Falske profeter

Når en gammel kavalerihest hører trompetens skrald, vrinsker den, fuld af krigslyst. Når en gammel præst hører en prædikentekst, fyldes hans hoved med spekulationer over, hvordan den skal udlægges.

Det gælder ikke mindst, når der er tale om en lidt tricky tekst, som den til i dag, 8. søndag efter trinitatis, Matt 7,15-21, om de falske profeter. For hvordan i alverden skal vi kende forskel på en ægte og en falsk profet? Der er jo ikke blot tale om at kende forskel på en sand og en falsk kristendom, der er tale om at kende forskel på en sand og en falsk livsopfattelse. Det vil sige: vi stilles ikke blot overfor spørgsmålet om, hvad der er den sande kristendom; her vil vi vel forvente at blive mødt med et sandt bombardement af skriftsteder, som skal vise, at netop den kristendom, der her forkyndes, er den sande. Vi skal også tage stilling til spørgsmål om, hvorvidt denne kristendom, der nu forkyndes at være den sande, også virkelig er sandheden om vort liv. Er den menneskeforståelse, der fremstilles deri, den sande menneskeforståelse? Og hvordan kan vi afgøre, om den eller en anden religion er sand? Det er ret indviklede spørgsmål. Og ret dybtborende spørgsmål.

Der er ikke så få kristendomsopfattelser, der hævder, at man må springe ud i det, der er ikke andet at gøre. Kierkegaard taler om at kaste sig ud på de halvfjerdsindstyve tusinde favne. Og sandt nok, han er én af dem, der mener, at der ikke gives nogen logisk overgang fra at være ikke-kristen til at være kristen. Der kræves et spring. Credo, quia absurdum, jeg tror, fordi det er absurd, siger han vist nærmest.

Han står ikke alene. Karl Barth er en anden ”åbenbarings-teolog”. Han slog igennem i tredivernes Tyskland, og selv om han kommer med mange dygtigt udformede teologiske tanker, kan man ofte have fornemmelsen af, at han befinder sig indenfor den cirkel, der omgærder de troende, men blot ikke kan fortælle dem udenfor, hvordan de kan komme ind. Der er tale om en åbenbaring, ja, men hvad den, der ikke mærker nogen åbenbaring i sit sind, skal gøre, det melder historien ikke noget om, eller den melder om det på en fuldstændig uforståelig måde.

På lignende måde befinder også katolikkerne sig indenfor en ”åbenbaringscirkel”, i deres tilfælde ikke med bibelen som eneste kanon, men med bibelen og traditionen som det, der må tros at være åbenbaringen. ”Må tros at være åbenbaringen”, ja, men hvorfor tro på netop bibelen? Hvorfor tro på just paven? Kan man ikke lige så godt tro på koranen, nu, hvor man er ude på de vilde vover? Er det ikke kun geografiske tilfældigheder, der gør, at vi tror på en åbenbaring i bibelen, muslimerne på én i koranen?

Spinoza (1632-77) har opstillet en udmærket skelnen i sin ”Tractatus theologicus-politicus”. Kapitel 11 giver han denne overskrift: ”En undersøgelse om, hvorvidt apostlene skrev deres breve som apostle og profeter eller kun som lærere; og en forklaring på, hvad der menes med en apostel”. Her siger han i afsn. 3: “Profeterne forsikrer hele tiden, at de taler på Guds vegne: “Sådan siger Herren”, “Hærskarers Herre siger”, “Dette er Herrens befaling” osv.” Og han fortsætter i afsn. 4 med at opstille Paulus som modstykke hertil: “I de apostolske breve finder vi intet af den slags. Tværtimod taler Paulus i 1 Kor 7,40 ifølge sin egen opfattelse og i mange skriftsteder møder vi tvivlrådige og forvirrede sætninger, f. eks. “Vi mener derfor” (Rom 3,28), “Nu tror jeg” (Rom 8,18) osv. Desuden møder vi andre udtryk, meget forskellige fra dem, der bruges af profeterne. F. eks. 1 Kor 7,6: “Men dette siger jeg som en indrømmelse, ikke som en befaling”; “jeg giver min mening til kende som en, der af Herrens barmhjertighed fortjener tillid” (1 Kor 7,25), og så fremdeles mange andre steder. Vi må også lægge mærke til, at i det førnævnte kapitel siger apostelen, at når han fastslår, at han har eller ikke har en forordning eller befaling fra Gud, så mener han ikke en forordning eller befaling, som Gud åbenbarede til ham, men kun de ord, der blev fremsagt af Kristus i hans bjergprædiken”.

Spinoza siger lidt senere, i afsnit 4: “Hvis vi fremdeles undersøger den måde, på hvilken apostlene fremsætter den evangeliske lære, vi vil se, at den i bund og grund adskiller sig fra den metode, der blev brugt af profeterne. Apostlene ræsonnerer hele tiden, som om de argumenterer og ikke profeterer; profetierne, på den anden side, indeholder kun læresætninger og befalinger. I dem indføres Gud ikke som én, der taler til vor fornuft, men som én, der udsteder dekreter i kraft af sit absolutte magtbud. Profeternes autoritet lægges ikke ud til diskussion, for den, der ønsker at finde rationelle begrundelser for sine argumenter, underkaster dem ved selve dette ønske under enhvers private bedømmelse. Dette synes Paulus at have gjort, forsåvidt som han bruger fornuftsgrunde, for han siger 1 Kor 10,15: “Jeg taler til jer som forstandige mennesker. Døm selv om det, jeg siger”.

Som man kan se, tænker Spinoza sig, at profeter blot fremsætter en påstand, hvorimod apostlene søger at få mennesker til at forstå. Hermed mener jeg, han trækker tæppet væk under enhver form for åbenbaringsteologi. Og man må også sige, at hvor åbenbaringsteologi har hersket, har der ikke hersket megen frihed. For der er jo ikke nogen fornuftig grund til, at lige bibelen og ikke koranen eller Mormons Bog skulle indeholde sandheden. Derfor har en sådan sandhed kun kunnet findes indenfor bestemte afgrænsede cirkler i menneskehedens historie, jøderne med deres Tora, muslimerne med deres koran, katolikkerne med deres pavedyrkelse. Og alle har de i den historiske udformning, deres religion har fået, haft regler for, hvordan afvigere fra denne åbenbaringstro skulle behandles. De skulle nemlig dræbes. For når der ikke er nogen fornuftig grund bag åbenbaringen, når den består af en grundløs påstand, så må den støttes på anden vis. Og det sker altså med krav om stening af kættere i jødedommen, krav om halshugning af afvigere indenfor islam, og krav om kætterbål indenfor katolicismen.

Her er Jesu forkyndelse anderledes. Han vil ikke være en profet, der kommer med guddommelige ord, der bare skal adlydes. Han vil have os til at forstå. Hans ord har ikke lovkaraktér, snarere ligner de de ordsprog, som menneskene har opsamlet generationers erfaring i. ”Hovmod står for fald”, sagde de gamle med en blanding af et konstaterende og et formanende udsagn. ”Hver dag har nok i sin plage”, sagde Jesus i noget, der nok kan opfattes som en formaning eller som en konstatering, men på ingen måde som en befaling.

Ét af de Jesus-ord, som man sjældent hører, men som alligevel i denne forbindelse har stor betydning, er det, der står i bjergprædikenen om, at mennesker ikke skal sværge. Her slutter Jesus med at sige: ”Men jeres tale skal være ja, ja, nej, nej; hvad der er udover det, er af det onde” (Matt 5,37). Der er selvfølgelig dem, der har villet tage Jesus som en profet, og derfor tage dette som en befaling, vi bare skal rette os efter, hvad enten vi forstår den eller ej; så de har nægtet at aflægge ed de steder, hvor staten har forlangt det. Men hvis vi nu opfatter Jesus som én, der vil lære os noget, som én, der vil have os til at forstå, hvad ligger der så i hele denne tale om ikke at sværge?

Der ligger i det en påstand om, at sprogets egne kræfter kan overbevise den anden; du behøver ikke sætte eder eller besværgelser bag dine ord; sprogets iboende kræfter er nok. Det gælder, hvis du kommer med en dagligdags bemærkning: ”Dejligt vejr i dag!” Her drømmer ingen om at krydre med en ed. Men det gælder også, hvis du gerne vil have et andet menneske til at gøre noget bestemt, f.eks. stemme på dig ved et valg. Her gælder det, at eder og besværgelser ofte virker modsat hensigten.

Men gælder det så også i al almindelighed, at man ikke må bruge eder og besværgelser, det vil sige, ikke må sætte Guds autoritet bag de bestemmelser, man kommer med, eller de bestemmelser, der gælder i samfundet? Ja, det gør det. Og det har vi opdaget, og det retter vi os efter i vore demokratiske samfund.

Det svære spørgsmål er jo så, hvordan vi skal handle, hvis vi befinder os i et samfund, der er bestemt af åbenbaringstanken. Det gjorde blandt andet Jesus selv. Og hans tro på sprogets virkekraft var så stor, at han lod de ledende i samfundet gøre med sig, som de ville: det vil sige, han lod dem henrette sig. Det gjorde han i den sikre forvisning, at der ville være i det mindste enkelte, der kunne se, at dette var et justitsmord, og som ikke ville undlade at sige det åbent, selv om det naturligvis i næste omgang måtte medføre deres anklage for kætteri og påfølgende henrettelse.

Sådan gik det som bekendt i den ældste menighed. De kristne forkyndte, at Jesus var opstået fra de døde. Deri ligger jo implicit den påstand, at det var forkert, at han blev henrettet. Og det førte videre til, at det jødiske råd forfulgte dem, der påstod, at Jesus var opstået. Alligevel var der nok, der undgik døden, til, at budskabet kunne føres videre. Men ved hver gudstjeneste forkynder nadveren for os, at som han var villig til at dø for sandheden, sådan må vi også være villig til det; som han stolede på sprogets egne kræfter, sådan må også vi stole på dem. Altså stole på dem i den grad, at vi er villige til at dø for det.

Og det er jo sådan set martyrvilligheden, der lægges hen til os alle som noget, vi må have i os. Nuvel, ‘martyrvillighed’, det lyder så stort og højtideligt. Men som jeg gjorde opmærksom på for nogen tid siden, se her: Hvad Jens Stoltenberg, den norske statsminister, opfordrede nordmændene til efter massakren på Utøya, var jo sådan set netop martyrvillighed. Vi må ikke lade frygten besætte os. Overfor dem, der ikke tror på sprogets muligheder for at lede til sandhed, overfor dem, der mener, det er nødvendigt at bruge vold for at få mennesker i tale, må vi sætte den anden mulighed: Brug sproget! Prøv at formulere dine indvendinger imod medierne, imod dine nærmeste, imod samfundet som sådant, imod denne eller hin institution, og se så, om du ikke får svar på tiltale, og se videre, om ikke der sker noget igennem denne samtale. Måske ikke det, du havde tænkt dig, men at tro, at dine ord er talt ud i det store tomrum, det er en fatal fejltagelse.

Og vil man ikke stole på sprogets iboende evne til at overbevise, som Anders Breivik ikke ville det, men bruger man stadig ikke blot eder og forbandelser til at understrege sine ord med, men direkte voldshandlinger, så må vi naturligvis prøve at forhindre det ved passende politiforanstaltninger, herunder en solid og velfungerende efterretningstjeneste, men vi må også, som Stoltenberg fremhævede det, være villig til at fastholde vort liv i frihedssamfundet, selv om vi véd, der er risiko ved det.

Men læg mærke til det: at blive overbevist om, at sådan er mennesket, sådan fungerer det, sådan virker sproget, at det overbeviser i frihed, det er ikke det samme som at modtage en åbenbaring, selv om dette, at der går et lys op for et menneske i den retning, af og til kan føles, som om man fik en åbenbaring. Og vi kristne er ikke nødt til at gå med lukkede øjne ind i én eller anden åbenbaringstro, nej, vi har mulighed for at efterprøve de kristne sandheder på vort liv; vi kan spørge os selv, om ikke sproget fungerer sådan i vor dagligdag; vi kan efterprøve, om ikke f.eks. det, at vi giver vore børn frihed i opdragelsen, medfører, at de selv griber den sandhed, som vort samfund bygger på; vi kan ud fra de erfaringer, vi gør i vort samliv med de andre, spørge, om ikke det, Jesus siger om ikke at sværge, men lade sproget selv gøre udslaget, er et sandt udsagn.

Der er en prøvesten, dagliglivet. Der er forskel på sande og falske profeter, og vi har i vore dagligdags erfaringer mulighed for at gøre op, hvad der er sandt og hvad falsk. Og gør vi det, vil vi nok snart opdage, at Jesu ord ikke blot bliver efterprøvet af os, det omvendte sker også: at vort dagligliv bliver prøvet af hans ord. Og det er faktisk ikke så ringe endda.

Advertisement