Lille land, hvad nu?

Det danske sammenhold, det er, hvad der skal redde os igennem krisen efter terrorangrebet.

Sådan lyder nu fra mange side, blandt andet fra mange politikeres side, heriblandt statsministeren og Lars Løkke.

Og det er jo sandt nok, ja ligefrem indlysende. Derfor kan det undre, at Jacob Rosenkrands og team’et bag ham på Deadline i udsendelsen den 16-2 om aftenen fuldstændig havde misforstået dette budskab. Han og hans team troede minsandten, at det nu gjaldt om, at alle fremover skulle være enige. De to indslag, man forlystede os med denne aften, var derfor præget af, at han hele tiden – heldigvis for det meste forgæves – søgte at få deltagerne til at gå ind på hans misforståede vinkling af sagen. Han ville have Zenia Stampe fra de radikale og Marie Krarup fra Dansk Folkeparti til at love hinanden, at de fremover ville lade være med at stå i hver sit hjørne og skælde hinanden ud. Og han ville have Politikens Bo Lidegaard og Informations Christian Jensen til at have det samme syn på muslimer, selv om han benyttede lejligheden til at påvise, at de havde set helt forskelligt på, hvilken illustration der sømmede sig, når man ville omtale Lars Vilks og hans tegning af Muhammed som en rundkørselshund; Information bragte tegningen, Politiken ikke.

Denne tale om det danske sammenhold havde Rosenkrands, som kan man forstå, helt misforstået. Vi står sammen i Danmark, vi er enige om, at vi er uenige, men vort sammenhold viser sig ved denne lejlighed i, at vi er enige om, at vi er uenige på en civiliseret måde: vi bekæmper ord med mod-ord, tegning med mod-tegning, ikke med drab eller trusler om vold. Selv om Marie Krarup var uenig med Zenia Stampe om den muslimske indvandring, går hun ikke ud og anskaffer sig en kanon for at skyde hende. Det er så selvfølgeligt, at det i dansk sammenhæng ikke behøver nævnes. Det vil dog sige: Man behøvede ikke at nævne det tidligere, men nu er det måske knap så selvfølgeligt.

Men i hvert fald: Sammenholdet i Danmark er en enighed om, at dette igen skal være selvfølgeligt, at det igen skal være sådan, at man her i landet kan skælde hinanden ud for hvadsomhelst, udskæld vil kun blive mødt med mod-udskæld, ikke med vold eller trusler.

Igen? Det skal igen være selvfølgeligt med denne afstandtagen fra vold? Hvorfor ”igen”?

Ja, for det er det jo åbenbart ikke nu. Igennem denne terrorhandling er det kommet frem, at der er store dele af vort folk, der ikke vil være med i dette sammenhold. Og den megen tale om det sammenhold, der skal skaffe os krisen på afstand, virker derfor i ret høj grad som en besværgelse, omend man jo bestemt må dele det ønske, der ligger i besværgelsen.

Det er dog ikke alle, der opfatter talen om nationalt sammenhold som en besværgelse. Den folkelige elite har stadigvæk svært ved at se virkeligheden i øjnene, den virkelighed, at der er kredse vort samfund, muslimske kredse, som ikke vil være med i sammenholdet. Statsministeren var ude med den efterhånden næsten obligatoriske vending fra politisk hold, når et terrorangreb har fundet sted: dette har ikke noget med islam at gøre. Og andre, medier og politikere og kommentatorer, synger med på den samme melodi.

Og så meget må da indrømmes, at selv om nogen hørte, at én eller anden – formentlig gerningsmanden – råbte noget fremmedsprogligt i forbindelse med skuddene ved Krudttønden, så er det ikke verificeret, at det blev råbt på arabisk, eller at han råbte ”Allahu ahbar”. Men det er ikke til at komme udenom, at terroren i København var en tro kopi af den i Paris: først et attentat mod ytringsfriheden, så ét mod jøderne. Og for de tungnemme er der så siden sket det, at der er blevet lagt blomster på det sted, hvor gerningsmanden blev dræbt af politiet. De er godt nok blevet fjernet af nogle hætteklædte mænd, men de forklarer sig med, at dette at lægge blomster ved et sådant sted ikke er en muslimsk skik. I stedet har de skrevet en seddel, hvorpå de ønsker ham fred, formodentlig ikke i helvede, men i paradis, se her.

Giver det ikke et ret tydeligt fingerpeg om, at mange muslimer billiger hans handling? Og fortæller det ikke noget om den enorme kløft, der adskiller sådanne muslimer fra det normale danske samfund? Og giver det ikke os normale danskere en enorm opgave med at få den kløft fjernet, med at komme ud af besværgelsens passivitet og over til mere konkrete handlinger?

Men hvilke handlinger?

Kai Sørlander har den 17-2 en udmærket kronik i Jyllands-Posten, se her, hvori han overvejer forholdet mellem islam og demokrati. Er det nok, at muslimer tager afstand fra de mange muslimske terrorhandlinger? Nej, der må mere til, hvis de skal være demokrater. Er de gode demokrater, hvis de ønsker stemmeret? Nej, de må anerkende den frie diskussion, de anderledes tænkende mindretal.

Men betyder det så, at muslimer ikke kan være demokrater? Det afhænger af, om man kan være muslim og samtidig adskille sin politiske forpligtelse fra sin religiøse tro. Om man altså helt kan sætte sig ud over kravet om, at samfundet skal være underlagt islamisk lov. Det er klart, at det er der nogle muslimer, der kan, fordi de faktisk selv forstår dette dilemma og vælger demokratiet. Som eksempel kan nævnes folk som Bassam Tibi og Naser Khader – og i dag hører Ahmed Akkari også hjemme i den kategori.

Jeg har selv mange gange været inde på det samme spørgsmål, første gang vist i et indlæg fra 2007, se her, med den bastante titel: ”Islam kan ikke være demokratisk – muslimer kan”. Men jeg må indrømme, at dette indlæg er lige så flertydigt som Sørlander-citatet her. For det bliver ikke klart, om de folk, Sørlander nævner, kan være fuldgyldige demokrater og fuldgyldige muslimer på én og samme tid. Er der nogen af dem, der er fremkommet med en ”moderne” islam-tolkning, der giver demokratiet en plads indenfor islam? De to sidste har ikke leveret denne vare, Bassam Tibi måske. Men mange andre har jo ikke kunnet forene islams krav om at være den eneste kilde til samfundslovene med demokratiets forestilling om menneskeskabte love og er derfor blevet ateister.

Nå, Jacob Rosenkrands’ ønske om, at den tid er forbi, da politikere og meningsdannere, grundigt uenige, skælder hinanden ud for det værste, viser sig meget hurtigt ikke at gå i opfyldelse. Og godt det samme. Jyllands-Posten skrev den 16-2 i en leder, at

Derfor bør det være helt ukontroversielt at konstatere, at en grum følge af indvandringen fra Mellemøsten er disse års angreb på de samfund, som har givet islamisterne husly og muligheder. Udviklingen er irreversibel. Deraf det tunge ansvar på denne politikergeneration.

Umiddelbart efter hedder det:

Det gavner ikke den kulturkamp, som politikerne nu træder an til, hvis vi fortsat dyrker klicheen om muslimske indvandrere som ofre. Hvor ofte er den påstand ikke blevet gentaget i de seneste 10 år: Muhammed-tegningerne skulle bruges til at trampe på en forfulgt og udsat minoritet. Men de muslimske mindretal er ikke undertrykte eller forfulgte. Tværtimod har de – eller tager sig – flere rettigheder end så mange andre mindretal. Myten om, at Europas muslimer skulle være ”vor tids jøder”, er en simpel løgn, som ikke mindst venstrefløjen har holdt krampagtigt fast i.

Det har fået én af bladets blog-skrivere, Camilla Schwalbe, til at fare i blækhuset, se her. Hun angriber det øverste af de to citater, jeg har bragt, med følgende svada:

Her overgår Jyllands-Posten selv ”Den korte avis”, der ellers udmærker sig ved stygge og uhæderlige angreb på muslimer og islam. At vi oplever mere og mere terror, det kan ingen være i tvivl om, men at forsøge at skabe sammenhæng mellem indvandringen til Europa og terror er en fejlslutning. For ekstremister og folk der vil tage eget og andres liv i kampen mod demokratiet, er ikke kristne, muslimer eller andet. De er først og fremmest de største kujoner af alle.

Og det sidste citat får følgende ord med på vejen:

Krampagtigt? Jeg opfatter nu mere Jyllands-Posten som virkelighedsfjern. Jeg forstår udmærket godt, hvis vores 250.000 muslimske medborgere føler sig forfulgt. Fremmedhadet har formentlig aldrig været større. Og som flere af mine muslimske kammerater har sagt, så er det svært at integrere sig i et samfund, hvor man dybest set ikke føler sig velkommen.

Om muslimer eventuelt selv skulle have en del af skylden for, at vi ikke vifter med alle flag for at byde dem velkommen, det falder ikke Camilla Schwalbe ind.

Søren Pind – også han – har været ude med en statusopgørelse på sin blog, se her. Han skriver bl.a.:

Vi kan ikke snakke uden om. Der er mennesker, der hader moderniteten og den frie verden så meget, at de vil dræbe på grund af den. Disse mennesker findes også hos os selv. Og vi har været for passive i forhold til at assimilere disse mennesker og gøre dem danske. Så danske som den jødiske unge mand, der faldt i går.

Han omtaler sin tid som bygge- og teknikborgmester i København og mindes den modstand, der var imod at gøre noget for at komme udviklingen hen imod parallelsamfund tillivs.

Det får han på hattepulden for af Gitte Seeberg, se her. Hun skriver bl.a.:

Venstres Søren Pind har allerede nu droppet borgfreden og er begyndt at kritisere regeringen og Helle Thorning-Schmidt for – ifølge ham – at se stiltiende til, mens et parallelsamfund vokser frem.

Det er usmageligt og hører ingen steder hjemme – vi ved ikke, hvad den unge mands motiv var, eller hvad han er rundet af. Vi ved, at hans handling er afskyelig, og det kan vi alle være enige om.

Men det er utroligt, at en liberal som Søren Pind tror, at man kan lovgive sig til alt. At tænke sig at han tror, at vi kan undgå terror, hvis alle Syriens-krigere blev dømt som landsforrædere.

Også hun lukker øjnene. De fleste andre kan udmærket se, hvad den unge mand var ude på, hvilket miljø han kom fra og hvad motivet for hans handling var. Men parallelsamfund? Uha, uha, når vi ikke nævner dem, forsvinder de sikkert af sig selv.

Og dog skorter det på konkrete politiske tiltag mod de muslimske parallelsamfund. Kun Mikael Jalving giver nogle bud i slutningen af sit blogindlæg, se her. Han spørger, hvor folket er henne, hvor dette ”vi” er, der nu skal stå sammen, og svarer meget lidt fortrøstningsfuldt:

Kære venner: Der er desværre ikke længere noget vi eller os i dette land; der er muligvis slet ikke længere noget folk. Overgivet til relativisme og socialdemokratisme kan vi ikke længere se fjenden for bare venner.

Og til sidst fremkommer han med en række konkrete forslag, om at revidere flygtningekonventionen af 1951, om at tage demografien iagt, om at opgive Schengen-samarbejdet, osv. Som det første forslag skriver han:

Vi er nødt til – i hvert fald en periode – at standse masseindvandringen fra primært muslimske lande, herunder trimme vores velfærdssystemer, så de ikke kan misbruges, som de er blevet det i mere end 30 år. Desuden er det næppe etisk forsvarligt at tømme Mellemøsten og Nordafrika for de mest priviligerede.

Og et sådant forslag turde jo være indlysende. Som også Marie Krarup fik indskudt – meget imod Rosenkrands’ vilje – så nytter det ikke noget at snakke om integrationsforslag, hvis man ikke er villig til at standse den stadige tilgang af nye uintegrerbare muslimer.

Jeg vil vistnok give ham ret i, at det ikke er etisk forsvarligt med denne masseindvandring. Men det håber jeg at komme ind på i et senere indlæg.

Advertisement