visse talere forbud mod at tale er et omdiskuteret emne. Andre steder forbydes nazist-partier. Vi plejer at regne det for vigtigere, at de mødes med modsigelse og foragt.
    Men så debatten om at forbyde jihad-prædikanter og muslimsk hate- speech ? I princippet nej. Men problemet er, om de modsiges indefra – om en imam kan modsiges eller højest overhøres, om det er for risikabelt at modsige dem o.s.v. Var ordet frit i alle sammenhænge i Danmark var problemerne betydelig mindre.
    Men tak, fordi du fortsætter med den grundige, åbne og ærlige gennemtænkning. –
    Uden at lade dig skræmme af denne “blame game”, som er en prøvesten for demokratiet. Var Norge et vaklende demokrati, så havde den norske regering forlængst med attentatet som begrundelse kvalt oppositionen.
    Her holder nordmændene den demokratiske rygrad rank. Det er en trøst i situationen at være vidne til det.
    Lad os netop skelne mellem eftertanke, eller evt. selvransagelse og så det at lade sig pådutte irrationel skyld af politiske grunde. Og få mundkurv på. Det skal ikke ske, for demokratiets skyld.

  3. Karen M. Larsen siger:

    Tænk nu hvis terroren i Oslo var blevet udført af en muslimsk terrorist. Lad os forestille os at han forud herfor havde været inde på en række muslimske blogge og her givet udtryk for islamistiske ideer. Og at han forud for sin dåd havde udgivet et 1500 sider langt manuskript hvor han råber op om Vestens forfølgelse og krig mod muslimer, citerer Koranen og så i iøvrigt i rosende vendinger omtalte en række kendte muslimske personligheder og grupper, herunder danske imamer og muslimske organisationer. Hvad tror I så at der var sket efter terrorangrebet?

    Tja, lad mig gætte: Venstrefløjet ville have sagt, at det hele er Vestens skyld – og at man ikke må lave blame game og give islam og muslimerne skylden. Og højrefløjen ville have sagt: Der kan I se hvor farlig islam er – og at de danske muslimer taler med dobbelt tunge. De har medansvar for terroren og skal nu i sæk og aske beklage den og love at forbedre sig! Og mon ikke Richardt Riis og Karen Hansen havde været ganske aktive og ivrige for en sådan tolkning? : )

    Så måske det vi alle kan lære af denne sag er, at de eneste der har ansvaret for terror er dem, der vælger denne vej. Men vi både kan og bør tage en debat om hvordan ekstremister, være de nu i visse muslimske, i visse venstreorienterede og i visse nationalistiske kredse, fører en farlig krigsretorik, der kan opmuntre til vold.

    Der skal ikke flere love til – de love vi har er tlstrækkelige – hvis de ellers blev brugt. Men jeg kan ikke se problemet i at vi underkaster debatten i alle kredse et kritisk eftersyn. Hvis islamkritik er nødvendig for samfundets fremtid så er en kritik af islamkritikken det vel også? Hvis man insisterer på sin ytringsfrihed må man også give andre lov til at komme med kritiske udsagn om ens ytringer.

  4. Karen E. Hansen siger:

    Ork, jo – “kritik af islamkritikken” er selvfølgelig fint og nødvendigt. Men det udtryk lyder stilfærdigt sammenlignet med “tonen” de sidste dage.
    Det, jeg plejer at efterlyse, er ikke al det der “sæk og aske”- snak; men at vi kunne se eksempler på en intern kritik blandt muslimer. Selvfølgelig kan jeg ikke vide så meget om den, men en frisk imam, der i avisen modsagde Phillip Bilal med gode argumenter for demokrati og retsstat i stedet for sharia… Ville løse op for meget. Indtil da består mistanken om, at det er for farligt, også her.
    Og desuden at de, der så rigtigt ivrigt rejste rundt og pustede til ilden omkring Muhammed-tegningerne, bl.a. en vis imam Pedersen, ville bruge sine gode forbindelser til Mellemøsten til at tale for beskyttelse af religiøse mindretal dér. Mod vold, drab og grov forfølgelse.
    Det eneste, jeg har efterlyst i den sammenhæng, (med pæne ord faktisk) er egentlig bare et svar i avisen…

    Men jeg respekterer Richard for hans saglighed og upåvirkethed af det politiske hys. For sådan lyder meget af den interne debat i Danmark.
    Og bloggen her er hans.
    Derfor slut fra mig nu.

  5. Ricardt Riis siger:

    @ Karen M. Larsen!
    Du har dog en forunderlig evne til at komme med irrelevante betragtninger. Og når virkeligheden ikke giver tilstrækkelig anledning til at sige det, du vil have sagt, så finder du straks på et tankeeksperiment, som du så mener, vi skal forholde os til. Men der er såmænd ingen grund til at gå udenom virkeligheden. Og du har ikke nødig at gætte på, hvordan jeg ville have reageret på din tænkte situation. Der er masser af eksempler i det, jeg har skrevet, på, hvordan jeg reagerer, og på, hvad jeg forventer af vore muslimske medborgere. Brug det i stedet for intetsigende tankeeksperimenter, hvis du vil kritisere mig!

  6. Richardt: Mine “tankeeksperimenter” tager udgangspunkt i hvordan du plejer at reagere på din blog når vi taler om islam. Men du må da gerne henvise til et blogindlæg hvor du har insisteret på at islamisk inspireret terror skal forklares med de frustrationer, som muslimske terrorister har lidt under pga. deres oplevelse af at muslimer bliver undertrykt og mødt med foragt i Vesten. Eller hvor du har insisteret på, at når en muslim begår en forbrydelse så er der ingen anden end den pågældende person, der har ansvaret herfor og at det er urimeligt at ville gøre islam som religion ansvarlig for enkeltpersoners forbrydelser.

    Karen: Måske du kunne give muslimerne et godt eksempel og komme med en grundig kritik af den fundamentalistiske kristendom der giver sig udslag i kampen mod den fri abort og mod rettigheder for homoseksuelle, dvs. som også kæmper for at lovgivningen skal tage udgangspunkt i religionen?

  7. Ricardt Riis siger:

    @ Karen M. Larsen!
    Du kan åbenbart kun diskutere med mig, når du får lov til at bestemme, hvad jeg skal sige. Jeg kan ikke lige gennemskue, hvad der er det fejlagtige ved dine tanker. Men jeg er også i tvivl om, hvorvidt det er ulejligheden værd at forsøge. Muligvis er fejlen den, at du på forhånd går ud fra, at islam og kristendom er nogenlunde ens. I hvert fald forekommer dine tanker mig at være meget forskruede.

  8. Richardt:

    Du skrev:

    Det er Breivik, der er ansvarlig for, hvad Breivik gjorde, ingen anden. Sådan plejer vi at gøre sagerne op, når vi har med forbrydelser at gøre.

    Jeg gør så opmærksom på, at det vist ikke er den måde som du plejer at forholde dig på, når du skriver om forbrydelser begået af muslimer. Det bliver du så irriteret og vred over. Måske fordi du burde have skrevet: Det er Breivik, der er ansvarlig for, hvad Breivik gjorde, ingen anden. Sådan plejer vi at gøre sagerne op, når vi har med forbrydelser at gøre med mindre der er tale om forbrydelser begået af muslimer?

    Nuvel, i hvert fald har du jo med din sidste kommentar indrømmet, at Breivik er at betragte som kristen, siden du mener, at den terror han begik ikke kan bedømmes på samme måde som muslimsk inspireret terror fordi kristendommen og islam ikke er ens.

    Og så må vi vist hellere stoppe her før du får en blodprop : )

  9. Ricardt Riis siger:

    @ Karen M. Larsen!
    Det er altså svært at forholde sig til det, du skriver.
    1) Der stod en organisation bag 11-9, al-Qaeda. Der stod ingen organisation bag Breivik, han var en ensom ulv. Derfor skriver jeg om ham, som jeg gør. Og derfor skriver jeg om 11-9, som jeg gjorde i sin tid.
    2) Jeg har i mit første indlæg om Breivik argumenteret for, at det ikke er et kristent værdigrundlag, han har arbejdet ud fra, men snarere et muslimsk, muslimsk forstået, som han selv mener, det skal forstås; derfor indvikler han sig i en selvmodsigelse. Men jeg kan sige, hvad jeg vil, når det skal igennem den karen-m-ske vridemaskine, kommer der noget helt andet ud af det. Så indrømmer jeg, at han var kristen, fordi jeg ikke skælder ud på nogen organisation bag ham, men mener, han alene har ansvaret.
    3) Og så er vi inde i den gamle, velkendte skure: der må ikke påpeges nogen forskel mellem islam og kristendom; så snart man har sagt noget ufordelagtigt om islam, skal man sige noget tilsvarende ufordelagtigt om kristendommen; hvis jeg mener, at manden her var en ensom ulv, så må jeg også sige, at alle muslimske terrorister var ensomme ulve, og så må kendsgerningerne klare sig som de kan bedst; og videre: hvis jeg mener, at muslimske miljøer var medansvarlige for f. eks. øksemanden ved Kurt Westergaards hus, så må jeg også mene, at diverse internetportaler og alle islamkritikere er medansvarlige for Breiviks handlinger; og fremdeles: hvis jeg undlader at bedømme Breiviks terror, som jeg bedømmer muslimsk inspireret terror, så må jeg også mene, at han var kristen, for jeg mener jo, at kristendom og islam ikke er ens. Kendsgerninger ser vi stort på. For dette karen-m-ske skema, der her oprulles, må alting passes ind i, min ringhed (det fik endda være) og diverse oplysninger om Breivik og hans baggrund. Det spil gider jeg altså ikke spille med i. For jeg kan ikke som du se bort fra diverse kendsgerninger.
    4) Lad mig prøve at vise, hvilke kendsgerninger jeg holder mig til. I forbindelse med Breiviks terrorhandling var den norske islamiske paraplyorganisation hurtig ude med en meddelelse om, at de tog afstand fra handlingen. Det var før man vidste, hvem der stod bag. Det var en klog handling. Men læg mærke til, at det har været ganske overflødigt for de kristne kirker at komme med tilsvarende udmeldinger. Alle véd, at de tager afstand fra terror under enhver form. Der kan være enkelte små ekstreme kristne menigheder rundt omkring, der ikke gør, men alle store kristne kirkesamfund gør.
    Det kan man imidlertid ikke sige om alle muslimske samfund. Da den syriske stormufti i 2008 besøgte Europaparlamentet, var det umuligt at få ham til at fordømme selvmordsbombeaktioner, selv om en italiensk journalist ihærdigt forsøgte. I stedet forsøgte han at retfærdiggøre en kvindelig selvmordsbomber, han havde haft forbindelse til. Man kan beklage, at alle de drab på kristne, der foregår i muslimske lande, får så ringe opmærksomhed her i vesten. Men der er ingen, der opfordrer disse kristne til at begå terror imod de muslimer, der forfølger dem.
    Det er for mig at se en forskel.

  10. Karen E. Hansen siger:

    Kære navnesøster!
    Jeg orker heller ikke…
    Kritik af “den fundamentalistiske kristendom”, som du under et kalder det, har jeg udøvet de sidste 50 år, grundigt forhåbentlig som teolog de sidste snart 30. Der er mangfoldige eksempler.
    Hvis muslimer vil lægge mærke til det, er de meget velkomne. Forhåbentlig ser de også, at det her kan gøres uden frygt for at lide fysisk eller social overlast.
    Men jeg opponerer også mod skematænkningen.
    F.eks.. Fordi man er imod den ideologiske og religiøse “kamp mod den fri abort” har man ikke automatisk givet dem ret, der regner abort for en etisk set uproblematisk handling. Derfor er der nuancer. Det er faktisk oppositionen mod det umenneskelige (og uevangeliske!) i lovreligion, der er omdrejningspunktet.
    Også derfor er det vigtigt at fastholde retten til at se væsentlige forskelle mellem islam og kristendom, ligesom der også er forskel på buddisme og kristendom. Men der er ingen politisk fløj, der skælder en ud for at være inhuman, fordi det bliver analyseret.
    Hvorfor mon ikke?
    Karen E.

  11. Richardt:

    Vi kan gerne forstsætte hvis du ellers kan holde til det : )

    Ad 1)
    Hvorfra kan du med sikkerhed vide, at der ikke stod nogen organisation bag Anders Breiviks terrorhandling? Og hvis det faktisk skulle vise sig, at der stod en sådan bag, ville det så ændre dit syn på sagen? Og hvorfor betyder det, at der står en organisation bag f.eks. 11.9, at hele religionen islam kan drages til ansvar for terrorhandlingen? Hvorfor ikke sige, at det er medlemmerne af den organisation, der står bag terrorhandlingen, der har ansvaret, i stedet for at give alle muslimer en art kollektivt medansvar?

    Ad 2)
    Mig bekendt har det ikke kunnet bevises, at der stod en organisation bag øksemandens terrorforsøg, så hvorfor mener du, at han skal ses i et helt anderledes lys end Anders Breiviks?

    Mht. det med forskellene mellem kristendommen og islam, ja så er der da mange, det er der jo mellem alle religioner. Hvor har jeg i øvrigt benægtet det? Hvad jeg kritiserer ved din logik er, at den synes at trække på følgende meget simple ligning: islam er en ond religion, onde handlinger begået af muslimer må derfor skyldes denne onde religion. Kristendommen er en god religion, alle onde handlinger begået af kristne må derfor forklares med alt andet end kristendommen. Jeg kan ikke forstå, hvorfor det at man ikke tror på en bestemt religion hhv. er uenig med den skal medføre, at man behøver at dæmonisere den. Ligesom jeg heller ikke kan forstå, at det forhold, at man tror på en religion, behøver at betyde, at man ikke kan forholde sig kritisk til den. Jeg problematiserer med andre ord den ureflekterede og selvforherlingende opstillingen af værdihierarkier mht. religioner, hvor det så sjovt nok altid er ens egen, der er bedst. Men det er nok fordi jeg generelt ikke køber denne her “æh, bæ, bu – min religion er meget bedre end din religion”! måde at debattere religion på.

    Ad. 4
    Hvis det har været overflødigt for kristne organisationer og personer at tage afstand fra Anders Breitviks terrorudåd hvorfor har det så gjort det? Se http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/426542:Kirke—tro–Kirkefolk-fordoemmer-terror-teologi
    Og mht. opfordringer til terror så kan man vel ikke gøre andre end dem, der kommer med dem ansvarlige herfor? Åh nej, det holder jo så ikke, for muslimer hæfter nemlig kollektivt for alle muslimers forseelser, mens kristne kun hæfter individuelt, det glemte jeg lige…

  12. Kære navnesøster

    Kunne du give mig et konkret eksempel på denne kritik – hvor kan jeg finde den henne?

    Og ja, nuancer er vigtige, det er lige præcist dem, som jeg efterlyser i debatten.

    Og ja, alle religioner skal kunne underlægges kritik. Jeg havde i år en muslimsk elev der blev meget oprevet over, at vi skulle læse en artikel, der forholdt sig kritisk til den muslimske forståelse af Koranens oprindelse. (Og som i øvrigt sprang på mig hver gang jeg nævnte noget som kunne forstås som en kritik af islam) Her påpegede jeg, at vi jo også havde gennemgået de kristne myter samt kanondannelse med samme kritiske indfaldsvinkel. Religionsvidenskab kræver, at man kan pille alle religioner fra hianden, ens egen inklusive, og at man kan sætte sig ind i alle religioner og skildre dem loyalt, uafhængigt af ens eget ståsted. Og så i øvrigt håndtere de store interne mangfoldighed som alle store religioner rummer (i hvert fald når man som vi var på b-niveau). Det er derfor, at jeg mener, at religionsfaget er så utroligt vigtigt fag i gymnasiet. Langt de fleste af mine muslimske elever elsker i øvrigt faget – især pigerne.

    Mht. beskyldninger om inhumanitet så vil jeg nu nok mene, at hvis Søren Krarup havde kaldt jødedommen for at være en pest og sammenlignet den med nazismen så ville der være faldet noget mere brænde ned end da han lavede det stunt mht. islam…

  13. Lars Sandbeck siger:

    Kære Karen M. Larsen
    Efter at have fulgt lidt med i din og Richard Riis’ debat kunne jeg godt tænke mig at vide, hvad du mener om henholdvis kristendommens og islams forhold til voldelige handlinger begået i religionens navn. Mener du, at en person, der ud fra Koranen og hadith’erne ønsker at legitimere en voldshandling imod anderledestænkende, har nøjagtig ligeså let eller svært ved at finde en sådan legitimation i skriften og traditionen, som en kristen har? Er det principielt uladsiggøreligt at fastslå, hvilken af de to religioner, der rummer det største voldspotentiale? Eller for at spørge lidt mere provokerende: har Osama bin Laden og Anders Beivik lige let ved at legitimere deres handlinger ud fra den religiøse tradition, de selv sætter sig i forbindelse med?
    Jeg tror måske, jeg ved, hvad Richard Riis vil svare på de spørgsmål, men jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad du mener.
    Lars Sandbeck

    PS. Ja, det havde været ufint af Krarup at sammenligne jødedommen med nazismen, når man nu ved, hvilket forhold nazismen havde til jødedommen…

  14. Karen E. Hansen siger:

    Til Karen Marie!
    Du kan sikkert finde noget i KDs arkiver.
    Når du beskriver din egen undervisning, ved du jo hvad det drejer sig om. Konfirmandundervisning er i en anden situation; men koblingen (positiv eller som oftest negativ) til lovreligion og anti-videnskab er det også vigtig at imødegå der.
    Prædikener i lange baner??? Enhver evangelisk prædiken er en modsigelse af lovreligion.
    I øjeblikket er jeg af min biskop ansat til at afløse en gang om måneden (og tage nogle vielser) i et sogn, hvis højrefløjspræst er kommet på kant med sit menighedsråd. Som modvægt!! 😮

    Søren Krarup er jeg stødt på af og til – men helt ærligt, hvad har han med mig at gøre?? Mere end med dig?
    Og hvad har han med min bemærkning at gøre – hvorfor det ikke er lige så politisk inkorrekt at påvise forskelle mellem buddisme og kristendom?

    Lurer der en fordom om, at jeg nok stemmer til højre for Enhedslisten, oh ja, men trøst dig, det er ikke på DF.

    Husk stadig: det er Richardts blog..
    Min eneste “forsyndelse” er at jeg udtrykker min respekt for hans saglighed (hm).

  15. Lars:
    I islam er der forskellige holdninger til hvordan hadith skal forstås i forhold til Koranen og hvordan ældre Koranvers skal tolkes i forhold til yngre etc. Nogle tolkninger fremmer vold og tvang mens andre går imod vold og tvang. Mht. Bibelen er problemstillingen ikke helt ulig. Hvordan skal Det Gamle Testamente f.eks. forstås i forhold til Det Nye? Hvis vi ser kirkehistorisk på sagen vil man hurtigt opdage, at der har været – og fortsat er, mange tolkninger af den sag, hvor nogle har fremmet brugen af vold og tvang og andre har modvirket den.
    Så nej, jeg tror ikke at man objektivt set kan lave en værdiskala over religionernes voldspotentiale hvor man så kan indplacere de enkelte religioner. En sådan skala forudsætter nemlig, at vi kan nå frem til den ene objektive tolkning af en religion hhv. en religions kanon– og det mener jeg ikke vi kan.
    Men som kristen bliver jeg faktisk udfordret i min tro når jeg ser på kristendommens egen voldshistorie. Jeg bliver dybt bedrøvet når jeg læser om hvordan kirken knapt var kommet til magten i den sene romerrige før en stadigt eskalerende forfølgelse af jøder, ikke-ortodokse kristne og ikke mindst de hedenske religioner satte ind. Denne massive aggression fortsatte jo helt ind i 1800-tallet. På samme måde har jeg det når jeg ser på hvad man i kristendommens navn i fortid og nutid har gjort ved folk, der elsker en af deres eget køn og hvordan man i fortid og nutid har bidraget til undertrykkelsen af kvinder, opretholdelsen af undertrykkende regimer etc. For mig er dette ikke ligegyldige detaljer som hurtigt skal fejes til side for så at koncentrere sig om det onde, der i fortid og nutid er blevet begået og begås i islam. For mig er det i stedet forhold som i mørke stunder kan gøre det svært for mig at være kristen, at bekende mig til en religion i hvis navn så meget ondskab er blevet begået og fortsat begås. Jeg kan kun klamre mig til, at der er forskel på hvad Gud vil og hvad man ofte tror og gør i hans navn. Og jeg tror faktisk, at mange liberale muslimer har det på samme måde…

  16. Karen:

    Jeg nævnte bare Krarup som et eksempel fra debatten, det var ikke vendt mod dig, bare rolig : )

    Mht. debatten om buddhisme og kristendom er forskellen, sådan som jeg ser det, at man i langt højrerere grad tager en teologisk debat om f.eks. forskellen på genfødselstanken og himmel/helvede forestillingen end om hvilken religion der nu skulle være forenelig med demokrati og hvilken der ikke skulle være det. Debatten om buddhisme og kristendommen foregår i det store hele sådan som jeg ville ønske, at debatten om kristendom og islam foregik – rimeligt stille og roligt og med fokus på teologien, langt mindre følelsesladet og langt mere åben for at lære af hinanden.

    PS. Jeg hedder Karen Margrethe : )

  17. Claes siger:

    Breivik prøver ikke at puffe ansvaret for sine handlinger over på andre. Han vil selv have “æren” for sin dåd. Men der er mange, som nu forsøger at træde ind som medansvarlige for forbrydelserne. Det er noget af en skueret. De vil næppe gå i fængsel eller betale bøder for deres medansvar i ødelæggelserne og myrderierne.

  18. Ricardt Riis siger:

    @ Karen M. Larsen!
    Du skriver til Karen E. Hansen, at du lige præcis efterlyser nuancer i debatten. Hvordan i alverden kan du så overse alle de nuancer, der findes på min blog og simpelthen skrive, at min logik ”synes at trække på følgende meget simple ligning: islam er en ond religion, onde handlinger begået af muslimer må derfor skyldes denne onde religion”? Her er det så sandelig mig, der efterlyser en nuanceret forståelse af, hvad jeg skriver.
    Jeg er imod islam, ja. Men jeg kommer med argumenter for det. Jeg har blandt andet lagt mærke til, at islam udbredtes ved sværdet både i den første ekspansion, den, der blev standset af Karl Martel i 732, og i den anden, den, der blev standset ved Wien i 1683. Det bekræfter den store muslimske filosof Ibn Khaldun, når han skriver i sin store bog Muqadimmah: ”I det muslimske samfund er hellig krig en religiøs pligt på grund af den muslimske sendelses universalitet og forpligtelsen til at omvende enhver til islam enten ved overtalelse eller ved magt”. (Kapitel 3, afsnit 31). Samtidig gør Ibn Khaldun opmærksom på, at sådan tænkes kristendommen ikke udbredt, den udbredes ved ‘propaganda’. Se mit indlæg derom http://riis.eftertanke.dk/2011/04/28/ibn-khaldun-en-spaendende-muslim/
    Men på dit svar til Lars Sandbeck kan jeg forstå, at du er uenig med Ibn Khaldun. For du mener ikke, man kan lave en værdiskala over religioners voldspotentiale. Og jeg kan forstå, at det går dig meget på med den vold, der er udøvet af kristne op igennem tiderne. Her må jeg dog anholde en lille overdrivelse. Det lyder på dig, som om man i hele kristendommens historie har undertrykt homoseksuelle. Ifølge John Boswell’s ”Same Sex Unions” er dette ikke korrekt. Han fortæller om, hvordan disse ‘unions’ var velanskrevne i den ældste græske kirke, så velanskrevne, at man endda havde indført et vielsesritual for dem. Men det er for så vidt en detalje.
    Jeg er sådan set også imod, at man skal studere historien for at kunne foretage en ‘mandjævning’ mellem de to religioner. Det er mere frugtbart at betragte dem som to forskellige måder at løse ‘statsproblemet’ på. Efter oplysningstiden stiller sagen sig dog lidt anderledes. Her kom demokratiet i spil på vores banehalvdel, og vi opnåede i det mindste en tidsmæssig ‘fordel’ over islam. Men om de muslimske lande kan ‘indhente’ os, ja, det er vel noget af det eksperimentet i Nordafrika vil vise os.
    Dette forhindre mig ikke i at besvare Lars Sandbecks spørgsmål derhen, at efter min mening har Anders Breivik langt vanskeligere ved at begrunde sin voldsanvendelse end Osama bin Laden. Og det vil jeg fastholde, også selv om jeg derved ryger ned i den sorte gryde hos dig. Dine indvendinger bider ikke på mig. Jeg har modargumenter. Som kommer frem i mine efterhånden ganske mange indlæg.

  19. Karen M. Larsen siger:

    Richardt:

    Hvor mange lande kan du nævne, hvor kristendommen er blevet til statsreligion fuldkommen uden brug af vold og tvang?

    Boswells teser er noget omstridte – for nu at sige det mildt – selvom hans projekt da er sympatisk nok. I øvrigt var mange europæere, der rejste rundt i den muslimske verden i 1800-tallet, rystet over at homoseksualitet her gik åbenlyst i svang. Sjovt nok tolkede de det som udtryk for islams dårlige indflydelse mens den vestlige fordømmelse af homoseksualitet blev set som udtryk for den vestlige-kristne verdens moralske overlegenhed… : )

    PS. Jeg forsøger mig jo også med argumenter – desværre oplever jeg ikke, at du seriøst går ind på dem…

  20. Ricardt Riis siger:

    @ Karen M. Larsen!
    — ”Hvor mange lande kan du nævne, hvor kristendommen er blevet til statsreligion fuldkommen uden brug af vold og tvang?”

    Formentlig ingen. Begrebet ‘statsreligion’ forudsætter tvang. Spørger man om ‘folkereligion’ stiller sagen sig måske anderledes.

    — ”Boswell’s teser er noget omstridte”. Dette er ikke et argument, men en ubegrundet påstand. Mener du, at der ikke har fundet nogen vielse af homoseksuelle sted i den græske kirke?

    — ”Jeg forsøger mig jo også med argumenter – desværre oplever jeg ikke, at du seriøst går ind på dem…”

    Går du ind på mine argumenter? Jeg har f.eks. anholdt din tese om, at man ikke kan afgøre voldspotentialet i henholdsvis kristendom og islam, ved at henvise til Ibn Khaldun, der åbenlyst hævder, at muslimer er forpligtet på hellig krig. Jeg har ikke fundet dit modargument.

  21. Hvis man med vielse mener en kirkelig accept af et samliv, herunder et seksuelt samliv, ja så mener jeg ikke at der har fundet sådanne vielser sted i den græske kirke. Venskabspagter indeholder jo ikke nødvendigvis et seksuelt element.

    Problemet med din argumentation er, at du mener, at du på baggrund af hvad en person siger forsøger at drage konklusioner der dækker for en hel religion. Mht. jihad ja, så er det en udbredt forestilling blandt muslimer, at muslimer er forpligtet til en sådan – men der er stor uenighed om hvornår der er tale om en legal jihad. F.eks. mener mange muslimer, at jihad kun er tilladt hvis muslimske lande bliver fysisk angrebet – gør en sådan tilladelse til selvforsvar en religion til en voldelig religion? I så tilfælde gør læren om den retfærdige krig jo så også kristendommen til en voldelig religion?

  22. Ricardt Riis siger:

    @ Karen M. Larsen!

    — ”Problemet med din argumentation er, at du mener, at du på baggrund af hvad en person siger forsøger at drage konklusioner der dækker for en hel religion.”

    Gør jeg det? Det er mig nok at gøre opmærksom på, at islams udbredelse fra år 622 til år 1683 skete ved erobringer, ved hellig krig, uden at de muslimske lande var blevet angrebet. Og ja, jeg véd godt, at mange muslimer forsøger at tale udenom denne kendsgerning; nogle ved at sige, som du refererer: at man kun må føre krig som forsvarskrig. Men hvad så? Ja, så må vi i hvert fald passe på, at vi ikke på baggrund af det, nogle muslimer siger, drager konklusioner, der dækker for hele religionen, altså: vi må ikke forledes til at tro, at alle muslimer tænker så ”fredeligt”.

    Specielt ikke her. For her er jo problemet ikke dem, der mener, en muslim kun må føre forsvarskrig, men dem, der mener, at angrebskrig er tilladt, når det gælder om at udbrede islams herredømme. Så når du spørger: ”gør en sådan tilladelse til selvforsvar en religion til en voldelig religion?”, hvor du skulle have spurgt: ”gør den tilladelse til jihad, som nogle muslimer mener, de er forpligtet på, islam til en voldelig religion?”, så taler du udenom.

    Med hensyn til Boswell tror jeg, vi skal lade ham falde. Jeg er jo ikke interesseret i, hvad du mener, men i, hvordan du eventuelt kan imødegå Boswell. Når jeg skriver: ”Mener du … ” ønsker jeg selvfølgelig et argument ud fra noget, Boswell har skrevet, og ikke en tom påstand.

  23. Richardt:

    Men som du jo selv indrømmer så har vold og tvang også spillet en væsentlig rolle for udbredelsen af kristendommen. Hvilken betydning skal det have for indplaceringen af kristendommen på denne her hypotetiske voldsskala? Og hvis det i øvrigt skulle vise sig, at en anden religion, som f.eks. buddhismen, skulle vise sig i langt mindre grad end kristendommen at have været brugt til at legitimere vold – ville det så gøre buddhismen til en religion der var at foretrække frem for kristendommen?

    Islam er ikke per definition fredens religion (hvornår har jeg i øvrigt sagt det?)- islam er ikke per definition en voldelig religion. Det samme må man sige om kristendommen. Så nej, vi skal ikke tro, at alle muslimer er fredelige – vi skal heller ikke tro, at alle kristne er fredelige. Men vi skal ej heller gå ud fra, at de ikke er det. Det er jo lige præcist det jeg efterlyser – nuancer, forståelse af at der er mange forskellige måder, at tolke en religion på i stedet for at alt enten er sort eller hvidt.

    Mht. Boswell så har jeg jo lige præcist forsøgt at forholde mig til den påstand du refererer ham for. Hvis du vil have uddybende kommentarer må du gøre dig den ulejlighed at uddybe hans argumenter og ikke mindst hans dokumentation.

  24. Ricardt Riis siger:

    @ Karen M. Larsen!

    — ”Det er jo lige præcist det jeg efterlyser – nuancer, forståelse af at der er mange forskellige måder, at tolke en religion på i stedet for at alt enten er sort eller hvidt.”

    Det er ikke at gøre alting enten sort eller hvidt, hvis man påstår, at en kristen har sværere ved at finde begrundelse for sin vold end en muslim. Det er tværtimod et ganske nuanceret synspunkt. Blot gør det det muligt samtidig at fastholde, at der altså er forskel på de to religioner.

    Og at sidestille de to religioner, som du nu igen forsøger på, er da at gøre vold på de historiske kendsgerninger: kristendommen blev udbredt gennem martyrierne, islam gennem militære erobringer. Er det ikke en forskel, der er værd at have in mente, når det nu er forholdet til vold, man diskuterer?

    Jeg skrev: ”Begrebet ‘statsreligion’ forudsætter tvang.” Det bliver i din udlægning til: ”som du jo selv indrømmer så har vold og tvang også spillet en væsentlig rolle for udbredelsen af kristendommen.” Det kunne måske også være, at den tvang, der var tale om, blot kom som følge af statens almindelige voldsmonopol. Island indførte således kristendommen ved en beslutning på Altinget, og hvis man kan sige, at kristendommen derved blev til statsreligion, skete det altså ved tvang, men jo en helt andet tvang end den, hvormed de muslimske herskere fik et flertal af spaniere til at blive muslimer i 900-tallet.

    Nuancer! Nuancer!

  25. Richardt:

    Hvis det er så svært at begrunde vold kristeligt – hvorfor er der så blevet begået så meget vold i kristendommens navn? Og helt ærligt – læs GT og du vil finde masser af muligheder for at begrunde vold. 5. Mos. kap. 7 er et eksempel…

    Kristendommen blev udbredt gennem martyriet? Så du mener, at det var martyrerne der gjorde Syd- og Mellemamerika kristent? Var det martyrerne, der bragte kristendommen til Baltikum og sakserne? I de lande, hvor kristendommen kom til magten, blev der indført forbud mod de tidligere religioner. Hvad er det andet end tvang? Er nedrivning af templer, ødelæggelse af gudebilleder og hellige lunde og dødsstraf for deltagelse i de gamle offerkulte andet end tvang eller værre end noget som muslimerne gjorde mod de kristne og jøderne i de områder, som de besatte? Jeg vil på ingen måde romantisere forholdene for dhimmierne i den muslimske verden, men frem til 1800-tallet havde jøder og kristne der, alt andet lige, bedre forhold end jøder og muslimer i den kristne verden.

    Mht. Spanien så glemmer du lige at fortælle, at efter den kristne genmagtovertagelse fik jøderne valget mellem eksil eller at konvertere til kristendommen – mens muslimerne blev gjort til slaver. Er det det, som du kalder at være nuanceret?

    Mht. Island ja så er det jo lige præcist en undtagelse fra regelen. Indonesien blev i øvrigt også muslimsk via mission og ikke via erobring…

  26. Ricardt Riis siger:

    @ Karen M. Larsen!

    At være nuanceret betyder ikke at skælde lige så meget ud på kristendommen som på islam. Det betyder at være åben for de mange finurligheder, som historieforløbet er fuldt af.

    Derfor kan man godt ud fra en nuanceret holdning mene, at en muslim har lettere ved at finde begrundelse for vold i religionens navn end en kristen.

    Der er f.eks. den finurlighed ved kristendommen, at den ikke uden videre bygger på det gamle testamente. Jesus sagde ”I har hørt, at der er sagt til de gamle”, og føjede til: ”Men jeg siger jer” (Matt 5). Og den straf som var forordnet for utugt i det gamle testamente, slog han en streg over i Joh 8,1-12. Det bør man nok alligevel tage hensyn til, hvis man vil undersøge, hvilke begrundelser for vold en eventuelt voldslysten person kan finde i kristendommen.

    Så er jeg også efterhånden lidt træt af dine forsøg på at skyde mig de mest besynderlige påstande i skoene. Jeg har i et tidligere indlæg fortalt om, hvordan kristendommen i de første århundreder af dens historie blev udbredt på frivillig basis igennem martyrernes offervillighed, og jeg troede derfor, det var nok i et senere indlæg at skrive: ”kristendommen blev udbredt gennem martyrierne, islam gennem militære erobringer.” Det bliver så i din gengivelse til: ”Kristendommen blev udbredt gennem martyriet? Så du mener, at det var martyrerne der gjorde Syd- og Mellemamerika kristent?” Det gør det lidt svært, for ikke at sige umuligt at diskutere med dig.

    Så nævnte jeg Island. Jeg véd såmænd ikke så meget om sagen, specielt er jeg ret uvidende om, hvordan det kom til at forme sig efter vedtagelsen om at indføre kristendommen: ville de kristne acceptere hedningerne som fuldgyldige medlemmer af samfundet? Derfor nøjedes jeg med at skrive: ”og hvis man kan sige, at kristendommen derved blev til statsreligion, skete det altså ved tvang”, noget, der jo sådan set lader Island være et eksempel på, at kristendommen blev indført ved tvang. Det har du dog ikke opdaget i farten, for du mener, Island er et eksempel på det modsatte.

    I samme åndedrag kom jeg til at nævne Spanien. Dog må jeg nu understrege, at jeg nævnte Spanien i 900-tallet. Det vil sige, at når du bebrejder mig, at jeg ikke nævner jødernes fordrivelse i 1400-tallet, skyldes det åbenbart, at du ikke har opdaget denne nuancering fra min side. Det kan jo ske for den, der har travlt. Men overfor mig synes jeg nu, det sker lidt for ofte.

    Der er tale om, at muslimerne erobrede næsten hele Spanien fra 712 til 722. De kristne blev derfor underkastet de muslimske bestemmelser for dhimmier, som for øvrigt her i begyndelsen var mildere end andre steder. Alligevel beretter præsten Eulogius i flere bøger om, hvordan der fra 851 og frem til 859 blev halshugget ikke færre end 59 kristne. Der var tale om de såkaldte ”martyrer fra Cordoba”. Men der er den finurlighed ved det, at mange af dem ikke var ‘ægte’ martyrer: de ønskede sig blot en sikker plads i paradiset, og derfor kaldte de offentligt Muhammed ved en række skældsord, så de kunne blive dømt og halshugget. Andre var imidlertid ægte nok: de muslimske regler sagde, at børnene af et blandet ægteskab var at betragte som muslimer; hvis nu deres far døde, og deres kristne mor opdrog dem i kristendommen, kunne de ikke leve som kristne, kun som hemmelige kristne. Og blev de afsløret, blev de henrettet. Og man må vel også sige om Eulogius selv, at hans martyrdød var ægte nok. Han havde oplært en kvinde i kristendommen; hun blev henrettet, for en muslim må ikke opgive sin tro. Han erklærede, at han ville give den samme undervisning til enhver anden, der ønskede det. Og så blev også han henrettet. Se mere om martyrerne fra Cordoba her: http://www.martinluther.dk/m-ukrigen05.html#16

    Disse forholdsregler i forbindelse med den særskat, der var lagt på kristne, førte til, at mange kristne gik over til islam, sådan at Spaniens befolkning i 900-tallet havde fået et flertal af muslimer. Det er om disse forholdsregler fra det muslimske styres side jeg siger, at der dog vist var mere tvang i dem end i det, der fra kristen side måtte vise sig i Island overfor hedningerne. Men indrømmet: det er i nogen grad et gætværk fra min side, jeg véd ikke nok om de islandske forhold.

    Så skriver du: ”Jeg vil på ingen måde romantisere forholdene for dhimmierne i den muslimske verden, men frem til 1800-tallet havde jøder og kristne der, alt andet lige, bedre forhold end jøder og muslimer i den kristne verden.” For det første bemærker jeg, at du her foretager et af de store historiske overblik, som man vist skal afholde sig fra, hvis man skal forholde sig nuanceret til historieforløbet. Men dernæst bemærker jeg, at du sætter et skel ved 1800-tallet. Det samme gør jeg. Da begyndte nemlig i vor del af verden tankerne om religionsfriheden og de andre menneskerettigheder at slå igennem.

    Det mener jeg gør det ret uinteressant at drøfte, hvem der behandlede sine mindretal bedst, de muslimske regimer syd for Middelhavet eller de kristne nord for. Nu bliver spørgsmålet i stedet: hvem indfører passende love, så disse universelle menneskerettigheder slår igennem?

    Til sidst: Stadig må jeg undre mig over, at du, der ellers skriver mange gode indlæg på din blog, tilsyneladende bruger alle mulige dirty tricks for at misforstå mig, nedgøre mig, overdrive min holdning, og underkende min viden. Hvad har jeg dog gjort dig?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s