Hurra for Fanden!

Det er Martin Krasnik, jeg tænker på med ordet ”Fanden”. Men det er ikke ondt ment.

Nå, ja, det er måske en smule overdrevent. For betegnelsen ”Fanden” er der vist intet menneske, der kan kvalificere sig til. Og meningen er egentlig også kun at takke Krasnik, fordi han ville være hans advokat, eller altså være ”Djævelens advokat”.

Det hører der et vist mod til. For samme Krasnik er jo flere gange blevet beskyldt for at være forudindtaget imod sit interview-offer, sidst, da han interview’ede den norske læge, Mads Gilbert, der havde arbejdet i Gaza, se her. Han havde på forhånd sagt til Gilbert, at han ville agere ”djævelens advokat”, og ok, det måtte han da gerne, men da han så gjorde det, blev han beskyldt for det værste: Han var som jøde på israelernes side, han holdt med israelerne, fordi han selv var jøde; hans journalistiske objektivitet gav man – undskyld udtrykket – fanden i.

Det samme kan gå hen og ske i søndagens interview med én af tegnerne på Charlie Hebdo. Der var tale om den eneste tegner, der overlevede angrebet, Laurent Sourisseau, kaldet Riss (et udmærket navn!). Men alligevel fastholdt han sin journalistiske arbejdsmoral, den, der tilsiger ham, at man som journalist også skal stille ubekvemme spørgsmål, også skal lade de spørgsmål, som svæver rundt i det offentlige rum, komme til udtryk, selv om man måske ikke deler den holdning, der ligger bag.

Og det fortjener Krasnik tak for. For uden det spørgsmål var en meget bemærkelsesværdig udtalelse fra Riss ikke kommet frem.

Nå ja, man skal måske også være ham taknemlig for et andet udslag af god journalistisk arbejdsmoral. Han vovede at vise en række af Charlie Hebdos Muhammed-karikaturer. Han havde på forhånd medbragt dem, gengivet på store papskilte, og ihukommende den brændestabel, der væltede ned over hans kollega, Adam Holm, fordi han tillod sig i et interview med Flemming Rose at slå op på Roses bog netop dèr, hvor Muhammed-karikaturerne befandt sig, kan man nok forestille sig, at han har måttet tage livtag med sine chefer om, hvorvidt han måtte vise disse karikaturer. Og man gætter nok ikke forkert, hvis diskussionen er endt med, at han har sagt, at hvis han ikke måtte vise karikaturerne, kunne ledelsen glemme alt om at få et godt interview i kassen. For det var han jo overbevist om, og det har han så indlysende ret i, at det er journalistisk relevant i denne sammenhæng at vise tegningerne.

Hatten af for denne krasniske stædighed!

Inden vi kommer til det afgørende spørgsmål, er der et svar fra Riss, som også er værd at bide mærke i. Krasnik havde spurgt, om det var rigtigt sådan at tvinge sin forståelse af ytringsfriheden ned over muslimerne. Dertil svarede Riss, at ingen er tvungen til at købe Charlie Hebdo. De, der lader sig krænke af avisens tegninger, tænkes jo selv at have ofret penge på at blive krænket. Og har de ikke selv set tegningerne, så er deres krænkethed vel begrænset.

Det er nok værd at skelne mellem dét offentlige rum, som man ikke kan undgå at blive en del af – en gavl på Birkerød station, f.eks., med et Jens Jørgen Thorsen maleri af Jesus på korset med erigeret lem – og dét offentlige rum, der består af aviser og magasiner og andre udgivelser, som man selv aktivt skal søge at blive en del af. Den skelnen er der som regel ingen, der foretager. Man accepterer uden videre muslimernes følelse af krænkelse, selv om krænkelsen i virkeligheden finder sted i et lukket rum, som man aktivt skal bevæge sig ind i, hvis man vil se, hvad der foregår derinde. Alle kan bevæge sig derind. Det er det offentlige ved dette rum. Men man er ikke tvunget til at bevæge sig derind på samme måde, som man er tvunget til at se på gavlreklamer og andre foreteelser på offentlige steder.

Men så til det afgørende spørgsmål fra – nå ja – ikke fanden selv, men i hvert fald hans advokat.

Krasnik har vist tegningerne og stiller så det spørgsmål til Riss, som farer rundt i det offentlige rum, nemlig dette: ”Bør man ikke tænke sig lidt om, inden man offentliggør sådanne tegninger? Bør man ikke tænke på konsekvenserne og tage lidt hensyn til dem? Bør man ikke være opmærksom på, om man fremmer integrationen eller hæmmer den med det, man gør? Og bør ikke sådanne hensyn veje tungere end ens absolutte brug af ytringsfriheden?”

Her ville jo nok de fleste andre være gået ind på spørgsmålets forudsætning, nemlig den, at man er lidt hensynsløs, når man sådan offentliggør tegninger, som man véd opfattes som en krænkelse af en stor del af Frankrigs befolkning. Det gjorde Riss imidlertid slet ikke.

Han stillede i stedet et modspørgsmål, her i min ret frie og bearbejdede gengivelse: ”Hvorfor rettes dette krav kun til os og aldrig til muslimerne? Det er ikke fair. Der er ingen rimelighed i, at kun den ene side skal tage hensyn, men ikke den anden”.

Der ligger utrolig meget i det modspørgsmål. Og ikke mindst ligger der en frugtbar nytænkning i det. Hvorfor er der ingen, der angriber muslimernes evindelige følen-sig-krænket? Hvorfor siger man ikke til dem, at de skal tænke på konsekvenserne? De må jo være klar over, at de med al deres krænkethedsfølelse gør det legitimt for muslimer at føle sig i modsætning til det franske samfund, og det er ikke just befordrende for integrationen. Og de må da også vide, at jo mere en sådan modsætning vinder indpas i de muslimske miljøer, des lettere bliver det for de terrorist-kim, der måtte ligge der, at vokse sig store og blive til rigtige terrorister. Alligevel bralrer de op om deres fornærmethed, alligevel skal alle og enhver vide, hvor meget tegninger i et forholdsvis lille fransk magasin krænker dem. Hvorfor er det ikke disse muslimer, der af diverse journalister bliver stillet overfor et krav om at tænke på konsekvenserne af det, de gør?

Nogen har sagt, at det mest effektive våben imod Charlie Hebdos tegninger er at ignorere dem. Det er vist oven i købet sagt af en muslim. Og det er da så sandt, som det er sagt. Man kan i hver fald konstatere – lidt kynisk – at mordene har indbragt Charlie Hebdo en anselig fortjeneste, for nu skal jo alle se bladet. Og man kan også konstatere, at attentatet har skærpet det franske samfunds vilje til at være sig selv og være sig selv bekendt; franskmændene er virkelig blevet opmærksom på, at ytringsfriheden er en del af den franske selvforståelse; svinder den ind, er det grundlaget for fransk kultur, der forsvinder.

Så de journalister, hvis spørgsmål Krasnik gengiver i sit interview, burde for det første spørge muslimerne, hvorfor de med deres krænkethedsfølelse og de voldelige reaktioner derudfra er med til at give deres modstander reklame, når det dog ville være meget klogere at ignorere bladet, og for det andet spørge sig selv, hvorfor de ikke stiller spørgsmål til muslimerne om, hvorfor de ikke holder deres eventuelle krænkethed for sig selv, når de dog må vide, at de med al deres råben op om krænkelser skaber grobund for terrorisme.

Desværre har jeg en ret tydelig fornemmelse af, hvorfor journalister ikke stiller dette efterlyste spørgsmål. Det skyldes, at der i os europæere sidder en rest fra den tid, hvor de muslimske lande var vores kolonier. Vi har fra den tid ”arvet” en overbevisning om, at disse mennesker ikke er nået op på vort niveau. Derfor ”stakler” vi muslimerne, derfor lader vi være med at stille samme krav til dem som til andre af vort lands borgere, derfor betragter vi dem som væsener af glas, der endelig ikke må gås for nær. Og derfor falder det ikke nogen journalist ind, at man kan stille krav til muslimer om at være tilbageholdende med at udbasunere deres krænkethed. Stille krav til muslimer? Det kan man da ikke.

Og endnu mere desværre passer den holdning fra vores side som fod i hose til den offerholdning, muslimerne har så let ved at indtage. At muslimer er ofre, ja, den påstand sluger vi råt, for – ikke sandt – det er jo så synd for dem. Men vi lægger ikke mærke til, at muslimerne på den måde bag om ryggen på os får magt over os. I sagen her: Det er lykkedes muslimerne at få os europæere til at rette os efter deres forbud mod at afbilde Muhammed, ikke blot i det egentlige offentlige rum, men også i dét offentlige rum, der udgøres af aviser og ugeblade.

Så at stille samme krav til muslimerne som til Charlie Hebdo-tegnerne om at tænke på konsekvenserne, det falder ingen journalist ind. Men det burde det gøre.

Godt, at Martin Krasnik med sit journalistisk relevante spørgsmål fik Riss til at svare, så han åbnede vore øjne for en helt anden problematik end den sædvanlige.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Hurra for Fanden!

  1. Pingback: En ny “Lars Vilks”? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s