Det omkalfatrende årti

Den fremmede Luther 8

Som jeg tidligere har været inde på, er mange af de oversigter, der for tiden fremkommer om Luther og hans indflydelse på vort nutidige samfund, såmænd interessante nok, men også af og til lidt for overfladiske. Det kan da nok for oversigtens skyld være påkrævet at se bort fra de mange blindgyder, som den historiske udvikling er fuld af, men alligevel: hvad der er blindgyde og hvad der er retgyde, kan ofte være svært at afgøre og afgøres måske i virkeligheden i de fleste tilfælde ikke af historien selv, men af de historikerøjne, der ser på historien.

Der er således ikke så få, der for oversigtens skyld lader den danske reformation begynde i 1536. Og sandt nok, i det år, hvor den danske borgerkrig, ”Grevens fejde”, var slut, og Christian den Tredje tog sig for med Bugenhagens hjælp at gøre danerne lutherske, i det år skete der bestemt noget afgørende og noget, der kom til at sætte sit præg på den fremtidige udvikling af lutherdommen i Danmark. Men det er nu alligevel ikke helt uden betydning, heller ikke, hvis man vil klarlægge den historiske udvikling, at gøre sig klart, hvad der gik forud for 1536. Og når det så desuden er uhyre spændende i al sin brogede mangfoldighed, så skulle da pokker springe det over.

Lad mig først nævne Poul Helgesen! Han er en meget spændende skikkelse, mest påvirket af Erasmus af Rotterdam, men også af Luther, hvis opbyggelige skrifter han oversatte, men hvis optræden som kirkesplitter han ikke brød sig om. Man kan læse en udmærket gennemgang af hans historie her.

Han kom til København i 1519 som forstander for karmelitterkollegiet, hvor han ud over at drive et hospital for spedalske også skulle forelæse i teologi. Her kom han – han vil sikkert selv sige ‘ved skæbnens ugunst’ – til at undervise en række kommende lutherske reformatorer, Peder Laurentsen, Oluf Chrysostomus, Frans Voermodsen, som alle kom til at udføre et banebrydende teologisk og kirkeligt arbejde især i Malmø, sådan at Malmø kom til at blive en førende by for den lutherske reformations gennembrud i Danmark. F.eks. udgav man der en salmebog med danske salmer, Malmøsalmebogen, som fik en god udbredelse i landet. Og det var også dèr, man allerede i 1528 kunne udgive en bog, Malmøbogen, om den ”reformats”, man havde gennemført i byen, se her.

Da Christian den Anden i 1523 blev jaget ud af landet, overtog hans farbror, Frederik den Første, tronen. Han måtte i sin håndfæstning love at bekæmpe de lutherske, men det blev nu så som så med denne bekæmpelse. En afgørende ting skete i 1526, da Frederik undlod at betale paven for ”palliet” til ærkebiskoppen af Lund. Derved var landet ikke længere med i den internationale kirke med paven i spidsen, men optrådte som en nationalkirke. Se her.

Dette fik betydning for landets gråbrødreklostre. Franciskanerne i klostrene måtte ikke eje noget, heller ikke deres klostre; de var derfor tilskødet paven. Men da nu paven var ude af billedet, trådte kongen ind i stedet som den egentlige ejer af franciskanerklostrene. Det kom til at betyde noget under den påfølgende munkeflugt fra klostrene.

Flugten havde sit udgangspunkt i, at Frederik i oktober 1526 udnævnte en bortløben munk, nemlig Hans Tausen, der var blevet en stor prædikant i Viborg, til sin personlige kapellan. Hidtil havde det været skik, at en bortløben munk ved kongens hjælp skulle føres tilbage til sit kloster til bod og afstraffelse. Men da nu landets munke så, at denne skik var sat ud af kraft, og at de uden fare for senere straf kunne forlade deres kloster, opgav de i stort tal munkelivet. Luther havde i 1522 udgivet et skrift om munkeløfterne, se her, hvori han anbefalede munkene at forlade deres kloster og tjene deres brød som borgere i byerne, og det er nok dette skrift, munkene er blevet påvirket af. Dertil kommer, at alle Danmarks franciskanerklostre i 1505 gik over fra at være de såkaldte ”konventualer”, dvs., mindre strenge efterfølgere af Frans, til at være ”observanter” med strengere regler for munkelivet. Munkene måtte herefter ikke eje ejendomme i byerne, dvs., de måtte ikke have faste indtægter, men skulle nøjes med det, de kunne få ind ved deres tiggeri. Og da lutheriet samtidig greb om sig i byerne, og borgerne derfor var mindre tilbøjelige til at give noget til munkene, skete det ikke så sjældent, at de led sult.

Derfor satte Frederik en registrering i gang i landets klostre. Det skulle fastslås, hvilke monstranser og alterkalke der befandt sig i de forskellige klostre, for munkene var begyndt at sælge ud af disse genstande for at skaffe sig mad. Senere begyndte de såmænd at bryde gulvene op og sælge brædderne. Men forinden var mange munke flygtet fra deres klostre.

Dette førte til, at kongen begyndte at forlange munkene samlet på færre klostre. De bygninger, der således blev tomme, kunne han give til borgerne i byen eller til adelsmænd i nærheden. Dette kaldte brødrene en udjagelse, og broder Jacob fra Malmøklostret begyndte derfor at nedskrive beretninger om, hvordan brødrene i de enkelte klostre var blevet udjaget, sådan at de kunne få deres klostre tilbage, når der indtraf bedre tider. Som bekendt indtraf sådanne for brødrene bedre tider dog aldrig, og klostrene blev derfor brugt til præsteboliger, skoler og hospitaler.

Af denne beretning, ”Gråbrødrekrøniken” kaldet, se her, kan man se, at den lutherske bevægelse her i landet begyndte som en bevægelse blandt borgerne i mange danske byer. Og det er ganske mærkeligt, for det er jo en fjende af lutherdommen, der skriver. Men han fortæller om både bevægelsen i Malmø og i Viborg, at den begyndte som en borgerbevægelse, samlet om en luthersk forkynder, i Malmø Claus Mortensen, i Viborg Hans Tausen.

Og bevægelsen har utrolig hurtigt vokset sig stor, så stor, at man i Malmø allerede i 1528 var nødt til hver dag at afholde tre gudstjenester for at tilfredsstille behovet. Peder Laurentsen skriver i sin føromtalte ”Malmøbog”, se her:

Og på det, vi kan des bedre komme til den rette kristne Guds dyrkelse og kende den velsignede Gud og vor salighed Jesus Kristus, har førnævnte ærlige mænd, borgmester og råd her i Malmø skikket hvert søgne dag 3 prædikener. Først om morgenen imellem fem og seks en prædiken i gråbrødre, imellem seks og syv den anden i helliggejst, den tredie mellem syv og otte til S. Peder. Så at hvilken ikke kan komme til den ene en tid, han kan en anden tid komme til den anden og høre den del, hans salighed er anrørendes, synge og love Gud med hjerte og mund, og bede sine særlige gudelige bønner hvad Gud giver dem i hu og sind. (29a)

Poul Helgesen var ikke meget for dette røre. Han skrev en ”modbog” til Malmøbogen, og deri hedder det bl.a.:

Ther som sanctus Paulus nw hørde huore ther siwngis wdi the Luthersche forsamblinger bode aff qwinner oc mend, wnge oc gamble, tha schulde hand thet saare laste. Wille hand icke tillstæde att qwinner motte tale eller spørie wdi noger christen forsambling, møgett mijndre schulde hand thet lijde, att the schulde qwæde wdi samme forsambling mett eett klingende stæmme.

Åbenbart finder han det ufromt at høre kvindestemmer i kirken. Her er der jo i hvert fald i kraft af den lutherske reformation sket en ændring til det bedre.

I 1530 ville kongen have truffet en afgørelse: Skal landets kristendom reformeres efter den lutherske anbefaling eller skal den ikke? Og han indkaldte derfor til en herredag i København, hvor det lutherske prædikanter mødte frem, og de katolske bisper og råder kom med deres hjælpere, Poul Helgesen og en munk fra Rhinegnene, Nicolaus Herborn. Det kom der mange spændende ting ud af, blandt andet den såkaldte ”Confutatio”, se her, hvori katolikkerne svarer på de lutherskes antagelser. Der kom også en luthersk bekendelse ud af det, ”Confessio Hafniensis”, som min gamle lærer, Niels Knud Andersen, skrev disputats om. Heri hævder han, at denne bekendelse ikke er udtryk for det ægte lutherske, men en blanding af reformkatolicisme og en slags zwingliansk kristendomsforståelse. Det vidner i hvert fald om, at de reformatoriske tanker ikke havde fundet deres endelige form på det tidspunkt.

Og man må da også indrømme, at de danske reformatorer ikke havde opdaget, at Luther i 1520 smed hele kirkeretten på bålet. Peder Laurentsen skriver f.eks. i begyndelsen af 1530erne imod præstecølibatet, og i det skrift anvender han mange citater fra den gamle kirkeret. Det samme gjorde Christiern Schrok, se her.

Men herredagen i København nåede ikke til noget resultat, for på den samtidige rigsdag i Augsburg – hvor den augsburgske bekendelse blev til – gik Christian den Anden tilbage til katolicismen, og man forventede derfor, at han med sin svoger, kejserens, hjælp ville angribe Danmark. Og så måtte religionssamtalen vente.

Nå, Christian fik godt nok udrustet en flåde, kom også til Norge, men lod sig derfra lokke til København, hvor han blev taget til fange og sendt til Sønderborg slot som kongens fange. Så var man fri for den fare.

Men da Frederik døde i 1533, opstod der vanskeligheder. Rigsrådet ville ikke uden videre vælge Frederiks søn, Christian, til konge, for han havde som udsending for Holsten været til stede på rigsdagen i Worms i 1521 og var fra da af en svoren Luther-tilhænger. Andre ville have Christian den Anden tilbage, og Lübeck blandede sig i sagen, og så var borgerkrigen i gang.

Men selv om krigen endte med Christian den Tredjes sejr og indførelsen af den rene lutherdom i 1536, er det svært at se krigen som en religionskrig. For også Christian den Anden var gået over til lutherdommen. Mens han rejste rundt i Tyskland for at samle hjælp til at generobre Danmark, besøgte han Wittenberg, fik Luther til at prædike for sig og gik så over til lutherdommen, noget, han som sagt måtte afsværge i 1530 for at opnå kejserens hjælp.

Denne afsværgelse betød dog ikke så meget. Da han kom til Norge, indførte han lutherske reformer, og mens han i slutningen af tyverne boede i Flandern, blev nogle af hans folk anklaget for kætteri (altså for det lutherske kætteri). Christian selv turde man ikke røre.

Og den modsætning, der måtte være mellem de lutherske prædikanter fra 1530 og Luther selv, betød ikke, at disse lutherske prædikanter ikke kunne bruges som biskopper i Christian den Tredjes lutherske kirke. Hans Tausen kom til Ribe, Frans Voermodsen til Lund.

Var så alle disse begivenheder i dette omkalfatrende årti en blindgyde, noget ubetydeligt i historiens heksekedel, som blev fuldstændig mast til plukfisk med Christian den Tredjes magtsprog i 1536?

Ja, det er virkelig ikke til at sige. Der var så mange andre ting blandet op i Grevens Fejde, at religionsmodsætningerne spillede en mindre rolle. Mange af de biskopper, der var blevet indsat før 1536 var desuden nærmest af luthersk observans, og det, man kan undre sig over, er måske mest, at kongen ikke kunne bruge nogle af dem i sin fremtidige kirke.

Men det er en anden og mere omfattende historie. Her blot denne lille gennemgang af det spændende årti, 1520erne, for at vise, at nok blev reformationen indført i Danmark i 1536, men der var sandelig gået mange mærkelige og afgørende ting forud.

Advertisement