En sejr over et muslimsk dogme?

Verden er forunderlig.

Jeg kunne også have skrevet: ”Der er da heller ingen retfærdighed til!” Men jeg vil nu foretrække blot at undre mig fremfor tillige at være forarget.

Det, der fremkalder min undren, er det forhold, at en muslimsk forfatter, Reza Aslan, som har skrevet en bog om Jesus, blev interview’et på den amerikanske kanal ”Fox-News”. Dette interview var så aggressivt, at det mere havde karaktér af et forhør. (Jeg kommer selv til at tænke på Martin Krasniks ”forhør” af Lars Hedegaard). Interview’eren gik hårdt på den arme forfatter og hagede sig fast i det spørgsmål: Kan en muslim i det hele taget skrive en bog om Jesus? Men efter interview’et skete der det mærkelige, at bogen ”Zealot; the Life and Times of Jesus of Nazareth”, gik hen og blev en bestseller. Nu bliver den anmeldt overalt, hvad den efter manges mening aldrig ville være blevet, hvis det ikke var for dette interview.

Og det er dog ganske forunderligt.

Anders Raahauge henledte min opmærksomhed på det i Kristeligt Dagblad den 22. august (ikke online). Det fik mig til at læse nogle af anmeldelserne igennem. De er så at sige alle negativt stemt overfor bogen. Og så vidt jeg kan se, er det forståeligt nok.

Aslan betragter Jesus som en oprører af ganske normalt tilsnit for den tid. Han ville som alle de andre, der samlede folk omkring sig, oprette et magtens gudsrige; han ville være en messias, som sendte romerne tilbage til Rom; han ville være konge i et jordisk rige. Aslan har lagt mærke til, at der på den tid var mange jøder, der søgte at gøre oprør mod romerne. Han nævner en række af dem, deriblandt de to, der nævnes i det ny testamente i Apg 5,36-37. Theudas og Judas fra Galilæa samlede begge en skare mænd omkring sig, Theudas omkring 400 mand, men de blev begge slået ned af romerne, og deres tilhængere flygtede. Og – siger så Aslan – Jesus fra Nazareth var en lignende oprører. Blot lykkedes det hans tilhængere at omforme hans oprindelige budskab, så han blev forvandlet til en fredsfyrste. På den måde blev hans budskab spiseligt for de romerske myndigheder og hans menigheder opfattet som fredelige borgere.

Den side af sagen vil jeg nu ikke gøre så meget ud af. Den er ikke særlig forunderlig. For det, Aslan gør, er der mange andre, der har gjort før ham. Og herregud, det kan da godt være, at Aslan gør det på en smartere og mere letlæselig måde end de andre, men skulle bogen blive oversat til dansk – hvad der vel er tænkeligt, for kan den blive en bestseller på den anden side af dammen, hvorfor så ikke prøve, om den kan blive det hos os? – vil jeg nok ikke spilde min ungdom på at læse den.

Sandt er det nemlig, at selv om Aslan fremstiller sagen, som om dette er ganske nyt stof, altså som om han er den første, der har fået øje på den mulighed, at Jesus i virkeligheden var en krigerskikkelse, og derfor er den første, der omtolker det ny testamente efter sådanne retningslinjer, så har en række forskere været om ad den mulighed tidligere. Jeg vil såmænd oven i købet tro, at mange af disse andre har gjort det på en noget mere troværdig måde.

Lad mig, på trods af, at det ikke er hovedsagen her at forsvare Jesus som fredsfyrste, gøre opmærksom på tre forhold:

1) Først det forhold, jeg nævnte før, at Apostlenes Gerninger nævner de to oprørere i Apg 5,36f. Hvis man læser oplysningen i sammenhæng, finder man ud af, at det er Gamaliel, som i rådet gør opmærksom på disse to oprørere. Men man finder også ud af, at han bruger dem i en vis snusfornuftig argumentation, en argumentation, der såmænd gælder den dag i dag. Hans udtalelser lyder i sin helhed:

Israelitter! Tag jer i agt for, hvad I er ved at gøre med disse mænd. For før vores tid optrådte Theudas og påstod, at han var noget. Han fik tilslutning fra omkring fire hundrede mand, men han blev dræbt, og alle, der havde fulgt ham, blev spredt og blev til ingenting. Efter ham optrådte Judas fra Galilæa i folketællingens dage, og han fik folk til at følge sig og gøre oprør; men han omkom også, og alle de, der havde fulgt ham, blev spredt for alle vinde. I denne sag siger jeg jer: Hold jer fra disse mennesker og lad dem gå! For hvis dette er menneskers vilje eller værk, falder det fra hinanden, men er det fra Gud, kan I ikke fælde dem; kom ikke til at stå som mennesker, der kæmper mod Gud. (Apg 5,35-39).

Det vil sige: Ud fra hans argumentation må man spørge sig selv, hvorfor Jesu tilhængere ikke som de andres tilhængere blev spredt for alle vinde, da Jesus var blevet korsfæstet. Hvorfor var der Jesus-tilhængere på Gamaliels tid, omkring år 30-35 e. Kr., og hvorfor var der stadig Jesus-tilhængere, da Apostles Gerninger blev skrevet lang tid senere (85-95)? Når Aslan ikke tager dette spørgsmål op, viser det, at han ikke har læst eller overvejet Gamaliels fornuftige argumentation: Hvis Jesus var som de andre oprørere, hvis han som de havde prædiket et jordisk gudsriges komme, så ville vel hans tilhængere havde draget den samme slutning som de andres tilhængere, nemlig den slutning, at han ikke kunne være messias, når han endte sit liv på et kors. Og når de ikke drog den slutning, kunne det måske hænge sammen med, at hans forkyndelse netop var forskellig fra de andres forkyndelse.

2) Dernæst vil jeg henholde mig til et uddrag af hans bog, som findes her. Her gør han rigtigt opmærksom på, at de ældste skrifter i det ny testamente er Paulus’ breve. Men, siger han, ærgerligt nok er Paulus ikke interesseret i den historiske Jesus, faktisk er de eneste historiske kendsgerninger, han nævner, nadverindstiftelsen, korsfæstelsen og opstandelsen (som vi dog naturligvis, som sekulære historikere, ikke kan betragte som en historisk begivenhed).

Det får Aslan til at skrive:

Det kan godt være, at Paulus er en udmærket kilde for dem, der er interesseret i, hvordan den tidlige kristendom blev udformet, men han er en dårlig kilde for dem, der vil finde frem til den historiske Jesus.

Men se, det er jo nu lidt mærkeligt. Her stilles Aslan overfor en kilde, der med ret stor sandsynlighed fører os tilbage til den historiske Jesus, nemlig nadverens indstiftelsesord (1 Kor 23-25). Paulus nævner dem som noget, han selv har modtaget og senere overleveret til korintherne. Og hvem ellers skulle opfinde en nadverindstiftelse, andre end Jesus selv? Men i Aslans øjne er det altså en dårlig kilde. Og sandt nok, det er ikke meget, disse ord siger om Jesus. Men netop i den sag, der er afgørende for Aslan, spørgsmålet om, hvorvidt Jesus var en oprører, hvis død kom hans oprørske hensigter på tværs, eller han var en fredsfyrste, hvis død var forudset af ham selv, netop i den sag giver nadverordene en god og solid oplysning. Når Jesus skærtorsdag aften kalder brødet og vinen sit legeme og blod, så tyder det på, at han godt véd, at han snart skal dø. Det kræver i hvert fald en god bortforklaring, hvis man efter dette vil betragte ham som en ”almindelig” oprører. Men en sådan forklaring leverer Aslan ikke.

3) For det tredie og sidste vil jeg påpege én af Aslans selvmodsigelser. De andre anmeldere påpeger andre af slagsen, og så vidt man kan forstå på dem, er hans bog fuld af sådanne selvmodsigelser. Aslan giver en god og forholdsvis korrekt analyse af tilblivelsen af de fire evangelier. Dernæst omtaler han alle de mange evangelier, der findes udenfor det ny testamente, og skriver så:

Skønt de blev udeladt fra det, der i sidste ende blev til det ny testamente, er disse bøger bemærkelsesværdige derved, at de demonstrerer den dramatiske meningsbredde, der eksisterede om, hvem Jesus var og hvad Jesus betød, selv blandt dem, der vandrede sammen med ham, som delte hans brød og spiste sammen med ham, som hørte hans ord og bad sammen med ham.

Aslan har i det foregående gjort et stort nummer ud af, at vi ikke kan stole på de nytestamentlige evangelier, når vi skal forsøge at danne os et billede af den historiske Jesus. Men ikke mere end et par afsnit senere hævder han så, at de ikke-nytestamentlige evangelier er leveringsdygtige i sådanne oplysninger. Det er jo simpelthen løgn. Disse evangelier fortæller os, hvor mange forskellige opfattelser af Jesus der fandtes på det tidspunkt, hvor de blev til, altså omkring 100 til 200 e. Kr., men ikke et ord om, hvilke opfattelser af Jesus der fandtes blandt dem, der omgikkes ham og spiste sammen med ham.

Dog, alt dette har andre gjort opmærksom på bedre end jeg, og vil man sætte sig mere ind i, hvor dårligt fundéret en bog, det er, Aslan har skrevet, kan man google sig frem til en række anmeldelser af hans bog, foretaget af acceptable og troværdige nytestamentlige videnskabsmænd. Det er ikke meget positivt, de har at sige om hans bog.

Nej, hvad jeg her vil gøre opmærksom på, er der, så vidt jeg hidtil har set, ingen andre, der har nævnt i forbindelse med hans bog. Han skriver:

I sidste ende er der kun to hårde historiske fakta om Jesus fra Nazareth som vi med sindsro kan stole på: den første er, at Jesus var en jøde, der anførte en populær jødisk bevægelse i Palæstine i begyndelsen af det første århundrede e. Kr.; den anden er, at Rom korsfæstede ham af netop den grund.

Aslan går så videre med at beskrive korsfæstelsen nøjere: Jesus blev korsfæstet sammen med to røvere, korsfæstelsen var en romersk straf, ikke for hvadsomhelst, men specielt for oprør mod romerne, indskriften over hans hoved betød det samme: han blev korsfæstet, fordi han ville være konge over jøderne, dvs, fordi han ville gøre oprør mod Rom. Derefter skriver han:

Tre oprørere på en høj dækket af kors, hvert kors bærende det radbrækkede og blodige lig af en mand, som vovede at sætte sig op mod Roms vilje. Det billede skulle i sig selv være nok til at få én til at tvivle på evangeliernes portræt af Jesus som én, der gik ind for ubetinget fred, og som var næsten helt isoleret fra de politiske strømninger på den tid. Påstanden om, at en anfører for en messiansk bevægelse, der søgte at oprette et ”gudsrige” – en terminus, som af både jøder og hedninger ville blive forstået som indebærende oprør mod  Rom – kunne være forblevet upåvirket af den revolutionære feber, der havde grebet næsten enhver jøde, en sådan påstand er simpelthen latterlig.

Begge disse citater er ganske forunderlige. Begge er tegn på, at der er gæring i de muslimske kredse her i Vesten. Begge viser, at de muslimer, der kommer til Vesten, umærkeligt bliver påvirket af os, i Aslans tilfælde endda sådan, at han slet ikke selv mærker det.

Jamen, hvad mærkeligt er der ved disse citater? De er da ganske normale! De ligger da i fuldstændig forlængelse af almindelig vestlig historisk forskningstradition!

Ja, og det er netop det, der er det forunderlige ved dem. De går begge ud fra som en udisputerbar kendsgerning, at Jesus døde på korset. I det første citat optræder denne kendsgerning som et hårdt historisk faktum, i det andet som en uafviselig forudsætning for argumentationen. Men det forunderlige er ikke, at de bliver fremsat, det forunderlige er, at de bliver fremsat af en muslim.

Det normale er, at en muslim er meget forsigtig, når det drejer sig om Jesu korsdød. Det er han, fordi koranen regnes for Guds ord i ganske bogstavelig forstand. Og koranen hævder, at Jesus ikke døde på korset. I Sura 4,157 står der:

og fordi de sagde: “Vi har dræbt Messias, Jesus, Marias søn, Guds udsending” – men de dræbte ham ikke, og de korsfæstede ham ikke. Det forekom dem blot således. De, der er uenige om ham, er i tvivl om den sag. De har ingen viden derom, men kun løse formodninger. De har med sikkerhed ikke dræbt ham.

Jeg har givet denne problemstilling en lidt dybere overvejelse i tidligere indlæg her på bloggen, se her og her.

Jeg har også tidligere nævnt en muslimsk forfatter, Tarif Khalidi, se her. Han lever i Libanon, og det er måske det, der udgør den væsentligste forskel mellem ham og Reza Aslan, der lever i USA. Khalidi tør ikke rigtig erkende, at Jesus faktisk blev korsfæstet, sådan som de kristne hævder, og sådan som også ikke-kristne historiske kilder fortæller om det. For hvis han ligeud siger, at Jesus blev korsfæstet, vil han muligvis komme i karambolage med sine medmuslimer i Libanon, og det er ikke spor sjovt, man  risikerer at dø af det.

Men Aslan, han lever i et frit land, han er ikke omgivet af lutter muslimer, men af kristne, han kan derfor tillade sig at være en ganske normal historiker, der benytter sig af normale historiske kildeteorier, og han kan derfor tillade sig at se bort fra koranen som kilde til, hvad der skete med Jesus. Og det er nyt, og det er glædeligt, ja, det er måske det egentlig positive ved hans bog.

Så lad os notere os denne sejr over et muslimsk dogme, et dogme, som vi da går ud fra som givet, at enhver muslim, der vil være med i vores historisk-kritiske diskussion om, hvad der virkelig skete, vil indrømme os er ganske uhistorisk. Den sejr er måske så selvfølgelig, at de færreste bemærker den. Alligevel er det værd at lægge mærke til det, når den fremstår så tydelig som her.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til En sejr over et muslimsk dogme?

  1. Pingback: Muslimsk fundamentalisme | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s