Orlando-massakren

Så oplever vi det igen. En massakre på en række uskyldige mennesker begået af en muslim. Og en række politikere og kommentatorer, der vægrer sig ved at sige ordet ”muslim”, og det på trods af, at manden selv, Omar Mateen, ringede til alarmcentralen og sagde, at han havde svoret troskab til Islamisk Stat. De viger uden om at lade hans muslimske tro være det afgørende ved terrorhandlingen. Man bliver ved og ved med at påpege, at man ikke kan finde noget link til Islamisk Stat: han har ikke været i Syrien, han er opvokset i USA, osv. Hans Rustad fra document.no bemærker med rette, at det da er lige så alvorligt, hvis han er en ensom ulv, der blot har modtaget inspiration fra IS, se her. Faktisk gør det hans handling langt vanskeligere at håndtere.

Og det er muligvis det, der får medier og politikere til at være så ivrige efter at tale udenom: Man tør ikke se den situation i øjnene, at en hvilkensomhelst muslim i løbet af kort tid, ét år, to år, tre år, kan udvikle sig fra en arbejdsom samfundsborger til en terrorist. Det er jo tilsyneladende, hvad der er sket med Omar Mateen. Og kan det ske med ham, kan det så ikke ske med enhver muslim, moderat eller ekstrem, sufi eller salafist?

Det spørgsmål er afgørende.

Donald Trump har straks udnyttet massakren i sin valgkamp – og det spørgsmål blev ivrigt diskuteret i Deadline den 12-6, i mangel af teologisk viden til at diskutere det mere væsentlige spørgsmål om islams rolle – idet han har sagt om Hillary Clintons og Barack Obamas tweets, at de ikke duer til at styre landet, hvis de ikke tør bruge ordene ”radikal islamisk terrorisme”.

Desværre må man sige selv om denne bemærkning fra hans side, at den ikke er skarp nok; han kan lige så godt med det samme slette ordet ”radikal”, for det er islam som sådan, der er radikal, det er islam i sig selv, der kræver jihadisme af sine tilhængere.

At de to demokrater har udnyttet sagen til at underbygge deres krav om større våbenkontrol, skal så lige nævnes i forbifarten. Men man må tilføje, at de ikke har nogen god sag. FBI har i to omgange haft Omar Mateen i kikkerten, endda haft samtaler med ham. Alligevel var de amerikanske frihedsrettigheder i henhold til at købe våben så snærende, at de ikke kunne forhindre ham i at have adgang til våben i kraft af sin ansættelse ved et vagtfirma og heller ikke kunne forhindre ham i at købe det våben, der blev brugt ved mordene.

Det forfærdelige ved en hændelse som denne er, at den jo viser, at det er praktisk taget umuligt på forhånd at spotte en muslim, der er ved at blive radikaliseret. Når man har en mand som Omar Mateen i kikkerten hele to gange og ikke kan gøre noget for at forhindre, at han ender som drabsmand på 49 uskyldige mennesker, så viser det de umådelige vanskeligheder, der er ved at have fået et stort muslimsk kontingent af indvandrere indenfor vore grænser.

På Human Rights Service’s hjemmeside har Nina Hjerpset-Østlie en artikel, se her, hvori hun nævner de muslimske angreb Vesten har været udsat for gennem de sidste år. Og det er mange, forfærdende mange. Men stadig dukker efter hvert angreb de sædvanlige fraser op fra ansvarlige politikere: ”Vi må videre; vi må ikke lade os påvirke; dette har intet med islam at gøre; hvis vi siger det, er vi med til at skabe splittelse i samfundet”, osv. osv.

Alt det siger man på trods af at Omar Mateen selv har erklæret, at dette er gjort i Islamisk Stats navn. Og på trods af, at man har fundet en imam, som kan have været inspirator for Omar Mateen. Det drejer sig om den britiske imam Farrokh Sekaleshfar, der i et oplæg på universitetet i Michigan bl.a. har sagt:

Hvis de [synderne, deriblandt de homoseksuelle, rr] dør, vil de synde mindre, og gennem dødsstraffen bliver de tilgivet og ikke holdt til regnskab for deres synd. Hvis vi ønsker det bedste for folk, skal vi have medfølelse nok for folk til at effektuere det. Sådan er det også med homoseksualitet. (Se her).

Via dette link kan man finde en video med imamens mordopfordring på. Men selvfølgelig vil han ikke kalde det en mordopfordring. Nej, man yder de pågældende en barmhjertighedsgerning, godt nok imod deres egen vilje, men det er en god gerning, man gør imod dem. For man gør det muligt for dem at komme i paradis. Senere hykler han gevaldigt ved at udtrykke medlidenhed med de efterladte.

Hvad skal vi gøre ved den slags forbrydelser?

Mikael Jalving, blogger på Jyllands-Posten, har på sin blog, se her, sat overskriften: ”Had gør det ikke alene – heller ikke i Orlando”, og skammer i teksten selv diverse politikere ud, fordi de ikke vover at tale om islam:

Jøderne forlader Europa, muslimer kommer hertil, og i disse byer lever de i koncentriske cirkler og diaspora. Jihadister inderst, kriminelle netværk udenom og dertil naturligvis også fredelige muslimer, hvoraf en andel forsøger at deltage i det omgivende samfund. Ét begrebspar er særligt vigtigt i denne sammenhæng, og det er begrebsparret skam og ære. Det findes i alle stammesamfund og dispora, men accentueres før som nu af islam, fordi islam forener det himmelske med det jordiske. Skam og ære er enten/eller: Æren skal forsvares mod skam; skam skal hævnes med ære. —

Det er derfor, det ikke handler om religion, når Omar af København angriber en svensk karikaturtegner og den jødiske synagoge. Det er derfor, det ikke handler om religion, når Omar af Orlando myrder og sårer ethundrede mennesker i en mondæn bøsseklub. Det er derfor, det ikke handler om religion i Paris, Bruxelles, Stockholm eller noget andet sted på kloden, hvor islams raskeste svende lægger vejen forbi.

Det handler ikke om islam, fordi det ikke må handle om islam, færdig, slut, prut, forbudt.

Desværre forsøger Jalving ikke at komme med noget svar på spørgsmålet om, hvad vi da skal gøre ved det.

Det vil jeg prøve på her:

Vi skal være ved, at vi er i krig med islam. Og vi skal derfor gribe til de forholdsregler, man griber til, når man er i krig. Da USA blev angrebet af Japan under Anden Verdenskrig, tog man vare på de civile japanere, der boede i USA. Og man tog ikke vare på dem på den måde, at man formanede dem: ”Vil I ikke nok holde med os?” Man tog heller ikke vare på dem på den måde, at man åbnede armene for dem og viste dem al mulig imødekommenhed af angst for at støde dem over i den japanske kejsers lejr. Nej, man gik på forhånd ud fra, at de i hjertet holdt med deres folkefæller i krigen mod USA, man stolede ikke på dem over en dørtærskel til at begynde med, og man internerede dem derfor i særlige lejre alle til hobe. For man var i krig, og i krig må man tage sine forholdsregler.

Det kom så forøvrigt senere til en slags forsoning mellem de internerede japanere og amerikanerne, for unge japanere meldte sig i krigstjeneste for USA, og USA sendte dem til Europa for at deltage i kampen mod Nazityskland.

Hvis vi nu på tilsvarende måde erkender, at vi er i krig med islam, nå ja, så stilles vi i Europa overfor den vanskelighed, at det vil være noget nær umuligt at internere alle muslimer, som vi f.eks. internerede de tyske flygtninge i særlige lejre her i landet efter krigen; de er simpelthen blevet for mange. Men mindre kan også gøre det. Dog må vi bryde med nogle af vore principper; de svarer ikke til den modstander, vi står overfor.

I en normal krig kan man slå igen imod fjendens territorium, og tanken er jo, at det skal gå sådan, at træk avler modtræk, der så måske kan føre til en art våbenstilstand, fordi begge parter kan indse, at når den anden part er så ”fræk” at slå igen, kan det ikke betale sig med den krig. Desværre kan der jo ofte gå lang tid, før man når til den erkendelse, men alle krige har dog fået en ende før eller siden.

Men i krigen mod islam kan vi jo ikke slå til mod fjendens territorium, for fjenden bor midt iblandt os. Og hvad så?

En lige så umulig situation stilles vi overfor, hvis vi vælger at betragte terrorhandlingerne fra muslimsk side som normale forbrydelser. For det særlige ved de muslimske terrorhandlinger er jo, at hvor normale terrorhandlinger – f.eks. kommunistiske – kan bekæmpes ved at man fanger terroristen og forhører ham og straffer ham, så er den muslimske terrorist ligeglad med straffen, for han søger selv døden, hvorved han mener, han kan opnå en plads i paradiset. Og vi har endnu ikke lært vort terrorbekæmpende politi at fange terroristerne levende, så de kan blive ”straffet” med at komme i fængsel i stedet for at dø.

Vi gør os store anstrengelser for at få straffet krudttøndeterroristens venner, men det er vel tvivlsomt, om det vil have nogen synderlig afskrækkende virkning. Og hvad så?

For det første vil jeg foreslå, at vi bryder med vore demokratiske principper og giver os til at registrere muslimerne. Jeg véd godt, at vi dermed går ind på muslimernes tankegang, for deres statsopfattelse siger jo netop, at de, muslimerne, er noget for sig, andre er kun dhimmier. Men fordi vi med de mange muslimers tilstedeværelse i vore samfund stilles overfor helt andre problemer, må vi gribe til helt andre redskaber i denne kamp. Man kunne selvfølgelig også sige, at når muslimerne med deres mange selvskabte særegenheder – tørklæde, håndtryksnægtelse, og den slags – selv søger at skille sig ud fra det store samfund, så er de selv skyld i, at vi nu gør det samme ved dem, som de selv gør ved sig selv: kendetegner dem som muslimer.

Men meningen er ikke at give igen med samme mønt, meningen er snarere at føre kampen over på modstanderens territorium.

For formålet med denne registrering er at kunne straffe kollektivt – og det er så et andet princip, vi bryder med. Formålet er, at vi, når en terrorhandling her i landet har fundet sted, f.eks. kan ”idømme” hele det muslimske samfund eller dele af det en karantæne fra alle offentlige ydelser på en måned. De, der er i arbejde, vil ikke mærke noget, men de, der er på offentlig forsørgelse, vil mærke det på deres pengepung. Man kunne naturligvis også opkræve en bøde af hver muslim, men det andet vil nok virke bedre.

Vi kan sige, at vi påtvinger muslimerne en slags obligatorisk ramadan.

Vi har prøvet næsten alt. Vi har prøvet den blide måde, den imødekommende måde, den formanende måde, men intet synes at virke. Imamerne er fornærmede over, at de hele tiden skal tage afstand og tage afstand, og vi har jo ikke haft held til at forhindre dem i at rådgive deres menigheder efter koranens forskrifter, hvad vi jo nok heller ikke kunne forvente af dem.

Hvis noget sådant bliver gennemført, vil det tvinge imamerne til at være noget mere forsigtige i deres formaninger, ja måske de ligefrem vil kunne se, at vi mener det alvorligt, når vi beder dem om at arbejde for integrationen og ikke imod den.

Det vil også kunne medføre, at store dele af det muslimske samfund vil ærgre sig over terroristen, hvilket vil kunne påvirke terroristen selv til ikke at foretage sin påtænkte terrorhandling.

Selvfølgelig vil der være advarende røster, der siger, at vi med sådanne ting skubber vore muslimske landsmænd længere ud i deres subkultur. Men mit svar til det vil være, at de allerede er skubbet så langt ud, som de kan komme. Én millimeter fra eller til gør ingen forskel.

De vil selv stille sig i modsætning til vort samfund. Nuvel, så lad dem se, hvad en sådan modsætning betyder.

Man kunne også tænke sig, at mange muslimer aldeles ikke vil mene om sig selv, at de på nogen måde støtter terrorisme. Derfor vil de kræve at blive slettet af listen over muslimer, så de fremover vil kunne modtage hjælp fra det offentlige, også når der er blevet udført en terrorhandling i landet.

Og spørgsmålet er, hvordan vi nu skal kunne stole på dem. Enhver kan jo komme og sige sådan. Men da hele set-uppet hviler på den kendsgerning, at alle muslimer ved at acceptere koranen som grundlag for deres liv, godkender jihadisternes terrorhandlinger, kan man opstille en prøve for sådanne moderate muslimer: Ved en særlig tilrettelagt handling kan man bede dem kaste en koran på et til formålet opstillet kulbækken. Så vil de kunne anerkendes som ”koranfri” muslimer, og vil kunne siges helhjertet at tage afstand fra terroristernes handlinger.

Men naturligvis skal de tilbage på listen over ikke-koranfri muslimer den dag, de går med tørklæde, ikke vil give hånd til nogen af det modsatte køn, går i svømmehal for specielt muslimske kvinder, osv.

Hvordan vil det gå med forholdet til vore hjemlige muslimer, hvis disse forslag bliver gennemført?

Ja, det er jo ikke til at vide. Vi risikerer at få en midlertidig skærpelse af krigen, men det kan også være, at de moderate muslimer virkelig kan få skovlen under de ekstreme, så alle vore muslimer bliver normale mennesker, der kæmper for dette livs og ikke det kommende livs goder.

Helst ville jeg selvfølgelig nøjes med at regne med, at de moderate muslimer – hvor de så end måtte være – vil vinde til sidst. Helst ville jeg håbe på ikke mindst de muslimske kvinder, for mange af dem kan jo godt se, at de liv, de kan leve efter vestligt mønster, er bedre end det, den muslimske kultur kan tilbyde dem. Helst ville jeg nøjes med at sige, som jeg plejer, at vi såmænd bare skal vente et par hundrede år, så vil vi få at se, hvordan muslimerne er blevet til normale danskere. Men ved at betragte forholdet til vore muslimer som en krigstilstand er det blevet klart for mig, at vi i de vestlige samfund savner en sanktionsmulighed overfor den muslimske terrorisme; terroristen er jo død og har også selv indregnet sin død i de kalkuler, han gør før sin terrordåd. Og hvis vi skal have en sanktionsmulighed, må den vende sig mod hele det muslimske parallelsamfund (hvorved vi jo også anerkender, at der er tale om parallelsamfund).

Det vil formentlig ikke ske, at man gennemfører noget af det, jeg her foreslår; man betragter det som alt for vidtgående. Så jeg kommer nok til i en rum tid fremover at nøjes med de skønne forhåbninger om moderate muslimers sejr over de ekstreme. Men når jeg hører Mark Steyn, islamkritiker fra Canada, fortælle om sit møde med København ved et arrangement i Folketingets bygninger, om det store sikkerhedsopbud, der var tale om, og især om, hvordan den restaurant, hvor der oprindelig var booket plads til dem, nægtede at tage imod dem, fordi de ikke ville have politibeskyttede gæster som kunder, se her, så ønsker jeg inderligt, at vi i en ikke alt for fjern fremtid vil kunne undvære al politibeskyttelse, for sådanne handlinger og sådanne tilstande, hvor man ikke kan agere som frie mennesker, er dog utålelige. Og så er jeg altså ud fra et sådant ønske villig til at gå ganske langt for at få vore muslimske landsmænd gjort til ”koranfrie” muslimer.

Som man kan forstå, er spørgsmålet for mig ikke, om det er imod visse værdier i vort samfund – det er det uden tvivl – men om det virker, om det virkelig vil få muslimerne til at forstå, at vi mener det alvorligt.

Baggrunden for det er en forestilling om, at ethvert forsøg fra vor side på at vise forståelse, på et række hånden ud, på at give efter for en argumentation, af det muslimske flertal uden videre opfattes som et tegn på svaghed. De tænker i magt og magtmodsætninger. Og de ønsker at udbrede islam til hele samfundet. Og når vi bøjer os for deres ønsker, om tørklæder i alle livets forhold, om forbud mod lejrskoler, om nægtelse af at trykke en af modsat køn i hånden, osv., ser de det som en svaghed hos os og som en sejr for dem (”dem-og-os-tankegangen” er indbygget i islam), og de er øjeblikkelig klar til at forfølge den ”sejr”, de har opnået med nye specialtiltag, der skal få islam til at præge en endnu større del af samfundet.

Jeg mener ikke, vi skal forbyde disse små julelege, vore muslimer finder på, jeg mener, vi skal møde dem med et ”lad dog barnet”. Men overfor terrorhandlinger må vi opfinde andre metoder, metoder, der kan give os en klar og relevant sanktion overfor terroren.

Og hvis man ikke synes, mit forslag er godt eller virksomt, rejser det spørgsmål sig øjeblikkelig: Hvilket forslag er så?