Heroisme og tilfældighed

Der er kommet forskellige ting frem om begivenhederne i og udenfor ”Krudttønden” den 14. februar i år.

Én af deltagerne fortalte, at han efter skyderiet åbnede den dør, der fører fra foredragssalen direkte ud på gaden. Men da han så ind i terroristens øjne, et par naive øjne i et ansigt dunet med skæg på hagen, lukkede og låste han skyndsomst døren igen. Det lyder lidt mærkeligt. For ville terroristen, Omar El-Hussein, ikke efter al sandsynlighed have benyttet sig af den chance, der opstod dèr, til at skyde ind i foredragssalen eller måske endda forsøge selv at trænge derind.

Det gjorde han ikke, og det kan skyldes dårlig forberedelse fra hans side. For hvis han har vidst, at der fandtes en sådan dør, ville han vel have et vist ønske om at benytte den.

Der foreligger vistnok også vidnesbyrd om, at terroristen først har været omme ved køkkendøren. Den var imidlertid på det tidspunkt låst, og han gik derfor om foran bygningen. Om han har forsøgt at komme ind via den omtalte dør, er uvist. I hvert fald begyndte han at skyde gennem det store glasparti ind i foyeren. Det var derved, han sårede tre betjente.

Så har nogle også kritiseret politiet, fordi de ikke beskyttede stedet godt nok. Der var ikke placeret politifolk udenfor på gaden, to betjente stod og drak kaffe, da skyderiet begyndte, og én betjent havde ikke fået sin skudsikre vest på.

Det kan altsammen være rigtigt nok, men sådanne iagttagelser må kombineres med den sikkerhedsvurdéring, politiet foretog, og som vi formentlig får lidt indblik i, når den redegørelse, folketinget har bestilt, foreligger. Vurdérede man måske, at det ville gøre mere skade end gavn at stille maskinpistolbevæbnede betjente op uden for ”Krudttønden”? Derved ville man jo signalere, at der foregik noget, der krævede beskyttelse, indendøre. Og man må i hvert fald erkende, at selv om betjentene blev såret, formåede de at besvare ilden fra terroristen. Og det kan jo meget vel være det, der har fået ham til at flygte. Han har indset, at han kun kunne komme i nærheden af Lars Vilks, hvis han først uskadeliggjorde de sårede betjente. Og det var for meget for ham.

Så er der Finn Nørgaard, manden, som blev dræbt udenfor ”Krudttønden”.

Til at begynde med forlød det, at han blot var blevet skudt ned. Senere er det kommet frem, at han først forsøgte at overmande terroristen. Han trængte ind på ham bagfra og prøvede at vriste geværet fra ham. Desværre lykkedes det ikke. Terroristen vandt, og Nørgaard blev skudt. Det er lidt uklart for mig, i hvilken rækkefølge tingene er sket. Efter det, der forlød til at begynde med, ville man tro, at Finn Nørgaard blev dræbt med terroristens første kugler; hvis han derimod ville afvæbne ham, må man formode, at det var de sidste kugler, der blev brugt imod ham.

I en engelsksproget artikel hylder Douglas Murray Finn Nørgaard, se her. Han leger lidt med den tanke – måske på en lidt for opgejlet måde – at Finn Nørgaard burde have en Oscar for at være den ”tapreste filminstruktør”. Men så fortæller han nærmere om begivenhederne og har nogenlunde det samme at fortælle derom, som jeg: at man først havde én version, senere en anden, hvor Finn Nørgaard indtog en mere heroisk attitude. Men så drager han følgende konklusion:

Folk indenfor i cafeen mener nu, at det var Nørgaard, der hjalp dem med at redde livet. Hvis ikke han havde bekæmpet terroristen og vundet værdifulde ekstra sekunder for politiet og andre, er det sandsynligt, at antallet af dræbte ved ytringsfrihedsarrangementet ville have været meget større, og virkningen på Europas ytringsfrihedskamp kunne være blevet uberegnelig.

Det er et muligt hændelsesforløb. Men det er også muligt, at der var en række tilfældigheder indblandet i begivenhederne, så det er umuligt at konkludere noget sådant. Det kommer an på, på hvilket tidspunkt Nørgaard angriber. Man har på en båndoptagelse kunnet høre skuddene. Og der var mange. Og hele skudvekslingen syntes overstået utrolig hurtigt. En nærmere analyse vil nok kunne afgøre rækkefølgen af skuddene, hvornår det er terroristens skud, og hvornår det er politiets. Og spørgsmålet er: Er der et ophold i terroristens skud, som kan vise Nørgaards forsøg på overmandelse? Og kommer politiets skud først bagefter dette ophold?

Men er det ikke værd at gøre opmærksom på, at Nørgaards gerning er heroisk, uanset, hvordan en sådan undersøgelse falder ud? Om en gerning er en heroisk gerning eller ej, afhænger jo mere af villigheden til at sætte livet på spil end af udfaldet af gerningen. Og den villighed havde Nørgaard. Og den er beundringsværdig, uanset om hans gerning var med til at redde liv eller ej.

Det forekommer mig, at Douglas Murray er ude i et lidt misligt ærinde, når han uden synderligt belæg opdigter en situation, hvor Nørgaards overmandelsesforsøg faktisk kom til at få betydning. Specielt, når han har så lidt at underbygge sin påstand med (han er ikke helt nøjagtig i sin beskrivelse, f.eks. mener han, at terroristen var kommet ind i forhallen, hvilket er forkert).

Det samme lidt for fromme ærinde er en spanier, Mario Vargas Llose, ude i, se her. Hos ham er det blot Dan Uzan, der tildeles en redderrolle:

Allt tyder på att den modige Dan Uzan genom att offra sitt liv hindrade terroristen från att tränga in i synagogan och genomföra ett blodbad, där en grupp ungdomar firade konfirmation.

Man er vel nødt til at sige, at det tyder alt faktisk ikke på. Man kan måske undre sig over placeringen af folkene ved synagogen. Uzan stod ved porten, to betjente bagved. Men det var måske snarere betjentenes tilstedeværelse end Uzans, der holdt terroristen borte, for de var bevæbnede, hvad Uzan ikke var.

Men gør det nogen forskel i vor anerkendelse af Dan Uzans beredvillighed? Dette, at den, der står på denne post, risikerer at miste livet, er vel noget, man kun véd med en lille snert af sin bevidsthed. Men Uzan tilbød sig på trods af denne viden. Deri ligger det beundringsværdige i hans handlen.

Det eneste, man kan sige om situationen ved ”Krudttønden”, er vel, at havde der stået bevæbnet politi udenfor lokalerne, ville Finn Nørgaard måske ikke have følt sig foranlediget til at gribe ind for at overmande terroristen. Men Finn Nørgaards handling er så ekstraordinær, at man formentlig ikke har haft en sådan tanke med i sine overvejelser, da man fastlagde sikkerhedsproceduren omkring ”Krudttønden”.

Men ellers må vi vente, til redegørelsen foreligger.