Der er et enkelt udsagn fra den finske præsidents åbningstale, som jeg ikke fik gjort nok ud af i mit sidste indlæg. Det er dèr, hvor han siger:
Vi er nødt til at spørge os selv, om vi ønsker at beskytte Europas værdier og Europas folk, og dem, der virkelig er i akut fare, eller vi ufleksibelt vil holde fast ved de internationale forpligtelsers bogstav uden hensyn til konsekvenserne.
Den anden mulighed, han nævner, er den, som langt de fleste politikere og journalister holder på. Ikke i teorien, når det stilles op som modsætning til det at sørge for dem, der virkelig er i fare, men i praksis, i den måde, vi bedømmer hinanden på.
Der har længe fundet en fromhedskonkurrence sted i Europa. Man har i denne konkurrence tilføjet ikke så lidt til konventionerne. I den bedste mening, naturligvis, men jo samtidig i den hensigt at pudse sin egen glorie, eller altså: i den hensigt, at andre lande ikke skal pege fingre ad én.
Den holdning til etikken: at det drejer sig om at holde sig den etiske regels bogstav efterrettelig, vender Jesus sig kraftigt imod. Tydeligst måske i lignelsen om de betroede talenter, Matt 25,14-30. Netop den holdning er det, der møder bebrejdelse. De to første tjenere har den rette holdning, men den tredje tjener siger til sin herre:
Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er.
”Her har du, hvad dit er!” Det er en holdning, der ikke ser på konsekvenserne, det er en holdning, der kun er ude på at have sit på det tørre, det er en holdning, der ikke vil møde bebrejdelse for nogetsomhelst. Altså netop den holdning, som præger vore politikere: ”Vi er nødt til at lukke dem ind, der banker på vor dør!” Man er bange, ligger under for en nødvendighed, for den fortolkning af konventionerne, som den store fromhedskonkurrence har skabt.
Og man gør det ”uden hensyn til konsekvenserne”. Man har nok en fornemmelse af, at dette at føre en utrolig stor mængde fremmede mennesker ind i et homogent folk ikke er så smart endda. Men man bortforklarer det, man bagatelliserer de vanskeligheder, der jo forlængst har vist sig med integrationen, man griber i sin kvide til at bruge den omvendte rækkefølge: Nu skal alle migranterne, så snart de kommer ind af grænseporten, sættes i arbejde, dvs., det skal være arbejdsmarkedet, der skal lære dem sprog og lære dem at finde sig til rette i Danmark. Hvilke konsekvenser det har for Danmark med så mange uintegrerbare indvandrere, vil man ikke overveje. Det tager man ikke med i sine betragtninger. Det vil sige: man er bundet af den farisæiske holdning, som Jesus med denne lignelse vender sig imod. Hvor man skulle gå tilbage til de oprindelige konventioner, der giver mulighed for at afvise mennesker, der kommer fra sikre lande, dèr har man Schengen- og Dublinregler for øje – skønt de forlængst er overtrådt og nedgjort af en række lande – for man vil stadig tage sig godt ud i andres øjne, man vover stadig ikke at tage hensyn til de negative konsekvenser for ens eget folk.
Man kan sige det på en anden måde: Den lov, Jesus anbefaler disciplene at rette sig efter, er det, man filosofisk kalder ”den naturlige lov”, dvs., det er den lov, der udspringer af det liv, vi lever med hinanden. Det er altså den lov, der kan forklares og begrundes med vor fornuft.
Men netop en sådan fornuftbaseret etik vender eliten sig bort fra.
Vi har således i vor europæiske tradition fået noget, der kaldes den utilitaristiske etik. ”Størst mulig lykke for det størst mulige antal mennesker”, hedder det, og det må vel siges at være udtryk for den størst mulige fornuft. Men når så nogle søger at udmønte dette på den forhåndenværende migrantkrise og møjsommeligt forklarer, at de penge, der gives til de migranter, der banker på vor dør med ønsket om at blive indvandrere, ville kunne gøre langt mere gavn, altså hjælpe et langt større antal mennesker, hvis de blev brugt til at forbedre forholdene for flygtningene i nærområdernes flygtningelejre, så vender eliten det døve øre til, så er man ganske uimodtagelig for fornuft, så vender man sig imod dem, der foreslår dette fornuftige tiltag: Hå, du er bare ud på at slippe for at få en muslim til nabo!
Eller er det måske den katolske etik med dens tvivlsomme menneskesyn, der har vundet over europæerne? Katolikkerne fastholder jo med stædig vedholdenhed præstecølibatet, selv om alle erfaringer tyder på, at det volder store vanskeligheder, og selv om det ikke er noget, der gavner hverken kirken eller præsterne. Luthers forståelse af, hvad en god gerning er: at det er en gerning, der gavner næsten – en forståelse, der har vundet gevaldig fodfæste i så at sige alle dele af de europæiske samfund – synes på det punkt at være bortelimineret.
På samme måde med al vor integrationssnak. Vi skal absolut vise os selv og alverden, at vi er ”gode” mennesker, dvs. mennesker, der kan acceptere de fremmede. Og hvis sociologien fortæller os, at det går galt i alle de samfund, hvor forskellige kulturer lever side om side, så er det virkelig værst for sociologien. For vi her i 2016, vi har skabt det nye menneske, det menneske, der er åben overfor alle fremmede, ikke mindst muslimer, og er flertallet af befolkningen ikke det, må det være elitens opgave at opdrage folket til at kunne acceptere det anderledes og indse, at disse fremmede i grunden er ligesom os, vil det samme, har de samme ønsker og drømme, så det eneste, de mangler, er vores accept. At alle de ting, man kan måle med sociologiske metoder, kriminalitetsstatistik, ghettobeboelse, skoleresultater, osv., fortæller os, at de fremmede netop ikke er som os, det ser man stort på, det er jo ikke de fremmede, der skal opdrages, det er danskerne.
Eller tag Uffe Elbæks bemærkning i en Deadline-udsendelse. Han var inde på, at vi slet, slet ikke havde nået grænsen for, hvad vort samfund kunne klare. ”Vi er et rigt samfund”, sagde han, men han sagde mere end det, han sagde faktisk: ”Vi er et rigt og velorganiseret samfund”. Og det er sandt: en stor del af vores rigdom skyldes netop, at vi er gode til at organisere os. Men det faldt ham slet ikke ind, at vi med det store influx af muslimer er i færd med at gøre vore samfund mindre velorganiserede. For med dem får vi jo en række mennesker indenfor, som ikke uden videre forstår samfundets koder, som ikke vil lade sig integrere, som ikke forstår sig som først og fremmest danskere, men som først og fremmest muslimer.
Vi er i færd med at gennemleve et gevaldigt samfundseksperiment. En løber kan godt løbe med blysko, men han vil selvfølgelig ikke løbe så godt som én med almindelige løbesko. Blyet vil hæmme ham. Sådan vil de fremmede hæmme vort samfund. Og vi – den danske løber – får efterhånden hægtet så mange lodder på benene, at vi ligner den undslupne fange fra vittighedstegningerne, der kommer bærende med den jernkugle, han er lænket til.
Og hvorfor gør man det? Hvorfor er man ikke fornuftig? Hvorfor skal man absolut finde sig i at modtage flere og flere uintegrerbare muslimer?
Fordi man er farisæer. Fordi man har den stædige overbevisning, at vi almindelige danskere da må kunne opdrages til at være ”gode” mennesker. Fordi man lider af den falske forestilling, at et godt samfund ikke skal gøre gode gerninger (det vil sige: gavnlige gerninger) ved at hjælpe andre samfund på fode, men ved at indoptage disse andre samfunds mennesker i sig, skønt det med sikkerhed vil føre til vore samfunds forfald, og dermed til en mindre evne til at hjælpe andre samfund.
Det er en meget farlig farisæisme, vi dèr er blevet ramt af. Og det er en farisæisme, der netop ser bort fra konsekvenserne. Eller som den finske præsident sagde det: ”der ufleksibelt vil holde fast ved de internationale forpligtelsers bogstav uden hensyn til konsekvenserne”.
ricardtriis 