En ulv i fåreklæder?

Tilfældigvis faldt jeg over en Luther-tekst, som giver mig mulighed for at arbejde lidt videre med den tanke, jeg udkastede den 1-1 2017: At Henrik Stubkjær, biskoppen i Viborg, ved sin nytårsprædiken optrådte som en falsk profet, som en ulv i fåreklæder.

Jeg tænker mig, at en del af mine trofaste læsere vil mene, at jeg gik over stregen. Det pæne menneske, der har gjort så meget for Folkekirkens Nødhjælp, skulle han virkelig være en ulv i fåreklæder? Skulle han virkelig prædike et falsk evangelium? Skulle det, han sagde ved nytårsgudstjenesten, og det, han fik de indlagte lægfolk til at sige, virkelig være imod det kristne budskab? Er dette budskab ikke et kærlighedsbudskab? Og gav han ikke udtryk for vor forpligtelse på kærlighed med sine ord om, at vi danske ikke skal lukke os om os selv? Hvordan kan det være et falsk evangelium?

Som man måske husker fra mit indlæg fra 1-1, var min pointe den, at dette at fremme tilhørernes farisæisme i stedet for at modarbejde den er, hvad der gør forskellen mellem det ægte og det falske evangelium. Og Stubkjær fremmede menighedens farisæisme med sine ord. Det blev lettere for den halvdel af menigheden, der tilslutter sig ”Venligboernes” tese, at se ned på os andre, at anse os for kun middelmådige kristne, men sig selv for gode kristne.

Og det er altså den ”gode”, gammeldags farisæisme, der med en sådan holdning og argumentation stikker sit djævlefjæs frem.

Den Luther-tekst, jeg faldt over, stammer fra den før omtalte bryllupsprædiken fra 1531. Luther vil opridse forskellen mellem en mands forbindelse til en hore og hans forbindelse til hans kone. Han forklarer, at forskellen ligger i Guds ord. Det fornemste ved ægtestanden er, at man kan se Guds ord lyse ind i den. Han fortsætter:

Det vil jeg oplyse med et eksempel, om I så ikke kunne forstå det bedre. Når jeg ser, hvordan en røver eller en morder hugger hovedet af et menneske, så er denne gerning nøjagtig den samme, som når fyrsten eller dommeren lader halsen hugge over på et menneske. Derfor har de også prædiket noget i den retning, de ufrelste tosser, at øvrigheden ikke skal være blodtørstig, men vise barmhjertighed: men dermed har de gjort det verdslige sværd ganske stumpt, så at mennesker er blevet forskrækkede, når de skal dømme til døden. Jeg har selv set og kendt mange fine mænd, som, når de skulle sidde i stolen og måske fælde en dødsdom, er flygtet bort fra det og draget andetsteds hen, så de ikke var tilstede ved den og ikke gjorde sig delagtige i den grufulde gerning. Denne og andre vildfarelser med er opstået derved, at vi ser på stænderne uden Guds ord, udefra, efter gerningen, og samtidig lader Guds ord fare. For når en morder hugger hovedet af et menneske, handler han ikke ret derved; for han har ikke nogen befaling til det, der er ikke noget Guds ord, ja, han gør det imod Guds ord og bud, som forbyder at slå ihjel. Derfor er hans mord idel helvede, mørke og død. Men når fyrsten eller dommeren slår et menneske ihjel, så er Herren vor Guds ord og befaling knyttet til det, derfor er det ikke dig, der fører sværdet, men Gud. Derfor lyser sværdet, som var det i Guds hånd, som var det en engel og ikke et menneske, der førte det; og det af den grund, at Guds ord er knyttet til det, ordet om at straffe de onde og beskytte og forsvare de fromme. Og ganske som en røver synder, når han slår ihjel, fordi det er ham forbudt: sådan synder dommeren, hvis han ikke slår ihjel, fordi ham er det befalet, Rom 13,4. (Se her).

Nu er det ikke det, at Luther her går ind for dødsstraf, der er det interessante. Det var jo noget, der hørte den tid til, og selv om det lyder krasbørstigt, når Luther ligefrem siger, at dommeren synder, hvis han ikke slår ihjel, så er sagen vel klar nok: Det offentlige, fyrsten, øvrigheden, må reagere på lovovertrædelserne med straf af den ene eller anden art; om dødsstraf eller fængselsstraf, det er underordnet, blot straffen får effekt: får forbryderen til at ophøre med sin forbrydelse og får offeret til at undlade at tænke på selvtægt.

Nej, det interessante er, at Luther her advarer imod at gøre det verdslige sværd stumpt, ja, direkte påstår, at vi, når vi vil lade barmhjertighed og ikke retfærdighed gælde i samfundsforhold, handler imod Guds ord.

Det vil sige, oversat til nutidsforhold: Hvis det verdslige sværd er blevet stumpt overfor flygtninge og indvandrere – og det er der ganske meget, der tyder på – så er det ikke i overensstemmelse med Guds ord at fortsætte med at foretrække barmhjertigheden fremfor retfærdigheden.

Eller sagt på anden måde: Hvis vi må gribe i egen barm og bekende, at vi er store syndere – og det er vi vestlige mennesker jo i overmåde høj grad tilbøjelige til, især når de synder, vi skal bekende, er vore bedsteforældres og oldeforældres synder – så må vi med lige så stor kraft erkende, at migranterne også er syndere, og at de nok vil lyve og snyde, hvis de kan opnå opholdstilladelse ved det. Dette har vi imidlertid på ingen måde erkendt. Vi holder – farisæisk – fast på vor stålsatte overbevisning om vor egen eller vor verdensdels synd, men vi betragter – lige så farisæisk – flygtninge og migranter som engleagtige stakler, og vi mener, det ville være en hån imod dem at mistænke dem for snyd.

Denne dobbelte farisæisme har medført, at vi uden kontrol af nogen art først har ladet et utrolig stort antal mennesker slippe over vore grænser, dernæst har ladet dem få asylstatus ud fra de ganske ukontrollable påstande, de fremsætter, og sidst har ladet dem blive boende i vore lande, selv hvis deres ansøgning bliver afvist.

At vor barmhjertighed bliver misbrugt, ser vi efterhånden utallige eksempler på. Ikke blot opstår der i vore ghettoer et direkte had imod os vesterlændinge, ganske uanset den barmhjertighedsgerning, vi har vist imod indvandrerne, tillige opfører de mennesker, der ønsker at få asyl hos os, sig som et herrefolk, der kan gøre, hvad det passer dem overfor os. Det har vi efterhånden set ganske mange eksempler på ikke blot i Køln forrige nytårsaften, men også mange andre steder.

Derfor er det værd at lytte til Luther, når han hævder, at den lov og orden, der skal herske i et land, for at det kan trives, skal gennemføres som noget, der er befalet af Gud, og at barmhjertigheden aldrig fra øvrighedens side må overtrumfe retfærdigheden, fordi det uvægerlig fører til ophævelse af ordenen. Hvad vi jo også ser i vore samfund.

Måske man ikke kan forvente af vore prædikanter, at de fuldt ud er opdaterede på disse forhold, eller at de helt og holdent deler de opfattelser, der her er lagt frem, men man burde kunne forvente af dem, at ikke prædiker, så farisæerne får medvind i vort samfund. Men var det ikke just, hvad Henrik Stubkjær gjorde?

Men det, der nok ville støde de fleste ved den sprogbrug, jeg anvendte, er nok, at det fremhæves som mere moralsk at undlade at modtage asylansøgere end at modtage dem ud af barmhjertighed. Derfor har jeg fundet det nødvendigt at underbygge min argumentation med ovenstående Luther-citat.

Iben Thranholm har her en lignende kommentar. På engelsk.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Etik, Islam og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s